Latomus mod Luther 6

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 340 til side 353.

Citater fra Augustin, Hieronymus og Gregor er markeret med farve, men jeg tilstår, at jeg ofte gætter mig til citaternes begyndelse og slutning ud fra Latomus' sprogbrug.

¹ Deinde allegat Mar. verbum Hiero. lib. ij. aduersus pelagianos tractantis illud psalmi. xxxi. Dixi pronunciabo aduersum me iniustitiam meam domino, et tu remisisti impietatem cordis mei, statimque sequitur pro hac, hoc est impietate siue iniquitate, vtrumque enim intelligi potest, orabit ad te omnis sanctus in tempore oportuno, si sanctus est quomodo orat pro iniquitate. Si iniquitatem habet qua ratione sanctus appellatur. (releip04#48) Derefter henviser Martin til Hieronymus' ord i 2. bog imod pelagianerne, hvor han behandler Sl 32,5: 'Jeg sagde: 'Jeg vil bekende min uretfærdighed imod mig for Herren', og du tilgav mit hjertes ufromhed'. Straks efter følger i stedet for dette, det vil sige ufromheden eller uretfærdigheden, man kan nemlig forstå det om begge dele: 'Enhver hellig vil bede til dig til rette tid'. Hvis han er hellig, hvorfor beder han så for sin ufromhed? Hvis han har uretfærdighed, af hvilken grund kaldes han så hellig?'

² Vt mentem Hierony. melius accipias, repete paulo altius vbi defendens pelagianorum partes Critobolus dixisset, ne contendere videar, et in diuersum absque mensura funem trahere, saltem hoc mihi concede iustos in scripturis plurimos appellari. For at du bedre skal forstå Hieronymus' mening, så se lige igen på det, der står lidt ovenfor, hvor Critobolus havde forsvaret pelagianerners anskuelser og sagt: 'Jeg vil nødig synes stridslysten, eller se ud som én, der slår omkring sig uden mål, blot må du indrømme mig, at der er mange, der i skriften kaldes retfærdige'.

³ Atticus catholici dogmatis defensor respondit, non solum plurimos sed innumerabiles. Crito. si innumerabiles iusti sunt et hoc negari non possit, quid male locutus sum posse hominem sine peccata esse in eo quod iustus est, Atti. iustos esse concedo sine omni peccato omnino non assentior, etenim absque vitio quod graece dicitur cacia hominem posse esse aio, anamarthiton, id est sine peccato esse nego, id (341) enim soli deo competit, omnisque creatura deo subiacet, et indiget misericordia dei dicente scriptura, misericordia domini plena est terra. (Sl 33,5) Atticus, den katolske læres forsvarer, svarede: 'Der er ikke blot mange, der er talløse'. Critobolus: 'Hvis der er talløse retfærdige, og dette ikke kan nægtes, hvorfor har jeg så sagt noget forkert, når jeg siger, at mennesket kan være uden synd i det, hvori han er retfærdig'. Atticus: 'Jeg indrømmer, at de er retfærdige, men jeg påstår ikke, at de er uden synd, for jeg nægter nemlig, at mennesket kan være uden last, det, der på græsk kaldes kakia, det vil sige, jeg nægter, at mennesket kan være anamarthiton, syndfrit. Det tilkommer nemlig alene Gud, og enhver skabning er Gud underlagt, og behøver barmhjertighed, og skriften siger jo, at jorden er opfyldt af Herrens barmhjertighed.

⁴ Et ne quasi maculas quasdam in sanctis viris videar perscrutari, in quibus errore sunt lapsi pauca proferam, quae non ad singulos, se ad omnes in commune pertineant, in .xxxi. psalmo vt allegatum est, et continuo post verba allegata addit Hierony. quaestionem soluens iuxta illum videlicet modum, qui et in alio loco scribitur. Septies cadit iustus et resurgit. (Ordspr 24,16) Et iustus accusator sui in principio sermonis Og for at jeg ikke skal synes at undersøge nogle enkelte fejl i de hellige mænd, som de ved et tilfælde er faldet i, vil jeg fremføre nogle få skriftsteder, som ikke henføres til enkelte, men til alle i almindelighed. Og så henviser han til Sl 32 som ovenfor nævnt, og Hieronymus fortsætter efter de anførte ord med at tilføje: spørgsmålet løses på den måde, som han beskriver et andet sted: 'Syv gange falder den retfærdige, men rejser sig op'. Og: 'Den retfærdige er sin egen første anklager'.

⁵ Hic vides lector hunc ipsum locum contra Marti. militare, vbi manifeste ostendit Hieronu. sanctos in quibusdam errore lapsos esse, et ob id non esse sine peccato in tota scilicet eorum vita, et adeo contra Mar. facit totis his tribus lib. Hierony. vt mirum sit, aliquid ex eis pro se voluisse Marti. allegare. Her ser du, kære læser, at netop dette sted kæmper mod Martin, hvor Hieronymus soleklart viser, at de hellige er faldet i nogle vildfarelser, og på grund af det ikke er uden synd i hele deres liv, og derfor virker Hieronymus i alle sine tre bøger imod Martin, så det er mærkeligt, at Martin vil fremdrage noget fra dem, der skulle tale for ham.

⁶ Nam illud. Ecce Iob noster immaculatus, et sine querela, et abstinens se ab omni malo, quali fine iustitiae coronatur vt misericordia dei indigeat, (releip04#49) ex eo sensu accipitur quod Iob aliquando et aliquibus peccauit, ad minus venialiter scienter vel ignoranter, quem sensum ostendit quod Hieronym. addit, hoc est illud quod in prouerbijs legimus, quis gloriatur castum se habere cor, aut quis confidit se mundum esse a peccato. For dette: 'Se vor Job, lydefri og uden fejl og afholdende fra alt ondt, med hvilken afslutning på retfærdigheden krones han, så at han trænger til Guds barmhjertighed!', ud fra det uddrager han den mening, at Job nogle gange og nogle steder har syndet, vel at mærke tilgiveligt eller af uvidenhed, og den mening påviser han, at Hieronymus tilføjer, nemlig i det, vi læser i Ordsp 20,9: 'Hvem kan rose sig af at have et kysk hjerte eller hvem kan tiltro sig at være ren for synd'.

⁷ Vnde Hieron. infra dicit et si iustus vix saluabitur, impius et peccator vbi parebunt. Certe iustus est qui in die iudicij vix saluatur. Saluaretur autem facile, si nihil in se haberet maculae. Ergo iustus est in eo, quod floret multis virtutibus, et vix saluatur in eo quod in quibusdam dei indiget misericordia. Derfor siger Hieronymus senere: Og hvis den retfærdige frelses med nød og næppe, hvor vil så den ufromme og synderen adlyde. Det er givet, at det er en retfærdig, som på dommens dag frelses med nød og næppe. Men han frelses let, hvis han ikke har nogen fejl i sig. Altså er han retfærdig i det, hvorved han blomstrer med mange dyder, og han frelses med nød og næppe i det, hvorved han i nogle ting mangler Guds barmhjertighed.

⁸ Nonne hic aperte sequitur, quaedam iustorum opera, non omnia esse peccata. Ad id facit quod Hiero. volens ostendere sanctos non fuisse sine peccato, eorum vitam examinans semper inquirit in qua parte vitae lapsi sint, et quum latissimos veteris testamenti campos peragrans, in patriarchis prophetis et iustis id fecerit, de Apostolis loquens idem ostendet ex eo quod de primatu inter se contenderint, quod filij Zebedei igne caelesti iniuriam domini vindicare voluerint, nec praetermittit dissentionem Pauli et Barnabae, quod aliquid humanum habuerit. Mon det ikke følger klart heraf, at det er nogle af de retfærdiges gerninger, ikke alle, der er synd. Det samme bevirker det forhold, at Hieronymus vil påvise, at de hellige ikke har været uden synd, og når han undersøger deres liv, eftergår han, i hvilken del af livet de faldt, og når han gennemgår det gamle testamentes udstrakte marker, og når han tager patriarkerne, profeterne og de retfærdige frem, gør han det samme, og taler han om apostlene påviser han det samme ud fra det, at de konkurrerer med hinanden om primatet, ud fra det, at Zebedæussønnerne ville hævne uretten mod Herren med ild fra himlen, og han glemmer ikke at sige, ud fra uenigheden mellem Paulus og Barnabas, at de har noget menneskeligt ved sig.

⁹ Hierony. itaque abiecta et humilia (342) eorum excutit, vt aliquid peccati reperiat, et Mar. optima quaeque peccato non carere asserit. Superfluum ergo videtur plura allegare, tamen vt curioso lectori satisfacim adhuc pauca ex eodem citabi. eodem. ij. lib. dicit Hiero. Qui cautus et timidus est potest ad tempus vitare peccata, qui securus est de iustitia sua repugnante deo illiusque auxilio destiturus insidiis hostium patet. Hieronymus afskærer derfor deres forkastede og lavere dele, så at han finder nogen synd, og Martin forsikrer, at selv de bedste gerninger ikke er uden synd. Det synes altså overflødigt at anføre mere, men dog vil jeg for at tilfredsstille den nysgerrige læser citere endnu enkelte steder. Sammesteds i bog 2 siger Hieronymus: Den, der er forsigtig og frygtsom, kan til tider undgå synden, den, der er sikker på, at han med sin retfærdighed kæmper imod Gud, og som skuffes over hans hjælp, står åben for fjendens snarer.

¹⁰ Item infra post multa quibus nostram virtutem ex diuino munere pendere monstrauit, inquit, vnde et nos dicimus esse iustos sanctos viros, et post peccata placentes deo, non suo tamen merito, sed eius clementia, cui omnis creatura subiecta est, et indiget misericordia eius. Fremdeles siger han siden efter mange ting, hvormed han påviser, at vor dyd afhænger af den guddommelige støtte, hvorigennem også vi kan siges at være hellige mænd, og selv efter syndefaldet at behage Gud, dog ikke ved vor egen fortjeneste, men ved hans mildhed, som al skabning er underlagt, hvorfor den behøver hans barmhjertighed.

¹¹ Attende lector ne cum audis clementiam et misericordiam nominari semper intelligas remissionem peccatorum, qua non omnis creatura opus habet, non beata virgo, non anima Christi, non denique angeli sancti, qui tamen omnes indigent gratia, clementia, misericordia dei, cuius gratuito munere beati sunt. Læg mærke til det, kære læser, så du ikke hver gang du hører, at mildhed og barmhjertighed nævnes, forstår det om syndernes forladelse, som ikke alle skabninger har brug for, ikke den salige jomfru, ikke Kristi sjæl, ikke endelig de hellige engle, som dog alle behøver Guds nåde, mildhed, barmhjertighed, for de er jo salige ved hans nådefulde hjælp.

¹² Item lib. iij. Crito. Rogo quae est ista prauitas imo absque ratione contentio ne hoc quidem mihi das vt egressus aquas baptismatis sine peccato sit Atti. Aut ego sensum meum verbis explicare non valeo, aut me explicante tu ad intelligendum tardior es Crito. quo nam modo? Atti. quid et tu dixeris, et ego quid loquar posuisti hominem sine peccato esse si velit, ego impossibile hoc in homine esse respondeo, non quia statim a baptismate homo peccato non careat, sed illud tempus quando sine peccato est, nequaquam possibilitati humanae, sed dei gratiae deputatur, tolle igitur posse et ego esse concedam, quod enim potest qui per se non potest, aut quae est illa impeccantia quod statim corporis huius morte finitur, aut certe si vltra vitam protraxerit, delicti et ignorantiae periculo subiacebit Fremdeles siger i bog 3. Critobolus: 'Jeg spørger, hvad er det for en urimelighed, ja hvad er det for en stridbarhed uden fornuft, at du ikke engang vil indrømme mig, at den, der træder ud af dåbens vande, er uden synd'. Atticus siger: 'Enten formår jeg ikke at forklare mine ord, eller også er du for dum til at forstå dem, når jeg forklarer dem'. Critobolus: 'Men hvordan da?' Atticus: 'Med hvad du selv har sagt, og med hvad jeg har sagt, har du hævdet, at mennesket kunne være uden synd, hvis det ville; men jeg svarer, at dette umuligt kan være tilfældet i mennesket, ikke fordi mennesket ikke straks efter dåben er uden synd, men den tid, hvor det er uden synd, skal aldrig tillægges de menneskelige muligheder, men Guds nåde, tag derfor dette 'kan' bort, og jeg vil indrømme, at den er der, for det menneske kan gøre det, som det ikke kan gøre ud af sig selv, eller at den er denne syndfrihed, som straks afsluttes ved legemets død, eller at den, hvis den forlænges ud over livet, vil underkastes overtrædelsens og uvidenhedens fare'.

¹³ Hic habes contra Mar. in baptismo non remanere peccatum. Habes et baptisatum si baptismo superuixerit non perpetuo peccato carere. Her ser du, imod hvad Martin mener, at synden ikke forbliver i dåben. Her ser du også, at den døbte, hvis den vokser frem efter dåben, ikke til evig tid er uden synd.

¹⁴ Et infra exempli gratia vno tantum vtamur testimonio. Inueni dauid filium iesse virum secundum cor meum, qui faciat omnes voluntates meas, vt supra allegatum est, et aliquot (343) interpositis Crito. esto vt nullus potuerit omne vitare peccatum in pueritia, adolescentia, et iuuentute, nunquid negare potes, plurimos iustos et sanctos viros post vitia omni se ad virtutes animo contulisse, et per has caruisse peccato Nedenfor skal vi for eksemplets skyld kun bruge ét vidnesbyrd. 'Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter mit hjerte, som retter sig efter alle mine bestemmelser', som der ovenfor er henvist til, og så er det tilføjet noget. Cristobolus: 'Lad være, at ingen har kunnet undgå synden i barndommen, puberteten og ungdommen, du vil aldrig kunne nægte, at der har været mange retfærdige og hellige mænd, som efter deres last har vendt deres sjæl mod dyderne og herigennem har kunnet være uden synd'.

¹⁵ Atti. hoc est quod tibi in principio dixeram, in nostra esse positum potestate, vel peccare, vel non peccare, et vel ad bonum, vel ad malum extendere manum, vt liberum feruetur arbitrium sed hoc pro modo, et tempore et conditione fragilitatis humanae perpetuiatem autem impeccantiae soli reseruari deo, et ei quod verbum caro factus, carnis detrimenta et peccata non pertulit. Atticus: 'Det er, hvad jeg sagde dig i begyndelsen, at det står i vores magt at synde eller lade være, at udrække sin hånd mod det gode eller det onde, alt eftersom hvad den frie vilje brænder for. Men dette er efter den menneskelige svagheds måde, tid og betingelse. Men den stadige syndfrihed er forbeholdt Gud, og det ham, hvor ordet blev kød, for kødets ringe kraft og synden gennemfører det ikke.

¹⁶ Nec quia ad breue possum, coges me vt possum iugiter, possum ieiunare, vigilare, ambulare, legere, psallere, sedere, dormire, sed nunquid in perpetuum. Men fordi jeg ikke kan det i kort tid, tvinger du mig til, at jeg kan det vedholdende, jeg kan faste, våge, gå tur, læse, spille på citar, sidde ned, sove, men jeg kan det aldrig i evighed'.

¹⁷ Allegat eundem Hiero. M. lib. i. dicentem. Tunc ergo iusti sumus, quando nos peccatores fatemur, et iustitia nostra non ex proprio, sed ex dei misericordia, (releip04#50) repete paulo altius vt melius intelligas, ex praecedentibus et consequentibus ipsius dicti rationem, cum Crito. allegasset, de innocentia, et iustitia Iob. Martin henviser til det samme Hieronymus-sted, idet han siger: 'Da er vi retfærdige, når vi indrømmer, at vi er syndere og henter vor retfærdighed ikke fra os selv, men fra Guds barmhjertighed'. Her skal du igen se på det, der blev sagt lidt før, for bedre at forstå det, ud fra det foregående og det følgende skal du finde begrundelsen for det, der siges, da Critobolus henviste til Jobs uskyld og retfærdighed.

¹⁸ Item Zachariae et Elisabeth et Atticus ipsa testimonia ex eisdem locis dissoluisset, intulit, ex quo perspicuum est iustos quidem et immaculatos dici, sed si negligentia surrepserit posse concidere, et semper hominem in meditullio positum, vt et de virtutum culmine ad vitia delabatur et de vitijs ascendat ad sublimia, et nunquam eum esse securum, sed semper meruere in tranquilitate naufragium, ac per hoc hominem sine peccato esse non posse dicente Salomone. Non est homo iustus super terra qui faciat bonum et non peccet. (Præd 7,20) Ligeledes til Zakarias og Elisabeth, og Atticus forklarede disse skriftsteder ud fra de samme steder, og drog den slutning, at det herudfra var soleklart, at de retfærdige ganske vist kunne siges at være lydefri, men hvis efterladenhed bedrog dem, kunne de styrte sammen, men mennesket var altid placeret i midten, så at det både kunne gå nedad fra dydernes top til lasterne, og fra lasterne gå opad til det højeste, og mennesket kunne aldrig være sikker, men kunne altid fortjene et skibbrud i magsvejr, og derfor kunne menneske ikke være uden synd, ifølge Salomon: 'Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder'.

¹⁹ et eodem in regum lib. Neque enim est homo qui non peccet, ac beato Dauid. Delicta quis intelligit, ab occultis meis munda me, et ab alienis parce seruo tuo (Sl 19,13). Et iterum. Ne intres in iudicium cum seruo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens, (Sl 143,2) et multa alia quibus scripturae sanctae plenae sunt. Og på samme måde i 1 Kong 8,46: 'For der er intet menneske, som ikke synder', og hos den salige David: 'Hvem forstår overtrædelserne, rens mig fra mine skjulte synder, og skån din tjener for de fremmede'. Og et andet sted: 'Gå ikke i rette med din tjener, for i dine øjne er ingen, der lever, retfærdig', og mange andre steder, som skriften er fuld af.

²⁰ Crito. Quid ergo respondebis ad illud exemplum, quod ponit euangelista Ioannes. Scimus quia omnis qui natus ex deo non peccat, sed generatio dei conseruat eum, et malignus non tangit eum, (1 Joh 3,9) scimus quoniam ex deo sumus; (1 Joh 4,6) (344) et mundus totus in maligno positus est. (1 Joh 5,19). Cristobolus: Hvad vil du så svare på det eksempel, som evangelisten Johannes fremsætter: 'Vi véd, at enhver, der er født af Gud, ikke synder, men Guds sæd bevarer ham, og det onde rører ham ikke', og: 'vi véd, at vi er af Gud'; og: 'hele verden ligger i det onde'.

²¹ Atti. par pari referam et paruam euangelistae epistolam, secundum sensum tuum docebo sibi esse contrariam. Si enim omnis qui natus est ex deo peccatum non facit, quoniam semen eius manet in eo, et non potest peccare, quia ex deo natus est, qua consequentia idem in eodem loco loquitur. Si dixerimus quoniam peccatum non habemus, ipsi nos seducimus, et veritas in nobis non est. (1 Joh 1,8) Atticus: Jeg vil sammenligne det lige med det lige, og belære dig om, at dette lille evangelistbrev ifølge din mening siger det modsatte. Hvis nemlig enhver, der er født af Gud, ikke gør synd, fordi Guds sæd forbliver i ham, og han ikke kan synde, fordi han er født af Gud, hvordan stemmer det så sammen med det, der siges på det samme sted: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os'.

²² Ignoras rationem haesitas atque turbatis audi eundem euangelistam. Si confiteamur peccata nostra, fidelis et iustus est, vt dimittat nobis peccata nostra, et mundet nos ab omni iniquitate. (1 Joh 1,9). Hvis du tøver og er uvidende, fordi du er uvidende om begrundelsen, så hør den samme evangelist: 'Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed'.

²³ Sequitur quod allegatum est a M. Tunc ergo iusti sumus, quando nos peccatores fatemur, et iustitia nostra non ex proprio merito, sed ex dei consistit misericordia, (releip04#50) dicente sancta scriptura. Iustus accusator sui est in principio sermonis (releip04#74), et in alio loco, dic tu peccata vt iustificeris. Concludit enim deus omnia sub peccato, vt omnibus misereatur (Gal 3,22), et haec hominis summa est iustitia, quicquid potuerit habere virtutis, non suum putare esse, sed domini, qui largitus est. (Så følger det, der er anført af Martin:) Da er vi retfærdige, når vi indrømmer, at vi er syndere og henter vor retfærdighed ikke fra os selv, men fra Guds barmhjertighed, idet den hellige skrift siger: 'Den retfærdige er sin egen første anklager', og på et andet sted: 'Sig, du har synd, så bliver du retfærdiggjort'. 'Gud har nemlig indesluttet alt under synd, for at han kan forbarme sig over alle', og dette er menneskets største retfærdighed, at han ikke mener, at hvad han måtte have af dyd hører ham selv til, det hører Herren til, som forbarmer sig.

²⁴ Qui ergo natus est ex deo non peccat, quia ex deo natus est. Sed quia in agro dominico dormiente patrefamilias inimicus homo zizaniam superseminat, et frumento bono dum nescimus lolium auenasque steriles sator nocturnus interserit. (Matt 13,25-30) Altså, den der er født af Gud, synder ikke, fordi han er født af Gud. Men fordi der på Herrens mark, mens husbonden sov, kom et fjendtligt menneske og såede ukrudt oven i den gode sæd, men vi véd ikke, hvem denne natlige sædemand er, der midt i det hele såede flyvehavre og ufrugtbart ukrudt.

²⁵ Ideo parabola ista euangelici patrifamilias formidanda est, qui purgat aream, et frumento horreis condito, paleas ventorum flatibus dispergendas et vrendas ignibus derelinquit, vnde et in Hieremia scriptum legimus. Quid paleis ad frumentum dicit dominus. Paleae autem a frumento in consummatione saeculi separantur. Ex quo approbatur dum sumus in corpore isto mortali, mixtos esse cum tritico, haec ille. Derfor må man i denne lignelse grue for den husbond, som renser kornet, samler den gode høst i lade og overgiver avnerne til at spredes for vindenes blæsen og til at opbrændes af ild, hvorfor vi også læser hos Jeremias (23,28): 'Hvad har avner med korn at gøre, siger Herren'. Men avnerne skal ved verdens ende skilles fra kornet. Heraf fremgår det, at mens vi er i dette dødelige legeme, er avnerne blandet op med kornet. Såvidt Hieronymus.

²⁶ Videt quod sententia allegata non seruit proposito Mar. vt ex ea probet. Omne opus nostrum esse peccatum, aut cum peccato cum hic dicat Hiero. nos posse carere peccato, quamuis non perpetuo careamus, et hoc ex negligentia nostra et fragilitate debet euenire, ad quod probandum inducit multos textus, quos supra Mar. torquere nisus est ad suum propositum, videlicet (345) ad probandum quod omne opus nostrum est peccatum, sed ex hoc loco patet, illos textus aliter intellectos fuisse a diuo Hie. et conformiter ad alios sanctos patres in superioribus allegatos. Du ser, at den anførte sætning ikke tjener Martins tese, så han kan bevise den derudfra: 'Al vor gerning er synd, eller indeholder synd'. For her siger Hieronymus, at vi kan blive fri for synden, endskønt vi ikke til stadighed kan blive fri for den, og endskønt den kommer frem fra vores forsømmelighed og skrøbelighed. For at bevise det fremfører han mange tekster, som Martin ovenfor søger at fordreje til fordel for sin tese, nemlig, for at bevise, at al vor gerning er synd, men af dette sted fremgår det, at disse tekster forstås anderledes af den guddommelige Hieronymus, og på lignende måde med hensyn til de andre hellige fædre, der er henvist til i det foregående.

²⁷ Venio ad allegata ex moralibus Greg. Ad quae in genere dici potest. Primo dicta comparatiue Mar. citat quasi absolute dicta. Iam aliquid est absolute tale, vel non tale. Non autem comparative, et econuerso, aliquid est comparatiue tale, quod non absolute. Nu kommer jeg til det, han fremfører fra Gregors moralier. Til det kan der generelt siges: For det første, at Martin citerer komparative udsagn som absolutte udsagn. Absolut set er noget sådan, eller også er det ikke sådan. Men ikke komparativt set, og omvendt, at noget komparativt set er sådan, skønt det ikke er sådan absolut set.

²⁸ Secundo Mar. aequiuocat de vocabulo omne vel omnis, cum dicitur a Greg. Omne meritum vel omnis iustitia, ipse capit distributiue pro vnoquoque vel pro singulis cum Greg. accipiat omne pro toto et perfecto, intendens totam vitam sanctorum iustitiam, quae integratur ex collectis totius vitae operibus, in aliqua sui parte a lege discordare. For det andet, at Martin ligestiller ordene alt og enhver, når de bruges af Gregor. Al fortjeneste eller al retfærdighed, det forstår han distributivt som en hvilkensomhelst eller hver enkelt, skønt Gregor forstår alt som det hele og fuldkomne, idet han hævder, at hele de helliges liv er retfærdighed, hvilket indbefatter, at af hele livets samlede gerninger er der nogle, der tildels afviger fra loven.

²⁹ Lex enim dei est vna copulatiua habens duas partes principales, vna est recede a malo, quae habet tot partes, quot sunt particulares prohibitiones. Altera pars est, fac bonum, quae habet tot partes, quot sunt praecepta affirmatiua. Guds lov er nemlig en samling, som har to hoveddele. Den ene del går ud på at afholde sig fra det onde, og den har lige så mange dele som der er særlige forbud. Den anden del går ud på at gøre det gode, og den har lige så mange dele, som der er positive påbud.

³⁰ Et sicut apud dialecticos tota copulatiua est falsa, vna parte existente falsa, ita sanctus vir totius legis est transgressor transgressa vna parte, et tota eius obseruatio quam Gre. vocat iustitia, iniustitia est adiuncta transgressione vnius praecepti, sic alibi explicat Hiero. sententiam Iacobi apostoli. Si quis totam legem seruauerit offendat autem in vno, factus est omnium reus (Jak 2,10), in quo alij sudant quod accipiant verbum omnium distributiue, cum ipse contextus ostendat accipi debere pro toto, sequitur enim. Nam quod dixit non mechaberis, dixit et non occides, quod si non mechaberis, occides autem, factus es transgressor legis (Jak 2,11), non dixit factus es reus adulterij, quod erat consequens, si omnem caperetur distributiue vel collectiue. Og ligesom hos dialektikerne det er forkert, at det hele er kopulativt, og forkert, at der kun eksisterer én del, sådan er en hellig mand overtræder af hele loven, hvis han overtræder én del, og hele hans overholdelse af loven, som Gregor kalder retfærdighed, er uretfærdighed, hvis der kommer en overtrædelse til af blot ét bud. Sådan forklarer Hieronymus andetsted apostelen Jakobs mening: 'Hvis nogen overholder hele loven, men bryder ét bud, gøres han skyldig i dem alle'. Her har nogle anstrengt sig for at forstå ordet 'alle' distributivt, skønt selve konteksten viser, at det bør forstås som 'hele', han fortsætter nemlig: 'For den, der sagde: du må ikke bryde ægteskabet, sagde også: du må ikke slå ihjel, derfor, hvis du ikke bryder ægteskabet, men slår ihjel, bliver du lovovertræder'. Han sagde ikke: du bliver skyldig i hor, hvilket ville være konsekvent, hvis 'alle' skulle forstås distributivt eller kollektivt.

³¹ Tertio M. aequiuocat de vocabulo vera, quod putat falso opponi cum Greg. dicit. Veram mundicum non habemus sed imitamur, (releip04#55) debuit autem aduertere ex verbo imitamur, veritatem hic non respondere falsitati, sed imagini. For det tredie sidestiller Martin ordet 'sand', som han fejlagtigt mener skal modstilles 'falsk', skønt Gregor siger: 'Vi har ikke den sande renhed, men vi efterligner'. Så bør man modstille det ud fra ordet 'efterligner', så det sande her ikke modsvares af det falske, men af det forestillede.

³² Nam veram mundiciam Gre. vocat mundiciam patriae, cuius sanctorum viatorum iustitia imago est et similitudo, et non aequilitas. For den sande renhed kalder Gregor fædrelandets renhed, og dets hellige vandreres retfærdighed er et billede og en lighed, og ikke en sammenligning.

³³ Quarto fallitur M. applicans ad omnes quod Gre. de imperfectis dixit, quibus se in fine moralium ex humilitate connumerat, dum fatetur se in progressu operis, quod videlicet xxxv. li. moralium super Iob scripsit pulsatum inani (346) gloria, pro quo vulnere a perfectis lectis lectoribus orationem requirit. For det fjerde tager Martin fejl, når han henfører til alle, hvad Gregor sagde om de ufuldkomne, som han opregner sig i slutning af moralierne ud fra ydmygheden, idet han indrømmer, at han i gerningens fremskridt, som han har beskrevet i bogen om moralierne kap 35 om Job, var drevet af tom ære, og for dette sår af det perfekt læste ønsker sig en bøn af læserne (?).

³⁴ Et licet Grego. paene per omnes lib. moralium aperte faciat contra Marti. vt patet inspicienti totum lib. cui vero non vacat totum perlegere, legat ca. xxix. xxx et xxxi. Iob; et circa textum moralium Greg. lib. xix. xx. xxi et xxij. qui dum salua hystoriae veritate, quod de vno scribitur ad ecclesiam transfert, vnius iustitiam in multitudinem transfundit, cui vero neque hoc legere vacat, saltem videat praefationem lib. xx. Og det, selv om Gregor gennem næsten hele bogen om moralierne åbent handler imod Martin, som det vil fremgår for den, der læser hele bogen. Men den, der ikke har tid til at læse hele bogen igennem, kan læse kapitlerne 29, 30 og 31 om Job. Og om moraliernes tekst i Gregors bog kapitlerne 19, 20, 21 og 22, hvor han, idet historiens sandhed er intakt, overfører det, han skriver om én, til kirken, overfører den enes retfærdighed til de mange, men den, der heller ikke har tid til at læse dette, skal i hvert fald se bogens forord, kap 20.

³⁵ Tamen etiam ijs locis quae M. allegat facit contra allegantem. i. illud Iob. ix. Vere scio quod ita sit, vt non iustificabitur homo compositus deo (releip04#51). Greg. homo quippe cum deo non componitur, iustitiam percipit, compositus amittit, quia quisquis se auctori bonorum comparat, bono se quod acceperat priuat. Dog også på de steder, som Martin anfører, handler han imod ham, der anfører dem. Først dette Job 9,2: 'Jeg véd i sandhed, at det forholdet sig således, at intet velordnet mennesker kan retfærdiggøres overfor Gud'. Her siger Gregor: 'Mennesket er vel ikke sammensat med Gud, forstår dog retfærdigheden, men opgiver sammensatheden, fordi enhver sammenligner sig med det godes ophavsmand, men forstår sig selv som berøvet det gode.

³⁶ Qui enim accepta bona sibi arrogat, suis contra deum donis pugnat. Vnde ergo despectus erigitur, dignum est vt erectus inde destruatur. Den, der nemlig anmasser sig det forståede gode, han kæmper med sine gaver imod Gud. Deraf opstår også foragt, og det er med rette, at den frække derfor ødelægges.

³⁷ Et lib. v. tractans illud Iob iiij. Nunquid homo dei comparatione iustificabitur? humana iustitia diuinae iustitiae comparata iniustitia est, quia et lucerna in tenebris fulgere cernitur, sed in solis radio posita tenebratur. Og i bog 5 behandler han Job 4,17: 'Mon et menneske kan være mere retfærdigt end Gud?' Den menneskelige retfærdighed er sammenlignet med den guddommelige retfærdighed uretfærdighed, for godt nok stråler en lampe i mørket, men i solens stråler bliver mørket helt fjernet.

³⁸ Item xvi. lib. tractans illud Iob xxij. Nunquid deo comparari potest homo, etiam cum perfectae fuerit scientiae? Greg. in comparatione enim dei scientia nostra ignorantia est. Ex dei namque participatione sapimus, non comparatione. Ligeledes behandler han i den 16. bog stedet Job 22,2: 'Mon et menneske kan sammenlignes med Gud, også om det var fuldkommen i viden?' Gregor siger: I sammenligning med Guds viden er jo vores viden uvidenhed. For vi tænker i kraft af delagtighed i Gud, ikke i kraft af sammenligning med Gud.

³⁹ Et lib. xvij. tractans illud. Nunquid iustificari potest homo comparatus deo, vt appareat mundus natus de muliere? Grego. Omnis namquid vir iustus dei illustratione iustus est, non comparatione, humana quippe iustitia auctori comparata iniustitia est, quia et si in ipsa sua creatione homo persisteret, creatori non posset aequari creatura, cui tamen ad grauiora defectus pondera accessit et culpa quam serpens insidians intulit, et mulier infirmata persuasit. Og i bog 17 behandler han Job 25,4: 'Mon noget menneske kan sammenlignes med Gud, så han viser sig ren som fra moders liv?' Gregor siger: 'For ethvert retfærdigt menneske er retfærdigt ved oplysning fra Gud, ikke ved sammenligning med Gud, for den menneskelige retfærdighed er, sammenlignet med skaberens, uretfærdighed, for også selv om mennesket forblev i sin skabelse, kan skabningen ikke ligestilles med skaberen. Men dertil kom vægten af den alvorlige mangel og den brøde, som den snu slange påførte ham, og den svage kvinde overtalte ham til'.

⁴⁰ Ex his habes mentem Greg. quod scilicet participans non potest cum eo quod participat comparari, quia cum aliqua comparantur oportet vtrinque propria accipere, et sic comparando hominis iustitiam ad diuinam, oportet eam accipere quae tantum humana est, et illa sine dubio peccatum est. Herudfra har du Gregors mening: Den, der er delagtig, kan ikke sammenlignes med den, han er delagtig i, for når noget sammenlignes, må begge dele forstå sit eget, og når således menneskets retfærdighed sammenlignes med den guddommelige, så bør man forstå, hvad der kun er menneskeligt, og det er uden tvivl synd.

⁴¹ Item aduerte quod haec consequentia non valet, iste comparatione melioris (347) malus est, ergo malus est, similiter non sequitur sodoma comparatione Hierusalem instificata est, ergo iustiticata est. vnde Hiero. primo aduersu pelagianos. Quid mirum in collatione sanctorum alios esse meliores, et alios inferiores, cum econtrario in collatione peccatorum, hoc intelligi possit. Læg videre mærke til, at denne konsekvens ikke er gyldig: Denne er værre end de bedre, ergo er den slet. På lignende måde følger ikke: Sodoma er mere retfærdiggjort end Jerusalem, ergo er den retfærdiggjort. Derfor siger Hieronymus i sin første bog imod pelagianerne: Hvad mærkeligt er der ved, at hvis man sammenholder de hellige, så er nogle bedre, andre ringere, når man modsat, når man sammenholder syndere, godt kan forstå det.

⁴² Ad Hierusalem dicitur, quod multis peccatorum erat confossa vulneribus iustificata est sodoma ex te, (Ez 16,52) non quod sodoma per se iusta sit, quae in aeternos collapsa cineres, audit per Ezechielem sodoma restituetur in antiquum, sed quod comparatione sceleratioris Hierusalem haec iusta videtur. Illa enim dei filium trucidauit, haec propter abundantiam panis, et per luxuriae magnitudinem, excessit modum libidinis. Til Jerusalem siges der, at 'på grund af de mange synder blev den gennemboret af sår, Sodoma er retfærdiggjort fremfor dig'. Ikke fordi Sodoma i sig selv er retfærdig, det skal kastes i den evige ild, hører han gennem Ezekiel, at det skal føres tilbage til dets gamle skikkelse, men fordi det i sammenligning med Jerusalems forbrydelser synes retfærdigt. For Jerusalem myrdede Guds søn, men Sodoma gik på grund af overflod af brød, og gennem stor luksus, ud over begærets mådehold.

⁴³ Vnde etiam Grego. lib. vltimo moralium tractare illud Iob xlij. Ideo insipienter locutus sum, et quae vltra modum excederent scientiam meam. Greg. Omnis humana sapientia quantolibet acumine polleat, diuinae sapientiae comparata, nec iusta nec pulchra, sed insipientia est. Omnia enim humana quanta iusta quanta pulchra sunt, dei iustitiae et pulchritudini comparata, nec iusta nec pulchra sunt nec omnino sunt. Derfor siger også Gregor i sin sidste bog af moralierne, hvor han behandler Job 42,3: 'Derfor har jeg talt uden visdom, jeg har talt om noget, der lå udenfor min kundskab'. Hertil siger Gregor: 'Al menneskelig visdom, hvad den end formår af skarpsindighed, er sammenlignet med den guddommelige visdom, hverken retfærdig eller smuk, men vankundighed. Alt menneskeligt, hvor retfærdigt, hvor smukt det end er, er sammenlignet med den guddommelige retfærdighed og skønhed, hverken retfærdigt eller smukt, nej, det er slet ikke.

⁴⁴ Beatus itaque Iob ea quae dixerat sapienter se dixisse crederet, si verba superioris sapientiae non audiret, in cuius comparatione stultum est nostrum omne quod sapit, et qui sapienter quidem locutus hominibus fuerat, diuinas tamen sententias audiens sapientius, se cognoscit non esse sapientem. Derfor troede Job, at han havde sagt det, han sagde, med visdom, skønt han ikke hørte den højere visdoms ord, og i sammenligning med det er alt, hvad vi tænker, og alt, hvad der forekommer mennesker talt med visdom, dumt. Da han hørte de guddommelige sætningers større visdom, erkendte han, at han ikke var vis.

⁴⁵ Hinc est quod Abraam inter verba dominica nil se nisi puluerem vidit dicens. Loquar ad dominum meum cum sim puluis et cinis. (1 Mos 18,27). Det er af den grund, at Abraham stillet overfor Herrens ord sagde, at han så sig selv som intet andet end støv. 'Jeg taler til min Herre, skønt jeg kun er støv og aske'.

⁴⁶ Hinc est quod Moyses omni egyptiorum sapientia instructus, ex quo loquentem dominum audiuit impedioris et tardioris linguae se esse deprehendit dicens. Obsecro domine non sum eloquens ab heri enim et nudius tertius, ex quo locutus es ad seruum tuum impeditioris et tardioris linguae sum. (2 Mos 4,10) Det er af den grund, at Moses, der var udlært i al ægypternes visdom, da han hørte Herren tale til sig, erkendte, at han var forhindret og sløv til at tale, og sagde: 'Undskyld mig Herre, jeg er ikke veltalende og har aldrig været det, jeg er det heller ikke nu, hvor du taler til din tjener, jeg har svært ved at udtrykke mig i ord'.

⁴⁷ Hinc est quod Esaias postquam sedentem dominum super solium excelsum atque eleuatum vidit, postquam seraphin duabus alis faciem, duabus velare pedes, et duabus volare conspexit, postquam id quod est sanctus, sanctus, sanctus dominus deus excercituum, alter ad alterum clamare audiuit, ad seipsum rediens ait. Ve mihi quia tacui, quoniam vir (348) pollutis labijs ego sum et in medio populi polluta labia habentis ego habito. Moxquam ipsam pollutionem, vnde cognoueerat subdens ait. Et regem dominum exercituum vidi oculis meis. (Es 6,5) Det er grunden til, at Esajas, efter at han havde set, at Herren satte sig på sit kongesæde og blev ophøjet, efter at han havde set serafimerne med to vinger dække ansigtet, med to fødderne og med to kunne flyve, og efter at han havde hørt de to råbe til hinanden dette: hellig, hellig, hellig er Herren Gud den almægtige, gik i sig selv og sagde: 'Ve mig, jeg må tie, for jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber'. Og straks efter at have erkendt denne urenhed føjer han til: 'Og mine øjne har set kongen, hærskarers herre'.

⁴⁸ Hinc Hieremias diuina verba audiens, verba se non habere cognouit dicens. A, a, a, domine deus nescio loqui, quia puer ego sum. (Jer 1,6) Et post pauca sancti itaque viri dum diuinitatis arcana audiunt, quantomagis contemplando proficiunt, tanto amplius despiciendo quod sunt, aut nihil, aut prope nihil, se esse cognoscunt. Respondeat ergo diuinis sermonibus beatus Iob et sapienter proficiens stultum esse deprehendat dicens. Insipienter locutus sum et quae vltra modum excederent scientiam meam. Det var grunden til, at Jeremias, da han hørte de guddommelige ord, erkendte, at han ikke havde ord, og sagde: 'Ak, Herre Gud, jeg kan ikke tale, for jeg er ung'. Og lidt efter [siger Gregor]: Og derfor, når de hellige mænd hørte guddommens hemmelige ting, i lige så høj grad som det gavnede dem at overveje det, i lige så høj grad erkendte de med foragt, hvad de var, intet eller næsten intet. Derfor svarede den salige Job på de guddommelige ord, erkendte, at han havde været dum og sagde: 'Jeg har talt uden visdom og sagt, hvad der lå ud over min viden'.

⁴⁹ Ex istis apparet quo sensu accipienda sint dicta sanctorum, de bonis et malis comparatiue loquentium, vnde si ex tali comparatiua locutione velis idem inferre absolute, falleris et dicta sanctorum non intelligis, vt quia Grego. dicit. Praesens vita supernae felicitati comparata mors est potius dicenda quam vita, inferre velis, quod haec vita non est vita absolute, et sine comparatione dicta, aut si ex eo quod Antonius teste Hieronym. viso Paulo reuersus discipulis interrogantibus, Vbi tam diu commoratus es pater? Respondit. Ve mihi peccatori qui falsum monachi nomen fero, vidi Heliam, vidi Ioannem in deserto, et vere vidi Paulum in paradiso, velis concludere, quod Antonius falsus monachus fuerit, vel non verus, aut si ignorauerit aut humilitate mentitus sit. Af dette fremgår det, i hvilken betydning de helliges ord skal tages, når de taler sammenlignelsesvist om godt og ondt, og hvis du af en sådan sammenlignelsesvis tale vil uddrage noget absolut, så tager du fejl og forstår ikke de helliges udsagn. Det er med det, ligesom hvis du ud fra det, Gregor siger: 'Dette liv må sammenlignet med livet oventil snarere kaldes død end liv', ville slutte, at dette liv ikke i absolut forstand er liv, og tage det som et udsagn uden sammenligning. Eller det er med det, ligesom hvis du ud fra det, at Antonius ifølge Hieronymus, da han så Paulus og vendte sig om og spurgte disciplene: hvor har du dvælet så længe, fader?, svarede: Ve mig synder, som på falsk måde bærer munkenavn, jeg har set Elias, jeg har set Johannes i ørkenen, og jeg har sandelig set Paulus i paradiset', ville konkludere, at Antonius havde været en falsk munk, og ikke en sand munk, eller konkludere, at han havde været uvidende om ydmygheden eller løjet om den.

⁵⁰ Pariformiter deciperis, sed singula quae M. allegat videamus. Sanctus inquit vir, quia omne meritum virtutis nostrae vitium esse conspicit, si ab interno arbitrio districte iudicetur, recte subiungit, si voluerit contendere cum eo, non poterit respondere ei vnum pro mille (releip04#51) vbi Greg. postquam ostendit quid millenarius in scriptura significet. puta bonae vitae perfectionem inquit, cum deo autem contendere est non ei tribuere, sed sibi gloriam suae virtutis arrogare. På lignende måde bedrager du. Men lad os se på hvert enkelt citat, som Martin kommer med. 'Et helligt menneske, fordi han indser, at al fortjeneste i vor dyd er last, hvis han bedømmes strengt ud fra den indre vilje, må af den grund med rette føje til: 'Hvis han ville gå i rette med ham, ville han ikke kunne svare én ud af tusind' (Job 9,3)'. Her siger Gregor efter at have påvist, hvad tusind gange betyder i skriften: 'Jeg mener, at gennemførelsen af det gode liv, når man vil stille det op overfor Gud, ikke bør tillægges ham, men man bør tiltage sig selv æren for sin dyd.

⁵¹ Sed sanctus vir conspiciat quia et qui summa iam dona percipit, si de acceptis extollitur, quae acceperat amittit, et dicat si voluerit contendere cum eo, non poterit responderi ei vnum pro mille. Men den hellige mand ser, hvad og hvem han modtager som den højeste gave, hvis han fjerner det modtagne og mister det, han har fået, og han må sige: 'Hvis han ville gå i rette med ham, ville han ikke kunne svare én ud af tusind' (Job 9,3).

⁵² Qui enim cum auctore contendit, vnum pro mille respondere non sufficit, quia qui (349) de perfectione se erigit, habere beneuiuendi nec initium ostendit. Vnum namque pro mille respondere non possumus, quia cum de bonae vitae perfectione extollimur, hanc nos nec inchoasse monstramus. Den, der nemlig går i rette med sin skaber, har ikke nok i at kunne svare én ud af tusind, for den, der hævder sig ved hjælp af fuldkommenhed, viser, at han ikke har begyndelsesgrundene til det gode liv. For svare én til tusind kan vi ikke, for når vi ophæves fra det gode livs fuldkommenhed, viser vi, at vi ikke er begyndt på det'.

⁵³ Vides lector hic velle Gregori. tunc deum districte iudicare, si pro nostris tantum quae non etiam sua sunt sententiam ferat, et de virtute superbientem eandem aut nondum habere, aut si habuerit amittit, qua perdita nil remanet in anima praeter vitium et peccatum, quod paenae, non gloriae meritum est. Du ser, kære læser, at her vil Gregor, at da Gud dømmer strengt, hvis han blot afsiger dom over det, der er vort, og ikke også over det, der er hans, da dømmer han også om dyden på samme måde over den, der har den overmodigt, som over den, der aldrig har haft den, eller som hvis han har haft den, har mistet den, og når den er tabt, er der kun i sjælen tilbage last og synd, hvilket fortjener straf, ikke ære.

⁵⁴ Secundo Martinus allegat super illud. Si repente interroget, quis respondebit ei? quia, inquit, si remota pietate discutitur, in eo examine etiam iustorum vita succumbit. (releip04#52). For det andet henviser Martin til Job 9,12: 'Hvis han pludselig vil udspørge én, hvem kan så svare ham?'. Her siger Gregor: 'For hvis det undersøges, når fromheden er taget bort, så falder endog de retfærdiges liv igennem ved den undersøgelse'.

⁵⁵ Hic aduerte quod Gregorius praemittit repente deus interrogat, cum nos ad districtionem sui examinis inopinatos vocat. Per quod vides nihil allegationem hanc facere, quantum ad eos, qui praeparati et praemeditati diuino iudicio sistimur. Her skal man lægge mærke til, at Gregor forudskikker den bemærkning, at Gud pludseligt udspørger os, eftersom han kalder os intetanende overfor hans strenge undersøgelse. Heraf kan du se, at henvisningen intet udretter, forsåvidt angår os, der stiller op for domstolen, som nogen, der er forberedte og har overvejet det.

⁵⁶ Potest namque etiam iustus inopinata morte praeuentus, aliquibus venialibus subiacere peccatis, quae per paenitentiam et sacramenta purgaturus fuerat, si se moriturum praeuidisset, propter quod misericordia opus habet remittente peccatum, quod non remisso, quantalibet iustitia ad beatitudinis remunerationem non perducet. For den retfærdige kan også komme den uventede død i forkøbet, han kan, hvis han ser, at han snart skal dø, fremtage nogle tilgivelige synder, som skulle have været renset gennem boden og sakramentet, og så har han brug for den barmhjertighed, der tilgiver den synd, som utilgivet ikke fører igennem til salighedens gengældelse.

⁵⁷ Vel aliter Gregorius. vi. certe repente interrogat cum duris nos persecutionibus pulsat, vt quod mens nostra de se in tranquillitate aestimat, semetipsam veraciter qualis sit in perturbatione deprehendat, et plerumque quoniam qui percutitur gemit, sed respondere non sufficit, quia et ipsa ei percussionis suae aduersitas displicet, sed tamen semetipsum homo consyderans tacet, et diuina iudicia discutere metuit, sed esse se puluerem agnoscit. Vnde et per Pau. dicitur. O homo tu quis es qui respondeas deo. (Rom 9,20). Eller anderledes hos Gregor i den sjette bog: 'Det er sikkert, at han udspørger os pludseligt, når han trænger os gennem hårde forfølgelser, så at vort sind, der troede sig i ro, i sandhed erfarer, hvordan det er i omskiftelser, og når det gennembores, kan sukke meget, men ikke kan svare tilstrækkeligt dertil, fordi selve modstanden mod gennemboringen mishager ham, men dog tier mennesket, når det betragter sig selv, og fortjener at sønderhugges af den guddommelige retfærdighed, og erkender, at det kun er støv. Derfor siges det også af Paulus: O menneske, hvem er du, der går i rette med Gud.'

⁵⁸ Vides haec nihil suffragari Martino, vt probet idem opus esse bonum et malum, vel peccatum. Nam Gregori. hominis iustitiam vocat non vnum aut alterum actum, sed totius vitae bonum et meritum, quae vita in aliqua sui parte peccatum habet. (350) Du ser, at det ikke hjælper Luther noget, at han beviser, at den samme gerning er god og ond, eller er synd. For Gregor taler om menneskets retfærdighed, ikke i den ene eller den anden gerning, men taler om hele livets gode og fortjeneste, men dette liv har så i nogle af sine dele synd.

⁵⁹       Tertio inducit Marti. illud. Si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor, vt enim, inquit, saepe diximus, omnis humana iustitia iniustitia esse convincitur, si districte iudicetur, prece ergo post iustitiam indiget, vt quae succumbere discussa poterat, ex sola iudicis pietate convalescat. (releip04#53).          For det tredie indfører Martin Job 9,15: 'Selv om jeg så også har ret, kan jeg ikke svare, men må bønfalde min dommer om nåde', hvor Gregor siger: Ligesom nemlig vi ofte siger, at man kan overbevises om, at al menneskelig retfærdighed er uretfærdighed, hvis den skal bedømmes strengt, og man altså må bede om nåde, fordi man mangler retfærdighed, sådan har den retfærdighed, der må give efter for anklagerne, kun værdi i kraft af dommerens fromhed.

⁶⁰ Haec Grego. sententia eundem sensum habet cum praecedentibus videlicet, quod totius vitae humanae iustitia non per singulos actus tam pura et perfecta est, quin in aliqua sui parte defectum peccati habeat admixtum, propter quod peccatum non perueniretur ad retributionem, nisi homo humili prece impetraret remissionem. Denne Gregors mening har den samme betydning som det foregående, nemlig, at hele menneskelivets retfærdighed ikke i en enkelt handling er så ren og fuldkommen, at det ikke i én af sine dele har en syndens mangel indblandet, og på grund af den synd når mennesket ikke frem til tilbagebetalingen, hvis det ikke med en ydmyg bøn bønfalder om tilgivelse.

⁶¹ Vnde immediate post verba per Mar. allegata sequitur. Quae scilicet iustitia cum plene a perfectioribus habetur, habere de illa quippiam dicitur. Quia mens humana et comprehensa vix peragit, et valde extrema sunt quae comprehendit, dicat ergo qui etiam si habuero quippiam iustum non respondebo, sed meum iudicem deprecabor, velut si apertius fateatur dicens, et si ad opus virtutis excreuero ad vitam non ex meritis sed ex venia conualesci, preci itaque innitendum est cum recta agimus, vt omne quod iusti viuimus ex humilitate condiamus. Derfor følger der umiddelbart efter de ord, som Martin har citeret, følgende: 'For den retfærdighed, skønt den haves fuldt ud af de mere fuldkomne, siges det dog om ham, at han har den. Fordi det menneskelige og forstående sind næppe gennemfører det, og det, som det forstår, er meget yderligt, så lad ham altså sige, at også selv om jeg havde retfærdighed, ville jeg ikke kunne svare, men måtte bønfalde min dommer, som hvis han måtte tilstå at tale mere åbent, og hvis jeg voksede frem til dydens gerning til livet, ikke ud fra mine fortjenester, men blev stærk ud fra overbærenhed, og at vi derfor må støtte os til bønnen, når vi vil handle ret, så at alt, hvad vi lever ud som retfærdige, lever vi sammen med ydmygheden (?).

⁶² Hic facienda est vis. Primum in verbo discussa. Nam iustitia hominis discutitur cum exacte exploratur examinatur, et per singulos actus ponderatur, sic Apostoli dicuntur filij excussorum, id est sanctorum prophetarum et patiarcharum, per vim discretionis paleam a granis separantium, et Christus habere ventilabrum in manu qui permundabit aream suam etc. (Matt 3,12) Her er, hvad du vil, at der skal gøres. For det første i det ord, vi diskuterer. For vi diskuterer menneskets retfærdighed, og når det skal udforskes nøjagtigt, må man undersøge det, og vægte de enkelte handlinger; således kaldes apostlene den fulde krafts sønner, det vil sige, de hellige profeters og patriarkers udførere, i gamle dage adskilt en smule fra dem ved forskellens kraft, og Kristus har sin kasteskovl i hånden og vil rense sin tærskeplads osv.

⁶³ Item facienda est vis in eo quod dicitur plene a perfectioribus habetur, vbi innuit differentiam perfectionis iustitiae viae et patriae, et quod illa respectu istius imperfecta est tam in cognitione agendorum, quam in executione cognitorum quod significat dicens, quia mens humana et comprehensa vix peragit et extrema valde sunt quae comprehendit id est parum cognoscit, et illud ipsum difficulter exequitur, quae tamen imperfectio peccatum non est vt infra declarabitur. Ligeledes skal der udøves en kraft i det, som siges at haves fuldt ud af de mere fuldkomne, hvor han støtter sig til en forskel i vejens og fædrelandets retfærdighed, og at denne i denne henseende er ufuldkommenhed såvel i erkendelse af det, der skal gøres, som i udførelsen af, hvad man har erkendt, det betegner han ved at sige, at det menneskelige sind og den menneskelige forståelse næppe kan gennemføre det og at det er ekstremt meget, den kan forstå. Det vil sige, den kan erkende det lige, men selv det kan den vanskeligt udføre, og dog er denne syndens ufuldkommenhed ikke det, det forklares med indefra. (?)

⁶⁴         Quarto inducit Marti. illud Iob ix. Verebar omnia opera mea, sciens, quia non parcis deliquenti, et multis interpositis (351) Greg. dicentem. Quae aperte egerim, video, sed quid intus latenter pertulerim, ignoro. (releip04#54).          For det fjerde indfører Martin Job 9,28: 'Jeg skammer mig ved alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner den skyldige', og efter mange indskud citerer han Gregor, der siger: 'Jeg ser, hvad jeg udadtil har gjort, men hvad jeg indadtil hemmeligt har bedrevet, er jeg uvidende om'.

⁶⁵ Hic locus aperte facit contra Mar. quod Iob verebatur omnia opera sua, id est diligenter observabat quid et qualiter ageret ne peccaret, et sic paenam incurreret, quod sciret deum non parcere peccanti. Nam secundum sensum Mar. frustra sua opera Iob obseruet ne peccet, cum secundum eum iustus in omni opere peccet. Dette sted vender sig åbent imod Martin, fordi Job skammer sig over alle sine gerninger, det vil sige, han ser omhyggeligt efter, hvad og hvordan han skal handle, for ikke at synde, og således løber han straffen imøde, fordi han véd, at Gud ikke skåner den, der synder. For ifølge Martins opfattelse ville Job se sine gerninger efter forgæves, at han ikke skulle synde, eftersom ifølge ham den retfærdige synder i al sin gerning.

⁶⁶ Item est contra M. illud quod sciens quod non parceret delinquenti, quia ipse vult quod iustus in bono opere peccat, sed deus illud ad peccatum ex misericordia non imputat. Nam hoc esset parcere delinquenti, et ipsum peccatum sine paenitentia de eodem remittere vel non imputare, Non enim potest Mar. dicere iustum de quo libet suo opere habere paenitentiam nisi velit et paenitentiae esse paenitentiam. Ligeledes er det imod Martin, dette, at han véd, at han ikke skåner overtræderen, fordi han selv vil, at den retfærdige synder i sin gode gerning, men Gud regner ham det i sin barmhjertighed ikke til synd. For dette ville være at skåne overtræderen, og at tilgive eller ikke tilregne synden selv uden bod. Martin kan nemlig ikke sige, at den retfærdige kan gøre bod med en hvilkensomhelst gerning, hvis han da ikke vil, at man kan gøre bod ved at gøre bod.

⁶⁷         Sed videamus quid dicat Gregori. Verebar omnia opera mea sciens quia non parcere delinquenti. Quae beatus Iob opera exercuit sacrae huius hystoriae textus ostendit. Holocaustis quippe multiplicibus auctorem placare studuit, quia iuxta filiorum numerum vt scriptum est consurgens diluculo offerebat holocausta per singulos eosdem non solum ab immundis actibus, sed prava quoque cogitatione mundabat, de quo scriptura teste prohibetur, dicebat enim ne forte peccauerunt filij mei et benedixerint deo in cordibus suis. (Job 1,5)        Men lad os se på, hvad Gregor siger. "'Jeg skammer mig over alle mine gerninger, fordi jeg véd, at du ikke skåner overtræderen'. Hvilke gerninger den salige Job udførte viser teksten i den hellige historie. Han stræbte efter at behage skaberen med mangfoldige brændofre, fordi han, som der står skrevet, efter antallet af sine sønner tidligt om morgenen ofrede brændofre for hver enkelt af dem, ikke blot for deres urene handlinger, han rensede også deres onde tanker, som han efter skriftens vidnesbyrd forhindrede, han sagde nemlig, hvis måske mine sønner har syndet og forbandet Gud i deres hjerter.

⁶⁸ Affectum ergo compassionis exercuit quia ipse de se amicorum quaestionibus exactus dicit. Flebam quondam super eo qui afflictus erat. (Job 30,25) Ministerium pietatis impendit qui ait. Oculus sui ceco et pes claudo. (Job 29,15) Et castitatis mundiciam in corde custodiuit qui obtestando se aperit dicens. Si deceptum est cor meum super muliere, (Job 31,9) humilitatis culmen medullitus tenuit, qui dicit. Si contempsi iudicium subire cum servo meo et ancilla mea, cum disceptarent aduersum me. (Job 31,13) Han udviste altså medlidenhedens følelse, fordi han sagde om sig selv udspurgt af vennerne: 'Har jeg ikke grædt over den, der havde det hårdt'. Og han opfyldte fromhedens embede, der sagde: 'Jeg var den blindes øje og den lammes fod'. Og renhedens kyskhed bevarede den i hjertet, som åbent bevidnede og sagde: 'Hvis mit hjerte har bedraget mig over en kvinde'. Og den blev inderligt på ydmyghedens højde, som sagde: 'Har jeg vist foragt for min træls eller trælkvindes ret, når de rettede anklage imod mig?'

⁶⁹ Beneficia largitatis impendit qui ait. Si comedi buccellam panis solus et non comedit pupillus ex ea. (Job 31,17) Et rursum. Si non benedixerint mihi latera eius, et de velleribus ouium mearum calefactus est.n(Job 31,20) Gratiam hospitalitatis exhibuit qui dicit. Foris non mansit peregrinus, ostium meum viatori patuit. (Job 31,32). Og den udviste rundhåndet velsignelse, som sagde: 'Har jeg spist hver bid selv og ikke bespist den fattige med det'. Og igen: 'Hvis ikke hans lænder velsignede mig, fordi han fik varmen fra ulden af mine lam'. Og den udviste gæstevenskabets nåde, som sagde: 'Ingen fremmed måtte overnatte ude, min dør holdt jeg åben for vejfarende'.

⁷⁰ Et inter haec ad virtutum cumulum per (352) excellentiorem viam charitatis et inimicos dilexit, qui ait: Si gauisus sum ad ruinam eius, qui me oderat. (Job 31,29) Et rursum. Non enim dedi ad peccandum guttur meum, vt expeterem maledicens animam eius. (Job 31,30) Quia ergo vir sanctus sua opera verebatur, qui illa semper exhibuit, ex quibus placari deus et erga iniquitates solet. Og midt i dette vandrer den ad den mere udmærkede kærlighedens vej og samler dyder sammen, idet han elsker uvennerne, den, der siger: 'Har jeg glædet mig over min dens ulykke, der hadede mig'. Og senere: 'Jeg har ikke hengivet min gane til at synde, så jeg ønskede nogens død, skønt han forbandede mig'. Altså, derfor skammer den hellige mand sig over sine gerninger, fordi han altid viser dem frem, med hvilke han kan behage Gud, skønt han plejer at gøre uretfærdige gerninger.

⁷¹ Quid ergo est quod mira opera faciens, haecipsa etiam veretur patiens, cum dicit. Verebar opera mea, nisi quod in sancti viri actibus verbisque colligimus, ut si placere deo veraciter cupimus, postquam peruersa subigimus, ipsa in nobis etiam bene gesta timeamus. Altså, hvad er det, at han gør særlige gerninger, og også foragter de gerninger, han gennemlider, når han siger: 'Jeg skammer mig over mine gerninger', andet end, at nu har vi forbundet gerninger og ord hos den hellige mand, så at, hvis vi stræber efter i sandhed at behage Gud, efter at vi har drevet de modsatrettede opefter, må vi frygte også de gode gerninger i os.

⁷² Duo quippe sunt, quae in bonis operibus necesse est vt studiose formidentur, desidia videlicet et fraus. Vnde et per prophetam apud vetustam translationem dicitur. Maledictus qui facis opus domini fraudulenter, et desidiose. Sed sciendum magnopere est, quia desidia per torporem nascitur, fraus per priuatam dilectionem, Illam namque minor dei amor exaggerat, hanc autem male mentem possidens proprius amor creat. For der er to ting, som det er nødvendigt, at vi gruer meget for i de gode gerninger, nemlig ørkesløshed og bedrag. Hvorfor der også siges hos profeten i den gamle oversættelse: Forbandet er du, hvis du gør Herrens gerninger svigagtigt og ørkesløst. Men man må fremfor alt vide, at ørkesløshed fødes af dorskhed, bedrag af kærlighed til sig selv. For Guds kærlighed gør denne mindre, men egenkærligheden skaber denne, der besidder et ondt sind.

⁷³ Fraudem quippe in dei opere perpetrat, quisquis seipsum inordinate diligens, per hoc quod recte egerit, ad remunerationis transitorie bona festinauit. Sciendum quoque est quod tribus modis fraus ipsa committitur, quia per hanc proculdubio, aut tacita cordis humani gratia, aut fauoris aura, aut res quelibet exterior desyderatur. Men enhver bringer svig ind i Guds gerning, som elsker sig selv på uordentlig vis, og igennem det, som han gør ret, har travlt med at komme frem til gengældelsen for det foreløbige gode. Og man bør vide, at der er tre måder, hvorpå bedraget selv kan begås, for uden tvivl gør man igennem bedraget det, enten at man ønsker det menneskelige hjertes tavse nåde, eller ønsker gunstens glans, eller ønsker en eller anden ydre sag.

⁷⁴ Quo contra recte de iusto per prophetam dicitur. Beatus qui excutit manus suas ab omni munere. Quia enim non solum fraus in acceptatione pecuniae est. Munus proculdubio vnum non est. Derfor siges det igennem profeten om den retfærdige imod det rette. Salig er den, som holder sine hænder borte fra alle gaver. For der er nemlig ikke blot bedrag, når man modtager penge. Gaver er uden tvivl også bedrageriske.

⁷⁵ Tres vero sunt acceptationes munerum ad quas ex fraude festinatur. Munus namque a corde est capta gratia a cogitatione. Munus ab ore est gloria per fauorem Munus ex manu est praemium per dationem. Men der er tre måder at modtage gaver på, hvorved man kan komme ud af bedraget. En gave fra hjertet er en modtaget nåde til eftertanke. En gave fra munden er en ære gennem en gunstbevisning. En gave fra hånden er en belønning gennem donation.

⁷⁶ Sed iustus quisque ab omni munere manus excutit, quia in eo quod recte agit, nec ab humano corde inanem gloriam, nec ab ore laudem, nec a manu recipere dationem quaerit. Solus ergo in dei opere fraudem non facit, qui cum ad studium bonae actionis in uigilat, nec ad corporalis rei praemia, nec ad laudis verba, nec ad humani iudicij gratiam anhelat. Men enhver retfærdig holder sine hænder borte fra enhver gave, for i dette gør han, hvad ret er, og søger ikke fra det menneskelige hjertet tom ære, heller ikke fra munden ros, og ikke fra hånden at modtage donation. Altså alene i Guds arbejde opstår der ikke bedrag, når han våger over lysten til den gode handling, og ikke stønner efter den legemlige sags belønning eller efter rosens ord, eller efter den menneskelige bedømmelses nåde.

⁷⁷ Ipsa igitur bona nostra, quia insidiantis culpae gladium euadere nequeunt, nisi sollicito (353) cotidie timore muniantur, per sanctum virum nunc recte dicitur. Verebar omnia opera mea, ac si humili confessione diceretur. Quae aperte egerim video, sed quid in his latenter pertulerim ignoro. Derfor, selve vore gode gerninger, fordi de ikke kan undgå rænkebrødens sværd, hvis de ikke opbygges af den daglige frygts bekymring, omtales nu ret af den hellige mand: 'Jeg skammer mig over alle mine gode gerninger', som hvis han ville sige med en ydmyg bekendelse: 'Hvor åbent jeg handler, ser jeg nok, men hvad der deri ligger af skjult gennemførelse, opdager jeg ikke.

⁷⁸           Ex his manifeste apparat, quod longe alia mens est Gregori. et Marti. Et quia Gregori. theologia ex Augusti. descendit sicut riuus a fonte, et ipse Gregori. sua scripta sursurem, Augusti. vero similaginem vocat, attende eandem Augustini de beato Iob esse sententiam, vt videre licet de pecca. me. et re. lib. ij. capitu. x. vbi habita mentione Noe Danielis et Iob quasi eorum, qui fuissent excellentissimi, et de Noe quod non fuerit sine peccato probasset, per hoc quod inebriatus, de Daniele vero ex eo quod dicit. Cum orarem et confiterer peccata mea, et populi mei domino deo meo. (Dan 9,20)          Heraf fremgår det klart, at Gregor mener noget helt andet end Martin. Og eftersom Gregors teologi fremgår af Augustins som floden af kilden, og Gregor selv kalder dem Augustins klid, ja hans ligegerning, så lad os se på, hvad Augustins mening er om den salige Job, sådan som man kan se de i 'om syndens fortjeneste og tilgivelse, 2 bog, 10 kap, hvor han nævner Noa, Daniel og Job, og spørger, hvem der var den mest udmærkede, og siger om Noa, at han bevisligt ikke var uden synd, derved at han drak sig fuld, om Daniel taler han ud fra, at han sagde: 'Endnu mens jeg talte og bekendte min synd, og mit folks synd overfor Herren min Gud'.

⁷⁹ Etiam de Iob probat ex locis in quibus mentio peccatorum Iob habetur, vt capitu. ix. xiij. xiiij. et xxij. intendens eum aliquando peccasse, saltem in verbo, vel cogitatione, vt patet inspicienti dictum capitu. x. xi. et xij. Også om Job beviser han det ud fra de steder, hvor Job nævner sine synder, som i kap 9, 13, 14, hvor han siger, at han i nogen grad har syndet, og til sidst i det ord, eller den overvejelse, som fremgår for den der undersøger udsagnene kap 10, 11 og 12.

⁸⁰ Videre til latlu07!

⁶¹ Vnde immediate post verba per Mar. allegata sequitur. Quae scilicet iustitia cum plene a perfectioribus habetur, habere de illa quippiam dicitur. Quia mens humana et comprehensa vix peragit, et valde extrema sunt quae comprehendit, dicat ergo qui etiam si habuero quippiam iustum non respondebo, sed meum iudicem deprecabor, velut si apertius fateatur dicens, et si ad opus virtutis excreuero ad vitam non ex meritis sed ex venia conualesci, preci itaque innitendum est cum recta agimus, vt omne quod iusti viuimus ex humilitate condiamus.	Derfor følger der umiddelbart efter de ord, som Martin har citeret, følgende: 'For den retfærdighed, skønt den haves fuldt ud af de mere fuldkomne, siges det dog om ham, at han har den. Fordi det menneskelige og forstående sind næppe gennemfører det, og det, som det forstår, er meget yderligt, så lad ham altså sige, at også selv om jeg havde retfærdighed, ville jeg ikke kunne svare, men måtte bønfalde min dommer, som hvis han måtte tilstå at tale mere åbent, og hvis jeg voksede frem til dydens gerning til livet, ikke ud fra mine fortjenester, men blev stærk ud fra overbærenhed, og at vi derfor må støtte os til bønnen, når vi vil handle ret, så at alt, hvad vi lever ud som retfærdige, lever vi sammen med ydmygheden (?).
⁶² Hic facienda est vis. Primum in verbo discussa. Nam iustitia hominis discutitur cum exacte exploratur examinatur, et per singulos actus ponderatur, sic Apostoli dicuntur filij excussorum, id est sanctorum prophetarum et patiarcharum, per vim discretionis paleam a granis separantium, et Christus habere ventilabrum in manu qui permundabit aream suam etc. (Matt 3,12)	Her er, hvad du vil, at der skal gøres. For det første i det ord, vi diskuterer. For vi diskuterer menneskets retfærdighed, og når det skal udforskes nøjagtigt, må man undersøge det, og vægte de enkelte handlinger; således kaldes apostlene den fulde krafts sønner, det vil sige, de hellige profeters og patriarkers udførere, i gamle dage adskilt en smule fra dem ved forskellens kraft, og Kristus har sin kasteskovl i hånden og vil rense sin tærskeplads osv.
⁶³ Item facienda est vis in eo quod dicitur plene a perfectioribus habetur, vbi innuit differentiam perfectionis iustitiae viae et patriae, et quod illa respectu istius imperfecta est tam in cognitione agendorum, quam in executione cognitorum quod significat dicens, quia mens humana et comprehensa vix peragit et extrema valde sunt quae comprehendit id est parum cognoscit, et illud ipsum difficulter exequitur, quae tamen imperfectio peccatum non est vt infra declarabitur.	Ligeledes skal der udøves en kraft i det, som siges at haves fuldt ud af de mere fuldkomne, hvor han støtter sig til en forskel i vejens og fædrelandets retfærdighed, og at denne i denne henseende er ufuldkommenhed såvel i erkendelse af det, der skal gøres, som i udførelsen af, hvad man har erkendt, det betegner han ved at sige, at det menneskelige sind og den menneskelige forståelse næppe kan gennemføre det og at det er ekstremt meget, den kan forstå. Det vil sige, den kan erkende det lige, men selv det kan den vanskeligt udføre, og dog er denne syndens ufuldkommenhed ikke det, det forklares med indefra. (?)
⁶⁴ Quarto inducit Marti. illud Iob ix. Verebar omnia opera mea, sciens, quia non parcis deliquenti, et multis interpositis (351) Greg. dicentem. Quae aperte egerim, video, sed quid intus latenter pertulerim, ignoro. (releip04#54).	For det fjerde indfører Martin Job 9,28: 'Jeg skammer mig ved alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner den skyldige', og efter mange indskud citerer han Gregor, der siger: 'Jeg ser, hvad jeg udadtil har gjort, men hvad jeg indadtil hemmeligt har bedrevet, er jeg uvidende om'.
⁶⁵ Hic locus aperte facit contra Mar. quod Iob verebatur omnia opera sua, id est diligenter observabat quid et qualiter ageret ne peccaret, et sic paenam incurreret, quod sciret deum non parcere peccanti. Nam secundum sensum Mar. frustra sua opera Iob obseruet ne peccet, cum secundum eum iustus in omni opere peccet.	Dette sted vender sig åbent imod Martin, fordi Job skammer sig over alle sine gerninger, det vil sige, han ser omhyggeligt efter, hvad og hvordan han skal handle, for ikke at synde, og således løber han straffen imøde, fordi han véd, at Gud ikke skåner den, der synder. For ifølge Martins opfattelse ville Job se sine gerninger efter forgæves, at han ikke skulle synde, eftersom ifølge ham den retfærdige synder i al sin gerning.
⁶⁶ Item est contra M. illud quod sciens quod non parceret delinquenti, quia ipse vult quod iustus in bono opere peccat, sed deus illud ad peccatum ex misericordia non imputat. Nam hoc esset parcere delinquenti, et ipsum peccatum sine paenitentia de eodem remittere vel non imputare, Non enim potest Mar. dicere iustum de quo libet suo opere habere paenitentiam nisi velit et paenitentiae esse paenitentiam.	Ligeledes er det imod Martin, dette, at han véd, at han ikke skåner overtræderen, fordi han selv vil, at den retfærdige synder i sin gode gerning, men Gud regner ham det i sin barmhjertighed ikke til synd. For dette ville være at skåne overtræderen, og at tilgive eller ikke tilregne synden selv uden bod. Martin kan nemlig ikke sige, at den retfærdige kan gøre bod med en hvilkensomhelst gerning, hvis han da ikke vil, at man kan gøre bod ved at gøre bod.
⁶⁷ Sed videamus quid dicat Gregori. Verebar omnia opera mea sciens quia non parcere delinquenti. Quae beatus Iob opera exercuit sacrae huius hystoriae textus ostendit. Holocaustis quippe multiplicibus auctorem placare studuit, quia iuxta filiorum numerum vt scriptum est consurgens diluculo offerebat holocausta per singulos eosdem non solum ab immundis actibus, sed prava quoque cogitatione mundabat, de quo scriptura teste prohibetur, dicebat enim ne forte peccauerunt filij mei et benedixerint deo in cordibus suis. (Job 1,5)	Men lad os se på, hvad Gregor siger. "'Jeg skammer mig over alle mine gerninger, fordi jeg véd, at du ikke skåner overtræderen'. Hvilke gerninger den salige Job udførte viser teksten i den hellige historie. Han stræbte efter at behage skaberen med mangfoldige brændofre, fordi han, som der står skrevet, efter antallet af sine sønner tidligt om morgenen ofrede brændofre for hver enkelt af dem, ikke blot for deres urene handlinger, han rensede også deres onde tanker, som han efter skriftens vidnesbyrd forhindrede, han sagde nemlig, hvis måske mine sønner har syndet og forbandet Gud i deres hjerter.
⁶⁸ Affectum ergo compassionis exercuit quia ipse de se amicorum quaestionibus exactus dicit. Flebam quondam super eo qui afflictus erat. (Job 30,25) Ministerium pietatis impendit qui ait. Oculus sui ceco et pes claudo. (Job 29,15) Et castitatis mundiciam in corde custodiuit qui obtestando se aperit dicens. Si deceptum est cor meum super muliere, (Job 31,9) humilitatis culmen medullitus tenuit, qui dicit. Si contempsi iudicium subire cum servo meo et ancilla mea, cum disceptarent aduersum me. (Job 31,13)	Han udviste altså medlidenhedens følelse, fordi han sagde om sig selv udspurgt af vennerne: 'Har jeg ikke grædt over den, der havde det hårdt'. Og han opfyldte fromhedens embede, der sagde: 'Jeg var den blindes øje og den lammes fod'. Og renhedens kyskhed bevarede den i hjertet, som åbent bevidnede og sagde: 'Hvis mit hjerte har bedraget mig over en kvinde'. Og den blev inderligt på ydmyghedens højde, som sagde: 'Har jeg vist foragt for min træls eller trælkvindes ret, når de rettede anklage imod mig?'
⁶⁹ Beneficia largitatis impendit qui ait. Si comedi buccellam panis solus et non comedit pupillus ex ea. (Job 31,17) Et rursum. Si non benedixerint mihi latera eius, et de velleribus ouium mearum calefactus est.n(Job 31,20) Gratiam hospitalitatis exhibuit qui dicit. Foris non mansit peregrinus, ostium meum viatori patuit. (Job 31,32).	Og den udviste rundhåndet velsignelse, som sagde: 'Har jeg spist hver bid selv og ikke bespist den fattige med det'. Og igen: 'Hvis ikke hans lænder velsignede mig, fordi han fik varmen fra ulden af mine lam'. Og den udviste gæstevenskabets nåde, som sagde: 'Ingen fremmed måtte overnatte ude, min dør holdt jeg åben for vejfarende'.
⁷⁰ Et inter haec ad virtutum cumulum per (352) excellentiorem viam charitatis et inimicos dilexit, qui ait: Si gauisus sum ad ruinam eius, qui me oderat. (Job 31,29) Et rursum. Non enim dedi ad peccandum guttur meum, vt expeterem maledicens animam eius. (Job 31,30) Quia ergo vir sanctus sua opera verebatur, qui illa semper exhibuit, ex quibus placari deus et erga iniquitates solet.	Og midt i dette vandrer den ad den mere udmærkede kærlighedens vej og samler dyder sammen, idet han elsker uvennerne, den, der siger: 'Har jeg glædet mig over min dens ulykke, der hadede mig'. Og senere: 'Jeg har ikke hengivet min gane til at synde, så jeg ønskede nogens død, skønt han forbandede mig'. Altså, derfor skammer den hellige mand sig over sine gerninger, fordi han altid viser dem frem, med hvilke han kan behage Gud, skønt han plejer at gøre uretfærdige gerninger.
⁷¹ Quid ergo est quod mira opera faciens, haecipsa etiam veretur patiens, cum dicit. Verebar opera mea, nisi quod in sancti viri actibus verbisque colligimus, ut si placere deo veraciter cupimus, postquam peruersa subigimus, ipsa in nobis etiam bene gesta timeamus.	Altså, hvad er det, at han gør særlige gerninger, og også foragter de gerninger, han gennemlider, når han siger: 'Jeg skammer mig over mine gerninger', andet end, at nu har vi forbundet gerninger og ord hos den hellige mand, så at, hvis vi stræber efter i sandhed at behage Gud, efter at vi har drevet de modsatrettede opefter, må vi frygte også de gode gerninger i os.
⁷² Duo quippe sunt, quae in bonis operibus necesse est vt studiose formidentur, desidia videlicet et fraus. Vnde et per prophetam apud vetustam translationem dicitur. Maledictus qui facis opus domini fraudulenter, et desidiose. Sed sciendum magnopere est, quia desidia per torporem nascitur, fraus per priuatam dilectionem, Illam namque minor dei amor exaggerat, hanc autem male mentem possidens proprius amor creat.	For der er to ting, som det er nødvendigt, at vi gruer meget for i de gode gerninger, nemlig ørkesløshed og bedrag. Hvorfor der også siges hos profeten i den gamle oversættelse: Forbandet er du, hvis du gør Herrens gerninger svigagtigt og ørkesløst. Men man må fremfor alt vide, at ørkesløshed fødes af dorskhed, bedrag af kærlighed til sig selv. For Guds kærlighed gør denne mindre, men egenkærligheden skaber denne, der besidder et ondt sind.
⁷³ Fraudem quippe in dei opere perpetrat, quisquis seipsum inordinate diligens, per hoc quod recte egerit, ad remunerationis transitorie bona festinauit. Sciendum quoque est quod tribus modis fraus ipsa committitur, quia per hanc proculdubio, aut tacita cordis humani gratia, aut fauoris aura, aut res quelibet exterior desyderatur.	Men enhver bringer svig ind i Guds gerning, som elsker sig selv på uordentlig vis, og igennem det, som han gør ret, har travlt med at komme frem til gengældelsen for det foreløbige gode. Og man bør vide, at der er tre måder, hvorpå bedraget selv kan begås, for uden tvivl gør man igennem bedraget det, enten at man ønsker det menneskelige hjertes tavse nåde, eller ønsker gunstens glans, eller ønsker en eller anden ydre sag.
⁷⁴ Quo contra recte de iusto per prophetam dicitur. Beatus qui excutit manus suas ab omni munere. Quia enim non solum fraus in acceptatione pecuniae est. Munus proculdubio vnum non est.	Derfor siges det igennem profeten om den retfærdige imod det rette. Salig er den, som holder sine hænder borte fra alle gaver. For der er nemlig ikke blot bedrag, når man modtager penge. Gaver er uden tvivl også bedrageriske.
⁷⁵ Tres vero sunt acceptationes munerum ad quas ex fraude festinatur. Munus namque a corde est capta gratia a cogitatione. Munus ab ore est gloria per fauorem Munus ex manu est praemium per dationem.	Men der er tre måder at modtage gaver på, hvorved man kan komme ud af bedraget. En gave fra hjertet er en modtaget nåde til eftertanke. En gave fra munden er en ære gennem en gunstbevisning. En gave fra hånden er en belønning gennem donation.
⁷⁶ Sed iustus quisque ab omni munere manus excutit, quia in eo quod recte agit, nec ab humano corde inanem gloriam, nec ab ore laudem, nec a manu recipere dationem quaerit. Solus ergo in dei opere fraudem non facit, qui cum ad studium bonae actionis in uigilat, nec ad corporalis rei praemia, nec ad laudis verba, nec ad humani iudicij gratiam anhelat.	Men enhver retfærdig holder sine hænder borte fra enhver gave, for i dette gør han, hvad ret er, og søger ikke fra det menneskelige hjertet tom ære, heller ikke fra munden ros, og ikke fra hånden at modtage donation. Altså alene i Guds arbejde opstår der ikke bedrag, når han våger over lysten til den gode handling, og ikke stønner efter den legemlige sags belønning eller efter rosens ord, eller efter den menneskelige bedømmelses nåde.
⁷⁷ Ipsa igitur bona nostra, quia insidiantis culpae gladium euadere nequeunt, nisi sollicito (353) cotidie timore muniantur, per sanctum virum nunc recte dicitur. Verebar omnia opera mea, ac si humili confessione diceretur. Quae aperte egerim video, sed quid in his latenter pertulerim ignoro.	Derfor, selve vore gode gerninger, fordi de ikke kan undgå rænkebrødens sværd, hvis de ikke opbygges af den daglige frygts bekymring, omtales nu ret af den hellige mand: 'Jeg skammer mig over alle mine gode gerninger', som hvis han ville sige med en ydmyg bekendelse: 'Hvor åbent jeg handler, ser jeg nok, men hvad der deri ligger af skjult gennemførelse, opdager jeg ikke.
⁷⁸ Ex his manifeste apparat, quod longe alia mens est Gregori. et Marti. Et quia Gregori. theologia ex Augusti. descendit sicut riuus a fonte, et ipse Gregori. sua scripta sursurem, Augusti. vero similaginem vocat, attende eandem Augustini de beato Iob esse sententiam, vt videre licet de pecca. me. et re. lib. ij. capitu. x. vbi habita mentione Noe Danielis et Iob quasi eorum, qui fuissent excellentissimi, et de Noe quod non fuerit sine peccato probasset, per hoc quod inebriatus, de Daniele vero ex eo quod dicit. Cum orarem et confiterer peccata mea, et populi mei domino deo meo. (Dan 9,20)	Heraf fremgår det klart, at Gregor mener noget helt andet end Martin. Og eftersom Gregors teologi fremgår af Augustins som floden af kilden, og Gregor selv kalder dem Augustins klid, ja hans ligegerning, så lad os se på, hvad Augustins mening er om den salige Job, sådan som man kan se de i 'om syndens fortjeneste og tilgivelse, 2 bog, 10 kap, hvor han nævner Noa, Daniel og Job, og spørger, hvem der var den mest udmærkede, og siger om Noa, at han bevisligt ikke var uden synd, derved at han drak sig fuld, om Daniel taler han ud fra, at han sagde: 'Endnu mens jeg talte og bekendte min synd, og mit folks synd overfor Herren min Gud'.
⁷⁹ Etiam de Iob probat ex locis in quibus mentio peccatorum Iob habetur, vt capitu. ix. xiij. xiiij. et xxij. intendens eum aliquando peccasse, saltem in verbo, vel cogitatione, vt patet inspicienti dictum capitu. x. xi. et xij.	Også om Job beviser han det ud fra de steder, hvor Job nævner sine synder, som i kap 9, 13, 14, hvor han siger, at han i nogen grad har syndet, og til sidst i det ord, eller den overvejelse, som fremgår for den der undersøger udsagnene kap 10, 11 og 12.
⁸⁰	Videre til latlu07!