De libero arbitrio 1

¹   I a 1. Inter difficultates, quae non paucae occurrunt in divinis literis, vix ullas labyrinthus inexplicabilior quam de libero arbitrio. 

I a 1. Blandt de vanskeligheder, som i stort tal dukker op i den hellige skrift, er der næppe nogen, hvis labyrint det er vanskeligere at trænge ind i end den frie viljes. 

²   Nam haec materiam iam olim philosophorum, deinde theologorum etiam, tum veterum, tum recentium ingenia mirum in modum exercuit, sed maiore, sicut opinor, negotio quam fructu. 

For dette spørgsmål har fra gammel tid på forunderlig vis beskæftiget filosofferne, og også både de gamle og de nyere teologer, dog efter min mening med større anstrengelser end frugter. 

³ Nuper autem renovata est per Carolstadium et Eccium, sed moderatiore conflictatione; mox autem vehementius exagitata per Martinum Lutherum, cuius exstat de libero arbitrio assertio.

Nu fornylig er spørgsmålet igen blevet taget op mellem Karlstadt og Eck (se karl01), dog i en ret mådeholden disputation; men snart efter blev det behandlet noget hårdere af Martin Luther, af hvem der foreligger en tese om den frie vilje. (n3)

⁴  Cui tametsi iam non ab uno responsum est, tamen, quando ita visum est amicis, experiar et ipse, num ex nostra quoque conflictatiuncula veritas reddi possit dilucidior. 

Skønt der allerede er flere, der har svaret ham (n4), ville jeg dog godt, da mine venner opfordrer til det, selv forsøge, om sandheden skulle kunne fremstilles klarere også gennem denne disput.

⁵  I a 2. Hic scio quosdam obturatis auribus reclamaturos: anw potamwn! Erasmus audet cum Luthero congredi, hos est cum elephanto musca? Ad quos placandos, si tantillum silentii licebit impetrare, nihil aliud praefabor in praesentia quam id, quod res est, me numquam iurasse in verba Lutheri.

I a 2. Jeg véd nok, at der her nok vil være en del, der stopper ørerne til og råber: "Det er da helt umuligt! Når Erasmus vover at gå i kamp mod Luther, så er det musens kamp mod elefanten". For at berolige sådanne mennesker vil jeg for nærværende, hvis det må være mig tilladt at få lidt ro, kun forudskikke den bemærkning, at det er en kendsgerning, at jeg aldrig har svoret på Luthers ord. 

⁶  Proinde nemini videri debebat indignum, sicubi palam dissentirem ab illo, nimirum, ut nihil aliud, homo ab homine; tantum abest, ut nefas sit de illius aliquo dogmate ambigere, multo minus, si quis veritatis eliciendae studio moderata disputatione cum illo congrediatur. 

Dernæst burde det ikke forekommer nogen uværdigt, hvis jeg offentligt distancerer mig fra ham, i det mindste, om ikke andet, som det ene menneske fra det andet; så langt er vi endnu ikke kommet, at det er en forbrydelse at afvige fra én og anden af hans læresætninger, så meget mindre, hvis man går i klinch med ham på moderat vis af iver efter at opklare sandheden. 

⁷ Certe Lutherum ipsum non arbitror indigne laturum, sicubi quis ab ipso dissentiat, cum ipse sibi permittat non solum ab omnium ecclesiae doctorum, verum etiam ab omnium gymnasiorum, conciliorum, pontificum decretis appellare; quod cum ipse palam et ingenue profiteatur, mihi non debet apud illius amicos esse fraudi, se repeto. 

Jeg tror ikke, Luther selv vil tage det ilde op, hvis nogen distancerer sig fra ham, eftersom han selv tillader sig at lægge afstand til ikke blot alle kirkefædrene, men også alle universiteter, konciler og pavelige dekreter; når han således selv offentligt og vedholdende fremlægger sin mening, så burde det ikke komme mig til skade blandt hans venner, at jeg gør det samme. 

⁸ I a 3. Proinde, ne quis hanc pugnam interpretetur, qualis solet esse inter commissos gladiatores, cum unico illius dogmate conflictabor, non in aliud, nisi ut, si fieri queat, hac collisione scripturarum et argumentorum fiat evidentior veritas, cuius indagatio semper fuit honestissima studiosis. 

I a 3. For at derfor ingen skal udlægge denne kamp, som det plejer at være blandt ophidsede gladiatorer, vil jeg kun beskæftige mig kritisk med én af hans læresætninger, med intet andet ønske, end at sandheden, hvis det er muligt, kan blive klarere gennem denne kamp på skriftsteder og argumenter. For at opsøge sandheden er har altid været den mest ærefulde opgave for lærde mænd. 

⁹   Res sine conviciis agetur, sive quis sic magis decet Christianos, sive quia sic certius invenitur veritas, qua saepenumero nimium altercando amittitur. 

Jeg vil gennemføre mit forehavende uden at skælde ud, dels fordi det er mere passende for kristne, dels fordi sandheden fremfindes mere sikkert på den måde; den går ofte tabt gennem en hæftig strid. 

¹⁰ I a 4. Equidem non ignorabam, quam non essem ad hanc appositus palaestram: certe vix alius quisquam minus exercitatus, ut qui semper arcano quodam naturae sensu abhorruerim a pugnis (h11), eodem semper habui prius in liberioribus Musarum campis ludere, quam ferro comminus congredi. (h12)

Jeg i det mindste var ikke uvidende om, hvor lidt jeg er egnet til en sådan tvekamp: sikkert kan der næppe findes nogen, der er mindre øvet end jeg, jeg, der altid er blevet afskrækket af én eller anden hemmelighedsfuld naturlig følelse fra kamp, og derfor altid har foretrukket at lege med i Musernes friere spil, end at gå ind i nogen tvekamp.

¹¹  Et adeo non delector assertionibus, ut facile in Scepticorum sententiam pedibus discessurus sim, (h63) ubicumque per divinarum scripturarum inviolabilem auctoritatem et ecclesiae decreta liceat, (h4) quibus meum sensum ubique libens submitto, sive assequor, sive non assequor. (L7). (L29). (h38)

Og derfor er jeg ikke nogen ynder af påstande, så at jeg let er tilbøjelig til at slå følge med skeptikernes mening, overalt hvor det er tilladt efter de guddommelige skrifters urokkelige autoritet og kirkens dekreter; dem underkaster jeg overalt gerne min mening, hvad enten jeg forstår dem eller ej.

¹² Atque hoc ingenium mihi malo, quam quo video quosdam esse praeditos, ut impotenter addicti sententiae nihil ferant, quod ab ea discrepet, sed quicquid legunt in scripturis, detorquent ad assertionem opinionis, cui se semel manciparunt, (h15) sicuti iuvenes, qui puellam amant immoderatius, quocumque se vertunt, imaginantur se videre, quod amant;

Og jeg foretrækker denne tilbøjelighed hos mig fremfor den, som jeg ser, at nogen er forsynet med, som er knyttet så tøjlesløst til en mening, at de ikke kan tåle, at nogen afviger fra den, men fordrejer, hvad de læser i skriften, så det bekræfter den mening, som de éngang har overgivet sig til, ligesom unge mennesker, der umådeholdent elsker en pige, forestiller sig at se, hvad de elsker, ligegyldigt, hvor de vender sig hen;

¹³ immo, ut, quod est similius, conferam, quemadmodum inter eos, inter quos incruduit pugna, quicquid forte ad manum est, sive cantharus sit, sive discus, in telum vertitur.

ja, at jeg skal anvende en bedre sammenligning: ligesom det blandt dem, for hvem en kamp er blevet hæftig, går sådan, at ligegyldigt hvad der er for hånden, et drikkekar eller en tallerken, forvandler sig til et kasteskyts.

¹⁴  Apud sic affectos, quod obsecro potest esse sincerum iudicium? Aut quis ex huiusmodi disputationibus fructus, nisi ut uterque ab altero consputus discedat? Semper autem erunt quam plurimi tales, quales describit Petrus apostolus, 'indocti et instabiles, qui depravant scripturas ad suam ipsorum perditionem'. (2 Pet 3,16)

Blandt dem, der på den måde er ophidsede, kan der da, spørger jeg, fremkomme en alvorlig dom? Eller hvad er frugten af sådanne disputationer, andet end at de begge går godt udskældte fra hinanden? Men der vil altid være særdeles mange af den slags, som apostelen Peter beskriver, når han siger: 'de er uuddannede og vakkelvorne, og de fordrejer skriften til deres egen fortabelse'.

¹⁵ I a 5. Itaque quod ad sensum meum attinet, fateor de libero arbitrio multa variaque tradi a veteribus, de quibus nondum habeo certam persuasionem, nisi quod arbitror esse aliquam liberi arbitrii vim.

Hvad derfor min opfattelse angår, så tilstår jeg, at der er overleveret meget forskelligt fra de gamle om den frie vilje, om hvilket jeg endnu ikke har nogen sikker formening, udover at jeg tror, der er en slags den frie viljes kraft.

¹⁶ Legi quidem Martini Lutheri assertionem, et interger legi, nisi quod illic favorem quendam in illum mihi sumpsi, non aliter, quam cognitor favere solet gravato reo. Et quandam ille rem omnibus praesidiis magnoque spiritu versat agitque, mihi tamen, ut ingenue fatear, nondum persuasit.

Så har jeg ganske vist læst Martin Luthers 'påstande', og jeg har læst dem uden forudindtaget mening, udover at jeg har tilladt mig en vis forhåndstillid imod ham, på samme måde, som en undersøgelsesdommer plejer at begunstige en besværlig anklaget. Og selv om han fremfører og fremlægger sin sag med alle midler og stor begejstring, så har han dog endnu ikke overbevist mig, hvad jeg åbent tilstår.

¹⁷ I a 6. Quod si quis vel ingenii tarditari vel imperitiae velit ascribere, cum hoc non contendam, modo tardioribus etiam permittant vel discendi gratia congredi cum his, quibus dei donum uberius contigit, praesertim cum Lutherus minimum tribuat eruditioni, plurimum spiritui, qui nonnumquam instillat quaedam humilioribus, quae sofoiV illis negat. (1 Kor 1,27f).

Og hvis nogen vil tilskrive det svaghed og uerfarenhed i ånden, vil jeg ikke bebrejde dem det, blot de tillader også de svagere, for at kunne lære noget, at diskutere med dem, som har fået Guds gaver i overflødigt mål, især eftersom Luther tillægger uddannelsen det mindste, ånden det meste, den ånd, der af og til lader de ydmyge tilflyde noget, som han nægter de vise.

¹⁸ Haec ad illos, qui fortiter clamant Luthero plus esse eruditionis in minimo digitulo quam Erasmo in toto corpore, quod ego sane nunc non refellam.

Så meget skriver jeg til dem, som kraftigt råber op om, at Luther har mere dannelse i sin lillefinger end Erasmus har i hele kroppen, hvilket jeg selvfølgelig ikke her vil imødegå.

¹⁹  Ab istis quamlibet iniquis tamen illud opinor impetrabo, ut, si per me conceditur in hac disputatione Luthero, ne quo pacto gravetur praeiudicio doctorum, conciliorum, academiarum, pontificum et caesaris, ne meam causam deteriorem faciat quorundam in iudicando temeritas. 

Fra disse mennesker, hvor uretfærdige de ellers er, tror jeg, jeg vil kunne opnå, at hvis jeg i denne disputation tilstår Luther, at han ikke på nogen måde skal føle sig betynget af de forudgående domme af de lærde, af koncilierne, af akademierne, af paverne og kejseren, at de så ikke vil mene, det forværrer min sag hos dem, der bedømme den umiddelbart.

²⁰ Etiamsi visus sum mihi, quod illic Lutherus tractat, percepisse, attamen fieri potest, ut me mea fallat opinio, eoque disputatorem agam, non iudicem, inquisitorem, non dogmatisten, paratus a quocumque discere, si quid afferatur rectius aut compertius, (10) quanquam illud persuaserim mediocribus ingeniis, in huius generis quaestionibus non adeo pertinaciter contendere, quae citius laedant Christianam concordiam, quam adiuvent pietatem. 

Skønt jeg altså bilder mig ind at have forstået det, Luther her behandler, så kan det dog ske, at jeg tager fejl i den opfattelse, og derfor er min rolle disputatorens, ikke dommerens, undersøgerens, ikke dogmatikerens (eras3#105), og jeg er parat til at lære af hvemsomhelst, hvis ellers han kommer med noget, der er mere rigtigt og tilforladeligt, skønt jeg gerne her ville have overbevist middelmådigt begavede mennesker om, at man i den slags spørgsmål ikke bør trænge så hæftigt på, at man snarere skader den kristne enighed, end man gavner fromheden. 

²¹  I a 7. Sunt enim in divinis literis adyta quaedam, in quae deus noluit nos altius penetrare, et si penetrare conemur, quo fuerimus altius ingressi, hoc magis ac magis caligamus, quo vel sic agnosceremus et divinae sapientiae maiestatem impervestigabilem et humanae mentis imbecillitatem, quemadmodum de specu quodam Coricio narrat Pomponius Mela, qui primum iucunda quaedam amoenitate allectat ac ducit ad se, donec altius atque altius ingressos tandem horror quidam ac maiestas numinis illic inhabitantis submoveat.

Der er nemlig i den hellige skrift visse utilgængelige steder, i hvilke Gud ikke ville lade os trænge yderligere ind, og hvis vi forsøger at trænger længere ind, vil vi, jo længere vi trænger ind, færdes mere og mere i mørke, for at vi på den måde både kan lære den guddommelige visdoms majestæts uigennemtrængelighed og den menneskelige ånds svaghed, sådan som Pomponius Mela (n21) fortæller om en hule ved Korykos, som først lokker og fører ind i sig med en behagelig yndighed, indtil man, når man er kommet længere og længere ind, bliver fordrevet af en vis skræk og af majestæten af den deri boende guddom.

²²  Huc igitur ubi ventum erit, mea sententia consultius ac religiosus etiam fuerit clamare cum Paulo: 'O altitudo divitiarum sapientiae et scientiae dei, quam incomprehensibilia sunt iudicia eius et impervestigabiles viae eius!' (Rom 11,33) et cum Esaias: 'Quis audivit spiritum domini aut quis consiliarius eius fuit?' (Es 40,13), quam definire, quod humanae mentis excedit modum.

Når man derfor er kommet til dette punkt, er det efter min mening mere tilrådeligt og fromt at udbryde med Paulus: 'O dyb af rigdom, visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og hvor igennemtrængelige hans veje!' og med Esajas: 'Hvem har bestemt Herrens ånd og hvem blev hans rådgiver?' end at bestemme, hvad der overstiger den menneskelige ånds fatteevne.

²³ Multa servantur ei tempori, cum iam non videbimus per speculum et in aenigmate, sed revelata facie domini gloriam contemplabimur. (1 Kor 13,12)

Mange ting er gemt til den tid, hvor vi ikke mere ser gennem et spejl og i gåder, men skal skue Herrens herlighed med utilsløret ansigt.

²⁴ I a 8. Ergo meo quidem iudicio, quod ad liberum arbitrium attinet, quae didicimus e sacris litteris: si in via pietatis sumus, ut alacriter proficiamus ad meliora relictorum (12) obliti; 

I a 8. Derfor har vi efter min mening af den hellige skrift lært, hvad angår den frie vilje: hvis vi befinder os på fromhedens vej, skal vi ivrigt stræbe efter det bedre, idet vi glemmer det, der ligger bag os;

²⁵ si peccati involuti, ut totis viribus enitamur, adeamus remedium paenitentiae ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec voluntas humana est efficax nec conatus;

hvis vi er indfanget af synd, skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;

²⁶ et si quid mali est, nobis imputemus, si quid boni, totum ascribimus divinae benignitati, cui debemus et hoc ipsum, quod sumus;

og hvis det er noget ondt, skal vi tilregne os selv det, hvis det er noget godt, den guddommelige velvilje, som vi også skylder selv det, vi er;

²⁷ ceterum, quicquid nobis accidit in hac vita sive laetum sive triste, ad nostram salutem ab illo credamus immitti nex ulli posse fieri iniuriam a deo natura iusto, etiamsi qua nobis videntur accidere indignis, nemini desparandum esse veniam a deo natura clementissimo:

forøvrigt skal vi tro, at hvad der tilstøder os i dette liv, hvadenten det er glædeligt eller sørgeligt, er blevet sendt os fra ham til vor frelse, og at der ikke kan ske nogen nogen uret fra Guds side, han, der er retfærdig af naturen, også hvis der synes at ske én noget ufortjent, skal han dog ikke fortvivle om Guds gunst, da han af natur er overstrømmende nådig:

²⁸ haec, inquam, tenere meo iudicio satis erat ad Christianam pietatem nec erat irreligiosa curiositate irrumpendum ad illa retrusa, ne dicam supervacane, an deus contingenter praesciat aliquid, (L9); (h1-4) utrum nostra voluntas aliquid agat in his, quae pertinent ad aeternam salutem, an tantum patiatur ab agente gratia, an quicquid facimus sive boni sive mali, mera necessitate faciamus vel patiamur potius.

at fastholde dette, siger jeg, er efter min mening tilstrækkelig til kristelig fromhed, og man skal ikke i ufrom nysgerrighed rives ind i disse skjulte tanker, for ikke at sige overflødige tanker, om Gud også på forhånd kender det ikke-nødvendige, om vores vilje formår noget i de ting, der har med den evige frelse at gøre, eller den kun er passiv overfor nåden, der virker i den, om vi gør det, vi gør, ondt eller godt, af slet og ret nødvendighed, eller vel snarere er underkastet det.

²⁹ I a 9. Sunt quaedam, quae deus omnino voluit nobis esse ignota, sicut diem mortis et diem extremi iudicii: 'Non est vestrum nosse tempora vel momenta, quae pater posuit in sua potestate' Actorum 1 (7), et Marci 13 (32): 'De die autem illa vel hora nemo scit, neque angeli in caelo neque filius, nisi pater'. Quaedam voluit nos scrutari sic, ut ipsum in mystico silentio veneremur. 

I a 9: Der er nogle ting, som Gud har villet, vi ikke skulle vide, såsom vores dødsdag og dommedag: "Det tilkommer ikke jer at kende tid og time, som faderen har fastsat i sin almagt" (Apg 1,7). Og Mark 13,32: "Men den dag eller time kender ingen, ikke englene i himlen, ejheller sønnen, kun faderen". Andre ting ønsker han, at vi undersøger på den måde, at vi ærer ham selv i mystisk tavshed. 

³⁰ Proinde multa sunt loca in divinis voluminibus, in quibus cum multi divinarint, nullus tamen ambiguitatem plane resecuit, velut de distinctione personarum, de conglutinatione naturae divinae et humanae in Christo, de peccato numquam remittendo. 

Derfor gives der mange steder i de guddommelige skrifter, som, skønt mange har gransket i dem, dog ikke ganske har mistet deres tvetydighed, f. eks. stedet om forskellen mellem personerne, om foreningen af den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus, om den synd, der aldrig kan tilgives. 

³¹ Quaedam voluit nobis esse notissima, quod genus sunt bene vivendi praecepta. Videlicet: Hic est sermo dei, qui neque petendus est e sublimi conscenso caelo neque e longinquo importandus transmisso mari, sed prope adest in ore nostro et in corde nostro. Haec omnibus ediscenda sunt, cetera rectius deo committuntur et religiosius adorantur incognita, quam discutiuntur impervestigabilia. 

 Nogle ting vil Gud, at vi i høj grad skal vide, og det er forskrifterne for et godt liv. Det er åbenbart det Guds ord, som man hverken skal hente ned fra det høje ved at stige op til himlen, og heller ikke skal få fat på gennem lange rejser over havet, for det er os nær i vor mund og vort hjerte. (rom#10.6-8). Disse ting skal læres for alle, de øvrige skal man snarere overlade til Gud og det er mere fromt at tilbede dem som ukendte ting end at diskutere dem, for de er uudforskelige. 

³² Quot examina quaestionum vel contentionum potius nobis peperit personarum distinctio, ratio principii, distinctio nativitatis et processionis? Quas turbas concitavit in orbe digladiatio de conceptione qeotokou virginis? Quaeso, quid hactenus his operosis quaestionibus profectum est, nisi quod magno concordiae dispendio minus amamus, dum plus satis volumus sapere? 

Hvor mange undersøgelser af spørgsmålene eller snarere: hvor mange stridigheder har spørgsmålet om forskellen på personerne, oprindelsens måde, forskellen på fødsel og avling, ikke beredt os! Hvor mange uroligheder er der ikke frembragt i verden af striden om den gudfødende jomfrus undfangelse! (n32) Jeg spørger bare: hvad er der hidtil opnået af disse møjsommelige undersøgelser, udover at vi til stor skade for den indbyrdes kærlighed elsker mindre, jo mere vi ønsker at blive klogere!

³³ Iam sunt quaedam eius generis, ut etiamsi vera essent et sciri possent, non expediret tamen ea prostituere promiscus auribus. Fortasse verum est, quod solent garrire sophistae, deum secundum naturam suam non minus esse in antro scarabei, ne quid dicam obscoenius, quod istos tamen non pudet dicere, quam in caelo; et tamen hoc inutiliter disputaretur apud multitudinem. 

Endelig er der også spørgsmål af den art, at de, skønt de så var sande og man kunne kende dem, dog ikke med føje kunne fortælles for almindelige mennesker. Måske er det sandt, hvad sofisterne plejer at gøre nar af, at Gud ifølge sin natur ikke er mindre i skarnbassens rede, for ikke at sige noget mere obskønt, som disse mennesker ikke skammer sig for at sige, end i himlen; og dog er det unødvendigt at diskutere det blandt folket. 

³⁴ Et tres esse deos, ut vere dici possit iuxta rationem dialectices, certe apud multitudinem imperitam magno cum offendiculo diceretur. Si mihi constaret, quod secus habet, hanc confessionem, qua nunc utimur, nec fuisse institutam a Christo nec ab hominibus potuisse institui et ob hoc non exigendam a quoquam, item non requiri satisfactionem pro commissis, vererer tamen eam opinionem publicare, quod videam plerosque mortales mire propensos ad flagitia, quos nunc utcumque cohibet aut certe moderatur confitendi necessitas.

Og at der er tre guder, som det sandt nok kan siges ifølge dialektikernes begrundelse, ville givetvis kun kunne siges til den uoplyste mængde med stor forargelse til følge. Selv  om jeg var overbevist om -- hvad jeg ikke er -- at det skriftemål, som vi nu bruger, hverken var indstiftet af Kristus eller kunne indstiftes af mennesker og af den grund ikke burde kræves af nogen, ligesom man ikke burde kræve satisfaktion for begåede synder, så ville jeg alligevel vige tilbage fra at fremsige denne opfattelse offentligt, fordi jeg kan se, at de fleste dødelige på mærkelig måde er tilbøjelige til skændselsgerninger, som nu bliver forhindret eller i hvert fald neddæmpet, fordi boden er nødvendig. 

³⁵ Sunt quidam corporum morbi, qui minore malo tolerantur, quam tolluntur, veluti si quis in calido sanguine trucidatorum infantum lavet, ut lepra careat. Ita sunt quidam errores, quos minore pernicie dissimules, quam convellas. Paulus novit discrirnen inter ea, quae licent, et ea, quae expediunt. Licet verum dicere, verum non expedit apud quoslibet nec quovis tempore nec quovis modo.

Der er visse legemlige sygdomme, som kan bæres med færre skader, end de kan ophæves, som hvis én vil vaskes i varmt blod fra slagtede børn for at blive befriet for spedalskhed. Således er der nogle vildfarelser, som det er bedre at tie om end at fjerne. Paulus kender til at skelne mellem det, som er tilladt, og det, som er gavnligt. (1kor#6.12) Det er ganske vist tilladt at sige sandheden, men sandheden er ikke gavnlig for alle, ikke til hver en tid, og ikke på hver en måde. 

³⁶ Si mihi constaret in synodo quippiam perperam fuisse constitutum aut definitum, liceret quidem verum profiteri, at non expediret, ne malis praeberetur ansa contemnendi patrum auctoritatem etiam in his, quae pie sancteque statuissent, mallemque dicere sic illis tum pro ratione temporum probabiliter visum fuisse, quod tamen praesens utilitas suadeat abrogari.

Hvis jeg blev klar over, at der på en synode var blevet vedtaget eller fastslået noget forkert, og det ganske vist ville være tilladt at sige det, men det ikke ville være gavnligt, for der skulle ikke gives de ondsindede mennesker nogen anledning til at fordømme fædrenes autoritet i de ting, som de havde fastsat fromt og helligt, så ville jeg hellere sige, at således havde de fundet det sandsynligt efter deres tids indsigt, hvilket så dog ville gøre det tilrådeligt at afskaffe det i den nuværende situation. 

³⁷ I a 10. Fingamus igitur in aliquo sensu verum esse, quod docuit Vuyclevus, Lutherus asseruit, quicquid fit a nobis, non libero arbitrio, sed mera necessitate fieri, quid inutilius, quam hoc paradoxon evulgari mundo? Rursum fingamus esse verum iuxta sensum aliquem, quod alicubi scribit Augustinus, deum et bona et mala operari in nobis et sua bona opera remunerari in nobis et sua mala opera punire in nobis. Quantum fenestram haec vulgo prodita vox innumeris mortalibus aperiret ad impietatem, praesertim in tanta mortalium tarditate, socordia, malitia et ad omne impietatis genus irrevocabili pronitate?

I a 10. Lad os derfor forestille os, at det på en måde er sandt nok, hvad Wiclef lærte (n37) og Luther bekræftede (ass04#62), at hvad der sker fra vores side, ikke sker i kraft af en fri vilje, men af simpel nødvendighed, så ville det dog være højst uhensigtsmæssigt at gøre verden bekendt med dette paradoks! Vi kan videre forestille os, at det på en måde er sandt, hvad Augustin skriver et sted, at Gud virker både godt og ondt i os og belønner sine gode gerninger i os og straffer de onde gerninger i os. Hvilken ladeport ville denne tale ikke åbne for talløse dødelige, hvis man bekendtgjorde det for folket, i retning af ugudelighed, især i retning af de dødeliges træghed, tankeløshed, ondskab og uforbedrelige tilbøjelighed til al slags ufromhed! 

³⁸ Quis infirmus sustinebit perpetuam ac laboriosam pugnam adversus carnem suam? Quis malus studebit corrigere vitam suam? Quis inducere poterit animum, ut deum illum amet ex toto corde, qui tartarum fecerit aeternis cruciatibus ferventem, ut illic sua malefacta puniat in miseris, quasi suppliciis hominum delectetur? Sic enim interpretabuntur plerique. Sunt enim ferme mortalium ingenia crassa et carnalia, prona ad incredulitatem, proclivia ad scelera, propensa ad blasphemiam, ut non sit opus oleum addere camino.

Ville én, der var svag, fastholde sin evige og møjsommelige kamp mod kødet? Ville én, der var ond, stræbe efter at rette sin livsførelse? Hvem ville kunne overvinde sin sjæl til at elske Gud af hele sit hjerte, den Gud, der havde skabt det helvede, der gløder med evige flammer, for at han dèr kan straffe sine egne onde gerninger på de elendige, som om han glædede sig over menneskenes kvaler? Sådan ville jo de fleste fortolke det. I reglen er jo de dødeliges forstand udannet og kødelig, så tilbøjelige til vantro, til forbrydelse, til blasfemi, at der ikke er brug for at hælde benzin på bålet. 

³⁹ I a 11. Itaque Paulus tamquam prudens dispensator sermonis divini frequenter adhibita in consilium caritate mavult id sequi, quod expedit proximo, quam quod ex sese licet, et habet sapientiam, quam loquitur inter perfectos, inter infirmos nihil iudicat se scire, nisi Jesum Christum, et hunc crucifixutn. Habet scriptura sacra linguam suam semet ad nostrum sensum attemperans. 

I a 11. Derfor har Paulus som en klog forvalter af Guds ord ofte taget kærligheden med på råd og vil hellere følge, hvad der gavner næsten, end hvad der er tilladt, og han har den visdom, som han bruger, når han taler med de fuldkomne, mens han overfor de svage fastslår, at han intet andet véd end Jesus Kristus, og det korsfæstet. (1kor#2.1-8) Den hellige skrift har sit eget sprog, som tilpasser sig vores forståelse. 

⁴⁰ Illic enim irascitur deus, dolet, indignatur, furit, comminatur, odit, rursus miserescit, paenitet, mutat sententiam, non quod huiusmodi mutationes cadant in naturam dei, sed quod sic loqui conveniebat infirmitati tarditatique nostrae. Eadem prudentia decet illos opinor, qui dispensandi serrnonis divini partes susceperunt. Quaedam ob hoc ipsum noxia sunt, quod apta non sint, quemadmodum vinum febricitanti. 

For sine steder bliver Gud vred, lider, bliver oprørt, bliver rasende, truer, hader, andre steder forbarmer han sig, angrer, forandrer mening, ikke fordi den slags ændringer hører med til Guds natur, men fordi det at tale sådan svarer til vores svaghed og træghed. Og jeg mener, at de, som tager sig for at prædike de guddommelige ord, burde iagttage den samme klogskab. Nogle ting er i sig selv skadelige, fordi de ikke er egnede, f. eks. at give vin til én, der har feber. 

⁴¹ Proinde tales materias fortassis tractare licuerat in colloquiis eruditorum aut etiam in scholis theologicis, quamquam ne hic quidem expedire putarim, ni sobrie fiat; ceterum hoc genus fabulas agere in theatro promiscuae multitudinis mihi videtur non solum inutile, verum etiam perniciosum. Malim igitur hoc esse persuasurn in huiusmodi labyrinthis non esse terendam aetatem aut ingenium, quam Lutheri dogma vel refellere vel asserere. Haec verbosius praefatus merito videar, nisi pene magis ad rem pertinerent, quam ipsa disputatio.

Derfor kunne det måske være tilladt at behandle den slags sager i samtaler med uddannede eller på de teologiske skoler, selv om jeg vil mene, at det ikke engang her ville være passende, hvis ikke det sker ædrueligt; iøvrigt forekommer det mig, at det at behandle den slags fabler for den almindelige masse ikke blot er unødvendigt, men også farligt. Jeg kunne derfor ønske, at det var almindeligt anerkendt, at man i den slags indvikletheder ikke skulle anvende tid og forstand på, enten at modbevise eller bevise Luthers læresætninger. Dette lange forord synes jeg er nødvendigt, selv om det egentlig ikke har noget at gøre med selve sagen. 

⁴² I b 1. Iam quando Lutherus non recipit auctoritatem ullius scriptoris quantumvis approbati, sed tantum audit scripturas canonicas, sanequam libens amplectar hoc laboris compendium. Cum enim tum apud Graecos, tum apud Latinos innumeri sint, qui vel ex professo vel per occasionem tractant de libero arbitrio, non mediocris negotii fuerit ex omnibus colligere, quid quisque pro libero arbitrio aut contra liberum arbitrium dixerit, et in explicandis singulorum dictorum sensibus aut diluendis confirmandisve illorum argumentis prolixam ac molestam operam sumere, apud Lutherum et huius amicos etiam inanem, praesertim cum illi non solum inter sese varient, verum etiam ipsi sibi non satis constent aliquoties.

I b 1. Da det nu forholder sig sådan, at Luther ikke anerkender nogen forfatters autoritet, hvor anerkendt han end er, men kun vil høre de kanoniske skrifter, griber jeg overordentlig gerne denne lejlighed til at spare anstrengelser (n42) (H08#2). For eftersom der både hos grækerne og hos latinerne er talløse forfattere, som enten udtrykkeligt eller i forbifarten behandler den frie vilje, ville det være et ikke ubetydeligt arbejde at samle sammen fra dem alle, hvad de hver for sig har sagt for eller imod den frie vilje, og at påtage sig det vidtløftige og besværlige arbejde det ville være at forklare hvert enkelt udsagns mening, hvad enten det nu var for eller imod den frie vilje, og overfor Luther os hans venner ville det tilmed være forgæves, især fordi de ikke blot ofte afviger fra hinanden, men også mange steder ikke er i overensstemmelse med sig selv. (n42)

⁴³ I b 2. Et tamen illud interim lectorem admonitum velim, si scripturae divinae testimoniis ac solidis rationibus videbimur cum Luthero paria facere, ut tum denique sibi ponat ob oculos tam numerosam seriem eruditissimorum virorum, quos in hunc usque diem tot saeculorum consensus approbavit, quorum plerosque praeter admirabilem sacrarum literarum peritiam vitae quoque pietas commendat; quidam etiam doctrinae Christi, quam scriptis defenderant, sanguine suo testimonium reddiderunt, quales sunt apud Graecos Origenes, Basilius, Chrysostomus, Cyrillus, Joannes Damascenus, Theophylactus;

I b 2. Og dog vil jeg godt på forhånd formane læseren til, hvis vi sådan ud fra den guddommelige skrift og ubetvivlelige fornuftslutninger kan synes at trække på samme hammel som Luther, at han for alt i verden stiller sig for øjnene den enighed, som indtil denne dag den talrige række af højtuddannede mænd har udvist. Af dem er de fleste kendt, ikke blot for et beundringsværdigt kendskab til den hellige skrift, men også for et fromt levned. Nogle har endog med deres blod bragt vidnesbyrd om Kristi lære, som de forsvarede med skrifterne. Det drejer sig f. eks. hos grækerne om Origenes, Basilius, Chrysostomus, Cyrillus, Johannes Damaskeneren, Theofylaktus; 

⁴⁴ apud Latinos Tertullianus, Cyprianus, Arnobius, Hilarius, Ambrosius, Hieronymus, Augustinus, ne recenseam interim Thomas, Scotos, Durandos, Capreolos, Gabrieles, Aegidios, Gregorios, Alexandros, quorum in argumentando vim et argutiam non arbitror cuiquam esse prorsus contemnendam, utque interim semoveam tot academiarum, conciliorum ac summorum pontificum auctoritatem. A temporibus apostolorum ad hunc usque diem nullus adhuc scriptor exstitit, qui in totum tolleret vim liberi arbitrii, praeter unum Manichaeum et Joannem Vuyclevum.

hos latinerne om Tertullian, Cyprian, Arnobius, Hilarius, Ambrosius, Hieronymus, Augustin, hvis man da ikke også skal nævne folk som Thomas, Scotus, Durandus, Capreolus, Gabriel, Aegidius, Gregorius, Alexander (n44). Jeg mener ikke, at nogen kan foragte deres skarpsindighed og sikkerhed i bevisførelsen, for slet ikke at tale om så mange universiteters, koncilers og pavers autoritet. Fra apostlenes dage indtil nu har der ikke været nogen forfatter, som helt og holdent ophævede den frie viljes kraft, udover én manikæer og Johannes Wiclef. 

⁴⁵ Nam Laurentii Vallae, qui propemodum videtur cum his sentire, auctoritas non multum habet apud theologos ponderis. Manichaei vero dogma, cum iam olim magno totius orbis consensu explosum sit et exsibilatum, tamen haud scio, an minus inutile sit ad pietatem quam Vuyclevi. Ille enim bona malaque opera refert ad duas in homine naturas, sic tamen, ut opera bona debeamus deo propter conditionem, et interim adversus potestatem tenebrarum relinquit causas implorandi opem conditoris, qua provecti, levius peccamus et facilius operamur bonum.

For Laurentius Vallas (n45) autoritet, som synes at mene næsten som disse, er ikke stor blandt teologer. Men skønt manikæerens læresætning allerede i gammel tid blev forkastet og udpebet med stor enighed af hele verden, så véd jeg næppe, om den er mindre unyttig end Wiclefs lære. Denne henfører nemlig de gode og de onde gerninger til to naturer i mennesket, dog således, at vi har Gud at takke for de gode gerninger på grund af vor skabelses, og således, at vi formår at påkalde Gud skaberens hjælp overfor de mørke kræfter, så vi, når vi opnår den, synder i ringere grad og lettere kan gøre gode gerninger. 

⁴⁶ Vuyclevus autem omnia referens ad meram necessitatem, quid relinquit vel precibus nostris vel conatui? Igitur, ut ad id, quod institueram, revertar: Si lector viderit meae disputationis apparatum ex aequo pugnare cum parte diversa, tum illud secum expendat, utrum plus tribuendum esse iudicet tot eruditorum, tot orthodoxorum, tot sanctorum, tot martyrum, tot veterum ac recentium theologorum, tot academiarum, tot conciliorum, tot episcoporum et summorum pontificum praeiudiciis an unius aut alterius private iudicio.

Men når Wiklef henfører alt til den rene nødvendighed, hvad er der så tilbage for vore bønner eller vor stræben at opnå? Derfor, for at vende tilbage til det, jeg begyndte med: Hvis læseren finder ud af, at min afhandlings argumenter klarer sig godt i den ulige kamp, da skal han overveje med sig selv, hvilken af to bedømmelser han vil lægge størst vægt på: alle de uddannede, ortodokse, hellige, martyriumgennemførende, gamle og nye teologer, alle akademikerne, koncilerne, biskopper og paver eller ét eller to menneskers privatmeninger. 

⁴⁷ I b 3. Non quod, ut fit in humanis consessibus, ex numero suffragiorum aut ex dignitate dicentium metiar sententiam. Scio frequenter usu venire, ut maior pars vincat meliorem, scio non semper esse optima, quae plurimis probantur, scio numquam defuturum in indagatione veri, quod superiorum adidatur industriae. Fateor par esse, ut sola divinae scripturae auctoritas superet omnia mortalium omnium suffragia. Verum hic de scripturis non est controversia. Utraque pars eandem scripturam amplectitur ac veneratur. De sensu scripturae pugna est.

I b 3. Dette betyder dog ikke, at jeg, som det sker i menneskers forsamlinger, vil tage stilling ud fra antallet af stemmer eller ud fra de talendes værdighed. Jeg véd godt, at de hyppigt sker, at flertallet besejrer det, der er rigtigt, jeg véd godt, at det ikke altid er det bedste, som bliver billiget af de fleste, jeg véd godt, at det aldrig kan skade, hvis der bliver tilføjet noget sandt til de foregående slægters flid. Jeg indrømmer, at det er rimeligt, at alene den guddommelige skrifts autoritet overgår alle dødeliges bedømmelser. Men her er der ikke strid om skriften. Begge parter anerkender og ærer den samme skrift. Kampen står om skriftens mening. 

⁴⁸ In cuius interpretatione si quid tribuitur ingenio et eruditioni, quid Graecorum ingeniis acutius aut perspicarius ? Quid in literis sacris exercitatius ? Nec Latinis defuit ingenium nec literarum sacrarum peritia, qui si naturae felicitate cesserunt Graecis, certe monumentis illorum adiuti potuerunt Graecorum industriam aequare. Quod si in hoc iudicio magis spectatur vitae sanctimonia quam eruditio, vides, quales viros habeat haec pars, quae statuit liberum arbitrium. Facessat odiosa, quod aiunt iureconsulti, comparatio. Nolim enim quosdam istos novi evangelii praecones cum veteribus illis conferre.

Hvis man ved udlægning af skriften må tillægge nogen forstand og uddannelse, hvad kan så være mere skarpsindigt eller indsigtsfuldt end grækernes forstand og uddannelse? Hvem kan være mere belæst i skriften end dem? Latinerne manglede heller ikke forstand og uddannelse i den hellige skrift, og skønt de i naturlige gaver var grækerne underlegne, kunne de givetvis, hjulpet af disses litteratur, godt komme på højde med dem. Og hvis man i denne bedømmelse mere ser på et helligt levned end på uddannelse, kan man se, hvor store de mænd fra denne del var, som stadfæstede den frie vilje. Her kunne jeg godt ønske mig, at en udlægning i ond tro, som juristerne siger, ville udeblive. Jeg vil nemlig ikke sammenligne prædikanterne af det nye evangelium med disse gamle. 

⁴⁹ I b 4. Hic audio: Quid opus est interprete, ubi dilucida est scriptura? Si tam dilucida est, cur tot saeculis viri tam excellentes hic caecutierunt, idque in re tanti momenti, ut isti volunt videri? Si scriptura nihil habet caliginis, quid opus erat apostolorum temporibus prophetia? Hoc erat donum spiritus. Sed haud scio, an quemadmodum sanationes et linguae cessarunt, ita cessarit et hoc charisma.

I b 4. Nu vil én og anden sige: Hvad brug er der for en fortolker, hvis skriften er klar? Hvis den er så klar, hvorfor har så mange udmærkede mænd gennem så mange hundrede år været blinde, og det i en så afgørende sag, sådan som lutheranerne vil, at man skal se på sagen? Hvis skriften ikke har nogen dunkelhed i sig, hvad brug var der så på apostlenes tid for profeter? Det var åndens gave. Men jeg er ikke helt klar over, om denne nådegave er forsvundet ligesom helbredelser og tungetale. 

⁵⁰ Quod si non cessavit, quaerendum est, in quos derivatum sit. Si in quoslibet, incerta erit omnis interpretatio. Si in nullos, cum et hodie tot obscuritates torqueant doctos, nulla erit interpretatio certa. Si in eos, qui successerunt in locum apostolorum, reclamabunt multis iam saeculis multos succedere in locum apostolorum, qui nihil habent spiritus apostolici. Et tamen de illis, si cetera paria sint, probabilius praesumitur, quod deus his infundit spiritum, quibus tribuit ordinem, quemadmodum verisimilius credimus baptizato datam gratiam, quam non baptizato.

For hvis den ikke er forsvundet, må man spørge om, til hvem den er overgivet. Hvis den er overgivet til nogle, vil al udlægning være usikker. Hvis den ikke er overgivet til nogen, så vil ingen udlægning være sikker, selv om også i dag så mange dunkelheder piner de lærde. Hvis den er overgivet til dem, som fulgte i apostlenes sted, vil man kunne indvende derimod, at der allerede i mange hundrede år har været mange, der fulgte i apostlenes sted, som ikke havde apostlenes ånd. Og dog kan man om dem, alt andet lige, med større sandsynlighed antage, at Gud har indgydt sin ånd i dem, som han har givet et embede, ligesom vi tror, at det er mere sandsynligt, at én, der er døbt, modtager nåden, end én, der ikke er døbt. 

⁵¹ I b 5. Sed donemus, sicuti re vera donandum est, fieri posse, ut unicuipiam humili et idiotae revelet spiritus, quod multis eruditis non revelavit, quandoquidem hoc nomine Christus gratias agit patri, quod quae celasset sapientes et prudentes, hoc est scribas, pharisaeos et philosophos, revelasset nhpioiV, hoc est simplicibus et iuxta mundum stultis. Et fortasse talis stultus fuit Dominicus, talis Franciscus, si licuisset illis suum sequi spiritum. 

I b 5. Men lad os indrømme, hvad man jo også i sandhed må indrømme, at det kan ske, at ånden åbenbarer en laverestående og ulærd mand, hvad han ikke åbenbarer for mange lærde, eftersom jo Kristus udtrykkeligt takker faderen, fordi han har åbenbaret for umyndige, det vil sige, de for verden enfoldige og dumme,  hvad han har skjult for de vise og kloge, det vil sige, for de skriftkloge, farisæerne og filosofferne, (Matt 11,25) Og måske var en Dominicus en sådan dum, måske en Franciskus, hvis det var blevet dem tilladt at følge derres egen ånd. 

⁵² Sed si Paulus suo saeculo, quo vigebat donum hoc spiritus, iubet probari spiritus, an ex deo sint, quid oportet fieri hoc saeculo carnali? Unde igitur explorabimus spiritus? Ex eruditione? Utrimque rabini sunt. Ex vita? Utrimque peccatores. In altera totus sanctorum chorus, qui statuunt liberum arbitrium. Verum aiunt: Sed homines erant. At ego iam homines confero cum hominibus, non homines cum deo.

Men hvis Paulus i sit århundrede, hvor åndens gave var stærk, befalede, at man skulle prøve ånderne, om de var af Gud (1kor#1.27), hvad skal vi da gøre i vort kødelige århundrede? Hvorudfra skal vi udforske ånderne? Ud fra uddannelsen? Men der er skriftlærde på begge sider. Ud fra deres levned? Men begge sider er syndere. På den ene side er der hele koret af hellige, som hævder den frie vilje. Men de siger: Men de er mennesker. Men jeg sammenligner mennesker med mennesker, ikke mennesker med Gud. 

⁵³ Audio: Quid multitudo facit ad sensum spiritus? Respondeo: Quid facit paucitas? Audio: Quid facit mitra ad intellectum scripturae divinae? Respondeo: Quid facit sagum aut cuculla? Audio: Quid facit cognitio philosophiae ad cognitionem sacrarum literarum? Respondeo: Quid facit inscitia? Audio: Quid facit ad intellectum scripturae congregata synodus, in qua fieri potest, ut nullus habeat spiritum? Respondeo: Quid faciunt conventicula privata paucorum, in quibus verisimilius est neminem esse, qui habeat spiritum?

Så siger man: Hvad gør en stor mængde fra eller til ved erkendelse af ånden? Jeg svarer: Hvad gør en lille mængde? Man siger: Hvad gør en bispehue til forståelsen af den guddommelige skrift? Jeg svarer: Hvad gør en kappe eller en kutte? (n53) Man siger: Hvad gør filosofiens erkendelse til erkendelse af den hellige skrift? Jeg svarer: Hvad gør uvidenheden? Man siger: Hvad gør til forståelse af skrifterne den forsamlede synode, i hvilken det kan være, at slet ingen har ånden? Jeg svarer: Hvad gør private sammenkomster af ganske få, i hvilken det er mere sandsynligt, at der ikke er nogen, som har ånden? 

⁵⁴  I b 6. Paulus clamat: ,An experimentum quaeritis inhabitantis in me Christi?' Non credebatur apostolis, nisi miracula fidem astruxissent doctrinae; nunc quilibet sibi postulat credi, quod affirmet se habere spiritum evangelicum. Apostoli quoniam excutiebant viperas, sanabant aegrotos, excitabant mortuos, imposita manu dabant donum linguarum, ita demum creditum est et vix creditum est illis paradoxa docentibus.

I b 6. Paulus råber: "Mon I forlanger bevis for, at Kristus bor i mig?" (2kor#13.3) Apostlene ville ikke være blevet troet, hvis ikke mirakler var blevet føjet til troens lære; i vore dage kan hvemsomhelst kræve at blive troet, hvis bare han påstår at have den evangeliske ånd. Fordi apostlene rystede slanger af sig, helbredte syge, opvakte døde, lagde hænderne på nogle og gav dem sprogets gave tilbage, derfor blev de omsider troet, og det var med møje de blev troet, fordi de lærte paradokser. 

⁵⁵ Nunc cum iuxta communem opinionem afferant pene paradoxotera, nullus illorum adhuc exstitit, qui vel equum claudum sanare potuerit. Atque utinam quidam absque miraculis praestarent sinceritatem ac simplicitatem morum apostolicorum, qui nobis tardiusculis essent miraculorum vice!

Nu om dage fremfører de efter den almindelige mening næsten mere paradokse meninger, men indtil nu har der ikke været nogen iblandt dem, der har kunnet helbrede bare en halt hest. Men gid nogen af dem i stedet for mirakler bare kunne udvise oprigtighed og enkelhed i de apostolske skikke, som kunne hjælpe os, der er noget langsomme i opfattelsen, i stedet for undere! 

⁵⁶ I b 7. Non haec proprie dixerim in Lutherum, quem de facie non novi, ac scripta hominis legens varie afficior, verum in alios quosdam mihi propius notos, qui, si quid controversiae incidit de sensu scripturae, nobis veterum orthodoxorum interpretationem afferentibus statim occinunt: Homines erant. 

I b 7. Dette siger jeg ikke specielt rettet mod Luther (n56), som jeg ikke kender personligt -- dog får jeg ret forskellige følelser, når jeg læser mandens skrifter -- men imod andre, som jeg kender bedre, og som, når uoverensstemmelsen om skriftens mening dukker op, og vi forelægger dem de gamle ortodokses fortolkning, straks råber imod os: De var kun mennesker. 

⁵⁷ Rogantibus, quonam argumento sciri possit, quae sit vera interpretatio scripturae, cum utrimque sint homines, respondent: Indicio spiritus. Si roges, cur illis, quorum aliquot etiam miraculis editis inclaruere mundo, defuerit spiritus potius quam ipsis, sic respondent, quasi mille trecentis annis nullum fuerit evangelium in mundo. Si requiras ab illis vitam spiritu dignam, respondent se fide iustos esse, non operibus. Si requiras miracula, dicunt iam olim cessasse nec opus esse iam in tanta luce scripturarum. Hic si neges hac in parte esse dilucidam scripturam, in qua tot summi viri caligarint, circulus ad caput redierit.

Når de bliver spurgt, ud fra hvilke kendemærker man kan vide, hvad den rigtige fortolkning er, eftersom begge parter kun er mennesker, svarer de: Ved åndens kendetegn. Hvis man spørger, hvorfor de mennesker, af hvilke en betragtelig del også udøvede mirakler for at oplyse verden, manglede ånden i højere grad end de selv, så svarer de, som om der i tretten hundrede år ikke har været noget evangelium i verden. Hvis man så af dem kræver et liv, der er ånden værdigt, svarer de, at de er retfærdige af tro, ikke af gerninger. Hvis man kræver mirakler, siger de, at de for længe siden er ophørt og at der heller ikke er brug for dem nu i det store lys fra skriften. Og hvis man så nægter, at skriften er klar på dette punkt, hvor så mange mænd har famlet i mørke, så er cirklen sluttet og vi kan begynde forfra. 

⁵⁸  I b 8. Iam ut demus eum, qui spiritum habet, certum esse de sensu scripturae, quomodo mihi constabit, quod ille sibi sumit? Quid faciam, ubi multi diversos sensus afferunt, quorum unusquisque se iurat habere spiritum? Ad haec, cum spiritus non iisdem suggerat omnia, labi fallique potest alicubi etiam is, qui habet spiritum. Haec adversus illos, qui tam facile reiciunt veterum interpretationem in sacris libris ac suam nobis sic opponunt, velut ex oraculo proditam. Postremo, ut demus Christi spiritum passurum fuisse populum suum errare in levioribus, unde non magnopere pendet hominum salus, qui credi potest illum annis plus mille trecentis dissimulasse errorem ecclesiae suae nec ex tot sanctissimis viris dignum habuisse quemquam, cui hoc inspiraret, quod isti contendunt esse totius evangelicae doctrinae caput?

I b 8. Men hvis vi indrømmer, at den, der har ånden, er sikker på skriftens mening, hvordan kan han så overbevise mig om det, han selv er overbevist om? Hvad skal jeg gøre, når der er mange, der fremfører forskellige meninger, og hver enkelt sværger på, at han har ånden? Da ånden ikke overbeviser de samme om alt, så kan også den, som har ånden, falde og tage fejl i noget. Dette siger jeg imod dem, som altfor hurtigt afviser de gamles fortolkning i de hellige bøger og sætter os sin egen i stedet, som var den fremkommer ved et orakel. Til sidst: Selv om vi så antager, at Kristi ånd har tilladt af hans folk tog fejl i de mere ubetydelige ting, som menneskets frelses ikke i særlig grad er afhængig af, hvem vil så kunne gå med til, at han i mere end tretten hundrede år har overset sin kirkes fejl eller ikke ud af så mange hellige mænd har fundet nogen værdig, så han kunne inspirere ham i det, som disse påstår er hele den evangeliske læres hovedsag? 

⁵⁹ I b 9. Verum hic, ut aliquando finiam, quid alii sibi arrogent, ipsi viderint; ego mihi nec doctrinam arrogo nec sanctimoniam nec fido spiritui meo, simplici tamen sedulitate proferam in medium, quae movent animum meum. Si quis docere conabitur, sciens non reluctabor veritati. Sin civiliter et absque conviciis conferenti verius quam disputanti malint maledicere, quis non desiderabit in eis spiritum evangelicum, quem semper habent in ore?

I b 9. Men for nu her at komme frem til slutningen, så må de andre selv se til, hvordan de anmasser sig, jeg for min del anmasser mig hverken med min lære, min hellighed eller min ånds tro, alligevel vil jeg med simpel flid fremføre, hvad der bevæger min ånd. Hvis nogen søger at undervise mig, vil jeg ikke med viden og vilje modsætter mig sandheden. Men hvis de heller vil forbande én end diskutere med ham, når han høfligt og uden skældsord samler materiale sammen, hvem vil så ikke savne den evangeliske ånd hos dem, den, de altid fører i munden? 

⁶⁰ Paulus clamat: ,Infirmum in fide suscipite'. Et Christus linum fumigans non exstinguit. Et Petrus apostolus:,Sitis', inquit, ,semper parati ad satisfaciendum omnibus postulantibus a vobis rationem de ea, quae in vobis est spe, cum mansuetudine et reverentia'. Quod si respondebunt Erasmum velut utrem vetulum non esse capacem musti spiritus, quod ipsi propinant orbi, si sibi tantopere fidunt, saltem eo loco nos habeant, quo Christus habuit Nicodemum, apostoli Gamalielem. Illum licet crassum, sed discendi avidum non repulit dominus, hunc suspendentem sententiam, donec exitus rei doceret, quo spiritu gereretur, discipuli non sunt aspernati.

Paulus udråber: "Tag jer af de svage i troen!" (rom#14.1) Og Kristus udslukker ikke den rygende tande (Matt 12,20). Og apostelen Peter siger: "Vær altid parat til forsvar overfor enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, der er i jer, med sagtmodighed og gudsfrygt". (1 Pet 3,15) Hvis de derfor svarer, at Erasmus som en temmelig gammel lædersæk ikke kan fatte åndens nye vin (Mark 2,22), som de selv serverer for verden, så skulle de, hvis de tiltror sig selv så meget, i det mindste behandle os, som Kristus behandlede Nikodemus, og apostlene Gamaliel. Nikodemus, som vel var noget småt kørende, men dog havde begær efter at lære, stødte Herren ikke bort (Joh 3,1-21). Gamaliel, der udskød sin dom, indtil sagens udfald kunne lære ham, hvilken ånd de var drevet af, forkastede disciplene ikke. (Apg 5,33ff)

⁶¹ I b 10. Absolvi dimidium huius libri, in quo si persuadeo, quod proposui, satius esse de rebus huiusmodi non contendere superstitiosius, praesertim apud vulgum, nihil opus est argumentatione, ad quam nunc accingor optans, ut superet ubique veritas, quae fortassis ex collatione scripturarum velut ignis ex collisione silicum emicabit.

I b 10. Jeg har allerede halvvejs nået mit mål med denne bog, hvis det lykkes mig at overbevise om det, jeg har foresat mig: at det er bedre om den slags ting ikke at kæmpe altfor fanatisk, især overfor folket, og at der ikke er brug for beviser, som jeg nu går over til i det ønske, at sandheden overalt vil sejre, den sandhed, der måske vil springe frem som gnister springer frem, når man slår kiselstene mod hinanden. 

⁶² Principio negari non potest in sacris literis plurima esse loca, quae plane statuere videntur liberum hominis arbitrium, rursus in iisdem esse nonnulla, quae videntur in totum tollere. Constat autem scripturam secum pugnare non posse, cum ab eodem spiritu tota proficiscatur. Prius igitur recensebimus ea, quae nostra confirmant, mox ea, quae ex adverso stare videntur, diluere conabimur.

For det første: Man kan ikke nægte, at der i den hellige skrift er mange steder, som ligeud fastslår menneskets frie vilje, og blandt dem er der igen ikke så få, som synes helt at ophæve den. Men det står fast, at skriften ikke kan modsige sig selv, eftersom den helt og holdent fremgår af den samme ånd. Derfor vil vi først gennemgå de steder, som bekræfter vores tese, dernæst vil vi søge at opløse dem, der synes at modsige den. 

⁶³ Porro liberum arbitrium hoc loco sentimus vim humanae voluntatis, qua se possit homo applicare ad ea, quae perducunt ad aeternam salutem, aut ab iisdem avertere.

Endelig mener vi på dette sted med den frie vilje en kraft ved den menneskelige vilje, hvorved mennesket kan vende sig mod det, som fører til den evige frelse, eller vende sig bort fra det. 

⁶⁴ II a 1. Ab his, qui statuunt liberum arbitrium, illud in primis proferri solet, quod legitur in libro, cui titulus Ecclesiasticus sive sapientia Sirach, cap. 15 (14—18): ,Deus ab initio constituit hominem et reliquit ilium in manu consilii sui. Adiecit mandata et praecepta sua: Si volueris mandata conservare, conservabunt te, et in perpetuum fidem placitam servare. Apposuit tibi aquam et ignem, ad quod volueris, porrige manum tuam. Ante hominem vita et mors, bonum et malum, quod placuerit ei, dabitur illi'. 

II a 1. Af dem, som er tilhængere af den frie vilje, plejer der først og fremmest at blive fremdraget, hvad der læses i bogen, med titlen Ecclesiasticus eller Siraks visdom, kapitel 15,14-18: 'Gud skabte mennesket i begyndelsen og lod ham være i sin hånds råd. Han føjede sine forskrifter og sine bud til. Hvis du vil holde budene, vil de opholde dig, og bevare dig i en evig velbehagelig troskab. Han forelægger dig vand og ild, stræk din hånd ud mod hvad du vil. Foran mennesket ligger livet og døden, godt og ondt, hvad han vil, bliver ham givet'. 

⁶⁵ Non puto quemquam excepturum hic adversus auctoritatem huius operis, quod, ut indicat Hieronymus, olim apud Hebraeos non habitum sit in canone, cum ecclesia Christi magno consensu receperit in suum canonem; neque causam video, cur Hebraei librum hunc a suo canone iudicarint excludendum, cum parabolas Solomonis et canticum amatorium receperint.

Jeg tror ikke, nogen her vil anføre som en indvending mod autoriteten af dette værk, at det, som Hieronymus påviste, engang hos hebræerne ikke var med i deres kanon, eftersom Kristi kirke med stor enighed har optaget dem i sin kanon; jeg kan heller ikke se grunden til, at hebræerne mente at måtte udelukke denne bog fra deres kanon, når de dog medtog Salomons ordsprog og kærlighedssangene. (Højsangen). (n65)

⁶⁶ Etenim quod duos posteriore libros Esdrae, historiam apud Danielem de Zusanna ac Belo dracone, Iudith, Hester aliaque nonnulla non receperunt in canonem, sed inter hagiographa numerarunt, quid illos moverit, facile divinat, qui libros eos attentius legerit. Ceterum in hoc opere tale nihil obstrepit lectori.

Hvad nemlig angår det forhold, at de to sidste bøger af Ezras, historien hos Daniel om Susanne og dragen Belo, Judiths og Esters bøger og nogle andre ikke er blevet optaget i kanon, men opregnes blandt apokryfferne, så kan man let formode, hvad der har bevæget dem dertil, når man læser disse bøger omhyggeligt. Men i dette værk er der intet af den slags, der forstyrrer læseren.

⁶⁷ II a 2. Hic itaque locus declarat Adam, nostri generis principem, sic fuisse conditum, ut rationem haberet incorruptam, quae dinosceret, quid expetendum, quid fugiendum; sed addita est voluntas, incorrupta quidem et illa, sed libera tamen, ut, si vellet, posset sese a bono avertere et ad malum deflectere.

II a 2. Dette sted forklarer altså, at Adam, vores forfader, blev således skabt, at han havde en ufordærvet fornuft, som kunne skelne mellem, hvad der skulle stræbes efter og hvad der skulle undgås; men en vilje blev føjet til, ganske vist også ufordærvet, men dog fri, så at den, hvis den ville, kunne vende sig fra det gode og bøje sig mod det onde.

⁶⁸ Eodem in statu conditi sunt angeli, priusquam Lucifer cum suis sodalibus deficeret a conditore suo. In his, qui collapsi sunt, sic penitus corrupta est voluntas, ut sese non possint ad meliora recipere; in his, qui perstiterunt, sic est confirmata bona voluntas, ut iam ne possit quidem sese ad impietatem deflectere.

I den samme tilstand blev englene skabt, førend Lucifer sammen med sine venner faldt fra sin skaber. I dem, der faldt, er viljen næsten så fordærvet, at de ikke kan vende tilbage til det bedre; i dem, som forblev standhaftige, er den gode vilje således bestyrket, at de ikke engang mere kan bøje sig mod gudløsheden.

⁶⁹ In homine sic erat recta liberaque voluntas, ut absque nova gratia potuerit in innocentia perseverare, sic tamen, ut absque praesidio novae gratiae non potuerit assequi felicitatem immortalis vitae, quam suis pollicitus est dominus Iesus.

I mennesket var viljen så ret og fri, at den uden nogen ny nåde kunne forblive i uskyldighed, dog således, at den uden den nye nådes hjælp ikke kunne nå frem til det udødelige livs lyksalighed, som vor Herre Jesus har lovet sine.

⁷⁰ Haec tametsi non possunt omnia apertis scripturarum testimoniis convinci, tamen a patribus orthodoxis non improbabiliter disserta sunt. Ceterum in Eva non solum voluntas corrupta videtur, verum etiam ratio sive intellectus, unde scatent fontes omnium bonorum ac malorum.

Selv om alt dette ikke kan bevises med klare skriftsteder, så er det dog behandlet ganske troværdigt af de ortodokse fædre. Forøvrigt synes i Eva ikke blot viljen at være fordærvet, men også fornuften eller forstanden, hvoraf udspringer kilden til alle goder og onder.

⁷¹ Videtur enim illi persuasisse serpens vanas fuisse minas, quibus interdixerat dominus, ne quid contingerent de ligno vitae. In Adam magis videtur corrupta voluntas ob immodicum quendam amorem erga sponsam suam, cuius animo maluit indulgere quam praecepto dei, quamquam et in hoc arbitror corruptam fuisse rationem, ex qua nascitur voluntas.

For slangen synes nemlig at have overbevist hende om, at det var tomme trusler, hvormed Herren forbød dem at berører noget af livets træ. I Adam synes det mere at være viljen, der blev fordærvet på grund af en umådeholden kærlighed til hans brud, og dens ånd ville han hellere følge end Guds bud, skønt jeg også i dette tror, at fornuften var blevet fordærvet, den, hvorudaf viljen fødes.

⁷² II a 3. Ea vis animi, qua iudicamus, quam non refert, sive noun, id est mentem aut intellectum, sive logon, id est rationem dicere malis, per peccatum obscurata est, non exstincta, voluntas, qua eligimus aut refugimus, hactenus depravata fuit, ut suis naturalibus praesidiis non posset sese revocare ad meliorem frugem, sed amissa libertate cogebatur servire peccato, cui se volens semel addixerat. (L23).

II a 3. Denne sjælens kraft, hvormed vi bedømmer -- og det betyder ikke noget, om man kalder den Nous, det vil sige sind eller forstand, eller Logos, det vil sige fornuft -- blev formørket af synden, ikke udslukket; viljen, hvormed vi udvælger eller fravælger, er i den grad fordærvet, at den ud af sine egne naturlige hjælpekilder ikke kan komme tilbage til en bedre frugt, men da den har mistet friheden tvinges til at tjene synden, som den med sin vilje én gang har knyttet sig til.

⁷³ Sed per dei gratiam condonato peccato hactenus facta est libera, ut iuxta sententiam Pelagiorum absque praesidio novae gratiae posset adipsisci vitam aeternam, (L23) sic tamen, ut salutem suam deo ferret acceptam, qui et condidit et restituit liberum arbitrium, secundum orthodoxos sic posset ope divinae gratiae semper adiuvantis conatum hominis perseverare in recto statu, ut tamen non careret proclivitate ad malum ex semel inoliti peccati vestigiis. (L9) (h21).

Men ved Guds nåde er den gennem syndstilgivelse gjort så vidt fri, at den efter pelagianernes mening uden hjælp af den nye nåde kan erholde til det evige liv, dog således, at den har Gud at takke for sin frelse, som både har skabt og genoprettet den frie vilje; ifølge de ortodokse kan den med den guddommelige nådes hjælp, der altid støtter menneskets stræben, bevares i den rette stand, uden dog at blive fri for tilbøjeligheden til det onde ud fra sporene af den én gang indvoksede synd.

⁷⁴ Quemadmodum autem progenitorum peccatum in posteros derivatum est, ita et ad peccandum proclivitas transiit in omnes, quam gratia peccatum abolens hactenus mitigat, ut vinci possit, non exstirpari. Non quod non possit gratia, sed quia nobis non expediebat.

Men ligesom forfædrenes synd overførtes til efterkommerne, således blev også tilbøjeligheden til at synde overført til alle; den blev af nåden, som udsletter synden, i så høj grad afsvækket, at den kan besejres, men ikke udryddes. Ikke fordi nåden ikke ville kunne det, men fordi det ikke var tjenligt for os.

⁷⁵ II a 4. Quemadmodum autem in his, qui gratia carent (de peculiari loquor), ratio fuit obscurata, non exstincta, ita probabile est in iisdem voluntatis vim non prorsus exstinctam fuisse, sed ad honesta inefficacem esse factam. Quod oculus est corpori, hoc ratio est animo.

II a 4 Men ligesom fornuften i dem, som måtte undvære nåden (jeg taler om den særlige nåde), blev formørket, men ikke udslukt, således er det sandsynligt, at viljens kraft i den ikke helt blev udslukt, men blot var blevet uduelig til det sædeligt gode. Hvad øjet er for kroppen, er fornuften for sjælen.

⁷⁶ Ea partim illustratur luce nativa, quae insita est omnibus, licet non pari mensura, de quo meminit psalmus: 'Signatum est super nos lumen vultus tui, domine', (Sl 4,7) (L11)(h5) partim praeceptis divinis ac literis sacris, quemadmodum dicit psaltes noster: 'Lucerna pedibus meis verbum tuum'. (Sl 119,105).

Denne (fornuften) bliver oplyst delvis af det naturlige lys, som er indplantet i alle, skønt ikke i lige mål, hvilket salmisten minder om: 'Dit ansigts lys er løftet over os, Herre', delvis af de guddommelige bud og de hellige skrifter, sådan som vort psalter siger: 'Dit ord er en lygte for mine fødder'.

⁷⁷ II a 5. Unde nascitur nobis triplex legis genus: lex natura, lex operum, lex fidei, ut Paulinis utar verbis. (Rom 2,4; 3,27) Lex naturae penitus insculpta mentibus omnium tam apud Scythas quam apud Graecos dictat iniquum esse, si quis alteri faciat, quod sibi nolit fieri. (L10).

II a 5 Deraf giver der sig tre slags love for os: naturens lov, gerningernes lov, troens lov, for nu at bruge de paulinske ord. Den naturlige lov, som næsten er indhugget i alles sind, både hos Skytere og hos Grækere, fortæller, at det uretfærdigt, hvis én gør noget mod en anden, som han ikke vil skal ske med ham selv.

⁷⁸ Et philosophi sine luce fidei, sine adminiculo divinae scripturae ex rebus conditis cognoverunt sempiternam dei virtutem ac divinitatem ac de bene vivendo multa praecepta reliquerunt vehementer congruentia cum praeceptis evangelicis multisque verbis ad virtutem adhortantur detestantes turpitudinem. (L9) (h5; h7). Et in his probabile est fuisse voluntatem aliquo modo propensam ad honesta, sed inefficacem ad salutem aeternam, nisi per fidem accederet gratia.

Også filosofferne uden troens lys, uden de guddommelige skrifters bistand har ud fra de skabte ting erkendt Guds evige kraft og guddommelighed, og har efterladt mange bud om, hvordan man fører et godt liv, der svarer nøje til de evangeliske forskrifter og med mange ord opfordrer til dyd og afskrækker fra skændigheder. Og i disse har der sandsynligvis været en vilje, der på en eller anden måde var tilbøjelig til det sædeligt gode, men uvirksom til den evige frelse, hvis ikke nåden trådte til gennem troen.

⁷⁹ II a 6. Lex autem operum imperat et comminatur paenam. Ea peccatum congeminat et gignit mortem, non quod mala sit, sed quod ea praecipiat, quae sine gratia praestare non possumus. Lex fidei, cum magis ardua praecipiat quam lex operum, tamen addita copiosa gratia, quae per se sunt impossibilia, reddit etiam dulcia, non modo facilia. Fides igitur medetur rationi laesae per peccatum, caritas provehit voluntatem invalidam.

II a 6 Men gerningernes lov befaler og truer med straf. Den forøger synden og føder død, ikke fordi den er ond, men fordi den foreskriver noget, som vi uden nåden ikke kan præstere. Troens lov, skønt den foreskriver hårdere ting end gerningernes lov, tilføjer dog den overvældende nåde, og gør derved, der er umuligt i sig selv, ikke blot let, men også sødt. Troen helbreder altså fornuften, der var blevet såret ved synden, kærligheden drager den mangelfulde vilje frem.

⁸⁰ Lex quodammodo operum erat: 'Ex omni ligno paradisi comede, de ligno autem scientia boni et mali ne comedas. In quacumque enim die comederis ex eo, morte morieris'. (Gen 2,16). Rursum per Mosen lex operum lata est: Ne quem occidas, si occideris, occideris; ne commisceris adulterium, si commiseris, lapidaberis. (Ex 20,14; Dt 5,18).

Gerningernes lov lød i og for sig således: 'Af alle træer i paradiset må du spise, men af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise. Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø'. Atter er gerningernes lov fremlagt af Moses: Du må ikke slå ihjel; hvis du slår ihjel, vil du selv blive slået ihjel; du må ikke bedrive hor; hvis du bedriver hor, vil du blive stenet.

⁸¹ Sed quid dicit lex fidei, quae iubet diligere inimicos, (Matt 5,44) quae iubet tollere crucem quotidie, (Luk 9,23) quae iubet contemnere vitam? (Matt 10,39) 'Nolite timere pusillus grex, vestrum est enim regnum caelorum'. (Luk 12,32) Et: 'Confidite, quia ego vici mundum'. (Joh 16,33) Et: 'Ego vobiscum sum usque ad comsummationem saeculi'. (Matt 28,20)(h17) Hanc legem expresserunt apostoli, cum caesi virgis pro nomine Iesu gaudentes abirent a conspectu consilii. (Apg 5.41) Hinc Paulus: 'Omnia possum in eo, qui me corroborat'. (Fil 4,13).

Men hvad siger troens lov, som befaler at elske fjenderne, som befaler dagligt at tage sit kors op, som befaler at foragte livet? 'Frygt ikke, du lille hjord, for jeres er himmeriget'. Og: Vær ved godt mod, for jeg har overvundet verden'. Og: Jeg er med jer indtil verdens ende'. Denne lov gav apostlene udtryk for, da de efter at være blevet pisket for Jesu navns skyld glade gik bort fra rådets åsyn. Derfor siger Paulus: 'Alt kan jeg ved ham, som giver mig kraft'.

⁸² II a 7. Nimirum hoc est, quid dicit Ecclesiasticus [15,15]: 'Et adiecit mandata et praecepta sua'. Quibus? Primum duobus illis generis humani principibus per seipsum, post Iudaicae genti per Mosen et prophetas. Lex ostendit, quid velit deus: proponit paenam, ni pareas, proponit praemium, si pareas. Ceterum eligendi potestatem illorum relinquit voluntati, quam illis condidit liberam et utroque volubilem. 

II a 7. Det er uden tvivl det, Jesus Sirak mener: 'Og han føjede sine befalinger og bud til'. For hvem? Først for selve disse to forfædre for menneskeslægten, bagefter for jødefolket ved Moses og profeterne. Loven viser, hvad Gud vil: den foreholder straffen, hvis du ikke adlyder, den foreholder belønningen, hvis du adlyder. Det øvrige overlader han til den magt, deres vilje har til at vælge; den skabte han dem med, fri og bøjelig til begge sider.

⁸³ Et ideo: 'Si volueris mandata conservare, conservabunt te'. Et rursum: 'Ad quod volueris, porrige manum tuam'. Si latuisset hominem boni malique discrimen ac voluntas dei, non poterat imputari, si perperam elegisset. Si voluntas non fuisset libera, non potuisset imputari peccatum, quod peccatum esse desinit, si non fuerit voluntarium, nisi cum error aut voluntatis obligatio ex peccato nata est. Ita per vim stupratae non imputatur, quod est passa.

Og derfor: 'Hvis du vil holde budene, vil de holde dig'. Og atter: 'Udræk din hånd til hvad du vil'. Hvis skellet mellem godt og ondt og Guds vilje var skjult for mennesket, kunne man ikke tilregne ham noget, hvis han valgte forkert. Hvis viljen ikke var fri, kunne man ikke tilregne ham synden, fordi den ophører med at være synd, hvis den ikke sker frivilligt, medmindre synden stammer fra en fejltagelse eller en bundethed i viljen. Sådan tilregner man ikke en voldtagen kvinde, hvad hun har været ude for.

⁸⁴ II a 8. Quamquam autem hic locus, quam adduximus ex Eccleastico, peculiariter quadrare videtur in primos illos progenitores, tamen aliqua ratione ad universam posteritatem Adae pertinet; non pertineret autem, si nulla esset in nobis liberi arbitrii vis. 

II a 8 Men skønt dette sted, som vi har fremdraget fra Ecclestiastikeren, især synes at passe på vore første forfædre, så passer de dog på en vis måde på alle Adams efterkommere; men det kunne ikke passe på os, hvis der ikke var nogen fri viljes kraft i os.

⁸⁵ Quamquam enim arbitrii libertas per peccatum vulnus accepit, non tamen exstincta est, et quamquam contraxit claudicationem, ut ante gratiam propensiores simus ad malum quam ad bonum, tamen excisa non est, nisi quod enormitas criminum et assuetudo peccandi velut in naturam versa sic offuscat nonnumquam mentis iudicium, sic obruit arbitrii libertatem, ut illud exstinctum, haec penitus adempta videatur.

For skønt viljens frihed ved synden fik et sår, blev den dog ikke udslukket, og skønt den er begyndt at hinke, eftersom vi før nåden er nærmere ved det onde end ved det gode, så er den dog ikke afhugget, hvis da ikke forbrydelsens størrelse og syndens tilvanthed har vendt sig til en slags natur og i den grad har formørket forstandens bedømmelse og i den grad har fjernet viljens frihed, at den ene synes at være udslukket, den anden at være næsten fjernet.

⁸⁶ II a 9. Porro, quantum valiat in nobis liberum arbitrium post peccatum et ante gratiam, mire variant et veterum et recentiorum sententiae, dum alius aliud spectat. Qui vitabant desperationem ac securitatem, sed ad spem et conatum acuere volebant homines, plus tribuerant libero arbitrio.

II a 9 Videre: Hvor meget den frie vilje er værd i os efter synden og før nåden, derom er meningerne både hos de gamle og hos de nyere forunderlig delte, idet de ser på hver sin ting. De, der ville undgå fortvivlelse og sikkerhed, men anspore mennesker til håb og stræben, lagde mere vægt på den frie vilje.

⁸⁷ Pelagius docuit semel liberata sanataque per gratiam hominis voluntate non opus esse nova gratia, sed liberi arbitrii praesidiis pertingi posse ad salutem aeternam, sic tamen, ut hominis salus debeatur deo, sine cuius gratia voluntas hominis non erat efficaciter libera ad bonum; et haec ipsa vis animo, qua homo cognitum bonum amplectitur avertens se ab eo, quod diversum est, beneficium est conditoris, qui potuisset pro homine ranam producere.

Pelagius lærte, at når én gang menneskets vilje var befriet og helbredt gennem nåden, var der ikke brug for nogen ny nåde, men den frie viljes hjælp var nok til at nå frem til den evige frelse, dog således, at mennesket skyldte Gud sin frelse, uden hvis nåde menneskets vilje ikke var virkelig fri til det gode; og selve denne kraft i sjælen, hvorved mennesket erkendte det gode og tog det til sig, men vendte sig bort fra dets modsætning, var en velgerning fra skaberen, som i stedet for et menneske kunne have frembragt en frø.

⁸⁸ Qui Scoti placitis addicti sunt, proniores sunt in favorem liberi arbitrii, (n4) cuius tantam vim esse credunt, ut homo nondum accepta gratia, quae peccatum abolet, naturae viribus exercere posset opera moraliter, ut vocant, bona, quibus non de condigno, sed de congruo promereantur gratiam gratum facientem; sic enim illi loquuntur.

De, der er tilbøjelige til at følge Duns Scotus i hans lære, bedømmer den frie vilje endnu gunstigere; dens kraft mener de er så stor, at mennesket uden at have modtaget den nåde, som fjerner synden, ved sine naturlige kræfter kan gøre moralsk set gode gerninger, som de kalder dem, hvorved de kan fortjene sig den nåde, der gør et menneske velbehageligt, ikke ved en fortjenstmæssig fortjeneste, men ved en rimelig tildelt fortjeneste; for sådan udtrykker de sig.

⁸⁹ II a 10. Ab his alii ex diametro, quod aiunt, dissentientes contendunt omnia illa opera quantumvis moraliter bona fuisse deo detestabilia non minus quam scelerate facta, quod genus sunt adulterium et homicidium, quod non profiscerentur ex fide et caritate in deum.

II a 10 Men der er nogen, der mener det stik modsatte af dem, som man siger, og hævder, at alle disse gerninger, er det end nok så moralsk set gode, for Gud er lige så afskyelige som forbryderiske handlinger, såsom hor og mord, fordi de ikke udspringer af tro og kærlighed til Gud.

⁹⁰ Horum opinio videtur inclementior, praesertim cum philosophi quidam, ut habuerunt aliquam de deo cognitionem, ita fieri potuit, ut fiduciam quoque nonnullam et caritatem habuerint erga deum nec omnia fecerint ob inanem gloriam, sed amore virtutis et honesti, quod docent amplectendum non ob aliud, nisi quia honestum est. Nam qui pro salute patriae semet obicit periculis ob inanem gloriam, facit opus ex genere bonum, an moraliter bonum, nescio.

Deres opfattelse synes mindre klog, især eftersom nogle filosoffer, både havde en vis erkendelse af Gud, og også var kommet så vidt, at de havde en vis tro og nogen kærlighed til Gud, så de ikke gjorde alting på grund af tom ære, men af kærlighed til dyden og til det sædeligt gode, en kærlighed, som de lærte, at man skulle gå ind for, udelukkende på grund af, at den var sædelig god. For den, der kaster sig i fare for fædrelandets frelse på grund at tom ære, han øver en i sin art god gerning, om den er moralsk god, véd jeg ikke.

⁹¹ Sanctus Augustinus et qui hunc sequuntur, considerantes, quanta sit pernicies verae pietatis hominem fidere suis viribus, propensiores sunt in favorem gratiae, quam ubique Paulus inculcat. Eoque negat hominem obnoxium peccato posse sese reflectere ad vitae correctionem aut quicquam posse facere, quod conferat ad salutem, nisi gratuito dei dono stimuletur divinitus, ut velit ea, quae conducunt ad vitam aeternam; hanc gratiam alii praevenientem vocant, Augustinus operantem.

Den hellige Augustin og de, der fulgte ham, var tilbøjelige til, i betragtning af, hvor mange farer der er forbundet med det, hvis mennesket stoler på sine egne kræfter, at lægge mere vægt på nåden, hvilket Paulus overalt indskærper. Og derfor forkaster han, at det af synden skadede menneske selv kan vende sig mod en forbedring af sit liv, eller, at det kan gøre noget, der bidrager til frelsen, medmindre det gennem den ufortjente Guds gave stimuleres, så han vil det, som fører til det evige liv; denne nåde kalder andre den forekommende nåde, Augustin den virkende nåde.

⁹² Nam et fides, quae ianua est salutis, gratuitum dei donum est. Huic additam caritatem per uberius donum spiritus appellat gratiam cooperantem, quod semper adsit conantibus, donex assequantur, quod expetunt, sed ita tamen, ut cum simul idem opus operentur liberum arbitrium et gratia, gratia tamen dux sit operis, non comes, quamquam hanc quoque sententiam dividunt quidam dicentes: Si consideres opus iuxta naturam suam, potiorem causam esse voluntatem hominis, sin iuxta quod promeretur, gratiam esse potiorem.

For også troen, som er indgangsdøren til frelsen, er Guds ufortjente gave. Når til den føjes kærligheden, som gives gennem åndens overvældende gave, kaldes det den samvirkende nåde, fordi den altid hjælper dem, der stræber, indtil de når frem til det, de ønske, men dog således, at skønt den frie vilje og nåden virker samtidig i den samme gerning, så er nåden dog fører i gerningen, ikke ledsager, endskønt der også er nogen, der opdeler denne sætning og siger: Hvis du ser på gerningen efter dens natur, så er den menneskelige vilje den stærkeste årsag, men ser man på, hvad der fortjenes, er nåden den stærkeste.

⁹³ Porro fides, quae praestat, ut velimus salutifera, et caritas, quae praestat, ne frustra velimus, non tam tempore distincta sunt quam natura; possunt tamen utraque temporariis accessibus augeri.

Videre skal man skelne mellem troen, som bevirker, at vi vil det, der fører til frelse, og kærligheden, som bevirker, at vi ikke vil forgæves, ikke så meget med hensyn til tiden som med hensyn til naturen; dog kan de begge vokse med tiden.

⁹⁴ II a 11. Itaque cum gratia significet beneficium gratis datum, tres aut, si mavis, quatuor gratias ponere licebit. Unam natura insitam et per peccatum vitiatam, ut diximus, non exstinctam, quam quidam vocant influxum naturalem. Haec omnium communis manet etiam perseverantibus in peccato: liberum et enim illis loqui, tacere, sedere, surgere, sublevare pauperem, legere libros sacros, audire contionem, sic tamen, ut ista secundum opinionem quorundam nihil conducant ad vitam aeternam.

II a 11 Derfor, eftersom 'nåde' betyder en ufortjent velgerning, der gives én, kan man skelne mellem tre, eller hvis man hellere vil det, fire slags nåde. Den første er den medfødte, der blev skadet af synden, som vi har sagt, men ikke udslukket, som mange kalder den naturlige påvirkning. Denne er og bliver fælles for alle, også for dem, der forhærder sig i synden: for også de kan siges at være fri, til at tie, sætte sig, rejse sig, hjælpe en fattig, læse de hellige bøger, høre en prædiken, dog sådan, at dette efter manges mening ikke fører til evigt liv.

⁹⁵ Nec desunt tamen, qui considerata immensa dei bonitate dicant hactenus hominem proficere huiusmodi benefactis, ut praeparetur ad gratiam ac dei misericordiam erga se provocet, quamquam sunt, qui negent haec etiam fieri posse sine gratia peculiari. Haec gratia, quoniam est omnium communis, non dicitur gratia, cum re vera sit, quemadmodum maiora miracula quotidie deus edit gignendis rebus, conservandis et gubernandis, quam si sanaret leprosum aut liberaret daemoniacum. Et tamen haec ideo non vocantur miracula, quod ex aequo quotidie praestantur omnibus.

Dog mangler der ikke nogen, som i betragtning af Guds umådelige godhed siger, at et menneske kan komme så vidt ved den slags velgerninger, at det kan forberede sig til nåden og fremkalde Guds barmhjertighed imod sig, skønt der er dem, der nægter, at dette kan ske uden den særlige nåde. Denne nåde kaldes ikke nåde, eftersom den er fælles for alle, skønt den er en virkelig ting, sådan som Gud hver dag skaber ting, bevarer ting, styrer ting, gennem større mirakler, end hvis han helbredte en spedalsk eller befriede en dæmonbesat. Og dog kaldes de af den grund ikke mirakler, at de hver dag gives ligeligt til alle.

⁹⁶ Altera est gratia peculiaris, qua deus ex sua misericordia peccatorem nihil promeritum stimulat ad resipiscentiam, sic tamen, ut nondum infundat gratiam illam supremam, quae abolet peccatum ac deo gratum facit hominem. Itaque peccator adiutus secunda gratia, quam diximus operantem, displicit sibi; tametsi nondum exuit affectum peccandi, tamen eleemosynis, precibus, intentus sacris studiis, audiendis contionibus, interpellandis piis hominibus, ut pro se deum orent, aliisque factis moraliter, ut vocant, bonis summae illius gratiae velut candidatum quendam agit.

Den anden slags nåde er den særlige nåde, hvorved Gud af sin barmhjertighed uden fortjeneste stimulerer synderen til forbedring, dog sådan, at han endnu ikke indgyder denne højeste nåde, som tilgiver synderne og gør mennesket velbehageligt for Gud. Derfor mishager synderen sig selv, den synder, der bliver hjulpet af den anden nåde, som vi har kaldt den virkende; skønt han endnu ikke har aflagt lysten til at synde, kan han dog ved barmhjertighedsgerninger, ved bønner, ved ivrige fromme øvelser, ved at høre prædikene, ved at påkalde fromme menneker, at de beder til Gud for ham, og ved andre moralske gerninger, som de kalder dem, blive en slags kandidat til den højeste nådes goder.

⁹⁷ Existimant autem gratiam, quam nunc secundam facimus, per dei bonitatem nulli mortalium deesse, quod divina benignitas singulis in hac vita suppeditet idoneas occasiones, per quas possit resipiscere, si quod reliquum est in ipsorum arbitrio pro viribus accommodent ad opem numinis velut invitantis, non compellentis ad meliora. Hoc autem putant esse in nostro arbitrio, ut voluntatem nostram applicemus ad gratiam aut avertamus ab ea, quemadmodum in nobis est ad illatam lumen aperire oculos ac rursum claudere.

Men man mener, at den nåde, som vi nu har kaldt den anden, ved Guds godhed ikke fattes nogen dødelig, fordi den enestående guddommelige velvilje i dette liv sørger for en egnede lejligheder, ved hvilke man kan forbedre sig, når man af al magt anvender det, der er tilovers i sin egen vilje til understøttelse af guddommen, som indbyder, men ikke tvinger til det bedre. Men det mener man ligger i vores vilje, at den kan vende sig hen til nåden eller vende sig bort fra den, ligesom det er hos os, når et lys bliver bragt ind, at man kan åbne øjnene for det og atter lukke dem.

⁹⁸ Quoniam autem immensa dei caritas erga genus humanum non patitur hominem frustrari etiam illa gratia, quam gratum facientem vocant, si totis viribus eam ambierit, fit, ut nemo peccator debeat esse securus, nemo rursus debeat desperare, fit item illud, ut nemo pereat, nisi suo vitio.

Men eftersom den umådelige Guds kærlighed til menneskeslægten ikke tåler, at mennesket bedrages af denne nåde, som kaldes den velbehagsskabende, hvis man efterstræber den af al magt, så sker der det, at ingen synder bør være sikker, ingen heller fortvivlet, og der sker videre det, at ingen går til grunde, uden han selv er skyld i det.

⁹⁹ Est igitur gratia naturalis, est gratia exstimulans, licet imperfecta, est gratia, quae voluntatem reddit efficacem, quam cooperantem diximus, quae quod coeptum est provehit, est gratia, quae perducit usque ad finem. Has tres putant eadem esse gratiam, licet ab iis, quae operantur in nobis, diversis cognominibus appellentur. Prima exstimulat, secunda provehit, tretia consummat.

Der er altså en naturlig nåde, der er en ansporende, omend ufuldkommen nåde, der er en nåde, som gør viljen virksom, som vi kalder den samvirkende nåde, som driver det frem, der er påbegyndt, der er en nåde, som fører lige til enden. Disse tre mener man er den samme nåde, selv om de ud fra det, de virker i os, kaldes med forskellige betegnelser. Den første stimulerer, den anden drager fremad, den tredie fuldender.

¹⁰⁰ II a 12. Ergo, qui longissime fugiunt a Pelagio, plurimum tribuunt gratiae, libero arbitrio pene nihil nec tamen in totum tollunt: negant hominem posse velle bonum sine gratia peculiari, negant posse incipere, negant posse progredi, negant posse perficere sine principali perpetuoque gratiae divinae praesidio. (L13)(h39)

II a 12. Derfor, de, der adskiller sig mest fra Pelagius, tillægger nåden det meste, den frie vilje næsten intet uden fuldstændig at ophæve den: de nægter, at mennesket kan ville det gode uden den særlige nåde, de nægter, at det kan begynde, at det kan gå fremad, at det kan fuldende uden en grundlæggende og varig hjælp fra den guddommelige nåde.

¹⁰¹ Horum sententia satis videtur probabilis, quod relinquat homini studium et conatum et tamen non relinquit, quod suis asscribit viribus.

Deres mening synes antagelig, fordi de lader mennesket beholde en lyst og en stræben, men ikke lader det beholde det, at det kan tilskrives dets egne kræfter.

¹⁰² Sed durior est istorum opinio, qui contendunt liberum arbitrium ad nihil valere nisi ad peccandum, solam gratiam in nobis operari bonum opus non per liberum arbitrium aut cum libero arbitrio, sed in libero arbitrio, ut nostra voluntas hic nihilo plus agat, quam agit cera, dum manu plastae fingitur in quacumque visum est artifici speciem. Hi mihi sic fugere videntur meritorum et operum humanorum fiduciam, ut praeter casam, quod dici solet.

Men deres mening er hårdere, der hævder, at den frie vilje ikke duer til andet end at synde, at alene nåden virker i os den gode gerning, ikke gennem den frie vilje eller sammen med den frie vije, men i den frie vilje, så at vores vilje her ikke gør mere, end vokset gør, når det ved kunstnerens hånd dannes til hvilket kunstværk han har besluttet. Disse synes mig at være så bange for tiltroen til menneskers fortjenester og gerninger, at de smider barnet ud med badevandet

¹⁰³ Durissima videtur omnium sententia, qui dicunt liberum arbitrium inane nomen esse nec quicquam valere aut valuisse vel in angelis vel in Adam vel in nobis nec ante gratiam nec post gratiam, sed deum tam mala quam bona operari in nobis, omniaque, quae fiunt, esse merae necessitatis. Itaque cum his duabus postremis mihi potissimum erit conflictatio.

Hårdest af alle disse opfattelser synes den at være, som siger, at den frie vilje er et tomt navn, og at den ikke betyder noget eller har betydet noget, hverken i englene eller i Adam eller i os, hverken før nåden eller efter nåden, men Gud virker såvel det onde som det gode i os, og at alt, hvad der sker, sker af lutter nødvendighed. Derfor vil jeg fortrinsvist bekæmpe de to sidste antagelser.

¹⁰⁴ II a 13. Haec paulo loquatio nobis repetita sunt, quo lector imperitior, nam crassulis scribimus crassuli, reliquam argumentationem  facilius percipiat, eoque locum ex Ecclesiastico primum retulimus, quo originem ac vim liberi arbitrii planissime videatur depingere. 

II 1 13. Vi har gentaget denne lille overvejelse for den mindre lærde læser -- for vi lægfolk skriver for lægfolk -- så man lettere kan forstå den øvrige argumentation, og derfor har vi anført dette sted fra Siraks bog som det første, for der synes han at beskrive den frie viljes kraft meget tydeligt. 

¹⁰⁵ Nunc expeditiore cursu reliqua scriptuarum testimonia persequemur. Id faciemus, si prius admonuerimus hunc locum secus haberi in editione Aldina, quam hodie habeat ecclesiasticus usus Latinorum. Non enim in Graecis additur: conservabunt te, quamquam eandem particulam nec Augustinus addit aliquoties adducens hunc locum, et poihtai scriptum opinor pro poihsai. 

Nu vil vi gennemgå de øvrige vidnesbyrd fra skriften. Det gør vi, idet vi forud erindrer om, at dette sted i Aldinaudgaven (n105) lyder anderledes end det i vore dage gør i den latinske kirkelige brug. For i den græske udgave tilføjes der ikke "vil de bevare dig", selv om dette lille ord hos Augustin, der nogle gange anfører dette skriftsted, heller ikke tilføjes, så jeg tror, at der er skrevet poihtai i stedet for poihsai. 

¹⁰⁶ II a 14. Quemadmodum igitur in paradiso proposuerat electionem vitae ac mortis: Si parueritis praecepto meo, vivetis, sin minus, moriemini; cavete malum, eligite, quod bonum est, itidem Genesis cap. 4 (6-7) deus loquitur Caim: 'Quare iratus es et cur concidit facies tua? Nonne si bene egeris, recipies, sin autem male, statim in foribus peccatum tuum aderit? Sed sub te erit appetitus eius et tu dominaberis illius'. Proponit praemium, si velit eligere, quod pium est, proponit paenam, si malit seque diversum. 

II a 14. Altså: Ligesom Gud i paradiset forelagde dem valget mellem liv og død: Hvis I vil holde mine bud, skal I leve, hvis ikke, skal I dø; undgå det onde, vælg, hvad der er godt, sådan taler han også i 1 Mos 4,6f til Kain: "Hvorfor er du vred og hvorfor sænker du dit ansigt? Mon ikke det er sådan, at hvis du har gjort det gode, kan du hæve blikket, men hvis du har gjort ondt, lurer synden straks for din dør? Men til dig står dens stræben og du skal beherske den". Han forelægger ham en belønning, hvis han vil vælge, hvad der er fromt, han forelægger ham en straf, hvis han foretrækker at følge det omvendte. 

¹⁰⁷ Et ostendit animi motus ad turpia vinci posse nec afferre necessitatem peccandi. Cum his locis congruit, quod dominus loquitur ad Mosen: 'Posui ante faciem tuam viam vitae et viam mortis. Elige, quod bonum est, et incede cum eo'. Quid poterat apertius dici? Deus ostendit, quid bonum, quid malum, ostendit utriusque diversa praemia, mortem et vitam, eligendi libertatem relinquit homini. Ridicule siquidem diceretur: elige, cui non adesset potestas semet huc et illuc applicandi, perinde quasi quis in bivio consistenti dicat: Vides duplicem viam, utram voles ingreditor, cum altera tantum pateret. 

Og han viser, at sjælens bevægelser mod det onde kan besejres og at det ikke medfører nogen nødvendighed til at synde. Med disse steder stemmer det overens, hvad Herren siger til Moses: "Jeg sætter foran dig livets vej og dødens vej. Vælg, hvad der er godt, og gå ind med ham". Hvad kan siges tydeligere? Gud viser, hvad der er godt og hvad ondt, han viser de to forskellige belønninger, døden og livet, han overlader mennesket til at vælge friheden. Det er latterligt at sige til én: Vælg, hvis der ikke for ham består en magt til at vende sig den ene eller den anden vej, ligesom hvis man til én, der stor ved en korsvej, ville sige: Du ser to veje, gå ud ad den, du vil, hvis kun den ene var farbar. 

¹⁰⁸ Rursum Deuteronomii cap. 30 (15-19): 'Considera, quod hodie proposuerim in conspectu tuo vitam et bonum et e contrario mortem et malum, ut diligas dominum, deum tuum, et ambules in viis eius et custodias mandata illius et caerimonias atque iudicia et vivas atque multiplicet te benedicatque tibi in terra, ad quam ingrederis possidendam. Si autem aversum fuerit cor tuum et audire nolueris atque errore deceptus adoraveris deos alienos et servieris eis, praedico tibi hodie, quod pereas et parvo tempore moreris in terra, ad quam Jordane transmisso ingrederis possidendam. Testes invoco hodie caelum et terram, quod proposuerim vobis vitam et mortem, benedictionem et maledictionem. Elige ergo vitam, ut et tu vivas et semen tuum',

Fremdeles 5 Mos 30,15-19: "Se, idag forelægger jeg dig livet og det gode og modsat døden og det onde, så du kan vælge Herren, din Gud, og vandre på hans veje og overholde hans bud og ceremonier og domme du kan leve og han mangfoldiggøre dig og velsigne dig i det land, som du skal gå ind og tage i besiddelse. Men hvis du vender dit hjerte bort og ikke vil høre og lader dig forføre til at tilbede fremmede guder og dyrke dem, så forudsiger jeg allerede i dag for dig, at du vil forgå og om kort tid dø i det land, som du ved overgangen over Jordan går ind for at tage i besiddelse. Jeg kalder i dag himmel og jord til vidne på, at jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Vælg derfor livet, at både du og din sæd kan leve. 

¹⁰⁹ Hic rursus audis proponendi verbum, audis eligendi verbum, audis avertendi verbum, quae intempestive dicerentur, si voluntas hominis non esset libera ad bonum, sed tantum ad malum. Alioqui perinde fuerit, ac si quis homini sic alligato, ut non possit brachium nisi in laevum porrigere, diceret: Ecce habes ad dextram vinum optimum, habes ad laevam toxicum, utro velis, porrige manum. 

Her hører man igen ordet "forelægge", man hører ordet "vælge", man hører ordet "vende sig bort fra", og de ville alle være anbragt upassende, hvis menneskets vilje ikke var fri til det gode, men kun til det onde. Ellers ville det være nøjagtig som hviis man sagde til en mand, der var bundet sådan, at han kun kunne række sin arm ud til venstre: se, her har du til højre den bedste vin, og du har til venstre en gift, vælg, hvad du vil, udræk din hånd. 

¹¹⁰ II a 15. Nec dissonat ab his, quod apud Esaiam loquitur idem dominus: 'Si volueritis et audieritis me, quae bona sunt terrae comedetis; si vero nolueritis neque audieritis me, gladius vos consumet'. (Es 1,19f) Si non est homini ullo pacto libera voluntas ad bonum, aut si, ut quidam aiunt, nec ad bonum nec ad malum, quid sibi volunt haec verba: 'si volueritis, si nolueritis'?

II a 15. Dette ord (5. Mos 30,15-19) stemmer også overens med, hvad den samme Herre siger hos Esajas: 'Hvis I er villige og adlyder mig, hvilke goder fra landet får I så ikke del i; men hvis I ikke er villige og ikke adlyder mig, skal sværdet fortære jer'. Hvis mennesket på ingen måde har nogen vilje til det gode, eller hvis det, som nogen siger, hverken har vilje til det gode eller det onde, hvad betyder så ordene: 'hvis I vil... hvis I ikke vil'?

¹¹¹ Magis hic congruebat: si voluero, si noluero. (L7). Atque huiusmodi multa cum peccatoribus dicantur, non video, quomodo vitari possit, quin his quoque tribuamus voluntatem aliquo modo liberam ad electionem boni, nisi malumus hanc cogitationem aut animi motum dicere quam voluntatem, quod voluntas certa sit et ex iudicio nascatur.

Her ville det passe bedre med: hvis jeg vil... hvis jeg ikke vil. Og meget af den slags siges til syndere, så jeg kan ikke se, hvordan det kan undgås, at vi tillægger dem i hvert fald en vilje, der i nogen måde er fri til at vælge det gode, hvis man ikke foretrækker at tale om en overvejelse eller en sjælelig bevægelse fremfor om en vilje, fordi vilje er noget mere afgjort og har med indsigt at gøre.

¹¹² Sic autem loquitur apud eundem prophetam cap. 21 (12): 'Si quaeritis, quaerite; convertimini et venite'. Quorsum attinet hortari, ut convertantur et veniant, qui nulla ex parte suae potestatis sunt? (L8). 

Men videre hedder det hos den samme profet: 'Hvis I vil spørge, så spørg; vend om og kom'. Hvad skulle det til for at opfordre til at vende om og komme overfor nogle, der på ingen måde var sig selv mægtige?

¹¹³ Nonne perinde fuerit, ac si quis dicat vinculis astricto, quem nolit solvere: Move te isthinc, veni ac sequere me? Item apud eundem prophetam cap. 45 (20): 'Congregamini et venite'. Et: 'Convertimini ad me et salvi eritis omnes fines terrae'. (L10). 

Mon ikke det ville svare nøjagtigt til, hvis én sagde til én, der sad i lænker, som ingen ville løse: Rejs dig op, kom og følg mig? Videre hedder det hos den samme profet: 'I skal forsamle jer og komme', og: 'Vend om til mig og I skal frelses, alle jordens lande'.

¹¹⁴ Rursum cap. 52 (1-2): 'Consurge, consurge, excutere de pulvere, (64) solve vincula colli tui'. Itidem Hieremias cap. 15 (19): 'Si converteris, convertam te, et si separaveris pretiosum a vili, quasi os meum eris'. Cum ait: 'separaveris', libertatem indicat eligendi. (L10). 

Og igen i kap 52: 'Rejs dig op, rejs dig op ... børst støvet af dig og løs dit halsjern'. Det samme siger Jeremias: 'Hvis du vender om til mig, vil jeg lade dig omvende, og hvis du adskiller det kostbare fra det billige, skal du være som min mund'. Når han siger: 'adskiller', antyder han en frihed til at vælge.

¹¹⁵ Evidentius etiam Zacharias et arbitrii liberi conatum indicat et gratiam conanti paratam: 'Convertimini', inquit, 'ad me, ait dominus exercituum, et convertar ad vos dicit dominus'. (Zak 1,3) (L11) (L23). 

Mere klart antyder også Zakarias en stræben hos den frie vilje og en nåde, der er beredt for den stræbende: 'Vend om', siger han, 'til mig, siger Hærskarers Herre, og jeg vil vende om til jer, siger Herren'.

¹¹⁶ Ezechielis cap. 18 (21) sic loquitur deus: 'Si impius egerit paenitentiam ab omnibus peccatis, quae operatus est, et fecerit iudicium' etc. At mox: 'Omnium iniquitatum eius, quas operatus est, non recordabor'. 

I Ezekiel 18,21 taler Gud således: 'Hvis den gudløse gør bod fra alle de synder, han har begået, og øver ret ... osv'. Og straks efter: '... vil jeg ikke ihukomme alle hans overtrædelser, som han har begået'.

¹¹⁷ Item: 'Si autem averterit se iustus a iustitia sua et fecerit iniquitates'. In hoc capite toties repetitur: averterit se, fecit, operatus est, in bonam partem et in malam. Et ubi sunt, qui negant hominem quicquam agere, sed pati tantum ab operante gratia? (L31). 

Og videre: 'Men hvis den retfærdige vender sig bort fra sin retfærdighed og begår uret'. I dette kapitel gentages talrige gange ordene 'vender sig bort', 'gør', 'er begået' både om det gode og om det onde. Hvor er der nogen, der kan sige, at mennesket intet kan gøre, men blot lader sig føre af den handlende nåde?

¹¹⁸ 'Proicite', inquit, 'a vobis omnes iniquitates'. Et: 'Quare moriemini, domus Israel? Nolo mortem peccatoris, revertimini et venite'. Deplorat pius dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Si ille non vult mortem, utique nostrae voluntati imputandum, si perimus. (L33) (L38) (L58).

Han siger: 'Kast alle overtrædelser fra jer'. Og: 'Hvorfor vil I dø, Israels hus? Jeg vil ikke synderens død, omvend jer og kom'. Mon den fromme herre ville græde over sit folks død, hvis han selv havde virket den i dem? Hvis han ikke vil vores død, så må det i hvert fald tilregnes vores vilje, hvis vi går fortabt.

¹¹⁹ Ceterum quid imputes illi, qui nihil potest agere neque boni neque mali? (L34) His, qui nullo modo suae voluntatis compotes sunt, frustra canit hanc cantionem psaltes ille (66) mysticus: 'Declina a malo et fac bonum, inquire pacem et persequere eam'. (Sl 34,15).

Men hvad kan man forøvrigt tillægge dem, der ikke kan gøre noget, hverken godt eller ondt? For dem, der på ingen måde er herrer over deres vilje, synger den mystiske salmist forgæves sin sang: 'Ophør med det onde og gør godt, søg freden og jag efter den'.

¹²⁰cVidere til eras2!