Erasmus og Luther.






Fra Erasmus De libero arbitrio, II a 15. (Darmstadt, side 62).

Fra Luther De seruo arbitrio, WA 679. Deus absconditus, den skjulte Gud..

e1 II a 15. Nec dissonat ab his, quod apud Esaiam loquitur idem dominus: 'Si volueritis et audieritis me, quae bona sunt terrae comedetis; si vero nolueritis neque audieritis me, gladius vos consumet'. (Es 1,19f) Si non est homini ullo pacto libera voluntas ad bonum, aut si, ut quidam aiunt, nec ad bonum nec ad malum, quid sibi volunt haec verba: 'si volueritis, si nolueritis'? Dette ord (5. Mos 30,15-19) stemmer også overens med, hvad den samme Herre siger hos Esajas: 'Hvis I er villige og adlyder mig, hvilke goder fra landet får I så ikke del i; men hvis I ikke er villige og ikke adlyder mig, skal sværdet fortære jer'. Hvis mennesket på ingen måde har nogen vilje til det gode, eller hvis det, som nogen siger, hverken har vilje til det gode eller det onde, hvad betyder så ordene: 'hvis I vil... hvis I ikke vil'?
e2 Magis hic congruebat: si voluero, si noluero. (L7). Atque huiusmodi multa cum peccatoribus dicantur, non video, quomodo vitari possit, quin his quoque tribuamus voluntatem aliquo modo liberam ad electionem boni, nisi malumus hanc cogitationem aut animi motum dicere quam voluntatem, quod voluntas certa sit et ex iudicio nascatur. Her ville det passe bedre med: hvis jeg vil... hvis jeg ikke vil. Og meget af den slags siges til syndere, så jeg kan ikke se, hvordan det kan undgås, at vi tillægger dem i hvert fald en vilje, der i nogen måde er fri til at vælge det gode, hvis man ikke foretrækker at tale om en overvejelse eller en sjælelig bevægelse fremfor om en vilje, fordi vilje er noget mere afgjort og har med indsigt at gøre.
e3 Sic autem loquitur apud eundem prophetam cap. 21 (12): 'Si quaeritis, quaerite; convertimini et venite'. Quorsum attinet hortari, ut convertantur et veniant, qui nulla ex parte suae potestatis sunt? (L8). Men videre hedder det hos den samme profet: 'Hvis I vil spørge, så spørg; vend om og kom'. Hvad skulle det til for at opfordre til at vende om og komme overfor nogle, der på ingen måde var sig selv mægtige?
e4 Nonne perinde fuerit, ac si quis dicat vinculis astricto, quem nolit solvere: Move te isthinc, veni ac sequere me? Item apud eundem prophetam cap. 45 (20): 'Congregamini et venite'. Et: 'Convertimini ad me et salvi eritis omnes fines terrae'. (L10). Mon ikke det ville svare nøjagtigt til, hvis én sagde til én, der sad i lænker, som ingen ville løse: Rejs dig op, kom og følg mig? Videre hedder det hos den samme profet: 'I skal forsamle jer og komme', og: 'Vend om til mig og I skal frelses, alle jordens lande'.
e5 Rursum cap. 52 (1-2): 'Consurge, consurge, excutere de pulvere, (64) solve vincula colli tui'. Itidem Hieremias cap. 15 (19): 'Si converteris, convertam te, et si separaveris pretiosum a vili, quasi os meum eris'. Cum ait: 'separaveris', libertatem indicat eligendi. (L10). Og igen i kap 52: 'Rejs dig op, rejs dig op ... børst støvet af dig og løs dit halsjern'. Det samme siger Jeremias: 'Hvis du vender om til mig, vil jeg lade dig omvende, og hvis du adskiller det kostbare fra det billige, skal du være som min mund'. Når han siger: 'adskiller', antyder han en frihed til at vælge.
e6 Evidentius etiam Zacharias et arbitrii liberi conatum indicat et gratiam conanti paratam: 'Convertimini', inquit, 'ad me, ait dominus exercituum, et convertar ad vos dicit dominus'. (Zak 1,3) (L11) (L23). Mere klart antyder også Zakarias en stræben hos den frie vilje og en nåde, der er beredt for den stræbende: 'Vend om', siger han, 'til mig, siger Hærskarers Herre, og jeg vil vende om til jer, siger Herren'.
e7 Ezechielis cap. 18 (21) sic loquitur deus: 'Si impius egerit paenitentiam ab omnibus peccatis, quae operatus est, et fecerit iudicium' etc. At mox: 'Omnium iniquitatum eius, quas operatus est, non recordabor'. I Ezekiel 18,21 taler Gud således: 'Hvis den gudløse gør bod fra alle de synder, han har begået, og øver ret ... osv'. Og straks efter: '... vil jeg ikke ihukomme alle hans overtrædelser, som han har begået'.
e8 Item: 'Si autem averterit se iustus a iustitia sua et fecerit iniquitates'. In hoc capite toties repetitur: averterit se, fecit, operatus est, in bonam partem et in malam. Et ubi sunt, qui negant hominem quicquam agere, sed pati tantum ab operante gratia? (L31). Og videre: 'Men hvis den retfærdige vender sig bort fra sin retfærdighed og begår uret'. I dette kapitel gentages talrige gange ordene 'vender sig bort', 'gør', 'er begået' både om det gode og om det onde. Hvor er der nogen, der kan sige, at mennesket intet kan gøre, men blot lader sig føre af den handlende nåde?
e9 'Proicite', inquit, 'a vobis omnes iniquitates'. Et: 'Quare moriemini, domus Israel? Nolo mortem peccatoris, revertimini et venite'. Deplorat pius dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Si ille non vult mortem, utique nostrae voluntati imputandum, si perimus. (L33) (L38) (L58). Han siger: 'Kast alle overtrædelser fra jer'. Og: 'Hvorfor vil I dø, Israels hus? Jeg vil ikke synderens død, omvend jer og kom'. Mon den fromme herre ville græde over sit folks død, hvis han selv havde virket den i dem? Hvis han ikke vil vores død, så må det i hvert fald tilregnes vores vilje, hvis vi går fortabt.
e10 Ceterum quid imputes illi, qui nihil potest agere neque boni neque mali? (L34) His, qui nullo modo suae voluntatis compotes sunt, frustra canit hanc cantionem psaltes ille (66) mysticus: 'Declina a malo et fac bonum, inquire pacem et persequere eam'. (Sl 34,15). Men hvad kan man forøvrigt tillægge dem, der ikke kan gøre noget, hverken godt eller ondt? For dem, der på ingen måde er herrer over deres vilje, synger den mystiske salmist forgæves sin sang: 'Ophør med det onde og gør godt, søg freden og jag efter den'.
e11
Videre til Diatriben I a 7.


Fra Luthers De servo arbitrio, W679:
L6 Qui nunc ista intelligunt, facile simul intelligunt, Diatriben tota serie argumentorum prorsus nihil efficere, dum nihil nisi uerba imperatiua colligit e scripturis, quae nec intelligit, quid uelint et quare dicantur, Deinde adiectis (W680) similitudinibus carnalibus tam robustam offam miscet, ut plus asserat et probet, quam instituerat, ac contra seipsam disputet, ut non fuerit opus, ulterius singula percurrere, Vna enim solutione soluuntur omnia, dum uno argumento nituntur omnia. De nu, der forstår dette, forstår samtidig let, at Diatriben slet ikke gennemfører noget med hele sin serie af argumenter, idet den ikke gør andet end samler imperativer fra skriften, om hvilke den hverken forstår, hvad de vil eller hvorfor de siges; videre forstår de let, at skønt den tilføjer nogle kødelige sammenligninger, tilbereder den dog så kraftigt et bid, at den påviser og beviser mere end den havde sat sig for, og disputerer imod sig selv, så der ikke er nogen grund til at løbe hvert enkelt skriftsted igennem; med én løsning kan alt løses, idet de alle støtter sig til det samme argument.
L7 Tamen, ut obruatur copia, qua me uoluit obruere, pergam aliquot recensere. Esaie 1: Si uolueritis et audieritis me, bona terrae comedetis, ubi magis congruebat dicere, iudice Diatribe: Si uoluero, Si noluero, si nulla est libertas uoluntatis. (e2) Satis ex supra dictis patet responsio. Deinde quid esset ibi congruitatis, si diceretur: Si uoluero, bona terrae comedetis? Dog, for at den selv kan blive trykket af den fylde, hvormed den ville trykke mig, vil jeg gennemgå nogle af dem. Es 1,19: 'Hvis I er villige og adlyder mig, hvilke goder fra landet får I så ikke del i', hvor Diatriben mener, det ville passe bedre at sige: 'Hvis jeg ville ... hvis jeg ikke ville ...'. Svaret fremgår tilstrækkeligt af det ovenfor sagte. Og forøvrigt, hvad er det for en slags overensstemmelse, hvis der siges: 'Hvis jeg vil, hvilket land vil I så ikke få del i'?
L8 An Diatribe sentit prae nima sapientia, bona terrae comedi posse nolente Deo, aut rarum et nouum esse, quod non nisi uolente Deo bona suscipimus? Sic illud Esaie 21: Si quaeritis, quaerite, conuertimini et uenite. Quorsum attinet hortari eos, qui nulla parte suae potestatis sunt? ac si uinculis astricto dicat quis: moue te istic, ait Diatribe. (e3). Eller mener Diatriben i sin store visdom, at det gode land kan opnås imod Guds vilje, eller at det er noget sjældent og nyt, at vi kun modtager det gode, når Gud vil? Således med dette sted fra Es 21,12: 'Hvis I vil spørge, så spørg; vend om og kom'. Hvortil tjener det at opfordre dem, som på ingen måde er sig selv mægtig? det er, som hvis man sagde til én i lænker: gå herhen, siger Diatriben.
L9 Imo quorsum attinet (inquam) citare locos, qui se solis nihil probant, et adiecta sequela, hoc est, deprauato eorum sensu, omnia tribuunt libero arbitrio, cum solum conatus quidam nec lib. arbi. ascribendus probari debuit? Ja, hvad tjener det til, siger jeg, at citere steder, som i sig selv intet beviser, og som, når der gøres en tilføjelse, dvs når de får berøvet deres mening, tillægger den frie vilje alt, skønt der alene skulle bevises en vis stræben, som ikke skulle tilskrives den frie vilje?
L10 Idem dicitur ad illud Esaie .45:

Congregamini et uenite, Conuertimini ad me et salui eritis. (e4). Et .52: Consurge, Consurge, Excutere de puluere, solue uincula colii tui. (e5) Item Iere. 15: Si conuerteris, conuertam te, Et si separaueris praeciosum a uilii, tanquam os meum eris.

Det samme siges til Es 45,22: 'I skal forsamle jer og komme', og: 'Vend om til mig og I skal frelses, alle jordens lande'. Og Es 52,1: ''Rejs dig op, rejs dig op ... børst støvet af dig og løs dit halsjern'. Ligeledes Jer 15,19: 'Hvis du vender om til mig, vil jeg lade dig omvende, og hvis du adskiller det kostbare fra det billige, skal du være som min mund'.
L11 Euidentius uero Zacharias liberi arbitrij conatum indicat et gratiam conanti paratam: Conuertimini (inquit) ad me, dicit Dominus exercituum et conuertar ad uos, dicit Dominus. (e6) (L23). Men mere klart antyder også Zakarias en stræben hos den frie vilje og en nåde, der er beredt for den stræbende: 'Vend om', siger han, 'til mig, siger Hærskarers Herre, og jeg vil vende om til jer, siger Herren'.
L12 In his locis Diatribe nostra prorsus nihil discernit inter uoces legis et Euangelij, tam scilicet caeca et ignara est, ut, quid lex, quid Euangelion sit, non uideat. Ex Esaia enim toto, praeter illum unum locum: Si uolueritis, nullum legis uerbum affert, reliqui omnes sunt Euangelici, quibus contriti et afflicti uerbo gratiae oblatae uocantur ad consolationem. På disse steder skelner vores Diatribe overhovedet ikke mellem lovens og evangeliets ord, den er nemlig så blind, at den ikke ser, hvad der er lov og hvad der er evangelium. For fra hele Esajasbogen fremfører den, udover dette ene sted: 'Hvis I vil', ikke noget lovens ord, alle de øvrige er evangeliets ord, med hvilke de bedrøvede og anfægtede kaldes til trøst, derved, at de tilbydes ordet om nåden.
L13 Sed Diatribe uerba legis ex ipsis facit. Obsecro autem te, quid ille in re Theologica uel sacris literis efficiat, qui nondum eo peruenit, ut, quid Lex, quid Euangelion sit, norit, aut, si norit, contemnat tamen obseruare? Is omnia misceat oportet, coelum, infernum, uitam, mortem, ac prorsus nihil de Christo scire laborabit. Men Diatriben gør lovens ord ud af dem. Jamen, kære ven dog, hvad kan dog den udrette i teologiens og de hellige skrifters sag, som ikke engang er nået frem til at vide, hvad der er lov og hvad evangelium, eller, hvis han ved det, dog er ligeglad med at overholde skellet? En sådan må jo komme til at blande alting sammen, himmel, helvede, liv, død, og han vil stå i fare for overhovedet ikke at vide noget om Kristus.
L14 De qua re meam Diatribem infra pluribus monebo. Illud Iere. et Zachariae uide: Si conuerteris, conuertam te, Et: Conuertimini ad me et conuertar ad uos! Nunquid sequitur: Conuertimini, ergo potestis conuerti? Om den sag skal jeg senere formane min Diatribe noget mere. Se nu på Jeremias og Zakarias: Hvis du vender om, vil jeg lade dig vende om, og: Vend om til mig og jeg vil vende om til jer! Mon ikke man kan drage den slutning: 'Vend om, altså kan I vende om'?
L15 Nunquid sequitur: Dilige Dominum Deum tuum ex toto corde tuo, ergo poteris (W681) diligere ex toto cordis? Quid igitur concludunt argumenta eiusmodi, nisi lib. arb. gratia Dei non egere, sua uero uirtute omnia posse? Quanto rectius igitur uerba, ut posita sunt, accipiuntur? Mon ikke man kan drage denne slutning også: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, altså kan du elske af hele dit hjerte'? Hvad konkluderer argumenter af denne art andet, end at den frie vilje ikke har brug for Guds nåde, men kan gøre alt ved egen kraft? Hvor meget rigtigere vil ordene ikke forstås, hvis de tages som de står?
L16 Si conuersus fueris, conuertam et ego te, Hoc est, si desieris peccare, desinam et ego punire, atque si conuersus bene uixeris, benefaciam et ego, uertens captiuitatem et mala tua. Hvis du vender om, vil også jeg lade dig vende om, det vil sige, hvis du ophører med at synde, vil også jeg ophøre med at straffe, og hvis du vender om og lever ret, vil også jeg velsigne dig og vende dit fangenskab og din elendighed.
L17 Sed ex ijs non sequitur, quod sua ui homo conuertatur, nec hoc ipsa uerba dicunt, sed dicunt simpliciter: si conuertaris, quo monetur homo, quid debeat; Cognito autem eo, ac uiso, quod non possit, quaerat, unde possit, nisi Leuiathan Diatribes (id est additamentum et sequela eius) interueniat, quae dicat: alioqui frustra diceretur: Conuertimini, nisi sua ui possit conuerti homo. Quod quale sit et quid efficiat, satis dictum est. Men heraf følger ikke, at mennesket kan vende om ved egen kraft, det siger ordene selv heller ikke; de siger ligeud: Hvis du vender om, og herved formanes mennesket til, hvad han bør gøre; men når mennesket har erkendt og indset, hvad det ikke kan, så vil de spørge efter, hvorfra det vil kunne det, hvis da ikke denne Leviatan til Diatribe (det vil sige, dens tilføjelser og følgeslutninger) går imellem og siger: hvis ikke mennesket ved egen kraft kan omvendes, er det forgæves, at der siges: Omvend jer. Men hvad det betyder, og hvad det bevirker, er der sagt nok om.
L18 Stupor quidam uel Laethargia, quaedam est, quod illis uerbis: Conuertimini, Si conuerteris, et similibus putatur uis lib. arbitrij confirmari, nec obseruatur, quod eadem ratione et isto uerbo confirmaretur: Diliges Dominum Deum tuum ex toto corde tuo, cum utrobique sit par significatio imperantis et exigentis. Der er en slags sløvhed eller sovesyge, der går ud på, at man mener, at disse ord: 'vend om', 'hvis du vender om', og lignende ord bekræfter den frie viljes kraft, og ikke ser, at med samme begrundelse kan den også bekræftes med disse ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, eftersom begge steder betegnelsen for den befalende og fordrende er den samme.
L19 Non minus uero requiritur dilectio Dei, quam conuersio nostri et omnium praeceptorum, (note 1) cum dilectio Dei sit uera conuersio nostri. Et tamen ex illo dilectionis praecepto nemo arguit lib. arb. Ikke mindre kræves der kærlighed til Gud end der kræves omvendelse af os og overholdelse af alle budene, eftersom kærlighed til Gud er vores sande omvendelse. Og dog er der aldrig nogen, der ud fra dette bud om kærlighed argumenterer for eksistensen af en fri vilje.
L20 Ex illis uero uerbis: Si uolueris, Si audieris, Conuertere, et similibus, omnes arguunt. Si ergo ex illo uerbo (Dilige Dominum Deum tuum ex toto corde) non sequitur, lib. arb. aliquid esse aut posse, certum est, quod nec ex illis sequitur: Si uolueris, Si audieris, Conuertimini, et similibus, quae uel minus exigunt uel minus uehementer exigunt, quam illud: Dilige Deum, Ama Dominum. Alle argumenterer derimod ud fra disse ord: hvis du vil, hvis du adlyder, vend om, og den slags. Men altså, hvis der af dette ord (Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte) ikke følger, at den frie vilje er noget eller kan noget, så er det givet, at det heller ikke er en følge af disse ord: hvis du vil, hvis du adlyder, vend om og den slags, de er både mindre opfordrende og mindre kraftigt opfordrende end dette: Du skal elske Gud, du skal elske Herren.
L21 Quicquid igitur respondetur ad uerbum illud: Dilige Deum, ne concludat pro lib. arb., idem dicetur ad omnia alia uerba imperandi uel exigendi, ne concludant pro lib. arb. Scilicet, quod diligendi uerbo ostenditur forma legis, quid debeamus, non autem uis uoluntatis aut quid possimus, imo quid non possimus, Idem ostenditur alijs omnibus uerbis exactionis. Hvad der end derfor kan svares på dette ord: Du skal elske Gud, at det ikke skal danne grundlag for en følgeslutning til fordel for den frie vilje, det samme kan siges overfor alle de andre ord, der befaler og opfordrer, så de ikke er grundlag for nogen følgeslutning til fordel for den frie vilje. Det er nemlig sådan, at ved ordet om at elske vises os lovens form, hvad vi bør gøre, men ikke viljens kraft eller hvad vi kan gøre, tværtimod vises os, hvad vi ikke kan gøre, og det samme vises os gennem alle andre fordringsord.
L22 Constat enim Scholasticos etiam asserere, exceptis Scotistis et Modernis, Hominem non posse diligere Deum toto corde, Ita nec ullum aliorum praeceptorum praestare potest, cum in hoc uno omnia pendeant, teste Christo. (Matt 22,40) Sic relinquitur, etiam Scholasticis doctoribus testibus, Verba legis non arguere uirtutem lib. arbi., sed ostendere, quid debeamus et quid non possimus. Det står nemlig fast, at også skolastikerne, bortset fra skotisterne og de moderne, påstår, at mennesket ikke kan elske Gud af hele sit hjerte. Derfor kan det heller ikke opfylde noget af de andre bud, eftersom alle afhænger af dette ene, ifølge Kristus. Sådan bliver resultatet, også efter de skolastiske lærdes vidnesbyrd, at lovens ord ikke taler til gunst for den frie viljes kraft, men påviser, hvad vi bør gøre og hvad vi ikke kan.
L23 Verum Diatribe nosta magis ineptiens ex illo Zachariae: Conuertimini ad me, non solum indicatiuum infert, sed etiam conatum lib. arb. et gratiam conanti paratam contendit probare. (e6) (L11). Men vores Diatribe er endnu mere urimelig med dette ord fra Zakarias: Vend om til mig; ikke blot indfører den en indikativ, den påstår også, at stedet beviser den frie viljes stræben og nåden, der er beredt den stræbende.
L24 Et hic aliquando tandem sui conatus meminit, Et noua grammatica Conuerti apud illam significat id, (W682) quod conari, ut sit sensus: Conuertimini ad me, id est: conamini conuerti, et conuertar ad uos, id est: conabor conuerti ad uos, ut etiam Deo aliquando conatum tribuat, forte et ipsi gratiam paratura conanti. Og her husker den omsider sin egen stræben, og ved en ny grammatik betyder 'vend om' hos Diatriben, at man gør et forsøg, så meningen bliver: Vend om til mig, det vil sige, forsøg at vende om, så vil jeg vende om til jer, det vil sige, så vil jeg forsøge at vende om til jer, så at den også i nogen måde tillægger Gud en stræben, måske for at berede den stræbende selv en nåde.
L25 Si enim Conuerti uno aliquo loco significat conari, cur non ubique? Rursus illo Ieremiae .15: Si separaueris praeciosum a uilii, libertatem eligendi, non solum conatum, probari dicit, quam superius docuerat esse amissam, et uersam in necessitatem seruiendi peccato. Hvis nemlig 'vend om' på et eller andet sted betyder 'stræb', hvorfor så ikke overalt? Videre siger Diatriben, at Jer. 15,19: 'Hvis du adskiller det værdifulde fra det billige', beviser ikke blot en stræben, men en frihed til at vælge, som den ovenfor havde lært var gået tabt og forvandlet til en nødvendig tjeneste for synden.
L26 Vides ergo Diatriben uere lib. arb. habere in scripturis tractandis, ut apud illam eiusdem formae uerba in uno loco conatum, in alio libertatem probare cogantur, prout uisum fuerit. Sed eant uanitates. Du ser altså, at Diatriben virkelig har en fri vilje i sin omgang med skriften, så at hos den ord af samme form tvinges til ét sted at betyde 'stræben', et andet sted 'frihed', alt eftersom Diatriben synes, det skal være. Men lad disse forfængeligheder fare!
L27 Verbum conuertendi duplici usu in scripturis tractatur, Vsu legali et usu Euangelico. Vsu legali, est uox exactoris et imperantis, quae non conatum, sed totius uitae requirit mutationem, ut Ieremia crebro utitur dicens: Conuertimini unusquisque a uia sua mala, Conuertere ad Dominum; Ibi enim inuoluit exactionem omnium praeceptorum, ut satis patet. Ordet 'at vende om' behandles i skriften efter en dobbelt brug, efter en lovmæssig brug og efter en evangelisk brug. I den lovmæssige brug er ordet en fordrende og befalende stemme, der ikke kræver en stræben efter, men kræver en forandring at hele livet, sådan som Jeremias hyppigt anvender det, når han siger: 'Vend om enhver fra sin onde vej', 'vend om til Herren'; her indbefatter han nemlig en krav om overholdelse af alle bud, som det fremgår tilstrækkelig tydeligt.
L28 Vsu Euangelico, est uox consolationis et promissionis diuinae, qua nihil a nobis exigitur, sed nobis offertur gratia Dei, ut est illud Psalm. 15: Cum conuerterit Dominus captiuitatem Zion, et illud .22: Conuertere, anima mea, in requiem tuam. I den evangeliske brug er ordet en stemme, der giver guddommelig trøst og forjættelse, og her fordres der ikke noget af os, men Guds nåde tilbydes os, som det siges i Sl 14,7: 'Når Herren vil forvandle Zions fangenskab', og i Sl 116,7 (Sl 23,3): 'Vend om, min sjæl, til din hvile'.
L29 Zacharias igitur breuissimo compendio utranque praedicationem, tam legis quam gratiae, absoluit; Lex tota est et summa legis, ubi dicit: Conuertimini ad me, Gratia est, ubi dicit: Conuertar ad uos. Iam quantum probatur lib. arb. ex isto uerbo: Ama Dominum, aut alio quouis particularis legis uerbo, tantum probatur ex hoc summario uerbo legis: Conuertimini. Zakarias har derfor i en meget kort sammenfatning fremstillet begge prædikener, både lovens og nådens; det er hele loven og det er kernen i loven dèr, hvor han siger: 'Vend om til mig', det er nåden dèr, hvor han siger: 'Så vil jeg vende om til jer'. Og med lige så stor styrke, som den frie vilje bevises ud fra det ord: Du skal elske Herren, eller et hvilketsomhelst andet særskilt lovens ord, lige så stærkt bevises den ud fra dette lovens kerneord: 'Vend om'.
L30 Prudentis igitur lectoris est, in scripturis obseruare, quae uerba legis, quae gratiae sunt, ut non omnia confusa habeat, more immundorum Sophistarum, et huius oscitantis Diatribes. Derfor må en omhyggelig læser se til i skriften, hvilke ord der er lovens ord, hvilke der er nådens ord, så han ikke blander alting sammen, efter den skik, som sofisterne og denne sovetryne til Diatribe har.
L31 Nam uide, quomodo tractet insignem illum locum Ezechielis .18: Viuo ego, dicit Dominus, Nolo mortem peccatoris, sed magis, ut conuertatur et uiuat. Primum, Toties (inquit) repetitur in hoc capite: auerterit se, fecit, operatus est, in bonam et malam partem. Et ubi sunt, qui negent hominem quicquam agere? (e8) Vide quaeso egregiam consequentiam. For se, hvordan den behandler dette udmærkede sted, Ez 18,23: 'Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke synderens død, men hellere, at han skal omvende sig og leve'. For det første: Hvor ofte, siger Diatriben, gentages ikke i dette kapitel: 'at vende om', 'at gøre', 'at udvirke', i god som i dårlig betydning. Og hvor er de, der kan nægte, at mennesket kan gøre noget? Ja, se hvilken udmærket konsekvens!
L32 Conatum ac studium probatura erat liberi arbitrij, et probat totum factum, impleta omnia per liberum arbitrium. Vbi nunc sunt, quaeso, qui gratiam et spiritum sanctum requirant? Sic enim argutatur dicens: Ezechiel dicit: Si auerterit se impius et fecerit iustitiam et iudicium, uiuet, Ergo impius mox ita facit et potest facere. Diatriben ville bevise den frie viljes stræben og iver, og beviser, at det altsammen er gjort og opfyldt af den frie vilje. Hvor er nu, spørger jeg, de, der har brug for nåden og helligånden? Sådan sladrer den omkring og siger: Ezekiel siger: 'Hvis den ufromme vender om og øver retfærdighed og ret, skal han leve', ergo gør den ufromme allerede således og kan gøre det.
L33 Ezechiel significat, quid fieri debeat, Diatribe intelligit, id fieri et factum esse, iterum noue grammatica nos doctura, quod idem sit, debere et habere, idem exigi et praestari, idem postulare et reddere. Deinde illam (W683) uocem dulcissimi Euangelij: Nolo mortem peccatoris etc. sic uersat: Deploratne pius Dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Si ille non uult mortem, utique nostrae uoluntati imputandum est, si perimus. (e9). Ezekiel betegner, hvad der skal ske, og Diatriben forstår, at det sker og er sket, det er igen en ny grammatik, den vil lære os, at det er ét og det samme: at burde og at have, at det er det samme, at kræve og at yde, det samme at forlange og at leve op til. Dernæst vender den dette blide evangeliske skriftsted: Jeg vil ikke synderens død, osv, om således: Mon den fromme Herre græder over sit folks død, når han selv har virket den i dem? Hvis han ikke vil døden, så er det helt og holdent vores viljes skyld, hvis vi går fortabt.
L34 Quid uero imputes illi, qui nihil potest agere neque boni neque mali? (e10) Idem et Pelagius contillauit, cum non studium neque conatum, sed totam uim implendi ac faciendi omnia tribueret libero arbi. Nam eam uim probant istae sequelae (ut diximus), siquid probant, ut aeque fortiter atque adeo fortiter pugnent contra ipsam Diatriben, quae negat illam uim lib. arb. et solum conatum struit, atque contra nos pugnant, qui totum lib. arb. negamus. Sed omissa ignorantia eius, rem ipsam dicemus. Hvad kan man nemlig tilregne den, der ikke kan gøre noget, hverken godt eller ondt? Den samme tanke har også Pelagius leget med, da han tillagd den frie vilje, ikke blot lysten til eller bestræbelsen efter, men i det hele taget kraften til at opfylde og gøre alt. For disse tilføjelser beviser, som vi har sagt, denne kraft, hvis de ellers beviser noget, så at de lige så stærkt, ja næsten stærkere endnu, kæmpe imod Diatriben selv, som nægter, at den frie vilje har nogen kraft og alene opstiller en stræben og bekæmper os, der helt nægter den frie vilje. Men vi vil lade Diatribens uvidenhed være og give os i lag med sagen selv.
L35 Vox Euangelica et dulcissimum solatium est miseris peccatoribus, ubi Ezechiel dicit: Nolo mortem peccatoris, sed magis ut conuertatur et uiuat, omnibus modis, sicut et illa Psalmi .28: Quoniam momentum est ira eius, et uita potius uoluntas eius, (Sl 30,6) Et Psalm. 68: Quam suauis est misericordia tua, Domine, Item: Quia misericors sum. Et illud Christi Matthei .11: Venite ad me omnes, qui laboratis, et ego reficiam uos, Item illud Exodi .20: Ego facio misericordiam in multa milia, ijs, qui diligunt me. Det er et evangelisk ord og den mest søde trøst for elendige syndere, når Ezekiel siger: 'Jeg vil ikke synderens død, men snarere, at han omvender sig og lever', og det er det på enhver måde, sådan som også dette salmistord: 'For hans vrede varer et øjeblik, liv er i stedet hans vilje'. Og Sl 69,17: 'Hvor sød er din barmhjertighed, Herre'. Ligeledes: 'fordi jeg er barmhjertig' (Jer 3,12). Og disse Kristi ord fra Matt 11,28: 'Kom til mig, alle I, som arbejder, og jeg vil give jer hvile'. Og ordet fra 2 Mos 20,6: Jeg vil vise barmhjertig mod mange tusinde, mod dem, der elsker mig'.
L36 Et quid est ferme plus quam dimidium sacrae scripturae, quam merae promissiones gratiae, quibus offertur a Deo misericordia, uita, pax, salus hominibus? Quid autem aliud sonant promissionis uerba, quam illud: Nolo mortem peccatoris? An non idem est dicere: Ego sum misericors, ac si diceret: Non irascor, nolo punire, nolo uos mori, uolo ignoscere, uolo parcere? Og hvad betyder næsten mere end halvdelen af den hellige skrift, som lutter nådesforjættelser, hvorved Gud tilbyder barmhjertighed, liv, fred, frelse til menneskene? Hvordan ellers skulle forjættelsernes ord lyde, end dette: Jeg vil ikke synderens død? Mon ikke det er det samme at sige: Jeg er barmhjertig, som at sige: Jeg bliver ikke vred, jeg vil ikke straffe, jeg vil ikke, at I skal dø, jeg vil se igennem fingre, jeg vil tilgive?
L37 Et nisi starent illae promissiones diuinae, quibus afflictae conscientiae sensu peccati, ac metu mortis et iudicij territae, erigerentur, quis locus ueniae aut spei foret? Quis peccator non desperaret? Sed sicut lib. arb. ex alijs uerbis misericordiae aut promissionis aut solacij non probatur, ita nec ex isto: Nolo mortem peccatoris etc. Og hvis ikke disse guddommelige forjættelser stod fast, hvormed de samvittigheder, der er anfægtet af, at de mærker synden, og er skrækslagne, fordi de frygter døden og dommen, oprejses, hvor ville der da være plads til tilgivelse og håb? Men ligesom den frie vilje ikke bevises ved de andre ord om barmhjertighed eller forjættelser eller trøst, sådan bevises den heller ikke af dette: Jeg vil ikke synderens død, osv.
L38 Sed Diatribe nostra iterum nihil inter legis et promissionis uerba distinguens, facit hunc locum Ezechielis uocem legis, ac sic exponit: Nolo mortem peccatoris, id est: nolo, quod mortaliter peccet, aut fiat peccator mortis reus, sed magis, ut conuertatur a peccato, si quod fecerit, et sic uiuat. (e9). Men vores Diatribe gør igen intet skel mellem lovens ord og forjættelsernes ord, og gør dette sted hos Ezekiel til et lovens ord, og forklarer det således: 'Jeg vil ikke synderens død', det vil sige: jeg vil ikke, at han begår en dødssynd, eller bliver skyldig i en dødssynd, men snarere, at han vender om fra synden, hvis han har begået nogen, og således lever'.
L39 Nam nisi sic exponeret, nihil faceret ad rem. Sed hoc est prorsus euertere et tollere suauissimum illud Ezechielis: Nolo mortem. Si sic scripturas legere et intelligere uolumus nostra caecitate, quid mirum, si obscurae et ambiguae sint? Non enim dicit: Nolo peccatum hominis, sed: nolo mortem peccatoris, manifeste significans de poena peccati sese loqui, quam peccator pro suo peccato sentit, scilicet de timore mortis. For hvis ikke han forklarer det sådan, gør det intet til sagen. Men det er da helt og holdent at forvende og ophæve dette sde sted hos Ezekiel: Jeg vil ikke døden. Hvis vi i vores blindhed vil læse og forstå skriften således, hvad under da, om den er mørk og tvetydig? Han siger nemlig ikke: Jeg vil ikke menneskets død, men: jeg vil ikke synderens død, og giver derved klipklart tilkende, at han taler om den straf for synden, som synderen føler på grund af sin synd, nemlig dødsfrygten.
L40 Et in hac positum peccatorem afflictione et desparatione, erigit et consolatur, ne linum fumigans extinguat, (W684) et calamum quassatum conterat, (Es 42,3) sed spem ueniae et salutis faciat, ut magis conuertatur, scilicet conuersione salutis a poena mortis, et uiuat, hoc est, bene habeat et secura conscientia laetetur. Og derved oprejser og trøster han den synder, der er hensat i anfægtelse og fortvivlelse, for ikke at slukke den rygende tande eller bryde det knækkede rør, men skabe håb om tilgivelse og frelse, så at han mere og mere omvender sig, det vil sige, ved en frelsens omvendelse bort fra dødens straf, og lever, det vil sige, så han har det godt og glæder sig i en tryg samvittighed.
L41 Hoc enim obseruandum quoque est: Sicut uox legis non fertur nisi super eos, qui peccatum non sentiunt nec agnoscunt, sicut Paulus dicit Romano. 3: Per legem cognitio peccati, Ita uerbum gratiae non uenit nisi ad eos, qui peccatum sentientes affliguntur et tentantur desperatione. Dette skal man nemlig også tænke på: Ligesom lovens røst ikke fremføres over andre end dem, som ikke føler synden eller kender den, således som Paulus siger Rom 3,20: 'Ved loven fremstår syndserkendelse', således kommer ordet om nåden kun til dem, som føler synden, anfægtes af den og angribes af fortvivlelse.
L42 Ideo in omnibus uerbis legis uides indicari peccatum, dum ostenditur, quid debeamus. Sicut contra in omnibus uerbis promissionis uides malum significari, quo laborant peccatores uel ij, qui erigendi sunt, ut hic: Nolo mortem peccatoris, clare mortem et peccatorem nominat, tam ipsum malum, quod sentitur, quam ipsum hominem, qui sentit. At hic: Dilige Deum toto corde, indicatur, quid debeamus boni, non quid sentiamus mali, ut agnoscamus, quam non possimus id boni. Derfor ser du i alle lovens ord synden påpeget, idet det åbenbares os, hvad vi skal gøre. Og modsat ser du i alle forjættelsens ord det onde betegnet, hvorunder synderne eller de, som skal oprejses, trænges, såsom dette: 'Jeg vil ikke synderens død' klart nævner døden og synderen, både selve det onde, som mærkes, og synderen, som mærker der. Men dette: 'Du skal elske Gud af hele dit hjerte' påpeger, hvad godt vi er skyldige at gøre, ikke, hvad vi føler af ondt, for at vi skal erkende, hvor lidt vi kan gøre af det gode.
L43 Nihil itaque potuit ineptius pro libero arbitrio adduci, quam hic locus Ezechielis, imo fortissimo contra liberum arbitrium pugnat. Significatur enim hic, liberum arbitrium, qualiter se habeat, et quid possit in peccato agnito aut in sese conuertendo, Scilicet quod non nisi in peius laberetur, et desperationem et impoenitentiam adderet peccatis, nisi Deus succureret mox et promissionis uerbo reuocaret et erigeret. Der kan derfor ikke fremføres noget mere urimeligt til forsvar for den frie vilje end dette sted hos Ezekiel, ja, det kæmper overmægtigt imod den frie vilje. Her aftegnes nemlig den frie vilje, hvorden den forholder sig, og hvad den kan, når den har erkendt synden eller har omvendt sig, at den nemlig ikke kan andet end at falde til det værre, og den ville føje fortvivlelse og ubodfærdighed til synden, hvis ikke Gud straks kom til hjælp og kaldet den tilbage og oprejste den med ordet om forjættelsen.
L44 Sollicitudo enim Dei promittentis gratiam ad reuocandum et erigendum peccatorem, satis magnum et fidele argumentum est, liberum arbitri. se solo non posse nisi ad peius, et (ut scriptura dicit) ad inferos labi, (Ordsp 5,5) nisi Deum eius leuitatis esse credas, quod nulla necessitate salutis nostrae, sed mera uoluptate loquacitatis, uerba promissionis effundat tam copiose. For Guds ængtelse efter, når han havde forjættet nåden, at kalde synderen tilbage og oprejse ham, er et tilstrækkelig stort og troværdigt argument for, at den frie vilje i sig selv ikke kan andet end blive værre, og (som skriften siger), falde mod helvede, medmindre du da tror, at Gud er letfærdig, fordi han udøser en sådan mængde af forjættelsesord, ikke for vor frelses skyld, men bare af snakkesalighed.
L45 Vt sic uideas, non solum omnia uerba legis contra lib. arbitri. stare, sed etiam omnia uerba promissionis ipsum penitus confutare, hoc est, uniuersam scripturam contra illud pugnare. Quare illo uerbo: Nolo mortem peccatoris, nihil aliud agi uides, quam praedicari et offerri diuinam misericordiam in mundo, quam solum afflicti et morte uexati cum gaudio et gratitudine suscipiunt, ut in quibus iam lex suum officium, id est, cognitionem peccati compleuit. Du kan således se, at ikke blot alle lovordene står fast imod den frie vilje, men at også alle forjættelsesordene fuldstændig imødegår den, det vil sige, hele skriften kæmper imod den. Derfor ser du, at ved dette ord: 'Jeg vil ikke synderens død', bliver intet andet behandlet, end at den guddommelige barmhjertighed bliver prædiket og tilbudt i verden, den som alene de, der er bøjede og trængte af døden, modtager med glæde og taknemlighed, så at loven allerede har fuldført sin opgave i dem, det vil sige, har gennemført erkendelsen af synden.
L46 Illi uero, qui legis officium nondum sunt experti, nec agnoscunt peccatum, nec mortem sentiunt, contemnunt misericordiam promissam eo uerbo. Caeterum, Cur alij lege tanguntur, alij non tanguntur, ut illi suscipiant et hi contemnant gratiam oblatam, alia quaestio est, nec hoc loco tractatur ab Ezechiele qui de praedicata et oblata misericordia Dei loquitur, non de occulta illa et metuenda uoluntate Dei, ordinantis suo consilio, quis et quales praedicatae et oblatae misericordiae capaces et participes esse uelit. Men de, der endnu ikke har erfaret lovens opgave eller erkendt synden eller følt døden, foragter den barmhjertighed, der loves ved dette ord. Men udover det, hvorfor nogle røres af loven, andre ikke, så den ene part modtager og den anden part foragter den nåde, der tilbydes, det er et andet spørgsmål, og på stedet her behandles det ikke af Ezekiel, som taler om den Guds barmhjertighed, der prædikes og tilbydes, ikke om denne skjulte og frygtelige vilje hos Gud, hvorefter han i sit råd anordner, hvem og hvordan de skal være, som er modtagelige for hans prædikede og tilbudte barmhjertighed og får del deri.
L47 Quae uoluntas non requirenda, sed cum reuerentia adoranda est, ut secretum longe reuerendissimum maiestatis diuinae, soli sibi reseruatum, ac nobis prohibitum, multo religiosius, quam infinitae multitudinis specus Coricij. (W606/1). Denne vilje skal man ikke efterforske, men den skal tilbedes med ærefrygt, som den hemmelige højst ærværdige guddommelige majestæt, alene forbeholdt ham selv, forbudt for os, meget frommere end en uendelig mængde korykiske huler.
L48 Quando nunc Diatribe arguatur: Ploratne pius Dominus mortem populi sui, quam ipse operatur in illis? Hoc enim nimus absurdum uidetur, -- Respondemus, ut iam diximus: Aliter de Deo uel uoluntate Dei nobis praedicata, reuelata, oblata, culta, Et aliter de Deo non praedicato, non reuelato, non oblato, non culto disputandum est. Når nu Diatriben argumenterer: Mon den fromme Herre græder over sit folks død, som han selv udvirker i dem? Det synes nemlig at være altfor absurd -- så svarer vi, som allerede sagt: Der må disputeres på én måde om Gud eller Guds vilje, når der er tale om den Gud, der prædikes, åbenbares, fremlægges, dyrkes af os, og på en anden måde om den Gud, der ikke prædikes, ikke åbenbares, ikke fremlægges, ikke dyrkes af os.
L49 Quatenus igitur Deus sese abscondit et ignorari a nobis uult, nihil ad nos. Hic enim uere ualet illud: Quae supra nos, nihil ad nos. Forsåvidt nemlig Gud har skjult sig og vil være ukendt af os, kommer han os ikke ved. Her gælder nemlig det ord: Hvad der er over os, kommer os ikke ved.
L50 Et ne meam hanc esse distinctionem quis arbitretur, Paulum sequor, qui ad Thessalonicenses de Antichristo scribit, quod sit exaltaturus sese super omnem Deum praedicatum et cultum, manifeste significans, aliquem posse extolli supra Deum, quatenus est praedicatus et cultus, id est, supra uerbum et cultum, quo Deus nobis cognitus est, et nobiscum habet commercium, sed supra Deum non cultum, nec praedicatum, ut est en sua natura et maiestate, nihil potest extolli, sed omnia sunt sub potenti manu eius. Og for at ikke nogen skal tro, at dette bare er min distinktion, så følger jeg her Paulus, som skriver til Thessalonikerne om antikrist, at han vil hæve sig op over enhver prædiket og dyrket Gud; derved tilkendegiver han klart, at nogen kan hæve sig op over Gud, forsåvidt det er den prædikede og dyrkede Gud, det vil sige, hæve sig op over det ord og den gudsdyrkelse, hvorved Gud vil være kendt for os, og hvorigennem han har omgang med os, men op over den ikke dyrkede eller prædikede Gud, op over Gud, som han er i sin natur og majestæt, kan ingen hæve sig, men alt ligger under hans mægtige hånd.
L51 Relinquendus est igitur Deus in maiestate et natura sua, sic enim nihil nos cum illo habemus agere, nec sic uoluit a nobis agi cum eo; Sed, quatenus indutus et proditus est uerbo suo, quo nobis sese obtulit, cum eo agimus, quod est decor et gloria eius, quo Psalmista eum celebrat indutum. (Sl 21,6). Vi må altså lade Gud i hans majestæt og natur være, således har vi ikke noget med ham at gøre, og således har han ikke villet, at vi skulle have med ham at gøre; men forsåvidt han har afdækket og afsløret sig i sit ord, hvorigennem han tilbyder sig for os, så har vi med ham at gøre; det er hans smykke og ære, og derved priser salmisten ham som afdækket.
L52 Sic dicimus: Deus pius non deplorat mortem populi, quam operatur in illo, Sed deplorat mortem, quam inuenit in populo et amouere studet. Hoc enim agit Deus praedicatus, ut ablato peccato et morte, salui simus. Sådan siger vi: Den fromme Gud begræder ikke sit folks død, som han har virket i det, men han begræder den død, han forefinder i folket og som han stræber efter at fjerne. Det går nemlig den prædikede Guds handlen ud på, at synden og døden kan fjernes, så vi kan blive frelst.
L53 Misit enim uerbum suum et sanauit eos. (Sl 107,20) Caeterum Deus absconditus in maiestate, neque deplorat neque tollit mortem, sed operatur uitam, mortem, et omnia in omnibus. Neque enim tum uerbo suo definiuit sese, sed liberum sese reseruauit super omnia. Han sendte nemlig sit ord og helbredte dem. Men den Gud, der er skjult i sin majestæt, hverken begræder eller ophæver døden, men virker liv, død og alt i alle. Og han har nemlig ikke dèr ladet sig indeslutte af sit ord, men har forbeholdt sig ret til at være fri overfor alle.
L54 Illudit autem sese Diatribe ignorantia sua, dum nihil distinguit inter Deum praedicatum et absconditum, hoc est, inter uerbum Dei et Deum ipsum. (Se W606/9). Men Diatriben narrer sig selv på grund af sin uvidenhed, når den ikke skelner mellem den prædikede Gud og den skjulte Gud, det vil sige, mellem Guds ord og Gud selv.
L55 Multa facit Deus, quae uerbo suo non ostendit nobis, Multa quoque uult, quae uerbo suo non ostendit sese uelle. Sic non uult mortem peccatoris, uerbo scilicet, Vult autem illam uoluntate illa imperscrutabili. (W702/49). Gud gør meget, som han ikke åbenbarer os gennem sit ord, og han vil meget, som han ikke gennem sit ord åbenbarer os, at han vil. Således vil han ikke synderens død, nemlig ifølge sit ord, men han vil den ifølge denne uigennemtrængelige vilje.
L56 Nunc autem nobis spectandum est uerbum, relinquendaque illa uoluntas imperscrutabilis, Verbo enim nos dirigi, non uoluntate illa inscrutabili, oportet. Men nu må vi se på ordet og lade denne uigennemtrængelige vilje være; vi må nemlig rette os efter ordet, ikke efter denne uigennemtrængelige vilje.
L57 Atque adeo, quis sese dirigere queat ad uoluntatem prorsus imperscrutabilem et (W686) incognoscibilem? Satis est, nosse tantum, quod sit quaedam in Deo uoluntas imperscrutabilis, Quid uero, Cur et quatenus illa uelit, hoc prorsus non licet quaerere, optare, curare, aut tangere, sed tantum timere et adorare. Og derfor, hvem kan rette sig efter en ganske uigennemtrængelig og uerkendelig vilje? Det er tilstrækkeligt kun at vide, at der i Gud er en sådan uigennemtrængelig vilje; men hvad, hvorfor og hvorvidt den vil, det skal man helt lade være med at spørge om eller ønske sig at vide eller bekymre sig om eller berøre, man skal blot frygte og ære denne vilje.
L58 Igitur recte dicitur: Si Deus non uult mortem, nostrae uoluntati imputandum est, quod perimus. (e9). Recte, inquam, si de Deo praedicato dixeris; Nam ille uult omnes homines saluos fieri, dum uerbo salutis ad omnes uenit, uitiumque est uoluntatis, quae non admittit eum, sicut dicit Matth. 23 (37): Quoties uolui congregare filios tuos et noluisti? Derfor er det rigtigt at sige: 'Hvis Gud ikke vil døden, så må man tillægge det vores vilje, at vi går fortabt'. Det er rigtigt, siger jeg, hvis du siger det om den prædikede Gud; for han vil, at alle mennesker skal blive frelste, idet han med sit ord om frelse er kommet til alle, og det er viljens skyld, når den ikke antager ham, således som han siger Matt 23,37: Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, og I ville ikke?
L59 Verum, quare maiestas illa uitium hoc uoluntatis nostrae non tollit aut mutat in omnibus, cum non sit in potestate hominis, aut cur illud ei imputet, cum non possit homo eo carere, quaerere non licet, ac si multum quaeras, nunquam tamen inuenias, sicut Paul. Rom. 11. dicit: Tu quis es, qui respondeas Deo? Haec satis sint pro isto loco Ezechielis, pergamus ad reliqua. Men hvorfor denne majestæt ikke ophæver denne vor viljes skyld eller forandrer den i alle mennesker, eftersom det ikke er i menneskets magt, eller hvorfor majestæten tilregner mennesket det, skønt mennesket ikke kan undgå det, derom må man ikke spørge, og selv om man spørger meget derom, vil man dog aldrig finde ud af det, sådan som Paulus siger i Rom 9,20: Hvem er du, at du vil gå i rette med Gud? Lad dette være nok om dette sted hos Ezekiel, vi vil gå videre til det øvrige.


Noter:

Note 1: Til 'omnium praeceptorum' mangler et led, som skal betyde overholdelse el. lign.

Note 2: