Prædiken over Matt 6,24 og 25

holdt i 1531. Taget fra Erl 43,230-238

Vers 24, 230-238: #1. Vers 25, 238-243: #50.

Tilbage til oversigten!

¹ Niemand kann zweien Herrn dienen; entweder er wird einen hassen, und den andern lieben, oder wird einem anhangen, und den andern verachten. Ihr kunnt nicht Gotte dienen und dem Mammon. Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Matt 6,24) (ntmatt06#24)

²       Da schleusst er aus der Massen ein schrecklich (E231) Urtheil uber die Geizigen, zuvor uber seine Juden, welche waren die rechten Geizwänste, und doch wollten heilig sein, und grosse Gottesdiener, gleichwie unsere Pfaffen und Geistliche; will sagen: Ihr meinet, ihr seid wohl dran, und dienet Gott mit grossem Ernst, und seid doch daneben geizige Schelmen, dass ihr Alles umb des Mammon willen thut, ob ihr gleich auch Gott dienet.        Her afslutter han med en umådelig stor dom over de gerrige, fremfor alt over jøderne, som var ret nogle gniere og dog ville være hellige mænd og store tjenere af Gud, ganske som vore præster og gejstlige. Jesus vil sige: I mener, at I er på den grønne gren og tjener Gud med stor alvor, og dog er I tilligemed nogle gerrige skælmer, fordi I gør alt for Mammons skyld, selv om I samtidig med tjener Gud.

³ Es heisst aber also: Niemand kann zweien Herrn mit einander dienen. Wollt ihr Gottes Diener sein, so kunnt ihr dem Mammon nicht dienen. Das heisst er aber zween Herrn, die da wider nander sind, nicht, die da mit einander regieren. Men sådan hedder det: Ingen kan tjene to herrer samtidig. Hvis I vil være Guds tjenere, så kan I ikke tjene Mammon. Men det, han kalder to herrer, er to herrer, der er imod hinanden, ikke to herrer, der hersker sammen med hinanden.

⁴ Denn das ist nicht wider nander, wenn ich dem Fürsten oder dem Kaiser, und Gotte auch diene; denn es gehet ordentlich von einem auf den Andern, dass, wenn ich dem Untersten gehorche, so diene ich dem Oebersten auch. For det er ikke at stå imod hinanden, når jeg tjener fyrsten eller kejseren og samtidig Gud; for det går ordentligt for sig fra den ene til den anden, så når jeg adlyder den underste, tjener jeg også den øverste.

⁵ Gleich als ein Hausvater seine Hausfrau oder Kinder zum Gesinde schickt, und durch sie befiehlt, was sie thun sollen: da sind nicht viel, sondern alles Ein Herr und von Einem Herrn. Ganske som en husfar sender sin hustru eller sine børn til sit tyende og gennem dem befaler, hvad de skal gøre; så er der ikke mange, men én herre og alt kommer fra den ene herre.

⁶ Das heissen aber zween Herrn, die wider einander sind, und widerwärtige Befehl thun, als, Gott und der Teufel. Gott spricht: Du sollt nicht geizig sein, noch ein andern Gott haben; so sagt der Teufel dagegen: Du magst wohl geizen und dem Mammon dienen. Men det kaldes to herrer, når de står imod hinanden og udsteder modstridende befalinger, f. eks. Gud og djævelen. Gud siger: Du skal ikke være gerrig, eller have en anden gud; men djævelen derimod siger: Du må godt være gerrig og tjene Mammon.

⁷       Solchs lehret auch die Vernunft selbs, dass es sich nicht leidet, zweien ungleichen Herrn zugleich dienen; wiewohl es die Welt meisterlich kann, und heisst auf Deutsch: Den Baum auf beiden Achseln tragen, og kalt und warm aus Einem Mund blasen;        Det lærer også fornuften selv, at det ikke går an at tjene to ulige herrer samtidig; selv om verden udmærket kan gøre det, hvilket på tysk hedder: at bære kappen på begge skuldre, og at blæse både koldt og varmt ud af den samme mund.

⁸ als, wenn ein Edelmann einem Fursten dienet und nimpt Sold von ihm, und verräth und verkäuft ihn bei einem andern, und nimpt dort auch Geld, und siehet, wo das Wetter hin will, wo es hie regne, dass dort die Sonne scheine, und also beide verräth und verkäuft. F. eks. når en adelsmand tjener en fyrste og får sold af ham og forråder og sælger ham hos en anden, hvor han også får penge, og ser efter, hvad vej vinden blæser; når det regner her, så skinner solen dèr, og begge bliver på den måde forrådt og solgt.

⁹ Aber dennoch ists nicht gedienet, und muss auch die Vernunft sagen, dass Solche mussen (E232) Verräther und Schälke sein. Denn wie wurde dirs gefallen, dass du sollt einen Knecht haben, der von dir Sold und Lohn nähme, und mit einem Auge auf einen Andern sähe, und nichts darnach fragte, wie dirs gienge; sondern, wenn es heut oder morgen wollt ubel gehen, dass er dorthin sprunge, und liesse dich sitzen. Men det er alligevel ikke at tjene, og også fornuften må sige, at den slags må kaldes forrædere og skurke. For hvordan ville du synes om det, hvis du havde sådan en tjener, der fik sold og løn hos dig og så med det ene øje til en anden og ikke spurgte efter, hvordan det gik dig, men efter, om det i dag eller imorgen ville gå dig ilde, så han kunne springe fra og lade dig sidde tilbage.

¹⁰        Darumb ists recht gesagt: Wer da ein frommer Knecht und treulich dienen will, der muss sich nicht an zween Herrn hängen, sondern so sagen: Ich bin an des Herrn Brod, dem will ich dienen, so lang ich bei ihm bin, und sein Bestes verschaffen, und an keinen Andern kehren.         Derfor er det ret talt, når man siger: Den, der vil være en from tjener og tjene trofast, han må ikke holde sig til to herrer, men sige således: Jeg er i denne herres sold, ham vil jeg tjene, så længe jeg er hos ham, og gøre mit bedste for ham og ikke vende mig til nogen anden.

¹¹ Aber wenn er hie will austragen, und dort stehlen, da gehort der Henker zu. Denn die Huhner soll man todtschlahen, die heim essen gehen, aber anderswo Eier legen. Men hvis han vil bære ud det ene sted og stjæle det andet, så hører han bøddelen til. For de høner skal man slå ihjel, der spiser derhjemme, men lægger æg i fremmede reder.

¹² Also thäten die Jüden auch, meineten, Gott sollt sie fur grosse Heiligen halten, und sich wohl lassen gnugen, wenn sie im Tempel opferten und schlachten ihre Kälber und Kuhe, ob sie gleich dieweil geizten, wo sie kunnten, bis sie auch fur und in dem Tempel ihr Krämerei trieben, und Wechselbänke aufrichten, dass man nur flugs zutragen, und Niemand ungeopfert davon gehen sollte. Sådan gjorde jøderne; de mente, at Gud måtte regne dem for store helgener, og lade sig stille tilfreds med, at de ofrede i templet og slagtede deres kalve og køer, selv om de samtidig dermed var gerrige, hvor de bare kunne være det, indtil de endda bedrev deres kræmmeri foran templet og i templet, så man bare straks skulle gå hen til dem, og ingen skulle gå derfra uden at have ofret.

¹³        Wider Solche setzt nu Christus diesen Spruch, dass ihm Niemand furnehme, dass er wolle Gottes und des Mammon Diener sein.        Imod den slags mennesker fremsætter nu Kristus dette ord, at ingen skal bilde ham ind, at han vil være Guds og Mammons tjener.

¹⁴ Es ist nicht müglich, seinen Dienst, so er gestift hat, zu erhalten, wenn du dem Mammon nach willt geizen. Denn Gottesdienst ist, dass man allein an seinem Wort hange, und Alles daran setze. Wer nu darnach will leben, und dabei bleiben, der muss kurzumb dem Mammon aufsagen. Det er ikke muligt at opretholde den tjeneste, som han har indstiftet, hvis du vil tjene Mammon eller være gerrig. For at holde gudstjeneste betyder, at man alene hænger fast ved hans ord og sætter alt på det. Den, der vil leve derefter og forblive derved, han må kort sagt frasige Mammon sin tjeneste.

¹⁵ Denn das ist gewisslich: so bald ein Prediger oder Pfarrherr geizig wird, so ist er kein Nutz mehr, kann auch nicht Guts predigen. Denn er muss sich scheuen und dar Niemand strafen, lässt ihm schenken und das Maul stopfen, dass er die Leut lasse thun, was sie wollen, will Niemand erzurnen, sonderlich was gross und gewaltig ist: und (E233) lässt also seinen Dienst und Ampt anstehen, das da fodert, die Bösen zu strafen. For det er givet og vist: Så snart en prædikant eller præst bliver gerrig, så er han ikke mere til nogen nytte og kan heller ikke prædike noget godt. For han vil blive bange og tør ikke anklage nogen, han lader sig give gaver, han lader dem stoppe munden på ham, så han lader folk gøre, som de vil, han vil ikke ophidse nogen imod sig, især ikke de store og stærke, han lader altså sin tjeneste og sit embede være, det, der jo kræver, at han anklager de onde.

¹⁶ Also auch, wenn ein Burgermeister oder Richter, oder wer ein Ampt hat, soll seines Ampts warten, und zusehen, dass es recht gehe: so muss er nicht viel denken, wie er reich werde, und seinen Geniess davon habe. På samme måde, når en borgmester eller en dommer, eller den, der ellers har et embede, skal passe sit embede, og se til, at det går ret for sig: så må han ikke tænke meget på, hvordan han bliver rig, og han må ikke have sin nydelse deraf.

¹⁷ Ist er aber des Mammon Knecht, so lässt er sich stechen mit Geschenken, dass er blind wird, und siehet nicht mehr, wie man lebt. Denn er denket: Soll ich diesen oder jenen strafen, so wird man mir feind, und mochte das Meine drüber verlieren etc. Men hvis han er Mammons slave, så lader han sig bestikke med gaver, så han bliver blind og ikke mere ser, hvordan man lever. For han tænker: Hvis jeg skal anklage den eller den, så bliver man uvenner med mig og så kunne jeg miste mit gods, osv.

¹⁸ Und ob er wohl ein kostlichen Dienst hat, und sitzt in dem Ampt, das ihm Gott befohlen und geben hat, kann ers doch nicht vollführen und treiben; das machet der Mammon, der ihm hat sein Herz besessen. Og selv om han har en dyrebar tjeneste og sidder i et embede, som Gud har befalet og givet ham, så kan han dog ikke fuldføre det og gøre fyldest i det; det bevirker Mammon, der har besat hans hjerte.

¹⁹         So gehets nu in der Welt allenthalben, dass sie meinet, es sei ein Geringes und keine grosse Fahr umb den Mammon; und machet ihr ein schöne, susse Gedanken, sie konne dennoch wohl Gott dienen: und ist doch eine schändliche Plage, dadurch der Teufel den Menschen blendet, dass er seins Ampts und Diensts nicht mehr wahrnimpt, und gar im Geiz erstarret; allein darumb, dass er Sorg hat, man werde ihn nicht ehren, geben oder schenken.        Sådan går det nu til overalt i verden, så den mener, det kun er en ringe fare med Mammon, ikke en stor fare; og den gør sig smukke, søde tanker om, at den alligevel kan tjene Gud godt. Og dog er det en skændig plage, hvorigennem djævelen blænder mennesket, så det ikke mere tager vare på sit embede og sin tjeneste og ganske stivner i havesyge; alene af den grund, at han er bekymret for, om man nu også ærer ham, giver eller skænker ham noget.

²⁰       Darumb stellet Christus (wie gesagt,) ein streng Urtheil, dass man sich nicht mit solchen Gedanken betrüge, und so gering in Wind schlahe; sondern wisse, wer umb des Mammon, Geld oder Geniess, und Ehre oder Gonst willen sein Ampt nicht treibet, wie er wohl sollt, dass ihn Gott nicht will fur seinen Diener erkennen, sondern als seinen Feind, wie wir horen werden;        Derfor fremsætter Kristus som sagt en streng dom, for at man ikke skal bedrage sig med sådanne tanker, og for at man ikke skal slå det hen, men skal vide, at den, der ikke udfører sit embede, som han skal, på grund af Mammon, penge eller nydelse, ære eller gunst, ham vil Gud ikke regne for sin tjener, men for sin fjende, som vi får at høre;

²¹ wer aber in Gottes Dienst will erfunden werden, und sein Ampt recht fuhren, dass er denke, und ein Mannsherze fasse, dass er die Welt mit ihrem Mammon verachten konne; aber nicht aus seinem Bösem gewachsen, sondern von Himmel gegeben, mit Bitten, dass Gott, der dir solch Ampt geben und befohlen hat, auch nachdrucke, und gebe, dass du es ausfuhren könnest; men den, der vil befindes at være i Guds tjeneste og føre sit embede ret, så at han tænker og med mandigt hjerte fatter, at han kan foragte verden med dens Mammon; men ikke er vokset ud af sit onde [begær], men har fået det givet fra himlen efter at have bedt derom, at Gud, der har givet og befalet dig dette embede, også vil følge det op og give dig, at du kan udøve det;

²² und lassest dich dunken, dass du nichts Edlers noch Bessers auf Erden habest und thuen konnest, denn den Dienst, den du ihm (E234) thuen sollt, und nicht gross achtest, ob du druber Schaden leidest, oder zu Unrath kommest; og så du mener, at du ikke kan have og udføre noget ædlere og bedre på jorden, end den tjeneste, som du skal gøre overfor ham, og så du ikke agter det stort, om du af den grund lider skade eller kommer i ulykke;

²³ und dich dess trostest, dass du einem grossern Herrn dienest, der dich des Schaden wohl ergötzen kann, und besser ist, denn dass du solltest den ewigen Schatz verlieren, umb des geringen, zeilichen Guts willen, das dir doch nicht helfen kann. og trøster dig ved, at du tjener en stor herre, der nok kan erstatte dig din skade, og at det er bedre, end at du mister den evige skat på grund af det ringere, timelige gods, som dog ikke kan hjælpe dig.

²⁴ Denn wenn du einen Herrn wählen solltest, wolltest du nicht vielmal lieber dem lebendigen Gott, denn dem ohmächtigen, todten Schelmen dienen? For hvis du skulle vælge en herre, ville du så ikke mange gange hellere tjene den levende Gud end den afmægtige døde skælm?

²⁵         Siehe, so thuet ein iglicher Christen, der Gottes Wort hat, dass ers so ehre und halte, und sehe nicht an, obs die Welt verdreusst, oder keinen Frommen davon hat; sondern ist so gesinnet: Da liegt Beutel und Taschen, Haus und Hof etc., hie aber mein Christus: soll ich nu eines verlassen und ubergeben, so lass ich jenes Alles hinfahren, dass ich meinen Christum behalte.        Se, sådan gør enhver kristen, som har Guds ord, så at han må ære og overholde det, og ikke ser på, om det ærgrer verden eller den ikke har nogen andagt ud af det; nej, en kristen har dette sind: Dèr ligger pungen og tasken, hus og gård, osv, men her er min Kristus. Skal jeg nu forlade og opgive den ene af de to, så lader jeg alt dette fare, for at jeg kan beholde min Kristus.

²⁶ Das meinet Christus mit den Worten, dass man nicht konne zweien Herrn dienen. Denn es kompt doch dazu, dass sich die beide wider nander stossen, und einer dem Andern weichen muss. Det er, hvad Kristus mener med ordene om, at man ikke kan tjene to herrer. For det kommer dog dertil, at de to støder imod hinanden, og den ene må vige for den anden.

²⁷ Darumb ists Nichts, dass du dich schmuckest mit solchen Gedanken, als wolltest du sie beide zu Herrn behalten; sondern musst dich dess frisch erwegen, dass du einen lassest. Derfor betyder det intet, at du smykker dig med den slags tanker, som ville du beholde dem begge som herre; nej, du må tage en frisk beslutning og forlade den ene.

²⁸         Darumb liegt es hie an dem Wortlin: dienen. Geld und Gut, Weib, Kind, Haus und Hof haben, ist nicht Sunde; allein dass du es nicht lassest deinen Herrn sein, sondern lassests dir dienen, und sei du sein Herr; wie man sagt von einem redlichen, feinen milden Mann: Der ist seines Gelds ein Herr; nicht so unterworfen und gefangen als ein karger Geizwanst, der ehe Gottes Wort und Alles lässt fahren, hält Hand und Mund inne, ehe er sein Geld in die Fahr setzet.        Derfor kommer det her an på det lille ord: "at tjene". At have penge og gods, hustru, børn, hus og gård, er ikke synd; men det drejer sig om, at du ikke lader det blive din herre, men lader det tjene dig, så du er dets herre; som man siger om en redelig, fin og gavmild mand: Han er herre over sine penge; han er ikke på den måde underordnet dem og fanget ind af dem som en gerrig havesyg, der før vil lade Guds ord og alting fare, før vil tilbageholde hånd og mund, før han vil lade sine penge komme i risikozonen.

²⁹ Das ist ein weibisch, kindisch und knechtich Herz, der umb des schäbichten Mammons willen, dess er nicht dar brauchen noch geniessen, den ewigen Schatz verachtet und lässt; gehet doch dieweil sicher dahin, denket, er konne zu (E235) Gottes Wort noch allzeit wohl kommen, reisset dieweil zu sich, was er kann, dass er ihm keinen Heller lasse abgehen, umb Gottes willen, bis so lange dass er je tiefer im Geiz versinkt, und je weiter von Gottes Wort kompt, und zuletzt ihm gar feind wird. Det er et kvindagtigt, barnagtigt og slaveagtigt hjerte, som foragter og lader forsvinde den evige skat til fordel for den gnieragtige Mammon, som han ikke tør bruge eller nyde; og alligevel går sikkert omkring og tænker, at han da altid kan komme tilbage til Guds ord, imens han rager til sig, hvad han kan, så han ikke lader en skilling gå fra sig til Guds arbejde, indtil han synker dybere ned i havesygen og kommer længere bort fra Guds ord og til sidst bliver ganske fjendtligt overfor det.

³⁰         Das ist die liebe Frucht des Mammondiensts; als sonderlich itzt zu sehen ist, da der Geiz so durch und durch regieret, dass es eitel Aussatz ist von Geiz, unter Adel, Baur, Bürger, Pfaffen und Laien.       Det er Mammonstjenestens kære frugt; den kan man særlig se nuomstunder, hvor havesygen hersker så gennemgribende, at det er en ren spedalskhed af havesyge, der hersker blandt adelsfolk, bønder, borgere, præst og læg.

³¹ Ist das nicht eine grosse Heiligkeit und schone Tugend, dass man das beste Stuck am Menschen Gotte nimpt, und gibts dem Mammon? Denn das ist freilich der hoheste Dienst, wozu das Herz Liebe und Lust hat, da gehen alle Gelieder und der ganze Leib hinnach; wie Christus droben gesagt hat: Wo dein Schatz ist, da wird auch dein Herz sein. Er det ikke en stor hellighed og en skøn dyd, at man tager den bedste del af menneske bort fra Gud og giver det til Mammon? For det er jo den største tjeneste, det, som hjertet har kærlighed til og lyst til, så følger alle lemmer på hele legemet bagefter; sådan som Kristus ovenfor har sagt: Hvor din skat er, dèr vil også dit hjerte være.

³² Denn was einer lieb hat, dem läuft er gewisslich nach, da redet er gerne von, da ist alle sein Herz und Gedanken; daher auch S. Augustin sagt: Deus meus amor meus, was mir liebet, das ist mein Gott. Daraus siehest du, was (E236) das fur Leute sind, den Christus den Titel gibt, dass sie Gottes Feinde sind, die doch so grossen Gottesdienst furgeben, als seine nähesten Freunde; aber im Grund Nichts sind, denn recht Teufelsheiligen, die Gott und sein Wort und Werk von Herzen hassen und verfolgen. For det, man har kær, det løber man givetvis efter, det taler man gerne om, dèr er hele ens hjerte og alle ens tanker; derfor siger også Skt. Augustin: Det jeg elsker, det er min gud. Deraf ser du, hvad det er for folk, som Kristus giver den titel, at de er Guds fjender; de foregiver så stor en gudstjeneste, som var de hans nærmeste venner, men i grunden er de intet andet end djævelshelgener, som af hjertet hader og forfølger Gud og hans ord.

³³       Denn das heisset wahrhaftig, Gott gehasset, wenn man sein Wort hasset. Das gehet so zu: Wenn man den Menschen strafet umb den Unglauben und Geiz, und hält ihm das erste Gebot fur: Du sollt nicht andere Gotter haben, das ist, du sollt dein Herz, Lust und Liebe nirgend hin hängen, denn an mich etc.; und er solch Strafen nicht will hören, noch leiden, hebt [er] an dawider zu scharren und toben, so lang, bis er gar im Herzen durchbittert wird, mit giftigen Hass wider das Wort und seine Prediger.        For det betyder sandelig at hade Gud, når man hader hans ord. Det går således til: Når man anklager menneskene for vantro og havesyge og foreholder dem det første bud: Du skal ikke have andre guder, det vil sige, du skal ikke knytte dit hjerte, din lyst, din kærlighed til andet end til mig, osv.; og når han så ikke vil høre eller tåle denne anklage, så begynder han at kradse og at rase, og det gør han sålænge, indtil han i hjertet er helt igennem bitter med giftigt had mod ordet og den, der prædiker det.

³⁴ Darumb stehet auch im Text der zehen Gebot ein solch Dräuwort: Ich bin ein eiferiger Gott, der da heimsuchet die Sunde der Väter an den Kindern dere, die mich hasset etc.; damit er eben dieselben Geizwänste und des Mammons Diener meinet, wie denn die Schrift den Geiz nennet Abgötterei oder Götzendienst. Derfor står der også i teksten med de ti bud følgende trusselsord: Jeg er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes synder på børnene af dem, der hader mig, osv.; og dermed mener han netop disse gnierbuge og mammonstjenere, sådan som skriften kalder havesygen afguderi eller afgudsdyrkelse.

³⁵ Noch wollen sie (wie gesagt,) die grossten Heiligen und Feinde der Abgotterei und Ketzer geruhmet sein, und mit nichte den Namen tragen, dass sie Gott hassen. Alligevel vil de, som sagt, roses som de største helgener og som fjender af afguderiet og kætterne og på ingen måde bære navn af, at de hader Gud.

³⁶ Aber damit werden sie unterweiset, dass sie nicht konnen Gottes Wort horen noch sehen, wenn es ihren Geiz angreifet, wollen schlechts ungestraft sein; und je mehr man sie strafet und ihn drauet, je mehr sie dazu lachen und spotten, und thun was sie wollen, Gott und Idermann zuwider. Men her får de så at vide, at de ikke kan høre eller indse Guds ord, når det angriber deres havesyge, at de i det hele taget ikke vil angribes; og jo mere man angriber og truer dem, jo mere ler og spotter de over det, og gør, hvad de vil, imod Gud og hvermand.

³⁷        Nu siehe, ist das nicht ein schändliche Plage und greuliche Sunde, die uns ja schrecken sollt, und machen, dass wir dem Mammon von Herzen feind würden, und uns dafur segneten und flöhen als fur dem Teufel?        Se nu, er det ikke en skændig plage og en gruelig synd, der jo skulle gøre os bange og bevirke, at vi af hjertet blev Mammons fjender og korsede os for det og flygtede fra ham som fra djævelen?

³⁸ Denn wer wollt nicht erschrecken, dass er dahin fallen und solch Urtheil uber sich horen sollt, dass er sollt Gottes Feind heissen, der ihn nicht allen (E237) verachtet, sondern wollte, dass Gott und sein Wort Nichts wäre, dass er nur seinen freien Lust und Willen mocht haben, Gott zu Leid und Verdriess? Denn, rechne du, wie es einen Solchen gehen wird, und was er fur einem Mann auf sich ladet, dass ihm zuletzt wird viel zu schwer werden. For hvem ville ikke blive bange for, at han skulle falde i den snare og høre en sådan dom over sig, at han skulle kaldes Guds fjende, som ikke blot foragter ham, men ønskede, at Gud og hans ord var ingenting, så at han kunne få frit afløb for sin lyst og sin vilje, så han bedrøvede Gud? For du kan jo regne ud, hvordan det vil gå en sådan, og hvad for en mand han bebyrder sig med, så at det til sidst vil blive ham for tungt.

³⁹       Und sind zwar schön genug geplagt (wie der Text sagt,) damit, dass sie so elende Leut sind, dass ihr Herz, Lust, Liebe und Freude ist gar in das heimlich Gemach gesetzt, die da sollt im Himmel sein, und bei dem, das Gottes ist.        Og de er ganske vist, som teksten siger, plaget udmærket nok dermed, at de er så elendige mennesker, at deres hjerte, lyst, kærlighed og glæde, som skulle være i himlen og hos det, der er Guds, helt og holdent er sat til det hemmelige gemak.

⁴⁰ Wie konnt sich ein Mensch hoher schänden, denn dass er seinen Trost von Gott wendet, der ihm alles Guts gibt und ja wohl verdienet, dass man ihm hold sei, und stecket sich dem Teufel in Hintern, und seine Lust hat in seinem Stank und Hölle, und soll so gar in die höllische Bosheit gerathen, dass er nicht allein Gottes Wort verachtet, sondern so mordlich feind wird, dass er wollt, es wäre kein Gott? Hvordan kunne et menneske øve en større skændsel mod sig selv, end at han ikke søger sin trøst hos Gud, der giver ham alt godt og jo nok fortjener, at man er tro imod ham, og i stedet stikker sig op i djævelens rumpe og har sin lyst i hans stank og hans helvede, og skal komme så langt ind i helvedes ondskab, at han ikke alene foragter Guds ord, men også bliver så morderisk fjendtlig overfor ham, at han ville ønske, at der ikke var nogen Gud?

⁴¹ Das ist der Dank, den er hat von solchen Geizwänste, dass er ihn täglich gibt Leib und Leben, Sonn und Mond, und dieselben Schätze, die sie haben. Aber was sie dran gewinnen, das werden sie finden, und habens zum Theil bereit, dass sie immerdar des Teufels Stank und Unflath fressen müssen. Det er den tak, han får fra sådanne gnierbuge for, at han dagligt giver dem krop og liv, sol og måne og de skatte, som de har. Men hvad de vinder derved, skal de nok finde ud af, ja, de har delvis allerede fået det, derved at de hele tiden må æde djævelens stank og møg.

⁴²         Das ist ein Stück im Text, von dem Mammon geredt: Entweder er wird einen hassen, und den andern lieben; das ander: Oder wird einem anhangen, (das ist Gott,) und den andern verachten.         Der er et stykke i teksten, der taler om Mammon: Enten vil han hade den ene og elske den anden; eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden.

⁴³ Da spricht er nicht schlechts: Er wird einen lieben; sondern zeigt die That und Werk der Liebe mit dem Wort: anhangen. Denn wer Gott und sein Wort soll lieben, den wirds nicht so gering ankommen, sondern oft widerwärtig unter Augen stossen, und ein solche Liebe werden, die ihm der Satan oft wird saur und bitter machen. Her siger han ikke ligeud: Han vil elske den ene; men han viser kærlighedens dåd og gerning med ordet "holde sig til". For den, der skal elske Gud og hans ord, ham vil det komme ikke så lidt ved, men det vil ofte støde an som ubehageligt for øjnene og blive en kærlighed af en art, som Satan ofte vil gøre ham sur og bitter.

⁴⁴ Darumb gehort dazu, dass man konne fest halten und hangen an Gottes Wort, und sich nicht lasse davon reissen, obgleich sich unser eigen Fleisch, und Exempel der ganzen Welt, sampt (E238) dem Teufel dazu, dawider setzet, und sich unterstehet uns zu nehmen; und muss wahrlich ein Mann und ritterlich Muth sein, der sich allein wider so viel Feind setzen und bestehen soll; Derfor hører det med dertil, at man kan holde fast ved og hænge fast ved Guds ord og ikke lade sig rive derfra, selv om vore eget kød, hele verdens eksempel samt djævelen sætter sig imod og forsøger at tage det fra os; og man må i sandhed være en mand og have et ridderligt mod, hvis man alene skal sætte sig op imod så mange fjender og alligevel bestå;

⁴⁵ ja, es muss ein grosse Brunst und Feur der Liebe sein, die so brenne, dass der Mensch Alles kan lassen fahren, Haus und Hof, Weib, Kind, Ehr und Gut, Leib und Leben, ja, dazu verachten und mit Fussen treten, dass er nur den Schatz behalte, den er doch nicht siehet, und in der Welt verachtet ist, sondern allein im blossen Wort furgetragen, und mit dem Herzen gegläubt wird. ja, det må være en stor kærlighedens følelse og ild, der brænder således, at mennesket kan lade alt fare, hus og gård, kone og børn, ære og gods, krop og liv, ja dertil foragtes og trædes under fode, blot han beholder den skat, som han dog ikke kan se og som er foragtet i verden, men alene foredrages i det blotte og bare ord og tros med hjertet.

⁴⁶       Doch will er damit nicht, dass man nicht Geld und Gut haben und nehmen soll, oder, wenn mans hat, wegwerfen solle; wie etliche Narren unter den Philosophen, und tolle Heiligen unter den Christen gelehret und gethan haben.        Dog vil han ikke dermed have, at man ikke må eje eller modtage penge eller gods, eller at man, hvis man har det, skal kaste det bort, sådan som nogle narrer blandt filosofferne og tåbelige helgener blandt de kristne har lært og gjort.

⁴⁷ Denn er lässt wohl geschehen, dass du reich seiest, aber die Liebe will er nicht dran gehängt haben; wie David gelehret, und mit seinem Exempel beweiset hat: Fällt euch Reichthumb zu, (spricht er,) so hänget das Herz nicht dran. (Sl 62,11). For han vil nok lade det gå an, at du er rig, men han vil ikke have, at du knytter kærlighed dertil; som David har lært og bevist med sit eksempel: Hvis der tilfalder jer rigdom, siger han, så bind ikke hjertet dertil.

⁴⁸ Das ist ein solcher Muth, der mitten im Geld und Gut, von Gott gegeben, kann das Herz frei behalten, (welchs die Welt nicht kann,) und wo es will sein Herz an sich locken, (wie denn die schonen Gulden und weissen silbern Becher und Kleinod freundlich anlachen,) und von Gottes Wort reissen, so kann ers mit Fussen treten, und so seher verachten, als die Welt dran hänget und dagegen den himmelischen Schatz verachtet. Det er et sådant sind, som midt i penge og gods, som er givet af Gud, kan holde hjertet fri af det (hvilket verden ikke kan) og når hans penge og hans gods vil lokke hjertet til sig (eftersom de skønne gylden og de hvide sølvbægre og klenodier smiler så venligt til én), og rive det bort fra Guds ord, så kan dette sind træde dem under fode og foragte dem med lige så stor kraft, som den, hvormed verden hænger derved og omvendt foragter den himmelske skat.

⁴⁹ Summa, es muss ein Mann sein, der des Mammons Herr sei, dass er ihm zu Fussen liegen musse; er aber Niemands unterworfen noch zum Herrn habe, denn Gottes Wort. Aber das ist dem Häuflin gepredigt, die da Christo gläuben, und sein Wort fur wahr halten; mit den Andern wird Nichts draus. Kort sagt, det må være en mand, der skal være herre over Mammon, så at han lægger ham for sin fod; men han er omvendt ikke underkastet nogen anden eller har nogen anden til herre, end Guds ord. Men dette prædiker man for den lille hob, som tror på Kristus og regner hans ord for sandt; med de andre kommer der ikke noget ud af det.

⁵⁰ Darumb sage ich euch: Sorget nicht fur euer Leben, was ihr essen und trinken wer- (E239) det; auch nicht fur euern Leibm was ihr anziehen werdet. Ist nicht das Leben mehr, denn die Speise? und der Leib mehr, denn die Kleidung? Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? (Matt 6,25) (ntmatt06#25)

⁵¹       Der Herr nimpt ihm Raum, und machet eine grosse, starke Predigt wider dieses schädliche Laster, weil es (wie gesagt,) gemeiniglich neben dem Evangelio gewaltiglich einreisset, und nicht allein die Welt, sondern auch die Christen seher anfichtet; sonderlich aber die, so da Gottes Wort predigen sollen, und umb desselben willen in allerlei Fahr sitzen, verachtet und verdruckt von der Welt, dass sie nach dem Fleisch wohl Ursache hätten zu sorgen.       Vor Herre tager sig god tid og holder en lang, stærk prædiken imod denne skændige last, fordi den, som sagt, almindeligvis griber vældig stærkt ind, hvor evangeliet prædikes, og ikke alene anfægter verden, men også de kristne, dog især dem, som skal prædike Guds ord og på grund af det sidder i den allerstørste fare, foragtet og undertrykt af verden, så at de efter kødet nok skulle have grund til at bekymre sig.

⁵² Denn wer ein Christen will sein und seinen Herrn bekennen, der machet ihm den Teufel (der ein Fürst der Welt ist,) zu Feind. Darumb setzet er ihm zu, und greifet ihn an; nicht durchs Wort und Glauben, sondern dadurch, dass [er] unter seinem Reich und Gewalt ist. For den, der vil være kristen og bekende sin herre, han gør djævelen, verdens fyrste, til sin fjende. Derfor sætter han sig imod ham og angriber ham; ikke gennem ordet og troen, men derigennem, at han er under hans rige og magt.

⁵³ Nu haben wir unser faulen Sack, Fleisch und Blut noch in seinem Reich; das kann er wohl plagen, und im Kerker werfen, Essen und Trinken und Kleider nehmen, also, dass wir mit allen, so wir haben, stets mussen in solcher Fahr stehen. Nu er jo vores dovne sæk, kød og blod, endnu i hans rige; og det kan han nok plage og kaste i fangehullet, borttage mad og drikke og klæder, således at vi med alt, hvad vi har, stedse må stå i denne fare.

⁵⁴ Dagegen denket denn Fleisch und Blut, wie es auch so viel fur sich bringe, dass es fest sitzen, und der Fahr uberhaben sein mochte. Also hebt sich die Anfechtung, die da heisset Sorge der Nahrung; wiewohl es die Welt nicht fur eine Anfechtung, sondern mehr fur ein Tugend hält, und solche Leut lobt, die da konnen nach grossem Gut und Ehren trachten etc. Imod dette tænker nu kød og blod, hvordan det nu kan skrabe så meget sammen, at det kan være sikker og være hævet over denne fare. Altså fremkommer den anfægtelse, der hedder næringssorg; selv om verden ikke regner det for en anfægtelse, men mere for en dyd, og roser de mennesker, som kan tragte efter stor ejendom og ære, osv.

⁵⁵        Und hie horest du, was da sei, dem Mammon dienen, nämlich, dass es heisst, sorgen fur das Leben und unsern Leib, was wir essen und trinken, umbund [?] anhaben sollen; das ist, nur auf diess Leben denken, wie wir hie reich werden, Geld und Gut sammlen und mehren, als sollten wir ewig hie bleiben.         Og her hører du, hvad det da er at tjene Mammon, nemlig, at det betyder, at bekymre sig for livet og for legemet, hvad vi skal spise og drikke og hvad vi skal klæde os i; det vil sige, det betyder: kun at tænke på dette liv, hvordan vi bliver rige her, samle og ophobe penge og gods, som om vi skulle leve her til evig tid.

⁵⁶ Denn das ist nicht Sunde, noch dem Mammon (E240) gedienet, dass man isset und trinket, und sich kleidet, wie die Nothdurft diess Lebens und Leibs fordert, dass er sein Futter und Decke habe; auch nicht, dass man Nahrung suchet und erwirbt: sondern dass man darumb sorget, das ist, des Herzen Trost und Zuversicht darauf stellet. For det er ikke synd, og det er ikke at tjene Mammon, at man spiser og drikker og tager noget tøj på, sådan som jo dette livs og dette legemes nødtørftighed kræver, at det får sit foder og sit dække; heller ikke er det synd, at man søger og erhverver næring. Nej, synd er, at man bekymrer sig derom, det vil sige, at man knytter hjertets trøst og tillid dertil.

⁵⁷ Denn Sorge steckt nicht im Kleid oder in der Speise, sondern miitten im Herzen; das kanns nicht lassen, es will sich daran hängen; wie man spricht: Gut macht Muth etc., also, dass sorgen eben so viel heisset, als, mit dem Herzen daran hangen. Denn was das Herz nicht meinet und lieb hat, da sorge ich nichts fur; und wiederumb, wofur ich sorge, da muss ich ein Herz zu haben. For bekymring gemmer sig ikke i tøjet eller i maden, men midt inde i hjertet; det kan ikke lade være med at knytte sig dertil; som man siger: God giver mod, osv., således også her: dette at bekymre sig betyder netop, knytte sig dertil med hjertet. For jeg bekymrer mig ikke for det, som hjertet ikke holder af og har kær; og omvendt: det, jeg bekymrer mig for, det har jeg nødvendigvis hjertet med i.

⁵⁸        Doch muss du auch nicht den Text so enge spannen, dass damit verboten sei, allerding fur Nichts zu sorgen. Denn ein iglich Ampt oder Stand bringt mit sich, dass man desselben Sorge trage, sonderlich wer ander Leuten furstehet; wie S. Paulus Ro. 12. von geistlichen Aemptern in der Christenheit sagt: Wer da regiert der sei sorgfältig. (Rom 12,8) (n58)        Dog må du heller ikke spænde teksten så snævert ind, som skulle det hermed være forbudt i det hele taget at bekymre sig for noget. For ethvert embede eller stand fører med sig, at man har bekymring for det, især gælder det den, der står i spidsen for andre mennesker; sådan som Skt. Paulus i Rom 12,8 siger om de gejstlige embeder i kristenheden: Den, der er forstander, han skal være det med omhu.

⁵⁹ Also muss ja ein Hausvater sorgen fur seine Kinder und Gesind, dass sie wohl gezogen werden, und thun, was sie sollen; und wo ers nicht thut, thuet er unrecht. Dessgleichen eines Pfarrers oder Prediger Sorge ist, dass die Predigt und Sacrament recht gehen und getrieben werden; dass er die Betrubten und Kranken troste, die Bösen strafe, fur allerlei Noth bete etc. Sådan skal jo også en husfader bekymre sig for sine børn og sit tyende, at de bliver vel opdraget og gør, hvad de skal; og hvis han ikke gør det, øver han uret. På samme måde er det en præsts eller prædikants bekymring, at prædikenen og sakramentet går ret for sig og bliver ret bedrevet; at han trøster de bedrøvede og syge, straffer de onde, beder om hjælp i al nød, osv.

⁶⁰ Denn ihm ist befohlen, die Seelen zu warten und regieren. Also muss ein Furst und ander Oberkeit in weltlichem Regiment sorgen, dass es recht zugehe, wie sein Ampt fodert. Dermassen auch wiederumb, sollen die Unterthanen sorgen, dass sie ihren Gehorsam treulich leisten und ausrichten; die Knechte und Mägde, dass sie ihren Herrn wohl dienen, und ihren Schaden bewahren etc. For han har fået befaling til at vogte og regere sjælene. På samme måde må en fyrste og en anden øvrighed bekymre sig for det verdslige styre, at det går ret til, sådan som hans embede kræver det. Og ligeledes skal undersåtterne omvendt bekymre sig for, at de trofast yder og gennemfører den lydighed, de er skyldig; karlene og pigerne, at de tjener deres herre vel og bevarer ham for tab, osv.

⁶¹        Von dieser Sorge redet hie Christus nicht; denn es ist eine Amptsorge, die weit zu scheiden ist vom Geiz. Denn sie sorget nicht ihm ihren, sondern umb des Nähesten willen; suchet nicht das Ihre, ja, (E241) lässt wohl dasselb anstehen und fahren, und dienet einem Andern, dass es heisset ein Sorge der Liebe, die da gottlich und christlich ist, nicht des Eigennutzes oder Mammons, welche ist beide, wider den Glauben und Liebe, und eben die, die da hindert die Sorge des Ampts.        Om denne bekymring taler Kristus ikke her, for det er en embedsbekymring, som klart må adskilles fra havesygen. For den bekymrer sig ikke for sin egen, men for næstens skyld; søger ikke sit eget, ja, lader vel dette være og forsvinde, og tjener en anden, så den kan kaldes en kærlighedens bekymring, som er guddommelig og kristelig, ikke en egennyttens eller en Mammons bekymring, som både er imod troen og kærligheden, og netop er det, der hindrer embedets bekymring.

⁶² Denn wem das Geld liebet und nach seinem Nutz trachtet, der wird sich des Nähesten oder seines Ampts, gegen dem Nähesten gerichtet, nicht gross annehmen: wie man bisher an unsern Geistlichen gesehen hat, welche gar nichts darfur gesorgt haben, wie sie den Seelen recht furstunden, sondern alle ihr Ding allein dahin gerichtet ist gewesen, dass ihn alle Welt gnug zutruge; For for den, der elsker penge og tragter efter nytten ved dem, for ham vil det ikke betyde stort med næsten eller hans embede, som er rettet mod næsten. Det har man hidtil set på vore gejstlige, som overhovedet har bekymret sig om, hvordan de kunne være rette ledere for sjælene, men alene har haft al deres opmærksomhed rettet imod det spørgsmål, om hele verden tildeler dem nok.

⁶³ und was ihn nicht Geld tragen wollte, haben sie fein lassen anstehen, dass auch ihr keiner einem andern ein Pater noster umbsonst gesprochen hätte. Og de mennesker, der ikke ville give dem penge, har de smukt ladet være, så at oven i købet ingen af dem har udtalt et Fadervor overfor en anden uden at få penge for det.

⁶⁴ Aber ein frommer Prediger sorget nur dafur, dass er sein Ampt recht ausrichte, damit den Seelen geholfen werde; achtet nicht, ob er nicht viel davon kriegt, ja allerlei dazu leiden muss, und sich mit Schlangen beissen, die Welt und Teufel zu Feind haben, lässt Gott befohlen sein, wo er zu essen kriege etc., trostet sich aber eines andern Schatz (darumb er solchs Alles thut,) in jenem Leben, welcher so gross ist, dass alle Ungluck, so er hie leidet, viel zu gering dagegen sind etc. Men en from prædikant bekymrer sig kun for, at han udfører sit embede ret, hvorved sjælene bliver hjulpet; han er ligeglad med, om han ikke får meget for det, ja, om han må finde sig i alle ting derfor og kæmpe mod slanger, få verden og djævelen til fjender; han lader det være overladt til Gud, hvor han kan få noget at spise, osv, men trøster sig ved en anden skat (for hvis skyld han gør alt dette) i hint liv, som er så stor, at al ulykke, som han lider her, er altfor ringe i sammenligning, osv.

⁶⁵        Weil er nu solche Sorge des Geizes und Mammonsdienst verboten hat, als abgottlich und die Gottes Feinde machet, fähret er fort, und fuhret viel Spruche, Exempel und Gleichniss dazu, dass er uns deste mehr den Geiz verleide, und will ihn so schändlich malen, dass wir ihn mochten anspeien, und spricht erstlich:         Efter nu at have forbudt den slags havesyge-bekymring og Mammonstjeneste som afguderisk og som noget, der skaber fjender af Gud, fortsætter han og føjer mange ord, eksempler og lignelser til, så at han kan gøre havesygen meget mere led for os, og han vil afmale den som så skændig, at han kan få os til at spytte den ud, og så siger han først:

⁶⁶ Ist nicht das Leben mehr, denn die Speise, etc.? das ist, kunnt ihr und musst Gott euer Leben, Leib und Seel vertrauen, und stehet nicht in euer Macht, eine Stunde lang zu erhalten: was seid ihr denn fur Narren, dass ihr ihm nicht wollet euers Leibs Nothdurft vertrauen, dass er euch Essen und Trinken schaffen werde? Er ikke livet mere end maden osv.? det vil sige: I kan dog og I må dog stole på Gud med hensyn til jeres liv, legeme og sjæl, og det står ikke i jeres magt at opretholde det bare en time. Hvad er I da for naragtige mennesker, at I ikke vil stole på ham med hensyn til, hvad jeres legeme kræver, at han vil skaffe jer mad og drikke?

⁶⁷ Denn wie kann man grosser Narrheit erdenken, dass eine feindlich sorget, wo er Essen und Trinken nehme, und nicht sorget, wo er Leib und Leben nehme, oder diese Stunde erhalte? ge- (E242) rade als wenn einer sorgete, wie er sein Haus kostlich schmückte, und wusste doch Niemand, der drinnen wohnen sollte; oder, wie er viel und kostlich Essen in der Kuchen zurichtet, und hätte doch Niemand, der davon essen wollt. For hvordan kan man tænke sig en større naragtighed, end at et menneske med fjendligt sind bekymrer sig om, hvor han skal få mad og drikke fra, men ikke bekymrer sig om, hvor han skal få liv og legeme fra, eller hvordan han skal opretholde det bare denne time? ganske, som hvis én bekymrede sig om, hvordan han kunne udsmykke sit hus kosteligt, skønt ingen, der boede derinde, vidste om det; eller bekymrede sig om, hvordan han kunne tilberede megen kostbar mad i køkkenet, men ikke havde nogen, der ville spise det.

⁶⁸ Eben so thun wir mit unserm Geizen, dass wir fur das Geringste sorgen, und an das Grosse nimmer gedenken. Das heisst recht unnutze und ubrige, ja thörichte Sorge. Und wenn wir gleich viel wollten sorgen fur Leib und Leben, so ist doch Nichts damit ausgericht, denn es stehet keinen Augenblick in unser Macht nicht; eben so wenig, als wenn Jmand sich wollt zu todt sorgen, wie das Korn auf dem Feld sollt wachsen, das er nicht gesäet hat; oder wo das Silber im Bergwerk sollt liegen, das er nicht hingelegt hat. Netop sådan gør vi med vores havesyge, at vi bekymrer os om det ringeste og aldrig tænker på det store. Det kan man ret kalde unyttig og overflødig, ja tåbelig bekymring. Og selv om vi ville bekymre os meget for legeme og liv, så er der dog intet udrettet derved, for det står ikke noget øjeblik i vores magt; lige så lidt som hvis nogen ville bekymre sig til døde over, hvordan kornet på marken skulle vokse, det korn, han ikke har sået; eller hvor sølvet skulle ligge i bjergværket, det sølv, han ikke har lagt der.

⁶⁹         Weil wir denn in unserm ganzen Leben mussen die Sorge lassen anstehen, und dasselb ohn unser Gedanken und Zuthun alle Stund von Gott erhalten wird: was wollen wir denn mit der thorichte Sorge fur die geringe Parteken, als könne oder wolle er uns nicht Futter und Decke geben?        Fordi vi nu i hele vort liv må lade bekymringen være, og fordi vort liv hver time igennem bliver opretholdt af Gud uden vores tanker eller medvirken, hvad vil vi så med den tåbelige bekymring om de ringe småting, som om han ikke ville eller ikke kunne give os foder og dække?

⁷⁰ Sollten wir uns doch schämen, dass ein Mensch sollt von uns sagen, dass wir solche Narrheit treiben. Noch ist unser Wesen nicht anders, sonderlich der grossen, reichen Wänste, denn solcher Narren, die ewig sorgen, dass sie nur die Kuchen voll haben, und aufs Reichlichst lassen auftragen, und doch keinen Tisch noch Gast haben; Vi skulle dog skamme os over, at et menneske skulle kunne sige om os, at vi driver den slags naragtighed. Alligevel er vort væsen ikke anderledes, især ikke de store, rige buges, end sådanne narres væsen, som evig bekymrer sig for, om de nu også har køkkenet fuldt og lader dynge op på det rigeligste, skønt de dog ikke indbyder nogen eller har nogen gæst;

⁷¹ oder die viel herrlicher Bette lassen bereiten, und Niemand haben drein zu legen; eben als ein Schuster sein Lebtag nichts Anders thät, denn dass er seine Werkstatt voll Schuchleisten machete, und doch nimmer dran dächte, wo er Leder nähme, einen Schuch zu machen: sollt man den nicht, als toll und thöricht, zu Land ausleuchten? eller det er ikke anderledes end dem, der lader berede mange herlige senge, men ikke har nogen at lægge deri; ganske som hvis en skomager ikke gjorde andet livet igennem end at han fyldte sig værksted med skolæster, men aldrig tænkte på, hvor han skulle få læder fra til at lave en sko: skal man ikke lyse en sådan ud af landet som dum og tåbelig?

⁷²       Siehe, so zeiget uns Christus, was wir fur thöriche Leute sind, dass wir uns billig sollten selbs anspeien; und nichts desteweniger in solcher Blindheit dahin gehen, ob wir gleich fur Augen sehen, dass wir fur unser Leib und Leben nicht können sorgen, (E243) und wenn wir dafur sorgeten, so müssten wir eben damit Christen werden, und denken: Siehe, ich hab mein ganzes Leben nicht ein Augenblick in meiner Hand.        Se, således viser Kristus os, hvad vi er for tåbelige mennesker, det var kun rimeligt, om vi spyttede på os selv; og ikke desto mindre går vi rundt i en sådan blindhed, selv om vi lige for vore øjne ser, at vi ikke kan bekymre os for vort legeme og vort liv, og hvis vi bekymrede os derfor, så måtte vi netop dermed blive kristne og tænke: Se, der er ikke et øjeblik, hvor jeg har hele mit liv i min hånd.

⁷³ Weil ich denn Gott mein Leib und Leben vertrauen muss, was will ich denn zweifeln und sorgen, wie der Bauch ein Tag oder zween ernäheret werde? gleich als wenn ich einen reichen Vater hätte, der mir gerne tausend Gulden schenkete, und wollt ihm nicht vertrauen, dass er mir einen Groschen zur Nothdurft gebe etc. Fordi jeg derfor må stole på Gud med hensyn til mit legeme og mit liv, hvorfor vil jeg da tvivle og bekymre mig om, hvordan min bug bliver ernæret en dag eller to? Ganske, som hvis jeg havde en rig far, der gerne ville give mig tusind gylden, og jeg så ikke ville stole på, at man ville give mig en skilling til hvad jeg havde brug for, osv.

⁷⁴ Videre til bjerg17!

Noter:

n58: Luther har den latinske udgave i tankerne: Vulgata har: "qui praeest in sollicitudine", den, der er forstander, skal være det med omhu. Matt 6,25 hedder i Vulgata: "ideo dico vobis ne solliciti sitis animae vestrae", derfor siger jeg jer, I må ikke være bekymrede; det vil sige, der er ordmæssig overensstemmelse mellem de to steder. Det er der ikke på græsk.

¹ Niemand kann zweien Herrn dienen; entweder er wird einen hassen, und den andern lieben, oder wird einem anhangen, und den andern verachten. Ihr kunnt nicht Gotte dienen und dem Mammon.	Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Matt 6,24) (ntmatt06#24)
² Da schleusst er aus der Massen ein schrecklich (E231) Urtheil uber die Geizigen, zuvor uber seine Juden, welche waren die rechten Geizwänste, und doch wollten heilig sein, und grosse Gottesdiener, gleichwie unsere Pfaffen und Geistliche; will sagen: Ihr meinet, ihr seid wohl dran, und dienet Gott mit grossem Ernst, und seid doch daneben geizige Schelmen, dass ihr Alles umb des Mammon willen thut, ob ihr gleich auch Gott dienet.	Her afslutter han med en umådelig stor dom over de gerrige, fremfor alt over jøderne, som var ret nogle gniere og dog ville være hellige mænd og store tjenere af Gud, ganske som vore præster og gejstlige. Jesus vil sige: I mener, at I er på den grønne gren og tjener Gud med stor alvor, og dog er I tilligemed nogle gerrige skælmer, fordi I gør alt for Mammons skyld, selv om I samtidig med tjener Gud.
³ Es heisst aber also: Niemand kann zweien Herrn mit einander dienen. Wollt ihr Gottes Diener sein, so kunnt ihr dem Mammon nicht dienen. Das heisst er aber zween Herrn, die da wider nander sind, nicht, die da mit einander regieren.	Men sådan hedder det: Ingen kan tjene to herrer samtidig. Hvis I vil være Guds tjenere, så kan I ikke tjene Mammon. Men det, han kalder to herrer, er to herrer, der er imod hinanden, ikke to herrer, der hersker sammen med hinanden.
⁴ Denn das ist nicht wider nander, wenn ich dem Fürsten oder dem Kaiser, und Gotte auch diene; denn es gehet ordentlich von einem auf den Andern, dass, wenn ich dem Untersten gehorche, so diene ich dem Oebersten auch.	For det er ikke at stå imod hinanden, når jeg tjener fyrsten eller kejseren og samtidig Gud; for det går ordentligt for sig fra den ene til den anden, så når jeg adlyder den underste, tjener jeg også den øverste.
⁵ Gleich als ein Hausvater seine Hausfrau oder Kinder zum Gesinde schickt, und durch sie befiehlt, was sie thun sollen: da sind nicht viel, sondern alles Ein Herr und von Einem Herrn.	Ganske som en husfar sender sin hustru eller sine børn til sit tyende og gennem dem befaler, hvad de skal gøre; så er der ikke mange, men én herre og alt kommer fra den ene herre.
⁶ Das heissen aber zween Herrn, die wider einander sind, und widerwärtige Befehl thun, als, Gott und der Teufel. Gott spricht: Du sollt nicht geizig sein, noch ein andern Gott haben; so sagt der Teufel dagegen: Du magst wohl geizen und dem Mammon dienen.	Men det kaldes to herrer, når de står imod hinanden og udsteder modstridende befalinger, f. eks. Gud og djævelen. Gud siger: Du skal ikke være gerrig, eller have en anden gud; men djævelen derimod siger: Du må godt være gerrig og tjene Mammon.
⁷ Solchs lehret auch die Vernunft selbs, dass es sich nicht leidet, zweien ungleichen Herrn zugleich dienen; wiewohl es die Welt meisterlich kann, und heisst auf Deutsch: Den Baum auf beiden Achseln tragen, og kalt und warm aus Einem Mund blasen;	Det lærer også fornuften selv, at det ikke går an at tjene to ulige herrer samtidig; selv om verden udmærket kan gøre det, hvilket på tysk hedder: at bære kappen på begge skuldre, og at blæse både koldt og varmt ud af den samme mund.
⁸ als, wenn ein Edelmann einem Fursten dienet und nimpt Sold von ihm, und verräth und verkäuft ihn bei einem andern, und nimpt dort auch Geld, und siehet, wo das Wetter hin will, wo es hie regne, dass dort die Sonne scheine, und also beide verräth und verkäuft.	F. eks. når en adelsmand tjener en fyrste og får sold af ham og forråder og sælger ham hos en anden, hvor han også får penge, og ser efter, hvad vej vinden blæser; når det regner her, så skinner solen dèr, og begge bliver på den måde forrådt og solgt.
⁹ Aber dennoch ists nicht gedienet, und muss auch die Vernunft sagen, dass Solche mussen (E232) Verräther und Schälke sein. Denn wie wurde dirs gefallen, dass du sollt einen Knecht haben, der von dir Sold und Lohn nähme, und mit einem Auge auf einen Andern sähe, und nichts darnach fragte, wie dirs gienge; sondern, wenn es heut oder morgen wollt ubel gehen, dass er dorthin sprunge, und liesse dich sitzen.	Men det er alligevel ikke at tjene, og også fornuften må sige, at den slags må kaldes forrædere og skurke. For hvordan ville du synes om det, hvis du havde sådan en tjener, der fik sold og løn hos dig og så med det ene øje til en anden og ikke spurgte efter, hvordan det gik dig, men efter, om det i dag eller imorgen ville gå dig ilde, så han kunne springe fra og lade dig sidde tilbage.
¹⁰ Darumb ists recht gesagt: Wer da ein frommer Knecht und treulich dienen will, der muss sich nicht an zween Herrn hängen, sondern so sagen: Ich bin an des Herrn Brod, dem will ich dienen, so lang ich bei ihm bin, und sein Bestes verschaffen, und an keinen Andern kehren.	Derfor er det ret talt, når man siger: Den, der vil være en from tjener og tjene trofast, han må ikke holde sig til to herrer, men sige således: Jeg er i denne herres sold, ham vil jeg tjene, så længe jeg er hos ham, og gøre mit bedste for ham og ikke vende mig til nogen anden.
¹¹ Aber wenn er hie will austragen, und dort stehlen, da gehort der Henker zu. Denn die Huhner soll man todtschlahen, die heim essen gehen, aber anderswo Eier legen.	Men hvis han vil bære ud det ene sted og stjæle det andet, så hører han bøddelen til. For de høner skal man slå ihjel, der spiser derhjemme, men lægger æg i fremmede reder.
¹² Also thäten die Jüden auch, meineten, Gott sollt sie fur grosse Heiligen halten, und sich wohl lassen gnugen, wenn sie im Tempel opferten und schlachten ihre Kälber und Kuhe, ob sie gleich dieweil geizten, wo sie kunnten, bis sie auch fur und in dem Tempel ihr Krämerei trieben, und Wechselbänke aufrichten, dass man nur flugs zutragen, und Niemand ungeopfert davon gehen sollte.	Sådan gjorde jøderne; de mente, at Gud måtte regne dem for store helgener, og lade sig stille tilfreds med, at de ofrede i templet og slagtede deres kalve og køer, selv om de samtidig dermed var gerrige, hvor de bare kunne være det, indtil de endda bedrev deres kræmmeri foran templet og i templet, så man bare straks skulle gå hen til dem, og ingen skulle gå derfra uden at have ofret.
¹³ Wider Solche setzt nu Christus diesen Spruch, dass ihm Niemand furnehme, dass er wolle Gottes und des Mammon Diener sein.	Imod den slags mennesker fremsætter nu Kristus dette ord, at ingen skal bilde ham ind, at han vil være Guds og Mammons tjener.
¹⁴ Es ist nicht müglich, seinen Dienst, so er gestift hat, zu erhalten, wenn du dem Mammon nach willt geizen. Denn Gottesdienst ist, dass man allein an seinem Wort hange, und Alles daran setze. Wer nu darnach will leben, und dabei bleiben, der muss kurzumb dem Mammon aufsagen.	Det er ikke muligt at opretholde den tjeneste, som han har indstiftet, hvis du vil tjene Mammon eller være gerrig. For at holde gudstjeneste betyder, at man alene hænger fast ved hans ord og sætter alt på det. Den, der vil leve derefter og forblive derved, han må kort sagt frasige Mammon sin tjeneste.
¹⁵ Denn das ist gewisslich: so bald ein Prediger oder Pfarrherr geizig wird, so ist er kein Nutz mehr, kann auch nicht Guts predigen. Denn er muss sich scheuen und dar Niemand strafen, lässt ihm schenken und das Maul stopfen, dass er die Leut lasse thun, was sie wollen, will Niemand erzurnen, sonderlich was gross und gewaltig ist: und (E233) lässt also seinen Dienst und Ampt anstehen, das da fodert, die Bösen zu strafen.	For det er givet og vist: Så snart en prædikant eller præst bliver gerrig, så er han ikke mere til nogen nytte og kan heller ikke prædike noget godt. For han vil blive bange og tør ikke anklage nogen, han lader sig give gaver, han lader dem stoppe munden på ham, så han lader folk gøre, som de vil, han vil ikke ophidse nogen imod sig, især ikke de store og stærke, han lader altså sin tjeneste og sit embede være, det, der jo kræver, at han anklager de onde.
¹⁶ Also auch, wenn ein Burgermeister oder Richter, oder wer ein Ampt hat, soll seines Ampts warten, und zusehen, dass es recht gehe: so muss er nicht viel denken, wie er reich werde, und seinen Geniess davon habe.	På samme måde, når en borgmester eller en dommer, eller den, der ellers har et embede, skal passe sit embede, og se til, at det går ret for sig: så må han ikke tænke meget på, hvordan han bliver rig, og han må ikke have sin nydelse deraf.
¹⁷ Ist er aber des Mammon Knecht, so lässt er sich stechen mit Geschenken, dass er blind wird, und siehet nicht mehr, wie man lebt. Denn er denket: Soll ich diesen oder jenen strafen, so wird man mir feind, und mochte das Meine drüber verlieren etc.	Men hvis han er Mammons slave, så lader han sig bestikke med gaver, så han bliver blind og ikke mere ser, hvordan man lever. For han tænker: Hvis jeg skal anklage den eller den, så bliver man uvenner med mig og så kunne jeg miste mit gods, osv.
¹⁸ Und ob er wohl ein kostlichen Dienst hat, und sitzt in dem Ampt, das ihm Gott befohlen und geben hat, kann ers doch nicht vollführen und treiben; das machet der Mammon, der ihm hat sein Herz besessen.	Og selv om han har en dyrebar tjeneste og sidder i et embede, som Gud har befalet og givet ham, så kan han dog ikke fuldføre det og gøre fyldest i det; det bevirker Mammon, der har besat hans hjerte.
¹⁹ So gehets nu in der Welt allenthalben, dass sie meinet, es sei ein Geringes und keine grosse Fahr umb den Mammon; und machet ihr ein schöne, susse Gedanken, sie konne dennoch wohl Gott dienen: und ist doch eine schändliche Plage, dadurch der Teufel den Menschen blendet, dass er seins Ampts und Diensts nicht mehr wahrnimpt, und gar im Geiz erstarret; allein darumb, dass er Sorg hat, man werde ihn nicht ehren, geben oder schenken.	Sådan går det nu til overalt i verden, så den mener, det kun er en ringe fare med Mammon, ikke en stor fare; og den gør sig smukke, søde tanker om, at den alligevel kan tjene Gud godt. Og dog er det en skændig plage, hvorigennem djævelen blænder mennesket, så det ikke mere tager vare på sit embede og sin tjeneste og ganske stivner i havesyge; alene af den grund, at han er bekymret for, om man nu også ærer ham, giver eller skænker ham noget.
²⁰ Darumb stellet Christus (wie gesagt,) ein streng Urtheil, dass man sich nicht mit solchen Gedanken betrüge, und so gering in Wind schlahe; sondern wisse, wer umb des Mammon, Geld oder Geniess, und Ehre oder Gonst willen sein Ampt nicht treibet, wie er wohl sollt, dass ihn Gott nicht will fur seinen Diener erkennen, sondern als seinen Feind, wie wir horen werden;	Derfor fremsætter Kristus som sagt en streng dom, for at man ikke skal bedrage sig med sådanne tanker, og for at man ikke skal slå det hen, men skal vide, at den, der ikke udfører sit embede, som han skal, på grund af Mammon, penge eller nydelse, ære eller gunst, ham vil Gud ikke regne for sin tjener, men for sin fjende, som vi får at høre;
²¹ wer aber in Gottes Dienst will erfunden werden, und sein Ampt recht fuhren, dass er denke, und ein Mannsherze fasse, dass er die Welt mit ihrem Mammon verachten konne; aber nicht aus seinem Bösem gewachsen, sondern von Himmel gegeben, mit Bitten, dass Gott, der dir solch Ampt geben und befohlen hat, auch nachdrucke, und gebe, dass du es ausfuhren könnest;	men den, der vil befindes at være i Guds tjeneste og føre sit embede ret, så at han tænker og med mandigt hjerte fatter, at han kan foragte verden med dens Mammon; men ikke er vokset ud af sit onde [begær], men har fået det givet fra himlen efter at have bedt derom, at Gud, der har givet og befalet dig dette embede, også vil følge det op og give dig, at du kan udøve det;
²² und lassest dich dunken, dass du nichts Edlers noch Bessers auf Erden habest und thuen konnest, denn den Dienst, den du ihm (E234) thuen sollt, und nicht gross achtest, ob du druber Schaden leidest, oder zu Unrath kommest;	og så du mener, at du ikke kan have og udføre noget ædlere og bedre på jorden, end den tjeneste, som du skal gøre overfor ham, og så du ikke agter det stort, om du af den grund lider skade eller kommer i ulykke;
²³ und dich dess trostest, dass du einem grossern Herrn dienest, der dich des Schaden wohl ergötzen kann, und besser ist, denn dass du solltest den ewigen Schatz verlieren, umb des geringen, zeilichen Guts willen, das dir doch nicht helfen kann.	og trøster dig ved, at du tjener en stor herre, der nok kan erstatte dig din skade, og at det er bedre, end at du mister den evige skat på grund af det ringere, timelige gods, som dog ikke kan hjælpe dig.
²⁴ Denn wenn du einen Herrn wählen solltest, wolltest du nicht vielmal lieber dem lebendigen Gott, denn dem ohmächtigen, todten Schelmen dienen?	For hvis du skulle vælge en herre, ville du så ikke mange gange hellere tjene den levende Gud end den afmægtige døde skælm?
²⁵ Siehe, so thuet ein iglicher Christen, der Gottes Wort hat, dass ers so ehre und halte, und sehe nicht an, obs die Welt verdreusst, oder keinen Frommen davon hat; sondern ist so gesinnet: Da liegt Beutel und Taschen, Haus und Hof etc., hie aber mein Christus: soll ich nu eines verlassen und ubergeben, so lass ich jenes Alles hinfahren, dass ich meinen Christum behalte.	Se, sådan gør enhver kristen, som har Guds ord, så at han må ære og overholde det, og ikke ser på, om det ærgrer verden eller den ikke har nogen andagt ud af det; nej, en kristen har dette sind: Dèr ligger pungen og tasken, hus og gård, osv, men her er min Kristus. Skal jeg nu forlade og opgive den ene af de to, så lader jeg alt dette fare, for at jeg kan beholde min Kristus.
²⁶ Das meinet Christus mit den Worten, dass man nicht konne zweien Herrn dienen. Denn es kompt doch dazu, dass sich die beide wider nander stossen, und einer dem Andern weichen muss.	Det er, hvad Kristus mener med ordene om, at man ikke kan tjene to herrer. For det kommer dog dertil, at de to støder imod hinanden, og den ene må vige for den anden.
²⁷ Darumb ists Nichts, dass du dich schmuckest mit solchen Gedanken, als wolltest du sie beide zu Herrn behalten; sondern musst dich dess frisch erwegen, dass du einen lassest.	Derfor betyder det intet, at du smykker dig med den slags tanker, som ville du beholde dem begge som herre; nej, du må tage en frisk beslutning og forlade den ene.
²⁸ Darumb liegt es hie an dem Wortlin: dienen. Geld und Gut, Weib, Kind, Haus und Hof haben, ist nicht Sunde; allein dass du es nicht lassest deinen Herrn sein, sondern lassests dir dienen, und sei du sein Herr; wie man sagt von einem redlichen, feinen milden Mann: Der ist seines Gelds ein Herr; nicht so unterworfen und gefangen als ein karger Geizwanst, der ehe Gottes Wort und Alles lässt fahren, hält Hand und Mund inne, ehe er sein Geld in die Fahr setzet.	Derfor kommer det her an på det lille ord: "at tjene". At have penge og gods, hustru, børn, hus og gård, er ikke synd; men det drejer sig om, at du ikke lader det blive din herre, men lader det tjene dig, så du er dets herre; som man siger om en redelig, fin og gavmild mand: Han er herre over sine penge; han er ikke på den måde underordnet dem og fanget ind af dem som en gerrig havesyg, der før vil lade Guds ord og alting fare, før vil tilbageholde hånd og mund, før han vil lade sine penge komme i risikozonen.
²⁹ Das ist ein weibisch, kindisch und knechtich Herz, der umb des schäbichten Mammons willen, dess er nicht dar brauchen noch geniessen, den ewigen Schatz verachtet und lässt; gehet doch dieweil sicher dahin, denket, er konne zu (E235) Gottes Wort noch allzeit wohl kommen, reisset dieweil zu sich, was er kann, dass er ihm keinen Heller lasse abgehen, umb Gottes willen, bis so lange dass er je tiefer im Geiz versinkt, und je weiter von Gottes Wort kompt, und zuletzt ihm gar feind wird.	Det er et kvindagtigt, barnagtigt og slaveagtigt hjerte, som foragter og lader forsvinde den evige skat til fordel for den gnieragtige Mammon, som han ikke tør bruge eller nyde; og alligevel går sikkert omkring og tænker, at han da altid kan komme tilbage til Guds ord, imens han rager til sig, hvad han kan, så han ikke lader en skilling gå fra sig til Guds arbejde, indtil han synker dybere ned i havesygen og kommer længere bort fra Guds ord og til sidst bliver ganske fjendtligt overfor det.
³⁰ Das ist die liebe Frucht des Mammondiensts; als sonderlich itzt zu sehen ist, da der Geiz so durch und durch regieret, dass es eitel Aussatz ist von Geiz, unter Adel, Baur, Bürger, Pfaffen und Laien.	Det er Mammonstjenestens kære frugt; den kan man særlig se nuomstunder, hvor havesygen hersker så gennemgribende, at det er en ren spedalskhed af havesyge, der hersker blandt adelsfolk, bønder, borgere, præst og læg.

³¹ Ist das nicht eine grosse Heiligkeit und schone Tugend, dass man das beste Stuck am Menschen Gotte nimpt, und gibts dem Mammon? Denn das ist freilich der hoheste Dienst, wozu das Herz Liebe und Lust hat, da gehen alle Gelieder und der ganze Leib hinnach; wie Christus droben gesagt hat: Wo dein Schatz ist, da wird auch dein Herz sein.	Er det ikke en stor hellighed og en skøn dyd, at man tager den bedste del af menneske bort fra Gud og giver det til Mammon? For det er jo den største tjeneste, det, som hjertet har kærlighed til og lyst til, så følger alle lemmer på hele legemet bagefter; sådan som Kristus ovenfor har sagt: Hvor din skat er, dèr vil også dit hjerte være.
³² Denn was einer lieb hat, dem läuft er gewisslich nach, da redet er gerne von, da ist alle sein Herz und Gedanken; daher auch S. Augustin sagt: Deus meus amor meus, was mir liebet, das ist mein Gott. Daraus siehest du, was (E236) das fur Leute sind, den Christus den Titel gibt, dass sie Gottes Feinde sind, die doch so grossen Gottesdienst furgeben, als seine nähesten Freunde; aber im Grund Nichts sind, denn recht Teufelsheiligen, die Gott und sein Wort und Werk von Herzen hassen und verfolgen.	For det, man har kær, det løber man givetvis efter, det taler man gerne om, dèr er hele ens hjerte og alle ens tanker; derfor siger også Skt. Augustin: Det jeg elsker, det er min gud. Deraf ser du, hvad det er for folk, som Kristus giver den titel, at de er Guds fjender; de foregiver så stor en gudstjeneste, som var de hans nærmeste venner, men i grunden er de intet andet end djævelshelgener, som af hjertet hader og forfølger Gud og hans ord.
³³ Denn das heisset wahrhaftig, Gott gehasset, wenn man sein Wort hasset. Das gehet so zu: Wenn man den Menschen strafet umb den Unglauben und Geiz, und hält ihm das erste Gebot fur: Du sollt nicht andere Gotter haben, das ist, du sollt dein Herz, Lust und Liebe nirgend hin hängen, denn an mich etc.; und er solch Strafen nicht will hören, noch leiden, hebt [er] an dawider zu scharren und toben, so lang, bis er gar im Herzen durchbittert wird, mit giftigen Hass wider das Wort und seine Prediger.	For det betyder sandelig at hade Gud, når man hader hans ord. Det går således til: Når man anklager menneskene for vantro og havesyge og foreholder dem det første bud: Du skal ikke have andre guder, det vil sige, du skal ikke knytte dit hjerte, din lyst, din kærlighed til andet end til mig, osv.; og når han så ikke vil høre eller tåle denne anklage, så begynder han at kradse og at rase, og det gør han sålænge, indtil han i hjertet er helt igennem bitter med giftigt had mod ordet og den, der prædiker det.
³⁴ Darumb stehet auch im Text der zehen Gebot ein solch Dräuwort: Ich bin ein eiferiger Gott, der da heimsuchet die Sunde der Väter an den Kindern dere, die mich hasset etc.; damit er eben dieselben Geizwänste und des Mammons Diener meinet, wie denn die Schrift den Geiz nennet Abgötterei oder Götzendienst.	Derfor står der også i teksten med de ti bud følgende trusselsord: Jeg er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes synder på børnene af dem, der hader mig, osv.; og dermed mener han netop disse gnierbuge og mammonstjenere, sådan som skriften kalder havesygen afguderi eller afgudsdyrkelse.
³⁵ Noch wollen sie (wie gesagt,) die grossten Heiligen und Feinde der Abgotterei und Ketzer geruhmet sein, und mit nichte den Namen tragen, dass sie Gott hassen.	Alligevel vil de, som sagt, roses som de største helgener og som fjender af afguderiet og kætterne og på ingen måde bære navn af, at de hader Gud.
³⁶ Aber damit werden sie unterweiset, dass sie nicht konnen Gottes Wort horen noch sehen, wenn es ihren Geiz angreifet, wollen schlechts ungestraft sein; und je mehr man sie strafet und ihn drauet, je mehr sie dazu lachen und spotten, und thun was sie wollen, Gott und Idermann zuwider.	Men her får de så at vide, at de ikke kan høre eller indse Guds ord, når det angriber deres havesyge, at de i det hele taget ikke vil angribes; og jo mere man angriber og truer dem, jo mere ler og spotter de over det, og gør, hvad de vil, imod Gud og hvermand.
³⁷ Nu siehe, ist das nicht ein schändliche Plage und greuliche Sunde, die uns ja schrecken sollt, und machen, dass wir dem Mammon von Herzen feind würden, und uns dafur segneten und flöhen als fur dem Teufel?	Se nu, er det ikke en skændig plage og en gruelig synd, der jo skulle gøre os bange og bevirke, at vi af hjertet blev Mammons fjender og korsede os for det og flygtede fra ham som fra djævelen?
³⁸ Denn wer wollt nicht erschrecken, dass er dahin fallen und solch Urtheil uber sich horen sollt, dass er sollt Gottes Feind heissen, der ihn nicht allen (E237) verachtet, sondern wollte, dass Gott und sein Wort Nichts wäre, dass er nur seinen freien Lust und Willen mocht haben, Gott zu Leid und Verdriess? Denn, rechne du, wie es einen Solchen gehen wird, und was er fur einem Mann auf sich ladet, dass ihm zuletzt wird viel zu schwer werden.	For hvem ville ikke blive bange for, at han skulle falde i den snare og høre en sådan dom over sig, at han skulle kaldes Guds fjende, som ikke blot foragter ham, men ønskede, at Gud og hans ord var ingenting, så at han kunne få frit afløb for sin lyst og sin vilje, så han bedrøvede Gud? For du kan jo regne ud, hvordan det vil gå en sådan, og hvad for en mand han bebyrder sig med, så at det til sidst vil blive ham for tungt.
³⁹ Und sind zwar schön genug geplagt (wie der Text sagt,) damit, dass sie so elende Leut sind, dass ihr Herz, Lust, Liebe und Freude ist gar in das heimlich Gemach gesetzt, die da sollt im Himmel sein, und bei dem, das Gottes ist.	Og de er ganske vist, som teksten siger, plaget udmærket nok dermed, at de er så elendige mennesker, at deres hjerte, lyst, kærlighed og glæde, som skulle være i himlen og hos det, der er Guds, helt og holdent er sat til det hemmelige gemak.
⁴⁰ Wie konnt sich ein Mensch hoher schänden, denn dass er seinen Trost von Gott wendet, der ihm alles Guts gibt und ja wohl verdienet, dass man ihm hold sei, und stecket sich dem Teufel in Hintern, und seine Lust hat in seinem Stank und Hölle, und soll so gar in die höllische Bosheit gerathen, dass er nicht allein Gottes Wort verachtet, sondern so mordlich feind wird, dass er wollt, es wäre kein Gott?	Hvordan kunne et menneske øve en større skændsel mod sig selv, end at han ikke søger sin trøst hos Gud, der giver ham alt godt og jo nok fortjener, at man er tro imod ham, og i stedet stikker sig op i djævelens rumpe og har sin lyst i hans stank og hans helvede, og skal komme så langt ind i helvedes ondskab, at han ikke alene foragter Guds ord, men også bliver så morderisk fjendtlig overfor ham, at han ville ønske, at der ikke var nogen Gud?
⁴¹ Das ist der Dank, den er hat von solchen Geizwänste, dass er ihn täglich gibt Leib und Leben, Sonn und Mond, und dieselben Schätze, die sie haben. Aber was sie dran gewinnen, das werden sie finden, und habens zum Theil bereit, dass sie immerdar des Teufels Stank und Unflath fressen müssen.	Det er den tak, han får fra sådanne gnierbuge for, at han dagligt giver dem krop og liv, sol og måne og de skatte, som de har. Men hvad de vinder derved, skal de nok finde ud af, ja, de har delvis allerede fået det, derved at de hele tiden må æde djævelens stank og møg.
⁴² Das ist ein Stück im Text, von dem Mammon geredt: Entweder er wird einen hassen, und den andern lieben; das ander: Oder wird einem anhangen, (das ist Gott,) und den andern verachten.	Der er et stykke i teksten, der taler om Mammon: Enten vil han hade den ene og elske den anden; eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden.
⁴³ Da spricht er nicht schlechts: Er wird einen lieben; sondern zeigt die That und Werk der Liebe mit dem Wort: anhangen. Denn wer Gott und sein Wort soll lieben, den wirds nicht so gering ankommen, sondern oft widerwärtig unter Augen stossen, und ein solche Liebe werden, die ihm der Satan oft wird saur und bitter machen.	Her siger han ikke ligeud: Han vil elske den ene; men han viser kærlighedens dåd og gerning med ordet "holde sig til". For den, der skal elske Gud og hans ord, ham vil det komme ikke så lidt ved, men det vil ofte støde an som ubehageligt for øjnene og blive en kærlighed af en art, som Satan ofte vil gøre ham sur og bitter.
⁴⁴ Darumb gehort dazu, dass man konne fest halten und hangen an Gottes Wort, und sich nicht lasse davon reissen, obgleich sich unser eigen Fleisch, und Exempel der ganzen Welt, sampt (E238) dem Teufel dazu, dawider setzet, und sich unterstehet uns zu nehmen; und muss wahrlich ein Mann und ritterlich Muth sein, der sich allein wider so viel Feind setzen und bestehen soll;	Derfor hører det med dertil, at man kan holde fast ved og hænge fast ved Guds ord og ikke lade sig rive derfra, selv om vore eget kød, hele verdens eksempel samt djævelen sætter sig imod og forsøger at tage det fra os; og man må i sandhed være en mand og have et ridderligt mod, hvis man alene skal sætte sig op imod så mange fjender og alligevel bestå;
⁴⁵ ja, es muss ein grosse Brunst und Feur der Liebe sein, die so brenne, dass der Mensch Alles kan lassen fahren, Haus und Hof, Weib, Kind, Ehr und Gut, Leib und Leben, ja, dazu verachten und mit Fussen treten, dass er nur den Schatz behalte, den er doch nicht siehet, und in der Welt verachtet ist, sondern allein im blossen Wort furgetragen, und mit dem Herzen gegläubt wird.	ja, det må være en stor kærlighedens følelse og ild, der brænder således, at mennesket kan lade alt fare, hus og gård, kone og børn, ære og gods, krop og liv, ja dertil foragtes og trædes under fode, blot han beholder den skat, som han dog ikke kan se og som er foragtet i verden, men alene foredrages i det blotte og bare ord og tros med hjertet.
⁴⁶ Doch will er damit nicht, dass man nicht Geld und Gut haben und nehmen soll, oder, wenn mans hat, wegwerfen solle; wie etliche Narren unter den Philosophen, und tolle Heiligen unter den Christen gelehret und gethan haben.	Dog vil han ikke dermed have, at man ikke må eje eller modtage penge eller gods, eller at man, hvis man har det, skal kaste det bort, sådan som nogle narrer blandt filosofferne og tåbelige helgener blandt de kristne har lært og gjort.
⁴⁷ Denn er lässt wohl geschehen, dass du reich seiest, aber die Liebe will er nicht dran gehängt haben; wie David gelehret, und mit seinem Exempel beweiset hat: Fällt euch Reichthumb zu, (spricht er,) so hänget das Herz nicht dran. (Sl 62,11).	For han vil nok lade det gå an, at du er rig, men han vil ikke have, at du knytter kærlighed dertil; som David har lært og bevist med sit eksempel: Hvis der tilfalder jer rigdom, siger han, så bind ikke hjertet dertil.
⁴⁸ Das ist ein solcher Muth, der mitten im Geld und Gut, von Gott gegeben, kann das Herz frei behalten, (welchs die Welt nicht kann,) und wo es will sein Herz an sich locken, (wie denn die schonen Gulden und weissen silbern Becher und Kleinod freundlich anlachen,) und von Gottes Wort reissen, so kann ers mit Fussen treten, und so seher verachten, als die Welt dran hänget und dagegen den himmelischen Schatz verachtet.	Det er et sådant sind, som midt i penge og gods, som er givet af Gud, kan holde hjertet fri af det (hvilket verden ikke kan) og når hans penge og hans gods vil lokke hjertet til sig (eftersom de skønne gylden og de hvide sølvbægre og klenodier smiler så venligt til én), og rive det bort fra Guds ord, så kan dette sind træde dem under fode og foragte dem med lige så stor kraft, som den, hvormed verden hænger derved og omvendt foragter den himmelske skat.
⁴⁹ Summa, es muss ein Mann sein, der des Mammons Herr sei, dass er ihm zu Fussen liegen musse; er aber Niemands unterworfen noch zum Herrn habe, denn Gottes Wort. Aber das ist dem Häuflin gepredigt, die da Christo gläuben, und sein Wort fur wahr halten; mit den Andern wird Nichts draus.	Kort sagt, det må være en mand, der skal være herre over Mammon, så at han lægger ham for sin fod; men han er omvendt ikke underkastet nogen anden eller har nogen anden til herre, end Guds ord. Men dette prædiker man for den lille hob, som tror på Kristus og regner hans ord for sandt; med de andre kommer der ikke noget ud af det.
⁵⁰ Darumb sage ich euch: Sorget nicht fur euer Leben, was ihr essen und trinken wer- (E239) det; auch nicht fur euern Leibm was ihr anziehen werdet. Ist nicht das Leben mehr, denn die Speise? und der Leib mehr, denn die Kleidung?	Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? (Matt 6,25) (ntmatt06#25)
⁵¹ Der Herr nimpt ihm Raum, und machet eine grosse, starke Predigt wider dieses schädliche Laster, weil es (wie gesagt,) gemeiniglich neben dem Evangelio gewaltiglich einreisset, und nicht allein die Welt, sondern auch die Christen seher anfichtet; sonderlich aber die, so da Gottes Wort predigen sollen, und umb desselben willen in allerlei Fahr sitzen, verachtet und verdruckt von der Welt, dass sie nach dem Fleisch wohl Ursache hätten zu sorgen.	Vor Herre tager sig god tid og holder en lang, stærk prædiken imod denne skændige last, fordi den, som sagt, almindeligvis griber vældig stærkt ind, hvor evangeliet prædikes, og ikke alene anfægter verden, men også de kristne, dog især dem, som skal prædike Guds ord og på grund af det sidder i den allerstørste fare, foragtet og undertrykt af verden, så at de efter kødet nok skulle have grund til at bekymre sig.
⁵² Denn wer ein Christen will sein und seinen Herrn bekennen, der machet ihm den Teufel (der ein Fürst der Welt ist,) zu Feind. Darumb setzet er ihm zu, und greifet ihn an; nicht durchs Wort und Glauben, sondern dadurch, dass [er] unter seinem Reich und Gewalt ist.	For den, der vil være kristen og bekende sin herre, han gør djævelen, verdens fyrste, til sin fjende. Derfor sætter han sig imod ham og angriber ham; ikke gennem ordet og troen, men derigennem, at han er under hans rige og magt.
⁵³ Nu haben wir unser faulen Sack, Fleisch und Blut noch in seinem Reich; das kann er wohl plagen, und im Kerker werfen, Essen und Trinken und Kleider nehmen, also, dass wir mit allen, so wir haben, stets mussen in solcher Fahr stehen.	Nu er jo vores dovne sæk, kød og blod, endnu i hans rige; og det kan han nok plage og kaste i fangehullet, borttage mad og drikke og klæder, således at vi med alt, hvad vi har, stedse må stå i denne fare.
⁵⁴ Dagegen denket denn Fleisch und Blut, wie es auch so viel fur sich bringe, dass es fest sitzen, und der Fahr uberhaben sein mochte. Also hebt sich die Anfechtung, die da heisset Sorge der Nahrung; wiewohl es die Welt nicht fur eine Anfechtung, sondern mehr fur ein Tugend hält, und solche Leut lobt, die da konnen nach grossem Gut und Ehren trachten etc.	Imod dette tænker nu kød og blod, hvordan det nu kan skrabe så meget sammen, at det kan være sikker og være hævet over denne fare. Altså fremkommer den anfægtelse, der hedder næringssorg; selv om verden ikke regner det for en anfægtelse, men mere for en dyd, og roser de mennesker, som kan tragte efter stor ejendom og ære, osv.
⁵⁵ Und hie horest du, was da sei, dem Mammon dienen, nämlich, dass es heisst, sorgen fur das Leben und unsern Leib, was wir essen und trinken, umbund [?] anhaben sollen; das ist, nur auf diess Leben denken, wie wir hie reich werden, Geld und Gut sammlen und mehren, als sollten wir ewig hie bleiben.	Og her hører du, hvad det da er at tjene Mammon, nemlig, at det betyder, at bekymre sig for livet og for legemet, hvad vi skal spise og drikke og hvad vi skal klæde os i; det vil sige, det betyder: kun at tænke på dette liv, hvordan vi bliver rige her, samle og ophobe penge og gods, som om vi skulle leve her til evig tid.
⁵⁶ Denn das ist nicht Sunde, noch dem Mammon (E240) gedienet, dass man isset und trinket, und sich kleidet, wie die Nothdurft diess Lebens und Leibs fordert, dass er sein Futter und Decke habe; auch nicht, dass man Nahrung suchet und erwirbt: sondern dass man darumb sorget, das ist, des Herzen Trost und Zuversicht darauf stellet.	For det er ikke synd, og det er ikke at tjene Mammon, at man spiser og drikker og tager noget tøj på, sådan som jo dette livs og dette legemes nødtørftighed kræver, at det får sit foder og sit dække; heller ikke er det synd, at man søger og erhverver næring. Nej, synd er, at man bekymrer sig derom, det vil sige, at man knytter hjertets trøst og tillid dertil.
⁵⁷ Denn Sorge steckt nicht im Kleid oder in der Speise, sondern miitten im Herzen; das kanns nicht lassen, es will sich daran hängen; wie man spricht: Gut macht Muth etc., also, dass sorgen eben so viel heisset, als, mit dem Herzen daran hangen. Denn was das Herz nicht meinet und lieb hat, da sorge ich nichts fur; und wiederumb, wofur ich sorge, da muss ich ein Herz zu haben.	For bekymring gemmer sig ikke i tøjet eller i maden, men midt inde i hjertet; det kan ikke lade være med at knytte sig dertil; som man siger: God giver mod, osv., således også her: dette at bekymre sig betyder netop, knytte sig dertil med hjertet. For jeg bekymrer mig ikke for det, som hjertet ikke holder af og har kær; og omvendt: det, jeg bekymrer mig for, det har jeg nødvendigvis hjertet med i.
⁵⁸ Doch muss du auch nicht den Text so enge spannen, dass damit verboten sei, allerding fur Nichts zu sorgen. Denn ein iglich Ampt oder Stand bringt mit sich, dass man desselben Sorge trage, sonderlich wer ander Leuten furstehet; wie S. Paulus Ro. 12. von geistlichen Aemptern in der Christenheit sagt: Wer da regiert der sei sorgfältig. (Rom 12,8) (n58)	Dog må du heller ikke spænde teksten så snævert ind, som skulle det hermed være forbudt i det hele taget at bekymre sig for noget. For ethvert embede eller stand fører med sig, at man har bekymring for det, især gælder det den, der står i spidsen for andre mennesker; sådan som Skt. Paulus i Rom 12,8 siger om de gejstlige embeder i kristenheden: Den, der er forstander, han skal være det med omhu.
⁵⁹ Also muss ja ein Hausvater sorgen fur seine Kinder und Gesind, dass sie wohl gezogen werden, und thun, was sie sollen; und wo ers nicht thut, thuet er unrecht. Dessgleichen eines Pfarrers oder Prediger Sorge ist, dass die Predigt und Sacrament recht gehen und getrieben werden; dass er die Betrubten und Kranken troste, die Bösen strafe, fur allerlei Noth bete etc.	Sådan skal jo også en husfader bekymre sig for sine børn og sit tyende, at de bliver vel opdraget og gør, hvad de skal; og hvis han ikke gør det, øver han uret. På samme måde er det en præsts eller prædikants bekymring, at prædikenen og sakramentet går ret for sig og bliver ret bedrevet; at han trøster de bedrøvede og syge, straffer de onde, beder om hjælp i al nød, osv.
⁶⁰ Denn ihm ist befohlen, die Seelen zu warten und regieren. Also muss ein Furst und ander Oberkeit in weltlichem Regiment sorgen, dass es recht zugehe, wie sein Ampt fodert. Dermassen auch wiederumb, sollen die Unterthanen sorgen, dass sie ihren Gehorsam treulich leisten und ausrichten; die Knechte und Mägde, dass sie ihren Herrn wohl dienen, und ihren Schaden bewahren etc.	For han har fået befaling til at vogte og regere sjælene. På samme måde må en fyrste og en anden øvrighed bekymre sig for det verdslige styre, at det går ret til, sådan som hans embede kræver det. Og ligeledes skal undersåtterne omvendt bekymre sig for, at de trofast yder og gennemfører den lydighed, de er skyldig; karlene og pigerne, at de tjener deres herre vel og bevarer ham for tab, osv.

⁶¹ Von dieser Sorge redet hie Christus nicht; denn es ist eine Amptsorge, die weit zu scheiden ist vom Geiz. Denn sie sorget nicht ihm ihren, sondern umb des Nähesten willen; suchet nicht das Ihre, ja, (E241) lässt wohl dasselb anstehen und fahren, und dienet einem Andern, dass es heisset ein Sorge der Liebe, die da gottlich und christlich ist, nicht des Eigennutzes oder Mammons, welche ist beide, wider den Glauben und Liebe, und eben die, die da hindert die Sorge des Ampts.	Om denne bekymring taler Kristus ikke her, for det er en embedsbekymring, som klart må adskilles fra havesygen. For den bekymrer sig ikke for sin egen, men for næstens skyld; søger ikke sit eget, ja, lader vel dette være og forsvinde, og tjener en anden, så den kan kaldes en kærlighedens bekymring, som er guddommelig og kristelig, ikke en egennyttens eller en Mammons bekymring, som både er imod troen og kærligheden, og netop er det, der hindrer embedets bekymring.
⁶² Denn wem das Geld liebet und nach seinem Nutz trachtet, der wird sich des Nähesten oder seines Ampts, gegen dem Nähesten gerichtet, nicht gross annehmen: wie man bisher an unsern Geistlichen gesehen hat, welche gar nichts darfur gesorgt haben, wie sie den Seelen recht furstunden, sondern alle ihr Ding allein dahin gerichtet ist gewesen, dass ihn alle Welt gnug zutruge;	For for den, der elsker penge og tragter efter nytten ved dem, for ham vil det ikke betyde stort med næsten eller hans embede, som er rettet mod næsten. Det har man hidtil set på vore gejstlige, som overhovedet har bekymret sig om, hvordan de kunne være rette ledere for sjælene, men alene har haft al deres opmærksomhed rettet imod det spørgsmål, om hele verden tildeler dem nok.
⁶³ und was ihn nicht Geld tragen wollte, haben sie fein lassen anstehen, dass auch ihr keiner einem andern ein Pater noster umbsonst gesprochen hätte.	Og de mennesker, der ikke ville give dem penge, har de smukt ladet være, så at oven i købet ingen af dem har udtalt et Fadervor overfor en anden uden at få penge for det.
⁶⁴ Aber ein frommer Prediger sorget nur dafur, dass er sein Ampt recht ausrichte, damit den Seelen geholfen werde; achtet nicht, ob er nicht viel davon kriegt, ja allerlei dazu leiden muss, und sich mit Schlangen beissen, die Welt und Teufel zu Feind haben, lässt Gott befohlen sein, wo er zu essen kriege etc., trostet sich aber eines andern Schatz (darumb er solchs Alles thut,) in jenem Leben, welcher so gross ist, dass alle Ungluck, so er hie leidet, viel zu gering dagegen sind etc.	Men en from prædikant bekymrer sig kun for, at han udfører sit embede ret, hvorved sjælene bliver hjulpet; han er ligeglad med, om han ikke får meget for det, ja, om han må finde sig i alle ting derfor og kæmpe mod slanger, få verden og djævelen til fjender; han lader det være overladt til Gud, hvor han kan få noget at spise, osv, men trøster sig ved en anden skat (for hvis skyld han gør alt dette) i hint liv, som er så stor, at al ulykke, som han lider her, er altfor ringe i sammenligning, osv.
⁶⁵ Weil er nu solche Sorge des Geizes und Mammonsdienst verboten hat, als abgottlich und die Gottes Feinde machet, fähret er fort, und fuhret viel Spruche, Exempel und Gleichniss dazu, dass er uns deste mehr den Geiz verleide, und will ihn so schändlich malen, dass wir ihn mochten anspeien, und spricht erstlich:	Efter nu at have forbudt den slags havesyge-bekymring og Mammonstjeneste som afguderisk og som noget, der skaber fjender af Gud, fortsætter han og føjer mange ord, eksempler og lignelser til, så at han kan gøre havesygen meget mere led for os, og han vil afmale den som så skændig, at han kan få os til at spytte den ud, og så siger han først:
⁶⁶ Ist nicht das Leben mehr, denn die Speise, etc.? das ist, kunnt ihr und musst Gott euer Leben, Leib und Seel vertrauen, und stehet nicht in euer Macht, eine Stunde lang zu erhalten: was seid ihr denn fur Narren, dass ihr ihm nicht wollet euers Leibs Nothdurft vertrauen, dass er euch Essen und Trinken schaffen werde?	Er ikke livet mere end maden osv.? det vil sige: I kan dog og I må dog stole på Gud med hensyn til jeres liv, legeme og sjæl, og det står ikke i jeres magt at opretholde det bare en time. Hvad er I da for naragtige mennesker, at I ikke vil stole på ham med hensyn til, hvad jeres legeme kræver, at han vil skaffe jer mad og drikke?
⁶⁷ Denn wie kann man grosser Narrheit erdenken, dass eine feindlich sorget, wo er Essen und Trinken nehme, und nicht sorget, wo er Leib und Leben nehme, oder diese Stunde erhalte? ge- (E242) rade als wenn einer sorgete, wie er sein Haus kostlich schmückte, und wusste doch Niemand, der drinnen wohnen sollte; oder, wie er viel und kostlich Essen in der Kuchen zurichtet, und hätte doch Niemand, der davon essen wollt.	For hvordan kan man tænke sig en større naragtighed, end at et menneske med fjendligt sind bekymrer sig om, hvor han skal få mad og drikke fra, men ikke bekymrer sig om, hvor han skal få liv og legeme fra, eller hvordan han skal opretholde det bare denne time? ganske, som hvis én bekymrede sig om, hvordan han kunne udsmykke sit hus kosteligt, skønt ingen, der boede derinde, vidste om det; eller bekymrede sig om, hvordan han kunne tilberede megen kostbar mad i køkkenet, men ikke havde nogen, der ville spise det.
⁶⁸ Eben so thun wir mit unserm Geizen, dass wir fur das Geringste sorgen, und an das Grosse nimmer gedenken. Das heisst recht unnutze und ubrige, ja thörichte Sorge. Und wenn wir gleich viel wollten sorgen fur Leib und Leben, so ist doch Nichts damit ausgericht, denn es stehet keinen Augenblick in unser Macht nicht; eben so wenig, als wenn Jmand sich wollt zu todt sorgen, wie das Korn auf dem Feld sollt wachsen, das er nicht gesäet hat; oder wo das Silber im Bergwerk sollt liegen, das er nicht hingelegt hat.	Netop sådan gør vi med vores havesyge, at vi bekymrer os om det ringeste og aldrig tænker på det store. Det kan man ret kalde unyttig og overflødig, ja tåbelig bekymring. Og selv om vi ville bekymre os meget for legeme og liv, så er der dog intet udrettet derved, for det står ikke noget øjeblik i vores magt; lige så lidt som hvis nogen ville bekymre sig til døde over, hvordan kornet på marken skulle vokse, det korn, han ikke har sået; eller hvor sølvet skulle ligge i bjergværket, det sølv, han ikke har lagt der.
⁶⁹ Weil wir denn in unserm ganzen Leben mussen die Sorge lassen anstehen, und dasselb ohn unser Gedanken und Zuthun alle Stund von Gott erhalten wird: was wollen wir denn mit der thorichte Sorge fur die geringe Parteken, als könne oder wolle er uns nicht Futter und Decke geben?	Fordi vi nu i hele vort liv må lade bekymringen være, og fordi vort liv hver time igennem bliver opretholdt af Gud uden vores tanker eller medvirken, hvad vil vi så med den tåbelige bekymring om de ringe småting, som om han ikke ville eller ikke kunne give os foder og dække?
⁷⁰ Sollten wir uns doch schämen, dass ein Mensch sollt von uns sagen, dass wir solche Narrheit treiben. Noch ist unser Wesen nicht anders, sonderlich der grossen, reichen Wänste, denn solcher Narren, die ewig sorgen, dass sie nur die Kuchen voll haben, und aufs Reichlichst lassen auftragen, und doch keinen Tisch noch Gast haben;	Vi skulle dog skamme os over, at et menneske skulle kunne sige om os, at vi driver den slags naragtighed. Alligevel er vort væsen ikke anderledes, især ikke de store, rige buges, end sådanne narres væsen, som evig bekymrer sig for, om de nu også har køkkenet fuldt og lader dynge op på det rigeligste, skønt de dog ikke indbyder nogen eller har nogen gæst;
⁷¹ oder die viel herrlicher Bette lassen bereiten, und Niemand haben drein zu legen; eben als ein Schuster sein Lebtag nichts Anders thät, denn dass er seine Werkstatt voll Schuchleisten machete, und doch nimmer dran dächte, wo er Leder nähme, einen Schuch zu machen: sollt man den nicht, als toll und thöricht, zu Land ausleuchten?	eller det er ikke anderledes end dem, der lader berede mange herlige senge, men ikke har nogen at lægge deri; ganske som hvis en skomager ikke gjorde andet livet igennem end at han fyldte sig værksted med skolæster, men aldrig tænkte på, hvor han skulle få læder fra til at lave en sko: skal man ikke lyse en sådan ud af landet som dum og tåbelig?
⁷² Siehe, so zeiget uns Christus, was wir fur thöriche Leute sind, dass wir uns billig sollten selbs anspeien; und nichts desteweniger in solcher Blindheit dahin gehen, ob wir gleich fur Augen sehen, dass wir fur unser Leib und Leben nicht können sorgen, (E243) und wenn wir dafur sorgeten, so müssten wir eben damit Christen werden, und denken: Siehe, ich hab mein ganzes Leben nicht ein Augenblick in meiner Hand.	Se, således viser Kristus os, hvad vi er for tåbelige mennesker, det var kun rimeligt, om vi spyttede på os selv; og ikke desto mindre går vi rundt i en sådan blindhed, selv om vi lige for vore øjne ser, at vi ikke kan bekymre os for vort legeme og vort liv, og hvis vi bekymrede os derfor, så måtte vi netop dermed blive kristne og tænke: Se, der er ikke et øjeblik, hvor jeg har hele mit liv i min hånd.
⁷³ Weil ich denn Gott mein Leib und Leben vertrauen muss, was will ich denn zweifeln und sorgen, wie der Bauch ein Tag oder zween ernäheret werde? gleich als wenn ich einen reichen Vater hätte, der mir gerne tausend Gulden schenkete, und wollt ihm nicht vertrauen, dass er mir einen Groschen zur Nothdurft gebe etc.	Fordi jeg derfor må stole på Gud med hensyn til mit legeme og mit liv, hvorfor vil jeg da tvivle og bekymre mig om, hvordan min bug bliver ernæret en dag eller to? Ganske, som hvis jeg havde en rig far, der gerne ville give mig tusind gylden, og jeg så ikke ville stole på, at man ville give mig en skilling til hvad jeg havde brug for, osv.
⁷⁴ Videre til bjerg17!