Aber, mennesker og erfaringen

I 1. mosebog har vi to skabelsesberetninger. Oven i købet to skabelsesberetninger, der modsiger hinanden ikke så lidt. Her vil vi dog ikke focusere på modsigelserne, derimod på noget, de synes at være enige om, på det forhold, nemlig, at de begge mener, at der er forskel på menneske og dyr.

I den første skabelsesberetning hedder det (1. mos. 1,27), at Gud skabte mennesket i sit billede.Noget sådant siges ikke om nogen af de andre skabninger; kvæget, de vildtlevende dyr, krybet, intet af det er skabt i Guds billede. At være skabt i Guds billede er noget for mennesket særligt, noget, hvorved det adskiller sig fra de andre dyr. Og svarende dertil hedder det i vers 28, at Gud satte mennesket til at herske over dyrene. Man kan sige med mange af oldkirkens teologer, at der deri ligger en forvaltergerning, og man kan hævde med mange af nutidens teologer, at dette ikke giver os ret til at skalte og valte med naturen og dens indvånere, som vi gør det nu. Sandt nok. Det er dog ikke det, der her skal focuseres på. Det er blot dette, at beherskelsen retter sig fra mennesket mod de andre levende væsener, ikke omvendt.

I den anden skabelsesberetning siges det samme på en lidt anden måde. Her hedder det om mennesket, Adam, at han er formet af jord, og at Gud Herren efter at have formet ham blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev til et levende væsen (1. mos. 2,7). Lidt senere, i vers 19, fortælles der så om dyrenes skabelse, og det hedder, at også de er skabt af jord, blot er der her ikke føjet noget til om, at Gud blæser livsånde i deres næsebor. På denne lidt indirekte måde får den anden skabelsesberetning sagt noget om menneskets særstilling.

Forøvrigt fremkommer også det andet træk ved menneskets særstilling, dette: at det skal herske over den øvrige skabning, på en lidt indirekte måde. I anden skabelsesberetning er dette fænomen kommet med derved, at der fortælles om, hvordan Adam giver dyrene navne. I navngivningsprocessen viser sig Adams overherredømme over dyrene.

Naturligvis rejser disse tekster det grundlæggende eksegetiske spørgsmål om den rette historisk korrekte forståelse af teksten, altså, hvad mener teksternes forfattere er den afgørende forskel mellem mennesket og dyrene; mener de, at det er ordet eller sproget? eller mener de, at det er menneskets store intelligens? Men de rejser tillige for den nutidige læser det spørgsmål: Er vi af de ting, vi ser, tvunget til at se en tilsvarende forskel mellem menneske og dyr? Fører vore videnskabelige overbevisninger os til at se en lignende særstilling af mennesket?

Dog kræver det en meget lang argumentation, om en sådan særstilling skal påvises. Og hvad mere er: det kræver en grundig tværfaglig argumentation. Ikke mindst det sidste viger mange teologer tilbage for; så hellere blive ved sit fag; dèr véd man da, at man er anerkendt; dèr kender man problemerne; dèr risikerer man ikke at falde i vandet, at komme med ugyldige argumenter eller at gribes i forældede problemstillinger; dèr kan man bevare sin udmærkede videnskabelige reputation.

Ikke desto mindre må man sige, at problemet er aktuelt, og at det er nødvendigt, at i det mindste nogle teologer "vover pelsen". Det er i hvert fald, hvad der her skal forsøges. Men først er det nok på sin plads at sige lidt om, hvad der ikke siges.

Bogens undertitel er "Brudstykke af en argumentation". Deri ligger, at bogen ikke prætenderer at gengive den hele og fulde tværfaglige argumentation. Det er kun en enkelt, og nogen vil måske synes, meget lille, del af den hele argumentation, der tages op. Kort fortalt er det sprogets opgave som grundlag for den menneskelige fortælletradition, der skal behandles. Oven i købet vil der ikke blive sagt særlig meget om, hvordan denne fortælletradition er opstået, blot vil det blive konstateret som en kendsgerning, at den er der, og derudfra søgt påvist, hvordan netop det kan siges at være en væsentlig forskel til chimpanserne, som de optræder i Jane Goodalls undersøgelser, og påvist, hvordan man derudfra kan forklare nogle af de ting, der vækker undren i Goodalls skildringer.

2. Sproget som noget enestående.

I en samling artikler fra Scientific American: "The Emergence of Lauguage, Development And Evolution", hedder det som en slags begrundelse for at udgive bogen: "Sproget er ét af de vigtigste træk, nogen siger det vigtigste træk i den usædvanlige succes, som den menneskelige art har haft. Intet andet dyrekommunikationssystem nærmer sig det menneskelige sprog, hvad angår dets usædvanlige effektivitet, dets uendelige variabilitet og dets store beskrivende magt. Sproget har hjulpet os til at sprede os til de fjerneste egne af kloden, det har hjulpet os til at tilpasse os alle miljøer, og tilladt os at udvikle vor arts specielle kulturelle karakteristika".

Noget tilsvarende siger Goodall. Også hun finder, at sproget er det særkende hos os mennesker, der har haft størst betydning for vor udvikling.

Og ikke mindst det forrige kapitel taget i betragtning vil man vel vente at finde noget lignende her. En lovprisning af sproget. En påpegning af sproget som det mest centrale i vores "væren-menneske". Og bevares, noget sådant skal det da sådan set ikke skorte på. Jeg deler virkelig denne opfattelse, bestemt. Men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at slå koldt vand i blodet: Det er ikke nok at pege på sproget som det særlige ved mennesket. Der skal mere til.

Det er jo ikke sådan, at der er fuld enighed mellem alle dem, der peger på sproget som det for mennesket særlige. Slet ikke. Det forholder sig oven i købet sådan, at den opfattelse, der bærer denne bog, på mange måder adskiller sig fra de andre opfattelser, der lægger vægt på sproget. Det lader sig ikke gøre blot at "tage pejling" efter en positiv vægtlæggen på sproget. Man må præcisere. Man må nuancere sin opfattelse.

Først kan man gøre opmærksom på, at der hos mange dyr synes at være noget, der dog ligner menneskesprog. Det er noget, der vil blive trukket frem mange gange i det følgende, at næsten ligegyldigt, hvilket træk hos mennesket man vil finde og fremhæve som det for os særlige, som det, kun vi er i besiddelse af, vil man kunne finde antydninger af det hos ét eller andet dyr, om man ikke hos vore nærmeste slægtninge finder det pågældende træk i kim. Det gælder også sproget selv. Man finder det måske ikke i så høj grad hos chimpanserne, hvis virke og liv her skal undersøges, mere hos f.eks. brøleaberne eller hos delfiner og andre hvalarter. Og det skal ikke nægtes, at en tilbundsgående undersøgelse af forekomsten af sprog hos dyr vil være ønskelig. Blot er det altså ikke, hvad der her bydes på.

Dernæst kan man pege på, at mange af de forskere, der var ganske sikre på, at de dog havde fundet den afgørende forskel på menneske og dyr, har lidt skibbrud. Det har siden vist sig, at det træk, de mente var noget for mennesket specielt, fandtes hos dyrearter, som blot på tidspunktet for teoriens fremsættelse ikke var kendt, eller hvis adfærd ikke var kendt. Og det kan jo nok mane til forsigtighed. For nu at blive ved sproget og dets rolle: der var tidligere dem, der hævdede, at dyr måske nok havde en slags sprog, men disse sprog bestod kun af énstavelsesord, dyr kunne i hvert fald ikke nogensinde lære syntaks, lære at tage hensyn til ords stilling i en sætning osv. Den overbevisning er der rokket afgørende ved gennem nogle undersøgelser, som Premack har gennemført med chimpansen Sarah; hun lærte faktisk gennem et særdeles udspekuleret sprogsystem at tage hensyn netop til sprogets syntaks.

Og det er da heller ikke meningen her at pege på noget bestemt træk ved mennesket og fremhæve det som det for mennesket særlige. Tværtimod, kan man næsten sige. Ét af resultaterne af de undersøgelser, der er gået forud, kan såmænd siges at være, at næsten ethvert selv nok så specielt træk hos mennesket kan genfindes hos chimpanserne, og at forskellen mellem menneske og dyr derfor i en vis forstand kan siges "kun" at være en gradsforskel. Blot er denne gradsforskel så væsentlig, at den går hen og bliver en væsensforskel. Men derom senere.

3. Grads- eller væsensforskel.

Her blot dette yderligere, at ovennævnte paradoks måske ved første øjekast synes at være "pjattet", men at det dog ved nærmere eftertanke meget godt afspejler det filosofiske problem, som videnskaben stiller os overfor. Vi mennesker skal jo med vort sprog have alting skilt ad, så vi kan give ikke blot dyrene, men alle andre ting navne. Og så adskiller vi, så sætter vi hegn om hver enkelt ting, vi finder frem til, og ærlig talt, så irriterer det os ikke så lidt, at den udvikling, der har skabt de forskellige væsener, er kontinuert. Vi synes, at vi af hensyn til vore faste, videnskabelige definitioner må kunne afgrænse tingene nøje, må kunne sige, at dette hører af den grund hjemme i den bås, og dette andet af samme grund i den anden bås. Det har vi imidlertid uhyre vanskeligt ved. Jo mere vi går i detailler med tingene, des mere opdager vi, at vore faste systemer synes at opløses af kontinuitetens sæbevand.

Det gælder om hver dyrearts udvikling, at om vi pludselig kommer til at få et nøjere indblik i, hvordan den i detailler fandt sted, så næsten tvinges vi til at revidere vor noget bastante opfattelse af grænserne mellem arterne. Det kontinuerte kan vores tanke og vores inddelingspraksis ikke rigtig have med at gøre.

Tydeligst ser vi det vel med hensyn til menneskets fosterudvikling. Også den foregår jo kontinuert. Og bevares, vi kan godt indrømme, at vi ikke kan mobilisere de samme følelser overfor den klat slim, som der er tale om de første dage efter undfangelsen, som overfor det diminutive, men dog menneskelignende væsen, der er tale om ved f.eks. en spontan abort. Men vi må også indrømme, at det også er os umuligt at påvise nogen grænse i udviklingen. At der nu er blevet flere celler til end for en dag siden, det gør vel en forskel, javist, men er denne forskel væsentlig? Hvad jeg med mit paradoksagtige udsagn vil påpege, er blot, at hvordan vi end vender og drejer disse filosofiske spørgsmål, så ender det dog før eller siden med, at et nyt væsen er blevet til; eller, det ender med, at der ud af en række gradsforskelle er fremstået en forskel, der er så væsentlig, at den er en væsensforskel.

4. Sprogfilosofien.

Der er videnskaber, der undersøger gamle skeletfund og derudfra prøver at danne sig et billede af menneskets udvikling. Det er nødvendige videnskaber, hvis man vil have et overblik over menneskets tilblivelse, også, om man ønsker at finde ud af, om mon mennesket har nogen særstilling. Men de vil i alt væsentligt blive forbigået her. Lidt tilfældigt måske, men det skyldes, at hovedvægten her lægges på en rent konstatérbar forskel mellem menneskesamfund og chimpansesamfund, en forskel, som kræver sin forklaring, og hvis forklaring der her skal gives et bud på.

Ligeledes er der videnskaber, der undersøge menneskeabers sprogevne. (Jeg har allerede nævnt Premacks undersøgelse af chimpansen Sarah). Også disse videnskaber vil jeg springe over. Ikke fordi de ikke er både interessante og relevante, men fordi det her kun drejer sig om et brudstykke af en argumentation.

Hvad der derimod ikke helt skal springes over, er sprogfilosofien, i hvert fald den del af sprogfilosofien, som kaldes fænomenologien. Den plejer man godt nok ikke at forbinde med menneskets udviklingshistorie, og det er heller ikke tanken her. Tanken er ved hjælp af den at få os mennesker til at se lidt nøjere på os selv.

Det er nemlig noget, man kan opdage, når man går tæt på chimpanserne, at vi faktisk, hvad os selv og vort samfund angår, drager mange lidt overfladiske slutninger. Hvilket fører med sig, at vi også i vore studier af chimpanser er tilbøjelige til at holde lidt for meget for givet. Eller skal jeg sige det på en anden måde: Vi har en af vores religion bestemt opfattelse af, hvem og hvad vi mennesker er. Denne opfattelse giver os som en "sidegevinst" en opfattelse af, hvem da chimpanser f.eks. kan være til forskel fra os. Og for så vidt opfattelsen er baseret på vores religion, kan den være ret vanskelig at udrydde. Noget af det store ved Jane Goodall er, at hun lader sine observationer "vinde" over sine fordomme. Det burde være en selvfølge, at sådan gør man, men det er det ikke altid.

5. Selvbedrag?

Nu kunne nogen rette en tilsvarende anklage mod mig: Hvordan vil jeg godtgøre, at jeg ikke lader mig lede af fordomme?

Svaret er, at det kan jeg ikke på forhånd godtgøre. Man må følge mig i mine overvejelser og selv afgøre, om der er tale om et tankesystem, jeg lægger ned over Goodalls iagttagelser, eller om der er tale om, at jeg lærer noget af disse iagttagelser, får dem til at stemme med en bestemt opfattelse af chimpanser og af mennesker; om altså min opfattelse er noget, jeg har udspundet af iagttagelserne, eller noget, jeg har udspundet af mine egne spekulative overvejelser.

Og man skal under dette arbejde naturligvis ikke lade sig lede på afveje af det forhold, at jeg begynder med at gøre det klart, hvad min teori går ud på. Det behøver ikke at betyde, at jeg har haft denne teori på forhånd og blot her har ulejlighed med at få den til at passe med de kendsgerninger, Goodall lægger på bordet. Det kan trods rækkefølgen godt være foregået i modsat orden.

B. Om adfærdsforskningen, når man er opmærksom på menneskets kollektive hukommelse.

1. Menneskets kollektive hukommelse via sproget i al almindelighed.

Goodall beskriver selv, hvad sproget giver mennesket; hun skriver: "Af alle de karaktertræk, der adskiller mennesket fra dets non-humane slægtninge, er det mest betydningsfulde nok evnen til at kommunikere ved hjælp af et udviklet talesprog, tror jeg. Da vore forfædre først havde fået dette magtfulde redskab til rådighed, kunne de diskutere begivenheder, der var sket i fortiden, og udarbejde planer for både den nærmeste og fjerne fremtid. De kunne undervise deres børn ved at forklare dem tingene frem for at demonstrere dem for dem. Ord gav stof til tanker og ideer, der, hvis de ikke var blevet sagt, kunne være forblevet vage og uden praktisk betydning i al evighed. Interaktionerne mellem individernes tankevirksomhed udbyggede ideerne og skærpede begreberne. Når jeg har iagttaget chimpanser, har jeg somme tider følt, at de er "fanget inde i sig selv", fordi de ikke har noget menneskelignende sprog. Deres kald, positurer og gestus udgør et rigt repertoire, et komplekst og sofistikeret kommunikationssystem. Men det er nonverbalt. Hvor meget mere ville de ikke kunne udrette, hvis de blot kunne talesammen. Det er rigtigt, at de kan lære at bruge et menneskelignende sprogs tegn og symboler. Og at de har erkendelsesevne til at kombinere sådanne tegn til meningsfyldte sætninger. Mentalt set synes det i hvert fald, som om chimpanser står på grænsen til at erhverve sig et sprog. Men de kræfter, der var på spil, da mennesket begyndte at tale, har tilsyneladende ikke spillet nogen rolle med hensyn til at skærpe chimpansers intellekt i den retning".⁽¹⁾ (Vinduet, side 209). Men det mærkelige er, at selv om Goodall her synes at være fuldt ud klar over sprogets enorme betydning, og også direkte sætter ord på nogle af de faktorer, der i menneskets udviklingshistorie er sprogligt bestemt, så viser hendes øvrige beskrivelser af chimpanserne, at hun ikke ser de mange implikationer, en sådan overbevisning giver.

Og jeg må da også blankt indrømme, at jeg var længe om at nå frem til den overbevisning, jeg her skal gengive. Besynderlig nok er den ikke umiddelbart indlysende. Hvor indlysende den end forekommer, når man har forstået sammenhængen!

Det er nærmest overflødigt at bemærke, at sproget er en kulturel overlevering. Der er genetisk bestemte forudsætninger for sprogindlæring, naturligvis, men det konkrete sprog, et menneske får som sit modersmål, indlæres som en kulturel overlevering.

Imidlertid giver denne sprogindlæring en række bivirkninger. Det er ikke blot sproget som sådant, sprogets i dets kommunikative kraft, der indlæres hos os; nej, samtidig med sprogindlæringen får vi en række sociale færdigheder, noget, vi normalt ikke tilskriver sprogindlæringen, men snarere vores intelligens.

Således giver sprogindlæringen os en stærkt forhøjet bevidsthed om os selv. Det forholder sig ikke sådan, at vi først med sproget får bevidsthed om os selv. Nej, selvbevidsthed har også dyrene, i hvert fald i nogen grad; se herom senere! Men sprogindlæringen forhøjer i meget høj grad den bevidsthed om os selv, som allerede er til stede. Når vi af sprogets skelnen mellem første og anden person tvinges til at sætte os i den andens sted, forøges vor bevidsthed om os selv ganske væsentligt. De fleste har nok opdaget, at et toårs barn af og til har svært ved at skelne mellem første og anden person. "Du vil have mere mælk!" kan det sige, og dermed mene, at det selv ønsker sig noget mælk hældt op i sit glas. Men det varer ikke så lang tid, før pråsen går op for den lille. Og så bliver det i stand til at se fidusen: at den talende altid siger "jeg" om sig selv, men "du" til den, han taler til. Dog, så får vel også vi udenforstående (i hvert fald udenforstående i indlæringsprocessen) en svag forestilling om, hvordan enhver, der hører en anden tale, er nødt til at sætte sig i denne andens sted, simpelthen for at forstå, hvad han siger. "Jeg er tørstig", siger han f.eks. Og skal jeg forstå det, er jeg nødt til at "svippe over" og se på sagen fra hans side. Selve sprogindlæringen sætter mig i stand til langt bedre end før at sætte mig i den andens sted.

Ikke fordi dette træk er specielt for os mennesker; hvilket vil fremgå af det følgende. Blot er vores mulighed for at sætte os i den andens sted langt mere udviklet; eller, kan jeg sige, vi er meget mere vant til at sætte os i den andens sted; vi skal jo gøre det for hvert ord, vi taler, og for hvert ord, vi ønsker at forstå.

Det, jeg her skal hæfte mig ved, er imidlertid et andet fænomen. Det er det fænomen, at der med sprogindlæringen også indlæres en mængde "kollektive erfaringer". Det er et ret overset fænomen. Selv har jeg først fået øjnene op for det ved læsning af Goodalls chimpanseiagttagelser. Der findes i de kulturelle træk, som ethvert menneskesamfund overleverer til den næste generation, en række erfaringer, som kun samfund med sprog kan gøre sig, det er udelukket, at enkeltindivider kan nå frem til disse erfaringer. Den "erfaringspool", som den ene generation rækker videre til den næste, består dels af erfaringer, som enkeltindivider kan gøre, og dels af erfaringer, som tidligere samfund har opsummeret i kraft af delvise erfaringer, som de havde fået overleveret. Eksemplet par excellence er erfaringer af og om døden.

Eller vi kan sige, at mennesket i kraft af sproget og den overlevering, sproget kan delagttiggøre os i, har ikke blot en individuel hukommelse, men også en kollektiv hukommelse. Mennesket kan trække ikke blot på, hvad det som enkeltindivid har oplevet og erfaret, men på, hvad andre individer i flokken har erfaret, ja på, hvad tidligere slægter har erfaret. Denne kollektive hukommelse indlejres i vor hjerne under opvæksten på en så umærkelig måde, at vi ikke tænker over det; faktisk tænker vi først på det, når vi træffer væsener, f. eks. chimpanser, der ikkehar en sådan kollektiv hukommelse. "Pas på, du ikke falder ned og brækker halsen", advarer moderen sit barn, og derved bliver barnet klar over, at det er farligt at brække halsen, måske også gennem "dumme spørgsmål" klar over, at man kan dø ved at brække halsen. "Spis nu din mad, ellers bliver du ikke stor og stærk ligesom far", hedder det ved anden lejlighed. Og derigennem bliver barnet klar over en årsagssammenhæng mellem den mad, det indtager, og den vækst, det gennemgår. Utallige er de "glemte" årsagssammenhænge, som vi mennesker lever i som selvfølgelige, men som ikke-sproglige væsener ikke har en jordisk chance for at erfare sig til som enkeltindivid.

Jeg citerede før Goodall for at sige, at hun af og til har følt, at chimpanser var "fanget i sig selv". Den fornemmelse, hun derved giver udtryk for, sætter jeg her sprog på. Den har med netop dette at gøre, at chimpanser ikke som vi har nogen kollektiv hukommelse eller nogen kollektiv erfaring at trække på. De har kun deres individuelle erfaring at tage med sig gennem livet. Og når vi (fejlagtigt) anser dem for uintelligente eller ufølsomme, så kan det meget vel hænge sammen med, at vi ikke gør os klart, hvilken enorm begrænsning der lægges på dem, fordi de ikke har mere end en individuel hukommelse. Eller, hvad der er det samme: vi gør os ikke klart, hvilken enorm fordel det er for os at have en kollektiv erfaring at trække på, en fordel, som chimpanserne blot ikke har. Der er altså ikke tale om manglende intelligens, der er tale om manglende sprog.

Man kan sammenligne chimpanserne med fangerne i de gamle fængsler: Ved gudstjenesten sad de i små bure, så de kunne se præsten, men ikke hinanden. Sådan er chimpanserne overladt til sig selv som enkeltindivider, hvad erfaring angår, sådan er de "fanget i sig selv".

Som sagt, sproget er i sig selv en kulturel overlevering. Det er selvfølgeligt og ligetil. Men sproget er også i sig selv et vehikel for kulturelle overleveringer. Der er fænomener, der overleveres igennem den sproglige indlæring og ikke på anden måde. Det er knap så anerkendt et fænomen. Dertil kommer så, at sproget ret ofte gør den kulturelle overlevering meget mere effektiv. Og tager vi det sidste fænomen først, kan vi lægge mærke til, at Goodall synes at have blik for det, blot "glemmer" hun at gøre brug af det.

Hun fortæller således følgende om hanchimpansen Goblin: "Af interesse, når vi taler om bevidsthed om sig selv, er ungen Goblins adfærd; han så sin mor tørre sin beskidte bagdel med blade, og plukkede selv nogle blade, hvormed han tørrede sin egen bagdel. Ikke blot demonstrerede han en veludviklet sans for forholdet mellem ting (hvilket naturligvis er en nødvendig forudsætning for enhver intelligent efterlignelseshandling), han gjorde det også klart, at han godt vidste, at også han havde en bagdel, som var forskellig fra, men af samme art som den, hans mor havde: "hendes bagdel, min bagdel"⁽²⁾. Se Gombe-conc 589.

Altså: Ungen gør det samme som moderen, men skal jo ikke blot efterligne moderen, hvis dette "kulturtræk" skal viderebefordres, også forstå, hvorfor moderen gør det, dvs skal selv erfare det behagelige ved denne operation. Dog, Goodall fortæller om dette træk for at fastslå ungens bevidsthed om sit eget jeg, ikke for at fremhæve, hvor meget mere effektiv kulturoverleveringen bliver, når sproget kommer til. Men ikke desto mindre bliver den dog mere effektiv i dette tilfælde. Og selv om Goodall fortæller om sprogets rolle lige efter, synes hun ikke at "få øje på" det utrolige spring opad i effektivitet. Se Gombe-conc 592: Her gør Goodall kun få sider efter opmærksom på, at vi via sproget har den fordel, at vi ikke behøver nøjes med at demonstrere, hvad der skal gøres, hvis et kulturtræk skal overleveres, vi kan fortælle både, hvad der skal gøres, og hvorfor det skal gøres (Se også citatet ovenfor!). Men hvorfor udnytter hun dog ikke denne tanke i fortællingen om ungen Goblin? (Det skal indrømmes, at nogle kulturtræk kan overleveres ved direkte efterligning, uden at det er nødvendigt at forstå, hvorfor handlingen udføres, f.eks. det træk at bruge stenkast til at forsvare sig med).

Nuvel, selv om vi ikke kan sige, at vi mennesker er ene om at have kulturtræk, der møjsommeligt overleveres fra generation til generation, så kan vi dog hævde, at vores kulturelle overlevering er af en helt anden størrelsesorden end noget dyrs kulturelle overlevering. Og man vil måske kunne sige, at denne væsentlige forøgelse er så væsentlig, at den udgør en væsensforskel til dyrene.

Og, som man kan se: ikke blot er mængden af kulturelle træk øget, også sikkerheden og effektiviteten i overleveringen er øget.

Men dette er nu én ting, som sproget gør anderledes. Dertil kommer, at sproget også i sig selv fører kulturelle træk med sig, træk, der er sproglige af natur, og som dyrene derfor ikke har nogen mulighed for at få del i.

Som jeg sagde før, skal jeg ikke her komme ind på, hvordan vel sproget kan have udviklet sig. Én undtagelse vil jeg dog gøre her. Jeg vil nemlig slå fast, at dette at love hinanden noget logisk må gå forud for anvendelsen af ordet "løfte". Skal vi sætte dele af sproget ind i en udviklingssammenhæng, må vi tænke os, at mennesker igennem mange år har lovet hinanden både det ene og det andet. Blot har man ikke haft ordet "løfte" og derfor ikke været bevidst om, hvad det egentlig var, man gjorde. Men så en dag er der én i samfundet, der får et løft i bevidsthed; man finder på et navn for den handling at love hinanden noget. Og siden er ikke blot muligheden for at love hinanden noget gået i arv til de senere generationer, det er ordet "løfte" også; sådan at vi idag er i stand til ubesværet både at love hinanden noget og være klar over, hvad det er vi gør, når vi lover hinanden noget.

På tilsvarende måde med det fænomen, der hedder at slå en handel af med et andet menneske. Også dette fænomen er af sproglig art. Og også om dette fænomen må man tænke sig, at fænomenet går forud for bevidstgørelsen af fænomenet. Men ingen af de to fænomener skal jeg komme synderlig meget ind på i det følgende; undtagen naturligvis, hvor det ikke kan undgås. Begge fænomener er også rimelig godt anerkendt. Vi er alle klar over, at vi mennesker i løfteaflæggelsen har noget for os selv; ingen drømmer i hvert fald om at fordre af en chimpanse, at den skal love os en god opførsel, f.eks. Vi véd, at det ligger ud over dens evner.

Derimod findes der som tidligere nævnt også fænomener i sproget, som overleveres via den sproglige indlæring, men som ingen tænker på overleveres på den måde. Jeg tænker her på den kollektive erfaring.

Det er den, der skal behandles i denne bog. Det er dette meget lille brudstykke af en lang argumentationskæde, der her skal drages frem. Mest vel nok, fordi ingen andre synes at have haft blik for den, og fordi den, når man har arbejdet med den i et stykke tid, forekommer ret indlysende. Men jeg skal naturligvis ikke foregribe læserens reaktion.

Som sagt er dette, at vi har en kollektiv hukommelse eller en kollektiv erfaring, tydeligst at se i vort forhold til døden.

Måske man skal indlede med at gøre opmærksom på, at alle undersøgelser tyder på, at mennesket er det eneste levende væsen, der begraver sine døde. Om intet andet dyr har man set noget tilsvarende. Og det skulle da ellers være til at få øje på.

Men ellers er det lidt besværligt at se, hvorfor man dog skulle udskille noget fra vores erfaring og kalde det for en "kollektiv erfaring", mens andet kaldes subjektivt. Vi er vant til at sammenblande de to ting; og vi kan vel ikke direkte se, hvorfor det ikke længer skulle kunne gå an.

Svaret er, at denne adskillelse kun er noget, vi skal foretage os, når vi skal forstå dyrene bedre, når vi stilles overfor væsener, der ikke har nogen kollektiv hukommelse.

Det vil sige, at vi, når vi stilles overfor observationer af chimpansers opførsel overfor døden, tvinges til at spørge os selv, hvorfra vi egentlig véd, at vi skal dø; vi hævder oven i købet som regel, at det er det eneste sikre, vi véd om fremtiden. Men hvor véd vi det fra? Og hvor skulle chimpanserne vide det fra?

Det spørgsmål besvares lettest, når vi prøver at forestille os chimpansernes individuelle erfaring. Altså, de lever i et samfund, der ikke er i stand til at fortælle om, hvad der er sket i fortiden, ikkeer i stand til at fastholde fortiden i fortællinger, ikke er i stand til at videregive erfaringer, som nogen i tidligere slægtled har gjort, eller erfaringer, som andre i stammen har gjort. Kun de erfaringer, som er strengt personlige, kan man gøre sig, ikke andre. Hvordan skulle de så kunne vide noget om døden? Hvordan skulle de kunne gøre den erfaring, at det eneste sikre i vor tilværelse er, at vi skal dø? Dette, at man må være tilstede personligt, før man kan gøre en erfaring, betyder, at vel kan enkelte individer i gruppen gøre erfaring om døden, men de kan ikke videregive den, de kan ikke dele den med andre, og den erfaring, som uden tvivl tidligere slægter af chimpanser har gjort angående døden, kan derfor ikke summeres op, hver generations dødserfaring, om der er nogen, afgår ved døden med den pågældende generations forsvinden.

Hvad kan da chimpanser vide om døden? eller rettere: hvor lidt kan da chimpanser vide om døden?

Ja, hvis man spørger, om der i chimpanseflokken kan tænkes enkeltindivider, der går gennem livet uden at have oplevet døden, så er svaret vistnok ja. Det kan være, at en han får set sin gamle mor død, men det er lige så tænkeligt, at hun bare forsvinder. Det kan være, at de slagsmål, som Goodall iagttog mellem chimpanseflokke, bliver af en så hård karaktér, at én af deltagerne direkte dør af det. Men i de tilfælde, som er iagttaget, er der tale om, at de angribende hanner får gjort det af med deres modstander, men kun sådan, at vedkommende dør af sine sår senere, og dør på en måde, så det ikke er til at finde liget. De chimpanser, der måske har størst "chance" (hvis man skal kalde det det) for at se en død chimpanse, er måske mødrene; for det sker af og til, at en unge dør fra sin mor. Og så står hun dèr med liget, og hvad skal hun gøre ved det? Hun har mulighed for at få et forhold til døden, kan vi sige. Men muligheden er meget lille. For stadigvæk: den erfaring, hun måtte kunne gøre, er en enkelterfaring; hun kan ikke sammenligne den med andres erfaring; og hun kan ikke ud af de forholdsvis få erfaringer, hun er i stand til at gøre, drage ret mange slutninger. I hvert fald kan hun ikke drage slutninger med den sikkerhed, som vi sproglige væsener kan. Vi har jo alle fortællingerne. Vi har jo i beretningerne om fortidens han- og hunkønsvæsener givet en fond, vi kan øse af, en helt anderledes enorm kilde til erfaringer. Og når vi derfor slutter, at det eneste, vi véd med sikkerhed om fremtiden, er, at vi skal dø, så er det ganske rigtig en særdeles sikker slutning. Men den er sikker netop i kraft af den kollektive erfaring, vor fortællemulighed giver os; den er sikker i kraft af, at vi har tusind eller flere tilfælde af død (hvis vi tænker os tilbage til stenaldermenneskets flokliv). Havde vi kun det for os, som vi selv personligt havde erfaret, så ville vi som chimpanserne stå uden nogen erfaring af døden.

Med denne overbevisning kan man fastholde både chimpansernes høje intelligens og deres helt anderledes opførsel end menneskets i mange situationer.

2. Chimpansernes forhold til døden.

Jeg skal i det følgende gennemgå en række af de beretninger, Goodall har givet os om chimpanserne og døden. Og jeg siger det med det samme: jeg vil være noget kritisk overfor Goodall. Det er lidt uretfærdigt. For i virkeligheden er jeg en stor beundrer af Goodall. Hun har gennemført noget særdeles væsentligt med sine iagttagelser af vildtlevende chimpanser i Gombe. Og hun er gået til opgaven med et åbent forskersind; ikke uden forudfattede meninger; hvem kan gøre det? Men uden at lade sig låse fast i sine forudfattede meninger.

I nogen grad var det et uopdyrket område, hun begav sig ud på, da hun tog denne forskeropgave på sig. Og man kan ikke forvente, at hun skal have både det ukuelige forskersind, der er villigt til at gennemleve alle mulige besværligheder for at få resultaterne frem, og det teoretiske overblik, der i ét med de mange observationer gav os alle de teoretiske synspunkter, der lod sig uddrage af observationerne. Nej, man må pænt lade de mange observationer falde på plads i sindet, overveje dem, bearbejde dem, og så se, hvad der kan komme ud af det. Og det behøver, netop fordi vi mennesker er sproglige væsener, forøvrigt, ikke at være sådan, at det er den samme person, der foretager observationerne og udvikler teorierne; dette arbejde kan godt hos os mennesker være fordelt på flere personer, ja, det sædvanlige vil vel være, at det er det. Sådan var det f.eks. Tycho Brahe, der foretog observationerne, hans elev Kepler, der beregnede dem og uddrog den konklusion deraf, at planetbanerne er ellipser. Så det vil sige, at man næsten må forvente, at Goodalls resultater bliver bearbejdet, efterhånden som hun frigiver dem.

Og ét af de mange resultater kommer så til at foreligge her.

Noget kunne tyde på, at Goodall i første omgang har regnet med, at chimpanserne selv havde en klar forudanelse om deres død. Hun siger således om én af de chimpanser, der døde, efter at flokken var blevet ramt af en polioepidemi: "Og der var andre ofre, som for eksempel den fede, geskæftige J. B. - som vi alle var kommet til at holde af - der blot forsvandt, og vi kunne kun gætte os til deres ensomme død et eller andet sted i bjergene"⁽³⁾. Skyg, side 220. Hvorfor bjergene? Tror hun på det tidspunkt, at dyrene har en forudanelse om deres død?

Senere træffes den slags gætterier ikke. Men skulle hun have haft en sådan overbevisning, fremkommer hun selv med en iagttagelse, der effektivt kan dementere den (uden at hun dog benytter lejligheden til et dementi, så måske min "slemme" mistanke er forkert). Hun fortæller om Madam Bee, der efter at være blevet ilde tilredt af de store hanner fra det konkurrerende samfund søgte tilflugt i et krat, så tæt, at ingen ville have fundet hende, om ikke hendes datter Honey Bee havde siddet i nærheden, se Gombe 17, side 513. Se også Vinduet2, side 112. Det vil sige: Sådan går det til, når chimpanser forsvinder. De drager ikke langt bort til fjerne bjerge, fordi de mærker, at de snart skal dø; de kryber ind i det tætteste krat, de kan finde, fordi de føler sig usikre på åbent areal.

Dette viser, forekommer det mig, at Goodall ikke har nogen sikker forvisning om, at chimpanser ikke véd, at de skal dø. Men netop, hvis de kun har de erfaringer, de kan gøre som enkeltindivider, netop, hvis de ikke som vi mennesker får nogle erfaringer foræret gennem den sproglige kommunikation under opvæksten, netop da må man indrømme, at de ikke kan vide noget om døden, eller mere præcist, at de kun kan vide det om døden, som de selv har erfaret. Og det er ikke meget.

Da der kom en polioepidemi, den samme, som lige er omtalt, til reservatet (bragt dertil fra de omkringliggende landsbyer, formentlig), døde en unge fra sin mor, Olly. Goodall siger, at Olly syntes at vide, hvad der var galt. Se Skyg side 217. Hun skriver følgende, efter at have fortalt, hvordan ungen døde under en mægtig byge, der trak hen over området: "Jeg var forbavset over den pludselige forandring, der skete med Ollys behandling af ungen. Jeg havde tidligere set en ung og uerfaren chimpansemoder bære sin døde unge, og hun havde endnu dagen efter ungens død holdt den tæt ind til sig, som om den var i live. Men Olly klatrede ned ad træet med ungen skødesløst i den ene hånd og kastede den med en rask bevægelse op over sin skulder, da hun nåede jorden. Det var, som om hun vidste, at den var død. Måske hendes yngelplejeinstinkt ikke længere virkede, fordi ungen var tavs og ubevægelig".⁽⁴⁾ Derimod var Ollys ældre datter, Gilka, i hvert fald ikke klar over, at ungen var død; hun forsøgte at lege med ham, se Skyg side 217a.Men dette er måske en overinterpretation af Ollys handlinger fra Goodalls side. Ganske vist har Ollys skæbne før ungens fødsel ikke været kendt, så det kan tænkes, at Olly har prøvet at have med en død unge at gøre på et tidligere tidspunkt, men Goodall holder jo også en anden forklaring parat: Det kan være, Ollys adfærd hænger sammen med, at hendes yngelplejeinstinkt ikke længer virker, fordi ungen ikke giver hende den respons, som en levende unge ville gøre.

Hvordan det end forholder sig dermed, Goodall beretter også om et andet tilfælde, hvor en død unge blev båret, som Olly gjorde det, uanset, at den bærende lige havde soigneret liget og derved fortalt iagttageren, at hun ikke var klar over, at den var død. Det er hunnen Melissa, der har mistet en unge, og hun er omgivet af sin datter Gremlin og sin søn Gimble. Goodall skriver: "Da jeg nogle få måneder senere vandrede gennem Kakombedalen, så jeg Gimble bære et eller andet stort op i et træ. Det var lille Grouchos døde krop. Medens Melissa og Gremlin soignerede hinanden nede på jorden, sad Gimble og vuggede liget i skødet og soignerede det ufravendt. Da hans familie fortsatte, kravlede han ned og fulgte efter med liget slynget over skulderen. Lidt efter faldt det ned på jorden, og så trak han det efter sig i den ene arm. Da de senere stoppede op for at hvile igen, tog Melissa forsigtigt den slappe krop fra Gimble og lagde den hen over sin ryg. Hun bar rundt på den døde krop i de følgende to dage, og efterlod den så dybt inde i skoven".⁽⁵⁾ se Vinduet 2, side 178.

Gimble kravlede ned med liget slynget over skulderen. Og han havde lige soigneret det. Mon dog han véd noget om, at ungen er død! Ja, man kan sågar spørge, om moderen, Melissa, véd det. Om hende véd man ganske vist, at hun har oplevet en unges død; den blev offer for de to hunner, der blev kannibaler (se herom senere) i Gombe-reservatet. Men er et sådant enkelt-tilfælde (eller to, hvis man regner med, at hun, som Goodall antager det, har mistet en første unge til kannibalerne også) nok til, at der dannes en erfaring i Melissas sind? Bevirker det, at hun i højere grad har mistanke om, at også Groucho er død? Man er lige ved at svare: Tilsyneladende ikke! men må vel gribe sig i det og nøjes med at lade det stå hen i det uvisse.

Den samme interpretation finder vi, da Melissa havde født tvillinger og ikke var i stand til at forsørge dem begge; den ene døde, og her fortæller Goodall os også, at hun bar ungen, som om hun var klar over, at den var død, hen over den ene skulder. Beretningen lyder som følger: "En dag kom Melissa til lejren med Gyre som en lille, slap krop i sin ene hånd. Han var for svækket til at kunne klamre sig til hende, han havde problemer med at trække vejret, og hans øjne var konstant lukkede. Da Melissa kravlede op i et træ, medens hun kun støttede Gyre med lårene, faldt han ned og landede med et bump på den hårde jord tre meter under hende. Hun styrtede ned for at samle ham op, omfavne ham og soignere ham. Han trak stadig vejret, da hun drog af sted, men hun bar ham, som om han allerede var død, slynget hen over den ene skulder og holdt fast med hagen. Han faldt ned adskillige gange og lå ubevægelig på jorden, indtil hun samlede ham op. Næste morgen var han død"⁽⁶⁾. Vinduet2, side 168.

Godt nok synes det her at være det omvendte, der berettes om: nemlig en hun, der bærer sin unge, som om han er død, nemlig slynget op over skulderen, skønt han faktisk ikke er død.

Jeg skal præcisere, at der er to problemer, jeg her drøfter: Det ene er, hvad chimpanserne rent faktisk véd og ikke véd angående døden, deres egen og deres ungers. Det andet er, hvad egentlig Goodalls opfattelse går ud på. Og om dette sidste spørgsmål, må man sige, at når Goodall skriver, som hun gør her, at "hun bar ham, som om han allerede var død", så tyder det på, at hun har den overbevisning, at chimpanser véd af døden at sige, at de kender døden, at de kan kende forskel på en unge, der er levende, og én, der er død, og at man ud fra deres adfærd, her, hvordan de bærer den pågældende unge, kan afgøre, at det forholder sig sådan. Jeg tror, dette er Goodalls opfattelse. Men jeg mener også at have vist, at denne opfattelse ikke holder for en nærmere undersøgelse. Dels må man gå ud fra, at den chimpanse, der soignerer en anden, har den opfatelse, at denne anden er levende; når derfor en chimpanser er iagttaget som både soignerende et lig og bærende det, slynget op over skulderen, så kan man ikke af det sidste slutte, at den véd, at den anden er død. Og dels er der altså, jvfr, hvad der her fortælles om Melissa, chimpanser, der bærer deres unge slynget op over skulderen, selv om ungen ikke er død; man kan måske indvende, at Melissa i dette tilfælde har taget fejl, hun har troet, at ungen var død, men man må jo spørge som modspørgsmål, hvorfor hun så, hvis hun tror, at ungen er død, alligevel fortsætter med at bære rundt på ham.

I hvert fald, det er min tese: chimpanser kender ikke døden; de véd ikke, hvad de udsættes for, når de stilles overfor døden; de har ingen anelse om, at de selv skal dø. Og tror man ikke på denne tese, så har jeg et modspørgmål parat: Hvordan skulle chimpanser vide, at døden er en realitet? Hvordan skulle de nogensinde kunne gøre den erfaring, at døden kan ramme dem selv og deres familie? Hvis det er sandt, hvad det dog vel er, at chimpanser kun kan gøre individuelle erfaringer, ikke kollektive, som dem, vi kan gøre! Vi taler jo ikke om noget, der er nedarvet i den forstand, at det er genetisk bestemt; noget sådant kunne kaldes instinktmæssige handlinger, men ikke "viden". Skal der være tale om "viden", må der være tale om en erfaring, om noget, som på en eller anden måde er tillært gennem oplevelser, der har gjort indtryk. Og bevares, alt, hvad der har med døden at gøre, er så sandelig i stand til at gøre indtryk, og det huskes også intenst, ingen tvivl om det; men chimpanser udsættes ikke for døden så ofte, at de er i stand til at drage nogen konklusion af deres oplevelser. Det gør jo vi mennesker heller ikke; det er ganske få af os, der ser et dødt menneske, rører ved det, mærker dødskulden. Og dog véd vi, at vi skal dø, hvordan? Vi véd det fra vore fortællinger; vi véd det, fordi vi er indlejret i et fortælleunivers, som gennemsyrer os og giver os af sine erfaringer. Det fortælleunivers omgiver ikke chimpanserne; de er "fanget i sig selv"; de kan "kun" gøre individuelle erfaringer.

Det er med velberåd hu, at jeg her atter for en stund gennemgår min teori om chimpansernes begrænsede opfattelse af døden. Nu vil jeg nemlig vende mig imod en begivenhed, der i høj grad minder om begivenheder hos os mennesker, så meget, at vel mange læsere vil sige til sig selv: Nej, hør nu, når chimpanser reagerer på den måde, så er de da som os, så forstårde da virkelig døden. Blot vil altså denne umiddelbare reaktion være forkert, så pas nu på!

Den chimpanseadfærd, stillet overfor døden, der ligner menneskets mest, er uden tvivl Flints reaktion på sin mors død. Flo, Flints mor, havde fået en unge, Flame, da Flint var fire-fem år gammel; denne unge var imidlertid død, og Flint var atter blevet utrolig afhængig af sin mor. Så da hun døde, blev han helt fortvivlet. (se Vinduet2, side 197 og Gombe 3, side 58). Han kunne ikke løsrive sig fra den plet, hvor Flos døde krop havde ligget. Goodalls beretning derom er gribende: "Flint var otte og et halvt år gammel, da Flo døde, og skulle være i stand til at klare sig selv. Men da han var så afhængig af moderen, virkede det, som om han ikke havde nogen vilje til at overleve uden hende. Hele hans (198) verden havde drejet sig om Flo, og da hun var væk, blev verden tom og meningsløs. Jeg vil aldrig glemme, da jeg tre dage efter Flos død så Flint kravle langsomt op i et højt træ nær vandløbet. Han bevægede sig langs en af grenene og stoppede så op og stod ubevægelig, medens han stirrede ned i en tom rede. Efter cirka to minutters forløb kravlede han med en gammel mands bevægelser ned, gik nogle få skridt og lagde sig så med vidt åbne øjne og stirrede fremad. Han havde delt reden med Flo et kort stykke tid, før hun døde. Hvad havde han tænkt på, da han stod der og stirrede? Var minder om gamle dage kommet for at blande sig med hans forvirrede følelse af tab? Det får vi aldrig at vide"⁽⁷⁾. Efter tre ugers forløb døde han.

Denne forstenede sorg, hvor kender vi den dog fra os selv! Hvor vi dog forstår ham! Hvor dog vi selv også i mange tilfælde har utrolig vanskeligt ved at sige til os selv det, som de andre siger, vi skal sige: 'Nu må du se at komme i gang igen! Livet skal jo leves videre!' Og der er jo vitterlig mennesker, for hvem det mislykkes, som det mislykkedes for Flint; der er mennesker, der ikke kan findes livsviljen igen, mennesker, der slås så fuldstændig ud, når døden har ramt én af deres kære, at de tæres bort.

Det kan synes mærkeligt her at komme med reservationer. Er ikke vor indlevelse her fuldstændig? Er der nogen grund til at gøre opmærksom på det, Flint ikke kan, eller det, vi har til forskel fra ham? Sådan set ikke, nej. Og dog kan også denne begivenhed sige os noget om os selv, når vi vover at gøre os både forskellene til chimpanserne og lighederne med dem klar.

Goodall siger, at vi aldrig får at vide, hvad han tænkte, da han sad og stirrede ned i den rede, han og hans mor havde delt dagen før. Det er også sandt. Men hvis min teori holder, kan vi dog sige noget om, hvad han ikke tænkte: Der er en viden og et dertil knyttet følelsesregister, som er specielt for os mennesker, og som han derfor ikke kan have været besat af. Vi kan gøre os tanker om dødens uigenkaldelighed. Vi kan tænke den tanke, at Flo aldrig kommer igen. For os kommer der til oveni savnet af den anden en forestilling om, at den længsel, vi føler, aldrig vil blive indfriet, fordi den person, vi længes efter, aldrig mere vil være hos os. Men noget sådant er chimpanser afskåret fra at tænke. Naturligvis kan man diskutere, om vi så af den grund har det værre eller bedre end chimpanser. Noget af det, der slår hårdt i vores sorg, er jo netop tanken om det uigenkaldelige, om at døden adskiller os for stedse. Men chimpansers sorg, der jo altså også kan være utrolig stor, viser os, at den anden del af vores sorg: sorgen over adskillelsen i sig selv, sorgen over, at den anden bare ikke er der, også kan være ufattelig stor.

Jeg kan også sige, at Flints opførsel her får os til at indse, at man kan dele vores menneskelige sorg i to: dels en sorg over døden som sådan, en sorg ved tanken om, at vi aldrig skal ses mere; og dels en sorg over adskillelsen, en sorg over, at det ikke længer foregår, som det plejer at foregå, en sorg over, at den person, jeg bandt mig til, er borte, hvor han eller hun så end er henne.

Ud fra det, jeg kender til Goodall, vil jeg tro, at Flo blev behørigt begravet. Hun nævner det ikke mer et ord, fortæller blot, at hun vågede ved den døde natten over, at ikke kratsvinene skulle give sig til at gøre sig til gode med liget⁽⁸⁾, se Vinduet, side 39. På dette sted føjer hun til, at Flints sorg måske var blevet dybere, hvis han havde set sin mors lig sønderrevet. Andetsteds siger hun, at hverken Faben eller Figan fik set deres mors lig⁽⁹⁾(Vinduet, side 56). Så mon ikke hun har sørget for at begrave Flo? Men man kan godt spørge, om det måske tvært imod, hvad Goodall mener, ville have hjulpet Flint, om han havde set sin mors lig gå i opløsning. Vi véd meget lidt om, hvordan chimpanser gør sig deres erfaringer med døden, og denne lejlighed blev altså ikke brugt til at blive klogere.

Goodall skriver et andet sted om sit følelsesmæssige engagement: "Jeg tilstår gerne, at jeg har en høj grad af følelsesmæssigt engagement overfor den enkelte chimpanse, men jeg tror nok, at uden dette engagement ville forskningen være ophørt for mange år siden"⁽¹⁰⁾. Den opfattelse kan man give hende helt ret i. Man kan ikke i nogen forskning holde sit eget jeg udenfor; og specielt i en forskning af den art, som Goodall driver, må det engagement, der er tale om, blive et personligt engagement, hvor man binder sig til de chimpanser, man undersøger. Derfor, skal jeg kritisere Goodall for noget i denne sammenhæng, er det ikke for dette, at hun begravede Flo, kun for den sikkerhed, hvormed hun udtaler sig om, at Flint ikke ville have haft godt af at se sin mors lig. Det véd hun faktisk ikke ret meget om.

Da Goodall fortæller, at Faben og Figan ikke fik set deres mors lig, tilføjer hun, at så var det ikke muligt for dem at vide, at Flo var forsvundet for stedse⁽¹¹⁾ (Vinduet, side 56). Mit spørgsmål er: Ville det have været muligt for dem, selv om de havde set hendes lig? Kan chimpanser gøre nogen erfaring, der bare minder om vores erfaring af døden? Vi har slægternes erfaring bag os, givet os i sproget. Den erfaring har chimpanser ikke. Og skal de som enkeltindivider gøre erfaring angående døden, så kan det måske lykkes dem at kombinere synet af moderens lig med erfaringen af savn, og de gør jo også den erfaring, at moderen ikke kommer igen, men kan de derfor erfare, at "hun er borte for stedse"? "For stedse", hvad er det for en chimpanse?

Som man måske kan forstå af det foregående, skal man for at besvare et sådant spørgsmål ikke så meget skal sætte sig i chimpansernes sted, mere blive klar over sin egen overbevisnings oprindelse. Vi skelner normalt ikke mellem, hvad vi selv har erfaret gennem personlig oplevelse, og hvad vi har hørt som en erfaring; for i vort liv bliver disse to ting jo blandet uhjælpelig sammen. Men skal vi forstå chimpanserne, må vi drage dette for os ret besynderlige og overflødige skel.

Flints reaktion var ikke enestående. Også andre unger mistede deres mor. Goodall fortæller således om, hvordan Passion, én af de kannibalistiske hunner, døde fra en forholdsvis ung unge. Jeg bringer et noget længere citat: "Pax var kun fire år gammel, da hans moder døde. Hun havde været syg i nogle uger og bevægede sig mere og mere langsomt, var blevet mere og mere afmagret og havde fra tid til anden måttet krybe sammen på jorden, som om hun havde smerter. Skønt jeg havde hadet Passion fire år tidligere i den periode, hvor hun dræbte de andres unger, kunne jeg ikke lade være med at føle medynk med hende mod slutningen af hendes liv. Den sidste aften var hun så svag, at hun rystede, bare hun skulle foretage den mindste bevægelse. Det lykkedes hende at kravle op i et lille træ, hvor hun lavede en lillebitte rede og så lagde sig i den, fuldstændig udmattet. Morgengryet var koldt og gråt og regnen strømmede fra en blytung himmel. Passion var død. Hun var faldet ud af reden om natten og hang i lianranker fanget i den ene arm. Hendes tre unger, der havde været hendes konstante ledsagere i hendes sidste leveuger, var nu omkring hende. Pom og Prof sad for det meste blot og stirrede på moderens krop. Men Pax nærmede sig den gentagne gange og prøvede at die fra hendes kolde, våde dievorter. Han blev mere og mere ophidset og begyndte forvirret at skrige højere og højere og trække og hive i hendes dinglende hånd. Han blev så rasende i sin ulykke, at det til sidst lykkedes ham at trække hende fri. Da Passion lå ubevægelig på den gennemblødte jord, undersøgte de tre unger hendes krop mange gange. Af og til fjernede de sig et lille stykke væk for nærmest ligegyldigt at fouragere, men styrtede så tilbag til deres døde moder igen. Efterhånden som dagen gik på hæld, blev Pax roligere og prøvede ikke længere at die, men han virkede endnu mere depressiv, klynkede dæmpet og trak i Passions døde hånd. Lige før mørkets frembrud vandrede de tre unger langt om længe bort.

I de følgende få uger viste Pax mange tegn på depression. Han var apatisk, legede slet ikke og udviklede som mange forældreløse unger snart en opsvulmet mave. Men han kom sig forbavsende hurtigt. I omkring et års tid tilbragte de tre søskende næsten al deres tid sammen. Når Prof for en tid vovede sig på vandring med de voksne hanner, blev Pax som regel sammen med Pom. Men selvom de holdt tæt sammen, og selvom Pax uvægerlig løb hen til søsteren for beskyttelse, red han af en eller anden mærkelig grund aldrig på ryggen af hende, ikke engang når de vandrede af sted med en hurtigt gående gruppe af voksne hanner og han blev efterladt og klynkede; ikke engang (200) selv om hun rakte ud efter ham og tiggede ham om at klatre om bord. I begyndelsen, hvor hendes moderlige instinkter var blevet vakt, havde Pom prøvet at tvinge ham til at kravle op på sin ryg. Men han havde klamret sig til vegetationen og skreget hysterisk, indtil hun opgav. Prof havde også prøvet at bære sin lillebroder, men Pax havde afslået disse tilbud på samme uforklarlige måde. Og det samme skete, når hans ældre søskende inviterede ham til at dele deres nattereder med sig. Det nægtede han pure, selv når de rakte kærligt ud efter ham. Så måtte de se til, medens Pax klynkede bedrøvet for sig selv og byggede sin egen lille rede tæt ved deres. Hvor meget har vi endnu ikke at lære"⁽¹²⁾.

Som forklaring på, at Flints apati førte til døden anfører Goodall, at det uheldige ved det hele var, at han ikke formåede at knytte sig til nogle af sine søskende; de var uheldigvis borte i de kritiske dage efter Flos død. I denne beretning ser vi det erfaringsmateriale, hun bygger på, når hun forklarer tingene sådan. Vel kan man måske ikke ligefrem gøre det til en regel, at ældre søskende i en sådan situation tog sig af deres yngre lidt hjælpeløse bror eller søster, men det skete dog i bemærkelsesmærdig mange tilfælde. Og det skete altså blandt andet for Pax; og det, endskønt han opviste den samme dumpe sorg, den samme mangel på forståelse, stillet overfor døden. Det gør jo vi mennesker også; al vor sproglige bevidstgørelse til trods, ligefrem drive det til at forstå døden, det kan vi vist aldrig. Dog, vi har en bevidsthed om den; vi véd, hvad der er på færde; vi er klar over, hvad det er, der er sket med den anden. Hvad jo så tydeligt hverken Pax eller hans søskende er.

Og det er altså min pointe her. Vi mennesker har del i et fortælleunivers, skabt af sproget. Dette bevirker, at vi kan få del i andres erfaringer, ja, at erfaringer kan opsummeres i vort samfund. Derfor kan der hos os, men ikke hos f.eks. chimpanser, opstå erfaringer om døden. Derfor kan vi, men ikke de, vide, at vi skal dø, vide, at dette slappe legeme er ramt af døden.

Men i den sidste del af ovenstående citat er vi atter parat til at "hoppe på hvadsomhelst", i den grad ser vi lighederne. Ikke sandt, så stærk var Pax' moderbinding, så meget savnede han sin mor, at dette at ride på ryggen, det gjorde han ikke med andre end hende. Som det kan ske for menneskebørn, der mister deres mor, at de har meget vanskeligt ved at få sig selv til at kalde en anden kvinde deres mor, skønt situationen lægger aldrig så meget op til det, sådan her.

Goodall har andre beretninger om unger, der mistede deres mor, men lad dette være nok. Nu til en anden erfaring af død i chimpansesamfundet.

Engang skete der det, at en voksen han forfejlede et spring, faldt ned på jorden og brækkede halsen, så han var død på stedet. Goodall beskriver scenen under overskriften "Frygt for det ukendte". Hun skriver bl.a.: "I nogle få sjældne øjeblikke har vi observeret aggressive handlinger rettet mod ofre, som i kraft af deres unormale adfærd syntes at skabe frygt hos dem, der blev grebet af aggression. De mest bemærkelsesværdige eksempler fandt sted under polio-epidemien i 1966, hvor, som beskrevet, tre individer blev delvist lammet og derfor udviklede nogle bizarre bevægelser. Først gang de andre chimpanser så disse krøblinge, reagerede de med ekstrem frygt, og efterhånden som frygten forsvandt, blev den afløst af aggression; mange af dem demonstrerede imod krøblingene og slog dem endda. Da den voksne han, Rix, faldt ned fra et træ og brækkede halsen, udviste gruppens medlemmer intens ophidselse og angst, demonstrerede rundt om liget, og smed sten mod det; de rettede også mange aggressive handlinger mod hinanden"⁽¹³⁾. ( Gombe 12, side 330.). Her møder vi igen ukendskabet overfor døden, endda sådan, at Goodall fortolker chimpansernes handlinger ud fra devisen: frygt overfor det ukendte.

Hvis det forholder sig sådan, som det her er antydet, at voksne chimpanser, der dør af sygdom, kommer til at føle sig mere og mere utrygge ved at befinde sig i åbent terræn og derfor søger skjul i et tæt krat, hvor så døden indhenter dem, så betyder det, at chimpanser normalt ikke har store muligheder for at få erfaring om deres ældstes død ved at se dem som døde. Dèr, hvor de i højere grad kan gøre sig deres erfaringer med døden, er ved ungernes død. Og selv om der findes en del iagttagelser over mødres behandling af deres døde unger, så kunne man da godt ønske sig nogle flere. Blot synes det ikke at være dèr, Goodalls hovedinteresse ligger. I nogle tilfælde, hvor det efter min interesse ville have været oplagt at undersøge sagen nærmere, har hun ikke gjort det. Her skal kun nævnes episoden, da Poms unge faldt ned fra en palme og blev så hårdt kvæstet, at han døde fire dage senere. Så vidt jeg kan se på optegnelserne, blev der ikke iværksat en undersøgelse af Pom og hendes opførsel⁽¹⁴⁾. (Se Vinduet, side 48). Goodall fortæller, at hun, da det skete, stod og skulle af sted med båd, og at ungen var død, da man tre dage efter observerede mor-unge-parret. Men Goodall har åbenbart ikke iværtsat nogen undersøgelse inden da. Nå, det kan jo skyldes mandskabsmangel. Det får jo skyld for så meget i vore dage.

Sammenfattende vil jeg sige om chimpansernes forhold til døden, at det forekommer mig, at dette, at man er opmærksom på, at chimpansernes erfaringer kun kan gøres individuelt, kan give en udmærket forklaring på de observationer, der er foretaget. Jeg har givet en vis kritik af Goodalls observationer; eller jeg kan sige, at jeg har måttet subtrahere fra observationerne hendes egne bevidste eller ubevidste opfattelser. Således mener jeg ikke, kan man forstå, at det forhold, at en mor bærer sin døde unge slynget op over skulderen, betyder, at hun véd, at ungen er død.

Men det væsentligste er måske, at man ved at være opmærksom på chimpansernes individuelle erfaringer frit kan beundre deres store intelligens. Hidtil har vi, så vidt jeg kan se, koncentreret altfor megen opmærksomhed omkring chimpansers intelligens. Vi har, uden at udtrykke det som en direkte videnskabelig teori, regnet med, at én meget væsentlig forskel mellem os og dyrene, er vor langt større intelligens. Med den tanke, jeg her har fremført, kommer vi så at sige ned på jorden igen. Vi behøver ikke ty til intelligensargumentet for at se en væsentlig forskel mellem chimpansen og mennesket. Det er ikke mere nødvendigt for os, ubevidst, at trække noget fra i observationerne af chimpansernes intelligens, f.eks. i de mange observationer af deres store og ganske højtudviklede sociale intelligens. Vi behøver ikke være bange for, at svagt udviklede mennesker skal blive betragtet på linie med chimpanser, hvis vi indrømmer chimpanserne en stor intelligens på det område. Der er med disse tanker etableret en væsentlig forskel mellem menneske og dyr, som ikke baserer sig på intelligensen, men på noget andet. Og faktisk på noget langt mere konkret end det noget vage fænomen, intelligens, nemlig på det tilfældige, overraskende, oversete, som sprogets fortællemulighed giver os: en kollektiv erfaring.

Og er denne kollektive erfaring én gang erkendt, kan man gå videre og spørge, om der mon er andre ting end lige døden, der unddrager sig den individuelle erfaring, men åbner sig for den kollektive. Dog, inden vi når frem til det spørgsmål, er der en række afledede spørgsmål, der skal tages op, spørgsmål, afledede af spørgsmålet om chimpansers forhold til døden.

3. Om at slå ihjel.

Ét af disse afledede spørgsmål er spørgsmålet om, hvorvidt chimpanser er i stand til at slå ihjel. Hvis de ikke véd noget om døden, hvis de ikke på grund af deres erfarings individuelle karaktér kan gøre de erfaringer om døden, som vi med vor kollektive erfaring kan gøre, er de så ikke ude af stand til bevidst at ville en anden chimpanses død; de véd jo ikke, hvad død er?

Ud fra teorien her må man svare: Jo, naturligvis!

Derimod er de i stand til at udøve vold med døden til følge. Der gik nogen tid før denne evne viste sig for Goodall i hendes undersøgelser. Men hun er også på det punkt en ægte videnskabsperson, at hun er i stand til at lade observationerne ændre på opfattelsen. Det lykkes hende gang på gang at gå til undersøgelserne med så tilpas få fordomme, at hun ikke har svært ved at forlade dem til fordel for mere underbyggede opfattelser. Én af de gange, hvor hun vel nok har måttet ændre opfattelse mest, er dengang, hun blev stillet overfor chimpansernes territorialkampe. Disse kampe blev ført med en sådan vildskab, at en del af ofrene senere døde af den vold, de blev udsat for under kampene. Goodall skriver derom - og jeg fremdrager et lidt længere citat for fuldt ud at give hende lejlighed til at forklare sig:

"Men den inter-samfundsmæssige vold og kannibalisme, der fandt sted i Gombe, var ny, og disse begivenheder ændrede for altid mit syn på chimpansers natur. I så mange år havde jeg troet, at chimpanser i det store og hele var betydelig "flinkere" end os, selvom de på mange måder viste forbløffende ligheder med mennesker. Pludselig fandt jeg ud af, at de under visse omstændigheder kunne være lige så brutale, at de også havde mørke sider i deres natur. Og det gjorde ondt. Naturligvis vidste jeg godt, at chimpanser fra tid til anden slås og sårer hinanden. Jeg havde med rædsel set til, når voksne hanner mistede alle hæmninger under et imponereløbs raseriudbrud og angreb hunner, halvstore unger - selv små unger, der kom i vejen for dem. Men disse udbrud havde næsten aldrig resulteret i alvorlige skader, skønt de var chokerende at overvære. De inter-samfundsmæssige angreb og kannibalismen var af en helt anden voldelig karakter.

I flere år kæmpede jeg for at forlige mig med denne nye viden. Når jeg vågnede om natten, dukkede frygtelige billeder ofte op af sig selv (115) i min hukommelse - Satan, som formede sin hånd som en kop under Sniffs hage for at opsamle og drikke det blod, der strømmer ud af store sår i hans ansigt; gamle Rodolf, sædvanligvis så venligsindet, som står oprejst og kyler en to kilo tung sten ned på Goliaths udstrakte krop; Jomeo, som river en hudlap af Dés lår; Figan, som igen og igen angriber og slår Goliaths sårede, skælvende krop, en af hans barndoms helte. Og måske værst af alt, Passion, som mæsker sig med kødet fra Gilkas unge, hendes mund indsmurt i blod som en grotesk vampyr fra barndommens eventyr.

Gradvis lærte jeg imidlertid at acceptere det nye billede. For skønt chimpansers grundlæggende aggressive mønstre er bemærkelsesværdigt lig nogle af vores, er deres forståelse af de lidelser, de påfører deres ofre meget forskellig fra vores. Chimpanser er i stand til indføling, det er sandt, til i det mindste i nogen grad at forstå deres fællers ønsker og behov. Men kun mennesker - tror jeg - er i stand til bevidst mishandling - til at handle med den hensigt at tilføje smerte og lidelse"⁽¹⁵⁾. Vinduet2, side 114f.

Indbyrdes, indenfor det samfund, som Goodall fik "lov til" at undersøge (af chimpanserne selv, altså), findes der nok aggressioner, trusler og den slags, men ikke i en grad, så det bliver farligt for liv og helbred. Det bliver det derimod, når der er tale om kampe mellem to samfund. Regelmæssigt afpatruljerer de voksne hanner grænseområderne mod nord og mod syd. Og normalt vil en menneskelig iagttager ikke få noget ud af at følge efter chimpanserne ved den slags lejligheder, for de chimpanser, de måtte træffe på, er ikke vant til mennesker og vil derfor uden kamp af nogen art trække sig tilbage. Men efter at Goodall havde undersøgt samfundet en halv snes år, skete der det, at nogle af individerne skilte sig ud og dannede et samfund for sig. Det skete gradvist, og det er vist ikke helt klarlagt, hvad der var årsagen til udskillelsen, eller hvordan den sådan rent praktisk fandt sted, men efter nogle år var den fuldbyrdet, og det i den grad, at der nu var krig på kniven mellem de to samfunds individer. Var det to flokke af voksne hanner, der mødtes, og var de nogenlunde lige store, så undgik begge parter åben kamp; som regel kunne man på de brøl, der blev udstødt, regne sig frem til, hvor stor den anden flok var, og hvis den var for stor, trække sig tilbage i god ro og orden. Men hvis en flok hanner på patrulje i grænseområdet traf et enligt individ, og det ikke var en hun i brunst, så kunne det godt se sort ud for dette individ. Den gamle oldingehan, Goliath, havde således sluttet sig til gruppen mod syd, og da han en dag blev mødt af et overtal af hanner fra nord, blev han bidt og slået, så han siden døde af sine sår. Ligeledes blev andre individer fra sydgruppen, der blev mødt enkeltvist, såret så hårdt, at de døde af det. Andre overlevede vel, men skulle have lang tid til at pleje sine sår. Og som jeg har været inde på, den gamle hun, Madam Bee, blev også angrebet, såret af mange bid og slag og døde fire dage efter af sine sår.

Jeg skal nedenfor undersøge nogle af disse angreb nøjere efter Goodalls beskrivelser. Men først skal jeg lige kommentere Goodalls "resultat", det, hun kom frem til efter års kamp med den nye viden om chimpansers aggressivitet. For det første ser det ud til, at hun næsten er nødt til at opgøre sit resultat som en opfattelse af, hvorved mennesket adskiller sig fra chimpanserne, nemlig ved, at kun mennesket bevidst kan tilføje andre smerte og lidelse. For det andet bruger hun i den formulering, hvori hun gengiver det resultat, hun kom til, ordet "bevidst". Det er min erfaring, at dette ord er et "farligt" ord, i den forstand, at det er misforståeligt. Der vil sikkert være mange mennesker, der efter at have læst hendes skildringer vil give hende ret i, at kun mennesket bevidst kan tilføje andre smerte og lidelse. Men hvad menes der med bevidst? Kan dyr have bevidsthed om sig selv? Og hvis de kan, og Goodalls undersøgelser tyder jo på det, hvorfor kan de så alligevel ikke tilføje andre smerter og lidelser bevidst?

Her forekommer min opfattelse mig at være præciserende. Det kan være sandt nok, at chimpanser ikke kan tilføje smerte og lidelse bevidst. Men hovedsagen er ikke, hvad der ligger i ordet bevidst; eller rettere: ud fra denne teori kan det nøje fastslås, hvad der ligger deri. Der er ikke tale om manglende selvbevidsthed hos chimpanser; der er derimod tale om manglende viden;chimpanserne véd ikke, hvad de skal gøre for at slå en anden chimpanse ihjel. For denne viden kan ikke bibringes den individuelle chimpanse gennem en kun individuel erfaring; det vil i hvert fald kun kunne ske meget sjældent. Altså, vi får med denne teori et redskab i hænde, hvormed vi kan afgrænse betydningen af ordet bevidsthed. Og det kan ofte være praktisk.

Men nu til sagen!

Nogle af disse angreb har menneskelige iagttagere overværet næsten fra start til slut. Og man har hver gang kunnet konstatere det samme mønster. De krigeriske hanner synes at ophidse sig i stigende grad, og har de først fået fjenden ned at ligge, foretager de alle mulige rasende angreb på ham eller hende: sætter sig oven på vedkommende og slår løs; griber fat i en hånd eller fod og bider i den eller drejer rundt, så den nærmest går af led; bider i ansigt eller lår; nogen har endda hentet en sten for at kaste den mod den formastelige, som Rodolf mod Goliath. Når efterhånden fjenden er pacificeret og forholder sig ganske rolig, synes raseriet at stilne noget af. Men bevæger fjenden sig eller søger han at flygte, kan raseriet opvækkes igen.

Men lad os se lidt nøjere på angrebet på Goliath. Goodall beskriver det dels i The Chimpanzees of Gombe, side 513, dels i Gennem et vindue, side 111. Her bringes et citat fra det førstnævnte sted. Goodall fortæller, at Faben pludselig farer frem mod nogle buske, hvor det viste sig, at den gamle han, Goliath, gemte sig: "Faben begyndte at angribe, sprang frem mod den gamle han, stødte ham omkuld og holdt fast med sin raske hånd i Goliaths skulder. Goliath skreg, de andre chimpanser gav "pant-hoots" og waa-gøen fra sig og demonstrerede. Faben holdt fortsat Goliath ned mod jorden, indtil Satan kom til. Så slog de begge to på Goliath, trampede på ham og trak i ofret, som sad foroverbøjet. Jomeo sluttede sig skrigende til angriberne. På et tidspunkt blev Goliath løftet op fra jorden og faldt tungt ned igen. Under angrebet, som varede hen mod tyve minutter, løb Goblin flere gange ind mod Goliath, slog ham og foer så tilbage igen. Mens de tre hanner fortsatte med at banke løs på og sparke deres offer, demonstrerede Figan forbi mindst otte gange, og hver gang slog han den gamle han, én gang bed han ham i låret. De andre hanner fortsatte med at gennembanke deres offer uden pause, med både hænder og fødder. I begyndelsen prøvede Goliath at beskytte sit hoved med armene, men som Dé havde gjort gav også han snart op og lå helt stille. Faben tog fat i én af hans arme og trak ham ca. 8 meter hen over jorden. Satan trak ham tilbage igen. Faben hoppede oven på Goliath og trampede gentagne gange på ham, mens han lå udstrakt med ansigtet nedad. Faben begyndte så at slå ham med hænderne, det samme gjorde Satan og Jomeo. Med meget hurtige bevægelser begyndte Jomeo at tromme med sine hænder på Goliaths skulderblade, mens Faben sat på den gamle hans ryg, tog fat i det ene ben og prøvede med sin ene raske arm at dreje benet rundt igen og igen"⁽¹⁶⁾. Gombe 17, side 513.

Beretningen i Gennem et vindue er ikke så detailleret, men medtager én af iagttagernes bedømmelse af situationen: "En af de studerende, Emilie, var til stede under det angreb, der førte til Goliaths død. Det, der chokerede hende mest, var det forfærdende raseri og fjendtligheden hos de fem angribere - Figan og Faben, Humphrey, Satan og Jomeo.

"De prøvede helt afgjort at slå ham ihjel", fortalte hun bagefter. "Faben vred oven i købet hans ben rundt og rundt - som om han forsøgte at sønderrive en voksen colobusabe efter en jagt"⁽¹⁷⁾. Vinduet2, side 111, (om angrebet på Madam Bee, Gombe 17, side 513, se også Vinduet2, side 112.)

Goodall diskuterer i The Chimpanzees of Gombe nærmere det spørgsmål, om virkelig chimpanserne prøvede at slå deres artsfælle ihjel, og begynder med at sige, at vi ikke kan sige noget om aggressorernes hensigter. Men fortsætter med lidt senere at henvise til, at alle iagttagerne troede, at aggressorerne var ude på at dræbe deres ofre. Adspurgt om, hvorfor de troede det, svarede de, at det skyldes, at chimpanserne her udviste et adfærdsmønster, som før var blevet set, når de angreb et bytte, men ikke, når de udførte deres interne kampe.

Og lige efter medgiver Goodall, at chimpanser, når de jagter et bytte, faktisk sjældent ligeud dræber det; for det meste dør byttet først som et resultat af, at det bliver ædt; og da hjernen for chimpanserne er en lækkerbidsken, dør dyret som regel ret hurtigt. Men, som jeg senere skal fortælle om det, langtfra altid. I den forbindelse siger Goodall, at ubevægelighedstilstanden åbenbart er mere signifikant end den fysiologiske død⁽¹⁸⁾. Så det er faktisk et spørgsmål, hvad Goodall selv mener. Kanhænde hendes egentlige mening kommer frem i den bemærkning, hun citerer Emilie for. Men i det mere videnskabelige værk The Chimpanzees of Gombe fremfører hun ikke nogen teori om chimpansers hensigter.

Som man kan forstå af det foregående, mener jeg ikke, at man kan tillægge chimpanser den hensigt at slå ihjel, af den simple grund, at de ikke véd, hvad der skal til, for at et andet individ dør, hvadenten det så er en colobusabe eller en artsfælle. Og jeg synes faktisk også, at de iagttagelser, Goodall og hendes medarbejdere har gjort, understreger dette. Hvad vi ser, er ikke en målrettet opførsel med henblik på at få aflivet den anden chimpanse; det er snarere et af én eller anden grund ubændigt raseri, der får udløsning overfor det arme offer. I Goliaths tilfælde og i en del andre tilfælde fik det så til følge, at offeret sidenhen døde. Men sådan gik det f.eks. ikke i Madam Bees tilfælde. Denne arme gamle hun måtte igennem 4 eller 5 angreb fra den anden gruppes hanner, og for hvert angreb blev hun yderligere afkræftet, før hun blev så dårlig, at hun ikke kunne komme sig igen.

Jeg har for lidt siden citeret Goodall for at sige, at den gamle fredelige Rodolf kastede en sten ned over Goliath. Sådan står der i Gennem et vindue. I The Chimpanzees of Gombe berettes det, at det er under et angreb på en ung han, Godi, at Rodolf udfører denne handling, dog uden at stenen rammer ham. Men om det er ved den ene eller den anden lejlighed, episoden viser, at chimpanser i Gombe kan kaste med sten, og véd, at sten er et udmærket angrebsvåben. Og man må jo så spørge sig: Jamen, hvis de vidste, hvordan de skulle bære sig ad med at få livet taget af en anden chimpanse, hvorfor så al denne omstændelighed? hvorfor så ikke simpelthen alle gøre som de gamle jøder: stene den anden? Viser dette ikke, at chimpanser ikke véd, hvad det vil sige at slå ihjel, og heller ikke aner, hvordan man gør, sådan rent praktisk?

Goodall fortæller, at der hos chimpanser er en vis tendens til at vende tilbage til åstedet⁽¹⁹⁾. Statistisk er denne tendens nu ikke særlig underbygget, for det er vel "kun" en fem-seks angreb i forbindelse med territorieafpatruljeringen, man har iagttaget. Men OK, efter angrebet på Dé passerede aggressorerne halvanden time efter angrebet åstedet, og de brugte en halv time til at lede rundt i terrænet. Det samme gjorde de efter angrebet på Sniff, skønt i det tilfælde var det gået fem uger efter angrebet. Og endelig beretter Goodall om, hvordan den sydlige gruppes hanner direkte drog ud for at inspicere liget af en gammel hun, formodentlig deres offer; de vidste ganske tydeligt, at hun var der. Og, føjer Goodall til: "Det er, som om aggressorerne skal kontrollere resultatet af deres angreb". Og hun slutter dette afsnit med den noget bombastiske påstand, at hvis chimpanserne havde haft skydevåben og havde lært at bruge dem, ville de utvivlsomt have brugt dem til at dræbe med.

Behøver jeg at sige, at jeg ikke er enig med hende i denne påstand?

Men lad mig føje til, at når man ikke er opmærksom på skellet mellem en art, der kan gøre kollektive erfaringer, og en art, der kun kan gøre individuelle erfaringer, så er det virkelig yderst forståeligt, at man drager de slutninger, Goodall drager, når hun ser de voldsomme kampe, der finder sted i territorialkampene. Og videre: at hvis man ikke har dette skel for øje, da tror man, at en manglende viden om, hvordan man slår ihjel, skyldes manglende intelligens; og man vil derfor, da man jo har mange vidnesbyrd om chimpansers store intelligens, ikke være særlig tilbøjelig til at nægte dem viden om død og drab.

4. Kannibalisme blandt chimpanserne i Gombe.

Noget af det mest uforståelige, der skete under Goodalls iagttagelser af chimpanserne i Gombe, var, at to chimpanser, en mor og en datter, udviklede sans for chimpanseungekød, og det i den grad, at de igennem nogen år angreb alle mødre med nyfødte unger. En del af disse angreb er overværet af menneskelige iagttagere og beretningerne derom findes hos Goodall.

Og så vidt man kan se, adskiller de drab, der blev foretaget af disse to hunner, sig fra hannernes territorialkampe derved, at den ene hun tilsyneladende ganske nøje vidste, hvad der skulle til at for at uskadeliggøre ungen: Hvis det lykkedes hende at få fat på ungen, og det lykkedes ofte, ikke mindst, fordi hendes datter hjalp til, så bed hun med et kraftigt bid eftertrykkeligt ungen midt i ansigtet. Dette bid synes i alle tilfælde at have været dødeligt. Og det er naturligvis ikke utænkeligt, at Passion, som hunnen hed, under jagt på bavianunger eller under de to første chimpanseungedrab, hun gennemførte (de blev ikke observeret), har brugt denne metode og derved erfaret, at den var effektiv. Sådan kan jo enkeltindivider gøre erfaringer, også erfaringer om at dræbe byttedyr; blot kan de ikke videregive disse erfaringer til andre, hverken nulevende eller efterlevende individer.

Og videre synes efterretningerne om kannibalismen at vise, at ikke blot moderen, men også datteren har lært denne dræbemetode. Under nogle af de hændelser, som blev observeret, var det datteren, der uskadeliggjorde ungen med et sådant bid midt i ungens ansigt. Oven i købet kunne noget tyde på, at én af kannibalhunnerne, måske de begge, har gjort den erfaring, at får man blot bidt ungen ihjel, så vil man før eller siden få fat på den. Under én af de hændelser, der blev observeret, lykkedes det datteren, Pom, på et ret tidligt tidspunkt i forløbet at få placeret et bid i ungens ansigt. Goodall skriver: "Passion tog så fat i én af Melissas hænder og bed hendes fingre gentagne gange, ja næsten tyggede på dem. Samtidig lykkedes det for Pom ved at række hovedet ind i Melissas favn at bide ungen i hovedet"⁽²⁰⁾. Iagttagerne formoder, at det var dette bid, der dræbte ungen. Og i dette tilfælde gik det da også sådan, at de to kannibaler fik fat på ungen, dog først efter kraftig kamp, og efter at ungen havde skiftet "ejermand" nogle gange.

Derimod afslører denne begivenhed en anden "mangel" ved chimpanserne (mangel i forhold til, hvad vi finder naturligt): De véd tilsyneladende ikke, at de ved at dræbe gruppens unger saver den gren over, de selv sidder på; alle er afhængige af, at individer i gruppen overlever. Hvis gruppens antal skrumper ind, som det skete med de udskilte individer i den sydlige gruppe, kan de risikere, at dette fører til gruppens totale udslettelse; dette fandt faktisk sted med sydgruppen. Men, for nu at sige det igen: Er man opmærksom på, at chimpansernes hukommelse er individuel, så har de ikke nogensomhelst chance for at gøre nogen erfaring om gruppens overlevelse og hvad der fremmer eller hæmmer den. Det er en erfaring, som ikke kan gøres af det enkelte individ, men kun af gruppen som sådan, måske endda kun, såfremt gruppen består igennem flere generationer, og naturligvis kun, såfremt gruppen har et sprog, hvori den i indbyrdes samtale og fortællen kan gengive fortidige begivenheder.

Denne "mangel" viser så videre, at når chimpanserne i de fleste tilfælde handler til gavn for sig selv, handler, så samfundets beståen sikres, handler, så slægten føres videre og flokken bibeholdes, så skyldes det ikke nogen forståelse af forholdet, så skyldes det mekanismer, der er nedlagt i chimpanserne og deres sociale samliv, mekanismer, der for det meste virker hensigtsmæssigt, men som der altså af og til kan opstå kludder i.

Begivenhederne synes højst besynderlige, og man kan næsten ikke dy sig for at prøve at finde en forklaring. Det skal jeg dog ikke prøve her, blot gøre opmærksom på, at de fleste forklaringer vil gå på den melodi, jeg har nævnt ovenfor: at det er én af de sædvanlige mekanismer, der er gået kludder i. Og forklarer man kannibalismen på den måde, har man allerede indrømmet, at chimpanserne i denne del af deres samfundsliv ikke handler ud fra forståelse af forholdene, indrømmet, at de ikke kan se, hvad der er hensigtsmæssigt for dem selv på bare lidt længere sigt.

Men altså, hvad der i min sammenhæng er mest interessant, er, hvor uhyggeligt og kynisk det end kan lyde, Passions og Poms dræbemetode: at de søger hurtigst muligt at bide ungen i ansigtet. Er man ikke nødt til her at sige, at de handler i den hensigt at slå ihjel? Her synes jo den individuelle erfaring at være nok, dvs her synes den at kunne give de to hunner, hvad de har brug for: en metode til at slå ihjel.

Ja, eller en metode til at få fat på kød på. Det er jo det, de to er ude efter: kød at spise. Og det er i den hensigt, at de gør, hvad de gør. At de så nødvendigvis "kommer til" at slå ihjel, det er sandt, men det er ikke den egentlige hensigt. Eller, at jeg skal sige det på en anden måde: Det er sandt nok, at de har lært, hvordan man slår en unge ihjel (forudsat, at man ud fra observationerne kan sige, at de har lært dette, og det tror jeg); men dermed er ikke sagt, at de forbinder det drab, de dèr foretager, med et eventuelt drab af en voksen i territorialstridigheder, eller med den sygdomsdød, der kan ramme enkelte af chimpanserne, eller med den skæbne, der venter dem selv i sidste ende. Vi har en kulturel opfattelse af døden og af dette at slå ihjel, som er meget omfattende; men vi kan ikke af den grund gå ud fra, at fordi enkelte chimpanser har gjort en erfaring med hensyn til død og drab på et enkelt område, så kommer de automatisk til at dele vores meget omfattende opfattelse.

Noget lignende kan siges, når man ser sagen fra den anden side. Man kan nemlig spørge med hensyn til de hunner, der mistede deres unge: Var de da ikke klar over, at de to kannibaler var ude på at slå ihjel? Vidste de ikke, hvad der gik for sig?

Det spørgsmål er det faktisk ret vanskeligt at svare på. Der er i hvert fald en ting vedrørende drabet på Melissas unge, der kan få os til at spørge med ekstra eftertryk. Det er det forhold, at Melissa faktisk, allerede en ti minutter efter drabet, søgte forsoning med Passion. Jeg skal senere komme lidt mere ind på denne højst besynderlige adfærd, men her blot foreløbig bemærke, at dette dog nok ikke betyder, at hun ikke er klar over, at hun har mistet en unge, eller klar over, hvordan hun har mistet den. Men indrømmet, det kan se ud til, at Melissa ikke rigtig véd, hvad der er gået for sig.

Der er imidlertid en anden beretning om en anden hun, Gilka, som viser en høj grad af bevidsthed om, hvad der er gået for sig, og viser, at chimpanser måske ikke kan gøre kollektive erfaringer, men til gengæld kan gøre individuelle erfaringer fuldt så sikkert som vi.

Goodall siger et sted om Gilka, at hun ikke hørte til de mest begavede chimpanser i Gombe. Men det har ikke forhindret hende i at gøre en afgørende erfaring, da hun første gang var udsat for de to kannibalers angreb; der sad i hende fra det øjeblik en skræk i livet for de to hunner; hun søgte fra da af at undgå dem. Ikke mindst søgte hun at undgå dem, da hun havde født sin næste unge. Og kunne hun ikke undgå dem, så kunne hun i det mindste sørge for at holde sig i nærheden af de store hanner, for når de var i nærheden, ville Passion og Pom ikke vove et angreb på hendes unge. Det var blot ikke så nemt for hende, for hun var handicappet, hendes ene fod var ikke fuldt funktionsdygtig, og det kneb hende derfor at hamle op med hannernes tempo, når de drog af sted. Og, som Goodall bemærker, det var uundgåeligt, at Gilka før eller siden ville møde de to hunner alene, uden hannernes beskyttelse.

Det gør hun også. Der var observatører på. Og vi har derfor fået lejlighed til at se sagen fra den anden side, fra ofrets side, og lejlighed til at spørge: Var hun klar over, hvad der ventede hendes unge? Vidste hun, at de to var ude på at slå ungen ihjel?

Svaret er ja.

Hun burde have anet uråd, så snart hun så Pom, Passions halvvoksne datter. Det gjorde hun ikke, og det tilskriver Goodall hendes ringe begavelse. Men ikke så snart har Passion vist sig for hende, før hun skriger af rædsel og flygter af sted det bedste hun kan; hvilket ikke er så meget, hendes handicap taget i betragtning. Kampen var ikke langvarig, men præget af Gilkas rædsel. Og denne rædsel fortæller, at Gilka kun altfor godt var klar over, hvad de to var ude på, at de havde til hensigt at slå hendes unge ihjel⁽²¹⁾.

Men som det forholdt sig før, sådan forholder det sig her: Hele den betydningsfylde, der for os ligger i begrebet "at slå ihjel", får en chimpanse ikke foræret, fordi de gør den individuelle erfaring, at 'disse to hunner agter at spise din unge'.

Det var da heller ikke en dybere forståelse af nødvendigheden af samfundets stadige vækst, eller en fortrydelse af egne tidligere forfærdelige handlinger, der førte til kannibalismens ophør, men det lidt banale faktum, at først moderen, Passion, siden datteren, Pom, blev drægtige og fik unger at passe og derved andet at tænke på. Altså, det skete ikke i kraft af nogen forståelse af forholdene, kun i kraft af, at andre mekanismer trådte til og tog over.

Men vi kan ikke forlade disse begivenheder uden at gøre opmærksom på, at forståelse kan gå begge veje. Det er muligt for chimpanser at gøre individuelle erfaringer, dvs, at nå til forståelse af visse forhold ud fra de erfaringer, de som enkeltindivider kan gøre. Men det er ikke på forhånd givet, at disse erfaringer er udtryk for en heldig udvikling. Her har således Passion og Pom gjort den erfaring, at et kraftigt bid i ansigtet uskadeliggør et bytte. Men måden, de bruger denne erfaring på, er ikke særlig heldig for samfundets overlevelse.

Om angrebet på Melissa, se Gombe 12, side 351.

5. Om jagt og om at slå byttedyr ihjel.

Man har også gjort observationer angående chimpansers jagt på byttedyr. Ofte er det en bavianuge eller en colobusabeunge, der må undgælde for chimpansernes smag for kød. Men også dèr kan man lægge mærke til, at det slet ikke er alle, der er klar over, hvad der skal til for at slå et dyr ihjel. De jagende chimpanser synes i mange tilfælde at bære sig ret besynderligt ad, hvis formålet er at få sig en bid kød. De erfaringer, som vi gør os i kraft af sproget, eller de erfaringer, som vi får del i, fordi der fortælles i vore samfund, erfaringer om døden, hvad der fremkalder den, hvordan den kan ske, også måske om, hvordan man kan gøre dette eller hint for at undgå eller udskyde den, ingen af disse erfaringer får jo chimpanser del i.

Når man ellers diskuterer menneskets udvikling, herunder menneskets evner til at jage, hæfter man sig ved den effektivisering, der kan ske i jagten, når mennesket via sproget bliver i stand til bedre at planlægge deres jagter. Ud fra den teori, der bærer disse overvejelser, kan jeg føje til, at menneskets jagt derudover kan tænkes at være blevet mere effektiv derved, at mennesket er blevet klar over, hvordan det kan dræbe sit bytte. Én af de erfaringer, mennesket i kraft af sprogets fortælleevne ret tidligt har gjort, er en erfaring af, hvad man sådan rent konkret skal gøre for at slå byttedyret ihjel. Kan gerne være, at den anden side af sprogets evne: at det giver mulighed for planlægning, på dette område er mere betydningsfuld, men denne 'første' sprogevne: at det gør mennesket bevidst om dræbemetoder, vil dog også effektivisere jagten noget.

Dog, her er sammenhængen den, at man ud fra de iagttagelser, der er foretaget i Gombe, kan konstatere, at chimpanser ikke har nogen viden om, hvad der skal til, for at deres byttedyr dør. Der kan vel være enkelte individer, f.eks. de to hunner, der er omtalt ovenfor, der har gjort den erfaring, at en bestemt behandling af byttedyret, i ovennævnte tilfælde: dette at bide "byttet" i ansigtet, får det til at uskadeliggøres. Men de fleste chimpanser er ikke klar over, hvad der skal til, for at de kan slå byttet ihjel.

Her gælder den iagttagelse, som Goodall videregiver: at eftersom hjernen for mange chimpanser er en lækkerbidsken, og eftersom de stræber efter at komme i besiddelse af denne lækkerbidsken først, så følger det af sig selv, at byttedyret ret hurtigt bliver aflivet. (Se her side 33, samt Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 529f).

Dog gælder dette i langtfra alle tilfælde. Ganske mange iagttagelser er gjort af tilfælde, hvor chimpanser direkte mishandler deres bytte; naturligvis ikke bevidst, for nu at bruge dette tvivlsomme ord, men dog sådan, at dyret udsættes for stor grusomhed. Goodall har samlet nogle af de mest grusomme beretninger i The Chimpanzees of Gombe, side 29. Her fortæller hun om en ung colobusabe, der nærmest blev kastreret af to chimpanser - de bed hans kønsdele af - før han døde; om en anden abe, der blev flået i stykker og døde undervejs; om kratsvin, der var op mod fyrre minutter om at dø, osv.

Og efter den hidtidige teori var man tvunget til at vælge mellem at tolke det som udtryk for manglende medfølelse eller udtryk for manglende intelligens. Hvis man ville fastholde den påstand, at chimpanserne var intelligente dyr, så måtte man tilsyneladende give køb med hensyn til deres medfølelse, for, ikke sandt, deres intelligens fører med sig, at de så sandelig godt véd, hvad det er, de gør, men de handlinger, man observerer, må så tyde på, at der er noget i vejen med deres evne til medfølelse. Og ville man omvendt fastholde, at chimpanser var i stand til at være medfølende, så måtte man, stillet overfor disse observationer, hævde, at de ikke havde helt den intelligens, som vi har, den intelligens, der sætter os i standt til at foretage "humane" dyreaflivninger (som regel, da).

Det træk ved chimpanserne, som jeg her bygger på, bevirker imidlertid, at man ikke tvinges ud i dette dilemma. Man kan fastholde deres høje intelligens. Hvad de mangler, er ikke intelligens, men erfaring, men vel at mærke en erfaring, som de kun sjældent kan gøre som enkeltindivider, nemlig erfaringen af, hvilke handlinger der medfører døden for deres byttedyr. Den erfaring tildeles os mennesker "ganske gratis" under vores opvækst, idet nemlig sprogets fortælleevne giver videre til os alle gruppens og alle slægtens erfaringer, erfaringer, der alle ligger i de fortællinger, som vi får at høre, og som vi som regel bare suger til os.

6. Om bevidsthed om den seksuelle tilstand.

Hidtil har vi mest set på forskellen mellem menneske og chimpanse, en forskel, der kan føres tilbage til det faktum, at mennesket i kraft af sproget har en kollektiv hukommelse, chimpanserne, fordi de mangler sprog, kun en individuel. Den forskel, der er beskrevet, har haft sit udgangspunkt i chimpansernes syn, eller manglende syn, på døden. Netop her viser sig deres erfarings begrænsning.

Men for at man ikke skal tro, at de slet ikke kan gøre erfaringer, eller at deres erfaringer kun tilhører småtingsafdelingen, skal jeg her fremdrage nogle iagttagelser hos Goodall over chimpansers bevidsthed om deres seksuelle tilstand. Her er nemlig et område, hvor chimpanser positivt kan gøre erfaringer, endda erfaringer, der minder om de erfaringer, vi gør på området.

Noget af det, chimpanser og mennesker har tilfælles, er en vis evne til selverkendelse. Men sandt nok, denne evne synes at blive meget større i kraft af sproget; også dèr er sproget et fænomen, der i høj grad gør de ting effektive, der på forhånd er til stede. Men der er altså også fænomener, som chimpanser har fælles med os, hvor de i næsten lige så høj grad som vi bliver sig sagen bevidst, hvor altså bevidstheden om sagen føjes til som en overflødig, men dog afgørende hændelse til sagen selv. Og blandt disse fænomener hører en erkendelse af, hvordan det har sig med den seksuelle tilstand.

Det gælder naturligt nok ikke om den første gang, en hun kommer i brunst, at hun er på det rene med, hvad der sker; for ikke sandt, der er jo ikke nogen, der gennem sproglige udsagn har kunnet belære hende om, hvad hun kan vente sig. Så det er for alle hunner noget totalt nyt, der sker, når den første brunst er over hende; det er lige nyt i hver generation; det gælder for enhver, der bliver gammel nok til, at brunsten kommer over hende, at det opleves som noget mystisk og ukendt og måske endda faretruende (lidt afhængigt af temperament). Sådan skildrer Goodall det i "I skyggen af mennesket", side 184, hvor hun bl. a. skriver: "Den dag, da en hun er i stand til at friste de voksne hanner, kommer dog også, som regel når hun er omkring ni år gammel. Jeg husker tydelig den dag, da Pooch for første gang fremviste en voksen opsvulmning. Den ene han efter den anden nærmede sig hende med rejste hår, svingede grene foran hende og stillede sig oprejst foran hende, medens de skiftevis flyttede vægten fra den ene fod til den anden eller løftede skuldrene op om ørerne - næsten alle kurtiseringspositurerne indeholder nemlig også elementer fra trusselsadfærden. Pooch skreg hver gang og flygtede, men hannerne fulgte hende og blev mere og mere aggressive i deres tilnærmelser. Til sidst vendte hun sig og styrtede hen mod dem og krøb skrigende sammen foran dem, så de efter tur kunne bestige hende. Efter hver parring flygtede hun skrigende væk. Hendes frygt og forvirrethed den første dag var ganske tydelig. Men allerede dagen efter var hun blevet roligere og virkede mindre skræmt, selv om hun stadig skreg, når en han nærmede sig". (se Skyg, side 184.) Som man kan se, er forløbet skildret med stor indlevelsesevne, men ikke derfor gjort mindre "chimpansemæssigt", end det skal være. At det griber umiddelbart, at vi kan sætte os ind i det umiddelbart, skyldes kun det faktum, at det er vores kusine, der beskrives.

Men Goodall giver os også en beskrivelse af en ældre hun, der så sandelig har lært kunsten, og altså også er sig fuldt bevidst, hvad denne lyserøde bagdel kan give af fordele. Den ældre hun er Flo. Og hun havde sandelig bevidsthed om, at hun var i brunst. Goodall skildrer det således: "Selv om Flo havde et afslappet forhold til hannerne, konkurrerede hun dog sjældent med dem om bananerne. Hun ventede hellere til de havde fyldt favnen, før hun prøvede lykken. Vi blev derfor forbavsede, da vi en juli morgen i 1963 så hende styrte hen til David og Goliath, da de nærmede sig bananerne. Men så opdagede vi, at hun var lyserød; hun fremviste en pragtfuld stor opsvulmning". (Goodall: I skyggen af mennesket, side 92). Frækt, ja, men denne ændrede opførsel skyldtes, at hun var lyserød. Og altså ikke blot det, men at hun vidste, at hun var lyserød.

Med andre ord: Godt nok kan chimpanserne "kun" gøre individuelle erfaringer. Men dem kan de så også gøre. Og vedbliver et fænomen i deres livsverden at komme igen så mange gange, at de som enkeltindivider kan lære det, nå ja, så gør de altså den erfaring.

Det gælder forøvrigt også hannerne, at de efterhånden bliver klar over, hvilken seksuel tilstand de befinder sig i. Dog har jeg ikke fundet denne reaktion beskrevet hos Goodall, men set den på en af de talrige film, der via TV gøres alment tilgængelige. Det var vist i Arnhem zoo, at en ung han blev overrasket af en ældre han i at ville bestige en brunstig hun; han trak sig ydmygt tilbage, men undlod ikke med sin hånd at dække over en legemsdel, der påfaldende tydeligt afslørede hans hensigter. Med andre ord: Han var godt klar over, at hans erigerede penis fortalte alle og enhver, hvad han havde villet, og for ikke at udfordrede den ældre han unødigt, dækkede han for synet af den.

7. Forståelse for opfostring.

Det område, hvor den opfattelse af chimpansers erfaringsmulighed, jeg her har fremført, kommer tydeligst frem, er som sagt deres forhold til døden. Dog er der andre områder, hvor denne anderledes erfaringsmulighed gør sig gældende. Dem skal jeg i det følgende omtale nogen af. Men jeg skal dog forudskikke den bemærkning, at fænomenet på disse områder ikke viser sig særlig tydeligt. Normalt vil nemlig den forståelse, som erfaringen fremkalder, være skjult under handlinger, der lige så godt kan være iværksat ud fra en stimulus-respons-mekanisme. Og det vil derfor normalt være umuligt at afgøre, om en handling er foretaget ud af en forståelse for sagen, eller den er foretaget, fordi individet har i sig en indbygget stimulus-respons-mekanisme.

Hvad jeg foretager mig i det følgende, er derfor mere det, at jeg kritiserer eller en præciserer enkelte, let oversete Goodall-formuleringer, end det er det, at jeg fremfører noget nyt på opfostringsområdet.

Hvad opfostringen af den nye slægt angår, går vi mennesker ud fra de erfaringer, som vort fortælleunivers har givet os. Vi véd, at skal et spædbarn vokse, så må det have føde; vi véd, at barnet i det hele taget vokser og efter et vist antal år er blevet voksent; vi véd også, før det eventuelt sker, at barnet kan blive udsat for sygdomme, sygdomme, der kan medføre døden, eller sygdomme, der kan medføre varige skader. Vi kan derfor tilrettelægge barnets opfostring. Vi kan sørge for, at det får mad nok, og kan vi ikke selv give det det, kan vi alliere os med en anden. Fra gammel tid har det således været en kendt sag, at nogle mødre ikke havde mælk nok til deres spædbarn, og man har derfor brugt at få en anden kvinde til at hjælpe sig med det manglende; man har tilkaldt en amme. Altsammen noget, vi kan gøre, fordi vi har forstået noget af opfostringens "mekanik".

Men er nu den erfaring, vi dèr har gjort, en del af vores kollektive erfaring, eller er det en erfaring, vi kan gøre som enkeltindivider? Vi må vel svare, at det i alt væsentligt er erfaringer fra vort kollektive fortælleunivers. Hvad enkeltindividet kan gøre af erfaringer på det område, er ikke store ting. Findes der overhovedet ingen fortællemuligheder i samfundet, som hos chimpanserne, så vil jo et individs hele levnedsløb ikke kunne blive til for forestillingen. Så vil man ikke kunne finde de årsager, der bestemmer væksten; man vil ikke kunne blive klar over, hvordan amningen medfører vækst; man vil ikke kunne gøre sig klart, hvordan den nære omsorg får ungen til at føle tryghed, og derfor virker beroligende; man vil ikke kunne få det overblik over opfostringen, der gør, at man tilkalder hjælp.

Blot er dette normalt ikke til at få øje på. For normalt fungérer jo en udmærket stimulus-respons-mekanisme på området. Mødre dier deres unger og får en tilfredsstillelse ved det; og ingen spørger, om de gør det derfor, eller fordi de forstår, at ungen skal have føde.

Men af og til dukker den slags spørgsmål dog op til overfladen. Et sådant tilfælde skal der her berettes om. Med Goodall som kilde.

Det sker ikke ofte, at chimpanser får tvillinger. Men det skete med én af de hunner, som fandtes i det chimpansesamfund, Goodall iagttog, Melissa. Blot viste denne opfostringsopgave sig for stor for den arme hun. Hun kunne kun vanskeligt bære de to unger i ventral-stillingen; hun måtte støtte dem på lårene, og hendes lår og ungernes bagdele blev efterhånden gennemvædet af urin og afføring, fordi hun ikke fik tørret af efter ungerne. Diegivningen stod det også sløjt til med, og det kneb for hende at få bygget rede hver aften, ungerne forstyrrede hende i det, og forstyrrede hende forøvrigt i hendes søvn. Altsammen problemer, som menneskemødre med tvillinger kan nikke genkendende til (nå ja, måske ikke lige det med redebygningen, men så noget tilsvarende). Men for Melissa gik det værre, end det sædvanligvis går for menneskemødre med tvillinger. Den ene af ungerne holdt sig nogenlunde i stand, men den anden begyndte efterhånden mere og mere at skrante, blev til sidst direkte syg og døde. Det fik den tiloversblevne unge fordel af og begyndte derefter at vokse normalt. Og det normale udstrakte sig til, at en ældre søster nu begyndte at tage del i opfostringen - og fik lov til det af moderen. Det havde hun ikke fået, mens tvillingerne var små. Og det får Goodall til at udbryde: "Hvis bare Melissa havde ladet Gremlin hjælpe til, da begge tvillingerne havde været i live, hvor meget lettere ville hendes opgave så ikke have været? Men hun havde været forvirret over at skulle passe to unger og var i stedet for blevet usædvanlig beskyttende og havde tvunget Gremlin til at holde sig på afstand". (Goodall: Gennem et vindue, side 171.)

Her dukker det teoretiske spørgsmål op til overfladen, som Goodall i al sin forskeriver ikke har givet sig tid til at overveje: Hvad er det egentlig, der ligger bag chimpansers handlinger? Hvad er det, der får dem til at opfostre deres unger, som de gør? Og bag den stilfærdige bebrejdelse, hun her giver Melissa, ligger den forudsætning, som hun givetvis ikke tænker over, at det er forståelse mere end stimulus-respons-mekanismer, der får chimpanser til at opfostre deres unger, som de gør. Altså: Hvis Melissa ikke havde reageret med forvirring over pludselig at stå med to unger i stedet for én, så ville hun ikke have tvunget sin ældre datter til at holde sig på afstand, og så ville det være gået betydelig bedre med at opfostre tvillinger. For, ikke sandt, vi mennesker kan jo så udmærket forstå, at der skal hjælp til, når man får to unger i stedet for én, bag vor opfostring ligger der i det hele taget gang på gang en dyb forståelse af, hvad det er, vi gør; og, slutter så Goodall, idet hun humaniserer chimpansernes handlinger, skulle ikke chimpanser have intellekt nok til at forstå, som vi kan forstå? ergo, hvis bare Melissa havde brugt den til rådighed stående forståelse og ikke var blevet så forvirret, så ville hun have kunnet opfostre tvillinger med et godt resultat.

Som man kan forstå, mener jeg, der er tale om en humanisering her. Men jeg skal understrege, at det, chimpanserne mangler i forhold til os mennesker, ikke er intelligens, men sprog. Hvis man nemlig gør sig klart, at chimpanserne kun har den erfaring at bygge på, som enkeltindividet har gjort, så nødes man til at indse, at Melissa ikke nødvendigvis har nogen klar forståelse af opfostringens mekanik, hvor intelligent hun end er. Den mekanisme, der skal fungére, om ungeopfostringen skal kunne gennemføres med held, er en stimulus-respons-mekanisme, ikke en mekanisme, hvor handlingerne gennemføres, fordi man har erfaret, at de giver det ønskede resultat. Det er sandt, at der hos os mennesker ikke blot findes en stimulus-respons-mekanisme (den findes også, lad os ikke glemme det!), men også en forståelse for, hvad der foregår, en opfattelse af, at bestemte handlinger medfører bestemte virkninger, og at vil man have frem bestemte virkninger, må man gennemføre bestemte handlinger, in casu: ønsker man, at begge ungerne vokser på normal vis, da må man give dem begge normal kost og normal pleje, og videre: kan man ikke gennemføre dette alene, må man søge hjælp. Men dette, at denne forståelse findes hos os, implicerer ikke, at den findes hos chimpanserne, skønt de i intelligens ikke står meget tilbage for os. De mangler den kollektive erfaring, som sproget har givet os.

Faktisk er det jo ganske vanskeligt at gøre op, hvor megen forståelse der knytter sig til chimpansernes adfærd. Hvis vi har med normale forhold at gøre, vil adfærden jo kunne forklares lige så godt ved hjælp af en stimulus-respons-mekanisme som ved hjælp af en forstående handling. En eventuel forståelse vil være ganske skjult af handlinger, som lige så vel kan forklares ud fra stimulus-respons-mekanismer. Kun når vi står overfor det unormale, afsløres det, om det er det ene eller det andet. Så vil nemlig stimulus-respons-adfærden komme til kort, og det afsløres, at der ikke er nogen forståelses-handling til at erstatte den. Som der er det hos os mennesker.

På en måde er jeg lidt ked af, hvis dette kommer til at fremstå som en unødig hård kritik af Goodall. Grundlæggende er jeg nemlig meget glad for Goodalls "uteoretiske" undersøgelsesmåde i Gombe. Den engelske "common sense", hun er i besiddelse af, har givet strålende resultater. Ja, den har givet mere end det. For netop, fordi Goodall fremkommer med de bemærkninger, som jeg her lidt bagklogt kritiserer, netop derigennem får man blik for det særlige ved mennesket. Netop fordi hun kommer med sine almenmenneskelige betragtninger, får man øje på det, der er specielt for chimpanserne, det, hvorved de adskiller sig fra os. Hun er sig selv i sine undersøgelser, og fordi hun har levet sig ind i Melissas situation som mor til tvillinger, kommer hun med den milde bebrejdelse mod hende: Du skulle have ladet din ældre datter hjælpe noget mere med! havde du bare ikke været så forvirret i begyndelsen! Uteoretisk og ligetil. Og netop derved værdifuldt, fordi man så kommer til at overveje, hvad egentlig Melissa kan og hvad hun ikke kan.

8. Resultatet af en utilstrækkelig moderomsorg.

Et andet unormalt tilfælde, som kan hjælpe os til at skelne mellem en forståelseadfærd og en stimulus-respons-adfærd, er Pattis manglende moderinstinkter. Den unge hun, Patti, syntes fuldstændig at mangle selv de mest elementære yngelplejeinstinkter. Det resulterede da også i, at den første unge, hun fik, døde fra hende på grund af manglende omsorg. (Nå, ja, Goodall er lidt i tvivl om den allerførste graviditet; hun har mistanke om, at denne unge blev offer for de føromtalte hunners kannibalisme). Den næste unge, Tapit, fik heller ikke nogen særlig moderlig behandling, såmænd ikke engang en stedmoderlig. Patti anbragte ham snart med hovedet opad, snart med hovedet nedad; hun var næsten ligeglad med, om han fandt dievorterne eller ej, og hans klynken overhørte hun ofte. Der syntes at mangle noget afgørende i den sædvanlige stimulus-respons-mekanisme. Og dette noget blev ikke erstattet af nogen form for forståelse af, hvad sagen drejer sig om. En gang blev han efterladt ved foden af et træ, mens hun gjorde sig til gode med træets frugter; og hun reagerede ikke på hans klynken, ikke engang heller, da han begyndte at skrige, men først, da han direkte fik et raserianfald. Også da han blev en fire-fem år gammel, var hun en højst unormal mor for ham. Og dog var det netop ved den tid, at der blev iagttaget en hændelse, der var ganske bemærkelsesværdig. Patti og Tapit var kommet fra hinanden, som det på den tid af og til skete, og Patti fouragerede sammen med nogle andre chimpanser. Men, fortæller Goodall, pludselig var det, som om hun kom i tanker om, at hun da vist manglede en unge, og hun kravlede klynkende ned af træet, begyndte at skrige og løb så den vej, hun var kommet fra. Noget senere blev hun set sammen med sin unge.

Det bemærkelsesværdige er ikke mindst, at hun både klynker og skriger. Nu, om ikke før, synes mangelen på ungen at fremkalde en fornemmelse i hende om, at noget er helt galt. Nu, om ikke før, synes samværet med ungen ikke bare at være noget besværligt noget for hende, men måske virkelig at give også hende noget. Er det noget, hun først nu har erfaret, men ikke havde erfaret før? Og: Hvor stor en del af yngelplejen er af udviklingen overladt til erfaringen, og hvor stor en del til instinkterne?

Goodall er ikke i tvivl. Det gik sådan, at Tapit døde allerede i femårsalderen, sin livsvilje til trods. Men Goodall sammenfatter hans betydning for Patti således: "Men Tapit levede ikke forgæves, for han lærte Patti en hel del om yngelplejeadfærd. Til min glæde var hun en vidunderlig moder over for sin næste unge, datteren Tita, og viste intet af den mærkelige utilstrækkelighed, der havde karakteriseret hendes tidlige interaktioner med Tapit". (Goodall: Gennem et vindue, side 191). Og ærlig talt, jeg tror, man må give hende ret i dette, selv om det måske i første omgang lyder mærkeligt. Vel er yngelpleje hos os mennesker i nogen grad noget, vi lærer; vel kan man hos os modtage undervisning i det; vel kan nogen lære bedre end andre; og vel kan nogen på den baggrund hævde, at så meget må vi for alt i verden ikke "humanisere" chimpanserne, dvs vi må ikke forstå deres adfærd ud fra vores. Men man må dog dertil svare, at lige så lidt som man skal overse forskellene mellem os og chimpanserne, lige så lidt skal man overse lighederne; og én af lighederne er den, at begge arter er meget veludviklede, hvad læreprocesser angår.

Altså, nok er der i chimpanseverdenen en række stimulus-respons-mekanismer; nok er der nogle på forhånd givne adfærdsmønstre, som præger chimpanserne i deres handlinger; nok er ikke mindst ungeopfostringen fuld af den slags mekanismer. Men der er dog også dèr noget, der skal læres; der er dog selv på dette område noget, der tilegnes, og erfaringer, der gøres. Og det er det, Goodall ser med sin bemærkning om, at Tapit ikke har levet forgæves, fordi han har lært sin uduelige mor at være en bedre mor.

9. Hvorfor giver chimpansemoderen sig til at afvænne sin unge?

En lignende påstand fremkommer Goodall med i en anden sammenhæng; men på det punkt vil jeg ikke give hende ret. Dog kan jeg ikke ganske udelukke den mulighed, at det er mig, der tolker hende for stramt.

Det er spørgsmålet om afvænningen, der her skal tages op til behandling. Hvordan foregår egentlig afvænningen? Hvorfor foregår der en afvænning? Hos os mennesker er også afvænningen kommet ind under den kulturelle paraply; hos os er afvænningen blevet en del af de overvejelser, vi gør os ud fra vor kultur; hos os kommer der et tidspunkt, hvor moderen efter samråd med sine jævnaldrende og sin mor, og hvad kulturen ellers lægger ned over hende, når frem til det resultat, at nu må det barn også se at blive vænnet fra; hun véd, at han skal vokse videre, udvikle sig videre; det er da for galt, at så stort et barn stadigvæk går og patter; og så tager moderen bevidst en beslutning om, at nu skal barnet altså vænnes fra.

Hos chimpanserne foregår det anderledes, hvis min forudsætning holder. Holder nemlig min forudsætning, kan det ikke foregå som beskrevet. Dels kan jo chimpanser ikke holde samråd med deres søskende og mor eller med andre om, hvor langt barnet er kommet i sin udvikling. Og dels, og det er her det væsentlige, kan der ikke i chimpansesamfund dannes nogen viden om, hvad et barns udvikling kræver og ikke kræver. At det på et tidspunkt er fast føde, der skal til, er noget, vi kan vide, men ikke noget, der for chimpanser er en selvfølge.

Eller: Vi må på forhånd gå ud fra, at det hos chimpanser ikke er en kulturel overbevisning, der fører til afvænning, men en stimulus-respons-reaktion.

Det véd Goodall vel også godt. Alligevel er det, som om hendes indlevelsesevne får hende til på det punkt at blande nogle menneskelige overvejelser ind i de chimpansemæssige. Hun siger om afvænningsproblematikken følgende: "Jo stærkere forholdet er mellem to chimpanser, jo større er bekymringen, hvis det trues. Da ungen opfatter moderen som hele sin verden, er det ikke mærkeligt, at nogle unger bliver meget depressive under afvænningen - for første gang oplever de en bestemt moderlig afvisning. I de første måneder af afvænningsperioden kan ungen næsten altid få sin vilje ved ren og skær udholdenhed. Men efterhånden som tiden går, forhindrer moderen med voksende hyppighed og energi ungen i at die og i at ride på sin ryg. Ungens dæmpede og bedende klynken ændrer sig mere og mere til frustrationsskrig og raserianfald. Moderens opgave bliver endnu hårdere, og i nogle tilfælde er den en tydelig belastning for hende og for ungen. Det er især tilfældet, når hun prøver at afvænne sin første unge og mangler erfaring, og endnu værre, hvis ungen er en han, da han er tilbøjelig til at blive mere voldsom i sin krænkelse end en hun. Hvad skal moderen gøre, når han hysterisk skrigende løber fra hende og kaster sig på jorden, (194) som han slår i, medens han flår i sin pels? Som regel følger hun efter med et frygtgrin og tager fat i ham. Hun ønsker, formoder jeg, at berolige ham. Men han prøver at trække sig væk, vred og fornærmet over hendes afvisning. Hun holder imidlertid fast i ham, selv om han bider og slår hende, indtil han er helt rolig. En hununge prøver ofte at få sin vilje på en mere raffineret måde, idet hun langsomt arbejder sig frem til dievorten, medens hun soignerer moderen, og så snupper sig et hurtigt sug". (Goodall: Gennem et vinduet side 193).

Ikke sandt, moderen har en "opgave", moderen står og véd ikke, hvad hun skal gøre, underforstået: hun véd jo, at hun dog skal igang med afvænningen. Er det mig, der overinterpreterer Goodall ved her at læse en menneskelignende opfattelse ind i teksten? Muligvis.

Men lad det så blot være slået fast for en sikkerheds skyld: Der er tale om hormonale forandringer, og dette er en tilstrækkelig forklaring; det er ikke nødvendigt at antage nogen bevidst forståelse, som den, der kommer til for menneskets vedkommende; man må regne med, at chimpanser, hvor begavede de end ellers er, ikke véd, at nu er det tid til at afvænne ungen; den slags sker automatisk, alene i kraft af hormonale ændringer, der medfører stop for yderligere mælk og ulyst til videre diegivning.

Godt nok gør chimpanser deres erfaringer og handler ud fra de erfaringer, de har gjort, også med hensyn til yngelplejen. Men man må i hvert enkelt tilfælde spørge, om der er er tale om en forståelseshandling, eller der er tale om en instinkthandling. Og kan man ikke gøre det sandsynligt, at en chimpanse har gjort erfaring med hensyn til diegivningen, når altså denne erfaring skal gøre på chimpansevis, dvs individuelt, og gør de forskellige stimuli, der kan fremkomme, handlingen fuldt ud forklarlig i sig selv, ja, så er der ikke nogen grund til at antage en ud over det instinktive liggende forståelse.

10. Der findes ingen 'far' i chimpansesamfundet.

Dette er ikke blot en konstatering, der må følge efter konstateringen af, at hos chimpanserne foretages der parring i flæng. Nej, det er en slutning, jeg drager ud fra ovennævnte skelnen mellem den individuelle erfaring i chimpansesamfundet og den kollektive hos os.

Vi går ud fra som en selvfølge, at alle da véd, at svangerskab følger efter befrugtning. Men véd chimpanser det? Kan en individuel chimpanse gøre den erfaring? Efter min mening: nej. Måske en enkelt gammel hun efterhånden er kommet på sporet af, at den brunsttid, hun har været igennem, og de parringer, hun har været udsat for, ikke blot ligger forud i tid, men også ligger forud som årsag. Men dels er hun ude af stand til at give den erfaring videre, dels er det ret usandsynligt, at hun skulle kunne erfare noget sådant. Så man kan sige, at i chimpansesamfundet er der praktisk taget ingen, der "véd", at kopulation må gå forud for svangerskab, ja er en forudsætning for det.

Det er nu én ting. En anden og dermed beslægtet ting er, at chimpanser derfor heller ikke "véd", at der altid er ét bestemt individ, der er far til barnet. Hvordan skulle de blive klar over det? Ja, man kan såmænd også spørge, hvordan det egentlig skulle blive en del af det menneskelige samfunds erfaring, kollektiv eller ej. Det fordrer jo, at der først er etableret en form for ægteskab, så man ad den vej erfarer ikke blot sammenhængen mellem kopulation og svangerskab, men også erfarer, at faderen faktisk bidrager med arveegenskaber i den grad, at afkommet kommer til at ligne ham. Så først er vejen banet for, at begrebet "far" kan dannes i menneskesamfundet. Men i chimpansesamfundet er det umuligt, at det kan blive til.

C. Nogle teorier om chimpansers adfærd

1. Behaviorismen.

Jane Goodall beskriver i "Gennem et vindue" en situation, hvor hun efter at have fortalt en gruppe etologer om en bestemt hændelse i Gombe, blev mødt med isnende tavshed; man kunne virkelig ikke bygge på den slags anekdoter, som hun dèr var fremkommet med. Og hun føjer til, at det efter den begivenhed varede længe, inden hun atter deltog i videnskabelige debatter om dyrs adfærd.

Den hændelse, hun skildrede, var den unge han, Figans, forsøg på at beherske sig bevidst. Flokken af chimpanser havde bevæget sig bort fra bananfodringspladsen. Lidt efter kom Figan tilbage for at mæske sig med godbidderne uden at blive generet af de store hanner. Men da han den første gang, han gjorde det, ikke kunne lade være med at udstøde de jubelhyl, chimpanser normalt udstøder, når der er rigelig med føde til stede, og da han derved gjorde den erfaring, at de andre straks blev hidkaldt af disse jubelhyl, og hans enespisning dermed ødelagt, så blev det faktisk en erfaring, han gjorde, fortalte altså Goodall, for da han næste gang, efter at flokken var vandret bort fra bananerne, lidt efter dukkede op for at mæske sig med dem i fred, lykkedes det ham at undertrykke disse ellers obligatoriske jubelhyl.

Det vil sige, Goodall bragte her til torvs i den videnskabelige verden et vidnesbyrd om en højst overraskende social intelligens, et højst overraskende vidnesbyrd om, at chimpanser ikke blot blindt lader sig lede af deres naturlige drifter, ikke blot automatisk udstøder deres "madråb", men er i stand til at undertrykke disse lyde, hvis situationen kræver det. Men ak, denne iagttagelse kunne ikke rummes i videnskabsfolkenes forståelse af, hvad der var muligt, og derfor blev den afvist; man havde på forhånd dannet sig en teori, og hvad der ikke stemte med teorien, stemplede man som løs snak, skrøner, anekdoter. (Gennem et vindue, side 22).

Den teori, der ikke i sig kunne rumme en hændelse, som den her beskrevne, var behaviorismen. Den mødte Goodall senere, og hun lærte at tage i hvert fald nogle af dens argumenter alvorligt. Men tilhænger af den blev hun vist ikke.

2. Sociobiologien.

Lidt anderledes med sociobiologien. Den har Goodall også mødt, kan man se af hendes beskrivelser. Men vist også her uden at tilslutte sig fuldstændigt. Man kan måske sige, at behaviorismen er på retur, men man må så føje til, at sociobiologien har overtaget dens plads. Scientific American bragte i sin udgave for oktober 1995 en samleartikel om sociobiologien i form af et referat fra en konference, som The Human Behavior and Evolution Society afholdt. Blandt de ting, der blev fremført på konferencen, var en undersøgelse af stedforældres involvering i drab på deres stedbørn; det viser sig, at stedbørn har 60 gange så stor risiko for at blive slået ihjel af deres forældre som ikke-stedbørn. Denne risiko er ganske vist i sig selv forsvindende lille, men det interessante er heller ikke så meget denne statitiske oplysning, mere den begrundelse, der implicit ligger i undersøgelsen: man går nemlig ud fra, at den slags ting er arvelig bestemt, på samme måde som man går ud fra, at det meste af den menneskelige adfærd er det. Og undersøgelsen er et led i at slå denne teori fast; når der hos mennesker har udviklet sig en tendens til ikke at sørge så godt for sine stedbørn som for sine ægte børn, så kan det forklares, siger man, ud fra den darwinistiske arvelighedslære. (Goodall: Gennem et vindue, side 171).

Goodall har overtaget en flig af denne argumentation. Af og til træffer man tilløb til en sådan "darwinistisk" arvelighedslære. (Darwinistisk har jeg sat i gåseøjne, for det er ikke min opfattelse, at denne opfattelse er mere darwinistisk end så mange andre; opfattelsen må efter min mening ikke tage patent på ordet "darwinisme"). Det viser sig, at en del hanchimpanser af og til tager en hun med på bejlerfærd; derved opnår han at få hende for sig selv, og, siger sociobiologerne, derved får han større sikkerhed for, at netop hans gener videreføres. Hvorfor så ikke der i det hele taget er udviklet en pardannelse blandt chimpanser, er vel lidt af en gåde, men det er ikke det, der skal beskæftige os her; det skal derimod Goodalls bemærkning, som hun kommer med efter at have beskrevet Satans (der er tale om en hanchimpanse) anstrengelser for at føre en hun på bejlerfærd; hun beskriver de store vanskeligheder, hans strategi fører med sig; han vil nemlig først føre hunnen af sted, når hun er kommet i brunst, og på det tidspunkt er hun meget vanskelig at få for sig selv; men af og til lykkes det dog for Satan, fortæller Goodall; dog, selv om det lykkes for ham at få hunnen med sig, er der noget andet, der mislykkes: nemlig at få sine gener videreført; for det lykkes ham med denne strategi yderst sjældent at beholde hunnen for sig selv gennem hele hendes brunsttid; og ikke så snart er hun tilbage i flokken, før de andre hanner kommer til og parrer sig med hende. Og efter denne skildring bemærker så Goodall: "Men trods strategiens tydelige fiasko fortsatte Satan alligevel med den". (Gennem et vindue, side 98).

Det forekommer mig, at Goodall blander de forskellige argumentationer godt og grundigt sammen her, eller i hvert fald giver en formulering, der kan forstås på flere forskellige måder. Det er tydeligvis meningen at skildre sagen sociobiologisk; og når det er tilfældet, så er den valgte formulering en forkortelse af den noget længere 'egentlige' forklaring, der f.eks. kunne lyde sådan: "Men trods strategiens tydelige fiasko var der ikke nogen af de i Satan nedlagte adfærdsgener, der forhindrede ham i at fortsætte med den". Når der imidlertid står, som der gør, at det var Satan, der fortsatte med strategien, så vil vi almindelige mennesker forestille os, at Satan valgte denne strategi for at få opfyldt de ønsker og lyster, han havde; og det er jo præcis også, hvad han gør, hvis altså man betragter Satan på den sædvanlige "uteoretiske" måde, Goodall ellers benytter; blot kommer man så i vanskelighed med det første af formuleringen, at han fortsatte med sin strategi 'trods dens tydelige fiasko'. Det er jo slet ikke sikkert, at Satan har betragtet metoden som en fiasko. Han har fået meget af det, han var ude efter: eneret på parring med en parringsvillig hun igennem indtil flere dage; 'min sjæl, hvad vil du mer'! Måske han endda også har fået en betydelig større chance for at blive far, end han ville have haft, hvis han havde deltaget i hannernes almindelige parringsfest, når en brunstig hun viser sig.

En lignende uklar formulering forekommer lige forud, hvor Goodall er i gang med at overveje Evereds strategi med sine bejlerfærder. Han gør det, at han starter sine tilnærmelser lang tid, før den udvalgte hun kommer i brunst. Derved sikrer han sig, at han er den eneste parringspartner i hele brunstperioden. Ja, han gør mere end det; han tager også i den følgende brunstperiode netop denne hun med på bejlerfærd. Og det får af Goodall følgende sociobiologiske bemærkning med på vejen: "Det er formentlig derfor, nogle hanner gør sig så store anstrengelser for at tage deres hun med på to bejlerfærder efter hinanden, fordi det på den måde sikrer den investering, han allerede har foretaget". (Gennem et vindue, side 96f).

Det kunne lyde, som om det var noget, hannerne foretog sig, fordi de havde forstået sammenhængen. Men det er ganske utænkeligt; vel også for Goodall. Men gør de det da, fordi deres adfærdsgener får dem til det? Det er ret vanskeligt at tro; var det tilfældet, hvorfor skulle da i chimpansesamfundet det normale være den fælles parring af de ibrunstværende hunner? Nej, de gør det, fordi de har gjort den erfaring, at på den måde får de bedst opfyldt det, de er ude efter: så mange parringer som muligt; vi kan muligvis føje til: med den hun, de bedst synes om, men det kan ikke bekræftes af de foreliggende undersøgelser.

Dette er ikke sagt for at nedgøre Goodall; hun er en fantastisk forsker og fortæller; og uden hende entusiasme var vor viden om chimpanserne i vild natur meget indskrænket. Men hun har haft nogle ret uafklarede teorier at arbejde ud fra.

3. Et forsøg på en teori.

Hvad jeg prøver her, er ikke at fremkomme med en gennemarbejdet teori, men kun at give et brudstykke af en argumentation. Den tanke, der har fascineret mig, og som jeg derfor prøver at udarbejde nøjere, er den tese, at det menneskelige fortællerum, som vi befinder os i bare ved at være mennesker, dvs ved at være opvokset i et bestemt samfunds sprog og deraf følgende kultur, dette fortællerum vil give os en række erfaringer "med på vejen". Dvs tesen går ud på, at der er forskel på chimpansernes individuelle erfaring og vores kollektive. Når det kan hævdes, at vi mennesker er højere udviklet end chimpanserne, skyldes det ikke så meget vores højere intelligens (selv om vi vel nok har en noget højere intelligens end chimpanserne), langt mere, at vi foruden den individuelle erfaring også har del i en kollektiv erfaring, hvilket chimpanserne ikke har. Altså, vi har del i begge slags erfaring, de kun i den ene, og det den ikke så højt udviklede. Derfor kan man med en vis ret sige, at vi er højere udviklet end de er.

Det, der nu er problemet, er at prøve at drage skellet mellem de to slags erfaring. Det er det, jeg har brugt det første afsnit til. Det kan drages nogenlunde tydeligt, når det er forholdet til døden, der er på tale. Men allerede, når det er nogle af de andre fænomener, der skal omtales, synes skellet at blive mindre fremtrædende. Dog, har man først fattet, ikke bare som en løs fornemmelse, at chimpanserne er "fanget i sig selv", men også fattet det som noget, der kan gives en forklaring på, så animeres man til at gå videre. Hvis nu teorien er sand, kan den så ikke appliceres på andre områder af chimpansernes liv?

Det skal forsøges i det følgende.

Dog skal jeg forinden kort forsøge at afklare mit forhold til sociobiologien.

Sociobiologien er jo nemlig ikke helt galt afmarcheret. Der er virkelig et nedarveligt grundlag for vore handlinger. Blot har dette grundlag i sociobiologernes forestillinger fået lov at vokse ud over alle bredder; og det har det fået lov til, fordi de ikke har villet anerkende andre grundlag for handlinger.

Det i vort liv, der er det nedarvede grundlag, er vore drifter. Og det er nok værd at gøre opmærksom på, at disse drifter må anerkendes. Gør man det ikke, giver det problemer i den kulturelle verden. Faktisk er der jo nogle religioner, hinduismen og buddhismen, der ikke anerkender drifterne, dvs som mener om drifterne, at de skal undertrykkes og helst udryddes. Det har betydning for deres hele syn på den materielle verden. Den bliver i en sådan sammenhæng at betragte som noget mindreværdigt, som noget knap nok eksisterende, som en skinverden i sammenligning med den åndelige verden.

Om man derimod, som kristendommen, anerkender disse drifter, så kan man også frit anerkende den legemlige verden, vi lever i; både anerkende den i betydningen: anerkende dens eksistens; det er den, der er udgangsverdenen, den åndelige, der er den afledede verden. Men også anerkende den i betydningen: anerkende de værdier, den bygger på; eller anerkende det som værdier, der udspringer af den legemlige verden.

Mest bemærkelsesværdigt er vel nok, at kristendommen anerkender kønsdriften og de værdier, den giver os. Men også driften efter mad og drikke, legemlige behageligheder i det hele taget, anerkendes. Og driften efter fællesskab, efter andres anerkendelse, også den anerkendes af den kristne tro.

Problemet er så blot, hvordan disse tre anerkendelser mixes. Hvordan forholder anerkendelsen af kønsdriften sig til anerkendelsen af fællesskabet? Det svar, som den kristne tradition giver på det spørgsmål, er ægteskabet; i ægteskabet falder de to former for anerkendelse sammen; dèr anerkender man helt og fuldt kønsdriften og får i ét dermed del i kønslivets sande glæder; og dèr anerkender man helt og fuldt driften efter andres anerkendelse og får i ét dermed lov til at hvile i det største, et menneske kan hvile i: et andet menneskes fulde tillid.

Jeg lader det her stå ved disse antydninger. Som altså blot er antydninger af, at det brudstykke af en argumentation, jeg her viderebringer, kan sættes ind i en større sammenhæng, kan siges at være et brudstykke, ikke blot et selvstændigt stykke tankegods. Men mere end en antydning lader jeg det ikke være her.

Derved bliver det jo så samtidig en antydning af, at den hele argumentation vil være ret vanskelig at gennemføre fuldt ud. Mange videnskabsgrene skal involveret, megen tankekraft skal anvendes, kan man forstå, når selv dette lille hjørne af argumentationen kan fylde en hel bog.

D. Bejlerfærden hos chimpanserne og det menneskelige ægteskab

1. Goodalls "frugtesløse" spekulation.

Allerede i sin første bog beskriver Goodall en adfærd hos chimpanserne, der adskiller sig noget fra det, man hidtil havde regnet med. Hun beskriver dèr den adfærd hos nogle af chimpanserne, der går ud på at "bortføre" en hun, brunstig eller ej, til et fjernt område for sig, og dèr parre sig med hende, når tiden er moden, dvs når hun kommer i brunst. Og i anledning af ét af disse forhold, forholdet mellem den store han Rodolf og den populære hun Flo, prøver hun at fantasere over, hvad der ville være sket, om chimpanserne havde været skabt anderledes. (I skyggen af mennesket, side 194.). Hun skriver dèr: "Det er naturligvis frugtesløst at spekulere på, hvilken slags heteroseksuelle forhold, der ville have udviklet sig, hvis chimpansens fysiologi havde været anderledes: hvis for eksempel Flo havde været i stand til at tilbyde Rodolf fortsat seksuel tilfredsstillelse, hvis chimpansehunnens seksuelle cyklus havde været ligesom kvindens". Og det har hun naturligvis så inderlig ret i: det er frugtesløst; men da så mange andre har spekuleret i disse baner, skønt det er frugtesløst, så skal sådanne spekulationer heller ikke her savnes ganske. Dog er det betydelig mere indviklet at finde oprindelsen til menneskets ægteskab, end her antydet.

Men vi begynder nu et andet sted.

2. Strategisk handlen.

Det er Jürgen Habermas, der i sin bog "Theorie des kommunikativen Handelns" skelner mellem en handling overfor et andet væsen, der "kun" er strategisk i modsætning til en handling, der er kommunikativ.

En strategisk handling er en handling, der ud fra et kendskab til andre individer og deres sædvanlige reaktioner prøver at få dem til at gøre noget, som man i den sociale sammenhæng selv kan drage fordel af. Man udnytter altså sit kendskab til de andres væsen eller karaktér til at få tingene til at forme sig, som man selv ønsker det. Man bruger andre som middel for sine egne formål, kan vi for så vidt sige, men selv om det lyder umoralsk (ikke mindst i sammenligning med en bestemt Kant-formulering), så lad os ikke af den grund afstå fra at bruge betegnelsen "strategisk handling" om meget af chimpansernes adfærd. Vi må i det hele taget afstå fra at lægge en moralsk målestok ned over dem, som både er dem ganske fremmed og dertil ganske uegnet til at undersøge dem med.

En kommunikativ handling, derimod, er en handling, der gennemføres overfor et andet individ med dette individs accept; det er en handling, som man vel selv drager fordel af, men som man forventer, at den anden også drager fordel af, eller som man går ud fra, at den anden er indforstået med bringer fordel for begge parter. En kommunikativ handling forudsætter altså, at den ene part "gætter rigtigt" med hensyn til den andens tanker og hensigter og følelser, og omvendt; eller forudsætter, at den ene part véd, at den anden véd, hvad han er ude på, og at den anden part tilsvarende både er klar over den andens hensigter og klar over, at den anden kender hans egne hensigter.

3. Bejlerfærden, strategisk eller kommunikativ?

Når nu en han søger at få en hun med bort fra de andre, kan man så tale om strategisk handling? Vil det måske være mere rigtigt at tale om en kommunikativ handling, dvs en handling, hvori begge parter frivilligt deltager?

Goodall skriver i "I skyggen af mennesket", side 105: "Det sker ofte, at resten af flokken følger efter den, der beslutsomt rejser sig og går sin vej. Det behøver ikke at være et individ med høj rang - en hun eller et ungt dyr kan starte vandringen. Da Figan en dag var sammen med en stor gruppe og derfor ikke havde fået mere end et par bananer, rejste han sig pludselig og vandrede væk. De andre fulgte i hans spor. Ti minutter senere vendte han tilbage helt alene, og fik naturligvis sine bananer. Vi troede, det var en tilfældighed, faktisk kan det godt have været det, første gang vi så det. Men efter den tid skete det gang på gang. Figan førte flokken væk og vendte så tilbage senere helt alene. Han gjorde det utvivlsomt med overlæg. Da han en morgen vendte tilbage efter at have ført flokken væk, opdagede han, at en han med ret høj rang i mellemtiden var dukket op ved bananerne. Figan stirrede et øjeblik på ham, men fik så et hysterisk anfald og fór skrigende rundt og slog vildt i jorden. Til sidst løb han efter den flok, han tidligere havde ført væk. Vi kunne høre hans skrig blive svagere og svagere, efterhånden som han fjernede sig fra lejren".

Den handling, som Figan dèr bedriver, må kaldes strategisk. Han får gennem sin handlemåde andre chimpanser til at foretage sig noget særligt, ud fra en viden om, hvordan man påvirker dem. Og der er ingen tvivl om, at den handling, Figan her foretager, tyder på en meget høj intelligens, omend det jo er den form for intelligens, man plejer at kalde "social intelligens"; vel har man ikke den samme målestok for den som for den fysiske intelligens, men en høj intelligens kan dog godt erkendes på det område også.

Og der er heller ingen tvivl om, at det er Figans høje intelligens, der gør det muligt for ham at gøre en erfaring på dette punkt. Goodall har nok ret i, at det hele første gang var en ren tilfældighed. Men har man som Figan den rette intelligens, så er man i stand til at ændre tilfældigheden til en erfaring, dvs så har man gennem et tilfældigt hændelsesforløb gjort en erfaring. Erfaringen er helt og holdent individuel; og da Figan ikke har sprog, kan han ikke delagtiggøre andre i sin erfaring. Men omend chimpanser "kun" kan gøre individuelle erfaringer, dem kan de altså gøre, og de kan, som det ses, være ganske komplicerede, kræve ganske meget, hvad intelligens angår.

Men stadigvæk må man kalde Figans handling strategisk. Han får de andre til at gøre noget bestemt, men han gør det ikke efter overenskomst med dem, han gør det ikke gennem en form for kommunikation med dem, han gør det alene, fordi han tilfældigt kom under vejr med deres umiddelbare reaktioner og opdagede, at dem kunne han udnytte til sin egen fordel.

Når derimod en hanchimpanse får en hun lokket med på bejlerfærd, hvilken form for handling er der så tale om. Udtrykket "lokket med" tyder på en vis accept fra hunnens side, og det er netop det, der er spørgsmålet: Foreligger en sådan accept.

Jeg skal referere den eneste beretning, jeg har fundet, der kan tyde på noget sådant.

Goodall citerer Tutin (i The Chimpanzees of Gombe, side 459f) for en beretning om Satan og Miff. Miff var i brunst, og Satan havde ved den lejlighed vist tendens til at ville have hende for sig selv. Så en gang blev Miff tilbage, da de andre forlod det pågældende hvilested for at drage videre. Satan var imidlertid også blevet tilbage, og han strøg hen forbi Miff og gik så foran hende, idet han hele tiden så sig tilbage efter hende. Lidt senere kunne de to chimpanser høre de andre chimpansers kalden; den kom imidlertid et godt stykke til højre for den vej, de fulgte. Miff så i retning af kaldene, derpå hen mod Satan, som stod og rystede grene (en seksuel invitation), og gik så hen til Satan og fulgte ham over bjergryggen ned i den næste dal. Tutin mener, at Miff måske ikke havde opdaget, hvad Satan havde for, før hun hørte de andres kalden. Og, hævder han, havde hun på det tidspunkt, hun hørte de andre, råbt op eller nægtet at gå med, så ville højst sandsynligt de andre hanner være kommet farende til; og hvis Satan havde prøvet at "afstraffe" hende, ville også da hendes råb havde hidkaldt de andre chimpanser. Tutin ser derfor dette, at hun så skiftevis hen mod Satan og hen i retning af kaldene, som et bevis på, at hun gik frivilligt med.

Det er nok svært at slutte så meget ud fra en enkeltstående begivenhed. Og det må indrømmes, at i langt de fleste andre tilfælde, der er observeret, synes hannen at få hunnen med ved hjælp af en blanding af "overtalelse" (i form af grenrysten) og "straf" (i form af slag og trusler). Goodall beskriver andetsteds, hvordan den unge han på sin vej op ad hierarkiets rangstige som det første må vise, at han kan beherske samfundets hunner; først når de er besejret, kan han gå videre til hannerne. Og det vil jo sige, at er en han ladt alene med en hun, så er der ikke tvivl om rangforholdet. Og skulle hunnen ytre tvivl, er hannen mand for hurtigt at bringe hende ud af vildfarelsen; han er både større og mere kampvant end hun er. Så kan hannen få hunnen så tilpas meget for sig selv, at han kan udvise denne skiftevise overtalelse og straf, så måske hun vil følge ham, frivilligt eller ej. Goodall beretter således om, hvorledes hannen, mens de er i nærheden af den øvrige flok, er yderst voldelig imod hunnen; først når de befinder sig på god afstand af de andre, vil han slappe af og kan så være yderst tålmodig overfor hende. Omvendt vil hun også, mens de andre er i nærheden, hele tiden være meget tilbageholdende med at følge ham; de andre drager hende bestandig, kan man måske sige; mens hun, når først de er kommet bort fra de andre, hele tiden holder sig til ham (Gennem et vindue, side 94); dette sidste behøver man dog ikke lægge noget romantisk i, det skyldes nok blot, at i nærheden af ham er hun mere i sikkerhed, end hvis hun er alene; de områder, hannerne benytter til deres bejlerfærd, ligger ifølge sagens natur i udkanten af flokkens territorium, og det vil sige, at man, om man ikke er påpasselig, kan udsættes for overfald af nabogruppens hanner.

I det hele taget kan det være svært at afgøre, om man kan bruge begrebet "frivillig" om chimpansers adfærd. Hvad bejlerfærden angår, kan man måske finde enkelte punkter i begivenhedsforløbet, f.eks. mellem Satan og Miff, hvor det kan påvises, at hunnen kunne have fået tingene til at udvikle sig anderledes ved en anden adfærd, men selv om der er måske to sekunder, hvor tingenes videre forløb afhænger af hunnen og hendes reaktion, kan man så tale om frivillighed, når det igennem de næste dage forholder sig sådan, at hun i hvert øjeblik er tvunget til at være med? Hvis endelig man skulle slå ned på sådanne afgørende øjeblikke, så må man videre spørge, om hun, når hun bestemmer sig for som i dette tilfælde at lade være med at besvare gruppens kald og i stedet følge Satan, er klar over, hvad hun går ind til; én ting er, at Satan synes at vide ganske bestemt, hvad han har til hensigt; noget andet er, om Miff har gjort erfaringer med bejlerfærd, om hun på forhånd véd, hvad han er ude på, om hun derfor i dette afgørende øjeblik kan tænkes virkelig at sige ja til det, der foregår med hende. Det er ikke undersøgt og lader sig måske kun dårligt undersøge. Så det sikreste er nok, også ud fra de andre begivenheder, der er undersøgt, at holde på, at hunnerne mere eller mindre tvinges med på bejlerfærd.

Men man kan måske, netop her, se kimen til noget andet, dvs se kimen til en kommunikativ handling.

Det afgørende spørgsmål er, hvilke erfaringer Miff har gjort indtil da. Har hun før været ude for at blive ført på bejlerfærd? Véd hun, hvad hun går ind til? Ordet "frivillighed" er jo hentet fra vor menneskelige sprogverden, og derfor måske uegnet til at beskrive chimpanseverdenen med. (Men hvilket ord skal vi så bruge? vi har jo kun menneskeord til vores rådighed!) I hvert fald må man sige, at i ordet "frivillighed" ligger tanken om et frit, kvalificeret valg. Og har Miff det i den omtalte situation? Det har hun vel kun, hvis hun tidligere har gjort erfaringer med bejlerfærd, eventuelt endda med Satan som partner, og hvis hun virkelig på det tidspunkt, der er tale om (da hun hører de andres kalden i en anden retning end den, de to bevæger sig i), bliver klar over Satans "skumle" hensigter.

Nu véd vi ikke noget om Miffs erfaringsverden på det tidspunkt. Men da der er tale om en individuel erfaring, er det ikke umuligt, at hun kan have gjort den. Og det er så pointen: Man kan ikke udelukke, at der kan forekomme kommunikative handlinger hos chimpanser. Der kan godt være individer, der gør den erfaring, at kommunikativ handlen er mulig.

Hvis vi ser sagen fra Satans side, og hvis iagttageren har ret i sin bedømmelse: at Satan ikke kunne have tvunget Miff med sig, da hun opdagede, hvor de var på vej hen, fordi hendes råb ville have tiltrukket de andre hanner, og at Satan selv var klar over denne begrænsning i hans magt, så får hans grenrysten en anden karaktér, så bliver det i ægte menneskelig, dvs kommunikativ, forstand en invitation: Miff kunne have sagt nej, og Satan er klar over denne mulighed i det øjeblik, han foretager handlingen.

Og det er så den nye erfaring, Satan gør: at en sådan "blød" handling, hvor han ikke kan lægge magt bag sin invitation, også kan lykkes. Han erfarer, at Miff følger ham, ikke bare fordi han tvinger hende, men også fordi hun kan lide det, han inviterer hende med til, også fordi hun ikke afskrækkes af hans tilstedeværelse, men måske ligefrem finder den nødvendig for opnåelsen af de ønsker, hun har.

Nå, nu er vi langt inde i spekulationerne. For spekulationer er det, ikke mindst fordi alle disse overvejelser, hvis de i det hele taget forekommer, forekommer i en non-verbal modus. Og det er noget, det er os mennesker ganske umuligt at forestille os.

4. Parringsakten, en kommunikativ handling?

Men så meget har dog disse spekulationer ført til, at det spørgsmål trænger sig på, om monstro ikke selve parringsakten er en kommunikativ handling. Eller, hvis vi skal være lidt mere beskedne, om mon ikke parringsakten bærer i sig en kim, der af og til kan udvikle sig til en kommunikativ handling?

Vel er den måde, chimpanser parres på, ofte præget af vold og undertrykkelse. Som Goodall udtrykte det i et ovenfor bragt citat: "Næsten alle kurtiseringspositurerne indeholder nemlig også elementer fra trusselsadfærden". (her, side 43?). Og denne blanding bevirkede, at den på det sted omtalte unge hun, Pooch, var rædselsslagen ved de parringer, hun blev udsat for. Og der er fornemtlig gået temmelig lang tid, før hun har vænnet sig til det. Men bliver hun måske også en dag ligefrem glad ved det?

Om det ligefrem kom til at ske for Pooch, har jeg ikke fået undersøgt. Men det skete tilsyneladende i høj grad for Flos datter, Fifi, og også for andre. Goodall beretter om to lidt forskellige tilfælde: "Den næste større omvæltning i en hunchimpanses tilværelse finder sted, når den i tiårs alderen for første gang blive seksuelt attraktiv for de store hanner. Fifi var henrykt over den nye erfaring. Når en han helt åbenlyst var interesseret i, hvad hun havde at tilbyde, lagde hun sig somme tider tilbagelænet i nærheden af ham og stirrede uafbrudt håbefuldt på ham. Eller rettere sagt på en vis legemsdel, som hun syntes var skuffende slap. En gang dristede hun sig til at trække i det slappe vedhæng - med yderst tilfredsstillende resultat! Det blev hurtigt klart, at hannerne betragtede Fifi som en meget attråværdig partner. Hun havde ikke helt samme sexappeal, som Flo engang havde udstrålet - men på det tidspunkt var hun trods alt også yngre og mindre erfaren. Da turen kom til Pom, og hun for første gang blev seksuelt tiltrækkende for de voksne hanner, fandt hun ligesom Fifi helt klart den nye erfaring behagelig og skyndte sig hen til enhver han, der viste tegn på interesse. Men mens Fifi havde været rolig og afslappet, når hun gav efter for hannernes seksuelle krav, krøb Pom anspændt og nervøst sammen foran dem, og sprang ofte skrigende væk fra dem, så snart parringen var overstået. Hun udviklede mærkelige, neurotiske adfærdsmønstre. For eksempel udstødte hun ofte høje og hektiske stønne-gø af underkastelse, når hun gik hen for at hilse på en han, og tjattede ud efter hans hoved, mens hun lå sammenkrøbet foran ham, for så at springe væk fra ham. Hannerne blev irriterede over det, og de truede hende - og angreb hende endog undertiden. Og derved kom hun ind i en ond cirkel, hvor hendes nervøsitet og anspændthed voksede. Det var ikke overraskende, at Pom var langt mindre populær som seksuel partner, end Fifi havde været i samme alder". (Goodall: Gennem et vindue, side 171).

Altså, selv om nogle hunner tilsyneladende har svært ved at vænne sig til det nye og forunderlige, at de har noget ved sig, som hannerne er interesseret i, så er der andre, der kommer lettere til denne lærdom, ja, endog næsten suger den til sig.

Og det er klart, handlingen i sig selv er fra naturens side lagt tilrette på en måde, så begge parter "får noget ud af det". Vel er der hos de fleste pattedyr tale om instinktmæssige handlinger, men de må dog være ledsaget af en vis lystfølelse for at blive sat i værk. Og det er åbenbart en lystfølelse, som findes hos begge parter. I hvert fald er der tale om en handling, hvori indgår en række enkelthandlinger, der gensidigt betinger hinanden, i den forstand, at den enes handling udløser en handling hos den anden, der så igen udløser noget hos den første, osv. Man kan måske sige, at handlingen, skønt den er non-verbal, af den grund er kommunikativ.

Men én ting er instinkthandlinger, noget andet forståelsesbaserede handlinger. Og ud fra det, Goodall fortæller, kan man godt spørge, om der ikke hos chimpanserne er tale om forståelse; om ikke chimpanser kan gøre erfaringer på det felt; om ikke disse erfaringer indvirker på deres handlinger, så de bliver mere end blotte instinkthandlinger.

Bare det, at forskellige chimpanser opfører sig så forskelligt i denne situation, tyder på, at der hos chimpanserne kommer noget mere til end det blotte instinkt. Og dette mere, hvad kan det være andet end erfaringen!

Denne erfaring er naturligvis en erfaring af, at parringen er en behagelig handling. Men den er også ganske konkret. Fifi véd tilsyneladende, hvordan en hans penis skal se ud, når han er interesseret i hende. Og Flo véd noget om, hvad det betyder, at hun selv har en lyserød bagdel. Men ud over disse konkrete ting, siger så chimpansers erfaring også noget om "den andens" ønsker og fordringer og forventninger? Det er problemet.

Og det er måske et uløseligt problem. For en sådan indlevelsesevne vil jo ikke kunne eftervises; den vil gøre nøjagtig de samme handlinger, som et blot instinktbåret individs handlinger.

I andre tilfælde synes chimpanser ikke at være i besiddelse af den helt store indlevelsesevne. Hos os mennesker kan det jo også af og til knibe med indlevelsesevnen, bevares, men hos chimpanserne er den ikke særlig fremtrædende. Og det skyldes ikke blot det forhold, som jeg har været inde på, at chimpanser ikke véd af, at de skal dø, og derfor ikke tager hensyn til f.eks. deres byttedyrs lidelser; det skyldes også, at de, skønt de er i besiddelse af nogen selvbevidsthed, ikke har den i så høj grad som vi mennesker.

Men det kan, såvidt jeg kan skønne, ikke ganske udelukkes, at der i parringsakten ligger en vis kim til noget mere, til en kommunikativ handlen, til en forståelse for den anden og den andens ønsker og forventninger. Ligesom man ikke kan udelukke, at Miff (hvis hun havde gjort den rette erfaring) gik med ud fra en slags overenskomst med Satan, sådan kan man heller ikke på forhånd udelukke, at parringsakten ganske ofte gennemføres efter en slags overenskomst, hvor begge parter er klar over, hvad de går ind til, og direkte ønsker det, altså også ønsker, at den anden part spiller den rolle, som man har erfaret, han eller hun spiller. Altså, man kan ikke udelukke, at denne akt hos chimpanserne er noget mere end en blot instinktiv akt, at den derudover er en akt præget af den personlige erfaring, individet har gjort.

E. Om individets anseelse i samfundet

1. Helterollen

Det lønner sig ofte at lægge mærke til, hvor i Goodalls skildringer man undrer sig, hvor man synes, at her er da chimpanserne besynderlige, hvor man studser, fordi det hele er næsten som hos os og så alligevel, der er en enkelt lille detaille, der forstyrrer. Disse forstyrrende detailler kan afsløre dybereliggende forskelle.

Således når Goodall fortæller om chimpansernes kampe om rangordenen, noget, jeg hidtil ikke har været særlig meget inde på. Vi kan jo på mange måder leve os ind i det, følge med spænding, hvordan Figan, Flos søn, vokser op til i kraft af sin intelligens mere end sin styrke at blive den ledende han. Og vi er også med i fortællingen, når det drejer sig om Goblin, i begyndelsen hans glødende tilbeder og beundrer, senere hans dødelige rival. ("Dødelig", der smuttede et ord fra menneskeverdenen med ind, det er jo netop ikke en kamp på liv og død, som hos os). Og vi læser med stor begejstring om, hvordan Figan, denne ædle chimpanse, klarer skærene, hvordan det lykkes ham, trods det, at hans bror Faben, hans trofaste forbundsfælle, er død, at genvinde overherredømmet. Men med en vis forundring læser vi, hvordan det under én af kampene mellem Goblin og Figan kommer dertil, at Goblin får Figan jaget op i et træ, hvordan han selv anbringer sig nedenunder, og hvordan Figan tilbringer mange timer i træet, klynkende og skrigende. (Gennem et vindue, side 149f).

Hør, hvad er dog det? "Klynkende"? Kan det være rigtigt? Hvordan passer det ind i vort billede af den ædle og stærke og intelligente Figan? Tja, vist ikke særlig godt. Men her er vi ved ét af de tilfælde, hvor Goodalls ubestikkelige forskersind heldigvis slår igennem. Godt nok skildrer hun kampen mellem Goblin og Figan på alt andet end behavioristisk vis, med indlevelse og forståelse, men de sjove små chimpansesærheder får hun med. Også den, at den store heltemodige Figan faktisk sidder og klynker overfor sin fjende.

Og ligesom, når det drejer sig om forholdet til døden, må vi også her erkende, at der er noget ved os selv, vi ikke rigtig har gjort os klart. I tilfældet med døden var det det forhold, at vi mennesker i kraft af den kollektive hukommelse, sproget giver os, kan blive klar over, at vi skal dø. I tilfældet med Figans klynkeri er det en anden ting, som sproget giver os. Ikke blot kan vi nemlig med hinanden drøfte fortiden og fremtiden og på den måde blive fælles om vore erfaringer. Vi kan også drøfte hinanden. Vi kan komme med udtalelser om trediepart. Vi kan drøfte med en anden, hvordan egentlig en tredies opførsel skal forstås.

Og ligesom der altså i menneskesamfundet af sproget og dets virksomhed dannes en hel verden af iagttagelser, erfaringer, beskrivelser, som alle i samfundet har del i, sådan dannes der også i menneskesamfundet en mere eller mindre fastgroet opfattelse af de enkelte individer i samfundet. Opfattelsen er netop ikke helt fastlåst. Og det betyder, at det for den enkelte betyder noget, hvordan denne opfattelse ser ud; den er med til at danne hans opfattelse af sig selv; den tager han hensyn til i sine handlinger; den tager han med i betragtning, når han vil stræbe efter høj rang, eller hvad han nu vil stræbe efter i menneskesamfundet (men høj rang er nu ikke helt forkert).

Dette, at man i menneskesamfundet kan omtale tredieperson, dette, at der dannes et billede af hver enkelt i de fortællinger, der præger samfundet, det virker nu tilbage på personen selv, det tvinger enhver i samfundet til i sine gerninger at tage hensyn til, hvad andre vil sige. Ikke dermed sagt, at hele menneskesamfundet er en stor gruppe bagtalere, men enhver er det potentielt, og ingen véd sig sikret mod at opnå dårlig omtale. Den viden om den potentielt dårlige omtale bringer derfor individet i menneskesamfundet med sig i alt, hvad han gør.

Dette er ikke nogen ret stor forskel til chimpansesamfundet. Fortællemuligheden gør ikke ret meget fra eller til. Ikke engang kan man sige, at der i menneskesamfundet skabes bevidsthed om sig selv i modsætning til, hvad der sker i chimpansesamfundet. For bevidsthed om sig selv har også chimpansen. Det er fastslået blandt andet ved et forsøg med spejle, som Goodall refererer på følgende måde: "Warshoe var den første chimpanse, der gjorde opmærksom på, at hun genkendte sig selv. Da hun blev spurgt, mens hun stod og kikkede ind i et spejl, Hvem er det? svarede hun uden tøven Mig, Warshoe. (Gardner and Gardner, 1969). At Warshoe ikke var enestående i at have denne evne, blev vist eksperimentelt af Gallup (1970, 1977). Fem chimpanser blev bedøvet, derpå malet med pletter af rød farve, som kun kunne ses, når de så sig i et spejl. Da de vågnede op af bedøvelsen, stirrede de på deres spejlbilleder og rørte gentagne gange ved de mærkelige mærker på deres krop. Disse chimpanser havde allesammen tidligere set deres spejlbillede i et spejl; tre chimpanser, der var opdrættet i isolation og som ikke havde haft en sådan erfaring, reagerede ikke på den måde overfor pletter, som var malet på dem, og viste intet tegn på selvgenkendelse". (The Chimpanzees of Gombe, side 35). Og her har jeg gjort opmærksom på det tidligere med hensyn til bevidsthed om den seksuelle tilstand. (Se her tilstand). Skal man anvende begrebet "selvbevidsthed" i forbindelse med en beskrivelse af forskellen mellem menneske- og chimpansesamfund, som den ser ud i lyset af denne virkning af fortællemuligheden, må man sige, at den tilbagevirkning af fortællemuligheden, som findes i menneskesamfundet "tvinger" mennesket til hele tiden at være sig bevidst om den virkning på de andres meninger om ham, hans handlinger har; mens selvbevidsthed er noget, chimpansen bruger om søndagen, er den i høj grad til hverdagsbrug for mennesket.

Der er altså ikke nogen principiel forskel på menneske og chimpanse angående selvbevidstheden. Men fordi mennesket af sproget har fået denne fortællemulighed, er der langt større anledning til at anvende selvbevidstheden hos mennesket.

Men dertil kommer endnu en ting: Mennesket må i sine handlinger tage hensyn til, hvad andre mener om ham. Ja. Men mennesket må tillige tage hensyn til, hvad han selv mener om sig selv. De andres meninger, de andres omtale, det billede, de andre danner sig af én, virker tilbage på personen selv, påvirker den måde, han ser på sig selv på. Spørgsmålet er ikke længere blot: Hvordan er jeg? det er i lige så høj grad: Hvordan ønsker jeg at opfattes? Selvopfattelsen kommer i menneskesamfundet til at spille en rolle, hvad den ikke gør eller ikke kan gøre i chimpansesamfundet; hvorfor ikke? fordi chimpanser ikke har nogen mulighed for at fortælle; fordi chimpanser ikke har noget "fortællerum", hvori der kan dannes billeder af medlemmerne af samfundet; og fordi der derfor hos chimpanser ikke kan ske nogen tilbagevirkning fra fortællerummet til den enkeltes inderste, der kan ikke dannes en opfattelse af én selv, man kan ikke få et forhold til sig selv.

Måske dette kun kan siges at være en gradsforskel; men gradsforskelle kan også være afgørende nok, når de er tilpas store. I hvert fald: selvbevidsthed har chimpansen; mennesket har også selvbevidsthed, men har i kraft af sprogets fortællerum meget større mulighed for at bruge den.

Goodall har skildret chimpanserne, som om de var personer, som om de havde hver deres karaktértræk. Det har hun gjort ret i, efter min mening. Nogen vil måske hævde, at hun med denne skildring har "humaniseret" chimpanserne, men ikke jeg. Der erforskel på chimpanser; de har hver deres karaktértræk, forskellige fra de andre chimpansers. Det er ikke deri, forskellen til mennesket ligger.

Den ligger derimod i, at sådanne karaktértræk hos mennesket i kraft af sprogets fortællerum og i kraft af den tilbagevirkning på individet, der sker derigennem, har mulighed for at få langt større fasthed. Hos mennesket fortælles der om individet; individets karaktértræk bliver derfor slået fast gang på gang; og individet selv vil måske gerne handle, så det giver disse karaktértræk glans. En menneskelig Figan vil være stolt over sin placéring, vil spille rollen som den store dominerende han, vil vide, hvad der sømmer sig for et individ med hans placéring, og vil derfor holde alle antydninger af svaghed tilbage, vil derfor undlade under nogen omstændigheder at klynke, ligegyldig hvor bekymret han er for sin stilling som lederhan, fordi denne handling er i modstrid med det ideal om en lederhan, som han har, og som han også véd, at de andre i samfundet har. Og det betyder, at de karaktértræk, der ligger hos individerne i menneskesamfundet, låses mere fast end hos chimpanserne. Og det betyder videre, at der hos mennesket er større lejlighed til at spille komedie på det punkt end hos chimpanserne.

Hvad det sidste angår: Her har vi atter et tilfælde, hvor grundsubstansen er udviklet hos chimpanser, men hvor der i menneskesamfundet bliver meget rigere lejlighed til videreudvikling. Chimpanser kan godt spille komedie overfor hinanden; man har iagttaget, at chimpanser "lyver" (hvis man et øjeblik kan se bort fra, at dette at lyve normalt er en sproglig foreteelse). Goodall refererer et eksperiment, der viser noget sådant: "I hvilken udstrækning kan information blive tilbageholdt (af chimpanser) eller falsk information givet, når dette kunne gavne individet? Forsøgschimpansen blev holdt i sit bur, hvorfra den kunne se, hvordan der blev skjult noget mad under en container. Hver for sig lærte fire unge chimpanser gennem mange forsøg at udpege, hvor der var blevet skjult mad, overfor et samarbejdsvilligt menneske, som så delte maden med den chimpanse, der havde udpeget stedet. Men chimpanserne lærte også, gennem mange flere forsøg, at tilbageholde oplysninger om, hvor der var skjult mad, overfor et menneske, der tog maden fra dem og altid selv spiste den. Den ældste af chimpanserne lærte endda at give falsk information overfor det konkurrerende menneske". (The Chimpanzees of Gombe, side 38). Skal vi sige, at chimpanser kan lyve. Det er i hvert fald tæt på. Men på ét punkt kan chimpanser ikke lyve. En chimpanse kan ikke prøve at give det udseende af, at han er bedre end sit rygte, for en chimpanse har ikke noget rygte; han kan hverken pleje eller være ligeglad med sit rygte, for der er hos chimpanserne ikke noget fortællerum, hvori et rygte kunne opstå. Hvorimod jo mennesket har et rygte; hvorimod mennesket kan pleje det eller være ligeglad med det. Hvilket igen medfører, at det er umuligt at se, om det karaktértræk, man konstatérer hos mennesket, er ægte eller tillært, om det er noget, der ligger i personen selv, eller kun noget, der hører med til den rolle, personen spiller; eller i hvert fald medfører, at det er umuligt at se dette umiddelbart.

Man kunne måske, for at finde et sammenligningspunkt hos os mennesker, sige, at chimpansen, ligesom barnet og ligesom klovnen, er ligefrem og ukomplicéret. Men man skal gøre sig denne udtalelses begrænsning klar. Figan er jo ikke barnlig; Figan er ikke klovneagtig. Når barnet betager os, skyldes det rigtig nok det forhold, at barnet ikke rigtig endnu har et forhold til sig selv. Barnet er nok sig selv med disse bestemte karaktértræk, men har ikke fået disse træk internaliseret, er nok begyndt at leve dem ud, - hvad kan man andet, hvis der er tale om karaktértræk? - men er endnu ikke begyndt at overveje, om han vil vedkende sig dem, og har endnu ikke prøvet at komme ind i den gråzone, hvor man ikke selv véd, om man spiller en rolle, eller man helt ud er sig selv. Vi siger, at barnet er sig selv i al dets naivitet, men det kan en voksen jo også meget vel være, også selv om han til en vis grad er gået ind under et eller andet ideal.

Hvorimod Figan er sig selv, ikke fordi han på barnlig vis lader sine følelser løbe af med sig, men fordi han på chimpansevis er umiddelbar, ikke spiller komedie, ja ikke kan spille komedie. En menneske-Figan, som ikke ville klynke i en tilsvarende situation, ville besynderlig nok også kunne siges at være sig selv; nemlig, hvis idealet, hans eget ønske om at være på en bestemt måde, hans eget billede af sig selv får ham til at bide tendensen til klynkeri i sig.

2. Jomeo.

Lad os se det på en bestemt figur! Lad os se det på Jomeo!

Jomeos historie fortælles meget oplagt af Goodall i "Gennem et vindue" (side 155-164). Godt nok er ikke alt i hans livsforløb kendt, men det lykkes alligevel Goodall at få skabt et sammenhængende billede af en stor hanchimpanse. Og det lykkes hende også at få givet en psykologisk forståelig forklaring på, at han blev, som han blev. Og det på trods af, at hun uden videre benytter sig af de menneskelige forståelsesrammer, der er til hendes rådighed; hun har ikke nødig at lave nye; hun har ikke nødig at oprette et specielt fag ved navn chimpansepsykologi.

Jomeo var en halvvoksen han, da Goodall begyndte sine iagttagelser i Gombe. Han var søn af Vodka, og han fik en mindre bror, Sherry; han havde også en søster, men denne baby forsvandt sammen med sin mor i midten af tresserne, og Jomeo og hans noget yngre bror var så overladt til sig selv.

Betydning for Jomeo fik det, da han en gang blev udsat for ét eller andet, man véd ikke hvad; kun véd man, at han kom til lejren med en skadet fod, så tæerne fremover var krummet indad på en uheldig måde. Derved ændredes hans karriereforløb; hans demonstrationer, der så småt var begyndt at tage form på det tidspunkt, ophørte næsten helt, og han fandt sig i at blive undertrykt af flere af de højtrangerende hunner, noget ellers ret uhørt, ikke mindst hans størrelse taget i betragtning.

Denne situation ændredes imidlertid atter, da Sherry, hans bror, begyndte at blive voksen. Da fandt han sig foranlediget til at tage broderens parti i de stridigheder, han indviklede sig i. Og da kunne han ofte gøre udslaget alene i kraft af den størrelse, han havde; måske han ikke altid ramte, hvad han sigtede efter, men når hans slag virkelig var præget af kraft, så gjorde det ondt, uanset, hvor han ramte. Faktisk, fortæller Goodall, satte forbindelsen med Sherry ham i stand til at bevæge sig noget op ad rangstigen. Den selvtillid, der syntes fuldstændig gået fløjten efter den skadede fod, blev han tvunget til at genopdage på grund af solidaritet med broderen.

Og dog nåede heller ikke det forenede foretagende Jomeo/Sherry noget overvældende strålende resultat. Sherry, der så afgjort var den mest fremfusende, blev på et tidspunkt grundigt sat på plads af Satan, og selv om Jomeo hjalp ham, gik gejsten ved den lejlighed fløjten og kom ikke siden igen.

Og sådan gik det til, hævder Goodall, at en gammel godmodig han fik den karaktér, han fik. Og så siger hun: "Jeg har tit spekuleret over Jomeos fascinerende karakter og hans besynderlige mangel på enhver form for dominansdrift. Hvis han ikke var blevet såret som halvvoksen, ville han så være blevet en højt rangerende han? Formentlig ikke, for når alt kommer til alt, viste hans broder Sherry samme manglende evne til at klare modgang. Var det et genetisk, nedarvet træk? Selvom det er muligt, tror jeg, det er meget mere sandsynligt, at det stammede fra deres moder Vodkas personlighed og opfostrings-teknik. Det er virkelig uheldigt, at jeg ikke kendte Vodka godt - hun var for sky. Men så vidt vi kunne regne ud, var hun en meget usocial hun, der tilbragte det meste af tiden med at vandre alene omkring i de perifere dele af området med sin familie". (Gennem et vindue, side 163). Og det, Goodall her siger, skal såmænd nok passe; hun plejer at "ramme rigtigst", når hun ikke teoretiserer, men blot holder sig til almindelig (engelsk) snusfornuft.

Men her skal det spørgsmål ikke tages op, om der er tale om arv eller miljø. Derimod skal der stilles en række spørgsmål til Jomeo som chimpanse, sådan som han ser ud i modsætning til, hvis han var menneske.

Først og fremmest kan man ud fra beretningen se, hvor meget Jomeo egentlig forandrer sig i løbet af sit liv. Der er naturligvis visse karakteristika, som står fast; driften efter en høj plads på rangstigen er givetvis ikke så høj hos ham, hvad enten det så skyldes hans opdragelse eller hans gener. Men havde han været et menneske, ville sagen kompliceres betydeligt af de andres billede af ham og hans eget billede af sig selv. Og derved ville forandringer forsinkes. Måske mest i kraft af det billede, Jomeo ville have dannet sig af sig selv. Jomeo ville i kraft af dette billede måske for længst have 'opdaget', at han var stor og stærk, og at han nok kunne sætte skræk i andre alene ved sin størrelse. Han ville have hørt dette 'helteideal' gentaget i beretninger, så det ret snart stod for ham som det, også han burde stræbe efter. Og blev han dukket, som det f. eks. skete af den højtrangerende hun, Passion, så ville han stå overfor valget mellem at forandre billedet af sig selv og også fremover finde sig i at blive dukket, og at fastholde billedet og prøve at kæmpe imod Passions ydmygelser. Det valg står han ikke i som chimpanse; i chimpansesamfundet findes der ikke noget 'helteideal', der findes ikke noget billede, som en chimpanse kan have af sig selv, eller rettere: der findes måske et billede, som chimpansen kan have af sig selv, for chimpanser har som sagt selvbevidsthed, men der ville ikke være noget godt ry eller noget navn, som han skulle kæmpe for at bevare i flokken, der ville ikke være tale om, at der fra dette gode ry eller gode navn faldt krav tilbage på ham selv, eller om, at hans opfattelse af sig selv kunne påvirkes af det ry eller det navn, han havde.

Man kan måske også se forskellen deri, at vi rask væk bruger betegnelsen "ydmygelser" om dette, at det ved en række lejligheder blev Jomeo, der blev den lille, f.eks. i sammenstød med Passion. Dermed lægger vi en menneskelig målestok ned over chimpansesamfundet, som er fremmed for det. Der er ikke tale om, at chimpansen opfatter en sådan begivenhed som en ydmygelse i vores forstand; jo, den vil nok flygte, den vil nok søge at undgå fremtidige stridigheder, men den er på ingen måde bleg for at modtage venlige gestus af den, som lige forud har "dukket" den. Det, som vi ikke kan, fordi vi har hele sproguniverset siddende om os som en usynlig verden af bedømmelser og modbedømmelser: forsones med en modstander sådan lige efter kampen, det kan chimpansen så udmærket gøre. Det, som er mere eller mindre utænkeligt for os, fordi sproguniverset giver os en kontinuitet i vor forståelse, en kontinuitet, der også stiller krav til os, det, som for os vil være en endnu større ydmygelse end den, vi lige er blevet udsat for: dette at acceptere en venlighed fra den modstander, der lige har undertrykt os, det kan chimpanserne rask væk 'finde sig i'; ja, der er ikke tale om, at de 'finder sig i det', der er tale om, at sådan er deres verden. Men deri er den altså forskellig fra vores.

3. Forsoning

Hvad specielt denne situation angår, er det et eksempel, som er endnu mere talende end Jomeos finden sig tilrette, fordi det er så stærkt imod, hvad vi mennesker ville gøre. Da Melissa mistede en unge til de to kannibaler i Gombesamfundet, Passion og Pom, skete det efter en voldsom kamp; men mærkelig nok, selv om Melissa havde fået frataget sin unge i denne kamp, og selv om Passion sad og åd af Melissas unge, gjorde Melissa noget, som chimpanser ofte gør, når de har været udsat for aggression fra en anden samfundsfælles side: hun søgte forsoning med aggressoren. (The Chimpanzees of Gombe, 331; se her Melissa). Det er ret almindeligt, at hanner efter voldsomme kampe gennem gensidig berøring skal dæmpe aggressionen hos hinanden. Og den samme adfærd ses også, når en hun er blevet "afstraffet" af en han; hun søger forsoning med ham; han skal beroligende berøre hende, på ryggen eller i hånden. Men at Melissa gjorde det her, det er dog ret forbavsende. Det synes at vise, at hun opfatter angrebet som et "almindeligt" angreb, som en del af den almindelige kamp om rangordenen også i hunnernes verden; at hun altså ikke er klar over, at dette angreb har medført, at hendes unge er blevet dræbt. Det sidste er dog usikkert; hun snuser til noget blod, der er dryppet ned på nogle grene, men hvad hun tænker, er der jo ingen, der véd. Men det viser vel i hvert fald, at de moralske overtoner, vores holdning har og uvægerlig vil have, har chimpanserne ikke; Melissa "bærer ikke nag", for det kan hun ikke gøre i det samfund, hun befinder sig i. Formentlig er hun forvirret, ligesom jo forøvrigt vi andre er det. Formentlig er hun grebet af en dobbeltfølelse, en følelse af angst og forsvarsvilje, som hun ville have været besat af, hvis det havde været bavianer, der var gået til angreb på hende; og en følelse af normal samhøringhed med Passion, på trods af, at hun har dræbt hendes unge og nu sidder og æder den.

Men altså, Jomeos historie ville måske ikke have været særlig meget anderledes, hvis han havde været et menneske; også vi har forskellig drift mod tinderne. Men den ville have været noget mere indviklet; hvis man da skal kalde det indviklet; for for os mennesker er det indviklet at sætte os i chimpansernes sted. Men den ville have været mere indviklet i den forstand, at Jomeo ville have haft en "overbygning" af samfundsskabte forestillinger, forestillinger om, hvordan en rigtig helt skal være, om, hvordan man helst skal bære sig ad, om, hvordan man bør tage et nederlag. Alt det er han sluppet for, nu, hvor han har haft det held at blive chimpanse. Og i den forstand er det altså "lettere", at det gør det muligt at tage et nederlag, ja, at et nederlag for dem slet ikke er som et nederlag for os, og en ydmygelse i deres verden slet ikke som en ydmygelse hos os.

Hvis man da skal kalde det lettere. Måske man skal nøjes med at kalde det anderledes.

F. Om relationer i samfundet

1. Forholdet mellem mor og søn

Som før omtalt ser det ud til, at sproget i menneskesamfundet har den virkning, at det forstærker en tendens, der findes der i forvejen, sommetider endda ganske gevaldigt.

Det gælder måske også det, der skal omtales nu: de relationer, der findes i samfundet. Af dem er der nogle stykker; og de giver sig alle af opfostringen. Det ser ud til, at individerne får en slags prægning under opvæksten, så de resten af tilværelsen husker, hvem der er deres mor og hvem der er deres bror og formentlig også, hvem der er deres søster, hvis det formuleres, set ud fra hannens synspunkt.

At de virkelig husker det, ses af flere forhold, først og fremmest vel nok af det faktum, som man direkte har iagttaget, at der blandt de mange parringer, man har iagttaget, kun har været én, hvor det var en søn, der parrede sig med sin mor; og ved den lejlighed skete det under stærk protest fra moderens side. Det var en yderst ambitiøs ledende han, Goblin, der ved én lejlighed foretog det famøse skridt. Goodall skriver meget opbragt om det: "Da Gimble var seks år gammel, kom Melissa i brunst igen. Det medførte den mest usædvanlige række hændelser: Goblin, der nu var nitten år, udviste pludselig en seksuel blodskams-interesse for moderen. Under Melissas foregående seksuelle opsvulmninger havde Goblin ligesom andre voksne sønner overhovedet ikke vist noget ønske om at parre sig med sin moder. Men denne gang var det anderledes. En dag, da Melissa var omkring halvvejs gennem sin første seksuelle opsvulmen, nærmede Goblin sig og satte hende stævne ved at ryste voldsomt i vegetationen. I første omgang ignorerede hun ham, men da han fortsatte, truede hun ad ham. Det så ud til at gøre ham rasende - med et vredt udtryk sprang han på hende, og da hun stak af, forfulgte han hende og stampede hende faktisk på ryggen. Melissa var ude af sig selv af raseri, og da Goblin demonstrerende trak sig væk, trampede hun skrigende efter ham, indtil jeg troede, at hun ville blive kvalt. Han forsvandt, men den følgende dag opfordrede ham hende igen, og da hun prøvede at undgå ham, truede han atter ad (174) hende med strittende pels. Så krøb Melissa faktisk til min store overraskelse sammen foran sin søn parat til parring. Den seksuelle handling blev ikke fuldbyrdet - Melissa trak sig højt skrigende væk efter nogle få sekunders forløb. Igen sprang Goblin på hende og stampede hende i ryggen. Hans egen moder! Jeg kunne ikke lade være med at føle mig opbragt - og Melissa må tydeligvis have følt det på samme måde, for hun vendte omkring og slog ham, før hun løb væk. Hun klatrede højt op i et træ, så langt væk fra Goblin som muligt. Han blev neden under det, stirrede vredt op på hende og rystede rasende i grenene, men hun blev, hvor hun var, og snart gav han op". (Gennem et vindue, side 173).

Og betegnende nok ændredes forholdet mellem de to fra det tidspunkt. De havde ellers holdt sammen ret ofte, været i hinandens nærhed og delvis hjulpet hinanden, som mor og søn ofte gør det; men fra da af blev moderen tilsyneladende bange for sin søn, hun skyede ham i hvert fald som regel. Dog fortæller Goodall, at han ved en lejlighed lidt senere kom hende til hjælp og jagede en bidsk han bort fra sin mor. Men helt godt blev forholdet først, da moderen var blevet drægtig og derfor ikke længere fik sine lyserøde opsvulmninger.

Både dette, at forholdet mellem Goblin og hans mor ændrede sig, og dette, at sønner normalt ikke parrer sig med deres mødre, viser, at relationerne mellem chimpanser, én gang tilvejebragt, synes at bibeholdes, i hvert fald relationen mellem mor og søn. Og altså at bibeholdes i den grad, at det, der ellers vækker det største interesse hos alle voksne hanner: en huns fristende lyserøde bagdel, ikke har nogen interesse, når den tilhører hans mor. Moderrelationen sejrer over elskovsrelationen. Og det er dog egentlig ret bemærkelsesværdigt.

For en ordens skyld: Vi skal ikke forestille os, at chimpanser besidder nogen skjult viden om de potentielle farer ved incest; vi behøver heller ikke regne med, at denne adfærd har nogen genetisk baggrund; de tilfælde, hvor en mor ville blive drægtig med sin søn er formentlig så få i de fleste dyresamfund, at eventuelle misdannelser hos afkommet i den anledning ikke ville give sig udslag i nogen ændring af det genetiske materiale. Der er jo heller ikke noget i chimpansesamfundet, der hindrer en far i at parre sig med sin datter; han aner ikke, hvem af de mange yngre "skønheder", der er direkte afkommere af ham selv. Nej, der er alene tale om en "tillært" adfærd, tillært i den forstand, at det hos chimpanserne, men jo ikke hos alle pattedyr, er blevet en del af den opvoksende slægts arv, at relationen, der er bibragt gennem opvæksten, opbevares i hukommelsen livet igennem.

Men et specielt forhold til moderen har altså chimpanserne. At det kommer tydeligst frem for hannernes vedkommende, kan ikke undre, al den stund hannerne ikke som hunnerne bliver centrum i en ny familie, der giver dem nok at rive i, men "kun" får til opgave at slås for højere rang i hansamfundet. Og dette forhold betyder for hannen blandt andet, at der altid er én, som han kan hente trøst hos. Selv voksne hanner, der kæmper om at blive den førende han, kan af og til bryde af midt i deres demonstrationer for at hente hjælp og trøst hos moderen. Goodall fortæller f.eks. om Flos ældste søn, Faben, der på et tidspunkt kom til skade, og i den tid, hvor han var "ukampdygtig" eller følte sig ukampdygtig, forblev hos moderen, fulgte hende og ikke de andre hanner rundt i terrænet. Og hun fortæller også om dengang, da han kom tilbage til lejren med betændelse i sin lamme hånd; da var Flo død kort forinden, uden at han havde set hende (måske, som sagt, blandt andet fordi Goodall havde begravet hende); og da havde han konstant spejdet ud over dalskråningerne, som om han holdt øje med én eller anden. (Gennem et vindue, side 57).

Også Figan nød godt af sin moders omsorg. Efter et sammenstød med Evered, hvorunder han faldt til jorden fra ti meters højde og pådrog sig en forstuvet hånd og en ditto fod, hørte hans mor hans skrig fra en tre fire hundrede meters afstand, og foer, sin høje alder til trods, hen til ham; hjælpe ham i kampen kunne hun vel ikke, for den var overstået, da hun kom frem, men hendes tilstedeværelse beroligede ham, og hans skrig afløstes af svag klynken, da hun begyndte at soignere ham. (Gennem et vindue, side 55).

(I parantes bemærket: Dette er også yderst lidt helteagtigt. Vi mennesker skulle snart blive drillet med, at vi nok søger ly under vores mors skørter, eller hvad man nu ville sige til os; men, som også påvist, den ene chimpanse kan ikke sige noget til den anden, og derfor heller ikke drille den. Lidt fordel skal der vel også være ved at være chimpanse!)

2. Forholdet mellem søskende.

Men ikke blot sønnerne bevarer forholdet til deres mor, døtrene gør det også, omend deres forhold til nye familiemedlemmer indvirker på forholdet til moderen. Goodall fortæller således om Gremlins forhold til sin mor; hun havde fået sin første unge, ungen var blevet omkring ti måneder gammel, og Gremlin befandt sig, som hun plejede, i sin mors nærhed, og moderen begyndte at soignere hendes ryg. Da krøb hendes søn ind imellem hende og moderen. Og moderen begyndte at soignere ham. Gremlin vendte sig om og begyndte at klynke bønfaldende, medens hun forsigtigt rakte hånden ud efter sin søn. Han reagerede ved at klatre ind til hende, og hun fjernede sig så skyndsomst. Det var tydeligt, siger Goodall, at Gremlin havde været bange for, at moderen ville stjæle hendes søn. (Gennem et vindue, side 173).

Men altså, der skabes under opvæksten i chimpansesamfundet så stærke bindinger til moderen, at de bevares livet igennem. Og det afsløres af en række forskellige iagttagelser, som man har gjort sig.

Derimod synes det at være mere uvist, hvordan det forholder sig med en brors forhold til sin søster. Goodall videregiver nogle iagttagelser i The Chimpanzees of Gombe, side 466-469, hvoraf det fremgår, at kopulation mellem søskende synes at modvirkes enten af den enes eller af den andens opførsel. Enten er det hannen, der slet ikke viser interesse, skønt alle andre hanner omsværmer hans søster, eller også er det hunnen, der undviger hannen, skønt hun gladelig giver sig hen til alle de andre hanner. Da Fifi således første gang kom i brunst, holdt Figan sig borte, mens Faben prøvede at kopulere med hende. Dette synes at tyde på, at det især er Figan, den yngste af de to brødre og den, der i alder er Fifi nærmest, der opfatter hende som søster, eller skal vi sige: der har bevaret denne anden relation i hukommelsen. Senere, da Fifi kom i brunst efter at have født og givet mælk, var det i højere grad Figan end Faben, der kopulerede med hende. Figan var på det tidspunkt den ledende han, og dette kunne pege hen på, at rollen som ledende han lettere vinder over rollen som bror, eller altså: at den forhindring, som erindringen om Fifi som en søster frembyder, lettere brydes ned, når man har en høj end når man har en lav position. Men dette er kun gætterier.

3. Sprogeffektiviseringen

Og dette her skal ikke lede frem til gætterier i den retning, det må andre om. Derimod nok til gætterier i en anden retning. For ligesom den "sprogtåge", der efter udviklingen af sproget lægger sig rundt omkring menneskesamfundets sociale liv, medfører en effektivisering af hukommelsen, så den bliver kollektiv i stedet for individuel, og ligesom den medfører en forøgelse af selvbevidsheden, så den nu er til stede i hvert øjeblik, sådan medfører den også en "fastlåsning" af de forhåndenværende relationer, eller, skal vi sige, den får dem til at bevares med større selvfølgelighed og større sikkerhed.

Det har noget at gøre med det forhold, som jeg nu efterhånden har omtalt nogen gange, at hukommelsen i menneskesamfundet er kollektiv og ikke mere kun individuel. Før, i det ikke sproglige samfund, var det op til den enkelte, om han huskede, hvem der var mor og hvem der var søster. Glemte han det, overså han det, så var der vel den pågældende selv til at minde ham om det, men det skulle gøres i den aktuelle situation selv, senere eller før var det ikke muligt, at søskende- eller moderrelationen kunne genopfriskes. Nu, i sprog-samfundet, er relationen én gang fastslået af samfundet gennem de fortællinger, der cirkulerer mellem individerne, og derved bliver man erindret om, hvordan familieforholdene er, hver gang disse fortællinger repeteres.

Man kan naturligvis også tænke sig, at denne stadige erindren vil finde sted i særlige tiltaleformer, som sproget danner. Så det altså på en måde er selve ordene "søster", "bror", "mor", der skaber den forstærkelse af relationen, der er tale om. Og man må vel tænke sig, at disse betegnelser, også som tiltaleformer, går tilbage til sprogets første tid.

Altså, igen ser vi det: et fænomen findes ikke blot hos os mennesker, men også hos dyrene, her specielt hos chimpanserne. Men fænomenet effektitiviseres, får større kraft, gøres langt mere gennemgribende af det fortælleunivers, mennesket befinder sig i. Det er i og for sig ikke, fordi der skabes noget afgørende nyt. Men som før sagt: den gradsforskel, der bliver til, er så væsentlig, at den bliver en væsensforskel.

4. "Elsker" og "elskerinde"?

Det spørgsmål, jeg nu vil behandle, er dette: Hvordan vil det forhold, at der sættes navne på de to, der danner par, påvirke udviklingen? Vil der kunne dannes fortællinger om det, der sker i "det store sammenrend"? Vil man kunne fortælle, at nu er den og den gået afsides, og gået afsides på "bejlerfærd"? Og hvordan vil denne fortællen og denne navngivning påvirke individernes opfattelse af sig selv?

Meningen er naturligvis herigennem at rejse det spørgsmål, om man i denne sprogmekanisme har en kraft, der virker ægteskabsskabende. Men det er ikke min mening at afsvække betydningen af de andre ægteskabsskabende kræfter, der kan nævnes, hvoraf her har været nævnt den udvidede "brunstperiode". Dog må man vel sige, at en sådan udvidelse lige så godt kunne have resulteret i en endnu større "fornøjelse" ved den parring i flæng, som florerer blandt chimpanser, som i oprettelse af bånd mellem partnerne. Blandt dværgchimpanserne eller bonoboerne har den udvidede "brunstperiode" medført netop det: en sådan næsten større seksuallyst. Så der er ingen naturlig tendens til, at udvidet brunstperiode fører til pardannelse.

Derimod vil der givetvis ske det på dette område, som der sker andre steder, hvor sproget gør sin virkning, at den selvbevidsthed, som er til stede, også på kønslige område, forøges enormt. (Se Flo). Den selvbevidsthed, jeg tidligere har omtalt, gjaldt bestemte situationer, formentlig ikke al væren til. Men kommer der navn på mit forhold til min partner, er der nogen i flokken, der fortæller om os, bliver vi endda måske drillet så småt med vores måde at være på, så vil alt dette præge os, vi vil tage hensyn til det, min bevidsthed bliver ikke bare en bevidsthed om, hvordan jeg er, men også om, hvordan min partner er, ja om, hvordan vi er sammen, som par betragtet. Og hvis der sker en sådan bevidstgørelse, hvis denne bevidstgørelse er så stærk, som her antydet, og på ét eller andet tidspunkt må den jo have vokset sig så stærk, så kommer begyndelsestidspunktet til at spille en rolle, så bliver der ikke bare tale om en tilfældig parring, som man kan foretage med en banan i munden (som chimpanserne gør det), nej, så bliver denne begyndelse indledningen til et parforhold, så kan der derudfra dannes fortællinger, som vil sammenvæve sig om os to og knytte os endnu tættere sammen.

Mit køn følger mig dagen igennem. Jeg er aldrig neutral. Det gælder vel også for chimpanser. Men bliver bevidstheden om ikke blot kønnet, men også sammenknytningen gennem kønnet med et andet individ stærkere, så må vel også selve sammenknytningen blive stærkere?

Ja, netop det er jo på mange måder spørgsmålet. For behøver nødvendigvis disse ting, specielt den stigende bevidsthed om at være et kønsvæsen, at føre til, at der i samfundet danner sig par ved par? Går det uden videre sådan, at fordi man får ord for forholdet, fordi man kan fortælle om det, så vil der også dannesforhold, så vil tingene ændre sig fra at være parring i flæng til at være parring i par? Det er ikke til at se, at det uden videre skal gå sådan til.

5. Blufærdigheden.

Nuvel, selve overgangen til det, vi kan kalde det menneskelige ægteskab (som jo i sig selv kan have mange former) skal ikke her undersøges, mest fordi vi så begiver os ind i store kulturhistoriske overvejelser. Men alligevel skal jeg pege på, at en ting som blufærdigheden dels synes at være udbredt blandt mennesker overalt på kloden, omend den har vidt forskellige udslag i de forskellige kulturer, og dels synes at gå meget dybt i personligheden: man rammes virkelig, hvis andre går for tæt på én med hensyn til blufærdigheden. Og hvordan den fremstår, er måske en lige så stor gåde, som hvordan det menneskelige ægteskab fremstår.

Og netop blufærdigheden kan det være svært at få øje på kim til i chimpansesamfundet. For hvor er blufærdigheden henne i deres parring i flæng? I den henseende har de "ingen kultur".

Og dog findes der allerede i chimpansesamfundet to elementer, der er forudsætning for blufærdigheden.

Der findes en selvbevidsthed om den seksuelle tilstand, som før nævnt. Kan gerne være, at ikke enhver chimpanse har lige meget af den ingrediens. Men at den findes hos nogle af chimpanserne, kan der ikke være tvivl om.

Og så findes der også hos chimpanserne en vilje til at lade selv den stærke seksualdrift underordne under andre forhold; en han parrer sig ikke med sin mor og som regel ikke med sin søster; her har moderforholdet eller søskendeforholdet lagt en bremse på seksualdriften. En han afleverer en invitation, og afventer hunnens svar; nå ja, der er mange eksempler på, at han bliver umedgørlig, hvis hun ikke besvarer hans invitaion med et ja ret omgående, og det véd hun: en umedgørlig han er, som ordet antyder, ikke rar at have med at gøre. Tilbageholdenheden er ikke stor, men lidt er der dog, også dèr.

Men blufærdighedens væsentligste ingrediens findes ikke hos chimpanserne. Jeg tænker på dette, at mennesket er et selv. Jeg tænker på dette, at personligheden (og med dette ord betegner jeg kernen hos både chimpanser og mennesker) hos mennesket er omgærdet af et sprogunivers, som tenderer mod at gøre den helstøbt. Jeg tænker på dette, at mennesket derigennem i langt højere grad får et forhold til sig selv, herunder også et forhold til sit køn. Det sker netop i langt højere grad. Og det er denne langt højere grad, der skaber det nye; det er i kraft af en sådan langt højere grad, at et fænomen som blufærdighed udvikler sig.

Dog er der én ting, der har lidt med blufærdigheden at gøre, som måske nok kan få en ret konkret forklaring ved hjælp af ordet "bevidstgørelse". Det er den kendsgerning, at mens chimpansers parringsakt finder sted i al offentlighed - de går på ingen måde afsides med denne handling, og når en han tager en hun med på bejlerfærd, skyldes det ikke noget ønske om at holde selve akten skjult for de andre, mere et ønske om at have hunnen for sig selv, omend dette ønske jo altså i sin udførelse medfører, at handlingen kommer til at ske udenfor de andres blikke, mens det for chimpanser forholder sig således, forholder det sig hos mennesker som bekendt sådan, at kønsakten foretages i det skjulte; vi gør med viden og vilje det, at vi trækker os afsides, når den slags skal finde sted. Og vel at mærke, dette er ikke noget, der kun hører vores vestlige kultur til; omend der er gradsforskelle mellem de forskellige kulturer.

Hvorfor egentlig?

Man kan i nogen grad give en forklaring på dette fænomen ved hjælp af begrebet "bevidstgørelse". Det, der skal ske med ens legeme, finder jo nemlig sted, uden at man kan påvirke det med sin vilje. Det sker "ubevidst", vil vi måske sige. Men det hører vel nu med til de erfaringer, vi har gjort, at når bevidstheden, som hos os tenderer mod at blive altomfattende, i visse situationer skal "slås fra", så kan det af og til være vanskeligt; så kan pludselig den bevidsthed, som vi dog ellers lever og ånder i til daglig, komme til at volde os besvær; specielt hvis vort legeme ikke vil, som vi vil, så står vi der med håret ned ad nakken, og kan hverken gøre fra eller til.

Det kendes fra andre legemlige funktioner. Der er f.eks. nogle mænd, der, når de når en vis alder, oplever tisseforstyrrelser (det er da sært, som jeg i dette afsnit skal beskæftige mig med de nedre regioner!!). Og om dem fortælles det samme: At det er dem næsten umuligt at "slå bevidstheden fra"; jo mere de tænker på det, de gerne vil: lade vandet, des mere umuligt bliver det for dem at gennemføre det.

Og forestiller vi os nu, at kopulationen skulle finde sted i al offentlighed i et samfund, hvor fortælleevnen var udbredt, så ville ikke blot handlingen kunne forstyrres af diverse tilråb; det kunne såmænd være slemt nok, for også derved gøres det vanskeligt at "slå bevidstheden fra", eller at koncentrere sig om det man skal; men tillige ville handlingen indgå i de handlinger, der blev bedømt af de andre; der ville opstå idealer på det punkt; man ville tale om den nydelige gennemførelse (eller måske mindre nydelige); og dette ikke at kunne, når man skal, ville blive betragtet som et betydeligt svaghedstegn, et svaghedstegn, som den pågældende ikke kunne gøre nogetsomhelst ved, om han så anstrengte sig aldrig så meget.

Alt dette har med det at gøre, at graden af bevidsthed omkring, hvad man gør og ikke gør, hos mennesket er vokset ud over alle bredder. Eller måske snarere: 'er vokset ind i alle kroge af hjernen'. Og skal denne sære bevidsthed ikke ødelægge altfor meget, ja, så er der altså nogen, der har opdaget, at det kan være en fordel at gå afsides. Derved undgår man de andres tilråb, der kun kan forstyrre den vanskelige akt; og derved undgår man at også denne handling bliver vejet på "de andres" vægtskål.

Hermed mener jeg ikke at have sagt noget udtømmende om blufærdigheden, blot at have gjort opmærksom på en mekanisme, der kan hjælpe med til at forklare dens opkomst.

G. Aggression og beroligelse

1. Undertrykkelse umulig.

Goodall er i stand til at skrive næsten en hel roman, i dette tilfælde et kapitel i sin bog "Gennem et vindue" om "Figans vej til toppen". Hun har tidligere nævnt, at Figan så ud til at blive en alfa-han, og som tiden går, ser hendes profeti ud til at gå i opfyldelse. Dog er det ikke nogen nem vej, Figan har at gå; der er modstandere undervejs, dels den langt større Humphrey, dels hans "nære ven" Evered, som i sin lige så stærke trang til overherredømmet måske er en farligere modstander.

Man kan spørge, hvordan dog Goodall kan anbringe disse chimpansefigurer i et menneskeligtfortælleforløb. Sådan spørger Goodall heldigvis ikke, hun gør det bare. Men man kan ikke helt nægte, at det igennem måden, hun fortæller på, afsløres, hvordan hun rent faktisk gør det, at hun fører et menneskeligt univers ind over chimpanserne, eller fører chimpanserne ind i et menneskeligt fortælleunivers. Og så meget er altså mennesket i familie med chimpansen, at dette i det store og hele lader sig gøre, hvad enten man nu er opmærksom på vanskeligheden ved det eller ej. Der kommer sammenhæng i det, og hvad mere er: chimpanserne "humaniseres" ikke; de bliver ikke forvandlet til menneskelige skikkelser, men forbliver, hvad de hele tiden har været: chimpanser.

Nu er specielt det område, der hedder: Det sociale samliv, et område, hvor noget sådant kan lade sig gøre. Hvad angår et andet område: forholdet til døden, har jeg søgt at vise, at her slår det normale menneskelige fortælleunivers ikke til, her må vi vise agtpågivenhed, her må vi være klar over chimpansernes særegenhed. Men det sociale samliv hos chimpanserne minder så meget om menneskenes sociale samliv, at man meget mere umiddelbart kan fortælle om den side af deres liv.

Lad os tage forholdet mellem de to brødre, Faben og Figan! Det synes umiddelbart betragtet at være som forholdet mellem menneskebrødre; her er uoverensstemmelser, her er sammenhold, og her veksler disse to ting tilsyneladende hele tiden med hinanden. Og dog er der en væsentlig forskel: Faben var den ældste, men blev trods det domineret af den yngre Figan; dette skyldtes, at han blev ramt af polio og mistede førligheden i den ene arm. (Gennem et vindue, side 51). Var det nu menneskebrødre, der var tale om, kunne man tænke sig, at den ældste ville blive trodsig, at han ville reagere med negative følelser, hvis den yngste søgte at udnytte det handicap, han dog uforskyldt havde pådraget sig. Og hvis alligevel den yngste fik magten, så kunne det meget vel tænkes, at den ældste ville bevare en følelse af at være blevet forurettet, en fornemmelse af, at der var noget forkert ved det.

Sådan behøver det ikke gå mellem mennesker. Men om chimpanser må man sige: sådan kan det ikke gå mellem chimpanser. Alt, hvad der hedder moralske bedømmelser, er det umuligt for chimpanser at være med i; de moralske overtoner, der gang på gang dukker op i vor fortællen, er forkert anbragte overfor chimpanser. Tag bare udtrykket "uforskyldt" ovenfor! Det kan mennesker bruge om sig selv og andre mennesker; den forskel kan mennesker sætte ind med hensyn til det, der sker med os: er det noget, vi selv har kunnet gøre for, eller er det noget, vi ikke kunne gøre for. Og der er ingen tvivl om, at det er sproget, der giver os den grad af selvbevidsthed. Men så stor en selvbevidsthed har chimpanser ikke. Og selv om de havde noget, der ragede op i nærheden af denne selvbevidsthedsgrad, så ville de ikke kunne kommunikere den. Og det vil sige, at de ikke ville kunne tænke den tanke, at det, der er sket med Faben, er noget, han ikke selv har kunnet gøre for.

Og vel at mærke: Hverken Faben eller Figan kan tænke denne tanke. Faben har altså ikke denne tanke i sig, så han af den grund kan føle sig undertrykt, kan føle sin underordning under Figan som noget forkert, eller føle, at det er forkert, at Figan udnytter hans svaghed til at gøre sig dominerende i forhold til ham. Og Figan har heller ikke en sådan tanke. Hvis han føler en vist stolthed over at være overordnet sin storebror, (men véd han, hvad en storebror er i modsætning til en lillebror?) hvis han kan besættes af en fornemmelse af glæde over at være den dominerende i forhold til Faben (og en sådan glæde er jo på en måde en forudsætning for alle de kampe mellem hannerne, der faktisk foregår), så er der ikke blandet det mindste gran af dårlig samvittighed ind i denne følelse; der er ikke skygge af fornemmelse for, at det egentlig skulle være omvendt.

Bevares, det kan skyldes, at når ordene "storebror" og "lillebror" ikke forekommer, så kan heller ikke de idealer, som vi i menneskeverdenen knytter til disse ord, forekomme. Men det kan også forklares med, at i chimpanseverdenen mangler totalt enhver form for moralsk tænkning. Følelsen af at være uretfærdigt behandlet kan ikke forekomme, følelsen af dårlig samvittighed heller ikke.

Nu kan man selvfølgelig sige, at dette ikke kan vedkomme os mennesker; vi ser blot de ydre handlinger, ikke sådanne indre følelser. Men det har netop også kun relevans, når vi skal forklare chimpansers handlinger; når vi altså skal prøve at leve os ind i dem, sætte dem ind i en menneskelig fortællesammenhæng; og det er jo netop, hvad Goodall gør.

Men læg også mærke til, at dette gør, at ordet "hævn" ikke får nogen mening i chimpansesammenhæng. Der er ingen uret, der skal hævnes, for uret kendes ikke. Det kan godt være, at en slagen chimpanse vil prøve at komme ovenpå igen, men den gør det ikke, fordi den vil hævne sig på sin modstander, den gør det, fordi den aldrig "har sluttet fred", chimpansesamfundet er i bestandig bevægelse, ingen alliance varer evigt, altid vil trangen til at komme højere op ad rangstigen gøre sig gældende.

Ja, også udtrykket "at slutte fred" gengiver et specielt menneskefænomen. Vi kan slutte fred, vi kan indgå en overenskomst med et andet menneske, vi kan træffe en aftale om dette eller hint, og kan så føle os bundet af den, medmindre naturligvis den anden bryder aftalen. Men chimpanser kan ikke slutte fred, det er dem ikke muligt at indgå aftaler, de kan ikke love hinanden noget, for "at love" er et sprogligt fænomen, og sprog er netop, hvad chimpanser mangler.

Derfor kan jeg sige, at alt i chimpansesamfundet flyder, at der aldrig opstår en for al fremtid gældende ligevægt, eller at chimpanser ikke slår en handel af med hinanden om at dele magten eller om ikke at blive gale på hinanden.

Men det betyder på besynderlig vis ikke, at de ikke kan være gode venner, heller ikke, at de ikke kan blive gode venner igen. Blot har den "forsoning", der finder sted, ikke det præg af forsoning, som en "menneskeforsoning" har, dvs der er ingen ord, der siges og fremkalder forsoningen.

2. Forsonlighedsgestus.

Den forsonlighedsgestus, Goodall oftest omtaler, er dette, at chimpanser soignerer hinanden, dvs renser hinandens pels, nogen siger, at de afluser hinanden. Hvad man end kalder det, det er en social adfærd, der er alment anerkendt i flokken, og består i en form for gensidig berøring. En sådan soignering har i høj grad en beroligende effekt på den, der modtager handlingen. Og ikke blot beroliges chimpansen af denne adfærd, hans forhold til den soignerende part bekræftes også.

Forsonlighedsgestus kan også være af anden art. Der kan være tale om dette blot at berøre hinanden; der kan være tale om en direkte omfavnelse; eller en let berøring med hånden kan være det, der skal til for at give den anden beroligelse.

Én af de mærkeligste situationer, hvori beroligelse forekom, er Melissas anglen efter beroligelse hos den overordnede hun, Passion, skønt hun lige havde dræbt Melissas spæde unge og faktisk stadig sad og åd kadaveret. Jeg har før nævnt den (se her Melissa). Men lad os alligevel tage den frem igen og sammenligne den med en menneskelig forsoningshandling.

Hos Goodall står der følgende: "Femten minutter efter tabet af hendes spæde unge begyndte Melissa igen at nærme sig Passion. De to mødre stirrede tavst på hinanden; så rakte Melissa en hånd ud og Passion berørte hendes blødende hånd. Mens Passion sammen med Prof fortsatte med at fouragere på ungen, begyndte Melissa at duppe sine sår. Hendes ansigt var slemt svulmet op, hendes hænder ødelagte, hendes bagdel blødte stærkt. Kl. 18,30 rakte Melissa igen en hånd ud mod Passion, og de to hunner holdt hinanden i hånden en kort tid. Melissa fortsatte med at holde øje med Passion, mens hun lå på en gren og plejede sine sår. Kl. 18,42 nærmere Melissa sig igen; Passion omfavnede hende og fortsatte sit måltid. Hun rakte sin føde ud mod Melissa, som berørte den. Da mørket faldt på, var chimpanserne der stadig, Passion og Prof i færd med at æde, mens de andre så til". (Min oversættelse; The Chimpanzees of Gombe, 331).

Situationen er unægtelig besynderlig. Og man kan, som jeg gjorde tidligere, gøre opmærksom på, at chimpansers erfaring er individuel, og at Melissa derfor måske ikke er klar over, hvad det er at dø, hvad der har bevirket ungens død, hvordan der faktisk er sket det, at Passion har dræbt hendes dyrebare unge.

Men man kan også, og det skal jeg gøre denne gang, så at sige se bort fra ungen, og holde sig til forholdet mellem de to hunner. Også da er forholdet nemlig bemærkelsesværdigt. Melissa er blevet hårdt såret; og mens man måske kan tvivle på, at hun véd, hvad det er at slå ihjel, og derfor tvivle på, om hun helt kan gøre sig det klart, som Passion har gjort mod hende ved at dræbe hendes unge, så kan man ikke tænke sig, at hun er det mindste i tvivl om, hvem der har tildelt hende de sår, hun sidder og slikker eller dupper med tyggede blade. Hun er på det punkt så udmærket klar over, hvad Passion har gjort. Alligevel søger hun beroligelse hos netop Passion; alligevel vil hun have, at Passion skal besvare hendes forsoningsgestus: den udrakte hånd, hvad Passion da også gør. Hvordan kan hun dog gøre det? spørger vi uvilkårligt. Men vi må gøre os klart, at sådan spørger vi, fordi vi er mennesker; fordi en forsoning for os er noget andet og mere, skønt den måske har grundliggende træk fælles med chimpansernes forsoning. Hos os indebærer en forsoning, at der er en uret, der skal gøres god; hos os kan en forsoning først finde sted, når dog der er bedt om tilgivelse for begået uret; hos os er det ordet, der skaber forsoningen; selve tilgivelsesordet, eller selve det ord, der siges i forsoningssituationen, er det, der får forsoning til at ske; ja, selve det, at forsoning er noget, der sker, er en begivenhed, der finder sted på et bestemt tidspunkt, også det er vel noget, hvorved vor forsoning adskiller sig fra chimpansernes. Men alt dette skyldes, at vort sociale samliv, men ikke chimpansernes, er overbygget med moral. Vi kan ikke andet end gøre moralske forestillinger gældende. Men chimpanserne kan overhovedet ikke gøre moralske forestillinger gældende.

3. Aggression og forsoning.

Disse overvejelser skal bruges til at korrigere vores normale opfattelse. Vi er som regel meget hurtige til at genfinde dyrenes aggressive tendenser hos os selv. Men skal aggressionen hos os være en reminiscens af aggressionen hos dyrene, her chimpanserne, så skal jo også forsoningen være det. Ligesom vores aggression er en arv, vi har med os fra vor dyrefortid, sådan er også forsoningstendensen det, uanset, om denne tendens i sin udtryksform er helt anderledes hos os mennesker.

Blot må man for aggressionens vedkommende skelne mellem aggression overfor medlemmer af ens egen gruppe og aggression overfor fremmede. Overfor de fremmede forekommer jo forsonlighedsudtrykkene heller ikke. Det er jo et af de mærkelige resultater, Goodalls undersøgelser har ført med sig, at man har opdaget, hvordan chimpanser er anderledes overfor fremmede end overfor de individer, der tilhører den samme stamme. Det er vel stadig lidt uklart, hvordan disse fremmede individer egentlig blev fremmede; som før nævnt skilte en lille gruppe chimpanser sig ud og dannede en gruppe med territorium syd for den store gruppe; denne lille gruppe var vænnet til menneskers tilstedeværelse, og derfor kunne man iagttage de sammenstød, der fandt sted, sammenstød, hvor som sagt flere af de involverede parter blev dræbt. Men hvordan det kan gå til, at individer, der tidligere er blevet betragtet som et stammemedlem, som man kunne søge trøst hos, som man kunne omgås, som man hørte sammen med, måske så man udførte "imponerekampe" imod hinanden, men dog sådan, at disse kampe ikke gik ud over et vist skadeniveau, hvordan disse individer kunne forvandle sig (i den første gruppes bevidsthed) til skadevoldere, der for enhver pris måtte slås ned, det ligger hen i det uvisse.

Men givet er det, disse "stammekampe" genfindes hos os mennesker. Også hos os bliver nogle defineret som fremmede. Blot er det jo hos os betydelig nemmere at udfinde kriteriet for denne definition; da vi er sproglige individer, synes den at kunne forklares ud fra sproglige kendetegn. Eller skal vi nøjes med at sige, at den normalt kan forklares ud fra sproglige kendetegn. Netop i disse år foregår der kampe i ex-Jugoslavien og i Rwanda, og begge steder er der tale om kampe mellem mennesker, der taler samme sprog, men på en eller anden måde alligevel er i stand til at afgøre, hvem der hører med og hvem ikke.

Disse begivenheder, fortæller Goodall, gav hende et nyt syn på chimpanserne (Gennem et vindue, 114). Hun havde hidtil anset chimpanser for at være "flinkere" end os; omend de nok kunne foretage sig ret drastiske ting under deres imponereløb, syntes det dog, som om de dèr trods alt holdt sig så meget i skindet, at det ikke medførte direkte dødsulykker. Men fra de inter-samfundsmæssige kampe blev der ved med at dukke billeder op af chimpansernes grusomheder, billeder, som det tog Goodall år at bearbejde.

Og da hun endelig fik dem bearbejdet og var i stand til at acceptere det nye billede af chimpanserne, som begivenhederne havde frembragt, var årsagen den, fortæller hun, at hun blev klar over, at kun mennesket er i stand til bevidst mishandling. (Se "flink").

Goodall afslører sig her. Og det er dejligt og forståeligt og menneskeligt. Hun afslører, at hun på forhånd havde gjort sig tanker om, hvem chimpanserne var, hvordan deres natur var, hvorvidt de kunne tænkes at gøre dette eller hint. Hun mødte ikke til sine chimpanseundersøgelser som en "tabula rasa", uden forudfattede meninger, uden at gøre sig forestillinger om chimpanserne. Selvfølgelig ikke; det gør vist ingen; alle har vi af den kultur, vi lever i, fået indpodet visse forestillinger, om andre folkeslag, men også om andre dyrearter. Og i vor kultur er der mærkværdig nok opstået den tanke, at chimpanser og andre vilde dyr ikke er nær så "vilde" som vi mennesker, at de lever i en slags paradis, at de lever fredeligt med hinanden, at aggressionen hos dem er holdt på et "naturligt" niveau, i modsætning til hos os mennesker, hvor den altfor tit går over gevind. Og det store ved Goodall er ikke, at hun møder chimpanserne uden forudfattede meninger, men at hun er i stand til at ændre disse meninger, når de observationer, hun gør, kræver det.

At så opfattelsen her ikke ændrer sig så særlig meget, det er en anden sag. Hun lader stadigvæk opfattelsen være præget af moralske overtoner; hun lader stadigvæk mennesket være den mest grusomme art; hun hjælper sig ved den tanke, at chimpanserne ikke fuldt ud er klar over, hvad de gør. Og den er givetvis rigtig. Men det kan ikke helt overses, at denne tankes funktion her er at undskylde chimpanserne: de er alligevel ikke så slemme som vi mennesker.

Forøvrigt er det vel egentlig mærkeligt, at vores forskel til dyrene i den kulturkreds, vi tilhører, altid skal gå i den retning, at dyrene er bedre end vi. Vi i den vestlige verden er på utallige måder ramt af selvbebrejdelser, det synes at ligge dybt i os, at alt det onde i verden er vores skyld. Og finder vi ud af, at sådan er dyrene ikke, så retter selve den kendsgerning en ekstra anklage mod os.

En anden tankegang hos os, som stadig findes i vore samfund, går ud på, at vi selv er kronen på værket, at med os har udviklingen nået sit højdepunkt. Her kombinerer Goodall de to tankegange: Vi har nok udviklet en højere bevidsthed, men denne højere bevidsthed misbruger vi til f.eks. direkte at mishandle vore medmennesker. Det, der kommer ud af det, minder ikke så lidt om kristne tankegange. Men den eventuelle kristne arv lader vi ligge.

Derimod kan der være grund til her i det mindste at antyde, at der i tidligere tider har været en anden overbevisning i det menneskelige samfund. Vi har endnu bevaret reminiscenser af den. Når vi f.eks. siger om en mand, at han er vild som et dyr, så ligger der en anden forskel mellem dyr og menneske til grund for den udtalelse, end den ovenfor nævnte forskel. Så er tanken den, at mennesket i modsætning til dyrene kan beherske sig, kan styre sine drifter; det kan dyrene ikke; de er umiddelbart i deres drifters vold.

Dog, også denne antydning lader vi ligge.

4. Chimpansernes samfund er uden moralske overtoner.

Jeg må her indrømme, at den forskel mellem menneske og dyr, jeg her på det sidste har hæftet mig ved, ikke uden videre lader sig udlede af den mærkværdighed ved den menneskelige fortællekultur, som jeg begyndte med at gøre opmærksom på. Vi har bevæget os en smule. Eller, hvis nogen hører til den mistænksomme type: Jeg har søgt at vildføre læseren i en bestemt retning.

Der er nu ikke så megen vildførelse i det. Sagen er, at den menneskelige fortælletradition kan undersøges i forskellige retninger. Man kan hæfte sig ved fænomenets evne til at gøre hukommelsen eller erfaringen kollektiv, som jeg har gjort det til at begynde med. Men man kan også hæfte sig ved dets evne til at fastgøre personligheden i et idealbillede, som jeg gjorde det lidt senere. Og man kan endelig hæfte sig ved fortælletraditionens evne til at omgærde alt i det menneskelige samfund med moralske bedømmelser, værdiopfattelser eller overtoner. Det har jeg forsøgt her til sidst.

Men i alle tre tilfælde må man altså være klar over, at chimpansesamfundet ikke har nogen fortælletradition; chimpanser formår ikke at fortælle om hinanden, om deres gerninger eller planer. Og det vil sige - at jeg skal samle det op her til sidst - at chimpansesamfundet er uden moralske overtoner. Og som det var tilfældet før, sådan også her: Vanskeligheden ved en nøjagtig gengivelse af, hvad der sker blandt chimpanser, ligger ikke hos chimpanserne, men hos os: vanskeligheden ligger i vores træghed; vanskeligheden ligger i, at vi næsten ikke formår at "frasortere" vore moralske udtryk eller se bort fra dem.

H. At være ude af sig selv

1. Fra Hans Lipps begrebsverden

Den tyske filosof, Hans Lipps, gør opmærksom på, at der er forskel på raseri og vrede. Der er den forskel, at man i raseriet har mistet sin holdning. Holdningen hos et menneske betyder meget. Og et menneske er sædvanligvis i besiddelse af en holdning, indtager en holdning. Denne holdning bestemmer, hvordan affekterne kommer til udtryk, om de bliver kvalt i fødslen, eller de bliver formet, eller de helt uden holdning bryder løs. (Lipps: Die menschliche Natur, side 21).

Jeg har tidligere været ind på noget lignende. Dette, at man i det menneskelige samfund har en fortælletradition, som man selv passes ind i, bevirker, at der bliver kontinuitet over et individ. Det kan ikke gøre hvadsomhelst, det må i sin handling tage hensyn til, hvad de andre siger. Noget, som jo chimpanserne i kraft af deres manglende sprog, ikke hverken behøver eller er i stand til at tage hensyn til.

Det, jeg kalder kontinuitet, kalder Lipps her holdning. Og det er måske nok en mere rimelig betegnelse; i hvert fald er tankegangen med denne betegnelse ført et skridt videre.

Og altså: i vreden har man bevaret sin holdning; dèr handler man stadigvæk ud fra den holdning, man har antaget eller er kommet ind i. I raseriet, derimod, er man "ude af sig selv", man har ikke længer styr på sig selv, man "lader sit raseri gå ud over den anden", men den anden er ikke "genstand for ens vrede". For raseriet er formløst, man er ude af sig selv, og når man "kommer til sig selv igen", må man til at overveje og tage ansvar for det, man gjorde, mens man i raseriet var ude af sig selv.

Denne forskel på raseri og vrede forekommer mig afgørende. Den kan forklare, hvordan det er fat med chimpanserne, eller i det mindste hjælpe os til bedre at sætte os i deres sted. For man kan rejse det spørgsmål, om chimpanser nogensinde kan indtage en holdning, om de nogensinde kan antage den kontinuitet, der kræves for at kunne have en holdning, om ikke det forhold, at de ikke kan fortælle om hinanden i chimpansesamfundet, bevirker, at de ikke nødsages til at danne et billede af sig selv, og derfor heller ikke, som vi mennesker, nødsages til at tage hensyn til, hvad andre siger om dem, og derfor endelig ikke nødsages til at leve nogen bestemt holdning ud.

Formuleringen på spørgsmålet ladet ane, at det skal besvares med et nej. Men helt så enkelt er det ikke. Uden videre kan der ikke svares.

Det gør ganske vist føromtalte Hans Lipps. Han opstiller lige forud for sin omtale af forskellen på raseri og vrede en række forskelle mellem menneske og dyr. Og han gør det mere ud fra filosofiske betragtninger over, hvem mennesket er, end ud fra undersøgelser af dyr. "Mennesket har ikke det ubrudte forhold til sin natur, som dyret har. Netop derfor er det, at dyret mangler holdning. Dyrets bevægelser, så forskellige de end kan være fra et andet dyrs af den samme art, er dog f.eks. en abes bevægelser. Man ser heri kun arten og bruger kun den som målestok for, hvad der er virkeligt. Den naturlige sikkerhed i de bevægelser, der er dyret medfødt, virker påfaldende. De er ikke noget, dyret "kan", sådan som de tilegnede færdigheder hos mennesket; dem forføjer han over - sådan som også hans erkendelse søger at blive noget ud over tingene. Mens abens spring kun falder forskelligt ud alt efter omstændighederne, og sneglens bevægelser ligeledes styres af underlagets beskaffenhed, er menneskets bevægelser "frie"." (Lipps: Die menschliche Natur, side 19). Metoden skal ikke uden videre forkastes; man kan faktisk ad den vej komme ganske langt. Men når man nu har muligheden for ved hjælp af Goodall at få resultatete kontrolleret, så bør man vel benytte sig af det.

2. Figans raserianfald.

Goodall har en skildring af Figans afgørende kampe, før han nåede magtens tinder, som i denne henseende er interessant. Og den er interessant ikke mindst, fordi der er tale om netop Figan. Denne chimpanse havde tidligere vist sig at være i besiddelse af en særlig social intelligens, noget, der satte den i stand til at udnytte de andre chimpanser. Han havde som ung han narret flokken væk fra bananerne, blot for selv at kunne mæske sig med den i fred. Han havde også i sine unge dage gået alene for sig selv og øvet sig på at sparke til de tomme petroleumsbeholdere, den øvelse, der havde bragt Mike til tops i samfundet. Og nu fortæller så Goodall, at han kun manglede få afgørende kampe, før han kunne betragte sig som den ledende han. Vendingen var kommet, siger hun, fordi hans ældre bror, Faben, nu i modsætning til tidligere, støttede ham.

I sin skildring af én af disse kampe bruger Goodall vendingen om Figan, at "han pustede sig op": "Fire dage senere kom den anden. Denne gang gik Figan løs på Humphrey - en langt farligere modstander end Evered, når det drejede sig om ægte kamp, da han vejede mindst tyve kilo mere end både Figan og Evered. Det skete om aftenen. Alle fire hovedpersoner var til stede - faktisk havde de været sammen hele dagen i en stor blandet gruppe, som holdt festmåltid på de saftige afgrøder, der findes i overflod i slutningen af den lange regntid. Der havde været den sædvanlige slags uro - demonstrationer og kævlerier. Intet ud over det almindelige. Da solen gik ned over søen i vest, sad Figan og spiste alene et stykke fra de andre. Lyden af knækkede grene og raslende blade antydede, at chimpanserne var begyndt at bygge deres reder for natten. Det var et fredeligt tidspunkt, et tidspunkt med almindelige afslapning efter den lange dag, før man lægger sig med fyldt mave. Figan holdt op med at spise. Han sad et kort øjeblik ubevægelig i sit træ og kravlede så roligt ned. Da han nåede hen til de andre, var hans pels begyndt at stritte, og da han klatrede op i deres træ, bevægede han sig hurtigere og hurtigere, mens han pustede sig op, indtil han syntes dobbelt så stor som normalt". (Gennem et vindue, side 57). Lidt senere siger hun om ham, at han arbejdede sig op i et raserianfald. I fortsættelse af det foregående citat hedder det: "Pludselig styrtede han vildt demonstrerende gennem grenene, som han rystede voldsomt i, (58) samtidig med at han sprang og svingede sig fra den ene side af træet til den anden. Der var øjeblikkelig vild forvirring, da chimpanserne skreg og flygtede fra ham, mange af dem hoppede ud af reden. Figan jagtede ganske kort en gammel han, som han slog i forbifarten, og sprang så, efter at have arbejdet sig op til et raserianfald, ned på Humphrey, der sad i sin rede. De to hanner faldt mindst ti meter mod jorden fastlåst i kampgreb. Humphrey trak sig væk og flygtede skrigende. Figan jagtede ham et kort stykke og klatrede så uden at holde pause for at trække vejret op i træet, hvor han fortsatte med at springe omkring i grenene". (Gennem et vindue, side 58). Begge udtryk, både dette,at han puster sig op, og dette, at han arbejder sig op i et raserianfald, lader ane, at der ligger en bevidst hensigt bagved. Og bevares, noget sådant kan man naturligvis ikke vide. Men jeg har nu en ganske stor tiltro til Goodalls iagttagelsesevne, og jeg vil ikke anse det for det mindste usandsynligt, at der har været visse ting ved Figans opførsel, der har fået Goodall til at bruge netop disse udtryk.

Disse ting har med hans bevidsthed om sig selv at gøre. Og det er derfor, at jeg nok er mere tilbøjelig til at tro Goodall, når det er Figan, det drejer sig om, end hvis det var en anden chimpanse. Når Figan ved andre lejligheder har udvist en vis bevidsthed om sig selv; når han har formået at se på sig selv udefra i den grad, at han kan foretage en strategisk handling, skulle han så ikke i dette tilfælde være i stand til at "puste sig op", dvs ud fra en indre opfattelse af, hvem han selv er, og hvem de andre er, at prøve at gøre sig rasende, at prøve at udnytte sit raseri i den situation, han befandt sig i? Hvad skulle ellers udløse handlingen? kan vi spørge. På én eller anden måde må vi dog forestille os, at han véd om sig selv, at han, når han bliver rasende, er farlig for de andre, og at han, jo mere rasende han bliver, kan gøre des større indtryk på de andre.

Goodall skildrer ham, mens han i skumringen bevæger sig hen til de andre hanner, der er ved at bygge rede i al fredsommelighed. Flokken har hele dagen været beskæftiget med den overflod af frugter, der netop da fandtes i området. Og hvad kunne vel være mere naturligt end ovenpå en sådan smovsen at lægge sig til hvile i fred og ro. Men nej, ikke Figan; der var et regnskab, der skulle gøres op; dog nej, ordet "regnskab" er helt forkert. For den arme Humphrey, som var hans rival i denne kamp, havde ikke gjort noget forkert eller undladt at gøre noget rigtigt, han var der bare, og det var det, der var i vejen, set fra Figans synspunkt. Så Figan demonstrerede, som citeret, kraftigt i skumringen, kravlede op i træet, hvor Humphrey havde sin rede og lod sig falde ned på Humphrey, så de begge faldt til jorden højt oppe fra. Og da han efter et lille kvarters forløb, hvor Figan havde sprunget og demonstreret ret så kraftigt, atter forsøgte i al stilfærdighed og i håb om at være ubemærket at lave sig en rede for natten, var det åbenbart for tidligt. Figan var over ham igen, og atter tumlede de til jorden.

Faben havde hele tiden forholdt sig i ro. Men han havde været der. Og, hævder Goodall, Figan ville nok ikke have vovet at angribe Humphrey, der var meget tungere og stærkere end han selv, hvis ikke han havde vidst, at Faben ville gribe ind til hans fordel, om det behøvedes. Og Humphrey ville nok ikke have ladet sig besejre, om han ikke havde vidst det samme.

Og så kan man sige: Når der dog er en sådan grad af bevidsthed om styrkeforhold, om hvem der holder sammen med hvem, osv, i det sociale samspil, hvorfor så ikke forestille sig, at Figan, da han indleder kampen, ikke er optændt af nogen ydre begivenhed, men af en indre trang til at komme til tops i hierarkiet og af en ydre viden om, at skal det mål nås, så er det Humphrey, der skal besejres. Og er det tilfældet, er vi nødt til at revidere Lipps opfattelse noget.

Lipps skriver f.eks.: "Mens abens spring kun falder forskelligt ud, afhængigt af omstændighederne, og sneglens bevægelser ligeledes er styret af underlagets beskaffenhed, er menneskets bevægelser "frie". Deri, at dyret "forholder sig", "bevæger sig", deri udtrykker der sig ikke nogen frihed til noget; i ordet "sig" er kun udtrykt en spontanitet: dyret er midtpunkt for sin adfærd som abe. Dyrets evner muliggøres af omstændighederne. Men mennesket "opfører sig" altid på en eller anden måde, for så vidt han finder sig ansvarlig for sig selv i situationen. Det tvungne, som man mange gange ser hos mennesket i hans bevægelser, har sin modsætning i en løssluppenhed og naturlighed, som hører mennesket som sådant til: så kan han "slå sig løs", og opføre sig naturligt. Ikke kun menneskets frie gang - også dets løb og spring er allerede som bevægelse forskellige fra dyrets løben og springen. Det er ikke først handlingen, der er noget specielt for mennesket". (Lipps: Die menschliche Natur, side 19f).

Dette er en "spekulativ" beskrivelse af forskellen mellem menneske og dyr. Og vel har den meget på sig; vel rammer han noget væsentligt. Men det er dog mærkeligt, i hvor høj grad sagen kan præciseres, når man tager Goodalls iagttagelser i betragtning. Det er muligt, at det kan siges om mange dyrearter, at det pågældende dyr er "midtpunkt for sin adfærd som løve, f.eks."; eller at dyret "i sine bevægelser ikke udtrykker nogen frihed til noget". Men sådanne påstande falder dog noget igennem, når de konfronteres med Goodalls iagttagelser; er der ikke hensigt i Figans bevægelse, når han med mere og mere strittende pels går hen mod de andre hanner, der er ved at bygge rede til natten? ligger der ikke vilje og mål bag alle Figans demonstrationer? har han ikke noget indre, der styrer ham? er der ikke i ham selv en 'vilje til magt', som får ham til at kæmpe imod Humphrey og Evered?

Jeg har før beskrevet det "mere", som mennesket har i forhold til dyrene, som principielt en gradsforskel, blot er graden af det pågældende fænonem så uhyre meget større hos mennesket end hos dyrene. Så at sige ethvert fænomen, som man ved første øjekast vil betegne som noget, mennesket har for sig selv, som noget for mennesket særligt, har jo vist sig ved nærmere eftersyn at have en parallel hos dyrene. Blot er fænomenet hos mennesket "boosted up" i en ganske utrolig grad; og den mekanisme, der effektiviserer sagen hos mennesket, er sproget.

Det gælder redskabsbrugen. Det er ikke noget for mennesket specielt; men fordi mennesket via sproget kan fortælle den nye generation både, hvad der skal gøres og hvorfor det skal gøres, derfor effektiviseres den kulturelle overførsel, der betinger redskabsbrugen, enormt. Det kan være meget godt, at en chimpanseunge efterligner sin mor, når hun tørrer sig i bagdelen efter toiletbesøg; og det kan være udmærket, at en ung hun-makak efterligner en anden og vasker de frugter, de finder i sandet. Men det kulturelle træk, der er tale om, bringes først videre, når ungen har opdaget, hvorfor moderen gør, som hun gør, og når den anden hun har fundet ud af, at ved at vaske frugterne undgår man at få sand i tænderne.

Og også det træk, som Lipps nævner her, dette, at bevægelserne er "frie" hos mennesket, dette at der ligger en holdning bag hos mennesket, også det har sin parallel hos chimpanserne. Blot er fænomenet hos chimpanserne diminutivt, det er næsten ikke til at få øje på; kun, fordi der er tale om den meget begavede og yderst socialt intelligente Figan tør man fæste lid til Goodalls beskrivelse. Men hos mennesket er fænomenet hverdagskost; her forekommer det hos hver og en; her er det ikke blot et enkeltstående fænomen, som man træffer en sjælden gang, nej, hos os er det så almindeligt, at man om ethvert individ i menneskeflokken må sige, at han er et 'selv', han har en personlighed, han har en kerne inderst inde, som er 'ham' og ingen anden.

Når således Lipps fortsætter med at sige, at "kun mennesket kan blive "ude af sig selv" - når det bliver rædselslagent eller bange. Dets såkaldte affekter betyder noget andet end blot det at blive ført med, som hos dyret". (Lipps: Die menschliche Natur, side 20). (Nur der Mensch kann - bei Entsetzen und Schreck - "ausser sich" geraten. Seine sogenannte Affekte bedeuten etwas anderes als das nur eben "Mitgenommen"-werden des Tieres.), så var jeg tidligere tilbøjelig til at "oversætte" det med den sætning, at kun mennesket kunne blive ude af sig selv, for kun mennesket har et selv, det kan komme ud af og komme tilbage til. Men jeg må indrømme, at Goodalls iagttagelser har gjort mig noget mindre sikker.

Vel kan man sige, at hos mennesket affekterne bliver til noget andet end dette blot at lade sig besætte af dem. Vel må man hævde, at i hvert fald mennesket, hvor meget det end lader affekterne virke, dog altid former dem, altid får givet dem det udtryk, som situationen og personligheden kræver. Vel må man altså give Lipps ret i, at det er det sjældne, det bemærkelsesværdige, når et menneske bliver "ude af sig selv", hvad enten det er af rædsel eller af skræk eller af raseri; men man må dog føje til, om ikke som andet så som et spørgsmål, at der dog er mulighed for, at dyrene, her chimpanserne, har en kim til noget sådant i deres sociale samliv; man nødes til at spørge, om ikke det er en sådan kim, der giver sig udslag f.eks. i Figans stræben efter magten på netop hans måde, i samarbejde med sin bror; om ikke det er typisk figansk at demonstrere med Faben som trofast tilskuer; om monstro Figan er i stand til at vurdére sine modstanderes psykiske kraft, så Goodall har temmelig meget ret, når hun skriver: "Når man ser tilbage på denne stormfulde periodes begivenheder, virker det faktisk sandsynligt, at Figan hele tiden var klar over, at det var Evered snarere end Humphrey, der var hans mest frygtindgydende rival". (Gennem et vindue, side 54). Jeg véd godt, at Goodall skriver, som hun gør, fordi hun ud fra menneskelige fortælle-mekanismer giver os del i Gombes begivenheder, hvilket måske ikke er tilladeligt. Men når man ser det gennemført, må man så ikke indrømme, at det lader sig gøre? Vel skal man være klar over, at dette "at være klar over" i chimpansernes verden betyder noget andet end hos os mennesker. Vi kan i vore erfaringer inddrage de historier, der går om det andet menneske. Vi kan til vores umiddelbare bedømmelse af den anden føje det, andre fortæller om ham. Vi kan danne os vore begreber og ved hjælp af dem måske bedre håndtére situationen. Og vi har derfor yderst vanskeligt ved at forstå, hvordan et ikke-sprogligt væsen kan gøre noget tilsvarende. Men det behøver vi heller ikke forstå. I hvert fald ikke, når vi ser det i praksis, som Goodall gør. Men kan ikke Figan ud fra de erfaringer, han hidtil har gjort, dvs ud fra det samkvem, han har haft med Evered, ud fra hans bedømmelse af hans hele psyke, "være klar over", som Goodall siger, at Evered vil være en vanskeligere nød at knække end Humphrey? Det forekommer mig, at dette udmærket kan være tilfældet.

Og det betyder så, at Lipps beskrivelse ikke helt holder stik. Også andre levende væsener end mennesket kan få hold på sig selv, såsandt som Figan her udnyttede sit raseri, ja måske endda arbejdede sig op i et raserianfald, omend dette at få hold på sig selv sker på en anden måde. Men det er klart, forsåvidt Lipps beskrivelser har med det at gøre, at vi mennesker er sproglige væsener, vil den forskel til dyrene, som han gør opmærksom på, være reel nok, blot er den ikke nogen væsensforskel, "kun" en gradsforskel, der så til gengæld er en forskel i en uhyre høj grad.

3. Figans klynken.

Nu nævnte Lipps, at der var andre måder, hvorpå mennesket kunne "komme ud af sig selv" på, end dette at gribes af raseri. Man kan også blive ude af sig selv af rædsel. Man kan blive så forskrækket, at man et øjeblik så at sige mister besindelsen. Sproget er ganske præcist her, og det lønner sig måske at undersøge sprogets betegnelser af, hvornår et menneske er "ude af sig selv" for at tydeliggøre sig, hvornår vi har hold på os selv og hvornår ikke. I hvert fald: når vi undres over, at Figan, helten, når han angribes af Goblin, klynker ynkeligt, fordi han ikke længer har magt over situationen, så kan vi også udtrykke vor undren anderledes, end jeg før gjorde, hvor jeg hævdede, at vi undrer os, fordi vi lægger en helterolle ned over Figan, en helterolle, hvorefter helten ikke viser et svaghedstegn som at klynke, når man bliver slået, og uvilkårligt venter af ham, at han lever op til denne helterolle. Med Lipps betegnelse i baghovedet kan vi få et klarere udtryk for vor undren: Vi kan sige, at grunden til, at vi undrer os over Figans opførsel, er, at han ikke mere har hold på sig selv. Vi synes, at et menneske i en situation som den, han er i, dog burde have så megen selvdisciplin, at han bevarede hovedet koldt. Det gør han ikke; han taber hovedet; han mister selvkontrollen; han bliver ude af sig selv af angst for den anden. Det undrer vi os over; vi synes, at det da er for lidt at blive ud af sig selv af angst for.

Men det skyldes altså, med det tidligere valgte udtryk, at Figan aldeles ikke skal leve op til nogen helterolle, og med det "nye" udtryk, at Figan ikke ved denne lejlighed "havde hold på sig selv".

Også her kan Lipps' betegnelser skabe klarhed.

4. Forlegenhed.

I sin bog "Consciousness Explained" ('Bevidsthed forklaret', en noget pretentiøs titel) skriver Daniel C. Dennett: "Der lever i Sydamerika en primatart, den er mere selskabelig end andre pattedyr, og den har en besynderlig adfærd. Medlemmerne af denne art samles ofte i grupper, små og store, og i løbet af deres gensidige sammenkomst under mange forskellige omstændigheder næsten tvinges de til at involvere sig i udbrud af ufrivillige, stødvise åndedrag, en slags høj, hjælpeløs, sig gensidigt forstærkende gruppegøen, der af og til er så slem, at den gør dem ude af stand til at bevæge sig. Men så langt fra at være noget, medlemmerne undgår, synes disse angreb ligefrem at blive opsøgt af de fleste medlemmer af arten, og der er endda nogle af dem, der synes at være blevet afhængig af dem". (side 62).

Lidt senere føjer Dennett til, at noget sådant gør intet andet dyr. Og ærlig talt, det varer lidt, inden det går op for én, at arten er mennesket og fænomenet er den menneskelige latter. Men sådan kan dette dagligdags fænomen altså også beskrives.

Jeg drager denne beskrivelse frem, fordi jeg her til sidst agter at bruge Lipps til at tydeliggøre spørgsmålet: 'Har vi mennesker da ikke noget, som er specielt for os?' Eller rettere: Jeg vil bruge ham til, i forbindelse med Goodall, at vise, at dette spørgsmål er ét, vi næsten uundgåeligt tvinges til at stille os, men at vi gør klogt i ikke at besvare det altfor hurtigt. Eller, sagt på endnu en måde: Jeg agter at antyde, ret kraftigt endda, at der endnu er uhyre mange mellemregninger at udføre, før vi har fået klarlagt vejen fra abe til hominid til menneske.

Her ser vi jo, at Dennett, der ellers ikke er meget for at gøre os mennesker til noget for os selv (det er tvivlsomt, om vi i det hele taget har et 'selv'), rask væk griber til et fænomen som latteren og lader sig overbevise om, at den er noget specielt menneskeligt. Og bevares, jeg kan ikke modbevise ham, jeg kan ikke fremvise et dyr, der har lært at le, eller hvis bevægelser ikke kan tolkes som andet end latter, men jeg vil alligevel advare mod den slags lidt for hurtige generaliseringer. Han kan da givetvis få alle med, og jeg vil som sagt også være tilbøjelig til uden videre at give ham ret, men fælles uvidenhed bliver ikke til viden. Og vi må indrømme, at vi ikketil dato har undersøgt alle de dyrearter, der kan være tale om måske har fænomenet "latter" i sig eller hos sig. Goodall beskriver f.eks. chimpansernes 'legeansigt' og fortæller, hvordan så den chimpanse, så den i de forskellige situationer fremviser et 'legeansigt' for at markére, at det, de her foretager sig, er 'for sjov'. Men hun overvejer mig bekendt ikke (og vor viden derom er sikkert også altfor ringe), om mon én eller anden chimpansegrimasse kan tænkes at være forløberen for den menneskelige latter. Når engang vi får fastlagt, hvilke muskler der er i funktion under de forskellige grimasser, hvilke hjerneområder der styrer disse muskler, hvordan disse områder påvirkes, osv, osv, så måske vi ad den vej, foruden ad Goodalls 'kliniske' vej, kan få en begrundet fornemmelse om den pågældende grimasses udviklingshistorie.

Dog. Selv om vi finder frem til forskelle og ligheder mellem menneske og dyr på grimassernes område, hvad neurologisk styring angår, så har vi ikke af den grund fundet den endelige forskel mellem menneske og dyr. Der skal meget mere til. Denne forskel er kompleks. Det vil sige: den består af mange forskellige forskelle, der tilsammen udgør den væsentlige forskel. Som jo så netop ikke bliver én forskel, men mange.

Jeg har mistanke om (men mere end en mistanke er det ikke), at vi for langt de fleste fænomeners vedkommende kan finde kim til dem hos dyrene, specielt hos chimpanserne. Min tese er, som jeg har nævnt det før, at det hele udvikler sig gradvist, at der altså ikke er tale om nogen væsensforskel mellem menneske og dyr, men at graden af forskellighed til sidst bliver så stor, at den bliver væsentlig.

Men som sagt, det var Lipps, vi skulle frem til. Jeg skal nævne en række træk ved den menneskelige tilværelse, som han beskriver i det kapitel i "Die menschliche Natur", der hedder "Das Schamgefühl". Om en række af disse træk må man nemlig sige, at de da må være specielle for mennesket; de kan ikke findes hos noget dyr; de er udviklet i den grad i det menneskelige samfund, at de er blevet til noget for mennesket særligt; med mit udtryk fra før: graden af forskellighed er nu blevet så stor, at forskellen er blevet væsentlig.

Først fænomenet "fejghed". Om det skriver han: "Man skammer sig f.eks. over sin fejghed. Et dyr kan ikke være fejgt. Men det er også modigt på en anden måde. Hos løven betyder 'mod' den naturlige styrke, der modtager modstanderen" (side 40). Og her har vi så endnu en måde, hvorpå Figans nu ofte omtalte klynken kan fremdrages. Det kunne først hedde, at han ikke havde noget helteideal at leve op til, og derfor ikke så, hvordan han med sin klynken ikke stod mål med idealet. Det kunne siden hedde, at han gennem sin klynken viste, at han på det tidspunkt var 'ude af sig selv', ikke havde selvbeherskelse, ikke tog sig sammen. Og her hedder det så, at han, fordi han klynker, når han er i knibe, i stedet for at gå til modangreb, er fejg. Er det ikke bare det samme på endnu en måde?

For så vidt, jo. Men hvis vi nu i stedet for at bide os fast i begrebet 'fejghed' lægger vægt på det, Lipps' kapitel handler om: dette at skamme sig, så tegner der sig et noget andet billede. For kan et dyr skamme sig? Er dette at skamme sig ikke noget, der tilhører det indre menneske i en grad, så det er umuligt at tænke sig et dyr, der skammer sig? Forudsætter dette at skamme sig ikke, at det sig skammende væsen har et forhold til sig selv af en meget betydelig grad, og har noget dyr et sådant gennemreflekteret selvforhold?

Belært af erfaringen skal vi ikke svare for hurtigt. Og meningen med dette slutningskapitel er sådan set heller ikke, at der skal gives noget svar, blot, at det skal blive klart, hvor meget vi mangler i viden for at kunne svare bestemt; viden om os selv, og viden om vore slægtninge blandt dyrene.

Hvad det er at skamme sig, når det drejer sig om det forhold, man har til sig selv, har Lipps beskrevet i det foregående. Han skriver: "At blive grebet i en løgn, kan give anledning til begge dele: til, at man skammer sig, og til, at man blot bliver forlegen. Men mens det sidste kun forholder sig til den pinlige situation, som man herigennem er kommet ind i, som man herved frygter at blive bedømt på, --- så bliver man i skammen sig selv bevidst". (side 38f).

Forskellen mellem at blive forlegen og at skamme sig kan synes minimal. Og dog uddyber Lipps netop den forskel. Og den er der jo, må man indrømme. Forlegenhed er et udtryk, vi bruger både om situationen og om den af situationen fremkaldte følelse. Og selve denne sprogbrug afslører, at forlegenhed er noget ydre, er en følelse (som naturligvis er et indre fænomen), fremkaldt af noget ydre og kun vedligeholdt, sålænge dette ydre bibeholdes. Forlegenheden knytter sig til situationen, til de andres bedømmelse af én på baggrund af, hvad man har gjort, og grunder i angst for de andres negative dom. Og allerede det, at "de andre" i chimpansesamfundet ikke kan afsige nogen dom, gør, at der ikke kan tales om forlegenhed, der kan ikke opstå situationer af den art, for det menneskelige samfunds sproglige karaktér gør det muligt, at en række nye situationer kan fremkomme. Men dertil kommer altså den yderligere stigning i bevidsthedsniveauet, som skamfølelsen forudsætter.

Den anden har stolet på én, siger Lipps, og man har svigtet hans tillid, man har handlet på en måde, så hans tillid visnede bort, man skammer sig, fordi man har snydt ham med hensyn til tillid. Det er ens eget indre forhold til sig selv, der gør sig gældende i skammen, ikke noget ydre, ikke noget, der grunder i den anseelse eller mangel på samme, man nyder iblandt sine venner.

Det viser sig også i skammens forhold til den falske skam, til snerperiet. Den snerpede skal give det udseende af, at han skammer sig. Men han skammer sig på andres vegne, han skammer sig over noget, andre har gjort, ikke over sig selv.

Og endelig viser skammen sig i blufærdigheden. Man står i et forhold til ethvert andet menneske, idet man ser på dette andet menneske. Der er ikke tale om nogen blot iagttagelse, dette at se på et andet menneske er en aktiv handling, der involverer hele mennesket, mig selv, som den, der både ser og bliver set, ligesom den anden er både genstand for og ophav til dette at se. Derfor betyder det, man ser af et mennesket, så meget. Dyret kan ikke være nøgent. Og et menneskes hoved og hænder kan hverken være nøgne eller tildækkede, noget, som jo sprogbrugen forråder for os. Det hænger sammen med, at vi i al vor færden medbringer hele vor kulturelle baggrund. Og med til den hører nu engang, at man involverer sig lidt eller meget i hinanden; og vil man ikke involvere sig totalt i ethvert menneske, man møder (og hvem kan det!), så må man skjule sin nøgenhed, så må man iføre sig klæder, så man kan være sig selv overfor den anden. Og at være 'sig selv' vil her sige: at være den og den, at være professor dit, eller pastor dat; det vil sige: at skjule sig bag en rolle.

For indviklet? Tja, måske, men ikke for "lipps'sk". Og jo heller ikke mere indviklet, end mennesket er. For i sammenligning med f.eks. chimpansen er mennesket utrolig indviklet i sin samfundsopbygning. Og har man, som jeg her, draget sammenligninger på en række basale punkter, så står der utrolig meget tilbage at undersøge, hvis det er mennesket i sin helhed, man vil have begreb om.

5. I Guds billede.

Der er imidlertid en anden tankegang hos Lipps, som jeg her til sidst skal forfølge. Lipps skriver om den, der skammer sig: "For overfor eller i hans (den andens, rr) ansigt er man bekendt og dèr er man der for den anden. Man kan ikke mere vise sig. For hvori tør man endnu møde den anden, hvori vil han endnu træffe "mig"? Men mens man her undgår offentligheden, er det ved skammen netop mødet med næsten, som man skyer". (side 39).

Lipps sætter ordet "mig" i anførelsestegn, som om han ikke rigtig véd, om der findes et "mig" eller et "jeg" dèr inderst inde i mennesket. Men det er jo alligevel, hvad han hele tiden går ud fra: at den anden kan ramme mig, kan finde mig hjemme, kan regne med, at hans ord møder én, bliver taget op og besvaret. Og det er netop det, der er skammen ved skammen: at man opdager, at man måske slet ikke er "nogen", fordi den anden ikke kan regne med én.

Dette er kristne tankegange i filosofisk klædebon. Det er, hvad der ligger i skabelsestanken, når den appliceres på mennesket: dette, at mennesket er skabt i Guds billede, betyder, at der er nogen dèr inderst inde, der er et samlingspunkt, mennesket er skabt i én støbning, med sjæl og legeme i ét. Blot er jo dette indre til syvende og sidst ikke til at konstatere; det bekendes i en trosbekendelse, og sådan må det også være. Dette bliver ikke anderledes ved slutningen af undersøgelsen. Man kan opfatte mennesket som en ting, som en ukendt størrelse, der har visse behov, som et væsen, der styres af diffuse kræfter, uden noget centrum eller nogen personlighed eller nogen sjæl. Blot er der temmelig meget, der går med i købet, om man forkaster tanken om en personlighed inderst i menneskets indre.

Jeg har f.eks. hidtil uden videre godkendt Goodalls fortællen med den bemærkning, at hun ved at fortælle viser, at det kan lade sig gøre at opfatte chimpanser ud fra et menneskeligt fortælleunivers. Nu må jeg imidlertid tilstå, at vi ikke kan slippe så let om ved det; vi må indrømme, at ved roden af al fortællen ligger den kristne trosbekendelse: at der er et tilgivelsesord, der rent faktisk "træffer mennesket hjemme", og at derfor der virkelig stadigvæk er en personlighed eller en sjæl inderst i mennesket.

Og måske også alt, hvad der hedder videnskab, går med i købet, om vi sådan vil fornægte menneskets personlighed. Også videnskaben er, kan man sige, udsprunget af den menneskelige kulturs fortælleunivers. Den er ikke blot enkeltindividers indre tanker og forestillinger, men er et samfundsanliggende, hvor den ene tanke kæmper mod den anden i en stadig diskussion.

Dog, jeg mener ikke, at jeg med disse bemærkninger tvinger alle andre, der eventuelt kunne tænkes at dele mine ovenstående synspunkter, til bevidst at bygge på den kristne kultur. Det har hidtil været og skulle gerne også fremover være en fri sag.

I. Afslutning.

Det er mig i det hele taget meget om at gøre, at ingen efter læsningen af denne lille bog tror, at nu er forskellen mellem menneske og dyr fundet. Sandt er, at jeg tror at have fundet et væsentligt træk ved mennesket og dets samfund, som adskiller det fra dyrene, et træk, som ikke mange andre er opmærksom på, men som det dog nok er værd at pege på. Det er grunden til, at jeg har kaldt bogen 'et brudstykke af en argumentation'.

Men skønt således meget mangler i den gennemførte og udarbejdede argumentation, så forhindrer det ikke, at der i netop den lille bid af argumentationen, som her præsenteres, er en klar linie, som man godt kan bruge i den videre udarbejdelse af forskellen.

Det forholder sig jo heller ikke sådan, som nogle synes at mene, at der kun kan være tale om en væsentlig forskel mellem menneske og dyr, hvis der kan peges på et eller andet træk hos mennesket, som ikke findes hos noget dyr, end ikke som kim. Er det ikke tilfældet, siger man, så kan man ikke anerkende nogen principiel forskel mellem menneske og dyr. Principiel og principiel! Principiel er så stort et ord. Jeg har bogen igennem kaldt forskellen væsentlig. Og det ord er nok for mig.

Man kunne nemlig også gå den anden vej; altså i stedet for at lede med lys og lygte efter forskellen mellem menneske og dyr og lade, som om man ikke kan finde den eller kun kan finde den i bagateller, kunne man gå ud fra den forskel, der vitterlig findes, den forskel, der er så iøjnespringende, at kun de "største" videnskabsfolk kan undgå at se den, og så prøve at forklare, hvordan den forskel vel kan være opkommet.

Jeg mener, det er dog trods alt mennesket, der holder chimpanser i fangenskab, ikke omvendt; det er mennesket, der er ved at overbefolke kloden, ikke chimpanser; det er mennesket, der er ved at udrydde alle andre arter foruden sig selv, ikke noget andet levende væsen.

Det ville vel derfor, alene af hensyn til klodens overlevelse, være af større betydning at finde ud af, hvordan mennesket gebærdede sig, hvilke kræfter der styrede menneskets færden, end eventuelt at finde ud af, hvorfor chimpanser gør, som de gør. I hvert fald: Går man ud fra den på forhånd foreliggende forskel, så må man efterlyse en forklaring på denne forskel, mere end man må søge at retfærdiggøre en påstand, om at forskellen er principiel eller væsentlig. Og en begyndelse til en sådan forklaring er det, der her er givet.

1. Goodall: Bag et vindue, side 209.

2. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 590, min oversættelse

3. Goodall: I skyggen af mennesket, side 220.

4. Goodall: I skyggen af mennesket, side 217

5. Goodall: Igennem et vindue, side 178

6. Goodall: Gennem et vindue, side 168

7. Goodall: Gennem et vindue, side 197

8. Goodall: Gennem et vindue, side 39

9. Goodall: Gennem et vindue, side 56

10. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 58

11. Goodall: Gennem et vindue, side 56

12. Goodall: Gennem et vindue, side 199f

13. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 330

14. Goodall: Gennem et vindue, side 48

15. Goodall: Gennem et vindue, side 114f

16. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 513, min oversættelse.

17. Goodall: Gennem et vindue, side 111

18. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 529f.

19. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 530.

20. Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 351, min oversættelse.

21. Goodall: Gennem et vindue, side 84f.