Argumenter i Leipzigerdisputationen


Leipzigerdisputationen kan være lidt vanskelig at overskue. Sådan har jeg det i hvert fald. Derfor har jeg nedenfor forsøgt at samle nogle af argumenterne, som bruges i den del af disputationen, der har med pavens primat at gøre. Jeg tager dem ikke i kronologisk orden, men efter letforståelighed, idet jeg begynder med dem, som jeg selv bedst kan forstå. Jeg skal også sige, at jeg ikke bilder mig ind at kunne indtage en mellemposition mellem et katolsk og et luthersk standpunkt. Det, jeg er ude efter, er at finde ud af, hvad der fik Luther til godt et halvt år efter disputationen at nå frem til den erkendelse, at paven var Antikrist. Denne betegnelser er langt mere end et skældsord; og Luthers overbevisning om, at paven er Antikrist, bygger på hans oplevelser indtil da: oplevelsen af, at man krævede en blot og bar tilbagekaldelse fra hans side uden på nogen måde at ville ind i en debat med ham; og oplevelsen af - da han så endelig kom i debat med papistiske teologer - at de gled af og ikke svarede på hans indvendinger.

1. Argumentationen ud fra "dabo".
Allerede Hieronymus har lagt mærke til, at Jesus i Matt 16,18 bruger fremtidsformen "dabo": jeg vil give dig himmeriges nøgler, og "edificabo": jeg vil bygge min kirke på denne klippe. Dette nævner Luther i sin resolution før Leipzig-disputationen (r13-01#52). Og også Eck er klar over det (04#31f).
    Eck bruger denne iagttagelse til at imødegå en argumentation fra Luthers side, som han har fremført i en tysk prædiken: "Hvis kirken kan bygge på klippen, hvordan kan den så bygge på Peter, som overfor én eneste sølle tjenestepiges røst fornægtede Kristus og den kristne tro?" (04#30). Altså "gav Kristus ham på det tidspunkt ikke nøglemagten, men lovede ham den kun. Altså før han fik nøglerne og deres magt var det, at han blev spurgt af dørvogtersken". (04#32). Hvis man betragter Peters fornægtelse som en dødssynd, så kan man undgå den forestilling, at kirken bygger på et menneske, der har begået dødssynd, ved at hævde, at overdragelsen af den tjeneste at være Kristi vikar først skete på et senere tidspunkt.
    Luther hævder derimod, at dette redningsforsøg har følger. Dels faldt Peter også efter at han skulle have fået embedet som Kristi vikar, nemlig i Antiokia (Gal 2,13). (05#21). Mere væsentligt er det, at Eck ved denne operation har afskåret sig fra overhovedet at inddrage Matt 16,18 i en diskussion om primatet; han har jo nu selv indrømmet, at det ikke blev givet Peter ved den lejlighed: "Men jeg går dog med til, at den udmærkede hr doktor, som især støttede sig til dette skriftsted, nu har udelukket sig selv fra det, så at der ikke er levnet nogen guddommelige ret til ham". (05#22).
    Har Eck forstået denne indvending? Ja, tilsyneladende. Han refererer Luthers indvending (05#77), men svarer dertil: "Eftersom Kristus er vejen, sandheden og livet, må man ubetvivleligt tro, at han kan give Peter, hvad han har lovet ham. Derfor argumenterer dekreterne ret ud fra dette sted, at det er noget, Kristus giver løfte om. Men først efter opstandelsen opfylder han løftet". (05#78). Det vil sige: Da det er Kristus, vi har med at gøre, gør det ikke noget fra eller til, om man taler om et løfte eller dets gennemførelse; for han har ubetvivleligt magt til at gennemføre, hvad han har lovet. Spørgsmålet er alene, hvor det da er, at Kristus giver Peter det primat, han har lovet ham i Matt 16,18. Og her skilles vandene. Luther vil hævde, at det sker i Joh 20,22f, hvor jo også nøglemagten gives til alle apostlene. Eck, at dette ikke kan inkludere primatet, hvorfor man må sige, at hvad Kristus havde lovet Peter i Matt 16,18 (nemlig primatet), giver han ham i Joh 21,17f. (05#79f).
    Dog må man sige, dels, at Eck i begyndelsen uden videre bygger sin argumentation på Matt 16,18. (03#26f). Det er først undervejs i diskussionen, at han ændrer opfattelse af Matt 16,18, så det nu ikke mere er en begivenhed, men et løfte. Og dels, at Eck i 05#78 hævder, at dekreterne betragter Matt 16,18 som et løfte. Dette er vistnok forkert.

2. Peters fald i Gal 2,12.
    Luther lægger megen vægt på argumentet ud fra Gal 2,12. Det hænger sammen med, at han er ret nøjeregnende med, hvad han vil anerkende som guddommelig ret og hvad ikke. Hvis noget skal være efter guddommelig ret i kirken, må det fx have været anerkendt som sådan igennem hele kirkens historie, mener han. Vatikanerkoncilet fra 1870 er forresten enig med ham i denne betragtning.
    Og argumentet går jo så på, at da Paulus i Gal 2,12 direkte anklager Peter for hykleri, så kan Peter ikke på det tidspunkt have været det fejlfri forbillede for troen. Han kan heller ikke have været anerkendt af Paulus som den ledende apostel, tværtimod, siger Luther, hævder Paulus jo, at hvad de ansete var, er ham ligegyldigt, for der er ikke personsanseelse hos Gud. (Gal 2,6) (03#4).
    Argumentationen går for alvor i gang efter 05#21. Her fremsætter Luther sådan lidt en passant sin opfattelse af Peters fald. Eck svarer 05#82 med at nedtone uenigheden. Man forstår på ham, at det er ham meget imod, at der kan herske uenighed mellem apostle. Samme nedtoning anvender han også overfor Hieronymus og Augustin, der har givet udtryk for uenighed om netop denne sag. For ham er det tilsyneladende ikke en sag, som historien skal afgøre. Det er en sag for dogmatikken. Kan det tænkes, at et menneske, der er udvalgt fra moders liv, af Gud får lov til at falde i dødssynd?
    Dog, for en sikkerheds skyld føjer Eck til, at selv om Peter så ved den lejlighed faldt i dødssynd, så udelukker det ikke, at han kan være pave. For det er jo almindeligt anerkendt, at embedets kraft er uafhængig af bærerens personlige vandel. (05#83). Eller er mon Luther hussit?
    Luther svarer desværre med lidt for kraftigt at forsvare sig mod anklagen for at være hussit. (06#32). Men han får dog sagt, at spørgsmålet ikke er om dødssynd eller tilgivelig synd, men om kætteri. Peter bragte troen i fare. Derfor, hvis ikke Paulus havde irettesat ham, burde han have været fjernet fra sit embede. (06#33).

3. Argumentet ud fra Hieronymus' påstand om, at i NT er præst og biskop det samme.
    I 01#23 anvender Eck Hieronymus i sin argumentation, fordi han siger, at der må gives et første præstedømme, hvis det ikke skal gå sådan, at der bliver lige så mange meninger i kirken, som der er præster. Luther svarer (01#41ff), at han er helt enig; men dette kan udmærket ske ved menneskelig ret, altså derved, at flere eller færre kirker bliver enige om at afgøre eventuelle stridigheder gennem en præst, de indsætter som den første.
    Og spørgsmålet er altså: Kan Hieronymus bringes til at sige det, Eck vil have ham til at sige: At Peter har sit primat ved guddommelig ret? Luther mener det ikke og citerer hans kommentar til Titus: "Ergo er en præst og en biskop det samme, og førend der ved djævelens tilskyndelse fremstod religiøse forivrelser, så man sagde blandt lægfolket: 'Jeg er på Paulus' parti, jeg på Kefas', styredes kirkerne af præsternes fælles råd". (01#44). Med andre ord: Hieronymus synes at være af den kirkehistoriske opfattelse, at forskellen på de forskellige kirkelige grad har udviklet sig i tidens løb; det er ikke noget, der er fastsat fra begyndelsen.
    I sin resolution over artikel 13 citerer Luther Hieronymus' brev næsten fuldt ud og slutter med at spørge forundret, hvorfor dog inkvisitorerne ikke forlængst har fået Hieronymus erklæret for kætter, når han har sådanne anskuelser, der får Luther til at blive erklæret for kætter. (r13-05#25). I disputationen mumler han i skægget (på tysk): Das sie den Hieronymus nicht lang verbrant haben. (At de dog ikke forlængst har fået Hieronymus brændt). (01#n43).
    Som sagt stiller Luther store krav til den regel, der skal være efter guddommelig ret. Den skal have været gældende altid i kirken, og den skal have været anerkendt hele tiden. (Eck synes forøvrigt at forudsætte det samme om det, der skal være af guddommelig ret, se 03#39). Og hvis præst og biskop i kirkens første tid var ét og det samme, så er det jo lidt vanskeligt at hævde, at primatet på det tidspunkt har været anerkendt som guddommelig lov.
    Man må vistnok sige, at Eck taler udenom på dette sted. Han mener, det er en sikrere og bedre dom, hvis man ikke regner med, at der i den ældste kirke var en sådan sammenblanding. (01#69). Som argument mener han, at apostlene stod over de to og halvfjerds disciple og holder sig i det hele taget, siger han, til Dionysius, der er ældre end Hieronymus, fordi man jo dengang regnede ham for identisk med Areopagiten.

4. Luthers argument med de 20 år, der gik, før Peter kom til Rom.
    Jeg må sige, at jeg har lidt svært ved at forstå den selvfølgelighed, hvormed Luther mener, at han her har et vægtigt argument imod pavens primat. Argumentationsrækken er følgende (den kan følges gennem de links, jeg har indlagt i disputationen): Luther 03#45; Eck 04#16; Luther 05#7; Eck 05#70; Luther 06#19; Eck 06#65; Luther 06#81; Eck 06#100. Det ser drabeligt ud, men de sidste argumentationer går mere på, hvem der er opponent og hvem respondent, altså på, hvem der skal bevise det, der siges, og hvem der kan nøjes med at tilbagevise modstanderens påstand.
    Men jeg spørger mig selv: Hvad er det egentlig, Luther vil argumentere ud fra i 03#45, hvor han starter denne del af debatten? Det er, som om han her knytter primatet sammen med, ikke Peters person, men den romerske kirke. Og det svarer da ikke helt til den diskussion, han fører om Matt 16,18 og Joh 21,12, hvor det jo da er Peters person, der argumenteres med fra begge parter.  Det hele synes at kunne afvises med Ecks bemærkning i 05#70, at Kristus i evangeliet ikke indsætter den romerske kirke, men Peter som overhoved for apostlene.
    Man kunne være lidt mere positiv overfor Luther og lægge vægt på, at han i 03#45 går over til at bruge sit argument om den græske kirke, som aldrig har været underlagt Rom, og altså betragte dette argument som en forløber for "det græske argument". Man kan så godt sige, at det er temmelig klodset gjort af Luther, og det er en ringe trøst, at Eck bærer sig lige så klodset ad, når han i ovennævnte argumentrække imødegår "det græske argument": at de græske biskopper aldrig har skullet søge anerkendelse hos paven, med den irrelevante bemærkning, at sognepræster heller ikke søger godkendelse hos paven (04#16). Luther svarer med rette, at hermed spilder Eck vores tid (05#9).

5. "Det græske argument".
    "Det græske argument", som Luther anvender en del i disputationen, går, som ovenfor antydet, på, at hele den østlige kirke, den græske kirke, aldrig har anerkendt Roms overhøjhed. Og hvis denne overhøjhed haves ud fra guddommelig ret, så betyder det, som før nævnt, at alle ortodokse kristne skal have anerkendt den op gennem historien. Hvis nogen ikke har anerkendt den, svarer det til, at det er en del af trosbekendelsen, de har benægtet. Og så må man erklære dem for kættere.
    Man må nok sige, at når dette argument føres frem, står Eck meget svagt. Han formår ikke at imødegå det, svarer udenom og giver sig til at tale om noget andet. Men man må også sige, at Luther ikke fremfører det med helt den styrke og den klarhed, som det fortjener.
    Jeg har lavet et stikordsregister over specielt ordet "græker". I dette stikordsregister har jeg indlagt en argumentationsrække. Her følger resultatet, idet stederne, der ikke indgår i argumentationsrækken står i parantes. Luther: 01#43; Eck: 01#64; Luther 02#21; Eck: 02#48; Luther: 03#9; Eck: 3#22; Luther: (03#44) 03#54; (04#2); (04#8). Eck: (04#14); 04#19; (04#41; 04#47). Luther: (05#4); (05#8); 05#13; (05#30; 05#48) Eck: 05#56; (05#61). Luther: (05#108; 06#13; 06#76). Eck: (07#66).
    Lad os begynde med 03#44: Her spørger Luther, "om det ikke er en langt mere fræk uretfærdighed at kaste så mange tusinde martyrer og hellige, som igennem fjorten hundrede år har været i den græske kirke, ud af kirken og først nu også at ville fortrænge dem fra herredømmet i himlen". Luther mener tilsyneladende her, at hvis man går ind for pavens primat, så erklærer man samtidig alle de kirker for kætterske, der ikke anerkender dette primat. For er primatet indstiftet efter guddommelig ret, må jo i kirkens historie alle afskygninger af den rettroende kirke have anerkendt det. Og det har altså hele den orientalske kirke så oplagt ikke. Derfor er de kættere. Men, siger så Luther, det betyder jo så, at alle de martyrer og hellige skribenter, der op igennem historien har været i den græske kirke, kastes ud af kirken, ja nedstyrtes fra himlen; for de kan jo som kættere naturligvis ikke få plads i himlen.
    Anledningen er blandt andet, at Eck 02#28 har sagt, at grækerne igennem lang tid har været ikke blot skismatikere, men kættere. Eck tænker inklusivt, han drømmer derfor ikke om, at han med denne afvisning siger farvel til mange martyrer og hellige mænd. Men Luther tænker diskursivt, og er opmærksom på, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Og skønt Eck vrider og vender sig, kan jeg ikke se andet, end at han kommer til kort overfor Luthers argumenter.
    Se fx 03#22! Eck tilstår, at grækerne engang var de frommest og lærdeste kristne. Men han er nødt til at tilføje, at de dengang kaldte den romerske kirke for det første sæde. Det vil sige: Han deler Luthers forudsætning: At hvis pavens primat er af guddommelig ret, må enhver ortodoks dele denne opfattelse. Derfor må han fremkomme med denne kirkehistoriske påstand, som han har svært ved at opretholde, når kendsgerningerne viser sig. Luther gør nok mest ud af at vise, at dette ikke gjaldt på nytestamentlig tid, men har dog også kendskab til, at det heller ikke gjaldt i den senere orientalske kirke.
    Eck formår imidlertid at vende et forsvar til et angreb: Han hævder, (04#14), at Luther sammenblander de hellige grækere med de skismatiske. Og det er forståeligt nok. Når det hos ham er dogmatikken, der bestemmer over kirkehistorien, er han nødt til at fastholde de kendte martyrer som ortodokse. Luther protesterer, dvs han finder anledning til at afbryde med en protest.
    Senere (05#4) siger han: "For det andet beskylder han mig for, at jeg sammenblander de hellige grækere med de skismatiske. Hvad andet kan han gøre, når han ikke har noget at sige, eftersom det er sikkert, at i den sidste tid, efter at Konstantinopel er blevet ødelagt, var der fuldværdige kristne i Grækenland, derefter blev de modtaget i Italien, og også, hvis man ikke lægger vægt på det, står  det dog fast, at indtil Nikæa-koncilet var der kun fuldværdige kristne i orienten, og de var ikke underlagt den romerske pave, som det soleklart bevises af selvsamme Nikæa-koncils dekret; den  10. bog af kirkehistorien siger" (min fremhævelse).
    Det er karakteristisk, at Eck i sit svar (05#57) griber fat i Luthers første påstand, om middelalderens grækere, og lader den sidste, om oldtidens grækere, ligge. Det er jo imidlertid den sidste, der er relevant. Det er på det tidspunkt, vi har den store mængde af hellige mænd og kvinder, som også i stort talt fejres i vesten, som ikke var underlagt den romerske pave, den kirkehistoriske kendsgerning, som volder tilhængere af pavens primat vanskeligheder.
    Samme overfladiske metode anvender han 05#60f. En ultrakort gennemgang af et stykke kirkehistorie, og så mener han sig berettiget til at opfordre Luther til at sige, at paven aldrig har truffet bestemmelser over den orientalske kirke. Han forbigår det, der her er relevant, og hæfter sig ved noget irrelevant. Det relevante er naturligvis her ikke, om paven en gang imellem har truffet afgørelse over den græske kirke, men om der i store dele af kirkens historie har eksisteret kristne, der var anerkendte af Rom, men ikke anerkendte pavens primat. Og det har der. Mere er der vel ikke at sige. Men selvfølgelig, når han ikke har noget at sige, må man sige noget andet og få det til at se ud af noget. (For en sammenligning med Vatikanerkoncilets bestemmelser, se her).

6. Kan paven eller et koncil tage fejl?
    Det er utrolig mange steder, man kan læse, at Eck ved disputationen i Leipzig tvang Luther ud i tovene. Drevet til yderligheder af Ecks skarpe tunge, måske endda næsten imod sin vilje, måtte Luther indrømme, at konciler havde taget fejl.
    Det er en skrøne, der ikke findes belæg for i teksten selv.
    Luthers erkendelse af, at et koncil kan fejle, kommer ganske uprovokeret; oven i købet kommer den som et citat fra kirkelovene; Luther har det ikke fra sig selv, men fra Panormitanus i kapitlet 'Significamus'. (05#42). Dertil kommer, at det ikke er første gang, Luther har fremhævet dette kapitel fra kirkelovene. Det gjorde han første gang i et skrift imod den pavelige "hofteolog" Sylvester Prierias fra august 1518. Så hvordan denne skrøne er opstået, er ikke til at se.
    I en vis forstand kan man sige, at begge parter anerkender, at et koncil kan tage fejl. Luther nævner den tanke (02#16), at Nikæa-koncilet ikke var et ægte koncil, men et djævelsk narre-koncil.
    Eck prøver at begrunde, hvorfor man ikke kan kalde dette koncil et narrekoncil (02#45). Men han vender sig ikke forarget bort fra tanken selv; konciler kan godt være røver- eller narrekonciler. Dog nærer han den fortrøstning, at når koncilet er legitimt sammenkaldt, så vil Helligånden lede det, ja, han siger direkte, at således bør man tro, her bør man tage sin forstand til fange under lydighed imod troen (05#100).
    Og da det for Eck drejer sig om at bibeholde eller måske endda styrke troen, er han betænkt på ikke at sige noget, der kan berøve et koncil dets ære (06#73). Og han er klar over, at hvis man sådan direkte indrømmer, at et koncil kan fejle, vakler koncilets autoritet, og det vil måske nedbryde troen hos nogle (04#42). Han kan også fortrøste sig til, at hvis et koncil skulle gribe fejl, vil paven nok gribe ind og ændres dets bestemmelser. (05#96).
    Luther hævder derimod, at et koncil kan fejle og ofte gør det i sager, der ikke har med troen at gøre, (06#39) og at der er sat grænser for, hvad et koncil kan vedtage: det kan ikke vedtage en ny trosartikel (06#39) og det kan ikke gøre guddommelig ret ud af noget, som efter sin natur ikke er guddommelig ret (06#75).
    At det for Eck er et ganske afgørende spørgsmål, kan ses af hans udbrud i 06#95: "Det siger jeg Dem, ærværdige fader, hvis De tror, at et koncil, der er lovligt sammenkaldt, fejler eller har fejlet, så vil De være for mig som en hedning og en tolder".

7. Synet på bøhmerne og Johan Huss.
     03#37 nævner Eck en række af bøhmernes "pestbringende" sætninger, heriblandt nogle vendt imod paven: 'Peter er ikke og var ikke overhoved for den romerske hellige katolske kirke'; 'Der er ikke gnist af bevis på, at der bør være ét overhoved i åndelige sager til at styre kirken, fordi den hele tiden forvandles til den kæmpende kirke', og: 'Den pavelige værdighed er indpodet af kejseren'. Disse sætninger blev fordømt af koncilet i Konstanz 1415 og findes på følgende side på internettet: http://www.piar.hu/councils/ecum16.htm som  nummer 7, 27 og 9. Og det er så åbenbart hans mening, at disse sætninger behøver man ikke diskutere, heller ikke ved denne lejlighed, for de er jo blevet fordømt af et koncil. Hans synspunkt kommer frem i følgende sætning:  "Det vil jeg sige, det er sket ved  koncilets eller den romerske paves autoritet, så den sætning ikke kan forsvares, uden at man bliver mistænkt for kætteri, eller den kan ikke  forsvares ustraffet, dvs uden at troen lider skade". (04#43).
    Luther svarer (04#2), at han ikke vil forsvare bøhmerne, men blot forhindre, at grækerne uddrives af kirken og af himlen. Men det er givet, at mange af Huss' sætninger ikke kunne fordømmes af noget koncil, fordi de er højst kristelige og evangeliske. Og Luther nævner oven i købet eksempler derpå: 'Der er kun én universel kirke' (nummer 1 i ovennævnte side) og 'Det er ikke nødvendigt til frelse at tro, at den  romerske kirke er overordnet de andre'. (nr 11) (04#4). Den sidste sætning nævner Luther dog kun som springbrædt for sit forsvar for grækerne, fordi de jo så åbenbart ikke har anerkendt den romerske kirkes overordnede stilling, og derfor bliver stødt ud i mørket, hvis man anser det for en til frelse nødvendig trosartikel. (Dog står der ikke i internettets engelske oversættelse noget om, at det er nødvendigt til frelse at tro på pavens primat).
    Dette bliver i Ecks gengivelse til, at Luther "sidst i det  første afsnit på ikke kristelig måde kalder de pestbringende hussitiske fejltagelser for højst kristelige". (04#13). I farten overser Eck, at det jo netop ikke er alle de hussitiske sætninger, Luther har godkendt, men kun nogle. Dog, for Eck gør det ingen forskel. Denne fromme teolog har opdaget, at Luther sætter spørgsmålstegn ved nogle sætninger, der er blevet fordømt af koncilet i Konstanz, og så er det koncilets kristelige værdi i det hele taget, der drages i tvivl.
    Senere gentager Eck sin anklage: Luther har erklæret de pestbringende hussitiske fejltagelser for højst kristelige 04#41, og det får Luther til at protestere. Dog protesterer han ved at hævde, at han ikke har vendt sig imod koncilet i Konstanz. Og det er vel netop, hvad han har gjort. Hvordan vil han vikle sig ud af den anklage?
    Ja, her viser det sig, at Eck og Luther har helt forskellig tilgang til problemerne, de har en helt forskellig arbejdsmetode. Luther går lige på og hårdt, tager teksterne for sig og ser på, hvad de siger. Eck skal altid først spørge sin fromhed: Går det an at undersøge det og det? Har lille jeg virkelig forstand nok til at nærme mig disse ophøjede tekster?
    I 05#31 svarer Luther på anklagen: "Blandt Huss' artikler findes der følgende: 'Én er den hellige universale kirke, som er samfundet af de forudbestemte', ligeledes en anden: 'Den universelle hellige kirke er kun én, ligesom der også kun er ét tal på alle de forudbestemte'. Disse artikler er ifølge ovennævnte internet-site begge indeholdt i artikel nr 1. Men Luther går nu videre med at påvise, at disse sætninger findes hos Augustin og hos Petrus Lombarderen (05#32). Og man kan så levende forestille sig Ecks forargelse: Tænk, at gå irette med det højhellige koncil! Men det bliver værre endnu. Luther nævner en tredie: 'Skønt Kristus er af to naturer, en guddommelig og en  menneskelig, er der dog kun én Kristus', (nr 4) og en fjerde: 'Der er den umiddelbare forskel på menneskenes gerninger, at de enten er dydige eller lastefulde: fordi hvis mennesket er lastefuldt og gør ét eller andet, så handler det lastefuldt, og hvis det er dydigt og gør ét eller andet, så handler det dydigt osv.' (nr 16) Om den første siger han, at den vil vel både Eck og han selv bekende som højst kristelig. Om den anden, at den i disputationen mellem Eck og Karlstadt blev bragt til sejr af Karlstadt. Han tvinger med andre ord Eck ud af den tanke, han havde forskanset sig i: at der ikke var mere at diskutere, fordi koncilet havde bestemt det, så Eck nu er nødt til selv at begrunde sin modstand mod disse sætninger. Endelig mener Luther, at det er ham og ikke Eck, der har respekt for Konstanz-koncilet, for det er i respekt for dette koncil, at Luther påstår, at disse højstkristelige sætninger kun er blevet fordømt af koncilet ved en fejltagelse Og de er forøvrigt ikke udtrykkelig betegnet som kætterske, men anbragt i en stigende række fra det farlige over det for kristne ører stødende til det skismatiske og kætterske. Dette sidste ses dog ikke særlig tydeligt på ovennævnte adresse.
    Hertil svarer Eck, at vel er Huss' sætninger ikke alle af koncilet betegnet som kætterske, men der er dog ingen af dem, der har fået Luthers betegnelse 'højst kristelige' (05#92). Videre, at hvis der var sætninger, der var blevet fordømt ved en fejltagelse, ville vel hussitterne forlængst have gjort indsigelse (05#90). Og han begynder med at slå fast, at det er Luther, der her er gået udenfor de regler, de, med fyrstens autoritet, havde sat op på forhånd, nemlig, at de ville lade koncilernes bestemmelser urørte, idet Luther jo så åbenbart angriber Konstanzer koncilets fordømmelse (05#89).
    Og så først kan de to komme til at diskutere sagen: Om det er sandt, hvad Konstanzer-koncilet hævder. Men man skal jo så blot lægge mærke til, at Eck næsten har tvunget sig selv til at være enig med koncilet i dets bedømmelse, at altså hans enighed måske ikke udspringer af, at han har læst de tekster, der er tale om, men af, at han har et overordnet synspunkt om vor tillid til konciler, som han lægger ned over teksterne.
    Jeg skal ikke gå sagen selv igennem. Det hele er jo i en vis forstand passé, fordi Luthers videnskabelige tilgang til teksterne har sejret og derved forøvrigt frembragt resultater, som ofte går imod det, som Luther hævdede dengang.
    Sådan er jo historien gang ofte ganske kringlet.

Webmaster er sognepræst Ricardt Riis, Horsens. (rriis@mail1.stofanet.dk).