Udgivet til internet-brug af sognepræst Ricardt Riis, Horsens.
Indhold:
Forord af Peder Laurenssen, celle 1.
Skrocks sermon, celle 19.
Ægteskabet i det gamle testamente, celle 19
Ægteskabet i det ny testamente, celle 36
Papisternes forfalskninger, celle 46
Papisternes begrundelser for at opretholde præstecølibatet,
1. begrundelse. celle 100. 2.
begrundelse.
3. begrundelse. 4. begrundelse. 5.
begrundelse.
6. begrundelse.
Venstre kolonne indeholder den oprindelige tekst, som den haves fra
Det kongelige Bibliotek. Højre kolonne indeholder denne teksts oversættelse
til moderne dansk, foretaget af mig. Og den midterste kolonne indeholder
dels de mange teksthenvisninger, der findes i den oprindelige tekst, dels
henvisninger, skrevet med kursiv, og noter og kommentarer af mig.
De små tal i venstre kolonne angiver nummeret på det bogmærke,
der er knyttet til den pågældende celle. Vil man lave et link
til teksten, kan man altså gøre det meget præcist.
| 1 Een føye forclaring oc beuiisning aff skrifften oc hellige Forfædernes ordt oc exempel/ att then hellige stadt Egteskaff tilstede oc icke forbydis Prester eller klerckeriid/ som Pawen oc hans tilhengere haffuer lang tid giort. | Forsiden: | En lille forklaring og bevisførelse fra skriften og de hellige fædres ord og eksempel, at den hellige stand: Ægteskabet tillades og ikke forbydes præsterne eller klerkeriet, sådan som paven og hans tilhængere gennem lang tid har gjort. |
| 2 Christiern Scroch
Hebr xiii: Egteskaff thet er Erligth y blant alle/ oc ett wbesmittet egteskabsseng (thet er ett uforkrenckt thro oc loffue emellom hwstrw och hwssbondhe). Men skiørleffuere oc hoorkarle skall Gwdh dømme etc. |
Christiern Skrok.
Hebr 13,4: Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet (det vil sige, en fast tro og tillid mellem hustru og mand); for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. |
|
| 3 Peder Laurêssñ eeñ wnøttelig Jesu Christi tiênere Christelige Læsere/ oc serdelis rettsindige Prester fred oc naade aff wor Herre Jesu Christo. | Side 2: | Peder Laurenssen, en unyttig Jesu Kristi tjener til de kristelige læsere og især til retsindige præster: Fred og nåde fra vor Herre Jesus Kristus. |
| 4 Kære brødre y Christo Jesu/ er nw thñd tid kômê/ sô gud weed syne hellige propheter oc wdualde wenner haffuer taled om | Kære brødre i Kristus! Nu er den tid kommet, som Gud ved sine hellige profeter og udvalgte venner har talt om: | |
| 5 Att thñ falske Antichristelige lerdom skal obenbars oc formedelst Gudz mundz aand (som er hans hellige retsindige reene ordt) y hiel slas oc fordriffues aff menniskens hierte. | 2 thess
2;
Dan 11 |
At den falske antikristelige lærdom skal åbenbares og slås ihjel ved Guds munds ånde (som er hans hellige ord) og fordrives af menneskenes hjerter. |
| 6 Oc thz skal skee for wden hand suerd oc aldels for wden menniskens magt/ allene aff Jesu Christi ords krafft oc mectighz. | Og det skal ske uden sværd og aldeles uden menneskenes magt, alene ved Jesu Kristi ords kraft og styrke. | |
| 7 Serdelis then store Antechristelige krafftige løgn oc dieffuels lerdom Som S. Pouel skriffuer til Thimotheum sin discipel Att y siiste dage skulle komme the som y øgenskalckhet skulle lære oc tale løgn (som the nu y ganske lang tidth haffue giort) forbyudendis mad/ som Gudh haffuer skafft oc giffuet oss att ædhe til nøttørfft mett tacksigelse Huilcken som er bñdidet oc reengiort formedelst Guds ordt/ att bruge saa wæll een dagh som een anden/ y huad som helst mad y haffue aff Guds forloen eblandt the mennischer som en retth Christen thro haffue. | 1 Timo
4
|
Især den store antikristelige kraftige løgn og djævels-lærdom, som Paulus skriver om til Timotheus, som discipel, at i de sidste dage skal der komme nogen, som i øjenskalkhed lærer og taler løgn (som de nu i ganske lang tid har gjort), idet de forbyder mad, som Gud har skabt og givet os a spise til livet opretholdelse med taksigelse. Den mad er velsignet og ren i kraft af Guds ord og kan bruges både den ene dag og den anden; hvadsomhelst mad I har fra Guds forråd (?) [kan spises] blandt de mennesker, som har en ret kristen tro. |
| 8 The andre som then icke haffue maa æde eble oc nødher/ kaal oc gryn effther theers mening oc siind. | De andre, som ikke har den, må spise æbler og nødder, kål og grund efter deres mening og sind. | |
| 9 Thette mads forbiudelse/ er ett aff the stycker som dieffuels oc Antichristeligh aand oc lerdom haffuer giffuet sig til kende wdy/ huilcken som er nu røffuet oc obenbaret mz guds ord/ oc thette ord giffuer oss magt/ att æde nøttørfftelige huad mad gud haffuer oss (side 3) giffuet oc os bequem er/ wden all skilssmaal paa tiider eller dage, oc forneffnde guds ord haffuer giort thette antichristelige ordt og budt til inthz. | Dyeffuels oc antichristhens lerdom at forbyude madt eller gioere ther skilsmal paa | Dette forbud mod mad er én af de måder, som djævelens og antikristelighedens ånd giver sig til kende på. Men den er nu røbet og åbenbaret af Guds ord, og dette ord giver os ret til at spise til husbehov den mad, som Gud har givet os, og som vi synes om, uden nogen forskel på tider eller dage, og dette Guds ord har gjort dette antikristelige ord og bud til intet. |
| 10 Een anden antichristelig løgn oc dieffuels lerdom y øgenskalckhed er att forbiude egteskaff serdelis eblandt klerckeriid. Som ere Bisper/ Prester oc the wtalige Closterfolk/ som enthen almindelige ligger y obenbare hord oc skiørleffned/ eller y sønlig begering brunde onde tancker och synds samtycke the som icke haffue then store og besynderlige gaffue oc naade aff gud som er kysckhz/ och etth reent vbesmitted hierte. |
|
En anden antikristelig løgn og djævels-lærdom i øjenskalkhed er at forbyde ægteskab, især blandt klerkeriet, dvs bisper, præster og de utallige klosterfolk, som enten ligeud ligger i åbenbar hor og skørlevned, eller i syndig begæring, brynde, onde tanker og synds samtykke, hvis de ikke har den store og specielle gave og nåde fra Gud, som er kyskhed og et rent ubesmittet hjerte. |
| 11 Huilcken gaffue ganscke saare faa haffue eblant the vtalige som nu ligge y ørckesløsshed og stor legomens roo/ oc føde seg ganske wæll oc kræsselige etc. | Den gave er der meget få, der har blandt de utallige, som nu ligger i ørkesløshed og stor legemsro og får ganske god og lækker mad, osv. | |
| 12 Thette Antichristelige forbudt om egteskaff haffuer guds ord nederkast oc til inthet giort oc thet er saa friidt for klerkerii Bisper Prester och huo som helst the ere som icke haffue then serdelis gaffue som er kyskhz y legome/ hw och hierte. Thet er thennum saa friidt som andre folck/ oc saa friidt giort for Gud som øøll oc madt er. | Dette antikristelige forbud mod ægteskab har Guds ord slået ned og tilintetgjort. Det er en fri sag for klerkeriet, bisper, præster og hvemsomhelst de er [at gifte sig], hvis de ikke har den specielle gave, som kyskhed i legeme, sind og hjerte. Det er en lige så fri sag for dem som for andre mennesker, og det er for dem gjort lige så frit som øl og mad er. | |
| 13 Oc icke alsomeniste friidt/ men oc saa budet (wnder salighets fortabelse) thennom som icke haffue thenne naade att the kunde ware quindfolk forwden/ som skriften beuiiser/ thette er thennom aff nødh/ att the skulle thette giøre christelige giffte seg/ oc icke ligge y hord/ skiørleffnet oc fordømmelses stadt/ som the ere wdy ther ligger y skiørleffnet/ wreenhz/ wkyskhets begering/ brunde oc tancker som sagt er/ | Eckteskaff er thennom buddet som ickee haffuer ren kyskhedz
naade aff gudt. 1 Corinthe
7
|
Og det er ikke alene frit, det er også påbudt dem (under saligheds fortabelse) som ikke har denne nåde, at de kan være kvindfolk foruden, som skriften beviser: det er nødvendigt for dem, at de kristeligt gifter sig og ikke ligger i hor, skørlevned og fordømmelsens stand, som de er i, som ligger i skørlevned, urenhed, ukyskheds begæring, brynde og tanker, som sagt er. |
| 14 Voger nw wp y sô kalles guds Prester/ som skulle tractere guds pwre reene wbesmittede ordt/ hans werdige legome oc dyrebare blod/ offuergiffuer edhers fwle slemme skiørleffnet. | Vågn nu op, I, som kaldes Guds præster, som skal behandle Guds pure, rene og ubesmittede ord, hans værdige legeme og dyrebare blod, opgiv jeres grimme, slemme skørlevned. | |
| 15 (side 3)
Haffwe y icke naade til affhold oc kyskhed/ giffter edher erlige y Gwds fryctelse/ och leffwer y thend hederlige oc hellige stadt egteskaff. Beskiemmer icke lenger ethers embede/ bespotter icke Gud y edhers wreenhed. |
Har I ikke nåde til afholdenhed og kyskhed, så gift jer ærligt i gudsfrygt og lev i den hæderlige og hellige stand: ægteskabet. Beskæm ikke længer jeres embede. Bespot ikke Gud i jeres urenhed. | |
| 16 Errer hannem icke/ kaller hannem icke emodt edher mett sin wrede og heffn. Rette y edher icke snarligen selffue/ tha wil han wiist ether dømme oc straffe. Skiøtter icke att offuer welde eller prela:h bliffuer wred eller forfølge edher wærer icke redde for godz eller pennings fortabelse. |
|
I må ikke ærgre ham, I må ikke få ham til at vende sig imod jer med sin vrede og hævn. Ændrer I ikke snarlig selv handlemåde, da vil han givetvis dømme og straffe jer. Bryd jer ikke om, at øvrigheden og prælaterne bliver vrede eller forfølger jer. Vær ikke bare for at miste gods eller penge. |
| 17 Thette gielder om eers siels salighed/ lyder meer Guds end menneske. Giører edhers conscients frii/ anammer/ læser oc walacther thenne effterfølgende sermon og tale/ som Hederlig och lerdt Mand, Christiern skrock Sogneprest oc Guds ordts forkyndere wdy Assens haffuer skreffuet oc ladet wdgaa mett stoor kostning/ edher till paamindelse hwsuale/ som christelige y guds fryctelse wille offuer giffue fordømmelsens stadt/ som er horerii oc skiørleffned/ oc giffue edher y thend hellige egteskaff skadt. Gud wære mett edher alle/ oc giffue edher aff sin naade. Amen. | Acto 5 | Der gælder jeres sjæls salighed. I skal adlyde
Gud mere end mennesker. Gør jeres samvittighed fri. Modtag, læs
og agt vel den følgende sermon og tale, som den hederlige og lærde
mand, Christiern Skrock, sognepræst og Guds ords forkynder i Assens,
har skrevet og ladet udgive med stor bekostning til påmindelse og
husvalelse for jer, som kristeligt i gudsfrygt vil opgive fordømmelsens
stand, som er horeri og skørlevned, og give jer over til den hellige
ægteskabs stand. Gud være med jer alle og give jer af sin nåde.
Amen. |
| 18 Actorum
v
Ingen skørleffwere eller wren eller gerigh (som er affgwdz dyrkere) skall haffwe arffwe y Christo oc gwdz righe. |
|
Apostlenes Gerninger 5(29).
Ingen skørlevner, uren eller gerrig (som er en afgudsdyrker) skal arve Kristi og Guds rige. |
| 19 Bladt iii (a)
Een Sermon om then hellige stadt Egteskaff Huilken Pawen haffuer wchristelige forbudet Biscoper Prester oc all then geistlighe statt (som the kalle thend) emodt Guds laaff och redelige skiell. |
En prædiken om den hellige stand: ægteskabet, som paven på ukristelig måde har forbudt for biskopper, præster og hele den gejstlige stand (som de kalder den), imod Guds lov og almindelig sund sans. | |
| 20 Genesis Cap i Gud han skaffte mennisken effter sitt billede oc lignelse/ effter Guds billede skafte han hâm/ mand og quinde han giorde thennom/ oc Gud welsignede thennom oc sagde woxer oc forøger (eller) formerer edher oc wpfyller iorden oc Haffuer hende wnder edher/ oc haffuer herredømme offuer fisckene y haffued/ oc fuglene u lucten oc offuer alle leffuende creatwr som røris paa iorden. |
<a href="#Matt 19,4: v4 Han sagde: "Har I ikke l">Mat. 19 Christne menniske er herre offuer alle creatuur och maa y troen nytte thennum mz tacksielse. |
1 Mos kap 1: Gud skabte mennesket i sit billede, så det lignede ham. I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte ham dem. Og Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden og læg den ind under jer, hersk over havets fisk, fuglene i luften og over alle levende skabninger, som røres på jorden. |
| 21 Vthy thesse hellege ordt maa wy sandelige formercke Gudtz store mectighet/ oc euig weluillelig godhed som han aff første werdsens begyndelse/ wdy siine creatwr wnderlig beuiist haffuer/ serdelis vdy thette eddeligt hymmelske creatwr mennisken/ huilked han selffuer aff euighed wdualde/ att wære delacteg y hans godhz/ oc offuergengelig rigdoms ære |
Menniskê er delactigh y gudz ere oc godhedz |
I disse hellige ord må vi sandelig mærke Guds store magt og evig velvillige godhed, som han fra verdens første begyndelse underlig har bevist i sine skabninger, især i denne ædle himmelske skabning: mennesket, som han selv fra evighed udvalgte til at være delagtig i hans godhed og umådelige rigdoms ære. |
| 22 thy skaffte han thet effter siitt eghz Guddôwelige bil (b) lede oc lignelse/ oc begaff thet mett siine høgmectige gudômelige dygder/ wiisdom/ wnderstâdelse oc herredom offuer siine creatwr/ | Derfor skabte han mennesket efter sit eget guddommelige billede og lignelse og begavede det med sine højmægtige guddommelige dyder, visdom, forstand, og herredømme over sine skabninger. | |
| 23 och effther syn euigh wisdom (som hâm wæll behaffuede) att sâme creatwr skulle wære mâgfoldige paa iorden/ skaffte hâ thet wdy tuenne atskillige kiøn/ mand oc quindhe som tilhobe ett skulle wære baade mett willie oc sâtycke/ hige mett legôlig natwrlig enighed/ oc hiertelig kierlighed/ som too personer oc etth legôme/ tilhobe bundne wattskillelige y Gud/ att leffue y een ærefwld samuærelse/ oc salig Paradiis stadt egteskaff/ huilket Gud selffuer skaffte oc skickede/ benedidet oc bødt att woxe oc formere erlig fruct/ oc opfylle iorden. |
|
Og ifølge sin evige visdom (som det vel behagede ham): at denne skabning skulle være mangfoldig på jorden, skabte han den i to forskellige køn, mand og kvinde, som sammen skulle være ét, både med vilje og samtykke, hige med legemlig naturlig enighed og hjertelig kærlighed som to personer og ét legeme, sammenbundne uadskillelige i Gud, at leve i et ærefuldt samvær og i den salige paradis-stand: ægteskabet, som Gud selv skabte og indstiftede; han velsignede dem og bød dem vokse og formere en ærlig frugt og opfylde jorden. |
| 24 Oc saa wære huer andre (then ene then anden) til hielp oc trøst/ glæde oc husualelse/ wdy all gneuorelse oc modgang. | Hustru oc husbondhe ere schikede aff gudh huer anden till hielp oc hussualelse | Og så være hinanden, den ene mod den anden, til hjælp og trøst, glæde og husvalelse i alle genvordigheder og modgang. |
| 25 Ther faare thend tiid Adam war ene wdy Paradiis/ oc haffde ingen medhielpere/ tha sagde Gud: Thz er icke mênisken gaat at wære ene. Wy skulle giøre hannum een hielp som skal wære hâm liigh/ Saa skaffte han quinden manden til hielp og biistâdele/ tilhobe banth thñm mz sitt hellige ordt/ y etth wenligt oc kierligt sâfund/ oc bñdidet thñm sigñdes: Woxer oc formere oc wpfyller iorden. | Derfor, dengang Adam var ene i Paradis og ikke havde nogen medhjælp, da sagde Gud: Det er ikke godt for mennesket at være ene. Vi vil gøre ham en medhjælp som skal være ham lig. Så skabte han kvinden til hjælp og bistand for manden, bandt dem sammen med sit hellige ord i et venligt og kærligt samfund og velsignede dem, idet han sagde: Bliv mangfoldige og formér jer og opfyld jorden. | |
| 26 Aff hwilke gudômelige ord indkô y Adâs legôme en sterck brêdêdis kierlighz/ attraa oc begering till quinden/ saa att thet første hand saa hende/ tha sag (Bladt iiii) de han: Thette been er eet aff myne been/ oc thette legomme er mitt legomme/ oc ther fore skal ett menneske forlader Fader oc Moder/ oc tilhenge siin hwstrw/ oc the skulle wære too y eth legôme/ |
|
Fra disse guddommelige ord indkom der i Adams legeme en stærk brændende kærlighed, attrå og begæring til kvinden, så at så snart han så hende, sagde han: Dette ben er et af mine ben og dette legeme er mit legeme, og derfor skal et menneske forlader far og mor og holde sig til sin hustru, og de skal være to i ét legeme. |
| 27 saa anâmede han quinden Guds gode creatwr til siin egtehustrw/ wdy Herrens bñdidelse/ oc afflede børn/ sønner oc døtther erlig afkômme/ oc formeret menniskis slegt/ effter Guds befalning oc willie. | Så tog han kvinden, Guds gode skabning, til sin ægtehustru i Herrens velsignelse og avlede børn, sønner og døtre, ærligt afkom, og formerede menneskets slægt efter Guds befaling og vilje. | |
| 28 Ther nesth lesse wy nw skrifften framdelis/ tha finde wy klarligen huor skickelige oc gudelige/ the hellige Patriarcher propheter oc Prester y thz gâble testamit/ leffde y thñe hellige oc erlige kyske stadt egteskaff sô Guds vdualde mêd oc gudfryctige helgñ oc ligeuel thiêt gud oc dyrdkede hâm mz stadelig thro/ hob oc kierlighed/ och giorde Gud idelige offer aandelige oc legomlige. Och egteskaffs stadt hindrede thennum inthet wdy theris Gudtz tienneste. |
Thñ gudt som paffuê thien kan icke gifte mêdh veett thiene Behemoth |
Dernæst, læser vi nu fremdeles i skriften, da finder vi klart, hvor skikkeligt og gudeligt de hellige patriarker, profeter og præster i det gamle testamente levede i den hellige og ærlige kyske stand: ægteskabet, som Guds udvalgte mænd og som gudfrygtige helgener, og alligevel tjente Gud og dyrkede ham med stadig tro, håb og kærlighed, og gjorde idelige ofre, åndelige og legemlige, til Gud. Og ægteskabets stand hindrede dem ikke i deres gudstjeneste. |
| 29 Men theris Hellige Prophetisser oc Hwstrwer/ wore thennum meer til hielp/ biistandelse oc orsage til all godhed oc hellighed/ oc Gudh giorde wnderlige gierningher weedt thennum/ oc wisthe thennum offuer maadelig stoor ære/ y thet han ydelige bebwdedhe thñm siin willie mett siine hellige Engle/ oc bad thñm tage egte quinder/ oc affle fruct y Israel (paa thett atth Gudts folck och tiennere/ theruiz kunde forøgis oc hans rette dyrkelse formeris) |
|
Men deres hellige profetinder og hustruer var dem mer til hjælp og bistand og årsag til al godhed og hellighed, og Gud gjorde undergerninger ved dem og viste dem overmåde stor ære, idet han ydermere bebudede dem sin vilje ved sine hellige engle og bad dem tage sig ægtehustruer og avle frugt i Israel (for at Guds folk og tjenere derved kunne forøges og hans rette dyrkelse formeres) |
| 30 (4b) som mand maa klarlige læse att thesse hellige Patriarcher Enoch Noe Loth Abraham Isaac Jacob/ ther til mesten the andre tolff Patriarcher/ oc the hellige propheter och Prester Moses Aron Eleazar Job Samuel Jesse Dauid Solomon Ezechias Phiinees Esaias Oseas Zacharias Sancti Hansis Fader/ oc mange andre flere hellige propheter oc Prester Guds wdualde thiennere leffde y thñe hederlige stath egteskaff/ |
Idem v Idem xix Acto vii
Job i Tobie i i Regñ viii ii Reg. xii Esaie vii i Reg. xviii Osee. i Luce. i |
som man klart kan læse, at disse hellige patriarker, Enok, Noa, Loth, Abraham, Isak, Jacob, de fleste af de andre tolv patriarker og de hellige profeter og præster, Moses, Aron, Eleazar, Job, Samuel, Isaj, David, Salomon, Ezechias, Fineas, Esajas, Hoseas, Zakarias, Johannes Døbers far og mange andre hellige profeter og præster, Guds udvalgte tjenere, alle levede de i den hæderlige stand: ægteskabet. |
| 31 oc baade the oc andre theris hustruer/ wore wpfylt mett thñ Helligand/ tiil etth sandth tegen att egteskaff er eñ pwr och reen stadth mett huilcken thñ Helligand wil boo oc haffue wærelse oc wandning/ oc the samme hellige Fædre/ leffdhe høffskelige oc affholdelige mett thesse hellige prophetisser oc hustruer y sand reenhed oc kyskhz aff inderste hiertñs grund/ oc afflede hellige prophete børn/ huilke the gudelige optuctede wdy salig lerdom och dydelighed wor Herre til laaff oc ære oc Gud wor mett thñm mett sin naade y all retuiished och hellighed | Og både de og andres hustruer blev opfyldt med den Helligånd til et sandt tegn, at ægteskabet er en pur og ren stand, hos hvilken den Helligånd vil bo og have værelse og våning, og disse hellige fædre levede høviske og afholdende med disse hellige profetinder og hustuer i sand renhed og kyskhed af inderste hjertens grund og avlede hellige profetbørn, som de optugtede gudeligt i salig lærdom og dydelighed, vor Herre til lov og ære, og Gud var med dem med sin nåde i al retfærdighed og hellighed, | |
| 32 Oc til sagde thennum sin benedidet søn Christum som skulle fødis aff theris slect legomlige/ och frelse Israel/ huilcke ord oc hellige forietter the stadelige trode oc forlode thennum til aldelis Oc er nu salige mett gud euindelige. | og tilsagde dem sin velsignede søn Kristus, som skulle fødes af deres slægt, legemligt, og frelse Israel, og disse ord og hellige forjættelser troede de fast på og forlod sig aldeles på dem. Og nu er de salige med Gud evindeligt. | |
| 33 See huilke hellighe mendh och quinder/ haffuer ther wæred wdy thette hellige paradiis orden egteskaff/ som gud selffuer stickted sitt naffn til laaff oc ære/ | Se, hvilke hellige mænd og kvinder der har været i dette hellige paradis-orden: ægteskabet, som Gud selv har indstiftet, sit navn til lov og ære. | |
| 34 Huilked hellige orden thñ legôlige troløsse werden/ mz siine falske løgenactige orden/ saare ring- (Bladtt v) ger och foracter y mange maade/ regnendis thet for een søndig wæssen oc skadelig/ end dog thet er rettuiist oc helligt/ oc haffuer wæred meer end fem twsend aar hederligt oc priiseligt hoss Guds wdualde Patriarcher Prester oc Propheter wdy thet gamble Testamente/ som nw klarligen beuiist er | Men denne hellige orden ringeagter den legemlige troløse verden med sine falske løgnagtige ordener meget, ja den foragter den på mange måder, idet den regner den for et syndigt og skadeligt væsen, selv om det er retfærdigt og helligt og i mere end fem tusind år har vært hæderligt og priseligt for Guds udvalgte patriarker, præster og profeter i det gamle testamente, som det nu klart er bevist. | |
| 35 Oc hwo ydermere will forfare om egteskaffs frihed loff och ære/ han læse selff Mosi oc propheternes bøger/ tha skal han finde y sandhet stoor ære och werdighed/ sô Gudh haffuer beuiisth samme stadth wdy manghe maade. |
Augustin de bono Côjugii Ambrosi de côjugio Abrahe |
Og den, der vil erfare mere om ægteskabets frihed, lov og ære, han kan selv læse Mosebøgerne og profeternes bøger, da skal han i sandhed finde, at det er en stor ære og værdighed, som Gud har bevist denne stand på mange måder. |
| 36 Ther nest wdy thet ny testamente/ thñ tidt Christus kom selffuer wdy werden oc lod seg føde aff ett Jomfru som war troloffuet een mand/ huilken Jomfru wor beslected mett Presters slegt/ att hwn icke forsmaade att indgaa wdy zacharie Prestes huss oc thienne siin frencke Elizabeth som wor aff Arons døtther |
Mat i
|
Dernæst til det ny testamente! Den gang kom Kristus selv til verden og lod sig føde af en jomfru som var trolovet med en mand, og den jomfru var beslægtet med præsters slægt, så hun ikke gik af vejen for at gå ind i præsten Zakarias' hus og tjene sin slægtning, Elisabeth, soom var én af Arons døtre. |
| 37 Oc Christus gick seelffuer till brøllup vty Cana Galilee/ oc herede oc werdig giordhe egtheskaff/ mett siin hellige neruærelse oc første Mirakel/ att han omuende wand til wiin/ oc saa lerde hâ mennesken huorledis the skulle leffue gudelige y sâme ersumme stadt egteskaff |
Joânis. ii Christus meth sin neruerelse herede egteskaff< a href="#Matt 19,4: v4 Han sagde: "Har I ikke l"> Mat. xix |
Og Kristus gik selv til bryllup i Kana i Galilæa og hædrede og værdiggjorde ægteskabet med sin hellige nærværelse og med det første mirakel, at han forvandlede vand til vin, og så lærte han menneskene, hvorledes de skulle leve gudeligt i denne ærværdige stand: ægteskabet. |
| 38 Oc ther nest effter siin ære/ tha bød han att hedre oc ære Fader oc Moder/ som wdy egteskaffs omsorig oc bekømring opføde oss | Exodi xx | Og han bød, at vi skal hædre og ære far og mor, næst efter sin egen ære, dem, der i ægteskabets omsorg og bekymring opfostrer os. |
| 39 Men offuer alle thesse/ tha giordhe han egteskaff een stoor offuermaadelig ære/ ther han lignedhe segh oc siin hellige kircke weed brwd oc brwdgôme/ och (5b) weed mand och quinde wdy egteskaff/ betegnendis ther mett ett mectigt himmeligt sacramête/ som møghet glædeligt er att begrunde huilkñ kierlighet och hellig enighed oc riig deelactighed/ ther er emellom Christum oc hans elskelige brwd thñ hellige kircke som er christñ mêniskes sâfund |
|
Men ud over alt det, gjorde han ægteskabet en overmåde stor ære, da han sammenlignede sig og sin hellige kirke med en brud og hans brudgom og med mand og kvinde i ægteskabet, idet han dermed betegnede et mægtigt himmelsk sakramente, og det er meget glædeligt at overveje, hvilken kærlighed og hellig enighed og rig delagtighed der er mellem Kristus og hans elskelige brud, den hellige kirke, som er samfundet af de kristne mennesker. |
| 40 Ther nest giore han egteskaff ydermere ære/ att han wdualde giffte mendt til syne hellige Apostle oc disciple/ och icke foractede thñm/ end dogh the wore giffte/ de haffde hustruer oc børn/ men han elsckede thñm/ som mand maa læse Mat viii cap Att Jesus indkom wdy S Peders hwss/ oc saa hâs hwstruers Moder liggêdis paa sêgen etc | Mathei iiii
Vor heris apostle vor giffte mend ?? |
Dernæst gjorde han ægteskabet ydermere ære derved, at han udvalgte sig gifte mænd til sine hellige apostle og disciple og ikke foragted dem, selv om de var gifte og havde hustruer og børn, men han elskede dem, som man kan læse Matt 8, at Jesus kom ind i Peters hus og så hans svigermor ligge til sengs, osv. |
| 41 Offuer huilke ord Theophilactus siiger saa Huer christñ mêniske lærer her/ att brwllwp eller egteskaff hindrer ingen fra gode dygder/ thii thñ første eblâdt Apostlene haffde een hwstrues Moder | Over disse ord siger Theophilactus således: Hvert kristent menneske lærer her, at bryllup eller ægteskab ikke hindrer nogen i at have gode dyder, for den første blandt apostlene havde en svigermor. | |
| 42 Framdelis oc saa S Philippus Guds predickere oc Ewâgelista/ som omuende medt Gudts naade Cesaream han wor giift wdy egteskaff oc haffde iiii døtther/ som Lucas klaringe beuiiss wdy Apostelernes gierningers bog |
|
Fremdeles også Skt Filip, Guds prædikant og evangelist, som ved Guds nåde omvende Kæsarea, han var gift i ægteskab og havde fire døtre, sådan som Lukas klart beviser et i Apostlenes gerningers bog. |
| 43 Oc saa thñ Hellige Euâgelista Aquila S Powels stoldbroder/ hâ haffde en egte quinde som heed Pricilla/ som fulde hâm och wor dydelig oc tienstactig y alle maade |
|
Også den hellige evangelist, Akvila, Paulus' staldbroder, han havde en ægtehustru, som hed Priskilla, som fulgte ham og var dydig og tjenstagtig i alle måder. |
| 44 Oc icke eniste thesse/ men oc saa S Pawel/ som oc wor een gifft mand som han selffuer giffuer til kiende Philipñ iiii sô S Clemens Alexdrinus hâ siiger | Note 2 | Og ikke blot disse, men også Paulus, som også var en gift mand, som han selv giver til kende Fil 4, sådan som Skt Clemens Alexandrineren han siger. |
| 45 oc andre flere Apostele og læretiennere wore giffte/ oc haffde hwstruer (Bladt vi) oc børn/ oc gaffue theris sønner oc døtther y egteskaff/ som Sanctus Eusebius klarlighen bewiiss wdy syn Tredie Bogh Ecclesiastice Historie Capitulo xxx Oc saa Marcellus Ignatius / oc manghe andre flere sandrwe Historiographi |
Eusebius's Marcelius Ignatius |
Også flere andre apostle og læretjenere var gifte og havde hustruer og børn og gav deres sønner og døtre hen i ægteskab, som Skt Euseb klart beviser i sin Tredie bog af sin kirkehistorie, kapitel 30. Også Marcellus Ignatiu og flere andre historieskrivere [bevidner det]. |
| 46 Her offwer haffwer wore Papister dicthett een forgiffteligh løgen/ oc ammactelig fwlld glosze/ mz hwilckñ the bedrage simpel almwe/ oc siige Ja wor Herris Apostle wore giffte/ før the bleffwe Apostle/ men siiden forlode the theris hwstrwer/ och alldrig nogen Prest giffte seg aff throens begyndellse | Papister dickte falscke gloser emodt egteskafs stadt
|
Herom har vore papister digtet en forgiftet løgn og en afmægtig (?) grim påstand, med hvilken de bedrager den simple almue og siger: Ja, vor Herres apostle var gifte, før de blev apostle, men siden forlod de deres hustruer, og fra troens begyndelse af er der aldrig nogen præst, der har giftet sig. |
| 47 At thette er obenbarlig løgen
och sqwallder/ wil ieg nw bewiise medt skrifften/ oc all sandhed/
Først læse wy wdy Sancte Powels Første sende breff till the Corrinther y thet Niende Capittel wdy hwilked han siiger saa Haffwe wy icke magth att ædhe oc dricke Haffwe wy oc icke magt att føre mett oss een søster for een hwstrw/ som the andre Apostle/ oc Herrens Brødre oc Cephas (thet er petrus) |
|
At dette er åbenbar løgn og skvalder, vil jeg
nu bevise med skriften og med al sandhed.
Først læser vi i Paulus' første brev til Korintherne, det niende kapitel, hvor han siger således: 'Har vi ikke ret til at spise og drikke; har vi ikke ret til at føre med os en søster som hustru som de andre apostle og Herrens brødre og Kefas (det er Peter). |
| 48 Først for eñ delactighedtz skyld vty Christi tro oc naade/ y huilkñ vy ere hâs børn oc syskñ/ sô paa hâm troi/ oc saa forthi/ thz er skrifftñs sedwan/ att hwn kaller eñ hustrw søster/ sô Abrahâ kallede sin hustrw Saram sin søster |
Genesis xx og xxvi |
Først for nøjagtighedens skyld: I Kristi tro og nåde, i den er vi, som tror på ham, er hans børn og søskende, og også fordi det er skriftens sædvane, den kalder en hustru søster, sådan som Abraham kaldte sin hustru Sara sin søster. |
| 49 Thz sâme giorde oc Tobias oc mâge flere kallede theris hustrwer søstrer/ Som Apostelen giørher wdy thesse ordt/ Klarligen (b) beuiiss att Apostlene føre theris hwstruer mett thñm for hielp ok tienstactighetz skyld/ oc egteskaffs stadts tilbørlighed |
Ignaciô teste |
Det samme gjorde også Tobias, og mange flere kaldte deres hustruer søstre. Og det gør også apostelen i disse ord. Det beviser klart, at apostlene førte deres hustruer med sig til hjælp og tjenstagtighed og for den ægteskabelige stands værdigheds skyld. |
| 50 Framdelis siiger oc thñ hellige Paulus wdy sitt første sêde breff til Timotheum wdy thz tredie ca Eñ Biscop skal wæe wstraffelig/ allene een quindis mand etc Thett er/ hannum bør att haffue siin egte hwstrw/ oc icke flere leffuendis paa een tiidt/ som naagre hedninge oc iøder haffde thñ tidt throen begyntis/ saa wdlegger Hieronimus Ambrosius oc Theophilactus thesse ordt/ end dog wore Papister wryde oc foruende texten aff siin rette meningh oc forstand/ mett theris løgenactige fwle dicte glosser oc argeliist/ om huilke ieg wil tale een andñ tid ydermere/ nar thz bør seg | 1 Timo.
iii
Eeñ Bisp skal haffue eñ hustru oc icke flere
Sup Tit
|
Fremdeles siger også den hellige Paulus i sit første brev til Timotheus i den tredie kapitel: En biskop skal være ustraffelig, kun én kvindes mand, osv. Han bør have sin ægtehustru og ikke flere, som lever på samme tid, som nogle hedninger og jøder havde, da troen begyndtes. Sådan udlægger Hieronymus, Ambrosius og Theophilactus disse ord, selv om vore papister vrider og drejer teksten bort fra dens rette mening og forståelse med deres løgnagtige grimme opdigtede påstande og argelist, om hvilke jeg vil tale noget mere senere, når tiden dertil er inde. |
| 51 Men om theris falske digamia will ieg naaghet tale oc beuiise /huor falskelig the tale løgn mett øgêskalkerii som Paulus spaade y thet the siige/ att eñ Prest sckal wære liig Christo wdy egtesckaff/ allene een Jomfrues mandth/ liighe som thñ hellige kierke Christi brwd er eñ Jôfrw | Digamia papistica 1 Timo
iiii Om eeñ mâd giffter seg toessuer eller foer segh hustru
sô foer vor giift
|
Men om deres falske digami vil jeg sige noget og bevise, hvor falsk de taler løgn i deres øjenskalkeri, som Paulus spåede, idet de siger, at en præst skal være lig Kristus i ægteskabelig henseende: alene én jomfrus mand, ligesom den hellige kirke, Kristi brud, er en jomfru. |
| 52 Medt thñ wbequemmelige lignelse haffue the taghz ett budordt y thet gamble testamente som lyder alene Kronis Prester paa/ att thñ høgete Presth/ skulle taghe een Jomfru til hustru Huilke ordt S Cyrillus in Leuiticum oc Hieronimus y ett sende breff til/ Nepotianum/ the wdtlegge aandeliighe om Christo oc hans brwd thñ hellige kircke Oc thet kômer oss inthet weed/ meere end the andre budord sô (Bladt vii) staar y thz sâme cap | Error mater inepta allegoria
En vbequê lignelse y scrifften er orsage til vilfarelse
Cyrill Libro xi |
Med denne forkerte sammenligning har de taget et budord fra det gamle testamente, som alene har med Krones præster at gøre: at ypperstepræsten skulle tage en jomfru til hustru; disse ord udlægger Skt Cyrillus i sin udlægning af 3 Mos og Hieronymus i et brev til Nepotanius åndeligt om Kristus og hans brud, den hellige kirke. Og det vedkommer os ikke mere end de andre budord, som står i dette kapitel. |
| 53 Skulle een Prest wære Christo liig y sit egteskaff wdy een maade (som the siige) tha skulle han wære wdy alle/ tha skulle han haffue een hoorkone att skiude wd fraa seg/ liige som Christus wdskiød thñ Jødeske wanthro kircke Synagogam/ oc siidñ skulle han icke beuare (?) seg mett Jomfruelige brwdh Men lade hende altid bliffue iomfrw/ som thñ hellige kircke Christi brwd er | Christ han forskioedh the vâtro ?? | Skulle en præst være lig med Kristus i sine ægteskabelige forhold på én måde (som de siger) da skulle han være det på alle måder, da skulle han have en hore, som han kunne skyde fra sig, ligesom Kristus skød den jødiske vantro kirke, Synagogen, fra sig, og siden skulle han ikke have noget med den jomfruelige brud at gøre, men altid lade hende forblive jomfru, sådan som den hellige kirke, Kristi brud, er jomfru. |
| 54 Mê thz er icke wdê tâtt the giøre som Phariseirne giorde/ the affsiige møggeñ oc nedsluge Camels dywret/ oc acthe skeffuen oc icke bielcken |
|
Men dette er kun tant. De gør, som farisæerne gjorde: De afsier myggen og sluger kamelen, de ser på skæven og ikke på bjælken. |
| 55 Thñ ther giffter seg tøssuer eller foor seg eeñ erlig widue til hwstrw/ thñd formeene the atth wære Bisp eller sogne Prest Men andre wkyske personer og krwrendere som ere wanuittige/ wlerde/ høfferdige/ gierige/ Simoniaci thennum ordinere the och tilstede thñm att føre ett obêbarligt hedenska leffnet thñ hellige kircke (som er christen forsambling) till skiendsel oc (Gud til) fortørnelse | Malach
ii
Hierarchite oc Papiste Heretica formeene Prester att tage widuer til egte |
Den, der gifter sig to gange eller får sig en ærlig enke til hustru, ham nægter de at blive bisp eller sognepræst. Men andre ukyske personer og kro-rendere, som er uvidende, ulærde, hoffærdige, gerrige, nepotistiske, dem ordinerer de, og dem tillader de at gøre et åbenbart hedensk levned, den hellige kirke (som er den kristne forsamling) til skændsel og Gud til fortørnelse. |
| 56 Ther faare hindrer thet inthet heller een giffther seg igien nar thñ første er dødt eller ey Han er icke digamus ther faare/ eller giør emodth Apostelens ordt forthi døden løsser egteskaffs bond/ thñ dødhe quinde er icke meere hans hustrw/ end som een død knwb er Sancte Powel han meen inthet andet mz thet han siiger (Eñ Bisp sckal wære een quindes mand) thet er han skal icke haffue too leffuendis hustrwer baadhe till hoobe paa eeñ tiidt/ som Lamech (7b) Abraham oc Jacob/ oc mange Jøder haffde theris broderkoner til theris egne hwstrwer/ oc skulle wp reysse theris broder seed/ effter lowffsens bwdth/ | Ett rett hedensk oc vchreligt leffnet haffue nu almindelighe
vore Prester oc klerkerii
Vera digamia <a href="#Matt 22,24: v24 "Mester, Moses har sag"> Math. xxii |
Derfor er der heller ikke noget til hinder for, at én gifter sig igen, når den første kone er død. Han er ikke af den grund digamus, og handler ikke derfor imod apostelens ord; fordi døden løser ægteskabets bånd; den døde kvinde er ikke mere hans hustru, end en død stub (?) er. Paulus mener intet andet med det han siger (en bisp skal være én kvindes mand) end at han ikke skal have to levende hustruer, begge to på én gang, sådan som Lamech, Abraham og Jacob og mange jøder havde deres broderkoner til deres egne hustruer, fordi de skulle oprejse deres bror sæd efter lovens bud. |
| 57 Saadanne skulle icke Timotheus eller Titus ordinere till Biscoper eller til sogne Prester Men then som wor een quindis mand/ oc leffde kyskelige oc afholdelige mett sin egen eneste egte hwstrw/ som eeñ god erlig meenløss mand/ att ingen wantro hedning eller Ewangelii fiende/ kunde lowffligen straffe hânum for naagen mistâckelig hoffwed last/ att hand kunde thess dristeligere straffe wkyskhed oc skiørleffned wdy andre/ oc wære menigheden y sognen etth gotth exempel oc dygdeligt efftersywn/ |
Rett egtheskaff er en sandt kyskhed |
Sådanne skulle Timotheus eller Titus ikke ordinere til biskopper eller sognepræster. Derimod [skulle han ordinere] den, som var én kvindes mand og levede kysk og afholdende med sin egen eneste ægtehustru som en god, ærlig mand, som ingen kunne sige noget på, at ingen vantro hedning eller fjende af evangeliet med rette kunne anklage ham for nogen mistænkelig hovedlast, så han des dristigere kunne straffe ukyskhed og skørlevned hos andre og være menigheden i sognene et godt eksempel og et dydigt forbillede. |
| 58 oc saa hans hwstrw eheller att hwn wor piige eller widwe/ ther tall Apostelen iinthet om Men han tall om the gode wilkaar oc dygder hende bør att haffue/ att hwn er redeligh oc icke fortalere/ edrwgh/ tro y alle ting/ kywsk/ ydmyg/ blw/ kierlig oc dannes |
En godth quindes oc hustrus vilkor |
Og hans hustru, om hun er pige eller enke, det taler apostelen intet om. Men han taler om de gode egenskaber og dyder, hun bør have: at hun er redelig og ikke bagtalerske, ædru, tro i alle ting, kysk, ydmyg, blufærdig, kærlig og dannet. |
| 59 Som och Paulus ydermere beuiss til Titum sin discipel/ att han skulle lære the gamble quinder/ at the sckulle twcthe the wnge att elske theris mend oc therz børn Oc wære tuctige/ kywske/ gode/ edrwge/ reene oc worthe oc acthe thet som thñm bør wdy hussed/ att the giøre welgierninger/ att the wære theris mendt wnderdannige/ paa thet Gudts ordt skal icke for actis eller bespottis |
|
Som også Paulus ydermere viser det [i sit brev] til Titus, hans discipel, at han skulle lære de gamle kvinder at de skulle tugte de unge til at elske deres mænd og deres børn og være tugtige, kyske, gode, ædru, rene og tage sig af og agte på det, som de bør tage sig af i huset, så de gør velgerninger, er deres mænd underdanige, for at Guds ord ikke skal foragtes eller bespottes. |
| 60 Saadanne hørsomme quinder/ bør Presters hustrwer att wære/ som thesse hellighe quinder Sara Rachel Delbora Sephora Hester Anna Judit A (Bladt viii) bigail Susanna Elizabeth oc theris liige The leffdhe mett theris hwsbonder y stoor kierlighed och kysckhed | Sådanne lydige kvinder bør præsters hustruer være, som disse hellige kvinder: Sara, Rachel, Debora, Sefora, Ester, Anne, Judit, Abigael, Susanna, Elisabeth og den slags kvinder. De levede med deres mænd i stor kærlighed og kyskhed. |
| 61 Saa bør oc oss saa at haffue hustruer sô wy icke haffde (sô Paulus syger) Thz er wy skulle leffue affholdelige/ maadelige oc sielden acthe legôlige tingh/ men meere Ewangeliske oc himmelske tingh |
|
Så bør vi også have hustruer på den måde, at vi har dem, som om vi ikke havde dem (som Paulus siger), det vil sige: vi skal leve afholdende, mådeholdent og sjældent agte de legemlige ting, men mere de evangeliske og himmelske ting. |
| 62 Saa liigger icke magt paa/ heller hwn er iomfrw eller vidue Forthi S Augustinis han siiger att een ydmyg egte hustru/ er bedre for Gud end eeñ høffer-Jôfru |
Aug de bono xginali
|
Sådan er det ikke magtpåliggende, om hun er jomfru eller enke. Fordi Sankt Augustin siger, at en ydmyg ægtehustru er bedre for Gud end en overlegen jomfru. |
| 63 Thz sâme beuiiss thñe mectige Christne Doctor Erasmus Roterodamus wdy sin bog de Institutione Matrimonii/ att thz hindrer inthz/ heller een Prest tager seg piige eller eñ høffuelsk dydelig vidue til sin hustru/ er ther icke wdñ the andre gode willkaar oc dygder/ oc serdelis thesse twenne dygder/ kyskhz oc kierlighz/ huilke egteskaffs leffned høffuelig (mest) bequêmer sô Paulus mâge steder vty syne sêdebreff beuiiss |
Erasm. sigger att en Prest maa tage seg tiil egte en iomfru eller erlig
vidue
1 Cor vii |
Det samme viser den mægtige kristne doktor, Erasmus fra Rotterdam, i sin bog Om ægteskabsinstitutionen, at der ikke er noget i vejen for, at en præst tager sig en pige eller en høvisk dydig enke til sin hustru, når blot de andre gode egenskaber og dyder er til stede, først og fremmest disse to dyder, kyskhed og kærlighed; det er høviske de dyder, som mest passer på ægteskabeligt levned, som Paulus viser det mange steder i sine breve. |
| 64 Saa haffuer ieg beuiist/ att thz er icke sandhed ther Papister siige/ att ther vor aldrig nogñ Prest giift wdy thz ny Testamête effter wor Herris wpfarellse Wor icke Christus wpfaren thñ tiidt Sâcte Powel skreff til Timotheum oc til Titum/ och bad thñm tage oc ordinere thñ till Prest/ sô wor all ene eñ quindis mâd etc | Sådan har jeg vist, at det ikke er sandhed, når papister siger, at der ikke i det ny testamente var nogen gift præst efter vor Herres himmelfart. Var ikke Kristus faret til himmels, den gang Paulus skrev til Timotheus og Titus og bad dem tage og ordinere til præst en, som alene var én kvindes mand, osv. | |
| 65 Oc icke eneste thê tidt/ mz meere end ccc aar ther effter/ till Nicenum Côcilium Tha vore mâge gode hellige Bisper oc Prester giffte sô vy maa klarligñ see/ wdy theris bøgher/ som the skriffue theris døtther oc (8b) hustruer till som er S Hylarius S Numidius Martyr wor oc gifft som S Ciprianus beuiiss om hânum S Spiridon S Cheremon Hermes Tertulianus/ oc icke thesse alleneste Men alle the hellige Biscoper oc christne Predickere som leffde y formaals tidt (eller forleden kircke) for end the forbiistrede oc wsindige Pawer begynthe atth regere | Concilium Nicenum Mere end ccc aar sidê vore prestr
giffte y formaals kircke
De singula ritale clericorum Li iiii La. x |
Og ikke alene den gang, men mere end tre hundrede år derefter, ved koncilet i Nikæa, da var mange gode hellige bisper og præster gifte, som man klart kan se i deres bøger, som de skriver til deres døtre og hustruer, det er: Skt Hilarius, Skt Numidius, martyr, var også gift, som Skt Cyprian beviser om ham, Skt Spiridon, Skt Cheremon, Hermes Tertulian, og ikke alene disse, men alle de hellige biskopper og kristne prædikere, som levede i fordums tid (eller i den gamle kirke) førend de forbistrede og tåbelige paver kom til at regere. |
| 66 Och thet stoore mectige Nicenum concilium/ wdy huilket wore forsâblede flere end ccc Biscoper Huilke mett ett raadt oc sâtycke affsagde for en christelig dom/ effter S Paphnuntii raad/ att alle Prester skulle egteskaff wære frii/ ther effter som til forn Oc att the maatte leffue kyskelige mett theris hwstruer oc wpføde børn Gud til laaff oc ære Thett maa mand klarligen lesse wdy theris egen Decreto Distin xxxi Nicena synodus etc | Concilium Nicenum giorde alle Prester egteskaff frii att
vaere
|
Og det store mægtige Nikænum koncil, hvori var forsamlet mere end tre hundrede biskopper, de holdt råd og blev enige om at afsige som en kristelig afgørelse, efter Skt Paphnutius' råd, at for alle præster skulle ægteskab være en fri sag, fremover som hidtil, og at de måtte leve kysk med deres hustruer og opføde børn, Gud til lov og ære. Det kan man klart læse i deres eget dekret: Distinction 31, Nicena synodus, osv. |
| 67 Oc thñ menige Greske kircke haffuer hafft egteskaff frii wforbwdhet aff throens begyndelse/ oc til thñe dag/ thi ther icke findess een bogstaff y all thñ hellige skrifft/ ther forbyuder Prester eller Læretienere att giffte thñm oc leffue erlige wdy egteskaffs stadt wdê wore troløse Papister oc Epicurei/ sô ere komne y the siiste dage/ oc ere fallen fra throen/ oc giffuet thñm til the wilfarende aander oc dieffuelsês lerdom/ som Daniel oc Paulus spaade | Thñd grediske kirckes Prester vor aldrig egteskaff
forbudet
Papa Epicureorum oc Priapiita? dux
Dani xi |
Og den almindelige græske kirke har haft ægteskabet frit og tilladt fra troens begyndelse og til denne dag, for det findes ikke et bogstav i hele den hellige skrift, der forbyder præster eller læretjenere at gifte sig og leve ærligt i ægteskabets stand, uden vore troløse papister og epikuræere, som er kommet i de sidste dage og er faldet fra troen og har overgivet sig til de vildfarende ånder og til djævelens lærdom, som Daniel og Paulus spåede. |
| 68 The forbiude mett løgn oc hypocrisi egteskaff oc mad som gud skaffte att brwge mett tacksielse/ thñm som bekêder sandhed The kettere Taciani Manichei Martioniste/ the forbyude icke egteskaff hemmelige oc treske (Bladt ix) lig mett løgen oc øglerii Men the fordømde egtheskaff offuenbarlige/ att huer mand kunde forstaa theris ketterii |
|
De forbyder med løgn og hykleri ægteskab og mad, som Gud skabte til at bruges med taksigelse for dem, som bekender sandhed. Kætterne Tacianerne, Manichæerne, Marcionisterne, de forbyder ikke ægteskab hemmeligt og træskeligt med løgn og hykleri. Men de fordømte ægteskab åbent, så enhver kunne forstå deres kætteri. |
| 69 Ther faarre meente icke Apostelin thênum Men Papister oc wore løgñactige skrifftlære oc muncke/ som wnder subtilig dybhed oc tresk løgn forbyude egteskaff/ icke eneste Prester Men oc saa menig almue y mange maade/ mett fadderlaff/ Closter løffte/ wielse/ oc mange flere hynder oc wrette/ sô the haffue giort almugê skade mz oc pêning tab y mange aar/ som theris Summa angelica vell wduiser/ |
Augustin de bono cônugh. 7 libro de heresib
|
Derfor mente apostelen ikke dem, nej, han mente papisterne og vore løgnagtige skriftlærde og munke, som under subtil dybsindighed og træsk løgn forbyder ægteskab, ikke blot for præster, men også for den almindelige almue på mange måder, med fadderlov, klosterløfte, vielse og mange flere hindringer og uretfærdigheder, som de har gjort almuen skade og pengetab med i mange år, som deres Summa Angelica klart viser. |
| 70 Och aff gross forstocked oc beslaged blindhed/ oc skrifftens wforfarenhed/ tha meene the att ewig kyskhed er saa ringen ting/ att kundhe forware hende aff frii willie/ som een foruarer sin kiortel eller kaabe Thet att siige er obenbarligt kietterii oc emodt skrifften Sapientii viii Math xix ther christus talede om thñm som haffde selffwer gieldet thñm for hymmerigis riige/ tha sagde han/ thesse ordt begribe icke alle/ men huilke thet er giffuet Huo ther kâd begribe han begribe thet | Euig kyskhed er icke saa ringhen ting so mâge the
acthe
Augustin de spû et lra cap xiii
|
Og af stor forstokkethed og slået med blindhed og ukendskab til skriften, da mener de, at evig kyskhed er så ringe en sag, at de kan bevare den ved deres egen vilje, som man bevarer sin kjortel eller kåbe. At sige det er åbenbart kætteri og imod skriften, Visdommens bog 8 og Matt 19, hvor Kristus talte om dem, havde kastreret sig selv for himmeriges rige, da sagde han: 'Disse ord begriber ikke alle, men kun dem, det er givet; den, der kan fatte det, han fatte det'. |
| 71 Thet beuiiss han klarligen/ att hwo ther skal holde euig kyuskhed aff hiertens grund/ wdñ al falskhed oc hypocrisi Han maa haffue Gudts besynderlige gaffue ther til/ ellers bliffuer natwren som hwn war skafft att woxe oc formere seg/ liige som andre creatwr/ wrther oc planter/ fwgle och dywr/ the til røris aff theris eghen natwrs arth aarlig aars/ att giffue aff thñm frwct oc affkôme/ som Gud bød (8b) thñm aff begyndelsen |
Gds besynderlige gaffue kyskhed oc eñ serdelis naade |
Det beviser han klart, at den, der skal overholde evig kyskhed af hjertets grund uden nogen falskhed og hykleri, han må have Guds særlige gave dertil, ellers forbliver naturen, som den var skabt: til at vokse og formere sig ligesom andre skabninger, urter og planter, fugle og dyr; de tilskyndes af deres egen naturs art hvert år at give frugt og afkom fra dem, som Gud bød dem fra begyndelsen |
| 72 Liige saa røris oc Adams legôme voffueruindelig egges oc tuings aff the säme indsatte Guddômelighe ordt (woxer och formerer edher) som regerer oc dñerer end nw wdy legômeth Oc till egger mênisken att formere seg/ oc see sitth ansigt oc billede/ y syne elskelige børn oc affkomme wdy werden Oc ther til begere thet andhz kyøn/ sitt medlitge natwrligt quinde billede/ sô hânum er skafft til glæde oc hwswalelse |
Voxer och formerer ether |
Ligeså tilskyndes også Adams legeme, uovervindeligt ægges og tvinges det af de samme indsatte guddommelige ord (bliv mangfoldige og former jer), som endnu regerer og hersker i legeme og tilskynder mennesket at formere sig og se sit ansigt og billede i sine elskelige børn og afkom i verden, og desuden at begære det andet køn, sin medhjælps (?) naturlige kvindebillede, som er skabt ham til glæde og husvalelse. |
| 73 Then stercke wprindelig begering oc tilbøyelighz som saa er indplanthed aff Gud y Adams legomme oc y alle hans børn/ til thñ indskaffte natwrlige gerning att affle syn liige/ kand ingen wdsløcke/ wden allene thñ Gud som er offwer natwren/ oc weldig oc mectigh er att forwandle natwrlig ting/ som han giorde weed Mosi oc Helie legomme/ muterede oc forsterckede thñm mett sin naade/ att the icke aade eller drucke y xl dage oc leffde dog |
Vy kñdhe icke vdstycke eller formene naturens krafft meth vore lyssthe |
Denne stærke, oprindelige begæring og tilbøjelighed, som på den måde er indplantet af Gud i Adams legeme og i alle hans børn til den indskabte naturlige gerning at avle sin lige, kan ingen udslukke uden alene den Gud, som er over naturen og er vældig og har magt til at forvandle naturlige ting, sådan som han gjorde det ved Moses' og Elias' legemer, han ændrede og forstærkede dem med sin nåde, så de ikke spise og drak i 40 dage, men dog levede. |
| 74 Saa maa han oc giøre y thñe sag Wy kunde icke giøre etth haar paa wort hoffuid hwidt eller soort/ end siige att omskiffte wor natwr eller forwandle Gud maa thet selffuer giøre/ aff sin besynderlige gunst oc naade/ aandelige døde oc wende Adams legôme/ oc skaffye ett andet hierte oc sind/ fornyett aff thê Helligand/ som hand giorde wdy Jomfru Maria oc noger andre faa wdualde helgen/ som leffde her eet Euâgelsk leffnet y sand kyskhed oc hellighed/ oc mett aandelig løsth oc frihed/ alldelis fraa drage theris hw/ hierte och tancke/ fra all legomlig begering/ oc til hymmelske (Bladt x) ting/ och wore saa gaatt som dødhe for werden |
Faa hellige mennische haffue thett engelsche leffnet som er kysched |
Sådan må han også gøre i denne sag. Vi kan ikke gøre et hår på vort hoved hvidt eller sort, endsige omskifte eller forvandle vor natur. Gud må selv gøre det af sin særlige gunst og nåde, han må åndeligt døde og vende Adams legeme om og skabe et andet hjerte og sind, fornyet af den Helligånd, som han gjorde i Jomfru Maria og nogle andre få udvalgte helgener, som her levede et evangelisk levned i sand kyskhed og hellighed, og formåede med åndelig lyst og frihed helt og holdent at drage deres hu, hjerte og tanker bort fra al legemlig begæring og hen til himmelske ting, så de var så godt som døde for verden. |
| 75 Oc thz løstede thñm aff hiertês grund weluilliligh saa att leffue løse oc frii/ wden egteskaffs omsorghe oc bekyømring/ paa thz the kunde thess bequêmeligere tencke the ting som Gud hørde til/ huorledis the kunde teckis Herrin |
|
Og de havde lyst til af hjertens grund frivilligt at leve sådan løst og frit uden ægteskabets omsorg og bekymring, for at de des bedre kunne tænke på det, som hører Gud til, hvorledes de kan tækkes Herren. |
| 76 Saadâne mêniske/ sô saa underlige ere begaffne oc størckede aff Gud/ oc theris legomme er dødt aff guds naade/ the ere alsom faaeste/ mand finder icke eett eblandt twsinde Och ther faare sagde Christus Thesse ordt begribe icke alle/ mê the huilke thz er giffwed |
|
Sådanne mennesker, som er så underligt begavede og styrkede af Gud, og hvis legeme er dødt af Guds nåde, de er yderst fåtallige, man finder ikke én blandt tusinde. Og derfor sagde Kristus: Disse ord begriber ikke enhver, men de, som det er givet. |
| 77 Ther maa Gudts kraft oc thñ Helligands dygd wdy Adams krop/ om han skall leffue kyskeligh/ ellers er thz saa wmueligt att holde wbrødeligt/ sô thz er att flyghe offuer westre haff wdñ winghe och fedre/ serdelis thñ Evâgeliske kyuskhed/ som skall holdis aff inderste hiertñs (mett een pwr oc reen sâuittighz) aandelig lyst oc kyske tancker/ att wære hellig baade y legommet oc wdy aanden |
Prov xxviii
Castitas evangelica |
Guds kraft og den Helligånds dyd må være i Adams krop, om han skal leve kysk, ellers er det ligeså umuligt at holde [sit kyskhedsløfte] ubrudt, som det er at flyve over vesterhavet uden vinger og fjer, især den evangeliske kyskhed, som skal overholdes af ens inderste hjertes åndelige lyst og kyke tanker (med en pur og ren samvittighed) så man er hellig både i legemet og i ånden. |
| 78 Men falsk Papiste kyuskhed/ som nw Pawens muncke Prester Cânicker Proester oc Nunner ere til twingde mett band oc prysone/ att holde wduortis legomlige mett swar brunde oc øgenskalkhz/ medth ett wreêt hierte oc forkrencked hw/ arrige tancker/ syndig begering/ aandeligt hoor/ huilked Christus fordømmes saa sigendis |
Papistica castitas i vdvortz oegenscalkhed
|
Men den falske papistiske kyskhed, som nu pavens munke, præster, kanniker, provster og nonner med band og fængsel er tvunget til at overholde udvortes legemligt med svær brynde og øjenskalkhed, med et urent hjerte og forkrænket sind, vrede tanker, syndige begæringer, åndeligt hor, den fordømmer Kristus med følgende ord: |
| 79 Huilken som helst ther foer anser een anden mâdts (10b) hwstrw til att wille begere hêde/ thñ haffuer nw bedreffued hord mett hende vdy sitt hierte Staar ther oc saa Sapiente y thet Første cap Ondhe tancker the skillie mennisken fra Gud/ ther fore er thz icke nock att skugge oc smøcke seg for menneskês øgne oc høggte oc smegre/ oc lade seg thñ att wære sô han i sâdhed icke er/ som thñ falske whellige Phariseus |
|
Den, derfor, der ser på en anden mands hustru, så han begærer hende, han har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Og der står også således i Visdommens bog, kapitel 1: Onde tanker, de skiller mennesket fra Gud. Derfor er det ikke nok at smægte og smykke sig for menneskenes øjne og lefle og smigre og lade, som om man er på en måde, som man i virkeligheden ikke er, som den falske uhellige farisæer. |
| 80 Oc thet skeer sandeligen/ wden wy haffwe Gudts besynderlige gaffwe/ thi alle Adams børn ere aff swag oc skrøbelig materia/ huilked Paulus wisselige besindede/ ther han wille icke strengelighe byude/ offuer jomfruer/ eller giøre eet farligt budt ordt om iomfudom/ som er ett friidt Euangeliske raadt Ther faare sagde han Om iomfruer, haffwer ieg icke Herrens budt/ men ieg giffuer ett raad (thz er) iegh siiger huad meg gaat tyckis Giiffther hwn seg/ tha haffuer hwn icke ther wdy syndet etc |
Jomfrudô er icke buden y thê hellige schrifft Men thñ raadt som haffue gds gaffuer |
Og sådan går det sandelig, hvis ikke vi har Guds særlige gave, for alle Adams børn er af en svag og skrøbelig materie, og det betænkte Paulus sandelig, da han ikke streng ville byde over jomfruer eller gøre et farligt budord om jomfrudom, som er et frit evangelisk råd. Derfor sagde han: Om jomfruer har jeg ikke Herrens bud, men jeg giver et råd, det vil sige, jeg siger, hvad jeg synes er godt: gifter hun sig, da har hun ikke dermed syndet, osv. |
| 81 See hwor warligen skriffuer Paulus om thñe sag/ att han wille icke wære orsage till nogels faldh eller fortabelse/ eller til naaghet onth/ som skulle hêde y framtiiden/ aff dieffuelsens subtilig lønlig suig oc fortacte snare/ thy han wiste att mennesken wor aff kiød oc blod/ icke aff steen eller træ/ oc han haffde læst/ att thñ stercke Sampson oc hellige Dauid oc thñ wiise Solomon ginge til bage oc fulde y thên stridt/ thy sô S Augustinus han siiger Eblâdt alle menniskês striider/ tha er kyuskhedens strid eneste haard/ thy ther er daglig anfald oc frestelse/ och (Bladt xi) syelden seyer |
Augustin de honestate mulierû |
Se hvor forsigtigt Paulus skriver om denne sag, så han ikke bliver årsag til nogens fald eller fortabelse eller til noget ondt, som kommer til at hænde i fremtiden af djævelens subtile hemmelige svig og fordækte snare; for han vidste, at menneskene var af kød og blod, ikke af sten eller træ, og han havde læst, at den stærke Samson og den hellige David og den vise Salomon gik tilbage og faldt i denne strid, for, som Augustin siger: Blandt alle menneskenes kampe da er kyskhedens kamp alene hård, for dèr foregår der daglig angreb og fristelser og der er sjælden sejr. |
| 82 The faare nw bywder S Powel alle att giffte thñm/ som fornømme ydelere wduortes wkyskhets brwnde y theris legomme Oc haffue thette beskiermelige middel een egte hustru/ emodt horeri oc skiørleffned oc onde løster/ oc emodt dieffuelens stercke frestelse |
Egteschaff er guds arffue och ett christeligt raad emod hoor och schioerleffned |
Derfor, nu byder Paulus alle dem at gifte sig, som fornemmer yderligere udvortes ukyskheds brynde i deres legeme, og at have dette beskærmelses middel: en ægtehustru, imod horeri og skørlevned og onde lyster og imod djævelens stærke fristelse. |
| 83 Her om taler oc Nicolaus thñ Rômerske Biscop til Rodulphum thñ werdige oc godhe Biscop wdy Stradzbwrg/ som ther oc staar y kirke lowffwen xxxiii quest ii Cap Latorem om thñ Prest syn moder sloo y hiel Huor streng och swar penitentz han skulle giøre før han skulle anammes rettelige til siit embede/ oc wære skylt fra andre menneke/ y sacramenthe omgangh |
Job xi
xxxiii quest i. c. Latorê
|
Herom taler også Nicolaus, den romerske biskop, til Rodulf, den værdige og gode biskop i Strassburg, som der også står i kirkeloven, causa 33, det andet spørgsmål, kapitel, Latorem, om den præst, der slog sin moder ihjel, hvor streng og svar en bod han skulle gøre, før han skulle optages retteligt i sit embede: han skulle være skilt fra andre menneske i nydelsen af sakramentet. |
| 84 Men dog forbyuder han storliige/ att han skall icke skillies fra/ eller formeenis syn egte hustrw/ paa thet han skal icke falde y thet sware synds swel som er skiørleffnet/ thet (siiger han) som wy icke begere/ eller y nogell maade wille att skee skall | Men dog forbyder han strengt, at han skal skilles fra eller forbydes omgang med sin ægtehustru, for at han ikke skal falde i det svare syndesvælg, som er skørlevnet, det, siger han, som vi ikke begærer eller på nogen måde vil skal ske. | |
| 85 Men mange som thñe oc S Powels lerdom haffue forsmaatt/ oc icke wille haffue een egte hwstrw for horerii skyld/ men beskugge oc smøcke thênum for werden att wære kyske/ the haffue fâghz thers wildfarelses løn Oc ere kômen wdy thñ wodhe oc dødelig snare/ som the ellste oc wdualde |
|
Men mange, som har forsmået denne og Paulus' lærdom og ikke villet have sin ægtehustru for horeris skyld, men fremhæver og smykker sig for verden, at de er kyske, de har fanget deres vildfarelses løn og er kommet i den vånde og den dødelige snare, som de elskede og udvalgte. |
| 86 Leess skrifften oc seee huilken heffn the haffue fâget som forsmaade thet hellige egteskaff/ oc dog alligeuell bedriffue wkyskhed oc legommens løsth wdy sønd oc ondskaff Gick ey floden offuer ganske ver (11b) den for wkyskhets synd Sodoma och Gomorra swncke i iorden/ thñ retuiise mâd Loth bereddede thet erlige egteskaff Onan han bleff y hiell slaghen for thñ whørlig slemhed han bedreff/ oc mange flere twsinde er ther forfared mett luiff oc siell/ for hoor/ skiørleffned oc wkyskheds synd |
Gen xix<a href="#1 Mos 38, v8 Så sagde Juda til Onan: ""> Gen xxxviii Jud xix ?ñi xxv |
Læs skriften og se, hvilken hævn de har fået, som forsmåede det hellige ægteskab og dog alligevel bedriver ukyskhed og legemslyst i synd og ondskab. Gik ikke syndfloden over hele verden for ukyskhedens synd? Sodoma og Gomorra sank i jorden, den retfærdige mand, Loth, blev reddet af sit ærlige ægteskab. Onan han blev slået ihjel for den uhørte ondskab, han bedrev, og mange flere tusinder er gået til med liv og sjæl for hor, skørlevned og ukyskheds synd. |
| 87 Leess oc saa Cronica mundi oc fasciculum temporum/ oc forfare huad kyuskhed wore hellige Pawer holde serdelis Bñdictus nonus Joanne xii oc thñe quinde pawe Joannes Angelicus som fick ett barn/ al Rom til skam oc skiendsell |
|
Læs også Verdenskrøniken og Embedstiderne og erfar, hvad kyskhed vore hellige paver overholdt, især Benedict den Niende, Johannes den Tolvte og kvindepaven, Johannes Angelicus, som fik et barn, al Rom til skam og skændsel |
| 88 Lader oss acthe oc besinde thñ store forderffuelse oc wforuindelig skade/ som thette Sataniske pafund/ haffuer giort thñ arme Christendom wdy mâge hundrede aar Haffuer thz ey wpfylt werdñ mett slem wkyskhed oc øgenskalkerii Serdelis Christñdômens Prester thñ største part/ som skulle wære iordsês salt/ werdsens lyuss oc skinnêde wdy theris christelige leffned oc lerdom mett dygd oc ære oc sâdhed/ oc wære gode exempla |
Dieffuels lerdôs kysched haffuer chomet gâscke slem ukysched
aff stedt
|
Lad os give agt på og tænke over den store fordærvelse og uovervindelige skade, som dette sataniske påfund har gjort den arme kristenhed igennem mange hundrede år. Har den ikke opfyldt verden med en slem ukyskhed og øjenskalkeri? Især den største del af kristendommens præster, som skulle være jordens salt og verdens lys og skinnende i deres kristelige levned og lærdom med dyd og ære og sandhed og være gode eksempler, |
| 89 Ere the ey nw obenbalige skiørleffnedts mend/ iôfrukrenckere/ meenedere/ oc onde fordømmelige exemple/ som almuen tager exempel aff oc siige Ware thet synd/ tha giord icke Prester thz Frâdelis thers quinder leffue y stoor skiendsel oc blusel for werden/ oc ere foractede och forsmaade aff huer mand |
Almues folch beschemmes oc fâgger efftersyn aff presters onde
leffnet
|
er de nu ikke åbenbare skørlevnedsmænd, jomfrukrænkere og onde, fordømmelige eksempler, som almuen tager ved lære af og siger: Var dette synd, da gjorde præsten det ikke. Fremdeles lever deres kvinder i stor skændsel og blusel for verden og er foragtede og forsmåede af enhver. |
| 90 Oc mange hundrede haffue dødt her aff werden/ mz eeñ bedrøffued mishaabelig samuittighed Och saa Preste børn/ som ware ypperligen fordum dagis/ (Bladt xii) the skulle alle dage sla theris hoffued ned/ oc blwis theres forelderne Oc bliffue lâdfluctuge/ oc møsthe theris arff | Og mange hundrede er døet bort fra denne verden med en bedrøvelig fortvivlet samvittighed, også præstebørn, som var ypperlige i gamle dage, de skal nuomdage bøje hovedet og skamme sig over deres forældre og blive landflygtige og miste deres arv. |
| 91 Oc Preste døttre thessligeste komme y stoor brøst/ oc møste gode giffteremaal for the ere wecthe/ oc bliffue krenckte oc beskiême theris Faders huss/ huilked Moises oc Paulus haardelige forbiude Oc wille att een Prest skulle haffue erlige oc hørsôme børn/ sô icke berøctede ere y druckñskaff eller i anden last |
|
Og præstedøtre kommer ligeledes i stor brøst og mister gode giftermål for de er uægte og bliver krænkede og beskæmmer deres fars hus, hvilket Moses og Paulus strengt forbyder; de vil at en præst skal have ærlige og lydige børn, som ikke er berygtede i drukkenskab eller i anden last. |
| 92 Oc staar ther iii Mosi xxi Er thz saa noger Prestes dotter worder paa greffuen i nogen wære/ oc worder beliggen oc forkrêcker sin Faders naffn/ tha skal hun brendis | (3 Mos 21,9) | Og der står i 3 Mosebog, 21: Hvis en præstedatter bliver pågreben i nogen vanære og bliver beligget og forkrænker sin fars navn, da skal hun brændes. |
| 93 See huor erlige oc wberøctede wore Prester oc theris huss eñ stund/ sô skulle predicke oc lære/ och kundgiøre guds ords willie oc befalning Men huor ledis thett gaar nw till/ thz bedre oss Gud y himmerige Huo ther wiste the børn sô ere lønlige myrde oc forgiiffne i Moders liiff/ aff Pawens geystlike folck (sô the kalle) oc serdels aff muncke oc nunner/ tha motte hâ sâdelige græde blodige taare |
Pauens folck myrde oc forgiffue boern |
Se, hvor ærlige og uberygtede præsterne og deres hus engang var, de, som skulle prædike og lære og kundgøre Guds ords vilje og befaling. Men hvordan det nuomstunder går til, det bedre os Gud i Himmerige. Hvis nogen vidste, hvor mange børn, som er hemmeligt myrdede og forgivet i moders liv af pavens gejstlige folk (som de kaldes) og især af munke og nonner, da måtte han sandelig græde blodige tårer. |
| 94 Oc ingñ andñ ting haffuer wæred orsage ther til/ wdñ thette forbânede Pawefund/ thi Pharao och Herodes myrde alleneste drêg børn/ men Pawen haffuer myrdt wtalige drenge oc piige børn/ och wdslugth vor slect byrd oc seed sô gud vill wnde oss i verden |
|
Og intet andet har været årsag dertil end dette forbandede pavepåfund, for Farao og Herodes myrdede kun drengebørn, men paven har myrdet utallige drenge- og pigebørn, og udslettet vor slægts byrd og sæd, som Gud vil unde os i verden. |
| 95 Sô thê hellige Biscop S Hwldaricus skriffuer eñ forferlig ting wdi sitt sendebreff til Nicolaum Papam/ sô skeede i S Gregorii tidt Att S Gregorius lod rense sin fiske søø i huilkê hâ fâdt sex (12b) hoffued panner aff børn/ som wore myrde oc wdkaste y samme søø Huilked ther S Gregorius saa/ strax igien kallede han thñ Decretum oc befalning som han haffde til forn wdgiffued, oc angrede thet storlige, att han haffde nogen tidt samtycked/ att egteskaff skulle nogen mand forbiudes Oc han storliige loffuedhe S Powels ordt (ther som han siiger) thet er bedre att giffte seg/ end att brendhe |
Her see vy att Pauen haffuer beuiist sitt naffn abadon |
Sådan som den hellige biskop Skt. Huldaricus skriver om en forfærdelig ting i sit brev til pave Nicolaus, som skete i Skt. Gregors tid, at Skt. Gregor lod rense sin fiske sø, i hvilken han fandt seks hovedskaller af børn, som var myrdede og udkastede i denne sø. Da Skt Gregor så det, tilbagekaldte han straks det dekret og den befaling, som han tidligere havde givet, og angrede det stærkt, at han nogensinde havde samtykket i, at ægteskab skulle forbydes nogen mand. Og han lovpriste højt Paulus' ord dèr, hvor han siger, at det er bedre at gifte sig end at lide brynde. |
| 96 See huilcken fruct thette Pawefund haffuer giort i werden, hoor/ skiørleffned/ stumme synder/ bedrøwede sâuittighz/ øgêskalkerii/ wbluhz/ onde exempler/ skiêdsel/ last/ Jôfrukrêckelse/ ewâgelii foractelse/ thñ Helligâds wdsluckelse/ aandelig blurdhz pêninge tab/ børne mord/ siels tabelse/ gudts vrede oc euighe fordømmelse |
Merck huad fructh ther er kommed aff pauen kyschhets budt |
Se, hvilken frugt dette pavepåfund har gjort i verden, hor, skørlevned, stumme synder, bedrøvede samvittigheder, øjenskalkeri, ublufærdighed, onde eksempler, skændsel, last, jomfrukrænkelse, foragt for evangeliet, udslukkelse af Helligånden, åndelig blurdhed (?), pengetab, børnemord, sjæletab, Guds vrede og evig fordømmelse. |
| 97 Sodanne forferlige ynckelige ting/ skiwllede dieffuelen treeskelighe wnder thette Pawefund/ thi han wiste thet wel/ att ther skulle komme saadan fruct/ aff thesse twenne wildfarelse/ som han kom thñe forbiistrede daare och gallne rasere Pawen till att biwde iomfrudom/ oc forbiude egteskaff emodt Christum oc hans wdualde thienere Paulum oc thñ ganske hellge skrefft/ og giøre etth strength tiiranneligt bwdt aff Christi raadt (som er iomfrudom) oc etth wchristeligt forbwdh/ aff thenne frii stadt egteskaff/ som Gud haffuer huer mâdt frii giort oc wforbuden i alle maade |
|
Sådanne forfærdelige skrækkelige ting skjulte djævelen træskeligt under dette pavepåfund, for han vidste godt, at der ville komme den slags frugt af disse to vildfarelse, som han fik den forbistrede dåre og rasende galning, paven, til at byde: jomfrudom og forbud mod ægteskab, imod Kristus og hans udvalgte tjener Paulus og hele den hellige skrift, så han gjorde et strengt, tyrannisk bud af Kristi råd (som er jomfrudom) og et ukristeligt forbud af denne fri stand, ægteskabet, som Gud har gjort frit og uden forbud i alle måder for enhver. |
| 98 Ther faare ere thesse twenne lerdomme/ att biwde ewigh køskhed wnder band oc prisone Oc forbiude (Bladt xiii) egtekaff wnder leens oc embedis fortabelse/ the ere wisselige aff dieffuelin/ oc hwo ther lyder oc forswarer thñm/ han er dieffuelens oc antichristês discipell/ oc een meenedere for Gud oc mennesken och bryder dobsens eedh/ som han soor att forsage dieffuelin mett all sin løgn oc falskhz Oc huo ther staar emodt thñe witterlige sandhed (att egteskaff bør att wære friidt oc wforbuden) han skal faa løn mett the gienstridige Phariseier/ som giorde guds ord modstand for gierighed oc riigdom skylld |
Euig kyskhets budt. Och egteschaffs forbud huem the ere kômen aff |
Derfor er disse to lærdomme: at påbyde evig kyskhed under band og fængsel, og forbyde ægteskab under lens og embedes fortabelse, de er visselig af djævelen, og hvem der adlyder og forsvarer dem, han er djævelens og antichristens discipel og en meneder for Gud og menneskene, fordi han bryder dåbens ed, hvor han svor at forsage djævelen med al hans løgn og falskhed. Og den, der står denne vitterlige sandhed imod (at ægteskab bør være frit og uden forbud) han skal få løn sammen med de genstridige farisæere, som gjorde modstand mod Guds ord for gerrigheds og rigdoms skyld. |
| 99 Wy weedhe weel oc haffue seet oc hørt huad tiimelig renthe oc fordeel mâge Bisper haffue hafft aff Presters horerii oc slem skiørleffned/ oc hui the liide oc tilstæde thñm y thet fordømde oc hedenske leffned oc staa saa hart emodt/ att the icke maa/ oc ingelunde skulle giffte thñm erlige/ the som icke ere begaffuede mett kyskhets serdelis naade Haffue the ther nogle orsager til/ wnder huilke the wille theris gerighed (mett ett helligt skin) betecke |
Hui Prelater staa emodt att Prester maa icke giffthe segh
|
Vi véd nok og har set og hørt, hvad timelig rente og fordel mange bisper har haft af præsters horeri og slemme skørlevned, og hvorfor de kan lide og giver dem lov til at blive i det fordømte og hedenske levned og kæmper så hårdt for, at de må ikke må og på ingen måde skal have lov til at gifte sig ærligt, de, som ikke er begavede med kyskhedens særlige nåde. Har de her nogle begrundelser, som de vil dække deres gerrighed under (med et helligt skin)? |
| 100 Først (som the siige) att the som sckulle tractere Guds legomme oc blod/ bør att wære reene oc vbesmittede/ som wæl sandt er Ther nest att thers eed oc løffte staar emodt/ att the maa icke egthe gifftis Forthi the skulle holde thet the haffue loffued Gud | Først, som de siger, at de, som skal håndtere Guds legeme og blod bør være rene og ubesmittede, hvilket vel er sandt nok. Dernæst, at de går imod deres løfte, at de ikke må ægtevies; for de skal holde det, de har lovet Gud. | |
| 101 Thñ tredie sag/
att the forbiudis aff Euangelii predickñ oc lerdom som hustruer
haffue/ forthi atth the som giffte ere/ tencke the tinges som hustruen
er anrørendis etc (13b)
Fierde att kirke louffuen thz forbiuder etc Femte Oc att huor the haffde end eñ egtehustru/ tha lode the seg icke nøffue mett eñ Forthi att thet er (sô the siige) thñm suartt att wære bundne weed eñ/ huilke som pleye att sleppe eñ oc taghe eñ anden |
Den tredie sag er, at de forbydes [at blive præster]
af evangeliets prædiken og lærdom, de, som har hustruer, fordi
de som er gifte, tænker på de ting, som hører hustruen
til.
Den fjerde sag er, at kirken loven forbyder det. Den femte er, at hvis de havde en ægtehustru, da od de sig ikke nøje med én, fordi det, som de siger, er svært for dem, som plejer at slippe én og tage en anden, at være bundet til én. |
|
| 102 Siette sag Att thet er
gott att wære frii oc icke bebinde seg til eñ som mand skal
haffue hinder oc bekømringh aff etc
Thesse ere the ypperste sager som presternes fwle skiørleffned oc prelaters gerighed skiulis wnder Men ieg wil mett faa ord suare her til/ oc wille wi see huad skiel oc redelighed the haffue mett segh/ och huor møghz the kunde noghen beplicte oc binde etc |
Den sjette sag: At det er godt at være fri og ikke
binde sig til én, som man skal have hindring og bekymring af, osv.
Disse er de væsentligste begrundelser, som præsterne grimme skørlevned og prælaternes gerrighed skjules under. Men jeg vil med få ord svare herpå, så skal vi få at se, hvad skel og redelighed de har med sig og hvor meget de kan forpligte og binde nogen, osv. |
|
| 103 I thet første er thet gudeligt christeligt oc møghz sandt Att Prester bør att wære reene/ oc føre eeth wbesmitted leffned/ thet biuder gud som skrifften och giffuer stoor magth/ mange steder y louffwen oc propheterne Thet er møget erligt oc gaatt att prester oc muncke the leffue eet kyskt iomfrueligt leffnz huor the haffye thñ store gaffue/ att the kundhe thet giøre for wden fare oc fald/ brunde oc besmittet hierte i tancke eller samtycke oc stoor begeringh | Kortt suar til forneffde orsager | For det første er det gudeligt, kristeligt og meget sandt, at præster bør være rene og føre et ubesmittet levned. Det påbyder Gud og skriften og det lægger de står vægt på mange steder i loven og profeterne. Det er meget ærligt og godt, at præster og munke lever et kysk, jomfrueligt levned, dèr hvor de har den store gave at kunne gøre det uden fare og fald, uden brynde og besmittet hjerte i tanke eller samtykke og stor begæring. |
| 104 Men huor thñe fare er eller fald brynde etc Tha bør thñm att anâme erlige oc tacknêmelige (sô wy til forn haffue omtaled( thet raad ther emodt som gud haffuer ett menneske (ingen wndertaged) giffuet/ oc S Powel haffuer paa Guds wegne budhz som er egteskaff/ huilked S Powel siiger att wære (14a) erligt eblandt alle stadt/ oc en reen egteskaffs sengh oc samthro I huilkê stadt the erlige/ reene oc hellige Prester wore wdi i fordums tiidt/ som wiidt er taled om tilforn/ oc er beuiist bode aff thet gamble och ny Testamente/ oc mett hellige forfedernes exempel | For fare oc fald er thz got att weeere giifft 1 Cor vii
|
Men hvor denne fare er eller fald og brynde, osv, dèr bør de modtage ærligt og taknemmeligt (som vi forud har omtalt det) det råd derimod, som Gud har givet et menneske (ingen er undtaget), og som Paulus på Guds vegne har påbudt, som er ægteskab, hvilket Paulus siger er ærligt iblandt alle stænder og en ren ægtesent og tillid. I denne stand var de ærlige, rene og hellige præster i gamle dage, som der forud er talt meget om, og som er bevist både fra det gamle og det ny testamente, og med de hellige forfædres eksempel. |
| 105 Huad reenhed wore Prester
nw almindelige haffue/ thet see wi och ther offuer maa græde oc yncke
Oc sand Guds heffn gaar thñm offuer/ mett hoor oc skiørleffned Forthi the forsmaa kysk egteskaff oc Sancte Pouels budt i thet the kundhe icke wære i affhold |
Hoor oc skiørleffnz er gds heffn eblâdt klerkeriid |
Hvad renhed vore præster nu i almindelighed har, det
ser vi, og derover må vi græde og ynkes.
Og en sand Guds hævn overgår dem med hor og skørlevned, fordi de forsmår kysk ægteskab og Paulus' bud, idet de ikke kan leve afholdende. |
| 106 Een egtegifft Prest som leffuer erlige och wæll mett sin hustru/ er bedre for gud/ end alle the skiørleffuere i werden er/ eller the som ligge indbundne i Closter i stoor wkysz brunde oc begering/ i huor gode eller hellige the synes for mêneskñ Gud han dømmer icke effther wduortes skin/ men effter hiertz sô skrifften siiger | En ægteviet præst, som lever ærligt og vel med sin hustru er bedre for Gud end alle de skørlevnere, som er i verden, eller de, som ligger indkapslede i klostre i stor ukyskheds brynde og begæring, hvor gode og hellige de end ser ud i mennesker øjne. Gud dømmer ikke efter det udvortes skin, men efter hjertet, som skriften siger. | |
| 107 Oc the ere alldermest emodt Gudts bud Thw skalt icke begere etc Emodt huilcken begering (nar mand haffuer icke eller kand faa thê gaffue som er reen kyskhed i legomme oc hierte) tha haffuer gud giffued och tilstedt oss egteskaffs raad/ och lægedom | Hier xvii | Og de er allermest imod det Guds bud, der lyder: Du må ikke begære, osv. Imod den begæring (når man ikke har eller kan få den gave, som er ren kyskhed i legeme og hjerte) da har Gud givet og tilladt os ægteskabet som et råd og en lægedom. |
| 108 Til thñ anden orsage att Prester oc Muncke haffue sorid eller loffued kyskhed/ oc thet bør thñm att holde etc Thet giffuer Jeg magt att huad mâd redelige (icke emod Christê frihed eller thê hellige skrift) louffuer/ thz bør hâm att holde/ om thet løffthe er y hans magt/ oc thet er giorth aff retth (14b) [aff rett] forstand oc wiished etc | Suar til andñ orsaghe
|
Til den anden begrundelse: at præster og munke har svoret eller lovet kyskhed og det bør de holde, osv, [svarer jeg]: Det indrømmer jeg, at hvad man redeligt (ikke imod den kristne frihed eller den hellige skrift) har lovet, det bør man holde, om det løfte er i ens magt og det er aflagt ud af ret forstand og visdom, osv. |
| 109 Jeg weed wæl att løffte oc eeder skulle holdis oc fuldkommes Men the som ere redeliige oc Gud behaffuelige effther skrifftñs lydelse oc wnderuiisning som er om noget serdelis offer y thet gamble testamente/ oc y thz ny om laaff/ priiss/ ære oc tacksigelse/ y eñ sand tro aff wort hierte Item att necte dieffuelin mett alt hâs riige/ tilhêge Christo/ giøre vor næste skiel oc kierlighed etc |
Huilke ed och loeffte man boer att holle Om thette loeffte taler Psalmerne tiith oc offte |
Jeg véd nok, at løfter skal holdes og fuldkommes. Men de, som er redelige og gudvelbehagelige efter hvad skriften siger og underviser os i, er om et specielt offer i det gamle testamente og i det ny om lov, pris, ære og taksigelse i en sand tro af vort hjerte; ligeledes at fornægte djævelen med al hans rige, klynge sig til Kristus, gøre vor næste ret og vise ham kærlighed, osv. |
| 110 Thesse ere christne eeder oc løffte/ som wi haffue giort i wor dob oc christendom Andre weed thñ hellige skrifft inthed aff Oc forthi oc wi swerie eller loffue wbesindelige/ wuiisslige om thet som oss icke bør eller y wor magt er/ thz maa oc skulle vi bryde oc offuergiffue/ tackendis Gud som haffuer giffued oss sin naade oc sandhed til kiende xxii quest iiii cap Si aliquid Item xx quest iiii cap in malis |
Huilke loeffte mandh boer icke att holle |
Det er de kristne eder og løfter, som vi har gjort i vor dåb og kristne tro. Andre véd den hellige skrift intet om. Og hvis vi også sværger og lover ubesindigt og uden visdom om det, som vi ikke bør sværge på, eller som ikke er i vor magt, da må og skal vi bryde et sådant løfte og lade det være, idet vi takker Gud, som har givet os sin nåde og sandhed til kende; xxii quest iiii cap Si aliquid Item xx quest iiii cap in malis |
| 111 Wy haffue huerckñ skrifft eller Guds befalningh/ att besuerie eller beplicte oss til thet/ som gud haffuer giffued oss friidt oc icke beplicted oss til Forthy thet er emodt christñ frihed oc Guds willie/ att giøre seg thet wfriidt/ som Gud haffuer oss friidt ladtz som han selff sagde Att alle kunde icke begribe eller haffue kyskhed affhold y sin magt/ men huilken thz er serdelis giffuet aff Gud |
Om presteed paa kyskhedt eller om clostherloeffte haffue wy inthz y scrifftê |
Vi har hverken skriftord eller Guds befaling på, at vi skal forsværge eller forpligte os på det, som Gud har ladet være frit for os og ikke forpligtet os til, fordi det er imod den kristne frihed og Guds vilje at gøre sig det ufrit, som Gud har ladet være os frit; som han selv sagde: at ikke alle kunne begribe eller have kyskheds afholdenhed i sin magt, men kun den, som der specielt er givet af Gud. |
| 112 Thi sagde han Huilcken ther kand begribe (affhold oc kyskhed) tage seg thett Huilken thet icke kand/ thett er hâm fridt att giiffte seg. Thette er ordsens mening Kyskhed er eñ serdelis stoor gaffue/ thñ som icke er mange giffuen Som (15a) wiismâd siiger Jeg weed/ att ieg kand icke wære kysk eller affholdêdis/ wdñ Gud (serdelis) thz giffuer meg Oc thz att wide er een gâscke stor wiisdô |
|
Derfor sagde han: Den, der kan begribe det, han tage det til sig (afholdenhed og kyskhed). Den, der ikke kan det, ham er det frit at gifte sig. Dette er ordenes mening. Kyskhed er en særdeles stor gave, som ikke er givet mange. Som vismanden siger: 'Jeg véd, at jeg ikke kan være kysk eller afholdende uden Gud specielt giver det til mig'. Og at vide det er en ganske stor visdom. |
| 113 Thi bør icke nogel att nødis eller lockis til kyskhet eller affhold/ wære seg Prest Munck Nunne eller hwo som wære kand Siiger S Augustinus libro de wirginitate Huor nogen trengis och nødis til kyskhed/ ther giffues hâm orsage oc magt til wkyskhed oc wreenhed/ oc forthi er thñ icke kysk sô mett redsle ther til nødis Icke helder er hun høffuisk iôfru sô mett gaffue kiøbis til att wære kysk | Inghê scall noedis till kyschedt Augustin | Derfor bør ingen nødes eller lokkes til kyskhed eller afholdenhed, hverken præst, munk, nonne eller hvem det være kan, siger Angustin, i bogen om jomfruelighed: 'Hvor nogen presses og nødes til kyskhed, der gives der ham lejlighed og ret til ukyskhed og urenhed, og derfor er den, der nødes dertil med trusler, ikke kysk. Ligeledes er hun heller ikke en høvisk jomfru, som købes til at være kysk med gave. |
| 114 Skriffuer oc S Hieronimus til Demetriadem Virginem Att the Jomfruer eller Nunner icke kâdh leffue i affhold oc kyskhed/ att the skulle giffue segh y egteskaff/ och leffue ther redelighe wdi Thennum skal (siiger han) obenbare siiges/ att the skulle anthen gifftes eller wille the thz icke/ tha skulle the aldelis leffue i affhold etc | Hieronim om closteriomffruer | Og Skt Hieronymus skriver også til jomfruen Demetrias, at de jomfruer eller nonner, der ikke kan leve i afholdenhed og kyskhed, skal gifte sig i ægteskab og leve redeligt derudi. Det skal, siger han, ligeud siges til den, at de enten skal gifte sig eller -- vil de ikke det -- aldeles leve i afholdenhed, osv. |
| 115 Forthi siiger S Ambrosius
mz S Pouel Att thz er bedre att giffte seg end att brêdis i ond begering
etc
Att brêdis (siiger han) thet er naar willien sâtycker legomens løst oc begering til wkyskhed oc wreenhed Thet er att brende som S Pouel taler om etc |
Ambrosius | Derfor siger Skt Ambrosius med Paulus, at det er bedre at
gifte sig end at brændes i ondt begær, osv.
At brændes (siger han) det er, når viljen samtykker med legemets lyst og begæring til ukyskhed og urenhed. Det er at brænde, som Paulus taler om, osv. |
| 116 S Bernhardus skriffuer oc til Senoneñ Canonicos saa sigendis Gud giffue att the (Prester och klercke) som icke kunde leffue i kyskhed oc affholdh att the wille giffte thñm/ paa thz the icke skulle brendis Thet er wdñ tuiil bedre att giffte segh end att brendis (i wkyskhets gierninger oc begering) oc bliffue (15b) salige i eeñ mindre stadt end att leffue ildhe/ til fordømmelse )i thê ypperlige klerckeriis stâdt oc skickelse Thesse ere merckelige ordt/ Gud giffue atth wi kunde thñm merke oc legge paa hiertz/ oc offuer giffue wor wkyske kyskhed/ oc wor werstyggelige oc wgudelige løffte/ sô wi møghz fortørne gud mz | Bernhardus Saa sigh oc Erasm tiil thet erlige raadt y Basilea | Skt Bernhard skriver også til Senonen, kannikerne, således: Gud give at de (præster og klerke), som ikke kan leve i kyskhed og afholdenhed, ville gifte dem, for at de ikke skal brænde. Det er uden tvivl bedre at gifte sig end at brænde (i ukyskheds gerninger og begæring) og blive salige i en lavere stand end at leve dårligt (til fordømmelse) i den ypperlige klerkeriets stand og skikkelse. Disse ord er værd at lægge mærke til. Gud give, at vi kunne lægge os dem på sinde og lægge den på hjerte og opgive vor ukyske kyskhed og vort vederstyggelige og ugudelige løfte, som vi meget fortørner Gud med. |
| 117 Til thñ tredie orsage
oc paa skud sô er att kirckelouffuen formener Prester att giffue
seg i egteskaff Huad kâd Jeg andhz suare her til end sô sâdth
er
Att kircke louffuen siiger nogre stæder mz i thñ maa de/ oc sôme steder emodt Sôme stæder i nogle capi giør hun thz friidt/ oc wdi sôme wfriidt/ i sôme lâd tilstæder hun egteskaff eblâd Prester/ oc i sôme forbiuder hun thz/ sô nu wore lâgt att skriffue om/ oc serdelis wpregne |
Tredie orsage | Til den tredie begrundelse og påskud, som er, at kirkeloven
forbyder præster at give sig i ægteskab, hvad kan jeg svare
andet dertil, end det, som sandt er:
At kirkeloven siger nogle steder med i denne henseende, og andre steder imod. Nogle steder i nogle kapitler siger den, det er frit, og i andre, at det er ufrit. I nogle lande tillader den ægteskab blandt præster, og i andre forbyder den det. Og det ville være langt at skrive om og opregne hver for sig. |
| 118 Her om er dog noghz taled tilforn Maa wæl skee the haffde nogle orsager paa thñ tiidt att forbiude Prester egteskaff paa eñ tidt/ huilket sô icke altidt kunde staa eller haffue magth emodt S Pouels budt til the Corrinther til Timotheum och til Titum The Rômerske Bisper oc thers kircke lofuer biude (i forbiistrelse fra Guds ord) att klerckerii skal icke gifftes Christus siiger twert emodt/ the kunde icke alle begribe thette ordt Thz er The haffue icke thñe gaffue oc naade til affhold |
Kirkelogê kâd ei altid vere i mact
Paven biud Christus oc Paul forbuide |
Herom er dog tidligere talt noget. Måske havde de på én tid nogle grunde til at forbyde præster at gifte sig, som ikke altid kan gælde eller have berettigelse imod Paulus' bud til korinterne, til Timotheus og til Titus. De romerske bisper og deres kirkelove byder (i forbistrelse mod Guds ord), at klerkeriet ikke skal giftes. Kristus siger det modsatte: de kan ikke alle begribe dette ord. Det vil sige: De har ikke den gave og nåde til afholdenhed. |
| 119 Bisperne siige Prester skulle icke haffue hustruer Paulus biuder the skulle wære eñ quindis mandh Logñ siiger oc saa the skulle giiffte seg oc tage segh hustruer Huilkñ skulle the meere høre/ enthen skrifften sô biuder oc Christus tilstæder Eller Bis (16a) perne oc kircke louffuen sô forbiuder Men ladh thz saa wære att kircke loffuen i thñe maade paa een tiidt/ motte wære god (sô ieg wil dog icke siige att hun wor) hun kâd icke altid wære wed magt |
|
Bisperne siger, at præster ikke må have hustruer. Paulus byder, at de skal være én kvindes mand. Loven siger også, at de skal gifte sig og tage sig hustruer. Hvad skal de så rette sig mest efter, skriften, som byder, og Kristus, som tillader, eller bisperne og kirkeloven, som forbyder? Men lad så være, at kirkeloven i denne henseende på et tidspunkt måtte være god (hvad jeg dog ikke siger, at den var) den kan dog ikke altid gælde. |
| 120 Som hun oc selff siiger xxix destinc cap Regule sctôrum The hellige forfædernes regle oc skick ere wdgâgne effter tidsês/ stedsês/ personers oc nødsês wilkor oc leylighz Saa staar oc saa c Sciêds oc c Mecr ê i sâme mening Thessligeste siist i thz ca de Syracusane xxviii distincôe oc i thz cap Si quis docuerit Att ingñ Prest skal forsmaa sin egtehustru for siit embede eller gudelighz skyld/ wnder bâd oc formaledidelse Oc i thz andet Si quis descernit Att ingê mâd skal foracte eller sky eñ Prestes embede/ forthi at hâ er giifft/ oc haffuer hafft erligt bryllop wnder bâd og maledidelse |
Dist xxviii
Disti xxvii ca Quidaz |
Som loven også selv siger: distink 29, cap Regule sctorum: De hellige forfædres regler og skikke er udstedt efter tidens, stedets, personernes og nødvendighedens vilkår og lejlighed. Sådan står der også i kapitlet Sciends og kapitlet Mecr i samme betydning. Ligeledes sidst i distink 28, kapitlet de Syracusane og kapitlet Si quis docuerit: At ingen præst skal forsmå sin egen hustru på grund af sit embede eller for gudeligheds skyld, under band og forbandelse. Og i det andet kapitel Si quis descernit: At ingen mand skal foragte eller undgå præsteembede, fordi han er gift og har haft ærligt bryllup; under band og forbandelse. |
| 121 Thette wil Jeg siige oc bestaa Att forbiude prester oc klerkerii egte hustruer/ i huor gott oc helligth thz forbud synes Thz er inthz andhz end dieffuels lerdô oc wildfarelse i øgñskalkhz Reet emodt thñ hellige skrift/ oc er orsage til all wkyskhz slemhz oc fordømmelse/ sô til forn sagt er/ oc wi wille ydermere eeñ anden tiidt tale om |
Dieffuelis lerdom att forbyde prester egtheskaff |
Dette vil jeg sige og holde fast ved: At forbyde præster og klerkeriet at ægte hustruer, hvor godt og helligt det forbud end synes, er intet andet end djævelens lærdom og vildfarelse i øjenskalkhed, helt imod den hellige skrift, og det er årsag til ukyskhed, slemhed og fordømmelse, som før er sagt og som vi ydermere senere vil tale om. |
| 122 Til thê fierde orsage
sô er Att the Prester forhindres aff Euâgelii predickñ
oc lerdô sô giffte ere/ for thi the skulle tage hustre oc huss
ware etc
Svarer Jeg saa Att haffde for thñe sag skyld euâgeliske lerdô bleffuet forsømmz Tha haffde icke pau(l)us budhz/ att huer bisp eller prest skulle haffue sin egte hustru sô hâ oc selff oc the andre Apoostle haffde (16b) sô til forn er taled om |
Angående påstanden, at Paulus var gift, se Note 2 |
Til den fjerde begrundelse, som er, at præster, som er gifte, forhindres i at prædike og lære evangeliet, fordi de skal tage vare på hustru og hus, osv, svarer jeg således: at var for denne sags skyld den evangeliske lærdom blevet forsømt, da havde Paulus ikke påbudt at hver bisp eller præst skulle have sin ægte hustru, som han selv og de andre apostle havde, som før nævnt. |
| 123 The gode prester oc propheter i thz gâble Testamête wore giiffte mend Oc alligeuel predickede oc giorde thers embede fuldt Mê the euâgeliske prester oc lærere/ skulle saa leffue bruge oc tiêne thers hustruer paa egteskaffs wegne/ liigesom the icke haffde thñm/ sô the skulle oc giøre y anden werdsês tingest oc hâdel sô oc til forn sagt er |
Huarlñde prester schulle leffue y egteskaff |
De gode præster og profeter i det gamle testamente var gifte mænd. Og alligevel prædikede de og fuldbyrdede deres embede. Men de evangeliske præster og lærere skulle leve med, bruge og tjene deres hustruer på ægteskabelig henseende, som om de ikke havde dem, sådan som de også skulle bære sig ad i andre sager, som også for er nævnt. |
| 124 Femte orsage sô nogle wbeskiêmede oc forblindede mêneske orsage presters wkyske fule leffned mett Att motte the end giffte seg Tha skulle the icke end lade seg nøffue mz eñ quinde Saa dømê the lige sô the viste thers hierte/ eller huad naade gud wille giiffue thñm | Femte orsaghe
|
Den femte begrundelse, som nogle ubeskæmmede og forblindede mennesker begrunder præsters ukyske, grimme levned med: at hvis de fik lov at gifte sig, da skulle de ikke nøjes med én kvinde, dermed dømmer de, som om de kendte deres hjerte, eller hvad nåde Gud ville give dem. |
| 125 Meg twiil inthz paa att Gud skulle iaa giffue thñm sin naade/ første the wille giiffu thñm til eet kyskt oc reent egteskaff The sô hâd nu lader falle y slem skiørleffned Forthi the forsmaa egteskaff stadth Gud hâ heffner tiit eñ synd mz eñ andñ/ han lader syndere falle vdi sô Paulus skriffuer etc |
Gudt heffner en synd mz en andê |
Jeg tvivler jo ikke på, at Gud skulle give dem sin nåde, når blot de, som han nu lader falde i et slemt skørlevned, ville give sig over til et kysk og rent ægteskab, fordi de forsmåer ægteskabets stand. Gud hævner tit en synd med en anden, som han lader syndere falde i, som Paulus skriver, osv. |
| 126 Siette orsage The wille
wære frii oc icke binde seg weed eñ/ sô the skulle faa
hinder aff
Her wil Jeg icke mere suare til Men thz siger ieg Att thê ther icke kâd leffue i kyskhz/ att thz er end fast bedre att hâ haffuer noghz hinder modgâgh och omsorig i egteskaffs stadt/ end vdi ett løstigt horleffnet oc vkysk begering skal kôme til euig sorg oc fordømelse/ sô bliffue skiørleffuere wist vdñ the giffue thz offuer |
Siette orsaghe
Bedre ath haffue bekôring i egtescaff end att lide fordoemelse for scoerleffnet Heb xiii |
Den sjette begrundelse: De vil være frie og ikke binde
sig til én, som de kan få hindringer af.
Her vil jeg ikke svare noget. Men det siger jeg, at den, der ikke kan leve i kyskhed, det er næsten bedre, at han har nogen hindringer, modgang og omsorg i ægteskabets stand, end at han i et lystigt horlevned og en ukysk begæring skal komme til den evige sorg og fordømmelse, som bliver udvist imod skørlevnere, hvis de ikke opgiver deres levned. |
| 127 Men thz wil ieg mz korte ord siige/ at thz sô the kalle aandeligt leffned i thers selffdictede guds tiêneste/ att thz er eet slemt hoor oc eet forkrenckt leffnet for gud/ sô thñm bliffuer snarlighe obêbare for werden beuiisth (Bladt xvii) | Men det vil jeg i korthed sige, at det som de kalder et åndeligt levned i deres selvdigtede gudstjeneste, er et slemt horeri og et forkrænket levned for Gud, og det bliver snart klart bevist for verden, at de er sådanne mennesker. | |
| 128 Jeg vill inthz tale nw meere paa thñe tidt om/ the hoor/ skiørleffned oc fwlhz the almindelige ligge i/ sô the fortørne Gud oc beskiême all werden mett/ oc ere the dog redebon att dømme erligth egteskaff (sô prester giiffue thñm wdi) att wære hoor/ the nidobbelde hoorkarle for Gud oc werden | Jeg vil ikke her tale mere om det horeri, skørlevned og grimhed, de almindeligvis ligger i, som de fortørner Gud og beskæmmer alverden med, og så er de dog rede til at dømme et ærligt ægteskab (som præster gifter dem indi) som hor, de nidobbelte horkarle for Gud og verden. | |
| 129 Thi raader Jeg eder alle Biscoper Abbeder Prester Cânicker Vicarier Sogneprester Altarister/ Muncke oc Nunner sô icke haffue guds besynderlige gaffue oc naade/ att holde euig kyskhdz (sô er emodt Guds ord/ bud oc willie haffwe geckelige daarlige oc syndige loffuet) wdñ suar legômes brunde oc wkyskelige tâcker/ att i forlade thñ wkyske kyskhz sô fører aleneste meet seg falske naffn oc titeler/ | Derfor råder jeg jer alle, biskopper, abbeder, præster, kannikker, vikarier, sognepræster, altarister, munke og nonner, som ikke har Guds specielle gave og nåde til at overholde evig kyskhed (som I imod Guds ord, bud og vilje naragtigt, dåreagtigt og syndigt har lovet) uden svær legemsbrynde og ukyske tanker, at I forlader den ukyske kyskhed, som alene fører med sig falske navne og titler. | |
| 130 gud weed dog eders hiertês tâcker/ tager eder ware att i icke bryde dobsês eed/ att i leffue emodt edhers sind mz eñ syndig sâuittighz i wkyskhets ild och piine/ oc mz kedsômelig knur oc mur ere Guds lønlige fiende wdi eders hierter/ giiffuer eder helder i thê christñ orden sô gud selffuer funderede oc stictede/ oc acther inthz thñ daarlige eed sô i giorde ett armt mêniske emodt Guds ord Thi propheten siiger Ett troløst oc daarligt løffte/ er Gud wbehaffueligt | Luce xvi
Angående dåbens ed, se Komm20
|
Gud kender dog jeres hjerters tanker. Tag jer i agt, at I ikke bryder dåbens ed, at I lever imod jeres sind med en syndig samvittighed i ukyskheds ild og pine, og at I med kedsommelig knur og mur er Guds hemmelige fjender i jeres hjerter. Giv jer hellere over til den kristne orden, som Gud selv funderede og stiftede og tag ikke hensyn til den dåreagtige ed, som I gjorde som et stakkels menneske imod Guds ord. For profeten siger: Et troløst og dårligt løfte er ikke gudvelbehageligt. |
| 131 Icke loffuede i helder andet/ end att leffue kyskelige/ saa møghz sô mêneskelig skrøbelighz tillsteddhe eder/ thz kunde i holde i egteskaff/ oc leffue i Guds wêskaff yndest oc naade Oc i oc eders hustruer oc børn (sô Pawen mz siine wmilde tilhêgere/ haffwer nu lang tiidt pranged oc saald oc giort thênum arff (17b) ueløsse) skulle bliffue erlige hederlige oc egte baade for Gud oc menniske/ oc i skulle icke lêger wpfylle theris weedskeer oc fadebwrd mz eders guld oc penninge/ oc fâge icke wden synd oc sorge igien løgen oc bedregern Eders gots skal icke lêger skiellis bort oc frakômes aff løse quinder |
Angående det, at kvinder tages alvorligt, se
Komm19
Angående pengebod til biskoppen, se Komm21 |
Ikke lovede I heller andet end at leve kysk, så meget som menneskelig skrøbelighed tillader jer. Det kan I overholde i ægteskabet og leve i Guds venskab, yndest og nåde. Og I og jeres hustruer og børn (som paven med sine hårde tilhængere nu gennem lang tid har pranget med og solgt og gjort arveløse) skal blive ærlige, hæderlige og ægte både for Gud og mennesker, og I skal ikke længer opfylde deres punge og fadebur med jeres guld og penge, uden at få andet for det end synd og sorg og løgn og bedrag. Jeres gods skal ikke længer stjæles bort og fratages jer af løse kvinder. |
| 132 Men Gud skal sendhe eder en god quinde/ sô skal wære eder een hielp och eeñ støtte wdy eders alderdô oc soothe sêgh Aff hende skulle i befinde troskaff/ tienstactighed god willie oc kierlighz/ eders byering skal øgis och formeris mz Guds bñdidelse i alle maade/ i skulle leffue met eñ rolig sâuittighz oc thê Helligâds glæde/ oc paafinde naade hoss Gud oc mêneskñ Saadant got følther mz eñ god quinde Sô Solomon beuiiser Prouerbiorum wdi thz xviii cap Ther siiger hâ saa | Men Gud skal sende jer en god kvinde, som skal være jer en hjælp og en støtte i jeres alderdom og på jeres sotteseng. Hos hende skal I finde troskab, tjenstvillighed, god vilje og kærlighed. Jeres indtægt skal øges og formeres med Guds velsignelse på alle måder. I kommer til at leve med en rolig samvittighed og den Helligånds glæde og finder nåde hos Gud og mennesker. Sådanne gode ting følger med en god kvinde, som Salomon beviser det i Ordsprogenes bog, kap 18, hvor han siger: | |
| 133 Huilkñ sô helst ther paafinder eñ god quinde/ han paafinder gott/ oc han skal fâge wellbehaffuelighed aff Herren Frâdelis staar ther os saa Ecclesiastici wdi thz xxvi cap Val er thê mâdt sô haffuer eñ god quinde Hâs aar wore dobelde/ hwn glæder och husualer sin mand Oc hâ leffuer syne aar i fredsômelighz/ all werdñ kâd icke lignes weed eñ god/ hellig bluactig oc ersom quindhe Sô solen ther wpgor i werden i Guds høgeste himle/ saa er eñ god quindes skaffning eñ ornamêt oc prydelse i eñ mâds huss Frâdeles siiger hâ Ecclisi i thz xl cap Wêner oc stolbrødre staa till hobe y nødsens tiidt/ men offuer the alsâmen staar eñ quinde mett sin mand |
Jesu Sirak40,23 |
Den, der finder en god kvinde, han finder noget godt, og han skal opnå velbehag hos Herren. Fremdeles står der også i Jesu Siraks bog i det 26. kapitel: 'Vel er den mand, som har en god hustru. Hans år bliver dobbelte. Hun glæder og husvaler sin mand. Og han lever sine år i fredsommelighed. Al verden kan ikke lignes ved en god, hellig, blufærdig og ærbar kvinde. Som solen der opgår i verden i Guds højeste himle, sådan er en god kvindes skabning et ornament og en prydelse i en mands hus'. Fremdeles siges der i Jesu Siraks bog, kap 40: Venner og staldbrødre står sammen i nødens tid, men over dem begge står en kvinde med sin mand. |
| 134 See thesse gode tingh skulle i paafinde/ om i faa e (Bladt xviii) der eñ erlig quinde i Guds bñdidelse/ saa bliffue i erlige mêd/ oc gode effter syn i thñ hellige kirke oc giøre gaffn oc fruct mz eders predickê oc lerdô oc eders hustruer bliffue hederlige tagne aff huer mâd/ oc holdne i heder oc ære aff andre gode quinder Thess ligeste eders børn bliffue egte arffue børn/ oc wptyctis i sali lerdom oc dygdelighed Oc faa eders bøgher oc wiisdom Oc gaa uden i eders forspaar oc predicke lære oc wpliusse thñ hellige kirke (thz er then hellige kristen forsâling) sô Guds thro tienere/ oc bode i oc the wore euindelige salige mz Christo Jesu Huilkñ skee louff/ ære oc priiss/ fra euighed oc till euighed Amen | Se, disse gode ting skal I finde, om I får jer en
ærlig kvinde i Guds velsignelse, så bliver I ærlige mænd
og gode forbilleder i den hellige kirke og I gør gavn og bære
frugt med jeres prædiken og lærdom og jeres hustruer bliver
hæderligt tagne af hver mand og holdne i hæder og ære
af andre gode kvinder. Ligeledes bliver jeres børn ægte arvebørn
og optugtes i salig lærdom og dydelighed, og får jeres bøger
og visdom. Og går uden (?) i jeres forspor og prædikelære
og oplyser den hellige kirke (det er, den hellige kristne forsamling),
som Guds tro tjenere og både I og de bliver evindelig salige med
Kristus Jesus. Ham ske lov, ære og pris fra evighed og til evighed.
Amen. |
|
| 135 The Presterss Messe skal
ingen høre som haffuer wegte kone eller deye Forthi the ere obenbare
y band Oc ingen bør att omgoiss eller tage sacramête aff thñm
Som kirke louffuen siigher Distinctione xxxii c nullus nussam Et c preter
hoc etc
Impresum Malmogie Per Olauum ?? ?? Decima ontana die Mensis Sep tembre Anno Domini Millesium Quingesni .... noni |
|
De præsters messe skal ingen høre, som har
vægtekone eller deje, fordi de er åbenlyst i band. Og ingen
bør omgås dem eller tage sakramente af dem. Som kirkeloven
siger Distink 32, kapitlet nullus nussam og kapitlet preter hoc etc.
Trykt i Malmø af Olav ??, den 18. september 1529. |
1 Mos 5,23f: v23 Enok levede i alt 365 år. v24 Han vandrede med
Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.
1 Mos 6, v4 Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene
og fik børn med dem - men også siden hen - var der kæmper
på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle
dage. v5 Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden,
og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.
1 Mos 17,15f: v15 Gud sagde til Abraham: "Din kone Saraj skal ikke længere
hedde Saraj. Hendes navn skal være Sara. v16 Jeg vil velsigne hende,
og jeg vil give dig en søn med hende. Jeg vil velsigne hende, og
hun skal blive til folkeslag, ja, folkekonger skal nedstamme fra hende."
1 Mos 19, v15 Da det blev lyst, skyndede englene på Lot og sagde:
"Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke
skal miste livet på grund af byens synd." v
1 Mos 20,2: v2 Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster,
1 Mos 27,6: v6 Så slog Isak sig ned i Gerar. v7 Da nu mændene på stedet spurgte ham ud om hans kone, sagde han: "Hun er min søster." Han turde ikke sige, at hun var hans kone, af frygt for at mændene der på stedet skulle slå ham ihjel på grund af Rebekka, for hun var smuk.
<a name="1 Mos 38, v8 S# sagde Juda til Onan: "">
1 Mos 38, v8 Så sagde Juda til Onan: "Gå ind til din brors
kone, og udfør din svogerpligt, så du kan skaffe din bror
afkom." v9 Men Onan vidste, at det afkom ikke ville blive regnet for hans,
så
hver gang han gik ind til sin brors kone, lod han sin sæd gå
til spilde på jorden for ikke at skaffe sin bror afkom. v10 Det,
han gjorde, var ondt i Herrens øjne, så Herren lod også
ham dø.
2 Mos 1, v22 Men Farao befalede hele sit folk: "Hver eneste dreng, der
bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve."
2 Mos 20,12: v12 Ær din far og din mor, for at du må få
et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
2 Mos 34,28: Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre
nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord,
de ti bud, på tavlerne.
3 Mos 5, v4 Eller når nogen uoverlagt sværger på at
gøre noget, godt eller ondt, i alle de tilfælde, hvor et menneske
sværger uoverlagt, og det sker uafvidende, og han bliver klar over
det, har han i ethvert tilfælde pådraget sig skyld.
3 Mos 21, v7. De (præsterne) må ikke gifte sig med en skøge
eller med én, der ikke er jomfru eller med en fraskilt; for præsten
er hellig for sin Gud, v8. og du skal regne ham for hellig, ...... v9 Hvis
en præstedatter vanærer sig ved at bedrive hor, er det sin
far, hun vanærer. Hun skal brændes.
3 Mos 27, v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 Tal til israelitterne og sig til dem: Når nogen afgiver et særligt løfte til Herren om mennesker, gælder følgende taksering:
5 Mos 25, v5 Når brødre bor sammen, og en af dem dør
uden at have fået en søn, skal den afdødes hustru ikke
gifte sig med nogen uden for slægten; hendes svoger skal gå
ind til hende, gifte sig med hende og udføre sin svogerpligt mod
hende.
Dom 13,2-4: v2 I Sor'a boede der en mand af danitternes slægt;
han hed Manoa. Hans kone var ufrugtbar og havde ingen børn. v3 Men
Herrens engel viste sig for kvinden og sagde til hende: "Du er ufrugtbar
og har ikke fået børn; men du skal blive med barn og føde
en søn. v4 Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis
ikke noget, der er urent.
Dom 16, v19 Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun
tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af
var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter.
1 Sam 11, v4 David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til
ham, og han lå med hende;
1 kong 11, v1 Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; v2 om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. v3 Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.
1 Kong 19,8: Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet
gik han fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til
Guds bjerg Horeb.
Job 40,15: Se dog Behemot! Jeg har skabt den såvel som dig. Som
oksen æder den græs.
Sl 76,12: v12 Aflæg løfter til Herren, jeres Gud, og indfri
dem,
Sl 116, 14: v14 Jeg indfrier mine løfter til Herren
Ordspr 18, v22 Har man fundet en hustru, har man fundet lykke og opnået
Herrens velbehag.
Præd 5,3: v3 Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! v4 Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det.
I Vulgata står der: 5:3 si quid vovisti Deo ne moreris reddere
displicet enim ei infidelis et stulta promissio sed quodcumque voveris
redde. "Hvis du har aflagt Gud et løfte, så tøv ikke
med at opfylde det, Gud har nemlig ikke behag i et troløst og
dårligt løfte, men hvad du har lovet, skal du holde".
Højsangen 1,12f: v12 Så længe kongen sidder til bords,
dufter min nardussalve. v13 Min elskede er et myrrabundt, der hviler mellem
mine bryster; v14 min elskede er en hennaklase i En-Gedis vingårde.
Jer 17, v9 Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt,
hvem kan gennemskue det? v10 Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager
nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger.
Mal 2,15: Men I skal vogte jer, så længe I lever, og ingen
skal være troløs imod sin ungdoms hustru.
Tobits bog 6,1-8,21: Fortællingen om Tobias og Sara.
Tobits bog 8,4: Da de to nu var blevet alene sammen, stod Tobias op
af sengen og sagde: "Stå op, søster, og lad os bede om, at
Herren vil forbarme sig over os;"
Visdommens bog, 1,3: Urigtig tankegang skiller jo mennesker fra Gud,
og sættes hans almagt på prøve, straffer den dem, der
er så uforstandige.
Visdommens bog, 8,16: Kom jeg hjem, ville jeg kunne hvile ud hos visdommen,
thi samværet med den rummer ikke nogen bitterhed, og samlivet med
den ikke nogen smerte, men idel fryd og glæde.
Sirak 26, 1: Lykkelig den mand, der har en god hustru; tallet på
hans levedage bliver det dobbelte. 2. En dygtig hustru gør sin mand
glæde, og han får lov at leve alle sine år i fred. ...
15. Noget såre yndefuldt er en ærbar hustru, hendes kyskhed
kan slet ikke opvejes. 16. Som solen, der stiger op på Herrens høje
himmel, således er en god hustrus skønhed i hendes velordnede
hus.
Sirak 40,23: En ven og en kammerat står sammen i tiden, men over
de to står en kvinde med sin mand. 40:23 amicus et sodalis in tempore
convenientes et super utrosque mulier cum viro
Matt 2, v16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de
vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod
han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid,
han havde fået opgivet af de vise mænd.
Matt 5, v13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad
skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud
og trampes ned af mennesker. v14 I er verdens lys. En by, der ligger på
et bjerg, kan ikke skjules.
Matt 5,v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på
en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende
i sit hjerte.
Matt 6,v27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre
sig?
Matt 8,14f: v14 Og Jesus kom ind i Peters hus og så, at hans svigermor lå med feber. v15 Han tog hendes hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og sørgede for ham.
<a name="Matt 19,4: v4 Han sagde: "Har I ikke l">
Matt 19,4: v4 Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen
skabte dem som mand og kvinde v5 og sagde: 'Derfor skal en mand forlade
sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét
kød'? v6 Derfor er de ikke længere to, men ét kød.
Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke
adskille." v7 De spurgte ham: "Hvorfor har Moses så påbudt
manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?"
v8 Han sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed,
at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen
var det ikke sådan. v9 Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin
hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår
ægteskabsbrud." v10 Hans disciple sagde til ham: "Hvis mandens forhold
til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig." v11 Men han
sagde til dem: "Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme,
men kun de, der får det givet.
Matt 19,12: v12 Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!"
<a name="Matt 22,24: v24 "Mester, Moses har sag">
Matt 22,24: v24 "Mester, Moses har sagt, at dør en mand barnløs,
skal hans bror gifte sig med hans hustru, fordi han er svoger til hende,
og skaffe sin bror afkom.
Matt 23,24: v24 I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.
Luk 1,13: v13 Men englen sagde til ham: "Frygt ikke, Zakarias! For din
bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en
søn, og du skal give ham navnet Johannes.
Luk 1,39-40: v39 I de dage brød Maria op og skyndte sig til en
by i Judæas bjergland; v40 hun gik ind i Zakarias' hus og hilste
Elisabeth.
Luk 6,41: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger
ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Luk 16, v14 Alt det hørte de pengeglade farisæere, og de
gjorde nar af ham. v15 Da sagde han til dem: "I stiller jer an som retfærdige
over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte. For det, som sættes
højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne.
Luk 18,v11 Farisæeren stillede sig op og bad således for
sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere,
uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.
Joh 3,v27 Johannes svarede: "Et menneske kan ikke tage noget som helst
uden at have fået det givet fra himlen.
Joh 3,29: v29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven,
som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han
hører brudgommen komme.
Apg 5,29: v29 Peter og apostlene svarede: "Man bør adlyde Gud mere
Apg 8,40: Filip blev senere set i Ashdod, og han forkyndte evangeliet
i alle de byer, han drog igennem, indtil han kom til Cæsarea.
Apg 18,1: Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth. Dèr
mødte han en jøde, som hed Akvila, og som stammede fra Pontus.
Sammen med sin hustru, som hed Priskilla, var han fornylig kommet fra Italien
...
Apg 21,8: v8 Den næste dag rejste vi videre og kom til Cæsarea,
hvor vi tog ind og boede hos evangelisten Filip, som var en af de syv.
v9 Han havde fire døtre, som var jomfruer, og som profeterede.
Rom 1, v28 Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud,
prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad
der ikke sømmer sig:
Rom 1, mænd levede skamlst med mænd og pådrog sig
derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.
Rom 7,2: v2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så
længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov,
der bandt hende til ham. v3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder,
hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han,
er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved
at blive en andens.
Rom 14,2: v2 Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den
svage spiser kun grønsager.
1 Kor 7, v2 Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru,
og enhver kvinde sin mand.
1 Kor 7, v5 I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er
blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn
og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi
I ikke kan være afholdende. v6 Men dette siger jeg som en indrømmelse,
ikke som en befaling.
1 Kor 7, v9 Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig;
for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.
1 Kor 7, 29: v29 Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter
skal de gifte være, som om de ikke var gift,
1 Kor 7,v32 Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand
tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag;
1 kor 9,5: v5 Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster
til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre
og Kefas?
2 Kor 3,v5 Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, v6 som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
Gal 5,19-21: v19 Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den
slags, ikke skal arve Guds rige.
Ef 1,4: v4 For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt
os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.
Ef 5,3-5: v3 Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end
ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige.
v4 Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk
vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. v5 For det skal I vide,
at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker
- har lod og del i Kristi og Guds rige.
Ef 5, v21 I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for
Kristus,
Ef 5,31: v31 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig
til sin hustru, og de to skal blive ét kød. v32 Dette rummer
en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken.
Fil 2,v13 For det er Gud, der virker i jer både at ville og at
virke for hans gode vilje.
2 thess 2,3-12: v3 Lad ingen på nogen måde forlede jer.
Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske
åbenbares, fortabelsens søn, v4 modstanderen, der ophøjer
sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter
sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. v5 Husker
I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer? v6 I ved
også nu, hvad det er, der holder igen, så at han først
åbenbares, når hans tid er inde. v7 For allerede nu virker
lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen,
først fjernes. v8 Da skal den lovløse åbenbares; ham
skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre,
når han kommer synligt. v9 Den lovløses komme er Satans værk
og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere v10
og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi
de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne
blive frelst. v11 Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så
de tror på løgnen, v12 for at alle, der ikke er kommet til
tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive
dømt (2 Thess 2,3)
1 Tim 3,2: v2 En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes
mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer,
1 Tim 3, v4 Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine
børn til at vise lydighed, i al agtværdighed;
1 Tim 3, v11 Drejer det sig om kvinder, skal de ligeledes være agtværdige, ikke sladderagtige, men ædruelige, tro i alt.
<a name="1 Tim 4,1-5: v1 Men "nden siger udtryk">
1 Tim 4,1-5: v1 Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider
skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder
og dæmoners lærdomme, v2 som udbredes ved løgnagtige
læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed.
v3 De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde,
som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt
sandheden. v4 For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes,
når man tager imod det med tak; v5 for det helliges ved Guds ord
og ved bøn.
Titus 1, v6 En ældste må være en, der ikke er noget
at udsætte på, han skal være én kvindes mand,
hans børn skal være troende og må ikke være genstridige
eller kunne beskyldes for at leve et vildt liv.
Titus 2,v3 ligeledes at de ældre kvinder skal optræde, som
det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige
eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode, v4 så
de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, v5 til
besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig
under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot.
Hebr 13,4: Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. (Også hos Vormordsen)
<a name="Joh "b 9, v11 Som konge over sig har d">
Joh Åb 9, v11 Som konge over sig har de afgrundens engel; hans navn er på hebraisk Abaddon, og på græsk er navnet Apollyon.
<a name="Joh "b 14,17: v17 Og dragen rasede mod">
Joh Åb 14,17: v17 Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for
at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast
ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd.
Note 1: Senere tider har rodet noget rundt i det med apostelen Filip
og evangelisten Filip. Hvem der er hvem, skal jeg ikke her komme ind på,
da hovedsagen er, at Filip er gift.
Note 2: I Fil 4,2-3 står der: v2 Jeg formaner Euodia og formaner
Syntyke til at enes i Herren. v3 Ja, jeg beder også dig, trofaste
Synzygos, hjælp dem, for de har kæmpet for evangeliet sammen
med mig og sammen med Clemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står
i livets bog. (Klemens Alexandrineren var af den opfattelse, at "Synzygos"
ikke var et egennavn. Betydningen er "medhjælp", "ægtefælle",
og Klemens slutter ud fra den sidste betydning, at Paulus var gift.
Note 3: Euseb skriver i sin kirkehistorie, bog 3, kap 30 følgende:
Hos Clemens, hvem vi nu hørte, er der igjen et andet Sted
strax efter det anførte, hvor han ivrer imod Sommes Nedsættelse
af Ægteskabet og derfor opregner de Apostle, der have været
gifte. "Mon man ogsaa vil slaa Vrag paa Apostlene?" siger han. "Peter og
Philip havde begge Børn, og Philip giftede også sine Døtre
bort; ja, Paulus tager ikke i Betænkning i et Brev at tiltale sin
Ægtefælle, hvem han kun ikke havde med sig paa Reiserne, da
det vilde været ham til Hinder i Tjenesten". Luther anerkendte denne
(formentlig falske) tekstudlægning.
Note 4:
1: Her kommer det ikke helt klart frem, hvad reformatorernes opfattelse
var. Begrebet kyskhed synes her af Peder Laurenssen indskrænket til
kun at gælde dem, der har den gave, at de ikke har noget kønsdrift.
Det kan i andre sammenhænge bruges om det rette ægteskabelige
liv, se celle 28.
2: Tanken er den, at kønsdriften i sig selv er synd. Alle er
derfor syndere på forhånd. Gud har imidlertid indstiftet ægteskabet
for derigennem at holde synden indenfor visse grænser. Det vil sige:
Ægteskabet er en slags medicin imod synden. Og den, derfor, der nægter
at tage den af Gud ordinerede medicin, synder.
3: Dette er højst mærkværdigt i reformatorisk sammenhæng.
Vi finder det i dag naturligt at gøre som Skrock: at begrunde ægteskabet
med Guds ønske om, at menneskene skulle formere sig og opfylde jorden.
Men det var på ingen måde naturligt for Luther og de andre
reformatorer. Det var langt mere naturligt for dem at begrunde ægteskabet
ud fra 1 Kor 7,2: For at undgå utugtssynder skal hver mand have sin
hustru og hver hustru sin mand; jvfr kommentar 2: at ægteskabet er
en medicin, som Gud har forordnet. Luther har mange indvendinger imod munkeløfterne,
og han bruger et enkelt sted ordene: I skal blive mangfoldige. Men hovedsagen
for ham er det anslag mod retfærdiggørelseslæren, som
munkevæsenet er.
4: Angående den meget smukke skildring: hige med legemlig naturlig
enighed og hjertelig kærlighed som to personer og ét legeme,
sammenbundne uadskillelige i Gud, kan man sammenligne med Augustins diskussion
med Julian. I Opus Imperfectum, bog 1, kap 70 har Julian hævdet,
at hvis seksualakten var kommet til at foregå i Paradis, ville den
ikke være foregået anderledes, end den nu foregår i ægteskabet.
Dette vender Augustin sig meget skarpt imod. Det går imod den teori,
han har dannet sig om arvesynden, hvorefter arvesynden er skyld i, at vi
nu ikke kan bevæge vort kønslem med viljens kraft, og i, at
der til seksualakten er knyttet vellyst. Derfor ville der efter Augustins
mening være stor forskel på seksualakten i Paradis og i det
ægteskab, som vi kender. Men selv om Skrock er augustinist (se senere),
så mener han vist ikke sådan.
5: Det ser unægtelig ud til, at Skrock har et meget positivt forhold
til kønsdriften.
6: Her bruges ordet kysk om livet i ægteskabet, i modsætning
til kommentar 1, celle 10.
7: Stridighederne på reformationstiden var i høj grad en
strid om, hvad der rent faktisk var foregået i kirkens historie.
Skrocks gengivelse af modstandernes synspunkter svarer ret godt til, hvad
Poul Helgesen påstår i sin bog mod Malmøbogen (Helgesens
samlede skrifter, bind 3, side 154), bortset fra, at Helgesen ikke påstår,
at apostlene forlod deres hustruer.
8: Ovenstående henvisning Sup Tit fra Skrocks hånd går
sikkert på Hieronymus' kommentar til Titus. Jeg har dog endnu ikke
fundet, om han har ret i, at Hieronymus udlægger stedet således.
Derimod kan det siges, at Poul Helgesen, (side 162) med Erasmus som støtte
udlægger det således, at skriften (hvortil han vistnok regner
Canones apostolorum) kræver, at en gift mand kan vælges til
præst lige med en ugift, blot må den ugifte ikke gifte sig,
når han er blevet præst, og den gifte må ikke gifte sig
igen, om hans kone dør; dvs, stedet handler efter hans opfattelse
om, at præsten kun må have haft én hustru i sit liv.
Det samme gør Herborn i Confutatio, artikel 17, celle
19, hvis det da ikke er Poul Helgesen, der har skrevet dette afsnit.
9: Den tanke har jeg fundet hos Frans Vormordsen
i hans Disputats,
lagt i munden på hans modstander, hr Asser, men ikke hos nogle af
de katolske forfattere. Ikke endnu, i hvert fald.
10: Augustin er måske ikke det bedste vidne i denne sag, for han
foretrækker cølibat fremfor ægteskab. Men deraf følger
ikke, at ægteskabet er af det onde, det er blot et mindre gode. I
de bono conugali kap 8, siger han, at ligesom den retfærdiges spisen
er bedre end den blasfemiskes faste, sådan må man vurdere den
troendes ægteskab højere end den vantros jomfrudom.
11: Det har ikke været mig muligt at finde noget citat fra Erasmus'
Om ægteskabsinstitutionen. I en canadisk bog, Erasmus on women, bringes
der imidlertid store uddrag af relevante tekster af Erasmus (på engelsk),
heraf uddrag af In Praise of Marriage fra 1518, hvor han blandt andet siger
(oversat fra engelsk): Jeg har ingen tålmodighed med dem, som siger,
at den seksuelle lyst er skamfuld og at de seksuelle stimuli ikke har deres
oprindelse i naturen, men i synden. I stedet ser han mennesket som naturens
værk og dette, at mennesket indgår ægteskab, som identisk
med at bøje sig for naturens kald. Lidt senere skriver han: Efter
min mening ville det ikke være et dårligt råd af hensyn
til menneskehedens interesser og moral, hvis retten til ægteskab
også blev tilstået præster og munke, hvis omstændighederne
krævede det, især i lyset af den kendsgerning, at der er en
sådan stor hob præster overalt, men så få af dem
lever et kysk liv. (Erasmus on Women, side 66f). Han opfordrer til at ændre
concubiner til ægtehustruer og slutter med følgende salve:
Sandelig, jeg tror, at biskoppernes repræsentanter forlængst
ville have set dette, hvis ikke det skyldes, at concubiner er en større
indtægtskilde for dem end ægtehustruer. Derom senere! (Komm21;
celle
99) Blot må man angående denne bog bemærke sig, at Erasmus
(lidt for forsigtigt?) i et nyt værk fra 1519 hævdede, at bogen
kun var ment som en skriveøvelse, og at de synspunkter, der fremsattes
deri, ikke nødvendigvis var hans.
12: I Gratians lovsamling, som Skrock henviser til, står der i Distinktion 31, cap 12:
Især Peder Laurenssen fylder sine skrifter med henvisninger til
Gratians kirkeret. Men de danske reformatorer forsømmer naturligvis
ikke en god lejlighed til at gøre opmærksom på de regler,
der går imod den gængse opfattelse på den tid. Og som
sagt, en stor del af uoverensstemmelserne skyldtes en forskellig opfattelse
af, hvad de rent faktisk var foregået i kirkens historie. Det kunne
Gratians kirkeret (fra ca 1300) hjælpe med til at afgøre;
den er fuld af citater fra oldkirkens dage og fremefter og den angiver
forfatterne, så en tidsbestemmelse er mulig.
13: Augustin, de bono conjugio, cap 33: Og når det forholder sig
sådan, så er der givet så rigeligt svar til de kættere,
hvadenten de er Manichæere eller hvad er end er, som bringer falske
anklager mod fædrene fra det gamle testamente på grund af,
at de havde flere hustruer, idet de tror, det er et bevis på, at
de kan anklages for manglende afholdenhed.
14: Augustin, de spiritu et littera, cap 13: For hvem der end gjorde,
hvad loven befalede, uden hjælp fra nådens ånd, han handlede
af frygt for straf, ikke ud af kærlighed til retfærdighed,
og derfor var der for Gud at se ikke det i viljen, som for mennesker at
se fremstod i gerningen; og sådanne lovoverholdere blev derfor snarere
anset for skyldige i det, som Gud vidste, at de ville have foretrukket
at gøre, om kun det havde været muligt uden at blive straffet.
15: Et afgørende stridspunkt mellem katolikker og lutheranere
var, hvorvidt kønsdriften kunne beherskes med viljens hjælp.
To ting er derfor værd at lægge mærke til her i Skrocks
argumentation. Han understreger kønsdriftens gudskabthed; deraf
følger nemlig, at kun Gud kan ændre på den én
gang fastlagte naturlige tilstand: at man ikke kan 'være kvindfolk
foruden'. Og han understreger, at det ikke er nok med den ydre handling:
at leve uden kønslig omgang med en kvinde; det må være
noget, man gør af indre lyst. En anden overbevisning ser vi i Conturatio,
artikel 17, celle
13. Her hævder Herborn optimistisk, at alt er muligt for den, der
tror, at vi kan bede Gud om hvad som helst og det skal blive os givet,
altså tilsyneladende også det, der er imod hans skabelsesorden.
16: Det lyder overdrevent, at paven ligefrem skulle bruge fængsel
for at tvinge folk til at overholde deres kyskhedsløfte. Men det
har muligvis nok været tilfældet. Jeg har fundet to ting, der
kunne tyde på det. 1) Johs. Lindbæk gør i sin bog: De
danske Franciskanerklostre, Kbhvn 1914, opmærksom på, at der
i middelalderen var en del strid mellem de forskellige munkeordener som
følge af, at der ofte skete en vis "munkeflugt" fra de strenge ordener
til de mindre strenge. Der var således ikke så få munke,
der løb bort fra deres franciskanerkloster og søgte ind i
et cistercienserkloster. Hvilket naturligvis franciskanerne ikke var tilfredse
med; de søgte på højt plan at få en 'gensidig
udleveringsaftale' i stand. Når munkene ikke direkte søgte
ud i "verden", sådan forklarer Lindbæk i en bisætning,
skyldtes det, at dette altid medførte bandlysning. (side 34). Og
bandlysning har i middelalderlig sammenhæng altid haft verdslige
konsekvenser: man blev udelukket fra samfundet og har vel også løbet
en vis risiko for at blive tvunget tilbage til sit kloster. 2) Det sidste
har vi et vist vidnesbyrd om gennem en anmodning til kongen forud for herredagen
i Odense 1527. Danmarks Riges Råd begærer ydmygeligst, at hans
majestæt vil tilbagekalde de beskærmelsesbreve, han har givet
de evangeliske prædikanter, og at de forvildede præster og
forløbne munke begiver sig tilbage til deres kloster eller rømmer
landet (Nye Danske Magasin, side 302). Altså, nok var middelalderens
menneske på mange punkter utrolig individuel i sin tankegang, men
trods det overlod man det ikke til den enkelte at overholde de løfter,
han havde aflagt; svigtede han dem, var det samfundet som sådant,
både verdsligt og gejstligt, der måtte sørge for, at
løftet blev overholdt.
17: Poul Helgesen gør nar af Peder Laurenssen, fordi han, som
han siger, kun bruger kirkeloven, når den passer ind i hans kram.
Og sådan må vel Poul Helgesen opfatte de danske reformatorers
brug af kirkeloven. Det er jo sandt nok. De er i og for sig ikke ude efter
at finde den rette rettesnor for deres formaninger, for den har de i skriften.
De er blot ude efter at stikke papisterne deres egen kirkelov i ansigtet,
eller ude efter at påpege, at kirkehistorien ikke er så enkel
og ligetil at have med at gøre, som papisterne tror.
18: Det er ganske interessant, at rygtet om den kvindelige pave, der
i nutiden har fået fornyet næring, også var kendt af
Skrock.
19: Her klang Skræp. Dette er det fantastiske ved Skrock. Ene
af alle dengang og næsten også nu, når der diskuteres
præstecølibat, har han blik for de vanskeligheder, dette cølibat
bereder de kvinder, der bliver involveret. Dog skriver Erasmus i den i
kommentar 11 nævnte bog, at man burde ændre concubiner til
ægtehustruer, så at de kvinder, de (præsterne,rr) nu
holder på vanærende vis og med en bedrøvet samvittighed,
kunne de have i åbenhed med et ærefuldt ry; man kunne tænke
sig, at det ry, der var tale om, var kvindernes. Se også celle
131!
20: Den tanke, at vi i dåben aflægger en ed til Gud, som
kan sammenlignes med munkes og præsters kyskhedsed, findes ofte hos
Luther. Se fx i mit essay
Luther og barnedåben! Se også her
celle
110 og celle 130!
21: Som nævnt i Komm11 anbefaler Erasmus af Rotterdam i 1518,
at man giver præster og munke lov til at gifte sig, det vil sige,
at man ændrer deres concubiners status, så de bliver ægtehustruer.
Men han føjer til: Sandelig, jeg tror, at biskoppernes repræsentanter
forlængst ville have set dette, hvis ikke det skyldes, at concubiner
er en større indtægtskilde for dem end ægtehustruer.
Disse lidt kryptiske bemærkninger hentyder til en uskik, der havde
bredt sig, den, nemlig, at opkræve en pengebod af den præst,
der levede i hor, som man kaldte det, når han levede i et ægteskabslignende
forhold med sin husbestyrerinde. I en kommentar gør udgiverne opmærksom
på, at denne uskik blev fordømt på det fjerde laterankoncil
og på koncilet i Basel. I Confutatio, artikel 18, findes sagen behandlet,
dels som en anklage fra lutheranernes side (celle
4) og dels som en indrømmelse fra katolsk side af, at misbruget
finder sted visse steder i Tyskland (celle15).
Poul Helgesen skriver i sin bog imod Malmøbogen (side 176), at han
gerne så en kommission nedsat, der skulle undersøge, om ikke
præstecølibatet kunne lettes (uden dog at nævne denne
uskik). Men det forhold, at bisperne var økonomisk interesseret
i, at præstecølibatet blev ført videre, gjorde, at
lutheranerne ikke ville afvente en kommissions betænkning. Man havde
ikke meget fidus til en sådan. Se også celle131!
22: Luther hævder i sit skrift De votis monasticis, Om munkeløfterne,
at munkeløfterne ikke bør overholdes, fordi de er imod den
kristne frihed, imod Guds bud, imod skriften og imod løfteaflæggelsens
egen logik. De skriftsteder, som Skrock anvender, findes også i dette
skrift af Luther.
23: Dette er formentlig ikke ordenes mening. Men hvad meningen
så er, er ikke godt at vide. Dog kan man se her og andre steder,
ikke mindst hos Luther, at disse sære ord har spillet en væsentlig
rolle i reformationstidens tankeverden.
24: Som et eksempel på de mange henvisninger til kirkeloven, som Skrock her kommer med, bringer jeg fra Gratians lovsamling, Distinktion 28, kapitlet Si quis docuerit:
Distinktion 28. cap. 14.
| Presbiter causa religionis non contempnat propriam uxorem. | En præst må ikke af religiøse grunde foragte sin hustru. |
| Si quis docuerit, sacerdotem sub obtentu religionis propriam uxorem contempnere, anathema sit. | Hvis nogen lærer, at en præst under påberåbelse af sin fromhed må foragte sin hustru, han være forbandet. |
25: Jeg har svært ved at se, at nogen katolikker på den
tid ville fremsætte denne påstand som en begrundelse for, at
præster skulle være ugifte. Jeg har da heller ikke truffet
den andre steder.
26: I Gratians lovsamling, Distinktion 32, kap 5, står der:
| Item Nicolaus Papa [II] omnibus Episcopis. (1059) | Ligeledes Nikolaus pave til alle biskopper (år 1059) |
| Nullus missam audiat presbiteri, quem scit concubinam indubitanter habere aut subintroductam mulierem. | Ingen må høre messe hos en præst, om hvem han med sikkerhed véd, at han har en konkubine eller en frille. |