Tilbage til oversigten!
 
 

1 Das siebent Capitel.  Richtet nicht, auf dass ihr nicht gerichtet werdet. Denn mit welcherlei Gerichte ihr richtet, werdet ihr gerichtet werden; und mit welcherlei Maass ihr messet, wird euch gemessen werden.	Det syvende kapitel. Døm ikke, for at I ikke skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I dømmes med; og det mål, I måler, med det skal I selv få tilmålt.
2         Im vorigen Capitel haben wir gehoret, wie der Herr Christus, nach der Lehre von rechten guten Werken, eine lange Predigt gethan hat zur Warnung wider den Geiz, als der Gottes Reich trefflich hindert, beide, an der Lehre und Leben, und mordlichen Schaden thut in der Christenheit.	I forrige kapitel har vi hørt, hvordan vor Herre Kristus efter læren om de rette gode gerninger har holdt en lang prædiken til advarsel imod begærligheden, som noget, der i særlig grad hindre Guds rige, både hvad læren og livet angår, og gør dødelig skade i kristenheden.
3  Hie fähet er nu an, weiter zu warnen fur einem andern Stuck, welchs ist auch ein gross, schädlich Laster und heisser eigene Weisheit, die da Idermann richtet und tadelt. Denn wo diese zwei Laster regieren, da kann das Evangelium nicht bleiben.	Her begynder han nu igen at advare imod et andet forhold, der også er en stor og skadelig last, det, der kaldes selvklogskab, og finder sted, hvor enhver dømmer og dadler. For hvor disse to laster regerer, der kan evangeliet ikke holde ved.
4  Denn der Geiz machet, dass entweder die Prediger schweigen, oder die Zuhorer des Evangelii nicht achten, das also durch Verachtung ausgetrieben wird. Wenn aber eigene Klugheit drein geräth, da will ein Iglicher der best Prediger und selbs Meister sein, Niemand horen noch (E262) von Andern lernen.	For begærligheden bevirker, at enten tier prædikanterne, eller også agter tilhørerne ikke evangeliet, som således uddrives derved at det foragtes. Men når selvklogskab kommer ind, da vil enhver være den bedste prædikant og selv være mester, ingen vil høre eller lære af andre.
5  Da werden denn Secten und Rotten aus, die das Wort fälschen und verderben, dass es nicht kann rein bleiben, und also abermal das Evangelium mit seinen Fruchten untergehet.	Og det kommer der sekter og kliker ud af. De forfalsker og fordærver ordet, så det ikke kan forblive rent, og på den måde går evangeliet med dets frugter igen til grunde.
6  Solchs heisset er nu hie, richten oder urtheilen, da ein Iglicher sein Thun ihm allein lässt gefallen, und des Andern alles stinken muss. Ein schone, holdselige Tugend! und eben der feine Mann, der man heisset Meister Klügel, dem weder Gott noch die Welt hold ist, und doch allenthalben sein voll ist.	Den slags kalder han nu her at dømme eller at bedømme, når enhver alene lader sin egen gerning behage sig og synes, at alle gerninger hos den anden stinker. Hvilken smuk og huldsalig dyd! Og netop fra den den fine mand, som man kalder mester overklog, og som hverken bryder sig om Gud eller verden og dog overalt er fuld af sit eget.
7         Dass man sich aber nicht stosse an dieser Predigt, und unrecht verstehe, als sei hiemit gar verboten zu richten und urtheilen, ist aus dem, so oft droben gesagt, klar, dass Christus hie allein seinen Jungern predigt, und gar nicht redet von dem Urtheil oder Strafe, die in der Welt gehen muss: wie Vater und Mutter im Haus unter Kinder und Gesind muss richten, strafen, und auch drein schlahen, wenn sie nicht wollen recht thun.	Men for at man ikke skal tage anstød af denne prædiken og med urette forstå den sådan, at det hermed blev aldeles forbudt at dømme og bedømme, så fremgår det af det, der er sagt så ofte tidligere, at Kristus her alene prædiker for sine disciple, og slet ikke taler om den dom eller straf, som må forekommer i verden: som f. eks. far og mor i huset må dømme, straffe og også indimellem slå deres børn og tyende, når de ikke vil gøre det rette.
8  Also, ein Fürst oder Richter, will er sein Ampt recht fuhren, so kann er nichts Anders thun, denn dass er richte und strafe. Das gehoret ins weltliche Regiment, welchs uns nicht angehet. Darumb lassen wirs daselbs bleiben, wie es gehen soll und muss.	På samme måde kan en fyrste eller dommer, hvis han vil udføre sit embede ret, ikke gøre andet end dømme og straffe. Det hører med til det verdslige regimente, som ikke kommer os ved her. Derfor lader vi det være, som det må og skal gå.
9 Hie aber reden wir von einem andern Reich, das doch jenes nicht schwächet noch aufhebt, nämlich, geistlich Leben und Wesen unter den Christen: da ist verboten, dass nicht einer den Andern richte und verdamne.	Men her taler vi om et andet rige, som dog ikke svækker eller ophæver det verdslige rige, nemlig det åndelige liv og væsen blandt de kristne: dèr er det forbudt, at den ene dømmer og fordømmer den anden.
10 Denn da hebt sichs, dass der Teufel sich immer darunter menget und sein Werk treibet, dass ein Iglicher sich lässt gut dünken, und meinet, sein Ding allein soll gelten und das best sein, und alles, was nicht sich nach ihm richtet, tadelt und vernichtet.	For derved ophæver man det, at djævelen altid blander sig ind i det og driver sit værk, så at enhver tror godt om sig selv og mener, at alene hans sag skal gælde og er det bedste, og så enhver dadler og tilintetgør alt, hvad der ikke retter sig efter ham.
11        Das ist nu in weltlichen Sachen eine feine Thorheit, und noch wohl zu leiden, obs gleich nicht recht ist, denn es ist so grob, dass Idermann greifet; als, dass eine Metze sich lässt schoner dunken, denn alle andere, und was sie an andern siehet, gefällt ihr nicht; oder, dass ein junger Narr will so schon und geschickt sein, dass er seines Gleichen nicht weiss; darnach unter den Weisen und Gelehrten, da es stark (E262) im Schwang gehet, dass keiner lässt Etwas sein, was ein ander kann oder thut, und iglicher wills allein sein, ders alles besser kann, und Niemand kann ungetadelt lassen.	Det er nu i verdslige sager en fin dårskab, men man kan vel finde sig i den, selv om det ikke er ret, for den er så grov, at enhver kan begribe det; f. eks. når en pige mener om sig selv, at hun er kønnere end alle andre, og ikke finder behag i det, hun ser hos andre; eller, når en ung nar vil være så smuk og flot, at han ikke finder sin lige; eller også det, der går stærkt i svang blandt de vise og lærde, at ingen anser det, en anden kan eller gør, for at være godt, og enhver alene vil være den, der kan gøre alt bedst, og absolut skal rakke ned på de andre.
12 Das siehet und verstehet Idermann wohl; noch ist allenthalben derselbe Meister Klugel, der sich so klug weiss, dass er kann das Pferd im Schwanz zäumen, so es doch alle Welt muss vorne im Maul zäumen.	Det ser og forstår enhver vel godt; stadig findes overalt denne mester overklog, der tror, han er så klog, at han kan tæmme en hest ved halen, hvor dog hele verden må tæmme den foran ved mulen.
13        Aber wenn es hieher geräth in geistliche Sachen, und der Teufel seinen Samen säet in Christus Reich, dass es einreisset, beide, in der Lehre und Leben, da hebt sich Jammer und Noth.	Men når vi på det område kommer til de åndelige sager, og djævelen sår sin sæd i Kristi rige, så han gør indhug både på lære og liv, da rejser sig en jammer og en nød.
14  In der Lehre gehets also zu, dass, obgleich Gott einem gegeben und befohlen, das Evangelium zu predigen, so finden sich doch Andere, auch unter den Schülern, die es zehenmal besser konnen wollen, denn er, und muss das Evangelium die Plage und Ungluck haben, dass sichs von Idermann muss urtheilen lassen, und Iglicher zum Doctor daran wird, und selbs Meister will sein in der Lehre;	På lærens område går det således til, at selv om Gud har givet og befalet én at prædike evangeliet, så opstår der dog andre, også blandt eleverne, som mener, de kan gøre det ti gange bedre end han, og så må evangeliet finde sig i den plage og ulykke, at det må lade enhver dømme sig, og at enhver bliver doktor i det og selv vil være mester i læren;
15 gleichwie es Mose auch gieng, Numeri 16., da Korah mit seinem Haufen wider ihn und Aharon auftraten, und sprachen: Warumb erhebt ihr euch uber Gottes Volk? Sind sie nicht allzumal heilig? Sollt Gott allein durch Mosen und Aharon reden? eben wie sie itzt sagen: Sollten wir nicht so wohl den Geist haben und die Schrift verstehen, als Andere?	ganske som det gik Moses, 4, Mos 16,1ff, da Kora og hans flok trådte op mod ham og Aaron og sagde: Hvorfor ophøjer I jer over Guds folk? Er de ikke alle hellige? Skulle Gud alene tale gennem Moses og Aaron? ganske som de siger i vore dage: Skulle vi ikke have ånden og forstå skriften lige så vel som andre?
16 Da ist denn flugs ein ander Lehre angericht und Secten gemacht, und hebt sich das Richten und Urtheilen, und sonderlich das schändliche Afterreden, dass ein Theil das ander aufs Giftigste tadelt und verspricht; wie wir auch itzt gnug erfahren. Daraus folgt denn der mordliche Schaden, dass die Christenheit zutrennet wird, und die reine Lehre allenthalben untergehet.	Så opstår der straks en anden lære og der dannes sekter og der fremkommer dømmeri og fordømmelse, og især opstår der den skændige bagvaskelse, så at den ene part dadler og bagtaler den anden på det giftigste, sådan som vi også i dag erfarer det i fuldt mål. Deraf følger den dødelige skade, at kristenheden bliver delt og den rene lære overalt går under.
17        Solch hat sich Christus wohl besorget, ja nicht allein besorget, sondern auch verkundigt, dass es so gehen würde. Denn die Welt lässt sich nicht anders machen, sollten wir uns zu todt predigen.	Den slags har Kristus vel taget højde for, ja ikke alene taget højde for, men han har også forkyndt, at det måtte gå sådan. For verden lader sig ikke lave om, om vi så prædikede os ihjel.
18 Darumb, wo das Evangelium aufgehet, da müssen Rotten und Secten folgen, die es wieder verderben und dämpfen. Ursach ist: denn der Teufel muss seinen (E264) Samen unter den guten Samen säen, und wo Gott eine Kirche bauet, bauet er seine Capell oder Taberne daneben.	Derfor, hvor evangeliet dukker op, dèr må der følge kliker og sekter, som igen fordærver og neddæmper det. Årsagen er, at djævelen må udså sin sæd blandt den gode sæd, og at hvor Gud bygger en kirke, bygger han sit kapel eller sin kro ved siden af.
19 Denn der Satan will immer mit under den Kindern Gottes sein, wie die Schrift sagt. Darumb will Christus seine Aposteln und rechtschaffene Prediger hiemit warnen, dass sie sich fleissig fur dem Laster huten, und zusehen, dass sie es nicht lassen einreissen, dass nicht Trennung und Uneinigkeit werde, furnehmlich in der Lehre;	For Satan vil altid være mellem Guds børn, som skriften siger. Derfor vil Kristus her i Matt 7,1 advarde sine apostle og retskafne prædikanter, at de omhyggeligt skal vogte sig for denne last og se til, at de ikke lader sig rive med ind, så der ikke opstår splittelse og uenighed, især ikke hvad angår læren;
20 als wollt er sagen: Wollt ihr meine Jünger sein, so lasset euer Verstand und Dunkel in der Lehre gleich und einerlei sein, dass nicht Imand wolle Meister sein, und etwas Neues oder Bessers wissen, und die Andern richten und verdammen; und sehet nicht an, wer die Person seie, sondern was ich euch befehle zu predigen, da bleibt bei, und lasset es einträchtig zugehen, dass nicht einer den Andern verachte und ein Anders aufwerfe.	som om han ville sige: Hvis I vil være mine disciple, så lad jeres forståelse og opfattelse i læren være ens og den samme, så at ikke nogen vil være mester og vide af noget nyt eller bedre og dømme eller fordømme de andre; og tag ikke hensyn til, hvem personen er, men til, hvad jeg befaler jer at prædike, bliv ved det, og lad det gå samdrægtigt til, så at ikke den ene foragter den anden og kommer på andre ideer.
21         Doch verstehe es also, dass dennoch dem, so im offentlichen Ampt ist zu predigen, nicth genommen sei, zu richten uber die Lehre, dazu auch uber das Leben.	Dog skal det forstås sådan, at man ikke må fratage den, hvis offentlige embede det er at prædike, at skulle dømme over læren, ja tilmed over livet.
22 Denn es gebuhret ihm Ampts halben, offentlich zu strafen, was nicht der rechte Lehre gemäss ist, eben darumb, dass er nicht Secten lasse eingehen und aufkommen; dessgleichen, wo er siehet, dass man nicht recht lebet, dass er auch strafe und wehre.	For det skal han gøre ifølge sit embede, han skal offentligt anklage det, der ikke stemmer overens med den rette lære, netop fordi han ikke skal lade sekter kommer ind og opstå; på lignende måde, når han ser, at man ikke lever ret, så skal han også anklage og få dem fra det.
23  Denn er ist darumb da, dass er darauf sehe, und muss dafur antworten. Ja, auch ein iglicher Christ ist schuldig, wo er siehet, dass sein Nähester uber thut, dass er ihn vermahne und wehre.	For det er grunden til, at han er der, at han skal passe på, og han skal også svare dertil. Ja, endda er enhver kristen skyldig til, hvor han ser, at hans næste øver ondt, at formane og få ham fra det.
24 Das kan ja nicht ohn Urtheilen und Richten zugehen. Aber das ist Alles noch als aus einem Ampt und Befehl gethan, davon Christus Nichts redet; wie gnug gesagt ist.	Det kan jo ikke foregå uden at man dømmer og bedømmer. Men det er altsammen stadigvæk noget, der gøres ud fra et embede og en befaling, og det er ikke det, Kristus taler om, som allerede sagt.
25        Aber das ist verboten, dass ein Iglicher aus seinem eigen Kopf herfähret, und machet ein eigene Lehre und Geist, und lässt sich Meister Klügel dünken, und Idermann will meistern und tadeln, dess ihm Nichts ist befohlen.	Men det er forbudt, at enhver farer af sted efter sit eget hoved og gør sig sin egen lære og ånd og lader sig anse for at være mester overklog. Og det er forbudt, at enhver vil bemestre og dadle, når han ikke har befaling til det.
26 Dieselben sinds, die der Herr hie strafet. Denn er will Nichts ohn Befehl aus eigenem Dünkel gethan oder furgenommen haben, sonderlich uber ander Leut zu richten.	Det er netop dem, Herren her anklager. For han vil ikke have noget gjort eller foretaget uden befaling eller efter forgodtbefindende, især når det drejer sig om at dømme over andre mennesker.
27 Das (E265) heiss ich nu, richten in der Lehre, der hochsten, schändlichsten und schädlichsten Laster eines auf Erden, daraus alle Rottengeister entstanden, und bisher Mönch, Pfaffe, und alles, das im Papstthum gewest ist, gesteckt haben, da Idermann sein Ding fur das beste aufgeworfen, und Andere geurtheilet hat; davon itzt nicht noth zu sagen.	Det vil jeg derfor mene, at det at dømme i læren er én af de højeste, skændigste og skammeligste laster på jorden; deraf er alle sværmerånder opstået, og hidtil har munkene, præsterne og alt, hvad der var i pavedømmet, siddet fast i det, at enhver antog sin sag for den bedste og dømte de andre. Men det er der ingen grund til her at sige noget om.
28        Das andere Urtheil oder Richten geschicht im Leben, da einer des Andern Leben und Werk tadelt und verdammet, und lässt ihm nichts gefallen, was Andere thun; das ist erst ein weitläufig, gemein Laster.	Den anden dom eller bedømmelse finder sted i livet, hvor den ene dadler og fordømmer den andens liv og gerning og ikke finder behag i noget af det, andre gør; det er for det første en udbredt, almindelig last.
29 Nu ist es uns verboten, dass, gleichwie wir der Lehre halben sollen einträchtig sein in einerlei Sinn und Verstand oder Glauben: also sollen wir auch einerlei gesinnet, und einerlei Herz haben in äusserlichem Leben, obwohl dasselbige nicht kann einerlei sein, wie der Glaube.	Men det er os nu engang forbudt. Ligesom vi, hvad læren angår, skal være samdrægtige og være af ét sind og én forståelse eller tro, sådan skal vi også være ens sindet og have ét hjerte i det ydre liv, selv om dette ikke kan foregå på samme måde, som med troen.
30 Denn weil da sind mancherlei Stände, so mussen auch die Werk ungleich und mancherlei sein. Dazu in solchem Leben, das an ihm selbs mancherlei ist, findet man auch mancherlei Gebrechen, als, etliche wünderliche, gähezornige, ungeduldige Kopfe; wie es denn in der Christenheit muss zugehen, weil unser alter Adam noch nicht todt ist, und das Fleich stets kämpfet wider den Geist.	For eftersom der er mange slags stænder, så må også gerningerne være forskellige og være af mange slags. Desuden finder man i et sådan liv, der i sig selv er mangeartet, også mange slags gebrækkeligheder, f. eks. kan der være mærkelige, vredladne og utålmodige hoveder. sådan som det må være i kristenheden, fordi vores gamle Adam endnu ikke er død og kødet stadig kæmper mod ånden.

31        Das gehoret nu zu eine Tugend, die da heisst tolerantia und remissio peccatorum, dass einer den Andern trage, zu Gut halte und vergebe; wie S. Paulus mit schonen Worten lehret Ro. 15: Wir, die wir stark sind, sollen der Schwachen Gebrechlichkeit tragen, und nicht Gefallen an uns selber haben; eben das hie Christus sagt: Ihr sollt nicht richten etc., dass die, so hohe und besser Gaben in der Christenheit haben, (wie denn Etliche haben müssen, sonderlich die Prediger,) dennoch keinen andern Muth und Sinn schöpfen, noch sich lassen besser dunken, denn die es nicht haben: dass im geistlichen Wesen Keiner uber den Andern fahre.	Dette henhører nu under en dyd, der hedder tålsomhed og syndstilgivelse, at altså den ene bærer over med den anden, holder ham det til gode og tilgiver ham; sådan som Skt. Paulus med smukke ord lærer det i Rom 15,: Vi stærke skal bære de svages gebrækkeligheder, og ikke have behag i os selv; og netop det siger Kristus her: I skal ikke dømme, osv, så at de, som har højere og bedre gaver i kristenheden (sådan som jo nogen må have det, især prædikanterne) alligevel ikke skal skabe nogen anden indstilling og opfattelse eller lade sig regne for bedre end dem, der ikke har sådanne gaver. Så at i åndelig henseende ingen står over de andre.
32  Aeusserlich soll ein Unterscheid sein, ein Furst hoher und besser denn ein Baur, ein Prediger gelehreter, denn ein schlechter Handwerks- (E266) mann; da kann ein Herr nicht Knecht, eine Frau nicht Magt sein etc.: aber gleichwohl sollen die Herzen in solcher Unterscheid gleich gesinnet sein, und sich derselben Ungleicheit nichts annehmen.	I det ydre skal der være forskel, dèr skal en fyrste være højere og bedre end en bonde, en prædikant mere lærd end en jævn håndværksmand; i det ydre kan en herre ikke være karl, en frue ikke pige, osv. Men alligevel skal hjerterne i den slags forskelle være ens sindede, og ikke tage sig denne forskel nær.
33        Das geschicht denn, wenn ich dem Nähesten zu Gut halte, ob er wohl geringers Stands ist und weniger Gaben hat, denn ich, und lasse mir sein Werk, dass er als ein Hausknecht seiner Pferd wartet, eben so wohl gefallen, als meine Werk, dass ich predige, oder Land und Leut regiere; obgleich das meine besser ist, und mehr schaffet, denn jenes.	Det sker jo, når jeg regner næsten det til gode, selv om han er af ringere stand og har færre gaver end mig, og finder lige så stort behag i hans gerning, hvor han som huskarl røgter sin hest, som i min gerning, hvor jeg prædiker eller regerer land og folk; selv om min gerning er bedre og har større betydning end hans.
34 Denn ich muss nicht ansehen die äusserliche Larven, sondern, dass er in denselbigen Glauben und Christo lebt, und hat eben so viel von der Gnade, Tauf und Sacrament, ob ich gleich ander, hoher Werk und Ampt habe. Denn es ist einerlei Gott, der solchs Alles schaffet und gibt, und lässt ihm das Geringste eben so wohl gefallen, als das Allergrossest.	For jeg må ikke se på de ydre masker, men på, at han lever i den samme tro og i den samme Kristus, og har lige så megen nåde, dåb og sakramente, selv om jeg har et højere arbejde og embede. For det er den samme Gud, der fremskaffer og giver al den slags og han har lige så meget behag i det ringeste som i det allerstørste.
35        Dawider regieret nu in der Welt die lobliche, schöne Tugend, davon S. Paulus redet, dass ihm Iglicher selbs gefällt, als, wenn ein Mensch ins Teufels Namen herfähret, und seine Laster nicht kann ansehen, sondern allein der Andern; welchs uns von Natur allen anhänget, und nicht können los werden, ob wir gleich getauft sind, dass wir uns gerne schön machen und schmücken, und sehen, was gut an uns ist, und damit kutzeln, als sei es unser eigen;	I modsætning til det hersker nu i verden den rosværdige, skønne dyd, som Skt. Paulus taler om, hvor enhver synes om sig selv, f. eks. når et menneske farer frem i djævelens navn og ikke kan få øje på sine egne laster, men kun på de andres; dette hænger fra naturens hånd ved os alle og vi kan, selv om vi er døbt, ikke blive fri for, at vi gerne gør os selv smukke og besmykker os og ser på, hvad der er af godt hos os, og praler af det, som var det vort eget;
36  und auf dass wir allein schön seien, sehen wir nicht an an dem Nähesten, was gut ist; sondern, dasselb aus den Augen gethan, wo wir irgend ein Blätterlin gewahr werden, das fullen wir die Augen mit, und machens so gross, dass wir nichts Guts dafur sehen, ob er gleich Augen als ein Falk, und ein Angesicht hätte als ein Engel.	og for at det alene skal være os, der er smukke, ser vi ikke hos næsten på, hvad der er godt; nej, det flytter vi øjnene bort fra, men hvor vi får øje på bare det mindste blad, det fylder vi øjnene med og gør det så stort, at vi af den grund ikke ser noget godt, selv om han havde øjne som en falk og et ansigt som en engel.
37 Gerade als ob ich einen sähe in einem gulden Stuck, und wäre ohngefähr eine Nath oder weisser Faden dadurch gezogen, und die Augen darnach aufsperrete, als wäre es damit gar zu verachten, und ich doch mich dagegen liesse kostlich dünken in meinem groben Kittel, mit einem gulden Lappen besetzet: (E267) also sehen wir an uns unser eigen Laster nicht, der wir voll sind, konnen doch an ander Leuten nichts Guts ersehen.	Ganske som hvis jeg så én i en gylden klædning og der var syet en søm eller en hvid tråd deri og jeg så spærrede øjnene op, som var den af den grund ganske at foragte, og jeg selv dog mente, at jeg med min grove kittel med en gylden lap var kostelig imod denne klædning: sådan ser vi heller ikke på vore egne laster, som vi er fulde af, og kan dog ikke se noget godt ved andre mennesker.
38 Wo nu solch naturlich Untugend unter die Christen kompt, so hebt sich das Urtheilen, dass ich ein Andern bald veracht und verdamme, wenn er ein wenig strauchelt oder gebrechlich ist, und er mir denn wieder also thuet, misset mir mit demselben Maass, (wie Christus hie sagt,) suchet und ruget auch nur das Aergste, das er an mir finden kann.	Hvor nu en sådan naturlig udyd kommer ind blandt de kristne, så rejser dømmeriet sig, så at jeg snart foragter og fordømmer en anden, hvis han snubler en smule eller er svag, og så han snart gør det samme mod mig, måler mig med det samme mål, (som Kristus her siger) opsøger kun det værste, han kan finde ved mig, og dvæler ved det.
39 Dadurch wird denn die Liebe gar unterdruckt, und bleibt ein lauter Beissen und Fressen unter nander, bis sie sich gar verzehren und gar Unchristen werden.	Derved bliver jo kærligheden fuldstændig trykket ned og tilbage bliver kun en biden af hinanden og en æden hinanden op, indtil de helt fortærer hinanden og bliver ukristne helt og holdent.
40        Also gehets zu, wenn man auf eines Andern Leben siehet, und nicht will auf sich selbs sehen, da findet man bald etwas, das uns missfället; dessgleichen ein Ander auch an uns: wie auch die Heiden von ihrem Wesen klagen, dass Niemand siehet, was er hinten auf den Rücken trägt, sondern wer ihm nachgehet, der siehests wohl; das ist, Niemand siehet, wo es ihm selbs mangelt, sondern an einem Andern siehet ers bald.	Sådan går det til, når man ser på en andens liv og ikke vil se på sig selv, så finder man snart noget, som mishager én; på samme måde også den anden overfor os: som også hedningerne klager over deres natur, at der ikke er nogen, der ser, hvad han selv har på ryggen, men den, der går bagefter ham, han ser de nok; det vil sige: Ingen ser, hvad der er af mangler ved ham selv, men hvad der er hos en anden, det ser han med det samme.
41 Wenn man nu solchen Gesicht folget, so kompt nichts Anders draus, denn afterreden und richten unter nander. Das richtet der Teufel an in der Christenheit, bis ers dahin bringet, dass Nichts unter ihn bleibt, denn lauter Urtheilen im Leben, gleichwie auch in der Lehre; dass ja Christus Reich (welchs ist ein einmüthig, einträchtig und friedlich Reich, beide in der Lehre und Leben,) zutrennet werde, und an desselbsn Statt eitel Rotterei, Hohmuth und Verachtung regiere.	Når man nu retter sig efter det, man ser på den måde, så kommer der intet andet ud af det, end bagtalelser og indbyrdes dømmeri. Det anretter djævelen i kristenheden, indtil han bringer det derhen, at der ikke er andet tilbage hos dem, end lutter dømmeri i livet, ganske som også i læren; så at altså Kristi rige (som er et enssindet, samdrægtigt og fredeligt rige, både hvad angår læren og livet) bliver splittet ad og i dets sted klikedannelse, hovmod og foragt hersker.
42        Darumb ist diess gar eine nothige Warnung, dass wir lernen und uns gewöhnen, wenn wir unser Ampt ausgerichtet haben, es sei predigen und offentlich strafen, oder bruderlich vermahnen, (davon Christus Matth. 18. lehret,) dass wir des Nähesten Gebrechen tragen, decken und schmucken konnen;	Derfor er dette en helt nødvendig advarsel, så at vi lærer det og vænner os til det, når vi har gjort, hvad vort embede tilpligter os, hvad enten det nu er at prædike og anklage offentligt eller det er at formane broderlige (sådan som Kristus lærer det i Matt 18,15ff) at vi da lærer og vænner os til at bære, at dække over og at undskylde vor næstes svagheder.
43 und ob ich etwas an ihm sehe, das mir nicht allzu wohl gefället, dass ich zuruckschahe, und mich selbs ansehe, so werde ich auch viel finden, das ander Leu- (E268) ten nicht gefället, und gerne wollte mir zu Gut gehalten und getragen haben: so wird sich der Kutzel bald legen, der ihm selbs gefället, und lächelt uber eins Andern Gebrechen, und Meister Klügel sich fein trollen, und das Urtheil fallen lassen.	Og selv om jeg ser noget ved ham, som ikke behager mig altfor godt, at jeg så ser tilbage på mig selv, så vil jeg også finde meget, som ikke behager andre mennesker og som jeg gerne ville, de holdt mig til gode og bar over med: så skal den pralhals nok komme ned med nakken, ham, der synes om sig selv og smiler over den andens svaghed, så skulle nok mester overklog klogelig liste af og lade være med sit dømmeri.
44 Ja, du wirst froh werden, dass du gleich mit dem Andern aufhebest, und zum ersten sprechen: Herr, vergib mir meine Schuld; darnach zum Nähesten: Hast du wider mich gesündiget, oder ich wider dich, so lass uns unter nander auch vergeben.	Ja, du vil blive glad for, at du hæves op til at stå lige med den anden, og du vil først sige: Herre, tilgiv mig min skyld; og du vil derefter sige til din næste: Har du syndet imod mig, eller jeg imod dig, så lad os tilgive hinanden.
45        Siehest du aber, dass ers gar zu grob machen, und nicht ablässet, du strafest ihn denn, so gehe hin, und sage es ihm selbs, wie itzt und oft gesagt ist aus Matth. 18., dass er sich bessere und abstehe.	Men hvis du ser, at han gør det altfor groft og ikke vil lade være med det, medmindre du anklager ham, så gå hen og sig det til ham selv, sådan som jeg ofte har sagt det ud fra Matt 18,15, så han forbedrer sig og lader være med det.
46 Das hiesse nicht geurtheilet und verdampt, sondern brüderlich vermahnet zur Besserung, und gienge also das Vermahnen fein friedlich zu, nach Gottes Gebot.	Det kaldes ikke at dømme og fordømme, men at formane broderligt i forbedringshensigt, og således skulle formaningen gå fredeligt for sig efter Guds bud.
47 Sonst machest du mit deinem Kutzeln, Lächeln und Spotten, dass der Näheste nur auf dich erbittert und verstockt wird, und du selbs dazu viel ärger, denn er, und zwiefächtig grosser Sunder, damit, dass du ihm die Liebe entzeuchst, und Lust hast an seiner Sunde, und dazu in Gottes Gericht fällest, und ihn verdammest, den Gott nicht verdampt hat, und also deste schwerer Urtheil uber dich ladest, wie Christus hie warnet, und verdienest, dass dich Gott wieder viel höher verdamme.	Ellers bevirker du med dit pral, dit smil og din spot, da næsten kun bliver forbitret på dig og bliver forstokket og du selv af den grund meget værre end han og bliver en dobbelt så stor synder, af den grund, at du tager kærligheden fra ham og har lyst til hans synd, og desuden griber ind i Guds dom og fordømmer én, som Gud ikke vil have fordømt, og derved belæsser dig selv med en desto tungere dom, sådan som Kristus her advarende siger, og fortjener, at Gud til gengæld fordømmer dig meget højere.
48         Siehe, solch schändlich Ubel kompt alles daher, wie S. Paulus sagt, dass wir uns selbs gefallen, spiegeln und kützeln mit unsern Gaben, als seien sie unser eigen; aber an eim Andern Nichts sehen, denn wie er gebrechlich ist, und also gar blind werden, dass wir weder uns noch den Nähesten mit rechten Augen ansehen.	Se, et sådant skændigt onde kommer altsammen derfra, som Skt Paulus siger, at vi behager os selv, at vi spejler os i og praler med vore gaver, som var de vore egne; men ikke ser andet hos den anden, end at han er svag, og på den måde bliver helt blinde, så at vi hverken kan se på os selv eller på vor næste med de rette øjne.
49 Da wir sollten in unserm Bosen greisen, und erstlich sehen, was uns feihlet, das thun wir nicht; sondern haben ein Geplerr fur den Augen, dass wir uns lassen schon dunken, ob wir eine Gabe an uns sehen, die der Näheste nicht hat, eben damit verderben, und am Nähesten nicht (E269) auch sehen, was er Guts an ihm hat, denn wir allzeit würden so viel finden, als wir itzt seines Gebrechens sehen.	Så skulle vi gribe i vor egen barm og først se, hvad vi mangler, men det gør vi ikke; nej, vi har et skel for vore øjne, så vi overbeviser os om, at vi er gode, hvis vi ser en gave hos os, som næsten ikke har, og netop derved fordærves, og hos næsten ikke ser, hvad godt der er ved ham, for vi ville altid finde lige så meget hos ham, som vi nu ser af svaghed hos ham.
50 Das sollten wir uns auch lassen gefallen, und zu Gut halten, ob etwas gebrechlich mit unterliefe; wie wir uns selbs gefallen, und fein zu Gut halten können.	Det skulle vi også finde behag i og holde ham til gode, selv om der løb noget svagt med i købet; sådan som vi finder behag i os selv og godt kan holde os noget til gode.
51        Summa, es ist das ärgeste Laster und ein lauter Teufelshoffart, dass wir uns selbs lassen gut dünken und kützeln, wenn wir eine Gabe sehen oder fühlen an uns, und Gott nicht dafur danken, sondern stolz werden, und Idermann verachten, und so gar die Augen damit fullen, dass wir Nichts dafur sehen, was wir sonst thuen, meinen, es sei Alles schön an uns:	Kort sagt, det er den værste last og et lutter djævelsk hovmod, at vi synes godt om os selv og praler af det, når vi ser eller føler en gave hos os selv, og ikke takker Gud for det, men bliver stolte, og foragter enhver, og i den grad fylder øjnene med det, at vi ikke ser noget af det, vi ellers gør, af den grund, og mener, at alt er i bedste orden med os.
52 stehlen und rauben also Gott seine Ehre, machen uns selbs zum Abgott, und sehen nicht unsern Jammer, den wir eben damit anrichten; so wir doch sonst gnug auf uns hätten, wenn wirs recht ansehen konnten, wie Apocalyp. 3. zu einem Bischoffe sagt, der sich liess gelehrter und besser dünken, denn andere: Du sprichst: Ich bin reich und gar satt, und darf Nichts; und weissest nicht, dass du bist elend und jämmerlich, arm, blind und bloss.	Vi stjæler og røver altså æren fra Gud, vi gør os selv til afgud, og ser ikke den jammer, som vi anretter netop derved; skønt vi dog ellers har nok for vort vedkommende, hvis vi kunne se ret på os selv, sådan som apokalypsen siger til en biskop, som mente, han var mere lærd og bedre end andre: "Du siger, jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du véd ikke, at du er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen" (Åb 3,17).
53 Denn obs gleich wahr ist, dass deine Gabe grosser ist, denn eines Andern; wie es denn sein muss, weil dein Ampt unterscheiden, hoher und grosser ist: aber mit dem schändlichen Zusatz, dass du dich drein spiegelst, und dir selbs so wohl gefällest, verderbst du es gar, und machest, dass derselb hohe Schmuck unfläthiger wird, denn aller Ander Gebrechen.	For selv om det så var sandt, at din gave var større end den andens, sådan som det vel må være, når dit embede er forskelligt fra, højere og større end hans, blot med den skammelige tilføjelse, at du spejler dig i det og behager dig selv så meget i det, selv om det var sandt, så fordærver du det helt og holdent, og bevirker, at denne høje udmærkelse bliver mere smudsig end alle andre svagheder.
54       Denn je hoher die Gaben sind, je schändlicher werden sie verderbt, wenn du dir einen Abgott draus machest, gleich als du Gift unter einen köstlichen Malvasir mengetest.	For jo højere gaverne er, des mere skændigt er det, når de bliver fordærvet, når du gør dig en afgud af det, ganske som hvis du blandede gift i en kostbar malvasir-vin.
55 So hast dus denn fein und wohl troffen, dass du einen Andern urtheilest umb eines kleinen Gebrechens willen, und fällest selbs mit dem eigen Gutdunken in die schwere Sund, dass du Gott undankbar wirst, ja, dich selbs an seine Statt setzest in deinem Herzen, und in sein Gericht greifest, da Eine Sunde schwerer ist, denn sonst aller Men- (E270) schen; wirst dazu stolz gegen dem Nähesten, und allerdinge staarblind, dass du weder Gott, noch deinen Nähesten, noch dich selbs mehr kennest noch ansehen kannst.	Sådan har du nu ramt det fint og godt, når du dømmer en anden for en lille svagheds skyld og selv med din selvros falder i den alvorlige synd, at du bliver utaknemlig mod Gud, ja at du i dit hjerte sætte dig selv i hans sted, og griber ind i hans dom, hvor én synd er tungere end ellers alle menneskers synder; og dertil bliver du stolt imod næsten, og fuldstændig stærblind, så at du hverken kan kende Gud, din næste eller dig selv mere eller se ret på dem.
56        Was machest du nu mit solchem Urtheilen, denn dass du Gottes Gericht wider dich ladest? dass er billig muss zu dir sagen: Ich habe dir nicht darum diese Gaben geben, dass du den Nähesten verachten, und dir selbs damit dienen soll, sondern deinem Nähesten, der arm und gebrechlich ist, und mir.	Hvad bevirker du nu med den slags dømmeri, andet end at du belæsser dig med Guds dom imod dig? så han med rette må sige til dig: Jeg har ikke givet dig disse gaver af den grund, at du skulle foragte din næste, og tjene dig selv med dem, nej, du skulle tjene din næste, der er fattig og svag, og du skulle tjene mig.
57 So fährest du zu, und dankest mir nicht einmal dafur, als wäre es in deinem Herzen gewachsen, und brauchest meines eigen Geschenks wider mich, und den Nähesten, und machest dich selbs zu einem Tyrannen, Stockmeister und Richter wider den Nähesten, den du solltest durch die Liebe tragen, bessern und aufhelfen, wenn er gefallen wäre.	Men du farer frem og takker ikke engang mig for dem, som var det vokset frem i dig hjertet, og du bruger min egen gave imod mig og imod din næste, og gør dig selv til en tyran, en bøddel og en dommer imod den næste, som du skulle bære over med i kærlighed og forbedre og hjælpe op igen, hvis han faldt.
58 Was willt du alsdenn antworten, wenn er dich so ansprechen wird, (wie er dich hiemit zuvor warnet,) denn dass solch Urtheil billig uber dich gehet, dass du nicht ein Splitter, wie du vielleicht in deines Nähestens Auge siehest (wie Christus hie sagt,) sondern einen grossen Balken machens aus einem kleinen Splitter.	Hvad vil du da svare, hvis han tiltalte dig på den måde (hvilket han her på forhånd advarer dig imod), andet end at en sådan dom gik over dig med rette, så at du ikke ser den splint, som du måske ser i din næstes øje (som Kristus her siger), men gør en stor bjælke ud af en lille splint.
59         Ich will schweigen dess, dass du mit dem schändlichen Urtheilen nicht allein verdammlich bist des Werks halben; sondern gemeiniglich geschicht, dass, der da urtheilet, selbs in grossern Sunden und Untugend steckt, denn Andere: dass, wenn er zuruckgienge, und läse seinen eigen Calender und Register, wie er gelebt habe von Jugend auf, da würde er ein Legend horen, dass ihm grauen mochte, und gern von andern Leuten schweigen wurde.	Og så taler jeg ikke om, at du med dette skændige dømmeri ikke alene er fordømmelig, hvad gerningerne angør, men at det i almindelighed sker, at den, der dømmer, selv stikker i større synder og udyd end andre: så at han, hvis han gik tilbage og læste sin egen kalender og sit eget register, hvordan han havde levet fra ungdommen af, da ville han høre en historie, som nok kunne sætte ham grå hår i hovedet og så ville han gerne tie om andre mennesker.
60        Nu aber lässt sich ein Iglicher dünken, er sei fromm, und will des vorigen Alles vergessen, und einen armen Menschen tadeln und verdammen, der einmal gesundigt hat. Damit kompt er in zweierlei Jammer, dass er sein vorig Leben verachtet, und vergisset, was er gewesen ist; denket nicht, wie wehe es ihm gethan hätte, wenn man ihn verspottet und verdampt hätte.	Men nu mener enhver om sig selv, at han er from, og vil glemmer alt det foregående, og dadle og fordømme et stakkels menneske, der blot har syndet én gang. Dermed kommer han ind i en dobbelt elendighed, han foragter sig forrige levned og glemmer, hvad han har været, hvor ondt det gjorde ham, da man spottede og fordømte ham.

61 Das ist eine Sunde, dass er undankbar ist, und der Vergebung der Sunden, Gnade (E271) und aller Wohlthat Gottes vergessen hat. Die ander, dass er verluret die Frömmkeit, und alle vorige Sunde wider ihm selbs erfur rücket, eben damit, dass er sich spiegelt in seiner Frömmkeit, und wird siebenmal ärger mit ihm, denn zuvor je.	Det er én synd, at han er utaknemlig og har glemt syndernes forladelse, nåden og alle Guds velgerninger. En anden synd er det, at han har mistet sin fromhed og rykker alle sine forrige synder frem imod sig selv, netop derved at han spejler sig i sin fromhed, og så bliver det syv gange værre med ham end nogensinde før.
62        Denn, menest du nicht, dass dir Gott könne ein Register fur die Nasen legen, und anziehen nicht allein dein Gebrechen und Sunde der Jugend, sondern auch dein ganzes Leben, das du fur kostlich gehalten hast? als itzt der Mönche Klosterleben; wie willt du da bestehen und antworten, dass du täglich ihm seinen Sohn gelästert und gekreuzigt hast mit deiner Messen und ander Abgötterei?	For mener du ikke, at Gud kunne lægge et register frem for næsen af dig og påvise ikke blot din svaghed og synd i ungdommen, men også i hele den del af dit liv, som du nu har regnet for dyrebar? Som i vore dage munkenes klosterliv; hvordan vil du da bestå og svare til det, at du dagligt har spottet og korsfæstet hans søn med din messe og andet afguderi?
63 Also gehets, wenn wir unser vergessen, was wir gewesen sind, so konnen wir wohl ander Leut richten. Aber es heist: Hans, nimm dich selbs bei der Nasen, und greif in deinen eigen Bosen; wenn du willt ein Schalk suchen und urtheilen, so findest du den grossten Schalk auf Erden, dass du ander Leut wohl vergessen wirst, und gerne gleich mit ihn aufheben.	Sådan går det til, når vi glemmer vort eget, hvad vi var, så kan vi så udmærket dømme andre mennesker. Men her hedder det: Hans, tag dig selv ved næsen og grib i din egen barm; hvis du vil finde en skurk, du kan dømme, så finder du den største skurk på jorden, så du godt kan glemme alt om andre mennesker og kun ønske at blive hævet op til at stå lige med dem.
64 Denn du wirst nimmermehr an einem Andern so viel Sund finden, als an dir. Denn wenn du viel an einem Andern siehest, so siehest du ein Jahr oder zwei; an dir aber dein ganzes Leben, sonderlich die groben Knoten, die ander Leut nicht wissen, dass du dich mussest fur dir selbs schämen. Siehe, das wäre eine Weise wider das schändliche Laster, dass du dir nicht selbs gefallest, sondern Gott bittest, dass er dir und Andern vergebe.	For du vil aldrig finde så megen synd hos andre som hos dig selv. For hvis du ser meget hos en anden, så ser du et år eller to; men hos dig selv et helt liv, især de grove knuder, som andre mennesker ikke kender til, så du skulle skamme dig over dig selv. Se, det ville være én måde at kæmpe imod den skændige last, så du ikke behager dig selv, men beder Gud om, at han vil tilgive dig og de andre.
65        Zum andern, dass, ob du gleich etwas Boses siehest am Nähesten, dass du nicht darumb ihn verachten und verdammen sollt; sondern dagegen seine Guter ansehen, und mit deinen Gütern und Gaben ihm helfen, decken, schmücken und rathen; und wissest,  ob du gleich der Heiligest und Frömmeste wärest, dass du eben damit der Allerärgeste wirst, wenn du einen Andern richtest.	For det andet, skal du (når du vil bekæmpe den skændige last #64) ikke foragte og fordømme næsten, selv om du ser noget ondt hos ham. Men derimod skal du se på det, der er godt ved ham og hjælpe ham med dine goder og gaver, dække over ham, undskylde ham og råde ham. Og du skal vide, at var du end den helligste og frommeste, så bliver du netop derved, at du dømmer en anden, den allerværste.
66 Denn deine Gabe sind dir nicht geben, dass du dich kutzelst, sondern dem Nähesten damit helfest, wo ers darf, dass du mit deiner Stärke seine Schwacheit tragest, seine Sunde und Schande mit deiner Frommheit und Ehre deckest und schmückest, wie Gott durch Christum gegen dir ge- (E272) than hat und noch täglich thuet.	For din gave er ikke givet dig, for at du skal prale af den, men for at du skal hjælpe næsten med den, hvor han behøver det, så at du med din styrke bærer hans svaghed, så du med din fromhed og ære dækker over og undskylder hans synd og skam, sådan som Gud i Kristus har handlet imod dig og endnu hver dag handler imod dig.
67 Thust du das nicht, und willt dich selbs damit kutzeln, und Andere verachten: so wisse das, wo ein Ander fur dir eine Splitter trägt, dass du gegen ihm fur Gott einen grossen Balken trägst.	Gør du ikke det, vil du selv prale af det og foragte andre, så skal du vide, at hvor en anden for dig at se har en splint i øjet, så har du i forhold til ham for Gud at se en stor bjælke i øjet.
68       Also siehest du, warumb Christus so hart wider diess Laster redet, und das strenge Urtheil fället: Wer da richtet, der soll wieder gerichtet werden; wie auch billig ist. Denn, weil du Gott in sein Urtheil fällest, und verdampst denen, den Gott nicht verdampt hat, so giebst du ihm Ursach, dass er wiederumb dich mit allem deinem Leben zur Hölle verdamme, wenn du schon noch so fromm wärest gewesen, und den Nähesten, den du gerichtet und verdampt hast, zu Ehren mache, dazu auch zum Richter uber dich setze, und mache, dass er zehenmal mehr in dir findet zu verdammen, denn du an ihm funden hast.	Sådan kan du se, hvorfor Kristus taler så hårdt imod denne last og fælder den strenge dom: Den, der dømmer, skal selv dømmes; hvilket også er rimeligt. For når du går ind i Guds dom og fordømmer dem, Gud ikke har fordømt, så giver du ham grund til, at han omvendt fordømmer dig og hele dit liv ned i helvede, om end du har været nok så from, og du giver ham grund til, at han fører den næste, som du har dømt og fordømt, til ære, ja, endog sætter ham til dommer over dig, og gør, at han finder ti gange så meget at fordømme i dig, som du har fundet i ham.
69 So hast du denn wohl gemacht, dass du beide, Gott und den Nähesten, erzurnet und wider dich hast; und also zugleich beide, Gottes Gnade und christlich Leben, verleurest, und ärger wirst, denn ein Heide, der Nichts von Gott weiss.	Således har du nu opnået, at du har gjort både Gud og din næste vrede på dig og sat dem op imod dig; og ligeledes har du tabt begge dele, Guds nåde og det kristelige liv, og du bliver værre end en hedning, der ikke kender noget til Gud.
70 c Videre til bjerg23.

Noter: