Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, III a 1.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 699. Faraos forhærdelse.

e1 III a 1. Nunc tempus est, ut ex adverso recenseamus aliquot scripturarum testimonia, quae videntur prorsus tollere liberum arbitrium. Nu er det tid, at vi fra den anden side gennemgår nogle af skriftens vidnesbyrd, som synes helt at ophæve den frie vilje.
e2 Ea sane nonnulla sunt obvia nobis in sacris voluminibus, sed in his duo praecipua sunt ac ceteris evidentiora, quorum utrumque sic tractat Paulus apostolus, ut prima specie nihil omnino tribuere videatur vel operibus nostris vel liberi arbitrii viribus. Og der er her og der nogle sådanne steder i de hellige bøger, dog er af disse især følgende to mere indlysende end de andre, og begge disse to behandler apostelen Paulus således, at man ved første øjekast må synes, at han slet ikke tillægger vore gerninger eller den frie viljes kræfter noget overhovedet.
e3 Alter locus est Exodi cap. 9 (12, 16) et tractatur a Paulo epistolae ad Romanos cap. nono (14ff): 'Induravit dominus cor Pharaonis et non audivit eos'. Et rursus: 'Idcirco autem posui te, ut ostendam in te fortitudinem meam et narretur nomen meum in omni terra'. Det første sted er 2 Mos 9,12, og det behandles af Paulus i Rom 9,14f: 'Herren forhærdede Faraos hjerte, så han ikke adlød dem'. Og igen: 'Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig og lade mit navn fortælles over hele jorden'.
e4 Paulus sic explicat adducens similem locum, qui est Exodi trigesimosecundo: 'Mosi enim dixit: Miserebor, cuicumque misereor, et commiserabor, quemcunque commiseror. Igitur non volentis neque currentis, sed miserentis est dei'. (Rom 9,15f). Paulus føjer et lignende sted, nemlig 2 Mos 33,19, til og forklarer det på følgende måde: 'Til Moses sagde Gud nemlig: Jeg forbarmer mig over hvem jeg vil og viser barmhjertighed imod hvem jeg vil. Derfor kommer det ikke an på den, der vil, eller på den, der løber, men på Gud, der viser barmhjertighed'.
e5 Alter est apud Malachiam cap. primo (2,3), et tractatur apud Paulum cap. nono (11-13): 'Nonne frater erat Iacob, dicit dominus? Et dilexi Iacob, Esau autem odio habui'. (Mal 1,2f). Det andet sted er Mal 1,2f, og det behandles hos Paulus i Rom 9,11ff: 'Mon ikke han er Jacobs bror, siger Herren, men jeg elsker Jacob, men hader Esau'.
e6 Paulus sic explicat: 'Cum enim nondum nati essent aut aliquid boni egissent aut mali, ut secundum electionem propositum dei maneret, non ex operibus, sed ex vocante dictum est ei, quia maior serviet minori, sicut scriptum est: Iacob dilexi, Esau autem odio habui'. (Rom 9,11-13). Paulus forklarer det således: 'Førend nemlig de endnu var født og havde gjort noget godt eller ondt, for at Guds beslutning ifølge udvælgelse skulle stå fast, ikke ud fra gerninger, men ud fra den, der kalder, blev der sagt til hende, sådan som der står skrevet: Jacob elskede jeg, men Esau hadede jeg'.
Videre til III a 2.


Fra Luthers De servo arbitrio, W699:
L6 Primum, cum innumerabiles locos scripturae citarit pro libero arbitr. tanquam formidabilem nimis exercitum (ut animosos redderet confessores et martyres et omnes sanctos et sanctas liberi arbitrij, pauidos uero et trepidos omnes illos abnegatores et peccatores in liberum arbitrium), contemptibilem fingit turbam contra liberum arbitrium, atque adeo duos tantum locos prae caeteris euidentiores facit in hac parte stare, nimirum ad caedam solum parata, eamque non magni negocij, Først foregiver Diatriben, efter at den har citeret talløse steder til gunst for den frie vilje og opstillet dem som en overmåde mægtig hær (for at den kan opmuntre alle den frie viljes bekendere og martyrer og hellige mænd og kvinder, men gøre alle dem nedtrykte og kleinmodige, som nægter den frie vilje og synder imod den) -- først foregiver Diatriben, at det kun er en foragtelig lille skare, der er imod den frie vilje, og lader derfor kun to skriftsteder, der er klarere end de øvrige, stå i denne del, naturligvis, så den er parat til uden større møje at slå dem til jorden.
L7 quorum alter est Exodi .9: Indurauit Dominus cor Pharaonis, Alter Malachiae .1: Jacob dilexi, Esau autem odio habui, utrunque uero Paulus ad Romanos latius explicans, mirum quam odiosam et inutilem disputationem, iudice Diatribe, susceperit. Det ene skriftsted er 2 Mos 9,12: 'Herren forhærdede Faraos hjerte'. Det andet er Mal 1,2f: 'Jacob elskede jeg, men Esau hadede jeg'. Og når Paulus nærmere udlægge begge stedet i sit brev til Romerne, så påtager han sig, efter Diatribens mening, en besynderlig ørkesløs og unyttig disputation.
L8 Nisi uero spiritus sanctus rhetoricae aliquantulum gnarus esset, periculum erat, ne tanta simulati contemptus arte fractus, prorsus de caussa desperaret, et palmam libero arbitrio concederet ante tubam. Men hvis ikke den hellige ånd var en smule bevandret i den retoriske kunst, ville der bestå den fare, at han, slået af en så stor kunst, der foregiver foragt, helt fortvivlede over sagen og indrømmede den frie vilje sejrspalmerne førend det var kommet til kamp.
L9 Sed ego inferius succentuaritus illis duobus locis ostendam et nostras copias, quamquam, ubi talis est pugnae fortuna, ut unus fuget decem milia, nullus opus est copijs. Si enim unus locus uicerit lib. arbitrium, nihil profuerint ei innumerabiles suas copiae. Men jeg, der kun er en ringe erstatning for ham, vil med disse to skriftsteder fremvise også vore hærstyrker, selv der ikke er brug for nogle tropper dèr, hvor dette er kamplykken, at én kan jage titusinder på flugt. Hvis nemlig blot ét skriftsted får besejret den frie vilje, vil hans talløse styrker ikke gavne ham.
L10 Hic igitur Diatribe inuenit nouam artem eludendi manifestissimos locos, nempe, quod tropum uelit inesse uerbis simplicissimis et clarissimis, ut, quemadmodum superios pro libe. arbi. agens, omnis uerba imperatiua et coniunctiua legis per sequelas adiectas et similitudines affictas eludit, ita nunc contra nos actura, omnia uerba promissionis et affirmationis diuinae per tropum repertum torquet, quorsum uisum est, ut utrobique sit incomprehensibilis Protheus. Her har da Diatriben opfundet en ny kunst til at vige udenom de soleklare steder, nemlig, at den vil have, at der i de mest enkle og klare ord skal befinde sig en billedtale, så at, ligesom den tidligere bar sig ad til gunst for den frie vilje, at den veg udenom alle imperativiske og konjunktiviske lovord ved hjælp af tilføjede slutninger og opdigtede sammenligninger, sådan vil den nu bære sig ad imod os, og fordreje efter forgodtbefindende alle den guddommelige forjættelsesord og tilsigelsesord ved hjælp af en opfundet billedlig tale, så at det, her som dèr, er umuligt at få fat på denne Proteus.
L11 Quin id ipsum magno supercilio exigit sibi a nobis permitti, ut qui et ipsi soleamus, ubi urgemur, tropis repertis elabi, ut ibi: extende manum tuam, ad quod uolueris, id est, gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa uelit. Ja, den forlanger med overdreven stolthed dette indrømmet af os, at ligesom vi plejer, når vi bliver trængte, at udarbejde selvopfunden billedtale, såsom: 'udræk din hånd til hvad du vil, det vil sige: nåden udrækker din hånd til hvad den vil.
L12 Facite uobis cor nouum, id est, gratia facit uobis cor nouum, et similia. Indignum igitur uidetur, si Luthero liceat tam uiolentam tortamque interpretationem afferre, et non multo magis liceat probatissimorum doctorum interpretationes sequi. Gør jer et nyt hjerte, det vil sige, nåden vil gøre jer et nyt hjerte, og den slags. Da det synes forkert, at Luther skal have lov til at fremføre en så voldsom og fordrejet udlægning, og det så ikke meget mere skulle være tilladt at følge så ærværdige doktorers udlægning.
L13 Vides itaque hic, non de textu ipso, nec iam de sequelis et similitudinibus, sed de tropis et interpretationibus pugnari. Quando ergo erit, ut simplicem purumque aliquem sine tropis et sequelis textum pro libero arbitrio et contra liberum arbitrium habeamus? Her ser du derfor, at der kæmpes, ikke om teksten selv, heller ikke om følgeslutninger og sammenligninger, men om billedtale og udlægning. Hvornår vil vi da nå dertil, at vi har en enkel og klar tekst uden billedtale om følgeslutninger for eller imod den frie vilje?
L14 An tales textus nusquam habet scriptura? perpetuoque dubia erit caussa liberi arbitrij? ut quae nullo certo textu firmatur, sed solis sequelis et tropis per homines mutuo dissentientes inductis agitatur sicut uentis arundo. Mon en sådan tekst ikke findes nogen steder i skriften? Vil der til stadighed være tvivl om den frie viljes sag? fordi den ikke kan sikres af nogen sikker tekst, men alene kan indføres af følgeslutninger og billedtale fra mennesker, der indbyrdes er uenige, så den svajer hid og did som et rør for vinden.
L15 Sic potius sentiamus, neque sequelam neque tropum in ullo loco scripturae esse admittendum, nisi id cogat circumstantia uerborum euidens, et absurditas rei manifestae, in aliquem fidei articulum peccans, sed ubique inhaerendum est simplici puraeque et naturali significatione uerborum, quam grammatica et usus loquendi habet, quem Deus creauit in hominibus. Men vi mener snarere, at man hverken skal tillade følgeslutninger eller billedtale på noget sted i skricten, medmindre de omgivende ord tydeligt tvinger til det, og en absurditet i den håndfaste sag er i uoverensstemmelse med en trosartikel; i stedet bør man overalt holde sig til den enkle og rene og naturlige betydning af ordene, som de har efter grammatikken og den sprogbrug, som Gud har skabt i mennesker.
L16 Quid si cuiuis liceat, pro sua libidine, sequelas et tropos in scripturis fingere, quid (W701) erit scriptura tota nisi arundo uentis agitata, aut uertumnus aliquis? Tum uere nihil certi neque statuetur neque probabitur, in ullo articulo fidei, quod non queas aliquo tropo cauillari. For hvis det tillades én eller anden efter forgodtbefindende at opfinde følgeslutninger og billedtale i skriften, hvad vil så skriften være andet end et rør, der svajer hid og did for vinden, eller en gud for forandring (Vertumnus)? Så ville i sandhed intet stå fast eller være sikkert eller kunne bevises i nogen trosartikel, når man ikke med én eller anden billedtale kan drive sofisteri med det.
L17 Vitari potius, sicut praesentissimum uenenum, debet omnis tropus, quem non cogit ipsamet scriptura. Vide, quid acciderit tropologo illi Origeni in enarrandis scripturis! quam dignas praebet occasiones calumniatori Purphyrio, ut Hieronymo quoque uideantur parum facere, qui Origenem tuentur. Derfor bør snarere enhver billedtale undgås, som den virksomste gift, når ikke skriften selv tvinger til det. Se, hvordan det er gået Origenes og hans billedtale, når han vil udlægge skriften! Hvor god lejlighed giver han ikke modstanderen Porphyrius, så de, der holder med Origenes, næsten synes, at også Hieronymus yder for lidt.
L18 Quid accidit Arrianis in tropo illo, quo Christum fecerunt Deum nuncupatiuum? Quid nostro saeculo accidit nouis istis Prophetis, in uerbis Christi: Hoc est corpus meum? ubi alius in pronomine Hoc, alius in uerbo Est, alius in nomine Corpus, tropicus est. Hvad sker der ikke med Arianerne, når de med deres billedtale vil gøre Kristus til en uegentlig gud? Hvad er der ikke sket i vort århundrede med disse nye profeter overfor Kristi ord: Dette er mit legeme? hvor nogen ser en billedtale om ordet 'dette', andre i 'er', andre i 'legeme'.
L19 Ego id obseruaui, omnes haereses et errores in scripturis non uenisse ex simplicitate uerborum, ut iactatur pene toto orbe, sed ex neglecta simplicitate uerborum, et ex affectatis proprio cerebro tropis aut sequelis. Det har i det mindste jeg lagt mærke til, at alle kætterier og fejltagelser overfor skriften ikke er kommet af, at man har taget ordene for pålydende, sådan som næsten hele verden mener, men er kommet af, at man har nægtet ordenes enkle betydning, og af, at man af sin egen hjerne har uddraget billedtale og følgeslutninger.
L20 Exempli gratis, Ad quodcunque uoles, extende manum tuam, ego nunquam (quod memini) hac uiolenta interpretatione tractaui, ut dicerem: Gratia extendet manum tuam, ad quod ipsa uelit, Facite uobis cor nouum, id est: gratia faciet uobis cor nouum et similia, licet me Diatribe publico libello sic traducat, tropis scilicet et sequelis distenta et illusa, ut non uideat, quid de quo loquatur. (Note 1). For at tage et eksempel: 'Udræk din hånd hvorhen du vil'. jeg har aldrig, så vidt jeg husker, brugt denne hårde udlægning, at jeg siger: 'Ånden udrækker din hånd, hvorhen den vil'. 'Skab jer et nyt hjerte', det vil sige: 'Ånden vil skabe jer et nyt hjerte', og den slags. Lad så være, at Diatriben i sin offentlige bog har forhånet mig, den, som selv er fyldt med billedtale og følgeslutninger og er bedragen, så den ikke ser, hvad den siger om hvad.
L21 Sed sic dixi: Extende manum etc. uerbis simpliciter, ut sonant, acceptis, seclusisque tropis et sequelis, nihil aliud significari, quam quod exigitur a nobis extensio manus, significaturque, quid facere debeamus, ut est natura uerbi imperatiua apud grammaticos et usum loquendi. Men sådan har jeg sagt: 'Udræk din hånd': Ordene skal forstås simpelthen, som de lyder, uden billedtale og følgeslutninger, og de betyder ikke andet end at der kræves af os, at vi skal udrække vores hånd, og der betegnes for os, hvad vi skal gøre, eftersom det er et naturligt imperativisk ord efter grammatikken og sprogbrugen.
L22 Diatribe uero neglecta hac uerbi simplicitate, sequelis uero et tropis uiolenter adductis, sic interpretatur: Extende manum, id est: potes ui propria extendere manum, Facite cor nouum, id est: potestis facere cor nouum, Credite in Christum, id est: potestis credere, ut idem sit apud eam, quod imperatiue et quod indicatiue dicitur, alioqui parata est ridiculam et frustraneam facere scripturam. Men Diatriben ser bort fra ordets enkelhed og fremfører voldsomt følgeslutninger og billedtale, og udlægger det sådan: 'Udræk din hånd', det vil sige: Du kan af egen kraft udrække din hånd. 'Gør jeres hjerter nye', det vil sige: I kan gøre jeres hjerter nye. 'Tro på Kristus', det vil sige: I kan tro, som om det er ét og det samme for Diatriben, hvad der siges i imperativ og hvad der siges i indikativ, ellers er den parat til at gøre skriften latterlig og fejlagtig.
L23 Atque has interpretationes, nulli grammatico ferendas, non licet in Theologis uiolentas et affectatas dicere, sed probatissimorum sunt doctorum, tot soecilis receptorum. (W702). Og disse udlægninger, som ingen grammatiker vil tåle, må ikke blandt teologer kaldes hård og selvopfunden, men den er antaget af højst ærværdige doktorer gennem så mange århundreder.
L24 Sed facile est Diatribe, tropos hoc loco admittere et sequi, ut cuius nihil refert, certane sint an incerta, quae dicuntur, Quin hoc agit, ut incerta sint omnia, ut quae consulit, relinquenda potius, quam scrutanda esse dogmata de libero arbitrio. Men det er let for Diatriben på dette sted at tillade og følge billedtale, fordi det ikke rører den, om det er sikkert eller usikkert, hvad der siges, ja, fordi den sågar går ud fra, at det altsammen er usikkert, eftersom den jo giver det råd, hellere at opgive dogmerne om den frie vilje end at udforske dem.
L25 Ideo hoc satis illi fuerat, utcunque amoliri dicta, quibus se sentit urgeri. Nobis autem, quibus res agitur seria, et qui certissimam ueritatem pro stabiliendis conscientijs quaerimus, longe aliter agendum est. Derfor havde det været nok for den på en eller anden måde at uskadeliggøre de udsagn, som den føler sig trængt af. Men for os, for hvem det er alvor, og som søger efter den sikrest mulige sandhed til at befæste samvittighederne med, må der gås helt anderledes frem.
L26 Nobis inquam, non est satis: si dixeris, potest hic tropus esse, sed quaeritur, an debeat et oporteat tropum hic esse, quod si non monstraris, necessario inesse tropum, nihil prorsus effeceris. For os, siger jeg, er det ikke nok at sige: her kan der være tale om billedtale, nej, vi må spørge efter, om der her bør og må være tale om billedtale, fordi hvis man ikke påviser, at dette her nødvendigvis er billedtale, så udretter man intet.
L27 Stat ibi uerbum Dei: Ego indurabo cor Pharaonis. Si tu dixeris, sic accipiendum esse uel accipi posse: Ego permittam indurari, Audio quidem, sic posse accipi, Audio hunc tropum populari sermone uulgatum, ut: ego te perdidi, quia statim non correxi errantem. Men har står dette Guds ord fast: 'Jeg vil forhærde Faraos hjerte'. Hvis man siger, at det må forstås således eller kan forstås således: Jeg tillader, at det bliver forhærdet, så hører jeg ganske vist, at det kan forstås sådan, jeg hører denne almindelige tales populære billedtale, at 'jeg lader dig gå til grunde, fordi jeg ikke straks retter på den, der gør fejl'.
L28 Sed non est illi probationi locus. Non quaeritur, an tropus illi sit in usu, Non quaeritur, an aliquis possit eum hoc loco Pauli usurpare, Sed hoc quaeritur, an tutum ac certum sit, recte hoc loco usurpare, et an Paulus uelit eo uti, Non de alieno lectoris usu, sed de ipsius authoris Pauli usu quaeritur. Men her er ikke stedet for denne bevisførelse. Der spørges ikke efter, om det er almindeligt at bruge denne billedtale, der spørges ikke efter, om nogen kan påberåbe sig dette Paulus-sted, men dette spørges der om: Om det er sikkert og vist, at man med rette kan påberåbe sig dette sted, og om Paulus vil bruge det. Der spørges ikke efter, hvordan en fremmed læser bruger det, men efter, hvordan forfatteren selv, Paulus, bruger det.
L29 Quid facies conscientiae sic quaerenti?: Ecce Deus author dicit: Indurabo cor Pharaonis, aperta et nota est significatio uerbi Indurare, Homo uero lector dicit mihi: Indurare hoc loco est occasionem indurandi dare, dum non statim corrigitur peccator, Qua authoritate, Quo consilio, qua necessitate uocis illa naturalis significatio mihi sic torquetur? Hvad vil du gøre overfor en samvittighed, der spørger således: Se, Gud selv siger: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, åben og ligefrem er betydningen af ordet 'forhærde', men et menneske, læseren, siger til mig: 'Forhærde' betyder her 'give mulighed for at forhærdes, idet synderen ikke straks retledes'; med hvilken autoritet, på hvis råd, ud fra hvilken nødvendighed skal betydningen af dette naturlige ord fordrejes for mig?
L30 Quid, si erret lector et interpres? unde probatur illam torturam uerbi hoc loco fieri debere? Periculosum imo impium est, uerbum Dei sine necessitate, sine authoritate torquere. Hvad nu, hvis læseren og udlæggeren tager fejl? hvorfra beviser han, at man på dette sted må foretage en fordrejning af ordet? Det er farligt, ja gudløst, at fordreje Guds ord uden at det er nødvendigt, uden autoritet.
L31 An huic animulae laboranti tum sic consules: Origenes sic sensit, Aut sic: Desine talia scrutari, cum sint curiosa et superuacanea? At illa respondebit: Hoc Mosen et Paulum admoneri oportuerat antequam scriberent, atque adeo ipsum Deum; Vt quid nos curiosis et superuacaneis scriptis diuexant? Eller vil du give denne fortrykte lille sjæl dette råd: Sådan mener Origenes, eller måske dette: Lad være at spekulere over den slags ting, det er nysgerrigt og overflødigt? Dertil vil den fortrykte sjæl vel så svare: Det skulle du have formanet Moses og Paulus til, før de skrev, ja, du skulle have formanet Gud selv; hvorfor besværer han os med disse nysgerrige og overflødige skrifter?
Videre til W702.


Noter:

Note 1: Angående denne bemærkning fra Erasmus' side, se XXX. Erasmus' svar på Luthers indvending, se XXX.

Note 2: