Prædiken over Matt 5,27-30


holdt i 1531. Taget fra Erl 43,105-115.

Tilbage til oversigten!

Teksten på græsk, latin, tysk og dansk. (ntmatt05)
 
1 Ihr habt gehöret, dass zu den Alten gesagt ist: Du sollst nicht ehebrechen. Ich aber sage euch: Wer ein Weib ansiehet, ihr zu begehren, der hat schon mit ihr die Ehe gebrochen in seinem Herzen. Aergert dich aber dein rechtes Auge; so reiss es aus und wirf's von dir. Es ist dir besser, daß eins deiner Glieder verderbe, und nicht der ganze Leib in die Hölle geworfen werde. Aergert dich deine rechte Hand, so haue sie ab, und wirf sie von dir. Es ist dir besser, daß eins deiner Glieder verderbe, und nicht der ganze Leib in die Hölle geworfen werde. I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab.' v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at en af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
      Das ist aber ein Stuck Salzes wider der Pharisäer Lehre; darin handelt es zweierlei: zum ersten, vom Ehebruch; darnach, vom Scheiden. Vom Ehebruch hatten sie es gedeutet, gleichwie das funfte Gebot, und so gelehret: Es wäre nicht mehr verboten, denn wo ein Ehebruch mit der That geschehe; und hieltens nicht fur Sunde, ob sie gleich im Herzen entbrannt wären mit böser Lust und Liebe gegen einer Andern, und auch auswendig mit unhubschen Worten und schambarn Geberde sich erzeigten, und schadet ihn nichts an ihrer Heiligkeit, wenn sie nur sonst gute Werk thäten, fleissig opferten und beteten etc.         Men det er et stykke salt imod farisæernes lære; deri drejer det sig om to ting: for det første om ægteskabsbrud; for det andet, om skilsmisse. Om ægteskabsbrud har de tolket det på samme måde som det femte bud, og lært således: Det vil kun være forbudt, når et ægteskabsbrud sker med handlingen; og de regnede det ikke for synd, selv om de var sat i brand i hjertet med ond lyst og kærlighed til en anden og også i det ydre fremførte sig med uhøviske ord og skændige gebærder, og det skadede dem ikke i deres hellighed, hvis de blot ellers gjorde gode gerninger, ofrede og bad flittigt, osv. 
3  Das heisset nicht Gottes Gebot gelehret, sondern gar verkehret, und nicht die Leut fromm gemacht, sondern nur ärger, Raum und Urlaub geben zu allerlei Sund und Unzucht. Aber hie horest du einen andern Meister, der solche Heiligkeit zu Sunden und Schanden macht, und recht in diess Gebot leuchtet, und schleusset, dass Ehebruch auch wohl mit Augen, Ohren, Mund, ja allermeist mit dem Herzen (E106) geschiehet; als, wenn man ein Weib ansiehet, oder mit ihr scherzet, ja, an sie gedenket mit böser Lust.  Det er ikke at lære Guds bud, men at fordreje dem, og det er ikke at gøre menneskene fromme, men kun at gøre dem værre, at give plads og tilladelse til alle slags synd og utugt. Men her hører du en anden mester, som gør den slags hellighed til synd og skændsel, og lyser ret op i dette bud, og konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene, med ørerne, med munden, og allermest med hjertet; f. eks. når man ser på en kvinde, eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst. 
4        Nu siehe, wie es muss gestanden haben in diesem Volk, und was Christus fur Leute funden hat, weil nicht allein der grosse, gemeine Hauf, sondern die, so andern Leuten furstunden, lehren und regieren sollten, Solchs nicht allein einräumen, sondern auch selbs thun, und die Ursach stärken zum Ehebruch, und dennoch wollen fromm gescholten sein, wenn sie nur nicht offentlich mit der That die Ehe brechen; wiewohl zwar gut zu rechen ist, wie fromm und keusch die Leut des Werks halben bleiben, wo man so viel einräumet, und so weit kompt, dass das Herz voller Brunst steckt, und dazu eraus bricht mit allerlei Zeichen, Worten und Geberde gegen einander.            Se nu, hvordan det må have stået til i dette folk, og hvilke mennesker Kristus må have forefundet, for ikke alene den store, gemene hob, men også de, der skulle stå i spidsen for de andre, lære og styre dem, indrømmer den slags ting, og gør dem oven i købet selv, og forøger årsagen til ægteskabsbrud og vil alligevel regnes for fromme, når de blot ikke åbenlyst med deres gerning bryder ægteskabet; selv om man jo nok kan regne ud, hvor fromme og kyske menneskene vil være med hensyn til gerningen, når man indrømmer så meget og kommer så vidt, at hjertet er fuldt af brunst og dertil bryder ud med alle slags tegn, ord og gebærder imod hinanden. 
5  Was kann hie Anders folgen, denn auch das Werk, wo man nur Raum hätte? Oder, was ist er darumb deste frommer, ob er gleich das Werk lassen muss, das er gerne thun wollte, und ohn Unterlass im Herzen darnach brennet? Gleich als ein Schalk kann wohl seinem Herrn den Tod wünschen, ob er gleich im Kerker gefangen liegt, und wollt ihn gerne selbs erwurgen, wenn er nur dazu kommen künnte: sollt man ihn darumb nicht ein Mörder heissen, oder noch fromm schelten?  Hvad kan her ske andet end at også gerningen følger efter, når den kun får lejlighed til det? Eller hvordan kan han være mere from, selv om han undlader gerningen, den, han gerne ville gøre og som hans hjerte til stadighed brænder efter at fuldføre? Ganske som en skurk godt kan ønske, at hans herre var død, selv om han lå fanget i et fængsel, og gerne selv ville slå ham ihjel, hvis han kunne komme af sted med det: skal man ikke kalde ham en morder af den grund, eller skal man stadig regne ham for from? 
6         Spricht du aber: Wenn das wahr ist, dass auch mit einem Ansehen die Ehe gebrochen kann werden, wie soll man denn thun? Es müssen ja beide, Manns- und Weibspersonen unter einander leben, und täglich umbgehen: oder soll man aus der Welt laufen, oder Ohren und Augen ausstecken, und das Herz wegreissen lassen?         Men så vil du sige: Hvis det er sandt, at et ægteskab også kan brydes, blot man ser på en kvinde, hvad skal man så gøre? Både mænd og kvinder skal jo leve imellem hinanden og omgås dagligt. Eller skal man løbe bort fra verden eller stikke ører og øjne ud og rive hjertet bort? 
7  Antwort: Christus verbeut hie nicht, dass man unter nander leben, essen, trinken, ja auch lachen und frohlich sein solle: das ist alles noch ohn Schaden, wenn nur das Stück davon bleibt, das da heisset: Ihr zu begehren. Zwar die Jüden wollen ihnen damit helfen, dass sie sagen, es sei nicht Sünde, ob man ein Andere liebe habe mit Gedanken und Zeichen; gleichwie sie nicht (E107) fur Sünd achten, mit dem Nähesten zürnen, und im Herzen feind sein; auf dass man nicht müsse das ganze Volk und so viel heilige Leute verdamnen, als wären sie eitel Mörder und Ehebrecher.  Svar: Kristus forbyder her ikke, at man lever, spiser, drikker ja, også morer sig og er glade  mellem hinanden: det er altsammen ikke nogen skade til, når man blot holder sig den del fra livet, hvor det hedder: så du begærer hende. Jøderne ville ganske vist hjælpe sig derved, at de siger, at det ikke er synd, selv om man har en anden kær med tanker og tegn; ganske som de ikke regner det for synd at blive vred på sin næste og være ham fjendtlig i hjertet; for at man ikke skal være nødt til at fordømme hele folket og så mange hellige mænd, som var de alle sammen mordere og ægteskabsbrydere. 
8 Drumb mussen sie diesen Geboten eine Nasen machen, dass mans nicht solle so streng deuten; sondern, wie unsere Gelehrten gesagt: Es mügen wohl gute Räthe sein fur die Vollkommenen, aber Niemand damit verbunden; und daraus so weit gefahren sind, dass auch Viel druber disputiren und zweifeln, ob ein schlechter Fall mit einem Hürlin ausser der Ehe auch Sunde sei? und ist zwar itzt in Welschland bei vernunftigen Leuten ein Ehre, dass man auch die schier fur heilig achten, die es dabei bleiben lassen.  Derfor kommer de nødvendigvis til at gøre grin med disse bud: man skal ikke tolke dem så strengt, men måske sige som vore lærde siger: Det kan godt være, det er gode råd for de fuldkomne, men ingen er forpligtet derpå; og på den måde er de nået så langt ud, at der endog er mange der disputerer og stiller spørgsmålstegn ved, om et enkelt tilfælde med en hore udenfor ægteskabet nu også er synd? Og det er ganske rigtigt i denne tid i Italien blandt fornuftige folk en ære, at man endog ligeud regner dem for hellige, der lader det blive derved. 
9 Wiederumb aber sind etliche, die es allzu eng gespannet haben, und so gar heilig wollen sein, dass sie auch das Ansehen verboten, und gelehret, alle Gesellschaft Mann- und Weibspersonen zu meiden. Daher kommen die trefflichen Heiligen, die aus der Welt in die Wüsten und Klöster gelaufen sind, dass sie sich alles Sehens und Horens, Handels und Gemeinschaft der Welt entschlügen.  Men omvendt er der nogle, der spænder det altfor stramt og vil være så hellige, at de forbyder at se på en kvinde, og lærer, at alt samkvem mellem mænd og kvinder skal undgås. Derfra kommer de fortræffelige helgener, som løber ud af verden ind i ørkener og klostre, så at de smyger sig ud af al seen og høren, al omgang og fællesskab med verden. 
10         Christus aber setzet auf beiden Seiten das Widerspiel, will nicht Gottes Gebot so drehen lassen, und der Sache so rathen, dass man den Zaum lasse zur Unzucht und Büberei. Denn er sagt mit klaren und durren Worten, dass, wer ein Weib mit boser Lust ansiehet, der sei ein Ehebrecher, und urtheilet ihn dazu zum höllischen Feur, als er spricht, es sei besser, dass man das Auge ausreisse, denn dass der ganze Leib in die Hölle geworfen werde.          Men Kristus sætter modsætningen op på begge sider; han vil ikke lade nogen dreje Guds bud på den måde, eller lade nogen råde sagen således, at man giver frit løb for utugt og skurkestreger. For han siger med klare og hårde ord, at den, der ser på en kvinde med ond lyst, han er en ægteskabsbryder, og han dømmer ham desuden til helvedes ild, når han siger, at det var bedre, at man rev øjet ud, end at hele legemet blev kastet i helvede. 
11 So will er solchen Heiligen auch nicht, die von den Leuten laufen. Denn wo das sollt gelten, so durfte man der zehen Gebot nichts uberall. Denn wenn ich in der Wusten von allen Leuten gesondert bin, so darf mir Niemand danken, dass ich nicht ehebreche, todtschlage noch stehle; und meine doch dieweil, ich sei heilig, und den zehen Gebot weit entlaufen, die doch darumb von Gott gestellet sind, dass er uns lehre, wie wir in der Welt gegen dem Nähesten recht leben sollen. (E108)  Ligeledes vil han heller ikke have den slags helgener, der løber bort fra menneskene. For hvis det skulle gælde, så havde man overhovedet ikke brug for de ti bud. For hvis jeg i ørkenen er afsondret fra alle mennesker, så er der ingen, der behøver at takke mig, fordi jeg ikke bryder ægteskabet, slår ihjel eller stjæler; og så skulle jeg alligevel mene, at jeg var hellig og højt hævet over de ti bud, som dog af Gud er givet af den grund, at han kan lære os, hvordan vi her i verden skal leve ret overfor næsten. 
12        Denn wir sind nicht so geschaffen, dass wir sollen von einander laufen, sonder mit und bei einander leben, Guts und Böses leiden. Denn weil wir Menschen sind, mussen wir auch allerlei menschlich Unglück, und den Fluch, der uber uns ist gangen, helfen tragen, und uns so rusten, dass wir unter bösen Leuten konnen wohnen, dass ein Iglicher da seine Heiligkeit beweise, und sich nicht lasse ungeduldig machen, dass er davon fliehe.         For vi er ikke sådan skabt, at vi skal løbe bort fra hinanden, men vi skal leve og tåle godt og ondt med hinanden og sammen med hinanden. For eftersom vi er mennesker, må vi også hjælpe til med at bære alle slags menneskelig ulykke, også den forbandelse, der er overgået os, og ruste os således, at vi kan bo mellem onde mennesker, så at enhver på det sted kan bevise sin hellighed og ikke lader sig gøre utålmodig, så han flygter fra det. 
13 Denn wir mussen doch auf Erden leben wie unter Disteln und Dorn, in solchem Wesen, das voll Anfechtung, Widerstands und Unfall ist. So hast du dir auch nichts damit geholfen, ob du gleich von den Leuten bist gelaufen, und doch denselben Schalk bei dir trägst, so im Fleisch und Blut steckt.  For vi må dog leve på jorden, som mellem tidsler og tjørn, i et sådant væsen, der er fuldt af anfægtelse, modstand og ulykke. Og det nytter dig jo heller ikke noget, hvis du løber bort fra menneskene, men alligevel bærer med dig den samme skurk, som sidder i dit kød og blod. 
14 Denn du kannst doch nicht den Vater und Mutter leugnen, ob du gleich allein und verschlossen bist, noch dein Fleisch und Blut von dir werfen und liegen lassen. Es heisst nicht, den Fuss wegrucken und davon fliehen; sondern, darin bleiben, ritterlich stehen und kämpfen wider allerlei Anfechtung, und mit Geduld hindurch reissen und siegen.  For du kan dog ikke fornægte din far og din mor, selv om du er alene og indesluttet, ejheller kan du kaste dit kød og blod fra dig og lade det ligge. Det, det drejer sig om, er ikke at trække foden tilbage og flygte bort, men at blive deri, ridderligt at stå fast og kæmpe imod al slags anfægtelse og med tålmodighed kæmpe sig igennem og sejre. 
15       Darumb ist Christus ein rechter Meister, der lehret dich nicht von Leuten laufen, noch die Stätt wechseln; sondern dich selbs angreifen, und das Auge oder die Hand, so dich ärgert, von dir werfen; das ist, die Ursach zu sündigen wegnehmen, welchs ist die böse Lust und Begierde, die in dir selbs steckt, und aus deinem eigen Herzen kömpt.        Derfor er Kristus en ret mester, der lærer dig, ikke at løbe bort fra mennesker, eller flytte et andet sted hen, men at angribe dig selv og kaste det øje eller den hånd, der forarger dig, fra dig, det vil sige, at fjerne årsagen til, at du synder, og det er den onde lyst og begær, som sidder i dig og kommer ud af dit hjerte. 
16 Wo dieselbige aussen bleibt, so kannst du wohl ohn Sunde unter den Leuten sein, und mti Idermann umbgehen. Darumb spricht er deutlich (wie gesagt): Wenn du ein Weib ansiehest, ihr zu begehren, so hast du die Ehe gebrochen im Herzen. Das Ansehen verbeut er nicht; denn er redet zu denen, die in der Welt unter den Leuten leben mussen, wie die ganze vorige und auch folgende Predigt diess Capitels gnugsam anzeigt. Das will er aber, dass man das Ansehen und Begehren von einander scheide.  Når den udebliver, så kan du rolig færdes blandt mennesker og omgås enhver. Derfor siger han, som sagt, tydeligt: Når du ser på en kvinde for at begære hende, så har du brudt ægteskabet i hjertet. Han forbyder os ikke at se på en kvinde, for han taler til dem, der må leve i verden blandt mennesker, som hele den forrige prædiken og også den følgende prædiken i dette kapitel tydeligt viser det. Men det vil han, at man gør skel mellem at se på og at begære. 
17        Ansehen magst du wohl ein iglich Weib- oder Mandsbild; aber da siehe zu, dass nur das Begehren (E109) davon bleibe. Denn dazu hat Gutt geordnet, dass ein Jglicher sein ehelich Weib oder Mann habe, dass er daselbs sein Lust und Begierde haften und wenden lasse.        Du må godt have lov til at se på ethvert kvinde- eller mandsbillede, men pas på, at begæret udebliver. For det har Gud forordnet, at enhver skal have sin ægtehustru eller ægtemand, og at han skal knytte sin lyst og sit begær til hende eller ham og lade denne lyst og dette begær få retning derhen imod. 
18 Kannst du dabei bleiben, das gonnet er dir wohl, spricht dazu seinen Segen druber, und lässets ihm gefallen, als sein Ordnung und Geschäft. [Geschöpfe] Aber dass du wollt weiter fahren, lässets dir nicht gnügen an dem, das dir Gott geben hat, der du begehren sollt, und nach Andern gaffest; so hast du schon zu weit griffen, und die zwei unter nander gemengt, dass auch das Ansehen durch das Begehren verderbt wird.  Kan du lade det blive ved det, så under Gud dig det rigtignok, ja han udtaler sin velsignelse over det og finder velbehag i det, eftersom det er hans ordning og skabelse. Men hvis du vil gå videre og ikke lader dig stille tilfreds med det, Gud har givet dig, som du skal begære, og glor efter en anden, så har du rigtignok grebet for vidt og blandet de to sammen, så at også det at se på fordærves gennem begæret. 
19          Das ist auch die grosste Ursach des Ehebruchs, die allzeit muss zuschlahen, dass man nicht Gottes Wort ansiehet an seinem Gemahl, als das ihm Gott gibt, und segnet; sondern dieweil die Augen aufsperret, wo man ein Andere siehet: so hängt denn bald das Herz den Augen nach, dass auch die Lust und Begierd dazu schlägt, die ich allein zu meinen Weib haben sollt.         Det er også den største årsag til ægteskabsbrud; for det må altid indtræffe, når man ikke ser Guds ord hos sin ægtefælle, som én, Gud har givet én og velsignet én med; men når man spærrer øjnene op, når man ser en anden kvinde, så hænger snart hjertet bagefter øjnene, så også lyst og begær slår til, det, jeg alene skal have til min kone. 
20 So ist Fleisch und Blut ohn das furwitzig, dass es dess bald uberdruss wird, und nicht mag, was es hat, gaffet immer nach eim Andern, und bläset der Teufel zu, dass man an seinem Gemahl Nichts siehet, denn was gebrechlich ist, und aus den Augen setzet, was gut und loblich ist. Daher kompts denn, dass ein Igliche schoner und besser ist in meinen Augen, denn die Meine; ja, mancher  sich lässet so blenden, der ein recht schon, frumm Weib hat, dass er ihr gram wird, und sich hänget an einen scheusslichen, schändlichen Balg.  På den måde er kød og blod uden Guds ord næsvist, så det snart bliver træt af hende og ikke bryder sig om det, det har, altid glor efter en anden. Og så puster djævelen til ilden, så man ikke ser andet hos sin kone, end hvad der er svagt, og sætter det gode og elskelige ud af øjet. Derfor kommer det da dertil, at enhver er smukkere og bedre i mine øjne, end min kone, ja mangen én lader sig i den grad blænde, at han, skønt han har ret en smuk og from kone, dog bliver vred på hende og slår sig sammen med en skrækkelig og skændig tøs. 
21        Darumb wäre das die rechte Kunst, und stärkste Wehre dawider, (wie ich anderswo weiter gesagt habr, von der Hochzeit und ehelichem Leben, (se hebr13-4)) wenn ein Jglicher lernete sein Gemahl recht ansehen nach Gottes Wort, welchs ist der theurste Schatz und schonste Schmuck, so man an einem Mann oder Weib finden kann, und sich darein spiegelte: so würde er sein Gemahl wohl lieb und werth haben, als ein gottlich Geschenk und Kleinod, und so denken, wenn er ein (E110) Andere sähe (ob sie gleich schoner wäre denn Seine): Ist sie schon, so ist [sie] doch nicht allzu schon, und wenn sie die allerschonste auf Erden wäre, so hab ich doch daheim viel ein schonern Schmuck an meinem Gemahl, so mir Gott geben, und mit seinen Wort gezieret hat fur allen Andern, ob sie auch gleich von Leib nicht schon, oder sonst gebrechlich wäre.          Derfor ville det være den rette kunst og det stærkeste værn derimod (som jeg har sagt mere om et andet sted: i prædikenen om bryllup og ægteskabeligt liv), hvis enhver lærte at se på sin gemal ret efter Guds ord, hvilket er den dyreste skat og det dejligste smykke, som man kan finde hos en mand eller en kvinde, og lærte at spejle sig deri: så ville han rigtignok have sin gemal kær og holde hende for værdifuld som en guddommelig gave og et guddommeligt klenodie, og tænke således, hvis man så på en anden (selv om hun så også var smukkere end hans kone): Er hun smuk, så er hun dog ikke altfor smuk, og selv om hun så var den smukkeste på jorden, så har jeg dog derhjemme et meget dejligere smykke i min ægtefælle, som Gud har givet mig og prydet med sit ord fremfor alle andre, selv om hun legemligt set ikke var smuk, ja om hun endda var vanfør. 
22 Denn wenn ich alle Weiber in der Welt ansehe, so finde ich keine, von der ich rühmen kunnt, wie ich von meiner mit frohlichem Gewissen sagen kann: Diese hat mir Gott selbs geschenkt und in die Arm gegeben, und weiss, dass ihm sampt allen Engeln herzlich wohlgefället, wenn ich mich mit Liebe und Treuen zu ihr halte. Warumb wollte ich denn solch köstlich, göttlich Geschenk verachten, und mich an eine Andere hängen, da ich solchen Schatz und Schmuck nicht finde?  For selv om jeg ser på alle kvinder i verden, så finder jeg ingen, som jeg kan rose mig af, sådan som jeg med glad samvittighed kan sige om min kone: Hende har Gud selv skænket mig og lagt i mine arme, og jeg véd, at han og alle hans engle har hjerteligt velbehag i, at jeg holder mig til hende med kærlighed og troskab. Hvorfor skulle jeg da foragte en sådan kostelig, guddommelig gave og knytte mig til en anden, hvor jeg ikke finder en sådan skat og et sådant smykke? 
23       Siehe, also kunnte ich wohl alle Weibsbilde ansehen, und mit ihn reden, lachen und frolich sein, dass dennoch die Lust und Begierde davon bliebe, und keine mir so schon und lieb lassen sein, dass ich wider Gottes Wort und Gebot thun sollte; und ob ich gleich von Fleisch und Blut angefochten wurde, doch nicht bewilligen musste, noch mich uberwinden lassen, sondern ritterlich dagegen fechten und siegen durch Gottes Wort, und also in der Welt leben, dass mich Keines Bosheit böse, und keine Reizung zum Ehebrecher machen künnte.         Så på den måde ville jeg godt kunne se på alle kvinder og tale med dem, le og være glad med dem, når blot lysten og begæret holdt sig borte, og ingen kom til at forekomme mig så smuk og kærlig, at jeg skulle handle imod Guds ord og bud; og selv om jeg blev anfægtet af kød og blod, så skulle jeg dog ikke give efter eller lade mig overvinde, men kæmpe ridderligt derimod og sejre gennem Guds ord, og leve således i verden, at ingens ondskab kunne gøre mig ond, og ingen ophidselse kunne gøre mig til ægteskabsbryder. 
24 Weil man aber solch Gottes-Wort nicht siehet noch achtet, ists leichtlich geschehen, dass einer seines Gemahls uberdruss und ihm gram wird, und ein Ander lieber gewinnet, und der Lust und Begierde nicht widerstehen kann. Denn er kann die Kunst nicht, dass er sein Gemahl kunnt recht ansehen nach der Schone und Schmuck, damit sie ihm Gott bekleidet hat; siehet nicht weiter, denn den Augen nach, wie ihn sein Weib ungestalt oder gebrechlich, und ein Andere schöner und besser dünket. Also verstehest du, wenn das Ansehen Sünde, oder nicht Sünde sei, nämlich, dass man nicht ein Andere ansehe, wie ein Iglicher sein Weib ansehen soll. (E111)  Men fordi man ikke ser på eller regner med et sådant Guds ord, kan det let ske, at et menneske bliver ked af sin ægtefælle og bliver vred på ham eller hende og bliver mere forelsket i en anden og ikke kan modstå lysten og begæret. For han kender ikke den kunst, at han kan se ret på sin ægtefælle efter den dejlighed og det smykke, som Gud har udstyret ham eller hende med; han ser ikke længere, end øjnene ser, hvor hans kone i hans øjne ikke er velskabt eller er grim, og en anden synes ham smukkere og bedre. På den måde kan du forstå, hvornår det at se på en kvinde er synd og hvornår det ikke er synd, nemlig, at man ikke må se på en anden, på den måde som enhver skal se på sin kone på. 
25         Doch muss mans hie auch nicht so enge spannen, obgleich Jemand angefochten wird, und fuhlet, das sich solche Lust und Begierde zu einer Andern  etwo reget, dass er darumb sollt verdampt sein. Denn ich habe oft gesagt, dass nicht müglich ist, in Fleisch und Blut ohn sündliche, böse Neigung zu leben, nicht allein in diesem Stuck, sondern auch wider alle Gebot.          Dog må man her heller ikke spænde det så stramt, at man vil hævde, at enhver, der bliver anfægtet og føler, at en sådan lyst og et sådant begær efter en anden i nogen grad rumler i ham, af den grund skal være fordømt. For jeg har ofte sagt, at det ikke er muligt at leve i kød og blod uden syndig, ond tilbøjelighed, ikke alene på dette område, men også imod alle de andre bud. 
26 Darumb haben hie die Lehrer ein solchen Unterscheid gesetzt, dabei ichs auch lasse bleiben: dass ein schlechter Gedanken, ohn Bewilligung, sei nicht ein Tödsunde. Es ist nicht müglich, wenn dich einer beleidigt hat, dass nicht das Herz sollt fuhlen, oder bewegt werden, und anheben zu wallen, sich zu rächen.  Derfor har også her lærerne opstillet en forskel, som også jeg vil lade det forblive ved: at en ond tanke ikke er dødssynd, hvis man ikke efterkommer den. Det er ikke muligt, hvis én har fornærmet dig, at ikke dit hjerte skulle føle og blive berørt og begynde at overveje, hvordan man kan hævne sig. 
27 Aber das ist noch nicht verdammlich, wenn es nur nicht beschleusst, und ihm fursetzt Schaden zu thun, sondern solcher Neigung widerstehet.  Men det er endnu ikke fordømmeligt, når han blot ikke har besluttet det og sat sig det for, at gøre skade, men modstår den slags tilbøjelighed. 
28 Also auch in diesen Fall; dass der Teufel nicht sollt konnen ins Herz schiessen mit bösen Gedanken und Lust, ist nicht müglich zu wehren. Aber da siehe zu, dass du solche Pfeil nicht stecken und einwachsen lassest, sondern bald wieder ausreissest und wegwerfest, und thuest, wie vor Zeiten ein Altvater hat gelehret, und gesagt: Ich kann nicht weheren, dass mir kein Vogel über den Kopf fliege; aber das kann ich weheren, dass sie mir nicht im Haar nisten, oder die Nasen abbeissen.  Således også i dette tilfælde; det er ikke muligt at undgå, at djævelen skyder ind i hjertet med onde tanker og lyst. Men pas på, at du ikke lader en sådan pil blive siddende og vokse fast, men straks river den ud og kaster den bort og handler, sådan som i tidligere tider en gammel kirkefader lærte, da han sagde: Jeg kan ikke forhindre, at fuglene flyver over mit hoved, men jeg kan forhindrer, at de bygger rede i mit hår eller bider min næse af. 
29 Also stehet nicht in unser Macht, diese oder andere Anfechtung zu wehren, dass uns nicht Gedanken einfallen; wenn mans nur beim Einfallen bleiben lässet, dass man sie nicht einlasse, ob sie gleich anklopfen, und wehere, dass sie nicht einwurzeln, damit nicht ein Fursatz und Bewillingung draus werde.  Sådan står det ikke i vor magt at forhindre denne eller andre anfægtelser, så der ikke er tanker, der falder os ind; man skal bare lade det blive ved indfaldene, så man ikke lukker døren op for dem, selv om de banker på, og forhindrer, at de slår rod, så der ikke kommer en beslutning eller en indvilgelse ud af det. 
30 Aber nichts weniger ist es gleichwohl Sünde, doch in die gemeine Vergebung gefasset, weil wir nicht im Fleisch konnen leben ohn grosse Stuck von Sunden, und ein Iglicher muss seinem Teufel haben; wie auch S. Paulus klagt Ro. 7. uber die Sünde, die in ihm wohnet, und sagt, dass er in seinem Fleisch nichts Gutes funde etc.  Men det er ikke desto mindre alligevel synd, dog indfattet i den almindelige tilgivelse, fordi vi ikke kan leve i kødet uden en stor del synd, og enhver må have sin djævel; som også Skt. Paulus i Rom 7 klager over synden, der bor i ham, og siger, at han ikke finder noget godt i sit kød, osv. 
31       Dass aber Etliche hie disputirt haben, und so genau gesucht, obs auch Sünde sei, wenn einer ein Weib zur Ehe begehret, oder wiederumb, einen Mann, (E112) ist närricht, und beide, wider die Schrift und Natur gefragt. Denn wenn sollten die Leut ehelich werden, wenn sie nicht Lust und Liebe zusammen hätten?        Men at nogle her har disputeret og nøje undersøgt, om det også er synd, når én begærer en kvinde til sin ægteskab, eller omvendt en kvinde begærer en mand, det er naragtigt, og begge dele er spørgsmål, der er stillet imod skriften og naturen. For hvordan skulle mennesker blive ægtefolk, hvis de ikke havde lyst og kærlighed til at være sammen? 
32 Ja, darumb hat Gott solche Brunst Braut und Bräutigam eingegeben, sonst wurde Idermann den Ehestand fliehen und meiden. So hat er auch in der Schrift geboten, beide, Mann und Weib, dass sie einander lieb haben sollen, und zeigt, dass er grossen Gefallen daran habe, wenn sich Mann und Weib wohl begehen.  Ja, det er jo derfor, Gud har indgivet brud og brudgom en sådan brunst, ellers ville enhver flygte fra ægtestanden og undgå den. Derfor har han i skriften påbudt begge parter, både mand og kvinde, at de skal have hinanden kær, og han har vist, at han har velbehag i det, når mand og kone kommer godt ud af det sammen. 
33 Darumb muss, wahrlich, solche Lust und Liebe nicht aussen bleiben, und darf auch wohl Gelucks und Genade, dass sie nur lang währe. Denn es schlägt ohn das Ungluck zu, beide, vom Fleisch, das bald diess Stands uberdruss wird, und täglich Ungemach, so sich darin begibt, nicht tragen will;  Derfor må i sandhed en sådan lyst og kærlighed ikke udeblive, og der skal vel både held og nåde til, at den kan vare ved. For uden held og nåde slår ulykken til, både fra kødets side, det kød, der snart bliver ked af denne stand og ikke vil bære det daglige ubehag, som findes deri; 
34 und auch von Teufel, ders nicht leiden kann, wo er siehet, dass zwei Eheleut sich mit rechter Liebe gegen andern halten, und nicht feiret, bis er Ursach zu Ungeduld, Zwietracht, Hass und Bitterkeit unter ihn erwecke: also, dass nicht allein noth, sondern auch schweer, und allein der Christen Kunst ist, sein Weib oder Mann recht lieb haben, dass eines des Andern Gebrechen und allerlei zufällig Ungluck trage.  og fra djævelens side, den djævel, der ikke kan finde sig i det, når han ser, at to ægtefolk forholder sig til hinanden i sand kærlighed, og ikke helmer, før han opvækker årsag til utålmodighed, uenighed, had og bitterhed imellem dem: på den måde, at det ikke blot er nødvendigt, men også tungt, og alene er kunsten hos de kristne, ret at have sin kone eller mand kær, så den ene bærer den andens svaghed og al slags tilfældig ulykke. 
35 In der Erst gehets wohl so an, dass sie einander (wie man sagt,) fur Liebe fressen wollen; aber wenn der Furwitz aus ist, so ist der Teufel da mit den Uberdruss, und will dir hie die Lust allzu seher nehmen, und anderswo allzu seher anzunden.  I begyndelsen går det vel sådan til, at de, som man siger, af kærlighed er nær ved at æde hinanden, men når det er forbi med næsvisheden, så står djævelen der med kedsomheden og vil det ene sted fjerne lysten alt for meget, det andet sted antænde den alt for meget. 
36        Das sei kurzlich von der Lust und Begierde gesagt. Was soll man aber dazu sagen, dass Christus so hart spannet, und heisset das Auge ausreissen, und die Hand abhauen, wenn sie uns ärgert? Soll man sich denn selbs verderben, lahm und blind machen? So mussten wir uns auch des Lebens berauben, und ein Iglicher ein Morder an ihm selbs werden.         Lad det være sagt i al korthed om lysten og begæret. Men hvad skal man sige til det, at Kristus her spænder tingene så hårdt op, og befaler at udrive øjet og hugge hånden af, hvis de forarger os? Skal man da fordærve sig selv, gøre sig selv lam og blind? Så skulle vi også berøve os selv livet og enhver ville blive en selvmorder. 
37 Denn sollten wir alles, was uns ärgert, wegwerfen, so müssten wir zuerst das Herz ausreissen. Aber was wäre das Anders, denn die ganze Natur und Gottes Geschöpfe vertilget?  For skulle vi kaste alt det bort, der forarger os, så måtte vi først rive vort hjerte ud. Men hvad ville det være andet end at udrydde hele naturen og Guds skabning? 
38 Antwort: Hie siehest du klar, dass Christus in diesem ganzen Capitel Nichts redet von weltlicher Ordnung und Wesen, und (E113) dass alle solche Spruche, so hin und wieder im Evangelio stehen, (als, sich selbs verleugnen, seine Seele hassen, Alles verlassen etc.) gar nicht ins weltlich oder Kaisers Regiment gehoren, oder nach dem Sachsenspiegel zu verstehen sind, wie die Juristen heissen, Augen ausstechen, Hand abhauen, und dergleichen;  Svar: Her ser du klart, at Kristus i hele dette kapitel intet siger om den verdslige orden og det verdslige væsen, og at alle sådanne skriftsteder som står rundt omkring i evangeliet (f. eks. at fornægte sig selv, at hade sin sjæl, at forlade alt, osv) slet ikke hører hjemme i det verdslige regimente, eller altså i kejserens regimente, eller skal forstås efter saksenspejlet, efter det, som juristerne kalder at stikke øjet ud og hugge hånden af, og den slags; 
39 wie kunnt sonst diess Leben und Regiment bestehen? sondern sind allein von geistlichem Leben und Wesen geredt, da man nicht äusserlich am Leibe, fur der Welt, sondern im Herzen, fur Gott, Augen und Hand von sich wirft, sich selbs und alle Ding verleugnet und verlässt.  hvordan kunne ellers dette liv og dette regimente bestå? Nej, det er alene talt om det åndelige liv og væsen, hvor man ikke i ydre, legemlig, verdslig sammenhæng, men i hjertet overfor Gud kaster øje og hånd fra sig, fornægter og forlader sig selv og alle ting. 
40 Denn er lehret nicht die Faust oder Schwert führen, noch Leib und Gut regieren, sondern allein das Herz und Gewissen fur Gott; darumb muss man seine Wort gar nicht ins Rechtbuch oder weltliche Regiment ziehen.  For han lærer os ikke noget om at føre næven eller sværdet eller at regere legeme og ejendom, men alene om at styre hjerte og samvittighed overfor Gud; derfor må man slet ikke drage hans ord ind i retsbogen eller ind i det verdslige regimente. 
41         Auf diese Weise redet er auch Matth. 19. vom Verschneiden, da er dreierlei Verschnitten oder Eunuchos setzet. (n41) Die ersten und andern, so entweder von Natur so geborn, oder durch Menschen Hände verschnitten sind; welchs auch die Welt und Juristen verschnitten heissen. Die dritten aber, die sich selbs umb des Himmelreichs willen verschnitten haben; das sind andere Verschnitten, die nicht äusserlich am Leibe, und doch im Herzen oder geistlich, und nicht nach weltlicher Weise, sondern (wie er sagt,) zum Himmelreich verschnitten heissen.          På denne måde taler han også i Matt 19,12 om at kastrere, hvor han opregner tre slags kastrater eller eunukker. Den første og den anden slags er dem, der er født sådan af naturen, eller kastreret ved menneskehånd; og dem kalder også verden kastrater. Men den tredie slags, som har kastreret sig selv for himmerigets skyld, det er andre kastrater, som ikke siges at være kastrerede i det ydre på legemet, men i hjertet eller åndeligt, og som ikke er kastreret efter den verdslige metode, men (som han siger) til himmeriget. 
42 Denn mit dem Weltlichen hat er nichts zu schaffen. Also auch hie, sollen wir geistlich Augen, Hand, Herz ausreissen, und Alles fahren lassen, dass es uns nicht ärgere; und doch in diesem weltlichen Wesen leben, da wir der keines embehren konnen.  For han har intet at gøre med det verdslige. Således også her: Vi skal åndeligt udrive øje, hånd, hjerte og lade alt fare, at det ikke skal forarge os; og dog leve i dette verdslige væsen, hvor vi ikke kan undvære noget af det. 
43       So ist nu die Meinung: Wenn du fuhlest, dass du ein Weib ansiehest mit böser Lust, so reiss dasselbige Auge oder Gesicht aus, (als das wider Gottes Gebot ist,) nicht des Leibs, sondern des Herzen, aus welchem die Brunst und Lust gehet; so hast du es recht ausgerissen.         Derfor er nu meningen den: Når du føler, at du ser på en kvinde med ond lyst, så riv dette øje eller dette syn ud, (eftersom det er imod Guds bud), ikke, hvad legemet angår, men hvad hjertet angår, hvorfra jo brunsten og lysten udgår; så har du udrevet det på rette måde. 
44 Denn wenn die böse Lust aus dem Herzen ist; so wird auch das Auge nicht sündigen, noch dich ärgern, und siehest nu eben die Frau mit denselben leiblichen Augen, doch ohn Lust, und ist dir (E114) eben, als hättest du sie nicht gesehen.  For når den onde lyst er fjernet fra hjertet, så vil øjet ikke synde mere, ejheller forarge dig, og du ser nu alligevel på kvinden med de samme legemlige øjne, dog uden lyst, og det er for dig, som havde du ikke set hende. 
45 Denn es ist nimmer das Auge da, davon Christus redet, das vor da war, das da heisst ein Auge der Brunst oder Lust, obwohl dem Leibe sein Auge unversehert bleibt. Also sagt er auch von den Verschnittenen.  For det øje, Kristus taler om, at ikke det, der var der før, som kaldes et brunstens eller et lystens øje, selv om det legemlige øje ikke bliver ødelagt. På samme måde taler han også om de kastrerede. 
46 Wenn das Herz beschlossen hat, ohn Ehe keusch zu leben, (wo es die Gnade hat,) so hat es sich selbs verschnitten zum Himmelreich, und darf kein Gelied äusserlich am Leib verletzen. Summa, es ist solch Verschneiden und Ausreissen, das nicht die Faust oder der Henker thut, sondern Gottes Wort im Herzen.  Når hjertet har besluttet at leve kysk uden ægteskab (når det har nåden til det), så har det kastreret sig selv til himmeriget, og det behøver ikke ødelægge noget ydre lem på legemet. Kort sagt, han taler om en sådan kastrering eller udrivning, som ikke næven eller bødlen foretager, men Guds ord foretager i hjertet. 
47         Darumb sind das Narren, die solche und dergleichen Spruche aus dem geistlichen ins äusserlich, weltlich Wesen ziehen, als hätte Christus wider das weltlich Regiment, ja, wider naturliche Ordnung und Geschöpfe gelehret.         Derfor er det nogle naragtige mennesker, som vil trække den slags skriftsteder ud af det åndelige og ind i det verdslige væsen, som om Kristus havde lært imod det verdslige regimente, ja imod den naturlige ordning og skabelse. 
48 Daher Etliche so grob genarret haben, dass sie aus Ungeduld und Verzweifelung, wider Fleisch und Blut zu fechten, sind zugefahren, und haben ihn selbs geholfen, dass auch die Bischoffe in den Conciliis haben mussen verbieten.  Der er også nogle, der her har vildledt så groft, at de af utålmodighed og fortvivlelse over at skulle kæmpe imod kød og blod er faret frem og har hjulpet sig selv, så at endog biskopperne på koncilerne har måttet forbyde det. 
49 Das machet alles der Unverstand, dass sie nicht unterscheiden unter Christus und Welt-Regiment und Lehre; bleiben in dem groben Verstand von dem Verschneiden, dass sie nicht weiter denken, denn wie es die Welt heisst und verstehet in ihrem Wesen: so doch Christus selbs denselbigen Verstand ausschleusst und wegnimpt, und unterscheidet die, so von Natur oder mit Händen (es sei durch sich selbs oder Andere,) verschnitten sind, und die dagegen setzt, so weder mit Händen noch von Natur verschnitten sind;  Det kommer altsammen af den mangel på forståelse, at de ikke skelner mellem Kristi regimente og lære og verdens regimente og lære; de forbliver i den grove forståelse af kastrationen, så de ikke tænker videre end til, hvordan verden kalder det og forstår det i dets væsen. Skønt dog Kristus selv udelukker denne forståelse og tager den bort og skelner mellem dem, som er kastrerede fra naturen eller med hænder (hvad enten det er deres egne eller andres hænder), og dem, der hverken er kastreret med hænder eller af naturen; 
50 damit er ja klärlich zeiget, dass er allein von geistlichem Verschneiden rede, da der Leib mit allen Geliedern ganz und unverseheret ist, und doch nicht solche Brunst hat wie Andere, welche man nicht kann mit Händen aus Fleisch und Blut schneiden, ob man gleich sich der naturlichen Gelied beraubet:  derved viser han jo klart, at han alene taler om den åndelige kastraktion, hvor legemet med alle dets lemmer er helt og holdent ubeskadiget, men blot ikke har den brunst, som andre har; og den brunst kan man ikke med hænder skære ud af kød og blod, selv om man berøver sig det naturlige lem. 
51 wie sie selbs sagen, dass solche Eunuchi oder Verschnittene viel mehr Lust und Liebe zu Weibern haben, denn irgend Andere; darümb auch grosse Königin gerne solche Leute zu (E115) Kämmerer gehabt, umb der grossen Treu und Liebe willen, so sie zu Weibern tragen.  Det siger de selv, at sådanne eunukker eller kastrater har meget mere lyst og kærlighed til kvinder end hvilkesomhelst andre; derfor har også store dronninger gerne haft sådanne folk til kammertjenere, på grund af den store troskab og kærlighed, de har overfor kvinder. 
52        Es scheinet aber auch, als habe Christus diese Wort: Aegert dich dein Auge, ärgert dich deine Hand oder Fuss, sonst oft gebrauchet. Denn sie werden anderswo im Evangelio auch auf ander Sachen anzogen, also, dass ers fur einen gemeinen Spruch gefuhrt, und als ein gemein Gleichniss gezogen hat auf allerlei Sünde, dass man der Ursach und Reizung zu Sunden nicht folgen solle;           Men det ser også ud til, at Kristus ofte ellers har brugt disse ord: Hvis dit øje eller din hånd eller din fod forarger dig. For de bliver andetsteds i evangeliet anvendt på andre sager, på den måde, at han anfører det som et almindeligt udsagn og har draget det hen til en almindelig lignelse om alle slags synd, at man ikke skal følge årsagen eller opildnelsen til synd. 
53 hie aber auf ein sonderlicht Stuck applicirt und gedeutet, nämlich auf den Ehebruch, dass er heisset, das Auge ausreissen, so uns will ärgern durch böse Lust: wie sich denn gemeinlich der Ehebruch verursacht vom Sehen, und kompt durch die Augen ins Herz, wo man der Reizung nicht widerstehet.  Men her bliver det appliceret og tydet om et særligt område af menneskelivet, nemlig om ægteskabsbruddet, så han befaler at rive øjet ud, hvis noget vil forarge os gennem ond lyst. Som jo almindeligvis ægteskabsbrud bliver forårsaget ved at se på og gennem øjnene kommer ind i hjertet, hvis man ikke modstår opildnelsen. 
54 Also deutet er dieselbigen Wort Matth. 18. auf ander Aegerniss, dass er heisset ein ärgerlich Auge oder Hand, wenn dich ein Prediger und Lehrer, oder ein Herr und Tyrann will verfuhren von der Wahrheit und rechten Lehre, und heissets ausreissen, und von sich werfen, also, dass man sage: Du bist wohl mein Auge oder Hand, Meister oder Regent; aber wenn du mich willt von der Wahrheit fuhren zu falschem Glauben, oder bösen Werken zwingen, so will ich dir nicht folgen etc.  Således tolker han i Matt 18,8 det samme ord om en anden forargelse, hvor han kalder det et forargende øje eller hånd, hvis en prædikant eller lærer, eller en herre og tyran vil forføre dig bort fra sandheden og den rette lære og befaler, at man skal rive det ud og kaste det fra sig, så man altså siger: Du er vel mit øje eller hånd, min mester eller regent; men hvis du vil føre mig bort fra sandheden til den falske tro, eller tvinge mig til onde gerninger, så vil jeg ikke følge dig, osv. 
55 c
56 c
57 c
58 c
59 c
60 c

Noter:

n41:  I den danske oversættelse af Matt 19,12 hedder det: "v12 Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!" I den græske grundtekst kaldes "de, der er uegnede til ægteskab" ligeud eunoucoi, og i den latinske tekst, Vulgata, bruges den græske betegnelse; dér hedder de "eunuchi".