Tilbage til oversigten!
 
 

1 Habt Acht auf euere Almosen, (ntmatt6#n1) dass ihr die nicht gebet für den Leuten, dass ihr von ihn gesehen werdet; ihr habt anders keinen Lohn bei euerm Vater im Himmel. Wenn du nu Almosen gibst, sollt du nicht lassen fur dir posaunen, wie die Heuchler thun, in den Schulen und auf den Gassen, auf dass sie von den Leuten gepreiset werden. Wahrlich, ich sage euch, sie haben ihren Lohn dahin. Wenn du aber Almosen gibst, so lass deine linke Hand nicht wissen, was die rechte thut: auf dass dein Almosen verborgen sei, und dein Vater, der in das Verborgen siehet, wird dirs vergelten öffentlich. (ntmatt6,1)	Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. v2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, v4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
2        Bisher hat der Herr Christus gestrafet die falschen (E162) Lehre und Auslegung der Schrift, dadurch die Leute allein dahin gefuhrt sind, dass sie mit der Faust nicht sundigen, aber das Herz inwendig gar unrein ist blieben; und hat dagegen den rechten Verstand der Schrift und Gesetzes gezeigt und ausgestrichen.	Hidtil har Kristus angrebet den falske lære og den falske udlægning af skriften, hvorigennem menneskene blot er blevet ført frem til, at de ikke må synde med næven, på trods af, at hjertet indvendigt er forblevet ganske urent; og Kristus har op imod det påvist og understreget den rette forståelse af skriften.
3 Nu aber greift er, nach der Lehre, auch das Leben an, und strafet ihre gute Werk, und lässt ihn also Nichts gut sein, weder Lehre noch Werk, so sie doch ja, als heilige Leute, die Schrift täglich lehreten und gute Werk thaten, dass man sie hielte fur den besten Kern des ganzen jüdischen Volks, und fur die Heiligsten auf Erden, und alle Welt auf sie sehen musste, als ihren Spiegel und Exempel, darnach sie leben sollten:	Men nu angriber han, foruden læren, også livet, og anklager deres gode gerninger og lader dem således ikke have noget godt tilbage, hverken lære eller gerning, skønt de jo dog, som hellige mennesker, hver dag lærte skriften og gjorde gode gerninger, så man regnede dem for hele det jødiske folks elite og for de helligste på jorden, og så hele verden måtte se på dem, som et spejl eller eksempel, hvorefter de skulle leve.
4  wie man bisher die rechte Lehre und Leben nirgend hat wissen zu suchen, ohn bei unsern geistlichen Pfaffen und Monchen; und doch itzt auch durchs Evangelium gestraft werden, dass Idermann siehet, dass sie weder recht gelehret noch gelebt haben, sondern sich und die Leute verfuhrt und betrogen.	På samme måde som man hidtil ikke har vidst, hvor man skulle søge den rette lære og det rette liv, andetsteds end hos vore åndelige præster og munke; og på samme måde som man dog også blive angrebet af evangeliet, så at enhver kan se, at de hverken har lært eller levet ret, men forført og bedraget både sig selv og andre mennesker.
5         Nu ists je ein verdriessliche Predigt, die so in die Welt kompt, dass sie kurzumb solchen heiligen Leuten Nichts lässet recht noch gut sein; damit sie wohl verdienet, dass man ihr feind wird und in der Welt nicht leiden will.	Nu er det jo en kedelig prædiken, som på den måde kommer ind i verden, fordi den kort og godt ikke lader noget være ret eller godt ved sådanne hellige mennesker; derfor [synes verden nok], at denne prædiken har fortjent, at man afskyr den og ikke vil tåle den i verden.
6  Aber der Heilige Geist scheuet sich nichts dafur, sondern fähret fort, wie sein Ampt ist, wo er hinkompt, dass er Beides strafe; wie denn eins mit dem Andern muss gestraft sein.	Men det er Helligånden ikke bange for; den fortsætter, sådan som det er dens opgave overalt, hvor den kommer hen, så den anklager begge dele; og det er jo da også sådan, at det ene må anklages såvelsom det andet.
7  Denn es ist wahr, wo die Lehre nicht recht ist, da ists unmüglich, dass das Leben sollt recht und gut sein, welchs sich durch die Lehre muss lassen anrichten, und nach derselben gehen; sondern was man darnach thuet und treibt, das sind doch eitel Abwege und Irrgänge, und so viel deste ärger, dass gleichwohl immer der Schein und Wahn bleibt, als sei es die rechte, göttliche Lehre, die gen Himmel weise und fuhre, und die Werke den Namen haben, dass man sie gut heisset, und doch nicht weiter siehte, denn auf die Faust:	For det er sandt, at hvor læren ikke er ret, dèr er det umuligt, at livet skal kunne være ret og godt; det må jo foranlediges gennem læren og rette sig efter den; men hvad man derefter gør og driver på, det er dog lutter afveje og fejltagelser, og det er så meget desto værre, som samtidig stadigvæk skinnet og blændværket består, som var det den rette, guddommelige lære, som viser hen mod himlen og fører dertil, og som stadigvæk gerningerne bærer navn efter, at man kalder dem gode og alligevel ikke ser længere end til næven.
8  wie sie denn gemeint haben, es wäre gnug damit, und wohl gelebt, wenn sie nur die (E163) Werk thäten, viel Almosen gäben, fasteten und beten, unangesehen wie das Herz gegen Gott stunde; und dazu den schändlichen Tück und Unflath an sich hatten, dass sie es nur darumb thaten, auf dass sie von den Leuten gesehen wurden, und fur der Welt Ehre und Ruhm davon hätten; darumb es hie Christus tadelt, und gar verwirft.	sådan som de jo mente, at det ville være nok med det, og at de havde levet godt, hvis de bare gjorde gerningerne, gav meget i almisse, fastede og bad, uanset hvordan hjertet havde det overfor Gud; og desuden havde de ved sig den skændige lumskhed og ondskab ved sig, at de kun gjorde dem af den grund, at de kunne blive set af menneskene og overfor verden kunne få ære og ros af dem; derfor dadler Kristus dem her og forkaster dem ganske.
9        Und zum ersten strafet er die Almosen, welchs doch das beste Werk ist under allen äusserlichen Werken. Denn es ist nichts Anders, denn den Armen und Durftigen helfen; und begreift nicht allein ein Stuck Brods einem Bettler fur der Thur gegeben, sondern allerlei Wohlthat, und allerlei gute Werk gegen dem Nähesten.	Og først angriber han almisserne, som dog ellers er den bedste gerning blandt alle de ydre gerninger. For det er ikke andet end at hjælpe de fattige og trængende; og det indbefatter i sig ikke blot at give en tigger, der står udenfor døren, et stykke brød, men det indbefatter al slags velgerning og alle slags gode gerninger imod næsten.
10 Denn das Wörtlin, Almosen, ist von dem griechischen Wort eleemosyna gemacht, welchs heisst Barmherzigkeit; wie wirs auch sonst nennen Werke der Barmherzigkeit. Daher auch die Schrift solche Werk preiset uber alle ander, auch die gegen Gott geschehen, als opfern, beten etc.; wie Christus selbs sagt aus dem Propheten Osea: Ich habe Gefallen an Barmherzigkeit, und nicht am Opfer. (Matt 9,13; Hos 6,6)	For ordet "almisse", er afledt af det græske ord "eleemosynæ", som betyder barmhjertighed; sådan som vi jo også kalder det barmhjertighedsgerninger. Derfor priser også skriften den slags gerning fremfor alle andre, der også øves imod Gud, såsom at ofre, at bede, osv.; ligesom Kristus selv med profeten Hoseas siger: "Jeg har behag i barmhjertighed, ikke i offer".
11 Item Es 58. strafet er, dass sie ihn weh thaten mit Fasten und Kasteien des Leibs, und fodert solche Werk, dass sie sollen den Armen wohl thun, die Hungerigen speisen, die Nacketen kleiden, etc. (Es 58,3. 6f) Wie gehets denn zu, dass er hie die Pharisäer strafet umb solches guten Werks willen? Antwort: Er strafet das Werk nicht, sondern ihre Meinung und Gesuch in solchem Werk. Denn das Werk wäre an ihm selbs wohl gut, aber das verderbts, dass sie ihren Unflath dran schmieren, weil sie nur ihren Ruhm und Ehre fur den Leuten damit suchen, nicht umb Gottes noch des Nähesten willen.	Ligeledes angriber han Es 58 dette, at de piner sig med faste og legemlig afholdenhed, og fordrer af dem den gerning, at de gør vel imod de fattige, bespiser de sultne, klæder de nøgne, osv. Hvordan kan det da være, at han her angriber farisæerne på grund af sådanne gode gerninger? Svar: Han angriber ikke gerningen, men deres mening med denne gerning, det, de vil opnå ved denne gerning. For gerningen ville i sig selv være god, men det fordærver den, at de smører deres skidt ud på den, fordi de kun dermed søger ros og ære fra menneskene, og ikke gør den for Gud eller for næstens skyld.
12 Darumb stellet er ein kurzs, stracks Urtheil, dass alle solch Almosen, wie gross, viel und köstlich es sein mag, umbsonst und verloren sei.	Derfor fremsætter han den korte, hurtige dom, at alle den slags almisser, hvor store, hvor mange og hvor kostbare de end måtte være, er forgæves og fortabt.
13       Wer gläubt aber, dass solch Laster und Untugend so gemein ist in der Welt, und allermeist bei den Allerbesten, und wie wenig dere sind, die ohn solch Gesuch weltlicher Ehre oder Gunst gute Werk thun? Nimm alle Almosen, im ganzen Papstthum (E164) geschehen, und zähle, wie viel du ihr findest, die nicht solcher Meinung gegeben sind.	Men hvem skulle tro, at den slags last og udyd var så almindelig i verden og det mest blandt de allerbedste, og hvem skulle tro, at de, der uden at søge verdslig ære eller gunst gør gode gerninger, er så få? Tag alle almisser, som er sket i hele pavedømmet, og prøv at tælle, hvor mange du finder blandt dem, som ikke er givet i den formening.
14 Ja, die Welt kompt nimmermehr dazu, dass sie erfahre, was da sei, recht Almosen geben. Denn wir sind doch alle so geschickt, wenn uns die Leute nimmer begunnten zu loben, oder Ehre, Dank und Gonst zu erzeigen, wurde ein Iglicher bald die Hand zurückziehen.	Ja, verden når aldrig frem til, at den erfarer, hvad det er at give ret almisse. For vi er dog alle således skikkede, at hvis menneskene aldrig undte os ros, ære, tak eller gunst, så ville enhver snart drage sin hånd tilbage.
15 Denn wenn der Papst zu den Fursten und Stiftern hätte gesagt: Lieben Herrn, ich gebe euch nicht einen Heller fur alle euer Stiften und Almosen etc., was meinest du, dass sie wurden zu Kirchen und sonst gegeben oder gestiftet haben? Nicht einen Stein hätten sie dazu fuhren noch legen lassen; wie man itzt siehet, weil man recht lehret, und vermahnet zu solchen Werken, dass man umb Gottes willen, aus reinem, einfältigen Herzen soll geben, ohn alles Gesuch eigner Ehre ode Verdiensts, etc., da ist Niemand, der einen Heller will geben.	For hvis paven havde sagt til fyrsterne og stifterne: Kære herrer, jeg giver jeg ikke en døjt for alle jeres stiftelser og almisser, osv., tror du så, de ville have givet noget til kirkerne eller oprettet stiftelser? Ikke en sten havde de ladet føre derhen; ikke en sten havde de ladet bygge med; sådan som man ser i vore dage, fordi man lærer ret og formaner til den slags gerninger, så at man skal give for Guds skyld, ud af et rent enfoldigt hjerte, uden på nogen måde at søge egen ære eller fortjeneste, osv., fordi man gør det, så er der ingen der vil give en skilling.
16 Aber vorhin, da man Lob und Ehr davon hatte, da schneiet es zu mit Almosen, Stiften und Testamenten; und wiewohl das auch viel dazu half, dass man die Meinung hatte, den Himmel damit zu verdienen: doch ist das nicht der rechte Grund gewest, sondern eigentlich der, davon hie Christus sagt, dass es fur den Leuten gross gehalten, und gepreiset wird. Sonst hätte mans nicht angesehen, dass mans umb Gottes oder des Himmelreichs willen sollt gethan haben.	Men før, da man havde ros og ære af det, da sneede det med almisser, stiftelser og testamenter; og skønt det også hjalp meget med, at man var af den opfattelse, at man kunne fortjene himlen derved, så var det dog ikke den rette grund til det, nej, det var egentlig den, som Kristus her taler om, at det blev regnet for noget stort blandt mennesker og at de roste dem. Ellers ville man ikke have regnet det for noget, at man skulle have gjort det for Guds eller for himmerigets skyld.
17          Das merket man dabei wohl, wie gesagt, wenn man itzt die Leut aufs Höchste locket und vermahnet zu solchen guten Werken, und machets so köstlich, als man immer kann, dass es Gott herzlich wohlgefället, sampt allen Engeln im Himmel, und dazu hundertfältig vergelten will: noch will Niemand hinan.	Som sagt, er det noget, man kan mærke, når man nuomstunder lokker og formaner menneskene så meget man kan til den slags gode gerninger, og gør dem så kostelige, som man bare kan: det behager Gud i høj grad og alle hans engle i himlen, og det vil desuden blive gengældt hundredfold. Alligevel lokker det ingen frem.
18 Waran manglets denn? Allein daran, dass man nicht mehr soll Lob und Ehr, Dank und Lohn fur der Welt davon haben. Weil der Kopf abgehauen ist, so will der Leib auch nicht mehr folgen.	Hvad mangler der? Der mangler alene det, at man ikke mere skal have lov og ære, tak og løn overfor verden. Fordi hovedet er hugget af, vil kroppen ikke mere følge med.
19 Wenn aber das Häupt wieder lebendig wurde, so wurde es bald auch wieder in vollem Schwang gehen, wie zu- (E165) vor, da es also gieng: Wenn ein reicher Furst so viel zu einem Kloster gab, da kamen sie alle und sagten: Deo gratias! und verhiessens mit ihrem Gebet und Gottesdienst zu verdienen.	Men hvis hovedet igen blev gjort levende, så skulle de snart igen komme til at gå helt og fuldt i svang, som førhen, hvor det gik således for sig: Når en rig fyrste gav så meget til et kloster, så kom de alle og sagde: Gudskelov! og de lovede at fortjene ham gengæld med deres bønner og deres gudstjenester.
20 Das müsste man ausschreien auf allen Predigstühlen, und alle Welt sagen: O das ist ein köstlich Werk! Also ist es im Papstthum durch und durch gangen; ob ihr wohl Wenig mügen gewest sein, die Gott rechtschaffen gefunden hat.	Det skulle man råbe ud fra alle prædikestole, det skulle man sige til hele verden: O det er en kostelig gerning! Sådan er det mere eller mindre gået for sig i pavedømmet; selv om der måske kun var få af dem, som Gud fandt retskafne.
21 Siehe, diess ist ein gewisse Anzeigung, dass Solchs allein darumb geschehen ist, dass man Dank, Ehre und Preis damit verdienet.	Se, dette er et sikkert bevis på, at dette alene skete, fordi man ville fortjene tak, ære og pris derved.
22       Zudem hast du auch diess Wahrzeichen, dass solche Heiligen bald zornig werden und zuruckziehen, wenn sie Undank oder Verachtung fuhlen.	Desforuden er ogå dette et tegn derpå, at den slags helgener hurtigt bliver vred og trækker sig tilbage, når de mærker utaknemlighed eller foragt.
23 Denn wo sie es nicht aus der Ursach thäten, wurden sie sich Solchs nicht lassen entrusten, noch darumb unterlassen, sondern fortfahren und sagen: Ich habs darumb nicht angefangen, darumb auch nicht gelassen; sondern Gott zu Ehren und Gefallen will ichs thun, ob mir gleich Niemand dafur ein gut Wort nachsagte.	For hvis ikke det gjorde det af den grund [at de ville få ros af mennesker], ville de ikke lade den slags oprøre sig eller af den grund holde op med det, men i stedet fortsætte og sige: Jeg er ikke begyndt på det af den grund, derfor vil jeg heller ikke undlade det; men jeg vil gøre det til Guds ære og til hans velbehag, om så ingensomhelst ville omtale det for det gode.
24 Wenn du aber so einher scharrest: So viel habe ich diesem gethan, das ist schon vergessen, und ist kein Dank in Leuten etc. Ich wollt ihm gerne das Herz im Leibe mitgetheilt haben; aber weil ich sehe, dass es soll verloren sein, und sich so undankbar erzeigt, und soll Mühe und Aerbeit umbsonst gethan haben, so liess ich ihn höllisch Feuer haben, dass ich ihm ein Heller oder die Ringe [Rinden] vom Brod wollt geben:	Men når du snerrer som følger: "Så meget har jeg gjort mod ham, men det har han allerede glemt, der findes da heller ikke taknemlighed blandt mennesker osv. Jeg skulle gerne have givet ham noget i hjertelig hengivenhed; men fordi jeg ser, at det skal være tabt og han viser sig utaknemlig og jeg derfor skal have haft møje og arbejde forgæves, så lad ham stege i helvedes ild, om jeg vil give ham en skilling eller en brodskorpe",
25 siehe, da kucket der Schalk erfur, und zeigest mit dein eigen Worten, warumb du es thuest, nämlich, dass man dich anbeten und feiren soll, und ehren als einen Gott; wie man itzt siehet an etlichen grossen Scharrhansen, wie sie zürnen und verweisen konnen, wenn man ihn nicht allzeit Dank thuet, oder sagt, was sie gerne hören, dass sie auch Fursten und Herrn damit trotzen, und Idermann gefangen wollen haben.	se, så stikker skalken hovedet frem og du viser med dine egne ord, hvorfor du gør det, nemlig, for at man skal bede dig om det og gøre stads ud af dig og ære dig som en gud, sådan som man nu ser på nogle store snerrepampere, hvordan de kan blive vrede og komme med bebrejdelser, hvis man ikke altid siger dem tak eller siger, hvad de gerne vil høre, så at de endog dermed sætter sit op imod fyrster og herrer og vil have enhver fanget ind under det.
26        Siehe, das ist die schändliche Unart der guten Werk, und die gemeine Plag in aller Welt, dass (E166) Niemand etwas Guts thun ohn solch eigen Gesuch.	Se, det er den skændige vanart med de gode gerninger, og det er den almindelige plage i hele verden, at ingen vil gøre noget godt uden sådan at søge sit eget.
27 Denn die Welt kann aus dem Wahn und Sinn nicht kommen, noch Undank leiden und uberwinden. Daher sind auch die Monche kommen, die in die Wüsten sind gelaufen, weil sie zu schwach gewesen, Solchs zu leiden, dass sie sollten in der Welt sein, Idermann helfen und Guts thun, und Nichts, denn Verachtung, Schaden, Schimpf und Undank zu Lohn kriegen.	For verden kan ikke komme ud af blændværket og skinnet, kan heller ikke tåle og overvinde utak. Derfor fremstod der også munke, der løb ud i ørkenen, fordi de var for svage til at tåle dette, at de skulle være i verden, hjælpe og gøre godt imod enhver, og ikke få andet til løn end foragt, tab, udskæld og utak.
28 Aber welcher Teufel heisst dich auch solche Werk thun der Meinung, dass du der Welt Ehre und Gunst suchest zu verdienen, welche doch ungewiss ist und bald hinfallen und sich wenden kann, und legest sie nicht besser an, nämlich an Gott, da sie dir nicht kann verloren sein, der sie dir reichlich vergelten will, beide hie und dort?	Men hvilken djævel befaler dig også at gøre den slags gerninger i den hensigt, at du derved skulle søge at fortjene verdens ære og gunst? Den er dog usikker og kan snart falde bort eller vende sig til noget andet. Nej, læg dig efter noget bedre, nemlig efter Gud, så kan gerningerne ikke gå tabt for dig, for han vil rigeligt gengælde dem, både her og hisset.
29 Und geschieht dir auch eben recht; weil du ein solcher Schelm bist, und Nichts mehr suchest, denn dass dich die Leut anbeten, und dich damit zu einem Gott machest: so kann er fein lassen die Welt und Teufel so mit dir umgehen, dass sie dir die Gottheit nehmen, und in Dreck fällen, da sie auch liegen soll.	Men der sker dig også netop din ret; fordi du er en sådan skælm og ikke ønsker noget mere brændende, end at menneskene beder til dig, og dermed vil gøre dig til en gud, så kan han udmærket lade verden og djævelen omgås sådan med dig, at de tager guddommeligheden fra dig og kaster dig i skidtet, dèr, hvor den selv skal ligge.
30 Denn weil du Gott in sein Stuhl darst sitzen, und in sein Ehre greifen, so sturzt er dich billig wieder erab, dass du fur die gestohlene Ehre alle Schande zu Dank habest.	For fordi du vover at sætte dig i Guds stol og gribe ind i hans ære, så er det kun rimeligt, at han til gengæld styrter dig ned, så at du får al skændsel til tak for den ære, du har stjålet.

31        Darumb ists ja ein schändlich Ding umb die Welt: sie sei fromm oder bose, so taug sie doch nirgend zu. Denn sie will entweder gar ein offentlicher Teufel sein, mit bösen Werken; oder will selbs Gott sein, mit guten Werken.	Derfor er det jo en skændig ting med verden; hvad enten den er from eller ond, så duer den ikke til noget. For den vil enten med onde gerninger i al offentlighed være en djævel, eller den vil selv være Gud med gode gerninger.
32 Und ist doch Keines nicht zu leiden. Darumb kann Niemand kein gut Werk thun, er sei denn ein Christen. Denn thut ers als ein Mensch, so thut ers nicht umb Gottes, sondern seiner eigen Ehre und Geniess willen; oder, ob er gleich Gottes Ehre furwendet, so ists doch erlogen und erstunken.	Og ingen af delene er dog til at udholde. Derfor kan ingen gøre gode gerninger, undtagen en kristen. For gør han dem som et menneske, så gør han det ikke for Guds skyld, men for sin egen æres og nydelses skyld; eller, selv om han foregiver, det er for Guds æres skyld, så er det dog løgn og bedrag.
33         So will nu Christus lehren, wie man recht Almosen soll geben, und spricht: Wenn du Almosen gibst, sollt du nicht lassen fur dir posaunen und ausrufen mit grossem Schall, dass es eine ganze Stadt (E167) musse wissen und davon sagen; gleichwie man bei uns, wenn man eine Spende gibt, alle Glocken lässet läuten: sondern, wenn du Almosen gibst, so gibs also, dass auch deine linke Hand nicht wisse, was die rechte thut.	Således vil nu Kristus lære, hvordan man skal give almisse på rette måde, og siger: Når du giver almisse, skal du ikke lade blæse i basun foran dig og udråbe med stor larm, så at hele byen kan vide det og tale om det; ganske som man hos os, når man giver en skilling, lader alle klokker lyde: nej, når du giver almisse, så giv på den måde, at din venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør.
34 Das ist nichts Ander gesagt, denn wie Sanct Paulus pflegt zu reden Roma 12. und sonst: Wer da gibt, der gebe einfältiglich. (n34) Einfältiglich aber geben heisst, dass er nicht seine Ehre, Gonst, Dank oder Lohn damit suche, und sehe auf keinen Menschen, er sei undankbar oder nicht;	Det er at sige det samme som Skt. Paulus plejer at sige i Rom 12,8 og andre steder: Den, der giver, skal give enfoldigt. Men at give enfoldigt vil sige, at han ikke søger sin egen ære, gunst, tak eller løn dermed og ikke ser på det menneske, han vil give noget, om han er utaknemlig eller ej;
35 sondern frei dahin gebe, was er geben will: gleichwie Gott täglich gibt, und seine Sonne lässet scheinen, ungeachtet Dankbare oder Undankbare, gleich als sähe er Niemand. Das heisset ein einfältiges Herz und Meinung, die nichts Anders suchet noch begehret, sondern allein Gottes Willen und Ehre ansiehet.	men fri giver ud, hvad han vil give: ganske som Gud dagligt giver os, og lader sin sol skinne over alle, hvad enten de er taknemlige eller ej, som om han ikke så på nogen. Det kaldes et enfoldigt hjerte og en enfoldig mening, som ikke søger eller begører andet, men alene ser hen til Guds vilje og Guds ære.
36        Solche einfältige Almosen findet man bei der Welt nicht. Denn ihr Geben ist also, dass die rechte Hand gibt, aber die linke zu sich zeucht.	Den slags enfoldige almisser finder man ikke i verden. For verdens giveri sker på den måde, at den højre hånd giver, men den venstre skovler til sig.
37 Das heisset man, Gebers, Nehmers, wie die Kinder unter nander spotten; ja, so gegeben, dass man zehenmal mehr dafur nehme, als, der einen Tropfen Wassers von sich gibt, und ein Fuder Weins zu sich zeucht.	Det kalder man "giver, tager", sådan som børnene spottende siger indbyrdes; ja, man giver på den måde, at man tager ti gange så meget, f. eks. den, der giver en dråbe vand fra sig, får tkilranet sig et fad vin.
38 Denn sie gibt also, dass sie will haben die Ehre, die unmesslich grösser ist, denn alles Geld und Gut, und käufet dich mit einer Parteken, dass sie damit ein ewigen Gefangen an dir habe, mit Leib und Leben, und was du hast, ja, auch Gott selbs dazu.	For verden giver på den måde, at den vil have æren, som er umådelig meget større end alle penge og alt gods, og den køber dig med en pakke, så at den dermed i dig har en evig fange med krop og sjæl og hvad du har, ja den køber desuden Gud selv.
39       Darumb spricht Christus: Wenn du mit der rechten Hand Almosen gibst, so siehe zu, dass du nicht mit der linken Hand mehr suchest zu nehmen; sondern steck sie auf den Rucken, und lass sie Nichts darumb wissen: dass es einfältiglich gegeben, und nicht genommen heisse, oder so gegeben, dass man dir musse zehenmal so viel schuldig sein, und dich fur ein Abgott feiren und anbeten;	Derfor siger Kristus: Når du giver almisse med den højre hånd, så se til, at du ikke med den venstre søger at tage mere; men hold den om bag ryggen, og lad den ikke vide noget om det: så kan man kalde det at give enfoldigt og ikke at tage noget, eller at give sådan, at man bliver dig ti gange så meget skyldig og gør stads ud af dig og tilbeder dig som en afgud.
40 wie itzt unser Jünkerlin thun: wenn sie einem mit einem Gulden oder zween gedienet haben, wollen sie ihn so kaufen und verbunden haben, dass er musse alles lassen Gold sein, was sie reden und thun, und durfe ihn nicht ein Wort sagen, ohn was sie gerne hören.	Sådan som nuomstunder vore små junkere gør: når de har givet én en gylden eller to, så vil de have at han skal være købt af dem og forbundet med dem, så han må lade alt det, de siger, være guld, og så han ikke må sige et ord til dem andet end hvad de gerne vil høre.
41 Lieber, kannst du (E168) deine Parteken so verkäufen, so bist du kein verdorbener Kaufmann nicht.	Kære ven, kan du sælge din pakke på den måde, så er du ikke nogen helt dårlig købmand.
42       Darum wisse ein Iglicher sich fur dem Laster zu huten, und sehe auf sich selbs, dass er nicht auch unter Solchen funden werde.	Derfor skal enhver vide at vogte sig for dem last og se på sig selv, at han ikke skal findes blandt den slags.
43 Denn es sind wenig Leut, die es merken, und betreuget auch wohl eben die da meinen, sie seien gar fromm und voll guter Werk, und sind doch hiemit zweimal ärger, denn Andere;	For der er få mennesker, der mærker det, og det bedrager vel også just dem, der mener, at de er ganske fromme og fulde af gode gerninger, men hermed er de to gange værre end andre.
44 so ist Gott diesem Laster sonderlich feind, und kanns weniger leiden, denn dass man dem Nähesten offentlich nehme und Unrecht thue, denn also geben, und das gute Werk so schändlich verderben, dass du dich selbs zum Abgott machest, und den Nähesten schwerer bindest und gefangen machest, denn kein Ander.	Derfor er Gud en fjende af denne last og kan dårligere tåle den, end at man offentligt tager noget fra næsten og gør ham uret, og giver ham på den måde, og fordærver den gode gerning så skammeligt, så at du gør dig selv til afgud og binder næsten tættere ind og gør ham mere til fange end nogen anden.
45 Aber so gehets: wo die rechte Lehre darnieder liegt, und doch Idermann grosse Frommkeit furgibt, da folgen auch solche gute Werk, die Nichts denn ein eitelen Schein haben, und düppel mehr schaden, denn offentliche böse Werk.	Men sådan går det: Hvor den sande lære er trådt under fode og dog enhver foregiver stor fromhed, dèr følger også den slags gode gerninger, som kun har et tomt skin og skader dobbelt så meget som åbenlyse onde gerninger.
46        Möcht aber Jemand sagen: Was will denn daraus werden, dass er sagt, dass das Almosen soll verborgen sein? Solls denn verworfen sein, wenn mans lässet ausrufen und anzeigen denen, die es nehmen und empfahen sollen?	Men nu kunne én og anden sige: Hvad skal det betyde, at han siger, at almissen skal gives skjult? Skal det da forkastes, når man lader det udråbe og påvise, hvem der skal have og modtage almisser?
47 Antwort: Nein; du musst sehen, wohin Christus redet, denn er siehet das Herz und Meinung an, nämlich, wenns darumb gegeben oder gestiftet wird, dass darin Ehre und Ruhm gesucht wird, so ist es kein Nütz fur Gott, obgleich vielen Armen davon geholfen wurde.	Nej. Du må se på, hvad Kristus vil med sin tale, for han ser på hjertet og hensigten, nemlig sådan, at når det er givet og indstiftet af den grund, at der skal søges ære og ros deri, så nytter det ikek noget overfor Gud, selv om mange fattige blev hjulpet derved.
48 Das heisst aber das Almosen im Verborgen gegeben, wo das Herz sich nicht offenbar machet, und will davon Ehre und Namen haben; sondern so gesinnet ist, dass es frei dahin gibt, nichts angesehen, obs gleich fur den Leuten keinen Schein noch Lob habe, ja, dazu von Idermann veracht und geschändet wird: so heissets heimlich und allein fur Gott gethan, ob es gleich offentlich fur aller Welt geschicht.	Men det vil det sige at give almisse i det skjulte, at hjertet ikke gør sig åbenbart og ikke vil have ære og navn derefter, men er således indstillet, at de frit giver bort, uanset om det overfor mennesker ikke får nogen udseende af at give eller får ros derfor, ja, uanset, om det måske oven i købet bliver foragtet og udskældt af enhver. Så hedder det "i det skjulte" og gjort alene for Gud, selv om det sker åbenbart for hele verden.
49 Denn es ist zugedeckt mit dieser Einfältigkeit des Herzens, das nicht darnach fragt noch achtet, Gott gebe, es gerathe dafur (E169) Dank oder Undank, Guts oder Böses.	For det er skjult under denne hjertets enfoldighed, som ikke spørger efter eller bekymrer sig om det, og lader Gud om, hvorvidt der kommer tak eller utak, godt eller ondt ud af det.
50 Denn also sehe ich nicht, obs wohl ander Leut sehen; als ich und Andere in unserm Predigampt mussen thun, dass wir uns nichts dran kehren, ob wir den Leuten damit gefallen oder nicht; ja, vielmehr Verachtung, Undank, Verfolgung, und allerlei Unglück dafur gewarten.	For på den måde ser jeg det ikke, selv om andre folk ser det; på samme måde som jeg og andre i vore prædikenembeder må handle sådan, at vi ikke kerer os om, hvorvidt vi er mennesker til behag eller ej, ja, snarere må forvente foragt, utak, forfølgelse og al slags ulykke til gengæld.
51 Denn es muss doch ein iglich gut Werk Solchs gewarten, und damit versucht und geprüft werden, dass es bestehe, und rechtschaffen erfunden werde; welchs die ander gleissenden Heuchelwerk nicht thun.	For enhver god gerning må dog vente den slags og forsøges og prøves dermed, så den består og findes retskaffen; hvilket de andre skinnende hykleriske gerninger ikke findes.
52         Summa: Wer ein Christ sein will, muss also geschickt sein, dass er kein gut Werk thu noch lasse umb der Leut willen, sondern allein darumb, dass er mit seinem Ampt, Stand, Geld, Gut, oder was er hat, vermag und thut, wolle Gott dienen, und ihm zu Ehren thun, was er kann, ob er gleich nimmermehr auf Erden einigen Dank damit verdiene.	Kort sagt: Den, der vil være kristen, må være indstillet på, at han ikke skal gøre eller undlade nogen gerning for menneskenes skyld, men alene af den grund, at han med sit embede, sin stand, sine penge, sit gods, eller hvad han har, formår eller kan, vil tjene Gud og til hans ære gøre, hvad han kan, om han så aldrig mere skulle fortjene nogen tak derfor her på jorden.
53 Denn es ist auch unmüglich, dass einem frommen Menschen auch das allergeringste Werk, das er thuet, allhie kunnt belohnet werden, wenn man ihn gleich mit Gold krönet und ein ganz Königreich gäbe.	For det er også umuligt, at der hernede skulle kunne gives belønning til et fromt menneske blot for den allerringeste gerning, som han gør, om man så kronede ham med guld og gav ham et helt kongerige.
54 Darumb soll er nicht weiter denken, denn dass er Essen und Trinken davon nehme, und keinen Lohn warte von der Welt, als die nicht werth ist, dass sie sollt ein gut Werk bezahlen oder vergelten, ja, dass sie sollt einen rechten Christen erkennen und ehren; und ob sie ihn gleich kennet, so ist sie so fromm nicht, dass sie ihm wollte danken.	Derfor skal han ikke regne med mere, end at han kan tage mad og drikke for det, og ikke vente nogen løn fra verden, da man ikke kan forvente, at den skulle betale eller gengælde en god gerninger, ja, at den skulle kunne erkende og ære en ret kristen; og selv om den kender ham, så er den ikke så from, at den ville takke ham.
55 Weil es denn umb ihren willen nicht angefangen ist, so sei es auch umb ihren willen nicht gelassen: sondern Gotte befohlen, der es uberschwenglich vergelten will; nicht heimlich, sondern offentlich, fur aller Welt und allen Engeln. (ntmatt06#4).	Fordi det da ikke er påbegyndt for dens skyld, lad det så heller ikke være undladt for dens skyld. Men gør det Gud i vold, han, som vil gengælde uden mål; ikke hemmeligt, men offentligt, for hele verden og for alle engle.
56       Wo nu solcher Verstand und Muth nicht ist, da kann man kein recht gut Werk thun; sondern wird ungeduldig, machet ihm selbs Unfried, und lässet sich den schändlichen Undank der Welt uberwinden, dass damit solch gut Werk verderbt und verloren wird; und findet sich denn, dass mans nicht umb Gottes, sondern umb der Leute willen gethan hat.	Hvor der nu ikke er den forståelse af det og den indstilling, dèr kan man ikke gøre en ret god gerning; man bliver utålmodig, giver sig selv ufred og lader verdens skændige utak overvinde sig, så at dermed den slags gode gerninger bliver fordærvet og ødelægges; og så finder man ud af, at man ikke har gjort det for Guds, men for menneskenes skyld.
57 Und zwar ich selbs, wenn ich nicht Solchs wusste, hätte ich (E170) lang der Welt Urlaub geben, und sie zum Teufel fahren lassen, ehe sie sollt ein Wort von mir hören.	Jeg selv jeg selv, hvis jeg ikke vidste dette, så ville jeg forlængst have opgivet verden og ladet den fare til djævelen, før den fik et ord at høre fra mig.
58 Aber es gilt nicht ihr, sondern unserm lieben Vater im Himmel; dem wollen wir zu Lieb, zu Lob und Ehren predigen und Guts thun, weil sonst alle Welt ihm feind ist, und aufs Allerschändlichst verachtet und lästert, und alles, was sie kann, zuwider und Verdriess thuet; und trösten uns dess, dass er noch lebt, wenn alle Welt untergangen ist; und weil ers hat gesagt und verheissen, er wolle es wohl belohnen und vergelten, so wird er uns nicht lügen.	Men det gælder ikke verden, det gælder vor kære far i himlen; til glæde, til lov og ære for ham vil vi prædike og gøre godt, selv om hele verden står ham imod og foragter og bespotter ham på det skændigste, og gør alt, hvad den kan, imod ham og til ærgrelse for ham; og så vil vi trøste os med, at han stadig lever, når hele verden er gået under; og når han har sagt og forjættet os, at han nok skal belønne det og gengælde det, så vil det ikke vise sig at være løgn.
59 Da suche es, so wirst du es finden, dass dirs nicht feihle. Das sei zum Anfang ingemein gesagt, von Almosengeben und allen andern guten Werken, wie ein Christ darin im Herzen geschickt sein soll, etc.	Søg det, så skal du finde det, så det ikke slår fejl for dig. Lad dette være nok som en begyndelse og i almindelighed om at give almisser og om alle andre gode gerninger, hvordan en kristen på det punkt skal være skikket i hjertet, osv.
60 Videre til bjerg11!

Noter:

n34:  I den græske grundtekst står der en aplothti, i enfoldighed, i helstøbthed, den latinske Vulgata har: in simplicitate. Den tidligere danske oversættelse havde: "uden bagtanker". Jeg er ikke sikker på, at det, den nuværende oversættelse har: "rundhåndet" er helt korrekt.