Kaj Munk: Niels Ebbesen, 2. akt

i fire kolonner, svarende til fire udgaver.
1. kolonne: udgaven fra juni 1940. (fra side 43-) (manuskriptet, se her).
2. Maskinskrevet manuskript, formentlig brugt ved Kaj Munks oplæsninger, omfattende 1. til 3. akt. (side 20-32)
3. kolonne: udgaven fra januar 1941. (fra side 24-42) (manuskriptet, se her).
4. kolonne: Den trykte udgave, genoptrykt i Mindeudgaven. (fra side 238-251)
Rød farve: Teksten er overstreget i manuskriptet.
Blå farve: Teksten er tilføjet senere, dvs den står udenfor marginen, over linien eller lign.
 
 
1 Høstgilde paa Nørreris i Stjerneskær
Saa væve vi Vadmel
og lægge det sammen
væve Vadmel
lægge sammen
lade Skyttelen gaa
(Og der les og danses og spilles og Faklerne blusser højt i den skønne Aften.)		 II.
Høstgilde paa Nørreris. Stjerneskær. 

Saa væve vi Vadmel
og lægge det sammen
væve Vadmel
lægge sammen
lade Skyttelsen gaa!

(Og der les og danses og spilles og Faklerne blusser højt i den skønne Aften.

 Høstgilde paa Nørreris. Stjerneskær. 

Saa væve vi Vadmel
og lægge det sammen
væve Vadmel
lægge sammen
lade Skyttelsen gaa!

(Og der les og danses og spilles og Faklerne blusser højt i den skønne Aften.

 HØSTGILDE PAA NØRRERIS

Stjerneskær.

Saa væve vi Vadmel, saa slaa vi det sammen, væve Vadmel, slaa det sammen, lade Skyttelen gaa.

Og der les og leges og spilles, og Faklerne blusser højt i den skønne Aften.
2 Niels Ebbesen rejser sig i Stolen
     Ja, Folkens, ja, ja, saadan skal det være. Vi har faaet en god Høst i Aar, og vi syntes, at vi skylder den kære Gud at takke ham med en Glædesfest. Og I, Folk, I har arbejdet tro, det siger Gertrud og jeg jer ogsaa Tak. Der var nogen, der ikke mente, at Tiderne var til Fest. Aah nej saamænd. Men jeg sagde, de to sidste Ting, vi Danske taber, det er Arbejdsmodet og Humøret, og naar først vi har tabt dem, saa er vi ikke Danske mer. (Mar) Arbejdsmodet har I vist nu i Høsten og Humøret vil I vise i Aften, og derfor raaber vi et Hurra for gamle Danmark. (Tørrer Sveden af Panden.)		 Niels Ebbesen (rejser sig i Stolen) Ja, Folkens, vi har faaet en god Høst i Aar. Tiderne er jo ikke til at feste i, men Gertrud og jeg mente alligevel, vi gerne vilde sige jer Tak for et godt Dagværk. Arbejdsmod har I vist, og Humør viser I nu, og Arbejdsmod og godt Humør skal de aldrig tage fra os; thi paa de to Ting kan det kendes, hvem vi er. Niels Ebbesen (rejser sig i Stolen) Ja, Folkens, vi har faaet en god Høst i Aar. Tiderne er jo ikke til at feste i, men Gertrud og jeg mente alligevel, vi gerne vilde sige jer Tak for et godt Dagværk. Arbejdsmod har I vist, og Humør viser I nu, og Arbejdsmod og godt Humør (er de sidste to ting vi beholder, vi danske, hvad de saa siden tager fra os. Skal vi raabe et leve for vort gamle Land. Danmark leve.) skal de aldrig tage fra os; thi paa de to Ting kan det kendes, hvem vi er.  Niels Ebbesen (rejser sig fra Bænken): Ja, Folkens, vi har faaet en god Høst i Aar. Tiderne er jo ikke til at feste i, men Gertrud og jeg mente alligevel, vi gerne vilde sige jer Tak for godt Dagværk.
3 Folkene Hurra
? Og Hurra for Hr Niels og Fru Gertrud, Hurra!
Dansen begynder igen. (28)

N. E. Hvordan Pokker gaar det til, hustru (?) at jeg kan tale og vort Folk raabe Hurra. Det bliver jo længer jo bedre (hvad) med os.

 Den gamle Bonde. Og den gode Humør den kommer af, naar En tykkes En har gjort hans Pligt. Og saa raaber vi for Husbond og Madmor -- leve Hr. Niels og Fru Gertrud! Den gamle Bonde. Og (Arbejdsmod) den gode Humør den kommer af, naar En tykkes En har gjort hans Pligt. Og saa (??) raaber vi for Husbond og Madmor -- leve Hr. Niels og Fru Gertrud! (25) Den gamle Bonde Troels: Saa raaber vi for Husbond og Madmor: Leve Hr. Niels og Fru Gertrud!

(Der bæres Retter rundt: stegt Aal dyppet i Sirup og andet godt. Der stikkes bravt til Dunken.)
4 Fader Lorents. Hør, mine (Dam) Sønner (?) og mine smaa Lamseben, I kan vel Visen endnu, jeg lærte jer i Fjor.

Alle. Jo

 Fader Lorents (istemmer med et Brøl en Vise; der hvor han sidder har han om Livet en Pige, han visselig ikke farer alt for varsom med. Pigen fniser og sveder lykkelig og flov. Efter Sangen ombæres en Ret; maaske er det stegte Aal i Piskefløde; nu gælder det om at smøre hinanden i Ansigtet, en taber Fadet i Hovedet paa sig selv. Jubel. Fader Lorents Mave hopper mellem Himmel og Jord.)  Fader Lorents (istemmer med et Brøl en Vise; der hvor han sidder har han om Livet en Pige han visselig ikke farer alt for varsom med. Pigen fniser og sveder lykkelig og flov. Efter Sangen ombæres en Ret; maaske er det stegte Aal i Piskefløde; nu gælder det om at smøre hinanden i Ansigtet, en taber Fadet i Hovedet paa sig selv. Jubel. Fader Lorents Mave hopper mellem Himmel og Jord.)  Fader Lorents (griber fat om en Pige og messer):

Nu er det nok med den fede Schmaus.
Nu længes de unge til Skovs, til Skovs.
For Bugen er ikke det hele.
Vi ejer jo ædlere Dele.
5 Lorents (oppe for til Drikkevisen)
Nu er det Midnat, alle skal vi ned
og kysse Maanen i Sct. Mortens Kilde,
Kom saa da luther (?) og smaa Lamseben. (fortsættes #12) 		 Og den, der aldrig i Maaneskin, 
har brændt sin Mund paa en Piges Kind,
fortjener siden med Sjæl og Krop
i Evigheden at brænde op. (Latter og Klap). 		 Og den, der aldrig i Maaneskin, 
har brændt sin Mund paa en Piges Kind,
fortjener siden med Sjæl og Krop
i Evigheden at brænde op. (Latter og Klap). 
((De) Alle klapper og ler. Da smider han pludselig Pigen fra sig, hans Øjne bliver fjerne, hans Haand famler efter en Guitar, og han synger en bly lille Visestump. Og vender tilbage til Virkeligheden med et Brøl). 		 Synger:

For hvis du længes mod himmelsk Lyst,
forvild dig da ved et Pigebryst.
Thi Vejen frem til Guds Himmel gild
den findes kun ved at fare vild. (230)

Det stiger stolt, og det falder brat,
saa brug Skærsommerens korte Nat,
at du kan hvile med træt Behag
i Høvlespaanernes Favnetag.
 

(Han synes selv, det er morsomt. Men de unge danner Kæde og)
6 Lam og Bukke nu følges ville
som Skikken er til Sct. Mortens Kilde.
Der spejler hver Buk sit lille Lam
for at se, om hun har væ't tro mod ham. (Alle ud under Jubel.) (21) 		 (Alle Gedebukke og søde Gedelam
ned til Sankt Mortens Kilde
som det er gammel Skik
og spejle sin Kærest i den
for at se om hun har været ham tro.
(De bryder op under Latter og Raab))
Lam og Bukke nu følges ville
som Skikken er til Sct. Mortens Kilde(26)		 Forsangeren (synger Valsevisen):

Hej, Januar, Februar, Marts og April,
Maj, Juni og Juli, August -- uden Hvil!
September, Oktober, November,
December -- et eneste Il.
Ja, Aaret det danser igennem vor Vang
til Blæstens Musik og til Bølgernes Sang,
og Karlene springer om Pigernes Hals
og følger den lystige Vals.
7 Der spejler hver Buk sit lille Lam
for at se om hun har vær't tro mod ham
(Alle ud under Jubel)
(fortsættes #12)		 Se, der kommer Vinteren stumlende frem
med Fynd og med Klem og med Fynd og med Klem.
Det fyger, det fyger, det fyger
om alle de straatakte Hjem.
Derinde gaar Plejlen paa Loen til Dans,
og Jul springer ud under Froststjerners Glans,
og Karlene flyver om Pigernes Hals
til Helligtrekongers Vals.
8 Men Vaaren! nu sprænger den Vinterens Skagl
og ,,skinner" omkap med en Byge af Hagl.
Det klirrer, det svirrer, det dirrer
af Fløjt og af Trill og af Kagl.
Og Bølgerne vaagner og springer i Takt
for denne Alverden besættende Magt.
Den Dyd, der -- hvor dyrt end -- var aldrig tilfals,
gi'r Køb for et Kild paa sin Hals.
9 Fra Gløden af Morgen og Aftens Tagfat,
fra Morild paa Hav, fra Sct. Hans Orm i Krat
det lyser, det lyser, det lyser
Skærsommerens korteste Nat. (231)
Til Skovballet bærer hun Midsommerkrans
og er ikke mere sin egen, men hans.
Fra Taaspids til Aarerne paa hendes Hals
det Ungpigeblod gaar i Vals.
10 Saa snapper vi Leen, og saa faar den Stryg,
den griber om Kornet i fejende Fyg,
det nejer og svajer og drejer
sig ind i dens Favnetag myg.
Men hør nu det Brus gennem Skovenes Top!
se Blade og Støv hvirvles ned, hvirvles op!
Det raller og koger i Stormenes Hals
for Aaret i Dødningevals.
11 Naar Dansen fik Ende og Tonerne tav,
og stille vi ligger, hvor Seng de os gav,
min Else, min Else, min Else,
kom da paa Besøg i min Grav.
Vi favner hinanden til Liv og til Sans
og flyr til, hvor Stjerner gaar evig i Dans.
Der faar jeg med Kys paa din Mund, paa din Hals
vor sidste, vor dejligste Vals.

(Alle ud i dansende Kæde.)
12 N. E. Naa, Gertrud, skal vi (to) med.

Gertrud. Ikke i Aften, Niels.

N. E. Og hvorfor ikke. (I Aft) Vi er jo stadig et Par unge Folk paa en Snes Aar. (Har) Saalænge vi har Spædbarn i Vuggen, er vi unge endnu. Kom, Gertrud, kom.
Jeg er saa glad i Aften. Glad for at Krigen endnu er gaaet uden om os, glad for den gode Høst og glad for dig. Tak, Ven, at du gik med til, at vi maatte holde Fest, som vi plejer.

 Niels Ebbesen. (ene tilbage med Gertrud) Skalvi to ikke ogsaa med til Kilden? 

Gertrud. Vi er ikke unge nok mer.

Niels Ebbesen. Snikkesnak! saalænge Vuggen ikke er stillet paa Loftet, saa er vi unge nok.
Jeg er saa glad i Aften, Gertrud, glad for den gode Høst, glad for at Krigen endnu er gaaet uden om os, glad for, at du gik med til, at vi maatte holde Fest.

 N. E. (ene tilbage med Gertrud) (Er) Skal vi to ikke ogsaa (unge nok til at følge) med til Kilden? 

Gertrud. Vi er ikke unge nok mer.

N. E. Snikkesnak! saalænge Vuggen ikke er stillet paa Loftet, saa er vi unge nok.
Jeg er saa glad i Aften, Gertrud, glad for den gode Høst, glad for at Krigen endnu er gaaet uden om os, glad for, at du gik med til, at vi maatte holde Fest. 

 Niels Ebbesen (ene tilbage med Gertrud): Skal vi to ikke ogsaa med over i Skoven?

Fru Gertrud: Vi er ikke unge nok mer.

Niels Ebbesen: Snikkesnak! Saalænge Vuggen ikke er stillet paa Loftet, er vi unge nok. Jeg er saa glad i Aften, Gertrud, glad for den gode Høst, glad for, at Krigen endnu er gaaet uden om os, og glad for, at du gik med til, vi maatte holde Fest. Er du slet ikke i Humøren, Mor?
13 Gertrud. Paa Betingelse af ...

N. E. Ja, ja, at jeg vilde modtage dine Gæster. (29) Men hvad er det for Gæster. Naar kommer de?

Gertrud. I Aften.

N. E. I Aften? Jamen, det er jo Nat nu.

Gertrud. Saa snart (udstr vor Ungdom) dine Gæster er danset af Gaarde, saa kommer mine. Nej, jeg siger ikke mere. Kom saa da, saa gaar vl til Kilden som alle de andre unge. (Gaarden ligger tavs)

 Gertrud. Paa Betingelse

Niels Ebbesen. Ja, hvorlænge skal jeg holdes i Spænding? Hvornaar kommer de Gæster, og hvem er de Gæster, du har forpligtet mig til at tage godt imod? 

Gertrud. Skal jeg sige dig det? 

Niels Ebbesen. Ja, ja. 

Gertrud. (opdager Vitinghofen) Saa kom da! Vi gaar ned til Kilden. Der skal jeg sige dig det. (De ud) 

 Gertrud. Paa Betingelse

N. E. Ja, hvorlænge skal jeg holdes i Spænding? Hvornaar kommer de Gæster, og hvem er de Gæster, du har forpligtet mig til at tage godt imod? 

Gertrud. Skal jeg sige dig det? 

N. E. Ja, ja. 

Gertrud. (opdager Vitinghofen) Saa kom da! Vi gaar ned til Kilden. Der skal jeg sige dig det. (der) (de ud) 
14 Fru Gertrud: Jo, jeg er. Visst er jeg, Niels. Og saa er det alligevel, som om jeg aldrig rigtig kan blive det mere.

Niels Ebbesen: Kan du huske, i gamle Dage, naar du holdt meget af mig, saa trak du mig i Ørene, saadan, opad.

Fru Gertrud: Saadan! (232)

Niels Ebbesen: Ja! netop! hahaha! Det var vel, for at jeg skulde voxe. Men nu hiver du aldrig mer i dem.
15 Fru Gertrud: Saa er det nok, fordi jeg har opgivet Haabet om at se dig større.

Niels Ebbesen: Kan det ikke nok slaa til, som det er?

Fru Gertrud: Jo. Det kan det. Det siger vi, det kan. Og der kommer han. Lad os saa gaa over og lege som de andre, at her er dog en dejlig Skov, og her er ingen Røvere. (Begge ud.)
16 Ebbe. Mor!

Flere smaa. Far! Mor! hvorfor blev her saa stille paa eengang. (nu i Maaneskinnet i Nattøj) Uha! de er løbet alle. Maaske har Ulvene været her. Nej, er I tossede, Ulvene!! Jamen saa maaske den kullede selv. (De mindste begynder at græde)

 Vittinghofen (begynder at fløjte en traurig Visestump. Da kommer Ebbe og en Søster til ham løbende ud i Maaneskinnet i Natdragt.) Vittinghofen (begynder at fløjte en traurig Visestump. Da kommer Ebbe og en Søster til ham løbende ud i Maaneskinnet i Natdragt.) (27)  Vitinghofen (begynder at fløjte en traurig Visestump. Da kommer Ebbe og en Søster til ham løbende ud i Maaneskinnet i Natdragt).
17 Vittinghofen med let Accent. Men hvad er dette? Er I ikke til Senge? Ok, Far og Mor og alle de andre de kommer strax igen. Kom her, saa skal jeg putte jer saa længe. Jeg kan en Vise. Skal jeg synge den?
Og vil I se det Stjernebarn
saa lær at gaa
paa Skyer blaa
(Børnene ler og klapper ham paa Kinden.) (30)		 Ebbe. Tænk, Sidsel hun er rendt med til Kilden.

Søsteren. Tænk Vitinghofen, der var slet ingen med os. (22) 

Vitinghofen (med let Accent) Men løber I her ud i Natten! I vil da forkøle jer!

Søsteren. Fortæl os en Historie.

Ebbe. Eller synge os en af dine raske Viser. 

 Ebbe. Tænk, Sidsel hun er rendt ned til Kilden.

Søsteren. Tænk Vitinghofen, der var slet ingen ved os. 

Vitinghofen (med let Accent) Men løber I to ud i Natten! I vil da forkøle jer!

Søsteren. Fortæl os en Historie.

Ebbe. Eller syng os en af dine raske Viser. 

 Ebbe: Tænk, Sidsel hun er rendt med til Kilden.

Søsteren: Tænk, Vitinghofen, der var slet ingen ved os.

Vitinghofen (med let Accent): Men løber I her ud i Natten! I vil da forkøle jer!

Søsteren: Fortæl os en Historie.

Ebbe: Eller syng os en af dine raske Viser.
18 Vitinghofen. Er I tossede, Unger! (løfter ham i Hovedet. Sætter dem paa hver sit Knæ og rider Ranke med dem.) 

Prinsessen sad i højen Slot
for Porten laa en Drage
hun længtes ud, hun længtes ud
i baade Aar og Dage.

 Vitinghofen. Er I tossede, Unger! (løfter ham i Hovedet. Sætter dem paa hver sit Knæ og rider Ranke med dem.) 

Prinsessen sad i højen Slot
for Porten laa en Drage
hun længtes ud, hun længtes ud
i (alle sine) baade Aar og Dage. 

 Vitinghofen: Er I tossede, Unger! (Løfter ham i Hovedet. Sætter dem paa hver sit Knæ og rider Ranke med dem.)

Prinsessen sad i højen Slot,
for Porten laa en Drage.
Hun længtes ud, hun længtes ud
i baade Aar og Dage.
19 Ruth. Men hvad er det?

Karen Barnepige ind. Jeg troede de sov. Jeg løb med til Kilden. Det var forkert. Oh, hvor var det forkert. Ind med jer, Unger, ind mer jer, uartige Unger, ind med jer I søde Børn, saa skal I faa Sukker og Æventyr.

 Og mange vilde hende fri
en stod og trued længe
en prøvede med Bøn til Gud
en anden en med Penge.

Men se, Soldaten en to tre
han frygted ej for Pelsen,
han skaffed med sit gode Sværd
den smaa Prinsesse Frelsen.

 Og mange vilde hende fri
en stod og trued længe
en prøvede med Bøn til Gud
en anden en med Penge.

Men se, Soldaten en to tre
han frygted ej for Pelsen,
han skaffed med sit gode Sværd
den smaa Prinsesse Frelsen.

 Og mange vilde hende fri,
en stod og trued længe,
en prøvede med Bøn til Gud,
en anden en med Penge.

Men se, Soldaten, en to tre,
han frygted ej jor Pelsen,
han skaffed med sit gode Sværd
den smaa Prinsesse Frelsen.
20 Og nu skal I til Senge. Nu er jeg Hesten der galopperer ind med Soldaten og Prinsessen. Lad mig saa se, du kan sidde rank som Soldat. (Tørner mod Ruth og Barnepigen, der snapper Børnene fra ham og piler ind med dem.) Og nu skal I til Senge. Nu er jeg Hesten der galopperer ind med Soldaten og Prinsessen. Lad mig saa se, du kan sidde rank som Soldat. (Tørner mod Ruth og Barnepigen, der snapper Børnene fra ham og piler ind med dem.) (28) Og nu skal I til Senge. Nu er jeg Hesten, der galopper ind med Soldaten og Prinsessen. Lad mig saa se, du kan sidde rank som Soldat. (Tørner mod Ruth og Barnepigen, der snapper Barnene fra ham og piler ind med dem.) (233)
21 Vittinghofen. O, hvorfor, Jomfru Ruth, fik vi ikke en eneste Dans? Alle de andre rakte I Haanden i Dansen, mig ikke en eneste Gang. Er jeg saa styg?

Ruth (ser paa ham)

Vittinghofen. Hvorfor taler I aldrig til mig? Hvorfor lader I som om I hader mig? Alle jeres Søskende holder af mig. Hvorfor vil saa I (udstr af andre) lade jer bilde ind, at der er Fjendskab mellem os to?

Ruth (ser paa ham)

 Vitinghofen (stiller sig i Vejen for Ruth) Jomfru Ruth, hvorfor har jer Haand ikke fundet min en eneste Gang under Dansen?

Ruth (vil undvige)

Vitighofen. Hvorfor undgaar I mig altid? er det jer Mor, der forlanger det af jer? 

Ruth. Hvorfor er I her? hos os? (23) 

Vitinghofen. Det er Ordre. Det har jeg intet over at sige. Men min Optræden her -- har I noget at klage over, saa beder jeg: sig mig det; saa skal jeg prøve at ændre det. 

 Vitinghofen (stiller sig i Vejen for Ruth) Jomfru Ruth, hvorfor har (eders) jer Haand ikke fundet min en eneste Gang under Dansen?

Ruth (vil undvige)

Vitighofen. Hvorfor undgaar I mig altid? er det jer Mor, der forlanger det af jer? 

Ruth. Hvorfor er I her? hos os?

Vitinghofen. Det er Ordre. Det har jeg intet over at sige. Men min Optræden her -- har I noget at klage over, saa beder jeg: sig mig det, saa skal jeg prøve at ændre det. 

 Vitinghofen (stiller sig i Vejen for Ruth): Jomfru Ruth, hvorfor har Jer Haand ikke fundet min en eneste Gang under Dansen?

Ruth (vil undvige).

Vitinghofen: Hvorfor undgaar I mig altid? er det Jer Mor, der forlanger det af Jer?

Ruth: Hvorfor er I her? hos os?

Vitinghofen: Det er Ordre. Det har jeg intet over at sige. Men min Optræden her -- har I noget at klage over, saa beder jeg, sig mig det!
22 Vittinghofen. Hvorfor vil I saa standhaftigt prøve paa at (bild) faa jer selv til at tro, at jeg er et Uhyre. Spiser jeg Menneskekød? drikker jeg Smaabørns Blod. Kære Jomfru Ruth, jeg er et lille Menneske som I, bare meget, meget svagere. Hvis I var mig og jeg var jer, kunde jeg aldrig føre den Rolle igennem.

Ruth (ser paa ham) (31)

 

 Ruth. Nu vil jeg helst, at I lader mig gaa. 

Vitinghofen. Ved I, at det var det allersværeste, I kunde bede mig om?  I skulde vide, hvor jeg gaar her i min Ensomhed og trænger til at sludre lidt med nogen -- med jer. 

Ruth. Men -- I er jo vor Fjende, Hr. Vitinghofen?

 Ruth. Nu vil jeg helst, at I lader mig gaa. 

Vitinghofen. Ved I, at det var det allersværeste, I kunde bede mig om? (Ved I, hvor jeg) I skulde vide, hvor jeg gaar her i min Ensomhed og trænger til at sludre lidt med nogen -- (trænger til at sludre) med jer. 

Ruth. Men -- I er jo vor Fjende, Hr. Vitinghofen? 

 Ruth: Nu vil jeg helst, I lader mig gaa.

Vitinghofen: Ved I, at det var det allerværste, I kunde bede mig om? I skulde vide, hvor jeg gaar her i min Ensomhed og trænger til at sludre lidt med nogen -- med Jer. 

Ruth: Men -- I er jo vor Fjende, Hr.Vitinghofen?
23 Vittinghofen. Vi er ikke Fjender, Ruth, det er ikke sandt, det er vi ikke. Spørg Stjernerne deroppe, se, hvor mildt de ser ned til os. De siger nej, I er to Menneskebørn, (udstr og Menneske) en Mand, en Kvinde, og derfor skabt ikke til at hade, men til at elske. Vitinghofen. Ja, det er jeg jo. Jeg er jer Fjende. Men kunde jeg ikke alligevel ogsaa godt derfor være jer Ven?

Ruth. Det -- det er jeg bange for, jeg ikke forstaar. 

 Vitinghofen. Ja, det er jeg jo. Jeg er jer Fjende. Men kunde jeg ikke alligevel ogsaa godt derfor være jer Ven?

Ruth. Det -- det er jeg bange for, jeg ikke forstaar. 

 Vitinghofen: Ja, det er jeg jo. Jeg er jer Fjende. Men kunde jeg ikke alligevel ogsaa godt derfor være jer Ven?

Ruth: Det -- det er jeg bange for, jeg ikke forstaar.
24 Ruth (ser paa ham; pludselig slaar hun ham med Knythaand paa Kinden og vil løbe.)

Vittinghofen. Og den anden Kind -- den har jo ikke gjort noget -- den beder ogsaa om et Kærtegn.

 Vitinghofen. Herregud, jeg mener, Livet er dog ikke saa kedeligt ligetil. Vi er dog allesammen mere end een Ting ad Gangen. Et Sværd bruges til Kamp, men i Felten skærer vi ogsaa tit Brød med det. -- Nej, nej, I maa ikke gaa. Vel er jeg  jer Fjende, men saa ogsaa noget andet, det modsatte. Forstaar I mig? (Griber efter hende. Hun slaar ham) Se -- Slaar I mig? Jamen, det maa I ogsaa gerne. Den anden Kind ogsaa. Bliv bare ved.  Vitinghofen. Herregud, jeg mener, Livet er dog ikke saa kedeligt ligetil. Vi er dog allesammen mere end een Ting ad Gangen. Et Sværd (er til) bruges til (at kæmpe med) Kamp, men i Felten skærer vi ogsaa tit Brød (af) med det. -- Nej, nej, I maa ikke gaa. Vel er jeg (29) jer Fjende, men saa ogsaa noget andet, det modsatte. Forstaar I mig? (Griber efter hende. Hun slaar ham) Sl -- Slaar I mig? Jamen, det maa I ogsaa gerne. Den anden Kind ogsaa. Bliv bare ved.  Vitinghofen: Herregud, jeg mener, Livet er dog ikke saa kedeligt ligetil. Vel er jeg jer Fjende, men saa ogsaa noget andet, det modsatte. Forstaar I mig? (Griber efter hende. Hun slaar ham.) Sl -- slaar I mig? Jamen, det maa I ogsaa gerne. Den anden Kind ogsaa. Bliv bare ved. 
25 Ruth (stammer) I skal gaa, hører I, I skal gaa, I skal forlade vort Hus.

Vittinghofen. Ved I, at det er første Gang I har rakt mig Haanden, jer lange fine smidige Haand. (Kysser den)

Ruth (river den til sig) Skam jer!

 Ruth (forskrækket over sig selv) I tog saa haardt. Jeg mente bare. I skal lade mig gaa.

Vitinghofen. Ja, saa lader jeg jer gaa. (Hun bliver) Ved I, det er første (24) Gang, I har rakt mig Haanden. -- Det var ogsaa en Maade. 

 Ruth (forskrækket over sig selv) I tog saa haardt. Jeg mente bare. I skal lade mig gaa.

Vitinghofen. Ja, saa lader jeg jer gaa. (Hun bliver) Ved I, det er første Gang, I har rakt mig Haanden. -- Det var ogsaa en Maade. 

 Ruth (forskrækket over sig selv): I tog saa haardt. Jeg mente bare -- I skal lade mig gaa.

Vitinghofen: Ja. Saa lader jeg Jer gaa. (Hun bliver.) Ved I, det er første Gang, I har rakt mig Haanden? -- Det var ogsaa en Maade.
26 Vittinghofen. Og hvis jeg nu sagde til jer: Ruth, Ruth, (udstr. i Nat, i denne skønne Stjernestund, da) jeg er ikke Holstener, og du er ikke Dansker, i denne skønne stumme (?) Stjernenat da er du bare den Pige, jeg elsker, og jeg er bare den Mand, der elsker dig, og andet er der ikke i Verden -- var det saa saa skamløst, saa -- saa anklag ikke mig, men (den) ham, den Evige, der har skabt mig Saadan, at det er Sandhed. (32) Ruth. Gjorde det ondt?

Vitinghofen. Det var mig, der bar mig forkert ad. Jeg giver min Undskyldning. Men jeg var bange for, I vilde gaa. Og jeg maa have snakket med jer. Jeg har været ved at skrive, men det er dog for dumt. Og nu i Aften, denne dejlige Aften -- hvorfor ler I? 

 Ruth: Gjorde det ondt? 

Vitinghofen: Det var mig, der har mig forkert ad. Jeg giver min Undskyldning. Men jeg var bange for, I vilde gaa. Og jeg maa have snakket med Jer. Husk, jeg er Soldat. En Soldat kan ikke være ledig. Hans Liv er Daad. 
27 Ruth (lader ham tage hendes Haand) Men i Morgen naar I saa atter er tysk og jeg dansk, for det er jeg, (af) (river atter Haanden til sig) af hele mit Væsen, dansk, dansk --

Vittinghofen. (Og) Ja du er dansk, dog blev du ved at være den Pige, jeg elskede, og jeg er tysk og blev dog ved at være den Mand, der elskede dig 

 Ruth. I har saadan en morsom Maade at sige dejlig paa. Farvel

Vitinghofen. Sss! Kan I ikke høre det? -- Engang jeg var Barn fortalte Mor mig, at da hun lærte Far at kende, da hørte hun med-et, at Stjernerne havde Stemmer. De kunde synge. Den Historie har jeg ikke tænkt paa i mange Aar. -- Kan I høre, det er rigtigt, Ruth? Kan I høre, hvad det er, de synger? 

 Ruth: Daad! Far -- jeg -- alle vi her vi -- hader Krigen. 

Vitinghofen: De største Sejre, Soldaten vinder, er ikke dem, han vinder i Krigen. Maaske han ikke selv altid kan lide Krigen. Han er ung, han er glad, han er forelsket, han vil gerne leve, og maaske allerede i Morgen er han død og kold.
28 Ruth. Jamen, nej, nej for I er ogsaa -- I er (ogsaa) ikke bare tysk, I er ogsaa Krigen -- Krigen som jeg hader og afskyer. Kan I ogsaa snakke jer fra det? Ruth. Hvad synger de?

Vitinghofen. De synger noget til os to, (det er) noget om, at I er Dansker og jeg er Holster, men ikke naar vi skinner ned paa jer; for saa er I bare to Mennesker, saadan en Nat som i Nat er I to bare en ung Mand og en (Kvinde) Pige. -- Kan I ikke høre det, Ruth? (30)

 Ruth: Nej. Nej, I er ikke, Vitinghofen.

Vitinghofen: Det ved ingen. Det staar skrevet i Stjernerne. Se, hvor de smiler ned til os.

Ruth: Gør de? Jeg ved ikke. I Aften er jeg bange for Stjernerne.

Vitinghofen: Bange for Stjernerne -- fy! Hører I ikke, hvad de hvisker: Naar vi skinner ned paa jer, saa er I ikke Holster og Dansker mere, saa er I bare to Mennesker, to Sjæle af Kød og Blod.
29 Vittinghofen. Krigen -- ja det er jeg. Den aabne ærlige vilde Krig med Mand mod Mand, Livet i sin højeste Lue, hvor et Fejlgreb eller et Fejl(??) er Døden, hvor Øjets Sekraft er tidoblet og Tanken er krummet til Spring, hvor Blodet sprøjet og Legemet styrter og Sjælen stiger og staar som en Stjerne og holder sig kry (?) og skinner over Jorden Aarhundreder efter, at den stakkels Krop er blevet til Støv, jo, Ruth, jo, og hele min unge (vaagne) spillede Sjæl er jeg Krigen, er jeg Liv, Bedrift. (33) Ruth. Aah, jo, maaske, I ser saa alvorligt paa mig. Maaske jeg kan. Men saa i Morgen, naar Stjernerne ikke skinner mere, hvad saa? 

Vitinghofen. Jeg ved ikke, Ruth -- en Soldat maa (jo) regne med, at Livet er (saa) kort, han har ikke Raad til at tænke paa i Morgen, han maa bare tænke paa nu, at nu er det saa skønt, at nu skinner Stjernerne, at nu ligger der en lille Haand i hans, en Drengehaand, der dog er en Piges, den yndigste Piges, han ved.

Ruth. Vitinghofen, nej, vi maa ikke saadan. Det er ikke rigtigt. Og jeg er saa forfærdelig bange. 

 Ruth.: Jeg hører det nok. Men naar Stjernerne blegner og Solen skinner i Morgen, er vi Holster og Dansker igen.

Vitinghofen: Soldaten har ikke Raad til at tænke paa i Morgen. Hans Liv er Bedrift. Han maa bare tænke paa nu, at nu er Livet dejligt, at nu skinner Stjernerne, at nu ligger der en lille Haand i hans, en Drengehaand, der dog er en Piges, den yndigste Piges, han ved.

Ruth: Vi maa ikke saadan. Det er ikke rigtigt. Og jeg er saa forfærdelig bange.
30 Men Ruth, Krigen i sig selv er en Goldhare, er et ingenting, hvis den ikke ogsaa ejer Freden, ikke Freden som sort Slid og sur Sved, der gør (Kr) Ryggen krum og Aanden dum, men Freden, som den findes i Pigens lyse Smil og hendes varme Skød, der er selve Livets Kilde. Derfor Ruth, du søde danske Pige, (derfor elsker jeg dig) derfor hører vi sammen, derfor elsker jeg dig. Vitinghofen. Det maa du ikke være. Jeg lover dig, jeg skal -- Eller ogsaa jo, det maa du gerne være. For naar du ved, at jeg holder af dig -- naar du ved, at vi holder af hinanden, det er da nok være at være lidt bange for. Ikke?

(Vitinghofen) Ruth. Nej, du maa ikke kysse mig. Ikke -- endnu. 

 Vitinghofen: Det maa du ikke være. Eller ogsaa -- jo, det maa du gerne være. For naar du ved, at jeg holder af dig, naar du ved, vi holder af hinanden, det er da nok værd at være lidt bange for. Ikke?

Ruth: Nej, du maa ikke kysse mig. Ikke -- endnu.
31 Vitinghofen. Men gaa en lille Tur med dig, rigtig snakke sammen, eller bare gaa tause, lade Stjernerne tale -- for du er ikke bange mere, vel? du er (da glad) ogsaa lykkelig, ikke?

Ruth. Jeg ved ikke, (mon ikke) det at være saadan bange, (det er) mon ikke det er at være (glad) lykkelig? 

 

 Vitinghofen: Nej, det maa jeg ikke. Og derfor gør jeg det. Bare dine Øjne. Ikke mere end dem. Saa, nu tror jeg først, du fik Syn for mig. Og Øreflipperne, dem maa jeg lige have Lov til, de allerkæreste smaa Øreflipper. Saadan. Nu kan du bare høre mig. Nej, ikke Munden, slet ikke Munden. Men Næsetippen. Kan du lugte mig nu? Og saa de to haarde smaa Drengehænder. Jeg skal kysse Følelse i dem, og kysse igen, til de ikke har Følelse for andet end mig.

Ruth: Slip mig saa! hører du! slip mig saa!
32 Ruth. Vittinghofen, nej, I maa ikke sige det, I maa ikke bilde mig ind -- aah Vittinghofen (hun holder (?) sig ind til ham)

Vittinghofen. Elskede! Elskede! Dyrebare! du Himlens Stjernehiller (?) du Jordens lyse Nat, du yndigste jeg ved, du -- Danmark (fører hende ud).

 Vitinghofen. Elskede! (drager hende ind til sig. De gaar)  Vitinghofen: Saa slipper jeg dig. Bare et Lynkys paa Munden til Slut, nej, lige midt paa Munden. Fra nu af smager hele Verden af mig. Saa har jeg erobret dig. Alle dine 5 Sanser. Hele dig selv. Hvorfor ryster du, lille Pige? Du er da ikke bange mere, vel? Du er da ogsaa lykkelig. Ikke?

Ruth: Jeg ved ikke. Det at være saadan bange, mon ikke det er at være lykkelig?

Vitinghofen: Jeg tror det! Lille dejlige Pige! (Drager hende med sig.)
33 N. E. (træder frem fra Skyggen og ser efter dem)
Fru Gertrud. Hvem var det, der gik, Niels?
N. E. Gik (udstr der) -- gik der nogen?
Fru Gertrud. Jeg synes, det var vor tyske Gæsteven og et Kvindfolk.
N. E. Ja maaske. Jeg tror næsten ogsaa, at det var ham. Lad os gaa ind. Duggen falder. (34)
 
 
 
 
 

Gertrud. Jeg syntes, det var vor holstenske Gæsteven med en eller anden Tøjte. At  der findes imellem vore Folk et Pigebarn, der ikke har Ære i Livet. Jeg skal faa undersøgt Sagen og tage mig hende for i Morgen.

 N. E. (træder frem fra Skyggen og ser efter dem)

Fru Gertrud. Hvem var det, der gik?

N. E. Gik der nogen?

Gertrud. Jeg syntes, det var vor (tyske) holstenske Gæsteven med en eller anden Tøjte. (31) At  der findes imellem vore Folk et Pigebarn, der ikke har (mer) Ære i Livet. Jeg skal faa undersøgt Sagen og tage mig hende for i Morgen. 

 (Niels Ebbesen træder frem fra Skyggen og ser efter dem.)

Fru Gertrud (ind): Hvem var det, der gik?

Niels Ebbesen: Gik der nogen?

Fru Gertrud: Jeg syntes, det var vor holstenske Gæsteven med en eller anden Tøjte. At der mellem vore Folk findes et Pigebarn uden Ære i Livet! Jeg skal faa undersøgt Sagen og tage mig hende for i Morgen. (fortsættes #43) 
34 N. E. (ser paa hende)
Gertrud (staar et Øjeblik lammet) (Hvad tøver du for?) Hvad er her at høre efter? Hvor er dit Sværd. Aah det er sandt., Men en Le maa du vel kunne opdrive. Eller vil du at jeg skal? (hvad?)

N. E. Hvilket?

Gertrud. Niels! Niels! Hvornaar faar du nok? eller faar du aldrig nok? Hvornaar skal jeg faa at vide, hvem den Mand er, jeg har giftet mig med? om det er ham, som jeg engang troede, eller det er en Pjalt og Usling.
35 N. E. Hvis ikke (Gertrud) Ruth selv kommer til Eftertanke, hvis ikke (Gertrud) Ruth selv besinder sig paa hvad hun skylder sine Forældre og sit ærlige danske Navn, hvad nytter det saa med Le eller Sværd. Gertrud, hvad er det værd, det, man kan lave her paa Jorden med Vaaben.

Gertrud. Spørg Grev Gerhard den Store.

N. E. Saa faar jeg et tysk Svar, ja. Men i det Øjeblik jeg giver samme Svar som han, er jeg ikke længere Dansker, men Tysker. (Aah) men du har ei vist dine Gæster, ihvem det saa er. (35)
36 Fru Gertrud. Du kender ikke disse Mænd, Niels, men det er Jeppe Fyn, Poul Skaaning og Per Sællandsfar. Bisp (??) Urne har skrevet til mig --

N. E. Til dig?

Gertrud. Fordi han vidste, at Poul Skaaning og jeg var kendt fra gamle Dage. Velkommen skal I være paa Nørreris, I gode Mænd.

 N. E. Du har endnu ikke fortalt, hvem du venter som Gæst i Nat. 

Fru Gertrud. Jeg kender dem ikke selv. Bisp Tage har bedt mig modtage dem. Det er Sendemænd fra Bønder i Skaane, fra Sjælland og fra Fyn, der søger Foretræde hos Grev Gert. 

N. E. Gertrud, hvad blander du os ind i de Sager for?

Gertrud. Fordi jeg forstaar, selv om du ikke gør det, at -- der har vi dem. --

 N. E. Du har endnu ikke fortalt, hvem du venter som Gæster i Nat. (bedt mig modtage dem) 

Fru Gertrud. Jeg kender dem ikke selv. Bisp Tage har bedt mig modtage dem. Det er Sendemænd fra Bønder i Skaane, paa Sjælland og paa Fyn, der søger Foretræde hos Grev Gert. 

N. E. Gertrud, hvad blander du os ind i de Sager for?

Gertrud. Fordi jeg forstaar, selv om du ikke gør det -- (naa) der har vi dem. --
37 N. E. Velkommen til jer selv (?). Men gaar i nogens (Levendes) Ærind, maa jeg vide hvis, før jeg kan byde jer velkommen som Sendemænd.

Skaaning. Forklaringen er den simple

Jeppe Fyn. Ja vi Bønder østerfra
Sæll. Der er nemlig opnaaet Enighed.

Alle 3. Lad kuns mig.

Skaaning. Mens Herremændene holder sig heller (?)

Fyn. Under de Forup (?) Forhold ..

Sæll. Da Grev Gerhard anden Gang

Alle 3. Lad kuns mig.

 Min Mand og jeg byder jer velkommen til Nørreris. Vi beder jer tage Plads ved Bordet og tage for jer af det fremsatte. 

Skaaning. Vi takker saa overmaade --

Sjø. For al god Modtagelse

Fynbo. -- og Gæstfrihed i det hele.

Skaaning. Allerede i Morgen haabe vi 

Sjø. at kunne lange til Randers

Fynbo. -- og faa Foretræde hos Greven. (27)

Skaaning. Det træffer sig saa heldigt,

Sjø. at vi er ganske enige

Fynbo -- om hvad vi vil forelægge Greven. 

 Min Mand og jeg byder jer velkommen til Nørreris. (Hvis I vil) Vi beder jer tage Plads ved Bordet og tage for jer af det fremsatte. 

Skaaning. Vi takker saa overmaade --

Sjæ. -- for al god Modtagelse.

Fynbo. -- og Gæstfrihed i det hele.

Skaaning. Allerede i Morgen haabe vi 

Sjæ. -- at kunne lange til Randers. 

Fynbo. -- og faa Foretræde hos Greven.

Skaaning. Det træffer sig saa heldigt --

Sjæ. -- at vi er ganske enige --

Skaaning -- om hvad vi vil forelægge Greven. 
38 Fru Gertrud. Jeg har forstaaet det saadan, at disse 3 Mænd kommer som Udsending hver for sin Landsdels Bønder til Grev Gerhard for at forhandle med ham om Betingelserne for at trække sig ud af Jylland. (36)

Fyn. Ja, og Betingelserne har vi aftalt med hinanden

Sæll. Og vi er ogsaa godt nok enige

Skaaning. Men nu strander (?) det bare paa --

 Skaaning. Og vi regner jo med

Sjø. at han er venlig

Fynbo og lader os komme ind sammen

 Skaaning. Og vi regner jo med

Sjæ. -- at han er venlig

Fynbo -- og lader os komme ind sammen (32)

 
39 Sæll. Se, vi har aftalt det hele indbyrdes.

Fyn. Og vi (??) dogs jo paa, at vi lukkes ind til Greven samtidig

Skaaning. Men saa er det, at vi kan ikke faa afgjort

Fyn. Hvem af os, der skal føre Ordet

Sæll. Og træde over Dørtærsklen først.

 Skaaning. Saa er det bare --

Fynbo. Jamen, det skubber sig nok --

Sjø. -- at vi ikke ved, hvem af os der først skal gaa ind ad Døren.

 Skaaning. Saa er der bare det --

Fynbo. Jamen, det skubber sig nok --

Sjæl. -- at vi ikke ved, hvem af os der først skal gaa ind ad Døren.
40 Skaaning. Jeg holder jo nemlig for

Fyn. Men dertil siger vi to andre

Sæll. Sagen her synes ubetydelig

Fyn. Men er i Virkeligheden afgørende.

Sælland. Jeg synes jo, at jeg som den ældste

Fynbo. Men det er da os, der ligger nærmest ved Jylland.

 Skaaning. Vi Bønder fra Skaane maa absolut have Forret, da det er os, der bor længst væk.

Fynbo. Vi kan akkurat lige saa godt sige, at vi Fynboer, der bor nærmest, er ogsaa nærmest til at gaa først.

Sjø. Paa ethvert Legeme anses det for en given Sag, at Midterpartiet er det vigtigste. 

 Skaaning. Vi Bønder fra Skaane maa absolut have Forret, da det er os, der bor længst væk.

Fyn. Vi kan akkurat lige saa godt sige, at vi Fynboer, der har nærmest, er ogsaa nærmest til at gaa først.

Sjæ. (Almindelig har det været holdt for rettest), Paa ethvert Legeme anses det for en given Sag, at (den i Midten) Midterpartiet er de(n)t vigtigste. 
41 Skaaning. Men just fordi vi ligger fjernest, maa der tilkomme os størst Ære for, at vi er med.

Fynbo. Der er jo ikke Tale om Ære

Skaaning. Jeg kan ikke komme hjem og sige til mine Landsmænd, at vi blev tilsidesat af jer andre.

Sæll. Jeg kan ikke komme hjem og sige, at Sjælland med Lejre og Roskilde var en Sinke over for Skaane. (37)

Skaaning. Altid skal der ses ned paa os.

Fynbo. Men der er jo ikke noget i Vejen for, at jeg kan rejse hjem igen. Saa kan I andre to ordne (udstr Forh) Dilemmerne.

Sæll. Enten kommer vi alle 3 eller ogsaa kommer vi ikke.

 Fyn. Ja, vi Fynboer er medgørlige nok, men vi taaler ingen Tilsidesættelse. (28) 

Skaaning. Vi Skaaninger ved nok, der altid skal ses ned paa os. 

Sjø. Der er ikke tale om at se op eller ned, men vi fra Sjælland --

Fynbo. Saa tager jeg slet ikke med til Greven. 

Skaaning. Det gør jeg forvist heller ikke. 

Niels Ebbesen. Saa ordner jo Spørgsmaalet sig af sig selv. 

 Fyn. Ja, vi Fynboer er medgørlige nok, men vi taaler ingen Tilsidesættelse.

Skaaning. Vi Skaaninger ved nok, der altid skal ses ned paa os. 

Sjæ. Der er ikke tale om at se op eller ned, men vi fra Sjælland --

Fyn. Saa tager jeg slet ikke med til Greven. 

Skaaning. Det gør jeg forvist heller ikke. 

N. E. Saa ordner jo Spørgsmaalet sig af sig selv. 

 
42 Fynbo. Saa ser det jo nærmest ud til vi kommer ikke

Skaaning. Hulen i Dæleme kommer vi. Kommer ingen andre, saa kommer jeg.

Sæll. Hæ he, saa løser Spørgsmaalet sig af sig selv.

Fynbo. Jeg synes vi alle 3 skulde være føjelige og (saa) lade mig gaa først.

Sæll. Det kan jeg ikke synes om.

Skaaning. Aldrig i Nu eller Lyster (?)

 Fynbo. Hvorfor kan vi ikke alle 3 være føjelige og lade mig gaa først? 

Sjø. Simpelthen fordi ...

 Fynbo. Hvorfor kan vi ikke alle 3 være føjelige og lade mig gaa først? (33)

Sjæ. Simpelthen fordi --
43 En Mand. Er Niels Ebbesen til Stede.

N. E. Ja.

En Mand. Jeg kommer fra Greven. Han er paa Vej til (Han vil være i din Gaard) sin Gaard. Skaf ham et Leje for Natten.

N. E. Grev Gerhard?

Gertrud. Her? Hos os?

 En fremmed Mand (træder ind) Er Niels Ebbesen her?

Niels Ebbesen. Ja.

Manden. Jeg kommer fra Grev Gerhard. Han er paa Vej til din Gaard.

Niels Ebbesen. Her? Kommer Greven her?

 En fremmed Mand (træder ind) Er Niels Ebbesen her?

N. E. Ja.

Manden. Jeg kommer fra Grev Gerhard. Han er paa Vej til din Gaard.

N. E. Her? Kommer Greven her?

 

 En fremmed Mand (ind): Er Niels Ebbesen her?

Niels Ebbesen: Ja.

Manden: Jeg kommer fra Grev Gerhard. Han er undervejs til din Gaard.

Niels Ebbesen: Her? Kommer Greven her?
44 Fynbo. Kommer Greven her?

Sæll. Kanske det er sikrere

Skaaning. Er Greven alene?

Manden. 500 Ryttere, fuldt bevæbnede, følger ham.

N. E. Hvad vil du, Gertrud?

Gertrud. Det faar du at høre. (38)

 Skaaning. Kommer han her?

Fynbo. Uha dog.

Sjø. Er han alene? (29) 

Manden. 500 Ryttere er med ham. Hvor er Hr. von Vitinghofen?

Niels Ebbesen. Hvad vil du Gertrud?

Gertrud. Det faar du at høre. 

 Skaaning. Kommer han her?

Fynbo. Uha dog.

Sjæ. Er han alene? 

Manden. 500 Ryttere er med ham. Hvor er Hr. von Vitinghofen?

N. E. Hvad vil du Gertrud?

Gertrud. Det faar du at høre. 

 Manden: 500 Ryttere er med ham. Hvor er Hr. Vitinghofen?

Niels Ebbesen: Hvad vil du, Gertrud?

Fru Gertrud: Det faar du at høre.
45 (Manden. 500 Ryttere, fuldt bevæbnede, har han med sig. Hvor er Vittinghofen?)

Skaaning. 500 Ryttere.

Sæll. Fuldtbevæbnede

Fynbo. Maaske det var klogest

Sæll. At tage til Randers.

Skaaning. Endnu i Aften.

Fynbo. Ja, kom. Hehehe, nu gaar vi alle 3 først.

 Sjø. 500 Ryttere.

Fynbo. Maaske det var det sikreste ...

Skaaning. -- at tage til Randers

Sjø. endnu i Aften.

Fynbo. Lad os tage af Sted

 Sjæ. 500 Ryttere.

Fynbo. Maaske det var det sikreste ...

Skaaning. -- at tage til Randers (i Nat).

Sjø. endnu i Aften.

Fynbo. Lad os af Sted

 
46 Manden (utaalmodig) Hvor er Vittinghofen?

N. E. Jeg ved det ikke.
(Fru Gertrud. Ja hvor er Vittinghofen?)

Manden. Hurtig! Han skal skaffes til Veje.

N. E. (Gertrud) Hvad vil Greven hos mig?

Manden. Jeg kan intet sige. Hvor er Vittinghofen?

(udstr. N. E. Hvad vil du, Gertrud?
Gertrud. Det skal du faa at høre (ud))

Hvem er det, der blæser i Hornet?
Gertrud. Det var mig.

N. E. Hvad skal det betyde?

 Manden (utaalmodig) Jeg spurgte om Vittinghofen?

Niels Ebbesen. Jeg ved ikke ret -- Hvem lader blæse i Hornet?

Gertrud. Jeg. 

N. E. Hvad skal det betyde? 

 Manden (utaalmodig) Jeg spurgte om Vittinghofen.

N. E. Jeg ved ikke ret -- Hvem lader blæse(r) i Hornet?

Gertrud. Jeg. 

N. E. Hvad skal det betyde? (34)

 Manden (utaalmodig): Jeg spurgte om Vitinghofen?

Niels Ebbesen: Jeg ved ikke ret -- Hvem lader blæse i Hornet?

Fru Gertrud: Jeg.

Niels Ebbesen: Hvad skal det betyde?
47 Gertrud. At Karlene kommer. Niels, Niels, hvorfor har du ikke Vindebroen i Orden.

N. E. Fordi selv om jeg havde det, vilde jeg ikke bruge den. Begynder du snart at forstaa? (39)

Gertrud. Vil du ikke, vil jeg. Koner, gaa til jeres Børn og Hjem. Piger, ind i Stuerne alle! Karle, Grev Gerhard kommer med 500 Ryttere. I tager, hvad Vaaben her findes Høtyve, Forke, Leer, Vedøxer og stiller jer her hos os. Niels, jeg har gemt din Armbrøst, skal jeg hente dig den.

N. E. Nej.

 Gertrud. At jeg kalder paa Karlene. At de er her strax. Niels, Niels, hvorfor har du ikke Vindebroen i Orden. 

Niels Ebbesen. Fordi selv om den var i Orden, saa skulde den ikke bruges. Begynder du snart at forstaa? (30) 

Gertrud. Vil du ikke, vil jeg. Alle gifte Kvinder, gaa til jere Hjem. Pigerne bliver her hos os i Bryggerset. Karle og Mænd, Grev Gerhard kommer med 500 Ryttere. Faa fat i alt, hvad kan bruges som Vaaben, Forke, Leer, Vedøxer, og stil jer her hos os! Niels, jeg har gemt dit Slagsværd. Skal jeg hente dig det? 

Niels Ebbesen. Nej

 Gertrud. At jeg kalder paa Karlene. At de er her strax. Niels, Niels, hvorfor har du ikke Vindebroen i Orden. 

N. E. Fordi selv om den var i Orden, saa skulde den ikke bruges. Begynder du snart at forstaa? 

Gertrud. Vil du ikke, vil jeg. Alle gifte Kvinder, gaa til jere Hjem. Pigerne bliver her hos os i Bryggerset. Karle og Mænd, Grev Gerhard kommer med 500 Ryttere. Faa fat i alt, hvad kan bruges som Vaaben, Forke, Leer, Vedøxer, og stil jer her hos (mig) os! Niels, jeg har gemt dit Slagsværd. Skal jeg hente dig det? 

N. E. Nej

 Fru Gertrud: At jeg kalder paa Karlene. At de er her strax. Niels. Niels, hvorfor har du ikke Vindebroen i Orden?

Niels Ebbesen: Fordi, selv om den var i Orden, saa skulde den ikke bruges.
48 Gertrud. Tør du staa til Regnskab for Gud paa Dommedag for det Nej.

N. E. Ja.

Gertrud. Du er en gal Mand -- eller en æreløs -- jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om dig mer.

N. E. Nej, det ved du visst ikke

 Gertrud. Tør du staa til Regnskab for Danmarks Fremtid for det Nej?

Niels Ebbesen. Jeg turde ikke staa til Regnskab for andet Svar.

 Gertrud. Tør du staa til Regnskab (for den Evige paa Dommedag) for Danmarks Fremtid for det Nej?

N. E. Jeg turde ikke staa til Regnskab for andet Svar.

 
49 Vittinghofen. Hvad forefalder her?

Gertrud. Ja, hvad forefalder der, hvor I kommer fra. (Vittinghofen) Ved I min Herre Vittinghofen, (hvor dyrt denne Svig  skal komme til at staa jer) hvad jeres Svig i Nat skal komme til at koste jer, staar det til mig.

Vittinghofen. Min Frue, Svig er her ikke sket. Jeres Datter er mig kær, og det er min Bøn ...

 Vitinghofen (ind) Hvad foregaar her?

Gertrud. Ja, hvad foregik der, hvor I kommer fra?

 Vitinghofen (ind) Hvad foregaar her?

(Gertrud. Ja, hvad foregik der, hvor I kommer fra? Faar jeg Lov at raade, kommer I til dyrt at bøde for jer Svig i Nat) (35)

(Vitinghofen. Min Frue, Svig er her ikke sket; jer Datter er mig kær, og det er min Bøn ....) 

 Vitinghofen: Hvad foregaar her?

Fru Gertrud: Ja, hvad foregik der, hvor I kommer fra?
50
Manden. Vittinghofen! Endelig! Hen til mig! Hurtig! (40)		 Manden. Vitinghofen, endelig! her! til mig! hurtig! Manden. Vitinghofen, endelig! her! til mig! hurtig! Manden: Vitinghofen! Endelig! her til mig! hurtig!

Fru Gertrud: Niels, jeg har gemt dit Slagsværd. Skal jeg hente dig det?

Niels Ebbesen: Nej.
51 Fru Gertrud: Vel. Men vil du ikke, vil jeg. Karle og Mænd, Grev Gerhard kommer med 500 Ryttere. Faa fat i alt, hvad der kan bruges som Vaaben: Forke, Leer, Vedøxer, og stil (236) 
jer her hos os! Alle gifte Kvinder, gaa til jere Hjem. Pigerne bliver hos os i Bryggerset.
52 N. E. Gertrud, Hvad vil du med med vore stakkels Folk. Hvad er det for en Blodskyld, du vil tage paa dig. Se denne ynkelige Bevæbning mod Grevens beredne pansrede Krigsfolk.
    I gode Venner! I ved, jeg har min Hustru meget kær, men i denne Sag er jeg ikke enig med hende. Vi kan intet stille op mod en fuldrustet Hær. Jeg beder jer (bringe) sætte de Redskaber paa Plads igen.		 Niels Ebbesen. Gertrud, hvad vil du med vore stakkels Folk? Hvad er det for Blodskyld du vil tage paa dig? Se denne ynkelige Bevæbning mod Grevens pansrede Ryttere.
     I gode Venner. Min Hustru og jeg er for første Gang ikke enige. Vi kan intet stille op mod en fuldtudrustet Hær. Jeg beder jer sætte de Sager paa Plads.		 N. E. Gertrud, hvad vil du med vore stakkels Folk? Hvad er det for Blodskyld du vil tage paa dig? Se denne ynkelige Bevæbning mod Grevens pansrede Ryttere.
     I gode Venner. Min Hustru og jeg er for første Gang ikke enige. Vi kan intet stille op mod en fuldtudrustet Hær. Jeg beder jer sætte de Sager paa Plads (igen). 		 Niels Ebbesen: Gertrud, hvad vil du med vore stakkels Folk? Hvad er det for Blodskyld, du vil tage paa dig? -- Hold dog inde med den Blæsen i Hornet der! -- Denne ynkelige Bevæbning mod Grevens pansrede Ryttere? I gode Venner, vi kan intet stille op mod en fuldtrustet Hær. Jeg beder jer: sæt de Sager paa Plads. 
53 Gertrud. Hvad svarer I jeres Husbond?

En gammel Fæster. Hr. Niels og Fru Gertrud har været os et godt Herskab; de har stukket Mad i vore Børns Munde og bragt Salve til vore Syge og (dem str) betalt vort Arbejde hvad det var værd. Jeg tror ingen af os her ville være tilpas med bare at staa og se paa, at der skete dem noget ondt.

Folkene. Nej, det er hørt.

 Fru Gertrud. I gør det ikke.

Den gamle Bonde. Hr Niels og Fru Gertrud har været os et godt Herskab, stukket Mad (31) til vore Børn og Salve til vore syge og betalt vort Arbejde, hvad det var værd. Jeg tror, ingen har vilde være tilpas med bare at staa og glane, mens der overgik dem Fortræd. 

Folkene. Det er hørt. 

 Fru Gertrud. I gør det ikke.

Den gamle Bonde. Hr Niels og Fru Gertrud har været os et godt Herskab, stukket Mad til vore Børn og Salve til vore syge og betalt vort Arbejde, hvad det var værd. Jeg tror, ingen har vilde være tilpas med bare at staa og (se paa) glane, mens der overgik dem Fortræd. 

Folkene. Det er hørt. 

 Fru Gertrud: I gør det ikke. 

Den gamle Bonde: Hr. Niels og Fru Gertrud har været os et godt Herskab, stukket Mad til vore Børn og Salve til vore syge og betalt vort Arbejde, hvad det var værd. Jeg tror, ingen her vilde være tilpas med bare at staa og glane, hvis der overgik dem Fortræd. 

Folkene: Det er hørt. 
54 Den gamle. (Havde) Noget kan vi altid udrette, før de faar Has paa os, og mere kunde vi, havde vi haft vore Vaaben. Men dem har I jo selv ladet dem tage, Hr. Niels. (41)

En ung Mand. Ned med den kullede! til Helved med den kullede!

Vittinghofen. Maa jeg i al Stilfærdighed meddele..

Gertrud. Den Forræder har intet at fremføre paa vor Gaard. Tier I ikke strax --

 Den gamle. Noget kan vi altid udrette, før de faar Has paa os, og mere kunde vi, havde vi haft vore Sager. Men dem har Husbond jo selv ladet dem løbe med. 

En ung Mand. Ned med den kullede!

Folkene. Ja, ja, ned med den kullede!

Vitinghofen. Maa jeg i al Stilfærdighed meddele --

Fru Gertrud. I maa tie nu. 

 Den gamle. Noget kan vi altid udrette før de faar Has paa os, og mere kunde (36) vi, havde vi haft vore Sager. Men dem har Husbond jo selv ladet dem løbe med. 

En ung Mand. Ned med den kullede!

Folkene. Ja, ja, ned med den kullede!

Vitinghofen. Maa jeg i al Stilfærdighed meddele --

Fru Gertrud. I maa tie nu. 

 Den gamle Bonde: Noget kan vi altid udrette, før de faar Has paa os, og mere kunde vi, havde vi haft vore Sager. Men dem har Husbond jo selv ladet dem løbe med. 

En ung Mand: Ned med den kullede! 

Folkene: Ja, ja, ned med den kullede! 

Vitinghofen: Maa jeg i al Stilfærdighed meddele -- -- -- 

Fru Gertrud: I maa tie nu. 
55 Vittighofen. Jamen, jeg vil sige, at --

Gertrud. (gør Tegn. Karlene nærmer sig med Forke)

Vittinghofen. Som I vil da. Saa hvis jeg

N. E. I gæve Mænd, jer (Færd) Ord og Færd har rørt mig dybt. Jeg vil ikke kæmpe. Men jeg vil heller ikke gaa fra jer. Lad det saa komme, som det maa.
(de venter) Saa høres Ryttertramp, Fakler svinges. Karlens Øjne hviler paa Gertrud, der staar urokkelig. Saa raaber (udstr. en Stemme)

 Vitinghofen. Jamen jeg vil sige, at -- 

Gertrud (gør Tegn, Folkene nærmer sig med Forke)

Vitinghofen. Som I ønsker. Saa tier jeg.

Niels Ebbesen. I Guds Navn da, lad det saa komme som det maa. 
(De venter. Hestetramp høres, Fakler svinges. Karlenes Øjne hviler paa Gertrud, der staar urokkelig. Saa raaber)

 Vitinghofen. Jamen jeg vil sige, at -- 

Gertrud (gør Tegn, Folkene nærmer sig med Forke)

Vitinghofen. Som I ønsker. Saa tier jeg.

N. E. I Guds Navn da, lad det saa komme som det maa. 
(De venter. Hestetramp høres, Fakler svinges. Karlenes Øjne hviler paa Gertrud, der staar urokkelig. Saa raaber)

 Fru Gertrud (gør Tegn, Folkene nærmer sig med Forke).

Vitinghofen: Som I ønsker. Saa tier jeg. 

Niels Ebbesen: I Guds Navn da, lad det saa komme, som det maa.

(De venter. Hestetramp høres, Fakler svinges. Karlenes Øjne hviler paa Gertrud, der staar urokkelig. Saa raaber) 
56 En Tordenstemme. Grev Gerhard den Store af Holsten.
(og frem bæres forsigtigt en vaklende Baare)

Vittinghofen. Maaske jeg nu maa tale. Grunden til, at Greven kommer her midt om Natten, er (tilføjet. den) at han paa Rejsen (udstr. er blevet syg. En indvendig Blødning. Han kan ikke tale. Han er dødssyg)

 En Tordenstemme. Grev Gerhard den Store af Holsten. (Og frem bæres en vaklende Baare)

Vitinghofen. Maaske jeg nu maa tale. Grunden til at Greven kommer her midt om (32) Natten, er, at han paa Rejsen er overfaldet af en indvendig Blødning.

 En Tordenstemme. Grev Gerhard den Store af Holsten. (Og frem bæres en vaklende Baare)

Vitinghofen. Maaske jeg nu maa tale. Grunden til at Greven kommer her midt om Natten, er, at han paa Rejsen er overfaldet af en indvendig Blødning. 

 En Tordenstemme: Grev Gerhard den Store af Holsten.

(Og frem bærer fire Sygepassere en vaklende Baare.) 

Vitinghofen: Maaske jeg nu maa tale. Grunden til, at Greven kommer her midt om Natten, er, at han paa Rejsen blev pludselig syg, overfaldet af en indvendig Blødning. 
57 Ove Haase træder frem foran Baaren. Grev Gerhard ligger for Døden. Han fik en indvendig Blødning. Skaf ham en Seng, skaf ham Ro. (42)

Folkene. Dødssyg. Han er død. Han er syg -- Greven er døende. Han ligger ..

Gertrud. (griber sig til Hjertet)

 Ove Haase. (træder frem foran Baaren) Greven er bevidstløs. Greven ligger for Døden. Skaf ham en Seng, skaf Ro.

Folkene. Dødsseng? en Seng? den kullede er død.

Gertrud. (vakler) 

 Ove Haase. (træder frem foran Baaren) Greven er bevidstløs. Greven ligger for (37) Døden. Skaf ham en Seng. Skaf Ro.

Folkene. Dødssyg? en Seng? den kullede er død.

Gertrud. (vakler) 

 Ove Haase (træder frem foran Baaren): Greven er bevidstløs.

Greven ligger for Døden. Skaf ham en Seng, skaf Ro. 

Folkene: Dødsseng? en Seng! den kullede er død! 

Fru Gertrud (vakler)
58 N. E. Jeg takker dig, min Gud, at du sparede mig -- sparede mig og min hærm (?) for Blodet.
    Grev Gerhard skal faa al den Pleje, han ønsker. Jeg selv kan ikke tage mig af ham. Jeg min Hustru og min Søn forlader strax Stedet her og tager (ud for) Ophold paa Udflyttergaarden. Jeg beder dig, Svoger, at betragte Nørreris som din egen Gaard saa længe Greven er syg og skaffe ham al betimelig (Pleje) Pasning!
    Enhver gaar rolig til sit. (43)		 Niels Ebbesen. (aander op) Gudsketak at -- Tak, I gode Mænd, Tak, mine Karle. Jeg er glad, vi blev sparet for, hvad der er mig saa bittert imod. 
   Grev Gerhard skal faa al den Pleje, vi evner at yde. Jeg selv kan ikke tage mig af ham. Jeg forlader strax Gaarden og tager med Hustru og Børn til min Udflyttergaard. Jeg beder dig, min Svoger, betragte Nørreris som din, saalænge Greven er syg, og skaffe ham al behørig Pasning. Enhver gaa rolig til sit. 		 N. E. (aander op) Gudsketak at -- Tak, I gode Mænd, Tak, mine Karle. Jeg er glad, vi blev sparet for, hvad der er mig saa bittert imod. 
   Grev Gerhard skal faa al den Pleje, vi evner at yde. Jeg selv kan ikke tage mig af ham. Jeg forlader strax Gaarden og tager med Hustru og Børn til min Udfllyttergaard(en). Jeg beder dig, min Svoger, betragte Nørreris som din, saalænge Greven er syg, og skaffe ham al behørig Pasning. Enhver gaa rolig til sidst! (sic, skal vel være: sit) 		 Niels Ebbesen (aander op): Gudsketak at -- Tak, I gode Mænd, Tak, mine Karle. Jeg er glad, vi blev sparet for, hvad der er mig bittert imod.

Grev Gerhard skal faa al den Pleje, vi evner at yde. Jeg selv kan ikke tage mig af ham. Jeg forlader strax Gaarden og tager med Hustru og Børn til min Udflyttergaard. Jeg beder dig, min Svoger, betragte Nørreris som din, saa længe Greven er syg, og skaffe ham al behørig Pasning. Enhver gaa rolig til sit.
59
60