Emser mod An den Adel 6

taget fra Ludwig Enders: Emser und Luther, bind 1, side 96 til 120

Indhold: Mod artikel 15: Hemmeligt skriftemål #1. Mod artikel 16: sjælemesser #10. Mod artikel 17: gejstlige straffe #19. Mod artikel 18: festdage #29. Mod artikel 19: faste: #55. Mod artikel 20a: Helgenophøjelse #80.

¹ Ausz dem .xv. Artickel von den geistlichen Prelaten vnd vorbehalt der Beycht,
Luter
      Es hat der bosz geist auch etzliche Ebte, ebtissin vnd Prelaten besessen, das sie yren brudern vnd schwestern, furhalten in der beycht alle oder ye etzlich todtsund, die do heimlich sein, das kein bruder sol auffloessen bey ban vnd gehorsam, et infra O blinde hyrten, o tolle prelaten o rey- [M4] szende wolff. (adel03#77) Fra den 15. artikel om de gejstlige prælater og forbeholdene ved skriftemålet.
Luther:
      Den onde ånd har også besat nogle abbeder og abbedisser og prælater, så de overfor deres brødre og søster holder alle eller nogle dødssynder tilbage i skriftemålet, som er hemmelige, så at ingen broder under trussel om ban og lydighedsnægtelse, skal afløse dem. O blinde hyrder, o tåbelige prælater, o glubende ulve!

²Emszer
       Cicero saget, das sich keyner vmb ein frombd regiment bekomern sol, oder sich darumb annhemen, wy ein ander dy seyn regir, Derhalben weder mir noch Luttern tzustendig vns tzwuschen die Ebt oder ander prelaten vnd yre vnderthan mengen, vnd wurr vnnd werr tzumachen, Die weyl aber dise wort nichtzit bringen, dann ungehorsam, tzwitracht, vorachtung der prelaten, vnd vordammung der selen, wil ich den frommen geistlichen brudern vnd schwestern in clostern hin vnd wider tzu gut meyn gemut, vnd meynung, dis orts ouch nith bergen, Emser:
       Cicero siger, at ingen skal bekymre sig om et fromt regime, eller tage sig af, hvordan en anden regerer sine undersåtter. Derfor sømmer det sig hverken for mig eller Luther at blande sig i forholdet mellem abbeden eller en anden prælat og hans undersåtter, og lave forvirring og uro. Men eftersom disse ord ikke bringer andet end ulydighed, strid, foragt for prælaterne og fordømmelse af sjælene, vil jeg til bedste for de fromme gejstlige brødre og søstre i klostrene fremkomme med min opfattelse og mening for og imod, og heller ikke skjule disse steder.

³ Es ist ye offentlich am tag, das ein yeder abt, probst prior oder Gardian, ein vater, hyrt, pfarrer vnd seelsorger ist, aller der, die in seinem closter sint vnd sich ym nith ausz tzwang sonder von gutem freyem willen vnderworffen haben, dann das bringt yr eigen regel mit, Die weyl nu Christus spricht Jo .x. das ein guter hyrt sol kennen sein schaff, vnd der weissman prouerbiorum .xxvij. vleyssig solt du kennen, das angesicht deynes vyhes, vber wolche wort Jeronymus schreibet, das ist den hyrten oder prelaten gesagt, das sie vleys vnd sorg tragen vor die, vber welche sie gesetzt sint, vnd kennen sollen eins ytzlichen gemut vnd werck, welche sie ouch, wo sie was befleckts bey ynen finden, so bald darumb rechtfertigen vnd straffen sollen hec ille. Det ligger jo offentlige fremme i dagens lys, at enhver abbed, provst, prior eller gardian, er en fader, hyrde, sognepræst og sjælesørger for alle den, der er i hans kloster og har underkastet sig ham, ikke af tvang, men af god fri vilje, for det medfører deres egen regel. Eftersom nu Kristus siger (Joh 10,14), at en god hyrde skal kende sine får, og vismanden i ordsprogenes bog 27,23: siger: 'Flittigt skal du kende dit kvægs tilstand', og over det ord skriver Hieronymus: Det er sagt til hyrderne og prælaterne, at de skal have flid og drage omsorg for dem, som de er sat over, og de skal kende enhvers gemyt og gerning, og de skal også, når de finder noget tilsmudset hos dem, straks retfærdiggøre dem og straffe dem. Såvidt Hieronymus.

⁴ So volget das nyemandt billicher die closterlewt beychthoren oder ynnen vnd auszwendig kennen sol, Dann yr hyrt vnd oberster, Dann tzu wem vormut man sich mher traw vnd vleys? wem ist mher daran gelegen, das er Fromme fridliche, eintrechtige (97) vnd wolgetzogene bruder hab? Wer musz ouch (wo es anderst tzugehet) vor sie all rechnung geben, dann der Prelat vnd vorsteher? Demnach aber in manchen Closter die antzal der personen so grosz, die ouch ausz ennge der gewissen tzum teil teglich beychten wollen, oder ye tzum offtern mal beychten mussen, Vnd es eynem prelaten der ouch ander auszwendig sorg vnd burden auff ym hat, tzu vil ist sie al tag selber tzuhoren, Heraf følger, at ingen med større rimelighed kan tage mod skrifte fra klosterfolkene eller kende dem indvendig og udvendig, end deres hyrde og overordnede. Eller hos hvem kan man formode at der er mere trofasthed og flid? Hvem er mere interesseret i, at han har fromme, fredelige, enige og velopdragne brødre? Hvem må også (hvis det går anderledes til) aflægge regnskab for dem alle? Kun prælaten og forstanderen. Men fordi antallet af personer i klostrene ofte er så stort, nogle vil til dels på grund af samvittighedstrængsel skrifte dagligt, nogle må af og til skrifte oftere, og fordi en prælat også i det udvendigt har for mange bekymringer og byrder af dem, til at han hver dag selv kan høre dem,

⁵ Was ligt dann Lutern (qui nihil facit nisi seminare inter fratres discordiam) dar an, das ein prelat, es sey bapst, bischoff abt, [M4b] probst, prior oder Gardian, sein gewalt einem andern beuilhet, tzu horen vnd tzu absoluirn was schlechter sachen sint, vnd ym dannocht daneben vorbehalt etzliche fell, selber tzu horen, die weil er vnd keyn ander ein ytzlichen sonderlich tzukennen, vnd Gott vor sie all rechnung tzugeben schuldig ist, ein geistlich prelat vor sein bruder vnd schwester, ein Pfarrer vor sein schaff, ein Bischoff vor alle seinn stifft vorwanten vnd der bapst vor dye gantzen christenheit, hvad kommer det så Luther ved (han gør jo intet andet end udså splid blandt brødrene), at en prælat, det kan være paven, en biskop, en abbed, en provst, en prior eller en gardian, uddelegerer sin magt til en anden, så han kan høre skrifte og absolvere, hvad der er af dårligere sager, og så alligevel forbeholder sig nogle tilfælde, som han selv skal høre, eftersom han og ingen anden er skyldig at kende hver især og skal aflægge regnskab overfor Gud for dem, en gejstlig prælat for sin broder og søster, en sognepræt for sine får, en biskop for alle i sit stift, og paven for hele kristenheden.

⁶ Die weil man dann ouch tzu weiln in clostern, so wol als herausz bose kinder findet, die tzu tzertrennung bruderlicher eintracht, vnd tzerritung des gantzen closters die andern anhalten, conspirationes, bund vnd meuterey machen, das eynem prelaten tzuwissen vnd darin tzu sehen von notten, do mit nith ein reydig schaff den gantzen schaffstal vorderb vnd vnreyn mach Men fordi man også af og til i klostrene såvel som udenfor finder onde børn, der opholder de andre til splittelse af den broderlige enighed og til ødelæggelse af hele klostret, børn, der laver sammensværgelser, forbund og mytteri, så at det er nødvendigt for en prælat at vide og have indsigt med det, for at ikke hele fårestalden skal fordærves og gøres uren af et skabet får,

⁷ Wer gibt dann Lutern ein, anderst dann der bose geist ein veyndt bruderlicher eintracht vnd stiffter des vngehorsams das er den fromen leuten Rat sie sollen ire prelaten vorachten, vnd yn dem kein gehorsam leisten, den sie ym doch vor Gott geschworen haben, Oder warumb heist er yre obersten blinde hirtten tolle prelaten, reyssende wolff, So er doch warhafftig selbs, blind tol vnd toricht ist, dartzu ein reyssender wolff der allen hyrten, geistlichen vnd weltlichen yre schaff abstelen vnd ausz dem gehorsam vorfuren wil, hvem er det da, der giver Luther den idé, andet end den onde ånd, en fjende af den brodelige enighed og en stifter af ulydighed, at han råder de fromme folk til, at de skal foragte deres prælater og ikke yde dem den lydighed, som de dog for Gud har tilsvoret dem. Eller hvorfor kalder han deres overordnede blinde hyrder, tåbelige prælater, glubende ulve? Det er han dog i sandhed selv, blind, tåbelig og dum, dertil en glubende ulv, som vil frastjæle alle hyrderne, de gejstlige og verdslige, deres får og forføre dem bort fra lydigheden.

⁸ Dis hab ich euch ir liben bruder vnd schwester im besten erinnern wollen, das ir euch vor ewrn prelaten nitt so gar schewen oder etwas bergen wollet in der beicht, dann es sint so wol menschen als ir, konnen ewr gebrechen bey yn selber wol behertzigen, vnd euch iren trewen rat mitteyln, So ist sich ye mher traw tzuuormuten tzu dem (98) vater, wan tzu dem stiffuater, Darumb keret euch nichtzit an disen wolf sonder horet yr die stimm ewrs hyrten vnd prelaten Det er til jeres bedste, kære brødre og søster, at jeg har villet minde jer om dette, at I ikke er så bange for jeres prælater eller vil skjule noget for dem i skriftemålet, for de er menneske såvel som I, de kan vel have medlidenhed med jeres skrøbeligheder hos sig selv, og give jer deres trofaste råd. Derfor er der vel mere troskab at formode hos faderen end hos stedfaderen. Så I skal ikke bryde jer om denne ulv, men hør jeres hyrdes og jeres prælats stemme.

⁹ Wie yr ausz krafft ewr profesz tzu thon pfluchtig vnd euch weder lutern noch yemant dauon absolvirn mag So wert yr vmb solichen ewrn gehorsam empfahen die kron der ewig selikeit so vil reychlicher so vil ir getrewer in dem gefunden, Dann es ist doch nichtzit so gar heimlich es musz wie Christus selber sagt offenbar werden, Mathei .x. Marci .iiij. luce. viij. [Ni] Hvilket I i kraft af jeres bekendelse jo også er skyldig at gøre. Det kan hverken Luther eller nogen anden absolvere jer fra. Så vil I i kraft af denne lydighed modtage den evige saligheds krone, des mere rigeligt, som I er blevet fundet mere trofast heri. For der er dog intet så hemmeligt, at det jo må åbenbares, som Kristus selv siger. Matt 10,26; Mark 4,22; Lukas 8,17.

¹⁰ Ausz dem sechtzehenden artickel
Luter
       Es wer ouch noth, das die Jartag, begengknis vnd selmessen gar abgethon, oder ye geringert wurden etc. (adel03#83) Fra den 16. artikel.
Luther:
       Det ville også være nødvendigt, at årdagene, mindefesterne og sjælemesserne helt blev afskaffet eller i hvert fald formindsket,

¹¹ Emszer
        Es sint die selmessen begengknis vnd Jartag gar vil eins alten herkomens, in der christenlichen kirchen, Dann das man sie so leichtlich abthon sol vmb diser vrsach willen dy Luter hie antzeigt, als namlich das die vigilien ann etzlichen enden geschlappert vnd in die eyl gesungen werden oder das die prister gelt daruon nhemen, Vnd volget darumb nith, das sie das alein vmb geltes willen vnd nith daneben ouch ausz Christenlicher lieb Got tzu lob, vnd den armen elenden selen tzu trost thuen, Emser:
       Ganske mange af sjælemesserne, mindefesterne og årdagene er af altfor gammel herkomst i den kristne kirke, til at man skulle kunne afskaffe dem så let og med den begrundelse, som Luther her fremfører, nemlig at vigilierne nogle steder plapres af og synges i en fart, eller at præsterne tager penge for det, for deraf følger ikke, at de gør det alene for pengenes skyld og ikke desforuden også gør det af kristen kærlighed, Gud til ære og de arme elendige sjæle til trøst.

¹² Dann also schicket Judas machabeus tzwelff tausent dragmas silbers den pristern gen Jerusalem tzu einem opffer vor die vorstorben vnd das sie Got vor sie bitten solten, .ij. Mach. xij. (n12) Szo hat vns sanct Pauel gelert, das die prister vmb yren dinst billich ye belonung nhemen mogen, vnd nith schuldig sint umb sust in der kirchen tzu dinen .i. Cor. ix. Derhalben so besorg ich mich es stecke hie bey Lutter die ketzerey Wickleff vnd Hussen, wolche beyd disse stuck auch ab werffenn wolten darumb das sie wenig oder gar nichtzit hielten vonn dem fegfeur, meynten szo bald einer stirb, wer er von stund an selig oder vordampt, vnnd tzum andern das sie sagten es konde kein mensch vor das ander betten, tzuvor- (99) ausz wer das gebet vor die todten vnerschieszlich, dieweil sie bereyd gericht, weren, wolchs nichtzit dan lauter ketzerey ist, For på den måde sendte Judas Makkabæus tolv tusind drakmer sølv til præsterne i Jerusalem til et offer for de afdøde for at de skulle bede for dem hos Gud, 2 Makk. 12,45f. På samme måde har Skt. Paulus lært os, at præsterne med rimelighed har lov at tage betaling for deres tjeneste og ikke er skyldigt at tjene for intet i kirken, 1 Kor 9,7. Derfor er jeg bange for, at der her hos Luther skjuler sig Wicklefs og Huss' kætteri; begge disse ville også afskaffe dette fænomen, af den grund at de kun lidt eller slet ikke regnede med skærsilden, idet de mente, at man, så snart man døde, på timen blev enten salig eller fordømt, og for det andet, fordi de sagde, at intet menneske kunne bede for et andet, især var bønnen for de døde upassende, eftersom de allerede var dømte. Men det er lutter kætteri.

¹³ Dann die liben selen (die in einem rechten christenlichen glauben vorstorben) sint weiter nicht dann der gegenwertigen beywonung halben von vns gescheiden, vnd bleiben nicht des weniger mit vns in gemeinschafft der lieb, die wie Paulus spricht nymmer mher ausz felt .i. Cor. xiij. also das wir vor sie wo sie des nutturfftig, vnd sie widerumb vor vns bitten mogen so sie tzu Got komen Also schreibet der heilige Chrisostomus in ser. [Nib] cum de expulsione eius ageretur, Ob wir gleich auff der erden von ein ander gescheiden, werden, wir doch durch die lieb tzusamengefugt, vnnd mag mich ouch der todt von euch nith ab tzihen, dann wiewol der leib stirbet, so lebt doch dy sel die wirt ewer gedencken, vnd vor euch bitten, For de kære sjæle (som er døde i en ret kristelig tro) er ikke skilt fra os ved andet end den nuværende æon, og forbliver ikke desto mindre i kærlighedens fællesskab med os, det, der, som Paulus siger, aldrig ophører (1 Kor 13,8). Så at altså vi kan bede for dem, hvis de har brug for det, og de omvendt for os, hvis de er kommet til Gud. Sådan skriver den hellige Chrysostomus i prædikenen, hvor han behandler deres udstødelse, Om vi end her på jorden bliver skilt fra hinanden, så er vi dog sammenføjet i kærligheden, og så kan end ikke døden drage mig bort fra jer, for skønt legemet dør, så lever dog sjælen, den vil tænke på jer og bede for jer.

¹⁴ So schreibet der heilig Augustinus sermone supre verba apostoli vt non contristemur de dormientibus, wiewol das gebreng vnd pompa der begengnis bey dem corper, mher den lebendigen ein ergetzung sey yres leides dann ein hilff der selen, so mog doch dannocht der armen selen wol geholffen werden durch das gebet der kirchen, heilsam opfer der heyligen mesz vnd almoszen geben Welches von den vetern von alter her also auff gesetzt vnd von der gantzen Christenlichen kirchen also gehalten sey, Således skriver den hellige Augustin i en prædiken over apostelens ord om, at vi ikke skal sørge over de hensovede, at endskønt pynten og pompen ved begravelsen af legemet mere er en trøst for de levende i deres sorg end en hjælp for sjælene, så kan dog alligevel de arme sjæle godt hjælpes ved kirkens bøn, ved den hellige messes frelsebringende offer og ved at give almisser. Det er oprettet således fra gammel tid af fædrene og er opretholdt af hele den kristne kirke på den måde.

¹⁵ Szo schreibt Beda super Marcum .xiiij. das Christus die ersten drey toden auffgeweckt hab darumb das sie vorbitter gehabt, Aber den vierden, dy weil nyemandt vor yn gebeten, hab er yn ouch nicht aufferwecken wollen, sonder gesprochen lasset die toden (das ist, die nith souil lebendigs gloubens ader vortrawens in mich haben das sie mich aleyn vor in beten) die todten begraben, Vnd das ist die vrsach, das die heilig Christenlich kirch teglich in allen amptern der heiligen mesz vor die liben selen bit vnd ynen ierlich ein gemeinen iars tag helt auf aller gleubigen selen tag, darumb die armen die nit sonder iars tag tzu stifften vermogen sich selber vnbekommert lassen sollen, dann Got horet das gemein gebeth der kirchen vor sie nith weniger, dann ob man vor ein yeden in sonder bete, Således skriver Beda over Mark 14, at Kristus har opvakt de tre første døde, fordi de havde nogen, der gik i forbøn for dem, men den fjerde ville han ikke opvække, fordi ingen bad for ham, men han sagde: Lad de døde (det vil sige, dem, der ikke har så megen levende tro eller tillid til mig, så de alene beder mig for dem) begrave deres døde (Luk 9,60), og det er grunden til, at kirken daglig i alle sogne beder den hellige messe for de kære sjæle og afholder en almindelig årdag for dem en gang om året på alle troende sjæles dag, for at de fattige, som ikke har råd til at indstifte en årdag for sig selv, skal kunne være ubekymrede, for Gud hører kirkens almindelige bøn for dem ikke mindre end om man bad for enhver i særdeleshed.

¹⁶ Das aber monch aber pfaffen, die darumb gelt nhemen vnd sich vorpflichten einem vor (100) sich selber oder all seyn geschlecht ein ewigen sondern iars tag, nach tzuhalten, die selbigen iars teg all auff ein tag ausz richten vnd das hundert in das tausent schlahen sollen, wie Luter rat, kan ich ym die weil es wider yren contract, vorwilligung vnd tzusagung ist, nicht tzufallen, Men at munkene eller præsterne, som hat taget penge for det og forpligtet sig til overfor én for ham selv eller for hele hans slægt til evig tid at afholde en særlig årdag fremover, skulle udrette alt dette på én dag hvert år og slå de hundrede ind i de tusinde (?), sådan som Luther tilråder, det kan jeg ikke bifalde, af den grund, at det er imod deres kontrakt, aftale og tilsagn.

¹⁷ Ich wil aber die geistlichen al auff ein hauffen vmb gotes willen, erinnert haben die weil sie horen das Luter claget, wie sie auff den begengnissen mit yrem sauffen vnd fressen ein vnweisz furen, vnd wie selmes- [Nij] sen vnd vigilien geschlappert werden, das sie dasselbig vbermessig quassen ab thuen, sich bevleyssigen vigilien vnd selmessen hinfurt ordenlicher weisz mit deutlichen gantzen worten tzu singen vnd die sach nicht alle auff die presentz votiua vnd opffer stellen, Men jeg vil have de gejstlige alle over én kam erindret om for Guds skyld, når de nu hører, hvordan Luther klager over, hvordan de ved mindefesterne med deres æden og drikken fører et dårligt levned, og over, hvordan de japper sjælemesserne og vigilierne af sig, at de sådan afvikler disse ceremonier overmåde vrøvlende, og i stedet beflitter sig på fremover at synge vigilierne på ordentlig måde med tydelige hele ord, og ikke lader sagen afhænge at gaverne, løfterne og offeret.

¹⁸ Nicht das ynen das opffer nitt tzustehe, sonder das das gemein volck mercklich dadurch geergert wirt, so man teglich ein fundt vber den andern erdenckt, damit aleyn dem gelt gestelt werd, Vngetzweifelter hoffnung wo sie dise bruderliche ermanung tzu gut aufnhemen vnd die ding messigen, werden, dy leyen yr gestifft selmessen vnd iar tag weniger rewen, vnd furt hin was zu stifften dester geneigter sein dadurch Got geehrt, vnd den liben selen fruchtbarlich geholffen werd, die des notturfftig vnd tag vnd nacht vmb hilff tzu vns ruffen vnd schreyen, Ikke fordi offeret ikke er noget, der tilkommer dem, men fordi det almene folk derved særlig bliver forarget, hvis man hver dag udtænker den ene fond efter den anden. Jeg har det ubetvivlelige håb, at når de optager denne broderlige formaning i god mening og holder måde med tingene, så vil lægfolket i mindre grad fortryde de sjælemesser og årdage, de har indstiftet og fremover være mere tilbøjelige til at indstifte dem, hvorved Gud bliver æret og de kære sjæle frugtbart hjulpet. De har det behov, og de råber og skriger dag og nat til os om hjælp.

¹⁹ Auff den .xvij. artickel von den geistlichen Penen vnd censuren.
Luter.
        Man musz ouch abthon etzlich penn oder straff des geystlichen rechten sonderlich das Interdict (adel04#1) et infra der bosz geist der durchs geistlich recht ist losz wordenn, hat solch greulich pflag vnd yamer in das himelreich der heiligen christenheit bracht etc. (adel04#4) Om den 17. artikel om de gejstlige straffe og censurer.
Luther:
       Man må også afskaffe nogle straffe i den gejstlige ret, især interdiktet. Og senere: Den onde ånd, der er sluppet løs ved den gejstlige ret, har bragt en sådan gruelig plage og jammer ind i den hellige kristenheds himmelske rige,

²⁰ Emszer.
         Luter ist nicht tzuuordencken das er die geistlichen censuren vnd penen gern machtlosz machen vnd darnider legen wolt, Dann er besorget sich fulleicht, sie werden ym (101) mit der tzeit gar ein alten schilling geben mit dem Interdict veriagen, mit dem anathema vormaledeyen, vnd wo er nith auffhoret das volck Gotes tzuuorfuren vnnd die obersten prister tzu lestern vnnd tzu schmehen ym sein recht thon als Dathon Abyron vnd seinen abgot Hussen ouch geschehen ist Emser:
       Man kan ikke fortænke Luther i, at han gerne vil gøre de gejstlige censurer og straffe magtesløse og nedlægge dem, for han er nok bange for, at de med tiden vil give ham en skilling, forjage ham med interdiktet, forbande ham med forbandelsen, og yde ham hans ret, hvis han ikke ophører med at forføre Guds folk og skælde ypperstepræsterne ud og smæde dem, sådan som det også skete med Datan, Abiram og hans afgud Huss. (4 Mos 16,12-35).

²¹ Wie dann got selber gebotten hat Deu. xvij. das ein ytzlich mensch der sich in hoffart erhebe, den obersten prister vnd richter voracht vnd vngehorsam sey, der sol tzu wolcher tzeit das geschehe, in den selbigen tagen sterben, er sey wer er wol, damit das volck, das solchs horet, got furcht [Nijb] vnd ym in seiner vngutikeit nith nach volgen oder der gleychen ouch thuen, Sådan som Gud selv har påbudt 5 Mos 17,1ff, at ethvert menneske, der ophøjer sig i hovmed, foragter ypperstepræsten og dommeren og er ulydig mod dem, han skal, når det sker, dø den samme dag, så er det ligegyldigt, hvem han er, for at folket, der hører den slags, skal frygte Gud og ikke følge ham i hans ugudelighed eller gøre det samme.

²² Nu lestert vnd schmehet luter nith aleyn den bapst sonder ouch die gantze Christenliche kirch, das er sagt der teuffel der durch das geistlich recht losz worden sey, hab die geistlichen censurn suspension irregularitet deposition vnd ander penen der heiligen christenheit beygebracht Die doch nith alein der bapst sonder vil heiliger bischoff auffgesatzt, gebraucht, vnd damit gestrafft haben, wie wir ym Decret an vil orten geschrieben haben, Nu skænder og smæder Luther ikke alene paven, men også hele den kristne kirke, når han siger, at den djævel, der er blevet sluppet løs i den gejstlige ret, har indført de gejstlige censurer, suspension, irregularitet, deposition og den hellige kristenheds andre straffe. Men de er dog opstillet og brugt som straffe, ikke alene af paven, men af mange hellige biskopper, som vi har det beskrevet i dekreterne mange steder.

²³ Wie ouch Ciprianus in epistola ad Rogatianum beuelh thut das der dyacken, der sein bischoff geschmehet het billich gestrafft vnd deponiert werden sol, aldo er ouch, et in tractatu de simplicitate prelatorum mit vil schrifft beweiset, Wie die prelaten straffen sollen vnd mogen, Dann es ist dis reych der himel das ist die Christenheit vnd vorsamlung der lebendigen oder streytenden, nye so gantz heylig oder reyn gewest das nit gut vnd bosz reydig vnnd rytzig durch einander gefunden worden weren, wie vns Christus durch vil beyspil angetzeiget, Sådan befaler også Cyprian i brevet til Rogatianus, at den diakon, der smæder sin biskop, ganske rimeligt skal straffes og forflyttes, og han beviser også, f. eks. i traktaten om prælaternes enfoldighed, med mange skriftsteder, hvordan prælaterne skal og må straffe. For dette himmerige, det vil sige, kristenheden og menigheden af de levende eller stridende, har aldrig været så fuldkommen, hellig eller ren, at ikke godt og ondt, rent og smudsigt blev fundet at være blandet ind mellem hinanden, som Kristus selv viser os med mange eksempler.

²⁴ Derhalben ob gleich die penen vnd straffen, den fromen nith von notten, die wol vngetzwungen thon was sie thon sollen, So bedorffen doch die bosen eins tzaumes oder ruten, wie Dauid spricht In chamo et freno maxillas eorum confringe psal. xxxi. vnd Christus selber gesagt compelle intrare, Luce .xiiij. Derfor, selv om de fromme ikke har brug for straffene, de ville nok uden at skulle tvinges gøre, hvad de skal gøre, så har dog de onde brug for en tømme eller en pisk, som David siger 'tæm deres kræfter med tømme og bidsel', (Sl 32,9), og som Kristus selv har sagt, 'nød dem til at gå ind' (Luk 14,23).

²⁵ Wie dann ouch ein alter spruch ist
      Oderunt peccare boni virtutis amore
      Oderint peccare mali formidine pene. Som også et gammelt ordsprog siger:
De hader at synde af kærlighed til god dyd,
Lad dem hade at synde af frygt for ond straf.

²⁶ Vnd sagt Gregorius in prologo decretalium, Das die geistlichen recht vnd gesetz darumb gemacht worden, das (102) die schedlich begird vnd boszheit der menschen, vnder der regel des rechten gereynet oder betzwungen werd, das menschlich geschlecht sich der erberkeit vleysse, keiner den andern beleydige, vnnd einem ytzlichen das widerfaren mog dartzu er recht hat. Og Gregor siger i dekretalernes forord, at den gejstlige ret og lov blev lavet af den grund, at menneskenes skadelige begær og ondskab kunne renses eller tvinges under rettens regel, for at mennesket kunne beflitte sig på arbejdsomhed og ingen forurette den anden, og for at der kunne vederfares enhver, hvad han havde ret til.

²⁷ Also hat ouch das keyserlich recht die acht, aberacht vnd ander penen, durch ein gantzen titel de penis auffgesatzt, die bosen tzu straffen vnd die fromen vor gewalt vnd vnrecht tzubeschutzen. Es ist ouch wan ich die warheit gleich an aydes stadt bekennen solt, kein grosser vrsach [Niij] das die welt so bosz worden, dann das geistlich vnd werltlich prelaten vnd regenten, gemelten geschriben penen vnd den rechten nith gestracks nachgangen, vnd gleich durchausz gestrafft haben es hette edel oder vnedel hoch oder nyder getroffen, Sonder gelt da vorgenomen vnnd als man spricht die kleinen dieb gehangen die grossen ledig gelassen, Således har også den kejserlige ret den hensigt med fredløshed og de andre straffe, der er opstillet under hovedtitlen 'om straffene', at den vil straffe de onde og beskytte de fromme fra overgreb og uret. Og hvis jeg med det samme skal bekende sandheden som med en slags ed, så er der heller ingen større årsag til, at verden er blevet så ond, end at de gejstlige og verdslige prælater og regenter ikke med hård hånd overholder de omtalte nedskrevne straffe og retsregler, og straks ligeud straffer, om det så traf adelsmand eller ikke-adelig, høj eller lav, men at penge er kommet til at spille en rolle, så man, som man siger, hænger den lille tyv, men lader den store slippe fri.

²⁸ Darumb so mogen sie sich wol vorsehen das gott die ding nith alle an ynen erholen vnd ernstlich suchen werd, was durch yr nachlessikeit vnd geytz vordorben ist, wie Heli. vnd ander mer geschehen, Ich ratt nith das man eyne ausz den geistlichen censuren abthue, sonder das die schinderey vnd geltschatzungen auffgehaben vnd den andern penis canonicis wie sie von den heiligen alten vetern auffgesatzt volg gethan, vnd steyff gehalten werde es treff Lutern mich oder ein andern nyemants auszgeschlossen, Derfor så skal de vel se sig for, at Gud ikke vil afkræve og alvorligt søge alle de ting hos dem, som ved deres efterladenhed og griskhed er blevet fordærvet, sådan som det skete for Heli. (?) og flere andre. Jeg tilråder ikke, at man fjerner én fra den gejstlige censur, men at hykleriet og pengebegæret bliver ophævet, og at man følger de andre kanoniske straffe, sådan som de er opstillet af de hellige gamle fædre, og strengt overholder dem, hvad enten de træffer Luther eller mig eller en tredie, ingen skal undtages.

²⁹ Auff den achtzehenden artickel von den Feirtagen.
Luter.
      Czum achtzehenden das man alle Fest ab thet vnd alein den Sontag behield etc. (adel04#5) Mod den attende artikel om festdagene.
Luther:
      For det attende, at man afskaffede alle fester og kun beholdt søndagen

³⁰ Emszer.
       Diszer Artickel stinckt ouch nach ketzerey, Dann vil ketzer vor tausent iaren die feirtag der lieben heiligen angefochten dicentes cum impijs Iudeis quiescere faciamus omnes dies festos dei a terra. psal. lxxiij. (n30) Es haben ouch iungst Wickleff vnd seine iunger geschriben, das man nicht (103) alein an der heiligen feirtagen sonder ouch am Sontag arbeiten, vnd eyn ytzlich arbeit oder werck thon mocht, Emser:
       Denne artikel stinker også af kætteri, for det var for tusind år siden mange kættere, der anfægtede helgenernes festdage, idet de sagde, at vi skulle sørge for, at alt lå stille på Guds festdage på jorden, Sl 74,8. Fornylig har også Wickleff og hans disciple skrevet, at man ikke alene måtte arbejde på helgendagene, men også på søndagene, og at enhver måtte udføre sit arbejde eller sin gerning.

³¹ Vnd das hat ynen der teuffel eingeben, tzu vorsachen, die weil er die leut im anfang oder iuget der kirchen, do sie noch starck vnd hitzig ym glauben gewest, durch den alten ketzer Bardesanum armenium vnd ander nicht hat betriegen mogen, Ob er sie nu auff das alter, szo die andacht in vns schier vorloschen ist, örst durch Wickleffen, Hussen vnd yre nachuolger vorfuren, vnd von der heiligen dinst abtzihen mocht, Quemadmodum nunc etiam non est exinanita fex eius, bibent vel Martino propinente [Niijb] omnes peccatores terre psal. lxxiiij. (n31) Og det er noget djævelen har indgivet dem som en prøvelse, idet han i begyndelsen af kirken eller i kirkens ungdom, da de endnu var stærke og brændende i troen, ikke havde kunnet bedrage dem gennem den gamle kætter Bardesanus armener og andre kættere, om han da ikke nu kunne først forføre dem gennem Wickleff, Huss og deres efterfølgeredrage og dem bort fra alteret, nu, hvor andagten i os næsten er nedbrændt, ligesom der står skrevet i Sl 75,9, at nu er end ikke dens bærme udtømt, alle jordens syndere drikker af den, og Martin siger skål.

³² Dawider hat sich die christenlich kirch geschutzt mit der einsetzung der heiligen Aposteln vnd nachkomenden vetern Bepst vnnd Bischoffen, sampt dem langen spies das ist dem lang herkomen vnd alten brauch der heiligen Christenlichen kirchen, Dann warum der Sontag auff gesetzt namlich das wyr vns mit Got vorsonen sollen vnd was die gantzen wochen vorsomet ist wyder einbringen mit feiren betten vnd almusen geben leret vns Jeronymus in annotationibus, Origenes homelia xxiij super numeros, Vnd Remigius super epistolam Pauli .i. Cor. vltimo sic inquiens, precipiebant Apostoli vt diebus dominicis in vnum confluentes vnusquisque, quod sibi videretur daret ad opus illorum et colligebantur sumptus per singulas ecclesias hec ille. Derimod har den kristne kirke beskyttet sig ved at indsætte de hellige apostle og deres efterkommere, paverne og biskopperne, samt gennem det lange spyd, det vil sige, den lange tradition og den vedvarende brug, som den hellige kristne kirke har haft. For hvorfor søndagen er indstiftet, nemlig for at vi skal forsone os med Gud og igen bringe det i orden, som vi ugen igennem har forsømt med fest, bøn og ved at give almisser, det lærer Hieronymus os i sine annotationer, Origenes i sin prædiken nur 23 over 4 Mosebog, og Remigius over Paulus' første brev til korintherned, hen i mod slutningen, hvor han siger således: Apostlene foreskrev os, at når vi om søndagene kom sammen, så akal hver af os give, hvad han synes, til arbejdet på dem, og de skal samles sammen hver kirke for sig. Såvidt Remigius.

³³ Vnd da her komet das noch auff den heutigen tag dye kirchveter oder yemant an ye stat am Sontag vnd ander feyrtagen mit einer taffel in der kirchen hin vnd wider gehen vnd sameln, tzuerhaltung des haus vnd dinst gotes was ein yeder vormag oder tzugeben lust hat. Og deraf kommer det, at endnu den dag i dag går kirkens øverste eller én i deres sted frem og tilbage om søndagen og på andre festdage med en skål i kirken og indsamler til opretholdelse af kirken og gudstjenesten, hvad enhver formår at give eller hat lyst til at give.

³⁴          Dieweil aber tzubesorgen das vnser gebet, der sund halben, nicht alwegen bey got gehort werd vnd vns vorbitter vor seyner Maiestat von noten sint, Haben die heiligen bepst vnnd Bischoff, ouch etzliche ander tag tzu feyren auffgesetzt als der heyligen Junckfrawen Marien, der lieben tzwelff boten vnd Merterer vnd die selben so bald nach abgang der Apostel tzu feyren angefangen, dann es wolt den aposteln nicht getzymmen das sie yre tag selbs tzu feyren geboten hetten,          Men fordi man må være bange for, at vores bøn på grund af synden ikke altid bliver hørt hos Gud og fordi der er brug for nogen, der går i forbøn for os hos den himmelske majestæt, derfor har de hellige paver og biskopper også indstiftet nogle andre dage, der skal fejres, f. eks. den hellige jomfru Maries dag, de kære tolv budbringeres og martyrers dage, og man begyndte kort tid efter apostlenes død også at fejre dem, for det ville ikke have sømmet sig for apostlene, at de selv havde påbudt, at man skulle fejre deres dag.

³⁵ Wie man aber die selben feirtag (104) halten vnd warumb sie von der Christenlichen kirchen auffgesatzet seien, Wiewol ich vil vrsach da von wuste antzutzeigen will ich es doch vmb kurtz willen bey vieren bleyben lassen, die örste meldet Damascenus de orthodoxa fide lib. iiij. cap. xvi. Das wyr schuldig seyen die lieben heiligen tzu ehren, tzu feyren, tempel vnd altar yn yrem namen tzu bawen, vnd denen die yr gedechtnis darauff halten frucht oder einkomen tzu stifften Men hvordan man skal holde disse festdage og hvorfor de er indstiftet af den kristne kirke, det vil jeg for kortheds skyld kun optegne fire årsager til, selv om jeg nok kunne optegne mange. Den første melder Damasceneren om i 'de orthodoxa fide', 4. bog, kap. 15, hvor han siger, at vi er skyldige at ære de kære helgener, at fejre dem, at bygge templer og altre i deres navn, og at sikre dem frugt og indkomst, der holder mindet om dem vedlige i disse templer og altre.

³⁶ Darumb das die lieben heiligen nicht mhre knecht oder menschen sint, szonder frund vnd kinder gotes dartzu goet wie wol nith ausz der natur sonder aus gnaden teilhafftig. Wol [N4] ches er betzeuget mit dem Ewangelio Joannis i. et quotquot acceperunt eum dedit eis potestatem filios dei fieri Vnd mit den worden des herren do er spricht iam non dicam vos seruos sed amicos Joannis xv. Og det skal ske, fordi de kære helgener ikke mere er slaver eller mennesker, men Guds venner og børn, og desuden delagtige i Gud, skønt ikke af natur, men af nåde. Det betegner han med Joh 1,12: og så mange, som tog imod ham, gav han magt til at være Guds børn, og med Herrens ord, hvor han siger: Jeg kalder jer ikke mere trælle, men venner, Joh 15,15.

³⁷ Dieweil man dann ouch der weltlichen konige kinder vnd frund pflegt tzu ehren, szo sein wyr noch vill mher schuldig tzu erwyrdigen die kinder vnd frund des Konigs aller konig, vnd herrens aller herschenden, Die ander vrsach schreybet Ysidorus lib. i. de origine officiorum cap. xxxiiij. Das vns die lieben heiligen, szo wyr Got in yrem namen vnd tag loben vnd ehren, widerumb durch yr vordinst vnd vorbit bey got hilflich sein, wie dann auch Augustinus saget super Joannem homelia siue tractatu lxxxiiij. also sprechende, So wyr an der lieben heyligen tagen, feyren, betten vnd meszlesen, thon wyr nicht, das wyr vor sie bitten als wyr vor annder vorstorben selen bitten, Sonder das sit vor vns Got bitten sollen etc. Og eftersom man jo også plejer at hædre de verdslige kongers børn og deres venner, så er vi så meget mere skyldige at ære kongernes konges børn og venner, han er jo herre over alle herskere. Den anden årsag beskriver Isidor i bog i sin 'om embedernes oprindelse', kap. 34. Han skriver, at de kære helgener, når vi ære og lover Gud i deres navn [nat og] dag, til gengæld vil være os behjælpelige hos Gud i kraft af deres fortjeneste og forbøn, sådan som også Augustin siger i sin homili eller traktat over Johannes, kap 84, hvor han siger følgende: Når vi holder fest, beder og læser messe på de kære helgeners dage, gør vi ikke det, at vi beder for dem, som vi beder for andre afdøde sjæle, nej, vi beder om, at de vil beder til Gud for os, osv.

³⁸        Die dritte vrsach das wyr an der heiligen tagen lernenn vnd vns vleissen yrem exempel vnd leben nach tzuuolgen von dem schreibet Augustinus in sermone quodam de martyribus, Fidentio Valeriana et alijs, also sprechende, wyr sollen an den heyligen tagen oder festen der Merterer nith gedencken, das wir den liben heiligen mit vnserm feyern etwas frommen oder geben, Die vnsers feyrens nichtzit bedorffen, Dann sie frowen sich mit den Engeln ym himel, Doch frewen sie sich auch mit vns wo wir sy nith alleine ehren sunder ynen auch nachuolgen, Dann wo wir sy alleyn ehren vnd mit den wercken nicht nach volgen, Das ist nichst anders dan heuchelerey vnd trigerey,        Den tredie årsag til at vi skal lære på helligdagene og beflitte os på at leve efter og efterfølge deres eksempel, om den skriver Augustin i en prædiken om martyrerne, til Fidentius, Valeriana og andre, hvor han siger således: Vi skal på martyrernes helligdage eller fester ikke tænke på, at vi afstedkommer eller giver noget til de kære helgener, for de behøver ikke vore fester, de glæder sig jo med englene i himlen. Dog glæder de sig også med os, når vi ikke blot ærer dem, men også efterfølger dem, for hvis vi alene ærer dem og ikke efterfølger dem med gerninger, så er det ikke andet end hykleri og bedrageri,

³⁹ Der- (105) halben so seint die feyertag darumb auffgesatzt yn der kirchen, das dy glider Christi beyeinander vorsammelt erynnert werden den liben heiligen nach tzuuolgen, Das ist auch der nutz den wir von den feyertagen haben Dan so man vns Got ader auch die menscheit Christi vorhalten wolt, yme nach tzuuolgen wurde menschliche blodykeit balde ein auszrede haben, Das yhr vnmoglich dem nachtzuuolgen Dem sy yn keinen weg tzuuorgleichen wer Derfor er festdagene af den grund indstiftet i kirken, at Kristi lemmer, forsamlet hos hinanden, skal mindes om at efterfølge de kære helgener. Det er også den nytte, vi har af festdagene. For hvis man ville foreholde os Gud eller Kristi menneskelighed, at vi skulle følge dem efter, så ville den menneskelige snildhed snart finde udvej, at det var umuligt at følge ham efter, ham, som de på ingen måde kan sammenlignes med.

⁴⁰ Dorumb domit alle entschuldigung auffgehaben werd, haben vns die heiligen merterer die ban gebro- [N4b] chen vnd die strasse mit yrem blut gemacht, das wir sie nu sicher wandern mogen, wer wil sich dan furt entschuldigen, vnd sprechen, ich bin Christo nicht gleich, das ich ym nachuolgen konde Das ist nun war, was war aber Petrus anderst dan du, was war Paulus anderst dann du, kanst du nun dem Herren nicht volgenn, szo volge dem knecht, Derfor, for at alle undskyldninger skal ophæves, har de hellige martyrer brudt bandet for os og med deres blod lavet en vej, som vi nu sikkert kan vandre på. Hvem vil da nu fremover undskylde sig og sige, jeg er ikke som Kristus, at jeg kan efterfølge ham? Det er er vel sandt nok, men hvordan er Peter anderledes end du, hvordan er Paulus anderledes end du, kan du nu ikke følge Herren efter, så følg efter hans træl.

⁴¹ Dann do ist keine entschuldigung, vnnd in eynem andern Sermon de martyribus in communi, sagt er kanst du es den lieben heiligen nicht nach thon, mit wunderwerckenb oder mirackeln, so volge yn nach mit einem gerechten reynen vnd tugentlichen leben, Christus hat nicht gesagt lernet von mir die toden auff wecken ader die lamen geradt machen, sunder lernet von mir dan ich byn mitsam, vnd eynes demutigen hertzen hec Augustinus, For dèr har du ingen undskyldning. Og i en anden prædiken om martyrerne i fællesskabet, siger han: Kan du ikke eftergøre helgenerne det med undergerninger eller mirakler, så følg efter dem med et ret, rent og dydefuldt liv. Kristus har ikke sagt: Lær af mig at opvække døde eller at helbrede lamme, men lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Såvidt Augustin.

⁴² Die vierde vrsache schreibet Jeronymus super epistolam Pauli ad Gal. libro commentariorum secundo wiewol ytzo bey vns Christen alle tag gleich sein in dem, das wir got alle tag loben, betten, mesz horen vnd lesen mogen, noch dann die weil das gemeine volck mit yren hantwercken, geschefften, vnd weltlichen sachen vorhyndert das sie nicht teglichen in der kirchen sein vnd Got yre gebet opfern konnen oder wollen, So sint weyszlich vnd seliglich von den alten etzlichen feyrtag auffgesetzt, daran sie sich der selbigen hendel mussigen vnd alein got in seynen heilgen loben sollen, Wie wol etzlich die selben wenig tag dannocht kom recht feiren oder sich vben den fuszstapfen der lieben heiligen nachtzuuolgen, hec Jeronymus. Den fjerde årsag beskriver Jeronymus i sin anden kommentar til Paulus' brev til galaterne: Endskønt hos os kristne alle dage er ens på den måde, at vi alle dage skal love, bede, høre og læse messe, og videre, eftersom det almindelige folk er forhindret af deres håndværk, forretninger og verdslige sager i dagligt at være i kirken og i at kunne eller ville ofre Gud deres bønner, så er viseligt og til salighed fra gammel tid indstiftet nogle festdage, hvorpå de skal lade denne handel hvile og alene love Gud i hans helgener, om ikke nogle på disse få dage kan fejre dem ret og øver sig i at efterfølge fodsporene af de kære helgener. Såvidt Hieronymus.

⁴³ Dieweil dann wye der heilig Augustinus spricht super versiculo Multi persequentes me et tribulantes me psal. cxviij. Die gantze erden, mit dem blut der merterer geferbet, Der (106) himel mit yren kronen getzieret, die kirchen mit yren altarn geschmucket, Die yerliche tzeit mit yren tagen vnderschidiget, vnd alle stedt vol sint ires vordinsts vnd wundertzeichen, so beschluszt gemelter Augustinus in sermone de excidio vrbis Rome, Men derfor da, som den hellige Augustin siger over verset 'Mange forfølger mig og giver mig trængsler' (Sl 118,??): Hele jorden, farvet af martyrernes blod, himlen, prydet med deres kroner, kirkerne, smykket med altre for dem, den årlige tid, adskilt med sine dage og alle byerne, fulde af mennesker, det er deres fortjeneste og deres undergerninger. Sådan afslutter Augustin sin prædiken om ødelæggelsen af Rom.

⁴⁴ (I marginen: Sic etiam concludit idem Augu. in alio quodam sermone Ergo charissimi, inquit, festum sanctorum diem qui aduersus peccatum vsque ad sanguinem certarunt, et domino suo donante atque adiuuante vicerunt, sic celebremus vt amemus, sic amemus vt imitentur, et imitati ad eorum premia peruenire mereamur. Amen) (Sådan konkluderer også den samme Augustin i en anden af sine prædikener: Altså, I kære, festdagen for de helgener, der har bekræftet imod synden indtil blodet og har sejret, eftersom Herren gav det og hjalp dem, lad os fejre den sådan at vi kommer til at elske, og lad os elske sådan, at vi kommer til at efterligne, og ved at efterligne lad os da gøre og fortjent til at nå frem til den belønning, de fik. Amen).

⁴⁵ Wie dann auch Ciprianus vast gleichformig schreibet, in epistola ad clerum de Celerino confessore, Das wir der wegen die liben heiligen billichen loben, Ehren, yr tag mit andechtiger solemnitet vnd herlikeit feyren, yr vordinst vnd hei [Oi] lig werck nith vnbillich vorwundern, vnd souil vns moglich vns vleyssig dem selben also nachgehn volgen, Som da også Cyprian skriver med næsten de samme ord i brevet til klerus om Celerinus, bekenderen: At vi af den grund med rimelighed priser de kære helgener, ærer dem, fejrer deres dag med andægtig højtidelighed og herlighed, ikke uden rimelighed forundres over deres fortjeneste og hellige gerning, og såvidt det er os muligt flittigt følger i deres spor.

⁴⁶         Das sint die vrsachen o yr werden teutschen darumb vnsere veter kein beschwerung gehabt, den liben heiligen tzu feyren, vnd ein kleinen gewin oder vorlust nith angesehen, szonder da fur gehalten haben, so sie gleich den selbigen tag was an yr arbeit versometen, das wurd ynen durch vorbit der liben heiligen an eym andern ort wol wider eingebracht,        Kære tyskere, det er årsagerne til, at vore fædre ikke har haft noget imod at fejre de kære helgener og ikke har tænkt på, om de vandt eller mistede en bagatel, men regnet med, at hvis de på denne dag forsømte noget ved deres arbejde, så ville det nok gives dem igen et andet sted i kraft af de kære helgeners forbøn.

⁴⁷        Das aber Luter hie geraten hat, man solt vnser liben frawen vnd andre grosse heiligen tag alle auff den sontag verlegen, das kann ich nith loben, noch vor gut ansehen dieweil der sontag aleyn Got geeyget ist, vnd die liben heiligen an keinem tag bequemer vnd billicher geehret werden oder wir vns mit ynen frowen mogen Dann an dem sie yr kron erlangt, vnd von disem iamertal in die ewigen frewd auffgenomen sint, que est illis vltima laboris et prima requiei, vltima meriti et prima glorie dies.        Men når Luther tilråder, at man skal henlægge Vor Frues dag og andre store helligdage til om søndagen, så kan jeg ikke rose det eller regne det for noget godt, eftersom søndagen alene er tilegnet Gud, og de kære helgener ikke kan æres bedre og rimeligere eller vi glæde os med dem i højere grad end på den dag, hvor de nåede frem til kronen, og blev optaget fra denne jammerdal til den evige glæde, det vil sige, på den dag, der var den sidste af deres anstrengelse og den første af deres hvile, den sidste af deres fortjeneste og den første af deres herlighed.

⁴⁸ Derhalben so ist vil besser man geb den feyertagen sust ein masz, tzuuorausz wo yr souil auf ein hauffen komen, Das den handtwerckern (die vil gesind haben, denen sie gleich wol vollen wuchenlon, essen vnd trincken geben mussen) beschwerlich ist Wie dann ouch Gerson geraten das man sie messigen solt in tractatu de visitatione prelatorum. Derfor er det meget bedre, at man i øvrigt fejrer helligdagene med måde, fremfor at man kommer så mange af dem i samme bunke, at det bliver besværligt for håndværkerne (de har jo meget tyende, som de trods fridage skal give fuld ugeløn, foruden mad og drikke). Sådan som også Gerson tilråder, at man skal fejre dem med mådehold, i traktaten om prælaternes visititation.

⁴⁹       Das aber Luter antzeiget es geschehe vil arges an (107) feyrtagen mit sauffen, fressen, spilen etc. das geschicht ouch wol an werckel tagen, darauff billich geistlich vnd weltlich regenten ein einsehen haben sollen vnd compelle intrare (n49) darausz machen, wie wol man die ding alle so eben nicht vorkomen noch einer yeden muter yr kind tzyhen kan, tzuuorausz dieweil Luter das volck so ser auff die freyheit vorwenet vnd sagt sie sollen keinem gesetz vnterworffen sein. ouch so ist es nye so wol in der welt gestanden, der tewffel hat alwegen den groszen hauffen an im hangen gehabt, darumb so sehe ein ytzlicher daneben ouch auff sich selber, dann wie das leben also wirt ouch das end werden.       Og så hævder Luther her, at der sker meget forkert på festdagene med drikken, æden, spil osv. Det sker vel også på hverdage, og det skulle gejstlige og verdslige regenter rimeligt holde øje med og lave en 'nød-dem-til-at-gå-ind' deraf, selv om man ikke så let kommer om ved tingene og jo heller ikke enhver mor kan opdrage sit barn, især ikke, når Luther i så høj grad forkæler folket med frihed og siger, at de ikke skal være underlagt nogen lov. Og så har det jo aldrig stået så godt til i verden, at djævelen ikke altid har kunnet få den store hob til at hænge ved sig, derfor skal enhver desuden passe på sig selv, for som hans liv er, sådan vil også hans ende blive.

⁵⁰ Luter.
       Und tzuuor solt man die kirch weye gantz ausztilcken [Oib] (adel04#9) Luther:
       Og først skulle han helt afskaffe kirkeindvielserne

⁵¹ Emszer.
       Der fromme man Luter begert nith das man die ding messigen vnd den miszbrauch abstellen soll, sonder dringt aleyn darauff das alles das christenlich ist gar getilckt werd, In wolchem er ye lenger ye mher, sein Pickhardisch hertz an tag gibt, vnd ist das ouch der tzarten ler eine die Wickleff vnd seyn iunger Hus vorgegeben haben namlich das man nicht alein die kirchweihen tilcken sonder gar kein kirchen weihen solt Emser:
        Den fromme mand, Luther, ønsker ikke, at man skal holde måd med tingene og fjerne misbrugene, men trænger alene på med det, at man skal afskaffe alt det, der er kristeligt. Heri kommer hans pickardiske hjerte mere og mere for en dag, og det er også en del af den prekære lære, som Wickleff og hans discipel Huss har fremlagt, nemlig, at man ikke alene skal afskaffe kirkeindvielserne, men slet ikke skal indvi kirker.

⁵² Wie dann die pickart kein kirchen haben szonder sich in eyn gruben vorsameln darinnen sie sich ouch thierischer weys durch einander vormischen, Wo wir nu diszer ler volgen (dauor vns Got von hymel behuten woll) so dorffen wyr orstlich weder kirchen bawen, noch weihen lassen, Czum andern dorffen wir ouch wie Luter nie nyden sagt articulo vltimo, Der gemeinen oder freyen heuser nicht, dann do weren vns die speluncken guth vor, Czum dritten, so mussen dye grad oder sipten der magschafft oder fruntschafft von denen Luter sagt articulo proximo sequente mit der weis ouch wol selber abgehen ob sie schon der bapst nicht abthet, vnd tzu letzst keiner wissen wer des andern schwager oder veter wer, Sådan har pickarderne ikke nogen kirke, men forsamler sig i en hule, hvori de på dyrisk måde blander sig mellem hinanden. Hvis vi nu følger denne lære (hvad Gud i himlen beskytte os mod), så behøvede vi for det første hverken at bygge kirker eller at indvi dem, for det andet behøvede vi heller ikke, som Luther siger nedenfor i den sidste artikel, de almindelige huse eller glædeshusene, for det ville hulerne blive brugt til, for det tredie, så måtte de grader eller nærheder i slægtskab eller venskab, som Luther taler om i den følgende artikel på den måde vel også selv gå ud af kraft, hvis ikke paven forinden fik den afskaffet, og til sidst ville ingen vide, hvem der var éns svoger eller far.

⁵³ Sint mir aber das nicht Christenliche trawte lerhen von eym monch. Furwar wo er ein Christenlich hertz ynn seym leib het ehr wurde ehe dartzu raten das man den (108) miszbrauch abthet der auff den kirchweihungen geschicht, dann das man sie also gar tilcken solt, Die doch wie Dionysius betzeuget von den Aposteln auffgesatzt, vnd von den Christenlichen lerern so vil schoner sermon da von geschriben worden, zu dem ist Christus selber auff die kirchwey gegangen vnd dabei gewest wie wir lesen Joannis x. facta sunt encenia etc. Men det er mig sandelig ikke nogle troværdige lærdomme af en munk. Sandelig, hvis han havde et kristeligt hjerte i livet, ville han snarere tilråde, at man afskaffer de misbrug, der finder sted ved kirkeindvielserne, end at man sådan helt skal afskaffe dem. De er dog, som Dionysius bevidner, oprettet af apostlene og der er af de kristne lærere skrevet så mange smukke prædikener derom, og desuden er Kristus selv gået til kirkeindvidelse og har været tilstede dèr, som vi læser Joh 10,22: Så kom tempelindvielsesfesten, osv.

⁵⁴ Wie sol man dann so eyn altherkomen ding so bald ausztilcken vmb des miszbrauchs willen, Odder warumb thond Fursten vnd Herren yr rennen vnd stechen nicht ouch ab, darumb das so vil listes darauff gesucht wyrdt, vnd selten on vortal oder gefer tzu gehet? Hvorfor skal man så straks ophæve en sådan ting, der har været fra gammel tid, på grund af misbrug? Eller hvorfor afskaffer fyrster og herrer ikke også deres væddeløb og turneringer, eftersom der søges så mange kneb dèr, og det sjældent går for sig uden forudaftale (?) eller fare?

⁵⁵ Ausz dem .xix. artickel von fasten
Luter [Oij]
       Dahin gehoret auch das die fasten wurden frey gelassen, eynem yederman, vnd allerley speys frey gemacht, wie das ewangelium gibt etc. (adel04#13) Imod den 19. artikel om fasten.
Luther:
      Dertil hører også, at fasten skal gøre fri for enhver, og at al slags spise skal gøres fri, sådan som evangeliet foreskriver.

⁵⁶ Emszer
         Es ist nicht wunder das Luter souil angans hat, dem nach er alles das erlouben vnd frey machen wil Das dem leyb wol vnd der selen wehe thut, vnd sampt dem alten ketzer Lampetio aleyn dringet auff die auszwendig fleischlich, vnd nith auff die ynnwendig freyheit des geistes Szo doch Got den menschen (angesehen das vnser syn vnnd gemut von iugent auff tzu der boszheit geneigt ist. Gen viij) so baldt ym paradeisz mit gebotten der abstinentz, gefasset hat. Gen. ij. vnd ein ytzlichen (wan ouch kein schrifft auf erden wer) die experientz vnd erfarrung leret, das menschlich gemut, seel vnd geist nymmer freyer, syn vnd vorstandt nymmer scherffer ist, dann so wir fasten vnd nuchter seyn, Emser:
       Det er ikke at undre sig over, at Luther er så arrogant, at han vil gøre alt det tilladt og frit, som er godt for legemet, men dårligt for sjælen, og ligesom den gamle kætter Lampetius alene trænger på med den ydre kødelige frihed, ikke med åndens indvendige frihed, skønt dog Gud allerede i paradiset har omfattet mennesket med sit bud om afholdenhed (1 Mos 2,17), bortset fra, at vort sind og gemyt fra ungdommen af er tilbøjelig til ondskab (1 Mos 8,21), og skønt enhver erfaring lærer (også selv om der ikke var nogen skrift på jorden), at det menneskelige gemyt, sjæl og ånd aldrig er mere fri, at sind og forstand aldrig er skarpere, end når vi faster og er ædru.

⁵⁷ So hat gott selber die Bann oder weychfasten dermassen in ewigkeit tzu halten gebotten, das sie die weil die welt stehet weder der bapst noch die christenlich kirch abthon oder in der gemein frey lassen mogen, So schreibet der heilig Jeronymus, vber den Propheten Jonam capi. iij. das vns Christus die viertzig tag die er vor vns gefast (E109) erblich vorlassen hat damit er vns tzu seiner speis bereite vnd dester geschickter macht Verba Jeronymi, hec sunt, ipse quoque dominus verus Jona missus ad predicationem mundi, ieiunat quadraginta dies: et hereditatem nobis Jeiunij derelinquens ad esum corporis sui sub hoc munere nostras animas preparat. Således har Gud selv påbudt os at overholde bandet (?) og den slags indvielsesfaste i evighed, så at, sålænge verden står, hverken pave eller den kristne kirke kan ophæve den eller lade den være fri i menigheden. Således skriver den hellige Hieronymus over profeten Jonas, kap 3, at Kristus i de fyrre dage, i hvilke han fastede for os, arveligt (?) har efterladt til os, for at han kunne forberede os til sin spise og gøre os mere egnet til den. Dette er Hieronymus' ord: Og selv gjorde Herren også som en sand Jonas det, at han blev sendt til at prædike for verden, at han fastede fyrre dage: Og han efterlod os fastens arv, til at spise hans legeme, under hvilket han forberedte sig på at skænke vore sjæle. (?)

⁵⁸ Wie dan auch Ciprianus sagt de ieiunio et tentatione Christi das er vns damit ein form gegeben vnd ein exempel tzu vasten vorgesetzt hath. (I Marginen: Verba Cipriani. Forma igitur ieiuniorum proposita est: sixo quoque exemplo.) Derhalben beschuldiget Luter die Bepst in dem fall vnbillich, dann der lieb Sant Peter sampt den andern Apostelnn die fasten nach gemeltem exempel yres meisters Christi selber auff gesatzt haben ierlichen tzubegehen, vnd vns damit tzu dem tisch gotes tzubereyten. Sådan siger også Cyprian om KRisti faste og fristelse, at han derigennem har givet os en form og forelagt os et eksempel på at faste. (Cyprians ord er: Altså har han forelagt os en form for faste; og ved det sjette eksempel). Derfor er Luthers beskyldning mod paven i dette tilfælde urimelig, for den kære Skt. Peter og de andre apostle har selv efter deres mesters, Kristi, eksempel fastsat fasten til at finde sted én gang om året, for at vi derved kan forberede os til Herrens bord.

⁵⁹ Dieweil dann wie ytz gedachter Ciprianus saget in sermone de ablutione pedum, alles das die apostel aus eyngebung des heiligen geistes, auff gesatzt nicht weniger [Oijb] krafft hat dann ob es Christus selber geboten het. (Verba Cipriani Non minus ratum est quod dictante sancto spiritu apostoli tradiderunt quam quod ipse tradidit) Derfor forholder det sig, som omtalte Cyprian siger i prædikenen om fodvaskningen: Alt, hvad apostlene har bestemt, fordi de er indgivet med Helligånd, har ikke mindre kraft end hvis det var påbudt af Kristus selv. (Cyprians ord: Man skal ikke rette sig mindre efter det, som apostlene har overleveret efter Helligåndens diktat, end efter det, som han selv har overleveret).

⁶⁰ So kan der Bapst oder die Christenlich kirch gemelte fasten in der gemeyn yeder man (wie Luter das vorgibet) so schlechtlich nicht abthon, vnd sollen wyr vns an der masz, die vns die kirch gegeben billich settigen lassen, Namlich das vnder tzweintzig vnnd vber sechtzig iar, der selben grossen vasten keiner vorpflicht ist, dergleichen schwangere weyber vnd ander kranck oder schwach leut, Dartzu alle tagloner vnd hart arbeittenden quia scriptum est Non alligabis os boui trituranti, Derfor kan paven eller kristenheden simpelthen ikke afskaffe omtalte faste i menigheden, som Luther foregiver, og derfor skal vi lade os stille tilfreds med del mål, som kirken med rimelighed har givet os, nemlig at af dem, der er under tyve eller over tres år, er ingen forpligtet til den store faste, ligesom svangre kvinder og andre syge eller svage folk, dertil alle dagslejere og hårdt arbejdende, som der står skrevet: Du må ikke binde munden på den okse, der tærsker. (5 Mos 25,4)

⁶¹ Aber den andern mussig gehenden iungen vnd starcken leuten ist der knittel darumb tzum ruden gelegt das der leyb nith tzu geil oder frech werd, wie Paulus sagt, Ich castey meyn leyb vnd mach mir den gehorsam oder vnderthenig, damit ich nith andern predig, vnd selbs nichtzit guts thue, Wie es leyder bey vnsern tzeiten mit vns pristern tzugehet, das ytzo ein gemein sprichwort dar ausz worden; Ich nheme der pfaffen collation die sie des abens haltenn vor mein maltzeit Men for de andre unge og stærke mennesker, der går ledige, står bestemmelserne af den grund ved magt, at legemet ikke skal blive for gejlt eller fræk, som Paulus siger: Jeg holder mit legeme i ave og gør mig det lydigt og underdanigt, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv intet godt skal gøre. (1 kor 9,27) Sådan går det desværre i vore dage til med os præster, så der nuomstunder er opstået et ordsprog deraf: 'Jeg tager den del, præsterne får om aftenen, til mit måltid' (?).

⁶² Wie ouch Ciprianus klaget in epistola de ieiunio et tentatione Christi, das vil prelaten der kirchen dye ander lewt dartzu halten sollen, die fasten (110) selbs nith mit dem kleinsten finger anregen, Damit aber die frome lewt die bis her getreulich gefast, yr mhue vnd arbeit desterweniger reuhe, Ich vnd meyn hauff die nith gern fasten, dester mher dartzu gereytzt werden, wil ich ein klein erynnerung thon was doch die liben veter vnd lerer der Christenlichen kirchen dauon geschriben haben Sådan klager også Cyprian i brevet om Kristi faste og fristelse over, at mange af kirkens prælater, der skal holde andre til, ikke selv påtager sig fasten med bare en lillefinger. Men for at de fromme folk, som hidtil troligt har fastet, så meget desto mindre skal angre deres møje og anstrengelse, og for at jeg selv og min omgangskreds, som ikke gerne faster, kan opvækkes desto mere dertil, vil jeg komme med en lille påmindelse om, hvad dog de kære fædre og den kristne kirkes lærere har skrevet derom.

⁶³ Ciprianus spricht in dicta epistola das keiner nye nichtzit gros oder gutes volbracht das er nith mit fasten angefangen hab. Also schreibet ouch Eusebius in historia ecclesiastica lib. ij. cap. xv. das der erst anfang vnd fundament der Christen sey fasten vnd abbruch gewest, darauff sie souil edler tuget vnd seliger werck gehawen haben (n63) Wie wyr dann leider ytzo vorougen sehen, das der fal der christenheit vnnd vorkerte leben der werlt, mherenteils ausz der fullerey, tzutrincken vnd volbretikeit als ausz eyner wurtzel aller sund vnd laster gewachssen ist, vnnd das wir vnsern leyb vnd leben mher damit vorkurtzen vnd vil wurser thon, dann ob wir teglich fasteten, Cyprian siger i det omtalte brev, at ingen nogensinde har fuldført noget stort og godt, hvis han ikke er begyndt med at faste. Sådan skriver også Euseb i sin kirkehistorie, bog 2, kap. 15, at den kristnes første begyndelse og fundament var faste og brud med verden, hvormed de har ophobet sig så megen ædel dyd og salig gerning. Sådan ser vi jo desværre i dag for vore øjne, at kristenhedens fald og og verdens fejlagtige liv for størstedelens vedkommende er fremvokset af fylderi i at drikke og af overflod (?) som fra en rod til al synd og last, og at vi snarere dermed forkorter vort liv og gør vort legeme svagere (?), end om vi dagligt fastede.

⁶⁴ O wie vil guter werck [Oiij] werden daneben ouch vorsomet vnd bleiben hinderstellig, aleyn darumb das der leyb mit tzu vil speis vnd getrenck beschwert, vnd ob gleych die sell gern wolt, nichtzit guttes auszrichten kan. Aber so yr fasten, spricht Origenes homelia sexta super Matheum, O yr allerlibsten, so vberwindet ir den teuffel, vnd treybet tzurucken all seyn gespenst. Wie der herr selber saget ym ewangelio das etzliche bose geist anderst nicht auszgetriben werden dann durch fasten vnd betten. O hvor mange gode gerninger bliver desuden ikke forsømt og forbliver ugjorte, alene af den grund, at legemet er besværet af for megen mad og drikke, og selv om sjælen gerne vil, kan den ikke udrette noget godt. Men når I faster, siger Origenes i sin sjette prædiken over Matthæus, o, i allerkæreste, så overvinder I djævelen og driver alle hans gespenster tilbage. Som Herren selv siger i evangeliet, at nogle onde ånder ikke kan uddrives ved andet end ved faste og bøn. (Matt 17,21)

⁶⁵ Durch fasten schreibt Ciprianus vbi supra. wirt die sel vil geschickter yrem veynd dem bosen geist tzubegegen, vnnd sich wider yn tzu were stellen. Durch fasten wirt der pful oder pfitz der sunden auszgetreuget, Durch fasten schwindet dy geylikeit, vorgehen die bosen begirden, vnd fliehet von vns der wollyst, Fasten loscht das fewr des tzorns, dempfft vnd stopffet in vns alle bose gelust vnd fleichlicheit, fasten nhemet dem frasz das schwert ausz den henden, leget in ein stock, bindt, vnd tzwingt all vnordenlich bewegnis des gemutes, das wir die welt vorachten vnd dester geschickter werden tzu den österlichen brot Christi. Gennem faste, skriver Cyprian i det ovenfor nævnte brev, bliver sjælen meget mere skikket til at møde sin fjende, den onde ånd, og modsætte sig ham. Gennem faste bliver syndens pil eller brod drevet ud, gennem faste forsvinder opgejlingen, det onde begær går over, og vellysten flygter fra os. Faste udslukker vredens ild, dæmper og standser i os alle onde lyster og kødelighed, faste tager sværdet ud af hånden på frådseriet, den sætter i gabestok, tvinger og binder alle sindets uordentlige bevægelser, så at vi foragter verden og bliver desto mere skikkede til [at modtage] Kristi påskebrød.

⁶⁶ Durch fasten, sint Daniel geoffenbart die heimlichen auszlegungen der treum, Durch vasten sint Moises vnnd Helias Gott so beheglich worden das er von (111) mund tzu mund, als ein gut frund pfleget tzu dem andern, mit ynen geredt hat, vnd summa summarum alle die etwas grosz oder hohes bey Gott gewest sint aleyn durch fasten gefestigen hec Ciprianus, Gennem faste fik Daniel åbenbaret drømmens hemmelige udlægninger, (Dan 2,28) gennem faste er Moses og Elias blevet Gud så velbehagelige, at han talte med dem mund til mund som en god ven plejer at tale til den anden, og kort sagt er alle, der har været noget stort eller højt hos Gud, blevet styrket ved faste. Såvidt Cyprian.

⁶⁷ Derhalben Jeronymus nith vnbillich gesagt super Jonam vbi supra das fasten sey ein Instrument der busz oder bussenden damit sie sich mit Got vorsonen mogen, Vnd darumb so beschluszt Origenes vbi supra, also sprechende Die weil dann der herr die fasten selber gelobet, die apostel das ewangelium mitt fasten vorkundet, vnd tzu fasten gebotten vt apostolus ait in loco quodam Vacate ieiunio et orationi. Wolche seel wil dann dem fleisch so gar anhengig oder ergeben sein, das sie nith mit frolicher andacht die fasten halten vnd vorbringen wol. hec ille. Derfor er det ikke urimeligt, når Hieronymus i stedet nævnt ovenfor siger, at faste er et redskab for boden eller for den bodgørende, for at han kan forsone sig med Gud. Og derfor slutter Origenes i det ovenfor nævnte citat med at sige således: Eftersom Herren selv roser fasten, og apostlene forkynder evangeliet med faste og har påbudt faste, som apostelen siger et sted: Hold ind med jeres faste og bøn. Hvilken sjæl vil da hænge så meget eller være så hengiven til sit kød, at den ikke med glad andægtighed vil overholde fasten og fuldfører den. Såvidt Origenes.

⁶⁸ Die weil dann wie obberurt die fast aleyn den volbrotigen, mussig gehenden gesunden vnnd starcken geboten (dann den yhenen die kranck sein oder den gan- [Oiijb] tzen tag in yrem schweysz arbeiten mussen, der vorwytz vnd lecker sust wol vorgehet) Solten die prediger so sie die fasten vorkunden nith so vnbescheiden davon reden vnd meniglich in gemeyn bei einer todt sundt dartzu vorstricken, szo doch die kirch vil lewt auszgetzogen hatt nyemandt dartzu dringen dem es vnmoglich, vnd vns ein tzil gesatzt das wol tzuerreichen ist, wo wir vns ein wenig wehen thon wollen, dann es ist der Christen leben darumb eyn streyt genant, das die sach nicht so gar on muhe oder arbeit tzu gehen wil, vnnd wyr wider das fleysch streiten mussen. Efter som nu som nævnt fasten kun er påbudt for de fuldvoksne, ikke-legemligt arbejdende, sunde og stærke (for for dem, der er syge eller hele dagen må arbejde i deres sved, forgår frækheden og lækkersulten nok på anden måde), så skulle prædikanterne, når de forkynder fasten, ikke tale så ubeskedent om den og i almindelighed fastbinde en dødssynd dertil, når dog kirken har undtaget mange folk fra den, og ikke vil påtvingen nogen noget, der er umuligt, og har foresat os et mål, som er til at nå, når vi vil gøre os selv lidt ondt, for kristenlivet kaldes af den grund en strid, at sagen ikke forløber sådan helt uden møje og anstrengelse, men vi må kæmpe mod kødet.

⁶⁹         Das aber Lutter sagt das ewangelium vnnd der Apostel hab vns alle speis frey gelassen, das ist tzu vornemen ausserhalb den gebotten fast tagen, an denen wir vns wie Origenes saget Vbi supra etzlicher speis enthaltenn vnnd vnns selbs abbrechen sollen, dann fasten ist nicht erdacht tzu wollust sonder tzu casteiung vnnd qwelung des leybs wie uns ouch Jeronymus leret vber die wort Danielis vns an den vastagen aller wollustiger speis tzu (I marginen: Daniel .x.) enthalten, vnd Daniel selber saget wie ehr drey gantze wochen gefast hab das er kein brot des wollusts ouch kein fleisch geessen noch kein wein getruncken hab.       Men når Luther siger, at evangeliet og apostelen har ladet alle slags mad være fri for os, så er det at forstå om dagene udenom de påbudte fastedage. På dem skal vi, som Origenes siger i ovennævnte skrift, afholde os fra nogle spiser og bryde af fra os selv, for det at faste er ikke tænkt som vellyst, men som tæmning og undertrykkelse af legemet, som også Hieronymus lærer os over Daniels ord (Dan 10,2), at vi på fastedagene skal afholde os fra alle vellystige spiser, og Daniel selv fortæller, hvordan han tre uger igennem har fastet, så han ikke kar spist noget vellystsbrød eller noget kød, og ikke drukket nogen vin.

⁷⁰ Vnd an eim andern ort hab ich gelesen das die ihenigen recht fasten vnd yr fasten Got beheglich ist, die das sie selber essen solten oder gern (112) woltenn inen selbs abbrechen, an yrem hals ersparen, vnd einem andern hungerigen armen menschen geben, Dann wo wir alein fasten vnd sust nichtzit guts dartzu thon, hat Got kein gefallen ab vnsern fasten, wie er durch den Propheten selber gesprochen Esaie lviij. vbi Jeronymus super eundem prophetam cap. i. Illud inquit ieiunium deus recipit, quod ocium bonorum operum non habet, Og et andet sted har jeg læst, at de mennesker faster på rette måde, og at deres faste er gudvelbehagelig, som holder sig selv tilbage fra at spise det, de selv skulle spise eller gerne ville spise, ikke selv tager det, men giver det til et sultent, stakkels menneske. For hvis vi kun faster og ikke ellers gør noget godt, har Gud ikke behag i vores faste, som han selv har sagt ved profeten Esaias (kap 57), hvor Hieronymus siger i sin kommentar til Esajas, kap 1: 'Den faste modtager Gud, som ikke giver afbræk i de gode gerninger'.

⁷¹ Wie dem allem die weil die andacht vnd lieb gotes so gar bey vns erloschen vnd vns alles das beschweret das wyr vmb Gotes willen thon oder lassen sollen vnd tzuuoran gar wenig gefunden, die die fasten recht halten, Derhalb tzu besorgen die weyl das gebot stehet, das gar vil selen alein durch disen strick gefangenn [O4] vnd vordampt werden, So wil ich das eym zukunfftigen Concilio weiter tzu bedencken, gar oder die helfft abthon vnd tzu messigen ouch heym gestalt haben. Ligesom hvad alt dette angår, eftersom andægtigheden og kærligheden til Gud er udslukt hos os og besværer os i alt det, som vi for Guds skyld skulle gøre og undlade at gøre, og eftersom der først og fremmest er fundet få, som holder fasten på rette måde, og man derfor kan frygte, at eftersom budet står fast, der er ganske mange sjæle, der vil blive fanget i denne strikke og blive fordømt, så vil jeg også have det taget op på et fremtidigt koncil, at det yderligere skal overvejes helt eller halvt at fjerne den.

⁷² Luter.
       Es ist doch menschen werck was menschen gesetzt haben, man leg es wo man hin wöll, vnd entstehet nymmer nichtzit gutes darausz. (adel04#14) Luther:
      Men hvad mennesker har fastsat, er dog menneskeværk, så kan man anbringe det, hvor man vil, og der kommer aldrig noget godt ud af det.

⁷³ Emszer.
       Hie ketzert vnd luget es sich also durch eynander, das ich schier nicht weis ob Luter ein got, ein mensch oder der teuffel selber sey, Dann ist er ein mensch so mus ouch aus seinen eigen reten vnd schrifften die er gesetzt hat nymmer nichtzit gutes entstehen dieweil er sagt was menschen setzen entstehe nymmer nichtzit gutes aus, Vnd so er dann weisz das nichtzit gutes dar ausz komen wyrdt, warumb vorderbt er dann so vil charten, vnd macht ym selb souil vorgeben arbeit? Emser:
      Her blander kætteri og løgn sig i den grad ind i hinanden, at jeg ikke mere er klar over, om Luther er en gud, et menneske eller djævelen selv. For hvis han er et menneske, så kan der jo heller ikke ud fra hans egne taler og skrifter, dem, han har fastsat, nogensinde fremstå noget godt, eftersom han siger, at hvad mennesker fastsætter, kommer der aldrig noget godt ud af, og hvis han således véd, at der ikke kommer noget godt ud af det, hvorfor ødelægger han så mange ark papir og hvorfor gør han sig selv så megen forgæves anstrengelse?

⁷⁴ Ist er aber ein got vnd villeicht die vierde person in der gotheit (si dijs placet) wie veracht ehr dann die menschen vnd ist inen so gar gram, die Got also geliebt das ehr sein eynigen Son vor sie gegeben hat, sie von yren sunden tzu erlosen i. Jo. iiij? Oder wie macht ehr ein solch tzwitracht, schisma, gezenckt vnd hader vnder vns Christen lewten, so doch wie Paulus sagt .i. cor. iiij. Non est deus dissensionis sed pacis, Vnszer Got nicht ein got ist der tzwitracht sonder des friden Men hvis man er en gud, og måske den fjerde person i guddommen (med forlov at sige), hvorfor foragter han så menneskene, og er så fuldstændig vred på dem, dem, som Gud dog har elsket, så han sendte sin énbårne søn for at løskøbe dem fra deres synder (1 Joh 4,10)? Eller hvorfor skaber han en sådan splid, skisma, kiv og uenighed blandt os kristne mennesker, når det dog er, som Paulus siger 1 Kor 14,33, at Gud ikke er uenighedens, men fredens Gud.

⁷⁵ Darumb O yr Edlen (113) vnd werden Teutschen, dieweil got nach Heydnischer vnd Christenlicher getzeugnis nichtzit wunderbarlichers dann den menschen, dartzu alles das yn hymel vnd auff erden ist, alein vmb des menschen willen geschaffen hat, vnd mir wol wissent, das ouch von den heyden die nichtzit dan pur menschen gewest, als Solone, Lycargo, den Romern vnd andern gesetz gemacht daraus vill gutes erwachsen, vnd Landt vnd stet mercklich gebessert worden sint, So mus man der menschen werck nicht so gar vorwerffen, oder so vnbescheidenlich vor den gemeynen man da von reden das nye nichtzit gutes entstanden sey noch nymer gutes entstehen mög ausz dem das die menschen gesetzt oder geordent haben, Derfor, kære ædle og værdige tyskere, eftersom Gud efter hedensk og kristent vidnesbyrd ikke har skabt noget mere vidunderligt end mennesket, og desforuden har skabt alt i himlen og på jorden alene for menneskets skyld, og eftersom jeg godt véd, at der også af hedningerne, som jo ikke var andet end rene og skære mennesker, f. eks. Solon, Lykurgus, romerne og andre, er gjort love, hvoraf der er fremvokset meget godt, og lande og byer er blevet mærkbart forbedrede, så kan man ikke sådan helt og holdent forkaste menneskers gerninger, og så ubeskedent tale om det for den almindelige mand, at der intet godt er fremstået deraf, eller aldrig vil fremstå noget godt af det, som mennesket har fastsat eller forordnet.

⁷⁶ Dann was solt Carolus oder ein tzu- [O4b] kunfftig concilium vor ein reformation ordnung oder satzung machen, wan wyr den miszglauben tzu ynen tragen wolten das aus yren gesetzen nymmer nichtzit gutes entstehen wurd? Das wyr aber wie Dauid sagt psal. lij. vns all von dem guten abgewend haben, vnd keiner ist der gutes thue. Das leget Augustinus do selbst also ausz, das wyr von vnd ausz vns selber nichtzit gutes thon mugen, Aber (I marginen: Augustinus Filij hominum sunt quando male faciunt quando bene filij Dei.) ausz vnd mit der gnaden gotes konnen wir vil gutes thon. Wo wir nu gutes thuen so sein wir nicht schlechte menschen sonder sone Gottes. Wo wir aber arges thuen als dann seien wir kinder der menschen vnd ist nichtzit gutes an vnsern wercken, das Got beheglich wer For hvilken slags reformationsordning eller -indretning skal kejser Karl eller et fremtidigt koncil lave, hvis vi ville have den mistillid til dem, at ud af vore egne love vil der aldrig opstå noget godt? Men at vi som David siger (Sl 52, at vi alle er afvegne fra det gode, og at der ikke er nogen, der gør det gode, det udlægger Augustin her selv sådan, at vi ud af os selv ikke kan gøre noget godt, (I marginen: Augustin: Menneskenes børn er vi, for så vidt vi øver ondt, for så vidt vi øver godt er vi Guds børn), men ud af nåden og med nåden kan vi gøre meget godt. Når vi nu gør godt, er vi ikke slette mennesker, men Guds sønner. Men når vi går ondt, så er vi menneskenes børn og der er intet godt ved vore gerninger, som behager Gud.

⁷⁷ Wie dann der heilig Jeronymus auch betzeuget super epistolam Pauli ad ephesios lib. ij. cap. iij. und fraget szo Paulus saget das got sein sacrament oder heimlicheit den kindern der menschen nicht geoffenbart, wie haben dann die Propheten gewust, was oder wo von sie geschrieben? Darauff er ym selber antwurt, das die Propheten vnd alle fromme christen menschen, nith kinder der menschen sonder Gottes sone geheissen werden, darumb das gott bey inen sey vnd wone, Die weil dann Christus ouch selber gesagt hat Mathei xviij wo tzwen oder drey in seynem namen vorsamelt seyen, do woll er mitten vnder inen seyn et in alio loco ero vobiscum vsque ad consummationem seculi. Sådan som jo også den hellige Hieronymus bevidner i sin kommentar til efeserbrevet, anden bog, kap. 3, hvor han spørger således: Paulus siger, at Gud ikke har åbenbaret for menneskenes børn sit sakramente eller sin hemmelighed, hvordan har så profeterne vidst, hvad og hvorom de skrev? Derpå svarer han selv, at profeterne og alle fromme kristne menneske ikke er menneskenes børn, men kaldes Guds sønner, af den grund at Gud er hos dem og bor hos dem. Derfor sagde også Kristus selv, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, (Matt 18,20) dèr vil han være midt iblandt dem, og et andet sted: Jeg vil være med jer indtil verdens ende. (Matt 28,20)

⁷⁸ Vnd aber alles das so von der Christenlichen kirchen tzu- (114) uorausz in den gemein concilien, Durch Bepst, Bischoff vnd ander prelaten der kirchen gesetzt oder geordent, yn dem namen Gotes vnd mit anruffung des heiligen geistes, geordent, gesetzt vnd bestet ist, so mogen wyr nicht sprechen das es aleyn traditiones hominum das ist pur oder lawter menschen gesetz gewest vnd das nie nichtzit gutes daraus komen oder nymmer gutes daraus entstehen, mog, Dann das ist gesundigt in heyligen geist vnnd wider den artickel des gloubens ich gloub die heyligen Christenlichen kirchen, Men også alt det, der i tidligere tider blev fastsat og forordnet af den kristne kirke, gennem paver, biskopper og andre prælater i kirken, det blev fastsat og forordnet og bestemt i Guds navn og under påberåbelse af Helligånden, og derfor må vi ikke sige, at det kun er traditiones hominum, det vil sige, rene og skære menneskelove, og at der ikke er kommet noget godt ud af det og aldrig vil komme noget godt ud af det, for det er at synde mod Helligånden og imod den trosartikel, der hedder: Jeg tror på den hellige, kristne kirke.

⁷⁹ Dann sie in dem fall nit menschen sonder gotes kinder (als die yn dem namen gotes beyeinander vorsamelt) gewest sint, Was aber die ketzer ausserhalben der eintracht der Christenlichen kirchen schreiben setzen oder an geben, das heyssen traditiones hominum, vt [Pi] Jeronymus ait super Matheum li. ij. cap. xvi. quia nil preter carnem et hominem sapiunt. Vnd mag man sich derhalben vor inen vnd vor yrer ler pucher vnd schrifften wol huten vnd eben vorsehen. For i det tilfælde har de ikke været menneskers, men Guds børn (som dem, der er forsamlet i Guds navn). Men hvad kætterne, der står udenfor den kristne kirkes enighed, skriver, opsætter eller angiver, det kaldes traditiones hominum, som Hieronymus siger i kommentaren til Matthæus, bog 2, kap 16, fordi de ikke tænker ud over kødet og det menneskelige. Og derfor skal man vel vogte sig for og se sig godt for med hensyn til dem selv, deres lære, bøger og skrifter.

⁸⁰ Ausz dem .xx. Artickel von Heyligen erheben.
Luter
      Ja wo die Walfarten nicht wollen angehen, hebt man Heyligen an tzuerheben (adel04#19) et infra, welcher geist hat dem Bapst gewalt geben Heiligen tzuerheben, (adel04#21) Et infra, Vnd ob schon Heyligen tzuerheben, vortzeiten wer gut gewesen, so ists doch itzt nymmer gut. (adel04#25) Af den 20. artikel op at ophøje helgener.
Luther:
       Ja, hvis valfarterne ikke vil få succes, begynder man at ophøje helgenerne, og senere: Hvilken ånd har givet paven magt til at ophøje helgener? og senere: Og selv om dette at ophøje helgener har været godt i tidligere tider, så er det dog ikke godt nu;

⁸¹ Emszer.
      Was Luter halt von erhebung der Heyligen erscheynet ausz diszen vnd andern seinen worten, dann er hie vor vnd hye nyden sich weiter an tag gibet, vnd sagt der teuffel hab solch narren werck tzu gericht damit wyr ausz dem rechten glouben in newe falsche miszglauben vorfurt worden, (adel04#23) Es helffe ouch nicht das wundertzeichen geschehen, dann der böse geist kunde wol wunder thon etc. (adel04#17) In wolchem ehr abermals dritt in die fuszstapffen seyner abgoet, Hussen, (115) Wickleffs, Dulcini, Fausti, Vigilantij, Bardezani vnd ander ketzer. Emser:
        Hvad Luther mener om ophøjelse af helgener, viser sig i disse og andre af hans ord, for både før og efter har han afsløret med af det, og siger, at djævelen har indstiftet den slags narreværk, for at vi kunne forføres bort fra den rette tro ind i en ny falsk vantro. Det hjælper heller ikke, at der er sket undere, for den onde ånd kan godt gøre undere, osv. I disse ting træder han igen i sine afguders fodspor, Huss, Wickleff, Dulcinus, Faustus, Vigilangius, Bardezanus og andre kættere.

⁸² Vnd weichet ab von seiner Muter der heyligen Christenlichen kirchen, Die nach dem willen, beuehl vnd offenbarung Gotes die heyligen pflegt tzu Canonisirn vnd erheben von anbegin der kirchen bis auff dysen hutigen tag Dann das es der will vnnd beuehl Gotes sey haben wyr an vil orten in der schrifft namlich psal. cl. Ir sollet loben den herren in seinen heiligen. (n82) (lutems05#28) Et psal. xlix. vorsamelt ym seine heyligen, (n82a) Et psal. cxv. kostlich oder tewr ist vor dem angesicht Gotes der dot [tod] seiner heiligen, (n82b) Og heri afviger han fra sin moder, den hellige kristne kirke. Den plejer fra kirkens begyndelse til den dag i dag at kanonisere og ophøje helgenerne efter Gud vilje, befaling og åbenbaring. For at det er Guds vilje og befaling har vi fastlagt mange steder i skriften, f. eks. Sl 150,1: Lovpris Herren i hans hellige. Og Sl 50,5: Forsaml hos ham hans hellige, og Sl 116,15: Kostelig eller dyr er i Guds øjne hans helliges død.

⁸³ Derhalben er iren vilen in yrem tod vorheissen, alle die tzu erhoren, die sie eren vnd yr gedechtnis halten wurden, Wie er dann gar grosse wunderwerck durch sie vnd in yrem namen gewirckt, vnd dadurch geoffenbart hat, wie beheglich vnnd lieb ym die lieben heiligen [Pib] seyen, die die welt voracht, ym angehangen vnd seine gepot gehalten haben, welches alles vns tzu eym exempel und anreitzung geschehen, damit wyr dester vleyssiger vnd williger werden ym dergleichen ouch tzu dienen. Derfor har han i deres død forjættet dem, at han vil høre alle dem, der ærer dem og holder mindet om dem i live, ligesom han da også har gjort store underværker gennem dem og i deres navn, og derved har han åbenbaret, hvor velbehagelige og kære de kære helgener er ham, de, som har foragtet verden, har holdt sig til ham og overholdt hans bud, hvilket altsammen er sket til eksempel og opvækkelse for os, at vi skal blive desto flittigere og villigere til også at tjene ham på den måde.

⁸⁴        Wie sie aber vorsamelt, vnd in cathalogum das ist in das buch vnd tzal der heiligen geschriben, canonizyrt vnd erhaben werden, also das man sie darnach offentlichen Ehren feyren vnd als vor heiligen anruffen mog, In dem helt sich die kirch der schrifft vnd Christenlicher lehrer, bey wolchen dreyerley stuck dartzu dinent vnd von noten gefunden werden,           Men med hensyn til, hvordan de er blevet opregnet og skrevet ind i et katalog, det vil sige, i de helliges bog og tal, hvordan de er blevet kanoniseret og ophøjet, sådan at man må fejre og anråbe dem som hellige med offentlig ære, i det stykke holder kirken sig til skriften og de kristne lærere, og hertil tjener tre ting, der alle er nødvendige betingelser.

⁸⁵ Orstlich das sie in Christum als den warhafftigen Messiam erloser vnd seligmacher der welt eyntweder vor oder nach seyner gepurt geloubet haben, dann on den glouben ist es vnmoglich das wyr Got wol gefallen Heb. xi. Czum andern das sie ein erber Christenlich vnd tugetlich leben gefurt, oder was vmb Christus willen gelitten haben als die lieben Merterer, Vnd tzum dritten das yr heiligkeit durch wunderwerck beweisszt oder geoffenbart sey, Wolchen procesz die heyligen lerer ausz der schrifft genomen haben, For det første skal det være sådan, at de har troet på Kristus som den sande messias, verdens forløser og saliggører enten før eller efter hans fødsel, for uden tro er det umuligt at have Guds velbehag (Hebr 11,6). For det andet skal det være sådan, at de har ført et ægte kristeligt og dydefuld liv, eller har lidt noget for Kristi skyld som de kærer martyrer. Og for det tredie skal det være sådan, at deres hellighed er blevet bevist eller åbenbaret gennem undergerninger. Den proces har de hellige lærere uddraget af skriften.

⁸⁶ Dann also canonizirt die schrifft den heiligen Steffanum actuum vi. vnd saget: Steffanus vol genad vnd sterck thet vil wunderwerck vnd tzeichen in dem volck, Also werden ym alten testament canonizirt, von (116) wegen yrs heilgen lebens vnd gloubens in Christum tzukunfftig, Abraham, Ysaac, Jacob, Joseph, Moyses, Aaron, Phynees, Josue, Samuel, Nathan, Dauid, Helias, Heliseus, Ezechias, Jozias, Jeremias, Ezechiel, Zorobabel, Neemias, Onias vnd ander Eccl. xliiij. For således kanoniserer skriften den hellige Stefanus (Apg 6,8) og siger: Stefanus var fuld af nåde og styrke, gjorde mange undergerninger og tegn blandt folket. På den måde bliver nogle kanoniseret i det gamle testamente på grund af deres hellige liv og deres tro på den kommende Kristus, nemlig Abraham, Isak, Jacob, Josef, Moses, Aaron, Pineas, Josva, Samuel, Nathan, David, Elias, Elisa, Ezekias, Josias, Jeremias, Ezekiel, Zorobabel, Nehemias, Onias og andre, Sir 44,1f.

⁸⁷ aldo der weyse man getzawgnis gibet von yrem glouben, guten leben vnd wunderwercken, wie Paulus ouch ym nawen testament etzliche canonizirt vnd ynen kontschafft gibet yres gloubens vnd yr heilikeit, heb. xi. Dann die heiligen erheben oder Canoniziren, ist nichtzit anders dann durch bestendige kontschafft yrs glaubens, gutten lebens vnnd wunderwerck, sie tzu schreyben in die tzal der heyligen vnnd dem volck dasselbig vorkunden, På den måde giver man vidnesbyrd om deres tro, gode levned og undergerninger, som Paulus også i det ny testamente kanoniserer nogle og giver dem vidnesbyrd om deres tro og hellighed (Hebr 11,1ff). For at ophøje eller kanonisere helgener er ikke andet end gennem bestandigt vidnesbyrd om deres tro, gode levned og undergerning at indskrive den i de helliges tal og forkynde folket dette.

⁸⁸ Damit sie von ynen gefeyret, geehret, vnd vmb yrs vordinsts vnnd heiligkeit willen, In notten angeriffen werden mogen. Al [Pij] so canonizirt vnnd gibt getzeugnisz, Ciprianus Cornelio, Augustinus Vincentio Ambrosius Geruasio et prothasio Gregorius Fortunato, vnd schreybet der heilig Chrisostomus de reparatione lapsi statim post principium das er vil gekant hab, ouch bey seynen getzeyten die ym anfang gefallen vnd ein wust leben gefurt, aber darnach wider auffgestanden, vnd ein solch gestreng leben gefurt, das sie in den chor vnd tzal der heyligen geschriben seyen. Dermed kan de fejres, æres og for deres fortjenestes og helligheds skyld anråbes i nød af folket. På den måde kanoniserer Cyprian Cornelius og giver ham vidnesbyrd, Augustin gør det ved Vincentius, Ambrosius ved Gervasius og Prothasius, Gregor ved Fortunatus, og den hellige Chrysostomus skriver om genoprejsningen af de faldne straks efter begyndelsen, at han har kendt mange, også af sine samtidige, som i begyndelsen faldt og førte et udsvævende liv, men derefter igen rejste sig og førte et så strengt liv, at de blev indskrevet i de helliges afdeling og antal.

⁸⁹         Dieweil aber etzlich den schalck hindern oren haben, auszwendig gleissen, vnd ein geistlich leben antzeigen, damit sie die leut betriegen, vnd das volck vorwenen das man sie vor heylig helt, Wie wyr lesen in der legend Sancti Martini, das eyner von dem volck vor ein heyligen geehret ward, der doch eyn morder gewest, Wie ouch etzlich Cayn vnd Judam vor heylig gehalten, vnd gesagt Cayn wer ein man gewest von grosser sterck vnd tuget, vnd das Judas Christum vns allen tzu fromen nicht ausz verreterey sonder guter meynung den Juden angegeben hab.       Men eftersom nogle har en skalk bag øret, hykler udvendigt og antyder et åndeligt liv, for at de kan bedrage folket, og forkæler folket, så man kan regne dem for hellige, som vi læser om det i Skt. Martins legende, at én af folket blev æret som en helgen, skønt han dog var en morder, og sådan som også nogle regnede Kain og Judas for hellige, og sagde, at Kain var en mand af stor styrke og dyd, og at Judas havde angivet Kristus til jøderne til gavn for os alle, ikke fordi han ville forråde ham, men i god mening.

⁹⁰ Welche ketzer darumb Cayani genent wie Augustinus von inen schreybet in libro Heresum xviij. So hat die Christenliche kirch dasselbig (damit hynfurt nyemant vorfurt wurde) nothalben von den Bischonen abvordern, vnd als eins der grossen werck in der Christenheit dem Bapst als dem obersten heupt heymstellen mussen, Welcher yn dem selben (117) nichtzit vnbillichs oder anderst handel vnd procidirt, dann das er nach vormogen obgemelter bewerter schrifft vnd alten brauch der liben vetter, sich erstlich durch glaubwirdige getzeugen, lange tzeit vnd dapferm Rat, verkundiget von dem glauben, guten leben, vnd wunderwercken, der yhenigen so sein heilikeit canoniziern wil, vnd so sich das also warhafftig erfindet, offentlich vorkundiget, vnd in die tzal vorsamelt der liben heiligen, Juxta illud supradictum congregate illi sanctos eius. (#82) Disse kættere blev derfor kaldt kainitter, som Augustin skriver om dem i Kætternes bog kap. 18. Derfor har den kristne kirke regnet det for nødvendigt (for at ingen fremover skulle blive forført) at tage [bemyndigelsen] bort fra biskopperne og overlade det til paven som den øverste, som en af de store opgaver i kristenheden. Og han foretager sig heri intet urimeligt; han handler og procederer ikke anderledes end at han efter evne ud fra ovennævnte skriftsteder og fædrenes gamle skik, først gennem troværdige vidner erkyndiger sig over lang tid og efter indhentede råd om det menneskes tro, gode levned og undergerninger, som hans hellighed vil kanonisere, og hvis det findes sanddru nok, offentligt erklærer vedkommende som helgen og indfører ham eller hende i tallet af de kære helgener, ifølge det førnævnte skriftsted: forsaml hos han hans hellige.

⁹¹        Demnach aber die ketzer vnd ander veynd der christenheit nichtzit so gar vor den kopff stöszt, vnd vberwindt als die grossen mirackel vnd wunderwerck die Got wurckt durch seine heiligen, so sint sie ouch nichtzit szo veind odder gram vnd macht sie nichtzit so vorstockt vnd blind, als die selbigen [Pijb] mirackel gleich wie Pharaonem, die wundertzaichen Moysi Die Juden, Christi, Neronem, Petri, Decium Laurentij, Maxentium, Katherine vnd der andern, wolche all ehe das sie got vnd seinen heyligen die Ehr geben vnd daran glouben wolten Ehe sagten sie mit Luttern es wer des teuffels gespenst vnd lautrer tzawberey.         Men eftersom der ikke er noget, der i den grad støder og overvinder kætterne og kristenhedens andre fjender som de store mirakler og undergerninger, som Gud udvirker gennem sine hellige, så er de heller ikke så fjendtlige og vrede, og intet gør dem så forstokkede og vrede, som de selvsamme mirakler, som Moses' undergerninger gjorde det ved Farao, Kristi ved jøderne, Peters ved Nero, Laurentius' ved Decius, Katharinas ved Maxentius og de andre. Alle sagde de, før de ville give Gud og hans hellige ære og tro derpå, ligesom Luther, at det er djævelens blændværk og lutter trolddom.

⁹² Nu ist es wol war das nicht aleyn der teuffel sonder ouch die ketzer durchs tewfels gewalth wndertzeichen thon mogen vnd vill maln gethon haben als Simon der tzouberer, Hermogenes, vnd ander, Aber die Christenlich kirch, die Got nicht yrren leszt, kan bald erkennen, was ausz got oder anderswo herkomen ist, So haben vns die heiligen lerer, des in yren schrifften gnugsam vnderricht hinder ynen vorlassen, (I marginen: Wie man warhafftige mirakel erkennen sol) Dann örstlich mag man dye wundertzeichen, die ausz Got komen erkennen, ausz der bedeutung, dann sie gewonlich was heymlicher vnnd geystlicher bedewtung in ynen haben, als der brynnende Busch Moysi, Die gronende Rut Aaron, Das betowet fel Gedeonis vnd dergleichen vil in der schrifft angetzeigt, wie vns Augustinus lernet super deutrononium questione .xxix. Nu er det jo sådan, at ikke alene djævelen, men også kætterne kan gøre undergerninger ved djævelens magt og også mang gange har gjort det, f. eks. Simon Mager, Hermogenes og andre. Men den kristne kirke, som Gud ikke lader fare vild, kan straks erkende, hvad der kommer fra Gud og hvad der kommer andetstedsfra. Således har de hellige lærere i deres skrifter efterladt os tilstrækkelig meget derom. (Hvordan kan skal kende de sande mirakler). For først kan man kende de undergerninger, der kommer fra Gud, på, at de sædvanligvis har noget hemmeligt i sig, en åndelig betydning, som f. eks. Moses' brændende busk, Aarons stav, der skød grønt, Gideons skind, der blev vædet med dug og mange flere af den slags er optegnet i skriften. Det lærer Augustin os i kommentaren til 5 Mos, spørgsmål 29.

⁹³ Czum andern so kan man sie erkennen ausz der frucht vnd nutzbarkeit, als so eynem krancken menschen dadurch geholffen wirt, do nith aleyn vorwunderung sonder ouch nutz do bey gefunden wirt, Ander der tzouberer werck ob sie gleych wunderberlich vnd seltzam, so sint sie doch mher (118) teils vorgebens vnd vnnutz, dartzu erschrecken die lewt davon, als so sie machen ein gesicht in lufften, oder in stuben, von gewappenten lewten, vorstorben geisten oder ander narren weysz, Wolchen vnderscheyd, vns leret, der heilig Chrisostomus Homelia .xix. super Matheum operis imperfecti For det andet kan man erkende dem på frugten og nytten. F. eks. når et sygt menneske bliver hjulpet derved, når der ikke blot findes noget forunderligt derved, men også noget nyttigt. Anderledes med trolddomgerningerne, selv om de er underfulde og sjældne, så er de dog mere forgæves og unyttige, og desuden skrækker de folk bort, f. eks. når de laver et syn i luften eller i stuerne af bevæbnede folk, afdøde ånder eller andre narremåder. Denne forskel lærer os den hellige Chrysostomus i sin 19. homeli over Matthæus, operis imperfecti.

⁹⁴ Czum dritten so geschehen der tzouberer mirackel mit beschwerung caractern vnd anruffung des boszen geystes, Aber der liben heiligen, aleyn in, durch, vnd mit Got, wy der heilig Gregorius schreybet homelia .cxv. super Ezechielem, also sprechende, in der heiligen schrifft leszen vnd finden wir die mirackel vnd krafft der wunderwerck der liben heyligen, das eyner hat das mer gespalten, der ander die sonnen auff gehalten, der dy todten erwecket, diser die krancken mit [Piij] seynem schadten ader schweysztuchlin gesundt gemacht, Wolches alles sie aleyn durch den gethan des glouben sie betzeuget vnd vorkundt haben. For det tredie så sker trolddomsmiraklerne under besværgelse af personerne og anråbelse af den onde ånd, men de kære helgeners mirakler sker alene i, gennem og med Gud, som den hellige Gregorius skriver i homeli 115 over Ezekiel, hvor han siger således: I den hellige skrift læser og finder vi de kære helgeners mirakler og undergerninger, såsom at én har delt havet, en anden fået solen til at stå stille, én opvakt de døde, en anden gjort de syge raske med sin skygge eller med sin svededug, hvilket altsammen de alene har gjort gennem den tro, de har bevidnet og forkyndt.

⁹⁵ Czum vierden szo scheynen vnd gleyssen der tzouber mirackel wol ein weyle, sie haben aber in die harr keyn bestand, dann es aleyn ein betrug vnd nichtzit warhafftiges daran ist, wie Egesippus schreybet lib. iij. de cladibus Judeorum das der tzouber Simon sich ausz seyner tewfelischen vormessenheit tzo Rom mitt sant Peter vmb den hals vorwilliget, welcher den todten iungling (der nawlich do vorstorben was) vom todt auff erwecken mocht For det fjerde, så skinner og glitrer trolddomsmiraklerne vel et stykke tid, men de har ikke i længden bestand, for det er alene et bedrag og der er intet sandfærdigt deri, som Egesippus skriver i bog 3 om jødernes ulykker, at Simon mager i sin djævelske forvovenhed gik med til en væddekamp med Skt. Peter i Rom om hvem der kunne opvække den døde unge mand (som fornylig var død dèr).

⁹⁶ Vnd wiewol gemelter tzouber sein kunst am ersten vorsucht vnd durch des tewffels gespenst tzuwegen brecht das der todt das heupt ein wenig reget, So vormocht er doch nith tzu machen das er wer auffgestanden, ader warhafftig erquickt worden, wie sant Peter darnach thet yn dem namen Jesu, Og selv om denne mager forsøgte sig med sin kunst som den første og ved djævelens blændværk fik udvirket, at den døde bevægede hovedet en smule, så formåede han dog ikke at udvirke, at han stod op eller virkelig blev levende, som Skt. Peter derefter gjorde i Jesu navn.

⁹⁷ Die andern leren vnd tzeychen wie man die mirackel erkennen sol wil ich umb kurtz willen fallen lassen, Ich hab auch wol gelesen, das Machmet, in seym Alchoran die mirackel gar vorworffen hat, darumb das er keins thon kund, vnd ym das Got nith vorhengen wolt, Das aber sein grab in lufften schweben sol, ist der betrug lang erfaren das es von einem magnet also enthalten wirt De andre lærestykker og tegn, hvormed man kan erkende mirakler, vil jeg for kortheds skyld lade ligge. Jeg har vel også læst, at Muhamed i sin koran helt har forkastet miraklerne, eftersom han ikke kunne gøre nogen selv, og Gud ikke ville tillade ham det. Men at hans grav skulle svæve i luften, det har længe været erkendt som et bedrag, fordi den bliver holdt sådan af en magnet.

⁹⁸         Aber mit der liben heyligen greber, gebeyn vnnd heiligthumb hat es gar vil ein ander gestalt, dann ynen Christus selber tzugesagt das sie die wundertzeichen die er (119) gethann vnd noch vil grossere thon wurden Joannis .xiiij. Derhalben vnd dieweyl yre corper in der schrifft nith gar todt sonder mher schlaffend genant werden So haben die selben yre corper gebeyn vnd heyligthumb wie Damascenus schreybet lib. iiij. cap. xvi. gleych die selben krafft vnd thon geleych so wol wundertzeychen als do sie lebten. Wie die schrifft sagt, vom Joseph vnd Heliseo ecclesi. xlix. Gregorius von Fortunato lib. dialogorum .i. cap. xxxiij. Vnd Ambrosius von Geruasio vnd Prothasio die er selbs erhaben,         Men med de kære helgeners grave, ben og helligdomme har det en helt anden sammenhæng, for Kristus har selv forjættet, at de vil gøre de undergerninger, som han har gjort, og gøre nogle, der er endnu større, Joh 14,12. Derfor og fordi deres legemer i skriften slet ikke kaldes døde, men sovende, så disse helgeners legemer, ben og helligdomme, som Damasceneren skriver, bog 4, kap 16, ganske den samme kraft og gør lige så mange undergerninger, som da de levede. Sådan siger skriften om Josef og Elisa, (Sir 49,17f. 48,13); sådan siger Gregor om Fortunatus, dialogernes bog 1, kap 33; og Ambrosius om Geruasius og Prothasius, som han selv ophøjede.

⁹⁹ Wie ouch ytzo bey vnsern getzeyten ougenscheynlich der selig vater Bischoff Benno ym stifft tzu Meyssen leybhafftig rhwende, oder Got durch yn vnnd vmb seyns vordinstes willen gar [Piijb] vil frommer lewt, die eyn tzuflucht tzu ym gehabt vnnd yn yren noten angerufft wunderbarlich geholffen vnd noch teglich hilffet, Derhalben dann sein erhebung mit gnugsamer vnd glaubwirdiger kontschafft seynes heyligen lebens vnd mirackel nu ein lange tzeit mit grossem vleys bey dem Bepstlichen stul gesucht worden, vnd als ich hoff gar schir seyn end erlangen vnd ein seligen vorgang haben wirt Vnangesehen was bose lewt dawider reden, Og som også nu i vore dage øjensynlig den salige fader Biskop Benno levende hviler i Meissen stift, eller som også Gud gennem ham og for hans fortjenesters skyld underfuldt har hjulpet og endnu dagligt hjælper mange fromme mennesker, der har taget deres tilflugt til ham og i deres nød har anråbt ham. Derfor er der da også nu igennem lang tid søgt om hans ophøjelse med tilstrækkelig og troværdig kundskab om hans hellige liv og mirakler ved den pavelige stol, og forhåbentlig vil ansøgningen være færdig snart og få en salig udgang, uanset hvad onde mennesker taler derimod.

¹⁰⁰ Dann ouch der heilig Ambrosius, do er Geruasium vnd Prothasium erhub von den Arrianischen ketzern der gleychen reden ouch hat horen mussen Vnd wiewol vil vnkost so ein lange tzeyt als die sach getriben ist, darauff gegangen, vnd tzu herligkeit vnd solemnitet des grossen hohen werckes noch ein mercklich summa, Dartzu gepuren wil, Szo ist sich doch nith tzuuormuten, weder tzu dem Bapst noch tzu der kirchen tzu Meyssen, das nichtzit hierinn, Dann tzeitlich Rum oder gelt, vnd nicht die er Gotes tzuuorderst in dem gesucht werd, Wie Luter mit den Arrianischen ketzern das vnd anders tzum ergisten dewten wil, (adel04#25) For også den hellig Ambrosius måtte høre den samme tale fra de arianske kættere, da han ophøjede Gervasius og Prothasius. Og selv om der i den lange tid, sagen har stået på, er løbet mange omkostninger på, og det også er sømmeligt, at der til herlighed og højtidelighed giver en ganske stor sum, så kan man dog ikke formode, hverken om paven eller om kirken i Meissen, at der ikke søges andet deri, end timelig berømmelse eller penge, og ikke først og fremmest Guds ære, sådan som Luther, ligesom de arianske kættere, vil tyde det på værste måde.

¹⁰¹ Dann wir haben exempel vnd vorbild, von der Christenlichen kirchen, den heiligen vetern, vnd bewerten schrifften, Es ist vns ouch tzu disen ferlichen tzeyten tzuuoran von noten, das wir vil vorbitter bey Got haben, damit wir ym glouben dester Ehe bestendig bleyben mogen, vnd sol den ytzigen oder nachkomenden heyligen, Ir gepurend Ehr vnd lob gleich szo wenig entzogen werden als denen die vor langer tzeit canonisirt worden sint, Derhalben das Luter sagt ob es (120) gleich vor tzeyten gut gewest die heyligen tzuerheben (das er dannocht in ein tzweiuel stelt vnnd nicht bekennen will) so wer es doch itzt nicht mer gut, (adel04#25) das ist ein pur lauter lugen, For vi har eksempler og forbilleder fra den kristne kirke, fra de hellige fædre og fra agtværdige skrifter. Og i disse farlige tider er det først og fremmest nødvendigt for os, at vi har forbedere hos Gud, for at vi så meget mere kan forblive bestandige i troen, og de nuværende og fremtidige helgener skal ikke miste den ære og pris, der tilkommer dem, lige så meget som den tilkom dem, der for lang tid siden blev kanoniseret. Når derfor Luther siger, at selv om det i tidligere tider havde været godt at ophøje de hellige (hvilket han alligevel stiller sig tvivlende overfor og ikke vil bekende selv), så ville det dog ikke være godt mere, så er det en ren og skær løgn.

¹⁰² Dann was an ym selber gut, das ist alwegen gut, vnd ye mer ye besser Das aber Wickleff vnd Husz, die wie obgemelt der heiligen erhebung vnd wunderwerck ouch angefochten, ausz Augustino de vera religione beweren haben wollen Das die mirackel die ym anfang vmb einsetzung vnd sterck des glaubens geschehen, hinfurt nit mer geschehen solten oder wurden, damit wir vns nith stets flyssen aleyn auff sichtbarli- [P4] che auszwendige ding, Das widerruffet Augustinus selber lib. retractionum .i. cap. xij. vnd noch bey seynen getzeyten selber grosse wundertzeychen gesehen hab, tzu Meylanndt bey dem grab Geuasij vnd Prothasij die sant Ambrosius wie oblaut erhaben hat, For hvad der i sig selv er godt, det er altid godt, og jo mere jo bedre. Men at Wickleff og Huss, som som ovenfor sagt også anfægter helgenernes ophøjelse og undere, mener, at kunne bevise ud fra Augustins 'om den sande religion', at de mirakler, der i begyndelsen skete for at oprette og styrke troen, fremover ikke mere skulle eller ville finde sted, for at vi ikke altid skulle støtte os til udvendige, synlige ting, det tilbagekalder Augustin selv i bogen retractionum 1, kap 12, og endnu på hans tid har han selv set store undergerninger, i Milano ved Gevasius' og Prothasius' grav, dem, som Skt. Ambrosius, som før sagt, har ophøjet.

¹⁰³ do bey ich disen artikel auff dismal ouch bleyben lassen vnd mich tzu allen frommen Christen menschen vorsehen wil sie werden sich Luters ketzerisch vornhemen ausz der alten ban yrer veter vnd der Christenlichen vbung szo leychtlich nith furen, noch yre gute werck darumb vnderlassen werden. Hermed vil jeg for denne gang lade det forblive, angående denne artikel, og hermed have gjort mit til, at alle fromme kristne mennesker ikke så let lader sig forlede af Luthers kætterske foretagende bort fra det gamle bånd til deres fædre og den kristne tradition, eller af den grund lader deres gode gerninger være.

104

105

Noter:

n12: I disputationen med Eck anerkender Luther brugen af Makk 12,45f som bevis for, at det er godt at bede for de afdøde. (eck-08#11).

n30. Vulgata lyder: 73:8 dixerunt in corde suo cognatio eorum simul quiescere faciamus omnes dies festos Dei a terra. Lidt anderledes end den danske oversættelse, der har: De tænkte: "Vi underkuer dem alle." De brændte alle Guds åbenbaringssteder i landet. (Sl 74,8)

n31: Vulgata til stedet 74,9 har: 74:9 quia calix in manu Domini vini meri plenus mixto et inclinavit ex hoc in hoc verum fex eius non est exinanita bibent omnes peccatores terrae. Den danske oversættelse har (Sl 75,9): For Herren har et bæger i hånden med brusende, velblandet vin, og han skænker af den, selv bærmen drikker alle jordens ugudelige (Sl 75,9).

n49: I lignelsen om den store nadver, siger Herren til tjeneren: nød dem til at gå ind, compelle intrare. Det bruges på en måde, der kan forstås #24. Men her bruges det som en ret uforståelig terminus technicus.

n63: Angivelsen, Euseb 2,15, synes ikke at passe. Derimod kan skildringen, der står Euseb 2,17, passe godt med stedet her. Blot skal så bemærkes, at Euseb her holder sig til jøden Filo, og at det ikke har været de kristnes liv, Filo har skildret.

n82: Vulgata har: laudate Dominum in sanctis eius, den danske oversættelse, Lovpris Gud i hans helligdom.

n82a: Vulgata har: congregate illi sanctos eius, den danske oversættelse: Kald mine trofaste sammen hos mig.

n82b: Vulgata har: pretiosa in conspectu Domini mors sanctorum eius, den danske oversættelse: Dyrebart i Herrens øjne er hans frommes liv.