Indhold: Fortale #1. Halvtreds "overskrifter". #24. Anden og kortere fortale. #27. Luthers indledning: #30: Kapitel 1, vers 1: #70. Certitudo Vocationis. #85. Vers 1a: #90. Man skal kaldes af øvrigheden. Vers 1b: #109.  Vers 2a: #117. Vers 2b: 1b#1. Vers 3: 1b#14. Canon observandus. Abstinendum esse a speculatione  majestatis. 1b#23. Christus natura Deus. 1b#39. Vers 4a: 1b#46. Vers 4b: 1b#83. Vers 4c: 1b#95. Vers 4b: 1b#99. Vers 5: 1b#100. Vers 6a: 1b#101. Vers 6a: 1b#107. Vers 6a: 1b#114. Vers 6b: 1c#1. Vers 6c: 1c#9. Vers 7: 1c#18. Vers 7b: gal1c#31. Vers 8: gal1c#38. Vers 9: gal1c#42. Vers 10a: gal1c#53. Vers 10b: gal1c#60. Vers 10c: gal1c#64. Vers 11-12: gal1c#67. Vers 13: gal1c#96. Vers 14b: gal1c#98. Vers 15-17: gal1c#102. Vers 15a: gal1c#110. Vers 15b: gal1c#111. Vers 15c: gal1c#113. Vers 16a: gal1c#114. Vers 16b: gal1c#119. Vers 16c: gal1c#121. Vers 17: gal1c#122. Vers 18-19: gal1c#125. Vers 20: gal1c#131. Vers 21: gal1c#132. Vers 22-24: gal1c#133.
Kapitel 2: Vers 1: gal2a#1. Vers 1b: gal2a#9. Vers 2: gal2a#10. Vers 3: gal2a#18. Vers 4: gal2a#32. Vers 6: gal2a#55. Vers 6b: gal2a#61.  Vers 6c: gal2a#76. Vers 7-8: gal2a#85. Vers 8: gal2a#99. Vers 9: gal2a#103. Vers 9: gal2a#105. Vers 10: gal2a#108. Vers 11: gal2a#110. Vers 12: gal2b#1. Vers 12b: gal2b#3. Vers 13: gal2b#13. Vers 14: gal2b#21. 14b: gal2b#32. Vers 15: gal2b#43. Vers 16: gal2b#49. Den sofistiske teologi: gal2b#57. Den sande kristendoms ræsonnement: gal2b#66. Den skolastiske teologi: gal2b#71. Om kristendommens sande indhold: gal2b#85. Vers 16b: gal2b#109. 16b: gal2b#115. Vers 16c: gal2c#1. Vers 17a: gal2c#11. Vers 17b: gal2c#38. Vers 17c: gal2c#51. Vers 18: gal2c#55. En afløsningsformel for munke: gal2c#65. Vers 19a: gal2c#71. Vers 19b: gal2c#107. Vers 19c: gal2c#108. Vers 20a: gal2c#111. Vers 20a: gal2c#113. Vers 20a: gal2d#1. Vers 20b: gal2d#17. Vers 20c: gal2d#24. At gøre, hvad man formår. gal2d#27. De medfødte evner er uskadte? gal2d#30. For mig (Gal 2,20d) gal2d#39. Vers 21a: gal2d#53. Vers 21b: gal2d#58.
Kapitel 3: Vers 1a: gal3a#1. Vers 1b: gal3a#13. Om den legemlige og åndelige forhekselse. gal3a#14. Vers 1b: gal3a#32. Vers 1c: gal3a#45. Vers 1d: gal3a#50. Vers 1e: gal3a#52. Vers 2a: gal3a#67. Argumentet fra Apostlenes Gerninger: gal3a#75. Anbefaling af Apostlenes Gerninger: gal3a#91. Om Cornelius, Apg 10: gal3a#97. Syreren Naaman: gal3a#108. Hedningerne blev retfærdiggjort uden lov, endnu mens Moses' rige eksisterede: gal3a#110. Vers 3: gal3b#1. Vers 4: gal3b#8. gal3b#12. Vers 5: gal3b#15. Vers 6: gal3b#46. Hjertets tro og Guds tilregnelse: gal3b#61. Vers 7: gal3b#91. gal3b#110. Vers 8: gal3b#113. Vers 8b: gal3c#1. Vers 9: gal3c#11. Vers 10: gal3c#30. 10b: gal3c#47. Svar på argumenter imod læren om troen. gal3c#89. Vers 11: gal3d#1. Vers 12a: gal3d#11. 12b: gal3d#17. Vers 13: gal3d#40. Vers 14A: gal3d#112. 14b: gal3e#1. Vers 15: gal3e#6. Vers 16: gal3e#18. Vers 17: gal3e#21. Vers 18a: gal3e#41. 18b: gal3e#43. Vers 19a: gal3e#46. 19b: gal3e#61. Om lovens to brug: gal3e#63. 19b gal3e#87.

Kap 5: gal5a; gal5b; gal5c;

Oversigt over "svinkeærinderne":

• Gendøberne i Luthers nutid: 1a#13-17. 1a#57. 1a#76.
• Antinomerne: 1a#21.
• Forskellige slags retfærdighed, passiv og aktiv retfærdighed: 1a#30-45.
• Hvor er kirken? 1b#6-13.
• Paulus (Luther) vil (illegitimt?) opbygge sin autoritet: 1a#78-89. gal1c#131.
• Kaldet "fra mennesker", "ved et menneske" og uformidlet ved en åbenbaring. 1a#92-108. 1a#117.
• Deus absconditus. 1b#23.
• Kristus er Gud efter sin natur. 1b#39.
• Kristi gerning beviser syndens totalitet. 1b#46.
• "Pro me": 1b#55.
• Verdens onde visdom og retfærdighed. 1b#83.
• Den gensidige fordømmelse og dens afklaring. 1c#20ff.
• Nåden og loven modsætninger. gal1c#32.
• Skriften og kirken: gal1c#49.
• Hvem kan vi stole på bringer os det rette evangelium? gal1c#92.
• Prædestination. gal1c#111.
• Paulus får al sin viden ved åbenbaringen ved Damaskus. gal1c#130.
• Himlen lig hjertet eller samvittigheden. gal2b#26.
• Hvert folk sin natur. gal3a#8.
• Ved at overholde loven overtræder man loven. gal3c#47.

Tilbage til oversigten!
 
 

1   PRAEFATIO D. MARTINI LUTHERI IN EPIST. AD GALATAS.      Vix ipse credo, tam verbosum fuisse me, cum enarrarem publice hanc Sancti Pauli ad Galatas epistolam, quam hic me libellus exhibet. Et tamen sentio meas cogitationes esse omnes, quas in hoc scripto per fratres tanta diligentia signatas reperio, ut fateri cogar, vel omnia, vel etiam plura fortasse, in ista publica tractatione a me esse dicta.	Doktor Martin Luthers fortale til brevet til Galaterne.         Jeg kan næsten ikke tro, at jeg var så ordrig, da jeg offentligt forelæste over Paulus' brev til galaterne, som denne bog viser. Og dog føler jeg, at det altsammen er mine overvejelser, hvad jeg i denne bog finder så omhyggeligt nedskrevet af brødrene, så jeg tvinges til at indrømme, at om ikke alt, så i hvert fald langt det meste i denne bog er sagt af mig.
2   Nam in corde meo iste unus regnat articulus, scilicet, fides Christi; ex quo, per quem et in quem omnes meae diu noctuque fluunt et refluuut theologicae cogitationes. Nec tamen comprehendisse me experior de tantae altitudinis, latitudinis, profunditatis sapientia, nisi infirmas et pauperes quasdam primitias et veluti fragmenta.	For i mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig: troen på Kristus; ud fra den, gennem den og i den strømmer alle mine teologiske overvejelser frem og tilbage dag og nat. Alligevel føler jeg ikke, at jeg har forstået mere end nogle svage og fattige begyndelsestrin eller fragmenter af den store højde, bredde og dybde. (Ef 3,18)
3       Unde et pudet in tantum apostolum et organum electum Dei, meas tam egenas et frigidas (E4) commentationes edi, nisi quod ipsum pudorem depudere cogit et impudenter audacem esse, infinite et horribilis profanatio et abominatio, quae in Ecclesia Dei semper saeviit, et saevire hodie non cessat, adversus unicam hanc et solidam petram, quam nos justificationis locum dicimus, hoc est, quomodo non per nos ipsos (haud dubie neque per nostra opera, quae minus sunt quam nos ipsi,) sed per alienum auxilium, per Filium unigenitum Dei, Iesum Christum, simus a peccato, morte, diabolo redemti et vita aeterna donati.	Derfor skammer jeg mig også over at se mine fattige og trivielle kommentarer over en så stor apostel og udvalgt Guds redskab udgivet, hvis ikke netop dette tvang mig til at bide hovedet af al skam og være fræk og forvoven, dette, at det er en uendelig og forfærdelig vanhelligelse og vederstyggelighed, som altid har raset i Guds kirke, og som i vore dage ikke er ophørt med at rase, imod denne eneste faste klippe, som vi kalder læren om retfærdiggørelsen, det vil sige, læren om, hvordan vi er forløst og har fået evigt liv, ikke ved os selv (uden tvivl ikke ved vore gerninger, som er mindre end os selv), men ved en andens hjælp, ved Guds énbårne søn, Jesus Kristus.
4            Vexavit hanc petram Satan in paradiso, quando primis parentibus persuasit, ut propria sapientia et virtute Deo similes fierent, relicta fide in Deum, qui vitam dederat et duraturam promiserat. Mox propter eandem ille mendax et homicida, sui similis semper futurus, impulit fratrem in fratricidium, nulla causa, nisi quod frater pius fide praestantiorem hostiam obtulisset, et ipse impius opera sua sine fide offerens Deo non placuisset.	Satan rystede denne klippe i paradiset, da han overtalte vore urforældre til, at de ved deres egen visdom og dyd blev Gud lig, og så mistede de troen på den Gud, der havde givet livet og lovet, at det skulle vare ved. Snart efter tilskyndede denne løgner og morder på grund af det samme -- for han er altid sig selv lig -- den ene bror til at dræbe den anden, af ingen anden grund end fordi den fromme broder frembar et mere ydefuldt offer, og fordi han selv, når han frembar sine gerninger uden tro, ikke behagede Gud.
5  Secuta est postea contra eandem fidem perpetua persecutio Satanae per filios Cain intolerabilis, donec diluvio cogeretur Deus semel orbem purgare, et fidei et justitiae praeconem Noe defendere. Tamen Satan nihilominus suum semen in Ham tertio filio Noe retinuit.	Så fulgte bagefter Satans fortsatte utålelige angreb på den samme tro gennem Kains sønner, indtil Gud blev tvunget til ved syndfloden én gang for alle at rense verden og forsvare troens og retfærdighedens herold, Noa. Dog beholdt Satan ikke desto mindre sin sæd i Kam, Noas tredie søn.
6  Sed quis referat omnia? Totus mundus post haec contra hanc fidem insanivit infinitis repertis idolis et religionibus, quibus unusquisque (ut Paulus ait) sua via incessit, sperans sese operibus suis, alii Deum, alii Deam, alii Deos, alii Deas placare, hoc est, sine alieno auxilio Christi, suo proprio opere, sese redimere a malis et peccatis; ut haec omnia satis testantur etiam omnium gentium facta et scripta.	Men hvem kan berette alt det? Hele verden har siden raset mod denne tro med uendelig mange afguder og fromhedsøvelser, og ved hjælp af dem har, som Paulus siger det (Apg 14,15) enhver vandret sin egen vej, i håb om at han ved sine gerninger kunne behage en anden gud, en anden gudinde, andre guder, andre gudinder, det vil sige, uden Kristi hjælp udefra, ved sin egen gerning, at kunne forløse sig fra det onde og fra synderne; sådan som alle hedningernes gerninger og skrifter da også bærer vidnesbyrd om i tilstrækkelig grad.
7          Sed nihil isti sunt ad populum illum Dei Israel (E5) seu synagogam, qui prae ceteris donati fuerunt, non solum certa promissione Patrum, deinde lege divinitus per angelos tradita, sed etiam semper praesentibus prophetarum dictis, miraculis, exemplis certificati. Et tamen inter eos sic profecit Satan, id est, justitiae propriae furor, ut post omnes prophetas ipsum etiam filium Dei, sibi promissum Messiam, occiderent, eadem scilicet causa, quod docerent, gratia Dei, non justitia nostra, homines Deo placere.	Men disse er for intet at regne mod dette Guds folk, Israel eller synagogen, som fremfor nogen havde fået gaver, ikke blot bekræftet ved en sikker forjættelse til fædrene, også ved en guddommelig lov, givet ved engle (Gal3.19), og gennem de altid tilstedeværende profeters ord, mirakler og eksempler. Og dog havde Satan, det vil sige, den rasende iver efter egen retfærdighed, en sådan fremgang blandt dem, at de efter at have dræbt alle profeterne også dræbte Guds egen søn, den Messias, der blev sendt til dem, og det at den samme grund, nemlig den, at de lærte, at mennesker kommer til at behage Gud ved Guds nåde, ikke ved vor retfærdighed.
8  Et est haec summa propositio diaboli et mundi ab initio: Nos non volumus malefacere videri, sed quaecunque facimus, hoc debet Deus probare, et omnes ejus prophetae consentire. Quod si non fecerint, moriantur. Pereat Habel, vivat Cain. Haec esto lex nostra. Et fit ita.	Det har således været djævelens og verdens hensigt: Vi vil ikke synes at gøre ondt, men hvad vi end gør, så bør Gud godkende det, og alle hans profeter samtykke deri. Hvis de ikke gør det, skal de dø. Lad Abel gå til grunde, lad Kain leve. Lad det være vor lov. Og sådan går det også til.
9        In ecclesia vero gentium res acta est et agitur seria, ut synagogae furor merito ludus fuisse videatur. Nam illi Christum suum (ut Paulus ait), non cognoverunt, ideo dominum gloriae crucifixerunt. Sed gentium ecclesia accepit et confitetur Christum esse filium Dei, factum justitiam nostram, et ea palam cantat et legit et docet. Et hac stante confessione occidunt tamen illi ipsi, qui volunt esse Ecclesia, persequuntur, saeviunt in eos, qui nihil aliud credunt, docent, faciunt, quam quod Christus sit hoc ipsum, quod ipsimet ore et facto simulate fateri coguntur.	Men i hedningemenigheden er der blevet arbejdet og arbejdes der stadig alvorligt på, at synagogens rasen med rette kan anses for at have været en barneleg i sammenligning dermed. For, som Paulus siger, den kendte ikke sin Kristus, derfor korsfæstede den herlighedens herre. (1 Kor 2,8). Men hedningemenigheden modtog og bekendte, at Kristus er Guds søn, der blev gjort til vor retfærdighed, og dette synger og læser og lærer den overalt. Men skønt denne bekendelse stadig står ved magt, dræber dog netop de, som vil være kirken, ja, de forfølger og raser imod dem, som ikke tror, lærer, gør andet, end at Kristus er netop det, som de selv med munden og med hykleriske gerninger tvinges til at indrømme.
10 Nam sub nomine Christi hodie regnant, quod regnum si sine Christi nomine possent tenere, talem foris eum ostentarent, qualem in corde habetit. Habent autem eum longe inferiorem quam Iudaei, qui eum saltem putant esse thola, hoc est, latronem in crucem merito actum; nostri vero pro fabula, tanquam (E6) aliquod fictum numen apud gentes, sicuti videre est Romae in curia Papae ac prope in tota Italia.	I vore dage hersker de under Kristi navn. Men hvis de kunne fastholde herredømmet uden Kristi navn, så ville de snart i det ydre vise, hvad de har i deres hjerte. For de regner ham for langt ringere end jøderne gjorde. Jøderne mente jo, at han blot var et skarn, det vil sige, en røver, der med rette blev korsfæstet. Men vore anser ham for at være en skrøne, ligesom der hos hedningerne var en opdigtet guddom. Det kan man se i Rom i pavens kurie og i næsten hele Italien.
11        Quia igitur Christus est ludibrium apud suos Christianos (sic enim volunt appellari), et Cain occidit Habel sine fine, et abominatio Satanae nunc maxime regnat, opus est, hunc articulum quam diligentissime tractare, et Satanae opponere, sive simus infantes sive eloquentes, sive docti sive indocti. Oportet enim hanc petram clamari, si omnis homo taceret, ab ipsis petris seu lapidibus.	Fordi således Kristus er til spot blandt sine kristne (det vil de nemlig kaldes), og Kain dræber Abel uden ende, og Satans vederstyggelighed nu hersker i højeste grad, er det nødvendigt at behandle denne artikel yderst omhyggeligt og sætte sig imod Satan -- og de uanset om vi er spædbørn eller veltalende, lærde eller ulærde. For om så hvert et menneske tav, bør denne klippe råbes ud af klipperne, eller af stenene. (Luk 19,40).
12        Quare et ego meum officium libenter praesto, et hunc commentarium verbosissimum emitti permitto, ad excitandos fratres in Christo adversus Satanae machinas et malitiam, qui his novissimis et extremis momentis in tantam rabiem versus est contra hanc sanam Christi cognitionem denuo resuscitatam, ut sicut hactenus homines daemonibus obsessi et furiosi visi sunt, nunc ipsi daemones videantur ab aliis pejoribus daemonibus obsessi, et supra daemonum furorem furere; magno scilicet argumento, quod hostis ille veritatis et vitae sentit sibi imminere de proximo diem illum horribilem suae quidem perditionis, amabilem vero nostrae redemtionis, qui finis erit tyrannidis ejus. Non enim frustra sic concussis omnibus suis membris et viribus conturbatur, veluti fur vel adulter aurora surgente et eum prodente deprehensus.	Derfor gør også jeg gerne min pligt og tillader, at denne ordrige kommentar bliver udgivet, for at opmuntre brødrene i Kristus imod Satans rænker og ondskab, han, som i disse sidste og yderste tider har vendt sig med et sådant raseri imod den den sunde erkendelse af Kristus, som påny er blevet opvakt, så at ligesom indtil nu mennesker har syntes at være besat og at være blevet rasende af dæmoner, så synes nu dæmonerne selv at være blevet besat af endnu værre dæmoner og at rase med et dæmoni, der er værre end dæmonisk. Det er et tydeligt bevis på, at denne sandhedens og livets fjende føler, at den forfærdelige dag, hvor han skal gå under, men hvor vor lykkelige forløsning kommer, er meget nær, hvilket vil være enden på hans tyranni. Det er nemlig ikke uden grund, at alle hans lemmer og kræfter rystes, som en tyv eller horkarl, der blev overrasket af daggryet, der brød frem og afslørede ham.
13         Quis enim unquam audivit (ut Papae abominationes sileam), tanta simul monstra prorupisse, quanta his diebus videmus, vel in solis Anabaptistis? In quibus vere Satan tanquam extremum halitum regni sui efflaturus horribilibus motibus suos ubique exagitat, et quasi vellet per eos subito non solum seditionibus orbem subvertere, sed etiam per innumeros sectas (E7) totum Christum cum ecclesia devorare. Non sic saevit et furit in alias hominum vitas vel opiniones, puta adulteros, fures, homicidas, perjuros, impios, sacrilegos, incredulos. Imo his pace data in atrio suo suaviter palpat, et omnia indulget.	For hvem har nogensinde hørt (for nu at tie med Pavens afskyeligheder), at der på én gang er fremstået så mange mærkværdigheder, som vi ser i disse dage, bare blandt gendøberne? Blandt dem ophidser Satan overalt sine med frygtelige tilskyndelser, som om hans rige udstøder sit sidste suk, og som om han ønskede gennem dem ikke blot at ødelægge jorden gennem oprør, men også at opæde hele Kristus og hans kirke gennem talløse sekter. Sådan har han ikke raset og regere imod andre mennesker eller imod andre opfattelser, f. eks mod horkarle, tyve, mordere, menedere, ugudelige, kirkeskændere og vantro. Nej, dem har han sluttet fred med, dem kærtegner han i sin forgård, fra deres side finder han sig i alt.
14  Sicut olim in exordio ecclesiae omnes totius orbis idololatrias et religiones intactas et quietas esse non solum passus est, sed etiam magnifice fovit, unius vero Christi ecclesiam et religionem undique vexavit, postea cunctis haereticis pacem permittens solam catholicam doctrinam turbavit; ita et hodie nullum est ei negotium praeter hoc unum et suum semper proprium, nostrum Christum (qui est justitia nostra sine operibus nostris) persequi, sicut de eo scriptum est: "Tu insidiaberis calcaneo ejus" (Genes. 3, 15.).	Således var det i gamle dage ved kirkens begyndelse ikke blot sådan, at han fandt sig i hele verdens afgudsdyrkelse og religionsudøvelse, nej, han begunstigede dem også herligt. Kun Kristi kirke og religionsudøvelse plagede han overalt. Sidenhen lod han alle kættere have fred og foruroligede alene den katolske lære; således har han heller ikke i dag noget andet i sinde end hvad der er hans eneste og egentligste hverv, at forfølge vor Kristus (som er vor retfærdighed uden vore gerninger), sådan som der er skrevet om ham: "Du skal hugge ham i hælen". (1 Mos 3,15).
15         Sed non tam contra istos, quam propter nostros prodeunt istae nostrae cogitationes in hanc S. Pauli epistolam, qui mihi in Domino vel gratias agent pro mea diligentia, vel ignoscent meae impotentiae et temeritati. Impiis vero valde nollem ista probari, sed tantum per ea cum suo Deo irritari, cum sint (meo magno sudore) illis tantum tradita, quibus ipse Paulus eam epistolam scripsit, scilicet perturbatis, afflictis, vexatis et tentatis, (hi enim soli ea intelligunt) in fide miseris Galatis. Qui tales non sunt, audiant Papistas, Monachos, Anabaptistas et alios multos infinitae sapientiae et religionis propriae magistros, nostraque fortiter contemnant, neque intelligere curent.	Men disse vore overvejelser over dette Paulus-brev skal ikke så meget være imod dem, som det skal gavne vore tilhængere, som i Herren enten skal takke mig for min omhu, eller tilgive mig min ukyndighed og dristighed. Men jeg ville slet ikke bryde mig om, at de ugudelige kunne lide dette arbejde, jeg ville blive tilfreds med, at de sammen med deres gud lod sig ophidse over det, eftersom det, jeg med stort besvær har fremført kun er for dem, for hvem også Paulus selv skrev sit brev, nemlig for de forvirrede, de anfægtede, de plagede og fristede. De er nemlig de eneste, der forstår det. Det vil sige: Jeg skriver for de i troen ringe galatere. De, der ikke tilhører denne art, de kan høre papisterne, munkene, gendøberne og mange andre, der er mestre i uendelig visdom og selvgjort tro, mennesker, der stærkt foragter vore, og ikke gør sig umage med at forstå dem.
16      Conspirant namque Papistae et Anabaptistae hodie in unam hanc sententiam concorditer contra ecclesiam Dei (etiamsi dissimulent verbo), quod opus divinum pendeat ex dignitate personae. Sic enim docent Anabaptistae: baptisma nihil est, nisi persona sit (E8) credens. Ex hoc principio (ut dicitur) necesse est aequi, omnia opera Dei nihil esse, si homo non sit bonus. Baptisma autem est opus Dei, sed homo malus facit, ut non sit opus Dei.	Skønt de med deres ord foregiver noget andet, rotter nemlig papister og gendøbere sig i vore dage sammen og er enige imod mod Guds kirke om, at den guddommelige gerning afhænger af personens værdighed. For således lærer gendøberne: Dåben er intet, hvis ikke personen er en troende. Ud fra dette princip må man nødvendigvis slutte, at alle Guds gerninger intet er, hvis mennesket ikke er godt. Vist er dåben Guds gerning, men et ondt menneske kan udvirke, at den ikke er Guds gerning.
17          Ex hoc ultra sequitur, conjugium, magistrates, servitus sunt opera Dei, sed quia homines sunt mali, ergo non sunt opera Dei; solem, lunam, terram, aquas, aerem et omnia homini subdita habent impii, sed quia impii, non pii, ergo sol non est sol, luna, terra, aqua, aer non sunt quod sunt. Ipsi  Anabaptistae habuerunt corpora et animus ante suam rebaptisationem, sed quia non fuerunt pii, ergo non habuerunt vera corpora et animas.	Heraf følger yderligere, at ægteskab, øvrighed, tjenerskab vel er Guds gerninger, men fordi menneskene er onde, er det ikke Guds gerninger; sol, måne, jord, vand, luft og alle ting er mennesket underlagt, men fordi menneskene er ugudelige og ikke fromme, så er solen ikke sol, månen, mjorden, vandet, luften er ikke, hvad de er. Selv havde gendøberne legeme og sjæl før de blev gendøbt, men fordi de ikke var fromme, havde de ikke sande legemer og sjæle.
18  Item parentes eorum non fuerunt veri conjuges (ut  fatentur), quia non fuerunt rebaptisati, ergo ipsi Anabaptistae omnes sunt spurii, et omnes eorum parentes fuerunt adulteri et scortatores. Nihilominus tamen ipsi hereditant suorum parentum bona, cum sese fateantur esse spurios et exheredes. Quis  hic non videt in Anabaptistis esse non obsessos homines, sed daemones ipsos a pejoribus daemonibus obsessos?	Ligeledes var deres forældre ikke sande ægtefolk (hvad de selv indrømmer), fordi de ikke var gendøbt, altså er alle gendøberne uægte børn og alle deres forældre var horkarle og ludere. Ikke desto mindre arver de dog deres forældres ejendom, skønt de indrømmer, at de er uægte børn og ikke kan arve. Hvem kan her ikke se, at der i gendøberne ikke er besatte mennesker, men dæmoner, der selv er besatte af endnu værre dæmoner.
19        Sic et Papistae non cessant urgere usque hodie opera et personae dignitatem contra gratiam, et fratres suos Anabaptistas (saltem verbo) fortiter juvare. Caudis enim sunt conjunctae istae vulpes, sed capitibus diversae. Fingunt enim sese foris magnos hostes illorum, cum tamen intus vere idem sentiant, doceant ac defendant contra unicum illum salvatorem Christum, qui solus est justitia nostra. Haereat igitur, qui potest in hoc uno articulo.	Og ligeledes hører papisterne heller ikke op med at betone gerninger og personens værdighed lige indtil den dag i dag, imod nåden, og kraftigt hjælpe deres brødre gendøberne, ihvert fald med deres ord. For halerne er nemlig bundet sammen på disse ræve, men hovederne er forskellige (Dom 15,4f). De lader nemlig udadtil, som om de er store fjender, skønt de indadtil mener det samme, lærer og forsvarer det samme imod den eneste ene frelser, Kristus, som alene er vor retfærdighed. Den, der kan, skal holde fast i denne ene artikel.
20  Ceteros, qui naufragia faciunt, sinamus ferri, quo mare et venti volunt, donec ad navem redeant, vel ad littus enatent. Summa et finis querelae est, nullam sperare quietem aut finem (E9) querelae, donec Christus et Belial non conveniunt. Generatio praeterit, generatio advenit. Si cadit una haeresis, mox surgit alia, quia diabolus non dormit neque dormitat. Ego (quanquam nihil sum) qui in ministerio Christi fui jam viginti annis, vere possum testari, me plus quam viginti sectis esse petitum, quarum aliquae penitus corruerunt, aliquae adhuc velut insectorum membra palpitant.	De øvrige, som lider skibbrud, må vi lade bære derhen, hvor hav og vind vil, indtil de kommer tilbage til skibet, eller svømmer i land. Hovedsagen og formålet med denne klage er, at vi ikke skal håbe på ro eller på ende på klagen, sålænge Kristus og Belial ikke er forenelige. Slægt går og slægt kommer. Hvis ét kætteri forsvinder, kommer der snart andre op, for djævelen sover ikke og slumrer ikke. Skønt jeg intet er, har jeg dog været i Kristi tjeneste i nu tyve år, og jeg kan i sandhed bevidne, at jeg er blevet angrebet af mere end tyve sekter, af hvilke nogle er gået helt til grunde, andre endnu rokker på sig, som insekters lemmer.
21        Sed in dies novas suscitat Satan, Deus ille factiosorum hominum. Et proxime hanc, quam minime omnium praevidissem aut sperassem, scilicet eorum, qui docent decalogum tollendum ex ecclesia, nec homines per legem terrendos, sed per Christi gratiam suaviter monendos esse, ut impleatur illud prophetae Micheae, verum non arguatur vir: "Non stillabis super nos" (Mich. 2, 6.); ac si nesciamus, aut nunquam docuerimus, afflictos et contritos spiritus esse per Christum erigendos, duros vero Pharaones, quibus frustra praedicatur gratia Dei, per legem esse terrendos, cum et ipsimet cogantur fingere revelationes irae super malos et incredulos; quasi lex aliud sit aut esse possit, quam revelatio irae. Tanta est caecitas et superbia istorum autokatakritwn hominum.	Men i de sidste dage opvækker Satan, denne gud for disse kirkesplittende mennesker, nye vranglærer. Og det en vranglære, som jeg mindst af alt havde ventet eller håbet på, nemlig deres lære, som lærer, at de ti bud skal fjernes fra kirken, og at menneskene ikke skal trues med loven, men sødt formanes gennem Kristi nåde, så ordet fra Mika opfyldes, uden at han skal dadler for det: "Du skal ikke fælde tårer over os". Som om vi ikke skulle vide, eller aldrig have lært, at de anfægtede og den angrende ånd skal oprejses ved Kristus, men de hårde faraoner, for hvem Guds nåde prædikes forgæves, skal trues med loven. Selv tvinges de dog til at beskrive, hvordan vreden åbenbares over de onde og vantro; som om loven er andet eller kan være andet, end åbenbaring af vreden. Så stor er blindheden og overmodet hos disse selvdomfældte mennesker. (Tit 3,11)
22       Oportet igitur ministros verbi certos esse, si fideles et prudentes haberi volent in illo die Christi, S. Pauli vocem non esse futiliter dictam, aut de re nihili prophetatam; oportet haereses esse, ut qui probati sunt, manifesti fiant; sciat, inquam, minister Christi, donec pure Christum docebit, non defuturos homines perversos, qui ecclesiam perturbare studeant, etiam ex nostris.	Hvis derfor ordets tjenere vil regnes for tro og kloge på hin Kristi dag, så bør de være overbevist om, at Skt. Paulus' røst ikke har talt uden grund, eller har profeteret om ingenting: "Der bør komme kættere, for at det kan vise sig, hvem der er de prøvede" (1 Kor 11,19); en Kristi tjener skal altså vide, at der, sålænge han lærer rent om Kristus, ikke vil mange forvendte mennesker, som stræber efter at skabe forvirring i menigheden, også blandt vore.
23 Atque hac consolatione sese obfirmet, esse nullam pacem inter Christum et Belial, seu inter semen serpentis et mulieris; imo gaudeat sese pati (E10) sectas et seditiosos istos spiritus, perpetuo sibi succedentes, quia gloria nostra haec est testimonium conscientiae nostrae, quod invenimur stantes et pugnantes ex parte seminis mulieris contra semen serpentis. Mordeat illi sane calcaneum nostrum, nec cesset mordere. Nos vicissim non cessabimus conterere caput ejus per Christum principem contritorem ejusdem, benedictum in saecula, Amen.	Og han skal styrke sig med den trøst, at der ikke er nogen fred mellem Kristus og Belial, eller mellem slangens sæd og kvindens; derimod skal han glæde sig over, at han lider under de sekter og oprørske ånder, som til stadighed følger efter hinanden, for denne vor ære er vor samvittigheds vidnesbyrd om, at vi befinder os oprejste og kæmpende på kvindens sæds side imod slangens sæd. Lad ham kun bide i vor hæl og blive ved dermed. Vi vil omvendt ikke ophøre med at trampe på hans hoved ved Kristus, hans egentlige banemand, velsignet være han i evighed, amen.
24 Quinquaginta praeconia et virtutes justitiae propriae ex operibus quaesitae, auctore Apostolo Paulo ad Galatas. Cap.'1. 1. Transferre a vocatione gratiae.  2. Aliud evangelion amplecti. 3. Perturbare fideles mentes. 4. Evangelium Christi invertere. 5. Anathema esse. 6. Humana peiqein. 7. Hominibus placere. 8. Non esse Christi servum. 9. Ex hominibus esse, non ex revelatione. 10. Iustitiam legis excellentissimam nihil esse. 11. Vastare ecclesiam Dei.	Halvtreds fortrin og dyder ved egenretfærdigheden, der søges opnået gennem gerninger, ifølge apostelen Paulus' brev til galaterne.  1. Den fører bort fra nådens kald. 2. Den elsker et andet evangelium.  3. Den forvirrer de troendes sind. 4. Den vender op og ned på Kristi evangelium. 5. Den er forbandet. 6. Den bærer over med det menneskeopfundne. 7. Den søger at behage mennesker. 8. Den er ikke Kristi tjener. 9. Den er af mennesker, ikke af åbenbaring. 10. Den fortræffeligste lovretfærdighed er intet værd. 11. Den lægger Guds kirke øde.
25   Cap. 2. 12. Ex impossibili (operibus) justificari.  13. Iustos in Christo, peccatores constituere. 14. Christum peccati ministrum facere. 15. Reaedificare peccatum destruction. 16. Praevaricatorem fieri.  17. Abjicere gratiam Dei. 18. Christum frustra mortuum judicare. Cap. 3. 19. Insensatos Galatas fieri.  20. Fascinari. 21. Veritatem non audire. 22. Christum crucifigere. 23. Spiritum operibus acceptum referre. 24. Spiritu deserto, carne consummari. 25. Sub maledicto esse. 26. Testamento Dei superordinare et illud abjicere. 27. Peccata abundare facere. 28. Sub peccato concludi.	Kapitel 2.  12. Den vil retfærdiggøres ved noget umuligt (ved gerninger). 13. Den gør de Kristusretfærdige til syndere. 14. Den gør Kristus til syndens hjælper. 15. Den genopfører den synd, der blev brudt ned. 16. Den gør til overtrædere. 17. Den kaster vrag på Guds nåde. 18. Den mener, at Kristus er død forgæves.  Kapitel 3. 19. Den gør os til uforstandige galatere. 20. Den forhekser. 21. Den hører ikke sandheden. 22. Den korsfæster Kristus.  23. Den mener den har modtaget ånden gennem sine gerninger. 24. Den har gjort sig fri af ånden, og slutter i kødet. 25. Den er under forbandelse. 26. Den føjer noget til Guds testamente og forkaster det. 27. Den gør synderne talløse. 28. Den indesluttes under synd.
26 Cap. 4. 29. Elementis egenis servire.  30. Evangelium frustra praedicatum esse. 31. Frustra passos et operates esse omnia. 32. Fieri servum et ancillae filium. 33. Expelli cum ancillae filio ab hereditate. 34. Christum non prodesse. Cap. 5. 35. Debitores esse totius legis faciendae.  36. Evacuari a Christo. 37. Excidere a gratia. 38. Cursu bono virtutis impediri. 39. Persuasionem non esse ex Deo. 40. Fermentum corruptionis habere. 41. Iudicium ei fieri, qui id doceat. 42. Invicem mordere et consumi. 43. Inter carnis opera censeri. Cap. 6. 44. Putare se aliquid esse, cum nihil sit.  45. Gloriari in aliis quam in Deo. 46. Carnaliter placere carnalibus. 47. Odisse crucis persecutiouem. 48. Non servare ipsam legem. 49. Gloriari de magistro carnalium. 50. Nihil prodesse, nec quidquam valere omnia. Finis.	Kapitel 4. 29. Den træller under tomme magter. 30. Den bevirker, at evangeliet er prædiket forgæves. 31. Den bevirker, at alt hvad man har lidt og gjort er forgæves.  32. Man bliver en træl og tjenestepigens søn. 33. Kristus er ikke til nogen nytte for os.  Kapitel 5.  35. Den gør os skyldige at holde hele loven. 36. Den gør, at vi mister Kristus. 37. Den gør, at vi falder ud af nåden. 38. Den hindrer os i et godt levnedsløb. 39. Den er en overbevisning, der ikke er af Gud. 40. Den er en fordærvets surdejg. 41. Den bliver til dom for dem, der lærer sådan. 42. De bider og opsluger hinanden. 43. Den regnes blandt kødets gerninger. Kapitel 6. 44. Den mener, at den er noget, skønt den intet er. 45. Den roser sig af noget andet end af Gud. 46. Den behager de kødelige med noget kødeligt. 47. Den hader korsets forfølgelse. 48. Den overholder ikke selv loven. 49. Den praler af lærerne i det kødelige. 50. Den er uden nytte og værdi. Slut.
27 (Alia et brevis praefatio). Suscepimus denuo enarrare in nomine Domini epistolam Pauli ad Galatas, non quia nova aut incognita tradere volumus, cum gratia Dei totus Paulus nunc vobis notus ac vulgatua sit, sed quia, ut saepe moneo, periculum  hoc maximum et proximum est, ut diabolus ablata pura fidei doctrina rursus invebat doctrines operum ac traditionum humanarum.	(Et andet og kort forord) Vi har påny påtaget i Herrens navn os at forelæse over Paulus' brev til galaterne, ikke fordi vi vil fremføre noget nyt og ukendt, eftersom ved Guds nåde Paulus nu er kendt og udbredt hos jer, men fordi, som jeg ofte har formanet om, den fare nu er stor og nærliggende, at djævelen, hvis den rene tro igen forsvinder, atter vil opfinde læresætninger om gerninger og menneskelige traditioner.
28   Valde prodest igitur, ut haec fidei doctrina in publico et assiduo usu legendi et audiendi conservetur. Et quantumvis cognoscatur et perdiscatur, tamen diabolus adversarius noster semper obambulans et quaerens nos devorare non est mortuus; item, caro nostra adhuc vivit; denique omnes undique tentationes nos urgent et premunt.	Det er derfor meget gavnligt, at denne lære om troen til stadighed læses og høres offentligt og udbredt. Og selv om den kendes og selv om der undervises grundigt i den, så vandrer dog vor modstander, djævelen, omkring og søger at opsluge os, for han er ikke død; ligeledes lever vort kød endnu; endelig plager og trykker alle mulige fristelser os overalt.
29 Quare haec doctrina nunquam satis tractari et inculcari potest. Ea jacente et pereunte jacet et perit simul tota cognitio veritatis. Ea vero florente florent omnia bona, religio, verus cultus, gloria Dei, certa cognitio omnium statuum et rerum. Ne igitur nihil faciamus, ibi rursus incipiemus, ubi desieramus, juxta illud: "Homo cum consummaverit, incipiet."	Derfor kan denne lære aldrig behandles og indprentes nok. Hvis den kastes bort og går under, kastes samtidig hele erkendelsen af sandheden bort og går under. Men hvor den blomstrer, blomstrer alt godt, fromheden, den sande gudsdyrkelse, Guds ærd, den sikre erkendelse af alle stænder og forhold. For at vi derfor ikke skal gøre ingenting, så lad os derfor begynde, hvor vi slap, ifølge det skriftord: "Når nogen er nået til enden, da er han kun ved begyndelsen". (Sir 18,8)
30 A R G V M E N T U M EPISTOLAE   S.   PAULI   AD   GALATAS.        Primum omnium dicendum est de argumento, hoc est, de qua re agat Paulus in hac epistola. Est autem hoc argumentum: Paulus vult stabilire doctrinam illam fidei, gratiae, remissionis peccatorum, seu justitiae christianae, ut habeamus perfectam cognitionem et differentium inter justitiam christianam et omnes alias justitias. Est enim multiplex justitia. Quaedam est politica, quam Caesar, principes mundi, philosophi et jureconsulti tractant.	Hovedindholder af Skt. Paulus' brev til galaterne.       Allerførst skal der siges noget om indholdet, det vil sige, om den sag, som Paulus omhandler i dette brev. Indholdet er følgende: Paulus vil fastslå denne lære om troen, om nåden, om syndernes forladelse, eller om den kristne retfærdighed, for at vi kan få en fuldkommen erkendelse og for at vi kan skelne mellem den kristne retfærdighed og alle andre retfærdigheder. Der er nemlig mange forskellige retfærdigheder. Én er den politiske, som kejseren, verdens fyrster, filosofferne og juristerne behandler

31 Alia est ceremonialis, quam docent traditiones humanae, ut traditiones Papae et similes. Eam sine periculo tradunt patresfamilias et paedagogi, quia non tribuunt ei vim ad satisfaciendum pro peccatis, ad placandum Deum et promerendam gratiam, sed tradunt ceremonias neccesarias tantum ad disciplinam morum, et certas observationes. Praeter has est alia quaedam justitia legalis seu Decalogi, quam Moses docet. Hanc et nos docemus post doctrinam fidei.	En anden er den ceremonielle, som de menneskelige traditioner lærer, såsom pavens traditioner og den slags. Den kan husfædre og lærere uden fare give videre, for de tillægger den ikke kraft til at gøre fyldest for synderne, til at behage Gud eller til at fortjene nåden, men de overleverer kun ceremonier, der er nødvendige for sædernes opretholdelse og en vis fast orden. Derudover er der også en lovens eller en de ti buds retfærdighed, som Moses lærer. Den lærer også vi efter læren om troen.
32        Ultra et supra has omnes est fidei seu Christiana justitia, quae diligentissime discernenda est ab illis (E14) superioribus. Sunt enim superiores huic prorsus contrariae, tum quod fluunt ex legibus Caesarum, traditionibus Papae et praeceptis Dei, tum quod versantur in nostris operibus et a nobis fieri possunt sive ex puris naturalibus (ut Sophistae loquuntur,) sive etiam ex dono Dei (sunt enim et hae justitiae operum dona Dei, ut alia bona, quae habemus).	Udover og ovenover alle disse er der troens eller den kristne retfærdighed, som man omhyggelige må adskille fra de ovenfor nævnte. For de ovenfor nævnte er fuldstændig modsat denne, dels fordi de udspringer af kejsernes love, pavens traditioner og Guds bud, dels fordi de har med vore gerninger at gøre og kan udøves af os, enten ud af vore naturlige kræfter (som sofisterne siger) eller ud af en gave fra Gud (for også disse retfærdigheder er Guds gaver, som andre goder, vi har).
33 Ista autem excellentissima justitia, nempe fidei, quam Deus per Christum nobis absque operibus imputat, nec est politica, nec ceremonialis, nec legis divinae justitia, nec versatur in nostris operibus, sed est plane diversa, hoc est, mere passiva justitia (sicut illae superiores activae). Ibi enim nihil operamur aut reddimus Deo, sed tantum recipimus, et patimur alium operantem in nobis, scilicet Deum.	Men denne retfærdighed, den højt ophøjede retfærdighed, troens retfærdighed, som Gud tilregner os igennem Kristus uden gerninger, den er hverken politisk eller ceremoniel, ejheller en retfærdighed ud af den guddommelige lov, og den har ikke med vore gerninger at gøre, men er helt forskellig derfra, det vil sige, det er en helt igennem passiv retfærdighed (mens alle de ovenfor nævnte er aktive retfærdigheder). For her er det ikke os, der handler eller giver Gud noget, vi modtager blot og finder os i, at en anden handler i os, og denne anden er Gud.
34 Ideo libet illam fidei seu christianam justitiam appellare passivam justitiam. Haecque est justitia in mysterio abscondita, quam mundus non intelligit, imo Christiani non satis eam tenent, et difficulter in tentationibus apprehendunt. Ideo semper est inculcanda et assiduo usu exercenda. Et qui eam in afflictionibus et terroribus conscientiae non tenet aut apprehendit, non potest consistere. Nulla enim alia tam est firma ac certa consolatio conscientiarum, quam illa passiva justitia.	Derfor kan man kalde denne troens eller den kristne retfærdighed for en passiv retfærdighed. Dette er en retfærdighed, der er skjult i et mysterium, som verden ikke kan forstå, ja, de kristne kan ikke i tilstrækkelig grad holde fast på den, og de lærer det kun vanskeligt i anfægtelser. Derfor skal den altid indprentes og indøves ved stadig brug. Og den, der i anfægtelser og samvittighedsangst ikke kan holde fast ved den og forstå den, kan ikke bestå. For intet andet er en så fast og sikker trøst for samvittighederne, som denne passive retfærdighed.
35        Sed ejusmodi est humana imbecillitas et miseria, quod in pavoribus conscientiae et in periculo mortis nihil aliud spectamus, quam nostra opera, nostram dignitatem et legem. Quae cum ostendit nobis peccatum nostrum, statim in mentem venit male transacta vita. Ibi tum magno animi dolore ingemiscit peccator, cogitans secum: Ah quam perdite vixi! Utinam liceret diutius vivere, tum velim emendare vitam meam etc.	Men sådan er den menneskelige dumhed og elendighed, at vi når vor samvittighed bæver og vi er i dødsfare ikke ser hen til andet end til vore gerninger, vor værdighed og loven. Når den så viser os vor synd, kommer vi straks i tanker om, hvor dårligt vi har levet livet. Her stønner synderen i stor sjælssmerte, og tænker ved sig selv: Ak, hvor slet har jeg ikke levet! Gid jeg kunne leve lidt længere, da ville jeg forbedre mit liv, osv.
36 Nec potest ratio humana (ita hoc malum (E15) est nobis insitum, illamque infelicem exin comparavimus) ex hoc spectro justitiae activae seu propriae evolvere, et attollere sese ad conspectum justitiae passivae seu christianae, sed simpliciter haeret in activa. Atque istas cogitationes abutens naturae infirmitate auget et urget Satan. Tum aliter fieri non potest, quin magis trepidet, confundatur et perterrefiat conscientia.	I den grad er dette onde os medfødt og vi er bundet af denne ulyksalige vane, at den menneskelige fornuft ikke kan frigøre sig fra den aktive retfærdigheds synspunkt og hæve sig op til den passive eller kristne retfærdigheds synsmåde. Den hænger simpelthen ved den aktive. Og disse overvejelser, som den naturlige svaghed indgiver os, misbruger Satan, så han øger dem og gør dem betydningsfulde. Så kan der ikke ske andet, end at samvittigheden skælver endnu mere, forvirres og bliver rædselsslagen.
37 Impossible enim est, ut mens humana ex sese concipiat consolationem, et spectet solam gratiam in sensu ac terrore peccati, aut ut constanter rejiciat disputationem operum etc. Hoc enim situm est extra vires, cogitationes ac captum hominum, adeoque etiam extra legem Dei. Ea quidem est summum omnium, quae sunt in mundo, tamen tantum abest, ut conscientiam conterritam possit pacatam reddere, ut etiam plus contristet ac in desperationem adigat. Per legem enim peccatum fit excellenter peccatum.   Rom. 7.	Det er nemlig umuligt, at det menneskelige sind af sig selv kan fatte trøsten og alene se hen til nåden, når det føler synden og bliver skrækslagen for synden. Og det er også umuligt at det til stadighed kan forkaste det at tænke i gerninger, osv. At slippe fri er nemlig anbragt udenfor menneskenes kræfter, overvejelser og forståelse, og tilmed udenfor Guds lov. Den er ganske vist det største af alt, hvad der er i verden, og dog er det helt umuligt, at den kan berolige en skræmt samvittighed, tværtimod fører den den endnu længere ind i bedrøvelsen og fortvivlelsen. For ved loven bliver synden synd ud over alle grænser. (Rom 7,13)
38       Quare nullum remedium habet afflicta conscientia contra desperationem et mortem aeternam, nisi apprehendat promissionem gratiae oblatae in Christo, hoc est, hanc fidei passivam seu christianam justitiam, qua apprehensa potest conscientia acquiescere, et cum fiducia dicere: Ego non quaero justitiam activam, deberem quidem habere et facere eam, et esto sane, quod eam haberem et facerem, tamen in eam non possum confidere, neque eam opponere judicio Dei. Itaque rejicio me extra omnem activam et meam et divinae legis justitiam, et simpliciter illam passivam amplector, quae est justitia gratiae, misericordiae, remissionis peccatorum, in summa, Christi et Spiritus sancti, quam non facimus, sed patimur, non (E16) habemus, sed accipimus, donante eam nobis Deo Patre per Iesum Christum."	Derfor har den ængstede samvittighed ikke noget andet lægemiddel mod fortvivlelsen og den evige død, end at gribe fat i løftet om den nåde, der gives i Kristus, det vil sige, denne troens passive retfærdighed eller denne kristne retfærdighed, hvorved samvittigheden kan beroliges, når den modtages, så den med tillid kan sige: Jeg søger ikke den aktive retfærdighed, jeg burde ganske vist have den og udøve den, men selv om jeg så havde den og udøvede den, så kunne jeg dog ikke stole på den, og ikke sætte den op imod Guds dom. Derfor stiller jeg mig udenfor al aktiv retfærdighed, al min egen og den guddommelige lovs retfærdighed, og omfavner blot den passive, som er nådens retfærdighed, barmhjertighedens, syndsforladelsens, kort sagt, Kristi og Helligåndens retfærdighed, som vi ikke udøver, men påføres, ikke har, men modtager, når den gives os af Gud Fader ved Jesus Kristus.
39         Sicut ipsa terra pluviam non gignit, nec ullo suo opere, cultu aut viribus acquirere potest, sed tantum coelesti dono desuper recipit, ita sine nostro opere et merito donatur nobis divinitus ista coelestis justitia. Quantum igitur arida terra ex se efficere potest ad comparandam sibi largam et felicissimam pluviam, tantum etiam nos homines nostris viribus et operibus efficere possumus ad comparandam nobis illam divinam, coelestem et aeternam justitiam, nisi per gratuitam imputationem et per inenarrabile donum Dei illam consequamur.	Ligesom jorden ikke giver regn af sig selv, og heller ikke kan erhverve sig den ved nogen gerning, noget arbejde eller nogen egen kraft, men blot kan modtage den himmelske gave fra oven, således gives os den guddommelige retfærdighed fra himlen uden nogen gerning eller fortjeneste fra vor side. Lige så lidt som den tørre jord af sig selv kan gøre for at skaffe sig den rigelige og velgørende regn, lige så liddt kan også vi mennesker gøre med vore egne kræfter og gerninger for at skaffe os denne guddommelige, himmelske og evige retfærdighed, vi får den frit tilregnet som Guds uudsigelige gave.
40 Summa igitur ars et sapientia Christianorum est, nescire legem, ignorare opera et totam justitiam activam, praesertim cum conscientia luctatur cum judicio Dei, sicut extra populum Dei summa sapientia est, nosse, inspicere et urgere legem, opera et activam justitiam.	Det er derfor de kristnes største kunst og visdom, ikke at kende noget til loven og hele den aktive retfærdighed, især når samvittigheden kæmper med Guds dom, ligesom det udenfor Guds folk er den højeste visdom at kende, have indblik i og bedømme loven, gerningerne og den aktive retfærdighed.
41        Mira autem res est et mundo inaudita, docere Christianos, ut discant ignorare legem, utque sic vivant coram Deo, quasi penitus nulla lex sit. Nisi enim ignoraveris legem et in corde tuo certo statueris nullam esse legem et iram Dei, sed meram gratiam et misericordiam propter Christum, non potes salvus fieri. "Per legem enim cognitio peccati etc." (Rom. 3, 20.)	Men for verden er det en forunderlig og uhørt sag, at man belærer de kristne om, at de ikke skal vide af loven, og leve overfor Gud, som om der slet ikke var nogen lov til. For hvis ikke du er uvidende om loven og i dit hjerte står fast på, at der ikke er nogen lov og nogen Guds vrede, men lutter nåde og barmhjertighed for Kristi skyld, så kan du ikke blive frelst. "Ved loven når man kun at erkende sin synd". (Rom 3,20)
42 E contra in mundo sic urgeri lex et opera debent, quasi prorsus nulla sit promissio aut gratia, et hoc propter praefractos, superbos et induratos, quibus nihil aliud ob oculos ponendum est, quam lex, ut terreantur et humilientur. Est enim data lex, ut tales perterrefaciat et occidat, utque veterem hominem exerceat. Utrumque verbum gratiae et irae recte secari debet, juxta apostolum 2. Timoth. 2. (E17)	Modsat bør man i verden i den grad lægge vægt på loven og gerningerne, at der slet ikke er nogen forjættelse eller nåde, og det på grund af de hårde halse, de hovmodige og de forhærdede, som ikke skal have stillet andet for øje end loven, så de kan ængstes og blive ydmygede. Loven er nemlig givet for at true og dræbe den slags mennesker, for at det gamle menneske kan blive opøvet. De to ord, nåde og vrede, bør man skelne ret imellem, ifølge apostelen 2 Tim 2,25)
43        Hic igitur prudens et fidelis oeconomus Dei requiritur, qui sic legem moderetur, ut intra suos limites maneat. Qui docet homines per legem justificari coram Deo, is excedit limites legis, et confundit has duas justitias, activam et passivam, estque malus dialecticus; quia non recte dividit. Econtra, qui legem et opera veteri homini, promissionem autem et gratiam novo proponit, recte dividit.	Her kræver der da en klog og trofast Guds husholder, som kan moderere loven, så den forbliver indenfor sine grænser. Den, der lærer menneskene, at de bliver retfærdiggjorte overfor Gud ved loven, han går ud over lovens grænser, og sammenblander de to slags retfærdighed, den aktive og den passive, og han er en dårlig tænker, for han skelnede ikke ret. Modsat, den, der anvender loven og gerningerne på det gamle menneske, men forjættelsen og nåde på det nye, han skelner ret.
44 Caro enim seu vetus homo, lex et opera conjungenda sunt, sic etiam spiritus seu novus homo, promissio et gratia. Quare cum video hominem satis contritum premi lege, terreri peccato et sitire consolationem, ibi tempus est,  ut removeam illi ex oculis legem et justitiam activam, et proponam per evangelium passivam, quae excluso Mose cum sua lege exhibet promissionem de Christo, qui propter afflictos et peccatores venerit.	For kødet eller det gamle menneske, loven og gerningerne er sammenføjede, ligesom også ånden eller det nye menneske, forjættelsen og nåden er det. Derfor, når jeg ser, at mennesket er tilstrækkeligt nedtrykt i anger ved loven, har rædsel for sin synd og søger trøst, så er det tid, at jeg fjerner ham fra lovens og den aktive retfærdigheds øjne, og ved evangeliet sætter ham hen til den passive retfærdighed, som lukker Moses og hans lov ude og fremviser forjættelsen om Kristus, som er kommet for de anfægtedes og for syndernes skyld.
45 Ibi tum homo erigitur et spera concipit, nec amplius est sub lege, sed sub gratia, ut ait Apostolus (Rom. 6, 14): "Iam non estis sub lege, sed sub gratia." Quomodo non sub lege? Secundum novum hominem, ad quem lex nihil pertinet. Habet enim suos limites usque ad Christum, ut Paulus infra dicit (3,24): "Lex usque ad Christum.'' Quo veniente cessat Moses cum lege, circumcisione, sacrificiis, sabbatho, cessant et omnes prophetae.	Når mennesket her er oprejst og har fattet håb, så er han ikke længer under lov, men under nåde, som apostelen siger Rom 6,14: "Nu er I ikke længer under lov, men under nåde". Hvordan ikke under lov? Ifølge det ny menneske, som loven ikke har noget med at gøre. Den har nemlig sine grænser indtil Kristus, som Paulus siger i (Gal3.24): "Loven varede indtil Kristus". Da han kom, ophørte Moses med sin lov, omskærelse, ofringer, sabbaten, alt det og alle profeterne ophørte.
46         Haec est nostra theologia, qua docemus diserte distinguere has duas justitias, activam et passivam, ne confundantur mores et fides, opera et gratia, politia et religio. Est autem utraque necessaria, sed quaelibet intra suos fines contineri debet. Iustitia Christiana pertinet ad novum hominem, justitia vero legis ad veterem, qui natus est ex carne et sanguine. Huic tanquam asino debet imponi sarcina, qua (E18) prematur, neque debet frui libertate spiritus vel gratiae, nisi novum hominem induerit per fidem in Christum (quod plene non fit in hac vita), tunc fruatur regno et dono ineffabilis gratiae.	Dette er vor teologi, hvorved vi lærer at skelne omhyggeligt mellem disse to slags retfærdigheder, den aktive og den passive, at vi ikke skal sammenblande skikke og tro, gerninger og nåde, øvrighed og religion. De er nemlig begge nødvendige, men skal begge holdes indenfor deres grænser. Den kristne retfærdighed har med det nye menneske at gøre, men lovens retfærdighed med det gamle, som er født af kød og blod. På dette gamle menneske skal der som på et æsel lægges byrder, hvorved det undertrykkes, og det bør ikke nyde åndens eller nådens frihed, medmindre det ved troen på Kristus har iført sig det nye menneske (hvilket ikke sker helt og fuldt i dette liv), da kan det nyde den uudsigelige nådes herredømme og gave.
47 Haec ideo dico, ne quis putet nos bona opera rejicere aut prohibere, ut papistae nos falso accusant, non intelligentes, neque quid ipsi loquantur, neque quid nos doceamus. Nihil noverunt nisi solam justitiam legis, et tamen volunt judicare de doctrina, quae posita est longe supra et ultra legem, de qua impossible est hominem carnalem posse judicare. Ideo necesse est eos offendi, quia altius videre non possunt, quam in legem. Quidquid  igitur  est  supra legem, est eis maximum scandalum.	Dette siger jeg af den grund, at ikke nogen skal mene, at vi forkaster eller forhindrer gode gerninger, sådan som papisterne falsk anklager os for, idet de ikke forstår, hverken hvad de selv siger, eller hvad vi lærer. De kender ikke til andet end lovens retfærdighed, og dog vil de dømme om en lære, som er opstillet langt over og udover den lov, som det ikke er muligt for et kødeligt menneske at dømme om. Derfor må de nødvendigvis tage anstød, fordi de ikke kan se højere end til loven. Hvad der er udover loven, er for dem den største forargelse.
48        Nos vero quasi duos mundos constituimus, unum coelestem, alterum terrenum. In illos collocamus has duas justitias disjunctas et inter se maxime distantes. Iustitia legis est terrena, de terrenis agit, per hanc facimus bona opera.	Vi opstiller ligesom to verdener, den ene himmelsk, den anden jordisk. På den fordeler vi disse to indbyrdes helt forskellige retfærdigheder. Lovens retfærdighed er den jordiske, den handler om jordiske ting, gennem den gør vi gode gerninger.
49 Sed sicut terra non profert fructus, nisi prius irrigata et foecundata e coelo (terra enim non potest judicare, renovare et regere coelum, sed econtra coelum judicat, renovat, regit et foecundat terram, ut faciat quod Dominus jussit), ita per justitiam legis multa faciendo nihil facimus,  et implendo legem non implemus, nisi prius sine nostro opere et merito justificati simus per justitiam christianam, quae prorsus nihil pertinet ad justitiam legis seu ad justitiam terrenam et activam.	Men ligesom jorden ikke frembærer frugter, hvis den ikke først er vandet og gødet fra himlen (jorden kan nemlig ikke dømme, forny og styre himlen, det er omvendt himlen, der dømmer, fornyer, styrer og gøder jorden, så den gør, som Herren befaler), således gør vi intet gennem lovens retfærdighed, selv om vi gør mange ting, og når vi opfylder loven, opfylder vi den ikke, hvis vi ikke først er retfærdiggjorte uden vore gerninger og fortjenester ved den kristne retfærdighed, som overhovedet ikke har noget at gøre med lovens retfærdighed eller med den jordiske og aktive retfærdighed.
50 Ista autem est justitia coelestis et passiva, quam non habemus, sed e coelo accipimus, non facimus, sed fide apprehendimus, per quam ascendimus supra omnes leges et opera.    "Sicut igitur portavimus," ut Paulus ait (1 Cor. 15, 49), "imaginem terreni Adam, ita portemus (E19) et imaginem coelestis," qui est novus homo in novo mundo, ubi nulla est lex, peccatum, conscientia, mors, sed liberrima lactitia, justitia, gratia, pax, vita, salus et gloria.	For der er i den nemlig tale om en himmelske eller passiv retfærdighed, som vi ikke har, men får fra himlen, som vi ikke udøver, men modtager i troen, gennem hvilken vi stiger op over alle love og gerninger. Som Paulus siger: "Ligesom vi har båret den jordiske Adams billede, således bærer vi også den himmelskes billede" (1 Kor 15,49), som er det nye menneske i den nye verden, hvor der ikke er nogen lov, synd, samvittighed, død, men den frieste glæde, retfærdighed, nåde, fred, liv, salighed og herlighed.
51        Nihil ergo facimus nos, nihil operamur ad hanc justitiam consequendam? Respondeo: Nihil, quia haec justitia est prorsus nihil facere, nihil audire, nihil scire de lege aut de operibus, sed hoc solum scire et credere, quod Christus transient ad patrem, et jam non videtur; quod sedeat in coelis ad dexteram patris, non judex, sed factus nobis a Deo sapientia, justitia, sanctificatio et redemtio; in summa, quod sit noster pontifex, intercedens pro nobis, et regnans super nos et in nobis per gratiam.	Skal vi da intet gøre, intet udøve for at opnå denne retfærdighed? Svar: Nej, intet skal vi gøre, for denne retfærdighed består i slet intet at gøre, intet at høre, intet at vide om loven eller om gerningerne, men blot vide og tro, at Kristus er gået til faderen, og nu ikke ses mere, at han sidder i himlen ved faderens højre hånd, ikke som dommer, men som én, der af Gud er gjort til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for os (1 Kor 1,30); kort sagt, vi skal vide og tro, at han er vor ypperstepræst, der går i forbøn for os og hersker over os og i os gennem nåden.
52 Ibi nullum peccatum cernitur, nullus terror, nullus remorsus conscientiae sentitur. In hanc justitiam coelestem non potest cadere peccatum. Nam ibi nulla est lex, ibi nec praevaricatio. Cum ergo hic peccatum non habeat locum, certe nulla est conscientia, nullus pavor, nulla tristitia. Hinc ait Ioannes (1 Ioann. 3, 9): "Qui natus est ex Deo, non potest peccare." Si autem adest conscientiae pavor, signum est, justitiam hanc ablatam gratiam amissam esse e conspectu, et Christum obscuratum non videri.	Her mærkes ingen synd, her føler man ingen rædsel eller samvittighedskval. For synden kan ikke trænge ind i denne himmelske retfærdighed. For hvor der ikke er nogen lov, der er der heller ingen overtrædelse (Rom 4,15). Da altså synden ikke kan finde nogen plads her, er der bestemt heller ingen [dårlig] samvittighed, ingen bæven, ingen bedrøvelse. Derfor siger Johannes: "Den, der er født af Gud, kan ikke synde". (1 Joh 3,9). Men hvis der er nogen samvittighedens bæven, er det tegn på, at man har mistet denne retfærdighed, tabt nåden af syne, og på, at Kristus er blevet formørket og ikke ses.
53  Sed ubi vere videtur Christus, ibi necesse est gaudium plenum et perfectum in  Domino adesse, et pacem conscientiae, quae certo sic statuit: Licet sim peccator legalis in justitia legali, tamen ideo non despero, ideo non morior, quia Christus vivit, qui est justitia et vita mea aeterna et coelestis. In illa justitia et vita nullum habeo peccatum, conscientiam et mortem.	Men hvor man ret ser Kristus, der må der nødvendigvis være en hel og fuldkommen glæde i Herren, og en samvittighedsfred, som med sikkerhed kan sige som følger: Selv om jeg er en lovsynder mod lovens retfærdighed, så fortvivler jeg ikke af den grund, så dør jeg ikke af den grund, for Kristus lever, han, som er min retfærdighed og mit evige og himmelske liv. I den retfærdighed og i det liv har jeg ingen synd, samvittighed og død.
54 Sum quidem peccator secundum praesentem vitam et ejus justitiam, ut filius Adae, ubi accusat me lex, regnat (E20) mors, et tandem devorabit me, sed supra hanc vitam habeo aliam justitiam, aliam vitam, quae est Christus, filius Dei, qui nescit peccatum et mortem, sed est justitia et vita aeterna, propter quem etiam hoc corpus meum mortuum et in cinerem redactum resuscitabitur et liberabitur a servitute legis et peccati, simulque cum spiritu sanctificabitur.	Jeg er ganske vist en synder ifølge det nuværende liv og dets retfærdighed, eftersom jeg er et Adams barn, og her anklager loven mig, her hersker døden og opsluger mig til sidst, men udover dette liv har jeg en anden retfærdighed, et andet liv, som er Kristus, Guds søn, som ikke kendte til synd og død, men er retfærdighed og evigt liv, og på grund af ham skal også mit dødelige og til opløsning bestemte legeme genrejses og befries fra tjeneste under loven og synden, og helliggøres sammen med ånden.
55       Ita utrumque manet dum hic vivimus. Caro accusatur, exercetur tentationibus, contristatur et conteritur justitia activa legis. Sed spiritus regnat, lactatur et salvatur passiva justitia, quia scit se habere Dominum sedentem in coelis ad dexteram patris, qui abolevit legem, peccatum, mortem, et omnia mala conculcavit, captiva duxit et triumphavit de eis in semet ipso. Coloss.2 (v. 15). Agit itaque Paulus in hac epistola, ut nos diligenter instituat, confortet et retineat in cognitione perfecta hujus excellentissimae et christianae justitiae.	Således forbliver de begge, sålænge vi lever her. Kødet anklager, øver ved anfægtelser, bedrøves og knuses af lovens aktive retfærdighed. Men ånden hersker, glædes og bliver frelst ved den passive retfærdighed, fordi den véd, at den har en Herre, der sidder i himlen ved Faderens højre hånd, som har ophævet loven, synden, døden og trådt alt ondt under fode, taget det til fange og ført det i triumftog i sit selv (Kol 2,15). Derfor stræber Paulus i dette brev efter at give os en grundig undervisning, trøst os og holde os fast i den fulde erkendelse af denne allerhøjeste kristne retfærdighed.
56 Siquidem amisso articulo justificationis amissa est simul tota doctrina christiana. Et quotquot sunt in mundo, qui eam non tenent, sunt vel Judaei, vel Turcae, vel Papistae, vel haeretici, quia inter has duas justitias, activam legis et passivam Christi, non est medium. Qui ergo aberraverit a justitia christiana, hunc oportet in activam relabi, hoc est, oportet eum amisso Christo mere in fiduciam operum.	For hvis artiklen om retfærdiggørelse er gået tabt, er hele den kristne lære gået tabt samtidig. Og alle de mennesker i verden, som ikke holder fast ved den, er enten jøder, tyrker, papister eller kættere, for mellem disse to slags retfærdighed, lovens aktive og Kristi passive, er der ingen mellemvej. Den, der altså går fejl af den kristne retfærdighed, må nødvendigvis falde tilbage på den aktive, det vil sige, han må nødvendigvis miste Kristus og slå sin lid til gerningerne.
57        Hoc videmus hodie in fanaticis spiritibus, sectarum auctoribus, qui nihil decent nec recte possunt docere de hac justitia gratiae. Verba quidem ex ore et scriptis nostris hauserunt, ideo verba tantum loquuntur et scribunt. Rem vero ipsam tradere, urgere et acuere non possunt, quia non intelligunt nec (E21) intelligere possunt, quia tantum haerent in justitia legis. Sunt igitur et manent exactores operum non potentes ascendere ultra illam activam justitiam. Itaque manent iidem, qui fuerunt sub Papa, nisi quod nova nomina et opera nova faciunt, res tamen manet eadem, ut Turcae faciunt alia opera, quam Papistae, Papistae faciunt alia opera, quam Iudaei etc.	Det ser vi i dag hos de fanatiske ånder, ophavsmændene til sekterne, som ikke lærer og ikke kan lære ret om denne nådens retfærdighed. Ordene hober de ganske vist om fra vor mund og vore skrifter, derfor er det kun ord, de taler og skriver. Men behandle, bedømme og indskærpe sagen selv kan de ikke, for de forstår den ikke og kan ikke forstå den, fordi de kun hænger fast i lovens retfærdighed. De er derfor og de forbliver derfor lovopfyldere der ikke kan stige op ud over denne aktive retfærdighed. Derfor forbliver de de samme, som de var under Paven, blot har de et nyt navn og gør nye gerninger, sagen forbliver dog den samme, ligesom tyrkerne gør andre gerninger end papisterne, og papisterne andre gerninger end jøderne osv.
58 Sed ut maxime alii faciant aliis speciosiora, majora, difficiliora opera, tamen eadem est substantia, qualitas tantum est alia, hoc est, specie et nomine tantum variant opera, revera tamen opera sunt, et qui ea faciunt, non Christiani, sed operarii sunt et manent, sive vocentur Iudaei, Mahometistae, Papistae, Anabaptistae etc.	Men selv om de mest muligt gør andre gerninger, der er mere specielle, større, vanskeligere, så er det dog den samme substans, det er kun den ydre beskaffenhed, der er anderledes; det vil sige, kun hvad angår udseende og navn er gerningerne forskellige, i virkeligheden er de gerninger, og de, der gør dem, er ikke kristne, nej gerningsretfærdige er de og bliver de, hvad enten de kalder sig jøder, muhammedanere, papister, gendøbere eller hvad.
59       Ideo nos sic semper repetimus, urgemus et inculcamus hunc locum de fide seu christiana justitia, ut in assiduo usu servetur, et diserte discernatur ab activa justitia legis. Alioqui non poterimus servare veram theologiam (ex illa enim et in illa sola doctrina fit et consistit ecclesia), sed fimus statim juristae, ceremoniarii, legistae, Papistae, Christus obscuratur, et nemo potest in ecclesia recte doceri et erigi.	Derfor er det, at vi sådan bliver ved med at gentage, fremhæve og indskærpe denne læresætning om troen eller om den kristne retfærdighed, for at den kan komme i stadig brug og klart adskilles fra den aktive lovens retfærdighed. Ellers kan vi ikke bevare den sande teologi (for kirken bliver til og består alene ud fra denne lære og i denne lære), men vi bliver straks jurister, ritualister, lovkyndige og papister, Kristus formørkes, og ingen i kirken kan blive belært og trøstet ret.
60 Itaque si volumus esse praedicatores et doctores aliorum, oportet nos habere maximam curam harum rerum, et probe tenere hanc distinctionem justitiae legis et Christi. Est quidem dictu facilis, sed experientia et usu est omnium difficillima, etiamsi diligentissime acuas et exerceas, quia in hora mortis vel aliis agonibus conscientiae propius concurrunt hae duae justitiae, quam tu optes aut velis.	Derfor hvis vi vil være prædikanter og lærere for andre, må vi have den største omhu med disse sager, og nøje holde fast ved denne skelnen mellem lovens retfærdighed og Kristi retfærdighed. Det er ganske vist let at sige, men det er højst vanskeligt at erfare og bruge det, ligegyldigt hvor omhyggeligt du indskærper og indøver det, for i dødens stund eller i en anden samvittighedskamp løber disse to slags retfærdighed tættere sammen, end du ønsker og vil.

61       Admoneo igitur vos, praesertim qui futuri estis magistri conscientiarum, et unumquemque seorsim, ut exerceatis vos studendo, legendo, meditando et (E22) orando, ut in tentatione possitis conscientias et vestras et aliorum erudire et consolari et reducere a lege ad gratiam, ab activa justitia ad passivam, in summa, a Mose ad Christum.	Derfor formaner jeg jer, især jer, som skal være lærere for samvittighederne, hver enkelt især, at I øver jer ved at studere, læse, meditere og bede, så I i anfægtelse kan belære og trøste både jeres egen samvittighed og andres og føre den tilbage fra loven til nåden, fra den aktive retfærdighed til den passive, kort sagt, fra Moses til Kristus.
62  Solet enim diabolus in afflictione et pugna   conscientiae per legem terrere nos et opponere conscientiam peccati, vitam nostrum pessime transactam, iram et judicium Dei, infernum et aeternam mortem, ut sic nos in desperationem adigat, nos sibi subjiciat, et a Christo abstrahat. Solet denique opponere locos ex evangelio, quibus Christus ipse exigit a nobis opera, et comminatur manifestis verbis interitum iis, qui ea non fecerunt.	For djævelen plejer i anfægtelse og samvittighedskampe at skræmme os med loven og at holde os vor bevidsthed om at have syndet for øje, vort slette liv, Guds vrede og dom, helvede og den evige død, for således at drive os ud i fortvivlelsen, underkaste os under sig selv, og føre os bort fra Kristus. Og endelig plejer han at foreholdes nogle evangeliesteder, hvor Kristus selv kræver gerninger af os og med klare ord truer dem med undergang, som ikke øver dem.
63 Si hic ignoraverimus discernere inter has duas justitias, si hic fide non apprehenderimus Christum sedentem ad dexteram Dei, qui est vita et justitia nostra, qui etiam interpellat pro nobis miseris peccatoribus apud patrem, tum sumus sub lege, non sub gratia, et Christus non amplius salvator, sed legislator est. Ibi nulla salus potest esse reliqua, sed certa desperado et mors aeterna sequetur.	Hvis vi her er uvidende og ikke kan skelne mellem de to slags retfærdighed, hvis vi her ikke griber troen på den Kristus, der sidder ved Guds højre hånd, som er vort liv og vor retfærdighed, som også går i forbøn for os elendige syndere hos faderen, da er vi under loven, ikke under nåden, og Kristus er ikke mere vor frelser, men en lovgiver. Her findes der ikke mere nogen frelse, men der følger med sikkerhed fortvivlelse og evig død.
64       Discamus igitur diligentissime hanc artem distinguendi inter has duas justitias, ut sciamus, quatenus legi parere debeamus. Diximus autem supra, quod lex in Christiano non debeat excedere limites suos, sed tantum habere dominium in carnem, quae et ei subjecta sit, et sub ea maneat. Hoc ubi fit, consistit lex intra limites suos.	Lad os derfor omhyggeligt lære denne kunst at skelne mellem de to slags retfærdighed, så vi kan vide, hvor langt vi bør adlyde loven. Vi har jo ovenfor sagt, at loven i den kristne ikke bør overskride sine grænser, men blot have sit herredømme over kødet, som også er den underlagt og skal forblive under den. Hvor det sker, forbliver loven indenfor sine grænser.
65 Si vero vult occupare conscientiam, et hic dominari, vide ut tum sis bonus dialecticus, recte dividas, et legi non plus tribuas, quam ei tribuendum est, sed dicas: Lex tu vis ascendere in regnum conscientiae, et ibi dominari, et eam arguere peccati, et gaudium cordis tollere, quod habeo ex (E23) fide in Christum, et me in desperationem adigere, ut desperem et peream. Hoc praeter officium tuum facis. Consiste intra limites tuos, et exerce dominium in carnem. Conscientiam autem ne attingas mihi. Sum enim baptisatus et per evangelium vocatus ad communionem justitiae et vitae aeternae, ad regnum Christi, in quo acquiescit conscientia mea, ubi nulla lex est, sed mera remissio peccatorum, pax, quies, laetitia, salus et vita aeterna.	Men hvis den vil besætte samvittigheden og herske her, så se til, at du er en god dialektiker, drag det rette skel, og tillæg ikke loven mere, end man skal tillægge den. Sig i stedet: Lov, du vil stige op i samvittighedens rige og herske dèr, og overbevise den om synd, og tage den hjertets glæde bort, som jeg har ud af troen på Kristus, og føre mig i fortvivlelse, så jeg fortvivler og går til grunde. Dette gør du udenfor dit embede. Bliv indenfor dine grænser, og udøv dit herredømme over kødet. Men du skal ikke røre min samvittighed. Jeg er nemlig døbt og kaldet ved evangeliet til delagtighed i retfærdighed og evigt liv, til Kristi herredømme, under hvilket min samvittighed finder hvile, dèr er der nemlig ingen lov, men lutter syndernes forladelse, fred, ro, glæde, frelse og evigt liv.
66 Ista ne interturbes mihi, non enim feram te tyrannum durum et crudelem exactorem in conscientia mea regnare. Siquidem ea est sedes et templum Christi filii Dei, qui est rex justitiae et pacis ac dulcissimus salvator et mediator meus, is conservabit conscientiam laetam et pacatam in sana et pura doctrina evangelii et cognitione istius passivae justitiae.	Du skal ikke forvirre mig med disse ting, for jeg kan ikke udholde, at dit hårde tyranni og brutale indkræver skal herske i min samvittighed. Hvis ellers den er sædet og templet for Kristus, Guds søn, som er retfærdighedens og fredens konge og min sødeste frelser og mellemmand, så vil han bevare min samvittighed glad og beroliget i den sunde og rene evangeliets lære og i erkendelsen af denne passive retfærdighed.
67       Hanc cum intus habeo, descendo de coelo tanquam pluvia foecundans terram, hoc est, prodeo foras in aliud regnum, et facio bona opera, quaecunque mihi occurrunt. Si sum minister verbi, praedico, consoler pusillanimes, administro sacramenta; si paterfamilias, rego domum, familiam, educo liberos ad pietatem et honestatem;	Når jeg har denne retfærdighed i mit indre, stiger jeg ned fra himlen som en frugtbargørende regn over jorden, det vil sige, jeg træder ind i et andet rige og gør de gode gerninger, der falder for. Hvis jeg er prædikant, prædiker jeg, trøster de forsagte, uddeler sakramenterne; hvis jeg er familiefader, styrer jeg mit hjem, min familie, opdrager børnene til fromhed og hæderlighed;
68 si magistrates, officium divinitus mihi mandatum facio; si servus, fideliter rem domini curo; summa, quicunque certo novit Christum esse justitiam suam, is non solum ex animo et cum gaudio bene operatur in vocatione sua, sed subjicit se quoque per caritatem magistratibus, etiam impiis legibus eorum, et omnibus praesentis vitae, si res ita postulet, oneribus atque periculis, quia scit Deum hoc velle, et ei placere hanc obedientiam.	hvis jeg er en øvrighedsperson, udøver jeg mit embede, som Gud har betroet mig; hvis jeg er tjener, sørger jeg trofast for min herres sag; kort sagt, enhver, der sikkert véd, at Kristus er hans retfærdighed, han arbejder ikke blot alvorligt og med glæde i sit kald, men han underkaster sig også ved kærligheden under øvrigheden, også under dens ufromme love, og under hele det nærværende liv, hvis sagen kræver det, dets byrder og farer, fordi han véd, at Gud vil det sådan, og at det behager ham med denne lydighed.
69       Hactenus de argumento epistolae, quod sumit Paulus tractandum occasione accepta a falsis (E24) doctoribus, qui istam justitiam fidei obscuraverant Galatis, contra quos commendat suam auctoritatem et officium.	Så meget om brevets hovedindhold. Paulus tog spørgsmålet op til behandling foranlediget af de falske lærere, som formørkede denne troens retfærdighed for galaterne. Op imod dem sætter han sin autoritet og sit embede.
70 C A P U T    I. Paulus apostolus non ab hominibus neque per hominem, sed per Iesum Christum et Deum patrem, qui suscitavit eum a mortuis.         Nunc argumento tradito et ostensa summa hujus epistolae ad Galatas praemittemus, antequam ad rem ipsam veniamus, quae occasio fuerit Paulo scribendae hujus epistolae. Ipse plantaverat puram doctrinam evangelii et justitiam fidei apud Galatas. Sed statim post discessum suum subintraverunt falsi doctores, qui omnia, quae plantaverat et bene docuerat, subverterunt.	Kapitel 1. Paulus, apostel, ikke fra mennesker eller gennem mennesker, men gennem Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde ... (Gal1.1)         Når vi nu har fremført hovedsagen og påvist hvad det egentlig drejer sig om i dette brev til galaterne, så vil vi, før vi kommer til selve sagen, først nævne, hvad der for Paulus var anledning til at skrive dette brev. Selv plantede han evangeliets rene lære og troens retfærdighed hos galaterne. Men straks efter at han havde forladt dem trængte falske lærere sig ind og ødelagde alt, hvad han havde plantet og grundigt lært dem.
71 Nam diabolus non potest non vehementer istam doctrinam impugnare vi et dolis, neque quiescit, donec eam opprimat, aut per tyrannos aut certe per fanaticos spiritus depravet, ac tandem pro ea, sub specie tamen pietatis, impiam hominibus securis et stertentibus obtrudat. Et propter hanc unicam causam, quod doctrinam evangelii pure tradimus, habemus hodie diabolum infensum, qui contra nos saevitiam mundi et haereticorum acerbissimum odium excitat.	For djævelen kan ikke undlade at bekæmpe denne lære meget stærkt med magt og med list, og han hviler ikke, før han enten har undertrykt det ved tyranner eller i hvert fald ødelagt det ved åndsfanatikere, og til sidst i stedet for den sunde lære påprakket dem en ugudelig lære under fromheds maske, med sikre og snorkende mennesker. Og på grund af denne eneste grund, at vi overleverer evangeliet rent, har vi idag en forbitret djævel, som ophidser verdens rasen og kætternes bitreste had imod os.
72        Est autem evangelium talis doctrina, quae quiddam sublimius docet, quam est mundi sapienda, justitia, religio etc., nempe remissionem peccatorum gratuitam per Christum etc. Relinquit quidem illa in suo gradu esse quod sunt, et ut bonas Dei creaturas commendat. Sed mundus anteponit has creaturas (E25) creatori, denique per eas vult abolere peccata, liberari a morte, et mereri vitam aeternam. Hoc damnat evangelium. Contra mundus non potest ferre optima sua damnari.	Men evangeliet er en sådan lære, der lærer noget, der er højere end verdens visdom, retfærdighed, fromhed, osv., nemlig syndernes forladelse, givet for intet ved Kristus osv. Evangeliet lader ganske vist dette være, hvad det er, på sit stade, og anbefaler det som Guds gode skabninger. Men verden modstiller disse skabninger overfor skaberen, og vil i sidste ende gennem dem, fjerne synderne, befris fra døden og fortjene sig evigt liv. Dette fordømmer evangeliet. Modsat kan verden ikke tåle, at det bedste, den har, fordømmes.
73 Ideo impingit hanc notam evangelio, quod sit seditiosa et erronea doctrina, quae subvertat respublicas, regiones, principatus, regna et imperia, ideoque peccet contra Deum et Caesarem, abroget leges, depravet bonos mores, et concedat cuivis licentiam faciendi impune, quae velit. Igitur justissimo zelo et in speciem summo obsequio Dei persequitur mundus hanc doctrinam, ejusque doctores et sectatores abominatur tanquam pestem, qua nocentior non possit esse in terris.	Derfor sætter den denne skamplet på evangeliet, at det er en oprørsk og vildledende lære, som undergraver stater, samfund, fyrstendømmer, kongeriger og imperier, og derfor synder imod Gud og kejseren, ophæver love, nedbryder gode sæder, og tillader enhver at gøre, som han vil, ustraffet. Derfor forfølger verden denne lære med den mest retfærdige iver og under skin af den største lydighed mod Gud, og de, der lærer evangeliet, og de, der følger det, afskyer den som pesten, for den kan ikke tænke sig noget mere skadeligt på jorden.
74         Deinde per evangelii doctrinam conculcatur quoque diabolus, destruitur ejus regnum, eripitur ei lex, peccatum et mors (quibus ceu potentissimis et invictissimis tyrannis universum genus humanum suo imperio subjugavit). Denique transferuntur sui captivi e regno tenebrarum et servitutis in regnum lucis et libertatis.	Endvidere trædes ved evangeliets lære også djævelen under fode, hans herredømme ødelægges, lov, synd og død rives ud af hans hånd -- og det er jo ved disse mægtige og ubesejrelige magter, at hele menneskeslægten er inde under hans herredømme. Endelig overføres hans fanger fra mørkets og slaveriets rige til lysets og frihedens rige.
75 Num hoc ferret diabolus? Num hic pater mendacii non uteretur omnibus viribus et artibus ad obscurandam, depravandam et penitus exstirpandam hanc salutis et vitae aeternae doctrinam? Certe Paulus conqueritur in hac et omnibus aliis epistolis suis, Satanam hoc egregie fecisse per suos apostolos se adhuc vivente.	Mon djævelen vil finde sig i det? Mon ikke løgnens fader her vil bruge alle sine kræfter og kunster for at tilsløre, ødelægge og fuldstændig tilintetgøre denne lære om frelse og evigt liv? Paulus klager bestemt her og i alle sine andre breve over, at Satan allerede, mens Paulus var i live, har gjort dette i allerhøjeste grad gennem sine apostle.
76         Idem et nos hodie conquerimur et deploramus, quod Satan plus nocuerit nostro evangelio per suos ministros, spiritus illos fanaticos, quam per omnes reges, principes et episcopos, qui illud vi persecuti sunt, et adhuc persequuntur. Et nisi tam sedulo et diligenter hic Vitebergae vigilassemus et laborassemus in plantanda et docenda hac fidei doctrina, tam diu non mansissemus concordes, sed jamdudum inter nos (E26) quoque exortae fuissent sectae.	Det samme klager og jamrer også vi over i dag, hvor Satan har skadet vort evangelium mere gennem sine hjælpere, disse åndsfanatikere, end gennem alle konger, fyrster og biskopper, som har forfulgt det og stadig forfølger det med magt. Og hvis ikke vi her i Wittenberg så trofast og flittigt havde våget og arbejdet med at plante og lære i denne troens lære, så ville vi ikke være forblevet enige så længe, men der ville allerede forlængst være opstået sekter også blandt os.
77 Quia vero constanter manemus in hac doctrina, et perpetuo urgetur a nobis, conservat nos in summa imitate et pace. Alii, qui vel eam negligent, vel, ut ipsi putant, aliquid sublimius docere volunt, ruunt  in varies ac periciosos errores et sectas, quarum nullus est finis, et pereunt. Voluimus hic obiter indicare, evangelium esse talem doctrinam quae damnet omnem justitiam, et solam Christi praedicet, et iis, qui eam amplectuntur, afferat pacem conscientiae et omnia bona, et tamen mundum eam acerbissime odisse et persequi etc.	Men fordi vi til stadighed forbliver indenfor denne lære, og altid driver på med den, bevarer den os i det største venskab og den største fred. Andre, som enten er ligeglade med den, eller efter deres egen mening vil lære noget højere, falder ned i mange slags fordærvelige vildfarelser og sekter, som der ingen ende er på, og går til grunde. Hermed har vi i forbifarten villet angive, at evangeliet er en lære af den art, at den fordømmer al retfærdighed, og alene prædiker Kristi retfærdighed, og giver dem, som modtager den, fred i samvittigheden og alt godt, og har villet angive, at verden alligevel forfølger det og har et bittert had mod det.
78       Dixi, Paulo eam occasionem fuisse scribendae hujus epistolae, quod falsi doctores cito post ejus discessum destruxerint apud Galatas, quae ipse multo labore et longo tempore aedificaverat. Fuerunt autem falsi doctores seu pseudoapostoli viri magnae auctoritatis ex circumcisione et pharisaismo, qui jactaverunt apud populum, se esse de sancta et electa gente Iudaeorum, se esse Israelitas ex semine Abrahae, se habere promissiones, patres etc., denique se esse ministros Christi et discipulos apostolorum, cum quibus conversati fuissent, et signa eorum vidissent. Forte et ipsi signa fecerant.	Jeg har sagt, at det, der gav Paulus anledning til at skrive dette brev, var, at falske lærere snart efter hans afrejse hos galaterne ødelagde, hvad han med meget arbejde og igennem lang tid havde opbygget. De falske lærere eller falske apostle har nemlig været mænd af stor autoritet som omskårne og farisæere, som pralede overfor folket med, at de var af det hellige og udvalgte folk, jøderne, at de var israelitter af Abrahams sæd, at de havde forjættelserne og fædrene, og at de var Kristi tjenere og apostlenes disciple, eftersom de havde omgåedes dem og havde set deres tegn. Måske de også selv havde gjort nogle tegn.
79 Nam Christus Matth. 7. testatur, impios quoque signa facere. Deinde extenuaverunt etiam, quibus artibus potuerunt auctoritatem Pauli, dicentes: Cur Paulum tantopere extollitis et reveremini? Certe novissimus omnium conversus est ad Christum. Nos sumus discipuli et familiares apostolorum, vidimus Christum edentem miracula, et eum praedicantem audivimus, Paulus recentior est et minor nobis, nec possibile est, quod Deus sinat errare nos, qui sumus de sancto populo, ministri Christi, et accepimus Spiritum sanctum. Deinde plures sumus, (E27) Paulus solus est, qui nec cum apostolis conversatus est, nec Christum vidit, imo diu persecutus est ecclesiam Christi. Num propter unum Paulum Deus relinqueret tot ecclesias errare?	For Kristus bevidner i Matt 7,22, at de ugudelige også kan gøre tegn. Ydermere har de nedgjort Paulus' autoritet, med de trick de kunne, idet de sagde: Hvorfor ophøjer I Paulus og ærer ham i den grad? Han er i hvert fald den sidste af alle, der blev omvendt til Kristus. Vi er apostlenes disciple og fortrolige, vi har set Kristus gøre undere og hørt ham prædike, Paulus er kommet til senere og er mindre end os, og det er ikke muligt, at Gud ville tillade os at fare vild, vi, der er af det hellige folk, er Kristi tjenere og har modtaget Helligånden. Dernæst er vi flere, Paulus kun én, som endda ikke har omgåedes apostlene, ejheller set Kristus, ja, længe forfulgte Kristi kirke. Mon Gud for denne ene Paulus' skyld skulle have tilladt så mange menigheder at fare vild?
80        Ubi viri tanta auctoritate praediti in urbem aut regionem aliquam veniunt, statim in admiratione sunt, et illa specie pietatis non solum simplicibus, sed etiam doctis et aliquantum in fide firmatis imponunt, praesertim cum jactant, ut illi, originem   patriarcharum; item, se esse ministros Christi et apostolorum discipulos etc. Sic hodie Papa, cum nullam scripturam habeat, qua se defendere possit, hoc unico et perpetuo argumento contra nos utitur: ecclesia, ecclesia.	Når mænd, der er udstyret med en så stor autoritet kommer ind i en by eller kommer til en egn, bliver de straks mødt med beundring, og de imponerer med den slags fromhed ikke blot de enfoldige, men også de lærde og dem, der er nogenlunde stærke i troen, især når de praler af, at de har fædrenes oprindelige [lære]. På samme måde bruger paven, da han ikke har noget skriftsted, hvormed han kan forsvare sig, dette ene og stadig gentagne argument imod os: Kirken, kirken!
81 Putas, quod Deus tam iratus sit, ut propter paucos haereticos Lutheranos totam ecclesiam suam rejiciat? Putas, quod tot saeculis relinquat ecclesiam suam errare? Hoc maxime urget, quod ecclesia everti non possit. Ut autem hodie plures moventur isto argumento, ita tempore Pauli mira praedicatione laudum suarum occupaverunt pseudoapostoli animos Galatarum, ut apud eos Paulus amitteret auctoritatem, et ejus doctrina suspecta redderetur.	Mener du, at Gud er så vred, at han har forkastet hele sin kirke på grund af nogle få kætterske lutheranere? Mener du, at han igennem så mange århundrede har ladet sin kirke fare vild? Især fremhæver han det, at kirken ikke kan gå til grunde. Men ligesom der idag er mange, der påvirkes af dette argument, således har de falske apostle med deres forunderlige prædikens selvros optaget galaternes sind, så Paulus mistede autoritet hos dem, og hans lære blev gjort mistænkelig.
82          Contra hanc vanam jactationem et gloriam pseudoapostolorum Paulus suam auctoritatem apostolicam constanter et magna parrhsia opponit, et admodum magnifice commendat suam vocationem, defenditque suum ministerium, et quod nusquam alias facit, nemini vult cedere, ne apostolis quidem, multo minus ipsorum discipulis. Et ad frangendum illorum fastum pharisaicum et duram frontem recitat historiam in Antiochia factam, ubi ipsi Petro obstiterat.	Op imod de falske apostles tomme pral og forherligelse sætter Paulus sin apostoliske autoritet med vedholdene og stor frimodighed, og fremhæver på storartet vis som kaldelse, og forsvarer sit embede, og siger, hvad han ikke gør andre steder, at han ikke vil vige for nogen, ikke engang for apostlene, langt mindre for deres disciple. Og for at bryde deres farisæiske hovmod og hårde pander gengiver han den historie, der tildrog sig i Antiokia, hvor han stod op imod Peter selv.
83 Praeterea nihil moratus ingens scandalum  clare dicit in textu, quod ausus sit accusare et objurgare ipsum Petrum, (E28) principem apostolorum, qui Christum viderat, et cum eo familiarissime conversatus fuerat. Apostolus sum, inquit, et talis qui non curat, quid alii sint, et ita, ut etiam ipsam columnam aliorum apostolorum non sim veritus objurgare.	Iøvrigt opholder han sig ikke ved den overmåde store forargelse, men siger klart i teksten, at han vovede at anklage og bebrejde selve Peter, apostlenes leder, som havde set Kristus og havde omgåedes ham på fortrolig fod. Jeg er en apostel, siger Paulus, og det en apostel, som ikke tager hensyn til, hvad andre er, og det således, at jeg end ikke var bange for at irettesætte ham, der var selve støttepillen for de andre apostle.
84        Et in summa, in prioribus duobus capitibus fere nihil aliud agit, quam quod commendet suam vocationem, ministerium et suum evangelium, quod non sit humanum, neque illud ab homine acceperit, sed per revelationem Iesu Christi; item, si ipse aut etiam angelus e coelo aliud evangelium praedicet, praeter id, quod praedicaverit, anathema sit.	Og kort sagt, i de første to kapitler gør han næsten ikke andet, end at han priser sin kaldelse, sit embede og sit evangelium, som ikke er fra mennesker, og som han heller ikke har modtaget fra mennesker, men gennem en åbenbaring af Jesus Kristus; ligeledes siger han, at hvis han selv eller en engel fra himlen prædiker et andet evangelium, end det, han har prædiket, skal han være forbandet. (Gal1.8)
85 Certitudo Vocationis.         Sed quid agit Paulus hac sua jactantia? Respondeo. Iste locus communis ad hoc valet, ut unusquisque minister verbi Dei certus sit de sua vocatione, ut coram Deo et hominibus cum fiducia gloriari possit, se praedicare evangelium ut is, qui vocatus et missus sit. Quemadmodum legatus regis in hoc gloriatur et superbit, quod non ut privata persona venit, sed ut legatus regis, et propter hanc dignitatem, quod est legatus regis, defertur ei honos, ut praecedat et superiorem locum obtineat, quod ei non contingeret, si ut privata persona adesset.	Kaldelsesvished        Men hvorfor fører Paulus her en sådan pralende tale? Svar: Dette lærepunkt tjener dertil, at enhver Guds ords tjener kan være vis på sin kaldelse, at han overfor Gud og mennesker tillidsfuldt kan rose sig af, at han prædiker evangeliet som den, der er kaldet og sendt. På samme måde som kongens legat kan rose sig og være stolt af, at han ikke kommer som privatperson, men som kongens legat, og på grund af denne værdighed, som er kongens legats værdighed, vises der ham ære, så han går foran og indtager den øverste plads, som ikke ville tilkomme ham, hvis han var til stede som privatperson.
86 Quare certus sit praedicator evangelii, se habere vocationem divinam. Et expedit, ut hanc suam vocationem exemplo Pauli magnificet et glorificet coram populo, ut apud auditores sibi auctoritatem vindicet, quemadmodum legatus regius glorificat suam legationem. Quod non est vane gloriari, sed necessaria gloriatio, quia non de se, sed de rege, qui cum misit, gloriatur, cujus auctoritatem cupit esse colendam ac (E29) sacrosanctam, et cum aliquid nomine regis vult fieri a subditis, non dicit: Nos rogamus, sed: Nos mandamus, non volumus hoc fieri etc. Pro privata autem persona dicit: Rogamus etc.	Lad derfor en evangeliets prædikant være sikker på, at han har guddommelig kaldelse. Og det er godt, hvis han følger Paulus' eksempel og ophøjer og forherliger sin kaldelse overfor folket, så han hævder sin autoritet overfor sine tilhørere, ligesom kongens legat forherliger sin sendelse. For det er ikke en tom forherligelse, men en nødvendig forherligelse, fordi han roser sig af, ikke sig selv, men af kongen, som har sendt ham, og hvis autoritet han ønsker skal være æret og ukrænkelig. Og når han ønsker, at undersåtterne skal gøre noget i kongens navn, siger han ikke: "Vi beder", men: "Vi befaler, vi vil ikke, at dette sker, osv.". Men som privatperson siger han: "Vi beder osv."
87        Sic etiam, quando Paulus magnifice extollit suam vocatiouem, non arroganter extollit sese, ut plerique putant, sed necessaria ac sancta superbia glorificat suum ministerium, ut ad Rom. 1 (v. 13). "Quam diu sum gentium apostolus," inquit, "ministerium meum glorificabo," hoc est, volo ut recipiant me homines, non ut Paulum Tarsensem, sed ut Paulum legatum seu apostolum Iesu Christi.	Ligeledes er det heller ikke sådan, at når Paulus højt ophøjer sin kaldelse, så ophøjer han sig selv, som mange mener, men han forherliger sit embede med et nødvendigt og helligt hovmod, ligesom han også Rom 1,13 siger: "Så længe jer er hedningernes apostel, ærer jeg mit embede", det vil sige, jeg ønsker, at mennesker modtager mig, ikke som Paulus fra Tarsus, men som Paulus, Jesus Kristi legat eller apostel.
88 Hocque necessario facit ad conciliandam sibi auctoritatem, ut auditores hoc audientes attenti, benevoli ac dociles reddantur. Audiunt enim non simplicem Paulum, sed in Paulo ipsum Christum et Deum patrem legantem, cujus auctoritatem et majestatem ut homines sancte venerari, ita cum summa reverentia suscipere et audire ejus quoque legates debent afferentes verbum ipsias.	Dette sker med nødvendighed, for at han kan give sit selv autoritet, så hans tilhørere ved at høre det bliver opmærksomme, velvilligt indstillede og lærvillige. For de hører ikke blot Paulus, men i Paulus Kristus selv og Gud fader, der har sendt ham. Ligesom menneskene fromt bør ære hans autoritet og majestæt, således bør de også med største ærbødighed modtage og høre hans legater, der fremfører hans eget ord.
89         Est ergo insignis iste locus, cum Paulus sic superbit et gloriatur de sua vocatione, ut ceteros omnes contemnat. Si quis humano more omnes prae se alios ita contemneret et sibi omnia arrogaret, insigniter ineptiret, et praeterea etiam graviter peccaret. Sed hic est necessaria ista gloriatio, pertinens non ad gloriam Pauli seu nostram, sed Dei, cui per eam offertur sacrificium laudis et gratitudinis. Per hanc enim gloriationem innotescit nomen seu gratia et misericordia Dei mundo. Sic ergo orditur epistolam ad Galatas.	Dette sted er altså et sted, vi skal lægge mærke til, eftersom Paulus i den grad er stolt og roser sig af til kaldelse, at han foragter alle andre. Hvis nogen efter menneskelig skik ville foragte alle andre til fordel for sig selv og fremhæve sig selv over alt, så ville han være meget tåbelig og derudover også synde forfærdeligt. Men her er denne forherligelse nødvendig, den har ikke med Paulus' eller med vores ære at gøre, men med Guds ære. Ham er det, man igennem denne forherligelse ofrer ære og taknemlighed. For igennem denne lovprisning bliver Guds navn eller Guds nåde og barmhjertighed kendt for verden. Altså begynder han brevet til galaterne således:
90 Paulus apostolus, non ab hominibus etc.          Initio statim perstringit falsos illos doctores, qui (E30) jactabant se discipulos apostolorum, et ab ipsis missos esse, Paulum vero contemnebant, ut qui neque discipulus apostolorum, neque ab ullo missus fuisset ad praedicandum evangelium, sed aliunde venisset, et suo consilio se ipsum intrusisset ad hoc ministerium.	Paulus, apostel, ikke kaldet af mennesker, osv. (Gal1.1)        Straks i begyndelsen kommer han ind på disse falske lærere, som roste sig af at være apostlenes disciple og at være udsendt af dem, men foragtede Paulus, som én, der hverken var apostlenes discipel eller udsendt af dem til at prædike evangeliet, men blot var kommet andetsteds fra og selvrådigt var trængt ind i dette embede.

91 Contra hos defendit suam vocationem Paulus, dicens: Mea vocatio vestris praedicatoribus contemtibilis videtur, sed quicunque tandem sunt, qui ad vos venerunt, vel ab hominibus, vel per hominem missi sunt, hoc est, vel a se ipsis non vocati aut per alios vocati venerunt. Mea autem vocatio neque ab hominibus neque per hominem est, sed est supra omnem vocationem, quae potest fieri post apostolos. Est enim per Iesum Christum et Deum patrem etc.	Imod dem forsvarer Paulus sin kaldelse og siger: "Min kaldelse ser ud til for jeres prædikanter at være foragtelig, men hvem de end i sidste ende er, de, der er kommet til jer, så er de enten fra mennesker, eller sendt af mennesker, eller kommet, fordi de var kaldede, hvis ikke af sig selv, så af andre. Men min kaldelse er hverken fra mennesker eller gennem mennesker, nej, den er over al kaldelse, som kan ske efter apostlene. Den er nemlig en kaldelse gennem Jesus Kristus og Gud fader, osv."
92        Ab hominibus intelligo, qui se ipsos vocant et ingerant nec Deo nec homine vocante aut mittente, sed ex se ipsis currant et loquuntur, ut hodie fanatici spiritus, qui vel per angulos replant, et quaerunt loca, ubi venena sua effundant, publicas ecclesias non intrant, vel huc veniunt, ubi evangelium prius plantatum est. Hoc ego voco ab hominibus. Per hominem autem, qui habent divinam vocationem, sed per hominem.	Ved udtrykket "fra mennesker" forstår jeg dem, som kalder og indtrænger sig selv, og hverken er kaldede eller sendte af Gud eller mennesker, men løber rundt og prædiker på eget eventyr, som i vore dage åndsfanatikerne gør. De fylder op i krogene og søger efter steder, hvor de kan udgyde deres gift, de går ikke ind i de offentlige menigheder, eller også kommer de derhen, hvor evangeliet i forvejen er plantet. Det vil jeg kalde "fra mennesker". Men "gennem mennesker", det er dem, som har guddommelig kaldelse, men har den gennem mennesker.
93 Est itaque divina vocatio duplex, altera mediata, altera immediata. Deus vocat nos hodie omnes ad ministerium verbi vocatione mediata, hoc est, vocatione, quae fit per medium, id est, per hominem. Apostoli vero immediate vocati sunt ab ipso Christo, sicut prophetae in veteri Testamento ab ipso Deo. Apostoli postea vocaverunt suos discipulos, ut Paulus Timotheum, Titum etc., qui deinde episcopos, ut Tit. 1., episcopi suos successores vocaverunt. Ea vocatio duravit usque ad nostra tempora, et durabit usque ad finem (E31) mundi, estque mediata, quia per hominem fit, et tamen divina est.	Der er nemlig to slags guddommelig kaldelse, den ene formidlet, den anden uformidlet. I vore dage kalder Gud os alle til ordets tjeneste i kraft af en formidlet kaldelse, det vil sige, en kaldelse, som sker gennem et medium, det vil sige, gennem et menneske. Men apostlene blev kaldet uformidlet af Kristus selv, sådan som profeterne i det gamle testamente af Gud selv. Bagefter kaldte apostlene deres disciple, som Paulus kaldte Timoteus og Titus, m. fl., som derefter kaldte biskopper, f. eks. Tit 1,5f, og biskopperne kaldte deres efterfølgere. Og den kaldelse har varet ind til vor tid, og vil vare indtil verdens ende, og den er formidlet, fordi den sker gennem et menneske, og alligevel er den guddommelig.
94       Sic quando princeps aut magistrates vel ego aliquem vocamus, is vocationem habet per hominem, et haec est generalis post apostolos vocatio in orbe terrarum. Neque est mutanda, sed magnifacienda propter fanaticos homines, qui eam contemnunt, et jactant aliam meliorem, qua a spiritu se impelli dicunt ad docendum. Sed mentiuntur impostores, impelluntur quidem a spiritu non bono, sed maligno.	Når således en fyrste eller en øvrighedsperson eller jeg selv kalder nogen, så har han denne kaldelse gennem et menneske, og dette er den almindelige kaldelse efter apostlene i hele verden. Den skal heller ikke ændres, men holdes højt i ære på grund af de fanatiske mennesker, som foragter den og praler af, at de har en anden og bedre kaldelse, ved hvilken de siger, at ånden har tilskyndet dem til at lære. Men bedragerne lyver, ganske vist er de tilskyndet af en ånd, men det er ikke en god, men en ond ånd.
95 Mihi non licet ire extra hanc sortem meam in aliam civitatem, ubi non sum vocatus verbi minister, et ibi praedicare, quatenus sum praedicator (quatenus sum doctor, possem in toto papatu praedicare, modo me tolerarent), etiamsi audiam falsa doceri, seduci et damnari animas, et ego eas eripere possem ex errore et damnatione mea sana doctrina. Sed rem Deo committere debeo, qui suo tempore inveniet occasionem legitime vocandi ministros et dandi verbum. Ipse enim est Dominus messis, qui et operarios in messem suam mittet, nostrum est orare Matth. 9 (v. 38).	For mig er det ikke tilladt at komme uden for min virkekreds til en anden by, hvor jeg ikke er kaldet som ordets tjener, og prædike dèr, for så vidt jeg er prædikant (for så vidt jeg er doktor, kan jeg prædike i hele pavedømmet, om de ellers ville lade mig gøre det), og så er det ligegyldigt, om jeg hører, at der læres falsk, at sjæle forføres og fordømmes, og at jeg kan rive dem ud af vildfarelsen og fordømmelsen ved min sunde lære. Jeg bør overlade sagen til Gud, som til sin tid vil give lejlighed til at kalde tjenere på legitim måde og til at forkynde ordet. For han er høstens herre, som vil sende arbejdere til sin høst, os tilkommer det at bede. (Matt 9,38).
96        Quare non est irruendum in alienam messem, ut diabolus incitare solet suos ministros, ut non vocati currant, et praetexant zelum hunc ardentissimum, dolere sibi, quod homines tam misere seducantur, se veritatem velle docere, et seductos e diaboli laqueis eripere. Imo si aliquis etiam pio zelo et bona intentione velit sana doctrina liberare seductos ex errore, tamen exemplum malum oritur, per quod datur occasio impiis doctoribus intrudendi sese, per quos Satan postea occupat cathedram, et maxime nocet.	Derfor skal man ikke trænge sig ind i en andens høst, sådan som djævelen plejer at opfordre sine tjenere til, så de løber rundt uden at være kaldede og foregiver at have denne brændende iver, og at det gør dem ondt, at mennesker skal forføres til sådan elendighed, at de vil lære sandheden og rive de forførte ud af djævelens garn. Nej, selv om nogen også i from iver og med god vilje vil befri de forførte af deres vildfarelse med den sunde lære, så fremstår der dog her et dårligt eksempel, ved hvilket der gives de ufromme lærere lejlighed til at trænge sig ind, og gennem dem kan så Satan bagefter overtage lærestolen og gøre stor skade.
97        Cum autem princeps seu alius magistratus me vocat, tum certo et cum fiducia gloriari possum (E32) contra diabolum et hostes evangelii, quod mandante Deo per vocem hominis vocatus sim. Est enim ibi mandatum Dei per os principis, quod me certum reddit, vocationem meam esse veram et divinam. Sumus igitur et nos divina auctoritate vocati, non quidem immediate a Christo, ut apostoli, sed per hominem.	Men når en fyrste eller en anden øvrighedsperson kalder mig, da kan jeg sikkert og tillidsfuldt rose mig overfor djævelen og evangeliets fjender, at jeg er kaldet ifølge Guds befaling gennem et menneskes røst. Det er nemlig Guds befaling gennem fyrstens mund, og den gør mig sikker på, at min kaldelse er sand og guddommelig. Også vi er altså kaldede ved guddommelig autoritet, ikke blot uformidlet af Kristus, som apostlene, men gennem et menneske.
98         Valde autem necessarius est hic locus de certitudine vocationis contra pestilentes et satanicos istos spiritus, qui praeter modum spiritum et coelestem vocationem jactant, et hoc fuco multos decipiunt, et tamen impudentissime mentiuntur. Ideo expedit nos certos esse de vocatione, ut unusquisque possit gloriari cum Ioanne baptista: Factum est verbum Domini super me.	Men dette lærepunkt om kaldelsens sikkerhed er højst nødvendigt imod de fordærvelige og sataniske ånder, som ud over al måde praler af ånden og deres himmelske kaldelse, og ved denne falskhed bedrager mange; og dog lyver de frækt. Derfor er det godt for os at være sikre på kaldelsen, så enhver kan rose sig med Johannes Døberen: "Herrens ord er kommet over mig". (Luk 3,2)
99 Quod igitur doceo verbum, baptise, administro sacramenta, jussus ac vocatus facio, quia vox Dei facta est super me, non in angulo, ut fanatici jactant, sed per os hominis, qui est in functione legitima. Si vero unus atque alter civis me rogarent, ut praedicarem, non debeo sequi privatam vocationem, quia per hoc aperitur fenestra ministris Satanae, qui hoc exemplo postea nocent, quemadmodum supra diximus. Cum pero me rogant, qui gerunt publica officia, ibi parere debeo.	Når jeg altså forkynder ordet, døber, uddeler sakramentet, gør jeg det som noget, der er befalet mig og som jeg er kaldet til, fordi Guds røst er kommet over mig, ikke i en krog, som fanatikerne praler af, men gennem menneskers mund, mennesker, der har en legitim funktion. Men hvis en og anden borger bad mig, om jeg ville prædike, så bør jeg ikke følge et sådant privat kald, for herigennem åbnes der et vindue for Satans tjenere, som efterfølgende kan gøre skade ud fra dette eksempel, som vi ovenfor har nævnt. Når derimod de, der beklæder et offentligt embede, beder mig, da bør jeg adlyde.
100          Cum ergo dicit: "Paulus apostolus, non ab hominibus, neque per hominem," percutit et reprimit his verbis pseudoapostolos, quasi dicat: Ut maxime glorientur, quid possunt illae viperae amplius gloriari, quamquod venerint, vel ab hominibus, hoc est, a se ipsis, nemine vocante, vel per hominem, hoc est, ab aliis missi. Nihil horum ego curo, nec vos ista curare debetis.	Når han altså siger: "Paulus, apostel, ikke af mennesker, heller ikke gennem et menneske", så rammer og bebrejder han med disse ord de falske apostle, som ville han sige: Hvor meget de end roser sig, hvad andet kan disse slanger rose sig af, end at de er kommet, enten af mennesker, det vil sige, af sig selv, uden at nogen har kaldet dem, eller gennem mennesker, det vil sige, sendt af andre. Intet af det tager jeg mig af, og intet af det skal I heller tager jer af.
101 Ego vero neque ab hominibus neque per hominem, sed immediate, hoc est, per Iesum Christum vocatus et missus sum, meaque vocatio per omnia similis est (E33) vocationi apostolorum, et quidem sum apostolus. Hunc ergo locum de vocatione apostolorum Paulus diligenter tractat, et alibi separat ordinem apostolorum ab aliis, ut 1 Cor. 12, (v.28.) Eph. 4 (v. 11.) cum dicit: "Ipse dedit quosdam quidem apostolos, quosdam prophetas etc.," primo loco ponens apostolos, ut proprie sint apostoli, qui immediate missi sunt ab ipso Deo sine media persona. Sic Matthias simpliciter a Deo vocatus est.	Men jeg er hverken kaldet eller sendt af mennesker eller gennem et menneske, men kaldet og sendt uformidlet, det vil sige, gennem Jesus Kristus, og min kaldelse er i alle ting lig med apostlenes kaldelse, og jeg er da også apostel. Derfor behandler Paulus dette sted om apostlenes kaldelse omhyggeligt, og andetsteds adskiller han apostlenes orden fra andre, f. eks. 1 Kor 12,28 og Ef 4,11, hvor han siger: "Han satte nogle som apostle, andre som profeter, osv", idet han sætter apostlene på førstepladsen, da kun de er egentlige apostle, som er udsendt uformidlet af Gud selv uden mellemmand. Således blev Matthias simpelthen kaldet af Gud.
102 Non enim audebant reliqui apostoli, cum statuerent duos, hunc vel alium eligere, sed mittebant sortem et orabant, ut Deus ostenderet, utrum (E34) ipse elegisset. Oportebat enim eum divinitus vocari, cum erat futurus apostolus. Sic Paulus gentium apostolus vocatus est. Hinc etiam dicuntur apostoli sancti, sunt enim certi de sua vocatione et doctrina, et fideles in suo ministerio perstiterunt, et nemo ex eis factus est reprobus, nisi solus Iudas, quia vocatio sancta est.	For de øvrige apostle vovede ikke, da de havde fremført to, at vælge mellem ham og den anden, men kastede lod og bad om, at Gud vil vise, hvem af de to han selv udvalgte. For han skulle nemlig kaldes guddommeligt, eftersom han skulle være apostel. Sådan blev Paulus kaldet til hedningeapostel. Derfor kaldes også apostlene hellige, de er nemlig sikre på deres kaldelse og lære, og forbliver trofast i deres embede, og ingen af dem blev forkastet, undtagen Judas, fordi kaldelsen er hellig.
103         Hic primus est Pauli impetus in pseudoapostolos, qui currebant nemine mittente. Est igitur non contemnenda vocatio. Neque enim satis est habere verbum et puram doctrinam; oportet etiam, ut vocatio certa sit, sine qua qui ingreditur, ad mactandum et perdendum venit. Nunquam enim fortunat Deus laborem eorum, qui non sunt vocati.	Dette er Paulus' første slag mod de falske apostle, som løber omkring uden at nogen har sendt dem. Man skal nemlig ikke foragte kaldelsen. Det er nemlig ikke nok at have ordet og den rene lære; kaldelsen skal også være sikker; den, der går ind til arbejdet uden den, kommer for at dræbe og ødelægge. For Gud giver aldrig lykke til deres arbejde, der ikke er kaldede.
104 Et quanquam quaedam salutaria afferant, tamen nihil aedificant. Sic hodie fanatici spiritus nostri habent verba de fide in ore, tamen nullum fructum faciunt, sed hoc praecipue agunt, ut hominibus persuadeant suas erroneas opiniones etc. Varii et maximi agones subinde decertandi sunt iis, qui certam ac sanctam vocationem habent, item, quorum doctrina est sincera et sana, ut maneant in suo salutari officio, contra indesinentes et infinitas insidias diaboli et furorem mundi. Quid ibi faceret ille, cujus vocatio incerta et doctrina impura est?	Og selv om de kan fremlægge nogle velsignede ting, så opbygger de dog ikke noget. Således har vore åndsfanatikere i dag ordet og troen i munden, og dog bærer de ingen frugt, men lægger især vægt på, at overtale mennesker til deres egne fejlagtige opfattelser. Forskellige og stærke kampe rammer derefter dem, der har en sikker og hellig kaldelse, og dem, hvis lære er alvorlig og sund, for at de kan forblive i deres frelsebringende embede, imod djævelens uophørlige og uendelige listigheder og imod verdens rasen. Hvad vil her det menneske gøre, hvis kaldelse er usikker og hvis lære er uren?
105          Nostra igitur consolatio, qui sumus in ministerio verbi, haec est, quod habeamus officium sanctum et coeleste, ad quod rite vocati gloriamur contra omnes portas inferi. Econtra horrendum est, cum (E35) conscientia dicit: Hoc sine vocatioue fecisti. Ibi tantus terror concutere animum solet, ut non vocatus optaret se nunquam audisse verbum, quod docet, quia inobedientia facit omnia opera mala, quantumvis bona, ita ut etiam maxima opera et labores fiant maxima peccata.	Det er da vor trøst, vi, der står i ordets tjeneste, at vi har et helligt og himmelske embede, til hvilket vi kan rose os af at være rettelig kaldet imod alle helvedes porte. Modsat er det forfærdeligt, når samvittigheden siger: Dette har du gjort uden kaldelse. Dèr plejer det at gå sådan, at en så stor rædsel ryster sjælen, så den, der ikke er kaldet, ville ønske, at han aldrig havde hørt ordet, som han lærer andre, fordi ulydigheden gør alle gerninger onde, selv om de er gode, således at selv de største gerninger og anstrengelser bliver til de største synder.
106         Vides itaque, quam bona et quam necessaria sit haec jactantia et gloriatio ministerii nostri. Olim cum essem novus theologus et doctor, videbatur mihi Paulus ineptire, quod in omnibus epistolis toties gloriaretur de sua vocatione. Non intelligebam ipsius consilium. Ignorabam enim tantam rem esse ministerium verbi.	Du ser altså, hvor god og nødvendig denne rosen sig og denne forherligelse af vort embede er. Dengang jeg var en ny teolog og doktor, syntes jeg, at Paulus vrøvlede, når han i alle brevene så ofte roste sig af sin kaldelse. Jeg forstod ikke hans mening med det. For jeg vidste ikke, hvor stor en ting ordets embede er.
107 Nihil sciebam de doctrina fidei et conscientia vera, quia nihil certi docebatur neque in scholis, neque in templis, sed omnia plena erant sophisticis perplexitatibus et nugis canonistarum et sententiariorum. Ideo nemo potuit intelligere dignitatem et vim istius sanctae et spiritualis jactantiae de vocatione. Quae primum valet ad gloriam Dei, deinde ad honorem ministerii nostri, item, ad nostram et populi salutem.	Jeg kendte ikke noget til læren om troen og den sande samvittighed, fordi der ikke blev lært noget om det, hverken i skolerne eller i kirkerne, men alt var fuldt af de sofistiske forvirretheder og narrestreger fra kanonister og sentenslærere. Derfor kunne ingen forstå værdigheden og kraften i denne hellige og åndelige forherligelse af kaldelsen. Den har først og fremmest med Guds ære at gøre, dernæst med embedets ære, og endelig også med vor og folkets frelse.
108 Non enim ambimus per istam jactantiam aliquid esse in mundo, non quaerimus gloriam apud homines, non pecuniam, non voluptates, non favorem mundi etc. Sed quia sumus in vocatione divina et opere Dei, et populus maxime opus habet certitudine nostrae vocationis, ut sciat nostrum verbum esse Dei verbum, ideo superbe eam jactamus. Qua re non est vana, sed sanctissima superbia contra diabolum et mundum, et vera humilitas coram Deo. (E36)	For vi har ikke søgt gennem denne forherligelse at opnå noget i verden, vi søger ikke ære hos mennesker, ejheller penge eller vellyst eller gunst fra verden. Men fordi vi er i Guds guddommelige kaldelse og arbejde, og folket i høj grad har brug for, at vi har en sikker kaldelse, så de kan vide, at vort ord er Guds ord, derfor er det, vi forherliger embedet så højt. Og det er ikke en forfængelig sag, men det højhellige hovmod imod djævelen og verden, og den sande ydmyghed overfor Gud.
109 Et per Deum patrem,  qui suscitavit cum a mortuis.         Paulus tam vehementer ardet, ut non possit exspectare, donec ad ipsam causam veniat, sed statim in ipsa subscriptione erumpit, et dicit, quae in corde habet. Vult autem in hac epistola de justitia fidei agere, et eam defendere, et legem ac justitiam operum evertere.	Og gennem Gud fader, som oprejste ham fra de døde. (Gal1.1)       Paulus brænder så stærkt, at han ikke kan vente, indtil han kommer til sagen selv, men straks i overskriften dumper han ud med det og siger, hvad han har på hjerte. For han vil i dette brev afhandle troens retfærdighed, forsvare den og kuldkaste lovens og gerningernes retfærdighed.
110 His cogitationibus plenus est ex hac mira et inexhausta abundantia excellentissimae sapientiae et cognitionis Christi in corde, os ejus loquitur. Haec flamina, hoc ingens cordis incendium latere nequit, nec sinit eum tacere. Ideo non satis fuit dicere se apostolum, missum per Iesum Christum, sed addit etiam: "Per Deum patrem, qui suscitavit eum ex mortuis."	Nu er han fuld af disse overvejelser og hans mund løber over med alle disse forunderlige og uudtømmelige fortrinlige visdoms-ord og Kristi-erkendelses-ord, som hans hjerte er fuldt af. (Matt 12,34). Denne ild, denne store brand i hans hjerte kan han ikke skjule, den tillader ham ikke at tie. Derfor er det ikke nok at sige, at han er apostel, sendt gennem Jesus Kristus, men han tilføjer: "Gennem Gud fader, som opvakte ham fra de døde".
111           Videtur autem ista additio "et per Deum patrem etc." non necessaria, sed, ut dixi, Paulus ex abundantia cordis loquitur, ardet et gestit illi animus statim in ipsa epigrapha promere impervestigabiles divitias Christi, et praedicare illam Dei justitiata, quae dicitur resurrectio mortuorum.	Men denne tilføjelse "og gennem Gud fader, osv" forekommer vel ikke nødvendig, men som sagt løber Paulus' mund over med, hvad hans hjerte er fuldt af, hans sind brænder efter og begærer straks i selve overskriften at nævne Kristi uransagelige rigdom og forkynde den Guds retfærdighed, som kaldes de dødes opstandelse.
112 Christus vivus et resuscitatus ex mortuis loquitur ex eo, et impellit eum. Ideo non sine causa addit, se quoque apostolum esse per Deum patrem, qui suscitavit Iesum Christum a mortuis, quasi dicat, mihi negotium est cum Satana et cum viperis illis, organis Satanae, qui mihi subvertunt justitiam Christi suscitati per Deum patrem ex mortuis, per quam solam justificamur, per quam etiam ad aeternam vitam ex mortuis resuscitabimur in illo die. (E37) Subvertentes autem sic justitiam Christi resistunt patri et filio et eorum operi.	Den levende og fra de døde opstandne Kristus taler ud af ham og tilskynder ham. Derfor er det ikke uden grund, at han tilføjer, at han også er apostel gennem Gud fader, som oprejste Jesus Kristus fra de døde, som ville han sige: Det, jeg har med at gøre, er Satan og hans ormekryb, hans redskaber, som ødelægger Kristi retfærdighed for mig, han, som gennem Gud fader er oprejst fra de døde. Det er alene gennem den retfærdighed, vi retfærdiggøres, gennen den oprejses vi også fra de døde til evigt liv på hin dag. Men når de således ødelægger Kristi retfærdighed, står de faderen og sønnen og deres gerninger imod.
113            Sic in prima statim voce erumpit ei tota causa, de qua in hac epistola agit. Agit autem, ut dixi, de resurrectione Christi, qui propter nostram justitiam resurrexit, Rom. 4, (v. 15.) et per hoc legem, peccatum, mortem et omnia mala vicit. Christi igitur victoria est victoria legis, peccati, carnis nostrae, mundi, diaboli, mortis, inferni et omnium malorum, et hanc victoriam suam nobis donavit.	Således slipper han allerede i begyndelsen hele den sag løs, som han behandler i dette brev. Han afhandler nemlig, som sagt, om Kristi opstandelse, han, som er oprejst for vor retfærdigheds skyld (Rom 4,15). og herigennem har besejret loven, synden, døden og alt ondt. Kristi sejr er altså en sejr over loven, synden, vort kød, verden, djævelen, døden, helvede og alle onder, og denne sejr har han givet os.
114 Licet igitur hi tyranni et hostes nostri accusent et terreant nos, tamen in desperationem adigere et condemnare nos non possunt. Christus enim resuscitatus per Deum patrem ex mortuis est justitia et victoria nostra. Deo igitur gratia, qui dedit nobis victoriam per dominum nostrum Iesum Christum, Amen.	Selv om derfor disse tyranner og fjender anklager og skræmmer os, så kan de dog ikke føre os i fortvivlelse og fordømme os. Kristus er nemlig oprejst af Gud fader fra de døde, og han er vor retfærdighed og vor sejr. Derfor Gud ske tak, som har givet os sejren ved vor herre Jesus Kristus, Amen. (1 Kor 15,57)
115          Considera autem, quam diserte loquatur Paulus. Non dicit: Per Deum, qui creavit coelum et terram, qui est dominus angelorum, qui jussit Abraham egredi e terra sua, qui misit Mosen ad Pharaonem, qui eduxit Israel ex Aegypto, ut pseudoapostoli faciebant, jactantes Deum patrum suorum, creantem, conservantem et operantem omnia, facientem mirabilia in illo populo.	Men bemærk, hvor klart Paulus taler. Han siger ikke: Ved Gud, som skabte himmel og jord, som er englenes herre, som befalede Abraham at drage ud fra sit land, som sendte Moses til Farao, som førte Israel ud af Ægypten, sådan som de falske apostle gjorde, idet de pralede af, at Gud fader var deres fædres Gud, som skabte, bevarede og udvirkede alt, idet han gjorde undere i sit folk.
116 Sed aliud erat Paulo in corde, nempe justitia Christi, quam docebat et defendebat, ut Christi apostolus. Ideo loquitur verba, quae faciunt ad hanc suam causam, dicens: "Ego sum apostolus, neque ab hominibus, neque per hominem, sed per Iesum Christum et Deum patrem, qui suscitavit eum ex mortuis." (E38) Vides itaque, quanto ardore et spiritu accensus feratur in hac causa, quam vult plantare et tueri contra totum regnum inferorum, contra omnes potentes et sapientes totius mundi, contra diabolum et ejus apostolos.	Men Paulus havde noget andet i sinde, nemlig Kristi retfærdighed, som han lærte og forsvarede som en Kristi apostel. Derfor taler han ord, som har med denne sag at gøre, når han siger: "Jeg er apostel, ikke fra mennesker, ikke gennem et menneske, men gennem Jesus Kristus og Gud fader, som oprejste ham fra de døde". Du ser altså, med hvor stor en ildhu og brændende ånd han fremfører denne sag, som han vil plante og beskytte imod hele helvedes herredømme, imod alle verdens mægtige og vise, imod djævelen og hans apostle.
117 Et qui mecum sunt omnes fratres.          Et hoc facit ad retundendos istos falsos doctores. Omnia enim argumenta ejus eo tendunt, ut suum ministerium commendet et magni faciat, econtra illorum suspectum reddat, quasi sic dicat: Quamvis satis abunde sit, quod divina vocatione apostolus missus sim per Iesum Christum et Deum patrem etc., tamen ne solus sim, addo ex abundanti omnes fratres, qui non sunt apostoli, sed commilitones.	Og alle de brødre, der er hos mig. (Gal1.2)         Også dette [at sende hilsen også fra brødrene, rr] gør han for at slå de falske lærere ned. For alle hans argumenter retter sig hen imod at anbefale og ophøje hans embede, og modsat gøre deres mistænkeligt, som om han ville sige: Skønt det er mere end tilstrækkeligt, at jeg er udsendt som apostel ved guddommelige kaldelse ved Jesus Kristus og Gud fader, osv., så er jeg dog ikke alene, jeg tilføjer til overflod alle brødrene, som ikke er apostle, men medkæmpere.
118 Illi scribunt hanc epistolam mecum, et testantur doctrinam meam esse verum et divinam. Quare certi sumus, quod Christus praesens est, docet et loquitur in medio nostri et in nostra ecclesia. Ipsi si aliquid sunt, tantum ab hominibus vel per hominem missi sunt. Ego autem a Deo patre et Christo, qui est vita e resurrectio nostra, missus sum. Alii fratres mei missi sunt divinitus per hominem, scilicet per me. Ne ergo dicant, me solum superbire contra tam multos, habeo mecum fratres unanimes, testes fideles, qui idem mecum sentiunt, scribunt et docent. Hactenus subscriptio, sequitur suprascriptio.	De skriver dette brev sammen med mig og bevidner, at min lære er sand og guddommelig. Derfor er vi sikre på, at Kristus er nærværende, lærer og taler midt iblandt os og vore menighed. Disse brødre, hvis de er noget, er de kun sendt fra mennesker eller gennem et menneske. Men jeg er sendt af Guds fader og Kristuss, som er vort liv og vor opstandelse. Det andre brødre er guddommelige gennem et menneske, det vil sige, gennem mig. For at de altså ikke skal sige, at jeg alene hovmoder mig imod så mange, så har jeg med mig brødre, der er enige med mig, troværdige vidner, som mener, skriver og lærer som jeg. Såvidt afsenderne. Nu følger brevets adressat.
119 Videre til gal1b!	c
120c	c

Noter: