Assertio omnium articulorum 1

Luthers svar på pavens bulle. .

WA bind 7, side 94 til 108

¹ ASSERTIO OMNIVM ARTICVLORVM M. LUTHERI per Bullam Leonis X. novissimam damnatorum. Fastholdelse af alle de af M. Luthers artikler, der fornylig blev fordømt af Leo den Tiendes bulle.

² VIRO IMAGINIBVS ET PIETATE INSIGNI Fabiano foelici, Equiti Germano, suo in domino patrono, Martinus Luther in Christo Salutem. Martin Luther sender hilsen i Kristus til sin Herre og beskytter, den tyske ridder og fortræffelige og særlig fromme herre, Fabian den lykkelige.

³        Quod saepius sum antea testatus, Fabiane foelix, imo foelicissime, esse et in laicis spiritum iudicii et ardoris, ut cum Isaia dicam, vel tu maxime evincis et declaras, qui de re Christiana quam valeas pure, argute, pie foeliciterque et iudicare et disserere, cum essemus Philippus meus et ego coram Eylenburgae, (n3) quam egregium specimen ostendisti? neque dubito in hac aula esse aemulos tibi quam plurimus, ita ut gaudeam plane, videns admirabile dei consilium et iudicium, quo cum perversis pervertitur et cum electis electus fit.       Hvad jeg ofte tidligere har bevidnet, lykkelige, ja overlykkelige Fabian, at der også i lægfolk er ånd til at bedømme og lugte, som jeg med Esajas kan sige, det har i hvert fald du været et overbevisende vidnesbyrd om, du, som formår at bedømme og udtrykke så rent, så levende, så fromt og så lykkeligt den kristne sag, da vi, min kære Filip og jeg, var sammen med dig på Eilenburg. Hvilken pragtfuld lægmand var du ikke da! Og jeg tvivler ikke på, at der i denne sal var mange, der stod lige med dig, så at jeg simpelthen glæder mig, når jeg ser hvor forunderligt Guds råd og dom er, når han bliver forkert med de forkerte og udvalgt med de udvalgte.

⁴ Nos enim, qui de clero domini sumus et quos laicorum oportuit esse Magistros, dum aversi dorsum dedimus Christo et Euangelio eius, eadem mensura et ipse nobis dorsum vertit, ut, sicut eum nos provocamus in eo quod non est deus et in verbo quod non est Euangelium, ita rursus ipse nos provocat in iis qui non sunt clerico et in iis qui non sunt magistri, laicis videlicet puram tribuens sui noticiam, nobis relinquens stultas nostras et impias opiniones. Iustus es, domine, et rectum iudicium tuum. (Sl 119,137) For vi, der hører til Herrens præster og som burde være lægfolkets lærere, da vi vendte ryggen til ham, da vi gav dem Kristus og hans evangelium, har han selv efter samme målestok vendt ryggen til os, så at, ligesom vi påkalder ham i de ting, som ikke er Gud, og det ord, som ikke er evangeliet, sådan påkalder han også os i de ting, der ikke hører præstestanden til, og i det, som ikke har med lærerne at gøre, og tillægger lægfolk en ren erkendelse af ham, men efterlader os med vore dumme og ufromme opfattelser. Du er retfærdig, Herre, og ret i dine domme.

⁵       Cum ergo hactenus multa et scripserim et dixerim, nescius tantam esse in pastoribus Israel caecitatem, nihil merui tamen nisi ut detraherent mihi, pro eo ut me diligerent, et pro bono redderent malum, donec eo usque in suam ipsorum salutem insanirent, ut libellos meos publice damnarent et exurerent Coliniae et Lovanii. Nam ii prae caeteris habent zelum dei, sed non secundum scientiam. (Rom 10,2)       Skønt jeg altså hidtil har både skrevet meget og talt meget og dog ikke véd, hvor stor en blindhed der er blandt Israels hyrder, så har jeg dog ikke fortjent, at de trækker sig tilbage fra mig i stedet for at elske mig, og giver mig ondt for godt, indtil de endda bliver vanvittige i deres egen frelse, så at de offentlige fordømmer og opbrænder mine bøger i Køln og Løven. For de har fremfor nogen Guds iver, men uden forstand.

⁶ In qua re tantum abest, ut movear, ut me vehementer misereat caecitatis et perditionis illorum, imo et puerilis stultitiae. Quid enim facilius est quam libros, quos redarguere non possis, exurere? Exussit impius rex Ioakim libros Hieremiae prophetae, sed non in hoc iustificabatur. (Jer 36,23) (W95) Verum, ut dixi, pertinet et hoc ad perversitatem nostram et sensum reprobum, in quem nos tradit deus, ut clerici veritatem damnemus, quam laici amplectuntur, et fiant sacerdotes, qui sacerdotes non sunt, laici, qui laici non sunt. I den sag mangler der bare det, at jeg bevæges, så jeg hårdt kan ynke deres blindhed og fortabelse, ja deres barnlige dumhed. Hvad er nemlig lettere end at brænde bøger, som jo ikke kan svare igen? Den ufromme konge Jojakim brændte også profeten Jeremias' bøger, men det blev han ikke retfærdiggjort ved. Men som sagt hører også det med til vor forkerthed og den forkerte opfattelse, som Gud har ført os ud i, at vi præster fordømmer sandheden, som lægfolket tager imod, så de bliver præster, som ikke er præster, og de lægfolk, som ikke er lægfolk.

⁷ Quare visum est deinceps ad vos laicos, novum genus clericorum, scribere et sub nominis tui foelicitate (quod deus facit) foeliciter ordiri, asserturus ac muniturus omnia illa, quae incendiarii illi per Bullam sibi simillimam damnaverunt. tu itaque hoc monumento me, imo Christianam doctrinam tibi et universae nobilitati vestrae commendatam facito ac Vale. Vuittembergae M. D. XX. prima Decembris. Derfor har jeg besluttet at skrive til jer lægfolk, som er en ny slags præster, og lykkeligt at ordinere jer under dit lykkelige navn (som Gud har skabt), til at fastholde og forsvare alt det, som de, der blev brandstiftere ved den bulle, der er dem lig, har fordømt. Tag du dig derfor af denne mit gravsten, ja jeg anbefaler dig og hele jeres adel til den kristne lære. Lev vel. Wittenberg den 1. december 1520.

⁸       Quanquam abunde satis prioribus libellis meis rationem reddiderim de articulis istis novissima Leonis decimi (ut vel fingitur vel fertur) bulla damnatis et ipsi, quicunque autores eius fuerint, suae damnationis prorsus nullam causam reddiderint, ne iota quidem e sacris scripturis adducto, Video tamen passim a multis desiderari alteram et propriam super eosdem omnes et singulos declarationem, forte quod speciem illam detrahi necesse sit, qua per titulum Romani pontificis et nomina aliquot doctorum adornata bulla apud vulgum non nihil autoritatis invenire posset, qui vanissima persuasione deceptus, quicquid nomine Papae prodit, statim credit a deo prodire, frustra tot in contrarium exemplis et quotidianis monstris eum fidelissime moventibus.        Skønt jeg i mine tidligere småbøger allerede har aflagt regnskab til overflod om de artikler, som er blevet fordømt af Leo den Tiendes (eller hvis det nu kan være) nylige bulle, og de selv, hvem der end har forfattet den, overhovedet ikke giver nogen begrundelse for deres fordømmelse, ikke engang fremfører så meget som et iota fra den hellige skrift, så ser jeg dog overalt af mange fremsat ønske om en anden og egentlig erklæring over dem alle hver for sig, måske fordi det er nødvendigt at ødelægge den opfattelse, at en bulle, når den bærer den romerske paves titel og er smykket med nogle lærdes navne, kan finde nogen autoritet hos folket, som bliver snydt af den forfængelige overbevisning, at hvad der fremgår med pavens navn, tror de straks fremgår fra Gud, og det er forgæves, at man troligt prøver at bevæge det i modsat retning med eksempler på det modsatte og daglige uhyrligheder.

⁹ Quibusdam et meae fidutiae magis quam popularis illius ruditatis rationem habuisse videor, dum contempta Bullae inscitia pauculos nuper articulos defendi, quod illi factum videri possit conscientia exhaustae vel impotentis eruditionis. Det ser ud til, at jeg har haft en bedre begrundelse i den slags ting og i min troværdighed end i bullens folkelige gennemslagskraft, når jeg har forsvaret nogle få artikler med foragt for bullens uvidenhed, hvilket for den kan se ud som om jeg har en udvandet samvittighed eller mangler uddannelse.

¹⁰       Aggredior ergo, illorum votis obsequuturus, et non quid mihi sed quid illis comodum sit spectaturus, denuo resolutiones scribere, forte non inutiliter, cum hic tractari necesse sit fidei et religionis nostrae summa sacramenta, quae ut impium et ignorare, ita Christianissimum est sic nosse, ut non modo confiteri sed et tueri possis, in quam rem (si Christus aspiret) sedulam hoc libello dabo operam, quando hoc temporis, quo tyrannidis Sophisticae novissima omniumque nocentissima persecutio saevit, non satis est nosse Christum, sed divenditis pera et tunica propter gladium emendum (Luk 22,36) instructis armaturis (W96) etiam tueri oportet. Quod ut liberius et foelicius efficiam, visum est praevenire adversarios et praemonere, quo campo, quibus armis et signis mihi velim eos congredi.         Jeg går da i gang og vil følge deres løfter, og vil se på, ikke hvad der forekommer mig, men dem komisk, jeg går i gang med at skrive resolutioner påny, måske ikke til ingen nytte, eftersom det er nødvendigt her at behandle vor tros og fromheds største sakramenter, for ligesom det er ufromt at være uvidende om det, er det kristeligt at kende det, så du ikke blot kan bekende det, men også forstå det. Med denne sag vil jeg gøre mig oprigtig umage, hvis Kristus vil beånde mig, for i denne tid, hvor den sofistiske tyrans nylige og af alle mest skadelige forfølgelse raser, er det ikke nok at kende Kristus, men man skal sælge sin ransel og sin kappe for at købe sig et sværd, det vil sige, væbne sig med viden, altså må man også kunne forstå. Og for at jeg des friere og heldigere kan gøre det, har jeg besluttet at komme mine modstandere i forkøbet og i forvejen bekendtgøre, på hvilken kampplads, med hvilke våben og under hvilket tegn jeg vil gå dem i møde.

¹¹       Primum scire contestatosque esse eos volo, me prorsus nullius quantumlibet sancti patris autoritate cogi velle, nisi quatenus iudicio divinae scripturae fuerit probatus, id quod scio illos vehementer aegre laturos. Sentient enim, hac ratione sese ad primum statim congressum ruitorus, ut qui conscii sibi sunt, studia sua contemptis sacris literis solum in autoribus humanis esse detrita, Dicentque illud omnium ore et calamo usitatum, a paucis tamen intellectum, quod in Canonibus pontificum docetur, Non esse scripturas sanctas proprio spiritu interpretandas.         For det første vil jeg, at de skal vide og bevidne, at jeg aldrig vil tvinges ved nogensomhelst af de hellige fædres autoritet, medmindre det blive bevist gennem den hellige skrifts dom, hvilket jeg véd, at de har meget vanskeligt ved at tåle. De mener nemlig, at denne metode straks vil kaste dem tilbage til den første kamp, som nogen, der er sig bevidst, at deres undersøgelser får bebrejdelser for, i foragt for de hellige skrifter alene at bygge på menneskelige autoriteter. Og de siger, at alt dette er almindeligt med mund og med pen, dog forstås det af nogle få, hvad der læres i de pavelige kanonner, at de hellige skrifter ikke skal fortolkes efter ens egen ånd.

¹² Cuius verbi perversissima intelligentia eo processerunt, ut scripturas non nisi proprio spiritu interpretarentur ipsi contra suam ipsorummet sententiam. Nam hinc, sepositis sacris literis, solis commentariis hominum immersi sunt, non quid sacrae literae, sed quid illi in sacris literis sentirent, quaerentes, donec uni homini, Romano pontifici, non nisi indoctissimis Sophistis circumvallato, soli tribuerent ius interpretandae scripturae sanctae, etiam de sola potestatis et sublimitatis maiestate, citra omnem intelligentiam et eruditionem, presumenti, fabulantes, Ecclesiam (id est Papam) non posse errare in fide. Quare super hac re utile fuerit pauca conferre. Men de fortsætter med at forstå dette ord på den mest fordrejede måde, sådan at de selv fortolker skrifterne netop ud fra deres egen ånd imod hvad de selv tror. For det er kommet dertil, at de sætter de hellige skrifter til side, oversvømmer dem med kun menneskelige kommentarer og spørger efter, ikke, hvad de hellige skrifter siger, man hvad disse mener om de hellige skrifter, indtil de tillægger ét menneske, den romerske pave, som så er indesluttet af uvidende sofister, retten til at udlægge de hellige skrifter, også om magtens og ophøjethedens eneste majestæt, ud over al forståelse og dannelse, idet de i deres vildelse formoder, at kirken (det vil sige paven) ikke kan fejle i troen. Derfor er det nyttigt at sige lidt om denne sag.

¹³      Primum, si nulli licet sacras literas suo spiritu interpretari, Cur ergo non observant, nec Augustino nec illi alii patrum idem licuisse? et qui scripturas sanctas secundum Augustinum et non Augustinum potius secundum scripturas sanctas intelligit, sine dubio secundum hominem et spiritum proprium intelligit. Si autem scripturas non licebit secundum proprium spiritum intelligere: quis enim nos certos faciet, an recte Augustinum intelligas?         For det første, hvis det ikke er tilladt nogen, at fortolke de hellige skrifter efter sin egen ånd, hvorfor tager de sig så ikke i agt for heller ikke at tillade Augustin det eller nogen af de andre fædre? Og den, der forstår de hellige skrifter ud fra Augustin, og ikke snarere Augustin ud fra de hellige skrifter, han forstår dem uden tvivl ud fra et menneske og ud fra sin egen ånd. Men hvis man ikke må forstå noget skrift ud fra sin egen ånd, hvem vil så gøre dig sikker på, at du forstår Augustin ret?

¹⁴ Dandus ergo erit alius interpres Augustino quoque, ne proprius spiritus nos fallat in illius libris. Quod si ita fieri oportet, dandus est et tertio quartus interpres, et quarto quintus usque in infinitum, et coget nos proprii spiritus periculum nihil unquam discere aut legere, id quod certe impletum est, dum primo neglectis sacris literis soli Augustino insudatum est, post et hoc non intellecto et neglecto Thomas Aquinas regnavit, Et hunc alii sine fine interpretes secuti sunt. Man vil altså være nødt til at indsætte en anden fortolker af Augustin, at ikke vor egen ånd skal få os til at læse forkert i hans bøger. Men hvis det er nødvendigt, så må man også indsætte en fjerde fortolker til at fortolke den tredie, og en femte til at fortolke den fjerde og således videre i det uendelige, og det farlige ved vor egen ånd vil tvinge os til aldrig nogensinde at lære eller læse noget, hvilket med sikkerhed er ufuldendt, indtil det til sidst går sådan, når man først fornægtede de hellige skrifter og lagde det over på Augustin, siden, da man heller ikke forstod ham og fornægtede ham, kom Thomas Aquineren til at herske, og ham har de øvrige fortolkere fulgt uden ende.

¹⁵        Error itaque manifestus est, hoc verbo 'non licet scripturas priprio spiritu intelligere' nobis mandari, ut sepositis sacris literis intendamus et credamus hominum commentariis. Hanc, inquam, intelligentiam absque dubio Satanas ipse invexit, quo nos a nostris, id est sacris, literis longissime avocaret et desperatam scientiam scripturae nobis faceret, cum sic potius sit (W97) intelligendum, scripturas nonnisi eo spiritu intelligendas esse, quo scriptae sunt, qui spiritus nusquam praesentis et vivacius quam in ipsis sacris suis, quas scripsit, literis inveniri potest.        Det er derfor en oplagt fejl ud fra dette ord 'Man må ikke forstå skrifterne ud fra sin egen ånd' at pålægge os, at vi skal lægge de hellige skrifter til side og tro på menneskers kommentarer. Den forståelse, mener jeg, er det uden tvivl Satan, der har indført, for at kalde os så langt bort fra vort som muligt, det vil sige, så langt bort fra skriften som muligt, og gøre vor forståelse af skriften håbløs, skønt ordet snarer skulle forstås sådan, at skrifterne kun skulle forstås ud fra den ånd, hvori de er skrevet, for den ånd kan intetsteds findes mere nærværende og levende end netop i de selvsamme skrifter, som den har skrevet.

¹⁶ Danda ergo fuit opera, non ut, sepositis sacris literis, solum humanis patrum scriptis intenderemus, immo contra, Primum, sepositis omnium hominum scriptis, tanto magis et pertinacius insudandum erat solis sacris, quo praesentius periculum est, ne quis proprio spiritu eas intelligat, ut usus assidui studii victo periculo eiusmodi tandem certum nobis faceret spiritum scripturae, qui nisi in scriptura prorsus non invenitur. Hic enim posuit latibulum suum, et in coelis (id est Apostolis) tabernaculum suum. Der skal altså gøres et stykke arbejde, ikke sådan, at vi sætter de hellige skrifter til side og alene stræber efter at forstå fædrenes menneskelige skrifter, nej omvendt sådan, at vi for det første sætter alle menneskelige skrifter til side, og så meget mere og så meget ivrigere arbejder med de hellige skrifter alene, som jo den fare er nærværende, at nogen kommer til at forstå dem ud fra sin egen ånd, så at brugen af stadige studier besejrer den slags farer og omsider gør os sikre på skriftens ånd, den, som kun kan findes i skriften. Her har ånden nemlig opslået sit skjulested, og i himlen (det vil sige i apostlene) sit tabernakel.

¹⁷ Et psal. i. Vir beatus in hoc laudatur, quod die ac nocte non in aliis libris, sed in lege domini meditatur. Hinc enim hausto spiritu iuditium suum quisque formabit non modo super omnia gentium sed et sanctorum patrum scripta. Scriptum est enim, quod Mosi facies glorificata fuit e consortio sermonis domini, non utique e consortio sermonis hominum, etiam sanctissimorum, qui tum erant. Og i Sl 1,2 roses den salige mand, fordi han dag og nat grunder, ikke på andre bøger, men på Herrens lov. Når man øser af denne åndelige kilde, vil nemlig enhver herudfra kunne udforme sin bedømmelse, og den vil være bedre ikke bare end alle folkeslags bedømmelse, men også end de hellige fædres skrifter. For der står skrevet, at Moses' ansigt var kommet til at stråle, efter at han havde talt sammen med Herren, men det skete ikke, da han havde talt med mennesker, selv ikke med de allerhelligste på den tid.

¹⁸        Praeterea cum credamus Ecclesiam sanctam catholicam habere eundem spiritum fidei, quem in sui principio semel accepit, cur non liceat hodie aut solum aut primum sacris literis studere, sicut licuit primitivae Ecclesiae? Neque enim illi Augustinum aut Thomam legerunt. Aut dic, si potes, quo iudice finietur quaestio, si patrum dicta sibi pugnaverint.          Forøvrigt, når vi tror, at den hellige katolske kirke har den samme troens ånd, som den modtog engang i sin begyndelse, hvorfor er det så ikke rigtigt i dag at studere de hellige skrifter enten alene eller som det grundlæggende, sådan som det var rigtigt i den ældste kirke? De læste jo hverken Augustin eller Thomas. Eller sig, hvis du kan, ved hvilken dom man kan afgøre en tvist, hvis fædrenes udtalelser strider imod hinanden.

¹⁹ Oportet enim scriptura iudice hic sententiam ferre, quod fieri non potest, nisi scripturae dederimus principem locum in omnibus quae tribuuntur patribus, hoc est, ut sit ipsa per sese certissima, facillima, apertissima, sui ipsius interpres, omnium omnia probans, iudicans et illuminans, sicut scriptum est psal. c.xviii. 'Declaratio seu, ut hebraeus proprie habet, Apertum seu ostium verborum tuorum illuminat et intellectum dat parvulis'. Man bør nemlig her lade sin mening afhænge af skriftens dom, hvilket ikke kan ske, medmindre vi giver skriften førsterang i alt, hvad vi tillægger fædrene, det vil sige, at skriften i sig selv er sikker, let, åben, sin egen fortolker, som beviser alt og alle, dømmer og oplyser, sådan som der står skrevet i Sl 119,130: 'Din forklaring (eller som der står på hebraisk) dine ords åbning eller mund oplyser og giver børn forståelse'.

²⁰ Hic clare spiritus tribuit illuminationem et intellectum dari docet per sola verba dei, tanquam per ostium et apertum seu principium (quod dicunt) primum, a quo incipi oporteat, ingressurum ad lucem ad intellectum. Iterum, Principium seu caput verborum tuorum veritas. Vides, in hic veritatem tribui non nisi capiti verborum dei, hoc est, si verba dei primo loco didiceris et eis velut principio primo usus fueris pro omnium verborum iuditio. Et quid facit octonarius ille totus quam ut perversitate nostri studii damnata nos revocet ad fontem et doceat primum et solum verbis dei studendum esse, spiritum autem sua sponte venturum et nostrum spiritum expulsurum, ut sine periculo theologissemus? Her bevirker ånden klart oplysning og lærer at der gives forståelse alene gennem Guds ord, som gennem en dør eller åbning eller som de siger en grundlæggende begyndelse, hvorfra der kan gås videre, så man når frem til lyset og forståelsen. Videre, skriften er grundlaget eller overhovedet for dine ords sandhed. Du ser, at der her kun tillægges Guds ord sandhed som en hovedsag, det vil sige, at du skal tildele Guds ord hovedpladsen, bruge det som udgangspunkt fremfor alle ords bedømmelse. Og hvad gør den ottefoldige andet end at han fordømmer vore studiers perversitet og kalder os tilbage til kilden og lærer, at Guds ord bør studeres først og alene, men dens ånd blæser spontant og uddriver vor ånd, så vi uden fare kan drive teologi?

²¹ Hoc sane verum est, superbis et impiis scripturam sanctam semper esse maioris caecitatis occasionem, sed quae hominum scripta superbis etiam non sunt occasio maiorum tenebrarum? aut quae res quamlibet optima superbis (W98) et immundis non cooperatur in malum? Hos fieri in scripturis haereticos, nihil mirum, verum eosdem in humanis scriptis plus etiam quam bestias fieri, nihil novum. Det er sandelig sandt, at for de overmodige og ufromme er den hellige skrift altid anledning til en større blindhed, men hvilket menneskeligt skrift er ikke også for de overmodige anledning til et større mørke? eller hvilken ting, hvor god den end er, vil ikke for de overmodige og urene samvirke til det onde? At disse er kættere i skrifterne, er der intet mærkeligt i, og at de også i de menneskelige skrifter bliver værre end dyr, er ikke nyt.

²²        Sint ergo Christianorum prima principio non nisi verba divina, omnium autem hominum verba conclusiones hinc eductae et rursus illuc reducendae et probandae: illa primo omnium debent esse notissima cuilibet, non autem per homines quaeri et disci, sed homines per ipsa iudicari. Quod si non ita est, cur Augustinus et sancti patres, quoties vel pugnant et docent, ad sacras literas ceu prima principia veritatis recurrunt et sua vel obscura vel infirma illarum luce et firmitate illustrant et confirmant?         Lad altså alene det guddommelige ord være de kristnes første begyndelse, men alle menneskeord være uddraget herfra som konklusioner og atter herfra skulle drage slutninger og bevise. Dette bør først og fremmest være åbenbart for enhver, at man ikke skal udforske og belæres gennem mennesker, men at mennesker skal bedømmes af det. For hvis det ikke forholder sig sådan, hvorfor tager så Augustin og de hellige fædre, så snart de enten kæmper eller lære, deres tilflugt til den hellige skrift som til den første begyndelse på sandheden, og belyser og bekræfter deres eget mørke eller svaghed ved dens lys og styrke?

²³ quo exemplo utique docent, verba divina esse apertiora et certiora omnium hominum, etiam suis propriis verbis, ut quae non per hominum verba, sed hominum verba per ipsa doceantur, probentur, aperiantur et firmentur. Nisi enim ea apertiora et certiora ducerent, ridicule sua obscura per obscuriora dei probare praesumerent, cum et Aristoteles istorum universusque naturae sensus id monstrent, quod ignota per notiora et obscura per manifesta demonstrari oporteat. Og ved dette eksempel lærer de overalt, at de guddommelige ord er mere klare og mere sikre end alle menneskeord, også end deres egne ord, så at de ikke lærer, beviser, klargør og bestyrker dens ord med menneskeord, men menneskeord med den. Hvis de nemlig ikke regner den for klarere og sikrere, vil det være latterligt, hvis de mente at kunne bevise dens mørke med Guds mørke, eftersom også deres Aristoteles og den helt naturlige mening viser, at det ukendte skal bevises ved det kendte og det uklare ved det klare.

²⁴        Quare ergo est nostra tam irreligiosa perversitas, ut sacras literas non per seipsas et illarum proprium spiritum, sed per hominum glossas velimus discere, diverso omnium patrum exemplo, et in hac perversitate gloriemur ceu religiossima pietate? Si enim hoc volumus, Concedemus, scripturas sanctas esse obscuriores et ignotiores quam patrum scripturas: hoc autem admisso, ulterius dabimus, S. patres suis commentariis nihil aliud fecisse quam ut, dum sua probant per scripturas, notiora probarint per ignotiora, et sic tam seipsos quam nos mire illuserint prorsusque in vanum laboraverint, et erit, ut plus credamus interpretantibus quam loquenti scripturae. quis ita insaniat?         Men hvorfor er vi dog så ufromme og forkertvendte, at vi ikke vil lære den hellige skrift ved sig selv og dens egen ånd, men gennem menneskers fortolkninger, ud fra forskellige fædres eksempel, og praler af denne forkerthed som af den største fromhed? Hvis vi vil det, så skulle vi jo indrømme, at den hellige skrift var mere dunkel og ukendt end fædrenes skrifter. Men det indrømmer jeg, hvis vi holder fast ved ovenstående, at så ville de hellige fædre med deres kommentarer intet andet have gjort end at de, når de beviste deres sætninger ved skriften, ville have bevist det kendte gennem det ukendte, og således ville de have bedraget både sig selv og os og de ville have arbejdet forgæves, og det ville være sådan, at vi ville tro mere på dem, der fortolker skriften end på den skrift der taler. Men hvem kan være så vanvittig?

²⁵         Iam quanti errores in omnium patrum scriptis inventi sunt! Quoties sibi ipsis pugnent! Quoties invicem dissentiunt! Quis est, qui non saepius scripturas torserit? Quoties Augustinus solum disputat, nihil diffinit! Hieronymus in commentariis fere nihil asserit. Qua autem securitate possumus alicui niti, quem constiterit saepius errasse, sibi et aliis pugnasse, scripturis vim fecisse, nihil asseruisse, nisi autoritate scripturae nos omnia eorum cum iudicio legerimus?          Og nu, hvor mange fejl kan man ikke finde i alle fædrenes skrifter! Hvor ofte modsiger de ikke sig selv! Hvor ofte er de ikke uenige indbyrdes! Hvem er der, som ikke ofte har forvredet skriften! Hvor ofte har Augustin ikke blot diskuteret, ikke fastslået noget! Hieronymus fastslår næsten intet i sine kommentarer. Men med hvilken sikkerhed kan vi støtte os til ham, som fastslår, at han ofte har taget fejl, at han har modsagt sig selv og andre, at han har øvet vold på skriften, at han ikke har fastslået noget, hvis ikke vi for vort vedkommende læser alle deres skrifter ud fra skriftens autoritet?

²⁶ Nullus attigit scripturae aequalitatem, sicut nec debuit, quanquam vetusti illi proprius accesserint, quod in scripturis diligentiores fuerunt. Nemo ergo mihi opponeat Papae aut sancti cuiusvis autoritatem, nisi scripturis munitam, Nec statim vociferetur, me unum velle omnibus doctiorem videri et scripturas proprio spiritu intelligere. Haec enim non sunt vociferationes quaerentium dei veritatem sed suam vanitatem, aut eum afferat autorem, quem constet nunquam errasse, scripturas torsisse, aliis et sibi pugnasse, dubitasse. Nolo omnium doctior iactari, sed solam scripturam (W99) regnare, nec eam meo spiritu aut ullorum hominum interpretari, sed per seipsam et suo spiritu intelligi volo. Der er ingen, der fastholder, at skriften er lige meget værd overalt, sådan som man heller ikke bør gøre det, skønt de gamle selv snarere fastholdt, at de var mere omhyggelige i skriften. Det nytter altså ikke noget, at nogen op imod mig sætter pavens eller en hvilkensomhelst helgens autoritet, hvis ikke han er bevæbner med skriften. Og man skal heller ikke straks råbe op om, at jeg ene mand vil synes lærdere end alle og forstå skriften ud fra min egen ånd. Det er nemlig ikke et råb, der passer sig for dem, som søger Guds sandhed, men kun for dem, der søger deres egen forfængelighed. Eller råbet har den til ophavsmand, som slår fast, at han aldrig har taget fejl, aldrig fordrejet skriften, aldrig har været i modstrid med sig selv og andre, aldrig har tvivlet. Jeg vil ikke prale af at være lærdere end alle, jeg vil blot, at skriften skal herske, og jeg vil ikke forstå den ud fra min egen ånd eller ud fra noget menneskes ånd, men ud fra den selv og dens egen ånd.

²⁷         In qua re ne iuste videantur vociferari, praeclarissimum exemplum habeo Augustini, quem saepius adduxi, et quia surda eum aure transeunt, saepius inculcare oportet, ubi dicit in Epistola ad D. Hieronymum: Ego solis eis libris, qui canonici dicuntur, eum deferre honorem didici, ut nullum eorum scriptorem errasse firmiter credam, caeteros vero, quantalibet sanctitate doctrinaque praepolleant, ita lego, ut non ideo verum credam, quia ipsi sic senserunt, sed si per Canonicas scripturas aut ratione probabili mihi persuadere potuerunt.         I den sag synes de at råbe op ret uretfærdigt. Jeg har i Augustin et udmærket forbillede. Ham har jeg ofte fremført, og fordi de ofte springer det over med døve ører, bør man ofte indprente det, dèr hvor han i brevet til den guddommelige Hieronymus siger: 'Jeg ærer kun de bøger, som kaldes kanoniske, med den hæder, at jeg fast tror, at ingen af deres forfattere har taget fejl. De øvrige læser jeg således, ligegyldigt hvilken hellighed og hvilken lære de har indflydelse ved, at jeg ikke af den grund tror, det er sandt, at det er dem, der mener således, men gør det, fordi de kan overbevise mig med den kanoniske skrift eller antagelige grunde'.

²⁸ Cur non et hunc Augustinum arrogantiae arguunt, qui prorsus omnes ad unum tractatores scripturae contemnere audet, quatenus scripturis et rationibus non persuadent, et nobis idem faciendum docet lib. iii. de trinitate, dicens: Noli meis literis velut canonicis inservire etc. Et Hilarius vel inter primos patrum in suo de trinitate libro primo dicit: Optimus interpres hic est, qui sensum e scriptura potius retulerit quam attulerit, nec cogat hoc in dictis contentum videri, quod ante intelligentiam docere praesumpserit. Hvorfor beskylder de ikke af samme grund Augusin for arrogance, når han vover at foragte hver og én af skriftfortolkerne, forsåvidt de ikke overbeviser med skrift og fornuft. Og han lærer os at gøre det samme i den tredie bog af 'om treenigheden', hvor han siger: 'Jeg vil ikke, at mine skrifter skal tjene som kanoniske, osv'. Og Hilarius, der jo er blandt de fremmeste af fædrene, siger i sin første bog om triniteten: 'Den bedste fortolker er her den, som udlægger meningen af skriften, mere end han indlægger den, og ikke tvinger det indhold til at synes at være i det sagte, som han før udlægningen har ment, man skulle lære deraf.

²⁹ Ecce hic insignis autor vult e scripturis referri, non afferri in scripturas intelligentiam. Non ergo hoc est elucidare sapientiam, de quo gloriantur, multa patrum dicta congerere et ex iis scripturam intellectam praesumere, sed e scriptura intelligentia relata et per sui solius collationem elucidata illorum dicta iudicare. Sic et beata virgo conferebat verba omnia in corde suo. Se her, denne udmærkede forfatter vil udlægge sin forståelse fra skriften, ikke indlægge den i skriften. Det er altså ikke at oplyse visdommen, hvoraf de roser sig, at sammendynge mange fædreudsagn og mene at forstå skriften ud fra dem, nej, det er at uddrage sin forståelse fra skriften og at bedømme den ved at samle sammen af klare udsagn fra den. Således bevarede også den salige jomfru alle ordene i sit hjerte.

³⁰       Quod si, ut hoc auderemus et deberemus, Augustinus et Hilarius aliique non docuissent, nonne Paulum habemus ad Thessalonicenses dicentem 'Omnia probate, quod bonum est tenete', (1 Thess 5,21) Et Gal. i. 'Siquis aliud euangelisaverit praeter id quod accepistis, anathema sit'? (Gal 1,8) Et i. Iohan. iiii. 'Probate spiritus, utrum ex deo sint'? has certe Apostolicas monitiones necesse est omnes contemnere, si quaelibet patrum dicta oportet absque iuditio admittere, iuditio inquam spiritus, quod nullis nisi sacris literis voluit includi et contineri.         Hvad så, hvis vi skulle vove at antage, at Augustin og Hilarius og de andre ikke havde lært sådan, mon vi så ikke ville have Paulus, der til thessalonikerne siger: 'Prøv alt, behold det gode'. Og i Gal 1,8 siger: 'Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I modtog, han være forbandet'? Og 1 Joh 4,1: 'Prøv ånderne, om de er af Gud'? Disse apostoliske formaninger må nødvendigvis enhver foragte, som mener, at et hvilketsomhelst af fædrenes udsagn bør man holde fast ved uden at bedømme det, jeg mener med en åndelig bedømmelse, som ikke vil inddrage og holde fast ved andet end den hellige skrift.

³¹        Atque ut latius, quod mirentur, dicam, legimus in actis Apostolorum c. xvii. quod ii, qui cum omni aviditate verbum Pauli audierant, quotidie scrutabantur scripturas, si haec ita haberent. (Apg 17,11) Si ergo Pauli Euangelium seu novum testamentum oportuit probari per veterem scripturam, an ita haberet, qui tamen autoritatem habuit a deo sibi datam, sicut Apostolus, ut eius verbo crederetur, quod nos facimus, qui patrum dicta, quorum nulli fuit autoritas nova docendi, sed tantum accepta per Apostolos conservandi, nolimus ad scripturae iudicium vocari?        Og for nu at omtale det, de undrer sig over, mere udførligt, så læser vi i Apostlenes Gerninger, kapitel 17,11, at de, som begærligt lyttede til Paulus' ord, dagligt granskede skrifterne, om det nu også forholdt sig således. Hvis altså Paulus' evangelium eller det nye testamente bør bevises ud fra den gamle skrift, om det forholder sig således, han, der dog har autoritet, givet ham af Gud, som apostel, så hans ord kan blive troet, hvad er det da vi gør, når vi ikke vil kalde fædrenes ord, hvoraf ingen havde ny autoritet til at lære, men kun havde fået autoritet til at bevare det, de havde modtaget fra apostlene, ind under skriftens bedømmelse?

³² Denique, non solum ipse Paulus sua omnia per vetus testamentum probat, ut in Epistolis eius abunde videmus, adeo ut in Proemio Epistolae ad Romanos testetur Euangelium suum praedictum in scripturis sanctis per prophetas, Sed et Petrus et omnes Apostoli, etiam (W100) Concilio congregati Act. xv., per scripturas sua demonstrant, quia et ipse Christus, omnium dominus, voluit per Iohannis testimonium comprobari et voce patris de coelo confirmari, adhuc tamen frequentissime sua persuadet testimoniis scripturae, Iubens etiam Iudaeis, ut scrutentur scripturas, quae testimonium perhibeant de eo. (Joh 5,39). Endelig, ikke blot beviser Paulus selv alt sit ud fra det gamle testamente, som vi kan se i overflod i hans breve, i den grad, at han i forordet til romerbrevet bevidner, at hans evangelium er forudsagt i de hellige skrifter af profeterne, det gør også Peter og alle apostlene, og også koncilet, der var forsamlet i Apg 15,15f, beviser sine bestemmelser gennem skriften, for også Kristus selv, alles herre, ville, at hans budskab skulle bevises gennem Johannes' vidnesbyrd og bekræftes gennem faderens røst fra himlen, og han ville hele tiden overbevise om sit budskab ud fra skriftens vidnesbyrd, idet han også befalede jøderne, at de skulle granske skrifterne, fordi de bar vidnesbyrd om ham.

³³       Mira ergo nostra perversitas, ut aliis testimoniis quam scripturae nostra velimus probare, quando Christus et Apostoli omnes sua volunt in scripturis testificari, imo, quo sit insania intolerabilior, Scripturas, unde testimonia pro nobis petenda sunt, volumus testimoniis hominum probare et tueri. Nonne hoc est aliud nihil quam velle humanis divina formare et elucidare? Nonne hoc est gladium spiritus, quo nos defensos oportuit, obiecta carne brachii nostri tueri?          Det er derfor en mærkelig fordrejethed hos os, at vi vil bevise vore læresætninger ud fra andre vidnesbyrd end skriftens, når Kristus og apostlene allesammen ville, at deres lære skulle bevidnes i skriften, ja, hvad er et mere utåleligt vanvid, end når vi vil bevise og forsvare skriften, hvorfra der skal søges vidnesbyrd til fordel for os, ud fra menneskers vidnesbyrd? Det er da intet andet end at ville danne og belyses de guddommelige ting ud fra det menneskelige! Mon ikke det er at forsvare åndens sværd, som vi bør bruge til forsvar, med vor arms kødelige skjold?

³⁴ Non tamen per haec sanctis patribus volo detractam auctoritatem et ingratitudinem pro sanctis eorum laboribus repensam, sed libertatem spiritus et maiestatem verbi dei illis praepositam. Sint sancti viri et Ecclesiarum patres, sed homines et Apostolis atque prophetis impares, et horum autoritati non praelati nec aequati sed subiecti, ut quos non ipsi erudierunt aut illustraverunt, sed a quibus ipsi eruditi et illustrati sunt: tantum nobis exemplo sint, ut quemadmodum ipsi in verbo dei pro suo tempore laboraverunt, ita et nos pro nostro saeculo in eodem laboremus. Herigennem vil jeg dog ikke fratage de hellige fædre autoritet eller være utaknemlig overfor helgenernes anstrengelser, men åndens frihed og Guds ords majestæt bør have forrang fremfor dem. Lad dem så være hellige mænd og kirkefædre, de er dog mennesker og kan ikke stilles lige med apostlene og profeterne, og de er ikke overordnet eller ligestillet med deres autoritet, men underordnet den, således at de ikke skal uddanne eller belyse dem, men være uddannet og oplyst af dem. Blot kan de være eksempler for os, så ligesom de på deres tid arbejdede med Guds ord, sådan skal også vi i vor tid arbejde med det.

³⁵ Una est vinea, sed diversi diversarum horarum operarii, omnes tamen in ipsa vinea, non in sarculis aut cultris operariorum laborant. Satis est e patribus didicisse studium et diligentiam in scripturis laborandi: non omne opus eorum probari necesse est, siquidem et diligentia pluribus quandoque non dat, quod dat vel uni sola occasio et nescio quae spiritus incomprehensibilis impulsio. Vingården er én, men vingårdsmændene er forskellige til forskellige tider, dog arbejder de alle i den samme vingård, de arbejder ikke på vingårdsmændenes hakker og knive. Det må være nok, hvis man af fædrene har lært iver og omhu, når man arbejder med skrifterne. Det er ikke nødvendigt, at al deres gerning bevises, da jo også omhuen af og til ikke findes, fordi der gives en enkelt lejlighed og en indskydelse fra jeg véd ikke hvilken uforståelighedens ånd. (???)

³⁶         Exemplo itaque S. Bernhardi, si id poterimus, potius ex fonte ipso quam ex rivulis bibamus: sic enim de se confitetur, ob id non raro patribus sanctis reluctari ausus. Alioqui, si pontificibus aut doctoribus solis fidendum est, nec ad scripturae tribunal vocandi sunt, cur non scripturas sanctas explodimus tanquam superfluas et obscuriores, quam ut eas possimus consequi? eodem exemplo tandem et patres sanctos repellamus, receptis in locum eorum apertioribus (ut iactant) Theologis scholasticis, donec et his abiectis Aristotelem et quo quisque remotior a sacris literis et sanctis patribus fuerit duces habeamus, sicut revera habuimus et habemus.        Endelig skal vi efter Skt. Bernhards eksempel, så vidt vi kan, snarere drikke af selve kilden end af bækkene. Således bekender ham jo om sig selv, at han af den grund ikke sjældent var tilbageholdende med de hellige fædre. Ellers, hvis man kun kan stole på paverne eller de lærde, og de ikke kan kaldes ind for skriftens domstol, hvorfor forkaster vi så ikke snarere den hellige skrift som overflødig og formørket, end at vi skulle kunne rette os efter dem? På den måde skulle vi også i sidste ende forkaste de hellige fædre, idet vi i deres sted indsatte de meget klarere (efter hvad de selv praler af) skolastiske teologer, indtil også de bliver forkastet, og vi regner Aristoteles og enhver, der har været fjernere fra den hellige skrift end ham, for vore ledere, hvad vi jo i virkeligheden også har gjort og stadig gør.

³⁷ Tum revera erit, ut scripturas sanctas non solum spiritu proprio non interpretemur, sed nihil nisi proprium spiritum, scripturis in totum incognitis, reliquum retineamus et meris opinionum nostrarum turbinibus et procellis sine fine agitemur, sicut est dies haec. Da vil der i virkeligheden ske det, at vi ikke blot ikke fortolker den hellige skrifte efter dens egen ånd, men kun efter vor ånd, så vi i det hele taget bliver uvidende om skrifterne, og fastholder det øvrige og kun i ét væk forkynder vore egne meningers hvirvelvinde og stormbrag, sådan som det sker den dag i dag.

³⁸         Haec volui in hoc protestari, ne ii, qui, sanctorum patrum alicubi dictis suffarcinati, praesumunt victoriam sibi, sese aliquid fecisse putent, si (W101) me adversatum ostenderint vel unius patris Ecclesiastici unico alicui verbo, quod hactenus a scholasticis doctoribus ad Ecclesiasticos semper provocarim. Non enim sic ad eos provocari, ut omnia eorum vera arbitrarer, sed quod propiora veritati senserint quam scholastici, qui fere nihil veri habent reliquum, ut sensim ad fontem ipsum rivulis ducentibus veniremus.         Det er, hvad jeg i det stykke har villet protestere imod, at ikke de, som udstoppet med nogle tilfældige hellige fædre, skal mene at have vundet sejr, skal tro, de har gjort noget, hvis de har påvist, at jeg siger det modsatte af en kirkefader i ét eller andet ord, fordi jeg hidtil altid har beråbt med på kirkefædrene overfor de skolastiske doktorer. For jeg har nemlig ikke beråbt mig på dem på den måde, at jeg har troet at alle deres sætninger var sande, men fordi dere meninger lå nærmere sandheden end skolastikernes meninger, som næsten intet sandt har tilbage, så min mening var, med disse bække som ledere at komme tilbage til kilden selv.

³⁹ Prohibet enim Augustinus, quem semper adhibui, ullius tractatorum quantumlibet sancti scripta scriptis Apostolorum et prophetarum aequari, id quod communis quoque naturae sensus prohibet. For Augustin, som jeg altid har holdt mig til, forhindrer jo, at man må sidestille nogen af dem, som behandler ét eller andet af de hellige skrifter med apostlenes og profeternes skrifter selv, hvilket også den almindelige mening og den naturlige fornuft forhindrer.

⁴⁰        Istis praemonitis ad articulos veniamus, quorum PRIMVS.        Når vi nu har forudskikket disse formaninger, lad os så gå i gang med artiklerne, hvoraf den første er:

⁴¹ Haeretica est sed usitate sententia, Sacramenta novae legis dare gratiam illis, quo non ponunt obicem. (exurge#17; assty01#31) Det er en kættersk mening, men meget brugt, at den nye lovs sakramenter giver nåde til dem, der ikke skyder en slå for.

⁴²     Scriptura sic dicit Ro. i. et Abacuc. ii. Heb. x. 'Iustus ex fide sua vivet', non dicit 'Iustus ex sacramentis vivet'.        Skriften siger således Rom 1,17; Hab. 2,4, Hebr 10,38: 'Den retfærdige skal leve af tro', den siger ikke 'Den retfærdige skal leve af sakramenterne'.

⁴³       Marci ult. 'Qui crediderit et baptisatus fuerit, salvus erit, Qui autem non crediderit, condemnabitur', etiam si baptisaretur. Neque enim baptismus salvat sed fides baptismi.        I Mark 16,16 står der: 'Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, der ikke tror, skal blive fordømt', også selv om han er døbt. Det er nemlig ikke dåben, men troen på dåben, der frelser.

⁴⁴       Ro. x. 'Corde creditur ad iustitiam', non dicit 'corpore sacramenta suscipiuntur ad iustitiam'.        I Rom 10,10 hedder det: 'Med hjertet tror man til retfærdighed', det hedder ikke 'de modtager sakramentets legeme til retfærdighed'.

⁴⁵       Roma. iiii. ex Gen. xv. 'Credidit Abraham deo et reputatam est illi ad iustitiam'.        I Rom 4,3 (1 Mos 15,6) står der: 'Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed'.

⁴⁶     Ratione sic:
      Quia in omni sacramento est verbum promissionis divinae, quod affirmative promittit et exhibet gratiam dei ei, qui suscipit sacramentum. Ubicunque autem deus promittit, ibi exigitur fides audientis, ne deum faciat mendacem sua incredulitate, quare in sacramentis suscipiendis necessaria est fides suscipientis, quae credat id, quod promittitur. Begrundelsen er således:
      I ethvert sakramente er der et guddommeligt forjættelsesord, som positivt forjætter og uddeler Guds nåde til den, der modtager sakramentet. Men hvor Gud forjætter, der kræves der tro af den, der hører det, at han ikke med sin vantro skal gøre Gud til en løgner; derfor er det, når man modtager sakramenterne nødvendigt med tro hos den, der modtager det, en tro, der stoler på det, der forjættes.

⁴⁷       Sic baptismus datur in verbo istius promissionis 'qui crediderit et baptisatus fuerit, salvus erit': Ergo necesse est, ut baptisandus credat se salvum fore, ubi baptisatus fuerit, alioquin deum in sua ista promissione facit mendacem, quod est horrendum.        Således gives dåben i dette forjættelsesord: 'Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst'. Derfor er det nødvendigt, at den, der skal døbes, tror, at han bliver frelst, når han bliver døbt, ellers gør han den Gud, der forjætter disse ting, til en løgner, hvilket er forfærdeligt.

⁴⁸        Sic in sacramento poenitentiae datur absolutio in verbo istius promissionis 'Quodcunque ligaveris super terram, ligatum erit et in coelis'. (Matt 16,19) Quare oportet, ut absolvendus credat et non dubitat sese vere absolvi in coelis apud deum, dum absolvitur in terris per sacerdotem, ne Christi promissionem mendacem faciat. (W102)        Således gives der i bodssakramentet afløsning i dette forjættelsesord: 'Hvadsomhelst I binder på jorden, skal være bundet i himlen'. Derfor er det nødvendigt, at den, der skal afløses, tror og ikke tvivler på, at han virkelig afløses i himlen hos Gud, når han afløses på jorden gennem præsten, at ikke han skal gøre Kristi forjættelse til løgn.

⁴⁹       Sic in sacramento panis datur corpus Christi in verbo istius promissionis 'Accipite et manducate, hoc est corpus meum, quod pro vobis tradetur'. Oportet ergo manducantem omnino et firmiter credere, corpus Christi non tantum pro aliis sed et pro se datum et sanguinem Christi pro se fusum in remissionem peccatorum, sicut verba promissionis aperte sonant: alioqui irridebit promissionem istam Christi et iudicium sibi manducabit.        Således gives i brødets sakramente Kristi legeme i dette forjættelsesord: 'Tag det og spis det, det er mit legeme, som gives for jer'. Altså bør den, der spiser, fast og sikkert tro, at Kristi legeme ikke blot gives til bedste for andre, men til bedste for ham og at Kristi blod er udgydt for ham til syndernes forladelse, sådan som forjættelsesordene klart lyder. Ellers vil han gøre grin med denne Kristi forjættelse og spise sig en dom til.

⁵⁰        Ex quibus evidens est, necessarium esse fidem suscepturo sacramentum, qua credat se consecuturum id, quod sacramentum promittit et donat, ut sic verum sit quod dicitur 'Non sacramentum, sed fides sacramenti iustificat'. Cum enim in omni sacramento sit verbum dei, ut dicit Beatus Augustinus super Ioannem 'accedit verbum ad elementum et fit sacramentum', Ubicunque autem verbum dei est, ibi fides hominis in ipsum requiritur. Multi enim sacramentum suscipiunt, et tamen non iustificantur, sed magis damnantur, quia sine fide suscipiunt. Sola ergo fides iustificat, ut praedictae autoritates probavere.          Af dette er det klart, at for den, der modtager sakramentet, er troen nødvendig, den tro, hvormed han tror, at der vil ske ham det, som sakramentet forjætter og giver, så at det således er sandt, hvad der siges 'Ikke sakramentet, men troen på sakramentet retfærdiggør'. For Guds ord er nemlig i ethvert sakramente, som den salige Augustin siger det 'over Johannes' 'ordet kommer til elementet og sakramentet bliver til'. Men overalt, hvor Guds ord er, dèr kræves menneskets tro på det. For mange modtager sakramentet og retfærdiggøres dog ikke, men fordømmes snarere, fordi de modtager det uden tro. Alene troen retfærdiggør altså, som de førnævnte skriftsteder beviser.

⁵¹         Quare haeretica sententia est, quaecunque contraria est huic Apostolicae et catholicae sententiae. At talis est eorum qui dicunt, sacramenta novae legis dare gratiam iis qui non ponunt obicem, quorum autor Scotus est. Quod probo sic, quia docent, non modo non esse necessariam fidem, qua credas te accepturum id quod sacramentum promittit, sed quod sufficiat, ut non ponas obicem.        Derfor er det en kættersk opfattelse, hvadsomhelst der er imod denne apostoliske og katolske opfattelse. Men af den art er deres opfattelse, som siger, at den nye lovs sakramenter giver nåde til dem, som ikke skyder en slå for. Det er Scotus der har fundet på det udtryk. Det beviser jeg derved, at de lærer, ikke blot at det ikke er nødvendigt med den tro, hvormed du tror, at du har modtaget det, sakramentet forjætter, men at det er nok, at du ikke skyder en slå for.

⁵² Obicem autem vocant peccatum mortale vel propositum eiusdem, quale est homicidium, libido et similia, adeo ut satis sit suscepturo sacramentum, si desinat peccare et propositum deponat, etiam si nullum bonum propositum formet. Quidam enim ex eis dicunt, nec motum bonum cordis requiri. Haec omnia, quia supradictis contraria sunt, vere haeretica sunt. Incredulitatem vero pro nullo obice habent, scientes, quod non est in potestate nostra ponere incredulitatem, sed solius dei, qui infundit solus fidem. Quidam autem ex eis addunt, requiri attritionem et fidem acquisitam, quae duae res quid sint, nemo illorum potuit unquam docere. Men at skyde en slå for er efter deres mening at have en dødssynd eller et forsæt til en sådan, det vil sige til manddrab, vellyst og den slags, og derfor er det nok for den, der vil modtage sakramentet, at han ophører med at synde og undlader sit forsæt, også selv om han ikke har dannet sig noget godt forsæt. For nogle af dem siger, at der heller ikke kræves nogen god bevægelse i hjertet. Alt dette er faktisk kætteri, fordi det står i modsætning til det ovenfor sagte. Men de regner ikke vantroen for nogen slå, for de véd, at det ikke står i vor magt at indskyde vantroen, men det står alene i Guds magt, som alene indgyder troen. Men nogle af dem tilføjer, at der kræves anger og en erhvervet tro, hvilket er to ting, som ingen af dem nogensinde har kunnet forklare hvad var.

⁵³         Causa autem, quae movet eos sic docere, est quod alioqui non videatur differentia dabilis inter veteris et novae legis sacramenta. Vetera enim in fide suscepta iustificabant, hoc est, iis qui boni erant utilia fuerunt, sicut dicunt, Ergo nova debent esse efficatiora et prodesse etiam iis quid boni non sunt, ut boni fiant, cum novi testamenti omnia perfectiora quam veteris testamenti esse debeant.        Men grund til, at de bevæges til at lære således, er, at ellers synes der ikke at gives nogen forskelle mellem den gamle og den ny lovs sakramenter. For de gamle retfærdiggjorde, når de blev modtaget i tro, det vil sige, for dem, som var gode, var de nyttige, efter hvad de siger; derfor bør de nye sakramenter være mere givende og gavne også dem, som ikke er gode, at de må blive gode, eftersom alt i det nye testamente må være mere fuldkomment end det, der er i det gamle testamente.

⁵⁴ Nos autem dicimus, nec novi nec veteris testamenti sacramenta, sed solam fidem iustificasse, sicut Paulus dicit 'Iustus ex fide sua vivet' (Rom 1,17) et 'Corde creditur ad iustitiam' (Rom 10,10): ideo ratio istorum nihil est, sicut et omnia quae ex illa deducunt. Potius differunt sacramenta novae legis non a sacramentis, sed a sacrificiis et cerimoniis sacerdoti Aaronici, quod per haec mundabantur corpora, vestes, cibi et vasa quaecunque ab immundiciis, (W103) quae ex natura non erant, sed ex lege Mosi: ideo ut nulla promissio, ita nulla fides in eis erat. Men vi siger, at hverken det ny eller det gamle testamentes sakramenter, men alene troen retfærdiggjorde, sådan som Paulus siger 'Den retfærdige skal leve af tro', og 'Med hjertet tror man til retfærdighed'. Derfor er deres begrundelse intet værd, sådan som også alt, hvad de udleder deraf. Snarere adskiller den ny lovs sakramenter sig ikke fra sakramenterne, men fra ofringerne og ceremonierne hos det aroniske præstedømme, for gennem dem renses legemerne, klæderne, måltiderne og fadene fra hvilkensomhelst urenhed, som ikke var der fra naturens hånd, men kom ud fra moseloven. Derfor, ligesom der ikke er nogen forjættelse, var der heller ikke nogen tro i dem.

⁵⁵ Non enim natura est peccatum aut immunditia, si cadaver tetigeris aut lepram aut menstruatam: ideo nec 'peccatum' sed 'immunditia' vocabatur. At per illa nostra sacramenta mundantur conscientiae ab immundiciis veris, quae ex natura vicia et peccata sunt: ideo promissio et fides hic vigent, quod et in multis aliis signis patrum videre est, quae ad cerimonias legis non pertinebant. Verum haec extra propositum. For det var ikke synd eller urenhed ifølge naturen, hvis du berørte et lig eller en spedalsk eller en kvinde, der menstruerede. Derfor kaldtes det ikke synd, men urenhed. Men gennem vore sakramenter renses samvittighederne fra de sande urenheder, som ifølge naturen er laster og synd. Derfor hersker forjættelsen og troen her, hvilket også er at se i mange andre tegn hos fædrene, som ikke har med lovens ceremonier at gøre. Men dette ligger uden for det forelagte.

⁵⁶ SECVNDVS.
       In puero post baptismum negare remanens esse peccatum est Paulum et Christum simul conculcare. (exurge#18;assty02#66f ) Den anden artikel:
At nægte, at det, der bliver tilbage i barnet efter dåben, er synd, er på én gang at foragte Paulus og Kristus.

⁵⁷       Paulus Ro. vii. dicit: Concupiscentiam nesciebam esse peccatum, nisi lex diceret 'Non concupisces'. Hic sine dubio claret, concupiscentiam esse peccatum. at quis est hominum, qui concupiscentiam non sentit, postquam adoleverit, quamvis baptisatus, cum hic Apostolus sanctissimus, nedum baptisatus, suam concupiscentiam accuset? Unde ergo hoc peccatum, nisi ex nativitate carnis etiam post baptismum remanens?          Paulus siger Rom 7,7: 'Jeg ville ikke have vidst, at begæret var synd, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære'. Her klargør han uden tvivl, at begæret er synd. Men hvem er det menneske, som ikke har følt begær, efter at han er blevet voksen, selv om han er døbt, eftersom her denne højhellige apostel, som forlængst var døbt, anklager sig selv for begær? Hvorfra kommer altså denne synd, om ikke fra det, der forbliver efter dåben fra kødets fødsel.

⁵⁸        Atque ne quis putet, Apostolum in persona aliorum loqui, Gal. v. ad eos qui spiritu vivebant generali sententia dicit: 'Si spiritu vivimus, spiritu et ambulemus'. Quid erat necesse mandare, ut spiritu ambulent qui spiritu vivunt, si non superest peccatum carnis, quod crucifigant? Denique dicit c. v. 'Caro concupiscit adversus spiritum et spiritus adversus carnem, Haec enim sibi invicem adversantur, ut non, quaecunque vultis, illa faciatis'. Quae autem potest esse concupiscentia spiritus, nisi charitas? ut et Augustinus saepius interpretatur. Ubi autem charitas, nisi in baptisatis? Et tamen in his pugnant utraque concupiscentia.        Og for at ikke nogen skal tro, at apostelen taler på andres vegne, siger han Gal 5,25 til dem, som levede efter ånden som en generel opfattelse: 'Hvis vi lever efter ånden, lad os så også vandre efter ånden'. Hvorfor ville det være nødvendigt at påbyde, at de, der lever efter ånden, skal vandre efter ånden, hvis der ikke var synd tilbage i kødet, som de skulle korsfæste? Og han siger også i kapitel 5,17: 'Kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet, de to står nemlig hinanden imod, så at ikke gør det, I vil'. Men hvad kan være åndens begær, andet end kærligheden? som også Augustin ofte fortolker det. Men hvor er der kærlighed, andet end i de døbte? Og dog kæmper begge disse former for begær i netop dem.

⁵⁹        Et quae esset Apostolicae doctrinae vis et autoritas, si non generaliter ad omnes homines pertineret? Non enim absolute dicere debuisset, spiritum et carnem sibi pugnare, sed aliquorum spiritum et carnem, scilicet malorum. Nunc autem prorsus de omnibus Christianis dicit 'Quicunque autem sunt Christi, carnem suam crucifixerunt cum viciis et concupiscentiis suis' (Gal 5,24): quod quomodo potest aliter intelligi quam illud Ro. vi. 'Non ergo regnet peccatum in vestro mortali corpore, ut obediatis concupiscentiis eius'?        Og hvad styrke og autoritet ville den apostolske læresætning have, hvis den ikke angik alle mennesker i almindelighed? Han burde jo ikke have sagt i absolut hensseende, at ånden og kødet kæmper mod hinanden, hvis det kun er nogles ånd og kød, der bekæmper hinanden, nemlig de ondes. Men nu siger han det helt og holdent om alle kristne 'Alle de, der hører Kristus til, har korsfæstet kødet med dets laster og begæringer'. Og hvordan kan det forstås på anden måde end på den måde, Rom 6,12 skal forstås: 'Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets begæringer'.

⁶⁰ Cur prohibet obedire concupiscenciis corporis, si non sunt in corpore baptisati? Cur regnare vetat, si nullum adest peccatum? Nisi quod vere in omnibus peccatum est et concupiscentia, sed non debet regnare, nec nos ei obedire seu consentire, sed contra pugnare, crucifigere et mortificare. Sicut Gene. iii. idem bellum spiritus et carnis describitur: 'Inimicitias ponam inter te et (W104) mulierem et inter semen tuum et semen illius, ipsa conteret caput tuum, et tu insidiaberis calcaneo illius'. Hvorfor skulle han forbyde at adlyde legemets begæringer, hvis de ikke er i de døbtes legeme? Hvorfor skulle han forbyde den at herske, hvis der ikke var nogen synd til stede? Det kan kun tænkes, hvis der virkelig i alle er synd og begær. Men det bør ikke herske, ejheller bør vi adlyde det eller samtykke med det, men kæmpe imod, korsfæste og døde. Sådan beskrives den samme krig mellem ånden og kødet i 1 Mos 3,15: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd, den skal knuse dit hoved, og du skal bide den i hælen'.

⁶¹        Rursus Ro. vii. 'Condelector legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem i membris meis repugnantem legi mentis meae et captivantem me in legem peccati'. Hoc non dici in persona malorum, sed in persona sua et omnium sanctorum filiorum dei, ex eo patet, quod condelectari legi dei secundum interiorem hominem impossibile est homini extra gratiam constituto, qui potius odit legem dei.      Videre siger han Rom 7,22f: 'Jeg glæder mig i mit indre menneske over Guds lov, men jeg ser en anden lov i mine lemmer, der bekæmper mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov'. At dette ikke siges på de onde vegne, men på hans vegne og på alle de hellige Guds børns vegne, ses deraf, at det at glæde sig i sit indre menneske over Guds lov er umuligt for et menneske, der står udenfor nåden. Han vil snarere hade Guds lov.

⁶² Quia c. iii. generali sententia de omnibus filliis hominum dixerat: 'Non est justus, non est intelligens, non est requirens deum, omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt, non est qui faciat bonum, non est usque ad unum'. At qui delectatur in lege dei secundum interiorem hominem, certe iustus est, intelligit, requirit deum et facit bonum, nec declinat a deo, cum delectari in lege non sit nisi amantis, et desiderantis legem. Derfor var det, at han i Rom 3,10 havde sagt om alle menneskenes børn: 'Der er ingen retfærdig, der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud, alle er afvegne, alle er uduelige, der er ingen, der gør godt, ikke en eneste'. Men den, der glæder sig over Guds lov i sit indre menneske, er givetvis en retfærdig, forstår, søger Gud og handler godt, afviger ikke fra Gud, eftersom det at glæde sig ove rloven ikke andet end at elske og stræbe efter loven.

⁶³       Et in fine ait: 'Igitur ego ipse mente servio legi dei, carne autem legi peccati'. Si enim hoc non in sua persona sed impiorum dixit, dabimus, malos esse servos dei secundum nobiliorem partem sui, scilicet mentem.        Og til slut siger han: 'Altså tjener jeg med mit sind Guds lov, men med mit kød syndens lov'. Hvis nemlig han ikke sagde dette på sine egne vegne, men på de gudløses vegne, må vi indrømme, at de onde ser Guds tjenere med deres ædlere del, nemlig med sindet.

⁶⁴ Nam servire legi dei est obedire, in omnes eius voluntates ire et subditum esse deo, quod impiissimum est sentire de impiis, quorum cor et mens penitus declinant a deo, et potius carne et externa specie pietatis ei serviunt, sicut de hypocritis dicit i. Timot. iiii. et psal. lxxvii. 'Cor autem eorum non erat rectum cum eo, neque fideles habiti sunt in testamento dei', Et iterum 'Generatio quae non direxit cor suum, nec est creditus cum deo spiritus eius'. Quidvis autem tribui impiis patior, Cor rectum et spiritum fidelem, legis amantem, plane scriptura tota non nisi sanctis tribui cogit. For at tjene Guds lov er at adlyde, i alting at gøre hans vilje og underlægge sig Gud, hvilket det er højst gudløst at mene om de gudløse, hvis hjerte og sind helt er afveget fra Gud, og som snarere tjener kødet og den ydre slags fromhed, sådan som Paulus siger om hyklerne i 1 Tim 4,1ff og sådan som der siges i Sl 78,37: 'Men deres hjerte holdt ikke fast ved ham, de var ikke trofaste mod Guds pagt'. Og i Sl 78,8: 'En slægt, som ikke vendte deres hjerter mod ham, og som ikke var trofast i deres ånd mod Gud'. Men hvad jeg end finde mig i skal tillægges de gudløse, et ret hjerte og en trofast ånd, der elsker loven, så at sige hele skriften tvinger til at kun tillægge de hellige det.

⁶⁵ Non enim dicit 'Video legem dei in interiore homine', sicut de lege peccati dicit 'Video aliam legem in membris meis'. Vidit enim et odio habuit, licet carere non possit, tamen fortiter contra pugnavit. At hic dicit 'Condelector legi dei' quod est magis quam vidisse et amasse legem, quod procul dubio includit, cor esse rectum seu spiritum fidelem et vere pium, quod non nisi de seipso et similibus sanctis intellectum voluit: quare nisi impiis volumus tribuere omnia, quae sanctorum sunt, hunc locum negabimus ab Apostolo in aliorum impiorum persona dictum. Han siger nemlig ikke: 'Jeg ser Guds lov i mit indre menneske' sådan som han siger om syndens lov 'Jeg ser en anden lov i mine lemmer'. For han ser nemlig at han har et had, og selv om han kan tage sig i agt for det, må han dog kraftigt kæmpe imod det. Men her siger han 'Jeg glæder mig over Guds lov', hvilket er mere end at se og elske loven, fordi det uden tvivl indebærer, at hjertet er retvendt eller ånden trofast og virkelig from, hvilket han kun vil skal forstås om ham selv og dem, der er lige så hellige. Derfor, medmindre vi vil tillægge de gudløse alt det, som hører de hellige til, må vi nægte at apostelen på dette sted taler på andre gudløses vegne.

⁶⁶        Fateor, si pertinaciam suam nolit quispiam deponere, perdurabit nec his flectetur. Et quid mirum, cum nec Christus omnibus potuerit sua persuadere? Haec doctrina, quia sacra et divina est, vult ut, positis propriae sententiae et opinionis studiis, dociles et ductiles sint tam auditores quam tractatores, sicit dicit psal. xliiii. 'Audi, filia, et vide et inclina aurem tuam'. nullus contentiosus aut pervicax huc intrabit, imo in quam unquam sententiam quantumvis manifestam veritatis contentiosus et pervicax induci potuit? (W105)        Jeg indrømmer, hvis nogen ikke vil opgive sin stædighed, så forbliver han forhærdet og disse oplysninger vil ikke bøje ham. Og det er jo ikke så mærkeligt, eftersom heller ikke Kristus kunne overbevise alle med sine meninger. Denne læresætning, som er hellig og guddommelig, vil, at både de, der hører den, og de, der behandler den, skal lægge deres bestræbelser efter egne sætninger og meninger til side og være lærenemme og modtagelige, sådan som der siges i Sl 45,11: 'Hør, min datter, og se og lyt opmærksomt'. Ingen stridslysten eller egensindig må træde herind, ja, hvilken mening, hvor soleklar den end er, kan nogensinde en stridslysten og egensindig indføres i?

⁶⁷ Perpendat autem quivis haec sedato et libero animo, seseque docilem prebeat deo, et sine dubio erudietur et suavissima veritate capietur. Quae postulo eo iustius, quod haec nostra sententia verbis his divinis traditur. Adversaria vero verbis hominum humanaque opinione et nostro sensu tantum affertur absque autoritate scripturae divinae, atque hoc ipso suspecta, cum, quod sacris literis vel utcunque probari non potest, approbari tutum non sit. Facile quidem est damnare alienas sententias, sed multo facilius sibi temperat a damnando qui praetentarit, quam difficile sit improbare et confutare, quod damnare praesumit. Men lad hvemsomhelst undersøge det med en rolig og fri sjæl og bede til Gud om at måtte være lærenem, så vil han uden tvivl blive opdraget og forstå den sødeste sandhed. Og det påstår jeg med så meget større ret, som vores mening overleveres af disse guddommelige ord. Men modstanderne kan kun opvise menneskeord og menneskemeninger til at sætte op imod vores mening, uden den guddommelige skrifts autoritet, og det er af den grund mistænkeligt, at hvad der ikke kan bevises ud fra de hellige skrifter, ikke skal godkendes som sikker lærdom. Det er ganske vist let at fordømme andres meninger, men det ville være lettere at være mådeholden med at fordømme, hvis man i forvejen undersøgte, hvor vanskeligt det ville være at modbevise og gendrive, hvad man tager sig for at fordømme.

⁶⁸         Quanquam ego vehementer admiror hanc sententiam non esse omnibus notissimam, nedum sperassem ulli videri damnandam, quam scimus omnium sanctorum per tot saecula confessione probatam. Quid enim in vita omnium sanctorum legimus quam labores, vigilias, ieiunia, orationes, quibus velut machinis spiritualibus pugnaverunt adversus carnem et concupiscentias corporis sui proprii? Quis eorum non gemit? non accusat? non laborat in carne sua et concupiscentiis suis?        Skønt jeg i høj grad undrer mig over, at denne sætning ikke er kendt af alle, så havde jeg dog aldrig forestillet mig at skulle se den fordømt af nogen, den sætning, som vi véd er blevet bevist ved alle de helliges bekendelse gennem så mange århundreder. For hvad andet læser vi i alle de helliges liv end anstrengelser, vågenætter, faster, bønner, hvormed de som med åndelige krigsmaskiner kæmper imod kødet og deres eget legemes begæringer? Hvem af dem har ikke sukket? hvem har ikke anklaget sig selv? hvem har ikke arbejdet mod sit kød og sine begæringer?

⁶⁹ Cum ergo in his omnibus videamus istas autoritates 'Caro concupiscit adversus spiritum, spiritus adversus carnem' (Gal 5,17) Et condelector legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem in membris meis etc' (Rom 7,22f), Quae causa est, ut haec Apostolum velimus non in sua sed impiorum persona dicere, quae in personis piissimorum videmus vivacissimis studiis geri? Aut quando vidimus impium, qui hac molestissima pugna adversus carnem suam militet, condelectetur legi dei secundum interiorem hominem? piorum ista sunt summa et laboriosissima certamina, et nos ea tribuemus impiis in concupiscentiam libere et sponte ruentibus, imo furentibus? Når vi da i alle disse ser disse skriftsteder opfyldt: 'Kødet begærer imod ånden og åden imod kødet' og 'Med mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov, men jeg ser en anden lov i mine lemmer', hvad er så grunden til, at vi vil have, at disse apostelord ikke er sagt på egne vegne, men på ugudeliges vegne, de ord, som vi dog ser gennemført på de mest hellige personer? Eller hvornår har vi set en ugudelig, som kæmper denne ødelæggende kamp imod sit kød og glæder sig over Guds lov i sit indre menneske? For de fromme er dette den højeste og mest anstrengende kamp, og den regner vi med, at de ugudelige kan gennemføre, de, der frt og gerne vælter sig rundt i deres begæringer, ja raser i dem?

⁷⁰ Quoties, rogo, S. Hieronymus de incendiis libidinum conqueritur, etiam tum, cum multo ieiunio et labore contra ea pugnaret, hoc est, dum esset non modo baptisatus, sed et sanctissimus. Experiatur quisque seipsum et referat, si audet, se non habere concupiscentiam, etiam si ad morbum usque ieiunet et laboret. Et unde hoc malum furens et indomitum? Non utique a natura, quia Adam illo caruit ante casum, sed post lapsum sensit in carne et nobis per generationem haereditavit, quod baptismate incipit tolli, durat tamen usque ad mortem carnis, licet in aliis minus, in aliis magis. Unde et ipsi appellant fomitem, morbum naturae et tyrannum. Jamen, jeg spørger, hvor ofte blev sankt Hieronymus ikke besejret af brændende begær, også når han kæmpede imod med stærk faste og anstrengelse, det vil sige, når han ikke blot var døbt, men også mest hellig. Enhver kan lægge mærke til sine egne erfaringer og fortælle, om han vover det, at han da ikke har noget begær, også hvis han fastede og anstrengte sig til døden. Og hvorfra kommer dette rasende og utæmmelige onde? I hvert fald ikke fra naturen, for Adam havde det ikke før faldet, men efter faldet følte han det i sit kød, og han gav det i arv til os gennem slægten, og skønt det begynder at blive fjernet ved dåben, varer det dog ved lige til kødets død, selv om det er mindre i nogle, mere i andre. Derfor er det også, at de selv kalder det tønderet, naturens sygdom og tyranni.

⁷¹         Revertamur ad probationem. Apostolus Heb. xii. utique baptisatis et sanctis scribens dicit: 'Deponamus omne pondus et circunstans nos peccatum'. (Hebr 12,1) (ty) . Hic seipsum quoque involvens docet, deponi omne pondus et peccatum, quod nos circunstat, id est, pertinaciter inheret et instat, mira verbi Emphasi significans molestam et improbam illam carnis nostrae concupiscentiam et procacitatem, qua nos assidue sollicitat ad peccatum nec aliquando quiescit, (W106) nunc ira, nunc libidine, nunc superbia, nunc avaritia nos inquietans,         Lad os vende tilbage til bevisførelsen! Apostelen siger i Hebr 12,1, hvor han skriver til døbte og hellige: 'Lad os frigøre os for al vægt og for synden, der omklamrer os'. Her drager han også sig selv med ind og lærer, at frigøre sig fra al vægt og synd, der omklamrer os, det vil sige, vedholdende sidder ved os og angriber os, og betegner med en forunderlig ordbetoning vort køds ødelæggende og skamløse begær og uforskammethed, hvormed vi uafladelig foruroliges til synd og aldrig får ro, idet den opvækker os nu til vrede, nu til vellyst, nu til overmod, nu til havesyge,

⁷² Ita ut D. Cyprianus ob hoc ipsum optandam censeat mortem accelerari, Epistola de mortalitate dicens (ty): Cum avaritia nobis, cum impudicitia, cum ira, cum ambitione congressio est, cum viciis carnalibus, cum illecebris saecularibus assidua et iugis et molesta luctatio est. således som Cyprian for at opnå det selvsamme mener, at døden burde fremskyndes, i brevet om dødelighed, hvor han skriver: 'Vor krigsførelse er med havesygen, med ublufærdigheden, med vreden, med ambitionen, vor ødelæggende brydekamp er med kødelige laster, med stadige verdslige tillokkelser.

⁷³ Obsessa mens hominis et undique Zabuli infestatione vallata vix occurrit singulis, vix resistit. Si avaritia prostrata est, exurgit libido, si libido compressa est, succedit ambitio, si ambitio contempta est, ira exasperat, superbia inflat, vinolentia invitat, invidia concordiam rumpit, amicitiam zelus abscindit, cogeris maledicere, quod lex divina prohibet, compelleris iurare, quod non licet: tot persecutiones animus quottidie patitur, tot periculis pectus urgetur, et delectat hic inter Zabuli gladios diu stare, cum magis concupiscendum et optandum sit ad Christum subveniente velocius morte properare. (n73) Menneskets sind er belejret og overalt omgivet af djævelens snigløb; knap nok holder det stand på ét sted, knap nok trænger det ham tilbage. Hvis gerrigheden blíver nedlagt, opstår vellysten, hvis vellysten trænges tilbage, følger ambitionen derefter, hvis ambitionen er foragtet, ophidser vreden, overmodet blæser op, vindrikning tager overhånd, misundelse ødelægger enigheden, jalousi skærer venskabet i stykker, du tvinges til at forbande, hvilket den guddommelige lov forbyder, du tvinges til at sværge, hvilket ikke er tilladt: Så mange forfølgelser lider sjælen under daglig, så mange farer besværer hjertet, og dog elsker det at stå længe her mellem djævelens sværd, skønt det snarere skulle være vor begæring og ønske at skynde os til Kristus ved hjælp af en hurtigere død'.

⁷⁴ Si tantus martyr de se sibique similibus talia affirmat, quis dubitabit et omnibus sanctis eadem tribuere? aut saltem non negabit in sanctos quadrare, quod Apostolus dicit 'Condelector legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem in membris meis', ne in persona impiorum ista videatur locutus. Hvis en så stor martyr fastslår den slags ting om sig selv og andre lignende, hvem vil da tvivle på at det samme også skal tillægges alle hellige? Eller i hvert fald kan man ikke nægte, at det passer fint på de hellige, det Apostelen siger: 'Jeg glæder mig over Guds lov i mit indre menneske, men jeg ser en anden lov i mine lemmer', så at dette ikke synes at være talt på de ugudeliges vegne.

⁷⁵ Quae omnia ideo urgeo, quod scio D. Hieronymum per Origenem et alios impulsum alicubi sentire, Apostolum hoc loco in aliorum persona locutum, licet aliis locis econtrarium sentiat. Et D. Augustinus, diu eadem sententia captivus, tandem in retractationibus et li. vi. contra Iulianum xi. ita revocat, ut neget a se fuisse intellectum antea Apostolum, dum in aliorum persona locutum fuisse asseruisset. (n75) Og alt dette understreger jeg af den grund, at jeg véd af Hieronymus gennem Origenes og andre blev tilskyndet til ét eller andet sted at mene, at apostelen på dette sted taler på en andens vegne, selv om han andre steder mener det modsatte. Og dr. Augustin var længe indfanget af den samme mening, men til sidst i retractationerne og i den 6. bog imod Julian tilbagekalder han det på den måde, at han nægter, at han tidligere havde forstået apostelen, når han forsikrede, at han talte på en anden persons vegne.

⁷⁶ Quis non moveatur autoritate principum horum virorum patrum? Nihil indignor, si quis hos patres alicunde pro se adduxerit adversus meam sententiam, si temere uno loco eos legerit et in suam sententiam sonare viderit. Verum nec illis nec assertoribus eorum iniuriam facio, dum verba ipsa Apostoli, tum illorum proprias et contrarias sententias eis praetulero. Hvem vil ikke bevæges ved disse vigtige kirkefædres autoritet? Jeg vil ikke harmes, hvis nogen fremdrager ét eller andet sted fra disse fædre til fordel for sin opfattelse imod min opfattelse, hvis han frækt har læst bare ét sted hos dem og får det til at lyde som noget, der passer med hans opfattelse. Men hverken mod dem eller mod dem, der er enige med dem, gør jeg uret, når jeg foretrækker apostelens egne ord frem for deres egne ord og modstridende meninger.

⁷⁷         Iuvant eandem hanc sententiam et multa alia: Primum id quod Apostolus Ro. xii. praecipit utique sanctis et baptisatis, ut renoventur in novitate sensus sui, Et alibi, ii. Corint. iiii. 'Et si is qui foris est noster homo corrumpatur, tamen is qui intus est renovatur de die in diem'. At renovari est e vetustate in novitatem mutari, Vetustas autem peccatum est veteris hominis, sicut novitas gratia novi hominis.         Der er også meget andet, der understøtter denne opfattelse. For det første det, apostelen i Rom 12,2 påbyder dem, der i hvert fald er hellige og døbte, at de skal fornyes til deres sinds fornyelse, og andetsteds, i 2 Kor 4,16: 'Og selv om vort ydre menneske går til grunde, så fornyes vort indre dog dag for dag'. Men at fornyes er ud af det gamle at ændres til det nye, men det gamle er synden i det gamle menneske, ligesom det nye er nåden i det nye menneske.

⁷⁸ Renovari ergo arguit inesse vetustatem, sicut rursus dicit Col. iii. 'Expoliantes veterem hominem cum actibus suis', Et i. Corint. v. 'Expurgantes vetus fermentum, ut sitis nova conspersio'. Quae omnia certe affirmant, reliquum vetustatis et peccati in nobis esse, quod exuendum expurgandumque sit, cum ad eos scribat, qui iam erant (ut dicit) azymi et creati in novum hominem secundum deum. (W107) Altså han hævder, at det at fornyes ligger i det gamle, sådan som han atter siger det i Kol 3,9: 'Aflæg det gamle menneske med dets gerninger', og i 1 Kor 5,7: 'Udrens den gamle surdejg, for at I kan være en ny dejg'. Hvilket altsammen sikkert slår fast, at der i os er noget tilbage af det gamle og af synden, som skal aflægges og udrenses, eftersom han skriver til dem, som allerede var, som han siger, usyrede og skabt til det nye menneske ifølge Gud.

⁷⁹        Deinde parabolae Euangelii pulchre huc valent, Quarum una de Samaritano, (ty) qui semivivum non subito sanavit, sed alligavit tantum et sanandum suscepit, nonne ostendit, neminem subito ab omnibus peccatis sanum factum, sed pacto fidei in corpus Christi assumptum de die in diem magis sanari?        Dernæst passer evangeliets lignelser smukt ind her, af hvilke én er den om samaritaneren, som var halvdød, og som han ikke straks helbredte, men kun forbandt og begyndte at helbrede, mon ikke det viser, at ingen straks kan helbredes fra alle sine synder, men når han har indgået trospagten i Kristi legeme helbredes mere og mere dag for dag?

⁸⁰ Altera Mat. xiii. (ty) de fermento in sata farinae tria mixto, donec fermentaretur totum, quid aliud vult quam fermento novo fidei fermentari non subito sed paulatim totum hominem? ut haec vita cognoscatur non esse iusticia sed iustificatio, non sanitas sed sanatio, non finis sed phase domini, non terra sed migratio, et prorsus continua purgatio peccati et transitus de virtute in virtutem, ut docet psal. lxxxiiii. et transformatio de claritate in claritatem ad imaginem Christi, ut Apostolus vocat. At talis transitus certe manifestat, reliquum esse semper peccatum, a quo recedamus et ad maiorem iustitiam propinquemus. I en anden lignelse, i Matt 13,33, om surdejgen, der blandes i tre mål hvedemel, indtil det er helt gennemsyret, hvad vil han andet, end at ved den nye troens surdejg gennemsyres hele mennesket ikke straks? Ligesom vi kan se, at dette liv ikke består af retfærdighed, men af retfærdiggørelse, ikke af sundhed, men af helbredelse, ikke af endemålet, men af Herrens trin, ikke af fædrelandet, men af udvandringen, og i det hele taget er en vedvarende renselse fra synden og en overgang fra dyd til dyd, som Sl 84,8 lærer, og en forvandling fra klarhed til klarhed til Kristi billede, som apostelen kalder det. (2 Kor 3,18) Men en sådan overgang slår sikkert og vist fast, at der altid er nogen synd tilbage, som vi skal vige bort fra, så vi kan nærme os en større retfærdighed.

⁸¹          Et Iohan xiii. cum asseruisset discipulos esse mundos, tamen infra dicit xv. (ty) se esse vitem, illos palmites, et tamen omnem fructiferum magis purgandum, ut plus fructificet. Quomodo enim sunt mundi et simul immundi, ut purgari egeant, qui nisi mundi essent, fructum non afferrent? Nisi quod verum est, quod idem i. Johan. i. dicit: 'Si dixerimus, quoniam peccatum non habemus, ipsi nos seducimus et veritas in nobis non est'. Notavit S. Augustinus, quod non dixit 'habuimus' sed 'habemus'.         Og i Joh 13,10, skønt han havde forsikret, at disciplene var rene, siger han dog senere i Joh 15,5ff, at han er vintræet, de er grenene, og dog renser han alle dem, der bærer frugt, for at de skal bære mere frugt. Hvordan kan de da på én gang være rene og urene, så de har behov for at blive renset, men ikke ville kunne bære frugt, hvis ikke de var rene? Ja, det kan kun ske, hvis det er sandt, som står i 1 Joh 1,8: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os'. Sankt Augustin gør opmærksom på, at han ikke siger 'har haft', men 'har'.

⁸² Et psal. xviii. (ty) 'Delicta quis intelligit? ab occultis meis munda me'. Et psal. l. petit, spiritum rectum et cor mundum in se fieri, cum hoc non nisi iam mundus orare posset. Unde ergo ista immunditia tam sanctis viris spiritu ferventibus, nedum baptisatis? Quod malum has movet immundicias, nisi radicale illud originis malum, de quo Paulus Collosensibus sanctis scribit: 'Mortificate membra vestra, quae sunt super terram, fornicationem, immundiciam, libidinem, concupiscentiam malam, avaritiam', Non quod his peccatis servire eos arguat, sed ut repugnent, ne eis serviant. Og Sl 19,13: 'De uforsætlige synder, hvem lægger mærke til dem? Rens mig for de skjulte synder'. Og Sl 51,12 beder om, at en ret ånd og et rent hjerte må blive til i ham, skønt det kun kan være en ren, der beder. Hvorfra stammer altså denne urenhed hos så mange hellige mænd, der brænder i ånden, som allerede er døbte? Hvilket onde bevæger disse urenheder, hvis ikke dette oprindelige radikale onde, om hvilket Paulus skriver til de hellige kollossensere: 'I skal døde de lemmer i jer, som hører jorden til, utugt, urenhed, lyst, ondt begær, havesyge'. Han argumenterer ikke med, at de tjener disse synder, men med, at de skal bekæmpe dem, så de ikke kommer til at tjene dem.

⁸³         Et ut finem faciamus, sola oratio dominica nonne omnes concludit sub peccatum, dum omnibus quantumlibet sanctis mandat orare 'Fiat voluntas tua, sanctificetur nomen tuum, adveniat regnum'? Quid confitetur, qui petit fieri voluntatem dei, nisi sese nondum plene facere voluntatem dei ac per hoc esse inobedientem deo? (neque enim fictis hic verbis oratur) Hoc solo salvus, quod agnoscit et deprecatur suam inobedientiam, ac inquantum orat et agnoscit, tantum facit voluntatem dei, id est in spiritu, sed in carne, contra quam sic orat nondum facit.        Og for nu at gøre en ende på det, alene Fadervor, mon ikke den indeslutter alle under synd, fordi den befaler alle, uanset hvor hellige de er, at bede 'Ske din vilje, helliget vorde dig navn, komme dit rige'? Hvad bekender den, der beder om, at Guds vilje må ske, andet end at han endnu ikke fuldt ud udfører Guds vilje og derigennem er ulydig mod Gud? (og her skal ordene jo ikke bedes for sjov). Den er alene frelst, som erkender og beder om tilgivelse for sin ulydighed, og i lige så høj grad som han beder og erkender, i lige så høj grad gør han Guds vilje, det vil sige, i ånden, men i kødet, imod hvilket han således beder, gør han det endnu ikke.

⁸⁴ Ita, qui petit sanctificari nomen domini, nonne fatetur nomen domini adhuc in se pollui exparte? quod dolens deprecatur, et impletur illud in eo Ro vii. 'Quod nolo malum, hoc facio, (W108) quod volo bonum, non facio'. Sic, qui advenire regnum dei petit, certe servum diaboli se exparte confitetur, cum Apostolo dicens 'Video aliam legem in membris meis, captivantem me in legem peccati'. (Rom 7,23). Ligeledes, den, der beder om, at Herrens navn må blive helliget, mon ikke han tilstår, at Herrens navn indtil nu i nogen grad er blevet besudlet? Og det beder han med smerte om tilgivelse for, og derved opfyldes på ham det, der står Rom 7,19: 'Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, men det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke'. Og ligesådan, den, der beder om, at Guds rige må komme, må ganske sikkert bekende, at han til dels er djævelens slave, og sige med apostelen: 'Jeg ser en anden lov i mine lemmer, der tager mig til fange under syndens lov'.

⁸⁵          Scio autem, quid hic me opposituri sint, scilicet omnia quae dicta sunt probare non peccatum, sed defectum seu infirmitatem in nobis relinqui post baptismum. Sic enim fomitem et passiones carnis vocant. Respondeo: Si sola nos verbi controversia haberet, facile admitterem, ut defectum vocarent quidquid id est mali, quod in praedictis scripturae verbis relinqui in nobis probatum est. Frustra enim certatur de nomine, cum de re constiterit. Verum, quod defectum sic appellant, ut peccatum esse negent et non culpam sed poenam tantum peccati esse velint, admittere non possum.        Men jeg véd godt, hvad de her vil sætte op imod mig, nemlig, at alt, hvad der er sagt, ikke beviser, at der er synd tilbage, men kun en defekt eller en svaghed tilbage i os efter dåben. Sådan kalder de nemlig kødets tønder og lidenskaber. Jeg svarer: Hvis det kun var en uoverensstemmelse om ord, vi havde, skulle jeg let indrømme, at de kalder det, der er af ondt, en defekt, det, som det i de førnævnte skriftord står tilbage for os at bevise. For der er ingen grund til at kæmpe om ord, når det drejer sig om sagen. Men fordi de kalder det defekt, fordi de så kan nægte, at det er synd, og vil, at det ikke skal være skyld, men kun straf, kan jeg ikke gå med til det.

⁸⁶ Neque enim satis est, quod sine scripturae testimoniis autoritate propria dicunt, omnia ista defectus dici, quia deficiant a perfecta legis plenitudine, Deinde quod non licet ulli angelorum, nedum ipsis hominibus, verba dei suo sensu interpretari, ut quod illa peccatum aperte vocat illi defectum interpretentur. Apostolus enim manifeste dicit, se captivum duci in legem peccati (Rom 7,23) et concupiscentiam, autoritate legis cognitam a se peccatum, quam iterum vocat peccatum in carne sua habitantem. (Rom 7,18) Og det er heller ikke nok, bare de uden skriftvidnesbyrd på deres egen autoritet siger, at alt dette skal kaldes defekt, fordi de mangler noget i den fuldkomne lovopfyldelse. Og endelig, når det ikke er tilladt engle, hvor meget mindre da menneskene selv, at fortolke Guds ord efter deres egen mening, så at, hvad skriften klart kalder synd, fortolker de som en defekt. Apostelen siger nemlig ganske klart, at han er blevet ført som fange under syndens lov og at begæret ved lovens autoritet af ham er erkendt som synd, hvilket han atter kalder den synd, der bor i hans kød.

⁸⁷          Quomodo enim non erit vere peccatum, cum ad hoc, ut vere peccatum esse probet, adducat legem prohibentem concupiscere et fateatur, sese non concupiscere non posse ac per hoc vero non defectu tantum sed peccato contra legem facere? Nam et ipsi met cogentur hoc peccatum dicere, quod contra legem fit quocunque modo.         For hvordan skulle de undgå at være virkelig synd, når han for at bevise, at det er virkelig synd, tilføjer loven, som forbyder at begære, og indrømmer, at han ikke kan lade være med at begære, og ved denne, sandelig ikke kun defekt, men synd handler mod loven? For de tvinges til selv at kalde det synd, som på én eller anden måde sker imod loven.

⁸⁸ At defectus ille, quem extenuando peccatum sic vocant, certe contra legem est. Quod si hoc uno loco sic licet verbis dei abuti, ut peccatum non peccatum dicamus, Quomodo resistemus neganti in universum omnia peccata in tota scriptura, dicenti, quod adulterium, homicidium, idolatria quoque non sit peccatum sed defectus et poena peccati? Men denne defekt, som de kalder det for at fortynde synden, er givetvis imod loven. For hvis man på dette ene sted tillod, at Guds ord blev misbrugt, så vi kalder synd for ikke-synd, hvordan skal vi så modstå dem, der i almindelighed nægter al synd i hele skriften, idet de siger, at hor, drab, afgudsdyrkelse heller ikke er synd, men en defekt eller syndens straf?

⁸⁹ Si ergo huic resisti debet, oportet, ut peccatum simpliciter, praesertim ubi legis prohibitio adducitur, cuius comparatione probetur, accipiatur pro vero peccato, aut eludemus totius scripturae autoritatem. Non est enim poena sed culpa, quando dicit: Concupiscentiam nesciebam esse peccatum, nisi lex diceret: 'Non concupisces'. Ergo qui concupiscit, sicut omnis facit baptisatus, scit, se lege magistra, contra quam facit, vere peccare. Hvis man altså skal modstå en sådan, så er det nødvendigt, at synden, især hvor lovens forbydelse tilføjes, for ved sammenligning med den bevises det jo, ligeud forstås som virkelig synd, ellers leger vi med hele skriftens autoritet. Det er ikke nogen straf, nej, det er brøden, han taler om, når han siger: 'Jeg ville ikke have kendt til synd, hvis ikke loven havde sagt: "Du må ikke begære"'. Altså, den, der begærer, sådan som enhver døbt gør det, skal vide, at han, når loven skal være læremester, den lov, han handler imod, virkelig synder.

⁹⁰ Videre til Assertio 2!

Noter:

n3: WA-note: Den 13. november 1520.

n73: Om dødelighed, kap 4 og 5.

n75: Latomus citerer Augustin-sted fra retractationes i sit svar til Luther, dog tilsyneladende uden at kende Luthers indvending her. (latlu04#39).