Tilbage til Luthers bjergprædikenudlægning.

Tilbage til oversigten!
 
 

1 Ihr habt weiter gehoret, dss zu den Alten gesagt ist: Du sollt keinen falschen Eid thun, und sollt Gott deinen Eid halten. Ich aber sage euch, dass ihr allerding nicht schwören sollt, weder bei dem Himmel, denn er ist Gottes Stuhel; noch bei der Erden, denn sie ist seiner Füsse Schemel; noch bei Jerusalem, denn sie ist eines grossen Königes Stadt. Auch sollt du nicht bei deinem Häupt schwören, denn du vermagst nicht ein einigs Haar weiss oder schwarz zu machen. Euer Rede aber sei: Ja, ja, nein, nein; was druber ist, das ist vom Ubel.	I har endvidere hørt, at der er sagt til de gamle: Du skal ikke sværge falsk, og du skal holde, hvad du har svoret Gud. Men jeg siger jer, at I overhovedet ikke skal sværge, hverken ved himlen, for den er Guds stol; eller ved jorden, for den er hans fodskammel; eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Ejheller skal du sværge ved dit hoved, for du formår ikke at gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men jeres tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der går derudover, er af det onde.
2         Dieser Text ist auch mit vielen Glossen zudehnet, und mancherlei Wahn und Irrthumb draus geschöpft, dass viel grosser Doctores daruber zu schaffen gehabt, und sich nicht haben konne drein schicken, dass hie so durre verboten ist, man solle allerdings nicht schwören, sondern schlecht ja ja; und nein nein lassen bleiben;	Denne tekst er også udvidet med mange fortolkninger, og der er derfra skabt mange vrangforestillinger og fejltagelser, så at mange store doktorer har haft sit at gøre med det, og de har ikke kunne affinde sig med, at det her så hårdt er forbudt, at man overhovedet skal sværge, men blot lade det blive ved ja, ja og nej, nej;
3  dass etliche die Gewissen so enge gespannet haben, dass man zweifelt, ob einer auch solle einen Urfriede thun, wenn er aus dem Gefängniss (E124) los gegeben würde, oder ob man durch einen Eid einen Friede und Vertrag annehmen sollte mit den Türken oder Ungläubigen etc.	så at nogle har spændt samvittighederne så stramt ind, at man tvivler på, om et menneske endda må aflægge løfte om ikke at begå forbrydelser, når man bliver løsladt fra et fængsel, eller om man skal antage en fred eller aftale med tyrkerne eller de vantro med en ed, osv.
4  Nu kann man ja nicht leugnen, dass Christus selbs und S. Paulus oft geschworen haben, dazu in der Schrift stehet, dass die gelobt werden, die bei seinem Namen schwören; (Es 48,1) darumb muss man hie auch einen Unterschied fassen, dass man den Text recht verstehe.	Nu kan man jo ikke nægte, at Kristus selv og Skt. Paulus ofte har svoret, og desuden står der i skriften, at de, der sværger ved hans navn er elskede; derfor må man også her opstille en forskel, så man forstår teksten ret.
5         Wir haben aber genug gehoret, dass Christus hie gar Nichts will reden in das weltlich Regiment und Ordnung, noch der Oeberkeit Etwas genommen haben; sondern allein den einzelen Christen predigt, wie sie fur sich in ihrem Wesen leben sollen.	Men vi har her i tilstrækkeligt omfang hørt, at Kristus her slet ikke vil tale ind i det verdslige regimente og den verdslige ordning, eller have noget taget bort fra øvrigheden; men alene prædiker for de enkelte kristne, hvordan de skal leve for sig i deres væsen.
6  Darümb soll man das Schwören eben so achten verboten, wie droben das Tödten, und ein Weib ansehen oder begehren. Tödten ist recht, und doch auch nicht recht; eins Manns oder Weibs begehren ist Sünde, und nicht Sünde; aber also, dass man beides recht scheide, nämlich also, dass zu mir und dir gesagt sei: Wenn du tödtest, so thust du unrecht; siehest du ein Weib an, ihr zu begehren, so thust du unrecht.	Derfor skal man lige så lidt forbyde at sværge, som ovenfor at slå ihjel og at se på en kvinde eller begære hende. At slå ihjel er ret, og alligevel ikke ret; at begære en mand eller en kvinde er synd og dog ikke synd; men det skal udlægges sådan, at man skelner ret mellem de to ting, nemlig sådan, at der til mig og dig bliver sagt: Når du slår ihjel, så øver du uret; ser du på en kvinde, så du begærer hende, så gør du uret.
7  Aber zu einem Richter sagt er: Tödtest du und strafest nicht, so sollt du gestraft werden; also, zu einem ehelichen Mann oder Weib: Wenn du dich nicht zu deinem Gemahl hältest, so thust du unrecht.	Men til en dommer siger han: Undlader du at slå ihjel, undlader du at straffe, så skal du straffes; og ligeledes, siger han til en mand eller en kvinde: Hvis du ikke holder sig til din ægtefælle, så gør du uret.
8 Also stehets beides, dass man tödten und nicht tödten soll, bei einem Weibe sein, und nicht sein; nämlich, dass du nicht tödtest noch zurnest, oder ein Weib lieb habest, da du nicht sonderlich Gottes Wort oder Befehl hast.	Altså, begge dele står fast, at man skal slå ihjel og ikke slå ihjel, være hos en kvinde og ikke være hos en kvinde; nemlig sådan, at du ikke slår ihjel eller bliver vred eller har en kvinde kær, hvor du ikke har et særligt ord eller en særlig befaling fra Gud.
9 Wenn du aber zurnest, da dichs Gott heisset, oder ein Weib hast nach Gottes Wort, so ist es beides recht; dann was dir Gott sagt und heisset, ist viel ein ander Ding, denn so du selbs thuest.	Men når du bliver vred dèr, hvor Gud befaler dig det, eller når du har en kvinde efter Guds ord, så er begge dele ret; for hvad Gud siger dig eller befaler dig, er noget helt andet end hvad du selv gør.
10        Wie du nu jenes verstanden hast, so verstehe diess auch: dass wohl hie verboten ist, dass man gar nicht schwöre, gleichwie er das Todten so gar verboten hat, dass auch kein Zorn im Herzen sei; dessgleichen, dass man so gar frembd soll sein von Mann und Weib, dass man sie auch nicht ansehe, noch daran (E125) denke, ihr zu begehren.	Ligesom du nu har forstået det foregående, sådan skal du også forstå dette her: det bliver vel her forbudt, at man overhovedet sværger, ganske som han helt og holdent forbyder at slå ihjel, så der slet ikke er nogen vrede i hjertet; på samme måde, at man skal være i den grad fremmed overfor en mand og en kvinde, at man slet ikke ser på hende eller tænker på at begære hende.
11 Und wäre doch ein schädliche Predigt, wenn man sie in der Oeberkeit Regiment oder in den Ehestand fuhren wollte, und dem Richter sagen: Du sollt nicht zurnen, noch des Zorns Zeichen oder Werk fuhren; oder zu einem ehelichen Paar Volks: Du sollt dein Weib oder Mann nicht ansehen noch lieb haben; sondern muss hie umbkehren, und das Widerspiel lehren, und heissen: Du Richter sollt zurnen und strafen; und ein Iglicher sein Gemahl haben und lieben.	Og dog ville det være en skadelig prædiken, hvis man ville føre den over på øvrighedens regimente eller ind i ægtestanden og sige til dommeren: Du skal ikke blive vred eller føre vredens tegn eller gerning; eller hvis man ville sige til et ægtepar: du skal ikke se på din hustru eller din mand og have hende kær; men man må her vende det om og lære det modsatte og befale: Du, dommer, skal blive vred og straffe; og enhver skal have sin ægtefælle og elske ham eller hende.
12  Wie sagt denn Christus, man solle keins Weibs begehren, und kein Zorn im Herzen haben? Antwort, wie gesagt, er redet von dem Weib, das dir nicht von Gott gegeben ist, und von dem Zorn, der dir nicht befohlen ist, dess sollt du keinen haben.	Hvorfor siger da Kristus, at man ikke skal begære nogen kvinde og ikke have nogen vrede i hjertet? Svar: Som sagt, han taler om den kvinde, der ikke er givet dig af Gud, og om den vrede, der ikke er befalet dig; disse ting skal du ikke have noget af.
13 Wo dirs aber befohlen wird, so ist es nicht mehr dein, sondern Gottes Zorn, und nicht mehr dein Begehren, sondern von Gott gegeben und geordnet; denn da hast du Gottes Wort zu, dass du dein Gemahl lieb haben und keines Andern begehren sollt. Also auch vom Schwören muss man darnach sehen, wo man Gottes Wort hat, oder nicht.	Men hvor det er dig befalet, er det ikke længer din, men Guds vrede, og det er ikke mere dit begær, men det er givet og forordnet af Gud; for her har du Guds ord dertil, at du skal have din ægtefælle kær og ikke begære nogen anden. Således må man også, hvad dette at sværge angår, se efter, hvor man har Guds ord og hvor ikke.
14        Dass er aber hie so hart die Verbot treibt, das thut er auch wider ihre falsche Lehrer, welche also predigten, dass Eiden und Schwören, ob es wohl ohn Noth und Gottes Wort geschehe, nicht Sünde wäre; ja sie hatten einen Unterscheid gemacht, (wie Christus hie zeigt,) wie man mochte frei schwören, und welche Eide sollten gelten oder nicht;	Men at han her driver forbuddet så stærkt igennem, det er noget han gør imod de falske lærere, som prædikede, at dette at aflægge eder og dette at sværge ikke var synd, heller ikke, selv om det skete uden at det var nødvendigt og uden Guds ord; ja, de havde opsat en forskel på, hvornår man frit kunne sværge, og hvilke eder der skulle gælde, og hvilke ikke. Som Kristus viser her.
15 als, dass wohl Jemand mocht bei dem Himmel, oder Jerusalem, oder bei seinem Häupt schwören; dass wären geringe Eide, und bünden nicht so hart, wenn man nur nicht Gottes Namen anzöge: hattens also zuletzt dahin bracht, dass ein schlecht Ja und Nein nichts galt, und dafur achten, es läge nicht dran, ob sie Etwas nicht hielte, darauf sie keinen Eid gethan hätten;	F. eks. at man godt måtte sværge ved himlen eller ved Jerusalem eller ved sit hoved; det var ringe eder, de bandt ikke så hårdt, når man blot ikke drog Guds navn ind i det. De havde altså i sidste ende bragt det dertil, at et simpelt ja og nej ikke gjaldt noget, og de regnede med, at det ikke betød noget, om man ikke overholdt noget, som man ikke havde aflagt ed på.
16 gerade, wie sie von Tödten gelehret hatten, dass man ein heimlichen Zorn und Tücke nicht fur Sünde halten durfte; also auch, ob einer seinem Weib feind wäre, kein Lust noch Liebe zu ihr hätte, aber wohl zu einer Andern Lust hätte, und Solchs mit Ansehen und Scherzen, und andern Zeichen beweisete. (E126)	Ganske på samme måde, som de havde lært om det at slå ihjel, at man ikke skulle regne en hemmelig vrede og uvilje for synd; og som de havde lært, at det ikke skulle være synd, om én var uven med sin hustru og ikke havde nogen lyst eller kærlighed til hende, men nok havde lyst til en anden og viste det med sine blikke og med at lave sjov med hende og på anden måde.
17        Wider solche unfläthige Heiligen hat er angefangen zu predigen, und sagt: Wenn ihr nicht anders und frummer werdet, so werdet ihr nicht ins Himmelreich kommen. Es gilt nicht so mit dem Schwören fahren, wie ihr thut, dass es soll recht sein und gelten, wo und wenn ihr wollet; sondern es heisset: Ihr sollet allerdinge nicht schwören, weder beim Tempel, noch Jerusalem, noch euerm Häupt, so wenig als bei Gott selbs; sondern was ihr mit einander handlet, das soll Ja und Nein sein, und Ja und Nein bleiben.	Imod sådanne smudsige helgener begyndte han sin prædiken, da han sagde: Hvis I ikke bliver anderledes og frommere, så vil I ikke komme ind i himlen. Det drejer sig ikke om at bære sig ad med det at sværge, som I gør det, at de skal være ret og gælde, hvor og når I vil det, men det hedder: I skal overhovedet ikke sværge, hverken ved templet eller ved Jerusalem eller ved jeres hoved, lige så lidt som ved Gud selv; men hvad I aftaler med hinanden, skal være ja og nej, og det skal forblive ja og nej.
18 Denn das ist Gottes Namens missbraucht, wo man uber das fähret mit Eiden und Schwören, als sollt ein schlecht Ja und Nein nicht gelten und binden, es wäre denn Gottes Namen dabei.	For det er at misbruge Guds navn, når man slår om sig med eder og besværgelser, som om et simpelt ja og nej ikke skulle gælde og ikke være bindende, hvis ikke Guds navn var knyttet til det.
19 Darnach ist auch noch ein Missbrauch, dass man so leichtfertig schwöret, wie itzt gemein ist, da man schier zu einem iglichen Wort Gottes Namen fuhret. Das soll alles schlecht verboten sein; gleichwie auch das Fluchen, so durch Gottes Namen geschicht, wo es nicht geschehen soll.	Desuden er der et misbrug mere, det, der består i, at man så letfærdigt sværger, sådan som det nu er almindeligt, hvor man næsten ved ethvert ord indfører Guds navn. Det skal altsammen simpelthen være forbudt; ganske som det at forbande, for det sker ved Guds navn, hvor det ikke skal ske.
20         Denn Fluchen ist eben wie das Schwören, beide, gut und böse. Denn wir lesen in der Schrift, dass oft heilige Leute gefluchet haben; als, Noe seinem einen Sohn, Ham, fluchet, und der Patriarch Jacob einen bösen Segen und Fluch sprach uber seine drei Sohne, Ruben, Levi und Simeon, item, Mose wider Core, ja Christus selbs im Psalter seinem Juda, und im Evangelio uber die falschen Lehrer greulich fluchet;	For det at forbande er ligesom det at sværge, både godt og slet. For vi læser i skriften, at hellige mennesker ofte har forbandet; f. eks. har Noa forbandet sin ene søn, Ham, og patriarken Jacob udtalte en slet velsignelse, det vil sige, en forbandelse, over sine tre sønner, Ruben, Levi og Simeon; endvidere forbandede Moses Kora, ja Kristus har selv i salteret grueligt forbandet sin Juda, og i evangeliet de falske lærere.
21 und Paulus Gal. 1. verflucht alle Lehrer, die da Anders predigen, (wenn es auch ein Engel vom Himmel wäre,) dass sie sollen Anathema sein, das ist, von Gott verbannet und verflucht; als, wenn wir sagten: Gott müsse sie hinderen, und zustore sie zu Grund, und gebe ihn kein Gnade noch Gluck dazu.	Og Paulus forbander i Gal 1 alle lærere, der prædiker anderledes (selv om det så var en engel fra himlen) med, at de skal være anathema, det vil sige, bandlyst og forbandet af Gud; som hvis vi sagde: Måtte Gud hindre dem og ødelægge dem i grunden, og hverken give den nåde eller lykke til.
22 Also kompt wohl die Zeit, dass man fluchen muss, oder thut unrecht. Als, dass wir itzt sollten den Segen dazu sprechen und Guts wunschen, dass Papst, Bischoffe und Fürsten mit so giftigen Practiken und bösen Tücken wider das Evangelion umb- (E127) gehen, frommer Leute Blut zu storzen und Deutschland in einander zu werfen; das gehoret nicht Christen zu, sondern sollen und müssen so dazu sagen: Lieber Herr, verfluch, verstore und stürze alle ihr Anschläge in Abgrund der Hölle.	Derfor kan der godt komme et tidspunkt, hvor man må forbande, hvis ikke man vil gøre uret. Som hvis vi nu ville udtale vor velsignelse og ønske held med, at paven, biskopper og fyrster går frem imod evangeliet med så giftige handlinger og med så ond en uvilje, for at udgyde fromme menneskers blod og få Tyskland til at falde sammen; det skal en kristen ikke gøre, men han skal og må sige til den slags: Kære Herre, forband, ødelæg og nedstyrt alle deres anslag i helvedes afgrund.
23 Daher kann Niemand recht das Vater Unser beten, er muss dazu fluchen. Denn, wenn er betet: Geheiliget werder dein Name, dein Reich komme, dein Wille geschehe etc., so muss er Alles auf einen Haufen mitnehmen, was dawider ist, und sagen: Verflucht, vermaledeiet, geschändet mussen werden alle ander Namen, und alle Reich, so wider dich sind, zustoret und zurissen, alle Anschläge, Weisheit und Willen zu Boden gehen etc.	Derfor kan ingen ret bede fadervor uden at han må forbandet. For når han beder: Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, osv., så må han tage alt det sammen i én hob, som er imod, og sige: Forbandet, uvelsignet, skændet være alle andre navne, og alle riger, som er imod dig, være ødelagt og iturevet, alle anslag, al visdom og vilje, som er imod dig, gå til grunde, osv.
24        Das ist aber die Unterscheid: Von sich selbs soll Niemand fluchen noch schwören, es sei denn, dass er Gottes Wort dazu habe, dass er solle fluchen oder schwören. Denn, wie gesagt, wo es in und nach Gottes Wort gehet, da ists alles recht, schwören, zurnen, Lust zum Weib haben etc.	Men det er forskellen: Ud af sig selv skal ingen forbande eller sværge, hvis han ikke har Guds ord dertil, så at han skal forbande og sværge. For som sagt hvor det holder sig indenfor Guds ord og går efter Guds ord, dèr er det altsammen ret, at sværge, at blive vred, at have lyst til en kvinde osv.
25 Das heisst aber Gottes Wort dazu haben, wenn er mirs als von Ampts und seinenwegen befiehlet, oder durch die, so im Ampt sind, fodert. Als, dass mans durch Exempel fasse, wenn sichs begäbe, dass du gefangen, und in der Oeberkeit Händen wärest, und sie begehrest einen Eid zur Urfried; oder, wenn ein Fürst einen Eid fodert, dass man ihm hulde; oder ein Richter von einem Zeugen: da bist du es schuldig zu thun.	Men det vil det sige at have Guds ord til det, når man befaler mig det på mit embeds vegne og for hans skyld, eller fordrer det gennem dem, der er i embedet. F. eks., hvis man skal forstå det ved et eksempel, hvis der skete det, at du var taget til fange og var i øvrighedens varetægt, og de begærede en éd af dig, at du ikke vil begå forbrydelser; eller, hvis en fyrste krævede, at man skulle hylde ham med en éd; eller en dommer krævede en éd af et vidne: Dér er du skyldig at aflægge den.
26 Denn da stehet das Wort, dass du sollt der Oeberkeit gehorchen. Denn Gott hat so das Regiment geordnet und gefasset, dass einer also gegen dem Andern verbunden sein muss, damit alle irrige Sachen durch den Eid geschlichtet, gescheiden und hingelegt werden; wie die Epistel zun Ebräern sagt. (Hebr 6,16)	For dèr står det ord der, at du skal adlyde øvrigheden. For Gud har ordnet og indrettet regimentet på den måde, at den ene må være forbundet således med den anden, for at alle forkerte sager kan afsluttes, afgøres og henlægges ved hjælp af en éd; sådan som hebræerbrevet siger det.
27        Spricht du aber: Ja, stehet doch hie ein ander Wort, das Christus sagt: Du sollt nicht schwören. Antwort, wie oben gesagt, vom Todten und Zurnen: Du, du sollts nicht thun, als fur dich selbs. Hie aber schwörest du nicht, sondern der Richter, der (E128) dichs heisset, und gilt eben so viel, als ers selbs thäte, und bist itzt des Richters Mund.	Men hvis du siger: Jamen, der står dog her et andet ord, hvor Kristus siger: Du skal ikke sværge, så svarer jeg, som ovenfor sagt om dette at slå ihjel og at blive vred: Du, du skal ikke gøre det, hvad dig selv angår. Men her sværger du ikke, men dommeren befaler dig at gøre det, og det gælder lige så meget, som hvis han selv gjorde det og du er nu dommerens mund.
28 Nu verbeut noch gebeut Christus der Oeberkeit Nichts, sondern lässet ihr Regiment gehen, wie es gehen soll und muss; sondern dir verbeut er, dass du nicht aus eignem Furnehmen, Furwitz oder Gewohnheit schwörest; gleichwie er dir verbeut das Schwert zu zucken, doch damit nicht der Oeberkeit wehret gehorsam zu sein, wenn dich dein Landsfurst dazu brauchen wollt, oder aufgeböte, in Krieg zu ziehen;	Men nu forbyder eller påbyder Kristus ikke øvrigheden noget, men lader dens regimente gå, som det skal og må; men dig forbyder han, at du sværger ud af eget initiativ, indfald eller egen vane; ganske som han forbyder dig at drage sværdet, men ikke dermed forhindrer dig i at være øvrigheden lydig, når din landsfyrste vil bruge dig dertil eller kommanderer dig til at drage i krig;
29 denn da bist du schuldig, frisch und getrost drein zu hauen, und ist nicht mehr deine Faust noch Schwert, sondern der Oeberkeit unterworfen; und thuest itzt nicht selbs, sondern dein Furst, dem es von Gott befohlen ist.	for i så tilfælde er du skyldig frimodig og uden skrupler at hugge dig igennem, og det er ikke mere din næve eller dit sværd, men det er undergiver øvrigheden; og du gør det nu ikke selv, men gør det for din fyrste, som har fået befaling til det af Gud.
30 Also sagen wir auch in gleichen Fällen. Als, wenns dazu käme, dass man mit unsern Feinden oder Turken sollt ein Vertrag und Einikeit machen, da mochten Kaiser und Fursten wohl einen Eid, beide, geben und nehmen, obgleich der Türke bei dem Teufel oder seinem Mahomed schwöret, den er fur seinen Gott hält und anbetet; wie wir unsern Herr Christum anbeten, und bei ihm schwören.	Sådan siger vi også i det lignende tilfælde. F. eks. hvis det kom dertil, at man skulle lade en aftale eller komme til enighed med vores fjende eller med tyrkerne, da måtte kejser og fyrster nok både aflægge og modtage en éd, selv om tyrken sværger ved djævelen eller ved hans Muhammed, som han regner for sin Gud og tilbeder; ligesom vi tilbeder vor Herre Kristus og sværger ved ham.

31 So hast du nu eine Ursache, da es recht ist zu schwören, nämlich, die Noth, da man ein Eid thun muss, aus Gehorsam der Oeberkeit, die Wahrheit zu bestätigen, oder Sachen zu vertragen, umb Friedes und Einigkeit willen.	Derfor har du nu én grund til, at det er ret at sværge, nemlig nødvendigheden, at man er nødt til at aflægge éd af lydighed mod øvrigheden, for at bekræfte sandheden eller aftale sager for fredens og enighedens skyld.
32        Die ander Ursache ist die Liebe, ob es gleich nicht gefodert wird von der Oeberkeit, sondern dem Nähesten zu gut geschicht etc., gleich als auch die Liebe zürnet und strafet, wenn sie siehet den Nähesten sündigen oder irren; wie Christus Matth. 18. lehret.	Den anden grund er kærligheden, selv om den ikke kræves af øvrigheden, men sker til næstens gavn, osv., ligesom også kærligheden bliver vred og anklager, når den ser næsten synde eller fare vild; sådan som Kristus lærer Matt 18,15-17.
33 Denn sie kann je nicht dazu lachen, noch das Böse loben. Also mag ich auch wohl eines Andern Weib Liebe erzeigen, wenn sie in Nothen oder Fährlichkeit ist, dass ich ihr eraus helfe: das ist nicht ein fleischliche, verbotene, sondern eine christliche, brüderliche Liebe, die nicht aus eigner Lust noch Furwitz gehet, sondern daher, dass es mein Nähester bedarf; und (E129) hat Gottes Wort fur sich, das da sagt: Du sollt deinen Nähesten lieben als dich selbs.	For den kan jo ikke bare le af det eller rose det onde. Således kan jeg også nok vise en andens kone kærlighed, hvis hun er i nød eller i fare, så jeg hjælper hende ud deraf: det er ikke en kødelig, forbuden kærlighed, men en kristelig, broderlig kærlighed, som ikke kommer fra min egen lyst eller mit eget indfald, men deraf, at min næste har brug for den; og den har Guds ord for sig, som jo siger: Du skal elske din næste som dig selv.
34         Demnach, wenn ich Imand sehe in geistlichen Nothen und Fahr, schwach im Glauben, oder verzagts Gewissens, oder irrigen Verstands, und dergleichen, da soll ich nicht allein trosten, sondern auch dazu schwören, sein Gewissen zu stärken, und sagen: So wahr Gott lebt und Christus gestorben ist, so gewiss ist diess die Wahrheit und Gottes Wort.	Derfor, hvis jeg ser én i åndelig nød og fare, svag i troen, eller med en forsagt samvittighed eller en vildfarende forståelse, og den slags, da skal jeg ikke alene trøste, men også sværge for at styrke hans samvittighed og sige: Så sandt Gud lever og Kristus er død, dette er sandheden og Guds ord.
35 Da ist der Eid so noth, dass man sein nicht embehren kann. Denn dadurch wird die rechte Lehre bestätigt, das irrig und blode Gewissen unterweiset und getrostet, und vom Teufel geloset.	Dèr er éden så nødvendig, at man ikke kan undvære den. For derigennem bliver den rette lære bekræftet, den vildfarende og frygtsomme samvittighed undervist og trøstet og løst fra djævelen.
36 Drumb magst du hie so hoch und theur schwören, als du nur kannst. Also haben Christus und Paulus geschworen, und Gottes Namen zu Zeugen gefuhret. So gehoret ein Eid auf ein iglich Dräuwort oder Verheissung, so ein christlicher Prediger predigt, beide, die harten Kopfe zu schrecken und die Bloden zu trosten.	Derfor har du her lov til at sværge så højt og dyrt, som du bare kan. Sådan har Kristus og Paulus svoret og ført Guds navn som vidne. På den måde hører en éd med til ethvert trusselsord og enhver forjættelse, som en kristen prædikant prædiker, både for at forskrække de hårde hoveder og for at trøste de frygtsomme.
37         Dessgleichen auch, wo man den Nähesten entschuldigen, und seine Ehre retten soll wider böse, giftige Mäuler, da mag man auch sagen: Man thun ihm fur dem lieben Gott unrecht etc.	På den måde skal man også gøre, når man skal undskylde næsten og redde hans ære imod onde, giftige kæfte, da må man også sige: Man gør ham ved den søde Gud uret osv.
38 Denn das ist alles Gottes Namen wohl gebraucht, zu Gottes Ehren und der Wahrheit, und des Nähesten Heil und Seligkeit. Denn da hast du Gottes Wort und Gebot über dir schweben, das dich heisset den Nähesten lieben, die Unordigen strafen, die Betrübten trösten etc.;	For det er altsammen at bruge Guds navn godt, til Guds og sandhedens ære og til næstens frelse og salighed. For dèr har du Guds ord og bud svævende over dig, som befaler dig at elske næsten, anklage de ulydige, trøste de bedrøvede, osv.;
39 und weil es in dem Gebot gehet, so kann es nicht unrecht sein, ja, eben dasselb dringet dich dazu, dass du schwören sollt, und unrecht thuest, wo du es versäumest.	og fordi det angår budet, så kan det ikke være forkert, ja netop dette tvinger dig til, at du skal sværge, og du ville gøre uret, hvis du ville forsømme det.
40        Summa, wo du Gottes Wort hast, da gebe dir Gott Gnade zu, dass du nur flugs schwörest, strafest, zurnest, und alles thust, was du kannst. Was aber uber und ausser dem ist, nicht aus Befehl, noch des Nähesten Noth oder Nütz, da sollt du der keines thun.	Kort sagt, hvor du har Guds ord, dèr giver Gud nåde til, at du bare rask væk sværger, anklager, bliver vred og gør alt, hvad du kan. Men hvor det er over og ved siden af det, hvor det ikke er befalet eller er til næstens nød eller nytte, dèr skal du ikke gøre noget af det.
41 Denn Gott will nichts uberall haben, was du aus eigenem Furnehmen thust, ohn sein Wort, (E130) es sei was es wölle, wenn gleich Imand Todten kunnte aufwecken.	For Gud vil i det hele taget ikke have noget af det, som du gør ud af dit eget forgodtbefindende, uden hans ord, så kan det være, hvad det vil, om så én kunne opvække de døde.
42 Viel weniger will er leiden, dass man seines Namens missbrauche, sich darauf zu berufen, wo es nicht noth noch nutz ist, oder dass man täglich im Haus und an allen Orten damit irr gehe; wie man itzt thuet, da man zu einem iglichen Wort schwöret, allermeist in Bierhäusern, dass wohl noth wäre, dass man Solchs streng wehrete und strafete.	Meget mindre vil han finde sig i, at man misbruger hans navn til at beråbe sig på, når det ikke er nødvendigt eller nyttigt, eller at man dagligt i sit hus og alle andre steder går vild med det; sådan som man gør det nuomstunder, hvor man sværger ved ethvert ord, især i ølstuerne, så det vel kunne være nødvendigt, at man strengt forbød det og straffede det.
43 Also hast du einem richtigen, klaren Verstand dieses Stucks, dass mans nicht vergeblich uber diesem Text sich martere, und ein Feugfeur [Fegfeur?] daraus mache, da keines ist.	På den måde har du en rigtig, klar forståelse af dette stykke, så at man ikke forgæves piner sig med denne tekst, og laver en skærsild ud af et sted, hvor der ikke er nogen.
44        Spricht nu Christus: Ich sage euch, dass ihr allerdinge nicht schwören sollt, weder bei dem Himmel, noch bei der Erden, noch bei der Stadt Jerusalem etc. Da siehet mann, dass die Stadt ist hoch gehalten und geehret gewest, dass man dabei geschworen hat; und er bestätigts auch, und heisset sie eine Stadt Gottes, und sonst wird sie auch die heilige Stadt genennet.	Nu siger Kristus: Men jeg siger jer, at I overhovedet ikke skal sværge, hverken ved himlen eller ved jorden eller ved byen Jerusalem osv. Her ser man, at byen var højt regnet og æret, så at man har svoret ved den; og han bekræfter det også, og kalder den Guds by, og iøvrigt kaldes den også den hellige by.
45 Heilig heisst sie aber darumb, dass Gottes Wort da war, und Gott durch dasselbe da wohnet; und ist ein feine Weise, und ohn Zweifel von trefflichen Leuten aufbracht, dass man die Stadt so hoch gehalten hat, (wie sie auch der Prophet Esaias herrlich preiset,) nicht umb ihrenwillen, sondern umb des Worts willen. Demnach mag man wohl ein igliche Stadt heilig heissen, die Gottes Wort hat, und ruhmen, dass Gott gewisslich da sei.	Men hellig kaldes den af den grund, at Guds ord var der, og Gud bor der igennem ordet; og det er en fin måde og den er uden tvivl fremført af fortræffelige mennesker, at man har agtet byen så højt (sådan som også profeten Esajas priser den højt), ikke for deres skyld, men for ordets skyld. Ifølge det kan man vel kalde enhver by hellig, som har Guds ord, og rose sig af, at Gud virkelig er der.
46          Dass er aber sagt: Du sollt auch nicht bei deinem Häupt schwören, denn du kannst nicht ein einiges Haar weiss oder schwarz machen, das ist von seinem Geschöpf geredt, nicht von unserm Brauch.	Men når han siger: Du skal heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort, så er det talt om hans skabning, ikke om vores brug.
47 Denn er will nicht sagen, dass man die Haar nicht konne pulvern, dass sie schwarz oder ander Farbe kriegen; sondern, dass gar nicht in unser Macht sei, ein einig Haar raus zu bringen, das weiss oder schwarz sei, noch zu wehren, dass es sonst oder so werde.	For han vil ikke sige, at man ikke kan komme pulver i håret, så det bliver sort eller får en anden farve; han vil sige, at det slet ikke står i vores magt, at frembringe et eneste hår, som er hvidt eller sort, eller at undgå at det bliver på den ene eller anden måde.
48 Wenn es aber gewachsen ist, so kann mans wohl gar abscheren oder verbrennen; gleichwie man ander (E131) Ding durch andere Creatur kann etlichermasse ändern, aber Nichts dazu thun, dass sie sonst oder so geschaffen werden.	Men når det er vokset frem, så kan man jo nok klippe det af eller brænde det; ganske som man i nogen grad kan ændre andre ting ved en anden skabning, men ikke gøre noget til, at det skabes sådan eller sådan.
49 Also machet er unser eigen Häupt zum Heiligthum, als das nicht unsers Werks noch Gewalt, sondern Gottes Gabe und Geschöpf ist.	Altså gør han vort eget hoved til en helligdom, eftersom det ikke er står i vor gerning eller myndighed, men er Guds gave og skabning.
50         Dass er nu beschleusst: Euer Rede soll sein ja, ja, nein, nein, etc., das redet er deutlich zu denen, die keinen Befehl oder Noth haben zu schwören. Denn (wie gesagt,) fur sich selbs soll man gar nicht schwören.	Når han nu slutter af med at sige: Jeres tale skal være ja, ja, nej, nej, osv., så siger han det tydeligt nok til dem, der ikke har nogen befaling til at sværge eller dem, for hvem det ikke er nødvendigt at sværge. For som sagt, for sit eget vedkommende skal man slet ikke sværge.
51 Wenn aber die zwei Stuck dazu kommen, Befehl oder Noth, so heisst es nicht mehr fur sich selbs schwören; denn du thuest es nicht von deinenwegen, sondern dess, ders von dir fodert, als, deine Oeberkeit, oder des Nähesten Noth, und Gottes Gebot.	Men når de to ting kommer til, befaling eller nødvendighed, så hedder det ikke mere at sværge for sit eget vedkommende; for du gør det ikke mere for din egen skyld, men for dens skyld, der kræver det af dig, f. eks. øvrigheden eller næstens nød eller Guds bud.
52 c Videre til bjerg08!

Noter: