Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio: Ingenting i denne omgang, se her for III a 5!

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 713. Faraos forhærdelse.

Fra Luthers De servo arbitrio, W713:
L6 (W713) His puto satis confutatam esse tropologam Diatriben cum suo tropo, tamen ad ipsum textum ueniamus, uisuri, quam conueniat inter ipsam et tropum. Hermed mener jeg tilstrækkeligt at have gendrevet Diatriben billedtaleudlægning med dens egen billedtale; lad os nu gå til teksten selv for at se, hvordan den stemmer overens med sig selv og med billedtalen.
L7 Mos est enim omnium, qui tropis eludunt argumenta, ut textu ipso fortiter contempto, hoc solum laborent, ut excerptum uocabulum aliquod tropis torqueant, ac suo sensu crucifigant, nulle respectu habito, uel circumstantiarum, uel sequentium et praecedentium, uel intentionis aut caussae authoris. Det er nemlig skik hos alle de, der undviger argumenter med deres billedtale, at de stærkt foragter teksten selv og alene anstrenger sig for at fordreje et eller andet isoleret ord, som de så korsfæster med deres mening, uden hensyn til sammenhængen, hverken den følgende eller den foregående, eller til forfatterens hensigt og begrundelse.
L8 Sic Diatribe hoc loco, nihil morata, quid agat Moses, aut quorsum tendat eius oratio, uoculam hanc: 'Ego indurabo' (qua offenditur) e textu rapit, fingitque pro libidine, interim nihil cogitans, quomodo sit rursus inserenda, et coaptanda, ut quadret corpori textus. Således river Diatriben på dette sted, uden at tænke på, hvad Moses gør eller hvad hans tale går ud på, dette lille ord: 'Jeg vil forhærde' (som forarger den) ud fra teksten, laver det om efter forgodtbefindende, og tænke undervejs ikke over, hvordan den igen skal sætte det ind i teksten og passe det til, så det passer ind i tekstsammenhængen.
L9 Atque haec est illa ratio, cur scriptura non sit satis dilucida apud tot soeculis receptissimos ac doctissimos uiros, Nec mirum, quando nec sol talibus artibus petitus licere posset. Og det er den efterlyste grund til, at skriften ikke er tilstrækkelig belyst hos så mange århundreders højt anerkendte og lærde mænd; og det er ikke underligt, når selv solen ikke ville kunne lyse, hvis den blev truet med sådanne kunster.
L10 Sed ut omittam, quod superius monstraui, Pharaonem non recte dici induratum, quod lenitate Dei toleratus, non sit statim punitus, cum tot plagis castigatus sit, Quid opus erat, ut Deus toties promitteret sese induraturum cor Pharaonis, tunc cum signa fierent, qui iam ante signa et ante eam indurationem talis fuit, ut qui lenitas diuina toleratus nec punitus, tot mala intulerit filijs Israel, successu prospero et opibus inflatus, si 'indurare' dicitur: diuina lenitate tolerari nec statim punire? Men for nu at udelade, hvad jeg ovenfor har vist, at man ikke med rette kan sige, at Farao blev forhærdet, fordi han blev tålt og ikke straks straffet i kraft af Guds langmodighed, eftersom han blev straffet med så mange plager, hvad grund var der så til, at Gud så ofte lovede, at han ville forhærde Faraos hjerte, dengang, da tegnene skete, når han allerede før tegnene og før hans forhærdelse var et sådant menneske, at skønt den guddommelige langmodighed tålte og ikke straffede ham, så påførte han dog Israels børn så mange onder, opblæst af sin store succes og sin rigdom, hvis 'forhærde' betød: tålt af den guddommelige langmodighed og ikke straks straffet?
L11 Vides igitur prorsus nihil ad rem facere tropum istum hoc loco? ut qui generaliter ad omnes pertinet, qui peccant lenitate diuina tolerati. Sic enim omnes homines indurari dicemus, cum nemo non peccet, peccaret uero nulla, nisi toleraretur lenitate diuina. Alia est igitur haec Pharaonis induratio praeter illam generalem tolerantiam lenitatis diuinae. Ser du da, hvordan denne billedtale slet ikke har noget med sagen at gøre? fordi den i almindelighed handler om alle, der synder og tåles af den guddommelige langmodighed. Sådan kan vi nemlig sige, at alle mennesker forhærdes, eftersom alle synder, men ingen ville synde, hvis ikke den guddommelige langmodighed ville tåle dem. Men det er noget andet med Faraos langmodighed her, end med denne almindelige tålsomhed hos den guddommelige langmodighed.
L12 Hoc potius agit Moses, ut non adeo praedicet maliciam Pharaonis, quam ueritatem et misericordiam Dei, ne scilicet filij Israel diffidant promissionibus Dei, ubi se liberaturum eos promisit. Nej, snarere behandler Moses her Guds sandhed og barmhjertig end Faraos ondskab, at ikke Israels børn skal nære mistro til Guds forjættelser, hvormed han har lovet, at han ville befri dem.
L13 Ea res cum esset maxima, praedicit illis difficultatem, ne labascant fide, scientes haec omnia praedicta et disponente ipso, qui promisit, sic gerenda, ac si diceret: Libero uos quidem, sed hoc difficulter credetis, adeo resistet et differet rem Pharao, sed confidite nihilominus; Hoc totum quoque, quod ille differt, me operante fiet, ut eo plura et maiora faciam miracula, ad confirmandos uos in fide, et ad alijs ostendendam potentiam meam, ut deinceps eo magis mihi in omnibus credatis. Da denne sag var en meget vigtig sag, sagde han dem vanskelighederne på forhånd, at de ikke skulle vakle i troen, idet de vidste, at når alt dette var forudsagt og lagt tilrette af ham, som lovede det, måtte det også ske således, altså som om han sagde til dem: Jeg befrier jer ganske vist, men dette har I svært ved at tro på, fordi Farao står imod og vanskeliggør sagen, men I må alligevel tro på mig; alt det, som han volder af vanskeligheder, sker med mig som den handlende, og jeg vil gøre mange og store under for ham, for at styrke jer i troen, og for at vise andre min magt, at I derefter så meget mere skal tro på mig i alle ting.
L14 Sic et Christus facit, cum suis discipulis regnum promittit in caena nouissima, difficultates plurimas praedicit, suam ipsius mortem, et ipsorum multas tribulationes, ut, cum factum esset, crederent deinceps multo (W714) magis. Sådan gør også Kristus, når han forjætter sine disciple riget ved det sidste måltid, han forudsiger mange vanskeligheder, sin egen død, deres mange trængsler, så at de, når det er sket, kan tro ham så meget mere.
L15 Nec Moses obscure hunc sensum nobis exhibet, ubi dicit: Pharao autem non dimittet uos, ut multa signa fiant in Aegypto, (Ex 3,19) Et iterum: in hoc ipsum excitaui te, ut ostendam potentiam meam in te, et enarretur nomen meum in uniuersa terra. (Ex 9,16). Og Moses gør heller ikke denne mening dunkel for os, når han siger: 'Farao vil ikke lade jer gå, skønt der sker mange tegn i Ægypten'; og senere: 'Derfor har jeg opvakt dig, at jeg kan vise min magt på dig og mit navn kan bliver kundgjort over hele jorden'.
L16 Vides hic ideo Pharaonem indurari, ut resistat Deo et differat redemptionem, quo fiat occasio multis signis et declarandae potentiae Dei, ad enarrandum et credendum ei in omni terra. Du ser derfor her, at Farao bliver forhærdet, for at han kan modstå Gud og vanskeliggøre forløsningen, hvorved der gives lejlighed til mange tegn og til at kundgøre Guds magt, så han forkyndes og tros ud over hele jorden.
L17 Quid hoc est aliud, quam haec omnia dici et fieri ad confirmandam fidem et ad consolandos infirmos, ut Deo deinceps, tanquam ueraci, fideli, potenti et misericordi libenter credant? Hvad er dette andet, end at det altsammen siges og sker for at bekræfte troen og styrke de svage, så at de derefter kan af sig selv kan stole på, at Gud er sanddru, trofast, mægtig og barmhjertig?
L18 uelut si paruulis blandissime loquatur: Ne terreamini duritia Pharaonis; Nam et illam ipsam ego operor, et in manu mea habeo, qui libero uos; tantum illa utar ad multa signa facienda et ad declarandam maiestatem meam, pro fide uestra. som om han talte meget blidt til børn: Vær ikke bange for Faraos hårdhed! For selv den er det mig, der står bag, og jeg har den i min hånd, så jeg kan befri jer; men jeg bruger hårdheden til at gøre mange tegn med og til at forkynde min majestæt, for at I skal tro.
L19 Hinc illud est, quod fere post singulas plagas repetit Moses: Et induratum est cor Pharaonis, ut non dimitteret populum, sicut locutus fuerat Dominus. (Ex 8,15) Heraf kommer det, at Moses næsten efter hver plage gentager: Og Faraos hjerte blev forhærdet, så han ikke lod folket gå, sådan som Herren havde sagt.
L20 Quid est hoc: Sicut locutus erat Dominus, nisi ut uerax appareret Dominus, qui illum indurandum praedixerat? Si hic ulla erat uertibilitas aut libertas arbitrij in Pharaone, quae in utrunque potuisset, non potuisset Deus tam certo praedicere eius indurationem. Hvad betyder dette 'Sådan som Herren havde sagt', andet end at Herren har vist sig sanddru, fordi han forhærdede ham, som han havde forudsagt? Hvis der var mulighed for ændring eller hvis der var en fri vilje i Farao, som kunne vende sig begge steder hen, så kunne Gud ikke så sikkert forudsige hans forhærdelse.
L21 Nunc cum promittat is, qui nec falli nec mentiri potest, necessario et certissime futurum erat, ut induraretur, Quod non fieret, nisi induratio prorsus esset extra uires hominis, et in solius Dei potestate, modo, quo diximus supra, uidelicet, quod Deus certus erat, sese operationem omnipotentiae generalem non omissurum in Pharaone aut propter Pharaonem, cum nec possit eam omittere. Nu, da det er forjættet af ham, som hverken kan fejle eller lyve, må det med nødvendighed og sikkerhed finde sted, at han bliver forhærdet, men det kan ikke ske, hvis ikke forhærdelsen helt og holdent ligger udenfor menneskets magt, og alene ligger i Guds magt, på den måde, som vi ovenfor har vist, nemlig, at Gud var sikker på, at han ikke ville ophøre med sin almagts almindelige virken i Farao eller for Faraos skyld, eftersom han ikke kan ophøre med den.
L22 Deinde aeque certus erat, uoluntatem Pharaonis naturaliter malam et auersam, non posse consentire uerbo et operi Dei contrario sibi: ideo impetu uolendi in Pharaone per omnipotentiam Dei intus seruato, et occursu uerbi et operis contrarij foris obiecto, nihil aliud fieri potuit, quam offensio et induratio cordis in Pharaone. Dernæst er det lige så sikkert, at Faraos vilje, der af natur var ond og forvendt, ikke kunne samtykke i Guds ord og gerning, når den blev rettet mod ham selv; derfor, når den indre trang til at ville i Farao blev opretholdt gennem Guds almagt, og de mod ham rettede ord og gerninger blev forelagt ham i det ydre, kunne der ikke ske andet, end at der opstod en forargelse og forhærdelse i Faraos hjerte.
L23 Si enim Deus omississet actionem omnipotentiae suae in Pharaone, tum cum ei uerbum Mosi contrarium obiecit, et sola uoluntas Pharaonis sua ui egisse fingeretur, tum disputandi locus forte fuisset, utro sese inclinare potuisset. Hvis nemlig Gud havde ophørt med sin almagts virken i Farao, da han forelagde ham Moses' modsatrettede ord, og man antog, at viljen alene skulle have handlet ved egen kraft, da ville der måske være mulighed for at diskutere, til hvilken side den ville vende sig.
L24 Nunc uero, cum agatur et rapiatur uolendo, non fit quidem uoluntati eius uis, quia non cogitur nolens, Sed naturali operatione Dei rapitur ad uolendum naturaliter, qualis qualis est (est autem mala). ideo non potest non impingere in uerbum, et sic indurari. Men nu, hvor han drives til og rives med til at ville, sker der ikke hans vilje overlast, fordi han ikke tvinges imod sin vilje, men ved Guds naturlige virken rives han med til at ville på naturlig måde, sådan som han nu engang er (men han er jo ond). Derfor kan han ikke andet end støde sammen med ordet og således bliver han forhærdet.
L25 Ita uidemus hunc locum fortiter contra libe. arb. pugnare, eo nomine, quod Deus, qui promittit, nequeat mentiri, Si autem non mentitur, non potest Pharao non indurari. Sådan ser vi, at dette sted kraft kæmper imod den frie vilje, af den grund, at Gud, som forjætter, ikke kan lyve. Men hvis han ikke lyver, kan Farao ikke andet end forhærdes.
Videre til W714.


Noter:

Note 1:

Note 2: