Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 4.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 707. Faraos forhærdelse.

e1 III a 4. Haec autem Pharaonis malitia deus abusus est in suam gloriam et ad salutem populi sui, quo magis perspicuum esset homines frustra conari, qui dei voluntati resistunt, quemadmodum prudens rex aut paterfamilias saevitia quorundam, quod odit, tamen ad puniendos improbos abutitur. Men denne ondskab hos Farao brugte Gud til sin ære og til folkets frelse, for at det skulle være så meget mere klart, at de mennesker, der stod Guds vilje imod, anstrengte sig forgæves, ligesom en klog konge eller familiefader kan bruge nogle menneskers grusomhed, som han hader, til dog at straffe de onde.
e2 Nec tamen ideo vis fit nostrae voluntati, si rerum eventus in manu dei est aut si illi conatus hominum pro suo arcano consilio alio vertit, quam illi destinarant. Dog lider vores vilje ikke af den grund nogen overlast, selv om tingenes udfald ligger i Guds hånd, eller selv om han vender menneskenes anstrengelser til bedste for sine hemmelige råd et andet sted hen, end de havde bestemt.
e3 Quemadmodum igitur malorum conatus vertit in bonum pierum, ita bonorum conatu non assequuntur, quod expetunt, nisi adiuti gratuito dei favore. Ligesom han altså vender de ondes stræben til bedste for de fromme, således når de godes bestræbelser ikke det mål, de sigter efter, medmindre de har hjælp af Guds frie gunst.
e4 Nimirum hoc est, quod subicit Paulus: 'Igitur non volentis neque currentis, sed miserentis est dei'. (Rom 9,16). Det er uden tvivl det, som Paulus skriver om: 'Derfor kommer det ikke an på den, der vil, eller den, der anstrenger sig, men på Gud, der er barmhjertig'.
e5 Praevenit dei misericordia voluntatem nostram, comitatur eandem in conando, dat felicem eventum. Et tamen interim volumus, currimus, assequimur, sic tamen, ut hoc ipsum, quod nostrum est, ascribamus deo, cuius sumus toti. Guds barmhjertighed kommer vores vilje i forkøbet, hjælper den i dens stræben og giver lykke til udfaldet. Og dog vil vi, anstrenger vi os, når vi resultater samtidig dermed, dog således, at det, der er vort, det tilskriver vi Gud, ham, hvis ejendom vi er helt og holdent.
Videre til Diatriben III a 5.


Fra Luthers De servo arbitrio, W707:
L6 Caussas etiam uideamus fingendi huius tropi in hoc loco. Absurdum (ait Diatribe) uidetur, ut Deus, qui non solum iustus, sed etiam bonus est, indurasse dicatur cor hominis, ut per illius maliciam suam illustraret potentiam. Lad os nu da se på grundene til at opfinde den slags billedtale på dette sted. Det synes at være absurd, siger Diatriben, at Gud, som ikke blot er retfærdig, men også god, skulle siges at forhærde menneskets hjerte, for at han kan forherlige sin magt gennem dets ondskab.
L7 Quare ad Origenem recurrit, qui fatetur occasionem indurationis datam a Deo, culpam tamen in Pharaonem reijcit. Derfor henflyr den til Origenes, som tilstår, at der af Gud gives lejlighed til forhærdelse, men skylden kaster han dog på Farao.
L8 Insuper idem annotauit, quod Dominus dicit: In hoc ipsum excitaui te, non ait: in hoc ipsum feci te. Alioqui Pharao non fuisset impius, si talem condidisset Deus, qui contemplatus est omnia opera sua, et erant ualde bona. (1 Mos 1,31) Haec illa. Dertil kommer, at Origenes bemærker, at Herren siger: Derfor har jeg fremkaldt dig, ikke: Derfor har jeg skabt dig. Ellers ville Farao ikke være gudløs, hvis den Gud, der så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt, havde skabt ham sådan. Såvidt Diatriben.
L9 Absurditas itaque una est principalium causarum, ne uerba Mosi et Pauli simpliciter accipiantur. Sed ea absurditas in quem peccat articulum fidei? aut quis illa offenditur? Dette, at det er absurd, er derfor en væsentlig grund til, at Moses' og Paulus' ord ikke forstås ligefremt. Men hvilken trosartikel forsynder den absurditet sig imod? eller hvem bliver forarget over den?
L10 Ratio humana offenditur, quae, cum in omnibus uerbis et operibus Dei caeca, surda, stulta, impia et sacrilega est, hoc loco adducitur iudex uerborum et operum Dei. Det er den menneskelige fornuft, der bliver forarget, den, som på dette sted, skønt den i alle Guds ord og gerninger er blind, døv, dum, gudløs og blasfemisk, fremføres som dommer over Guds ord og gerninger.
L11 Eodem argumento negabis omnes articulos fidei, quod longe absurdissimum sit, et, ut Paulus ait, Stultitia gentibus et scandalum Iudeis, (1 Kor 1,23) Deum esse hominem, uirginis filium, crucifixum, sedentem in dextera patris. Med det samme argument kan man nægte alle troens artikler, fordi de er fuldstændig absurde, og som Paulus siger, er det en dårskab for hedningerne og en forargelse for jødene, at Gud er menneske, jomfruens søn, korsfæstet, siddende ved Faderens højre hånd.
L12 Absurdum est (inquam) talia credere. Fingamus igitur tropos aliquos cum Arrianis, ne Christus sit simpliciter Deus. Fingamus tropos cum Manicheis, ne sit uerus homo, sed fantasma per uirginem, ceu radius per uitrum, lapsum, et crucifixum. Sic pulchre scripturas tractabimus. Det er absurd, siger jeg, at tro den slags. Lad os derfor med Arianerne opfinde den billedtale, at Kristus ikke ligeud er Gud. Lad og med manikæerne opfinde den billedtale, at han ikke er sandt menneske, men et gespenst, der som en stråle falder igennem et glas, er faldet igennem jomfruen og blevet korsfæstet. Hvor smukt vi så ville håndtere skriften!
L13 Sed nec prosunt tamen tropi, nec euaditur absurditas. Absurdum enim manet (ratione iudice), ut Deus ille iustus et bonus, exigat a libe. arb. impossibilia, Et, cum lib. arb. non possit uelle bonum, necessarioque seruat peccato, tamen imputet ei, Et, dum non confert spiritum, nihil mitius aut clementius faciat, quam si induret uel indurari permittat. (W708) Men ak, billedtalen gavner ikke, man undgår ikke absurditeten. Det er og bliver jo absurd, efter fornuftens dom, at denne gode og retfærdige Gud kræver det umulige af den frie vilje, og, skønt den frie vilje ikke kan ville det gode og med nødvendighed træller for synden, alligevel tilregner den den, og når han ikke lader ånden komme til, gør det, der er alt andet end mildt og barmhjertigt, nemlig at han forhærder eller tillader, at nogen forhærdes.
L14 Haec dictabit ratio non esse boni et clementis Dei. Superant nimio captum illius, nec captiuare etiam sese potest, ut credat bonum esse Deum, qui talia faciat et iudicet, sed seclusa fide, palpare et uidere et comprehendere uult, quomodo sit bonus et non crudelis. Dette, vil fornuften atter og atter sige, hører ikke med til at være en god og barmhjertig Gud. Det overgår altfor meget dens fatteevne, den kan heller ikke lade sig fange af den tanke, så at den tror, at den Gud er god, som handler og dømmer sådan, men den ser bort fra troen og vil berøre, se og forstå, hvordan han kan være god og ikke grusom.
L15 Comprehenderet uero tunc, quando sic de Deo diceretur: Neminem indurat, neminem damnat, sed omnibus miseretur, omnes saluos facit, ut destructo inferno, positoque metu mortis, nulla poena formidaretur futura. Men den ville forstå det, hvis man sagde om Gud, at han ikke forhærder nogen, ikke fordømmer nogen, men forbarmer sig over alle, gør alle frelste, så at helvede blev ødelagt, dødsfrygten fjernet, og man ikke behøvede at grue for nogen fremtidig straf.
L16 Ideo sic aestuat et contendit, ut Deum excuset et defendat, iustum et bonum. Sed fides et spiritus aliter iudicant, qui Deum bonum credant, etiamsi omnes homines perderet. Derfor er den så oprørt og gør sig så stor umage for at undskylde og forsvare Gud, som værende retfærdig og god. Men troen og ånden dømmer anderledes, de tror, at Gud er god, også selv om alle mennesker gik fortabt.
L17 Et quid prodest, nos istis cogitationibus fatigari, ut culpam indurationis in lib. arbitrium reijciamus? faciat lib. arb. toto mundo totisque uribus, quicquid potest, nullum tamen exemplum edet, quo uel uitare possit, ne induretur, nisi spiritum dederit Deus, uel quo misericordiam mereatur, si suis uiribus relictum fuerit. Og hvad nytter det, at vi trætter os selv med disse tanker, så at vi skyder skylden for forhærdelsen på den frie vilje? Lad den frie vilje i hele verden af alle kræfter gøre, hvad den kan, den kan dog ikke fremvise noget eksempel på, at den kan undgå at forhærdes, hvis ikke ånden gives af Gud, eller fortjene sig til barmhjertigheden, hvis den overlades til sine egne kræfter.
L18 Quid enim refert, an induretur uel mereatur indurari, cum induratio necessario insit, donec inest impotentia illa, qua non potest uelle bonum, teste ipsa Diatribe? Hvad betyder det nemlig, om den forhærdes eller fortjener at forhærdes, eftersom forhærdelsen nødvendigvis er i den, idet dens afmagt er den medfødt, fordi den ikke kan ville det gode, ifølge Diatriben selv?
L19 Cum igitur absurditas non tollatur istis tropis, aut, si tollatur, maiores afferuntur absurditates, et libero arbitrio omnia tribuuntur, facessant inutiles et seductores tropi, puroque et simplici uerbo Dei haereamus. Eftersom da absurditeten ikke ophæves ved denne billedtale, eller hvis den ophæves medfører større absurditeter og tillægger den frie vilje alt, så lad os tilsidesætte denne ubrugelige og forføreriske billedtale og holde os til Guds rene og enkle ord.
L20 Altera caussa, quod ea quae fecit Deus sunt ualde bona, (1 Mos 1,31) nec Deus dixit: feci te in hoc ipsum, sed: excitaui in hoc ipsum. Primo dicimus, quod hoc dictum est ante lapsum hominis, ubi, quae Deus fecerat, erant ualde bona. En anden grund (til, at Diatriben må opfinde billedtale, jfr L6) er den, at det, Gud har skabt, er såre godt, og at Gud ikke sagde: netop derfor har jeg skabt dig, men: netop derfor har jeg oprejst dig. Her siger vi for det første, at dette er sagt før menneskets fald, hvor det, som Gud havde skabt, var såre godt.
L21 Sed mox sequitur tertio capite, quomodo sit homo factus malus, desertus a Deo ac sibi relictus. Ex quo homine sic corrupto, nati sunt omnes impij, etiam Pharao, sicut Paulus ait: Eramus omnes natura filij irae, sicut et caeteri. (Ef. 2,3). Men snart følger det tredie kapitel, om, hvordan mennesket blev ondt, blev forladt af Gud og overladt til sig selv. Af dette således fordærvede menneske er alle født ufromme, også Farao, sådan som Paulus siger: 'Vi var alle af natur vredens børn, ligesom de andre'.
L22 Condidit igitur Deus Pharaonem impium, hoc est, ex impio et corrupto semine, sicut in Prouerbijs Salomonis dicit: Omnia propter semetipsum fecit Dominus, etiam impium ad diem malum. (Ordspr 16,4). Gud skabte altså Farao som et gudløst menneske, det vil sige, ud af en gudløs og fordærvet sæd, sådan som han siger i Salomons ordsprog: 'Herren har skabt alt til dets formål, også den gudløse til den onde dag'.
L23 Non igitur sequitur: Deus condidit impium, ergo non est impius. Quomodo enim non est impius, ex impio semine? sicut dicit Psal. 50: Ecce in peccatis conceptus sum. Et Iob: Quis potest facere mundum, de immundo conceptum semine? (Note 1). Altså, følgeslutningen er ikke: Gud har skabt den gudløse, altså er han ikke gudløs. Hvordan skulle han undgå at være gudløs, når han er af en gudløs sæd? Sådan som Sl 51,7 siger: 'Se, jeg er undfanget i synd'. Og Job 14,4: 'Hvem kan gøre den ren, der er undfanget i uren sæd?'
L24 Licet enim Deus peccatum non faciat, tamen naturam peccato, subtracto spiritu, uitiatam, non cessat formare et multiplicare, tanquam si faber ex ligno corrupto statuas faciat. Ita qualis est natura, tales fiunt homines, Deo creante et formante illos ex natura tali. Selv om Gud nemlig ikke har skabt synden, ophører han ikke med at forme og formére den natur, der, når ånden holdes tilbage, er fordærvet af synden, ligesom hvis en billedskærer ville lave statuer af fordærvet træ. Derfor, sådan som naturen er, sådan bliver menneskene, og Gud skaber og former dem efter denne natur.
L25 Secundo dicitur: si de operibus Dei post lapsum intelligi uoles: Erant ualde bona, Obseruabis hoc dici non de nobis, sed de Deo. Non enim dicit: Vidit homo, quae fecerat Deus, et erant ualde bona. For det andet kan man sige: Hvis man vil have dette: 'og det var såre godt' forstået om Guds gerninger efter faldet, må man lægge mærke til, at dette siges ikke af os, men af Gud. Han siger nemlig ikke: Mennesket så alt, hvad Gud havde gjort, og det var såre godt.
L26 Multa uidentur Deo et sunt bona ualde, quae nobis uidentur et sunt pessima, Sic afflictiones, mala, errores, infernus, imo omnia optima opera Dei sunt coram mundo pessima et damnabilia. Meget synes for Gud at være og er også virkelig såre godt, som for os synes at være og også virkelig er såre ondt, således trængsler, elendigheder, fejltagelser, helvede, ja, alle Guds bedste gerninger er overfor verden onde og fordømmelige.
L27 Quid Christo (W709) et Euangelio melius? at quid mundo execratius? Igitur quomodo sint bona coram Deo, quae nobis mala sunt, solus Deus nouit, et ij, qui oculis Dei uident, id est, qui spiritum habent. Sed tam acuta disputatione nondum opus est, Sufficit interim illa prior responsio. Hvad er bedre end Kristus og evangeliet? men hvad er for verden mere afskyeligt? Derfor, hvordan det for Gud gode for os er ondt, véd alene Gud og de, som ser med Guds øjne, det vil sige, de, der har ånden. Men der er endnu ikke brug for en så omhyggelig diskussion. Det er foreløbig nok med dette første svar.
L28 Quaeritur fortassis, quo modo Deus mala in nobis dicatur operari, ut indurare, tradere desiderijs, seducere et similia? Oportuit sane uerbis Dei contentos esse, et simpliciter credere, quod dicunt, cum sint opera Dei prorsus inenarrabilia. tamen in obsequium Rationis, id est, stultitae humanae, libet ineptire et stultescere, et balbutiendo tentare, si qua possimus eam mouere. Nu vil man måske spørge, hvordan Gud kan siges at virke det onde i os, såsom at forhærde, prisgive til lysterne, forføre og den slags? Man burde egentlig være tilfreds med Guds ord og simpelthen tro på, hvad de siger, eftersom Guds gerninger helt og holdent er uudforskelige. Men for fornuftens, det vil sige, den menneskelige dumheds skyld, lad os så prøve da at vrøvle og være dumme og stamme os frem, om vi måske på en eller anden måde kan få indflydelse på den.
L29 Primum: etiam Ratio et Diatribe concedit, Deum omnia in omnibus operari, ac sine ipso nihil fieri nec efficax esse, Est enim omnipotens, pertinetque id ad omnipotentiam suam, ut Paulus ait ad Ephesios. (Ef 1,19) For det første: Også fornuften og Diatriben indrømmer, at Gud virker alt i alle, og at intet sker uden ham og intet er virksomt uden ham. Han er nemlig almægtig, og dette hører med til hans almagt, som Paulus siger.
L30 Iam Satan et homo lapsi et deserti a Deo, non possunt uelle bonum, hoc est, ea quae Deo placent, aut quae Deus uult, Sed sunt in sua desideria conuersi perpetuo, ut non possint non quaerere quae sua sunt. Nu kan Satan og det menneske, der er faldet fra Gud og er forladt af Gud, ikke ville det gode, det vil sige, det, som behager Gud, eller det, som Gud vil, men de er bestandig forvendt i deres lyster, så de ikke kan undlade at stræbe efter, hvad der er deres.
L31 Haec igitur eorum uoluntas et natura sic a Deo auersa, non est nihil. Neque enim Satan et impius homo nihil est, aut nullam naturam aut uoluntatem habent, licet corruptam et auersam naturam habeant. Men denne deres vilje og natur, der således er bortvendt fra Gud, er ikke ingenting. Hverken Satan eller den gudløse er jo ingenting, og det er heller ikke sådan, at de ikke har nogen natur eller vilje, skønt den er fordærvet og forvendt.
L32 Illud igitur, reliquum quod dicimus naturae in impio et Satana, ut creatura et opus Dei, non est minus subiectum omnipotentiae et actioni diuinae, quam omnes aliae creaturae et opera Dei. Derfor det, som vi kan kalde resten af naturen i den gudløse og i Satan, er, eftersom det er Guds skabning og gerning, ikke mindre underlagt den guddommelige almagt og gerning, end alle Guds andre skabninger og gerninger.
L33 Quando ergo Deus omnia in omnibus mouet et agit, necessario mouet etiam et agit in Satana et impio. Agit autem in illis taliter, quales illi sunt et quales inuenit, hoc est, cum illi sint auersi et mali, et rapiantur motu illo diuinae omnipotentiae, non nisi auersa et mala faciunt, tanquam si eques agat equum tripedem uel bipedem, agit quidem taliter, qualis equus est, hoc est, equus male incedit. Altså, når Gud bevæger og virker alt i alle, bevæger og virker han nødvendigvis også i Satan og den gudløse. Men han virker i dem, således, som de er, og således, som han forefinder dem, det vil sige, at da de er forvendte og onde og rives med at denne guddommelige almagts bevægelse, gør de ikke andet end forvendtheder og onde gerninger, ligesom hvis en rytter virker på en trebenet eller tobenet hest, så virker han på den, sådan som hesten er, det vil sige, hesten går dårligt.
L34 Sed quid faciat eques? equum talem simul agit cum equis sanis, illo male, istis bene, aliter non potest, nisi equus sanetur. Men hvad skal rytteren gøre? Han virker på en sådan hest samtidig med, at han virker på en sund hest, den ene på en dårlig måde, den anden på en god måde, andet kan han ikke gøre, hvis da ikke hesten bliver helbredt.
L35 Hic uides, Deum, cum in malis et per malos operatur, mala quidem fieri, Deum tamen non posse mala facere, licet mala per malos faciat, quia ipse bonus male facere non potest, malis tamen instrumentis utitur, quae raptum et motum potentiae suae non possunt euadere. Her ser du, at når Gud virker i de onde og gennem de onde, så sker der ganske vist onde ting, dog kan Gud ikke gøre noget ondt; selv om han gennem onde mennesker øver onde ting, fordi han selv som god ikke kan gøre noget ondt, så bruger han dog onde redskaber, som ikke kan undgå at blive drevet og bevæget af hans magt.
L36 Vitium ergo est in instrumentis, quae ociosa Deus esse non sinit, quod mala fiunt, mouente ipso Deo, Non aliter quam si faber securi serrata et dentata male secaret. Men skylden ligger altså hos redskaberne, som Gud ikke lader være ubrugt, skønt der sker onde ting, endog bevæget frem af Gud, ikke anderledes end hvis en tømrer hugger dårligt med en økse med hakker og skår i.
L37 Hinc fit, quod impius non possit non semper errare et peccare, quod raptu diuinae potentiae motus ociari non sinitur, sed uelit, cupiat, faciat, taliter, qualis ipse est. (W710). Herved sker der det, at den gudløse ikke kan andet end altid tage fejl og synde, fordi han, revet med af den guddommelige magts bevægelse, ikke får lov til at være uvirksom, men vil, stræber, handler ud fra, hvordan han selv er.
L38 Haec rata et certa sunt, si credimus omnipotentem esse Deum, Deinde impium esse creaturam Dei, auersam uero relictamque sibi sine spiritu Dei non posse uelle aut facere bonum. Dette er sikkert og vist, hvis vi tror, at Gud er almægtig, og at den gudløse er Guds skabning, men er forvendt og overladt til sig selv og uden Guds ånd ikke kan ville eller gøre det gode.
L39 Omnipotentiam Dei facit, ut impius non possit motum et actionem Dei euadere, sed necessario illi subiectus paret. Guds almagt bevirker, at den gudløse ikke kan undgå Guds bevægelse og handling, men med nødvendighed som underlagt den må adlyde den.
L40 Corruptio uero seu auersio sui a Deo, facit, ut bene moueri et rapi non possit. Deus suam omnipotentiam non potest omittere propter illius auersionem, Impius uero suam auersionem non potest mutare. Men hans fordærvelse eller bortvendthed fra Gud bevirker, at han ikke kan bevæges og meddrages på en god måde. Gud kan ikke standse sin almagt på grund af hans forvendthed, men den gudløse kan ikke ændre sin forvendthed.
L41 Ita fit, ut perpetuo et necessario peccet et erret, donec spiritu Dei corrigatur. In his uero omnibus Satan adhuc in pace regnat, et atrium suum quietum possidet sub motu isto diuinae omnipotentiae. (Luk 11,21). Derfor sker der det, at han til stadighed og med nødvendighed synder og tager fejl, indtil Guds ånd retleder ham. Men i alt dette hersker Satan indtil videre i fred, og besidder sin gård i ro under denne guddommelige almagts bevægelse.
L42 Post haec uero sequitur indurationis negocium, quod sic habet: Impius (ut diximus), sicut et princeps suus Satan, totus est uersus ad se et ad sua, non requirit Deum, nec curat ea quae Dei sunt, suas opes, suas glorias, sua opera, suum sapere, suum posse, et omnino suum regnum quaerit, illisque uult in pace frui. Men efter dette følger processen med forhærdelsen, hvormed det går sådan til: Den gudløse er som sagt ligesom sin fyrste, Satan, helt vendt imod sig selv og sit, søger ikke Gud, bryder sig ikke om det, der hører Gud til, søger sin egen rigdom, sin egen ære, sine egne gerninger, sin egen visdom, sin egen evne og i det hele taget sit eget rige, og han vil nyde disse ting i fred.
L43 Quod si quis ei resistat aut aliquid horum uoluerit imminuere, eadem auersione, qua illa quaerit, etiam mouetur et indignatur et furit in aduersarium, Et non tam potest non furere, quam non potest cupere et quaerere, Et tam non potest non cupere, quam non potest non esse, cum sit creatura Dei, licet uitiata. Derfor, hvis nogen står ham imod eller vil formindske nogen af alle disse ting, så vil han med den samme forvendthed, hvormed han søger dem, bevæges og forarges og rase imod sin modstander. Og lige så lidt kan han lade være med at rase, som han kan lade være med at ønske og stræbe, og lige så lidt kan han lade være med at ønske, som han kan lade være med at være, eftersom han er en Guds skabning, skønt en fordærvet sådan.
L44 Hic est ille furor mundi aduersus Euangelion Dei, Nam per Euangelion uenit ille fortior, uicturus atrij quietum possessorem, et damnat istas cupiditates gloriae, opum, sapientiae et iustitiae propriae et omnia, in quibus confidit. Herfra stammer denne verdens raseri imod Guds evangelium. For gennem evangeliet kommer denne stærkere og besejrer den rolige gårdsbesidder, og fordømmer denne stræben efter ære, rigdom, visdom og egenretfærdighed og alt, hvad han sætter sin lid til.
L45 Haec ipsa irritatio impiorum, cum Deus illis contrarium dicit aut facit, quam uellent, est ipsorum induratio et ingrauatio. Nam cum per sese sint auersi ipsa naturae corruptione, tum multo magis auertuntur et peiores fiunt, dum ipsorum auersioni resistitur aut detrahitur. Denne selvsamme forbitrelse hos de gudløse, når Gud taler eller gør det modsatte af, hvad de vil, er deres forhærdelse og forstokkethed. For eftersom de selv er forvendte ved deres egen naturs fordærvethed, så bliver de meget mere forvendte og værre, når der øves modstand imod eller gøres afbræk på deres forvendthed.
L46 Sic Pharaoni impio erepturus tyrannidem, irritauit eum et magis indurauit et aggrauauit cor eius, dum illum per uerbum Mosi, uelut regnum ablaturi et populum suae tyrannidi subtracturi, inuasit, et intus spiritum non dedit, sed ipsius impiam corruptionem permisit Satana regnante succensere, intumescere, furere et procaedere, cum securitate quadam et contemptu. Når således Gud vil frarive den gudløse Farao hans herredømme, så forbitrer han ham og forhærder hans hjerte og gør det mere forstokket, når han angriber ham gennem Moses' ord, som om han ville tage hans rige fra ham og fjerne hans folk fra hans tyranni, og ikke giver ham ånden indvendig, men tillader hans egen gudløse fordærvethed under Satans herredømme at flamme op, at blive opblæst, at rase og skride frem med en vis sikkerhed og foragt.
L47 Non igitur quispiam cogitet, Deum, cum dicitur indurare, aut malum in nobis operari (indurare enim est malum facere), sic facere, quasi de nouo in nobis malum creet, ac si fingas malignum cauponem, qui ipse malus, in uas non malum fundat aut temperet uenenum, ipso uase nihil faciente, quam quod recipiat uel patiatur temperatoris malignitatem. Nu skal ingen tænke, at Gud, når han siges at forhærde eller virke ondt i os (for at forhærde er at virke ondt), gør det på en måde, som om han fra ny skaber det onde i os, som hvis man forestiller sig en ond krovært, som selv er ond og ned i et ikke dårligt glas hælder eller blander noget gift, mens glasset selv ikke gør andet, end at det modtager eller finder sig i den midlertidige ondskab.
L48 Sic enim fingere uidentur hominem per sese bonum aut non malum pati a Deo malum opus, dum audiunt a nobis dici, Deum in nobis operari bona et mala, nosque mera necessitate passiua subijci Deo operanti, non satis cogitantes, quam (W711) inquietus sit actor Deus in omnibus creaturis suis, nullamque sinat feriari. Sådan synes de at forestille sig, at mennesket, der i sig selv er godt eller ikke ondt, finder sig i en ond gerning af Gud, når de hører, at vi siger, at Gud virker ondt og godt i os, og at vi i ren og skær passiv nødvendighed er underkastet den virkende Gud, men de tænker ikke nok over, hvor aktiv en aktør Gud er i alle sine skabninger, og over, hvordan han ikke lader nogen ligge på den lade side.
L49 Sed ita cogitet, qui utcunque talia uolet intelligere, In nobis, id est, per nos Deum operari mala, non culpa Dei, sed uitio nostro, qui cum simus natura mali, Deus uero bonus, nos actione sua pro natura omnipotentiae suae rapiens, aliter facere non possit, quam quod ipse bonus, malo instrumento malum faciat, licet hoc malo pro sua sapientia utatur bene ad gloriam suam et salutem nostram. Nej, sådan skal man tænke, hvis man vil forstå bare lidt af den slags, at Gud virker det onde i os, det vil sige, igennem os; og det sker ikke ved Guds skyld, men ved vores, eftersom vi af natur er onde, men Gud er god, og han driver os gennem sin handling i kraft af sin almagts væsen, anderledes kan han ikke gøre, end da han selv er god med et ondt redskab at gøre ondt, lad så være, at dette onde i kraft af hans visdom bruges godt til hans ære og vor frelse.
L50 Sic Satanae uoluntatem malam inueniens, non autem creans, sed deserente Deo, et peccante Satana malam factam, arripit operando, et mouet quorsum uult, licet illa uoluntas mala esse non desinat, hoc ipso motu Dei. Sådan forefinder han Satans vilje ond, han skaber den ikke, men fordi Gud forlod ham og Satan syndede, blev han ond, og ham river han med i sin virken og bevæger ham, hvorhen han vil, også selv om hans vilje ikke ophører med at være ond under denne selvsamme Guds bevægekraft.
L51 Hoc modo dixit Dauid .2. Reg. de Simei: Sine illum, ut maledicat, Dominus enum praecepit illi, ut maledicat Dauid. Quomodo praecipiat Deus maledicere, scilicet tam uirulentem et malum opus? Externum non erat uspiam tale praeceptum. Respicit igitur Dauid illo, quod Deus omnipotens dixit et facta sunt, hoc est, uerbo aeterno omnia facit. På den måde siger David, 2 Sam 16,11 om Simei: Lad ham forbande, for Herren har påbudt ham at forbande David. Hvordan kan Gud påbyde at forbande, hvilket er en giftig og ond gerning? Et ydre bud i den retning var der på ingen måde tale om. David ser altså hen til det, Gud den almægtige har sagt og gjort, det vil sige, han har skabt alt med sit evige ord.
L52 Itaque uoluntatem Simei iam malam cum omnibus membris, contra Dauid antea accensam, oblato oportune Dauid, ut merito talem blasphemiam, rapit diuina actio et omnipotentia, et ipse Deus bonus, per malum et blasphemum organum praecipit, id est, uerbo dicit et facit, scilicet raptu actionis suae, hanc blasphemiam. Derfor griber den guddommelige virken og almagt Simeis vilje, der i forvejen var ond som alle hans lemmer og optændt imod David, og da så på det rette tidspunkt den David kom, der havde fortjent en sådan forbandelse, så, skønt Gud selv er god, foreskriver han dog gennem et ondt og forbandende redskab, det vil sige, gennem ordet taler og udfører han, nemlig drevet af hans virkekraft, denne forbandelse.
L53 Sic indurat Pharaonem, cum impiae et malae eius uoluntati offert uerbum et opus, quod illa odit, uitio scilicet ingenito et naturali corruptione. Sådan forhærder han Farao, idet han tilbyder ordet og gerningen til hans gudløse og onde vilje, hvilket denne hader, nemlig ifølge sin medfødte og naturlige fordærvethed.
L54 Atque cum Deus spiritu intus eam non mutet, pergat uero offerendo et obtrudendo, Pharao uero uires, opes, potentiam suam considerans, illis eodem naturali uitio confidit, fit, ut hinc suarum rerum imaginatione inflatus et exaltatus, illinc uero humilitate Mosi et uerbi Dei abiecta forma uenientis, superbus contemptor factus, induretur, tum magis ac magis irritetur et ingrauetur, quo magis Moses instat et minatur. Og eftersom Gud ikke indvendig bevæger denne vilje med sin ånd, men fortsætter med at tilbyde og trænge sig på, men Farao kun ser på sine kræfter, sin rigdom og sin magt, og stoler på den i kraft af den samme naturlige skavank, så sker der det, at han på den ene side opblæses og opivres af forestillingen om sine ting, men på den anden side bliver han ved Moses' og Guds ords ydmyghed, der kommer til ham i en foragtelig form, til en overmodig foragter, han forhærdes, og bliver mere og mere ophidset og forstokket, jo mere Moses fortsætter og truer.
L55 Haec autem uoluntas eius mala, se sola non moueretur aut induraretur, sed, omnipotens actor cum illam agat inaeuitabili motu, ut reliquas creaturas, necesse est eam aliquid uelle. Men denne hans onde vilje bevæger eller forhærder sig ikke af sig selv, men da den almægtige virker på ham med en uundgåelig bevægelse, som på de øvrige skabninger, må han nødvendigvis ville noget.
L56 Tum simul foris offert, quod naturaliter illam irritat et offendit, fit, ut Pharao non possit uitare indurationem sui, sicut uitare non potest et omnipotentiae diuinae actionem, et auersionem seu maliciam suae uoluntatis. Da han samtidig udefra tilbyder ham noget, som af naturen ophidser og forarger ham, sker der det, at Farao ikke kan undgå sin forhærdelse, sådan som han ikke kan undgå den guddommelige almagts virken og sin viljes forvendthed og ondskab.
L57 Quare induratio Pharaonis per Deum sic impletur, quod foris obijcit maliciae eius, quod ille odit naturaliter, tum intus non cessat mouere omnipotente motu malam (ut inuenit) uoluntatem, Illeque pro malicia uoluntatis suae non potest non odisse contrarium sibi et confidere suis uiribus, sic obstinatur, ut neque audiat neque sapiat, Sed rapiatur possessus a Satana, uelut insanus et furens. (W712) Derfor fuldføres Faraos forhærdelse af Gud således, at han udefra modsætter sig hans ondskab, hvilket kan af sin natur hader, mens han indefra ikke ophører med, med sin almægtige bevægkraft, at bevæge den vilje, som han forefinder ond, og han kan på grund af sin viljes ondskab ikke lade være med at hade det, der står ham imod, og stole på sine egne kræfter, og således bliver han stædig og hverken hører eller forstår, men raser, besat af Satan, som en vanvittig eller rasende.
L58 Haec si persuasimus, uicimus in hac caussa, et explosis tropis et glosis hominum, uerba Dei simpliciter accipimus, ne sit necesse Deum excusare, uel iniquitatis arguere. Hvis vi har overbevist om dette, har vi vundet i denne sag, og vi ødelægger menneskenes billedtale og ordforståelse, og forstår Guds ord ganske ligefremt, så det ikke er nødvendigt at undskylde Gud eller mene, han er uretfærdig.
L59 Cum enim dicit: Ego indurabo cor Pharaonis, simpliciter loquitur, ac si sic diceret: Ego faciam, ut cor Pharaonis induretur, seu, ut me operante et faciente, induretur, quod quomodo fiat, audiuimus, Scilicet: intus generali motu ipsam mouebo uoluntatem malam, ut suo impetu et cursu uolendi pergat, nec cessabo mouere nec possum aliter, Foris uero offeram uerbum et opus, in quod impinget impetus ille malus, cum aliud non possit, nisi male uelle, me ipsum malum mouente uirtute omnipotentiae. Når han nemlig siger: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte', så taler han ligeud, som om han sagde sådan: 'Jeg vil gøre, at Faraos hjerte bliver forhærdet, eller idet jeg handler og virker, bliver det forhærdet, og hvordan det sker, har vi hørt, nemlig: jeg vil bevæge indvendig med almagtsbevægelsen denne onde vilje, så han fortsætter ud fra egen trang og løb med at ville, og jeg vil ikke ophøre med at bevæge ham, jeg kan heller ikke andet; men udvendig vil jeg tilbyde ham ordet og gerningen, hvorved jeg vil støde til denne onde trang, eftersom han ikke kan andet end ville det onde, når jeg bevæger dette onde med min almagtskraft.
L60 Sic certissimus erat, et certissime pronunciabat Deus, Pharaonem esse indurandum, ut qui certissimus erat, Pharaonis uoluntatem nec motui omnipotentiae resistere, nec maliciam suam deponere, nec oblatum aduersarium Mosen admittere posse, sed manente uoluntate eius mala, necessario peiorem, duriorem et superbiorem fieri, dum cursu et impetu suo impingeret in id, quod nolebat et quod contemnebat, confisus potentia sua. Sådan var Gud ganske sikker og han forkyndte det som noget ganske sikkert, at Farao ville blive forhærdet, fordi han var helt sikker på, at Faraos vilje ikke kunne modstå almagtens bevægelse og ejheller ophøre med sin ondskab, eller når den mødte modstand give Moses lov til at rejse, men hans vilje var og forblev ond, og blev med nødvendighed værre, hårdere og mere overmodig, da han i sit løb og drift stødte ind i det, som han ikke ville og som han foragtede, i den grad stolede han på sin magt.
L61 Ita uides hic, etiam hoc ipso uerbo confirmari, libe. arb. nihil nisi malum posse, dum Deus, qui non fallitur ignorantia, nec mentitur nequitia, tam secure promittit indurationem Pharaonis, certus uidelicet, quod uoluntas mala non nisi malum uelle possit, et oblato bono sibi contrario, non nisi peior fieri possit. Derfor ser du her, at netop ved dette ord bekræftes det, at den frie vilje ikke kan gøre andet end ondt, idet Gud, som ikke kan tage fejl af uvidenhed og ikke lyve af slethed, så ganske sikkert forjætter Faraos forhærdelse, og det er jo sikkert, fordi en ond vilje ikke kan ville andet end ondt, og når den får forelagt noget godt, som er den imod, ikke kan andet end blive værre.
L62 Reliqua igitur sunt, ut quaerat quispiam, Cur Deus non cesset ab ipso motu omnipotentiae, quo uoluntas impiorum mouetur, ut pergat mala esse et peior fieri? Tilbage står kun det, at en og anden nok spørger, hvorfor Gud ikke ophører med denne almagtsbevægelse, hvorved han bevæger de gudløses vilje, så at viljen fortsætter og bliver værre?
L63 Respondetur: hoc est optare, ut Deus propter impios desinat esse Deus, dum eius uirtutem et actionem optas cessare, scilicet, ut desinat esse bonus, ne illi fiant peiores. Her må svares: Dette er at ønske, at Gud på grund af de gudløse skulle ophøre med at være Gud, idet man ønsker at hans kraft og handlen ophører, det vil sige, han skulle ophøre med at være god, for at de ikke skulle blive værre.
L64 At cur non simul mutat uoluntates malas, quas mouet? Hoc pertinet ad secreta maiestatis, ubi inconprehensibilia sunt iudicia eius. Nec nostrum hoc est quaerere, sed adorare mysteria haec. Men hvorfor ikke samtidig forandre de onde viljer, som han bevæger? Dette hører til majestætens hemmeligheder, hvor hans domme er uransagelige. Og det er ikke vores sag at spørge, derimod at tilbede dette mysterium.
L65 Quod si caro et sanguis hic offensa murmuret, Murmuret sane, sed nihil efficiet, Deus ideo non mutabitur. Et si scandalisati impij discedant quam plurimi, Electi tamen manebunt. Idem dicetur illis, qui quaerunt: Cur permisit Adam ruere, et cur nos omnes eodem peccato infectos condit, cum potuisset illum seruare et nos aliunde uel primum purgato semine, creare? Hvis nu kød og blod her ville blive forarget og knurre, så lad dem blot knurre, det gør intet til sagen, Gud forandres ikke af den grund. Og selv om de gudløse i stort tal ville forarges herover og falde fra, så vil de udvalgte dog forblive. Det samme må siges til dem, der spørger: Hvorfor tillod han, at Adam faldt, og hvorfor skaber han os alle inficeret med den samme synd, eftersom han godt kunne have bevaret ham fra fald og kunne skabe os anderledes eller af en sæd, der først var renset?
L66 Deus est, cuius uoluntatis nulla est caussa nec ratio, quae illi ceu regula et mensura praescribatur, cum nihil sit illi aequale aut superius, sed ipsa est regula omnium. Han er Gud, og for hans vilje er der ingen begrundelse eller afregning, som skulle foreskrive ham regel eller mål, eftersom ingen er hans lige eller overmand, men han selv alting regel.
L67 Si enim esset illi aliqua regula uel mensura, aut caussa aut ratio, iam nec Dei uoluntas esse posset, Non enim, quia sic debet uel debuit uelle, ideo rectum sit, quod uult, Sed contra, Quia ipse sic uult, ideo debet rectum esse, quod fit. Creaturae uoluntati caussa et ratio praescribitur, sed non Creatoris uoluntati, nisi alium illi praefeceris creatorem. Hvis nemlig der kunne foreskrives ham nogen regel eller mål, eller gives nogen begrundelse eller afregning, så kunne der ikke være tale om Gud vilje. For det forholder sig ikke sådan, at fordi han bør eller burde ville det, derfor er det ret, hvad han vil, nej, det er omvendt, fordi han selv vil det og det, derfor bør det være ret, hvad der sker. Skabningens vilje kan der foreskrives grund og begrundelse, men ikke Skaberens vilje, ellers ville du foretrække noget andet fremfor ham som skaber.
Videre til W713.


Noter:

Note 1: Således efter Vulgata, i den danske oversættelse står der blot: 'Hvem kan gøre det urene rent? Ikke én'.

Note 2: