Tilbage til oversigten over Grundtvigværker.
Fred eller Krig.
Vore Ministre tale og skrive for Øieblikket, som om
1
de ikke selv vidste, enten vi har Fred eller Krig, thi
paa den ene Side taler de om Freds-Underhandlinger
og om elleve Millioner til at føre Krig for, og paa
den anden Side tale de om Krigen, ikke som noget
nærværende, men kun som noget, der muligviis, maaske
endogsaa rimeligviis, kan indtræffe, hvad jo forudsætter
saa god en Fred, som man nogensinde faaer i denne
Verden, hvor ingen kan have Fred længer end hans
Nabo vil. Hvorledes nu vore Ministre kan være saa
2
tvivlraadige om denne Sag, er vist nok svart at for-
staae, da det er en Kiendsgierning, at Trediedelen
af hvad man til ifjor kaldte det Danske Rige er i fuldt
Oprør, besat af fiendtlige Krigsfolk, fredløst for alle
dem, der vove at kalde Danmark deres Fæderneland, (34)
ja, for alle dem, der vove lydelig at kalde den Danske
Konge deres retmæssige Herre og Fyrste.
Naar jeg imidlertid betænker,
at nuomstunder er
3
det langt mere Navnet end Tinge, Skinnet end
Virkeligheden, man lægger Vægt paa, da kan jeg
godt forstaae, at vore Ministre maa være meget tvivl-
raadige om, hvad de skal kalde det Forhold, hvori Dan-
mark for Øieblikket befinder sig til de Slesvig-Hol-
steenske Oprørere og til deres store "Tydske Fædre-
land", thi jeg har selv for længe siden fundet, at enten
man kalder denne Tilstand Fred eller Krig eller Vaa-
benstilstand, saa svarer den dog slet ikke til Navnet,
fordi Freden er falsk, Krigen død og magtesløs
og
Vaabenstilstanden eensidig, da kun vi sidder stille,
og
lade Vaabnene hvile, mens Fienden huserer, ruster og
befæster sig, udæsker, trodser og forhaaner os paa alle
Maader.
Om nu vore Ministre er blinde for Sagernes
vir-
4
kelige Stilling og kun grunder paa at finde et Navn,
der lader sig høre, eller om de blot er bange for at
"opirre Fienden", eller om de stoler paa, at naar vi
sætter os under Ruslands Vinger, da skal Tydsken ikke
blot nødes til at lade os have Fred, men selv til at indrømme
i det mindste paa Papiret vor "gode Ret" til Slesvig,
det veed jeg ikke, og det veed Ministrene maaske ikke
endnu ret selv, førend Freds-Underhandlingerne rigtig (35)
er begyndt og Foraaret giver nærmere Oplysning; men
5
det veed jeg, at Folks Tanker, især i Danmark, om Krig
og Fred er sædvanlig meget forvirrede, saa man fin-
ver [finder] det ganske rimeligt at bære sig af i Fred,
som
om man havde Krig, og i Krig, som om man havde
Fred, hvad naturligviis ikke blot er bagvendt, men yderst
farligt og i Længden reent fordærveligt.
Ligesom man nemlig her i forrige Aarhundrede
6
midt i den dybeste Fred, ei blot i Kasernerne og paa
Fælleden under klirrende Vaaben hørde den smukke ny
Vise om at være "i Fred til Krig parat, som sig bør
en brav Soldat", saaledes sagde ikke blot vor forrige
Krigsminister, midt under den farligste Krig, Danmark
har havt siden Niels Ebbesens Tid: jeg er en Fredens
Mand, men han beviste hele Sommeren soleklart, at
han som en meget fredelig Soldat, var i Krig til
Fred parat, og vort nærværende Ministerium staaer
jo aabenbar paa samme Stræng, naar de formaner deres
Sendebud i Frankfurt til at tale i en "maadeholden
og forsonlig Tone," mens Oprørerne pine og plage alle
Dansksindede og presse Danskere ei blot til at give
Krigsskat men til at føre Avindskjold mod deres Konge
og Fæderneland.
Ja, har Ministrene Ret, da skal jo hele Folket
7
(paa Pluddervælsk Nationen) ved Afviisningen af mit
Andragende, sidste Helligtrekongerdag, have viist, at de (36)
ikke ønsker Kampens Fornyelse, saalænge der er
mindste Haab om ved Underhandlinger at opnaae en
hæderlig Fred! Nu mener jeg vist nok, Ministeriet heri
8
tager mærkelig, tager tre Gange feil, deels fordi Afviis-
ningen slet ikke viiste, hvad Rigsforsamlingen tænkde,
dels fordi Rigsforsamlingen er ikke Folket, og endelig
fordi Folket ingenlunde vil nøies med det "mindste,"
altsaa ogsaa det meest ugrundede Haab, men skiøndt det
er min Mening, kan jeg jo dog ikke aftrætte Ministrene,
at de ønsker mit Andragendes Afviisning saaledes be-
tragtet, og ønsker, at Folket vil være saa nøisomt,
som de siger, og er da ventelig selv saa nøisomme.
Hermed vil jeg
imidlertid ingenlunde, paa nu bru-
9
gelig Maade, vælte Skylden for den farlige Sammen-
blanding af Krigs- og Freds-Tilstand paa de ansvar-
lige Ministre, thi det har altid været min verdenshisto-
riske Grundsætning, at det dog igrunden ikke er Re-
gieringerne, der skabe Folk, men Folkene, der
skabe Regieringer i deres Billede og efter deres
Lignelse, og det er jo klarlig Tilfældet, hvor Folke-
Raadene, under hvilketsomhelst Navn og i hvilkensom-
helst Skikkelse, giver Stødet til de ansvarlige Ministre,
baade naar de reiser sig og naar de falde, saa den For-
vexling af Fred og Krig, som synes at ville gaae i Arv
hos vore ansvarlige Ministre, maa, efter min Tanke-
gang, have sin Rod hos Folket, hvad enten saa denne (37)
Rod stikker dybt eller ligger kun tæt under Over-
fladen. Det Sidste er imidlertid min Tro, og derfor
10
siger jeg, at igrunden har det Danske Folk aldrig været
enigt med det forrige Ministerium, undtagen da Det
erklærede de Slesvig-Holsteenske Oprørere Krig og gik
løs, desværre ikke paa dem og paa Rendsborg, men
kun paa Flensborg og paa Slien, og at altsaa bliver
det Danske Folk igrunden aldrig enigt med det ny
Ministerium, dersom Det vil træde i det Forriges
senere Fodspor, og beflitte sig paa en saakaldt "maa-
denholden og forsonlig Tone" hvor kun en bestemt og
mandig Tone med Vaabenbrag kan føre til Maalet,
men derfor tør jeg ikke nægte, at i Danskernes Hoved
seer det dagligdags ud ligesom i Ministrenes Sende-
brev til Baron Dircking-Holmfeld.
Uagtet vi nemlig alle er enige om, at den
nær-
11
værende Rigsforsamling ingenlunde er et reent Udtryk
af Folke-Stemningen, deels fordi et enkelt Parti har
udøvet en overveiende Indflydelse paa Valgene, og dels
fordi en Fjerdedeel af Rigsdagsmændene er ikke valgte
af Folket, men af Ministrene, saa kan jeg dog, efter
mit Kiendskab til Folket og Rigsdagen, ikke nægte, at
i det mindste, naar Spørgsmaalet er om Fred og Krig,
da ligne de hinanden kiendelig nok.
Det er nemlig med Folket,
ligesom med Rigsfor-
12
samlingen, at de vil helst, uden al Sammenligning helst, (38)
have Fred, saa at, selv naar de føler, Krigen er uund-
gaaelig, ønsker de dog saa lidt som muelige at tænke
paa den og tale om den, som noget nærværende, og over-
lade derfor gierne hele Bekymringen i saa Henseende
til Krigsministeren, og er meget tilbøielige til iblinde
at troe alt hvad Ministrene vil sige om "lyse Udsigter"
enten i Øster eller i Vester, til en hæderlig Fred, og
om "gode Efterretninger" enten fra Engeland, fra
Rusland eller selv fra Tyrkiet, og saa videre, som
vi i afvigte Sommer kun har seet alt for mange og
alt for klare Beviser paa.
Paa den anden Side er det med Rigsforsamlingen
13
ligesom med Folket, at naar Spørgsmaalet bliver om
de store Offere, Krigen, efter Ministeriets Forsikkring,
kræver, for at kunne føres kraftig og endes hæderlig,
da er den ikke blot redebon, men alt for redebon baade
til at troe Ministrene paa Ordet og til at indrømme
dem alt hvad de forlanger; saa dyb er den Følelse, at
14
Fædernelandets Redning kan ikke kiøbes for dyrt, men
jeg maa lægge til, saa dunkel er Forestillingen om,
hvad der virkelig udkræves til Fædernelandets Redning,
og om, hvor urimeligt det er at bevilge Millioner og paa-
tage sig alle muelige Byrder, naar man ei har mindste
Sikkerhed for, at Forsvars-Midlerne vil blive klogt og
kiækt anvendte til det store Øiemed. (39)
Ja, skiøndt Afstemningerne baade
om Finantssagen 15
eller Pengemidlerne og om Udskrivningen af 23de Sep-
tember, i mine Øine, er aldeles uforsvarlige, saa tør
jeg
dog ingenlunde kalde dem udanske, og fristes saameget
mindre til at giøre det, som jeg, om end med en vis
Forbeholdenhed, selv tog Deel i dem begge.
Finantsministeren eller, som vore Fædre
kaldte ham: 16
Rentemesteren forlangde nemlig Rigsdagens Bemyn-
digelse til at optage et nyt Laan paa syv Millioner
og, hvis det til Krigens Fortsættelse behøvedes, at ud-
stede nye Kreditbeviser til et Beløb af fire Millioner,
og vel erklærede jeg udtrykkelig, som det sees af Rigs-
dags-Tidenden, at det kun var den farlige Krigs Skyld
og kun under Forudsætning af dens kraftige Fortsæt-
telse, at jeg kunde og vilde stemme for Bevillingen; vel
17
stemde jeg ogsaa for, at denne Krigens kraftige Fort-
sættelse skulde udtrykkelig nævnes ved Bevillingen af
Statslaanet, og vel nægtede jeg, da det forkastedes,
ene Mand, Bevillingen min Stemme, men jeg tiltraadte
saa dog bagefter den almindelige Indstilling. Vist nok
18
gjorde jeg ikke dette af Feighed, eller af Undseelse ved
at være ene om det Rette, men jeg gjorde det dog under
den, som jeg hører, ugrundede Forudsætning, at Ind-
stillingerne var uopløselig forbundne med vore Næv-
ningers (Comiteens) Betænkning, saa jeg kan ikke fra-
lægge mig Deel i den meer end uforsigtige Indstilling, (40)
hvorved Rigsforsamlingen for al Verden synes at have
bevilget elleve Millioner til hvadsomhelst Brug det
maatte behage Ministeriet at giøre deraf. Vel tvivler
19
jeg endnu slet ikke paa, at jo Ministeriet, hvis Freds-
Underhandlingerne strande, vil anvende Pengemidlerne til
krigerske Rustninger og til Omkostninger paa Hær og
Flaade, men jeg har derfor ei mindste Sikkerhed paa,
at de vil blive anvendte til Krigens kraftige Fortsættelse,
thi jeg kan meget godt tænke mig at Freds-Underhand-
lingerne gik i Langdrag, og at man enten forlængede
Vaabenstilstanden eller indgik en ny, eller lod Hæren
blive liggende i Jylland, eller trak den for uprøvet
Overmagt tilbage til Øerne, saa vi ved Udgangen af
1849 kunde være ligesaa slet eller endnu værre
stædte end ved Udgangen af 1848, og kun faae den
samme Trøst for den frugtesløse Anvendelse af Millio-
nerne iaar, som den forrige Krigsminister gav os for
dem ifujor, at det var "den haarde Skæbne, mod hvilken
man omsonst sig stræber at bevæbne".
Nu er det vel klart nok, at
min Stemme her
20
vilde hverken giort fra eller til, og det er meget tvivl-
somt, om Nævnelsen af Krigens kraftige Fortsættelse,
om end udtrykkelig og eenstemmig gjort til Vilkaar for
Bevillingen, kunde givet os nogen Sikkerhed for de
store Pengemidlers hensigtsmæssige Anvendelse, men dog
holder jeg for, at ingen Rigsforsamling uden vores (41)
vilde viist sig saa overdreven troskyldig, og at det dog
ganske var i det Danske Folks Smag, saa Det vil
neppe nogensinde kalde os til Regnskab for vor store
Uforsigtighed.
Nu i Henseende til Værnepligts-Sagen
i det
21
Hele, og Forordningen af 23de September i Særde-
leshed, da behøver jeg ikke at sige "Danskerens" Læsere,
at jeg har stridt det bedste jeg kunde, baade mod den
Lov, der under Navn af "almindelig Værnepligt" truer
Danmark med en Krigs-Stand i Freds-Tid, der maatte
underkue al Friheds-Følelse, lamme alle fredelige Sysler
og giøre Riget til et Rov for dets af Naturen langt
mere stridbare Naboer, baade mod denne Lov og især
mod Forordningen af 23de Septbr., der vil giøre vor
Ungdom fra 1823, 24 og 25 til et Offer for en selv-
gjort Retfærdighed og en indbildt Nødvendighed; men
22
just derfor maa jeg bekiende, at end ikke jeg er reen i
dette Stykke; thi for Freds Skyld, ret egenlig for
23
Huunfred [Huusfred] i parlamentarisk Forstand, gjorde jeg selv et
Ændrings-Forslag, hvorved hele Ungdommen fra 1823,
24 og 25 stilledes blot for Udskrivning, skiøndt det var
og er min fulde og faste Overbeviisning, at Danehæren
derved ei kan vinde det mindste, men vil rimeligviis
tabe uberegnelig meget i virkelig Styrke og Seiershaab.
Her staaer vi da ved det folkelige
Freds-Be-
24
greb i Danmark, der fra Arildstid har lidt af en (42)
Skævhed, det seent eller aldrig vil helbredes for, thi
skiøndt jeg er regnet blandt de stridbareste Dannemænd,
saa griber jeg dog baade i og udenfor Huset mig selv
saa tit i det samme skæve Freds-Begreb, at jeg maa
indrømme dets Danske Naturlighed, skiøndt Nordens
Aand straffer og beleer det som baade først og sidst
kiællingeagtigt.
Det er nemlig aabenbar Huus-Freden,
deri en 25
god rolig Nat indbefattet, som vi naturlig driver ikke saa
lidt Afguderi med, da vi derved lettelig ikke blot over-
seer Kampens store Nytte og Nødvendighed i alle Hen-
seender, men forspilder Lande-Freden og opgiver
den virkelige Frihed, som dog er Vilkaaret for
alt menneskeligt Storværk og for al levende og frugt-
bar Oplysning.
At dette er vor gamle Skade, ond at
læge, det
26
bliver os daglig klarere, jo nøiere vi betragte hvad der
hører til vor egen Tommerumme, og dermed sam-
menligner det Danske Folks Levnetsløb, ligefra de be-
grov Kong "Fredegor" under Værebro, til de,
for Freds Skyld, opgave Friheden 1660, og staaer nu
paa Nippet, ogsaa for Freds Skyld, at indføre al-
mindelig Trældom, under Navn af almindelig
Værnepligt, i Rigets Grundlov.
Denne overdrevne og, som Nordens Kæmpeaand
27
meget rigtig siger, igrunden kiællingeagtige Frede- (43)
lighed, som jeg, trods al min tilsyneladende Stridbar-
hed, selv har en god Deel af, den er nu virkelig ikke
blot en slem Skade, men en fortvivlet Sag, saa, naar
det kunde nytte, da burde vi alle sætte os hen og
græde derover, som al Verden græd for Balder, men
da vi alt har grædt meer end nok til ingen Nytte, vil
jeg meget heller raade alle Danskere til at giøre ligesom
jeg, og lee ad dem selv; for det har jeg fundet er det
28
bedste Huusraad for den farlige Fred-Syge, der,
naar den ikke tages i Tide, gaaer over til en haardnak-
ket Sove-Syge, som den, der i Aaret 1831 var
omtrent ligesaa dødelig her, som Koleraen i andre
Lande.
Vel klinger det nemlig meget smukt,
at de Danske 29
bar den døde Kong Fredegod "tre Aar om Land" og
gav sa Minde-Skjalden hans Krone, og en gam-
mel Skiald allermindst til at oversee eller nedsætte
det Smukke, som virkelig ligger deri, men vi Danske
fristes alle til at oversee det barnagtige, som ligger til
Grund, og de nødvendige Følger af saaledes at forgude
den døde Fred og krone dens Lovtalere.
Vel klædte
det ogsaa meget smukt, og havde noget
30
Rørende ved sig, at de Danske 1660 overgav deres
Kong Frederik den uindskrænkede Enevoldsmagt uden
mindste Borgen for dens folkelige Anvendelse, ja
uden engang udtrykkelig at giøre en saadan Anvendelse (44)
til Vilkaaret, og jeg har selv rost de Danske for
det, baade mere og længere end de alle selv ønskede; men
31
ddesuagtet var dog Fredsyge Hovedgrunden, hvorfor
ogsaa Sove-Syge blev Følgen, hvoraf Døds-Faren ei
endnu er overstaaet.
Hvad der endelig ikke engang lader sig
besmykke,
32
er den aldeles ugrundede Tryghed, hvormed de Dan-
ske har overladt og overlade fremdeles Spørgsmaalet
om Vaabenstilstand, Krig og Fred til Ministeriets
Godtbefindende, saa de ikke blot synes at ansee den for-
dærvelige Krigs-Tilstand i Fredstid, som den al-
mindelige Værnepligts-Lov truer med, for et "nødvendigt
Onde", men ogsaa at ansee den fortvivlede Freds-
Tilstand i Krigstid, som vi har, for et tilfældigt
Gode, der vel er for skrøbeligt til at røre ved, men
dog for behageligt til at misbillige. Her lade nemlig
33
de Danske sig aabenbar bedaare af den falske og
døde Fred, thi falsk er aabenbar den Fred, et Folk
kan nyde, mens Fienden hærger Fædernelandet, piner
og plager en Deel af Folket, trodser og truer det Hele,
som Slesvig-Holstenerne aabenbar giør og har gjort
under hele den saakaldte Vaabenstilstand, og død er li-
gesaa aabenbar den Fred, hvorunder hele den mandlige
Ungdom til 38 Aars Alder skal lystre Trommeskindet,
og kan hverken udvortes eller indvortes røre sig frit,
men staaer bestandig Fare for at nedværdiges, knebles (45)
og mishandles ved Sessionen, i Garnisonen og Ka-
sernen.
Man maa vel spørge, hvad
det er for en Huus-
34
fred, de Danske ved denne Leilighed lade sig bedaare
af, da Fædrene herved nødvendig maae rage uklar
med Sønnerne og Ægtemændene ligesaa
med
deres Koner, men det er dog ligefuldt en Slags
Huusfred, man her synes rede til at kiøbe med et
blodigt Offer ikke blot af Ungdommens Frihed,
men igrunden af hele den fri Virksomhed, der ene
kan adle et Folk, og af Fædernelandet, som derved i
Farens Stund bliver værgeløst, det er Huusfreden i
Rigsforsamlingen, som man frygter for at for-
styrre ved diærvt at modsætte sig den forrige Krigs-
minister og hans Tilhængere, og det er Huusfreden
i Landet, man frygter for at see brudt af Huusmænd
og Inderster, som sværme for Ligheds-Principet.
Som sagt, det er en fortvivlet
Sag, thi begynder
35
man ført i Virkeligheden at giennemføre det
Lig-
heds-Princip, der kræver, at alting, trods medfødt
eller dog indgroet Forskiellighed, skal være eens,
og
at alle, uden Hensyn paa Skuldrene, skal bære lige
Byrder, og alle, uden Hensyn paa Livets mang-
foldige Krav, skal bære samme Byrder, da er
Maalet, man stræber til, Prokrustes-Sengen, hvori
alle Folk skal giøres lige lange, skiøndt det
umuelig (46)
kan skee, uden at rive de Stakkede midt over og stække
de Lange enten paa Hovedet eller paa Fødderne.
Dog, selv de uhyre letsindige og løse
Parisere følde
36
sig ved en saadan splittergal Giennemførelse af Ligheds-
Principiet nødt til at standse paa Halvveien og dreie om
i en anden Gade, og det var derfor Synd at tænke,
at de igrunden mageløs billige, hjertelige Danskere
skulde drive Daarskaben enten videre eller nær saa vidt,
og naar kun den farlige Krig med Tydskerne, hvori
vi er indviklede, føres med Kraft og krones med Seier,
da troer jeg ganske vist, at vi bliver venlig og vel for-
ligte baade om den almindelige Værnepligt, om Grund-
loven og om hele vort folkelige Fællesskab, i det vi ikke
efterstræbe en ligesaa umuelig som kiedsommelig Eenshed
under Navn af Lighed, men giennemføre en Ligelig-
hed i alle Henseender, som er det Borgerlige Selskabs
store Opgave og vil, om intet andet Sted, saa dog vist
i Danmark findes muelig.
See, derfor betragter jeg den Slesvigske
Krig med
37
Tydskerne som det nødvendige Middel til Danmarks
Frelse i alle Maader, thi denne Krig, som vi, ogsaa
for en daarlig Huusfreds Skyld, undgik saa længe, som
mueligt, den forstyrrer paa een Gang baade Huusfreden
og Landefreden saa grundig, at vi nødes til af alle
Kræfter at kæmpe for dem begge under eet, og maae
dog vel snart lære, at en rigtig Landefred, der er al (47)
sand Huusfreds Betingelse, kræver, for at vindes og
beholdes, en ganske anderledes fri og levende Virk-
somhed, end vi hidtil enten længe har viist eller efter-
stræbt, fordi vi skyede den Kamp, som Friheden koster
og de Farer, som det virksomme Liv, i det Store som
i det Smaa, med Nødvendighed er udsat for.
Den største Ulykke,
der nu kunde ramme Danmark,
38
var derfor en overilet Fred-Slutning med Tydskland,
som i alle Maader vilde være en Fred-Slutning med
den fordærveligste Splidagtighed, ligesom vor overilede
Vaaben-Stilstand aabenbar har været og er en Vaaben-
Stilstand med den samme fordærvelige Splidagtighed
baade ude og hjemme, medens den til Seier og Fred
fortsatte Kamp daglig bedre vil lære os at sætte Priis
paa den Frihed og Enighed, uden hvilke intet Land
kan blomstre og intet Folk være lykkeligt, og uden hvilke
det lille Danmarks Rige nødvendig maa forgaae og det
lille hjertelige Danske Folk føle sig grændseløs
ulykkeligt.
Med denne Overbeviisning og med den soleklare
39
Oplysning, at baade Ministrene og Rigsforsamlingen
er langt fra at see den Danske Sag med mine Øine,
og vilde sikkert finde sig i en Fred med Tydskland, der
ei var stort bedre eller hæderligere end Vaaben-Stil-
standen, og endelig med den sikkre Følelse, at jeg ikke
kan taale at see paa Danmarks Skændsel og Undergang,
da maa jeg vistnok imellemstunder selv undres paa, at
jeg ikke strax pakker ind og, da jeg ikke er værnepligtig,
reiser udenlands til Norge eller til Engeland, for
dog paa en Maade at blive Tydsken kvit, at have Lov til
at aande frit og at være i Fred for alle de Chine-
siske Freds-Soldater og Examens-Lys, Friheds-Drøm-
mere og Ligheds-Magere, som herefter synes i Dan-
mark at skulle høre til Dagens Orden fra første Ja-
nuar til eenogtredivte December.
Jeg er mig imidlertid meget godt Grunden bevidst,
40
hvorfor jeg nu, saavelsom i de fyrretive forløbne, i mine (48)
Øine ligesaa farlige og langt mere kiedsommelige Aar,
bliver hvor jeg er og bliver ved at tale og skrive mun-
tert om Danmarks Kaar, Stilling og Udsigter, thi
Grunden er deels den gamle Sandhed, at saalænge der
er Liv, er der Haab, og den vel ikke slet saa gamle,
men dog, ligesom det Danske Folk, ældgamle Følelse,
at Danmarks Rige, med Dansken og Danskheden kan
og skal ingen af os overleve. Enten vil eller skal jeg
41
da døe med dem, eller jeg skal døe med det Haab,
at
de skal overleve mig og hele den nærværende Slægt
med
alle dens Daarskaber, som de har overlevet talrige
Skjalde og Raabere paa Modersmaalet, har overlevet
utallige Slægter med uberegneligt Daarskab, har over-
staaet saa mange Livsfarer, at mange store Folkefærd
og stolte Riger forgik i mindre end det Halve.
Og denne Følelse, den veed jeg,
er Dansk, det
42
er den Danske Fædernelands-Kiærlighed, der maa drive
Folket saavelsom mig til at leve og døe med Dan-
marks Rige, hvad, efter min Overbevisning, er alt hvad
der behøves for at Danmarks Lykke kan og vil i det
Nittende, som i det Første Aarhundre, frelse
Folket og Riget og Modersmaalet fra den Skændsel og
Død, som Tydsken kalder uundgaaelig.
(49)
Noter: