De libero arbitrio 2

¹II a 16. Sed quorsum attinet huius generis aliquot recensere loca, cum tota divina scriptura plena sit huiusmodi hortamentis: 'Convertimini in toto corde vestro; (Joel 2,12) convertatur vir a via sua mala; (Jon 3,8) praevaricatores, redite ad cor'; (Es 46,8) et: 'Convertatur unusquisque a via sua mala, et paenitebit me mali, quod cogitavi facere eis propter malitiam studiorum eorum'; (Jer 26,3) et: 'Si non audieritis me, ut ambuletis in lege mea', (Jer 26,4) cum fere nihil aliud sonet scriptura quam conversionem, quam studium, quam conatum ad meliora?

II a 16. Men hvad nytter det at gennemgå en række steder af den slags, når hele den guddommelige skrift er fuld af den slags opfordringer: 'Omvend jer af hele jeres hjerte'; 'Mennesket skal omvende sig fra sin onde vej'; 'I overtrædere, tag jer det til hjerte'; 'Enhver skal vende om fra sin onde vej, og så vil jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre imod dem på grund af deres onde lyster'; og: 'Hvis I ikke adlyder mig, så I vandrer i min lov'; eftersom skriften næsten ikke taler om andet end omvendelse, anstrengelse, bestræbelser for at forbedre sig?

²   Haec omnia frigeant oportet semel inducta necessitate vel benefaciendi vel male. Neque minus frigebunt illae tot pollicitationes, tot minae, tot expostulationes, tot exprobationes, tot obtestationes, tot benedictiones et maledictiones factae ad eos, qui se verterunt ad meliora aut qui converti recusarunt. (L6). 

Alt dette bliver uden mening, hvis man samtidig indfører den tanke, at man gør det gode eller det onde med nødvendighed. Og ikke mindre meningsløse bliver alle de mange løfter, trusler, bebrejdelser, foreholdelser, besværgelser, velsignelser og forbandelser, der gøres mod dem, som omvender sig til det bedre eller vægrer sig ved at omvende sig.

³ 'Quacunque hora ingemuerit peccator. (Sml Ez 18,21) Video, quod populus iste durae cervicis sit. Popule meus, quid feci?' (Ex 32,9) Item: 'Iudicia mea proiecerunt'. (Mik 6,3) Et: 'Si populus meus audisset me, Israel si in viis meis ambulasset. (Sl 81,14) Qui vult videre dies nobos, prohibeat linguam suam a malo'. (Sl 34,13).

'I den time, hvori synderen udånder.... Se, hvor dette folk er et halsstarrigt folk. Mit folk, hvad skal jeg gøre?' Ligeledes: 'De foragter mine domme'. Og: 'Hvis dog mit folk adlød mig, Israel, hvis det dog vandrede på mine veje. Den, der vil se gode veje, skal holde sin tunge fra ondt'.

⁴  Cum audis: 'qui vult', audis liberam voluntatem. Haec cum nusquam non occurrant, nonne statim succurrit lectori: Quid polliceris ex conditione, quod in tua unius voluntate situm est? Quid expostulas, cum quicquid a me fit seu boni seu mali, tu geras in me velim nolim? Quid exprobras, cum in me non sit tueri, quod dederas, nec excludere malum, quod immittis?

Når man hører: 'den, der vil ...', hører man den frie vilje. Eftersom dette optræder overalt, må så ikke læseren straks tænke: Hvorfor lover du noget under betingelser, som alene ligger i din vilje? Hvorfor bebrejder du mig, hvad der sker ved mig, enten det er godt eller ondt, du hersker jo i mig, enten jeg vil eller ej? Hvad kan du indvende imod mig, eftersom det ikke står i min magt at bevare, hvad du ønsker, eller at udelukke det onde, som du lægger ind i mig?

⁵  Quid obtestaris, cum totum ex te pendeat et res ex tua geratur sententia? Quid benedicis, quasi functus sim meo officio, cum tuum sit, quicquid gestum est? Quid maledicis, cum necessitate peccarim? Quorsum autem attinent tot examina praeceptorum, si non est cuiquam ullo pacto in mani servare, quod praeceptum est?

Hvorfor besværger du, eftersom alt afhænger af dig, og tingene føjer sig efter din mening? Hvorfor velsigner du, som om jeg havde gjort fyldest i mit embede, eftersom det er dit embede, der er blevet fuldført? Hvorfor forbander du, når det dog er med nødvendighed, at jeg synder? Hvilken mening har alle de mange prøvelser af budene, hvis det ikke på nogen måde står i nogens hånd at overholde, hvad der er påbudt?

⁶  Sunt enim, qui negant hominem quantumvis iustificatum dono fidei et caritatis ullum dei praeceptum implere posse, sed omnia bona opera, quoniam in carne fiunt, ad damnationem profectura fuisse, ni deus ob meritum fidei ignosceret illa per suam misericordiam.

Der er jo folk, der nægter, at mennesket, hvormeget han end er retfærdiggjort, når han får troen og kærligheden som gave, kan opfylde noget Guds bud, men at alle gode gerninger, eftersom de sker i kødet, ville føre til fordømmelse, hvis ikke Gud på grund af troens fortjeneste i sin barmhjertighed så igennem fingre med det.

⁷  II a 17. Atqui sermo, quem per Mosen loquitur dominus Deutero. cap. trigesimo (11-14), declarat non solum in nobis situm, quod praecipitur, verum etiam in proclivi, cum ait: 'Mandatum hoc quod ego praecipio tibi hodie non supra te est neque procul positum nec in caelo situm ut possis dicere: Quis nostrum valet ad caelum ascendere, ut deferat illud ad nos, ut audiamus atque opere compleamus? neque trans mare positum ut causeris et dicas: quis e nobis poterit mare transire et illud ad nos usque deferre, ut possimus audire, quod praeceptum est? sed iuxta te est sermo valde in ore tuo et in corde tuo, ut facias illum'. (L10). 

II a 17. Men det ord, som Herren gennem Moses i 5. Mos 30,11-14, erklærer ikke blot, at det, der er påbudt, er i os, men også, at det er let at gøre, når han siger: 'Det bud, som jeg idag forelægger dig, er ikke over dig og heller ikke langt væk, det er ikke i himlen, så du skulle sige: Hvem skal gå til himlen for os for at bringe det til os, så vi kan adlyde det og opfylde det? Det er heller ikke hinsides havet, så du skulle komme med indvendinger og sige: Hvem kan for os gå over havet og bringe det til os, så vi kan adlyde, hvad der er os påbudt? Men ordet er meget nær ved dig, i din mund og i dit hjerte, så du kan gøre det'.

⁸  Et tamen illic loquitur de praecepto omnium maximo, 'ut revertaris ad dominum, deum tuum, in toto corde tuo et in tota anima tua'. (Deut 30,10) Et quid sibi vult hoc: 'si tamen audieris, si custodieris, si revertaris', si nihil horum ullo pacto situm est in nostra potestate?

Og alligevel taler han dèr om det allerstørste bud, 'at du af hele dit hjerte og hele din sjæl må vende om til Herren, din Gud'. Og hvad skal følgende betyde: 'men hvis du adlyder, hvis du overholder, hvis du vender om', hvis intet af dette på nogen måde ligger i vor magt?

⁹  Non adnitar in huiusmodi recitandis esse copiosus, cum utriusque testamenti libri talibus undique referti sint, ut qui talia studet conquirere, nihil aliud quam, quod dici solet, per mare quaerat aquas. Itaque bona sacrae scripturae pars, ut dixi, videbitur frigere, si ultimam aut penultimam opinionem receperis. (Se II a 12). 

Jeg behøver ikke her at anføre særlig mange af disse steder, eftersom begge testamenter er propfulde af sådanne steder, så den, der vil samle sådanne steder sammen, bare kan gøre det, som man plejer at sige, at han søger efter vand i havet. Derfor synes, som sagt, en god del af den hellige skrift at blive meningsløs, hvis man antager den sidste eller den næstsidste mening.

¹⁰ II a 18. Reperiuntur autem in divinis libris quaedam loca, quae contingentiam ac mutabilitatem etiam quandam deo tribuere videntur. (Note 1).

II a 18. Men der findes i de hellige bøger nogle steder, der synes at tillægge Gud en ikke-nødvendighed eller en slags foranderlighed.

¹¹  Quod genus est illud, quod legimus Hieremiae cap. 18 (8, 10): 'Si paenitentiam egerit gens illa a malo suo, quod locutus sum adverus eam, agam et ego paenitentiam super malo, quod cogitavi, ut facerem ei; si fecerit malum in oculis meis et non audierit vocem meam, et ego paenitentiam agam super bono, quod locutus sum, ut facerem ei'.

Af den slags er det, som vi læser hos Jer. 18,8: 'Hvis dette folk angrer sin ondskab, så vil også jeg angre, hvad jeg har talt imod det, det onde, som jeg påtænkte at gøre imod det; hvis det gør det, der er ondt i mine øjne, og ikke hører min røst, så vil også jeg angre det gode, jeg har sagt, at jeg vil gøre imod det'.

¹² Neque vero nescimus hic scripturam sacram hominum more loqui, quod et alias non raro facit, cum in deum nulla cadat mutabilitas.

Men vi er da ikke uvidende om, at den hellige skrift her taler på menneskevis, hvad den ikke sjældent gør flere steder, eftersom der ikke kan findes nogen foranderlighed hos Gud.

¹³ Sed ex irato propitius fieri dicitur, cum nos ad meliora resipiscentes dignatur sua gratia; rursus ex propitio iratus, cum ad deteriora relapsos punit et affligit.

Men man siger, at Gud fra at have været vred bliver nådig, når han værdiger os sin nåde, efter at vi igen er kommet til på bedre tanker; og omvendt, at han fra at have været nådig bliver vred, når straffer os og rammer os med trægsler, efter at vi er faldet tilbage til det værre.

¹⁴  Rursum 4. Regum capite vigesimo (1) audit Ezechias: 'Morieris tu et non vives'. Ac mox post lacrimas audit per eundem prophetam: 'Audivi orationem tuam et vidi lacrimas tuas et conservavi te' etc. 

Atter hører Ezekiel i 2 Kong 20,1: 'Du skal dø og ikke leve'. Men straks efter sine angerstårer hører han gennem den samme profet: 'Jeg har hørt din bøn og set dine tårer og vil gøre dig rask igen' osv.

¹⁵ Itidem secundo Regum cap. duodecimo (10) David per Nathan audit a domino: 'Non recedet gladius domo tua usque in sempiternum' etc. Mox ubi dixerat: 'Peccavi domino', audit mitiorem sententiam: 'Dominus quoque transtulit peccatum tuum, non morieris'.

På samme måde hører David gennem Natan i 2 Sam 12,10 fra Herren: 'Sværdet skal aldrig vige fra dit hus' osv. Men så snart han havde sagt: 'Jeg har syndet mod Herren', hører han den mldere tale: 'Herren har så tilgivet din synd, du skal ikke dø'.

¹⁶  In his atque huiusmodi locis quemadmodum tropus sermonis excludit mutabilitatem a deo, ita vitari non potest, quin intelligamus in nobis esse voluntatem huc et illuc flexilem, quae si necessitate flectitur ad malum, cur imputatur peccatum?

Ligesom dette og lignende steder må forstås som billedtale for at undgå at tale om foranderlighed hos Gud, sådan kan det ikke være andet end at vi må opfatte det sådan, at der i os er en vilje, der kan dreje sig det ene og det andet sted hen, for hvis den med nødvendighed drejer sig mod det onde, hvorfor tilregnes synden så?

¹⁷ Si necessitate flectitur ad bonum, cur deus ex irato fit propitius, cum nihilo plus illic debeatur nobis gratiae?

Hvis den med nødvendighed drejer sig mod det gode, hvorfor bliver så Gud efter at have været vred nådig, eftersom vi i dette tilfælde i lige så ringe grad har krav på nåde?

¹⁸  II b 1. Atque hactenus quidem ex vetere testamento, de quo fortasse causetur aliquis, nisi haec essent ex eorum genere, quae non solum obliterata non sunt per lucem evangelicam, verum etiam plus vigoris acceperunt. Veniamus igitur ad novi testamenti libros. Ac primum occurrit locus ex evangelio, quo Christus deplorans excidium urbis Hierosolymorum ita loquitur: ,Hierusalem, Hierusalem, quae occidis prophetas et lapidas eos, qui missi sunt ad te, quoties volui congregare te, quemadmodum gallina congre-gat pullos suos sub alas suas, et noluisti ?'

II b 1. Såvidt skriftsteder fra det gamle testamente, hvorover måske én og anden kunne besvære sig, hvis de ikke var af den art, at de ikke blot bliver hævet op af evangeliets lys, men også forstås mere stærkt. Lad os derfor gå til det ny testamentes bøger! Og her møder vi først stedet fra evangeliet, hvor Kristus græder over byen Jerusalems ødelæggelse, og siger således: "Jerusalem, Jerusalem, du, som ihjelslår profeter og stener dem, der bliver sendt til dig, hvorofte ville jeg ikke samle dig, som hønen samler kyllingerne under sine vinger, men du ville ikke?" (Matt 23,37). 

¹⁹  Si cuncta fiunt necessitate, nonne merito Hierosolyma poterat respondere deploranti domino: Quid inanibus lacrimis te maceras? Si tu nolebas nos auscultare prophetis, cur eos misisti? Cur nobis imputas, quod tua voluntate, nostra necessitate factum est? Tu volebas nos congregare et idem in nobis nolebas, cum hoc ipsum operatus sis in nobis, quod noluerimus. Atqui in verbis domini non accusatur in Iudaeis necessitas, sed prava ac rebellis voluntas: ,Ego volui congregare, tu noluisti'. Rursus alibi: ,Si vis ad vitam ingredi, serva mandata'.

Hvis alt sker med nødvendighed, mon så ikke Jerusalem med rette ville kunne svare Herren, der græder over den: Hvorfor besværer du dig med unyttige tårer? Hvis du ikke ville, at vi skulle høre på profeterne, hvorfor sendte du dem så? Hvorfor tilregner du os, hvad der sker ved din vilje og gennem vor nødvendige handlen? Du ville samle os, og det samme ville du ikke i os, eftersom du selv har udvirket netop det i os, at vi ikke har villet. Og dog bliver der i Herrens ord ikke rettet anklage mod jøderne for nødvendighed, men for en forkert og oprørsk vilje. "Jeg ville samle jer, du ville ikke". Det samme et andet sted: "Hvis du vil indgå til livet, hold budene". (Matt 19,17)

²⁰ Qua fronte diceretur: ,si vis', cui voluntas libera non est? Item: ,Si vis perfectus esse, vade et vende' etc. Item Lucae nono (23): ,Si quis vult post me venire, abneget semet ipsum et tollat crucem suam et sequatur me'. In praecepto tam difficili tamen audis mentionem voluntatis nostrae. Ac mox: ,Qui enim voluerit animam suam salvam facere, perdet eam'. Nonne frigent omnia praeclara praecepta Christi, si nihil tribuitur humanae voluntati? ,Ego autem dico vobis, Ego autem dico vobis' etc. Et: ,Si diligitis me, mandata mea servate'. Quanta apud Ioannem inculcatio mandatorum? Quam male coniunctio: ,si', congruit merae necessitati? ,Si manseritis in me et verba mea in vobis manserint. Si vis perfectus esse'.

Hvor frækt at sige: Hvis du vil, til én, hvis vilje ikke er fri! Ligeledes: "Hvis du vil være fuldkommen, gå hen og sælg osv". (Matt 19,21). Ligeledes i Luk 9,23: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og bære sit kors og følge mig". I et bud, der er så vanskeligt, hører man, at vores vilje bliver nævnt. Og straks efter: "For den, der vil frelse sit liv, skal miste det". (Luk 9,24) Mon ikke alle Kristi klare bud er meningsløse, hvis der ikke tillægges den menneskelige vilje noget? "Men jeg siger her, men jeg siger jer, osv" (Matt 5,22.28). Og: "Hvis I elsker mig, så hold mine bud". Hvor eftertrykkeligt indprenter Johannes ikke budene? Hvor dårligt stemmer ordet "hvis" ikke overens med nødvendigheden? "Hvis I forbliver i mig og mine ord forbliver i mig". (Joh 15,7) "Hvis du vil være fuldkommen". 

²¹  II b 2. Iam ubi toties est operum bonorum et malorum mentio, ubi mentio mercedis, ibi non intelligo, quo pacto locus sit merae necessitati. Neque natura neque necessitas habet meritum. Sic autem dominus noster Iesus loquitur Matth. quinto (12): ,Gaudete et exsultate, quia merces vestra copiosa est in caelis'.

II b 2. Fremdeles: Når det er sådan, at hver gang der tales om gode og onde gerninger, tales der om løn, så forstår jeg ikke, hvordan der kan gives rum for den rene og skære nødvendighed. Hverken naturen eller nødvendigheden har nogen tale om løn. Men vor Herre Jesus siger i Matt 5,12: Glæd og fryd jer, for jeres løn skal være stor i himlen. 

²² Quid sibi vult parabola de operariis conductis in vineam? An operarii sunt, qui nihil operantur? Datur denarius ex pacto velut operae praemium. Dicet aliquis: Merces dicitur, quod a deo quodammodo debetur, qui suam fidem obstrinxit homini, si crediderit promissis ipsius. Atqui hoc ipsum: credere, opus est, in quo nonnulla functio est liberi arbitrii, cum sese applicat ad credendum aut avertit. Cur collaudatur servus, qui domini sortem sua auxerat industria, cur damnatur ignavus et cessator, si nihil ibi nostrum est? Rursum cap. vigesimoquinto (35, 36), cum invitat omnes ad consortium aeterni regni, non commemorat necessitatem, sed ipsorum benefacta: ,Dedistis cibum, dedistis potum, collegistis hospitem, vestistis nudum' etc.

Hvad betyder lignelsen om arbejderne i vingården? (Matt 20,1-16) Mon de er arbejdere, som ikke arbejder? Der gives dem efter aftale en denar som løn for gerningerne. Så vil nogen kunne sige: Løn kaldes det, som af Gud på en eller anden måde bør gives, fordi han har fastholdt sin trofasthed overfor mennesket, hvis det stoler på hans forjættelser. Og dog er netop den tro nødvendig, hvori den frie vilje har en ikke ringe funktion, idet den vender sig hen imod eller vender sig bort fra det, der skal tros. Hvorfor får den tjener ros, som ved sin egen flid har øget sin herres penge? og hvorfor fordømmes den dovne og efterladende, hvis intet af det er vort ansvar? Fremdeles: Matt 25,35f: Når Kristus inviterer alle ind til fællesskab i sit evige rige, nævner han ikke nødvendigheden, men deres gode gerninger: "I har givet mig at spise, I har givet mig at drikke, I har giver mig husly, I har givet mig klæder, da jeg var nøgen, osv". 

²³ Rursus haedis, qui a sinistris sunt, exprobrat non necessitatem, sed voluntariam operum omissionem: ,Vidistis esurientem', data est benefaciendi occasio, ,non dedistis cibum' etc. Iam nonne omnes evangelicae quoque literae plenae sunt exhortationibus: ,Venite ad me, qui onerati estis, vigilate, orate, petite, quaerite, pulsate, videte, cavete'? Quid sibi volunt tot parabolae,de custodiendo verbo dei, de occurendo sponso, de nocturno suffossore, de domo fundanda super petram' ? 

Omvendt med bukkene på den venstre side, dem bebrejder han ikke nødvendigheden, men den manglende vilje til gerninger. "I så mig sulten", de havde altså lejlighed til at gøre en god gerning, "men I gav mig ikke at spise", osv (Matt 25,42). Mon ikke også næsten alle evangeliets skrifter fulde af opfordringer: "Kom til mig, I, som er tyngede af byrder" (Matt 11,28), "Våg (Matt 24,42), bed (Matt 5,44), bønfald, søg, bank på (Matt 7,7), se til, tag jer i agt". (Mark 8,15). Hvad betyder alle lignelserne, om at bevare Guds ord (Mark 13,1-23), om brudgommen, som vi skal løbe imøde (Matt 25,1-13), om den natlige skattegraver (Matt 13,44), om huset, der skal bygges på klippen (Matt 7,24f)?

²⁴ Nimirum ad studium, ad conatum, ad industriam nos excitant, ne pereamus negligentes dei gratiam. Haec aut frigida videntur aut supervacanea, si cuncta referantur ad necessitatem. Idem dicendum est de minis evangelicis: ,Vae vobis, scribae, vae vobis, hypocritae, vae tibi, Corozaim!' Frigebunt et exprobrationes illae: ,O generatio incredula et perversa, quamdiu ero vobiscum, quamdiu vos patiar, serpentes, progenies viperarum, quomodo fugietis a iudicio gehennae? Ex fructibus', inquit dominus, ,eorum cognoscetis eos'. 

Uden tvivl opfordrer de os til at stræbe, til at forsøge, til at være ivrige, at vi ikke skal fortabes, fordi vi er ligeglade med Guds nåde. Disse ord ville synes uforståelige eller overflødige, hvis alt kunne henføres til nødvendigheden. Det samme kan siges om de evangeliske trusler: "Vé jer, I skriftkloge, vé jer, I hyklere, (Matt 23,13ff) vé dig Korazin!" (Matt 11,21) Uforståelige er også disse bebrejdelser: "O du vantro og forvendte slægt, hvorlænge skal jeg være hos jer, hvorlænge skal jeg tåle jer, (Mark 9,19) I slanger, øgleyngel, hvordam vil I flygte fra det kommende helvede? (Matt 23,33ff) Af deres frugter, siger Herren, skal I kende dem". (Matt 7,16) 

²⁵  Fructus opera dicit, ea nostra vocat; at ea nostra non sunt, si cuncta geruntur necessitate. Orat in cruce: ,Pater, ignosce illis, quia nesciunt, quid faciunt'. Quanto iustius excusasset eos, quia non est illis libera voluntas nec possunt, si velint, aliter facere! Rursus Ioannes: ,Dedit eis potestatem filios dei fieri, his, qui credunt in nomine ipsius'. Quomodo datur potestas, ut filii dei fiant, qui nondum sunt, si nostrae voluntatis nulla est libertas? Cum quidam offensi verbis domini discessissent ab eo, dixit proximis discipulis: ,Numquid et vos vultis abire?' Si illi non discesserant sua sponte, sed necessitate, cur ceteros interrogat, num et ipsi velint?

Frugten kalder han gerningerne, og han kalder dem vore gerninger; men de er jo ikke vore, hvis de alle fremstår med nødvendighed. Han beder på korset: "Fader, tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør" (Luk 23,34). Hvor meget mere retfærdigt ville han ikke have kunnet undskylde dem med, at de ikke har nogen fri vilje og heller ikke kunne handle anderledes, selv om de ville! Atter skriver Johannes: "Han gav dem magt til at blive Guds børn, de, som tror på hans navn" (Jo 1,12). Hvordan kan de, der endnu ikke er Guds børn, få magt til at blive det, hvis vores vilje ikke har nogen frihed? Da der var nogle, som blev forarget over Herrens ord og forlod ham, sagde han til sine nærmeste disciple: "Vil også I gå bort?" Hvis de første ikke var gået bort af egen fri vilje, men med nødvendighed, hvorfor spørger han så de øvrige, om også de vil gå bort? 

²⁶ II b 3. Sed non erimus molesti lectori recensendis huius-modi locis omnibus, quorum ut non est numerus, ita sua sponte facile cuique occurrunt. Dispiciamus, an et apud Paulum, strenuum assertorem gratiae et perpetuum ex-pugnatorem operum legis, reperire liceat, quod statuat liberum arbitrium. Atque in primis occurrit locus in epistola ad Romanos cap. secundo (4): ,An divitias', inquit, ,bonitatis eius et patientiae et longanimitatis contemnis? An ignoras, quod benignitas dei ad paenitentiam te adducit?' Quomodo imputatur contemptus praecepti, ubi non est libera voluntas? Aut quomodo deus invitat ad paenitentiam, qui auctor est impaenitentiae? Aut quomodo iusta est dam-natio, ubi iudex cogit ad maleficium? (L6#6)

II b 3. Men vi vil ikke ærgre læseren med at anføre alle den slags skriftsteder – der er talløse af dem, og de falder i øjnene på enhver. Vi vil give et udsyn over, om der også hos Paulus, denne strenge fortaler for nåden og stadige modstander af lovgerninger, kan findes noget, der kan stadfæste den frie vilje. Og her viser sig nu først stedet i rom#2.4: ”Mon du foragter hans godhed og tålmodighed og langmodighed? Mon du ikke véd, at hans godhed vil føre dig til omvendelse?” Hvordan kan der tillægges nogen foragt for budet, når der ikke er nogen fri vilje? Hvordan kan Gud opfordre til bod, hvis han er ophavsmand til ubodfærdigheden? Hvordan kan den fordømmelse være retfærdig, hvor dommeren tvinger til ugerninger?

²⁷ Et tamen Paulus paulo ante dixerat: ,Scimus enim, quoniam iudicium dei est secundum veritatem in eos, qui talia agunt'. Audis actionem, audis iudicium secundum veritatem. Ubi mera necessitas? Ubi voluntas nihil aliud quam patiens? Vide vero, cui malum illorum imputet Paulus: ,Secundum autem duritiem tuam et impaenitens cor thesaurizas tibi iram in die irae et revelationis iusti iudicii dei, qui reddet unicuique secundum opera eius'. Et hic audis iustum dei iudicium, audis opera digna supplicio.

Og dog havde Paulus kort forinden sagt: ”Og vi véd, at Guds dom med rette rammer dem, som handler sådan”. (rom#2.2) Man hører ”at handle”, man hører ”dommen med rette”. Hvor er den simple nødvendighed? Hvor er den vilje, der kun kan lide? Nej, se kun, hvem det er, Paulus tilregner deres ondskab: ”Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede til dommens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares, han, som gengælder enhver efter hans gerninger”. (rom#2.5). Også her hører man ”Guds retfærdige dom”, man hører om ”gerninger, der er værdige til straf”.

²⁸  Quod si deus sua tantum bona opera, quae per nos operatur, imputaret nobis ad gloriam et honorem et immortalitatem, plausibilis esset benignitas (quamquam et hic admiscet apostolus: ,secundum patientiam boni operis', et rursum: ,quaerentibus vitam aeternam'). Ceterum qua iustitia infligitur ira, indignatio, tribulatio, angustia homini velut operanti malum, qui nihil operatur sponte, sed omnia facit necessitate?

Hvis nu Gud kun tilregnede os de gode gerninger, som han virkede i os, til herlighed og ære og udødelighed, så ville hans barmhjertighed være sandsynlig (skønt apostlen også her indskyder: ”til dem, der holder ud i gode gerninger” (rom#2.7), og igen: ”til dem, der søger det evige liv” (rom#2.7) (n28)). Men hvordan kan det være retfærdighed, når der påføres vrede, oprør, trængsel, menneskelig nød over et menneske, som om han havde handlet ondt, når han dog intet gør af sig selv, men gør alt med nødvendighed?

²⁹ II b 4. Iam qui consistunt illae Pauli collationes de currentibus in stadio, de brabeo, de corona, si nihil est tri-buendum nostro conatui? Ad Corinth, cap. nono (24, 25): ,An nescitis, quod hi, qui in stadio currunt, omnes quidem currunt, sed unus accipit brabeum? Sic currite, ut comprehendatis' etc. Ac mox: ,Et illi quidem, ut corruptibilem coronam accipiant, nos autem incorruptam'. Corona non datur, nisi certantibus, et praemii loco datur, tamquam hunc honorem promeritis. Rursum ad Timotheum prima cap. sexto (12): ,Certa', inquit, ,bonum certamen fidei, apprehende vitam aeternam'. Ubi certamen est, ibi conatus est voluntarius, ibi periculum est, ne, si cesses, perdas praemium. 

II b 4. Hvordan kan nu disse sammenligninger, som Paulus foretager: om at løbe på løbebanen, om sejrsprisen, om kronen, have noget at sige, hvis der ikke tilskrives vores anstrengelser noget? 1kor#9.24: ”Véd I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den” osv. Og lige efter (vers 25): ”De andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en uvisnelig”. Kransen gives kun til dem, der konkurrerer, og der gives belønning, fordi de har fortjent det. Atter siger han 1 Tim 6,12: ”Strid troens gode strid, grib det evige liv”. Hvor der er kappestrid, dèr er der en fri stræben, dèr er der fare for, at man mister belønningen, hvis man er efterladende.

³⁰ Non itidem fit, ubi mera necessitate eveniunt omnia. Rursum ad eundem epistolae secundae cap. secundo (5): ,Nam et qui certat in agone, non coronatur, nisi qui legi-time certaverit'. Ac paulo superius: ,Labora sicut bonus miles Christi'. Meminit et agricolae laborantis. Certanti datur corona, militanti salarium, agricola fructum percipit. Item eiusdem epistolae cap. quarto (7, 8): ,Bonum', inquit, ,certamen certavi, cursum consummavi. In reliquum reposita est mihi corona iustitiae, quam reddet mihi dominus in illa die, iustus iudex'. Mihi difficile videtur certamen, coronam, iustum iudicem, reddendi, certandi verbum coniungere cum omnium rerum mera necessitate, cum voluntate nihil agente, sed tantum patiente.

Men sådan går det ikke, hvis alt sker af lutter nødvendighed. Atter siger ham i 2 Tim 2,5: ”Ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne”. Og lidt tidligere: ”Anstreng dig som en god Kristi soldat” (2 Tim 2,3). Han nævner også den landmand, der arbejder. (vers 6). Til den, der kæmper, gives kransen, til soldaten solden, landmanden får frugten. Ligeledes 2 Tim 4,7: ”Jeg har stridt den gode strid, jeg har fuldendt løbet. Der er lagt til side til mig retfærdighedens krans, som Herren vil give mig på den dag, Herren, den retfærdige dommer”. Mig forekommer det vanskeligt at forbinde en væddestrid, en krans, en retfærdig dommer, dette at yde gengæld, og dette at kæmpe med, at alt sker af lutter nødvendighed, med at viljen ikke handler, men kun lader sig handle med.

³¹ II b 5. Iacobus item hominum peccata non tribuit neces-sitati ac deo in nobis operanti, sed ipsorum depravatae concupiscentiae. ,Deus', inquit, ,neminem tentat, sed unus-quisque tentatur a concupiscentia sua abstractus et illectus; deinde concupiscentia, cum conceperit, parit peccatum'. Malefacta hominum Paulus vocat opera carnis, non opera dei, videlicet hoc appellans carnem, quod Iacobus vocat concupiscentiam. Et in Actis audit Ananias: ,Cur tentavit Satanas cor tuum?' Paulus item ad Ephes. cap. secundo (2) mala opera tribuit spiritui huius aeris, qui operatur in filiis diffidentiae. ,Quae communicatio Christo cum Belial? Aut facite', inquit, ,arborem bonam et fructus eius bonos, aut facite arborem malam et fructus eius similiter malos'.

II b 5. Ligeledes henfører Jakob ikke menneskenes synder til nødvendigheden og til Gud, der virker i os, men til vor egen forkerte begærliehde. Han siger: ”Gud frister ingen, men enhver fristes af sit begær, der drager og lokker; dernæst føder begæret, når det har undfanget, synd” (Jak 1,13-15). Paulus kalder menneskenes onde gerninger for kødets gerninger, ikke for Guds gerninger, han kalder nemlig det ”kød”, som Jakob kalder ”begær”. Og i Apostlenes Gerninger hører Ananias: ”Hvorfor frister Satan dit hjerte?” (Apg 5,3) Paulus tillægger ligeledes i Ef 2,2 de onde gerninger denne lufts ånd, som arbejder i ulydighedens børn. ”Hvilket fællesskab har Kristus med Belial?” (2kor#6.15) Eller han siger: ”Tag et godt træ, dets frugt er også god, eller tag et dårligt træ, dets frugt er ligeledes dårlig!” (Matt 12,33)

³² Qua igitur fronte quidam deo, quo nihil potest esse melius, tribuunt fructus pessimos? Quamquam autem humana concupiscentia sollicitatur a Satana aut rebus extrariis aut alioqui per occasionem rei, quae est in homine, tamen sollicitatio non affert peccandi necessitatem, si velimus obniti implorato divino praesidio, quemadmodum spiritus Christi provocans nos ad bene agendum non affert necessitatem, sed opem. Consentit cum Jacobo Ecclesiasticus cap. 15 (21): ,Nemini mandavit deus impie agere et nemini dedit spatium peccandi'. At qui cogit, plus facit, quam si mandet.

Hvilken frækhed er det da ikke af nogle, at de fører de onde frugter tilbage til Gud, som er det absolut gode? Selvom det menneskelige begær opægges af Satan enten gennem ydre ting eller måske gennem en indre menneskelig tingenes tilstand, så medfører opæggelsen dog ikke, at man synder med nødvendighed, hvis vi vil kæmpe imod under anråbelse af den guddommelige hjælp, ligesom Kristi ånd, når han opfordrer os til at handle godt, ikke medfører nødvendighed, men hjælp. Jesu Siraks bog er enig med Jakob: ”Gud tvinger ingen til at handle ugudeligt, og giver ingen lejlighed til at synde”. (Sir 15,21). Men den, der tvinger, gør mere end blot befale.

³³ Sed evidentius est, quod scribit Paulus 2. ad Timoth. secundo (21): ,Si quis ergo se emundaverit ab istis, erit vas in honorem'. Quomodo emundat se, qui nihil agit omnino? Scio hic subesse tropum, sed in praesentia mihi satis est, quod hic sermo multum dissonat ab his, qui volunt omnia tribuere merae necessitati.

Men det er endnu mere klart, hvad Paulus skriver til Timotheus: ”Den, der holder sig fri at dette, skal være et kar til ære” (2 Tim 2,21). Hvordan skal han holde sig fri, hvis han ikke kan gøre noget overhovedet? Jeg véd godt, at der foreligger billedtale, men for øjeblikket er det mig nok, at dette ord afviger meget fra dem, som mener, at alting sker af lutter nødvendighed.

³⁴ Concinit huic illud 1. Ioan. 5: ,Omnis, qui habet hanc spem in eo, sanctificat se, sicut et ille sanctus est'. Admittam hic tropum, si vicissim illi nobis in aliis locis permittent tropi praesidium. Et tamen nimis impudens fuerit tropus, si quis interpretetur: sanctificat se, id est velit nolit sanctificatur a deo. ,Abiciamus', inquit Paulus, ,opera tenebrarum'. Et: ,Exspoliantes veterem hominem cum actibus suis'. Quomodo iubemur abicere et exuere, si nihil agimus? Item ad Ro. 7 (18): ,Nam velle adiacet mihi, perficere autem bonum non invenio'. Hic Paulus videtur fateri esse in hominis potestate velle, quod bonum est; atqui hoc ipsum velle benefacere bonum est opus, alioqui nec velle malum erit in malis. Ceterum extra controversiam est voluisse occidere malum esse.

Hermed stemmer 1 Joh 3,3 overens: ”Enhver, der har dette håb til ham, helligger sig, ligesom også han er hellig”. Jeg vil godt indrømme, at der her er tale om billedtale, hvis de til gengæld vil tillade os at tale om billedtale andre steder. Og dog ville det være en altfor fræk billedtale, hvis nogen ville udlægge det: Han skal helliggøre sig, det vil sige, hvad enten han vil eller ej, helliggøres han af Gud. Paulus siger: ”Lad os afkaste mørkets gerninger”. (rom#13.12) og han siger: ”I har dog afført jer det gamle menneske med alle dets gerninger” (Kol 3,9). Hvordan kunne vi få befaling til at afkaste og afføre os, hvis vi ikke kunne gøre noget? Ligeledes siger han rom#7,18: ”Viljen har jeg, men at udføre det gode kan jeg ikke”. Her synes Paulus at indrømme, at der i mennesket er en magt til at ville, hvad der er godt; og dog er netop det at ville gøre godt en god gerning, ellers ville heller ikke det at ville det onde høre til blandt de onde gerninger. For øvrigt er det udenfor diskussion at dette at ville slå ihjel er en ond gerning.

³⁵ II b 6. Rursum 1. ad Cor. 14 (32): ,Spiritus', inquit, ,prophetarum prophetis subiectus est'. Si quos agit spiritus sanctus, sic agit, ut sit illis liberum, si velint, obticescere, multo magis hominis voluntas ex sese sui iuris est. Nam hi, quos agit spiritus phanaticus, nec tacere possunt, si velint, et saepe non intelligunt ipsi, quid loquantur. Eodem perti-net illud, quod admonet Timotheum: ,Noli negligere gratiam, quae in te est'. Declarat enim in nobis esse avertere animum a gratia data. Item alibi: ,Et gratia eius in me vacua non fuit'. Significat se non defuisse gratiae divinae. Quomodo non defuit, qui nihil egit? Petrus epist. 2. cap. 1 (5): 'Vos autem' inquit, ,omnem curam subinferentes ministrate in fide vestra virtutem' etc. Ac mox: ,Quapropter, fratres, magis satagite, ut per bona opera certam vocationem vestram et electionem faciatis'. Vult nostram sollicitudinem iungi gratiae divinae, ut per gradus virtutum perveniamus ad perfectionem.

II b 6. Videre: Han siger i 1kor#14.32: ”Profeters ånd er profeter lydig”. Hvis Helligånden driver nogle, handler den således, at det står dem frit for, hvis de vil, at tie. Meget mere er menneskets vilje ud af sig selv sin egen lov. For de, der drives af en fanatisk ånd, kan ikke tie, heller ikke, selv om de ville, og ofte forstår de ikke selv, hvad de siger. Det samme handler det om, når han formaner Timotheus: ”Forsøm ikke den nådegave, der er i dig”. (1 Tim 4,14). For han forklarer, at det ligger i vores magt at vende sjælen bort fra den nåde, der gives os. Ligeledes siger han et andet sted: ”Og hans nåde imod mig har ikke været forgæves” (1kor#15.10) Han betegner her, at han ikke har manglet den guddommelige nåde. Hvordan kan han ikke have manglet den, hvis han intet udfører? Peter siger i 2 Pet 1,5: ”Men sæt alt jeres iver ind på til troen at føje dyd” osv. Og lidt efter: ”Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver, så I gør jeres kaldelse og udvælgelse fast gennem gode gerninger”. (2 Pet 1,10). Han vil, at vores stræben skal knyttes sammen med den guddommelige nåde, så vi gennem dydernes grader når frem til fuldkommenhed.

³⁶ II b 7. Sed iamdudum vereor, ne cui videar in his con-gerendis immodicus, cum nusquam non occurrant in divinis voluminibus. Cum enim scribat Paulus secunda ad Timo-theum cap. tertio (16): ,Omnis enim scriptura divinitus inspirata utilis est ad docendum, ad arguendum, ad corri-piendum, ad erudiendum' etc., nihil horum videtur habere locum, ubi mera et inevitabili necessitate geruntur omnia. Quorsum pertinent tot encomia sanctorum apud Eccle-siasticum cap. quadragesimoquarto et sequentibus aliquot, si nihil debetur industriae nostrae? Quid sibi vult ubique laudata oboedientia, si ad bona et simul mala opera tale sumus instrumentum deo, quale securis est fabro?

II b 7. Men jeg har alt længe været bange for, at én og anden skal synes, at jeg i at opremse disse tekster er umådeholden, eftersom de møder os overalt i den hellige skrift. For når Paulus skriver til Timotheus: ”Ethvert skrift, der er guddommeligt inspireret, er dueligt til at lære, til at bevise, til at vejlede, til at opdrage” osv (2 Tim 3,16), så synes intet af dette at kunne finde sted, hvor alt sker af idel og uundgåelig nødvendighed. Hvad bygger alle lovprisningerne af de hellige hos Sir 44 og de følgende kapitler på, hvis vores iver ikke er fortjenstfuld? Hvad skal det gøre godt for med den overalt roste lydighed, hvis vi, hvad angår gode såvelsom onde gerninger for Gud er samme slags redskaber, som øksen er for tømreren?

³⁷ lI b 8. At tale instrumentum sumus omnes, si verum est dogma Vuyclevi, omnia et ante gratiam et post gratiam, bona pariter ac mala, quin et media, mera necessitate geri, quam sententiam approbat Lutherus. Quod ne quis a me confictum causetur, ipsius verba subscribam ex assertioni-bus: ,Unde', inquit, ,et hunc articulum necesse est revocare. Male enim dixi, quod liberum arbitrium ante gratiam sit res de solo titulo, sed simpliciter debui dicere: Liberum arbitrium est figmentum in rebus seu titulus sine re, quia nulli est in manu quippiam cogitare mali aut boni, sed omnia, ut Vuyclevi articulus Constantiae condemnatus recte docet, de necessitate absolute eveniunt'. Hactenus Lutheri verba recitavimus. Multa loca prudens praetereo, quae sunt in Actis et in Apocalypsi, ne molestus sim lectori. Haec tam multa non sine causa moverunt eruditos ac sanctos viros, ne in totum tollerent liberum arbitrium. Tantum abest, ut spiritu Satanae fuerint instigati sibique damnationem accersierint fidentes operibus suis.

II b 8. Men vi er alle et sådant redskab, hvis Wiklefs læresætning er sand: at alt både før nåden og efter nåden, både godt og ondt, og hvad der ligger midtimellem, sker af lutter nødvendighed. Denne mening tilslutter Luther sig. Og for at ingen skal anklage mig for, at jeg har opfundet dem, vil jeg afskrive hans egne ord fra Assertionerne: ”Derfor er det også nødvendigt at tilbagekalde denne artikel. For det var dårligt, hvad jeg sagde, at den frie vilje før nåden er et tomt navn, jeg burde simpelthen have sagt: 'den frie vilje er en drøm, hvad sagen angår, eller en betegnelse uden virkelighed bag'. For der er ingen, der har det i sin magt på nogen måde at tænke ondt eller godt, men alt sker (som Wiklefs artikel med rette lærer, den, der blev fordømt i Konstanz) ud fra en absolut nødvendighed”. (ass04#63). Såvidt Luthers ord. Mange steder fra Apostlenes Gerninger og Åbenbaringen springer jeg over for ikke at kede læseren. Disse mange skriftsteder har ikke uden grund fået mange lærde og hellige mænd til ikke helt at ophæve den frie vilje. Det er langt fra, at de var drevet af Satans ånd (ass04#62) og selv har kaldt fordømmelsen ned over sig, idet de fæstede lid til deres gerninger.

³⁸ III a 1. Nunc tempus est, ut ex adverso recenseamus aliquot scripturarum testimonia, quae videntur prorsus tollere liberum arbitrium. Ea sane nonnulla sunt obvia nobis in sacris voluminibus, sed in his duo praecipua sunt ac ceteris evidentiora, quorum utrumque sic tractat Paulus apostolus, ut prima specie nihil omnino tribuere videatur vel operibus nostris vel liberi arbitrii viribus.

III a 1. Nu er det tid, at vi fra den anden side gennemgår nogle af skriftens vidnesbyrd, som synes helt at ophæve den frie vilje. Og der er her og der nogle sådanne steder i de hellige bøger, dog er af disse især følgende to mere indlysende end de andre, og begge disse to behandler apostelen Paulus således, at man ved første øjekast må synes, at han slet ikke tillægger vore gerninger eller den frie viljes kræfter noget overhovedet.

³⁹ Alter locus est Exodi cap. 9 (12, 16) et tractatur a Paulo epistolae ad Romanos cap. nono (14ff): 'Induravit dominus cor Pharaonis et non audivit eos'. Et rursus: 'Idcirco autem posui te, ut ostendam in te fortitudinem meam et narretur nomen meum in omni terra'.

Det første sted er 2 Mos 9,12, og det behandles af Paulus i Rom 9,14f: 'Herren forhærdede Faraos hjerte, så han ikke adlød dem' (rom#9.14). Og igen: 'Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig og lade mit navn fortælles over hele jorden'. (rom#9.17)

⁴⁰ Paulus sic explicat adducens similem locum, qui est Exodi trigesimosecundo: 'Mosi enim dixit: Miserebor, cuicumque misereor, et commiserabor, quemcunque commiseror. Igitur non volentis neque currentis, sed miserentis est dei'. (Rom 9,15f).

Paulus føjer et lignende sted, nemlig 2 Mos 33,19, til og forklarer det på følgende måde: 'Til Moses sagde Gud nemlig: Jeg forbarmer mig over hvem jeg vil og viser barmhjertighed imod hvem jeg vil. Derfor kommer det ikke an på den, der vil, eller på den, der løber, men på Gud, der viser barmhjertighed'. (rom#9.16)

⁴¹ Alter est apud Malachiam cap. primo (2,3), et tractatur apud Paulum cap. nono (11-13): 'Nonne frater erat Iacob, dicit dominus? Et dilexi Iacob, Esau autem odio habui'. (Mal 1,2f).

Det andet sted er Mal 1,2f, og det behandles hos Paulus i Rom 9,11ff: 'Mon ikke han er Jacobs bror, siger Herren, men jeg elsker Jacob, men hader Esau'.

⁴² Paulus sic explicat: 'Cum enim nondum nati essent aut aliquid boni egissent aut mali, ut secundum electionem propositum dei maneret, non ex operibus, sed ex vocante dictum est ei, quia maior serviet minori, sicut scriptum est: Iacob dilexi, Esau autem odio habui'. (Rom 9,11-13).

Paulus forklarer det således: 'Førend nemlig de endnu var født og havde gjort noget godt eller ondt, for at Guds beslutning ifølge udvælgelse skulle stå fast, ikke ud fra gerninger, men ud fra den, der kalder, blev der sagt til hende, sådan som der står skrevet: Jacob elskede jeg, men Esau hadede jeg'.

⁴³ III a 2. Quoniam autem absurdum videtur, ut deus, qui non solum iustus est, verum etiam bonus, indurasse dicatur cor hominis, ut per illius malitiam suam illustraret potentiam, Origenes libro peri arcwn tertio (note 1) sic explicat nodum, ut fateatur occasionem indurationis datam a deo, culpam tamen in Pharaonem reiciat, qui sua malitia factus sit obstinatior per haec, per quae debebat ad paenitentiam adduci;

Men eftersom det synes absurd, at Gud, som ikke blot er retfærdig, men også god, kan siges at forhærde et menneskes hjerte, for igennem hans ondskab at vise sin magt, løser Origenes i sin bog 'Om begyndelserne' knuden på den måde, at han indrømmer, at der blev givet lejlighed til forhærdelse af Gud, men skylden falder dog på Farao, som af sin ondskab blev gjort mere stædig gennem det, som burde have ført ham til bod;

⁴⁴ quemadmodum ex eodem imbre terra culta producit fructum optimum, inculta spinas ac tribolos, et quemadmodum ex eodem sole cera liquescit, limus durescit, ita lenitas dei, quae tolerat peccantem, alios adducit ad paenitentiam, alios reddit obstinatiores in malitia. (L42). 

ligesom ud fra den samme regn den dyrkede jord frembringer den bedste frugt, men den udyrkede torne og tidsler, og ligesom i kraft af den samme sol vokset bliver blødt, men leret hårdt, således fører Guds langmodighed, som lader synderen være tålt, nogle til bod, andre gør den mere stædige i deres ondskab.

⁴⁵ Miseretur ergo eorum, qui dei bonitatem agnoscentes resipiscunt. Indurabant autem, qui dilati ad paenitentiam neglecta dei bonitate proficiunt ad deteriora.

Derfor forbarmer han sig over dem, der erkender Guds godhed og forbedrer sig. Men han forhærder dem, som får en frist til at gøre bod, men fornægter Guds godhed og bliver værre.

⁴⁶ Tropum autem, quo dicitur fecisse, qui dedit occasionem, probat primum ex consuetudine sermonis popularis, quo vulgo pater dicit filio: Ego te perdidi, quod errantem non statim punierit.

Men den billedtale, hvorved man siger, at han har gjort det, skønt han blot giver mulighed for det, beviser Origenes hovedsagelig ud fra almindelige sprogbrug, når almindeligvis en far siger til sin søn: Jeg har fordærvet dig, fordi han ikke straks har straffet ham, når han gjorde noget forkert.

⁴⁷ III a 3. Usus est simili tropo Esaias cap. 63 (17): 'Quare (94) errare nos fecisti, domine, de viis tuis, indurasti cor nostrum, ne timeremus te?' Hunc locum iuxta sententiam Origenis interpretatur Hieronymus.

Esaias bruger en tilsvarende billedtale kap 63,17: 'Hvorfor har du ladet os gå vild, Herre, bort fra dine veje, hvorfor har du forhærdet vore hjerter, så vi ikke frygter dig?' Dette sted udlægger Hieronymus i Origenes' mening.

⁴⁸ Indurat deus, cum non statim castigat peccantem, et miseretur, cum mox per afflictiones ad paenitentiam invitat.

Gud forhærder, når han ikke straks tugter synderen, og han forbarmer sig, når han straks igennem anfægtelser leder til bod.

⁴⁹ Sic apud Osee loquitur iratus: 'Non visitabo super filias vestras, cum fuerint fornicatae'. (Hos 4,14). Rursus misericorditer castigat in Psal. 88 (33): 'Visitabo in virga iniquitates eorum et in verberibus peccata eorum'. 

Sådan taler han vredt hos Hoseas: 'Jeg hjemsøger ikke jeres døtre, skønt de er horkvinder'. Og omvendt tugter han barmhjertigt i Sl 88,33: 'Jeg vil hjemsøge deres overtrædelser med stok og deres synder med slag'.

⁵⁰ Eodem tropo dixit Hiere. ca. 20 (7): 'Seduxisti me, domine, et seductus sum, fortior me fuisti et invaluisti'. 

I den samme billedtale taler Jeremias: 'Du har forført mig, Herre, og jeg blev forført, du var stærkere end mig, og du har tvunget mig'.

⁵¹ Seducere dicitur, qui non statim revocat ab errore, quod ipsum existimat Origenes interim conducere ad perfectiorem sanitatem, quemadmodum periti chirurgi malunt tardius obducere cicatricem vulneri, quo magis educta per hiatum vulnerus sanie succedat perpetua sanitas.

Gud siges at forføre, når han ikke straks kalder tilbage fra synd, og det mener Origenes ofte fører til en endnu stærkere sundhed, ligesom en erfaren kirurg hellere vil have at såret hærder langsommere, fordi når der kommer mere materie ud af såret, fører det hurtigere til varig sundhed.

⁵² Annotat et illud Origenes, quod ait dominus: 'In hoc ipsum excitavi te', non: In hoc ipsum feci te. Alioqui Pharao non fuisset impius, si talem condidisset deus, qui contemplatus est omnia opera sua et erant valde bona.

Origenes lægger også mærke til ordet fra Herren: 'netop derfor har jeg oprejst dig', ikke: netop derfor har jeg skabt dig. Ellers ville Farao ikke have været gudløs, hvis Gud havde skabt ham sådan, han så jo på alt, hvad han havde skabt og se, det var såre godt.

⁵³ Nunc utroque vertibili voluntate conditus suapte sponte deflexit ad malum, dum suo animo maluit obsequi quam dei iussis obtemperare.

Nu var han imidlertid skabt med en vilje, der kunne vende sig begge veje, og han vendte sig frivilligt mod det onde, idet han hellere ville følge sit eget sind end adlyde Guds befalinger.

⁵⁴ III a 4. Haec autem Pharaonis malitia deus abusus est in suam gloriam et ad salutem populi sui, quo magis perspicuum esset homines frustra conari, qui dei voluntati resistunt, quemadmodum prudens rex aut paterfamilias saevitia quorundam, quod odit, tamen ad puniendos improbos abutitur.

Men denne ondskab hos Farao brugte Gud til sin ære og til folkets frelse, for at det skulle være så meget mere klart, at de mennesker, der stod Guds vilje imod, anstrengte sig forgæves, ligesom en klog konge eller familiefader kan bruge nogle menneskers grusomhed, som han hader, til dog at straffe de onde.

⁵⁵ Nec tamen ideo vis fit nostrae voluntati, si rerum eventus in manu dei est aut si illi conatus hominum pro suo arcano consilio alio vertit, quam illi destinarant.

Dog lider vores vilje ikke af den grund nogen overlast, selv om tingenes udfald ligger i Guds hånd, eller selv om han vender menneskenes anstrengelser til bedste for sine hemmelige råd et andet sted hen, end de havde bestemt.

⁵⁶ Quemadmodum igitur malorum conatus vertit in bonum pierum, ita bonorum conatu non assequuntur, quod expetunt, nisi adiuti gratuito dei favore.

Ligesom han altså vender de ondes stræben til bedste for de fromme, således når de godes bestræbelser ikke det mål, de sigter efter, medmindre de har hjælp af Guds frie gunst.

⁵⁷ Nimirum hoc est, quod subicit Paulus: 'Igitur non volentis neque currentis, sed miserentis est dei'.

Det er uden tvivl det, som Paulus skriver om: 'Derfor kommer det ikke an på den, der vil, eller den, der anstrenger sig, men på Gud, der er barmhjertig'. (rom#9.16)

⁵⁸ Praevenit dei misericordia voluntatem nostram, comitatur eandem in conando, dat felicem eventum. Et tamen interim volumus, currimus, assequimur, sic tamen, ut hoc ipsum, quod nostrum est, ascribamus deo, cuius sumus toti.

Guds barmhjertighed kommer vores vilje i forkøbet, hjælper den i dens stræben og giver lykke til udfaldet. Og dog vil vi, anstrenger vi os, når vi resultater samtidig dermed, dog således, at det, der er vort, det tilskriver vi Gud, ham, hvis ejendom vi er helt og holdent.

⁵⁹ III a 5. Satis autem explicant nodum de praescientia, quod non imponat necessitatem voluntati nostrae, sed mea sententia vix alius felicius quam Laurentius Valla.

III a 5. Man har ganske meget forklaret det vanskelige spørgsmål om forudviden, at den ikke påfører vores vilje nogen nødvendighed, men efter min mening har ingen gjort det bedre end Laurentius Valla. 

⁶⁰ Nec enim praescientia causa est eorum, quae eventiunt, cum et nobis contingat multa praescire, quae non ideo eveniunt, quia praescimus, sed ideo praescimus, quod sint eventura, quemadmodum non ideo fit eclipsis solis, quod eam astrologi futuram praedixerint, sed ideo futuram praedixerunt, quod esset futura.

Forudvidenen er nemlig ikke årsag til det, der sker, eftersom det også for os sker, at vi kan vide meget i forvejen, som ikke sker af den grund, at vi véd det, men vi véd det af den grund, at det vil ske, ligesom en solformørkelse ikke sker, fordi astrologerne kan forudsige dens komme, men de kan forudsige dens komme, fordi den vil finde sted.

⁶¹ III a 6. Ceterum de voluntate ac destinatione dei difficilior est quaestio. Vult enim deus eadem, quae praescit.

III a 6. Men vanskeligere er spørgsmålet om Guds vilje og forudbestemmelse. Gud vil jo nemlig det samme, som han forudvéd.

⁶² Nam aliquo modo velit oportet, qui, quod praescit futurum, tamen non impedit, cum ipsi sit in manu. Et hoc est, quod subicit Paulus: 'Voluntati eius quid resistit, si miseretur cui vult, si indurat quem vult?' (L7#62)

For på en eller anden måde må han dog ville det, han som, fordi han kender fremtiden, dog ikke forhindrer den, skønt han havde magt til det. Og det er det, som Paulus siger hertil: 'Hvem kan modstå hans vilje, hvis han forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil?' (rom#9.18)

⁶³ Etenim si esset rex, qui quicquid vellet efficeret, neque quisquam posset obsistere, facere dicitur quicquid vellet. (L18) Ita dei voluntas, quoniam est principalis causa omnium, quae fiunt, videtur nostrae voluntati necessitatem inducere.

Ligesom hvis der var en konge, som kunne gøre, hvad han ville, og ingen kunne modsætte sig ham, han kunne siges at gøre, hvad han ville. Sådan synes Guds vilje, der jo er den første årsag til alle ting, som sker, at påføre vores vilje nødvendighed.

⁶⁴ Nec hanc quaestionem explicat Paulus, sed obiurgat disputantem: 'O homo, tu quis es, qui respondes deo?' (L20). 

Men dette spørgsmål forklarer Paulus ikke, han irettesætter den, der diskuterer: 'O menneske, hvem er du, som vil gå i rette med Gud?' (rom#9.20)

⁶⁵ Verum obiurgat impie obmurmurantem, veluti si herus dicat servo respontatori: Quid tua refert, quare sic iubeam? Tu fac, quod iubeo, aliud responsurus, si servus prudens ac benevolus modeste cupiat a domini discere, quare velit hoc fieri, quod in speciem videretur inutile.

Men han bebrejder den, der ufromt gør indvendinger, som hvis en herre ville sige til sin næsvise slave: Hvad kommer det dig ved, hvordan jeg dømmer? Gør du, hvad jeg befaler; han ville svare anderledes, hvis slaven var klog og velvillig og stræbte efter mådeholdent at lære af sin Herre, hvorfor han ville, at nogen skulle ske, som øjensynlig var uhensigtsmæssigt.

⁶⁶ Voluit deus male perire Pharaonem et iuste voluit et bonum erat illum perire, nec tamen illi coactus est dei voluntate, ut pertinaciter esset impius.

Gud ville, at Farao skulle gå til grunde på en elendig måde, han ville det med rette og det var godt, at han gik til grunde, og dog var han ikke tvunget af Guds vilje til stædigt at være gudløs.

⁶⁷ Veluti si dominus sciens pravum ingenium servi committeret illi munus, in quo daretur occasio peccandi, quo deprehensus lueret paenas in exemplum aliorum, praescit illum peccaturum et usurum ingenio suo et vult eum perire et vult eum aliquo pacto peccare, nec tamen excusator servus, qui suapte malitia peccavit.

Ligesom hvis en herre, der kender sin slaves dårlige karakter, giver han en opgave, i hvilken der gives ham lejlighed til at synde, og når han gribes i det, lader han gennemgå straffen til eksempel for andre, så véd han, at han vil synde og bruge sit karaktértræk, og han vil, at han skal gå til grunde, og han vil, at han for enhver pris skal synde, og dog undskylder det ikke synderen, som synder i kraft af sin ondskab. 

⁶⁸ Iam enim antea commeritus est, ut omnibus prodita ipsius malitia det paenas. Verum unde sumus initium meritorum, ubi est perpetua necessitas et ubi numquam fuit libera voluntas?

Allerede tidligere ville han jo have fortjent, at alle blev bekendt med hans synd, og den fik sin straf. Men hvor skulle vi finde begyndelsen til en sådan fortjeneste, hvor er den evige nødvendighed, og hvor er det menneske, som aldrig har haft en fri vilje?

⁶⁹ III a 7. Quod autem de rerum eventu diximus, quia deus frequenter alio vertit, quod agitur, quam destinarant homines, ut in plerisque verum est, ita non est perpetuo verum et frequentius accidit in malis quam in bonis.

III a 7. Men skønt vi har sagt om tingenes resultat, fordi Gud ofte vil det anderledes, der sker, end mennesker har planlagt, at det i de fleste tilfælde er sandt, så er det ikke altid sandt, og det sker oftere for de onde end for de gode.

⁷⁰ Iudaei crucifingentes dominum destinarant illum in totum abolere; hoc impium illorum consilium deus vertit in gloriam filii sui et in salutem totius mundi. Sed Cornelius ille centurio, qui bonis operibus ambiebat favorem numinis, assecutus est, quod volebat. Et Paulus consummato cursu assecutus est coronam, quam ambiebat. (Apg 10)

Jøderne korsfæstede Herren og havde regnet med, at han helt skulle forsvinde; men dette deres ufromme råd ændrede Gud til sin søns ære og til hele verdens frelse. Men høvedsmanden Kornelius, der gennem gode gerninger tragtede efter at vinde det guddommeliges gunst, opnåede, hvad han ville. Også Paulus har efter sit løbs afslutning opnået kronen, som han stræbte efter.

⁷¹ III a 8. Hic non excutiam, an deus, qui est sine controversia primaria et summa causa omnium, quae fiunt, quaedam sic agat per causas secundarias, ut ipse interea nihil agat, an sic agat omnia, ut secundariae causae tantum cooperentur causae principali, tametsi non sunt alioqui necessitate.

III a 8. Her vil jeg ikke efterprøve, om Gud, som ubestridt er den første og øverste årsag til alt, hvad der sker, også udvirker noget gennem andenrangs årsager, så at han selv imellemtiden intet foretager sig, eller om han virker således i alt, at de andenrangs årsager blot samvirker med hovedårsagen, skønt de ikke ellers er nødvendige.

⁷² Certe dubitari non potest, quin deus, si velit, possit omnium secundarium causarum naturalem effectum in diversum vertere. Videlicet efficere potest, ut refrigeret et humitectet ignis, ut duret et exsiccet aqua, ut obscuret sol, ut rigeant flumina, ut fluant rupes, ut servet venenum, ut interimat cibus, quemadmodum ignis fornacis Babylonicae tres pueros refocillavit et idem Chaldeos exussit. (Dan 3,48ff).

Det er givet, at man ikke kan tvivle på, at Gud, hvis han vil, kan vende enhver andenrangs, naturlig årsag til det modsatte. Naturligvis kan han udvirke, at ilden afkøler og gør våd, at vandet hærdner og udtørrer, at solen fordunkler, at floderne står stille, at giften redder liv, at maden dræber, sådan som den babyloniske ovns ild opkvikkede de tre unge mænd og samtidig opbrændte kaldæerne.

⁷³ Id quoties facit deus, miraculum dicitur. Hac ratione potest adimere gustum palato, iudicium oculis, ingenii, memoriae voluntatisque vires obstupefacere et ad id, quod ipsi visum fuerit, cogere, quemadmodum fecit in Balaam, qui venerat, ut malediceret, nec potuit: aliud loquebatur lingua, aliud volebat animus.

Så ofte Gud foretager sig den slags ting, kalder man det et under. På den måde kan han fjerne smagen fra tungen, bedømmelsen fra øjnene, forvirre forstandens, hukommelsens og viljens kræfter og tvinge dem til det, han beslutter, sådan som han gjorde med Bileam, som var kommet for at forbande, men ikke kunne gøre det: tungen sagde én ting, hjertet ville noget andet.

⁷⁴ Ceterum quod in paucis fit, non pertinet ad generalem sententiam. Et tamen in his quicquid deus vult, ex iustis causis vult, licet nobis aliquoties incognitis. Huic voluntati nemo potest resistere, sed ordinatae voluntati sive, ut scholae vocant, voluntati signi nimirum saepe resistitur. An non restitit Hierosolyma, quae noluit congregari, cum deus voluerit? (Matt 23,37) 

Men forøvrigt, hvad der sker med nogle få, gør intet fra eller til angående den almindelige opfattelse. Og alligevel vil Gud også i disse tilfælde det, han vil, af retfærdige grunde, selv om de som oftest er ukendte for os. Denne vilje kan ingen modstå, men den ordnede vilje eller som skolerne kalder den, erkendelige vilje, bliver der ofte ydet modstand imod. Mon ikke Jerusalem modstod den, da den ikke ville samles, skønt Gud ville det?

⁷⁵ III a 9. Sed dixeris aliquis: Interim duplici nomine necessitas est in rerum eventis, quod nec praescientia dei falli possit nec voluntas impediri. Non omnes necessitas excludit liberam voluntatem, quemadmodum deus pater necessario gignit filium et tamen volens ac libere gignit, quia non coactus. (L7#108)

III a 9. Men nu vil nogen nok sige: Af og til gives der to slags nødvendigheder i det, der sker, fordi hverken kan Guds forudviden tage fejl, ejheller kan hans vilje forhindres. Ikke enhver nødvendighed udelukker den frie vilje, sådan som Gud Fader med nødvendighed avler sønnen og dog vil og avler frit, eftersom det ikke er tvunget.

⁷⁶ Potest et in humanis rebus aliqua poni necessitas, quae tamen non excludat libertatem nostrae voluntatis. Praesciebat deus et, quod praesciebat, aliquo modo volebat fore, ut Iudas proderet dominum.

Man kan også i menneskelige anliggender anbringe en nødvendighed, som dog ikke udelukker vor viljes frihed. Gud har forudviden, og hvad han forudvéd, det vil han på én eller anden måde skal ske, såsom at Judas ville forråde Herren.

⁷⁷ Itaque si spectes dei praescientiam infallibilem et voluntatem immutabilem, necessario eventurum est, ut Iudas prodat dominum, et tamen Iudas poterat mutare voluntatem suam aut certe poterat non suscipere voluntatem impiam. ( L7#111) 

Derfor hvis du ser hen til Guds ufejlbare og uforanderlige forudviden, så måtte det nødvendigvis ske, at Judas forrådte Herren, og dog kunne Judas forandre sin vilje, eller kunne undlade at give plads til sin gudløse vilje.

⁷⁸ Dices: Quid si mutasset? Non fuisset falsa dei praescientia nec impedita voluntas, cum hoc ipsum praesciturus fuerit ac voliturus, quod esset mutaturus voluntatem.

Du vil sige: Hvad, hvis han ændrede sin vilje? Guds forudviden ville ikke være blevet falsk og hans vilje ikke forhindret, eftersom han netop havde forudviden om og vilje til, at Judas ville ændre sin vilje.

⁷⁹ In his qui rem scholastica subtilitate discutiunt, recipiunt necessitatem consequentiae, consequentis necessitatem reiciunt.

I disse ting antager de, der diskuterer sagen med skolastisk grundighed, en konsekvensbærende nødvendighed, men forkaster den konsekvensfølgende nødvendighed.

⁸⁰ Nam his verbis solent explicare, quod sentiunt. Fatentur enim necessario consequi, quod Iudas proditurus fuerit dominum, si hoc ab aeterno voluntate efficaci voluit deus, at negant consequi, quod ideo necessario proditurus sit, cum ex sua prava voluntate susceperit impium negotium.

For med disse ord plejer de at forklare, hvad de mener. De indrømmer nemlig, at det følger med nødvendighed, at Judas ville forråde Herren, hvis Gud fra evighed har villet dette med sin virksomme vilje, men de nægter, at der deraf følger, at han derfor med nødvendighed måtte blive forræder, eftersom han tog fat på sit ufromme forehavende ud fra sin forkerte vilje.

⁸¹ III a 10. Sed non est huius instituti hoc genus argutias persequi. Iam quod dictum est: 'Induravit dominus cor Pharaonis', (Ex 9,12) potest eodem accipi sensu, quo accipitur illud Pauli: 'Tradidit illos in reprobum seusum', (Rom 1,28) ut idem opus sit peccatum et paena peccati.

III a 10. Men det er ikke opgaven at forfølge den slags spidsfindigheder. Hvad allerede er sagt: Ordet 'Herren forhærdede Faraos hjerte' og forstås i samme betydning, som ordet hos Paulus: 'Han overgav den til en forkastelig tankegang', så synden selv og syndens straf er den samme gerning.

⁸² Sed quos tradit deus in reprobum sensum, utique tradit ob merita praecedentia veluti Pharaonem, quod tot signis provocatus noluerit dimittere populum, philosophos, quod cum dei divinitatem nossent, coluerint lapides et ligna.

Men dem, Gud prisgiver til en forkastelig tankegang, dem overgiver han på den måde, at det er på grund af, hvad de i forvejen har fortjent, sådan som han gjorde med Farao, fordi han, skønt opfordret gennem mange tegn, dog ikke ville lade folket rejse, og med filosofferne, fordi de, skønt de kendte Guds guddommelighed, dog dyrkede sten og træ.

⁸³ Verum ubi mera perpetuaque necessitas est, nulla possunt esse merita neque bona neque mala. Ad haec negari non potest, quin ad omnem actum concurrat operatio divina, cum omnis actio res quaedam sit atque etiam bonum quoddam sit, velut adulteram complecti aut hoc ipsum velle.

Men hvor der er tale om ren og varende nødvendighed, kan der ikke være tale om nogen fortjeneste eller skyld. Angående det kan man ikke nægte, at til enhver handling hører en guddommelig virken, eftersom enhver handling er noget og også på en måde er noget godt, såsom at omfavne en ægteskabsbryderske eller blot at ville det.

⁸⁴ Ceterum actus malitia non profiscitur a deo, sed a nostra voluntate, nisi quod deus, ut dictum est, dici posset aliquo sensu malitiam voluntatis operari in nobis, quod eam sinat ire, quo velit, nec revocet per suam gratiam. Ita perdidisse dicitur hominem, qui cum servare posset, passus est perire.

Men forøvrigt udgår en ond handling ikke fra Gud, men fra vores vilje, med mindre Gud, som før sagt, kan siges i en eller anden betydning at virke viljens ondskab i os, fordi han tillade den at gå, hvorhen den vil, og ikke kalder den tilbage med sin nåde. Sådan siger man, at én ødelægger et menneske, som, skønt han kunne redde ham, dog lod ham gå til grunde.

⁸⁵ III a 11. Sed hisce de rebus satis, quod ad hunc locum attinet. Nunc ad alterum de Esau et Iacob, de quibus nondum natis oraculo responsum est: 'Maior serviet minori', ut habetur Genesis 25 [23]: Sed haec vox non proprie pertinet ad homines salutem; potest enim deus velle, ut homo velit nolit servus sit aut pauper, ut tamen non reiciatur ab aeterna salute.

III a 11. Dog herom nok, såvidt det har med dette skriftsted at gøre. Nu til det andet om Esau og Jakob, til hvem en profeti lød, før de blev født: 'Den ældste skal tjene den yngste', som det står i Gen 25,23. Men dette ord har ikke egentlig noget med menneskets frelse at gøre; Gud kan nemlig beslutte sig til, at mennesket, hvad enten han vil eller ej, skal være slage eller være fattig, uden at han dog udelukker ham fra den evige frelse. (L8#12)

⁸⁶ Ceterum, quod attexit ex Malachiae cap. 1 [2]: 'Iacob dilexi, Esau autem odio habui', si literam urgeas, deus nec amat, quemadmodum nos amamus, nec odit quenquam, cum in hunc non cadant affectus huiusmodi.

Forøvrigt, hvad Paulus tilføjer fra Mal 1,2: 'Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg', så må man sige, hvis du lægger vægt på den bogstavelige mening, at Gud ikke elsker sådan som vi elsker, ejheller hader han nogen, eftersom den slags affekter er ham fremmed. (L8#31)

⁸⁷ Praeterea, quod coeperam dicere, videtur illic loqui propheta non de odio, quo damnatur in aeternum, sed de afflictione temporaria, veluti dicitur ira ac furor dei. Reprehenduntur illic, qui volebant exstruere Idumaeam, quam deus volebat manere dirutam.

Og forøvrigt, og det var det, jeg ville sige, synes profeten ikke her at tale om det had, hvorved vi bliver fordømt i evighed, men om en timelig trængsel, sådan som der tales om Guds vrede og raseri. De får dèr den bebrejdelse, at de ville opbygge Edom, som Gud ville skulle forblive i ruiner. (L8#22) (L8#38)

⁸⁸ III a 12. Porro, quod attinet ad tropologiam, nec omnes gentes dilexit deus nec omnes Iudaeos odit, sed ex utraque gente quosdam elegerat, ut hoc testimonium apud Paulum non admodum pugnet ad probandam necessitatem, sed potius ad retundendam arrogantiam Iudaeorum, qui credebant sibi proprie deberi gratiam evangelicam, quod essent posteritas Abrahae, et gentes abominabantur nec recipi patiebantur ad evangelicae gratiae consortium.

III a 12. Og hvad videre billedtalen angår, så er det hverken sådan, at Gud elsker alle hedninger eller hade alle jøder, men af begge folk udvælger han nogle, så at dette vidnesbyrd hos Paulus ikke så meget søger at bevise nødvendigheden, men snarere søger at neddæmpe jødernes anmasselse, fordi de troede, at de i særlig grad havde krav på den evangeliske nåde, eftersom de var Abrahams efterkommere, og fordi de afskyede hedningerne og ikke tillod, at de blev optaget i den evangeliske nådes fællesskab. (L8#49)

⁸⁹ Id paulo post explicans dicit: 'Quos et vocavit, non solum ex Iudaeis' etc. (Rom 9,24) Quoniam autem deus, quos odit aut diligit, ex justis causis odit aut diligit, non magis officit libertate arbitrii odium et amor, quo prosequitur nascituros, quam quo natos.

Dette forklarer han lidt efter sådan: '... dem han har kaldet, ikke blot fra jøderne' osv (rom#9.24). Men fordi Gud hader og elsker dem, han hader og elsker, af retfærdige grunde, så skader hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de ikke-fødte, ikke mere viljens frihed, end hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de fødte.

⁹⁰ Nondum natos odit, quia certo praescit illos gesturos odio digna; natos odit, quia committunt odio digna. Iudaei, qui erant populus dilectus, reiecti sunt, et gentes, qui non erant populus, receptae sunt. (L44).

De endnu ikke fødte hader han, fordi han med sikkerhed forudser, at de vil gøre noget, hvorved de fortjener had; dem, der er født, hader han, fordi de begår noget, der fortjener had. Jøderne, der var det udvalgte folk, bliver forkastet, og hedningerne, som ikke var noget folk, bliver antaget.

⁹¹ Quare Iudaei recisi sunt ab olea? Quia noluerunt credere. Quare insitae gentes? Quia oboedierunt evangelio. Hanc causam affert ipse Paulus: 'Propter incredulitatem', inquit, 'tracti sunt', (Rom 11,20) utique quia credere noluerunt.

Hvorfor bliver jøderne skåret af fra oliventræet? Fordi de ikke ville tro. Hvorfor bliver hedningerne sat ind? Fordi de adlød evangeliet. Denne begrundelse anfører Paulus selv: 'På grund af deres vantro', siger han, 'blev de skåret bort' (rom#11.20), i hvert fald, fordi de ikke ville tro.

⁹² Et exsectis facit spem, ut rursus inserantur, si relicta incredulitate voluerint credere, et insitis inicit metum, ne excidantur, si averterint sese a gratia dei.

Og de, der er skåret af, giver han et håb om atter at blive indpodet, hvis de forlader deres vantro og vil tro, og de indpodede indgiver han frygt for at bliver skåret af, hvis de vender sig bort fra Guds nåde.

⁹³ 'Tu', inquit, 'fide stas, noli altum sapere, sed time'. (Rom 11,20) Ac mox: 'Ut non sitis vobismet ipsis sapientes'. (Rom 11,25) Haec nimirum arguunt Paulum hoc illic agere, ut reprimat gentium simul et Iudaeorum arrogantiam.

'Du', siger han, 'står fast takket være troen. Vær ikke hovmodig, men frygt'. Og straks efter: 'At I ikke skal regne jer for vise' (rom#11.25). Disse steder beviser utvivlsomt, at Paulus her har til hensigt på én gang at dadle hedningernes og jødernes anmasselse.

⁹⁴ III a 13. Tertius locus est Esaiae 45 [9]: 'Vae qui contradicit factori suo, testa de samiis terrae! Numquid dicet lutum figulo suo: Quid facis? Et opus tuum absque manibus est?' 

III a 13. Det tredie sted er Es 45,9: Ve, den der modsiger sin skaber, et krukke af skrøbeligt ler! Mon leret kan sige til pottemageren: Hvad har du lavet? Dit værk er uden hænder?' (L8#57)

⁹⁵ Sed evidentius apud Hieremiam cap. 18 [6]: 'Numquid sicut figulus iste non potero vobis facere, domus Israel? Ecce, sicut lutum in manu figuli, sic vos in manu mea'. 

Men det er mere klart hos Jer 18,6: 'Mon ikke jeg kan gøre med jer som denne pottemager, Israels hus? Se, som leret er i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd'.

⁹⁶ Haec testimonia magis pugnant apud Paulum, quam apud prophetas, unde decerpta sunt. Paulus enim ita recenset: 'An non habet potestatem figulus luti ex eadem massa facere aliud quidem vas in honorem, aliud vero in contumeliam? Quod si deus volens ostendere iram et notam facere potentiam suam sustinuit in multa patientia vasa irae apta ad interitum, ut ostenderet divitias gloriae suae in vasa misericordiae, quae praeparavit in gloriam' etc. (Rom 9,21-23).

Disse vidnesbyrd skal bevise mere hos Paulus end hos profeterne, hvorfra de er taget. Paulus gengiver dem nemlig således: 'Mon ikke pottemageren har magt over sit ler, så af én masse kan gøre et kar til ære, af et andet et kar til vanære? Hvad så, hvis Gud vil åbenbare sin vrede og gøre sin magt kendt og med megen tålmodighed bærer over med vredens kar, der er bestemt til at forgå, for at han kan vise sin overmåde store herlighed over barmhjertighedens kar, der er forberedt til herlighed'. (rom#9.21)

⁹⁷ Uterque locus prophetae obiurgat populum obmurmurantem domino, quod affligeretur ad emendationem. Horum impias voces retundit propheta, quemadmodum Paulus retudit hanc impiam responsationem: 'O homo, tu quis es?' (Rom 9,20). 

Begge profetstederne bebrejder folket, at de gør indvendinger mod Herren, fordi de bliver hjemsøgt, om de kunne forbedre sig. Deres gudløse røst bliver tilbagevist af profeten, ligesom Paulus tilbageviser denne gudløse modsigelse: 'O menneske, hvem er du?'

⁹⁸ In his autem non aliter debemus nos submittere deo, quam figuli manibus obtemperat lutum udum. (L11). 

I disse ting skal vi underlægge os Gud på samme måde som vådt ler adlyder pottemagerens hænder.

⁹⁹ Verum hoc non adimit in totum liberum arbitrium nec excludit voluntatem nostram voluntati divinae cooperantem ad salutem aeternam.

Men dette ophæver ikke den frie vilje fuldstændig; heller ikke udelukkes vor vilje ved den guddommelige vilje, med hvilken den samarbejder til den evige frelse.

¹⁰⁰ Etenim apud Hieremiam mox sequitur cohortatio ad paenitentiam, quem locum ante retulimus (II a 18). Ea frustra fit, si ex necessitate fiunt omnia.

Sådan følger hos Jeremias snart efter formaningen til bod, et sted, som vi tidligere har citeret (#10). Og det ville være uden mening, hvis alt skete med nødvendighed.

¹⁰¹ III a 14. Porro, quod hic Pauli sermo non pertinet ad excludendam in totum liberi arbitrii vim, sed ad retundendam impiam murmurationem Iudaeorum adversus deum, qui ob pervicacem incredulitatem reiciebantur a gratia evangelii gentibus ob credulitatem receptis, satis explicat secunda epistola ad Timotheum cap. 2 [20,21]: 

III a 14. Videre: at Paulus' ord her ikke går ud på helt at udelukke den frie viljes kraft, men på at neddæmpe jødernes ugudelige knurren imod Gud, fordi de på grund af deres hårdnakkede vantro overfor Guds nåde var blevet forkastet, men hedningerne antaget på grund af deres tro, det forklarer han tilstrækkelig tydeligt i 2 Tim 2,20ff:

¹⁰² 'In magna autem', inquiens, 'domo non solum sunt vasa aurea et argentea, sed et lignea et fictilia et quaedam quidem in honorem, quaedam vero in contumeliam. Si quis ergo se emundaverit ab istis, erit vas in honorem sanctificatum et utile domino ab omne opus bonum paratum'.

'I et stort hus', siger han, 'er der ikke blot kar af guld og sølv, men også kar af træ og ler, og blandt dem er nogle til ære og nogle til vanære. Hvis altså nogen vil rense sig fra disse, skal han blive til et kar, helliget til ære og brugbart for Herren, beredt til enhver god gerning'.

¹⁰³ Huiusmodi vero similitudines docendi gratia sic adhibentur in literis sacris, ut tamen non quadrent per omnia. Alioqui quid stultius, quam si quis dicat matulae samiae: Si teipsam expurgaris, eris vas utile et honorificum? (L14).

Men den slags sammenligninger bliver i den hellige skrift brugt til at lære om nåden på en sådan måde, at de dog ikke passer på alle punkter. Hvad ville ellers være dummere, end hvis nogen sagde til en natpotte af ler: Hvis du renser dig selv, kan du være et brugbart kar til ære?

¹⁰⁴ Verum hoc recte dicitur testae rationali, quae monita potest sese accommodare ad voluntatem domini. Praeterea, sit sane simpliciter homo deo, quod lutum est in manu figuli, qualecumque vas fingitur nulli imputabitur nisi figulo, praesertim si talis sit figulus, qui lutum etiam ipsum suo arbitrio crearit ac temperarit.

Men dette siges med rette til et kar, der har fornuft, som når det formanes kan rette sig efter sin herres vilje. Men iøvrigt er mennesket virkelig simpelthen overfor Gud, som leret i pottemagerens hånd, hvilket kar der end bliver formet, kan kun pottemageren have ansvar for, især når det er en pottemager af den art, at han også selv har skabt og forfærdiget leret.

¹⁰⁵ Hic vas, quod ideo nihil commeruit, quia sui iuris non est, conicitur in ignem aeternum. Ad id igitur interpretemur parabolam, cuius docendi gratia adhibita est.  

Her bliver et kar, som af den grund ikke har gjort sig skyldig i noget, at det ikke er sin egen herre, kastet i den evige ild. Vi vil derfor udlægge lignelsen som værende fremlagt for at belære om nåden. (L8#77)

¹⁰⁶ Quod si velimus omnis eius partes superstitiose ad id, quod propositum est, accommodare, cogemur multa ridicula dicere. Figulus hic facit vas in contumeliam, sed ex meritis praecedentibus, quemadmodum reiecit Iudaeos quosdam, sed ob incredulitatem.

Men hvis vi ville overføre alle dens dele nøjeregnende på det, som er forelagt, ville vi tvinges til at sige meget latterligt. Pottemageren danner her et kar til vanære, men ud fra forudgående fortjenester, sådan som han forkastede nogle jøder på grund af deres vantro.

¹⁰⁷ Rursus ex gentibus fecit vas honorificum ob credulitatem. Iam qui nos urgent sacrae scripturae verbis ac similitudinem de figulo et massa volunt simpliciter accipi, cur non concedunt nobis, ut alterum locum: 'Si quis se emundaverit', simpliciter accipiamus?

Og atter danner han af hedningerne et kar til ære på grund af deres tro (L8#84). Men de, der trænger ind på os med den hellige skrifts ord og vil have os til at forstå sammenligningen med pottemageren og leret ligefremt, hvorfor indrømmer de os ikke også, at det andet sted: 'Hvis nogen vil rense sig', skal forstås ligefremt?

¹⁰⁸ Et ita Paulus reperietur sibi contradicere. In priore loco totum ponit in manu dei, hic totum ponit in manu hominis. Et tamen uterque locus sanus est, quamquam aliud hic, aliud agit ille. Prior occludit os obmurmurantis deo, posterior invitat ad industriam ac deterret a securitate aut desparatione.

Og derfor vil man finde, at Paulus modsiger sig selv. På det første sted lægger han alt i Guds hånd, her lægger han alt i menneskets hånd. Og dog er begge steder sande, fordi han behandler én ting det ene sted og noget andet det andet sted. Det første sted lukker han munden på dem, der knurrer mod Gud, det sidste sted opfordrer han til flid og advarer mod sikkerhed eller fortvivlelse.

¹⁰⁹ III a 15. Non dissimilis huic locus est Esaiae cap. 10 [15]: 'Numquid gloriabitur securis contra eum, qui secat in ea, aut exaltabitur serre contra eum, a quo trahitur? Quomodo, si elevetur virga contra elevantem se et exaltetur baculus, qui utique lignum est?'

Nogenlunde lig med dette sted er Esajas 10,15: 'Mon øksen bryster sig imod den, der hugger med den, eller mon saven gør det mod den, der drager den? Som om spanskrøret kan løfte sig mod den, der løfter det, eller stokken hæve den, der ikke er af træ!'

¹¹⁰ Haec dicta sunt adversus impium regem, cuius saevitia deus abusus fuerat ad castigandum populum suum. At is ea, quae gerebantur divino permissu, tribuebat suae sapientiae suisque viribus, cum fuisset organum irae divinae. Organum erat, sed vivum et rationale.

Dette er talt imod en ugudelig konge, hvis ondskab Gud havde brugt til at at tugte sit folk med. Men han tilskrev det, som han udførte med guddommelig tilladelse, sin egen visdom og sine egne kræfter, skønt han var redskab for den guddommelige vrede. Han var et redskab, men et levende og fornuftigt redskab.

¹¹¹ Quale si esset securis et serra, non absurde dicerentur et ipsae aliquid agere una cum fabro. Servi sunt instrumenta viva dominorum, ut docet Aristoteles, qualia forent secures, serrae, ligones, aratrum, si per se moveri possent, quemadmodum tripodes ac lebetes, quos sic fabricatus erat Vulcanus, ut sua sponte venirent in certamen.

Hvis økser og save var sådan beskaffet, var det ikke absurd at sige, at de også selv virkede noget sammen med tømreren. Slaver er levende instrumenter for deres herrer, som Aristoteles lærer, og det ville økser, save, hakker, plove være, hvis de kunne bevæge sig af sig selv, sådan som det treben og den kedel var, som Vulcan havde fremstillet, så de på egen hånd gik i kamp.

¹¹² Herus praescribit, suppeditat ea, quibus est opus, neque quicquam possit efficere servus absque domino et tamen nemo dicat servum nihil agere domini iussus obsequentem. Porro similitudo adhibita non valet ad tollendam arbitrii libertatem, sed ad retundendam arrogantiam regis impii non deo, sed suo robori suaeque sapientiae tribuentis, quod gesserat.

Herren bestemmer, sørger for, hvad der er brug for, og slaven kan ikke udføre noget uden herren, og dog siger ingen, at en slave, der adlyder sin herres befaling, ingenting gør. Videre tjener den anvendte sammenligning ikke til at ophæve viljens frihed, men til at neddæmpe den gudløse konges anmasselse, fordi han tillægger ikke Gud, men sin egen styrke og visdom det, han udfører.

¹¹³ III a 16. Neque vero difficile diluitur, quod adducit Origenes ex Ezechiele: 'Auferam cor lapideum ab eis et immittam eis cor carneum'. (Ez 36,26). Simili figura posset dicere praeceptor discipulo soloecissanti: Eximam tibi linguam istam barbaricam et inseram Romanam; nihilo secius tamen a discipulo requirit industriam, tametsi citra praeceptoris operam non posset discipulus mutare linguam.

Det er heller ikke svært at afkræfte, hvad Origenes anfører fra Ezekiel: 'Jeg vil tage stenhjertet ud fra dem og give dem et kødhjerte i stedet'. Med et lignende billede kunne læreren sige til en elev, der gør en grammatisk fejl: Jeg vil tage din barbariske tunge ud og give dig en latinsk tunge i stedet for; ikke desto mindre forlanger han dog flid af eleven, selv om eleven ikke kan ændre sit sprog uden lærerens arbejde.

¹¹⁴ Quid est cor lapideum? Cor indocile et obstinatum in malitia. Quid est cor carneum? Cor docile et obsequens gratiae divinae. Qui statuunt liberum arbitrium, nihilo secius fatentur animum in malis obstinatum non posse ad veram paenitentiam emollescere nisi adiutrice gratia caelesti. Qui docilem reddit, exigit et tuum conatum, ut doctus evadas.

Hvad er et stenhjerte? Et ikke lærvilligt hjerte, der er stædigt i sin ondskab. Hvad er et kødhjerte? Et lærvilligt hjerte, der adlyder den guddommelige nåde. Tilhængerne af den frie vilje indrømmer ikke desto mindre, at et sind, der er stædigt i det onde, ikke kan blødgøres til en sand bod uden den himmelske ånds hjælp. Den, der gør én lærenem, kræver også, at man anstrenger sig for at blive lærd.

¹¹⁵ cVidere til eras3!

c

¹¹⁶ c

c

¹¹⁷ c

c

¹¹⁸ c

c

¹¹⁹ c

c

¹²⁰c

c