Kaj Munk: Niels Ebbesen, 5. akt

i fire kolonner, svarende til fire udgaver.
1. kolonne: udgaven fra juni 1940. (fra side 76-89) (manuskriptet, se her).
2. kolonne, svarende til Kaj Munks oplæsningsmanuskript. (fra side 64-)
3. kolonne: udgaven fra januar 1942, formentlig blevet til i 1941. (fra side 73-87) (manuskriptet, se her).
4. kolonne: Den trykte udgave, genoptrykt i Mindeudgaven. (fra side 257-260)
Rød farve: Teksten er overstreget i manuskriptet.
Blå farve: Teksten er tilføjet senere, dvs den står udenfor marginen, over linien eller lign.

⁶¹ Lorentz. Jeg forstaar bare ikke -- N. E. Hvad forstaar I ikke? Lorentz. At I er Live, naar det mislykkedes?	Lorent2. Jeg forstaar bare ikke -- Niels Ebbesen. Hvad forstaar du ikke? Lorents. At du er Live, naar det mislykkedes? (73)	Lorentz. Jeg forstaar bare ikke -- N. E. Hvad forstaar du ikke? Lorentz. At du er Live, naar det mislykkedes?
⁶² N. E. Hvad mislykkedes Lorentz. Ja, jeg mener -- -- eller opgav I det hele? (86) N. E. Ved I, at Greven er død. Lorentz. Død Dræbt? -- I dræbte ham. N. E. nikker	Niels Ebbesen. Hvad mislykkedes? Lorents. Ja, jeg mener -- -- eller opgav du det? Niels Ebbesen. Ved du ikke, at Greven er død? Lorents. Død? dræbt? -- du har dræbt ham? Niels Ebbesen. nikker	N. E. Hvad mislykkedes? Lorentz. Ja, jeg mener -- -- eller opgav du det? N. E. Ved du ikke, at Greven er død? Lorentz. Død? dræbt? -- du har dræbt ham? N. E. nikker
⁶³			(fra #25) Ruth: Hvad gør vi, Fader Lorents? Mor kan ikke holde sig oppe mer. Lorents: Hvad gør vi? hvad kan jeg med disse fordømte Hænder? Der ligger et Hus derovre, støt Jer til mig, Fru Gertrud, lad os se at komme i Hus.
⁶⁴			Ruth: Mor, tag om mig. Jeg skal prøve at gøre mig stærk. Aah, Herre, Gud i det høje, lad ham, den anden, lad ham være død. Men Far! Far! Far! Jeg slides i Stykker herinde, Fader Lorents, slides itu. Lorents: Hvad rager jeres Sorg mig, lille Jomfru? I er ung og bliver gift og kan kalde jer Søn for Niels. Men jer stakkels Mor her... (De gaar ind i Huset.)
⁶⁵			Niels Ebbesen (kommer ridende. Han lader sig dødtræt glide ned af Hesten. Et øjeblik staar han som uden Tanker, saa trækker han sit Sværd og ser paa det. Og pludselig bøjer han sig og tørrer det ilfærdigt i Græsset). Lorents (kommer ud af Huset): Niels Ebbesen? Er det et Syn? Du er i Live!
⁶⁶			Niels Ebbesen (ser fjernt paa ham). Lorents: Du -- -- opgav det?
⁶⁷ Lorentz. Og saa sidder I der og ser ud, som om -- -- (Danmark) Himmel og Helved, Greven er død, Danmark er frit, og I har gjort det, og Danmark er frit. Arme Menneske dog! (Han glemmer at han næsten ingen Hænder har og dunker N. E. i Brystet) Og (gamle General Hannibal) General Flaminius med 10000 Mand og bombombom og basserulle basseralle hans og (gaml. General med) General Flaminius med 10000 Mand han blev (bange) saa angst, (saa) at Floderne løb over Har I faaet noget at drikke, Niels Ebbesen	Lorents. Og saa sidder du der og ligner al Verdens Nød og Elendighed -- og Greven er død og Danmark er frit og du har gjort det, og Danmark er frit. Jamen Menneske dog! (han glemmer, han næsten ingen Hænder har og dunker Niels Ebbesen paa Brystet) Og General Flaminius med 10.000 Mand og bombombom og bombombom og bommelombombom og General Flaminius med 10.000 Mand, han blev saa angst, at Floderne løb over, saa angst, at alle Floderne løb over -- Sig mig, har du faaet noget at drikke, Niels Ebbesen?	Lorentz. Og saa sidder du der og (ser ud, som) hører al Verdens Nød og Elendighed -- og Greven er død og (Landet) Danmark er frit, og du har gjort det, og Danmark er frit. Jamen Menneske dog! (Han glemmer at han næsten ingen Hænder (84) har og dunker N. E. paa Brystet) Og General Flaminius med 10000 Mand og bombombom og bombombom og bommelombombom og General Flaminius 10000 Mand han blev saa angst, at Floderne løb over, (at Floder) saa angst, at alle Floderne løb over. Sig mig, har du faaet noget at drikke, Niels Ebbesen?
⁶⁸ N. E. Jeg skulde ikke have gjort det. Jeg har sejret over Gert, men med Gerts Vaaben altsaa Gert har sejret over mig.	Niels Ebbesen. Jeg skulde ikke have gjort det. Jeg har sejret over Gert, men med Gerts Vaaben, det er Gert, der har sejret over mig.	N. E. Jeg skulde ikke have gjort det. Jeg har sejret over Gert, men med Gerts Vaaben, det er Gert, der har sejret over mig.
⁶⁹ Lorentz. Nej, hør nu lidt. Denne Djævel -- N. E. Hans Blod var rødt som mit eget er det. (Lor) (fortvivlet) Det var et (Snigmord) Mord, jeg begik.	Lorentz. Nej, hør nu lidt! denne Djævel -- N. E. Hans Blod var rødt som mit eget er. Det var et Mord, jeg begik.	Lorentz. Nej, hør nu lidt! denne Djævel -- N. E. Hans Blod var rødt som mit eget er. Det var et Mord, jeg begik.	Niels Ebbesen: Hans Blod var rødt som mit eget Blod. Lorents: Hvis Blod var rødt? Har du gjort det? Han er død? Den kullede er død? Gertrud, Gertrud! Ruth! Hører I! Jyder, Fynboer, Sællænder, Skaaninger! kom her, hør nyt! den kullede Greve er ikke mere. Danmark er fri for ham, huhuhuhu, Danmark er fri!
⁷⁰			Fru Gertrud: Niels! Niels! er det virkelig dig? din Haand, din levende Haand mellem mine? Ruth: Far! Far! Er det sandt? har du gjort det? Niels Ebbesen: Ja, jeg har gjort det. Der er Blod paa mit ærlige Sværd. En Plet paa mit Skjold og paa Danmarks.
⁷¹			Fru Gertrud: Niels, at du lever! at jeg har dig igen! Lorents: Hør nu, Niels Ebbesen! om jeg begriber... Jo, gu' gør jeg saa: Du har hverken faaet vaadt eller tørt. Det er hele Sagen. Tag nu her i mit Bælte, nej deromme, tag saa og drik! Hej, Kælling derinde, har du Mad i Huset?
⁷²			Konen i Huset (frem i Døren): Det eneste, jeg har, er to Smaabrød til mine Børn. Men er det Sanden, Niels Ebbesen, te du har vejet den kullede, skal du misyv ha' det ene. Lorents: Hører du det, Mand! Begynder du snart at forstaa? Du har øvet en Daad, der gør dig Dus med gamle Biskop Absalon. Og saa sidder du der, som om al Verdens Brøde laa paa din Ryg. Niels Ebbesen: Jeg hugg ham ned uden Kamp.
⁷³ Lorentz. Gud straffe dig, Niels Ebbesen, for al din syndige Retskaffenhed. Denne (frem) udenvældske Forbryder vælter sig ud i vort (87) sagesløse Land, han slagter vor Ungdom, han slæber Folk ud af deres Senge og lader dem dø i Fængslerne -- han -- han -- han -- er det ikke Mord? Naar saa saadan en Misdæder endelig faar (to) sin fortjente Straf d. v. s. fortjent han skulde have dinglet i en Galge, nu fik han den ære at falde for et ærligt Sværd -- nej, ved du hvad, Niels Ebbesen, er du ked af det, saa trøst dig, der er Glæde i Himlen over, at der igen er en Djævel mindre paa Jorden. Og her i Danmark, se Solen, hør Fuglene -- saadan har de min Salighed da aldrig sunget før.	Lorentz. Gud straffe dig, Niels Ebbesen, for al din syndige Retskaffenhed. (74) Denne udenvældske Forbryder vælter sig ud i vort sagesløse Land, han slagter vor Ungdom, han slæber Folk ud af deres Senge til Døden i Fængslerne, det er hans Plan med Vold og Svig at udrydde hele vort Folk. Er det ikke Mord? Naar saadan en Misdæder endelig faar sin fortjente Straf -- han skulde hængt i en Galge, skulde han -- er du ked af det, saa trøst dig med, at i Dag der er Glæde i Himlen over, at Jorden igen har en Djævel mindre. Og her i Danmark, se Solen, hør Fuglene -- saadan har de aldrig taget paa Veje før!	Lorentz. Gud straffe dig, Niels Ebbesen, for al din syndige Retskaffenhed. Denne udenvældske Forbryder vælter sig ud i vort sagesløse Land, han slagter vor Ungdom, han slæber Folk ud af deres Senge til Døden i Fængslerne, det er hans Plan med Vold og (med) Svig (er det hans Plan) at udrydde hele vort Folk. Er det ikke Mord? Naar (85) saadan en Misdæder endelig faar sin fortjente Straf -- han skulde hængt i en Galge, skulde han -- er du ked af det, saa trøst dig med, at i Dag der er Glæde i Himlen over, at Jorden igen (er) har en Djævel mindre. Og her i Danmark, se Solen, hør Fuglene -- saadan har de aldrig taget paa Veje før!	Lorents: Gud straffe dig for din syndige Retskaffenhed. Hugg ham ned uden Kamp!! Der er Krig her i Landet. Han har ført Krigen ind over os. Der er ikke den Forbrydelse, han ikke har sluppet løs. Hans Dom er fældet deroppe. Du har fuldbyrdet den. -- Er du ked af det, saa trøst dig med, at i Dag er der Glæde i Himlen over, at Jorden igen har en Djævel mindre.
⁷⁴ Den gamle. Hvad er det I siger: Har han der (?? slaget) skilt den kullede ved hans Liv i Nat. Lorentz. Og ikke faaet vaadt eller tørt siden. Hvad siger hun til det? Den gamle. Ikke faaet vaadt eller tørt siden! Hæ! (ud igen)	Konen (fra Huset, ud). Hvad er det I siger: har I der skilt den kullede ved hans Liv?. Lorentz. Og ikke faaet vaadt eller tørt siden. Ved hun Raad for det? Konen . Det er ikke for godt. Men Vand i Brønden det har jeg da. (Humper ind)	Konen (fra Huset ud). Hvad er det I siger: har I der skilt den kullede ved hans Liv?. Lorentz. Og ikke faaet vaadt eller tørt siden. Ved hun Raad for det? Konen . Det er ikke for godt. Men Vand i (Pump) Brønden det har jeg da. (husp? ind)
⁷⁵ Lorentz. Og der har du en helt ny Kone, (som Præmie for din Daad.) Gertrud. Niels! du lever! Lorentz. Ja, og Greven er død. Gertrud., (Og Greven er død. Men Niels, min kære, kære, store Niels.) Hvad bryder jeg mig om Greven, naar (har os) du er i Live og min. (88)	Lorentz. Og der har du en helt ny Kone, Niels. Gertrud. (ind) Niels! at du lever! at du lever! Lorentz. Ja, og Greven er død. Gertrud. Hvad spørger jeg mig efter Greven, naar bare du er i Live, naar bare jeg har dig.	Lorentz. Og der har du en helt ny Kone, Niels. Gertrud. (ind) Niels! at du lever! at du lever! Lorentz. Ja, og Greven er død. Gertrud. Hvad spørger jeg mig efter Greven, naar bare du er i Live, naar bare jeg har dig.
⁷⁶ Konen (ud) Jeg har kun to Smaabrød og et Krus Vand. Der har du dem begge to. Nej, en skal min Syv ogsa leve, for nu bliver det værd at leve igen. Men det ene, det skal du have.	Konen (ud igen) To Smaabrød er alt, hvad jeg ejer. Der har I det ene, Niels Ebbesen.	Konen (ud igen) Kun to Smaabrød (har jeg og det ene skal Børnene have, men det) er alt, hvad jeg ejer. Der har I det ene, Niels Ebbesen.	Konen: Der har du Brødet, Niels Ebbesen.
⁷⁷ Lorentz. Og spise det med det samme. Og for hver Mundfuld du synker, skal din Selvfølelse stige til du forstaar, hvad for en Fandens Karl du er, du Guds Mand. Og der har vi Folket -- og Krigsfolk -- og Fanen endda. Folk. Der er han. 1. de (stor) staar han. Det er ham, der har gjort det.	Lorents. Og for hver Mundfuld du synker, skal din Selvfølelse stige til (75) du forstaar, hvad du er for en Fandens Karl, du Guds Mand. -- Der kommer Niels Bugge med Flaget. Folk. (strømmer til alle Vegne fra) Der er han. Se,der staar han. Det er ham, der gjorde det. Det er vor Niels Ebbesen.	Lorentz. Og for hver Mundfuld du synker, (86) skal din Selvfølelse stige til du forstaar, hvad du er for en Fandens Karl, du Guds Mand. -- Der kommer Niels Bugge med (Fanen) Flaget. Folk. (strømmer til alle Vegne fra) Der er han .. Se,der staar han. Det er ham, der gjorde det. Det var Niels Ebbesen.	(Solen staar op. Folk begynder at strømme til rundtomfra: Der sidder han. Det er ham, der har gjort det. Det er vor Niels Ebbesen.)
⁷⁸ Lorentz. Se her, I danske Mænd og Kvinder! her lader jeg (Flaget) Flaget fra vor gamle Storhedstid vaje over den Mand. Vi takker Gud for denne Dag. Danmark vil takke for den saalænge det er til, og vi beder om, at hvergang i kommende Tider det geraader i Nød, da skal de røde Flag vaje og kalde en ny Niels Ebbesen frem. (Hans) Folket. Ja. ja Hørt.	Niels Bugge. I danske Mænd, Kvinder, paa Morgensolens Vinger flyver Bud over Land om denne Mands Daad. De danske Sind har Evnen til at sidde stille for saa, naar Luren lyder, at springe op. Nu lød den, og se, vi er her. -- Se Flaget fra vor Storhedstid nejer sig for denne Mand. Hvergang Danmark i kommende Tider stedes i Nød, skal Dannebrog vaje og kalde en ny Niels Ebbesen frem. For det har du, Niels Ebbesen, i vor sorteste Nat givet os Tro paa, at Danmark aldrig forgaar. Folk. Ja. Ja. Hørt.	Niels Bugge. (Se her) I danske Mænd og Kvinder, paa Morgensolens Vinger flyver Bud over Land om denne Mands Daad. (Munken had rejser sig, død tro vaagner til sejrende Liv, Niels Ebbesen, der lader jeg Flaget fra) De danske Sind har Evnen til at sidde stille (??) for saa naar Luren lyder at springe op. Nu lød den, og se, vi er her. Se, Flaget fra vor Storhedstid (vajer dig) hejser vi for denne Mand. Hvergang Danmark (geraader) (kommer) stedes i Nød, skal det vaje og kalde en ny Niels Ebbesen frem. For det har (denne Mand) du, Niels, i (den) vor sorteste Nat givet os Tro paa, at Danmark aldrig forgaar. Folket. Ja. ja Hørt.	Niels Bugge (kommer sprængende ind paa sin røde Hingst): Ruth, se din Far! han har frelst mit Liv. Han har frelst vort Folks. Hører I det, I Jyder! Nu ligger Vej foran os. Stenet og blodig bliver den, men nu fik vi Mod til at gaa. Du har fældet vor Fjende. Langt mere end det: du har givet os Troen tilbage. Saa før os da! før os, nu og igennem Aarhundreder. Hvergang Danmark synker, saa kom og løft os op igen. Raab: Ja ja. Niels Ebbesen, vis os Vejen! Hvor trang den end er, vi vil gaa den sammen med dig!
⁷⁹ N. E. Saa lover jeg jer ogsaa, Landsmænd, at (først naar) jeg ikke vender hjem til mine Børn og min Plov igen før vi har faaet jaget alle de fremmede ned under Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst (89) (vil, først da vil jeg og en Konge atter (maa staa paa) sidder paa Danmarks gamle Trone, først da vil jeg) og atter har en Konge paa Danmarks Trone.	Niels Ebbesen. Landsmænd, der skal komme en stor Fredens Dag engang -- den tror jeg paa og vil jeg tro paa -- da vi her og vor Nabo lever Side om Side og hjælpes med at gøre Livet rigere for hinanden. Derfor skal begge vore to Folk bestaa. Og derfor lover jeg Jer, at jeg ikke vender hjem til min Plov og mine Børn, før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst vil selv. For frie maa vi være for at leve.	N. E. (Landsmænd, jeg tror paa en Dag langt, langt fremme, en Dag meget større end denne, da Dansker og Holster lever i Fred Side om Side og hjælpes som gode Naboer med at løse Livets Krav. For at den Dag skal naa) Landsmænd, (for at) Der skal komme en stor Fredens Dag engang den tror jeg paa og vil jeg tro paa -- da (Holster) vi her og (Daner) vor Nabo lever Side om Side og hjælper (hinanden) med at gøre Livet rigere for hinanden. (????) (87) (at de to Folk ikke gaar under) Derfor skal begge vore to Folk bestaa (han evner, for enhver af os yde, hvad der er nødvendigt maa ingen spare sig for Ofre for, at hans Folk kan leve og være frit.) Og derfor lover jeg jer, at jeg ikke vender hjem til min Plov og mine Børn, før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst vil arte??. (For frit maa Danmark være) For frie maa vi være for at leve.	Niels Ebbesen (rejser sig fra Grøftekanten): Landsmænd! Der skal komme en stor Fredens Dag engang -- den tror jeg paa og vil jeg tro paa -- da vi og vor Nabo lever Side om Side hinanden til Gavn. Derfor skal begge vore to Folk bestaa. Og derfor lover jeg jer, at jeg ikke vender hjem til min Plov og mine Børn -- -- (Han standser og ser paa) Fru Gertrud (der griber sig til Hjertet. Saa smiler hun til ham og nikker): Ja, Niels. Niels Ebbesen: -- -- før vi har jaget alle dem, der vil vor Undergang, ned over Grænsen eller ned under Jorden, hvor de nu helst selv vil. For frie maa vi være for at leve.
⁸⁰ En gammel Bonde. Tak, Niels Ebbesen. Gud lønne din Daad, vi andre vil gerne, men kan ikke. N. E. Jeg har faaet Løn nok, den bedste af alle, at mine Børn kan voxe op og være danske.	Den gamle Bonde. For denne Dag vil Danmark takke Gud til alle Tider. Han lønne dig, Niels Ebbesen, vi kan ikke. Niels Ebbesen. Jeg har faaet Løn nok, Troels den bedste af alle, at mine Børn (76) kan voxe op og være danske.	Den gamle Bonde. For denne Dag vil (Gud) vort Danmark takke Gud til alle Tider. Han lønne dig, Niels Ebbesen, vi kan ikke. N. E. Jeg har faaet Løn nok, Troels den bedste af alle, at mine Børn kan voxe op og være danske.	Den gamle Bonde Troels: For denne Dag vil Danmark takke Gud til alle Tider. Han lønne dig, Niels Ebbesen. Vi kan ikke. Niels Ebbesen (tager sin Hustru ind til sig): Jeg har faaet Løn nok, Troels, den bedste af alle, at mine Børn kan voxe op og være Danske.
Lokkelykke (Første) Anden Mandag i Juni, dvs 10. Juni 1940. Kl. 12.24 Sommertid.

¹ Nat paa en Landevej. Hestetrampen og Raab og Skrig i Mørket.	V Nat paa en Landevej. Hestetrampen, Raab, fjerne Hornfanfarer.	V Nat paa en Landevej. Hestetrampen, Raab, fjerne Hornfanfarer.	V DET LYSNER Men endnu er det mørkt. I Taagen høres Vaabenklirren og Hestetramp.
² En Stemme. Tror du, Danskerne er efter os endnu. Kurt.	En Stemme. Tror du, Danskerne er efter os endnu?	En Stemme. Tror du, Danskerne er efter os endnu. Kurt.	Raab: Danskerne er efter os! flygt, flygt! Jamen de er kun en Haandfuld. Snak, der var Tusindvis! flygt! flygt! (Der bliver lidt efter lidt Stilhed.) (videre til #16)
³ En anden. Vi fik vist rystet dem af os i Tykningen.	En anden. Vi fik rystet dem af os i Tykningen	En anden. Vi fik vist rystet dem af os i Tykningen.
⁴ Den første. Hu, jeg er svedt og træt og sulten	Første. Hu, jeg er svedt og tørstig og sulten.	Første. Hu, jeg er svedt og tørstig og sulten.
⁵ Den anden. Her ligger et Hus.	Anden. Her ligger et Hus. Hvor der er et Hus, der er ogsaa et Spisekammer.	Anden. Her ligger et Hus. Hvor der er et Hus, er der ogsaa et Spisekammer.
⁶ Den første (Bank dem op! halløj! op med jer! og skaf noget Æde) Hvor der er et Hus, er der ogsaa et Spisekammer. Halløj! op med jer derinde! (det er Krigsfolk!) op i en Fart!	Første. Der er skoddet. Anden. Luk op, det er Krigsfolk, luk op strax (Dundrer) Første. Jeg sparker Døren ind. Saadan.	Første. Der er skoddet. Anden. Luk op, det er Krigsfolk, luk op strax (Dundrer) Første. Jeg sparker Døren ind. Saadan.
⁷ En gammel Kone. (Hvad er det for Rabalder? Hvad vil I her?) Hvem er det, der buldrer midt om (Den anden Skaf) Natten og ikke kan lade skikkelige Folk (Den første Luk op) faa sin Nattesøvn i Fred? (udstr Konen. Jeg lukker ikke op For hvem?	En Kvindestemme. Vi har ingenting her. Barmhjertighed! Vi har ingenting.	(En Kvindestemme. Hvad vil I her? her er ikke andet end Armod og Sygdom Anden. Mad! i en Fart! Kvinden. Jeg har ingenting at spise. Ikke det mindste. I maa ikke gaa ind) En Kvindestemme. (Hvem buldrer her midt om Natten og kan ikke lade skikkeligt Folk faa sin Søvn.) Vi har ingenting her. Barmhjertighed. Vi har ingenting.
⁸ Den første. Det er Krigsfolk. Kom med hvad du har at spise og det i en Hast.	Første. Mad! Mad!	Første. Mad! Mad!
⁹ Konen. At spise! Hvad bilder I jer ind. (Men) (Hvor skulde jeg have at) Den første: Jeg holder hende. Stik ind og hent Føde	Konen. Mad! Hvem har Mad her i Riget? Første. Hold hende. Jeg finder Vej selv. Der er Ild under Gruen.	Konen. Mad! Hvem har Mad her i Riget? (Min sølle Mark har I trampet ned. Min Søn har I slæbt med jer i jer Tjeneste) (Jeg slipper jer ikke ind) (74) Første: Hold hende. Jeg finder Vej selv. Der er Ild under Gruen.
¹⁰ Konen: Slip mig! Hvor skulde jeg have at spise fra? Min sølle Mark har I trampet ned. Min Dreng har I slæbt af med til krigen. (Hold jer væk -- I Slubberter!) Slip mig, din Ransmand og Røver! (Den ene. Jeg holder hende. Slk Ild og Lever)	Konen: Slip mig! jeg beder han vil slippe mig! (65)	Anden: Konen: Slip mig! jeg beder han vil slippe mig!
¹¹ Den anden. Her er tomt alle Vegne. Nej -- her er et dog to Smaabrød. (77)	Første: Jeg har tændt en Spaan. Her er Spisekammeret. Konen: Der er ingenting, siger jeg jer. Aah, Herregud, min Mand har I slæbt med jer i Krigstjeneste, vor sølle Mark har I trampet ned. Første: Nej, her er tomt. Jo, hvad ser jeg? Aha, 2 Smaabrød fandt jeg dog.	Første: Jeg har tændt en Spaan. Her er Spisekammeret. Konen: Der er ingenting, siger jeg jer. Aah, Herregud, min Mand har I slæbt med jer i Krigstjeneste, (min) vor sølle Mark har I trampet ned. Første: Nej, her er tomt. Jo, hvad ser jeg? sto? 2 Smaabrød fandt jeg dog.
¹² Konen. Røver I dem skal Gud forbande jer. Det er det sidste, jeg har. Det er bagt af mit sidste Korn. Hvis I røver dem	Konen: Det er alt hvad jeg har. De er bagt af mit sidste Korn. Hvis I tager dem fra mine Børn -- --	Konen: Det er alt hvad jeg har. De er bagt af mit sidste Korn. Hvis I raner tager dem fra mine Børn.
¹³ Den (første) ??? Har du dem! Den anden. Lyset gik ud. Der er Stemmer paa Vejen. Det er dansk. Den første. Af sted! af Sted!	Anden. Heinz, jeg hører Stemmer. Jeg tror, det er danske. Skynd dig. Første. Jeg tabte Brødene. Anden. Lad dem ligge. Lad os bare komme af Sted (de ud)	Anden: Heinz, jeg hører Stemmer. Jeg tror, det er danske. Skynd dig. Første. Jeg tabte Brødene. Anden. Lad For den fiffig lod ? os bare af Sted! (de ud)
¹⁴ Konen. Tyvepak! Røverpak! gid hele Landet vilde synke ned i Helvede, saa ogsaa al den Rakker?? kunde blive brændt. (smækker Døren i.)	Konen. Aah, Gud være priset -- aah nej, for en Synd, smide Guds Gaver i Støvet, her ligger de -- mine kære Brød! (Kysser dem. Gaar ind.)	Konen. Aah, Gud være priset -- aa nej, for en Ulykke -- her ligger de Spind? her ligger de -- mine kære Brød. (Kysser dem. Gaar ud)
¹⁵ Fader Lorenz. I maa tilgive mig Fru Gertrud, men det gør så bandsat ondt i mine Hænder, jeg kan ikke følge med længer.	Fader Lorentz. Nej, Fru Gertrud, vi maa standse nu; jeg tilstaar ærligt, Smerterne i mine Hænder er efterhaanden saadan, at jeg kan mærke dem. Spring ned, lille Ruth; saadan. Kan du hjælpe mig lidt. Nu kommer jeg.	Fader Lorentz. Nej, Fru Gertrud, vi maa standse nu; jeg tilstaar ærligt, Smerterne i mine Hænder er efterhaanden saadan, (75) at jeg kan mærke dem. Spring ned, lille Ruth; saadan. Kan du hjælpe mig lidt. Nu kommer jeg.
¹⁶ Ruth. Mor, der er heller ingen Nytte til at løbe længer rundt her i Mørket.			Ruth: Mor, lad os sætte os lidt og hvile. Du kan ikke længere.
¹⁷ Gertrud. (Maa) Jeg maa blive ved, jeg maa finde ham, maaske er han ikke helt død endnu, maaske kan jeg naa hans Sjæl med et Kys, før den evig er flygtet fra mig.	Gertrud. Jeg vil videre. Jeg maa finde ham. Lorentz. Vi maa hvile her. Ogsaa for jeres Skyld. (66) Ruth. Ja, Mor. Jeg er bange for dig. Gertrud. Mig? Hvad betyder jeg? jo værre det gaar mig, des bedre. Saa rider jeg videre ene. Jeg vil finde ham. Lorentz. Hvor rider I hen? Maaske I fjerner jer fra ham. Vi aner jo ikke mer, hvor vi er, i denne taagede, sorte Nat. Gertrud. Jeg vil finde hans Lig før de skænder der.	Gertrud. Jeg vil videre. Jeg maa finde ham. Lorentz. Vi maa hvile her. Ogsaa for jeres Skyld. Ruth. Ja, Mor. Jeg er saa bange for dig. Gertrud. Mig? Hvad betyder jeg? jo værre det gaar mig, des bedre. Saa rider jeg videre ene. Jeg vil finde ham. Lorentz. Hvor rider I hen? Maaske I fjerner jer fra ham. Vi aner jo ikke mere, hvor vi er, i denne taagede, sorte Nat. Fru Gertrud. Jeg vil finde hans Lig før de skænder der.	Fru Gertrud: Jeg? hvad betyder jeg. Jo værre det gaar mig, des bedre. Jeg vil videre. Jeg vil finde ham. Lorents: Vi aner jo ikke mer, hvor vi er i denne taagede Nat. Maaske vi fjerner os fra ham. Lad os standse og vente paa Morgen. Fru Gertrud: Jeg har ventet hele mit Liv. Nu kan jeg ikke mer med den Venten. Videre! Videre! Finde hans Lig, før de skænder det.
¹⁸ Ruth. Mor, du maa ikke tale saadan om Far; det ved dog slet ikke.	Ruth. Hvorfor siger du saadan, Mor. Du ved dog slet ikke, om Far er død.	Ruth. Du skal tie Hvorfor siger du saadan, Mor. Du ved dog slet ikke om Far er død.	Ruth: Ti stille, Mor. Jeg kan ikke taale at høre dig sige det. Far er ikke død. Hvor ved du det fra?
¹⁹ Gertrud. Hvad ved jeg ikke. Han og hans Haandfuld Bønder mod Greven og hele hans (78) Hær. Galmandsværk. Man har aldrig hørt om mere afsindig Plan. Hvordan skulde han kunne slippe fra det med Livet? Og det er min Skyld, det er mig, der har oppet og tirret ham og aldrig ladt ham i Ro. Bed dog Fader Lorentz, bed til alle Helgener, om jeg kan naa at finde ham, før han helt er (gledet?) død -- saa jeg kan tigge ham om Tilgivelse -- aah nej, det er haabløst, haabløst.	Gertrud. Hvad ved jeg ikke? Han og hans Haandfuld Bønder mod Greven og hele hans Hær! Afsindighed! Afsindighed! Og Skylden er min, det er mig, der har ægget og tirret ham og aldrig ladt ham i Fred. Aah, om jeg kunde finde ham, før han helt er død -- tigge ham om Tilgivelse, naa hans Sjæl med et Kys, før den for evig er flygtet fra mig.	Gertrud. Hvad ved jeg ikke? Han og hans Haandfuld Bønder mod Greven og hele hans Hær! Afsindighed! Afsindighed! Og Skylden er min, det er (ham) mig, der har ægget og tirret ham og aldrig ladt ham i Fred. Aah, om jeg kunde finde ham, før han helt er død -- tigge ham om (76) Tilgivelse, naa hans Sjæl med et Kys, før den for evig er flygtet fra mig.	Fru Gertrud: Han og hans Haandfuld Bønder mod Greven og hele hans Hær! Afsind! Afsind! Og Skylden er min. Det er mig, der har ægget og tirret ham. Aah, om jeg kunde finde hans Lig, bare bede hans Lig om Tilgivelse.
²⁰			Ruth: Far er ikke død. Han maa ikke være det. Hvis Vitinghofen er naaet frem, hvis det er ham, der har gjort det, jeg mister Forstanden af Sorg og af Skam.
²¹			Lorents: Stands nu med den Jamren. Niels Ebbesen er ikke død. Fru Gertrud: Hvor ved I det fra? I lyver jo.
²² Lorentz. Fru Gertrud, nej, saa mand jer op! jeg kender jer jo slet ikke igen. Betænk dog, jer Datter har Ret, I ved jo dog ikke, om (jeres Mand er falden) der er overgaaet jer Mand noget ondt. Men selv om der er, saa maa dog I betænke, (hvorfor han faldt) at der er ingen ædlere Sag at give sit Liv for. Er I den Dannekvinde, jeg altid har troet, maa I være stolt af (at have) en Husbond, der faldt paa Ærens mark.	Lorentz. Hør nu, Fru Gertrud, jeg kender jer ikke igen. Mand jer nu op! jeg siger jer: Han er ikke død. Ja, ja, men saa selv om han var det, saa betænkt, at han faldt paa Ærens Mark, at han gav sit Liv for en Sag, der er ædel og stor.	Lorentz. Hør nu, Fru Gertrud, jeg kender jer ikke igen. (Men jeg siger) Mand jer nu op! jeg siger jer: han er ikke død. Ja, ja, men saa, selv om han var det, saa betænk, at han faldt paa Ærens Mark, at han gav sig Liv for en Sag, der er ædel og stor.	Lorents: Og selv om han er, saa burde I kvæle jer Sorg i Stolthed. Han faldt jo paa Ærens Mark.
²³ Fru Gertrud. Hvad bryder jeg mig om Ærens Mark! Kører nu ogsaa I frem med alle de Flovser	Gertrud. Kører I ogsaa frem med de Fraser nu?	Gertrud. Kører I ogsaa frem med de Fraser nu?	Fru Gertrud: Begynder nu ogsaa I med Fraser?
²⁴ Lorentz (trodsig) Gud gør jeg ej. Men hvad vil I jeg skal sige til jer. I er jo fra Samling og Sans. Og saadan som I altid hidindtil har talt -- hvor kan jeg tro andet end at en (79) Kvinde som I -- (vil I heller have jer Mand til at leve med Vanære) -- I har jo altid sagt: hellere Døden med Ære end Livet uden.	Lorentz. Gu' gør jeg ej. Men hvad vil I vel, jeg skal sige til jer. (67) I er jo fra Vid og Sans. Har I ikke altid været stiv i Katekismen om: Hellere Døden med Ære end Livet uden? Mener I ikke de Ord endnu?	Lorentz. Gu' gør jeg ej. Men hvad vil I vel, jeg skal sige til jer. I er jo fra Vid og Sans. Har I ikke selv været stiv i (den) Katekismen om: Hellere Døden med Ære end Livet uden? Mener I ikke de Ord endnu?	Lorents: Vel gør jeg ej. Men hvad vil I, jeg skal trøste Jer med? Er det ikke Jer, der altid selv har sagt..
²⁵ Gertrud. Fader Lorentz! Fader Lorentz! jeg har elsket ham altid, men jeg har aldrig før i Nat vidst hvad det var at elske. At man fik saa hvilk og det, saa komst(??), ser slet ngenting. Jeg ved ikke længer, at der er noget, de hykler Ære og Vanære og alle de Ord, jeg ved bare, at de var hans Aandedræt, hans (??) roli sunde Aandedræt -- som Vinden hen over en Rugmark -- jeg ved bare, at hans Legeme ind imod mit, hans Hjertes faste og stærke Slag -- aah, hvordan er det jeg taler -- -- men er det nu forbi, og det er mig, der har dræbt ham -- jeg kan ikke leve længer, ikke engang i Helvede synes jeg den Almægtige (vil) kan holde Liv i mig -- nej, jeg maa ikke tale, hvad vil jeg med jer, bliv her, jeg gaar ene, jeg maa finde ham, finde ham (ud)	Gertrud. Det gør jeg. Det er jeg vis paa, jeg gør. Der er bare det -- jeg har glemt alle Ord. Jeg husker ikke andet end ham, hvor meget jeg dog holdt af ham -- hans Aandedræt, hans rolige, sunde Aandedræt, hans Legeme ind mod mit, saa trygt, saa jordisk, hans Hjertes faste, altid ens Slag -- aah, hvad er det, jeg taler om -- jeg vil ikke være samme med nogen -- jeg skammer mig over mig selv -- svigter jeg ham nu ogsaa i Døden -- -- for det er rigtigt, som han har gjort -- og kunde man dø en Gang til, og han spurgte mig: "Gertrud, skal jeg ride?", jeg vilde svare ham: "Ja, Niels, du skal ride", -- -- Og saa vilde jeg holde fast paa ham, saa faar jeg ham alligevel ikke her. (jamrende rider hun ud) Finde ham! finde ham!	Gertrud. (Fader Lorentz, Fader Lorentz, alle de Ord om Æren og Ofret og Livet, dem har jeg glemt) Det gør jeg. Det er jeg viss paa jeg gør. Det er bare det -- jeg har glemt alle de Ord. Jeg husker ikke andet end at jeg elskede ham, ham, hvor meget jeg dog holdt af ham -- hans Aandedræt, hans rolige sunde Aandedræt, hans Legeme ind imod mit, saa trygt, saa jordisk, hans Hjertes faste, altid ens Slag -- aah, hvad er det, jeg taler om -- jeg vil ikke være sammen med nogen -- (jeg vil være ene -- jeg vil finde ham -- jeg vil -- vil (ud)) og jeg skammer mig over mig selv -- svigter jeg ham nu ogsaa i Døden -- mig selv -- for det er rigtig som (Niels) han har gjort -- (og spurgte han mig) og kunde man dø engang til, , og han spurgte mig: "Gertrud, skal jeg ride?" jeg vilde svare ham: "Ja, Niels, du skal ride" -- Og saa vilde jeg holde fast paa ham (77) saa faar vi ham alligevel ikke her. (jamrende rider hun ud) finde ham! finde ham!	Fru Gertrud: Jeg ved ikke mere, hvad jeg altid har sagt. Jeg ved bare, at... at der ikke er den Ting i Verden, jeg ikke vilde give for at have ham hos mig igen. Lorents: Vilde I ogsaa give -- Danmark? Fru Gertrud: Spørg mig ikke! spørg mig ikke. Lorents: Jeg mener: fik han nu øvet sin Daad, om den bagefter kosted han Livet, vilde I saa have den ugjort? Fru Gertrud: I maa ikke spørge mig. Jeg skammer mig over mig selv. Har jeg svigtet dig i Livet, Niels, svigter jeg dig saa ogsaa i Døden -- for det er jo rigtigt, som du har gjort -- -- og kunde man dø engang til, og du spurgte mig: ,,Gertrud, skal jeg ride?" jeg vilde svare dig: ,,Ja, Niels, du skal ride," og slaa mine Arme om dig og holde dig fast, saa du ikke fik Lov. (fortsættes #63)
²⁶ Ruth Aah, hvad skal vi gøre? Far Lorentz, tror I, Far er -- tror I det? (Gertrud) Lorentz. Hvor kan jeg vide det. Men noget er der sket i Nat. Al den Uro omkring os! hør her! Krigsfolk igen. Vi maa hen til din Mor, løb, Ruth! (Hun skynder sig. Han standser og lytter) (80) (alternativ fortsættelse side 81, #43)	Fader Lorentz. Ruth, jeg kan ikke, løb du efter hende, se at faa hende til at blive hos os. (Ruth ud; han vil følge, men standser og lytter)	Fader Lorentz. Ruth, jeg kan ikke, (løb du) løb du efter hende, se at faa hende til at blive hos os. (Jeg kommer efter) (Ruth ud; han vil følge, men standses af Ryttere)
²⁷ Vittinghofen (og to andre Ryttere ind) Nej, Kammerater, I skulde have ladet mig blive i Randers. Dette her gaar ikke.	Vittinghofen. (ind med to andre Ryttere) Nej, Kammerater, I skulde have efterladt mig i Randers, det gaar ikke længere.	Vittinghofen. (ind med to andre Ryttere) Nej, Kammerater, I skulde have efterladt mig i Randers, det gaar ikke længere.
²⁸ En Rytter. Jo, Kammerat, visst gaar det. Vittighofen. De Helvedes Smerter. Paa Grøftekanten læg mig her -- ah, det lindrede lidt. Ryttere. Skal vi ikke -- --	Den ene Rytter. Jo, Vitinghofen, stram dig nu op. Vitinghofen. Læg mig her, læg mig i Græsset. Bare en Smule forsigtigt. Tak, det var bedre. Hvor det lindrer at hvile. Hvor er Jorden dog trofast imod os! Den ene Rytter. Kammerat, skal vi ikke .... (68)	Den ene Rytter. Jo, Vitinghofen stram dig nu op. Vitinghofen. Læg mig her, (læg mig paa Grøftekanten.) i Græsset. Bare en Smule forsigtigt. (Jeg tror Bandagen er ved at glide.) Tak det var bedre. (Aah) Hvor det lindrer at hvile! Hvor er Jorden dog (er vort sikreste Leje) trofast imod os! Den ene Rytter. Jamen, skal vi ikke --
²⁹ Vittinghofen. I skal ingenting -- bare skynde jer bort. Danskerne kommer. Ryttere. Jamen, skal vi ikke -- -- Vittinghofen. Jeg ka det herfra. Tak for al Hjælp. Farvel! Farvel! (de ud)	Vitinghofen. Danskerne er efter efter (sic). Farvel, Kammerater, og Tak for Hjælpen. Farvel, Farvel (de ud)	Vitinghofen. Danskerne er efter jer. Farvel, Kammerater, og Tak for Hjælpen. Farvel, Farvel (de ud)
³⁰ Lorentz. Er det saadan vi mødes igen, vi to? Vittighofen. (Er det jer) Hvem er det? Er det jer?		(Lorentz. Er det saadan, at vi to mødes igen? Vitinghofen. Hvem er I? Lorentz. En Mand (I har talt med fornylig) hvem I nys har forhandlet med. Vitinghofen. Ah! (fjendtligt) Jer? Er det jer!) (78)

³¹	Lorents Hoho, saadan mødes vi to igen. Vitinghofen. Hvem er I? Lorents. I ligger umageligt, ædle unge Ven. Drej jer lidt, og drej, drej igen og drej.	Lorentz. Hoho, saadan mødes vi to igen? Vitinghofen. Hvem er I? Lorentz. I ligger umageligt, ædle unge Ven. Drej jer lidt, og drej drej igen og drej.
³²	Vitinghofen. Jer? Er det jer? Lorents. Noget af mig. Det meste af Fingrene mangler. De er ved at gaa i Forraadnelse. Vitinghofen. Er I saa danskerfejg, at I ikke forstaar, det var min Pligt at værne min Herres Liv .... aah, aah.	Vitinghofen. Jer? Er det jer? Lorentz. Noget af mig. Det meste af Fingrene mangler. De er ved at gaa i Forraadnelse. (Men den synd? træder) Vitinghofen. Er I saa (fejg) danskerfejg, at I ikke forstaar, det var min Pligt at værne min Herres Liv -- aah, aah
³³ Lorentz. Men Dreng dog! hvad er det for noget? har de ikke forbundet jer ankerhos? Vittinghofen. Det gled af under Ridtet	Lorents. Men Herregud, Dreng, hvad er det med Jer? har de ikke forbundet Jer ordentligt? I bløder jo Menneske ... Denne her Bandage ... Vitinghofen. Den forskubbede sig under Ridtet.	Lorentz. Men Herregud, Dreng, hvad er der med jer? har de ikke forbundet jer ordentligt? (Bandagen her) I bløder jo potter, Menneske. Denne her Bandage ... Vittinghofen. (Det gled af) Det forskubbede sig under Ridtet
³⁴	Lorentz. Og her staar jeg og kan ikke hjælpe. -- -- Kan I ikke selv -- hvis vi prøver at hjælpes ...	Lorentz. Og her staar jeg og kan ikke (hjælpe jer) -- -- Kan I ikke selv -- hvis vi prøver at hjælpes -- --
³⁵	Vitinghofen. Jeg behøver ingen Hjælp til at standse Blodet. Det standser om lidt (69) af sig selv.	Vitinghofen. Jeg behøver ingen Hjælp til at standse Blodet. Det standser om lidt af sig selv.
³⁶ Lorentz. Det er slemt, det. Og nu har I jo selv spoleret mine Fingre, saa jeg ikke kan hjælpe jer. Men Guds Dross, ved jeg ikke en, der kan. Lille Jomfru, hallo, kom tilbage, lille Jomfru.	Lorentz. Siger I saadan! Aah, Herregud, en Tyveaars Dreng! Hvad gør jeg for jer? Jo, saa min Salighed, nu ved jeg Raad. Lille Jomfru, halløj, kom tilbage, lille Jomfru, kom og hjælp os med en Forbinding.	Lorentz. Siger I saadan! Aah, Herregud, en Tyveaars Dreng! Hvad gør jeg for jer? Jo, saa min Salighed, nu ved jeg Raad. Lille Jomfru, halløj, kom tilbage, lille Jomfru, kom og hjælp os med en Forbinding.
³⁷ Vittighofen. - Hvem kalder I paa? jeg behøver (Lorentz) ingen Hjælp til at standse Blodet. Det vil standse om lidt af sig selv.	Vitinghofen. Hvem kalder I paa?	Vitinghofen. Hvem kalder I paa?
³⁸ Lorentz. Herregud, siger I det! Ja, maaske har I ret. Men er det saadan, at I skal ud paa (fortsættes side 82) den Rejse, saa ung som I er, saa rejs i Frelserens Navn med jer Synd forladt af hans Naade. Tilbage bliver en gammel tyk Præst, der hvert Aar vil holde en Messe for jer. Gud give jer at slaa jere unge Øjne op igen hans klare Himmel.	Lorentz. Nej I skal ligge stille. Ellers gaar det aldrig i Evighed.	Lorentz. Nej I skal ligge stille. Ellers gaar det aldrig i Evighed.
³⁹	Vitinghofen. Fader Lorentz. Jeg har en Mor i Holsten --- Lorentz. Jeg ved det nok. Hvad Bud skal jeg sende hende?	Vitinghofen. Fader Lorentz. Jeg har en Mor i Holsten --- Lorentz. Jeg ved det nok. Hvad Bud skal jeg sende hende.
⁴⁰	Vitinghofen. Bare det, at jeg faldt for min Herre -- og at jeg kyssede hendes Navn da jeg døde.	Vitinghofen. Bare det, at jeg faldt for min Herre -- og at jeg huskede hendes Navn da jeg døde. (79)
⁴¹	Lorentz. Jaja, jaja, hvem siger, I dør. Og dog -- gaar det saadan, ja saa -- i Frelserens Navn af Guds Naade er dine Synder forladt. Hvert Aar paa denne Dag vil en gammel tyk Præst, saalænge han lever, mindes dig med Messen, at du efter Skærsildens Pine kan slaa dine unge Øjne op i Guds klare og glade Himmel.	Lorentz. Jaja, jaja, hvem siger, I dør. Og dog -- gaar det saadan, ja saa -- (hvert Aar paa den Dag) i Frelserens Navn af Guds Naade er (alle vore) (dig) dine Synder forladt. Hvert Aar paa denne Dag vil en gammel tyk Præst, saalænge han lever, mindes dig med en Messe, at du efter Skærsildens Pine kan slaa dine Øjne op i Guds klare og glade Himmel.
⁴² Vittighfen. Fader Lorentz, gode Fader Lorentz. Tak. Den Fortræd, jeg kom til at gøre jer -- -- Lorentz. Aah, de Par Fingre! kommer jeg ikke til at svinge et Krus igen, saa løber jeg som en Kat af Ølfadet. (Det) Sllb! det skal smage lige godt for det. -- Ja, her har du ham, Ruth. (Ruth ind) (overskydende tekst): Vittighofen. Ruth? Ruth. Hvem er det? Er det -- jamen -- aah, er du saaret? min egen kære! gør det ondt? gør det meget ondt? (83)	Vitinghofen. Fader Lorentz, gode Fader Lorentz, den Fortræd jeg kom til at gøre jer -- -- Lorentz. Aah, Skidt med det Par Fingre! kan jeg ikke svinge Pokalen, saa laber jeg af Fadet som en Kat, sllb! Øllet smager lige godt for (70) det. -- Der har du ham, Ruth.	Vitinghofen. Fader Lorentz, gode Fader Lorentz, den Fortræd jeg kom til at gøre jer -- -- Lorentz. Aah, Skidt med det Par Fingre! kan jeg ikke svinge Pokalen, saa laber jeg af Fadet som en Kat, Seeb! Øllet smager lige godt for det. -- Der har du ham, Ruth. (80)
⁴³ (81) (fortsat fra #26) (Krigsfolk igen. Vi maa hen til din Mor (ud)). (udstr beg: Vittighofen. Nej, Kammerater, det var forkert, I tog mig med jer. (I skal) Jeg kan ikke mere. 1 - Soldat. Jo Vittighofen. Vittighofen. Læg mig paa Grøftekanten. Og saa bare skynd jer. De Danske er ude En Soldat. Jamen, vil du ikke?
⁴⁴ Ruth. Vittinghofen! Aah nej! er du saaret! min kære egen Ven (Soldater af Sted) Vittinghofen. Elskede! lille Elskede Ruth. Gør det ondt? -- gør det meget ondt? Udstr slut)	Ruth. Hvem er det? Nej -- jamen -- nej Lorentz. Han er saaret (ud) Ruth. Er du saaret? Gør det ondt? Nej, du bløder jo. Den Bandage, nej. Men Tørklædet her -- nu skal du se -- nu hjælper det -- gør det meget ondt?	Ruth. Hvem er det? Nej -- jamen -- nej Lorentz. Han er saaret (ud) Ruth. Er du saaret? Gør det ondt? Nej, du bløder jo. Den Bandage, nej. Men Tørklædet her -- nu skal du se -- nu hjælper det -- gør det meget ondt?
⁴⁵ Vittighofen. Nej, nu holdt det op. Det var saa slemt lige til nu. Nu er det helt ovre. Tak, hellige Guds Moder, jeg troede ikke, der var en gud. Lille Ruth, lille kære Ruth, at du kommer til mig nu! ja, jeg ved jo godt, at du ikke er her, men hvad gør det, naar bare jeg synes det.	Vitinghofen. Det holdt op nu. Det var ellers slemt. Men det er helt ovre. At du kommer nu! Jeg vidste nok, at Livet er dejligt, men saa dejligt vidste jeg aldrig. Ja, jeg ved jo godt, at du ikke er her, men hvad gør det, naar bare jeg synes det.	Vitinghofen. (Nej) Det holdt (det) op nu. Det var ellers slemt. (til nu). Men det er helt ovre. At du kommer nu! Jeg vidste nok, at Livet er dejligt, men saa dejligt vidste jeg aldrig. Ja, jeg ved jo godt, at du ikke er her, men hvad gør det, naar bare jeg synes det.
⁴⁶ Ruth. Jamen, jeg er her. Vittighofen. Ja ja det er godt.	Ruth. Jamen, jeg er her. Vitinghofen. Ja, det er godt. Ruth. Det er sandt, Heinrich, jeg er her.	Ruth. Jamen, jeg er her. Vitinghofen. Ja, det er godt. Ruth. Det er sandt, Heinrich, jeg er her.
⁴⁷ Ruth. Aah, har du blødt saadan! Nu skal du se, jeg binder Tørklædet her om dig. Og det har blødt slemt, men det er jo holdt op. Saa skal du se, det gaar nok. Og naar du saa bliver rask -- --	Vitinghofen. Hvor lyder det dejligt! Hvor styrker det mig! Hvor kommer jeg mig. Ruth. Ja, ja, og naar saa du er blevet helt rask...	Vitinghofen. Hvor lyder det dejligt! Hvor styrker det mig! Hvor kommer jeg mig. Ruth. Ja, ja, og naar saa du er blevet helt rask...
⁴⁸ Vittighofen. Saa gifter vi os. Saa skal vi bo paa en Gaard (fortsættes side 83) af røde Sten med Svalegange og Spir mod Himlen og Søer omkring med Vildænder i og dunede Ællinger og Birke, saa svaje og fine som du, der staar og spejler dig i det blanke Vand -- --	Vitinghofen. Saa gifter vi os. Saa skal vi bo paa en Gaard med røde Sten og Svalegange og Spir i det blaa og Grave omkring med Vildænder i og dunede Ællinger og Birke omkring, saa svaje og fine som du, de staar og (71) spejler dig i det klare Vand, og Vandet det er jo Himlen.	Vitinghofen. Saa gifter vi os. Saa skal vi bo paa en Gaard med røde Sten og Svalegange og Spir i det blaa og Grave omkring med (81) Vildænder i og dunede Ællinger og Birke omkring, saa svaje og fine som du, der staar og spejler dig i det klare Vand, og Vandet det er jo Kirken.
⁴⁹ Ruth. Og saa vil du aldrig i Krig mere, vel. Vittighofen. Jo, det vil jeg. For Kriger er jeg,. Ud til Bedrift. Mand imod Mand. Husk, ham som jeg kæmper med, vi er jo ikke Fjender. Vi er Kammerater, der hjælper hinanden -- ligesom Mand og Kvinde i Elskoven -- saadan Mand og Mand i Kampen -- til at opnaa den højeste Lyst. Naar Blodet bruser, naar Hjernen brænder, naar Musklerne spændes, naar alt piluts (?) op til at yde sit Yderste -- (til at vær) det, det er Livets Højeste -- saa glemmes alt for det ene, ene: at være til.	Ruth. Og saa vil du aldrig i Krig mer, vel. Vittighofen. Jo, det vil jeg. For Kriger er jeg,. Ud til Bedrift. Mand imod Mand. Husk, han, som jeg kæmper med, vi er jo ikke Fjender. Vi er Kammerater, der hjælper hinanden -- ligesom Mand og Kvinde i Elskoven -- saadan Mand og Mand i Kampen -- til at naa til Livets Højdepunkt. For naar Blodet bruser, naar Hjernen brænder, naar Musklerne spændes, naar alt presses op til at yde sit ypperste -- aah, det er Livet, da glemmes alt for det ene: at være til.	Ruth. Og saa vil du aldrig i Krig mere, vel. Vittighofen. Jo, det vil jeg. For Kriger er jeg,. Ud til Bedrift. Mand imod Mand. Husk, ham som jeg kæmper med, vi er jo ikke Fjender. Vi er Kammerater, der hjælper hinanden -- ligesom Mand og Kvinde i Elskoven -- saadan Mand og Mand i Kampen -- til at (op)naa til Livets Højdepunkt. For naar Blodet bruser, naar Hjernen brænder, naar Musklerne spænder, naar alt presses op til at yde sit ypperste -- aah, det er Livet, da glemmes alt for det ene: at være til.
⁵⁰ Ruth. Hvor kan du, selv i dette Øjeblik, gaa saa langt lovyd for mig? Vittighofen. Og hvergang efter Kampen kommer jeg hjem til dig, til din Yndighed, Elskede, din Fred. (Hvor) Og oplever hvergang (det stor) Underet, at saa stor er kærligheden, at du, som afskyr alt mit, du elsker mig. Og jeg synes, ingen (84) elsker hinanden saa stort som vi to, er saa lykkeligt rige som vi. Ved du, Ruth, jeg har aldrig kysset en Kvinde endnu. Ruth (kysser ham)	Ruth. Hvor kan du, selv i dette Øjeblik, gaa langt, langt fra mig? Vitinghofen. Og hvergang efter Kampen kommer jeg til dig, kommer til din Fred, kommer hjem. Og oplever hvergang Underet: saa stor er Kærligheden, at du, som afskyr alt mit, du elsker mig. Hvor er jeg rig! Jeg nøjes ikke med et Halvliv. Jeg har -- som en Mand maa have det -- hele Livet, baade Krigen og Freden. Hvor er vi rige paa Lykke, vi to. Ved du, Ruth, jeg er næsten flov ved at sige det, men jeg er jo lidt ung, ved du, jeg har aldrig kysset en Pige. Ruth (bøjer sig over ham)	Ruth. Hvor kan du, selv i dette Øjeblik, gaa langt, langt fra mig? Vittighofen. Og hvergang efter Kampen kommer jeg til dig, kommer til din Fred, kommer hjem. Og oplever hvergang Underet: (at) saa stor er Kærligheden, at du, som afskyr alt mit, du elsker mig. Hvor er jeg (82) nej! jeg nøjes ikke med et Halvliv. Jeg har -- som en Mand maa have det -- hele Livet, baade Krigen og Freden. Hvor er vi rige paa Lykke, vi to. Ved du, Ruth, jeg er næsten flov ved at sige det, men jeg er jo lidt ung, ved du, jeg har aldrig kysset en Pige. Ruth (bøjer sig over ham)
⁵¹ Vittighofen. Kære! elskede kære Ven! Se det lysner, se, hvor dejligt det lysner.	Vittighofen. Elskede! kære elskede du! Se, det lysner! se, hvor dejligt det lysner! (Lang Pause. Hun lægger helt rolig det døde Hoved til Rette mellem Blomsterne)	Vittighofen. Elskede! kære elskede du! Se, det lysner! se, hvor dejligt det lysner! (Lang Pause. Hun lægger helt rolig det døde Hoved til Rette mellem Blomsterne)
⁵²	Fader Lorentz. Hvis din Far nu ogsaa er død, Ruth... (72) Ruth. Det gør ikke saa meget, om vi lever eller dør. Bare vi holder af hinanden. Saa er der ikke saa langt imellem os. Jeg gaar i Kloster nu for at være helt i Guds Rige.	Fader Lorentz. Hvis din Far nu ogsaa er død, Ruth... Ruth. Det gør ikke saa meget, om vi lever eller dør. Bare vi holder af hinanden. Saa er der ikke saa langt imellem os. Jeg gaar i Kloster nu for at være helt i Guds Rige.
⁵³	Lorentz. Ja, ja, vent nu lidt. For din Far er ikke død. Han kommer ridende der. Ruth. Aah, det er godt for Mor.	Lorentz. Ja, ja, vent nu lidt. For din Far er ikke død. Han kommer ridende der. Ruth. Aah, det er godt for Mor.
⁵⁴ (Niels Ebbesen (ind) Barn, er du her! Ruth. Far!	Niels Ebbesen. (ind. Han er ved at ride dem forbi uden at bemærke dem) Ruth. Far!	N. E. (ind. Han er ved at ride dem forbi uden at bemærke dem) Ruth. Far!
⁵⁵ Ruth. Far! N. E. Hvem er det, der -- aah, er det ham? Ruth. Ja, det er ham. N. E. Han faldt for sin herre, han var tro og tapper -- en god Dreng, ret en god Dreng. Ruth. Vi blev viet nu, Far. Og du sagde, det blev intet lykkeligt Ægteskab. Men det gjorde det. Aah, ene fuldt af Lykke.	Niels Ebbesen. Du? I? Hvordan gaar det til, at I er her? Og hvem er den Mand i Græsset? ham! Ruth. Ja, Far, det er ham. Vi blev viet nu. Og du sagde, det blev intet lykkeligt Ægteskab. Men det blev det, Far. Ene bare Lykke.	N. E. Du? Og I? Hvordan gaar det til, at I er her? Og hvem er den (-- aah, er det) Mand i Græsset ham! Ruth. Ja, Far, det er ham. Vi blev viet nu. (83) Og du sagde, det blev intet lykkeligt Ægteskab. Men det blev det, Far. Ene bare Lykke.
⁵⁶ N. E. Mit Barn! mit Barn! Bær ham op paa Hesten og før ham til Nørreris! lad ham hvile hos os. (De bærer ham ud, Ruth følger.)	Niels Ebbesen. Læg ham paa Hesten, Svende og før ham til Nørreris! Lad ham hvile hos os i Døden!	(Lorentz. Ruth, din Mor er ikke naaet langt. Men nu ser sig ikke tilbage.) N. E. Læg ham paa Hesten, Svende, og før ham til Nørreris! lad ham hvile hos os i Døden.
⁵⁷ N. E. tørrer sig over Panden og vil atter stige til Hest, men pludselig vakler han og sætter sig paa Grøftekanten. (85)	(Vil ride videre, men vakler i Sadlen. Fader Lorentz giver en Besked til en af Karlene og rejser efter Fru Gertrud. Niels Ebbesen stiger af Hesten og sætter sig paa Grøftekanten.)	(Vil ride videre, men vakler i Sadlen. Fader Lorentz giver en Besked til en af Karlene og rejser efter Fru Gertrud. N. E. stiger af Hesten og sætter sig paa Grøftekanten.
⁵⁸ Fader Lorentz. (nærmer sig) Lille Jomfru, der er en, der har lige saa stor en Sorg som I, Aah, løb efter hende og giv hende den Lykke, ingen kan give dig. For se, der kommer Niels Ebbesens Hest med sin Herre, paa Ryggen. Ruth. (Kommer) Far! Lorentz. Skynd dig, faa fat i din Mor ((Hun ud))
⁵⁹ N. E. (ind) Er I her? Ruth. Aah Far, Far! N. E. Og den døde der henne? -- Er det ham! Ruth. Ja, Far. Vi -- vi blev viet nu. Du sagde, det blev intet lykkeligt Ægteskab, men det blev det -- saa helt lykkeligt. Ja (Hun løber ud)
⁶⁰ N. E. Stakkels Barn! stakkels -- ja, stakkels alle! Læg ham paa Hesten, Svende og før ham til Nørreris! lad ham hvile hos os. (Vil ride videre, men vakler i Sadlen. Sidder lidt, stiger af og sætter sig paa Grøftekanten.