Kaj Munk: Niels Ebbesen, 3. akt

i fire kolonner, svarende til fire udgaver.
1. kolonne: udgaven fra juni 1940. (fra side 43-) (manuskriptet, se her).
2. Maskinskrevet manuskript, formentlig brugt ved Kaj Munks oplæsninger, omfattende 1. til 3. akt.
3. kolonne: udgaven fra januar 1941. (fra side 38-) (manuskriptet, se her).
4. kolonne: Den trykte udgave, genoptrykt i Mindeudgaven. (fra side 238-251)
Rød farve: Teksten er overstreget i manuskriptet.
Blå farve: Teksten er tilføjet senere, dvs den står udenfor marginen, over linien eller lign.
 
 
1 Skummel Stue!
(Et Mosedrag udenfor Udflyttergaarden. Det begynder at sne. Pater Lorenz sjosker rundt derude paa Harejagt. Han synger imens en Jægervise. Ruth dukker pludselig op, bare i et Sjal.)
Børnene leger. Fru Gertrud sidder ved et Haandarbejde, uden at tage sig af dem. Ruth ligesaa.		 (33) III
Skummel Stue i Udflyttergaarden

Børnene leger. Fru Gertrud sidder ved et Haandarbejde, Ruth ligesaa. 

 III
Skummel Stue i Udflyttergaarden

Børnene leger. Fru Gertrud sidder ved et Haandarbejde, Ruth ligesaa. 
III
SKUMMEL STUE I UDFLYTTERGAARDEN

Børnene leger. Fru Gertrud sidder ved et Haandarbejde, Ruth ligesaa.
2 Ebbe. Men det, forstaar I, det tager jeg ingen Hensyn til, jeg hugger Sporene ind i Siden paa min sorte Hingst og jager den frem, saa den bliver hvid af Sved og Skum

De smaa. Og hvad saa?

 Ebbe. Men det forstaar I, det tager jeg ingen Hensyn til. Jeg hugger Sporerne i Siden paa min fnysende Stridshingst, saa den skummer.

De smaa: Og hvad saa?

 Ebbe. Men det forstaar I, det tager jeg ingen Hensyn til. Jeg hugger Sporerne i Siden paa min fnysende Stridshingst (indtager saa hele Sverrig) og jager den frem, saa den skummer.

De smaa: Og hvad saa?

 Ebbe: Men det forstaar I, det tager jeg ingen Hensyn til. Jeg hugger Sporerne i Siden paa min fnysende Stridshingst og jager den frem, saa den skummer. 

De smaa: Og hvad saa? 
3 Ebbe. Saa kan alle se, at jeg er en Ridder lige saa flot som Hr Wittighofen. Saa samler jeg alle stolte Riddere om mig og vi stormer frem med Spyd og Sværd, til alle (Tyskerne) Holstenere er jaget ud af Danmark.

De smaa. Og hvad saa?

 Ebbe: Saa kan alle se, at jeg er en Ridder lige saa flot som Hr. Vitinghofen. (Ruth hurtigt ud.) Nu samler jeg alle stolte Riddere om mig, for nu gælder det om hele Jordens Erobring.  Ebbe: Saa kan alle se, at jeg er en Ridder lige saa flot som Hr. Vitinghofen. (Ruth hurtigt ud.) Nu samler jeg alle stolte Riddere om mig, for nu gælder det om hele Jordens Erobring.  Ebbe: Saa kan alle se, at jeg er en Ridder lige saa flot som Hr. Vitinghofen. (Ruth hurtigt ud.) Nu samler jeg alle stolte Riddere om mig, for nu gælder det om hele Jordens Erobring. 
4 Ebbe. Saa rider jeg videre. og jeg (indtager) erobrer hele Holsten

de smaa. Og naar du er færdig med Holsten, hvad saa?

Ebbe. Saa rider jeg videre og erobrer hele Jorden.

N. E. (er traadt ind) Det er jo flot; men hvad du hvad jeg hellere vilde erobre?

Ebbe. Er du her? (44)

 Niels Ebbesen. (er traadt ind) Og hvad saa mer? 

Ebbe. Er du her? 

 N. E. (er traadt ind) Og (bagefter) 
hvad saa mer? 

Ebbe. Er du her? 

 Niels Ebbesen (er traadt ind): Og naar du er færdig med hele Jordens Erobring, hvad saa mer? 

Ebbe: Er du her? 
5 N. E. Jeg vilde hellere erobre Mosen fra Mosehexen. Tænk, naar du engang faar Fars Gaard, og du saa kunde være driftig og dygtig, faa alt det sure Vand ledet bort fra Mosen og dyrket hele Draget op, og mange smaa glade Hjem groede op og velsignede din Gerning, ja, saa var du en god Erobrer, min Søn. Niels Ebbesen: Men jeg vilde meget hellere erobre Mosen derhjemme fra Mosehexen. Jeg vilde dyrke hele Draget op og bygge mange smaa Gaarde og se mange glade Folk hænge i, der hvor der nu bare er surt og dødt ...  N. E. Men jeg vilde meget hellere erobre Mosen derhjemme fra Mosehexen. Jeg vilde dyrke hele Draget op og bygge mange smaa Gaarde og se mange glade Folk hænge i, der hvor der nu bare er surt og dødt ...  Niels Ebbesen: Men jeg vilde meget hellere erobre Mosen derhjemme fra Mosehexen. Jeg vilde dyrke hele Draget op og bygge mange smaa Gaarde og se mange glade Folk hænge i der, hvor der nu bare er surt og dødt. 
6 Ebbe. Naa ja. En kan vel ogsaa blive træt af at grave Tørvegrøfter. -- Men vi kan selvfølgelig ogsaa lege med Klodserne. Kom saa, ind til os selv. Ebbe. Naa ja -- En kan vel ogsaa blive træt af at grave Tørvegrøfter. -- Men vi kan selvfølgelig ogsaa lege med Klodserne. Kom saa, I smaa, ind til os selv. Ebbe. Naa ja -- En kan vel ogsaa blive træt af at grave Tørvegrøfter. -- Men vi kan selv- (39) følgelig ogsaa lege med Klodserne. Kom saa, I smaa, ind til os selv.  Ebbe: Naa ja. En kan vel ogsaa blive træt af at grave Tørvegrøfter. -- Men vi kan selvfølgelig ogsaa lege med Klodserne. Kom saa, I smaa, ind til os selv. 
7 N. E. (venter lidt, kalder ham tilbage) (Forstaar d) Ebbe! Forstaar du, Dreng, naar jeg taler ordentlig til dig, saa taler du ogsaa ordentlig til mig. Husk det! (Giver ham et par Slag. Drengen ser trodsigt paa ham. N. E. tørrer sig over Ansigtet. Fru Gertrud skotter til ham. Pause.)
(??) N. E. Ja, nu er vore Karle igen godt i Gang med Saaningen hjemme paa Nørreris.		 Niels Ebbesen. Ebbe! Forstaar du, Dreng, naar jeg taler ordentlig til dig, saa taler du ogsaa ordentlig til mig. Husk det! (Giver ham en Øre- (34) figen. Drengen ser trodsigt paa ham. Gaar) 
Ja, Gertrud, nu længes jeg for Resten hjem igen til Nørreris. Nu er Karlene begyndt at saa derhjemme. 		 N. E. Ebbe! Forstaar du, Dreng, naar jeg taler ordentlig til dig, saa taler du ogsaa ordentlig til mig. Husk det! (Giver ham en Ørefigen. Drengen ser trodsigt paa ham. Gaar) Ja, Gertrud, (nu saar Karlene derhjemme paa Nørreris.) Nu længes jeg for Resten hjem igen til Nørreris. Nu er (nok) Karlene begyndt at saa derhjemme.  Niels Ebbesen: Ebbe! Forstaar du, Dreng, naar jeg taler ordentlig til dig, saa taler du ordentlig til mig. Husk det! (Giver ham en Ørefigen. Drengen ser trodsigt paa ham. Gaar.) Ja, Gertrud, nu længes jeg for Resten hjem igen til Nørreris. Nu er Karlene begyndt at saa derhjemme.
8 Gertrud. Kan tænke det.

N. E. Ja
   (Pause. Fru Gertrud samler sit Stramaj sammen og gaar ud. N. E. rejser sig, men sætter sig atter) (Han ser ud ad vinduet, som den, der ingenting ser) (45)

 Fru Gertrud. Ja.

Niels Ebbesen. Ak ja. 
Ja. (Fru Gertrud samler sit Stramaj og gaar)
Ja, det er vel Sengetid snart. Ak ja.

 Fru Gertrud. Ja.

N. E. Ak ja. 
Ja. (Fru Gertrud samler sit Stramaj og gaar)
Ja, det er vel Sengetid snart. Ak ja. 

 Fru Gertrud: Ja. 

Niels Ebbesen: Ak ja. Ja.

Fru Gertrud (samler sit Stramaj og gaar).

Niels Ebbesen: Ja. Det er vel Sengetid snart. Ak ja.
9  Ruth (brister pludselig i Graad, samler ogsaa sit Haandarbejde ei ud)

N. E. Ruth! Ruttepige!

Ruth. Far! jeg kan ikke! nej, jeg kan ikke, nej.

 Ruth (ind efter sit Haandarbejde) 

Niels Ebbesen. Hør engang her, Ruth!
 

Ruth. Ja, Far, Nej, jeg kan ikke, nej (ud) 

 Ruth (ind efter sit Haandarbejde) 

N. E. (Naa, Ruttepige) Hør engang her, Ruth!

Ruth. Ja, Far, Nej, jeg kan ikke, nej (ud) 

 Ruth, (ind efter sit Haandarbejde).

Niels Ebbesen: Hør engang her, Ruth!

Ruth: Ja, Far. Nej, jeg kan ikke. Nej!
10 N. E. vil efter hende, men sætter sig, ser ud af Vinduet som den, der ingenting ser.)

Ruth (ind igen, rolig.) Far! Vilde du mig noget?

 Niels Ebbesen. (vil efter hende, men sætter sig, ser ud i Mørket) 

Ruth (ind igen, rolig) Vilde du mig noget? 

 N. E. (vil efter hende, men sætter sig, ser ud i Mørket) 

Ruth (ind igen, rolig) Vilde du mig noget? 

 Niels Ebbesen (vil efter hende, men sætter sig og ser ud i Mørket).

Ruth (igen ind, rolig): Vilde du mig noget?
11 N. E. Ruttepige, tænker du stadig paa -- ham?

Ruth (i (???) angst Forvirring) Paa -- paa ham -- nej!

N. E. Kunde du stadig tænke dig at blive hans Hustru

Ruth. Far? Hvorfor spørger du? hvorfor gør de noget, de ikke maa? hvorfor gør du noget, de ikke maa?

 Niels Ebbesen. Ruth, tænker du stadig paa ham? 

Ruth. Paa-e -- hvem? nej. 

N. E. Kunde du stadig tænke dig at blive hans Kone? 

Ruth. Far, hvorfor spørger du? Hvorfor gør du noget, du ikke maa? 

 N. E. Rut(tepige), tænker du stadig paa ham? 

Ruth. Paa -- paa hvem? nej. 

N. E. Kunde du stadig tænke dig at blive hans Kone? (40)

Ruth. Far, hvorfor spørger du? Hvorfor gør du noget, du ikke maa? 

 Niels Ebbesen: Ruth, tænker du stadig paa ham?

Ruth: Paa -- paa hvem? Nej.

Niels Ebbesen: Kunde du stadig tænke dig at blive hans Kone?

Ruth: Far, hvorfor spørger du? hvorfor gør du noget, du ikke maa?
12 N. E. Far lille Pige og store Ven og gode Kammerat, er der noget, jeg kan gøre for dig, tror du.

Ruth (ryster paa Hovedet, mens Skuldrene dirrer af Graad.)

 Niels Ebbesen. Fars Pige, hvad skal vi finde paa? (35) 

Ruth (ryster paa Hovedet, men Skuldrene dirrer) 

 N. E. Fars (lille) Pige (og store Ven og gode Kammerat er der noget, jeg kan gøre for dig?) hvad skal vi finde paa?

Ruth (ryster paa Hovedet, men Skuldrene dirrer) 
13 N. E. Jeg skal sige dig Ruth, jeg selv kan ikke finde paa noget. Jeg er blevet saa underlig hjælpeløs. Jeg vilde gerne have at alle Mennesker var glade, lykkelige, men jeg ser kun Sorg og Ulykke voxe til omkring mig. Jeg havde tænkt mig, naar du engang skulde giftes -- med en god dansk Riddersmand -- saa vilde du og jeg gaa rigtig tidlig op i Kirken den Morgen ---

Ruth. Ti stille, Far, ti stille. (46)

 Niels Ebbesen. Jeg vilde jo gerne hjælpe dig. Men alting gaar saa sært. Jeg vilde gerne at alle skulde være glade og lykkelige, men kun Sorg og Ulykke voxer op om mig. Jeg havde tænkt mig, naar du engang skulde giftes med en god dansk Riddersmand, saa vilde du og jeg gaa rigtig tidlig op i Kirken den Morgen --
Ruth. Ti stille! ti stille!		 N. E. (Jeg skal sige dig, jeg kan ikke selv finde paa noget. Jeg er blevet saadan en Per Tot.) Jeg vilde jo gerne hjælpe dig. Men alting gaar saa sært. Jeg vilde (gerne), at alle skulde være glade og lykkelige, men kun Sorg og Ulykke voxer op om mig. Jeg havde tænkt mig, naar du engang skulde giftes med en god dansk Riddersmand, saa vilde du og jeg gaa rigtig tidlig op i Kirken den Morgen --
Ruth. Ti stille! ti stille!
14 N. E. Hvis jeg endda vidste, at du blev lykkelig med ham, den Tysker, saa -- skønt mit Hjerte ligesom vender sig herinde -- saa vilde jeg tale med din Mor. Men nu ved jeg, at du ikke bliver lykkelig.

Ruth. Far, hvorfor skal vi drøfte alt det haabløse?

 Niels Ebbesen. Hvis jeg endda vidste, at du blev lykkelig med ham den fremmede, saa -- skønt der var det, jeg hellere vilde -- kunde jeg tale med din Mor. Men nu tror jeg ikke paa nogen Lykke mellem jer to. 

Ruth. Er det nogen Nytte til at drøfte alt det, der ikke kan ske? 

 N. E. Hvis jeg endda vidste, du blev lykkelig med ham den fremmede, saa -- skønt (det vender sig inde i mig) der var det jeg hellere vilde -- kunde jeg tale med din Mor. Men nu tror jeg ikke paa nogen Lykke mellem jer to. 

Ruth. (Hvorfor skal vi tale om alt det haabløse?) Er det nogen Nytte til at drøfte alt det, der ikke kan ske?

 Niels Ebbesen: Hvis jeg endda vidste, at du blev lykkelig med ham, saa -- skønt der var det, jeg hellere vilde -- Men nu tror jeg ikke paa nogen Lykke mellem jer to.
15 N. E. Han er god nok (men han er tysk) ridderlig og dertil rank og smuk, men han taler ikke vor Tunge og tænker ikke vore Tanker og føler ikke Livet som vi. Han kunde gifte sig med en anden Pige her fra Landet, og det kunde gaa, men ikke med dig, Ruth, for det er du alt for dansk til. Niels Ebbesen. Han er god nok, det er han, i Blik og i Fodslag. Men han er ikke af vore. Han burde gifte sig med en anden Pige her fra Landet, og det kunde saa ...

Ruth. Hvorfor saa ikke -- med mig?

Niels Ebbesen. Fordi du er min Pige.

 N. E. Han er god nok, (smuk og rank og redelig) det er han på Blik og i Fodslag, men han (taler ikke vor Tunge, tænker ikke vore Tanker, føler ikke) er ikke af vore(41) Han kunde gifte sig med en anden Pige her fra Landet og det kunde gaa ...

Ruth. Hvorfor saa ikke med mig?

N. E. Fordi du er min Pige.
 
 

 
16 Ruth. Det forstaar jeg ikke. Havde du saa endda sagt Mors Pige. Men din -- du, der ikke kan hade! Ruth. Det forstaar jeg ikke. Havde du saa endda sagt Mors Pige. Men din -- du, der ikke kan hade!
17 Niels Ebbesen. Springvand sprudler opad, voldsomt, højt, skifter Retning og lader (36) sig styrte. Aaen er stille, men holder sin Kaas, aldrig saas Aa løbe opad.  N. E. Springvand sprudler opad, voldsomt, højt, og (bøjer) skifter Retning og lader sig styrte(r nedad). Aaen er stille, men holder sin Kaas, (ingen Magt i Verden faar Aaen til at løbe opad) aldrig saas Aa løbe opad. 
18
 
 

Ruth. Lille Far, naar bare man holder af hinanden, tror du saa, det betyder saa meget med om man ikke er født sammesteds paa Jorden.

 Ruth. Jeg forstaar dig vist ikke helt. Men jeg tænker tit paa det gamle Vers

Uens ere vi alle, 
hver i sit Mon er fød;
to Herskaber agte ikke paa Skel
Fru Elskov og Herre Død
Tror du, Far, tror du -- hvis man bare rigtig holder af hinanden, betyder det saa saa meget, om man ikke er født lige sammesteds paa Jorden?

 Ruth. Jeg forstaar dig visst ikke helt. Men jeg tænker tit paa det gamle Vers
uens ere vi alle,
hver i sit. Mon er fød
to Herskaber agte ikke paa Skel
Fru Elskov og Herre Død
Tror du, Far -- tror du -- hvis man rigtig holder af hinanden, betyder det saa saa meget, om man ikke er født lige samme Sted paa Jorden? 
 
 

Ruth: Lykke! aah, Far! tror du ikke nok -- hvis man bare rigtig holder af hinanden, betyder det saa saa meget, om man ikke er født lige sammesteds paa Jorden?
19 N. E. pludselig med knyttede Næver og blodskudte Øjne skrigende Hvad vil du have dine Sønner skal være, skal de være Mænd bag Ploven eller Mænd, der gaar ud til Mord?

Ruth. Men Far! Far dog!

 Niels Ebbesen (sidder lidt, saa skriger han)
Hvad vil du, dine Sønner skal være? Mænd bag Ploven eller Mænd, der gaar ud til Mord?

Ruth. Men Far dog!

 N. E. (sidder lidt, saa skriger han) Hvad vil du dine Sønner skal være? Mænd bag Ploven eller Mænd, der gaar ud til Mord? 

Ruth. Men Far dog! 

 Niels Ebbesen (sidder lidt, saa skriger han): Hvad vil du, dine Sønner skal være? Mænd bag Ploven eller Mænd, der gaar ud til Mord?

Ruth: Men Far dog!
20  N. E. (snapper efter Vejret, vender sig bort) Jeg skal -- jeg skal tale med Mor om du maa faa ham. Jeg skal prøve at faa Mor til at sige Ja.
Ruth. Nej, du skal ikke -- faa Mor -- nej, hun gør det (47) aldrig. Og nu ved jeg heller ikke mere -- aah, hvorfor er Livet saa -- jeg synes, vi Mennesker vi er bare som Fisk i et Net.		 Niels Ebbesen (meget flov) Du skal faa Lov, Ruth. Jeg vil tale med din Mor.

Ruth. Jeg vil ikke have Lov. Og du skal ikke tale med Mor. Jeg vil slet ikke -- aah, jeg ved ikke, hvad jeg vil. For vi Mennesker er bare Fisk i et Net. 

 N. E. (meget flov) Du skal faa Lov, Ruth. Jeg vil tale med din Mor.

Ruth. Jeg vil ikke have Lov. Og du skal ikke tale med Mor. Jeg vil slet ikke -- aah jeg ved ikke, hvad jeg vil. For vi Mennesker er bare Fisk i et Net. 

 Niels Ebbesen (meget flov): Du skal faa Lov, Ruth. Jeg vil tale med din Mor.

Ruth: Jeg vil ikke have Lov. Og du skal ikke tale med Mor. Jeg vil slet ikke -- aah, jeg ved ikke, hvad jeg vil. For vi Mennesker er bare Fisk i et Net.
21 Jeg har jo sagt til mig selv for længe siden, forstaar du nok, at -- jo, at det kunde ikke nytte noget. Selv om jeg kunde for mig egen Skyld trods alt det i mig, der er imod alt fremme Væsen -- men alt det glemmer jeg jo naar jeg er sammen med ham, fordi han -- fordi han er ham -- men saa for din Skyld og for Mors Skyld -- at gøre jer den Hjertesorg -- men saa -- ja, for jeg ved ikke med Mor -- 
22 hvorfor har Mor saadan forandret sig -- hun var jo slet ikke saadan da jeg var Barn -- hvad er det hun vil af os -- hun forlanger at jeg skal give Afkald, at jeg skal rive mine Hænder mine Tankerne ud af mit Hovede og smide dem paa Møddingen -- hun forlanger af dig, at du skal rejse hele Danmark til kamp mod Overmagten -- af os to ganske almindelige Mennesker forlanger hun, at vi skal være Helgeninder og Helte -- og hvad gør hun selv? er hun Helt eller Helgen -- gaar og er sur og gør livet til et Fangehul for os alle -- aah sommetider er jeg lige ved at hade Mor. (48) Og hvad kan det nytte at tale med Mor? Hvordan er det, Mor er blevet. Hun gaar og sætter sine Øjne baade paa dig og mig. Hun forlanger noget af os, vi slet ikke er født til, slet ikke har Evner til. Du skal gøre jeg ved ikke hvad hun tænker sig og være Helt, jeg skal give Afkald og være Helgeninde og Martyr. Hvad er hun selv? Hvad gør hun selv? Gaar og er sur og --  Og hvad kan det nytte at tale med Mor? Hvordan er det, Mor er blevet. Hun gaar og sætter sine Øjne baade paa dig og mig. Hun forlanger noget af os, vi slet ikke er født til, slet ikke har Evne til. Du skal gøre jeg ved ikke hvad og være Helt, jeg skal give Afkald og være Helgeninde og Martyr. Hvad er hun selv? Hvad gør hun selv? Gaar og er sur og --  Og hvad kan det nytte at tale med Mor? Hvordan er det, Mor er blevet. Hun gaar og sætter sine Øjne baade paa dig og mig. Hun forlanger noget af os, vi slet ikke er født til, slet ikke har Evner til. Du skal gøre, jeg ved ikke, hvad hun tænker sig, og være Helt, jeg skal give Afkald og være Helgeninde og Martyr. Hvad er hun selv? hvad gør hun selv? Gaar og er sur og -- -- --
23 N. E. Nej Ruth, de Ord vil jeg ikke høre af dig. De gør mig for ondt. Niels Ebbesen. Stille. Jeg vil ikke høre noget ondt om Mor. Gaa saa ud og hent (37) hende! -- Pige! (hun ud) N. E. Stille. Jeg vil ikke høre noget ondt om Mor. Gaa ud og hent hende! -- Pige! (Ruth ud) 
Niels Ebbesen: Stille. Jeg vil ikke høre noget ondt om Mor. Gaa saa ud og hent hende! -- Fars Pige! (Hun ud.)
24 Fordi din Mor er større (?) end vi, derfor -- -- nej, det er os, der (maa) har Fejlen. Jeg skal fortælle dig noget. Den Aften jeg kyssede Gertrud første Gang, da slog hun pludselig Armen om min Hals, voldsomt, og hviskede mig ind i Øret en hel Række Navne, lige strax blev jeg skinsyg -- ja det var Mandsnavne, Skjold, Rolf, jeg tænkte, det var hendes Sværmerier, hende, ja, saa dum var jeg. Men det var jo Danmarks Heltekonger, min Rolf, min Stern, hvad hun kaldte mig.  Gertrud. Niels, du har ikke sveget mig. Der er mig selv -- det er min egen Skyld. Jeg ved det godt. Du kan ikke gøre for, at du ikke er den, jeg digtede dig til at være, da jeg gav dig mit Ja. -- Jeg var jo saa forelsket i dit krøllede Haar, dit friske, rødmossede Ansigt, din brede Krop, jeg mente, du var en Rolf Krake, en Helt fra vor Fortid. Jeg vidste ikke, du saadan var Bonde med hele din Sjæl. Meget talende var du ikke, og naar du sad hen, saa troede jeg, det var Drømme, du digtede, og Bedrifter, du planlagde (fra #31) 
25 Du ved jo, jeg er ikke meget talende, saa har hun troet, jeg gik og tænkte paa Helte??digte, naar jeg gaar og overvejer: der kan vi grøfte ud, der kan vi fælde Skov, der kan vi bygge et Par nye Gaarde til to af vore flinkeste Karle. Nu tror jeg din Mor er ved at se, hvor sølle Figur jeg gør i Rustningen, hun har digtet sammen til mig, men hvad andet betyder det, end at hun med Grund er skuffet, for Sandheden er, at jeg (aldrig) ikke er og aldrig var hende værdig.
Ruth. Men Far dog, det er da ubilligt og urimelige at (fortsættes #38) 		 Niels Ebbesen -- og ikke, at det var Forædlingen af en Svinerace eller Kaaringen af en Hoppe, jeg spekulerede paa. Ja, jeg forstaar nok, jeg har skuffet dig, Gertrud, at det var en helt anden, du skulde have haft. Det er ikke saa rart for mig at høre; men det er vel strengere for dig, kan jeg tænke. (fra #32) 
26 Gertrud (ind) Det lyder højtideligt. Du vil tale med mig!

Niels Ebbesen. Se, Gertrud, se hvor den skyder, den Rose, du plantede ind. Den lover et Rosenvæld til Sommer, skønt den er flyttet et galt Sted hen.

Fru Gertrud (skubber Urtepotten i Gulvet)

Niels Ebbesen. Hvad gør du? 

 Gertrud (ind) Det lyder højtideligt. Du vil tale med mig? (42)

N. E. Se Gertrud, hvor den skyder, den Rose, du plantede ind. Den lover et Rosenvæld til Sommer, skønt den er flyttet et galt Sted hen. 

Fru Gertrud (slynger Urtepotten i Gulvet)

N. E. Hvad gør du? 

 Fru Gertrud (ind): Det lyder højtideligt. Du vil tale med mig!

Niels Ebbesen: Se, Gertrud, se, hvor den skyder, den Rose, (240) plantede ind. Den lover et Rosenvæld til Sommer, skønt den er flyttet et galt Sted hen.

Fru Gertrud (skubber Planten i Gulvet).

Niels Ebbesen: Hvad gør du?
27 Gertrud. Anders sidder i Køkkenet og fortæller, at Skanderborg har overgivet sig uden Kamp.

Niels Ebbesen. Har Skanderborg! Ja.

Gertrud. Saa usle er vi danske nu, at skønt Greven selv ligger syg og magtesløs, frygter vi denne halvdøde Mands Navn saadan, at hans Tropper kan gaa rundt og erobre Landet bare ved Løfter og Trusler.

 Gertrud. Anders sidder i Køkkenet og fortæller, at (Kolding) Skanderborg har overgivet sig uden Kamp. 

N. E. Har (Kolding) Skanderborg. (Naa) Ja. 

Gertrud. Saa usle er vi Danske nu, at skønt Greven selv (stod) ligger syg og magtesløs, (gaar) frygter vi denne halvdøde Mands Navn saadan, at hans Tropper (rundt i Landet og erobrer) kan gaa rundt og erobre Landet bare ved Løfter og Trusler. (??) 

 Fru Gertrud: Anders sidder i Køkkenet og fortæller, at Skanderborg har overgivet sig uden Kamp.

Niels Ebbesen: Har Skanderborg! Ja.

Fru Gertrud: Saa usle er vi Danske nu, at skønt Greven selv ligger syg og magtesløs, frygter vi denne halvdøde Mands Navn saadan, at hans Tropper kan gaa rundt og erobre Landet bare ved Løfter og Trusler.
28 (Sparker til Busken) Nej, mine Roser skal ikke bære Blomster for Holstenerne. Jeg var ved Bækken i Eftermiddag. Kabbelejerne stod og skinnede, som om ingenting var sket. Jeg hader Foraarets Urter i Aar, disse dumme følelsesløse Tingester. Der skulde ikke komme Blomster i Riget, naar det ikke længere er dansk (Sparker til Busken) Nej, mine Roser skal ikke bære Blomster til Holstenerne. Jeg var (V)ved Bækken i (Dag) Eftermiddag. (stod) Kabbelejerne stod og skinnede som om ingenting er sket. Jeg hader Foraarets Urter i Aar, disse dumme følelsesløse Tingester. Der skulle ikke (været) komme Blomster i Riget, naar det ikke længer er dansk.  (Sparker til Blomsten.) Nej, mine Roser skal ikke bære Blomster for Holsterne. 
29 Niels Ebbesen. Gertrud, berolige dig.

Gertrud. Og Barnet -- Barnet herinde, engang imellem har jeg Lyst til at gøre det samme ved det. Hvad skal jeg føde Børn til Holstenerne for? (38) 

 N. E. Gertrud, berolig dig.

Gertrud. Og Barnet, Barnet herinde, engang imellem har jeg Lyst til at gøre det samme ved det. Hvad skal jeg føde Børn til Holsterne for? 
Og Barnet -- Barnet herinde, engang imellem har jeg Lyst til at gøre det samme ved det. Hvad skal jeg føde Børn til de Fremmede for?
30 Niels Ebbesen (tager hende haardt i Armen) Sæt dig ned. Og vær rolig. Det forlanger jeg. Har jeg sveget dig, Gertrud, siden du er kommet til at se dig saa led paa mig? Har jeg sveget dig paa et eller andet Punkt -- og maaske jeg har -- saa beder jeg dig om Tilgivelse. N. E. (tager hende haardt i Armen) Sæt dig ned (43) og vær rolig. Det forlanger jeg. 
(??) Har jeg sveget dig, Gertrud, siden du (saad) er kommet til at (hade) se dig saa led paa mig? Har jeg sveget dig paa et eller andet Punkt -- og maaske jeg har -- saa beder jeg dig (?) om Tilgivelse. 		 Niels Ebbesen (tager hende haardt i Armen): Sæt dig ned. Og vær rolig. Det forlanger jeg. Har jeg sveget dig, Gertrud, siden du er kommet til at se dig saa led paa mig? Har jeg sveget dig paa et eller andet Punkt -- og maaske jeg har -- saa beder jeg dig om Tilgivelse.
31 N. E. fordi din Mor er større (?) end vi, derfor -- -- nej, det er os, der (maa) har Fejlen. Jeg skal fortælle dig noget. Den Aften jeg kyssede Gertrud første Gang, da slog hun pludselig Armen om min Hals, voldsomt, og hviskede mig ind i Øret en hel Række Navne, lige strax blev jeg skinsyg -- ja det var Mandsnavne, Skjold, Rolf, jeg tænkte, det var hendes Sværmerier, hende, ja, saa dum var jeg. Men det var jo Danmarks Heltekonger, min Rolf, min Stern, hvad hun kaldte mig. (fra #24)  Gertrud. Niels, du har ikke sveget mig. Der er mig selv -- det er min egen Skyld. Jeg ved det godt. Du kan ikke gøre for, at du ikke er den, jeg digtede dig til at være, da jeg gav dig mit Ja. -- Jeg var jo saa forelsket i dit krøllede Haar, dit friske, rødmossede Ansigt, din brede Krop, jeg mente, du var en Rolf Krake, en Helt fra vor Fortid. Jeg vidste ikke, du saadan var Bonde med hele din Sjæl. Meget talende var du ikke, og naar du sad hen, saa troede jeg, det var Drømme, du digtede, og Bedrifter, du planlagde Gertrud. Niels, du har ikke sveget mig -- det er min egen Skyld. Jeg ved det godt. Du kan ikke gøre for, at du ikke er den jeg digtede dig til at være, da jeg gav dig mit Ja. -- Jeg var jo saa forelsket i dit krøllede Haar, dit friske rødmossede Ansigt, din brede Krop, jeg mente du var en Rolf Krake, en Helt fra vor Fortid. Jeg vidste ikke du saadan var Bonde med hele din Sjæl. Meget talende var du ikke, og naar du sad hen, saa troede jeg, det var Drømme (du sad ???) og Bedrifter, du planlagde (i dit Sind)  Fru Gertrud: Niels, du har ikke sveget mig. Det er mig selv -- det er min egen Skyld. Jeg ved det godt. Du kan ikke gøre for, du ikke er den, jeg digtede dig til at... -- Jeg var jo saa forelsket -- i dit krøllede Haar, dit friske, rødmossede Ansigt, din brede Krop; jeg mente, du var en... Jeg vidste ikke, du saadan var... Meget talende var du ikke, og naar du sad hen, saa troede jeg, det var Bedrifter, du planlagde...
32  Du ved jo, jeg er ikke meget talende, saa har hun troet, jeg gik og tænkte paa Helte??digte, naar jeg gaar og overvejer: der kan vi grøfte ud, der kan vi fælde Skov, der kan vi bygge et Par nye Gaarde til to af vore flinkeste Karle. Nu tror jeg din Mor er ved at se, hvor sølle Figur jeg gør i Rustningen, hun har digtet sammen til mig, men hvad andet betyder det, end at hun med Grund er skuffet, for Sandheden er, at jeg (aldrig) ikke er og aldrig var hende værdig.
Ruth. Men Far dog, det er da ubilligt og urimelige at (fra #25) 		 Niels Ebbesen -- og ikke, at det var Forædlingen af en Svinerace eller Kaaringen af en Hoppe, jeg spekulerede paa. Ja, jeg forstaar nok, jeg har skuffet dig, Gertrud, at det var en helt anden, du skulde have haft. Det er ikke saa rart for mig at høre; men det er vel strengere for dig, kan jeg tænke.  N. E. -- og ikke, at det var (en ny) Forædlingen af en Svinerace eller (Prøve?? den) Kaaringen af en Hoppe, jeg (vilde sælge) spekulerede paa. Jo, jeg forstaar nok, at jeg har skuffet dig, Gertrud, at det var en helt anden, du skulde haft. (jeg forstaar, at jeg egentlig ikke har Ret til at holde saa inderligt af dig, som jeg gør) Det er (bittert) ikke rart for mig at høre, men det er vel (tungere) strengere for dig, kan jeg tænke. (44) Niels Ebbesen: --og ikke, at det var Forædlingen af en Svinerace, jeg spekulerede paa. Ja, jeg forstaar nok, jeg har skuffet dig, Gertrud. Det er ikke saa rart for mig at høre; men det er vel strengere for dig, kan jeg tænke.
33 Gertrud. Skal vi ikke ordne dether. Det er dog for latterligt at flyde hen i Sukke over sin egen Skæbne, i det Øjeblik, da selve Landet ligger paa Dødslejet.

Niels Ebbesen. Gør det da det? 

 Gertrud. Skal vi ikke spare dether. Det er dog for latterligt at flyde hen i Sukke over sin egen Skæbne, i det Øjeblik da selve (vort) Landet ligger paa Dødslejet. 

N. E. Gør det da det? 

 Fru Gertrud: Skal vi ikke tie med dether! Det er dog for latterligt at flyde hen i Sukke over sin egen Skæbne, i det Øjeblik selve Landet ligger paa Dødslejet.

Niels Ebbesen: Gør det da det?
34 Gertrud. Jeg fik Brev fra Niels Bugges Frue i Gaar. 

Niels Ebbesen. Hun skrev da ikke -- ?

Gertrud. Hun skrev mest om sine Frugttræer og sine Høns. Men saa stod der en Efterskrift: Bugge er stadig ved godt Mod trods Grevens Bedring. Men om Natten, naar han tror, jeg sover, ligger han og stønner : "Vi bliver dem aldrig ledig". 

 Gertrud. Jeg fik Brev fra Niels Bugges Frue i Gaar. 

N. E. Hun skrev da ikke -- ?

Gertrud. Hun skrev mest om sine Frugttræer og sine Høns. Men saa stod der en Efterskrift. Bugge er stadig ved godt Mod trods Grevens Bedring. Men om Natten, naar han tror jeg sover, ligger han og stønner: "Vi bliver dem aldrig ledig". 

 Fru Gertrud: Jeg fik Brev fra Niels Bugges Mor i Gaar.

Niels Ebbesen: Hun skrev da ikke -- ?

Fru Gertrud: Hun skrev mest om sine Frugttræer og sine Høns. Men saa stod der en Efterskrift: Min Søn er stadig ved godt Mod trods Grevens Bedring. Men om Natten kan jeg høre gennem Væggen, han ligger og stønner: ,,Vi bliver dem aldrig ledig. Vi bliver dem aldrig ledig."
35 Niels Ebbesen. Det gør mig ondt at høre, det gør mig meget ondt. Men Niels Bugge tager fejl.

Gertrud. Hvad, om jeg maa spørge, bygger du den Tro paa?

Niels Ebbesen. Gertrud, aldrig har vi Bønder som i Aar lagt mærke til , at Lærkerne synger. 

 N. E. Det gør mig ondt at høre. (evt. gør mig meget ondt) Men Niels Bugge tager fejl. 

Gertrud. Hvad om jeg maa spørge, bygger du denne Tro paa?

N. E. Gertrud, aldrig (??) har vi Bønder som i Aar (?) lagt mærke til at Lærkerne synger. 

 Niels Ebbesen: Det gør mig ondt at høre, det gør mig meget ondt. Men Niels Bugge har ikke lært Sejghed af Livet endnu. Han tager fejl.

Fru Gertrud: Hvad bygger du den Tro paa?

Niels Ebbesen: Gertrud, aldrig har vi Bønder som i Aar lagt Mærke til, at Lærkerne synger.
36 Gertrud. Saa er det maaske Lærkerne, der skal synge Holstenerne ud af Landet.

Niels Ebbesen. Ja, jeg tror, at Lærkerne skal synge og Bønderne pløje Holsterne ud af Landet. Jeg tror det, og Gud hjælpe mig til at blive ved med at tro det.

Gertrud. Niels -- jeg kunde -- aah!

Niels Ebbesen. Men Gertrud da!

 Gertrud. Saa er det maaske Lærkerne, der skal synge Holstenerne ud af Landet. 

N. E. Ja, jeg tror at Lærkerne skal synge og Bønderne pløje Holstenerne ud af Landet. Jeg tror det, og Gud hjælpe mig til at blive ved med at tro det. 

Gertrud. Niels, jeg kunde -- aah!

N. E. Men Gertrud da!

 Fru Gertrud: Saa er det maaske Lærkerne, der skal synge Holsterne ud af Landet?

Niels Ebbesen: Ja, jeg tror, Lærkerne skal synge og Bønderne skal pløje Holsterne ud af Landet. Jeg tror det, og Gud hjælpe mig til at blive ved med at tro det.

Fru Gertrud: Niels -- jeg kunde -- aah!

Niels Ebbesen: Men Gertrud da!
37 Hvor kan du -- ! ptøj! Her gaar du selv og ser, hvordan disse Holstere med deres nye Taktik, Ridderlighed og Spøgefuldhed, der hvor (40) de ikke behøver Brutaliteten, vinder Indpas paa Steder, hvor man aldrig havde troet det muligt. Du gaar og ser, at endog vore egne Børn slatner af de fremmedes Gift ...

Niels Ebbesen. Tys! der er nogen. Jeg hører Skridt. 

 Gertrud. Hvor kan du -- ! ptøj! Her gaar du selv og ser hvordan disse Holstenere med deres nye Taktik, Ridderlighed og Spøgefuldhed, der, hvor de ikke behøver Brutaliteten, vinder Indpas paa Steder, hvor man aldrig havde troet det muligt. Du gaar og ser, at endog vore egne Børn slatner af (deres) de fremmedes Gift. 

N. E. Tys (det banker paa Døren) der er nogen her. Jeg hører Skridt. 
 

 Fru Gertrud: Hvor kan du --! ptøj! Her gaar du selv og ser, hvordan disse Holstere med deres nye Taktik, Ridderlighed og Spøgefuldhed, der hvor de ikke behøver Brutaliteten, vinder Indpas paa Steder, hvor man aldrig havde troet det muligt. Du gaar og ser, at endog vore egne Børn slatner af de fremmedes Gift...

Niels Ebbesen: Tys! der er nogen her. Jeg hører Skridt.

Fru Gertrud: Ja, lad der komme, hvem der vil.
38 Fader Lorentz  --- saa langt han en Simle
Sim -- Sim  -- Simle
og han til alle Himle
Himt -- him -- Himle (49)
et det aldrig mild
vil vil vild
farup ham som ild
il il ild
at han skulde spise den tø tø tør.		 Fader Lorents (ind) Ah, her er Lys og Varme. Natten er slimet og raa.

Gertrud. Hvad er det? Er I syg, Fader Lorents?

 Fader Lorents. (ind) Ah, her er Lys og Varme. Natten er slimet og raa. 

Gertrud. Hvad er det? Er I syg, Fader Lorentz? 

 Fru Gertrud: Ja, lad der komme, hvem der vil.

Fader Lorents (ind): Ah, her er Lys og Varme. Natten er slimet og raa.

Fru Gertrud: Hvad er det? Er I syg, Fader Lorents?
39 Sikke en knagende Kuld. Dydsirede Jomfru i Danmarks knoppende Abildgaard, skaf den gamle Gudstjener en Taar højende (?) Øl til at optø hans tilfrosne Strubehovede, saa dit udgangne Lyde. Thi jeg medbringer novum ex Africa (Ruth ud) 
Det er koldt Niels Ebbesen.		 Lorents. Det er jeg. Jeg lider af den eneste Sygdom, der kan bide paa mig, og den bider sjældent, men saa ogsaa helt ind til Rygmarven. 

N. E. Hvad er det for en Sygdom? 

Lorentz. At jer er ædru. 

Gertrud. Jeg skal fly jer et Krus varmt Øl herind. 

 Lorentz. (jeg) Det er jeg. Jeg lider af den eneste Sygdom, der kan bide paa mig, og den bider sjældent, men saa ogsaa helt ind til Rygmarven. 

N. E. Hvad er det for en Sygdom? 

Lorentz. At jer er ædru. 

Gertrud. Jeg skal fly jer et Krus varmt Øl herind. 

 Lorents: Det er jeg. Jeg lider af den eneste Sygdom, der kan bide paa mig, og den bider sjældent, men saa ogsaa helt ind til Rygmarven.

Niels Ebbesen: Hvad er det for en Sygdom?

Lorents: At jeg er ædru.

Fru Gertrud: Jeg skal fly Jer et Krus varmt Øl herind. (Ud.)
40 N. E. Velkommen, Fader 
Lorenz. Jeg skal lægge mere paa Ilden.

Lorens. Gør det, Hr. Niels, bliv ved med det. Tillykke med (Gæstens Afrejse) Gøgeungens Bortflyvning, (fra Reden) saa den hjemlige Rede atter staar til Raadighed for den indfødte Befolkning.

 Lorents. Kan I skaffe det, saa kan jeg drikke det. Vær viss  paa det!

Niels Ebbesen. Hvor ser I dog elendig ud.

Lorents. Bi! bi! naar Øllet er nede, saa er jeg oppe igen. Det er en Stadskvinde, I har, Niels Ebbesen. Hun bjerger mit Liv. Ja, ja, vi Mænd vi er ovenpaa, saalænge vi bare har Kvinder. -- Og den store Gøgeunge er fløjet ud af jer lille Rede i Dag!

 Lorentz. (Vær viss paa det.) Kan I skaffe det, saa kan jeg drikke det. Vær viss paa det. (Gertrud ud)

N. E. Hvor ser I dog elendig ud.

Lorentz. Bi! bi! naar Øllet er nede, saa er jeg oppe igen. Det er en Stadskvinde I har, Niels Ebbesen. Hun hjælper mit Liv. Ja, ja, vi Mænd vi er ovenpaa, saalænge vi bare har Kvinder. (Saa) Og den store Gøgeunge er fløjet ud af jer liden Rede (Hr. Niels) i Dag! (45)

 Lorents: Kan I skaffe det, saa kan jeg drikke det. Vær viss paa det!

Niels Ebbesen: Hvor ser I dog elendig ud!
 

Lorents: Bi! bi! naar Øllet er nede, saa er jeg oppe igen. -- Og den store Gøgeunge er fløjet ud af jer lille Rede i Dag!
41 N. E. Hvad for Snak.

Lorenx. Hvad for Snak. Ingen Forsnak! Har Vittinghofen ikke været her?

 Niels Ebbesen. Hvad siger I? (41) 

Lorents. I ved det ikke. Har Vitinghofen ikke været her endnu?

 N. E. Hvad siger I?

Lorentz. I ved det ikke. Har Vitinghofen ikke været her endnu? 

 Niels Ebbesen: Hvad siger I?

Lorents: I ved det ikke? Har Vitinghofen ikke været her endnu?
42 N. E. Nej? Det sidste jeg har hørt fra Nørreris er (Lorenz) at Greven, de (allerede var oven Senge) havde faaet et Tilbagefald.

Lorenz. Ej, ej, ej, saa har jeg nisarf. (?) Wanteder (?) (50)
ex Africa. Men der har vi Øllet. Lad det først gøre sin Virkning og bane en Sliske gennem de snævre Regioner, hvorad timeligt og aandeligt Opstød kan rutshe op. Skaal. ikke! Og engang til! Ah!

 Niels Ebbesen. Har Greven forladt Nørreris? 

Lorrents. Vent lidt! Lad mig varme mig lidt. Jeg kan ikke tale. Halsen er frosset til paa mig. Ah, der er Øllet. Ah! Ah! Ah! nu kommer det! det baner en Slisk for Ordenes Opstød. Nu skal I faa varum ex Africa. Narrata refero. 

 N. E. Har Greven (forladt) forladt Nørreris? 

Lorents. Vent lidt! Lad mig varme mig lidt. Jeg kan ikke tale. Halsen er frosset til paa mig. Ah! der er Øllet! Ah! Ah! Ah! nu kommer det! det baner en Slisk for Ordenes Opstød. Nu skal I faa novum (??) ex Africa. Narrata refero. 

 Niels Ebbesen: Har Greven forladt Nørreris? 

Lorents: Vent lidt! Lad mig varme mig lidt. Jeg kan ikke tale. Halsen er frosset til paa mig. Ah, der er Øllet. Ah! Ah! Ah! nu kommer det! Nu skal I faa novum ex Africa. Narrata refero. Jo, ser I, i Forgaars strax efter Messen...

Niels Ebbesen: Ho! 
43 -- Tilbagefald! oho! nej, det er gamle Moster Danmark, der faar Tilbagefald, (skal) tør jeg forjætte. I Gaar stod hans forhindrende Højsalighed op af sit fjedrende Leje, forlangte sit Sværd, gik ned i Borggaarden og hugg Hovedet af 3 af jere Karle suxormaine, husj, husj, og saa det lange husj og bemærkede derefter: Nu tykkes det mig, at Armen fungerer som vanlig igen. Ja, ser I, i Forgaars stod Hans forhenværende Højsalighed op af jert fjedrede Leje og forlangte sit Sværd, gik ned i Borggaarden og hugg Hovedet af 3 af jere Karle i alfabetisk Orden, husj, husj, og saa det lange husj og bemærkede derefter: Nu tykkes det mig, at Armen atter fungere som vanlig. Jo, ser I, i (Gaar) Forgaars stod hans forhenværende Højsalighed op af  (sit) jert fjedrede Leje og forlangte sit Sværd, gik ned i Borggaarden og hugg Hovedet af 3 af jere Karle i alfabetisk Orden, husj, husj, og saa det lange husj og bemærkede derefter: Nu tykkes det mig, at Armen atter fungerer som vanlig. Lorents: Gudfrygtig er han som bare Fanden. Le ikke af det. Det er Storforbrydere altid. De haf saa grov en Byrde af Misgerninger, at ingen Menneskeryg kan bære den. Derfor anskaffer de sig en Gud at læsse den paa. Skaal! 
44 N. E. Jeg vil sætte Pris paa, Fader Lorentz, om I (om fortæller mig) uden al eders sædvanlige Fabuleren beretter mig, hvad der er sket.

Lorentz. (De) Sket? Ingenting. Vil ske? Alt. Der er sket det, at hvis nogen i Dag tilbyder mig Danmarks Rige for en To-Skilling, saa svarer jeg: jeg vil ikke give en halv. Greven er brudt op fra Nørreris i Gaar og draget til Randers. Han føler sig næsten helt (51) rask og (har) fejrer sin Helbredelse med følgende Beslutning: inden Vinterens Indtræden skal Danmark kunde deles i to Kategorier: det døde, der er levende Ruinhobe, og det levende, der slikker hans (højhellige) Rumpe.

 Niels Ebbesen. Jeg vilde sætte Pris paa, om I uden al Fabuleren vilde berette mig, hvad der er sket.

Lorents: Sket? Ingenting. Bare det, at hvis nogen i Dag tilbyder mig Danmarks Rige for en Toskilling, saa svarer jeg: Jeg vil give ½, og saa har jeg endda forkøbet mig.

Niels Ebbesen. Hvor er han da nu?

Lorents. I Randers, min kære, og rask nok til, at i næste Uge begynder han Felttoget, Sygdommen afbrød ham i. Danmark inddeles i to Kategorier, den, der bliver en rygende Askehob, og den, der slikker hans Rumpe.

 N. E. Jeg vil sætte Pris paa, om I uden al Fabuleren vil berette mig, hvad der er sket. 

Lorents: Sket? Ingenting. Bare det, at hvis nogen i Dag tilbyder mig Danmarks Rige for en Toskilling, saa svarer jeg: jeg vil sige ½, og saa har jeg endda forkøbt mig. (46)

N. E. Hvor er han da nu? 

Lorentz: I Randers, min kære, og rask nok til, at i næste Uge begynder han Felttoget, Sygdommen afbrød ham i. Danmark inddeles i to Kategorier, den, der bliver en rygende Askehob, og den, der slikker hans Rumpe. 

 Niels Ebbesen: Jeg vil sætte Pris paa, om I uden al Fabuleren vil berette mig, hvad der er sket.

Lorents: Sket? Ingenting. Bare det, at hvis nogen i Dag tilbyder mig Danmarks Rige for en Toskilling, saa svarer jeg: ,,Skidt! jeg giver ½." Og saa har jeg endda forkøbt mig. 

Niels Ebbesen: Hvor er han da nu? 

Lorents: I Randers, min kære, og rask nok til, at i næste Uge begynder han Felttoget, Sygdommen afbrød ham i. Danmark inddeles i to Kategorier, den, der bliver en rygende Askehob, og den, der slikker hans Rumpe. 
45 N. E. Fader Lorentz, nu ser jeg med-et, at der sidder en stor Angst inde i jeres Øjne. Hvad er I kommen for at sige mig. Niels Ebbesen. Det er dog sagt mig, at flere af hans Lejetropper er stukket af un- (42) der hans Sygdom. N. E. Det er dog sagt mig, at flere af hans Lejetropper er stukket af under hans Sygdom.  Niels Ebbesen: Det er dog sagt mig, at flere af hans Lejetropper er stukket af under hans Sygdom.
46 Lorentz. Angst! hvad skulde jeg have Angst for? Hvad rager Danmarks Rige. Jeg er Præst, jeg hører til i et andet, i det himmelske, i Guds, og der er jeg tryg for (sa) den kullede; det ved jeg at trods alle hans Messer og Faste og Bønner der langer han aldrig (dex) hen. Lorents. Tropper kan han skaffe sig saa mange, han vil. Lorents. Tropper kan han skaffe sig (alle dem) saa mange han vil.  Lorents: Tropper kan han skaffe sig, saa mange han vil.
47 N. E. Hvad er I kommen for at meddele mig?
Lorenz. Inden han drog bort gav han Ordre til at alt vaabenført Mandskab paa Nørreris skulde komme til ham i Randers.		 Niels Ebbesen. Hvordan?

Lorents. Ja, nu f. Ex. alt vaabenført Mandskab fra Nørreris er beordret at møde i Randers. Det tæller altsammen, ikke sandt? Næ, her er faldet en Blomst paa Gulvet. 

 N. E. Hvordan? 

Lorents. Ja, nu f. Ex. alt vaabenført Mandskab fra Nørreris er beordret at møde Randers. Det tæller altsammen, ikke sandt? Næ, her er faldet en Blomst paa Gulvet. 

 Niels Ebbesen: Hvordan?

Lorents: Ja, nu f. Ex. alt vaabenført Mandskab fra Nørreris er beordret at møde i Randers. Det tæller altsammen, ikke sandt? Her er nok faldet en Blomst paa Gulvet.
48 N. E. Mine Folk? hvad har vi gjort ham? er det Takken for,a t vi har vist ham Gæstfrihed og Pleje? Hvad skal de fængsles for.

Lorenz. De skal ikke fængsles. De skal have Vaaben og indrulleres i Grevens Hær. (52)

N. E. Indrulleres? Skal de -- skal de bære Vaaben mod deres egne.

Lorenz. I Morgen tidlig skal hver Mand være mødt

 Niels Ebbesen. At møde -- mine Folk -- hvad skal de der?

Lorents. Ja, kan han skaffe Kyllingesteg og Jordbær saa tidligt paa Aaret, saa skal de vel sagtens trakteres med det. Han er jo saadan en mild og naadig Natur. Jeres ældste Søn Ebbe har han fundet Behag i de Par Gange, han har set den raske Dreng. Ham tænker han paa som Erkendtlighed for jer Gæstfrihed at tage til sig i Holsten og opdrage ham i moderne Aand og Kunst. 

 N. E. At møde -- mine Folk -- hvad skal de der?

Lorents. Ja, (skal) kan han skaffe Kyllingesteg og Jordbær saa tidlig paa Aaret, saa skal de vel sagtens trakteres med det. Han er jo saadan en mild og naadig (Herre) Natur. Jeres ældste Søn Ebbe har han fundet Behag i, de Par Gange han har set den raske Dreng (47) Ham tænker han paa som Erkendtlighed for jer Gæstfrihed at tage til sig i Holsten og opdrage ham i moderne Aand og Kunst.

 Niels Ebbesen: At møde -- mine Folk  -- hvad skal de der? 

Lorents: Ja, kan han skaffe Kyllingesteg og Jordbær saa tidligt paa Aaret, saa skal de vel sagtens trakteres med det. Han er jo saadan en naadig og gæstmild Natur. 
49 N. E. I tager fejl, Fader Lorenz. (udstr I har været fuld) I har drømt det i en Rus. I har --

Lorentz. I har talt om Vittinghofen selv. Han vil snart være her, for graa (?) til jer (tilføj selv) har han Hilsen

N. E. Som lyder:

Lorentz. At Greven er lige saa taknemmelig for den Gæstfrihed, han har nydt hos jer Gaard, som forundret over, at han ikke har faaet Lejlighed til personlig at takke jer.

 Niels Ebbesen. Hvad er det for Ulykkesbudskaber, I vælter ud over mig? 

Lorents. Ulykke -- naa ja. Tak I jer Gud for, at I ikke selv skal møde i Randers!

 N. E. Hvad er det for Ulykkesbudskaber, I vælter ud over mig? 

Lorents. Ulykke -- naa ja. Tak I jer Gud for, at I ikke selv skal møde i Randers! 

 Niels Ebbesen: Hvad er det for Ulykkesbudskaber, I vælter ud over mig?
 

Lorents: Ulykke -- naa ja. Tak I jer Gud, at I ikke selv skal møde i Randers!
50 N. E. Er det det hele.

Lorentz. Men jer ældste Søn Ebbe har han jo set et Par Gange og fundet Behag i den raske Dreng (engs raske Væsen) og som Erkendtlighed for jer Gæstfrihed vil han tage Drengen til sig i Holsten og lade ham opdrage i moderne Væsen og Færd

 Niels Ebbesen. Ja, det er jo i hvert Fald et Lyspunkt. Det med min Dreng er vel kun en Spøg; men mine Folk derhjemme -- kan han tænke paa at indrullere dem i sin Hær? Kan han tænke paa at tvinge dem til at bære Vaaben paa deres egne? -- Nej. Nej! (43)  N. E. Ja, det er jo i hvert Fald et Lyspunkt. (Men) Det med min Dreng -- (nej). (skulde han) er vel kun en Spøg. (Og) Men mine Folk derhjemme -- kan han tænke paa at indrullere dem i sin Hær? Kan han tænke paa at (lade) tvinge dem til at (kæmpe mod) bære Vaaben mod deres egne? -- Nej. Nej! Niels Ebbesen: Ja, det er jo i hvert Fald et Lyspunkt. Men mine Folk derhjemme -- kan han tænke paa at indrullere dem i sin Hær? Kan han tænke paa at tvinge dem til at bære Vaaben paa deres egne? -- Nej. Nej!
51 N. E. Har I mere?
Lorentz. Tak I jer Gud, Niels Ebbesen for, at I ikke selv skal til Randers.

N. E. Ja. Ja, det var dog altid et lille Lyspunkt. (53)
    Men hjem til Nørreris maa jeg. Jeg maa hjem til mine Folk.

 Lorents. Hvad vil I?

Niels Ebbesen. Jeg maa hjem og tale med dem. Jeg maa ride strax. 

 Lorents: Hvad vil I?

N. E. Jeg maa hjem og tale med dem. Jeg maa ride strax. 

 Lorents: Hvad vil I?

Niels Ebbesen: Jeg maa hjem og tale med dem. Jeg maa ride strax.
52 Lorentz. Det vil jeg bestemt fraraade jer.

N. E. Fraraade mig.

Lorentz. De er vrede paa jer, Hr. Niels

N. E.  Vrede paa mig?

Lorentz. Fordi I har fortaget den deres Vaaben.

 Lorents. Det vil jeg meget fraraade jer.

Niels Ebbesen. Hvad skal det sige? 

Lorents. De er vrede paa jer, Niels Ebbesen.

Niels Ebbesen. Vrede? Paa mig?

Lorents. Fordi I har frataget dem deres Vaaben. 

 Lorents: Det vil jeg meget fraraade jer. 

N. E. Hvad skal det sige? 

Lorents: De er vrede paa jer, Niels Ebbesen.

N. E. Vrede? Paa mig? 

Lorents. Fordi I har frataget dem deres Vaaben. 

 Lorents: Det vil jeg meget fraraade Jer.

Niels Ebbesen: Hvad skal det sige?

Lorents: De er vrede paa Jer, Niels Ebbesen.

Niels Ebbesen: Vrede? Paa mig?

Lorents: Fordi I har frataget dem deres Vaaben.
53 N. E. Hvad skulde de med Vaaben. Lade sig hugge ned til ingen Nytte. De skal ikke ogsaa til Randers. De skal blive (hjem) i deres Hjem.

Lorenz. Og lade sig hugge ned til ingen Nytte.

N. E. Jam -- jam -- hvad vil de da?

 Niels Ebbesen. Hvad skulde de med Vaaben? Lade sig hugge ned til ingen Nytte?

Lorents. Nu skal de til Randers og lade sig hugge ned til Nytte for Greven.

Niels Ebbesen. Jamen hvad gør de, hvad siger de, hvad vil de?

 N. E. Hvad skulde de med Vaaben? Lade sig hugge ned til ingen Nytte? (48)

Lorents: (Ja, det er det, de skal til Randers for nu) (Des) Nu skal de til Randers og lade sig hugge ned til Nytte for Greven. 

N. E. Jamen, hvad gør de, hvad siger de, hvad vil de? (derhjemme) 

 Niels Ebbesen: Hvad skulde de med Vaaben? Lade sig hugge ned til ingen Nytte?

Lorents: Nu skal de til Randers og lade sig hugge ned til Nytte for Greven.

Niels Ebbesen: Jamen, hvad gør de, hvad siger de, hvad vil de?
54 Lorentz. Nogen vil gøre Modstand -- nogen vil flytte ud i Skoven. Men saa tager I vel deres Koner og Børn. Hvad saa? Altsaa er der ikke andet at gøre end lystre. Stikke Ild i deres Brødres Hus og dræbe deres Brødres Koner og Børn. Det er saa ligetil.

N. E. Nej, Nej. Hvad tager de sig til derhjemme nu? Er de ved at samle sig? Kan jeg røre i ? (?)

 Lorents. Jeg har været hos dem og prøvet at trøste dem. Men jeg kunde lige saa godt prøve at trøste Vorherre i Helvede. Lorents: Jeg har været hos dem og prøvet at trøste dem. Men jeg kunde lige saa godt prøve at trøste Vorherre i Helvede.  Lorents: Jeg har været hos dem og prøvet at trøste dem. De tør ikke andet end lystre. 
55 Lorentz. Hvad de tager sig til? De græder. Mand, Koner og Børn sidder i Klumper og græder. Og i Nat (54) rejser de. De færreste kommer tilbage igen. Og dem, der kommer tilbage, kan man ikke se paa er Mennesker. De mangler Arme, Ben og Øjne. Og dem, der ikke mangler Krop, mangler Sjæl. De er vant til at slaa ihjel og doble og (?) strejfe. Vrag og Ulve -- saadan ser Landets Franker (?) ud. De sidder malerisk i Klumper og græder, Mænd og Koner og Børn. De tør ikke andet end lystre. De ved, at de færreste kommer tilbage, og de, der kommer tilbage, er ikke mere til, naar de kommer. De mangler Arme og Ben og Øjne. Og de, der har Kroppen, mangler Sjæl. Duer bare til at slaa ihjel og doble og strejfe rundt. Vrag og Ulve er Landets Fremtid. (44) Ja, det er en interessant Tid, vi lever i. Man keder sig i hvert Fald ikke. De sidder malerisk i Klumper (sammen) og græder, Mænd og Koner og Børn. De tør ikke andet end lystre. De (mangler Arme og) ved, at de færreste kommer tilbage, og de, der kommer tilbage, er ikke mere til, naar de kommer. De mangler Arme og Ben og Øjne. Og de, der har Kroppen, mangler Sjæl. Duer  bare til at slaa ihjel og doble og strejfe rundt. Vrag og Ulve er Landets Fremtid. Ja, det er en interessant Tid vi lever i. Man keder sig i hvert fald ikke.  De ved, at de færreste kommer tilbage, og de, der kommer tilbage, mangler Lemmer og Ansigt og Sjæl. Vrag og Ulve er Landets Fremtid. Ja, det er en interessant Tid, vi lever i. Der sker da noget. Man keder sig i hvert Fald ikke.
56 N. E. Hvorfor remser I mig alt det op. Niels Ebbesen. Hvad Djævelen er I for et Menneske? Hvorfor sidder I der ved Ilden og hygger jer ved at remse al den Elendighed op? N. E. Hvad Djævelen er I for et Menneske? hvorfor sidder I her ved Ilden og hygger jer ved at remse (alt det op) al den Elendighed op?  Niels Ebbesen: Hvad er I for et Menneske? hvorfor sidder I der ved Ilden og hygger Jer med at remse al den Elendighed op?
57 Lorenz. Fordi jeg foragter dig, Niels Ebbesen. Du kunde have været en Stridshandske, men du er en Vante. Med al din Skillighed har du fornægtet alt det, du vilde frede om. Naturligvis kan du og din Smule Mandskab ikke besejre en Gert. Men du kan give Exempel og alle de smaa Herremænd rundt om, der har det godt med deres Folk, og alle de smaa Byer, der vil gøre som du og dine. Lorents. Kan I ikke lide, jeg tømmer min Blære over jer Hr. Niels? Synes I, I er bedre værd? Saadant et Mandfolk som jer har Vorherre skabt til en Stridshandske, og saa har I selv lavet jer om til en Vante. Al jer Palaver om Fred. I har været saa fredsæl, at jeg tit har tænkt: den Mand har Englefjer paa Hjernen. Nu ser I selv, at med jer Skikkelighed har I forraadt alt det, I just vilde frede om.  Lorents. Kan I ikke lide jeg (tisser) tømmer min Blære over jer, Hr Niels. (Ebbesen) Synes I, I er bedre værd? Saadan et Mandfolk som jer har Vorherre skabt til en Stridshandske, og saa har I selv lavet jer om til en Vante. Al jer Palaver om Fred. I har været saa fredsæl, at jeg tit har tænkt: Den Mand har Englefjer paa Hjernen. Nu ser I vel selv, at med jer Skikkelighed har i forraadt alt det, I just ville frede om. (49) Lorents: Kan I ikke lide, jeg savler lidt Slim paa Jer, Hr. Niels? Synes I, I er bedre værd? Saadan et Mandfolk som Jer har Vorherre skabt til en Stridshandske, og saa har I selv lavet Jer om til en Vante. Al jer Palaver om Fred. I har været saa fredsæl, at jeg tit har tænkt: den Mand har Englefjer paa Hjernen. Nu ser I selv, at med Jer Skikkelighed har I forraadt alt det, I just vilde frede om, og bragt os derhen, hvor I nødigst vilde.
58 Han vil rykke frem mod Ribe og indtage Ribe, gaa videre til Kolding og indtage Kolding, han vil (vlr?) lægge sig foran Aarhus og med blodige Tab storme Aarhus, han vil gaa til Randers og (bode ?) tage sig frem ogsaa der -- og saa er han færdig, har forblødt sig, og Satan kan hente ham til Helvede. Du kan ikke besejre Gerhard, men dit Exempel kan besejre ham. (Det har du ik) (55) Du har svigtet Gud og foræret den anden Sejren. Derfor foragter jeg dig. Skaal. Niels Ebbesen. Kunde jeg have slaaet Grev Gerhard?

Lorents. Nej, men I kunde give et Eksempel. Naar een Mand rejser sig, saa rejser flere sig. Til sidst staar de alle op. Lad ham rykke frem mod Ribe og indtage Ribe, med svære Tab gaa til Kolding og kæmpe sig Staden til, trænge sig frem til Skanderborg, lægge sig foran Aarhus og blodigt storme den, slæbe sig op til Randers og ogsaa naa derind -- saa har han forblødt sig, færdig, skovl Jord paa ham! Ikke I, men Jert Exempel kunde have besejret den Onde. Men I har svigtet, og derfor er det, jeg spytter paa Jer.

 (en Vante. Al jer Palaver om Fred. I har haft Englefjer paa Hjernen, Hr. Niels. Med den Skikkelighed har I forraadt alt det I just vilde frede om. Naturligvis kan I ikke slaa Grev Gerhard. Men I kan)

N. E. Kunde jeg slaa Grev Gert?

Lorents: Nej, men I kunde give et Exempel. Naar en Mand rejser sig, saa rejser flere sig. Til sidst staar de alle op. (Hans) Lad ham rykke frem mod Ribe og indtage Ribe med store Tab gaa til Kolding og (gøre ligesaa) kæmpe sig Staden til, trænge sig frem til Skanderborg (?) lægge sig foran Aarhus og blodigt storme den, slæbe sig op til Randers og ogsaa naa derind -- saa har han forblødt sig, færdig, skovl Jord paa ham. Ikke (du) I, men (dit) jert Exempel  kunde have besejret (Grev Gerhard) den Onde. Men (du) I har svigtet, og derfor (?) er det, jeg spytter paa (dig) jer. 

 Niels Ebbesen: Kunde jeg have slaaet Grev Gerhard?

Lorents: Nej, men I kunde give et Exempel. Naar een Mand rejser sig, saa rejser flere sig. Til sidst staar de alle op. Lad ham rykke frem mod Ribe og indtage Ribe, med svære Tab gaa til Kolding og kæmpe sig Staden til, trænge sig frem til Skanderborg, lægge sig foran Aarhus og blodigt storme den, slæbe sig op til Randers og ogsaa naa derind -- saa har han forblødt sig, færdig, skovl Jord paa ham! Ikke I, men Jert Exempel kunde have besejret den Onde. Men det har Fanden, har det, og derfor er det, jeg spytter paa Jer.
59  N. E. Er I den mand, der har Raad til at foragte? Niels Ebbesen. Har I Raad til at spytte?  N. E. Har I Raad til at spytte?  Niels Ebbesen: Har I Raad til at spytte?
60 Lorentz. Hvad kender I til mig? Tror I, jeg har en vaagen Time i Døgnet, hvor jeg ikke foragter mig selv At jeg ikke forlængst har krængt den Lejr, som Samaier (?) er, af mig og (forlængst i) i Tanke og Plads (?) er gaaet ind til den Daab, der er Liv. Fattigmandsbarn som er er lar jeg mig af hans Ægentyv (?) tvinge Samarien paa. Jeg var ung Præst, da Gerhard første Gang gik op gennem Jylland. Hvor jeg kom laa Børn, der var døde af Sult og Forladthed, kravlede Kvinder der var trampet ned af Hestene, vrælende og bandende lemlæstede Mænd. Lorents. Hvad kender I til mig? tror I, jeg har en vaagen Time i Døgnet, jeg ikke spytter paa mig selv? ikke at jeg ikke forlængst har krængt (45) denne sorte Narredragt af mig, som jeg, Fattigmandsbarn, som jeg var, lod mig nøde paa af min Mors Forfængelighed, og i Stedet for er trukket i ærlig Rustning. -- Jeg var ung Præst, da Gerhard første Gang gik op gennem Jylland. Hvor jeg kom, laa Børn døde af Sult og Forladthed, kravlede Kvinder nedtrampet af Heste, vrælede og bandede lemlæstede Mænd. Og alle disse Ofre forgæves. Uretten gik fra Sejr til Sejr. --  Lorents. Hvad kender I til mig? Tror I jeg har en vaagen Time i Døgnet, jeg ikke spytter paa mig selv? (At) Aah at jeg ikke forlængst har krængt denne sorte Narredragt af mig, som jeg, Fattigmandsbarn, som jeg var, lod mig nøde (50) paa af min Mors forfængelighed, og i Stedet for er trukket i ærlig Rustning. -- Jeg var ung Præst, da Gerhard første Gang gik op gennem Jylland. Hvor jeg kom, laa Børn døde af Sult og Forladthed, kravlede Kvinder nedtrampet af Heste, vrælede og bandede lemlæstede Mænd. Og alle disse Ofre forgæves. Uretten gik fra Sejr til Sejr. --  Lorents: Hvad kender I til mig? tror I, jeg har en vaagen Time i Døgnet, jeg ikke spytter paa mig selv? over at jeg ikke forlængst har krængt denne sorte Narredragt af mig og i Stedet er trukket i ærlig Rustning. -- -- Jeg var ung Præst, da Gerhard første Gang gik op gennem Jylland. Hvor jeg kom, laa Børn døde af Sult og Forladthed, kravlende Kvinder nedtrampet af Heste, vrælende og bandende lemlæstede Mænd. Og alle disse Ofre forgæves. Uretten gik fra Sejr til Sejr.
61 Jeg skulde gaa rundt med Hostien og Trøstens Ord (og kærlighed) om Guds Kærlighed. Gud! Kærlighed! det skreg inde i mig: der er (ins) ingen Gud (til) Der er jo kun Satan er til. Hvordan skulde jeg holde ud? ( Jo, jo, Satan var ogsaa til i andet end Mord og Brand: Kvinder som var de ikke Kvinder nok, der op?? deres Buge imod sig, for det stærke Øl fra Lybeck ikke Glemsel og Fred. Ja, hvordan holdt de andre ud? egne Munke)  Jeg skulde rundt med Hostien og Trøstens Ord om Guds Kærlighed. Gud! Kærlighed! der er ingen Gud, kun Satan er at se overalt. -- Jeg var ung og hudløs, hvordan skulde jeg holde ud? Jo for Satan var ogsaa til i andet end Mord og Brand. Han gemte sig i Ølankrene og kom rislende ud som en Kilde med Fred og Glemsel, han gemte sig i Kvindernes Buge og sprang ud som en lystelig Lue mod de faa Mænd, der endnu var til.  Jeg skulde (gaa) rundt med Hostien og Trøstens Ord om Guds Kærlighed. Gud! Kærlighed! der (var) er ingen Gud, (bare) kun Satan at se overalt. (Mine Brødre, Bisper og Præster og Munke, krummede Ryggen for ham og talte med to Tunger). -- Jeg var ung og hudløs, hvordan skulde jeg (Hvordan) holde ud? (i alt det). Jo, for Satan var ogsaa til i andet end Mord og Brand. (Han gemte sig i Ølankrene og) Han gemte sig i (Ølfadene og) Ølankrene og kom rislende ud so
m en Kilde med Fred og Glemsel, (han sprang ud i En som en lystelig Lue fra) han gemte sig i Kvindernes (spændte) Buge og sprang ud som en lystelig Lue mod de faa Mænd, der endnu var til. 		 -- Jeg skulde rundt med Hostien og Trøstens Ord om Guds Kærlighed. Gud! Kærlighed! -- Jeg var ung og hudløs, hvordan skulde jeg holde ud? Jo, for Satan var ogsaa til i andet end Mord og Brand. Han gemte sig i Ølankrene og kom rislende ud som en Kilde med Fred og Glemsel. 
62 Og mine Brødre, Bisper og Præster og Munke sats(?) de krummede Ryggen for Magten, Bispen truede mig med Afsked -- hellere end gerne blive fri for at staa og præke alt det Vrøvl, vi (ikke) tror paa (56) forrykket in her retten af den Gud, jeg kun havde set Vrangen af (Ak, til os) der krøb om hans Fødder, de talte med dobbelte Tunger om den Mægtiges Idrætter. (Da) Jeg foragtede dem endnu mer end jeg foragtede mig  selv. (Saa skete det) Og naar jeg stod for Alteret, saa frygtede jeg for den Gud, jeg vidste ikke var til, frygtede i min egen Synd pineri (?) her Kirkes Nedværdigelse. Men de andre Præster saa ondt til mig, og Biskoppen truede mig, disse renlivede Sandhedstjenere, der krøb for den Onde ,,Eders Naade", ,,Eders Naade"! og talte med dobbelte Tunger. Og naar jeg stod for Alteret, frygtede jeg for Retten af den Gud, jeg kun havde set fra Vrangen, frygtede i min egen Synd og i min Kirkes Nedværdigelse. (Men naar jeg stod for Altret saa frygtede jeg for Retten af den Gud, jeg kun kendte fra Vrangen, frygtede i min egen) Men de andre Præster saa ondt til mig, Biskoppen truede mig, disse renlivede Sandhedstjenere, der krøb for den Onde "Eders Naade", "Eders Naade" og talte med dobbelte Tunger. (51) Og naar jeg stod for Alteret, frygtede jeg for Retten af den Gud, jeg kun havde set fra Vrangen, frygtede i min egen Synd og i min Kirkes Nedværdigelse. Men de andre Præster saa ondt til mig, og Biskoppen truede mig, disse renlivede Sandhedstjenere, der krøb for den Onde ,,Eders Naade", ,,Eders Naade"! og talte med dobbelte Tunger. Og naar jeg stod for Alteret, frygtede jeg for Retten af den Gud, jeg kun havde set fra Vrangen, frygtede i min egen Synd og i min Kirkes Nedværdigelse.
63 Da skete det en Aften jeg vendte mig ved Messene, da saa jeg den Kullede selv. Og netop -- jeg med-et fyldte Guds Aand mig. Jeg rankede mig da jeg stod foran Alteret saa godt jeg kunde det for mine slatne Ben og med min øllede Vom. Jeg følte med-et, at ene af alle de dydige Præster i Landet var jeg, Drukkenbnoldten og Horkarlen, færdig til at staa i den levende Guds Tempel. Og saa tog jeg intet (?) og tandmed (?) ned i Kristus fra Djævelen selv alle Guds Forbandelser over den, der tager sig selv til Rette, over den, der med Løgn og (??) Blod gør sig stor i Verden og forarger de Smaa. Jeg rystede (57) mine Hænder imod ham og raabte: Over ham, Trodseren og Spotteren, Guds evige Straf og Vrede. En Aften, jeg vendte mig om -- hvem saa jeg dernede i min Landbykirke? der sad Han selv med sin Stab paa forreste Bænk. Og med eet fyldte Guds Aand mig. Jeg rankede mig foran Alteret, saa godt jeg kunde det, paa mine slatne Ben, med min øllede Vom. Jeg følte, at nu, i dette Nu, var jeg, Drukkenbolten og Horkarlen, ene af alle Landets dydige Præster værdig til at staa i den levende Guds Tempel. Saa tog jeg til Orde, og tordnende ned i Kirken, raabte jeg alle Guds Forbandelser over den, der med Løgn og Blod ophøjer sig selv og forarger de Smaa. Jeg rystede mine knyttede Næver og raabte: ,,Over ham, Spotteren, Gudsforagteren, den evige Straf og Vrede." (46) En Aften jeg vendte mig om -- hvem saa jeg dernede i min Landsbykirke? (den Onde) der sad han selv med sin Stab (var kommen derind. Han sad) paa forreste Bænk. (Alterlysene spillede i hans kullede Isse) (Og med-et) Og med-et fyldte Guds Aand mig. Jeg rankede mig foran Altret, saa godt jeg kunde det, paa mine slatne Ben, med min øllede Vom. Jeg følte, at nu, i dette Nu, var jeg, Drukkenbolten og Horkarlen, ene af alle Landets dydige Præster værdig til at staa (for Guds Alter) i den levende Guds Tempel. Saa tog jeg til Ordet og tordnede ned i (Arrighed paa den Onde) Kirken raabte jeg alle Guds Forbandelser over den, der med Løgn og Blod ophøjer sig selv og forarger de Smaa. Jeg rystede mine knyttede Hænder (imod ham) og raabte: "Over ham, Spotteren (Trodseren) Gudsforagteren, (Guds evige) den evige Straf og Vrede".  En Aften, jeg vendte mig om -- hvem saa jeg dernede i min Landbykirke? der sad Han selv med sin Stab paa forreste Bænk. Og med eet fyldte Guds Aand mig. Jeg rankede mig foran Alteret, saa godt jeg kunde det, paa mine slatne Ben, med min øllede Vom. Jeg følte, at nu, i dette Nu, var jeg, Fyldebukken, midt mellem alle Landets dydige Præster ene værdig til at staa i Guds Tempel. Saa tog jeg til Orde, og tordnende ned i Kirken raabte jeg alle Guds Forbandelser over den, der med Løgn og Blod ophøjer sig selv og forarger (245) 
de Smaa og gør sig selv til Gud. Jeg rystede mine knyttede Næver og raabte: ,,Over ham, Spotteren, Gudsforagteren, den evige Straf og Vrede."
64 Saa vakler jeg om bag Alteret og ventede. Lykkelig, stærk. Mit Liv havde faaet Mening. For den ene halve Time var jeg undfanget og født og havde stridt og syndet og stridt igen. Jeg hørte hans Skridt, det var ham selv, der kom, og atter (rette og) rankede jeg mig og jeg følte et Smil (brede) gro frem om min Mund. Saa satte han sine ulmende Øjne paa mig og sagde: Han taltge godt. Det var opbyggeligt igen at høre Sandhedens Ord have sit fulde Mæle. Og nikkede og gik. Saa vaklede jeg om bag Alteret og ventede paa rystende Ben. Men stærk i Aanden. Lykkelig. Mit Liv havde faaet Mening. For denne ene halve Times Skyld var jeg undfanget i snavset Lyst, født af begærlig Armod, uddannet i Aandløshed og Nonsens og -- slæbt gennem Uhumskhed og Kval. Jeg hørte hans Skridt, han nøjedes ikke med at sende Krigsfolk om efter mig, han kom selv, og jeg følte et Smil om min Mund. Saa stod han der, satte sine ulmende Øjne paa mig og sagde: ,,Han taler godt; det var opbyggeligt igen at høre Sandheden have sit fulde Mæle." Og nikkede og gik. Saa vaklede jeg om bag Alteret og ventede (Lykkelig, stærk.) paa rystende Ben. Men stærk i Aanden. Lykkelig. Mit Liv havde faaet Mening. For denne ene halve Times Skyld (var mit Livs lange store Meningsløshed) (jeg undfanget og født og havde stridt og) var jeg undfanget i snavset Lyst, født af begærlig Armod, uddannet i (Løgn) Aandløshed og Nonsens og slæbt gennem Uhumskhed og Kval. (52)  (syndet og stridt igen) Jeg hørte hans Skridt, han nøjedes ikke med at sende Krigsfolk om efter mig, han kom selv, og jeg følte et Smil (fare frem) om min Mund. Saa stod han der, satte sine ulmende Øjne paa mig og sagde: "Han taler godt; det var opbyggeligt igen at høre Sandheden have sit fulde Mæle". Og nikkede og gik.  Saa vaklede jeg om bag Alteret og ventede paa rystende Ben. Men stærk i Aanden. Lykkelig. Mit Liv havde faaet Mening. For denne ene halve Times Skyld var jeg undfanget i snavset Lyst, født af begærlig Armod, uddannet i Aandløshed og Nonsens og slæbt gennem Uhumskhed og Kval. Jeg hørte hans Skridt, han nøjedes ikke med at sende Krigsfolk om efter mig, han kom selv, og jeg følte et Smil om min Mund. Saa stod han der, satte sine ulmende Øjne paa mig og sagde: ,,Han taler godt; det var opbyggeligt igen at høre Sandheden have sit fulde Mæle." Og nikkede og gik.
65 Og der stod jeg. Saa mægtig var altsaa Satan at selv Sandheden haved har Raad til at (nikke til) lade løbe frit omkring, ja, kunde endog give den Skulderklap. Og der stod jeg. Saa mægtig var altsaa Satan, at selv Sandheden havde han Raad til at skulderklappe og lade løbe frit omkring.  Og der stor jeg. Saa mægtig er altsaa Satan, at selv Sandheden havde (han Raad til at (??) lade løbe frit omkring, ja pryde? endogsaa med Skulderklap)  Og der stod jeg. Saa mægtig er altsaa Løgnen, at selv Sandheden har den Raad til at skulderklappe og lade løbe frit omkring.
66 (N. E. Og hvad saa? 

Lorents. Og hvad saa? Saa ikke mere. Saa var det lybsk Øl og Tøse igen. Skaal.

N. E. Jeg tror ikke ---

Lorents. Hvad tror I ikke? 

N. E. Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers i Nat. 

Lorents. Hvor tror I saa, I lader dem rejse hen?) (53) han Raad til at skulderklappe og lade løbe frit omkring.
67 N. E.. Og hvad saa?

Lorenz Og hvad saa? Saa ikke mere. Saa var der Tøse og lybsk Øl igen. Skaal. (58)

 Niels Ebbesen: Og hvad saa?

Lorents. Saa ikke mere. Saa var der lybsk Øl og Tøse igen.

 N. E. Og hvad saa?

Lorents. Saa ikke mere. Saa var det lybsk Øl og Tøse igen. 

 Niels Ebbesen: Og hvad saa?

Lorents: Saa ikke mere. Saa var der lybsk Øl og Tøse igen.
68 Niels Ebbesen. I siger, at I har eengang oplevet, vi gjorde Modstand. Og da saa I kun Djævelen omkring jer.

Lorents. Da saa jeg han i Ulveskind. Nu ser jeg ham i Faareklæder. Lige prægtig uimodstaaelig. Nuvelda -- Djævelens Skaal.

 N. E. I siger, at I engang har oplevet, vi gjorde Modstand. Og da saa I kun (Satan) Djævelen omkring jer. 

Lorents. Da saa jeg (kun) ham (??) i Ulveskind. Nu ser jeg ham (kun) i Faareklæder. Lige prægtig uimodstaaelig. Nuvelda -- Djævelens Skaal! 

 Niels Ebbesen: I siger, I har engang oplevet, vi gjorde Modstand. Og da saa I kun Djævelen omkring Jer.

Lorents: Da saa jeg ham i Ulveskind. Nu ser jeg ham i Faareklæder. Lige prægtig uimodstaaelig. Nuvelda -- Djævelens Skaal!
69 Niels Ebbesen. I talte til ham. Men talte I rigtigt til ham?

Lorents. Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets. Og det er for sent nu. Gud naade os arme, det er i al Evighed blevet for sent. (47) 

 N. E. I talte til ham! I talte til ham. Men talte I rigtigt til ham? 

Lorents. Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets. Og det er for sent nu. Gud naade os arme, det er i al Evighed blevet for sent. 

 Niels Ebbesen: I talte til ham! I talte til ham. Men talte I rigtigt til ham?

Lorents: Nej. For jeg talte med Tungen her. Og der er kun een Tunge, hvis Sprog han forstaar. Og det er Sværdets. Og det er for sent nu. Gud naade os arme, det er i al Evighed blevet for sent.
70 N. E. Jeg tror ikke -- --

Lorentz. Hvad tror I ikke?

N. E. Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers i Nat.

Lorentz. Hvor tror I da, I lader dem rejse hen.

 Niels Ebbesen. Jeg tror ikke --

Lorents. Hvad tror I ikke?

Niels Ebbesen. Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers. 

Lorents. Haha, naa ikke. hvor lader I dem saa rejse hen?

 N. E. Jeg tror ikke --

Lorents. Hvad tror I ikke?

N. E. Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers.

Lorents. Haha, naa ikke! hvor lader I dem saa rejse hen? 

 Niels Ebbesen: Jeg tror ikke...

Lorents: Hvad tror I ikke?

Niels Ebbesen: Jeg tror ikke, jeg lader mine Folk rejse til Randers.

Lorents: Haha, naa ikke! hvor lader I dem saa rejse hen?
71 N. E. Jeg -- jeg vil selv derind.

Lorentz. I?

N. E. Jeg vil tale med Greven. Jeg vil forklare ham.

Lorentz. Hahaha! der er kun een Tunge, hvis Sprog den Mand forstaar, og det er Sværdets. Og det er for sent.

 Niels Ebbesen. Jeg -- jeg tager selv derind.

Lorents. I?

Niels Ebbesen. Jeg vil prøve at tale med ham med min Tunge. 

 

 N. E. Jeg -- jeg (vil) tager selv derind. 

Lorents. I?

N. E. Jeg vil prøve at tale med ham med min Tunge.

 Niels Ebbesen: Jeg -- jeg tager selv derind.

Lorents: I?

Niels Ebbesen: Jeg vil prøve at tale med ham.

Lorents: Jasaa! Hahaha!
72 N. E. Jeg vil alligevel prøve at tale med ham (Og hvis) med min egen Tunge. Og hvis I har Ret -- hvis det viser sig, at han ikke forstaar den -- --

Lorentz. Hvad saa?

 Lorents. Jasaa! Hahaha!

Niels Ebbesen. Og hvis I har Ret -- hvis det viser sig, at han slet ikke forstaar -- 

Lorents. (hans Latter dør, da han ser paa Manden) Hvad -- hvad saa?

 Lorents. Jasaa! Hahaha

N. E. Og hvis I har Ret -- hvis det viser sig, at han slet ikke forstaar -- 

Lorents. (hans Latter dør, da han ser paa Manden) Hvad saa? hvad saa? 

 Niels Ebbesen: Og hvis I har Ret -- hvis det viser sig, at han slet ikke forstaar -- --

Lorents (hans Latter dør, da han ser paa Manden): Hvad -- hvad saa?
73 N. E. ser til Siden

Lorentz. Guds hellige Glar, (?) hvad tænkter I paa.

N. E. svarer ikke.

Lorentz tørrer den kolde Sved af Panden.

N. E. Ja

 Niels Ebbesen (ser til Siden)

Lorents. Menneske, hvad er det, I tænker paa?

Niels Ebbesen (svarer ikke)

Lorents (tørrer den kolde Sved af Panden)

Niels Ebbesen. Ja.

 N. E. (ser til Siden).

Lorents. (I Guds hellige Blad, Menneske) Menneske, hvad er det, I tænker paa? 

N. E. (svarer ikke). 

Lorents. (tørrer den kolde Sved af Panden) 

N. E. Ja. 

 Niels Ebbesen (ser til Siden).

Lorents: Menneske, hvad er det, I tænker paa?

Niels Ebbesen (svarer ikke).

Lorents (tørrer den kolde Sved af Panden).

Niels Ebbesen: Ja.
74 Lorentz. Niels Ebbesen, saadant noget lader sig (udstr heller) ikke gøre mer. Det var bare i det (59) gamle Testamente -- i gamle Røverbøger. Nej. Det er heller ikke saadan det skal gøres. Det skal være i -- i ærlig Kamp. Og hvordan vil I gøre det. Maaske tager han slet ikke imod jer. Og med Vaaben kommer I i hvert fald aldrig derind.

N. E. Ja

 Lorents. Niels Ebbesen, saadan noget lader sig ikke gøre mer. Det var bare (48) i det gamle Testamente -- i gamle Røverbøger. Nej, nej! og hvordan vil I gør det? Sandsynligvis tager han slet ikke imod jer. Bevæbnet lukker han jer i hvert Fald aldri ind

Niels Ebbesen. Jo. 

 Lorents. Niels Ebbesen, saadan noget lader sig ikke gøre mer. Det var bare i Det gamle Testamente -- i gamle Røverbøger. Nej nej? Og hvordan vil I gøre det? (Maaske) Sandsynligvis tager han slet ikke imod jer. (Med) Bevæbnet (kommer I i) lukker man jer i hvert Fald aldrig ind. (54)

N. E. Ja. 

 Lorents: Niels Ebbesen, saadan noget lader sig ikke gøre mer. Det var bare i det gamle Testamente -- -- i gamle Røverbøger. Nej, nej! Og hvordan vil I gøre det? Han tager ikke imod Jer. Bevæbnet lukker han Jer aldrig ind.

Niels Ebbesen: Ja.
75 Lorents. Her Niels, før I beslutter det, saa beder jeg jer at betænke -- --
N. E. (langsom, meget langsom) Jeg har besluttet det.

Lorentz. Jasaa. Ja. Jasaa.

 Lorents. Hr. Niels før I beslutter det, beder jeg jer at betænke -- -- 

Niels Ebbesen. Jeg har besluttet det.

Lorents. Ja. Jasaa.

 Lorents. Hr. Niels, før I beslutter jer, beder jeg jer at betænke -- 

N. E. Jeg har besluttet det. 

 Lorents: Hr. Niels, for I beslutter det, beder jeg Jer at betænke...

Niels Ebbesen: Jeg har besluttet det.

Lorents: Jasaa. Ja. Jasaa.
76 N. E. Hvad er det for en Tummel af Hærmænd,
(Døren gaar op. Hans Fæstere og Karle  trænger ind, stille. Da de alle er inde træder
en gammel Fæster (frem)		 Niels Ebbesen. Man gaar jo og venter, Frugten skal falde ned af sig selv. Og nu han blev syg, nu tænkte jeg -- --  -- men hvorfor skete det ikke. -- Det varer for længe med at vente og vente. Nu faar vi ryste Træet. -- Hvad er det? Spøger det nu? 
(Døren er gledet op. Som et Tog af Skygger kommer hans Folk ind fra Mørket. Nogle Kvinder er med, ingen græder og ingen taler. Heller ikke Niels Ebbesen ved noget at sige. Der opstaar en Stilhed af Fortvivlelse og Smerte.)		 N. E. Man gaar jo og venter, Frugten skal falde ned af sig selv. Og nu han blev syg, nu tænkte jeg -- -- men hvorfor skete det ikke -- Det varer for længe med at vente og vente. Nu faar vi ryste Træet.
Hvad er det? Spøger det nu?
(Døren er gledet op. Som et Tog af Skygger kommer hans Folk ind fra Mørket, nogle Kvinder er med, ingen græder og ingen taler. Heller ikke N. E. ved noget at sige. Der opstaar en (lang Pause) Stilhed af Fortvivlelse og Smerte)		 Niels Ebbesen: Man gaar jo og venter, Frugten skal falde ned af sig selv. Og nu han blev syg, nu tænkte jeg -- -- -- men det varer for længe med at vente og vente. Nu faar vi ryste Træet. -- Hvad er det? Spøger det her? (Døren er gledet op. Som et Tog af Skygger kommer hans Folk ind fra Mørket. Nogle Kvinder er med, ingen græder, og ingen taler. Heller ikke Niels Ebbesen ved noget at sige. Der opstaar en Stilhed af Fortvivlelse og Smerte.)
77 Hr. Niels, vi vilde  -- vi kommer kun for at -- -- (gaar i Staa) Den gamle Bonde (træder endelig frem) Ja, Hr. Niels, vi vilde bare -- vi kommer bare for at -- (gaar i Staa. Da begynder et Par Kvinder hjerteskærende at hulke og kærtegne deres Mænd.)  Den gamle Bonde (træder endelig frem) Ja, Hr. Niels, vi vilde bare -- vi kommer bare for at -- (Gaar i Staa. Da begynder et Par Kvinder hjerteskærende at hulke og kærtegne deres Mænd) Den gamle Bonde (træder endelig jrem): Ja, Hr. Niels, vi vilde bare -- vi kommer bare for at... (Gaar i Staa. Da begynder et Par Kvinder at hulke og kærtegne deres Mænd.)
78 En Karl (gaar frem og række Haand) Farvel, Husbond.

N. E. Drenge, hør her! Jeg beder jer, blive i jeres Huse i Nat. Jeg ((dstr regn) rider selv ind til Greven.

 En Karl (træder resolut frem) Farvel Husbond!

Niels Ebbesen. Drenge hør her! Tag hjem og bliv i jeres Huse i Nat. Jeg rider selv til Greven. 

 En Karl (træder resolut frem) Farvel Husbond!

N. E. Drenge, hør her! (Bliv) Tag hjem og bliv i jeres Huse i Nat. Jeg rider selv tl Greven. 

 En Karl (træder resolut frem): Farvel, Husbond.

Niels Ebbesen: Drenge, hør her! Tag hjem og bliv i jere Huse i Nat. Jeg rider selv til Greven.
79 (De) Folkene. Til Greven? Alene? I Nat?

Den gamle: Har han sent bud efter dig.

N. E. Nej, Troels, jeg kommer ubuden.

Karlen Saa følger vi dig alle Mand. (60)

N. E. Nej, nej.

 Folkene. Til Greven? Husbond? Alene? (49) 

Den Gamle. Har han sendt Bud efter dig?

Niels Ebbesen. Nej, Troels, jeg kommer ubuden. 

Karlen. Saa følger vi, Husbond.

Niels Ebbesen. Nej, nej!

 Folkene. Til Greven? Husbond? Alene?

Den Gamle. Har han sendt Bud efter dig?

N. E. Nej, Troels, jeg kommer ubuden.

Karlen. Saa følger vi (??) Husbond. 

N. E. Nej, nej. (55)

 Folkene: Til Greven? Husbond? Alene?

Den gamle: Har han sendt Bud efter dig?

Niels Ebbesen: Nej, Troels, jeg kommer ubuden.

Karlen: Saa følger vi Husbond.

Niels Ebbesen: Nej, nej!
80 Alle. Alle følger dig, alle, alle.

Den gamle. Men vi har jo ingen Vaaben.

Lorentz. Hvor Dævlen i Helved, staar gamle Troels der med Halsen fuld af Løgn. Jeg har Øxer og Lanser og Sværd og Armbrøst saa mange I vil under Altret i Foldby Kirke

 Raab. Vi følger Husbond alle Mand. 

Den Gamle. Men vi har jo ingen Vaaben. 

Lorents. Den sorte i Kulen! Staar gamle Troels der med Løgn i sin Hals! Siger I Vaaben! Jeg har Øxer og Spyd og Sværd, saa mange, I vil, under Alteret i Foldby Kirke. 

 Raab. Vi følger Husbond alle Mand. 

Den gamle. Men vi har jo ingen Vaaben.

Lorents. Den sorte i Kulen! Staar gamle Troels der med Løgn i sin Hals! Siger I Vaaben! Jeg har Øxer og Spyd og Sværd saa mange I vil, under Alteret i Foldby Kirke. 

 Raab: Vi følger Husbond alle Mand.

Den gamle: Men vi har jo ingen Vaaben.

Lorents: Ingen Vaaben! Hvad er det med Troels? Saa fed en Løgn af saa maver en Gump! Kan du huske Lugen bag Alteret i Foldby Kirke?

Den gamle: Der, hvor I gemmer Jert lybske Øl?

Lorents: Rigtigt. Der er mine Ølankre. Og bag ved dem er der Øxer og Spyd og Sværd, saa mange I vil.
81 Alle. Vaaben! Vaaben! Leve Lorentz! Leve Fader Lorentz.

Fru Gertrud (ind) Hvad er deet, I raaber om?

N. E. Gaa ind, Gertrud! Her er ikke (Plads) Sted for en Kvinde nu. Siden! Siden!

Gertrud (ser forundret paa ham. Gaar)

 Alle. Vaaben! Vaaben! Leve Lorents! Leve Fader Lorents, gamle tykke, gode Lorents!

Fru Gertrud (ind) Hvad er det for Stimmel og Raab? 

Niels Ebbesen. Gaa ind, Gertrud, her er ikke Sted for en Kvinde nu. Siden! Siden! 

Gertrud (ser forundret paa ham. Ud). 
 

 Alle. Vaaben! Vaaben! Leve Lorents! Leve Fader Lorents, gamle, tykke, gode Lorents!

Fru Gertrud (ind) Hvad er det for Stimmel og Raab? 

N. E. Gaa ind, Gertrud, her er ikke Sted for en Kvinde nu. Siden! Siden! 

Gertrud (ser forundret paa ham. Ud). 

 Alle: Vaaben! Vaaben! Leve Lorents! Leve Fader Lorents, leve grimme, tykke, gode Lorents!

Fru Gertrud (ind): Hvad er det for Stimmel og Raab?

Niels Ebbesen: Gaa ind, Gertrud! her er ikke Sted for en Kvinde nu. Siden! Siden!

Fru Gertrud (ser forundret paa ham -- ud).
82 N. E. Drenge, jeg siger jer igen: Kun af egen, fri Drift maa I følge mig. Den, der ikke har Hu for det, han skal lade være.

Den Gamle. Alle, der vil følge Husbond, gaar et Skridt frem. (Alle træder frem.)

N. E. Som I vil det selv. Af Sted. Vi mødes ved Foldby Kirke. (Karlene ?? ud)

 Niels Ebbesen. Drenge, kun den, der har Hu for Færden, maa følge!

Den Gamle. Alle, der vil følge Husbond, gaar et Skridt frem. (Alle frem) (50) 

Niels Ebbesen. Som I vil da! Godt! Vi mødes ved Fodby Kirke. (Folkene hurtigt ud)

 N. E. Drenge, kun den, der har Hu for Færden, maa følge!

Den Gamle. Alle, der vil følge Husbond, gaar et Skridt frem. (Alle frem) 

N. E. Som I vil da! Godt! Vi mødes ved Foldby Kirke. (Folkene hurtigt ud)

 Niels Ebbesen: Drenge, kun den, der har Hu for Færden, maa følge!

Den gamle: Alle, der vil med Husbond, gaar et Skridt frem. (Alle frem.)

Niels Ebbesen: Som I vil da! Godt! Saa af Sted! Vi samles ved Foldby Kirke. (Folkene hurtigt ud.)
83 Lorentz. Niels, maa jeg gaa med.

N. E. Nej

Lorentz Jeg beder dig. (61)

N. E. Nej, du skal blive her. Du skal finde paa et eller andet at sige til Gertrud. Hun maa ikke vide noget for mange Tings Skyld. Og skulde det falde saadan og saadan ud, saa skal du hilse hende og sige hende, at fra jeg saa hende første Gang og til sidste, var der intet paa Jorden, der var mig saa dyrebart som hun. Saa skal du kysse Børnene fra mig (ud) en for en og sige til dem, at (jeg) deres Far gjorde det for Danmarks Skyld, det maa undskylde mig, hvis det var forkert. Og saa skal du hilse Engene hjemme ved Nørreris, Aaen med det saftige grønne Græs og alle -- naa, og det hele. Ja.

 Lorents. Niels, jeg vil med.

Niels Ebbesen. Nej.

Lorents. Du skal give mig Lov.

Niels Ebbesen. Nej, du skal blive her. Du skal finde paa et eller andet at sige til Gertrud. Hun maa ikke vide noget, for mange Tings Skyld, før det er uundgaaeligt. Og skulde det falde saadan og saadan ud med mig, saa skal du hilse hende og sige fra mig, at fra jeg saa hende første Gang og til sidste, var hun mig kær. Saa skal du kysse Børnene fra mig, et for et, og sige til dem, at (jeg) deres Far gjorde det for ja, du kan sige: Danmarks Skyld, det maa undskylde mig, hvis det var forkert. Og saa skal du hilse Aaen hjemme ved Nørreris, Engen og det saftige grønne Græs, de brogede Kvier med de fromme Øjne, Hestene med de fromme Munde og alle unge -- nok, det maa være nok. Du skal hilse det hele -- ja. 

 Lorents. Niels, jeg vil med.

N. E. Nej.

Lorents. (Jeg beder dig) Du skal give mig Lov. 

N. E. Nej, du skal blive her. Du skal finde (56) paa et eller andet at sige til Gertrud. Hun maa (ingenting) ikke vide noget, for mange Tings Skyld, før det er uundgaaeligt. Og skulde det falde saadan og saadan ud med mig, saa skal du hilse hende og sige fra mig, at fra jeg saa hende første Gang og til sidste, (har intet i Verden været) (har hun været mig kær, som kun een Kvinde har været mig min (??) Lyst og Stolthed ved Dag og Nat) var hun mig kær. Saa skal du kysse Børnene fra mig, et for et, og sige til dem, at (jeg) deres Far gjorde det for (det for) ja, du kan sige for Danmarks Skyld (og for Freden) det maa undskylde mig, hvis det var forkert. Og saa skal du hilse (Engene) Aaen hjemme ved Nørreris, (Aaen) Engen og det saftige grønne Græs, de brogede Kvier(ne) med de (brogede) fromme Øjne, (og de ung) Hestene med de fromme Munde og alle -- (naa) nok, det maa være nok. Du skal hilse det hele -- ja. 

 Lorents: Niels, jeg vil med.

Niels Ebbesen: Nej!

Lorents: Du skal give mig Lov.

Niels Ebbesen: Nej, du skal blive her. Du skal finde paa et eller andet at sige til Gertrud. Hun maa ikke vide noget, for mange Tings Skyld, før det er uundgaaeligt. Og skulde det falde saadan og saadan ud med mig, saa skal du hilse hende og sige, at fra jeg saa hende første Gang og til sidste, var hun mig kær. Saa skal du kysse Børnene fra mig et for et og sige til dem, at deres Fader gjorde det for -- ja, du kan sige: Danmarks Skyld, det maa undskylde mig, hvis det var forkert. Og saa skal du hilse Aaen og Engen, de brogede Kvier med de fromme Øjne, Hestene med de fromme Munde og alle -- naa, det maa være nok. Du skal hilse det hele -- ja.
84 Lorentz. Er I bange, Ridder Niels.

N. E. Ja, jeg er bange!

Lorenz For at dø?

(Lorentz) N. E. Det ogsaa. og bange for, at det er forkert det, jeg gør, og bange for at jeg ikke faar gjort det. Ja. jeg er bange.

 Lorents. Er du bange, Niels? 

Niels Ebbesen. Ja, jeg er bange.

Lorents. For at dø?

Niels Ebbesen. Det ogsaa. Og bange for, at det er forkert det, jeg gør, og bange (51) for, at jeg ikke faar gjort det. Ja, jeg er bange.

 Lorents. Er (I) du bange, Niels? 

N. E. Ja, jeg er bange.

Lorents. For at dø?

N. E. Det ogsaa. Og bange for, at det er forkert det, jeg gør, og bange for, at jeg ikke faar gjort det. Ja, jeg er bange. (57)

 Lorents: Er du bange, Niels?

Niels Ebbesen: Ja, jeg er bange.

Lorents: For at dø?

Niels Ebbesen: Det ogsaa. Og bange for, det er forkert, det, jeg gør, og bange for, jeg ikke faar gjort det. Ja, jeg er bange.
85 Lorentz. Jeg har Hostien hos mig.

N. E. Hvad betyder det at gaa til Alters

Lorens. Det ved jeg ikke. Det er der ingen, der ved. Det er en Hemmelighed, lad os kalde den, at Kristus besøger vort Hjerte.

 Lorents. Jeg har Hostien hos mig.

Niels Ebbesen. Hvad betyder det at gaa til Alters? 

Lorents. Det ved jeg ikke. Det er der ingen der ved. Det er en Hemmelighed, lad os kalde den, at Kristus besøger vort Hjerte. 

 Lorents. Jeg har Hostien hos mig.

N. E. Hvad betyder det at gaa til Alters? 

Lorents. Det ved jeg ikke. Det er der ingen der ved. Det er en Hemmelighed, lad os kalde den, at Kristus besøger vort Hjerte. 

 Lorents (gemmer Øjnene): Jeg har Hostien hos mig.

Niels Ebbesen: Hvad betyder det at gaa til Alters?

Lorents: Det ved jeg ikke. Det er der ingen, der ved. Det er en Hemmelighed, lad os kalde den, at Kristus besøger vort Hjerte.
86 N. E. Men Kristus var jo ingen Voldsgernings Mand! (62)

Lorentz. Nej, først led han og bar. Siden kommer han igen som Dommer over levende og døde med Retfærdigheds Sværd i sin Haand.

N. E. Og hvornaar kommer han

Lorentz. Hvergang Maalet er fuldt.

 Niels Ebbesen. Men Kristus var jo ingen Voldsgerningens Mand?

Lorents. Nej, først lider han og tier. Siden kommer han som Dommer med Retfærdighedens Sværd i sin Haand. 

Niels Ebbesen. Og hvornaar kommer han? 

Lorents. Hvergang Maalet er fuldt. 

 N. E. Men Kristus var jo ingen Voldsgerningens Mand?

Lorents. Nej, først lider han og tier. Siden kommer han som Dommer (over levende og døde) med Retfærdighedens Sværd i sin Haand. 

N. E. Og hvornaar kommer han? 

Lorents. Hvergang Maalet er fuldt. 

 Niels Ebbesen: Men Kristus var jo ingen Voldsgerningens Mand?

Lorents: Nej, først lider han og tier. Siden kommer han som Dommer med Retfærdighedens Sværd i sin Haand.

Niels Ebbesen: Og hvornaar kommer han?

Lorents: Hvergang Maalet er fuldt.
87 N. E. Og fører han selv Sværdet.

Lorentz. Nej. Den, han rækker det til.

 

 Niels Ebbesen. Fører han selv Sværdet? 

Lorents. Nej.

Niels Ebbesen. Hvem gør det da? 

Lorents. Den, han rækker det til.

N. E. Hvem rækker han det til? 

Lorents. Syndfri er ingen. Men han rækker det til den enfoldige og rene af (52) Hjertet.

 N. E. (Og) Fører han selv Sværdet? 

Lorents. Nej.

N. E. Hvem gør (han) det da? 

Lorents. Den, han rækker det til.

N. E. Hvem rækker han det til? 

Lorents. (Ikke den syndfri, Niels) Syndfri er ingen. Men han rækker det til den enfoldige og rene af Hjertet.

 

 Niels Ebbesen: Fører han selv Sværdet?

Lorents: Nej.

Niels Ebbesen: Hvem gør det da?

Lorents: Den, han rækker det til.

Niels Ebbesen: Hvem rækker han det til?

Lorents: Syndfri er ingen. Men han rækker det til den enfoldige og rene af Hjertet.
88 N. E. Tror du selv paa den hellige Nadver, Lorentz. 

Lorentz. Jeg ! Jeg tror paa Tøse og Druk. Hvad kommer det den Sag ved.

N. E. (Forlad) Tilgiv mig! (forlad mig) tilgiv, Bror Lorentz. Og ræk mig saa det Hellige uden Ord.
(Knæler. Modtager Hostien.)

Lorentz. Er I bange endnu, Niels.

N. E. Nu kan jeg, hvad jeg skal. Levvel (ud)

 Niels Ebbesen. Tror du selv paa den hellige Nadver, Lorents?

Lorents. Jeg! Jeg tror paa Kvindfolk og Druk. Hvad kommer der den Sag ved?

Niels Ebbesen. Tilgiv mig, Bror Lorents, tilgiv mig. Og ræk mig saa det hellige uden Ord. (knæler. Lorents rækker ham Hostien). 

Lorents. Er du bange endnu, Niels? 

Niels Ebbesen. Nu kan jeg, hvad jeg skal. Levvel (ud) 

 N. E. Tror du selv paa den hellige Nadver, Lorents?

Lorents. Jeg! Jeg tror paa Kvindfolk og (58) Druk. Hvad kommer der den Sag ved?

N. E. Tilgiv mig, Bror Lorents, tilgiv mig. Og ræk mig saa det hellige uden Ord. (knæler. Lorents rækker ham Hostien). 

Lorents. Er du bange endnu, Niels? 

N. E. Nu kan jeg, hvad jeg skal. Levvel (ud) 

 Niels Ebbesen: Tror du selv paa den hellige Nadver, Lorents?

Lorents: Jeg! Jeg tror paa Kvindfolk og Druk. Hvad kommer det den Sag ved?

Niels Ebbesen: Om Forladelse! jeg skulde ikke have spurgt. Saa tilgiv mig da, Bror Lorents, tilgiv mig alle mine Synder, dem, jeg har begaaet, dem, jeg skal begaa. Og ræk mig saa det Hellige uden Ord. (Knæler. Lorents rækker ham Hostien.)

Lorents: Er du bange endnu, Niels?

Niels Ebbesen: Nu kan jeg, hvad jeg skal. Levvel. (Ud.)
89 Lorentz (løber op og ned, slider i Kjolen) (Djæ) For Djævelen!
(Standser, hagler sig ned) Hellige Guds Moder, vær hos ham, der han rider! Helllige Guds Moder, bed for ham, naar -- --		 Lorents (løber op og ned, slider i Kjolen) For Djævelen da! (Kaster sig pludselig ned) Værdige Guds Mor, vær hos ham, der han rider! Retfærdige Guds Søn, træd ham nær, naar det gælder! Lorents (løber op og ned, slider i Kjolen) For Djævelen da! (Kaster sig pludselig ned) Værdige Guds Mor, vær hos ham, der han rider! (strenge?) retfærdige Guds Søn, træd ham nær, naar det gælder! Lorents (løber op og ned, slider i Kjolen): For Djævelen ogsaa! for Djævelen da! (Kaster sig pludselig ned.) Værdige Guds Mor, vær hos ham, der han rider. Retfærdige Guds Søn, træd ham nær, naar det gælder. -- -- --
90 Vittinghofen. Hvor red han hen? Nægt det ikke, det var Niels Ebbesen, der red forbi mig i Mørket. Hvor skulde han hen med den Fart? (63) Vitinghofen: Undskyld, fromme Fader, at jeg forstyrrer jer i Bønnen! Jeg troede, det var jer, der red forbi mig i Mørket og ikke svarede paa mit Raab. Hvor skulde Hr. Niels hen paa den Tid og med den Fart? 

Lorents. Ja! se-e! han-n -- -- 

Vitinghofen. Hurtigt! Og ingen Udflugter! det er Alvor, dette her. 

 Vitinghofen: Undskyld, fromme Fader, at jeg forstyrrer jer i Bønnen! Jeg troede, det var jer, der red forbi mig i Mørket og ikke svarede paa mit Raab. Hvor skulde Hr. Niels hen (med) paa den Tid og med den Fart? 

Lorents. Ja! se-e! han-n -- -- 

Vitinghofen. Hurtigt! Og ingen Udflugter! det er Alvor, dether. 

 Vitinghofen: Undskyld, fromme Fader, at jeg forstyrrer Jer i Bønnen! Jeg troede, det var Jer, der red forbi mig i Mørket og ikke svarede paa mit Raab. Hvor skulde Hr. Niels hen paa den Tid og med den Fart?

Lorents: Ja! se-e! han-n -- --

Vitinghofen: Hurtigt! Og ingen Udflugter! det er Alvor, dette her.
91 Lorentz. Ss! tal ikke saa højt! Fru Gertrud maa ikke vide det.

Vittinghofen. (Maa) Hvad skal det sige. Han jo ikke saa meget som løner Buxer, uden at skrifte det for hende forud. Hvor skulde Løn han hen!

 Lorents. Ss -- ikke saa højt! Fru Gertrud maa ikke vide det! 

Vitinghofen. Umuligt. Niels Ebbesen ikke saa meget som pudser Næse uden at skrifte (52) det for sin Hustru først. Hvor skulde han hen? Er det Niels Bugge, det gælder? 

 Lorents. Ss -- ikke saa højt! Fru Gertrud maa ikke vide det! (59)

Vitinghofen. Umuligt. Niels Ebbesen ikke saa meget som pudser Næse uden at skrifte det for sin (for) Hustru først. Hvor skulde han hen? Er det Niels Bugge, det gælder? 

 Lorents: Ss! ikke saa højt! Fru Gertrud maa ikke vide det.

Vitinghofen: Umuligt. Niels Ebbesen ikke saa meget som snyder Næse uden at skrifte det for sin Hustru først. Hvor skulde han hen? Er det Niels Bugge, det gælder?
92 Lorentz. Kan I bevare en Hemmelighed?

Vittighofen. Skyld jer nu.

Lorentz. Jo, ser I -- ss -- ser I, han er redet til (Ry ved) af Silkeborg til, sydpaa, sydpaa, der har han nemlig -- ja, hvem skulde tro det, men det er det, jeg altid har sagt: sku aldrig Hanen paa Kammen, dem der ingen Kam har er de farligste, -- men altsaa Dydsmønsteret og Ægtefælleexemplaret Niels Ebbesen har i Silkeborg alt ved den blanke Sø (en t) otte Børn med en Frille og det niende (uanstændige Gebærder) kommer i Nat.

 Lorents. Kan I bevare en Hemmelighed? 

Vitinghofen. Skynd jer nu!

Lorents. Jo, ser I -- ss -- ser I, han er redet ad Silkeborg til, sydpaa, sydpaa, dèr har han nemlig -- ja, hvem skulde tro det, men det er det, jeg altid har sagt: sku aldrig Hanen paa Kammen, dem, der ingen Kam har, er de værste -- altsaa: Dydsmønsteret og Ægtefælleexemplariet Niels Ebbesen har i Silkeborg alt ved den blanke Sø otte børn med en Frille, (og) der venter (uanstændige Gebærder) det niende i Nat. 

 Lorents. Kan I bevare en Hemmelighed? 

Vitinghofen. Skynd jer nu!

Lorents. Jo, ser I -- ss -- ser I, han er redet ad Silkeborg til, sydpaa, sydpaa, dèr har han nemlig -- ja, hvem skulde tro det, men det er det, jeg altid har sagt: sku aldrig Hanen paa Kammen, dem, der ingen Kam har, er de værste -- altsaa: Dydsmønsteret og Ægtefælleexemplariet Niels Ebbesen har i Silkeborg alt ved den blanke Sø otte børn med en Frille, (og) der venter (uanstændige Gebærder) det niende i Nat. 

 Lorents: Kan I bevare en Hemmelighed?

Vitinghofen: Skynd Jer nu?

Lorents: Jo, ser I -- ss -- ser I, han er redet ad Silkeborg til, sydpaa, sydpaa, der har han nemlig --  ja, hvem skulde tro det, men det er det, jeg altid har sagt: Sku aldrig Hanen paa Kammen; de, der ingen Kam har, er de allerværste -- altsaa Dydsmønsteret og Ægtefælleexemplariet Niels Ebbesen har i Silkeborg alt ved den blanke Sø 4 Børn med en Frille, der venter (uanstændige Gebærder) det femte i Nat.
93 Vittinghofen I vurderer Situationen fejl, Fader Lorenz, og det maa man undgælde for. I regner ikke med, jeg har Hjælpere med mig. Heinrich, sæt Huset under Bevogtning. Luk ingen ind til os, Franz, Kunz! bind ham og sæt (Tomm) ham Skruerne paa!

Lorentz: Binde mig! hvad Djævelen! (saa er han væltet rundt paa Gulvet (64)

 Vitinghofen. I vurderer Situationen fejl, Fader Lorents, og det maa man bøde for. Det er ikke Skænkestue her, men Valplads. -- Steinisch! sæt Huset under Bevogtning! lad ingen herind til os! -- Franz, Kunz! bind ham! Skruerne paa! 

Lorents. Binde mig! Er I fra Samling? Ved I ikke, -- jeg er en gejstlig Mand? (Saa er han væltet om paa Gulvet og har Tommeskruer paa).

 Vitinghofen. I vurderer Situationen fejl, Fader Lorents, og det maa man bøde for. Det er ikke Skænkestue her, men Valplads. -- Steinisch! sæt Huset under Bevogtning! lad ingen herind til os! -- Franz, Kunz! bind ham! Skruerne paa! (60)

Lorents. Binde mig! Er I fra Samling? Ved I ikke, -- jeg er en gejstlig Mand? (Saa er han væltet om paa Gulvet og har Tommeskruer paa). 

 Vitinghofen: I vurderer Situationen fejl, Fader Lorents, og det maa man bøde for. Det er ikke Skænkestue her, men Valplads. -- Steinisch! sæt Huset under Bevogtning! lad ingen herind til os! Franz, Kunz! bind ham! Skruerne paa!

Lorents: Binde mig? Er I fra Samling? Ved I ikke, jeg er en gejstlig Mand? (Saa er han væltet om paa Gulvet og har Tommelskruer paa.)
94 (Gertru) Vittinghofen Alsaa Fader Lorentz, hvor oplev?? Niels Ebbesen sig hen!

Lorenz. (Det gør ondt) Gouldrup (?), I distraherer mig med de Apparater, kan jeg ikke samle Tankerne til at give Besked.

Vittig. Drej haardt og hurtigt

Lorentz. Au, au, au

Vittighofen. Naa?

Lorentz. Jeg ved det ikke.,

 Vitinghofen. Altsaa Fader Lorents hvor agter Niels Ebbesen sig hen? 

Lorents. Saa længe I distraherer mig med de Fingertutter, kan jeg ikke samle Tankerne til ordentlig Besked.

Vitinghofen. Drej haardt og hurtigt! (54) 

Lorents. Au. 

Vitinghofen. Naa?

Lorents. Jeg ved det ikke. 

 Vitinghofen. Altsaa Fader Lorents hvor agter Niels Ebbesen sig hen? 

Lorents. Saa længe I distraherer mig med de Fingertutter, kan jeg ikke samle Tankerne til ordentlig Besked.

Vitinghofen. Drej haardt og hurtigt!

Lorents. Au. 

Vitinghofen. Naa?

Lorents. Jeg ved det ikke. 

 Vitinghofen: Altsaa, Fader Lorents, hvor agter Niels Ebbesen sig hen?

Lorents: Saa længe I distraherer mig med de Fingertutter, kan jeg ikke samle Tankerne til ordentlig Besked.

Vitinghofen: Drej haardt og hurtigt!

Lorents: Au!

Vitinghofen: Naa?

Lorents: Jeg ved det ikke.
95 Vittig. Drej!

Lorens. Au

Vittig. Naa

Lor Jeg ved det ikke.

Vittighof. Igen.

Lor. Nej. nej.
 

 Vitinghofen. Drej.

Lorents. Au, au!

Vitinghofen. Naa?

Lorents. Jeg ved det ikke.

Vitinghofen. Igen.

Lorents. Au -- au, aah!

 Vitinghofen. Drej!

Lorents. Au, au.

Vitinghofen. Naa?

Lorents. Jeg ved det ikke.

Vitinghofen. Igen.

Lorents. Au, au, aah!

 Vitinghofen: Drej.

Lorents: Au, au.

Vitinghofen: Naa?

Lorents: Jeg ved det ikke.

Vitinghofen: Igen.

Lorents: Au -- au! Aah!
96 Vittig. Naa?

Lor. Jeg ved -- ved-- det-- ikke.
 
 

 

 Vitinghofen. Altsaa?

Lorents. Jeg ved -- ved det ikke.

Vitinghofen. En Gang til, dobbelt rundt.

Lorents. Aah, nej, nej.

Vitinghofen. Nu ved I det.

Lorents. Nej, nej, jeg siger jer, jeg ved det ikke.

 Vitinghofen. Altsaa?

Lorents. Jeg ved -- ved det ikke.

Vitinghofen. En Gang til, dobbelt rundt.

Lorents. Aah, nej, nej.

Vitinghofen. Nu ved I det.

Lorents. Nej, nej, jeg siger jer, jeg ved det ikke. (61)

 Vitinghofen: Altsaa?

Lorents: Jeg ved -- ved det ikke.

Vitinghofen: Engang til. Dobbelt rundt.

Lorents: Aah, nej, nej!

Vitinghofen: Nu ved I det?

Lorents: Nej, nej, jeg siger Jer, jeg ved det ikke.
97  Lor. Jeg sværger, ved min evige Salighed, at jeg ved det ikke

Vittig. Sværg, at du ønsker al Helveds Pine, hvis du ved det.
(Vittighofen) Lorens. Jeg ønsker mig Pine

Vittig Helveds (65)

Lo. Helveds Pine, hvis jeg ved det

 Vitinghofen. Sværg ved den treenige Gud, at du ikke ved det. 

Lorents. Jeg sværger ved den treenige Gud --

Vitinghofen. At du ikke ved det. (55) 

Lorents At jeg ikke ved det.

 Vitinghofen. Sværg ved den treenige Gud, at du ikke ved det. 

Lorents. Jeg sværger ved den treenige Gud --

Vitinghofen. At du ikke ved det.

Lorents At jeg ikke ved det. 

 Vitinghofen: Sværg ved den treenige Gud, at du ikke ved det.

Lorents: Jeg sværger ved den treenige Gud --

Vitinghofen: At du ikke ved det.

Lorents: At jeg ikke ved det.
98 Vittigh. Jeg truer ham ikke. Drej igen.

Kunz. Han er besvimet, Herre.

 Vitinghofen. Sværg ved din Sjæls evige Salighed.

Lorents Jeg sværger ved min Sjæls Salighed. 

Vitinghofen. Sværg, at du ønsker dig Helveds Pine, hvis du ved det.

Lorents. Jeg ønsker mig Pine..

 Vitinghofen. Sværg ved din Sjæls evige Salighed.

Lorents Jeg sværger ved min Sjæls Salighed. 

Vitinghofen. Sværg, at du ønsker dig Helveds Pine, hvis du ved det.

Lorents. Jeg ønsker mig Pine..

 Vitinghofen: Sværg ved din Sjæls evige Salighed.

Lorents: Jeg sværger ved min Sjæls Salighed.

Vitinghofen: Sværg, at du ønsker dig Helvedes Pine, hvis du ved det.

Kunz: Han er besvimet, Herre. 
99 Vittigh. Giv ham Draaber og saa drej igen.

Kunz. Nu har vi ham.

Lorens. Jeg ved det ikke. Au, au, au jeg ved det ikke -- au ikke -- au ikke.

 Vitinghofen. Helvedes

Lorents. Helvedes.

Vitinghofen. Jeg tror ham ikke. Drej igen. 

Kunz. Han er besvimet Herre. 

Vitinghofen:Saa stænk Draaber paa ham. Vi maahave Sandheden frem. Jeg tør ikke andet.

Kunz. Nu har vi ham tilbage. 

Vitinghofen. Drej saa!

Lorents Aah! Jeg -- ved -- det -- ikke -- jeg -- ved -- det -- ikke -- ikke -- ikke -- ikke -- -- (56) 

 Vitinghofen. Helvedes

(Kunz) Lorents. Helvedes.

Vitinghofen. Jeg tror ham ikke. Drej igen. 

Kunz. Han er besvimet Herre. 

Vitinghofen:Saa stænk Draaber paa ham. Vi maa have Sandheden frem. Jeg tør ikke andet.

Kunz. (Nu er han her igen) Nu har vi ham tilbage. 

Vitinghofen. Drej saa!

Lorents Aah! Jeg -- ved -- det -- ikke -- jeg -- ved -- det -- ikke -- ikke -- ikke -- ikke -- --

 Vitinghofen: Saa stænk Draaber paa ham. Vi maa have Sandheden frem. Jeg tør ikke andet.

Kunz: Nu har vi ham tilbage. 

Vitinghofen: Drej saa.

Lorents: Aah! Jeg -- ved -- det -- ikke -- jeg -- ved -- det -- ikke -- ikke -- ikke -- ikke -- -- 
100 Ruth (bryder ind kæmpende med en holstensk Soldat) Hvad er det for Skrig, der ryster Husset. Far Lorenz! Far Lorentz.

Vittighog. Løs ham.

Ruth. Og dig har jeg tilbedt. Og du har talt til mig om Daad og Bedrift.

 Ruth (bryder ind i Kamp med en Soldat) Hvad er det, der sker herinde? Fader Lorents, Fader Lorents! 

Vitinghofen. Løs ham!

Ruth. Og dig -- dig har jeg tilbedt. Og du har fortalt mig, at Krigerens Liv er Daad og Bedrifter 

 Ruth (bryder ind i Kamp med en Soldat) Hvad er det, der sker herinde? Fader Lorents, Fader Lorents! (62)

Vitinghofen. Løs ham!

Ruth. Og dig -- dig har jeg tilbedt. Og du har fortalt mig, at Krigerens Liv er Daad og Bedrift. 

 Ruth (bryder ind i Kamp med en Soldat): Hvad er det, der sker herinde? Fader Lorents, Fader Lorents!

Vitinghofen: Løs ham! 

Ruth: Og dig -- dig har jeg tilbedt. Og du har fortalt mig, at Krigerens Liv er Daad og Bedrift.
101 Vittighof. Ruth, du forstaar ikke. I Krigen gælder andre Maal end ellers. Maaske min Herres (og Tjener) Liv staar paa Spil i Nat.

Ruth. En Helt holdt du dig -- troede jeg, du var, og saa er du en Rakkerhund -- en djævelsk gemen Bøddel.

Vittighofen. Af Sted! Til Randers! Og kommer jeg først og træffer ham der paa Stimandsfærd -- -- (ud)

 Vitinghofen. Ruth, du forstaar ikke. Maaske staar min Herres Liv paa Spil. -- I Krigen gælder andre Maal end ellers. 

Ruth. En Helt troede jeg du var -- og saa ser jeg, du er en Rakkerhund, en gemen djævelsk Bøddel. 

Vitinghofen. Af Sted! til Randers! Og kommer jeg først, og træffer jeg ham paa Stimandsfærd der, saa -- (ud) 

 Vitinghofen. Ruth, du forstaar ikke. Maaske staar min Herres Liv paa Spil. (i Nat) I Krigen gælder andre Maal end ellers. 

Ruth. En Helt troede jeg du var -- og saa ser jeg, du er en Rakkerhund, en gemen djævelsk Bøddel. 

Vitinghofen. Af Sted! til Randers! Og kommer jeg først, og træffer jeg ham paa Stimandsfærd der, saa -- (ud) 

 Vitinghofen: Ruth, du forstaar ikke. Maaske staar min Herres Liv paa Spil. -- I Krigen gælder andre Maal end ellers.

Ruth: En Helt troede jeg du var -- og saa ser jeg, du er en Rakkerhund.

Vitinghofen: Af Sted! Vi prøver til Randers! Og kommer jeg først, og træffer jeg ham paa Stimandsfærd der, saa -- (Ud.)
102 Ruth. Far Lorentz! Lille Far Lorentz
(Hun kysser de lemlæstede Hænder.) (66)		 Ruth. Fader Lorents! lille Fader Lorents dog! (Hun kysser de lemlæstede Hænder) 

Lorents. Saa du, han var herinde?

Ruth. Ja, men nu er han væk, redet langt væk. I skal ikke være bange mer.

 Ruth. Fader Lorents! lille Fader Lorents dog! (Hun kysser de lemlæstede Hænder) 

Lorents. Saa du, han var herinde?

Ruth. Ja, men nu er han væk, redet langt væk. (Du) I skal ikke være bange mer. 

 Ruth: Fader Lorents! lille Fader Lorents dog! (Hun kysser de lemlæstede Hænder.) 

Lorents: Saa du, han var herinde? 

Ruth: Ja, men nu er han væk, redet langt væk. I skal ikke være bange mer.
103 Lorenz. Han -- han -- jeg -- jeg var den stærkeste. Ak, ak. (Ser paa Hænderne) Det var anden Gang i mit Liv, mit usle mislykkede Liv, at Gud var til.  (67) Lorents. Det var anden Gang i mit Liv, i mit usle, mislykkede Liv. Aah, sikke en Lykke og Ære! Lorents. (Anden Gang i mit Liv har (Gud) han været til -- han har fæstet mig. Aah, hvilken Lyk) Det var anden Gang i mit Liv, i mit usle mislykkede Liv (han var til) Aah, (hvilken Lykke og Ære) sikke en Lykke og Ære.  Lorents: Det var anden Gang i mit Liv, i mit usle, mislykkede Liv. Aah, sikke en Lykke og Ære!
104