Tilbage til oversigten!
 
 

1 Ihr habt gehort, dass da gesagt ist: Auge umb Auge, Zahn umb Zahn. Ich aber sage euch, dass ihr nicht widerstreben sollt dem Ubel; sondern, so dir Imand einen Streich gibt auf deinen rechten Backen, dem biete den andern auch dar.	38 I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.
2  DUnd so Jemand mit dir rechten will, und deinen Rock nehmen, dem lass auch den Mantel. Und so dich Imand nothiget eine Meile, so gehe mit ihm zwo. Gib dem, der dich bittet, und wende dich nicht von dem, der dir abborgen will.	40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
3       Dieser Text hat auch uberaus viel Fragen und Irrthum gemacht, schier allen Lehrern, so nicht recht gewusst haben zu scheiden die zwei Stuck, weltlichen und geistlichen Stand, oder Christus und der Welt Reich.	Denne tekst har også overalt fremkaldt mange spørgsmål og mange vildfarelser for næsten alle lærere, som ikke har vidst at skelne mellem de to ting: verdslig og gejstlig stand, eller Kristi rige og verdens rige.
4  Denn wo die zwei unter einander gemenget, und nicht rein und fein getheilet werden, da kann nimmer kein rechter Verstand in der Christenheit bleiben, wie ich oft gesagt und beweiset habe.	For hvor de to bliver blandet sammen med hinanden og ikke opdelt rent og fint, dèr kan der aldrig forblive en ret forståelse i kristenheden, sådan som jeg ofte har sagt og bevist.
5  Nu haben wir bisher nichts Anders gehort, denn dass Christus seine Predigt stellet wider die Pharisäer, so die Leute verfuhreten, beide, mit der Lehre und Le- (E132) ben, und Gottes Gebot falsch gedeutet und verkehret hatten, also, dass eitel falsche Heiligen daraus werden; wie sie itzt noch thun.	Nu har vi hidtil ikke hørt andet, end at Kristus opstiller sin prædiken imod farisæerne, som forførte menneskene, både med deres lære og med deres liv, og tolkede Guds bud falsk og fordrejede dem på den måde, at der kom idel falske helgener ud af det; sådan som de endnu stadig gør.
6  Denn man findet allzeit unter den Predigern etliche (wo nicht das mehr Theil,) solche judische Heiligen, so nicht mehr lehren, denn von Sunde und Frummheit in äusserlichen Werken.	For man finder altid blandt prædikanterne nogle (hvis ikke den største del) sådanne juridiske helgener, som ikke lærer om andet end om synd og fromhed i de ydre gerninger.
7         Wie er nu in vorigen Stucken ihre Lehre und falsche Deutung gestraft und verworfen hat, so nimpt er hie auch fur sich das Stuck, so geschrieben stehet im Gesetz Moysi, fur die, welchen das Regiment und Oeberkeit befohlen zu fuhren, und mit dem Schwert zu strafen, dass sie Auge umb Auge, Zahn umb Zahn etc. nehmen sollen und müssen;	Ligesom han nu i de foregående dele har anklaget og forkastet deres lære og deres falske tolkning, sådan tager han også her fat på det, der står skrevet i Moseloven til dem, der har fået befaling til at føre herredømmet og øvrigheden og til at straffe med sværdet, at de skal og må tage et øje for et øje, en tand for en tand, osv;
8  also, dass sie eben so schweer sundigen, wo sich solches befohlenen Schwerts und Strafe nicht brauchen, als die Andern, die das Schwert ohn Befehl selbs nehmen, und Rache uben: gleich als in vorigen Stücken eben sowohl sundigt, der bei seinem Weibe nicht wohnet und bleibt, so ihn ehelich gegeben ist, als der unehlich bei einer Andern wohnet.	så at de altså synder lige så meget, hvis de ikke bruger det sværd og den straf, de har fået befaling til, som de andre, som uden befaling selv griber sværdet og udøver hævn: ganske som i de forrige dele både den, der ikke bor sammen med og forbliver hos den hustru, der ægteskabeligt er givet ham, og den, der bor uægteskabeligt hos en anden, synder.
9 Das hatten sie nu auch verkehret, und ein Gemenge gemacht, dass sie diesen Text, der allein der Oeberkeit gestellet ist, fur sich zogen, und so deuteten, dass auch ein Jglicher fur sich selbs wohl mochte Rache suchen, und Auge umb Auge nehmen, etc., allerdinge wie sie es in andern Stucken auch unter nander gemenget hatten, und des Zurnen, so der Oeberkeit gebuhrt und befohlen ist, zu sich gezogen; item, das Begehren oder Lust ausser dem Ehestand gerissen; dessgleichen auch des Schwörer, ausser der Noth und Liebe, zu ihrer Leichtfertigkeit und anderm Missbrauch gezogen.	Det havde de nu også vendt op og ned på, og lavet en pærevælling ud af, så de drog denne tekst, der alene er rettet mod øvrigheden, hen på sig selv, og tolkede den sådan, at enhver havde lov til at søge hævn for sig selv og taget et øje for et øje, osv., på samme måde, som de også i de andre dele havde blandet det sammen, og draget dette at blive vred, som hører øvrigheden til og er befalet den, hen til sig selv; ligeledes revet dette at begære eller at have kønslig lyst udenfor ægteskabet til sig; og på samme måde også draget dette at sværge, udover hvad nøden og kærligheden kræver, til sig, til letfærdighed og andet misbrug.
10      Da kompt nu Christus, und legt solchen verkehreten, falschen Wahn und Verstand nieder, lässet der Oeberkeit ihr Recht und Ampt rein, lehret aber seine Christen, als einzele Leute, ausser dem Ampt und Regiment, wie sie fur ihre Person leben sollen, so gar, dass sie keiner Rache begehren, und so geschickt seien, wenn sie Jemand auf einen Backen schlägt, dass sie bereit seien, wo es noth wäre, den andern auch darzureichen, und sich nicht allein mit der Faust der Rache enthalten, sondern auch im Her- (E133) zen, mit Gedanken und allen Kräften.	Så kommer nu Kristus og nedlægger et sådant forkert, falsk blændværk og forståelse, lader øvrigheden have sin ret og sit embede rent, men lærer sine kristne, som enkeltpersoner, der ikke har noget embede eller noget herredømme, hvordan de, hvad deres person angår, skal leve, nemlig sådan, at de ikke begærer nogen hævn, og skal være så skikkelige, at hvis nogen slår dem på den ene kind, at de da skal være parat til, hvis det var nødvendigt, også at række den anden frem, og at de ikke alene skal holde hævnen tilbage med næven, men også i hjerterne, med tankerne og alle kræfter.
11 Kurzlich, er will ein solch Herz haben, das nicht ungeduldig, rachgierig, noch friedbrechig sei. Das ist nu ein andere Gerechtigkeit, denn sie lehreten und hielten, und sich doch aus Mose wollten schmücken, dass man wohl mochte sich rächen und wehren, wo einem Gewalt geschähe, weil da im Text stehet: Auge umb Auge, Zahn umb Zahn etc.	Kort sagt, han vil have et sådant hjerte, som ikke er utålmodig, hævngerrig eller fredsbrydende.  Det er nu en anden slags retfærdighed, end den, de lærte og overholdt, og de ville dog besmykke sig med Moses, at man godt måtte hævne sig og forsvare sig, når man blev mødt med magt, fordi der i teksten står: øje for øje, tand for tand, osv.
12      Nu haben sich viel Leut uber diesem Spruch zerbrechen, und nicht allein die Juden, sondern auch die Christen selbs sich daran gestossen. Denn es hat sie zu streng und zu hart gedäucht, dass man dem Ubel gar nicht widerstehen sollte, weil wir ja Recht und Strafe unter uns haben müssen;	Nu har mange mennesker brudt deres hoveder i stykker over denne tekst, ikke blot jøderne, men også de kristne selv har taget anstød af den. For det har forekommet dem for strengt og for hårdt, at man slet ikke skulle modstå det onde, fordi vi jo må have ret og straf blandt os;
13 und haben Etliche dagegen gesetzt das Exempel Christi Joh. 18., da er fur dem Priester Hannes auf einen Backen geschlagen ward, und doch nicht den andern darbot, sondern sein Unschuld verantwortet, und des Priesters Diener strafete, welches scheinet wider diesen Text gethan.	og nogle har herop imod sat Kristi eksempel, Joh 18,22f, hvor han hos præsten Hannas blev slået på kinden og dog ikke rakte den anden frem, men bedyrede sin uskyld og anklagede præstens tjener, og det synes han at have gjort imod denne tekst.
14 Darumb haben sie gesagt, dass nicht noth sei, den Schläger den andern Backen zu bieten, und diesem Text so gehelfen, dass gnug sei, dass man im Herzen bereit sei, auch den andern darzubieten; welchs wäre nicht unrecht gesagt, ist aber nicht recht verstanden.	Derfor har de sagt, at det ikke er nødvendigt, at tilbyde den, der slår, den anden kind, og hjulpet sig sådan igennem denne tekst, at det skulle være nok, at man i hjertet er beredt til også at tilbyde den anden; hvilket nok kunne være sagt på en ikke forkert måde, men dog ikke er ret forstået.
15 Denn sie meinen, das heisse den andern Backen dargeboten, dass man zum Schläger sage: Siehe, da hast du diesen Backen auch, und schlage mich zum anderen Mal; oder, dass man dem, der den Mantel nehmen will, auch den Roch zuwerfe.	For de mener, at dette at tilbyde den anden kind, vil sige, at man skulle sige til den, der slår: Se, her har du også denne kind, og slå mig nu for anden gang; eller, at man også skulle kaste sin frakke efter den, der vil tage kappen.
16 Wenn das die Meinung wäre, so musst man Alles, zuletzt auch Haus und Hof, Weib und Kind hinnach werfen. Darumb sagen wir, dass hie nicht mehr, denn einem iglichen Christen gepredigt ist, dass er solle willig und geduldig sein zu leiden, was er leiden soll und muss, und nicht Rache suchen, noch wiederschlagen.	Hvis det var meningen, så måtte man kaste alting bort, i sidste ende også hus og gård, kone og børn. Derfor siger vi, at der her ikke prædikes mere for enhver kristen, end at han skal være villig og tålmodig til at finde sig i, hvad han skal og må finde sig i, og ikke søge hævn eller slå igen.
17        Es bleibe aber gleichwohl hie die Frage und Disputation, ob man allerlei musse von Idermann leiden, und in keinem Fall sich wehren darfe; auch nicht fur Gericht hadern oder klagen, noch das Seine ansprechen und fodern.	Men der er alligevel her tilbage det spørgsmål og den disputation, om man skal finde sig i alting fra enhver, og ikke i noget tilfælde må forsvare sig; heller ikke føre sag for retten eller klage for retten, eller gøre krav på eller fordre sin ejendom.
18 Denn wo Solchs allerdinge sollt verboten sein, so wurde ein seltsam Wesen (E134) werden, dass man müsse Jdermanns Muthwillen und Frevel leiden, und kunnt Niemand fur dem Andern bleiben, noch Etwas behalten, und wurde also zuletzt kein Regiment bestehen bleiben.	For hvis den slags ting i det hele taget skulle være forbudt, så ville det blive et sælsomt væsen, at man skulle finde sig i enhvers forgodtbefindende og frækhed, og den ene ikke kunne være til for den anden eller beholde noget for den anden, og der ville på den måde tilsidst slet ikke bestå noget herredømme.
19        Hierauf zu antworten, musst du immer das Häuptstuck merken, dass Christus seine Predigt fur seine Christen allein thut, und will sie lehren, was sie fur Leut sein sollen, wider den fleischlichen Wahn und Gedanken, so dazumal auch noch in den Aposteln steckte, dass sie meineten, er wurde ein neu Regiment und Kaiserthum anrichten, und sie drein setzen, dass sie regiereten wie die Herrn, und ihre Feind und bose Welt unter sich brächten:	Når du skal svare herpå, må du hele tiden holde fast ved hovedsagen, at Kristus alene holder sin prædiken for de kristne og vil lære dem, hvad for mennesker de skal være, imod det kødelige blændværk og de kødelige tanker, som dengang endnu stadig stak i apostlene, så de mente, at han ville oprette et nyt regimente og et nye kejserdømme, og indsætte dem deri, så at de skulle regere som herrer og bringe deres fjender og den onde verden ind under sig:
20 wie denn allzeit Fleisch und Blut wünschet und sucht am Evangelio, dass es seine Herrschaft, Ehre und Nutz habe, und Nichts leiden durfe; darnach auch der Papst getrachtet, und solch Regiment zuwegen bracht hat, dass sein Wesen ein lauter weltliche Herrschaft ist worden, und so gefurchtet, dass ihm alle Welt hat mussen unterthan sein.	sådan som da også kød og blod altid ønsker og vil opnå af evangeliet, at det har sit herredømme, sin ære og sin nytte og ikke skal finde sig i noget; derefter tragter også paven, og han har bragt et sådant herredømme tilveje, at dets væsen er blevet et lutter verdsligt herredømme, der er så frygtet, at hele verden må være ham underlagt.
21       Also sehen wir itzt auch, dass alle Welt am Evangelio des Ihre suchet, und so viel Rotterei daher enstehen, die nichts Anders im Sinn haben, denn wie sie sich aufwerfen und zu Herren machen, und Andere dämpfen; wie der Münzer anfieng mit seinen Bauern, und ihm nach Andere sich auch beweiset haben.	Dette ser vi også nu, at hele verden søger sit eget ved evangeliet, og at der derfor opstår så meget bandevæsen, der ikke har andet i sinde, end hvordan de kan opkaste sig og gøre sig til herrer og holde andre nede; sådan som Münzer begyndte med sine bønder, og andre efter ham også har bevist det.
22 Dazu werden auch die rechten Christen damit angefechten, wenn sie sehen, dass so ubel zugehet in der Welt, auch in ihrem eigen Regiment, dass sie gerne wollen selbs darin greifen und walten.	Desuden bliver også de rette kristne anfægtet dermed, når de ser, at det går så ilde til i verden, også i deres eget herredømme, at de gerne selv vil gribe ind i det og tage hånd om det.
23 Aber es soll nicht sein, und soll Niemand denken, dass uns Gott wolle so lassen regieren und herschen mit weltlichen Recht und Strafe; sondern der Christen Wesen soll gar davon gescheiden sein, dass sie sich nichts damit bekommern noch zu schaffen haben, sondern die, denen es befohlen ist, lassen dafur sorgen, wie man soll Guter austheilen, handlen, strafen, schutzen etc., und lassen gehen, wie sie es machen;	Men sådan skal det ikke være, og ingen skal tænke, at Gud på den måde vil lade os regere og herske med verdslig ret og verdslig straf; men de kristnes væsen skal være helt forskelligt derfra, så at de slet ikke bekymrer sig derom eller har noget dermed at gøre, men lader dem, der har befaling til det, sørge for, hvordan man uddeler goder, handler, straffer, beskytter osv., og lader det gå, som de får det til at gå;
24 wie Christus lehret: Gebt dem Kaiser, was des Kaisers ist. Denn wir (E135) sind in ein ander hoher Wesen gesetzt, welchs ist ein gottlich, ewig Reich, da man der Dinge keines bedarf, so in die Welt geboren, sondern ein Jglicher fur sich in Christo ein Herr ist, beide uber Teufel und Welt, etc., wie anderswo gesagt ist.	sådan som Kristus lærer: Giv kejseren, hvad kejserens er. For vi er sat ind i et andet højt væsen, som er et guddommeligt evigt rige, hvor man ikke behøver nogle af den slags ting, som er født i verden, men hvor enhver for sig i Kristus er en herre, både over djævel og verden, osv., som det andetsteds er sagt.
25        Welche nu zum selbigen irdischen Regiment geboren, die sollen und mussen Recht und Strafe haben, und halten Unterscheid der Ständ, Personen, Guter ordnen und theilen, dass es alles gefasst sei, und ein Jglicher wisse, was er thun und haben soll; und Niemand sich in eines Andern Ampt menge, noch Andern zu nahe greife, noch das Ihre nehme.	De, der nu er født til dette verdslige regimente, de skal og må have retsvæsen og straffe, og de må indrette og opdele med forskel på standen, personen, ejendommen, så at det altsammen bliver taget med, og enhver kan vide, hvad han skal gøre og hvad han skal have; og ingen blander sig op i en andens embede, eller griber for nær ind på andre eller tager deres ejendom.
26 Dazu gehoren Juristen, die Solchs lehren und druber halten sollen. Das Evangelium aber hat sich nichts damit zu bekommern, sondern lehret, wie das Herz fur Gott stehen, und in dem Allen soll geschickt sein, dass es rein bleibe, und nicht auf falsche Gerechtigkeit gerathe.	Dèr har man brug for jurister, der lærer den slags og holder orden på det. Men evangeliet skal ikke bekymre sig derom, men lærer, hvordan hjertet står i forholdet til Gud, og hvordan det i alting skal være således skikket, at det forbliver rent og ikke kommer ind i en falsk retfærdighed.
27 Diesen Unterscheid fasse und merk wohl, als den Grund der Sachen, danach man auf solche Fragen leichtlich kann antworten, dass du sehest, wovon Christus redet, und wer die Leute sind, den er predigt, nämlich von geistlichem Wesen und Leben, und fur seine Christen, wie sie fur Gott und in der Welt leben und sich halten sollen, dass das Herz an Gott hange, und sich des weltlichen Regiments, noch keiner Oberkeit, Gewalt, Strafe, Zorn, Rache nichts annehme.	Forstå og læg vel mærke til denne forskel som baggrund for sagen! Derefter kan man let svare på den slags spørgsmål, så du indser, hvad det er, Kristus taler om, og hvem de mennesker er, som han prædiker for, nemlig dem af åndeligt væsen og liv, dvs han prædiker for sine kristne om, hvordan de overfor Gud og i verden skal leve og forholde sig, så at hjertet hænger ved Gud og ikke tager sig af det verdslige regimente, øvrigheden, magten, straffen, vreden eller hævnen.
28       Wenn man nu fraget, ob ein Christ auch rechten oder sich wehren soll etc., so antwort schlecht, und sagt: Nein. Denn ein Christ ist ein solcher Person oder Mensch, so mit solchem Weltwesen und Recht nichts zu schaffen hat, und ist in solchem Reich oder Regiment, da nichts Anders geben soll, denn, wie wir bitten: Vergib uns unser Schuld, wie wir auch vergeben unsere Schuldigern.	Når man nu spørger, om en kristen også skal tage sig til rette eller forsvare sig, osv., så kan du svare ligeud og sige: Nej. For en kristen er en sådan person eller et sådant menneske, der intet har at gøre med den slags verdsligt væsen og verdslig ret, og han befinder sig i et sådant rige eller et sådant regimente, hvor det ikke drejer sig om andet end det, vi beder om: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
29 Da soll eitel Lieb und Dienst unter nander sein, auch gegen die, die uns nicht lieben, sondern feind sein, Gewalt und Unrecht thun etc. Darumb sagt er denselbigen, dass sie dem Ubel nicht widerstehen sollen, und sogar nicht Rache (E136) suchen, dass sie auch den andern Backen halten sollen dem, der sie schlägt etc.	Dèr skal der være idel kærlighed og tjeneste under hinanden, også imod dem, der ikke elsker os, men er os fjendtlig stemt, øver vold og uret osv. Derfor siger han til dem, at de ikke skal sætte sig imod det onde og endog heller ikke søge hævn, så at de endog skal holde den anden kind frem mod den, der slår dem osv.
30       Darnach ist ein ander Frage, ob ein Christen denn auch muge ein weltlich Mann sein, und des Regiments oder Rechts Ampt und Werk fuhren, also, dass die zwo Personen oder zweierlei Ampt auf einen Menschen gerathen, und zugleich ein Christ, und ein Furst, Richter, Herr, Knecht, Magd sei, welchs heissen eitel Weltpersonen, denn sie gehoren zum weltlichen Regiment.	Derefter er der et andet spørgsmål: om en kristen da også må være et verdsligt menneske, og udføre det verdslige regimentes eller rettens embede og gerning, altså sådan, at de to personer eller de to slags embeder falder sammen i ét menneske, og han på samme tid er kristen og fyrste, dommer, herre, karl, pige, hvilket kaldes idel verdensmennesker, for de hører hjemme i det verdslige regimente.

31 Da sagen wir: Ja. Denn Gott hat solch weltlich Regiment und Unterscheid selbs geordnet und eingesetzt, dazu durch sein Wort bestätigt und gelobet. Denn ohn das kunnt diess Leben nicht bestehen, und sind allesampt drin gefasst, ja darin geboren, ehe wir Christen sind worden. Drumb mussen wir auch darin bleiben, so lang wir auf Erden gehen; doch nur nach dem äusserlichen, leiblichen Leben und Wesen.	Det siger vi ja til. For Gud har selv indrettet og indsat et sådant verdsligt regimente og en sådan forskel, og desuden bekræftet og rost det gennem sit ord. For uden det kunne dette liv ikke bestå, og vi er alle sammen indfattet i det, ja født ind i det, før vi blev kristne. Derfor må vi også forblive i det, så længe vi lever på jorden; dog kun efter det ydre, legemlige liv og væsen.
32       Darumb ists nicht wohl muglich, ein Christ muss ja irgend eine Weltperson sein, weil er ja, zum wenigsten mit Leib und Gut, unter dem Kaiser ist; aber fur seine eigen Person, nach dem christlichen Leben, ist er gar allein unter Christo, und nicht des Kaisers noch einiges Menschen: und doch auswendig unter ihn geworden und verbunden, sofern er in einem Stand oder Ampt ist, Haus und Hof, Weib und Kind hat; denn Solchs ist alles des Kaisers.	Derfor kan det også meget godt lade sig gøre, at en kristen kan være en eller anden verdslig person, fordi han jo, i det mindste med sit legeme og sin ejendom, er underlagt kejseren; men for sin egen person, efter det kristelige liv, er han udelukkende underlagt Kristus og ikke kejseren eller noget andet menneske; og dog er han udvendigt underlagt ham og skal tjene ham, for så vidt han er i en stand eller et embede, har hus og gård, kone og barn; for alt sådant hører under kejseren.
33 Drumb soll und muss er thun, was er ihn heisst, und was solchs äusserlich Leben fodert, und thät unrecht, wenn er Haus, Weib, Kind, Gesind hätte, und wollt es nicht näheren noch schutzen, wo es noth wäre; und gilt nicht, dass er wollt forgeben, er wäre ein Christ, und müsste Alles verlassen oder ihm nehmen lassen etc., sondern es heisst also: Du bist itzt ins Kaisers Regiment, da du nicht heissest ein Christ, sondern ein Vater, Herr, Furst etc. Ein Christ bist du fur deine Person; aber gegen deinem Knecht bist du ein ander Person, und schuldig ihn zu schutzen.	Derfor skal og må han gøre, hvad han befaler ham og hvad et sådant ydre liv kræver, og han ville gøre uret, hvis han havde hus, kone, barn, tyende og ikke ville nære eller beskytte dem, hvis det var nødvendigt; og det gælder ikke, at han bruge den undskyldning, at han var kristen og måtte forlade alt og lade sig alting fratage, osv., nej, det hedder således: Du er i kejserens regimente, dèr hedder du ikke en kristen, men en far, en herre, en fyrste, osv. En kristen er du, hvad din person angår, men overfor din karl er du en anden person, og du er skyldig at beskytte ham.
34       Siehe, so reden wir itzt von einem Christen (E137) in relatione, nicht als von einem Christen, sondern gebunden in diesem Leben an ein ander Person, so er unter oder über ihm, oder auch neben ihm hat, als Herrn, Frauen, Weib, Kind, Nachbar etc., da einer dem Andern schuldig ist zu vertheidigen, schutzen und schirmen, wo er kann.	Se, sådan taler vi nu om en kristen i forholdet, ikke som var der kun én kristen, men som én, der i dette liv er bundet til en anden person, som han har under eller over sig eller ved sin side, som herre, frue, kone, barn, nabo, osv., hvor den ene er skyldig at forsvare, beskytte og beskærme den anden, hvor han kan.
35 Darumb wäre nicht recht, dass man hie wollt lehren, den andern Backen herhalten, und den Rock zum Mantel wegwerfen. Denn das wäre eben genarret, wie man sagt von einem tollen Heiligen, der sich selbs liess die Läuse fressen, und wollt keine todten, umb dieses Texts willen, gab fur, man müsste leiden und dem Bösen nicht widerstehen.	Derfor ville det ikke være ret, at man her ville lære, at holde den anden kind frem og at kaste frakken bort sammen med kappen. For så ville man netop blive narret, sådan som man fortæller om en tåbelig helgen, som lod lusene spise sig og ikke ville slå nogen af dem ihjel på grund af denne tekst, og foregav, at man måtte lide og ikke modstå det onde.
36        Bist du nu ein Fürst, Richter, Herr, Frau, etc., und hast Leut unter dir, und willt wissen, was dir zugehoret, so darfst du Christum nicht fragen, sondern frage des Kaisers oder dein Land-Recht drumb, das wird dir wohl sagen, wie du dich gegen deinen Unterthan halten und sie schutzen sollt.	Er du nu en fyrste, en dommer, en herre, en frue, osv. og har folk under dig, og vil vide, hvad der tilkommer dig at gøre, så skal du ikke spørge Kristus, men spørg kejseren eller din landslov om det, den skal nok sige dig, hvordan du skal forholde dig overfor dine undersåtter og hvordan du skal beskytte dem.
37 Denn da hast du Macht und Recht, beide, zu vertheidigen und strafen etc., so fern dein Regiment oder Ampt und Befehl reichet; aber nicht als ein Christ, sondern als des Kaisers Unterthan.	For dèr har du både magt og ret til at forsvare og straffe, osv., så vidt dit regimente eller embede og befaling rækker; men ikke som kristen, men som kejserens undersåt.
38 Was wäre das fur eine thorichte Mutter, die nicht wollte ihr Kind fur einem Hund oder Wolf schutzen und retten, und darnach sagen: Ein Christ soll sich nicht wehren? Sollt man sie nicht mit guten Schlägen lehren, und sagen: Bist du ein Mutter, so thu, was Mütterrecht ist, das dir befohlen ist, und Christus nicht genommen, sondern vielmehr bestätigt hat.	Hvad ville det vel være for en tåbelig mor, der ikke ville beskytte og redde sit barn fra en hund eller en ulv, og bagefter sige: en kristen skal ikke forsvare sig? Skal man ikke give hende undervisning med nogle gode slag og sige: Er du en mor, så gør, hvad der er mødres ret, hvad der er dig befalet, og hvad Kristus ikke har taget bort, men tværtimod bekræftet.
39       Darumb lieset man von vielen heiligen Märtern, die auch unter ungläubigen Kaisern und Herrn in Krieg gezogen, wenn man hat aufgeboten, und getrost umb sich geschlagen und gemordet haben, wie Andere, dass hierin keine Unterscheid war zwischen Christen und Heiden; und dennoch nicht wider diesen Text gethan haben.	Derfor lærer man om mange hellige martyrer, som også under vantro kejsere og herrer er draget i krig, når man har påbudt det og frimodigt slået fra sig og slået ihjel, som de andre, så at der heri ikke er nogen forskel mellem kristne og hedninger; og alligevel har de ikke handlet imod denne tekst.
40 Denn sie thätens nicht als Christen, fur ihre Person, sondern als gehorsame Gelieder und Unterthane, verbunden an weltliche Person (E138) und Regiment. Wo du aber los und ungebunden bist an solch weltlich Regiment, so hast du hie ein ander Regel, als ein andere Person.	For de gjorde det ikke som kristne, ikke for deres person, men som lydige medlemmer og undersåtter, forpligtet overfor den verdslige person og det verdslige embede. Men hvis du er fri og ubundet overfor et sådant verdsligt regimente, så har du her en anden regel, fordi du er en anden person.
41       Darumb lerne nur die Unterscheid wohl unter den zwo Person, die ein Christ zugleich tragen muss auf Erden, weil er unter andern Leuten lebt, und der Welt und des Kaisers Guter brauchen muss, sowohl als die Heiden.	Derfor må du omhyggeligt lære forskellen mellem de to personer, som en kristne samtidig må bære på jorden, fordi han lever mellem andre mennesker og ligesom hedningerne skal bruge verdens og kejserens goder.
42 Denn er hat eben dasselb Blut und Fleisch, das er muss erhalten, nicht aus dem geistlichen Regiment, sondern aus dem Acker und Land, das des Kaisers ist etc., so lange, bis er auch leiblich gar aus diesem Leben in ein anders kompt.	For han har jo det samme blod og kød; det må han opretholde, ikke ud fra det åndelige regimente, men ud fra marken og landet, hvilket er kejserens, osv., og det må han gøre, lige så længe til han også legemligt kommer fra dette liv ind i et andet.
43 Wo nu Solchs mit guter Unterscheid gefasset ist, wie weit sich eines Christen und eine weltliche Person strecket, so kannst du solche Sprüche alle fein ortern, und recht applicirn, dahin sie gehoren, dass man die zwei nicht in einander bräue und menge, wie der Papst gethan hat mit seiner Lehre und Regiment.	Når nu det med en god skelnen er fattet, hvor langt en kristen person og en verdslig person strækker sig, så kan du indordne alle sådanne udsagn ret og applicere dem det rette sted hen, hvor de hører hjemme, så at man ikke brygger de to sammen og mænger dem med hinanden, sådan som paven har gjort med hans lære og hans regimente.
44       Das sei nu gesagt von solcher Person, so gegen andern Personen verbunden ist unter weltlich Recht, das da heisst Vater-, Mutter-, Herr- und Frauenrecht etc. Wie aber, wenns deine Person allein betrifft, dass man dir Leid und Unrecht thut, ob es da auch gelte, dass man sich mit Gewalt dawider wehre und schutze?	Lad nu dette være nok om den slags person, der overfor andre personer er forpligtet under den verdslige ret, det vil sige, faderret, moderret, herre- og frueret, osv. Men hvordan, hvis det alene har med din person at gøre, at man gør dig fortræd og uret, mon det da også gælder, at man må værge og beskytte sig med magt?
45 Antwort: Nein. Denn hie lehret das weltlich und Kaisers Recht selbs: Das Wiederschlagen macht Hader, und wer wiederschlägt, den kriegt Unrecht. Denn damit fällt er dem Richter ins Ampt, welchem gebuhrt zu strafen, und nimpt ihm sein Recht; gleichwie in andern Fällen, als, wenn dir Jmand stiehlt oder raubt, gebührt dir nicht demselbigen wieder zu stehlen oder rauben, und mit Gewalt zu nehmen. Aber wir sind gemeiniglich so geschickt, dass wir uns flugs, ehe man sich umbsiehet, selbs gerochen haben. Es solle aber nicht sein.	Svar: Nej. For her lærer den verdslige ret og kejserens ret selv: At slå igen skaber kiv, og den, der slår igen, han har uret. For dermed falder han ind i dommerens embede; ham tilkommer det at straffe, og han tager hans ret fra ham; ganske som i andre tilfælde, f. eks. når én stjæler og røver fra dig, så tilkommer det ikke dig, omvendt at stjæle og røve noget fra ham og tage det med magt. Men vi er i almindelighed sådan skikkede, at vi straks, før man får set sig om, selv har taget hævn. Men det skal ikke være sådan.
46       Willt du oder kannsts ja nicht leiden, so wagst du mit ihm fur den Richter gehen, und daselbs dein Recht ausfuhren. Denn er lässets wohl geschehen, dass du ordenlicher Weise das Recht fo- (E139) derst und nehmest, allein, dass du zusehest, und nicht ein rachgierig Herz habest.	Vil du eller kan du ikke finde dig i det, så kan du tage mod til dig og gå til dommeren med ham og dèr selv fremføre din ret. For han skal nok lade det ske, at du på ordentlig vis kan kræve og få din ret, blot du ser til, at du ikke har et hævngerrigt hjerte.
47 Gleichwie ein Richter wohl mag strafen und tödten, und doch daneben verboten ist, dass er keines Hass noch Rachgier im Herzen habe; wie gemeiniglich geschiehet, dass man des Ampts misbrauchet, seinen einen Muthwillen zu bussen.	Ganske som en dommer nok må straffe og slå ihjel, og dog ikke har lov til desforuden at have noget had eller hævnlyst i hjertet; skønt det jo er ret almindeligt, at man misbruger embedet til at gennemføre, hvad man vil.
48 Wo aber nu Solchs nicht mit unterläuft, und allein dich mit Recht wider Gewalt und Frevel suchest zu schutzen und aufzuhalten, nicht dich zu rächen noch dem Nähesten zu schaden, so thust du nicht unrecht; denn wo das Herz ist, da ists alles recht und wohl gethan.	Men hvor den slags ikke går med i købet og du alene søger at beskytte og opretholde din ret imod vold og frækhed, ikke at hævne dig eller at skade din næste, dèr gør du ikke uret, for hvor hjertet er, dèr er alt gjort ret og godt.
49 Es ist aber fährlich, darumb, dass die Welt sampt Fleisch und Blut böse ist, und immer das Ihre suchet, und gleichwohl mit solchen Schein sich schmucken, und den Schalk decket.	Men det er farligt, af den grund, at verden og kød og blod er onde, og altid søger deres eget, og ganske vist smykker sig med dette skin og tildækker skalken.
50       Also ist nicht verboten, fur Gericht zu gehen, und klagen uber Unrecht, Gewalt etc., wo nur das Herz nicht falsch ist, sondern gleich geduldig wie vor, und allein darumb thuet, dass es uber dem Rechten halte, und dem Unrechten nicht Statt gebe, und aus rechter Liebe zur Gerechtigkeit geschehe:	Således er det ikke forbudt at gå til domstolen og klage over uret, vold, osv., hvor blot hjertet ikke er falsk, men lige så tålmodigt som før, og man alene gør det, fordi man holder fast på retten og ikke vil give uretten rum, og det sker af ret kærlighed til retfærdigheden:
51  wie ich droben ein Exempel hab angezeigt von dem heiligen Joseph, der seine Brüder verklagte fur ihrem Vater, wo sie etwas Unrechtes gethan, (1 Mos 37,2) und ein böse Geschrei kriegten; und wird darumb gelobt, denn er thats nicht aus bösen Herzen, dass er sie verrathen wollt, oder Lust hätte Hader zu machen, wie sie es ansahen, und ihm darumb feindeten:	sådan som jeg ovenfor har fremført et eksempel om den hellige Josef, der anklagede sine brødre for deres far, når de havde gjort noget, der var uret, og frembragte stort ståhej; men han roses af den grund, at han ikke gjorde det af et ondt hjerte, så han ville forråde dem, eller havde lyst til at anstifte kiv, sådan som de så på sagen og derfor blev hans fjender:
52 sondern aus einem freundlichen, bruderlichen Herzen, umb ihres Besten willen. Denn er sahe nicht gerne, dass sie sollten ein böse Geschrei kriegen, dass es nicht kunnt heissen Rache gesuchet oder Böses gonnet, sondern mehr zum Besten geholfen und druber gelitten, dass sie ihm alle Schalkeit anlegten.	men gjorde det af et venligt, broderligt hjerte for at opnå det bedste. For han så ikke gerne, at de opløftede et ondt skrig, så det ikke kunne kaldes at søge hævn eller ønske ondt over dem, men snarere at hjælpe dem til det bedste og lide for, at de påduttede ham al ondskab.
53        Also lesen wir auch im Evangelio Matth. 18., in der Gleichniss von dem Knechte, welchem sein Herr alle seine Schuld geschenkt hatte, und er nicht wollt seinem Mitknecht eine kleine Schuld erlassen, dass die andern Knecht sehr betrubt wurden, und Solchs dem Herrn klagten, nicht darumb, dass sie sich räche- (E140) ten oder seines Unglücks froh wären, sondern hielten Faust, Herz und Mund stille, dass sie nicht fluchten oder bein Andern verleumdeten, sondern brachtens fur den Herrn, dem es gehoret zu strafen, und suchten das Recht, aber mit seinem christlichem Herzen, als solche Person, die ihrem Herrn verbunden waren, treu zu sein;	Sådan læser vi også i evangeliet, Matt 18,31 i lignelsen om tjeneren, der fik eftergivet hele sin gæld af sin herre, og som ikke ville eftergive sin medtjener en ringe gæld, at de andre tjenere blev meget bedrøvede, og klagede til deres herre over det, ikke fordi de hævnede sig eller var glade ved hans ulykke, nej, de holdt deres næver, deres hjerte og deres mund i ro, så de ikke forbandede ham eller bagtalte ham overfor andre, kun bragte de det frem for deres herre, hvem det tilkom at straffe, og stræbte efter retten, men med deres kristelige hjerter, som sådanne personer, de var forpligtede på at være deres herre tro;
54 wie es denn soll und muss gehen, es sei in eim Hause oder Stadt: wo ein frommer, treuer Knecht oder Unterthan siehet einen andern Unrecht, oder seinen Herrn Schaden thun, dass ers ihm anzeige und seinen Schaden vorhute; dessgleichen, ein frommer Burger, wo er sähe seinem Nachbarn Gewalt und Schaden geschehen, dass er helfe retten und wehren. Das sind alles weltliche Händel, die Christus nicht verboten, sondern vielmehr bestätigt hat.	sådan som det da også skal og må gå til, hvad enten det er i et hus eller i en by: hvor en from, tro tjener eller undersåt ser en anden uret eller ser, at der gøres skade mod hans herre, at han fortæller ham det og beskytter ham mod skaden; på samme måde skal en from borger, hvis han så sin nabo blive udsat for vold og skade, hjælpe med til at redde og beskytte ham. Det er altsammen verdslig tildragelser, som Kristus ikke forbyder, men meget mere har bekræftet.
55       Denn das muss und soll nicht sein, dass man sollt einem Jeden seines Muthwillen Raum und Ursach lassen, und stille dazu schweigen, und Nichts dazu thun, wenn mans ordenlicher Weise wohl wehren und verkommen kann; ob wirs gleich ohn das leiden sollen und müssen, wo man uns Unrecht und Gewalt thut.	For det må og skal ikke finde sted, at man skal lade enhver få rum og årsag for sit forgodtbefindende, og tier stille dertil og ikke gør noget ved det, når man på ordentlig måde kan værge sig imod det og forhindre det; selv om vi desforuden skal og må finde os i det, hvis man øver uret og vold imod os.
56 Denn man muss nicht Unrecht billigen, sondern der Wahrheit Zeugniss geben, und mag sich wohl aufs Recht berufen, wider Gewalt und Frevel; wie Christus selbs fur dem Priester Hanna sich auf Recht berief und erbot, und doch nichts deste weniger leid, dass man ihn schlug, und nicht allein den andern Backen, sondern den ganzen Leib darbot.	For man må ikke billige uretten, man skal give sandheden vidnesbyrd, og må nok beråbe sig på retten imod vold og frækhed; sådan som Kristus selv overfor præsten Hannas beråbte sig på og tilbød retten og dog ikke desto mindre fandt sig i, at man slog ham, og ikke alene tilbød den anden kind, men hele sin krop.
57       Siehe, so hast du ein feinen, klaren Unterricht, wie man in den Beiden recht fahren soll, dass man der weitläuftigen und fährlichen Glossen, die man bisher gesucht hat, nicht darf; allein, dass mans recht theile, und nicht in einander ziehe, auf dass es Beides gehe, und doch ein Jglichs in seinem Kreis bleibe, nämlich also, dass ein Christ möge ohn Sünd allerlei weltliche Händel fuhren, aber nicht als ein Christen, sondern als eine Weltperson, und doch das Herz in seinem Christenthum rein bleibe, wie Christus fodert;	Se, således har du en fin, klar undervisning i, hvordan man kan bære sig ret ad på begge områder, så man set ikke behøver de vidtløftige og farlige fortolkninger, som man hidtil har søgt; blot skal man opdele det ret og ikke lade områderne trække i hinanden, for at begge områder kan gå for sig, og dog enhver forblive i sin kreds, nemlig således, at en kristen uden synd kan udføre alle slags verdslige gøremål, ikke som kristen, men som en verdslig person, og dog kan hans hjerte forblive rent i dets kristendom, sådan som Kristus kræver;
58 welchs die Welt nicht thun kann, son- (E141) [dern] aller weltlichen Ordnung und Rechts, ja, aller Creaturn missebraucht, wider Gottes Gebot.	hvilket verden ikke kan gøre, den misbruger alle verdslige ordninger og al verdslig ret, ja alle skabninger, imod Guds bud.
59       Also, wenn ein Christ in einen Krieg zeucht, oder sitzet und Recht spricht, und strafet oder verklagt sein Nähesten, das thut er nicht als ein Christ, sondern als ein Krieger, Richter, Jurist etc.; behält aber gleichwohl ein christlich Herz, der Niemand begehret Böses zu thun, und wäre ihm leid, dass den Nähesten solle ein Leid geschehen:	F. eks. når en kristen drager i krig eller sidder til doms og dømmer, og straffer og anklager sin næste, det gør han ikke som kristen, men som kriger, dommer, jurist osv.; men han har alligevel stadig et kristeligt hjerte, som ikke begærer at gøre nogen ondt og det ville gøre ham ondt, at der skulle ske hans næste overladt:
60 und lebt also zugleich als ein Christ gegen Jdermann gleich, der allerlei fur sich leidet in der Welt, und doch daneben auch, als eine Weltperson, allerlei hält, brauchet und thut, was Land- oder Stadtrecht, Burgerrecht, Hausrecht fodert.	og således lever han samtidig som en kristen lige overfor enhver, finder sig i al ting for sin egen person i verden, og dog desforuden også, som en verdslig person, overholder alle ting, bruger og gør, hvad land- eller byretten, borgerretten, husretten kræver.

61 Summa, ein Christ, als ein Christ, lebet der keines, was man an ihm siehet, in diesen äusserlichen Leben. Denn solchs gehöret Alles zum kaiserlichen Regiment; welchs Christus auch nicht will umbstossen, noch so lehren, dass man davon lauft, und die Welt oder sein Ampt und Stand verlasse:	Kort sagt, en kristen, som kristen, lever ikke i noget af det, man ser på ham, i dette ydre liv. For dette tilhører altsammen det kejserlige regimente; og det vil Kristus ikke omstøde, heller ikke lære, at man skal løbe bort fra det og forlade verden eller sit embede eller sin stand:
62 sondern desselben Regiments und Ordnung brauche, und darunter verbunden bleibe, und doch inwendig eins andern Regiments lebe, das jenes nichts uberall angehet, auch nicht hindert, sondern wohl bei sich leiden kann.	men bruger dette regimente og denne ordning og forbliver forpligtet til at leve under det, og dog indvendig lever ud af et andet regimente, som slet ikke har noget med det første at gøre, heller ikke hindrer det, men udmærket kan finde sig i at have det ved siden af sig.
63       So kommen wir nu mit solchem Unterscheid auf den Text, und gehen durch alle diese Stück, nämlich, dass ein Christ soll keinem Ubel widerstehen; wiederumb, eine Weltperson soll allem Ubel widerstehen, so fern sein Ampt gehet.	Og så kommer vi da frem til denne tekst med denne skelnen og gennemgår alle versene, nemlig, at en kristen ikke skal modstå noget ondt; videre, en verdslig person skal modstå alt ondt, så vidt det har med hans embede at gøre.
64 Wie ein Hausvater nicht leiden soll, dass sich sein Gesind wider ihn setze, oder sich unter nander schlahe etc., also auch soll ein Christ mit Niemand rechten, sondern beide, den Rock und Mantel, lassen fahren, wenn mans ihm nimpt.	Sådan som en husfader ikke skal finde sig i, at hans tyende sætter sig op imod ham, eller indbyrdes slår hinanden, osv., sådan skal heller ikke en kristen føre sag mod nogen, men lade både frakken og kappen fare, hvis man tager det fra ham.
65 Aber eine Weltperson soll sich mit dem Rechten schutzen und vertheidigen, wo er kann, wider Gewalt und Frevel. Summa, in Christus Reich heisst es allerlei leiden, vergeben, und Guts fur Böses vergelten. Wiederumb, ins Kaisers Regiment soll man kein Unrecht leiden, sondern dem Bösen wehren und strafen, (E142) und das Recht helfen schutzen und erhalten, darnach eines Jglichen Ampt oder Stand fodert.	Men en verdslig person skal beskytte og forsvare sig med retten, hvor han kan, imod vold og frækhed. Kort sagt, i Kristi rige hedder det, at finde sig i alt, at tilgive og gengælde ondt med godt. Omvendt, i kejserens regimente skal man ikke finde sig i uret, men værge sig imod det onde og straffe det, og hjælpe med til at beskytte og opretholde retten, hvilket ethvert embede eller stand kræver.
66        Sprichst du aber: Ja, hat doch Christus allhie mit klaren Worten gesagt: Ihr sollt dem Ubel nicht widerstehen, das laut ja dürre, als sei es allerdinge verboten? Antwort. Ja, siehe auch, mit wem er Solchs redet. Denn er spricht nicht, man soll gar nicht dem Ubel widerstehen, denn das wäre schlecht alle Regiment und Oberkeit aufgehaben; sondern so sprich er: Ihr, ihr sollets nicht thun.	Men nu vil du sige: Jamen, Kristus har dog her med klare ord sagt: I skal ikke sætte jer imod det onde, det lyder jo hårdt, som var det i det hele taget forbudt? Svar: Ja, se også på, til hvem han taler dette ord. For han siger ikke, at man overhovedet ikke skal sætte sig imod det onde, for det ville jo være i det hele taget at ophæve alt herredømme og øvrighed; nej, således taler han: I, I skal ikke gøre det.
67 Was sind diese Ihr? Es heissen Christus Junger, die er lehret, wie sie fur sich selbs leben sollen, ausser dem weltlichem Regiment. Denn Christen sein, ist ein ander Ding, (wie gnug gesagt ist,) denn ein weltlich Ampt oder Stand haben und fuhren.	Hvem er disse "I"? De kaldes Kristi disciple, dem er det, han underviser om, hvordan de skal leve indbyrdes, foruden det verdslige regimente. For at være kristen er en anden sag (som nu sagt tilstrækkelig ofte) end at have og føre et verdslige embede eller stand.
68 Darumb will er sagen: Wer im weltlichen Regiment ist, den lasset dem Bösen widerstehen, rechten und strafen etc., wie die Juristen und Rechte lehren; euch aber, als meinen Schulern, die ich lehre, nicht wie ihr äusserlich regieren, sondern fur Gott leben sollet, sage ich: Ihr sollt nicht dem Ubel widerstehen, sondern allerlei leiden, und gegen die, so euch Unrecht oder Gewalt thun, ein rein, freundlich Herz haben; und ob man dir den Rock nehme, dass du nicht Rache suchest, sondern ehe auch den Mantel dazu lassest, wo du es nicht wehren kannst etc.	Derfor vil han sige: Den, der er i det verdslige regimente, lad ham sætte sig imod det onde, dømme og straffe det, osv., som juristerne og retten lærer; men til jer, der er mine disciple, som jeg belærer om, ikke hvordan I skal herske i det ydre, men om, hvordan I skal leve for Gud, til jer siger jeg: I skal ikke modstå det onde, men finde jer i alt og have et rent, venligt hjerte overfor dem, som gør jer uret og øver vold imod jer; og selv om man tager frakken fra dig, så skal du ikke søge hævn, men snarere lade ham få også kappen, hvis du ikke kan forhindre det, osv.
69       Er setzet aber zweierlei Weise, dadurch einem Unrecht geschicht, oder das Seine genommen wird. Zum ersten, aus lauter Gewalt und Frevel, als, da man einen aufs Maul schlägt, oder offentlicht beraubt, und fragt nicht das Recht drumb; das heisst er, einen Backenstreich geben.	Men han opstiller to måder, på hvilke der kan ske én uret eller på hvilke ens ejendom kan tages fra én. For det første af lutter vold og frækhed, f. eks. når man slår én på munden eller offentligt røver noget uden at spørge om retten til det; det kalder han, at give en lussing.
70 Zum andern, wenn es nicht öffentlich Gewalt heisst, sondern mit dem Schein und Behelf des Rechten geschiehet; als, wenn Jemand fur Gericht eine Sache zu dir suchet, als habe er gut Recht wider dich, dass er dir das Deine abdringe. Das heisst Christus, fur Gericht den Rock genommen, da man dir das Deine abspricht, und musst also beide, unschuldiglich Unrecht leiden, und (E143) doch dazu Schuld haben, als seiest du unrecht etc.;	For det andet, når det ikke kaldes offentlig vold, men sker med skin af ret og ved hjælp af retten; f. eks. når nogen drager dig for retten, som om han har en god sag imod dig, for at fratage dig din ejendom. Det kalder Kristus, at tage frakken for retten, hvor man vil dømme dig fra din ejendom, og begge dele må du uskyldig finde dig i, og dertil få skyld for, at det var dig, der havde uret osv.;
71 nicht, dass das Recht, dir Leid oder Gewalt thue, welchs dazu gesetzt ist, dass es die Frommen schütze: sondern, dass Schälke und Buben am Gerichte sitzen und im Ampt sind, dass sie sollen Recht sprechen, und doch, wo man dir mit Gewalt nicht zukann, dasselb beugen und krümmen, und missbrauchen zu ihrem Muthwillen;	ikke på den måde, at den ret, der er indrettet til at beskytte de fromme, skal gøre dig skade eller vold; men på den måde, at skalke og slyngler sidder til doms og i embedet, hvor de skal udtale ret, og dog bøjer og krummer retten og misbruger den efter forgodtbefindende, hvor man ikke kan komme efter dig med magt;
72 wie denn die Welt meisterlich kann und täglich treibt, dass itzt Nichts so gemein ist, als das Recht unrecht, und aus Unrecht Recht machen, mit allerlei geschwinden Fündlin und seltsamen Ränken.	hvilket jo verden mesterligt formår og dagligt driver på med, så der nuomstunder intet er så almindeligt, som at gøre retten uret og gøre uret ud af ret, med alle slags snarrådige påfund og sælsomme rænker.
73        Allermeist aber geschieht Solchs den frommen Christen, welchen die Welt ohn das feind ist, und Lust hat, alle Plage anzulegen. Darumb sagt ihn auch Christus zuvor, dass sie sich Solchs versehen sollen in der Welt, und ergeben zu leiden, sonderlich so es geschicht umb der Sachen willen, darumb sie Christen sind, das ist, von wegen des Evangelii und des geistlichen Regiments, dass sie daruber aller Streiche gewarten und Alles lassen fahren.	Men allermest sker dette overfor de fromme kristne, som verden derudover er fjendsk imod og har lyst til at påføre alle slags plager. Derfor siger Kristus det også i forvejen til dem, at de skal være forberedt på den slags i verden og finde sig i at lide, især når det sker for sagens skyld, den sag, hvorfor de er kristne, det vil sige, når det sker for evangeliets og det åndelige regimentes skyld, at de på det punkt skal vente alle slags snyderi og lade alting fare.
74 Denn da mussen wir doch sonst leiden, weil wir als einzele Personen Nichts vermugen, noch uns wehren konnen wider die Oberkeit, so sich selbs wider uns setzet. Sonst, wo das nicht ist, und dich kannst durchs Recht schutzen und erwehren, dass dir oder den Deinen kein Gewalt geschehe, so thust du recht, und bist es schuldig.	For på det punkt må vi dog alligevel finde os i det, fordi vi som enkeltpersoner intet formår, og heller ikke kan forsvare os imod øvrigheden, hvis den selv sætter sig imod os. Ellers, hvis det ikke sker, og du kan beskytte og værge for dig med retten mod, at der sker dig eller dine nogen skade, så gør du ret og er skyldig at gøre det.
75 Gib dem, der dich bittet, und wende dich nicht von dem, der dir abborgen will.	Giv den, der beder dig, og vend dig ikke bort fra den, der vil låne af dig.
76       Dreierlei zeigt er an, das [dass] die Christen leiden sollen in zeitlichen Gutern: dass sie ihn nehmen lassen, gerne leihen und geben. Da lehreten sie auch nicht weiter, denn der Welt und Kaisers Recht gehet, welchs heisst dich nicht, dass du das Deine Andern gebest, noch dir nehmen lassest; sondern lehren dich mit deinem Gut umbgehen und handlen, dass du Gleichs dafur nehmest mit Käufen, Verkäufen, (E144) Wechseln etc.	På tre måder viser han, at de kristne skal lide i de timelige goder: at de skal lade sig ting fratage, at de gerne skal låne ud og gerne give. Her lærte de [Erl-note: die Schriftgelehrten] heller ikke andet, end verden og kejserens rige går med til, og de befaler dig ikke, at du skal give andre af din ejendom, ejheller at du skal lade dig noget af din ejendom fratage; men de lærer dig at omgås dit gods og handle med det, så at du kan få lige for det, når du køber, sælger, bytter osv.
77 Da predigt nu Christus Nichts von, sondern lässets gehen, wie es die Vernunft lehret, wie man Güter theilen und handeln soll etc. Er zeigt aber, was ein Christ uber das Alles haben soll, nämlich, die dreierlei Stuck, dass er ihm lasse nehmen, es sei mit Gewalt oder mit dem Schein des Rechtem; item, dass er gerne gebe, und auch gerne leihe.	Det prædiker Kristus nu ikke noget om, men det lader han gå, som fornuften lærer, hvordan man skal dele og handle med sin ejendom, osv. Man han viser, hvad en kristen udover alt dette skal have, nemlig de tre ting, at han lader sig fratage sin ejendom, hvad enten det sker med magt eller med et skin af ret; ligeledes, at han gerne giver bort og at han gerne låner ud.
78        Darumb muss man hie abermal von einander theilen weltlich Recht und Christus Lehre. Nach weltlichem Recht magst du wohl deiner Güter brauchen, damit handlen, käufen und verkäufen; wie man liest von den heiligen Patriarchen, dass sie mit Geld und Gut gehandlet und umbgangen sind, wie ander Leut, wie es denn auch sein muss, wer unter den Leuten will leben, Weib und Kind näheren etc. Denn es gehoret alles dazu, dass der Bauch sein Recht habe, und ist eben so nothig als Essen und Trinken.	Derfor må han her igen skelne mellem verdslig ret og Kristi lære. Efter den verdslige ret har du lov at bruge din ejendom, handle med det, købe og sælge den, sådan som man læser om de hellige patriarker, at de har handlet med penge og gods og er omgåedes med det, som andre mennesker, som det da også må gå for sig, hvis nogen vil leve blandt mennesker, ernære kone og børn, osv. For det hører altsammen med til dette, at bugen skal have sin ret og det er lige så nødvendigt som at spise og at drikke.
79       Aber uber das lehret dich Christus, dass du in diesem Allem gleichwohl sollt bereit sein, gerne nehmen zu lassen, ja wohlzuthun oder zu geben, und auch zu leihen, wo du kannst, und Gewalt zu leiden, nicht allein mit Gutern, sondern auch mit deinem Leib und Leben, wie im vorigen Text gesagt ist; und sonderlich Alles umb des Herrn Christi willen, wo man dir von des Evangelii wegen zuwill, dass du da nicht allein den Rock, sondern auch den Mantel, nicht allein Gut und Ehre, sondern auch Leib und Leben lassest fahren.	Men udover det lærer Kristus dig, at du i alt dette alligevel skal være parat til gerne at lade dig dette fratage, ja, at gøre vel eller at give, og også at låne ud, hvor du kan, og lide vold, ikke alene med din ejendom, men også med dit legeme og dit liv, sådan som det er sagt i den forrige tekst, og især at gøre alt dette for vor Herres Kristi skyld, hvor man vil dig tillivs for evangeliets skyld, så at du i det tilfælde ikke alene lader frakken fare, men også kappen, ikke alene gods og ære, men også legeme og liv.
80 Denn in solchem Fall hat es keinen Zweifel, und kann zwar auch nicht wohl ein ander Fall sich zutragen. Denn in andern Fällen, so zu weltlichen Sachen und Regiment gehoren, hast du Richter und Recht, wo dir Unrecht oder Gewalt geschicht, die du kannst anrufen und zu Hulf nehmen. Kannst du aber nicht Recht noch Schutz erlangen, so musst du es auch leiden; wie es denn auch wohl die Unchristen leiden müssen.	For i sådan et tilfælde er der ingen tvivl, og det kan også godt være, at der heller ikke er det i andre tilfælde. For i andre tilfælde, som hører under de verdslige sager og det verdslige regimente, har du en dommer og en ret, hvis der er sket dig uret eller skade, dem kan du påberåbe dig til din hjælp. Men kan du ikke nå frem til ret eller beskyttelse, så må du også finde dig i det, som jo også de ikke-kristne må finde sig i det.
81      Aber hie muss man auch zusehen, dass man nicht Schälken und Buben Raum lasse, die sich der Lehre wollten behelfen, und furgeben: Die Christen müs- (E145) sen allerlei leiden, darumb mög man ihn getrost in ihre Guter greifen, nehmen und stehlen; und ein Christ müsse schuldig sein, mit allem, was er hat, da zu sitzen einem Jglichen verwegen Büben, dass ihm Alles offen stehe, und müsse ihm geben oder leihen, so viel er haben wolle, und nicht wieder fodern etc.:	Men her må man også passe på, at man ikke giver skalke og slyngler rum; de vil hjælpe sig med denne lære og komme med dette argument: De kristne må finde sig i alle ting, derfor man kan rolig gribe fat i deres ejendom, tage den og stjæle den; og en kristen er skyldig at blive siddende med alt hvad han har overfor enhver dumdristig slyngel, så at alting skal stå åbent for ham og han må give ham og låne ham alt, hvad han har, og ikke kræve det igen, osv.
82 wie der schändliche, abtrünnige Kaiser Julianus mit diesen Text spottet, und nahm den Christen was er wollte, gab fur, er wollte ihrs eigen Rechten mit ihn spielen. Nein, lieber Gesell, es gilt nicht also. Das ist wohl wahr, dass die Christen sollen bereit sein, allerlei zu leiden; aber kömpst du fur dem Richter, oder dem Henker in die Hand, so siehe, was er von dir leiden wird.	sådan som den skændige, frafaldne kejser Julian spottede denne tekst og fra de kristne tog, hvad han ville, under dække af, at han ville lege med dem efter deres egen ret. Nej, kære ven, den slags gælder ikke. Det er vel sandt, at de kristne skal være parat til at finde sig i alt; men kommer du for dommeren eller falder du i hænderne på bøddelen, så se til, hvad han vil finde sig i fra din side.
83 Ein Christ muss es gewarten zu leiden, was ihm widerfähret von dir und Jdermann; aber das ist er nicht schuldig, dass er dir deines Muthwillens gestatte und Raum lasse, wo ers mit Recht und durch der Oeberkeit Hulf wehren kann.	En kristen må forvente at komme til at lide, hvad der vederfares ham fra din og enhver andens side; men han er ikke skyldig at han tillader og giver rum for din vilkårlighed, hvis han kan beskytte sig med retten og med øvrighedens hjælp.
84 Und ob ihn gleich die Oeberkeit nicht schutzen will, oder auch selbs mit Gewalt fähret, soll er drümb nicht dazu still schweigen, als musste ers billigen.	Og selv om øvrigheden ikke vil beskytte ham, eller også selv farer med vold, så skal han ikke af den grund tie stille, som om han var nødt til at billige det.
85       Also auch hie; ob er wohl soll gerne Jdermann, der ihm bittet, leihen und geben: doch wo er weiss, dass ein Bube ist, ist er ihm nicht schuldig zu geben. Denn das heisset mich Christus nicht, dass ich soll eim iglichen Buben das Meine geben, und den Meinem und Andern entziehen, so es durfen, denen ich ohn das schuldig bin zu helfen, und darnach selbs mangeln, und Andere beschweren.	Således også her; selv om han gerne skal låne og give til enhver, der beder ham, så er det dog sådan, at hvor han véd, det er en slyngel, er det ikke hans skyldighed at give. For det befaler Kristus mig ikke, at jeg skal give en hvilkensomhelst slyngel min ejendom, og unddrage det mine pårørende og andre, som har brug for det, dem, som jeg desforuden er skyldig at hjælpe, og derefter selv lide mangel og ligge andre til byrde.
86 Denn er spricht nicht, dass man einem Jglichen geben und leihen soll, sondern dem, der uns bittet, als der es nothdurftig ist etc.; nicht der es muthwillig abdringen will, als die sonst wohl haben, oder sich ohn Aerbeit mit ander Leut Beschwerung näheren wollen.	For han siger ikke, at man skal give og låne ud til enhver, men til den, der beder os om det, som én, der er trængende osv.; ikke den, der tilfældigt vil aftvinge os det, som nogle, der ellers har nok, eller nogle, der vil ernære sig uden arbejde, ved andre menneskers anstrengelse.
87 Drumb sollt man hie drauf sehen, und wissen, was man fur Leut in einer Stadt hätte, welche arm und unvermögen, oder nicht wären, und nicht einen iglichen Buben oder Landläufer zulassen, die kein Noth haben, und (E146) sich selbs wohl künnten näheren.	Derfor skal man her se på og gøre sig klart, hvilken slags mennesker man har i byen, hvilke der er fattige og uformuende eller ikke var noget, og ikke give til enhver slyngel og landstryger, der ikke lider nød og nok skulle kunne ernære sig selv.
88 Denn desselben Junker Unraths gehet itzt uberall viel im Land irre, die sich dieser Lehre behelfen wollen, und damit auf ander Leut Gut zehren und prassen, und Alles hindurch schlagen, und so von einem Ort zum andern streichen. Solche soll man zu Meister Hansen weisen, und anders lehren lassen, dass sie nicht ihres Muthwillens fromme Leut betrügen müssten.	For af den slags junker "Dårligtråd" farer der nuomstunder overalt mange omkring i landet, som vil hjælpe sig med denne lære, og dermed tære og frådse på andres bekostning, og slå alting igennem (?), og således strejfe om fra det ene sted til det andet. Den slags mennesker skal man henvise til mester knippel, så de ellers kan lære, at de ikke må bedrage fromme mennesker som de vil.
89       Solchs lehret auch S. Paulus 2 Cor. 8., da er selbs eine Steure suchet an den Corinthern fur die armen Christen in der theuren Zeit, dass es nicht der Meinung soll geschehen, dass die Andern Ruge und sie Trubsal haben sollen, das ist, dass sie Mühe und Aerbeit haben, und selbs Mangel leiden sollten, dass die Andern einen guten Muth von dem Ihren hätten;	Dette lærer også skt. Paulus i 2 Kor 8,13, hvor han selv søger at pålægge korintherne en skat til de fattige kristne i den dyre tid, så det ikke skal ske i den hensigt, at de andre skal have ro og korintherne trængsel, det vil sige, at de skal have møje og arbejde og selv lide mangel, for at de andre kan få en god tilværelse i kraft af deres ejendom;
90 und 2 Thessal. 3. gebeut er den Christen, dass sie sich entziehen sollen von solchen, die unordig wandeln; sonder ein Jglicher mit stillem Wesen ärbeiten, sein eigen Brod essen, und nicht Andere beschweren; und schleusst, dass, wer nicht will ärbeiten, der soll auch nicht essen.	og 2 Thess 3,6, påbyder han de kristne, at de skal holde sig tilbage fra de mennesker, som vandrer uordentligt; men enhver skal arbejde stille og støt og tjene sit eget brød, og ikke ligge andre til byrde (v 12). Og han slutter med at sige, at den, der ikke vil arbejde, heller ikke skal have føden. (v 10).
91  Darumb, wer ärbeiten kann, soll wissen, dass diess Gottes Gebot ist, dass er Etwas fornehme, damit er sich selbst nähere, und nicht Andern beschwerlich sei. Denn der, die es bedürfen, sind ohn das genung, dass man dennoch gnug zu leihen und geben hat, wie die Schrift sagt Deuter. 15.: Es werden allezeit Armen in deinem Lande sein. Denn wir sollen drumb nicht so leihen und geben, dass wirs dahin in Wind scheudern, und nicht sehen, wem wirs geben;	Derfor, den, der kan arbejde, skal vide, at det er Guds bud, at han tager sig noget til, hvorved han kan ernære sig selv og ikke ligger andre til byrde. For for dem, der har brug for det, er det iøvrigt nok, at man trods det har nok at låne ud af og give væk af, sådan som skriften siger 5 Mos 15,11: Der vil altid være fattige i dit land. For vi skal ikke af den grund låne og give bort, at vi slynger det ud i vinden og ikke passer på, hvem vi giver det til;
92  sondern sollen vorhin die Augen aufthun, wer es ist, ob er sei petens, (wie Christus hie sagt,) d. i. ob er benothigt sei, und recht bitte, oder ob es ein Versucher oder ein Bube sei.	men vi skal først lukke øjnene op, og se, hvem det er, der beder, om han er bønfaldende (som Kristus her siger) det vil sige, om han er trængende, og beder ret, eller om han er en påtrængende eller en slyngel.
93        Da gehoret nu deine weltliche Person zu, dass du hie klug seiest, weil du unter den Leuten wohnest, und die Armen kennest, und sehest, was du fur Leute kriegest, und wem du geben sollt oder nicht.	Det hører nu med til dette, at du er en verdslig person, at du her er klog, fordi du bor blandt menneskene, og kender de fattige og ser, hvilke mennesker du har med at gøre og hvem du skal give til og hvem ikke.
94  Siehest du denn, dass ein rechter Bitter ist, so thu deine (E147) deine Hand auf, und leihe oder borge ihm, so er dirs kann wieder geben. Kann er aber nicht, so sollt du ihm schenken, und einen Strich durchs Register machen; als wohl fromme Leute sind, die sich gerne näheren wollten mit Weib und Kindern, und arbeiten, und will doch nicht von Statten gehen, kommen hie und da in Schuld und Unrath;	Ser du da, at han er en ret bønfaldende, så luk din hånd op og lån eller kautioner for ham, så han kan give dig det tilbage. Men kan han ikke det, så skal du give ham det og slå en streg over hans regnskab; f. eks. fromme mennesker, der gerne vil ernære sig selv med deres kone og børn og arbejde, og dog ikke vil drage bort, og af og til kommer i gæld og uføre;
95  fur welche auch ein igliche Stadt soll ihren gemeinen Kasten und Almosen haben, und Kirchendiener, die darauf sehen, wer solche sind, und wie sie leben etc., dass man nicht den faulen Streichern Raum lasse, die Leute zu beschweeren.	for dem skal også enhver by har deres almindelige kasse og almisser og en kirketjener, der ser til, hvem de er, og hvordan de lever, osv., så at man ikke lader de dovne landsstrygere få rum, så de ligger folk til byrde.
Videre til bjerg09!

Noter: