Aviserne om Kaj Munks "Niels Ebbesen"-aftener

Fra 1941 og 1942.

affotograferet fra Siegumfeldt-arkivet i Kaj Munk Centret i Aalborg.

Indhold: Fra Frederiksborg Amtsavis 14. januar 1941. #1. Frederiksborg Amtstidende 15. januar 1941. #8. Aftenbladet 14. jan 1941, #33.
Frederiksborg Amts Avis. Læserindlæg af Hilde Lau 19. Jan 1941. #36. Viborg Stifts-Tidende 29.1. 41 #50. Skive Folkeblad, 26. febr. 1941. #56. Holstebro Dagblad 4. Mrts. 1941. #67. Vendsyssel Dagblad, Hjørring 15. April 1941. #73. Randers Dagblad 23. Maj 1941. avis-41a#1. Aalborg Amtstidende 23-3 42. avis-41a#9.

Tilbage til www.martinluther.dk.

Kaj Munk læser nyt Skuespil paa Frederiksborg Højskole Frederiksborg Amtsavis 14. januar 1941.	1
Det endnu ufærdige Stykke om Niels Ebbesen. Frederiksborg Højskole havde i Aftes en af sine store Aftener. Pastor Kaj Munk var kommet fra Vedersø som Taler, og saa mange Mennesker var mødt frem, at Spisesalen, hvor Mødet blev holdt, ikke nær kunde rumme dem alle, og adskillige maatte staa udenfor og lytte til.	2
Forstander C. P. O. Christiansen bød velkommen, idet han udtrykte sin Glæde over at se saa stor en Tilhørerkreds, som ikke i lange Tider havde været samlet paa Skolen. Forstanderen beklagede iøvrigt, at man ikke kunde benytte Skolens store Sal, men den var ikke opvarmet. Hr. C. P. O Christiansen hyldede derefter Pastor Kaj Munk som den danske Mand, som den kristne Mand og som en Mand, der giver os Hjælp til at leve Livet ind i de kommende Aar.	3
Pastor Kaj Munk omtalte til Indledning, hvordan vi har to Bibler at søge hen til for at faa Vækkelse og Kraft. Vi har Guds Bibel, der fortæller om Adam og Eva, om David, om alle Guds store Profeter. Vi har Danmarks Bibel, der fortæller om Skjold, om Rolf Krage, om Kingo, om Valdemar Rørdam, om Kong Chrisian den Tiende -- og om den gamle Landsbyskomager .. .. Dér i denne Bibel finder vi vort Fædrelands Historie, som siger til os: Det gentager sig, hvad der sker.	4
Det er dig, der lever udenfor, som synes, det hele er saa enestaaende. Vi faar det dagligt gennem Aviserne at vide, at det, vi oplever nu, er alle Tiders største Begivenheder, vi hører om alle Tiders største Slag, og du sidder her og synes, at du har oplevet alle Tiders største Ulykke! Men tal med Historiens Bog. Det er ganske vist ikke en Facitbog, hvor man kan slaa op og se Resultatet, men vi kan se, hvor galt det dengang var -- og vi kan se, hvor godt det dengang var. Lad os saa se dette af Historien, at blev Regnestykket løst godt dengang, er der ogsaa en Maade, hvorpaa det nu kan løses.	5
Kaj Munk læste derpaa op af et endnu ikke færdigt udarbejdet Skuespil om Niels Ebbesen, der vog den kullede Greve, en Oplæsning, der fulgtes med den mest levende Interesse af den store Forsamling, og slutteligt hyldedes Forfatteren med hjerteligt Bifald.	6
Som Afslutning paa Aftenen var der et lille Alsangs-Kvarter under Magister Grytters ildfulde Ledelse, og bl. a. sang man en ny hidtil utrykt Fædrelandssang, som Pastor Kaj Munk fornylig har skrevet, tilegnet Forstander C. P. O. Christiansen.	7
Flere Hundrede Nordsjællændere oplevede Urpremieren paa Kaj Munks nye Skuespil Frederiksborg Amtstidende 15. januar 1941.	8
I Skjorteærmer -- og paa sin Fødselsdag -- læste Kaj Munk Mandag Aften sit nye Skuespil paa Grundtvigs Højskole. Hillerød	9
Selv om det var den største Tilhørerskare, Grundtvigs Højskole endnu havde set til nogen Sammenkomst, burde Mødet Mandag Aften have været overværet af endnu flere -- ja, mange Gange saa mange Mennesker skulde have haft Lejlighed til at høre Kaj Munk, der her for første Gang talte for en Forsamling i Nordsjælland. Aftenen var ikke alene en Sensation, men vil for Tilhørerne staa i Erindringen som en stor og enestaaende Oplevelse.	10
Aftenen bød paa intet mindre end Urpremieren paa et nyt Værk af Kaj Munk, et Spil, hentet fra Danmarkshistorien i en Periode, hvor Landet, som det er Tilfældet i Dag, stod i en Trængselstid, men hvor den enkelte viste, hvor han hørte hjemme, og stod klar til at løse de Opgaver, der blev stillet ham.	11
De mange Mennesker, vel nok mellem 400 og 500 i Tallet, var gaaet eller cyklet ud til Grundtvigs Højskole uden at vide andet, end at de skulde høre Kaj Munk. Indtil det Øjeblik, hvor Kaj Munk endte sin Indledning og tog sit graa Kladdehefte frem, var der ingen, ikke en Gang Højskolens Forstanderpar, der anede, hvad det var, Digter-Præsten havde paa Hjerte.	12
Det var derfor intet mindre end en Bombe, der sprang, da Kaj Munk erklærede, at han ikke vilde holde et sædvanligt Foredrag, men derimod tolke sine Tanker gennem det Skuespil, han for Tiden arbejdede paa, men som saa langt fra er færdigt -- og er endnu længere fra sin Iscenesættelse.	13
Paa Digterens Fødselsdag Mødet var kommet i Stand paa en ret usædvanlig Maade, idet Kaj Munk fra Vedersø en Dag for Nogen Tid siden skrev et Brev til Forstander C. P. O. Christiansen og Frue, og meddelte, at han Mandag den 13. Januar vilde komme til Hillerød og tale ved et Møde paa Grundtvigs Højskole -- og derefter havde man sig saa at rette! Ingen Tilføjelser om Mødets Art, eller hvorledes det i nærmere Enkeltheder skulde forløbe, kun det, at man desuden for første Gang vilde faa Lov til at synge en ny Fædrelandssang af Kaj Munk.	14
Inden vi gaar over til det egentlige Referat af selve Mødet, skal vi nævne, at Skuespillet -- det har endnu ikke faaet noget navn -- fik sin Urpremiere paa Digterens Fødselsdag, idet Kaj Munk netop Mandag fyldte 43 Aar.	15
Mødet blev indledt med Sangen "Høje Nord, Friheds Hjem", hvorefter Forstander C. P. O. Christiansen tog Ordet for at byde velkommen. Jeg vil byde Kaj Munk velkommen i to Egenskaber, sagde han: først og fremmest dom en dansk Mand, men jeg vil dog ogsaa byde ham velkommen som en kristen Mand.	16
Danmarks to Bibler Kaj Munk fortalte til Indledning, at han ikke som sædvanligt vilde tolke det, der laa ham saa inderligt paa Sinde, naar hen, som f. Eks. nu i Aften, stod over for en Forsamling af danske Mænd og Kvinder, ved at holde et Foredrag, men ved at give Tilhørerne et lille Indtryk af det nye Skuespil, som han arbejdede paa, men som saa langt fra var færdigt.	17
-- I det nys svundne Aar var der en Dato, der stod med Ildskrift, en Dato, som lammede og bedøvede os. Vi følte, at nu var det rædsomme sket, som man kun havde turdet forestille sig i Tankerne. Det var et meget haard Slag, som man ikke uden videre var i Stand til at reagere overfor.	18
Hvorledes skulde vi da finde Hjælp og Styrke, som kunne vække os fra Bedøvelsen.	19
Her, som før, maatte vi gaa til Alteret i den gamle hvide Landsbykirke, bygget af en Valdemar. Over denne historiske Bygning raader et Navn, større end alle andre. Til ham har Sognepræsten henvendt sig i Aarhundreder. Ofte er de i Begyndelsen igen gaaet bort skuffede, men de er alle vendt tilbage.	20
Et andet Sted, hvor vi kan finde Hjælp og Vejledning, er ikke i Guds Bibel, men i Danmarks Bibel.	21
Vi har i Danmark to Bibler. Den ene fortæller os om Kain og Abel, om Abraham og Josef og alle Profeterne. Den anden fortæller os om en Kong Skjold, Valdemarerne og Kong Chr. den X.	22
Naar jeg tyede til denne Bog, saa sagde den til mig: Det gentager sig selv, hvad der sker.	23
Lad Historiens Bog fortælle Det er dig, der lever midt i det hele og kun i Nuet, der synes, det er saa urimeligt og saa stort. Og det er ikke saa underligt, thi hver Dag tales der om Verdens største Slag, Historiens største Omvæltning o. s. v.	24
Du synes, det er forfærdeligt. Du synker Dag for Dag dybere ned i Mistvivl, og paa den anden Side staar nogle og banker ind i dig, at det er godt og løfterigt, hvad der er sket.	25
Men prøv at lade Historiens Bog fortælle, hvad der skete dengang og se, hvorledes man kom ud af det. Historien er vel ingen Facitliste, men det hele gentager sig i en anden Form.	26
Spørg ogsaa Gud og spørg dit Hjerte, om du er parat til at gaa den Vej, naar der kaldes, og din Indsats skal ydes. Og lykkedes det dengang, saa skal det ogsaa nok lykkes denne Gang.	27
Kaj Munk smider Frakken Under denne Indledning var der kommet endnu flere Mennesker til Højskolen, og Dørene til alle Sideværelser blev aabnet; herinde fik næsten lige saa mange Mennesker Plads som i Foredragssalen.	28
Men ikke mange i de tilstødende Lokaler var i Stand til at høre noget. Paa Kaj Munks Spørgsmaal, om alle kunde høre, blev der svaret: Nej! Vedersøpræsten viste sig da som Manden, der tager enhver Situation i stiv Arm, ved at erklære: "Saa smider vi Frakken og tager fat". Hvorpaa han kastede Jakken hen paa en Stol og knappede Vesten op.	29
Skuespillet om Niels Ebbesen Kaj Munk havde med sig et graat Kollegiehæfte indeholdende Manuskriptet til sit nye Skuespil. Emnet er, som Kaj Munk jo har en Forkærlighed for hentet fra -- som han selv udtrykker det -- Danmarks anden Bibel, Danmarkshistorien.	30

Skuespillet handler om Niels Ebbesen, der vog den kullede Greve. Handlingen er sat op -- med digterisk Frihed -- saa den danner en fuldkommen Parallel til den den Tid, vi nu gennemlever og gaar i Møde. Formen er ikke som en Thit Jensen vilde have gjort det, men levendegjort af et helt moderne Sind.	31
Der ligger en forfærdende Aktualitet og Satire i Stykket, gennemarbejdet med en usædvanlig Lidenskab. Desværre vil det kun være en lille Kreds -- og i denne er flere Hundrede Hillerødanere og Nordsjællændere saa heldige at være med -- der faar Lejlighed til, i hvert Fald i en overskuelig Fremtid, at blive indviet i dette dramatiske Arbejde. Stykket vil under de nuværende Forhold sikkert ikke finde Naade for Censors skarpe og kritiske Øjne. Kim.	32
Kaj Munk smed Jakken Aftenbladet 14. jan 1941. Privat for Aftenbladet Hillerød, Tirsdag	33
Der var stor Spænding paa Grundtvigs Højskole i Nordsjælland i Aftes; Kaj Munk havde skrevet, at han vilde komme, og en mægtig Forsamling havde fyldt baade Foredragssalen og de tilstødende Lokaler til Trængsel. Ingen vidste, hvad Vedersø-Præsten havde paa Programmet, men ved sin Ankomst aabenbarede han, at han vilde læse op af sit nye Skuespil "Niels Ebbesen", der trækker meget interessante Paralleller fra Grev Gert-Perioden op til vor Tid.	34
-- Kan I nu ogsaa høre allesammen? spurgte Kaj Munk, og da der fra Sidelokalerne blev svaret nej, raabte han tilbage: Saa smider vi Frakken og tager fat! hvorpaa han hængte Jakken over en Stol, knappede Vesten op og begyndte paa den livfulde Oplæsning, som fuldstændig holdt Tilhørerne i Aande.	35
Fra Læser til Læser Frederiksborg Amts Avis 19. Jan 1941.	36
En Kaj Munk-Aften Kaj Munk var paa Programmet, og Folk fra By og land strømmede til i store Skarer. Nyfigne var vi alle efter at se denne mærkelige Præst og Digter, hvis Ry er gaaet ud over Landets Grænser, kendt for sine dristige Udtalelser og mærkelige Paafund. Det trækker jo.	37
Fik vi saa vor Nyfigenhed tilfredsstillet? Ja, det gjorde vi da, vi saa ham, og hørte ham -- men forstod vi ham nu ogsaa, forstod vi, at han bragte os et Budskab, der skulde være os en Oplevelse?	38
Hvad saa vi? En lille, spinkel, ikke særlig køn Mand, noget uanselig, med Ryggen lidt krumbøjet af den stadige Sidden bøjet over Skrivebordet. Og saa en pæn, naturlig, næsten beskeden Optræden og et Par mærkelige, næsten barnlige, klare Øjne, der undertiden kunde lyse op og i et Glimt faa en til at forstaa, at der inden for det uanselige Ydre levede ikke blot en klar og lysende Intelligens, men ogsaa baade en rig Digterfantasi og et stærkt Følelsesliv.	39
Hvad sagde han saa? I sin lille Tale for Oplæsningen viste han os hen til to dybe Kilder, hvoraf vi i al vor Nød kan øse Kraft og Styrke: Kristendommens og Historiens rige og uudtømmelige Kilder.	40
Og i sit nye Skuespil? Hvilket Budskab bragte han os der? Lad nu de dertil beskikkede Kritikere gennemgaa dette Skuespil æstetisk, vise os dets Opbygning, den dramatiske Stigen og det Mesterskab, hvormed Digteren har skabt Stykkets Personer, saa de hver for sig staar lyslevende og helstøbte for os.	41
Men for os gælder det mere, hvad det er, han vil sige os, hvilket Budskab han vil bringe os. For det føler vi jo, at denne Digters Værker er "ej blot til Lyst". Der er noget i hans Sind, som han med "Sorg og Smerte, Vrede og Harme og -- Lykkefølelse" maa have frem og faa sagt sit Folk.	42
Hvad handler hans Skuespil dybest set om? Kort og godt: Det er Danmark og os Danske af i Dag, det danske Folk med dets Fejl og Skyld, som han harmes og vredes og sørger over, og -- Gud ske Lov, at han ogsaa kan se det -- de Værdier, der ligger skjult i det danske Folkesind. Værdier, som han fuldt og fast tror paa kan og skal vækkes til nyt Liv. Trods vort Folks lange Ørkenvandring, da ingen Manna regnede ned fra Himlen, er Livskraften ikke død, men kan vaagne op og give Kraft, Mod og Styrke. Dette viser han os i Hovedskikkelsen i Dramaet: "Niels Ebbesen".	43
Denne Mand er skildret som en dygtig og god Herremand i sin Tid, stærkt optaget af at forbedre sin Jord og øge sit Gods, god mod sine Folk og en trofast og kærlig Ægtemand og Fader. Men ved Siden deraf en Fredens Mand frem for alt, for hvem det ikke gælder, at "Fred er ej det bedste, men at man noget vil". Det er "Fred for enhver Pris" og "Hvad kan det nytte" Moralen. Kender vi ikke os selv og den Tidsaand, der har raadet gennem saa lang Tid? Trods hans Hustrus og Venners stærke Manen ham til Daad, forbliver han længe uvirksom, indtil den Stund kommer, da han forstaar, at nu gælde det hans og hans Børns og hans Lands Frihed og Ret til at leve. Saa modtager han det "Retfærdighedens Sværd" (ebbe03#86), der bliver ham rakt og -- hvad vi alle ved -- frelser Danmark.	44
Forstaar vi ikke, at Kaj Munk her opstillet et Eksempel til Efterfølgelse, og at ogsaa vi maa "forsage det svage og styrke det stærke" i vort danske Sind? Det er det danske Budskab, Digteren bringer os.	45
Og hvem er saa det Redskab, der er valgt til at vække Niels Ebbesen til Daad. Ja, her staar vi ved et ejendommeligt Træk hos Kaj Munk. For det er jo den usle Præst, den fordrukne og dybt sunkne Præst, løgnagtig og usædelig som han er, en af de "Toldere og Syndere, der skal gaa forud for Skriftkloge og Farisæere ind i Guds Rige", fordi han i sin inderste Sjæl er sand -- overfor sig selv -- og ved, at han er en "Tolder og Synder" -- og derfor er modtagelig for Naaden fra det høje.	46
Det er det andet Budskab, Kaj Munk bringer os, det kristelige, for ham det vigtigste, dette, at det usleste og skrøbeligste Menneske kan blive fyldt med Kraft og Styrke og Mod til selv at lide og til at give andre af sin Kraft og sit Mod.	47
Ikke de store og stolte, de, der bruger Vold og begærer Magt over andre, ikke de, der sidder paa de høje Troner, nej, de smaa, de ydmyge, dem giver "Han" Naade. Det er den kristelige lære, Kaj Munk forkynder os.	48
Maa vi ikke være ham taknemlig for, at han altid anvender den sande kristelige Maalestok overfor Mennesker, saa at det, der i Verdens Øjne er sort [stort], bliver smaat, og det ringe og uanselige stort. Maatte vi forstaa det og lære af det! Hilde Lau.	49
Hver Generation skal regne sit eget Stykke Viborg Stifts-Tidende 29.1. 41	50
Der var mødt mange Menneske til den Foredragsaften, Dansk-nordisk Ungdomsforbund havde indbudt til i Aftes paa Afholdshotellet med Kaj Munk som Taler. Der var fuldt Hus i den store Sal, og den store Forsamling fulgte med levende Opmærksomhed Vedersø-Præstens Tale og dramatiske Gennemgang af Skuespillet om Niels Ebbesen.	51
Realskolelærer Rave bød velkommen til Kaj Munk, Frk. A. Krogh og Frk. Bodiil Helsted, hvorpaa "Du danske Mand -- " blev sunget. Herefter sang Frk. Krogh nogle af Munks "Knaldperler" til Frk. Helsteds Akkompagnement, hilst af Bifald.	52
I en Situation som vor, begyndte Kaj Munk, har vi to Bibler. Den ene fortæller os om en Magt over alle Magter, uantastelig gennem Tiderne; den anden fortæller om vor Skæbne, at altid det dages dog paa ny. I vor Fædrelandshistorie finder vi ikke Facit; hvert Folk, hver Generation skal regne sit eget Stykke. Men det blev dog regnet. Du tor, det er første Gang, det Stykke bliver givet, det største Slag osv., men Prædikeren i det gamle Testamente siger, der er intet nyt under Solen. Mit største Ønske er dog ikke, at mit Land skal bestaa, men at det maa vide sin Vej. Helst vilde jeg, om vi, som de gamle Missionsfolk sagde, kunde se vor Synd, saa vi faar Ret til at leve videre.	53
Danmarkshistorien viser os en lignende Tid, da det ikke var Folk paa Talerstolene eller i Aviserne eller Embedsmændene, men de jævne Mennesker (der maaske ikke engang var sig deres Danskhed bevidst, men havde den), som udrettede noget. Jeg vil da fortælle Historien om Niels Ebbesen, som jeg har læst den.	54
Foredraget og Oplæsningen blev modtaget med varmt og langvarigt Bifald, hvorefter Kaj Munk opfordrede til at synge første og sidste Vers af "Kong Christian", og Lærer Ravn takkede for Foredraget. Motorsagkyndig Holger Brems tog derpaa Ordet "som den jævne Mand" for at takke Kaj Munk for hans skønne Behandling af det danske Sprog og for hans Indsats som dansk Mand i Alvorstider, hvorpaa Forsamlingen sang "Danmark i tusind Aar ---"	55
Kaj Munk i Stoholm. Skive Folkeblad, 26. febr. 1941. Stoholm Borger- og Haandværkerforening havde Sukces i Aftes, idet Bestyrelsen havde formaaet at faa Kaj Munk som Taler. Afholdshjemmets store Sal var fyldt til Trængsel af de ca. 350 Tilhørere, der var strømmet til fra en vid Omegn.	56
Formanden for Borger- og Haandværkerforeningen, Aage Nielsen, bød velkommen, særlig til den berømte Taler. Efter Sangen "I Danmark er jeg født" talte Kaj Munk.	57
Det er, sagde han, faldet i vor Lod at leve i en Tid, da der er overgaaet vort Fædreland en Sorg og Forsmædelse som aldrig før. Der er en Del Mennesker, som ingen Følelse har for dette. Der er Mennesker, som intet kender til Fædreland, for hvem hele Jorden er Fædreland, og som glæder sig, jo hurtigere alle Grænseskel slettes. Det er jo nærmest de, vi kalder Kommunister.	58
Andre ser en Lykke i Tilstandene, bare de faar deres Svin godt betalt. De ser en Lukke i, at Tyskland "kom først". Nu vil vi blive fri for alt Vrøvl, og nu vil vi gaa lyse Tider i Møde. Andre har ingen Tanke for, hvad der er sket, de ser bare efter personlig Fordel. Til alle de Grupper har jeg intet at sige.	59
Dem, jeg kommer for at tale til, er dem, som er paa Bølgelængde med mig, dem, der græmmer sig over, hvad der er sket, og siger i Hjertet: Kunde det blot blive godt igen, kunde Europa endda igen faa Fred og blomstre. Kunde vi, Borger og Bonde og alle Stænder, opleve den Dag, hvad det end vil kræve af Ofre. Kunde vi blive os selv igen og holde vort Land frit.	60

Vi synes ikke, vi har oplevet saa ond en Dag som den 9. April, det er, som Solen har mistet sin Glans, som Luften ikke er ren og frisk som før, som vi ikke kan blive rigtig glade.	61
Jeg med mange har haft Øjet aabent for baade Brist og Raaddenskab. Skal det rettes, da maa det ske ved egen Hjælp, ellers duer det ikke. Jeg vil da ogsaa tro paa en Udfrielsens Dag. Vi skal lytte til vore Hjerters Røst, det er bedre end at stole --- (mangler)	62
Vi kan ogsaa se paa Danmarks Historie, lære af den aldrig at fortvivle. End er der en Gud for oven, der raader for Danmarks Sag. Vi har læst om det i Historien, men først nu, vi selv er i det, bliver det levende. Vi tror ogsaa, det skal løses denne Gang; det giver Udholdenhed, som er nødvendig. Dem, det kom an paa, var de stille og rolige med det trofaste sind. "Immer det dages dog paa ny, hvor Hjerterne Morgenen venter".	63
De, der har Tid at vente paa Morgenen, dem skal Frelsen komme fra. Dem har vi ogsaa: Vi har en Konge. Vi havde en Soldat den 9. April. Vi havde en sønderjydsk Bonde, der i Aaringer levede under fremmed Herredømme; da Tiden kom, gik han ud og hejste Dannebrog. -- -- --	64
Nu gik Taleren umærkelig over til at læse Manuskriptet til sit nyeste Skuespil "Niels Ebbesen". Det er Historie, men -- ja, det var det, Kaj Munk gentagne Gange understregede, Historien gentager sig.	65
Det er et fint og godt Billede, Kaj Munk har tegnet af Ridderen, som helst vilde leve sit stille og rolige Liv i Familiens Kreds, syslende med Forbedring af sin Jord, sørgende godt for sine Folk. Ogsaa de andre Personer er fint tegnet og levende baade som Historie og som Nutid. Et hjerteligt Bifald hilste Forfatteren, da han sluttede. Aage Nielsen takkede til Slut Forfatteren for den gode Aften. H.	66
Kaj Munk paa Nr. Nissum Seminarium Holstebro Dagblad 4. Mrts. 1941.	67
En Tale om de to Ting: Hvad er jeg født til, og hvad er jeg døbt til? Fredag Aften havde Nr. Nissum Seminariums Foredragsforening Besøg af Digterpræsten Kaj Munk. Det er første Gang, Kaj Munk har gæstet Seminariet, og det blev da ogsaa en meget stor Oplevelse for alle de mange Tilhørere.	68
Forstander Gjelstrup bød Pastor Kaj Munk med Frue velkommen. Pastor Kaj Munk holdt derefter en meget personlig præget Tale til Seminaristerne ud fra Danmarks øjeblikkelige alvorlige Situation. Han udtalte bl. a.: Jeg spørger i dette Tidens Virvar kun efter to Ting: Hvad er jeg født til, og hvad er jeg døbt til? Det er de to tilgrundliggende Handlinger i hele mit Liv. Jeg er født til at vær en dansk mand, og knap var jeg født ind i dette Land, før min Mor bar mig op til Døbefonten i Maribo Domkirke og gav mig til Jesus Kristus. Det er noget jeg føler mig dybt forpligtet over for. Var disse to Ting de første i mit Liv, skal det ogsaa blive det sidste, at jeg af al min Evne tjener mit Land og min Frelser.	69
Det er saa dejligt at have saadanne enkelte Ting givet. Det sparer for saa mange Spekulationer. Man har faaet noget, der staar for en som det rigtige, og der stiller man sig, og der har man sin Plads lykkelig uafhængig af, om dette rigtige sejrer eller gaar under. Ja, det er en stolt Bevidsthed at kunne sige med Kipling: Vi ved, at i Lyst og i Kvide, i Regn og i Solskinsvejr, vi staar ved den Høvdings Side vi engang har stillet os nær.	70
Det giver ogsaa Styrke, naar Tanken gælder Land og Folk, for der vil jeg jo aabent bekende, at Angsten undertiden gnaver svært. Over for den giver det Styrke at sige: Her er det danske, og det staar vi fast paa, om vi saa gaar til Grunde paa det, hellere end at leve Livet paa et forfejlet Grundlag. Jeg tror, det er de jævne Mennesker, der skal redde Danmark. Mange Landsbylærere var saadanne jævne, stærke Mænd, der bar. Den Gerning, De ogsaa snart skal gaa ud til, Lærergerningen, er en af de betydningsfuldeste Gerninger i vort Land, større end Lægens f. Eks. der skal kæmpe mod Død, men Læreren skal være med til at skabe Liv.	71
Den jævne Mand, det var ogsaa Soldaten d. 9. April, og jeg skal nævne Dem Navnet paa en jævn Mand: Kong Christian. En jævn Mand var ogsaa Niels Ebbesen. Pastor Kaj Munk læste derefter sit Skuespil om Niels Ebbesen paa en saa gribende Maade, at alle var stærkt betaget deraf. Saavel Talen som Oplæsningen gav utvivlsomt, som Forstander Gjelstrup allerede til Indledning udtalte Forventning om en Oplevelse for Livet for alle Tilhørerne. Oplæsningen sluttede med "Kong Kristian", hvorefter Seminarist Raahede paa Foredragsforeningens Vegne bragte Pastor Kaj Munk en jævn, men hjertelig Tak for den skønne og værdifulde Oplevelse.	72
Kaj Munks Drama om Niels Ebbesøn, Vendsyssel Dagblad, Hjørring 15. April 1941. Digteren læste i Aftes Brudstykker af sit nyeste Værk op i Teatersalen i Hjøring.	73
Kaj Munk stod i Aftes i Teatersalen i Hjøring og læste Hovedscenerne af sit nyeste Værk, Dramaet om Niels Ebbesen, op for en Forsamling paa 600 Tilhørere, som fik en Oplevelse, de sent vil glemme. Digterpræsten holdt som Indledning til sin Oplæsning en kort Tale, som han selv havde givet Titlen "Om at bie og slaa til". Hans Ord faar tale for sig selv.	74
Salen var fyldt til sidste Plads, og Dansk-nordisk Ungdomsforbund, som var Aftenens Indbyder, havde skabt en smuk Ramme omkring Kaj Munks Optræden. Mødets Ledelse havde tilrettelagt en meget højtidelig Indledning med Afsyngelse af nationale Sange, men den i Salen herskende subarktiske Temperatur bevirkede, at Kaj Munk paa slaget 19,15 sprang op paa Talerstolen, inden nogen havde haft Lejlighed til at byde ham Velkommen, med en Bemærkning om, at han hundefrøs og derfor foretrak straks at gaa til Værket.	75
Det er tunge Tider for vort Folk, indledte han. Mange slaar sig til Taals med Forholdene, som de er. Jeg taler slet ikke om de æreløse, der glæder sig over Profiten, thi de er ikke dansk Navn værdige. Men nogle slaar sig altsaa til Taals med Tingene. Er det saa galt, spørger de. Kan vi bare faa Lov at leve i en vis Frihed, bevare vort Sprog, vor Litteratur, vort selvstændige Aandsliv, kan vi vel finde os i til en vis Grad at være under Formynderskab.	76
Hvis dette Standpunkt er Udtryk for den Sejghed, der karakteriserede Sønderjyderne, som gennem 54 Aars tilsyneladende haabløs Kamp mod en overvældende Overmagt bestandigt dog forblev danske, saa kan vi godt sige, at det staar som Udtryk for noget sundt og stærkt. Og dog er det forkert. Vi skylder vort Lands aartusindgamle Historie, at vi forlanger at leve under et Dannebrog, der ikke vajer af Hagekorsets Naade, at vi tror paa vort Folks Ret til at leve frit og aldrig giver os tilfreds med noget andet.	77
Lad aldrig Modløsheden slaa os. Jeg ved et godt Raad mod alle syge Tanker: slaa op i Historiens Bog. Lad være at tro, at noget øjeblikkeligt er evigt. Gaa kun godt Hundrede Aar tilbage og tænk paa, at da hærgede en Diktator hen over Europas Sletter. Af Revolutionstropperne, de pjaltede og udisciplinerede, skabte han en hær, hvormed han løb ældgamle Riger over Ende og sparkede konger af deres Troner for at sætte sine Brødre i deres Sted. En Diktator, der digtede vældige Planer om et Universalmonarki, Virkeliggørelsen af den gamle Drøm om den evige Fred. Følg mig, for jeg er Dagens Gud, jeg er den nye Tid, sagde han, da han med sine Soldater brød ind i Parlamentet. Ven var han med Czaren af Rusland. Alle Europas Riger laa for hans Fod. Kun det taagede og langsomme England bød ham Trods. Og han endte -- med hele sit Livsværk slaaet i Grus -- paa en Ø i Verdenshavet, langsomt døende af Kræft i sin Bug.	78
Og jeg vender mig til Danmarkshistorien. Den er ingen Facitliste, hvor man kan læse Løsningen paa Dagens Problemer. Den siger, at der er intet Nyt under Solen. Det har mange Gange før set ud, som om Solen var slukket, som om alle Sunde var lukkede. Den taler om den ukuelige Livskraft i vort Folk. Vi har førend i Dag siddet stille i Tavshed og ventet paa Timen til at rejse og og slaa til.	79
Det var sjældent de store, Folk med Gods eller Embeder, der gik i Spidsen. En Embedsmand, det er en Mand, der lever for at faa Pension. Tru med at tage den fra ham, og han bliver din Ven. Vel var der ogsaa blandt dem Folk, der forstod at holde sig værdige og stejle. Men det var det jævne Folk, der bar vort Land ned gennem Tiderne. Vi saa det den 9. April paa den danske Soldat, som vi havde forsømt saa frygteligt, men som, da vi bød ham rykke ud i en aldeles haabløs Kamp, gjorde det uden at kny. Jeg kan nævne en anden jævn dansk Mand, Kong Christian. Vi holdt af ham før nu, men først i Dag ser vi det Fond af Mod og Sejghed, der gemmer sig i ham. Jeg kunde endelig nævne den sønderjyske Bonde, der gennem fireoghalvfjerds Aar hver Kvæld gik i Seng og hvert Gry stod op knuget af det voksende Tysklands uhyre Overmagt, der truede hele Verden, og alt for ringe støttet af sit Fædreland, men sejgt holdt ud indtil den Dag, da han af hele sit Hjerte kunde bekende: Nu er jeg dansk.	80
Om en saadan jævn dansk Mand, Niels Ebbesøn, handler Kaj Munks nye Drama, som Forfatteren efter denne korte Indledning derefter gav sig til at læse nogle Scener op af. Det vil være bekendt, at Kaj Munk siden de store Begivenheder sidste Foraar har kredset omkring Niels Ebbesøn-Skikkelsen, og i hans Tankeverden er den jyske Herremand, der med sin Daad i Randers den 1. April 1340 brat træder frem i Historien for faa Maaneder senere lige saa pludseligt at synke ned i Udslettelsen, blevet Symbolet paa vort Folks Evne til at bie og slaa til, naar de store Afgørelsers Stund er inde.	81
Kaj Munk har behandlet Historiens fattige Kendsgerninger med den selvfølgelige Frihed, der tilkommer enhver Digter, som tager et historisk Emne under Behandling. Niels Ebbesøn er dog ikke blot den tilfældige historiske Person, der i 1340 gav Stødet til Danmarks Genrejsning. Han er ogsaa en endnu levende og virkende Realitet, seks Aarhundreder efter sin Død, skabt af utalte Slægtleds Overleveringer og Sagndannelse.	82
Skuespillet tager sin Begyndelse en Sommeraften i Aaret 1339, da Niels Ebbesens Svoger, Ove Haase, kommer til Nørreris og melder ham, at nu er Grev Gert brudt op fra Rendsborg i Spidsen for 10.000 pansrede Ryttere (ebb01#97) for endelig og definitivt at underlægge sig Danmark. Nu er Tiden inde, da Danmark faar sin enestaaende Mulighed for ærefuld Medvirkning ved Opbyggelsen af det Storrige, Grev Gert vil skabe. Den, der stiller sig imod ham, vil blive knust, for Grev Gert er uovervindelig, han er selve den nye Tid. Nu er der ikke noget, der hedder uden for mere.	83
Niels Ebbesøn lader sig lige saa lidt overtale af sin Svoger som af Niels Bugge, der kort forinden har søgt at faa ham med i Arbejdet paa at organisere Modstanden mod Greven. Han er en fredsæl Mand. Han har ladet sin Svoger vide, at han hellere vil have det usselt paa Dansk end leve højt som Slave for Fremmede (ebb01#114), han vil ikke være med til at logre for den nye Magthaver, men paa den anden Side tror han ikke paa, at det er ved Vaabnenes Hjælp, at Frelsen skal komme. Jeg tror, at Lærkerne skal synge, og Bønderne skal pløje Holstenerne ud af Danmark, (ebb03#36) (n1504) siger han til sin Hustru, der bebrejder ham hans Uvirksomhed. Grev Gert kommer selv til Nørreris, dødssyg, og Niels Ebbesøn overlader ham Borgen, for at han kan finde Ro og Helse her.	84
Først da Greven skikker Bud, at alle Gaardens vaabenføre Mænd skal stille i Randers og indrulleres i den grevelige Hær, sker den store Omvæltning hos Niels Ebbesøn. Tanken om, at den lille Verden, der er hans, skal lemlæstes og slaas i Stykker, tvinger ham til Handling. Han samler sine Folk og drager til Randers, hvor han ved List trænger ind til Greven.	85
Greven slynger ham sin Haan i Ansigtet. Du tilhører et Folk, der tror, at alt kan gaa af sig selv. (ebb04#34) Det kalder I Kærlighed til Fred, siger han. Madkære, selvglade er hvad I er. I har duet engang, men vis mig nu, hvor der findes en virkelig Vilje, en dristig Daad. Jeg vil grundlægge et Rige, der skal bygge paa Barmhjertighed, Retfærdighed og Fred. (ebb04#9) Retfærdighed, fordi jeg lader den stærkeste sejre. (ebb04#11) Fred, fordi Verden skal skrige i Krampe og vælte sig i Blod, før den faar Fred. (ebb04#16) Hver Hjerne, der tænker en Tanke imod mig, skal knuses. (ebb04#35)	86
Da Niels Ebbesøn rider hjem fra Randers, er han syg og elendig og bundløst fortvivlet over den Stimandsdaad, han har forøvet, men en fattig Kone, han møder, som kun ejer to Brød, men giver ham det ene, for "Niels Ebbesøn vog den kullede Greve", giver ham den første Fortrøstning om, at hans Gerning dog var andet end en Niddingsdaad, (ebb05#76) og Skuespillet slutter hjemme paa Nørreris, hvor Niels Ebbesøn trøster sig med, at der skal komme en stor Fredens Dag, da de to Folk, Danskere og Holstenere, i fredeligt Samvirke og Kappestrid kan bygge deres Lande op. Men "frie maa vi være for at leve". (ebb05#79)	87
Ved Siden af Stykkets Hovedpersoner, Niels Ebbesøn og Greven, er der især to Skikkelser, der dominerer, Niels Ebbesøns Hustru, der føler sig sveget af sin Mand, da han roligt ser til, at de fremmede gør sig til Herrer i Landet. Hun havde troet, at den unge blonde Adelsmand, hun i sin Ungdom gav sit Hjerte, drømte om andre Bedrifter end Forædling af en Svinerace eller Kaaringen af en Hoppe. (ebb03#32) Og Fader Lorens, Sognepræsten i Foldby, en sølle fordrukken Rabulist og en dybt fortvivlet Sjæl, som har mistet Troen paa en retfærdig og barmhjertig Gud, da han som ung Præst maatte ud med Hostien til Grev Gerts Ofre, da han første Gang gæstede Landet. (ebb03#60) Det Syn af skændede Kvinder, og lemlæstede døende Mænd han dengang mødte, gav ham et Knæk, som han aldrig forvandt.	88
Han har mødt Greven selv. Greven var jo en from Sjæl, der aldrig forsømte en Messe og pinligt nøje overvaagede, at Vorherre fik, hvad der tilkom ham. En Dag var han med sit Følge kommet til Gudstjeneste i Foldby Kirke, og Fader Lorens havde samlet sig og forkyndt Guds evige Straf over Spotteren og Fornægteren. Bagefter kom Greven op og takkede ham. "Han taler godt. Det er opbyggeligt at høre Sandheden have sit fulde Mæle", var Grevens Svar. (ebb03#64) Naar den Onde er saa mægtig, at han har Raad til at lade Sandheden leve, hvad kan en stakkels Præst saa gøre andet end at slaa sig paa lybsk Øl og løse Piger. Det er Fader Lorens, der til Slut lyser Velsignelsen over Niels Ebbesøn med Ordene: -- I Dag er der Glæde over, at Jorden igen har en Djævel mindre. (ebb05#73).	89
Kaj Munks Niels Ebbesøn-Drama placerer sig i Kaj Munks Forfatterskab i Fortsættelse af den Linje, der begyndte med Herodes-Dramaet og som fandt sin hidtidige Afslutnng i "Smeltediglen". Grev Gert er ligesom Herodes i "En Idealist" og Diktatoren i "Sejren" i Besiddelse af den Hjertets Renhed, der ifølge Søren Kierkegaard bestaar i at ville eet. Og Niels Ebbesøn er en Professor Mensch, et i sit Inderste usikkert og tvivlraadigt Menneske, der, siger han selv, er bange for at dø, bange for at det er forkert, det han staar i Begreb med at gøre og bange for at han ikke faar det gjort. (ebb03#84) Under Indtrykket af Personer, der skaber Tidens overvældende historiske Hændelser, er Kaj Munk hørt op med at være en Tilbeder af "det store Menneske".	90
Aftenen sluttede med at man sang "Kong Christian", og at Formanden for Dansk-Nordisk Ungdomsforbund, Lærer Vang Petersen, takkede Kaj Munk for den Oplevelse hans Tale og Oplæsning havde været.	91
Videre til avis-41a!

Noter:

n1504: Dette citat stammer fra jan41 og oplæsningsmanuskriptet. Findes ikke i jun40.