Frihed contra fromhed 09

De ti bud i kristendom og islam

af

Ricardt Riis, Horsens (september 2004)




Tilbage til indholdsfortegnelsen! Tilbage til frifrom08!
 

  Martyrteologi. 
         Begrebet ‘martyr’ er et oldkirkeligt begreb. I oldkirken blev den kristne kirke ofte forfulgt af de romerske myndigheder. Forfølgelsen havde den form, at den, der blev angivet som kristen, blev tvunget til at vælge mellem at ofre til kejseren eller lide døden. Og kirken havde indtaget det standpunkt, at det kun er Gud, man ofrer til, og kejseren er ikke guddommelig. Derfor måtte man som god kristen undlade at ofre, også selv om det medførte, at man kom til at lide en pinefuld død. Disse kristne, mente man, vidnede med deres død om kristendommens sandhed. Derfor kaldte man dem ‘martyrer’, vidner. 
 2        Senere, hvor kirken i første omgang blev anerkendt af den romerske stat, senere selv kom til at smelte betænkelig tæt sammen med staten, blev martyrbegrebet noget forplumret. Og i den lutherske kirke, hvor man på reformationstiden vendte sig kraftigt imod al helgendyrkelse, også imod dyrkelse af de helgener, der havde været martyrer, er agtelsen for martyrerne næsten helt forsvundet. 
         Hvilket måske er en skam. Eller måske er et betænkeligt traditionstab. Men lad det være i denne forbindelse!
 3        Her er det nok at lægge mærke til, at en martyr i kristen sammenhæng er en mand eller kvinde, der lider døden for sin tros skyld. Han begår ikke selvmord, for det er ikke ham selv, der fører den hånd, der slår ham ihjel, det er andre. Godt nok véd han, at hans handling fører til døden, men det er dog noget andet. Og han bliver ikke slået ihjel af en hvilkensomhelst grund, men netop fordi han er kristen og vil fastholde sin kristne bekendelse. 
 4        Dette sidste er nok medvirkende til, at vi i dag har vanskeligt ved at finde martyrer. For hvem bliver slået ihjel for sin kristne overbevisning i dag, hvor staterne som regel er omhyggelige med ikke at gøre nogen til martyrer? 
 5        Islam taler også om martyrer. Men det kan ikke nægtes, at de benytter betegnelsen noget anderledes. En palæstinensisk selvmordsbombemand kan således kaldes en martyr. Og nogle muslimer kalder også de 19 flykaprere fra 11. september for martyrer. Dog er det vist ikke nødvendigt for at opnå betegnelsen ‘martyr’, at man indenfor islam begår en handling, der med nødvendighed medfører døden for én selv, det er tilstrækkeligt, at man ivrigt kaster sig ud i kampen for islams sag uden at ænse dødsfaren. Og falder man, så kan man kaldes en martyr. 
 6        Det vil sige, det væsentligste er, at man falder i kampen for islams sag. Og ‘kamp’ skal her ikke forstås åndeligt, men ganske ligefremt: det er krig, der er tale om, og den muslimske martyr er den soldat i krigen, der dør for sin religion. 
 7       Sådan kan vi kristne ikke anvende martyrbegrebet. Ganske vist har vi i vor bibel beretningen om Samson, der begik selvmord, men drog flere tusinde filistre med sig i døden. (Dom 16,28ff). Denne beretning genfindes ikke i koranen, men gengiver jo en typisk selvmordsaktion. Oven i købet får det hele Guds godkendelse, kan man forstå af beretningen. Samson beder om at måtte få sin gamle kraft tilbage, for han véd, at han ikke ved de kræfter, han har nu, kan støde søjlerne til side. Og når beretningen fortæller, at han vitterlig stødte søjlerne til side, kan man slutte, at det var noget, han gjorde ved Guds kraft, og at altså Gud godkendte hele arrangementet, både hans eget selvmord og det mord på de henved tre tusinde mennesker, han derved gennemførte. Men selv om historien er god, må vi nok som kristne tillade os at tvivle på, om det har sin rigtighed med denne godkendelse fra højeste sted. 
          Luther har også nogle interessante bemærkninger i sine skrifter om bondekrigene. Han mener, som før omtalt, at det er øvrighedens pligt at straffe de onde og belønne de gode, ikke så meget, fordi det står i skriften (Rom 13,1-7), mere fordi det hører den naturlige lov til. Men fordi Guds ord, både i og udenfor skriften, befaler lydighed mod øvrigheden, derfor går øvrigheden Guds ærinde, hvis den straffer bøndernes ulydighed. Derfor opfordrer Luther til at slå bondeoprøret ned. Han forklarer fyrsten, at han er indsat af Gud selv til at gennemføre det hverv at straffe lovovertræderne, og at han adlyder Guds vilje, når han drager i felten mod de oprørske bønder. Dør han under udøvelsen af denne pligt, eller dør en soldat i hans hær, mens han kæmper på fyrstens side mod bønderne, da er han en ‘ægte martyr i Guds øjne’. (n8
 9         Her er der åbenbart ikke tale om, at martyren dør for sandheden skyld, eller dør for sin kristne tro. Han dør under udførelsen af den pligt, Gud har pålagt ham. Og det er dog vist en udvidelse af martyrbegrebet. Men bortset fra det, mener jeg, der er forskel på, om pligten overfor Gud omfatter en kamp for bevarelse af kirken eller den omfatter en kamp for bevarelse af den borgerlige fred. Det er jo kun det sidste, der af Luther kan anses for en retfærdig sag at dø for. Kirken, derimod, bevares ikke ved våbenmagt, men alene ved ordets magt. 
          For muslimen, derimod, er martyrens kamp en kamp for at bevare eller udbrede islam. 
 10 
 

Konklusion om det femte bud. 
      Det skulle være så let, men så er det faktisk svært.
       Man skulle tro, det var meget enkelt at slå fast, at man ikke må slå ihjel. Det må da i hvert fald være et bud, som muslimer og kristne kan blive enige om. Og det kan de jo også et langt stykke hen ad vejen. Men når man kikker de to forskellige opfattelser lidt efter i sømmene, viser det sig alligevel, at der selv her er ganske store forskelle. Jeg skal ikke male fanden på væggene og fremhæve det værst tænkelige scenario som det, der bliver virkeliggjort. Men mindre kan dog også gøre det. Og det forekommer mig, at selv en mindre uoverensstemmelse på dette punkt kan volde vanskeligheder og give de to befolkningsgrupper her i vort land nok at gøre med at forstå hinanden.

 11         Og det er altså ikke blot os, der skal forstå muslimerne, hvis det skal komme til en fredelig sameksistens her i landet, hvad det jo helst skulle. Det er også muslimerne, der skal forstå os. Og hvis dette at forstå os også betyder at forstå vores religion, så kan man måske sige, at det har lange udsigter. For det gør vi jo dårlig nok selv. Men hvis det blot betyder at forstå vor frie folkelighed, så skulle det nok kunne lade sig gøre.
 12         Lad mig dog til sidst i dette kapitel nævne en muslim, som måske ikke er karakteristisk for muslimer, men som alligevel i denne sammenhæng er interessant. Det er den muslim, der står bag internetsitet ‘answering-christianity.com’. Han er ret besynderlig på den måde, at han udlægger bibelen, som en muslim udlægger koranen, det vil sige, han tror, at ligesom muslimer i koranens bogstavelige udlægning har en rettesnor for deres daglige gøren og laden, sådan har kristne det med bibelen. Og det kommer der ret meget besynderligt ud af. 
 13         Hvad jeg her skal gøre opmærksom på, er kun hans diskussion af attentatet den 11. september. Nu er det vistnok i muslimsk sammenhæng i sig selv bemærkelsesværdigt, at han indrømmer, at attentatet er foretaget af muslimer. Der cirkulerer i mange muslimske kredse den teori, at det i virkeligheden var jøder, der foretog attentatet; blot har de skudt skylden over på muslimer. Men altså, vor mand her indrømmer, at selvmordspiloterne var muslimer. Og han går så ind i en lang diskussion mellem tilhængere af attentatet og modstandere: Var det islamisk rigtigt at gennemføre et sådant attentat? 
 14 Selv er han vist mest modstander af dets islamiske legitimitet, men han stille meget troværdigt tilhængerargumenterne op ved siden af modstanderargumenterne. Men én ting gør han ikke. Han nævner ikke med ét eneste ord den følelse af utryghed, der har grebet os i vesten, når vi nu er klar over, at noget sådant kan ske. Han tager ikke i sin argumentation pro et contra nogetsomhelst hensyn til, at de borgere, han lever iblandt, måske ikke uden grund ser en mulig terrorist i enhver muslim. Det gør vi måske heller ikke i særlig høj grad mere. Men det falder ham ikke ind, at vi vestlige mennesker godt kunne gå hen og blive noget bekymrede over denne diskussion. 
 15         Det er jo også for så vidt godt nok. Hvis man havde indtryk af, at det var en bevidst handling fra hans side, at han altså godt var klar over den bekymring, det kunne vække, men ville fastholde muslimers ret til at diskutere også det, der kan volde andre bekymring. Men det giver hans overvejelser slet ikke indtryk af. 
 16        Når man sammenligner med, hvad vi danskere har pålagt os af bånd i den frie diskussion om muslimer og deres gøren og laden, er denne mangel ganske påfaldende. Naturligvis var denne selvpålagte censur hos os danskere meget uheldig, og vi er vel efterhånden nået frem til, at vi kan diskutere indvandrere forholdvis frit uden at have noget sideblik til den skade, diskussionen måske kan forvolde, det vil sige, vi tør nu efterhånden gå ud fra, at vore indvandrere forstår os så godt, at de er klar over, at vi ikke diskuterer ud af had til dem. 
 17 Men netop dette spørgsmål, spørgsmålet om berettigelsen af 11. september, er jo et spørgsmål, der nok kan gøre os vesterlændinge utrygge, og derfor måske et spørgsmål, som muslimske mindretal ville omgås med en vis varsomhed, fordi det til syvende og sidst er et spørgsmål om, hvorvidt muslimer vil overholde lovene, eller de ser sig selv hævede op over lovene. Og ærlig talt, det er dog ret påfaldende, at vor muslim slet ikke har blik for vor utryghed, affødt af 11. september-begivenhederne. 
 18 
 

At begå langsomt selvmord (om forholdet til alkohol). 
        Det er, indrømmet, lidt af en nødløsning, at jeg anbringer omtalen af de to religioners forhold til alkohol på denne plads. Overskriften skal retfærdiggøre det. For det må man nok medgive, al vor kristelige accept af alkohol til trods, at alkohol, når den tager magten fra mennesker, er en dræber. Og alkohol tager jo ret tit magten fra os. Der er faktisk imellem os alt, alt for mange mennesker, hvis liv ødelægges, fordi de ikke kan styre deres alkoholforbrug. Og det, de foretager sig med deres daglige storforbrug, kan bedst karakteriseres som et langsomt selvmord. 

 19        Som det er på så mange andre områder, ser den muslimske løsning, fuldstændigt forbud, effektiv og ligetil ud. Når vi altså lige er kommet over vor sædvanlige mistro til gennemførligheden af et sådant forbud. Men det må man lade muslimerne, de fik i Afghanistan opiumsdyrkningen til helt at standse, fordi det var imod islam. Og de har også gode resultater at opvise på alkoholmisbrugets område. Spørgsmålet er imidlertid, dels om det er rimeligt med et sådant forbud, og dels om det lader sig gennemføre i vor del af verden, hvis vi skulle gå hen og finde det rimeligt. 
 20        Dog, først vil jeg fremdrage et problem, som ligger i koranen selv. 
         Det ligger nemlig sådan, at koranen er tvetydig, hvad angår forholdet til alkohol. Og man kan med rette spørge, om koranen så kan være Guds ord. 
 21        Lad os i første omgang glad og gerne se bort fra det, som mange kristne driller muslimerne med: At det af sura 83,25f fremgår, at der nydes vin i paradis. Muslimerne plejer at svare, at det er en vin, der ikke giver tømmermænd. Og så er det problem ude af verden.
 22        Nej, langt mere alvorligt forekommer det mig at være, at der i koranen forekommer en eskalation i forholdet til alkohol. Sådan forklarer også visse muslimer det. I sura 16,67 får muslimerne lov til at lave alkohol; dog må de kun drikke deraf i rimelig mængde. Det skulle være en åbenbaring fra Mekka. I Medina åbenbares så sura 2,219, hvor det om både vin og spil hedder, at der er onde ting i det og der er gode ting i det. Men de onde ting er større end de gode. Videre fortæller man, at da det ved en bestemt lejlighed, hvor der var blevet serveret vin til maden og der skulle holdes bøn, viste sig, at den, der skulle lede bønnen, ikke var i stand til det, fordi han havde drukket for meget, ja, så fik Muhammed en åbenbaring, sura 4,43, der forbød at bede, når man var påvirket. Og endelig blev sura 5,90 åbenbaret, da det var kommet til klammeri mellem to af Muhammeds ledsagere under et måltid, hvor de havde fået vin at drikke. Og sura 5,90 beskriver vin og spil som Satans værk. 
 23         Alt dette lyder meget rimeligt. Sådan bærer vi kristne os jo også ad med vores helligskrift: Vi sætter det ind i et historieforløb for at få hoved og hale på det. Så umiddelbart vil vi da bestemt være tilbøjelig til at sluge alt dette. Men pas på! For koranen er ikke som vor helligskrift. Koranen opfattes som Guds eget ord. Og kan man virkelig tænke sig, at Gud er nødt til at gøre sig erfaringer med, hvordan mennesker opfører sig, når de bliver alkoholpåvirkede? Må vi ikke nødvendigvis forestille os, at Gud véd det hele på forhånd, og at hans anvisninger, fordi de er guddommelige, ikke skal passes til og rettes ind efter de erfaringer, han gør undervejs? 
 24 Hvis sura 16,67 giver muslimer lov til at brygge alkohol og drikke det med måde, så rimer det ikke med sura 5,90, der beskriver det som Satans værk. Og sætter man det alligevel ind i et historisk forløb, for at få det forklaret, så er det det samme som at erkende, at den, der skal gøre erfaringer, ikke er Gud, men Muhammed, at altså koranen er Muhammeds, ikke Guds værk. Det er jo også, hvad vi vantro stoddere har regnet med hele tiden. Men alligevel, det er lidt mærkeligt sådan indirekte at få det bekræftet af muslimerne selv.
 25         Jeg kan også sige, at vi her, hvor det drejer sig om forholdet til alkohol, har at gøre med abrogations-problemet i hele dets omfang. Er det tænkeligt, at Gud ændrer en beslutning, som han tidligere havde givet? Man kan måske hævde det, hvis man mener, at Guds ord er tidsbestemt og må tage form efter den tid og de mennesker, det lyder til. Og, sjovt nok, så nærmer man sig den kristne forståelse af forholdet mellem Gud og hans åbenbaring, den forståelse, der siger, at åbenbaringen ligger i sprogets strukturer og bliver mennesker mere og mere klar, efterhånden som udviklingen skrider fremad. Men fastholder man, at koranen er Guds ord i den grad, at det forefindes i en himmelsk bog, og at åbenbaringen er lig med overgivelsen til Muhammed af denne himmelske bog, så kommer man i klemme med de fire forskellige bestemmelser om alkohol. 
 26          Men lad nu alt dette være, hvad det være vil. Hovedsagen her er, at muslimerne anser det for en del af deres fromhed, at de ikke drikker alkohol. Og det i sig selv er jo egentlig udmærket. Vi, der tillader alkohol, har faktisk en række problemer med dette rusmiddel. Så hvorfor egentlig ikke helt forbyde det? Og når vi svarer, at det tør vi ikke, fordi vi er bange for, at et forbud ikke vil blive overholdt, har muslimerne så ikke god ret til at pege fingre af vore vestlige, dekadente samfund, som ikke tør sætte hårdt imod hårdt, som er trælle af alkohol (og svinekød), som lader sig lede af sine lyster både her og på det seksuelle område?
 27         Jeg skal ikke på nogen måde forsvare vort alkoholforbrug. Man må vel se på det, som mange vestlige debattører ser på det: At alkohol, hvis det var blevet ‘opfundet’ nu, øjeblikkelig ville være blevet forbudt på linie med alle de andre rusmidler. Men jeg vil komme med to betragtninger, som jeg finder relevante her. Begge er vendt mod vor vestlige livsstil.
 28        Den ene bygger på en tro på, at som vi er skabt af Gud, er vi gode nok. Det betyder i vort samvær med vor næste, at den samtale, det samvær, den atmosfære, der kan opstå på naturlig vis, er god nok, er, som den skal være. Den har ikke nødig at blive forstærket med alkohol. Det kan være sandt nok, at vin og andre alkoholiske drikke forhøjer nydelsen ved maden. Og skal man holde fest, er det derfor udmærket som en hjælp for den gode mad at servere sådanne drikke til. Men der er og bliver for mig noget kunstigt ved det, hvis man serverer alkohol til maden for at ‘sætte stemningen i vejret’, eller hvad man nu siger. 
 29 Er den stemning, der kan opstå på naturlig måde, ikke god nok? Hvad er det, der er i vejen med os, siden vi ikke, som vi er til daglig, kan være morsomme og opfindsomme nok? Er det ikke os, der har en dårlig smag, når vi lidt drilsk siger, at man da udmærket kan holde fest uden alkohol, og tilføjer, at den bliver altså også derefter? Eller jeg kan spørge: Når vi ikke mener, vi kan more os uden alkohol, skyldes det så ikke, at alkoholkulturen på forhånd har påvirket vor opfattelse af, hvad det er at more sig til en fest? 
 30 I alle andre sammenhænge kan jeg godt more mig uden alkohol. Går jeg ind og ser en revy, har jeg ikke nødig på forhånd at indtage alkohol for at gøre det morsomt. På det punkt er alle enige om, at den skal kunne ses og høres som god og morsom også i ædru tilstand. Hvorfor så ikke gøre den samme anskuelse gældende ved almindelige fester?
 31        Hvis vi skal iklæde denne overvejelse et teologisk klædebon, kan vi sige: Vi er travlt optaget af at bebrejde muslimerne, at nogle af dem med deres tradition for kvindelig omskæring laver om på naturen. Men gør vi ikke selv det samme med vor tradition for alkoholindtagelse for at sætte stemningen i vejret ved vore fester? 
 32        Det var den ene ting. Som jo altså ikke vender sig imod dette at drikke til maden, men kun vender sig imod dette at drikke i den hensigt at opnå en anden atmosfære ved en fest, end man ellers kan opnå. Det er der efter min opfattelse noget misligt ved. 
 33        Den anden betragtning drejer sig om vore misbrugere. Hvordan vi end bærer os ad, når vi skal holde fest, vi har nok opdaget, at vi er nødt til også at servere ikke-alkoholiske drikke. Der er iblandt os ikke så helt få, som har fået problemer med deres alkoholforbrug. Det kan ytre sig på forskellig måde hos de forskellige mennesker, men fælles for misbrugerne er det, at de ikke kan standse, når de først får begyndt at drikke. Hvad der egentlig er årsagen til, at de har det på den måde, har jeg ret svært ved at forstå. Men så meget mener jeg at have fundet ud af, at vor sædvanlige forklaring ikke duer. 
 34 Vi plejer, når vi hører om én eller anden, der da vist har et misbrugsproblem, at citere Holberg: Man siger nok, at Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Underforstået: Manden har sikkert problemer i hjemmet eller på sin arbejdsplads; der ligger givetvis ét eller andet uløst psykologisk problem bag ved; når man får undersøgt manden psykologisk, får udredet alle de indviklede tråde, der tilsammen spinder den skikkelse, der hedder den menneskelige personlighed, så skal nok hans alkoholproblem blive løst, så han igen kan blive som vi andre.
 35        Jeg tror ikke, dette er rigtigt. Eller rettere: Jeg vil advare mod at gøre dette til den eneste betragtning, man gør gældende. Jeg mener, at hvad der så end ellers er årsag til et alkoholproblem, så har problemet, når det først er skabt, i sig kræfter, der får det til af sig selv at fortsætte. Og da dette har med vor alkoholkultur at gøre, vil jeg godt sige lidt om det. 
 36         Noget af det, der præger så at sige alle alkoholikere, er skamfølelsen, følelsen af svigt, følelsen af ikke at have levet op til forventningerne, sine egne og andres. Det er blandt andet derfor, de helst skal drikke den næste dag efter en rus. For så slipper de for at se sandheden i øjnene, den sandhed, at de ikke stod mål med idealet, den sandhed, at de ikke som andre kunne styre deres alkoholforbrug. Og dette: at kunne styre sit alkoholforbrug, det er det store vestlige ideal. Dette: at kunne drikke næsten hvad det skal være, og så alligevel holde hovedet koldt, alligevel være upåvirket, alligevel kunne tage fornuftige beslutninger, dette er, hvad vi selv mener, det kommer an på, og det er derfor også, hvad vore alkoholikere har som deres ideal. 
 37        Når de derfor bliver ved med at drikke, hænger det blandt andet sammen med, at de igen og igen vil prøve, om de dog ikke kan styre deres forbrug, om de dog ikke alligevel denne gang er som de andre. Og sjovt nok, den opfattelse af sig selv får de, så snart de har fået et par glas indenfor vesten. Så tror de, de kan styre sig, og så kan de netop ikke styre sig, men drikker sig berusede igen. Og så er vi tilbage ved start, og det hele kan begynde forfra. 
 38        Det, der nu er en lidt tricky problemstilling i hele denne tankegang, er spørgsmålet om den frie vilje. Det hører med til den vestlige personlighed, at den enkelte har en fri vilje, selv kan bestemme over sin skæbne, selv er herre over sine følelser og reaktioner. Det er blandt andet derfor, opdagelsen hos alkoholikeren af, at han ikke kan styre sit alkoholforbrug, fører ham ind i en næsten eksistentiel krise, en krise, som han dog af al magt forsøger at dæmpe med sit alkoholforbrug, men en krise, som må ses i øjnene, hvis han skal reddes. 
 39        ‘Hvis han skal reddes’, siger jeg? Ja, for nogen bliver jo reddet. Nogen kommer jo ud af alkoholdjævelens klør. Som regel ikke på den måde, at de kan styre deres forbrug, som regel ‘kun’ derved, at de helt kan holde op med at drikke noget som helst. Som regel heller ikke ved egen beslutning, men efter hjælp fra terapeuter og andet godtfolk. Som regel heller ikke i begyndelsen af deres misbrug, men først efter at have ødelagt sig selv, deres ægteskab, deres arbejde, deres sociale netværk. 
 40         Og det, der så er det lidt tricky spørgsmål i den forbindelse er: Når nu én har indset, at han er alkoholiker, og derfor beslutter sig til at blive en alkoholiker, der er holdt op med at drikke, er det så udslag af hans frie vilje? Når spørgsmålet er tricky, skyldes det, at det, han har indset, jo netop er, at han ikke har sin frie vilje med hensyn til alkohol mere. Han er blevet klar over, at han ikke, som andre, kan bestemme, hvad han vil drikke hvornår. Hans tidligere drikke-historie har taget magten fra ham, har bevirket, at han ikke er frit stillet med hensyn til sit alkoholforbrug. Men på den anden side er jo selve dette, at han holder op, et udtryk for, at han stadig har sin frie vilje. Han kan altså stadig bruge sin frie vilje til at reagere hensigtsmæssigt på den kendsgerning, at han ikke mere har en fri vilje. 
 41         Jeg ønsker ikke, at vort land skal blive et muslimsk land. Jeg ønsker ikke, at shariaen med alle dens indskrænkninger skal lægge sig ned over vort folkelige liv. Jeg ønsker heller ikke, at en muslimsk afholdenhed fra alkohol skal vinde indpas. Ikke blot fordi jeg personlig gerne vil have lov til også fremover at kunne drikke min daglige øl, men også fordi jeg mener, at vore alkoholproblemer ikke skal løses med tvang, men gennem forståelse. Men jeg må indrømme, at muslimerne har en pointe, når de påstår, at vore samfund er alkoholkulturer. Og jeg kunne godt ønske mig, at vi i vesten i højere grad så disse problemer i øjnene. 
 42        Altså: Muslimerne har ret i deres kritik. Men de har ikke ret i deres løsningsforslag. 
 43 
 

Om ægteskab og kønsliv. (6. bud) 
        Er der ét område, hvor minoriteter og majoriteter støder sammen, er det på ægteskabsområdet. Og derfor, er der ét område, hvor det kunne være rart at kende hinanden og måske endda blive enige om, hvad der er hvad, så er det på dette område. 
         Desværre ser virkeligheden anderledes ud. Netop på ægteskabsområdet synes forskellene mellem islam og kristendom uovervindelige. Netop her tårner forskellen på en frihedens tilgang til problemerne og en lovens tilgang sig op og bliver til en tilsyneladende uoverstigelig mur mellem de to religioner. 

 44        Nu siger jeg ‘synes’. Men jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg ser mig ikke i stand til at fremkomme med nogen betragtning, der kan nedbryde denne mur. Nå ja, selve det at erkende murens tilstedeværelse, selve det at sætte sig ind i den anden sides tankegang, det kan måske afstedkomme en vis gensidig forståelse. Men jeg tror ikke, at nogen kan udfinde nogen fælles tankegang, jeg tror ikke, der er nogen baggrundsforståelse, som vi kan mødes i, som er uafhængig af de to religioner. (se 05#51
 45 Hvis man således mener, at vi da må kunne mødes i én eller anden form for humanisme, en humanisme, som borteroderer alle disse religiøse overtoner, så er jeg bange for, at man snyder sig selv med en sådan tankegang. Måske fordi der kun findes humanisme, i betydningen ikke-religiøs humanisme, i den kristne vestlige verden. Måske fordi den humanisme, der findes dèr, alligevel ikke er uafhængig af religionen, dvs af kristendommen. 
 46        Og jeg må også indrømme med det samme, at jeg ikke taler som den upartiske. Lad os bare sige det, indledningsvis, at kønsdriften giver anledning til en masse bøvl, og at de to religioner har taget stilling til dette bøvl på to vidt forskellige måder: Kristendommen på den besværlige måde, at hver ny generation nok får foræret den gamle generations traditioner, men alligevel i frihed selv skal tage stilling til kønslivets herligheder og fortrædeligheder, selv skal finde ud af, hvordan det skal tackles. Og islam på den tilsyneladende lette måde, at en guddommelig lov fortæller hver generation, både den gamle og den unge, hvad der skal gøres, en metode, dog, der fra første færd har haft en skævhed i sig overfor kvinderne. Det er, om jeg så må sige, kvinderne, der indenfor islam er kommet til at betale for den orden, der hersker eller tilsigtes at komme til at herske i de muslimske lande. 
 47          Så hvis muslimerne anklager os for frivolitet og kønslig løssluppenhed, så anklager vi dem for kvindeundertrykkelse. Og det er klart, lader vi det forblive ved disse anklager, kommer vi ikke særlig langt i dialogen. 
 48         Lad mig derfor kort gøre opmærksom på nogle sociologiske undersøgelser, som Henny Harald Hansen foretog i Irak engang i 1930'erne. Hun fortæller om, hvordan man hidtil kun havde haft mandlige sociologer at holde sig til, når man skulle forstå det gammelirakiske samfund. Og de havde allesammen berettet om, hvor undertrykte kvinderne var. De måtte ikke komme på caféerne, de blev holdt ude fra afgørelserne, de skulle gå tilslørede på gaden osv, osv. Og så kom der en kvindelig sociolog og udførte sine undersøgelser. Og hun kunne berette om, hvordan det muslimske samfund så ud, set fra kvindesiden af samfundet. 
 49 Og så var der pludselig ikke tale om den undertrykkelse, som de mandlige sociologer havde set. For ligesom kvinderne var udelukkede fra de steder, hvor mændene kom, således var jo mændene udelukkede fra de steder, hvor kvinderne færdedes. Man havde faktisk sat i værk en meget gennemgribende adskillelse af kønnene. De levede i hver deres verden. Også hjemmene var opdelt. Og de var opdelt, så der blev mest plads til kvinderne. Så de mandlige sociologers anklage om, at kvinderne ikke havde udfoldelsesmuligheder, holdt ikke. Når mændene samledes i caféen, skyldtes det, at de derhjemme kun havde ét rum, hvor de kunne opholde sig. Og, hvad der vel var det vigtigste, kvinderne selv følte sig aldeles ikke undertrykte. 
 50         Og vil en eller anden vestlig, forvildet sjæl spørge, hvordan man dog i en sådan verden skal finde sin udkårne, hvordan man dog skal finde den eneste ene, hvordan man skal blive forelsket og bjergtaget af netop denne kvinde, når man ikke har mulighed for at se kvinder overhovedet dèr, hvor man færdes i samfundet, så er svaret, at man netop med dette arrangement med streng kønsopdeling forhindrer forelskelse og bjergtagethed i at opstå. Man gør ægteskab til en foreteelse uden forelskelse. Man gør kønslivet til noget, der kan styres. Man giver afkald på alle disse herligheder, men opnår så heller ikke de ulykker, som et frit kønsliv afstedkommer. 
 51 Og er det ikke logisk nok, spørger én af de kvinder, som Henny Harald Hansen interview’er; det er jo ikke manden, der i det daglige skal omgås sin kone, det er hans mor og de andre kvinder i huset; hvorfor skal de så ikke være medbestemmende eller måske endda have det største ord at skulle have sagt med hensyn til, hvem han skal gifte sig med? Det arbejdsfællesskab, som udgøres af kvinderne i et hjem, har manden ikke noget med at gøre. 
 52         Det er naturligvis svært for muslimer at få en sådan adskillelse af kønnene til at fungére i et moderne samfund. Og det må vel anses for noget nær umuligt, hvis dette moderne samfund desforuden er et vestligt samfund, som muslimer har ingen eller kun ringe indflydelse på. Men at de har dette ideal, kan vel i det mindste nogenlunde forklare for os vesterlændinge, at de i den grad anser os for umoralske, anser vor kønsmoral for ikke eksisterende, anser vor frihed for identisk med promiskuitet, anser os for mennesker, der i ethvert øjeblik giver efter for vore lyster. 
 53 Jeg mener ikke, at vi på nogen måde skal gå ind på deres tankegang, for den er på uheldig måde altfor moralsk. Jeg mener heller ikke, at vi skal undlade at grine lidt i skægget over deres mange noget besynderlige udtryk for blufærdighed. Men jeg mener nok, at deres anderledes kultur blandt andet kan være med til at få os til at se, at vi på det område så sandelig ikke har fundet de vises sten. Vi synes, at vi dog må følge med udviklingen. Og vi indrømmer, at udviklingen går utrolig stærkt. 
 54 Men vi drømmer meget sjældent om at sætte os imod udviklingen. Hvis nogen vil gøre det, får de straks betegnelsen ‘snerpet’, ‘bagstræberisk’ eller ‘snæversynet’ hæftet på sig. Og så er der jo ikke meget andet at gøre end holde mund og lade den herlige udvikling køre, hvorhen den vil. Også selv om vi sommetider må indrømme, at det da faktisk vist går ad helvede til.
 55         Her kan som sagt muslimernes anderledes kultur være os til hjælp. På den måde, at den tvinger os til at gøre os klart, hvad da vi mener i modsætning til dem. På den måde, at den udfordrer os til at sige noget mere, end at det gælder om at følge med udviklingen. 
             Inden jeg kommer ind på, hvad det da for os gælder om, lad mig så komme med endnu et eksempel på den muslimske anderledeshed.
 56        I et paper, som blev afleveret ved en sociologi-konference i Holland og derfor lagt ud på nettet, beskrev en muslimsk deltager, hvordan han havde lavet en ret lille interview-undersøgelse af muslimske kvinder i Tyrkiet om, hvordan de så på deres egen situation. De var alle udearbejdende, de fleste havde børn, nogle havde fundet deres mand på ‘vestlig’ vis, andre gennem arrangerede ægteskaber. Det var en meget interessant undersøgelse med mange slående iagttagelser, nogle, der fortalte om ligheder mellem alle ægtefolk, uanset religion, andre, der sagde noget om de religiøse forskelle, og om, hvordan de gør sig gældende.
 57 Den mest slående iagttagelse af sidstnævnte art var de svar, der kom på et spørgsmål om, hvorvidt de, altså kvinderne, brugte religionen i deres ægteskab. Det svarede de næsten alle ja til, og nogle af dem tilføjede, at de med godt resultat havde fortalt deres mand, at Muhammed havde påbudt mænd at hjælpe deres koner. Én af lighederne mellem vest og øst er åbenbart, at dette med at fordele arbejde i en familie, hvor konen har udearbejde, er noget, der volder problemer. Men måden, hvorpå dette fælles problem tackles, afslører, forekommer det mig, en himmelvid forskel i tænkemåden. 
 58 Mens vi i vesten jo uden videre vil mene, at det må da kærligheden og en kærlig samtale kunne afgøre, så viser det sig, at indenfor islam kan en henvisning til Muhammeds ord gøre udslaget. Mens vi i vesten vil henvise til den naturlige lov, det vil sige, til hvad der er rimeligt eller på nudansk ‘fair’, så vil man indenfor islam henvise til den åbenbaring af loven, der fandt sted med Muhammed. 
 59 Eller, som jeg har udtrykt det tidligere (02#50), mens vi i vesten vil mene, at forholdet til den anden er umiddelbart, det er et umiddelbart tillidsforhold, der er ingen, der står imellem parterne, den kærlighed, der vokser frem, tænkes at kunne tage hånd om alle de problemer, ægtefolkene kommer ud for, så vil muslimerne mene, at der i ethvert forhold mellem to altid er en tredie part impliceret, nemlig loven. 
 60 (Faktisk er dette sidste en formulering, jeg har fra Kierkegaard. Han skriver i Kjerlighedens Gjerninger: ‘Grund-Usandheden i den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed er, at Kjerligheden unddrages Forholdet til Gud, og derved Forholdet til den Lov, om hvilken der tales, naar det hedder ‘Kjerlighed er Lovens Fylde’.’ Og lidt senere: ‘Hver især har, førend han i Kjerligheden forholder sig til den Elskede, Vennen, de Elskede, de Medlevende, først at forholde sig til Gud og til Guds-Fordringen’. (SV bind IX, side 109)). 
 61        Men tilbage til hovedspørgsmålet (og lad os bare stille det i en muslimsk formulering): Kan man virkelig lade friheden råde på dette område, sådan som vi i vesten har vænnet os til det? Ødelægger det ikke mere, end det gavner? Må man ikke i det mindste opstille en række moralske krav, som kan holde lidt styr på de vilde kræfter?
 62 
 

Den naturlige kærlighed. 
      Tidligere brugte jeg den tommelfingerregel i teologien, at når Kierkegaard sagde ét, så var det nok det modsatte, der var sandt. (03#1) Overført på denne sag, hvor han i Kjerlighedens Gjerninger hævder, at elskov og venskab kun er udslag af egoisme, er to jeg’er forenede i en fælles selviskhed, vil det betyde, at elskov og venskab nok repræsenterer den sande kærlighed. Det er faktisk også, hvad jeg vil hævde. Dog på den måde, at elskov og venskab er naturlige ytringer af mennesket, at der ikke er tale om specielt kristne ytringer, men at de hjælpes på vej af kristendommen, eller at kristendommen er katalysator for dem. 

 63        Jeg véd godt, at forelskelse og elskov i tidens løb har antaget mange forskellige former. Jeg véd godt, at den romantiske kærlighedsforståelse gjorde sig gældende igennem meget lang tid i vor del af verden. Og jeg véd også godt, at kristne forkyndere har søgt at gribe ind med moralske forskrifter på netop dette område som på intet andet. Og vi skal da forresten også huske på, at det ikke er så længe siden, at man faktisk fik børn af de akrobatiske øvelser, som foretages i sengen. Så helt ved siden af har disse moralske pegefingre måske ikke været. 
 64       Alt dette kunne give anledning til lange udredninger om den romantiske kærlighedsforståelses opkomst og forsvinden (hvis den da i det hele taget er forsvundet), men jeg vil nøjes med to betragtninger, en legemlig eller biologisk, og en åndelig eller sproglig. 
 65       Den legemlige betragtning udspringer af en synsmåde, som i begyndelsen bød mig meget imod, nemlig det synspunkt, som dukkede op iblandt forlovede engang i tresserne, at man for at kunne finde ud af, om man nu også passede sammen som ægtefolk, var nødt til at have en passende prøvetid. I denne synsmåde var den romantiske kærligheds tale om kærlighed ved første blik på forhånd udelukket. Man tænktes ikke at blive så grebet af vild forelskelse i den anden, at man helt mistede fodfæstet. Man tænktes at bevare så megen besindelse, at man kun gik med til samliv på prøve. Og nu, hvor de svangerskabsforebyggende midler var nemme at få fat på, skulle det jo også være let nok at sætte i værk. 
 66        Denne synsmåde var mig imod, fordi det forekom mig, at den næsten ophævede sig selv. Hvis den ægteskabelige kærlighed, med eller uden papirer, bestod i at hengive sig, så ville man jo netop ikke kunne lave nogen prøvetid. For gifter man sig på prøve, så hengiver man sig ikke. Så selve det, at man vil have det på prøve, forhindrer, at prøven kan blive en prøve på det, den skal være prøve på: den ægteskabelige, hengivne kærlighed. 
 67       Nå, dette synspunkt var for spidsfindigt for de fleste, og der var såmænd heller ingen, der lyttede til mig dengang. Så selv om synsmåden var mig imod, vandt den fodfæste hos de fleste unge. 
 68       Men det, der så er det mærkelige, eller det, der i hvert fald undrede mig, er, at det jo egentlig gik ganske godt i mange tilfælde. Det skulle det jo sådan set ikke have gjort efter min teori. Og når det så gjorde det alligevel, måtte jeg til at finde en forklaring. Og det skulle jo, i modsætning til de fleste andre forklaringer, være en forklaring på, hvorfor det gik godt.
 69        Jeg tror, det hænger sammen med det seksuelle livs bindende karaktér. Kan gerne være, at man havde besluttet sig til ikke at hengive sig, seksualitetens fordring er, at man hengiver sig. Kan gerne være, at man i sit sind hele tiden søger at holde en bagdør åben, dette, at man hengiver sig gang på gang, kommer uvægerlig til at præge én. 
 70        Luther har i én af sine bryllupstaler gjort den iagttagelse, at to nygifte i begyndelsen er ved at æde hinanden af bar kærlighed. Det kan selvfølgelig være folkelige talemåder, han henholder sig til, men det kan også være sine egne erfaringer, han giver udtryk for. Hvad enten det er det ene eller det andet, så er det nok rigtig nok, at ægtefæller også seksuelt skal prøve hinanden af, eller at deres kærlighed og hensyntagen også kommer til udtryk i den side af livet. 
 71        Men jeg vil godt sige mere end det. Jeg vil fremsætte den teori, at der indtræffer en prægning på netop dette andet individ i kraft af det seksuelle samliv, altså en prægning af samme art, som når gæslinger bliver præget på deres mor og følger hende, eller fejlagtigt på et menneske og følger dette menneske. Det er naturligvis en påstand helt uden empirisk vidnesbyrd. Og det er også en påstand, det vil være meget vanskeligt at samle empiriske vidnesbyrd om. For menneskets eventuelle biologiske karakteristika er jo overlejret af hele dets kulturelle værdimønstre. 
 72 Men det forekommer mig altså, at netop den situation, vi har haft, hvor mange af de forbindelser, der blev indgået på prøve, viste sig at holde, kan betragtes som et eksperiment, der viser, at sådanne biologiske kræfter eksisterer og gør sig gældende, tværs igennem vort kulturmønster. Og man må vel også sige, at selv om vi mennesker er kulturelle væsener, og selv om måske mange føler sig højt hævet over den slags biologiske mekanismer, så er det på ingen måde umuligt, at det kan foreligge hos os, og det ville heller ikke være mærkeligt, om det netop var i det seksuelle samliv, det var blevet bevaret. 
 73         Det andet, jeg vil hæfte mig ved, er, at vor kultur er ganske svær at slippe udenom. Ægteskabet er slået igennem og har gjort sig gældende, og det har gjort sig gældende på mange overraskende måder. Én af måderne er, at der er skabt en forestilling om én eller anden handling som den handling, der sætter forholdet i kraft. I de gamle amerikanske film fra tresserne var det kysset, der havde så at sige performativ kraft: når de to havde kysset hinanden, stod det fast, at de fra nu af dannede par, og man gik ud fra, at begge parter mente, at det skulle vare livet ud. 
 74 Senere skulle der mere til, og det kan måske siges at være en del af vor tids forvirring, at det nu er blevet mere usikkert, hvad det egentlig er, der har performativ kraft, eller om der i det hele taget er noget, der kan modstå den tvivl på ægteskabets varighed, som også er stærkt udbredt. Men hvad det end er, folk flytter stadig sammen og har stadig et ideal om at holde sammen livet igennem siddende i sig. Og dette kulturelle træk er ganske svært at komme udenom.
 75         Det viser sig også derved, at jalousi stadig er noget, vi må slås med. Det har været forsøgt at skabe såkaldt åbne ægteskaber, hvor de to parter bliver enige med hinanden om, at de ikke vil lade nogen chancer gå fra sig. Hvis den ene får et godt tilbud, så skal det bare modtages uden videre vrøvl, og det må den anden så finde sig i. Vi ejer jo ikke hinanden, som man sagde i sin tid. Men de kræfter, der er tale om, er nu ikke sådan at styre. Og det har vist sig, at man kan lave alle de aftaler, det skal være, jalousien har det med at bryde igennem alligevel. Og så er altså dette med det åbne ægteskab lige så stille gået i sig selv igen. Og er ægteskabet ikke åbent, hvad er det så?
 76        Ja, så har man altså stadig med tosomheden at gøre. Så er det altså stadig sådan, at noget, hvad det så end kan være, binder de to parter sammen. Så er det stadig sådan, at den ene ikke kan gøre hvadsomhelst uden den andens vidende. Det kan godt være, at sidespringene ikke er blevet færre, det er nok et område, hvor det er svært at føre statistik, men den gode samvittighed, som tanken om det åbne ægteskab gav én, har man ikke mere. Man skjuler sidespringene for sin ægtefælle, man lyver måske endda (det hører nok til det, man kalder en nødløgn), og man er stadig parat til at spille rollen som den gode trofaste ægtefælle. Hvorfor? Fordi ægteskabets kulturmønster ikke er så let at komme udenom.
 77         Og så har det også noget med tillid at gøre. Det har noget at gøre med det træk ved sproget, at tilliden er altgennemtrængende. Den er indrettet som en elektrisk kontakt: enten er den tændt eller også er den slukket; en eventuel midterposition ville ødelægge det elektriske system. Sådan har tilliden det med at komme og gå lidt af sig selv. Men den kommer ikke i små dryp, den kommer som en hel flaske ketchup. Og når den forsvinder, kan det da godt være, at en vis mistillid er opbygget i sindet gennem nogen tid, men det er altid én eller anden tue, der får læsset til at vælte; det vil sige, som kontakten svipper over fra tændt til slukket, svipper tilliden og kærligheden over til mistro og had. 
 78        Det er altså den slags iagttagelser, der får mig til at spørge, om monstro ikke det fra naturens hånd er indrettet sådan, at vi binder os til hinanden gennem det seksuelle favntag. Man må da i og for sig gerne kaste vrag på min biologiske forklaring (prægningen), og man må da også gerne mene, at min kulturelle eller sproglige forklaring slet ikke slår til. Men man skal nu alligevel være opmærksom på, at det kunne være, jeg havde ret. Og det er ikke helt uvæsentligt, om jeg har ret eller ej. For hvis jeg har ret, får vi en forklaring på, hvorfor det rammer mennesker så utrolig hårdt, når de kommer ud for en skilsmisse. 
 79 Eller, lad mig sige det på anden måde: Hvis det forholder sig sådan, at der fra naturens side foreligger noget, der binder mand og kone sammen, så får man en forklaring på, hvordan det kan være, at et ægteskab, der lykkes, af parterne selv, men også af alle andre, betragtes som noget nær den højeste lykke.
 80        Nå ja, lykken taler vi jo ikke meget om i vore dage. Og specielt har teologerne gjort godt og grundigt grin med alt, hvad der har med lykke at gøre. Det er næsten blevet uetisk at stræbe efter lykken. Og at det på én eller anden måde stadig er det, vi gør, på ægteskabsområdet i hvert fald, det har man set stort på. Men hvorfor dog nægte det? Og hvorfor nægte, at når vi gerne vil have tag i lykken, så er det ikke uvæsentligt for hele lykkebetragtningen, hvordan vi mennesker er sammensat, hvad vi er for nogle væsener, hvad der driver os, hvilke ønsker vi har, osv? 
 81        I hvert fald, ud fra en position, som antager, at der foreligger et ubestemt noget, som binder mand og kvinde sammen i ægteskabet, et noget, som forudsætter, at mennesket er et forholdsvæsen, som opnår lykken ved at leve i fuldbyrdede forhold, og som derfor har brug for at få at vide (eller at gøre sig klart), hvad det da er at leve i et tillidsforhold til et andet menneske, ud fra en sådan position forekommer det mig, at jeg dels kan imødegå de rester af dialektisk teologi, som stadig måtte forefindes iblandt os, og dels kan finde ståsted, hvorfra jeg kan vende mig imod den muslimske ægteskabsforståelse. Det første skal jeg ikke gøre i denne sammenhæng (uden at jeg lover at afholde mig fra det fremover), men det sidste vil jeg nu gå i gang med ved at stille spørgsmålet: Kan man arrangere et ægteskab? 
 82        Videre til frifrom10!. 
 83
 84
 85
 86
 87
 88
 89
 90
Noter: 
n8:  Se ‘Imod bøndernes røver- og morderbander’, Luthers Skrifter i Udvalg, bind IV, side 267.