Vers 26, side 243-246: #1. Vers 27, side 246f: #22. Vers 28ff, side 247-249: #27. Vers 31f, side 249-250: #39. Vers 33: side 251-258: #49. Vers 34: side 258-261 #96.

Tilbage til oversigten!
 
 

1 Sehet die Vogel unter dem Himmel an: sie säen nicht, sie erntennicht, sie sammlen nicht in die Scheuren; und euer himmlischer Vater näheret sie doch. Seid ihr denn nicht viel besser den sie? Wer ist unter euch, der seiner Länge eine Ellen zusetzen möge, ob er gleich drumb sorget?	Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? (Matt 6,26) (ntmatt06#26)
2        Da setzet er ein Exempel und Gleichniss zu der Vermahnung, zu Hohn, Spott und Schanden dem leidigen Geiz und Bauchsorge, dass er uns ja davon reisse,  und zeige, was wir doch selbs sind, dass wir uns in unser Herz schämen müssen, dieweil wir ja viel hoher, edler und besser sind, denn die Vogel, als die wir Herrn sind, nicht allein der Vogel, sondern aller lebendigen Creaturn, und alle Ding uns zu Dienst gegeben und umb unsern will geschaffen sind:	Så tilføjer han et eksempel og en lignelse til formaningen til hån og spot og skam for den lede havesyge og bugsorg, om han ikke kunne rive os ud af den og vise os, hvad vi dog selv er for væsener, at vi skulle skamme os i vore hjerter, eftersom vi jo er meget højere, ædlere og bedre end fuglene, fordi vi er herrer, ikke blot over fuglene, men over alle levende skabninger, og fordi alt er givet os til tjeneste og skabt for vores skyld.
3 und doch nicht so viel Glauben haben, dass wir uns trauen mit solchem Allen zu ernähren, das Gott uns eingethan und geben hat; so er doch den kleinesten Vogelin, ja den allergeringsten Würmlin, als unsern geringsten Knechten, ohn alle ihr Sorgen und Denken, täglich ihr Nahrung und Speise gibt, die doch gar Nichts sammlen noch Vorrath schaffen, weder säen, noch, wenns gesäet ist, einernten konnen.	Og dog har vi ikke så megen tro, at vi mener, vi kan ernære os med alt det, som Gud har skabt os med og givet os; skønt han dog dagligt giver selv den mindste lille fugl, ja selv den allerringeste lille orm, der er vores allerringeste tjenere, deres næring og mad uden nogen bekymring og omtanke fra deres side; de samler jo ikke noget og skaffer sig ikke forråd, ejheller sår de, og de kan heller ikke høste, når det er sået.
4         Ist es nu nicht eine Blutschande, dass wir, den Gott uns alle Creaturn geben und eingethan hat, und alle Jahr so viel wachsen lässt, dass wir jährlich gnug zu säen, und vielfältig mehr ein- (E244) zuernten haben, nicht konnen ihm unsern Bauch vertrauen, ohn Sorge und Geiz?	Er det nu ikke en stor skam, at vi, som Gud har givet og overladt alle kreaturer, og som han hvert år lader vokse så meget til, at vi hvert år har nok til udsæd og kan høste mange gange mere, at vi ikke kan betro ham vor bug, uden at bekymres og nære havesyge?
5  Denn, sollt Jemand sorgen und sammlen, so solltens die Vogelin thun, weil sie Solchs nicht können, und denken, wenn der Sommer kompt: Siehe, nu säet alle Welt ihr Korn, dass sie auf den Sommer mögen wieder einsammlen; itzt, oder auf den Herbst, erntet und sammlet Idermann, und wir alle haben nicht ein Körnlin zu säen, noch einzuführen: wo wollen wir das Jahr uber, sonderlich im kalten Winter, zu essen nehmen, wenns alles eingefuhrt ist und Nichts auf dem Felde stehet?	For hvis nogen skulle bekymre sig og samle til huse, så var det da fuglene, der skulle gøre det, fordi de er ude af stand til det; de skulle tænke, når sommeren kommer: Se, nu sår hele verden deres korn, så de om sommeren igen kan samle sammen; nu, eller til efteråret, høster og samler enhver, og ingen af os har så meget som et korn at så eller høste: hvor skal vi få noget at spise året igennem, især i den kolde vinter, når det altsammen er høstet og der ikke står noget på marken?
6  Was würden wir Menschen thun, wenn wir auf einen Sommer nicht zu säen hätten? Ja, wenn wir auf vierzehen Tag nicht Vorraht wüssten, wie wurde da alle Welt verzweifeln, als müssten wir allesampt Hungers sterben?	Hvad ville vi mennesker gøre, hvis vi ikke havde noget at så med en sommer? Ja, hvis vi ikke havde forråd til mere end fjorten dage, ville så ikke hele verden fortvivle, som om vi alle måtte dø af sult?
7  Nu fliegen die lieben Vögelin in der Luft, Sommer und Winter, singen und sind fröhlich, kommern und sorgen nichts uberall, so sie doch nicht wissen, wo sie morgen sollen zu essen kriegen: und wir leidigen Geizwänste konnen des Sorgens nicht lassen, wenn wir gleich Boden und Scheuren voll haben, und das Korn so reichlich auf dem Feld sehen wachsen.	Men nu flyver de kære fugle i luften, sommer og vinter, synger og er glade, de bekymrer sig overhovedet ikke, skønt de dog ikke véd, hvor de i morgen skal få noget at spise fra: og vi elendige gerrigbuge kan ikke lade bekymringen være, selv om vi har mark og lader fulde og ser kornet vokse så rigeligt på marken.
8         Siehe, also machet er die Vogelin zu Meistern und Lehrern, dass ein ohmächtiger Sperling, zu unsern grossen, ewigen Schanden, im Evangelio stehen muss als des allerweisesten Menschen Doctor und Prediger, und täglich fur unsern Augen und Ohren Solchs furhalten;	Se, således gør han fuglene til mestre og prædikanter, så at en afmægtig spurv til vor store, evige skam i evangeliet kommer til at stå som det allerviseste menneskes læremester og prædikant og dagligt holder os sådant for øje og for øre;
9 als wollt er zu uns sagen: Siehe, du elender Mensch, du hast Haus und Hof, Geld und Gut, und jährlich den Acker voll Korns und allerlei Gewächs, mehr denn du darfest: noch kannst du nicht Friede haben, und hast immer Sorge, du werdest Hungers sterben;	som om den ville sige til os: Se, du elendige menneske, du har hus og gård, penge og gods, ud du har hvert år marken fuld af korn og alle slags afgrøder, mere end du behøver. Alligevel kan du ikke have fred og har stadig bekymring for, at du vil dø af sult;
10 und wo du nicht Vorrath siehest und fur dir weisst, kannst du Gott nicht vertrauen, dass er dir einen Tag zu essen gebe; so doch unser zu unzählig viel ist, der keines sein Lebtag einmal sorget, und doch Gott täglich uns ernähret.	og hvor du ikke ser noget forråd og véd det bestemt for dig, kan du ikke stole på Gud, at han bare én dag vil give dig at spise; når der dog er så utallige af vores slags, som ikke bekymrer sig om nogen dag i sit liv, og alligevel ernærer Gud os hver dag.
11 Summa, wir haben so viel Meister und Prediger, (E245) als Vogelin in der Luft, die mit ihrem lebendigen Exempel uns zu Schanden machen, dass wir uns sollten schämen, und nicht dürfen die Augen aufheben, wenn wir einen Vogel singen höreten, als der Gottes Lob und unser Schande gen Himmel schreiet: noch sind wir so steinhart, dass wir uns nicht einmal dran kehren, ob wir sie gleich täglich mit grossem Haufen Solchs predigen und singen hören.	Kort sagt, vi har lige så mange lærere og prædikanter, som der er fugle i luften; de gør os til skamme med deres levende eksempler, så vi skulle skamme os og ikke vove at løfte blikket, når vi hører en fugl synge, for den udråber jo Guds pris og vor skam imod himlen. Alligevel er vi så stenhårde, at vi ikke engang bryder os om det, selv om vi dagligt hører dette prædiket og udsunget for os af så mange.
12        Ja, siehe, was sie mehr thun, die lieben Vogelin, wie gar ohn Sorge sie leben, und allein aus Gottes Hand ihr Nahrung warten. Wenn man sie einsperret, dass sie singen sollen, und schüttet ihn vollauf zu essen fur, dass sie sollten denken: Nu hab ich gnug, dass ich nicht sorgen darf, wo ich zu essen nehme; denn ich habe nu einen reichen Herrn, und meine Scheuern voll, etc.: das thuen sie nicht, sondern sind viel lieber frei in der Luft, werden auch fetter, und singen feiner und lieblicher ihrem Herrn Laudes und Metten, des Morgen fruhe, ehe sie essen:	Ja, se, hvad mere de gør, de kære småfugle, hvordan de lever fuldstændig uden bekymring og alene venter at blive ernæret af Guds hånd. Hvis man indespærrer dem, for at de skal synge og forsyner dem med fuldt ud nok at spise, så de skulle tænke: Nu har jeg nok, så jeg ikke behøver bekymre mig, hvorfra jeg skal få noget at spise; for jeg har nu en rig herre og har mine lader fulde osv.: så tænker de ikke sådan, men vil meget hellere være frie i luften, bliver også federe og synger finere og elskeligere deres Laudes og ottesang for deres herre om morgenen tidlig, før de spiser.
13 und weiss doch ihr keiner ein Kornlin im Vorrath, machen ein schones, langes Benedicite, und lassen unsern Herrn Gott sorgen, auch wenn sie Jungen haben, die sie näheren sollen.	Og dog véd ingen af dem, at de har noget korn i forråd, de synger et smukt, langt benedicite, og lader vor Herre Gud om at bekymre sig, også når de har små, som de skal ernære.
14 Darumb, wenn du eine Nachtgall hörest, so hörest du den feinsten Prediger, als der dich dieses Evangelii vermahnet, nicht mit schlechten, blossen Worten, sondern mit der lebendigen That und Exempel, weil sie die ganze Nacht singet, und gellet sich schier zu todt, und ist viel fröhlicher im Wald, denn wenn sie im Vogelbaur gefangen ist, da mans mit allem Fleiss warten muss, und doch selten gedeihet oder lebendig bleibt;	Derfor, når du hører en nattergal, så hører du den fineste prædikant, som formaner dig ud fra dette evangelium, ikke med ord, slet og ret, men med levende gerning og eksempel, fordi den synger hele natten og synger sig næsten ihjel, og er meget gladere i skoven, end hvis den er fanget i et fuglebur, hvor man må sørge for den med al flid, og hvor den dog alligevel sjældent trives eller forbliver i live;
15 als sollt es damit sagen: Ich wollt viel lieber in des Herrn Kuchen sein, der Himmel und Erden geschaffen hat, und selbs Koch und Hauswirth ist, und täglich unzählig viel Vogelin speiset und ernähret aus seiner Hand, und nicht ein Sack voll, sondern Himmel und Erden voll Kornlin hat.	som ville den dermed sige: Jeg vil meget hellere være i vorherres køkken, han, der har skabt himmel og jord og selv er kok og vært og daglig bespiser og ernærer utallíge fugle med sin hånd, og ikke har kun en sækfuld korn, men har himmel og jord fuld af det.
16       So spricht nu Christus: Weil ihr Solchs täglich fur Augen sehet, wie der himmlische Vater die Vogelin auf dem Feld näheret, ohn alle ihre Sorge: kunntet ihr ihm denn nicht so viel trauen, dass er (E246) euch auch ernäheren werde, weil er euer Vater ist, und euch seine Kinder heisset?	Derfor siger nu Kristus: Fordi I daglig ser den slags for jeres øjne, hvordan den himmelske far ernærer fuglene på marken uden nogen bekymring fra deres side, kunne I da ikke så meget mere stole på ham, at han vil ernære også jer, fordi han er jeres far og kalder jer sine børn?
17 Sollt er nicht vielmehr fur euch sorgen, die er zu Kindern gemacht, und sein Wort und alle Creaturn gibt, denn fur die Vogelin, die doch nicht seine Kinder sind, sondern euer Knechte? und er sich doch ihr so hoch annimpt, dass er sie täglich speiset, als hätte er allein fur sie zu sorgen; und hat ein Gefallen dran, dass sie so gar ohn alle Sorge daher fliegen und singen, als sollten sie sagen:	Skulle han ikke meget snarere sørge for jer, som han har gjort til børn og som han har givet sit ord og alle skabninger, end for fuglene, som dog ikke er hans børn, men jeres slaver? og dog antager han sig dem så meget, at han daglig giver dem at spise, som skulle han sørge alene for dem, og har behag i, at de flyver og synger fuldstændig uden bekymring, som om de sagde:
18 Ich singe und bin frohlich, und weiss doch kein Körnlin, das ich essen soll; mein Brod ist noch nicht gebacken, mein Korn noch nicht gesäet: aber ich hab einen reichen Herrn, der fur mich sorget, dieweil ich singe oder schlafe; der kann mir mehr geben, denn alle Menschen und ich mit unserm Sorgen vermochten.	Jeg synger og er glad, og véd dog ikke af noget korn, jeg kan spise, mit brød er endnu ikke bagt, min korn er endnu ikke sået; men jeg har en rig herre, der sørger for mig, mens jeg synger og sover; han kan give mig mere, end alle mennesker og jeg med formår med vore bekymringer.
19        Weil nu die Vogel die Kunst können, dass sie ihm so gar vertrauen, und die Sorge von sich auf Gott werfen: so sollten ja wirs, die wir seine Kinder sind, vielmehr thun.	Fordi nu fuglene kender den kunst, at de så fuldstændig stoler på ham og kaster al deres bekymring på Gud, så skulle jo vi, som er hans børn, meget mere gøre det.
20 Darumb ist es ja ein trefflich Exempel, das uns alle zu Schanden machet, dass wir, die vernünftige Leute sind und dazu die Schrift zuvor haben, nicht so viel Weisheit haben, dass wirs den Vogeln nachthun konnten, und müssen täglich so viel Schande hören fur Gott und den Leuten, so viel wir Vogelin singen hören.	Derfor er det jo et fortræffeligt eksempel, som gør os alle til skamme, fordi vi, som er fornuftige mennesker og dertil har skriften foran os, ikke har så megen visdom, at vi kan gøre fuglene det efter, og dagligt må høre ligeså megen skændsel overfor Gud og mennesker, ligeså meget vi høre fuglene synge.
21 Aber der Mensch ist toll und thöricht worden, nachdem er von Gottes Wort und Gebot gefallen ist, dass hinfurt keine Creatur lebt, die nicht klüger sei, denn er; und ein kleines Zeisichen, das weder reden noch lesen kann, sein Doctor und Meister ist in der Schrift, ob er wohl die ganze Bibel und seine Vernunft zu Hulfe hat.	Men mennesket er blevet vanvittigt og dumt efter at det er faldet bort fra Guds ord og bud, så at der indtil nu ikke har levet nogenskabning, som ikke er klogere end han; og en lille sisken, som hverken kan tale eller læse er hans lærer og underviser i skriften, selv om mennesket har hele bibelen og hans fornuft til hjælp.
22         Das ist das erste Gleichniss; daran hänget er einen Spruch aus unser eigen Erfahrung, und zeiget, dass doch unser Sorgen umbsonst sei, und Nichts schaffet: Wer ist unter euch (spricht er), der seiner Länge eine Ellen zusetzen möge, ob er gleich drumb sorget?	Det er den første lignelse; dertil knytter han så et udsagn fra vor egen erfaring og viser, at vore bekymringer under alle omstændigheder er forgæves og intet udretter. Hvem iblandt jer, siger han, kan lægge en alen til sin vækst, selv om han så bekymrer sig derom?
23 Wenn ein Mensch nicht ehe sollt gross werden, denn durch sein Sorgen: wie gross wurden wir alle wachsen? oder, was hülf es, dass ein kleines Zwerglin sich zu todt sorgete, wie er wollt grosser (E247) werden?	Hvis et menneske kun kunne vokse sig stort, hvis det bekymrede sig, hvor store ville vi så ikke alle samme vokse os? eller, hvad ville det hjælpe, at en lille dværg bekymrede sig til døde om, hvordan han skulle blive større?
24 Was thuest du denn mit Sorgen, wo du Essen und Kleider nehmest? gerade als stünde es in deiner Gewalt, deinen Leib so gross und lang zu machen, wie du wolltest.	Hvad udretter du da med dine bekymringer om, hvorfra du skal få mad og drikke? ganske som stod det i din magt at gøre dit legeme så stort og så langt, som du ville.
25 Ist doch dein Leib mit alle seinen Geliedern gemessen, und hat seine Länge und Breite, dass du ihn nicht anders machen kannst, und dir Trotz geboten ist, dass du ein Haar breit länger machest.	Dit legeme med alle dets lemmer er dog udmålt og har sin længde og bredde, som du ikke kan gøre anderledes, og det er gjort dig umuligt, at du kan gøre den længere med så meget som en hårsbred.
26 Was bist du denn fur ein Narr, dass du sorgest fur das, so nicht in deiner Macht stehet, und schon von Gott abgemessen ist, beide, Zeit und Maasse, wie lang dein Leib und Leben währen soll? und kannst ihm nicht vertrauen, dass er dir auch Speise und Kleider schaffen werde, so lang du hie zu leben hast etc.	Hvad er du da for en nar, at du bekymrer dig for det, der ikke står i din magt og allerede er udmålt af Gud, både hvad tid og mængde angår, hvor længe dit liv og dit legeme skal vare? og ikke kan stole på ham, at han også nok skal skaffe sig mad og klæder, så længe du har at leve her osv.
27 Und warumb sorget ihr fur die Kleidung? Schauet die Lilien auf dem Felde, wie sie wachsen: sie ärbeiten nicht, auch spinnen sie nicht. Ich sage euch, dass auch Salomon in aller seiner Herrlichkeit nicht bekleidet ist gewesen, als derselbigen eines. So denn Gott das Gras auf dem Felde also kleidet, das doch heute stehet, und morgen in den Ofen geworfen wird: sollt er das nicht vielmehr euch thun? O ihr Kleingläubigen!	Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?  (Matt 6,28ff) (ntmatt06#28).
28        Da hast du noch ein Exempel und Gleichniss, darin die Blümlin auf dem Feld, die von den Kuhen zutreten und fressen werden, müssen auch unser Doctores und Meister werden, auf dass ja unser Schande deste grösser werde.	Her har du endnu et eksempel og en lignelse, hvor også blomsterne på marken, som trædes ned af køerne og bliver ædt af dem, skal være vore undervisere og læremestre, for at vor skam skal være des større.
29 Denn siehe, wie sie daher wachsen, so schön geschmückt mit Farben, und doch ihr keines sorget noch denket, wie es wachsen, oder was es fur ein Färblin kriegen soll, sondern lässt Gott dafur sorgen; und ohn alle sein Sorgen und Zuthun kleidet es Gott mit so schöner, lieblichen Farben, dass Christus sagt, dass der König Salomo mit aller seiner Herrlichkeit sei nicht so schöne gewest, als (E248) derselben eines; ja keine Kaiserin, mit ihrem ganzen Frauenzimmer, mit alle ihrem Gold, Perlin und Edelsteinen.	For se, hvordan de vokser op, så smukt smykket med farver, og bekymrer de sig ikke om noget eller tænker på, hvordan de vokser eller hvilken farve de skal få, men lader Gud sørge for det; og uden nogen bekymring eller medvirken fra deres side klæder Gud dem med så smukke, kære farver, at Kristus siger, at kong Salomon med al hans herlighed ikke var så smuk, som bare én af dem; ja, som ingen kejserinde, med hele hendes hofholdning, mit al hendes guld, perler og ædelstene.
30 Denn er weiss keinen König zu nennen, der da reicher, herrlicher und schöner geschmuckt gewesen sei, denn Salomo; noch ist der König mit alle seiner schönen Pracht und Schmuck Nichts gegen einer Rosen oder Negelblumen, oder Violen auf dem Feld.	For han kan ikke nævne nogen konge, der var rigere, herligere og smukkere udsmykket end Salomon; og dog er kongen med al hans smukke pragt og udsmykning intet sammenlignet med en rose eller en nellike eller en viol på marken.

31 Also kann unser Herr Gott schmücken, wen er schmucken will, dass es geschmuckt heisst, und kein Mensch solch Farbe kann machen noch malen, und keinen andern noch schonern Schmuck wunschen noch kriegen kunnte;	Således kan vorherre udsmykke, hvem han vil, så det virkelig må kaldes at udsmykke, og så  intet menneske kan frembringe eller male en sådan farve eller ønske eller opnå nogen anden eller nogen smukkere pynt;
32 und wenn man sie gleich mit eitel Gold und Sammet behinge, noch wurde sie sagen: Ich will lieber, dass mich der Meister schmucke droben im Himmel, der auch die Vogelin schmucket, denn alle Schneider oder Seidenstücker auf Erden.	og om man så behængte dem med idel guld og fløjl, så ville de blot sige: Jeg vil hellere have, at mesteren deroppe i himlen, som også smykker fuglene, smykker mig, end at det skulle være alle skræddere eller silkeskræddere på jorden.
33        Weil er nu so viel Blumlin kleidet und schmucket mit so mancherlei Farben, dass iglichs seinen eigen Rock anhat, und damit daher pranget uber alle Welt-Schmuck; warumb konnen wir denn ihm nicht gläuben, dass er uns auch kleiden werde?	Fordi han nu klæder så mange blomster og smykker dem med så mange slags farver, så enhver har sin kjole på, og derfor med det pranger fremfor al verdens udsmykning, hvorfor kan vi da ikke tro ham, at han også vil klæde os?
34 Denn was sind die Blumen und Gras auf dem Felde gegen uns? Oder, wozu sind sie geschaffen, denn dass sie einen Tag oder zween da stehen, und lassen sich sehen, darnach verwelken und zu Heu werden; oder, wie Christus sagt, in den Ofen geworfen werden, dass man damit Feur machet, und den Ofen heisset?	For hvad er blomster og græs på marken imod os? Eller, hvad er de skabt til, andet end til at stå en dag eller to og lade sig se på, men derefter visne og blive til hø; eller, som Kristus siger, kastes i ovnen, så man kan gøre ild med det og varme ovnen op?
35 Noch nimpt sich unser Herr Gott solchs vergänglichs und geringes Dings so hoch an, und wendet so viel Kost darauf, dass ers schoner schmücket, denn keine Könige und Menschen auf Erden, so sie doch solchs Schmucks nicht bedurfen, und gar an ihnen verloren ist, als der bald dahin gehet mit der Blume.	Alligevel tager Gud sig af den slags forgængelige og ringe ting så meget og anvender så megen møje derpå, at han smykker det smukkere end nogen konge eller noget menneske på jorden, skønt de dog ikke behøver dette smykke og det på dem er ganske tabt, eftersom det snart går til sammen med blomsten.
36 Wir aber, seine hoheste Creatur, umb welcher willen er alle Ding geschaffen hat, und uns Alles gibt, und ihm so viel an uns gelegen ist, das es nicht mit diesem Leben ein End in uns soll nehmen, sondern nach diesem Leben das ewig Leben will geben; die sollen ihm nicht so viel vertrauen, dass er uns auch (E249) kleiden werde, wie er die Blumen auf dem Feld und Vogel in der Luft mit mancherlei Farben und Federn kleidet. Das ist ja nehrlich geredt und unsern Unglauben schändlich abgemalet, dass ers nicht höhnischer machen kunnt.	Men vi, hans højeste skabning, vi, for hvis skyld han har skabt og giver os alle ting, vi, som ligger ham så meget på sinde, at det ikke tager en ende med os med dette liv, men han vil efter dette liv give os det evige liv, vi skulle ikke stole så meget på ham, at han også vil klæde os, som han klæder blomsterne på marken og fuglene i luften med mange slags farver og fjer. Det er dog at tale småskåret og at afmale vores mangel på tro så skændigt, at han ikke kunne sige det med større hånsord.
37         Aber es ist der leidige Teufel, und der treffliche Fall, den wir gethan haben, dass wir mussen sehen die ganz Welt voll solcher Exempel der Vogel und Blümlin wider uns, die mit ihrem Exempel und Anblick unsern Unglauben strafen, und werden unsere hohesten Doctores, singen und predigen uns, und lachen uns so lieblich an, dass wir nur gläuben sollen:	Men det er den lede djævel og det forfærdelige fald, vi har foretaget, så at vi må se hele verden fuld af den slags eksempler med fugle og blomster rejse sig imod os, som med deres eksempel og bare ved at vi ser på dem angriber vores manglende tro og bliver vore højeste læremestre, synger og prædiker for os, og ler til os så sødt, at vi bare skal have tillid:
38 noch gehen wir dahin, lassen uns predigen und singen, scharren und geizen immer fur uns hin; aber uns zu ewigen Schanden und Schaden, dass ein iglich Blümlin fur Gott und allen Creaturn bis an jungsten Tag wider uns zeuget, und unsern Unglauben verdamnet. Darumb beschleusst er nu diese Predigt fur seine Christen.	alligevel går vi omkring, lader dem prædike og synge for os, skraber til os i vor gerrighed, men det er os til evig skam og skade, at enhver blomst overfor Gud og alle skabninger vidner imod os indtil dommedag og fordømmer vor manglende tillid. Derfor slutter han nu denne prædiken for sine kristne.
39 Darumb sollt ihr nicht sorgen und sagen: Was werden wir essen? Was werden wir trinken? Womit werden wir uns kleiden? Nach solchem Allem trachten die Heiden; denn euer himmlischer Vater weiss, dass ihr des Alles bedurfet.	I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. (Matt 6,31f) (ntmatt06#31)
40       Weil ihr solch Exempel täglich sehet fur Augen, an allem, was da lebt und aus der Erden wächst, wie es Gott alles näheret und speiset, und aufs Allerschönste kleidet und schmuckt: so lasst euch doch bewegen, dass ihr die Sorge und Unglauben wegleget, und denket, dass ihr Christen, und nicht Heiden seid.	Fordi I daglig ser sådanne eksempler for jeres øjne ved alt, hvad der lever og hvad der vokser op af jorden, hvordan Gud nærer og bespiser det og klæder og smykker det på det allersmukkeste, så lad jer dog bevæge til at lægge bekymringen og mangelen på tillid bort; husk på, I er kristne og ikke hedninger.
41 Denn solch Sorgen und Geizen gehoret den Heiden zu, die von Gott nicht wissen, noch nach ihm fragen, und ist ein rechter Gotzendienst, wie Paulus sagt, (Kol 3,5) und droben auch gesagt ist, da ers heisset dem Mammon gedienet.	For den slags bekymring og griskhed hører hedningerne til, de, som ikke kender Gud eller spørger efter ham, og det er en ret afgudsdyrkelse, som Paulus siger, og som det også er sagt ovenfor, hvor han kalder det at tjene Mammon.
42       Darumb ist ein iglicher Geizwanst kein Christen, ob er gleich getauft ist; sondern hat gewisslich Chri- (E250) stum verloren, und ist zum Heiden worden. Denn die zwei leiden sich nicht mit einander, geizen oder sorgen und gläuben; eines muss das ander ausbeissen.	Derfor er enhver nærigpind ikke nogen kristen, selv om han er døbt; nej, han har bestemt mistet Kristus og er blevet til en hedning. For de to ting kan ikke tåle hinanden, at være gerrig eller at bekymre sig og at tro; den ene må fortrænge den anden.
43 Nu ist den Christen, die das Wort horen und wissen, kein grosser Schand fur Gott und allen Creaturn, denn dass sie den Heiden gleich sollen sein, als die nicht gläuben, dass sie Gott ernähere und alle Ding gebe, und also zuruckfallen von Gott, den Glauben verläugnen, und sich weder an sein Wort, noch an solch sichtig Exempel kehren.	Nu er der for de kristne, som hører og kender ordet, ikke nogen større skam overfor Gud og alle skabninger, end at de skulle være som hedninger, som dem, der ikke tror, at Gud ernærer dem og giver dem alle ting, og således falder bort fra Gud, fornægter troen og hverken kerer sig om hans ord eller om et sådant tydeligt eksempel.
44 Das ist ja ein hart Urtheil, das einen Iglichen billig erschrecken sollt. Denn es ist kurz beschlossen, dass ein Christ denke, und des Geiz Sorge lasse; oder wisse, dass er kein Christen, sondern zehenmal ärger ist, denn ein Heide.	Det er jo en hård dom, som rimelig nok skulle forskrække enhver. For det er kort sagt, at en kristen enten skulle tænke sig om og bekymre sig lidt om sin griskhed; eller også vide, at han ikke er nogen kristen, men ti gange værre end en hedning.
45       Zudem (spricht er,) weil ihr Christen seid, so durft ihr nicht daran zweifeln, dass euer Vater wohl weiss, dass ihr solchs Alles bedürft; nämlich, dass ihr einen Bauch habet, der da Essen und Trinken, und einen Leib, der Kleider haben muss.	Endvidere, siger han, når I er kristne, så bør I ikke tvivle på, at jeres far véd, at I har behov for alt dette; han véd godt, at I har en bug, som skal have mad og drikke, og et legeme, der skal have klæder.
46 Wenn ers nicht wusste, so hättet ihr Ursache zu sorgen und denken, wie ihr euch selbs ernäheret; nu ers aber weiss, so wird er euch ja nicht lassen. Denn er ist ja so frumm, dass ers gerne thuet, und sonderlich euch Christen, weil er (wie gesagt ist,) auch fur die Vogel in der Luft sorget.	Hvis han ikke vidste det, så ville I have grund til at bekymre jer og tænke på, hvordan I skulle ernære jer selv, men nu, hvor han véd det, så vil han jo ikke lade jer i stikken. For han er jo så god, at han gerne gør det og især overfor jer kristne, fordi han, som sagt, også sørger for fuglene i luften.
47 Darumb lasset ihr die Sorge anstehen, denn ihr richtet doch Nichts damit aus. Es liegt nicht an eurem Sorgen, sondern an seinem Wissen und Sorgen.	Lad derfor jeres bekymring ligge, for I udretter dog ikke noget dermed. Det er ikke jeres bekymring, det kommer an på, men hans kundskab og omsorg.
48 Sollte nicht ehe Etwas auf dem Felde wachsen, denn wir dafur sorgen, so waren wir alle in der Wiegen gestorben, und musste noch keine Nacht Nichts wachsen, wenn wir liegen und schlafen; ja, sollten wir uns alle zu todt sorgen, so wächset kein Halm auf dem Felde von unserm Sorgen; mussen selbs sehen und greifen, dass Gott Alles ohn unser Sorgen gibt: noch sind wir so heillose Leut, dass wir des Sorgens und Geizens nicht lassen wollen, noch Gott die Sorge rein lassen, dem sie allein gebuhrt, als einem Vater fur seine Kinder. (E251)	Hvis ikke noget skulle vokse på marken uden vor bekymring, så ville vi alle være døde i vuggen og så skulle de ikke vokse noget om natten, når vi ligger og sover, ja hvis vi alle skulle bekymre os til døde, så ville der ikke vokse et strå på marken; vi må selv indse og begribe, at Gud giver alt uden vor bekymring. Alligevel er vi så syndige mennesker, at vi ikke vil slippe bekymreriet og havesygen, og ikke helt overlade bekymringen til Gud, hvem det alene bør sig at bekymre sig som en far for sine børn.
49 Trachtet an erste nach dem Reich Gottes, und nach seiner Gerechtigkeit, so wird euch solchs Alles zufallen.	Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. (Matt 6,33) (ntmatt06#33).
50        Der Herr hat wohl gesehen, als ich gesagt habe, dass kein Laster unter den äusserlichen groben Stucken so greulich wider das Evangelium strebt, und Gottes Reich hindert, als der Geiz.	Som jeg før har sagt: Herren har nok set, at der blandt de ydre grove laster ikke er nogen, der kæmper så grueligt imod evangeliet og forhindrer Guds rige som havesygen.
51 Denn so bald ein Prediger darnach trachtet, wie er reich werde, so treibt er sein Ampt nicht mehr recht; denn sein Herz ist gefangen in der Sorge der Nahrung, als in einem Strick, wie es Paulus nennet, dass er nicht kann lehren noch strafen, wie und wo er soll; besorget, er möchte Gonst und Freundschaft verlieren, bei denen, der er kann geniessen: lässt sich also verfuhren, dass er schweigt, und verfuhret ander Leut mit ihm; nicht durch Ketzerei, sondern durch seinen eigenen Bauch, der sein Abgott ist.	For så snart en prædikant stræber efter, hvordan han kan blive rig, så udfører han ikke mere sit embede ret; for hans hjerte er fanget i næringssorgen, som i en snare, som Paulus kalder det, så han ikke kan undervise eller anklage overalt, hvor han skal gøre det; han bekymrer sig om, hvorvidt han mister gunst og venskab hos dem, som han kan få noget fra; han lader sig forføre på den måde, at han tier og forfører andre mennesker tilligemed sig selv; ikke ved kætteri, men ved sin egen bug, der er hans afgud.
52 Denn wer ein rechter Prediger will sein, und sein Ampt treulich fuhren, der muss die Freiheit bei sich behalten, dass er ungescheuet die Wahrheit sage, Niemand angesehen, und strafe, wo zu strafen ist, Gross und Klein, Reich, Arm, Gewaltige, Freund und Feind.	For den, der vil være en ret prædikant og føre sit embede med troskab, han må beholde sin frihed, så han uden angst siger sandheden uden at tage hensyn til nogen og anklager den, der er at anklage, stor og lille, rig, fattig, magtfuld, ven og fjende.
53 Das thut der Geiz nicht. Denn er furchtet, sollt er grosse Hansen oder gute Freunde erzürnen, so würde ihm am Brod abgeben. Drumb zeucht er die Pfeifen ein, und schweiget.	Det går havesygen ikke. For den er bange for, at den skal komme til at ophidse de store pampere eller de gode venner imod sig, så ville han blive brødløs. Derfor stikker han piben ind og holder mund.
54        Dessgleichen auch der gemeine Haufe, was nicht Prediger sind, sondern Gottes Wort horen sollen, und Gottes Reich helfen fordern, ein iglicher in seinem Stand und Leben, wollen umb des Evangelii willen keine Fahr noch Mangel warten noch leiden: sondern fur allen Dingen sehen, dass sie gnug haben, und ihren Bauch versorget, Gott gebe, das Evangelium komme ernach oder bleibe dahinten; gehen also hin, scharren und kratzen, wie sie konnen, geben den Predigern Nichts, nehmen ihn wohl dazu, was sie haben.	På samme måde også den gemene hob, der ikke er prædikanter, men skal høre Guds ord og hjælpe med at udbrede Guds rige, enhver i sin stand og i sit liv; men de vil for evangeliets skyld ikke vente eller lide nogen fare; nej, de ser fremfor alt efter, om de har nok og har deres bug velforsynet, så må Gud om, hvorvidt evangeliet kommer bagefter eller helt udebliver; de går altså omkring, klør og kradser til sig, som de kan, giver ikke prædikanterne noget, men tager snarere fra dem det, de har.
55 So gehets denn nach des Teufels Willen, dass Niemand mehr predigen noch horen will, und (E252) also beide, die Lehre und ihre Früchte in der Leute Herzen untergehen, und Gottes Reich gar dahin fället. Das thut allein der schändlich teufeliche Mammon. Siehe, darumb warnet der Herr Christus die Seinen so treulich dafur, durch so lange Predigt.	Således går det da efter djævelens vilje, så ingen mere vil prædike, og ingen høre, og begge dele, både læren og dens frugter går til grunde i menneskenes hjerter og Guds rige falder helt sammen. Det er alene den skændigt djævelske Mammon, der gør det. Se, derfor advarer vor Herre Kristus så omhyggeligt sine disciple herimod gennem en sådan lang prædiken.
56        Und dass man sich deste bass dafur huten konne, zeiget er mit diesen Worten gar ein gute, kräftige Arznei dawider, wie man ihm thun soll, dass man der Sorge nicht durfe; und doch gnug, ja, viel mehr und trefflichern Schatz habe, denn uns der Mammon kann geben, und wir mit unserm Sorgen konnen kriegen; die heisst nu: Gottes Reich süchen.	Og for at man desto bedre kan vogte sig for Mammon, viser han med disse ord et godt, kraftigt lægemiddel imod ham, hvordan man kan gøre overfor ham, så man ikke behøver nogen bekymring; og dog har nok, ja meget mere har en mere fortræffelig skat, end Mammon kan give os og end vi kan opnå med vores bekymren os; den hedder nu: at søge Guds rige.
57         Es liegt aber daran, dass man wohl ins Herz bilde, was Gottes Reich sei und gebe. Denn wenn man uns das kunnte einreden, dass wir recht bedächten, und im Herzen ermessen und wägen konnten, wie ein gross, kostlicher Schatz es sei gegen dem Mammon oder Weltreich, das ist, alles, was auf Erden ist, so würden wir den Mammon anspeien.	Men det er, hvad det komme an på, at man i sit hjerte danner sig et godt indtryk af, hvad Guds rige er og hvad det giver. For hvis man kunne tale det ind i os, så vi ret blev klar over det og kunne udmåle og veje det i vore hjerter, hvilken stor, kostelig skat det er i sammenligning med Mammon eller verdensriget, det vil sige, i sammenligning med alt, hvad der er på jorden, så ville vi spytte Mammon ud.
58 Denn was hättest du mehr, wenn du gleich des Königes zu Frankreich Gut und Macht hättest, und des turkischen Kaisers dazu, denn ein Bettler fur der Thur an seiner Parteken?	For selv om du så havde kongen af Frankrigs ejendom og magt, og oveni den tyrkiske kejsers, hvad ville du så have mere end tiggeren for døren har i sin madpakke?
59 Denn es ist doch nur darumb zu thun, dass man täglich den Bauch fulle; weiter kann mans nicht bringen mit aller Welt Gutern und Herrlichkeit; und hat der armeste Bettler eben so viel davon, als der mächtigste Kaiser, ja, es soll ihm wohl seine Parteken viel besser schmecken und gedeihen, denn jenem sein herrlich, königlich Mahl.	For det kommer dog kun an på, at man hver dag kan fylde sin bug; længere kan man ikke bringe det med hele verdens goder og herlighed, og så har jo den fattigste tigger netop lige så meget af det som den mægtigste kejser, ja det kan godt være, at hans madpakke smager ham bedre og bekommer ham bedre end det herlige, kongelige måltid bekommer den anden.
60 Da bleibt es bei, und kriegt Niemand mehr davon, und wäheret doch ein kleine, kurze Zeit, dass wir diess Alles mussen fahren lassen, und unsern Leib nicht eine Stunde damit fristen konnen, wenn das Stündlin kompt. Darumb ist es ja ein arm, elend, ja ein faul stinkend Reich.	Derved bliver det, og ingen får mere deraf, og så varer det dog kun en lille, kort tid, så må vi lade alt dette fare og kan ikke opretholde vort legeme dermed bare en time, når vor time kommer. Derfor er det jo et fattigt, elendigt, ja et fælt stinkende rige.

61        Was ist aber dagegen Gottes oder des Herren Christi Reich? Das rechne du selbs, und sage, was die Creatur sei gegen ihrem Schöpfer, und die Welt gegen Gott? Denn wenn Himmel und Erden gar (E253) mein allein wären, was hätte ich gegen Gott?	Men hvad er imod det Guds eller vor herres Kristi rige? Det kan du selv regne ud og så sige, hvad skabningen er imod dens skaber, og verden imod Gud? For selv om himmel og jord tilhørte mig alene, hvad havde jeg så imod Gud?
62 Nicht so viel als ein Troplin Wassers, oder ein Stäublin gegen das ganze Meer; dazu ist es ein solcher Schatz, der nicht aufhoret noch abnehmen und geringer kann werden: dass er beide, der Grosse und Währe halben, durch kein menschlich Herz noch Sinne zu ermessen und begreifen ist; und ich soll Gott und sein Reich so schändlich hinwerfen und fahren lassen, dass ich diess unfläthig, todlich Bauchreich nähme fur jenes gottliche, unvergängliche, das mir gibt ewig Leben, Gerechtigkeit, Friede, Freud und Seligkeit?	Ikke så meget som en dråbe vand eller et støvgran imod hele havet; dertil er det en skat af en art, der ikke ophører eller aftager eller bliver ringere; så den, både hvad angår størrelsen og varigheden, ikke kan udmåles og begribes af et menneskeligt hjerte eller en menneskelig forstand; og så skulle jeg så skammeligt bortkaste Gud og hans rige og lade det fare, så at jeg skulle antage dette møgrige, dette dødsrige, dette bugrige i stedet for det guddommelige uforgængelige rige, der giver mig evigt liv, retfærdighed, fred, glæde og salighed?
63 und alles, was ich hie zeitlich such und begehre, soll ich in diesem ewig haben, und alles unmesslich herrlicher und uberschwänglicher, denn das ich hie auf Erden mit grosser Mühe, Sorge und Aerbeit erlangen kann, und ehe ichs erlange und dahin bringe, da ichs haben will, muss davon fahren und Alles liegen lassen.	og alt, hvad jeg her timeligt søger og begærer, skal jeg få i dette evige rige, og altsammen umålelig herligere og overflødigere, end det, jeg kan nå her på jorden med den største møje, bekymring og arbejde, og så må jeg jo alligevel, før jeg kan opnå det og før jeg kan bringe det dertil, at jeg kan få det, fare bort og lade det altsammen ligge.
64 Ist das nicht ein grosse, schändliche Thorheit und Blindheit, dass wir Solchs nicht sehen? ja, ein verstocke Bosheit der Welt, vom Teufel besessen, dass sie ihr nicht will sagen lassen, noch achten, wenn mans ihr predigt?	Er det ikke en stor, skammelig dumhed og blindhed, at vi ikke ser dette? ja, er det ikke en forstokket ondskab hos en verden, der er er besat af djævelen, at den ikke vil lade sig sige, eller agte på det, når man prædiker det for den?
65          Darumb wöllt uns Christus gerne mit diesen Worten erwecken, und sagen: Wollt ihr recht sorgen und trachten, wie ihr immer gnug habt, so trachtet nach einem solchen Schatz, der da heisset Gottes Reich.	Derfor ville Kristus gerne vække os med disse ord og sige: Vil I bekymre jer ret og søge ret efter, hvordan I altid kan have nok, så søg efter den skat, som hedder Guds rige.
66 Sorget doch nicht fur den zeitlichen, vergänglichen Schatz, den die Motten und Rost wegfressen; wie er droben gesagt hat. Habt ihr doch viel ein andern Schatz im Himmel, den ich euch zeige; da sorget und trachtet nach, und denket, was ihr daran habt, so werdet ihr des andern wohl vergessen.	I skal altså ikke bekymre jer for den timelige, forgængelige skat, som møl og rust fortærer bort, sådan som han sagde ovenfor. I har dog en anden skat i himlen, som jeg vil vise jer; den skal I bekymre jer om; den skal I søge efter; og I skal tænke på, hvad I har i den, så vil I snart glemme den anden skat.
67 Denn es ist ein solcher Schatz, der euch ewig erhält, und nicht kann vergehen noch genommen werden, dass, weil der Schatz bleibt und ihr daran hanget, so musst ihr auch bleiben, wenn ihr schon keinen Heller von der Welt hättet.	For det er en skat af den art, at den opretholder jer evigt og ikke kan forgå eller tages fra jer, sådan at, fordi denne skat forbliver og I er knyttet til den, så skal I også forblive, selv om I i verden ikke ejede en skilling.
68         Es ist aber oft gesagt, was Gottes Reicht sei, nämlich aufs Kürzste, dass es nicht stehe in äusser- (E254) lichen Dingen, Essen und Trinken etc., noch andern Werken, die man thun kann; sondern darin, dass man gläube an Jesum Christum, welcher ist das Häupt und einiger König in diesem Reich, in und durch welchem wirs alles haben, dass, wer darin bleibt, kein Sund, Tod und Ungluck kann schaden, sondern ewig Leben, Freud und Seligkeit hat, und hie anfähet in solchem Glauben, aber am jüngsten Tag offenbar und ewig vollendet soll werden.	Men det er ofte sagt, hvad Guds rige er, nemlig i al korthed: det består ikke i ydre ting, spisen og drikken, osv., eller i andre gerninger, som man kan gøre; nej, det består deri, at han tror på Jesus Kristus, som er overhovedet, som er den eneste konge i dette rige, og i ham og gennem ham har vi det altsammen, så at den, der forbliver i ham, ikke kan skades af synd, død eller ulykke, men har evigt liv, glæde og salighed, og her på jorden begynder i denne tro, men på den yderste dag skal blive åbenbar og fuldendes evigt.
69        Was heisst nu, nach solchem Reich trachten? oder, wie kompt man dazu? welchs ist die Strasse und der Weg, den man gehen muss? Da weiset einer hie, der Ander dort hinaus.	Hvad vil det nu sige at søge dette rige? eller hvordan kommer man hen til det? hvor er den gade eller vej, som man må gå ad? I det stykke viser den ene herhen, den anden derhen.
70 Als, der Papst lehret also: Lauf gen Rom und hole Ablass, beichte und büsse, halt oder hore Messe, zeuch eine Kappen an, und ube dich in grossem Gottesdienst und hartem strengem Leben. Da sind wir geloffen alle Wege, und wie man uns nur hat furgesagt, als toll und thorichte Leute, und alle wollen Gottes Reich suchen; aber eben des Teufels Reich funden.	F. eks. lærer paven således: Løb mod Rom og hent aflad, skrift og gør bod, hold messe og hør messe, tag en kappe på og øv dig ved hjælp af en lang gudstjeneste og et hårdt, strengt liv. Og så løb vi alle vegne hen, som man havde sagt til os, som vanvittige og dumme mennesker og alle ville søge Guds rige, men de fandt bare djævelens rige.
71 Denn da sind viel Wege, aber allezumal ohn den einigen, welchs ist glauben an Christum, und das Evangelium, daran der Glaube sich hält, wohl uben und treiben, mit Predigen, Hören, Lesen, Singen, Bedenken, und wie man kann, dass er immer im Herzen zunehme und stärker werde, und herausbreche durch seien Früchte, dass mans immer weiter bringe, und viel Leut erzufuhre;	For her er der mange veje, men de er alle forkerte, undtagen den ene, som er at tro på Kristus og evangeliet; det holder troen sig til, det øver den sig i; det driver den på med, gennem at prædike, at høre, at læse, at synge, at overveje og hvad man ellers kan, så at den altid tiltager i hjertet og bliver stærkere og bryder frem gennem sine frugter, så at man altid bringer den videre og føre mange mennesker hen til den;
72 wie wir (Gott Lob!) itzund thun, und dennoch noch viel sind, beide, Prediger und andere Christen, die mit allem Fleiss treiben und drüber halten, dass sie alles, was sie haben, hinan setzen, und bereit wären zu verlieren, ehe sie das Wort wollten lassen fahren.	sådan som vi, gudskelov, gør nuomstunder, og sådan som der stadig trods alt er mange, både prædikanter og andre kristne, som bedriver det med al flid og holder fast ved det, så de sætter alt, hvad de har, på spil, og hellere ville miste det end lade ordet fare.
73        Solchs thun noch wissen kein Monch, Nonnen und Pfaffen, ob sie wohl ruhmen, sie sind Gottes Diener und Christi Bräute. Denn sie feihlen alle des einigen, rechten Weges, und lassen das Evangelium stehen; kennen wider Gott noch Christum und (E255) sein Reich.	At gøre det véd hverken munk, nonne eller præst noget om, selv om de praler af, at de er Guds tjener og Kristi brud. For de mangler alle den ene rette vej og lader evangeliet være; de kender hverken Gud eller Kristus og hans rige.
74 Denn wer es kennen und treffen will, der muss nicht nach seinem Kopf suchen, sondern sein Wort hören, als den Grund und Eckstein, und sehen, wo er dich hinweiset, und wie ers deutet.	For den, der kender det og vil møde det, han må ikke søge efter sit eget hoved, men høre hans ord, som fundamentet og hjørnestenen, og se efter, hvor det viser dig hen og hvordan det tyder det.
75 Nu ist das sein Wort von seinem Reich: Wer da gläubt und getauft wird, der wird selig. Das Wort ist nicht aus unserm Kopf gespunnen, noch aus eines Menschen Herz gewachsen: sondern von Himmel gefallen, und durch Gottes Mund gezeigt, dass wir ja gewiss wären, und nicht feihleten der rechten Strasse.	Nu er det hans ord om hans rige: Den, der tror og bliver døbt, vil blive salig. Ordet er ikke spundet ud af vort hoved, ejheller vokset frem af et menneskes hjerte: nej, det er faldet ned fra himlen og vist os igennem Guds mund, så at vi kan være sikre på det, og ikke skal mangle den rette vej.
76 Wo nu solchs recht im Schwang gehet, beide, bei den Predigern und Zuhörern, dass man das Wort und Sacrament fleissig treibt, demselben nachlebt, und anhält, dass es bekannt werde unter den Leuten, das junge Volk dazu zeucht und lehret: das heisst, Gottes Reich gesucht und gefordert, und mit Ernst gemeinet.	Hvor nu dette går ret i svang, både hos prædikanterne og hos tilhørerne, så at man flittigt driver på med ordet og sakramentet, lever efter det og holder sig til det, så det bliver bekendt blandt menneskene, holder de unge mennesker dertil og lærer dem det, se, det betyder det: at søge Guds rige og kræve det og tage det alvorligt.
77       Was heisst denn, das er dazu setzet: Und seine Gerechtigkeit? Diess Reich hat auch eine Gerechtigkeit; es ist aber ein andere Gerechtigkeit, denn in der Welt, wie es auch ein ander Reich ist.	Men hvad betyder det, at han tilføjer: Og hans retfærdighed? Dette rige har også en retfærdighed; men det er en anden retfærdighed end verdens retfærdighed, som det jo da også er et andet rige.
78 Das heisst nu die Gerechtigkeit, so aus dem Glauben kompt, der da schäftig und thätig ist durch gute Werk; also, dass ich das Evangelion mit Ernst meine, und fleissig höre oder treibe, und darnach mit der That darnach lebe, und nicht ein loser Wäscher oder Heuchler bin, der es lässt zu einem Ohr ein-, zum andern ausgehen, sondern das mit der That beweiset und kräftig da sei, wie S. Paulus sagt 1. Cor. 4.: Das Reich Gottes stehet nicht in Worten, sondern in der Kraft.	Det hedder nu den retfærdighed, som kommer af troen, når den har travlt og er beskæftiget med at gøre gode gerninger; f. eks. at jeg mener evangeliet alvorligt og flittigt hører det og driver på med det, og derefter i gerning lever efter det, og ikke er et løst vrøvlehoved eller en hykler, der lader det gå ind ad det ene øre og ud af det andet, nej, evangeliet beviser sig med gerningen og er kraftigt til stede, som Skt. Paulus siger 1 Kor 4,20: Guds rige består ikke ved ord, men ved kraft.
79 Das heissen wir den Glauben mit seinen Früchten, das ist, gute Werk thun, und seines Stands oder Ampt mit Fleiss und Treuen warten, und allerlei daruber leiden.	Det kalder vi troen med dens frugter, det vil sige, at gøre gode gerninger og at passe sin stand eller sit embede med flid og trofasthed og lide alting af den grund.
80 Denn es heisst hie Gerechtigkeit ingemein das ganze Leben eines Christen gegen Gott und den Menschen, als den Baum mit den Früchten; aber nicht so, dass es darumb gar vollkommen sei, sondern stets fortfahre; wie er hie heisset seine Jünger immer darnach trachten, als die (E256) es noch nicht gar ergriffen, oder schon rein ausgelernet und gelebt haben.	For her er det hele en kristens liv i almindelighed overfor Gud og menneskene, der kaldes retfærdighed, som træet med dets frugter, men ikke på den måde, at livet af den grund allerede var fuldkomment, nej, det vokser stadig; sådan befaler han også her sine disciple at søge derefter, som dem, der endnu ikke helt har grebet det eller endnu ikke er helt udlærte og har levet sådan.
81 Denn im Reich Christi ists mit uns halb Sunde, und halb Heiligkeit. Denn was des Glaubens und Christi in uns ist, das ist ganz rein und vollkommen, als nicht unser, sondern Christi, welcher durch den Glauben unser ist, und in uns lebt und wirkt.	For i Kristi rige er det sådan fat med os, at vi har halvt synd og halvt hellighed. For hvad der er i os af troens og Kristi væsen, det er helt rent og fuldkomment, ikke som noget, der er vort, men som noget, der tilhører Kristus, han, som ved troen er vores og lever og virker i os.
82 Aber was noch unser eigen ist, das ist eitel Sund, doch unter und in dem Christo, durch Vergebung der Sund, zugedeckt und vertilget, dazu täglich durch dieselbe Gnade des Geistes getödtet, bis wir gar diesem Leben absterben.	Men hvad der endnu er vort eget, det er idel synd, dog under og i Kristus, tildækket og tilintetgjort ved syndernes forladelse, desuden daglig ved den samme nåde fra ånden dødet, indtil vi helt dør ud af dette liv.
83        Siehe, das gehöret zur Gerechtigkeit dieses Reichs, dass es rechtschaffen zugehe und keine Heuchlei da sei. Denn es ist wider die gesetzt, die wohl vom Evangelio können reden und rühmen, aber nichts davon leben.	Se, det hører med til dette riges retfærdighed, at det går retskaffent til og der ikke er noget hykleri med i det. For det er opstillet imod dem, som nok kan tale og prale af evangeliet, men ikke lever efter det.
84 Denn es ist auch ein schwerer Handel, Gottes Wort predigen und Idermann Guts thun, und dazu allerlei Unglück leiden; aber darumb heisst es Gottes Gerechtigkeit. Denn die Welt vermag sie nicht, dass sie sollt recht thun, und Böses dafur leiden; gehort auch nicht in ihr Regiment.	For det er også en vanskelig handlemåde: at prædike Guds ord og gøre godt imod enhver, og så oven i købet lide al mulig ulykke; men derfor hedder det også Guds retfærdighed. For verden kan ikke leve efter den, så den skulle handle ret og lide ondt derfor; det hører heller ikke ind under dens regimente.
85 Denn da ist nicht recht, dass, wer recht thuet, gestraft werde oder Gewalt leide, sondern Guts dafur zu Lohn und Dank empfahe. Aber unser Lohn ist nicht auf Erden, sondern im Himmel beigelegt, da werden wir ihn finden.	For i det regimente er det ikke ret, at den, der handler ret, bliver straffet eller lider ondt, nej, han skal modtage godt til løn for den, han skal have tak. Men vores løn er ikke her på jorden, men lagt til side til os i himlen, dèr skal vi finde den.
86 Wer nu Solchs weiss, und darnach thun will, der wird gnug zu schaffe haben, dass er nicht darf andere Wege suchen; wird auch wohl des Geizens und Sorgens des Mammon vergessen. Denn die Welt wirds ihm so saur machen, dass er des Lebens und zeitlichs Guts nicht gross achten wird, sondern so müd werden, dass er alle Stunde des Todes warten und hoffen müsse.	Den, der nu véd dette, og vil gøre derefter, han vil have nok at lave, så han ikke behøver at søge andre veje; han vil også nok komme til at glemme havesygen og Mammons bekymring. For verden vil gøre ham det så surt, at han ikke vl agte dette liv og de timelige goder særlig højt, men blive så træt af dem, at han hver time må vente døden og håbe på den.
87        Das ist die Vermahnung, dadurch er uns von dem zeitlichen Gut auf den ewigen Schatz weiset, dass wir des Guts nicht achten sollen gegen jenem, das wir im Himmel haben etc.	Det er den formaning, hvorved han viser os bort fra det timelige gode hen til den evige skat, at vi ikke skal agte dette gode for noget imod det gode, vi har i himlen, osv.
88 Dazu thuet er nu auch eine Verheissung und Trost, dass wir nicht denken, er wölle uns drumb auf Erden gar (E257) Nichts geben und Hungers lassen sterben, weil wir von der Welt allerlei leiden müssen, die uns Nichts gibt noch gonnet, und alle Stund warten, dass man uns alles nehme, was wir haben: sondern wissen, dass wir dennoch auch hie zur Nothdurft dieses Lebens haben sollen, was wir durfen.	Dertil knytter han nu også en forjættelse og en trøst, for at vi ikke skal tro, at han her på jorden slet ikke vil give os noget og lade os dø af sult, fordi vi må lide allehånde onder fra verdens side, den, der jo ikke giver os noget eller under os noget, og fordi vi hver time må vente, at man tager alt det fra os, som vi har. Nej, vi skal vide, at vi trods alt også her skal have det nødvendige, vi behøver til dette liv.
89 Darumb spricht er: Suchet nur zum ersten Gottes Reich, so soll euch dieses Alles zufallen; das ist, ihr sollt Essen und Trinken, Kleider etc. dazu haben, als zur Zugabe, ohn all euer Sorgen, ja eben damit, dass ihr nicht dafur sorget, und Alles umb Gottes Reichs willen in die Fahr setzet; und soll euch kommen, dass ihr nicht wisset, woher es kompt, wie uns auch täglich unser Erfahrung lehret.	Derfor siger han: Søg nu i første række Guds rige, så skal alt dette gives jer oven i købet; det vil sige, I skal oven i købet have mad og drikke, klæder osv, uden bekymring fra jeres side, ja, netop samtidig med, at I ikke bekymrer jer om det og for Guds riges skyld sætter alt i risiko, og det skal komme til jer, så I ikke véd, hvorfra det kommer, sådan som vores erfaring daglig lærer os det.
90 Denn Gott hat noch so viel in der Welt, dass er die Seinen auch ernäheren kann, weil er alle Vögelin und Würmlin ernäheret, und die Lilien auf dem Felde kleidet, wie wir gehort haben, ja, weil er den bösen Buben so viel gibt und wachsen lässt: dass uns die Welt dennoch auch muss mit ihr essen und trinken lassen, obs ihr gleich leid ist.	For Gud har alligevel så meget at sige her i verden, at han nok kan ernære sine, fordi han ernærer alle småfugle og alt ormekryb, og klæder liljerne på marken, som vi har hørt, ja, fordi giver de onde skurke så meget og lader dem vokse. Så at verden trods alt også må lade os spise og drikke sammen med sig, selv om den ikke bryder sig om det.

91      Was wollen wir nu mehr begehren, wenn wirs Solchs wissen, so wir Gottes Wort haben und handlen, und ein Iglicher thut, was er thun soll, dass wir zu essen und trinken umb- und anhaben, und eben so viel kriegen selber als ein König oder Kaiser, nämlich, dass wir den Bauch ernäheren, ohn dass er zu seinem Stand muss mehr und herrlicher haben, aber doch nichts mehr geneusst; und mich mein Brod eben sowohl speiset, und mein Kleid sowohl decket und wärmet, als ihn seine königliche Mahl und guldene und silberne Stuck.	Hvad vil vi nu begære mere, når vi véd dette,  vi, som har Guds ord og handler efter det, og enhver gør, hvad han skal gøre, så at vi har, hvad vi skal spise og drikke og hvad vi skal have på, og selv får netop lige så meget som en konge eller kejser, nemlig så meget, at vi kan ernære vores bug, bortset fra, at han for sin stands skyld må have det mere og herligere, men dog ikke kan nyde det mere; og mit brød ernærer lige så meget mig og mine klæder dækker og varmer lige så meget mig, som hans kongelige måltid ernærer ham og hans gyldne og sølverne klæder dækker ham.
92 Denn wie wäre es müglich, dass der sollt Hungers sterben, der Gott mit Treuen dienet, und sein Reich fordert, weil er der ganzen Welt so uberflüssig gibt? Es müsste kein Brod mehr auf Erden sein, oder der Himmel nicht mehr regenen konnen, wenn ein Christen sollt Hungers sterben; ja, Gott müsste zuvor selbs Hungers gestorben sein. (E258)	For hvordan skulle det være muligt, at det menneske skulle dø af sult, som tjener Gud med trofasthed og fremmer hans rige, når han giver hele verden i sådan en overflod? Der skulle jo ikke være noget brød mere på jorden, eller himlen skulle ikke mere kunne give regn fra sig, hvis en kristen skulle dø af sult; ja, Gud selv skulle først dø af sult.
93       Weil er nu so uberflüssig geschaffen und geben hat, dazu so gewiss verheisset, dass er gnug will geben, und so geben, ehe wir uns versehen oder wissen? was willt du dich den zuplagen mit dem feindlichen Sorgen und Geizen?	Fordi han nu har skabt og givet i sådan overflod, og desuden sikkert forjættet, at han vil give nok og det give, før vi tænker os om eller véd af det, hvorfor vil du da plage dig med den elendige bekymring og havesyge?
94 Ist doch der Schrift (sonderlich der Psalter,) allenthalben voll solcher Sprüche, dass er die Frummen speisen wolle in der theuren Zeit, und noch nie habe lassen eine Frommen nach Brod gehen etc.	Skriften er dog overalt, især i psalteret, fuld af den slags udsagn, at han vil bespise de fromme i dyrtiden, og endnu aldrig har en from manglet brød osv.
95 Er wird ja an dir auch nicht zum Lügner werden, wenn du nur künntest gläuben. Obs nu die Welt, als itzt, Edelleut, Baur und Burger nicht thun, so wird er dennoch Leut finden, oder andere Mittel, durch welche er geben kann, und mehr, denn sie dir itzt nehmen können.	Han vil jo heller ikke for sin skyld gøre sig selv til løgner, hvis bare du kunne tro ham. Og selv om verden, som nu, med dens adelsmænd, bønder og borgere, ikke gør det, så vil han alligevel finde mennesker, eller finde andre midler, hvorved han kan give, og det give mere, end de nu kan tage fra dig.
96 Darumb, sorget nicht fur den andern Morgen, denn der morgend Tag wird für das Seine sorgen. Es ist gnug, dass ein iglicher Tag sein eigen Unglück habe.	Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. (Matt 6,34) (ntmatt06#34)
97       Bleibt bei dieser Sorge, (will er sagen,) wie ihr Gottes Reich bei euch erhaltet, und entschlahet euch der andern Sorge, so gar, dass ihr auch nicht fur den morgenden Tag sorget. Denn wenn Morgen kompt, wird er seine selbs Sorge mitbringen; wie man sagt: Kompt Tag, so kompt auch Rath.	I skal forblive ved denne bekymring, vil han sige, ligesom I skal opretholde Guds rige hos jer og give afkald på den anden bekymring, i så høj grad, at I heller ikke skal bekymre jer for dagen i morgen. For når morgendagen kommer, bringer den selv sin bekymring med sig; som man siger: kommer tid, kommer råd.
98 Denn unser Sorgen schaffet doch Nichts, ob ich auch gleich nicht mehr denn auf Einen Tag sorge; und gibts die Erfahrung, dass uns oft zween oder drei Tag ehe hinweg gehen, denn der heutige; und wem Gott wohl will und Glück gibt, der kann oft ohn Mühe und Sorgen in einer Stund mehr ausrichten, denn sonst ein Ander in vier ganzen Tagen mit grosser Mühe und Sorg;	For vores bekymren os frembringer dog ikke noget, heller ikke, selv om jeg ikke bekymrer mig for mere end én dag; og erfaringen lærer os, at der ofte forsvinder to eller tre dage for os før dagen i dag; og den, Gud vil det godt, og den, han giver lykke, han kan ofte uden besvær og bekymring udrette mere på én time, end en anden på hele fire dage med stort besvær og bekymring.
99 und wenn er lang gemacht und ausgesorgt hat, machet ihms selb lang, hätte es ein Ander in einer Stund ausgericht: also, dass doch Niemand Nichts schaffen kann, denn wenn das Stündlin kompt, dass Gott gibt, ohn unser Sorge bescheret; und ist umbsonst, dass du willt zuvor kommen, und durch dein Sorgen grossen Rath (wie du meinest,) stiften. (E259)	Og når han har arbejdet længe og er blevet færdig med sin bekymring, så irriterer det ham, hvis en anden havde udrettet det på en time; altså, det er dog sådan, at ingen kan gøre noget, uden den time kommer, som Gud giver, og tildeler os uden vor bekymring. Og det er omsonst, at du vil komme ham i forkøbet og, som du mener, gennem din bekymring tage ham med på råd.
100      Denn die Kunst kann unser Herr Gott, dass er uns heimlich Zeit und Stunde kann verkürzen und verlängern, dass einem eine Stunde wohl zu vierzehen Tagen wird, und wiederumb also, dass einer mit langer Aerbeit und Mühe nichts mehr gewinnet, denn ein Ander mit kurzer und leichter Aerbeit;	For den kunst forstår vorherre sig på, at han i hemmelighed kan forkorte og forlænge tid og time for os, så for den ene en time bliver til fjorten dage, og omvendt sådan, at den ene med stort besvær og møje ikke vinder mere end en anden med kort og let besvær;
101 wie man täglich kann fur Augen sehen, dass viel sind, die bei schwerer, steter Aerbeit kaum das liebe Brod erwerben, und Andere ohn sonderliche Aerbeit ihr Ding fein gefasset und geordnet haben, dass es wohl von Statt gehet und ihn zufällt.	som man dagligt kan se for sine øjne, at der er mange, der ved hårdt, konstant arbejde næppe nok kan erhverve det kære brød, og andre, der uden særlig besvær har indrettet og ordnet deres sager udmærket, så det går rask afsted og han får belønning for det.
102 Das schaffet alles Gott also, dass unser Sorgen nicht muss den Segen haben. Denn wir wollen nicht harren, dass solche Güter von Gott uns zufallen, sondern selbs finden, ehe es Gott gibt.	Det er altsammen Gud, der ordner det sådan, at det ikke er vor bekymring, der får velsignelsen. For vi vil ikke vente på, at den slags goder skal tilfalde os fra Gud, vi vil selv finde dem, før Gud giver det.
103       Siehe, wie es gehet auf den Bergwerken, da man ja fleissig gräbt und suchet; noch kompts oft also, dass, wo man am meisten Erz hoffet, und sich beweiset, als wollts eitel Gold werden, da findet sich Nichts, oder schneid sich bald abe und verschwindet unter den Händen.	Se, hvordan det går til ved bjergværkerne, hvor man jo graver og søger med flid. Alligevel går det ofte sådan, at dèr, hvor man mest håber at finde erts og forestiller sig, at det vil være idel guld, dèr finder man ikke noget, eller man afskærer sig hurtigt og det forsvinder mellem hænderne.
104 Wiederumb, an andern Oerten, das man fur verloren hält und liegen lässt, gibt sichs oft unversehens aufs Reichlichst; und einer, der alle sein Gut hinein gebauet, Nichts kriegt, ein Ander von einem Bettler ein Herr wird; und darnach, die es mit viel tausend Gülden eraus gehaben, ehe denn in zehen Jahren, wieder zu Bettler werden, und nicht viel geschicht, dass solch gross Gut auf den dritten Erben reiche.	Omvendt, på et andet sted, som man antager for tabt og lader ligge, findes der ofte ganske uforudset rigeligt med erts, og én, der har sat alt sig gods på spil, opnår ikke noget, en anden bliver herre efter at have været tigger, og videre: de, der kommer ud af det med mange tusind gylden, de bliver igen tiggere, før der er gået ti år, og det er ikke mange, det sker for, at en sådan stor rigdom rækker til den tredie arving.
105 Summa, es soll heissen: Nicht gesucht, sondern bescheret; nicht gefunden, sondern zugefallen, wenn Glück und Segen dabei sein soll.	Kort sagt, man skal sige, ikke at man søger, men at det bliver én beskåret, ikke at man finder, men at det tilfalder én, når lykke og velsignelse skal være med det.
106 Aber wir wolltens gerne so machen, dass es käme, wie wirs gedenken: Du sollts nicht so kriegen, oder ja nicht lang behalten und geniessen. Denn ich habe ihr selbs viel erlebt, welche in die Taschen griffen in eitel Gulden, und keins Groschen nicht achten; aber hernach froh wären worden, dass sie so viel Heller hätten gefunden.	Men vil ville gerne have det sådan, at det kom på den måde, vi forestillede os det. Du skal ikke opnå det sådan, eller ikke beholde og nyde det længe. For jeg har selv oplevet mange af den slags mennesker, som griber ned i lommer med lutter guld og ikke regner en skilling for noget; men bagefter ville være glade for bare at have fundet en øre.
107        Weil du nu siehest, dass es feihlet, und dein Sorgen nicht dazu hilft, warumb lässt du es nicht (E260) anstehen, und denkest, wie du Gottes Reich habest? Denn er will dir geben; aber nicht umb deiner Sorge willen, ob du wohl ärbeiten sollt.	Fordi du nu indser, at det slår fejl, og at din bekymringer ikke hjælper med til det, hvorfor lader den så ikke være og tænker på, hvordan du kan få Guds rige? For han vil give dig, men ikke på grund af din bekymring, selv om du skal arbejde.
108 Denn solche Sorge bringt und schaffet Nichts: aber die Sorge thuts, die deines Ampts ist, und zu Gottes Reich gehöret, dass du thust, was dir befohlen ist, Gottes Wort predigst und forderst, dem Nähisten dienest nach deinem Beruf, und nimpst, was dir Gott gibt.	For den slags bekymringer bringer intet, fremskaffer intet. Men det gør den bekymring, der tilhører dit embede og hører Guds rige til, at du gør, hvad der er dig befalet, prædiker Guds ord og fremmer det, tjener næsten efter din stilling, og tager imod, hvad Gud giver dig.
109 Denn das sind die besten Güter, die nicht gedacht, sondern bescheret und zugefallen sind; und was wir durch unser Sorge erworben, oder zu erhalten furnehmen, soll uns wohl am ersten umbschlahen und verderben, wie oft den reichen Wänsten geschicht, denen fur grosser Sorge ihr Korn und ander Vorrath verdirbet;	For de goder er de bedste, der ikke er udtænkte, men bliver én beskåret og tilfalder én; og hvad vi erhverver gennem vor bekymring eller hvad vi tager os for at få fat på, det vil nok ved første lejlighed give bagslag og fordærve os, som det ofte sker for de rige buge, for hvem deres korn og deres andet forråd fordærves på grund af deres store bekymring.
110 und ist ein grosse Gnade, dass Gott uns nicht lässt sorgen, wie das Korn auf dem Feld wächset, sondern gibts uns, weil wir liegen und schlafen: sonst wurden wirs uns auch selbs verderben mit unserm Sorgen, und Nichts kriegen.	Og det er en stor nåde, at Gud ikke lader os have bekymring med, hvordan kornet skal vokse på marken, men giver os det, mens vi ligger og sover. Ellers ville vi selv fordærve det for os med vores bekymring, og vi ville ikke få noget korn.
111       Darumb spricht er nu: Was willt du uber den heutigen Tag sorgen, und zweier Tage Unglück auf dich nehmen? Lasse es bei dem bleiben, das dir der heutige Tag auflegt; morgen wird dir der Tag ein anders bringen.	Derfor siger han nu: Hvorfor vil du bekymre dig over dagen i dag og tage to dages ulykke på dig? Lad det være nok med det, dagen i dag lægger på dig; imorgen vil dagen bringe dig noget andet.
112 Denn Unglück oder Plage heisst er, dass uns aufgelegt ist, im Schweiss unsers Angesichts uns zu näheren, und was ander zufällig, täglich Jammer, Unfall und Fahr ist; als, wo dir Etwas gestohlen wird, oder sonst Schaden nimpst; item, in Krankheit fällest, oder dein Gesind etc.: wie es denn in diesem Leben zugehet, dass wir täglich mussen solch Unglück sehen und warten.	For det kalder han en ulykke eller en plage, at det er pålagt os, at vi skal ernære os i vort ansigts sved, og hvad der ellers kommer af tilfældig, daglig jammer, ulykke og fare; f. eks. hvis der bliver stjålet noget fra dig eller du ellers lider skade; eller hvis du bliver syg, eller dit tyende bliver sygt osv. Sådan er det jo i dette liv, at vi daglig må se og forvente den slags ulykke.
113 Solch Leid, Jammer und Unglück leide, und nimms an mit Freuden, und lass es doch dabei bleiben, denn du hast damit gnug zu tragen; und lasse die Sorge nach, damit du des Unglücks nur mehr und schwerer machest, denn es an ihm selbs ist; und siehe solch Exempel an, dass Gott Niemand je reich gemacht hat durch sein Sorgen (weil ihr Viel, wie gesagt, aufs Hohest sorgen, und doch Nichts haben).	Find dig i den slags lidelse, jammer og ulykke og tag det på dig med glæde og lad det dog blive ved det, for dermed har du nok at bære; og lad være med at bekymre dig, for derved gør du kun ulykken større og tungere, end den er i sig selv; og se på den slags eksempler, at Gud ikke nogensinde har gjort nogen rig gennem hans bekymring (mens mange af dem, som sagt, bekymrer sig i højeste grad, og alligevel ikke har noget).
114 Aber das (E261) thut er wohl, wenn er siehet, dass einer mit Fleiss und Treuen seines Ampts wartet, und sorget, wie er das ausrichte, Gotte zu gefallen, und ihn lässet sorgen, wie es wohl gerathe, dem bescheret er reichlich.	Men det gør han givetvis, når han ser, at én med flid og trofasthed passer sit arbejde og bekymrer sig for, hvordan han udretter det, for at behage Gud, og lade ham bekymre sig om, hvordan det falder ud, en sådan tildeler han rigeligt.
115 Denn es stehet geschrieben Proverb. 10.: Eine fleissige Hand machet reich. Denn er will der auch nicht, die beide, Sorge und Aerbeit lassen, als die müssigen, faulfressigen Wänste, als sollten sie sitzen und warten, wenn er ihn eine gebratene Gans liesse ins Maul fliegen: sondern gebeut, dass man sich redlich soll angreifen mit Aerbeiten, so will er mit seinem Segen dabei sein, und gnug geben. Das sei gnug von dieser Predigt.	For det står skrevet i Ordspr 10,4: "En flittig hånd gør rig". For han bryder sig heller ikke om de mennesker, der lader både bekymring og arbejde fare, som de trætte, dorske buge, som om de bare skal sidde og vente på, at han lader en stegt gås flyve ind i munden på dem. Nej, han påbyder, at man redeligt skal gå i gang med at arbejde, så vil han være til stede med sin velsignelse og give nok. Lad det være nok om denne prædiken.
Videre til bjerg22!

Noter: