Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 9-10.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 719. Nødvendigheden.

e1 III a 9. Sed dixeris aliquis: Interim duplici nomine necessitas est in rerum eventis, quod nec praescientia dei falli possit nec voluntas impediri. Non omnes necessitas excludit liberam voluntatem, quemadmodum deus pater necessario gignit filium et tamen volens ac libere gignit, quia non coactus. (L15). Men nu vil nogen nok sige: Af og til gives der to slags nødvendigheder i det, der sker, fordi hverken kan Guds forudviden tage fejl, ejheller kan hans vilje forhindres. Ikke enhver nødvendighed udelukker den frie vilje, sådan som Gud Fader med nødvendighed avler sønnen og dog vil og avler frit, eftersom det ikke er tvunget.
e2 Potest et in humanis rebus aliqua poni necessitas, quae tamen non excludat libertatem nostrae voluntatis. Praesciebat deus et, quod praesciebat, aliquo modo volebat fore, ut Iudas proderet dominum. Man kan også i menneskelige anliggender anbringe en nødvendighed, som dog ikke udelukker vor viljes frihed. Gud har forudviden, og hvad han forudvéd, det vil han på én eller anden måde skal ske, såsom at Judas ville forråde Herren.
e3 Itaque si spectes dei praescientiam infallibilem et voluntatem immutabilem, necessario eventurum est, ut Iudas prodat dominum, et tamen Iudas poterat mutare voluntatem suam aut certe poterat non suscipere voluntatem impiam. (L18). Derfor hvis du ser hen til Guds ufejlbare og uforanderlige forudviden, så måtte det nødvendigvis ske, at Judas forrådte Herren, og dog kunne Judas forandre sin vilje, eller kunne undlade at give plads til sin gudløse vilje.
e4 Dices: Quid si mutasset? Non fuisset falsa dei praescientia nec impedita voluntas, cum hoc ipsum praesciturus fuerit ac voliturus, quod esset mutaturus voluntatem. Du vil sige: Hvad, hvis han ændrede sin vilje? Guds forudviden ville ikke være blevet falsk og hans vilje ikke forhindret, eftersom han netop havde forudviden om og vilje til, at Judas ville ændre sin vilje.
e5 In his qui rem scholastica subtilitate discutiunt, recipiunt necessitatem consequentiae, consequentis necessitatem reiciunt. I disse ting antager de, der diskuterer sagen med skolastisk grunddighed, en konsekvensbærende nødvendighed, men forkaster den konsekvensfølgende nødvendighed.
e6 Nam his verbis solent explicare, quod sentiunt. Fatentur enim necessario consequi, quod Iudas proditurus fuerit dominum, si hoc ab aeterno voluntate efficaci voluit deus, at negant consequi, quod ideo necessario proditurus sit, cum ex sua prava voluntate susceperit impium negotium. For med disse ord plejer de at forklare, hvad de mener. De indrømmer nemlig, at det følger med nødvendighed, at Judas ville forråde Herren, hvis Gud fra evighed har villet dette med sin virksomme vilje, men de nægter, at der deraf følger, at han derfor med nødvendighed måtte blive forræder, eftersom han tog fat på sit ufromme forehavende ud fra sin forkerte vilje.
e7 III a 10. Sed non est huius instituti hoc genus argutias persequi. Iam quod dictum est: 'Induravit dominus cor Pharaonis', (Ex 9,12) potest eodem accipi sensu, quo accipitur illud Pauli: 'Tradidit illos in reprobum seusum', (Rom 1,28) ut idem opus sit peccatum et paena peccati. Men det er ikke opgaven at forfølge den slags spidsfindigheder. Hvad allerede er sagt: Ordet 'Herren forhærdede Faraos hjerte' og forstås i samme betydning, som ordet hos Paulus: 'Han overgav den til en forkastelig tankegang', så syndens selv og syndens straf er den samme gerning.
e8 Sed quos tradit deus in reprobum sensum, utique tradit ob merita praecedentia veluti Pharaonem, quod tot signis provocatus noluerit dimittere populum, philosophos, quod cum dei divinitatem nossent, coluerint lapides et ligna. Men dem, Gud prisgiver til en forkastelig tankegang, dem overgiver han på den måde, at det er på grund af, hvad de i forvejen har fortjent, sådan som han gjorde med Farao, fordi han, skønt opfordret gennem mange tegn, dog ikke ville lade folket rejse, og med filosofferne, fordi de, skønt de kendte Guds guddommelighed, dog dyrkede sten og træ.
e9 Verum ubi mera perpetuaque necessitas est, nulla possunt esse merita neque bona neque mala. Ad haec negari non potest, quin ad omnem actum concurrat operatio divina, cum omnis actio res quaedam sit atque etiam bonum quoddam sit, velut adulteram complecti aut hoc ipsum velle. Men hvor der er tale om ren og varende nødvendighed, kan der ikke være tale om nogen fortjeneste eller skyld. Angående det kan man ikke nægte, at til enhver handling hører en guddommelig virken, eftersom enhver handling er noget og også på en måde er noget godt, såsom at omfavne en ægteskabsbryderske eller blot at ville det.
e10 Ceterum actus malitia non profiscitur a deo, sed a nostra voluntate, nisi quod deus, ut dictum est, dici posset aliquo sensu malitiam voluntatis operari in nobis, quod eam sinat ire, quo velit, nec revocet per suam gratiam. Ita perdidisse dicitur hominem, qui cum servare posset, passus est perire. Men forøvrigt udgår en ond handling ikke fra Gud, men fra vores vilje, med mindre Gud, som før sagt, kan siges i en eller anden betydning at virke viljens ondskab i os, fordi han tillade den at gå, hvorhen den vil, og ikke kalder den tilbage med sin nåde. Sådan siger man, at én ødelægger et menneske, som, skønt han kunne redde ham, dog lod ham gå til grunde.
Videre til Diatriben III a 11.


Fra Luthers De servo arbitrio, W719:
L6 Ad Paulum redeo, qui si Roma. 9. non explicat quaestionem nec definit necessitatem nostram ex praescientia et uoluntate Dei, Quid opus (W720) illi erat, inducere similitudinem figuli, qui ex uno eodemque luto aliud uas facit in honorem, aliud in ignominiam?: Jeg vender tilbage til Paulus. Hvis nu han i Rom 9 ikke forklarer spørgsmålet eller definerer vores nødvendighed ud fra Guds forudviden og vilje, hvad er så grunden til, at han indfører sammenligningen med pottemageren, som af det samme ler laver et fad til ære, et andet til vanære?:
L7 Nec tamen figmentum dicit fictori suo: Cur me ita facit? (Rom 9,20) De hominibus enim loquitur, quos luto comparet et Deum figulo. Friget nimirum, imo inepta est similitudo et frustra adducta, si non sentit libertatem nostram nullam esse. 'Siger vel det, der er formet, til ham, der formede det: 'Hvorfor har du gjort mig sådan?' Han taler nemlig om mennesker, som han sammenligner med ler, og om Gud, som han sammenligner med en pottemager. Selvfølgelig udretter denne sammenligning intet, ja, den er helt uegnet og forgæves at fremføre, hvis han ikke mener, at vores frihed er nul og nix.
L8 Quin tota disputatio Pauli frustranea est, qua tuetur gratiam. Nam hoc agit tota Epistola, ut ostendat, nos nihil posse, neque tum etiam, cum bene uidemur facere, ut ibidem dicit, quod Israel sectando iustitiam, non tamen peruenerit ad iustitiam, Gentes uero peruenerint non sectando. (Rom 9,30f). Ja, hele Paulus' disputation er forgæves. Deri vil han jo forsvare nåden. For herom handler hele brevet, at han kan påvise, at vi intet kan, heller ikke i de situationer, hvor vi synes at handle godt, så han det samme sted siger, at Israel, der søgte retfærdigheden, ikke nåede frem til retfærdigheden, mens hedningerne nåede frem, skønt de ikke søgte den.
L9 De quo latius agam, cum nostras copias producam. At Diatribe dissimulans totum corpus disputationis Paulinae et quorsum tendat Paulus, uocabulis interim excisis et deprauatis se solatur. Derom lidt senere, når jeg vil føre vore kampstyrker i marken. Men Diatriben fornægter hele hovedsagen i Paulus' diskussion, det, som Paulus sigter på, og trøster sig i mellemtiden med irrelevante og fordrejede ord.
L10 Nec iuuat Diatriben quicquam, quod postea Paulus Roma. 11. rursus exhortatur dicens: Tu fide stas, uide ne extollatis. (Rom 11,20) Item: Etiam illi si crediderint, inserentur, etc. (Rom 11,23). Og det hjælper heller ikke Diatriben noget, at Paulus senere i Rom 11,20, igen kommer med en opfordring og siger: 'Du står fast i kraft af troen, se til, at du ikke bliver hugget af'. Ligeledes: 'Og det er også sådan, at hvis de havde troet, var det blevet indpodet', osv.
L11 Nihil enim ibi de uiribus hominum dicit, sed uerba imperatiua et coniunctiua profert, quibus quid efficiatur, supra satis est dictum. Han siger nemlig ikke noget om menneskers kræfter, men bruger imperativiske og konjunktiviske ord; hvad det medfører, er der ovenfor sagt nok om.
L12 Atque ipsemet Paulus eodem loco praeueniens lib. arb. iactatores, non dicit illos posse credere, sed potens est (inquit) Deus illos inserere. Breuiter adeo trepide et cunctanter incedit Diatribe in istis locis Pauli tractandis, ut uideatur in conscientia dissentire suis uerbis. Men Paulus selv kommer på dette sted den frie viljes fortalere i forkøbet; han siger ikke, at de kan tro, men at Gud er mægtig at indpode dem. Kort sagt, Diatriben går i behandlingen af disse Paulus-steder så ængsteligt og tøvende frem, at det ser ud, som om den i sin samvittighed ikke er enig med sine ord.
L13 Cum enim maxime illi fuisset pergendum et probandum, fere semper sermonem abrumpit dicens: Sed de his satis. Item: Nunc illud non excutiam. Item: non est huius instituti. Item: illi sic dicerent, Et multa similia, relinquitque rem in medio, ut nescias, an dicere pro libe. arbitrio, uel eludere tantum inanibus uerbis Paulum uideri uoluerit, idqud iure et more suo, ut cui non est res seria in hac caussa. For når den især skulle fortsætte og bevise, afbryder den næsten altid og siger: Men nok om dette. Eller: Nu vil jeg ikke undersøge det nøjere. Eller: Det svarer ikke til det, jeg har sat mig for. Eller: Disse ville sige således, og mange andre ting. På den måde lader den sagen være uafgjort, så man ikke véd, om den taler for den frie vilje, eller blot vil give det udseende af at undslippe Paulus med indholdsløse ord, og det efter egen magt og sædvane, eftersom sagen i dette tilfælde ikke tages alvorlig af den.
L14 Nos autem non oportet ita frigere, super aristas incedere, aut uentis uelut arundo moueri, sed certo, constanter et ardenter asserere, tum solide et dextre ac copiose demonstrare, quod docemus. Men vi bør ikke således være ligegyldige, gå forsigtigt frem eller lade os bevæge af vinden som et rør, men sikkert, vedholdende og brændende bekende, og derefter gedigent, dygtigt og omhyggeligt vise, hvad vi lærer.
L15 Iam uero quam pulchre libertatem simul cum necessitate conseruat dicens: Nec omnis necessitas excludit liberam uoluntatem, Quemadmodum Deus pater gignit necessario filium, et tamen uolens ac libere gignit, quia non coactus. (e1). Og nu, hvor fortræffelig sammenholder Diatriben friheden med nødvendigheden, når den siger: 'Ikke enhver nødvendighed udelukker den frie vilje. Sådan som Gud Fader nødvendigvis avler Sønnen, og dog avler ham villende og frit, fordi det ikke er tvunget'.
L16 Obsecro, an disputamus nunc de coactione et ui? Nonne de necessitate immutabilitatis nos loqui, tot libellis testati sumus? Scimus, quod pater uolens gignit, quod Iudas uolendo prodidit Christum, sed hoc uelle in ipso Iuda certo et infallibiliter futurum dicimus, si Deus praesciuit. Jamen, for pokker, mon vi nu diskuterer tvang og magt? Har vi ikke i så mange bøger bevidnet, at vi taler om uforanderlighedens nødvendighed? Vi véd, at Faderen villende avler Sønnen, at Judas villende forråder Kristus, men vi siger, at dette, at Judas vil, i Judas selv må optræde sikkert og ufejlbart, hvis Gud har forudvidst det.
L17 Aut si nondum intelliguntur quae dico, aliam necessitatem uiolentam ad opus, aliam necessitatem infallibilem ad tempus referamus; de (W721) posteriore nos loqui intelligat, qui nos audit, non de priore, hoc est, non disputamus, an Iudas inuitus aut uolens proditor sit factus, sed an tempore praedefinito a Deo infallibiliter fieri oportuerit, ut Iudas uolendo proderet Christum. Eller, hvis man endnu ikke kan forstå, hvad jeg siger, så kan man tale om en nødvendighed, der tvinger gerningen igennem, og en ufejlbarlig nødvendighed, der optræder til sin tid; den, der hører os, vil forstå, at vi taler om den sidste nødvendighed, ikke den første, det vil sige, vi disputerer ikke, om Judas blev gjort til forræder med eller mod sin vilje, men om det burde ske på den af Gud ufejlbarligt fastsatte tid, at Judas forrådte Kristus med vilje.
L18 Sed uide, quid hic dicat Diatribe: Si spectes Dei praescientiam infallibilem, necessario Iudas erat proditurus, Et tamen Iudas proterat [poterat?] mutare uoluntatem suam. (e3). Men hør, hvad Diatriben her siger: 'Hvis du ser hen til Guds ufejlbare forudviden, så blev Judas forræder med nødvendighed, og dog kunne Judas forandre sin vilje.
L19 Intelligis etiam, mi Diatribe, quid loquaris? Vt omittam illud, quod uoluntas non potest nisi malum uelle, ut supra est probatum, Quomodo potuit Iudas mutare uoluntatem suam, stante infallibili praescientia Dei? an potuit praescientiam Dei mutare et fallibilem facere? Kære Diatribe, forstår du nu også, hvad du siger? Jeg kan godt udelade det, at vores vilje ikke kan andet end ville det onde, som jeg ovenfor har bevist, men hvordan kan Judas forandre sin vilje, når Guds ufejlbare forudviden står fast? mon han kan forandre Guds forudviden og gøre den fejlbar?
L20 Hic succumbit Diatribe et relictis signis et proiectis armis cedit loco, reijcens disputationem ad scholasticas subtilitates de necessitate consequentiae et consequentis, ut quae nolit istas argutias persequi. Her bukker Diatriben under, efterlader fanerne, kaster våbnene bort og forlader slagmarken, idet den henskyder diskussionen til skolastikernes subtiliteter om den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed, og ikke vil gøre noget ud af den slags spidsfindigheder.
L21 Prudenter certe, cum caussam perduxeris in medias turbas, et iam maxime sit opus disputatore, tum terga uertas, et alijs relinquas negocium respondendi et definiendi. Det er givetvis klogt, når man har ført sagen midt ind i slagtummelen og der mest af alt er brug for en grundig tænker, da at vende ryggen til og overlade det til andre at give svar og at definere.
L22 Hoc consilio oportuit uti ab initio, et a scribendo in totum abstinere, iuxta ilud: Ludere qui nescit, campetribus abstinet armis. Non enim ab Erasmo expectabatur, ut difficultatem illam moueret, quomodo Deus certo praesciret et tamen contingenter nostra fierent. Dette råd skulle Diatriben have rettet sig efter fra begyndelsen, så den i det hele taget havde afholdt sig fra at skrive, efter det ord: Den, der ikke forstår spillereglerne, han skal holde sig borte fra kamppladsen. For det havde man ikke ventet af Erasmus, at han ville fremføre den vanskelighed, hvordan Gud forudvéd med sikkerhed og dog vore gerninger kan ske kontingent.
L23 Erat haec difficultas longe ante Diatriben in mundo. Sed expectabatur, ut responderet ac diffiniret. Ipse uero Rhetorica transitione usus, nos ignaros Rhetoricae, secum trahit, ac si hic de re nihili agatur, sintque merae argutiae quaedam, fortiter se proripit e medijs turbis, hedera coronatus et lauro. Denne vanskelighed var i verden længe før Diatriben. Men det var at vente, at den ville svare og definere. Men den betjener sig af en retorisk overgang, og drager os, der er uvidende om retorik, med sig, og som om det her drejede sig om bagateller og der kun var tale om lutter spidsfindigheder, forlader den hurtigt kamptummelen, bekranset med vedbend og laurbær.
L24 Verum non sic, frater, Nulla est Rhetorica tanta, quae ludat ueram conscientiam, fortior est aculeus conscientiae omnibus uiribus et figuris eloquentiae. Nos hic non patiemur Rhetorem transire et dissimulare, non est nunc locus huic schemati. Ikke så, kære broder! Ingen retorik er så vældig, at den kan narre en sand samvittighed, samvittighedens brod er stærkere end alle veltalenhedens kræfter og talefigurer. Vi vil her ikke finde os i, at en talekunstner går forbi spørgsmålene og bare lader som om, nu er der ikke rum for sådan en attitude.
L25 Rerum cardo et caussae caput hic petitur. Et hic uel liberum arbitrium extinguitur, uel in totum triumphabit. Tu uero, cum sentias periculum, imo certam uictoriam contra liberum arbitrium, simulas te nihil sentire nisi argutias. Her tager vi fat på sagens omdrejningspunkt og vort hovedanliggende. Og her går det sådan, at enten udslettes den frie vilje, eller også triumferer den totalt. Men du, når du føler faren, eller snarere den sikre sejr imod den frie vilje, lader du som om du ikke forstår andet end spidsfindigheder.
L26 Hoccine est fidelem Theologum agere? Tene caussa serio afficiat? qui sic relinquas et auditores suspensos, et disputationem perturbatam et exasperatam, nihilominus tamen uelis honeste satisfecisse et palmam retulisse uideri. Er det at opføre sig som en troværdig teolog? Mon den alvorlige sag holder dig helt fangen? Du, som sådan lader tilhøreren være i tvivl, og efter at have bragt disputationen i uorden og sat den i et dårligt lys, vil du ikke desto mindre give det udseende af at have svaret ærligt og være den, der kan bære sejrspalmerne bort.
L27 Ista uafricia et uersutia in caussis prophanis tolerari ualeat, in re Theologica, ubi simplex et aperta ueritas quaeritur pro salute animarum, odio dignissima et intolerabilis est. (W722) Denne fiffighed og forslagenhed kunne man vel tåle i et verdsligt anliggende, men i teologien, hvor det er den enkle og åbne sandhed til sjælefrelse, der spørges efter, må man hade den og anse den for utålelig.
L28 Senserunt et Sophistae uim inuictam et insustentabilem huius argumenti, ideo finxerunt necessitatem consequentiae et consequentis. Sed quam nihil hoc figmentum efficiat, supra docuimus. Også sofisterne har lagt mærke til, at dette argument har en uovervindelig og uimodståelig kraft. Derfor opfinder de dette med den konsekvensbærende og den konsekvensfølgende nødvendighed. Men hvor lidt dette hjermespind gør til sagen, har vi ovenfor påvist.
L29 Etenim et ipsi non obseruant, quid dicant et quantum admittant contra sese. Si enim necessitatem consequentiae concesseris, uictum ac prostratum est liberum arbitrium, nec quicquam iuuat uel necessitas uel contingentia consequentis. I virkeligheden lægger de ikke selv mærke til, hvad de siger, og hvormeget de indrømmer imod sig selv. Hvis nemlig du indrømmer, at der er noget, der hedder den konsekvensbærende nødvendighed, så er den frie vilje besejret og ligger udstrakt på valen, og det hjælper den ikke noget, hverken med den konsekvensbærende eller den konsekvensfølgende nødvendighed.
L30 Quid ad me, si liberum arbitrium non cogatur, sed uolenter faciat, quod facit? Sufficit mihi, quod concedis, necessario fore, ut uolenter faciat quod facit, nec aliter habere se queat, si Deus ita praescierit. Og hvad har det med mig at gøre, at den frie vilje ikke bliver tvunget, men frivilligt gør, hvad den gør? Det er nok for mig, hvad du har indrømmet, at det sker med nødvendighed, så at den med vilje gør, hvad den gør, og ikke kan forholde sig anderledes, hvis Gud har forudset det således.
L31 Si Deus praescit Iudam proditurum aut mutaturum esse uoluntatem prodendi, utrum praescieret, necessario uenit, aut Deus falletur praesciendo et praedicendo, quod est impossibile. Hvis Gud forud véd, at Judas vil forråde eller vil forandre sin vilje til at forråde, så vil, hvilken af de to muligheder han har forudset, ske med nødvendighed, ellers tager Gud fejl, når han forudvéd eller forudsiger, hvilket er umuligt.
L32 Hoc enim efficit necessitas consequentiae, id est, si Deus praescit, ipsum necessario fit. Hoc est, liberum arbitrium nihil est. Det er nemlig, hvad den konsekvensbærende nødvendighed medfører: hvis Gud forud véd noget, må det med nødvendighed ske. Det vil sige, den frie vilje er intet.
L33 Ista necessitas consequentiae non est obscura nec ambigua, ut, si etiam caecutiant omnium saeculorum doctores, cogantur tamen eam admittere, cum sit ita manifesta et certa, ut palpari possit. Og denne konsekvensbærende nødvendighed er ikke dunkel eller tvetydig, så at, om så alle århundreders lærde havde været blinde, så tvinges de dog til at indrømme dem, eftersom den er så fast og sikker, at man kan tage på den med hænder.
L34 Necessitas uero consequentis, qua illi se solantur, merum phantasma est, et ex diametro pugnat cum necessitate consequentiae. Exempli gratia, Necessitas consequentiae est, si dixero: Deus praescit Iudam fore proditorem, ergo certo et infallibilite fiet, ut Iudas proditor sit. Men den konsekvensfølgende nødvenighed, som de trøster sig med, er et rent og skært fantasifoster, og står i diametral modsætning til den konsekvensbærende nødvendighed. Det er fx udtryk for den konsekvensbærende nødvendighed, hvis jeg siger: Judas vil blive forræder, ergo vil det sikkert og ufejlbarligt ske, at Judas bliver forræder.
L35 Aduersus hanc necessitatem et consequentiam tu sic te solaris: Sed quia Iudas potest mutare uoluntatem prodendi, ideo non est necessitas consequentis. Imod denne nødvendighed og konsekvens kan man trøste sig således: Men fordi Judas kan ændre sin vilje til at forråde, derfor er der ikke tale om en konsekvensbærende nødvendighed.
L36 Rogo te, quomodo conueniunt illa duo: Iudas potest non prodere uelle, Et: necesse est, ut Iudas prodere uelit? Nonne directe contradicunt et pugnant? Jeg spørger, hvordan de to stemmer overens: Judas er i stand til at ville undlade at forråde, og: Det må nødvendigvis ske, at Judas vil forråde? Mon ikke de direkte modsiger hinanden og kæmper imod hinanden?
L37 Non cogetur (inquis) prodere inuitus. Quid hoc ad rem? Tu dixisti de necessitate consequentis, illam scilicet non induci necessitate consequentiae, nihil de coactione consequentis dixisti. Du siger, at han ikke bliver tvunget til at forråde mod sin vilje. Hvad kommer det sagen ved? Du har sagt om den konsekvensfølgende nødvendighed, at den ikke indføres ved hjælp af den konsekvensbærende nødvendighed, du har ikke sagt noget om en konsekvensfølgende tvang.
L38 Responsio fuit de necessitate consequentis, et tu exemplum profers de coactione consequentis; aliud quaero, et aliud tu refers. Hoc facit oscitantia illa, qua non obseruatur, quam nihil efficiat illud commentum de necessitate consequentis. Svaret var om den konsekvensfølgende nødvendighed, og du fremdraget et eksempel om den konsekvensføgende tvang, jeg spørger om ét, du svarer på noget andet. Det er noget, man gør i sin søvnighed, hvis man ikke lægger mærke til, hvordan opfindelsen af den konsekvensfølgende nødvendighed intet gør til sagen.
L39
Videre til W722.


Noter:

Note 1: Stedet hos Origenes er kilden for Erasmus frem til III a 17.

Note 2: