| 1 Darumb, wer
diese meine Rede horet, und thuet sie, den vergleiche ich einem klugen
Mann, der sein Haus auf einen Felsen bauet. Da nu ein Platzregen fiel,
und ein Gewässer kam, und webeten die Winde, und stiessen an das Haus,
fiel es doch nicht, denn es war auf einen Felsen gegründet. |
v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter
dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.
v25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det
hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. |
| 2 Und wer
diese meine Rede höret, und thut sie nicht, der ist einem thörichten
Mann gleich, der sein Haus auf den Sand bauet. Da nu ein Platzregen fiel,
und kam ein Gewässer, und webeten die Winde und stiessen an das Haus:
da fiel es, und thät einen grossen Fall. |
v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter
dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27
Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det
hus. Og det faldt, og dets fald var stort." |
| 3
Das ist der Beschluss und das Ende davon, daran es gar liegt: Wer diese
Predigt nicht allein mit den Ohren höret, sondern thuet, der ist ein
weiser, kluger Mann. Denn die Lehre ist wohl gut und köstlich, aber
es ist nicht umb Hörens willen gepredigt, sondern dass mans thue,
und ins Leben bringe; und sonderlich, weil wir immerdar in der Fahr stehen
von falschen Propheten und Wunderthätern, dass man denke, und solche
Lehre und Warnung annehme, weil wirs hören und haben, beide, Lehrer
und Schüler. |
Dette er afslutningen og enden
på det, det er, hvad det kommer an på: Den, der ikke alene
hører denne prædiken med ørerne, men gør derefter,
han er en vis og klog mand. For læren er vel god og kostelig, men
den prædikes ikke, for at man skal høre den, men for at man
skal gøre den, føre den ud i livet; og det ikke mindst, fordi
vi hele tiden står under angreb fra falske profeter og undergørere,
så man må tænke over og antage en sådan lære
og advarsel, fordi vi, begge parter, både lærere og elever,
skal høre og have en sådan lære. |
| 4 Denn, wenn mans dahin
will sparen, bis das Stundlin hergehet, und der Tod und Teufel zu uns daher
einstürmet mit seinem Platzregen und Sturmwinden, so ist es zu lang
geharret. Darumb heisset es nicht allein, hören und können, sondern
thuen und kämpfen. |
For hvis man vil vente så længe, til ens time kommer og
døden og djævelen stormer ind på os med deres skybrud
og stormvinde, så har man ventet for længe. Derfor hedder det
ikke alene høre og kunne, men gøre og kæmpe. |
| 5
Sie hörens auch, die da sagen: Herr, Herr! wie bisher Papst, Bischoffe,
Könige und alle Welt gehöret haben, und die Messpfaffen und Monche
täglich gelesen, gesungen und getönet haben: aber gethan hat
es keiner, gepredigt auch nicht; sondern sind bei ihrem falschen Gottesdienst
und falschen Zeichen blieben, und ander Leut darin gestärkt. |
De, der siger: Herre, herre!,
de hører det også, sådan som hidtil paven, biskopper,
konger og hele verden har hørt det, og som messepræsterne
og munkene dagligt har læst, sunget og messet det: men ingen har
gjort det, heller ikke prædiket det; men de er forblevet ved deres
falske gudstjeneste og deres falske tegn og har styrket andre folk deri. |
| 6 Darumb, ob sie gleich
viel gehöret, und auch Wunderzeichen gethan haben, so haben sie doch
nicht Gottes Willen gethan. Denn sie bleiben nicht bei der Lehre (E352)
von Christo und rechten guten Werken, sondern fallen auf ihre eigene Werk,
ohn Glauben und Liebe gethan, dass man bei allen Monchen und Pfaffen nicht
ein rechtschaffen Werk findet. |
Derfor, selv om de også hører meget og også har
gjort undergerninger, så har de dog ikke gjort Guds vilje. For de
forbliver ikke ved læren om Kristus og de rette gode gerninger, men
de falder tilbage på deres egne gerninger, gjort uden tro og kærlighed,
så man hos alle munke og præster ikke finder bare én
retskaffen gerning. |
| 7 Denn sie der keines thun,
dem Nähesten zu dienen oder helfen, sondern nur das Ihre damit suchen,
und also gar ohn Glauben, Liebe und Geduld sind. Darumb wird bei ihnen
gar Nichts gethan, wie Christus sagt, ob sie gleich auch die rechte Lehre
hören; denn sie haftet nicht bei ihn, denn ihre Herzen sind Nichts
denn eitel Sand. |
For de gør ikke noget af det, der kan tjene og hjælpe
næsten, men søger kun deres eget dermed og er altså
helt uden tro, kærlighed og tålmodighed. Derfor bliver der
slet intet gjort hos dem, som Kristus siger, selv om de også hører
den rette lære; for den bider sig ikke fast hos dem, for deres hjerter
er lutter sand. |
| 8
Aber nichts deste weniger haben sie (wie gesagt,) viel zu thun und zu lehren,
auch mehr, denn die rechten Prediger und Christen; damit sie auch den Leuten
eine Nasen machen. Denn ein Waldbruder oder Carthäuser scheinet gar
viel mehr mit seinem strengen, geistlichen Leben und Thun, denn S. Paulus
oder ein rechter Prediger und Christen. |
Men ikke desto mindre har
de, som sagt, meget, som de gør og lærer, også mere
end de rette prædikanter og kristne; dermed narrer de også
folk. For en valfartsbroder eller karthäuser syner af meget
mere med sit strenge, åndelige liv og gerninger, end Skt. Paulus
eller en ret prædikant og kristen. |
| 9 Denn die äusserliche Larven
der sonderlichen Werk und Gottesdiensts füllet die Augen, dass dagegen
ein gemein Christenleben nichts scheinet. Darumb manglets ihnen am Thun,
Lehren und Gläuben nicht. Aber da scheidet sichs, (spricht Christus,)
dass sie meine Lehre wohl hören, aber thun wollen sie Nichts, ohn
was sie selbs erdacht haben; auf der Bahn kann ich sie nicht behalten,
dass sit thäten, was ich sie lehre. |
For de særlige gerningers og de særlige gudstjenesters
ydre form fylder øjnene, så at et almindeligt kristenliv intet
syner op imod det. Derfor mangler de ikke noget i henseende til gerninger,
lære og tro. Men her afgøres det, siger Kristus, at de nok
hører min lære, men ikke vil gøre noget af den, kun
hvad de selv har udtænkt; på det område kan jeg ikke
give dem ret, at de gør, hvad jeg lærer dem. |
| 10 Wenn wir Christen so fleissig
wären in unsern Werken, als sie in ihren, so wären wir lauter
Heiligen. Aber es wird nicht draus auf beiden Seiten. Wir sind faul und
unfleissig, so thun sie allzu viel; aber der rechten Werk thun sie gar
keins. So haben wir (Gott Lob!) dennoch das Vortheil, dass wir ja ein wenig
anfahen zu gläuben und lieben, und auf der rechten Bahn sind, wie
schwächlich es auch gehet. |
Hvis vi kristne var lige så flittige i vore gerninger, som de
er i deres, så ville vi være lutter helgener. Men der bliver
ikke noget ud af det på nogen af siderne. Vi er dovne og mangler
flid, men de gør altfor meget; men de rette gerninger gør
de ikke nogen af. På den måde har vi dog, gudskelov, den fordel,
at vi er begyndt en lille smule at tro og at elske, og er på rette
vej, hvor svagt det så end går. |
| 11
Solchs beschleusst er nu mit einem schonen Gleichniss, wie es denen beiden
endlich gehen werde: Wer meine Lehre horet und thuet, der ist ein feiner,
kluger Baumeister, der nicht auf den Sand bauet, sondern suchet zuvor einen
starken Fels zu einem Grund. Wenn er den hat, so bauet er drauf, dass es
bestehen und die Währe haben möge. |
Alt dette afslutter han
nu med en lignelse om, hvordan det til sidst vil gå de to: Den, der
hører min lære og gør efter den, han er en fin, klog
bygmester, som ikke bygger på sand, men først udsøger
sig en solid klippe som grund. Når han har fundet den, bygger han
derpå, så det kan bestå og have varighed. |
| 12 Wenn denn kompt Wetter und
Platzregen, aussen und oben zu, (E353) und Gewässer unten, und Wind
mitten ein, wollen den Grund weich machen und umbreissen: so stehet es
dagegen unbeweglich, als wollte es ihn allen Trotz bieten. Wer aber den
Bau auf einen Sand setzet, das stehet so lang, bis der Regen und Wasser
wegwäschet, und der Wind umbreisset, dass es uber eim Haufen liegt,
oder wohl von sich selbs einfällt. |
Når så uvejret og skybruddet kommer, udefra og fra oven,
og oversvømmelsen fra neden og vinden midt imellem og vil gøre
grunden blød og styrte det om: så står det ubevægeligt
imod det, som ville det byde dem alle trods. Men den, der sætter
sin bygning på sand, hans bygning står kun så længe,
indtil regnen og vandet vasker den bort, og vinden slår den omkuld,
så den ligger i ruiner eller selv falder sammen. |
| 13
Mit solcher Gleichniss will er uns treulich gewarnet haben, dass wir ja
zusehen, und seine Lehre fest halten, und den Christum nicht aus dem Herzen
lassen, als unsern einigen, gewissen Grund und Eckstein unsers Heils und
Seligkeit, wie ihn S. Paulus und S. Petrus aus Esaja 28. nennet. (Es 28,16;
Rom 9,33; 1. Pet 2,6). |
Med en sådan lignelse
mener han, at han troligt har advaret os, så vi passer på og
holder fast på hans lære og ikke lader Kristus komme ud af
vore hjerter, ham, der er vor egen, sikre grund og vor frelses og saligheds
hjørnesten, som Skt. Paulus og Skt. Peter kalder ham ud fra Esajas
28. |
| 14 Wenn wir darauf gegrundet
und erbauet stehen, so wollen wir wohl unumbgestossen bleiben, und die
Welt und Teufel, mit allen falschen Lehren [Lehrern] und Rottengeistern
lassen herregen Schlossen und Schlacken, und allerlei Fahr und Noth herbrausen
und sturmen. |
Når vi er grundlagt og bygget på ham, så skal vi
nok forblive uomstødt, og så kan vi roligt lade verden og
djævelen og alle falske lærere og sværmerånder
fremkalde hagl og slud og lade alle slags fare og nød bruse og storme
frem. |
| 15
Den Trotz und Sicherheit können jene elende, thörichte Leute
nicht haben. Denn sie stehen nicht auf dem Felsen, das ist, auf der Lehre
von Christo; sondern auf den Triebsand ihres eigen Dunkels und Träume.
Darumb, wenn die Noth daher gehet, dass sie mit dem Teufel und Tod kämpfen
sollen, da fühlen sie denn, wie sie ihr Vertrauen auf einen losen
Sand gesetzt haben, und ihre Stände und Werk nicht bestehen können: |
Den trods og sikkerhed kan disse
elendige, tåbelige mennesker ikke have. For de står ikke på
klippen, det vil sige, på læren om Kristus; nej, de står
på deres eget mørkes og deres egne drømmes sandstrøm.
Derfor, når den nød kommer til, at de må kæmpe
med djævelen og døden, da føler de rigtigt, hvordan
de har sat deres lid til det løse sand, så deres liv og gerning
ikke kan bestå: |
| 16 wie ich selbs viel erfahren
und gesehen solcher armen Leute, furnehmlich in Klöstern, die Solchs
wohl gefuhlet haben, dass sie zuletzt wahnsinnig sind worden fur Schrecken
und Blödigkeit des Gewissens, und etliche in ewigem Verzweifeln blieben.
Das machet, dass sie auf ihr eigen Wesen, Andacht und gute Meinung gebauet
hatten, und von Christo Nichts wussten. Das war ein recht Zimmer und Gerüst
fur den Teufel, das er mit Freuden kunnt einreissen, und alles in einem
Haufen werfen. |
sådan som jeg selv har erfaret meget og set mange sådanne
stakkels mennesker, især i klostrene, som har følt den slags
så stærkt, at de til sidst blev vanvittige af skræk og
samvittighedsfrygt, og nogle forblev i den evige fortvivlelse. Det er,
hvad det fører med sig, at de har bygget på deres eget væsen,
andagt og gode hensigt og ikke har vidst noget om Kristus. Det var ret
et kammer og et grundrids for djævelen, som han med glæde kunne
flænge i stykker og kaste alt i én bunke. |
| 17
Solchs hat auch S. Bernhard selbs müssen fuhlen und bekennen, der
doch uberaus ein streng Leben (E354) gefuhret hatte mit Beten, Fasten,
Kasteien etc., dass ihm Nichts manglet, und allen Andern zum Exempel furgesetzet,
dass ich keinen unter den Mönchen weiss, der besser geschrieben und
gelebt habe. Noch, da es mit ihm in Todsnoth kam, musste er selbs solch
Urtheil uber sein ganze heilig Leben sprechen: O ich habe verdammlich gelebt,
und mein Leben schändlich zubracht! |
Den slags har også
Skt. Bernhard selv måttet føle og bekende, han, der dog havde
ført et overordentligt streng levned med bøn, faste, kyskhed
osv., så at han ikke manglede noget i den henseende, og han blev
foresat alle andre til eksempel, og jeg kender ikke nogen blandt munkene,
der har skrevet og levet bedre. Alligevel, da han kom i dødsnød,
måtte han selv udtale denne dom over hele hans hellige liv: O jeg
har levet fordømmeligt og ført mit liv på en skændig
måde! |
| 18 Je, wie so, lieber S. Bernhard?
bist du doch dein Lebtag ein frommer Mönch gewest? Ist denn Keuscheit,
Gehorsam, dein Predigen, Fasten, Beten nicht köstlich Ding? Nein,
(sagt er,) es ist Alles verloren, und gehöret zum Teufel. Da kompt
der Regen und Wind, und reisst Grund, Bodem und Bau, Alles uber einen Haufen,
dass er hätte müssen ewiglich verdampt sein, durch sein eigen
Urtheil, wenn er sich nicht hätte herumb gelenket, und an seinem Schaden
gewitziget, aus der Möncherei getreten, und einen andern Grund ergriffen
hätte, und sich an dem Christum gehänget, und in dem Glauben,
den die Kinder beten, erhalten wäre, da er sagt: |
Jamen, hvordan, kære Skt. Bernhard? du har dog hele dit liv igennem
været en from munk? Er da ikke kyskhed, lydighed, din prædiken,
faste og bøn nogle kostelige ting? Nej, siger han, det er altsammen
fortabt og hører djævelen til. Da kommer regnen og vinden
og slynger grunden, fundamentet og bygningen, det hele, sammen i en dynge,
så han efter din egen dom ville have været evigt fordømt,
hvis han ikke havde vendt sig om og spottet med sin skade, hvis han ikke
var trådt ud af sit munkevæsen og havde grebet en anden grund
og knyttet sig til Kristus, og var blevet opretholdt i den tro, som børnene
beder i, da han sagde: |
| 19 Ob ich wohl des ewigen Lebens
nicht werth bin, noch durch eigen Verdienst vermag zu erlangen; aber weil
mein Herr Christus zweierlei Recht dazu hat, einmal, als ein Herr und Erbe
desselbigen, vom Vater erlanget; zum andern, durch sein Leiden und
Sterben erworben. Das erste behält er fur sich; das ander schenkt
er mir etc. |
Jeg er vel ikke værd til at få evigt liv, og jeg
formår vel ikke at nå frem til det ved egen fortjeneste; jeg
formår det kun, fordi min Herre Kristus har en dobbelt ret dertil,
den ene ret har han som herre og arving til det, og den er opnået
af ham fra faderen; den anden har han erhvervet gennem sin lidelse og død.
Den første ret beholder han for sig selv; den anden skænker
han mig osv. |
| 20
Also haben alle Monche und Pfaffen, und was da hat wollen heilig sein,
die seilig sind worden, aus ihrer Kappen und allen Werken kriechen, und
an den Christum mussen hängen; wiewohl es ihn gar saur ist worden.
Denn es ist gar schweer, dass ein Mensch, so sein ganzes Leben in solcher
eigen Heiligkeit zubracht, und sich drauf verlassen, soll sich in einer
Stund eraus schwingen, und sich allein auf Christum werfen. |
På samme måde har
alle munke og præster og hvem der ellers har villet være hellige,
hvis de er blevet salige, måttet krybe ud af deres kapper og ud af
alle deres gerninger, og knytte sig til Kristus; selv om det er blevet
ganske surt for dem. For det der uhyre svært for et menneske, der
har tilbragt hele sit liv i en sådan selvgjort hellighed og har stolet
på det, sådan på en studs at svinge bort fra det og kaste
sig over på Kristus alene. |
| 21 Darumb warnet er und vermahnet,
dass wir solche seine Lehre angreifen und thun, weil wir Zeit haben, ehe
die Noth und letzten Züge uns (E355) ubereilen. So hat nu unser lieber
Herr diese schöne Predigt vollendet. Nu beschleusst der Evangelist,
wie alle Welt hat mussen Zeugniss geben, dass es viel anders gelehret war,
denn sie vor gehort hatten, und gewohnet waren. |
Derfor advarer han os og formaner os til, at vi skal gå i gang
med hans lære og gøre den, mens vi har tid, før nøden
og det sidste åndedrag overrasker os. Dermed har nu vor kære
herre sluttet denne skønne prædiken. Nu slutter evangelisten
med at fortælle, hvordan hele verden må aflægge vidnesbyrd
om, at der her læres helt anderledes end det, de før har hørt
og var vant til. |
| 22 Und da Jesus diese Lehre
[Rede] vollendet hatte, entsatzte sich das Volk uber seiner Lehre. Denn
er predigt gewaltiglich, und nicht wie die Schriftgelehrten. |
v28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået
af forundring over hans lære; v29 for han underviste dem som en,
der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. |
| 23
Damit zeigt er, was die Schriftgelehrten fur Prediger und Lehrer gewest,
dass es eitel kalt, lose, faul Geschwätz gewesen ist, mit keinem Ernst
noch Gewalt-Gottes Gebot getrieben und ausgestrichen haben; gleichwie unser
Lumpenwäscher bisher auf der Kanzel nicht Anders, denn von Fegfeur,
Ablass, Kappen, Rosenkränzen, Kerzenaufstecken gegeifert haben. |
Dermed viser han, hvad slags
prædikanter og lærere de skriftkloge var, at det var lutter
kold, løs, virkningsløs vrøvl, de prædikede,
og at de havde udlagt og fortolket Guds bud uden alvor og myndighed; ganske
som vore usle vrøvlehoveder hidtil ikke har raset med anden tale
fra prædikestolen end om skærsild, aflad, kapper, rosenkranse
og opsætning af lys. |
| 24 Aber er hat anders drein
griffen, das sie vor nicht gehoret hatten, die rechte Lehre und Leben gezeigt,
und die Laster gestrafet, also, dass sie alle fuhleten, dass der Mann die
Lehre mit Gewalt hatte, und Alles lebte und lautet, als hätt es Händ
und Fuss, und mussten sagen, dass es mit Gewalt gepredigt heisse, da der
Andern los, ledig, ja ein lauter todter Gewäsch war. |
Men han har grebet det anderledes an, på en måde, de ikke
har hørt før, vist dem den rette lære og det rette
liv, og påvist lasterne på en måde, så de alle
følte, at den mand forholdt sig til sin lære med myndighed,
så han levede det altsammen ud, så det lød, som havde
det, han sagde, fået hånd og fod, og de måtte indrømme,
at det var at prædike med myndighed, eftersom de andres prædiken
var løs og usammenhængende, ja var lutter dødkedeligt
vrøvl. |
| 25 Darumb thun itzt unser Papisten
klüglich, dass sie sich selbs ihrer faule Lumpen schämen, und
schweigen, und heben an auch ein wenig, uns nach und aus unsern Büchern,
zu predigen vom Glauben und guten Werken; wiewohl sie es doch verkehren
und verderben, als den es kein Ernst ist recht zu predigen, noch die Gnade
haben, dass sie es konnten verstehen. |
Derfor gør vore papister nu klogeligt det, at de skammer sig
over deres eget usle virkningsløse vrøvl og tier stille og
begynder også en lille smule, idet de efteraber os og tager det fra
vore bøger, at prædike om tro og gode gerninger, skønt
de dog fordrejer og fordærver det, som de mennesker gør det,
for hvem det ikke helt er alvor med at prædike, og som heller ikke
har nåden til at kunne forstå det. |
| 26
Am End ist noch uberblieben zu handlen eine Frage, weil wir in dieser Predig
gehort haben, dass Christus so hart dringet auf die Werk, dass er sagt:
Die Armen sollen das Himmelreich haben; die Barmherzigen sollen Barmherzigkeit
erlangen; item: Es soll ihn im Himmel belohnet werden, die umb seinenwillen
Verfolgung leiden; und was dess mehr (E356) hernach ist im End des 5. Capitels:
So ihr liebet, die euch lieben, was werdet ihr fur ein Lohn haben? und
im 6. Capit. von Almosen, Fasten und Beten: Dein Vater, der in das Verborgen
siehet, wird dirs vergelten offentlich etc.; aus welchen Sprüchen
schliessen die unverständigen, falschen Prediger, dass man durch unser
Werk und Thun ins Himmelreich komme und selig werde, und bauen darnach
darauf ihre Stifte, Klöster, Wallfahrten, Messen etc. |
Til sidst står
der dog tilbage at behandle et spørgsmål; for vi har i denne
prædiken hørt, at Kristus trænger så hårdt
på med gerningerne, at han siger: De fattige skal have himmeriget;
de barmhjertige skal få barmhjertighed; og ligeledes: de, der for
hans skyld lider forfølgelse, skal blive belønnet i himlen;
og hvad der mere står i slutningen af det 5. kapitel af den slags:
Hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så?
og i det 6. kapitel om almisser, faste og bøn: Din far, som ser
i det skjulte, vil gengælde dig det åbent, osv; af disse udsagn
slutter de uforstandige, falske prædikanter, at man kan komme i himlen
og blive salig ved vore gerninger og handlinger, og derpå bygger
de deres stiftelser, klostre, valfarter, messer, osv. |
| 27
Wiewohl aber diese Frage ein wenig scharf ist, und mehr gehöret in
die Schul, unter die Gelehrten, denn auf den Predigstuhl, fur den einfältigen,
gemeinen Mann; doch, weil es so oft im Text furfället, müssen
wirs nicht gar ubergehen, und ja Etwas davon sagen. Denn es ist ja noth,
dass ein Iglicher ein wenig ein Unterscheid wisse unter der Gnade und Verdienst. |
Men selv om dette spørgsmål
er en smule skarpt og mere hører til i skolen blandt de lærde,
end på prædikestolen for den enfoldige, almindelige tilhører;
så må vi dog, fordi det forekommer så ofte i teksten,
ikke helt springe det over og altså alligevel sige noget om det.
For det er jo nødvendigt, at enhver i nogen grad kender forskel
på nåde og fortjeneste. |
| 28 Denn die zwei leiden sich
nicht mit einander. Wo man Gnade predigt, kann man wahrlich nicht Verdienst
predigen; und was Gnade ist, das kann nicht Verdienst sein, sonst wäre
Gnade nicht Gnade, spricht S. Paulus Rom. 11. Das hat ja keinen Zweifel.
Darumb, wer die zwei unter einander menget, der machet die Leut irre, und
verfuhret beide, sich und die ihm zuhören. |
For de to kan ikke holdes sammen. Der, hvor man prædiker nåde,
kan man sandelig ikke prædike fortjeneste; og hvad der er nåde,
det kan ikke være fortjeneste, ellers ville nåden ikke være
nåde, som Skt. Paulus siger i Rom 11,6. Det er der jo ingen tvivl
om. Derfor, den, der blander de to med hinanden, han fører folk
vild, og forfører både sig selv og dem, der hører ham. |
| 29
Wohlan, wir wollen itzt die scharfe Antwort lassen anstehen, und aufs Gröbste,
so wir mügen, davon reden; und erstlich soll man ja das fest halten,
dass ein grosse Unterscheid ist unter dem Glauben oder christlichem Wesen,
und unter seinen Früchten, wie ich oft gesagt habe. |
Velan, vi vil her lade det skarpe
svar ligge og tale derom i grove træk, som vi nu kan det; og for
det første skal man jo holde fast ved, at der er en stor forskel
på troen eller det kristne væsen og dens frugter, sådan
som jeg ofte har sagt. |
| 30 Denn nach dem christlichem
Namen und Wesen ist Keiner anders, denn der Ander, haben allezumal gleichen
Schatz und einerlei Guter. Denn S. Petrus hat kein ander, besser Taufe,
denn S. Paulus, und ein Kind, das gestern geborn ist, kein geringer Taufe,
denn S. Johannes der Täufer, oder S. Peter, und alle Apostel; so haben
sie auch kein andern, bessern Christum, denn der geringste Christen. |
For efter det kristelige navn og væsen er den ene ikke anderledes
end den anden, de har allesammen den samme skat og den samme slags goder.
For Skt. Peter har ikke nogen anden eller bedre dåb end Skt. Paulus,
og et barn, som blev født igår, har ikke nogen ringere råb
end Skt. Johannes eller Skt. Peter og alle apostle; på samme måde
har de heller ikke nogen anden og bedre Kristus end den ringeste kristne. |
| 31
Wenn man nu hieher siehet, so gilt kein Ver- (E357) dienst noch Unterscheid.
Denn der geringste Christen empfähet eben sowohl denselben Leib und
Blut Christi im Sacrament, und wenn er das Evangelion horet, so horet er
eben dasselbige Gottes-Wort, das Petrus und Paulus gehort und gepredigt
hat. Item, so kann auch kein Heilige kein ander noch besser Pater noter
beten, noch andern Glauben und zehen Gebot sprechen und bekennen, denn
ich und ein iglich Kind täglich beten. |
Når
man nu ser på dette, så gælder der ikke nogen fortjeneste
eller forskel. For den ringeste kristne modtager det samme Kristi legeme
og blod i sakramentet, og når han hører evangeliet, så
hører han det samme Guds ord, som Peter og Paulus har hørt
og prædiket. ligeledes, så kan heller ingen helgen bede noget
andet eller bedre Fadervor, eller udtale og bekende nogen anden
tro eller ti bud, end jeg og ethvert barn dagligt beder. |
| 32 Das ist ja so klar, dass
es Idermann verstehen und wohl greifen kann; also, dass in dem Stück,
daher wir Christen heissen, gar kein Ungleicheit noch Furzug der Personen
ist, sondern einer wie der Ander, Mann, Weib, Jung, Alt, Gelehrt, Ungelehret,
Edel, Unedel, Fürst und Baur, Herr und Knecht, grosser oder kleiner
Heilige, wie nur einerlei Christus und Glaube ist: |
Det er jo så klart, at enhver kan forstå og
begribe det; altså, der er i det stykke, hvorudfra vi er kristne,
slet ikke nogen ulighed eller personsanseelse, men den ene er som den anden,
mand, kvinde, ung, gammel, lærd, ulærd, adelsmand, ikke-adelsmand,
fyrste og bonde, herre og tjener, stor eller lille helgen, sådan
som der kun er én slags Kristus og tro: |
| 33 gleichwie die Sonn am Himmel
einerlei ist gegen idermann, leuchtet einem Baurn sowohl als einem König;
einem
Blinden sowohl, als einem Scharfsehenden; der Sau auf der Gassen sowohl,
als der allerschonesten Frauen aud Erden, und scheinet so bald auf einen
Dorn, als auf eine Rosen, auf einen Koth, als auf ein Purpur, und ist eben
dieselbe Sonn, die dem armesten Bettler, und die dem grossestem König
oder Kaiser scheinet. |
ligesom solen på himlen er ens mod enhver, lyser for
en bonde såvelsom for en konge, for en blind såvelsom for en,
der kan se, for soen i gyden såvelsom for den allerskønneste
kvinde på jorden, skinner på en tjørn såvelsom
på en rose, på en lort såvelsom på et stykke purpur,
og det er den samme sol, som skinner på den fattigste tigger som
på den største konge eller kejser. |
| 34
Aber darnach, wenn man beginnet zu kommen in das äusserlich Wesen
und unser Thun, dass ich, so so ein Christen und getauft bin, uber das
auch ein Prediger bin, so ich wohl ohn das ein Christen sein kunnte: da
wird es nu ungleich, und gehet an die mancherlei Unterscheid unter den
Christen; nicht als Christen, noch nach dem christlichen Wesen, sondern
nach den Fruchten desselben. |
Men derefter,
når man begynder at komme frem til det ydre væsen og til vores
handlinger, frem til det, at jeg, der således er kristen og døbt,
desuden også er prædikant, endskønt jeg godt kunne være
kristen uden at være det: så bliver det nu ulige, og det drejer
sig om de mangfoldige forskelle mellem de kristne; ikke for så vidt
vi er kristne, ejheller efter det kristne væsen, men efter dettes
frugter. |
| 35 Demnach bin ich ein Prediger,
das ist, ein solcher Christ, der das Wort den Leuten furtragen, die Betrubten
trosten, die Irrigen und Unwissenden unterrichten soll etc. So ist dieser
ein Hausvater oder Handwerksmann, der sein Haus regieren, und seins Handwerks
warten, Weib und Kind näheren soll. Da ist bereit ein ander Mann,
denn ich und du; (E358) noch muss ich sagen: Dieser ist sowohl ein Christ,
und hat eben so viel von der Tauf, Gottes Gnade und ewigem Leben, als ich
und alle andere, und ist Nichts geringer in Christo, denn ich; und ist
hie keine Unterscheid unter Frauen noch Mann etc. |
Efter det er jeg en prædikant, det vil sige, en sådan
kristen, som skal foredrage ordet overfor menneskene, trøster de
bedrøvede, undervise de vildfarende og uvidende osv. På samme
måde er en anden en husfader eller håndværker, som skal
regere sit hus, og passe sit håndværk, ernære sin kone
og sit barn. Så er der straks tale om en anden mand end du og jeg;
men alligevel må jeg sige: Denne er ligesåvel en kristen og
har i lige så høj grad del i dåben, Guds nåde
og det evige liv, som jeg og alle andre, og er i ingen henseende ringere
i Kristus end jeg; og her er der ingen forskel på kvinde og mand,
osv. |
| 36 Noch thuet die Fraue ander
Werk, die der Mann nicht thuet; und wiederumb ein Knecht andere, denn der
Herr, ein Prediger andere, denn ein Burger; also, ein Kind gegen dem Vater,
ein Schuler oder Junger gegen dem Meister, deren Iglicher sein eigen Werk
oder Fruchte hat; und also allenthalben Unterscheid wird in den äusserlichen
Wesen, die doch alle zugleich Christen, und nach dem innerlichen Wesen
eines sind. |
Ejheller gør kvinden andre gerninger, som manden
ikke gør; og heller ikke en tjener andre, end herren, en prædikant
andre end en borger; altså, et barn overfor sin far, en elev eller
discipel overfor mesteren, hvor enhver har sin egen gerning eller frugt;
og således opstår der alle mulige forskelle i det ydre væsen,
som dog alle samtidig er kristne og efter det indre væsen er ét. |
| 37 Denn es ist nicht mehr denn
ein Christenstand, wie nur einerlei naturlich Wesen ist aller Menschen.
Das siehet man auch am Himmel (sagt S. paulus 1. Cor. 12. [15]), dass so
mancherlei Sternen, und einander ungleich sind, einer gross, der ander
klein, einer klar, der ander dunkel leuchtet, und doch nur eine Sonn und
ein Himmel ist. In dem sind sie gleich, dass sie alle an einem Himmel stehen,
und einerlei Sonne haben; und doch ungleich, nach der Grosse und Klarheit. |
For der er ikke mere end én kristenstand, ligesom
der kun er én slags naturlig væsen for alle mennesker. Det
ser man også på himlen (siger Skt. Paulus 1 Kor 15,41), hvor
der er mange slags stjerne, der er forskellige fra hinanden, den ene er
stor, den anden lille, den en er klar, den anden lyser dunkelt, og dog
er der kun én sol og én himmel. I det står de lige,
at de alle står på én himmel og kun har én slags
sol; og dog er de forskellige, efter størrelse og klarhed. |
| 38 Also ist auch auf Erden (sagt
S. Paulus weiter) nicht alles Fleisch einerlei Fleisch; sondern ein ander
Fleisch ist der Menschen, ein anders des Viehs, ein anders der Vogel. In
dem, dass sie Fleisch sind, sind sie alle gleich, und hat eines sowohl
seine Gelieder, Häupt, Herz, Magen etc. als die andern; noch ists
gar ein unterschiedene Natur, unter Menschen, Thiern, Vogeln und Fischen. |
Sådan er det også på jorden (siger Skt.
Paulus videre) ikke alt slags kød er den samme slags kød;
men mennesker har en slags kød, kvæget en anden slags, fuglene
endnu en anden slags. I dette, at de er kød, er de alle lige og
har kødets lemmer, hoved, hjerte, mage osv. ligesom de andre; alligevel
er der tale om en forskellig natur mellem mennesker, dyr, fugle og fisk. |
| 39
Wenn du nu von einem Christen willt reden, oder ihn abmalen, so musst du
ihn also malen, dass er keine Unterscheid hat unter andern, und einer allerdinge
ist wie der ander: Denn darnach musst du ihn nicht malen, dass er ein Mann
oder Weib, Prediger oder Laie, Furst oder Bettler, Handwerksmann oder Carthäusermönch
ist. Denn er gehet in der Unterscheid keiner; sondern bleibt in der Vergleichung
und einigem Wesen, dass er gleich so gut und heilig (E359) ist, als Petrus
und Paulus, und keiner mehr und besser ist, denn er. |
Hvis du nu vil tale
om en kristen eller afmale ham, så må du male ham således,
at han ikke er forskellige fra andre, og således, at den ene på
alle måder er som den anden: For du må ikke male ham efter,
at han er en mand eller en kvinde, en prædikant eller en lægmand,
en fyrste eller en tigger, en håndværker eller en kartheusermunk.
For han indgår ikke i nogen af den slags forskelle, men forbliver
i sammenligningen og i det ene væsen, sådan at han er lige
så god og hellig, som Peter og Paulus, og således, at ingen
er mere og bedre end han. |
| 40 Denn wo S. Petrus besser
wäre, denn ich, nach dem christlichem Wesen, so musste er einen bessern
Christum, Evangelium und Taufe haben. Weil aber das Gut, so wir haben,
allerdinge einerlei ist, so mussen wir in dem alle gleich, und keiner uber
den andern zu heben sein. |
For hvis Skt. Peter var bedre end jeg, efter det kristelige
væsen, så måtte han have en bedre Kristus, et bedre evangelium
og en bedre dåb. Men fordi det gode, vi har, på alle måder
er det samme, så må vi være lige i det altsammen, og
det ene kan ikke fremhæves over den anden. |
| 41 Das mag wohl sein, dass einer
mehr und grosser Ding thuet, denn ein ander, als, dass S. Petrus Todten
auferweck hat. Aber damit, dass er Wunder thuet, so ich nicht thue, wird
er wohl ein grosser, heller Stern, denn ich, am Himmel; aber nicht ein
ander Stern, hat auch kein andern Himmel. S. Paulus hat mehr gethan und
geärbeitet, denn alle Apostel; aber darumb nicht ein besser Apostelampt
gehat, noch einem andern und bessern Christum gepredigt. |
Det kan da godt være, at den ene gør flere
ting og større ting end den anden, f. eks., at Skt. Peter har opvakt
døde. Men derved, at han gør nogle undere, som jeg ikke gør,
derved bliver han godt nok en større, en klarere stjerne end jeg
på himlen; men han bliver ikke en anden stjerne, han har heller ikke
nogen anden himmel. Skt. Paulus har gjort mere og arbejdet mere end alle
de andre apostle; men derfor har han ikke haft et bedre apostelembede eller
prædiket en anden og bedre Kristus. |
| 42
So sagen wir nu von Verdienst. Wenn man davon redet, das das christlich
Wesen betrifft, nach dem wir alle gleich sind, wie man fur Gott fromm wird,
Vergebung der Sund und ewiges Leben erlangt, da ist alle unser Verdienst
rein abgeschnitten, und sollen Nichts davon horen noch wissen. Denn du
hast ja das Evangelium, noch Christum und Taufe nicht verdienet, sondern
ist ein lauter Geschenk, umbsonst gegeben, dass uns die Sunde umbsonst
vergeben, Gottes Kinder werden, und in Himmel gesetz ohn alle unser Zuthun. |
Sådan siger vi
nu om fortjenesten. Når man taler om det, som har med det kristelige
væsen at gøre, efter hvilket vi alle er lige, om, hvordan
man bliver from overfor Gud, opnår syndstilgivelse og evigt liv,
da er al vor fortjeneste fuldstændig udelukket og vi skal ikke høre
eller vide noget derom. For du har jo ikke fortjent hverken evangeliet,
Kristus eller dåben, nej, det er ren og skær gave, givet for
intet, så at synderne forlades os for intet, vi bliver Guds børn
og sat ind i himlen uden noget tilskud fra vores side. |
| 43
Und hie fechten wir wider der Sophisten Greuel, die unser Werk so hoch
heben, dass man dadurch ein gnädigen Gott erlange, und den Himmel
verdiene. Ja, sie duren unverschämpt sagen, dass ein Mensch auch in
Todsunden vermuge so viel zu thun von sich selbs, und ein Andacht zu schöpfen,
oder gut Werk zuwegen bringen, damit er Gottes Zorn lege und versuhne. |
Og her kæmper
vi imod sofisternes uhyrligheder, de, der hæver vore gerninger så
højt op, at man derved skulle kunne få en nådig Gud
og fortjene sig himlen. Ja, de vover uforskammet at sige, at et menneske
også i dødssynd formår i sig selv formår at gøre
så meget og skabe et fromt sind eller tilvejebringe en god gerning,
hvormed han kan dæmpe og forsone Guds vrede. |
| 44 Das heisst, das Dach auf
den Boden gesturzt [gestützt], und das Fundament gar umbgekehret,
die Seligkeit gebauet auf lauter Wasser, Chri- (E360) stum gar aus seinem
Stuhl gestossen, und unser Werk an die Statt gesetzt. Denn daraus muss
folgen, dass wir der Taufe, noch Christi, noch Evangelium, noch Glaubens
nichts uberall durfen, weil ich auch in Todsunden so viel Guts und Kraft
bei mir finde, dass ich mich durch meine Werk eraus wirken, Vergebung derselben
und ewigs Leben verdienen kann. |
Det betyder at støtte taget på jorden, og vende
op og ned på fundamentet, at bygge sin salighed på ren og skær
vand, at støde Kristus ned fra sin stol, og sætte vore gerninger
i stedet. For deraf må følge, at vi overhovedet ikke har brug
for Kristus eller evangeliet eller troen, fordi jeg også i dødssynder
finder så meget godt i mig og finder så megen kraft hos mig,
at jeg gennem mine gerninger kan komme ud af dødssynden, kan fortjene
tilgivelse af den og evigt liv. |
| 45 Aus dem siehest du, dass
es Gott geschändet und gelästert ist, alles, was sie vom Verdient
geifern, in dem Stück, daruber wir itzt disputiren, wie und wodurch
man zu Gottes Gnade und ewigem Leben komme. Noch haben sie nicht gnug,
solch schändliche Gotteslästerung zu lehren; sondern dieselbe
noch dazu verfechten, und uns daruber zu Ketzern verdampt haben. |
Heraf ser du, at det er at skænde og bespotte Gud,
alt, hvad de raser om fortjeneste, i det stykke, vi nu disputerer om, hvordan
og hvorved man når frem til Guds nåde og evigt liv. Alligevel
har de ikke nok i at lære sådan en skændig gudsbespottelse,
nej, derudover kæmper de for denne opfattelse og har af den grund
fordømt os som kættere. |
| 46
Solchs kann nu Idermann wohl rechen und verstehen, dass der beider eines
muss falsch sein: entweder, dass wir nicht durch unser Thun Gottes Gnade
verdienen; oder Christus mit seiner Taufe muss vergebens und Nichts sein;
und Christus muss gethan haben als ein Narr, dass er sich lässt martern,
und sein Blut so theur vergeusst, und so viel darauf wendet, uns zu erwerben
und geben, das doch so gar nicht noth ist und wir zuvor bei uns selbs haben. |
Dette kan nu
enhver godt regne ud og forstå, at af de to ting må den ene
være falsk: enten det, at vi ikke ved vore handlinger kan fortjene
Guds nåde; eller det, at Kristus med sin dåb er overflødig
og ingenting; og at Kristus må have gjort det som en nar, at han
lod sig pine og udgød sit dyre blod og ofrede så meget på
at erhverve og give os noget, som dog alligevel slet ikke var nødvendigt,
noget, som vi i forvejen har i os selv. |
| 47 Darumb, ob sie uns daruber
Ketzer schelten, dass wirs von solchem Verdienst der Werk nicht mit ihn
halten, so wollen wir zuwarten gerne ihre Ketzer heissen, und Gotte unsern
Richter heimgeben; aber nur deste fester wider sie stehen, und ihn wiederumb
sagen, dass sie nicht Ketzer, sondern die ärgsten Gotteslästerer
sind, so die Sonne beschienen hat, die Christum auf Schändlichst verleugnen
und verfluchen, wie Petrus von ihnen geweissagt hat, (2 Pet 2,1) und wie
die Epistel zun Ebräern sagt, Christum frisch ins Maul schlagen, und
mit Fussen treten mit seiner Taufe, Sacrament und ganzem Evangelio, und
was uns Gott durch ihn gegeben hat. (Hebr 10,29) |
Derfor, selv om de skælder os ud for at være
kættere, af den grund, at vi ikke vil holde med dem i den slags gerningsfortjeneste,
så vil vi godt gå med til at kaldes kættere af dem og
overlade det til Gud at dømme om vor sag; men vi vil kun stå
desto fastere imod dem, og omvendt sige til dem, at de ikke er kættere,
men de argeste gudsbespottere, som solen har skinnet på, de, som
på det skændigste fornægter og forbander Kristus, som
Peter har forudsagt om dem, og som hebræerbrevet siger, at raskvæk
slår Kristus på munden og træder ham under fode med hans
dåb, sakramente og hele evangelium og med alt, hvad Gud gennem ham
har givet os. |
| 48
Und ich wollt doch gerne horen, was sie dazu konnten sagen, die elende
Leut: Wenn sie setzen, (E361) dass wir durch unser Werk so viel konnen
anfahen, dass wir Gnade erlangen, und wenn dasselbige gethan, und so viel
verdienet ist, dass wir uber die erste Gnade (wie sie es nennen,) das Himmelreich
und ewige Seligkeit dazu verdienen; was man doch verdiene mit den andern,
folgenden Werken? |
Og jeg ville
dog gerne høre, hvad de elendige mennesker ville sige til følgende:
Når de antager, at vi gennem vore gerninger kan begynde på
så meget, at vi kan opnå nåde, og når disse gerninger
er gjort og der er fortjent så meget, at vi over den første
nåde (som de kalder det) fortjener himmeriget og den evige salighed,
hvad fortjener man vel så med de andre efterfølgende gerninger? |
| 49 Denn ich will setzen, dass
ein Papist seine Messe oder ander Werk habe in der Gnade gethan, und damit
das Himmelreich verdienet, als so ein kostlich Werk, das des ewigen Lebens
werth ist, welchs sie heissen meritum de condigno: was will er denn
verdienen mit den Werken und Messen, die er morgen und hernach thuet, in
derselbigen Gnade? |
For jeg vil antage, at en papist har udført sin messe
eller en anden gerning i nåden og dermed fortjent himmeriget som
en kostelig gerninger, der er værdig til evigt liv, hvilket de kalder
"den værdige fortjeneste"; hvad vil han så fortjene med de
gerninger og messer, som han gør den næste dag og i dagene
fremover i den samme nåde? |
| 50 Da fahen sie an, (weil sie
Nichts zu sagen wissen,) und machen essentiale und accidentale
praemium, und sprechen: Solche folgende Werke die helfen, dass man
noch Etwas dazu, als ein Geschenklin zur Zugabe verdiene, das uns Gott
gibt, uber das ewige Leben. Ist das wahr, so hore ich wohl, dass die ersten
Werk die besten sind; die andern aber nicht so gut. Sonst mussten sie eben
das verdienen; so doch gemeiniglich die folgenden Werk pflegen besser zu
sein, weil sie nu wohl getrieben und geubt sind. |
Så begynder de med (fordi de ikke véd, hvad
de skal sige) at tale om en særlig og en tilfældig belønning
og siger: sådanne efterfølgende gerninger de hjælper
med til, at man fortjener endnu noget ud over det, som en lille gave eller
tilføjelse, som Gud giver os udover det evige liv. Hvis det er sandt,
så kan jeg forstå, at de først gerninger er de bedste,
de andre ikke så gode. Ellers måtte de jo netop fortjene dette;
hvor dog ellers almindeligvis de efterfølgende gerninger plejer
at være bedre, fordi de nu udføres godt og med øvelse. |
| 51
Weil denn die letzten Werk nicht das Himmelreich verdienen, so mussens
die ersten auch nicht verdienen; oder, solle sie gleich sein, und ein iglich
Werk solchs kann verdienen, so musste Gott so manchen Himmel bauen, so
manch gut Werk gethan wird; und wo wollt zuletzt unser Herr Gott so viel
Himmel nehmen, ein iglich gut Werk zu bezahlen? Das sind doch scharfe Leut,
die es alles so eben und genau konnen abmessen. |
Eftersom da de efterfølgende
gerninger ikke fortjener himmeriget, så kan de første heller
ikke fortjene himmeriget; eller hvis de skulle være lige, og enhver
gerning kan fortjene det, så måtte Gud bygge ligeså mange
himle, som der gøres gode gerninger; og hvorfor skulle Vorherre
i sidste ende få så mange himle fra, så han kunne betale
enhver god gerning? Det er dog skarpsindige mennesker, der kan udmåle
alt ganske lige og nøjagtigt. |
| 52 Aber was soll man sagen?
Es ist eitel Lügen und Trügen, was sie furgeben, denn es ist
der keines wahr, zum ersten, dass man mit einigem Werk Gnade erlange, viel
weniger, so ein Mensch in Todsunden liegt; darnach, obgleich der Mensch
in Gnaden wäre, durch die Werk, (wie sie lügen,) dass solch Werk,
in der Gnade geschehen, sollt so köstlich sein, dass es des Himmel-
(E362) reichs werth sei. Denn da stehet Christus, und sagt das Widerspiel
mit durren, hellen Worten, Lucä 17.: Wenn ihr alles gethan habt, was
euch befohlen ist, so sprecht: Wir sind unnutze Knechte. |
Men hvad skal man sige? Det er idel løgn og bedrag,
hvad de fremfører, for der er intet af det, der er sandt; for det
første er det ikke sandt, at man med sine egne gerninger kan opnå
nåde, meget mindre da, hvis et menneske ligger i dødssynd;
dernæst er det ikke sandt, hvis nu et menneske kunne stå i
nåden ved sine gerninger (som de løgnagtigt hævder),
at en sådan gerninger, gjort i nåden, skulle være så
kostelig, at den var værd et himmerige. For der står Kristus
og siger det modsatte med hårde, klare ord, Luk 17,10: Når
I har gjort alt det, der er befalet jer, så skal I sige: Vi er unyttige
tjenere. |
| 53
Darumb sollen wir unser Lehre festiglich halten, dass wir kein Werk uberall
lassen zu dem Stuck kommen, Gottes Huld und Gnade zu erlangen, von Sunden
los zu werden, und ins Himmelreich zu kommen. Da soll kurzumb mein Verdienst
Nichts sein; und wo mans dazu will brauchen, soll ichs nur mit Fussen treten,
und zum leidigen Teufel in die Hölle verdammen, als das meinen Glauben
hindern will, und Christum verleugnet. |
Derfor skal vi holde
fast ved vores lære, at vi overhovedet ikke lader nogen gerningen
komme frem til det at kunne erhverve os Guds gunst og nåde, at kunne
gøre os fri af synden og lade os komme i himlen. Her skal kort og
godt min fortjeneste intet være; og hvis man vil bruge den dertil,
skal jeg træde det under fode og fordømme det ned i helvede
til den lede djævel, som noget, der vil forhindre min tro og fornægte
Kristus. |
| 54 Denn da soll es allein so
heissen: dass Gott solchs Alles umbsonst geschenkt hat, aus lauter Gnaden,
damit, dass er Christum, seinen Sohn, sendet, und lässet ihn fur mich
sterben, und mir Solchs verkundigen und schenken, heisst mich nur dran
gläuben und darauf täufen lassen. Da kompt ja meiner Werk keines
zu, sondern ist ein lauter Geschenk, von Himmel gegeben, und durch Christum
zu mir bracht. |
For på det punkt skal de alene hedde således:
Gud har skænket dette helt gratis, ud af lutter nåde, derved,
at han sendte Kristus, sin søn, og lod han dø for mig, og
han lader nu dette forkynde mig og give mig, befaler mig kun at stole derpå
og lade mig døbe derpå. Men her er der intet, der tilkommer
min gerning, det er altsammen lutter gave, givet fra himlen og bragt mig
gennem Kristus. |
| 55 Darumb sei nur hierin alle
Verdienst rein weggeworfen, und beschlossen, dass man Gnade, Vergebung
der Sunde durch keinen andern Weg, Weise, noch Mass erlangen kann, denn
dass man Gottes Wort horet von Christo, und durch den Glauben empfähet.
Und, dass uns Gott ehre, was wollen wir von unsern Verdienst ruhmen, so
doch sie selbs und alle Heiligen mussen täglich im Vater Unser beten,
so lang wir leben: Vergib uns unser Schuld etc.? und die verzweifelten
Heiligen düren unverschämpt sagen, dass sich ein Mensch, ob er
wohl in Todsunden ist, konne bereiten zu der Gnade, und darnach auch das
ewige Leben verdienen. |
Derfor skal her al fortjeneste helt og holdent kastes bord
og man må holde fast ved, at man ikke kan nå frem til nåde
og syndstilgivelse ad nogen anden vej, på nogen anden måde,
end derved, at han høre Guds ord om Kristus og modtager det gennem
troen. Og for at Gud kan ære os, hvad vil vi da prale af vore fortjenester
for, når dog de selv og alle helgener dagligt i fadervor, så
længe vi lever, må bede: Forlad os vor skyld, osv? og de fortvivlede
helgener vover uforskammet at sige, at et menneske, selv om han er i dødssynd,
kan berede sig til nåden, og derefter fortjene det evige liv. |
| 56
Was sagst du aber dazu, dass so viel Sprüche sind von dem Lohn und
Verdienst? Dazu sagen wir itzt also, fur die Einfältigen, dass es
eitel Trostung sind fur die Christen. Denn wenn du nu ein Christen bist
worden, und hast einen gnädigen Gott und (E363) Vergebung der Sunde,
beide, der vergangenen, und die noch täglich in dir stecken, so wirds
sich gewisslich so schicken, dass du viel thun und leiden musst umb des
Glaubens und deiner Taufe willen. |
Men hvad siger du til
det forhold, at der er så mange udsagn, der handler om løn
og fortjeneste? Dertil siger vi nu således for de enfoldige, at det
er lutter trøsteord for de kristne. For når du nu er blevet
kristen og har en nådig Gud og tilgivelse af synden, både den
synd, du har begået, og den synd, der endnu hver dag sidder i dig,
så vil det med sikkerhed arte sig sådan, at du må gøre
meget og må lide meget for din tros og for din dåbs skyld. |
| 57 Denn der leidige Teufel,
sampt der Welt und dem Fleisch, wird sich an dich hängen, und dich
allenthalben zuplagen, wie er durch diese drei Capitel gnug gezeigt hat,
dass dir mocht die Welt zu enge werden. Wenn er uns nu liess darin stecken,
ohn Wort und Trost, so sollten wir druber verzweifeln und sagen: Wer will
ein Christen sein, predigen, und gute Werk thun? siehet man doch, wie es
ihn gehet, und die Welt sit mit Fussen tritt, lästert und schändet,
alle Schalkeit und Tucke beweiset, und nimpt ihn endlich Ehr, Leib und
Gut; und er heisset mich nicht anders, denn arm, betrubt, hungerig, sanftmüthig,
friedlich, leidend und verfolgt sein; soll es denn ewig so währen,
und nicht einmal anders werden? |
For den lede djævel og verden og kødet vil
hænge sig fast på dig og på enhver måde plage dig,
sådan som han har vist det tydeligt nok i disse tre kapitler, så
verden ville blive dig for snæver. Hvis han [Kristus] nu lod os sidde
fast i det, uden ord og trøst, så ville vi fortvivle over
det og sige: Hvem vil være kristen, prædike og gøre
gode gerninger? man ser dog, hvordan det går dem, hvordan verden
træder dem under fode, bespotter og skænder dem, viser dem
al mulig ondskab og ligegyldighed, og endelig tager ære, liv og gods
fra dem, og han befaler mig ikke andet end at være fattig, bedrøvet,
sulten, sagtmodig, fredelig, lidende og forfulgt; skal det da blive ved
sådan til evig tid? skal det aldrig nogensinde blive anderledes? |
| 58
Da muss er nu eraus fahren, stärken und trosten, und sagen: Ihr seid
nu in der Gnade und Gottes Kinder; ob ihr nu druber in der Welt leiden
musset, dess erschrecket nicht, sondern halt fest, und lasset euch nicht
mude noch weich machen, was euch unter Augen stosset, sondern thu ein Iglicher,
was er thun soll. Obs ihm druber ubel gehet, das soll ihm nicht schaden,
und wisse, dass das Himmelreich sein ist, und solle ihm reichlich bezahlt
werden. |
Så må han
nu komme frem, styrke og trøste og sige: I er nu i nåden og
er Guds børn; selv om I nu må lide under det i verden, det
skal I ikke blive bange for, men I skal holde fast og ikke lade jer gøre
trætte eller bløde af, hvad I ser for jeres øjne, men
enhver skal gøre, hvad han skal gøre. Om det af den grund
gør ham ilde, det skal ikke skade ham, og han skal vide, at himmeriget
er hans, og det skal blive ham rigelig betalt? |
| 59 Je, wie bezahlt? haben wirs
doch zuvor, durch Christum, ohn und vor alle unsern Thun. Also, wie S.
Paulus sagt, dass Gott will einen grossen, hellen Stern aus dir machen,
und eine sonderliche Gabe geben, auch in diesem Leben. Denn ein Christen
kann auch hie auf Erden so viel bei Gott durch sein Gebet und gute Werk
erlangen, dass er einem ganzen Land schone, Kriege, theuer Zeit, Pestilenz
wegnehme etc.; nicht, dass das Werk seiner Würde halben so kostlich
sei, sondern darumb, dass ers verheissen hat, uns zu Stärk und Trost,
dass wir nicht denken, dass unser Aerbeit, Plage und Elend verloren und
vergessen sei. (E364) |
Jamen, hvordan betalt? vi har det jo dog i forvejen, igennem
Kristus uden vor gerning, forud for vor gerning. Altså, sådan
som Skt. Paulus siger, at Gud ud af dig vil skabe en stor, lys stjerne
og give dig en særlig gave, også i dette liv. For en kristen
kan også her på jorden opnå så meget hos Gud gennem
sin bøn og sine gode gerninger, at han skåner et helt land,
tager krig, dyrtid, pest osv. bort; ikke sådan, at gerningen er så
kostelig på grund af sin værdighed, men den er det af den grund,
at han har forjættet os det til st styrke og trøste os, så
at vi ikke tænker, at vor anstrengelse, vor plage og vor elendighed
er gået tabt og glemt. |
| 60
Da ist nu kein Verdienst, dadurch wir sollten Gnade, oder unsere Taufe,
Christum und den Himmel verdienen (davon sie reden, wenn sie von Verdienst
sagen); sondern gehet Alles auf die Fruchte des Christenthumbs. Denn Christus
redet auch (wie wir gesehen haben,) in dieser Predigt Nichts davon, wie
wir Christen werden, sondern allein von den Werken und Fruchten, die Niemand
thun kann, denn der zuvor ein Christen, und in der Gnade ist; wie die Wort
zeigen, dass sie mussen Armuth, Elend, Verfolgung daruber leiden, dass
sie Christen sein, und das Himmelreich haben etc. |
Her er der nu ikke
nogen fortjeneste, hvorved vi skulle kunne fortjene os nåde, dåb,
Kristus og himlen (hvilket de taler om, når de taler om fortjeneste);
men alt forstås om kristendommens frugter. For Kristus taler (som
vi har set) i denne prædiken heller ikke noget om, hvordan vi bliver
kristne, men alene om gerningerne og frugterne, som ingen kan gøre,
hvis han ikke i forvejen er kristen og er i nåden; som de ord viser,
at de må lide fattigdom, elendighed, forfølgelse på
grund af, at de er kristne og har himmeriget, osv. |
| 61 Wenn man nu von
solchen Fruchten redet, so da folgen nach der Gnade und Vergebund der Sunde,
so lassen wie wohl geschehen, dass mans einen Verdienst und Lohn heisse:
aber da fechten wir, dass solch unser Werke nicht das Häuptgut seien,
welchs zuvor muss da sein, und ohn welchs sie nicht geschehen, noch Gott
gefallen. |
Når man nu taler om sådanne frugter,
som følger efter nåden og syndstilgivelsen, så kan vi
godt finde os i, at man kalder det en fortjeneste og en løn; men
det vender vi os imod, at sådanne gerninger skulle være det
vigtigste gode, det gode, som må være der først og uden
hvilket gerningerne slet ikke finder sted, ejheller behager Gud. |
| 62 Wenn wir nur [nun] das Stuck
rein erhalten, dass es nicht Verdienst, sondern eitel Gnade sei, so wollen
wir nicht fechten, ob man den folgenden Fruchten den Namen gebe; allein,
dass man solche Spruche nicht fälschlich verkehre, und wider die Schrift
auf unser Verdienst der Gnade ziehe, sondern recht deute, dahin sie gehoren,
zu trosten die Christen, sonderlich in Leiden und Widerstand, da sichs
fuhlet und scheinet, als sollt unser Leben, Leiden und Thun vergebens sein,
und Nichts schaffen; |
Hvis man blot fastholder sagen ren, at det ikke er fortjeneste,
men idel nåde, så vil vi ikke modsætte os det, om man
giver de frugter, der følger efter, dette navn; blot skal man passe
på, at man ikke falskeligt fordrejer den slags udsagn og imod skriften
trækker dem hen på, at vi har fortjent nåden, nej, man
skal tyde dem rigtigt, dèr hvor de hører hjemme, nemlig til
at trøste de kristne, især i lidelse og modgang, hvor man
føler det og hvor det ser ud til, at vort liv, vor lidelse og gerning
skulle være forgæves og intet føre med sig; |
| 63 wie die Schrift allenthalben
trostet, wo sie vermahnet anzuhalten an guten Werken, als Jeremiä
31.: Est merces operi tuo, deine Aerbeit ist nicht umbsonst; item,
S. Paulus 1. Cor. 15.: Labor vester non est inanis in domino, euer
Aerbeit ist nicht vergeblich in dem Herrn. |
sådan som skriften overalt trøster, når
den formaner til at holde fast ved gode gerninger, f. eks. Jer 31,16: din
anstrengelse er ikke omsonst, ligeledes Skt. Paulus 1. Kor 15,58: Jeres
arbejde er ikke forgæves i Herren. |
| 64 Denn, wo [so] wir den Trost
nicht hätten, so kunnten wir nicht ertragen solch Jammer, Verfolgung
und Elend, dass wir so viel Guts thun sollten, und unser Lehren und Predigen
mit eitel Undank und Schmach bezahlen lassen; und mussten aufs Letzt von
solchen Werken und Leiden, so uns unter Augen stosset, ab- (E365) lassen. |
For hvis ikke vi havde den trøst, så kunne
vi ikke udholde en sådan jammer, forfølgelse og elendighed,
at vi skulle gøre så meget godt og lade os betale for vor
lære og vor prædiken med idel utak; og vi ville i sidste ende
ophøre med den slags gerninger og lidelse, som mødte vore
øjne. |
| 65 Aber Gott will uns dagegen
erwecken und feste machen durch solche schone Verheissung, dass wir nicht
Undank, Hass, Neid und Verachtung der Welt ansehen, sondern ihn ansehen,
da er spricht: Ich bin dein Gott. Will dir die Welt nicht danken, und nimpt
dir Ehr, Gut, Leib und Leben druber: so halte dich an mich, und troste
dich dess, dass ich noch einen Himmel habe, und so viel drinnen, dass ich
dirs wohl vergelten kann, und zehenmal mehr, denn man dir itzt nehmen kann; |
Men Gud vil opvække os imod det og gøre os
faste imod det med disse smukke forjættelser, så at vi ikke
agter verdens utak, had, nid og foragtelse for noget, men agter ham for
noget, når han siger: Jeg er din Gud. Vil verden ikke takke dig,
tager den ære, gods, liv og helbred fra dig af den grund: så
hold dig til mig og trøst dig med, at jeg endnu har min himmel tilbage,
hvori jeg har så meget, at jeg vel formår at gengælde
dig, og de ti gange mere end man her kan tage fra dig; |
| 66 dass wir konnen den Trotz
wider die Welt haben: Wohlan, will sie unser nicht Gnad haben, (n66)
so lass sie es, und fahre hin mit ihrer Gnade, und allem, was sie hat;
hab ich doch umb ihrenwillen Nichts angefangen, will auch forthin umb ihrenwillen
Nichts thun noch lassen. |
så vi imod verden kan have den trods, der siger: Velan,
vil den ikke lade os stå i dens nåde, så lad det være,
lad den fare hen med sin nåde og alt, hvad den har; jeg er dog ikke
begyndt på noget for dens skyld, og jeg vil heller ikke fremover
gøre eller undlade noget for dens skyld. |
| 67 Aber umb desswillen will
ich Alles thuen und leiden, der mirs so reichlich verheisset, und spricht:
Ob du wohl zuvor, ohn das, durch Christum allen Schatz im Himmel, und mehr
denn gnug hast; doch will ich dir noch mehr geben, zur Zugabe, dass du
das Himmelreich offenbarlich habst, und Christum, den du itzt im Glauben
hast, sichtiglich anschauest in ewiger Herrlichkeit und Freude, so vielmehr
du itzt leidest und ärbeitest. |
Men for hans skyld vil jeg gøre og lide alt, for
hans skyld, der har forjættet mig så rigelig og siger: Selv
om du i forvejen uden dette ved Kristus har alle skatte i himlen og derfor
mere end nok, så vil jeg alligevel give dig endnu mere, oven i købet,
give dig, at du i al synlighed skal have himmeriget og at du skal skue
den Kristus, du nu har i troen, i evig herlighed og glæde, jo mere
des mere du her lider og anstrenger dig. |
| 68
Daher gehorn die feinen Spruche und Vermahnungen, als Ebrä. 10.: Magnam
habetis remunerationem etc., lasset euch euer Vertrauen nicht entfallen,
welchs eine grosse Belohnung hat; und Christus Matth. 19.: Es ist Niemand,
der da verlässt Haus, oder Bruder, oder Schwester, oder Vater, oder
Mutter, oder Weib, oder Kind, der nicht hundertfällig wieder empfahe,
itzt in dieser Zeit, und in der zukunftigen Welt das ewige Leben etc. (n68) |
Hertil hører
de fine udsagn og formaninger, f. eks. Hebr 10,35: I skal få stor
løn osv. Kast ikke jeres tillid bort, den har en stor belønning;
og Kristus Matt 19.: Der er ingen, der forlader hus, eller broder eller
søster eller far elle rmor eller hustru eller barn, som ikke får
det hundredfold igen, nu i denne tidsalder og i den tilkommende verden
det evige liv, osv. |
| 69 Also spricht er auch hie:
Merces
vestra magna est in coelo, es wird euch im Himmel wohl belohnet werden;
damit er zeigt, dass sie das Himmelreich schon bereit haben, und doch dasselbe
deste herrlicher haben sollen, wenn es nu offenbaret wird. (E366) |
Sådan siger han også her: Jeres løn skal
være stor i himlen, man vil i himlen belønne jer godt; derved
viser han, at de allerede har et himmeriget beredt for sig, og dog skal
få det meget herligere, når det nu bliver åbenbaret. |
| 70
Siehe, wenn man die Spruche dahin richtet, so sind sie recht gefuhret,
dass sie nicht aufs Vertrauen unser Werk wider den Glauben, sondern auf
den Trost der Christen und Gläubigen gehen; und wo die Sophisten ihr
Ding vom Verdienst dahin gezogen hätten, so wäre es fein gewesen. |
Se, når
man forstår udsagnene på den måde, så er de ret
forstået, så de ikke går på tillid til vore gerninger
imod troen, men på de kristnes og de troendes trøst; og hvis
sofisterne havde draget deres sag om fortjeneste derhen, så ville
det have været godt. |
| 71 Aber sie haben ihre eigen
Werkheiligkeit und Möncherei drauf gebauet, dass sie Gott dadurch
sollt ansehen fur sonderliche Heiligen, und den Himmel dafur verkäufen
als ein Treudeler, und sollt sie obenan setzen, als denen die andern gemeinen
Christen weit nicht zu gleichen wären; und haben zwar nicht unweislich
daran gethan, denn das hat nicht Armuth, Elend, Trauren, Verfolgung, sondern
Geld, Gut und Ehre getragen, und ist kein Orden dazu gestift, dass man
Christus Wort, Sacrament, Glauben, Liebe und Geduld darin ubete; sondern
nur mit ihren Kappen, und strengen, sonderlichen Leben wollen fur Gott
angesehen und hochgehaben sein, als die keines Christus noch Glaubens durfeten. |
Men de har bygget deres gerningshellighed og deres munkeri
på den tanke, at Gud af den grund skulle anse dem for særligt
hellige og skulle sælge dem himlen for det som en brugsuddeler og
sætte dem øverst, som dem, de andre almindelige kristne overhovedet
ikke kan sammenlignes med; og de har ganske rigtig ikke handlet uklogt
dermed, for det har ikke haft fattigdom, elendighed, bekymring og forfølgelse
til følge, men har båret frugt i form af penge, gods og ære,
og der er ikke stiftet nogen orden med det formål, at man i den skulle
opøve Kristi ord, sakramente, tro, kærlighed og tålmodighed;
nej, de vil kun anses og ophøjes for Gud med deres kapper, deres
strenge, specielle liv, som mennesker, der hverken har brug for Kristus
eller for troen. |
| 72
Auf diese Weise lassen wir nu zu, dass die Christen Verdienst und Lohn
bei Gott haben: nicht dazu, dass sie Gottes Kinder und Erben des ewigen
Lebens werden; sondern den Gläubingen, die bereit Solchs haben, zu
Trost, dass sie wissen, dass er nicht wolle unvergolten lassen, was sie
hie umb Christi willen leiden: sondern, wenn sie viel leiden und ärbeiten,
so wolle er sie am jungsten Tag sonderlich schmücken, mehr und herrlicher,
denn Andere, als sonderliche grosse Stern fur andern. |
På denne måde
indrømmer vi nu, at de kristne har fortjeneste og løn hos
Gud: Ikke sådan, at de bliver Guds børn og arvinger til evigt
liv; men til trøst for de troende, der allerede har alt dette, så
at de må vide, at han ikke vil lade det ugengældt, det, som
de her lider for Kristi skyld. Nej, når de lider og anstrenger sig
meget, vil han på den yderste dag smykke dem særligt, mere
og herligere end andre, som særligt store stjerner fremfor andre. |
| 73 Also wird S. Paulus fur Andern
helle und klar daher leuchten aufs Allerschonste. Das heisset nicht Vergebung
der Sunde, noch den Himmel verdienet, sondern Vergeltung des Leidens mit
deste grosser Herrlichkeit. |
Sådan vil derfor også Skt. Paulus komme til
at lyse lyst og klart fremfor andre på det allersmukkeste. Det kaldes
ikke syndstilgivelse eller at fortjene sig himlen, men gengældelse
af lidelsen med desto større herlighed. |
| 74
Aber da wollen wirs nicht leiden, da sie es hinsetzen; denn das ist Christum,
Gott und den Heiligen Geist geschändet und gelästert, und alles,
was uns Gott durch ihn geben hat, und wollen lieber Ketzer und Buben gescholten,
und mit Feur verbrannt (E367) werden, denn solchen Schatz verlassen oder
verleugnen: sondern wollen uns auch dieses Trosts halten, ob wir wohl druber
leiden mussen alle Plage, Schmach und Verfolgung. |
Men den måde,
de forstår det på, den kan vi ikke gå med til; for det
er at skænde og spotte Kristus, Gud og Helligånden og alt,
hvad Gud har givet os gennem ham; og vi vil hellere skældes ud for
kættere og slyngler og brændes med ild end forlade eller fornægte
en sådan skat. Men vi vil også holde os til denne trøst,
selv om vi af den grund må lide al plage, forsmædelse og forfølgelse. |
| 75 Denn es wird doch nicht Anders
draus. Der Teufel wird uns Solchs nicht einräumen, noch mit uns eins
werden; sondern will des Papsts Lehre erhalten, und uns dazu bringen, dass
wir gläuben, wie er gläubt; und weil er siehet, dass wir nicht
wollen, legt er sich wider uns mit aller Macht. |
For der kommer dog ikke andet ud af det. Djævelen
vil ikke indrømme os det, ejheller blive enig med os; men han vil
opretholde pavens lære og bringe os derhen, hvor vi tror, som han
tror; og fordi han ser, at det vil vi ikke, lægger han sig imod os
med al sin magt. |
| 76 Denn er weiss wohl, wenn
der Artikel stehet, dass die Vergebung der Sund und Christus ein lauter
Geschenk ist, dass ein Iglicher darnach wohl an Fingern rechen und schliessen
kann, dass das Papstthum mit seinen Messen, Möncherei, Fegfeur, Heiligendienst
etc. Nichts sein muss, und Alles dahin fällt von sich selbs. |
For han véd godt, at når den artikel står
fast, at tilgivelsen af synden og Kristus er lutter foræring, så
kan enhver regne ud på fingrene og selv slutte ud fra det, at pavedømmet
med dets messer, munkeri, skærsild, helgendyrkelse osv, ikke kan
være noget, og alt falder bort af sig selv. |
| 77
So lerne nu auf solche Spruche antworten, wo vom Verdienst und Lohn stehet.
Ich hore wohl, dass Christus spricht: Selig sind die Armen, denn sie sollen
das Himmelreich haben; und: Selig seid ihr, wenn ihr umb meinetwillen Verfolgung
leidet; denn euer Lohn ist gross im Himmel etc. Aber damit lehret er mich
nicht den Grund meiner Seligkeit bauen, sondern gibt mir eine Verheissung,
was ich fur Trost davon haben soll in meinem Leiden und christlichen Leben. |
Derfor lær
nu at svare på den slags udsagn, hvor der står noget om fortjeneste
og løn. Jeg hører nok, at Kristus siger: Salige er de fattige,
for de skal have himmeriget; og: salige er I, når I for min skyld
lider forfølgelse; for jeres løn skal være stor i himlen
osv. Men dermed lærer han mig ikke at bygge grunden til min salighed,
men giver mig en forjættelse om, hvilken trøst jeg skal have
af det i min lidelse og i mit kristne liv. |
| 78 Da musst du mir nicht ein
Gemenge machen, und die zwei unter einander bräuen, noch mein Verdienst
machen aus dem, das mir Gott gibt in Christo, durch die Taufe und Evangelion.
Denn es stehet nicht hie, dass ich Solchs verdienen konne, und keines Christus
noch Taufe dazu durfe; sondern dass, die Christus Schuler sind, welchen
er hie gepredigt hat, und umb seinenwillen allerlei leiden mussen, wissen,
wess sie sich zu trosten haben, weil man sie auf Erden nicht leiden will,
dass sie dafur im Himmel deste reichlicher sollen Alles haben; und wer
am meisten ärbeitet und leidet, soll auch deste herrlicher Vergeltung
haben. |
Det må du ikke blande sammen for mig, så du
koger disse to sammen mellem hinanden, eller laver en fortjeneste ud af
det, som Gud mig i Kristus, ved dåben og evangeliet. For der står
her ikke noget om, at jeg kan fortjene mig den slags og ikke behøver
Kristus eller dåben; men der står, at de, der er Kristi disciple,
de, som han her prædiker for, og som for hans skyld må lide
alle muligt ting, de skal vide, hvad de kan trøste sig ved, fordi
man her på jorden ikke vil finde sig i dem, at de til gengæld
i himlen skal få det altsammen desto rigeligere; og at den, der arbejder
og lider mest, også skal få en desto herligere gengældelse. |
| 79
Denn obwohl (wie ich gesagt habe,) in Christo (E368) Alles gleich ist,
und die Gnade gar mit einander gibt, und einem Iglichen die ganze Seligkeit
bringet, als das hohest, gemeinest Gut, dass der freilich Alles hat, wer
den Christum hat: doch wird ein Unterscheid sein der Klarheit und Herrlichkeit,
damit wir geschmuckt und leuchten werden; |
For skønt alt som
sagt er lige i Kristus, og han giver nåden helt og holdent til alle
og bringer enhver den fulde salighed som det højeste, almindeligste
gode, så at den, der har Kristus, ganske vist har alt: så vil
der dog være en forskel i den klarhed og herlighed, hvormed vi vil
smykkes og lyse; |
| 80 gleichwie itzt in diesem
Leben ein Unterscheid ist der Gaben, dass einer mehr ärbeitet und
leidet, denn der Ander: aber in jenem Leben wird es alles offenbar werden,
dass alle Welt sehen wird, was ein Iglicher gethan hat, und deste grosser
Herrlichkeit haben, dess sich das ganze himmliche Heer freuen wird. Das
sei davon itzt gnug. |
ganske som der her i dette liv er en forskel i gaverne,
så at én arbejder og lider mere end en anden: men i hint liv
vil det altsammen bliver åbenbart, så hele verden kan se det,
hvad enhver har gjort, og han vil så en desto større herlighed,
hvorover hele den himmelske hær vil fryde sig. Lad dette være
nok for denne gang. |
| 81 c |
|
| 82 c |
|
| 83 c |
|
| 84 c |
|
| 85 c |
|
| 86 c |
|
| 87 c |
|
| 88 c |
|
| 89 c |
|
| 90 c |
|