Kaj Munk: Niels Ebbesen, 1. akt

Ebbe: Ja, ser du, Karl, der er jo det ved Ulve, at dem kan man aldrig snakke sig til Rette med. De bider bare.

Johanne: Jamen Ebbe, naar nu det lille Lam det bad saa pænt

Karl: Ja, hvordan var det, det sagde? Sig det en gang til, 
Ebbe, ikke

De andre: Jo - o - o !

Johanne: Jamen, ham saa Ulven ned paa Engen alligevel!   (Hunden, der er for doven fin til at æde (?) Kalvene og hellere æder Aadsler, levnet af Ulvene). (2)

Karl: Jamen, hvordan kunde den det?

Karl: Nu vil jeg være de Hunde, der skal passe paa (spiler Øjnene vidt op)

Johanne: Og saa vil jeg være det lille Lam, og saa skal du være Ulven.

Karl. Jeg vil min Syv ikke være Ulven.

Johanne: Jamen, en skal da være Ulven. Far, vil du ikke være Ulv?

Karl: Vi leger Ulven og Lammet, Far. Vil du ikke nok hjælpe os?

N. E.: Tror I, jeg har Tid til at rende fra mit Arbejde? Hvorfor leger I ogsaa saadan noget dumt noget? Kom her, jeg vil meget hellere have at -- ham munken gik paa Engen de sommerlange Dage (fortsættes #21) 

Gamle Troels. Er vi trætte saa tager vi bare en Vise. Det krægner (mer) saa godt som en Dram. 

Gamle Troels. Saa ved jeg ellers et godt Raad.

N. E. Og det er, Troels? 

Troels. Der er ikke noget, der kan tage Trætheden som en Sang. Det er fuldt saa godt som en Dram. 

N. E. Det var slemt for os to, Sidsel. (Den) Leen fik et værre Skaar. Kanske du kan hjælpe Jeppe med Køerne, mens jeg filer den til. (2)

Sidsel. Ja, Husbond, det kan jeg da. (ud)

N. E. Det er vel ogsaa ved at bliive Fyraften?

Gamle Troels. (dunker den værkende Ryg) Ikke for min Skyld. Jeg skal have en Skaar mere. 

N. E. (til sin Binderske, en ung Pige, der har haft Besvær med at følge med.) Det var slemt for os to, Sidsel. Den fik et værre Skaar. Kanske du kan (hente) hjælpe Jeppe med Køerne, mens jeg filer den til. 

Sidsel. Jo, Husbond, det kan jeg da. 

N. E. Men er det ikke ogsaa ved at blive Fyraften? (2)

Troels. (dunker paa den værkende Ryg) Ikke for min Skyld. Jeg kan godt tage en Skaar mere.

N. E. Som I vil, Folkens. Saa hæng i. Det vi hugger i Dag, er vi fri for i Morgen. 
(Karlene mejer sig ud af Scenen. N. E. hamrer paa sit Leblad)

N. E. Ja, ja, som I vil, Folkens. (De mejer videre. N. E. hamrer paa sin Le.)

1. Ruth (skyller og nynner):

Alle travle Bølger,
alle raske Vinde,
løb med mine Tanker,
bær dem bort og find ham,
slaa en Kreds omkring ham,
lad ham ikke slippe,
førend I har bragt ham
tilbage til mig.

Ruth: Niels Bugge! Er I ikke rejst?

Niels Bugge: Uden at sige Farvel til Jer?

Ruth: Far sagde, I var taget af Sted i Morges.

Niels Bugge: Det var jeg ogsaa. Jer Far blev Uvenner med mig.

Niels Bugge: Ja ja, saa blev jeg Uvenner med ham da.

Ruth: Og nu kommer I for at gøre det godt igen?

10. Niels Bugge: Jeg kommer ikke for at gøre noget godt igen. Niels Ebbesen og jeg tales ikke ved, inden han ser som jeg paa visse Ting. Naa, men det skal vi to ikke snakke om. Jeg  (218) rider nu hjem til Hald. Det er en sur og træls Tid, der ligger foran mig. Det vilde gøre den mindre sur og træls, hvis jeg turde regne med, at det bare var din Far, jeg var Uvenner med.

Niels Bugge: Ruth, der var en Ting, jeg vilde bede dig om at forære mig til at rejse hjem med, for hvis det skulde trække ud, inden vi ses igen.

Ruth: Hvad er det for en Ting?

Niels Bugge: Jeg skal nok være god ved den. Den skal være hos mig altid. Naar jeg rider ud, skal den følge med mig, og naar jeg sover om Natten, skal den ligge hos mig paa Hovedpuden. Vil du ikke nok?

Niels Bugge: Det er noget, du kan undvære. Kan du ikke selv regne ud, hvad det er?

Ruth: Næ, hvor skulde jeg?

Niels Bugge: Det er et Kys.

Ruth: Jamen -- nej -- jeg har ingen Kys med mig ned til Aaen. Det tænkte jeg ikke, jeg fik Brug for her.

Ruth: Jeg -- jeg plejer ikke at give Kys til nogen, jeg ikke holder af.

Niels Bugge: Vil det sige, at...

Ruth: Ja, det vil ikke. Aah, I forstaar ikke... jeg mente bare...nej, det mente jeg ikke ... for I er saa dum, Niels Bugge, bare saa dum. (Løber ud.)

Ruth (dukker frem igen. Rasende): Men I kan faa det en anden Gang. (Forsvinder.)

Niels Bugge: Pokkers ogsaa! de oplærer En i Krigskunst. Men Kærlighedens Kunst skal man selv finde ud af. Og saa er den meget sværere. (Opdager Niels Ebbesen. Springer hastigt paa Hesten. Forsvinder bag Bakken.)

Niels Ebbesen (gaar hen til Aabrinken og begynder fløjtende at snedkerere paa noget der). (219)

Niels Ebbesen. Ja, det maa du da. 

Ebbe. Ved du, hvad vi har? Og de smaa har hjulpet til og været saa dygtige. 

Niels Ebbesen. Jeg har nok lagt Mærke til jer. I har afvandet det lille Sig i Øster. 

Ebbe (raaber op fra Aaen) Ved du, hvad vi har bestilt i Dag, Far. 

N. E. Jeg har nok set, I har været ved at afvande det lille Sig.

Ebbe (raaber op nede fra Aaen) Hør, Far, ved du, hvad vi har bestilt i Eftermiddag? 

Niels Ebbesen. Ja, det maa du da. 

Ebbe. Ved du, hvad vi har? Og de smaa har hjulpet til og været saa dygtige. 

N. E. Jeg har nok lagt Mærke til jer. I har afvandet det lille Sig i Øster. 

Niels Ebbesen: Ja, du maa da.

Ebbe: Ved du, hvad vi har? Og de smaa har hjulpet til og været saa dygtige.

Niels Ebbesen: Jeg har nok lagt Mærke til jer. I har afvandet det lille Sig i Øster. (Ruth ind og genoptager sit Arbejde.)

N. E. Nej, uha nej. Det er et Arbejde, er det.

Ebbe. Maa vi faa lidt Korn at saa i det, hvis vi ogsaa faar gravet det.

N. E. Ja, I maa da. Det er altid en Fars Fornøjelse, naar hans Børn udvider Bedriften.

Ebbe (ud). Har I hørt! Vi maatte! (Ny Jubel)

Fru Gertrud (ind med Vasketøj, Datteren Ruth hjælper at bære. De begynder at skylle i Aaen.)

Ebbe. Naa, det er ikke saa lille endda.

N. E. Om Forladelse, nej, visst saa! det er stort nok for Smaafolk, det kan du have Ret i, Ebbe. 

Ebbe. Hvis vi nu ogsaa faar gravet det, tror du saa, vi maa faa lidt Korn at saa i det? 

N. E. Hvis I faar dannet det ordentlig til, saa maa I.

Ebbe. Højj! hørte I! vi maatte! (Jubel) (3)

Ebbe. Naa, det er slet ikke saa lille endda.

N. E. Om Forladelse, det er stort nok for Smaafolk, det har du Ret i, Ebbe. 

Ebbe. Hvis vi nu ogsaa faar gravet det, tror du saa, vi maa (laane) faa lidt Korn (af dig) at saa i det? 

N. E. Hvis I faar dannet det ordentlig til, saa maa I.

Ebbe. Bravo! Har I hørt! Far siger, vi maa.

N. E. Nej, uha nej. Det er et Arbejde, er det.

Ebbe. Maa vi faa lidt Korn at saa i det, hvis vi ogsaa faar gravet det.

N. E. Ja, I maa da. (Det er skam storartet, at I kan gøre Gaarden større endda mens I endnu er smaa). (Det er altid en Fars sande Glæde, naar hans Børn efter hans Godo) Det er altid en Fars Fornøjelse, naar hans Børn udvider Bedriften.

Ebbe (ud). Har I hørt! Vi maatte! (Ny Jubel)

Niels Ebbesen: Nej uha. Stort nok for smaa Folk.

Ebbe: Maa vi faa lidt Korn at saa i det, hvis vi ogsaa faar gravet det?

Niels Ebbesen: Ja, I maa da. Jeg kan jo kun være tilpas med, at I udvider Bedriften.

Ebbe: Har I hørt! Vi maatte! (Ud. Der bliver Jubel hos de smaa.)

N. E. Jeg hugg mod en Sten.

Gertrud. Var det Sidsel, der bandt op efter dig?

N. E. Jeg hugg mod en Sten.

Gertrud. Var det Sidsel, der bandt op efter dig?

Gertrud. Var det for hendes Skyld, du havde Uheld med den Sten?

N. E. Er du skinsyg paa Sidsel, Gertrud? Der laa virkelig en Sten, det gjorde der virkelig. Men heller ikke skal jeg nægte ...

Gertrud. Var det derfor, du havde Uheld med den Sten?

N. E. Er du skinsyg paa Sidsel, Gertrud? Der laa en Sten, det gjorde der virkelig. Men heller ikke skal jeg nægte ...

N. E. Er det for Rinds Skyld (jeg skal tie) du tysser? Rind var den første, der fortalte mig, at Svend har gjort Sidsel med Barn. 

Gertrud. Tab dog ikke det nyvaskede Tøj paa Jorden, Barn!

N. E. Er det for Rinds Skyld du tysser? (Hahaha) Rind var den første, der fortalte mig, at Svend har gjort Sidsel (er) med Barn.

Gertrud. Hør, hvad skal det betyde? 

N. E. (Nu har jeg kendt Magen.) Hvad gik der af hende? Og hun bliver ved at rende. 

Gertrud. Jeg skal snakke med hende, skal jeg. Siden i (4) Foraaret er hun blevet mig noget mærkelig. 

N. E. Naa-e. Det synes jeg ikke --

N. E. Jeg vil give dem Udflyttergaarden i Færk, saa de kan gifte sig. 

Gertrud. Synes du egentlig, at det, at en Karl ikke kan styre sig selv, er Grund nok til at give ham en Gaard at styre?

N. E. Hvem af Karlene vil du da have derud?

N. E. Jeg vil tale med Svend snarest. Jeg tænker, jeg lader dem flytte ind paa Udflyttergaarden.

Gertrud. Synes du virkelig, at det, at en Karl ikke kan styre sig selv, er Grund nok til at give ham en Gaard at styre? 

N. E. Hvem af Karlene vil da du have derud?

N. E. Hvordan det?

Gertrud. Ham, der mejer det bredeste Skaar. 

N. E. Saa bliver det Erik. Ja, han er dygtig. Og han vil betale os (vore) Afgifterne til Punkt og Prikke. 

Gertrud. og det har vi (ikke) Brug (Brug) (Raad) for i Tider som disse. (løfter Tøjet)

N. E. Hvordan det? (4)

Gertrud. Ham, der mejer det bredeste Skaar. 

N. E. Saa bliver det Erik. Ja, han er dygtig. Og han vil betale os  vore Afgifterne (til rette) fuldt og punktlig. 

Gertrud. Og det har vi Brug for i Tider som disse. 

Ruth. Ja, Mor (ud)

Niels Ebbesen (efter en Pause) Er det nødvendigt, Gertrud, at du arbejder saa haardt. Vi ved ikke, hvad Dag ---

Gertrud: Barnet har har godt af, at Moderen arbejder i den Tid

N. E. Ikke hvis det er for haardt, hun arbejder. Og Moderen har slet ikke godt af det.

Gertrud. Har du Raad til at holde mig en Pige til? 

N. E. Jeg har ikke Raad til, at du ødelægger dig selv. Hvis det passer, som du tror --

Gertrud. Hvad saa? (Moderen) Barnet har bare godt af, at Moderen arbejder i den Tid. Saa bliver (5) det ingen Skrantning. 

Gertrud. Har du Raad til at holde mig en Pige til?

N. E. Jeg har ikke Raad til, at du ødelægger dig selv. Hvis det passer, som du tror -- --

Gertrud. Barnet har bare godt af, at Moderen bestiller noget i den Tid. Saa bliver det ingen Skrantning. 

Ruth. Ja, Mor. (ud) 

N. E. Er det nødvendigt, Gertrud, at du arbejder saa haardt?

(Mask manu identisk)

Ruth: Ja, Mor. (Ud.)

Niels Ebbesen: Er det nødvendigt, Gertrud, at du arbejder saa haardt?

N. E. Lille Gertrud, Tiderne er i hvert fald ikke til at der maa arbejdes dig nogen Forhold (??). Det ved du, vi alle her paa Gaarden er enige om.

Gertrud (vil svare, men tier. Pause) (fortsættes #59)

Gertrud. Jeg vil hellere føde dig dygtige Børn eller dødfødte end nogen, der ikke duer. Saa, Niels, lad mig være.

N. E. Nej, saa tosset er jeg da heller ikke, at jeg lader dig være. Hvad skulde jeg ellers have dig til? (Drager hende til sig paa Aabrinken) Hør Leerne, Gertrud. (Det gør mig altid glad) Naar Fuglene synger om Foraaret, jeg synes, det er saa skønt. Men Leerne, naar de synger, det er den skønneste Sang, jeg ved.

Gertrud. Jeg vil hellere føde dig dygtige Børn eller dødfødte end nogen, der ikke duer. Saa, Niels, lad mig være.

N. E. Nej, saa tosset er jeg da heller ikke. Hvorfor skulde jeg lade dig være?

Gertrud. Jeg kan ikke lide, at Rind ser det. 

N. E. Rind! kom herhen! (5) 

Rind. Har ikke Tid. 

Fru Gertrud. Svar ordentligt, Barn. Og hvad har du ikke Tid for? Du (arbejder) bestiller jo ikke alligevel. Staar bare og spejler dig i Aaen.

N. E. Er det rigtigt, hvad du formoder, saa skal du passe lidt paa dig selv. Tiderne er i hvert Fald ikke til, at vi skal have en ny Kone paa Gaarden, vel Mor. 

Gertrud (vil svare, men tier) (fortsættes #59)

(Mask manu identisk)

Niels Ebbesen: Hvis det er rigtigt, det, jeg forestiller mig om dig, skal du passe lidt paa dig selv. Tiderne er i hvert Fald ikke til, at vi skal have en ny Kone paa Gaarden. Vel, Mor? (fortsættes #59) 

N. E. Lad den staa til siden. Og kom saa her. Nu skal du høre Rind: din Mor tror, at de smaa Børn (kommer) dem (med) kommer Storken med. 

Fru Gertrud. Aah!

N. E. Tror du ogsaa det?

Rind. Det tror jeg da rigtignok. Hvordan skulde Mor ellers have faaet nogen?

N. E. Det bliver Middelhøst. Og det siger vi Tak for. Hvor har vi ynket os over den regnløse Sommer. Det er nu en Fejl ved vi Bønder: Vi giver os, før det gør ondt. Hvad ser jeg? Det var derfor, hun stak af. 

Gertrud. Hvad er det derude?

N. E. Naa-e, det er ingenting, det er visst en omstrejfende Hund, der er sluppet ind i Folden. 

Gertrud. Den har skambidt en Kalv, se der! (6)

N. E. Det bliver Middelhøst. Og det siger vi Tak for. Hvor har vi ynket os over den regnløse Sommer. Det er nu en Fejl ved vi Bønder: Vi giver os, før det gør ondt. -- Hør, (hvor) Leerne (synger), du. Det gør mig altid godt at høre Fuglene synge om Foraaret. Men Leerne, naar de synger, det er den bedste Sang, jeg ved. (De sidder ved hinandens Side og ser ud i den danske Sommeraftens endnu arbejdsomme Fred. Saa ringer det af Koklokker.) (6) (fortsættes #33) 

N. E. Nej, nej, det har ingen Fare. (Nej, se bare, nu vender den om) Hun har en Kæp og en Sten i Haanden. Ramte hun den? Ja, saa min Sandten. Nu vender den om. Nu sjosker den ind i Skoven. 

Gertrud. Niels, det var ingen Hund. Det var -- det var en Ulv.

N. E. Ja, Mor, det var lige bestemt, hvad det var.

(N. E. Det gik jo godt nok, Jeppe) 

Gertrud. Har Niels ikke givet dig en Hund til Hjælp? 

Jeppe. (Og Hunden det Stykke Slog, han logrer) Aah, det Stykke Slog til Hund! Han logrer for Ulven og gnasker i sig af Levningerne efter den. 

Jeppe. ((uden Ben) med blot to Benstumper og med stiv Arm vrangler ind) Det maa En jo være, naar En ikke kan klare det selv.

N. E. Naa, naa, Jeppe, saadan var det jo ikke ment. Du ved, jeg er glad for dig som Røgter.

Jeppe. Det er pænt af Husbond at ville bilde mig det ind. Men Ulven er ogsaa glad for mig. Han tog en Kalv i Dag ved højlys Dag lige for min Næse. 

Gertrud. Men Hunden da, Jeppe. 

Jeppe. Hunden er ringere end som jeg. Han logrer for Ulven og gemmer sig og æder 

N. E. (Han) Glam er gammel og har været god engang og vil jo dog gerne leve. 

Jeppe. Husbond skulde skyde baade Ulven og Hunden og mig. Vi er ikke bedre værd. Jeg har ogsaa været god engang, men siden Holsterne har (haft mig) brugt mig til Huggeblok .... (Falder) 

N. E. (hjælper ham op) (Og hvad man ud af det? Herrer) Men Jeppe da! 

N. E. Den er gammel og har været god engang og vil jo dog ogsaa gerne leve. 

Jeppe. Husbond skulde -- aah! (Han falder)

N. E. Men Jeppe da! (Hjælper ham op)

Jeppe. Husbond skulde skyde baade Ulven og Hunden og mig. Vi er ikke bedre værd. Hvad skal et Krævl som jeg leve for, saadan som Holsterne har tilredt mig. Benene har de hugget af mig, og jeg sover hverken Dag eller Nat for Pine i den Arm, de gjorde stiv. 

N. E. Sidsel! -- hør Sidsel! Udfllyttergaarden, tror du Svend kan tænke sig den?

Sidsel (bliver blodrød, jager Forklædet op for Ansigtet)

N. E. Jeg snakker med ham i Aften. Saa kan I flytte ind til Mikkelsdag. 

Sidsel. Husbond er alt for god. 

Gertrud. Ja, det ved Vorherre han er. Men skal det være saadan, saa -- Lykke til. 

N. E. Det er ikke Holsterne, der har gjort ham til Krøbling.

Gertrud. Hvem da?

N. E. Det er Krigen, Gertrud. Det er den, vi skal ramme. -- Sidsel, hør Sidsel, et Ord, Sidsel, Udflyttergaarden, tror du, Svend kan tænke sig den i Fæste? 
Sidsel. (bliver blodrød, jager Forklædet op for Ansigtet)

N. E. Jeg snakker med ham i Aften. Saa kan I flytte ind til Mikkelsdag. 

Sidsel. Husbond er alt for god.

Gertrud. Ja, det ved Gud han er. Men skal det være saadan, saa -- Lykke til. 

Rind. Var hun?

N. E. Ja, hun var saamænd.

Rind. Jamen, hvorfor --

N. E. Ja, hvorfor og hvorfor? Hvorfor bærer Mor sig ad, som du selv vil gøre, naar du engang faar En, du holder meget af og den er ude at smide sit Liv bort. (Det har) Og forresten har det været en varm Dag, du. Skal vi tage os en Dukkert i Aaen. Nej, Karlene er i den anden Ende af Ageren. Kom saa bare! rask!

N. E. Hallo! hvad! Ja, (det) gør det ikke ogsaa. Hvad i Alverden, Niels Bugge, er I paa disse Kanter af Landet?

Niels Bugge. Kan jeg ride over her? 

N. E. (udkast6/7 slutter her) 

N. E. Hvad? er det jer, Niels Bugge. 

Niels Bugge. Kan jeg sætte over Aaen med Hesten her? 

N. E. Nej, der er for dybt. Og Strømmen er for strid. (Nej) Lad Hesten staa. Jeg sender en Karl udenom over Vadestedet. Der ligger en bitte Baad ved Kanten bag Busken. 

Bugge. Javel, javel.

N. E. Hør, Gertrud, der er fremmede, hvad. 

Gertrud. For en Guds Lykke, vi har den Kalvesteg. Ja, det er fremmede, Niels. Børn, kom med ind, I skal vaskes. Du kommer med Tøjet, Rind. (rask ud. N. E. jager paa de sidste Køer. Rind arbejder hidsigt paa at faa Tøjet i Kurv.) 

Rind. (??) Ja, og det er det eneste snart, der er stort her hos os. 

Bugge. Naa, naa, Renlighed er en god Ting. Hvordan lever I ellers paa Nørreris?

Rind. Vi lever vel her som ellers i Landet. Om Morgenen malkes (??) Køerne og drives ud. Om Aftenen drives de hjem igen og malkes. Saadan lever vi her i landet saalænge jeg kan huske. Saadan gør I vel ogsaa paa Hald.

Rind. I kalder det lykkeligt?

Bugge. Jeg har det Indtryk, at jer Far er en lykkelig Mand. At jeg ikke er slet saa lykkelig, skyldes flere Ting, bl. a. at jeg ikke som han har Kone paa Gaarden. 

Rind. Man fortæller (jeg), at det er I ved at faa?

Bugge. Det er rigtigt, at min Slægt er ved at finde mig en. Nu træffer det sig saa heldigt, at jeg ogsaa selv er kommen i Tanker om en. Saa nu faar jeg pludselig to i Stedet for ingen.

Bugge. Det er den ene, ja. Det er min Slægts?

Rind. Og den anden.

Bugge. Det skulde du ikke behøve at spørge om, Rind. 

Rind. Mig? Jeg? hvor -- hvad bilder I jer ind, Ridder Bugge?

Bugge. Vi mødtes i Maj, vi to. Tror I, jeg har glemt de Kys, som --

Rind. Har I ikke glemt, saa har jeg. Jeg husker ingenting om Kys. 

Bugge. Rind, (du er blevet krænket af de Rygter, du har hørt. De har ingenting paa sig, siger jeg dig). lad alle dine Betænkeligheder fare. Jeg ved(9) (De taler om den unge) nok, at  Gyrinthe Daa er rig. (Jeg svarer: Hvad bryder jeg mig om Rigdom. Hvad er Rigdom i Tider som disse.) Men hvad betyder Rigdom i Tider som disse. Langt hellere vil jeg ... 

Bugge. Og hvad er det?

Rind. At I for 7 Aar siden var med til at kalde den kullede Greve herind (i Landet) og jage vor Konge i Landflygtighed. 

Rind. (Og) Naar det passer -- og det tror? jeg nu at det gør -- saa skal I vide: aldrig ægter jeg nogen Adelsmand, der selv har gjort sig til holstisk Træl. 

Bugge. Hold jer uforskammede Mund. Ved I, hvad mit Ærind er til jer Far i Aften?

Rind. Sig det til ham selv, der kommer ham. (ud med Tøjkurven, som hun næsten ikke kan bære) (10)

Bugge. I ventede mig ikke?

N. E. Nej?

Bugge. Har da Ove Haase ikke været hos jer.

N. E. Jeg har ikke set min Svoger i over et Aar.

Bugge. For fjorten Dage siden kom han til mig for at forhøre sig om -- dog, jeg kan spare min Redegørelse, for er det ikke ham, der kommer ridende? 

Bugge. Men hvem er det, der er med ham?

N. E. Det er Mølleren fra Foldby. (Kender) Ham har I hørt om, det ved jeg nok. Det er en god (Mand) og dygtig Mand, visst snart den eneste her i Landet, der endnu har lidt Skillinger paa Kistebunden. 
    Vel mødt, I to gæve Mænd. Hvor Godtfolk er, kommer flere til. Lad os hjem og faa noget at bide og svælge i. Det har været en tør Dag. (11)

N. E. I taler altid om Grev Gerhard. Han har nu siddet i Holsten i de sidste 2 Aar.

Mølleren. Men vi fodrer hans Mænd. Det er ikke gratis. Det bekender I, Ove Haase. 

Haase. Det gør jeg. Og lige godt krybe i det som springe i det. Jeg har været hos vor fælles Ven her om et Laan. 

Mølleren. Og paa to gode danske Mænds Navne er jeg endnu i Stand til at give jer Svoger det.

Haase. Og saa var det, jeg tænkte ... (Standser)

N. E. Netop derfor, Svoger, synes vi jo ...

Bugge. (U??) Nu er det jo 7 Aar siden, Ove Haase.

Haase. Hvad saa? Saa kom Greven herind ...

Mølleren. Gud bedre det! Gud bedre det!

Haase. Og under det første Aars Krig og Elendighed, gik alt, hvad det faldne Regimente havde levnet mig, tabt. Og i de 7 Aar, der er gaaet -- har vi haft det bedre end under Christoffer. Greven selv er i Holsten, hans Mænd turer planløst imellem os, Fejder fører vi mod hinanden, Nid og Kiv ... (13) 

Mølleren. Himlen skal vide, at det var en Velgerning at slippe af med Utysket.

Bugge. Nuvel! Ingen Betænkning! Jo dristigere vi griber efter Lykken, jo snarere faar vi den fat.

Haase. Og hvordan bekæmper man Aand?

N. E. Det onde bekæmper man bedst ved at lade (15) det løbe Linen ud og opløse sig selv. Og hos os er det Splid(en)s og Svagheds Aand; den bekæmper man bedst ved at prøve at vente og holde ud. Kan man (det) gøre det længe nok, saa tror jeg, man er forvandlet. 

N. E. I faar regne mig for, hvad I vil; Niels Bugge; men jeg maa gøre, hvad jeg finder er ret.

Bugge. I er lunken som hele vort Folk er det. Jeg vil ikke tage mig af noget mere. Jeg rejser hjem til mit Sogn og -- hvad var det? hvor er min Hest? 

N. E. Rind! Er du fra Forstanden! lad os til Hjælp! hun drukner!

Haase. Nej hun er allerede ovre, nu rider hun op.

Rind. Jeg var bange, I skulde have Brug for den, Hr. Bugge. Saa red jeg den over til jer.

Bugge. I har visst Ret. Jeg har Brug for den nu. Den og jeg vi passer visst bedre sammen end Folkene her paa Gaarden og jeg. Farvel. (ud) 
Slut paa Udkast15. 

Gertrud: Hvad er det for noget Fjanteværk, du spilder en Dag midt i Saatiden paa? Hvad er det, du staar med imellem Hænderne? (4) Vil du til at lege med Dukker?

N. E. Ja, jeg vil saamænd, Mor. Jeg vil lege med Dukker. Nej, jeg skal saamænd sige dig, hvad de er til, de her. Igen i Dag er der taget et Par Lam fra Fennen. Jeg kan hverken have Faar eller Kalve i Fred for Ulvene, og saa -- hvorfor ler du?

Gertrud. Hvad er det, du har spildt en Eftermiddag midt i Høsten paa? Vil du til at lege med Dukker?

Niels Ebbesen. Ja, jeg vil saamænd. Jeg vil lege med Dukker. Synes du ikke, de er pæne? Nej, jeg skal ærlig fortælle dig, hvad de er til. Igen i Dag, ved højlys Dag, er Ulven brudt ind i Fennen og har slagtet et Par Faar.

Gertrud. Hvad er det, du har spildt en (Dag) Eftermiddag midt i (Saaningen) Høsten paa? Vil du til at lege med Dukker? 

N. E. Ja, jeg vil saamænd. Jeg vil lege med Dukker. Synes du ikke, de er pæne? Nej, jeg skal ærlig fortælle dig, hvad de er til. Igen i Dag, ved højlys Dag, (har) er Ulven brudt ind i Fennen og har slagtet et Par Faar. (3)

Niels Ebbesen: Ja, jeg vil saamænd. Jeg vil lege med Dukker. Synes du ikke, de er pæne? Nej, jeg skal ærlig fortælle dig,  hvad de er til. Igen i Dag, ved højlys Dag, er Ulven brudt ind i Fennen og har slagtet et Par Faar.

Niels Ebbesen. Ja, den er for lidt bevendt. Den logrer for Ulvene og naar de er rendt, saa æder den Resterne af deres Maaltid. 

Gertrud. Den Køter! Saa har du slaaet den ned!  (3) 

Niels Ebbesen. Aah, Herregud, den er saadan et skikkeligt Dyr og vil jo dog ogsaa gerne leve. 

Gertrud. Naa.

N. E. Men nu laver jeg disse Skræmsler -- --

Gertrud. Og dem tror du, Ulvene frygter for. De vil more sig over dem, siger jeg dig. Hvorfor kommanderer du ikke Folkene ud og skyder de Ulve i Stedet for at -- underholde dem? Men de er vel ogsaa saadan pæne Dyr og vil ogsaa gerne leve.

N. E. Ja, den (duer ikke) er for lidt bevendt. Den logrer for Ulvene og naar de er vendt, saa æder den Resterne af deres Maaltid. 

Gertrud. Den Køter! Saa har du (skudt) slaaet den ned!

N. E. Aah, Herregud, den er saadan et skikkeligt Dyr og vil jo dog ogsaa gerne leve. 

Gertrud. Naa.

N. E. Men nu laver jeg disse Skræmsler -- --

Gertrud. Og dem tror du, Ulvene frygter for. De vil (grine af) more sig over dem, siger jeg dig. Hvorfor (??) kommanderer du ikke Folkene ud og skyder de Ulve i Stedet for at -- underholde dem? Men de er vel ogsaa saadan pæne Dyr og vil ogsaa gerne leve.

Niels Ebbesen: Ja, den er for lidt bevendt. Den logrer for Ulvene, og naar de er rendt, saa æder den Resterne af deres Maaltid.

Fru Gertrud: Den Køter! Saa har du slaaet den ned.

Niels Ebbesen: Aah Herregud, den er saadan et skikkeligt Dyr og vil jo dog ogsaa gerne leve.

Fru Gertrud: Naa.

Niels Ebbesen: Men nu laver jeg disse Skræmsler...

Fru Gertrud: Og dem tror du, Ulvene frygter for. De vil more (220) sig over dem, siger jeg dig. Hvorfor kommanderer du ikke Folkene ud og skyder de Ulve i Stedet for at -- underholde dem? Men de er vel ogsaa saadan pæne Dyr og vil gerne leve. (Ruth ind.) 

Ruth (snøfter lidt. Prøver at fastbinde (?) Snoren. Kan ikke naa saa højt som den gamle.)

N. E. (opdager hendes Forlegenhed) Nu skal jeg hjælpe dig, min Pige.

Ruth (snøfter lidt. Søger at finde Snoren, kan daarlig naa). 

Niels Ebbesen. Er Fars store Pige for lille (hjælper hende). Naa, I hænger Tøj op til Natten! 

Ruth. Ja, saa er det tørt til i Morgen. 

Niels Ebbesen. Hvis det ikke vil regne, ja. Og det er jeg bange for. Du faar ingen tørre Skørter at gaa i i Morgen, Jomfru. 

Ruth (snøfter lidt. Søger at finde Snoren, men kan daarlig naa). 

N. E. Er Fars store Pige for lille (hjælper hende). Naa, I hænger Tøj op til Natten! (4) 

Ruth. Ja, saa er det tørt til i Morgen. 

N. E. Hvis det ikke vil regne, ja. Og det er jeg bange for. Du faar ingen tørre (Klæder) Skørter at gaa i i Morgen, Jomfru. 

Ruth (snøfter lidt. Søger at binde Snoren, kan daarligt naa).

Niels Ebbesen: Er Fars store Pige for lille? (Hjælper hende.) Naa, Tøjet skal hænges op til Natten.

Ruth: Ja, saa er det tørt til i Morgen.
 

N. E. Jamen det lægger Vinden til Aften. Den naar ikke at faa din Buer (?) tørret til Natten. (5)

Ruth. Nej, det kan knibe. Men - men det har Mor da ikke skældt mig ud for. Det er da ikke min Skyld at Vinden lægger sig.

N. E. Mor plejer ikke at skælde ud.

Ruth: Det er slemt nok. Saa faar jeg ogsaa Skældud for det i Morgen.

N. E. Du skal se, lille Ruth, det er sommetider i den Tid en Kvinde jørmer (?) sit Barn, at hun kan være lidt underlig.

Ruth. Er det?

Ruth. Saa? Naa saa! Jamen --

Ruth. Saa? Naa saa! Jamen --

Ruth: Saa? Naa saa! Jamen ...

Ruth. Tror du! Aa ja, saa gid, at det ogsaa var overstaaet om 10 Minutter. Men ærlig talt, Far, nej, jeg tror nu slet ikke, det er det. For jeg kan jo da godt huske de andre Gange ogsaa,  nogen af dem da, og da var Mor altsaa ikke saadan.

N. E. Var hun ikke?

Ruth. Synes du selv.

N. E. Jeg har -- jeg har prøvet at faa mig selv til at tro det. (6)

Ruth. Mor har ikke været ved Siden af sig selv de andre Gange.

Niels Ebbesen. Nej, saamænd, nej. 

Ruth. Mor har ikke været ved Siden af sig selv de andre Gange.

N. E. Nej, saamænd, nej. 

Ruth: Mor har ikke været ved Siden af sig selv de andre Gange.

Niels Ebbesen: Nej, saamænd, nej.

Niels Ebbesen. Er der noget i Vejen? Ved du det?

Ruth. Nej, men jeg troede, du vidste det. Jeg synes, det er kommen siden den Dag, Hr. Bugge var her. 

Niels Ebbesen. Synes du? Er det det?

Ruth. Far, hvad vilde Hr. Bugge? 

Niels Ebbesen. Han vilde have en Vennetjeneste af mig. Og vi er Venner. Men den kunde jeg ikke yde ham. -- Nej, men det kan ikke have noget med din Mor at gøre. Det tror jeg ikke. Det kan det ikke.

N. E. Er der noget i Vejen? Ved du det?

Ruth. Nej, men jeg troede, du vidste det. Jeg synes, det er kommen siden den Dag, Hr. Bugge var her. (5)

N.E. Synes du? Er det det?

Ruth. Far, hvad vilde Hr. Bugge? 

N. E. Han vilde have en Vennetjeneste af mig. Og vi er Venner. Men den kunde jeg ikke yde ham. -- Nej, men det kan ikke have noget med din Mor at gøre. Det tror jeg ikke. Det kan det ikke. 

Niels Ebbesen: Er der noget i Vejen da? Ved du det?

Ruth: Nej, men jeg troede, du vidste det. Jeg synes, det er kommet siden den Dag, da ...

Niels Ebbesen: Da hvad?

Ruth: Da Niels Bugge kom her.

Niels Ebbesen: Synes du? Er det det?

Ruth: Far, hvad -- hvad vilde han egentlig?

Niels Ebbesen: Han vilde have noget af mig, jeg ikke kan yde ham, -- Nej, men det kan ikke have med din Mor at gøre.

Ruth. Du er en kunstig en, Far.

Ruth. Du er en kunstig en, Far. (n67) 

Ruth. Du lader alting gaa af sig selv, og saa faar du det alligevel til at gaa godt. Saadan har jeg følt, lige siden jeg var en bitte en; naar du strøg mig over Haaret, saa var der ikke mer noget i Vejen. 

Niels Ebbesen. Hm. Men nu vil jeg ikke hjælpe dig mere, for jeg skal være færdig til Natten med mit. 

Ruth. Du lader alting gaa af sig selv, og saa faar du det alligevel til at gaa godt. Saadan har jeg følt, lige siden jeg var en bitte en; naar du strøg mig over Haaret, saa var der ikke mer noget i (6) Vejen. 

N. E. Hm. Men nu vil jeg ikke hjælpe dig mere, for jeg skal være færdig til Natten med mit. 

Niels Ebbesen: Det unge Blod skal have Lov at bruse. Vi andre har jo set lidt mere af Livet.

Ruth: Saa er du ikke vred paa ham?

Niels Ebbesen: Hvor kan du tro!

Ruth (fortsætter med at hænge Tøj op; saa nynner hun, saa traller hun)

Ruth ((hænge) fortsætter med at hænge Tøj op; nu nynner hun, nu traller hun) 

Niels Ebbesen: Vær du kun rolig! saa snart Høsten er ovre, dukker han op her en Dag igen. Men nu vil jeg ikke hjælpe dig mere; for jeg skal være færdig til Natten med mit.

Ruth (fortsætter med at hænge Tøj op; saa nynner hun, saa traller hun).

Ruth. Saa er det derfor, jeg aldrig har hørt dig have nogen.

Niels Ebbesen. Du synger som en Fugl.

Ruth. Gør jeg? hvad for en Fugl?

Niels Ebbesen. En Krage. (6) 

Ruth. Fy. Nu er jeg vred paa dig. Meget. Saadan. Se!

Niels Ebbesen. Uha!

Ruth. Saa er det derfor, jeg aldrig har hørt dig have nogen.

N. E. Du synger som en Fugl.

Ruth. Gør jeg? hvad for en Fugl?

N. E. En Krage.

Ruth. Fy. Nu er jeg vred paa dig. Meget. Saadan. Se!

N. E. Uha!

Ruth: Saa er det derfor, jeg aldrig har hørt dig have nogen.

Niels Ebbesen: Du synger som en Fugl.

Ruth: Gør jeg? hvad for en Fugl?

Niels Ebbesen: En Krage.

Ruth: Fy. Nu er jeg vred paa dig. -- Til Gengæld kan de Mænd, du laver, ikke skræmme Ulve. De har jo ingen Hovede.

N. E. Jo

Ruth. Jeg synes altsaa, Foraaret, der er ikke en Modgang saa stor i Verden, uden at Foraaret gør En glad. (Bare at høre paa Fuglene, (Udstreget))

N. E. Det er godt, min Pige, saadan skal du synes. (7)

Ruth. Jamen, det skal I allesammen. Hvorfor er der saa mange Mennesker, der gaar rundt og ser ud, som om Foraaret slet ikke er til

N. E. Altsaa, der er saa meget, som en lille Pige som du slet ikke forstaar! Og som jeg vil ønske, du aldrig skal lære at kende.

N. E. Hahaha, gør du Nar af din Far. Nej, det har jeg saamænd ikke, du. Jeg har levet efter Ordet: Smil til Verden, og den smiler til dig. Og den har virkelig ogsaa nogenlunde smilet til mig. Hvad synes du om de to her? Tror du de kan skræmme Ulve.

Ruth. De mangler jo Hovede.

N. E. Det kommer igen.

Ruth. Det er mærkeligt, at en som mig, der ikke selv kan synge --

N. E. Nja, synge kan du nu

Ruth. Kan være saa hentagen i Sang. Hør nu Horsegummen. hvad -- ikke? Saadan naar Fuglene begynder om Foraaret -- ved du) 

Niels Ebbesen. Aah Snak, dit lille Pjankehoved, du ved jo, jeg bare vil drille dig. Du har ingen stor stemme, men en pæn.

Ruth. Og saa er jeg jo saa hentagen i Sang. Det maa da ogsaa hjælpe. Al Slags Sang. Allermest Fuglenes. Aah, naar de begynder om Foraaret -- ved du egentlig, hvorfor Fuglene synger?

Niels Ebbesen. Nej.

Ruth. Skal jeg fortælle dig det? 

Niels Ebbesen: Det kunde aldrig være nogen Skade til. 

N. E. Du har ingen stor Stemme, men en pæn

Ruth. Og saa er jeg jo saa hentagen i Sang. Det maa da ogsaa hjælpe. Al Slags Sang. Allermest Fuglenes. Aah, naar de begynder om Foraaret -- ved (7) du egentlig hvorfor Fuglene synger? 

N. E. Nej.

Ruth. Skal jeg fortælle dig det?

N. E. (Forfærdelig gerne) Det kunde aldrig være nogen Skade til. 

Ruth. De skal have et Ansigt. Ej, ej, ej, nu ved jeg noget. Nu ved jeg søreme noget. Laan mig lige Kridtet der! saa tager vi det tjærets (?) Bræt. Luk Øjnene. Saa kan du stol paa, jeg skal lave et Ansigt, der kan forskrække Ulvene. Du maa ikke (vend, udstr) se op, inden jeg har talt til 20. Eller du kan tælle, tag den gamle Remse.

N. E. Ælle bælle mig fortælle

Ruth. Færdig! se saa!

Ruth. Lad mig faa Kridtet. Saa skal jeg lave et Ansigt. Men hvad for et? Jo, nu har jeg et godt. Du maa ikke kigge. Pas dit! saa skal jeg kalde.
      Ved du, hvad (7) Niels Bugge skal have sagt til den kullede Greve, den Dag de blev Uvenner.

Niels Ebbesen. Aah, jeg er saamænd ligeglad. 

Ruth. Lad mig faa Kridtet. Saa skal jeg lave et Ansigt. Men hvad for et? Jo, nu har jeg et godt. Du maa ikke kigge. Pas dit! saa skal jeg kalde.
      Ved du, hvad Niels Bugge skal have sagt til den kullede Greve, den Dag de blev Uvenner.

N. E. Aah, jeg (har) er saamænd ligeglad. (8)

Ruth: Lad mig faa Kullet. Saa skal jeg tegne et Ansigt. Men hvad for et? Jo, nu har jeg et godt. Men du maa ikke kigge. Pas dit, saa skal jeg kalde. Synes du virkelig, jeg synger saa daarligt, Far?

Niels Ebbesen: Aah Snak, dit lille Pjankehoved, du ved jo, jeg vil bare drille dig. Du har ingen stor Stemme, men en pæn.

Ruth: Og saa er jeg saa hentaget i Sang. Det maa da ogsaa hjælpe. Al Slags Sang. Allermest Fuglenes. Naar de begynder om Foraaret -- -- ved du egentlig, hvorfor Fuglene synger?

N. E. Jeg kan ikke lide at spøge med Liv og Død. 

Ruth. Aah, det var sjov sagt. Og  ubegribeligt, at han turde. Og det er ogsaa nok Løgn. Det er jo det meste, man hører for Tiden. Tilmed harmelig Løgn. Saa er det godt med lidt opbyggelig Løgn ind imellem.

Niels Ebbesen. Som du pludrer!

Ruth. Nu er jeg færdig, Se. Tror du ikke nok, det skal blive bange for ham!

N. E. Jeg kan ikke lide at spøge med Liv og Død. 

Ruth. Aah, det var sjov sagt. Og (den kunde ikke Greven paa Siden gik. Se, nu er jeg færdig. Tror du ikke, Ulvene bliver bange for ham!) ubegribeligt, at han turde. Og det er ogsaa nok Løgn. (Men en god Løgn) Det er jo det meste, man hører for Tiden. Tilmed (sørgelig) harmelig Løgn. Saa er det godt med lidt opbyggelig Løgn ind imellem.

N. E. Som du pludrer!

Ruth. Nu er jeg færdig, Se. Tror du ikke nok, det skal blive bange for ham!

Ruth: Skal jeg fortælle dig det?

Niels Ebbesen: Det kunde aldrig være nogen Skade til.

Ruth: Det er Hannen, der synger, ved du. Der ligger Hunnen og sveder paa Æggene, og det bliver aldrig til noget, de dumme døde Æg. Saa er det, Hannen giver sig til at synge og bliver ved, og det er der ingen Skal, der kan staa for, den revner, og ud vælter de smaa. Saadan gaar det til! -- Og nu er jeg færdig. Tror du ikke nok, de skal blive bange for ham? (222)

Ruth. Den Aften han red forbi i Fakkelskæret --

N. E. det Øjelik!

Ruth. Har man bare set et Glimt af den Herre, det glemmer man ikke.

N. E. Hahaha, ja nu skal jeg love for, nu kommer ingen Tyve mine Fenner nær. Hør, du kan jo male, Ruth. Hvad Pokker, du er jo snart lige så dygtig som dem, der sætter Klatter paa Kirkeruderne.

Ruth. Naa, den Aften, han red forbi -- (8)

Niels Ebbesen. Det Glimt! Og saa kan du lave ham efter, saa -- ja, jeg skal love, ingen Tyve vover sig ind i mine Fenner mer. 

Ruth. Ss, der kommer Mor!

Niels Ebbesen. Hør Gertrud -- 

Ruth. Nej, nej, det er ikke sikkert, hun synes om det. Nej, Far, nej.

Ruth. Naa, den Aften, han red forbi --

N. E. Det Glimt! Og saa kan du lave ham efter, saa -- ja, jeg skal love, ingen Tyve vover sig ind i mine Fenner mer. 

Ruth. Ss, der kommer Mor!

N. E. Hør Gertrud -- 

Ruth. Nej, nej, det er ikke sikkert, hun synes om det. Nej, Far, nej. (9)

Ruth: Naa! den Aften, han red forbi...

Niels Ebbesen: Det Glimt! Og saa kan du lave ham efter, saa -- ja, jeg skal love, ingen Tyve vover sig ind i mine Fenner mer.

Ruth: Ss! Der kommer Mor!

Niels Ebbesen: Hør, Gertrud...

Ruth: Nej, nej, det er ikke sikkert, Mor synes om det. Nej, Far, nej!

N. E. Vi synger da ogsaa.

Ruth. Ja, i Kirken og saadan. Men til Hverdags ved Arbejdet -- ja, jeg gør altsaa, men du -- og Mor, og Karlene ved Plovene -- --

N. E. Er det ikke godt lavet, hvad? Og Barnet har aldrig lært noget!

N. E. Er det ikke godt lavet, hvad? Og Barnet har aldrig lært noget!

Niels Ebbesen: Er det ikke godt lavet, hvad? Og Barnet har aldrig lært noget!

Ruth. Jo, du har, Far. Den er ikke kraftig, men den er køn. O, Mor har saa dejlig en Stemme. Hvorfor bruger hun den saa ikke ogsaa. Naar jeg engang faar Børn, saa vil jeg synge for dem, ustandselig, alle de gladeste Viser jeg ved, ja selv om jeg er ked af det, saa vil jeg synge glade Viser for dem, for det har de fortjent, fordi de er mine Børn. Jeg er viss paa, Fuglene er heller ikke altid i saa højt Humør som de lader til. Men vil Tonerne til at fryse fast i Halsen paa dem, saa tænker de bare paa de smaa i Æggene, (for jeg tror, at det er saadan, at det, der foraars (9) Hør nu igen, det er en Sivsanger. Ja, for ved du, hvorfor Fuglene synger.

N. E. Jeg troede det var fordi de var glade

Fru Gertrud: Er du ikke færdig endnu, Ruth?

Gertrud. Det kan jeg nemt sige dig. Det kan jeg staa her og se.

N. E. Staa her og se.

Gertrud. Du skal fæste den til ham, der har pløjet sine Furer ligest.

Gertrud. (ser flygtigt paa det). Hvem har du tænkt at fæste Udflyttergaarden til? 

Niels Ebbesen. De vil gerne have den alle 5 Karle. Jeg havde tænkt i Dag at spørge dig til Raads.

Gertrud. Det er let at svare dig. Vi kan se herfra hvor de gaar og mejer. Fæst den til ham, hvis Skaar er bredest.

N. E. De vil gerne have den alle 5 Karle. Jeg havde tænkt i Dag at spørge dig til Raads.

Gertrud. Det er let at svare dig. Vi kan se herfra hvor de gaar og (pløjer) mejer. Fæst den til ham, hvis (Fure er ligest) Skaar er bredest. 

Niels Ebbesen: De vil gerne have den, alle 5 Karle. Jeg havde tænkt i Dag at spørge dig til Raads.

Ruth (raaber ned oppe fra Gaarden): Præsten er derhjemme.

Niels Ebbesen: Er Fader Lorents? Saa skal jeg komme.

Gertrud. Og dem trænger vi til.

N. E. Ja, Gertrud, ja. Men saa er der Svend. Hans gamle Mor er syg og kan ikke passe Huset længer. Og hans Kæreste -- naa ja jeg er ikke viss paa, eller rettere, jeg er viss paa.

Gertrud. Han har altsaa lovandt (?) sig ubetænksom ud. Man kan altsaa ikke stole paa ham. Og det er efter din Mening Kvalifikation for ham til at gaa forud for de dygtige.
(N. E. ) Naa men det hele kommer jo ikke mig ved. Fæst du ud til hvem du synes. (12) (se #25)

N. E. Nej, ikke til hvem jeg synes, men til hvem du og jeg bliver enige om. Saadan har jeg altid gjort og saadan -- naa, naa, naa, løb med dig, min Pige. 

Gertrud. Og dem trænger vi til.

Niels Ebbesen. Men saa er der Svend. Hans Mor er syg. Og jeg er ikke viss paa, om ikke hans Kærest -- naa, ja, saa ved du Besked. (9) 

Gertrud. Du mener, at det, at han viser, han ikke kan styre sig selv, at det er Grund nok at betro ham noget at styre. (se #25)

Ruth. Præsten er derhjemme. 

Niels Ebbesen. Er Fader Lorents? Saa skal jeg komme. 

Gertrud. Og dem trænger vi til.

N. E. Men saa er der Svend. Hans Mor er syg. Og jeg er ikke viss paa, om ikke hans Kærest -- naa, ja, saa ved du Besked. 

Gertrud. (Og det mener du er Grund nok til) Du mener, at det, at han viser, han ikke kan styre sig selv, at det er Grund nok at betro ham noget at styre. (se #25)

(En Pige) Ruth. Præsten er (oppe i Gaarden) derhjemme. 

N. E. Er Fader Lorents? Saa skal jeg komme. 

Gertrud. Du noget urigtigt. Nej, Niels, det kan hverken Sladderen eller nogen anden finde paa. Der er i Verden ikke nogen mere haabløs rigtig end du.

N. E. Haabløs rigtig -- det var dog et underligt Ord.

Gertrud. Ja, jeg sagde haabløs rigtig. For Verden faar til 3 Svende (???) af alle disse Mænd, der vender rundt og bare vil være rigtige.

Ruth. Undskyld, men -- Præsten er oppe i Gaarden.

N. E. Er Præsten -- saa skal jeg komme.

Fader Lorents (kommer ind ridende paa en Svineso). Prr, holdt, stop, stands, du urene Dyr, du alt Hunkøns Besudlerske, du (udstr Helveds) Aftryk paa Jorden af Helveds Oldemor, saa, saa, saa, Fars lille Kælegris, lille Svupbasse, lille Laskemodam (?), lille Bævrepatte, stands, du Danmarks hellige Dyr, vort Folks Symbol, du Kilde til al Forædthed, du evig fungerende Madskaal, stands, du Kvindelighedens Triumf, stands, at jeg kan hilse dette værdige Par, Væbneren til Nørreris Hr. Niels Ebbesen og hans om muligt endnu mere værdige Frue, Fru Gertrud. Guds Gerninger er store og saare aabenbare. Jeg kom ridende i Nørreris paa en Hoppe, men den omskabte Gud Almægtige til en So eller han gjorde det endnu større Under at han overflyttede mig fra en Kategori til en anden uden at jeg fornemmede det. Mit Ærind til jer paa denne skønne Guds Fadersdag ...

Fader Lorentz. (kommer ridende ind paa en So) Stands, prr, holdt, øf, stands i alle Djævles Navn, du urene Dyr, du Karikatur af alt Hunkøn, du Aftryk af Helvedes Oldemor, stands, saa, saa, saa, Fars lille Kælegris, go'e Laskebasse, søde Bævrepatte, stands, du Danmarks hellige Dyr, vort Folks Symbol, al Forædtheds levende Monument, du Frugtbarhedens Inkarnation, evig fungerende Moderskød, Kvindelighedens Triumf, -- ak, nu er jeg ovenpaa, jeg faldt af. Gud Almægtige gjorde et Mirakel, det var en Hest jeg kom ridende paa, men han omskabte den til et Svin. Alt for at ære mig. Kristus red ind i Jerusalem paa et Asen, saa kan jeg vel komme til Nørreris paa en So. Hil og sæl, min Herre Ridder Niels Ebbesen, jeg tørster svarlig i denne Lue. Har I en Ølbimpel? saa skal jeg bringe jer nyt ex Africa. Thi saa siger Pater Lorents, velærværdig Sognepræst til Foldby i Nørrejylland: Skøn er Pilgrimsfærden gennem de skønne Riger paa Jorden, blot man har en Pige eller et Anker at ride den paa. 

Niels Ebbesen: Min Hustru er til Stede, Fader Lorents. (10) 

Gertrud. Det behøves nok ikke. Saa vidt jeg kan se, er -- (han fulgt efter Ruth. Og er i sin sædvanlige (??) Form). 
Men hvad i Alverden --? (10)

Fader Lorentz. (kommer ridende ind paa en So) Stands, prr, holdt, øf, stands i alle Djævles Navn, du urene Dyr, du Karikatur af alt Hunkøn, du Aftryk af Helvedes Oldemor, stands, saa saa saa, Fars lille Kælegris, go'e Laskebasse, søde Bævrepatte, stands, du Danmarks hellige Dyr, vort Folks symbol, al Forædtheds levende Monument, du Frugtbarhedens Inkarnation, evig fungerende Moderskød, Kvindelighedens Triumf, -- aah, (det lettede), nu er jeg ovenpaa, jeg faldt af. Gud (gjorde) Almægtige gjorde et Mirakel, det var en Hest jeg kom ridende paa, men han omskabte den til et Svin. Alt for at ære mig. Kristus red ind i Jerusalem paa et Asen, saa kan jeg vel komme til Nørreris paa en So. Hil og sæl, min Herre Ridder Niels Ebbesen, jeg tørster svarlig i denne Lue. Har I en Ølbimpel? saa skal jeg bringe jer nyt ex Africa. Thi saa siger Pater Lorents, velærværdig Sognepræst til Foldby i Nørrejylland: Skøn er Pilgrimsfærden gennem de skønne Riger paa Jorden, blot man har en Pige eller et Anker at ride den paa. (11)

N. E. Min Hustru (staar der) er til Stede, Fader Lorents. 

Fader Lorents (ind med en So, som han prøver at komme op at ride paa): Stands, min Hest, prr, holdt, stands i alle Djævles Navn, stands, saa, saa, saa, Fars lille Kælegris, go'e Laskebasse, søde Bævrepatte, stands, du Danmarks hellige Dyr, vort Folks Symbol, al Forædtheds levende Monument, du Frugtbarhedens Inkarnation, evig fungerende Moderskød, Kvindelighedens Triumf, sidder jeg her? hvor er Stigbøjlen henne? hjælp, aah -- -- nu er jeg ovenpaa, jeg faldt af. Gud Almægtige gjorde et Mirakel, det var en Hest, jeg kom ridende paa, men han omskabte den til et Svin. Alt for at ære mig. Kristus red ind i Jerusalem paa et Asen, saa kan jeg vel komme til Nørreris paa en So.

Niels Ebbesen: Min Hustru er til Stede, Fader Lorents.

Ingen Fanden faar mig i Seng midt i den klare Dag. Kun en Guds Engel. Saa, lille Jomfru -- hvis I har saaden en paa Gaarden, oh, saa skal jeg kravle til Køjs paa hver Tid af Døgnet. Hvad siger I? - at jeg er Præst. 

Fru Gertrud. Jert Ærinde, Fader Lorents, er først og fremmest at følge mig ind til et Gæsteværelse med en Seng med frisk Halm. 

Lorents. Om Forladelse, Fru Gertrud, men i Seng sammen med Hønsene, hvad skulde jeg egentlig det for? 

Fru Gertrud. Det skal I, for at I kan sove jer Rus ud. Kom saa! (ud)

Fru Gertrud. (Jeg har) Jert Ærinde, Fader Lorents, er først og fremmest at følge mig ind til et Gæsteværelse med en Seng med frisk Halm. 

Lorents. Om Forladelse, Fru Gertrud, men i Seng sammen med Hønsene, hvad skulde jeg egentlig det for? 

Fru Gertrud. Det skal I, for at I kan sove jer Rus ud. Kom saa! (ud)

Fru Gertrud: Jert Ærinde, Fader Lorents, er først og fremmest at følge mig ind til et Gæsteværelse med en Seng med frisk Halm.

Lorents: Om Forladelse, Fru Gertrud, men i Seng her midt paa Natten, hvad skulde jeg egentlig det for?

Fru Gertrud: Det skal I, for at I kan sove Jer Rus ud. Kom saa! (Ud.)

N. E. Saa er det nok.

Lorents. Hvem vover at sige nok til mig, til det levende Ord, til den Treeniges Mund paa Jorden. (udstr. Med min) Tag jer i Agt, lille Væbner, se, hvem I har for jer. Med min Tunges Ris(15)

Niels Ebbesen. Kom nu, Fader Lorents, nu maa vi hellere gaa hjem. (11) 

N. E. Kom nu, Fader Lorents, nu maa vi hellere gaa hjem. 

Niels Ebbesen: Maa jeg være fri for mere Fuldemandssnak.

Fru Gertrud. Det skal jeg sige jer. Der skal I sove jer Rus ud.

Niels Ebbesen. Maa jeg saa være fri for mere Fuldemandssnak. 

Lorents. Men jeg ser paa Greven som I. Han er en dygtig Mand, han ved, hvad han vil, det er ikke alle, man kan sige det om. Og han gennemfører det. Det er bestemt en Mand for os. At han ligner den Skinbarliges Rumpe i Ansigtet -- 

En Mand (er traadt ind bag dem) Hvem er det, Han taler om?

N. E. Maa jeg saa være fri for mere Fuldemandssnak. 

Lorents. Men jeg ser paa Greven som I. Han er en dygtig Mand, han ved, hvad han vil, det er ikke alle, man kan sige det om. Og han gennemfører det. Det er bestemt en Mand for os. At han ligner den Skinbarliges Rumpe i Ansigtet -- 

En Mand (er traadt ind bag dem) Hvem er det, Han taler om? (13)

En Mand (er traadt ind bag dem): Hvem er det, Han taler om?

Fru Gertrud. Øl skal i siden faa. Men nu følger I mig. Og gør i det ikke, sender jeg et Par Karle efter jer. (ud).

Lorents. Hvad siger I, Herre Niels 

Ebbesen? Finder I jer under Taustrup Mark (?) i, at, smædes i jert Hus af en stramtandet kvinde?

N. E. Gaa nu i Seng, Fader Lorents

Manden. Selv om jeg ikke gjorde, vilde jeg ikke høre den af jer.

Lorents. Det var ikke Greven vi talte om -- hvis I da er Grevens Mand. Jeg har intet imod Greven. Jeg er en gejstlig Mand. Om dette her er Danmark eller Holsten, hvad rager det mig -- jeg hører til i Guds Rige. 

Manden. I er fuld. Jeg skal klage til Biskoppen over jer.

Lorents. Gør I kun det. Lad ham afsætte mig. Saa bliver jeg fri for at staa og præke alt det Vaas, som jeg ikke tror paa. Men, go'e (12) Herre, er I Grevens Ven -- Greven er en Mand, jeg har Agtelse for. Jeg har haft den Lykke at prædike for ham engang -- -- 

Manden, selv om jeg ikke gjorde, vilde jeg ikke høre den af jer.

Lorents. Det var ikke Greven (Det) vi talte om -- hvis I da er Grevens Mand. Jeg har intet imod Greven. Jeg er en gejstlig Mand. Om dette her er Danmark eller Holsten, hvad rager det mig -- jeg hører til i Guds Rige. 

Manden. I er fuld. Jeg skal klage til Biskoppen over jer.

Lorents. Gør I kun det. Lad ham afsætte mig. Saa bliver jeg fri for at staa og præke alt det Vaas, som jeg ikke tror paa. Men, go'e Herre, er I Grevens Ven -- Greven er en Mand, jeg har Agtelse for. Jeg har haft den Lykke at prædike for ham engang -- -- 

Manden: Selv om jeg ikke gjorde, vilde jeg ikke høre den af Jer.

Lorents: Det var ikke Greven, vi talte om -- hvis I da er Grevens Mand. Jeg har intet imod Greven. Jeg er en gejstlig Mand. Om dette her er Danmark eller Holsten, hvad rager det mig -- Jeg hører til i Guds Rige.

Manden: Jeg skal klage til Biskoppen over Jer.

 Lorents: Go'e Herre, er I Grevens Ven -- Greven er en Mand, jeg har Agtelse for. Jeg har haft den Lykke at prædike for ham engang...

N. E. I har fortalt mig den Historie før.

Lorents. Han kom ind i min Kirke (lisaa) en Aften jeg stod og holdt Messe og da jeg blev hans kullede Kranium var ...

En Mand (er traadt ind bag dem.) Hvem er det, han taler om?

Manden. Jeg er en af Grev Gerts Mænd, Fader Lorents. Hvem var det, I talte om?

Lorents. Jeg talte om? Jeg talte ikke om nogen? Jeg talte slet ikke. Jeg var ved at synge en af mine Sange. Et gammelt Sagn. Handler om, at Døden den engang kom ind i en Smedie. Han var gemt i en Nød. Kender I den ikke?

Manden. Og vi bryder os heller ikke om at lære den at kende.

Lorents. Den trænger jeg til. Den trænger jeg meget til. Den er jeg dybt taknemlig for. Der vil jeg op med det samme. Mit Herbekendtskab beder jeg om Undskyldning for, de Herrer, for Nat. (ud).(17)

Lorents. Ja, den trænger jeg til. Det er rigtig nok, jeg har drukket mig en lille Streg op over Drøbelen. Mine Herrer, god Nat, en meget god Nat, god Nat. (ud) 

Lorents. Ja, den (?) trænger jeg til. Det er rigtig nok, jeg har drukket mig en lille Streg op over Drøbelen. Mine Herrer, god Nat, en meget god Nat, god Nat. (ud) 

Lorents: Ja, den trænger jeg til. Det er rigtig nok. Jeg byder mine Herrer en god Nat, en meget god Nat, en god Nat. (Ud.)

N.E. Goddag, Ove Haase, og velkommen ud til os. Det er længe siden du har været her. Jeg har sommetider tænkt: Ove glemmer vel ikke, for al den Tummel, han nu er med i, at Gertrud er hans eneste Søster. Naa følg nu med op! for nu er du her og nu skal der kræses op for dig med alt, hvad Huset formaar. Hvad stirrer du paa? Ak jo, hvad, hahaha, det smurte Ruth op. Det tog hende ½ Minut. Hvad? hun er dog kun et Barn paa 17 Aar og har aldrig faaet Uddannelse. Jeg regner ellers ikke med, at nogen af os har nogen særlige Færdigheder, men detteher tror jeg ligegodt ikke enhver kunne lave.

Ove Haase. Engang imellem undrer jeg over, Niels, om du er saa dum som du lader til -- eller over al Maade forslagen.

Ove Haase. Hvad er det der?

Niels Ebbesen. Ja, er det ikke storartet! det har Ruth ridset op lige paa en Studs. Bare med en Stump Hvidkridt. Og Pigebarnet har aldrig lært noget. Jeg regner ellers ikke med, at nogen af os har særlige Anlæg i nogen Retning, men det her er da ligegodt en Gave. 

Haase. Engang imellem undrer jeg over, Niels, om du er saa dum som du lader til -- eller over al Maade forslagen.

Ove Haase. Hvad er det der?

N. E. Ja, er det ikke storartet! det har Ruth ridset op lige paa en Studs. Bare med (et) en Stump Hvidkridt. Og Pigebarnet har aldrig lært noget. Jeg regner ellers ikke med, at nogen af os har særlige Anlæg i nogen Retning, men det her er da ligegodt en Gave. 

Haase. Engang imellem undrer jeg over, Niels, om du er saa dum som du lader til -- eller over al Maade forslagen.

Ove Haase: Hvad er det der?

Niels Ebbesen: Ja, er det ikke storartet! det har Ruth ridset op lige paa en Studs. Bare med en Stump Kul. Og Pigebarnet har aldrig lært noget. Jeg regner ellers ikke med, at nogen af os har særlige Anlæg i nogen Retning, men det her er da ligegodt en Gave.

Haase: Engang imellem undres jeg paa, Niels, om du er saa dum, som du lader til -- eller over al Maade forslagen.

Ove Haase. Nu mangler det bare, at du vil forsikre mig om, at du ogsaa vil stille dette Kunstværk op (som Fugleskræmsel) paa aaben Mark. (18)

N. E. Jo, naturligvis, ja, hvad ellers?

Ove Haase. Maa jeg spørge dig, Menneske, ved du da ikke, hvem der er Herre i dette Land?

Haase. Nu mangler det bare, at du vil forsikre mig om, at du ogsaa vil (13) stille dette Kunstværk op paa aaben Mark.

Niels Ebbesen. Ja, naturligvis. Hvorfor ikke?

Haase. Ved du ikke, hvem der er Herre her i Landet, Mand?

Haase. Nu mangler det bare, at du vil forsikre mig om, at du ogsaa vil stille dette Kunstværk op paa aaben Mark.

N. E. Ja, naturligvis. Hvorfor ikke?

Haase. Ved du ikke, hvem der er Herre her i Landet, Mand? (15)

Haase: Nu mangler det bare, at du vil forsikre mig om, at du ogsaa vil stille dette Kunstværk op paa aaben Mark.

Niels Ebbesen: Ja, naturligvis. Hvorfor ikke?

Haase: Ved du ikke, hvem der er Herre her i Landet, Mand?

Ove Haase. Det er visst rigtigt, det, du siger der, mere rigtigt end du selv kan vurdere (?). Men ved du hvad jeg er kommen for at sige dig.

N. E. Fra hvem?

Haase. Saa maa du vænne dig til det nu. Grev Gerhard er brudt op fra Holsten med 10.000 Ryttere.
 

N. E. Naa, ja, hvad saa? Han bryder jo altid op et eller andet Steds hen. 

Haase. Saa maa du vænne dig til det nu. Grev Gerhard er brudt op fra Holsten med 10.000 Ryttere. 

(N. E. Brudt op? Hvorhen?

Haase. Mod Nord.

N. E. Naa. Ja. Og hvad saa?)

N. E. Naa, ja, hvad saa? Han bryder jo altid op et eller andet Steds hen. 

Haase: Saa maa du vænne dig til det nu. Grev Gerhard er brudt op fra Holsten med 10.000 Ryttere.

Niels Ebbesen: Naa, ja, hvad saa? Han bryder jo altid op et eller andet Steds hen.

N. E. Fra hvem, ja. I hvis Ærinde rejser du?

Ove Haase. Jeg ved knap, hvad jeg skal svare dig?

N. E. Jasaa

Ove Haase. Svarer jeg: i mit eget -- ler du og klapper mig paa Skulderen og forstaar ingenting af Alvoren, i hvad jeg siger. Svarer jeg dig: i Grev Gerts, (vil du maask strax) saa hør mig nu ud -- svarer jeg i Grev Gerts, vil du maaske strax gøre dig Tanker, som jeg bør skaane dig for. Derfor svarer jeg dig: I Danmarks Ærind er det, jeg kommer. (19)

Ove Haase. Jeg kommer i Danmarks Ærind, fordi jeg vil vort stakkels forpinte omtumlede Lands Vel. Hvad har vort Lands Skæbne været i mange, mange Aar: Fornedrelse og Forarmelse. Du ved, at det Styre vi havde under den sidste Konge var det sletteste, vi nogensinde har haft: Uro og Venden (?) over alt, Skatter, der steg imod Himlen, ingen Løfter blev holdt, Bortødslen af Penge til  Kongens egne Tilhængere, Vilkaarlighed og Jagt efter Bens og fuldstændig Magtesløshed over for fremmede Magthavere -- ja hvad remser jeg alt det op for, du var jo ulf (?) mig til at faa ham fordrevet.

Haase. Du gav mig Ret i alt, hvad jeg fremførte mod Kong Christoffer. Lykkeligt fik vi forjaget ham. Grev Gerhard gav os beredvilligt sin afgørende Hjælp. Men han er blevet daarlig lønnet for sin Redebonhed. Niels Bugge og flere andre Storherrer taler ilde om ham ja (udstr endog) byder ham endog aabenbar Trods. Dette kan ikke blive ved at gaa. I det Opgør, der stunder til mellem Greven og Rebellerne, maa enhver vide, hvor han vil staa. Du, Niels, du er en gæv og retfærdig Mand og du er gift med min Søster. Af Godhed for jer begge har jeg opsøgt jer som nogen af de første for at tage med mig jeres Løfte om, at Greven kan regne med jer.

Haase. Fremmed Magt, fremmed Magt! hvor fremmed er Holsten for Danmark! I hvert Fald, Grev Gerhard hjalp os, vi slap af med Udueligheden, selv om det kostede Blod, du nød ogsaa godt af de nye Tilstande, og om du muligvis aldrig har hyldet Greven, ingen har i hvert Fald hørt dig protestere. --

Haase. Fremmed Magt, fremmed Magt! hvor fremmed er Holsten for Danmark! I hvert Fald, Grev Gerhard hjalp os, vi slap af med Udueligheden, selv om det kostede Blod, du nød ogsaa godt af (det skete) de nye Tilstande, og om du muligvis aldrig har hyldet Greven, ingen har i hvert Fald hørt dig protestere. -- 

Haase: Fremmed Magt! Fremmed Magt! Hvor fremmed er Holsten for Danmark? Nuvel, Grev Gerhard hjalp os. Vi slap af med Udueligheden, selv om det kostede Blod ...

Niels Ebbesen: Det skal Gud vide, det gjorde. Jeg brugte mit Sværd en eneste Nat, saa jeg ikke skøtter om at bruge det mer.

Ove Haase. Det er saa kort tænkt, alt dit, Svoger Niels. Hvor kan du tro, at du kan (have) end kan have Fred, naar hele Verden (??) er i Kamp. Du vil have Hjemmene bevaret. Ja, men det kan kun ske paa een eneste Maade: ved et fast Styre i Landet.

Ove Haase. Tiden er ikke inde til at være morsom. I Nat bryder Grev Gerhard op fra Holsten med 3000 Mand til Hest.

N. E. (Med) Bryder op? Hvorhen? Hvad vil han her?

Haase: Niels! jeg venter en stor og lykkelig Tid for vort Land. Orden, Fasthed, Styrke, økonomisk Opgang, ærefuld Medvirken til Opbygning af et Storrige. Jeg ikke blot venter det, jeg ved det. For jeg kender Manden. Jeg har lagt min Haand i hans Haands Jerngreb, jeg har set ind i Gløden i hans Øjnes Mørke. Den Mand er uovervindelig. Og selv overvinder han alt. For han er den nye Tid.

Haase. Ja, det gør jeg, Niels. Din Gaard er ikke stor, din Æt ikke (15) udbredt, og dog er der noget ved dig, som gør, at Folk spørger: "Hvad siger Niels Ebbesen?" Derfor er jeg kommen først til dig, og jeg sikker, at du ved, hvad Svar du skylder baade dig selv og dit Land. 

Haase. Ja, det gør jeg, Niels. (For din egen Skyld -- du er min Ven og Svoger -- og for Danmarks Skyld) Din Gaard er ikke stor, din Æt ikke udbredt, og dog er der noget ved dig, som gør, at Folk spørger: "Hvad siger Niels Ebbesen?" (18) Derfor er jeg kommen først til dig, og jeg sikker, at du ved, hvad Svar du skylder baade dig selv og dit Land. 

Haase: Ja, det gør jeg, Niels. Din Gaard er ikke stor, din Æt ikke udbredt, du træder aldrig op, og dog er der noget ved dig, som gør, at Folk spørger: ,,Hvad siger Niels Ebbesen?" Derfor er jeg kommen først til dig -- og jeg er sikker paa, du ved, hvad Svar du skylder baade dig selv og dit Land.

Haase.  Den Forræder!

Niels Ebbesen. Forræder?

Haase. Ja, Forræder mod den Herre, han selv har kaldt herind og stillet sig hos. 

Niels Ebbesen. -- sammen med mig over Markerne og forklarede mig, at jeg skulde gaa med ham, naturligvis ogsaa for Fædrelandets Skyld. Og ved du, hvad jeg svarede Niels Bugge?

Haase. Jeg kan regne det ud. 

Haase. (Aah) Den Forræder!

N. E. Forræder?

Haase. Ja, Forræder mod den Herre, han selv har (selv) kaldt herind og stillet sig hos. 

N. E. -- sammen med mig over Markerne og forklarede mig, at jeg skulde gaa med ham, naturligvis ogsaa for (Danmarks) Fædrelandets Skyld. Og ved du, hvad jeg svarede Niels Bugge.

Haase. Jeg kan regne det ud. 

Niels Ebbesen: For 2 Aftener siden gik Niels Bugge sammen med mig over Markerne og forklarede mig, at jeg skulde gaa med ham, naturligvis ogsaa for Fædrelandets Skyld. Og ved du, hvad jeg svarede ham? (226)

Haase: Jeg kan regne det ud.

Niels Ebbesen. Og altsaa, for at faa dette faste Styre, der kan bevare Hjemmene, skal Hjemmene ødelægges -- -- nej, Svoger Ove, vel er jeg ikke stiv i Hovedregning, men det Stykke, kan jeg se, gaar ikke op. 

Haase. Saa maa jeg gribe Sagen an paa en anden Maade. 

Niels. Nej, vi maa hellere gaa hjem. Jeg har talt meget længere end det er min Vane, og trænger til et hjemmebrygget Krus Øl. Kom. 

N. E. Og altsaa, for at faa dette faste Styre, der kan bevare Hjemmene, skal Hjemmene ødelægges -- -- nej, Svoger Ove, vel er jeg ikke stiv i Hovedregning, men det Stykke kan jeg se gaar ikke op. 

Haase. Saa maa jeg (tale) gribe Sagen an paa en anden Maade. 

Niels. Nej, vi maa hellere gaa hjem (og faa os) Jeg har talt meget længere end det er min Vane, og trænger (20) til et (godt) hjemmebryggtet (??) Krus Øl. Kom. 

Niels Ebbesen: Og altsaa -- for at faa dette faste Styre, der kan bevare Hjemmene, skal Hjemmene ødelægges -- nej, Svoger Ove, vel er jeg ikke stiv i Hovedregning, men det Stykke, kan jeg se, gaar ikke op.

Haase: Saa maa jeg gribe Sagen an paa en anden Maade...

Niels Ebbesen: Nej, lad nu være med at gribe mere an. Jeg har talt meget længere, end det er min Vane, og trænger til et hjemmebrygget Krus Øl. Følg med ind!

Fru Gertrud (er for længe siden traadt ind med mere Tøj, hun hænger til Tørre; da hun er færdig med Ophængningen, begynder hun atter at tage det ned) Det regner jeg ogsaa med (Begge, der slet ikke har set hende, farer sammen) (17)

Fru Gertrud (er for længe siden traadt ind med mere Tøj, hun hænger til Tørre; da hun er færdig med Ophængningen, begynder hun atter at tage det ned) Det regner jeg ogsaa med (Begge, der slet ikke har set hende, farer sammen) 

Fru Gertrud (er for længe siden traadt ind med mere Tøj, hun hænger til Tørre; da hun er færdig med Ophængningen, begynder hun atter at tage det ned): Det regner jeg ogsaa med. (Begge, der slet ikke har set hende, farer sammen.) (227)

Haase. Det er ikke Kvinder, der skal svare for Mænd.

Gertrud. Naar det gælder Elskov, er det nemt at kende Forskel paa Mand og Kvinde; det er det ikke altid, naar det gælder Handling. Hvad svarer du saa, Niels, hvad svarer du denne gode danske Mand.

Niels. Jeg har kun eet Svar, at jeg holder mig udenfor. Jeg vil ikke have med hverken den ene eller den anden at gøre.

Haase. Det Svar er intet Svar.

Niels Ebbesen. Jeg har ikke bedre.

Fru Gertrud. Saa skal jeg svare for min Mand.

Haase, Nej, Gertrud, det er ikke dig, jeg spørger. 

Haase. Det Svar er intet Svar.

N. E. Jeg har ikke bedre.

Fru Gertrud. Saa skal jeg svare for min Mand.

Haase, Nej, Gertrud, det er ikke dig, jeg spørger (21)

Haase: Det er intet Svar.

Niels Ebbesen: Jeg har ikke bedre.

Fru Gertrud: Saa skal jeg svare for min Mand.

Gertrud. Saa skal jeg svare for min Mand.

Haase. Gertrud, jeg kender dit hæftige Sind. (Skaan dig selv) Mig kan du ingen Skade gøre. (Men) skaan dit hæftige Sind. Husk, der var ingen værre til at laste kong Kristoffer end du.

Gertrud. Kristoffer var ussel, men han var dansk.

Gertrud. Kristoffer var ringe nok, men han var dansk.

Gertrud. Kristoffer var (ussel) ringe nok, men han var dansk. 

Fru Gertrud: Kristoffer var ringe nok, men han var dansk.

Gertrud. Ja Ove Haase, jeg vil hellere (leve) have det usselt paa (som) dansk, end leve højt som Slave for fremmede.

Haase. Er din Hustrus Ord ogsaa dine, Niels?

Gertrud. Ja, Ove Haase, jeg vil hellere have det usselt paa dansk, end leve højt som Slave for Fremmede.

Haase, Er din Kones Ord ogsaa dine, Niels? 

Gertrud. Ja, Ove Haase, jeg vil hellere have det usselt paa dansk, end leve højt som Slave for Fremmede.

Haase, Er din Kones Ord ogsaa dine, Niels? 

156. Fru Gertiud: Ja, Ove Haase, jeg vil hellere have det usselt paa Dansk end leve højt som Slave for Fremmede.

157. Haase: Er din Kones Ord ogsaa dine, Niels?

Haase. Er din Hustrus Ord stadig dine?

Haase. Ingen Betingelser. Er du Grev Gerhards (udstr. Ven) (tilføjet: Mand) eller (tilføj: er du) hans Fjende?

Niels. Jeg vil jo kun Fred for mig og mine.

Haase. Saa er du jo hans Ven, Svoger Niels.

Niels. Jeg er hans Ven lige saa meget som jeg er Niels Bugges. (25)

Ebbe (raaber ned) Far og Mor, her er kommen saadan en fin og morsom Mand til os.

Ebbe (raaber ned) Far og Mor, her er kommen (22) saadan en (prægtig ung) fin og morsom Mand til os. 

Ebbe (raaber ned): Far og Mor, her er kommen saadan en fin og morsom Mand til os.

Niels. Hvad tør du ikke anderledes?

Haase. Jeg har medbragt en ung holstensk Adelsmand, Ridder Vittinghofen. Han vil gerne opholde sig en Tid i din Gaard for at sætte sig ind i jydsk Landbrug.

Niels. Skal jeg have en -- vover I at forlange, at jeg skal staa under --

Haase. Vitinghofen, holstensk Adelsmand, meget ung, men ogsaa meget taktfuld og vel oplært i Krig som i Fred. Vil gerne opholde sig et Stykke Tid paa jer Gaard for at sætte sig ind i dansk Landbrug. 

Niels Ebbesen. (maaber)

Fru Gertrud. Vover du -- vover du at byde os -- Aldrig. 

Haase. Vitinghofen, holstensk Adelsmand, meget ung, men ogsaa meget taktfuld og vel oplært i Krig som i Fred. Vil gerne opholde sig et Stykke Tid paa jer Gaard for at sætte sig ind i dansk Landbrug. 

N. E. (maaber)

Fru Gertrud. Vover du -- vover du at byde os -- Aldrig. 

Haase: Vitinghofen, holstensk Adelsmand, meget ung, men ogsaa meget taktfuld og vel oplært i Fred som i Krig. Vil gerne opholde sig et Stykke Tid paa jer Gaard for at sætte sig ind i dansk Landbrug.

Niels Ebbesen (maaber).

Fru Gertrud: Vover du -- skal vi under Bevogtning? skal vi gøres til Fanger i vor egen Gaard?

En gammel Bonde. Er den Besked med jert Minde, Husbond.

Niels E. Maaske skal vi -- maaske det er klogest at (lyde) give efter i Aften. Jeg skal sidenhen tale med Greven, saa I kan faa dem igen. (Folkene gaar)

En gammel Bonde. Er den Besked med jert Minde, Husbond?

Niels Ebbesen. Vi maa regne med, at det gaar mod andre Tider. Jeg har den Tro, at hvis vi vil, kan vi hævde os uden Vaaben, maaske bedre end med. 
Lad det da ske! Lad os lyde. Og ellers passe vort Arbejde og gennem alt, hvad der kommer, blive ved med at være, hvad vi nu engang er.

En gammel Bonde. Er den Besked med jert Minde, Husbond?

N. E. (Maaske skal vi -- maaske det er klogest at give efter i Aften. Jeg skal sidenhen prøve at tale med Greven, om I kan faa dem igen.

Folkene. Jamen -- jamen.

Fru Gertrud. Vent! Vent! Tale med! haa!) 
N. E. (Folkens) Vi maa regne med, at det gaar mod andre Tider. Jeg har den Tro, at hvis vi vil, kan vi hævde os uden Vaaben, maaske bedre end med. 
Lad det da ske! Lad os lyde. Og ellers passe vort Arbejde og gennem alt, hvad der kommer, blive ved med at være (det, vi er) hvad vi nu engang er. 

En gammel Bonde: Er den Besked med Jert Minde, Husbond?

Niels Ebbesen: Vi maa regne med, at det gaar imod svære Tider. Jeg har den Tro, at hvis vi vil, kan vi hævde os uden Vaaben, maaske bedre end med. Lad det da ske! Lad os lyde. Og ellers passe vort Arbejde og gennem alt, hvad der kommer, blive ved med at være, hvad vi nu engang er.

Haase. St! (27)