Tilbage til oversigten!

Teksten på græsk, latin, tysk og dansk (ntmatt06#16)
 

1 Wenn ihr fastet, sollt ihr nicht saur sehen, wie die Heuchler, denn sie verstellen ihr Angesicht, auf dass sie fur den Leuten scheinen mit ihrem Fasten. Wahrlich, ich sage euch, sie haben ihren Lohn dahin. Wenn du aber fastest, so salbe den Häupt, und wasche dein Angesicht, auf dass du nicht scheinest fur den Leuten mit deinem Fasten, sondern fur deinem Vater, welcher verborgen ist; und dein Vater, der in das Verborgen siehest, wird dirs vergelten offentlich.	Når I faster, skal ikke gå med sure miner som hyklerne, for de gør deres ansigt ukendeligt, for at de kan se ud af noget for mennesker med deres fasten. Sandelig, jeg siger jer, de har allerede fået deres løn. Men du, når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at du ikke skal se ud af noget overfor mennesker med din fasten, men for din fader, som er skjult; så vil din fader, som ser i det skjulte, gengælde det for dig i det åbne.
2        Wie er ihr Almosen und Beten gestraft hat, so strafet er hie ihr Fasten. Denn das sind fast die drei guten Werk, welche alle ander in sich begreifen: das erst, allerlei Wohlthat gegen dem Nähesten; das ander, dass wir uns allerlei Noth, beide, gemeine und unser eigne, annehmen und Gotte furtragen; das dritte, dass wir unsern Leib kasteien.	Ligesom han har anklaget dem for deres almisse og deres bøn, sådan anklager han dem her for deres faste. For det er næsten de tre gode gerninger, som indeholder alle andre i sig: Den første: at gøre alle slags gode gerninger imod næsten; den andre: at vi tager al slags nød på os, både den almindelige og vor egen særlige, og bærer den frem for Gud; den tredie, at vi undertrykker vort legeme.
3 Aber wie sie des Almosen und Betens schändlich missbraucht haben, dass sie nicht Gottes Ehre, sondern ihren Ruhm damit gesucht: also haben sie auch des Fastens missbrauchet und verkehret, nicht fur ihren Leib im Zwang und Zucht zu halten, noch Gott zu loben und danken;	Men ligesom de skændigt har misbrugt almissen og bønnen, så at de ikke søgte Guds ære, men deres egen anseelse dermed, sådan har de også misbrugt og fordrejet fasten, så de ikke overholdt den for at holde deres legeme i tømme og i tugt, eller for at love og takke Gud;
4  sondern von den Leuten gesehen zu werden, und einen Namen zu haben, dass man sich wundern und sagen müsste: O das sind treffliche Heiligen, die da nicht leben wie ander gemeine Leut, sondern daher gehen in grauen Röcken, den Kopf hängen, saur und bleich sehen etc. Wenn die nicht gen Himmel kommen, wo wollen wir andern bleiben?	men for at blive set af mennesker og få et navn, så man måtte undre sig og sige: O, det er fortræffeligt helgener, de lever ikke som andre gemene mennesker, de går omkring i grå frakker, hænger med hovedet, ser sure og blege ud osv. Hvis de ikke kommer i himlen, hvad så med os andre?
5         Er will aber damit nicht das Fasten an ihm selbs verworfen oder verachtet haben, eben so wenig, als er das Almosengeben und Beten verwirft, sondern vielmehr bestätigt, und lehret, desselbigen recht brauchen: also will er das Fasten auch wieder zurecht (E194) bringen, dass es in rechtem Brauch und rechter Meinung gehe, wie ein gut Werk gehen soll.	Dermed vil han ikke forkaste eller foragte det at faste i sig selv. Lige så lidt som han forkaster det at give almisse og det at bede, men i stedet bekræfter det og lærer at bruge det ret, sådan vil han også igen bringe det at faste ind i sin rette sammenhæng, så det kommer ind i en rigtig brug og en rigtig mening, sådan som en god gerning skal gøre.
6          Es hat aber bei den Juden daher seinen Ursprung, dass ihn Moses aufgesetzt hatte, im Herbst, auf das Fest expiationis, ohngefährlich vierzehen Tage nach einander zu fasten. Das war nu die gemeine Fasten, die sie alle zugleich hielten. Daruber hatten nu die Pharisäer ihr sonderliche Fasten, dass sie etwas mehr thäten und heiliger geachtet wurden, denn Andere.	Men den havde hos jøderne den oprindelse, at Moses havde befalet dem om efteråret, forsoningsdagen, at faste omtrent fjorten dage efter hinanden. (3 Mos 16,29ff). Det var nu den almindelige faste, som de alle holdt samtidig. Derudover havde nu farisæerne deres særlige faste, så at de gjorde noget mere og bliver agtet for at være mere hellige end andre.
7  Denn jene Fasten war nicht dazu gemacht, dass sie kunnten damit fur Andern gesehen sein, weil sie durch das ganze Volk gieng; und was insgemein hingehet, dess man sich Niemand sonderlich ruhmen.	For den faste var ikke indstiftet af den grund, at de derved kunne blive set fremfor andre, for den omfattede hele folket, og hvad der foregår samlet, det kan ingen rose sig af som noget særligt.
8  Darumb mussten sie viel sonderlicher Fasten furnehmen, dass sie gesehen wurden, als viel höher und geistlicher, denn gemeine Leute; daher sie auch ruhmen im Evangelio wider Christum: Warumb fasten die Pharisäer Jünger so oft, und deine Jünger fasten nicht? etc.	Derfor måtte de oprette mange særlige faster, så de kunne blive set som mennesker, der var meget højere og meget mere åndelige end almindelige mennesker; derfor praler de også i evangeliet imod Kristus: Hvorfor faster farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke? osv. (Matt 9,14 og par).
9 Dazu machten sie einen Unterscheid mit Geberden und Zeichen, dabei man ja kennen sollte, wenn sie fasteten; verstellten ihr Angesicht, dass sie sich nicht wuschen noch schmuckten, sondern sahen saur und finster, und trieben solchen trefflichen Ernst, dass man davon sagen und singen musste etc.	Desuden gjorde de forskel med gebærder og tegn; derved skulle man jo kunne se, når de fastede; de ændrede deres ansigt, så de ikke vaskede sig eller smykkede sig, men så sure og dystre ud og de drev på med en sådan fortræffelig alvor, at man måtte tale og synge derom, osv.
10        Es kompt nu Christus, schlägt solch Fasten gar zu Boden, und lehret stracks das Widerspiel, und spricht: Willt du fasten, so faste also, dass du nicht saur sehest; sondern wasche und salbe dein Angesicht, dass du fein lustig und frohlich sehest, als auf einen Feiertag, also, dass man kein Unterscheid sehe noch merke zwischen deinem Fasten und Feiren.	Nu kommer så Kristus og slår den slags faste til jorden og lære lige nøjagtig det modsatte og siger: Vil du faste, så skal du faste på den måde, at du ikke ser sur ud, men vasker og salver dit ansigt, så du ser godt lystig og glad ud, som på en festdag, sådan at man ikke kan se eller mærke forskel på dig, når du faster og når du holder fest.
11 Denn das war der Juden Weise, dass sie sich mit kostlichen Wassern besprengten und das Häupt begossen, dass es vom ganzen Leib roch, wenn sie feierten oder frohlich wollten sein. Wenn du so fastest, zwischen dir und deinem Vater allein, so hast du recht gefastet, dass es ihm gefället; doch nicht also, dass damit ein Verbot gestellt sei, dass man nicht durfe auf ein Fastetag in geringen Kleidern oder ungewaschen (E195) gehen: sondern der Zusatz ist verworfen, dass mans umb Ruhms willen thut, und den Leuten mit solchen sonderlichen Geberden die Augen aufsperret.	For det var jødernes måde: de besprængte sig med kostbart vand og overgød deres hoved, så de duftede fra hele legemet, når de holdt fest og ville være glade. Når du faster på den måde, alene mellem dig og din fader, så har du fastet ret, så det behager ham. Dog er det ikke sådan, at han opstiller et forbud, så man ikke på en fastedag har lov til at gå i dårlige klæder eller gå uvasket. Men den tilføjelse forkastes, at man gør det for at vinde ære og spærre øjnene op på mennesker med den slags særlige gebærder.
12 Sonst lieset man oft, wenn man gefastet hat, dass man Säck anzogen, und Asche auf das Häupt gestreuet hat; als, von dem König zu Ninive, sampt der ganzen Stadt. Aber das war ein ander Fasten, das sie ihre Noth und Elend lehret.	Ellers læser man ofte, at når man faster, så har man iført sig en sæk og strøet aske på hovedet, sådan som vi læser om kongen af Ninive og om hele byen. Men det var en anden faste, der skulle lære dem deres nød og elendighed. (Jon 3,5ff).
13       Nu, von der Juden Fasten haben wir auch unser grossen Fasten genommen, und erstlich auch vierzehen Tag gehalten; darnach heiliger worden, und dieselben gestreckt in vier Wochen, bis sie zuletzt erlängert ist auf vierzig Tage; sind aber dabei nicht blieben, sondern daneben durchs Jahr alle Wochen zween Tage gesetzt zu fasten, den Freitag und Sonnabend; zuletzt die vier Goldfasten, oder Rothfasten; das sind dennoch noch eitel gemeine Fasten gewest.	Nuvel, vi har overtaget vores faste fra jødernes faste, og i første omgang holdt den fjorten dage; derefter er vi blevet mere hellige og har udstrakt den til fire uger, indtil den til sidst blev forlænget op til fyrre dage; men derved blev det ikke, nej, udover det er det fastsat, at man året igennem skal faste to dage om ugen, om fredagen og om lørdagen; til sidst de fire guldfaster eller rødfaster; men det var trods alt altsammen fælles faster.
14 Uber das hat das Advent noch etliche sonderliche Heiligen funden, die auch eine Fasten haben draus gemacht; ohn was die Mönche in Klostern gehalten haben, und darnach ein Iglicher etliche sonderliche Heiligen ausgewählet, uber die gemeinen Fest, bis so weit ist kommen, dass man diess Alles fur Nichts geachtet, wenn ihm nicht ein Iglicher ein eigene Fasten machete.	Ud over det har advent fundet nogle særlige hellige, som også har lavet en faste ud af den; udover, hvad munkene har overholdt i klostrene og derefter har enhver udvalgt nogle særlige helligdage, udover den fælles fest, indtil det et kommet så vidt, at man har regnet alt dette for intet, hvis ikke enhver gjorde sin egen faste ud af det.
15        Nu ist solch Fasten alles auf einen Haufen nicht eines Hellers werth. Denn die ersten alten Väter mogens wohl gut gemeinet und wohl gehalten haben; ist aber bald ubermengt und verderbt mit dem Unflath, dass es nichts taug.	Nu er al den slags faste tilsammen ikke værd en døjt. For de første gamle fædre kan godt have ment det godt og overholdt den vel; men den er snart blevet overtrukket og fordærvet med møg, så den intet duer til.
16 Es ist ihm aber auch recht geschehen. Denn wie es ein lauter Menschentand ist mit dem seltsamen vier Fasten; so ist es auch in schändlichen Missbrauch gerathen. Denn ich dar frei sagen, dass ich noch nie keine rechte Fasten unter dem Papstthum gesehen habe, wie sie es gefastet heissen.	Men det var også ret og rimeligt. For ligesom det er lutter menneskepåfund med den mærkelige fir-faste, sådan er den også kommet ind i et skændigt misbrug. For jeg tør godt ligeud sige, at jeg endnu ikke har set nogen ret faste i pavedømmet, sådan som det, de kalder faste, er.
17 Denn was ist mir das fur ein Fasten, wenn man des Mittags ein Mahl zurichtet mit kostlichen Fischen, aufs Beste gewürzt, mehr und herrlicher, denn sonst auf zwei oder dreimal, und das (E196) stärkest Getränk dazu, und ein Stund oder drei dabei gesessen, und den Wanst gefullet, dass er dohnet?	For hvad er det for en faste, når man om middagen tilbereder et måltid med kostbare fisk, krydret på bedste måde, mere og herligere end ellers, to eller tre gange; og dertil de stærkeste drikkevarer, og så sidder man en time eller tro og fylder sin vom, til den sprækker?
18 Und das war noch gemein und gering, auch bei den allerstrengsten Monchen. Aber die heiligen Väter, die Bischoffe, Aebte und ander Prälaten habens erst streng angriffen, auf einmal mit zehen und zwänzig Gerichten, und auf den Abend so viel Labsal, dass sich etliche Drescher drei Tag kunnten damit behelfen.	Og det var stadigvæk almindeligt også hos de allerstrengede munke. Men de hellige fædre, biskopperne, abbederne og andre prælater tog først stærkt fat på det, med ti eller tyve retter på én gang og om aftenen så megen vederkvægelse, at nogle tærskere kunne bruge tre dage på det (??).
19 Das mag wohl sein, dass etliche Gefangene oder Arme und gebrechliche Leut, Armuths halben, haben mussen fasten; aber aus Andacht weiss ich Niemand, der gefastet habe, viel weniger itzt fasten. Denn sie sind itzt, meine liebe Papisten, alle gut Lutherisch worden, dass ihr keiner nicht mehr an die Fasten denket; lassen dieweil auf unserm Theil arme Pfarrer Hunger und Kummer leiden, und ein rechte täglich Fasten halten, an ihre Statt.	Det kan godt være, at nogle fanger eller fattige eller syge mennesker, på grund af fattigdom, har måttet faste, men jeg kender ikke nogen, der har fastet af andagt, og meget mindre kender jeg da nogen nuomstunder, der gør det. For nuomstunder er de alle blevet godt lutherske, så de ikke mere spekulerer på at faste; og de lader i mellemtiden på vores side de stakkels præster lide af sult og kummer, så de kan holde en ret daglig faste, i deres sted.
20        Weil denn diess Fasten viel ärger ist gerathen, denn der Jüden und Pharisäer Fasten, welche doch recht und wahrhaftig gefastet haben, ohn dass sie damit ihren Ruhm gesucht; unsers aber unter dem Namen des Fastens ein lauter Frass gewesen ist, und nicht gefastet, sondern Gott und der Leut gespott heisset;	Fordi dog denne faste er blevet meget værre end jødernes og farisæernes faste -- de har dog fastet ret og i sandhed, uden dermed at have søgt deres ære, men vores er under navn af faste blevet lutter fråds og må kaldes, ikke faste, men spot overfor Gud og mennesker;
21 dazu der schändliche Zusatz daran gehängt, dass man Unterscheid der Speise gemacht, und derselben etliche verboten, dass nur damit gefastet hiesse, wenn man nicht Fleich esse; aber dieweil die besten Fische mit kostlichsten Latwergen und Gewürz, und starkesten Wein dazu: darumb habe ich gerathen, und rathe noch, dass man solch Fasten schlechts mit Fussen trete, als das Gotte zu lauterm Spott und Schanden geschicht;	desuden har man knyttet den skændige tilføjelse dertil, at man gør forskel på maden og har forbudt noget af det, så at det skal kaldes faste, når bare man ikke spiser kød, men samtidig kan man spise de bedste fisk med de kostbareste saucer og krydderier og den stærkeste vin dertil -- derfor har jeg tilrådet og tilråder det endnu, at man simpelthen træder den slags faste under fode, som noget, der sker til lutter spot og skændsel overfor Gud,
22 dass mich's verdreusst, dass man solch Spotterei in der Christenheit soll treiben und leiden, und Gott mit der Larven täuschen, dass solch Leben, aufs Best fressen und saufen und den Bauch fullen, soll Fasten und ein gut Werk heissen.	at det ærgrer mig, at man skal drive den slags spot i kristenheden og finde sig i det, og narre Gud med det blændværk, at den slags liv: at spise og proppe sig og fylde sin bug mest muligt skal kaldes faste og en god gerning.
23        Diess ist nu gar ein grobe, unverschampte, schändliche Trügerei, die nicht die Schrift darf strafen, sondern ein iglicher Baur, ja, ein Kind von sieben Jahren kann greifen und verstehen. Aber daruber ist auch der schändlicher Missbrauch zuge- (E197) schlagen, (der auch das rechte Fasten verderbt,) dass man damit gross Verdienst bei Gott gesucht hat, als, dadurch Sund zu büssen, und Gott versuhnen; wie sie denn in der Absolutio solch Fasten zur Busse aufgelegt haben.	Dette er nu et groft, uforskammet, skændigt bedrageri, som man ikke giver skriften lov til at anklage, men som enhver bonde, ja et barn på syv år kan begribe og forstå. Men derudover er det også kommet til det skændigste misbrug (som også fordærver den rette faste), at man dermed har søgt stor fortjeneste hos Gud, som kunne man derigennem bøde for sin synd og forsone sig med Gud; sådan som de jo i bodssakramentet har pålagt den slags faste som bod.
24 Das heisst erst gar in aller Teufel Namen gefastet, und Christum ins Maul geschlagen und mit Fussen getreten: dass ich umb des Missbrauchs willen ehe wollt erläuben, wenn ja sollt Böses gethan sein, dass man sich voll und toll soffe; und lieber will eine volle Sau sehen, wenn ich ja soll ein Unflath sehen, denn einen solchen Heiligen, der aufs Allerstrengste zu Wasser und Brod fastet.	Først det hedder rigtig at faste i alle djævles navn, og at slå Kristus på munden og træde ham ned med fødderne. Derfor vil jeg, på grund af dette misbrug, hellere tillade, hvis nu der skal øves noget ondt, at man drikker sig fra sans og samling; og jeg vil hellere se en fuld so, hvis jeg nu skal se noget skidt, end en sådan hellig, der faster på det allerstrengeste på vand og brød.
25         Noch sind des Greuels aller Mönchen Lehre und Bucher, aller Päpst Bullen, alle Predigstuhle voll, dass sie von keinem andern Fasten wissen, wenn sie es aufs Beste machen. Ich will schweigen, dass sie auch die grobe, schändliche Lugenfasten, davon itzt gesagt, so hoch heben, und damit auch der Heiligen Abgotterei gestiftet und bestätigt haben; und Niemand gefunden ist, der ein Wort wider solch Missbräuche geredt habe.	Endnu er alle munkenes lære og alle deres bøger, alle pavens bulller, alle prædikestole fulde af dette gruelige, så de ikke véd af nogen anden faste, selv om de handler det bedste de kan. Så taler jeg ikke om, at de også hæver den løgnefaste, som jeg har omtalt, så højt og dermed har indstiftet og bekræftet et afguderi med de hellige; og at der ikke er fundet nogen, der har talt et ord imod den slags misbrug.
26 Darumb sage ich noch, dass ich in dem ganzen Papstthum mein Lebtage nie keine Fasten gesehen habe, die recht christlich gefastet wäre; sondern eitel Schandfasten und Frass, anstatt des Fastens, und dazu lauter Abgotterei und Heuchlei, damit man Gott eine Nasen gemachet, und die Leute betrogen hat. Darumb lasst uns hie lernen, was doch eine rechte Fasten heisse.	Derfor siger jeg endnu, at jeg i hele pavedømmet i alle mine levedage ikke har set nogen faste, som blev holdt på ret kristelig måde; det var altsammen kun skændselsfaste og fråds i stedet for faste, og dertil lutter afguderi og hykleri, hvorved man drejede Gud en knap og bedrog mennesker. Derfor, lad os her lære, hvad vel dog en ret faste kan være for noget.
27        Es sind zweierlei Fasten, die da gut und loblich sind: eine mag heissen weltliche oder burgerliche Fasten, durch die Oeberkeit geboten, wie ein ander Ordnung und Gebot der Oeberkeit, nicht als ein gut Werk oder Gottesdienst gefodert.	Der er to slags faster, der kan være godt og rosværdige; den ene kan man kalde den verdslige eller borgerlige faste, påbudt af øvrigheden, som en anden ordning og et andet påbud fra øvrigheden, ikke krævet som en god gerning eller en gudstjeneste.
28 Denn das wollte ich gerne sehen, und dazu rathen und helfen, dass Kaiser oder Fursten solch Gebot macheten, dass man einen Tag oder zween in der Wochen nicht Fleisch speisete noch feil hätte, als ein gute, nützliche Ordnung fur das Land, damit man nicht so gar Alles auffresse, wie itzt geschicht, bis zuletzt theur Zeit muss (E198) werden, und Nichts zu bekommen ist.	For det ville jeg gerne se, og det ville jeg gerne råde til og hjælpe med til, at kejser eller fyrster gjorde et sådant bud, at man én eller to dage om ugen ikke spiste kød eller havde kød til salg, som en god, nyttig ordning for landet, for at man ikke sådan helt skulle opæde det altsammen, sådan som det sker nu, indtil dertil sidst kommer dyrtid, og man ikke kan få noget.
29 Darnach wollt ich auch, dass man zu etlichen Zeiten, die Wochen einmal, oder wie sie es gut dunket, des Abends nicht speisete, ohn ein Bissen Brods und einen Trunk, damit man nicht so mit stetem Fressen und Saufen Alles verzehret, wie wir Deutschen thun, und ein wenig mässig lerneten leben, sonderlich was junge, volle, starke Leut sind. Aber das sollt gar ein weltliche Weise sein, der Oeberkeit unterworfen.	Desuden kunne jeg også ønske, at man til nogle tider, en gang om ugen, eller hvordan man synes, ikke spiste noget om aftenen, udover et stykke brød og en slurk at drikke, for at man ikke med et sådant stadigt æderi og en sådan forslugenhed skal fortære alt, sådan som vi tyskere gør, men kunne lære at leve en smule mådeholdent, især de unge, fuldvoksne, stærke mennesker. Men det skulle være en helt og holdent verdslig ordning, underkastet øvrigheden.
30          Darnach wäre uber diese Fasten noch eine geistliche gemeine Fasten, die wir Christen sollten halten, und wäre auch wohl fein, dass man noch etliche Tage vor Ostern, item, vor Pfingsten und Weihenachten ein gemeine Fasten behielte, und also die Fasten ins Jahr theilete.	Desuden skulle man udover denne faste også holde en fælles åndelig faste, som vi kristne skulle have, og det ville også være godt, om man på nogle dage før påske, ligeledes før pinse og jul afholdt en fælles faste, så på den måde fastetiderne inddelte året.

31 Aber bei Leib auch nicht darumb, dass man ein Gottesdienst draus mache, als damit Etwas zu verdienen, oder Gott zu versuhnen: sondern als ein äusserliche christliche Zucht und Ubung fur das junge und einfältige Volk, dass sie sich lerneten in die Zeit richten, und unterscheiden durchs ganze Jahr; wie man bisher vier Weih- oder Frohnfasten hat gehalten, da sich Idermann nach richtet.	Men for Guds skyld skal det ikke gøres af den grund, at man gør en gudstjeneste ud af det, som var der derved noget at fortjene, eller som kunne man forsone Gud. Nej, det skal være en ydre kristelig tugt og en øvelse for det unge og enfoldige folk, så de lærte at rette sig ind efter tiden, og at gøre skel på det hele år, som man hidtil har afholdt fire vie- eller pligtfaster, som enhver rettede sig efter.
32 Denn es muss ja sein, dass man etliche Zeit unterscheide und ausmale, als Fastel- und Feirtage, dem groben gemeinen Haufen, umb der Predigt und Gedächtnis willen der furnehmlichen Geschicht und Werk Christi etc.; also, dass damit kein sonderlicher Gottesdienst gesucht werde, sondern allein ein Merktag sei, darnach man kunnte das ganz Jahr fassen, und wisse, wie man in der Zeit sei.	For det må jo være sådan, at man skelner mellem tiderne og udmåler dem, som faste- og festdage, for den grove, gemene hob, på grund af prædikenen om og ihukommelsen af hovedtrækkene i Kristi historie og gerning, osv; på den måde, at der ikke dermed søges en særlig gudstjeneste, men alene en mærkedag, hvorefter man kunne fatte hele året og vide, hvor man er i tiden.
33 So mocht ich auch leiden, dass man auf diese Weise durchs ganz Jahr alle Freitag Abends fastete, als zu einem merklichen Tag ausgesondert. Aber solch Fasten kann noch will ich nicht anrichten, es wurde denn zuvor einträchtiglich angenommen. Siehe, also hätte die christliche Kirche gnug fur sich zu fasten, dass man nicht durfte uns Schuld geben, wir verachten und verwurfen das Fasten gar.	Så ville jeg også have det godt med, at man på denne måde hele året igennem fastede hver fredag aften, som en dag, der er udskilt som noget særligt. Men den slags faste kan eller vil jeg ikke oprette, medmindre det først blev énstemmigt vedtaget. Se, således ville den kristne kirke have nok at gøre med at faste, så at man ikke behøvede at beskylde os for, at vi foragter og helt forkaster fasten.
34      Aber das ist auch noch nicht das rechte christliche (E199) Fasten, das Christus meinet, welchs gehoret fur einen Iglichen sonderlich, und ist also gethan, dass, wenn es wahrhaftig und christlich Fasten heissen soll, ists nicht gnug, das du des Abends  Nichts essest, welchs ist nur ein Stuck davon, und das allergeringste: sondern es stehet darin, dass du deinen Leib zuchtigest und mässig haltest.	Men dette er endnu ikke den rette kristne faste, som Kristus taler om, og som hører til enhver for sig, og gøres på den måde, at hvis den skal kaldes en sand og kristen faste, så er det ikke nok, at du om aftenen intet spiser, det er kun en del af det, og det den ringeste del, nej, den består deri, at du tugter din krop og holder den i mådehold.
35 Das betrifft nicht allein Essen, Trinken, Schlafen, etc., sondern auch mussig gehen, allerlei Freudenspiel, und alles, was dem Leib mag wohl thun, damit man sein pflegt und wartet.	Det har ikke alene med at spise, at drikke, at sove, osv. at gøre, men handler også om at gå ledig, om alle slags fornøjelsesspil, og om alt, hvad der kan gøre kroppen vel, alt, hvad man plejer og opvarter den med.
36 Das heisst nu gefastet, wenn man solchs Alles abbricht und entzeucht, und allein darumb, dass man das Fleisch im Zaum halte und demüthige; wie die Schrift die Fasten auflegt zu halten, und nennets affligere animam, dem Leib wehe thun etc., (n36) dass er sich keiner Wollust, guter Tage, Freude annehme.	At faste betyder da nu at afbryde og udrydde alt sådant, og det alene af den grund, at man kan holde kødet i tømme og ydmyge det, sådan som skriften pålægger at overholde fasten og kalder det at påføre sjælen ondt, det vil sige, at gøre ondt på kroppen, osv. så den ikke tager nogen vellyst, fred og ro og glæde til sig.
37 Das ist das Fasten der alten Väter gewest; die haben den ganzen Tag uber nicht gessen, noch trunken, wenig geschlafen, und sind hergangen als die Leid trügen, und dem Leib alles abbrochen, so viel die Natur hat mögen leiden.	Det var de gamle fædres faste; de spiste ikke hele dagen, drak ikke, sov kun lidt, og gik omkring som nogle, der bar på lidelser, og brød alting af for kroppen, så meget som naturen kunne tåle.
38          Solch Fasten findet man itzt nicht viel, sonderlich bei unsern geistlichen Mönche und Pfaffen. Denn die Carthäuser, so doch wollen das strengeste Leben fuhren, thun es nicht, ob sie wohl ein Stuck davon zum Schein führen, dass sie in härin Kleidern gehen; aber fressen gleichwohl ihren Bauch voll der besten Speise und Tranks, und leben ohn alle Sorge aufs Allersänfte.	Den slags faste finder man ikke meget af nuomstunder, især ikke hos vore gejstlige munke og præster. For kartheuserne, som dog ville føre det strengeste liv, gør det ikke, selv om de for skinnets skyld har en del deraf, nemlig at de går i hårede klæder; men de æder alligevel vommen fuld af den bedste spise og de bedste drikke og lever uden bekymring på det allerbehageligste.
39 Nein, es gilt nicht so Stuckens und Täuschens, sondern es heisst, den Leib demüthigen, und ihm nehmen alles, was ihn lustet und wohlgefället; und wenn sie gleich allerdinge recht fasteten, so ist doch der Missbrauch des Teufels gar, dass sie ihre Heiligkeit darauf grunden, und was Sonderlichs bei Gott damit wollen erlangen etc.	Nej det gælder ikke på den måde med delvis og bedragerisk faste, det hedder: at ydmyge kroppen og fratage den alt, hvad den har lyst til og hvad der behager den, og selv om de så på alle måder fastede ret, så er dog djævelens misbrug der, at de grunder deres hellighed på det og vil opnå noget særligt hos Gud dermed, osv.
40 Darumb ist auch noch nicht darauf zu bauen, obwohl die Fasten aufs Allerbeste gehet. Denn es kann wohl ein heimlicher Schalk darunter verborgen liegen, wider den Glauben oder die Liebe; wie auch der Prophet Esaias 58. (wie oben angezogen,) solch Fasten strafet, damit sie ihrem Leib wehe thaten, aber daneben ihre Schul- (E200) diger zwackten und plagten etc. Also verwirft auch Christus der Pharisäer Fasten; nicht dass sie nicht recht gefastet haben, sondern dass sie ihren Ruhm und Ehre darin suchten etc.	Derfor kan man da heller slet ikke bygge derpå, selv om fasten går som smurt. For der kan godt ligge skjult en hemmelig skalk derunder, imod troen og imod kærligheden; som også profeten i Es 58 (som ovenfor anført) angriber den slags faste, hvormed de gjorde ondt på deres krop, men ved siden af pinte og plagede deres debitorer. Således forkaster også Kristus farisæernes faste; ikke at de ikke har fastet ret, men at de søger anseelse og ære deri, osv.
41        Drumb gehöret gar viel dazu, dass es ein recht gut Werk sei, und Gott gefalle. Denn er will dess Nichts uberall, dass du mit deinem Fasten ihm wollest hofieren als ein grosser Heilige, und doch dieweil Hass und Zorn auf den Nähesten trägest, etc., sondern willt du recht fasten, so denke, dass du zuvor ein frommer Mann seiest, und beide, recht gläubest und liebest.	Derfor hører der ganske meget med, hvis det skal være en ret god gerning, der behager Gud. For han vil ikke vide noget af, at du vil hovere overfor ham med din fasten som en stor helgen, og dog samtidig bære på had og vrede mod din næste, nej, vil du faste ret, så tænk dig, at du i forvejen er en from mand og både tror og elsker på rett måde.
42 Denn solch Werk gehen nicht Gott noch den Nähesten, sondern unsern eigen Leib an etc. Aber das will nirgend hernach. Darumb mag ich wohl sagen, dass ich kein recht Fasten habe gesehen. Denn es ist doch sonst alles nur halb und stücklich gefastet, und eine lauter Täuscherei, da man zum Schein eine Mahlzeit abbricht, aber gleichwohl sonst täglich den Leib wohl kitzelt; ohn was itzt mag sein bei etlichen frommen Predigern und Pfarrern auf den Dörfern und sonst, die es aus Noth müssen thun, und Hohn, Spott und alle Plage dazu leiden, und von Niemand einen Bissen Brods haben.	For denne gerning angår ikke Gud eller næsten, men vort eget legeme. Men det vil jo ikke være med til noget. Derfor tør jeg nok sige, at jeg ikke har set nogen ret faste. For man har dog overalt kun fastet halvt og delvist, og der er kun lutter bedrag, når man for skinnets skyld afbryder et måltid, men alligevel dagligt kildrer kroppen godt; bortset fra, hvordan det nuomstunder kan forholde sig hos nogle fromme prædikanter og præster i landsbyerne og ellers, som må gøre det af nød og dertil tåle hån, spot og al slags plage og ikke få et stykke brød af nogen.
43 Da ist weder Lust, noch Schmuck, oder sanfte Tage; das sind sie, die in der Welt irr gehen, und sie Niemand kennet, der auch die Welt nicht werth ist (wie die Epistel zun Ebräern 13.11 sagt). Aber die Carthäusermünch und unser Rottengeschmeiss in ihren härin Hembden und grauen Rocken, die sollen Augen und Maul aufsperren, dass man sage: O wie heilige Leut sind das! wie saur und bang wirds ihn, dass sie so ubel und hart gekleidet gehen; und doch ihren Wanst immerdar voll fressen und saufen.	Dèr er der hverken lyst eller besmykkelse eller søde dage; det er dem, som går vild i verden og som ingen kender, som verden heller ikke er værdig til (som Hebr 13,11 (n43) siger det). Men kartheusermunkene og vores bandevæsen i deres hårede skjorter og grå frakker, de skal få øjne og mund op på folk, så man siger: O hvor hellige mennesker er det ikke! Hvor surt og ængsteligt har de det ikke, at de går så dårligt og så hårdt klædt; og dog æder og svirer de hele tiden deres bug fuld.
44        Siehe, das heisse ich die rechte Fasten der Christen, wenn man dem ganzen Leib wehe thut, und zwinget, mit allen funf Sinnen, dass er lassen und embehren muss alles, was ihm sanft thut, es geschehe willig oder aus Noth, (doch dass mans gerne annehme und leide,) man esse Fisch oder Fleisch; (E201) aber Nichts mehr, denn die liebe Nothdurft fodert, dass der Leib nicht drüber verderbt oder untüchtig gemacht, sondern im Zwang und Aerbeit gehalten werde, dass er nicht müssig, noch faul und geil werde.	Se, det kalder jeg for de kristnes rette faste, når man volder hele kroppen ondt, og tvinger den med alle fem sanser til at give afkald på og undvære alt, hvad der gør den godt, hvad enten det sker frivilligt eller af nød, (dog skal man gerne tage det på sig og finde sig i det), så kan man ellers spise fisk eller kød; men ikke mere end nødvendigheden kræver, så kroppen ikke ødelægges ved det eller handicappes, men bliver holdt i tvang og arbejde, så den ikke bliver træt, doven eller gejl.
45 Aber solch Fasten traue ich mir nicht aufzubringen, wills auch Niemand auflegen. Denn es muss ein Iglicher hie auf sich selbs sehen, und sich fühlen, weil wir nicht alle gleich sind, dass man kein gemeine Regel darauf stellen kann; sondern ein Iglicher, darnach er stark ist, und fühlet, dass dem Fleisch noth ist, darnach soll er ihm auflegen und abbrechen.	Men den slags faste tiltror jeg ikke mig selv at kunne frembringe, og jeg vil heller ikke pålægge nogen den. For her må enhver se på sig selv og fornemme sig frem, for vi er ikke alle ens, så man kan ikke opstille nogen almindelig regel; men enhver må pålægge sig faste og afbryde den, eftersom han har styrke til og eftersom han føler, det er nødvendigt for kødet.
46 Denn es ist allein gesetzt wider die Lust und Reizung des Fleisches, nicht wider die Natur, und ist an keine gewisse Regel oder Maass, Zeit noch Stätt gebunden: sondern soll stets gehen, wenn es noth ist, dass man den Leib im Zaum halte, und also gewöhne, dass er Ungemach leiden konne, wenn es zur Noth käme, dass ers thun müsse;	For det er alene sat op imod kødets lyst og ophidselse, ikke imod naturen, og den er ikke bundet til nogen bestemt regel eller mængde, tid eller sted. Men det skal altid foregå, når det er nødvendigt, at man holder legemet i tømme, så det kan tåle ubehag, hvis det kommer til nød, så det må gøre det.
47 und soll frei gehen nach eines Iglichen Wilköre, dass mans nicht mit Gesetzen furnehme abzumessen; wie der Papst gethan hat: gleichwie man nicht kann das Gebete abmessen, sondern muss frei lassen, wenns eines Iglichen Andacht oder Noth gibt und fodert; also auch nicht das Almosen, wem, oder wenn, oder wie viel man geben müsse, als aus Noth und Gesetz gezwungen.	Og det skal gå frit til efter enhvers bestemmelse, så man ikke tager sig for at udmåle det med love; sådan som paven har gjort. Ganske som man ikke kan udmåle bønnen, men må lade den være fri, når enhvers andagt eller nødvendigheden giver det og kræver det, sådan må man heller ikke give regler for almissen, til hvem eller hvornår eller hvor meget man skal give, som om man var tvunget til det af nødvendighed eller af en lov.
48        So fern gehet aber die gemeine Regel fur alle Christen, und ist Idermann geboten, mässig, nüchtern und züchtig zu leben, nicht einen Tag oder ein Jahr, sondern täglich und immerdar, welchs die Schrift nennet sobrietatem, nüchtern Leben: dass ob sie gleich die hohe Fasten nicht alle können halten, doch so weit bringen, dass sie mit Essen, Trinken, Schlafen, und aller Nothdurft des Leibs die Maasse halten, dass zur Noth und nicht zum Uberfluss und Muthwillen diene, und nicht also hie leben, als sei es gar umb Fressen und Saufen, Tanzen und Springens willen zu thun.	Men så langt går den almindelige regel for alle kristne, og det er enhver påbudt, at han lever mådeholdent, ædru og kysk, ikke én dag, eller ét år, men dagligt, hele tiden; det er, hvad skriften kalder sobrietatem, ædrueligt liv: så selv om ikke alle kan overholde den høje faste, så kan de dog bringe det så vidt, at de med det at spise, at drikke, at sove, og med alle legemlige nødvendigheder holder måde, så det tjener til nødvendighed og ikke til overflod og frit forbrug, og ikke lever sådan her, som drejede det sig kun om æden og frådsen, om dansen og springen.
49 Ob aber zuweilen aus Schwacheit Etwas darüber geschicht, das gehe mit in dem (E202) Artikel, der da heisset Vergebung der Sunde, wie andere tägliche Gebrechen.	Men hvis en gang i mellem af svaghed noget sker derudover, det går med ind i den artikel, der hedder syndernes forladelse, som andre daglige svagheder.
50       Fur allen Dingen aber siehe darauf, dass du zuvor fromm und ein rechter Christ seist, und nicht durch solch Fasten Gutt wollest einen Dienst thun: sondern dein Gottesdienst soll sein allein der Glaube an Christum, und die Liebe gegen dem Nähesten, dass du wartest dess, dazu du gefodert bist.	Men se fremfor alt på, at du i forvejen er from og er en ret kristen, og på, at du ikke gennem denne faste vil gøre Gud en tjeneste: Men din gudstjeneste skal alene være troen på Kristus og kærlighed til næsten, så du sørger for det, der stilles krav til dig om.
51 Wo das nicht ist, so lasse so mehr das Fasten auch anstehen. Denn Fasten soll allein dazu dienen, dass es dem Leib aufgelegt werde, seine Lust und Ursachen zur Lust auswendig abzubauen; wie der Glaube inwendig im Herzen thut. Das sei genug von dem Fasten gesagt.	Hvis dette ikke er til stede, så lad så meget mere også fasten fare. For at faste skal alene tjene til, at det bliver pålagt kroppen i det ydre at fjerne sin lyst og årsagerne til lysten; sådan som troen gør indvendig i hjertet. Lad det være nok sagt om fasten.
52        Nu müssen wir auch die Wort ansehen, die Christus setzet zu allen diesen dreien Stücken, Almosengeben, Beten und Fasten, dass es soll verborgen sein, so werde es unser Vater, der in das Verborgen siehet, vergelten offentlich.	Nu skal vi også se på det ord, som Kristus tilføjer til alle disse tre dele: at give almisse, at bede og at faste, nemlig at det skal være skjult, så vil vores fader, som ser i det skjulte, gengælde det i det åbne. (ntmatt06#4; ntmatt06#6 og ntmatt06#18)
53 Denn es ist ein nöthiger Trostspruch fur die Christen, die solche Werk rechtschaffen thun, weil es in der Welt gewisslich also gehen, dass ihr Werk geschändet und so zugedeckt und verborgen wird, dass freilich kein Gottloser kann sehen; und ob ers gleich siehet, doch mit offenen Augen nicht erkennet.	For det er en nødvendig trøstetale for de kristne, som gør denne gerning ret, fordi det i verden i sandhed går således for sig, at deres gerninger bliver udskældt og i den grad er skjult og uset, at i hvert fald ingen gudløs kan se den; og selv om han ser den, erkender han den dog ikke med åbne øjne.
54 Als, dass wir uns zum Exempel setzen, was wir durch Gottes Gnaden Guts thun und schaffen, das siehet Niemand, und schilt uns alle Welt nicht anders, denn als die Beten, Fasten, und alle gute Werk verachten und verbieten, eitel Unglück und Unfriede anrichten etc.	Som hvis -- når vi nu skal tage os selv som eksempel -- hvad godt vi ved Guds nåde gør og virker, det ser ingen, og hele verden skælder os ud, som om vi foragter og forbyder bøn, faste og alle gode gerninger, og anretter idel ulykke og ufred, osv.
55 Wie wir aber beten, beide offentlich und heimlich, das sollen sie nicht sehen, wenn sie es hören und dabei stehen, und offentlich greifen möchten, wie wir zu Friede und allem Guten helten etc.	Men hvordan vi beder, både offentligt og privat, det skal de ikke se, hvis de ikke hører det og står ved siden af og offentlig kan begribe, hvordan vi hjælper til fred og til alt godt, osv.
56 Denn Gott hat es also geordnet, wie die Schrift sagt, dass kurzumb kein Gottloser soll Gottes Ehre sehen, das ist, alles was Gott redet und thut; wie auch Esaias 6. sagt: Verstocke das Herz dieses Volks, und lass ihre Ohren dicke sein, und blende ihre Augen, dass sie nicht sehen mit offnen Augen, noch hören mit ihren Ohren, noch mit dem Herzen verstehen, und sich bekehren etc. (E203)	For Gud har ordnet det sådan, som skriften siger, at kort og godt ingen gudløs skal se Guds ære, det vil sige, alt, hvad Gud taler og gør; som også Esajas siger 6,10: Tilstop dette folks hjerter og lade deres ører blive tykke og blænd deres øjne, så de ikke ser med åbne øjne, eller hører med deres ører, eller forstår med hjertet og omvender sig, osv.
57       Also gehet es uns auch, beide mit unser Lehre und Leben. Denn ich meine ja, unser Evangelium sei nicht verborgen an ihm selbs, sondern so erschollen, dass sie es alle sehen und hören; sonst tobten sie ja nicht so zorniglich dawider: noch konnen sie es nicht sehen, und muss bei ihnen nicht das Evangelium, sondern verdampte Ketzerei heissen.	Sådan går det også os både med vores lære og vort liv. For jeg mener jo, at vort evangelium ikke i sig selv er skjult, men i den grad er udråbt, at de alle ser og hører det, ellers rasede de jo ikke så vredt imod det. Alligevel kan de ikke se det, og det må ikke for dem kaldes evangelium, men fordømt kætteri.
58 Auch so sehen sie desselben Früchte bei uns und unser gute Werk [nicht], die wir auch gegen ihnen, als unsern Feinden, erzeigen, und uns aufs Höheste fur ihn demüthigen, Fried und alles Gut anbieten, und dazu treulich fur sie bitten: noch sind sie nicht werth Solchs zu erkennen, sondern müssen uns eben darumb deste greulicher verfolgen.	Og på samme måde ser de heller ikke evangeliets frugter hos os og vore gode gerninger, skønt vi også viser dem mod dem, som mod vore fjender, og i højeste grad ydmyger os for dem, tilbyder dem fred og alt godt, og dertil trofast beder for dem. Alligevel er de ikke i stand til at erkende dette, men de må netop af den grund forfølge os desto grusommere.
59 Also sehen sie auch unser Fasten nicht, wie unsere Prediger williglich Hunger und Kummer leiden, dass sie den Leiten dienen etc. Aber wenn sie fasten bei einer guten feisten Collation, und drei oder vier Galreden, das ist köstlich Ding und grosse Heiligkeit; gleichwie unser Gebet muss Nichts heissen gegen ihrem Plappern und Heulen in den Kirchen.	Sådan ser de heller ikke vores faste, sådan som vore prædikanter villigt lider sult og nød, for at de kan tjene folket, osv. Men når de faster ved en god festlig kollation (?), og ved tre eller fire (Galreden) (?), så er det en kostelig ting og tegn på stor hellighed; ganske som vor bøn ikke må være noget imod deres plapren og hylen i kirkerne.
60          Siehe, also muss das ganz christlich Leben verborgen sein und bleiben, und kann zu keinem Ruhm kommen, noch einigen Schein und Ansehen fur der Welt haben. Darumb lass es gehen, und nimm dichs nicht an, obs gleich verborgen, und wohl zugedeckt und vergraben wird, dass es Niemand siehet noch achtet, und lass dir gnügen, dass es dein Vater droben im Himmel siehet; der hat scharfe Augen, und kann weit in die Ferne sehen, obs gleich mit grosser, finster Wolken uberzogen, und tief in der Erden zugescharret ist: also, dass aller Christen Leben allein auf Gottes Augen gerichtet sei.	Se, sådan må hele det kristelige liv være og forblive skjult, og det kan ikke nå frem til nogen ros eller få noget skin eller nogen anerkendelse i verdens øjne. Lad det derfor være og tag dig ikke af det, selv om det bliver skjult og godt tildækket og begravet, så ingen ser det eller agter på det, og lad det være dig nok, at din fader deroppe i himlen ser det. Han har skarpe øjne og kan se langt ud i det fjerne, selv om det er overtrukket med store, mørke skyer, og begravet dybt i jorden. Derfor er det om at gøre, at alle kristnes liv alene er rettet hen imod, at Gud ser det.

61 Denn es wird doch nichts Anders draus: wir leben, wie wir wollen, und machens, so gut wir immer können, so konnen wir doch der Welt nicht gefallen, noch recht und zu Dank thun, und solls nicht werth sein, dass sie ihr lasse helfen und Guts thun.	For der kommer dog intet andet ud af det. Vi kan leve, som vi vil, vi kan gøre det så godt, som vi overhovedet kan, vi kan dog ikke tilfredsstille verden, eller gøre det rigtigt eller få den til at være taknemlig og den vil ikke gå med til at lade sig hjælpe og få gjodt godt imod sig.
62        Darumb müssen wir auch wiederumb ihr Urlaub (E204) geben, und dem Teufel heim schicken, und auf solche Sprüche trostlich trotzen, und singen: Lass gehen hin, die Welt hat einen dummen Sinn etc.	Derfor må også vi omvendt lade dem være og sende dem tilbage til djævelen og trøstigt trodse på den slags skriftord og synge: Lad fare hen, verden har et tåbeligt sind, osv.
63 Ist genug, dass wirs dem zu Ehren und Gefallen thun, der es siehet; und wollen Nichts umb ihrenwillen thun noch lassen, Gott gebe, sie danke oder schände, zürne oder lache; wir werden sie doch nicht anders machen, denn wie sie je gewesen ist.	Det er nok, at vi gør det til ære og velbehag for ham, der ser det, og vi vil intet gøre eller undlade for deres skyld, Gud give, at de takker eller skænder, vredes eller ler; vi kan dog ikke gøre dem anderledes, end de hele tiden har været.
64 Was wollen wir denn ringen nach der Ehre oder Dank, der nicht zu erheben ist? sondern wollens den Schelmen befehlen, die Rosenkränz am Hals tragen, Tag und Nacht im Chor heulen, eitel Fisch und stinkend Oele fressen etc. und eitel verlorne Werk thun: die sollen die Ehre und Ruhm von ihr haben, wie sie beide werth sind, und zusammen gehören, als Vieh und Stall, dem Teufel in Hintern. Denn wie die Werk sind, so sollen auch ihre Preiser sein, dass ein Schalk den andern lobe.	Hvorfor skulle vi derfor kæmpe om den ære og tak, som ikke kan opnås? Nej, vi vil befale det til de skælme, som bærer rosenkrans om halsen, som hyler dag og nat i koret, som æder idel fisk og stinkende olie, osv og som gør idel forlorne gerninger: de skal have æren og rosen af dem, som de har fortjent begge dele, og som de hører sammen, som kvæg og stald, med djævelen i rumpen. For som gerningerne er, sådan skal også de, der roser dem, være, så at den ene skalk roser den anden.
65          Das ist ein Stück des Trosts, dass wir wissen, dass die Welt unser nicht werth ist; sondern einen Andern im Himmel haben, der auf uns und unser Werk siehet. Das ander ist, dass er sagt: Dein Vater, der in das Verbogen siehet, wird dirs vergelten offentlich; (n65) dass nicht allein bei dem Sehen soll bleiben, sondern auch vergolten werden; und nicht heimlich, sondern offentlich, dass alle Welt sehen soll mit ihren ewigen Schanden.	Det er den ene del af trøsten, at vi véd, at verden ikke er os værd; men vi har en anden i himlen, der ser på os og vore gerninger. Den anden del er, at han siger: Din fader, som ser i det skjulte, skal gengælde dig det i det åbne; så at det ikke skal forblive ved blot dette, at han ser os, men det skal også gengældes; og det skal gengældes, ikke hemmeligt, men offentligt, så at hele verden skal se det med deres evige skændsel.
66 Darumb lass ihn machen, er wirds wohl an Tag bringen, dass es nicht dahinten um Finstern bleibe, auch auf Erden und fur den Leuten; wie auch der 37. Psalm lehret und tröstet: Befehl dem Herren deine Wege, und hoffe auf ihn, er wirds wohl machen, und wird deine Gerechtigkeit erfurbringen wie das Licht, und deine Sache klar machen, dass sie leuchte wie die liebe Sonne im Mittag.	Derfor lad dem gøre det, han skal nok bringe det for en dag, så det ikke forblive bagved i mørket, og han vil gøre det også på jorden og for menneskene; sådan som også den 37. salme lærer og trøster: Befal Herren dine veje og håb på ham, han vil nok gøre det, og vil bringe din retfærdighed frem i lyset, og gøre din sag klar, så den lyser som den kære sol ved middagstide. (Sl 37,5f)
67 Siehe, wie die lieben Marterer so schändlich sind umbbracht; und dennoch itzt so erfurleuchten, dass alle Welt dargegen ein lauter Stank ist.	Se, hvordan de kære martyrer blev ombragt så skændigt; og alligevel nu i den grad lyser op, at hele verden imod dem er en vældig stank.
68 So ist Johannes Huss vor unser Zeit verdampt, so schändlich als nie gehört ist, und sein Name (als sie meineten,) ewiglich ausgetilget: noch scheinet er itzt mit solchen Ehren erfur, dass seine Sache und Lehre fur aller Welt muss ge- (E205) preiset werden, und des Papsts Ding im Dreck liegt aufs Allerschändlichste.	Sådan blev Johannes Huss fordømt før vor tid, så skændigt, som man aldrig har hørt om det, og hans navn blev, troede de, evigt udryddet; alligevel lyser det nu op med en sådan ære, at hans sag og hans lære må prises for alverden, og pavens sag ligger i møget på det skændigste.
69        So lasst uns itzt auch zugescharret, und im Verborgen bleiben: es wird aber die Zeit kommen, dass uns Gott wird einmal erfurziehen, dass unser Sache und Wesen muss leuchten fur aller Welt Augen, auch noch hie in diesem Leben; aber viel herrlicher an jenem Tage, wenn da wird erfurtreten irgend ein armer Mensch mit seinen Fruchten und guten Werken, das ganze Papstthum und Welt zu Schanden machen, dass sein Ding eitel Licht und Klarheit, jenes aber eitel Unflath wird sein;	Lad da også bare os ligge begravet og være skjulte: den tid vil komme, hvor Gud engang vil drage os frem, hvor vores sag og vores væsen må lyse for hele verdens øjne, endnu her i dette liv; men meget herligere på hin dag, når ethvert fattigt menneske skal træde frem med sine frugter og gode gerninger, og gøre hele pavedømmet og hele verden til skamme over, at hans sager vil være idel lys og klarhed, men deres idel møg.
70 allein, dass wir uns an Christus Wort halten, und nichts daran kehren noch anfechten lassen, ob wir itzt beschmitzt und ins Finster gelegt werden von der Welt: sondern sehen auf ihn, und Alles thun umb seinenwillen.	Blot vi holder os til Kristi ord og ikke lader os vende bort derfra eller lader os anfægte, selv om vi i denne tid bliver tilsmudset og lagt ud i mørket af verden. Vi skal blot se på ham og gøre alting for hans skyld.
71 Denn Gottes Werk und Wort kann doch nicht dahinten bleiben, sondern muss erfur ans Licht, wie tief es verscharret und vergraben wird; dass ich mich selbs oft habe verwundert, wenn ich das Papstthum gesehen habe, wie der Teufel das liebe Evangelium durch des Papsts Greuel in einen Misthaufen und Pfutzen gefuhrt hat, und so tief verschutt, dass ich dachte, es wäre nicht müglich, dass die Wahrheit immermehr sollt erfurkommen unter so viel Verfuhrung der Messen, Fegfeur und unzählich andere: noch hat es erfur gemusst, eben da es am allertiefsten lag, und sie meineten, es sollt ihr Ding nu ewig stehen.	For Guds gerning og ord kan dog ikke forblive i baggrunden, men må frem i lyset, hvor dybt det end bliver tilkastet og begravet; jeg har da ofte undret mig over det, når jeg i pavedømmet har set, hvordan djævelen ved pavens grusomheder førte det kære evangelium ind i en møgdynge og ud i en vandpyt og har begravet det så dybt, at jeg tænkte, at det ikke var muligt, at sandheden nogensinde skulle komme op under så megen forførelse ved messer, skærsild og utallige andre ting: Alligevel har det måttet op igen, netop som det lå allerdybest, og netop som de mente, at nu skulle deres sager stå fast for evigt.
72        Also ist es Christo auch selbs gangen; da sie ihn unter die Erden bracht hatten, und meineten, sie hätten ihn nun so tief verscharret, dass Niemand mehr von ihm singen noch sagen sollt: da blitzet er erfur, und leuchtet durch sein Wort so stark, dass sie alle drüber mussten ewiglich zu Boden gehen.	Sådan er det også gået Kristus selv; da de havde anbragt ham under jorden og mente, at de nu havde begravet ham så dybt, at ingen mere kunne synge eller sige noget om ham, da lynede ham frem og lyste gennem sit ord så stærkt, at de alle derover evigt måtte slås til jorden.
73 Darumb sollen wir auch sicher sein, weil wir sein Wort haben, dass unser Lehre und Werk muss ans Licht kommen, und fur aller Welt Augen gepreist werden; obs gleich itzt im Verborgen liegt; es (E206) sei denn, dass Gott selbs müsse in Dunkel bleiben.	Derfor. fordi vi har hans ord, skal vi også være sikre på, at vores lære og gerninger må komme op i lyset og blive prist for hele verdens øjne; selv om det nu ligger i det skjulte; så skulle det da være sådan, at Gud selv måtte forblive i det dunkle.
74 Siehe, das ist die tröstliche Verheissung, uns gegeben zur Vermahnung, dass wir uns uben in rechten guten Werken, und nicht ärgern, obs bei der Welt nicht angesehen wird, denn sie ist zu blind; und als wenig sie Gott erkennet, so wenig kann sie sein Wort und Werk erkennen; und soll nimmermehr dazu kommen, dass sie sehe, welch ein gross Ding es ist umb ein getauft Kindlin, oder einen Christen, der das Sacrament empfähet, und gerne Gottes Wort höret: sondern muss es ansehen als fur ein schlecht Wasserbad, oder Stuck Brod, und ein unnütz Geschwäz.	Se, det er den trøsterige forjættelse, der er givet os til en formaning om, at vi skal øve os i de rette gode gerninger og ikke lade os forarge, selv om det ikke anses for noget i verden, fordi den er for blind. Og lige så lidt som den kan erkende Gud, lige så lidt kan den erkende hans ord og hans gerning. Og det vil aldrig nogensinde komme dertil, at den kan se, hvilken stor ting det er med et døbt spædbarn eller med en kristen, der modtager sakramentet og gerne hører Guds ord; det må den anse for et slet og ret vandbad og for et stykke brød, og en unyttig snak.
75 So siehet sie auch nicht, was der thut, der da recht fastet oder betet. Drumb befehlen wirs dem, der es sehen kann, und hoffen, dass er die blinden, tollen Heiligen zu Schanden machen wird, mit ihrem grossen gleissenden Wesen, damit sie itzt der Christen Leben und Werk verdunkeln.	Således ser verden heller ikke, hvad det menneske gør, der faster eller beder. Derfor befaler vi det til ham, der kan se det, og håber på, at han vil gøre de blinde, tåbelige helgener til skamme med alt deres store strålende væsen, hvormed de nu fordunkler de kristnes liv og gerninger.
76 c
77 c
78 c
79 c
80 c
81 c
82 c
83 c
84 c
85 c
86 c
87 c
88 c
89 c
90 c

Noter:

n36:  3. Mos 16,29 (I den syvende måned, på den tiende dag i måneden, skal I spæge jeres legeme, og I må ikke udføre noget arbejde; det gælder både landets egne og de fremmede, der bor som gæst blandt jer.) hedder det, Luther kalder at faste "at spæge sit legeme". Det tilsvarende latinske udtryk i Vulgata er affligere animam.

n43:  Det passer ingen steder med Hebr 13,11. Måske det kan være Hebr 13,7.

n65:  Den store, men ret sene, gruppe tekster, der kaldes Koine-teksterne, har tilføjelsen: en tw fanerw til vers 4, 6 og 18. Erasmus brugte koine-teksterne i sin udgave af det græske ny testamente, og da Luther byggede på Erasmus, har også han fået denne tilføjelse med. (se ntmatt06#18)