Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 11-12.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 722. Jakob og Esau..

e1 III a 11. Sed hisce de rebus satis, quod ad hunc locum attinet. Nunc ad alterum de Esau et Iacob, de quibus nondum natis oraculo responsum est: 'Maior serviet minori', ut habetur Genesis 25 [23]: Sed haec vox non proprie pertinet ad homines salutem; potest enim deus velle, ut homo velit nolit servus sit aut pauper, ut tamen non reiciatur ab aeterna salute. (L7). Dog herom nok, såvidt det har med dette skriftsted at gøre. Nu til det andet om Esau og Jakob, til hvem en profeti lød, før de blev født: 'Den ældste skal tjene den yngste', som det står i Gen 25,23. Men dette ord har ikke egentlig noget med menneskets frelse at gøre; Gud kan nemlig beslutte sig til, at mennesket, hvad enten han vil eller ej, skal være slage eller være fattig, uden at han dog udelukker ham fra den evige frelse.
e2 Ceterum, quod attexit ex Malachiae cap. 1 [2]: 'Iacob dilexi, Esau autem odio habui', si literam urgeas, deus nec amat, quemadmodum nos amamus, nec odit quenquam, cum in hunc non cadant affectus huiusmodi. (L25). Forøvrigt, hvad Paulus tilføjer fra Mal 1,2: 'Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg', så må man sige, hvis du lægger vægt på den bogstavelige mening, at Gud ikke elsker sådan som vi elsker, ejheller hader han nogen, eftersom den slags affekter er ham fremmed.
e3 Praeterea, quod coeperam dicere, videtur illic loqui propheta non de odio, quo damnatur in aeternum, sed de afflictione temporaria, veluti dicitur ira ac furor dei. Reprehenduntur illic, qui volebant exstruere Idumaeam, quam deus volebat manere dirutam. (L16) (L32). Og forøvrigt, og det var det, jeg ville sige, synes profeten ikke her at tale om det had, hvorved vi bliver fordømt i evighed, men om en timelig trængsel, sådan som der tales om Guds vrede og raseri. De får dèr den bebrejdelse, at de ville opbygge Edom, som Gud ville skulle forblive i ruiner.
e4 III a 12. Porro, quod attinet ad tropologiam, nec omnes gentes dilexit deus nec omnes Iudaeos odit, sed ex utraque gente quosdam elegerat, ut hoc testimonium apud Paulum non admodum pugnet ad probandam necessitatem, sed potius ad retundendam arrogantiam Iudaeorum, qui credebant sibi proprie deberi gratiam evangelicam, quod essent posteritas Abrahae, et gentes abominabantur nec recipi patiebantur ad evangelicae gratiae consortium. (L43). Og hvad videre billedtalen angår, så er det hverken sådan, at Gud elsker alle hedninger eller hade alle jøder, men af begge folk udvælger han nogle, så at dette vidnesbyrd hos Paulus ikke så meget søger at bevise nødvendigheden, men snarere søger at neddæmpe jødernes anmasselse, fordi de troede, at de i særlig grad havde krav på den evangeliske nåde, eftersom de var Abrahams efterkommere, og fordi de afskyede hedningerne og ikke tillod, at de blev optaget i den evangeliske nådes fællesskab.
e5 Id paulo post explicans dicit: 'Quos et vocavit, non solum ex Iudaeis' etc. (Rom 9,24) Quoniam autem deus, quos odit aut diligit, ex justis causis odit aut diligit, non magis officit libertate arbitrii odium et amor, quo prosequitur nascituros, quam quo natos. Dette forklarer han lidt efter sådan: '... dem han har kaldet, ikke blot fra jøderne' osv. Men fordi Gud hader og elsker dem, han hader og elsker, af retfærdige grunde, så skader hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de ikke-fødte, ikke mere viljens frihed, end hadet og kærligheden, hvormed han forfølger de fødte.
e6 Nondum natos odit, quia certo praescit illos gesturos odio digna; natos odit, quia committunt odio digna. Iudaei, qui erant populus dilectus, reiecti sunt, et gentes, qui non erant populus, receptae sunt. (L44). De endnu ikke fødte hader han, fordi han med sikkerhed forudser, at de vil gøre noget, hvorved de fortjener had; dem, der er født, hader han, fordi de begår noget, der fortjener had. Jøderne, der var det udvalgte folk, bliver forkastet, og hedningerne, som ikke var noget folk, bliver antaget.
e7 Quare Iudaei recisi sunt ab olea? Quia noluerunt credere. Quare insitae gentes? Quia oboedierunt evangelio. Hanc causam affert ipse Paulus: 'Propter incredulitatem', inquit, 'tracti sunt', (Rom 11,20) utique quia credere noluerunt. Hvorfor bliver jøderne skåret af fra oliventræet? Fordi de ikke ville tro. Hvorfoor bliver hedningerne sat ind? Fordi de adlød evangeliet. Denne begrundelse anfører Paulus selv: 'På grund af deres vantro', siger han, 'blev de skåret bort', i hvert fald, fordi de ikke ville tro.
e8 Et exsectis facit spem, ut rursus inserantur, si relicta incredulitate voluerint credere, et insitis inicit metum, ne excidantur, si averterint sese a gratia dei. Og de, der er skåret af, giver han et håb om atter at blive indpodet, hvis de forlader deres vantro og vil tro, og de indpodede indgiver han frygt for at bliver skåret af, hvis de vender sig bort fra Guds nåde.
e9 'Tu', inquit, 'fide stas, noli altum sapere, sed time'. (Rom 11,20) Ac mox: 'Ut non sitis vobismet ipsis sapientes'. (Rom 11,25) Haec nimirum arguunt Paulum hoc illic agere, ut reprimat gentium simul et Iudaeorum arrogantiam. 'Du', siger han, 'står fast takket være troen. Vær ikke hovmodig, men frygt'. Og straks efter: 'At I ikke skal regne jer for vise'. Disse steder beviser utvivlsomt, at Paulus her har til hensigt på én gang at dadle hedningernes og jødernes anmasselse.
Videre til Diatriben III a 13.


Fra Luthers De servo arbitrio, W722:
L6 Haec de Primo loco, qui fuit de induratione Pharaonis, qui tamen omnes locos et multas copias inuoluit, easque inuictas. Nunc alterum uideamus de Iacob et Esau, de quibus necdum natis dictum est: Maior seruet minori. (Gen 25,23). Så meget om det første sted, som handlede om Faraos forhærdelse, men dog involverede alle steder og mange soldater, og det ubesejrede sådanne. Nu vil vi se på det andet sted om Jakob og Esau, om hvilke der, førend de blev født, blev sagt: Den ældste skal tjene den yngste.
L7 Hunc locum sic eludit Diatribe, quod proprie non pertinet ad salutem hominis, potest enim Deum uelle, ut homo seruus sit et pauper, uelit, nolit, nec tamen reijciatur ab aeterna salute. (e1) Dette sted undviger Diatriben på den måde, at den siger, det ikke i sig selv har noget med menneskets frelse at gøre, Gud kan nemlig ville, at mennesket skal være slave eller være fattigt, hvad enten det vil eller ej, og dog ikke forkaste det fra den evige frelse.
L8 Vide quaeso, quot diuerticula et effugia quaerat, lubricus animus et qui ueritatem fugit, Nec tamen effugit. Esto sane, locus ille non pertineat ad salutem hominis, de quo (W723) infra, nunquid ideo nihil efficit Paulus, qui illum adducit? Prøv lige her og se, hvormange smutveje og udflugter den slibrige sjæl og den kræver, der vil flygte fra sandheden, uden dog at kunne komme fri af den. Jamen, så lad det da være sådan, at dette sted ikke har noget med menneskets frelse at gøre, det tager jeg op senere, mon derfor ikke Paulus, når tager dette sted frem, vil have noget ud af det?
L9 Ridiculumne aut ineptum faciemus Paulum in disputatione tam seria? Verum illud Hieronymianum est, qui non uno loco audet superciliose satis, sed simul ore sacrilego dicere, Ea pugnare apud Paulum, quae locis suis non pugnant; hoc est tantum dicere: Paulus, cum fundamenta dogmatis Christiani iacit, nihil facit, nisi quod deprauat scripturas diuinas et ludis animas fidelium, sententia suo cerebro efficta et scripturis uiolenter intrusa. Gør vi ikke Paulus latterlig og dum i en så alvorlig diskussion? Men dette er en rigtig 'Hieronymusser'. Han vover ikke ikke blot ét sted med rynkede bryn men blasfemisk mund at sige: Dette modsiger noget hos Paulus, selv om stederne ikke modsiger hinanden; dette er at sige så meget som: Paulus gør kun det, når han lægger fundamentet til de kristne dogmer, at han ødelægger de guddommelige skrifter og narrer de troendes sjæle ved at opfinde en mening fra sin egen hjerne og med vold ødelægger skriften.
L10 Sic honorari debet spiritus in sancto illo et electo organo Dei Paulo. Atque ubi Hieronymus cum iudicio legi debeat, et hoc dictum eius inter ea numerari, quae multa uir ille (ea fuit oscitantia et hebetudo eius in scripturis intelligendis) impie scribit, Diatribe ipsum sine iudicio arripit, nec glosa saltem aliqua dignatur mitigare, sed uelut certissimo oraculo, scripturas diuinas et iudicat et temperat. Sådan bør man ære ånden i dette hellige og udvalgte Guds redskab, nemlig i Paulus. Og hvor Hieronymus burde læses med omtanke, og dette citat regnes med til det meget gudsløse, som den mand har skrevet (det er netop hans søvnighed og afstumpethed i at forstå skriften), så tager Diatriben det til sig uden at bedømme det, uden at finde ham værdig til at få det han har skrevet formildet med en eller anden kommentar, men han skal næsten som et stensikkert orakel både bedømme og udmåle skriften.
L11 Sic impia hommum [hominum?] dicta pro regulis et mensuris diuinae scripturae accipimus. Et adhuc miramur, illam fieri ambiguam et obscuram, patresque tot in illa caecutire, cum hac ratione impia et sacrilega fiat. Sådan lader vi ugudelige menneskers udsagn gælde for regel og mål for de guddommelige skrifter. Og derefter undrer vi os over, at skriften bliver tvetydig og dunkel, og at så mange fædre var blinde i den, når det sker på denne gudløse og blasfemiske måde.
L12 Anathema sit igitur, qui dixerit, ea non pugnare locis suis, quae apud Paulum pugnant. Hoc enim dicitur solum, sed non probatur, Dicitur uero ab ijs, qui neque Paulum nec locos ab eo citatis intelligunt, sed uocabulis acceptis, suo, id est, impio sensu, falluntur. Forbandet være da den, der påstår, at det, der er modsigende hos Paulus, ikke er det på sit sted. For det er kun noget, man siger, ikke noget, man beviser. Men det siges af dem, der hverken forstår Paulus eller de steder, de citerer, men narrer sig selv, idet de forstår ordene, men forstår dem efter deres egen mening, det vil sige, en gudløs mening.
L13 Vt enim maxime hic locus Gene. 25. de seruitute temporali sola intelligeretur (quod non est uerum), tamen a Paulo recte et efficaciter adducitur, dum per ipsum probat, non per merita Iacob aut Esau, Sed PER VOCANTEM dictum esse ad Saram: Maior seruiet minori. Selv om så steder her i Gen 25,23 fortrinsvis skulle forstås alene om den timelige trældom (hvilket ikke er sandt), så fremfører Paulus det dog ret og virkningsfuldt, idet han med det beviser, at det ikke var ved Jakobs eller Esaus fortjeneste, at det blev sagt til Sara: Den ældste skal tjene den yngste, men ved ham, der kaldte dem.
L14 Paulus disputat an illi uirtute aut meritis liberi arbitrij peruenerint ad id, quod de eis dicitur, probatque, quod non, sed sola uocantis gratia eo peruenerit Iacob, quo non peruenit Esau. Paulus diskuterer, om det var ved den frie viljes dyd eller fortjeneste, at de to nåede frem til det, der blev sagt om dem, og beviser, at det var det ikke, nej, det var alene ved den kaldendes nåde, at Jakob nåede det, som Esau ikke nåede.
L15 Probat autem id inuictis uerbis scripturae, scilicet quod nondum nati, item, nihil boni aut mali operati fuerint. (Rom 9,11) Atque in hac probatione situm est pondus rerum, hoc agitur in ista caussa. Men han beviser det med skriftens ubesejrede ord, nemlig, 'at de endnu ikke var født', og: 'at de endnu ikke havde gjort noget godt eller ondt'. Og i dette bevis ligger tingenes kernepunkt, det er det, sagen drejer sig om.
L16 Diatribe uero istis omnibus egregia Rhetorica transitis et dissimulatis, disputat nihil de meritis, quod tamen suscepit ut faceret, quod et tractatio Pauli exigit, sed de seruitute temporali cauillatur, quasi hoc aliquid ad rem pertineat, tantum ne uideatur uicta potentissimis Pauli uerbis. (e3). Men Diatriben forbigår og ignorerer alt dette med fortrinlig veltalenhed, disputerer ikke om fortjeneste, hvad den dog havde sat sig for at ville gøre, og hvad også Paulus' gennemgang kræver, men laver udflugter om den timelige tjeneste, som om dette har noget med sagen at gøre, kun for at man ikke skal se, at den er besejret af Paulus' overvældende kraftige ord.
L17 Quid enim haberet, quod ogganniret contra Paulum pro lib. arbitrio? Quid lib. arb. iuuit Iacob? Quid obfuit Esau? cum iam praescientia et destinatione Dei, uterque nondum natus, nihilque operatus, definitus esset, qualia eset recepturus, scilicet, ut ille seruiret, hic dominaretur, Praemia decernuntur, antequam operarij nascantur et operentur. For hvad ville den have at bjæffe imod Paulus til gunst for den frie vilje med? Hvad hjalp den frie vilje Jakob? Hvad skadede den Esau? Eftersom det allerede ved Guds forudviden og bestemmelse, før nogen af dem var født, var afgjort, hvad de skulle have, nemlig at den ene skulle tjene, den anden herske. Lønnen er fastsat, førend arbejderne blev født og arbejdede.
L18 Hic debuit respondere Diatribe, Hoc urget Paulus, quod nihil boni, nihil mali adhuc fecerint, et tamen sententia diuina alter dominus, alter seruus decernitur. Her var det, Diatriben skulle svare. Det står Paulus fast på, at de endnu ikke havde gjort noget godt eller noget ondt, og dog blev det bestemt efter den guddommelige afgørelse, at den ene skulle være herre, den anden tjener.
L19 Non hoc quaeritur, an seruitus illa pertinet ad salutem, sed: (W724) quo merito illa imponitur ei, qui non meruerat? Sed molestissimum est cum prauis istis studijs torquendae et eludendae scripturae conflictari. Her spørges ikke, om dette, at han var tjener, havde noget med frelsen at gøre, men: ved hvilken fortjeneste blev dette lagt på ham, som ikke havde fortjent det? Men det er højst ubehageligt at strides med disse forvendte lyster til at fordreje og gå udenom skriften.
L20 Deinde quod non de seruitute sola agat Moses, et etiam in hoc recte faciat Paulus, quod de salute aeterna intelligat (quanquam hoc non ita faciat ad rem, tamen non patiar Paulum calumnijs sacrilegorum contaminari), conuincitur ex ipso textu. Dernæst: At Moses ikke alene lader det handle om underkastelse, og at Paulus også i det stykke har ret, når han forstår det om den evige frelse (skønt det ikke gør noget til sagen, så tåler Paulus dog ikke at besudles af disse blasfemikeres fornærmelser), det fremgår med overbevisende klarhed af teksten selv.
L21 Sic enim habet oraculum in Mose: Duo populi ex utero tuo diuidentur, populusque populum superabit et maior seruiet minori. (Gen 25,23). Hic manifeste duo populi discernuntur, Alter in gratiam Dei recipitur, licet minor, ut uincat maiorem, non quidem uiribus, sed fauente Deo. Således lyder nemlig forjættelsesordet hos Moses: To folkeslag skal udgå af dit moderskød, det ene folk skal overgå det andet, den ældste skal tjene den yngste. Her skelnes der tydeligt mellem to folk, det ene modtager Guds nåde, skønt det er det mindste, så det besejrer det største, dog ikke ved egne kræfter, men ved Guds nåde.
L22 Alioqui, quomod uincat minor maiorem, nisi Deus sit cum eo? Cum igitur minor sit futurus populus Dei, non sola ibi dominatio externa tractatur aut seruitus, sed omnia quae pertinet ad populum Dei, id est, benedictio, uerbum, spiritus, promissio Christi, et regnum aeternum, id quod etiam latius postea scriptura confirmat, ubi Iacob benedici et promissiones et regnum accipere describit. (Gen 27,27ff). Hvordan ville ellers det mindste kunne besejre det største, hvis ikke Gud var med det? Da derfor det mindste var det fremtidige Guds folk, behandler Moses her ikke blot det ydre herredømme eller underkuelse, men alt, hvad der har med Guds folk at gøre, det vil sige, velsignelsen, ordet, ånden, Kristi forjættelse og det evige herredømme, hvad også skriften senere bekræfter mere udførligt, hvor den beskriver, hvordan Jakob modtager velsignelserne, forjættelserne og herredømmet.
L23 Quae omnia Paulus breuiter indicat, dum dicit, maiorem seruiturum esse minori, nos ad Mosen remittens latius haec tractandem, ut possis contra Hieronymo et Diatribes sacrilegam sententiam dicere, fortius ea pugnare locis suis, quam apud Paulum, quaecunque adducit, id quod non solum de Paulo uerum est, sed de omnibus Apostolis, qui scripturas adducunt, tanquam testes et assertrices suis sermonis. Og alt det antyder Paulus kort, når han siger, at den ældste skal være tjener for den yngste, idet han viser os tilbage til Moses, der behandler dette mere udførligt, så man kan imod Hieronymus' og Diatribens blasfemiske mening sige, at disse ting modsiger hinanden mere i deres skrifter, end hos Paulus, hvad den end senere føjer til; og dette er sandt ikke blot om Paulus, men om alle apostlene, når de bruger skriften som et vidnesbyrd om og en bekræftelse på deres ord.
L24 Ridiculum uero esset, id pro testimonio adducere, quod nihil testetur neque faciat ad rem. Si enim inter Philosophos ridiculi sunt, qui ignotum per ignotius aut per impertinens probant, qua fronte nos hoc tribuemus summis ducibus et authoribus Christianae doctrinae, in qua pendet animarum salus? praesertim ubi ea docent, quae sunt capita fidei. Sed ista decent eos, qui scripturis diuinis serio non afficiuntur. Men det ville være latterligt at fremføre det som vidnesbyrd, som ikke bevidner noget eller gør noget til sagen. Hvis det nemlig blandt filosoffer er latterligt at bevise det ukendte med noget mere ukendt eller med noget, der ikke har med sagen at gøre, hvor frækt ville det så ikke være af os, hvis vi ville tillægge denne fejl de højeste ledere og autoriteterne med hensyn til den kristne lære, den hvoraf sjælenes frelse afhænger? især, hvor de lærer det, der er troens hovedsag. Men den slags kan netop de lave, der ikke tager den guddommelige skrift alvorlig.
L25 Illud uero Malachiae, quod Paulus attexit: Iacob dilexi, Esau autem odio habui, triplici industria torquet. Prima est: Si literam urgeas (inquit), Deus non amat, quemadmodum nos amamus, nec odit quenquam, cum in Deum non cadant affectus huiusmodi. (e2). Men det sted hos Malakias, som Paulus har føjet til: 'Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg', fordrejer Diatriben med omhu på tre måder. Den første måde er, at den siger, at Gud ikke elsker, sådan som vi elsker, og han hader heller ikke nogen, eftersom der i Gud ikke findes den slags følelser.
L26 Quid audio? An nunc quaeritur, quomodo Deus amat et odiat, ac non potius, Cur amet et odiet? Quo merito nostro amet et odiat, quaeritur. Hvad må jeg høre? Mon vi nu skal efterforske, på hvilken måde Gud elsker og hader, og ikke snarere, hvorfor Gud elsker og hader? For hvilken fortjenestes skyld elsker eller hader han, det er, hvad der er spørgsmålet.
L27 Pulchre scimus, quod Deus non amat aut odit, quemadmodum nos, siquidem nos mutabiliter et amamus et odimus, ille aeterna et immutabili natura amat et odit, sic non cadunt in illum accidentia et affectus. Vi véd da udmærket, at Gud ikke elsker eller hader, på samme måde som vi gør, eftersom vi elsker og hader på foranderlig måde, men han elsker og hader ud fra sin evige og uforanderlige natur, på den måde findes der ikke tilfældigheder og følelser i ham.
L28 Atque hoc ipsum est, quod liberum arbitrium cogit nihil esse, quod aeternus et immutabilis sit amor, aeternum odium Dei erga (W725) homines, antequam mundus fieret, non solum ante meritum et opus lib. arbitrij, omniaque necessario in nobis fieri, secundum quod ille uel amat uel non amat ab aeterno, Vt non solum amor Dei, sed etiam modus amandi necessitatem nobis inferat, ut uideas, quam prosint Diatribe sua effugia, ut ubique magis impingat, quo magis euadere nititur, adeo non succedit ueritati reluctari. Og det er netop dette, der tvinger til at sige, at den frie vilje ikke eksisterer, eftersom Guds kærlighed er evig og uforanderlig og Guds had evigt overfor menneskene, stammende fra før verden blev til, ikke blot før den frie viljes fortjeneste og gerning, og til at sige, at alt sker i os med nødvendighed, alt eftersom han enten elsker eller ikke elsker fra evighed af; så at ikke blot Guds kærlighed, men også måden at elske på påfører os nødvendighed, så man kan se, hvor meget Diatribens udflugter gavner, så den overalt støder så meget mere på, som den søger at undslippe, så lidt lykkes det den at sætte sig imod sandheden.
L29 Sed esto, Valeat tibi tropus, ut amor Dei sit effectus amoris, et odium Dei sit effectus odij, Numquid illi effectus citra et praeter uoluntatem Dei fiunt? An hic etiam dices, Deum non uelle quemadmodum nos, nec effectum uolendi in illum cadere? Men lad det bare være, lad det være sådan, at denne billedtale har gyldighed for dig, at Guds kærlighed skyldes kærlighed, og Guds had skyldes had, mon disse virkninger sker ud over eller forud for Guds vilje? Mon du også her vil sige, at Gud ikke vil på samme måde som vi vil, og at følelsen 'at ville' ikke findes i ham?
L30 Si fiunt igitur effectus illi, non nisi uolente Deo fiunt. Iam quod uult Deus, hoc aut amat aut odit. Responde igitur, quo merito amatur Iacob et oditur Esau, antequam nascuntur et operantur? Hvis altså disse virkninger sker, sker de ikke uden Gud vil det. Hvad nu Gud vil, det enten elsker eller hader han. Svar altså, for hvilken fortjenestes skyld han elsker Jakob og hader Esau, førend de blev født og gjorde nogen gerning.
L31 Stat igitur Paulus optime Malachiam inducens pro sententia Mosi, Scilicet quod ideo uocarit Iacob antequam nasceretur, quia dilecerit eum, non autem dilectus sit prius a Iacob, aut merito eius ullo permotus, ut ostenderetur in Iacob et Esau, quid nostrum queat liberum arbitrium. Altså har Paulus ret, når han på bedste måde indfører Malakias for at understøtte Moses' sætning, nemlig, at han af den grund kaldte Jakob, før han blev født, at han elskede ham, uden først at være elsket af Jakob eller bevæget ved nogen fortjeneste fra hans side, så at det på Jakob og Esau kan påvises, hvad vores frie vilje kan.
L32 Altera industria est, quod Malachias non uidetur loqui de odio, quo damnatur in aeternum, sed de temporaria afflictione; Reprehenduntur enim, qui extruere uolebant Edomaeam. (e3) Det andet, Diatriben vil med sin omhu, er, at Malakias ikke synes at tale om et had, som fordømmer i evighed, men om en timelig trængsel; der rettes nemlig bebrejdelse imod dem, som vil opbygge Edom.
L33 Hoc iterum dicitur ad contumeliam Pauli, quasi uim fecerit scripturis. Adeo nihil ueremur maiestatem spiritus sancti, modo nostra statuamus. Sed feremus interim contumeliam hanc, uideamusque quid efficiat. Dette siges igen for at rette bebrejdelse mod Paulus, som om han gør vold på skriften. På den måde ærer vi ikke den helligånds majestæt, blot vi kan fastholde vor egen sag. Men lad os blot finde os i denne bebrejdelse og se, hvad den fører til.
L34 Malachias de afflictione temporali loquitur. Quid inde? aut quid hoc ad rem? Paulus ex Malachia probat illam afflictionem sine merito, soloque odio Dei illatam Esau, ut lib. arbitrium nihil esse concludat. Malakias taler altså om en timelig trængsel. Hvad fører det til? eller hvad har det med sagen at gøre? Paulus beviser ud fra Malakias, at denne trængsel påføres Esau, uden nogen fortjeneste, alene ud fra Guds had, så han konkluderer, at den frie vilje ikke eksisterer.
L35 Hic urgeris, hic responderi oportuit. Nos de merito disputamus, tu de mercede loqueris, et sic loqueris, ut non eludas tamen quod uoluisti, imo, cum de mercede loquaris, meritum confiteris. At illud dissimulas te uidere. Dic igitur, quae fuit caussa, amandi Jacob et odio habendi Esau apud Deum, cum illi nondum essent? Her skulle du stå fast, her skulle du komme med svar. Vi disputerer om fortjeneste, du taler om løn, og du taler sådan om det, at du dog ikke undgår det, du ville, tværtimod, når du taler om løn, bekender du fortjenesten. Men du tilslører det, så du ikke får øje på det. Sig derfor, hvad var grunden til, at Gud elskede Jakob og hadede Esau, da ingen af dem endnu var født?
L36 Iam et illud falsum est, quod Malachias solum de temporaria afflictione loquatur, nec illi res de Edomaea destruenda, totumque Prophetae sensum peruersis hac industria. Nu er også det forkert, at Malakias alene taler om timelige trængsler, han lægger heller ikke vægt på Edoms ødelæggelse, og du fordrejer helt profetens mening med denne første omhu.
L37 Propheta clasissimis uerbis satis indicat quid uelit, Nempe, Israelitis exprobat ingratitudinem, quod, cum eos dilexerit, illi uicissim neque diligant, ut patrem, neque timeant, ut dominum. Profeten siger, hvad han vil, med tilstrækkelig klare ord, han vil nemlig bebrejde israelitterne deres utaknemlighed, fordi de, da han elskede dem, ikke har elsket ham til gengæld som faderen eller frygtet ham som Herren.
L38 Dilexisse autem se probat tam scriptura quam opere, Nempe, quod, cum Iacob et Esau essent fratres, ut Moses scribit Gen. 25, Iacob tamen dilexerit et elegerit antequam nasceretur, sicut dictum est paulo ante, Esau uero sic oderit, ut regionem eius redegerit in solitudinem, Deinde ea pertinacia odiat et pergat, ut, cum Iacob reduxerit de captiuitate et restituerit, Edomaeos tamen non sinat restitui, sed, etiamsi dixerint sese uelle aedificare, ipse minetur eis destructionem. Men at han elskede dem, beviser han dels gennem skriften dels gennem gerningen, at nemlig, skønt Jakob og Esau var brødre, som Moses skriver Gen 25, har han dog elsket og udvalgt Jakob, før han blev født, sådan som han sagde lidt tidligere, men hadet Esau i den grad, at han gjorde hans land til ørken; og at han videre har hadet til stadighed og er fortsat dermed, så, skønt han førte Jakob tilbage fra fangenskabet og genopbyggede ham, tillod han dog ikke Edom at genopbygges, men selv om de sagde, at de ville opbygg, truede han dem med ødelæggelse.
L39 Si non haec (W726) habet textus ipse apertus Prophetae, arguat me mendacij totus orbis. Non igitur reprehenditur hic temeritas Edomaeorum, sed (ut dixi) ingratitudo filiorum Iacob, qui non uident, quid illis conferat, et fratribus suis Edomaeeis aufferat, nulla caussa, nisi quia hic odit, illic amat. Hvis ikke den klare tekst hos profeten indeholdet dette, ville hele verden tro, jeg løj. Her er det derfor ikke Edomitternes ubetænksomhed, der får bebrejdelse, men som jeg har sagt, Jakobs sønners utaknemlighed, fordi de ikke ser, at hvad han tildeler dem og fratager deres brødre, Edomitterne, gør han uden anden grund end den, at han hader den ene, men elsker den anden.
L40 Quomodo nunc stabit, quod Propheta de temporaria afflictionen loquatur? cum euidentibus uerbis testetur, sese loqui de duobus populis, a duobus Patriarchis natis, illum susceptum in populum et seruatum, hunc uero relictum et tandem destructum. Hvordan kan det nu fastholdes, at profeten taler om timelige trængsler? når han med soleklare ord bevidner, at han taler om to folk, født at to patriarker, og at det ene er antaget og bevaret som folk, men det andet forladt og endelig ødelagt.
L41 Suscipere uero in populum, et non suscipere in populum, non pertinet ad temporaria bona uel mala tantum, sed ad omnia. Neque enim Deus noster tantum temporalium Deus est, sed omnium. Men at bevare eller ikke bevare som folk, har ikke kun med timelige goder eller onder at gøre, det har med alt at gøre. Ejheller er Gud kun Gud for vort timelige liv, men for hele vort liv.
L42 Neque tibi Deus esse aut coli uolet dimidio humero aut claudicante pede, sed totis uiribus totoque corde, ut tibi sit Deus tam hic quam in futuro, et in omnibus rebus, casibus, temporibus et operibus. Og han vil ikke være din Gud eller dyrkes af dig med en halv skulder eller med en hinkende fod, men af alle dine kræfter og af hele dit hjerte, så at han kan være Gud for dig både her og i fremtiden og i alle ting, situationer, tider og gerninger.
L43 Tertia industria est, Quod tropologico sensu, nec omnes gentes diliget, nec omnes Iudaeos odit, Sed ex utraque gente aliquos. Hac tropologia efficitur, ut testimonium hoc (ait) nihil pugnet ad probandam necessitatem, sed ad arrogantiam Iudaeorum retundendam. (e4). Den tredie fordrejende omhu har med det at gøre, at han, i billedtalens forstand, ikke elsker alle hedninger eller hader alle jøder, men kun nogle i hvert folk. Ved hjælp af denne billedtale, siger Diatriben, bevirkes det, at dette vidnesbyrd ikke stræber efter at bevise nødvendigheden, men efter at neddæmpe jødernes anmasselse.
L44 Hac uia facta, euadit deinde illuc Diatribe, ut nondum natos odisse Deum dicatur, quia praescit illos gesturos odio digna; sic odium Dei et amor nihil officit liberi arbitrij. (e6). Når Diatriben betræder denne vej, ender den med her at hævde, at Gud kan siges at hade dem, der endnu ikke er født, fordi han forud véd, at de vil gøre ting, der har fortjent had; sådan støder Guds had og kærlighed ikke an mod den frie vilje.
L45 Tandem concludit, Iudaeos merito incredulitatis excisos de olea, Gentes merito fidei insertas, idqud authore Paulo, spemque facit excisis rursus inserendi, et insisit metum, ne excidantur. Moriar, si Diatribe ipsa intelligit quid loquatur. Sed est forte et hic Rhetoricum schema, quod docet, sensum obscurare, si qua periculum instat, ne capiaris uerbo. Endelig konkluderer Diatriben, at jøderne blev skåret af oliventræet på grund af deres vantro, og at hedningerne blev indpodet på grund af deres tro, ifølge Paulus, og at han giver de afskårne håb om atter at blive indpodet, og de indpodede frygt for at blive afskåret. Jeg vil æde min gamle hat på, at Diatriben ikke forstår, hvad den selv siger. Men det er måske også her et retorisk skema, som lærer, at man skal tilsløre meningen, hvis der betår nogen fare for, at man kan blive fanget af sine ord.
L46 Nos tropologias hoc loco nullas uidemus, quas Diatribe sibi somniat nec probat. ideo nihil mirum, si illi non pugnet testimonium Malachiae in sensu tropologico, qui ipse nullus est. Vi kan på dette sted ikke se den billedtale, som Diatriben drømmer sig til uden at bevise den. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Malakias' vidnesbyrd i billedtalens betydning, som ikke er tilstede, ikke modsiger Diatriben.
L47 Deinde nos non de excisione et insertione disputamus, de quibus Paulus loquitur dum exhortatur. Scimus fide inseri, infidelitate excidi homines, eosque exhortandos esse ut credant, ne excidantur. Sed hinc non sequitur, neque probatur, eos posse credere aut discredere ui liberi arbitrij, de quo nos agimus. Men vi diskuterer ikke om afskæring og indpodning; det taler Paulus om, når han formaner. Vi véd, at mennesker indpodes på grund af troen, og afhugges på grund af vantro, og at de bliver formanet til at tro, så de ikke afskæres. Men heraf følger ikke og det kan ikke bevises, at de kan tro eller være vantro ved den frie viljes kraft, som er det, vi diskuterer.
L48 Non disputamus, qui sunt credentes, qui non, qui Iudaei, qui gentes, quid sequatur credentes et discredentes, hoc ad exhortatorem pertinet, Sed hoc disputamus, quo merito, quo opere perueniant ad fidem, qua inserentur, aut ad infidelitatem, qua exciduntur, hoc ad doctorem pertinet. Vi diskuterer ikke, hvem der er troende, hvem ikke, hvem der er jøde, hvem hedning, hvad der sker med de troende og de vantro, det hører formaningen til. Men det diskuterer vi, på grund af hvilken fortjeneste, på grund af hvilken gerning de når frem til troen, som indpodes, eller til vantroen, hvis de afskæres; det skulle læreren tage sig af.
L49 Hoc meritum nobis describe! Paulus docet, quod nullo nostro opere, sed solo amore et odio Dei contingat. Vbi uero contigerit, exhortatur, ut perseuerunt, ne excidantur. At exhortatio non probat, quid nos possimus, sed quid debeamus. Beskriv denne fortjeneste for os! Paulus lærer, at det ikke sker på grund af nogen af vore gerninger, men alene af Guds kærlighed og had. Men hvor det sker, formaner han, at de skal holde ud, så de ikke afskæres. Men en formaning beviser ikke, hvad vi kan, men hvad vi bør gøre.
L50 Cogor ego pene pluribus uerbis aduersarium tenere, ne alio uagetur deserta causa, quam ipsam caussam tractare, quanquam tenuisse eum in proposito, uicisse est, tam (W727) clara et inuicta sunt uerba, ideoque nihil fere agit, quam ut ea declinet, et sese e conspectu proripiat, aliudque agat, quam instituerat. Men jeg er tvunget til at bruge næsten flere ord på at holde min modstander fast, at han ikke skal lade sagen i stikken og gå andetsteds hen, end på at behandle sagen selv, selv om dette at have holde ham til de tema, han selv havde foresat sig, er at have sejret, så klare og uovervindelige er ordene, og derfor er det vel også, at han ikke gør andet, end at han glider af fra sagen, og begiver sig bort fra den og behandler noget andet, end hvad han havde foresat sig.
L51
L52
L53
Videre til W727.


Noter:

Note 1: Stedet hos Origenes er kilden for Erasmus frem til III a 17.

Note 2: