Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, II a 16 til II a 18.

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 686. Deus absconditus, den skjulte Gud..

e1 II a 16. Sed quorsum attinet huius generis aliquot recensere loca, cum tota divina scriptura plena sit huiusmodi hortamentis: 'Convertimini in toto corde vestro; (Joel 2,12) convertatur vir a via sua mala; (Jon 3,8) praevaricatores, redite ad cor'; (Es 46,8) et: 'Convertatur unusquisque a via sua mala, et paenitebit me mali, quod cogitavi facere eis propter malitiam studiorum eorum'; (Jer 26,3) et: 'Si non audieritis me, ut ambuletis in lege mea', (Jer 26,4) cum fere nihil aliud sonet scriptura quam conversionem, quam studium, quam conatum ad meliora? Men hvad nytter det at gennemgå en række steder af den slags, når hele den guddommelige skrift er fuld af den slags opfordringer: 'Omvend jer af hele jeres hjerte'; 'Mennesket skal omvende sig fra sin onde vej'; 'I overtrædere, tag jer det til hjerte'; 'Enhver skal vende om fra sin onde vej, og så vil jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre imod dem på grund af deres onde lyster'; og: 'Hvis I ikke adlyder mig, så I vandrer i min lov'; eftersom skriften næsten ikke taler om andet end omvendelse, anstrengelse, bestræbelser for at forbedre sig?
e2 Haec omnia frigeant oportet semel inducta necessitate vel benefaciendi vel male. Neque minus frigebunt illae tot pollicitationes, tot minae, tot expostulationes, tot exprobationes, tot obtestationes, tot benedictiones et maledictiones factae ad eos, qui se verterunt ad meliora aut qui converti recusarunt. (L6). Alt dette bliver uden mening, hvis man samtidig indfører den tanke, at man gør det gode eller det onde med nødvendighed. Og ikke mindre meningsløse bliver alle de mange løfter, trusler, bebrejdelser, foreholdelser, besværgelser, velsignelser og forbandelser, der gøres mod dem, som omvender sig til det bedre eller vægrer sig ved at omvende sig.
e3 'Quacunque hora ingemuerit peccator. (Sml Ez 18,21) Video, quod populus iste durae cervicis sit. Popule meus, quid feci?' (Ex 32,9) Item: 'Iudicia mea proiecerunt'. (Mik 6,3) Et: 'Si populus meus audisset me, Israel si in viis meis ambulasset. (Sl 81,14) Qui vult videre dies nobos, prohibeat linguam suam a malo'. (Sl 34,13). 'I den time, hvori synderen udånder.... Se, hvor dette folk er et halsstarrigt folk. Mit folk, hvad skal jeg gøre?' Ligeledes: 'De foragter mine domme'. Og: 'Hvis dog mit folk adlød mig, Israel, hvis det dog vandrede på mine veje. Den, der vil se gode veje, skal holde sin tunge fra ondt'.
e4 Cum audis: 'qui vult', audis liberam voluntatem. Haec cum nusquam non occurrant, nonne statim succurrit lectori: Quid polliceris ex conditione, quod in tua unius voluntate situm est? Quid expostulas, cum quicquid a me fit seu boni seu mali, tu geras in me velim nolim? Quid exprobras, cum in me non sit tueri, quod dederas, nec excludere malum, quod immittis? Når man hører: 'den, der vil ...', hører man den frie vilje. Eftersom dette optræder overalt, må så ikke læseren straks tænke: Hvorfor lover du noget under betingelser, som alene ligger i din vilje? Hvorfor bebrejder du mig, hvad der sker ved mig, enten det er godt eller ondt, du hersker jo i mig, enten jeg vil eller ej? Hvad kan du indvende imod mig, eftersom det ikke står i min magt at bevare, hvad du ønsker, eller at udelukke det onde, som du lægger ind i mig?
e5 Quid obtestaris, cum totum ex te pendeat et res ex tua geratur sententia? Quid benedicis, quasi functus sim meo officio, cum tuum sit, quicquid gestum est? Quid maledicis, cum necessitate peccarim? Quorsum autem attinent tot examina praeceptorum, si non est cuiquam ullo pacto in mani servare, quod praeceptum est? Hvorfor besværger du, eftersom alt afhænger af dig, og tingene føjer sig efter din mening? Hvorfor velsigner du, som om jeg havde gjort fyldest i mit embede, eftersom det er dit embede, der er blevet fuldført? Hvorfor forbander du, når det dog er med nødvendighed, at jeg synder? Hvilken mening har alle de mange prøvelser af budene, hvis det ikke på nogen måde står i nogens hånd at overholde, hvad der er påbudt?
e6 Sunt enim, qui negant hominem quantumvis iustificatum dono fidei et caritatis ullum dei praeceptum implere posse, sed omnia bona opera, quoniam in carne fiunt, ad damnationem profectura fuisse, ni deus ob meritum fidei ignosceret illa per suam misericordiam. Der er jo folk, der nægter, at mennesket, hvormeget han end er retfærdiggjort, når han får troen og kærligheden som gave, kan opfylde noget Guds bud, men at alle gode gerninger, eftersom de sker i kødet, ville føre til fordømmelse, hvis ikke Gud på grund af troens fortjeneste i sin barmhjertighed så igennem fingre med det.
e7 II a 17. Atqui sermo, quem per Mosen loquitur dominus Deutero. cap. trigesimo (11-14), declarat non solum in nobis situm, quod praecipitur, verum etiam in proclivi, cum ait: 'Mandatum hoc quod ego praecipio tibi hodie non supra te est neque procul positum nec in caelo situm ut possis dicere: Quis nostrum valet ad caelum ascendere, ut deferat illud ad nos, ut audiamus atque opere compleamus? neque trans mare positum ut causeris et dicas: quis e nobis poterit mare transire et illud ad nos usque deferre, ut possimus audire, quod praeceptum est? sed iuxta te est sermo valde in ore tuo et in corde tuo, ut facias illum'. (L10). Men det ord, som Herren gennem Moses i 5. Mos 30,11-14, erklærer ikke blot, at det, der er påbudt, er i os, men også, at det er let at gøre, når han siger: 'Det bud, som jeg idag forelægger dig, er ikke over dig og heller ikke langt væk, det er ikke i himlen, så du skulle sige: Hvem skal gå til himlen for os for at bringe det til os, så vi kan adlyde det og opfylde det? Det er heller ikke hinsides havet, så du skulle komme med indvendinger og sige: Hvem kan for os gå over havet og bringe det til os, så vi kan adlyde, hvad der er os påbudt? Men ordet er meget nær ved dig, i din mund og i dit hjerte, så du kan gøre det'.
e8 Et tamen illic loquitur de praecepto omnium maximo, 'ut revertaris ad dominum, deum tuum, in toto corde tuo et in tota anima tua'. (Deut 30,10) Et quid sibi vult hoc: 'si tamen audieris, si custodieris, si revertaris', si nihil horum ullo pacto situm est in nostra potestate? Og alligevel taler han dèr om det allerstørste bud, 'at du af hele dit hjerte og hele din sjæl må vende om til Herren, din Gud'. Og hvad skal følgende betyde: 'men hvis du adlyder, hvis du overholder, hvis du vender om', hvis intet af dette på nogen måde ligger i vor magt?
e9 Non adnitar in huiusmodi recitandis esse copiosus, cum utriusque testamenti libri talibus undique referti sint, ut qui talia studet conquirere, nihil aliud quam, quod dici solet, per mare quaerat aquas. Itaque bona sacrae scripturae pars, ut dixi, videbitur frigere, si ultimam aut penultimam opinionem receperis. (Se II a 12). Jeg behøver ikke her at anføre særlig mange af disse steder, eftersom begge testamenter er propfulde af sådanne steder, så den, der vil samle sådanne steder sammen, bare kan gøre det, som man plejer at sige, at han søger efter vand i havet. Derfor synes, som sagt, en god del af den hellige skrift at blive meningsløs, hvis man antager den sidste eller den næstsidste mening.
e10 II a 18. Reperiuntur autem in divinis libris quaedam loca, quae contingentiam ac mutabilitatem etiam quandam deo tribuere videntur. (Note 1). Men der findes i de hellige bøger nogle steder, der synes at tillægge Gud en ikke-nødvendighed eller en slags foranderlighed.
e11 Quod genus est illud, quod legimus Hieremiae cap. 18 (8, 10): 'Si paenitentiam egerit gens illa a malo suo, quod locutus sum adverus eam, agam et ego paenitentiam super malo, quod cogitavi, ut facerem ei; si fecerit malum in oculis meis et non audierit vocem meam, et ego paenitentiam agam super bono, quod locutus sum, ut facerem ei'. Af den slags er det, som vi læser hos Jer. 18,8: 'Hvis dette folk angrer sin ondskab, så vil også jeg angre, hvad jeg har talt imod det, det onde, som jeg påtænkte at gøre imod det; hvis det gør det, der er ondt i mine øjne, og ikke hører min røst, så vil også jeg angre det gode, jeg har sagt, at jeg vil gøre imod det'.
e12 Neque vero nescimus hic scripturam sacram hominum more loqui, quod et alias non raro facit, cum in deum nulla cadat mutabilitas. Men vi er da ikke uvidende om, at den hellige skrift her taler på menneskevis, hvad den ikke sjældent gør flere steder, eftersom der ikke kan findes nogen foranderlighed hos Gud.
e13 Sed ex irato propitius fieri dicitur, cum nos ad meliora resipiscentes dignatur sua gratia; rursus ex propitio iratus, cum ad deteriora relapsos punit et affligit. Men man siger, at Gud fra at have været vred bliver nådig, når han værdiger os sin nåde, efter at vi igen er kommet til på bedre tanker; og omvendt, at han fra at have været nådig bliver vred, når straffer os og rammer os med trægsler, efter at vi er faldet tilbage til det værre.
e14 Rursum 4. Regum capite vigesimo (1) audit Ezechias: 'Morieris tu et non vives'. Ac mox post lacrimas audit per eundem prophetam: 'Audivi orationem tuam et vidi lacrimas tuas et conservavi te' etc. Atter hører Ezekiel i 2 Kong 20,1: 'Du skal dø og ikke leve'. Men straks efter sine angerstårer hører han gennem den samme profet: 'Jeg har hørt din bøn og set dine tårer og vil gøre dig rask igen' osv.
e15 Itidem secundo Regum cap. duodecimo (10) David per Nathan audit a domino: 'Non recedet gladius domo tua usque in sempiternum' etc. Mox ubi dixerat: 'Peccavi domino', audit mitiorem sententiam: 'Dominus quoque transtulit peccatum tuum, non morieris'. På samme måde hører David gennem Natan i 2 Sam 12,10 fra Herren: 'Sværdet skal aldrig vige fra dit hus' osv. Men så snart han havde sagt: 'Jeg har syndet mod Herren', hører han den mldere tale: 'Herren har så tilgivet din synd, du skal ikke dø'.
e16 In his atque huiusmodi locis quemadmodum tropus sermonis excludit mutabilitatem a deo, ita vitari non potest, quin intelligamus in nobis esse voluntatem huc et illuc flexilem, quae si necessitate flectitur ad malum, cur imputatur peccatum? Ligesom dette og lignende steder må forstås som billedtale for at undgå at tale om foranderlighed hos Gud, sådan kan det ikke være andet end at vi må opfatte det sådan, at der i os er en vilje, der kan dreje sig det ene og det andet sted hen, for hvis den med nødvendighed drejer sig mod det onde, hvorfor tilregnes synden så?
e17 Si necessitate flectitur ad bonum, cur deus ex irato fit propitius, cum nihilo plus illic debeatur nobis gratiae? Hvis den med nødvendighed drejer sig mod det gode, hvorfor bliver så Gud efter at have været vred nådig, eftersom vi i dette tilfælde i lige så ringe grad har krav på nåde?
Videre til Diatriben II b 1.


Fra Luthers De servo arbitrio, W686:
L6 Post haec caussatur Diatribe, frigere necessario tot hortamenta in scripturis, Item tot pollicitationes, minas, expostulationes, exprobrationes, obtestationes, benedictiones et maledictiones, tot examina praeceptorum, si non sit in manu cuiquam seruare quod praeceptum est. (e2). Herefter påstår Diatriben, at alle opfordringerne i skriften er uden mening, ligeledes alle løfterne, truslerne, bebrejdelserne, foreholdelserne, besværgelserne, velsignelserne og forbandelserne, alle krav om budsoverholdelse, hvis det ikke står i enhvers magt at overholde, hvad der er påbudt.
L7 Perpetuo obliuiscitur Diatribe status caussae, et aliud agit quam instituit, nec uidet, quam omnia fortius contra ipsam quam contra nos pugnent. Stadigvæk glemmer Diatriben sagens stilling, og når frem til noget andet, end hvad den havde foresat sig, og ser ikke, at alting kæmper hårdere imod den end imod os.
L8 Nam ex his omnibus locis probat libertatem et facultatem seruandi omnia, ut etiam sequela cogit uerborum, quam illa supponit, cum tamen probare uoluerit libe. arb. tale, quod nihil boni uelle potest sine gratia, et conatum quendam non suis uiribus asscribendum. For ud fra alle disse skriftsteder beviser den friheden og muligheden for at overholde alting, sådan som også de følgeslutninger af ordene tvinger til, som den har tilføjet, skønt den dog kun ville bevise, at den frie vilje ikke kunne ville noget godt uden nåden, og at den havde en vis bestræbelse, der ikke kunne tilskrives dens egne kræfter.
L9 Talem conatum non uideo ullis locis probari, sed tantum exigi, quid fieri debeat, ut saepius iam dictum est, nisi quod toties repetendum est, cum Diatribe toties eadem corda oberret, inutili uerborum copia lectores differens. Denne bestræbelse ser jeg ikke, at den har bevist ud fra noget skriftsted, men kun, at der stilles krav om, hvad der skal gøres, som det allerede ofte er sagt, hvis man da ikke vil kræve, at det skal gentages lige så ofte, som Diatriben griber forkert af denne streng, og opholder læseren med en masse unyttige ord.
L10 Vltimum fere ex ueteri testamento illud Mosi Deuter. 30. affert: Mandatum hoc, quod praecipio tibi hodie, non supra te est, neque procul positum, nec in coelo situm, ut possis dicere: Quis nostrum ualet in coelum ascendere, ut deferat illud ad nos, ut audiamus et opere compleamus? Sed iuxta est ualde sermo, in ore tuo et corde tuo, ut facias illum. (e7). Næsten til sidst anfører Diatriben skriftstedet fra Deut 30,11ff: 'Det bud, som jeg idag forelægger dig, er ikke over dig og heller ikke langt væk, det er ikke i himlen, så du skulle sige: Hvem skal gå til himlen for os for at bringe det til os, så vi kan adlyde det og opfylde det? Men ordet er meget nær ved dig, i din mund og i dit hjerte, så du kan gøre det'.
L11 Hoc loco contendit Diatribe declareri, non solum in nobis situm, quod praecipitur, uerum etiam in procliui esse, hoc est, facile, uel saltem non difficile. Her gør Diatriben gældende, at igennem dette sted forklares ikke blot, at det ligger i vores magt at gøre, hvad der er foreskrevet, men også, at det er let at gøre, det vil enkelt eller i hvert fald ikke vanskeligt.
L12 Gratias agimus de tanta eruditione. Si igitur Moses tam clare pronunciat, non modo esse facultatem in nobis, sed etiam facilitatem seruandi omnia mandata, cur tantum sudamus? Cur non statim hunc locum produximus et lib. arbitrium asseruimus libero campo? Quid iam Christo? Quid spiritu opus? Vi takker for denne undervisning. Hvis nu Moses så klart har forklaret, at det ikke blot ligger indenfor vores evne, men også er let at overholde alle budene, hvorfor anstrenger vi os så alligevel? Hvorfor har vi ikke straks fremdraget dette skriftsted og offentligt bekendt den frie vilje? Hvad brug har vi for Kristus? Eller for Ånden?
L13 Inuenimus iam locum, qui omnibus os obstruat, et clare non (W687) modo libertatem arbitrij asserat, sed facilem quoque mandatorum obseruantiam doceat. Vi har nu fundet stedet, som lukker enhver mund, og klart ikke blot bekender den frie vilje, men også lærer, at det er let at holde budene.
L14 Quam stultus Christus, qui etiam fuso sanguine spiritum illlum non necessarium nobis emit, ut faciles efficeremur in seruandis praeceptis, quales iam ex natura sumus! Hvor dumt af Kristus, at han udgød sit blod og sendte sin ånd til os ganske unødvendigt, så han kunne gøre det let for os at overholde budene, hvilket det allerede var af naturen.
L15 Quin et ipsa Diatribe suas uoces recantet, quibus dixit, lib. arbitrium sine gratia nihil posse uelle boni. Dicat uero nunc, liberum arbitri. esse tantae uirtutis, ut non modo uelit bonum, sed etiam facili opera seruet summa et omnia mandata. Ja, endog Diatriben selv må til at ændre sing ord, når den nemlig har sagt, at den frie vilje ikke kan ville noget godt uden nåden. Nu siger den jo, at den frie vilje har en sådan kraft, at den ikke blot vil det gode, men også let overholder summen af alle budene.
L16 Vide quaeso, quid efficiat animus alienus a caussa, quam non potest sese non prodere. An adhuc opus est confutare Diatriben? Aut quis magis eam confutare queat, quam ipsa seipsam confutat? Haec scilicet est bestia illa, quae se ipsam comedit. Quam uerum est, mendacem oportere memorem esse! Se nu her, beder jeg dig, hvad en ånd, der er fremmed for sagen, udvirker, hvordan den ikke kan andet end afsløre sig. Mon det herefter er nødvendigt at gendrive Diatriben? Eller hvem kan bedre gendrive den, end den gendriver sig selv? Dette er nemlig det dyr, der æder sig selv. Hvor sandt er det ikke, at den, der lyver, må have en god hukommelse!
L17 Nos de loco isto in Deutronomio diximus, Nunc breuiter agemus. Vt secluso Paulo, qui Ro. 10. potenter hunc locum tractat, disseramus, Nihil hic prorsus uides dici aut ulla syllaba sonari de facilitate, difficultate, potentia uel impotentia lib. arb. uel hominis ad seruandum uel non seruandum, Nisi quod ij, qui sequelis et cogitationibus suis scripturas captant, sibi ipsis eas obscuras et ambiguas faciunt, ut sic quodlibet ex eis faciant. Vi har på andet sted sagt noget om dette sted fra Deutronomium, vi behandler det her kun kort. Selv hvis vi behandler dette sted uden hensyn til Paulus, der i Rom 10,6ff har behandlet dette sted meget stærkt, kan du se, at der her ikke siges nogetsomhelst, ikke en eneste stavelse lyder der om hvorvidt det er let eller vanskeligt, om hvorvidt den frie vilje eller mennesket kan eller ikke kan overholde eller ikke overholde. Det er altsammen noget, som de, der prøver at indfange skriften med deres egne følgeslutninger og overvejelser, gør den dunkel og tvetydig med overfor sig selv, så de på den måde kan få hvadsomhelst ud af den.
L18 Si non potes oculos, aures saltem aduerte, uel manibus palpa! Moses dicit: Non est supra te, nec procul positum, nec in coelo situm, nec trans mare. Hvis du ikke kan se det, så hør dog i det mindste eller tag på det med dine hænder! Moses siger: 'Det er ikke over dig, ikke langt borte, ikke i himlen, ikke på den anden side af havet'.
L19 Quid est supra te? Quid procul? Quid in coelo situm? Quid trans mare? An etiam Grammaticus et usitatissima uocabula nobis obscurabunt, ut nihil certi loqui ualeamus, tantum ut obtineant, scripturas esse obscuras? Hvad betyder 'over dig'? Hvad betyder 'langt borte'? Hvad betyder 'i himlen'? Hvad betyder 'på den anden side af havet'? Mon de nu også vil fordunkle grammatikken og de alleralmindeligste ord for os, så vi ikke mere skal kunne sige noget sikkert, og de blot opnår, at skriften er dunkel?
L20 Nostra grammatica istis uocabulis non qualitatem aut quantitatem uirium humanarum, sed distantiam locorum significat. Supra te enim dicitur non quaedam uis uoluntatis, sed locus, qui supra nos est. Ifølge vores grammatik betegnes med disse ord ikke en kvalitet eller en kvantitet i de menneskelige kræfter, men en afstand i sted. 'Over dig' betyder ikke en eller anden kraft ved viljen, men et sted, som er over os.
L21 Ita procul, trans mare, in coelo, nihil uirtutis in homine, sed locus sursum, dextrorsum, sinistrorsum, retrorsum, antrorsumue, a nobis remotus. Sådan betegner også 'langt borte', 'på den anden side af havet', 'i himlen' ikke nogen kraft i mennesket, men et sted over os, til højre eller venstre for os, bagved eller foran os.
L22 Rideat me quispiam tam crasse disputantem ac uelut analphabetis pueris praemansum tantis uiris porrigentem, ac syllabas nectendas docentem. Der er nok én og anden, der vil le af mig, at jeg disputerer så groft og overfor så kloge mænd omhyggeligt staver i forvejen som overfor uvidende børn, og lærer dem, hvordan de skal føje sætninger sammen.
L23 Quid faciam? cum in tam clare luce uideam quaeri tenebras, ac studio uelle eos caecos esse, qui tot saeculorum seriem nobis numerant, tot ingenia, tot sanctos, tot martyres, tot doctores, tantaque authoritate hunc locum Mosi iactant, nec dignentur tamen syllabas inspicere, aut cogitationibus suis tantum imperare, ut locum semel consederent, quem iactant. Men hvad skal jeg gøre? når jeg ser nogen i et så klart lys kræve mørke, og når med flid de mennesker vil være blinde, som opregner en række af så mange århundreder, af så mange store ånder, af så mange hellige mænd, af så mange martyrer, af så mange lærde mænd, og ud fra en sådan autoritet vil beråbe sig på dette skriftsted fra Moses, og dog ikke nedlader sig til at kaste et blik på stavelserne, eller til at byde deres tanker dog at undersøge det sted, som de beråber sig på.
L24 Eat nunc Diatribe et dicat, qui fieri possit, ut unus priuatus uideat, quod tot publici, tot saeculorum proceres non uiderunt! certe hic locus uel puello iudice, conuincit eos caecutijsse non raro. Så kan Diatriben komme og sige, hvordan det kan ske, at én eneste privatperson kan se, hvad så mange offentlige personer, så mange overhoveder gennem så mange århundreder ikke kunne se! Sikkert og vist er det, at dette sted selv for et barns bedømmelse må overbevise én om, at de ikke så sjældent har været blinde.
L25 Quid igitur Moses uult istis uerbis apertissimis et clarissimis, nisi, sese suo officio ceu fidelem legislatorem esse perfunctum egregie? Hvad vil da Moses sige med disse højst ligefremme og soleklare ord, andet end at han har endt sit embede på udmærket måde som en tro lovgiver?
L26 ut per quem non stet, quo minus omnia sciant et habeant coram posita praecepta, nec locum eis relictum excusandi, quod ignorent uel non habeant praecepta aut (W688) aliunde petenda eis sint, ut, si non seruarint ea, culpa nec sit legis nec legislatoris, sed ipsorum, cum lex assit, legislator docuerit, ut nulla ignorantiae excusatio reliqua sit, sed sola accusatio negligentiae et inobedientiae. så det ikke er hans skyld, hvis de ikke véd alt og har stillet budene åbent frem, og så der ikke er ladt rum tilbage for at undskylde sig, fordi de var uvidende eller ikke havde budene eller de skulle søges andetsteds, så at, hvis de ikke holdt dem, var skylden ikke lovens eller lovgiverens, men deres egen, eftersom loven er der og lovgiveren har lært dem den, så at der ikke kan gives nogen undskyldning på grund af uvidenhed, men kun anklage på grund af manglende overholdelse og ulydighed.
L27 Non est (inquit) necesse, leges e coelo aut a finibus ultramarinis aut procul afferre, nec potes praetexere, te illas nec audisse nec habere, prope habes eas, ut quas praecipiente Deo et me authore audisti, corde percepisti, et ore assiduo per leuitas in medio tui tractandas accepisti, teste hoc ipso meo uerbo et libro; Hoc tantum reliquum est, ut facias illas. Det er ikke nødvendigt, siiger han, at hidkalde lovene fra himlen eller fra havets ender eller langt borte fra, du kan heller ikke skyde skylden på, at du ikke har hørt dem eller har den, du har den nær ved dig, så at du har hørt dem fra Gud som den befalende og mig som talsmand, du har taget dem til hjerte, og du har modtaget dem som nogle, der gennem levitternes mund uafladeligt skal fremføres i din midte, ifølge mit selvsamme ord og bog; kun det står tilbage, at du holder dem.
L28 Obsecro, quid hic lib. arb. tribuitur? nisi quod exigitur, ut faciat leges, quas habet, et adimitur excusatio ignorantiae et absentiae legum. Jamen, for pokker, hvad tildeles der her den frie vilje? andet end at det kræves, at den øver loven, som den har, og at en undskyldning om, at man ikke kender loven, eller om, at loven er langt borte, tages bort.
L29 Haec fere sunt, quae ex ueteri testamento adducit Diatribe pro libero arbitrio, quibus solutis nihil reliquum fit, quod non solutum pariter sit, siue plura adducat, siue plura adducere uelit, cum nihil nisi uerba imperatiua aut coniunctiua aut optatiua adducere queat, quibus significatur non, quid possimus aut faciamus (ut toties diximus toties repetenti Diatribe), sed, quid debeamus et quid exigatur a nobis, quo nostra nobis impotentia innotescat, et peccati cognitio praestetur. Dette er omtrent, hvad Diatriben fremfører fra det gamle testamente til fordel for den frie vilje, og når det er tilbagevist, står der intet tilbage, som ikke på samme måde er tilbagevist, hvad enten den fremfører mere eller vil fremføre mere, eftersom den kun kan fremføre imperativiske eller konjunktiviske eller optativiske ord, hvormed ikke betegnes, hvad vi kan eller hvad vi gør (som det ofte er sagt imod den ofte sig selv gentagende Diatribe), men hvormed betegnes, hvad vi bør gøre, og hvad der kræves af os, hvorigennem vores afmagt bliver påpeget for os og det kommer til erkendelse af synden.
L30 Aut, si quid probant, per additas sequelas et similitudines ratione humana inuentas, hoc probant, liberi scilicet arbitrij non esse tantum conatum aut studium aliquod modiculum, sed totam uim et potestatem liberrimam faciendi omnia sine gratia Dei, sine spiritu sancto. Eller hvis disse ord beviser noget, gennem de tilføjede slutninger og sammenligninger, som er opfundet af den menneskelige fornuft, så beviser de det, at den frie vilje ikke kun er en bestræbelse eller en slags mådeholden anstrengelse, men er en helt kraft og en fuldkommen fri evne til at udføre alt uden Guds nåde, uden Helligånden.
L31 Ac sic nihil minus probatur tota illi copiosa, iterata et inculcata disputatione, quam id, quod probandum erat, nempe opinio illa probabilis, qua lib. arbi. definitur eius esse impotentiae, ut nihil possit uelle boni sine gratia, cogaturque in seruitutem peccati, habeatque conatum non asscribendum suis uiribus, Monstrum scilicet illud, quod simul nihil potest suis uiribus, et tamen conatum habet in uiribus suis, constetque contradictione manifestissima. Og således bevises gennem denne ordrige, gentagne og påtrængende disputation intet mindre end det, der skulle bevises, nemlig den antagelige mening, hvorved den frie vilje defineres, at den har en afmagt, så den ikke kan ville det gode uden nåden, er tvunget ind under slaveri under synden, og har en stræben, som ikke må tilskrives dens egne kræfter, nemlig dette monstrum, at den på én gang intet kan ved egne kræfter, men dog har en stræben i sine kræfter, så den består i en højst åbenbar modsigelse.
L32 Videre til W688.


Noter:

Note 1: Det er lidt ærgerligt, at Luther helt springer dette afsnit over. Det kunne ellers have været spændende at høre hans kommentarer til Erasmus' gudsbillede her.

Note 2: