Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 5-8.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 714. Guds forudviden.

e1 III a 5. Satis autem explicant nodum de praescientia, quod non imponat necessitatem voluntati nostrae, sed mea sententia vix alius felicius quam Laurentius Valla. Man har ganske meget forklaret det vanskelige spørgsmål om forudviden, at den ikke påfører vores vilje nogen nødvendighed, men efter min mening har ingen gjort det bedre end Laurentius Valla.
e2 Nec enim praescientia causa est eorum, quae eventiunt, cum et nobis contingat multa praescire, quae non ideo eveniunt, quia praescimus, sed ideo praescimus, quod sint eventura, quemadmodum non ideo fit eclipsis solis, quod eam astrologi futuram praedixerint, sed ideo futuram praedixerunt, quod esset futura. Forudvidenen er nemlig ikke årsag til det, der sker, eftersom det også for os sker, at vi kan vide meget i forvejen, som ikke sker af den grund, at vi véd det, men vi véd det af den grund, at det vil ske, ligesom en solformørkelse ikke sker, fordi astrologerne kan forudsige dens komme, men de kan forudsige dens komme, fordi den vil finde sted.
e3 III a 6. Ceterum de voluntate ac destinatione dei difficilior est quaestio. Vult enim deus eadem, quae praescit. Men vanskeligere er spørgsmålet om Guds vilje og forudbestemmelse. Gud vil jo nemlig det samme, som han forudvéd.
e4 Nam aliquo modo velit oportet, qui, quod praescit futurum, tamen non impedit, cum ipsi sit in manu. Et hoc est, quod subicit Paulus: 'Voluntati eius quid resistit, si miseretur cui vult, si indurat quem vult?' (Rom 9,18). (L17) For på en eller anden måde må han dog ville det, han som, fordi han kender fremtiden, dog ikke forhindrer den, skønt han havde magt til det. Og det er det, som Paulus siger hertil: 'Hvem kan modstå hans vilje, hvis han forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil?'
e5 Etenim si esset rex, qui quicquid vellet efficeret, neque quisquam posset obsistere, facere dicitur quicquid vellet. (L18) Ita dei voluntas, quoniam est principalis causa omnium, quae fiunt, videtur nostrae voluntati necessitatem inducere. Ligesom hvis der var en konge, som kunne gøre, hvad han ville, og ingen kunne modsætte sig ham, han kunne siges at gøre, hvad han ville. Sådan synes Guds vilje, der jo er den første årsag til alle ting, som sker, at påføre vores vilje nødvendighed.
e6 Nec hanc quaestionem explicat Paulus, sed obiurgat disputantem: 'O homo, tu quis es, qui respondes deo?' (Rom 9,20). (L20). Men dette spørgsmål forklarer Paulus ikke, han irettesætter den, der diskuterer: 'O menneske, hvem er du, som vil gå i rette med Gud?'
e7 Verum obiurgat impie obmurmurantem, veluti si herus dicat servo respontatori: Quid tua refert, quare sic iubeam? Tu fac, quod iubeo, aliud responsurus, si servus prudens ac benevolus modeste cupiat a domini discere, quare velit hoc fieri, quod in speciem videretur inutile. Men han bebrejder den, der ufromt gør indvendinger, som hvis en herre ville sige til sin næsvise slave: Hvad kommer det dig ved, hvordan jeg dømmer? Gør du, hvad jeg befaler; han ville svare anderledes, hvis slaven var klog og velvillig og stræbte efter mådeholdent at lære af sin Herre, hvorfor han ville, at nogen skulle ske, som øjensynlig var uhensigtsmæssigt.
e8 Voluit deus male perire Pharaonem et iuste voluit et bonum erat illum perire, nec tamen illi coactus est dei voluntate, ut pertinaciter esset impius. Gud ville, at Farao skulle gå til grunde på en elendig måde, han ville det med rette og det var godt, at han gik til grunde, og dog var han ikke tvunget af Guds vilje til stædigt at være gudløs.
e9 Veluti si dominus sciens pravum ingenium servi committeret illi munus, in quo daretur occasio peccandi, quo deprehensus lueret paenas in exemplum aliorum, praescit illum peccaturum et usurum ingenio suo et vult eum perire et vult eum aliquo pacto peccare, nec tamen excusator servus, qui suapte malitia peccavit. Ligesom hvis en herre, der kender sin slaves dårlige karakter, giver han en opgave, i hvilken der gives ham lejlighed til at synde, og når han gribes i det, lader han gennemgå straffen til eksempel for andre, så véd han, at han vil synde og bruge sit karaktértræk, og han vil, at han skal gå til grunde, og han vil, at han for enhver pris skal synde, og dog undskylder det ikke synderen, som synder i kraft af sin ondskab.
e10 Iam enim antea commeritus est, ut omnibus prodita ipsius malitia det paenas. Verum unde sumus initium meritorum, ubi est perpetua necessitas et ubi numquam fuit libera voluntas? Allerede tidligere ville han jo have fortjent, at alle blev bekendt med hans synd, og den fik sin straf. Men hvor skulle vi finde begyndelsen til en sådan fortjeneste, hvor er den evige nødvendighed, og hvor er det menneske, som aldrig har haft en fri vilje?
e11 III a 7. Quod autem de rerum eventu diximus, quia deus frequenter alio vertit, quod agitur, quam destinarant homines, ut in plerisque verum est, ita non est perpetuo verum et frequentius accidit in malis quam in bonis. Men skønt vi har sagt om tingenes resultat, fordi Gud ofte vil det anderledes, der sker, end mennesker har planlagt, at det i de fleste tilfælde er sandt, så er det ikke altid sandt, og det sker oftere for de onde end for de gode.
e12 Iudaei crucifingentes dominum destinarant illum in totum abolere; hoc impium illorum consilium deus vertit in gloriam filii sui et in salutem totius mundi. Sed Cornelius ille centurio, qui bonis operibus ambiebat favorem numinis, assecutus est, quod volebat. Et Paulus consummato cursu assecutus est coronam, quam ambiebat. (Apg 10) Jøderne korsfæstede Herren og havde regnet med, at han helt skulle forsvinde; men dette deres ufromme råd ændrede Gud til sin søns ære og til hele verdens frelse. Men høvedsmanden Kornelius, der gennem gode gerninger tragtede efter at vinde det guddommeliges gunst, opnåede, hvad han ville. Også Paulus har efter sit løbs afslutning opnået kronen, som han stræbte efter.
e13 III a 8. Hic non excutiam, an deus, qui est sine controversia primaria et summa causa omnium, quae fiunt, quaedam sic agat per causas secundarias, ut ipse interea nihil agat, an sic agat omnia, ut secundariae causae tantum cooperentur causae principali, tametsi non sunt alioqui necessitate. Her vil jeg ikke efterprøve, om Gud, som ubestridt er den første og øverste årsag til alt, hvad der sker, også udvirker noget gennem andenrangs årsager, så at han selv imellemtiden intet foretager sig, eller om han virker således i alt, at de andenrangs årsager blot samvirker med hovedårsagen, skønt de ikke ellers er nødvendige.
e14 Certe dubitari non potest, quin deus, si velit, possit omnium secundarium causarum naturalem effectum in diversum vertere. Videlicet efficere potest, ut refrigeret et humitectet ignis, ut duret et exsiccet aqua, ut obscuret sol, ut rigeant flumina, ut fluant rupes, ut servet venenum, ut interimat cibus, quemadmodum ignis fornacis Babylonicae tres pueros refocillavit et idem Chaldeos exussit. (Dan 3,48ff). Det er givet, at man ikke kan tvivle på, at Gud, hvis han vil, kan vende enhver andenrangs, naturlig årsag til det modsatte. Naturligvis kan han udvirke, at ilden afkøler og gør våd, at vandet hærdner og udtørrer, at solen fordunkler, at floderne står stille, at giften redder liv, at maden dræber, sådan som den babyloniske ovns ild opkvikkede de tre unge mænd og samtidig opbrændte kaldæerne.
e15 Id quoties facit deus, miraculum dicitur. Hac ratione potest adimere gustum palato, iudicium oculis, ingenii, memoriae voluntatisque vires obstupefacere et ad id, quod ipsi visum fuerit, cogere, quemadmodum fecit in Balaam, qui venerat, ut malediceret, nec potuit: aliud loquebatur lingua, aliud volebat animus. Så ofte Gud foretager sig den slags ting, kalder man det et under. På den måde kan han fjerne smagen fra tungen, bedømmelsen fra øjnene, forvirre forstandens, hukommelsens og viljens kræfter og tvinge dem til det, han beslutter, sådan som han gjorde med Bileam, som var kommet for at forbande, men ikke kunne gøre det: tungen sagde én ting, hjertet ville noget andet.
e16 Ceterum quod in paucis fit, non pertinet ad generalem sententiam. Et tamen in his quicquid deus vult, ex iustis causis vult, licet nobis aliquoties incognitis. Huic voluntati nemo potest resistere, sed ordinatae voluntati sive, ut scholae vocant, voluntati signi nimirum saepe resistitur. An non restitit Hierosolyma, quae noluit congregari, cum deus voluerit? (Matt 23,37) Men forøvrigt, hvad der sker med nogle få, gør intet fra eller til angående den almindelige opfattelse. Og alligevel vil Gud også i disse tilfælde det, han vil, af retfærdige grunde, selv om de som oftest er ukendte for os. Denne vilje kan ingen modstå, men den ordnede vilje eller som skolerne kalder den, erkendelige vilje, bliver der ofte ydet modstand imod. Mon ikke Jerusalem modstod den, da den ikke ville samles, skønt Gud ville det?
Videre til Diatriben III a 7.


Fra Luthers De servo arbitrio, W714:
L6 Sed et Paulus uideamus, qui hunc locum ex Mose assumit Rom. 9. Quam misere torquetur Diatribe in eo loco, ne libe. arbitrium amittat, (W715) in omnem habitum sese uersat. Men lad os også er på Paulus, som tager dette sted fra Moses frem i Rom 9,17. Hvor elendigt drejer Diatriben sig på dette sted og vender sig hid og did for ikke at tabe den frie vilje!
L7 Nunc dicit, esse necessitatem consequentiae, sed non consequentis, (Ia8) Nunc ordinatam seu uoluntatem signi, cui resisti potest, Voluntatem placiti, cui resisti non potest, (IIIa8) Nunc loci adducti ex Paulo non pugnant, non loquuntur de salute hominis, Nunc praescientia Dei necessitatem, nunc non ponit necessitatem, (IIIa9) Nunc praeuenit gratia uoluntatem, ut uelit, comitatur euntem, dat foelicem euentum, (IIIa7) nunc caussa primaria agit omnia, nunc agit per caussas secundarias ipsa quieta. (IIIa8). Så siger den, at der er tale om en konsekvensbærende nødvendighed, ikke en konsekvensskabende, så, at der er en ordnet eller tegnes vilje, som kan modstås, mens en planens vilje ikke kan modstås; så taler de fremførte steder fra Paulus ikke imod den frie vilje, blot taler de ikke om menneskets frelse; så medfører Guds forudviden nødvendighed, så medfører den ikke nødvendighed; så kommer nåden viljen i forkøbet, så den vil, ledsager den på dens vej og giver et lykkeligt udfald; så virker en primær årsag alt, så virker den igennem en sekundær årsag, mens den selv hviler sig.
L8 Istis et similibus ludibrijs uerborum, nihil facit, quam quod tempus redimat et caussam interim nobis ex oculis rapiat, alioque trahat. Med disse og lignende ordlege opnår Diatriben kun det, at den vinder tid, så den i mellemtiden river sagen bort fra vore øjne og fører den andetsteds hen.
L9 Tam stupidos et socordos nos aestimat uel tam parum affici caussae, quam ipsa afficitur. Aut more infantium, qui, ubi metuunt uel ludunt, oculos manibus uelant, tum a nemine uideri sese putant, quod ipsi neminem uideant, Sic per omnem modum Diatribe, radios, imo fulgara clarissimorum uerborum non ferens, fingit sese non uidere id quod res est, persuasura nobis simul, ut et ipsi oculis uelatis non uideamus. Den regner os for så dumme og indskrænkede eller den mener, vi er lige så lidt optaget af sagen, som den selv er. Eller den handler som børn, der, når de er bange eller leger, sætter deres hænder for øjnene, og så mener, at de ikke kan ses af nogen, fordi de selv ikke kan se nogen; sådan gør på enhver måde Diatriben, når strålerne, ja lynene fra det mest soleklare ord ikke rører den, den bilder sig, at den ikke kan se, hvad sagen er, og vil samtidig overbevise os om, at vi også har øjnene tildækket og heller ikke kan se.
L10 Sec haec omnia sunt signa conuicti animi et inuictae ueritati reluctantis temere. Figmentum illud de necessitate consequentiae et consequentis superius confutatum est. (Ia8) Men alt dette er tegn på, at Diatriben er overbevist, og blot viljesløst stritter imod den uovervindelige sandhed. Påstanden om den konsekvensbærende og den konsekvensskabende nødvendighed er tidligere imødegået.
L11 Fingat, refingat, cauilletur, recauilletur Diatribe, quantum uolet, Si praesciuit Deus, Iudam fore proditorem, necessario Iudas fiebat proditor, nec erat in manu Iudae aut ullius creaturae, aliter facere aut uoluntatem mutare, licet id fecerit uolendo, non coactus, sed uelle illud erat opus Dei, quod omnipotentia sua mouebat, sicut et omnia (W716) alia. Lad Diatriben finde på noget og forlade det igen, gøre krumspring og gøre dem om igen, så meget den vil. Hvis Gud forud har vidst, at Judas ville blive forræder, så blev Judas med nødvendighed forræder, og det stod ikke i Judas' eller nogen anden skabnings hånd at gøre andet eller ændre på denne vilje, lad så være, at det sker med og ikke mod Judas' vilje, men at ville dette var Guds gerning, som hans almagt fremkaldte, sådan som den fremkalder alt andet.
L12 Stat enim inuicta et euidens sententia: Deus non mentitur nec fallitur. Non sunt hic obscura uerba, uel ambigua, etiamsi omnes omnium soeculorum uiri doctissimi caecutiant, ut aliter saperent et dicerent. Denne sætning forbliver nemlig ubesejret og ganske klar: Gud lyver ikke og fejler ikke. Og det er ikke dunkle eller tvetydige ord, om så alle århundreders allerklogeste mænd var blinde, så mente eller sagde noget andet.
L13 Et ut multa tergiuerseris, conscientia tamen tua et omnium conuicta, cogitur sic dicere: Si Deus non fallitur in eo quod praescit, necesse est ipsum praescitum fieri, alioqui quis credere possit eius promissionibus? Og selv om du laver mange krumspring, så bliver alligevel din og alles samvittighed overbevist, tvunget til at sige sådan: Hvis Gud ikke fejler i det, som han véd forud, så må nødvendigvis det, han forudvéd, ske, hvem vil ellers kunne tro på hans forjættelser?
L14 quis metueret eius minas? si non sequitur necessario quod promittit aut minatur? Aut quomodo promittat aut minetur, si praescientia eius fallit aut nostra mutabilitate impedit potest? Obstruit plane haec nimia certae ueritatis lux omnium os, dirimet omnes quaestiones, uictoriam statuit aduersus omnes argutias elusorias. hvem vil frygte hans trusler? hvis det ikke følger med nødvendighed, hvad han forjætter eller truer med? Eller hvordan skulle han kunne forjætte eller true, hvis hans forudviden tog fejl eller kunne forhindres af vores foranderlighed? Dette altfor klare lys fra den sikre sandhed lukker helt og holdent enhvers mund, opløser alle spørgsmål og fastslår sejren over alle de spidsfindigheder, der vil vige udenom.
L15 Scimus sane, praescientiam hominum falli, Scimus non ideo eclipsin uenire, quia praescitur, sed ideo praesciri, quia uentura est. Vi véd nok, at menneskets forudviden kan fejle; vi véd også, at en formørkelse ikke finder sted, fordi nogen véd det i forvejen, men nogen véd det i forvejen, fordi den vil finde sted.
L16 Quid nobis cum ista praescientia? De praescientia Dei disputamus; huic nisi dederis necessarium effectum praesciti, fidem et timorem Dei abstulisti, promissiones et minas diuinas omnes labefecisti, atque adeo ipsam diuinitatem negasti. Hvad skal vi med den slags forudviden? Vi disputerer om Guds forudviden; hvis du ikke vil indrømme ham, at det, han forudser, nødvendigvis må ske, så har du ophævet tro på og frygten for Gud, så har du undergravet alle de guddommelige forjættelser og trusler, og så har du nægtet selve guddommen.
L17 Sed et ipsamet Diatribe, cum diu esset luctata omniaque tentasset, tandem ui ueritatis compulsa, confitetur nostram sententiam, dicens: De uoluntate ac destinatione Dei difficilior est quaestio, Vult enim Deus eadem, quae praescit. (e4). Men også Diatriben selv, efter at den længe har anstrengt sig og forsøgt sig med alt, bliver dog omsider trængt op i en krog af sandheden, så den bekender det, der er vores opfattelse, idet den siger: 'Vanskeligere er spørgsmålet om Guds vilje og forudbestemmelse. Gud vil jo nemlig det samme, som han forudvéd'.
L18 Et hoc est, quod sibijcit Paulus: Voluntati eius quis resistit, si miseeretur cui uult, si indurat quem uult? Etenim si esset rex, qui, quicquid uellet, efficeret, nec quisquam posset obsistere, facere diceretur, quicquid uellet. (IIIa6/e5). 'Og det er det, som Paulus siger hertil: 'Hvem kan modstå hans vilje, hvis han forbarmer sig over hvem han vil og forhærder hvem han vil?' Ligesom hvis der var en konge, som kunne gøre, hvad han ville, og ingen kunne modsætte sig ham, han kunne siges at gøre, hvad han ville.
L19 Ita Dei uoluntas, quoniam est caussa principalis omnium, quae fiunt, uidetur necessiatatem nostrae uoluntati inducere. Haec illa. Sådan synes Guds vilje, der jo er den første årsag til alle ting, som sker, at påføre vores vilje nødvendighed'.
L20 Et gratias tandem agimus Deo, pro sano sensu Diatribes. Vbi nunc igitur liberum arbitrium? Sed rursus elabitur anguilla ista subito dicens: Verum hanc quaestionem non explicat Paulus, sed obiurgat disputantem: O homo, tu quis es, qui respondes Deo? (e6). Og endelig kan vi takke Gud for Diatribens sunde mening. Hvor er nu da den frie vilje? Men straks snor denne ål sig fri, idet den siger: 'Men dette spørgsmål forklarer Paulus ikke, men han irettesætter den, der disputerer: O menneske, hvem er du, at du vil kræve Gud til regnskab?
L21 O pulchrum effugium! Hoccine est diuinas litteras tractare, sic propria authoritate de proprio capite, sine scripturis, sine miraculis pronunciare, imo clarissima uerba Dei deprauare? Åh, hvilken smuk udflugt! Mon det er at behandle de guddommelige skrifter ordentligt, sådan ud fra sin egen autoritet, ud fra sit eget hoved, uden skrift, uden mirakler, at fælde domme over, ja, at fordreje det mest soleklare Guds ord?
L22 Non explicat Paulus quaestionem illam? Quid tum facit? Obiurgat disputationem (inquit). An non est ista obiurgatio absolutissima explicatio? Så Paulus forklarer ikke dette spørgsmål! Hvad gør han så? Han irettesætter den, der disputerer (siger Diatriben). Mon ikke denne irettesættelse er den allertydeligste forklaring?
L23 Quid enim quaerebatur ista quaestione de uoluntate Dei? Nonne hoc, an necessitatem imponeret nostrae uoluntati? At Paulus respondet, quod sic: Cuius uult miseretur (ait), quem uult indurat, Non est uolentis neque currentis, sed miserentis Dei. Nec contentus explicasse, insuper illos, qui pro lib. arb. aduersus hanc explicationem murmurant, et merita nulla esse et non nostra culpa nos (W717) damnari ac similia garriunt, inducit, ut murmura eorum et indignationen compescat, dicens: Dicis itaque mihi: Quid adhuc queritur? Hvad spørges der nemlig om i dette spørgsmål om Guds vilje? Mon ikke om, hvorvidt der påføres vores vilje nødvendighed? Men Paulus svarer, at det gør der. 'Han forbarmer sig over hvem han vil, han forhærder hvem han vil', siger han. 'Det kommer ikke an på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der forbarmer sig'. Og idet han ikke er tilfreds med denne forklaring, indfører han til overflod dem, som knurrer på den frie viljes vegne imod denne forklaring, og drillende siger, at der ikke er plads til nogen fortjeneste og at vi fordømmes uden vor egen skyld, og den slags, for at han kan holde deres knurren og deres indignation i tømme, idet han siger: 'Så vil du sige til mig: Hvad kan han så bebrejde mig?
L24 Voluntati eius quis resistet? Vides prosopopeian? illi audito, quod uoluntas Dei nobis necessitatem inducit, blasphemantes murmurant et dicunt: Quid adhuc queritur? hoc est, Cur Deus sic instat, sic urget, sic exigit, sic queritur? quid accusat? quid arguit? quasi nos homines possimus, si uelimus, quod exigit. Hvem kan modstå hans vilje?' Kan du se, hvordan personen føres ind? Når han hører, at Guds vilje påfører os nødvendighed, øver han gudsbespottelse, knurrer og siger: Hvad kan han så kræve af os? Det vil sige: hvorfor truer han sådan, hvorfor trænger han sådan på, hvorfor kræver han noget, hvorfor befaler han? hvorfor anklager han? hvorfor bebrejder han? som om vi mennesker kunne gøre, hvad han kræver, hvis vi ville.
L25 Non habet iustam caussam querelae istius, suam uoluntatem potius accuset, ibi queritur, ibi urgeat. Quis enim uoluntati eius resistit? Quis misericordiam obtineat, ubi noluerit? quis liquefiat, si indurare uoluerit? Non est in manu nostra eius uoluntatem mutare, multo minus resistere, quae nos uult induratos, qua uoluntate cogimur esse indurati, uelimus nolimus. Den indførte person har ikke nogen grund til denne klage, han må snarere anklage sin vilje, dèr må han kræve, dèr må han trænge på. Hvem kan nemlig modstå hans vilje? Hvem kan opnå barmhjertighed dèr, hvor han ikke vil? hvem kan blive blød, hvis han vil forhærde? Det står ikke i vor magt at ændre hans vilje, meget mindre at stå ham imod den vilje, der vil have os forhærdet, vi tvinges til at forhærdes af denne vilje, hvad enten vi vil eller ej.
L26 Si Paulus non explicaret hanc quaestionem aut non certo definierat, necessitatem nobis imponi praescientia diuina, quid opus erat, ut induceret murmurantes et caussantes, uoluntati eius non posse resisti? Hvis Paulus ikke havde forklaret dette spørgsmål eller ikke defineret det sikkert, at den guddommelige forudviden påfører os nødvendighed, hvad nytte var det så til, at han indfører dem, der knurrer og beklager sig over, at de ikke kan modstå hans vilje?
L27 Quis enim murmuraret aut indignatur, si non sentiret diffiniri necessitatem illam? Verba non sunt obscura, quibus de resistendo uoluntate Dei loquitur. An ambiguum est, quid sit resistere, quid uoluntas, aut de quo loquatur, cum de Dei uoluntate loquitur? Hvem ville knurre eller indigneres, hvis man ikke følte, at denne nødvendighed var nøje bestemt? Ordene er ikke dunkle, dem, der taler om at modstå Guds vilje. Mon det er dunkelt, hvad det er at modstå, hvad vilje er, eller hvad der tales om, når der tales om Guds vilje?
L28 Caecutiant sane hic infinita milia doctorum probatissimorum et scripturas fingant dilucidas non esse, et quaestionem dificilem paueant. Nos habemus uerba clarissima, quae sic sonant: Cuius uult, miseretur, quem uult, indurat. Så kan forresten her mange tusinde højst ansete lærde være blinde og påstå, at skriften ikke er klar, og ryste overfor dette svære spørgsmål. Vi har det soleklare ord, der lyder såldes: 'Han forbarmer sig over hvem han til, han forhærder, hvem han vil'.
L29 Item: Dicis itaque mihi: Quid queritur? Voluntati eius quis resistet? Nec est quaestio difficilis, imo nihil facilius etiam communi sensu quam hanc sequelam esse certam, solidam, ueram: Si Deus praescit, necessario fit, ubi hoc ex scripturis praesuppositum fuerit, quod Deus neque errat neque fallitur. Og det andte ord: 'Du vil måske siger til mig: Hvad bebrejder han mig så? Hvem kan modstå hans vilje? Det er heller ikke et vanskeligt spørgsmål, tværtimod, der er ikke noget lettere, også efter den almindelige mening end denne sikre, faste, sande følgeslutning: Hvis Gud forudvéd noget, må det med nødvendighed ske, hvor det her efter skriften er forudsat, fordi Gud hverken kan fejle eller gå forkert.
L30 Difficilem quidem esse quaestionem fateor, imo impossibilem, si simul utrunque uoles statuere, et praescientiam Dei et libertatem hominis. Men jeg indrømmer, at spørgsmålet er vanskeligt, ja umuligt, hvis man vil fastholde de to ting på én gang: Guds forudviden og menneskets frihed.
L31 Quid enim difficilius, imo magis impossibile, quam ut contradictoria aut contraria non pugnare contendas, aut ut simul aliquis numerus sit decem et simul idem sit nouem? Hvad er nemlig vanskeligere, ja mere umuligt, end at hævde, at ting, der modsiger hinanden eller er modsætninger ikke kæmper imod hinanden, eller at et eller andet tal samtidig kan være ti og ni?
L32 Non est difficultas in nostra quaestione, sed quaeritur et introducitur, non secus ac ambiguitas et obscuritas in scripturis quaeritur et uiolenter introducitur. Vanskeligheden ligger ikke i vores spørgsmål, men den bliver søgt og indført, ikke anderledes end tvetydigheden og dunkelheden søtes i skrifen og med magt indføres deri.
L33 Compescit itaque impios istis uerbis clarissimis offensos, quod nostra necessitate uoluntatem diuinam impleri sentirent, ac definitum certo sentirent, sibi nihil libertatis aut liberi arbitrij relictum, sed omnia in solius Dei uoluntate pendere. Derfor holder han de gudløse i tømme, der bliver stødt over disse soleklare ord, fordi de mente, at den guddommelige vilje blev opfyldt med vores nødvendighed, og fordi de mente, at det var helt afgjort, at der ikke var nogen frihed eller fri vilje tilovers til dem, men alt afhang alene af Guds vilje.
L34 Compescit autem sic, ut iubeat eos tacere, et reuereri maiestatem potentiae et uoluntatis diuinae, in quam nos nullum ius, ipsa uero in nos habet plenum ius faciendi quicquid uoluerit. Neque fieri nobis iniuriam, cum nihil nobis debeat, nihil a nobis acceperit, nihil promiserit, nisi quantum uoluit et placuit. (W718) Men han holder dem i tømme således, at han befaler dem at tie og ære majestætens magt og guddommelige vilje, over hvilken vi ikke har nogen ret, tværtimod har den fuld ret over os til at gøre, hvad den vil. Der sker os ikke uret, fordi den ikke skylder os noget, ikke har modtaget noget af os, ikke har forjættet noget, udover hvad den har villet og hvad der har behaget den.
L35 Hic igitur locus, hic tempus est, non Coricios illos specus, sed ueram maiestatem in metuendis mirabilibus et iudicijs suis incomprehensibilibus adorandi et dicendi: Fiat uoluntas tua, sicut in coelo, et in terra. Dette her er altså stedet, dette er altså tiden, og ikke denne korykiske hule, hvor man kan tilbede dem sande majestæt i hans frygtelige undere og i hans uransagelige domme og sige: Ske din vilje, som i himlen således også på jorden.
L36 At nos nullibi sumus magis irreuerentes et temerarij, quam in illis ipsis mysterijs et iudicijs inperuestigabilibus inuadendis et arguendis, interim uero fingimus nobis incredibilem reuerentiam in scripturis sanctis scrutandis, quas Deus iussit scrutari. Men vi er intetsteds mere uærbødige og ubetænksomme end når vi trænger ind til disse selvsamme mysterier og uransagelige domme og kommer med vore anklager; men samtidig påtager vi os en utrolig ærbødighed imod at udforske de hellige skrifter, som Gud har befalet os at udforske.
L37 Non scrutamur hic, illic uero, ubi scrutari prohibuit, nihil facimus, nisi quod perpetua temeritate, ne dicam blasphemia, scrutemur. Vi udforsker ikke her, men dèr, hvor det er forbudt at udforske, gør vi intet andet end at udforske med en stadig forvovenhed, for ikke at sige gudsbespottelse.
L38 An non est scutari temere, conari, ut liberrima praescientia Dei conueniat cum nostra libertate? parati, praescientiae Dei derogare, nisi nobis libertatem permiserit, aut si necessitatem intulerit, cum murmurantibus et blasphemantibus dicere: Quid adhuc queritur? Voluntati eius quis resistit? Mon det ikke er ubetænksomt at efterforske, når man prøver at finde ud af, hvordan Guds helt frie forudviden stemmer overens med vores frihed? beredte til, at lade Guds forudviden falde, medmindre den giver os frihed, eller hvis den påfører os nødvendighed, da knurrende og gudsbespottende at sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? Hvem kan nemlig modstå hans vilje?
L39 Vbi Deus natura clementissimus? Vbi, qui non uult mortem peccatoris? An ideo nos condidit, ut delectaretur cruciatibus hominum? et similia, quae apud inferos et damnatos ululabuntur in sempiternum. Hvor er den Gud, der af natur er barmhjertig? Hvor er han, der ikke vil synderens død? Mon han har skabt os, fordi han elsker mennesker pinsler? Og den slags ord, som de der er fordømt og befinder sig i helvede fortryder til evig tid.
L40 At talem oportere esse Deum uiuum et uerum, qui libertate sua necessitatem imponat nobis, ipse ratio naturalis cogitur confiteri, uidelicet, quod ridiculus ille Deus fuerit, aut idolum uerius, qui incerto praeuideat futura, aut fallatur euentis, cum et gentiles Dijs suis fatum dederint inelectabile. Men at den levende og sande Gud er en sådan Gud, der med sin frihed påfører os nødvendighed, det tvinges selve den naturlige fornuft til at indrømme, fordi nemlig det ville være en latterlig Gud eller en sand afgud, som forudså det fremtidige på usikker måde eller for hvem begivenhederne kan slå fejl, eftersom også hedningerne lader deres guder tildele en uafvendelig skæbne.
L41 Aeque ridiculus fuerit, si non omnia potest et faciat aut aliquid sine ipso fiat. Concessa autem praescientia et omnipotentia, sequitur naturaliter irrefragibili consequentia, Nos per nos ipsos non esse factos, nec uiuere, nec agere quicquam, sed per illius omnipotentiam. Ligeså latterligt ville det være, hvis han ikke både ville og kunne alt, eller hvis noget skete uden ham. Men er forudvidenen og almagten indrømmet, så følger på naturlig måde og med uafrystelig konsekvens, at vi ikke er blevet til ved os selv, ikke lever ved os selv, ikke gør noget ved os selv, men kun ved hans almagt.
L42 Cum autem tales nos ille ante praescierit futuros, talesque nunc faciat, moueat et gubernet, quid potest fingi quaeso, quid in nobis liberum sit, aliter et aliter fieri, quam ille praescierit aut nunc agat? Men eftersom han i forvejen vidste, at vi ville være sådanne væsener, og nu skaber, bevæger og styrer os som sådanne væsener, hvad kan vi da forestille os, spørger jeg, som i os skulle være frit, så det kunne være anderledes og ske anderledes, end han forud vidste og nu sætter i værk?
L43 Pugnat itaque ex diametro praescientia et omnipotentia Dei cum nostro libero arbitrio, Aut enim Deus falletur praesciendo, errabit et agendo (quod est impossibile), aut nos agemus et agemur secundum ipsius praescientiam et actionem. Derfor, Guds forudviden og almagt kæmper stik imod vor frie vilje, for enten tager Gud fejl, når han forud véd noget, han tager fejl, når han virker noget (hvilket er umuligt), eller også handler vi og handles med ifølge hans forudviden og virken.
L44 Omnipotentiam uero Dei uoco, non illam potentiam, qua multa non facit quae potest, sed actualem illam, qua potenter omnia facit in omnibus, quo modo scriptura uocat eum omnipotentem. Men jeg taler om Guds almagt, ikke den magt, hvorved han ikke gør meget, som han kunne gøre, men hans aktuelle almagt, hvorved han magtfuldt virker alt i alle, sådan som skriften kalder ham almægtig.
L45 Haec inquam omnipotentia et praescientia Dei funditus abolent dogma lib. arb. Nec potest hic praetexi obscuritas scripturae aut difficultas rei, Verba sunt clarissima etiam pueris nota, Res (W719) est plana et facilis, etiam communi sensus iudicio naturali probata, ut nihil faciat quantauis series soeculorum, temporum, personarum, aliter scribentium et docentium. Denne almagt og forudviden hos Gud, siger jeg, tilintetgør ganske dogmet om den frie vilje. Og her kan man ikke skyde sig ind under skriftens dunkelhed eller sagens vanskelighed, ordene er soleklare endog for børn, sagen er ligefrem og let, anerkendt også af den naturlige bedømmelse af forstanden, så at en nok så lang række af århundreder, tider, personer, der har skrevet og lært anderledes, intet gør til sagen.
L46 Scilicet hoc offendit quam maxime sensum illum communem seu rationem naturalem, quod Deus mera uoluntate sua homines deserat, induret, damnet, quasi delectetur peccatis et cruciatibus miserorum tantis et aeternis, qui praedicatur tantae misericordiae et bonitatis etc. Naturligvis støder dette i høj grad den sunde menneskeforstand eller den naturlige fornuft, at Gud ud af sin rene og skære vilje forlader, forhærder, fordømmeer menneskene, som om han elskede så store og evige synder og kvaler hos de elendige, han, som dog ellers prædikes at være barmhjertig og god, osv.
L47 Hoc iniquum, hoc crudele, hoc intolerabile uisum est de Deo sentire, quo offensi sunt etiam tot et tanti uiri tot soeculis. Et quis non offenderetur? Ego ipse non semel offensus sum usque ad profundum et abyssum desperationis, ut optarem nunquam esse me creatum hominem, antequam scirem, quam salutaris illa esset desperatio et quam gratiae propinqua. At tænke sådan om Gud har syntes uretfærdigt, grusomt, utåleligt, og derover er da også så mange og så dygtige mænd bliver forarget op igennem så mange hundrede år. Og hvem vil ikke blive forarget? Jeg selv er ofte blevet forarget indtil fortvivlelsens dyb og afgrund, så jeg ønskede, at jeg aldrig var blevet skabt, indtil jeg blev klar over, hvor frelsebringende denne fortvivlelse var, hvor nær nåden var for hånden.
L48 Ideo sic sudatum et laboratum est, pro excusanda bonitate Dei, pro accusanda uoluntate hominis, ibi repertae distinctiones de uoluntate Dei ordinata et absoluta, de necessitate conseuentiae et consequentis, et multa similia, Sed quibus nihil est profectum, nisi quod rudibus impositum est, inanitate uerborum et oppositione falso nominatae scientiae. Derfor er det i høj grad blevet svedt og arbejdet, for at undskylde Guds godhed, for at anklage menneskets vilje; derfor har man opfundet distinktioner mellem Guds ordnede vilje og hans absolutte vilje, mellem en konsekvensskabende og en konsekvensbærende nødvendighed, og meget andet. Men dermed er man ikke kommet videre, udover, at man har ført de ulærde bag lyset, med åndløse ord og ved at modstille det med noget, man falsk kalder videnskab.
L49 Mansit nihilominus semper aculeus ille alto corde infixus tam rudibus quam eruditis, si quando ad rem seriam uentum est, ut sentirent necessitatem nostram, si credatur praescientia et omnipotentia Dei. Ikke desto mindre forbliver denne brod altid siddende dybt i hjertet på både læg og lærd, når det omsider blev alvor og de følte vores nødvendighed, hvis man da skal tro på Guds forudviden og almagt.
L50 Atque ipsamet ratio naturalis, quae necessitate illa offenditur et tanta molitur ad eam tollendam, cogitur eam concaedere, proprio suo iudicio conuicta, etiamsi nulla esset scriptura. Ja, også den naturlige fornuft selv, som er blevet stødt over denne nødvendighed og har gjort sig så megen umage med at få den ophævet, tvinges til at indrømme den, overvundet af sin egen bedømmelse, også selv om der ikke var nogen skrift.
L51 Omnes enim homines iuueniunt [inueniunt?] hanc sententiam in cordibus suis scriptam, et agnoscunt eam ac probant (licet inuiti), cum audiunt eam tractari. Primo Deum esse omnipotentem non solum potentia, sed etiam actione (ut dixi), alioqui ridiculus foret Deus. For alle mennesker finder denne mening skrevet i deres hjerter, og anerkender den og lader den gælde (omend modvilligt), når de hører den behandlet. For det første, at Gud er almægtig, ikke blot efter mulighed, men også efter handling (som jeg har sagt det), ellers ville han være en latterlig Gud.
L52 Deinde ipsum omnia nosse et praescire, neque errare neque falli posse. Istis duobus omnium corde et sensu concessis, coguntur mox ineuitabili consequentia admittere, Nos non fieri nostra uoluntate, sed necessitate, Ita nos non facere quodlibet pro iure lib. arb., se prout Deus praesciuit et agit consilio et uirtute infallibili et immutabili. Dernæst, at han véd alt og forudser alt, og hverken kan tage fejl eller lade sig narre. Disse to ting må indrømmes af enhvert hjerte og forstand, og de tvinges snart af en uimodståelig konsekvens til at indrømme, at vi ikke er blevet til ud af vores vilje, men af nødvendighed, ligeledes, at vi ikke gør noget med den frie viljes ret, men ud fra, hvad Gud forudser og gør, med sit ufejlbarlige og uforanderlige råd og kraft.
L53 Quare simul in omnium cordibus scriptum inuenitur, liberum arbitrium nihil esse, licet obscuretur tot disputationibus contrarijs et tanta tot uirorum authoritate, tot soeculis aliter docentibus, Sicut et omnis alia lex (teste Paulo) in cordibus nostris scripta, tum agnoscitur, ubi recte tractatur, tum obscuratur, ubi impijs magistris uexatur et alijs opinionibus occupatur. Derfor findes det på én gang skrevet i alle hjerter, at den frie vilje intet er, selv om det også bliver fordunklet af så mange disputationer i modsat retning og af, at der i så mange århundreder er blevet lært anderleds af så mange udmærkede mænds autoritet; selv om også enhver, ifølge Paulus, har en anden lov skrevet, så bliver det dog på den ene side anerkendt, hvor det behandles ret, men på den anden side fordunklet, hvor det mishandles af ufromme lærere og erstatttet med andre meninger.
Videre til W719.


Noter:

Note 1: Stedet hos Origenes er kilden for Erasmus frem til III a 17.

Note 2: