Frihed contra fromhed

De ti bud i kristendom og islam

af

Ricardt Riis, Horsens (september 2004)



 
 
 
 
 

 Indhold:
Indholdet i en nøddeskal. #10
0. Forord. #19
1a. Om Gud (1. Bud): #31
1b. Om som ‘vantro’ at læse koranen. #46
1c. Magtguden. 02#1
1d. Den samme Gud. 02#30
1e. Guds eksistens. 02#65
1f. Gudsbeviser. 03#41
1g. Billedforbudet i kristendom og islam. 03#52
1h. Er inkarnationen forudsætningen for billedkunsten? 03#83
 22a. Om bøn (2. Bud): 04#1
2b. Giver det mening at bede? 04#6
2c. Dommedagsforestillingerne. 04#31
2d. Prædestinationen. 04#46
2e. Helligånden. 04#55
2f. Getsemane. 04#66
2g. Luthers skæbne. 04#76
2h. Fællesbøn/lønkammerbøn. 05#22
2i. Bønnen bedes på baggrund af henholdsvis menneskets synd og menneskets ringhed. 05#39
 33a. Om menighed og folk. (3. bud) 05#66
3b. Succeskriteriet. 05#67
3c. Den kristne teologi udkonkurreret? 06#1
3d. Gudstjenesten som religiøst karakteristikum. 06#13
3e. Den sakramentale gudstjeneste. 06#19
3f. Kirkeklokker og minareter. 06#37
 44a. Om demokrati (4. Bud): 06#41
4b. Disputationen med Eck. 06#53
4c. Selvtillid. 06#71
4d. Videnskab og demokrati i islam. 07#1
4e. Muslimsk modstand mod videnskaben. 07#12
4f. Den naturlige lov contra den åbenbarede lov. 07#29
4g. Friheden til at ødelægge sit liv. 07#77
 55a. Om at slå ihjel (5. Bud): 08#1
5b. Æresdrab. 08#29
5c. Frafald fra islam. 08#36
5d. Gives der en retfærdig krig? 08#54
5e. Jihad eller hellig krig. 08#75
5f. Martyrteologi. 09#1
5g. Konklusion om det femte bud. 09#10
5h. At begå langsomt selvmord (om forholdet til alkohol). 09#18
 66a. Om ægteskab og kønsliv (6. Bud): 09#43
6b. Den naturlige kærlighed. 09#62
6c. Kan man arrangere et ægteskab? 10#1
6d. Kvindelig omskæring.10#42
6e. De svangerskabsforebyggende midler. 10#69
6f. Befolkningsudvikling. 11#1
 77a. Om ejendomsretten og det økonomiske liv (7. Bud): 11#14
7b. Slaveriet. 11#22
7c. Vestens økonomiske videnskab. 11#41
7d. Grundtvig om økonomiske kræfter. 11#60
7e. Fromhedens farer. 11#78
7f. Guds ejendomsret. 12#1
 8a Om det juridiske system (8. Bud): 12#8
8b. Menneskerettigheder. 12#18
8c. Pavemetoden. 12#31
8d. Slutninger ud fra Guds storhed. 12#78
8e. Muslimske frihedsapostle. 12#98
 99a. Om begæret (9. og 10. Bud): 13#1
9b. Farisæisme. 13#15
9c. Den ikke-fortabte søn. 13#32
9d. Den hykleriske anger. 13#44
9e. Bevidstgørelsen gennem Jesus. 13#50
Skriftsteder:
Bibelen: 13#61
Koranen: 13#62
Sagregister: 13#63
Personregister: 13#64
 10
 
 

Indholdet i en nøddeskal: 
1. bud. Mennesket er Guds vicekonge på jorden, på den måde, at han på Guds vegne skal gennemføre de krav, Gud har opstillet i koranen (islam); nej, på den måde, at han på Guds vegne skal herske over den øvrige skabning og i kunsten nyskabe åndelige værker, ja, på den måde at han selv skal finde ud af og forstå, at han er en Guds skabning (kristendommen).

 112. bud. Mennesket beder til Gud som den ene person beder til den anden på trods af, at Gud er så almægtig, at han gennemtrænger også menneskets bøn med sin almagt. Islam vil sige, at et menneske netop ved at bede, som Gud har befalet det, bliver sandt menneske. Kristendommen, at mennesket i sin bøn drives af Gud på en fri måde, det drives nemlig i Helligånden.
 123. bud. Kan vore samfund udvikle sig? Findes der hidtil uopdagede strukturer i sproget, som kan udvikles til større fuldkommenhed? Eller er alt lagt fast i én gang for alle givne, guddommelige lovkrav? I koranen ligger der stærke træk, der peger i retning af det sidste, mens der i Jesu budskab ikke blot ligger en forløsning fra al lovtrældom, men også en mulighed for udvikling af de menneskelige samværsformer, de familiemæssige såvel som de samfundsmæssige. 
 134. bud. Den videnskabelige og den demokratiske diskussion kræver ikke blot frihed for at blive gennemført. Den kræver også, at den enkelte har mod til at sige, hvad han observerer, eller hvad han mener. Men når den muslimske underkastelse er så total, at man bøjer sig for meninger, der afviger fra ens egen, fordi det er fromt at gøre det, så får både videnskab og demokrati trange kår indenfor islam. 
 145. bud. Den kristne holdning: at man bør være villig til at sætte livet på spil for sandhedens skyld, får de kristne til at være tilbageholdende med at bruge øvrighedens magtmidler; det er kun menneskelige bedømmelser, der ligger bag. Modsat vil muslimerne hævde, at man fra øvrighedens side bør udnytte menneskers frygt for at dø til at gennemtvinge de guddommelige retningslinier. 
 156. bud. De kristne tror på, at der i menneskets natur er nedlagt kræfter, der sørger for ægteskabets beståen; der bør derfor gives alle den højest mulige grad af frihed. Modsat vil muslimerne gennem en samfundsopbygning, hvor kønnene lever adskilt, og gennem dødstrusler bortskære kønsdriftens vildskud. 
 167. bud. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan det økonomiske liv fungérer. Derfor har vi samfund, præget af social udstødning, det vil sige: arbejdsløshed. Vi i den kristne verden kan måske ved fantasi og hårdt arbejde finde mekanismer, der kan bedre samfundets økonomiske liv. Men en på koranen bygget økonomisk formaning til de rige vil kun forlænge de nuværende onder. 
 178. bud. Menneskerettighederne er vokset frem af en folkelig forståelse af, hvad menneskelivet er. Kristendommen fremmer en sådan forståelse, islam hæmmer den. De forsøg på at formulere særlige islamiske menneskerettigheder, der er fremkommet, viser da også, at islam tager forbehold overfor en række menneskerettigheder ( fx, retten til at skifte religion fra islam, retten til for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslim). 
 189. og 10. bud. Forskellen mellem kristendom og islam ligger til syvende og sidst i, at den nye bevidsthed om, hvordan menneskelivet er, som kom til verden igennem Jesus fra Nazareth, ikke er trængt igennem til muslimerne.
 19
 
 

Forord 
      Det må siges at være en uafviselig kendsgerning, at vi har fået et muslimsk mindretal her i landet, og at vi vil have det i en overskuelig fremtid. 
      Det er ikke noget, vi har bedt om; det er ikke noget, vi er blevet spurgt om; de er bare kommet. Men hvad enten de nu er kommet på den ene eller den anden måde, kommet er de; og så må vi naturligvis tage godt imod dem, andet ville være umenneskeligt.

 20      Men her må vi med det samme indrømme, at også hvad vor modtagelse af disse fremmede angår, er det gået anderledes, end vi i sin tid troede. Det er ikke gået sådan, at disse fremmede er blevet integrerede. Vi regnede vel i sin tid med, at de ikke blot ville blive integrerede, men endda assimilerede blandt os. For ikke sandt, vi er da sådan et dejligt folk, hvem vil ikke være interesseret i at blive som én af os? Til vores overraskelse, måske også til vores skuffelse, opdager vi nu, at der er ganske mange af de fremmede, der ikke er interesseret i at blive ligesom vi, selv om de bor i vort land og taler vort sprog. 
 21       Egentlig burde det ikke undre os. De danske, der drog ud i det fremmede, har jo også haft meget svært ved at kaste den kultur over bord, som de havde med, i dette tilfælde, deres danskhed. Og noget af det sidste, de kaster fra sig, er deres religion. Det burde jo få os til at forvente det samme om de fremmede, vi har iblandt os: De vil ikke sådan uden videre opgive deres kultur; og noget af det sidste, de opgiver, er deres religion. 
 22      Vi er nu nået så langt i forløbet med at integrere de fremmede, at vi kan siges at have gjort erfaringer. Én vigtig erfaring er den, at muslimerne synes at være de vanskeligste at integrere iblandt os, ligegyldigt om de kommer fra Tyrkiet, Pakistan eller Somalien. De har tilsyneladende deres kultur med sig overalt og føler sig hjemme hvor det skal være. Hvilket jo for så vidt er godt nok. Men de føler sig hjemme på den måde, at de indretter sig uden nødvendigvis at tage del i det omgivende samfunds problemer. Og det var jo ikke just det, vi mente med integration.
 23       11. september har foruroliget os etniske danskere ikke så lidt. For mig har det især været en kilde til undren og uro, at terroristerne var ganske almindelige mennesker, at de gik iblandt andre, uden at man kunne mærke noget på dem, at de var muslimer, der ganske gik i ét med tapetet, det vil sige, de adskilte sig ikke fra andre muslimer. Det kan ikke være andet, end at vi må spørge os selv, hvor mange af de muslimer, vi kender og kan lide, der i virkeligheden er skjulte agenter for én eller anden terrorhandling. 
 24Nå, den følelse aftager jo noget med tiden, men alligevel. Selv om det, som tiden går, viser sig, at 11. september var en éngangsbegivenhed, og at der nok ikke kommer flere af den slags handlinger med det første, så sidder fornemmelsen af, at nogen har udnyttet vor imødekommenhed, dog stadig i os. 
 25Det er sandt, at vi ikke skal skære alle muslimer over én kam, og det er sandt, at det kun er en meget lille del af muslimerne, der ikke allerhelst vil leve et stille og fredeligt liv her i landet, og det er også sandt, at en sådan mistro fra vores side kan ødelægge den integrationsmulighed, der stadig er der, men jeg havde nær sagt: Det skulle terroristerne have tænkt på, før de udførte deres rædselsvækkende handling. Men jeg vil selvfølgelig helst sige, at vi må se at komme ud over denne følelse af mistillid. Blot er den ikke så ligetil at komme til livs. 
 26       I denne bog vil jeg give mit bidrag til den debat, der skal hjælpe integrationen på vej. Og da jeg er teolog, vil det blive et teologisk bidrag. Men når det drejer sig om muslimerne og deres fremtid her i landet, er det faktisk også meget passende. For er der noget, der er tiltrængt, er det en teologisk undersøgelse af islam. Vi har haft sociologiske forsøg på forklaringer af 11. september, vi er blevet præsenteret for historiske redegørelser, men det er meget få teologiske bemærkninger, der er fremkommet. 
 27Det har en vis naturlig forklaring i det forhold, at den sædvanlige universitetsteologi næsten ikke har interesseret sig for islam eller for andre religioner, for den sags skyld. Den har i det seneste århundrede hovedsagelig været optaget af de udfordringer, den har mødt fra oplysningstiden, fra nihilismen og fra alle de andre -ismer, der har præget vore samfund. 
 28Måske det er forståeligt, at teologien så ikke har haft overskud til at tage sig af islam. Men forståeligt eller ej, det er i hvert fald beklageligt. Og ikke mindst er det beklageligt for den kristne teologis egen skyld. Så vidt jeg kan se, kunne teologien have haft stor hjælp af en nærmere undersøgelse af netop islam. For kristen teologi og islamisk teologi kan sige hinanden ganske meget. 
 29       Hvad jeg her har at bringe, er i den forstand noget, der kommer ‘post festum’, at det skulle have været bragt til torvs for længe siden. Men det er dog noget, der kommer tids nok til, at vi som kristne teologer stadig kan have nytte af at lære, hvad forskellen på kristendom og islam er. Det kan vi forresten også som kristne lægfolk. Vi har behov for til stadighed at nyformulere kristendommens budskab. Og her vil det altså blive nyformuleret med henblik på modsætningen til islam. 
 30       Ja, forresten også med henblik på ligheden med islam. For selv om jeg nok vil gøre mest ud af forskellene, vil jeg dog ikke ganske springe lighederne over. 
 31
 
 

Om Gud (1. bud). 
        Jeg vil ikke nægte, at det var en politisk korrekt handling af præsident Bush efter 11. september at sige, at den krig, han nu ville føre imod terroristerne, ikke var en krig mod islam. Det havde ganske vist vist sig, at flykaprerne var muslimer, og at deres baggrund for deres handling var en form for muslimsk teologi, men det er nok sandt, at hvis Bush havde erklæret krig mod islam som sådan, så ville han netop være gået terroristernes ærinde, fordi han så ville give dem ret i, at de, netop de, repræsenterede den sande islam. Og det er vist de fleste enige om, at det gør de ikke. 

 32      Det kan også være sandt, hvad Bassam Tibi gør opmærksom på, at fundamentalister kun udgør et lille mindretal af samtlige muslimer, og at man, hvis man på grund af deres handlinger vender sig imod islam som sådan, netop antager den betragtning, de selv har: At de og ikke andre repræsenterer det sande islam. Og jeg vil bestemt selv helst gerne dele denne opfattelse af islam som en fredens religion, der misforstås på det groveste, hvis man bruger den som baggrund for den slags terrorhandlinger. 
 33       Men jeg føler mig alligevel som teolog forpligtet på at gøre opmærksom på, at det faktisk er ret svært at få den tanke om islam som fredens religion til at stemme overens med koranen. Det kan være en udmærket og from tankegang at have, og det kan også været et lovende håb at have for fremtidigt samkvem med danske muslimer, men jeg vil mene, at enhver nærmere undersøgelse af koranen godtgør, at ligefrem en fredens religion, det er islam nu altså ikke.
 34       Nå, ja, så skal man da med fred mene en fred, der er analog med den fred, romerne skabte gennem deres erobringer: pax romana; det vil sige, så skal man ved fred forstå en særlig islamisk fred, hvor islam har bredt sig ud over alle verdensdele, hvor islam omsider har erobret hele verden og den islamiske fred derfor kan sænke sig over verden. I den forstand kan islam kaldes en fredens religion. Men ikke i normal vesterlandsk forstand. 
 35       Forresten viser historien, at heller ikke den form for islamisk fred er virkelig fred. Også indenfor islam er der jo opstået sekter, afvigere fra den sande lære, anderledes troende, der måtte bekæmpes, før freden igen kunne sænke sig over landet. Og selv en nok så konsekvent gennemført islamisk fred vil jo ikke kunne sikre imod, at en ny sekt opstår og udfordrer det bestående. Med fornyet ufred til følge. 
 36       Egentlig er det mærkeligt, at vi europæere kan overse det. Men vi har det sommetider med at påtage os skylden for alverdens ulykker. Det er næsten et sygeligt træk hos os. Jeg tror såmænd ikke, muslimer udnytter dette træk. De tænker bare højst partisk over sagen. En muslimsk debattør brugte således megen spalteplads på at angribe vesten for korstogene.
 37Han kunne fortælle meget om, hvordan følelsen af uret stadig sad meget dybt i muslimerne på grund af korstogene. Og jeg kan da levende forestille mig, at jeg selv, hvis det havde været en debat for åben mikrofon, og det var mig, der som kristen var blevet mødt med denne beskyldning, ville have siddet og krummet tæer og ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle forsvare mig. 
 38For ikke sandt, det er da en uting at ville udbrede religionen med sværdet. Og var det ikke præcis det, vi gjorde? Og sådan går det vel de fleste af os kristne europæere, stillet overfor denne anklage, tager vi skylden på os og siger undskyld det bedste, vi har lært. 
 39       Som sagt, hvis det var mig, der ved et debatmøde var blevet mødt med den beskyldning, ville jeg nok først være kommet i tanke om det rigtige svar, når jeg kom hjem. For det rigtige svar er jo da på ingen måde en undskyldning. Det rigtige svar er da en modbeskyldning. Jeg mener, hvad er det islam har gjort, om ikke netop at udbrede religionen ved sværdet? Hvad var krigstogterne i 600-tallet andet end korstog? Det første lange korstog førte muslimerne ind midt i Frankrig, hvor de blev slået i 732 og drevet bag Pyrenæerne. 
 40Men Spanien, der blev erobret og holdt af muslimerne i flere hundrede år, blev jo dog erobret ved et korstog. Derimod lykkedes det ikke i den anden ende af Middelhavet at erobre det østromerske rige, skønt man forsøgte sig med mange korstog. Men Centralasien lagde man i store bidder ind under halvmånen, og Indien er igennem mange hundrede år blevet regeret af muslimer. Hvad er alt dette andet end lutter korstog? 
 41Og da så alt dette var endt, kom tyrkerne, erobrede det standhaftige Konstantinopel og hærgede siden Sydøsteuropa, så det sidste angreb på Wien fandt sted så sent som 1685. Ved den lejlighed blev de så til gengæld slået så eftertrykkeligt, at vi siden har glemt alt om deres undertrykkelse, om deres hærgen, eller altså om deres korstog. 
 42       Ikke sandt, det er det islam, der nu kalder sig en fredens religion! Oven i købet synes de selv at glemme, at deres lande er erobret i sin tid, og det i den grad, at de, der har erobret land igennem mange hundrede år, nu mener sig berettiget til at anklage os for korstog, der dog kun varede en halvanden hundrede år. 
 43       Nå, sådan er der så meget. Men på baggrund af denne historie er det vel ikke mærkeligt, at vi spørger, hvilken form for fred det er, islam vil tilbyde os, eller spørger, hvordan islam kan være en fredens religion. 
 44       Dette skal selvfølgelig ikke komme de hjemlige muslimer til skade. Vi forventer ikke noget krigerisk angreb fra deres side de første dage. Og det kan da også godt være, at den form for islam, som de praktiserer, af dem selv ikke fornemmes som andet end en fredelig religion. Og kan vi komme i dialog med denne fredelige religion, så er det bestemt udmærket. 
 45Men under denne dialog vil vi jo gerne have svar på, hvordan og hvornår deres religion har ændret sig fra en erobringsreligion til en fredens religion. Og forresten vil vi også gerne vide, om de tager forbehold overfor visse krigeriske udtryk fra koranen. For sådanne findes der nemlig i deres hellige bog i overflod. (n45
 46
 
 

Om som ‘vantro’ at læse koranen. 
         Vi plejer at hævde, at de krigeriske muslimer er fundamentalister, det vil sige, mennesker, der tager koranen bogstaveligt. Og, siger vi, det er som med de kristne fundamentalister, ligesom de blandt kristne kun findes i et forsvindende og betydningsløst mindretal, sådan findes de muslimske fundamentalister kun som yderst få, skønt de er ret højtråbende. 

 47        Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige til den påstand. Jeg tror ikke, det er kristne fundamentalister, vi skal sammenligne de muslimske fundamentalister med. Men i en vis forstand har den muslim ret, som sagde, at ‘vi muslimer alle er fundamentalister, for vi tager alle koranens ord bogstavelig’. Det har sig ikke med koranen som med bibelen. 
 48Bibelen består af mange forskellige bøger og indenfor hver bog findes der mange forskellige litterære genrer. Hver genre skal forstås ud fra sine forudsætninger. Én beretning er en myte og skal forstås som sådan. En anden er en legende, og man må bruge legendelæsningens redskaber, hvis man skal trænge ind til den. Selv evangelierne er ikke skåret ud af én træblok, men består af mange forskellige ting: Taler af Jesus, underberetninger, stridssamtaler, lignelser, ja sågar noget så jordisk som en slægtstavle for Jesus. 
 49Koranen, derimod, består udelukkende af Muhammeds åbenbaringer. De kan minde lidt om de gammeltestamentlige profetord, bortset fra af de ikke begynder med ‘Så siger Herren’. Men holdt i første person er de hele vejen igennem, oven i købet pluralis majestatis, første person flertal. 
 50       Nå, det betyder nu ikke, at der ikke kan skelnes på forskellig måde i koranen. Men det holdes altsammen i den samme form, der jo åbenbart siger, så det ikke er til at misforstå: Dette er talt af Gud selv. Han har brugt Muhammed som profet, men Gud selv er det, der står bag disse ord.
 51      Sådan opfattes da også koranen af enhver troende muslim, og det vil sådan set sige, af enhver muslim: Den er, hvad den giver sig ud for: Guds eget ord. Hvis nogen ikke tror på det, hvordan kan han så være muslim, spørger man forundret. Og det er jo en rigtig teologisk indvending. Den muslimske trosbekendelse lyder: Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet. Hvis man ikke tror på koranen i den forstand, at man regner med, at den ord til andet er talt af Gud, hvordan kan man så tro på, at Muhammed er Allahs profet? 
       I den forstand er det rigtigt, at enhver muslim er fundamentalist. 
 52       Denne særegenhed ved koranen, eller denne forskel mellem kristendom og islam, bevirker så, at det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt for en troende muslim at undersøge koranen på almindelig historisk vis. Dette kan godt volde en del vanskeligheder i dialogen med de kristne, for vi kristne vil naturligvis hævde, at hvad vi véd om Jesus, véd vi i kraft af de historiske kilder, som forefindes, altså vi véd det ud fra evangelierne i det ny testamente, og ud fra de ret få ikke-kristne vidnesbyrd, vi har. 
 53Men op imod det vil den troende muslim stille koranens omtale af Jesus. Den stammer jo direkte fra Gud selv, vil han sige, og er således ikke, som vore kilder, fejlbarlige og usikre. Men dette er efter vore begreber en højst uhistorisk omgang med historiske vidnesbyrd. Vi kan som udenforstående ikke dele denne overbevisning.
 54        Værst er det med den påstand, som koranen kommer med, at Jesus ikke døde på korset. I sura 4, vers 157, står der (oversat fra Yusuf Alis engelske oversættelse): ‘Sådan siger de (jøderne) i deres pral: Vi dræbte Kristus Jesus, Marias søn, Allahs budbringer; men de dræbte eller korsfæstede ham ikke, men det kom til at se sådan ud for dem’. Det er helt i orden, at muslimer ikke tror på Jesu korsdøds forsoningsvirkning, men vi plejer dog at betragte korsfæstelsen selv som en historisk kendsgerning. 
 55 Og i hvert fald er det noget, der skal undersøges på normal historisk-videnskabelig vis, det vil sige, vi skal gå kilderne igennem og bedømme dem efter deres troværdighed. Og eftersom koranen ligger cirka 600 år efter den begivenhed, den omtaler, kan den ikke komme særlig højt op på vidneranglisten. 
 56       Men vil da muslimer mene, at Jesus ikke døde på korset? Tja, de er ikke meget for at komme ud med sproget, men hvis man skal gå efter, hvordan de behandler andre lignende historiske spørgsmål, som der gives svar på i koranen, hvis man skal regne med, hvad de selv siger om koranen og dens troværdighed, så må man vist regne med, at de faktisk mener, at det er en historisk kendsgerning, at Jesus ikke døde på korset. 
 57         Faktisk véd jeg ikke, hvordan muslimer vil tackle de problemer, de udsættes for i anledning af en sådan overbevisning. Man kan tænke sig en muslimsk historielærer, der skal undervise i folkeskolen eller i gymnasiet i historie. Vil han lufte sit muslimske særstandpunkt? Eller vil det på én eller anden måde indgå i hans undervisning? Formodentlig ikke. Men mærkeligt er det nu, for det må vel betyde, at han bliver en tvedelt person, som véd, hvad han skal sige i fromme sammenhænge, og hvad han skal sige, når de vantro lytter med. Nå ja, det er måske også forkert opfattet, men hvad så?
 58      Dog, det, jeg skulle bruge disse eksempler til, var noget helt andet. Jeg ville derhen, hvor jeg kan vise, hvordan jeg naturligvis som kristen ikke kan dele muslimernes opfattelse af koranen. Ikke fordi jeg er stædig, ikke fordi jeg ikke vil bøje mig for sandheden, men fordi jeg ikke på nogen måde kan acceptere, at koranen på den bogstavelige måde skulle være Guds eget ord.
 59Jeg vil ‘nøjes med’ at læse koranen, som jeg læser bibelen, det vil sige, med mine historisk-kritiske briller på. Jeg vil prøve igennem min læsning af koranen at danne mig et billede af Muhammeds teologiske opfattelse. Jeg vil forsøge at nå ind til kernen i hans fromhed med mine normalteologiske redskaber. Jeg vil altså læse koranen som Muhammeds og ikke som Guds bog. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen muslim, men jeg siger det alligevel, for at vi kan have tingene på det rene. 
 60         Jeg mener godt, at dette kan føre mig hen til at have respekt for muslimerne. Jeg mener endda, at jeg ved denne måde at læse på også viser respekt for Muhammed. Grundlæggende må man, mener jeg, betragte ham som en historisk skikkelse af et vist format. Det er ikke alle og enhver, der går hen og erobrer den halve verden i løbet af mindre end hundrede år. Og det var jo, hvad Muhammed gjorde, hvis man tager lidt af hans eftertid med. 
 61Hvad var det for en ånd, han besad, siden dette kunne lykkes for ham? Hvad var kernen i den religiøsitet, han selv var i besiddelse af, og som han formåede at give videre til sine tilhængere, så de fik en så gevaldig kraft ind i sig? Det er, synes jeg, det spændende spørgsmål, det store spørgsmål, det afgørende historiske spørgsmål. 
 62Og har man det for øje, kan man altså ikke andet end vise respekt for Muhammed. Men naturligvis, denne respekt viser jeg ham som en ren og skær historisk skikkelse, ikke som budbringer fra Gud, ikke som profet, og da slet ikke som den profet, der afslutter profetrækken, fordi han kom med den endegyldige sandhed. 
 63        Egentlig ville jeg gerne lade det være nok med det og så gå over til at vise, hvilken teologi der da ligger i koranen. Men der er en ting mere, jeg må have på det rene. Jeg mener, Muhammed snyder. Egentlig tror jeg nok (men jeg har ikke fuldt ud gennemtænkt det), at man kan have en teologi som Muhammeds og så mene om sig selv, at man får åbenbaringer fra Gud. 
 64Sådan set kunne der (vistnok) godt være kohærens i Muhammeds teologi. I Muhammeds øjne er Gud så stor, at det er fuldstændig umuligt for mennesket at fatte hans tanker eller hans planer. Man kan derfor godt tænke sig det helt fantastiske om Gud. Man kan endda tænke sig, at han har åbenbaret sin vilje for en person i en udørk af verden, for Muhammed i Mekka. 
 65Og svarende til Guds storhed kan man også godt forstå menneskets intethed overfor Gud. Så ringe er mennesket, at det er nødt til, uden at kunne forstå nogetsomhelst, at tro på Guds åbenbaringer. Der kom ikke noget tegn med koranen, der blev ikke givet andet tegn end koranen selv, siger koranen. Og det lader sig altsammen tænke sammen i en højere énhed af et teologisk skolet menneske. 
 66        Men der er noget, som det er meget vanskeligt at få med i denne teologiske énhedstænkning. Det er dette, at Gud ikke er bundet af sit ord. Det er det forhold, at Gud, ifølge koranen, kan skifte sind, kan ophæve noget, han har sagt tidligere, og fremkomme med noget nyt og bedre. 
 67Ifølge koranen, sura 2, vers 106, siger Allah: ‘Vi ophæver ikke nogen af vore åbenbaringer, og vi lader dem ikke gå i glemmebogen, men vi erstatter dem med noget bedre eller noget lignende. Véd du ikke, at Allah har magt over alle ting?’ Det er det vers, en del muslimske teologer har brugt for at hævde, at det er nødvendigt for at forstå koranen at bruge begrebet ‘abrogation’, ophævelse. De teologer, der anerkender dette begreb, mener, at der er 217 vers i koranen, der er ophævet. (Det kan også være, det er 218). 
 68Tommelfingerreglen i den henseende er, at et vers, der er åbenbaret senere, ophæver ét, der er åbenbaret tidligere. Sværdverset har således ophævet fredsverset. (12#50.) Og tilladelsen til at drikke nogen vin er blevet ophævet af det totale forbud mod alkoholindtagelse (09#22.). Og tilladelsen til for Muhammed at have flere end fire koner ophæver det generelle påbud til muslimer om at nøjes med højst fire koner. (#76
 69        Det er ikke det, at dette gør det nærliggende for en vantro som mig at sige, at her kan man se, det er Muhammed selv, der står bag disse åbenbaringer. Det er mere det, at det viser en fejl i Muhammeds teologi. Det kan godt være, det har været en stor fristelse for Muhammed, da han endelig fik folk til at anerkende ham som profet, at udnytte sin åbenbaringsevne til egen fordel. Jeg vil også gå meget langt for psykologisk at vise forståelse for den slags excesser.
 70Men jeg kan ikke gå med til at bøje teologiske udsagn af hensyn til Muhammed. Jeg føler, at han med disse åbenbaringer drager sin gudsforståelse ned i støvet. Jeg føler, at han, når han absolut skal have sine egne behov tilfredsstillet, ikke i tilstrækkelig grad har betænkt, hvad det vil sige at stå med en åbenbaring fra højeste sted. Og jeg kan ikke se, at nogen kan retfærdiggøre dette teologisk på tilfredsstillende måde. 
 71        Der er dele af det muslimske teologiske establishment, som nægter at anerkende begrebet abrogation. Det giver dem så en række meget store fortolkningsproblemer med de vers, som traditionelt regnes for abrogerede. Men hvis man fremhæver koranen som Guds ord i den grad, at man ligefrem mener, at den er en ufejlbarlig kopi af tavler, som findes i himlen, så er det lidt vanskeligt at forestille sig, at Allah på disse himmelske tavler i forvejen skulle have nedskrevet de vers, der senere skulle ophæves. Det giver ikke mening. 
 72        Og jeg for min del vil meget gerne arbejde med Muhammeds tanker om Guds almagt, om Guds prædestination, om menneskets mulighed for at modtage og tro på Guds ord, om hvorvidt mennesket selv kan gøre fra eller til, osv. Men dette teologiske billede sløres betragteligt af sådanne skønhedsfejl. Som måske endda er mere end kun skønhedsfejl.
 73For er det ikke sådan, at de ikke blot viser, hvordan Muhammeds tanker om Gud mangler noget i klarhed, men ligefrem viser, hvordan han med sådanne tanker om Gud afbilder en vilkårlig Gud, en Gud, der ikke ulejliger sig med at holde sine løfter, en Gud, der ikke er til at stole på, en Gud, der ene og alene er en magtgud, hans magt er det, man skal bøje sig for, ikke hans storhed og visdom, ikke hans forsyn og hensyntagen, nej magten og kun magten gør Gud til Gud?
 74       Og det forfærdelige er, at Muhammed ikke blot afbilder ham sådan i sine åbenbaringer, nej, han handler også i sine krige og afgørelser, som om Gud er sådan. Det gør mig ikke noget, at Gud i koranen afbildes i sin vælde og magt. Det er også i orden for mig, at han aftegnes som den, hvis vilje ingen kan gennemskue. 
 75Men det er ødelæggende, hvis han er så mægtig, at han bliver vilkårlig. Det er nedbrydende for al sund gudstro, hvis Gud afbildes som én, hvis ord man ikke kan stole på. Så bliver han ikke til at skelne fra djævelen. Eller værre: Så bliver der ikke gehalt i skabertroen. Så mister gudstanken sammenhængskraft. 
 76       Lad mig sammenfatte med den morsomme beretning om Muhammeds hustru, Aisja, som ifølge en hadith kom med en ret ufrom bemærkning, da Muhammed havde nået det antal hustruer, der gennem en tidligere åbenbaring var fastsat for de troende, nemlig fire (sura 4,3), men så fik øje på en smuk femte kvinde, og derefter fik en åbenbaring, der sagde, at denne begrænsning med de fire hustruer naturligvis ikke gjaldt for profeten (sura 33,50). Aisja sagde ved den lejlighed: ‘Allah har travlt med at gøre dig tilpas’! 
 77Og den bemærkning er altså helt fantastisk. Og det er helt fantastisk, at bemærkningen er overleveret til os gennem en hadith. For bemærkningen sår jo tvivl om det mest grundlæggende indenfor islam: At de åbenbaringer, Muhammed fik, virkelig stammer fra Gud selv.
 78        Jeg kan godt se, at vi vantro vesterlændinge kan føle os foranlediget til kun at høre bemærkningen som en ironisk bemærkning og, svarende dertil, betragte alle Muhammeds åbenbaringer med det lidt overlegne smil, der siger: snyd og bedrag! Jeg vil godt allerede her annoncere, at dette ikke er min betragtningsmåde. Jeg vil godt droppe ironien, selv om jeg må indrømme, at jeg har svært ved kun at høre bemærkningen som en from bemærkning, der skal understrege profetens ophøjede stilling i forhold til de andre muslimer. 
 79        Men det må vel kunne lade sig gøre at regne med, at Muhammed i sin oplevelse af åbenbaringerne var ægte nok, at han ikke var sig bevidst, at åbenbaringerne var hans eget værk, men selv regnede dem for Guds gerning i ham, samtidig med, at man fastholder, at Gud er det altså ikke, der taler i koranen eller gennem Muhammed. 
 80 Videre til 1c: Magtguden: 02#1.
 81
 82
Noter: 
n45  Overfor modbeskyldningen: at der så sandelig også findes krigeriske udtryk i bibelen, vil jeg henvise til de to helligskrifters forskellige struktur, og til den forskellige måde, henholdsvis muslimer og kristne læser deres helligskrift på. Bibelen er en samling skrifter, blevet til over et meget langt tidsrum, og ikke alle skrifter er lige centrale. Koranen er blevet til ved én forfatter over en meget kort periode, fra 610 til 632. Og koranen giver sig ud for at være Guds eget ord, talt i første person flertal, og den læses derfor som Guds eget ord, sammenstilles på kryds og tværs, så det ene udsagn belyser det andet. Bibelen læses som et historisk skrift, hvor gang på gang historiske overvejelser forhindrer en tilsvarende sammenstilling. Selv de bibelord, hvor det hedder: Så siger Herren, læser vi ikke som Guds, men som Jeremias’ eller Esajas’ udsagn.