WA bind 7, side 135 til 1??.
Tilbage til index! Tilbage til ass03!
For hver af de af paven fordømte sætninger findes en henvisning til pavens bulle: Exurge, domine. I denne fil kan man finde links til de steder i Luthers skrifter, hvor de pågældende sætninger forekommer.
Artikel 30: #1; artikel 31: #8; artikel 32: #19; artikel 33: #23; artikel 34: #30; artikel 35: #;
| 1 TRICESIMVS
Aliqui articuli Ioannis Huss condemnati in Concilio Constantiensi sunt Christianissimi, verissimi et Euangelici, quos nec universalis Ecclesia posset damnare. (exurge#46; assty05#35) |
Den tredivte artikel.
Nogle af de artikler af Johannes Huss, som blev fordømt på koncilet i Konstanz er højst kristelige, virkelig sande og evangeliske, og den universelle kirke kan ikke fordømme dem. |
| 2 Erravi et hunc articulum revocavi et adhuc revoco in hoc, quod dixi aliquos articulos Ioannis Huss esse Euangelicos. Quare nunc sic dico, Non aliquos sed omnes articulos Ioannis Huss Constantiae esse damnatos ab Antichristo et suis Apostolis in synagoga illa Satanae ex sceleratissimis Sophistis congregata. Et in faciem tuam, sanctissime Vicarie dei, tibi libere doci, omnia damnata Ioannis Huss esse Euangelica et Christiana, tua autem omnia prorsus impia et diabolica. Ecce revocationem, quam tua Bulla exegit. Quid vis amplius? | Jeg har taget fejl og jeg har tilbagekaldt denne artikel og tilbagekalder også nu det, jeg har sagt, at nogle af Johannes Huss' artikler er evangeliske. For nu siger jeg, at det ikke fælder nogle, men alle Johannes Huss' artikler, at de er evangeliske; de blev i Konstanz fordømt af antikrist og hans apostle i denne Satans synagoge, der var forsamlet af de mest forbryderiske sofister. Og lige op i dit åsyn, du højhellige Guds vikar, siger jeg det frit til dig, at alle Johannes Huss' artikler, der blev fordømt, er evangeliske og kristelige, men alle dine er helt og holdent ugudelige og djævelske. Se, det er den tilbagekaldelse, din bulle har fremkaldt. Hvad vil du mere? |
| 3 Secundo, non recte faciunt, qui me Hussitam vocant. Non enim mecum ille sentit, sed si ille fuit haereticus, ego plus decies haereticus sum, cum ille longe minora et pauciora dixerit velut inchoans lucem veritatis aperire. Hoc ideo dico, ut intelligat lector, quam scelerati et impii fuerint homicidae illi Constantiensis Concilii Pontifices et Pharisei, qui illum exusserint, cum ego me fatear Christianum nolimque eorum damnationem agnoscere. | For det andet, handler de ikke ret, som kalder mig hussit. Han mente nemlig ikke som jeg, men hvis han var kætter, er jeg ti gange mere kætter, eftersom han længe talte om mindre småting som begyndte sandhedens lys at skinne med ham. Dette siger jeg, for at læseren skal forstå, hvor forbryderiske og ugudelige disse mordere er, det konstantiske koncils paver og farisæer, da de brændte ham, eftersom jeg tilstår, at jeg er kristen og ikke vil anerkende deres fordømmelse. |
| 4 Nisi forte ideo permissus est exuri, quia non parum detulit Romano idolo et suis Satanicis statutis operationibusque erroris. Conatus enim fuit vir ille et pius et doctus, id quod et ego in principio conabar, ut Decretis Papalibus veritatis opinio salva maneret. At iis salvis ipsum perire necesse erat una cum Christo et fide et veritate. | Medmindre det måske af den grund blev tilladt dem af brænde ham, at han i ikke ringe grad skulle afsløre (?) den romerske afgud og hans sataniske statutter og gerninger. Han bestræbte sig nemlig på som en from og lærd mand, hvad også jeg i begyndelsen bestræbte mig på, at finde en sandhedskerne i de pavelige dekreter. Men det var netop ud fra disse dekreter, at det var nødvendigt, at han selv gik til grunde sammen med Kristus og troen og sandheden. |
| 5 Igitur Ioannes Huss non repugnare videtur, quo minus sit Monarchia Papae: hoc tantum agit, impium pontificem non esse membrum Ecclesiae, (W136) multo minus Papam, ferendum tamen sicut quamvis alium tyrannum. Ego vero, etiam si sanctus Petrus hodie praesideret Romae, negabo Romanum Episcopum esse Papam. Papa enim res ficta est in mundo, neque fuit neque est neque erit sed fingitur esse. | Således synes Johannes Hus ikke at have i mindste måde sat sig imod pavens herredømme; blot det har han hævdet, at en ugudelig pave ikke kan være medlem af kirken, meget mindre være pave, men at man dog må tåle ham som man må tåle enhver anden tyran. Men jeg for min del vil nægte, også selv om Sankt Peter i dag præsiderede i Rom, at den romerske biskop kan være pave. For pave er en verdslig, opdigtet ting, der hverken har eksisteret, er eller vil eksistere, pave er kun noget man kan forestille sig. |
| 6 Quare ipsam sedem Bestiae nego, nihil moratus, sit ne bonus an malum, qui in ea sedet. Sedes, inquam, quae sit super omnes sedes, nulla est in Ecclesia super terram iure divino, sed omnes sunt aequales, Quia una fides, una baptisma, unus Christus, unus pater, qui operatur omnia in omnibus, qui est super omnia, per omnia et in omnibus, Eph. iiii. Deinde Decretales Papae non dico Apocryphas, sicut Viglephus et Huss dicere iactantur, sed impias et Christo adversarias, solo spiritu Satanae efflatas, qua causa et eas exussi cum fidutia. | Derfor nægter jeg selve dyrets sæde, og jeg tøver ikke med det, hvad enten den, der sidder på det er god eller ond. Jeg siger, at et sæde, som er over alle sæder, findes ikke i kirken på jorden efter guddommelig ret, men alle er lige, de har én tro, én dåb, én Kristus, én fader, som virker alt i alle, som er over alle, gennem alle og i alle (Ef 4,4ff). Desuden kalder jeg ikke pavens dekretaler for apokryfer, sådan som Wiclif og Huss praler at at kalde dem, men ugudelige og stridende imod Kristus, alene opblæst af Satans ånd. Af den grund har jeg også med stor tillid opbrændt dem. |
| 7 Fortassis et in hoc peccavit Ioannes Huss, quod duodecim Consilia Euangelica fecit, cum non sit nisi unicum virginitatis sive coelibatus. In qua tamen re deceptus est per impiam Thomae et Thomistarum Theologiam. Ita boni isti viri ea, quae in Ioanne Huss optima sunt, damnaverunt, quae vero non bona, probaverunt. Articulos ergo Ioannis Huss damnatos omnes suscipio, paratus defendere eos per Christi gratiam, invito illo rerum portento et abominatione, quae sedet in loco sancto. Verum omnia Ioannis Huss, et si ab illis probata, non admitto, ut dixi. | Måske har Johannes Huss også syndet deri, at han mente, der var tolv evangeliske råd, skønt der kun er ét, jomfrueligheden eller cølibatet. Dog er han i den sag blevet narret af den ugudelige teologi hos Thomas og thomisterne. Således har disse gode mænd fordømt, hvad der var det bedste hos Johannes Huss, men tilsluttet sig det, der ikke var godt. Jeg vil derfor tilslutte mig alle Johannes Huss artikler, dem, de har fordømt, idet jeg er beredt til at forsvare dem ved Kristi nåde, imod dette uhyres og denne vederstyggeligheds vilje, som sidder på det hellige sted. Men jeg går som sagt ikke med til alt, hvad Johannes Huss har sagt, også selv om det er bevist af dem. |
| 8 TRICESIMVS PRIMVS.
In omni opere bono justus peccat. (exurge#47; assty05#40) |
Den én og tredivte artikel.
Den retfærdige synder i enhver god gerning. |
| 9 Finitis tandem articulis nugalibus, in quibus nec pietas nec eruditio doceri vel audiri potuit, sed de superbia et abusu Romanae abominationis coacti sumus perdere verba, operas et tempus, revertimur nunc ad res serias et salutares, nempe ad gratiam, liberum arbitrium, peccatum, de gloria hominum ad gloriam dei transeuntes, de quibus rebus et primis articulis non nihil tractavimus. | Nu er vi endelig færdige med de naragtige artikler, hvori hverken fromhed eller lærdom kan læres og heller ikke høres, men hvor vi er tvunget til at spilde ord, anstrengelse og tid på den romerske vederstyggeligheds overmod og misbrug. Og så vender vi tilbage til de alvorlige og frelsebringende ting, nemlig til nåden, den frie vilje, synden, idet vi går over fra menneskenes ære til Guds ære. Og om disse ting og om de første artikler har vi sagt ikke så lidt. |
| 10 Hunc autem articulum ego in Galatis meis, deinde in resolutionibus atque adversus doctrinales damnatores et incendiarios Lovanienses tam copiose (lutloev2#74), praeterea eundem duo eruditissimi viri Theologi D. Andreas Carlstadius et Ioannes Dolitius (doel01#47) aeditis libris sic declararunt, ut in adversariis incredulis nihil aliud videam quam aures aspidis surdae et obturantis auditum suum seu, ut Apostolus ait, ad fabulas eos conversos a veritate auditu averso. (2 Tim 4,4) (W137) Quid illi admittent, qui nubes has testimoniorum sanctorum non admittunt? Attamen instandum est mandante eodem Paulo oportune, importune, ob hoc ipsum quod sanam doctrinam nolunt sustinere. | Men denne artikel har jeg i min galaterbrevskommentar og i mine resolutioner og i mit skrift imod de doktrinale fordømmere og løvenske brandstiftere forklaret ret omhyggeligt, og desforuden har to lærde teologer, Andreas Karlstadt og Johannes Dolitius, i bøger,de har udgivet, forklaret den samme artikel i den grad at jeg i modstandernes vantro ikke kan se andet end døve og tilstoppede slangeører, der ikke kan høre, eller som apostelen siger, mennesker, der vender sig bort fra at høre sandheden. Hvad kan de gå med til, når de ikke kan gå med til disse hellige vidnesbyrd? Men som Paulus også opfordrer og til og påbyder, vi skal stå frem belejligt og ubelejligt, netop fordi de ikke vil modtage den sunde lære (2 Tim 4,2). |
| 11 Quid ergo meum articulum damnant? damnent illid Esaiae lxviiii. 'Et facti sumus immundi omnes nos et quasi pannus menstruatae universae iustitiae nostrae', (Es 64,6) Et illud Eccle. vii. 'Non est homo iustus in terra, qui faciat bonum et non peccet'. (Præd 7,21). Obsecro, qui universas nostras iustitias immundas dicit, nonne omne opus bonum peccato pollutum asserit? damnent et illud Psal. cxlii. 'Non intres in iuditium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens'. (Sl 143,2) Deus enim, iustus iudex, bonum opus damnare non potest: cum autem hic dicat, non iustificari ullum viventem, etiam servum dei, planum est, nullum opus bonum posse iustum iudicium dei sustinere, quare nec plene bonum est. | Altså, hvorfor fordømmer de min artikel? Lad dem fordømme Es 64,6: 'Og vi blev alle gjort urene og vor retfærdighed er som en menstruationsklud'. Og Præd 7,21: 'Der er ikke noget retfærdigt menneske på jorden, som gør godt og ikke synder'. Jamen, for pokker, den, der siger, at al vor retfærdighed er uren, mon ikke han forsikrer, at al vor gode gerning er forurenet synd? Lad dem også fordømme Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for i dine øjne er der ingen, der lever, der retfærdiggøres'. For Gud, den retfærdige dommer, kan ikke fordømme en god gerning. Men når han her siger, at ingen levende retfærdiggøres, heller ikke en Guds tjener, er det indlysende, at ingen god gerning kan udholde Guds retfærdige dom, fordi den ikke er helt god. |
| 12 Et ad ea, quae primis articulis diximus, redeundo, probavimus, hominem sanctum spiritu concupiscere adversus carnem et carne adversus spiritum, esseque per haec duo cum Apostolo Paulo servum peccati secundum carnem et servum dei secundum mentem, ac per hoc persona simul peccatrix est, dum iusta est, quid evidentius sequi potest quam ut opus quoque partim sit bonum, partim malum? cum Christus dicat et natura monstret, talem esse fructum, qualis est arbor, vitium arboris certe in fructu sentitur. | Og for at vende tilbage til det, vi sagde i den første artikel: Dèr beviste vi, at et helligt menneske i ånden begærer imod kødet, og i kødet imod ånden, og at det hellige menneske gennem disse to med apostelen Paulus er syndens træl efter kødet og Guds træl efter sindet, og at af den grund personen på én gang er synder, samtidig med, at den er retfærdig. Hvordan kan det da blive mere klart, at gerningen er dels god, dels ond? Eftersom Kristus siger det og naturen viser det, at som frugten er, sådan er også træet, og at træets mangel tydeligt ses på frugten. |
| 13 Non enim bona opera faciumt iustum (ut saepe diximus) sed iustus facit bona opera: at talia faciat, necesse est, qualis est ipse, imperfectus imperfecta, iustus iusta, malus mala. Si haec ratio et autoritas non movet, nescio, quid movere possit. | For det er ikke de gode gerninger, der gør et retfærdigt menneske (som vi ofte har sagt det) men et retfærdigt menneske gør gode gerninger: men den slags, som han gør, må nødvendigvis være af den art, som han er; et ufuldkomment menneske gør ufuldkomne gerninger, en retfærdig gør retfærdige gerninger, en ond gør onde gerninger. Hvis denne fornuftgrund og dette skriftsted ikke overbeviser, så véd jeg ikke, hvad der kan overbevise. |
| 14 Forte dicent et admittent, Iustum in opere bono deficere quidem, sed non peccare. Verum superius (ass01#86) abunde probavi, hunc defectum esse vere peccatum. Est enim omissio illius praecepti 'Diliges dominum deum ex toto corde tuo, ex omnibus viribus tuis, ex tota anima.' cum autem caro resistat spiritui, clarum est, quod vires carnis non diligant deum, ac per hoc peccant in hoc praeceptum. | Måske vil de indrømmende siger, at en retfærdig godt nok har en mangel i den gode gerninger, men han synder ikke. Men jeg har ovenfor til overflod bevist, at denne mangel virkelig er synd. For den betyder nemlig, at man ikke overholder budet: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, at alle dine kræfter, af hele din sjæl'. Men når kødet modstår ånden, er det klart, at kødets kræfter ikke elsker Gud, og derfor synder disse kræfter imod dette bud. |
| 15 Si enim sic elabi volunt per nomen defectus, ne peccatum cogantur admittere, Elabar et ego et dicam, adulterium non esse peccatum sed defectum. Qua enim ratione illud carnis concupiscere contra spiritum non est peccatum, eadem et adulterari non erit peccatum, quanquam, ut dixi, proprium sit eorum inventum appellare defectum, quod scriptura peccatum appellat. (ass02#5). Et sicut ipsi fabulantur, suos defectus non esse contra legem, sed defectiones a lege, ita ego quoque negabo, adulterium esse contra legem, sed solum defectum a lege. | Men hvis de vil brodere videre på ordet 'mangel', for ikke at blive tvunget til at indrømme, at det er synd, så vil også jeg for min del brodere og sige, at hor ikke er synd, men blot en mangel. For når det med den begrundelse ikke er synd, når kødet begære imod ånden, så er hor med samme begrundelse heller ikke synd, selv om det jo i virkeligheden forholder sig, som jeg har sagt, at det er deres egen opfindelse at kalde det en mangel, som skriften kalder synd. Og ligesom de fabulerer om, at deres mangler ikke er imod loven, men mangler fra loven, sådan vil også jeg nægte, at hor er imod loven, det er kun en mangel fra loven. |
| 16 Et quid faciunt his suis loquutionibus, nisi quod aliis quidem verbis idem quod Pelagiani docent? An referre putas, quibus verbis veritatem eludas et mendacium statuas? Quid enim ex ea doctrina capit auditor, quam (W138) se post acceptam gratiam mundum esse et iam gratia ad peccati ulterioris purgationem non egere? id quod propriissime Pelagianum est, sed sub verbis catholicis propositum. Ita Christo non habent opus ad iusticiam, nisi in primo instanti contritionis, nisi quod Pelagiani nec ipso primo instanti gratia indigere volunt. | Og hvad gør
de med disse talemåder andet end at de med nogle andre ord lærer
det samme som pelagianerne lærte? Mon det er din mening at fortælle
om, med hvilke ord man kan undgå sandheden og fastslå løgnen?
Hvad andet forstår nemlig den, der hører det, af denne lære,
end at han efter at have modtaget nåden er ren og nu ikke behøver
nåden til yderligere uddrivelse af synden? Det er jo den reneste
pelagianisme, fremsat med katolske ord. Således har de ikke brug
for Kristus til at blive retfærdige ved, bortset fra i angerens første
øjeblik, og bortset fra, at pelagianerne heller ikke behøvede
nåden i
dette første øjeblik. |
| 17 Cur non damnant Gregorium super Iob. ix. dicentem: Sanctus vir, Quia omne meritum virtutis nostrae vitium esse conspicit, si ab interno arbitro districte iudicetur, ideo recte subiungit 'Si voluerit contendere cum eo, non poterit ei unum respondere pro mille'. (releip04#51) Nonne articulum hunc meum hic Gregorius evidenter docet? Idem super illud eiusdem 'Si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor': (Job 9,15) Ut enim, inquit, saepe dicimus, omnis humana iusticia iniusticia esse convincitur, si districte iudicetur. (releip04#53) | Hvorfor fordømmer de ikke Gregor, når han i fortolkningen af Job 9,3 siger: Det hellige menneske, fordi han indser, at al vor dyds fortjeneste er last, hvis det bedømmes efter omhyggeligt skøn, derfor er det med rette, at han føjer til: 'Hvis du ville gå i rette med ham, ville han ikke kunne svare én ud af tusind'. Mon ikke Gregor her soleklart lærer min artikel? Det samme gør han, hvor han gennemgår dette: 'Selv om jeg havde ret, ville jeg ikke kunne svare, men må bønfalde min dommer om nåde'. Der siger han: Ligesom vi nemlig ofte siger, at al menneskelig retfærdighed er uretfærdighed, hvis den skal bedømmes strengt... |
| 18 Et Augustinum li. ix. confessionum: Ve hominum vitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia iudicetur! (releip04#38) Vides ergo, o miser Sanctissime, quorum sententias permanere et te idolum abominationis cum fiducia contemnere. Non ergo meus ille articulus, sed Esaiae, David, Salomonis, Pauli, Christi, Augustini, Gregorii inventus est, cum quibus damnari ab Antichristo isto superba gloria est. Hac enim Diabolica damnatione firmatur opinio illa, Papam Antichristum et Romanam Curiam sedem Satanae et abominationem desolationis esse in Babylone ista mystica. Amplius non fallit speciae veritatis sicut hactenus fecit, sed prodit seipsam abominatio ista peccati et perditionis. | Og Augustin siger i bog 9 af bekendelserne: 'Ve menneskenes liv, hvor rosværdige de end er, hvis de bedømmes uden barmhjertighed'. Du ser altså, du elendige højhellige, hvis meninger det er, der forbliver, og hvis det er, du frimodigt fordømmer, du vederstyggelighedens afgudsbillede. For denne artikel er ikke min, den er fundet at være Esajas', Davids', Salomons, Paulus', Kristi, Augustins, Gregors, og det at blive fordømt sammen med dem af antikrist er den største hæder. For denne djævelske fordømmelse bestyrker den opfattelse, at paven er antikrist, og den romerske kurie Satans sæde og at ødelæggelsens vederstyggelighed findes i dette mystiske Babylon. Yderligere fejler han ikke med hensyn til sandhedens art, sådan som han hidtil har gjort, men denne syndens og fortabelsens vederstyggelighed forråder sig selv. |
| 19 TRICESIMVS SECVNDVS.
Opus bonum optime factum est Veniale peccatum. (exurge#48; ) |
Den to og tredivte artikel.
En god gerning, gjort så godt som muligt, er en tilgivelig synd. |
| 20 Hic manifeste sequitur ex priore, nisi quod addendum est, quod alibi (releip04#1) copiosius dixi, hoc veniale peccatum non natura sua sed misericordia dei tale esse. Non enim dixit David 'Non praemiabitur' sed 'non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens'. Non iustificari certe est damnari: ita omne opus iusti damnabile est et peccatum mortale, si iudicio dei iudicetur. Et Augustinus non dixit 'Ve vitae hominum aliquo modo laudabili' Sed 've quantumcunque laudabili'. Ve autem istud damnationem sonat et quantumcunque laudabilis vita optimam vitam sonat. | Denne tese følger udtrykkeligt af den foregående, medmindre man skal føje det til, som jeg andetsteds har sagt mere udførligt, at denne tilgivelige synd er tilgivelig ikke efter sin natur, men efter Guds barmhjertighed. For David siger ikke 'vil ikke blive belønnet', men 'ingen, der lever, vil blive retfærdiggjort i dine øjne'. Ikke at blive retfærdiggjort betyder givetvis at blive fordømt; således er enhver gerning hos den retfærdige fordømmelig og dødssynd, hvis den skal bedømmes efter Guds dom. Og Augustin siger ikke 'Ve de menneskers liv, der på en eller anden måde er rosværdigt', men han siger 'Ve deres liv, der på en hvilkensomhelst måde er rosværdigt'. Men dette ve lyder som en fordømmelse, og dette 'rosværdigt på en hvilkensomhelst måde' lyder som det bedste liv. |
| 21 Et Gregorius non dixit 'Iustitia humana convincitur imperfecta', sed 'iniustitia esse, si iudicio dei iudicetur'. Item non dixit 'aliquod meritum nostrum vitiosum' sed 'omne meritum vitium esse'. Quare his patrum et Scripturae rupibus nixus revoco vel modero hunc articulum hoc modo: Opus bonum optime factum veniale peccatum est (W139) secundum misericordiam dei, sed mortale peccatum secundum iudicium dei. Neque enim ego tam haeretice sum locutus, sicut Gregorius, qui totum meritum non solum vitiosum sed vitium esse asserit. | Og Gregor siger ikke 'Den menneskelige retfærdighed overbevises man om er ufuldkommenhed', men 'den er uretfærdighed, hvis den skal bedømmes efter Guds dom'. Ligeledes siger han ikke 'noget af vor fortjeneste er lastfuldt', men 'al vor fortjeneste er en last'. Derfor vil jeg støtte mig til disse klipper fra fædrene og skriften og tilbagekalde og moderere denne artikel således: En god gerninger, gjort på bedst mulig måde, er en tilgivelig synd efter Guds barmhjertighed, men en dødssynd efter Guds dom. Og så har jeg slet ikke talt så kættersk som Gregor, som forsikrer, at al vor fortjeneste ikke blot er lastefuld, men i sig selv en last. |
| 22 Vide, in quas palinodias me cogit Antichristi Romani rudissima ruditas et impiissima impietas, cum sit homo peccati et filius perditionis, (2 Thess 2,3) satisfacturus his suis nominibus conatur nobis abscondere peccata nostra et secum in peccatis incrassare et ad perditionem trahere. Quid est homo peccati, nisi qui peccare docet, qui peccata abscondit et pro iustitia iactat, qui timorem dei extinguit et fidutiam operum erigit, homines superbire et praesumere facit, misericordiam et iuditium dei longe a facie nostra ponit? At hoc facit, qui negat bonum opus esse peccatum, ne homines in timore et humilitate ad misericordiam dei, unicum refugium, confugiant. Vae illi! | Se blot, hvordan den romerske antikrists meget rå råhed og meget ufromme ufromhed tvinger mig ind i disse modsigelser, men eftersom han er syndens menneske og fortabelsels søn, må han vel leve op til disse betegnelser og skjule vor synd for os og med sig selv forgrove os i synden og drage os i fortabelse. Hvad er syndens menneske, om ikke det er én, der lærer at synde, én, som skjuler synderne og praler af retfærdighed, én, som udsletter frygten for Gud og oprejser tillid til egne gerninger, én, som får mennesker til at være overmodige og tage nåden på forskud, én, som stiller Guds barmhjertig og Guds dom langt bort fra os? Men det gør jo den, som nægter, at en god gerning er synd, medmindre menneskene i frygt og ydmyghed tager deres tilflugt til Guds barmhjertighed, den eneste tilflugt. Ve dem! |
| 23 TRICESIMVS TERTIVS.
Haereticos comburi est contra voluntatem spiritus. (exurge#49; assty05#58) |
Den tre og tredivte artikel.
At brænde kættere er imod åndens vilje. |
| 24 Primus ab experientia totius Ecclesiae probo, quae ab initio sui usque huc nullum combussit haereticum nec aliquando comburet. Mirum autem esset, in tot saeculis non esse aliquos combustos, si voluntas spiritus hoc voluisset. At dicent 'Constantiae Ioannes Huss et Hieronymus de Praga exusti sunt'. Respondeo: Ego de Haereticis loquor. Nam Ioannem Huss et Hieronymum, viros Catholicos, combusserunt haeretici ipsi et Apostatae et Antichristi discipuli, ut ex superius dictis patet. Quorum exemplum et multi alii homicidae imitati in diversis locis sanctos Christi exusserunt et occiderunt, inter quos Hieronymus Savanorola cum suis numerandus videtur. | Først beviser jeg det ud fra hele kirkens erfaring. Kirken har fra sin begyndelse og indtil nu aldrig brændt nogen kætter og vil heller aldrig brænde nogen. Men det ville være mærkeligt, at der i så mange århundreder ikke var blevet brændt nogen, hvis det var åndens vilje, at det skulle ske. Men de vil nok sige: 'I Konstanz blev Johannes Huss og Hieronymus fra Prag brændt'. Jeg svarer: Jeg taler om kættere. For Johannes Huss og Hieronymus, som var katolske mænd, var det selve kætterne, der brændte, de frafaldne, antikrists disciple, som det fremgår af det ovenfor sagte. Og mange andre har efterlignet deres eksempel på forskellige steder og opbrændt og dræbt Kristi hellige, blandt dem synes Hieronymus Savanorola og hans tilhængere at skulle regnes. |
| 25 Secundo, ex scriptura Esa. ii. 'Conflabunt gladios suos in vomeres et lanceas suas in falces'. (Es 2,4) Eiusdem xi. 'Non occident et non nocebunt in universo monte sancto meo'. (Es 11,9). Et Christus Apostolis nihil prorsus armorum commisit nec aliam paenam imposuit, quam ut haberetur pro Ethnico, qui Ecclesiam non audiret, Matth. xviii. (Matt 18,17) Et Apostolus Tit. iii. Haereticum hominem vitari docet, non occidi iussit armis vel igne. (Tit 3,10). Et ad Corinthios dicit 'oportet haereses esse, ut qui probati sunt manifeste fiant'. | For det andet beviser jeg det ud fra skriften. Es 2,4: 'De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive'. Og Es 11,9: 'Der slås ikke ihjel, og der voldes ikke mén i hele mit hellige bjergland'. Og Kristus overdrager slet ikke apostlene nogen våben, men giver dem ingen anden straf end den, at de skal regne den for en hedning, som ikke adlyder kirken. Og apostelen lærer i Tit 3,10 at man skal undgå det kætterske menneske, han befaler ikke, at man skal dræbe det med våben eller ild. Og til korinterne siger han, 1 Kor 11,19: 'Der må være kættere, så det kan blive klart, hvem der er prøvet'. |
| 26 Sed quid hic dicet, domine Sanctissime, Sanctitas vestra? Luce ix. ubi discipuli volebant ignem de celo deducere et civitatem perdere, compescuit eos Christus, dicens 'Nescitis, cuius spiritus filii sitis? non venit filius hominis animas perdere sed salvare'. Hoc est, quod et ego dixi et dico Christo magistro, eos, qui igne persequuntur homines, non esse boni spiritus filios. Cuius tunc? mali spiritus, qui erat homicida ab initio. | Men, højhellige herre, hvad vil Deres hellighed sige her? Luk 9,54, hvor disciplene ønsker, at ild fra himlen skal fare ned og ødelægge byen, sætter Kristus dem irette og siger: 'I véd ikke, at hvis ånds børn I er? Menneskesønnen er ikke kommet for at øde liv, men for at frelse liv'. Det er, hvad jeg også jeg har sagt og siger med Kristus som læremester, at de, som forfølger mennesker med ild, ikke er den gode ånds børn. Hvis børn er de da? Den onde ånds, som var en manddræber fra begyndelsen. |
| 27 Christus non voluit vi et igne cogere homines ad fidem. Dedit ob id gladium spiritus, ut in hoc pugnarent, qui sui spiritus filii sunt. At gladium (W140) spiritus, quod est verbum dei, Dominus Papa cum suis Papastris subter scamnun inter blattas et tineas posuerunt, et rursum facti sunt robusti venatores et Nimroddi in terra, qui denuo in deo Chaldeorum, qui Ur seu ignis fuit, omnia quae volunt faciunt, nequid Babylon novissima discrepet a Babylone prisca: illa exussit patres Christi, ista exurit filios Christi, et utriusque idem deus Ur semper urit et saevit. | Kristus ville ikke, at mennesker skulle tvinges til troen med magt og ild. Af den grund gav ham åndens sværd, for at de, som er hans ånds børn, kan kæmpe med det. Men åndens sværd, som er Guds ord, har den Herre paven og hans papister anbragt nedenunder bænken blandt kryb og møl, og de er igen blevet stærke jægere og Nimrod'er på jorden, de gør igen alt, hvad de vil, i kaldæernes Guds navn, han, som hed Ur eller ild, at ikke det nye Babylon skal adskille sig fra det gamle: de opbrændte Kristi fædre, disse opbrænder Kristi sønner, men det er i begge tilfælde den samme gud, Ur, der brænder og raser. |
| 28 Sed ipsi quoque in suis sacerrimis Canonibus prohibent Clericis arma, et clericum foro saeculari traditum volunt per Ecclesiam efficacibus precibus redimi a morte. Verum his verbis ludunt in mortibus innocentum. Nam interim Papa, Clericorum princeps, cum omnibus regibus cruentissime belligeratur, immo quae strages non illius imperio fiunt? | Men også de selv i deres højhellige kanonner forbyder klerikerne at bære våben, og de ønsker, at det skal være klerikernes opgave overfor de sækulære gennem kirken med stærke bønner at befri fra døden. Men med disse ord narrer de uskyldige ind i dødsfare. For samtidig fører paven, klerikernes overhoved sammen med alle konger krig på det grusomste, ja, hvilket nederlag lider de ikke ved hans herredømme? |
| 29 Quando non invocat brachium saeculare et morte utraque terret mundum? Et tamen interim clericus ipse primus non fert arma? tum efficaciter orat pro occidendis, dum instat, ne mors eorum differatur, ut in omni orbis angulo exquisitissime perquirantur? O Satan, o Satan, O Satan, ve tibi cum Papa et Papistis tuis, qui tam impudenter in rebus tam seriis Ecclesiae luditis et animas cum corporibus occiditis. | Hvornår påkalder de ikke den verdslige arm og skræmmer verden med døden? Og dog bærer samtidig denne øverste kleriker ikke våben? Er det virkelig sådan, at han beder stærkt for dem, der skal dræbes, når han beder indtrængende om, at deres død ikke skal opsættes, så at de eftersøges i enhver krog af verden på det omhyggeligste? O Satan, o Satan, o Satan, ve dig sammen med paven og dine papister, du som så frækt i så alvorlige sager narrer kirken og dræbe sjæle sammen med legemer. |
| 30 TRICESIMVS QVARTVS.
Praeliari adversus Turcas est repugnare deo visitanti iniquitates nostras per illos. (exurge#50; assty05#) |
Den fire og tredivte artikel.
At føre krig mod tyrkerne er at kæmpe mod Gud, som hjemsøger vore overtrædelser gennem dem. |
| 31 Et hunc probo duplici experientia infelicitatis nostrae. Prior est, quod hactenus nihil habuimus prosperum adversus Turcam, et vires eius atque imperium nostris bellis aucta sunt in immensum. Ubi si deus non esset contra nos et Turcam non haberet pro virga iniquitatis nostrae, longe aliter sors cecidisset: adhuc tamen obstinata caecitate opera dei non agnoscimus. | Også denne artikel beviser jeg på en dobbelt måde ud fra vore ulykkelige erfaringer. For det første derved, at vi indtil nu ikke har haft fremgang mod tyrken, og hans styrke og hans herredømme er ved vore krige øget umådeligt. Hvorimod, hvis Gud ikike havde været imod os og ikke havde haft tyrken som et ris mod vore overtrædelser, ville loddet være faldet helt anderledes ud: Dog indtil nu har vi i stædig blindhed ikke erkendt Guds gerninger. |
| 32 Praeter haec, non dedit nobis deus hactenus nisi votum et iactantiam belli in Turcas suscipiendi. Toties conventum est, toties consulatum, toties propositum, et palpavimus vota nostra, imperante dei, irrita fieri, donec Turcis in fabulam venerimus, dicentibus, Nos Bullis et literis veniarum bellare. | Udover det, har Gud indtil nu ikke givet os andet end løfter og praleri om krig som vi ville tage på os imod tyrken. Så ofte har man samlet sammen, så ofte har man lagt råd op, så ofte har man sat sig det for, og vi har kærtegnet vore løfter, som under Guds herredømme skal blive urokkelige, indtil vi hos tyrkerne var blevet en fabel; de sagde, at vi førte krig med buller og afladsbreve. |
| 33 Altera vero infelicitas maioris dedecoris et ignominiae, quod tot iam annis passi sumus nos deglubi per impostores et legatos Romanos, toties ad Bellum Turchicum indulgentiis ac facultatibus impudentissime venditis pecuniam et substantiam nostram devorantes, quam vidimus non solum non venisse, quo mendaces illi et fallaces homines venturam promiserunt, sed etiam in turpissimas eorum libidines et pompas profusam. | En anden ulykke af større skam og vanære er, at vi i så mange år har lidt under, at vi er blevet flået af de romerske udsendinge og legater, som hele tiden ved at sælge aflad til tyrkerkrigen og med andre upassende midler har opslugt vore penge og ejendele, som vi har set ikke blot ikke er kommet derhen, hvor disse løgnere og bedrageriske mennesker havde lovet det, men også er blevet udøst til deres dummeste lyster og pomp. |
| 34 Verum haec minor querela. Hoc demum omnium atrocissimum et intolerabile, quod nos indulgentiarum negotio fallacissimo Primum in anima ceu bruta pecora falsis persuasionibus occupaverunt et seduxerunt ad universam nostram substantiam (W141) compilandam, donec eo ventum sit, ut ne altare quidem sit reliquum, quod non serviat Romanae Avaritiae semper novis excogitatis imponendi artibus. | Men det er nu en mindre fejl. Nej, det er det forfærdeligste og mest utålelige af det hele, at vi er blevet bedraget ved afladshandelen, først og fremmest på sjælen, sådan som de, hvad de simple penge angår, har fyldt os med falske overbevisninger og forført os, så de har udplyndret os for hele vor ejendom, indtil det er kommet dertil, at der slet ikke er noget alter tilbage, som ikke tjener den romerske gerrighed, og de udtænker stadig nye kunster at pålægge os. |
| 35 Sic in vindictam iniquitatis nostrae dedit nobis deus e Roma truculentiores, cruentiores, insaturabiliores Turcas, quam illi unquam fieri possunt, adhuc peiores hi Turci nos insensatos praestigiis suis incitant adversus meliores Turcas, tantum ut interim omnia nostra confiscentur sub titulo belli Turchici. | Sådan giver Gud, for at straffe vore overtrædelser, os fra Rom nogle barskere, grusommere og mere umættelige tyrkere, end de nogensinde kunne blive, indtil disse værre tyrkere påfører os ufølsomme deres krige mod de bedre tyrkere, så meget, at de i mellemtiden beslaglægger alle vore ejendele under dække af den tyrkiske krig. |
| 36 Et in iis omnibus non est aversus furor domini, nec dum intelligimus manum dei, percutientis nos in corpore et anima per hos Romanos Turcissimos Turcas. Quid ergo dicam ego, quando hic video plus quam quadringentos prophetas Baal suum Achab circumstare et, ut ascendat in Ramoth Galaad, suis prophetiis animare et omnia prospera ei nunciare? (2 Kong 22). Forte sicut Michaeas, qui et ipse odiosus erat, quia non prophetabat nisi malum, dicam et ipse meo Achab 'Ite, praeliamini contra Turcas, ut resistatis virgae dei et cadatis', sicut et ille cecidit. | Og i alle disse ting er det ikke imod Herrens vrede, endnu forstår vi ikke Guds hånd, der skærer os i stykker til legeme og sjæl gennem disse romerske alltertyrkiske tyrkere. Hvad skal da jeg sige, når jeg her ser mere end fyrre profeter stå rundt omkring deres Akab og opmuntre ham til at drage imod Ramot i Gilead og forudsige ham al mulig lykke? Måske skulle jeg sige som Mika, som han jo også selv hadede, fordi han kun profeterede ondt, så jeg sagde til min Akab: 'Gå, før krig mod tyrkerne, så I kan modstå Guds ris og falde', sådan som også han faldt. |
| 37 Quanto rectius faceremus, si primum orationibus, immo totius vitae mutata ratione deum propitium faceremus! Tum idolo illi Romano Caesar et Principes modum ponerent tyrannidis, illusionis, perditionis animarum. Nam ut et ego prophetem semel, licet non audiar, quod scio, Nisi Romanus pontifex redigatur in ordinem, actum est de omni re Christiana: fugiat, sicut Christus docuit, in montes qui poterit, (Mark 13,14) aut vitam homicidis Romanis cum fiducia offerat in mortem. | Hvor meget mere rigtigt ville vi ikke handle, hvis vi gennem først bøn, ja gennem en forandring af hele vort liv gav Gud begrundelse for at vise os nåde! (?) Da ville kejser og fyrster overfor denne romerske afgud have fastsat begrænsning for tyranniet, bedraget, sjælefortabelsen. For at også jeg skal profetere for en gangs skyld, selv om jeg nok ikke bliver hørt, så véd jeg, at hvis ikke den romerske pave bliver kaldt til orden, hvordan der bliver handlet med alle kristne sager: så lad den, der kan, som Kristus lærer, flygte ud i bjergene, eller lad ham tillidsfuldt ofre den romerske morders liv til døden. |
| 38 Nihil nisi peccatum et perditionem Papatus operari potest. Quid vis amplius? At quis rediget eum in ordinem? Christus illustratione adventus sui et non alius. Domine, quis credit auditui nostro? (Es 53,1) Qui habet aures audienti, audiat et a Bello Turchico abstineat, donec Papae nomen sub caelo valet. Dixi. | Paven kan intet udvirker andet end synd og fortabelse. Hvad vil du mere? Men hvem skal kalde ham til orden? Det skal Kristus ved sit kommes skin og ingen anden. Herre, hvem tror på det, vi hørte? Den, der har ører at høre med, han skal høre og afholde sig fra tyrkerkrig, sålænge pavens navn har noget at betyde under himlen. Jeg har talt. |
| 39 TRICESIMVS QVINTVS.
Nemo est certus, se non semper peccare mortaliter, propter occultissimum superbiae vitium. (exurge#51; assty05#75) |
Den fem og tredivte artikel.
Ingen kan være sikker på, at han ikke altid begår dødssynd på grund af hovmodets skjulte last. |
| 40 Si ea, quae dicta sunt in tricesimo primo et secundo, intelligimus vera esse, et hic articulus verus est. Si enim opus bonum iusti peccatum mortale est, si ad iuditium dei referatur, quanto magis tota vita mortalis est, si misericordia non succurrerit! Breviter, hic articulus non est meus, sed Iob. ix. 'Etiam si simplex fuero, hoc ipsum ignorabit anima mea'. (Job 9,21). Et Gregorius ibidem super illo 'Verebar omnia opera mea, sciens, quoniam non parcis delinquenti' (Job 9,28) dicit: Quia quae aperte egerim, video, sed quid intus latenter pertulerim, ignoro. (releip04#54) | Hvis vi forstår, at det, der er sagt i artiklerne én og tredive og to og tredive, er korrekt, så er også denne artikel sand. For hvis den retfærdiges gode gerning er en dødssynd, hvis den henføres for Guds domstol, hvor meget mere er da ikke hele livet en dødssynd, hvis barmhjertigheden ikke træder hjælpende til! Kort sagt, denne artikel er ikke min, men Jobs i Job 9,21: 'Også hvis jeg havde været uskyldig, ville min sjæl være uvidende om dette'. Og Gregor siger sammesteds over ordet fra Job 9,28: 'Jeg skammer mig over alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner overtræderen': For hvad jeg udøver åbent, det ser jeg, men hvad har bedriver i mit indre, er jeg uvidende om'. |
| 41 Idem Gregorius apertissime in fine moralium: Quis inter ista remanet salutis locus, quando et mala nostra pura mala sunt (W142) et bona nostra, quae nos habere credimus, pura bona esse nequaquam possunt? (releip04#56) Quid dicis, Gregori! pura bona non solum non sunt, sed nec esse possunt? Damna, mi Papa, damna hos sanctos viros, Iob et Gregorium, adde his ea, quae dicta sunt, David 'Non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens', (Sl 143,2) ut et te damnet dominus Iesus prope diem. | Det samme siger Gregor soleklart i slutningen af sine moralier: 'Hvilket frelsens sted forbliver blandt disse, når det både er sådan, at vore onde gerninger er helt onde, og sådan, at vore gode gerninger, som vi mener, vi har, aldrig kan blive helt rene?' Hvad er det, du siger, Gregor? Ikke blot er de ikke helt rene, de kan heller ikke blive det. Fordøm, kære pave, fordøm disse hellige mænd, Job og Gregor. Og føj hertil det, som David som ovenfor sagt siger: 'Overfor dig er der ingen levende, der retfærdiggøres', så at vor Herre Jesus også snart fordømmer dig. |
| 42 Tu doces introire in conspectum dei superbos et qui sese damnatione dignos non esse iactitant coram eo, quem columnae caeli tremunt, (Job 26,11) et sub quo curvantur, qui portant orbem, (Job 9,13) cum David non sustineat iuditium eius, Et Augustinus Vae omnium hominum vitae laudabilissimae denunciet, hoc est, optimam vitam damnatione dignam faciat coram deo? Si enim digna non est alicuius vita tali damnatione, poterit sese coram deo sistere et gloriari in vitae suae dignitate. Sed vae abominationi isti abominatissimae, quanto impetu nos rapit in peccatum et perditionem! | Du lærer, at de hovmodige kan træde frem for Guds åsyn, og at de, der roser sig overfor ham, ikke er værdige til fordømmelse, skønt de gør det overfor ham, for hvem himlens søjler ryster, og under hvem den, der bærer verden, bøjes, eftersom David ikke kan udholde hans dom. Og når Augustin siger: Ve, så forkynder han det over alle menneskers mest rosværdige liv, det vil sige, selv det bedste liv gør sig værdig til fordømmelse i Guds øjne. Hvis nemlig nogens liv ikke er værdig til en sådan fordømmelse, så vil han kunne bestå overfor Gud og rose sig af sit livs værdighed. Men vé en sådan afskyelighedernes afskyelighed, der med så stor kraft kaster os i synd og fordærvelse! |
| 43 Revoco ergo hunc articulum et modero in hunc modum: Nemo non certissimus esse debet, se semper mortaliter peccare, si sua vita ad iudicium dei iustissimum comparetur: tam iniusta enim eius vita necessario est quam iustum est iudicium dei, coram quo stare ipsa non potest. at ipsum est iustissimum, quare vita eius est iniustissima soliusque misericordiae velamento servanda, Ut stet Paulus Ro. iii. 'Ut obstruatur omne os et obnoxius fiat mundus deo', (Rom 3,19) et xi. 'conclusit omnia sub incredulitate, ut omnium misereatur'. (Rom 11,32). | Jeg tilbagekalder altså denne artikel og modererer den på følgende måde: Ingen bør være helt sikker på, at han ikke altid synder til døden, hvis hans liv sammenholdes med Guds højretfærdige dom: i samme grad nemlig som hans liv er uretfærdigt, er Guds dom retfærdig, og overfor den kan han ikke bestå. Men selv er han retfærdig, for hans liv er uretfærdigt og kan alene frelses, når det dækkes af barmhjertigheden. Så at Paulus' ord står fast: 'Så at enhver mund skal tillukkes og verden stå strafskyldig overfor Gud', og 'Han har indesluttet alt under vantro, for at han kan formarbe sig over alle'. |
| 44 TRICESIMVS SEXTVS.
Liberum arbitrium post peccatum res est de solo titulo, et dum facit, quod in se est, peccat mortaliter. (exurge#36; assty05#80) |
Den seks og tredivte artikel.
Den frie vilje er efter synden et slet og ret navn, og når den gør, hvad den kan, synder den til døden. |
| 45 Infelix liberum arbitrium! iustus in bono opere peccat mortaliter, ut vidimus, et ipsum iactatur ante iustitiam aliquid esse et posse. O damnatores miseri! Est autem articulus nixus primo in verbo Augustini de Spiritu et litera c. iiii. 'Liberum arbitrium sine gratia non valet nisi ad peccandum'. | Ulykkelige frie vilje! Skønt den er retfærdig, synder den til døden i sin gode gerning, som vi vil få at se, og den roser sig af, at den før retfærdigheden er noget og kan noget. O elendige fordømmere! Men denne artikel støtter sig i første række på Augustin, som i kap 4 af 'de spiritu et litera' siger: 'Den frie vilje uden nåden duer ikke til andet end at synde'. |
| 46 Rogo, quae est ista libertas, quae non nisi in alteram partem potest eamque peiorem? Est hoc esse liberum, non posse nisi peccare? Sed Augustino non credam. Scripturas audiamus. Christus dicit Ioan. xv. 'Sine me nihil potestis facere'. (Joh 15,5) Quid est hoc 'nihil', quod sine Christo facit liberum arbitrium? Praeparat se, inquiunt, ad gratiam per opera moraliter bona. Sed ea Christus hic facit nihil, ergo per nihil se preparat. Mira praeparatio, quae per nihil fit. | Jeg spørger: Hvad er det for en frihed, der kun kan udrette noget til den ene side, og det endda til den dårlige side? Er det kun at kunne synde at være fri? Men jeg bør ikke stole på Augustin. Lad os høre skriften. Kristus siger Joh 15,5: 'Uden mig kan I slet intet gøre'. Hvad er det for et 'slet intet', som den frie vilje kan gøre uden Kristus? Den kan forberede sig, siger de, til nåden gennem moralsk set gode gerninger. Men disse gerninger gør Kristus her til intet, altså kan den forberede sig til intet. En besynderlig forberedelse, som bliver til intet. |
| 47 Verum quid illud 'nihil' sit, ipse sequenter exponit dicens: 'Si quis in me non manserit, mittetur foras sicut sicut palmes et arescit et colligunt eum et in ignem mittunt et ardet'. (Joh 15,6). Obsecro, quae est tua frons meretricia, (W143) Sanctissime Vicarie Christi, qua sic audeas domino tuo contradicere? Tu dicis, quod liberum arbitrium possit se parare, ut intret ad gratiam, Contra Christus dicit, quod mittatur foras, ut longior fiat a gratia. Quam pulchre concordat tua Bulla cum Euangelio! | Men hvad dette 'intet' vil sige, forklarer han selv senere, idet han siger: 'Hvis nogen ikke forbliver i mig, kastes han udenfor som en gren og visner, og de samler den op og kaster den i ilden og den brænder'. Jamen, jeg spørger, hvad er det for en skøgefrækhed, du højhellige Kristi vikar, når du sådan vover at modsige din herre? Du siger, at den frie vilje kan forberede sig til at indtræde i nåden, Kristus siger stik modsat, at den kastes udenfor, så den er længere borte fra nåden. Hvor smukt stemmer ikke din bulle overens med evangeliet! |
| 48 Christum ergo audiamus, qui palmitis excisi ponit quinque perditionis gradus, quibus ostendit eum se non modo non posse ad bonum parare, sed necessario peiorem fieri. Primus est, quod foras mittitur, ergo non intromittitur, datur in potestatem Sathanae, qui non permittit eum conari ad bonum: quid enim aliud foras mittere potest significare? Secundo arescit, hoc est, quottidie peior fit, sibi relictus, atque haec sunt opera duo liberi arbitrii, scilicet peccare et perseverare augescereque in peccatis, foras mitti et arescere. Si enim aliud potest liberum arbitrium, Christus certe mentitur. | Lad os da adlyde Kristus, som for den afhuggede gren giver fem grader af fortabelse, hvorved han viser, at den frie vilje ikke blot ikke kan forberede sig til det gode, men nødvendigvis bliver værre. Den første grad er, at den kastes udenfor, altså sendes den ikke indenfor, men gives i Satans vold, som ikke tillader den at stræbe efter det gode. Hvad kan det at blive kastet udenfor ellers betyde? Den anden grad er, at den udtørres, det vil sige, den bliver hver dag værre, når den er overladt til sig selv, og det er to gerninger af den frie vilje, nemlig at synde og at fremture og vokse i synderne, at kastes udenfor og udtørre. For hvis den frie vilje kan gøre noget andet, lyver Kristus helt sikkert. |
| 49 Tres sequentes paenae sunt: colligunt, scilicet ad iudicium, ut convincatur cum aliis, Deinde, data sententia, in ignem mittunt aeternum, ubi tandem non nisi ardet, id est, paenam luet aeternam. Nihil ergo posse liberum arbitrium non est, ut illi fingunt, non meritorium operari, sed est foras mitti et arescere. Palmes excisus non sese parat ad vitem, neque enim potest, sed longius fit a vite et magis ac magis perit: ita et liberum arbitrium seu impius homo. | De tre følgende straffe er: De samler dem sammen, nemlig til dom, at den kan dømmes sammen med de andre. Dernæst, når der er afsagt dom, kaster de den i den evige ild, hvor det hele tiden kun brænder, det vil sige, den frie vilje lider den evige straf. Altså: At den frie vilje intet kan, betyder ikke, som disse forestiller sig, at den ikke kan udvirke fortjenstfulde gerninger, men at den kastes udenfor og udtørres. Den afhuggede gren kan ikke forberede sig til vinstokken, og ikke engang kan den ikke det, men den kommer længere bort fra vinstokken og går mere og mere til grunde. Således også med den frie vilje eller det gudløse menneske. |
| 50 Gen. vi. et viii. 'Sensus et cuncta cogitatio cordis humani ad malum prona sunt omni tempore': obsecro, qui cunctam cogitationem cordis malum facit, idque omni tempore, quam relinquit bonam, quae praeparet ad gratiam? An malum disponit ad bonum? Nec est quod hanc autoritatem eludat quisquam, quasi cogitationem suam malam possit homo cohibere aliquando. Quae enim cogitatio hoc facit aut patitur, utraque bona est, sed inter eas, quae cunctae dicuntur, non numerabitur. Si una bona in eo esse potest, mentitur Moses, qui cunctas malas esse affirmat. | 1 Mos 6,15 og 8,21 siger: 'Menneskehjertets følelse og samtlige overvejelser er hele tiden tilbøjelige til det onde'. Jamen, jeg be'r, når én gør samtlige hjertets overvejelser, så de er onde, og det hele tiden, hvilket gode bliver der så tilbage, der kan forberede til nåden? Mon det onde kan disponere for det gode? Og det går heller ikke an, at man broderer over på dette skriftsted, som om mennesket i nogen grad kunne hemme sin onde overvejelse. For den overvejelse, han gør eller er genstand for, kan være god nok, men den vil ikke blive regnet blandet dem, som kaldes samtlige. Hvis der kan være én god gerning i ham, så lyver Moses, som forsikrer, at samtlige overvejelser er onde. |
| 51 Insuper textum haebreum sic referre licet: 'Quoniam quicquid cupit et cogitat cor hominis, solummodo malum est omni die': additur enim particula exclusiva ad 'malum', quam nostra translatio non reddidit. Nec verbum 'cupit' reddidit, nec plene verbum 'cogitat' seu 'cogitationem' vertit. Vult enim Moses non modo ociosas et spontaneas, sed etiam ingeniosas et eas, quibus homo de industria cogitat aliquid facere, atque has etiam non nisi malas dicit, ut nihil faciant Pelagiani isti, qui libero arbitrio tribuunt, si studiose laboret, ad bonum aliquid valere. | Desforuden lader den hebraiske tekst sig gengive på følgende måde: 'Når menneskets hjertet stræber efter eller overvejer noget, er det kun ondt hele dagen'. Der tilføjes nemlig en eksklusiv partikel til 'ondt', som vores oversættelse ikke gengiver. Den gengiver heller ikke ordet 'stræber efter', det oversættes ikke fuldt ud ved 'at tænke' eller 'overvejelse'. For Moses vil ikke blot tale om de tomme og spontane overvejelser, men også om de skarpsindige og om dem, hvormed mennesket i sin flid tænker på at gøre noget, og også om dem siger han, at de kun er onde, så at der intet udvirkes af de pelagianere, som tillægger den frie vilje, at den, hvis den arbejder hårdt, kan have nogen værdi til det gode. |
| 52 Iterum Gen. vi. 'Non permanebit spiritus meus in homine, quia caro est'. (1 Mos 6,3) Si homo caro est, quid potest in bonum? An ignoramus opera carnis propria Gal. v. quae sunt fornicatio, immunditia, lascivia, irae, invidiae, homicidiae etc. (Gal 5,19ff) Haec ergo sunt, quae liberum arbitrium facit, dum facit, quod in se est: haec autem omnia sunt mortalia. Nam Ro. viii. dicit: 'Prudentia carnis mors est et inimica deo'. | Videre står der i 1 Mos 6,3: 'Min ånd skal ikke forblive i mennesket, eftersom det er kød'. Hvis mennesket er kød, hvad kan det da gøre henimod det gode? Mon vi er uvidende om kødets særlige gerninger, som ifølge Gal 5,19ff er: utugt, urenhed, udsvævelse, vrede, misundelse, manddrab osv. Men dette er, hvad den frie vilje gør, når den gør, hvad den kan. Og alt dette fører til død. For Rom 8,7 siger: 'Kødets visdom er død og fjendskab mod Gud'. |
| 53 Quomodo mors ad vitam? Quomodo (W144) inimicitia ad gratiam se disponet? Si enim spiritus in hominibus non manet, mortui sunt coram deo. Mortuus autem non vitae sed mortis opera necessario faciet, opus autem mortis ad vitam non disponit. Figmenta ergo sunt omnia, quae de preparatione liberi arbitrii ad gratiam tot libris tractata sunt. | Hvordan kan død føre til liv? Hvordan kan fjendskab disponere til nåde? For hvis ånden ikke forbliver i menneskene, er de døde overfor Gud. Men én, der er død, udøver med nødvendighed ikke livets, men dødens gerninger, men dødens gerning disponerer ikke til liv. Altså er alt det, de behandler i alle deres bøger om den frie viljes forberedelse til nåden, drømmespind. |
| 54 Esaias etiam dicit xl. 'Suscepit de manu domini duplicia pro omnibus peccatis suis'. (Es 40,2) Quid hic dicent? gratiam dicit a domino non dari nisi pro peccatis, scilicet pro malis, atque id quod dicit 'omnibus', id significat, quod nihil nisi peccata fecerit ante gratiam seu omnia opera eius peccata fuerint. Si autem de manu domini contingit suscipere gratiam pro operibus congruis, quae peccata non sint, falsum hic Esaias dixit et gratia dei vilescit, ut quam non penitus indignis dedit, sicut Pelagiani docuerunt, a quorum sensu nihil nisi solis verbis distamus, Siquidem et nos mereri gratiam, licet non de condigno, praedicamus, quod et ipsi concessissent: neque enim gratiam dei tam vilem habuissent, ut eam digno merito donari dicerent. | Esajas siger også i 40,2: 'Det har fået dobbelt af Herrens hånd for sine synder'. Hvad vil de sige hertil? Han siger, at nåden kun gives af Herren for synder, det vil sige, for onde gerninger, og det 'alle', han siger, betegner, at han før nåden ikke gjorde andet end synd, eller at alle hans gerninger var synder. Men hvis han mener, det har fået nåde af Herrens hånd til gengæld for passende gerninger, som ikke er synd, så taler Esajas her falsk og gør Guds nåde billig, som noget, der gives til den, der ikke er helt uværdig, sådan som Pelagianerne lærte, og så vil vi kun tage afstand fra deres mening med tomme ord. For hvis vi prædiker, at også vi fortjener nåden, selv om det ikke er den velfortjente, så er det kun, hvad også de indrømmede. For de regnede heller ikke Guds nåde for at være så billig, at de sagde, at den blev givet efter værdig fortjeneste. |
| 55 Idem Esaias ibidem 'Omnis caro fenum et omnis gloria eius sicut flos feni. Exiccatum est fenum et flos cecidit. Quia spiritus domini sufflavit in illud. Verbum autem domini manet inaeternum'. (Es 40,6ff) Da fenum et florem eius. Nonne caro, homo seu liberum arbitrium et quicquid est hominis? flos eius et gloria, nonne est virtus, sapientia, iustitia liberi arbitrii, unde possit gloriari aliquid esse et posse? | Ligeledes siger Esajas det samme sted: 'Alt kød er hø, alt dets herlighed er som græssets blomster. Græsset tørrer ind og blomsterne visner, når Herrens ånd blæser over det. Men Herrens ord forbliver i evighed'. Givet høet og blomsterne. Mon ikke det er kødet, mennesket eller den frie vilje og hvad der hører mennesket til? Dets blomster og herlighed, mon ikke det er den frie viljes kraft, visdom og retfærdighed, hvorfra den kan rose sig af at være noget eller kunne noget? |
| 56 Qua ergo ratione fit, ut flante spiritu exiccetur et cadat et manente verbo pereat? Nonne spiritus est gratia, qua tu dixisti liberum arbitrium iuvari et eius praeparationem consummari? Cur ergo hic exiccatum et cecidisse dicit, quicquid est etiam optimum carnis? Nondum vides, spiritum et liberum arbitrium esse contraria? Siquidem illo flante hoc cadit et non manet cum verbo. Non autem caderet et periret, si ad flatum spiritus et verbi aptum et praeparatum esset. | Altså, af hvad grund sker der det, at når ånden blæser, så udtørres og falder det og forgår, mens ordet består? Mon ikke ånden er nåden, hvorfra du siger, at den frie vilje får hjælp og fuldender sin forberedelse? Altså, hvorfor siger han her, at det udtørres og falder, som endda er det bedste ved kødet? Kan du endnu ikke forstå, at ånden og den frie vilje er hinandens modsætninger, eftersom jo når ånden blæser, så falder viljen, den forbliver ikke sammen med ordet. Men den ville ikke falde og gå til grunde, hvis den passede til og var forberedt på åndens og ordets blæsen. |
| 57 Hieremias quoque x. c. sic dicit 'Scio, domine, quoniam non est hominis via eius, nec viri est, ut dirigat gressus suos'. (Jer 10,23). Quid potuit apertius dici? Si via sua et gressus sui non sunt in potestate hominis, quo modo via dei et gressus dei erunt in potestate eius? Via enim hominis est ea, quam ipsi vocant naturalem virtutem faciendi, quod est in se. Ecce haec non est in arbitrio hominis seu liberi arbitrii: quod ergo liberum arbitrium est nisi res de solo titulo? | Også Jeremias taler således i kap 10,23: 'Jeg véd, Herre, at mennesket ikke er herre over sin vej, det står ikke til manden, at styre sine skridt'. Hvad kan siges mere klart? Hvis menneskets vej og skridt ikke står i dets magt, hvordan skulle da Guds vej og Guds skridt stå i hans magt? For menneskets vej er det, som de kalder den naturlige evne til at udføre, hvad man kan. Og se, dette står ikke til menneskets forgodtbefindende eller i den frie viljes magt. Hvad er da den frie vilje andet end en tom betegnelse? |
| 58 Quomodo potest sese ad bonum praeparare, cum nec in potestate sit suas vias malas facere? Nam et mala opera in impiis deus operatur, Ut Prover. xvi. dicit 'Omnia propter semetipsum operatus est dominus, etiam impium ad diem malum', (Ordspr 16,4) Et Ro. i. 'Tradidit illos deus in (W145) reprobum sensum, ut faciant quae non conveniunt', (Rom 1,28) Et ix. 'Quem vult indurat, cuius vult miseretur'. (Rom 9,18) Sicut et Exo. ix. de Pharaone dicit 'in hoc ipsum excitavi te, ut ostendam virtutem meam in te'. (2 Mos 9,16) ideo enim est terribilis deus in iudiciis et operibus suis. | Hvordan kan nogen forberede sig til det gode, når hans onde veje ikke står i hans magt? For Gud virker også de onde gerninger i de gudløse, sådan som Ordsprogenes bog siger det: 'Herren virker alt for sin egen skyld, også den gudløse til hans onde dag'. Og i Rom 1,28 hedder det: 'Gud prisgav dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke passede sig'. Og Rom 9,28: 'Han forhærder, hvem han vil, og forbarmer sig over, hvem han vil'. Ligeledes siger han også i 2 Mos 9,16 om Farao: 'Netop derfor har jeg opvakt dig, at jeg kan vise min magt i dig'. På den måde er Gud nemlig forfærdelig i sine domme og gerninger. |
| 59 Sic rursus Prover. xvi. 'Hominis est praeparare cor, domini autem est gubernare linguam'. (Ordsp 16,1) Hoc est, homo multa solet proponere, cum tamen adeo non sint in manu eius opera eius, ut nec verba in hoc ipsum habeat in potestate sua, coactus mirabili dei providentia et loqui et facere aliter quam cogitavit, sicut in Balaam monstratum est, Numeri xxiiii., (4 Mos 24) Et Psal. cxxxviii. 'Non est sermo in lingua mea', (Sl 139,4) Et clarius infra Prover. xvi. 'Cor hominis cogitat viam suam et dominus dirigit gressus suos'.(Ordsp 16,9) Ecce non, sicut homo cogitat, via eius procedit, sed sicut dominus ordinat: ideo et xxi. dicit: 'Sicut divisiones aquarum, ita cor regis in manu domini, quocunque voluerit, inclinabit illud'. (Ordsp 21,1) Ubi ergo est liberum arbitrium? figmentum est penitus. | Således skrives der i Ordsp 16,1: 'Det er menneskets opgave at forberede hjertet, men det er Herrens opgave at styre tungen'. Det vil sige: Mennesket plejer at sætte sig mange ting for, og dog ligger hans gerninger i den grad ikke i hans hånd, at heller ikke ordet hen imod gerninger har han i sin magt, idet han bliver tvunget af den forunderlige Guds forudseenhed til både at tale og handle anderledes, end han havde tænkt sig, sådan som det er påvist for Bileam i 4 Mos 24. Og Sl 139,4 siger: 'Ordet er ikke til på min tunge'. Og tydeligere siges det i Ordsp 16,9: 'Menneskets hjerte udtænker hans vej, men Herren styrer hans skridt'. Se, menneskets vej skrider ikke sådan frem, som mennesket tænker sig, men som Herren forordner. Derfor siger han også Ordsp 21,1: 'Som væld af vand, sådan er kongens hjerte i Herrens hånd, hvorsomhelst han vil have det, tilskynder han det'. Hvad bliver der altså af den frie vilje? Den er helt og holdent et drømmesyn. |
| 60 Atque si scriptura non doceret haec, abunde ex omnibus historiis hanc veritatem disceremus, et unusquisque ex vita sua propria. Quis enim est, qui omnia quae voluit effecit? immo quis id, quod cogitavit facere, non saepius alia statim cogitatione mutavit, nesciens quomodo mutarit? Quis audet negare, se etiam in malis operibus saepius coactum aliud facere quam cogitavit? An non putas huius Bullae autores in eo fuisse totis et summis liberi arbitrii viribus, ut pro se contra Lutherum loquerentur? Et ecce, quam non fuerit in eorum arbitrio haec cogitatio et operatio! omnia enim contra se in caput suum operati sunt, ut nunquam legerim, qui se fedius abominabiliusque dedecoraverint et in omnem turpitudinem errorum, haeresum, maliciarum apertissime tradiderint excaecati et ignorantes: adeo non est homo in manu sua, etiam mala operans et cogitans. Et vere Paulus Ephe. i. dixit: 'Deus operatur omnia in omnibus'. (Ef 1,11; 1 Kor 12,6) | Og selv om skriften ikke lærte dette, så lærer vi dog denne sandhed i al overflod ud fra alle mulige historier, og enhver lærer det ud fra sit eget liv. Hvem er der nemlig, som gennemfører alt, hvad han vil? ja, hvem gennemfører det, som han havde tænkt sig at gøre? Ændrer han ikke meget ofte straks på sin tankegang, uden at han véd, hvordan han ændrer den? Hvem vover at nægte, at han også i sine onde gerninger ofte tvinges til at handle anderledes, end han havde tænkt sig? Mon ikke du mener, at denne bulles forfattere i det stykke helt og holdent har været i deres frie viljes vold, at de ville tale til fordel for sig selv og imod Luther? Men se så, hvordan denne hensigt og denne handling ikke stod hen til deres forgodtbefindende! Alt har de nemlig udvirket i deres hoved, så det virker imod dem selv, så at jeg aldrig har læst nogen, som har vanæret sig selv mere skrækkeligt og afskyeligt og blindt og uvidende åbenlyst har prisgivet sig til alle vildfarelsers, kætteriers og ondskabsfuldheders dumhed. Paulus taler sandt, når han i Ef 1,11 (1 Kor 12,6) siger, at Gud virker alt i alle. |
| 61 Periit itaque hic etiam generalis illa influentia, qua garriunt, esse in potestate nostra naturales operationes operari: secus rem habere monstrat experientia omnium. Et vide nos insensatos, ipsam radicem operum, nempe vitam ipsam, quae caput est omnium operum, scimus omnes nullo momento esse in manu nostro, et audemus dicere, aliquam cogitationem esse in manu nostra? | Læg derfor her til side denne almindelige opfattelse, hvorved de våser om, at det ligger i vor magt at gøre naturlige gerninger. At sagen forholder sig anderledes, viser alles erfaring. Og se til os uforstående, selve roden til gerningerne, nemlig livet selv, som er ophavsmand til alle gerninger, ja om det véd vi alle, at det i intet øjeblik er i vor hånd, og dog vover vi at sige, at nogle overvejelser ligger i vor hånd? |
| 62 Quid absurdius dici potest? Qui ergo vitam nostram in manu sua retinuit, motus nostros et opera in manu nostra posuit? Absit. Unde non est dubium, Satana magistro in Ecclesiam venisse hoc nomen 'liberum arbitrium' ad seducendos homines a via dei in vias suas proprias. Fratres Ioseph omnino cogitaverunt eum occidere, et ecce ipsa haec cogitatio adeo (W146) non erat in eorum arbitrio, ut etiam in contrarium mox omnia cogitarent, sicut dixit 'Vos cogitastis de me malum, sed deus vertit illud in bonum'. (1 Mos 50,20) | Hvad kan siges mere absurd? Altså, at den, der opholder vort liv i sin hånd, skulle have lagt vore bevægelser og gerninger i vore hænder? Langtfra. Derfor er der ikke tvivl om, at det er med Satan som læremester, at denne betegnelse 'fri vilje' er kommet ind i kirken for at forføre menneskene bort fra Guds vej ind på deres egne veje. Josefs brødre tænkte i det hele taget på at slå ham ihjel, og se, selve denne overvejelse var i den grad udenfor deres viljes magt, at de også snart efter tænkte det hele modsat, sådan som Josef siger: 'I tænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode'. |
| 63 Habes, miserande Papa, quid hic oggannias? Unde et hunc articulum necesse est revocare. Male enim dixi, quod liberum arbitrium ante gratiam sit res de solo titulo, sed simpliciter debui dicere 'liberum arbitrium est figmentum in rebus seu titulus sine re'. Quia nulli est in manu sua quippiam cogitare mali aut boni, sed omnia (ut Viglephi articulus Constantiae damnatus recte docet) de necessitate absoluta eveniunt. Quod et Poeta (n63) voluit, quando dixit 'certa stant omnia lege', Et Christus Matth. x. 'Folium arboris non cadit in terram sine voluntate patris vestris qui in celis est et capilli capitis vestri omnes numerati sunt'. (Matt 10,29f) Et Esa. xli. eis insultat dicens 'Bene quoque aut male si potestis facite'. (Es 41,23) | Elendige pave, har du noget, du kan bjæffe imod dette? Derfor er det også nødvendigt at tilbagekalde denne artikel. For det var dårligt, hvad jeg sagde, at den frie vilje før nåden er et tomt navn, jeg burde simpelthen have sagt: 'den frie vilje er en drøm, hvad sagen angår, eller en betegnelse uden virkelighed bag'. For der er ingen, der har det i sin magt på nogen måde at tænke ondt eller godt, men alt sker (som Wiklefs artikel med rette lærer, den, der blev fordømt i Konstanz) ud fra en absolut nødvendighed. Hvilket også digteren har forstået, når han siger, at 'enhver lov står fast'. Og hvilket Kristus siger Matt 10,29f: 'Intet blad på noget træ falder til jorden uden jeres fars vilje, han, som er i himlen, og endog alle jeres hovedhår er talt'. Og Es 41,23 siger: 'Gør både godt og ondt, hvis I kan'. |
| 64 Unde et ego hos liberi arbitrii seu Baal prophetas exhortor cum Helia: Agite, estote viri, facite quod in vobis est, tentate saltem aliquando id quod docetis, praeparate vos ad gratiam et obtinete quae vultis, quandoquidem dicitis, deum non negare quicquam, si feceritis quod liberum arbitrium potest: vehementer turpe est, ut vestrae doctrinae nullum exemplum adducere, nullum opus vos ipsi praestare queatis et solis verbis sapientes sitis. Verum Pelagium sub his studiis alunt. | Derfor opfordrer også jeg den frie viljes profeter ligesom Elias i sin tid Baals profeter: Kom nu, vær dog mænd, gør, hvad I kan, prøv også engang selv noget af det, I lærer, forbered jer til nåden og opnå, hvad I vil, når I siger, at Gud ikke nægter noget, hvis I gør, hvad den frie vilje kan: Det er meget dumt, at I ikke giver noget eksempel på jeres lære, at I ikke selv kan yde nogen gerning og alene er vise i ord. Men Pelagius nærer de med disse studier. |
| 65 Quid enim refert, si neges gratiam ex operibus nostris et doceas tamen per opera nostra dari? idem manet impietatis sensus, quo gratia non gratis sed ob nostra opera donari creditur. Neque enim Pelagiani alia opera docuerunt et fecerunt, propter quae gratiam dari voluerunt quem vos docetis et facitis. Eiusdem sunt liberi arbitrii opera eorundemque membrorum, sed alia vos eis nomina et alia illi dederunt: ieiunium, oratio, eleemosynae eaedem erant, sed vos congrua, illi condigna ad gratiam vocaverunt, ubique tamen idem Pelagius triumphator perseveravit. | For hvad har det med sagen at gøre, hvis du nægter nåden ud fra vore gerninger og dog lærer, at den gives gennem gerninger? Så forbliver den samme ufromme mening, hvorefter man tror, at nåden ikke er nåde, men gives på grund af vore gerninger. For pelagianerne lærte heller ikke og gjorde heller ikke andre gerninger, på grund af hvilke de ville at nåden skulle gives, den nåde, som I lærer og udøver. Det er den samme frie viljes gerninger, de samme lemmers gerninger, men I giver den ét navn, de et andet: fasten, bønnerne, barmhjertighedsgerningerne er de samme, men I har kaldt dem samstemmende med, mens de kalder dem værdige til nåden, og dog forbliver her Pelagius den triumferende. |
| 66 Fallit hos miseros homines rerum humanarum inconstantia seu (ut vocant) contengentia: oculos enim suos stultos mergunt in res ipsas operaque rerum, nec aliquando elevant in conspectum dei, ut res supra res in deo cognoscerent. Nobis enim ad inferna spectantibus res apparent arbitrariae et fortuitae, sed ad superna spectantibus omnia sunt necessaria, Quia non sicut nos, sed sicut ille vult, ita vivimus, facimus, patimur omnes et omnia. | Disse elendige mennesker tager fejl med hensyn til de menneskelige forholds ukonstans eller som de kalder det kontingens. For de blander deres dumme øjne ind i virkeligheden selv og de virkelige gerninger, og de løfter ikke på nogen måde deres øjne til betragtning af Gud, så de kunne erkende virkeligheden over virkeligheden i Gud. For for os, der ser på de nedre ting ser virkeligheden vilkårlig og tilfældig ud, men for dem, der ser opefter er alting nødvendigt, derfor lever, handler, lider vi alle og alle ting ikke, som vi vil det, men som han vil det. |
| 67 Cessat liberum arbitrium erga deum, quod apparet erga nos et temporalia: illic enim, ut Iacobus ait, non est transmutatio nec vicissitudinis obumbratio, (Jak 1,17) Hic vero omnia mutantur et variantur. Et nos stulti divina aestimamus secundum haec temporalia, ut libero arbitrio praesumamus deum praevenire et gratiam extorquere velut dormienti, quoties libitum fuerit, quasi ille mutari nobiscum (W147) possit et velit quod aliquando non voluit, idque nostro libero arbitrio operante et volente: o furor furorum omnium novissimus! | Den frie vilje ophører overfor Gud, den, der viser sig overfor os og i de timelige ting. Dèr nemlig, som Jakob siger, er der ikke forandring eller skiftende skygger. Men her forandres og varierer alting. Og vi dumme mennesker bedømmer efter disse timelige ting, så at vi tror, at vi med vor frie vilje kan komme Gud i forkøbet og fordreje nåden som hos en sovende, så ofte det lyster os, som om han kunne forandres ligesom vi og ville noget, han ikke havde besluttet, og det fordi vi handler og vil med vor frie vilje: O al dårskabs sidste dårskab! |
| 68 Et Paulus Ephe. ii. dicit: 'Eramus et nos natura filii irae sicut et caeteri'. (Ef 2,3) Si omnes extra gratiam sunt filii irae ex ipsa natura, ergo et liberum arbitrium est filius irae ex natura sua: si ex natura sua, multomagis ex omnibus operibus suis. Quid autem esse potest natura filius irae, nisi quod omnia quae facit sunt mala, non ad gratiam sed ad iram praeparantia, immo iram merentia? Ite nunc, Pelagiani, et operibus vestris praeparate vos ad gratiam, cum hic Paulus non nisi iram illis mereri omnes dicat. Mitius erat, si solum dixisset 'Eramus filii irae', sed addens 'natura' certe totum, quod sumus et facimus ex natura, non nisi meritum irae, nequequam gratiae intelligi voluit. Vix breviorem et apertiorem potentioremque in scripturis invenias sententiam adversus liberum arbitrium. | Og Paulus siger Ef 2,3: 'Også vi var af natur vredens børn, ligesom de andre'. Hvis alle udenfor nåden er vredens børn ud fra selve naturen, så er altså også den frie vilje vredens barn ud fra sin natur. Men hvis den er det ud fra sin natur, så er den det meget mere ud fra alle sine gerninger. Men hvad kan af sin natur være vredens barn, om ikke alt det, der øver ondt, det, der ikke forbereder til nåden, men til vreden, ja, det, der har fortjent vreden? Kom nu, pelagianere, og forbered jer med jeres gerninger til nåden, når her Paulus siger, at de kun har fortjent vreden. Det havde været mere blindt, hvis han kun havde sagt 'Vi var vredens børn', men han tilføjer 'af naturen' og vil derved have det forstået som helt sikkert, at vi er og handler ud fra vores natur, så vi fortjener vrede, aldrig nåde. Du finder næppe nogen kortere og klarere og magtfuldere opfattelse i skriften imod den frie vilje. |
| 69 Et quid multis agimus? Ex supradictis abunde cognovimus, etiam iustos magno certamine contra suam carnem laborare, ut faciant bonum, resistitque eis liberum eorum arbitrium et prudentia carnis, summis viribus concupiscens contra spiritum, odiens ea quae sunt spiritus et legis dei. Et quomodo possibile est, ut sine spiritu ex natura sua possit pro spiritu concupiscere seu ad spiritum se praeparare faciendo quod in se est? | Men hvorfor skal vi behandle det yderligere? Ud fra det ovenfor sagte har vi til overflod erkendt, at også de retfærdige anstrenger sig i en stor kamp imod deres kød, så at de kan gøre det gode, og at deres frie vilje og deres køds klogskab står dem imod, idet den af al magt begærer imod ånden, hader det, som er åndens og Guds lovs. Hvordan skulle det så være muligt, at den uden ånden ud fra sin natur skulle kunne begære for ånden eller forberede sig til ånden ved at gøre, hvad den kan? |
| 70 In gratia dum fuerit, natura eius talis est, ut contra gratiam indomitum pugnet, et extra gratiam talis esse poterit natura eius, ut spiritum iuvet? Quid insanius fingi potest? Esset enim hoc monstrum novum simile huic, Si quis indomitam feram vinculis custodiam domare non possit, et tamen insanus iactet eam ante vincula et sine vinculis esse tam cicurem et mansuetam, ut sponte se domet seu ut dometur laboret. | Mens den er i nåden, er dens natur af en sådan art, at den utæmmet kæmper imod nåden, og så skulle dens natur udenfor nåden være af en art, så den kan hjælpe nåden? Hvad kan man tænke sig mere vanvittigt? Det ville være lige så vanvittigt, som hvis nogen ikke kunne tæmme et vildt dyr, der holdtes i lænker, og så ville prale af, at det, før det kom i lænker, og uden at det er i lænker, er så tamt og blidt, at det af sig selv tæmmer sig, eller arbejder på at tæmme sig. |
| 71 Desistite, quaeso, ab hac insania, miserrimi Pelagiani. Si liberum arbitrium in gratia peccat et insanit adversus gratiam, sicut cogemur omnes sentire et quaeruntur Apostolus et omnes sancti, certe contra omnem sensum est, ut extra gratiam probum sit et ad absentem se paret, quam praesentem odit et persequitur. | Kære pelagianere, jeg be'r jer, hold dog op med dette vanvid. Hvis den frie vilje synder, når den er i nåden, og raser imod nåden, sådan som vi alle tvinges til at mene og sådan som apostelen og alle de hellige kræver, at vi mener, så er det givet, at det er imod al fornuft, at den skulle være dydig udenfor nåden, og forberede sig på den nåde, som ikke er der, den nåde, som den, når den er der, hader og forfølger. |
| 72 Necesse est ergo, mera figmenta et hypocrises esse, quaecunque et docentur et fiunt ante gratiam pro gratia impetranda: praeveniri enim nos necesse est misericordia dei, ut velimus. Sicut et Augustinus contra Epistolas Pelagii dicit, Quod nolentes deus convertit et reluctantes, (n72) Sicut in exemplo Pauli monstravit, quem tunc convertit, quando erat summo ardore persecutionis insanus et contrarius gratiae, Et Petrus non respexit dominum, ut recordaretur verbi, quod dixerat ei Iesus, Sed dominus respexit Petrum in media et maxima illa negatione, et sic recordatus verbi flevit amare. | Det må altså nødvendigvis være sådan, at det er lutter drømmerier og hyklerier, hvad de end lærer eller bliver til før nåden for at trænge ind i nåden. For Guds barmhjertighed må nødvendigvis komme os i forkøbet, så at vi vil. Sådan siger også Augustin imod Pelagius' breve, at Gud omvender os, der ikke vil og er tøvende, sådan som han viser det med Paulus' eksempel, som han omvendte på det tidspunkt, da han rasede af det største forfølgelseshad og modstod nåden, og Peter så ikke hen til Herren, så han kom i tanker om det ord, som Jesus havde sagt til ham, nej, Herren så hen til Peter midt i og på højdepunktet af hans fornægtelse og sådan kom han i tanker om ordet og græd bittert. (Luk 22,61f) |
| 73 Videmus itaque in huius articuli sententia, quam fallax fuerit operatio erroris magistro Satana. Cum enim negare non possunt, nos per gratiam (W148) dei salvos fieri oportere, nec eludere possent hanc veritatem, alia via ingressa est impietas ad eludendum, fingens, et si nostrum non sit salvare nos ipsos, nostrum tamen esse parari ad hoc, ut salvemur gratia dei. Quae, rogo, manet gloria deo, si nos tantum possumus, ut salvemur per gratiam eius? An parem esse videtur hoc posse, si quis gratiam non habens tantum tamen virtutis habet, ut gratiam habere, quando voluerit, possit? | Vi ser derfor i denne artikels mening, hvor fejlagtig vildfarelsens handling har været med Satan som læremester. For når de ikke kan nægte, at vi bør blive frelst ved Guds nåde, og når de ikke kan undgå denne sandhed, så går ufromheden en anden vej for at undgå den, idet de forestiller sig, at hvis det ikke er vores opgave at frelse os selv, så er det dog vores opgave at forberede os til, at vi frelses ved Guds nåde. Hvad bliver der så af Guds ære, spørger jeg, hvis vi kan gøre så meget, at vi frelses ved hans nåde? Mon det ser ud til at være for lidt, at vi kan gøre dette, hvis nogen, der har nåden, dog ikke har så meget af dens kraft, at han kan have nåden, hvornår han vil? |
| 74 Quid refert, si dicas, sine gratia nos salvari, cum Pelagianis, cum gratiam dei iam ponas in arbitrio hominum? Videris mihi peior esse Pelagio, dum gratiam dei necessariam in potestatem hominis ponis, quam ille penitus negavit necessariam. Minus, inquam, videtur impium gratiam in totum negare quam eam nostro studio et opere parari ac velut in manu nostra reponere. Et tamen praevaluit haec operatio erroris, quia speciosa et placens naturae liberoque arbitrio, ut difficile sit eam confutare, praesertim apud rudes et crassos animos. | Hvad har det med sagen at gøre, hvis du siger, at man frelses uden nåden, ligesom Pelagianerne, når du dog anbringer Guds nåde i menneskenes forgodtbefindende? Det forekommer mig, at du er værre end Pelagius, eftersom du nødvendigvis anbringer nåden i menneskets magt, den nåde, som han helt nægtede var nødvendig. Jeg vil sige, at det er mindre ufromt helt at nægte nåden end at hævde, at man kan forberede sig ved anstrengelse og arbejde og derved ligesom anbringe nåden i vores hånd. Og dog har denne fejlagtige virkemåde vundet sejr, fordi den er speciel og behagelig for naturen og den frie vilje, så det vil være vanskelige at gendrive den, især overfor rå og upudsede sjæle. |
| 75 In caeteris autem articulis, de Papatu, Conciliis, indulgentiis aliisque non necessariis nugis, ferenda est levitas et stultitia Papae et suorum, sed in hoc articulo, qui omnium optimus et rerum nostrarum summa est, dolendum ac flendum est, miseros sic insanire. Tantum abest enim, ut Papa et sui discipuli mysterium hoc gratiae dei vel uno iota intelligant aut aliquando agnoscant, ut ante casurum caelum credam. Non stabit huius articuli veritas cum Ecclesia Papae, non magis quam cum Christo Belial et cum luce tenebrae. | I de andre artikler, om pavedømmet, om koncilerne, om afladen og andre af de ikke nødvendige narrestreger, kan man nok udholde pavens og hans tilhængeres lethed og dumhed, men i denne artikel, som er den bedste af alle og summen af vores sag, er det smerteligt og begrædeligt, at de elendige raser således. For det er så langt fra, at paven og hans disciple forstår dette Guds nådes mysterium med så meget som et komma, eller bare fatter en del af det, at jeg ikke tror det vil ske før himlene falder sammen (?). Denne artikels sandhed står til pavens kirke, som Kristus til Belial og som lyset til mørket. |
| 76 Papae enim Ecclesia, nisi opera bona doceret ac venderet, aut sola gratia nos iustificari syncaere doceret, neque in hanc pompam crevisset neque ad horam, si quo casu crevisset, stetisset. Crucis est enim haec Theologia, quae damnat, quicquid Papa probat, et martyres facit. Unde et Ecclesia, finito martyrum tempore, optima ac pene tota sui parte effloruit. | For hvis ikke pavens kirken kan lære gode gerninger og sælge gode gerninger eller hvis den alvorligt skulle lære, at vi retfærdiggøres alene af nåde, så ville den ikke være vokset op til denne pomp eller den ville ikke være blevet stående til denne time, hvis ved et tilfælde var vokset op. For denne teologi er korsets teologi, som fordømmer, hvad paven beviser, og skaber martyrer. Da derfor martyrernes tid var forbi, blomstrede det meste eller næsten hele hans del af kirken op. |
| 77 Mox pro cruce successit voluptas, pro penuria opulentia, pro ignominia gloria, donec ea quae nunc Ecclesia vocatur ipso mundo, ut sic dicam, mundanior et ipsa carne carnalior facta sit. Et ego non habeo aliud contra Papae regnum robustius argumentum quam quod sine cruce regnat. Prorsus nihil pati, omnibus autem abundare et excellere studet, et non est fraudatum desiderio suo. Habet, quod voluit, factaque est meretrix civitas fidelis vereque regnum veri illius Antichristi. | Snart fulgte i stedet for korset vellystighed, i stedet for mangel rigdom, i stedet for forhånelse ære, indtil det, der nu om jeg så må sige kaldes kirke for denne verden, blev gjort mere verdslig og dens kød mere kødeligt. Og jeg for min del har ikke noget andet og stærkere argument imod pavens herredømme end at han regerer uden kors. Han stræber efter slet ikke at lide, efter at have nok af alt og efter at være ophøjet, og han er ikke bedraget ved sit ønske (?). Han har, hvad han vil, og er blevet det troende samfunds skøge, og den sande antikrists sande herredømme. |
| 78 Verbosus in hac parte fui necessitate rei, quae non modo per hanc Bullam (quod ne pili quidem facio) sed per omnes pene Scholasticos doctores oppressa et extincta est plus trecentis annis. Nemo enim hic non contra gratiam pro gratia scripsit, ita ut non sit res aeque necessaria tractatu, quam et saepius optavi, omissis frivoli illis Papensibus nugis et negociis, quae nihil ad Ecclesiam pertinent, nisi ut vastent, tractare, sed longitudine (W149) temporis et magnitudine usus operatio Satanae sic insedit et errore isto sic haebetavit animos hominum, ut nullos videam, qui idonei sint ut intelligant, nedum ut nobiscum certent: plena est harum rerum divina scriptura, Sed sic vastata per nostrum Nabuchodonosor, ut nec literarum facies et notitia reliqua sit opusque sit nobis quodam Esdra, qui novas literas inveniat et denuo nobis Bibliam reparet, quod spero nunc geri, efflorescentibus in toto orbe linguis Haebraica et Graeca. Amen. | Jeg har med nødvendighed været ordrig i denne del af sagen, som har været undertrykt og udryddet igennem tre hundrede år ikke blot af denne pavebulle (som jeg regner for mindre end lidt), men af næsten alle skolastiske doktorer. For i det stykker er der ingen, der ikke har skrevet imod nåden, når han ville skrive for nåden, sådan at der ikke er en sag, der er blevet behandlet med lignende nødvendighed, hvorfor jeg også ofte har ønsket, at man kunne springe over disse pavelige narrestreger og overvejelser, som ikke har noget med kirken at gøre, udover at de spilder deres tid med at behandle dem, men i tidens løb og ved den udstrakte brug har Satans virkemåde i den grad sat sig spor og ved denne fejl er menneskenes sjæle i den grad blevet sløve, så at jeg ikke ser nogen, som er egnede til at forstå, hvis han ikke forsikrer sammen med os: Den guddommelige skrift er fuld af disse sager, men den er i den grad ødelagt af vor Nebukanesar, at der næppe er skin eller optegnelser af bogstaver tilbage, så vi har brug for en Esra, som kan opfinde nye bogstaver og påny istandsætte bibelen for os, hvilket jeg håber nu vil ske, eftersom det hebraiske og det græske sprog blomstrer over hele verden. Amen. |
| 79 TRICESIMVS SEPTIMVS.
Purgatorium non potest probari ex sacra scriptura, quae sit in Canone. (exurge#53; assty05#95) |
Den syv og tredivte artikel.
Skærsilden kan ikke bevises ud fra den del af den hellige skrift, der er med i kanon. |
| 80 Satis ridicule sophistae in hac re nugantur, adducentes illud Psal. lxvi. 'Transivimus per ignem et aquam, et eduxisti nos in refrigerium': (Sl 66,12) non enim tantum habent cerebri et solertiae aut cogitantiae, ut videant, si hoc de purgatorio dictum est, omnes martyres totamque Ecclesiam in purgatorium ivisse, cum in persona martyrum et omnium afflictorum haec dicantur, pro quibus ipsimet sciunt iniuriam esse orare. Talibus enim autoritatibus stupida ista capita solent sua probare, solum ut nauseam et abominationem faciant piis spiritibus. | Sofisterne spøger i denne sag temmelig latterligt, idet de fremfører Sl 66,12: 'Vi blev ført gennem ild og vand, og du førte os ud til kølighed'. De har ikke engang så megen hjerne eller kunstfærdighed eller eftertanke, at de kan se, at hvis dette er sagt om skærsilden, så skulle alle martyrer og hele kirken gå igennem skærsilden, eftersom dette siges i martyrernes og alle anfægtedes sted, og de véd selv, at for dem er det forkert at bede. Med den slags skriftsteder plejer disse dumme hoveder at bevise deres sætninger, hvorved de kun fremkalder væmmelse og afsky hos fromme ånder. |
| 81 Tale et illud i. Corin. iii. 'Salvus ipse erit quasi per ignem', (1 Kor 3,15) cum Apostolus ibi de igne iudicium loquatur, Dicens, diem domini in igne revelandum, sicut et Tessalonicens. i. dicit, Christum de caelo revelandum cum angelis virtutis suae in flamma ignis, vindictam sumentis de iis, qui non crediderunt Euangelio. (2 Thess. 1,7f) Si ergo his et similibus locis probatur Purgatorium, vere ex scriptura probabitur, prorsus nullum esse purgatorium. Unum locum habent c. secundo Machabeorum xii. usitatum, (2 Makk. 12,46) quem librum dixi, sicut adhuc dico, (eck-08#11) non esse in hac re ullius autoritatis, cum nihil simile neque in novo neque in veteri testamento legatur. | Af samme art er også 1 Kor 3,15: 'Selv skal han frelses som gennem ild', eftersom apostelen her taler om dommens ild, idet han siger, at Herrens dag skal åbenbares gennem ild, sådan som han også siger 2 Thess 1,7, at Kristus åbenbares fra himlen sammen med sin magts engle i flammer af ild, for at holde dom over dem, som ikke har troet evangeliet. Hvis altså disse skriftsteder og andre lignende beviser skærsilden, så bevises der i virkelighedn ud fra skriften, at der slet ikke findes nogen skærsild. Ét sted plejer de at bruge, fra 2 Makk 12,46, men den bog har jeg sagt, som jeg stadig siger, ikke har nogen autoritet i denne sag, eftersom vi ikke læser noget lignende i hverken det nye eller det gamle testamente. |
| 82 Et quae necessitas est pro purgatorio sic tumultuari, nisi quod Papistica Ecclesia lucro suo timet, quod inaestimabile trahit ex purgatorio? Suo quisque periculo hic credat vel non credat, non est haereticus, si purgatorium non credit, nec ideo Christianus, si credit. Graeca enim Ecclesia non credit, manens Catholica, nec ei nocet, quod a Papistica Ecclesia, omnium Schismaticissima, criminatur et insimulatur Schismatis solum ob hoc, quia non sequitur suos nugaces a se repertos articulos fidei. | Og hvad er nødvendigheden af en sådan irregulær skærsild, andet end at den pavelige kirke frygter for den uvurdérlige fortjeneste, som den har ud af skærsilden? Enhver kan her for egen regning og risiko tro eller lade være med at tro, han er ikke kætter, hvis han ikke tror på skærsilden, og han er ikke kristen af den grund, at han tror på skærsilden. For den græske kirke tror ikke på skærsilden, og den er dog stadigvæk ortodoks, og det skader den ikke, at den af den pavelige kirke, af alle den mest skismatiske, beskyldes og anklages for at være skismatiker, alene af den grund, at den ikke følger pavekirkens narrestreger og de trosartikler, den har opfundet. |
| 83 Ego tamen et credo purgatorium esse, et consulo suadeoque credendum, sed neminem volo cogi, Sicut si non credam Thomam Aquinatem esse sanctum, licet a Papa canonisatum, non sum Haereticus, quando et ii non sunt haeretici, qui Thomam negant, licet a Papa approbatum et confirmatum in suis libris. (W150) | Jeg for min del tror dog også på, at der er en skærsild og jeg råder til og prøver at overbevise om, at man skal tro på den, men jeg vil ikke tvinge nogen. På samme måde er jeg, hvis jeg ikke tror, at Thomas Aquineren er hellig, selv om han er kanoniseret af paven, ikke kætter, og de, der nægter Thomas' sætninger, er heller ikke kættere, selv om hans bøger er godkendt og konfirmeret af paven. |
| 84 TRICESIMVS OCTAVVS.
Animae in purgatorio non sunt saecure de sua salute, saltem omnes, nec probatum est ullis aut rationibus aut scripturis, ipsas esse extra statum merendi aut augendae charitatis. (exurge#54; |
Den otte og tredivte artikel.
Sjælene i skærsilden er ikke sikre på deres frelse, i hvert fald ikke dem alle; det er heller ikke bevist ud fra nogen fornuftgrund eller ud fra nogen skriftbegrundelse, at de er ude af stand til at fortjene sig noget eller ude af stand til at øge kærligheden. |
| 85 TRICESIMVS NONVS.
Animae in purgatorio peccant sine intermissione quamdiu quaerunt requiem et horrent penas. (exurge#55; assty05#106) |
Den ni og tredivte artikel.
Sjælene i skærsilden synder uafladeligt, når de søger hvile og skrækkes tilbage fra straffene. |
| 86 QVADRAGESIMVS.
Animae ex purgatorio liberatae suffragiis viventium minus beantur quam si per se satisfecissent. (exurge#56; assty05#107) |
Den fyrre og tyvende artikel.
De sjæle, der bliver befriet fra skærsilden gennem de levendes forbøn, er mindre salige, end hvis de havde gjort fyldest for sig selv. |
| 87 Hos tres articulos disputavi, protestatus me esse rerum istarum ignarum, nec adhuc probatum aliquid inventum, nisi quod illi dictum et factum Ecclesiae, id est, Papae et suorum somniatorum, mihi pro regula fidei obtrudunt, quod contemno: cum ergo nihil certi possim hic docere satisque disputaverim alias, merito quiesco consulens omnibus, ut ea, quae aguntur cum animabus, divino iuditio commendent sciantque, Papam cum sua Ecclesia multo minus de his rebus nosse, quam ullus de minimis fidelium Christi, ideo suas Bullas in hac re vere esse Bullas, immo minus quam Bullas, cum nesciat miser, quid loquatur aut de quibus affirmet. | Disse tre artikler har jeg disputeret, og jeg erklærer, at jeg er uvidende om disse ting, og endnu ikke har fundet noget bevist, udover hvad kirken, det vil sige, paven og hans drømmehjælpere, har sagt og gjort; de har prakket mig det på som en trosregel, hvad jeg vender mig imod. Eftersom jeg ikke her kan lære noget sikkert og har disputeret det tilstrækkeligt andetsteds, er det med rette, at jeg ikke siger noget og råder alle til at overlade det, der sker med sjælene, til den guddommelige dom, idet de skal vide, at paven med sin kirke véd meget mindre om disse ting, end den mindste af de kristtroende; derfor er hans buller virkelige sæbebobler, ja, mindre end sæbebobler, eftersom den elendige ikke véd, hvad han siger, eller om hvad han påstår noget. |
| 88 QVADRAGESIMVS PRIMVS ET VLTIMVS.
Praelati ecclesiastici et principes seculares non malefacerent si omnes saccos mendicitatis delerent. (exurge#57; assty05#112). |
Den én og fyrretyvende og sidste artikel.
Kirkens prælater og de verdslige fyrster ville ikke handle dårligt, hvis de udryddede alle tiggermunkenes tiggesække. |
| 89 Quam Elegantialis et Rhetoricalis et artificialis et proprialis vereque Papalis conclusio articulorum, plane digna, quam sanctissimus Vicarius dei proferat. Saccos mendicitatis delere dicitur per methaphoram, quia Sacci sunt sicut tabulae vel scripturae aut picturae quae deleri possunt. Quid autem, si sacci delerentur mendicitatis, et mendicitas et mendici manerent? forte pro saccis invenient vasa et plaustra. Ego ne iota quidem de Praelatis aut Principibus memini, Sed dixi, me optare, nullos esse ordines mendicantium, ad quod plane nulla esset opus opera Praelatorum aut principium, sed sola cuiuslibet Christiana intelligentia. Quare hanc veritatem suggessit Sanctissimo Vicario dei non nisi paraclitus ille Papae Eccius, qui tam raro mentitur quam invite loquitur. (W151) | Hvilken elegant, hvilken retorisk, hvilken kunstfærdig, hvilken særegen og sandt pavelig konklusion på artiklerne, ligefrem værdig til, at den højhellige Guds vikar skal drage den frem. At tiggermunkenes sække skal udryddes siger som en metafor, fordi sække er som en tavle eller et skrift eller et billede, som kan ødelægges. Men hvad, hvis tiggermunkenes sække ødelægges, men tiggermunkene og tiggeriet forbliver? Måske kan de opfinde krukker eller lastvogne i stedet for deres sække. Men jeg har ikke sagt så meget som et komma om prælater eller fyrster. Men jeg har sagt, at jeg ville ønske, at der ikke var nogen tiggerordener, men det har man ikke brug for prælaters eller fyrsters arbejde til, man skal blot have forståelse fra hver almindelig kristen. Derfor er det nok ingen anden end denne pavens talsmand, Eck, der har foreslået denne sandhed for den højhellige vikar, han, der lige så sjældent lyver, som han taler ufrivilligt. |
| 90
Sed si dixissem tamen, Principes bene facere, si saccos mendicitatis delerent,
in quam scripturam, in quem articulum fidei peccassem? Scilicet in ventrem
Papae et Ecclesiae Papalis et in regnum Satanae et Antichristi. Quis est
enim homo vel gentili, nedum Christiano, sensu praeditus, cui mendicitas
etiam laicorum, nedum sacerdotum, non displiceat? Sed vale, scelerata abominatio,
tam stulte simul et impie loqueris, ut indigna sis, propter quam verba
fiant, atque hoc insigni articulo palam declaras, quo spiritu tutam excreveris
hanc maledicam Bullam: dominus Iesus visitet te prope diem illustratione
adventus sui, Amen.
Telos. |
Men selv om jeg
så havde sagt, at fyrsterne ville handle vel, hvis de ødelagde
tiggermunkenes sække, hvilket skriftsted, hvilken trosartikel ville
jeg så have syndet imod? Jo nok imod pavens og pavekirkens bug og
imod Satans og antikrists' herredømme. Hvor er nemlig det menneske,
hedning eller kristen i den førnævnte betydning, som ikke
finder ubehag ved både lægfolks og præsters tiggeri?
Men far vel, forbryderiske afskyelighed, du taler på én gang
dumt og ufromt, så du ikke er værdig til, at der tales om på
grund af dig. Og med denne særlige artikel har du åbenlyst
afsløret, ud af hvilken ånd du har udsondret denne forbandede
bulle. Vor Herre Jesus hjemsøge dig én af dagene ved sit
kommes oplysning. Amen.
Slut. |
Noter:
n72: Et foreløbigt bud på, hvilket
sted hos Augustin der kan være tale om, er 'contra duas epistolas
pelagianorum I' kap 36. Der er ikke tale om et ordret citat, men umiddelbart
efter tager Augustin Paulus' eksempel frem. Eksemplet med Peter forekommer
derimod ikke dèr. Stedet ser sådan ud:
| 36. 'Homines', inquit, 'Dei opus esse defendimus; nec ex illius potentia vel in malum vel in bonum invitum aliquem cogi; sed propria voluntate, aut bonum facere, aut malum; in bono vero opere a Dei gratia semper adjuvari, in malum vero diaboli suggestionibus incitari'. | "We maintain," says he, "that men are the work of God, and that no one is forced unwillingly by His power either into evil or good, but that man does either good or ill of his own will; but that in a good work he is always assisted by God's grace, while in evil he is incited by the suggestions of the devil." | 'Vi fastholder', siger han (Julian), 'at menneskene er Guds værk; og at ingen er tvunget af hans magt imod sin egen vilje hverken til det onde eller det gode; men at han i kraft af sin egen vilje gør enten det gode eller det onde; men i den gode gerning hjælpes han altid af Guds nåde, i den onde bliver han optændt af djævelens tilskyndelser'. |
| Ad haec respondimus, homines esse opus Dei, in quantum homines sunt; sed sub diabolo esse, in quantum peccatores sunt, nisi eruantur inde per eum, qui non ob aliud factus est inter Deum et homines Mediator, nisi quia ex hominibus non potuit esse peccator. | To this I answer, that men, in so far as they are men, are the work of God; but in so far as they are sinners, they are under the devil, unless they are plucked from thence by Him who became the Mediator between God and man, for no other reason than because He could not be a sinner from men. | Dertil svarer jeg, at menneskene er Guds værk, for så vidt de er mennesker, men er under djævelen, for så vidt de er syndere; hvis de da ikke rives bort derfra af ham, som blev mellemmand mellem Gud og mennesker netop af den grund, at han ikke kunne være en synder ud fra menneskene. |
| Nec ex Dei potentia vel in malum vel in bonum invitum aliquem cogi; sed Deo deserente pro meritis ire in malum, et Deo adjuvante sine meritis converti ad bonum. | And that no one is forced by God's power unwillingly either into evil or good, but that when God forsakes a man, he deservedly goes to evil, and that when God assists, without deserving he is converted to good. | Og vi svarer, at ingen er tvunget af Guds magt imod sin egen vilje hverken til det onde eller det gode, men at når Gud lader et menneske være, går han med rette imod det onde, men at når Gud hjælper, omvendes han uden at have fortjent det til det gode. |
| Non enim est homo bonus si nolit, sed gratia Dei etiam ad hoc adjuvatur ut velit: quoniam non inaniter scriptum est, Deus est enim qui operatur in vobis et velle et operari, pro bona voluntate; (Fil 2,13) et, Praeparatur voluntas a Domino. (Ordsp 8,35) | For a man is not good if he is unwilling, but by the grace of God he is even assisted to the point of being willing; because it is not vainly written, "For it is God that worketh in you, both to will and to do for His good pleasure," [Fil 2,13] and, "The will is prepared by God." [Prov 8,35 LXX] | For et menneske er ikke godt, hvis han er det imod sin vilje; men Guds nåde hjælper også til dette, at han vil: for det er ikke forgæves, at der står skrevet: 'For det er Gud, som virker i jer både at ville og at handle efter sin gode vilje', og: 'Viljen forberedes af Gud'. |