Sendebrev til kristne i Holland, Brabant og Flandern

1523

Taget fra Erl 53,180-183.

Indhold: Sendebrev til kristne i Nederland. #1. Luthers vise om begivenheden (Erl. 56,340): #23.

Omtales Koestlin5,7#16.

¹   An die Christen in Holland, Brabant und Flandern, im Julius 1523. .

²   Erlanger-udgavens forord: Dieses Sendschreiben erschien im Druck unter dem Titel: Die Artikel, warumb die zween christliche Augustiner Münch zu Brüssel verbrannt sind, sampt einem Sendbrief D. Mart. Luth. an die Christen in Holland und Brabant. Wittenb. 1523. Auch ohne die Zugabe: Ein Brief an die Christen im Niederland. M. Luther s. l. e. a. An die Christen in Holland und Brabant. 1522. 4. Lateinisch findet es sich bei Opsopoeus und Aurif. II. 148. b. Viteb. VII. 484. Deutsch Wittenb. VI. 381. Jen. II. 271. Altenb. II. 353. Leipz. XVIII 482. Walch XXI 45. Das Original ist im Cod. Chart. 122. Bibl. Goth. De W. II. 362.

³   Allen lieben Brudern in Christo, so in Holland, Brabant und Flandern sind, sampt allen Gläubigen in Christo, Gnade und Friede von Gott unserm Vater und unserm Herrn Jesu Christo. Til alle kære brødre i Kristus, som er i Holland, Brabant og Flandern, og til alle troende i Kristus: Nåde og fred fra Gud, vor Fader, og vor herre Jesus Kristus.

⁴        Lob und Dank sei dem Vater aller Barmherzigkeit, der uns zu dieser Zeit wiederumb sehen lässt sein wunderbares Licht, wilchs bisher umb unser Sund willen verborgen gewest, uns der gräulichen Gewalt der Finsterniss hat lassen unterworfen sein, und so schmählich irren, und dem Antichrist dienen.          Lov og tak være al barmhjertigheds fader, som i denne tid igen har ladet os se sit vidunderlige lys, som hidtil var skjult for vor synds skyld, han, som lod os være underkastet mørkets grusomme magt, lod os vildføre så forsmædeligt og tjene Antikrist.

⁵ Aber nu ist die Zeit wiederkommen, dass wir der Torteltauben Stimm horen, und die Blumen aufgehen in unserm Land. (Hohel. 2, 11. 12.) Wilcher Freud, mein Liebsten, ihr nicht alleine theilhaftig, sondern die Furnehmisten worden seid, an wilchen wir solche Freude und Wonne erlebt haben. Men nu er den tid igen kommet, hvor vi hører turtelduens stemme og blomsterne blomstrer op i vort Land (Højs 2, 11f). (n5) Og, mine kære, denne glæde har I ikke blot del i, I er endog blevet de fremmeste, og gennem jer har vi oplevet denne glæde og fryd.

⁶   Denn euch ists fur aller Welt geben, das Evangelii nicht alleine zu horen, und Christum zu erkennen; sondern auch die Ersten zu sein, die umb Christus willen Schand und Schaden, Angst und Noth, Gefängniss und Fährlichkeit leiden, und nu so voller Frucht und Stärk worden, dass ihrs auch (E181) mit eigenem Blut begossen und bekräftigt habt;       For overfor hele verden er det givet jer, ikke blot at høre evangeliets røst og erkende Kristus, men også at være de første, som for Kristi skyld lider skam og skade, angst og nød, fængsel og fare, og nu er blevet så fulde af frugt og styrke, at I endog har overøst og bestyrket det med jeres eget blod;

⁷   da bei euch die zwei edle Kleinod Christi, Hinricus und Johannes, zu Brussel ihr Leben gering geacht haben, auf dass Christus mit seinem Wort gepreiset wurde. for hos jer har Kristi to ædle smykker, Henrik og Johannes, i Bruxelles agtet deres liv ringe, for at Kristus og hans ord kan blive priset.

⁸ O wie verächtlich sind die zwo Seelen hingericht, aber wie herrlich und in ewiger Freuden werden sie mit Christo wiederkommen, und recht richten diejenigen, von denen sie itzt mit Unrecht gericht sind. Åh, hvor foragteligt blev ikke de to sjæle henrettet, men hvor herligt vil de ikke komme igen med Kristus til evig glæde og dømme dem ret, som nu har dømt dem uret!

⁹ Ach wie gar ein geringe Ding ists, von der Welt geschändet und getodtet werden, denen, so do wissen, dass ihr Blut kostlich, (Ps. 9, 13. 72,14) und ihr Tod theur ist fur Gottis Augen, wie die Psalmen singen (116,15.). Ak, hvor ringe en sag er det ikke at blive skændet og dræbt af verden for dem, som véd, at deres blod er kosteligt (Sl. 9,13; Sl 72,14) og at deres død er dyrebar i Guds øjne, som salmerne synger om det! (Sl 116,15).

¹⁰ Was ist die Welt gegen Gott? Wilch eine Lust und Freud haben alle Engel gesehen an diesen zwo Seelen? Wie gerne wird das Feur zu ihrem ewigen Leben von diesem sundlichen Leben, von dieser Schmach zur ewigen Herrlichkeit geholfen haben? Hvad er verden imod Gud? Hvilken lyst og fryd har ikke alle englene set i disse to sjæle? Hvor gerne ville ikke ilden hjælpe dem frem til deres evige liv bort fra dette syndige liv, bort fra denne forsmædelse frem til evig herlighed!

¹¹   Gott gelobt, und in Ewigkeit gebenedeiet, dass wir erlebt haben rechte Heilige und wahrhaftige Märterer sehen und horen, die wir bisher so viel falscher Heiligen erhebt und angebetet haben. Gud være lovet, Gud være i evighed velsignet, at vi har oplevet at få lov til at se og høre rette helgener og sande martyrer, vi, som hidtil har ophøjet og tilbedt så mange falske helgener!

¹² Wir hieroben sind noch bisher nicht würdig gewesen, Christo in ein solchs theures werthes Opfer zu werden; wiewohl unser Gelieder viel nicht ohn Verfolgung gewesen, und noch sind. Vi her i Sachsen har hidtil ikke været værdige til at blive et sådant dyrt og værdigt offer for Kristus, selv om vore medlemmer ikke ganske har manglet forfølgelse og stadigvæk mærker den.

¹³ Darumb, mein Allerliebsten, seid getrost und frohlich in Christo, und lasst uns danken seinen grossen Zeichen und Wundern, so er angefangen hat unter uns zu thun. Derfor, mine allerkæreste, vær trøstige og glade i Kristus, og lad os takke for hans store tegn og undere, som han er begyndt at øve iblandt os.

¹⁴   Er hat uns da frisch neue Exempel seines Lebens furgebildet. Nu ists Zeit, dass das Reich Gottis nicht in Worten, sondern in der Kraft stehe. Han har her forelagt os friske og nye eksempler på sit liv. Nu er den tid kommet, hvor Guds rige ikke består i ord, men i kraft. (1 Kor 4,20)

¹⁵ Hie lehret sichs, was da gesagt sei: Seid frohlich in Trubsal (Röm. 12,12). Es ist ein kleine Zeit (spricht Jesaias Kap. 54,7), dass ich dich verlasse; aber mit ewiger Barmherzigkeit will ich dich aufnehmen. Her kan man lære, hvad der blev sagt: Vær frimodige i trængsler (Rom 12,12). Det er en liden stund, siger Esajas (54,7), så forlader jeg dig; men jeg vil tage dig til mig med evig barmhjertighed.

¹⁶   Und der 91. Psalm v. 14. 15.: Ich bin (spricht Gott), mit ihm in Trubsal: ich will ihn erretten, und will ihn zu Ehren setzen; denn er hat meinen Namen erkannt. Og Sl 91,14f: Gud siger: Jeg er med ham i trængsel. Jeg vil redde ham og vil sætte ham i ære, for han har erkendt mit navn.

¹⁷ Weil wir denn die gegenwärtige Trubsal sehen, trostliche Verheissunge haben, so lasst uns unser Herz erneuen, guts Muths sein, und mit Freuden dem Herrn uns schlachten lassen. Fordi vi da ser den nuværende trængsel og har trøsterige forjættelser, så lad os forny vore hjerter, være ved godt mod og med glæde lade os slagte for Herren.

¹⁸ Er hats gesagt, er wird nicht (E183) lügen: Auch die Haar auf eurem Haupt sind alle gezählet (Matth. 10,30.). Han har sagt det, han vil ikke lyve: Selv jeres hovedhår er talte. (Matt 10,30).

¹⁹   Und obwohl die Widersacher diese Heiligen werden Hussitisch, Wigleffisch und Lutherisch ausschreien, und sich ihres Mords ruhmen, soll uns nicht wundern, sondern deste mehr stärken; denn Christus Kreuz muss Lästerer haben. Og selv om modstanderne udskriger disse helgener som hussitiske, wicklefitiske og lutherske og praler af deres mord, så må dette ikke undre os, men styrke os des mere; for der må være nogle, der spotter Kristi kors.

²⁰ Aber unser Richter ist nicht ferne, der wird ein ander Urtheil fällen; das wissen wir, und sinds gewiss. Men vores dommer er ikke langt borte; han vil fælde en anden dom; det véd vi, det er vi visse på.

²¹         Bittet fur uns, lieben Bruder, und unter nander, auf dass wir die treue Hand einer dem andern reichen, und alle in einem Geist an unserm Häupt Jesu Christo halten, der euch mit Gnaden stärke und vollbereite zu Ehren seinem heiligen Namen, dem sei Preis, Lob und Dank bei euch und allen Creaturen in Ewigkeit, Amen.         Bed for os, kære brødre, og bed for hinanden, for at vi kan række hinanden en trofast hånd og alle i én ånd holde os til vort hoved, Jesus Kristus, han styrke jer med sin nåde, han fuldkomme jer, sit hellige navn til ære, det navn skal have lov og tak, hos jer og hos alle skabninger i evighed. Amen.

²²        E. W.
Mart. Luther. D.

²³ XXV.
Ein Lied von den zween Märterern Christi, zu Brüssel von den Sophisten von Löven verbrannt.
Geschehen am 1. Juli 1523. XXV.
En vise om de to Kristi martyrer, der blev brændt af sofisterne fra Løven i Bruxelles.

²⁴     Ein neues Lied wir heben an,
Das walt Gott, unser Herre,
Zu singen, was Gott hat gethan
Zu seinem Lob und Ehre.
     Zu Brüssel in dem Niederland
Wohl durch zween junge Knaben
Hat er sein Wundermacht bekannt,
Die er mit seinen Gaben
So reichlich hat gezieret.        Nu synger vi en ny slags sang,
det virker Gud, vor Herre,
vi synger om, hvad Gud har gjort,
alt til hans lov og ære.
     I Bryssel, hist i Nederland,
har, ved to unge drenge,
Han sine kræfter underfuldt
bekendt, som hørt ej længe,
så rigt har Han dem prydet.

²⁵ Der Erst recht wohl Johannes heisst,
So reich an Gottes Hulden;
Sein Bruder Heinrich nach dem Geist,
Ein rechter Christ ohn Sculden.
     Von dieser Welt gescheiden sind,
Sie han die Kron erworben,
Recht wie die frommen Gottes Kind
Für sein Wort sind gestorben,
Sein Märtrer sind sie worden.      Den første hed Johannes vel,
så rig på al Guds gave,
hans bror i ånden, Henrik, jo
den samme ros må have.
     De blev fra denne verden skilt,
de har erhvervet kronen,
for Hans ord døde de, og går
som børn nu frem for tronen.
De blev Hans sande vidner.

²⁶ Der alte Feind sie fangen liess,
Erschreckt sie lang mit Dräuen;
Das Wort Gotts man sie leuken hiess,
Mit List auch wollt sie täuben.
     Von Löven der Sophisten viel,
Mit ihrer Kunst verloren,
Versammlet er zu diesem Spiel.
Der Geist sie macht zu Thoren.
Sie konnten nichts gewinnen.      Den gamle fjende tog dem fat,
tog farligt til at true,
man prøved' dem imod alt sandt
med list og svig at kue.
     Fra Løven han sofisters tal
med deres kunst og snilde
forsamlede til dette spil.
Guds Ånd dem lod forvilde.
Det fik de intet ud af.

²⁷   Sie sungen süss, sie sungen saur,
Versuchten manche Listen,
Die Knaben stunden wie ein Maur
Verachten die Sophisten. (341)
    Den alten Feind das sehr verdross,
Dass er war überwunden
Von solchen Jungen, er so gross:
Er ward voll Zorn von Stunden,
Gedacht, sie zu verbrennen.       En sang så sød, en sang så sur:
"Vi snart dem overlister".
De drenge stod der som en mur
foragted' de sofister.
     Den gamle fjende blev så gal,
at han blev overvundet
af den slags børn, hvor ku' det ske?
Han straks en plan udgrunded':
De sku' på timen brændes.

²⁸ Sie raubten ihn das Klosterkleid,
Die Weih sie ihn auch nahmen;
Die Knaben waren dess bereit,
Sie sprachen frölich Amen.
     Sie dankten ihrem Vater Gott,
Dass sie los sollten werden
Des Teufels Larven, Spiel und Spott,
Darin durch falsche Berden
Die Welt er gar betreuget.       De røved' deres klosterdragt,
og præstekjolen tog de;
Det var dog dreng'ne rede til,
et Amen mod dem lo de.
     De takked' deres Fader, Gud,
at her Han frisk afslører
al djævlens maskespil og spot,
hvormed han verden snører
med sine falske fagter.

²⁹    Da schickt Gott durch sein Gnad also,
Dass sie recht Priester worden,
Sich selbs ihm mussten opfern da
Und gehn im Christenorden,
     Der Welt ganz abgestorben sein,
Die Heuchelei ablegen,
Zum Himmel kommen frei und rein,
Die Möncherei ausfegen
Und Menschentand hie lassen.        Gud ved sin nåde drejed det,
så de for ordenskåben
nu en langt bedre orden fik:
blev børn af Gud i dåben,
     blev ganske død' for verdens tant,
la' hykleri til side,
lod munkelivet feje ud,
lod kirkeløgnen glide,
nyskabte til Guds himmel.

³⁰    Man schrieb ihn für ein Brieflein klein,
Das hiess man sie selbs lesen.
Die Stück sie zeichten alle drein,
Was ihr Glaub war gewesen.
    Der höchste Irrthum dieser war:
Man muss allein Gott glauben,
Der Mensch leugt und treugt immerdar,
Dem soll man nicht vertrauen.
Dess mussten sie verbrennen.       Man skrev dem for et lille brev,
"læs op!", man højlydt skråled,
artiklerne lod ane, hvad
der førte dem til bålet.
      Den største fejl var denne kun:
"Et menneske skal tro på Gud,
vi men'sker lyver vidt og bredt
os laver mange men'ske-bud".
Det ville ej man høre.

³¹   Zwei grosse Feur sie zündten an,
Die Knaben sie her brachten.
Es nahm gross Wunder Jedermann,
Dass sie solch Pein verachten. (342)
    Mit Freuden sie sich gaben drein
Mit Gottes Lob und Singen.
Der Muth ward den Sophisten klein
Für diesen neuen Dingen,
Dass sich Gott liess so merken.      To store bål blev stakket op,
de drenge kom til syne,
og underfuldt for alle, de
foragted' sådan pine.
    Med glæde gav de helt sig hen,
med pris til Gud, med sange;
sofisterne, hvis mod var småt,
de stod med næser lange.
Her lod Gud selv sig ane.

³²    Der Schimpf sie nun gereuet hat,
Sie wolltens gern schön machen.
Sie thürn nicht rühmen sich der That,
Sie bergen fast die Sachen.
     Die Schand im Herzen beisset sie
Und klagens ihrn Genossen,
Doch kann der Geist nicht schweigen hie:
Des Habels Blut vergossen,
Es muss den Kain melden.      Den skændsel har de angret nu,
de vil den helst udsmykke,
de tør ej prale af den dåd,
de skjuler der's ulykke.
     For skammen bed dem her i sind,
de klaged' sig, de dybt fortrød.
Dog kan ej Ånden tie her:
Det Abelblod, de her udgød,
det melder Kains brøde.

³³ Die Aschen will nicht lassen ab,
Sie stäubt in allen Landen.
Hie hilft kein Bach, Loch, Grub noch Grab
Sie macht den Feind zu Schanden.
    Die er im Leben durch den Mord
Zu schweigen hat gedrungen,
Die muss er todt an allem Ort
Mit aller Stimm und Zungen
Gar fröhlich lassen singen.      For bålets aske bliver ved,
gi'r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
    Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.

³⁴   Noch lassen sie ihr Lügen nicht,
Den grossen Mord zu schmücken.
Sie geben für ein falsch Gedicht,
Ihr Gwissen thut sie drücken.
    Die Heiligen Gotts auch nach dem Tod
Von ihn gelästert werden,
Sie sagen: in der letzten Noth
Die Knaben noch auf Erden
Sich solln haben umkehret.      Dog, løgnen lader ikke af,
den vil sit mord udsmykke,
for deres falske digt dem skal
samvittigheden trykke.
      Guds helgener, selv døde nu,
bli'r stadig af dem hånet,
de siger: "I den sidste nød
de blev i døden skånet,
omvendte sig til paven".

³⁵      Die lass man lügen immerhin,
Sie habens keinen Frommen.
Wir sollen danken Gott darin,
Sein Wort ist wiederkommen. (343)
    Der Sommer ist hart für der Thür,
Der Winter ist vergangen,
Die zarte Blümlin gehn herfür:
Der das hat angefangen,
Der wird es wohl vollenden.
Amen.       Lad dem blot lyve vidt og bredt
om vore kække drenge,
vi, derimod, vil takke Gud,
Hans ord gror frem i enge.
     Se, sommeren står straks for dør,
for vint'ren er nu ude.
De sarte blomster skyder frem.
Han, som det lod bebude,
Han vil det nok fuldende.
Amen.

Noter:

n5: Luther bruger ordene fra Højs 2,11f. DO: For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte. v12 Blomsterne kommer til syne i landet, sangens tid er inde,
turtelduens kurren høres i vores land.
Vulgata: 2:11 iam enim hiemps transiit imber abiit et recessit 2:12 flores apparuerunt in terra tempus putationis advenit vox turturis audita est in terra nostra.
Han tolker ordene om den nye tid, der er brudt igennem med evangeliet, bekræftet ved de martyrier, han her har hørt om. Se også #35.

¹ An die Christen in Holland, Brabant und Flandern, im Julius 1523.	.
² Erlanger-udgavens forord: Dieses Sendschreiben erschien im Druck unter dem Titel: Die Artikel, warumb die zween christliche Augustiner Münch zu Brüssel verbrannt sind, sampt einem Sendbrief D. Mart. Luth. an die Christen in Holland und Brabant. Wittenb. 1523. Auch ohne die Zugabe: Ein Brief an die Christen im Niederland. M. Luther s. l. e. a. An die Christen in Holland und Brabant. 1522. 4. Lateinisch findet es sich bei Opsopoeus und Aurif. II. 148. b. Viteb. VII. 484. Deutsch Wittenb. VI. 381. Jen. II. 271. Altenb. II. 353. Leipz. XVIII 482. Walch XXI 45. Das Original ist im Cod. Chart. 122. Bibl. Goth. De W. II. 362.
³ Allen lieben Brudern in Christo, so in Holland, Brabant und Flandern sind, sampt allen Gläubigen in Christo, Gnade und Friede von Gott unserm Vater und unserm Herrn Jesu Christo.	Til alle kære brødre i Kristus, som er i Holland, Brabant og Flandern, og til alle troende i Kristus: Nåde og fred fra Gud, vor Fader, og vor herre Jesus Kristus.
⁴ Lob und Dank sei dem Vater aller Barmherzigkeit, der uns zu dieser Zeit wiederumb sehen lässt sein wunderbares Licht, wilchs bisher umb unser Sund willen verborgen gewest, uns der gräulichen Gewalt der Finsterniss hat lassen unterworfen sein, und so schmählich irren, und dem Antichrist dienen.	Lov og tak være al barmhjertigheds fader, som i denne tid igen har ladet os se sit vidunderlige lys, som hidtil var skjult for vor synds skyld, han, som lod os være underkastet mørkets grusomme magt, lod os vildføre så forsmædeligt og tjene Antikrist.
⁵ Aber nu ist die Zeit wiederkommen, dass wir der Torteltauben Stimm horen, und die Blumen aufgehen in unserm Land. (Hohel. 2, 11. 12.) Wilcher Freud, mein Liebsten, ihr nicht alleine theilhaftig, sondern die Furnehmisten worden seid, an wilchen wir solche Freude und Wonne erlebt haben.	Men nu er den tid igen kommet, hvor vi hører turtelduens stemme og blomsterne blomstrer op i vort Land (Højs 2, 11f). (n5) Og, mine kære, denne glæde har I ikke blot del i, I er endog blevet de fremmeste, og gennem jer har vi oplevet denne glæde og fryd.
⁶ Denn euch ists fur aller Welt geben, das Evangelii nicht alleine zu horen, und Christum zu erkennen; sondern auch die Ersten zu sein, die umb Christus willen Schand und Schaden, Angst und Noth, Gefängniss und Fährlichkeit leiden, und nu so voller Frucht und Stärk worden, dass ihrs auch (E181) mit eigenem Blut begossen und bekräftigt habt;	For overfor hele verden er det givet jer, ikke blot at høre evangeliets røst og erkende Kristus, men også at være de første, som for Kristi skyld lider skam og skade, angst og nød, fængsel og fare, og nu er blevet så fulde af frugt og styrke, at I endog har overøst og bestyrket det med jeres eget blod;
⁷ da bei euch die zwei edle Kleinod Christi, Hinricus und Johannes, zu Brussel ihr Leben gering geacht haben, auf dass Christus mit seinem Wort gepreiset wurde.	for hos jer har Kristi to ædle smykker, Henrik og Johannes, i Bruxelles agtet deres liv ringe, for at Kristus og hans ord kan blive priset.
⁸ O wie verächtlich sind die zwo Seelen hingericht, aber wie herrlich und in ewiger Freuden werden sie mit Christo wiederkommen, und recht richten diejenigen, von denen sie itzt mit Unrecht gericht sind.	Åh, hvor foragteligt blev ikke de to sjæle henrettet, men hvor herligt vil de ikke komme igen med Kristus til evig glæde og dømme dem ret, som nu har dømt dem uret!
⁹ Ach wie gar ein geringe Ding ists, von der Welt geschändet und getodtet werden, denen, so do wissen, dass ihr Blut kostlich, (Ps. 9, 13. 72,14) und ihr Tod theur ist fur Gottis Augen, wie die Psalmen singen (116,15.).	Ak, hvor ringe en sag er det ikke at blive skændet og dræbt af verden for dem, som véd, at deres blod er kosteligt (Sl. 9,13; Sl 72,14) og at deres død er dyrebar i Guds øjne, som salmerne synger om det! (Sl 116,15).
¹⁰ Was ist die Welt gegen Gott? Wilch eine Lust und Freud haben alle Engel gesehen an diesen zwo Seelen? Wie gerne wird das Feur zu ihrem ewigen Leben von diesem sundlichen Leben, von dieser Schmach zur ewigen Herrlichkeit geholfen haben?	Hvad er verden imod Gud? Hvilken lyst og fryd har ikke alle englene set i disse to sjæle? Hvor gerne ville ikke ilden hjælpe dem frem til deres evige liv bort fra dette syndige liv, bort fra denne forsmædelse frem til evig herlighed!
¹¹ Gott gelobt, und in Ewigkeit gebenedeiet, dass wir erlebt haben rechte Heilige und wahrhaftige Märterer sehen und horen, die wir bisher so viel falscher Heiligen erhebt und angebetet haben.	Gud være lovet, Gud være i evighed velsignet, at vi har oplevet at få lov til at se og høre rette helgener og sande martyrer, vi, som hidtil har ophøjet og tilbedt så mange falske helgener!
¹² Wir hieroben sind noch bisher nicht würdig gewesen, Christo in ein solchs theures werthes Opfer zu werden; wiewohl unser Gelieder viel nicht ohn Verfolgung gewesen, und noch sind.	Vi her i Sachsen har hidtil ikke været værdige til at blive et sådant dyrt og værdigt offer for Kristus, selv om vore medlemmer ikke ganske har manglet forfølgelse og stadigvæk mærker den.
¹³ Darumb, mein Allerliebsten, seid getrost und frohlich in Christo, und lasst uns danken seinen grossen Zeichen und Wundern, so er angefangen hat unter uns zu thun.	Derfor, mine allerkæreste, vær trøstige og glade i Kristus, og lad os takke for hans store tegn og undere, som han er begyndt at øve iblandt os.
¹⁴ Er hat uns da frisch neue Exempel seines Lebens furgebildet. Nu ists Zeit, dass das Reich Gottis nicht in Worten, sondern in der Kraft stehe.	Han har her forelagt os friske og nye eksempler på sit liv. Nu er den tid kommet, hvor Guds rige ikke består i ord, men i kraft. (1 Kor 4,20)
¹⁵ Hie lehret sichs, was da gesagt sei: Seid frohlich in Trubsal (Röm. 12,12). Es ist ein kleine Zeit (spricht Jesaias Kap. 54,7), dass ich dich verlasse; aber mit ewiger Barmherzigkeit will ich dich aufnehmen.	Her kan man lære, hvad der blev sagt: Vær frimodige i trængsler (Rom 12,12). Det er en liden stund, siger Esajas (54,7), så forlader jeg dig; men jeg vil tage dig til mig med evig barmhjertighed.
¹⁶ Und der 91. Psalm v. 14. 15.: Ich bin (spricht Gott), mit ihm in Trubsal: ich will ihn erretten, und will ihn zu Ehren setzen; denn er hat meinen Namen erkannt.	Og Sl 91,14f: Gud siger: Jeg er med ham i trængsel. Jeg vil redde ham og vil sætte ham i ære, for han har erkendt mit navn.
¹⁷ Weil wir denn die gegenwärtige Trubsal sehen, trostliche Verheissunge haben, so lasst uns unser Herz erneuen, guts Muths sein, und mit Freuden dem Herrn uns schlachten lassen.	Fordi vi da ser den nuværende trængsel og har trøsterige forjættelser, så lad os forny vore hjerter, være ved godt mod og med glæde lade os slagte for Herren.
¹⁸ Er hats gesagt, er wird nicht (E183) lügen: Auch die Haar auf eurem Haupt sind alle gezählet (Matth. 10,30.).	Han har sagt det, han vil ikke lyve: Selv jeres hovedhår er talte. (Matt 10,30).
¹⁹ Und obwohl die Widersacher diese Heiligen werden Hussitisch, Wigleffisch und Lutherisch ausschreien, und sich ihres Mords ruhmen, soll uns nicht wundern, sondern deste mehr stärken; denn Christus Kreuz muss Lästerer haben.	Og selv om modstanderne udskriger disse helgener som hussitiske, wicklefitiske og lutherske og praler af deres mord, så må dette ikke undre os, men styrke os des mere; for der må være nogle, der spotter Kristi kors.
²⁰ Aber unser Richter ist nicht ferne, der wird ein ander Urtheil fällen; das wissen wir, und sinds gewiss.	Men vores dommer er ikke langt borte; han vil fælde en anden dom; det véd vi, det er vi visse på.
²¹ Bittet fur uns, lieben Bruder, und unter nander, auf dass wir die treue Hand einer dem andern reichen, und alle in einem Geist an unserm Häupt Jesu Christo halten, der euch mit Gnaden stärke und vollbereite zu Ehren seinem heiligen Namen, dem sei Preis, Lob und Dank bei euch und allen Creaturen in Ewigkeit, Amen.	Bed for os, kære brødre, og bed for hinanden, for at vi kan række hinanden en trofast hånd og alle i én ånd holde os til vort hoved, Jesus Kristus, han styrke jer med sin nåde, han fuldkomme jer, sit hellige navn til ære, det navn skal have lov og tak, hos jer og hos alle skabninger i evighed. Amen.
²² E. W. Mart. Luther. D.
²³ XXV. Ein Lied von den zween Märterern Christi, zu Brüssel von den Sophisten von Löven verbrannt. Geschehen am 1. Juli 1523.	XXV. En vise om de to Kristi martyrer, der blev brændt af sofisterne fra Løven i Bruxelles.
²⁴ Ein neues Lied wir heben an, Das walt Gott, unser Herre, Zu singen, was Gott hat gethan Zu seinem Lob und Ehre. Zu Brüssel in dem Niederland Wohl durch zween junge Knaben Hat er sein Wundermacht bekannt, Die er mit seinen Gaben So reichlich hat gezieret.	Nu synger vi en ny slags sang, det virker Gud, vor Herre, vi synger om, hvad Gud har gjort, alt til hans lov og ære. I Bryssel, hist i Nederland, har, ved to unge drenge, Han sine kræfter underfuldt bekendt, som hørt ej længe, så rigt har Han dem prydet.
²⁵ Der Erst recht wohl Johannes heisst, So reich an Gottes Hulden; Sein Bruder Heinrich nach dem Geist, Ein rechter Christ ohn Sculden. Von dieser Welt gescheiden sind, Sie han die Kron erworben, Recht wie die frommen Gottes Kind Für sein Wort sind gestorben, Sein Märtrer sind sie worden.	Den første hed Johannes vel, så rig på al Guds gave, hans bror i ånden, Henrik, jo den samme ros må have. De blev fra denne verden skilt, de har erhvervet kronen, for Hans ord døde de, og går som børn nu frem for tronen. De blev Hans sande vidner.
²⁶ Der alte Feind sie fangen liess, Erschreckt sie lang mit Dräuen; Das Wort Gotts man sie leuken hiess, Mit List auch wollt sie täuben. Von Löven der Sophisten viel, Mit ihrer Kunst verloren, Versammlet er zu diesem Spiel. Der Geist sie macht zu Thoren. Sie konnten nichts gewinnen.	Den gamle fjende tog dem fat, tog farligt til at true, man prøved' dem imod alt sandt med list og svig at kue. Fra Løven han sofisters tal med deres kunst og snilde forsamlede til dette spil. Guds Ånd dem lod forvilde. Det fik de intet ud af.
²⁷ Sie sungen süss, sie sungen saur, Versuchten manche Listen, Die Knaben stunden wie ein Maur Verachten die Sophisten. (341) Den alten Feind das sehr verdross, Dass er war überwunden Von solchen Jungen, er so gross: Er ward voll Zorn von Stunden, Gedacht, sie zu verbrennen.	En sang så sød, en sang så sur: "Vi snart dem overlister". De drenge stod der som en mur foragted' de sofister. Den gamle fjende blev så gal, at han blev overvundet af den slags børn, hvor ku' det ske? Han straks en plan udgrunded': De sku' på timen brændes.
²⁸ Sie raubten ihn das Klosterkleid, Die Weih sie ihn auch nahmen; Die Knaben waren dess bereit, Sie sprachen frölich Amen. Sie dankten ihrem Vater Gott, Dass sie los sollten werden Des Teufels Larven, Spiel und Spott, Darin durch falsche Berden Die Welt er gar betreuget.	De røved' deres klosterdragt, og præstekjolen tog de; Det var dog dreng'ne rede til, et Amen mod dem lo de. De takked' deres Fader, Gud, at her Han frisk afslører al djævlens maskespil og spot, hvormed han verden snører med sine falske fagter.
²⁹ Da schickt Gott durch sein Gnad also, Dass sie recht Priester worden, Sich selbs ihm mussten opfern da Und gehn im Christenorden, Der Welt ganz abgestorben sein, Die Heuchelei ablegen, Zum Himmel kommen frei und rein, Die Möncherei ausfegen Und Menschentand hie lassen.	Gud ved sin nåde drejed det, så de for ordenskåben nu en langt bedre orden fik: blev børn af Gud i dåben, blev ganske død' for verdens tant, la' hykleri til side, lod munkelivet feje ud, lod kirkeløgnen glide, nyskabte til Guds himmel.
³⁰ Man schrieb ihn für ein Brieflein klein, Das hiess man sie selbs lesen. Die Stück sie zeichten alle drein, Was ihr Glaub war gewesen. Der höchste Irrthum dieser war: Man muss allein Gott glauben, Der Mensch leugt und treugt immerdar, Dem soll man nicht vertrauen. Dess mussten sie verbrennen.	Man skrev dem for et lille brev, "læs op!", man højlydt skråled, artiklerne lod ane, hvad der førte dem til bålet. Den største fejl var denne kun: "Et menneske skal tro på Gud, vi men'sker lyver vidt og bredt os laver mange men'ske-bud". Det ville ej man høre.
³¹ Zwei grosse Feur sie zündten an, Die Knaben sie her brachten. Es nahm gross Wunder Jedermann, Dass sie solch Pein verachten. (342) Mit Freuden sie sich gaben drein Mit Gottes Lob und Singen. Der Muth ward den Sophisten klein Für diesen neuen Dingen, Dass sich Gott liess so merken.	To store bål blev stakket op, de drenge kom til syne, og underfuldt for alle, de foragted' sådan pine. Med glæde gav de helt sig hen, med pris til Gud, med sange; sofisterne, hvis mod var småt, de stod med næser lange. Her lod Gud selv sig ane.
³² Der Schimpf sie nun gereuet hat, Sie wolltens gern schön machen. Sie thürn nicht rühmen sich der That, Sie bergen fast die Sachen. Die Schand im Herzen beisset sie Und klagens ihrn Genossen, Doch kann der Geist nicht schweigen hie: Des Habels Blut vergossen, Es muss den Kain melden.	Den skændsel har de angret nu, de vil den helst udsmykke, de tør ej prale af den dåd, de skjuler der's ulykke. For skammen bed dem her i sind, de klaged' sig, de dybt fortrød. Dog kan ej Ånden tie her: Det Abelblod, de her udgød, det melder Kains brøde.
³³ Die Aschen will nicht lassen ab, Sie stäubt in allen Landen. Hie hilft kein Bach, Loch, Grub noch Grab Sie macht den Feind zu Schanden. Die er im Leben durch den Mord Zu schweigen hat gedrungen, Die muss er todt an allem Ort Mit aller Stimm und Zungen Gar fröhlich lassen singen.	For bålets aske bliver ved, gi'r støv i alle lande. Al verdens vand, dens jord og grav kan ej dets glød udvande. Dem, som vor fjende ved sit mord har tvunget til at tie, dem tvinges han til hvert et sted at lade glad udsige Guds pris med tunger døde.
³⁴ Noch lassen sie ihr Lügen nicht, Den grossen Mord zu schmücken. Sie geben für ein falsch Gedicht, Ihr Gwissen thut sie drücken. Die Heiligen Gotts auch nach dem Tod Von ihn gelästert werden, Sie sagen: in der letzten Noth Die Knaben noch auf Erden Sich solln haben umkehret.	Dog, løgnen lader ikke af, den vil sit mord udsmykke, for deres falske digt dem skal samvittigheden trykke. Guds helgener, selv døde nu, bli'r stadig af dem hånet, de siger: "I den sidste nød de blev i døden skånet, omvendte sig til paven".
³⁵ Die lass man lügen immerhin, Sie habens keinen Frommen. Wir sollen danken Gott darin, Sein Wort ist wiederkommen. (343) Der Sommer ist hart für der Thür, Der Winter ist vergangen, Die zarte Blümlin gehn herfür: Der das hat angefangen, Der wird es wohl vollenden. Amen.	Lad dem blot lyve vidt og bredt om vore kække drenge, vi, derimod, vil takke Gud, Hans ord gror frem i enge. Se, sommeren står straks for dør, for vint'ren er nu ude. De sarte blomster skyder frem. Han, som det lod bebude, Han vil det nok fuldende. Amen.