Prædiken over Matt 6,19-21

taget fra Erl 43,206-219

Tilbage til oversigten!

¹ Ihr sollt euch nicht Schätze sammlen auf Erden, da sie die Motten und der Rost fressen, und da die Diebe nachgraben und stehlen. Sammlet euch aber Schätze im Himmel, da sie weder Motten noch Rost fressen, und da die Diebe nicht nachgraben noch stehlen. Denn wo euer Schatz ist, da ist auch euer Herz. Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. v20 Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. v21 For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

²      Er hat bisher erstlich ihre falsche Auslegung der zehen Gebot gestraft, und die verschorren und verdunkelte Lehre gelautert und rein gemacht; darnach, wider ihre falsche, gleissende Werk, die rechten guten Werk gelehret; also, dass man beide, die zehen Gebot recht verstehe, und die Werk rechtschaffen thue.         Jesus har først angrebet deres falske udlægning af de to bud og renset og spulet deres dunkle og formørkede lære; derefter har han lært om de rette gode gerninger imod deres falske, glinsende gerninger; så at man altså både skal forstå de ti bud ret og udføre de rette gerninger.

³ Nu fähet er an zu warnen wider die Anfechtungen, so diese Lehre hindern, und treibt Solchs fast durchaus bis zum achten Capitel, und wirds aus der Massen gut machen, als ein köstlicher Meister, der (E207) Nichts unterlässet, was dazu dienet, dass er uns in der rechten Lehre und Leben behalte. Nu begynder han at advare imod de anfægtelser, som hindrer denne lære, og det fortsætter han med næsten helt frem til det ottende kapitel, og han vil gøre det overmåde godt som en dygtig mester, der intet undlader af det, som kan tjene til, at han kan opretholde os i den rette lære og i det rette levned.

⁴         Und zum ersten nimpt er für sich das schöne, grosse Laster, welchs da heisset der Geiz. Denn das sind fast die zwo schädlichsten Plagen, so da immer mit folgen, wo man das Evangelion lehret und darnach leben will: zum ersten, falske Prediger, so die Lehre verderben, darnach, Junker Geiz, der da hindert am guten Leben; wie wir itzt sehen, nachdem das Evangelium wieder ist gepredigt, dass die Leut viel geiziger werden, denn zuvor, scharren und kratzen, als wollten sie gar Hungers sterben, welche vorhin in der Blindheit giengen, als wären sie verstarret, liessen ihn predigen, was einem Iglichem träumet, und gaben, was sie sollten, mit Haufen, dass sie selbs nicht sahen noch klagten, was ihn abgienge:        Og så tager han først fat på den smukke store last, der hedder gerrighed. For det er næsten de to mest skadelige plager, som altid følger med, når man lærer evangeliet og vil leve derefter. For det første, falske prædikanter, som fordærver læren, og derefter junker gerrighed, som forhindrer det gode liv; sådan som vi ser nuomstunder, efter at evangeliet igen er blevet prædiket, at menneskene er blevet meget mere gerrige end før, at de klør og kradser, som om de helt skulle dø af sult, de, som før gik hen i blindhed, som var de formørkede, og lod sig foreprædike, hvad enhver drømte frem, og gav, hvad de skulle, så rigeligt, så de selv ikke så eller klagede over, hvad de tabte.

⁵ itzt aber, weil ihn die Augen sind aufgethan, dass sie sehen, wie sie leben und rechte gute Werk thun sollen, sehen sie so genau auf ihren Pfennig, und geizen, als wollt Iglicher gerne der Welt Gut allein zu sich reissen: dass ichs nicht kann anders deuten, noch rechnen, wo es her komme, denn dass es muss eine lauter Plag sein vom leidigen Teufel, der allezeit neben dem Licht des Evangelii diess schändliche Laster, dasselbige zu hindern, mit einwirft. Men nuomstunder, fordi øjnene er blevet lukket op på dem, så de ser, hvordan de skal leve og gøre rette gode gerninger, nu ser de så nøje på deres skilling og er gerrige, som om enhver helt alene gerne ville rive hele verdens gods til sig. Og det kan jeg ikke tyde på anden måde, eller regne ud, hvor det kommer fra, end at det må være en ren og skær plage fra den lede djævel, som altid kaster denne skændige last ind ved siden af evangeliets lys for at hindre det.

⁶ Denn das Evangelium gibt uns ja den Trost, dass wir nicht allein dort ewig leben sollen, sondern auch hie zu essen und gnug haben, wie Psal. 8 stehet, dass Christus ein König und Herr soll sein uber alle Welt, und in seinen Händen haben Schafe und Ochsen, und alle Thier auf Erden, dass er uns ja nicht wird lassen Hungers sterben. For evangeliet giver os jo den trøst, at vi ikke alene hist skal leve til evig tid, men også her skal have nok at spise, sådan som det i Sl 8 står, at Kristus skal være konge og herre over hele verden, og i hans hænder skal have får og okser og alle dyr på jorden, så at han jo ikke vil lade os dø af sult. (Sl 8,7-9).

⁷ Nu, das wissen wir; noch stecken wir auch selbs viel tiefer im Geiz und Sorge zeitlicher Nahrung, denn zuvor, und will uns allenthalben feihlen und zurinnen, und kunnen nicht den zehenten Theil Gotte zu Ehren geben, dess, so wir zuvor dem Teufel in Rachen verschuttet haben. Nuvel, det véd vi; alligevel stikker også vi selv meget dybere i gerrighed og bekymring om timelig næring end før, og vil overalt tilkøbe os føde og lade det tilflyde os, og kan ikke give Gud til hans ære så meget som en tiendedel af det, som vi tidligere har kastet ind i djævelens gab.

⁸          Solchs hat Christus auch an viel mehr Orten gezeigt, und zuvor gesagt. Als, da er seine Apostel (E208) ausschicket zu predigen, ist sein grosste Sorg und Warnung, dass sie sich huten fur den zweien, falscher Lehre und Geiz; und befiehlet ihn hart, dass sie keinen Vorrath sollen mit sich auf den Weg nehmen etc., (Mark 6,8) noch sorgen, was sie essen und trinken sollen, also, dass es (wie gesagt,) die zwei schädliche Stück sein in der Christenheit, dadurch es gar verderbt wird: geistlich, der Glaube durch falsche Lehre; leiblich, die Fruchte, durch den Geiz.         Dette har Kristus vist og forudsagt mange andre steder. F. eks. var det hans store bekymring og advarsel, da han udsendte sine apostle for at prædike, at de skulle tage sig i agt for de to ting: falsk lære og gerrighed; og han befalede dem indtrængende, at de ikke skulle tage noget forråd med sit på vejen osv., eller bekymre sig for, hvad de skulle spise og drikke; det vil sige, som sagt, at der findes disse to skadelige ting i kristenheden, hvorved det bliver helt fordærvet: åndeligt set bliver troen fordærvet ved falsk lære, legemligt set bliver frugterne fordærvet ved havesyge.

⁹ Darumb ist hie Predigens und Warnens noth, wenn die Lehre und Leben angerichtet ist, dass man ja wohl zusehe, dass man dabei bleibe, und sich nicht lasse wieder davon fuhren durch falsche Deutung der Schrift; darnach sich hute fur dem Geiz, dass er uns nicht heimlich erschleiche und einnehme, also, dass wir unser Datum setzen aufs Zeitliche, dass wir hie gnug haben, als sei es damit ausgericht. Derfor er det her nødvendigt med prædiken og advarsel, når lære og levned er oprettet, så man ser godt efter, at man forbliver derved og ikke igen lader sig føre bort derfra ved en falsk skrifttolkning; og også, at man vogter sig for havesygen, at den ikke i al hemmelighed skal liste sig ind på os og tage os til fange, på den måde, at vi sætter vor lid (?) til det timelige problem, om vi her i livet har nok, som om alt var klaret dermed.

¹⁰         Denn es ist ein fährlich, anklebend Ubel, und kann auch ein feinen Schein und schöne Gedanken machen, dass es auch Christen betreugt, und Niemand sich dafur kann sicher wissen.         For det er et farligt onde, der klæber til evangeliet, og det kan også gøre et fint skin og smukke tanker, så det endog bedrager de kristne, og ingen kan vide sig sikker mod det.

¹¹ Denn wenn sie sehen, wie es ihn gehet in der Welt, die ihn alle Plag anlegt, und nicht einen Bissen Brods gönnet, dass sie ihrethalben wohl müssten Hungers sterben; wie man itzt die armen Prediger lässt Kummer und Noth leiden: so werden sie also angefochten, dass sie auch denken, wie sie was kriegen, und fur sich bringen, dass sie in der Welt bleiben können, so lang bis sie gar in die Weltsorge und Geiz gerathen, und daruber ihr Predigampt fallen und liegen, und etliche das Evangelium gar fahren lassen. For når de kristne ser, hvordan det går dem i verden, at de møder alle slags plager og verden ikke under dem så meget som en bid brød, at de for verdens skyld godt kunne dø af sult; sådan som man nuomstunder lader de stakkels præster lide kummer og nød, så bliver de i den grad anfægtet, så de også giver sig til at spekulere på, hvordan de skaffer sig noget og sørger for sig selv, at de kan forblive i verden, indtil de til sidst kommer ind i verdslig bekymring og gerrighed og af den grund lader deres prædikeembede falde til jorden, ja nogle lader sågar evangeliet fare.

¹²       Siehe, darumb fähet nu Christus mit viel Worten an zu predigen wider den grossen Abgott Mammon, und malet ihn aufs Schandlichst abe, dass man sich ja dafur huten solle; und spricht zum ersten: Sammlet euch nicht Schätze auf Erden, da sie die Motten und der Rost fressen, und die Diebe darnach graben etc.        Se, derfor tager nu Kristus fat på med mange ord at prædike imod den store afgud Mammon og han afmaler ham på det skændigste, så at man nok skal vogte sig for ham. Og han siger først: Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust opæder dem og tyve graver efter dem etc.

¹³ Da gibt er den Schätzen auf Erden drei Fundgrubner, nämlich, Rost, Motten und Diebe; (E209) das sind ja schändliche Hüter, wenn man sie uber Schätze setzet. Her giver han jordens skatte tre faldgruber, nemlig rust, møl og tyve; og det er jo nogle skrækkelige vogtere, hvis man sætter dem over sine skatte.

¹⁴ Nu hats Gott fein geordnet, dass, wo ein Schatz ist, da mussen auch solche Gesellen sein, die sein hüten; gleichwie gemeiniglich die Sperling oder Ratten oder Mäuse bei dem Korn. Nu har Gud indrettet det så smukt, at hvor der er en skat, der må der også være nogle fyre, der vogter den; f. eks. som spurve, rotter eller mus overfor kornet.

¹⁵ Denn es ist auch nicht Bessers werth, weil wir des Gelds und Gut nicht recht brauchen, sondern durch den leidigen Geiz zu uns scharren, und Keiner dem Andern gibt noch gönnet etc. For det er heller ikke bedre værd, fordi vi ikke bruger penge og gods ret, men skraber til os i kraft af den lede gerrighed, og ikke giver den anden noget eller under ham noget, osv.

¹⁶        Es heissen aber nicht allein Motten und Rost, so die Kleider oder Eisen und Erz fressen; noch Mäuse und Ratten, die man mit Fallen fänget; auch nicht die allein Diebe, so heimlich die Kasten räumen: sondern auch die grossen, lebendigen Motten und offentliche Diebe, als die grossen Eisenfresser und Scharrhansen zu Hofe, die einem Fursten können Boden und Beutel leeren, und zuletzt umb Alles bringen, was er hat;         Men det er ikke kun de møl, der spiser klæder, og den rust, der opæder jern og malm, der kaldes møl og rust; og mus og rotter er heller ikke kun dem, man fanger i fælder; og det er heller ikke alene dem, der om natten tømmer kisterne, der kaldes tyve. Nej, også de store, levende møl og åbenbare tyve skal kaldes sådan, f. eks. de store jernædere og skrabepampere til hove, som kan tømme en fyrstes jord og pung, og til sidst tage alt, hvad han har.

¹⁷ also auch in Städten, nicht allein die einem Burger zum Haus hinein steigen, sondern eine Stadt fein heimlich aussaugen, mit Wuchern und Schinden auf dem Markt, und wo sie können: so dass kurzumb, wo Geld und Gut ist, da müssen auch Motten und Diebe sein, darnach gerichtet; und ist Alles in der Welt voll solcher Ratten und Mäuse, wo nure [nur] Leute unter nander wohnen. Sådan også i byerne: ikke blot går de ind i en borgers hus, de udsuger også en by i det skjulte, med åger og svindel på markedet og hvor de kan komme til det. Så at kort sagt, hvor der er penge og gods, dèr er det også møl og tyve på jagt efter dem; og alt i verden er fuldt af den slags rotter og mus, hvor bare to mennesker bor ved siden af hinanden.

¹⁸ Denn was ist ein untreuer Rath zu Hofe, oder Amptmann Anders, denn ein solcher Rost oder Motte, der nirgend zu dienet, denn dass er eins Fursten Geld und Got wegfrisset, weil Etwas da ist? For hvad er en troløs rådmand eller embedsmand ved hove andet end rust og møl, der ikke tjener til andet end til at opæde en fyrstes penge og gods, sålænge der er noget?

¹⁹ wie denn itzt solch Heuchler viel sind, die mit täglichen, schweren, unnöthigen und vergeblichen Kostungen die Fürsten arm machen, und nichts darnach fragen, ob ein Fürst gedeihe oder verderbe, wenn sie nur in seinem Geld Herrn sein, und regieren wie sie wollen. Sådan som der da også i vore dage er mange af den slags hyklere, som gør fyrsterne fattige med daglige, tunge, unødvendige og forgæves omkostninger og ikke spørger efter, om en fyrste trives eller fordærves, hvis de blot kan blive herrer over hans penge og regere, som de vil.

²⁰ Also auch, in allen Städten und Dorfern findet man alles voll eitel Ratten und Motten, beide, grosser und kleiner, heimlich und offentlich; als, Schuster, Schneider, Fleischer, Bäcker, Bierbräuer und Schenken, und andere Handwerk, Aerbeiter und Taglohner. Og på samme måde finder man i alle byer og landsbyer alting fuldt af lutter rotter og møl, både små og store, skjulte og åbenbare; f. eks. skomagere, skræddere, slagtere, bagere, bryggere og skænkestuer og andre håndværk, arbejdere og daglejere.

²¹ Ja, in einem iglichen Haus, wer einen faulen, untreuen Knecht oder Magd hat, was hat er Anders, (E210) denn ein Kornwurm, der ihm mehr wegfrisset, denn wenn er den Boden voll Ratten und Mäuse hätte? Ja, i ethvert hus, den, der har en doven, utro karl eller pige, hvad har han andet end en melorm, der spiser mere fra ham, end om han havde jorden fuld af rotter og mus?

²² Nu siehe, was der Mammon fur ein feiner Gott ist, der kein bessere Huter und Hofgesind umb sich hat, denn eitel Rost und Motten, dass, wenn man lang grosse Schätz gesammlet hat, so muss doch so weggefressen werden von solchem Gesind, dass sein Niemand froh wird, noch geneusset, der es geniessen sollt; Her kan du se, hvilken fin gud Mammon er! Han har ikke nogen bedre vogtere og noget bedre tyende omkring sig, end idel rust og møl, så at man, hvis man længe har samlet store skatte, så bliver de dog opædt af dette tyende, så ingen kan være glad ved dem, og den, der skal nyde det, ikke kan nyde det.

²³ und sind nicht viel grosser Herrn und Fursten Schätze jemal wohl angelegt, sondern gemeiniglich durch Kriege verheeret, oder durch solche lose Fresswürmer aufgeätzet, oder sonst unnützlich umbbracht und verschleudert. Og der er ikke mange skatte hos de store herre og fyrster, der kan være i fred, nej, de bliver almindeligvis ødelagt af krig eller opætset at den slags omkringfarende snyltere eller på anden måde ombragt og opslugt.

²⁴ Darumb sind die am besten dran, die nicht viel Schätze haben; denn sie haben nicht viel Ratten zu ernähren, und durfen sich fur Dieben nicht furchten. Derfor klarer de sig bedst, som ikke har mange skatte; for de har ikke mange rotter at ernære og behøver ikke at frygte tyve.

²⁵         Wie aber, soll man denn gar keine Schätze haben, und alle hiemit verdampt sein, die Schätze auf Erden sammlen? Das muss ja auch nicht sein.         Men hvordan nu, skal man da slet ikke have nogen skatte, og er med disse ord alle de mennesker fordømt, som samler skatte på jorden? Sådan kan det jo heller ikke være.

²⁶ Denn, sollten sie alle thun, wie du und ich, so hätte morgen Niemand Nichts zu Haus und Hofe. Es müssen ja Herrn und Fürsten Vorrath schaffen und haben fur Land und Leute. Denn dazu hat Gott Gold und Silber geschaffen, und ihn Bergwerk gegeben. For hvis alle skulle gøre, som du og jeg, så ville ingen i morgen have noget i sit hus eller sin gård. Herrer og fyrster må jo samle forråd, så de kan have til deres land og deres folk. For det er det, Gud har skabt guld og sølv til; det er det, han har givet dem bjergværker til.

²⁷ So lesen wir in der Schrift, dass Moses den König lehret, dass er nicht soll zu viel Pferd, Gold, Silber haben etc. (5 Mos 17,16) Damit lässt er ja zu, dass er müge mässig Schätze sammlen; wie auch der König Salomo selbs von sich rühmet, und der Patriarch Joseph so viel sammlete, dass er das ganz Land Aegypten mit Korn, Geld, Gut, Vieh, und Leib dazu, des Königs eigen machte, als ganz leibeigene Leute; (1 Mos 47,18) so hatte Abraam auch viel Schafe, Gold und Silber, damit er handelte und kaufte. (1 Mos 21,27) Således læser vi i skriften, at Moses lærer kongen, at han ikke skal have mange heste, guld og sølv, osv. Dermed tillader han jo, at han må samle mindre skatte, hvilket også kong Salomon selv roser sig af, og patriarken Josef samlede så meget, at han gjorde hele landet Ægypten med korn, penge, gods, kvæg og liv til kongens ejendom, som et helt livegent folk; og ligeledes havde Abraham også mange får, guld og sølv, som han handlede med og købte ind for.

²⁸ Was wollen wir denn hiezu sagen, dass er so klar verbeut, wir sollen nicht Schätze sammlen; so er doch (wenn man mit ihm rechen [rechten] wollt,) auch selbs einen Vorrath gehabt, weil ihm Judas den Beutel und Geld nachtrug, (Joh 13,29) und dennoch immer etwas Baarschaft hatte, dass ihnen nie Nichts gemangelt, wenn er die (E211) Junger ausschickte; wie sie selbs sagten? (Luk 22,35) Warumb verbeut er denn hie Solchs, und sagt, sie sollen kein Geld, noch Taschen, noch Schuch mit sich tragen etc.? (Luk 9,3; 10,4) Hvad skal vi så sige til, at Jesus så klart forbyder, at vi skal samle skatte; når han dog (hvis man nu ville gå i rette med ham) også selv havde et forråd, fordi Judas bar pengepungen for ham, så han alligevel hele tiden havde nogle kontanter, og til, at de hele tiden intet manglede, da han udsendte disciplene, som de selv siger? Hvorfor forbyder han da her den slags og siger, at de ikke skal tage penge, tasker eller sko med sig, osv.?

²⁹        Antwort: Es ist droben oft gnug gesagt, dass Christus in dieser Predigt lehret einen Einzelen oder Christenmann; und dass weit von einander zu scheiden sei ein Weltmann und ein Christen, oder eine christliche und weltliche Person.        Svar: Jeg har tidligere ofte nok sagt, at Kristus i denne prædiken underviser den enkelte eller et kristenmenneske; og at en kristen skal skelnes skarpt fra et verdsligt menneske, eller en kristen person skarpt fra en verdslig person.

³⁰ Denn ein Christen heisst weder Mann noch Weib, Jung noch Alt, Herr, Knecht, Kaiser, Furst, Bauer, Burger, noch nichts, was in der Welt gehet und genennet mag werden, hat keine Person noch Larven nicht, und soll Nichts in der Welt haben noch wissen, sondern ihm gnügen lassen an dem Schatz im Himmel. For en kristen hedder hverken mand eller kvinde, ung eller gammel, herre, tjener, kejser, fyrste, bonde, borger, eller nogetsomhelst, som er gængs i verden og kan kaldes noget dèr, han har ingen person eller maske, og skal ikke have eller vide noget i verden, men lade sig nøje med skatten i himlen.

³¹ Wer nu Solchs nicht wohl unterscheidet, der kann solcher Sprüche keinen recht verstehen; wie es unsere Sophisten und Schwärmer in einander werfen und bräuen. Den, der nu ikke skelner korrekt, han kan ikke ret forstå nogen af den slags ord; som vore sofister og vore sværmere kaster dem rundt mellem hinanden og brygger dem sammen.

³²        Ein Furst kann wohl ein Christen sein, aber als ein Christ muss er nicht regieren; und nach dem er regieret, hesst er nicht ein Christ, sondern ein Furst.          En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste.

³³ Die Person ist wohl ein Christ; aber das Ampt oder Fursthenthumb gehet sein Christenthum nicht an. Denn nach dem er ein Christ ist, lehret ihn das Evangelium, dass er Niemand soll Leid thun, nicht strafen noch rächen, sondern Jdermann vergeben, und was ihm Leid oder Unrecht geschicht, soll er leiden. Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstenvæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham.

³⁴ Das ist (sage ich,) eines Christen Lectio. Aber das wurde nicht ein gut Regiment machen, wenn du dem Fursten wolltest also predigen; sondern so muss er sagen: Meinen Christenstand lasse ich gehen zwischen Gott und mir, das habe sein Bescheid, wie ich gegen ihm leben soll; aber uber oder neben dem habe ich in der Welt einen andern Stand oder Ampt, dass ich ein Furst bin. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; nej, sådan må han siger: Min kristenstand lader jeg være noget mellem Gud og mig, den lærer mig, hvordan jeg skal leve overfor ham; men over eller ved siden af det har jeg i verden en anden bestilling eller et andet embede, det, at jeg er fyrste.

³⁵ Die Person gehet nicht gegen Gott, sondern zwischen mir und meinen Land und Leuten etc. Da gehört nicht her, wie du gegen Gott leben, und was du fur dich thun und leiden sollt; das lass fur deine Christenperson gehen, (E212) als die Nichts mit Land und Leuten zu thun hat. Personen går ikke imod Gud, men går ind mellem mig og mit rige og mit folk, osv. Her kommer det ikke i betragtning, hvordan du skal leve overfor Gud, og hvad du for din egen person skal gøre og finde dig i; det hører din kristenperson til, som intet har med rige og folk at gøre.

³⁶ Aber deine furstliche Person soll der Keines thun, noch damit zu schaffen haben; sondern denken, wie sie das Regiment handhabe, Recht und Frieden halte und schutze, die Bösen strafe. Men din fyrstelige person skal ikke gøre noget af det eller have med noget af det at bestille; den skal tænke på, hvordan den håndhæver styret, overholder og beskytter retten og freden, straffer de onde.

³⁷        Siehe, so sind beide Ständ oder Aempter recht getheilet, und doch in Einer Person, und so zu rechen widerwärtig, dass Eine Person soll zugleich Alles leiden, und nicht leiden; aber also, dass iglichem Ampt das Seine unterschiedliche zugetheilet werde;        Se, sådan er der ret gjort skel mellem de to stænder eller de to embeder, og dog findes de i én person, og skal regnes for så modstridende, at én person samtidig skal finde sig i alt og ikke finde sig i noget; men på den måde, at ethvert embede får tildelt sin forskellige opgave;

³⁸ nämlich, wie gesagt: Wenn michs antrifft als ein Christen, so soll ichs leiden; aber wenns antrifft meine weltliche Person, so nicht zwischen Gott und mir, sondern an Land und Leut gebunden ist, (welchen mir befohlen ist zu helfen und schützen, und das Schwert dazu in die Händ geben,) da gilts nicht leiden, sondern das Widerspiel. nemlig, som sagt: Hvis noget møder mig som kristen, så skal jeg finde mig i det; men når det møder min verdslige person, som ikke er bundet mellem Gud og mig, men til rige og folk, (som jeg har fået befaling til at hjælpe og beskytte, og fået et sværd i hænde til), så gælder det ikke om at finde sig i, men om det modsatte.

³⁹ Also hat ein iglich Mensch auf Erden zwo Person: eine fur sich selbs, an Niemand verbunden, denn an Gott alleine; darnach, eine weltliche, damit er an ander Leut gebunden ist; wie wir denn in diesem Leben unter nander sein müssen, als, ein Ehemann oder Hauswirth an Weib und Kind; welcher, ob er wohl ein Christ ist, soll er doch von den Seinen nicht leiden, dass sie Buberei oder Muthwillen im Haus wollten uben, sondern dem Bösen wehren und strafen, dass sie thun müssen, was recht ist etc. Således har ethvert menneske på jorden to personer: én for sig selv, ikke bundet til andre end alene til Gud; og desuden en verdslig person, hvormed han er bundet til andre mennesker; sådan som vi da også i dette liv må leve mellem hinanden, f. eks. en ægtemand eller husvært overfor kone og børn; selv om han er kristen, skal han dog ikke finde sig i noget fra dem, der hører ham til, at de vil øve skurkestreger eller ulydighed i huset, men han skal værge sig imod det onde og straffe det, at de kan gøre, hvad ret er, osv.

⁴⁰ Wenn du nu solch Unterscheid recht weissest, so ist Christus Lehre leicht zu verstehen. Denn er redet hie und in alle seinen Predigen Nichts davon, wie eine Weltperson thun und leben soll; sondern wie du rechtschaffen leben sollt gegen Gott, als ein Christ, der sich nichts zu bekömmern hat umb die Welt, sondern allein denken soll nach einem andern Leben. Når du nu ret forstås denne forskel, så er Kristi lære let at forstå. For han taler her og i alle sine prædikener intet om, hvordan en verdslig person skal handle og leve; men om, hvordan du skal leve ret overfor Gud, som en kristen, som ikke skal bekymre sig om verden, men alene skal tænke i overensstemmelse med et andet liv.

⁴¹       So sage nu auch zu diesem Text: Meine Person, die ein Christen heisset, soll nicht fur Geld sorgen noch sammlen; sondern allein an Gott mit dem Herzen hangen.       Hvad denne tekst angår, så sig nu også: Min person, som kaldes en kristen, skal ikke bekymre sig om penge eller samle på dem, men alene med sit hjerte hænge ved Gud.

⁴² Aber äusserlich mag und soll ich des zeitlichen Guts brauchen, fur meinen Leib, und fur (E213) ander Leut, so fern meine Weltperson gehet, Geld und Schätze sammlen; doch auch nicht zu viel, dass nicht ein Geizwanst draus werde, der nur fur sich selbs trachtet, und nicht zurfullen ist. Men i det ydre må og skal jeg bruge timelige goder til mit legeme og samle penge og skatte til andre mennesker, så langt min verdslige person strækker sig; dog heller ikke for meget, der skal ikke komme en gnier ud af det, som samler til huse til sig selv og ikke er til at stille tilfreds.

⁴³ Denn eine Weltperson muss Geld, Korn und Vorrath haben fur sein Land, Leut, oder andere, die ihm zugehören. Als, wenn man künnte so regieren wie der Patriarch Joseph in Aegyptenland, dass alle Boden und Kasten voll Vorraths wären, und das Land so fassen, dass es mit aller Nothdurft versorgt wäre, davon man kunnte den Leuten helfen, furstrecken und austheilen, wenns noth wäre: das wäre ein recht feiner Schatz, und des zeitlichen Guts wohl und christlich gebraucht. For en verdslig person må have penge, korn og forråd til sit land, sit folk eller andre, der hører ham til. F. eks. hvis man kunne styre som patriarken Josef styrede i Ægypten, så at alle boder og kister var fulde af forråd, og have et sådant tag i landet, at de var forsynet med alle slags nødvendighedsartikler, hvormed man kunne hjælpe menneskene, ved at uddele til dem, når det var nødvendigt: det ville være en ret fin skat, og det ville være at bruge det timelige gods godt og kristeligt.

⁴⁴ Denn was ein Furst sammlet, das sammlet er nicht fur sich, sondern als eine gemeine Person, ja ein gemeiner Vater des ganzen Lands. Denn wir müssen ja nicht alle Bettler sein, sondern ein Iglicher so viel fur sich bringen, dass er sich näheren könne, und nicht Andere beschwere, und dazu Andern helfe, und also einer zum Andern setze, wo es noth thut. For hvad en fyrste samler, det samler han ikke til sig selv, men samler det som en almindelig person, ja som en almindelig far for det ganske land. For vi kan jo ikke alle være tiggere, men enhver skal frembringe så meget for sig selv, at han kan ernære sig og ikke ligge andre til byrde, og desuden hjælpe andre, og således den ene give til den anden, hvor det er nødvendigt.

⁴⁵        Also sollt ein igliche Stadt sammlen, so viel sie kunnt, zu gemeiner Noth, ja, auch ein iglich Kirchspiel ein gemeinen Kasten fur die Armen. Das hiesse nicht unrecht, sondern christlich Schätze gesammlet.        På samme måde skal enhver by samle sammen, så meget de kan, til den almindelige nød, ja også ethvert sogn skal have en almindelig bøsse til de fattige. Det kan ikke kan uret, men det er at samle en skat på kristelig vis.

⁴⁶ Denn es ist nicht ein solcher Schatz, damit den Geiz und die Lüst zu büssen; wie die Welt thut, und wie bisher unser Pfaffen Geld gesammlet haben, und nicht mehr gesucht, denn dass sie ihre Lust dran sehen, und mit den Gulden spielen, wie die Mägde mit den Docken. For det er ikke en af den slags skatte, hvormed man prøver at råde bod på gerrigheden og på ens lyst til penge; sådan som verden gør, og sådan som hidtil vore præster har samlet penge og ikke har søgt mere end at de kunne se deres lyst derved lege med gylden, som pigerne leger med dukker.

⁴⁷ Aber wenns zur Noth kompt, da man Andern helfen sollt, da ist Niemand daheim. Das heissen des Teufels Schätze, dawider Christus hie redet, dass man nicht soll Schätze sammlen auf Erden, das ist, fur sich und zu seiner Lust; also, dass das Herz nicht geizig sei und an dem zeitlichen Mammon klebe, sondern einen andern Schatz im Himmel suche und sammle. Men når det kommer til nøden, hvor man skal hjælpe andre, så er ingen hjemme. Det kaldes djævelens skatte, og det taler Kristus imod her: man skal ikke samle skatte på jorden, det vil sige, til sig selv og til sin lyst; det vil sige: hjertet skal ikke være gerrigt og klæbe til den timelige Mammon, men søge en anden skat i himlen og samle den.

⁴⁸ Aber äusserlich und weltlich magst du sammlen, so viel du kannst mit Gott und Ehren; nicht fur deine Lust und Geiz, sondern zu ander Leut (E214) Noth. Wer so sammlet, der soll Segen und Ablass dazu haben, als ein frommer Christ. Men i det ydre og verdslige må du godt samle skatte, så meget du kan med Gud og æren; ikke til din lyst og din gerrighed, men til andre menneskers behov. Den, der samler således, han skal få velsignelse og aflad dertil som en from kristen.

⁴⁹        Aber die so geizen und scharren, dass sie nicht können aufhoren, und doch Niemand lassen geniessen, dass auch sie selbs nicht frohlich durfen brauchen, den soll es auch so gehen, wie hie stehet, dass eitel Motten, Rost und Diebe wegfressen, dass, wie es gewonnen ist, wieder hingehe; wiewohl es auch sonst oft geschicht, dass, obs gleich wohl gesammlet ist, dennoch so aufgefressen wird.        Men det, der således er gerrige og skraber til sig, så de slet ikke kan holde op, og dog ikke lader nogen nyde noget, så at også de selv ikke får lov til t nyde det i fred, dem må de naturnødvendigt gå sådan, som der står her, at møl, rust og tyve opæder det, så det forsvinder på samme måde, som det kom på; selv om det også ofte sker, at tingene, selv om de var samlet sammen på rette måde, dog bliver opædt således.

⁵⁰ Denn es muss doch dem zeitlichen Gut auf Erden nicht besser widerfahren. Gehets nu denen so, die doch recht Schätze sammlen: wie vielmehr denen, die nichts Anders suchen, denn das Geld, nicht den Brauch, Nutz und Frucht des Gelds. (#65). For det kan dog ikke gå bedre med et timelige gods på jorden. Går det nu sådan for dem, der samler skatte på rette måde, hvor meget mere så ikke for dem, der ikke søger andet end pengene, ikke pengenes brug, nytte eller frugt.

⁵¹ Denn es ist hie so gesegnet, dass Motten und Rost mussen druber kommen, und wegfressen, und gestohlen werden, dass doch Keinem gelinget, der so geizet und kratzet; und wenn ein Baur schon viel gesammlet hat, muss ers doch nicht brauchen, stehet ihm auch nicht an, sondern muss vergraben, dass es weder ihm noch Andern zu Nutz komme, ohn dass die Würm dran nagen und beissen, oder den Landsknechten und Junker Scharrhansen zu Theil werde, dass es ja nicht besser angelegt werde. For på dette område er det så velsignet, at møl og rust må komme over det og opæde det, eller det blive stjålet, så at den, der på den måde er gerrig og kradser til sig, ikke får held med det; og selv om en bonde måske har samlet meget, så giver han sig dog ikke lov til at bruge det, det anstår sig ikke for ham, men han graver det ned, så det hverken kommer ham selv eller andre til nytte, undtagen at ormene borer og bider i det, eller landsknægtene eller junker skrabepamper får fingre i det, og det blev jo heller ikke lagt til side til noget bedre.

⁵²         So will nu Christus mit diesen Worten uns aus dem Sinn reden, dass wir nicht so geizen nach dem Mammon, und redet so verächtlich und schmählich davon, dass er ihm nicht kunnt nehrlicher reden.        Således vil nu Kristus med disse tale os bort fra den opfattelse, at vi på den måde skal være gerrige og stræbe efter Mammon, og han taler så foragteligt og forsmædeligt om Mammon, at han ikke kun omtale ham mere ufordelagtigt. (?)

⁵³ Denn was ist das fur ein Gott, der nicht so viel vermag, dass er sich des Rosts und der Motten erwehren kunnt, sondern muss sich täglich wegfressen und verzehren lassen, und da liegen Idermann zum Raub, dass ihn frisset, was daruber kompt, und ein iglicher Dieb wegträget etc. For hvad er det for en gud, som ikke engang formår så meget, at han kan beskytte sig imod rust og møl, men daglige må lade sig spise op og fortære, og så ligge udsat for røveri fra enhver, så at den, der kommer forbi, kan æde ham,og enhver tyv kan fjerne ham, osv.

⁵⁴ Das ist ja verdriesslich, ein solchen ohmächtigen [ohnmächtigen] Gott haben, dem Rost, Motten und Dieben unterworfen, der doch die ganze Welt regieret. Det er jo kedeligt at have en så afmægtig gud, som er underlagt rust og møl og tyve, skønt han ellers behersker hele verden.

⁵⁵ Darumb sollen wir ja uns schämen, dass wir solche Leute sind, die sich an solchen rostfressigen Schatz hängen, und alle ihren Trost (E215) darauf setzen. Weil ihr denn Solchs wisset, (will er sagen,) so setzet eur Herz nicht darauf, dass ihr auf Erden Schätze sammlet: sondern lasst euch gnügen an dem, was euch Gott hie gibt, und setzets in die Fahr, dass euch müge umbkommen oder genommen werden. Derfor skulle vi skamme os, at vi er sådanne mennesker, som hænger ved en sådan rustopædelig skat og sætter al deres trøst på ham. Når I nu véd dette, vil han sige, så knyt ikke jeres hjerte dertil, så I samler jer skatte på jorden; men lad jer nøje med det, Gud giver jer her, og sæt det i risiko, så det måske kommer fra jer og blive taget.

⁵⁶ Denn es wird nichts Anders draus, sonderlich wer da will ein Christen sein, und seinen Herrn bekennen oder predigen, der muss alle Stund gewarten, dass man ihn ausbeisse und verstosse, als der die Welt und alle Teufel hat auf sich geladen. Soll ers denn ausfuhren, so muss er einen Muth fassen, dass er ihre Schätze und Güter verachten konne, und einen andern, bessern Schatz wisse. For der kommer ikke andet ud af det, især for den, der vil være kristen og vil bekende og prædike sin herre, han må hver time vente, at han bider ham ud og forstøder ham, som én, der har anbragt verden og alle djævle på sin ryg. Skal han derfor gennemføre det, så må han fatte mod til at kunne foragte verdens skatte og verdens gods, og kende en anden og bedre skat.

⁵⁷       Darumb spricht er: Sammlet euch Schätze im Himmel etc., das ist, lasset der Welt ihre rostfressige, räubische und diebische Schätze, als die nicht Bessers werth ist, dass sie ihr Lust und Trost daran habe.        Derfor siger han: Saml jer skatte i himlen, osv., det vil sige: lad verden beholde sine rustopædelige, røveri- og tyveriudsatte skatte, den er ikke bedre værd, når den har sin lyst og sin trøst deri.

⁵⁸ Aber ihr, so nicht von der Welt seid, sondern gen Himmel gehoret, und durch mein Blut dazu erkauft seid, dass ihr ein ander, ewig Gut sollt haben, das euch bereit und bestellt ist, lasset eur Herz hie nicht gefangen nehmen: sondern, ob ihr in solchem Ampt und Stand lebet, dass ihr musst damit umbgehen, dass ihr nicht daran hänget, noch ihm dienet. Men I, der ikke er af verden, men hører himlen til, og ved mit blod er købt til at skulle have et andet, evigt gode, som er beredt til jer og lagt frem til her, I skal ikke lade jeres hjerte tage til fange, men I skal, hvis I lever i et embede og en stand, hvori man er nødt til at omgås penge, sørge for, at I ikke hænger derved, eller tjener dem.

⁵⁹ Trachtet aber darnach, wie ihr jene Schätze kriegt, die euch im Himmel beigelegt sind. Denn das sind rechte Schätze, da nicht Motten noch Rost konnen zukommen, und wohl sicher sind fur allem, was fressen und stehlen kann. Denn sie sind so gelegt, dass sie immer ganz und frisch bleiben, und so verwahret, dass Niemand darnach graben kann. Men tragt i stedet efter at få de skatte, som er lagt til side til jer i himlen. For det er de rette skatte; dèr kan møl eller rust ikke komme til, dèr er den sikker imod alt, hvad der kan opæde og stjæle. For de er indrettet sådan, at de altid forbliver helt og holdent friske, og de er opbevaret sådan, at ingen kan grave efter dem.

⁶⁰        Wer nu will ein Christen sein, der mag ihm diese Reizung und Rhetorica lassen gefallen. Denn es sollt ja einem geizigen Wanst gefallen, und sein Herz lachen, wenn man ihm ein solchen Schatz zeigete, den kein Rost fressen und kein Dieb steheln kunnte.        Den, der nu vil være en kristen, han må hellere finde behag i denne bestræbelse og denne tale. For det skal jo nok behage en gerrig vom, og en sådan ler af hjertet af det, når man viser ham en sådan skat, som ingen rust kan fortære og ingen tyv stjæle.

⁶¹ Aber die Welt soll Solchs nicht achten, weil es nicht siehet noch tappet, sondern bleibt an dem Gold und Silber hangen, das sie siehet gleissen, ob sie wohl weiss und siehet, dass es nicht eine Stund sicher ist fur Rost und Dieben. Men verden skal ikke agte dette, fordi den ikke kan se det eller famle ved det, nej, den bliver hængende ved sit guld og sit sølv, som den ser glinser, selv om den godt ved og godt ser, at det ikke er sikret mod rust og tyve bare én time.

⁶² Aber wir predigen (E216) auch denselben nicht. Wer sich nicht will an Christus Wort halten, und sich richten nach dem unsichtigen Schatz, der fahre immer hin; wir wollen Niemand mit den Haaren erzuziehen. Men vi prædiker heller ikke for dem. Den, der ikke vil holde sig til Kristi ord og ikke vil rette sig hen imod den usynlige skat, lad ham bare sejle sin egen sø; vi vil ikke trække nogen frem ved hårene.

⁶³ Aber siehe zu, wenn dirs dazu kompt, dass du sollt und musst davon fahren, so rufe denn deinen Schatz an, den du gesammlet hast, und dein Trost darauf gesetzt, und siehe, was du daran habst, und dir damit geholfen sei. Men se til, når du kommer dertil, at du skal og må rejse bort, kald så på din skat, som du har samlet og som du har sat dit håb til, og se, hvad du har i den og hvad hjælp du har fra den.

⁶⁴         Aber es gehet, wie geschrieben stehet Psalmo 75. [76.]: Dormierunt somnum suum omnes viri divitiarum, et nihil invenerunt in manibus suis, die reiche Wänste, die dem Mammon gedienet hatten, da sie sollten sterben, da funden sie gar Nichts.        Men det går, som der står skrevet i Sl 76,6: "Alle rigmændene faldt hen i en søvn, og de fandt intet i deres hænder", de rige buge, som havde tjent Mammon, da de skulle dø, da fandt de slet intet.

⁶⁵ Das ist ja ein schrecklich Ding, dass die, so ihr ganzes Leben den Mammon gedienet, und umb seinetwillen Manchen Unrecht und Schaden gethan, und Gottes Wort veracht, doch in der Noth nicht so viel kunnten geniessen. Det er jo en forfærdelig ting, at de, som hele deres liv havde tjent Mammon og for hans skyld gjort mangt et menneske uret og skade og foragtet Guds ord, dog i nøden ikke kunne nyde så meget.

⁶⁶ Da werden ihn erst die Augen aufgethan, dass sie in ein ander Welt sehen, und umb sich tappen nach dem, was sie gesammlet haben zum Vorrath, so finden sie Nichts, und lässet sie mit Schanden leer hinfahren: so wird ihn denn so angst und bange, dass sie daruber vergessen, was sie gesammlet haben, und im Himmel auch Nichts finden; Da først vil de få øjnene op, så at de ser ind i en anden verden og famler om sig efter det, som de har samlet til forråd, men de finder intet, og han lader dem med skam fare tomhændet bort. Derfor bliver de da også så angst og bange, at de derover glemmer, hvad de har samlet, og heller ikke finder noget i himlen.

⁶⁷ und geschicht ihn eben, wie Christus Lucä 12. sagt von dem Reichen, der einmal ein kostlichen, guten Herbst erlebet hatte, dass er die Scheuren wollt abbrechen und grosser machen, und dachte nu gute Tage zu haben, und sprach: Liebe Seele, du hast nu grossen Vorrath auf viel Jahr, iss und trink, und habe guten Muth. Og netop det sker dem, som Kristus i Luk 12, siger om den rige, der havde fået en dyr, god høst, så han ville bryde sine lader ned og bygge dem større og tænkte, at han havde gode dage, og sagde: Kære sjæl, du har nu et stort forråd, nok til mange år, spis, drik og være glad.

⁶⁸ Siehe, das ist das Baurliedlin, dass alle Geizwänste singen; aber was folgt drauf? Du Narr, diese Nacht wird man deine Seele von dir nehmen, und wess wird es sein, das du bereitet hast? Also hat er beide, diesen Schatz verloren, und muss seines gesammleten Guts auch beraubet werden, und so schändlich, dass er auch nicht weiss, wer es kriegen soll. Se, det er den bondevise, som alle gerrige buge synger med på; men hvad kommer så? Du dåre, i denne nat kræves din sjæl af dig, og hvem skal så have det, som du har samlet? Således har han både mistet denne skat og må også berøves det gods, han havde samlet, og det så skændigt, at han heller ikke véd, hvem der skal have det.

⁶⁹        Denn so gehets in der Welt, weil man selten (E217) grosse Schätze gottlich zusammen bringet, dass sie es nicht mussen so wohl anlegen, da [als] sie gerne wollten, oder Jemand zu Nutz kommen, sondern so verstieben, dass Niemand weiss, wo es bleibt; wie ich bereit viel erlebt habe, sonderlich unter grossen, reichen Dumpfaffen, die gross Gut gelassen, aber nach ihrem Tod plotzlich verschwunden, oder ja den zu Theil worden ist, die ihnen keinen Dank dafur gewusst, sondern weidlich verprasset und schändlich umbbracht haben.        For således går det til i verden, fordi man sjældent samler store skatte sammen på gudelig måde, så de ikke kan samle det sammen på den gode måde, de gerne ville, eller komme enhver til nytte, men det bliver spredt ud på en måde, så ingen véd, hvad der bliver af det; sådan som jeg allerede har oplevet mange gange, især blandt store, rige dompapper, som efterlod meget gods, som dog efter deres død pludselig var forsvundet, eller kom den til gode, de ikke gav dem tak for det, men svirede det bort i en fart og skændigt forødede det.

⁷⁰ Und sonderlich, wo ein Krieg angehet, da gehets nach Freuden und Wunsch, wie der Teufel will, dass es kriegen die Eisenfresser, den es nie gedacht ist, und dazu den Leuten alle Plag dafur anlegen. Og især, når en krig kommer til, så går det med hiv og sving som djævelen vil det, så det bliver storpralerne, der får det, dem, det ikke var tiltænkt, og dertil bibringer de menneskene alle mulige plager.

⁷¹       Darumb, wenn gleich einer lang sammlet, und Imand fragt, wer es kriegen soll, so muss er sagen, er wisse es nicht; und kompt doch dahin, dass es nicht so geräth, wie ers gedacht hat.        Derfor, selv om et menneske samler sammen igennem lang tid, og så én spørger ham, hvem der skal have det, så må han svare, at det véd han ikke; for det kommer nok til at gå anderledes, end han havde tænkt sig det.

⁷² Drumb ist er ja ein grosser Narr, dass er all sein Trost und Heil darauf setzet, und sich sein Lebtag mit grosser Sorg und Angst zumartert, und doch selbs nicht weiss, wem ers furgesammlet hat; noch wills Niemand achten. Derfor er han jo en stor nar, at han sætter al sin trøst og al sin frelse på det og hele livet igennem martrer sig med stor bekymring og angst, og alligevel ikke selv véd, hvem han har samlet sammen til; for det er der ingen, der tager sig af.

⁷³ Denn der Menschen Blindheit und Bosheit ist zu gross, und die Welt will kurzumb Welt bleiben, und die Plag haben, dass sie dem rostfressigen Schatz diene; und wenn sie lang gedienet und Gott erzürnet hat, so muss sie zu Lohn haben, dass er am letzten nicht kann helfen, und lässt sie das Nachsehen und dazu Spott zum Schaden haben. For menneskenes blindhed og ondskab er for stor, og verden vil stadig ligne sig selv og have den plage, at den tjener dem rustfortærlige skat; og når den har tjent den længe og har gjort Gud vred, så må den til løn opnå det, at han i sidste ende ikke kan hjælpe og lader den få en lang næse og føjer spot til skade.

⁷⁴ Das lässt sie ihr nicht wehren, so wenig dem Feur zu wehren ist, dass es nicht brenne, oder Wasser nicht lösche. Darumb lass sie nür fahren, und wisse, dass diess dir, als einem Christen, gepredigt ist, dass du denkest, wo du deinen Schatz haben und finden sollest, da er dir gewiss ist, und ewig bleibet, und nicht kann verruckt, noch einem Andern werden; und unterdess des weltlichen Guts brauchest, und gehen lassest, we es gehet, als ein fahrende Habe. Det kan den ikke værge sig imod, lige så lidt som man kan få ild til ikke at brænde eller vand til ikke at slukke. Derfor kan du rolig lade den fare og vide, at dette er prædiket for dig som en kristen, at du skal tænke på, hvor du skal have din skat og hvor du skal finde den, nemlig dèr, hvor den er dig sikker og forbliver evigt og ikke kan trækkes tilbage eller blive en andens; og samtidig skal du bruge de verdslige goder og lade det gå, som det kan, for det er jo goder, der kan forsvinde.

⁷⁵ Und wo du so Schätze sammlest mit Gott und Ehren, so wird er (E218) auch zusehen, dass es bleibe, wo es bleiben soll, dass es dennoch unverloren sei, sondern wohl angelegt, und viel Guts damit geschaffet werde. Og når du på den måde samler skatte med Gud og æren, så vil han også sørge for, at det forbliver, hvor det skal være, så at det trods alt ikke går tabt, men bliver vel bevaret, og at der kan skabes meget godt med det.

⁷⁶        Das beschleusst nu Christus mit einem Spruch, und spricht: Wo dein Schatz ist, da wird auch dein Herz sein. Das ist gleich geredt, als wir Deutschen von einem Geizwanst sagen: Geld ist sein Herz; das ist, wenn er nür Geld hat, das ist sein Freud und Trost, und Summa, sein Gott.          Det afslutter nu Kristus med et ord, der lyder: Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Det er at sige det samme, som vi siger på tysk om en gniervom: Penge er hans hjerte; det vil sige, når bare han har penge, så er det han glæde og trøst, ja, kort sagt, hans gud.

⁷⁷ Wiederumb, wenn er Nichts hat, das ist sein Tod, da ist kein Herz, Freude noch Trost. Darumb will er so sagen: Sehet euch fur, und prüfet eur eigen Herz, und wisset gewisslich, dass eur Herz wird gar an dem Ort sein, da eur Schatz ist; wie man sonst auch pflegt zu sagen: Was dem Menschen liebet, das ist sein Gott. Omvendt, når han intet har, så er det hans død, så er der intet hjertet, ingen glæde eller trøst. Derfor vil han sige således: Se jer for og prøv jeres eget hjerte! I kan vide med sikkerhed, at jeres hjerte er på nøjagtig det samme sted, som jeres skat; som man ellers plejer at sige: Hvad mennesket elsker, det er hans gud.

⁷⁸ Denn da trägt ihn sein Herz zu, gehet Tag und Nacht damit umb, schläfet und wachet damit, es sei Geld und Gut, Lust oder Ehre, etc. Darumb siehe nur auf dein eigen Herz, so wirst du bald finden, was darin steckt, und wo din Schatz ist. For det knytter han sit hjerte til, det omgås han dag og nat, sover og er vågen med det, om det nu er penge og gods, lyst eller ære osv. Derfor se kun på dit eget hjerte, så skal du nok finde ud af, hvad der stikker deri, og hvor din skat er.

⁷⁹ Denn das ist ja wohl zu fühlen, ob du so grosse Lust und Fleiss dazu hast, dass du Gottes Wort hörest und darnach lebst, und jenes Leben erlangest, als wie du viel Geld und Guts sammlest und fur dich bringest. For det kan man godt mærke, om du har så stor lyst og iver derefter, at du hører Guds ord og lever efter det, og når frem til det liv, eller om du samler mange penge og meget gods og ophober det for dig.

⁸⁰         Denn, ist das Herz so gesinnet, und sich auch so beweiset, wo es zu beweisen ist, dass ich lieber nicht allein Geld und Gut, sondern auch meinen Hals verlieren wollt, denn das Evangelium lassen oder verachten, und dem Nähesten Unrecht oder Gewalt thun, umb meines Nutz willen etc., so kann ich schliessen, dass Geld und Gut nicht meines Herzen Schatz ist, ob ich gleich auch sammle und zu Rath halte; sondern dasselbe frei in die Fahr und Schanz gesetzt, nach einem andern Schatz trachte, im Himmel, nämlich in Gottes Wort verborgen.         For hvor hjertet er sådan indstillet, og også viser sig at være sådan, hvis det lader sig vise, at jeg hellere vil miste ikke alene penge og gods, men også min hals, end forlade eller foragte evangeliet og gøre næsten uret eller fortræd, osv., så kan jeg sluttet, at penge og gods ikke er mit hjertes skat, selv om jeg også samler det og holder det i forråd; men alt dette sætter jeg frit i fare og risikerer det, og tragter efter en anden skat, den i himlen, skjult i Guds ord.

⁸¹ Wiederumb aber, wenns also umb dich stehet, dass du lässt predigen, lehren und vermahmen, was man will, und gehest hin, und denkest, wie du gnug habest, und (E219) deinen Pracht fuhrest; nichts darnach fragest, ob du dem Nähesten recht oder unrecht thuest, wenn du nur das Deine habest, und deine Rechnung so machest, dass du mit einem Pfennig zween, ja zehen sammlest, Gott gebe, wo er mit seinem Wort und Predigern, und die Welt mit ihrem Recht bleibe: da kannst du ja auch greifen, dass dein Schatz nicht droben im Himmel ist, sondern bei dem Rost und Motten steckt; Men omvendt, hvis det står sådan til med dig, at du lader prædike for dig, lade dig belære og lader dig formane til, hvad man vil, og går omkring og tænker, at du da har nok, og ifører dig dine pragtklæder; hvis du ikke spørger efter, om du gør næsten ret eller uret, hvis du bare har dit i behold, og foretager din beregning således, at du med én pfennig samler to, ja ti sammen, og så må Gud om, hvad han kan stille op med sit ord og sine prædikanter, og verden om, hvad den kan stille op med sin ret; da kan du jo også nok begribe, at din skat ikke er deroppe i himlen, men sidder sikkert fast hos rust og møl.

⁸² so gar, dass du lieber Gott und Welt erzürnest, ehe du wolltest dir einen Pfennig lasse abgehen, und umb ihrenwillen Etwas lassen fahren: wie itzt Baur, Burger, Adel allenthalben unverschampt redet und lebt, die umb eins Hellers willen durfen Gottes und sein Welt-Regiment in die Schanz schlagen, auf dass ja dieser Spruch wahr bleibe, und mit der That sie uberweise, weil sie nicht wollen hören noch ihn sagen lassen. Så sikkert, at du hellere vil gøre Gud og verden vred, end du vil lade en pfennig gå fra dig og lade den fare for deres skyld. Sådan som nuomstunder bonde, borger, adel overalt taler og lever uforskammet, for de vover for en skillings skyld at sætte Gud og hans verdslige regimente på spil, så at altså det ord er sandt, og i gerning overbeviser dem, fordi de ikke vil høre eller lade sig sige.

⁸³ Denn es wird doch nicht Anders draus, wenn wir uns gleich lang drumb bekömmern, und gerne Anders sehen. Drumb ist das Beste, wenn mans ihn gesagt hat, dass man sie lasse fahren, und ja so seher verachte und lache, als sie uns thun. For det kommer dog ikke andet ud af det, hvor længe vi end bekymrer os om det og gerne ser det anderledes. Derfor er det det bedste, når han har sagt det til dem, at man lader dem fare, og foragter dem og ler ad dem lige så meget, som de foragter os og ler ad os.

⁸⁴ Denn Gott spricht im andern Psalm, er konne auch lachen, und so lachen, dass es ihn wird ein saur Weinen werden; das heisst, er wird mit ihn reden in seinem Zorn, und in seinem Grimm wird er sie schrecken. For Gud siger i den anden salme, at han også kan le, og det på den måde, at han vil blive en sur gråd for dem; det vil sige, han vil tale med dem i sin vrede, og han vil true dem i sin forbitrelse.

⁸⁵ Videre til bjerg15!

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

Noter:

¹ Ihr sollt euch nicht Schätze sammlen auf Erden, da sie die Motten und der Rost fressen, und da die Diebe nachgraben und stehlen. Sammlet euch aber Schätze im Himmel, da sie weder Motten noch Rost fressen, und da die Diebe nicht nachgraben noch stehlen. Denn wo euer Schatz ist, da ist auch euer Herz.	Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. v20 Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. v21 For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.
² Er hat bisher erstlich ihre falsche Auslegung der zehen Gebot gestraft, und die verschorren und verdunkelte Lehre gelautert und rein gemacht; darnach, wider ihre falsche, gleissende Werk, die rechten guten Werk gelehret; also, dass man beide, die zehen Gebot recht verstehe, und die Werk rechtschaffen thue.	Jesus har først angrebet deres falske udlægning af de to bud og renset og spulet deres dunkle og formørkede lære; derefter har han lært om de rette gode gerninger imod deres falske, glinsende gerninger; så at man altså både skal forstå de ti bud ret og udføre de rette gerninger.
³ Nu fähet er an zu warnen wider die Anfechtungen, so diese Lehre hindern, und treibt Solchs fast durchaus bis zum achten Capitel, und wirds aus der Massen gut machen, als ein köstlicher Meister, der (E207) Nichts unterlässet, was dazu dienet, dass er uns in der rechten Lehre und Leben behalte.	Nu begynder han at advare imod de anfægtelser, som hindrer denne lære, og det fortsætter han med næsten helt frem til det ottende kapitel, og han vil gøre det overmåde godt som en dygtig mester, der intet undlader af det, som kan tjene til, at han kan opretholde os i den rette lære og i det rette levned.
⁴ Und zum ersten nimpt er für sich das schöne, grosse Laster, welchs da heisset der Geiz. Denn das sind fast die zwo schädlichsten Plagen, so da immer mit folgen, wo man das Evangelion lehret und darnach leben will: zum ersten, falske Prediger, so die Lehre verderben, darnach, Junker Geiz, der da hindert am guten Leben; wie wir itzt sehen, nachdem das Evangelium wieder ist gepredigt, dass die Leut viel geiziger werden, denn zuvor, scharren und kratzen, als wollten sie gar Hungers sterben, welche vorhin in der Blindheit giengen, als wären sie verstarret, liessen ihn predigen, was einem Iglichem träumet, und gaben, was sie sollten, mit Haufen, dass sie selbs nicht sahen noch klagten, was ihn abgienge:	Og så tager han først fat på den smukke store last, der hedder gerrighed. For det er næsten de to mest skadelige plager, som altid følger med, når man lærer evangeliet og vil leve derefter. For det første, falske prædikanter, som fordærver læren, og derefter junker gerrighed, som forhindrer det gode liv; sådan som vi ser nuomstunder, efter at evangeliet igen er blevet prædiket, at menneskene er blevet meget mere gerrige end før, at de klør og kradser, som om de helt skulle dø af sult, de, som før gik hen i blindhed, som var de formørkede, og lod sig foreprædike, hvad enhver drømte frem, og gav, hvad de skulle, så rigeligt, så de selv ikke så eller klagede over, hvad de tabte.
⁵ itzt aber, weil ihn die Augen sind aufgethan, dass sie sehen, wie sie leben und rechte gute Werk thun sollen, sehen sie so genau auf ihren Pfennig, und geizen, als wollt Iglicher gerne der Welt Gut allein zu sich reissen: dass ichs nicht kann anders deuten, noch rechnen, wo es her komme, denn dass es muss eine lauter Plag sein vom leidigen Teufel, der allezeit neben dem Licht des Evangelii diess schändliche Laster, dasselbige zu hindern, mit einwirft.	Men nuomstunder, fordi øjnene er blevet lukket op på dem, så de ser, hvordan de skal leve og gøre rette gode gerninger, nu ser de så nøje på deres skilling og er gerrige, som om enhver helt alene gerne ville rive hele verdens gods til sig. Og det kan jeg ikke tyde på anden måde, eller regne ud, hvor det kommer fra, end at det må være en ren og skær plage fra den lede djævel, som altid kaster denne skændige last ind ved siden af evangeliets lys for at hindre det.
⁶ Denn das Evangelium gibt uns ja den Trost, dass wir nicht allein dort ewig leben sollen, sondern auch hie zu essen und gnug haben, wie Psal. 8 stehet, dass Christus ein König und Herr soll sein uber alle Welt, und in seinen Händen haben Schafe und Ochsen, und alle Thier auf Erden, dass er uns ja nicht wird lassen Hungers sterben.	For evangeliet giver os jo den trøst, at vi ikke alene hist skal leve til evig tid, men også her skal have nok at spise, sådan som det i Sl 8 står, at Kristus skal være konge og herre over hele verden, og i hans hænder skal have får og okser og alle dyr på jorden, så at han jo ikke vil lade os dø af sult. (Sl 8,7-9).
⁷ Nu, das wissen wir; noch stecken wir auch selbs viel tiefer im Geiz und Sorge zeitlicher Nahrung, denn zuvor, und will uns allenthalben feihlen und zurinnen, und kunnen nicht den zehenten Theil Gotte zu Ehren geben, dess, so wir zuvor dem Teufel in Rachen verschuttet haben.	Nuvel, det véd vi; alligevel stikker også vi selv meget dybere i gerrighed og bekymring om timelig næring end før, og vil overalt tilkøbe os føde og lade det tilflyde os, og kan ikke give Gud til hans ære så meget som en tiendedel af det, som vi tidligere har kastet ind i djævelens gab.
⁸ Solchs hat Christus auch an viel mehr Orten gezeigt, und zuvor gesagt. Als, da er seine Apostel (E208) ausschicket zu predigen, ist sein grosste Sorg und Warnung, dass sie sich huten fur den zweien, falscher Lehre und Geiz; und befiehlet ihn hart, dass sie keinen Vorrath sollen mit sich auf den Weg nehmen etc., (Mark 6,8) noch sorgen, was sie essen und trinken sollen, also, dass es (wie gesagt,) die zwei schädliche Stück sein in der Christenheit, dadurch es gar verderbt wird: geistlich, der Glaube durch falsche Lehre; leiblich, die Fruchte, durch den Geiz.	Dette har Kristus vist og forudsagt mange andre steder. F. eks. var det hans store bekymring og advarsel, da han udsendte sine apostle for at prædike, at de skulle tage sig i agt for de to ting: falsk lære og gerrighed; og han befalede dem indtrængende, at de ikke skulle tage noget forråd med sit på vejen osv., eller bekymre sig for, hvad de skulle spise og drikke; det vil sige, som sagt, at der findes disse to skadelige ting i kristenheden, hvorved det bliver helt fordærvet: åndeligt set bliver troen fordærvet ved falsk lære, legemligt set bliver frugterne fordærvet ved havesyge.
⁹ Darumb ist hie Predigens und Warnens noth, wenn die Lehre und Leben angerichtet ist, dass man ja wohl zusehe, dass man dabei bleibe, und sich nicht lasse wieder davon fuhren durch falsche Deutung der Schrift; darnach sich hute fur dem Geiz, dass er uns nicht heimlich erschleiche und einnehme, also, dass wir unser Datum setzen aufs Zeitliche, dass wir hie gnug haben, als sei es damit ausgericht.	Derfor er det her nødvendigt med prædiken og advarsel, når lære og levned er oprettet, så man ser godt efter, at man forbliver derved og ikke igen lader sig føre bort derfra ved en falsk skrifttolkning; og også, at man vogter sig for havesygen, at den ikke i al hemmelighed skal liste sig ind på os og tage os til fange, på den måde, at vi sætter vor lid (?) til det timelige problem, om vi her i livet har nok, som om alt var klaret dermed.
¹⁰ Denn es ist ein fährlich, anklebend Ubel, und kann auch ein feinen Schein und schöne Gedanken machen, dass es auch Christen betreugt, und Niemand sich dafur kann sicher wissen.	For det er et farligt onde, der klæber til evangeliet, og det kan også gøre et fint skin og smukke tanker, så det endog bedrager de kristne, og ingen kan vide sig sikker mod det.
¹¹ Denn wenn sie sehen, wie es ihn gehet in der Welt, die ihn alle Plag anlegt, und nicht einen Bissen Brods gönnet, dass sie ihrethalben wohl müssten Hungers sterben; wie man itzt die armen Prediger lässt Kummer und Noth leiden: so werden sie also angefochten, dass sie auch denken, wie sie was kriegen, und fur sich bringen, dass sie in der Welt bleiben können, so lang bis sie gar in die Weltsorge und Geiz gerathen, und daruber ihr Predigampt fallen und liegen, und etliche das Evangelium gar fahren lassen.	For når de kristne ser, hvordan det går dem i verden, at de møder alle slags plager og verden ikke under dem så meget som en bid brød, at de for verdens skyld godt kunne dø af sult; sådan som man nuomstunder lader de stakkels præster lide kummer og nød, så bliver de i den grad anfægtet, så de også giver sig til at spekulere på, hvordan de skaffer sig noget og sørger for sig selv, at de kan forblive i verden, indtil de til sidst kommer ind i verdslig bekymring og gerrighed og af den grund lader deres prædikeembede falde til jorden, ja nogle lader sågar evangeliet fare.
¹² Siehe, darumb fähet nu Christus mit viel Worten an zu predigen wider den grossen Abgott Mammon, und malet ihn aufs Schandlichst abe, dass man sich ja dafur huten solle; und spricht zum ersten: Sammlet euch nicht Schätze auf Erden, da sie die Motten und der Rost fressen, und die Diebe darnach graben etc.	Se, derfor tager nu Kristus fat på med mange ord at prædike imod den store afgud Mammon og han afmaler ham på det skændigste, så at man nok skal vogte sig for ham. Og han siger først: Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust opæder dem og tyve graver efter dem etc.
¹³ Da gibt er den Schätzen auf Erden drei Fundgrubner, nämlich, Rost, Motten und Diebe; (E209) das sind ja schändliche Hüter, wenn man sie uber Schätze setzet.	Her giver han jordens skatte tre faldgruber, nemlig rust, møl og tyve; og det er jo nogle skrækkelige vogtere, hvis man sætter dem over sine skatte.
¹⁴ Nu hats Gott fein geordnet, dass, wo ein Schatz ist, da mussen auch solche Gesellen sein, die sein hüten; gleichwie gemeiniglich die Sperling oder Ratten oder Mäuse bei dem Korn.	Nu har Gud indrettet det så smukt, at hvor der er en skat, der må der også være nogle fyre, der vogter den; f. eks. som spurve, rotter eller mus overfor kornet.
¹⁵ Denn es ist auch nicht Bessers werth, weil wir des Gelds und Gut nicht recht brauchen, sondern durch den leidigen Geiz zu uns scharren, und Keiner dem Andern gibt noch gönnet etc.	For det er heller ikke bedre værd, fordi vi ikke bruger penge og gods ret, men skraber til os i kraft af den lede gerrighed, og ikke giver den anden noget eller under ham noget, osv.
¹⁶ Es heissen aber nicht allein Motten und Rost, so die Kleider oder Eisen und Erz fressen; noch Mäuse und Ratten, die man mit Fallen fänget; auch nicht die allein Diebe, so heimlich die Kasten räumen: sondern auch die grossen, lebendigen Motten und offentliche Diebe, als die grossen Eisenfresser und Scharrhansen zu Hofe, die einem Fursten können Boden und Beutel leeren, und zuletzt umb Alles bringen, was er hat;	Men det er ikke kun de møl, der spiser klæder, og den rust, der opæder jern og malm, der kaldes møl og rust; og mus og rotter er heller ikke kun dem, man fanger i fælder; og det er heller ikke alene dem, der om natten tømmer kisterne, der kaldes tyve. Nej, også de store, levende møl og åbenbare tyve skal kaldes sådan, f. eks. de store jernædere og skrabepampere til hove, som kan tømme en fyrstes jord og pung, og til sidst tage alt, hvad han har.
¹⁷ also auch in Städten, nicht allein die einem Burger zum Haus hinein steigen, sondern eine Stadt fein heimlich aussaugen, mit Wuchern und Schinden auf dem Markt, und wo sie können: so dass kurzumb, wo Geld und Gut ist, da müssen auch Motten und Diebe sein, darnach gerichtet; und ist Alles in der Welt voll solcher Ratten und Mäuse, wo nure [nur] Leute unter nander wohnen.	Sådan også i byerne: ikke blot går de ind i en borgers hus, de udsuger også en by i det skjulte, med åger og svindel på markedet og hvor de kan komme til det. Så at kort sagt, hvor der er penge og gods, dèr er det også møl og tyve på jagt efter dem; og alt i verden er fuldt af den slags rotter og mus, hvor bare to mennesker bor ved siden af hinanden.
¹⁸ Denn was ist ein untreuer Rath zu Hofe, oder Amptmann Anders, denn ein solcher Rost oder Motte, der nirgend zu dienet, denn dass er eins Fursten Geld und Got wegfrisset, weil Etwas da ist?	For hvad er en troløs rådmand eller embedsmand ved hove andet end rust og møl, der ikke tjener til andet end til at opæde en fyrstes penge og gods, sålænge der er noget?
¹⁹ wie denn itzt solch Heuchler viel sind, die mit täglichen, schweren, unnöthigen und vergeblichen Kostungen die Fürsten arm machen, und nichts darnach fragen, ob ein Fürst gedeihe oder verderbe, wenn sie nur in seinem Geld Herrn sein, und regieren wie sie wollen.	Sådan som der da også i vore dage er mange af den slags hyklere, som gør fyrsterne fattige med daglige, tunge, unødvendige og forgæves omkostninger og ikke spørger efter, om en fyrste trives eller fordærves, hvis de blot kan blive herrer over hans penge og regere, som de vil.
²⁰ Also auch, in allen Städten und Dorfern findet man alles voll eitel Ratten und Motten, beide, grosser und kleiner, heimlich und offentlich; als, Schuster, Schneider, Fleischer, Bäcker, Bierbräuer und Schenken, und andere Handwerk, Aerbeiter und Taglohner.	Og på samme måde finder man i alle byer og landsbyer alting fuldt af lutter rotter og møl, både små og store, skjulte og åbenbare; f. eks. skomagere, skræddere, slagtere, bagere, bryggere og skænkestuer og andre håndværk, arbejdere og daglejere.
²¹ Ja, in einem iglichen Haus, wer einen faulen, untreuen Knecht oder Magd hat, was hat er Anders, (E210) denn ein Kornwurm, der ihm mehr wegfrisset, denn wenn er den Boden voll Ratten und Mäuse hätte?	Ja, i ethvert hus, den, der har en doven, utro karl eller pige, hvad har han andet end en melorm, der spiser mere fra ham, end om han havde jorden fuld af rotter og mus?
²² Nu siehe, was der Mammon fur ein feiner Gott ist, der kein bessere Huter und Hofgesind umb sich hat, denn eitel Rost und Motten, dass, wenn man lang grosse Schätz gesammlet hat, so muss doch so weggefressen werden von solchem Gesind, dass sein Niemand froh wird, noch geneusset, der es geniessen sollt;	Her kan du se, hvilken fin gud Mammon er! Han har ikke nogen bedre vogtere og noget bedre tyende omkring sig, end idel rust og møl, så at man, hvis man længe har samlet store skatte, så bliver de dog opædt af dette tyende, så ingen kan være glad ved dem, og den, der skal nyde det, ikke kan nyde det.
²³ und sind nicht viel grosser Herrn und Fursten Schätze jemal wohl angelegt, sondern gemeiniglich durch Kriege verheeret, oder durch solche lose Fresswürmer aufgeätzet, oder sonst unnützlich umbbracht und verschleudert.	Og der er ikke mange skatte hos de store herre og fyrster, der kan være i fred, nej, de bliver almindeligvis ødelagt af krig eller opætset at den slags omkringfarende snyltere eller på anden måde ombragt og opslugt.
²⁴ Darumb sind die am besten dran, die nicht viel Schätze haben; denn sie haben nicht viel Ratten zu ernähren, und durfen sich fur Dieben nicht furchten.	Derfor klarer de sig bedst, som ikke har mange skatte; for de har ikke mange rotter at ernære og behøver ikke at frygte tyve.
²⁵ Wie aber, soll man denn gar keine Schätze haben, und alle hiemit verdampt sein, die Schätze auf Erden sammlen? Das muss ja auch nicht sein.	Men hvordan nu, skal man da slet ikke have nogen skatte, og er med disse ord alle de mennesker fordømt, som samler skatte på jorden? Sådan kan det jo heller ikke være.
²⁶ Denn, sollten sie alle thun, wie du und ich, so hätte morgen Niemand Nichts zu Haus und Hofe. Es müssen ja Herrn und Fürsten Vorrath schaffen und haben fur Land und Leute. Denn dazu hat Gott Gold und Silber geschaffen, und ihn Bergwerk gegeben.	For hvis alle skulle gøre, som du og jeg, så ville ingen i morgen have noget i sit hus eller sin gård. Herrer og fyrster må jo samle forråd, så de kan have til deres land og deres folk. For det er det, Gud har skabt guld og sølv til; det er det, han har givet dem bjergværker til.
²⁷ So lesen wir in der Schrift, dass Moses den König lehret, dass er nicht soll zu viel Pferd, Gold, Silber haben etc. (5 Mos 17,16) Damit lässt er ja zu, dass er müge mässig Schätze sammlen; wie auch der König Salomo selbs von sich rühmet, und der Patriarch Joseph so viel sammlete, dass er das ganz Land Aegypten mit Korn, Geld, Gut, Vieh, und Leib dazu, des Königs eigen machte, als ganz leibeigene Leute; (1 Mos 47,18) so hatte Abraam auch viel Schafe, Gold und Silber, damit er handelte und kaufte. (1 Mos 21,27)	Således læser vi i skriften, at Moses lærer kongen, at han ikke skal have mange heste, guld og sølv, osv. Dermed tillader han jo, at han må samle mindre skatte, hvilket også kong Salomon selv roser sig af, og patriarken Josef samlede så meget, at han gjorde hele landet Ægypten med korn, penge, gods, kvæg og liv til kongens ejendom, som et helt livegent folk; og ligeledes havde Abraham også mange får, guld og sølv, som han handlede med og købte ind for.
²⁸ Was wollen wir denn hiezu sagen, dass er so klar verbeut, wir sollen nicht Schätze sammlen; so er doch (wenn man mit ihm rechen [rechten] wollt,) auch selbs einen Vorrath gehabt, weil ihm Judas den Beutel und Geld nachtrug, (Joh 13,29) und dennoch immer etwas Baarschaft hatte, dass ihnen nie Nichts gemangelt, wenn er die (E211) Junger ausschickte; wie sie selbs sagten? (Luk 22,35) Warumb verbeut er denn hie Solchs, und sagt, sie sollen kein Geld, noch Taschen, noch Schuch mit sich tragen etc.? (Luk 9,3; 10,4)	Hvad skal vi så sige til, at Jesus så klart forbyder, at vi skal samle skatte; når han dog (hvis man nu ville gå i rette med ham) også selv havde et forråd, fordi Judas bar pengepungen for ham, så han alligevel hele tiden havde nogle kontanter, og til, at de hele tiden intet manglede, da han udsendte disciplene, som de selv siger? Hvorfor forbyder han da her den slags og siger, at de ikke skal tage penge, tasker eller sko med sig, osv.?
²⁹ Antwort: Es ist droben oft gnug gesagt, dass Christus in dieser Predigt lehret einen Einzelen oder Christenmann; und dass weit von einander zu scheiden sei ein Weltmann und ein Christen, oder eine christliche und weltliche Person.	Svar: Jeg har tidligere ofte nok sagt, at Kristus i denne prædiken underviser den enkelte eller et kristenmenneske; og at en kristen skal skelnes skarpt fra et verdsligt menneske, eller en kristen person skarpt fra en verdslig person.
³⁰ Denn ein Christen heisst weder Mann noch Weib, Jung noch Alt, Herr, Knecht, Kaiser, Furst, Bauer, Burger, noch nichts, was in der Welt gehet und genennet mag werden, hat keine Person noch Larven nicht, und soll Nichts in der Welt haben noch wissen, sondern ihm gnügen lassen an dem Schatz im Himmel.	For en kristen hedder hverken mand eller kvinde, ung eller gammel, herre, tjener, kejser, fyrste, bonde, borger, eller nogetsomhelst, som er gængs i verden og kan kaldes noget dèr, han har ingen person eller maske, og skal ikke have eller vide noget i verden, men lade sig nøje med skatten i himlen.

³¹ Wer nu Solchs nicht wohl unterscheidet, der kann solcher Sprüche keinen recht verstehen; wie es unsere Sophisten und Schwärmer in einander werfen und bräuen.	Den, der nu ikke skelner korrekt, han kan ikke ret forstå nogen af den slags ord; som vore sofister og vore sværmere kaster dem rundt mellem hinanden og brygger dem sammen.
³² Ein Furst kann wohl ein Christen sein, aber als ein Christ muss er nicht regieren; und nach dem er regieret, hesst er nicht ein Christ, sondern ein Furst.	En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste.
³³ Die Person ist wohl ein Christ; aber das Ampt oder Fursthenthumb gehet sein Christenthum nicht an. Denn nach dem er ein Christ ist, lehret ihn das Evangelium, dass er Niemand soll Leid thun, nicht strafen noch rächen, sondern Jdermann vergeben, und was ihm Leid oder Unrecht geschicht, soll er leiden.	Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstenvæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham.
³⁴ Das ist (sage ich,) eines Christen Lectio. Aber das wurde nicht ein gut Regiment machen, wenn du dem Fursten wolltest also predigen; sondern so muss er sagen: Meinen Christenstand lasse ich gehen zwischen Gott und mir, das habe sein Bescheid, wie ich gegen ihm leben soll; aber uber oder neben dem habe ich in der Welt einen andern Stand oder Ampt, dass ich ein Furst bin.	Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; nej, sådan må han siger: Min kristenstand lader jeg være noget mellem Gud og mig, den lærer mig, hvordan jeg skal leve overfor ham; men over eller ved siden af det har jeg i verden en anden bestilling eller et andet embede, det, at jeg er fyrste.
³⁵ Die Person gehet nicht gegen Gott, sondern zwischen mir und meinen Land und Leuten etc. Da gehört nicht her, wie du gegen Gott leben, und was du fur dich thun und leiden sollt; das lass fur deine Christenperson gehen, (E212) als die Nichts mit Land und Leuten zu thun hat.	Personen går ikke imod Gud, men går ind mellem mig og mit rige og mit folk, osv. Her kommer det ikke i betragtning, hvordan du skal leve overfor Gud, og hvad du for din egen person skal gøre og finde dig i; det hører din kristenperson til, som intet har med rige og folk at gøre.
³⁶ Aber deine furstliche Person soll der Keines thun, noch damit zu schaffen haben; sondern denken, wie sie das Regiment handhabe, Recht und Frieden halte und schutze, die Bösen strafe.	Men din fyrstelige person skal ikke gøre noget af det eller have med noget af det at bestille; den skal tænke på, hvordan den håndhæver styret, overholder og beskytter retten og freden, straffer de onde.
³⁷ Siehe, so sind beide Ständ oder Aempter recht getheilet, und doch in Einer Person, und so zu rechen widerwärtig, dass Eine Person soll zugleich Alles leiden, und nicht leiden; aber also, dass iglichem Ampt das Seine unterschiedliche zugetheilet werde;	Se, sådan er der ret gjort skel mellem de to stænder eller de to embeder, og dog findes de i én person, og skal regnes for så modstridende, at én person samtidig skal finde sig i alt og ikke finde sig i noget; men på den måde, at ethvert embede får tildelt sin forskellige opgave;
³⁸ nämlich, wie gesagt: Wenn michs antrifft als ein Christen, so soll ichs leiden; aber wenns antrifft meine weltliche Person, so nicht zwischen Gott und mir, sondern an Land und Leut gebunden ist, (welchen mir befohlen ist zu helfen und schützen, und das Schwert dazu in die Händ geben,) da gilts nicht leiden, sondern das Widerspiel.	nemlig, som sagt: Hvis noget møder mig som kristen, så skal jeg finde mig i det; men når det møder min verdslige person, som ikke er bundet mellem Gud og mig, men til rige og folk, (som jeg har fået befaling til at hjælpe og beskytte, og fået et sværd i hænde til), så gælder det ikke om at finde sig i, men om det modsatte.
³⁹ Also hat ein iglich Mensch auf Erden zwo Person: eine fur sich selbs, an Niemand verbunden, denn an Gott alleine; darnach, eine weltliche, damit er an ander Leut gebunden ist; wie wir denn in diesem Leben unter nander sein müssen, als, ein Ehemann oder Hauswirth an Weib und Kind; welcher, ob er wohl ein Christ ist, soll er doch von den Seinen nicht leiden, dass sie Buberei oder Muthwillen im Haus wollten uben, sondern dem Bösen wehren und strafen, dass sie thun müssen, was recht ist etc.	Således har ethvert menneske på jorden to personer: én for sig selv, ikke bundet til andre end alene til Gud; og desuden en verdslig person, hvormed han er bundet til andre mennesker; sådan som vi da også i dette liv må leve mellem hinanden, f. eks. en ægtemand eller husvært overfor kone og børn; selv om han er kristen, skal han dog ikke finde sig i noget fra dem, der hører ham til, at de vil øve skurkestreger eller ulydighed i huset, men han skal værge sig imod det onde og straffe det, at de kan gøre, hvad ret er, osv.
⁴⁰ Wenn du nu solch Unterscheid recht weissest, so ist Christus Lehre leicht zu verstehen. Denn er redet hie und in alle seinen Predigen Nichts davon, wie eine Weltperson thun und leben soll; sondern wie du rechtschaffen leben sollt gegen Gott, als ein Christ, der sich nichts zu bekömmern hat umb die Welt, sondern allein denken soll nach einem andern Leben.	Når du nu ret forstås denne forskel, så er Kristi lære let at forstå. For han taler her og i alle sine prædikener intet om, hvordan en verdslig person skal handle og leve; men om, hvordan du skal leve ret overfor Gud, som en kristen, som ikke skal bekymre sig om verden, men alene skal tænke i overensstemmelse med et andet liv.
⁴¹ So sage nu auch zu diesem Text: Meine Person, die ein Christen heisset, soll nicht fur Geld sorgen noch sammlen; sondern allein an Gott mit dem Herzen hangen.	Hvad denne tekst angår, så sig nu også: Min person, som kaldes en kristen, skal ikke bekymre sig om penge eller samle på dem, men alene med sit hjerte hænge ved Gud.
⁴² Aber äusserlich mag und soll ich des zeitlichen Guts brauchen, fur meinen Leib, und fur (E213) ander Leut, so fern meine Weltperson gehet, Geld und Schätze sammlen; doch auch nicht zu viel, dass nicht ein Geizwanst draus werde, der nur fur sich selbs trachtet, und nicht zurfullen ist.	Men i det ydre må og skal jeg bruge timelige goder til mit legeme og samle penge og skatte til andre mennesker, så langt min verdslige person strækker sig; dog heller ikke for meget, der skal ikke komme en gnier ud af det, som samler til huse til sig selv og ikke er til at stille tilfreds.
⁴³ Denn eine Weltperson muss Geld, Korn und Vorrath haben fur sein Land, Leut, oder andere, die ihm zugehören. Als, wenn man künnte so regieren wie der Patriarch Joseph in Aegyptenland, dass alle Boden und Kasten voll Vorraths wären, und das Land so fassen, dass es mit aller Nothdurft versorgt wäre, davon man kunnte den Leuten helfen, furstrecken und austheilen, wenns noth wäre: das wäre ein recht feiner Schatz, und des zeitlichen Guts wohl und christlich gebraucht.	For en verdslig person må have penge, korn og forråd til sit land, sit folk eller andre, der hører ham til. F. eks. hvis man kunne styre som patriarken Josef styrede i Ægypten, så at alle boder og kister var fulde af forråd, og have et sådant tag i landet, at de var forsynet med alle slags nødvendighedsartikler, hvormed man kunne hjælpe menneskene, ved at uddele til dem, når det var nødvendigt: det ville være en ret fin skat, og det ville være at bruge det timelige gods godt og kristeligt.
⁴⁴ Denn was ein Furst sammlet, das sammlet er nicht fur sich, sondern als eine gemeine Person, ja ein gemeiner Vater des ganzen Lands. Denn wir müssen ja nicht alle Bettler sein, sondern ein Iglicher so viel fur sich bringen, dass er sich näheren könne, und nicht Andere beschwere, und dazu Andern helfe, und also einer zum Andern setze, wo es noth thut.	For hvad en fyrste samler, det samler han ikke til sig selv, men samler det som en almindelig person, ja som en almindelig far for det ganske land. For vi kan jo ikke alle være tiggere, men enhver skal frembringe så meget for sig selv, at han kan ernære sig og ikke ligge andre til byrde, og desuden hjælpe andre, og således den ene give til den anden, hvor det er nødvendigt.
⁴⁵ Also sollt ein igliche Stadt sammlen, so viel sie kunnt, zu gemeiner Noth, ja, auch ein iglich Kirchspiel ein gemeinen Kasten fur die Armen. Das hiesse nicht unrecht, sondern christlich Schätze gesammlet.	På samme måde skal enhver by samle sammen, så meget de kan, til den almindelige nød, ja også ethvert sogn skal have en almindelig bøsse til de fattige. Det kan ikke kan uret, men det er at samle en skat på kristelig vis.
⁴⁶ Denn es ist nicht ein solcher Schatz, damit den Geiz und die Lüst zu büssen; wie die Welt thut, und wie bisher unser Pfaffen Geld gesammlet haben, und nicht mehr gesucht, denn dass sie ihre Lust dran sehen, und mit den Gulden spielen, wie die Mägde mit den Docken.	For det er ikke en af den slags skatte, hvormed man prøver at råde bod på gerrigheden og på ens lyst til penge; sådan som verden gør, og sådan som hidtil vore præster har samlet penge og ikke har søgt mere end at de kunne se deres lyst derved lege med gylden, som pigerne leger med dukker.
⁴⁷ Aber wenns zur Noth kompt, da man Andern helfen sollt, da ist Niemand daheim. Das heissen des Teufels Schätze, dawider Christus hie redet, dass man nicht soll Schätze sammlen auf Erden, das ist, fur sich und zu seiner Lust; also, dass das Herz nicht geizig sei und an dem zeitlichen Mammon klebe, sondern einen andern Schatz im Himmel suche und sammle.	Men når det kommer til nøden, hvor man skal hjælpe andre, så er ingen hjemme. Det kaldes djævelens skatte, og det taler Kristus imod her: man skal ikke samle skatte på jorden, det vil sige, til sig selv og til sin lyst; det vil sige: hjertet skal ikke være gerrigt og klæbe til den timelige Mammon, men søge en anden skat i himlen og samle den.
⁴⁸ Aber äusserlich und weltlich magst du sammlen, so viel du kannst mit Gott und Ehren; nicht fur deine Lust und Geiz, sondern zu ander Leut (E214) Noth. Wer so sammlet, der soll Segen und Ablass dazu haben, als ein frommer Christ.	Men i det ydre og verdslige må du godt samle skatte, så meget du kan med Gud og æren; ikke til din lyst og din gerrighed, men til andre menneskers behov. Den, der samler således, han skal få velsignelse og aflad dertil som en from kristen.
⁴⁹ Aber die so geizen und scharren, dass sie nicht können aufhoren, und doch Niemand lassen geniessen, dass auch sie selbs nicht frohlich durfen brauchen, den soll es auch so gehen, wie hie stehet, dass eitel Motten, Rost und Diebe wegfressen, dass, wie es gewonnen ist, wieder hingehe; wiewohl es auch sonst oft geschicht, dass, obs gleich wohl gesammlet ist, dennoch so aufgefressen wird.	Men det, der således er gerrige og skraber til sig, så de slet ikke kan holde op, og dog ikke lader nogen nyde noget, så at også de selv ikke får lov til t nyde det i fred, dem må de naturnødvendigt gå sådan, som der står her, at møl, rust og tyve opæder det, så det forsvinder på samme måde, som det kom på; selv om det også ofte sker, at tingene, selv om de var samlet sammen på rette måde, dog bliver opædt således.
⁵⁰ Denn es muss doch dem zeitlichen Gut auf Erden nicht besser widerfahren. Gehets nu denen so, die doch recht Schätze sammlen: wie vielmehr denen, die nichts Anders suchen, denn das Geld, nicht den Brauch, Nutz und Frucht des Gelds. (#65).	For det kan dog ikke gå bedre med et timelige gods på jorden. Går det nu sådan for dem, der samler skatte på rette måde, hvor meget mere så ikke for dem, der ikke søger andet end pengene, ikke pengenes brug, nytte eller frugt.
⁵¹ Denn es ist hie so gesegnet, dass Motten und Rost mussen druber kommen, und wegfressen, und gestohlen werden, dass doch Keinem gelinget, der so geizet und kratzet; und wenn ein Baur schon viel gesammlet hat, muss ers doch nicht brauchen, stehet ihm auch nicht an, sondern muss vergraben, dass es weder ihm noch Andern zu Nutz komme, ohn dass die Würm dran nagen und beissen, oder den Landsknechten und Junker Scharrhansen zu Theil werde, dass es ja nicht besser angelegt werde.	For på dette område er det så velsignet, at møl og rust må komme over det og opæde det, eller det blive stjålet, så at den, der på den måde er gerrig og kradser til sig, ikke får held med det; og selv om en bonde måske har samlet meget, så giver han sig dog ikke lov til at bruge det, det anstår sig ikke for ham, men han graver det ned, så det hverken kommer ham selv eller andre til nytte, undtagen at ormene borer og bider i det, eller landsknægtene eller junker skrabepamper får fingre i det, og det blev jo heller ikke lagt til side til noget bedre.
⁵² So will nu Christus mit diesen Worten uns aus dem Sinn reden, dass wir nicht so geizen nach dem Mammon, und redet so verächtlich und schmählich davon, dass er ihm nicht kunnt nehrlicher reden.	Således vil nu Kristus med disse tale os bort fra den opfattelse, at vi på den måde skal være gerrige og stræbe efter Mammon, og han taler så foragteligt og forsmædeligt om Mammon, at han ikke kun omtale ham mere ufordelagtigt. (?)
⁵³ Denn was ist das fur ein Gott, der nicht so viel vermag, dass er sich des Rosts und der Motten erwehren kunnt, sondern muss sich täglich wegfressen und verzehren lassen, und da liegen Idermann zum Raub, dass ihn frisset, was daruber kompt, und ein iglicher Dieb wegträget etc.	For hvad er det for en gud, som ikke engang formår så meget, at han kan beskytte sig imod rust og møl, men daglige må lade sig spise op og fortære, og så ligge udsat for røveri fra enhver, så at den, der kommer forbi, kan æde ham,og enhver tyv kan fjerne ham, osv.
⁵⁴ Das ist ja verdriesslich, ein solchen ohmächtigen [ohnmächtigen] Gott haben, dem Rost, Motten und Dieben unterworfen, der doch die ganze Welt regieret.	Det er jo kedeligt at have en så afmægtig gud, som er underlagt rust og møl og tyve, skønt han ellers behersker hele verden.
⁵⁵ Darumb sollen wir ja uns schämen, dass wir solche Leute sind, die sich an solchen rostfressigen Schatz hängen, und alle ihren Trost (E215) darauf setzen. Weil ihr denn Solchs wisset, (will er sagen,) so setzet eur Herz nicht darauf, dass ihr auf Erden Schätze sammlet: sondern lasst euch gnügen an dem, was euch Gott hie gibt, und setzets in die Fahr, dass euch müge umbkommen oder genommen werden.	Derfor skulle vi skamme os, at vi er sådanne mennesker, som hænger ved en sådan rustopædelig skat og sætter al deres trøst på ham. Når I nu véd dette, vil han sige, så knyt ikke jeres hjerte dertil, så I samler jer skatte på jorden; men lad jer nøje med det, Gud giver jer her, og sæt det i risiko, så det måske kommer fra jer og blive taget.
⁵⁶ Denn es wird nichts Anders draus, sonderlich wer da will ein Christen sein, und seinen Herrn bekennen oder predigen, der muss alle Stund gewarten, dass man ihn ausbeisse und verstosse, als der die Welt und alle Teufel hat auf sich geladen. Soll ers denn ausfuhren, so muss er einen Muth fassen, dass er ihre Schätze und Güter verachten konne, und einen andern, bessern Schatz wisse.	For der kommer ikke andet ud af det, især for den, der vil være kristen og vil bekende og prædike sin herre, han må hver time vente, at han bider ham ud og forstøder ham, som én, der har anbragt verden og alle djævle på sin ryg. Skal han derfor gennemføre det, så må han fatte mod til at kunne foragte verdens skatte og verdens gods, og kende en anden og bedre skat.
⁵⁷ Darumb spricht er: Sammlet euch Schätze im Himmel etc., das ist, lasset der Welt ihre rostfressige, räubische und diebische Schätze, als die nicht Bessers werth ist, dass sie ihr Lust und Trost daran habe.	Derfor siger han: Saml jer skatte i himlen, osv., det vil sige: lad verden beholde sine rustopædelige, røveri- og tyveriudsatte skatte, den er ikke bedre værd, når den har sin lyst og sin trøst deri.
⁵⁸ Aber ihr, so nicht von der Welt seid, sondern gen Himmel gehoret, und durch mein Blut dazu erkauft seid, dass ihr ein ander, ewig Gut sollt haben, das euch bereit und bestellt ist, lasset eur Herz hie nicht gefangen nehmen: sondern, ob ihr in solchem Ampt und Stand lebet, dass ihr musst damit umbgehen, dass ihr nicht daran hänget, noch ihm dienet.	Men I, der ikke er af verden, men hører himlen til, og ved mit blod er købt til at skulle have et andet, evigt gode, som er beredt til jer og lagt frem til her, I skal ikke lade jeres hjerte tage til fange, men I skal, hvis I lever i et embede og en stand, hvori man er nødt til at omgås penge, sørge for, at I ikke hænger derved, eller tjener dem.
⁵⁹ Trachtet aber darnach, wie ihr jene Schätze kriegt, die euch im Himmel beigelegt sind. Denn das sind rechte Schätze, da nicht Motten noch Rost konnen zukommen, und wohl sicher sind fur allem, was fressen und stehlen kann. Denn sie sind so gelegt, dass sie immer ganz und frisch bleiben, und so verwahret, dass Niemand darnach graben kann.	Men tragt i stedet efter at få de skatte, som er lagt til side til jer i himlen. For det er de rette skatte; dèr kan møl eller rust ikke komme til, dèr er den sikker imod alt, hvad der kan opæde og stjæle. For de er indrettet sådan, at de altid forbliver helt og holdent friske, og de er opbevaret sådan, at ingen kan grave efter dem.
⁶⁰ Wer nu will ein Christen sein, der mag ihm diese Reizung und Rhetorica lassen gefallen. Denn es sollt ja einem geizigen Wanst gefallen, und sein Herz lachen, wenn man ihm ein solchen Schatz zeigete, den kein Rost fressen und kein Dieb steheln kunnte.	Den, der nu vil være en kristen, han må hellere finde behag i denne bestræbelse og denne tale. For det skal jo nok behage en gerrig vom, og en sådan ler af hjertet af det, når man viser ham en sådan skat, som ingen rust kan fortære og ingen tyv stjæle.

⁶¹ Aber die Welt soll Solchs nicht achten, weil es nicht siehet noch tappet, sondern bleibt an dem Gold und Silber hangen, das sie siehet gleissen, ob sie wohl weiss und siehet, dass es nicht eine Stund sicher ist fur Rost und Dieben.	Men verden skal ikke agte dette, fordi den ikke kan se det eller famle ved det, nej, den bliver hængende ved sit guld og sit sølv, som den ser glinser, selv om den godt ved og godt ser, at det ikke er sikret mod rust og tyve bare én time.
⁶² Aber wir predigen (E216) auch denselben nicht. Wer sich nicht will an Christus Wort halten, und sich richten nach dem unsichtigen Schatz, der fahre immer hin; wir wollen Niemand mit den Haaren erzuziehen.	Men vi prædiker heller ikke for dem. Den, der ikke vil holde sig til Kristi ord og ikke vil rette sig hen imod den usynlige skat, lad ham bare sejle sin egen sø; vi vil ikke trække nogen frem ved hårene.
⁶³ Aber siehe zu, wenn dirs dazu kompt, dass du sollt und musst davon fahren, so rufe denn deinen Schatz an, den du gesammlet hast, und dein Trost darauf gesetzt, und siehe, was du daran habst, und dir damit geholfen sei.	Men se til, når du kommer dertil, at du skal og må rejse bort, kald så på din skat, som du har samlet og som du har sat dit håb til, og se, hvad du har i den og hvad hjælp du har fra den.
⁶⁴ Aber es gehet, wie geschrieben stehet Psalmo 75. [76.]: Dormierunt somnum suum omnes viri divitiarum, et nihil invenerunt in manibus suis, die reiche Wänste, die dem Mammon gedienet hatten, da sie sollten sterben, da funden sie gar Nichts.	Men det går, som der står skrevet i Sl 76,6: "Alle rigmændene faldt hen i en søvn, og de fandt intet i deres hænder", de rige buge, som havde tjent Mammon, da de skulle dø, da fandt de slet intet.
⁶⁵ Das ist ja ein schrecklich Ding, dass die, so ihr ganzes Leben den Mammon gedienet, und umb seinetwillen Manchen Unrecht und Schaden gethan, und Gottes Wort veracht, doch in der Noth nicht so viel kunnten geniessen.	Det er jo en forfærdelig ting, at de, som hele deres liv havde tjent Mammon og for hans skyld gjort mangt et menneske uret og skade og foragtet Guds ord, dog i nøden ikke kunne nyde så meget.
⁶⁶ Da werden ihn erst die Augen aufgethan, dass sie in ein ander Welt sehen, und umb sich tappen nach dem, was sie gesammlet haben zum Vorrath, so finden sie Nichts, und lässet sie mit Schanden leer hinfahren: so wird ihn denn so angst und bange, dass sie daruber vergessen, was sie gesammlet haben, und im Himmel auch Nichts finden;	Da først vil de få øjnene op, så at de ser ind i en anden verden og famler om sig efter det, som de har samlet til forråd, men de finder intet, og han lader dem med skam fare tomhændet bort. Derfor bliver de da også så angst og bange, at de derover glemmer, hvad de har samlet, og heller ikke finder noget i himlen.
⁶⁷ und geschicht ihn eben, wie Christus Lucä 12. sagt von dem Reichen, der einmal ein kostlichen, guten Herbst erlebet hatte, dass er die Scheuren wollt abbrechen und grosser machen, und dachte nu gute Tage zu haben, und sprach: Liebe Seele, du hast nu grossen Vorrath auf viel Jahr, iss und trink, und habe guten Muth.	Og netop det sker dem, som Kristus i Luk 12, siger om den rige, der havde fået en dyr, god høst, så han ville bryde sine lader ned og bygge dem større og tænkte, at han havde gode dage, og sagde: Kære sjæl, du har nu et stort forråd, nok til mange år, spis, drik og være glad.
⁶⁸ Siehe, das ist das Baurliedlin, dass alle Geizwänste singen; aber was folgt drauf? Du Narr, diese Nacht wird man deine Seele von dir nehmen, und wess wird es sein, das du bereitet hast? Also hat er beide, diesen Schatz verloren, und muss seines gesammleten Guts auch beraubet werden, und so schändlich, dass er auch nicht weiss, wer es kriegen soll.	Se, det er den bondevise, som alle gerrige buge synger med på; men hvad kommer så? Du dåre, i denne nat kræves din sjæl af dig, og hvem skal så have det, som du har samlet? Således har han både mistet denne skat og må også berøves det gods, han havde samlet, og det så skændigt, at han heller ikke véd, hvem der skal have det.
⁶⁹ Denn so gehets in der Welt, weil man selten (E217) grosse Schätze gottlich zusammen bringet, dass sie es nicht mussen so wohl anlegen, da [als] sie gerne wollten, oder Jemand zu Nutz kommen, sondern so verstieben, dass Niemand weiss, wo es bleibt; wie ich bereit viel erlebt habe, sonderlich unter grossen, reichen Dumpfaffen, die gross Gut gelassen, aber nach ihrem Tod plotzlich verschwunden, oder ja den zu Theil worden ist, die ihnen keinen Dank dafur gewusst, sondern weidlich verprasset und schändlich umbbracht haben.	For således går det til i verden, fordi man sjældent samler store skatte sammen på gudelig måde, så de ikke kan samle det sammen på den gode måde, de gerne ville, eller komme enhver til nytte, men det bliver spredt ud på en måde, så ingen véd, hvad der bliver af det; sådan som jeg allerede har oplevet mange gange, især blandt store, rige dompapper, som efterlod meget gods, som dog efter deres død pludselig var forsvundet, eller kom den til gode, de ikke gav dem tak for det, men svirede det bort i en fart og skændigt forødede det.
⁷⁰ Und sonderlich, wo ein Krieg angehet, da gehets nach Freuden und Wunsch, wie der Teufel will, dass es kriegen die Eisenfresser, den es nie gedacht ist, und dazu den Leuten alle Plag dafur anlegen.	Og især, når en krig kommer til, så går det med hiv og sving som djævelen vil det, så det bliver storpralerne, der får det, dem, det ikke var tiltænkt, og dertil bibringer de menneskene alle mulige plager.
⁷¹ Darumb, wenn gleich einer lang sammlet, und Imand fragt, wer es kriegen soll, so muss er sagen, er wisse es nicht; und kompt doch dahin, dass es nicht so geräth, wie ers gedacht hat.	Derfor, selv om et menneske samler sammen igennem lang tid, og så én spørger ham, hvem der skal have det, så må han svare, at det véd han ikke; for det kommer nok til at gå anderledes, end han havde tænkt sig det.
⁷² Drumb ist er ja ein grosser Narr, dass er all sein Trost und Heil darauf setzet, und sich sein Lebtag mit grosser Sorg und Angst zumartert, und doch selbs nicht weiss, wem ers furgesammlet hat; noch wills Niemand achten.	Derfor er han jo en stor nar, at han sætter al sin trøst og al sin frelse på det og hele livet igennem martrer sig med stor bekymring og angst, og alligevel ikke selv véd, hvem han har samlet sammen til; for det er der ingen, der tager sig af.
⁷³ Denn der Menschen Blindheit und Bosheit ist zu gross, und die Welt will kurzumb Welt bleiben, und die Plag haben, dass sie dem rostfressigen Schatz diene; und wenn sie lang gedienet und Gott erzürnet hat, so muss sie zu Lohn haben, dass er am letzten nicht kann helfen, und lässt sie das Nachsehen und dazu Spott zum Schaden haben.	For menneskenes blindhed og ondskab er for stor, og verden vil stadig ligne sig selv og have den plage, at den tjener dem rustfortærlige skat; og når den har tjent den længe og har gjort Gud vred, så må den til løn opnå det, at han i sidste ende ikke kan hjælpe og lader den få en lang næse og føjer spot til skade.
⁷⁴ Das lässt sie ihr nicht wehren, so wenig dem Feur zu wehren ist, dass es nicht brenne, oder Wasser nicht lösche. Darumb lass sie nür fahren, und wisse, dass diess dir, als einem Christen, gepredigt ist, dass du denkest, wo du deinen Schatz haben und finden sollest, da er dir gewiss ist, und ewig bleibet, und nicht kann verruckt, noch einem Andern werden; und unterdess des weltlichen Guts brauchest, und gehen lassest, we es gehet, als ein fahrende Habe.	Det kan den ikke værge sig imod, lige så lidt som man kan få ild til ikke at brænde eller vand til ikke at slukke. Derfor kan du rolig lade den fare og vide, at dette er prædiket for dig som en kristen, at du skal tænke på, hvor du skal have din skat og hvor du skal finde den, nemlig dèr, hvor den er dig sikker og forbliver evigt og ikke kan trækkes tilbage eller blive en andens; og samtidig skal du bruge de verdslige goder og lade det gå, som det kan, for det er jo goder, der kan forsvinde.
⁷⁵ Und wo du so Schätze sammlest mit Gott und Ehren, so wird er (E218) auch zusehen, dass es bleibe, wo es bleiben soll, dass es dennoch unverloren sei, sondern wohl angelegt, und viel Guts damit geschaffet werde.	Og når du på den måde samler skatte med Gud og æren, så vil han også sørge for, at det forbliver, hvor det skal være, så at det trods alt ikke går tabt, men bliver vel bevaret, og at der kan skabes meget godt med det.
⁷⁶ Das beschleusst nu Christus mit einem Spruch, und spricht: Wo dein Schatz ist, da wird auch dein Herz sein. Das ist gleich geredt, als wir Deutschen von einem Geizwanst sagen: Geld ist sein Herz; das ist, wenn er nür Geld hat, das ist sein Freud und Trost, und Summa, sein Gott.	Det afslutter nu Kristus med et ord, der lyder: Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Det er at sige det samme, som vi siger på tysk om en gniervom: Penge er hans hjerte; det vil sige, når bare han har penge, så er det han glæde og trøst, ja, kort sagt, hans gud.
⁷⁷ Wiederumb, wenn er Nichts hat, das ist sein Tod, da ist kein Herz, Freude noch Trost. Darumb will er so sagen: Sehet euch fur, und prüfet eur eigen Herz, und wisset gewisslich, dass eur Herz wird gar an dem Ort sein, da eur Schatz ist; wie man sonst auch pflegt zu sagen: Was dem Menschen liebet, das ist sein Gott.	Omvendt, når han intet har, så er det hans død, så er der intet hjertet, ingen glæde eller trøst. Derfor vil han sige således: Se jer for og prøv jeres eget hjerte! I kan vide med sikkerhed, at jeres hjerte er på nøjagtig det samme sted, som jeres skat; som man ellers plejer at sige: Hvad mennesket elsker, det er hans gud.
⁷⁸ Denn da trägt ihn sein Herz zu, gehet Tag und Nacht damit umb, schläfet und wachet damit, es sei Geld und Gut, Lust oder Ehre, etc. Darumb siehe nur auf dein eigen Herz, so wirst du bald finden, was darin steckt, und wo din Schatz ist.	For det knytter han sit hjerte til, det omgås han dag og nat, sover og er vågen med det, om det nu er penge og gods, lyst eller ære osv. Derfor se kun på dit eget hjerte, så skal du nok finde ud af, hvad der stikker deri, og hvor din skat er.
⁷⁹ Denn das ist ja wohl zu fühlen, ob du so grosse Lust und Fleiss dazu hast, dass du Gottes Wort hörest und darnach lebst, und jenes Leben erlangest, als wie du viel Geld und Guts sammlest und fur dich bringest.	For det kan man godt mærke, om du har så stor lyst og iver derefter, at du hører Guds ord og lever efter det, og når frem til det liv, eller om du samler mange penge og meget gods og ophober det for dig.
⁸⁰ Denn, ist das Herz so gesinnet, und sich auch so beweiset, wo es zu beweisen ist, dass ich lieber nicht allein Geld und Gut, sondern auch meinen Hals verlieren wollt, denn das Evangelium lassen oder verachten, und dem Nähesten Unrecht oder Gewalt thun, umb meines Nutz willen etc., so kann ich schliessen, dass Geld und Gut nicht meines Herzen Schatz ist, ob ich gleich auch sammle und zu Rath halte; sondern dasselbe frei in die Fahr und Schanz gesetzt, nach einem andern Schatz trachte, im Himmel, nämlich in Gottes Wort verborgen.	For hvor hjertet er sådan indstillet, og også viser sig at være sådan, hvis det lader sig vise, at jeg hellere vil miste ikke alene penge og gods, men også min hals, end forlade eller foragte evangeliet og gøre næsten uret eller fortræd, osv., så kan jeg sluttet, at penge og gods ikke er mit hjertes skat, selv om jeg også samler det og holder det i forråd; men alt dette sætter jeg frit i fare og risikerer det, og tragter efter en anden skat, den i himlen, skjult i Guds ord.
⁸¹ Wiederumb aber, wenns also umb dich stehet, dass du lässt predigen, lehren und vermahmen, was man will, und gehest hin, und denkest, wie du gnug habest, und (E219) deinen Pracht fuhrest; nichts darnach fragest, ob du dem Nähesten recht oder unrecht thuest, wenn du nur das Deine habest, und deine Rechnung so machest, dass du mit einem Pfennig zween, ja zehen sammlest, Gott gebe, wo er mit seinem Wort und Predigern, und die Welt mit ihrem Recht bleibe: da kannst du ja auch greifen, dass dein Schatz nicht droben im Himmel ist, sondern bei dem Rost und Motten steckt;	Men omvendt, hvis det står sådan til med dig, at du lader prædike for dig, lade dig belære og lader dig formane til, hvad man vil, og går omkring og tænker, at du da har nok, og ifører dig dine pragtklæder; hvis du ikke spørger efter, om du gør næsten ret eller uret, hvis du bare har dit i behold, og foretager din beregning således, at du med én pfennig samler to, ja ti sammen, og så må Gud om, hvad han kan stille op med sit ord og sine prædikanter, og verden om, hvad den kan stille op med sin ret; da kan du jo også nok begribe, at din skat ikke er deroppe i himlen, men sidder sikkert fast hos rust og møl.
⁸² so gar, dass du lieber Gott und Welt erzürnest, ehe du wolltest dir einen Pfennig lasse abgehen, und umb ihrenwillen Etwas lassen fahren: wie itzt Baur, Burger, Adel allenthalben unverschampt redet und lebt, die umb eins Hellers willen durfen Gottes und sein Welt-Regiment in die Schanz schlagen, auf dass ja dieser Spruch wahr bleibe, und mit der That sie uberweise, weil sie nicht wollen hören noch ihn sagen lassen.	Så sikkert, at du hellere vil gøre Gud og verden vred, end du vil lade en pfennig gå fra dig og lade den fare for deres skyld. Sådan som nuomstunder bonde, borger, adel overalt taler og lever uforskammet, for de vover for en skillings skyld at sætte Gud og hans verdslige regimente på spil, så at altså det ord er sandt, og i gerning overbeviser dem, fordi de ikke vil høre eller lade sig sige.
⁸³ Denn es wird doch nicht Anders draus, wenn wir uns gleich lang drumb bekömmern, und gerne Anders sehen. Drumb ist das Beste, wenn mans ihn gesagt hat, dass man sie lasse fahren, und ja so seher verachte und lache, als sie uns thun.	For det kommer dog ikke andet ud af det, hvor længe vi end bekymrer os om det og gerne ser det anderledes. Derfor er det det bedste, når han har sagt det til dem, at man lader dem fare, og foragter dem og ler ad dem lige så meget, som de foragter os og ler ad os.
⁸⁴ Denn Gott spricht im andern Psalm, er konne auch lachen, und so lachen, dass es ihn wird ein saur Weinen werden; das heisst, er wird mit ihn reden in seinem Zorn, und in seinem Grimm wird er sie schrecken.	For Gud siger i den anden salme, at han også kan le, og det på den måde, at han vil blive en sur gråd for dem; det vil sige, han vil tale med dem i sin vrede, og han vil true dem i sin forbitrelse.
⁸⁵ Videre til bjerg15!
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c