Rentzel / Hans Svanning / Anna Munk / Anders Sørensen
Vedel / Langebek: Gengivelse af middelalderfolkevisen Niels Ebbesen
(omkr.
1580 / omkr. 1590 / 1591/ omkr. 1600)
[Rentzel omkr. 1580]
1: Greven drog i Danmark
ind
ham fulgte så faver en skare:
fire bannere og firsindstyve,
hvo turde imod ham fare!
2:
Greven skulle til Randers ride,
og did lod han sig råde;
og det var ham for lange spå ´t,
han skulle sit liv der tabe.
3:
Ikke vil han det lade fordi,
end ville han det friste;
Riddere og svende, bønder og bomænd
dem ville han hjemme gæste.
4:
Greven sendte Niels Ebbesen bud,
at han skulle til ham ride;
han sagde ham fred og felighed
og nu ad den samme sinde.
5:
Greven mødte Niels Ebbesen
ude ved Randers strande:
"Vær velkommen, hr. Niels Ebbesen,
og hvor går dig til hande?
6:
Hør du det, Niels Ebbesen,
og var du snimen hjemme?
Hvor så lider de nørrejyder
Og så dine rige frænder?"
7:
Hør du, gode Niels Ebbesen
og gode finde min!
Hvor står huen i Nørrejylland,
Og hvor lider frænder dine?"
8:
End har jeg i Nørrejylland
både frænder og venner;
de skulle eders nåde tilrede være,
om I vil det af dem have."
9:
"Niels Ebbesen, du er en kunstig mand,
og dertil er du from:
hvor du kan ikke over komme,
der rider du langt derom.
10:
Hør du det, Niels Ebbesen,
vil du mit ærinde ride?
Mange svende har du med dig,
Der du må vel på lide."
11:
"End haver jeg fyrre karle med mig,
sådan som de ere;
hvad heller de er flere eller færre,
end har jeg dem fuld kære."
12:
Har du fyrretyve karle med dig,
da er det vel til måde;
i går red du i hr. Bugges gård
med hundred mand i plade."
13:
Det var alt Niels Ebbesen
han var så brat at svare:
"Er her enten riddere eller svende,
der har mig den løgn på sagt?
14:
Er det enten mand eller kvinde,
på mig det sige vil;
jeg vil ret aldrig flytte en fod,
før jeg vil svare dertil."
15:
"Hør du det, Niels Ebbesen,
vi ville der ikke mer om tale;
du rid til hr. Bugge,
om han vil venskab have!"
16:
Skal jeg alt eders ærinde
til hr. Bugge ride,
da giver I mig tilkende,
hvad jeg skal hannem sige."
17:
"Hr. Bugge han har mig undsagt,
og så hin unge Poul Glob,
hr. Anders Frost er og en af dem,
og er fremmest i det råd.
18:
End flere jeg har til vilje været,
de vil mig nu forsmå;
I lide fast på hr. Bugges råd,
I ser, hvor det vil gå."
19:
"Hr. Bugge ved jeg intet af,
hvad som han vil gøre;
Anders Frost har været eders tjener
så tro,
Aldrig skal i andet spørge.
20:
Anders Frost har været eders tjener
tro,
aldrig skulle I andet spørge;
ville han orlov af eder tage,
hvi måtte han det ikke gøre?
21:
Det er så sæd i Danmark,
har været af gamle dage:
når en svend ikke længer tjene
vil,
da må han orlov have."
22:
Da svarede greve hr. Gert,
han lyster det ikke at høre:
"Der må ingen svend fra sin herre
ride,
den stund han lyster ham at føre."
23:
"Der er ingen tilsammen viet
uden munken og hans kappe:
Hovmand rider, og hovmand kommer,
Hvor han kan tjene tjene til takke."
24:
"Niels Ebbesen, du taler mig fast imod,
og du snakker alt for længe:
Du skal enten Danmark rømme,
Eller jeg skal lade dig hænge."
25:
"Skal jeg ud af Danmark rømme
fra hustru og børn så små:
usen skal I sige deraf,
at I mig nogen tid så."
26:
"Rid du bort, Niels Ebbesen,
jeg vil dig ikke høre;
eller jeg bryder mine brynjer på
dig,
som jeg tør fuld vel gøre."
27:
"Aldrig så i mig så ræd,
jeg turde ej fuld vel skælve;
Greve hr. Gert, I ser vel til,
Og mandeligen vogter eder selve!"
28:
"Niels Ebbsen, du snakker mig fast imod,
så har du og gjort tiere;
du skal felig for mig være,
til sol går til hvile."
29:
Heden da red Niels Ebbesen,
slår op med hviden hand:
"I lader eder mindes det,
jeg kommer fuld snart igen!"
30:
Så red han af vejen frem,
han hug sin hest med spore;
efter stod greven med alle sine mænd,
ingen efter ham turde.
31:
Det var alt Niels Ebbesen,
og han kom ridende i sin egen gård;
ude stod hans kære hustru,
han spurgte hende om gode råd.
32:
"Hør du det, min kære hustru,
du skal mig gode råd kende:
Greven han har mig undsagt,
han siger han vil lade mig hænge.
33:
Tvende kår lagde han mig for,
det tredje var ikke godt:
det jeg skulle af Danmark rømme
fra alt det gods vi år."
34:
"Hvad råd skal jeg eder kende?
Jeg er en fattig kvinde:
De værste råd de bliver eder
bedst,
Om I kunne på dem finde.
35:
De værste råd er eder albedst,
om I kunne på dem finde:
enten greven ihjel at slå
eller ham inde at brænde.
36:
I lader eders hest til smedje gå,
så inderlig vel beslå;
alle hagerne vende frem,
det giver jeg eder for råd.
37:
Alle hagerne indad vende,
på sporet de eder ikke kende;
I lader det ingen mand vide,
Det råd gav eder en kvinde."
38:
"I æder og drikker, I dannissvende,
I gør eder fuld glade!
Først denne nat forgangen er,
Da fanger vi dagen i stad.
39:
Dagen kommer ikke før solen skin,
så får vi tidende ny;
så vil jeg på mine svende se,
hvilken fra sin herre vil fly.
40:
Op stod da de dannissvende,
de svared deres herre så fri:
"Vi vil med eder ride,
vove både gods og liv."
41:
Så red de til Fruerlund,
der bunde de deres heste;
så ginge de i Randers ind,
grev Gert ham ville de gæste.
42:
Det var Niels Ebbesen,
han kom til Randers bro:
"Hvilken mig ikke tjene vil,
og han tage orlov nu."
43:
Frem gik da liden Svend Trøst,
ham troede han allerbedst:
"Min herre, I giver mig orlov,
og dertil sadel og hest."
og dertil sadel og hest;
den samme dag, førend aften kom,
han tjente ham allerbedst.
45:
Det var Niels Ebbesen,
han klapper på døren med skind:
"I står op, unge grev Gert,
I lader mig til eder ind.
46:
I står op, greve Gert,
I lader mig til eder ind!
Jeg er hertug Henriks bud,
Han har mig til eder sendt."
47:
"Er du hertug Henriks bud,
du lad dig ikke forlænge;
du mød mig i morgen i Brødrekloster
imellem messe og ottesang."
48:
"Hør det, greve Gert,
I dvæler ikke forlænge!
Ribe er bestoldet,
Kolding det er brændt.
49:
Ribe det er bestoldet,
og Kolding det er brændt;
det vil jeg for sandingen sige,
Niels Ebbesen han er hængt."
50:
"Er det sanden, du siger mig,
da er det tidende godt;
hest og klæder udi min gård,
den stund vi leve både."
51:
Greven ud af vinduet så,
han så de blanke spjude:
"Så ussel jeg til Danmark kom,
Niels Ebbesen holder herude."
52:
De stødte på dør med
skjold og spjud,
de nagler ginge alle i stykker:
"Er du herinde, grev Gert,
vi vil dig en skål tildrikke."
53:
"Sid du ned, Niels Ebbesen,
vi vil os bedre forlige:
sende vi bud efter hertug Henrik
og hr. Klaus Krummedige!"
54:
"Ikke sagde du så i går
alt ude ved Randers strand;
du sagde, du skulle enten lade mig hænge,
eller jeg skulle rømme af land."
55:
Svared det den sorte svend,
for han var ikke hvid:
"Lægge vi neder den lange tale,
vi lader de sværde bide."
56:
"Ikke har jeg slot eller len,
at give så rig en fange;
I spare nu ikke de skarpe sværd,
I lader dem fast gange!"
57:
Så tog de greve hr. Gert
alt udi sin gule lok;
så hugged de ham hovedet fra
alt over den sengestok.
58:
Den tid greven han var død,
og da slog de på deres trommer;
det var Niels Ebbesen,
af byen ville han gange.
59:
Heden går Niels Ebbesen,
han ville af byen fly;
efter går hr. Ove Hals,
han ville ham det forbyde.
60:
"Hør du, hr. Ove Hals,
lad du mig nu gå!
Du ved du er min svoger,
du måtte mig intet skade."
61:
"Alt ved jeg det fuld vel,
jeg skulle din svoger være;
nu har du slaget min herre ihjel,
jeg må det ikke gøre."
62:
Niels Ebbesen brugte sit gode sværd,
han ville ham intet;
hr. Ove Hals med tyske flere
de måtte lade deres liv.
63:
Fåret bræger, og gåsen
kæger,
og hanen gaker på hjalde;
hr. Ove Hals blev halv mere vild,
på de holster monne han kalde.
64:
Hr. Ove Hals blev halv mere vild,
på de holster monne han kalde;
greven blev om dagen slagen,
og ikke om natten med alle.
65:
det var Niels Ebbesen,
han kom til randers bro;
der stod liden Svend Trøst,
som førre orlov tog.
66:
Niels Ebbesen går over Randers bro,
de løbe efter ham så fast;
efter går liden Svend Trøst,
broen han efter ham kaste.
67:
Niels Ebbesen han tren til sin hest,
til Noringsris monne han ride;
det vil jeg for sandingen sige:
han havde både angst og kvide.
68:
Så gæsted han en kjærling,
hun havde ikke uden to leve;
den ene gav hun Niels Ebbesen,
for han slog den kullede greve.
69:
Gud nåde din sjæl, Niels Ebbesen!
me ´n du i livet var,
så mangen tysk i Danmark
den samme vej skal gå.
1: greven: grev Gerhard af Holsten. Blev Nørrejyllands
og Fyns panteherre, efter at have besejret den danske konge, Christoffer,
i 1332. Rykkede 1340 op i Jylland for at sikre sine rettigheder mod et
ulmende oprør i den jyske adel og mod genskabte danske kongemagt.
bannere: hærafdelinger á 120 mand
2:did lod han sig råde: derhen begav han
sig
3: fordi: af den grund
4: felighed: frit lejde
ad den samme sinde: ad den samme tid, med øjeblikkelig
virkning
5: hvor går dig til hande: hvordan
går det dig?
6: snimen: nylig
7: finde: måske fejl for "sinde"
(vasal, ven, ledsager)
9: kunstig: listig
from: tapper
10: lide: stole
12: til måde: tilpas
hr. Bugge: Niels Bugge til Hald. Jyllands mægtigste adelsmand
og hovedmand i det jyske oprør mod grev Gert og holstenerne.
plade: harnisk
17: undsagt: opsagt tjenesteforholdet
Poul Glob, Anders Frost: jyske herremænd, den sidste Niels
Ebbesens slægtning
fremmest: forrest
18: I lide fast på hr. Bugges råd: (truende) ~ stol
blot påå
,så / hvis I stoler på (støtter)
så
21ff: modsætning i opfattelse af lensforholdet, mellem europæisk
feudalisme og den ældre nordiske opfattelse af kun slægtens
absolut bindende
troskabsbånd.
25: usen skal I
: I skal kalde det en ulykkelig stund
26: bryder mine brynjer: ~ bryder mit lejde
27: aldrig I så mig
: jf. Peder Låles ordsprogsamling:
han
er ræd, der ej tør skælve.
28: du skal felig for mig være: du skal have frit lejde
29: heden: derfra
32: kende: lære
33: kåår:
vilkåår
åår:
ejer
34: fattig:
stakkels
36ff: de
omvendte hestesko: et almindeligt sagnmotiv
38: dannissvende:
brave svende
i stad:
straks, brat
39: tidende
ny: nye tider
41: Fruerlund:
ved Gudenååens sydbred
43: Trøøst:
dristig, trofast
46: hertug
Henrik: grev Gerts æældste søøn
47: forlæænge:
opholde
ottesang:
morgengudstjeneste
48: bestoldet:
belejret
50: bååde:
begge
51: spjude:
spyd
såå
ussel
: såå ulykkeligt var det
.
53: Klaus
Krummedige: grevens yngste søøn
55: sort:
grov, råå
56: rig:
mæægtig
fast:
hurtigt
59: Ove
Hals: mååske Ove Hase, svigerfar til Niels Ebbesens broder,
Knud
60: mååtte:
burde
63: kææger:
gååsens skrææppen. Ove Hals er i sit lensforhold
til grev Gert en ynkelig skikkelse.
hjalde:
loft påå løøse stæænger
halv mere
vild: endnu mere opskrææmt
64: ikke
med
alle: ikke påå nogen mååde
67: tren:
tråådte
Noringsris:
hovgåård ved ÅÅrhus
68: leve:
brøød
69: me
´n du i livet var: mens, såå læænge ~
gid du i live var
[Hans Svanning omkr. 1580]
[
]
16: Tyve må
I i galgen ophænge
både for ugle og ørn,
men jeg vil alt udi Danmark bo,
alt hos min hustru og børn.
[...]
DgF
156 E
[Anna Munk
omkr. 1590]
[
]
51:
Tak have alle de dane-svende!
De
tjente deres herre med tro,
såå
red han til kæære hustru sin,
han
lever bååde glade og fro.
52:
Det var aldrig såå fattig en kvinde,
havde
hun ikke uden en lev,
hun
gav den gerne Niels Ebbesen
for
han vog den kullede grev.
DgF
156 D
[Anders Søørensen
Vedel, 1591]
[
]
82:
Gud bevare din sjææl, Niels Ebbesen!
du
varst en dansker helt,
såå
gerne havde du dit fææderneland
ved
fremmede gææster skilt.
83:
Krist signe og hver god dannesvend,
som
bååde med mund og håånd,
uden
skææmt og tant, med flid og tro,
vil
tjene sit fææderneland!
DgF
156 F
[Langebek
omkr. 1600]
1:
Greven for til Danmark
det
lod han sig rååde;
det
var ham for langen spåået
han
skulle sit liv der lade.
2:
Ikke ville han det lade,
han
ville det bedre friste;
ridder
og svende, borger og bøønder,
dem
havde han agt at gææste.
3:
Han havde dem alle under sig,
ihvor
som han drog frem;
foruden
Niels Ebbesen,
han
ville ikke gåå ham til håånd.
[
]
61:
Niels Ebbesen ud af landet drog,
han
slog den greve ihjel,
såå
glade var alle de danske,
at
det gik såå vel.
DgF
156 B