Tilbage til indholdsfortegnelsen for Confutatio.

Af sognepræst Ricardt Riis.

Der er det interessante ved Confutatio, både i dens latinske og danske udgave, at den i artikel 12 påstår, at det er lutheranernes lære, at "Alle kristne mennesker af begge køn er præster".

Naturligvis er det noget af en tilfældighed, at formuleringen er blevet sådan. Man kan måske oven i købet sige, at det er noget af en ondskabsfuldhed. For omstændighederne ved Confutatios tilblivelse var sådan, at de artikler, som lutheranerne fik til opgave at svare på, var forfattet af katolikkerne, Herborn eller Poul Helgesen, hvem vides ikke. Og det, Lutheranerne skulle svare på, var altså, om de vedkendte sig den lære, der var nævnt i artiklen, eller de tog afstand fra den. Og nogle gange tog faktisk lutheranerne mere eller mindre afstand fra artiklen. De kunne gøre det, som i artikel 2 (se artikel 2), hvor de forsøgte at nedtone den overdrivelse, de fandt i katolikkernes formulering. Eller de kunne gøre det som i artikel 4 (se artikel 4), hvor de vil have en del betingelser knyttet til udtrykket om, at mennesket retfærdiggøres af den 'blotte og bare tro'.

På den baggrund er det sådan set bemærkelsesværdigt, at lutheranerne i så høj grad forsvarer artikel 12, som de gør. De tager den til sig, de anerkender: Dette er vores lære. Ret besynderligt, tiden taget i betragtning.

Når katolikkerne formulerer lutheranernes opfattelse af præsteembedet på den måde, skyldes det sikkert et forsøg på at være drilske eller ondskabsfulde. Tankegangen er logisk nok, sådan set. 'Ha', tænker katolikkerne, 'nu skal vi alligevel fange dem, disse overmodige lutheranere, så enhver kan se deres tåbelighed. De hævder, at enhver, der er døbt, er både præst og biskop og pave. Alt, hvad der er krøbet gennem dåben, som Luther siger, er både præst og biskop. Og så henviser de til ordet her. Men da vi døber både pige- og drengebørn, må det jo betyde, at også kvinder i sig selv har mulighed for at blive præster. Hvis autoriteten til at prædike og administrere sakramenterne kommer nedefra, som lutheranerne hævder, så skal vi alligevel tage dem på ordet; så skal vi påvise, at det føre denne absurde konsekvens med sig. Mon så ikke de bliver tavse!'

At det er med sådanne bagtanker, at artikel 12 er blevet formuleret, som den er, kan ses af et sted i artikel 2, (side 99). Her er Herborn i gang med at diskutere noget helt andet, nemlig den lutherske kirkes aner. Og så siger han, at han ikke kan se, at den har forfædre, når den giver alle kristne af begge køn lige myndighed i alle ting. Han har selv formuleret denne sætning, lutheranerne er "hoppet på den", og det udnytter han så her til at underbygge den påstand, at lutheranerne ikke er værdige arvtagere af den gamle kirke.

På den baggrund er det altså ret bemærkelsesværdigt, at lutheranerne har godkendt artikel 12's formulering. Hvis det fra katolikkernes side var ment som en tilsvining af lutheranerne, hvis de havde tænkt sig at gøre lutheranerne flove over denne absurde konsekvens af deres embedslære, så er foretagendet ganske mislykkedes. Lutheranerne bliver ikke spor flove. Ja, det er næsten, som om de i forvejen havde gennemtænkt også denne konsekvens af deres holdning.

Herborn skelner mellem et indre præstedømme (og det er det, der omtales i de skriftsteder, som lutheranerne henviser til) og et ydre præstedømme. Herom skriver han: "Forøvrigt er der udover det omtalte konge- og præstedømme af uegentlig og overført art, som åndeligt, indre og usynligt og for alle Kristi troende ligeså meget i mangel som i rigdom, ligeså meget træl som fri, endelig ligeså meget for kvinde som for mand, et andet konge- og præstedømme i ligefrem betydning for denne tid efter den evangeliske lov, som er legemligt, ydre og synligt, sikkert og passende af Gud indrømmet de personer, hvis embede Guds kirke offentligt bruger (forsåvidt Guds tempel udover at være et åndeligt og privat er et offentligt og reelt Guds tempel, hvori de troende alle samles)". (Se artikel 12, side 173).

Her ser vi, at det efter alt at dømme er Gal 3,28, der huserer i Herborns tankegang. Han fastholder denne skelnen mellem det ydre og det indre præstedømme, han forklarer i artikel 12, hvordan vi kan kaldes vingårdsmænd, uden i det praktiske liv at være vingårdsmænd, og hvordan talen om konger og præster derfor, som i gammel testamente, er en billedlig tale. I denne billedlige tale er det alle i menigheden, der omtales, både træl og fri, både mand og kvinde. Men, synes så tankegangen at være, hvis man som lutheranerne forveksler dette indre præstedømme med det ydre, hvis man mener, at talen om konger og præster i både ny og gammel testamente gælder et ydre præstedømme, så må jo konsekvensen være, at både kvinder og mænd kan blive præster.

Og som sagt, det bemærkelsesværdige er, at lutheranerne ikke afviser den kosekvens.

Dog må man jo så føje til, at de var så rigelig optaget af de "oprørske" ændringer, man havde indført, at man ikke dengang havde overskud til også at tage den ændring med, at kvinder kunne blive præster. Det var vel også lidt for meget forlangt. Noget af det, der kom til at spille en meget stor rolle i den danske reformationskamp, var spørgsmålet om præstecølibat. De lutherske præster giftede sig rask væk. Men man havde altså enten ikke fantasi til at forestille sig kvindelige præster (som andet end et vildt tankeeksperiment) eller man var for travlt optaget af det mere presserende spørgsmål om præstecølibatet, til at kunne drage flere spørgsmål ind i kampen.

Og efter det, man måske kan kalde "reformations-revolutionen", afsættelsen af bisperne i 1536 og oprettelsen af Christian den Tredies nye lutherske kirke, lagde den lutherske kirke sin tunge hånd ned over al fornyelse. Nu var det ikke paven, der var pave, nu var det Luther, bibelen og kongen. Megen frihed var der ikke tilovers, i hvert fald ikke sammenlignet med den, der havde hersket i 1520erne og 1530erne.
 

I forbindelse med spørgsmålet om kvindelige præster er der imidlertid en iagttagelse, man kan gøre sig i Confutatio, som er ganske interessant.

Der er i artikel 10. Herborn er dèr ved at diskutere, hvorvidt nadveren skal uddeles til lægfolket under begge skikkelser eller kun under én. Som bekendt var det ét af stridspunkterne mellem lutheranere og katolikker. Luther ønskede at gå tilbage til den oprindelige skik; han hævdede, hvad nutidig kirkehistorieforskning giver ham ret i, at skikken med, at kun præsterne fik vinen ved nadveren, ikke var ældre end fra engang i 1200-tallet.

I artikel 10 begynder Herborn besynderlig nok med at erklære lutheranerne for kættere på grund af den ændring af nadverskikken, at de lader også lægfolket få del i vinen. Senere fremfører han som sin historiske overbevisning den påstand, at skikken med, at kun præster får vinen, går helt tilbage til Jesus selv; ved nadverindstiftelsen var kun de 12 apostle tilstede, og de var lige forinden blevet indviet til præster, hævder Herborn. (Se artikel 10, side 163).

Dog er han besynderlig nok ikke mere sikker i sin sag, end at han efter omhyggeligt og omfattende at have argumenteret for dette kirkehistoriske synspunkt fremsætter den påstand, at jo forøvrigt kirken da havde ret til at indføre den ordning at lade vinen være forbeholdt præster. Han skriver: "Men selv om så både Kristi eksempler, hans indstiftelse og hans bud, såvelsom hele kirkens ritualer også kunne belære os om, at man af og til bør give lægfolk begge skikkelse af dette sakramente, hvilket dog ikke nogetsteds kan ske, skønt vi ikke kan siges at være bekendt med, at dette har været skik i nogle specielle kirker, -- hvorfor kunne da ikke kirken med gyldige grunde forandre dette ritual og denne skik, uden at Gud, sakramentet eller lægfolket blev forurettet? Mon ikke kirken i dåben, der er et højst nødvendigt sakramente, ændrede formen: 'i faderens og sønnens og helligåndens navn', som er foreskrevet af Kristus, så den kort efter begyndelsen døbte 'i Kristi navn'? Mon ikke den i dette selvsamme nadversakramente har både ændret og forvendt meget? Mon ikke kirken bruger en anden form ved konsekrering af kalken, end nogen af evangelisterne eller apostelen Paulus brugte? Mon den ikke blander vand i vinen i kalken, noget, som Kristus ikke ses at have gjort? Mon ikke engang den konsekrerede gæret brød, for ikke at synes jødisk, selv om den ikke var uvidende om, at Kristus havde konsekreret usyret brød? Mon ikke endelig kirken har anordnet, at dette sakramente, skønt det af Kristus blev indstiftet efter måltidet, skal nydes af fastende? Hvorfor har da ikke den samme kirke altid den samme ret, når den her skal tage hensyn til folks alder, uforstand, sygdom og anden slags mangel, og dèr til mangel på vin, til dens holdbarhed, til væmmelse, opkastninger, diarré, og andre af den slags farer, til at bestemme, at lægfolk ikke skal have adgang til vinens skikkelse, når det sker til Guds og sakramentets ære og værdighed, og uden at noget menneske bedrages, når den har en lige så stor nåde at give under én skikkelse, som under begge?" (Se artikel 10, side 165).

Et lidt langt citat, indrømmer jeg, men jeg synes, det er væsentligt at få alle de eksempler med, som Herborn drager frem, eksempler på, at kirken har ændret på sakramenterne. Herborn vil ud fra dette argumentere, at så kan kirken sandelig også ud fra gode grunde bestemme, at kun præster må få vinen. Jeg og min nutidige kirke vil argumentere, at så kan kirken da sandelig også bestemme, at ikke blot mænd, men også kvinder kan blive præster.
 

Til sidst skal jeg nævte et citat fra Poul Helgesens bog imod Malmøbogen. Helgesen skriver: "Ther som sanctus Paulus nw hørde huore ther siwngis wdi the Luthersche forsamblinger bode aff qwinner oc mend, wnge oc gamble, tha schulde hand thet saare laste. Wille hand icke tillstæde att qwinner motte tale eller spørie wdi noger christen forsambling, møgett mijndre schulde hand thet lijde, att the schulde qwæde wdi samme forsambling mett eett klingende stæmme". (Poul Helgesen, samlede værker, bind 3, side 116). Kan gerne være, at man ikke allerede fra reformationen fik kvindelige præster. Men man fik dog, ikke helt uden modstand, kan man forstå, gennemført salmesang på modersmålet. Vi plejer at hæfte os ved, at den blev fremført på modersmålet, men ifølge Helgesen-citatet her, bør vi måske hæfte os lige så meget ved, at den blev fremført af mænd og kvinder side om side.

Forøvrigt kan man vende Poul Helgesens tankegang her om. Helgesen henviser til Paulus' forbud mod, at kvinder talte i forsamlingen, 1 Kor 14, 34. Meget mindre, siger han, ville Paulus havde tilladt, at de skulle synge i forsamlingen med en klingende stemme. Nu blev det jo ikke desto mindre gennemført, at kvinder kom til at synge i forsamlingen med deres klingende stemme, og hvis det var den største anstødssten for Paulus (efter Poul Helgesens mening), så må han jo ikke rotere særlig meget i sin grav derved, at kvinder er blevet præster.

Dog må det jo indrømmes, at sådan er der meget få af modstanderne mod kvindelige præster, der betragter sagen.

Men i hvert fald, kvinders sang blev indført ved reformationen, og den har vi vænnet os til igennem de knap fem hundrede år, der er gået. Ja, jeg har endda hørt nogen, der er glade for den.