Hieronymus Emsers svar på Luthers assertio, fra omkring november 1519, tredie afdeling. Tilbage til første afdeling. Tilbage til anden afdeling.
Det bemærkes, at oversættelsen er højst foreløbig,
nærmest en 'råtekst'. Sædvanligvis anfører jeg
med (?) de steder, jeg er i tvivl om. Her kan man ikke regne med noget
sådant. Også ikke markerede steder kan indeholde brølere,
ting, der er forstået helt forkert eller noget, der i altfor høj
grad beror på gætværk fra min side. Efterhånden
som jeg får arbejdet mig igennem teksten flere gange, vil muligvis
nogle af de værste brølere forsvinde.
| 1 Luter. Verum illud suavissimum vel balsamum Emserianum. (lutems02#7) Emser. Oleum autem peccatoris non impinguet caput meum. Sed suntne ista Theologi an scurrae aut plani alicujus verba? Plane plani, qui ex eodem capro nunc balsamum, nunc olidum faciet hircum. Miratur autem planus hic, quod pontificatum Petri simul et divini juris quoad commissionem, et lento incessisse gradu quoad executionem Romae factam, dixerim. | Luther: Men [hvordan skal jeg forbigå følgende] søde og balsamiske emser-argument? Emser: Men han pånøder ikke mit hoved synderen olie. Men er mon disse ord teologens for-sjov-ord eller en eller andens ligefremme ord? Han må bestemt tale ligefrem, han, som ud af den samme gedebuk snart kan fremkalde balsam, snart stank. Men det ligefremme forbavser her, fordi jeg har sagt, at Peters pavedømme på én gang både er af guddommelig ret, forsåvidt angår overdragelsen, og er af en langsomt stigende grad, forsåvidt angår udførelsen i Rom. |
| 2 Vellem ego scire a te Magister noster, si saltem evangelium credas jus esse divinum. Quod si sic, (L718) cur ergo vel hodie tam lento operatur in nobis successo, ut qui evangelium praedicamus, secundum evangelium non vivamus? Cur Christus idipsum apostolis sancta quadam indignatione exprobrat: o stulti, dicens, et tardi ad credendum. (Luk 24,25) | Jeg kunne godt tænke mig at få at vide af dig, vor læremester, om du tror, at kun evangeliet er af guddommelig ret. For hvis det forholder sig sådan, hvorfor virker det da selv i dag så sen en efterfølgelse i os, så vi nok prædiker evangeliet, men ikke lever efter det? Hvorfor siger Kristus det samme, bebrejdende, til sine apostle med en hellig forargelse: 'O I uforstandige og tungnemme til at tro'. |
| 3 Et tamen facilius est credere quam facere: Ita verbum Dei (quod jus puto esse divinum) etsi in seipso tarda nesciat molimina, in nobis tamen multa saepe invenit obstacula, ut temporia locorum personarum et id genus, ut interim taceam legem mentis nostrae divino juri et legi suapte repugnantem ac rebellem. | Og dog er det lettere at tro end at gøre: Derfor, Guds ord (som jeg skulle mene er af guddommelig ret) skønt det i sig selv ikke véd af nogen forsinkende vanskelighed, så finder det dog i os ofte mange forhindringer, såsom tidspunkter for steder og personer og den slags, for slet ikke at tale om, at vort sinds lov kæmper imod og gør oprør imod den guddommelige ret og den dertil svarende lov. |
| 4 Quamvis ego ita tardiorem Petri ad Romam adventum, similitudine quadam (quae plerumque claudicat) adjuverim, ut ipsum magis summum (de quo agimus) Pontificatum Romam secum adtulisse, quam Romae primum suscepisse, aut illi acceptum referre oportere contenderim. | Skønt jeg således holder Peters ankomst til Rom tilbage, så vil jeg hjælpe mig med en sammenligning (som ganske vist halter lidt), så at jeg har bestræbt mig mere for, at han selv fører ypperstepræsteembedet med sig til Rom, end jeg har bestræbt mig for, at det bør optage det først i Rom eller gengive det som modtaget dèr. (?) |
| 5 Luter. Vide mi Emser an non sint haec inter pocula dicta. (lutems02#8) Emser. Narratur et prisci Catonis virtus incaluisse aliquando mero. Mallem ego te sobrie scribere, quam sobrie bibere. Sed cur ista de crapula et ebrietate toties repetita, non objicis etiam patribus tuis quibusdam ventriosis illis ac porcipascis. | Luther: Se til, kære Emser, at du ikke siger dette mellem pokaler. Emser: Man fortæller også, at den gamle Catos dyd var blevet varm temmelig ægte. Jeg vil hellere skrive ædrueligt til dig, end drikke ædrueligt. Men hvorfor disse mange gentagelser om rus og drukkenskab, bebrejder du ikke også dine fædre, at de var tykmavede eller havde svinske lyster. |
| 6 Quorum unus (quem nunc non nomino) magna ex parte hujus contra me invectivae incentor est: Putans impune velle illudere Hieronymo, sicut et fratribus suis, quos nisi proni in terram idolum hoc adoraverint excenturiat et in exilium relegat, Novit Deus, quod epistola mea magis mihi inter lachrymas quam iter [inter] pocula est descripta. | Af dem er én (jeg vil ikke her nævne navne) for en stor del i denne sag optændt af et stort had til mig. Han mener ustraffet at kunne narre Hieronymus, sådan som han også narrer sine brødre, som han, hvis de er gunstige imod ham og beundrer dette jordiske afgudsbillede, afmelder og sender i eksil. Gud skal vide, at jeg mere har skrevet mit brev under tårer end mellem pokaler. |
| 7 Nam et hodie illacrymari cogor temporum nostrorum infelicitatem, quo hi qui recta nobis studia inferre gloriantur, contentiones, rixas, scandala ac schismata inferunt: Et sicut Erasmus Theologiam ad fontes, ita illi ad furias revocare nituntur. | For også i dag tvinges jeg til at græde over vore dages ulykke, hvor de, der praler af at indføre os i de rette studier, indfører os i konkurrence, stridigheder, skandaler og splittelser. Og ligesom Erasmus søger at kalde teologien tilbage til kilderne, således søger de at kalde den tilbage til furierne. |
| 8 Luter. Et adeone vilis tibi res jus divinum monarchiae tuae, ut ipsum unius latronis dilatae saluti compares. (lutems02#10) Emser. Nec inepta fuit comparatio, nec vilis tunc latro paradiso subarratus, licet non jure sed indulgentia et privilegio salutem sit adeptus. Injuste autem tu Romanae ecclesiae jura ac privilegia toties expostulas: quae illa (in multorum etiam praejudicium) tam liberaliter tibi communicavit. | Luther: Og er ikke den guddommelige ret ved dit herredømme en for billig sag for dig, når du sammenligner den med det, at den ene røver fik sin frelse udskudt? Emser: Det var ikke nogen dårlig sammenligning, og det var heller ikke en billig udskydelse for røveren af paradiset, selv om frelsen blev givet, ikke efter retsprincipper, men ved nåde og privilegium. Men du bebrejder hele tiden den romerske kirke noget, og det både efter retsprincipper og efter privilegier, den, som dog på den anden side (til manges fortrydelse) omgås dig så frit. |
| 9 Sed quod obiter garris de Petro cum Joanne misso Act. VIII. quo vel uno expugnasse tibi videris ejus superioritatem, (lutems02#12) aliter sentires tu, si ex pietate potius quam ex rancore et furia sacras tractares literas, videsque id Petrum fecisse exemplo Magistri sui, qui se pariter et a patre mitti passus est, et sese simul (L719) ipse misit: | Men det, som du i forbifarten fremhvæser om Peter, der blev udsendt sammen med Johannes i Apg 8,14, og ud fra det ene eksempel mener du at have tilintetgjort hans overhøjhed, det ville du mene anderledes om, hvis du havde behandlet den hellige skrift mere ud af fromhed end ud af råddenskab og vrede; så ville du se, at Peter gjorde det efter sin læremesters eksempel, som ligeledes fandt sig i at blive sendt af sin fader, og samtidig sendte sig selv. |
| 10 Sicut se etiam tradidit pro nobis, et nihilominus a patre traditus est. Ita Petrus non tam missus est quam ultro etiam seipsum mittendum obtulit. Denique in fine hujus tomi falso iterum contra me syllogizas. (lutems02#13) Non dedi enim dilationem Petro his annis ab officio potestate et jure divino, sed ut supra dixi tardiorem ejus ad Romam adventum similitudine hac adjuvi. | Ligesom han nemlig selv overgav sig for vores skyld, og ikke desto mindre blev overgivet af faderen, således blev Peter ikke i så høj grad sendt, som han ofrede sig selv i at skulle sendes. Endelig laver du i slutningen af dette afsnit igen en fejlslutning imod mig. Jeg har nemlig ikke givet Peter udsættelse i disse år fra hans embedes magt efter guddommelig ret, men som ovenfor sagt har jeg med denne sammenligning givet en forklaring på hans senere ankomst til Rom. |
| 11 Luter. Si autem Zelus tuus adeo ardet pro me et Boemis erudiendis: (lutems02#14) Emser. Hic iterum partem tuam cum Boemis ponis, quod mihi supra miraculi instar objeceras. Luter. Adhibe igitur manum tuam, doce nos sapientiam tuam. Mea propositio de primatu papae non est mea, sed Niceni consilii. (lutems02#14) Emser. Et mea sapientia non est mea sed Christi. Qui ut olim Balaae ex asina, ita nunc forte ex hoc Aegoceronte tibi etiam loqui dignatus est. | Luther: Men hvis din iver i den grad brænder for at oplyse mig og bøhmerne, Emser: Her sætter du igen din sag lige med bøhmerne, hvilket du ovenfor bebrejdede mig som noget højst besynderligt. Luther: Altså hånd på værket, lær os din visdom. Min tese om pavens primat er ikke min, men Nikæa-koncilets. Emser: Og min visdom er ikke min, men Kristi visdom. Ligesom han dengang talte til Bileam gennem æslet, således værdiges han måske nu at tale til dig gennem denne stenbuk. |
| 12 Nam is ab initio elegit contemptibilia, ut confunderet fortia (1 Kor 1,27). Sed tu pejor Balaam (qui compunctus ex asinae voce jussis obtemperavit divinis) nullam divinam scripturam contra te accipis, nullam etiam rationem admittis. Sic enim infra ais: Verum esse Romanum Pontificem jure divino superiorem nulla ratione credam, nec unquam confitebor (lutems02#36). Et tamen hic doceri postulas. | For han udvalgte fra begyndelsen det foragtelige, for at gøre det stærke til skamme. Men du er værre end Bileam (han adlød dog de guddommelige befalinger, da han var blevet ramt af æslets stemme), du godtager ingen beviser fra den guddommelige skrift imod dig, du tillader heller ikke nogen fornuftsgrunde. Senere siger du nemlig således: "Det er sandt, at jeg afskaffer den romerske pave efter guddommelig ret, jeg tror ikke på nogen måde på det, ejheller har jeg nogensinde bekendt det". Og dog mener du her, at du kan blive belært. |
| 13 Nonne stultissimus sim si ratione contra eum contendere velim, qui rationi nuncium misit ac valedixit: Cum tamen inter disputandum praestatione solenni (ut vocant) pollicitus sit, non suo capiti, sed judicum in hoc sententiae condescendere. Ne ergo et ego operam ludam et sumtum, et ille in superbiam elatus, ut Paulus inquit, in judicium incidat (1 Tim 3,6), et in laqueum Diaboli, Pontifici et ecclesiae ceritum sive paraliticum hunc curandum, et tam Nicenum quam Constantiense illi concilium latius declarandum relinquo. Illius enim hoc non nostri est officii. | Mon jeg da ikke ville være torskedum, hvis jeg ville prøve at finde fornuftsgrunde imod ham, som sender besked med fornuften og sender en afskedssalut: Dog, eftersom der blandt det, der skal disputeres ved en højtidelig præstation, som man siger, er givet løfte om, at nedlade sig til dette, ikke efter hans hoved, men efter dommernes mening, at altså ikke også jeg skal få et narreværk og en udgift, og han bliver hovmodig, som Paulus siger, og falde ind under djævelens dom og snare, her må man sørge for pavens og kirkens ceritum (?) eller lammelse, og jeg overlader ham både Nikæa-koncilet og Konstanzer-koncilet til yderligere forklaring. For det er hans opgave, ikke vor. |
| 14 Luter. Sed Stesichorus meus ita inter vituperia et laudes Martini fluctuat. (lutems02#16) Emser. Inepte. Stesichorum me appellas tuum: quando mea cum Stesichoro opera pugnet, et tota sit praepostera. | Luther: Men min Stesikorus svinger således mellem dadel og ros overfor Martin. Emser: Nej, du kalder min Stesikorus din. Når mit værk kæmper med Stesikorus og det hele er bagvendt. |
| 15 Luter. Quis unquam feliciter pugnavit, mi Emser, suis fretus doctrina aut viribus? (lutems02#17) Emser. Perverse hic etiam sententiam et verba mea traducis. Sive enim fretus a fruor descendat, sive incertae sit originis, de quo Grammatici certant, et adhuc sub judice lis est, non fuit mens mea gratiam Dei per hoc excludere, sed Erasmum secutus sum, tenentem, Paulo etiam profuisse (praeter gratiam linguarum, cum reliquis sibi apostolis com- (L720) munem) meditata ab adolescentia in lege studia, et nativam quandam sermonis puritatem. | Luther: Hvem har nogensinde kæmpet heldigt, kære Emser, uden at støtte sig til enten sine læresætninger eller sine kræfter? Emser: Også denne sætning er forvendt, og du fordrejer mine ord. For hvad enten støtten nedstammer fra ??, eller oprindelsen er usikker, om hvilket grammatikerne strides, og striden endnu er under bedømmelse, så var det ikke min mening herved at udelukke Guds nåde, men jeg fulgte Erasmus, der holder på, at også Paulus havde gavn af (udover sprogenes nåde, som han havde fælles med de øvrige apostle) at han fra ungdommen af havde studeret loven, og af en vis medfødt ordets renhed. |
| 16 In quo nostris etiam viribus et factis aliquid tribuere videtur Erasmus contra D. Luterum. Et recte quidem. De hoc enim quod quisque didicit, certus esse potest, gratiam autem se DEI habere, ut meus putat Ruffinus qui juraret, etiam Deum loqui cum ipse balbutit, certus esse nullus potest. Nescit enim homo an amore dignus sit an odio. | Heri synes Erasmus i modsætning til dr. Luther at tillægge også vore kræfter og gerninger noget. Og det med rette. For om dette, at enhver lærer, at man kan være sikker på, at man har Guds nåde, sådan som min Ruffinus mener, så han ville sværge på, at også Gud har talt, skønt han selv stammer, at ingen kan være sikker. For mennesket véd ikke om han er værdig til kærlighed eller had. |
| 17 Luter. Omne propositum fuit in angulo latere. (lutems02#17) Emser. Praetegmen hoc est lutrae: Alios sub tunica villos habet. Luter. Nec timebo mi Emser, nec fortissimum nec vocalissimum Ecchium tuum. (lutems02#17) Emser. Saepe Ecchius, multum Ecchius illi in ore, in lingua, in corde est. Hunc ducem, hunc praeceptorem, hunc idolum meum facit, qui hospiti, gentili, viro admodum docto (quorum semper fui studiosus, ut ipse etiam in me expertus est) officium humanitatis exhibui humanitatis Professor licet minimus. | Luther: Enhver hensigt skulle gemmes i et hjørne. Emser: Det er snavsets skalkeskjul. Han har en anden manke under frakken. Luther: Jeg er ikke bange for dig, kære Emser, ejheller for din bomstærke eller højtråbende Eck. Emser: Ofte er Eck, i høj grad er Eck ham i munden, på tungen, i hjertet. Ham har han gjort til min fører, til min leder, til mit idol, fordi jeg som professor i humaniora, skønt i ringe grad, har udvist humanitetens embede overfor en tysk gæst, en lærd mand (hvad jeg altid vil være ivrig for, hvad han også selv har erfaret om mig). |
| 18 At nunc etiam Zelotypo huic monacho hoc indolet, quod fortissimum nominaverim. Sum sane et ipse, inquit, inter scholasticos doctores detritus, quare satis rectum est eum fortissimum a te laudati. Obsecro te Ruffine, qui grammatices alioqui tam studiosus es observator, nonne didicisti superlativum non semper per excessum ad alterum, sed pro suo nonnunquam positivo poni cum adverbo valde, quod pueri etiam in scholis norunt, et in litteris frequens est. | Men nu bedrøves også denne skinsyge munk over, at jeg har kaldt ham bomstærk. Det er jeg sandelig, og han, siger han, er af mindre værdi blandt de skolastiske doktorer, derfor er det ret, at han bliver rost af dig som bomstærk. Jamen, kære Ruffinus, du, som ellers er en så ivrig overholder af grammatikken, har du ikke lært, at superlativ ikke altid anbringes som det sidste trin mod det høje, men også af og til kan anbringes som noget positivt, nærmest lig adverbiet 'meget'? Det véd selv børn i skolerne, og det forekommer ofte i litteraturen. |
| 19 Sic autem me hic accepisse, neque illum tibi neque te illi praetulisse, sed aequabilitate aequabili et minime odiosa comparasse, meus mihi Gellius testis est. Eo tamen livor transversum te rapit, ut oculos habens non videas, aures et non audias. | Sådan bruges det af mig her, og jeg foretrækker hverken ham fremfor dig, eller dig fremfor ham, men sammenligner det lige med det lige, det er der intet odiøst i, det bevidner min Gellius. Men af den grund har misundelse ramt dig, at du har øjne, uden at kunne se, har ører, uden at kunne høre. |
| 20 Luter. Alioquin quid poteras in me blasphemius mentiri quam quod Romani pontificis principatum diceres Martino probari non esse a Deo? (lutems02#22) Emser. Attende mi lector quam hic homo bonas nobis horas in non bono perdit negotio, dum omnia mea invertit. Sunt enim haec verba epistolae meae clare. (emser1#30) | Luther: For hvis ikke det forholdt sig sådan, hvordan kunne du så pålyve mig noget mere blasfemisk, end det, at du siger, at den romerske paves primat af Martin bevises ikke at være af Gud? Emser: Læg mærke til, kære læser, hvordan manden her spilder vores gode tid med noget, der ikke er godt. For ordene i mit brev er klare. |
| 21 Dedit item in resolutione sua recens edita voluntatem hanc esse Dei. (releip05#76ff) Sed quis plus datur pontifici ecclesiae, et vicario Dei his verbis quam Pilato praetori Caesareo, cui pariter dictum est, non haberes potestatem supra me ullam, nisi tibi datum esset desuper. (Joh 19,11) | Han indrømmer nemlig i sin nylig udgivne resolution, at den er efter Guds vilje. Men hvor gives der mere til den pavelige kirke og til Guds vikar, end til den kejserlige prætor, Pilatus, til hvem der ligeledes blev sagt: 'Du ville ikke have nogen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra'. |
| 22 Luter. Quis autem tibi meam supellectilem universam ostendit? (lutems02#23) Emser. Quasi haec vocula omnis, aliter sumi non queat nisi pro signo universali, ut capiunt logici: et ipse (licet insensissimus logices inimicus) logice tamen hic (L721) interpretatur. | Luther: Men hvem har vist dig alle mine læsefrugter? Emser: Som om det ord 'alle' ikke kan forstås på anden måde end som tegn på det universelle, sådan som logikerne forstår det. Og selv udlægger han det dog logisk her (skønt han er en højst ufølsom uven af logikken). |
| 23 Luter. Quid Ecchius protulit novi quod non passim in summistis et sententiariis etiam initati Theologiae legunt? (lutems02#24) Emser. Tutius est vetera imitari, quam nova fingere. Et Plautus sapientes putat qui lubenter vino utuntur vetere et veteres audiunt fabulas. | Luther: Hvad nyt fremførte Eck, som man ikke kan læse overalt i summaerne og sentenserne endda fra teologiens begyndelsessætninger? Emser: Det er sikrere at efterligne det gamle end at opfinde nyt. Og Plautus mener, at de er kloge, der gerne bruger den gamle vin og hører de gamle fortællinger. |
| 24 Luter. Sed ut saltem tu credas me adhuc posse aliquid, nec esse exhaustum etc. Adverte itaque. (lutems02#28) Emser. Egone his naeniis animadvortam? Enimuero apparet exarmatum nunc tandem armamentarium tuum, ubi nil praeter has gerras er serras sophisticas, tanto theologo indignas in medium adfers. | Luther: Men for at du i det mindste skal tro, at jeg godt kan noget, og ikke er udtømt, osv, så hør her! Emser: Jeg skulle ikke lægge mærke til disse sørgesange? Ha! Nej, nu forekommer da omsider dit arsenal udtømt, når du ikke kan fremføre andet end sådan noget sofistisk pjat og savsmuld, ikke en så stor teolog værdig. |
| 25 Sic ubi doctrina deest constans, ad ingenium vetus versutum te recipis, et dum discipulum tuum Judam a te tantopere extrudere festinas, non satis est tibi Emserio illum obtrudere voluisse, nisi pontifici etiam maximo cum hoc illudas, et ex successore Petro non solum Mathiam succenturiatum Judae, verum ipsum etiam Judam facere ausis. | Sådan gør du altid, når du mangler læresætninger: begynder igen at vende op og ned på den gamle forståelse, og mens du skynder dig at jage den af dig så højt værdsatte discipel Judas ud, er det ikke nok for dig at have prakket Emser ham på, nej, du vil også bedrage paven med dette, og du vover at gøre Peters efterfølger ikke blot til Matthias, Judas' efterfølger, men endog til Judas selv. |
| 26 Condoleo certe ovis pastori, filius patri, membrum capiti. Sed tu hoc impune minime feceris. Et ego propter indignitatem ac vilitatem argumentorum tuorum hinc transeo. | Jeg må virkelig have medlidenhed med hyrdens hjord, med faderens søn, hovedets lem. Men du gør dette ganske ustraffet. Og jeg springer det over, på grund af det uværdige ved det og på grund af dine argumenters ringe beskaffenhed. |
| 27 Luter. Atque ita penes quem fuerit haec veritas et justitia, Christus, hic superior est pontifice, debetque pontifici tum resistere, tum monere et emendare. (lutems02#38) Emser. Dialecticabor et ipse aliquando tecum. Martinus Luter pontifici resistit et eum condemnat, emendat dicere volui: ergo apud Luterum et veritas et justitia, Christus. | Luther: Og således må man holde med ham, som er sandhed og retfærdighed, med Kristus, han står over paven, og man bør både modstå paven, og man bør formane og forbedre ham. Emser: Jeg kan også lave lidt dialektik med dig. Martin Luther modstår paven og fordømmer ham, undskyld, jeg mener forbedrer ham. Altså er sandheden og retfærdigheden, Kristus, hos Luther. |
| 28 Sed nos scimus quia Christus non habitat in congerie mortuorum, qui diis suis detrahunt, et loquuntur adversus proximos suos iniquitatem jurandoque decipiunt: Ergo apud Luterum non Christus erit sed antichristus. Praeterea is apud quem est veritas et justitia verus et justus est, per locum a conjugatis, et sic Christus ipse. | Men vi véd, at Kristus ikke bor i dødeliges kaos, som nedgør hans guddommeligheder og taler uret imod deres næste, og bedrager den, der aflægger ed. Altså kan det ikke være Kristus, der er hos Luther, det må være antikrist. Forøvrigt er den, hos hvem sandheden og retfærdigheden er, selv sand og retfærdig, og er ikke blot knyttet til ham, og således er han Kristus selv. |
| 29 Talis autem est Martinus: ergo Christus ipse. Sed quia Christus noster non habet similem (unxit enim eum Deus prae confortibus suis) non Christus sed Antichristus erit Luterus. Tenet consequentia, quia ipse est venator diaboli, et symbolum aliquid habere videatur, lucifer et Luter, seu Luterus dices et luciferus. | Men af den art er Martin. Altså er han Kristus selv. Men fordi vor Kristus ikke har sin lige (Gud salvede ham jo fremfor hans ligemænd) kan Luther ikke være Kristus, men må være antikrist. Konsekvensen holder, for han er selv djævelens jæger, og synes at have bogstavlighed med ham, 'Lucifer' og 'Luter' eller 'Luterus' og 'Luciferus'. |
| 30 Luter. Nonne prophetae eratn inferiores regibus et sacerdotibus? attamen eos judicabant reprehendebant, emendabant. (lutems02#40) Emser. Ergo et Luter inter prophetas? qui pontificem nostrum judicat et reprehendit, magis quam emendet. Sed prophetae id non audebant, nisi singulariter jussi aut missi a Domino. | Luther: Mon ikke profeterne var underordnet kongerne og præsterne? Og dog dømte de dem, bebrejdede de dem, forbedrede de dem. Emser: Er altså også Luther iblandt profeterne? Han dømmer vor pave og bebrejder ham, mere end han forbedrer ham. Men profeterne hørte ikke andet, end hvad de fik befaling til og blev udsendt for af Herren. |
| 31 Et sic etiam vel inui- (L722) ti vel verecunde id faciebant, ut patet de Jona, Samuele, et eo qui dicebat: A a a quis sum ego Domine? (2 Mos 3,11) Luter autem seipsum mittit, inverecundior muliere cui facta est frons meretricis. | Og derfor gjorde de det modvilligt eller undseligt, som det fremgår af Jonas, Samuel, og af den profet, der sagde: Ak, ak, ak, hvem er jeg, Herre? Men Luther har sendt sig selv, han er mere ublufærdig end en kvinde, for hvem er gjort skøgens pande. (?) |
| 32 Tum prophetiam illi suam miraculis comprobabant et innocentia. Ede et tu portentum aliquod, excita mortuis, ut credamus tibi te esse propheten. Videamus tamen quomodo constet sibi doctrina magistri nostri. | Dengang beviste de deres profeti med mirakler og uskyldighed. Lav også du et jærtegn, opvæk de døde, så vil vi tro, at du er profeten. Dog, lad os se, hvordan vor læremesters læresætning står fast for ham. |
| 33 Supra dixit eum penes quem sit veritas et justitia superiorem esse pontifice, sed apud prophetas fuit utique veritas et justitia, pro qua etiam sanguinem suum fuderunt, et tamen hic dicit eos fuisse inferiores non solum sacerdotibus, sed et regibus. Quid si Ecchius ista diceret? | Tidligere sagde han, at den, hos hvem sandhed og retfærdighed var, var overordnet paven, men hos profeterne var i hvert fald sandhed og retfærdighed, for hvilke de endda var villige til at udgyde deres blod, og dog siger han her, at de var underordnet ikke blot præster, men også konger. Hvad hvis Eck havde sagt det? |
| 34 Luter. Adde quod potestas in ecclesia nulla est: nisi pro coercendo peccato quod liget ac solvat. (lutems02#41) Emser. Etsi verum esset quod ais, quia tamen ut dicit scriptura omnes quidem peccavimus, et si dixerimus quoniam peccatum non habemus ipsi nos seducimus et veritas in nobis non est, 1. Joannis 1. | Luther: Læg dertil, at magt i kirken ikke er noget, andet end til at tvinge synden, som han binder og løser. Emser: Selv om det er sandt, hvad du siger, fordi jo dog skriften siger, at vi alle har syndet, og at hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os (1 Joh 1,8), |
| 35 Iccirco huic potestati nos omnes decet esse subjectos, et diligere ac honorare eum, sine cujus potestate nec Luter a perjurio, irregularitate et aliis, nec nos a peccatis nostris absolvi possumus, et hoc quoad contemptum, secus in necessitate. | så bør vi dog alle være underordnet denne magt, og elske og ære den, for uden den magt kan end ikke Luther afløses fra sin mened, eller fra andre irregulariteter, og vi kan heller ikke afløses fra vor synd, og det hvad angår foragten, anderledes i nødvendigheden (?). |
| 36 Sed quot sunt extra peccatum casus et negotia, circa sacramenta ecclesiastica, sacras cerimonias, canonicas sanctiones, bona ecclesiae, quibus tanquam stipendiis sacra carere nequit militia, in quibus omnibus necesse est ut sic potestas, ordo, et ad unum aliquem recursus, ne fiat confusio? | Men alt det, der er udenfor syndens tilfælde og område, det, der handler om kirkelige sakramenter, hellige ceremonier, kanoniske sanktioner, kirkens godser, hvormed man som med soldatersold kan drage omsorg for den hellige krigsførelse, i alt det er det nødvendigt, at der findes magt, orden, og det er nødvendigt, at man kan henvise til kun én, at der ikke skal opstå forvirring? |
| 37 cLuter. Dico pontifices primo teneri sub peccato mortali ut resistant pestilentibus his moribus Romanae curiae. (lutems02#42) Emser. Et ego dico eos nihilosecius peccare qui summo te sinunt pontifici (cui pariter sacramento obstricti sunt) tanto jam tempore oblatrare, plebem inficere, tumultum excitare. | Luther: Jeg siger, at paverne først og fremmest skal fastholdes på, at de under trussel om dødsstraf modstår disse pestbringende skikke hos den romerske kurie. Emser: Og jeg siger, at de ikke synder værre, som tillader dig over så stort et tidsrum at udskælde paven (som de er forpligtet på, som på et sakramente), at påvirke folket, at opfordre til optøjer. |
| 38 Et videant certe ne haec faba in dorso tandem ipsorum cudatur (n38), ut paucos ante annos contigit in Pannonia. Propterea enim (ni vana sunt praesagia) ad radicem securius est posita, ut arbore cadente, in ramos fiat simul incisio. Neque enim alia de causa Scarabeus Aquilae nido insidiatur quam ut ova possit collidere. | Og de skal givetvis passe på, at det ikke i sidste ende kommer til at gå ud over deres ryg, som det for få år siden skete i Pannonien. For af den grund (at det ikke skal være tomme forudanelser) er det mere sikkert at være placeret ved roden, for når træet falder, sker der samtidig skade på grenene. Og der er heller ingen anden grund til, at skarabæen anbringer sig i ørnens rede, end at den kan sønderslå æggene. |
| 39 Romanae autem curiae mores vel tempore Hieronymi depravati fuere: nec mirum in tanta hominum colluvie, cum non solum secularium etiam principium aulae suas patiantur harpyias, (n39) capniopolas, aeruscatores, ac harpagatores, sed nec ullus reperiatur fratrum aut monachorum conventus vel mininus, (L723) in quo non leopardi habitent cum agnis, lupi com ovibus, columbi cum serpentibus. | Men at den romerske kuries skikke nok var fordærvede også på Hieronymus' tid, er ikke mærkeligt når så mange mennesker kommer sammen, eftersom ikke blot de sækulæres, men også fyrsternes hoffolk fandt sig i deres harpyer, kapniopere, æruskatorer og rovbegærlige mennesker, men slet ingen fandt et broder- eller munkekonvent eller mindstebrødre (?), i hvilket ikke leoparderne boede sammen med lammene, ulvene med fårene, duerne med slangerne. |
| 40 Denique habent Germani principes sua cum Romana sede compactuta (ut vocant) cum annatis palliis ac beneficiis conferendis, in quibus, si illis fides non servata fuerit, justa est causa, exhortandi pontificem, ut pacta serventur illaesa, ut suis modum imponat, et eos propter quos male audit Sanctitas sua corripiat. Nunquid hoc satius, quam tragicis rem agere convitiis, ac civilia et intestina movere bella? | Dernæst har de tyske fyrster deres aftaler (som de kalder det) med palliums-annater og tilførte velgerninger, hvori, hvis troen ikke skal tjenes med dem, det er en retfærdig sag at opfordre paven til at tjene pagten uden at bryde den, så at hans hellighed pålægger dem efter sin mode, og tilraner sig dem, på grund af hvilke han har hørt ondt (?). Mon ikke dette er mere end tilstrækkeligt til at føre en sag med tragiske skældsord og til at påbegynde borgerkrige og indre krige? |
| 41 Luter. Idem pertinet ad nos omnes. (lutems02#43) Emser. Haec tua sit Theologia. Mecum enim nondum constat, fas esse vel expedire, nedum pontificem, verum quemlibet etiam principem aut magistratum, velut apud Athenienses olim Thesmothetas, in disquisitionem vocari debere a subditis suis, et illis de singulis actis et factis eorum reddere rationem. | Luther: Det samme vedrører os alle. Emser: Det må så være din teologi. Men for mig er det endnu ikke fastslået, at det er passende eller godt, at paven eller en hvilkensomhelst fyrste eller magistrat, sådan som hos athenerne i gamle dage Thesmothetas, bør kunne kaldes til undersøgelse af sine undergivne, og at de skal aflægge regnskab for hver enkelt handling og gerning overfor dem. |
| 42 Imo contrarium Amasis institutum, per Solonem postea ab Aegyptiis Athenas translatum, magis ipse commendarim. Isto enim more evenire certe tandem posset (quod tu tam tragice exclamas) ut nullus reperiretur non solum pontifex, verum cujusque etiam civitatis Senator aut decurio, qui communem ac publicam hanc judiciorum aleam subire vellet. Sed tibi omnia licent, quamquis non omnia expediant. (1 Kor 6,12) | Ja, jeg vil hellere selv anbefale det modsatte af Amas' indretning, det, der bagefter blev overført gennem Solon fra ægypterne til athenerne. For ved den skik kan det i hvert fald forekomme (det, som du på tragisk vis udråber) at der ikke findes nogen, hverken nogen pave eller nogen by-senator eller rådsmedlem, som vil gå ind under denne almindelige og offentlige betaling af dommene. Men for dig er det altsammen tilladt, selv om det ikke altsammen er gavnligt. |
| 43 Certum non est quod te provocatorius Parisiensium libellus excuset: illi enim pro vetere consuetudine, quae juris instar habetur, provocaverunt; Tu ut impune tibi liceat in omnes passim debachari. Postremo nunquam tu mihi persuadebis licere in Pontificem Lutero quod in Petrum licuit Paulo. (lutems02#44) | Det er ikke sikkert, at parisernes lille provokatoriske bog vil undskylde dig. For de har fremkaldt som en gammel sædvane, hvad der haves med retsvægt. Du har fremkaldt det, for at det kan være dig tilladt ustraffet overalt at være rasende imod alle. Endelig vil du ikke kunne overbevise mig om, at det er tilladt Luther at gøre overfor paven, hvad Paulus gjorde overfor Peter. |
| 44 De Paulo enim scimus quia vas electionis fuit ad evangelizandum nomen Dom. coram gentibus. De Lutero autem nondum scimus utrum ex Christo sit, an ex diversa parte. Praeterea ut divus ait Hieronymus, quod a Paulo fiebat libertate fiebat apostolica, salva charitate fraterna. Quare Petrus id, licet superior, benigne acceptabat. | For om Paulus véd vi, at han var et udvalgt kar til at udbrede Herrens navn blandt hedningerne. Men om Luther véd vi endnu ikke, om han er af Kristus eller af den modsatte part. Forøvrigt er det sådan, som den guddommelige Hieronymus siger, at den frihed, der sker gennem Paulus, sker på apostolisk vis, så broderkærligheden bevares. Derfor accepterede Peter det velvilligt, skønt han var den overordnede. |
| 45 In quo etiam a Hieronymo plurimum commendatur, dicente: Laudabilius esse libenter accipere corrigentem quam audacter corrigere deriantem. Quemadmodum Luterus ausu et temeritate diabolica, nullo praevio charitatis aut pietatis, ne dicam reverentiae signo, Pontificem publicis onerat convitiis, omnes ac singolus Episcopos, Abbates, pastores, principes, magistratus, et ultimos etiam plebejae fecis homines, ad insurgendum contra eum armans et exasperans. | Det kommenterer Hieronymys også på mangfoldig måde, idet han siger: 'Det er mere rosværdigt at godtage den, der retter på én, end dristigt at rette på dem, der begår en fejl'. På den måde bebyrder Luther forvovent og med en djævelsk dristighed, uden kærlighedens og fromhedens hensyn, for ikke at sige: uden særlig ærbødighed, paven med offentlige skældsord, og du har gjort hver eneste biskop, abbed, pastor, fyrste, rådsmedlem og underordnet til plebejiske mennesker, idet du bevæbner dem og opægger dem til at gøre oprør imod ham. |
| 46 Quod autem ad fucandam causam tuam verba Christi de patre et matre carnalibus (L724) dicta ad patrem spiritalem, hoc est pontificem et pastorem animarum nostrarum, a cujus obedientia nos his verbis non absolvit Christus, transferre cupis, Vide quomodo tu verbum Dei torqueas, et quod nostris vitio vertis, per crines trahas. (lutems02#45) | Men når du for at besmykke din sag søger at overføre Kristi ord om den kødelige fader og moder til den åndelige fader, det vil sige, til paven og vore sjæles hyrde, for Kristus løser os med disse ord ikke fra lydighed imod ham, se så, hvordan du fordrejer Guds ord, og fordi du fordrejer vore laster, trækker det ved hårene. |
| 47 Luter. Stat ergo Christianae vitae regula, juxta Petrum, ut omnes simul insinuemus humilitatem. (lutems02#47) Emser. Cur igitur tu cristam erigis, cur tam late expandis tumoris tui vela, humilitatis et paupertatis ad mendicitatem usque professor? | Luther: Den kristne leveregel står altså fast, at vi ifølge Peter alle skal iføre os ydmyghed. Emser: Men hvorfor rejser du da din hanekam, hvorfor udbreder du da så vidt din opblæstheds sejl, du, der hidtil har bekendt dig til ydmyghed og fattigdom, lige indtil tiggeriet? |
| 48 Luter. Quis est ergo novus iste furor, hoc jure divino statuere ut peccatum in ecclesia impunitum regnet, titulo majoritatis. (lutems02#48) Emser. Et quae tua est vesania sive caecitas, aut quae te agunt intemperiae, ut summo tonanti trisulca deesse putes fulmina, aut montes Gelboe, si non ultro se emendaverint fortes Israhel? (2 Sam 1,21) | Luther: Hvad er det da for et nyt raseri, at man som guddommelig ret vil fastslå, at synden kan herske upåtalt i kirken, under navn af overordnelse. Emser: Og hvad er det for en afsindighed eller blindhed hos dig, eller hvad er det for en mangel på selvbeherskelse, du føres af, når du mener, at den højeste tordner mangler sin treforks tordenskrald, eller mangler Giboas bjerge, hvis Israels kræfter ikke forbedrer sig yderligere? |
| 49 Quid scis si Deo ita placet propter peccata nostra? Aut quid si Pontifex non tam est in culpa, quam illi imputatur. Nunquid in meliorem partem dubia semper sunt trahenda? | Hvem véd, om dette behager Gud, på grund af vore synder? Eller hvad nu, hvis paven ikke har så stor en brøde, som man formoder om ham? Skal man ikke altid tro det bedste om folk? |
| 50 Luter. Dico certe nulla est majoritas, quem hanc Christus prohibuit dicens, qui vult esse major sit vester servus. (lutems02#52) Emser. Mentiris certe (verbo absit invidia) ac sacrilego ore, tam verba quam sensum Christi evertis. Neque enim dixit, quod nullus debeat esse major, sed quod is, qui major esset, aut esse vellet, non insolesceret ex hoc, neque potestatem suam exerceret instar Tyrannorum dominandi libidine, sed officio, charitate, mutuoque obsequio: | Luther: Jeg siger: Der er givetvis ingen overordnelse, for den forhindrer Kristus, når han siger: 'Den, der vil være stor, skal være jeres træl'. Emser: Her er det givet, at du lyver (den påstand er uden misundelse) og taler blasfemisk med din mund, for du fordrejer både Kristi ord og deres mening. For han sagde nemlig ikke, at der ikke burde være nogen, der var overordnet, men at han, som er overordnet, eller vil være det, ikke skal blive hovmodig deraf, og ikke skal udøve sit herredømme ud af en tyrannisk lyst til at herske, men ud af pligt, kærlighed, gensidig lydighed: |
| 51 Vt sic fieret major tanquam minor, praecessor, aut etiam princeps Erasmo, tanquam ministrator, Lucae XXII. Formam ergo praescripsit majoritatis: ipsam vero majoritatem non sustulit, neque prohibuit quod tu tam impudenter audes afferere. Neque prohibuit his verbis Christus vel Petrum, vel caeteros Praelatos potestatem suam, ubi opus fuerit, exercere, et excessus subditorum plectere. | Og derved kan det ske, at den overordnede er som den underordnede, læreren (eller ifølge Erasmus: fyrsten) som hjælperen, Luk 22,25. Altså, han foreskriver formen for overordnelsen. Men selve overordnelsen ophæver han ikke, ejheller forbyder han den, hvad du så frækt vover at fremføre. Ejheller forbyder Kristus med disse ord hverken Peter eller de øvrige prælater at udøve deres magt, hvor der er brug for det, og straffe deres underordnedes udskejelser. |
| 52 Alioqui peccasset Petrus, peccasset et Paulus, qui non solum baculo consolationis, sed virga etiam correctionis aliquando usi sunt, ut supra diximus. (emser02#80) | Ellers ville Peter og også Paulus have syndet, for de brugte ikke blot trøstens stok, men også irettesættelsens stav i nogen grad, som vi ovenfor har sagt. |
| 53 Nec est, quod moderni Pontifices dura ac importatilia nobis imponant, cum veterum censura longe fuerit austerior, ut qui pro uno saepe peccato septennale indixerint jejunium, pro ebrietate sacerdotem triginta diebus, de fornicatione integro etiam anno a sacris suspenderint: Et id genus multa, quae omnia hodie licentiosius (ni fallor) quam expediat, remissa sunt. | Det betyder heller ikke noget, at de nyere paver har pålagt os hårde indførsler, skønt de gamles censur var fuldt ud skarp nok, såsom at de for én ofte forekommende synd har pålagt os syv dages faste, for en præsts drukkenskab tredive dage, for utugt ét års renhed og suspension fra det hellige. Og meget andet af den slags, som altsammen, om ikke jeg tager fejl, i dag mere vilkårligt, end det er tjenligt, bliver eftergivet. |
| 54 Hoc unum, ut graphice describit Fulgentius, (L725) tam a Pontifice quam a reliquis exigitur, ut eatenus vigilet foris correptio, quatenus intus non dormiat charitas. Ex charitate moneatur, ex charitate puniatur. Sicut beatus Stephanus Judaeos ita redarguebat et confundebat, ut tamen pro eis intercederet, et quantum foris saeviret castigando, tantum intus arderet amando. | Dette enem som Fulgentius beskriver malende, kræves både af paven og af de øvrige, at ligesom i det ydre irettesættelsen er vågen, sådan sover i det indre kærligheden ikke. Ud fra kærligheden skal der formanes, ud fra kærligheden skal der straffes. Ligesom den salige Stefanus således gendrev jøderne og forvirrede jøderne, at han dog gik i forbøn for dem, og i lige så høj grad som han i det ydre var ivrig efter at irettesætte, i lige så høj grad brændte han i det indre af kærlighed. |
| 55 Addit his Augustinus tuus in regula: Non exigi a praelato, si modum etiam excesserit, a subditis petere veniam, ne apud eos, quos oportet esse subjectos, dum nimium servatur humilitas, regendi fragatur auctoritas. Quare sapienter nostri medicinales appellant hujusmodi censuras, ut quae ad salutem magis sint impositae, quam ad perditionem. | Din Augustin føjer hertil i sin regel: 'Det kræves ikke af prælaten, om han end i nogen grad overreagerer, at han skal bede sine undergivne om undskyldning, at ikke hos dem, som bør være undergivne, der gøres skår i den styrendes autoritet, når ydmygheden tjenes altfor meget. Derfor kalder vore læger klogt nok den slags ting domme, fordi de mere pålægges med hensyn til frelsen, end med hensyn til fortabelsen. |
| 56 Ita sanctissimi olim Pontifices tam summi quam medioximi non solum in privatos, verum etiam in reges ac principes his usi sunt: Ut patet de Ambrosio in Theodisium, de Gregorio VII. in Henricum IV. de Alexandro III. in Fredericum cognomento Barbarossam, et aliis plurimis. | Derfor brugte i gamle dage de højhellige paver, både de dygtige og de middelmådige, dette ikke blot overfor privatmennesker, men også overfor konger og fyrster: For eksempel Ambrosius overfor Theodosius, Gregor den Syvende overfor Henrik den Fjerde, Alexander den Tredje overfor Frederik med tilnavnet Barbarosse og mange andre. |
| 57 Aut igitur hos et praecipue Petrum, Paulum ac divum Ambrosium e divorum albo eradicabimus, si potestate et majoritate quam non habuerunt abusi sunt; Aut Martinus hic saltem palinodiam cantabit. | Enten skal vi altså overstrege disse og især Peter, Paulus og den guddommelige Ambrosius fra de guddommeliges liste, hvis de har misbrugt en myndighed og overordnelse, som de ikke havde; eller også må Martin her komme til at æde sine ord i sig igen. |
| 58 c Verum heus tu Martine, nolim existimes, dum Jovi suo Aegoceron hic auxilium fert contra Titanos, commendare eum propterea omnia illius scelera, furta, stupra, auri impluvium, aut id genus caetera, quae Poetae illi tribuunt. | |
| 59 cder mangler en fototekst | |
| 60 c |
| 61 c | |
| 62 c | |
| 63 c | |
| 64 c(L726) laicit, tam de religione quam de superstitione. Omnibus enim his modum necessario statuendum et succurrendum, ipse plane tecum fateor. | |
| 65 Luter. Vides inquam ita nostram hanc disputationem esse depictam, ut nec Apelles ita posset depingere? (lutems02#56) Emser. Pictam vel fictam esse mallem, quam vere hic apud nos disputatam. Idem optare credo quibus pectus sapiat. | Luther: Du ser altså, at vor disputation var således afbildet, at end ikke Apelles kunne afbilde den sådan? Emser: Den var afbildet, ja, jeg vil hellere sige, fingeret end at der her hos os blev disputeret. Jeg tror, at et hjerte tænker på at opnå det samme. (?) |
| 66 Luter. Vnum nos peccavimus, quod nesciebamus nos esse in medio luporum, et margaritas ante porcos projecimus. (lutems02#56) Emser. Et quis operam huc vestram conduxerat? Num volebatis, ne quisquam ea de re loqueretur, de qua vos disputastis, tanquam ad vos solos attinerent haec omnia? Vel inter Brachmanas apud phialam Tantali disputandum erat vobis, vel nobis indicendum Pythagorico more lustrale silentium. | Luther: I det ene har vi syndet, at vi ikke vidste, at vi var midt blandt ulve, og at vi kastede vore perler for svin. Emser: Og hven førte jeres gerning herhen? Mon I ønsker, at ingen taler om den sag, som I disputerede om, som om alt dette afhang af her alene? Enten skulle I disputere mellem Bachmaner hos Tantalus' fial, eller I skulle efter Pythagoræernes skik befale jer selv rensende tavshed. |
| 67 Et tu quidem more tuo facis, qui auditorium tam honestum lupis ac porcis comparas. Habet enim hoc proprium doctrina arrogantium (ut divus ait Gregorius) ut humiliter nesciant inferre quae docent. In verbis enim eorum inquit, proditur, quod cum docent quasi in quodam sibi videntur summitatis culmine residere, unde caeteros longe infra se positos velut in imo despiciant. Haec ille. | Og du går, som du plejer, når du sammenligner et så ærefuldt auditorium med ulve og svin. For for de arrogantes læresætning er det et særkende (som den guddommelige Gregor siger) at de ikke er i stand til på ydmyg måde at fremføre det, de lærer. For, siger han, med deres ord afsløres det, at de, når de lærer, synes selv at bebo et meget højt sted, hvorfra de kan foragte de andre, der jo er placeret langt under dem. Såvidt Gregor. |
| 68 Luter. Putas quantis te potuissem onerare nominibus te dignis. (lutems02#58) Emser. Obsecro in quibus mihi pepercisti? Qui arma, qui studia, qui conscientiam, animam, corpus, cor, cerebrum, oculos, os, linguam, cutem et sanguinem, ac omnia denique viscera, et ipsum etiam fimum, attigisti. | Luther: Mener du, at jeg kunne bebyrde dig med navne, der var dig værdig? Emser: Jamen, hvad har du kunnet ophidse mig med? Hvilke våben, hvilke anstrengelser, hvilken samvittighed, sjæl, legeme, hjerte, hjerne, øjne, mund, tunge, hud og blod, ja, hvilke indvolde og selv hvilket ler har du knyttet til mig? |
| 69 Quem cuculum, hecubam, hircocervum, et id genus monstra, praeterea avarum, invidum, ebriosum, fornicarium, mendacem, bilinguem, haereticum, idolum, Joabo, Juda, et ipso etiam daemone pejorem facere studuisti. | Hvilken gøg, hvilken hekube, hvilken hjortebuk og den slags uhyre, og videre, hvilken gerrighed, misundelse, drukkenskab, hor, løgn, tvetungethed, kætteri, afgudsdyrkelse, hvilken Joab, hvilken Judas, ja hvilken endnu værre dæmon har du ikke stræbt efter at gøre mig til? |
| 70 Omne malum adversum me mentiens, propter unam epistolam, omnia vel summa tibi tribuentem, idque peramice, nec nisi (quod liberum esse oportebat) a sententia tua in re literaria paululum deflectentem: Quid autem vel in hostem statui potuisset odiosius quam quod tu in me statuisti? Si haec amicis, quid inimicis tandem retribues? | Alt ondt har du løjet mig på, på grund af bare ét brev, alt det højeste har du tillagt dig selv, og det, som var du en ven, hvis du da ikke (hvad der burde være frit) er afbøjet en smule fra din mening i en litterær sag: Men hvad mere hadefuldt kunne du have fastslået imod en fjende, end hvad du har fastslået imod mig? Hvis du gengælder vennerne på den måde, hvad vil du så i sidste ende gengælde fjenderne med? |
| 71 Luter. Vix credas quot sales, quot ironias, quot scommata in te meus mihi suggerebat Adam. (lutems02#59) Emser. Et tu vix credas quam difficulter ipse meam tenuerim Evam: Mala mulier est, aeque ac tuus Adam nequam est, aeque impostrix: ut quam tu muliebrem putas, virago sit: aeque perstricta fronte, ut quam non pudeat convitia regerere, ubi te non pudebit in- (L727) ferre: | Luther: Du tror næppe, at min Adam kunne foreslå så mange vittigheder, ironiske bemærkning og skældsord imod dig. Emser: Og du tror næppe, hvor vanskeligt jeg ville kunne holde min Eva i tømme. Hun er en ond kvinde, og hun er lige så uduelig som din Adam, lige så fræk: så hvad du mener hører til en kvinde, det er dog mandigt. Hun er ligeså dadlende fræk, så hun ikke undser sig for at fremkomme med skældsord, hvor du ikke skammer dig for at indføre dem: |
| 72 aeque cynica, quae non vereatur (ubi insanire tibi lubet) subdiali tecum coire loco, palamque catamidiandum exponere. Similes habebunt labra lactucas. Compilabit hercle istum deglabratum tuum verticem, ne pilus quidem superfuerit. Atque id modo praestitisset, nisi celsa sedisset Aeolus arce, sceptra tenens. | Og hun er lige så kynisk, så hun ikke frygter (hvor du hellere ville blive vanvittig) sammen med dig at gå til Juppiters sted, og overalt at udstille katamidianerne. De har lignende laktuk-læber. Ja, hun vil ved Hercules udplyndre din skaldede isse, så der ikke bliver et hår tilbage. Og det ville hun kun have ydet, hvis ikke hun stolt havde siddet på Æolus' bue, holdende sit scepter. |
| 73 Proin tu tibi cave, secundo ad eam redire, ne tibi deterius aliquid contingat, quam Stalino passus est amator vetulus, ubi ad novam accessit nuptam subdititiam illam. Fuga nunc sibi consuluit Aegoceron noster, ubi denuo redibis, aperta tibi fronte occurret. Et ut flaminem se modo dialem, ita tunc sacris etiam Herculis Lindii initiatum esse non vulgariter ostendet. | Derfor, tag dig i agt, for anden gang at gå hen til hende, at der ikke skal ske dig noget værre, end det Stalinus blev udsat for, han, den gamle elsker, da han gik hen til sin nye kone, hende, der var falsk. Her tilråder vor stenbuk flugt, hvis du påny vil gå ind, og vise dig med åben pande. Og ligesom det viste sig, at præsten |
| 74 Nam si id ludens, quid putas serio fecerit. Nollem te id experiri, sive numeris, sive pede soluto rem agere lubuerit. Verum sat modo lusum est. Nunc caper iste anhelus cursu, sub aliqua se umbra recondet, gaudio gestiens, quod venatoris evaserit indagines ac plagulas. Valete spectatores, ac plaudite. | For hvad hvis du gør det for sjov, som du mener, han har gjort i alvor. Jeg ville ikke ønske, at du skulle erfare det, som det lystede ham at behandle sagen, enten løst med numre eller ved foden. (??). Men nu nok om dette spil. Nu denne gedebuk, der er stakåndet af at løbe, gemmer sig under en skygge, glæder jeg mig overmåde meget over, at den har undgået denne jægers omringelse og sengeomhæng (?). |
| 75 Nunc tandem mi Lutere, ubi satis superque alter alterum depinxit, tu incivilius, ego urbaniore, ni fallor, peniculo, tu vel epistola mea, qua tibi nec nocui, nec nocere volui, vel pessimorum quorundam instigatus opera, quibus frigidam inter nos aquam suffundere placuit, ego immanibus tuis calumniis et evocamentis incitatus: | Nu til sidst, kære Luther, hvor den ene har afbildet den anden tilstrækkelig grundigt, du mere ubehøvlet, jeg mere urbant, om jeg ikke tager fejl, med en børste, du tilskyndet enten af mit brev, hvormed jeg ikke har eller har villet skade dig, eller af nogle dårligeres værk, som fandt behag i at skylle koldt vand ind under os, så vil jeg for min del sige, tilskyndet af dine skældsord og udgydelser: |
| 76 Operae pretium duxi, ne is apud te sim in animo tuo, qualem falsa ad te detulit fama, meipsum mei pectoris fieri promum (n76), et rationem tibi reddere totius vitae meae. Ego igitur Hieronymus Emser, Presbyter, natione Svevus, domicilio Misnensis, ut neque Laelius aut Cato sum, neque Curius, (nec curios etiam simulo) ita nec Catilina nec Clodius esse velim. | Jeg har regnet med, at mit værk havde sin belønning i -- for ikke i din bevidsthed skulle være som én, der udspredte falsk rygte om dig -- at jeg selv ville blive forvalter over mit hjerte og aflægge regnskab overfor dig over hele mit liv. Altså, jeg, Hieronymus Emser, præst, af afstamning svejtser, af Misnes' hus, jeg vil lige så lidt som jeg vil være Laelius eller Cato eller Kurius (for jeg lader heller ikke, som om jeg er nysgerrig) være Catalina eller Clodius. |
| 77 Et sicut nec David aut Samuel, ita nec Joabus nec Judas, si Deo placet, unquam fuerim. Nullius unquam publici criminis convictis sum, aut id confessus, nec animum induxi. Mendaces ac bilingues semper odio habui. Ipse si quando Polypi mentem indui, rotundo tamen ac libero id ore feci, ut Suevorum vetus est conditio. | Og ligesom jeg aldrig har været David eller Samuel, således har jeg heller aldrig, Gud være lovet, været Joab eller Judas. Jeg er ikke blevet anklaget for nogen offentlig forbrydelse, og har heller ikke bekendt nogen eller følt mig tilskyndet til at begå én. Jeg har altid hadet løgnere og tvetydige mennesker. Hvis jeg selv har en gang i mellem har iført mig en Polyps sind, har jeg gjort det med en harmonisk og fri mund, som det er svejtsernes gamle skik. |
| 78 Nullius saluti insidias struxi. Rebus contentus propriis, (iisque mediocribus) alienas non attigi. Bonorum ac doctorum virorum amicitias virili statim assumta toga, quaesivi studiosius: Caeterorum non admodum. | Jeg har ikke lagt baghold for nogens frelse. Tilfreds med mine egne sager (skønt de kun var middelmådige) har jeg ikke rørt andres. Jeg har søgt gode og lærde mænds venskab, mandigt og med fred, og ganske ivrigt. De andres venskab ikke på den måde. |
| 79 Ita nunc quintum decimum inter Misnenses ago annum, e quibus in sextum usque Illustrissimo ac clementissimo principi meo ab epistolis inserviens, (L728) duobus donatus sacertodiis, ipso bene favente, ad literarum otia redii. Nec inerti tamen otio marcui, siquidem praeter caetera divi Bennonis Episcopo quondam Misnensis historiam e quadringentorum annorum tenebris elucubravi. | Således har jeg nu tilbragt femten år blandt Misnenserne, af hvilke jeg indtil nu har tjent de seks for min højtoplyste og milde fyrste som skriver, han, som har givet mig to præstedømmer, og nærer stor velvilje mod mig, så jeg kan få tid til literære studier. Men jeg er dog ikke visnet i lediggangens uvirksomhed, for fremfor alt i kraft af den guddommelige biskop Benno har jeg ved natlige studier udarbejdet Misnenses historie i de sidste halvtreds år. |
| 80 Sic vitam reliquam institui, ut eidem Principi, reverendissimis Episcopis, Praelatis, Nobilibus atque optimis Civibus hactenus fuerit tolerabilis, aut etiam probabilis. Id enim mihi tribuunt frequentes eorum ad me literae: Quorum optimum quenquam meis demerui studiis. | Sådan har jeg indrettet mit øvrige liv, at de indtil nu var tåleligt for omtalte fyrste, for de ærværdige biskopper, prælater, adelsmænd, og ædle borgere, eller endda antageligt. Det fortalte de mig nemlig ofte i breve til mig: At jeg gjorde god fyldest ved mine studier. |
| 81 Patuit mea domus non nisi optimis semper, ut plerique etiam ex primoribus, se ad eam demiserint. Ipse rursus non nisi apud optimos hospitio susceptus, si quando domo egressus sum: ut is etiam plane uno omnium ore, vir est optimus, apud quem nunc aetatem ago, medicorum hic expectant operam. | Mit hus tålte altid kun de bedste, ligesom endog mange af de ypperste indfandt sig i det. Selv blev jeg kun modtaget af de bedste med gæstfrihed, hvis jeg nogensinde begav mig udenfor mit hjem. Ligesom han simpelthen efter alles enige opfattelse er den bedste mand, hos hvem jeg nu arbejder, venter de her lægernes værk. |
| 82 Haec autem scribo non ut vel laudare vel justificare me ipsum velim. Nam ut homo sum: ita humani a me alienim puto nihil. Itaque ingenue fateor me sive malorum olim consuetudine depravatum, sive nativo et genuino quodam instinctu, ad vitia nonnulla fuisse aliquandiu procliviorem, humana tamen. | Men dette skriver jeg ikke, fordi jeg vil rose mig eller retfærdiggøre mig. For ligesom jeg er et menneske; således mener jeg, at intet menneskeligt er mig fremmed. Derfor tilstår jeg åbent, at jeg, hvad enten det nu skyldes et gammelt vanemæssigt fordærv til det onde, eller et medfødt og kraftigt instinkt, en overgang har været ikke til lidt tilbøjelig til lasterne, dog de menneskelige laster. |
| 83 Dei autem munere magna ex parte, quod juveniliter sensi, vel aetas correxit, vel sacrarum literarum sectio. Ita ut verissime dicere possim cum Paulo: ubi abundavit peccatum, ibi superabundavit et gratia: Quamvis ut in fabulis Meropa, non sine mercede magna, et jactura eorum quae mihi erant charissima, mihi tandem restitutus sim. | Men Gud har for en stor del sørget for, at jeg har følt ungdommeligt, men alderen eller beskæftigelse med den hellige skrift har rettet på det. Derfor, ligesom jeg med Paulus kan sige med sandhed: hvor synden tog overhånd, dèr blev nåden endnu mere overmåde stor, således kom jeg mig dog til sidst, skønt jeg, som i Meropa-fablerne, ikke var uden belønning, men dog måtte bortkaste de ting, der var mig kærest. |
| 84 Aemulos autem quosdam per aetatem passus suum, ut sit, et hodie etiam patior, nihil tamen viros et qui a tergo non in faciem me traducant. Sic meo quodam fato Basileae olim dum essem junior, privatorum quorundam machinamentis insidias incidi, ut salus etiam extremo periclitaretur discrimine. | Men jeg har gennem alderen lidt under nogle rivaler, og jeg lider endnu i dag under dem, for intet gennemfører de med mig, når de, skønt mænd, arbejder bag min ryg og ikke op i mit åbne ansigt. Således skete det engang, der jeg var ung, ved én eller anden gunst fra kongen, at jeg blev antændt af nogle privatpersoners rænkespils bagvaskelse, så at min frelse blev reddet i sidste øjeblik. |
| 85 Et forte conclamatum de me fuisset, nisi Reverendissimus in Christo pater Dom. Christophorus de Utenheim, tunc vicetenens modo Episcopus Basilien. omnium integerrimus, et tam literis quam vitae sanctimonia spectabilis, iis me procellis ereptum servasset. Sed id nulla mea culpa vel crimine contigit. | Og måske ville der være blevet sammenkaldt om mig, hvis ikke den højærværdige fader i Kristus, hr. Kristoffer de Utenheim, der dengang var en slags vicebiskop i Basel, en i alle ting helstøbt mand, og fremragende i både litterær og livsmæssig hellighed, havde tjent mig i de storme, der opstod. Men det påførte mig ikke nogen skyld, og jeg blev ikke anklaget for noget. |
| 86 Neque alia fuit accusatio quam quod sodali cuipiam per jocum carmina quaedam in Helvetios amariora libro suo adscripseram: quorum tamen non ego, sed Bebelius erat auctor. Id Helvetii Romani tunc Imperii hostes publici, aegrius tulere; Jure tamen convincere non potuere. | Der var heller ikke anden beskyldning imod mig, end at jeg for sjov havde skrevet nogle svejsiske kærlighedsange i en kammerats bog. Dog var det ikke mig, men Bebelius, der var forfatteren. Det måtte det svejsiske romerske herredømmes offentlige fjender finde temmelig sygt; dog kunne de ikke overbevise ad rettens vej. |
| 87 Sed haec tragoedia, tum absolvente Rever. et sanctae in Chri- (L729) sto memoriae Patre Raymundo Cardinale Gurcensi et apostolicae sedis de latere Legato, cui biennio etiam deinde et ab epistolis sui et a sacris, tum ubi illi in gratiam tandem cum Imperatore redierunt, pariter abolita est, donataeque ultro citroque injuriae omnium quae in eo bello accidere. | Men denne tragedie fandt på to måder sin løsning, både da den ærværdige fader, som har et helligt minde i Kristus, Raymundus, kardinal af Gurcenses og det apostoliske sædes omfattende legat, afløste fra sine breve og fra det hellige for to år, og da de omsider vendte tilbage til kejserens gunst, og der blev både udadtil og indadtil givet uret for alle, som var gået ind i denne krig. |
| 88 Nec ego id interim verbo cuiquam eorum expostulavi, cum tamen longissime ab eis abessem, et saltem calamo rem ulcisci potuissem impune. Ita enim homo sum, ut ubi injuriam donem, liberaliter donem, ubi reverberare adversarium oportet, intrepide reverberem. | Og heller ikke jeg har i denne sag bebrejdet nogen deres ord, skønt jeg dog var langt fra dem og ustraffet med pennen havde kunnet hævne sagen. For således er jeg et menneske, at hvor jeg øver uret, øver jeg den gerne, hvor modstanderen kan slå tilbage, og så slår jeg uforfærdigt tilbage. |
| 89 cSed cui unquam mortalium tam aequus arrisit Jupiter, ut nihil in vita passus sit adversi? Aut quis unquam fuit sine vitiis, et ut sic dicam impeccabilis? Quid opus igitur erat te Martine, propter unam epistolam candide de te loquentem, mea mihi peccata in propatulo palam omnibus facere? | |
| 90 c |
Noter:
n38: Ordsprog: istaec in me cudetur faba: det vil komme til at gå ud over mig.
n39: Harpyja, én af harpyerne, som var halvt jomfruer, halvt fugle.
n76. Ego meo sum promus pectori, jeg ser selv forvalter, vogter over mit hjerte.