An den christlichen Adel

---

taget fra Erl. 21, side 274 til 292. Udgivet i begyndelsen af august 1520. Forord til denne udgave.
Indhold: Fortale #1. Indledning #8; Den første mur #22. Den anden mur #53. Den tredie mur #66.
Wovon in den Concilien zu handeln adel02. Rath D. M. L. von Besserung christliches Standes. adel02#69. 1: Ingen annater: adel02#70. 2: Ingen tilladelser fra Rom adel02#72. 3: Intet pallium adel02#75. 4: Pavens retssager adel02#81. 5. Ingen reservation adel02#87. 6: Ingen 'reserverede tilfælde adel03#1. 7: Om sjælens udødelighed adel03#5. 8: Ingen ed adel03#9. 9: Donatio Constantini adel03#12. 10: Ingen verdslig magt adel03#20. 11: Intet fodkys adel03#24. 12: Ingen valfarter adel03#32. 13: Ingen tiggerklostre adel03#40. 14: For præsteægteskab adel03#54. 15: Klostre adel03#77. 16: Imod sjælemesser adel03#83. 17. Imod gejstlige straffe adel04#1. 18: Imod helgenfester adel04#5. 19: Om ægteskabsregler og faste adel04#10. 20: Om valfarter. adel04#15. 21: Om tiggeri adel04#34. 22: Om de mange messer: adel04#40. 23: Om broderskaber, dispensationer og løftebrud adel04#48. 24. Om bøhmerne: adel04#59. 25. Om universiteterne adel05#1. 26: Om det hellige romerske rige adel05#28. 27: Om verdslige fejl adel05#52. Afslutning: adel05#74.
 

1 (E277) An den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung 1520	Til den kristelige adel af den tyske nation om den kristelige stands forbedring.
2     Dem Achtbarn und Würdigen Herren, Er Nicolao von Amsdorf, (n2) der heiligen Schrift Licentiat und Dumherrn zu Wittenberg; meinem besunderen gunstigen Freund. D. Martinus Luther.        Gnad und Fried Gottis zuvor, Achtbar, Würdiger, lieber Herr und Freund!	Til den agtværdige og ærværdige herre, hr Nicolaus von Amsdorf, licentiat i den hellige skrift og domherre i Wittenberg, min ven, der er mig særlig gunstig. Dr. Martin Luther.       Først Guds nåde og fred, agtværdige, kære ærværdige herre og ven!
3       Die Zeit des Schweigens ist vorgangen, und die Zeit zu reden ist kommen, als Ecclesiastes sagt (Præd 3,7). Ich hab, unserm Furnehmen nach, zusammen tragen etlich Stuck, christlichs Stands Besserung belangend, dem christlichen Adel deutscher Nation furzulegen; ob Gott wollt doch durch den Laienstand seiner Kirchen helfen; seintemal der geistlich Stand, dem es billiger gebuhrt, ist ganz unachtsam worden. Sende das alles Eur Würde, dasselb zu richten, und, wo es noth ist, zu bessern.	Tavshedens tid er forbi, og tiden til at tale er kommen, som prædikeren siger. Jeg har, i henhold til vor beslutning, sammenfattet nogle punkter, der har med den kristelige stands forbedring at gøre, for at forelægge dem den kristelige adel af den tyske nation; om Gud dog måske gennem lægmandsstanden ville hjælpe sin kirke, eftersom den gejstlige stand, hvis opgave det snarere var, er blevet ganske ligeglad. Og disse punkter sender jeg alle til Deres Ærværdighed, at De kan bedømme det og, om nødvendigt, forbedre det.
4  Ich bedenk wohl, dass mir's nit wird unvorweist bleiben, als vormess ich mich zu hoch, dass ich vorachter, begebner Mensch, solche hohe und grosse Stände dar anreden in so trefflichen grossen Sachen, als wäre sonst niemand in der Welt, dann Doctor Luther, der sich des christlichen Standes annehme, und so hoch vorständigen Leuten Rath gebe.	Jeg er godt klar over, at man ikke vil undlade at gå i rette med mig, som har jeg fordristet mig for højt op, når jeg foragtede menneske, der har lagt verden bag mig, heri henvender mig til en så høj og stor stand og et så umådelig stort anliggende, som om der ikke var andre i verden end dr. Luther, der tog sig af den kristelige stand, og kunne rådgive så kloge folk.
5         Ich lass meine Entschuldigung anstehen, vorweiss mir's, wer do will; ich bin vielleicht meinem Gott und der Welt noch eine Thorheit schuldig, die hab ich mir itzt furgenommen, so mir's gelingen mag, redlich zahlen, und auch einmal Hoffnarr werden. Gelingt mir nit, so hab ich doch ein Vortheil, darf mir niemand einen Kappen kaufen, noch den Kampf bescheren.	Det vil jeg ikke undskylde; den, der vil, kan bebrejde mig det; jeg skylder måske min Gud og verden endnu en dumhed, den har jeg nu sat mig for at give dem, om det ikke skulle lykkes mig at yde noget ægte, om jeg så også bliver hofnar. Hvis det lykkes mig, så har jeg dog den fordel, at ingen skal have ulejlighed med at købe en kappe til mig, eller rage mit hår af.
6  Es gilt aber, wer dem andern die Schellen anknupft. Ich muss das Sprichwort erfullen: was die Welt zu (E278) schaffen hat, da muss ein Münch bei sei, und sollt man ihn dazu malen. Es hat wohl mehrmal ein Narr weislich gered't, und vielmal weise Leut groblich genarret, wie Paulus sagt (1. Kor 3,18): wer do will weiss sein, der muss ein Narr werden.	Men det, det drejer sig om, er, hvem der får sat narrebjælden på den anden. Jeg må opfylde ordsproget: Hvad verden end har for, så må der være en munk med i det, om man så endda skal male ham. Og det er vel også flere gange sket, at en nar har talt visdom og ofte narret de vise folk græsseligt, som Paulus siger: Den, der vil være vis, han må blive en nar.
7          Auch dieweil ich nit allein ein Narr, sondern auch ein geschworner Doctor der heiligen Schrift, bin ich froh, dass sie mir die Gelegenheit gibt, meinen Eid (n7) eben in derselben Narren Weise gnug zu thun. Ich bitt, wollt mich entschuldigen bei den mässig Vorständigen; denn der Ubirhochvorständigen Gunst und Gnad weiss ich nit zu vordienen, wilch ich so oft mit grosser Muhe ersucht, nu fort auch nit mehr haben noch achten will. Gott helf uns, dass wir nit unser, sondern allein seine Ehre suchen, Amen. Zu Wittenberg im Augustinerkloster, am Abend St. Johannes Baptistä, im 1520. Jahr.	Og det glæder mig også, at jeg ikke blot er en nar, men også en edsvoren dokter i den hellige skrift, så der gives mig lejlighed til at holde min ed på denne narremåde. Jeg beder Dem om, at De vil undskylde mig overfor de middelkloge; for de superkloges gunst og nåde véd jeg ikke, hvordan jeg skal opnå; det har jeg prøvet så ofte med stor møje, og nu vil jeg ikke mere have den eller agte på den. Gud hjælpe os, at vi ikke søger vor ære, men alene hans ære. Amen. Wittenberg, Augustinerklostret, Skt. Johannes Døbers aften, år 1520. (23. juni 1520)
8     Jesus. Der Allerdurchläuchtigisten, Grossmächtigisten Kaiserlichen Majestät und christlichen Adel Deutscher Nation, D. Martinus Luther.	Jesus. Til den allerdurchlauchtigste, stormægtigste kejserlige majestæt og til den kristelige adel af den tyske nation.  Dr. Martin Luther.
9       Gnad und Stärk von Gott zuvor. Allerdurchläuchtigister, gnädigste lieben Herrn! Es ist nit aus lauter Furwitz noch Frevel geschehen, dass ich einiger armer Mensch mich unterstanden, fur euern hohen Würden zu reden. Die Noth und Beschwerung, die alle Ständ der Christenheit, zuvor Deutscheland druckt, nit allein mich, sondern idermann bewegt hat, vielmal zu schreien und Hulf begehren, hat mich auch itzt zwungen zu schreien und rufen, ob Gott jemand den Geist geben wollt, seine Hand zu reichen der elenden Nation.	Først nåde og styrke fra Gud, allerdurchlauchtigste, nådigste kære herrer! Det sker ikke ud af lutter hovmod og uforskammethed, at jeg stakkels enkeltmenneske drister mig til at tale til Deres høje ærværdigheder. Den nød og besværing, der trykker alle stænder, især i Tyskland, bevæger ikke blot mig, men enhver til at skrige og begære hjælp, og den har også nu tvunget mig til at skrige og råbe, om Gud dog ikke vil give en eller anden sind til at række sin hånd til den elendige nation.
10 Es ist oft durch Concilia etwas furgewandt, aber durch etlicher Menschen List behendiglich vorhindert und immer ärger worden; wilcher Tuck und Bosheit ich itzt, Gott (E279) helf mir, durchleuchten gedenk, auf dass sie erkannt, hinfurt nit mehr so hinderlich und schädlich sein mochten. Gott hat uns ein junges edlis Blut zum Häupt geben, (n10) damit viel Herzen zu grosser guter Hoffnung erweckt; daneben will sich's ziemen, das Unser darzu thun, und der Zeit und Gnad nutzlich brauchen.	Man har ofte foreslået noget på koncilier, men det er i kraft af nogle menneskers list behændigt blevet forhindret og det hele er blevet værre og værre; denne snuhed og ondskab agter jeg nu, med Guds hjælp, at afsløre, så den kan blive erkendt, og ikke mere fremover skal være så bagstræberisk og skadelig. Gud har givet os et ungt, ædelt blod til overhoved, og dermed opvakt i mange hjerter et stort godt håb; desforuden sømmer det sig, at vi gør vort dertil, og bruger tiden og nåden til nytte.
11       Das Erst, das in dieser Sachen furnehmlich zu thun, ist, dass wir uns je fursehen mit grossem Ernst, und nit etwas anheben mit Vortrauen grosser Macht oder Vornunft, ob gleich aller Welt Gewalt unser wäre; dann Gott mag und will's nit leiden, dass ein gut Werk werde angefangen im Vortrauen eigener Macht und Vornunft.	Det første, som i denne sag først og fremmest skal gøres, er, at vi tager os i agt med stor alvor og ikke begynder på noget i tillid til vor store magt og fornuft, om så vi havde alverdens magt bag os; for Gud bryder sig ikke om og vil ikke finde sig i, at man begynder en god gerning i tillid til sin egen magt og fornuft.
12 Er stosset es zu Boden, da hilft nichts fur; wie im 33. Psalm (v. 16) steht: es wird kein Kunig bestehen durch seine grosse Macht, und kein Herr durch die Grosse seiner Stärk. Und aus dem Grund, sorg ich, sei es vorzeiten kummen, dass die theuren Fursten, Kaiser Friedrich der Erst und der Ander (n12), und viel mehr deutscher Kaiser, so jämmerlich sein von den Päpsten mit Fussen treten und vordruckt, fur wilchen sich doch die Welt furchtet. (emser04#98)	Han støder den til jorden, det slår ikke fejl; som der står i Sl 33,16: Ingen konge består ved sin store magt, og ingen herre ved størrelsen af sin styrke. Og jeg er bange for, at det er af den grund, at det i tidligere tider kom dertil, at de dyrebare fyrster, kejser Frederik den Første og Frederik den Anden og mange flere tyske kejsere, som dog verden frygtede, så jammerligt blev trådt på og undertrykt af paverne.
13 Sie haben sich vielleicht vorlassen auf ihre Macht, mehr dann auf Gott, drumb haben sie mussen fallen. Und was hat zu unsern Zeiten den Blutsäufer Julium Secundum so hoch erhoben, dann dass ich besorg, Frankreich, Deutschen und Venedige haben auf sich selb bauet. (n13) Es schlugen die Kinder Benjamin zwei und vierzig tausend Israeliten, darumb, dass sie sich auf ihre Stärk vorliessen, Richt. 20,21 sqq. (n13a)	De har måske forladt sig mere på deres magt end på Gud, derfor har de måttet falde. Og jeg er bange for, at hvad har i vore dage hævet bloddrikkeren, Julius den Anden, så højt op, ikke er andet end at Frankrig, tyskerne og Venedig har bygget på sig selv. Benjamins sønner slog to og fyrre tusind israelitter, af den grund, at de stolede på deres styrke. Dom 20,21.
14      Dass uns auch nit so gelinge mit diesem edlen Blut Carolo, mussen wir gewiss sein, dass wir in dieser Sach nit mit Menschen, sonder mit den Fursten der Höllen handelen, (Eph. 6,12) die wohl mugen mit Krieg und Blutvorgiessen die Welt erfullen, aber sie lassen sich damit nicht uberwinden. Man muss hie mit einem Vorzag leiblicher Gewalt in demuthigem Vertrauen Gottis die Sach angreifen, und mit ernstlichem Gebet Hulf bei Gott suchen, und nichts anders in die Augen bilden, dann der elenden Christenheit Jammer und Noth, unangesehen, was bos Leut vordienet haben.	Og vi kan være sikre på, at det heller ikke vil lykkes for os med dette ædle blod, Karl, på den måde, for vi har i denne sag ikke at gøre med mennesker, men med helvedes fyrster, som nok kan fylde verden med krig og blodsudgydelse, men ikke lader sig overvinde dermed. Man må her angribe sagen, idet man giver afkald på legemlig magt og ydmygt stoler på Gud og med alvorlig bøn søger hjælp hos Gud og ikke holder sig andet for øje end den elendige kristenheds jammer og nød, uanset, hvad onde folk har fortjent.
15 Wo das (E280) nit, so soll sich's Spiel wohl lassen anfahen mit grossem Schein; aber wenn man hinein kumpt, sollen die bosen Geist ein solch Irrung zurichten, dass die ganz Welt musst in Blut schweben, und dennocht damit nichts ausgericht. Drumb lasst uns hie mit Furcht Gottis und weislich handelen.	Hvor dette ikke sker, dèr kan spillet godt begynde med et stort skin; men når man kommer ind i det, så vil de onde ånder tilrettelægge en sådan forvirring, at hele verden kommer til at svømme i blod, og alligevel er der intet udrettet ved det. Derfor lad os her handle gudfrygtigt og vist.
16 Je grosser die Gewalt, je grosser Ungluck, wo nit in Gottis Furcht und Demuth gehandelt wird. Haben die Päpste und Romer bisher mugen durch Teufels Hulf die Kunig in einander werren, (emser04#100) sie mugen's auch noch wohl thun, so wir ohn Gottis Hulf mit unser Macht und Kunst fahren.	Jo større magten er, des større er også ulykken, når der ikke handles gudfrygtigt og ydmygt. Hvis paverne og romerne hidtil ved djævelens hjælp har kunnet sætte splid mellem konger, så kan de vel også gøre det nu, hvis vi kører løs uden Guds hjælp med vor egen magt og kunst.
17        Die Romanisten haben drei Mauren mit grosser Behendikeit umb sich zogen, damit sie sich bisher beschutzt, dass sie niemand hat mugen reformiren, dadurch die ganz Christenheit greulich gefallen ist. (emser05#2) (n17) Zum Ersten, wenn man hat auf sie drungen mit weltlicher Gewalt, haben sie gesetzt und gesagt: weltlich Gewalt habe nit Recht ubir sie; sondern wiederumb, geistlich sei ubir die weltliche.	Romanisterne har med stor snuhed opbygget tre mure omkring sig, og dem har de hidtil beskyttet sig med, så ingen har kunnet reformere dem, og derved er hele kristenheden faldet forfærdelig dybt. For det første: Når man er trængt ind på dem med verdslig magt, har de hævdet og sagt, at verdslig magt ikke har nogen ret over dem, men at omvendt åndelig magt står over den verdslige.
18 Zum Andern, hat man sie mit der heiligen Schrift wollt strafen, setzen sie dagegen: es gebuhr die Schrift niemand auszulegen, denn dem Papst. Zum Dritten, dräuet man ihn mit einem Concilio; so erdichten sie, es muge niemand ein Concilium berufen, denn der Papst.	For det andet, hvis man har villet anklage dem med den hellige skrift, hævder de derimod: Det sømmer sig ikke for andre end paven at udlægge den hellige skrift. For det tredie, hvis man truer dem med et koncil, så opdigter de den sætning, at kun paven kan indkalde et koncil.
19        Also haben sie die drei Ruthen uns heimlich gestohlen, dass sie mugen ungestraft sein, und sich in sicher Befestung dieser dreier Maur gesetzt, alle Buberei und Bosheit zu treiben; die wir dann itzt sehen. Und ob sie schon ein Concilium mussten machen, haben sie doch dasselb zuvor matt gemacht, damit, dass sie die Fursten zuvor mit Eiden vorpflichten, sie bleiben zu lassen wie sie sein: darzu dem Papst vollen Gewalt geben ubir alle Ordnung des Concilii; (n19)	Således har de hemmelig stjålet de tre ris fra os, så at de kan være ustraffede, og de har opsat en befæstning bestående af disse tre mure, så de kan drive allehånde spilfægteri og ondskab; hvilket vi ser idag. Og selv om de så også indkalder et koncil, har de dog på forhånd gjort det magtesløst på den måde, at de på forhånd med ed har forpligtet fyrsterne til at lade dem forblive som de er, og desuden give paven fuld magt over hele koncilets forretningsgang.
20 also, dass gleich gilt, es sein viel Concilia oder kein Concilia, ohn dass sie uns nur mit Larven und Spiegelfechten betrügen. So gar greulich furchten sie der Haut fur einem rechten freien Concilio; und haben damit Kunig und Fursten schochter gemacht, dass sie gläuben, es wäre wider Gott, so man ihn nit gehorchte in allen solchen schalkhaftigen listigen Spugnissen. (E281)	På den måde er det lige meget, om der er mange konciler eller ingen konciler, de kan alligevel bedrage os med deres maskepi og spilfægteri. Så bange er de for at vove pelsen på et rigtig frit koncil; og dertil har de gjort konger og fyrster forsagte, så de tror, at det ville være imod Gud, hvis man ikke adlød dem i alle sådanne skalkagtige listige spøgerier.
21      Nu helf uns Gott, und geb uns der Pasaunen eine, domit die Mauren Hiericho wurden umbworfen, (Josv 6,20) dass wir diese stroheren und papieren Mauren auch umblasen, (emser05#6) und die christlichen Ruthen, Sund zu strafen, los machen, des Teufels List und Trug an Tag zu bringen, auf das wir durch Straf uns bessern, und seine Huld wieder erlangen. Wollen wir die erste Maur am ersten angreiffen.	Nu må så Gud hjælpe os og give os nogle af de basuner, hvormed Jerikos mure blev kuldkastede, så at vi også kan blæse disse strå- og papirsmure om, og frigøre de kristelige ris til at anklage for synd med, bringe djævelens list og bedrag for en dag, så at vi ved anklagen kan forbedre os og igen opnå Guds velbehag. Vi vil først angribe den første mur.
22 Die erste Mauer         Man hat's erfunden, dass Papst, Bischof, Priester, Klostervolk wird der geistlich Stand genennt: Fursten, Herrn, Handwerks- und Ackerleut, der weltlich Stand. Wilch gar ein fein Comment und Gleissen ist. Doch soll niemand darub schuchter werden. Und das auch dem Grund: dann alle Christen sein wahrhaftig geistlichs Stands, und ist unter ihn kein Unterscheid, denn des Ampts halben allein; (emser05#9)	Den første mur.       Man har fundet på, at pave, biskop, præst, klosterfolk kaldes den gejstlige stand: Fyrster, herrer, håndværkere og landmænd kaldes den verdslige stand. Det er noget fint opspind og løgn. Dog skal ingen tabe modet af den grund. Det behøver de ikke, for alle kristne er i virkeligheden af den gejstlige stand, og der er ingen forskel på dem, andet end hvad der har med embedet at gøre.
23 wie Paulus 1 Corinth., 12,12sqq sagt, dass wir allesampt ein Korper sein, doch ein iglich Glied sein eigen Werk hat, damit es dem andern dienet. Das macht allis, dass wir eine Tauf, ein Evangelium, einen Glauben haben, und sein gleiche Christen, (Ef 4,5). Denn die Tauf, Evangelium und Glauben, die machen allein geistlich und Christenvolk.	som Paulus siger 1 Kor 12,12ff, at vi alle er ét legeme, dog har hvert lem sin egen opgave, hvormed det tjener den anden. Det skyldes altsammen, at vi har én dåb, ét evangelium, én tro og er kristne i lige grad. For dåben, evangeliet og troen, alene dem er det, der gør folk gejstlige og skaber et kristenfolk.
24       Dass aber der Papst oder Bischof salbet, Platten macht, ordiniert, weihet, anders dann Layen kleidet, mag einen Gleisner und Olgotzen machen, macht aber nimmermehr ein Christen oder geistlichen Menschen. (emser05#21) Demnach, so werden wir allsampt durch die Tauf zu Priestern geweihet, wie St. Peter 1 Pet 2,9 sagt: ihr seit ein kuniglich Priesterthum und ein priesterlich Kunigreich. (emser05#32)	Men at paven eller biskoppen salver, kronrager, ordinerer, indvier, er klædt anderledes end lægfolk, det kan skabe en hykler eller en afgud, men det kan aldrig skabe en kristen eller et åndeligt menneske. Derfor bliver vi allesammen i dåben indviet til præster, som Skt. Peter siger 1 Pet 2,9: I er et kongeligt præstedømme og et præsteligt kongerige.
25 Und Off. (5,10): du hast uns gemacht durch dein Blut zu Priestern und Kunigen. Dann wo nit ein hoher Weihen in uns wäre, denn der Papst und Bischof gibt, so wurd nimmermehr durch Papsts und Bischof Weihen ein Priester gemacht, (emser05#45) mocht auch noch Mess halten, noch predigen, noch absolvieren.	Og det siges i Åb. 5,10: Du har ved dit blod gjort os til præster og konger. For hvis ikke der var en højere indvielse i os, end den, pave og biskop giver, så ville der aldrig ved pavens og biskoppens indvielse bliver nogen præst til, og de kunne heller ikke holde messe eller prædike eller afløse.
26 Drumb ist des Bischofs Weihen nit anders, denn als wenn er an Statt und Person der ganzen Sammlung einen aus dem Haufen nähme, die alle gleiche Gewalt haben, und (E282) ihm befiehl, dieselben Gewalt fur die andern auszurichten; (emser05#56) gleich als wenn zehen Bruder, Kuniges Kinder, gleich Erben, einen erwähleten, das Erb fur sie zu regieren; (emser05#62) sie wären je alle Kunige und gleicher Gewalt, und doch einem zu regieren befohlen wird.	Derfor betyder biskoppens indvielse ikke andet, end at han i hele forsamlingens sted og på dens vegne udtager én ud af hoben, skønt de alle har samme magt, og befaler ham at bruge denne magt til bedste for de andre; aldeles ligesom hvis ti brødre, der var kongens børn og i lige grad arvinger, udvalgte én iblandt sig til at forvalte arven for sig; de ville jo alle være konger og have samme magt, og dog befales én til at herske.
27        Und dass ich's noch klärer sag, wenn ein Häuflin frommer Christenlayen wurden gefangen, und in ein Wustenei gesetzt, (emser05#67) die nit bei sich hätten einen geweiheten Priester von einem Bischof, und wurden allda der Sachen einis, erwähleten einen unter ihn, er wäre ehlich oder nit, und befiehlen ihm das Ampt zu täufen, Mess halten, absolvieren und predigen, der wär wahrhaftig ein Priester, als ob ihn alle Bischoffe und Päpste hätten geweihet.	Og hvis jeg skal sige det endnu mere klart: Hvis en samling fromme kristne lægfolk blev taget til fange og anbragt i en ørken, og de ikke havde en af en biskop indviet præst hos sig, men blev enige om at vælge én af deres midte, gift eller ugift, og overdrog embedet med at døbe, holde messe, afløse og prædike til ham, så ville han i sandhed være præst, ganske som om alle biskopper og paver havde indviet ham.
28 Daher kumpt's, dass in der Noth ein iglicher täufen und absolvieren kann; (n28) das nit muglich wäre, wenn wir nit alle Priester wären. Solche gross Gnad und Gewalt der Tauf, und des christlichen Stands, haben sie uns durch's geistlich Recht fast niedergelegt und unbekannt gemacht. (n28a) Auf diese Weise erwähleten vorzeiten die Christen aus dem Haufen ihre Bischof und Priester, (emser05#69) die darnach von andern Bischoffen wurden bestätiget ohn alles Prangen, das itzt regiert. So war St. Augustin, Ambrosius, Cyprianus Bischof.	Det er grunden til, at i nødstilfælde kan enhver døbe og afløse; hvilket ikke ville være muligt, hvis vi ikke alle var præster. Denne store nåde og magt, som dåben og den kristelige stand har, har de i kraft af den gejstlige ret næsten ødelagt og gjort ukendt for os. På denne måde udvalgte tidligere de kristne af deres midte deres biskop og deres præst, som derefter blev bekræftet af de andre biskopper uden al den pomp og pragt, som nu hersker. Sådan blev Skt. Augustin, Ambrosius og Cyprian biskop.
29        Dieweil dann nu die weltlich Gewalt ist gleich mit uns getauft, hat denselben Glauben und Evangelium, mussen wir sie lassen Priester und Bischof sein, und ihr Ampt zählen als ein Ampt, das da gehore und nutzlich sei der christlichen Gemeine. (emser05#72)	Eftersom nu den verdslige magt i lighed med os er døbt, har den samme tro og det samme evangelium, må vi lade den være præster og biskopper, og regne deres embede som et embede, som hører med og er nyttigt for den kristne menighed.
30 Dann was aus der Tauf krochen ist, das mag sich ruhmen, dass es schon Priester, Bischof und Papst geweihet sei (emser05#74); ob wohl nit einem iglichen ziempt, solch Ampt zu uben.	For hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede.

31 Dann weil wir alle gleich Priester sein, muss sich niemand selb erfur thun, und sich unterwinden, ahn unser Bewilligen und Erwählen das zu thun, dess wir alle gleichen Gewalt haben. Denn was gemeine ist, mag niemand ohn der Gemeine Willen und Befehle an sich nehmen.	For skønt vi alle i lige grad er præster, så må ingen ophøje sig selv og understå sig i at gøre det, som vi alle har den samme magt til, uden vor bekræftelse og udvælgelse. For hvad der er almindeligt, må ingen tage til sig uden den almene vilje og befaling.
32 Und wo es geschähe, dass jemand erwählet zu solchem Ampt, und durch seinen Missbrauch wurd abgesetzt, so wäre er gleich wie vorhin. Drumb sollt ein Priesterstand nit (283) anders sein in der Christenheit, dann als ein Amptmann; (emser05#78) weil er am Ampt ist, geht er vor; wo er abgesetzt, ist er en Baur oder Burger, wie die andern.	Og hvis det skete, at nogen blev valgt til et sådant embede og ved sit misbrug blev afsat, så ville han være ganske som før. Derfor skal en præstestilling i kristenheden ikke være andet end et embede; mens han er i embedet, har han ledelsen, bliver han afsat, er han bonde eller borger som de andre.
33 Also wahrhaftig ist ein Priester nimmer Priester, wo er abgesetzt wird. Aber nu haben sie erdichtet Characteres indelebiles, (emser05#78) und schwätzen, dass ein abgesetzter Priester dennocht etwas anders sei, dann ein schlechter Laye; ja, sie träumet, es mug ein Priester nimmermehr anders denn Priester oder ein Laye werden. Das sein alles Menschen erdichte Rede und Gesetz. (n33)	Altså, i virkeligheden er en præst ikke mere præst, når han er afsat. Men nu har de opdigtet en 'umistelig karakter', og pjatter med, at en afsat præst alligevel er noget andet end en simpel lægmand; ja, de drømmer om, at en præst aldrig kan blive andet end præst og altså aldrig kan blive lægmand. Det er altsammen menneskeligt opdigtet tale og bestemmelse.
34       So folget aus diesem, dass Laye, Priester, Fursten, Bischof, und wie sie sagen, Geistlich und Weltlich, keinen andern Unterscheid im Grund, wahrlich, haben, denn des Ampts oder Werks halben, und nit des Stands halben.	Derfor følger det af dette, at lægmand, præst, fyrste, biskop og som man siger, gejstlig og verdslig, i grunden og i sandhed ikke har anden forskel end hvad embedet og gerningen afstedkommer, der ingen standsforskel.
35 Dann sie sein alle gleichs Stands, wahrhaftig Priester, Bischof und Päpste; aber nit gleichs einerlei Werks, gleichwie auch unter den Priestern und Munchen nit einerlei Werk ein iglicher hat. Und das ist St. Paul Röm. 12,4sqq und 1 Cor. 12,12sqq und Petrus 1 Petr. 2,9, wie ich droben gesagt, dass wir alle ein Korper sein des Häupts Jesu Christi, ein iglicher des andern Gliedmass. Christus hat nit zwei noch zweierlei Art Korper, einen weltlich, den andern geistlich. Ein Häupt ist, und einen Korper hat er.	For de tilhører alle den samme stand, er i sandhed præster, biskopper og paver; men de har ikke samme slags opgave, ligesom der heller ikke blandt præster og munke er den samme slags opgave til enhver. Og det er, hvad Paulus siger Rom 12,4ff og 1 Kor 12,12ff, og hvad Peter siger, 1 Pet 2,9, som før nævnt, at vi alle er ét legeme, med Jesus Kristus som hovedet, hver for sig hinandens lemmer. Kristus har ikke to eller to slags legemer, ét verdsligt, et andet åndeligt. Han har ét hoved, og ét legeme.
36        Gleichwie nu die, so man itzt geistlich heisst, oder Priester, Bischof oder Päpst sein, von den andern Christen nit weiter noch würdiger gescheiden, dann dass sie das Wort Gottis und die Sacrament sollen handeln, das ist ihr Werk und Ampt: also hat die weltlich Ubirkeyt das Schwerdt und die Ruthen in der Hand, (emser05#81) die Bosen damit zu strafen, die Frummen zu schutzen.	Ligesom nu de, som man nu kalder gejstlige, eller altså de, som er præster, biskopper eller paver, ikke adskiller sig fra de andre kristne, eller er mere værdige end dem, på anden måde end derved, at de skal håndtere Guds ord og sakramenterne, det er det, der er deres opgave og embede, sådan har den verdslige øvrighed sværdet og risene i hånden, for at straffe de onde og beskytte de fromme.
37 Ein Schuster, ein Schmidt, ein Baur, einiglicher seins Handwerks Ampt und Werk hat, und doch alle gleich geweihet Priester und Bischoffe; und ein iglich soll mit seinem Ampt oder Werk den andern nutzlich und dienstlich sein: dass also vielerlei Werk alle in eine Gemein gerichtet sein, Leib und Seelen zu fodern; gleichwie die Gliedmass des Korpers alle eins dem andern dienet.	En skomager, en smed, en bonde, enhver har sit embede og sin gerning i sit håndværk, og dog er alle i lige grad indviede præster og biskopper; og enhver skal være til gavn og tjeneste for de andre med sit embede eller sin gerning. Så på den måde er de mange slags gerninger alle rettet mod det fælles mål: At fremme legemets og sjælens liv, ganske som legemets lemmer alle som én tjener de andre.
38       Nu sich, wie christlich das gesetzt und gesagt sei, (E284) weltlich Ubirkeit sei nit ubir die Geistlikeit, soll sie auch nit strafen. (n38) Das ist eben so viel gesagt: die Hand soll nichts dazu thun, ob das Aug gross Noth leidet. Ist's nit unnaturlich, schweig unchristlich, dass ein Glied dem andern nit helfen, seinem Vorderben nit wehren soll? (emser06#1) Ja, je edler das Gliedmass ist, je mehr die andern ihm helfen sollen.	Nu kan du se, hvor kristeligt det er forordnet og hævdet, at den verdslige øvrighed ikke står over gejstligheden og heller ikke skal straffe den. Det er jo det samme som at sige, at hånden ikke skal gøre noget fra eller til, hvis øjet lider stor nød. Er det ikke unaturligt, for ikke at sige ukristeligt, at det ene lem ikke skal hjælpe det andet, ikke skal afværge dets fordærv? Ja, jo ædlere lemmet er, des mere skal de andre hjælpe det.
39 Drumb sag ich: dieweil weltlich Gewalt von Gott geordnet ist, die Bosen zu strafen, und die Frummen zu schutzen, so soll man ihr Ampt lassen frei gehen unvorhindert, durch den ganzen Korper der Christenheit, niemands angesehen, sie treff Papst, Bischof, Pfaffen, Munch, Nonnen, oder was es ist.	Derfor siger jeg: Eftersom den verdslige magt er indsat af Gud til at straffe de onde og beskytte de fromme, så skal man frit lade dens embede foregå uhindret, gennem hele kristenhedens legeme, uden personsanseelse, så den kan ramme pave, biskop, præst, munk, nonne, eller hvad det kan være.
40 Wenn  [Denn] so das gnug wäre, die weltlich Gewalt zu hindern, dass sie geringer ist unter den christlichen Aempten, denn der Prediger und Beichtiger Ampt oder geistliche Stand; so sollt man auch vorhindern den Schneidern, Schustern, Steinmetzen, Zimmerleuten, Koch, Kellnern, Baurn, und alle zeitlichen Handwerken, dass sie dem Papst, Bischoffen, Priestern, Munchen kein Schuh, Kleider, Haus, Essen, Trinken machten, noch Zins gäben.	For hvis det var nok til at forhindre den verdslige magt i at gøre sin gerning, at den blandt de kristelige embeder var ringere end prædike- og skrifttemålsembedet eller den gejstlige stand, så skulle man også forhindre skræderne, skomagerne, stenhuggerne, tømrerne, kokkene, tjenerne, bønderne og alle timelige håndværkere i at give paven, biskopperne, præsterne munkene sko, klæder, hus, mad og drikke, eller i at give skat.
41 Lässit man aber diesen Layen ihre Werk unvorhindert; was machen denn die romischen Schreiber mit ihre Gesetzen? dass sie sich ausziehen aus dem Werk weltlicher, christlicher Gewalt, dass sie nur frei mugen bos sein, (emser06#5) und erfullen, das St. Petrus gesagt hat (2. Epist. 2,1): es werden falsch Meister unter euch erstehen, und mit falschen erdichten Worten mit euch umbgehen, euch im Sack zu vorkäufen.	Men hvis man lader lægfolket gøre sit arbejde uhindret, hvad bilder så de romerske skrivere sig ind med deres love? at de unddrager sig den verdslige, kristelige øvrigheds gerning, så de alene frit kan være onde, så de opfylder, hvad Skt. Peter har sagt: Der vil komme falske lærere iblandt jer og omgås jer med falske opdigtede ord, for at sælge jer i sækken.
42         Drumb soll weltlich, christlich Gewalt ihr Ampt uben frei unvorhindert, unangesehen, ob's Papst, Bischof, Priester sei, den sie trifft, wer schuldig ist, der leide; was geistlich Recht dawider gesagt hat, ist lauter erdichtet romisch Vormessenheit. Denn also sagt St. Pauel allen Christen (Röm. 13, 1.4): ein igliche Seele (ich halt des Papsts auch,) soll unterthan sein der Ubirkeit; denn sie trägt nit umbsonst das Schwerdt. Sie dienet Gott damit, zur Straf der Bosen, und zu Lob der Frummen.	Derfor skal verdslig, kristelig magt udøve sit embede uforhindret, uanset, om den rammer pave, biskop eller præst; den, der er skyldig, må lide sin straf; hvad den gejstlige ret har sagt herimod, er lutter opdigtet romersk frækhed. For sådan siger Skt. Paulus til alle kristne: 'Enhvers sjæl (jeg formoder også pavens) skal være øvrigheden underdanig; for den bærer ikke sværdet uden grund. Den tjener Gud dermed, til straf for de onde, til ros for de fromme'.
43 Auch St. Petrus (1 Epist. 2,13). seid unterthan allen menschlichen Ordenungen umb Gottis willen, der (E285) es so haben will. Er hat's auch vorkundet, dass kummen wurden solch Menschen, die die weltlich Ubirkeit wurden vurachten, 2 Epist. 2,10, wie dann geschehen ist durch geistlich Recht.	Også Skt. Peter siger: 'Vær underordnet alle menneskelige ordninger for Guds skyld; han vil det sådan'. Han har også forkyndt, at der vil komme sådanne mennesker, som vil foragte den verdslige øvrighed, hvilket også er sket igennem den gejstlige ret.
44        Also mein ich, diese erste Papiermaur lieg darnieder; (emser06#8) seintemal weltlich Hirrschaft ist ein Mitglied worden des christlichen Korpers. Und wiewohl sie ein leiblich Werk hat, doch geistlichs Stands ist; darumb ihr Werk soll frei unvorhindert gehen in alle Gliedmass des ganzen Korpers, strafen und treiben, wo es die Schuld vordienet oder Noth fodert, unangesehen Papst, Bischof, Priester, sie dräuen oder bannen wie sie wollen.	På den måde mener jeg, den første papirmur er nedlagt, eftersom verdsligt herredømme også er et lem på det kristne legeme. Og skønt det har en legemlig opgave, er det dog af gejstlig stand; for dets gerning skal foregå frit og uhindret i alle lemmer på hele legemet, det skal straffe og drive, hvor skyld fortjener det og nødvendigheden fordrer det, uanset pave, biskop, præst, så kan de true og forbande, så meget de vil.
45 Daher kompt's dass die schuldigen Priester, so man sie in das weltlich Recht uberantwortet, zuvor entsetzt werden priesterlicher Würden; das doch nit recht wäre, wo nit zuvor aus gottlicher Ordnung das weltlich Schwerdt ubir dieselben Gewalt hätte.	Deraf kommer det, at de præster, som man finder skyldige imod den verdslige ret, først skal fratages deres præstelige værdighed; hvilket  dog ikke ville være ret, hvis ikke det var sådan efter guddommelig ordning, at det verdslige sværd i forvejen havde denne magt over dem.
46        Es ist auch zuviel, dass man so hoch im geistlichen Recht hebt der geistlichen Freiheit, Leib und Guter, gerad als wären die Layen nit auch so geistlich gute Christen als sie, oder als gehorten sie nichts zur Kirchen. (n46)	Det er også for meget, at man i den gejstlige ret hæver den gejstlige frihed, det gejstlige legeme og gods så højt, ganske som var lægfolk ikke ligeså gejstligt gode kristne som dem, eller som hørte de ikke med til kirken.
47 Warumb ist dein Leib, Leben, Gut und Ehr so frei, und nit das meine, so wir doch gleich Christen sein, gleich Tauf, Glauben, Geist und alle Ding haben? Wird ein Priester erschlagen, so liegt ein Land im Interdict; warumb auch nit, wenn ein Baur erschlagen wird? (emser06#10) Wo kumpt her solchs gross Unterscheid unter den gleichen Christen? Allein aus Menschengesetzen und Dichten.	Hvorfor er dit legeme, liv, gods og ære så fri, når min ikke er det, når vi dog i lige høj grad er kristne, har samme dåb, tro, ånd og alle ting? Hvis en præst bliver slået ihjel, så ligger et land i interdikt; hvorfor ikke også, hvis en bonde bliver slået ihjel? Hvorfra stammer en så stor forskel mellem de kristne, der dog er lige? Alene fra menneskelove og menneskeopfindelser.
48        Es muss auch kein guter Geist sein, der solch Auszug erfunden, und die Sund frei unsträflich gemacht hat. Dann so wir schuldig sein wider den bosen Geist, seine Werk und Wort zu streiten, und ihn vortreiben, wie wir mugen, als uns Christus gebeut und seine Apostel;	Det kan heller ikke være nogen god ånd, der har opfundet sådan en udflugt og har gjort synden fri og ustraffet. For når vi er skyldige at stride imod den onde ånd, hans gerning og ord, og at fordrive ham, så godt vi kan, som Kristus og hans apostle har påbudt os;
49 wie kämen wir dann dazu, dass wir sollten still halten und schweigen, wo der Papst oder die Seinen teufelich Wort oder Werk furnähmen? Sollten wir umb's Menschen willen gottlich Gebot und Wahrheit lassen niederlegen, der wir in der Tauf geschworen haben beizustehen mit Leib und Leben? furwahr, wir wären schuldig aller Seelen, die dadurch vorlassen und vorfuhret wurden. (E286)	hvordan kan vi så komme på den tanke, at vi skulle holde inde og tie stille, når paven eller hans folk foretog sig djævelske ord eller gerninger? Skal vi for menneskers skyld finde os i, at guddommelige bud og guddommelig sandhed bliver ødelagt, det, som vi i dåben har svoret at ville bistå med legeme og liv? I sandhed, vi ville være skyldige overfor alle de sjæle, som derigennem blev svigtet og forført.
50       Drumb muss das der Häuptteufel selb gesagt haben, das im geistlichen Recht steht: wenn der Papst so schädlich bos wäre, dass er gleich die Seelen mit grossem Haufen zum Teufel fuhret, könnt man in dennocht nit absetzen. (n50) Auf diesen vorfluchten, teufelichen Grund bauen sie zu Rom und meinen, man soll ehe alle Welt zum Teufel lassen fahren, denn ihrer Buberei widerstreben.	Derfor må det være hoveddjævelen selv, der har sagt det, der står i den gejstlige ret: at hvis paven var så skadelig ond, at han straks førte sjælene i flokkevis til djævelen, så kunne man dog ikke afsætte ham. På denne forbandede, djævelske grund bygger de i Rom, og de mener, at man før skal lade hele verden fare til djævelen, end man skal modsætte sig deres skurkestreger.
51 Wenn es gnug wäre doran, dass einer uber den andern ist, darumb er nit zu strafen sei, musst kein Christen den andern strafen, seintemal Christus gebeut, ein iglicher soll sich den Untirsten und Geringsten halten. (Matth. 18,4; Luk 9,48).	Hvis dette, at én stod over en anden, var nok til, at han så ikke kunne straffes, så måtte ingen kristen straffe en anden kristen, eftersom Kristus påbyder, at enhver skal regne sig for den nederste og ringeste.
52       Wo Sund ist, da ist schon kein Behelf mehr wider die Straf; als auch St. Gregorius schreibt, (n52) dass wir wohl alle gleich sein, aber die Schuld macht einen unterthan dem andern. Nu sehen wir, wie sie mit der Christenheit umbgahn, nehmen ihr die Freiheit ohn alle Beweisung aus der Schrift, mit eigenem Frevel, die Gott und die Apostel haben unterworfen dem weltlichen Schwerdt, dass zu besorgen ist, es sei des Endchrists Spiel, oder sein nähster Vorlauft. (n52a)	Hvor der er synd, dèr er straffen allerede ikke til at komme udenom, som også Skt. Gregorius skriver, at vi vel alle er lige, men at skylden gør den ene til den andens undersåt. Nu ser vi, hvordan de behandler kristenheden, de tager sig frihed, uden noget skriftbevis, blot i kraft af deres frækhed, skønt Gud og apostlene har underlagt dem under det verdslige sværd, så man kan være bange for, at det er antikrists spil, eller hans nærmeste forløbers spil.
53 Die andere Mauer.         Die ander Maur ist noch loser und untuchtiger, dass sie allein wollen Meister der Schrift sein, ob sie schon ihr Leblang nichts drinnen lernen, (emser06#12) vormessen sich allein der Ubirkeit, gaukel fur uns mit unvorschampten Worten: der Papst mug nit irren im Glauben, er sei bos oder frumm; mugen desselben nit einen Buchstaben anzeigen.	Den anden mur.        Den anden mur er løsere og mere uduelig; det er den, at de alene vil være lærere i skriften; selv om de livet igennem ikke har lært noget i den, tilriver de sig alene myndigheden [til at udlægge], de foregøgler os med uforskammede ord, at paven ikke kan fejle i troen, hvad enten han er ond eller from; men de kan ikke påvise det med så meget som et bogstav.
54 Daher kompt es, dass so viel ketzerisch und unchristlich, ja unnaturliche (n54) Gesetz stehen im geistlichen Recht, (emser06#14) davon itzt nit noth zu reden. Dann dieweil sie es achten, der heilig Geist lass sie nit, sie sein so ungelehret und bose, wie sie kunnten, werden sie kuhne, zu setzen, was sie nur wollen.	Deraf kommer det, at der i den gejstlige ret står så mange kætterske og ukristelige, ja unaturlige love. Men derom er det ikke nødvendigt at tale her. For eftersom de mener, at Helligånden aldrig vil forlade dem, de kan så være så ulærde og onde, de være vil, så bliver de så frække, at de hævder lige, hvad de vil.
55 Und wo das wäre, wozu wäre die heilige Schrift noth oder nutze? Lasset sie uns vorbrennen, und benugen an den ungelehreten Herrn zu Rom, die der heilig Geist innen hat, der doch nit dann frumme Herzen mag innen haben. Wenn ich's nit gelesen hätt, (n55) wäre mir's ungläublich gewesen, (E287) dass der Teufel sollt zu Rom solch ungeschickt Ding furwenden und Anhang gewinnen. (emser06#17)	Og hvis de var tilfældet, hvad var så den hellige skrift nødvendig eller nyttig for? Lad os brænde den og slå os til tåls med de ulærde herrer i Rom, som besidder den Helligånd, skønt den dog kun vil bo i fromme hjerter. Hvis jeg ikke havde læst det, ville jeg ikke have troet, at djævelen skulle fremføre så urimelig ting i Rom og vinde gehør for det.
56       Doch dass wir nit mit Worten wider sie fechten, wollen wir die Schrift herbringen. St. Paul spricht 1 Cor. 14,30: so jemand etwas Besseres offenbar wird, ob er schon sitzt, und dem andern zuhoret in Gottis Wort, so soll der erst, der do red't, stillschweigen und weichen. (emser06#19)	Dog for at vi ikke skal kæmpe imod dem med ord, vil vi fremføre skriften. Skt. Paulus siger 1. Kor 14,30: Hvis nogen får en bedre åbenbaring, så skal, selv om han sidder ned og hører den anden i Guds ord, den første, der taler, tie stille og vige.
57 Was wäre dies Gebot nutz, so allein dem zu gläuben wäre, der do red't oder obenan sitzt? Auch Christus sagt Joh. 6,45, dass alle Christen sollen gelehret werden von Gott, (Esa. 54,13) so mag es je geschehen, dass der Papst und die Seinen bos sein und nit rechte Christen sein, noch von Gott gelehret, rechten Vorstand haben; wiederumb, ein geringer Mensch den rechten Vorstand haben: warumb sollt man ihm denn nit folgen? (n57) Hat nicht der Papst vielmal geirret? Wer wolt der Christenheit helfen, so der Papst irret, wo nit einem andern mehr dann ihm glaubt wird, der die Schrift fur sich hätte.	Hvad nytte var dette bud til, hvis alene den skulle tros, som taler og sidder øverst? Også Kristus siger Joh. 6,45, at alle kristne skal være oplært af Gud, og så kan det jo godt ske, at paven i hans folk er onde og ikke rette kristne, og ikke lærer fra Gud eller har den rette forståelse; og omvendt, et ringe menneske kan have den rette forståelse. Hvorfor skal man så ikke følge ham? Har ikke paven taget fejl mange gange? Hvem skal hjælpe kristenheden, hvis paven tager fejl, hvis ikke en anden kan tros mere end ham, en anden, der har skriften på sin side.
58        Drumb ist's ein frevel erdichte Fabel, und mugen auch keinen Buchstaben aufbringen, damit sie bewähren, dass des Papsts allein sei, die Schrift auszulegen, oder ihr Auslegung zu bestätigen; sie haben in die Gewalt selbs genommen. Und ob sie furgeben, es wäre St. Peter die Gewalt geben, da ihm die Schussel seind geben, ist's offenbar gnug, dass die Schlussel nit allein St. Petro, sondern der ganzen Gemein geben sein. (Matth. 16,19; 18,18). (emser06#30)	Derfor er det en fræk, opdigtet fabel, og de kan ikke fremkomme med bare et bogstav, hvormed de kan bevise den, at det alene er pavens opgave at udlægge skriften, eller bekræfte dens udlægning; det er en myndighed, de selv har tiltaget sig. Og hvis de hævder, at det var en magt, der blev givet Skt. Peter, da nøglerne blev givet ham, er det klart nok, at nøglerne ikke blev givet til Skt. Peter alene, men til hele menigheden.
59 Darzu die Schlussel nit auf die Lahre oder Regiment, sondern allein auf die Sunde zu binden oder losen geordnet sein, (Joh. 20,22.23) und ist eitel erdichtet Ding, was sie anders und weiter aus den Schlussel ihn zuschreiben.	Dertil kommer, at nøglerne ikke blev indstiftet med henblik på læren eller ledelsen, men alene med henblik på at binde eller løse synden, og det er lutter digt, når de ud fra nøglerne tilskriver paverne andet og mere.
60 Dass aber Christus sagt zu Petro (Luc. 22,32): ich hab fur dich gebeten, dass dein Glaub nit zurgehe, mag sich nit strecken auf den Papst; seintemal das mehrer Theil der Papst ohn Glauben gewesen sein, wie sie selb bekennen mussen: so hat Christus auch nit allein fur Petro gebeten, sondern auch fur alle Apostel und Christen; wie er sagt (E288) Joh. 17,9.20: Vater, ich bitte fur sie, die du mir geben hast; und nit allein fur sie, sondern fur alle, die durch ihr Wort gläuben in mich. Ist das nit klar gnug gered't?	Men at Kristus til Peter siger: Jeg bad for dig, at din tro ikke skulle svigte, det udstrækker de ikke til paven, skønt størstedelen af paverne var uden tro, som de selv må bekende det. Derfor har Kristus da også ikke blot bedt for Peter, men for alle apostle og for alle kristne, som han siger det Joh 17,9.20: Fader, jeg beder for dem, du har givet mig; og ikke alene for dem, men for alle dem, der ved deres ord kommer til tro på mig. Er det ikke fuldstændig klar tale?

61        Denk dach bei dir selb, sie mussen bekennen, dass frumme Christen unter uns sein, die den rechten Glauben, Geist, Vorstand, Wort und Meinung Christi haben; je warumb sollt man denn derselben Wort und Vorstand vorwerfen, (emser06#32) und dem Papst folgen, der nit Glauben noch Geist hat? Wäre doch das den ganzen Glauben und die christenlichen Kirche vorleugnet.	Tænk dog selv over det! De må indrømme, at der er fromme kristne blandt os, som har den rette tro, den rette ånd, den rette forståelse, det rette ord og den rette Kristi mening; hvorfor skulle man så forkaste dette ord og denne forståelse og følge paven, som ikke har troen eller ånden? Så ville dog hele troen og den kristne kirke blive fornægtet.
62 Item, es muss je nit allein der Papst recht haben, so der Artikel recht ist: ich gläub ein heilige christliche Kirche (emser06#34); oder mussen also beten: ich gläub in den Papst zu Rom; und also die christliche Kirch ganz in einen Menschen ziehen, wilchs nit anders dann teufelisch und höllisch Irrthumb wäre. Ubir das, so sein wie je alle Priester, wie droben gesagt ist, alle einen Glauben, ein Evangelium, einerlei Sacrament haben; wie sollten wir denn nit auch haben Macht zu schmecken und urtheilen, was do recht oder unrecht im Glauben wäre (emser06#36)	Ligeledes kan det jo ikke kun være paven, der har ret. Den artikel: Jeg tror på en hellig, kristen kirke, må være ret. Ellers måtte man bede således: Jeg tror på paven i Rom; og altså drage hele den kristelige kirke ind i ét menneske, hvilket ikke ville være andet end en djævelsk og helvedes vildfarelse. Ud over det, så er vi jo alle præster, som ovenfor sagt, har alle én tro, ét evangelium, én slags sakramente; hvorfor skulle vi så ikke også have myndighed til at smage og bedømme, hvad der er ret og uret i troen.
63 Wo bleibt das Wort Pauli 1 Cor. 2,15: ein geistlicher Mensch richtet alle Ding, und wird von niemands gerichtet; und 2 Cor. 4,13: wir haben alle einen Geist des Glaubens; wie, sollten wir denn nit fuhlen, sowohl als ein ungläubiger Papst, was dem Glauben eben oder uneben ist.	Hvad ville der blive af Paulus' ord i 1 Kor 2,15: et åndeligt menneske bedømmer alle ting, og bliver ikke dømt af nogen; og 2 Kor 4,13: vi har alle én troens ånd; skulle vi så ikke kunne fornemme, lige så godt som en vantro pave, hvad der er i overensstemmelse med troen og hvad ikke.
64       Aus diesem allen und vielen andern Spruchen sollen wir muthig und frei werden, (emser06#38) und den Geist der Freiheit (wie ihn Paulus nennet 2. Cor. 3,17) nit lassen, mit erdichten Worten der Päpst, abschrecken; sondern frisch hindurch allis, was sie thun oder lassen, nach unserm gläubigen Vorstand der Schrift richten, und sie zwingen zu folgen dem bessern, und nit ihrem eigen Vorstand.	Ud fra alle disse og ud fra mange andre skriftsteder skal vi blive frimodige og frie og ikke lade frihedens ånd (som Paulus kalder den 2 Kor 3,17) afskrække med pavernes opdigtede ord, men frisk igennem alt, hvad de gør eller lader, dømme efter vor troende forståelse af skriften og tvinge dem til at følge det bedre og ikke deres egen forstand.
65 Musste doch vorzeiten Abraham seine Sara horen, (1 Mos. 21,12) die doch ihm härter unterworfen war, denn wir jemand auf Erden; so war die Eselinne Balaam auch kluger denn der Prophet selbs. (emser06#40)  Hat Gott da durch ein Eselinne redet gegen einen Propheten, (4 Mos 22,28) warumb sollt er nit noch (E289) reden kummen [können] durch ein frumm Mensch gegen dem Papst? Item, St. Paul straft St. Peter als einen Irrigen, Galat. 2,11ff, drumb gebuhrt einem iglichen Christen, dass er sich des Glaubens annehm, zu vorstehen und vorfechten, und alle Irrthumb zu vordammen. (emser06#42)	I gamle dage måtte dog Abraham adlyde sin Sara, hun, som dog var ham undergivet med stærkere bånd, end vi er undergivet nogen på jorden; og på samme måde var også Bileams æselinde klogere end profeten selv. Har Gud da talt gennem en æselinde imod en profet, hvorfor skulle han så ikke stadig kunne tale igennem et fromt menneske imod paven? Ligeledes: Skt. Paulus anklager Skt. Peter som én, der farer vild, Gal. 2,11ff; derfor sømmer det sig for enhver kristen, at han tager troen til sig, så han forstår den og kan forsvare den og på den måde fordømme enhver vildfarelse.
66 Die dritte Mauer       Die dritte Maur fällt von ihr selbs, wo diese erste zwo fallen. (emser06#44) Dann wo der Papst wider die Schrift handelt, sein wir schuldig der Schrift beizustehen, ihn strafen und zwingen nach dem Wort Christi Matth. 18,15: sundiget dein Bruder wider dich, so gang hin und sag's ihm zwischen dir und ihm allein; horet er dich nit, so nimm noch einen oder zween zu dir; horet er die nit, so sag es der Gemeine. Horet er die Gemeine nit, so halt ihn als einen Heiden.	Den tredie mur       Den tredie mur falder sammen af sig selv, når de første to falder sammen. For hvor paven handler imod skriften, er vi skyldige at bistå skriften, anklage og tvinge ham efter Kristi ord Matt 18,15: Hvis din bror synder imod dig, så gå hen og sig det til ham under fire øjne; hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig; hører ham ikke dem, så sig det til menigheden. Hører han ikke menigheden, så regn ham for en hedning.
67 Hie wird befohlen einem iglichen Glied, fur das ander zu sorgen; wie vielmehr sollen wir darzu thun, wo ein gemein regiernd Glied ubel handelt, wilchs durch seinen Handel viel Schaden und Aegerniss gibt den andern. Soll ich ihn denn vorklagen fur der Gemeine, so muss ich sie ja zusammenbringen. Sie haben auch keinen Grund der Schrift, dass alein dem Papst gebuhr ein Concilium zu berufen oder bestätigen, dann allein ihre eigene Gesetz, (emser06#46) die nit weiter gelten, dann so ferne sie nit schädlich sein der Christenheit und Gottis Gesetzen.	Her befales det ethvert lem at tage sig af det andet lem; hvor meget mere skal vi ikke gøre det, når det er et herskende lem, der handler ilde, for det kan med sin handlen gøre andre megen skade og forargelse. Hvis jeg derfor skal anklage ham for menigheden, så må jeg jo kalde den sammen. De har heller ingen anden  begrundelse fra skriften for, at det alene sømmer sig for paven at sammenkalde og bekræfte et koncil, end deres egne love, som ikke gælder, hvis de er skadelige for kristenheden og for Guds love.
68 Wo nu der Papst sträflich ist, horen solch Gesetz schon auf, dieweil es schädlich ist der Christenheit, ihn nit strafen durch ein Concilium. So lesen wir Apostg. 15,6, dass der Apostel Concilium nit St. Peter hat berufen, sondern alle Apostel und die Aeltisten. (emser06#48)	Hvis det nu er paven, der har gjort noget strafbart, så hører disse love straks op, fordi det er skadeligt for kristenheden, hvis han ikke bliver straffet af et koncil. På samme måde læser vi i Apg 15,6, at apostelkoncilet ikke var sammenkaldt af Skt. Peter, men af alle apostlene og de ældste.
69 Wo nu St. Peter das allein hätt gebuhrt, wäre das nit ein christlich Concilium, sondern ein ketzrisch Conciliabulum gewesen. Auch das beruhmbtiste Concilium Nicenum hat der Bischof zu Rom noch berufen noch bestätiget, sondern der Kaiser Konstantinus, (n69) (emser06#53) und nach ihm viel ander Kaiser desselben gleichen than, das doch die allerchristlichen Concilia gewesen sein. (n69a)	Hvis det nu var sådan, at det alene sømmede sig for Skt. Peter at sammenkalde det, så ville det ikke være et kristeligt koncil, men et kættersk sammenløb. Heller ikke det berømte Nikæa-koncil har biskoppen i Rom sammenkaldt eller bekræftet, det har kejser Konstantin, og efter ham har mange andre kejsere gjort det samme, og alligevel har disse været de allerkristeligste konciler.
70 Aber sollt der Papst allein die Gewalt haben, so mussten sie alle ketzrisch gewesen sein. (E290) Auch wenn ich ansehe die Concilia, die der Papst gemacht hat, find ich nit besonders, das drinnen ist ausgericht. (emser06#57)	Men hvis det alene var paven, der havde myndighed til at sammenkalde koncil, så ville disse med nødvendighed alle have været kætterske. Og hvis jeg betragter de konciler, som paven har sammenkaldt, finder jeg, at der ikke dèr er udrettet noget særligt.
71         Darumb, wa es die Noth fodert, und der Papst ärgerlich der Christenheit ist, soll darzu thun, wer am ersten kann, als ein treu Glied des ganzen Korpers, dass ein recht frei Concilium werde. Wilch niemand so wohl vormag, als das weltlich Schwerdt; sonderlich dieweil sie nu auch Mitchristen sein, Mitpriester, mitgeistlich, mitmächtig in allen Dingen, und soll ihre Ampt und Werk, das sie von Gott haben ubir idermann, lassen frei gehen, wo es noth und nutz ist zu gehen.	Derfor, når nøden fordrer det, og paven er til forargelse for kristenheden, skal enhver, der først kan gøre det, som et tro lem på hele legemet, sørge for, at et ret frit koncil kan afholdes. Men det er der ingen, der formår så godt som det verdslige sværd; især fordi de jo også er medkristne, medpræster, medgejstlige, medmægtige i alle ting, og de skal frit lade deres embede og gerning, som de har over enhver fra Gud, brede sig ud over enhver, hvor det er nødvendigt og nyttigt.
72 Wäre das nit ein unnaturlich Furnehmen, so ein Feur in einer Stadt aufginge, und idermann sollt stille stehen, lassen fur und fur brennen, was do brennen mag, allein darumb, dass sie nit die Macht des Burgemeisters hätten, (emser06#59) oder das Feur vielleich an des Burgemeisters Haus anhube? Ist nit hie ein iglicher Burger schuldig, die andern zu bewegen und berufen?	Ville det ikke være en unaturlig adfærd, hvis der i en by opstod brand, at enhver så stod stille, og lod det brænde og brænde, hvad der ville brænde, alene af den grund, at de ikke havde borgmesterens myndighed, eller af den grund måske, at ilden var begyndt i borgmesterens hus? Er ikke her enhver borger skyldig at få de andre sat i sving og råbe dem op?
73 Wie vielmehr soll das in der geistlichen Stadt Christi geschehen, so ein Feur des Aegerniss sich erhebt, es sei an des Papsts Regiment, oder wo es wolle. Desselben gleichen geschicht auch, so die Feind eine Stadt uberfielen: da vordienet der Ehr und Dank, der die andern am ersten aufbringt. Warumb sollt denn der nit Ehre vordienen, der die höllischen Feind vorkundet, und die Christen erweckt und beruft?	Hvor meget mere skal det så ikke ske i Kristi åndelige by, hvis en forargelsens ild breder sig, om det nu er indenfor pavens magtområde eller hvor det er! Det samme sker, hvis en fjende overfalder en by: Da fortjener det menneske ære og tak, som først får de andre op på mærkerne. Hvorfor skal da det menneske ikke fortjene ære, som forkynder, at helvedesfjenden er her, og som opvækker og kalder på de kristne?
74        Dass sie aber ihre Gewalt ruhmen, der sich's nit zieme wiederzufechten, ist gar nichts gered't. Es hat niemand in der Christenheit Gewalt, Schaden zu thun, oder Schaden zu wehren vorbieten. Es ist kein Gewalt in der Kirchen denn nur zur Besserung; drumb wo sich der Papst wollt der Gewalt brauchen, zu wehren ein frei Concilium zu machen, damit vorhindert wurd die Besserung der Kirchen (emser06#61); so sollen wir ihn und seine Gewalt nit ansehen; und wo er bannen und donnern wurd, sollt man das furachten als eins tollen Menschen Furnehmen, und ihn in Gottis Zuvorsicht wiederumb bannen und treiben, wie man mag.	Men at de roser sig af deres magt, som det ikke sømmer sig at kæmpe imod, betyder slet ikke noget. Der er aldrig nogen i kristenheden, der har magt til at gøre skade, eller magt til at forbyde, at man beskytter sig mod skader. I kirken er der kun magt til forbedring. Hvis derfor paven ville bruge sin magt til at forhindre, at der blev sammenkaldt et frit koncil og dermed ville forhindre kirkens forbedring, så skal vi ikke bryde os om ham og hans magt; og hvis han vil forbande og tordne, så skal man foragte det som et vanvittigt menneskes adfærd, og i tillid til Gud til gengæld forbande ham og drive ham ud, som man formår.
75 Dann solch seine vormessene Gewalt ist nichts, (E291) er hat sie auch nit, und wird bald mit einen Spruch der Schrift niedergelegt. Denn Paulus 2 Cor. 10,8 sagt: Gott hat uns Gewalt geben, nit zu vorderben, sondern zu bessern die Christenheit. Wer will uber diesen Spruch hupfen? Des Teufels und Endchrists Gewalt ist's, die do wehret, was zur Besserung dienet der Christenheit; darumb ihr gar nit zu folgen, sondern widerzustehen ist, mit Leib, Gut, und allem, was wir vormugen.	For denne hans påtagne myndighed er ingenting, han har den heller ikke, og kan hurtigt nedlægges med et skriftsted. For Paulus siger 2 Kor 10,8: Gud har givet os myndighed, ikke til at fordærve, men til at forbedre kristenheden. Hvem vil springe over dette ord? Det er djævelens og antikrists myndighed, der sætter sig imod det, der tjener til forbedring af kristenheden, derfor skal vi slet ikke efterkomme det, men modstå det med liv, guds og alt, hvad vi formår.
76 Und wo gleich ein Wunderzeichen fur den Papst wider die weltlich Gewalt geschähe, oder jemand en Plag widerfuhre, wie etlichmal sie ruhmen, geschehen sei, soll man dasselb nit anders achten, dann als durch den Teufel geschehen, (emser06#61) umb unsers Glaubens zu Gott Gebrechen.	Og selv om så der skete et mirakel til fordel for paven imod den verdslige myndighed, eller nogen fik en plage ind over sig, som de roser sig af er sket nogle gange, så skal man ikke regne det for andet, end at det sker ved djævelen, fordi vi har fo svag tro på Gud.
77 Wie dasselb Christus vorkundigt hat Matth. 24,23: es werden kummen in meinem Namen falsche Christen und falsche Propheten, Zeichen und Wunder thun, dass sie auch die Auserwähleten mochten vorfuhren, und St. Paul sagt 2 Thessal. 2,9f, dass der Endchrist werde durch Satanam mächtig sein in falschen Wunderzeichen.	Kristus har jo forudsagt det i Matt 24,23: Der vil komme falske Kristusser og falske profeter og gøre tegn og undere i mit navn, om de kunne føre endog de udvalgte vild. Og Skt. Paulus siger 2 Thess. 2,9f, at antikrist gennem Satan vil være mægtig i falske jærtegn.
78          Drumb lasset uns das fest halten: christliche Gewalt mag nichts wider Christum; wie St. Paul sagt (2. Cor. 13,8): wir vormugen nichts wider Christum, sondern fur Christum zu thun. Thut sie aber etwas wider Christum, so ist sie des Endchrists und Teufels Gewalt, und sollt sie Wunder und Plagen regnen und schlossen. Wunder und Plagen bewähren nichts, sonderlich in dieser letzten ärgisten Zeit, von wilcher falsche Wunder vorkundet sein in aller Schrift, (2 Thess. 2,9.10). Drumb mussen wir uns an die Wort Gottis halten mit festem Glauben, so wird der Teufel seine Wunder wohl lassen.	Derfor, lad os holde fast ved det: Kristen myndighed formår intet imod Kristus; som Skt. Paulus siger: Vi formår intet at gøre noget imod Kristus, kun for Kristus. Men hvis myndigheden gør noget imod Kristus, så er det antikrists og djævelens myndighed, også selv om den lader det regne og hagle med undere og plager. Undere og plager beviser intet, især ikke i denne sidste, værste tid, om hvilke der i hele skriften forkyndes, at der kommer falske undere. Derfor må vi holde os til Guds ord med en fast tro, så skal djævelen nok holde op med sine undere.
79         Hiemit, hoff ich, soll das falsch lugendhaftige Schrecken, damit uns nu lange Zeit die Romer haben schuchter und blod Gewissen gemacht, ernieder liegen. (emser06#67) Und dass sie mit uns allen gleich dem Schwerdt unterworfen sein, die Schrift nit Macht haben auszulegen durch lauter Gewalt, ohn Kunst, und keinen Gewalt haben ein Concilium zu wehren, oder noch ihrem Muthwillen pfänden, (E292) vorpflichten, und seine Freiheit nehmen; und wo sie das thun, dass sie wahrhaftig des Endchrists und Teufels Gemeinschaft sein, nichts von Christo, denn den Namen haben.	Hermed, håber jeg, vil det falske og løgnagtige skræmmebillede, hvormed romerne nu igennem lang tid har givet os ængstelige og forsagte samvittigheder, være tilintetgjort. Og det skal være fastslået, at de sammen med os alle er underlagt sværdet, at de ikke har magt til at udlægge skriften med ren og skær myndighed, uden kunst, og at de ikke har nogen myndighed til at afværge et koncil, eller til at forpligte det til at handle efter deres forgodtbefindende, og tage dets frihed fra det; og at de, hvis de gør det, i sandhed er antikrists og djævelens fællesskab, de har intet fra Kristus, andet end navnet.
80 Videre til anden del!
81 c

Udgiverens forord:

Dette var oprindelig tænkt som en tekst i lighed med de andre, der ligger på denne side: En tekst, der kun indeholdt den rene og skære tekst og en oversættelse deraf. Men ved nærmere eftertanke har jeg alligevel fundet det påkrævet at medtage nogle noter. De er taget, dels fra en engelsk udgave af 'Til den kristne adel' på internettet, oversat og besørget af C. M. Jacobs, dels fra 'Luthers Skrifter i Udvalg' Bind IV, noterne udarbejdet af Torben Christensen. En udmærket introduktion til skriftet findes både i den danske udgave og i den engelske internet-udgave. Den sidste på adressen: http://www.iclnet.org/pub/resources/text/wittenberg/luther/web/nblty-01.html. Endvidere skal bemærkes, at jeg har forsynet denne udgave med links til Hieronymus Emsers modskrift fra 1521.

Noter:

n2: Nicolaus von Amsdorf (1483-1565) havde siden 1511 været professor ved universitetet i Wittenberg. Gennem Leipziger-disputationen i sommeren 1519 var han blevet vundet for Luthers evangelieforståelse og var fra da af en af Luthers bedste venner og nærmeste medarbejdere. I 1524 blev han superintendent i Magdeburg for senere at bliver generalsuperintendent i Naumburg og Eisenach. Reformationens gennemførelse i det ernestinske Sachsen skyldes først og fremmest hans indsats. For yderligere information, se Biographisch-Bibliographisches Kirchenlexicon: http://www.bautz.de/bbkl/.

n7: Ved sin doktorpromovation i 1512 forpligtede Luther sig til at tage til orde imod alt, hvad der stred mod kirkens sande lære.

n10: Karl den Femte (1500-1558) var kun 19 år gammel, da han i 1519 blev valgt til kejser.

n12: Henholdsvis Frederik I Barbarossa (1152-90) og Frederik II (1212-1250).

n13: Pave Julius den Anden (1503-13) ville gøre pavestolen til Italiens førende territorialmagt og førte til det formål mange krige. Derfor kalder Luther ham "Blutsäufer".

n13a: Luther husker forkert. Det var "kun" to og tyve tusinde.

n17: Som Emser (emser05#3) mener kommentatoren til den danske udgave, at "Dette billede har Luther utvivlsomt lånt fra Virgils "Aeneide" (VI. 549), hvor underverdenen, Tartarus, skildres som omgivet af tre mure.

n19: Dansk udgaves note: Luther tænker her på det 5. Laterankoncil, der afholdtes 1512-17. Det var indkaldt som modtræk mod et af den franske konge indstævnet koncil. Det vedtog ikke blot bullen "Pastor aeternus", der indskærpede pavens absolutte overhøjhed over koncilerne, men bekræftede også Bonifatius VIII's bulle "Unam sanctam" fra 1302, der hævdede pavens uindskrænkede magt over enhver gejstlig og verdslig myndighed.

n28: Note af C. M. Jacobs: Lay-baptism in view of imminent death is a practice as old as the Christian Church. The right of the laity to administer baptism in such cases was expressly recognized by the Council of Elvira, in the year 306, and the decree of that Council became a part of the law of the Church. The right of the laity to give absolution in such cases rests on the principle that in the absence of the appointed official of the Church any Christian can do for any other Christian the things that are absolutely necessary for salvation, for "necessity knows no law."

n28a: Note af C. M. Jacobs: The canon law, called by Luther throughout this treatise and elsewhere, the "spiritual law," is a general name for the decrees of councils ("cannons" in the strict sense) and decisions of the popes ("decretals," "constitutions," etc.), promulgated by authority of the popes, and collected in the so-called Corpus juriscanonici. It comprised the whole body of Church law, and embodied in legal forms the medieval theory of papal absolutism, which accounts for the bitterness with which Luther speaks of it, especially in this treatise. The Corpus includes the following collections of cannons and decretals: The Decretum of Gratian (1142), the Liber Extra (1234), the Liber Sextus (1298), the Constitutiones Clementinae (1318 or 1317), and the two books of Extravagantes, -- the Extravagantes of John XXIV, and the Extravagantes Communes. The last pope whose decrees are included is Sixths IV (died 1484).

n33: Dansk udgaves note: Ifølge romerkirkens lære skænker dåben, konfirmationen og ordinationen mennesker et umisteligt særpræg, character indelebilis, hvorfor de aldrig kan gentages. Den, der således gennem ordinationssakramentet som præst er blevet indlemmet i den gejstlige stand som artsforskellig fra den verdslige stand, vil altid trods dødssynd forblive i denne. Se også Emsers indvending.

n38: Dansk udgaves note: At den gejstlige magt er overordnet den verdslige magt, var en fast bestanddel i det middelalderlige pavedømmes primatskrav. Gregor VII (1073-85) havde i adskillige skrifter givet udtryk for denne tanke, der fik sin mest kategoriske form i Bonifatius VIII's bulle "Unam sanctam" fra 1302.

n46: Dansk udgaves note: Den kanoniske ret bestemte, at de gejstlige skulle være unddraget de verdslige domstole og alene kunne pådømmes af de kirkelige domstole.

n50: Note i dansk oversættelse: Luther tænker på Decretum Gratiani pars I, dist. 40, canon 6. Her omtales dog, at paven kan afsættes, såfremt han afviger fra den sande tro. C. M. Jacobs kommenterer: The statement of which Luther here complains is found in the Decretum of Gratian, Dist. XL, c. 6, Si papa. In his Epitome (see Introduction, p. 58), Prierias had quoted this canon against Luther, as follows: "A Pontifex indubitatus (i.e., a pope who is not accused of heresy or schism) cannot lawfully be deposed or judged either by a council or by the whole world, even if he is so scandalous as to lead people with him by crowds into the possession of hell." Luther's comment is: "Be astonished, O heaven; shudder, O earth! Behold, O Christians, what Rome is!" (Weimar Ed., VI, 336 (se epitom#57)). Jacobs har i indledning gjort opmærksom på, at det netop var, mens Luther udarbejdede "An den Christlichen Adel", at han modtog og udgav Sylvester Prierias' Epitome.

n52: C. M. Jacobs note: Gregory the Great, pope 590-604. The passage is found in MIGNE, LXXVI, 203; LXXVII, 34. Dansk udgaves note føjer til, at skrivet hedder "Regula pastoralis".

n52a: Min note: Luther underdriver her. Han er ikke mere "bange for", at paven er antikrist, han er overbevist om det. Det fik han første gang mistanke om efter forhøret i Augsburg, hvor han dog stadig er overbevist om, at paven selv er "god nok". Men da han så i februar 1520 læste Huss' skrift "De Ecclesia" eller da han i marts 1520 læste von Huttens genudgivelse af Laurentius Vallas afsløring af Donatio Constantini som et paveligt bedrag, faldt skællet fra hans øjne, og han så, at alle de absurditeter, han havde oplevet, kunne forklares ud fra den tanke, at paven var antikrist. Den tanke var det, der gjorde han til reformator.

n54: At pavens love er "unaturlige" betyder, at de er imod den naturlige lov eller naturretten. Og det var ikke mindst det forhold, at pavens love gik imod den naturlige lov, der fik Luther til at mene, at han var antikrist: Han modarbejdede jo direkte Guds egne love.

n55: Jacobs: Det har han lige gjort, idet han har læst Prierias, se note 50.

n57: Dette er et eksempel på, at Luther følger Panormitanus' argument; se panorm! Luther tænker sig formentlig ikke, at enhver lægmand skal høre i kirkelige sager, der ligger nok ikke mere i det end et krav til paven om at argumentere for sin sag, så enhver lægmand kan forstå det. Men det ligger der til gengæld også.

n69: C. M. Jacobs note: The council of Nicaea, the first of the great councils of the Church, assembled in 325 for the settlement of the Arian controversy. Luther's statement that it was called by the Emperor Constantine, and that its decisions did not derive their validity from any papal confirmation, is historically correct. On Luther's statements about this council, see SCHAFER, Luther als Kirchenhistoriker, pp. 291 ff.; KOHLER, Luther und die Kg., pp. 148 ff.

n69a: C. M. Jacobs note: Luther is here referring to the earlier so-called "ecumenical" councils. Den danske udgaves noter mener, at Luther måske tænker på koncilet i Pisa i 1508, som var sammenkaldt af den tyske kejser, Maximilian I og den franske konge, Ludvig XII. Det lyder ikke sandsynligt. Blandt andet, fordi der er tale om flere konciler. Og da paven selv gennem Laterankoncilet har erklæret dette koncil kættersk, ville Luthers argument i næste celle (#70) falde fra hinanden.