Prædiken over Matt 5,4-6

holdt i 1531. Taget fra Erl 43,20-35

Indhold: Vers 4: De sørgende #1. Vers 5: De sagtmodige #34. Vers 6: De, der hungrer efter retfærdighed. #58.

Tilbage til oversigten!

¹ Selig sind, die da Leide tragen, denn sie sollen getröstet werden. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. (ntmatt 05#4)

²      Wie er diese Predigt hat angefangen wider der Juden Lehre und Glauben (und zwar nicht allein ihr, sondern der ganzen Welt, wo sie am besten ist, welche allzeit auf dem Wahn bleibt, wenn sie nur hie Gut, Ehre und ihren Mammon habe, so stehe sie wohl, und allein umb desselben willen Gott dienet): also fähret er nu fort, und stosset auch umb, dass sie hielten fur das beste, seligste Leben auf Erden: wer es dazu kunnt bringen, dass er gute sanfte Tage hätte, und kein Ungemach durfte leiden, von welchen der 73. Psalm sagt: Sie sind nicht in Unglück, wie ander Leute, und werden nicht wie ander Leut geplagt.         Ligesom han begyndte denne prædiken med at gå imod jødernes lære og tro (og jo ikke alene deres lære og tro, men hele verdens lære og tro, dèr, hvor den er bedst, for den holder altid fast ved det blændværk, at når den her har gods, ære og Mammon, så står det godt til, og den tjener kun Gud af den grund): således fortsætter han nu og omstøder også den overbevisning, at de regnede det for det bedste og saligste liv på jorden, hvis nogen kunne bringe det dertil, at han havde gode, søde dage og ikke skulle lide noget ubehag; om dem siger Sl 73,5: "De har ingen del i menneskers nød, de bliver ikke ramt som andre mennesker".

³ Denn das ist das Höhest, das die Menschen begehren, dass sie mogen Freud und Lust haben, und ohn Ubel sein. Nu kehret Christus das Blatt umb, setzet stracks das Widerspiel, und heisset die selig, die da trauren und Leid tragen; und so fort durchaus sind alle diese Stuck gestellet und gerichtet wider der Welt Sinn und Gedanken, wie sie es gerne hätte. Denn sie will nicht Hunger, Kummer, Unehre, Schmach, Unrecht und Gewalt leiden, und die Solchs konnen uberhaben sein, hält sie fur selige Leut. For det er det højeste, menneskene begærer, at de kan have fred og lyst og være fri for onder. Nu vender Kristus bladet om, opstiller med det samme modsætningen og kalder dem salige, som sørger og har lidelse her; og straks er alle disse ting fuldstændig stillet om og vendt imod verdens mening og tanke, imod det, den ønsker sig. For den vil ikke finde sig i sult, kummer, vanære, forsmædelse, uret og magt, og de mennesker, der kan hæve sig op over den slags ting, regner den for salige mennesker.

⁴          So will er nu hie sagen, dass ein ander Leben sein musse, denn sie suchen und meinen, und sich ein Christ darnach muss richten, dass er traure und Leide trage in der Welt. Wer das nicht thun will, mag hie wohl gute Tage haben, und nach allem seinem Willen leben, aber hernach soll er ewig trauren; wie er Lucä 6 spricht: Wehe euch, die ihr hie lachet und guts Muths seid, denn ihr werdet heulen und weinen mussen; wie es dem reichen Mann gieng, Lucä 16., der alle Tage herrlich und in Freuden lebt, und sich schmuckt in kostliche Seiden und Purpur, (E21) liess sich dunken, er wäre ein grosser Heilige und fur Gott wohl dran, dass er ihm so viel Guts geben hatte; und liess gleichwohl dieweil den armen Lazarum täglich fur der Thur liegen voll Schwären, in Hunger und Kummer und grossem Elend.         Således vil han nu her sige, at der må være et andet liv end det, de efterstræber og mener eksisterer, og at en kristen må rette sig efter at komme til at sørge og pines i verden. Den, der ikke vil det, han kan vel her have gode dage, og leve helt som han vil, men bagefter skal han sørge evigt; sådan som Jesus i Lukas 6,25: Vé jer, der nu ler og er glade, for I kommer til at tude og græde; sådan som det også gik den rige mand i Luk 16,19-31, der levede hver dag i herlighed og glæde, og smykker sig med kostbar silke og purpur, og mente, han var en stor helgen og i Guds øjne godt på vej, eftersom han havde givet ham så meget gods; alligevel lod han imens den stakkels Lazarus ligge for sin dør fuld af bylder, i sult og kommer og stor elendighed.

⁵ Aber was horet er zuletzt fur ein Urtheil, da er in der Hölle Gluth lage? Gedenk, dass du im Leben hast Guts empfangen, Lazarus aber Böses; darumb wirst du nu gequälet, er aber getrostet etc. Men hvilken dom hører han ikke til sidst, hvor han ligger i helvedes glød? Tænk på, at du har fået dit gode i livet, men Lazarus det onde; derfor pines du nu, men han trøstes, osv. (Luk 16,25).

⁶ Siehe, das ist eben dieser Text: Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getrostet werden; und wiederumb so viel gesagt: Wer hie nichts denn Freud und Lust suchen und haben, die sollen ewig weinen und heulen. Se, det er netop, hvad der står i denne tekst: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes; og omvendt betyder det så meget som, at de, der her ikke søger eller har glæde og lyst, de skal græde og tude evigt.

⁷         Fragst du abermal: Wie soll man denn thun? sollen sie denn alle verdampt sein, die da lachen, singen, springen, und sich wohl kleiden, essen und trinken? Lesen wir doch von Konigen und heiligen Leuten, die auch frohlich gewesen sind, und wohl gelebt haben.          Men nu spørger du: Hvordan skal man da gøre? skal da alle de være fordømt, som ler, synger og springer og klæder sig pænt, spiser og drikker? Vi læser dog om konger og hellige folk, som også var glade og har levet godt.

⁸ Und sonderlich ist Paulus ein wunderlicher Heilige, der will haben, dass wir allezeit sollen frohlich sein, Philipp. 4. und spricht Ro. 12.: Seid frohlich mit den Frohlichen; und wiederumb, weinet mit den Weinenden. Siehe, das lautet ja wider einander, allzeit frohlich sein, und doch mit Andern weinen und trauren. Og især Paulus er en vidunderlig helgen, som vil have, at vi altid skal være glade, Fil. 4,4, og som Rom 12,15 siger: Vær glade med de glade, og omvendt, græd med de grædende. Se, det lyder jo som modsætninger, altid at være glad og dog at græde og sørge sammen med andre.

⁹ Antwort: Gleichwie ich gesagt habe, dass Reichthumb haben ist nicht Sund noch verboten: also ist auch frohlich sein, wohl essen und trinken, nicht Sund noch verdammlich; dessgleichen auch nicht, Ehre und gute Namen haben; und soll doch selig sein, wenn ich Solchs nicht habe, oder lassen kann, und dafur Armuth, Elend, Schmach und Verfolgung leide. Svar: Ganske som jeg har sagt, at dette at have rigdom ikke er synd eller er forbudt, sådan er også dette at være glad, at spise og drikke godt ikke synd og ikke fordømmeligt; på samme måde heller ikke at have en god ære og et godt navn; og alligevel siger Jesus, at jeg er salig, selv om jeg ikke har den slags, eller kan undvære det, og i stedet lider fattigdom, elendighed, forsmædelse og forfølgelse.

¹⁰ Also ist es beides da, und muss auch beides sein, trauren und frohlich sein, essen und Hunger leiden, wie Paulus Philipp. 4. von sich ruhmet: Ich habe die Kunst gelernet, dass, wo ich bin, mir gnügen lasse. Ich kann niedrig sein, ich kann hoch fahren; ich bin in allen Dingen, und bei allen geschickt, beide, satt sein und hungern; beide, uberig haben und Mangel leiden; item 2 Cor. 6.: (E22) Durch Ehre und Schande, durch bose Gerüchte und gut Gerüchte; als die Sterbenden, und siehe, wir leben; als die Traurigen, aber allzeit frohlich etc. Altså forefindes begge dele, og de må også forefindes, at sørge og at være glad, at spise og lide sult, som Paulus roser sig af Fil 4,11: Jeg har lært den kunst, at hvor jeg end er, skal jeg være tilfreds. Jeg kan være elendig og jeg kan have overflod; jeg skikker mig i alle ting og hos alle, både at være mæt og at sulte; både at have overflod og lide mangel; ligeledes siger han 2 Kor 6,8: Under ære og vanære, under godt ry og dårligt ry, som døende og se, vi lever; som dem, der sørger, men altid er glade, osv.

¹¹          Darumb ist das die Meinung: Gleichwie der geistlich arm heisset, nicht, der kein Geld noch etwas Eigens hat; sondern, der nicht darnach geizet, noch seinen Trost und Trotz darauf setzet, als sei es sein Himmelreich: also auch heisset das Leide tragen und trauren, nicht, der äusserlich immer den Kopf hänget, saur siehet, und nimmermehr lachet; sondern, der sein Trost nicht darauf setzet, dass er nur hie gute Tage habe, und im Sause lebe; wie die Welt thut, die nicht weiter trachtet, denn wie sie eitel Freude und Lust hie habe, und sich darinne weidet, und nichts achtet noch sorget, wie es Gott oder den Leuten gehe.         Derfor er meningen den: Ganske ligesom den kaldes åndelig fattig, ikke den, der ikke har nogen penge eller nogen særejendom, men den, der ikke tragter efter det eller sætter sin trøst og sin trods dertil, som var det hans himmerig; på samme måde kaldes den, der bærer lidelse og sørger, heller ikke den, der i det ydre hænger med hovedet og ser sørgmodig ud, og aldrig mere ler, men den, der ikke sætter sin trøst dertil, at han her har lutter gode dage og lever i sus og dus; sådan som verden gør, der ikke tragter efter mere, end efter, hvordan den her kan have idel glæde og lyst, og glæder sig ved det, og ikke tager sig af eller bekymrer sig om, hvordan det går Gud eller mennesker.

¹²        Also haben viel treffliche, grosse Leut, Konige und andere, so Christen sind gewesen, trauren und Leid mussen tragen, ob sie gleich fur der Welt herrlich gelebt haben; wie David allenthalben im Psalter von seinem Weinen und Leiden klagt.         På den måde har mange fortræffelige, store folk, konger og andre, som var kristne, måttet sørge og finde sig i lidelse, selv om de overfor verden levede herligt; som David overalt i Psalteret klager over sin gråd og lidelse.

¹³ Und auch itzt künnt ich wohl Exempel anzeigen von grossen Leuten, Herrn und Fürsten, so uber dem lieben Evangelio diess Stuck wohl erfahren und gelernet haben; als, itzt auf dem vergangen Reichstag zu Augsburg, und sonst, ob sie gleich auch auswendig wohl gelebt, und fürstlich in Seiden und Gold sich gekleidet, und anzusehen gewest, als die auf eitel Rosen giengen, aber täglich unter eitel giftigen Schlangen mussen sein, und im Herzen gefühlet solchen unerhorten Hohmuch, Trotz und Schmach, so viel bose Tück und Wort von den schändlichen Papisten, die ihr Lust und Freude davon gehabt, dass sie ihr Herz durchbittert, und so viel an ihn gewesen, keine fröhliche Stunde gegonnet haben, dass sie Alles haben müssen in sich fressen, und nicht mehr thun, denn Gott klagen mit Seufzen und Weinen. Og også nuomstunder kunne jeg nok påvise eksempler på store folk, herrer og fyrster, som på grund af evangeliet nok har erfaret og måttet lære denne lektie; f. eks. nu på den afvigte rigsdag i Augsburg, og også ellers, selv om de i det udvendige har levet godt og klædt sig fyrsteligt i silke og guld og at se til været som nogle, der dansede på roser, så har de dog dagligt måttet være blandt lutter giftige slanger og i deres hjerter følt en sådan uhørt hovmod, trods og forsmædelse, så megen ond vilje og onde ord fra de skændige papister, som havde deres lyst og glæde i, at gøre dem hjertet bittert, og så vidt det stod til dem, ikke undt dem en glad time, så at de har måttet æde alting i sig, og ikke kunnet gøre andet end klage til Gud med suk og gråd.

¹⁴ Solche Leute wissen etwas davon, was da heisset: Selig sind, die da trauren und Leid tragen; ob mans ihn gleich nicht ansiehet, und mit Andern essen und trinken, und zuweilen mit lachen und scherzen, ihres Leids zu vergessen. Sådanne mennesker véd noget om, hvad det betyder: Salige er de, som sørger og bærer lidelse, selv om man ikke ser det på dem, og selv om de spiser og drikker med andre og af og til også ler og skæmter, for at glemme deres lidelse.

¹⁵ Denn du musst nicht denken, dass (E28) trauren allein heisse weinen und klagen, oder heulen, wie die Kinder und Weiber; welchs ist noch nicht das rechte tiefe Leiden, wenn es ubers Herz kommen ist, und zun Augen eraus quillet: sondern das ists, wenn die rechten grossen Stösse kummen, die das Herz treffen und sturmen, dass man nicht kann weinen, und Niemand dar klagen. For du må ikke tro, at det at sørge alene betyder at græde og klage eller tude, som børn og kvinder gør; det er endnu ikke den rette dybe lidelse, når det er kommet til hjerte og vælder ud af øjnene. Nej, det kommer først, når de rigtig store stød kommer, som rammer hjertet og stormer imod det, så man ikke kan græde og ikke tør klage til nogen.

¹⁶       Darumb ist trauren und Leid tragen nicht ein seltsam Kraut bei den Christen, ob es gleich auswendig nicht scheinet, auch wenn sie gerne wollten frohlich sein in Christo, und auch äusserlich so viel sie können.        Derfor er det at sørge og have lidelser ikke nogen sjælden blomst blandt de kristne, selv om man ikke kan se det udvendigt, heller ikke selv om de gerne ville være glade i Kristus og også er det i det ydre, så meget de kan.

¹⁷ Denn sie mussen täglich sehen und fühlen im Herzen, wenn sie die Welt ansehen, so viel Bosheit, Muthwillen, Verachtung und Lästerung Gottes und seines Worts, dazu so viel Jammer und Ungluck, so der Teufel anrichtet, beide in geistlichem und weltlichem Regiment, dass sie nicht viel frohliche Gedanken konnen haben, und ihre geistliche Freude seher schwach ist. For de må daglig se og mærke i deres hjerte, når de ser på verden, så megen ondskab, modvilje, foragt og bespottelse af Gud og hans ord, dertil så megen jammer og ulykke, som djævelen anretter, både i det åndelige og i det verdslige regimente, så at de ikke kan have mange glædelige tanker og deres åndelige glæde er meget svag.

¹⁸ Und wo sie es stets sollten ansehen, und nicht zuweilen die Augen wegwerfen, kunnten sie keinen Augenblick frohlich sein; ist gnug, dass es sonst mehr furfället und trifft, denn sie es gerne hätten, dass sie es nicht durfen weit suchen. Og hvis de hele tiden skulle se på det og ikke havde lov til af og til at se på noget andet, ville de ikke i noget øjeblik kunne være glade; det er nok, at det iøvrigt forefalder og indtræffer oftere, end de ønsker det, så de ikke behøver søge langt omkring.

¹⁹        Darumb hebe nur an, und werde ein Christen, so wirst du wohl lernen, was trauren und Leid tragen heisse. Kannst du nicht mehr, so nimm ein Weib, und setze dich, und nähere dich im Glauben, dass du Gottes Wort lieb habest, und thuest, was dir in deinem Stand befohlen ist; so sollt du bald erfahren, beide von Nachbarn und in deinem eigen Haus, dass es nicht gehen wird, wie du gerne hättest, und sich uberall hindern und hemmen, dass du gnug zu leiden kriegst, und sehen musst, das dir im Herzen wird wehe thun.         Derfor kan du rolig begynde på at blive en kristen, så skal du nok lære, hvad det at sørge og have lidelse betyder. Kan du ikke gøre andet, så kan du tage dig en kone og slå dig ned og ernære dig i troen, så du har Guds ord kær og gør, hvad der er befalet dig i din stand, så skal du snart erfare, både fra naboer og fra dit eget hus, at det ikke vil gå, som du gerne ville have det, og der overalt opstår hindringer og hemsko, så at du får lidelse nok og må se på noget, der gør dig ondt i dit hjerte.

²⁰ Sonderlich aber die lieben Prediger mussen Solchs wohl lernen, und täglich damit geubt werden, dass sie allerlei Neid, Hass, Hohn und Spott, Undank, Verachtung und Lästerung dazu, mussen in sich fressen, damit ihr Herz und Seele durchstochen und ohn Unterlass gequälet wird. (E24) Men især de kære prædikanter skal nok komme til at lære den slags og komme til dagligt at prøves med det, så at de må æde i sig alle slags misundelse, had, hån og spot, utak, foragt og bespottelse, og dermed bliver deres hjerte og sjæl gennemboret og pint uden afbrydelse.

²¹       Die Welt aber will solch Trauren oder Leidtragen nicht haben, darumb suchet sie solche Stände und Leben, darin sie gute Tage habe, und von Niemand Nichts leiden durfe; wie der Monchen und Pfaffen Stand gewesen ist.        Men verden vil ikke have den slags sorg eller lidelse, derfor søger den de stænder og livsformer, hvor den kan have gode dage og ikke behøver at lide ondt af nogen; f. eks. munke- eller præstestanden.

²² Denn sie kann nicht leiden, dass sie in gottlichem Stande ander Leuten dienen sollte mit eitel Sorgen, Mühe und Aerbeit, und dazu Nichts denn Undank und Verachtung, und ander bose Tücke zu Lohn kriegen. For den kan ikke lide, at den i den guddommelige stand skulle tjene andre folk med idel bekymrung, møje og arbejde, og derforuden ikke opnå andet end utak og foragt og andre onde holdninger til løn.

²³ Darumb, wenn es ihr nicht gehet, wie sie will, und einer den Andern saur ansiehet, so konnen sie nichts, denn poltern mit Fluchen und Donnern, ja, mit der Faust dazu, wollen bald Gut und Ehre, Land und Leut hinan setzen. Derfor, når det ikke går den, som den vil, og den ene ser surt til den anden, så kan den ikke gøre andet end buldre med forbandelse og torden, ja også med næven, og vil snart sætte gods og ære, land og folk først i rækken.

²⁴ Aber Gott schickets also, dass sie dennoch nicht mussen so frei hingehen, dass sie kein Leid sehen noch leiden durften, und gibt ihn zu Lohn, weil sie es nicht gerne thun, dass sie es doch leiden mussen, und dasselb mit Zorn und Ungeduld zwiefältig grösser und schwerer machen, und keinen Trost noch gut Gewissen haben konnen. Die Christen aber haben den Vortheil, dass, ob sie gleich Leid tragen, dennoch sollen getröstet werden, und beide, hie und dort, selig sein. Men Gud skikker det sådan, at de alligevel ikke kan gå så frit omkring, så de ikke ser eller må lide nogen skade, og fordi de ikke gør det frivilligt, giver han dem den løn, at de alligevel må lide det og med vrede og utålmodighed gøre det dobbelt så besværligt og ikke kan have nogen trøst eller nogen god samvittighed. Men de kristne har den fordel, at de, selv om de får lidelse, alligevel skal trøste, og være salige både her og hisset.

²⁵        Darumb, wer nicht will gar ein Weltkind sein, und mit den Christen Theil haben, der lass sich auch in dem Register finden, dass er helfe seufzen und Leid tragen, auf dass er auch getrostet werde; wie diese Verheissung lautet.        Derfor, den, der ikke fuldstændig vil være et verdens barn og have lod og del med de kristne, han skal også lade sig finde i det register, så at han hjælper med til at sukke og bære lidelse, så han også kan blive trøstet, som denne forjættelse lyder.

²⁶ Daher lieset man ein Exempel in dem Propheten Ezechiel 9., wie Gott sechs Männer aussendete mit tödtlicher Wehre uber die Stadt Jerusalem. Aber einen unter ihn schicket er mit einem Schreibezeug, der sollt mitten durch die Stadt gehen, und ein Zeichen auf die Stirn schreiben allen, die da seufzeten und Leid trügen, dass es so schändlich zugienge, und sehen mussten, das ihn durchs Herz gienge; und wer so gezeichnet wurde, der sollt lebendig bleiben, die Andern aber alle todtgeschlagen werden. Det læser man et eksempel på i Ez 9,1-7, hvor Gud udsendte seks mænd med dødelige våben ind i byen Jerusalem. Men blandt dem udsendte han én med et skriveredskab, han skulle gå midt igennem byen og skrive et tegn i panden på alle, som sukkede og bar smerte over, at det gik så skændigt til, og var nødt til at se på det, der gik dem til hjerte; og den, der blev betegnet således, han skulle blive i live, men de andre slås ihjel.

²⁷ Siehe, das ist der Christen Vortheil, dass, ob sie gleich eitel Leid und Jammer in der Welt sehen mussen, doch zuletzt dahin kompt, wenn die Welt am (E25) sichersten ist, und in eitel Freuden fähret, dass sich das Rädlin umbkehret, und plötzlich ein Unglück uber sie kompt, darin sie bleiben und verderben muss, sie aber eraus gerissen und errettet werden; wie der liebe Lot zu Sodom errettet ward, da sie lang sein Herz gequälet und zumartert hatten (wie S. Petrus sagt,) mit ihrem schändlichen Wesen. Se, det er de kristnes fordel, at selv om de må se idel lidelse og jammer i verden, så går det dog til sidst sådan, når verden er sikrest og lever i lutter glæde, og så bladet vender sig og en ulykke pludselig kommer over dem, hvori de må forblive og gå til grunde, men de kristne bliver revet ud derfra og reddet; sådan som den kære Lot blev reddet i Sodoma, (1 Mos 19,1-29) hvor de længe havde pint og martret hans hjerte (som Skt. Peter siger (2 Pet 2,7)) med deres skændige væsen.

²⁸ Darumb lass die Welt itzt lachen und im Sause leben, nach ihrer Lust und Muthwillen. Und ob du musst trauren und Leid tragen, und täglich sehen, das dein Herz betrübt, so leide dich, und halte dich des Spruchs, dass du dirs lassest wohlgefallen, und dich damit tröstest, und auch äusserlich dich erquickest und fröhlich machest, so viel du kannst. Derfor lad blot verden le og leve i sus og dus efter dens lyst og forgodtbefindende. Og selv om du må sørge og bære lidelse, og dagligt se på det, der bedrøver dit hjerte, så find dig i det og hold dig til dette ord, så du ikke kommer til at synes om det, men trøster dig med det og også i det ydre opmuntrer dig med det og gør dig glad, så meget du kan.

²⁹        Denn die also Leid tragen, die mogen wohl Freude haben und nehmen, wo sie konnen, dass sie nicht fur Traurikeit versinken. Denn auch Christus eben diese Wort setzet, und den Trost verheisset, dass sie in ihrem Leid nicht verzagen, noch des Herzens Freud gar nehmen und verlöschen lassen, sondern solch Trauren mit dem Trost und Labsal mengen; sonst, wo sie nimmer kein Trost noch Freude hätten, mussten sie verschmachten und verdorren.        For de, der på den måde bærer lidelse, de kan godt have og tage glæde, såvidt de kan, så de ikke synker helt i bedrøvelse. For Kristus taler jo også disse ord og forjætter denne trøst, så de ikke skal gå til grunde i deres lidelse, og heller ikke lade sig fratage og og udslukke hjertets glæde, men blande denne sorg med trøsten og vederkvægelsen; ellers, hvis de ikke havde nogen trøst eller glæde, måtte de vansmægte og udtørre.

³⁰ Denn es vermag kein Mensch eitel Trauren zu ertragen; denn es säugt Saft und Kraft im Leib aus, wie der weise Mann sagt: Traurikeit hat viel Leut umbs Leben bracht. Item: Ein trauriger Muth vertrocket das Mark in Beinen. Darumb soll man solchen nicht allein nachlassen, sondern auch heissen und dazu treiben, dass sie sich zuweilen frohlich machen, womit sie können; oder ja solch Trauren lindern und ein wenig vergessen. For intet menneske kan bære lutter sorg; for den udsuger saft og kraft af hans krop, som vismanden siger: Sorg har ombragt mange mennesker. Ligeledes: Et traurigt mod udtørrer benenes marv. Derfor skal man ikke alene ikke give efter for den slags, men også befale og drive til, at de af og til gør sig lystige med det, de kan gøre sig lystige med; eller lindre en sådan sorg og glemme den en smule.

³¹        Darumb will Christus nicht, dass allein eitel Trauren und Betrubniss da sein soll, sondern will denen wehren, die gar nicht trauren wollen, und eitel gute Tage und alle ihren Trost hie haben; und seine Christen lehren, wenns ihn ubel gehet und trauren mussen, dass sie wissen, dass Solchs Gotte wohlgefället, und ihnen auch wohl gefallen lassen, nicht fluchen und toben, oder verzweifeln, als wolle ihr Gott kein Gnade haben.         Derfor vil Kristus ikke, at der kun skal være idel sorg og bedrøvelse, men han vil advare dem, der slet ikke være sørge og have lutter gode dage og søge al deres trøst her på jorden; og sine kristne vil han belære om, at når det går dem ilde og de må sørge, da skal de vide, at den slags er Gud velbehageligt, og også vil komme dem selv til gode, så de ikke bander og raser eller fortvivler, som om Gud ikke ville vise dem nåde.

³² Wo das ist, da soll das (E26) bitter Trünklin mig Honig und Zucker gemenget und gelindert oder gemildert werden, welchs ist diese Verheissung, dass ihm Solchs wohlgefället, und dass er sie selig spricht, dazu auch hie getrostet, und dort das Leid gar von ihn soll genommen werden. Når det er sådan fat, så skal den bitre drik blandes og lindres og mildnes med honning og sukker; det er indholdet af denne forjættelse, at den slags er ham velbehageligt, og at han erklærer dem for salige, desuden trøstet allerede her, og hisset skal lidelsen tages fra dem.

³³        Darumb, lass gehen Welt und alle, die uns Leid thun, in ihres Herrn, des Teufels Namen, und uns diess Lied singen, und frohlich sein in Gottes und Christi Namen. Denn es soll ihn doch nicht hinaus gehen, wie sie wollen, sondern, ob sie gleich sich itzt unsers Unglucks freuen, und uns viel zu Leid thun, wollen wir dennoch einen guten Muth haben, und erleben, dass sie zuletzt heulen und weinen mussen, wenn wir getrostet und frohlich werden.       Derfor, lad verden og alle dem, der volder os lidelse, fare i deres herre, djævelens navn og lad os synge denne vise og være glade i Guds og Kristi navn. For det skal dog ikke lykkes dem med det, de vil, men selv om de nu glæder sig over vores ulykke og volder os megen lidelse, så vil vi alligevel være ved godt mod og komme til at opleve, at det i sidste ende er dem, der må hyle og græde, mens vi trøstes og er glade.

³⁴ Selig sind die Sänftmuthigen, denn sie werden das Erdreich besitzen. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. (ntmatt 05#5)

³⁵       Dieses Stuck folget fein auf das erste, da er gesagt hat: Selig sind, die geistlich arm sind etc. Denn wie er droben das Himmelreich und ewig Gut verheisset, also setzt er hie auch dazu eine Verheissung von diesem zeitlichen Leben und Gutern hie auf Erden.        Dette ord følger smukt på det første, han sagde: Salige er de salige i ånden osv. For ligesom han dèr forjættede dem himmeriget og det evigt gode, sådan føjer han her en forjættelse til om dette timelige liv og goderne her på jorden.

³⁶        Wie reimet sichs aber zusammen, arm sein, und das Land besitzen? Ich meine, der Prediger habe vergessen, was er angefangen hat. Denn, soll man das Land und Guter besitzen, so muss man ja nicht arm sein? Er heisset aber hie das Land besitzen, allerlei Guter haben hie auf Erden, nicht, dass ein Iglicher ein ganz Land solle inne haben; sonst musste Gott noch mehr Welt schaffen: sondern die Guter, so einem Iglichen Gott bescheeret, dass er einem Weib, Kinder,Viehe, Haus, Hof gibt, und was darein gehoret, dass er im Land (wo er wohnet,) sitzen und bleiben kann, und seines Guts ein Herr sei, wie die Schrift sonst pflegt zu reden, und Ps. 37. oft stehet: Die des Herren harren, werden das Land erben; item: Seine Gesegneten erben das Land etc.        Men hvordan stemmer et overens: at være fattig og at eje jord? Jeg mener, prædikanten har glemt, hvad han begyndte med. For hvis man skal eje jord og gods, så kan man da ikke være fattig? Men her taler han om dette at eje jord, at have alle slags ejendom på jorden, ikke sådan at enhver skal eje et helt land; så måtte jo Gud skabe endnu en verden; men om den ejendom, som Gud beskærer enhver, når han giver én hustru, børn, kvæg, hus, gård og hvad der hører med dertil, så han kan slå sig ned og blive i det land, hvor han bor, og være herre over sin ejendom, som skriften plejer at tale om det, og som det mange gange står i Sl 37, f. eks. vers 34: De, der bier på Herren, skal arve landet. Ligeledes vers 22: Hans velsignede arver landet, osv.

³⁷ Darumb bringet er hie die Glosse selbs mit, dass geistlich arm sein, davon er zuvor gesagt, nicht heisset ein Bettler sein, oder Geld und Gut wegwerfen. Denn er will hie, dass sie im Land wohnen und bleiben sollen, und (E27) mit irdischem Gut umbgehen; wie wir weiter horen werden. Derfor anfører han her selv fortolkningen, at det at være åndeligt fattig, hvorom han talte tidligere, ikke betyder at være en tigger, eller at kaste penge og gods bort. For han vil her, at de skal bo i landet og forblive der, og omgive sig med jordisk gods; som vi kommer til at høre fremover.

³⁸        Was heisst nu, sanftmüthig sein? Hie musst du, erstlich, abermal wissen, dass Christus gar Nichts redet von der Oberkeit und ihrem Ampt; denn derselbigen gehoret nicht zu, dass sie sanftmüthig sei (wie wir auf deutsch Sanftmuth nennen); denn sie fuhret das Schwert, damit sie die Bosen strafen muss, und hat einen Zorn und Rache, die heisset Gottes Zorn und Rache: sondern er saget allein von einzelen Personen, wie ein Iglicher fur sich leben soll gegen Andern, ausser dem Ampt und Regiment;      Hvad vil nu det sige: at være sagtmodig? Her må du for det første igen være klar over, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig (sådan som vi på tysk taler om sagtmodighed); for den fører sværdet, for at den skal straffe de onde, og den har en vrede og en hævn, som kaldes Guds vrede og hævn: Nej, Jesus taler alene om enkeltpersonen, om, hvordan enhver skal leve for sit eget vedkommende overfor andre, udover embedet og regimentet.

³⁹ als, Vater und Mutter, wo sie nicht als Vater und Mutter gegen ihren Kindern leben, noch ihr Vater- und Mutterampt treiben, das ist, gegen die, so nicht Vater oder Mutter heissen, als Nachbar und ander Leut. F. eks. far og mor, når de ikke lever som far og mor overfor deres børn, eller driver deres fader- eller moderembede, det vil sige, imod dem, som ikke kaldes far eller mor, såsom naboer og andre mennesker.

⁴⁰ Denn ich sonst oft gesagt habe, dass man die zwei weit unterscheiden muss, Ampt und Person. Es ist viel ein ander Mann, der da Hans oder Martin heisset, und der Churfurst oder Doctor und Prediger heisset. For jeg har ofte sagt, at man må skelne klart mellem de to ting, embede og person. Den mand, der hedder Hans eller Martin, er en helt anden mand end ham, der er kurfyrste eller doktor eller prædiker.

⁴¹        Denn hie werden gleich zwo unterschiedliche Person in Einem Menschen. Eine, darin wir geschaffen und geboren sind, nach welcher wir alle unter nander gleich sind, Mann, Weib, Kind, Jung, Alt etc. Aber wenn wir nu geboren sind, so kleidet und schmuckt dich Gott zu einer andern Person, machet dich zu einem Kind, mich zum Vater; einen zum Herrn, den Andern zum Knecht; diesem zu einem Fursten, jenen zum Burger; und so fortan.        For her opstår der straks to forskellige personer i det ene og samme menneske. Den ene, hvori vi er skabt og født, ifølge hvilken vi alle er lige overfor hinanden, mand, kvinde, barn, ung, gammel, osv. Men når vi nu er født, så klæder og smykker Gud dig til en anden person, gør dig til et barn, mig til far, én til herre, en anden til tjener, denne til fyrste, hin til borger, og så videre.

⁴² Das heisset denn eine gottliche Person, als die ein gottlich Ampt fuhret, und in seiner Herrlichkeit geschmuckt gehet, und nicht schlecht Hans oder Claus, sondern ein Furst zu Sachsen, oder Vater und Herr heisset. Det kaldes så en guddommelig person, og det er dem, som fører et guddommelige embede og går rundt, smykket med dets herlighed og ikke hedder slet og ret Hans eller Claus, men en fyrste af Saksen, eller far eller herre.

⁴³ Von dieser redet er hie Nichts, sondern lässet sie fur sich gehen in ihrem Ampt und Regiment, wie ers geordnet hat; sondern von der blossen, einzelen, naturlichen Person, was ein Iglicher fur sich selbs, als ein Mensch, gegen dem Andern thun soll. (E28) Om dem siger han ikke noget her, men han lader dem gå for sig i deres embede og regimente, sådan som han har forordnet det; men han taler om den blotte, enkelte, naturlige person, hvad enhver for sit vedkommende som menneske skal gøre mod den anden.

⁴⁴        Darumb, wo wir im Ampt und Oberkeit gehen, da soll und mussen wir scharf und streng sein, zurnen, strafen etc. Denn hie mussen wir thun, was uns Gott in die Hand gibt, und von seinenwegen thun heisset.         Derfor, når vi står i embedet og er øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, blive vrede, straffe osv. For her må vi gøre det, Gud lægger hen til os at gøre, og som han siger, vi skal gøre på hans vegne.

⁴⁵ Sonst, was ausser dem Ampt gehet, da lerne ein Iglicher fur sich selbs, dass er sanftmüthig sei gegen Idermann, das ist, nicht mit Unvernunft, aus Hass oder Rachgier, mit dem Nähesten fahre und handle, als die, so man heisset, Hans mit dem Kopf hindurch, die nimmer Nichts leiden noch weichen wollen, sondern Welt und Berg umbreissen, und Bäume versetzen, wollen Niemand kein Wort verhoren, noch zu gut halten konnen, und flugs Sack und Seil aufbinden, Nichts denken, denn wie sie sich rächen und wieder schlahen wollen. Ellers, hvad der går for sig udenfor embedet, det må enhver lære for sig selv, så at han er sagtmodig imod enhver, det vil sige, ikke omgås eller handler overfor næsten med ufornuft, ud af had eller hævngerrighed, som dem, som man kalder Hans-med-hovedet-under-armen, som aldrig finder sig i noget eller viger for nogen, men river alverden i stykker og flytter træer, ikke vil se igennem fingre med nogens ord eller holde ham det til gode, og straks sætter alle sejl til og ikke tænker på andet end på, hvordan de kan hævne sig og slå igen.

⁴⁶ Damit ist der Oberkeit nicht gewehret zu strafen, und Rache zu fuhren von Gottes wegen; aber auch nicht Raum gegeben, wo ein Richter, Burgemeister, Herr oder Furst ein Schalk ist, und die zwo Person in einander mengt, und uber sein Ampt greift aus eigenem Muthwillen, oder aus Neid, Hass und Feindschaft, (wie gemeiniglich geschicht,) unter dem Schein und Deckel des Ampts und Rechts; als, wo unser Nachbarn unter der Oberkeit Namen wollten Etwas wider uns ausrichten, dazu sie sonst nicht kommen konnten. Dermed er det ikke forhindret, at øvrigheden kan straffe og føre hævn på Guds vegje; men der er heller ikke giver plads til en dommer, borgmester, herre eller fyrste, der er en skurk og blander de to personer sammen og griber ud over sit embede efter eget forgodtbefindende, eller handler af misundelse, had og fjendskab (som det gemenligen sker) under skin og dække af sit embede og retten; f. eks. hvis vores nabo under øvrighedens navn ville udrette noget imod os, som han ellers ikke kunne komme af sted med.

⁴⁷         Und sonderlich redet er abermal mit seinen Juden, wie er hat angefangen, welche stracks auf dem Sinn stunden, dass sie meineten, sie durften von keinem Heiden und Fremden Nichts leiden, und thäten wohl dran, dass sie nur getrost sich rächeten, und fuhreten dazu Sprüche aus Mose, als Deuter. 28.: Der Herr wird dich zum Häupt machen, und nicht zum Schwanz, und wirst nur oben schweben, und nicht unterliegen etc.; welchs wäre wohl recht.        I særlig taler han atter til sine jøder, som han har begyndt på det, de, som straks greb den betydning, at de mente, at de ikke skulle behøve at finde sig i noget af nogen hedning eller fremmed, og at de ville gøre vel i med god samvittighed at hævne sig, og til den ende anførte udsagnet fra 5 Mos 28,1: Herren vil gøre dig til overhoved, og ikke til hale, så de kun vil svæve over de andre og ikke ligge under for dem osv; hvilket vel ville være rigtigt.

⁴⁸ Es heisst aber also, wenn es Gott selbs thut, so ists wohl gethan. Denn es ist viel ein Anders, wenn ers heisst und spricht: Ich wills thun, und wenn wirs selbs ohn Befehl thun. Was er sagt, das soll (E29) und muss geschehen: Was wir sagen, das geschicht, wenn es kann, oder bleibt wohl gar nach. Darumb gilts nicht, dass du es wollest thun, da ers thun sollt, und nicht harren, bis er dichs heisset, und dennoch dich solcher Verheissung annehmen und darauf trotzen. Men nu hedder det, at det er Gud selv, der vil gøre det, og så er det vel gjort. For det er to forskellige ting: når han befaler det og siger: Jeg vil gøre det, og når vi selv gør det uden befaling. Hvad han siger, det skal og må ske. Hvad vi siger, det sker, når det kan lade sig gøre, eller også udebliver det helt. Derfor gælder det ikke, at du vil gøre det, hvor han skal gøre det, så du ikke vil vente, til han befaler det, og alligevel tager denne forjættelse til dig og trodser på den.

⁴⁹        Siehe, solche tolle Heiligen strafet hie Christus, die da meinen, ein Iglicher sei Herr in der ganzen Welt, und habe Recht dazu, dass er Nichts leide, sondern nur poltern und rumoren, und mit Gewalt fahren, das Ihre zu schutzen; und lehret uns, dass, wer da will das Seine, Gut, Haus und Hof ect. mit Fried regieren und besitzen, der müsse sanftmuthig sein, dass er konne versehen, und mit Vernunft fahren, und leiden, was er immer leiden kann.        Se, sådanne tåbelige helgener angriber Kristus her, de, som mener, at enhver er herre over hele verden og har ret til ikke at lide noget, men rask væk kan rase og buldre og fare frem med magt for at beskytte, hvad de har; og han lærer os, at den, der vil herske over og besidde sin ejendom, sit gods, sit hus og gård, osv, med fred, han må være sagtmodig, så han være forudseende og bære sig fornuftigt ad, og han må lide, hvad han nu kommer til at lide.

⁵⁰ Denn es kann nicht fehlen, es wird zuweilen dein Nachbar sich an dir vergreifen und zu viel thun, entweder aus Versehen, oder auch aus Muthwillen. For det kan ikke fejle, af og til vil din nabo forgribe sig på dig og gøre for meget, enten af vanvare eller med vilje.

⁵¹ Ists Versehen, so machst dus deinethalben nicht gut, dass du Nichts willt noch kannst vertragen. Ists aber Muthwillen, so machest du ihn nur ärger, dass du feindlich scharrest und pochest, und er dazu lachet, und seine Lust busset, dass er dich erzurnet und Leid thut, so, dass du doch kein Friede kannst haben, noch des Deinen mit Ruge brauchen. Er det af vanvare, så gør du det på din side ikke godt igen, hvis du ikke vil eller kan finde dig i noget. Men er det med vilje, så gør du ham kun mere vred, når du knurrer fjendtligt ad ham og raser imod ham, og han bare ler af det, og har sin fornøjelse ved at gøre dig vred og give dig lidelse, så du alligevel ikke kan få fred eller bruge din ejendom i ro.

⁵²       Darumb wähle der zweier eins, welchs du willt: dass du entweder mit Sanftmuth und Geduld unter den Leuten lebest, und behältest, was du hast, mit Fried und gutem Gewissen; oder mit Poltern und Rumorn das Deine verlierest, und kein Ruge dazu habst. Denn da stehet beschlossen: Die Sanftmuthigen sollen das Land besitzen.         Derfor må du vælge, hvad du vil, ét af to: Enten lever du blandt mennesker med sagtmodighed og tålmodighed og beholder det, du har, med fred og en god samvittighed; eller også mister du din ejendom med rasen og buldren og har dertil ingen ro. For det står fast: De sagtmodige skal eje landet.

⁵³ Und siehe nur selbs die seltsamen Köpfe, die immerdar zanken und hadern umb Gut und ander Ding, und Niemand weichen, sondern Alles mit dem Kopf hindurch ausführen wollen, ob sie nicht mehr verhadern und verkriegen, denn sie immer gewinnen mochten, und zuletzt Land und Leut, Haus und Hof verlieren, mit Unfried und bosem Gewissen dazu; so spricht auch Gott seinen Segen dazu, der heisst also: Seid ja (E30) nicht sanftmüthig, dass ihr das liebe Land ja nicht behaltet, noch einen Bissen mit Frieden genisset. Og se kun selv på de mærkelige hoveder, der altid kives og strides om gods og andre ting og ikke viger for nogen, men vil gennemføre alt ligepå og hårdt, selv om de så ikke kan stride sig til og opnå mere, end de nogensinde vil kunne vinde, og til sidst mister jord og folk, hus og gård, dertil med ufred og dårlig samvittighed; det udtaler også Gud sin velsignelse over, når han befaler: Lad bare være med at være sagtmodig, så I ikke kommer til at beholde jeres kære jord eller nyder en bid i fred.

⁵⁴ Willt du aber recht fahren und Ruge haben, so lass deines Nachbarn Muthwillen und Frevel sich selbs dämpfen und verlöschen; sonst kannst du dem Teufel nicht lieber, noch dir selbs mehr zu Leid thun, denn dass du feindlich zurnest und rumorst. Men vil du handle ret og have ro, så lad din nabos frimodighed og frækhed dæmpe og opløse sig selv; ellers kan du ikke gøre noget, djævelen bliver mere glad for, og som gør dig selv mere skade, end at du kives fjendtligt med din nabo og buldrer op imod ham.

⁵⁵ Hast du ein Oberkeit, so sage es an, und lass sie darauf sehen. Denn sie ist darumb gesetzt, dass sie es nicht leide, dass man die Unschuldigen gar unterdrucke; so wird Gott auch wohl druber halten, dass sein Wort und Ordnung bleibe, und du dieser Verheissung nach das Land besitzest. So hast du Fried und Segen von Gott; dein Nachbar aber Unfried, sampt Gottes Ungnade und Fluch. Har du en øvrighed, så sig det til den, og lad den se på sagen. For den er indsat til ikke at finde sig i, at man undertrykker uskyldige; sådan vil Gud også nok se ordentlig til, at hans ord og ordning bliver stående, og du kommer til at besidder jorden ifølge denne forjættelse. Så har du fred og velsignelse fra Gud, men din nabo ufred, foruden Guds unåde og forbandelse.

⁵⁶        Aber diese Predigt gehet Niemand ein; denn die Christen sind, und gläuben, und wissen, dass sie ihren Schatz haben im Himmel, der ihn gewiss ist, und nicht kann genommen werden: daher sie auch hie mussen gnug haben, ob sie gleich nicht Kasten und Taschen voll rother Gulden haben. Weil du denn das weissest, warumb wolltest du dir deine Freud zurutten und nehmen lassen, ja, selbs Unruge machen, und dich solches trefflichen Segens berauben.          Men denne prædiken rammer ingen; for de kristne tror og véd, at de har deres skat i himlen, og den er dem sikker nok og kan ikke tages fra dem. Derfor må de også her have nok, selv om de ikke har kister og punge fulde af røde gylden. Fordi du véd det, hvorfor vil du da lade nogen rokke ved din glæde og tage den fra dig, ja, selv lave uro og berøve dig en sådan udmærket velsignelse?

⁵⁷        Siehe, so hast du nu drei Stuck mit dreien reichen Verheissungen, dass, wer ein Christen ist, der muss gnug haben, beide zeitlich und ewig, ob er gleich hie muss viel leiden, beide, inwendig im Herzen und auswendig; wiederumb, die Weltkinder, weil sie kein Armuth, noch Leid, noch Gewalt leiden wollen, weder das Himmelreich noch zeitlich Gut mit Friede und Ruhe behalten und geniessen. Davon magst du weiter lesen Psal, 37., welcher ist die rechte Glosse uber diess Stuck, und reichlich beschreibt, wie die Sanftmuthigen das Land besitzen, und die Gottlosn sollen ausgerott werden. (E31)         Se, sådan har du nu tre stykker med tre rige forjættelser, så at den, der er kristen, må have nok både timeligt og evigt, selv om han her må lide meget, både indvendig i hjertet og udvendigt; omvendt kan verdens børn, fordi de ikke vil finde sig i nogen fattigdom, lidelse eller magt, hverken beholde eller nyde himmeriget eller de timelige gods i fred og ro. Derom kan du læse videre i Sl 37, som er den rette fortolkning til dette stykke og rigeligt beskriver, hvordan de sagtmodige skal besidde landet og de gudløse skal udryddes.

⁵⁸ Selig sind, die da hungert und durstet nach der Gerechtigkeit, denn sie sollen satt werden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. (ntmatt06#6)

⁵⁹        Gerechtikeit muss an diesem Ort nicht heissen die christliche Häuptgerechtigkeit, dadurch die Person frumm und angenehm wird fur Gott. Denn ich habe vor gesagt, dass diese acht Stuck nichts Anders sind, denn eine Lehre von den Früchten und guten Werken eines Christen, vor welchen der Glaube zuvor muss da sein, (00#79) als der Baum und Häuptstuck, oder Summa seiner Gerechtigkeit und Seligkeit, ohn alle Werk und Verdienst, daraus solche Stuck allewachsen und folgen mussen.        Retfærdighed må på dette sted ikke forstås som den kristne hovedretfærdighed, hvorved personen bliver from og får Guds velbehag. For jeg har tidligere sagt, at disse otte stykker ikke er andet end en lære om en kristens frugter og gode gerninger, og før de er der, må troen først være der, som træet og hovedstykket, eller som det vigtigste i hans retfærdighed og salighed, uden nogen gerning og fortjeneste, for alle disse stykker må vokse ud af og følge efter den.

⁶⁰ Darumb verstehe ich hie die äusserlich Gerechtigkeit fur der Welt, so wir unter uns gegen ander halten; dass diess kurz und einfältig die Meinung sei von diesen Worten: Das ist ein rechtschaffen selig Mensch, der immer anhält und mit allen Kräften darnach strebt, dass es allenthalben wohl zugehe, und Idermann recht thue, und Solchs mit Worten und Werken, mit Rath und That hilft halten und fordern. Derfor forstår jeg her den ydre retfærdighed overfor verden, som vi overholder iblandt os overfor hinanden; så at følgende kort og enfoldigt er meningen med disse ord: Det er et retskaffent saligt menneske, som altid bliver ved med og af alle kræfter stræber derefter, at det overalt går ordentligt til, og enhver øver ret, og hjælper med til at overholde og kræve det med både ord og gerninger, med råd og dåd.

⁶¹         Diess ist nu auch ein kostlich Stuck, welchs seher viel guter Werk begreift, aber auch gar seltsam ist. Als, dass wirs in Exempel fassen, wenn ein Prediger will in diesem Stuck erfunden werden, der muss so geschickt sein, dass er einen Iglichen in seinem Stande unterweise und helfe, dass er denselbigen recht fuhre, und thue, was dazu gehoret;       Også det er nu et kosteligt stykke, som indeslutter i sig mange gode gerninger, men også er ganske sjældent. Såsom, hvis vi nu skal give et eksempel, hvis en prædikant vil befindes at være i dette stykke, så må han være således skikket, at han underviser enhver i sin stand og hjælper til med, at han fører sin stand ret og gør, hvad der hører med til den;

⁶² und wo er siehet, dass es manglet, und nicht recht gehet, dass er da sei, warne, strafe und bessere, wie und womit er kann: also, dass ichs, als ein Prediger, nicht manglen lasse an meinem Ampt, noch die Andern an ihrem, dass sie meiner Lehre und Predigen folgen, und also auf beiden Seiten recht zugehe. og hvor han ser, at der mangler noget og at det ikke gør ret til, dèr må han være, advare, formane og forbedre, hvordan og hvormed han kan: således at jeg, som prædikant, ikke lader det mangle noget i mit embede, ejheller de andre i deres, så at de følger min lære og prædiken og det således på begge sider går ret til.

⁶³ Wo nu solche Leut sind, die sich drumb annehmen, und lassens ihn Ernst sein, dass sie gerne wollten recht thun, oder in rechtem Wesen und Werken erfunden werden, die hungert und durstet nach der Gerechtigkeit. Hvor der nu er sådanne mennesker, som tager det til sig og lader det være alvor for dem, så de gerne vil handle ret og befindes at være i det rette væsen og de rette gerninger, så må man sige, at de hungrer og tørster efter retfærdighed.

⁶⁴ Und wenn es so gienge, so wäre keine Buberei noch Unrecht, sondern eitel (E32) Gerechtigkeit und selig Wesen auf Erden. Denn was ist der Welt Gerechtigkeit anders, denn dass Idermann thue in seinem Stande, was er schuldig ist? welchs heisst desselbigen Stands Recht, als Mannsrecht und Frauenrecht, Kindsrecht, Knechts- und Magdrecht im Hause, Burgerrecht oder Stadtrecht im Lande; welchs alles stehet darin, dass die, so ander Leuten furstehen und regieren sollen, solchs Ampt mit Fleiss, Sorgen und Treuen ausrichten, die Andern auch dessgleichen schuldigen Dienst und Gehorsam treulich und willig leisten. Og hvis det gik således til, så ville der ikke være noget snyd eller nogen uret, men der ville være lutter retfærdighed og et saligt væsen på jorden. For hvad er verdens retfærdighed andet, end at enhver i sin stand gør, hvad han er skyldig at gøre? hvilket vil sige denne stands ret, f. eks. mandsret og kvinderet, børneret, karle- og pigeret i huset, borgerret eller byret i landet, hvilket altsammen består deri, at de, som skal stå over andre mennesker og regere dem, udøver dette embede med flid, omhu og troskab, og de andre tilsvarende trofast og villigt yder deres skyldige tjeneste og lydighed.

⁶⁵        Er setzet aber nicht umbsonst solche Wort: hungern und dursten nach der Gerechtigkeit; damit er will anzeigen, dass ein grosser Ernst, Begierd und Brunst, dazu ein unablässiger Fleiss dazu gehore: dass, wo solcher Hunger und Durst nicht ist, da wird nimmer Nichts draus.        Men det er ikke uden betydning, at han bruger det udtryk: at hungre og tørste efter retfærdigheden; dermed vil han vise, at der hører stor alvor, begær og attrå dertil, og desuden en uafladelig flid: så at der slet ikke bliver noget ud af det, hvis denne hunger og tørst ikke er der.

⁶⁶ Ursach ist diese: denn es hat zu gross und viel Hinderniss, beide vom Teufel, der sich allenthalben in Weg legt und sperret, und von der Welt, als von seinen Kindern, welche so böse ist, dass sie keinen frommen Menschen leiden kann, der gerne fur sich recht thun, oder ander Leuten dazu helfen wollt; sondern legt ihn alle Plag an, dass einer die Länge mocht müd und verdrossen daruber werden. Grunden er den: Der er for store og for mange hindringer, både fra djævelen, som alle steder lægger sig i vejen og spærrer, og fra verden, eller fra verdens børn, som er så onde, at de ikke kan tåle fromme mennesker, der gerne for sit eget vedkommende vil øve ret eller vil hjælpe andre mennesker dertil, men lægger alle mulige plager frem for dem, så man i længden godt kan blive træt og ked af det.

⁶⁷ Denn es thut wehe, dass man sehen soll, dass so schändlich zugehet, und dazu fur eitel Wohlthat Nichts denn Undank, Verachtung, Hass und Verfolgung zu Lohn haben. For det gør ondt, at man skal se på, at det går så skændigt til, og dertil ikke har andet end utak, foragt, had og forfølgelse som løn for lutter velgerninger.

⁶⁸ Daher auch viel Leut, die solchen Unwillen nicht haben sehen mugen, zuletzt gar daran verzweifelt, und von den Leuten in die Wusten gelaufen, und Mönche daraus worden sind, also, dass diess Sprüchwort je und je wahr gewesen ist: Verzweifeln macht einen Mönch; entweder, dass man sich nicht trauet zu ernähren, und umbs Bauchs willen ins Kloster läuft, wie der grosse Haufe gethan hat; oder, dass man an der Welt verzweifelt, und nicht trauet, darin fromm zu bleiben, noch den Leuten zu helfen. Derfor er der også mange mennesker, som ikke kunne holde ud at se en sådan modvilje, der til sidst helt fortvivlede derover og løb bort fra menneskene ud i ørkenen, og blev munke af den grund, så at det ordsprog på en måde blev sandt: At blive fortvivlet gør én til munk; enten på den måde, at man ikke stoler på, at man kan ernære sig og for sin bugs skyld løber i kloster, sådan som den store hob har gjort; eller på den måde, at man fortvivler over verden og ikke stoler på, at man kan forblive from deri eller hjælpe mennesker til at forblive det.

⁶⁹        Aber das heisst nicht gehungert und gedurstet nach der Gerechtigkeit. Denn wer so will predigen oder (E33) regieren, dass er sich lässet müd und ungeduldig machen, und in einem Winkel jagen, der wird langsam den Leuten helfen.          Men det er ikke at hungre og tørste efter retfærdighed. For den, der vil prædike eller herske sådan, at han lader sig gøre træt eller utålmodig og lader sig jage hen i en krog, han kan kun hjælpe menneskene langsomt.

⁷⁰ Es heisst nicht zu Winkel oder in die Wusten kriechen, sondern heraus laufen, wenn du drinnen wärest, und beide, Händ und Fusse, und deinen ganzen Leib darreichen, und alles dran setzen, was du hast und vermagst; und will einen solchen Menschen haben, der hart gegen hart sei, dass er sich Nichts abschrecken noch ubertäuben, und keinen Undank noch Bosheit der Welt uberwinden lasse: sondern immer treibe und anhalte, so viel er aus allen Kräften vermag. Man skal ikke krybe ind i en krog eller ud i ørkenen, nej, man skal løbe ud derfra, hvis du var derinde, og byde både hænder og fødder og hele dit legeme til, og sætte alt, hvad du har og formår, ind på det; han vil have et sådant menneske, der er hård mod det hårde, så han ikke lader sig afskrække af noget eller lader sig overdøve af noget, og ikke lader sig overvinde af nogen utak eller ondskab fra verden, men altid driver på og bliver ved, så meget han kan af alle kræfter.

⁷¹ Summa, es gehoret dazu ein solcher Hunger und Durst nach der Gerechtigkeit, der da nimmer ablasse noch aufhore, und nicht satt werden konne, nichts Anders suche noch denke, und alles dagegen verachte, was ihn will hindern, dass er nur Recht fordere und erhalte. Kort sagt, dertil hører en sådan hunger og tørst efter retfærdigheden, at den aldrig aflader eller ophører og aldrig kan blive mæt, ikke søger andet eller tænker på andet, og foragter alt, hvad der vil hindre ham, så han kun fordrer retten og opholder den.

⁷² Kann er die Welt nicht gar fromm machen, so thue er, was er kann. Ist gnug, dass er das Seine gethan, und ja Etlichen geholfen hat, obs gleich nur einer oder zween wären. Wollen die Andern nicht hernach, so lass er sie fahren in Gottes Namen. Man muss umb der Bösen willen nicht davon laufen, sondern so denken: Es ist umb ihren willen nicht angefangen, umb ihren willen auch nicht gelassen; vielleicht mogen mit der Zeit noch derselben auch etliche erzu kommen, oder ja ihr weniger werden, und etlichermass sich bessern. Kan han så ikke gøre verden from, så kan han gøre, hvad han kan. Det er nok, at han gør, hvad han kan, og i det mindste har hjulpet nogle, om det så kun var én eller to. Hvis de andre ikke vil med, så lad dem fare i Guds navn. Man må ikke løbe bort for det ondes skyld, men skal tænke således: Det er ikke begyndt for deres skyld, det er heller ikke ophørt for deres skyld, måske kan i tidens løb endog nogle af dem komme med, eller der bliver måske færre af dem, eller de forbedrer sig måske noget.

⁷³        Denn hie hast du eine trostliche, gewisse Verheissunge, damit Christus seine Christen locket und reizet, dass, welche so hungert und durstet nach der Gerechtigkeit, die sollen gesättigt, das ist, ihres Hungers und Dursts ergötzet werden, dass sie nicht umbsonst geärbetet haben, und dennoch endlich ein Häuflin erzubracht werde, bei welchen es wohl angelegt sei, und nicht allein hie auf Erden, sondern vielmehr in jenem Leben offenbar werden, da Idermann wird sehen, was solche Leut fur Frucht geschaffet haben durch ihren Fleiss und stetigs Anhalten, ob es gleich itzt nicht will gehen, wie sie gerne wollten, und wohl halb daran verzweifeln mussen;         For her har du en trøsterig, sikker forjættelse, hvormed Kristus vil lokke og opægge sine kristne, så at de, der hungrer og tørster efter retfærdighed på den måde skal blive mættet, det vil sige, de skal blive tilfredsstillet i deres hunger og deres tørst, så de ikke har arbejdet forgæves, og der alligevel i sidste ende er bragt en lille skare frem, hos hvem det har slået godt rod, så det ikke alene bliver åbenbart her på jorden, men meget mere i hint liv, hvor enhver kommer til at se, hvad sådanne mennesker har skabt af frugt ved deres flid og stadige gåpåmod, selv om det nu ikke vil gå, som de gerne ville, og de vel må halvt fortvivle over det;

⁷⁴ als dass ein frommer Prediger so viel Seelen aus des Teufels Rachen gerissen, (E34) und gen Himmel bracht; oder ein frummer, treuer Regent viel Landen und Leuten geholfen hat, die ihm Solchs zeugen, und fur aller Welt preisen werden. som f. eks. at en from prædikant har revet så mange sjæle ud af djævelens hævn og bragt dem til himlen; eller at en from, trofast regent har hjulpet mange lande og mennesker, som vil vise ham det og prise ham for hele verden.

⁷⁵        Dawider sind nu die falschen Heiligen, die fur grossen Heiligkeit die Welt meiden und in die Wusten laufen, oder sich in die Winkel verkriechen, auf dass sie solcher Mühe und Unlust, so sie sonst haben mussten, uberhaben seien, und sich nichts durfen annehmen, wie es in der Welt gehe;          Det går nu de falske helgener imod, de, som på grund af stor hellighed undgår verden og løber ud i ørkenen, eller kryber bort i en krog, med den begrundelse, at de er hævet over den anstrengelse og ulyst, som de ellers ville have, og ikke bør tage sig af, hvordan det går til i verden;

⁷⁶ denken nicht einmal dran, dass sie ander Leuten helfen oder rathen sollten, mit Lehren, Unterweisen, Vermahnen, Strafen und Bessern, oder zum wenigsten mit Beten und Sufzen [Seufzen] zu Gott. de tænker ikke engang på, at de skal hjælpe og råde andre mennesker, med lære, undervisning, formanen, anklagen og forbedring, eller i det mindste med bøn og sukke til Gud.

⁷⁷ Ja, es eckelt ihn dafur, und wäre ihn leid, das ander Leut frumm wären, auf dass man sie allein fur heilig halte, dass, wer da will gen Himmel kummen, muss ihn ihre gute Werk und Verdienst abkäufen. Ja, de væmmes ved det og det ville være modbydeligt for dem, hvis andre mennesker var fromme, for man skulle alene regne dem for hellige, så at den, der ville komme i himlen, skulle købe deres gode gerninger og fortjeneste.

⁷⁸ Summa, sie sind der Gerechtigkeit so voll, dass sie die andern armen Sunder anköcken, gleichwie der grosse heilige Pharisäus Lucä 18. fur grosser Trunkenheit eraus köcket, und speiet uber den armen Zöllner, that ihm so herzlich sanft, dass er Gott hofiret, und danket, dass er allein frumm, und ander Leut böse waren. Kort sagt, de er så fuld af retfærdighed, at de ser på de andre stakkels syndere, ligesom den store, hellige farisæer i Luk 18,9-14 i sin store drukkenhed kikker ud og spytter på den stakkels tolder, gør ham så hjertelig blød, at han hovérer overfor Gud og takker for, at han alene er from og andre mennesker er onde.

⁷⁹         Siehe, da sind sie, wider die Christus hie redet, die schändlichen, stolzen, sattsamen Geister, die sich damit kutzeln, und ihr Freud und Lust haben, dass ander Leut nicht frumm sind, dafur sie sollten sich erbarmen, mitleiden und helfen: konnen nicht mehr, denn Idermann verachten, afterreden, urtheilen und verdamnen; und muss alles Stank und Unflath sein, ohn was sie selbs thun.        Se, det er dem, som Kristus her taler imod: de skændige, stolte, mætte ånder, som roser sig af, og har deres glæde og lyst i, at andre mennesker ikke er fromme, det, som de skulle forbarme sig over, have medlidenhed med og afhjælpe: men de kan ikke gøre mere, end foragte enhver, tale ned om dem, dømme dem og fordømme dem; alt skal kaldes stank og møg, alt andet end hvad de selv gør.

⁸⁰ Aber, dass sie sollten hingehen, und einem armen gebrechlichen Sünder vermahnen oder bessern, da huten sie sich fur, als fur dem Teufel. Darumb werden sie auch wiederumb mussen horen, wie Christus uber sie schreiet, Lucä 6.: Weh euch, die ihr satt und voll seid, denn euch wird hungern. Men at de skulle gå hen og formane eller forbedre en stakkels svagelig synder, det vogter de sig for som for djævelen selv. Derfor skal de også til gengæld høre, hvad Kristus skriger over dem i Luk 6,25: Vé jer, der nu er mætte og fulde, for I skal sulte.

⁸¹ Denn wie die satt mussen werden, so itzt hungert und durstet; so mussen jene ewig hungern, die itzt so voll und satt sind, und doch Niemand ihr geniessen kann, noch ruhmen, dass sie einem Menschen hätten geholfen oder zurecht bracht. For ligesom de skal blive mætte, som nu hungrer og tørster, således må de andre, som nu er så fulde og mætte, hungre til evig tid, og der vil da ikke være nogen af dem, der kan glæde sig over eller rose sig af, at de havde hjulpet et menneske eller tilrettevist ham.

⁸² Also hast du kurz (E35) die Meinung dieses Stucks, welchs (wie gesagt,) viel guter Werk, ja, alle gute Werk begreift, damit ein Iglicher fur sich unter den Leuten recht lebe, und allerlei Ampt und Stände fordern helfe; davon ich oft anderswo weiter gesagt habe. Her har du i al korthed meningen med dette skriftsted, der som sagt indbefatter mange gode gerninger, ja alle gode gerninger, for at enhver for sig kan leve ret blandt menneskene og hjælpe med til at fremme ethvert embede og enhver stand; derom har jeg andetsteds sagt mere.

⁸³ Videre til bjerg01!

⁸⁴ c

⁸⁵ c

⁸⁶ c

⁸⁷ c

⁸⁸ c

⁸⁹ c

⁹⁰ c

¹ Selig sind, die da Leide tragen, denn sie sollen getröstet werden.	Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. (ntmatt 05#4)
² Wie er diese Predigt hat angefangen wider der Juden Lehre und Glauben (und zwar nicht allein ihr, sondern der ganzen Welt, wo sie am besten ist, welche allzeit auf dem Wahn bleibt, wenn sie nur hie Gut, Ehre und ihren Mammon habe, so stehe sie wohl, und allein umb desselben willen Gott dienet): also fähret er nu fort, und stosset auch umb, dass sie hielten fur das beste, seligste Leben auf Erden: wer es dazu kunnt bringen, dass er gute sanfte Tage hätte, und kein Ungemach durfte leiden, von welchen der 73. Psalm sagt: Sie sind nicht in Unglück, wie ander Leute, und werden nicht wie ander Leut geplagt.	Ligesom han begyndte denne prædiken med at gå imod jødernes lære og tro (og jo ikke alene deres lære og tro, men hele verdens lære og tro, dèr, hvor den er bedst, for den holder altid fast ved det blændværk, at når den her har gods, ære og Mammon, så står det godt til, og den tjener kun Gud af den grund): således fortsætter han nu og omstøder også den overbevisning, at de regnede det for det bedste og saligste liv på jorden, hvis nogen kunne bringe det dertil, at han havde gode, søde dage og ikke skulle lide noget ubehag; om dem siger Sl 73,5: "De har ingen del i menneskers nød, de bliver ikke ramt som andre mennesker".
³ Denn das ist das Höhest, das die Menschen begehren, dass sie mogen Freud und Lust haben, und ohn Ubel sein. Nu kehret Christus das Blatt umb, setzet stracks das Widerspiel, und heisset die selig, die da trauren und Leid tragen; und so fort durchaus sind alle diese Stuck gestellet und gerichtet wider der Welt Sinn und Gedanken, wie sie es gerne hätte. Denn sie will nicht Hunger, Kummer, Unehre, Schmach, Unrecht und Gewalt leiden, und die Solchs konnen uberhaben sein, hält sie fur selige Leut.	For det er det højeste, menneskene begærer, at de kan have fred og lyst og være fri for onder. Nu vender Kristus bladet om, opstiller med det samme modsætningen og kalder dem salige, som sørger og har lidelse her; og straks er alle disse ting fuldstændig stillet om og vendt imod verdens mening og tanke, imod det, den ønsker sig. For den vil ikke finde sig i sult, kummer, vanære, forsmædelse, uret og magt, og de mennesker, der kan hæve sig op over den slags ting, regner den for salige mennesker.
⁴ So will er nu hie sagen, dass ein ander Leben sein musse, denn sie suchen und meinen, und sich ein Christ darnach muss richten, dass er traure und Leide trage in der Welt. Wer das nicht thun will, mag hie wohl gute Tage haben, und nach allem seinem Willen leben, aber hernach soll er ewig trauren; wie er Lucä 6 spricht: Wehe euch, die ihr hie lachet und guts Muths seid, denn ihr werdet heulen und weinen mussen; wie es dem reichen Mann gieng, Lucä 16., der alle Tage herrlich und in Freuden lebt, und sich schmuckt in kostliche Seiden und Purpur, (E21) liess sich dunken, er wäre ein grosser Heilige und fur Gott wohl dran, dass er ihm so viel Guts geben hatte; und liess gleichwohl dieweil den armen Lazarum täglich fur der Thur liegen voll Schwären, in Hunger und Kummer und grossem Elend.	Således vil han nu her sige, at der må være et andet liv end det, de efterstræber og mener eksisterer, og at en kristen må rette sig efter at komme til at sørge og pines i verden. Den, der ikke vil det, han kan vel her have gode dage, og leve helt som han vil, men bagefter skal han sørge evigt; sådan som Jesus i Lukas 6,25: Vé jer, der nu ler og er glade, for I kommer til at tude og græde; sådan som det også gik den rige mand i Luk 16,19-31, der levede hver dag i herlighed og glæde, og smykker sig med kostbar silke og purpur, og mente, han var en stor helgen og i Guds øjne godt på vej, eftersom han havde givet ham så meget gods; alligevel lod han imens den stakkels Lazarus ligge for sin dør fuld af bylder, i sult og kommer og stor elendighed.
⁵ Aber was horet er zuletzt fur ein Urtheil, da er in der Hölle Gluth lage? Gedenk, dass du im Leben hast Guts empfangen, Lazarus aber Böses; darumb wirst du nu gequälet, er aber getrostet etc.	Men hvilken dom hører han ikke til sidst, hvor han ligger i helvedes glød? Tænk på, at du har fået dit gode i livet, men Lazarus det onde; derfor pines du nu, men han trøstes, osv. (Luk 16,25).
⁶ Siehe, das ist eben dieser Text: Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getrostet werden; und wiederumb so viel gesagt: Wer hie nichts denn Freud und Lust suchen und haben, die sollen ewig weinen und heulen.	Se, det er netop, hvad der står i denne tekst: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes; og omvendt betyder det så meget som, at de, der her ikke søger eller har glæde og lyst, de skal græde og tude evigt.
⁷ Fragst du abermal: Wie soll man denn thun? sollen sie denn alle verdampt sein, die da lachen, singen, springen, und sich wohl kleiden, essen und trinken? Lesen wir doch von Konigen und heiligen Leuten, die auch frohlich gewesen sind, und wohl gelebt haben.	Men nu spørger du: Hvordan skal man da gøre? skal da alle de være fordømt, som ler, synger og springer og klæder sig pænt, spiser og drikker? Vi læser dog om konger og hellige folk, som også var glade og har levet godt.
⁸ Und sonderlich ist Paulus ein wunderlicher Heilige, der will haben, dass wir allezeit sollen frohlich sein, Philipp. 4. und spricht Ro. 12.: Seid frohlich mit den Frohlichen; und wiederumb, weinet mit den Weinenden. Siehe, das lautet ja wider einander, allzeit frohlich sein, und doch mit Andern weinen und trauren.	Og især Paulus er en vidunderlig helgen, som vil have, at vi altid skal være glade, Fil. 4,4, og som Rom 12,15 siger: Vær glade med de glade, og omvendt, græd med de grædende. Se, det lyder jo som modsætninger, altid at være glad og dog at græde og sørge sammen med andre.
⁹ Antwort: Gleichwie ich gesagt habe, dass Reichthumb haben ist nicht Sund noch verboten: also ist auch frohlich sein, wohl essen und trinken, nicht Sund noch verdammlich; dessgleichen auch nicht, Ehre und gute Namen haben; und soll doch selig sein, wenn ich Solchs nicht habe, oder lassen kann, und dafur Armuth, Elend, Schmach und Verfolgung leide.	Svar: Ganske som jeg har sagt, at dette at have rigdom ikke er synd eller er forbudt, sådan er også dette at være glad, at spise og drikke godt ikke synd og ikke fordømmeligt; på samme måde heller ikke at have en god ære og et godt navn; og alligevel siger Jesus, at jeg er salig, selv om jeg ikke har den slags, eller kan undvære det, og i stedet lider fattigdom, elendighed, forsmædelse og forfølgelse.
¹⁰ Also ist es beides da, und muss auch beides sein, trauren und frohlich sein, essen und Hunger leiden, wie Paulus Philipp. 4. von sich ruhmet: Ich habe die Kunst gelernet, dass, wo ich bin, mir gnügen lasse. Ich kann niedrig sein, ich kann hoch fahren; ich bin in allen Dingen, und bei allen geschickt, beide, satt sein und hungern; beide, uberig haben und Mangel leiden; item 2 Cor. 6.: (E22) Durch Ehre und Schande, durch bose Gerüchte und gut Gerüchte; als die Sterbenden, und siehe, wir leben; als die Traurigen, aber allzeit frohlich etc.	Altså forefindes begge dele, og de må også forefindes, at sørge og at være glad, at spise og lide sult, som Paulus roser sig af Fil 4,11: Jeg har lært den kunst, at hvor jeg end er, skal jeg være tilfreds. Jeg kan være elendig og jeg kan have overflod; jeg skikker mig i alle ting og hos alle, både at være mæt og at sulte; både at have overflod og lide mangel; ligeledes siger han 2 Kor 6,8: Under ære og vanære, under godt ry og dårligt ry, som døende og se, vi lever; som dem, der sørger, men altid er glade, osv.
¹¹ Darumb ist das die Meinung: Gleichwie der geistlich arm heisset, nicht, der kein Geld noch etwas Eigens hat; sondern, der nicht darnach geizet, noch seinen Trost und Trotz darauf setzet, als sei es sein Himmelreich: also auch heisset das Leide tragen und trauren, nicht, der äusserlich immer den Kopf hänget, saur siehet, und nimmermehr lachet; sondern, der sein Trost nicht darauf setzet, dass er nur hie gute Tage habe, und im Sause lebe; wie die Welt thut, die nicht weiter trachtet, denn wie sie eitel Freude und Lust hie habe, und sich darinne weidet, und nichts achtet noch sorget, wie es Gott oder den Leuten gehe.	Derfor er meningen den: Ganske ligesom den kaldes åndelig fattig, ikke den, der ikke har nogen penge eller nogen særejendom, men den, der ikke tragter efter det eller sætter sin trøst og sin trods dertil, som var det hans himmerig; på samme måde kaldes den, der bærer lidelse og sørger, heller ikke den, der i det ydre hænger med hovedet og ser sørgmodig ud, og aldrig mere ler, men den, der ikke sætter sin trøst dertil, at han her har lutter gode dage og lever i sus og dus; sådan som verden gør, der ikke tragter efter mere, end efter, hvordan den her kan have idel glæde og lyst, og glæder sig ved det, og ikke tager sig af eller bekymrer sig om, hvordan det går Gud eller mennesker.
¹² Also haben viel treffliche, grosse Leut, Konige und andere, so Christen sind gewesen, trauren und Leid mussen tragen, ob sie gleich fur der Welt herrlich gelebt haben; wie David allenthalben im Psalter von seinem Weinen und Leiden klagt.	På den måde har mange fortræffelige, store folk, konger og andre, som var kristne, måttet sørge og finde sig i lidelse, selv om de overfor verden levede herligt; som David overalt i Psalteret klager over sin gråd og lidelse.
¹³ Und auch itzt künnt ich wohl Exempel anzeigen von grossen Leuten, Herrn und Fürsten, so uber dem lieben Evangelio diess Stuck wohl erfahren und gelernet haben; als, itzt auf dem vergangen Reichstag zu Augsburg, und sonst, ob sie gleich auch auswendig wohl gelebt, und fürstlich in Seiden und Gold sich gekleidet, und anzusehen gewest, als die auf eitel Rosen giengen, aber täglich unter eitel giftigen Schlangen mussen sein, und im Herzen gefühlet solchen unerhorten Hohmuch, Trotz und Schmach, so viel bose Tück und Wort von den schändlichen Papisten, die ihr Lust und Freude davon gehabt, dass sie ihr Herz durchbittert, und so viel an ihn gewesen, keine fröhliche Stunde gegonnet haben, dass sie Alles haben müssen in sich fressen, und nicht mehr thun, denn Gott klagen mit Seufzen und Weinen.	Og også nuomstunder kunne jeg nok påvise eksempler på store folk, herrer og fyrster, som på grund af evangeliet nok har erfaret og måttet lære denne lektie; f. eks. nu på den afvigte rigsdag i Augsburg, og også ellers, selv om de i det udvendige har levet godt og klædt sig fyrsteligt i silke og guld og at se til været som nogle, der dansede på roser, så har de dog dagligt måttet være blandt lutter giftige slanger og i deres hjerter følt en sådan uhørt hovmod, trods og forsmædelse, så megen ond vilje og onde ord fra de skændige papister, som havde deres lyst og glæde i, at gøre dem hjertet bittert, og så vidt det stod til dem, ikke undt dem en glad time, så at de har måttet æde alting i sig, og ikke kunnet gøre andet end klage til Gud med suk og gråd.
¹⁴ Solche Leute wissen etwas davon, was da heisset: Selig sind, die da trauren und Leid tragen; ob mans ihn gleich nicht ansiehet, und mit Andern essen und trinken, und zuweilen mit lachen und scherzen, ihres Leids zu vergessen.	Sådanne mennesker véd noget om, hvad det betyder: Salige er de, som sørger og bærer lidelse, selv om man ikke ser det på dem, og selv om de spiser og drikker med andre og af og til også ler og skæmter, for at glemme deres lidelse.
¹⁵ Denn du musst nicht denken, dass (E28) trauren allein heisse weinen und klagen, oder heulen, wie die Kinder und Weiber; welchs ist noch nicht das rechte tiefe Leiden, wenn es ubers Herz kommen ist, und zun Augen eraus quillet: sondern das ists, wenn die rechten grossen Stösse kummen, die das Herz treffen und sturmen, dass man nicht kann weinen, und Niemand dar klagen.	For du må ikke tro, at det at sørge alene betyder at græde og klage eller tude, som børn og kvinder gør; det er endnu ikke den rette dybe lidelse, når det er kommet til hjerte og vælder ud af øjnene. Nej, det kommer først, når de rigtig store stød kommer, som rammer hjertet og stormer imod det, så man ikke kan græde og ikke tør klage til nogen.
¹⁶ Darumb ist trauren und Leid tragen nicht ein seltsam Kraut bei den Christen, ob es gleich auswendig nicht scheinet, auch wenn sie gerne wollten frohlich sein in Christo, und auch äusserlich so viel sie können.	Derfor er det at sørge og have lidelser ikke nogen sjælden blomst blandt de kristne, selv om man ikke kan se det udvendigt, heller ikke selv om de gerne ville være glade i Kristus og også er det i det ydre, så meget de kan.
¹⁷ Denn sie mussen täglich sehen und fühlen im Herzen, wenn sie die Welt ansehen, so viel Bosheit, Muthwillen, Verachtung und Lästerung Gottes und seines Worts, dazu so viel Jammer und Ungluck, so der Teufel anrichtet, beide in geistlichem und weltlichem Regiment, dass sie nicht viel frohliche Gedanken konnen haben, und ihre geistliche Freude seher schwach ist.	For de må daglig se og mærke i deres hjerte, når de ser på verden, så megen ondskab, modvilje, foragt og bespottelse af Gud og hans ord, dertil så megen jammer og ulykke, som djævelen anretter, både i det åndelige og i det verdslige regimente, så at de ikke kan have mange glædelige tanker og deres åndelige glæde er meget svag.
¹⁸ Und wo sie es stets sollten ansehen, und nicht zuweilen die Augen wegwerfen, kunnten sie keinen Augenblick frohlich sein; ist gnug, dass es sonst mehr furfället und trifft, denn sie es gerne hätten, dass sie es nicht durfen weit suchen.	Og hvis de hele tiden skulle se på det og ikke havde lov til af og til at se på noget andet, ville de ikke i noget øjeblik kunne være glade; det er nok, at det iøvrigt forefalder og indtræffer oftere, end de ønsker det, så de ikke behøver søge langt omkring.
¹⁹ Darumb hebe nur an, und werde ein Christen, so wirst du wohl lernen, was trauren und Leid tragen heisse. Kannst du nicht mehr, so nimm ein Weib, und setze dich, und nähere dich im Glauben, dass du Gottes Wort lieb habest, und thuest, was dir in deinem Stand befohlen ist; so sollt du bald erfahren, beide von Nachbarn und in deinem eigen Haus, dass es nicht gehen wird, wie du gerne hättest, und sich uberall hindern und hemmen, dass du gnug zu leiden kriegst, und sehen musst, das dir im Herzen wird wehe thun.	Derfor kan du rolig begynde på at blive en kristen, så skal du nok lære, hvad det at sørge og have lidelse betyder. Kan du ikke gøre andet, så kan du tage dig en kone og slå dig ned og ernære dig i troen, så du har Guds ord kær og gør, hvad der er befalet dig i din stand, så skal du snart erfare, både fra naboer og fra dit eget hus, at det ikke vil gå, som du gerne ville have det, og der overalt opstår hindringer og hemsko, så at du får lidelse nok og må se på noget, der gør dig ondt i dit hjerte.
²⁰ Sonderlich aber die lieben Prediger mussen Solchs wohl lernen, und täglich damit geubt werden, dass sie allerlei Neid, Hass, Hohn und Spott, Undank, Verachtung und Lästerung dazu, mussen in sich fressen, damit ihr Herz und Seele durchstochen und ohn Unterlass gequälet wird. (E24)	Men især de kære prædikanter skal nok komme til at lære den slags og komme til dagligt at prøves med det, så at de må æde i sig alle slags misundelse, had, hån og spot, utak, foragt og bespottelse, og dermed bliver deres hjerte og sjæl gennemboret og pint uden afbrydelse.
²¹ Die Welt aber will solch Trauren oder Leidtragen nicht haben, darumb suchet sie solche Stände und Leben, darin sie gute Tage habe, und von Niemand Nichts leiden durfe; wie der Monchen und Pfaffen Stand gewesen ist.	Men verden vil ikke have den slags sorg eller lidelse, derfor søger den de stænder og livsformer, hvor den kan have gode dage og ikke behøver at lide ondt af nogen; f. eks. munke- eller præstestanden.
²² Denn sie kann nicht leiden, dass sie in gottlichem Stande ander Leuten dienen sollte mit eitel Sorgen, Mühe und Aerbeit, und dazu Nichts denn Undank und Verachtung, und ander bose Tücke zu Lohn kriegen.	For den kan ikke lide, at den i den guddommelige stand skulle tjene andre folk med idel bekymrung, møje og arbejde, og derforuden ikke opnå andet end utak og foragt og andre onde holdninger til løn.
²³ Darumb, wenn es ihr nicht gehet, wie sie will, und einer den Andern saur ansiehet, so konnen sie nichts, denn poltern mit Fluchen und Donnern, ja, mit der Faust dazu, wollen bald Gut und Ehre, Land und Leut hinan setzen.	Derfor, når det ikke går den, som den vil, og den ene ser surt til den anden, så kan den ikke gøre andet end buldre med forbandelse og torden, ja også med næven, og vil snart sætte gods og ære, land og folk først i rækken.
²⁴ Aber Gott schickets also, dass sie dennoch nicht mussen so frei hingehen, dass sie kein Leid sehen noch leiden durften, und gibt ihn zu Lohn, weil sie es nicht gerne thun, dass sie es doch leiden mussen, und dasselb mit Zorn und Ungeduld zwiefältig grösser und schwerer machen, und keinen Trost noch gut Gewissen haben konnen. Die Christen aber haben den Vortheil, dass, ob sie gleich Leid tragen, dennoch sollen getröstet werden, und beide, hie und dort, selig sein.	Men Gud skikker det sådan, at de alligevel ikke kan gå så frit omkring, så de ikke ser eller må lide nogen skade, og fordi de ikke gør det frivilligt, giver han dem den løn, at de alligevel må lide det og med vrede og utålmodighed gøre det dobbelt så besværligt og ikke kan have nogen trøst eller nogen god samvittighed. Men de kristne har den fordel, at de, selv om de får lidelse, alligevel skal trøste, og være salige både her og hisset.
²⁵ Darumb, wer nicht will gar ein Weltkind sein, und mit den Christen Theil haben, der lass sich auch in dem Register finden, dass er helfe seufzen und Leid tragen, auf dass er auch getrostet werde; wie diese Verheissung lautet.	Derfor, den, der ikke fuldstændig vil være et verdens barn og have lod og del med de kristne, han skal også lade sig finde i det register, så at han hjælper med til at sukke og bære lidelse, så han også kan blive trøstet, som denne forjættelse lyder.
²⁶ Daher lieset man ein Exempel in dem Propheten Ezechiel 9., wie Gott sechs Männer aussendete mit tödtlicher Wehre uber die Stadt Jerusalem. Aber einen unter ihn schicket er mit einem Schreibezeug, der sollt mitten durch die Stadt gehen, und ein Zeichen auf die Stirn schreiben allen, die da seufzeten und Leid trügen, dass es so schändlich zugienge, und sehen mussten, das ihn durchs Herz gienge; und wer so gezeichnet wurde, der sollt lebendig bleiben, die Andern aber alle todtgeschlagen werden.	Det læser man et eksempel på i Ez 9,1-7, hvor Gud udsendte seks mænd med dødelige våben ind i byen Jerusalem. Men blandt dem udsendte han én med et skriveredskab, han skulle gå midt igennem byen og skrive et tegn i panden på alle, som sukkede og bar smerte over, at det gik så skændigt til, og var nødt til at se på det, der gik dem til hjerte; og den, der blev betegnet således, han skulle blive i live, men de andre slås ihjel.
²⁷ Siehe, das ist der Christen Vortheil, dass, ob sie gleich eitel Leid und Jammer in der Welt sehen mussen, doch zuletzt dahin kompt, wenn die Welt am (E25) sichersten ist, und in eitel Freuden fähret, dass sich das Rädlin umbkehret, und plötzlich ein Unglück uber sie kompt, darin sie bleiben und verderben muss, sie aber eraus gerissen und errettet werden; wie der liebe Lot zu Sodom errettet ward, da sie lang sein Herz gequälet und zumartert hatten (wie S. Petrus sagt,) mit ihrem schändlichen Wesen.	Se, det er de kristnes fordel, at selv om de må se idel lidelse og jammer i verden, så går det dog til sidst sådan, når verden er sikrest og lever i lutter glæde, og så bladet vender sig og en ulykke pludselig kommer over dem, hvori de må forblive og gå til grunde, men de kristne bliver revet ud derfra og reddet; sådan som den kære Lot blev reddet i Sodoma, (1 Mos 19,1-29) hvor de længe havde pint og martret hans hjerte (som Skt. Peter siger (2 Pet 2,7)) med deres skændige væsen.
²⁸ Darumb lass die Welt itzt lachen und im Sause leben, nach ihrer Lust und Muthwillen. Und ob du musst trauren und Leid tragen, und täglich sehen, das dein Herz betrübt, so leide dich, und halte dich des Spruchs, dass du dirs lassest wohlgefallen, und dich damit tröstest, und auch äusserlich dich erquickest und fröhlich machest, so viel du kannst.	Derfor lad blot verden le og leve i sus og dus efter dens lyst og forgodtbefindende. Og selv om du må sørge og bære lidelse, og dagligt se på det, der bedrøver dit hjerte, så find dig i det og hold dig til dette ord, så du ikke kommer til at synes om det, men trøster dig med det og også i det ydre opmuntrer dig med det og gør dig glad, så meget du kan.
²⁹ Denn die also Leid tragen, die mogen wohl Freude haben und nehmen, wo sie konnen, dass sie nicht fur Traurikeit versinken. Denn auch Christus eben diese Wort setzet, und den Trost verheisset, dass sie in ihrem Leid nicht verzagen, noch des Herzens Freud gar nehmen und verlöschen lassen, sondern solch Trauren mit dem Trost und Labsal mengen; sonst, wo sie nimmer kein Trost noch Freude hätten, mussten sie verschmachten und verdorren.	For de, der på den måde bærer lidelse, de kan godt have og tage glæde, såvidt de kan, så de ikke synker helt i bedrøvelse. For Kristus taler jo også disse ord og forjætter denne trøst, så de ikke skal gå til grunde i deres lidelse, og heller ikke lade sig fratage og og udslukke hjertets glæde, men blande denne sorg med trøsten og vederkvægelsen; ellers, hvis de ikke havde nogen trøst eller glæde, måtte de vansmægte og udtørre.
³⁰ Denn es vermag kein Mensch eitel Trauren zu ertragen; denn es säugt Saft und Kraft im Leib aus, wie der weise Mann sagt: Traurikeit hat viel Leut umbs Leben bracht. Item: Ein trauriger Muth vertrocket das Mark in Beinen. Darumb soll man solchen nicht allein nachlassen, sondern auch heissen und dazu treiben, dass sie sich zuweilen frohlich machen, womit sie können; oder ja solch Trauren lindern und ein wenig vergessen.	For intet menneske kan bære lutter sorg; for den udsuger saft og kraft af hans krop, som vismanden siger: Sorg har ombragt mange mennesker. Ligeledes: Et traurigt mod udtørrer benenes marv. Derfor skal man ikke alene ikke give efter for den slags, men også befale og drive til, at de af og til gør sig lystige med det, de kan gøre sig lystige med; eller lindre en sådan sorg og glemme den en smule.

³¹ Darumb will Christus nicht, dass allein eitel Trauren und Betrubniss da sein soll, sondern will denen wehren, die gar nicht trauren wollen, und eitel gute Tage und alle ihren Trost hie haben; und seine Christen lehren, wenns ihn ubel gehet und trauren mussen, dass sie wissen, dass Solchs Gotte wohlgefället, und ihnen auch wohl gefallen lassen, nicht fluchen und toben, oder verzweifeln, als wolle ihr Gott kein Gnade haben.	Derfor vil Kristus ikke, at der kun skal være idel sorg og bedrøvelse, men han vil advare dem, der slet ikke være sørge og have lutter gode dage og søge al deres trøst her på jorden; og sine kristne vil han belære om, at når det går dem ilde og de må sørge, da skal de vide, at den slags er Gud velbehageligt, og også vil komme dem selv til gode, så de ikke bander og raser eller fortvivler, som om Gud ikke ville vise dem nåde.
³² Wo das ist, da soll das (E26) bitter Trünklin mig Honig und Zucker gemenget und gelindert oder gemildert werden, welchs ist diese Verheissung, dass ihm Solchs wohlgefället, und dass er sie selig spricht, dazu auch hie getrostet, und dort das Leid gar von ihn soll genommen werden.	Når det er sådan fat, så skal den bitre drik blandes og lindres og mildnes med honning og sukker; det er indholdet af denne forjættelse, at den slags er ham velbehageligt, og at han erklærer dem for salige, desuden trøstet allerede her, og hisset skal lidelsen tages fra dem.
³³ Darumb, lass gehen Welt und alle, die uns Leid thun, in ihres Herrn, des Teufels Namen, und uns diess Lied singen, und frohlich sein in Gottes und Christi Namen. Denn es soll ihn doch nicht hinaus gehen, wie sie wollen, sondern, ob sie gleich sich itzt unsers Unglucks freuen, und uns viel zu Leid thun, wollen wir dennoch einen guten Muth haben, und erleben, dass sie zuletzt heulen und weinen mussen, wenn wir getrostet und frohlich werden.	Derfor, lad verden og alle dem, der volder os lidelse, fare i deres herre, djævelens navn og lad os synge denne vise og være glade i Guds og Kristi navn. For det skal dog ikke lykkes dem med det, de vil, men selv om de nu glæder sig over vores ulykke og volder os megen lidelse, så vil vi alligevel være ved godt mod og komme til at opleve, at det i sidste ende er dem, der må hyle og græde, mens vi trøstes og er glade.
³⁴ Selig sind die Sänftmuthigen, denn sie werden das Erdreich besitzen.	Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. (ntmatt 05#5)
³⁵ Dieses Stuck folget fein auf das erste, da er gesagt hat: Selig sind, die geistlich arm sind etc. Denn wie er droben das Himmelreich und ewig Gut verheisset, also setzt er hie auch dazu eine Verheissung von diesem zeitlichen Leben und Gutern hie auf Erden.	Dette ord følger smukt på det første, han sagde: Salige er de salige i ånden osv. For ligesom han dèr forjættede dem himmeriget og det evigt gode, sådan føjer han her en forjættelse til om dette timelige liv og goderne her på jorden.
³⁶ Wie reimet sichs aber zusammen, arm sein, und das Land besitzen? Ich meine, der Prediger habe vergessen, was er angefangen hat. Denn, soll man das Land und Guter besitzen, so muss man ja nicht arm sein? Er heisset aber hie das Land besitzen, allerlei Guter haben hie auf Erden, nicht, dass ein Iglicher ein ganz Land solle inne haben; sonst musste Gott noch mehr Welt schaffen: sondern die Guter, so einem Iglichen Gott bescheeret, dass er einem Weib, Kinder,Viehe, Haus, Hof gibt, und was darein gehoret, dass er im Land (wo er wohnet,) sitzen und bleiben kann, und seines Guts ein Herr sei, wie die Schrift sonst pflegt zu reden, und Ps. 37. oft stehet: Die des Herren harren, werden das Land erben; item: Seine Gesegneten erben das Land etc.	Men hvordan stemmer et overens: at være fattig og at eje jord? Jeg mener, prædikanten har glemt, hvad han begyndte med. For hvis man skal eje jord og gods, så kan man da ikke være fattig? Men her taler han om dette at eje jord, at have alle slags ejendom på jorden, ikke sådan at enhver skal eje et helt land; så måtte jo Gud skabe endnu en verden; men om den ejendom, som Gud beskærer enhver, når han giver én hustru, børn, kvæg, hus, gård og hvad der hører med dertil, så han kan slå sig ned og blive i det land, hvor han bor, og være herre over sin ejendom, som skriften plejer at tale om det, og som det mange gange står i Sl 37, f. eks. vers 34: De, der bier på Herren, skal arve landet. Ligeledes vers 22: Hans velsignede arver landet, osv.
³⁷ Darumb bringet er hie die Glosse selbs mit, dass geistlich arm sein, davon er zuvor gesagt, nicht heisset ein Bettler sein, oder Geld und Gut wegwerfen. Denn er will hie, dass sie im Land wohnen und bleiben sollen, und (E27) mit irdischem Gut umbgehen; wie wir weiter horen werden.	Derfor anfører han her selv fortolkningen, at det at være åndeligt fattig, hvorom han talte tidligere, ikke betyder at være en tigger, eller at kaste penge og gods bort. For han vil her, at de skal bo i landet og forblive der, og omgive sig med jordisk gods; som vi kommer til at høre fremover.
³⁸ Was heisst nu, sanftmüthig sein? Hie musst du, erstlich, abermal wissen, dass Christus gar Nichts redet von der Oberkeit und ihrem Ampt; denn derselbigen gehoret nicht zu, dass sie sanftmüthig sei (wie wir auf deutsch Sanftmuth nennen); denn sie fuhret das Schwert, damit sie die Bosen strafen muss, und hat einen Zorn und Rache, die heisset Gottes Zorn und Rache: sondern er saget allein von einzelen Personen, wie ein Iglicher fur sich leben soll gegen Andern, ausser dem Ampt und Regiment;	Hvad vil nu det sige: at være sagtmodig? Her må du for det første igen være klar over, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig (sådan som vi på tysk taler om sagtmodighed); for den fører sværdet, for at den skal straffe de onde, og den har en vrede og en hævn, som kaldes Guds vrede og hævn: Nej, Jesus taler alene om enkeltpersonen, om, hvordan enhver skal leve for sit eget vedkommende overfor andre, udover embedet og regimentet.
³⁹ als, Vater und Mutter, wo sie nicht als Vater und Mutter gegen ihren Kindern leben, noch ihr Vater- und Mutterampt treiben, das ist, gegen die, so nicht Vater oder Mutter heissen, als Nachbar und ander Leut.	F. eks. far og mor, når de ikke lever som far og mor overfor deres børn, eller driver deres fader- eller moderembede, det vil sige, imod dem, som ikke kaldes far eller mor, såsom naboer og andre mennesker.
⁴⁰ Denn ich sonst oft gesagt habe, dass man die zwei weit unterscheiden muss, Ampt und Person. Es ist viel ein ander Mann, der da Hans oder Martin heisset, und der Churfurst oder Doctor und Prediger heisset.	For jeg har ofte sagt, at man må skelne klart mellem de to ting, embede og person. Den mand, der hedder Hans eller Martin, er en helt anden mand end ham, der er kurfyrste eller doktor eller prædiker.
⁴¹ Denn hie werden gleich zwo unterschiedliche Person in Einem Menschen. Eine, darin wir geschaffen und geboren sind, nach welcher wir alle unter nander gleich sind, Mann, Weib, Kind, Jung, Alt etc. Aber wenn wir nu geboren sind, so kleidet und schmuckt dich Gott zu einer andern Person, machet dich zu einem Kind, mich zum Vater; einen zum Herrn, den Andern zum Knecht; diesem zu einem Fursten, jenen zum Burger; und so fortan.	For her opstår der straks to forskellige personer i det ene og samme menneske. Den ene, hvori vi er skabt og født, ifølge hvilken vi alle er lige overfor hinanden, mand, kvinde, barn, ung, gammel, osv. Men når vi nu er født, så klæder og smykker Gud dig til en anden person, gør dig til et barn, mig til far, én til herre, en anden til tjener, denne til fyrste, hin til borger, og så videre.
⁴² Das heisset denn eine gottliche Person, als die ein gottlich Ampt fuhret, und in seiner Herrlichkeit geschmuckt gehet, und nicht schlecht Hans oder Claus, sondern ein Furst zu Sachsen, oder Vater und Herr heisset.	Det kaldes så en guddommelig person, og det er dem, som fører et guddommelige embede og går rundt, smykket med dets herlighed og ikke hedder slet og ret Hans eller Claus, men en fyrste af Saksen, eller far eller herre.
⁴³ Von dieser redet er hie Nichts, sondern lässet sie fur sich gehen in ihrem Ampt und Regiment, wie ers geordnet hat; sondern von der blossen, einzelen, naturlichen Person, was ein Iglicher fur sich selbs, als ein Mensch, gegen dem Andern thun soll. (E28)	Om dem siger han ikke noget her, men han lader dem gå for sig i deres embede og regimente, sådan som han har forordnet det; men han taler om den blotte, enkelte, naturlige person, hvad enhver for sit vedkommende som menneske skal gøre mod den anden.
⁴⁴ Darumb, wo wir im Ampt und Oberkeit gehen, da soll und mussen wir scharf und streng sein, zurnen, strafen etc. Denn hie mussen wir thun, was uns Gott in die Hand gibt, und von seinenwegen thun heisset.	Derfor, når vi står i embedet og er øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, blive vrede, straffe osv. For her må vi gøre det, Gud lægger hen til os at gøre, og som han siger, vi skal gøre på hans vegne.
⁴⁵ Sonst, was ausser dem Ampt gehet, da lerne ein Iglicher fur sich selbs, dass er sanftmüthig sei gegen Idermann, das ist, nicht mit Unvernunft, aus Hass oder Rachgier, mit dem Nähesten fahre und handle, als die, so man heisset, Hans mit dem Kopf hindurch, die nimmer Nichts leiden noch weichen wollen, sondern Welt und Berg umbreissen, und Bäume versetzen, wollen Niemand kein Wort verhoren, noch zu gut halten konnen, und flugs Sack und Seil aufbinden, Nichts denken, denn wie sie sich rächen und wieder schlahen wollen.	Ellers, hvad der går for sig udenfor embedet, det må enhver lære for sig selv, så at han er sagtmodig imod enhver, det vil sige, ikke omgås eller handler overfor næsten med ufornuft, ud af had eller hævngerrighed, som dem, som man kalder Hans-med-hovedet-under-armen, som aldrig finder sig i noget eller viger for nogen, men river alverden i stykker og flytter træer, ikke vil se igennem fingre med nogens ord eller holde ham det til gode, og straks sætter alle sejl til og ikke tænker på andet end på, hvordan de kan hævne sig og slå igen.
⁴⁶ Damit ist der Oberkeit nicht gewehret zu strafen, und Rache zu fuhren von Gottes wegen; aber auch nicht Raum gegeben, wo ein Richter, Burgemeister, Herr oder Furst ein Schalk ist, und die zwo Person in einander mengt, und uber sein Ampt greift aus eigenem Muthwillen, oder aus Neid, Hass und Feindschaft, (wie gemeiniglich geschicht,) unter dem Schein und Deckel des Ampts und Rechts; als, wo unser Nachbarn unter der Oberkeit Namen wollten Etwas wider uns ausrichten, dazu sie sonst nicht kommen konnten.	Dermed er det ikke forhindret, at øvrigheden kan straffe og føre hævn på Guds vegje; men der er heller ikke giver plads til en dommer, borgmester, herre eller fyrste, der er en skurk og blander de to personer sammen og griber ud over sit embede efter eget forgodtbefindende, eller handler af misundelse, had og fjendskab (som det gemenligen sker) under skin og dække af sit embede og retten; f. eks. hvis vores nabo under øvrighedens navn ville udrette noget imod os, som han ellers ikke kunne komme af sted med.
⁴⁷ Und sonderlich redet er abermal mit seinen Juden, wie er hat angefangen, welche stracks auf dem Sinn stunden, dass sie meineten, sie durften von keinem Heiden und Fremden Nichts leiden, und thäten wohl dran, dass sie nur getrost sich rächeten, und fuhreten dazu Sprüche aus Mose, als Deuter. 28.: Der Herr wird dich zum Häupt machen, und nicht zum Schwanz, und wirst nur oben schweben, und nicht unterliegen etc.; welchs wäre wohl recht.	I særlig taler han atter til sine jøder, som han har begyndt på det, de, som straks greb den betydning, at de mente, at de ikke skulle behøve at finde sig i noget af nogen hedning eller fremmed, og at de ville gøre vel i med god samvittighed at hævne sig, og til den ende anførte udsagnet fra 5 Mos 28,1: Herren vil gøre dig til overhoved, og ikke til hale, så de kun vil svæve over de andre og ikke ligge under for dem osv; hvilket vel ville være rigtigt.
⁴⁸ Es heisst aber also, wenn es Gott selbs thut, so ists wohl gethan. Denn es ist viel ein Anders, wenn ers heisst und spricht: Ich wills thun, und wenn wirs selbs ohn Befehl thun. Was er sagt, das soll (E29) und muss geschehen: Was wir sagen, das geschicht, wenn es kann, oder bleibt wohl gar nach. Darumb gilts nicht, dass du es wollest thun, da ers thun sollt, und nicht harren, bis er dichs heisset, und dennoch dich solcher Verheissung annehmen und darauf trotzen.	Men nu hedder det, at det er Gud selv, der vil gøre det, og så er det vel gjort. For det er to forskellige ting: når han befaler det og siger: Jeg vil gøre det, og når vi selv gør det uden befaling. Hvad han siger, det skal og må ske. Hvad vi siger, det sker, når det kan lade sig gøre, eller også udebliver det helt. Derfor gælder det ikke, at du vil gøre det, hvor han skal gøre det, så du ikke vil vente, til han befaler det, og alligevel tager denne forjættelse til dig og trodser på den.
⁴⁹ Siehe, solche tolle Heiligen strafet hie Christus, die da meinen, ein Iglicher sei Herr in der ganzen Welt, und habe Recht dazu, dass er Nichts leide, sondern nur poltern und rumoren, und mit Gewalt fahren, das Ihre zu schutzen; und lehret uns, dass, wer da will das Seine, Gut, Haus und Hof ect. mit Fried regieren und besitzen, der müsse sanftmuthig sein, dass er konne versehen, und mit Vernunft fahren, und leiden, was er immer leiden kann.	Se, sådanne tåbelige helgener angriber Kristus her, de, som mener, at enhver er herre over hele verden og har ret til ikke at lide noget, men rask væk kan rase og buldre og fare frem med magt for at beskytte, hvad de har; og han lærer os, at den, der vil herske over og besidde sin ejendom, sit gods, sit hus og gård, osv, med fred, han må være sagtmodig, så han være forudseende og bære sig fornuftigt ad, og han må lide, hvad han nu kommer til at lide.
⁵⁰ Denn es kann nicht fehlen, es wird zuweilen dein Nachbar sich an dir vergreifen und zu viel thun, entweder aus Versehen, oder auch aus Muthwillen.	For det kan ikke fejle, af og til vil din nabo forgribe sig på dig og gøre for meget, enten af vanvare eller med vilje.
⁵¹ Ists Versehen, so machst dus deinethalben nicht gut, dass du Nichts willt noch kannst vertragen. Ists aber Muthwillen, so machest du ihn nur ärger, dass du feindlich scharrest und pochest, und er dazu lachet, und seine Lust busset, dass er dich erzurnet und Leid thut, so, dass du doch kein Friede kannst haben, noch des Deinen mit Ruge brauchen.	Er det af vanvare, så gør du det på din side ikke godt igen, hvis du ikke vil eller kan finde dig i noget. Men er det med vilje, så gør du ham kun mere vred, når du knurrer fjendtligt ad ham og raser imod ham, og han bare ler af det, og har sin fornøjelse ved at gøre dig vred og give dig lidelse, så du alligevel ikke kan få fred eller bruge din ejendom i ro.
⁵² Darumb wähle der zweier eins, welchs du willt: dass du entweder mit Sanftmuth und Geduld unter den Leuten lebest, und behältest, was du hast, mit Fried und gutem Gewissen; oder mit Poltern und Rumorn das Deine verlierest, und kein Ruge dazu habst. Denn da stehet beschlossen: Die Sanftmuthigen sollen das Land besitzen.	Derfor må du vælge, hvad du vil, ét af to: Enten lever du blandt mennesker med sagtmodighed og tålmodighed og beholder det, du har, med fred og en god samvittighed; eller også mister du din ejendom med rasen og buldren og har dertil ingen ro. For det står fast: De sagtmodige skal eje landet.
⁵³ Und siehe nur selbs die seltsamen Köpfe, die immerdar zanken und hadern umb Gut und ander Ding, und Niemand weichen, sondern Alles mit dem Kopf hindurch ausführen wollen, ob sie nicht mehr verhadern und verkriegen, denn sie immer gewinnen mochten, und zuletzt Land und Leut, Haus und Hof verlieren, mit Unfried und bosem Gewissen dazu; so spricht auch Gott seinen Segen dazu, der heisst also: Seid ja (E30) nicht sanftmüthig, dass ihr das liebe Land ja nicht behaltet, noch einen Bissen mit Frieden genisset.	Og se kun selv på de mærkelige hoveder, der altid kives og strides om gods og andre ting og ikke viger for nogen, men vil gennemføre alt ligepå og hårdt, selv om de så ikke kan stride sig til og opnå mere, end de nogensinde vil kunne vinde, og til sidst mister jord og folk, hus og gård, dertil med ufred og dårlig samvittighed; det udtaler også Gud sin velsignelse over, når han befaler: Lad bare være med at være sagtmodig, så I ikke kommer til at beholde jeres kære jord eller nyder en bid i fred.
⁵⁴ Willt du aber recht fahren und Ruge haben, so lass deines Nachbarn Muthwillen und Frevel sich selbs dämpfen und verlöschen; sonst kannst du dem Teufel nicht lieber, noch dir selbs mehr zu Leid thun, denn dass du feindlich zurnest und rumorst.	Men vil du handle ret og have ro, så lad din nabos frimodighed og frækhed dæmpe og opløse sig selv; ellers kan du ikke gøre noget, djævelen bliver mere glad for, og som gør dig selv mere skade, end at du kives fjendtligt med din nabo og buldrer op imod ham.
⁵⁵ Hast du ein Oberkeit, so sage es an, und lass sie darauf sehen. Denn sie ist darumb gesetzt, dass sie es nicht leide, dass man die Unschuldigen gar unterdrucke; so wird Gott auch wohl druber halten, dass sein Wort und Ordnung bleibe, und du dieser Verheissung nach das Land besitzest. So hast du Fried und Segen von Gott; dein Nachbar aber Unfried, sampt Gottes Ungnade und Fluch.	Har du en øvrighed, så sig det til den, og lad den se på sagen. For den er indsat til ikke at finde sig i, at man undertrykker uskyldige; sådan vil Gud også nok se ordentlig til, at hans ord og ordning bliver stående, og du kommer til at besidder jorden ifølge denne forjættelse. Så har du fred og velsignelse fra Gud, men din nabo ufred, foruden Guds unåde og forbandelse.
⁵⁶ Aber diese Predigt gehet Niemand ein; denn die Christen sind, und gläuben, und wissen, dass sie ihren Schatz haben im Himmel, der ihn gewiss ist, und nicht kann genommen werden: daher sie auch hie mussen gnug haben, ob sie gleich nicht Kasten und Taschen voll rother Gulden haben. Weil du denn das weissest, warumb wolltest du dir deine Freud zurutten und nehmen lassen, ja, selbs Unruge machen, und dich solches trefflichen Segens berauben.	Men denne prædiken rammer ingen; for de kristne tror og véd, at de har deres skat i himlen, og den er dem sikker nok og kan ikke tages fra dem. Derfor må de også her have nok, selv om de ikke har kister og punge fulde af røde gylden. Fordi du véd det, hvorfor vil du da lade nogen rokke ved din glæde og tage den fra dig, ja, selv lave uro og berøve dig en sådan udmærket velsignelse?
⁵⁷ Siehe, so hast du nu drei Stuck mit dreien reichen Verheissungen, dass, wer ein Christen ist, der muss gnug haben, beide zeitlich und ewig, ob er gleich hie muss viel leiden, beide, inwendig im Herzen und auswendig; wiederumb, die Weltkinder, weil sie kein Armuth, noch Leid, noch Gewalt leiden wollen, weder das Himmelreich noch zeitlich Gut mit Friede und Ruhe behalten und geniessen. Davon magst du weiter lesen Psal, 37., welcher ist die rechte Glosse uber diess Stuck, und reichlich beschreibt, wie die Sanftmuthigen das Land besitzen, und die Gottlosn sollen ausgerott werden. (E31)	Se, sådan har du nu tre stykker med tre rige forjættelser, så at den, der er kristen, må have nok både timeligt og evigt, selv om han her må lide meget, både indvendig i hjertet og udvendigt; omvendt kan verdens børn, fordi de ikke vil finde sig i nogen fattigdom, lidelse eller magt, hverken beholde eller nyde himmeriget eller de timelige gods i fred og ro. Derom kan du læse videre i Sl 37, som er den rette fortolkning til dette stykke og rigeligt beskriver, hvordan de sagtmodige skal besidde landet og de gudløse skal udryddes.
⁵⁸ Selig sind, die da hungert und durstet nach der Gerechtigkeit, denn sie sollen satt werden.	Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. (ntmatt06#6)
⁵⁹ Gerechtikeit muss an diesem Ort nicht heissen die christliche Häuptgerechtigkeit, dadurch die Person frumm und angenehm wird fur Gott. Denn ich habe vor gesagt, dass diese acht Stuck nichts Anders sind, denn eine Lehre von den Früchten und guten Werken eines Christen, vor welchen der Glaube zuvor muss da sein, (00#79) als der Baum und Häuptstuck, oder Summa seiner Gerechtigkeit und Seligkeit, ohn alle Werk und Verdienst, daraus solche Stuck allewachsen und folgen mussen.	Retfærdighed må på dette sted ikke forstås som den kristne hovedretfærdighed, hvorved personen bliver from og får Guds velbehag. For jeg har tidligere sagt, at disse otte stykker ikke er andet end en lære om en kristens frugter og gode gerninger, og før de er der, må troen først være der, som træet og hovedstykket, eller som det vigtigste i hans retfærdighed og salighed, uden nogen gerning og fortjeneste, for alle disse stykker må vokse ud af og følge efter den.
⁶⁰ Darumb verstehe ich hie die äusserlich Gerechtigkeit fur der Welt, so wir unter uns gegen ander halten; dass diess kurz und einfältig die Meinung sei von diesen Worten: Das ist ein rechtschaffen selig Mensch, der immer anhält und mit allen Kräften darnach strebt, dass es allenthalben wohl zugehe, und Idermann recht thue, und Solchs mit Worten und Werken, mit Rath und That hilft halten und fordern.	Derfor forstår jeg her den ydre retfærdighed overfor verden, som vi overholder iblandt os overfor hinanden; så at følgende kort og enfoldigt er meningen med disse ord: Det er et retskaffent saligt menneske, som altid bliver ved med og af alle kræfter stræber derefter, at det overalt går ordentligt til, og enhver øver ret, og hjælper med til at overholde og kræve det med både ord og gerninger, med råd og dåd.

⁶¹ Diess ist nu auch ein kostlich Stuck, welchs seher viel guter Werk begreift, aber auch gar seltsam ist. Als, dass wirs in Exempel fassen, wenn ein Prediger will in diesem Stuck erfunden werden, der muss so geschickt sein, dass er einen Iglichen in seinem Stande unterweise und helfe, dass er denselbigen recht fuhre, und thue, was dazu gehoret;	Også det er nu et kosteligt stykke, som indeslutter i sig mange gode gerninger, men også er ganske sjældent. Såsom, hvis vi nu skal give et eksempel, hvis en prædikant vil befindes at være i dette stykke, så må han være således skikket, at han underviser enhver i sin stand og hjælper til med, at han fører sin stand ret og gør, hvad der hører med til den;
⁶² und wo er siehet, dass es manglet, und nicht recht gehet, dass er da sei, warne, strafe und bessere, wie und womit er kann: also, dass ichs, als ein Prediger, nicht manglen lasse an meinem Ampt, noch die Andern an ihrem, dass sie meiner Lehre und Predigen folgen, und also auf beiden Seiten recht zugehe.	og hvor han ser, at der mangler noget og at det ikke gør ret til, dèr må han være, advare, formane og forbedre, hvordan og hvormed han kan: således at jeg, som prædikant, ikke lader det mangle noget i mit embede, ejheller de andre i deres, så at de følger min lære og prædiken og det således på begge sider går ret til.
⁶³ Wo nu solche Leut sind, die sich drumb annehmen, und lassens ihn Ernst sein, dass sie gerne wollten recht thun, oder in rechtem Wesen und Werken erfunden werden, die hungert und durstet nach der Gerechtigkeit.	Hvor der nu er sådanne mennesker, som tager det til sig og lader det være alvor for dem, så de gerne vil handle ret og befindes at være i det rette væsen og de rette gerninger, så må man sige, at de hungrer og tørster efter retfærdighed.
⁶⁴ Und wenn es so gienge, so wäre keine Buberei noch Unrecht, sondern eitel (E32) Gerechtigkeit und selig Wesen auf Erden. Denn was ist der Welt Gerechtigkeit anders, denn dass Idermann thue in seinem Stande, was er schuldig ist? welchs heisst desselbigen Stands Recht, als Mannsrecht und Frauenrecht, Kindsrecht, Knechts- und Magdrecht im Hause, Burgerrecht oder Stadtrecht im Lande; welchs alles stehet darin, dass die, so ander Leuten furstehen und regieren sollen, solchs Ampt mit Fleiss, Sorgen und Treuen ausrichten, die Andern auch dessgleichen schuldigen Dienst und Gehorsam treulich und willig leisten.	Og hvis det gik således til, så ville der ikke være noget snyd eller nogen uret, men der ville være lutter retfærdighed og et saligt væsen på jorden. For hvad er verdens retfærdighed andet, end at enhver i sin stand gør, hvad han er skyldig at gøre? hvilket vil sige denne stands ret, f. eks. mandsret og kvinderet, børneret, karle- og pigeret i huset, borgerret eller byret i landet, hvilket altsammen består deri, at de, som skal stå over andre mennesker og regere dem, udøver dette embede med flid, omhu og troskab, og de andre tilsvarende trofast og villigt yder deres skyldige tjeneste og lydighed.
⁶⁵ Er setzet aber nicht umbsonst solche Wort: hungern und dursten nach der Gerechtigkeit; damit er will anzeigen, dass ein grosser Ernst, Begierd und Brunst, dazu ein unablässiger Fleiss dazu gehore: dass, wo solcher Hunger und Durst nicht ist, da wird nimmer Nichts draus.	Men det er ikke uden betydning, at han bruger det udtryk: at hungre og tørste efter retfærdigheden; dermed vil han vise, at der hører stor alvor, begær og attrå dertil, og desuden en uafladelig flid: så at der slet ikke bliver noget ud af det, hvis denne hunger og tørst ikke er der.
⁶⁶ Ursach ist diese: denn es hat zu gross und viel Hinderniss, beide vom Teufel, der sich allenthalben in Weg legt und sperret, und von der Welt, als von seinen Kindern, welche so böse ist, dass sie keinen frommen Menschen leiden kann, der gerne fur sich recht thun, oder ander Leuten dazu helfen wollt; sondern legt ihn alle Plag an, dass einer die Länge mocht müd und verdrossen daruber werden.	Grunden er den: Der er for store og for mange hindringer, både fra djævelen, som alle steder lægger sig i vejen og spærrer, og fra verden, eller fra verdens børn, som er så onde, at de ikke kan tåle fromme mennesker, der gerne for sit eget vedkommende vil øve ret eller vil hjælpe andre mennesker dertil, men lægger alle mulige plager frem for dem, så man i længden godt kan blive træt og ked af det.
⁶⁷ Denn es thut wehe, dass man sehen soll, dass so schändlich zugehet, und dazu fur eitel Wohlthat Nichts denn Undank, Verachtung, Hass und Verfolgung zu Lohn haben.	For det gør ondt, at man skal se på, at det går så skændigt til, og dertil ikke har andet end utak, foragt, had og forfølgelse som løn for lutter velgerninger.
⁶⁸ Daher auch viel Leut, die solchen Unwillen nicht haben sehen mugen, zuletzt gar daran verzweifelt, und von den Leuten in die Wusten gelaufen, und Mönche daraus worden sind, also, dass diess Sprüchwort je und je wahr gewesen ist: Verzweifeln macht einen Mönch; entweder, dass man sich nicht trauet zu ernähren, und umbs Bauchs willen ins Kloster läuft, wie der grosse Haufe gethan hat; oder, dass man an der Welt verzweifelt, und nicht trauet, darin fromm zu bleiben, noch den Leuten zu helfen.	Derfor er der også mange mennesker, som ikke kunne holde ud at se en sådan modvilje, der til sidst helt fortvivlede derover og løb bort fra menneskene ud i ørkenen, og blev munke af den grund, så at det ordsprog på en måde blev sandt: At blive fortvivlet gør én til munk; enten på den måde, at man ikke stoler på, at man kan ernære sig og for sin bugs skyld løber i kloster, sådan som den store hob har gjort; eller på den måde, at man fortvivler over verden og ikke stoler på, at man kan forblive from deri eller hjælpe mennesker til at forblive det.
⁶⁹ Aber das heisst nicht gehungert und gedurstet nach der Gerechtigkeit. Denn wer so will predigen oder (E33) regieren, dass er sich lässet müd und ungeduldig machen, und in einem Winkel jagen, der wird langsam den Leuten helfen.	Men det er ikke at hungre og tørste efter retfærdighed. For den, der vil prædike eller herske sådan, at han lader sig gøre træt eller utålmodig og lader sig jage hen i en krog, han kan kun hjælpe menneskene langsomt.
⁷⁰ Es heisst nicht zu Winkel oder in die Wusten kriechen, sondern heraus laufen, wenn du drinnen wärest, und beide, Händ und Fusse, und deinen ganzen Leib darreichen, und alles dran setzen, was du hast und vermagst; und will einen solchen Menschen haben, der hart gegen hart sei, dass er sich Nichts abschrecken noch ubertäuben, und keinen Undank noch Bosheit der Welt uberwinden lasse: sondern immer treibe und anhalte, so viel er aus allen Kräften vermag.	Man skal ikke krybe ind i en krog eller ud i ørkenen, nej, man skal løbe ud derfra, hvis du var derinde, og byde både hænder og fødder og hele dit legeme til, og sætte alt, hvad du har og formår, ind på det; han vil have et sådant menneske, der er hård mod det hårde, så han ikke lader sig afskrække af noget eller lader sig overdøve af noget, og ikke lader sig overvinde af nogen utak eller ondskab fra verden, men altid driver på og bliver ved, så meget han kan af alle kræfter.
⁷¹ Summa, es gehoret dazu ein solcher Hunger und Durst nach der Gerechtigkeit, der da nimmer ablasse noch aufhore, und nicht satt werden konne, nichts Anders suche noch denke, und alles dagegen verachte, was ihn will hindern, dass er nur Recht fordere und erhalte.	Kort sagt, dertil hører en sådan hunger og tørst efter retfærdigheden, at den aldrig aflader eller ophører og aldrig kan blive mæt, ikke søger andet eller tænker på andet, og foragter alt, hvad der vil hindre ham, så han kun fordrer retten og opholder den.
⁷² Kann er die Welt nicht gar fromm machen, so thue er, was er kann. Ist gnug, dass er das Seine gethan, und ja Etlichen geholfen hat, obs gleich nur einer oder zween wären. Wollen die Andern nicht hernach, so lass er sie fahren in Gottes Namen. Man muss umb der Bösen willen nicht davon laufen, sondern so denken: Es ist umb ihren willen nicht angefangen, umb ihren willen auch nicht gelassen; vielleicht mogen mit der Zeit noch derselben auch etliche erzu kommen, oder ja ihr weniger werden, und etlichermass sich bessern.	Kan han så ikke gøre verden from, så kan han gøre, hvad han kan. Det er nok, at han gør, hvad han kan, og i det mindste har hjulpet nogle, om det så kun var én eller to. Hvis de andre ikke vil med, så lad dem fare i Guds navn. Man må ikke løbe bort for det ondes skyld, men skal tænke således: Det er ikke begyndt for deres skyld, det er heller ikke ophørt for deres skyld, måske kan i tidens løb endog nogle af dem komme med, eller der bliver måske færre af dem, eller de forbedrer sig måske noget.
⁷³ Denn hie hast du eine trostliche, gewisse Verheissunge, damit Christus seine Christen locket und reizet, dass, welche so hungert und durstet nach der Gerechtigkeit, die sollen gesättigt, das ist, ihres Hungers und Dursts ergötzet werden, dass sie nicht umbsonst geärbetet haben, und dennoch endlich ein Häuflin erzubracht werde, bei welchen es wohl angelegt sei, und nicht allein hie auf Erden, sondern vielmehr in jenem Leben offenbar werden, da Idermann wird sehen, was solche Leut fur Frucht geschaffet haben durch ihren Fleiss und stetigs Anhalten, ob es gleich itzt nicht will gehen, wie sie gerne wollten, und wohl halb daran verzweifeln mussen;	For her har du en trøsterig, sikker forjættelse, hvormed Kristus vil lokke og opægge sine kristne, så at de, der hungrer og tørster efter retfærdighed på den måde skal blive mættet, det vil sige, de skal blive tilfredsstillet i deres hunger og deres tørst, så de ikke har arbejdet forgæves, og der alligevel i sidste ende er bragt en lille skare frem, hos hvem det har slået godt rod, så det ikke alene bliver åbenbart her på jorden, men meget mere i hint liv, hvor enhver kommer til at se, hvad sådanne mennesker har skabt af frugt ved deres flid og stadige gåpåmod, selv om det nu ikke vil gå, som de gerne ville, og de vel må halvt fortvivle over det;
⁷⁴ als dass ein frommer Prediger so viel Seelen aus des Teufels Rachen gerissen, (E34) und gen Himmel bracht; oder ein frummer, treuer Regent viel Landen und Leuten geholfen hat, die ihm Solchs zeugen, und fur aller Welt preisen werden.	som f. eks. at en from prædikant har revet så mange sjæle ud af djævelens hævn og bragt dem til himlen; eller at en from, trofast regent har hjulpet mange lande og mennesker, som vil vise ham det og prise ham for hele verden.
⁷⁵ Dawider sind nu die falschen Heiligen, die fur grossen Heiligkeit die Welt meiden und in die Wusten laufen, oder sich in die Winkel verkriechen, auf dass sie solcher Mühe und Unlust, so sie sonst haben mussten, uberhaben seien, und sich nichts durfen annehmen, wie es in der Welt gehe;	Det går nu de falske helgener imod, de, som på grund af stor hellighed undgår verden og løber ud i ørkenen, eller kryber bort i en krog, med den begrundelse, at de er hævet over den anstrengelse og ulyst, som de ellers ville have, og ikke bør tage sig af, hvordan det går til i verden;
⁷⁶ denken nicht einmal dran, dass sie ander Leuten helfen oder rathen sollten, mit Lehren, Unterweisen, Vermahnen, Strafen und Bessern, oder zum wenigsten mit Beten und Sufzen [Seufzen] zu Gott.	de tænker ikke engang på, at de skal hjælpe og råde andre mennesker, med lære, undervisning, formanen, anklagen og forbedring, eller i det mindste med bøn og sukke til Gud.
⁷⁷ Ja, es eckelt ihn dafur, und wäre ihn leid, das ander Leut frumm wären, auf dass man sie allein fur heilig halte, dass, wer da will gen Himmel kummen, muss ihn ihre gute Werk und Verdienst abkäufen.	Ja, de væmmes ved det og det ville være modbydeligt for dem, hvis andre mennesker var fromme, for man skulle alene regne dem for hellige, så at den, der ville komme i himlen, skulle købe deres gode gerninger og fortjeneste.
⁷⁸ Summa, sie sind der Gerechtigkeit so voll, dass sie die andern armen Sunder anköcken, gleichwie der grosse heilige Pharisäus Lucä 18. fur grosser Trunkenheit eraus köcket, und speiet uber den armen Zöllner, that ihm so herzlich sanft, dass er Gott hofiret, und danket, dass er allein frumm, und ander Leut böse waren.	Kort sagt, de er så fuld af retfærdighed, at de ser på de andre stakkels syndere, ligesom den store, hellige farisæer i Luk 18,9-14 i sin store drukkenhed kikker ud og spytter på den stakkels tolder, gør ham så hjertelig blød, at han hovérer overfor Gud og takker for, at han alene er from og andre mennesker er onde.
⁷⁹ Siehe, da sind sie, wider die Christus hie redet, die schändlichen, stolzen, sattsamen Geister, die sich damit kutzeln, und ihr Freud und Lust haben, dass ander Leut nicht frumm sind, dafur sie sollten sich erbarmen, mitleiden und helfen: konnen nicht mehr, denn Idermann verachten, afterreden, urtheilen und verdamnen; und muss alles Stank und Unflath sein, ohn was sie selbs thun.	Se, det er dem, som Kristus her taler imod: de skændige, stolte, mætte ånder, som roser sig af, og har deres glæde og lyst i, at andre mennesker ikke er fromme, det, som de skulle forbarme sig over, have medlidenhed med og afhjælpe: men de kan ikke gøre mere, end foragte enhver, tale ned om dem, dømme dem og fordømme dem; alt skal kaldes stank og møg, alt andet end hvad de selv gør.
⁸⁰ Aber, dass sie sollten hingehen, und einem armen gebrechlichen Sünder vermahnen oder bessern, da huten sie sich fur, als fur dem Teufel. Darumb werden sie auch wiederumb mussen horen, wie Christus uber sie schreiet, Lucä 6.: Weh euch, die ihr satt und voll seid, denn euch wird hungern.	Men at de skulle gå hen og formane eller forbedre en stakkels svagelig synder, det vogter de sig for som for djævelen selv. Derfor skal de også til gengæld høre, hvad Kristus skriger over dem i Luk 6,25: Vé jer, der nu er mætte og fulde, for I skal sulte.
⁸¹ Denn wie die satt mussen werden, so itzt hungert und durstet; so mussen jene ewig hungern, die itzt so voll und satt sind, und doch Niemand ihr geniessen kann, noch ruhmen, dass sie einem Menschen hätten geholfen oder zurecht bracht.	For ligesom de skal blive mætte, som nu hungrer og tørster, således må de andre, som nu er så fulde og mætte, hungre til evig tid, og der vil da ikke være nogen af dem, der kan glæde sig over eller rose sig af, at de havde hjulpet et menneske eller tilrettevist ham.
⁸² Also hast du kurz (E35) die Meinung dieses Stucks, welchs (wie gesagt,) viel guter Werk, ja, alle gute Werk begreift, damit ein Iglicher fur sich unter den Leuten recht lebe, und allerlei Ampt und Stände fordern helfe; davon ich oft anderswo weiter gesagt habe.	Her har du i al korthed meningen med dette skriftsted, der som sagt indbefatter mange gode gerninger, ja alle gode gerninger, for at enhver for sig kan leve ret blandt menneskene og hjælpe med til at fremme ethvert embede og enhver stand; derom har jeg andetsteds sagt mere.
⁸³ Videre til bjerg01!
⁸⁴ c
⁸⁵ c
⁸⁶ c
⁸⁷ c
⁸⁸ c
⁸⁹ c
⁹⁰ c

Noter: