Formaning til fred på grundlag af bøndernes 12 artikler

Ermahnung zum Frieden auf die zwölf Artikel der Bauerschaft in Schwaben. 1525

fra Erl. 24,257-271.

Indhold: Forord. Til fyrsterne og herrerne #12. Til bønderne #40. Eksempler på kristelig ret. 2#1. Bøndernes artikler gennemgås, forordet 2#38. Om den 1. artikel. 2#59. Om den 2. artikel. 2#62. Om den 3. artikel. 2#66. Om de andre otte artikler. 2#70. Formaning til både øvrighed og bønder. 2#76.

Tilbage til oversigten!

¹     Erlangerudgavens forord:
      Als 1524 die ersten Unruhen der Bauern in Schwaben ausgebrochen waren, schienen dieselben durch einiges Nachgeben der betheiligten Partheien noch beigelegt werden zu können. In den ersten Monaten des Jahres 1525 traten zwölf Artikel ans Licht, in welchen die Forderungen des Bauerschaft zusammengestellt waren, die unter andern in dem Rechte einen freien Wahl ihrer Prediger, in Aufhebung des kleinen Zehnden und der Leibeigenschaft etc. bestanden.

² Kurfürst Ludwig von der Pfalz schickte dieselben an Melanchthon und verlangte von ihm ein Gutachten, welches jedoch zum Nachtheil der Bauern ausfiel. Da sich diese indessen noch besonders auf Luthern berufen hatten, so gab derselbe im Mai 1525 die nachfolgende Schrift heraus, in welcher er eines Theils den Fürsten und geistlichen Herren bittere Wahrheiten sagt, andern Theils aber auch die Bauern auf ihr Unrecht aufmerksam macht und beiden einen Vergleich empfielt. Vgl. Planck II, 183.

³   Psalm 7,16.
    Sein Unglück wird auf seinen Kopf kommen und sein Frevel auf seine Scheitel fallen. Sl 7,16:
Hans ulykke vil komme over hans eget hoved, og hans frækhed vil falde på hans del.

⁴         Es hat die Bauerschaft, so sich jetzt in Schwabenland zusammen geworfen, zwölf Artikel von ihren unträglichen Beschwerungen gegen die Oberkeit gestellet, und mit etlichen Sprüchen der Schrift fürgenommen zu gründen, und durch den Druck lassen ausgehen.            Bønderne, som nu i Schwaben har sluttet sig sammen, har opstillet tolv artikler om deres ubærlige plager imod øvrigheden. De har taget sig for at begrunde dem med nogle steder fra skriften, og så ladet dem udgå i trykken.

⁵ In wellichen mir das aufs best gefallen hat, dass sie im zwölften Artikel sich erbieten, besser Unterricht, wa es mangelt und vonnöthen wäre, gerne und williglich anzunehmen, und sich wöllen weisen lassen, so ferr [fern?] dasselbige durch helle, offentliche, unlaugbare Sprüche der Schrift geschehe; wie denn billig und recht ist, dass niemands Gewissen weiter oder anders, denn mit göttlicher Schrift, unterricht und geweiset werde. Blandt disse artikler synes jeg bedst om det, at de i den tolvte artikel tilbyder sig til gerne og villigt at modtage bedre undervisning, hvor det mangler og er fornødent, og de vil lade sig råde, såfremt det sker ved klare, åbenbare, uafviselige udsagn fra skriften; og det er da også rimeligt og ret, at ingens samvittighed bliver undervist og får råd fra andet end den guddommelige skrift.

⁶         Wa das nu ihr Ernst und einfältige Meinunge ist, als mir nicht anders will zu deuten gebühren, weil sie sich mit denselben Artikeln frei an den Tag geben und das Licht nicht scheuen wöllen: so ist noch gute Hoffnunge da, es solle gut werden.         Hvis det nu er deres alvor og enfoldige mening -- og det tilkommer ikke mig at bedømme det anderledes, fordi de har lagt artiklerne åbent frem og ikke har villet være bange for lyset: så er der gode forhåbninger om, at det vil gå godt.

⁷ Und mir, als der ja auch einer ist gerechnet unter denen, die göttliche Schrift jetzt auf Erden handeln, sonderlich aber, so sie mich mit Namen in dem anderen Zeddel nennen und berufen, dester grössern Muth und Zuversicht gibt, meine Unterricht, freundlicher, christlicher Meinunge, nach brüderlicher Liebe Pflicht, auch an den Tag offentlich zu geben, damit nicht durch mein Schweigen mir auch zugetheilet und aufgelegt werde vor Gott und der Welt, so sich etwas Unraths und Unfalls daraus entspünne. Og for mig, som jo også regnes blandt dem, som nu beskæftiger sig med den guddommelige skrift her på jorden, men som især, fordi de nævner mit navn i den anden løbeseddel og påberåber sig mig, giver dette så meget større mod og tillid til at give også min undervisning offentligt for dagen i en broderlig, kristelig mening, efter den pligt, som en broderlig kærlighed giver, for at der ikke, når jeg tier, skal tildeles eller tillægges mig noget overfor Gud og verden, hvis der kommer noget forkert og noget ulykkeligt ud af det.

⁸        Ist aber solchs nur zur Farbe und Schein von ihnen erboten, als ohn Zweifel wohl etliche der Art unter ihnen seind; denn es nicht müglich ist, dass so grosse Haufe allesampt rechte Christen seien und gute Meinung haben, sonder ein gross Theil der anderen guten Meinung zu ihrem Muthwillen brauchen, und das Ihre darunter suchen: sollichen wird ohn Zweifel nicht viel gelingen, oder je zu grossen Schaden und ewigen Verderben gelingen. (E260)        Men hvis de kun har tilbudt dette på skrømt og for et syns skyld (og der er uden tvivl mange af den slags mennesker iblandt dem, for det kan ikke passe, at i en så stor mængte menneske de allesammen er kristne og er i god tro, nej en stor del bruger de andres gode tro til deres egne formål, og søger deres eget derigennem), så vil uden tvivl ikke meget lykkes for dem, eller det vil kun lykkes til stor skade og evigt fordærv for dem.

⁹        Weil denn diese Sache gross und fährlich ist, als die beide Gottes Reich und der Welt Reich betriffet; denn wa diese Aufruhr sollt fortdringen und überhand nehmen, wurden beide Reich untergehen, dass weder weltlich Regiment, noch göttlich Wort, sonder ein ewige Verstörung ganzes deutschen Landes folgen wurde:         Fordi nu denne sag er stor og farlig, eftersom den har med både Guds rige og verdens rige at gøre (for hvis dette oprør skulle lykkes og tage overhånd, ville begge riger gå til grunde, så at der hverken ville følge et verdslige regimente eller et guddommeligt ord, men en evig ødelæggelse af hele Tyskland),

¹⁰ so ist vonnöthen, dass wir frei darvon reden und rathen, niemands angesehen; wiederumb, dass wir auch williglich hören, und uns einmal sagen lassen, auf dass nicht unser Herzen verstockt und Ohren verstopft, wie bisher geschehen ist, Gottes Zorren seinen vollen Gang und Schwang gewinne. derfor er det nødvendigt, at vi taler og råder frit derom uden personsanseelse; og det er videre nødvendigt, at vi også lytter opmærksomt og lader os sige, så vore hjerter ikke forstokkes og vore ører forstoppes, sådan som det hidtil er sket, så Guds vrede vinder sin fulde kraft og magt.

¹¹ Denn so viel grausamer Zeichen, so bisher beide am Himmel und auf Erde gesehen seind, ein gross Unglück vorhanden, und ein treffliche Veränderunge in deutschen Landen anzeigen. Wiewohl wir uns leider wenig daran kehren; aber Gott auch nichts dester weniger fortfähret, und unser harte Köpf einmal wird weich machen. For de mange grusomme tegn, som hidtil er set både i himlen og på jorden antyder, at en stor ulykke og en stor forandring i Tyskland er forhånden. (n11) Selv om vi desværre kun kerer os lidt om det; men Gud fortsætter ikke desto mindre, og han skal nok få vort hårde hoved gjort blødt.

¹² An die Fürsten und Herren.
         Erstlich mügen wir niemand auf Erden danken solchs Unraths und Aufruhrs, denn euch Fürsten und Herren, sonderlich euch blinden Bischoffen und tollen Pfaffen und München, die ihr noch heutigs Tags verstockt, nicht aufhöret zu toben und wüthen wider das heilig Evangelion, ob ihr gleich wisset, dass es recht ist, und auch nicht widerlegen künntet. Til fyrsterne og herrerne.
       For det første: Der er ingen andre her på jorden end jer fyrster og herrer, vi kan takke for dette ulykkelige oprør, især jer blinde biskopper og tåbelige præster og munke, I, hvis hjerter endnu den dag i dag er forstokkede og som ikke ophører med at rase imod det hellige evangelium, selv I véd, at det er sandt, og selv om I heller ikke har kunnet imødegå det.

¹³ Dazu im weltlichen Regiment nicht mehr thut, denn dass ihr schindet und schätzet, euern Pracht und Hochmuth zu führen, bis der arme, gemeine Mann nit kann noch mag länger ertragen. Dertil kommer, at I i det verdslige regimentet ikke gør mere end skænde og pjatte, fremføre jeres pragt og hovmod, indtil den stakkels, gemene mand ikke kan holde det ud længere.

¹⁴ Das Schwert ist euch auf dem Halse; noch meinet ihr, ihr sitzt so feste im Sattel, man werde euch nicht mügen ausheben. Solche Sicherheit und verstockte Vermessenheit wird euch den Hals brechen; das werdet ihr sehen. Sværdet hænger over jeres hoveder; alligevel mener I, at I sidder så fast i sadlen, at man ikke vil kunne fjerne jer. Den sikkerhed og forstokkede frækhed vil brække halsen på jer; det får I at se.

¹⁵ Ich habs zuvor vielmal verkündigt, ihr solltet euch hüten vor dem Spruch, Ps. 107,40: Effundit contemptum super Principes, er schüttet Verachtung über die Fürsten. Ihr ringet darnach und wöllet auf (E261) den Kopf geschingen sein, da hilft kein Warnen noch Vermahnen für. Jeg har tidligere ofte sagt til jer, at I skal vogte jer for bibelsproget i Sl 107,40: Han udgyder sin foragt over fyrsterne. I inviterer selv til det og ønsker at få én på hovedet, og det hjælper ingen advarsel eller formaning imod.

¹⁶       Wohlan, weil ihr denn Ursach seid solchs Gottes Zorrens, wirds ohn Zweifel auch über euch ausgehen, wa ihr euch noch nicht mit der Zeit bessert. Die Zeichen am Himmel und Wunder auf Erden gelten euch lieben Herren; kein Guts deuten sie euch, kein Guts wird euch auch geschehen.         Nuvel, fordi I således er årsag til denne Guds vrede, så vil det uden tvivl også komme til at gå ud over jer, hvis I ikke i tide forbedrer jer. Tegnene på himlen og det underfulde på jorden gælder jer, kære herrer; og de betyder ikke noget godt for jer, der vil ikke ske jer noget godt.

¹⁷ Es ist schon des Zorrens ein gross Theil angangen, dass Gott so viel falscher Lehrer und Propheten unter uns sendet, auf dass wir zuvor mit Irrthumb und Gotteslästerung reichlich verdienen die Hölle und ewige Verdammnuss. Vi har allerede mødt en stor del af Guds vrede derved, at Gud har sendt os så mange falske lærere og profeter, så at vi først rigeligt kan fortjene helvede og evig fordømmelse med vildfarelse og gudsbespottelse.

¹⁸ Das ander Stück ist auch vorhanden, dass sich die Bauern rotten, daraus, wa Gott nicht wehret, durch unsere Busse bewegt, folgen muss Verderben, Verstörung und Verwüstung deutsches Lands durch greulich Mord und Blutvergiessen. Den anden del er også forhånden, den, at bønderne samler sig sammen, og deraf må følge fordærv, ødelæggelse og tilintetgørelse af Tyskland ved grusom myrderi og blodsudgydelse, hvis ikke Gud lade sig bevæge af vores bod.

¹⁹        Denn das sollt ihr wissen, lieben Herren, Gott schaffts also, dass man nicht kann noch will, noch solle euer Wütherei die Länge dulden. Ihr müsst anders werden und Gottes Wort weichen.         For det skal I vide, kære Herrer, Gud bevirker, at man ikke kan eller vil eller skal tåle jeres rasen i længden. I må blive anderledes og give plads for Guds ord.

²⁰ Thut ihrs nicht durch freundliche, willige Weise, so müsst ihrs thun durch gewältige und verderbliche Unweise. Thuns diese Bauren nicht, so müssen andere thun. Und ob ihr sie alle schlügt, so seind sie noch ungeschlagen, Gott wird andere erwecken. Gør I det ikke imødekommende og frivilligt, så tvinges I til at gøre det med magt og på en fordærvelig måde. Hvis ikke disse bønder gør det, så er der andre, der gør det. Og selv om I slår dem alle ned, så er de ikke slået endnu, Gud opvækker andre.

²¹ Denn er will euch schlagen, und wird euch schlagen. Es seind nicht Bauren, lieben Herren, die sich wider euch setzen; Gott ists selber, der setzt sich wider euch, heimzusuchen euer Wütherei. Es seind etliche unter euch, die haben gesagt, sie wöllen Land und Leut dran setzen, die Lutherische Lehr auszurotten. For det er hans vilje at slå jer, og han vil slå jer. Kære herrer, det er ikke bønder, der sætter sig op imod jer, det er Gud selv, der sætter sig op imod jer for at hjemsøge jeres rasen. Der er nogle iblandt jer, som har sagt, at de vil sætte land og folk på spil for at udrydde den lutherske lære.

²² Wie dunkt euch? wenn ihr euer eigen Propheten wäret gewesen, und wäre schon Land und Leut hinan gesetz? Scherzt nicht mit Gott, lieben Herren. Die Juden sagten auch, wir haben kein Künig, (Joh. 19,15) und ist ein solcher Ernst worden, dass sie ewiglich ohn Künig sein müssen. Hvad synes I? Hvis I nu var jeres egne profeter og land og folk allerede var sat på spil? Driv ikke gæk med Gud, kære herrer. Jøderne sagde også: "Vi har ingen konge", og det blev i den grad alvor, at de for evigt må være uden konge.

²³       Auf dass ihr aber euch noch weiter versundigt, und ja ohn alle Barmherzigkeit zu scheitern gehet: so fahen etliche an, und geben dem Evangelio die Schuld, sprechen: Das sei die Frucht meiner Lehre. Nu, nu lästert flugs, lieben Herren, ihr wöllt nicht wissen, was ich gelehret habe, und was das Evangelion sei.           Men for at I skal forsynde jer yderligere og gå fortabt uden al barmhjertighed, så er der nogle af jer der er begyndt at give evangeliet skylden, idet de siger, at oprøret er en frugt af min lære. Ja, spot I bare, kære herrer, I ønskede ikke at få at vide, hvad jeg lærte og hvad evangeliet er.

²⁴ Er ist aber vor (E262) der Thür, der es euch lehren wird gar bald, bessert ihr euch nicht. Ihr und jedermann muss mir Zeugniss geben, dass ich mit aller Stille gelehrt habe, heftig wider Aufruhr gestritten, und zu Gehorsam und Ehre, auch euer tyrannischen und tobenden Oberkeit, die Unterthanen gehalten und vermahnt mit höchsten Fleiss, dass diese Aufruhr nicht kann aus mir kommen; sonder die Mordpropheten, welche mir ja so feind seind als euch, seind unter diesen Pövel kommen, damit sie nun länger denn drei Jahr umb seind gangen, und niemand so fast gewehret und widerstanden, als ich allein. Men den, der snart skal lære jer det, står for døren, hvis I ikke forbedrer jer. I og enhver anden må give mig det vidnesbyrd, at jeg har lært med al stilfærdighed, at jeg har kæmpet stærkt imod oprør og med største flid har foreholdt og formanet undersåtterne til lydighed og ære også overfor jeres tyranniske og rasende øvrighed, så at dette oprør ikke kan komme fra mig; men mordprofeterne, som er lige så fjendtlige mod mig som mod jer, de har blandet sig med denne pøbel, så de nu i mere end tre år har drevet omgang med dem, og ingen har stået så fast imod dem og imødegået dem som jeg, og kun jeg.

²⁵         So nun Gott euch zu strafen gedenkt, und lasst den Teufel durch seine falsche Propheten den tollen Pövel wider euch erregen, und will vielleicht, dass ich nicht mehr wehren solle noch künnte; was kann ich oder mein Evangelion darzu? Welchs bisher und noch, nicht allein euer Verfolgen und Morden und Toben erlitten hat, sonder auch für euch gebenten, euer Oberkeit helfen schützen und handhaben unter dem gemeinen Mann.          Hvis nu Gud har i sinde at straffe jer og gennem de falske profeter lader djævelen opægge den uvidende pøbel mod jer og måske også har til hensigt, at jeg ikke mere skal kunne forsvare jer, hvad kan jeg og mit evangelium så gøre for det? Dette evangelium har dog hidtil ikke blot lidt al jeres forfølgelse og mord og rasen, det har også bedt for jer, har hjulpet med til at beskytte jeres øvrighed og holde den i ære hos den menige mand.

²⁶        Und wenn ich Lust hatte, mich an euch zu rächen, so möcht ich jetzt in die Fahst lachen, und den Bauren zusehen, oder mich auch zu ihnen schlahen und die Sachen helfen ärger machen, aber da soll mich mein Gott vor behüten, wie bisher.         Og hvis jeg havde lyst til at hævne mig på jer, så kunne jeg nu le skadefro og se på, hvad bønderne gjorde, eller slå mig sammen med dem og hjælpe med til, at sagerne blev værre, men måtte min Gud beskærme mig mod det, som han har gjort det hidtil.

²⁷ Darumb, meine liebe Herren, ihr seid Feinde oder Freunde, bitte ich unterthäniglich, verachtet meine Treue nicht, ob ich wohl ein armer Mensch bin. Verachtet diese Aufruhr auch nicht, das bitte ich. Derfor, kære herrer, hvad enten I er fjender eller venner, jeg beder jer underdanigst: foragt ikke min trofasthed, selv om jeg er et fattigt menneske. Men jeg beder jer: foragt heller ikke dette oprør.

²⁸ Nicht, dass ich achte oder fürchte, dass sie euch zu mächtig sein sollten, will auch nicht, dass ihr euch derhalben vor ihnen fürchten sollet; sonder Gott fürchtet, des Zorren sehet an: will euch der strafen, wie ihr verdient habt, als ich sorge, so straft er euch, und wenn der Bauren hundertmal weniger wären: er kann wohl Steinen zu Bauren machen, und wiederumb, und durch einen Bauren hundert von Eueren erwürgen, dass euch alle euer Harnisch und Stärke zu wenig wird. Ikke fordi jeg er bange for eller frygter, at de skal være stærkere end jer, jeg ønsker heller ikke, at I af den grund skal være bange for dem; nej, I skal frygte Gud og se på hans vrede: Hvis han vil straffe jer, som I har fortjent det -- og det er jeg bange for -- så straffer han jer, også selv om bønderne var hundrede gange færre; han kan nok gøre sten til bønder; og omvendt kan han ved hjælp af én bonde slå hundrede af jeres soldater ihjel, så al jeres harnisk og styrke er for lidt.

²⁹        Ist euch nu noch zu rathen, meine Herren, so weicht ein wenig umb Gottes Willen dem Zorren. Eim trunken Mann soll ein Fuder Heu weichen; wie vielmehr (E263) sollt ihr das Toben und störrige Tyrannei lassen, und mit Vernunft an den Bauren handeln, als an den Trunkenen oder Irrigen.         Hvis I endnu kan modtage råd, kære herrer, så vig for Guds skyld en smule tilbage for hans vrede. Et vognlæs med hø skal vige for en fordrukken mand; hvor meget mere skal I da ikke ophøre med jeres rasen og ødelæggende tyranni og forhandle med bønderne med fornuft, som med dem, der er berusede eller vildfarne.

³⁰ Fahet nicht Streit mit ihnen an; denn ihr wisset nicht, wa das Ende bleiben wird. Suchts zuvor gütigklich, weil ihr nicht wisset, was Gott thun will, auf dass nicht ein Funk angehe, und ganz Deutschland anzünde, dass niemand löschen künnte. Begynd ikke at kæmpe med dem; for I véd ikke, hvad det fører med sig. Prøv først med det gode, for I véd ikke, hvad Gud vil gøre, for at ikke en gnist skal opstå og optænde hele Tyskland, så ingen kan slukke den ild.

³¹ Unser Sünde seind da vor Gott, derhalben wir seinen Zoren zu fürchten haben, wenn gleich nur ein Blatt rauschet, schweige denn, wenn ein solcher Hauf sich reget. Vore synder står foran Gud, derfor må vi frygte hans vrede, om så blot det er et blad, der bevæger sig, hvad så, når en så stor menneskemængde sætter sig i bevægelse?

³² Verlieret ihr doch mit der Güte nichts; und ob ihr etwas dran verlüret, kann es euch hernach im Friede zehenfältig wieder werden, da ihr mit Streit vielleicht Leib und Gut verlieret. Warumb wöllt ihr euch in die Fahr geben, so ihr wohl mit ander guter Weise möcht mehr Nutz schaffen. Optræder I med det gode, mister I dog ikke noget; og selv om I så mistede noget derved, kan det gives jer igen tifoldigt, når der herefter bliver fred, hvorimod I, hvis I giver jer i strid, måske mister liv og gods. Hvorfor vil I begive jer ind i faren, når I på anden god måde kan få mere ud af det?

³³          Sie haben zwölf Artikel gestellet, unter welchen etliche so billig und recht seind, dass sie euch vor Gott und der Welt den Glimpf nehmen, und den (107.) Psalmen (v. 40) wahr machen, dass sie Verachtungen schütten über die Fürsten. Doch seind sie fast alle auf ihren Nutz und ihn zu gut gestellet, und nicht auf ihr Bestes ausgestrichen.        De har opstillet tolv artikler, blandt hvilke nogle er så rimelige og retfærdige, at de borttager jeres fortrin overfor Gud og verden og gør Sl 107,40 sand, så at de udgyder foragt over fyrsterne. Dog sigter de næsten alle på deres egen interesse og på, hvad der er til bedste for dem, men ikke på, hvad der er det egentlige bedste for dem.

³⁴ Ich hätte wohl ander Artikel wider euch zu stellen, die gemein Deutschland und Regiment betreffen, wie ich thon habe im Buch an den deutschen Adel, da wohl mehr an gelegen wäre. Aber weil ihr die habt in Wind geschlagen, müsst ihr nu solche eigennützige Artikel hören und leiden: und geschicht euch eben recht, als denen nicht zu sagen ist. Jeg kunne nok have andre artikler at stille op imod jer, som har med hele Tyskland og dets styre at gøre, som jeg har gjort det i min bog til den tyske adel, da der var mere på spil. Men fordi I slog den bog hen, må I nu høre på sådanne egennyttige artikler og finde jer i dem. Men derved sker der jer netop ret, fordi ikke ville lade jer sige.

³⁵       Den ersten Artikel, da sie begehren das Evangelion zu hören, und Recht, einen Pfarrer zu erwählen, künnt ihr nicht abschlahen mit einigem Schein: wiewohl der eigen Nutz mit unterlauft, dass sie fürgeben, solchen Pfarrer med dem Zehenden zu erhalten, der nicht ihr ist; so ist doch die Summa, man solle ihn das Evangelion lassen predigen.         Den første artikel, hvor de ønsker at høre evangeliet og få ret til at vælge en præst, kan I ikke afvise med noget skær af ret, selv om der ligger den egeninteresse bag, at de foreslår, at en sådan præst skal lønnes med tienden, skønt tienden ikke er deres; alligevel må man nå frem til, at man skal lade evangeliet prædike for dem.

³⁶ Dawider kann und soll kein Oberkeit. Ja, Oberkeit soll nicht wehren, was jedermann lehren und glauben will, es sei Evangelion oder (E264) Lugen; ist gnug, dass sie Aufruhr und Unfriede zu lehren wehret. For det kan og skal ingen øvrighed sætte sig imod. Ja, øvrigheden skal ikke sætte sig imod, hvad hvemsomhelst vil lære og tro, om det er evangelium eller løgn; det er nok, at den forhindrer, at man lærer oprør og ufred.

³⁷           Die andern Artikel, so leiblich Beschwerungen anzeigen, als mit den Leibfall, Aufsätze und dergleichen, seind ja auch billig und recht. Denn Oberkeit nicht drumb eingesetzt ist, dass sie ihren Nutz und Muthwillen an den Unterthonen suche, sondern Nutz und das Beste verschaffen bei den Unterthänigen.        De andre artikler, som gør opmærksom på timelige plager, f. eks. hjemfald, afgifter og den slags, har jo også ret og rimelighed for sig. For øvrigheden er ikke indsat til at søge sin egen nytte og handle efter eget forgodtbefindende overfor undersåtterne, men til at fremskaffe den bedste nytte for undersåtterne.

³⁸ Nun ists ja nicht die Länge träglich, so zu schätzen und schinden. Was hulfs, wann eins Bauren Acker so viel Gulden als Halmen und Körner trüge, so die Oberkeit nur dester mehr nähme, und ihren Pracht damit immer grösser machte, und das Gut so hinschlaudert mit Kleidern, fressen, saufen, bauen, und dergleichen, als wäre es Spreuer? Nu er det jo i længden ikke til at bære, at I på den måde beskatter og flår folk. Hvad hjælper det, om en bondes mark bar lige så mange gylden som strå og kerner, hvis øvrigheden blot fratog ham des mere, og blot gjorde sin pragt endnu større dermed, og bortødslede pengene, som var det avner, til dyre klæder, til at æde og drikke, til at bygge og den slags?

³⁹ Man müsste ja den Pracht einziehen, und das Ausgeben stopfen, dass ein arm Mann auch was behalten künnte. Weiter Unterricht habt ihr aus ihren Zeddeln wohl vernommen, da sie ihre Beschwerunge gnugsam darbringen. Man skulle høre op med sin pragt og lægge bånd på sine udgifter, så en fattig mand dog kunne beholde noget. Yderligere besked har I sikkert fået fra deres flyveblade, hvor de udførligt fremsætter deres klager.

⁴⁰ An die Bauerschaft.
       Ihr habt bisher, lieben Freunde, vernommen nicht anders, denn dass ich bekenne, es sei leider allzuwahr und gewiss, dass die Fürsten und Herren, so das Evangelion zu predigen verbieten, und die Leute so unträglich beschweren, werth seind und wohl verdienet haben, dass sie Gott vom Stuhl stürze, als die wider Gott und Menschen sich höchlich versündigen; sie haben auch kein Entschuldigung. Til bønderne
         Kære Venner! I har hidtil ikke kunne forstå andet, end at jeg bekender, at det desværre er altfor sandt og sikkert, at fyrsterne og herrerne, som forbyder at prædike evangeliet og plager menneskene, så det ikke er til at bære, er det værd og har fortjent det, at Gud styrter dem fra tronen, som mennesker, der har forsyndet sig højlig imod Gud og mennesker; de har heller ingen undskyldning.

⁴¹ Nichts [desto] weniger ist euch auch wohl fürzusehen, dass ihr euer Sachen mit guten Gewissen und Recht fürnehmet. Denn wa ihr gut Gewissen habt, so ist bei euch das tröstliche Vortheil, dass euch Gott wird beistehen und hindurch helfen. Und ob ihr gleich ein Zeitlang unterläget oder darüber den Tod littet, so gewünnet ihr doch zuletzt, und wurde die Seele ewigklich mit allen Heilige erhalten. Ikke desto mindre skal også I passe på, at I tager jer af jeres sag med god samvittighed og med retfærdighed. For hvis I har god samvittighed, så har I den fortrøstningsfulde fordel, at Gud vil stå ved jeres side og hjælpe jer igennem. Og selv om I en tid lang skulle lide nederlag og lide døden for det, så ville I dog vinde til sidst, og I ville frelse jeres sjæle sammen med alle de hellige.

⁴² Habt ihrs aber nicht Recht, noch gut Gewissen, so müsset ihr unterliegen; und ob ihr schon zeitlich gewünnet, und alle Fürsten erschlügt, doch zuletzt ewigklich an Leib und Seele verloren werden. Men hvis I ikke har ret og ikke har en god samvittighed, så taber I; og selv om I også timeligt vinder og slår alle fyrsterne, så vil dog evigt jeres liv og sjæl gå fortabt.

⁴³ Drumb ist euch (E265) hie nicht zu scherzen, es gilt Leib und Seele ewigklich auf euer Seiten. Und ist am meisten das wahrzunehmen, und mit allem Ernst darauf zu sehen, nit alleine wie mächtig ihr seid, und wie gross Unrecht jene haben; sonder wie gut Recht und Gewissen ihr habt. Derfor skal man ikke drive gæk med det, det gælder liv og sjæl i evighed på jeres side. Og mest skal tage vare på og se med alvor på, ikke alene, hvor mægtige I er, og hvor meget de andre har uret, men på, om I har ret og om I har en god samvittighed.

⁴⁴        Derhalben ist meine freundliche, brüderliche Bitte, lieben Herren und Brüder, sehet ja zu mit Fleiss, was ihr macht, und glaubt nicht allerlei Geistern und Predigern, nachdem der leidige Satan jetzt viel wilder Rottengeister und Mordgeister unter dem Namen des Evangeli hat erweckt, und damit die Welt erfüllet.            Derfor er det min venlige, broderlige bøn, kære herrer og brødre, pas med flid på, hvad I gør, og tro ikke enhver ånd og enhver prædikant, for den lede Satan har i denne tid opvakt og opfyldt verden med mange vilde bandeånder og mordånder, som gør sig til af evangeliet.

⁴⁵ Höret doch und lasst euch doch sagen, wie ihr euch denn vielfältig erbietet. Ich will mein treue Warnung, wie ich schuldig bin, an euch nit sparen. Ob mich etliche vielleicht, durch die Mordgeister vergiftet, werden drumb hassen und einen Heuchler heissen, da frage ich nicht nach; mir ist gnug, ob ich euer etliche Gutherzige, Rechtschaffene von der Fahr göttlichs Zorrens errrette. Hør dog og lad jer dog sige, hvad I også på mange måder gør. Jeg vil ikke undlade at give jer den troværdige advarsel, som jeg er skyldig at give jer. Selv om nogle, forgiftet af mordånderne, måske vil hade mig for det og kalde mig en hykler, det er jeg ligeglad med; det er mig nok, om jeg kan redde nogle af de godmodige og retskafne blandt jer fra faren ved den guddommelige vrede.

⁴⁶ Die andern will ich ja so wenig fürchten, so hoch sie mich verachten; sie sollen mir auch nicht schaden; ich weiss einen, der ist grösser und mächtiger, denn sie seind, der lehrt mich also Ps. 3,17: Ich fürcht mich nicht, ob vielmal tausend Volks sich wider mich setzten. Mein Trutz soll ihren Trutz ausstehen, das weiss ich fürwahr. De andre vil jeg overhovedet ikke frygte, skønt de foragter mig højt; de vil heller ikke kunne skade mig; jeg kender én, der er større og mægtigere end de er, han lærer med sådan i Sl. 3,17: "Jeg er ikke bange, selv om mange tusinder sætter sig op imod mig". Den tillid, jeg har, skal nok slå deres tillid, det véd jeg i sandhed.

⁴⁷         Erstlich, lieben Brüder, ihr führet den Namen Gottes, und nennet euch ein christliche Rotte oder Vereinigung, und gebt für, ihr wöllet nach dem göttlichen Recht fahren und handeln.         For det første, kære brødre, handler I under Guds navn, og kalder jer en kristen bande eller forening, og hævder, at I vil gå frem og handle efter den guddommelige ret.

⁴⁸ Wohlan, so wisset ihr ja auch, dass Gottes Name, Wort und Titel soll nicht vergeblich noch unnütze angezogen werden, wie er spricht im andern Gebot (2 Mos 20,7): Du sollt den Namen Gottes, deines Herren, nicht unnützlich führen; und setzt darzu und spricht v. 8: Denn Gott wird denen nicht unschuldig lassen sein, der seinen Namen unnütlich führet. Velan, så véd I jo nok også, at Guds navn, ord og titel ikke skal påberåbes forkert eller forfængeligt; for han siger i det andet bud (2 Mos 20,7): "Du må ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt". Og han føjer til i vers 8: "For Gud vil ikke lade dem ustraffede, der bruger hans navn forfængeligt".

⁴⁹ Hie stehet der Text hell und klärlich, der euch sowohl, als alle Menschen betrifft, und unangesehen euere grosse Menge, Recht und Schrecken, eben sowohl euch seinen Zorn dräuet, als uns und andern allen. (E266) Her står teksten lys og klar, en tekst, der angår jer såvel som alle andre mennesker, og uanset jeres store mængde, jeres ret og jeres trusler, så truer den med hans vrede, ligesom den truer os og alle andre.

⁵⁰       Er ist auch, wie ihr wisset, euch mächtig und stark genug, dass er euch strafe, wie er hie dräuet, wa ihr seinen Namen umbsonst und unnützlich führet; dass euch schlechts kein Glück, sonder alles Unglück zu warten ist, wa ihr seinen Namen fälschlich führet; da wisset euch nach zu richten, und seid freundlich gewarnet.          Og I véd jo nok, at han er stærk og mægtig nok til at kunne straffe jer, som han her truer med at gøre, hvis I bruger hans navn forkert og forfængeligt; så at der slet ikke er nogen lykke, men idel ulykke i vente for jer, hvis I bruger hans navn falsk; det skal I vide at rette jer efter; nu er i advaret i al venlighed.

⁵¹ Es ist ihm ein schlecht Ding so, viel Bauren zu würgen oder zu hindern, der etwa die ganz Welt mit der Sündfluth ersäuft, und Sodoma mit Feuer versenkt. Er ist ein allmächtiger, schrecklicher Gott. Det er en let sag for ham at slå mange bønder ihjel eller at gøre dem passive, han, der oversvømmede hele verden med syndfloden og skød Sodoma i grus med ild. Han er en almægtig, frygtelig Gud.

⁵²       Zum andern, dass ihr aber diese seid, die Gottes Namen unnützlich führen und schänden, ist leichtlich zu beweisen; und dass euch darumb zuletzt alles Unglück begegnen werde, ist auch nicht Zweifel, Gott sei denn nicht wahrhaftig.          For det andet. At I hører til dem, der bruger og skænder Guds navn på forfængelig måde, det er let at bevise; og derfor er der ikke tvivl om, at I af den grund til sidst vil møde al mulig ulykke; ellers ville Gud ikke være til at stole på.

⁵³ Denn hie stehet Gottes Wort und spricht durch den Mund Christi (Matth. 26,52): Wer das Schwert nimpt, der soll durchs Schwert umbkommen. Das ist ja nichts anders, denn dass niemand soll mit eigenem Frevel sich der Gewalt unterwinden, sonder wie St. Paulus sagt (Röm. 13,1): Ein jegkliche Seele solle der Oberkeit unterthon sein mit Forcht und Ehren. For her står Guds ord og taler gennem Kristi mund (Matt 26,52): "Den, der griber til sværd, skal falde ved sværd". Det betyder jo ikke andet, end at ingen på egen hånd skal tiltvinge sig magten; nej, det er, som Skt. Paulus siger Rom 13,1: "Enhver sjæl skal være øvrigheden underdanig med frygt og ære".

⁵⁴        Wie künnt ihr doch vor diesen Gottes Sprüchen und Rechten, über die ihr euch rühmet göttlichem Recht nach zu fahren, und nehmet doch das Schwert selbs, und leihnet euch auf wider die Oberkeit, von Gottes Recht geordenet.       Hvordan kunne I dog komme udenom disse ord og denne retstale fra Gud! I, som jo praler af at fare frem efter den guddommelige ret, I tager selv sværdet frem og gør oprør mod den øvrighed, der er forordnet af den guddommelige ret!

⁵⁵ Meinet ihr nicht, das Urtheil St. Pauli Röm 13,2 werde euch treffen? Wer Gottes Ordnung widerstrebt, der wird das Verdammnuss überkommen. Das heisst ja Gottes Namen unnützlich führen, fürgeben Gottes Recht, und doch unter demselben Namen wider Gottes Recht streben. O sehet euch für, lieben Herren, es wird zuletzt nicht so hinaus gehen. Tror I, at den dom, Skt. Paulus omtaler i Rom 13,2 ikke rammer jer? Den, der modstår Guds ordning, over ham kommer fordømmelse. Det er jo det, der ligger i at tage Guds navn forfængeligt, at man påberåber sig Guds ret, og dog under denne påberåbelse kæmper imod Guds ret. O se jer for, kære herrer, det ender ikke på den måde.

⁵⁶        Zum dritten: Ja, sprecht ihr, die Oberkeit ist zu böse und unleidlich; denn sie das Evangelion uns nicht lassen wöllen, und drucken uns allzuhart in zeitlicher Güter Beschwerung, und verderben uns also an Leib und Seele.          For det tredie: Ja, siger I, øvrigheden er ond og utålelig; for den vil ikke tillade os at høre evangeliet og den undertrykker os altfor hårdt ved at plage os på vort timelige gods og den ødelægger os således på legeme og sjæl.

⁵⁷ Antwort ich: dass die Oberkeit böse und unrecht ist, entschuldigt kein Rotteri noch Aufruhr. Denn die Bosheit zu strafen, das gebührt nicht eim jeglichen, (E267) sonder der weltlichen Oberkeit, die das Schwert führet, wie Paulus Röm 13, 4 und Petrus 1 Pet 2,14 sagt, dass sie zur Straf der Bösen von Gott verordnet seind. Jeg svarer: At øvrigheden er ond og uretfærdig, kan ikke undskylde sammenrend og oprør. For at straffe ondskab tilkommer ikke hvemsomhelst, men den verdslige øvrighed; den fører sværdet, som Paulus siger, Rom 13,4 og Peter 1 Pet 2,14, at den er forordnet af Gud til straf for de onde.

⁵⁸ So gibts auch das natürliche und aller Welt Recht, dass niemand solle noch müge sein eigen Richter sein, noch sich selbs rächen. Denn wahr ist das Sprüchwort: Wer wiederschlägt, der ist unrecht. Item, wer wiederschlägt, macht Hader. Det siger også den naturlige ret og retten overalt i verden, at ingen skal eller må være sin egen dommer, eller hævne sig selv. For det ordsprog er sandt: Den, der slår igen, har uret. Ligeledes. Den, der slår igen, skaber strid.

⁵⁹ Da stimpt göttlich Recht mit und spricht 5 Mos 32,45: Die Rache ist mein, ich will vergelten, spricht der Herr. Nu mugt ihr ja nicht leuken, dass euer Aufruhr sich dermassen hält, dass ihr euch selbs zu Richter macht, und euch selbs rächen, und kein Unrecht leiden wöllet. Das ist nicht allein wider christlich Recht und Evangelion, sonder auch wider natürlich Recht und alle Billigkeit. Det tilslutter den guddommelige ret sig og siger 5 Mos 32.45: Hævnen er min, jeg vil gengælde, siger Herren. Nu kan I jo ikke nægte, at det med jeres oprør forholder sig sådan, at I gør jer selv til dommere og hævner jer selv og ikke vil tåle nogen uret. Alt det er ikke alene imod den kristelige ret og evangeliet, men også imod den naturlige ret og imod al rimelighed.

⁶⁰        Sollt ihr nu bestehen mit euerem Fürnehmen, und habt doch beide göttlich und christlich Recht imk Neuen und Alten Testament, auch das natürlich Recht wider euch: so müsset ihr einen neuen sonderlichen Befehl von Gott aufbringen, mit Zeichen und Wunder bestätigt, der euch solchs zu thun Macht gebe und heisse.          Hvis I nu skal bestå i jeres forehavende og dog har både den guddommelige og den kristelige ret i det nye og det gamle testamente og også den naturlige ret imod jer: så må I fremvise en særlig befaling fra Gud, bekræftet med tegn og undere, som giver og tildeler jer myndighed til at handle sådan.

⁶¹ Sonst wird Gott sein Wort und Ordnung nicht so lassen durch eueren eigen Frevel brechen; sonder weil ihr göttlich Recht rühmet, und doch dawider fahret, wird er euch, als die seinen Namen zur Schande führen, gar greulich fallen und strafen lassen, und darzu ewigklich verdammen: wie droben gesagt ist. Ellers vil Gud ikke lade sit ord og sin ordning bryde i stykker på den måde ved jeres anmasselse; men fordi I praler af at have guddommelig ret og dog handler imod den, vil han lader jer falde ganske grusomt og lade jer straffe og desuden evigt fordømme, som ovenfor sagt. I er jo mennesker, der bringer skam over hans navn.

⁶²         Denn hie gehet es euch nach dem Spruch Christi Matth. 7,3., dass ihr den Splitter in der Oberkeit Auge sehet, und sehet den Balken nicht in euerm Auge; item nach dem Spruch St. Pauli Röm. 3,8: Lasst uns Böses thun, dass gut werde, welcher Verdammnuss billig und recht ist.         For her går det efter Kristi ord i Matt 7,3, at I ser splinten i øvrighedens øje, men ikke bjælken i jeres eget øje; eller det går efter Skt. Paulus' udsagn i Rom 3,8: Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme deraf. Og det fordømmes som ret og rimeligt er.

⁶³ Denn die Oberkeit thun unrecht, das ist wahr, dass sie das Evangelion wehren, und beschweren euch im zeitlichen Gut. Aber vielmehr thut ihr unrecht, dass ihr Gottes Wort nicht allein wehret, sonder auch mit Füssen tretet, und greift ihm in seine Gewalt und Recht, und fahret auch über Gott, darzu nehmet der Oberkeit ihre Gewalt und Recht auch, (E268) ja alles, was sie hat; denn was behält sie, wenn sie die Gewalt verloren hat? For øvrigheden øver uret, det er sandt, når den forhindrer evangeliet og volder jer plager med de timelige goder. Men I øver langt større uret mod den, når I ikke alene forhindrer Guds ord, men også træder det under fode og griber ind i hans myndighed og ret, og hæver jer over ham. Dertil tager I også fra øvrigheden dens magt og ret, ja, alt, hvad den har; for hvad beholder den, hvis dens magt er tabt?

⁶⁴        Ich setze euch selbs hie zu Richter, und stelle es in euer Urtheil, welcher Rauber der ärgste sei: obs der sei, der eim andern ein gross Stuck Guts nimpt, und lasst ihm doch etwas, oder der, so einem alles nimpt, was er hat, und den Leib darzu?         Her sætter jeg jer selv op som dommere og stiller det hen til jeres afgørelse, hvilken røver der er den største, han, der tager en del af en andens ejendom og efterlader ham noget, eller ham, der tager alt, hvad han har, og dertil hans liv?

⁶⁵ Die Oberkeit nimpt euch unbillig euer Gut, das ist, ein Stuck. Wiederumb nehmet ihr derselben ihre Gewalt, darinne alle ihr Gut, Leib und Leben stehet. Darumb seid ihr viel grösser Rauber, denn sie, und habts ärger vor, dann sie gethon haben. Øvrigheden tager med urette noget af jeres ejendom, det vil sige, en del af jeres ejendom. Omvendt tager I fra den magten, hvori al dens ejendom, liv og levned består. Derfor er I en meget større røver end den, og har lagt værre ting for end den har haft.

⁶⁶ Ja, sprecht ihr, wir wöllen ihr Leib und Gut gnug lassen. Das glaube, wer da wöll, ich nicht. Wer so viel Unrechts dar wagen, dass er eim mit Frevel die Gewalt nimpt, das grössest und Hauptstuck, der wirds auch nicht lassen, er wird ihm das ander und geringst, so dran hanget, auch nehmen. Ja, siger I, men vi skal nok lade den beholde liv og gods. Det må den stole på, der vil, jeg vil ikke. Den, der har vovet at gøre så megen uret, at han frækt tager myndigheden fra ham, den største part og hoveddelen, han vil ikke undlade også at tage den anden og ringeste del fra ham, som afhænger deraf.

⁶⁷ Frisst der Wolf ein ganz Schaf, so frisst er freilich auch ein Ohre darvon. Und ob ihr schon so frumm wäret, dass ihr ihn Leib und Guts gnug liesset, dennocht ist das allzu viel geraubt und unrecht, dass ihr das beste, nämlich die Gewalt, nehmet, und selbs euch zu Herren über sie macht. Gott wird euch doch für die grössesten Rauber urtheilen. Hvis ulven æder et helt får, så æder den nok også fårets øre. Og selv om I så var så fromme, at I lod øvrigheden beholde liv og gods, så har I alligevel røvet altfor meget og det med urette, for I har taget det bedste, nemlig myndigheden, og gjort jer selv til herrer. Gud vil dømme jer til at være de største røvere.

⁶⁸        Künnt ihr nicht denken oder nicht rechnen, lieben Freunde, dass, wenn euer Fürnehmen sollt recht sein, so wurde ein jeglicher wider den andern Richter werden, und kein Gewalt noch Oberkeit, Ordnung noch Recht bleiben in der Welt, sonder eitel Mord und Blutvergiessen?        Kan I ikke tænker jer til, kære venner, eller kan I ikke regne ud, at hvis jeres forehavende skal være retfærdigt, så ville et hvilketsomhelst menneske kunne være dommer overfor en anden, og der ville ikke være nogen myndighed eller øvrighed, nogen orden eller ret tilbage i verden, men kun mord og blodsudgydelse.

⁶⁹ Denn so bald er sähe, dass ihm jemand unrecht thäte, wurde er zufahren, und selbs ihn richten und strafen. Ist nun das unbillig und nicht zu leiden von einer einzelen Personen; so ists auch von keiner Rotten noch Haufen zu leiden. Ists aber von einer Rotten oder Haufen zu leiden, so kann mans mit keinem Fug noch Recht den einzelen Personen wehren. Denn es ist auf beiden Theilen gleiche Ursach, nämlich das Unrecht. For så snart et sådant menneske så, at nogen gjorde uret imod ham, ville han fare frem og selv dømme og straffe ham. Hvis noget sådan er urimelige og utåleligt, når det udføres af en enkelt person, så kan man heller ikke tåle det, når det udføres af en bande eller en flok mennesker. Men hvis omvendt det må tåles, hvis det udføres af en bande eller en flok mennesker, så kan man heller ikke med føje eller ret forhindre enkeltpersoner i at gøre det. For der er på begge områder det samme, nemlig uretten.

⁷⁰         Und wie wollt ihr thun, wenn in euer Rotte sich anfinge solche Frevel, dass sich ein jeglicher wider den andern setzet, sich selbs rächenet an seinem Beleidiger? Wollt ihrs auch leiden? Wurdet ihr nicht sagen, er (E269) sollte andere lassen richten und rächen, die von euch gesetzet wären? Wie wollt ihr denn vor Gott und der Welt bestehen, dass ihr euch selbs richtet und rächnet wider euer Beleidiger, ja, wider euer Oberkeit, von Gott verordnet?         Og hvad ville I gøre, hvis der i jeres bande opstod en sådan frækhed, at enhver satte sig op mod den anden, hævnede sig selv overfor den, der havde gjort ham uret? Ville I også finde jer i det? Ville I ikke sige, at han skulle lade andre dømme og hævne, andre, der var indsat af jer? Hvordan vil I da bestå overfor Gud og verden, når I selv dømmer og hævner jer på den, der har gjort jer uret, ja, på jeres øvrighed, som er påbudt af Gud?

⁷¹         Nun, diess ist alles gesagt von gemeinem, göttlichem und natürlichem Recht, das auch Heiden, Türken und Juden halten müssen, soll anderst Friede und Ordnung in der Welt bleiben. Und wenn ihr dasselbige schon alles hieltet, dennocht nichts Bessers noch mehr thäten, denn die Heiden und Türken.          Nuvel, alt dette er sagt om den almindelige, guddommelige og naturlige ret, som også hedninger, tyrker og jøder må overholde, om ellers fred og orden skal herske i verden. Og hvis I overholdt alt dette, så ville I alligevel ikke handle bedre end hedninger og tyrker.

⁷² Denn, dass man sich selbs nicht richtet noch rächet, sonder der Gewalt und Oberkeit solchs lasst, macht keinen zum Christen; man muss es doch zuletzt thun, man thue es gerne oder ungerne. Weil aber ihr wider solchs Recht fahret, so sehet ihr ja klärlich, dass ihr ärger denn die Heiden und Türken seid, schweige denn, dass ihr Christen sein sollt. For at man ikke dømmer sig selv eller hævner sig selv, men overlader det til myndigheden og øvrigheden, det gør ikke nogen til kristen; det må man dog i sidste ende gøre, med lyst eller ulyst. Men fordi I handler imod denne ret, så kan I jo klart se, at I er værre end hedningerne og tyrkerne. Og så tier vi helt stille om, at I skulle være kristne.

⁷³ Was meinet ihr aber, dass Christus darzu sagen wird, dass ihr seinen Namen führet, und nennet euch ein christliche Sammlunge, so ihr doch so ferne davon seid, ja so greulich wider sein Recht thut und lebt, dass ihr euch noch nicht Heiden oder Türken zu heissen würdig seid, sonder viel ärger, als die da wider göttlich und natürlich Recht, bei allen Heiden gemein gehalten, tobet und strebt? Men hvad mener I, at Kristus ville sige til, at I fører hans navn, og kalder jer en kristen forsamling, når I dog er så fjernt derfra, ja, handler og lever så grueligt imod hans ret, at I ikke engang er værdige at kaldes hedninger eller tyrker, men raser og stræber meget værre end dem imod den guddommelige og naturlige ret, som holdes i ære hos alle hedninger?

⁷⁴        Da sehet, lieben Freunde, was I für Prediger habt, wie sie euere Seele meinen. Ich sorge, es seien etliche Mordpropheten unter euch kommen, die durch euch gerne wollten Herren in der Welt werden, darnach sie längest gerungen haben, und fragen nicht darnach, dass sie euch führen in Fahr Leibs, Guts, Ehre und Seele, beide zeitlich und ewigklich.        Her ser I, kære venner, hvad det er for prædikanter, I har fået. Her ser I, hvad de anser jeres sjæle for. Jeg er bange for, at der er kommet nogle mordprofeter iblandt jer, som ved hjælp af jer gerne vil være herrer i verden, hvad de i lang tid har kæmpet for. Og de spørger ikke efter, om de fører jer i fare med legeme, gods, ære og sjæl, både timeligt og evigt.

⁷⁵ Wöllt ihr nu göttlich Recht halten, wie ihr rühmet: wohlan, so thuts, da stehets, Gott spricht (5 Mos 32,45): Die Rache ist mein, ich will vergelten; item (2 Petr 2,18): Seid unterthon nicht allein den guten Herren, sonder auch den bösen. Thut ihrs, wohl! thut ihrs nicht, so mügt ihr wohl ein Unglück anrichten, aber es wird uber euch endlich aus gehen, da zweifel nur niemand an: denn Gott ist gerecht, und wirds nicht leiden. Hvis I nu vil overholde den guddommelige ret, som I praler af, at I vil, nuvel, så gør det, her står det, Gud siger (5 Mos 32,45) Hævnen er min, jeg vil gengælde; og: (2 Pet 2,18): Vær underdanige, ikke blot overfor den gode herre, men også overfor den onde. Gør I det, så er det godt! Gør I det ikke, så kan I nok anrette en ulykke, men det vil i sidste ende få ende med jer, det skal ingen af jer være i tvivl om. For Gud er retfærdig, han vil ikke finde sig i det.

⁷⁶ Darumb sehet (E270) euch für mit euer Freiheit, dass ihr nicht dem Regen entlauft, und fallet ins Wasser; und so ihr meinet, leiblich frei zu werden, dass ihr drüber verlieret Leib, Gut und Seele ewigklich. Gottes Zorn ist da, fürcht euch, das rath ich: falsche Propheten hat der Teufel unter euch gesandt, da hüt euch vor. Derfor tag jer i vare med jeres frihed, at I ikke ved at løbe bort fra regnen falder i vandet; og når I mener, I bliver legemligt frie, så fortaber I derved liv, gods og sjæl evigt. Guds vrede er der, den skal I være bange for, det råder jeg jer til. Falske profeter har djævelen sendt ind blandt jer. Vogt jer for dem.

⁷⁷        Weiter, wöllen wir nu auch von dem christlichen und evangelischen Recht sagen, welchs die Heiden nicht bindet, wie das vorige. Denn so ihr euch rühmet und gerne höret, dass man euch Christen nenne, und darfür wöllt gehalten sein, so werdet ihr ja auch leiden, dass man euch euer Recht fürhalte.          Videre vil vi nu også sige noget om den kristelige og evangeliske ret, som ikke, på samme måde som den forrige ret, binder hedningerne. For I praler jo af og vil gerne høre, at man kalder jer kristne, og vil gerne regnes for det. Men så må I også finde jer i, at man foreholder jer jeres ret.

⁷⁸ Höret nu zu, lieben Christen, euer christlich Recht. So spricht euer oberster Herr Christus, dess Namen ihr führet, Matth. 5,39-41: Ihr sollt dem Ubel nicht widerstehen; sonder wer dich zwingt ein Meil Wegs, mit dem gehe zwu Meile. Und wer dir den Mantel nimpt, dem lass auch den Rock. Und wer dich auf einen Backen schlägt, dem halt den andern auch dar. Hør nu efter, kære kristne, nu kommer jeres kristelige ret. Således siger jeres øverste herre, Kristus, hvis navn I fører, i Matt 5,39ff: I skal ikke modstå det onde, men hvis nogen tvinger dig til at gå én mil med ham, så gå to med ham. Og hvis nogen vil tage kjortelen fra dig, så lad ham også få kappen. Og hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend også den anden til.

⁷⁹       Höret ihrs, ihr christliche Sammlunge? Wie reimet sich euer Fürnehmen mit diesem Recht? Ihr wöllt nicht leiden, dass man euch ubel und unrecht thue, sonder frei sein, und nur eitel Gut und Recht leiden; und Christus spricht, man solle keinen Ubel noch Unrecht widerstehen, sonder immer weichen, leiden und nehmen lassen.          Hører I det, I kristne forsamling? Hvordan rimer jeres forehavende med denne ret? I vil ikke finde jer i, at man gør ondt og uret imod jer, I vil være fri og kun finde jer i idel godt og ret; og Kristus siger, at man ikke skal modstå noget ondt eller nogen uret, men altid vige, lide og tage imod.

⁸⁰ Wöllt ihr solchs Recht nit tragen; lieber, so thut auch den christlichen Namen von euch, und rühmet euch eines andern, der euerem Thun gemäss ist; oder Christus wird selbs seinen Namen von euch reissen, das euch zu schwer sein wird. Vil I ikke bære denne ret? Jamen, kære, så fjern også det kristne navn fra jer og pral af et andet navn, der svarer til jeres gerning. Ellers vil Kristus selv rive sit navn fra her, det navn, der bliver for svært for jer.

⁸¹       Also spricht auch St. Paulus Röm 12,19: Rächnet euch selbs nicht, Allerliebsten, sonder gebt Raum dem Zorn Gottes; item, so lobt er die Corinther, 2 Cor 11,19f, dass sie gerne leiden, so jemand sie schlägt oder raubt; item, 1 Cor 6,7 straft er sie, dass sie umbs Gut rechteten, und nicht das Unrecht litten.          Således siger også Skt. Paulus Rom 12,19: I skal ikke hævne jer, I elskede, men give plads for Guds vrede. På samme måde roser han korinterne 2 Kor 11,19ff for, at de gerne finder sig i, at nogen slår eller røver dem. Og ligeledes anklager han dem, 1 Kor 6,7, for, at de fører retssager om goderne og ikke lider uret.

⁸² Ja, unser Herzog Jesus Christus spricht Matth. 5,44 wir sollen Guts wünschen denen, die uns beleidigen, und bitten für unser Verfolger, und lieben (E271) unsere Feinde, und wohlthun unsern Ubelthätern. Diess seind unsere christliche Rechte, lieben Freunde. Ja, vores hertug Jesus Kristus siger Matt 5,44, at vi skal ønske godt for dem, der gør os uret og bede for vore forfølgere og elske vore fjender, og gøre vel mod dem, der øver ondt mod os. Dette er vor kristelige ret, kære venner.

⁸³       Nun sehet ihr, wie weit euch die falschen Propheten davon geführt haben, und heissen euch darzu noch Christen, so sie euch ärger denn Heiden gemacht haben. Denn an diesen Spruchen greift ein Kind wohl, dass christlich Recht sei, nicht, sich sträuben wider Unrecht; nicht, zum Schwert greifen; nicht, sich wehren; nicht, sich rächen: sonder dahingeben Leib und Gut, dass es raube, wer da raubet: wir haben doch gnug an unserm Herren, der uns nicht lassen wird, wie er verheissen hat. Leiden, Leiden, Kreuz, Kreuz, ist der Christen Recht, dess und kein anders.          Nu kan I se, hvor langt de falske profeter har ført jer bort fra dette, og de kalder jer alligevel stadig kristne, skønt de har gjort jer værre end hedninger. Og ud fra disse ord forstår vel et barn, at den kristelige ret ikke består i at sætte sig mod uret, ikke i at gribe til sværd, ikke i at forsvare sig, ikke i at hævne sig, nej, den består i at give liv og gods bort, så at hvem der vil, kan røve det; vi har nok i vores herre, som ikke vil forlade os, som han har forjættet det. Lidelse, lidelse, kors, kors, det er de kristnes ret, det og intet andet.

⁸⁴       Nu ihr aber also kämpft umb das zeitlich Gut, und wöllet den Rock zum Mantel nicht fahren lassen, sonder den Mantel wieder holen: wenn wöllet ihr denn sterben und den Leib lassen, oder euere Feinde lieben oder wohlthun? O der losen Christen! Lieben Freunde, die Christen seind nicht so gemeine, dass so viel sollten auf einen Haufen sich versammlen; es ist ein seltsamer Vogel umb ein Christen: wollt Gott, wir wären das mehrer Theil gute, frumme Heiden, die das natürlich Recht hielten, ich schweige des christlichen.        Nu hvor I kæmper på den måde for timeligt gods og ikke vil lade kappen gå bort sammen med kjortelen, men tage kjortelen tilbage, hvornår vil I da dø og forlade kroppen eller hvornår vil I elske jeres fjender og gøre vel imod dem? O sikke dårlige kristne! Kære venner, de kristne er ikke så almindelige, så så mange skulle kunne samles i én flok; en kristen er en sjælden fugl. Bare Gud ville sørge for, at vi for flertallets vedkommende var gode, fromme hedninger, som overholdt den naturlige ret, så siger vi ikke noget om den kristne ret.

⁸⁵ cVidere til formaning2!

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

n11: TC-note (lig med noten af Torben Christensen i Luthers Værker i Udvalg, bd 3, side 254ff). Luther delte sin samtids opfattelse, at mærkelige naturfænomener varslede om ulykker. Man vidste således i disse år at berette om solformørkelser, natlige regnbuer og misdannede fostre. Astrologer havde endvidere forudsagt, at enm stormflod ville indtræffe i 1524. Luther betragter disse foreteelser som vidnesbyrd om, at verdens undergang var nært forestående (sml Matt 24,29).

¹ Erlangerudgavens forord: Als 1524 die ersten Unruhen der Bauern in Schwaben ausgebrochen waren, schienen dieselben durch einiges Nachgeben der betheiligten Partheien noch beigelegt werden zu können. In den ersten Monaten des Jahres 1525 traten zwölf Artikel ans Licht, in welchen die Forderungen des Bauerschaft zusammengestellt waren, die unter andern in dem Rechte einen freien Wahl ihrer Prediger, in Aufhebung des kleinen Zehnden und der Leibeigenschaft etc. bestanden.
² Kurfürst Ludwig von der Pfalz schickte dieselben an Melanchthon und verlangte von ihm ein Gutachten, welches jedoch zum Nachtheil der Bauern ausfiel. Da sich diese indessen noch besonders auf Luthern berufen hatten, so gab derselbe im Mai 1525 die nachfolgende Schrift heraus, in welcher er eines Theils den Fürsten und geistlichen Herren bittere Wahrheiten sagt, andern Theils aber auch die Bauern auf ihr Unrecht aufmerksam macht und beiden einen Vergleich empfielt. Vgl. Planck II, 183.
³ Psalm 7,16. Sein Unglück wird auf seinen Kopf kommen und sein Frevel auf seine Scheitel fallen.	Sl 7,16: Hans ulykke vil komme over hans eget hoved, og hans frækhed vil falde på hans del.
⁴ Es hat die Bauerschaft, so sich jetzt in Schwabenland zusammen geworfen, zwölf Artikel von ihren unträglichen Beschwerungen gegen die Oberkeit gestellet, und mit etlichen Sprüchen der Schrift fürgenommen zu gründen, und durch den Druck lassen ausgehen.	Bønderne, som nu i Schwaben har sluttet sig sammen, har opstillet tolv artikler om deres ubærlige plager imod øvrigheden. De har taget sig for at begrunde dem med nogle steder fra skriften, og så ladet dem udgå i trykken.
⁵ In wellichen mir das aufs best gefallen hat, dass sie im zwölften Artikel sich erbieten, besser Unterricht, wa es mangelt und vonnöthen wäre, gerne und williglich anzunehmen, und sich wöllen weisen lassen, so ferr [fern?] dasselbige durch helle, offentliche, unlaugbare Sprüche der Schrift geschehe; wie denn billig und recht ist, dass niemands Gewissen weiter oder anders, denn mit göttlicher Schrift, unterricht und geweiset werde.	Blandt disse artikler synes jeg bedst om det, at de i den tolvte artikel tilbyder sig til gerne og villigt at modtage bedre undervisning, hvor det mangler og er fornødent, og de vil lade sig råde, såfremt det sker ved klare, åbenbare, uafviselige udsagn fra skriften; og det er da også rimeligt og ret, at ingens samvittighed bliver undervist og får råd fra andet end den guddommelige skrift.
⁶ Wa das nu ihr Ernst und einfältige Meinunge ist, als mir nicht anders will zu deuten gebühren, weil sie sich mit denselben Artikeln frei an den Tag geben und das Licht nicht scheuen wöllen: so ist noch gute Hoffnunge da, es solle gut werden.	Hvis det nu er deres alvor og enfoldige mening -- og det tilkommer ikke mig at bedømme det anderledes, fordi de har lagt artiklerne åbent frem og ikke har villet være bange for lyset: så er der gode forhåbninger om, at det vil gå godt.
⁷ Und mir, als der ja auch einer ist gerechnet unter denen, die göttliche Schrift jetzt auf Erden handeln, sonderlich aber, so sie mich mit Namen in dem anderen Zeddel nennen und berufen, dester grössern Muth und Zuversicht gibt, meine Unterricht, freundlicher, christlicher Meinunge, nach brüderlicher Liebe Pflicht, auch an den Tag offentlich zu geben, damit nicht durch mein Schweigen mir auch zugetheilet und aufgelegt werde vor Gott und der Welt, so sich etwas Unraths und Unfalls daraus entspünne.	Og for mig, som jo også regnes blandt dem, som nu beskæftiger sig med den guddommelige skrift her på jorden, men som især, fordi de nævner mit navn i den anden løbeseddel og påberåber sig mig, giver dette så meget større mod og tillid til at give også min undervisning offentligt for dagen i en broderlig, kristelig mening, efter den pligt, som en broderlig kærlighed giver, for at der ikke, når jeg tier, skal tildeles eller tillægges mig noget overfor Gud og verden, hvis der kommer noget forkert og noget ulykkeligt ud af det.
⁸ Ist aber solchs nur zur Farbe und Schein von ihnen erboten, als ohn Zweifel wohl etliche der Art unter ihnen seind; denn es nicht müglich ist, dass so grosse Haufe allesampt rechte Christen seien und gute Meinung haben, sonder ein gross Theil der anderen guten Meinung zu ihrem Muthwillen brauchen, und das Ihre darunter suchen: sollichen wird ohn Zweifel nicht viel gelingen, oder je zu grossen Schaden und ewigen Verderben gelingen. (E260)	Men hvis de kun har tilbudt dette på skrømt og for et syns skyld (og der er uden tvivl mange af den slags mennesker iblandt dem, for det kan ikke passe, at i en så stor mængte menneske de allesammen er kristne og er i god tro, nej en stor del bruger de andres gode tro til deres egne formål, og søger deres eget derigennem), så vil uden tvivl ikke meget lykkes for dem, eller det vil kun lykkes til stor skade og evigt fordærv for dem.
⁹ Weil denn diese Sache gross und fährlich ist, als die beide Gottes Reich und der Welt Reich betriffet; denn wa diese Aufruhr sollt fortdringen und überhand nehmen, wurden beide Reich untergehen, dass weder weltlich Regiment, noch göttlich Wort, sonder ein ewige Verstörung ganzes deutschen Landes folgen wurde:	Fordi nu denne sag er stor og farlig, eftersom den har med både Guds rige og verdens rige at gøre (for hvis dette oprør skulle lykkes og tage overhånd, ville begge riger gå til grunde, så at der hverken ville følge et verdslige regimente eller et guddommeligt ord, men en evig ødelæggelse af hele Tyskland),
¹⁰ so ist vonnöthen, dass wir frei darvon reden und rathen, niemands angesehen; wiederumb, dass wir auch williglich hören, und uns einmal sagen lassen, auf dass nicht unser Herzen verstockt und Ohren verstopft, wie bisher geschehen ist, Gottes Zorren seinen vollen Gang und Schwang gewinne.	derfor er det nødvendigt, at vi taler og råder frit derom uden personsanseelse; og det er videre nødvendigt, at vi også lytter opmærksomt og lader os sige, så vore hjerter ikke forstokkes og vore ører forstoppes, sådan som det hidtil er sket, så Guds vrede vinder sin fulde kraft og magt.
¹¹ Denn so viel grausamer Zeichen, so bisher beide am Himmel und auf Erde gesehen seind, ein gross Unglück vorhanden, und ein treffliche Veränderunge in deutschen Landen anzeigen. Wiewohl wir uns leider wenig daran kehren; aber Gott auch nichts dester weniger fortfähret, und unser harte Köpf einmal wird weich machen.	For de mange grusomme tegn, som hidtil er set både i himlen og på jorden antyder, at en stor ulykke og en stor forandring i Tyskland er forhånden. (n11) Selv om vi desværre kun kerer os lidt om det; men Gud fortsætter ikke desto mindre, og han skal nok få vort hårde hoved gjort blødt.
¹² An die Fürsten und Herren. Erstlich mügen wir niemand auf Erden danken solchs Unraths und Aufruhrs, denn euch Fürsten und Herren, sonderlich euch blinden Bischoffen und tollen Pfaffen und München, die ihr noch heutigs Tags verstockt, nicht aufhöret zu toben und wüthen wider das heilig Evangelion, ob ihr gleich wisset, dass es recht ist, und auch nicht widerlegen künntet.	Til fyrsterne og herrerne. For det første: Der er ingen andre her på jorden end jer fyrster og herrer, vi kan takke for dette ulykkelige oprør, især jer blinde biskopper og tåbelige præster og munke, I, hvis hjerter endnu den dag i dag er forstokkede og som ikke ophører med at rase imod det hellige evangelium, selv I véd, at det er sandt, og selv om I heller ikke har kunnet imødegå det.
¹³ Dazu im weltlichen Regiment nicht mehr thut, denn dass ihr schindet und schätzet, euern Pracht und Hochmuth zu führen, bis der arme, gemeine Mann nit kann noch mag länger ertragen.	Dertil kommer, at I i det verdslige regimentet ikke gør mere end skænde og pjatte, fremføre jeres pragt og hovmod, indtil den stakkels, gemene mand ikke kan holde det ud længere.
¹⁴ Das Schwert ist euch auf dem Halse; noch meinet ihr, ihr sitzt so feste im Sattel, man werde euch nicht mügen ausheben. Solche Sicherheit und verstockte Vermessenheit wird euch den Hals brechen; das werdet ihr sehen.	Sværdet hænger over jeres hoveder; alligevel mener I, at I sidder så fast i sadlen, at man ikke vil kunne fjerne jer. Den sikkerhed og forstokkede frækhed vil brække halsen på jer; det får I at se.
¹⁵ Ich habs zuvor vielmal verkündigt, ihr solltet euch hüten vor dem Spruch, Ps. 107,40: Effundit contemptum super Principes, er schüttet Verachtung über die Fürsten. Ihr ringet darnach und wöllet auf (E261) den Kopf geschingen sein, da hilft kein Warnen noch Vermahnen für.	Jeg har tidligere ofte sagt til jer, at I skal vogte jer for bibelsproget i Sl 107,40: Han udgyder sin foragt over fyrsterne. I inviterer selv til det og ønsker at få én på hovedet, og det hjælper ingen advarsel eller formaning imod.
¹⁶ Wohlan, weil ihr denn Ursach seid solchs Gottes Zorrens, wirds ohn Zweifel auch über euch ausgehen, wa ihr euch noch nicht mit der Zeit bessert. Die Zeichen am Himmel und Wunder auf Erden gelten euch lieben Herren; kein Guts deuten sie euch, kein Guts wird euch auch geschehen.	Nuvel, fordi I således er årsag til denne Guds vrede, så vil det uden tvivl også komme til at gå ud over jer, hvis I ikke i tide forbedrer jer. Tegnene på himlen og det underfulde på jorden gælder jer, kære herrer; og de betyder ikke noget godt for jer, der vil ikke ske jer noget godt.
¹⁷ Es ist schon des Zorrens ein gross Theil angangen, dass Gott so viel falscher Lehrer und Propheten unter uns sendet, auf dass wir zuvor mit Irrthumb und Gotteslästerung reichlich verdienen die Hölle und ewige Verdammnuss.	Vi har allerede mødt en stor del af Guds vrede derved, at Gud har sendt os så mange falske lærere og profeter, så at vi først rigeligt kan fortjene helvede og evig fordømmelse med vildfarelse og gudsbespottelse.
¹⁸ Das ander Stück ist auch vorhanden, dass sich die Bauern rotten, daraus, wa Gott nicht wehret, durch unsere Busse bewegt, folgen muss Verderben, Verstörung und Verwüstung deutsches Lands durch greulich Mord und Blutvergiessen.	Den anden del er også forhånden, den, at bønderne samler sig sammen, og deraf må følge fordærv, ødelæggelse og tilintetgørelse af Tyskland ved grusom myrderi og blodsudgydelse, hvis ikke Gud lade sig bevæge af vores bod.
¹⁹ Denn das sollt ihr wissen, lieben Herren, Gott schaffts also, dass man nicht kann noch will, noch solle euer Wütherei die Länge dulden. Ihr müsst anders werden und Gottes Wort weichen.	For det skal I vide, kære Herrer, Gud bevirker, at man ikke kan eller vil eller skal tåle jeres rasen i længden. I må blive anderledes og give plads for Guds ord.
²⁰ Thut ihrs nicht durch freundliche, willige Weise, so müsst ihrs thun durch gewältige und verderbliche Unweise. Thuns diese Bauren nicht, so müssen andere thun. Und ob ihr sie alle schlügt, so seind sie noch ungeschlagen, Gott wird andere erwecken.	Gør I det ikke imødekommende og frivilligt, så tvinges I til at gøre det med magt og på en fordærvelig måde. Hvis ikke disse bønder gør det, så er der andre, der gør det. Og selv om I slår dem alle ned, så er de ikke slået endnu, Gud opvækker andre.
²¹ Denn er will euch schlagen, und wird euch schlagen. Es seind nicht Bauren, lieben Herren, die sich wider euch setzen; Gott ists selber, der setzt sich wider euch, heimzusuchen euer Wütherei. Es seind etliche unter euch, die haben gesagt, sie wöllen Land und Leut dran setzen, die Lutherische Lehr auszurotten.	For det er hans vilje at slå jer, og han vil slå jer. Kære herrer, det er ikke bønder, der sætter sig op imod jer, det er Gud selv, der sætter sig op imod jer for at hjemsøge jeres rasen. Der er nogle iblandt jer, som har sagt, at de vil sætte land og folk på spil for at udrydde den lutherske lære.
²² Wie dunkt euch? wenn ihr euer eigen Propheten wäret gewesen, und wäre schon Land und Leut hinan gesetz? Scherzt nicht mit Gott, lieben Herren. Die Juden sagten auch, wir haben kein Künig, (Joh. 19,15) und ist ein solcher Ernst worden, dass sie ewiglich ohn Künig sein müssen.	Hvad synes I? Hvis I nu var jeres egne profeter og land og folk allerede var sat på spil? Driv ikke gæk med Gud, kære herrer. Jøderne sagde også: "Vi har ingen konge", og det blev i den grad alvor, at de for evigt må være uden konge.
²³ Auf dass ihr aber euch noch weiter versundigt, und ja ohn alle Barmherzigkeit zu scheitern gehet: so fahen etliche an, und geben dem Evangelio die Schuld, sprechen: Das sei die Frucht meiner Lehre. Nu, nu lästert flugs, lieben Herren, ihr wöllt nicht wissen, was ich gelehret habe, und was das Evangelion sei.	Men for at I skal forsynde jer yderligere og gå fortabt uden al barmhjertighed, så er der nogle af jer der er begyndt at give evangeliet skylden, idet de siger, at oprøret er en frugt af min lære. Ja, spot I bare, kære herrer, I ønskede ikke at få at vide, hvad jeg lærte og hvad evangeliet er.
²⁴ Er ist aber vor (E262) der Thür, der es euch lehren wird gar bald, bessert ihr euch nicht. Ihr und jedermann muss mir Zeugniss geben, dass ich mit aller Stille gelehrt habe, heftig wider Aufruhr gestritten, und zu Gehorsam und Ehre, auch euer tyrannischen und tobenden Oberkeit, die Unterthanen gehalten und vermahnt mit höchsten Fleiss, dass diese Aufruhr nicht kann aus mir kommen; sonder die Mordpropheten, welche mir ja so feind seind als euch, seind unter diesen Pövel kommen, damit sie nun länger denn drei Jahr umb seind gangen, und niemand so fast gewehret und widerstanden, als ich allein.	Men den, der snart skal lære jer det, står for døren, hvis I ikke forbedrer jer. I og enhver anden må give mig det vidnesbyrd, at jeg har lært med al stilfærdighed, at jeg har kæmpet stærkt imod oprør og med største flid har foreholdt og formanet undersåtterne til lydighed og ære også overfor jeres tyranniske og rasende øvrighed, så at dette oprør ikke kan komme fra mig; men mordprofeterne, som er lige så fjendtlige mod mig som mod jer, de har blandet sig med denne pøbel, så de nu i mere end tre år har drevet omgang med dem, og ingen har stået så fast imod dem og imødegået dem som jeg, og kun jeg.
²⁵ So nun Gott euch zu strafen gedenkt, und lasst den Teufel durch seine falsche Propheten den tollen Pövel wider euch erregen, und will vielleicht, dass ich nicht mehr wehren solle noch künnte; was kann ich oder mein Evangelion darzu? Welchs bisher und noch, nicht allein euer Verfolgen und Morden und Toben erlitten hat, sonder auch für euch gebenten, euer Oberkeit helfen schützen und handhaben unter dem gemeinen Mann.	Hvis nu Gud har i sinde at straffe jer og gennem de falske profeter lader djævelen opægge den uvidende pøbel mod jer og måske også har til hensigt, at jeg ikke mere skal kunne forsvare jer, hvad kan jeg og mit evangelium så gøre for det? Dette evangelium har dog hidtil ikke blot lidt al jeres forfølgelse og mord og rasen, det har også bedt for jer, har hjulpet med til at beskytte jeres øvrighed og holde den i ære hos den menige mand.
²⁶ Und wenn ich Lust hatte, mich an euch zu rächen, so möcht ich jetzt in die Fahst lachen, und den Bauren zusehen, oder mich auch zu ihnen schlahen und die Sachen helfen ärger machen, aber da soll mich mein Gott vor behüten, wie bisher.	Og hvis jeg havde lyst til at hævne mig på jer, så kunne jeg nu le skadefro og se på, hvad bønderne gjorde, eller slå mig sammen med dem og hjælpe med til, at sagerne blev værre, men måtte min Gud beskærme mig mod det, som han har gjort det hidtil.
²⁷ Darumb, meine liebe Herren, ihr seid Feinde oder Freunde, bitte ich unterthäniglich, verachtet meine Treue nicht, ob ich wohl ein armer Mensch bin. Verachtet diese Aufruhr auch nicht, das bitte ich.	Derfor, kære herrer, hvad enten I er fjender eller venner, jeg beder jer underdanigst: foragt ikke min trofasthed, selv om jeg er et fattigt menneske. Men jeg beder jer: foragt heller ikke dette oprør.
²⁸ Nicht, dass ich achte oder fürchte, dass sie euch zu mächtig sein sollten, will auch nicht, dass ihr euch derhalben vor ihnen fürchten sollet; sonder Gott fürchtet, des Zorren sehet an: will euch der strafen, wie ihr verdient habt, als ich sorge, so straft er euch, und wenn der Bauren hundertmal weniger wären: er kann wohl Steinen zu Bauren machen, und wiederumb, und durch einen Bauren hundert von Eueren erwürgen, dass euch alle euer Harnisch und Stärke zu wenig wird.	Ikke fordi jeg er bange for eller frygter, at de skal være stærkere end jer, jeg ønsker heller ikke, at I af den grund skal være bange for dem; nej, I skal frygte Gud og se på hans vrede: Hvis han vil straffe jer, som I har fortjent det -- og det er jeg bange for -- så straffer han jer, også selv om bønderne var hundrede gange færre; han kan nok gøre sten til bønder; og omvendt kan han ved hjælp af én bonde slå hundrede af jeres soldater ihjel, så al jeres harnisk og styrke er for lidt.
²⁹ Ist euch nu noch zu rathen, meine Herren, so weicht ein wenig umb Gottes Willen dem Zorren. Eim trunken Mann soll ein Fuder Heu weichen; wie vielmehr (E263) sollt ihr das Toben und störrige Tyrannei lassen, und mit Vernunft an den Bauren handeln, als an den Trunkenen oder Irrigen.	Hvis I endnu kan modtage råd, kære herrer, så vig for Guds skyld en smule tilbage for hans vrede. Et vognlæs med hø skal vige for en fordrukken mand; hvor meget mere skal I da ikke ophøre med jeres rasen og ødelæggende tyranni og forhandle med bønderne med fornuft, som med dem, der er berusede eller vildfarne.
³⁰ Fahet nicht Streit mit ihnen an; denn ihr wisset nicht, wa das Ende bleiben wird. Suchts zuvor gütigklich, weil ihr nicht wisset, was Gott thun will, auf dass nicht ein Funk angehe, und ganz Deutschland anzünde, dass niemand löschen künnte.	Begynd ikke at kæmpe med dem; for I véd ikke, hvad det fører med sig. Prøv først med det gode, for I véd ikke, hvad Gud vil gøre, for at ikke en gnist skal opstå og optænde hele Tyskland, så ingen kan slukke den ild.

³¹ Unser Sünde seind da vor Gott, derhalben wir seinen Zoren zu fürchten haben, wenn gleich nur ein Blatt rauschet, schweige denn, wenn ein solcher Hauf sich reget.	Vore synder står foran Gud, derfor må vi frygte hans vrede, om så blot det er et blad, der bevæger sig, hvad så, når en så stor menneskemængde sætter sig i bevægelse?
³² Verlieret ihr doch mit der Güte nichts; und ob ihr etwas dran verlüret, kann es euch hernach im Friede zehenfältig wieder werden, da ihr mit Streit vielleicht Leib und Gut verlieret. Warumb wöllt ihr euch in die Fahr geben, so ihr wohl mit ander guter Weise möcht mehr Nutz schaffen.	Optræder I med det gode, mister I dog ikke noget; og selv om I så mistede noget derved, kan det gives jer igen tifoldigt, når der herefter bliver fred, hvorimod I, hvis I giver jer i strid, måske mister liv og gods. Hvorfor vil I begive jer ind i faren, når I på anden god måde kan få mere ud af det?
³³ Sie haben zwölf Artikel gestellet, unter welchen etliche so billig und recht seind, dass sie euch vor Gott und der Welt den Glimpf nehmen, und den (107.) Psalmen (v. 40) wahr machen, dass sie Verachtungen schütten über die Fürsten. Doch seind sie fast alle auf ihren Nutz und ihn zu gut gestellet, und nicht auf ihr Bestes ausgestrichen.	De har opstillet tolv artikler, blandt hvilke nogle er så rimelige og retfærdige, at de borttager jeres fortrin overfor Gud og verden og gør Sl 107,40 sand, så at de udgyder foragt over fyrsterne. Dog sigter de næsten alle på deres egen interesse og på, hvad der er til bedste for dem, men ikke på, hvad der er det egentlige bedste for dem.
³⁴ Ich hätte wohl ander Artikel wider euch zu stellen, die gemein Deutschland und Regiment betreffen, wie ich thon habe im Buch an den deutschen Adel, da wohl mehr an gelegen wäre. Aber weil ihr die habt in Wind geschlagen, müsst ihr nu solche eigennützige Artikel hören und leiden: und geschicht euch eben recht, als denen nicht zu sagen ist.	Jeg kunne nok have andre artikler at stille op imod jer, som har med hele Tyskland og dets styre at gøre, som jeg har gjort det i min bog til den tyske adel, da der var mere på spil. Men fordi I slog den bog hen, må I nu høre på sådanne egennyttige artikler og finde jer i dem. Men derved sker der jer netop ret, fordi ikke ville lade jer sige.
³⁵ Den ersten Artikel, da sie begehren das Evangelion zu hören, und Recht, einen Pfarrer zu erwählen, künnt ihr nicht abschlahen mit einigem Schein: wiewohl der eigen Nutz mit unterlauft, dass sie fürgeben, solchen Pfarrer med dem Zehenden zu erhalten, der nicht ihr ist; so ist doch die Summa, man solle ihn das Evangelion lassen predigen.	Den første artikel, hvor de ønsker at høre evangeliet og få ret til at vælge en præst, kan I ikke afvise med noget skær af ret, selv om der ligger den egeninteresse bag, at de foreslår, at en sådan præst skal lønnes med tienden, skønt tienden ikke er deres; alligevel må man nå frem til, at man skal lade evangeliet prædike for dem.
³⁶ Dawider kann und soll kein Oberkeit. Ja, Oberkeit soll nicht wehren, was jedermann lehren und glauben will, es sei Evangelion oder (E264) Lugen; ist gnug, dass sie Aufruhr und Unfriede zu lehren wehret.	For det kan og skal ingen øvrighed sætte sig imod. Ja, øvrigheden skal ikke sætte sig imod, hvad hvemsomhelst vil lære og tro, om det er evangelium eller løgn; det er nok, at den forhindrer, at man lærer oprør og ufred.
³⁷ Die andern Artikel, so leiblich Beschwerungen anzeigen, als mit den Leibfall, Aufsätze und dergleichen, seind ja auch billig und recht. Denn Oberkeit nicht drumb eingesetzt ist, dass sie ihren Nutz und Muthwillen an den Unterthonen suche, sondern Nutz und das Beste verschaffen bei den Unterthänigen.	De andre artikler, som gør opmærksom på timelige plager, f. eks. hjemfald, afgifter og den slags, har jo også ret og rimelighed for sig. For øvrigheden er ikke indsat til at søge sin egen nytte og handle efter eget forgodtbefindende overfor undersåtterne, men til at fremskaffe den bedste nytte for undersåtterne.
³⁸ Nun ists ja nicht die Länge träglich, so zu schätzen und schinden. Was hulfs, wann eins Bauren Acker so viel Gulden als Halmen und Körner trüge, so die Oberkeit nur dester mehr nähme, und ihren Pracht damit immer grösser machte, und das Gut so hinschlaudert mit Kleidern, fressen, saufen, bauen, und dergleichen, als wäre es Spreuer?	Nu er det jo i længden ikke til at bære, at I på den måde beskatter og flår folk. Hvad hjælper det, om en bondes mark bar lige så mange gylden som strå og kerner, hvis øvrigheden blot fratog ham des mere, og blot gjorde sin pragt endnu større dermed, og bortødslede pengene, som var det avner, til dyre klæder, til at æde og drikke, til at bygge og den slags?
³⁹ Man müsste ja den Pracht einziehen, und das Ausgeben stopfen, dass ein arm Mann auch was behalten künnte. Weiter Unterricht habt ihr aus ihren Zeddeln wohl vernommen, da sie ihre Beschwerunge gnugsam darbringen.	Man skulle høre op med sin pragt og lægge bånd på sine udgifter, så en fattig mand dog kunne beholde noget. Yderligere besked har I sikkert fået fra deres flyveblade, hvor de udførligt fremsætter deres klager.
⁴⁰ An die Bauerschaft. Ihr habt bisher, lieben Freunde, vernommen nicht anders, denn dass ich bekenne, es sei leider allzuwahr und gewiss, dass die Fürsten und Herren, so das Evangelion zu predigen verbieten, und die Leute so unträglich beschweren, werth seind und wohl verdienet haben, dass sie Gott vom Stuhl stürze, als die wider Gott und Menschen sich höchlich versündigen; sie haben auch kein Entschuldigung.	Til bønderne Kære Venner! I har hidtil ikke kunne forstå andet, end at jeg bekender, at det desværre er altfor sandt og sikkert, at fyrsterne og herrerne, som forbyder at prædike evangeliet og plager menneskene, så det ikke er til at bære, er det værd og har fortjent det, at Gud styrter dem fra tronen, som mennesker, der har forsyndet sig højlig imod Gud og mennesker; de har heller ingen undskyldning.
⁴¹ Nichts [desto] weniger ist euch auch wohl fürzusehen, dass ihr euer Sachen mit guten Gewissen und Recht fürnehmet. Denn wa ihr gut Gewissen habt, so ist bei euch das tröstliche Vortheil, dass euch Gott wird beistehen und hindurch helfen. Und ob ihr gleich ein Zeitlang unterläget oder darüber den Tod littet, so gewünnet ihr doch zuletzt, und wurde die Seele ewigklich mit allen Heilige erhalten.	Ikke desto mindre skal også I passe på, at I tager jer af jeres sag med god samvittighed og med retfærdighed. For hvis I har god samvittighed, så har I den fortrøstningsfulde fordel, at Gud vil stå ved jeres side og hjælpe jer igennem. Og selv om I en tid lang skulle lide nederlag og lide døden for det, så ville I dog vinde til sidst, og I ville frelse jeres sjæle sammen med alle de hellige.
⁴² Habt ihrs aber nicht Recht, noch gut Gewissen, so müsset ihr unterliegen; und ob ihr schon zeitlich gewünnet, und alle Fürsten erschlügt, doch zuletzt ewigklich an Leib und Seele verloren werden.	Men hvis I ikke har ret og ikke har en god samvittighed, så taber I; og selv om I også timeligt vinder og slår alle fyrsterne, så vil dog evigt jeres liv og sjæl gå fortabt.
⁴³ Drumb ist euch (E265) hie nicht zu scherzen, es gilt Leib und Seele ewigklich auf euer Seiten. Und ist am meisten das wahrzunehmen, und mit allem Ernst darauf zu sehen, nit alleine wie mächtig ihr seid, und wie gross Unrecht jene haben; sonder wie gut Recht und Gewissen ihr habt.	Derfor skal man ikke drive gæk med det, det gælder liv og sjæl i evighed på jeres side. Og mest skal tage vare på og se med alvor på, ikke alene, hvor mægtige I er, og hvor meget de andre har uret, men på, om I har ret og om I har en god samvittighed.
⁴⁴ Derhalben ist meine freundliche, brüderliche Bitte, lieben Herren und Brüder, sehet ja zu mit Fleiss, was ihr macht, und glaubt nicht allerlei Geistern und Predigern, nachdem der leidige Satan jetzt viel wilder Rottengeister und Mordgeister unter dem Namen des Evangeli hat erweckt, und damit die Welt erfüllet.	Derfor er det min venlige, broderlige bøn, kære herrer og brødre, pas med flid på, hvad I gør, og tro ikke enhver ånd og enhver prædikant, for den lede Satan har i denne tid opvakt og opfyldt verden med mange vilde bandeånder og mordånder, som gør sig til af evangeliet.
⁴⁵ Höret doch und lasst euch doch sagen, wie ihr euch denn vielfältig erbietet. Ich will mein treue Warnung, wie ich schuldig bin, an euch nit sparen. Ob mich etliche vielleicht, durch die Mordgeister vergiftet, werden drumb hassen und einen Heuchler heissen, da frage ich nicht nach; mir ist gnug, ob ich euer etliche Gutherzige, Rechtschaffene von der Fahr göttlichs Zorrens errrette.	Hør dog og lad jer dog sige, hvad I også på mange måder gør. Jeg vil ikke undlade at give jer den troværdige advarsel, som jeg er skyldig at give jer. Selv om nogle, forgiftet af mordånderne, måske vil hade mig for det og kalde mig en hykler, det er jeg ligeglad med; det er mig nok, om jeg kan redde nogle af de godmodige og retskafne blandt jer fra faren ved den guddommelige vrede.
⁴⁶ Die andern will ich ja so wenig fürchten, so hoch sie mich verachten; sie sollen mir auch nicht schaden; ich weiss einen, der ist grösser und mächtiger, denn sie seind, der lehrt mich also Ps. 3,17: Ich fürcht mich nicht, ob vielmal tausend Volks sich wider mich setzten. Mein Trutz soll ihren Trutz ausstehen, das weiss ich fürwahr.	De andre vil jeg overhovedet ikke frygte, skønt de foragter mig højt; de vil heller ikke kunne skade mig; jeg kender én, der er større og mægtigere end de er, han lærer med sådan i Sl. 3,17: "Jeg er ikke bange, selv om mange tusinder sætter sig op imod mig". Den tillid, jeg har, skal nok slå deres tillid, det véd jeg i sandhed.
⁴⁷ Erstlich, lieben Brüder, ihr führet den Namen Gottes, und nennet euch ein christliche Rotte oder Vereinigung, und gebt für, ihr wöllet nach dem göttlichen Recht fahren und handeln.	For det første, kære brødre, handler I under Guds navn, og kalder jer en kristen bande eller forening, og hævder, at I vil gå frem og handle efter den guddommelige ret.
⁴⁸ Wohlan, so wisset ihr ja auch, dass Gottes Name, Wort und Titel soll nicht vergeblich noch unnütze angezogen werden, wie er spricht im andern Gebot (2 Mos 20,7): Du sollt den Namen Gottes, deines Herren, nicht unnützlich führen; und setzt darzu und spricht v. 8: Denn Gott wird denen nicht unschuldig lassen sein, der seinen Namen unnütlich führet.	Velan, så véd I jo nok også, at Guds navn, ord og titel ikke skal påberåbes forkert eller forfængeligt; for han siger i det andet bud (2 Mos 20,7): "Du må ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt". Og han føjer til i vers 8: "For Gud vil ikke lade dem ustraffede, der bruger hans navn forfængeligt".
⁴⁹ Hie stehet der Text hell und klärlich, der euch sowohl, als alle Menschen betrifft, und unangesehen euere grosse Menge, Recht und Schrecken, eben sowohl euch seinen Zorn dräuet, als uns und andern allen. (E266)	Her står teksten lys og klar, en tekst, der angår jer såvel som alle andre mennesker, og uanset jeres store mængde, jeres ret og jeres trusler, så truer den med hans vrede, ligesom den truer os og alle andre.
⁵⁰ Er ist auch, wie ihr wisset, euch mächtig und stark genug, dass er euch strafe, wie er hie dräuet, wa ihr seinen Namen umbsonst und unnützlich führet; dass euch schlechts kein Glück, sonder alles Unglück zu warten ist, wa ihr seinen Namen fälschlich führet; da wisset euch nach zu richten, und seid freundlich gewarnet.	Og I véd jo nok, at han er stærk og mægtig nok til at kunne straffe jer, som han her truer med at gøre, hvis I bruger hans navn forkert og forfængeligt; så at der slet ikke er nogen lykke, men idel ulykke i vente for jer, hvis I bruger hans navn falsk; det skal I vide at rette jer efter; nu er i advaret i al venlighed.
⁵¹ Es ist ihm ein schlecht Ding so, viel Bauren zu würgen oder zu hindern, der etwa die ganz Welt mit der Sündfluth ersäuft, und Sodoma mit Feuer versenkt. Er ist ein allmächtiger, schrecklicher Gott.	Det er en let sag for ham at slå mange bønder ihjel eller at gøre dem passive, han, der oversvømmede hele verden med syndfloden og skød Sodoma i grus med ild. Han er en almægtig, frygtelig Gud.
⁵² Zum andern, dass ihr aber diese seid, die Gottes Namen unnützlich führen und schänden, ist leichtlich zu beweisen; und dass euch darumb zuletzt alles Unglück begegnen werde, ist auch nicht Zweifel, Gott sei denn nicht wahrhaftig.	For det andet. At I hører til dem, der bruger og skænder Guds navn på forfængelig måde, det er let at bevise; og derfor er der ikke tvivl om, at I af den grund til sidst vil møde al mulig ulykke; ellers ville Gud ikke være til at stole på.
⁵³ Denn hie stehet Gottes Wort und spricht durch den Mund Christi (Matth. 26,52): Wer das Schwert nimpt, der soll durchs Schwert umbkommen. Das ist ja nichts anders, denn dass niemand soll mit eigenem Frevel sich der Gewalt unterwinden, sonder wie St. Paulus sagt (Röm. 13,1): Ein jegkliche Seele solle der Oberkeit unterthon sein mit Forcht und Ehren.	For her står Guds ord og taler gennem Kristi mund (Matt 26,52): "Den, der griber til sværd, skal falde ved sværd". Det betyder jo ikke andet, end at ingen på egen hånd skal tiltvinge sig magten; nej, det er, som Skt. Paulus siger Rom 13,1: "Enhver sjæl skal være øvrigheden underdanig med frygt og ære".
⁵⁴ Wie künnt ihr doch vor diesen Gottes Sprüchen und Rechten, über die ihr euch rühmet göttlichem Recht nach zu fahren, und nehmet doch das Schwert selbs, und leihnet euch auf wider die Oberkeit, von Gottes Recht geordenet.	Hvordan kunne I dog komme udenom disse ord og denne retstale fra Gud! I, som jo praler af at fare frem efter den guddommelige ret, I tager selv sværdet frem og gør oprør mod den øvrighed, der er forordnet af den guddommelige ret!
⁵⁵ Meinet ihr nicht, das Urtheil St. Pauli Röm 13,2 werde euch treffen? Wer Gottes Ordnung widerstrebt, der wird das Verdammnuss überkommen. Das heisst ja Gottes Namen unnützlich führen, fürgeben Gottes Recht, und doch unter demselben Namen wider Gottes Recht streben. O sehet euch für, lieben Herren, es wird zuletzt nicht so hinaus gehen.	Tror I, at den dom, Skt. Paulus omtaler i Rom 13,2 ikke rammer jer? Den, der modstår Guds ordning, over ham kommer fordømmelse. Det er jo det, der ligger i at tage Guds navn forfængeligt, at man påberåber sig Guds ret, og dog under denne påberåbelse kæmper imod Guds ret. O se jer for, kære herrer, det ender ikke på den måde.
⁵⁶ Zum dritten: Ja, sprecht ihr, die Oberkeit ist zu böse und unleidlich; denn sie das Evangelion uns nicht lassen wöllen, und drucken uns allzuhart in zeitlicher Güter Beschwerung, und verderben uns also an Leib und Seele.	For det tredie: Ja, siger I, øvrigheden er ond og utålelig; for den vil ikke tillade os at høre evangeliet og den undertrykker os altfor hårdt ved at plage os på vort timelige gods og den ødelægger os således på legeme og sjæl.
⁵⁷ Antwort ich: dass die Oberkeit böse und unrecht ist, entschuldigt kein Rotteri noch Aufruhr. Denn die Bosheit zu strafen, das gebührt nicht eim jeglichen, (E267) sonder der weltlichen Oberkeit, die das Schwert führet, wie Paulus Röm 13, 4 und Petrus 1 Pet 2,14 sagt, dass sie zur Straf der Bösen von Gott verordnet seind.	Jeg svarer: At øvrigheden er ond og uretfærdig, kan ikke undskylde sammenrend og oprør. For at straffe ondskab tilkommer ikke hvemsomhelst, men den verdslige øvrighed; den fører sværdet, som Paulus siger, Rom 13,4 og Peter 1 Pet 2,14, at den er forordnet af Gud til straf for de onde.
⁵⁸ So gibts auch das natürliche und aller Welt Recht, dass niemand solle noch müge sein eigen Richter sein, noch sich selbs rächen. Denn wahr ist das Sprüchwort: Wer wiederschlägt, der ist unrecht. Item, wer wiederschlägt, macht Hader.	Det siger også den naturlige ret og retten overalt i verden, at ingen skal eller må være sin egen dommer, eller hævne sig selv. For det ordsprog er sandt: Den, der slår igen, har uret. Ligeledes. Den, der slår igen, skaber strid.
⁵⁹ Da stimpt göttlich Recht mit und spricht 5 Mos 32,45: Die Rache ist mein, ich will vergelten, spricht der Herr. Nu mugt ihr ja nicht leuken, dass euer Aufruhr sich dermassen hält, dass ihr euch selbs zu Richter macht, und euch selbs rächen, und kein Unrecht leiden wöllet. Das ist nicht allein wider christlich Recht und Evangelion, sonder auch wider natürlich Recht und alle Billigkeit.	Det tilslutter den guddommelige ret sig og siger 5 Mos 32.45: Hævnen er min, jeg vil gengælde, siger Herren. Nu kan I jo ikke nægte, at det med jeres oprør forholder sig sådan, at I gør jer selv til dommere og hævner jer selv og ikke vil tåle nogen uret. Alt det er ikke alene imod den kristelige ret og evangeliet, men også imod den naturlige ret og imod al rimelighed.
⁶⁰ Sollt ihr nu bestehen mit euerem Fürnehmen, und habt doch beide göttlich und christlich Recht imk Neuen und Alten Testament, auch das natürlich Recht wider euch: so müsset ihr einen neuen sonderlichen Befehl von Gott aufbringen, mit Zeichen und Wunder bestätigt, der euch solchs zu thun Macht gebe und heisse.	Hvis I nu skal bestå i jeres forehavende og dog har både den guddommelige og den kristelige ret i det nye og det gamle testamente og også den naturlige ret imod jer: så må I fremvise en særlig befaling fra Gud, bekræftet med tegn og undere, som giver og tildeler jer myndighed til at handle sådan.

⁶¹ Sonst wird Gott sein Wort und Ordnung nicht so lassen durch eueren eigen Frevel brechen; sonder weil ihr göttlich Recht rühmet, und doch dawider fahret, wird er euch, als die seinen Namen zur Schande führen, gar greulich fallen und strafen lassen, und darzu ewigklich verdammen: wie droben gesagt ist.	Ellers vil Gud ikke lade sit ord og sin ordning bryde i stykker på den måde ved jeres anmasselse; men fordi I praler af at have guddommelig ret og dog handler imod den, vil han lader jer falde ganske grusomt og lade jer straffe og desuden evigt fordømme, som ovenfor sagt. I er jo mennesker, der bringer skam over hans navn.
⁶² Denn hie gehet es euch nach dem Spruch Christi Matth. 7,3., dass ihr den Splitter in der Oberkeit Auge sehet, und sehet den Balken nicht in euerm Auge; item nach dem Spruch St. Pauli Röm. 3,8: Lasst uns Böses thun, dass gut werde, welcher Verdammnuss billig und recht ist.	For her går det efter Kristi ord i Matt 7,3, at I ser splinten i øvrighedens øje, men ikke bjælken i jeres eget øje; eller det går efter Skt. Paulus' udsagn i Rom 3,8: Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme deraf. Og det fordømmes som ret og rimeligt er.
⁶³ Denn die Oberkeit thun unrecht, das ist wahr, dass sie das Evangelion wehren, und beschweren euch im zeitlichen Gut. Aber vielmehr thut ihr unrecht, dass ihr Gottes Wort nicht allein wehret, sonder auch mit Füssen tretet, und greift ihm in seine Gewalt und Recht, und fahret auch über Gott, darzu nehmet der Oberkeit ihre Gewalt und Recht auch, (E268) ja alles, was sie hat; denn was behält sie, wenn sie die Gewalt verloren hat?	For øvrigheden øver uret, det er sandt, når den forhindrer evangeliet og volder jer plager med de timelige goder. Men I øver langt større uret mod den, når I ikke alene forhindrer Guds ord, men også træder det under fode og griber ind i hans myndighed og ret, og hæver jer over ham. Dertil tager I også fra øvrigheden dens magt og ret, ja, alt, hvad den har; for hvad beholder den, hvis dens magt er tabt?
⁶⁴ Ich setze euch selbs hie zu Richter, und stelle es in euer Urtheil, welcher Rauber der ärgste sei: obs der sei, der eim andern ein gross Stuck Guts nimpt, und lasst ihm doch etwas, oder der, so einem alles nimpt, was er hat, und den Leib darzu?	Her sætter jeg jer selv op som dommere og stiller det hen til jeres afgørelse, hvilken røver der er den største, han, der tager en del af en andens ejendom og efterlader ham noget, eller ham, der tager alt, hvad han har, og dertil hans liv?
⁶⁵ Die Oberkeit nimpt euch unbillig euer Gut, das ist, ein Stuck. Wiederumb nehmet ihr derselben ihre Gewalt, darinne alle ihr Gut, Leib und Leben stehet. Darumb seid ihr viel grösser Rauber, denn sie, und habts ärger vor, dann sie gethon haben.	Øvrigheden tager med urette noget af jeres ejendom, det vil sige, en del af jeres ejendom. Omvendt tager I fra den magten, hvori al dens ejendom, liv og levned består. Derfor er I en meget større røver end den, og har lagt værre ting for end den har haft.
⁶⁶ Ja, sprecht ihr, wir wöllen ihr Leib und Gut gnug lassen. Das glaube, wer da wöll, ich nicht. Wer so viel Unrechts dar wagen, dass er eim mit Frevel die Gewalt nimpt, das grössest und Hauptstuck, der wirds auch nicht lassen, er wird ihm das ander und geringst, so dran hanget, auch nehmen.	Ja, siger I, men vi skal nok lade den beholde liv og gods. Det må den stole på, der vil, jeg vil ikke. Den, der har vovet at gøre så megen uret, at han frækt tager myndigheden fra ham, den største part og hoveddelen, han vil ikke undlade også at tage den anden og ringeste del fra ham, som afhænger deraf.
⁶⁷ Frisst der Wolf ein ganz Schaf, so frisst er freilich auch ein Ohre darvon. Und ob ihr schon so frumm wäret, dass ihr ihn Leib und Guts gnug liesset, dennocht ist das allzu viel geraubt und unrecht, dass ihr das beste, nämlich die Gewalt, nehmet, und selbs euch zu Herren über sie macht. Gott wird euch doch für die grössesten Rauber urtheilen.	Hvis ulven æder et helt får, så æder den nok også fårets øre. Og selv om I så var så fromme, at I lod øvrigheden beholde liv og gods, så har I alligevel røvet altfor meget og det med urette, for I har taget det bedste, nemlig myndigheden, og gjort jer selv til herrer. Gud vil dømme jer til at være de største røvere.
⁶⁸ Künnt ihr nicht denken oder nicht rechnen, lieben Freunde, dass, wenn euer Fürnehmen sollt recht sein, so wurde ein jeglicher wider den andern Richter werden, und kein Gewalt noch Oberkeit, Ordnung noch Recht bleiben in der Welt, sonder eitel Mord und Blutvergiessen?	Kan I ikke tænker jer til, kære venner, eller kan I ikke regne ud, at hvis jeres forehavende skal være retfærdigt, så ville et hvilketsomhelst menneske kunne være dommer overfor en anden, og der ville ikke være nogen myndighed eller øvrighed, nogen orden eller ret tilbage i verden, men kun mord og blodsudgydelse.
⁶⁹ Denn so bald er sähe, dass ihm jemand unrecht thäte, wurde er zufahren, und selbs ihn richten und strafen. Ist nun das unbillig und nicht zu leiden von einer einzelen Personen; so ists auch von keiner Rotten noch Haufen zu leiden. Ists aber von einer Rotten oder Haufen zu leiden, so kann mans mit keinem Fug noch Recht den einzelen Personen wehren. Denn es ist auf beiden Theilen gleiche Ursach, nämlich das Unrecht.	For så snart et sådant menneske så, at nogen gjorde uret imod ham, ville han fare frem og selv dømme og straffe ham. Hvis noget sådan er urimelige og utåleligt, når det udføres af en enkelt person, så kan man heller ikke tåle det, når det udføres af en bande eller en flok mennesker. Men hvis omvendt det må tåles, hvis det udføres af en bande eller en flok mennesker, så kan man heller ikke med føje eller ret forhindre enkeltpersoner i at gøre det. For der er på begge områder det samme, nemlig uretten.
⁷⁰ Und wie wollt ihr thun, wenn in euer Rotte sich anfinge solche Frevel, dass sich ein jeglicher wider den andern setzet, sich selbs rächenet an seinem Beleidiger? Wollt ihrs auch leiden? Wurdet ihr nicht sagen, er (E269) sollte andere lassen richten und rächen, die von euch gesetzet wären? Wie wollt ihr denn vor Gott und der Welt bestehen, dass ihr euch selbs richtet und rächnet wider euer Beleidiger, ja, wider euer Oberkeit, von Gott verordnet?	Og hvad ville I gøre, hvis der i jeres bande opstod en sådan frækhed, at enhver satte sig op mod den anden, hævnede sig selv overfor den, der havde gjort ham uret? Ville I også finde jer i det? Ville I ikke sige, at han skulle lade andre dømme og hævne, andre, der var indsat af jer? Hvordan vil I da bestå overfor Gud og verden, når I selv dømmer og hævner jer på den, der har gjort jer uret, ja, på jeres øvrighed, som er påbudt af Gud?
⁷¹ Nun, diess ist alles gesagt von gemeinem, göttlichem und natürlichem Recht, das auch Heiden, Türken und Juden halten müssen, soll anderst Friede und Ordnung in der Welt bleiben. Und wenn ihr dasselbige schon alles hieltet, dennocht nichts Bessers noch mehr thäten, denn die Heiden und Türken.	Nuvel, alt dette er sagt om den almindelige, guddommelige og naturlige ret, som også hedninger, tyrker og jøder må overholde, om ellers fred og orden skal herske i verden. Og hvis I overholdt alt dette, så ville I alligevel ikke handle bedre end hedninger og tyrker.
⁷² Denn, dass man sich selbs nicht richtet noch rächet, sonder der Gewalt und Oberkeit solchs lasst, macht keinen zum Christen; man muss es doch zuletzt thun, man thue es gerne oder ungerne. Weil aber ihr wider solchs Recht fahret, so sehet ihr ja klärlich, dass ihr ärger denn die Heiden und Türken seid, schweige denn, dass ihr Christen sein sollt.	For at man ikke dømmer sig selv eller hævner sig selv, men overlader det til myndigheden og øvrigheden, det gør ikke nogen til kristen; det må man dog i sidste ende gøre, med lyst eller ulyst. Men fordi I handler imod denne ret, så kan I jo klart se, at I er værre end hedningerne og tyrkerne. Og så tier vi helt stille om, at I skulle være kristne.
⁷³ Was meinet ihr aber, dass Christus darzu sagen wird, dass ihr seinen Namen führet, und nennet euch ein christliche Sammlunge, so ihr doch so ferne davon seid, ja so greulich wider sein Recht thut und lebt, dass ihr euch noch nicht Heiden oder Türken zu heissen würdig seid, sonder viel ärger, als die da wider göttlich und natürlich Recht, bei allen Heiden gemein gehalten, tobet und strebt?	Men hvad mener I, at Kristus ville sige til, at I fører hans navn, og kalder jer en kristen forsamling, når I dog er så fjernt derfra, ja, handler og lever så grueligt imod hans ret, at I ikke engang er værdige at kaldes hedninger eller tyrker, men raser og stræber meget værre end dem imod den guddommelige og naturlige ret, som holdes i ære hos alle hedninger?
⁷⁴ Da sehet, lieben Freunde, was I für Prediger habt, wie sie euere Seele meinen. Ich sorge, es seien etliche Mordpropheten unter euch kommen, die durch euch gerne wollten Herren in der Welt werden, darnach sie längest gerungen haben, und fragen nicht darnach, dass sie euch führen in Fahr Leibs, Guts, Ehre und Seele, beide zeitlich und ewigklich.	Her ser I, kære venner, hvad det er for prædikanter, I har fået. Her ser I, hvad de anser jeres sjæle for. Jeg er bange for, at der er kommet nogle mordprofeter iblandt jer, som ved hjælp af jer gerne vil være herrer i verden, hvad de i lang tid har kæmpet for. Og de spørger ikke efter, om de fører jer i fare med legeme, gods, ære og sjæl, både timeligt og evigt.
⁷⁵ Wöllt ihr nu göttlich Recht halten, wie ihr rühmet: wohlan, so thuts, da stehets, Gott spricht (5 Mos 32,45): Die Rache ist mein, ich will vergelten; item (2 Petr 2,18): Seid unterthon nicht allein den guten Herren, sonder auch den bösen. Thut ihrs, wohl! thut ihrs nicht, so mügt ihr wohl ein Unglück anrichten, aber es wird uber euch endlich aus gehen, da zweifel nur niemand an: denn Gott ist gerecht, und wirds nicht leiden.	Hvis I nu vil overholde den guddommelige ret, som I praler af, at I vil, nuvel, så gør det, her står det, Gud siger (5 Mos 32,45) Hævnen er min, jeg vil gengælde; og: (2 Pet 2,18): Vær underdanige, ikke blot overfor den gode herre, men også overfor den onde. Gør I det, så er det godt! Gør I det ikke, så kan I nok anrette en ulykke, men det vil i sidste ende få ende med jer, det skal ingen af jer være i tvivl om. For Gud er retfærdig, han vil ikke finde sig i det.
⁷⁶ Darumb sehet (E270) euch für mit euer Freiheit, dass ihr nicht dem Regen entlauft, und fallet ins Wasser; und so ihr meinet, leiblich frei zu werden, dass ihr drüber verlieret Leib, Gut und Seele ewigklich. Gottes Zorn ist da, fürcht euch, das rath ich: falsche Propheten hat der Teufel unter euch gesandt, da hüt euch vor.	Derfor tag jer i vare med jeres frihed, at I ikke ved at løbe bort fra regnen falder i vandet; og når I mener, I bliver legemligt frie, så fortaber I derved liv, gods og sjæl evigt. Guds vrede er der, den skal I være bange for, det råder jeg jer til. Falske profeter har djævelen sendt ind blandt jer. Vogt jer for dem.
⁷⁷ Weiter, wöllen wir nu auch von dem christlichen und evangelischen Recht sagen, welchs die Heiden nicht bindet, wie das vorige. Denn so ihr euch rühmet und gerne höret, dass man euch Christen nenne, und darfür wöllt gehalten sein, so werdet ihr ja auch leiden, dass man euch euer Recht fürhalte.	Videre vil vi nu også sige noget om den kristelige og evangeliske ret, som ikke, på samme måde som den forrige ret, binder hedningerne. For I praler jo af og vil gerne høre, at man kalder jer kristne, og vil gerne regnes for det. Men så må I også finde jer i, at man foreholder jer jeres ret.
⁷⁸ Höret nu zu, lieben Christen, euer christlich Recht. So spricht euer oberster Herr Christus, dess Namen ihr führet, Matth. 5,39-41: Ihr sollt dem Ubel nicht widerstehen; sonder wer dich zwingt ein Meil Wegs, mit dem gehe zwu Meile. Und wer dir den Mantel nimpt, dem lass auch den Rock. Und wer dich auf einen Backen schlägt, dem halt den andern auch dar.	Hør nu efter, kære kristne, nu kommer jeres kristelige ret. Således siger jeres øverste herre, Kristus, hvis navn I fører, i Matt 5,39ff: I skal ikke modstå det onde, men hvis nogen tvinger dig til at gå én mil med ham, så gå to med ham. Og hvis nogen vil tage kjortelen fra dig, så lad ham også få kappen. Og hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend også den anden til.
⁷⁹ Höret ihrs, ihr christliche Sammlunge? Wie reimet sich euer Fürnehmen mit diesem Recht? Ihr wöllt nicht leiden, dass man euch ubel und unrecht thue, sonder frei sein, und nur eitel Gut und Recht leiden; und Christus spricht, man solle keinen Ubel noch Unrecht widerstehen, sonder immer weichen, leiden und nehmen lassen.	Hører I det, I kristne forsamling? Hvordan rimer jeres forehavende med denne ret? I vil ikke finde jer i, at man gør ondt og uret imod jer, I vil være fri og kun finde jer i idel godt og ret; og Kristus siger, at man ikke skal modstå noget ondt eller nogen uret, men altid vige, lide og tage imod.
⁸⁰ Wöllt ihr solchs Recht nit tragen; lieber, so thut auch den christlichen Namen von euch, und rühmet euch eines andern, der euerem Thun gemäss ist; oder Christus wird selbs seinen Namen von euch reissen, das euch zu schwer sein wird.	Vil I ikke bære denne ret? Jamen, kære, så fjern også det kristne navn fra jer og pral af et andet navn, der svarer til jeres gerning. Ellers vil Kristus selv rive sit navn fra her, det navn, der bliver for svært for jer.
⁸¹ Also spricht auch St. Paulus Röm 12,19: Rächnet euch selbs nicht, Allerliebsten, sonder gebt Raum dem Zorn Gottes; item, so lobt er die Corinther, 2 Cor 11,19f, dass sie gerne leiden, so jemand sie schlägt oder raubt; item, 1 Cor 6,7 straft er sie, dass sie umbs Gut rechteten, und nicht das Unrecht litten.	Således siger også Skt. Paulus Rom 12,19: I skal ikke hævne jer, I elskede, men give plads for Guds vrede. På samme måde roser han korinterne 2 Kor 11,19ff for, at de gerne finder sig i, at nogen slår eller røver dem. Og ligeledes anklager han dem, 1 Kor 6,7, for, at de fører retssager om goderne og ikke lider uret.
⁸² Ja, unser Herzog Jesus Christus spricht Matth. 5,44 wir sollen Guts wünschen denen, die uns beleidigen, und bitten für unser Verfolger, und lieben (E271) unsere Feinde, und wohlthun unsern Ubelthätern. Diess seind unsere christliche Rechte, lieben Freunde.	Ja, vores hertug Jesus Kristus siger Matt 5,44, at vi skal ønske godt for dem, der gør os uret og bede for vore forfølgere og elske vore fjender, og gøre vel mod dem, der øver ondt mod os. Dette er vor kristelige ret, kære venner.
⁸³ Nun sehet ihr, wie weit euch die falschen Propheten davon geführt haben, und heissen euch darzu noch Christen, so sie euch ärger denn Heiden gemacht haben. Denn an diesen Spruchen greift ein Kind wohl, dass christlich Recht sei, nicht, sich sträuben wider Unrecht; nicht, zum Schwert greifen; nicht, sich wehren; nicht, sich rächen: sonder dahingeben Leib und Gut, dass es raube, wer da raubet: wir haben doch gnug an unserm Herren, der uns nicht lassen wird, wie er verheissen hat. Leiden, Leiden, Kreuz, Kreuz, ist der Christen Recht, dess und kein anders.	Nu kan I se, hvor langt de falske profeter har ført jer bort fra dette, og de kalder jer alligevel stadig kristne, skønt de har gjort jer værre end hedninger. Og ud fra disse ord forstår vel et barn, at den kristelige ret ikke består i at sætte sig mod uret, ikke i at gribe til sværd, ikke i at forsvare sig, ikke i at hævne sig, nej, den består i at give liv og gods bort, så at hvem der vil, kan røve det; vi har nok i vores herre, som ikke vil forlade os, som han har forjættet det. Lidelse, lidelse, kors, kors, det er de kristnes ret, det og intet andet.
⁸⁴ Nu ihr aber also kämpft umb das zeitlich Gut, und wöllet den Rock zum Mantel nicht fahren lassen, sonder den Mantel wieder holen: wenn wöllet ihr denn sterben und den Leib lassen, oder euere Feinde lieben oder wohlthun? O der losen Christen! Lieben Freunde, die Christen seind nicht so gemeine, dass so viel sollten auf einen Haufen sich versammlen; es ist ein seltsamer Vogel umb ein Christen: wollt Gott, wir wären das mehrer Theil gute, frumme Heiden, die das natürlich Recht hielten, ich schweige des christlichen.	Nu hvor I kæmper på den måde for timeligt gods og ikke vil lade kappen gå bort sammen med kjortelen, men tage kjortelen tilbage, hvornår vil I da dø og forlade kroppen eller hvornår vil I elske jeres fjender og gøre vel imod dem? O sikke dårlige kristne! Kære venner, de kristne er ikke så almindelige, så så mange skulle kunne samles i én flok; en kristen er en sjælden fugl. Bare Gud ville sørge for, at vi for flertallets vedkommende var gode, fromme hedninger, som overholdt den naturlige ret, så siger vi ikke noget om den kristne ret.
⁸⁵ cVidere til formaning2!
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c