Tese 14: celle 1. Tese 15: celle 9 Tese 16: celle 30. Tese 17: celle 35. Tese 18: celle 58.
| 1 CONCLVSIO XIV.
Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa. |
14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre kærligheden har været. |
| 2 Patet per illud i. Joan. iiii: Timor non est in charitte, perfecta charitas foras mittit timorem, quia timor poenam habet. Igitur si perfecta Charitas foras mittit timorem, necessarium est, ut imperfecta timorem non mittat foras, Ac per hoc timor sit cum charitate inperfecta. | Det fremgår af 1 Joh 4,18: 'Frygt er ikke i kærlighed, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, fordi frygt har med straf at gøre'. Derfor, hvis den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, må det nødvendigvis være sådan, at en ufuldkommen kærlighed ikke driver frygten ud. Og derved forbliver frygten der sammen med den ufuldkomne kærlighed. |
| 3 Sed ubi est illa perfecta charitas? et (ut digrediar paululum) Quis est sine timore mortis, iudicii, inferni? nam in homine quantumcunque sancto reliquiae sunt uetustatis et peccati, et non possunt filii Israel in hoc tempore Jebusaeum, Cananaeum, et reliquas gentes penitus delere, (Dom 1,16. 21) manet uestigium prioris Adae. Haec autem uetustas est error, concupiscentia, ira, timor, spes, desperatio, mala conscientia, horror mortis etc. | Men hvor findes den fuldkomne kærlighed? Og et lille sidespring: Hvem er uden frygt for døden, for dommen, for helvede? For ligegyldig hvor helligt et menneske er, er der noget tilbage af det gamle menneske og af synden, og Israels sønner kunne ikke på den tid fuldstændig uddrive jebusitterne, kanaanæerne og de andre folkeslag, der forblev spor af den første Adam. Men dette gamle menneske består af vildfarelse, begær, vrede, frygt, håb, fortvivlelse, ond samvittighed, frygt for døden osv. |
| 4 Haec enim sunt ueteris et carnalis hominis, minuuntur autem in nouo homine, sed non exstinguuntur, donec et ipse exstinguatur per mortem, Sicut ait (W555) Apostolus: licet is, qui foris est, noster homo corrumpatur, ille, qui intus est, tamen renouatur de die in diem. (2 Kor 4,16) Igitur ista mala reliquiarum uetustatis per indulgentias non tolluntur, nec per coeptam contritionem, sed incipiunt tolli, ac proficiendo magis ac magis tolluntur. Haec est sanitas spiritus, nihil aliud quam fides seu charitas in Christo. | Disse ting er nemlig karakteristisk for det gamle og kødelige menneske, men de formindskes i det nye menneske. Dog udslettes de ikke, førend det ny menneske også selv udslettes af døden, sådan som apostelen siger: 'Selv om vort ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag'. Derfor fjernes disse onder, der er efterladt fra det gamle menneske, ikke ved aflad, heller ikke ved påbegyndt anger, men deres fjernelse påbegyndes, og efterhånden som man går frem, ophæves de mere og mere. Dette er åndens sundhed, og den er intet andet end tro eller kærlighed til Kristus. |
| 5 Isto sic posito patet conclusio satis, quia, si quispiam fuerit praeoccupatus morte, priusquam sit perfectae charitatis, quae timorem pellat, necessario cum timore et horrore moritur, donec perficiatur charitas et foras mittat timorem illum. Hic autem timor est ipsa conscientia mala et trepida propter defectum fidei. | Når det står fast, er tesen tilstrækkelig klar, for hvis nogen bliver angrebet af døden, førend han er blevet fuldkommet i den kærlighed, som driver frygten ud, så må det nødvendigvis være sådan, at han dør med frygt og rædsel, indtil kærligheden fuldkommes og driver denne frygt ud. Men denne frygt er i sig selv en samvittighed, der er dårlig og skælver på grund af manglende tro. |
| 6 Nulla est enim formidolosa conscientia, nisi quae fide uel uacua uel imperfecta est. Sic enim Apostolus ait: Sanguinem Christi liberare conscientias nostras ab operibus mortuis. (Hebr 9,14) Et iterum Heb. x: Aspersi corda a conscientia mala in plenitudine fidei. (Hebr 10,22) | En frygtsom samvittighed kan kun betyde, at troen er tom eller ufuldkommen. Således siger nemlig apostelen: 'Kristi blod befrier vore samvittigheder fra døde gerninger'. Og igen i Hebr 10,22: 'Bestænkede på hjertet fra en dårlig samvittighed i troens fylde'. |
| 7 Breuiter, si possum probare, quod causa horroris et timoris sit diffidentia, Rursum causa securitatis sit fides, credo simul probatum esse, quod moriens in fide imperfecta necessario timet et horret. sed diffidentiam esse causam terroris, desperationis, damnationis, in euangelio saepius legitur. | I al korthed: Hvis jeg kan bevise, at grunden til frygt og rædsel er mistillid, mens omvendt grunden til fortrøstning er tro, så tror jeg, at jeg samtidig har bevist, at den, der dør i en ufuldkommen tro, med nødvendighed frygter og er bange. Men at mistillid er grunden til frygt, fortvivlelse og fordømmelse, læser vi ofte i evangeliet. |
| 8 Primo, quando Petrus dominum a se iussit exire, quia homo peccator ego sum, inquit. (Luk 5,8). Secundo, quando cepit mergi propter modicam suam fidem. (Matt 14,30). Tertio, quando discipuli prae turbatione uoluerunt clamare, ubi Christum super mare ambulantem phantasma putabant. (Matt 14,26). Quarto, quando turbati existimabant se spiritum uidere, cum intraret ad eos ianuis clausis. (Luk 24,37). In hiis omnibus ostenditur diffidentiam esse causam timoris et horroris. uenit ergo omnis turbatio ex diffidentia, omnis securitas ex fiducia in deum. Fiducia autem ex charitate, quia necesse est, ut is tibi placeat, in quem confidas. | For det første, da Peter befalede Herren at gå bort fra sig, for han var en syndig mand, som han sagde. For det andet, da han begyndte at synke på grund af sin liden tro. For det tredie, da disciplene ville råbe i forfærdelse, fordi de troede, at Kristus, der vandrede på søen, var et spøgelse. For det fjerde, da de forfærdede mente at se en ånd, da han trådte ind til dem gennem lukkede døre. I alle disse begivenheder viste det sig, at mistilliden var årsag til frygt og rædsel. Al forfærdelse kommer altså af mistillid, al fortrøstning af tillid til Gud. Men tilliden kommer af kærlighed, for det må nødvendigvis være sådan, at den, du stoler på, har du også behag i. |
| 9 CONCLVSIO XV.
Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere poenam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori. |
15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. |
| 10 Nihil de igne et loco purgatorii loquor, non quod ea negem, sed quod alia est illa disputatio nec a me nunc instituta, deinde quod nesciam, ubi sit locus purgatorii, licet B. Thomas illum sub terra esse putet. Ego uero interim cum B. Augustino (n10) remaneo, scilicet quod receptacula animarum abdita sint, et remota a nostra cognitione. | Jeg taler ikke om ilden og skærsildens sted, ikke fordi jeg nægter dette, men fordi den diskussion handler om noget andet, som jeg ikke vil tage op denne gang. Men også fordi jeg ikke véd, hvor skærsildens sted er, selv om den salige Thomas mener, den findes under jorden. Men jeg for min del vil nu fortsat være enig med den salige Augustin, nemlig i, at sjælenes opholdssted er skjult og fjernt fra vor erkendelse. |
| 11 Quae ideo dico, ne Pighardus haereticus (n11) in me sibi uideatur obtinuisse, purgatorium non esse, quia locum eius ignotum esse confiteor, Aut ideo Romanam ecclesiam errare, quia opinionem B. Thomae non explodit. Mihi certissimum est, purgatorium esse. nec multum me mouet, quid blatterent haeretici, quando iam mille et plus centum anni sunt, quod B. Augustinus in suarum confessionum li. ix. pro matre et patre suo orat et orandum petit. | Det siger jeg, fordi en pighardisk kætter ikke skal synes at have opnået med mig, at der ikke er nogen skærsild, fordi jeg bekender, at dens sted er ukendt, og fordi jeg ikke mener, den romerske kirke farer vild, fordi den ikke vender sig imod den salige Thomas' anskuelse. For mig er det bombesikkert, at der findes en skærsild. Og det rører mig heller ikke meget, hvad kætterne vrøvler om, for det er nu elleve hundrede år siden, den salige Augustin i sine bekendelser, bog ni, bad for og opfordrede til at bede for sin far og mor. |
| 12 Et eadem sancta mater eius moriens (ut ibi scribit) memoriam sui optauerit ad altare domini, sed et a B. Ambrosio id factum narrat. quod si etiam tempore Apostolorum non fuisset purgatorium (ut superbit (W556) fastidiosus Pighardus), nunquid ideo credendum est haeretico, uix quinquaginta annos nuper nato, et fidem tot saeculorum falsam fuisse contendendum? (n12) (k12) maxime cum ipse nihil aliud faciat, quam quod dicit: non credo, et sic probauit omnia sua et improbauit omnia nostra, quasi non et lignum et lapis non credant. Sed haec suo operi et tempori. | Og da hans hellige mor var døende (som han skriver dèr) ønskede hun, at der blev afholdt en mindegudstjeneste for hende ved Herrens alter. Men han fortæller, at dette blev gjort af den salige Ambrosius. Men selv om der ikke på apostlenes tid var nogen skærsild (som den væmmelige pighardist pralende siger), mon man så af den grund skal tro denne kætter, som knap nok var født for halvtreds år siden, og skal man af den grund kæmpe for, at så mange århundreders tro skulle være falsk? Især eftersom han selv ikke gør andet end at han siger: Jeg tror det ikke; og således beviser han alt og modbeviser alt vort, som om både træ og sten tror. Men dette i sit arbejde til sin tid. |
| 13 Igitur concessum est, horrorem esse in animabus, nunc probo eum esse poenam purgatorii uel maximam. | Derfor må man indrømme, at sjælene er bange. Nu vil jeg bevise, at denne rædsel er skærsildens nok største straf. |
| 14 Primo Omnes concedunt easdem esse poenas purgatorii et inferni, nisi quod differunt aeternitate. At scriptura describit poenas inferni esse turbationem, pauorem, horrorem, fugam, ut Ps. i: Non sic impii, non sic, sed tanquam puluis, quem proiicit uentus. Sed et in Iob et Isaie et multis aliis locis impii comparantur stipulae et pulueri, turbine raptis atque dispersis. in quo nimirum significat fugam horribilem damnatorum. | For det første. Alle indrømmer, at skærsildens og helvedes straffe er de samme; hvad der skiller, er, at helvedes er evige. Men skriften fortæller, at helvedes straffe er frygt, bæven, rædsel og flugt, som Sl 1,4: 'Ikke sådan er de ufromme, ikke sådan, men som støv, som vinden jager rundt med'. Men både hos Job og hos Esajas og mange andre steder sammenlignes de ufromme med strå og støv, grebet af hvirvelvinden og adspredt. Hvorved i hvert fald betegnes de fordømtes forfærdelige flugt. |
| 15 Item Ps. ij: Tunc loquetur ad eos in ira sua, et in furore suo conturbabit eos. Et Isaie xxviii: Qui confidit in illum, non confundetur, id est, non festinabit, non pauebit, neque fugiet confusus et horrens, utique uolens, quod non confidentes confundentur et pauebunt. prouer. i: Qui me audierit, absque terrore requiescet, et abundantia perfruetur, timore malorum sublato, et Ps. cxi: Ab auditione mala non timebit. | Ligeledes Sl 2,5: 'Da vil han tale til dem i sin vrede, og i sit raseri vil han slå dem med rædsel'. Og Es 28,16: 'Den, der tror på ham, bliver ikke urolig', det vil sige, han vil ikke skynde sig bort, han vil ikke frygte, han vil ikke flygte, forvirret og skræmt, i hvert fald vil profeten sige, at de, der ikke tror, vil blive urolige og bange. I Ordsp 1,33 hedder det: 'Den, der hører mig, vil hvile uden frygt og nyde overflod, uden frygt for noget ondt'. Og i Sl 112,7 hedder det: 'Han vil ikke frygte for at høre ondt'. |
| 16 His enim et aliis locis scripturae terror, horror, pauor, timor, tremor exprimitur poena impiorum, quando piorum contraria asserit. denique et B. Jacob. dicit, quod daemones credunt et contremiscunt. Et Deut. xxxij. clare pronunciat, poenam impii esse pauorem, dicens: Dabit tibi dominus deus cor pauidum etc. | For gennem disse steder og andre steder i skriften udtrykkes rædsel, forfærdelse, frygt, gru, bæven som de ufrommes straf, og der forsikres om, at de fromme får det modsatte. Endelig siger også den salige Jakob (Jak 2,19), at dæmonerne tror og skælver. Og 5 Mos 32,65 erklærer klart, at de ufrommes straf er frygt, idet der siges: 'Gud Herren vil give dig et frygtsomt hjerte'. |
| 17 Nam si pauor ille non esset, nec mors, nec infernus, nec ulla poena esset molesta. sicut ait in Canticis: Fortis ut mors dilectio, dura sicut infernus aemulatio. quod satis ostensum est in Martyribus adeo, ut de impiis dicat spiritus ps. xiii: Illic trepidauerunt timore, ubi non fuit timor, et prouer. xxviii: Fugit impius nemine persequente, Justus autem, quasi leo confidens, absque terrore erit. Alioquin, Cur unus timet mortem et dolet, alius uero contemnit? nisi quia intus iusticiae fiducia destitutus timet, ubi timere non debet? | For hvis den frygt ikke havde været der, ville hverken død eller helvede eller nogen anden straf være besværlig. Sådan siges der i Højsangen (8,6): 'For kærlighed er stærk som døden, lidenskaben hård som dødsriget'. Hvilket tydeligt kan ses på martyrerne, og det i den grad, at ånden kan sige om de ufromme (Sl 14,5): 'Dér skælvede de af frygt'. Og Ordsp 28,1 siger: 'Den ufromme flygter, skønt ingen forfølger, men den retfærdige, der har tillid som en løve, skal være uden frygt'. Hvordan kan det ellers gå til, at den ene frygter døden og begræder den, mens den anden foragter den, hvis ikke det skyldes, at den, der mangler den indre tro på retfærdigheden, er bange, hvor han ikke bør være bange? |
| 18 Secundo, ii Tess. i: Qui non credunt Euangelio, dabunt poenas in interitu aeternas, a facie domini, et a gloria uirtutis eius. quia scilicet solo uultu uirtutis suae torquet eos et cruciat deus, cum sit eis insustentabilis, ideo fugient et non effugient, sed deprehendentur inter angustias. Sic illud Sap. vi: Cito apparebit uobis horrende. Et Ps.: Pones eos ut clibanum ignis in tempore uultus tui. | For det andet. 2 Thess 1,8f siger: 'De, som ikke tror evangeliet, vil modtage evige straffe med bortgang fra Guds åsyn og fra hans magts herlighed'. For alene ved sit ansigts magt plager og martrer Gud dem, eftersom de ikke kan udholde hans nærvær, derfor flygter de, men kan ikke undfly, men trænges op i en krog. Således dette Visd. 6,6: 'Han skal snart vise sig forfærdelig for jer'. Og Sl 21,9: 'Du gør dem til en ildovn, når du viser dig'. |
| 19 Alioquin unde illa uox: Montes, cadite super nos, et colles, operite nos? (Hos 10,8) Et illud Isa. ii: Ingredere petram, et abscondere in fossa humo, a facie furoris domini, et gloria maiestatis eius. Et illud Iob: Quis mihi tribuat, ut in inferno protegas me, et abscondas me, donec transeat furor tuus? Patet itaque, quod a facie domini oritur eorum maxima (W557) poena, dum confunduntur a foedissima sua immundicia ad tantam puritatem comparata. | Hvor kom ellers denne røst fra: 'Bjerge, fald over os, høje, skjul os'? Og dette Es 2,10: 'Gå ind i klippen, og skjul dig i slettens sand for Herrens vredes ansigt, og hans majestæts herlighed'. Og dette fra Job 14,13: 'Hvem borger mig for, at du beskytter mig i helvede og skjuler mig, indtil din vrede er ovre?' Det fremgår heraf, at fra Herrens ansigt udgår deres værste straf, idet de beskæmmes over deres forfærdelige urenhed, sammenlignet med en så stor renhed. |
| 20 Tertio, Et ecclesia in persona animarum psallit et gemit ps. vi: Conturbata sunt ossa mea, et anima mea turbata est ualde, et ps. cxiiii: Circumdederunt me dolores mortis, et pericula inferni inuenerunt me. Unde et usitatissima oratio est, ut eis requiem optemus, utique intelligentes, quod sunt inquietae. At poenae non faciunt inquietudinem, ut patet in Martyribus et constantibus uiris, sed horror et fuga poenarum, quae oritur ex infirmitate fiduciae in deum. | For det tredie. Også kirken synger og sørger på sjælenes vegne i Sl 6,2: 'Mine ben sygner hen og min sjæl er grebet af rædsel'. Og Sl 116,3: 'Dødens bånd omgav mig, og helvedes farer ramte mig'. Derfor består den mest almindelige bøn i, at vi ønsker dem hvile, og det forudsætter jo, at de er i uro. Men straffe skaber ikke uro, som det fremgår af martyrerne og de udholdende mænd, nej, det gør rædsel for og flugt fra straffene, og det opstår igen af svagheden i tilliden til Gud. |
| 21 Sicut credit unusquisque, sic fit ei, et tales sunt ei poenae et omnia, qualis fuerit et ipse. inde non conturbat iustum, quicquid acciderit ei (ait Sap.). Rursum impios terret (Leui. xvi.) sonitus folii uolantis. Et Isa. lvii: Impii quasi mare feruens quod quiescere non potest, et redundant fluctus eius in conculcationem et lutum. non est pax impiis, dicit dominus deus. | Sådan som enhver tror, sådan vil det ske ham, og det, han regner straffene og alting for, det er måden, der sker for ham på. Derfor forvirres den retfærdige ikke, hvad der end sker med ham (som det siges i Visd). Og omvendt kan et blad, der flagrer for vinden, forfærde de ugudelige (3 Mos 26,36). Og i Es 57,20 læser vi: 'De ugudelige er som det oprørte hav, som ikke kan finde hvile, og dets bølger rører op i mudder og dynd. De ugudelige skal ikke finde fred, siger Gud Herren'. |
| 22 Quarto, viuentes aliqui eas poenas gustauerunt, scilicet inferni, ergo multo magis mortuis credendum est, eas inferri in purgatorio. nam Dauid expertus dicit: Nisi quia dominus adiuuit me, paulominus habitasset in inferno anima mea. (Sl 94,17) Et alibi: Repleta est malis anima mea, et uita mea inferno appropinquauit. (Sl 88,3). | For det fjerde. Nogle har smagt disse straffe i dette liv, især helvedesstraffene, derfor må det så meget mere antages, at de påføres sjælene i skærsilden. For David, der har erfaret det, siger: 'Hvis Herren ikke havde hjulpet mig, ville min sjæl snart have taget bolig i helvede'. Og et andet sted: 'Min sjæl er fyldt med onde ting, og mit liv er kommet nær til helvede'. |
| 23 Et rursum: Dissipata sunt ossa nostra secus infernum. (141,7) Et: assimilatus sum descendentibus in lacum. (Sl 28,1) Et iterum: quam multas ostendisti mihi tribulationes magnas et malas, et de abyssis terrae iterum reduxisti me. (Sl 71,20) Ezechias uero dicit: Ego dixi in dimidio dierum meorum, uadam ad portas inferi. (Es 38,10) Et infra: Sicut leo contriuit omnia ossa mea, (Es 38,13) quod certe non nisi intolerabili factum horrore potest intelligi. | Og igen: 'Vore ben er spredt ud foran helvedes gab'. Og: 'Jeg er som dem, der går ned i graven'. Og igen: 'Hvor mange store og onde trængsler har du vist mig, og ført mig op igen fra jordens dyb'. Men Ezekias siger: 'Jeg sagde midt i mine dage: jeg går bort til helvedes porte'. Og senere: 'Som en løve brækker han alle mine ben', hvilket givetvis ikke kan forstås om andet end en ubærlig rædsel. |
| 24 Quinto, quam multi sunt, qui usque hodie poenas gustant! nam et Joan. Taulerus (n24) in suis teutonicis sermonibus quid aliud docet, quam earum poenarum passiones, quarum et exempla nonnulla adducit? atque hunc doctorem scio quidem ignotum esse Scholis Theologorum, ideoque forte contemptibilem, Sed ego plus in eo (licet totus Germanorum uernacula sit conscriptus) reperi theologiae solidae et sincerae, quam in uniuersis omnium uniuersitatum Scholasticis doctoribus repertum est, aut reperiri possit in suis sententiis. | For det femte. Hvor mange er der ikke, som også idag smager disse straffe! For hvad lærer Johannes Tauler andet i sine tyske prædikener end lidelserne ved disse straffe, hvoraf han også fremfører nogle eksempler? Jeg véd godt, at denne doktor næsten er ukendt af de skolastiske teologer, og formentlig er foragtet af dem. Men jeg har fundet mere solid og alvorlig teologi hos ham (selv om han er affattet helt på tysk), end man kan finde hos alle de samlede universiteters skolastiske doktorer, eller kan finde i deres teser. |
| 25 Sed et ego novi hominem, (2 Kor 12,2) (n25) qui has poenas saepius passum sese asseruit, breuissimo quidem temporis interuallo, sed tantas ac tam infernales, quantas nec lingua dicere, nec calamus scribere, nec inexpertus credere potest, ita ut, si perficerentur aut ad mediam horam durarent, immo ad horae decimam partem, funditus periret, et ossa omnia in cinerem redigerentur. | Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe, igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske. |
| 26 Hic deus apparet horribiliter iratus, et cum eo pariter uniuersa creatura. Tum nulla fuga, nulla consolatio, nec intus, nec foris, sed omnium accusatio. Tunc plorat hunc uersum: Proiectus sum a facie oculorum tuorum. (Sl 31,23) nec saltem (W558) audet dicere: Domine, ne in furore tuo arguas me. (Sl 6,2) In hoc momento (mirabile dictu) non potest anima credere, sese posse unquam redimi, nisi quod sentit nondum completam poenam. | Her viste Gud sig forfærdelig vred, og sammen med ham hele skabningen. Da var der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvendig eller udvendig, men der var anklage for alle ting. Da græd han frem dette vers: 'Jeg er fordrevet fra dine øjne', og han vovede slet ikke at sige: 'Herre, straf mig ikke i din vrede'. I dette øjeblik, ja det er mærkeligt at sige det, kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet. |
| 27 Est tamen aeterna, neque potest eam temporalem existimare, solum relinquitur nudum desiderium auxilii, et horrendus gemitus, sed nescit unde petat auxilium. Hic est anima expansa cum Christo, ut dinumerentur omnia ossa eius, (Sl 22,18) Nec est ullus angulus in ea non repletus amaritudine amarissima, horrore, pauore, tristitia, sed his omnibus non nisi aeternis. Et ut dem simile utcunque, si sphaera transeat super lineam rectam, quilibet punctus lineae tactus totam fert sphaeram, non tamen comprehendit totam sphaeram. | Men den er evig, og han kan ikke bedømme den til at være timelig. Alt, hvad der er tilbage, er det blotte og bare ønske om hjælp og en forfærdelig sukken, men han véd ikke, hvorfra han skal bede om hjælp. Her bliver sjælen ophængt sammen med Kristus, så man kan tælle alle dens ben, og hver krog af sjælen er fyldt med den allerstørste bitterhed, rædsel, frygt, sorg, men alt dette varer evigt. Og for at give et billede på det: Hvis en kugle løber hen over en ret linie, så bærer et hvilketsomhelst punkt på linien, der bliver berørt, hele kuglen, men det omslutter ikke hele kuglen. |
| 28 Ita anima in suo puncto, dum tangitur a transeunte inundatione aeterna, nihil sentit et bibit, nisi aeternam poenam, sed non manet, iterum enim transit. Igitur si uiuentibus contingit illa inferorum poena, id est, intolerabilis ille pauor et inconsolabilis, multo magis animarum in purgatorio uidetur talis esse poena, sed continua. Et est ignis ille internus multo atrocior quam externus. Quod si quis ista non credit, non contendimus, sed id tantum efficimus, quod illi ueniarum praecones multa dicunt, quae uel ignorant uel dubitant, nimis audacter. Magis enim credendum est expertis in his, quam illis inexpertis. | Således føler sjælen i det punkt, hvor den bliver berørt af den forbigående evighedens oversvømmelse, intet andet end evig straf, og den drikker intet andet end evig straf. Dog varer den ikke ved, den går nemlig over igen. Derfor, hvis denne helvedesstraf, dvs denne utålelige frygt og utrøstelighed, tager hold i de levende, hvor meget mere synes da ikke en sådan straf at skulle tildeles sjælene i skærsilden, blot varer den dér ved. Og denne indre ild er meget mere forfærdelig end den ydre. Og hvis nogen ikke tror på disse ting, vil vi ikke prøve at overbevise ham, vi tager det blot frem, fordi disse afladsprædikanter siger mange ting altfor dristigt, som de enten er uvidende om eller tvivler på. For man skal hellere tro dem, der har erfaret disse ting, end dem, der ikke har. |
| 29 Sexto, ad id facit auctoritas ecclesiae, quae canit: Libera eas de ore leonis, ne absorbeat eas tartarus, (Sl 22,21) Item: a porta inferi. (n29) quibus uerbis certe uidetur significari, esse animas uelut iam in porta et introitu damnationis et initio inferni, quod dixi prope desperationem esse, nec uana esse uerba ecclesiae credo. | For det sjette. Hertil kommer kirkens autoritet, når den synger: 'Fri dem fra løvens gab, at ikke helvede skal opsluge dem!' Og: 'fra helvedes port'. Med disse ord synes det ganske sikkert, at der betegnes, at der befinder sig sjæle næsten som i fordømmelsens port og indgang eller i begyndelsen til helvede, hvilket jeg har sagt er nær ved fortvivlelse, for jeg tror ikke, at disse kirkeord er tomme. |
| 30 CONCLVSIO XVI.
Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt. |
16. Man ser, at helvede, skærsild og himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden. |
| 31 Si quis duas pracedentes conclusiones ueras putauerit, hanc quoque facile admittit, immo, cum in coelo credamus regnare pacem, gaudium et securitatem in luce dei, in inferno uero contra saeuire (n31) desperationem, dolorem et horribilem fugam in tenebris exterioribus. | Hvis nogen anser de to foregående teser for sande, vil han let indrømme denne også, ja, eftersom vi tror, at der i himlen hersker fred, glæde og fortrøstning i Guds lys, så regner vi også modsat med, at der i helvede raser fortvivlelse, smerte og frygtelig flugt i det ydre mørke. |
| 32 Purgatorium uero sit medium inter utrunque, sic tamen, ut propius sit inferno, quam caelo (quia non habent gaudium et pacem, immo nihil de coelo participant, Cum ponatur esse eadem poena cum inferno, sola duratione differente), satis patet, quod et in ipso sit desperatio, fuga, horror, et dolor. | Men skærsilden befinder sig midt imellem de to, dog således, at det er nærmere ved helvede end ved himlen (fordi de ikke har glæde og fred, ja de har ikke del i noget fra himlen, for man antager jo, at der dèr er den samme straf som i helvede, og at alene varigheden gør forskellen). Heraf fremgår det tilstrækkelig tydeligt, at der også i skærsilden er fortvivlelse, flugt, rædsel og smerte. |
| 33 Sed addidi 'prope desperationem', dicens, quia tandem cessat illa desperatio. Alioquin reuera, dum est in illo, anima non sentit nisi desperationem, non quod desperet, sed quod in tanta est perturbatione et confusione pauoris, ut non sentiat sese sperare. Solus spiritus adiuuat ibi quam maxime infirmitatem eorum in gemitibus inaenarrabilibus pro eis interpellans. (Rom 8,23). | Men da jeg talte om fortvivlelse, tilføjede jeg 'næsten fortvivlelse', fordi den slags fortvivlelse dog engang får ende. Ellers er det sandt, mens sjælen befinder sig dèr, føler den intet andet end fortvivlelse, ikke fordi den fortvivler, men fordi den er i en så stor forfærdelse og frygtsforvirring, at den ikke føler, at den håber. Alene ånden kommer, så meget den kan, deres svaghed til hjælp, idet den med uudsigelige sukke går i forbøn for dem. |
| 34 Sic enim fit et tentatis in hac uita, ut nesciant, an sperent uel desperent, immo sibi desperare uidentur, solo superstite gemitu (W599) pro auxilio. Ex quo signo non ipsi, sed alii intelligunt eos adhuc sperare. sed omitto uerbosius de ea re loqui, quae est abstrusissima, ne et mihi obiiciant ueniales quaestores, quod sine probatione loquar, quamquam non, ut illi, assero, quae ignoro, sed disputo et quaero, et eorum praesumptam certitudinem dubiam, imo nullam esse contendo. | Således finder nemlig også prøvelsen i dette liv sted, at de ikke véd, om de håber eller fortvivler, ja, de synes selv, at de fortvivler, idet der kun er et suk om hjælp tilbage. Ud fra dette tegn forstår andre, men ikke de selv, at de stadigvæk håber. Men jeg vil undlade at tale mere om denne sag, som er meget skjult, at ikke afladskræmmerne også skal bebrejde mig, at jeg taler uden at bevise noget, skønt jeg ikke, som de, fastslår som sikkert noget, som jeg er uvidende om, men diskuterer og udforsker, og stiller mig tvivlende overfor deres påtagne sikkerhed, ja, hævder, at den er nul og nix. |
| 35 CONCLVSIO XVII.
Necessarium uidetur, animabus in purgatorio sicut minui horrorem, ita augeri charitatem. |
17. Det ser ud til, at det nødvendigvis må være sådan for sjælene i skærsilden, at ligesom deres rædsel mindskes, således øges deres kærlighed. |
| 36 Et haec nititur praecedentibus tribus Conclusionibus. Sed tamen declaremus eam, et ponamus (sicut coepimus) animarum decedentium tria genera. | Også denne tese støtter sig til de tre foregående. Men vi vil dog forklare den og antage, at de sjæle, der dør, er af tre slags. |
| 37 Primum earum, quae sunt fide omnino uacuae (id est damnatae), has necesse est in morte excipi summo horrore et desperatione, iuxta illud: uirum iniustum mala capient in interitu; Et iterum: Mors peccatorum pessima, scilicet, quia non habent fiduciam in deo, ideo comprehendit eos ira. | Den første slags sjæle er dem, som i det hele taget er tomme for tro (det vil sige: de fordømte sjæle), og de må nødvendigvis i døden erfare den største rædsel og fortvivlelse, ifølge Sl 140,11: 'Lad onde magter tage fat på den uretfærdige mand, når han dør!' Og ifølge Sl 34,22: 'Synderes død er den værste af alle'. De har nemlig ingen tillid til Gud, derfor samler de Guds vrede over sig. |
| 38 Secundum earum, quae sunt fide omnino plenae atque perfectae (id est beatae), has necesse est in morte excipi summa securitate et laeticia, iuxta illud: Justus cum caeciderit, non collidetur, dominus enim supponit manum suam; Et iterum: Preciosa in conspectu domini mors sanctorum eius; Et iterum: Justus si morte praeoccupatus fuerit, in refrigerio erit. | Den anden slags sjæle er dem, som er fuldstændig fulde af fuldkommen tro (det vil sige: de salige). De må nødvendigvis i døden erfare den største fortrøstning og glæde, ifølge Sl 37,24: 'Når den retfærdige falder, snubler han ikke, Herren tager ham ved hånd'. Og ifølge Sl 116,15: 'I Herrens øjne er hans helliges død dyrebar'; og ifølge Visd. 4,7: 'Hvis den retfærdige rammes af døden, skal han forblive i hvile'. |
| 39 Et causa utriusque est, quia iniustus inuenit quod timuit, timuit autem semper mortem et poenam, Justus autem satur huius uitae maxime cupiuit dissolui, ideo desiderium eius tributum est ei. Ille non dimidiauit dies suos, (Sl 55,23) Iste ultra perfectum prolongauit incolatum suum. Ideo quod ille horret, iste quaerit, diuersissimo studio affecti; quod illi summus horror est, huic est summum lucrum et gaudium. | Og grunden til de to slags sjæles skæbne er, at den uretfærdige finder det, han frygter, han frygter nemlig altid døden og straffen. Men den retfærdige, som er træt af dette liv, stræber mest muligt efter at opløse det, og derfor er det hans ønske, der går i opfyldelse for ham. Den første har ikke levet halvdelen af sine dage, den anden har forlænget sit liv i denne verden udover det fuldkomne. Derfor, hvad den første frygter, stræber den anden efter, sådan er de tilskyndet af et helt forskelligt ønske. Hvad der for den første er den største rædsel, er for den anden den største vinding og glæde. |
| 40 Tertium earum, quae sunt fide imperfectae, et hae uariae differentes inter plenam et nullam fidem. Credo autem non negari ab ullo, quasdam animas imperfectae fidei decedere, sed tamen infra id suadebimus latius. Igitur cum imperfectio fidei sit nihil aliud, nisi imperfecta nouitas uitae in spiritu et adhuc reliquum de uetustate carnis et Adae (Si enim esset perfecta, non timeret poenam, nec inuita moreretur, aut cum affectu terreno huius uitae migraret), clarum uidetur, animabus necessarium esse, non solum tollere poenas, sed etiam addere perfectionem nouitatis, et tollere residuum uetustatis (id est, amorem uitae et timorem mortis et iudicii). | Den tredie slags sjæle er dem, der er ufuldkomne i troen, og den varierer fra dem, der er fulde af tro, til dem, der slet ingen tro har. Men jeg tror ikke, at nogen vil nægte, at der er nogle sjæle, der dør med en ufuldkommen tro, men vi skal dog lidt senere gennemgå dette lidt mere. Derfor, eftersom troens ufuldkommenhed ikke er andet end en ufuldkommenhed i det nye liv i ånden, fordi der stadig er noget tilbage af kødets og Adams gamle væsen (Hvis nemlig troen var fuldkommen, ville den ikke frygte straffen, eller dø modvilligt, eller udvandre fra dette liv med en jordisk frygt), så ser man klart, at for sjælene må det nødvendigvis være sådan, at ikke blot fjernes straffene, men der tilføjes også det nye livs fuldkommenhed, og det tilbageblevne af det gamle liv fjernes (det vil sige, kærlighed til livet og frygt for døden og dommen). |
| 41 nam quantumcunque tolleretur poena (si esset possibile), non per hanc ablationem esset sana, sicut nec in ista uita per ablationem poenarum solam aliquis melior fit, sed per additionem gratiae, et remotionem peccati. quare et illis primo peccatum auferendum est, id est, imperfectio fidei, spei, charitatis. | For hvor meget end straffen blev fjernet (hvis det var muligt), så ville dog sjælen ikke ved denne fjernelse bliver sund, sådan som heller ikke nogen i dette liv bliver bedre ved fjernelse af straffene, nej, det sker ved tilførelse af nåde, og fjernelse af synd. Derfor må også for disse sjæle først og fremmest synden fjernes, det vil sige, ufuldkommenheden i tro, håb og kærlighed. |
| 42 Secundo. Nulla poena uincitur fuga aut timore. uerum est enim prouerbium: Qui timet infernum, descendet in eum, immo qui timet pruinam, (W560) cadet super eum nix, Iob vi, (n42) id est, plus cadet super eum, quam timuit. Omnis poena timore sui augetur et roboratur, sicut amore minuitur et infirmatur. Vincitur autem poena amore et amplexu sui. deinde nulla poena est molesta, dum fuerit uicta, ideo amanti poenas et mortem non sunt molestae, sed dulces, quia per amorem et spiritum uictae. | For det andet. Ingen straf besejres gennem flugt eller gennem frygt. Det ordsprog er nemlig sandt, der siger: Den, der frygter helvede, vil selv stige ned i det, ja, hvis nogen er bange for rimfrost, vil sneen falde på ham (Job 6,16), det vil sige, der falder mere på ham, end han frygter. Enhver straf øges og styrkes, hvis man frygter den, ligesom den mindskes og svækkes, hvis man elsker den. Men straffen besejres, hvis man elsker den og tager imod den. Derfor er ingen straf forfærdelig, når den er besejret, og således er straffene for dem, der elsker straffene og døden, ikke forfærdende, men søde, fordi de er besejrede gennem kærligheden og ånden. |
| 43 Sunt autem molestae timenti, quia per timorem et literam ei dominantur. Si ergo purgatorium affligit animas, et molestus est eis pauor, euidens est eis deesse amorem et spiritum libertatis, et adesse literam ac timorem. atque hunc defectum amoris uoco imperfectam sanitatem spiritus. cum autem sine perfecta sanitate nullus coelum intrabit, tandem concludo, necessarium illis esse, augeri charitatem et sanitatem, sicut minui horrorem. | Men de er forfærdende for dem, der frygter dem, fordi de beherskes af frygt og bogstaven. Derfor, hvis skærsilden angriber sjælene og frygten er forfærdende for dem, er det klart, at de mangler kærligheden og åndens frihed, og at bogstaven og frygten findes hos dem. Og denne mangel ved kærligheden kalder jeg en ufuldkommen åndens sundhed. Men eftersom ingen kommer ind i himlen uden en fuldkommen sundhed, så må jeg til sidst konkludere, at det nødvendigvis for sjælene i skærsilden må være sådan, at kærligheden og sundheden øges, og at rædslen mindskes. |
| 44 Si quis ista negauerit, neque crediderit, contenderitque animas esse ibi perfectas in uita spiritus solumque debita praeteria poenarum luere, | Så kan der være den, der nægter dette og ikke tror på det, og holder på, at sjælene i skærsilden er fuldkomne i åndens liv og alene brænder, fordi de straffes for noget, der skyldes fra det foregående liv. |
| 45 Respondeo primum: probent et ipsi suam sententiam, quam et ego nego, et certum sum, quod uel nullis uel infirmioribus rationibus sua probabunt. Secundo age, Quero, an negent triplex illud supra positum animarum genus decedentium? si admittunt tertium quoque genus, Respondeant ad praedicta, quomodo auferatur pussillanimitas spiritus et timor, quando perfectus homo sicut pater eius deus nihil timet, omnia potest, omnia suffert, in omnibus gaudet ac delectatur. | Til dem vil jeg svare for det første: De må selv bevise deres mening, som jeg for min del nægter, ligesom jeg er sikker på, at de ikke kan bevise det med nogen grunde, i hvert fald kun dårlige grunde. For det andet vil jeg sige, lad dem prøve på, om de kan nægte denne tredeling af de afdøde sjæles art, som jeg fremsatte ovenfor. Hvis de indrømmer, at der er sådanne tre slags sjæle, lad dem så svare på det foregående, hvordan de vil fjerne åndens angst og frygt, når det fuldkomne menneske ikke frygter Gud, fordi han er hans far, men kan alt, udholder alt, glæder og fryder sig ved alle ting. |
| 46 Si non admittunt, sed in morte perfici fidem arbitrantur, ac sic solummodo poenae absoluendae restent, et hoc totum sit purgatorium, ratio scilicet debitarum poenarum, Tum praeter id, quod iam fortissimum et insolubile produxi argumentum, uidelicet, quod nulla scriptura, nulla ratione suam sententiam possint probare, tamen adhuc uia suasoria procedam. Sic enim et illi opinatores et postillatores faciunt. | Hvis de ikke indrømmer det, men tror, at troen fuldkommes i døden, og der således blot står tilbage, at straffene eftergives, og at dette er alt, hvad skærsilden er: en begrundelse for de skyldige straffe, så vil jeg på en meget overbevisende måde gå videre end det meget stærke og uigendrivelige argument, jeg her har fremsat: at deres opfattelse ikke kan bevises ved nogen skrift eller ved noget fornuftsargument. Således gør nemlig deres meningsdannere og de, der følger blindt efter. |
| 47 Primo, ad quid deus uult puniri perfectos in spiritu? ad satisfactionem? Contra: Super omnem satisfactionem est charitas satisfactio, neque enim deus ipse etiam per poenas ullum aliud requirit, quam ut perficiatur charitas. Charitas enim (nisi Apostolus mentitur) operit multitudinem peccatorum. (1 Pet 4,8). At illos iam esse perfectae charitatis positum fuit. | For det første, hvorfor vil Gud straffe dem, der er fuldkomne i ånden? For fyldestgørelsens skyld? Men det forholder sig jo modsat: Udover al fyldestgørelse er kærlighedens fyldestgørelse, for Gud selv kræver jo kun straffe, for at kærligheden kan fuldkommes. For kærligheden (og apostelen lyver vel ikke) skjuler en mangfoldighed af synder. Men det blev jo forudsat, at disse var fuldkommede i kærlighed. |
| 48 Secundo, Deo maxime satisfit per uoluntatem, ubi non inuenit facultatem, ut cum B. Augustino sentit tota ecclesia. (n48) At illi, si sunt perfectae charitatis, talem habent uoluntatem necessario, et tamen facultatem non habent defectu uitae. quare necessario sola uoluntate abunde satisfaciunt. | For det andet. Overfor Gud gør man i højeste grad fyldest gennem viljen, hvis lejlighed ikke gives, som hele kirken mener sammen med den salige Augustin. Men hvis disse er fuldkomne i kærligheden, må de nødvendigvis have en sådan vilje, og dog har de ikke ved livets mangel lejligheden. Derfor gør de med nødvendighed rigelig fyldest alene med viljen. |
| 49 Tertio, Perfecti tales omnia reddunt deo, quaecunque debent, quia nihil amplius debent, quam ut se totos ipsos cum intima uoluntate offerant. deus enim ab homine nihil requirit amplius, quam ipsum totum, sicut dicitur: praebe, fili, cor tuum mihi (Ordsp 23,26). immo per poenas cogit hominem ad id, ut se totum offerat. quomodo ergo eo facto poenae manent? ad quid cogunt? | For det tredie, sådanne fuldkomne opfylder overfor Gud alt det, de bør gøre, fordi de ikke skylder noget mere, end at de overgiver sig til ham med hele deres selv og inderste vilje. Gud kræver nemlig intet yderligere af mennesket, end hele dets selv, sådan som der siges: 'Min søn, giv mig dit hjerte'. Ja, gennem straffene tvinger han mennesket til helt at overgive sig. Men hvorfor er der så, når dette er gjort, straffe tilbage? Hvad tvinger de disse mennesker til? |
| 50 Quarto, Finge animam in morte perfectae fidei et charitatis, quae adhuc forte debeat vii dies ieiunare aut aliam Canonicam poenam implere. | For det fjerde. Forestil dig en sjæl i døden, fuldkommen i tro og kærlighed; den mangler blot skal vi sige syv dage i at opfylde en faste eller en anden kanonisk straf. |
| 51 Hic ergo deus tam crudelis est, ut animam, quae summa charitate ad eum sitit (W561) eumque super omnia uehementissime diligit, quae proximo suo omnia plenissime ignouit et sibi omnia ignosci uehementissime cupiuit, cui propter haec etiam debita fuit apud deum et homines ignoscentia (k51) (Talis est enim anima, quae sana charitate moritur), hic, inquam, deus non remittit septem dies propter summam in eum et proximum charitatem et humilitatem, quae sunt summae omnium eleemosynarum, qui tamen in euangelio dicit, Omnia remitti et munda esse iis, qui dant non de corde, sed de his, quae superfluunt, eleemosynas, (Luk 11,41) et seruo solum roganti et nihil facienti nisi promittenti omne debitum dimisit, etiam promissione data libera? (Matt 18,23-26). | Er Gud da her så grusom, at en sjæl, som tørster efter ham med den største kærlighed og elsker ham brændende over alle ting, en sjæl, som fuldstændig har tilgivet sin næste alt, og brændende ønsker selv at modtage tilgivelse for alting, en sjæl, som på grund af dette har fortjent tilgivelse overfor Gud og overfor mennesker (Sådan er nemlig den sjæl, der dør i en sund kærlighed), her, spørger jeg, skulle Gud ikke eftergive syv dage på grund af hans store kærlighed til Gud og næsten, hvilket er den største barmhjertighed af alle, den Gud, som dog i evangeliet siger, at alt er eftergivet og renset for dem, som giver almisse, ikke af hjertet, men af deres overflod, den Gud, som eftergav tjeneren al hans gæld, blot fordi han bad om det, uden at han gjorde andet end love, og det løfte var endda givet uopfordret? |
| 52 Nec saltem intuetur Deus in hac re, quod tam facilis est uiuentibus sineque mortis periculo pressis tam difficilis est ad remittendum tam parua tam magnae charitati? quis credet? aut quibus id uiis suadebunt? aut ergo desinant sua tam confidenter praedicare, aut melius roborent, et ista dissoluant. | Skulle Gud i denne sag ikke engang se på, at det er meget lettere at give eftergivelse til dem, der lever og ikke er trykket af dødens fare? Skulle det være vanskeligt at eftergive så lidt til den, der elsker så meget? Hvem vil tro det? Eller hvordan vil de overbevise os om det? Derfor skulle de enten ophøre med at prædike deres opfattelse så skråsikkert, eller også underbygge den noget bedre og opløse det, jeg her har fremsat. |
| 53 Nos interim sentiemus, animas in purgatorio non propter solam poenam, immo propter defectum charitatis laborare in poena, quia hic noluerunt laborare ad perfectionem, aut, si perfectae sunt, omnibus poenis amore triumphatis liberas esse. nec enim sic de dei bonitate sapio, quod intuitu perfectae et aeternae charitatis non remittat quibusdam poenam temporis breuissimi, qui propter modicam charitatem omnibus passim remittit aeternam, et qui saepius in uita ignouit omnes poenas pro uno opere inceptae charitatis, non remittat unquam in morte aliquas poenas pro omni opere consummatae charitatis. (k53) | Men vi for vor del vil mene, at sjælene er i skærsilden ikke alene på grund af straffen, men de anstrenger sig i straffen på grund af en manglende kærlighed, fordi de her ikke ville anstrenge sig imod fuldkommenhed. Eller, hvis de er fuldkomne, må vi mene, at de er frie, fordi alle straffe er besejret af kærligheden. Jeg tænker nemlig ikke sådan om Guds godhed, at han, når han ser hen til den fuldkomne og evige kærlighed, ikke skulle eftergive visse personer en ganske kort tids straf, når han på grund af en ringe kærlighed vidt og bredt eftergiver evig straf for alle. Gud gør også ofte i dette liv det, at han eftergiver alle straffe på grund af én gerning gjort af begyndende kærlighed, skulle han så ikke nogensinde i døden eftergive nogle straffe på grund af, at enhver gerning er gjort af fuldkommen kærlighed? |
| 54 uerumtamen haec sunt disputata, quia mirabilis est deus in sanctis suis; (Sl 68,35) (n54) melius faceremus, si tam dubia relinqueremus, et in populum alia certiora doceremus. potens est deus cum illis nec secundum hanc nec secundum illam sententiam agere. non enim nostro, sed suo iam iudicio subiecti, quia potest et ibi punire gratis, ut ostendat gloriam gratiae suae, sicut foecit in Iob et Paulo. Tamen ultimo et | Jeg har ikke desto mindre diskuteret disse ting, fordi 'Gud er underfuld i sine hellige'. Vi ville derfor gøre bedre i at forlade disse tvivlsomme ting og overfor folket lære noget, der er anderledes sikkert. Gud er mægtig til at tage sig af disse ting, ikke ifølge den eller den opfattelse. For de er ikke underkastet vor, men hans bedømmelse. Han kan nemlig også her straffe af nåde, så han kan påvise sin nådes herlighed, sådan som han gjorde overfor Job og overfor Paulus. Dog vil jeg |
| 55 Quinto suadeo conclusionem: Si purgatorium tantummodo est poenarum officina, cur non uocatur punitorium potius quam purgatorium? Ratio enim et uis uocabuli purgationem aliquam importat, quae intelligi non potest nisi uestutatis et peccati relicti, quo sunt immundi, qui terrenorum affectu fidei puritatem impedierunt. | for det femte argumentere for tesen: Hvis skærsilden blot er straffenes sted, hvorfor kaldes den så ikke 'straffestedet' i stedet for 'renselsesstedet'? For ordets mening og kraft indebærer en renselse, som ikke kan forstås som andet end en renselse af det gamle menneske og af den synd, der er efterladt, hvorved de mennesker er blevet urene, som har hindret troens renselse, fordi de elskede jordiske ting. |
| 56 Quod si noua (ut sunt ad distinctiones prompti) usi aequiuocatione dixerint esse purgationem hic idem, quod solutionem, ut tum purgatae dicantur, cum poenae fuerint solutae, Respondeo: hoc eadem facilitate contemnitur, qua probatur. quod si et ipsi contempserint uim uocabuli ad purgationem uitiorum extendi, Esto sane, non contendo, id tamen effectum est, utrumque esse dubium. ideo praepostere alterum illorum tanta certitudine in populos dispersum, maxime cum nec ratio nominis illorum sententiae conueniat. (k56) | For hvis det er ud fra en ny tvetydig brug af ordene, de taler (for de er hurtige til at lave nye distinktioner), når de siger, at skærsild her er det samme som eftergivelse, og at de kan siges at være rensede, når deres straffe er blevet eftergivet, vil jeg svare: Det kan foragtes lige så let som det kan bevises. Men selv om de så forargter ordenes kraft til at udstrækkes til at betyde en udrensning af lasterne, lad være, jeg vil ikke bekæmpe dem. Men det vil jeg mene er opnået, at begge dele er tvivlsomme. Derfor er det forkert, at den ene af de to meninger er blevet udbredt blandt folket med en sådan sikkerhed, især eftersom heller ikke ordets betydning stemmer overens med deres mening. |
| 57 Sexto, Et ad hoc ualet illud Gregorii dis. xxv. c. qualis, ubi non poenas tantummodo, sed culpas remitti dicit in futuro, scilicet ueniales, ut ibidem exempla ponit. At remissio culpae non fit sine gratiae infusione, et horror mortis est sanctis peccatum ueniale, sed non paruum. (W562) | For det sjette. Og her har Gregors udtalelse gyldighed, fra distinktion 25, kapitel 'qualis', hvor han siger, at ikke blot straffene, men også brøden bliver eftergivet i fremtiden, nemlig brøden ved de tilgivelige synder, sådan som han sammesteds giver eksempler på det. Men eftergivelse af brøden sker ikke uden indgydelse af nåden, og frygt for døden er for helgenerne en tilgivelig synd, dog ikke nogen lille sådan. |
| 58 CONCLVSIO XVIII.
Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis. |
18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden. |
| 59 Hoc enim robustissimum est meum aduersus oppositam opinionem argumentum, quod uidelicet sine authoritate docetur. Nostra autem certe uel ea nititur authoritate, quo sine addita gratia nullus timor pellitur, quem sola perfecta charitas foras mittit. (1 Joh 4,18) Haec autem conclusio praeuenit argumentum eorum, qui dicerent contra me: sunt extra statum meriti, quare tres praecedentes conclusiones falsae. | Dette er mit stærkeste argument imod dem, der argumenterer imod mig, at de synes at mangle autoritet. Men vor opfattelse støtter sig sikkert til den autoritet, der siger, at uden tilføjet nåde kan ingen frygt fjernes, for alene den fuldkomne kærlighed driver frygten ud. Men denne tese kommer dem i forkøbet, som imod mig siger: 'De befinder sig udenfor fortjenestens stade, derfor er de tre foregående teser falske'. |
| 60 Ego autem, ut opinando et disputando, nihil asserendo, sicut coepi, prosequar, dico: Si purgatorium solum est soluendarum poenarum officina, et animae in illo sunt suo affectu (ut ego sentio) immundae nec ab eo uitio purgantur, fieret purgatorium idem quod infernus, quia infernus est, ubi poena est cum culpa manente. | Men jeg for min del har kun fremsat meninger og disputeret, ikke fastholdt noget bestemt, og jeg vil fortsætte, som jeg er begyndt, og sige: Hvis skærsilden blot er stedet, hvor straffene eftergives, og sjælene er i skærsilden på grund af deres lyst til urene ting (sådan som jeg mener) og ikke er rensede fra deres last, så bliver skærsilden det samme som helvede, for helvede er, hvor både straffen og brøden forbliver. |
| 61 At in animabus purgatorii est culpa, scilicet timor poenarum et defectus amoris, cum iustus secundum Isa. viii nihil debeat timere nisi solum deum, ergo peccant sine intermissione, quamdiu horrent poenas et quaerunt requiem. Quod probo, quia quaerunt, quae sua sunt, plus quam uoluntatem dei, quod est contra charitatem. Quod si amant deum, amant amore concupiscentiae (id est, uitioso), cum etiam in suis poenis debeant diligere deum et glorificare ac fortiter sustinere. | Men i skærsildens sjæle er brøden, nemlig frygten for straffene og den manglende kærlighed, eftersom den retfærdige ifølge Es 8,13 kun bør frygte Gud. Derfor synder de uafladeligt, så længe de skrækkes ved straffene og søger hvile. Hvilket jeg beviser, fordi de søger, hvad der er deres eget mere end Guds vilje, hvilket er det modsatte af kærlighed. For hvis de elsker Gud, elsker de ham med en begærende kærlighed (det vil sige, en lastefuld kærlighed), skønt de burde elske Gud selv i deres straffe og prise ham og modigt holde ud. |
| 62 Atque ut inter tot disputationum spineta etiam asseram aliquid, Ego libere confiteor me credere, nullam animam redimi de poenis purgatorii propter suum timorem, donec posito timore incipiat amare uoluntatem dei in tali poena, et plus dei uoluntatem amet, quam poenam timeat, immo solam dei uoluntatem diligat, poenam vero uilipendat, aut in uoluntate dei etiam amet. | Men for at jeg dog blandt så mange disputationstorne også kan fastslå noget, så vil jeg frit bekende, at jeg tror, at ingen sjæl udfries af skærsildens straffe på grund af frygt, førend han begynder at lægge frygten til side og elske Guds vilje i sådanne straffe, og elske Guds vilje mere end han frygter straffene, ja, alene elsker Guds vilje, men foragter straffen, eller elsker den endog som Guds vilje. |
| 63 Quia oportet, ut iusticiam diligat, antequam saluetur. At iusticia est deus, qui hanc poenam operatur. deinde illud Christi: qui non accipit (id est, uolens et amans portat) crucem suam et sequitur me, non est me dignus. (Matt 10,38). at crux animarum est illa poena. | For han må komme derhen, at han elsker retfærdigheden, før han kan blive frelst. Men retfærdigheden er den Gud, som udvirker denne straf. Her hører disse ord af Kristus hjemme: 'Den, der ikke tager sit kors op (det vil sige: bærer det frivilligt i kærlighed til Gud) og følger mig, er mig ikke værd'. Men sjælenes kors er denne straf. |
| 64 Quae cum ita sint, et uerissima credo, dicat qui potest, quomodo iste amor poenarum cum timore mutari potest sine noua gratia infusa. Ego fateor me nescire, nisi dixeris, quod purgatorium non habeat terrorem poenarum, ac per hoc nec similem inferno contra praedicta, atque tunc frustra oramus pro eis, quas audimus uolentes et amantes esse poenarum suarum sine timore. | Når det forholder sig således, og det tror jeg bestemt det gør, så lad den, der kan, sige, hvordan denne kærlighed til straffene kan indtage frygtens plads uden indgydelse af ny nåde. Jeg må tilstå, jeg véd det ikke, hvis da ikke man skal sige, at skærsilden slet ikke indeholder nogen frygt for straffene, og af den grund ikke er lig med helvede, imod hvad vi sagde før. Men i så fald beder vi forgæves for dem, som, efter hvad vi nu har hørt, ønsker sig straffene og elsker dem uden frygt. |
| 65 Secundo probo, quod augeatur eis charitas. Apostolus dicit: Diligentibus deum omnia cooperantur in bonum. (Rom 8,28) hoc autem bonum non potest intelligi nisi augmentum iam possessi boni. ergo et purgatorium auget bonum dilectionis dei, immo maxime omnium auget, dum sicut infernus dura est aemulatio, (Højs 8,6) et in tantis malis etiam diligit, sicut fornax aurum probatum facit, (Ordsp 27,21) ita poena dilectionem. | For det andet beviser jeg, at kærligheden hos sjælene i skærsilden øges. Apostelen siger: 'Alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud'. Men dette gode kan ikke forstås som andet end en øgelse af et gode, som allerede besiddes. Derfor øger også skærsilden det gode, som består i kærlighed til Gud. Ja, den øger den mest af alt, eftersom 'kærligheden er hård som dødsriget', og også elsker i så store onder. Ligesom ovnen beviser, at guld er guld, sådan beviser straffen, at kærlighed er kærlighed. |
| 66 Tertio, Virtus in infirmitate perficitur, (2 Kor 12,9) omnis enim poena, si praesens est charitas, est salutaris et proficus; non enim permittit pretiosissima charitas (W563) atque foecundissima aliquid secum sterile. At in purgatorio est maxima infirmitas, ergo maxime perficit charitatem. | For det tredie. Magten fuldkommes i magtesløshed. For al straf er frelsebringende og gavnlig, hvis kærligheden er til stede; for kærlighed, der er det mest værdifulde og mest frugtbare, tillader ikke, at der findes noget ufrugtbart hos den. Men i skærsilden er der den største magtesløshed, derfor fuldkommes kærligheden mest. |
| 67 Quarto, Impossibile est esse statum in uia, uia autem dei est charitas ad deum tendens, ergo necesse est animas uel procedere uel retrocedere a charitate dei, cum nondum sint in termino et uisione, ut patet. | For det fjerde. Det er umuligt at der findes stilstand på vejen, men Guds vej er en kærlighed, der rækker frem mod Gud. Derfor må sjælene med nødvendighed enten gå frem eller tilbage i kærlighed til Gud, eftersom de endnu ikke er nået frem til slutmålet og Guds-visionen, som det er forudsat. |
| 68 Quinto, Impossibile est ulla perseuerantia creaturae, nisi assidue accipiat magis ac magis. inde enim dicunt acuti quidam, quod conseruatio rei sit eius continuata creatio. Sed creare est semper nouum facere, ut etiam patet in riuulis, radiis, calore, frigore, maxime dum sunt extra suum principium. | For det femte. Det er umuligt, at der kan eksistere nogen vedvarende skabning, medmindre den hele tiden modtager mere og mere. Derfor siger jo også nogle skarpsindige folk, at bevarelsen af en ting er dens vedvarende skabelse. Men at skabe er altid at gøre nyt, som det også fremgår af bække, stråler, varme, kulde, især når de er udenfor deres ophav. |
| 69 Quare et spirituali calori, id est, amori dei in animabus opus est continuata conseruatio (donec absorbeantur in suum principium diuinum), ac per hoc et augmentum, etiamsi uerum esset, quod essent perfectae, licet extra deum esse nec peruenisse, et esse perfectum sint contraria. | Derfor er der også i tilfældet med den åndelige varme, det vil sige: kærligheden til Gud, brug for en vedvarende bevarelse i sjælene (indtil de opsluges i deres guddommelige kilde), og derigennem også brug for en forøgelse, også selv om det var sandt, at de var fuldkomne, skønt jo det at være udenfor Gud og ikke være nået frem til ham, og det at være fuldkommen er modsætninger. |
| 70 Sed uidere dignum est, quibusnam causis mouentur, ut animabus statum meriti negent aut negandum probent. | Men det er nok værd at se på, hvilke grunde de bevæges af, når de nægter sjælene nogen fortjenestetilstand eller beviser, at man må nægte det. |
| 71 Primum illud uulgatissimum B. Augustini: Hic omne meritum comparatur, post mortem nullum. (n71) ergo, inquiunt, purgatorium non est merendi locus. | Det første bevis er det velkendte udsagn af den salige Augustin: 'Al fortjeneste samles i dette liv; efter døden samles der ingen fortjeneste'. Altså, siger de, kan man ikke samle fortjeneste i skærsilden. |
| 72 Respondeo:
B. Augustinus, et quicunque Patres similia dixerunt, ex authoritate et usu scripturae loquuntur, quae multo fortius in hanc sententiam loquitur, ut est illud Gal. vi: Operemur bonum, dum tempus habemus; Et Christus Joan. ix: Venit nox, quando nemo poterit operari; Et Apo. xiiii: Opera enim illorum sequuntur illos; et illa manifestissima Heb. viii: Statutum est omnibus hominibus semel mori, post hoc iudicium, deinde finis; |
Hertil svarer jeg:
Den salige Augustin og hvilke af fædrene der siger noget tilsvarende, taler ud fra skriftens autoritet og brug, som taler meget stærkere om denne opfattelse, fx i Gal 6,10: 'Mens vi har lejlighed til det, så lad os gøre godt'; og Kristus i Joh 9,4: 'Der kommer en nat, da ingen kan arbejde'; og Åb 14,13: 'For deres gerninger følger dem'. Og de meget klare skriftsteder, Hebr 9,27: 'Det er menneskets lod én gang at dø, og derefter kommer dommen', og så enden; |
| 73 Gal. vi: Quaecunque enim homo seminauerit, haec et metet; Item: oportet nos omnes manifestari ad tribunal Christi, ut recipiat unusquisque prout gessit in corpore, siue bonum siue malum. Et multae aliae, quae omnino sonant, ac si post mortem omnino sit iudicium recipiendi, sicut gestum est, id est, meritum hic, secundum illud Ecclesiastis: Lignum ubicunque ceciderit, ibi erit. | og Gal 6,7: 'Hvad et menneske sår, det skal det også høste'; og 2 Kor 5,10: 'Vi skal alle stå frem for Kristi domstol, så enhver kan modtage svarende til hvad han har gjort i livet, enten godt eller ondt'. Og mange andre skriftsteder, som tilsammen får det til at se ud, som om der efter døden er en dom, hvor man skal modtage svarende til hvad man har gjort, det vil sige, svarende til, hvad man her har fortjent, ifølge Præd 11,3: 'Hvor træet falder, dèr bliver det liggende'. |
| 74 Sed haec omnia aeque contra totum purgatorium pugnant, quia non ponunt statum medium inter mortuos damnatos et beatos. Si ergo illis non obstantibus purgatorium defenditur uere, etiam id defendi potest, quod augeatur illis gratia, non obstante illo quod dicitur: Hic omne meritum comparari, quia loquitur non de purgatorio, sicut et illae authoritates nihil de purgatorio, sed de coelo uel inferno loquuntur; utrinque ergo intermittitur purgatorium. | Men alle disse skriftsteder kæmper i lige så høj grad imod skærsilden i sig selv, fordi de ikke fastsætter noget mellemstade mellem de døde, der fordømmes, og de døde, der bliver salige. Hvis altså disse skriftsteder ikke forhindrer, at man kan forsvare skærsilden godt, så kan det også forsvares, at nåde øges for dem, uden at det, som er sagt, går imod det: 'Her optjenes al fortjeneste', fordi han ikke taler om skærsilden, ligesom også disse skriftsteder intet siger om skærsilden, men nok om himmel og helvede; mellem de to er skærsilden skudt ind. |
| 75 Quare illa uerba Augustini ad purgatorium non sunt tendenda: Omne meritum hic, non illic, id est, non in coelo aut inferno. denique secundum B. Augustinum etiam hic meritum illud comparatur, quo dignus sit homo in purgatorio suffragio iuuari. Alioquin in coelo uel inferno nullum habet meritum, quo mereatur ibi iuuari, sed tunc quidem ad purgatorium respexit, hic autem nequaquam. | Derfor kan man ikke forstå disse ord af Augustin om skærsilden: 'Al fortjeneste sker her, ikke hist', det vil sige, ikke i himlen eller i helvede. Endelig er det ifølge den salige Augustin sådan, at det også er her, at den fortjeneste optjenes, hvorved et menneske bliver værdigt til i skærsilden at få hjælp fra vore bønner. Ellers har han ikke nogen fortjeneste i himlen eller i helvede, som kan gøre ham fortjent til at blive hjulpet dèr. På det sted omtaler han ganske rigtigt skærsilden, men her gør han det ikke. |
| 76 Si autem quispiam contentiosior uoluerit asserere, authoritates iam adductas nihilo aduersus purgatorium pugnare, quod salutari possunt per (W564) duplex iudicium, seu duplicem retributionem post mortem, Temporalem scilicet, quae est purgarotii, Aeternam, quae est inferni, et sic alius metit purgatorium, alius infernum, item alium sequuntur opera sua a purgatorium, alium ad infernum, Hic respondeo: Sic dicendo potius destruuntur illae authoritates, quam saluenter cum purgatorio, per tam uiolentam et arbitrariam aequiuocationem, cum altera pars aequiuocationis nunquam possit probari. et meo iudicio non esse licitum credere, longeque pessimum usum quibusdam hucusque fuisse seruatum, scilicet scripturae sanctae simplicem sensum in aequiuocum et dubium diuidere. | Men hvis nogen ville påstå det mere stridslystent, at de nu fremførte skriftsteder overhovedet ikke kæmper imod skærsilden, fordi de kan blive frelst gennem en tvedelt dom eller en tvedelt gengældelse efter døden, nemlig en timelig, som er skærsilden, og en evig, som er helvede, og således den ene høster skærsild, den anden helvede, ligeledes følger den enes gerninger ham til skærsilden, den andens ham til helvede, så vil jeg svare: Ved at sige sådan ødelægger man da snarere disse skriftsteder, i stedet for at bevare dem frelst sammen med skærsilden, ved en så voldsom og tilfældig tvetydighed, hvor man aldrig vil kunne bevise den anden del af tvetydigheden. Og efter min bedømmelse er det ikke tilladt at tro sådan, og det er en langt værre skik, der har været bevaret indtil nu af nogle, nemlig at opdele den hellige skrifts enkle forståelse i tvetydigheder og tvivlsomheder. |
| 77 Rectius enim dicitur, hanc authoritatem de hac re non loqui, quam, dum de utraque re intelligere conamur, de nulla certam relinquamus. pallium enim breue est (ait Isaias), utrumque operire non potest. (Es 28,20) et ut uulgo dicitur: Non est altare alterius nuditate ornandum. Igitur dicendum est, quod homo illic metit, quod hic seminauit, intelligatur de praesenti et futura uita. | Det ville nemlig være meget rigtigere at sige, at dette sted ikke taler om denne sag, end ved at ville forstå det om begge sager at efterlade os uden nogen sikker forståelse. 'Et kort tæppe kan ikke dække dem begge', siger Esajas, og blandt folk går det ord: 'Man skal ikke smykke et alter ved at plukke et andet'. Derfor må man sige, at mennesket hist høster, hvad det her har sået, og det må forstås om det nuværende og det kommende liv. |
| 78 Messis enim sine nostra torsione et equiuocatione arbitrii nostri relinquenda est in ea significatione, qua utitur scriptura, scilicet futuri et uniuersalis iudicii. Atque ita ille autoritates nihil pugnant aduersus purgatorium, non per aequiuocationis cauillum, sed per ablationis sensum. | 'Høsten' må nemlig forstås uden vores fordrejning og tilfældige tvetydighed og bibeholde den betydning, som skriften bruger, nemlig om den kommende og almindelige dom. Og således kæmper disse autoriteter ikke imod skærsilden, ikke fordi de drillende er tvetydige, men fordi de slet ikke omtaler den. |
| 79 Eodem modo et illid: hic omne meritum, illic nullum. Alioquin quantus fuerat sudor ingenio meo, si et ego meritum aequiuocarem duplex, scilicet post mortem non esse meritum huius temporis, sed bene meritum illius status, et Augustinum loqui de primo; sed nolui. | På samme måde med dette: 'Her fortjenes alt, dèr intet'. Hvor stor anstrengelse skulle ellers ikke min forstand have, hvis også jeg tvetydigt skulle give 'fortjeneste' en dobbelt betydning, så der efter døden ikke var nogen fortjeneste fra denne tid, men nok en fortjeneste fra hint stadium, og at Augustin talte om det første; men det har jeg ikke villet. |
| 80 Quid autem dicent ad illud Ecclesiastis: Lignum ubicunque ceciderit, siue ad Aquilonem, siue ad Austrum, ibi erit? (Præd 11,3) -- Si quidem per casum intelligunt mortem. Si ergo per Aquilonem infernum, per Austrum coelum, quo cadent, qui intrant purgatorium? 'ad austrum' dicent, sed aequiuocae. sed quid dicent: Ibi erit? ibi manebit? ergo nunquam exibunt purgatorium? An hic quoque aequiuocatur mansio, (Joh 14,2; n80) scilicet temporalis et aeterna? | Men hvad er det, de siger om Præd 11,3: 'Til hvilken side træet end falder, er det mod nord eller mod syd, dèr vil det blive liggende'? Mon ikke de mener, ordet 'at falde' betyder 'døden'? Og hvis de ved 'nord' mener 'helvede', ved 'syd' 'himlen', hvad så med dem, der kommer i skærsilden? De siger, de falder 'mod syd', men det er tvetydigt. Men hvad så med ordene: 'Dèr bliver det liggende'? Betyder det, at dèr vil de forblive? Så vil de jo aldrig komme ud af skærsilden? På den måde bliver også 'min faders hus' boliger' tvetydigt, er de timelige eller evige? |
| 81 claret itaque, quod haec authoritas recta facit contra purgatorium, quin etiam per aequiuocationem sui facit ex purgatorio infernum. non potest itaque solui, nisi dicatur (sicut dixi) nihil eam de purgatorio loqui, non plus quam illam: Liber generationis Ihesu Christi. (Matt 1,1). | Det er derfor klart, at dette skriftsted ret forstået er imod skærsilden, ja, det gør endda ved denne tvetydighed skærsilden til helvede. Og det problem kan ikke løses, medmindre man siger, som jeg har gjort, at det ikke taler om skærsilden, ikke mere end dette: 'Dette er Jesu Kristi slægtshistorie'. |
| 82 Videre til tese 19! |
Noter:
n10: Clemen note: Enchir. ad Laur. cap. 109 (MSL 40, 283)
n11: Fra den amerikanske udgave: The term 'Picard' is derived from the name 'Beghard', which refers to a variety of mystical movements in Flandern and the Rhineland during the thirteenth, fourteenth, and fifteenth centuries. Luther probably refers to the spiritual descendants of the Picardi in Bohemia, whom the moderate Hussites considered heretics.
n12. Clemen-note: Se Köhler: Luther und
die Kirchengeschichte, s. 173f (koehler2#173).
n24: Johannes Tauler, født i Strasbourg ca 1300, død 16. juni 1361.
n25: Paulus bruger dette udtryk til at indlede en beskrivelse af sine egne oplevelser. På samme måde bruger Luther dette udtryk her. Det vil sige, det følgende er en beskrivelse af hans "klosterkamp". Dette kaster imidlertid et nyt lys ind over Luthers forsøg på at overveje, hvordan sjælene i skærsilden har det. Og det forklarer også, hvorfor Luther så stædigt fastholder, at der er en skærsild (se #11; Eck08#10). Til syvende og sidst beror det ikke på, at han er overbevist af skriftbeviser, men på, at han selv har erfaret skærsildens kvaler. Se nærmere lutskaer#20! Clemen henviser til Kaweraus udgave af Julius Köstlins Lutherbiografi: Luther, sein Leben und seine Schriften, 1903, side 66, hvor han under en skildring af Luthers "klosterkamp" skriver: "Wie muss er unter solchen Ängsten vorher, als er noch keine Hilfe dafür kannte, gelitten haben! Den Höhepunkt, welchen sie in einzelnen Momenten erreichten, schildert er in einer Schrift vom Jahre 1518, wobei wir wohl namentlich eben auch noch an Momente seiner Erfurter Klosterlebens zu denken haben. Nachdem er dort von der Pein der Hölle, nämlich von der Angst und den Schrecken des göttlichen Zornes geredet, bemerkt er, dass diese auch schon manche in diesseitigen Leben gekoster hätten; und -- fährt er fort, indem er ohne Zweifel (ähnlich wie Paulus 2. Kor 12,2) sich selbst hierbei meint: -- er kenne einen Menschen, der öfters, obgleich nur in ganz kurzen Zeiträumen, so grosse und höllische Pein erlitten habe, wie es keine Zunge sagen und keine Feder schreiben und keiner ohne eigne Erfahrung glauben könne, so dass er, wenn sie ganz an ihm sich vollendet oder nur eine halbe, ja nur eine Zehntelsstunde angedauert hätte, ganz und gar hätte vergehen und alle seine Gebeine zu Asche hätten werden müssen. Öfters erzählt er, wie ihn eine Angst krampfhaft ergriff und durchschütterte; so sei auch, wenn er das Bild des Gekreuzigten angesehen habe, es ihm wie ein erschreckender Blitz gewesen."
n29: Fra den amerikanske udgave: Cf. Officium
et Missae pro Defunctis. Offertorium 2. In Liber usualis Missae
et Officii (Paris, Tornaci, Rome, 1929) p. 1886.
n31: Weimer-udgaven læser seruire,
men Erlanger-udgaven, Clemens og den amerikanske udgave læser saeuire
(at rase).
n42: Vulgata siger, som Luther gengiver det:
'qui timent pruinam inruet super eos nix', men den danske oversættelse
noget andet.
n48: Clemens kommentar: Enarratio in psalmum
CIII: Coronat deus intus voluntatem, ubi non invenit facultatem (MSL 37,1351);
Sermo XVIII: Deus non annotat facultatem, sed coronat voluntatem (38,131).
n54: I Vulgata står der, som Luther har
skrevet: 'mirabilis Deus in sanctis suis'. I den danske oversættelse:
'Frygtindgydende kommer u fra din helligdom, Gud'.
n71: Fra 'de praedestinatione sanctorum cap 12
(MSL 44,977) og fra 'De civitate dei' bog 21, cap 24. (MSL 41,740).
n80: Jeg tror nok, at Luther her hentyder til
Joh 14,2 (men hverken Clemen eller den amerikanske udgave har nogen henvisning).
Eck bruger Joh 14,2 i forbindelse med Præd 11,3 i Eck-08#27.
Kommentar:
k12: Det er ganske mærkeligt, at Luther
her anvender det argument imod en anden, som senere i rigt mål blev
anvendt mod ham: Når man i kirken har troet sådan og sådan
i så mange år, så kan en sådan grønskolling
(som Luther eller Pighardus) ikke komme og gøre denne tro til intet.
k51: Dette må være den mellemste
Luthers opfattelse: at man kan gøre sig fortjent til tilgivelse.
('Den mellemste Luther' = Luther fra 'omvendelsesoplevelsen' i 1515 til
'omvendelsesoplevelsen' i 1520).
k53: Igen er den mellemste Luther på spil.
Læg mærke til dette 'pro'; hermed gives der begrundelse for
Guds tilgivelse; og det må jo indrømmes, den er meget rimelig.
Dog må jeg forbeholde mig den mulighed, at Luther her går længere
ind på de andres tankegang, end han egentlig efter sin egen tankegang
burde. Men jeg tror det ikke.
k56: Dette lægger op til Luther III (Luther III = Luther efter 1520). Noget af det, han bebrejder papisterne, er, at de fordrejer ordene, dels i deres bibeludlægning, dels i deres kirkelige praksis, se vot12??.