Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 13-17.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 727. Pottemagerlignelsen.

e1 III a 13. Tertius locus est Esaiae 45 [9]: 'Vae qui contradicit factori suo, testa de samiis terrae! Numquid dicet lutum figulo suo: Quid facis? Et opus tuum absque manibus est?' Det tredie sted er Es 45,9: Ve, den der modsiger sin skaber, et krukke af skrøbeligt ler! Mon leret kan sige til pottemageren: Hvad har du lavet? Dit værk er uden hænder?'
e2 Sed evidentius apud Hieremiam cap. 18 [6]: 'Numquid sicut figulus iste non potero vobis facere, domus Israel? Ecce, sicut lutum in manu figuli, sic vos in manu mea'. Men det er mere klart hos Jer 18,6: 'Mon ikke jeg kan gøre med jer som denne pottemager, Israels hus? Se, som leret er i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd'.
e3 Haec testimonia magis pugnant apud Paulum, quam apud prophetas, unde decerpta sunt. Paulus enim ita recenset: 'An non habet potestatem figulus luti ex eadem massa facere aliud quidem vas in honorem, aliud vero in contumeliam? Quod si deus volens ostendere iram et notam facere potentiam suam sustinuit in multa patientia vasa irae apta ad interitum, ut ostenderet divitias gloriae suae in vasa misericordiae, quae praeparavit in gloriam' etc. (Rom 9,21-23). (L7). Disse vidnesbyrd skal bevise mere hos Paulus end hos profeterne, hvorfra de er taget. Paulus gengiver dem nemlig således: 'Mon ikke pottemageren har magt over sit ler, så af én masse kan gøre et kar til ære, af et andet et kar til vanære? Hvad så, hvis Gud vil åbenbare sin vrede og gøre sin magt kendt og med megen tålmodighed bærer over med vredens kar, der er bestemt til at forgå, for at han kan vise sin overmåde store herlighed over barmhjertighedens kar, der er forberedt til herlighed'.
e4 Uterque locus prophetae obiurgat populum obmurmurantem domino, quod affligeretur ad emendationem. Horum impias voces retundit propheta, quemadmodum Paulus retudit hanc impiam responsationem: 'O homo, tu quis es?' (Rom 9,20). Begge profetstederne bebrejder folket, at de gør indvendinger mod Herren, fordi de bliver hjemsøgt om de kunne forbedre sig. Deres gudløse røst bliver tilbagevist af profeten, ligesom Paulus tilbageviser denne gudløse modsigelse: 'O menneske, hvem er du?'
e5 In his autem non aliter debemus nos submittere deo, quam figuli manibus obtemperat lutum udum. (L11). I disse ting skal vi underlægge os Gud på samme måde som vådt ler adlyder pottemagerens hænder.
e6 Verum hoc non adimit in totum liberum arbitrium nec excludit voluntatem nostram voluntati divinae cooperantem ad salutem aeternam. Men dette ophæver ikke den frie vilje fuldstændig; heller ikke udelukkes vor vilje ved den guddommelige vilje, med hvilken den samarbejder til den evige frelse.
e7 Etenim apud Hieremiam mox sequitur cohortatio ad paenitentiam, quem locum ante retulimus (II a 18). Ea frustra fit, si ex necessitate fiunt omnia. Sådan følger hos Jeremias snart efter formaningen til bod, et sted, som vi tidligere har citeret. Og det ville være uden mening, hvis alt skete med nødvendighed.
e8 III a 14. Porro, quod hic Pauli sermo non pertinet ad excludendam in totum liberi arbitrii vim, sed ad retundendam impiam murmurationem Iudaeorum adversus deum, qui ob pervicacem incredulitatem reiciebantur a gratia evangelii gentibus ob credulitatem receptis, satis explicat secunda epistola ad Timotheum cap. 2 [20,21]: Videre: at Paulus' ord her ikke går ud på helt at udelukke den frie viljes kraft, men på at neddæmpe jødernes ugudelige knurren imod Gud, fordi de på grund af deres hårdnakkede vantro overfor Guds nåde var blevet forkastet, men hedningerne antaget på grund af deres tro, det forklarer han tilstrækkelig tydeligt i 2 Tim 2,20ff:
e9 'In magna autem', inquiens, 'domo non solum sunt vasa aurea et argentea, sed et lignea et fictilia et quaedam quidem in honorem, quaedam vero in contumeliam. Si quis ergo se emundaverit ab istis, erit vas in honorem sanctificatum et utile domino ab omne opus bonum paratum'. 'I et stort hus', siger han, 'er der ikke blot kar af guld og sølv, men også kar af træ og ler, og blandt dem er nogle til ære og nogle til vanære. Hvis altså nogen vil rense sig fra disse, skal han blive til et kar, helliget til ære og brugbart for Herren, beredt til enhver god gerning'.
e10 Huiusmodi vero similitudines docendi gratia sic adhibentur in literis sacris, ut tamen non quadrent per omnia. Alioqui quid stultius, quam si quis dicat matulae samiae: Si teipsam expurgaris, eris vas utile et honorificum? (L14). Men den slags sammenligninger bliver i den hellige skrift brugt til at lære om nåden på en sådan måde, at de dog ikke passer på alle punkter. Hvad ville ellers være dummere, end hvis nogen sagde til en natpotte af ler: Hvis du renser dig selv, kan du være et brugbart kar til ære?
e11 Verum hoc recte dicitur testae rationali, quae monita potest sese accommodare ad voluntatem domini. Praeterea, sit sane simpliciter homo deo, quod lutum est in manu figuli, qualecumque vas fingitur nulli imputabitur nisi figulo, praesertim si talis sit figulus, qui lutum etiam ipsum suo arbitrio crearit ac temperarit. Men dette siges med rette til et kar, der har fornuft, som når det formanes kan rette sig efter sin herres vilje. Men iøvrigt er mennesket virkelig simpelthen overfor Gud, som leret i pottemagerens hånd, hvilket kar der end bliver formet, kan kun pottemageren have ansvar for, især når det er en pottemager af den art, at han også selv har skabt og forfærdiget leret.
e12 Hic vas, quod ideo nihil commeruit, quia sui iuris non est, conicitur in ignem aeternum. Ad id igitur interpretemur parabolam, cuius docendi gratia adhibita est. (L26). Her bliver et kar, som af den grund ikke har gjort sig skyldig i noget, at det ikke er sin egen herre, kastet i den evige ild. Vi vil derfor udlægge lignelsen som værende fremlagt for at belære om nåden.
e13 Quod si velimus omnis eius partes superstitiose ad id, quod propositum est, accommodare, cogemur multa ridicula dicere. Figulus hic facit vas in contumeliam, sed ex meritis praecedentibus, quemadmodum reiecit Iudaeos quosdam, sed ob incredulitatem. Men hvis vi ville overføre alle dens dele nøjeregnende på det, som er forelagt, ville vi tvinges til at sige meget latterligt. Pottemageren danner her et kar til vanære, men ud fra forudgående fortjenester, sådan som han forkastede nogle jøder på grund af deres vantro.
e14 Rursus ex gentibus fecit vas honorificum ob credulitatem. Iam qui nos urgent sacrae scripturae verbis ac similitudinem de figulo et massa volunt simpliciter accipi, cur non concedunt nobis, ut alterum locum: 'Si quis se emundaverit', simpliciter accipiamus? (L46). Og atter danner han af hedningerne et kar til ære på grund af deres tro. Men de, der trænger ind på os med den hellige skrifts ord og vil have os til at forstå sammenligningen med pottemageren og leret ligefremt, hvorfor indrømmer de os ikke også, at det andet sted: 'Hvis nogen vil rense sig', skal forstås ligefremt?
e15 Et ita Paulus reperietur sibi contradicere. In priore loco totum ponit in manu dei, hic totum ponit in manu hominis. Et tamen uterque locus sanus est, quamquam aliud hic, aliud agit ille. Prior occludit os obmurmurantis deo, posterior invitat ad industriam ac deterret a securitate aut desparatione. Og derfor vil man finde, at Paulus modsiger sig selv. På det første sted lægger han alt i Guds hånd, her lægger han alt i menneskets hånd. Og dog er begge steder sande, fordi han behandler én ting det ene sted og noget andet det andet sted. Det første sted lukker han munden på dem, der knurrer mod Gud, det sidste sted opfordrer han til flid og advarer mod sikkerhed eller fortvivlelse.
e16 III a 15. Non dissimilis huic locus est Esaiae cap. 10 [15]: 'Numquid gloriabitur securis contra eum, qui secat in ea, aut exaltabitur serre contra eum, a quo trahitur? Quomodo, si elevetur virga contra elevantem se et exaltetur baculus, qui utique lignum est?' Nogenlunde lig med dette sted er Esajas 10,15: 'Mon øksen bryster sig imod den, der hugger med den, eller mon saven gør det mod den, der drager den? Som om spanskrøret kan løfte sig mod den, der løfter det, eller stokken hæve den, der ikke er af træ!'
e17 Haec dicta sunt adversus impium regem, cuius saevitia deus abusus fuerat ad castigandum populum suum. At is ea, quae gerebantur divino permissu, tribuebat suae sapientiae suisque viribus, cum fuisset organum irae divinae. Organum erat, sed vivum et rationale. Dette er talt imod en ugudelig konge, hvis ondskab Gud havde brugt til at at tugte sit folk med. Men han tilskrev det, som han udførte med guddommelig tilladelse, sin egen visdom og sine egne kræfter, skønt han var redskab for den guddommelige vrede. Han var et redskab, men et levende og fornuftigt redskab.
e18 Quale si esset securis et serra, non absurde dicerentur et ipsae aliquid agere una cum fabro. Servi sunt instrumenta viva dominorum, ut docet Aristoteles, qualia forent secures, serrae, ligones, aratrum, si per se moveri possent, quemadmodum tripodes ac lebetes, quos sic fabricatus erat Vulcanus, ut sua sponte venirent in certamen. Hvis økser og save var sådan beskaffet, var det ikke absurd at sige, at de også selv virkede noget sammen med tømreren. Slaver er levende instrumenter for deres herrer, som Aristoteles lærer, og det ville økser, save, hakker, plove være, hvis de kunne bevæge sig af sig selv, sådan som det treben og den kedel var, som Vulcan havde fremstillet, så de på egen hånd gik i kamp.
e19 Herus praescribit, suppeditat ea, quibus est opus, neque quicquam possit efficere servus absque domino et tamen nemo dicat servum nihil agere domini iussus obsequentem. Porro similitudo adhibita non valet ad tollendam arbitrii libertatem, sed ad retundendam arrogantiam regis impii non deo, sed suo robori suaeque sapientiae tribuentis, quod gesserat. Herren bestemmer, sørger for, hvad der er brug for, og slaven kan ikke udføre noget uden herren, og dog siger ingen, at en slave, der adlyder sin herres befaling, ingenting gør. Videre tjener den anvendte sammenligning ikke til at ophæve viljens frihed, men til at neddæmpe den gudløse konges anmasselse, fordi han tillægger ikke Gud, men sin egen styrke og visdom det, han udfører.
e20 III a 16. Neque vero difficile diluitur, quod adducit Origenes ex Ezechiele: 'Auferam cor lapideum ab eis et immittam eis cor carneum'. (Ez 36,26). Simili figura posset dicere praeceptor discipulo soloecissanti: Eximam tibi linguam istam barbaricam et inseram Romanam; nihilo secius tamen a discipulo requirit industriam, tametsi citra praeceptoris operam non posset discipulus mutare linguam. Det er heller ikke svært at afkræfte, hvad Origenes anfører fra Ezekiel: 'Jeg vil tage stenhjertet ud fra dem og give dem et kødhjerte i stedet'. Med et lignende billede kunne læreren sige til en elev, der gør en grammatisk fejl: Jeg vil tage din barbariske tunge ud og give dig en latinsk tunge i stedet for; ikke desto mindre forlanger han dog flid af eleven, selv om eleven ikke kan ændre sit sprog uden lærerens arbejde.
e21 Quid est cor lapideum? Cor indocile et obstinatum in malitia. Quid est cor carneum? Cor docile et obsequens gratiae divinae. Qui statuunt liberum arbitrium, nihilo secius fatentur animum in malis obstinatum non posse ad veram paenitentiam emollescere nisi adiutrice gratia caelesti. Qui docilem reddit, exigit et tuum conatum, ut doctus evadas. Hvad er et stenhjerte? Et ikke lærvilligt hjerte, der er stædigt i sin ondskab. Hvad er et kødhjerte? Et lærvilligt hjerte, der adlyder den guddommelige nåde. Tilhængerne af den frie vilje indrømmer ikke desto mindre, at et sind, der er stædigt i det onde, ikke kan blødgøres til en sand bod uden den himmelske ånds hjælp. Den, der gør én lærenem, kræver også, at man anstrenger sig for at blive lærd.
e22 III a 17. David orat: 'Cor mundum crea in me, deus'. (Sl 51,12). Et Paulus dicit: 'Qui se emundaverit'. (2 Tim 2,21) Ezechiel dicit: 'Facite vobis cor novum et spiritum novum'. (Ez 18,31). Contra David clamat: 'Et spiritum rectum innova in visceribus meis'. (Sl 51,12). David orat: 'Et omnes iniquitates meas dele'. (Sl 51,11). Contra Ioannes: 'Omnis, qui habet hanc spem in eo, sanctificat se, sicut et ille sanctus est'. (1 Joh 3,3). David beder: 'Skab et rent hjerte i mig, Gud'. Og Paulus siger: 'Den, der renser sig'. Ezekiel siger: 'Skab jer et nyt hjerte og en ny ånd'. Derimod råber David: 'Og giv en ny ånd i mit indre'. David beder: 'Og udslet alle mine overtrædelser'. Derimod siger Johannes: 'Enhver, der sætter dette håb til ham, skal hellige sig, ligesom han er hellig'.
e23 David orat: 'Libera me de sanguinibus, deus'. (Sl 51,16). Propheta reclamat: 'Solve vincula colli tui, captiva filia Sion'. (Es 52,2). Et Paulus: 'Abiciamus opera tenebrarum'. (Rom 13,12). Item Petrus: 'Deponentes omnem malitiam et omnem dolum et simulationes' etc. (1 Pet 2,1). Paulus ad Philip. 2[12]: 'Cum metu', inquit, 'et tremore vestram salutem operamini'. Atque idem prioris ad Corinthios 12[6]: 'Idem vero deus, qui operatur omnia in omnibus'. David beder: 'Befri mig fra blodskyld, Gud'. Profeten råber: 'Løs dine halslænker, du fangne Siondatter'. Og Paulus siger: 'Lad os aflægge mørkets gerninger'. Ligeledes Peter: 'Aflæg al omdskab og al svig og forstillelse' osv. Paulus siger til filipperne: 'Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven'. Og det samme i 1 kor: 'Men den samme Gud, som virker alt i alle'.
e24 Huius generis plusquam sexcenta loca sunt in divinis literis. Si nihil operatur homo, cur dicit: 'Operamini'? Si quid agit homo, cur dicit: 'Deus operatur omnia in omnibus'? Quorum altera, si quis ad suum commodum detorqueat, nihil agit homo, altera, si quis ad suam causam urgeat, totum facit homo. Af den slags steder findes der mere end seks hundrede i den hellige skrift. Hvis mennesket intet udvirker, hvorfor siger han så: 'Arbejd'? Hvis mennesket gør noget, hvorfor siger han så: 'Gud virker alt i alle'? Af hvilke den ene slags steder, hvis nogen vender den til sin fordel, siger, at mennesket intet gør, den anden, hvis nogen understreger sin sag med dem, at mennesker gør alt.
e25 Quod si nihil agit homo, nullus est locus meritis. Ubi non est locus meritis, ibi nec suppliciis nec praemiis locus est. Si totum agit homo, non est locus gratiae, cuius mentionem toties inculcat Paulus. (L61). Men hvis mennesket ikke gør noget, er der ikke plads til fortjeneste. Hvor der ikke er plads til fortjeneste, er der heller ikke plads til straf og belønning. Hvis mennesket gør alt, er der ikke plads til nåden, som Paulus så ofte nævner og indprenter.
e26 Non secum pugnat spiritus sanctus, cuius afflatu proditae sunt canonicae literae. Utraque pars amplectitur et agnoscit inviolabilem scripturae maiestatem. Sed interpretatio quaerenda, quae nodum explicet. (L54). Den helligånd, på hvis påblæsen de kanoniske skrifter er overleveret, modsiger ikke sig selv. Begge partier tilslutter sig og anerkender skriftens majestæt. Men der må søges en udlægning, der forklarer knuderne.
e27 Qui tollunt liberum arbitrium, sic interpretabuntur: 'Ad quod velis, extende manum', id est gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa velit. 'Facite vobis cor novum', id est gratia dei faciet in vobis cor novum. (L53). (N2). De, der ophæver den frie vilje, udlægger det således: 'Udræk din hånd til hvad du vil', det betyder: nåden vil udrække din hånd til hvd den vil. 'Gør jer et nyt hjerte', det betyder: Guds nåde vil skabe i jer et nyt hjerte.
e28 'Omnis, qui habet hanc spem in eo, sanctificat se', id est gratia sanctificat ipsum. 'Et abiciamus opera tenebrarum', id est gratia abiciat. Toties occinitur haec cantio in divinis literis: 'Fecit iustitiam, operatus est iniquitatem'. Id quoties occurrit, exponemus: Deus fecit et operatus est in illo iustitiam et iniquitatem. 'Alle, der har dette håb i sig, skal helliggøre sig', det vil sige: nåden skal helliggøre sig selv. 'Og lad os aflægge mørkets gerninger', det vil sige: Nåden aflægger dem. Ofte bliver dette udtryk brugt i den hellige skrift: 'Han skabte retfærdighed, han øvede uretfærdighed'. Og overalt, hvad det optræder, forklarer vi det således: Gud virker og handler i ham retfærdighed og uretfærdighed.
e29 Iam si proferam hic veterum orthodoxorum aut etiam conciliorum interpretationem, mox reclamabitur: Homines erant. Atque in interpretatione tam violenta tortaque non licebit mihi dicere: Lutherus homo est? Sane penes istos victoria est, si ipsis licet, utcumque causae commodum est, interpretari scripturas, nobis nec veterum interpretationem sequi licebit nec nostram afferre in medium. Og hvis jeg nu fremdrager de gamle ortodokse eller koncilernes udlægning, så bliver de straks råbt: De var kun mennesker. Men i en så hårdvreden udlægning er det mig ikke tilladt at sige: Er Luther et menneske? Sikkert er sejren deres, hvis det er dem tilladt at udlægge skriften efter hvordan det passer deres sag, mens vi hverken har lov til at følge de gamles udlægning eller fremlægge vores.
e30 Et haec scriptura dilucidior est, quam ut egeat interprete: 'Extende manum, ad quod voles', id est gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa volet, quod probatissimi doctores interpretati sunt, somnium erit, non enim dicam, quod alii non tacuerunt, instinctus Satanae. Også dette skriftsted er altfor klart til at det behøver en udlægger: Udræk din hånd til hvad du vil, det vil sige: nåden udrækker din hånd til hvad den vil; hvad højst anerkendte lærde har udlagt det til, skal være deres drømmerier, at jeg ikke skal sige Satans indgivelse, hvad andre ikke har tiet med.
e31 Atqui haec loca, quae videntur inter se pugnare, facile rediguntur in concordiam, si nostrae voluntatis conatum cum auxilio divinae gratiae copulemus. In comparatione figuli et securis mordicus urgent nos verbis simpliciter intellectis, quoniam ita commodum est causae ipsorum, hic parum pudenter recedunt a verbis divinae scripturae videlicet non multo verecundius interpretantes, quam si quis dicat Petrum scribere et alius interpretetur: Non ipse scribit, sed alius scribit in aedibus eius. Og disse steder, som synes at modsige hinanden, kan let bringes i overensstemmelse, hvis vi forbinder vores viljes stræben med den guddommelige nådes hjælp. I sammenligningen med pottemageren og øksen holder de stærkt på den ligefremme forståelse, fordi således er det passende for deres sag, men her viger de altfor skamløs af fra skriftens ord, og derved udlægger de naturligvis ikke skriften mere ærværdigt, end om én sagde, at Peter skrev og en anden udlagde det: Han skrev ikke selv, men en anden skrev i hans hus.
Videre til Diatriben III a 18.


Fra Luthers De servo arbitrio, W727:
L6 Tertium locum sumit ex Esaia .45: Nunquid lutum dicit figulo suo: quid facis? Et Hiere. 18: Sicut lutum in manu figuli, ita uos in manu mea. Det tredie sted tager Diatriben fra Es 45,9: 'Mon leret siger til pottemageren: Hvad har du lavet?' Og Jer 18,6: Sådan som leret er i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd'.
L7 Iterum haec magis pugnare dicit apud Paulum, quam apud Prophetas unde sumpta sunt, quia in Prophetis sonant de afflictione temporali, Paulus autem utitur ad electionem et reprobationem aeternam, ut sugillet Pauli temeritatem uel inscientiam. (e3). Igen siger den her, at disse steder kæmper mere imod [den frie vilje] hos Paulus, end hos profeterne, hvorfra de er taget, fordi de hos profeterne handler om timelige trængsler, mens Paulus bruger det om den evige udvælgelse og forkastelse, hvorved Diatriben forhåner Paulus' ubetænksomhed og uvidenhed.
L8 Sed antequam uideamus, quomodo probet, utrunque non excludere lib. arbitrium, prius hoc dicam, Non uideri Paulum ex Prophetis sumpsisse hunc locum, nec Diatribe id probat. Men før vi ser, hvorledes den beviser, at begge de to steder ikke udelukker den frie vilje, vil jeg godt sige, at Paulus ikke synes at have taget dette sted fra profeterne; det beviser Diatriben heller ikke.
L9 Solet enim Paulus adhibere nomen authoris uel protestari esse de scripturis aliquid accipere, quorum hic neutrum facit. Ideo uerius est, quod Paulus hac generali similitudine, quam alij ad alias caussas assumunt, ipse proprio spiritu utatur ad suam caussam, quemadmodum facit illa similitudine: modicum fermentum totam massam corrumpit, quam .1. Corin. 5. corruptilibus moribus aptat alias uerbum Dei corrumpentibus obijcit, (Gal 5,9) quomodo et Christus fermentum Herodis appellat et Pharisaeorum. Paulus plejer nemlig at nævne navnet på forfatteren eller åbent at sige, at han tager ét eller andet fra skriften, men her gør han ingen af delene. Derfor er det nok mere rigtigt at mene, at Paulus her bruger disse almindelige sammenligninger, som andre bruger på andre sager, ud fra sin egen ånd og til sin egen sag, ligesom han gør med lignelsen om, at en lille smule surdejg gennemsyrer hele dejgen; den bruger han 1 Kor 5,6 om sædernes fordærvelse, et andet sted til at bebrejde nogen, at de forfalsker Guds ord, sådan som Kristus taler om Herodes' og farisæernes surdejg.
L10 Vt igitur Prophetae maxime de temporali afflictione loquantur, de quo nunc omitto dicere, ne toties alienis quaestionibus occuper et differar, Paulus tamen utitur suo spiritu aduersus liberum arbitrium. Selv om så også profeterne her mest talte om de timelige trængsler, om hvilke jeg her ikke vil sige noget, for ikke altfor ofte at lade mig distrahere af fremmede spørgsmål, så bruger dog Paulus ud af sine egen ånd sammenligningen imod den frie vilje.
L11 Quod uero non adimitur libertas arbitrij, si Deo affligenti simus lutum, nescio, quo pertineat, aut cur id contendat Diatribe, cum non sit dubium, afflictiones a Deo uenire inuitis nobis, necessitatemque afferant ferendi eas, uelimus, nolimus, nec est in manu nostra eas auertere, licet exhortemur ad ferendas uoluntarie. (e5). Men hvis viljens frihed ikke udslettes, hvis vi er som ler overfor Gud, der lader trængsler komme over os, så véd jeg ikke, hvad det drejer sig om eller hvorfor Diatriben forsikrer, at der ikke er tvivl om, at trængslerne kommer over os fra Gud uden at vi vil det, og at de påfører os nødvendigheden af at bære dem, hvad enten vi vil eller ej, og at det ikke ligger i vor magt at fjerne dem, selv om vi opfordres til at bære dem frivilligt.
L12 Sed quomodo Pauli sermo non excludat liberum arbitrium ista similitudine, dignum est audire Diatriben argutantem. Men det er værd at høre, hvordan Diatriben vil bevise, at Paulus' prædiken ikke udelukker den frie vilje med denne sammenligning.
L13 Duo enim absurda opponit, alterum e scripturis, alterum ex ratione colligit. E scripturis sic colligit: Paulus cum .2. Thimo. 2. dixisset, in magna domo esse uasa aurea, argentea, lignea, fictilia, quaedam in honorem, quaedam in contumeliam, mox subiungit: Si quid ergo se emundauerit ab istis erit uas in honorem etc. Den fremsætter nemlig to absurditeter, den ene tager den fra skriften, den anden fra fornuften. Fra skriften tager den følgende: Efter at Paulus har sagt (2 Tim 2,20ff), at der i et stort hus er mange kar, af guld, af sølv, af træ, af ler, nogle til ære, nogle til vanære, føjer han straks efter til: Derfor, hvis nogen renser sig fra disse ting, skal han være et kar til ære' osv.
L14 Tum sic arguit Diatribe: Quid stultius, quam si quis dicat matulae samiae: si te expurgaris, eris uas honorificum? Verum hoc recte dicitur testae rationali, quae monita potest se accommodare ad uoluntatem Domini. (e10). Herefter argumenterer Diatriben således: Hvad ville være dummere, end hvis nogen sagde til en natpotte af ler: Hvis du renser dig selv, kan du være et brugbart kar til ære? Men dette siges med rette til et kar, der har fornuft, som når det formanes kan rette sig efter sin herres vilje.
L15 Ex ijs uult, similitudinem non per omnia quadrare atque sic elusam, ut nihil efficiat. Respondeo, ne illud cauiller, quod Paulus non dicit: Si quis se mundauerit (W728) a sordibus suis, sed: ab istis, id est, a uasis contumeliae, ut sensus sit: siquis separatus manserit, ac non inter impios magistros misceatur, erit uas honoris etc., Donemus quoque hunc locum Pauli prorsus facere, quod uult Diatribe, id est, similitudinem non esse efficacem, quomodo probabit, idem uelle Paulum loco illo ad Rom. 9. de quo disputamus? Ud fra disse ting vil den, at sammenligningen ikke passer på ethert punkt, bør udlægges, så den ikke bevirker noget. Jeg svarer, for ikke at gøre vanskeligheder, at Paulus ikke siger: 'hvis nogen renser sig fra sit smuds', men: 'fra disse', det vil sige, fra karrene til vanære, så meningen er: hvis nogen forbliver adskilt og ikke blander sig med ugudelige lærere, skal han være et kar til ære, osv. Lad os så antage, at dette sted hos Paulus helt og holdent gør, hvad Diatriben vil, det vil sige, sammenligningen er ikke virksom, hvordan vil den så bevise, at Paulus vil det samme i Rom 9, de sted, vi diskuterer?
L16 An satis est alium locum citare, et nihil prorsus curare, an idem uel diuersum efficiat? Non est facilior et uulgatior lapsus in scripturis, quam diuersos locos uelut similes e scripturis coaptare, ut saepius monstraui, ut similitudo locorum magis inefficax sit, de quo Diatribe superbit, quam nostra, quam confutat. Mon det er tilstrækkeligt blot af anføre et andet sted og slet ikke bekymrer sig for, om de vil det samme eller noget forskelligt? Der er ikke nogen lettere eller mere almindelig fejl i skriften end at sammenstille forskellige steder fra skriften som siger de det samme, så at ligheden mellem de steder, hvoraf Diatriben praler, har mindre virkning end vore steder, som den vil gendrive.
L17 Sed ne contentiosi simus, donemus utrunque locum Pauli idem uelle, et, quod sine controuersia uerum est, similitudinem non semper et per omnia quadrare, alioqui non similitudo neque translatio, sed ipsa res esset, iuxta prouerbium: Similitudo claudicat, nec semper currit quattuor pedibus. Men for nu ikke at være polemiske, så vil vi medgive, at de to steder fra Paulus vil det samme, og at en sammenligning ikke altid og på alle punkter passer, hvilket er sandt uden indvending, ellers var det ikke en sammenligning eller noget i overført betydning, men sagen selv, svarende til ordsproget: En sammenligning halter og løber ikke altid på fire fødder.
L18 In hoc tamen errat et peccat Diatribe, quod neglecta caussa similitudinis, quae maxime spectanda est, uocabula contentiose captat. Ex caussis enim dicendi intelligentia petenda est, ait Hilarius, non est uocabulis solis. Men heri tager Diatriben fejl og herved forsynder den sig, at den ikke tager hensyn til sammenligningens begrundelse, hvilket man i højeste grad skal lægge mærke til, og i stedet stridslystent går på jagt efter ord. Af begrundelsen for talen udspringer forståelse, siger Hilarius, ikke af ordene alene.
L19 Ita similitudinis efficatia pendet ex caussa similitudinis. Cur ergo Diatribe omittit id, gratia cuius Paulus similitudine ista utitur, et captat id, quod extra caussam similitudinis dicit? Således afhænger sammenligningens virkning af begrundelsen for sammenligningen. Og derfor, hvorfor udelader Diatriben det, takket være hvilket Paulus bruger denne sammenligning, og jager efter det, der ligger udenfor sammenligningens begrundelse?
L20 Nempe, hoc ad exhortationem pertinet, quod dicit: Siquis sese emundauerit, Illud uero ad doctrinam, quod dicit: In magna domo sunt uasa etc., ut ex omnibus circunstantijs uerborum et sententiae Pauli intelligas eum statuere de diuersitate et usu uasorum, ut sit sensus: cum tam multi a fide discedant, nullum est solatium nobis, nisi quod certi sumus, fundamentum Dei firmum stare, habens signaculum hoc: Nouit Dominus qui sunt eius, et discedit ab iniquitate omnis qui inuocat nomen Domini. (2 Tim 2,19). Altså: Det har med formaning at gøre, når han siger: hvis nogen renser sig, men det har med læren at gøre, når han siger: i et stort hus er der mange kar osv, så man af hele sammenhængen i ordene og af Paulus' mening kan forstå, at han fastslår noget om karrenes forskellighed og brug, så at meningen er: eftersom så mange falder bort fra troen, er der ingen trøst for os, andet end den, at vi er sikre på, at "Guds grundvold står fast, og den har dette tegn: Herren kender sine, og enhver, der påkalder Herrens navn, skal afstå fra al uretfærdighed".
L21 Hactenus caussa et efficacia similitudinis, scilicet, quod Dominus norit suos. Tum sequitur similitudo, scilicet, esse uasa diuersa, alia in honorem, alia in contumeliam. His absoluitur doctrina, quod uasa non seipsa parent, sed herus. Så meget om sammenligningens begrundelse og virkning, nemlig, at Herren kender sine. Så følger sammenligningen, nemlig, at der er forskellige kar, nogle til ære, andre til vanære. Hermed afsluttes læren, eftersom karrene ikke adlyder sig selv, men den, der befaler.
L22 Hoc uult et Ro. 9. quod figulus potestatem habet etc. Sic stat similitudo Paulus efficacissima, quod libertas arbitrij nihil sit coram Deo. Post haec sequitur exhortatio: Si quis sese mundauerit ab istis etc., quae quid ualeat, ex supradictis satis notum est. Dette vil han også Rom 9, at pottemageren har magt, osv. Sådan står Paulus' sammenligning højst virkningsfuldt fast på, at den frie vilje ikke er noget overfor Gud. Derefter følger formaningen: 'Hvis nogen renser sig fra disse', osv, og hvad den betyder er tilstrækkelig klart af det ovenfor sagte.
L23 Non enim sequitur, ideo sese posse emundare, imo, si quid probatur, probatur, liberum arbitrium sese posse absque gratia emundare, cum non dicat: si quem gratia emundarit, sed: si sese emundarit. De uerbis autem imperatiuis et coniunctiuis (W729) abunde dictum est. Der kan nemlig ikke drages den følgeslutning, at derfor kan man rense sig, tværtimod, hvis der bevises noget, bevises der, at den frie vilje kan rense sig uden nåden, eftersom han ikke siger: 'hvis nogen renser sig ved nådens hjælp, men: hvis nogen renser sig. Men om imperativiske og konjunktiviske ord er der talt til overflod.
L24 Nec similitudo uerbis coniuncticis, sed indicatiuis profertur: ut electi et reprobi sunt, ita uasa honoris et ignominiae sunt. Summa, si ista elusio ualet, tota disputatio Pauli nihil ualet, frustra enim induceret murmurantes aduersus figulum Deum, si culpa uasis et non figuli esse uideretur. Quis enim murmuret, si audiat damnari dignum damnatione? Og sammenligningen fremføres heller ikke med konjunktiviske, men med indikativiske ord: som der er udvalgte og forkastede, sådan er der kar til ære og til vanære. Kort sagt, hvis denne udflugt har gyldighed, har hele Paulus' disputation det ikke; han indfører nemlig uden grund dem, der knurrer imod pottemageren, Gud, hvis det synes at være karrets skyld og ikke pottemageren. Hvem vil nemlig knurre, hvis han hører, at det, der bliver fordømt, er fordømmelsesværdigt?
L25 Alterum absurdum colligit a Domina Ratione, quae dicitur humana, uidelicet, quod non uasi, sed figulo sit imputandum, praesertim cum talis figulus sit, qui creet ipsum lutum et temperet. Den anden absurditet samler Diatriben sammen fra fru fornuft, som kaldes menneskelig, nemlig, at det ikke er karret, men pottemageren, man skal tillægge det, især da han er en sådan pottemager, der selv skaber og danner leret.
L26 Hic (ait Diatribe) uas conijcitur in ignem aeternum, quod nihil commeruit, nisi quod non sui iuris est. Nusquam se apertius prodit Diatribe, quam hoc loco. (e12). Her, siger Diatriben, bliver et kar kastet i den evige ild, som ikke er skyldig i noget, udover deri, at det ikke er sin egen herre. Intetsteds afslører Diatriben sig mere åbent end på dette sted.
L27 Audis enim hic, alijs quidem uerbis, sed eodem sensu dici, quod Paulus dicere facit impios: Quid queritur? Voluntate eius quis resistet? Hoc est illud quod ratio neque capere neque ferre potest, hoc offendit tot uiros excellentes ingenio, tot soeculis receptos. Her hører du nemlig, ganske vist med andre ord, men med den samme betydning, det sagt, som Paulus lader den gudløse sige: Hvad anklager han os for? Hvem kan modstå hans vilje? Det er dette, som fornuften hverken kan forstå eller tåle, det er dette, som har stødt så mange udmærket begavede mænd og er blevet antaget gennem så mange århundreder.
L28 Hic expostulant, ut Deus agat iure humano, et faciat quod ipsis rectum uidetur, aut Deus esse desinat. Her forlanger de indtrængende, at Gud skal handle efter menneskelig ret og gøre, hvad der synes dem ret, eller ophøre med at være Gud.
L29 Nihil illi profuerint secreta maiestatis, rationem reddat, quare sit Deus, aut quare uelit aut faciat, quod nullam speciem iustitiae habeat, ac si Sutorem aut Zonarium roges iudicio se sistere. Intet nytter ham majestætens hemmeligheder, han skal aflægge regnskab over, hvorfor han er Gud, eller hvorfor han vil eller gør, hvad der ikke har noget skin af retfærdighed, som man lægger sag an mod en skomager eller en gørtler, der bare har at møde for retten.
L30 Non dignatur Deum caro gloria tanta, ut credat iustum esse et bonum, dum supra et ultra dicit et facit, quam definiuit Codex Iustiniani, uel quintus liber Ethicorum Aristotelis. Kødet ærer ikke Gud med en så stor ære, at det tror han er retfærdig og god, når han taler og handler udover eller på den anden side af, hvad kodeks Justinian definerer, eller hvad Aristoteles' femte bog om etik definerer.
L31 Cedat maiestas Creatrix omnium feci uni creaturae suae, et Coricius ille specus metuat, uersa uice, spectatores suos. Igitur absurdum est, ut damnet eum, qui uitare non potest meritum damnationis. Den majestæt, der har skabt alt, skal vige for én af sine skabninger, og omvendt skal denne korykiske hule frygte dem, der er i den og betragter den. Derfor er det absurd, at han skal fordømme den, som ikke kan undgå at gøre sig fortjent til fordømmelse.
L32 Et propter hanc absurditatem falsum esse oportet, quod Deus, cuius uult, miseretur, quem uult, indurat, (W730) sed redigendus est in ordinem, et praescribendae illi leges, ut non damnet quenquam, nisi qui nostro iudicio id meruerit. Og på grund af denne absurditet bør det også være falsk, at Gud forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil, men han må kaldes til orden, og man må foreskrive ham love, så han ikke fordømmer nogen, som efter vor bedømmelse ikke fortjener det.
L33 Sic est satisfactum Paulo cum sua similitudine, scilicet, ut illam reuocet et sinat nihil ualere, sed sic temperet, quod figulus hic (ut Diatribe interpretatur) facit uas in contumeliam ex meritis praecedentibus, sicut Iudeos quosdam reijcit ob incredulitatem, gentes suscipit ob fidem. Således har man gjort nok ud af Paulus og hans sammenligning, nemlig sådan, at han tilbagekalder den og lader være med at lade den gælde, men ordner det sådan, at pottemageren her (som Diatriben fortolker det) gør et kar til vanære ud fra de forudgående fortjenester, sådan som han forkastede jøderne på grund af deres vantro og antog hedningerne på grund af troen.
L34 Verum si sic operatur Deus, ut merita spectet, Cur illi murmurant et expostulant? Cur dicunt: quid queritur? quis uoluntati eius resistit? Quid opus Paulo compescere illos? Quis enim miratur, non dicam, indignatur aut expostulat, si quis meritus damnetur? Men hvis Gud handler sådan, at han tager hensyn til fortjeneste, hvorfor knurrer disse mennesker så og stiller krav? Hvorfor siger de: hvad kan han så kræve af os? hvem kan modstå hans vilje? Hvad grund er der til, at Paulus skal tæmme dem? Hvem vil nemlig undre sig, for ikke at sige, forarges eller stille krav, hvis nogen fordømmes, når han har fortjent det?
L35 Deinde ubi manet potestas figuli faciendi quod uult, si meritis et legibus subiectus, non sinitur facere quod uult, sed exigitur facere quod debet? Pugnat enim respectus meritorum cum potestate ac libertate faciendi quod uult, ut ille probat paterfamilias, qui operarijs murmurantibus et ius postulantibus, opposuit libertatem uoluntatis in suis bonis. (Matt 20,15) Haec sunt, quae Diatribes glosam non sinunt ualere. Dernæst, hvad bliver der af pottemagerens magt til at gøre, hvad han vil, hvis han er underkastet fortjenester og love, og ikke får lov til at gøre, hvad han vil, men tvinges til at gøre, hvad han bør? For respekten for fortjenesterne modsiger magten og friheden til at gøre, hvad han vil, som hin husbond beviser, der op imod de knurrende og retskrævende arbejdere satte sin frihed til at gøre, hvad han vil, med sine goder. Disse ting er det, der ikke tillader, at Diatribens fortolkning har gyldighed.
L36 Sed fingamus, quaeso, Deum talem esse oportere, qui merita respiciat in damnandis, nonne pariter contendemus et concedemus, ut et in saluandis merita spectet? Men lad så antage da, at Gud må være den slags Gud, der tage hensyn til fortjeneste i dem, der skal fordømmes, mon så ikke vi på lignende måde må gøre gældende og indrømme, at han også i dem, der skal frelses, må tage hensyn til fortjeneste?
L37 Si rationem sequi uolumus, aeque iniquum est, indignos coronari, atque indignos puniri. Concludamus itaque, Deum ex meritis praecedentibus iustificare debere, aut iniquum declarabimus, ut qui malis et impijs hominibus delectetur, et impietatem eorum praemijs inuitet et coronet. Hvis vi vil følge fornuften, så er det lige så uretfærdigt at krone dem, der ikke har gjort sig fortjent til kroning, som at straffe dem, der ikke har gjort sig fortjent til straf. Vi kan derfor drage den slutning, at Gud bør retfærdiggøre ud fra forudgående fortjenester, eller vi må erklære, at han er uretfærdig, når han elsker onde og ugudelige mennesker og opfordrer deres ugudelighed med belønninger og kroner den med præmier.
L38 At uae nobis tunc miseris, apud illum Deum! Quis enim saluus erit? Vide igitur nequitiam cordis humani: Deum, cum indignos sine meritis saluat, imo cum multis demeritis iustificat impios, non accusat iniquitatis, ibi non expostulat, cur hoc uelit, cum sit iniquissimum, sese iudice, sed quia sibi comodum et plausibile est, aequum et bonum iudicat. Men vé os elendige overfor en sådan Gud! Hvem vil nemlig så blive frelst? Se altså det menneskelige hjertes uduelighed: Når Gud frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse uden deres fortjeneste, ja, når han retfærdiggør de ugudelige på trods af deres store skyld, så anklager menneskehjertet ham ikke for uretfærdighed; her kræver man ikke forklaring på, hvorfor han vil således, skønt det er højst uretfærdigt efter hjertets egen bedømmelse, men fordi det er behageligt og anbefalelsesværdigt for hjertet selv, bedømmer man det til at være retfærdigt og godt.
L39 At cum immeritos damnat, quia incomodum sibi est, hoc iniquum, hoc intolerabile est, hic expostulatur, hic murmuratur, hic blasphematur. Vides ergo Diatriben cum suis in hac causa non iudicare secundum aequitatem, sed secundum affectum comodi sui. Men når han dømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse, så er dette, fordi det ubehageligt for menneskehjertet selv, uretfærdigt, utåleligt, her kræver man forklaring, her knurrer man, her bespotter man. Du ser altså, at Diatriben og dens lige i denne sag ikke dømmer efter ligelighed, men efter kærligheden til egen behagelighed.
L40 Si enim aequitatem spectaret, aeque expostularet cum Deo, dum indignos coronat, atque expostulat cum eo, dum immeritos damnat, Aeque etiam laudaret et praedicaret Deum, dum damnat immeritos, atque facit, dum indignos saluat, utrobique enim par iniquitas, si sensum nostrum spectes, Nisi non fuerit aeque iniquum, si Cain ob homicidium laudes regemque (W731) facias, atque si Habel innocentem in carcerem conijcias aut occidas. Hvis nemlig den tog hensyn til ligeligheden, så ville den i lige så høj grad kræve forklaring af Gud, når han kroner dem, der ikke har gjort sig fortjent til kroning, som den kræver forklaring af ham, når han fordømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse; den skulle også lige så meget prise og love Gud, når han fordømmer dem, der ikke har gjort sig fortjent til fordømmelse, som den gør, når han frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse; begge steder er der nemlig tale om den samme uretfærdighed, hvis man tager hensyn til vores forståelse; medmindre det ikke ville være i lige så høj grad uretfærdigt, hvis man roste Kain på grund af hans mord og gjorde ham til konge, som hvis man kastede den uskyldige Abel i fængsel og dræbte ham.
L41 Cum igitur Ratio Deum laudet indignos saluantem, arguat uero immeritos damnantem, conuincitur, non laudare Deum, ut Deum, sed ut suo comodo seruientem, hoc est, seipsam et quae sua sunt in Deo quaerit et laudat, non Deum aut quae Dei sunt. Når altså fornuften priser Gud, når han frelser dem, der ikke har gjort sig fortjent til frelse, men rejser beskyldning imod ham, når han fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse, så lader den sig overbevise til ikke at prise Gud som Gud, men som én, der tjener dens behagelighed, det vil sige, den søger og priser sig selv og sit eget i Gud, den søger ikke Gud og hvad hans er.
L42 At si placet tibi Deus indignos coronans, non debet etiam displicere immeritos damans. Si illic iustus est, cur non hic iustus erit? Illic gratiam et misericordiam spargit in indignos, Hic iram et seueritatem spargit in immeritos, utrobique nimius et iniquus apud homines, Sed iustus et uerax apud seipsum. Men hvis du synes om den Gud, der kroner dem, der ikke har fortjent kroning, så bør du ikke føle mishag over den Gud, der fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse. Hvis han er retfærdig det ene sted, hvorfor kan han så ikke være retfærdig det andet sted? Det ene sted udstrør han nåde og barmhjertighed over nogen, der ikke har fortjent nåde, det andet sted udstrør han vrede og hårdhed over nogen, der ikke har fortjent vrede, begge steder er han umådeholden og uretfærdig i menneskers øjne, men retfærdig og sanddru i sine egne øjne.
L43 Nam quomodo hoc iustum sit, ut indignos coronet, incomprehensibile est modo, uidebimus autem, cum illuc uenerimus, ubi iam non credetur, sed reuelata facie uidebitur. Ita quomodo hoc iustum sit, ut immeritos damnet, incomprehensibile est modo, creditur tamen, donec reuelabitur filius hominis. (n1). For hvordan han kan være retfærdig, når han kroner dem, der ikke har fortjent kroning, det er på en måde uforståeligt, men vi vil få det at se, når vi kommer derhen, hvor der ikke mere skal tros, men ses ansigt til ansigt. Ligeledes, hvordan han kan være retfærdig, som fordømmer dem, der ikke har fortjent fordømmelse, det er på samme måde uforståeligt, men det tros dog, indtil menneskesønnen åbenbares.
L44 Diatribe uero similitudine illa figuli et luti uehementer offensa, non nihil indignatur, sese adeo urgeri per illam, tandem eo redit, ut diuersis locis e scriptura productis, quorum aliqui totum homini uidentur tribuere, aliqui totum gratiae, stomachabunda contendat, utrosque debere interpretatione sana intelligit et non simpliciter accipi. Diatriben støder sig stærkt på denne sammenligning med pottmageren og leret, den forarges ikke så lidt over, at den selv bliver trængt af den; endelig kommer den så derhen, at den, efter at have fremført forskellige skriftsteder, hvoraf nogle synes at tillægge mennesket alt, andre at tillægge nåden alt, giver sin ærgrelse frit løb og forsikrer, at begge dele bør forstås ud fra en sund fortolkning og ikke opfattes ligefremt.
L45 Alioqui si nos urgemus similitudinem illam, ipsa rursus nos urgere parata est locis illis imperatiuis et coniunctiuis, presertim illo Pauli: Si quis sese emundauerit ab istis. Hic Paulum sibi contradicentem facit, et omnia tribuentem homini, nisi succurret interpretatio sana. Ellers, hvis vi på vor side står fast på denne sammenligning, er den på sin side parat til igen at trænge ind på os med disse imperativiske og konjunktiviske steder, især stedet hos Paulus: 'Hvis nogen vil rense sig fra disse'. Her får den Paulus til at modsige sig selv og tillægge mennesket alt, hvis ikke den sunde fortolkning kommer ham til hjælp.
L46 Si igitur hic interpretatio admittitur, ut gratiae locus relinquatur, cur non etiam similitudo figuli admittat interpretationem, ut libero arbitrio locus sit? (e14). Hvis altså her der tillades en fortolkning, der giver plads til nåden, hvorfor kan så ikke også sammenligningen med pottemageren tillade en fortolkning der giver plads til den frie vilje?
L47 Respondeo: Mea nihil refert, accipias simpliciter, dupliciter uel centupliciter. Hoc dico, quod hac sana interpretatione nihil efficitur, nec probatur quod quaeritur. Probari enim debet, lib. arbi. nihil posse uelle boni. Svar: Det kommer ikke mig ved, om du opfatter det enfoldigt, tofoldigt eller hundredefoldigt. Det siger jeg, at der intet kommer ud af denne sunde fortolkning, og der bevises heller ikke, hvad der kræves bevist. Der skal nemlig bevises, at den frie vilje ikke kan ville noget godt.
L48 At illo loco: Siquis sese emundauerit ab istis, cum sit oratio coniunctiua, neque nihil, neque aliquid probatur. Exhortatur tantum Paulus. Aut si sequelam Diatribes adijcies et dicas: frustra exhortatur, si non potest sese emundare, tum probatur liberum arbitrium omnia posse sine gratia. Atque ita seipsam improbat Diatribe. Men stedet: Hvis nogen vil rense sig fra dem, beviser, eftersom det er konjunktivisk tale, hverken ingenting eller noget. Paulus formaner kun. Eller hvis man tilføjer Diatribens følgeslutning og siger: 'han formaner forgæves, hvis man ikke kan rense sig, så beviser stedet, at den frie vilje kan alt uden nåden. Og således retter Diatriben bebrejdelser imod sig selv.
L49 Expectamus igitur adhuc locum aliquem e scriptura, qui interpretationem istam doceat; fingentibus eam suo cerebro non credimus, Nos enim negamus reperiri ullum locum, qui totum tribueret homini. Negamus quoque Paulum sibi pugnare, ubi dicit: Siquis sese emundauerit ab istis, sed dicimus, tam pugnantiam in Paulo fingi, quam interpretationem, quam illa extorqueat, excogitari, neutram uero monstrari. Vi venter altså stadigvæk på et eller andet skrifsted, som lærer denne fortolkning; hvad den spinder ud af sin egen hjerne, tror vi ikke på. vi nægter nemlig, at der findes noget sted, som tillægger mennesket alt. Vi nægter også, at Paulus modsiger sig selv, dèr, hvor han siger: 'Hvis nogen vil rense sig fra disse', men vi siger, at det både er sådan, at modsigelsen hos Paulus er frit opfundet, og sådan, at den armvridningsfortolkning, der skal vise den, er opdigtet, og sådan, at ingen af delene er bevist.
L50 Hoc quidem fatemur: si sequelis et (W732) additamentis Diatribes scripturas augere licet, ut dicendo: frustra paecipiuntur [praecipiuntur], si non possumus, quae praecipiuntur, tum uere pugnat Paulus sibijpsi et tota scriptura, Quia tum scriptura alia est, quam fuit, tum etiam probat lib. arbitrium omnia posse, quid mirum uero, si tum pugnet quoque, quod alibi dicit, omnia Deum solum facere? Men det tilstår vi: Hvis det er tilladt at forøge skriften med Diatribens følgeslutninger og tilføjelser, som dèr, hvor den siger: Det foreskrives forgæves, hvis vi ikke formår det, der foreskrives, da modsiger Paulus og hele skriften sandelig sig selv, fordi da bliver skriften til noget andet, end den var; da beviser den også, at den frie vilje kan alt. Hvad under da, om den også modsiger det, den siger andetsteds, at Gud alene gør alting?
L51 At ea scriptura sic aucta, non modo nobis, sed etiam ipsi Diatribe pugnat, quae lib. arb. nihil boni posse uelle definiuit. Liberet igitur sese primum et dicat, quomodo cum Paulo conueniant ista duo: lib. arbi. nihil boni uelle potest, Et: siquis sese emundauerit, ergo potest sese emundare, aut frustra dicitur. Men den skrift, der er forøget på den måde, modsiger ikke blot os, men også Diatriben selv, som har defineret, at den frie vilje ikke kan ville noget godt. Lad den derfor først gøre sig selv fri og sige, hvordan disse to stemmer overens med Paulus: den frie vilje kan ikke ville noget godt, og: hvis nogen renser sig, ergo kan han rense sig, ellers siges det forgæves.
L52 Vides igitur Diatriben uexatam et uictam esse similitudine illa figuli, tantum hoc agere, ut illam eludat, nihil interim cogitans, quantum caussae susceptae noceat interpretatio, quamque seipsam confutet et irrideat. Du ser altså, at Diatriben er rystet og overvundet af denne sammenligning med pottemageren, og blot kan gøre det, at den smyger sig udenom, og ikke tænker over, hvor meget denne fortolkning skader den sag, den har taget sig på, og hvordan den gendriver sig selv og gør sig selv til grin.
L53 Nos uero, ut diximus, nunquam interpretationem affectatauimus, nec sumus ita locuti: extende manum, id est: gratia extendet. (e27). Haec omnia Diatribe fingit de nobis, in comodum caussae suae. Men som vi har sagt: Vi har aldrig skabt os med den fortolkning, og aldrig sagt sådan: Ræk din hånd ud, det vil sige: nåden udrækker din hånd. Alt det er noget, Diatriben opfinder om os, for at støtte sin sag.
L54 Sed sic diximus, non esse pugnantiam in dictis scripturae, nec opus esse interpretatione, quae nodum explicet, sed ipsi lib. arbi. assertores nodos in scirpo quaerunt, et pugnantias sibi somniant. (e26). Men sådan har vi sagt, at der ikke er modsigelser i skriftens udsagn, og at det ikke er nødvendigt med en fortolkning, der forklarer knuderne, men at det er tilhængerne af den frie vilje, der søger knuder i sivet, og drømmer sig til modsigende steder.
L55 Exempli gratia, Illa nihil pugnant: Siquis sese emundauerit, Et: Deus operatur omnia in omnibus. Nec est necesse pro explicando dicere: aliquid Deus, aliquid homo agit. For at tage et eksempel: De to steder modsiger ikke hinanden: 'Hvis nogen renser sig', og: 'Gud virker alt i alle'. Ejheller er det nødvendigt for at forklare dem at sige: Gud virker noget, mennesket noget.
L56 Quia prior locus est coniunctiua oratio, quae nihil operis aut uirtutis affirmat aut negat in homine, sed praescribit, quid operis aut uirtutis esse in homine debeat. For det første sted er konjunktivisk tale, som ikke bekræfter eller benægter nogen gerning eller kraft i mennesket, men foreskriver, hvilken gerning eller kraft der skal være i mennesket.
L57 Nihil hic figuratum, nihil interpretatione egens, simplicia uerba sunt, simplex sensus est, modo sequelas et corruptelas non addas, more Diatribes, tum enim fieret sensus non sanus, uerum non sua, sed corruptoris culpa. Her er ikke nogen billedtale, her er ikke brug for nogen fortolkning, ordene er simple, meningen er simpel, når man blot ikke tilføjer følgeslutninger og fordærvelser, som Diatriben plejer at gøre, for da bliver meningen ikke sund, men det er ikke tekstens, men fordærverens skyld.
L58 Posterior uero locus: Deus operatur omnia in omnibus, est oratio indicatiua omnia opera, omnem uirtutem affirmans in Deo. Quomodo igitur pugnent duo loci, quorum unus nihil agit de uirtute hominis, alter omnia tribuat Deo, ac non potius optime consentiant? Men det sidste sted: Gud virker alt i alle, er en indikativisk tale, der bekræfter, at alle gerninger og al kraft er i Gud. Men hvordan skulle disse to steder modsige hinanden -- det ene handler ikke om menneskets kraft, det andet tillægger Gud alt -- og ikke snarere passe overmåde fint sammen?
L59 Sed Diatribe sic est submersa, suffocata et corrupta sensu cogitationis illius carnalis (frustra praecipi impossibilia), ut non queat sibi temperare, quin, quoties uerbum imperatiuum aut conjunctiuum audierit, mox suas sequelas annectat indicatiuas scilicet: praecipitur aliquid, ergo possumus et facimus, alioqui stulte praeciperetur. Men Diatriben er i den grad overskyllet, druknet og fordærvet af sin kødelige tankes mening (at det er forgæves at påbyde noget umuligt), så den ikke kan være mådeholden, ja, såsnart den hører et imperativisk eller konjunktivisk ord, knytter den straks sine indikativiske følgeslutninger til: Noget er foreskrevet, ergo kan gi også gøre det, ellers er det dumt at foreskrive det.
L60 Hinc erumpit et ubique uictorias iactat, quasi demonstratum habeat istas sequelas cum sua cogitatione esse ratas, ceu diuinam authoritatem. Hinc saecure pronunciat, quibusdam locis scripturae omnia tribui homini, ideo pugnantiam ibi et interpretatione opus esse, Et non uidet, hoc totum esse figmentum capitis sui, nullo uspiam scripturae apice firmatum, Deinde eiusmodi, ut, si admitteretur, neminem fortius confutaret, quam seipsam, ut quae per ipsum probet, (W733) siquid probat, omnia posse liberum arbitrium, cuius contrarium suscepit probandum. Af den grund farer den frem og pukker overalt på, at den har sejret, som om den havde demonstreret, at disse følgeslutninger og dens tanker var gyldige eller havde guddommelig autoritet. Af den grund bekendtgør den med sikkerhed, at nogle skriftsteder tillægger mennesket alt, derfor er der her en modsigelse og det er nødvendigt med en udllægning; og den ser ikke, at det altsammen er et opspind af dens eget hoved, som ikke er understøttet af såmeget som et iota i skriften; og endelig, at hvis man indrømmede den dette, var der ingen, der blev kraftigere gendrevet end den selv, fordi den, hvis den beviser noget, beviser, at den frie vilje kan alt, hvor den havde sat sig for at bevise det modsatte.
L61 Sic et illud toties repetit: Si nihil agit homo, nullus locus est meritis, Vbi meritis non est locus, ibi nec supplicijs nec praemijs locus erit. Iterum non uidet, quam seipsam istis carnalibus argumentis fortius confutet quam nos. (e25). Sådan gentager den også gang på gang dette: Hvis mennesket ikke udvirker noget, er der ikke plads til fortjenester, hvor der ikke er plads til fortjenester, der er der heller ikke plads til straf eller belønning. Heller ikke her ser den, at den med disse kødelige argumenter gendriver sig selv stærkere end den gendriver os.
L62 Quid enim probant istae sequelae, nisi totum meritum esse penes liberum arbitrium? Vbi tum gratiae locus erit? Porro si modiculum meretur liberum arbitrium, reliquum uero gratia, Cur totum praemium accipit liberum arbitrium? An modiculum etiam praemium illi fingemus? Si meritus locus est, ut praemijs locus sit, etiam tantum oportet meritum esse, quantum praemium. Hvad beviser nemlig disse følgeslutninger andet end at hele fortjenesten ligger hos den frie vilje? Hvor er der da plads til nåden? Ja, videre, hvis den frie vilje kun fortjener en lille smule, nåden resten, hvorfor er det så den frie vilje, der modtager hele belønningen? Eller skal vi også opfinde en ganske lille belønning til den? Hvis der er plads til fortjenester, for at der kan være plads til belønninger, så må belønningen være ligeså stor som fortjenesten.
L63 Sed quid uerba et tempus perdo in re nihili? Vt etiam omnia consisterent, quae Diatribe machinatur, et esset partim hominis, partim Dei opus, quod meremur, tamen illud ipsum opus non possunt definire, quid, quale et quantum esset, ideo disputatio est de lana caprina. Men hvorfor spilder jeg dog ord og tid på den slags intetheder? Selv om også det var sandt, hvad Diatriben udtænker, så det dels var menneskets, dels Guds gerning, som skaffer os fortjeneste, så kan de dog ikke selv definere denne gerning, hvad, hvordan og hvormeget den er, derfor er dette en strid om kejserens skæg.
L64 Nunc uero, cum nihil eorum probet, quae dicit, nec pugnantiam, nec interpretationem, nec locum, qui totum homini tribuit, ostendere possit, omnia uero sint suae cogitationis phantasmata, salua et inuicta stat similitudo Pauli de figulo et luto, quod non nostri arbitrij est, qualia uasa formemur. Men nu, hvor den ikke kan bevise noget af det, som den siger, hverken modsigelsen eller fortolkningen, og den heller ikke kan påvise det sted, som tillægger menneket alt, men alt er dens egne tankers drømmebilleder, nu står Paulus' sammenligning om pottemageren og leret frelst og ubesejret, at det ikke står i vor viljes magt, hvilken slags kar vi bliver dannet til.
L65 Exhortationes uero Pauli: Siquis esse emundauerit, et similes, sint formae, secundum quas nos formari debemus, non autem testes nostri operis aut studij. Haec de locis illis, de induratione Pharaonis et de Esau et de figulo satis dicta sint. Men Paulus' formaninger: Hvis nogen renser sig, og den slags, lad dem være former, hvorefter vi bør danne os, men ikke vidnesbyrd om vore gerninger eller bestræbelser. Lad dette være nok om disse steder, om Faraos forhærdelse, om Esau og om pottemageren.
Videre til W727.


Noter:

Note 1: Hele dette afsnit igennem, L36-L43, har jeg oversat 'indignus' og 'immeritus', så det tydeliggøres, at ordene forstås i begge retninger, altså, så jeg ikke blot siger, at 'Gud frelser nogen ufortjent', og at 'Gud fordømmer nogen ufortjent', men tydeliggør det, så jeg siger, at 'Gud frelser nogen, der ikke har fortjent frelse', og at 'Gud fordømmer nogen, der ikke har fortjent fordømmelse'. Afsnittet er, tror jeg, et forsøg på at vise, hvordan fornuften må tænke. Fornuften, siger Luther i 'De votis', kan ikke bruges positivt til at sige, hvad der bør tros, men kan dog bruges negativt til at afsløre den falske opfattelse. (vot-10/2). Det gør han i 'De votis' med munkeløfterne, de er imod deres egen fornuft, hævder han. Og det gør han her med fornuftens forargelse over Guds fordømmelse.

Dette er altså et forsøg på tolkning, der er smuttet med over i oversættelsen og vel også må gøre det. Måske denne tolkning ikke er holdbar. Til sidst, i L43, er jeg nødt til at tage et vist forbehold. Her er jeg nødt til at hævde, at Luther i den grad går op i sin forklaring af fornuftens vildveje, at han selv bliver grebet af den: Han hævder, at det til dommedag tros, at Gud fordømmer nogen, der ikke har fortjent fordømmelse. Det kan han dog vist ikke mene, han, der dog ellers fastslår, at alle mennesker er syndere. Han kan muligvis lade sig narre af sin egen upræcise udtryksmåde; 'immeritos' kan også betyde, 'nogen, der ikke har nogen fortjeneste at fremvise'. Men bruges den forståelse overalt i afsnittet, ødelægges den omhyggeligt opbyggede logiske modsætning.

Note 2: Angående Luthers kritik af Erasmus, fordi han bebrejder ham noget, Karlstadt har sagt (at det er ånden, der udrækker et menneskes hånd), se W621/8. Erasmus' svar på kritikken, se W621/h1.

Note 3: