Luther: Om et kristenmenneskes frihed.

Indhold:

Åbent brev til pave Leo den tiende. ( Note 1)

Fortale (tysk)

For det første. To modsætninger.

For det andet. Legeme og sjæl.

For det tredje. Legemlige brøst når ikke ind til sjælen.

For det fjerde. Klæder, spise, drikke, valfarter gør intet fra eller til.

For det femte. Sjælen lever af Guds ord.

For det sjette. Fortvivlelse/tro.

For det syvende. Troen gør from.

For det ottende. Lovens anden brug.

For det niende. Tror du, så har du.

For det tiende. Ordets og sjælens sammenknytning.

For det elfte. Sammenligning mellem at tro på et menneske og at tro på Gud.

For det tolvte. Kristus som sjælens brud. Communicatio idiomatum.

For det trettende. Ved det første bud (troen) opfyldes alle de andre.

For det fjortende. Kristus som førstefødt, præst og konge.

For det femtende. De kristne som konger.

For det sekstende. De kristne som præster.

For det syttende. Om det almindelige og det særlige præstedømme.

For det attende. Om den rette prædiken. Det salige bytte.

For det nittende. Det ydre menneske. Den kristne som træl.

For det tyvende. (Legemet skal betvinges)

For det én og tyvende. Gerningernes hensigt må ikke være at blive retfærdiggjort.

For det to og tyvende. Den kristnes gerninger er som Adams gerninger i paradis, eller som en indviet biskops biskoppelige gerninger.

For det tre og tyvende. En god mand gør gode gerninger.

For det fire og tyvende. Den ondes fejl er vantroen.

For det fem og tyvende. De falske gode gerninger.

For det seks og tyvende. Gerningerne mod næsten. Kristi fri gerninger.

For det syv og tyvende. Den kristnes frie gerninger.

For det otte og tyvende. Eksempler på frie gerninger, Maria, Paulus, Kristus, præsters og munkes gerninger.

For det ni og tyvende. De kirkelige gerninger; en kristen dække over sin næste.

For det tredivte. Troen hæver den kristne til Gud; kærligheden sender ham ned til næsten.

Erlangerudgaven 53,41.

Weimar udgaven 7,3

¹ Ein Sendbrief an den Papst Leo X. Von der Freiheit eines Christenmenschen.
1520.
Sendebrev til pave Leo X. Om et kristen menneskes frihed.

² Dem allerheyligsten in gott vatter Leoni. dem czehenden. Bapst zu Rom alle selickeyt ynn Christo Jhesu unserm herrn Amen. Den allerhelligste fader i Gud, Leo den Tiende, pave i Rom, tilønskes al salighed i Kristus Jesus vor Herre. Amen.

³ Allerheiligster in Gott Vater. Es zwingt mich der Handell und Streit, in wilche ich mit etlichen wusten Menschen dieser Zeit nu bis ins dritte Jahr kummen bin, zuweilen nach dir zu sehen und dein gedenken. Ja, dieweil es dafur gehalten wird, du seiest die einige Häuptsach dieses Streitis: so kann ichs nit lassen, dein ohn Unterlass zu gedenken. Allerhelligste fader i Gud!
Det stridsspørgsmål, som på dette tidspunkt nu er standende på tredje år mellem mig og visse forvirrede mennesker, tvinger mig til ind imellem at vende mine øjne og mine tanker mod dig. Ja, eftersom du anses for at være den eneste hovedgenstand i denne strid, så kan jeg ikke lade være med ustandseligt at tænke på dig.

⁴ Dann wiewohl ich von etlichen unchristlichen Schmeichler, wilch ohn alle Ursach auf mich erhetzit sein, gedrungen bin, mich auf ein christlich frei Concilio von deinem Stuhel und Gericht in meiner Sach zu berufen: so habe ich doch meinen Mueth noch nie also von dir entfrembdet, dass ich nit aus allen meinen Kräften dir und deinem Romischen Stuhel das Beste allzeit gewunscht, und mit fleissigem, herzlichem Gebet, so viel ich vormocht, bei Gott gesucht habe. For endskønt jeg har set mig nødsaget til, på grund af nogle ukristelige smigrere, som uden nogen begrundelse har drevet hetz imod mig, i min sag at beråbe mig på et kristeligt frit koncil for din stol og dommersæde, så har jeg dog endnu ikke gjort mit sind så fremmed fra dig, at jeg ikke af alle mine kræfter ønsker dig og din romerske stol det bedste og med flittig bøn af hjertet hos Gud har søgt så meget, jeg formåede.

⁵ Wahr ist es, dass ich die, so bisher mit der Hohe und Grösse deines Namens und Gewalt zu bedräuen sich bemühet haben, gar fast zu vorachten und ubirwinden furgenummen habe. Aber einis ist nu vorhanden, wilchs ich nit thar vorachten, wilchs auch die Ursach ist, dass ich abermahl zu dir schreibe; und ist nämlich, dass ich vormerk, wie ich (E42) vorsprochen, und mir ubel ausgelegt werde, dass ich soll auch deiner Person nit vorschonet haben. Sandt er det, at jeg har taget mig for helt at foragte og gendrive dem, der hidtil har anstrengt sig for at true med dit navn og din magt. Men nu er der kommet noget frem, som jeg ikke tør foragte, noget, der også er grunden til, at jeg igen skriver til dig; det er nemlig, at jeg mærker, hvordan jeg bliver bagtalt og det bliver dårligt udlagt om mig, at jeg ikke skulle have skånet din person.

⁶ Ich will aber frei und offentlich das bekennen, dass mir nit anders bewusst ist, denn so oft ich deiner Person habe gedacht, allzeit das Ehrlichst und (W4) Beste von dir gesagt habe. Und wo ich das irgend nit hätte gethan, kunnt ichs selbs in keinem Weg loben, und müsste meiner Kläger Urtheil mit vollem Bekenntnis bekräftigen, und wollt nit liebers, dann solches meines Frevels und Bosheit das Widerspiel singen, und mein sträflich Wort widerrufen. Ich habe dich genennet ein Daniel zu Babylonen, und wie ich dein Unschuld so fleissig habe beschutz wider den Schändler Sylvestrum, mag ein Jeglicher, der es lieset, ubirflussig vorstehen. Men jeg vil fri og offentlige bekende, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at så ofte jeg har tænkt på din person, har jeg altid sagt det mest ærbødige og bedste om dig. Og hvis jeg ved en eller anden lejlighed ikke havde gjort det, kunne jeg selv på ingen måde rose det, men måtte med en fuld bekendelse bekræfte mine klageres dom over mig, og ville intet ønske mere end at sige det modsatte af denne bespottelse og ondskab fra min side, og at jeg kunne genkalde mit strafbare ord. Jeg har kaldt dig en Daniel i Babylon, og ligesom jeg på den måde flittigt har beskyttet din uskyld overfor skændere som Sylvester, sådan kan enhver, der læser det, forstå det til overflod.

⁷ Es ist ja dein Geruch und deines gutis Lebens Namen in aller Welt berufen, durch viel Hochgelehrten herrlicher und besser gepreiset, denn dass es Jemand mocht mit einiger List antasten, er sei ja, wie gross er múge. Dit rygte og omtalen af die gode levned er jo berømt i hele verden, herligere og bedre priset af mange højlærde, end at nogen kan antaste det med list, så kan han være så stor, han vil.

⁸ Ich bin nit so närrisch, dass ich allein denen angreife, den Jedermann lobet; dazu habe ich allzeit die Weise gehabt und fortan haben will, auch die nit anzutasten, die sonst fur Jedermann ein bose Geschrei haben. Mir ist nit wohl mit den Anderen Sunde, der ich wohl weiss, wie ich auch einen Balken in meinem Auge habe (Luk 6,41f), und freilich der erste nit sein kann, der den ersten Stein auf die Ehebrecherin werf (Joh 8,7). Jeg er ikke så naragtig, at jeg kun angriber den, som enhver roser; desforuden har jeg altid haft den skik og vil også fremover have det, at jeg heller ikke antaster dem, som iøvrigt i enhvers øjne har et dårligt ry. Jeg glæder mig ikke over de andres synder, fordi jeg godt véd, at også jeg har en bjælke i øjet, og bestemt ikke kan være den, der kaster den første sten på ægteskabsbrydersken.

⁹ Ich hab wohl scharf angriffen, doch in der Gemein hin, etlich unchristlich Lehre, und auf meine Widersacher beissig gewesen, nit umb ihres boses Lebens, sondern umb ihrer unchristlichen Lehre und Schutzs willen. Jeg har godt nok skarpt, men i al almindelighed, angrebet nogle ukristelige lærdomme, og været bidsk mod mine modstandere, ikke på grund af deres onde levned, men på grund af deres ukristelige lære og for at forsvare mig selv.

¹⁰ Wilchs mich sogar nichts bereuet, dass ich mirs auch in Sinn genummen hab, in solcher Emsigkeit und Schärpf zu bleiben, unangesehen, wie mir dasselb Etlich auslegen; so ich hie Christus Exempel hab, der auch seine Widersacher aus scharfer Emsigkeit nennet: Schlangenkinder (Matt 23,33), Gleissner (v15f), Blinde (v 17,24,26), des Teufels Kinder (Joh 8,44), und Sanct Paulus den Magum heisset ein Kind des Teufels, und der voll Bosheit und Trügerei sei (Apg 13,10), und etlich falsche Apostel (E43) schilt er Hunde (Fil 3,2), Betrüger (Tit 1,10) und Gotts Wort Vorkehrer, Gal 1,7). Dette angrer jeg slet ikke. Jeg har endog sat mig for at forblive i en sådan ivrighed og skarphed, uanset hvordan nogle udlægger det om mig; fordi i det stykke har jeg Kristi eksempel, han, der også i skarp iver kaldte sine modstandere 'øgleunger', 'hyklere', 'blinde', 'djævelens børn'.Og Paulus kalder mageren et djævelens barn, som er fuld af ondskab og bedrag, og nogle falske apostle kalder han hunde, bedragere og fordrejere af Guds ord.

¹¹ Wenn die weichen zarten Ohren solchs hätten gehöret, sollten sie auch wohl sagen, es wäre Niemand so beissig und ungeduldig als Sanct Paulus. Und wer ist beissiger denn die Propheten? Aber zu unsern Zeiten sein unser Ohren sogar zart und weich worden, durch die Mennige der schädlichen Schmeichler, dass, sobald wir nit in allen Dingen gelobet werden, schreien wir, man sei beissig; Hvis de bløde sarte ører havde hørt sådan noget, ville de vel også have sagt, at ingen var så bidsk og utålmodig som Paulus. Og hvem er mere bidsk end profeterne? Men i vore dage er vore ører blevet så sarte og bløde, på grund af de mange skadelige smigrere, at vi, så snart vi ikke får ros for alle ting, skriger op om, at man er bidsk;

¹² und dieweil wie uns sonst der Wahrheit nit erwehren mügen, entschlahen wir uns doch derselben durch erdichte Ursach der Beissigkeit, der Ungeduldigkeit und der Unbescheidenheit. Was soll aber das Salz, wenn es nit scharf beisset? Was soll die Schneide am Schwert, wenn sie nicht scharf ist zu schneiden? Sagt doch der Prophet: Der Mann ist vormaledeiet, der Gotts Gebot obenhin thut, und zu sehr vorschonet (Jer 48,10). og fordi vi ikke ellers kan værge os mod sandheden, så unddrager vi os den dog ved at opdigte en beskyldning for bidskhed, utålmodighed og ubeskedenhed. Men hvad skal saltet, hvis de ikke bider skarpt? Hvad skal sværdets æg til for, hvis den ikke er skarp til at skære? Profeten siger dog: Den mand er forbandet, der er efterladende med Guds bud og udviser for megen skånsel.

¹³ Darumb bitt ich, heiliger Vater Leo, wollist diese meine Entschuldigung dir gefallen lassen, und mich gewiss fur den halten, der wider deine Person (W5) nie nichts Bosis habe furgenummen, und der also gesinnet sei, der dir wunsche und gahn das Allerbeste, der auch keinen Hader noch Gezank mit Jemand haben wolle, umb Jemands boses Lebens, sondern allein umb des gottlichen Wortis Wahrheit willen. Derfor beder jeg om, kære fader Leo, at du vil lade denne min undskyldning behage dig, og sikkert og vist regne mig for et menneske, der aldrig nogensinde har foresat sig noget ondt imod din person, og som er sådan sindet imod dig, at han ønsker og under dig det allerbedste, og som heller ikke vil føre strid eller kiv med nogen for hans onde levneds skyld, men alene for det guddommelige ords sandheds skyld.

¹⁴ In allen Dingen will ich Jedermann gerne weichen; das Wort Gottis will ich und mag ich auch nicht vorlassen noch vorlaugnen. Hat Jemand einen andern Wahn von mir, oder meine Schrift anders vorstanden, der irret, und hat mich nit recht vorstanden. I alle ting vil jeg gerne vige for enhver; men Guds ord vil jeg og tør jeg ikke forlade eller fornægte. Har nogen en anden opfattelse af mig, eller har nogen forstået mine skrifter anderledes, så tager han fejl og har ikke forstået mig ret.

¹⁵ Das ist aber wahr, ich habe frisch antastet den Romischen Stuhel, den man nennet Romischen Hof; wilchen auch du selbs, noch Niemand auf Erden anders bekennen muss, denn dass er sei ärger und schändlicher, denn je kein Zodoma, Gomorr, odder Babylonien gewesen ist. Men det er sandt nok, jeg har frisk angrebet den romerske stol, som man kalder det romerske hof; og det må også du, og alle på jorden bekende, at det er værre og skændigere end Sodoma, Gomorra eller Babylon nogensinde har været.

¹⁶ Und so viel ich merk, so ist seiner Bosheit hinfurt wider zu rathen noch zu helfen. Es ist alles ubiraus vorzweifelt und grundlos da worden. Darumb hats mich vordrossen, dass man unter deinem Namen und der Romischen Kirchen Schein das arm (E44) Volk in aller Welt betrog und beschädigt; dawider hab ich mich gelegt, und will mich auch noch legen, so lang in mir mein christlicher Geist lebet. Og så vidt jeg kan mærke er der fra nu af intet råd eller hjælp imod dets ondskab. Det er altsammen i det stykke blevet ovenud fortvivlet og bundløst. Derfor er jeg meget ked af, at man under dit navn og under skin af romersk kirke bedrog og skadede det stakkels folk i hele verden; det har jeg lagt mig imod, og det vil jeg også fremover lægge mig imod, så længe min kristelige ånd lever i mig.

¹⁷ Nit, das ich mich vormess solcher unmüglicher Ding, oder vorhoffte etwas auszurichten in der allergräulichsten Romischen Zodoma und Babylonien, zuvor dieweil mir so viel wuthender Schmeichler widerstreben; sondern dass ich mich einen schuldigen Diener erkenne aller Christenmenschen: daher mir gebühret ihn zu rathen und warnen, dass sie je doch weniger Zahl und mit geringerm Schaden vorderbet wurden von den Romischen Vorstorern. Ikke, at jeg formaster mig til en så umulig ting eller håber at kunne udrette noget i det allergrueligste romerske Sodoma og Babylon, især fordi så mange rasende smigrere efterstræber mig; men jeg bekender mig som en skyldig tjener for ethvert kristenmenneske; derfor bør jeg råde og advare dem, at de dog bliver fordærvet i mindre tal og med mindre skade af de romerske ødelæggere.

¹⁸ Dann das ist dir selbst je nit vorborgen, wie nu viel Jahr lang aus Rom in alle Welt nichts Anders denn Vorderben des Leibs, der Seelen, der Guter, und aller bösen Stuck die allerschädlichsten Exempel gleich geschwemmet und eingerissen haben; wilchs alls offentlig am Tage Jedermann bewusst ist, dadurch die Romisch Kirche, die vor Zeiten die allerheiligist war, nu worden ist eine Mordgruben uber alle Mordgruben, (Matt 21,13) ein Bubenhaus uber alle Bubenhäuser, ein Häupt und Reich aller Sund, des Todes und Vordampniss, dass nit wohl zu denken ist, was mehr Bosheit hie müge zunehmen, wenn gleich der Endchrist selbs käme. For det er jo ikke skjult for dig selv, hvordan der nu i mange år fra Rom er ligesom strømmet ud og brudt ind til hele verden intet andet end fordærv på legemet, på sjælene, på gods, og de allerskadeligste eksempler på alle onde tildragelser. Hvilket altsammen åbent ligger for dagen og er enhver bevidst. Derved er den romerske kirke, der før var den allerhelligste, nu blevet en morderkule over alle morderkuler, et horehus over alle horehuse, et overhoved og et rige for al synd, død og fordømmelse, så man ikke kan forestille sig, hvordan ondskaben kan tage mere til, selv hvis antikrist selv kom.

¹⁹ Indess sitzst du, heiliger Vater Leo, wie ein Schaf unter den Wolfen (Matt 10,16), und gleichwie Daniel unter den Leuen (Dan 6,16) und mit Ezechiel unter den Scorpion (Ez 2,6). Was kannst du Einiger wider so viel wilder Wunder? Und ob dir schon drei oder vier gelehrte frumm Cardinal zufielen; was wäre das unter solches Haufen? Imens sidder du, hellige fader Leo, som et får mellem ulve, og som Daniel blandt løverne og med Ezekiel blandt skorpionerne. Hvad kan du alene mand stille op mod så mange vilde uhyrer? Og selv om de have tre eller fire kardinaler med dig, hvad var det blandt en sådan hob?

²⁰ Ihr musstet ehe durch Gift untergahen, ehe ihr furnähmet der Sachen zu helfen. Es ist aus mit dem Romischen Stuhel, Gottis Zorn hat ihn ubirfallen ohn Aufhoren. Er ist feind den gemeinen Conciliis; er will sich nit unterweisen noch reformieren lassen, und vormag sein wuthends unchristlich (W6) Wesen nit hindern; damit er erfullet, das gesagt ist von seiner Mutter, der alten Babylonen (Jer 51,9): Wir haben viel geheilet an der Babylonen, noch ist sie nit gesund worden, wir wollen sie fahren lassen. I ville blive ombragt med gift, før I fik begyndt på at afhjælpe sagerne. Det er ude med den romerske stol, Guds vrede har ramt den uden ophør. Den er fjendtlig stemt imod de almindelige konciler. Den vil ikke lade sig undervise eller reformere, og formår ikke at styre sit rasende ukristelige væsen. Dermed er det opfyldt, som er sagt om dens mor, det gamle Babylon: Vi har brugt mange lægemidler på Babylon, endnu er hun ikke blevet rask, vi vil lade hende fare.

²¹ Es sollt wohl dein und der Cardinaln Werk sein, (E45) dass ihr diesem Jammer wehret; aber die Krankheit spott der Aerznei, Pferd und Wagen geben nicht auf den Fuhrmann. Das ist die Ursach, warumb es mir allzeit ist leid gewesen, du frummer Leo, dass du ein Papst worden bist in dieser Zeit, der du wohl würdig wärist, zu bessern Zeiten Papst sein. Der Romischen Stuhel ist deiner und deinis Gleichen nit werth, sondern der böse Geist sollte Papst sein, der auch gewisslich mehr, denn du, in der Babylonen regieret. Det skulle vel være din og kardinalernes opgave, at afværge denne jammer; men sygdommen spotter ad lægemidlerne, hest og vogn retter sig ikke efter kusken. Det er grunden til, at det altid har gjort mig ondt for dig, fromme Leo, at du blev pave i denne tid, du, der dog var værdig til at være pave i en bedre tid. Den romerske stol er ikke dig og dine lige værdig, men den onde ånd skulle være pave, og han regerer sikkert også mere i dette Babylon, end du gør.

²² O wollt Gott, dass du entledig von der Ehre (wie sie es nennen, dein allerschädlichsten Feind) etwan von einer Pfrund oder deinem väterlichen Erb dich halten mochtist! O Gud give, at du kunne blive fritaget for den ære (som de kalder det, dine allerskadeligste fjender) og give dig til at leve som sognepræst eller af din fædrende arv!

²³ Furwahr, mit solcher Ehre sollte billig Niemand, denn Judas Scharioth und seines Gleichen, die Gott verstossen hat, geehret sein (Joh 17,12). Denn, sag mir, wozu bist du doch nutz in dem Papstthum, denn das, je ärger und vorzweifelter ist, je mehr und starker es deiner Gewalt und Titel misbraucht, die Leut zu beschädigen an Gut und Seel, Sund und Schand zu mehren, den Glauben und Wahrheit zu dämpfen. O du allerunseligst Leo! Der du sitzist in des allerfährlichsten Stuhel. Währlich, ich sag dir die Wahrheit; denn ich gahn dir Gutis. I sandhed, med en sådan ære skulle billigvis ingen anden æres end Judas Iskariot og hans lige, som Gud har forstødt. For sig mig, hvad nytte er du dog til i pavedømmet, andet end at, jo værre og mere fortvivlet det er, jo mere og stærkere misbruger pavedømmet din magt og titel til at beskadige folk på gods og sjæl, til at øge synd og skændsel, til at neddæmpe troen og sandheden. O du allermest usalige Leo! Du, som sidder i den allerfarligste stol. I sandhed, jeg siger dig sandheden; for jeg under dig det godt.

²⁴ So Sanct Bernhard seinen Papst Eugenium klagt, da der Romische Stuhel, wiewohl er schon auch zu derselben Zeit aufs Aergist war, doch noch in guter Hoffnung des Besserniss regiert, wie vielmehr sollen wir dich klagen, dieweil in diesen dreihundert Jahren die Bosheit und das Vorderben so unwiderstattlich hat zu ubirhand genummen. Hvis Sankt Bernhard klager til sin pave Eugenius, da den romerske stol dog regerede i godt håb om bedring, skønt den allerede også på den tid var meget slem, hvor meget mere skal da ikke vi klage til dig, eftersom ondskaben og fordærvet i disse tre hundrede år har taget så uimodståelig overhånd.

²⁵ Ists nit wahr, dass unter des weiten Himmel ist nichts Aergers, Vorgiftigers, Hässigers, denn der Romische Hof? denn er weit ubirtritt der Turken Untugend: dass es wahr ist, Rom sei vor Zeiten gewest ein Pfort des Himmels, und ist nun ein weit aufgesperreter Rache der Hölle, und leider, ein solcher Rache, den durch Gottis Zorn Niemand zusperren; und kein Rath mehr ubrig ist, denn so wir mochten etlich warnen und erhalten, dass sie von dem Romischen Rachen nit vorschlunden würden. Er det ikke sandt, at der under hele himlen ikke findes noget værre, noget mere giftigt, noget mere fortjent forhadt end det romerske hof? For det overgår langt tyrkernes udyder. Er det ikke sandt, at Rom før i tiden var en port til himlen, og nu er et bredt opspærret gab til helvede, og desværre, et sådant gab, som ingen kan lukke, fordi det er under Guds vrede; og at der ikke er andet råd tilbage, end om vi kunne advare og opholde nogle, så at de ikke bliver slugt af det romerske gab.

²⁶ Siehe da, mein Herr Vater, das ist die Ursach und Bewegung, warumb ich so hart wider diesen (E46) pestilenzischen Stuhel gestossen habe. Denn sogar habe ich mir nit forgenummen wider deine Person zu wuthen, dass ich auch gehoffet habe, ich wurd bei dir Gnad und Dank vordienen, und fur dein Bestis gehandelt erkannt werden, so ich solchen deinen Kerker, ja deine Hölle, nur frisch und scharf angriff. Se her, min herr fader, det er årsagen og bevæggrunden til, at jeg har stødt så hårdt imod denne pestbefængte stol. For endog har jeg ikke sat mig for at rase imod din person, fordi jeg også har haft det håb, at jeg hos dig kunne fortjene nåde og tak, og blive erkendt som én, der har handlet til dit bedste, eftersom jeg frisk og skarpt har angrebet dit fængsel, ja dit helvede.

²⁷ Denn ichs acht, es wäre dir und vielen Andern gut und (W7) selig, alls, was alle vornunftige, gelehrte Männer wider die allerwusten Unordning deinis unchristlichen Hofs vormochten aufzubringen. Sie thun furwahr ein Werk, das du solltist thun, alle, die solchem Hof nur alls Leid und alls Ubel thun; sie ehren Christum, alle, die den Hof aufs Allermeist zu Schanden machen. Kurzlich, sie sein alle gute Christen, die bose Romisch sein. For jeg har regnet med, at det ville være godt og saligt for dig og mange andre, alt det, som alle fornuftige, lærde mænd formåede at fremføre imod dit allerafsindigste hofs ukristelige uorden. De øver i sandhed en gerning, som du skulle gøre, alle de, der øver al pine og alt ond mod et sådant hof; de ærer Kristus, alle de, der allermest gør hoffet til skamme. Kort sagt, de, der er dårlige romere, er alle gode kristne.

²⁸ Ich will noch weiter reden. Es wäre mir auch dasselb nie in mein Herz kummen, dass ich wider den Romischen Hof hätte rumoret, oder etwas von ihm disputirt. Denn dieweil ich sahe, dass ihm nit zu helfen, Kost und Mühe vorloren war, habe ich ihn voracht, ein Urlaubsbrief geschenket, und gesagt: Ade, liebs Rom, stink fortan, was da stinkt und bleib unrein fur und fur, was unrein ist; (Åb 22,11) hab mich also begeben in das stille gerügte Studiern der heiligen Schrift, damit ich forderlich wäre denen, bei wilchen ich wohnet. Jeg vil sige lidt mere. Det ville slet ikke være opkommet i mit hjerte, at jeg skulle larme op mod det romerske hof eller disputere noget om det. For da jeg så, at det ikke var til at hjælpe det, anstrengelser og møje var spildte, foragtede jeg det, sendte det min opsigelse og sagde: Farvel kære Rom, stink videre, hvad der stinker, og vær urent fremover, hvad der er urent; jeg begav mig altså ind i det stille og rolige studium af den hellige skrift, hvormed jeg gjorde min skyldighed mod dem, som jeg boede iblandt.

²⁹ Da ich nun hie nit unfruchtbarlich handelte, thät der bose Geist sein Augen auf, und ward dess gewahr; behend erweckt er mit einer unsinnigen Ehrgittigkeit sein Diener Johann Eccium, einen sonderlichen Feind Christi und der Wahrheit, gab ihm ein, dass er mich unvorsehens risse in ein Disputation, und ergriffe bei einem Wortlin von dem Papstthumb gesagt, das mir angefähr empfallen war. Da jeg nu her ikke handlede uden frugt, gjorde den onde ånd store øjne og blev sig det bevidst; i hast vækkede den sin tjener, Johan Eck, med en vanvittig ærgerrighed, han, der i særlig grad var fjende af Kristus og af sandheden, gav ham den idé, at han uden forberedelse skulle drage mig ind i en disputation og holde mig fast på et ord om pavedømmet, som jeg nok havde sagt.

³⁰ Da warf sich auf der gross ruhmrediger Held, spruhet und schnaubt, als hätt er mich schon gefangen; gab fur, er wollt zu Ehren Gott und Preis der heiligen Romischen Kirchen alle Ding wagen und ausfuhren; blies sich auf, und vormass sich deiner Gewalt, wilchs er dazu gebrauchen wollt, dass er der ubirste Theologus in der Welt berufen wurd, dess er auch gewiss wartet, mehr denn des Papstthumbs. Liess sich dunken, es sollt ihm nit wenig dazu furträglich sein, wo er Doctor Luthern im (E47) Heerschild fuhret. Da ihm nu das misslungen, will der Sophist unsinnig werden; denn er nu fühlet, wie durch sein Schuld allein des Romischen Stuhels Schand und Schmach an mir sich eroffnet hat. Så kastede den stortalende helt sig op, spruder og snerrer, som havde han allerede fanget mig; foregav, at han til Guds ære og til pris for den hellige romerske kirke ville vove og udføre alle ting; blæste sig op og formastede sig til at påberåbe sig din magt, som han ville bruge til at blive udnævnt til den ypperste teolog i verden, hvilket han også sikkert stræber mere efter end efter pavedømmets sag. Lod det skinne igennem, at det til den ende skulle være ham til ikke ringe fordel, hvis han kunne triumfere over doktor Luther. Da det nu ikke lykkes for ham, bliver sofisten rasende; for han føler nu, hvordan på grund af ham alene den romerske stols skam og skændsel har åbenbaret sig gennem mig.

³¹ Lass mich hie, heiliger Vater, meine Sach auch einmal fur dir handeln, und dir deine rechte Feinde vorklagen. Es ist dir ihn Zweifel bewusst, wie mit mir gehandelt hab zu Augsburg der Cardinal St. Sixti, dein Legat; furwahr, unbescheiden und unrichtig, ja auch untreu, in wilches Hand ich umb deinetwillen alle mein Sach also stellet, dass er Fried gebieten sollte; ich wollt der Sachen ein End lassen sein und stille schweigen, so mein Widersacher auch stille stunden, wilchs er leicht mit einem Wort hätt mocht ausrichten. Kære hellige fader, lad her også mig for en gangs skyld behandle min sag for dig, og anklage dine rette fjender. Du er uden tvivl klar over, hvordan kardinal Cajetan, din legat, har handlet med mig i Augsburg; i sandhed urimeligt og ukorrekt, ja også utroværdigt; i hans hånd lagde jeg for din skyld hele min sag, for at han skulle påbyde fred. Jeg ville gøre en ende på sagen og tie stille, hvis mine modstandere også tav stille. Det kunne han let have udrettet med et ord.

³² Da jucket ihn der Kutzel zeitlichs Ruhms zu seher, vorachtet mein Erbieten, unterstund sich, meine Widersacher zu rechtfertigen, ihnen nur länger Zaum lassen, und mir zu widerrufen gebieten, dess er keinen Befehl hatte. Also ists geschehen durch seinen muthwilligen Frevel, dass die Sach ist seint viel ärger (W8) worden, die zu der Zeit an einem guten Ort war. Darumb, was weiter darnach ist gefolgt, ist nit mein, sondern desselben Cardinalis Schuld, der nicht mir gonnen wollte, dass ich schweige, wie ich so hochlich bat. Was sollt ich da mehr thun? Da rykkede kløen efter verdsligt ry for stærkt i ham, han foragtede mit tilbud, understod sig i at retfærdiggøre mine modstandere, gav dem kun længere snor og bød mig tilbagekalde, hvilket han ikke havde befaling til. Sådan er det gået til, at ved hans frække overmod er sagen, der dengang stod godt, siden blevet meget værre. Derfor er det, der følger derefter, ikke min skyld, men denne kardinals skyld, som ikke undte mig, at jeg skulle tie, selv om jeg inderligt bad om det. Hvad skulle jeg da mere gøre?

³³ Darnach ist kummen Er Carol von Miltitz, auch deiner Heiligkeit Botschaft, welcher mit vieler Mühe hin und her reisend, und allen Fleiss furwendend, die Sach wieder auf einen guten Ort zu bringen, davon sie der Cardinal hochmuthig und frevelig vorstossen hat; zuletzt durch Hülf des Durchleuchtigsten Hochgebornen Kurfursten Herzog Friedrich zu Sachsen etc. zuwegen bracht, etlich Mal mit mir zu besprechen. Derefter kom herr Karl von Miltitz, også din helligheds sendebud, som med megen møje rejste frem og tilbage, anvendte al flid for igen at bringe sagen til det gode stade, hvorfra kardinalen overmodigt og frækt havde nedstødt den; til sidst bragte han med den durchlautigste højvelbårne kurfyrste hertug Frederik af Saksens hjælp, nogle samtaler i stand med mig.

³⁴ Hie habe ich abermals mich lassen weisen, und deinem namen zu Ehren schweigen, die Sach den Erzbischoff zu Trier oder Bischoff zu Numburg vorhören und scheiden zu lassen vorwilligt; wilchs also geschehen und bestellet. Da solches in guter Hoffning und Fried stund, fället einher din grösster rechter Feind, Johannes Eccius, mit seiner Disputation zu Leipzig, die er hat ihm furgenommen wider Doctor Carlstad, und mit seinem (E48) wetterwendischen Worten findet er ein Fundlein von dem Papstthumb, und kehret auf mich unvorsehens seine Fahnen und ganzes Heere, damit des furgenommen Frieds Furschlag ganz zustöret. Her har jeg igen ladet mig råde til dit navn til ære at tie, og indvilgede i at lade sagen forhøre og afgøre af ærkebiskoppen af Trier eller biskoppen af Naumburg. Hvilket også skete og blev ordnet. Da dette nu stod i godt håb og fred, bryder den største af dine fjender, Johannes Eck, ind med sin disputation i Leipzig, som han havde fået i stand med dokter Karlstadt, og med sine ord, der er som vinden blæser, finder han et lille ord om pavedømmet og vender imod mig uden varsel sine faner og hele sin hær, hvorved han ødelægger det planlagte fredsforslag.

³⁵ Indess wartet Er Carolus; die Disputation ging fur sich; Richter wurden erwählet; ist aber Nichts ausgericht. Wilchs mich nit wundert. Denn Eck mit seinen Lugen, Sendbriefen und heimlichen Practiken die Sache also vorbittert, vorwerret und zurschellet, dass, auf wilch Seit das Ortheil gefallen wäre, ein grösser Feur, ohn Zweifel, sich erzundet hätte; denn er suchte Ruhm, und nit die Wahrheit. Imens venter herr Karl; disputationen gik for sig; dommere blev valgt; men intet kom der ud af det. Hvilket ikke undrer mig. For Eck forbitrede og forværrede og ødelagde i den grad sagen med sine løgne, sendebreve og sin hemmelige taktik, at på hvilken side dommen end var faldet, ville den uden tvivl have antændt en stor ild; for han søgte berømmelse, ikke sandhed.

³⁶ Also hab ich allzeit than, was mir ist aufgelegt, und nichts nachgelassen, das mir zu thun gebührt hat. Ich bekenne, dass aus dieser Ursache nit ein klein Theil des Romischen unchristlichen Wesens ist an Tag kummen; aber was daran vorschuldet, ist nit mein, sondern Eccii Schuld, wilcher einer Sach sich unterwunden, der er nit Manns gnug gewesen, durch sein Ehr suchen, die Romische Laster in alle Welt zu Schanden gesetzet hat. Således har jeg altid gjort det, der blev pålagt mig og ikke undladt noget, som jeg havde at gøre. Jeg bekender, at af denne grund er en ikke ringe del af det romerske ukristelige væsen kommer for en dag; men hvad der er sket ved det, er ikke min, men Ecks skyld, som har givet sig i kast med en sag, som han ikke kunne klare, og som, fordi han søgte sin ære, har bragt skam over de romerske laster i hele verden.

³⁷ Dieser ist, heiliger Vater Leo, dein und des Romischen Stuhels Feind. Von seinem einigen Exempel mag ein Jedermann lernen, dass kein schädlicher Feind sei, denn ein Schmeichler. Was hat er mit seinem Schmeichlen angericht, denn nur solch Ungluck, das kein Künig hätt mügen zuwege bringen. Denne er, hellige fader Leo, din og den romerske stols fjende. Bare af hans eksempel kan enhver lære, at der ikke er nogen mere skadelig fjende end en smigrer. Hvad har han udrettet med sin smiger andet end en ulykke så stor, at ingen konge kunne tilvejebringe den.

³⁸ Es stinkt itzt übel des Romischen Hofis Namen in aller Welt, die päpstlicht Acht ist matt, die Romische Unwissenheit hat ein bose Geschrei; wilcher keinis wäre gehöret, so Eck Carols und meinem Furschlag des Frieds nit hätt vorruckt: wilchs er auch nu selbs empfindt, und, wiewohl zu langsam und vorgebens, unwillig ist ubir meine ausgangene Buchle. Det romerske hofs navn stinker nu ilde ud over hele verden, det pavelige ban regnes ikke, den romerske uvidenhed har et dårligt ry; og intet af det ville man have hørt noget om, hvis Eck ikke havde omstødt Karls og mit forslag. Hvilket han også nu selv føler, hvor han, om end for sent og forgæves, er ilde tilmode over de bøger, jeg har ladet udgå.

³⁹ Das sollt er vorhin bedacht haben, da er nach dem (W9) Ruhm, wie ein muthiges geiles Ross himmerte, und nichts mehr denn das Seine, mit deinem grossen Nachtheil, suchet. Er meinete, der eitel Mann, ich wurd mich fur deinem Namen furchten, ihm Raum lassen und schweigen (denn der Kunst und Geschicklichkeit, halt ich, hab er sich nit vormessen). Det skulle han have tænkt på noget før, da han vrinskede efter berømmelse, som en kåd, gejl hingst, og kun søgte sit eget, til din store ulempe. Han mente, den forfængelige mand, at jeg ville frygte dit navn, give ham rum og tie stille (for ved lærdom og dygtighed tror jeg ikke, han havde kunnet opnå dette).

⁴⁰ Nu, so er siehet, dass ich noch getrost bin, und mich weiter hören lasse, kompt ihm die spate (E49) Reu seines Frevels, und wird innen (so er anders innen wird), dass Einer im Himmel ist, der den Hochmüthigen widerstaht, und die vormessene Geister demüthiget. Nu, hvor han ser, at jeg endnu er ved godt mod og stadig lader høre fra mig, kommer over ham den sene anger over hans bespottelse, og han bliver klar over -- hvis han da i det hele taget kan blive klar over noget -- at der er én i himlen, der står den hovmodige imod og ydmyger de formastelige ånder.

⁴¹ Da nu nichts durch die Disputation ward ausgericht, denn nur grösser Unehre des Römisches Stuhels, ist Er Carolus Miltitz zu den Vätern meins Ordens kummen, Rath begehret, die Sache zu schlichten und schweigen, als die denn aufs Allerwustist und Fährlichst stund. Da der nu ikke blev udrettet noget ved disputationen andet end at den romerske stol kom i endnu større vanære, kom herr Karl Miltitz til min ordens fædre, begærede råd om at slutte sagen og tie stille, eftersom den da stod på sit allermest rasende og farlige stade.

⁴² Da sein etlich Tapfere von denselben zu mir gesandt, dieweil es nicht zu vormuthen, dass mit Gewalt gegen mir mug Etwas geschafft werden, haben begehrt, dass ich doch wollte deine Person, heiliger Vater, ehren, und mit unterthäniger Schrift dein und mein Unschuld entschuldigen; vormeinend, es sei die Sach noch nicht im Abgrund vorloren und vorzweifelt, wo der H. V. Leo wollte nach seiner angeborner hochberuhmten Gütigkeit die Hand daran legen. Nogle fremtrædende folk blandt dem blev da sendt til mig, eftersom man ikke formodede, at man kunne opnå noget ved at anvende vold imod mig, begærede, at jeg dog ville ære din person, hellige fader, og med et underdanigt skrift forsvare din og min uskyld; idet de mente, at sagen endnu ikke helt var tabt og fortvivlet, hvis den hellige fader Leo efter sin medfødte højtberømte godhed ville tage hånd i hanke med den.

⁴³ Dieweil aber ich allzeit hab Fried angeboten und begehret, auf dass ich stillem und bessern Studirn warten mocht, ist mir das ein liebe fröhlich Botschaft gewesen, hab sie mit Dank aufgenommen, und mich aufs Willigst lenken lassen, und fur ein sondere Gnade erkennet, so es also, wie wir hoffen, geschehen mocht. Denn ich auch aus keiner andern Ursach so mit starkem Muth, Worten und Schreiben gewebt und gerumort hab, dass ich die niederlegt und stillet, die ich wohl sahe, mir weit zu gering sein. Men eftersom jeg altid har tilbudt og begæret fred, for at jeg kunne passe mine stille studier, der er noget langt bedre, var dette mig et kært og glædeligt budskab og jeg har med tak taget imod det og lod mig med stor villighed lede, og jeg har opfattet det som en særlig nåde, hvis det, hvad vi håber, kan ske. For jeg har ikke gjort oprør og larmet op på den måde med stærkt mod, i ord og skrift, af anden grund end den, at jeg ville gendrive og bringe til tavshed dem, som jeg vel så, var altfor ringe i forhold til mig.

⁴⁴ Also komm ich nu, H. V. Leo, und zu deinen Füssen liegend, bitte, so es muglich ist, wollst deine Händ dran legen, den Schmeichlern, die des Frieds Feind sein, und doch Fried furgeben, einen Zaum einlegen. Dass ich aber sollt widerrufen meine Lehre, da wird nichts aus; darfs ihm auch Niemand furnehmen, er wollt denn die Sach noch in ein grosser Gewirre treiben. Altså kommer jeg nu, hellige fader Leo, og lægger mig ved dine fødder, beder om, hvis det er muligt, at du vil lægge dine hænder derpå, og lægge smigrerne, som er fredens fjender, og foregiver fred, i tømme. Men at jeg skal tilbagekalde min lære, det bliver der ikke noget af; det vover heller ikke nogen at indlade sig på, med mindre han vil drive sagen ud i endnu større forvirring.

⁴⁵ Dazu mag ich nit leiden Regel oder Masse, die Schrift auszulegen; dieweil das Wort Gottis, das alle Freiheit lehret, nit soll noch muss gefangen sein. Wo mir diese zwei Stuck bleiben, so soll mir sonst nichts aufgelegt werden, das ich nit mit allem Willen thun und leiden will. Dertil kommer, at jeg ikke tåler nogen regel eller rettesnor at udlægge skriften efter; eftersom Guds ord, som lærer al mulig frihed, ikke skal eller må tages til fange. Hvis jeg bevarer disse to ting, så kan der ikke pålægges mig noget, som jeg ikke af al min magt vil gøre og finde mig i.

⁴⁶ Ich bin dem Hader feind, will Niemands anregen noch reizen; ich will aber auch ungereizit sein. Werde ich aber gereizet, will ich, ob (E50) Gott will, nit sprachlos noch schriftlos sein. Es mag je deine H. mit leichten kurzen Worten alle diese Haderei zu ihr nehmen und austilgen, und daneben schweigen und Fried gebieten; wilchs ich allzeit zu hören ganz begierig bin gewesen. Jeg er imod strid, jeg vil ikke ægge eller opirre nogen; men jeg vil heller ikke selv opirres. Bliver jeg tirret, vil jeg, om Gud vil, ikke være hverken målløs eller skriftløs. Din hellighed kan jo med lette og korte ord tage hele denne strid til sig og udslette den og desforuden påbyde tavshed og fred; hvilket jeg altid har længtes meget efter at høre.

⁴⁷ Darumb, mein H. Vater, wollist je nit hören deine sussen Ohrensinger, die do sagen: du seiest nit en lauter Mensch, sondern gemischt mit (W10) Gott, der alle Ding zu gebieten und zu fodern habe. Es wird nit so geschehen; du wirsts auch nit ausfuhren. Du bist ein Knecht aller Knecht Gottis, und in einem fährlichern, elendern Stand, denn kein Mensch auf Erden. Derfor, hellige fader, om du dog ville lade være med at lytte til dem, der synger dig så sødt i ørerne, at du ikke er et slet og ret menneske, men sammenblandet med den Gud, der har alleting at befale og at kræve. Sådan går det ikke til; du vil heller ikke kunne gennemføre det. Du er alle Guds trælles træl, og befinder dig i en farligere, mere elendig situation end noget andet menneske på jorden.

⁴⁸ Lass dich nicht betrügen, die dir lügen und heuchlen, du seiest ein Herr der Welt, die Niemand wollen lassen Christen sein, er sei denn dir unterworfen; die do schwätzen, du habist Gewalt in den Himmel, in die Höll und ins Fegfeur. Sie sein deine Feind, und suchen deine Seele zu vorderben. Wie Isajas sagt (4,12; 9,16): Mein liebs Volk, wilche dich loben und heben, die betrügen dich. Sie irren alle, die da sagen, du seist ubir das Concilium und gemeine Christenheit. Lad dig ikke bedrage af dem, der lyver og hykler for dig, at du er en herre over verden, og som ikke vil lade nogen være kristen, medmindre han er underkastet dig; og som vrøvler om, at du har magt helt ind i himlen, langt ned i helvede og ind i skærsilden. De er dine fjender og søger at fordærve din sjæl. Som Esajas siger: 'Mit kære folk, de, der priser og ophøjer dig, de bedrager dig'. De tager fejl, alle de, der siger, at du står over koncilerne og den almindelige kristenhed.

⁴⁹ Sie irren, die dir allein Gewalt geben die Schrift auszulegen; sie suchen allesampt nit mehr, denn wie sie unter deinem Namen ihr unchristliche Furnehmen in der Christenheit stärken mügen; wie denn der böse Geist, leider, durch viele deiner Vorfahren gethan hat. Kurzlich, glaub nur Niemand, die dich erheben, sondern allein denen, die dich demüthigen. Das ist Gottis Gericht, wie geschrieben steht: Er hat abgesetzt die Gewaltigen von ihren Stühelen, und erhaben die Geringen. (Luk 1,52). De tager fejl, de, der alene giver dig ret til at udlægge skriften; de søger allesammen kun at finde ud af, hvordan de under dit navn kan styrke deres ukristelige forehavende i kristenheden; sådan som jo den onde ånd desværre har gjort gennem mange af dine forgængere. Kort sagt: tro endelig ingen af dem, der ophøjer dig, men alene dem, der ydmyger dig. Det er Guds dom, som skrevet står: 'Han har afsat de mægtige fra deres troner og ophøjet de ringe'.

⁵⁰ Siehe, wie ungleich sein Christus und seine Statthalter, so sie doch alle wollen seine Statthalter sein; und ich furwahr furcht, sie seien allzuwahrhaftig seine Statthalter. Denn ein Statthalter ist im Abwesen seines Herrn ein Statthalter. Wenn denn ein Papst im Abwesen Christi, der nit in seinem Herzen wohnet, regieret, ist derselb nit allzuwahrhaftig Christi Statthalter? Se, hvilken forskel der er mellem Kristus og hans statholdere, eftersom de jo alle vil være hans statholdere; og jeg frygter i sandhed, at de i dybere betydning altfor meget er hans statholdere. For en statholder er statholder i sin herres fravær. Når derfor en pave regerer i Kristi fravær, fordi han ikke bor i hans hjerte, er han så ikke i dybere betydning altfor meget Kristi statholder?

⁵¹ Was mag aber denn ein solcher Haufe sein, denn ein Sammlung ohn Christo? Was mag aber auch denn ein solcher Papst sein, denn ein Endchrist (E51) und Abgott? Wie viel besser thaten die Apostel, die sich nur Knechte Christi in ihn wohnend, nit Statthalter des Abwesenden nenneten, und sich nennen liessen. Hvad er da en sådan flok andet end en forsamling uden Kristus? Men hvad andet kan da også en sådan pave være end antikrist og afgud? Hvor meget bedre handlede ikke apostlene, som kun kaldte sig og lod sig kalde trælle for den Kristus, som boede i dem, ikke statholder for en fraværende.

⁵² Ich bin vielleicht unvorschampt, dass ich eine solche grosse Höhe zu lehren werde angesehen, von welcher doch Jedermann soll gelehret werden, und wie etlich deiner giftigen Schmeichler dich aufwerfen, dass alle Künig und Richterthron von dir Urtheil empfahen. Jeg er måske uforskammet, at jeg vil blive anset for én, der kan undervise en så højtstående, af hvem dog enhver skulle undervises, og som af nogle af dine smigrere ophøjes så meget, at alle konger og domstole skal modtage belæring af dig.

⁵³ Aber ich folge hierinnen St. Bernhard in seinem Buch zu dem Papst Eugenium, wilchs billig sollten alle Päpste auswendig künnten. Ich thue es je nit der Meinung, dich zu lehren, sondern aus lauter treulicher Sorge und Pflicht, die Jedermann billig zwingt, auch in den Dingen fur unser Nähsten uns bekümmern, die doch sicher sein, und lässit uns nicht Acht haben auf Würde oder Unwürde, so gar fleissig sie wahrnimpt des Nähsten Fahr und Ungefahr. Men jeg følger heri Sankt Bernhard i hans bog til pave Eugenius, som det var rimeligt, om alle paver kunne udenad. Jeg gør det jo ikke i den mening, at jeg vil belære dig, men ud af lutter trofast omsorg og pligt, den, der med rimelighed tvinger enhver til at bekymre sig for vor næste, også i de ting, der dog er sikre nok, og ikke tillader os at give agt på værdighed eller manglende værdighed, når den blot flittigt agter på næstens vé og vel.

⁵⁴ Dieweil ich denn weiss, wie dein H. webt und schwebt zu Rom, das ist, auf den hochsten Meer, mit unzähligen Fährlichkeiten auf allen Orten wüthend, und in solchem Jammer lebet und ärbeitet, dass dir auch wohl noth ist des allergeringsten Christen Hülf: so habe ichs nicht fur ungeschicht angesehen, dass ich deiner Majestät so lange vorgesse, bis ich brüderlicher Liebe Pflicht ausricht. Ich mag nit schmeicheln in solcher ernster, fährlicher (W11) Sache, in wilcher, so mich Etlich nit wollen vorstehen, wie ich dein Freund, und mehr denn Unterthan sei, so wird er sich wohl finden, der es vorsteht. Eftersom jeg nu godt véd, hvordan din hellighed tumles omkring i Rom, det vil sige: på det mest stormfulde hav, med utallige farer rasende på ethvert sted, og lever og arbejder i en sådan jammer, så har du vel også brug for selv den allerringeste kristnes hjælp: derfor har jeg ikke anset det for utilstedeligt, at jeg glemte din majestæt så længe, til jeg får udrettet den broderlige kærligheds pligt. Jeg tør ikke smigre i en så alvorlig og farlig sag, hvori, hvis nogen ikke vil forstå mig, hvordan jeg er din ven og mere end undersåt, så vil der nok findes nogen, der forstår det.

⁵⁵ Am End, dass ich nit leer kumme fur deine H., so bring ich mit mir ein Buchle, unter deinem Namen ausgangen, zu einem guten Wunsch und Anfang des Frieds und guter Hoffnung, daraus deine H. schmecken mag, mit was Geschäften ich gerne wollt, und auch fruchtbarlich mocht umgahen, wenn mirs fur deinen unchristlichen Schmeichlern muglich wäre. Til sidst, for at jeg ikke skal komme tomhændet til din hellighed, så bringer jeg med mig en lille bog, udsendt i dit navn, som et godt ønske om og en god begyndelse på freden og den gode forhåbning. Deraf kan din hellighed smage, hvilke ting jeg gerne ville og nok også med en vis frugt kunne give mig af med, hvis det var muligt for mig for dine ukristelige smigrere.

⁵⁶ Es ist ein klein Büchle, so das Papier wird angesehen, aber doch die ganz Summa einis christlichen Leben drinnen begriffen, so der Sinn vorstanden wird. Ich bin arm, habe nit Anders, damit ich mein Dienst erzeige; so darfst du auch nit mehr, denn mit geistlichen Gutern gebessert werden. Damit ich mich deiner Heiligkeit (E52) befiele, die ihm behalt ewig Jesus Christus, Amen.
Zu Wittenberg, 6. September 1520.
Det er en lille bog, hvad papirmængde angår, men alligevel er et kristeligt livs hele hovedsum sammenfattet deri, når meningen forstås. Jeg er fattig, har intet andet, hvormed jeg kan vise min tjeneste; derfor behøver du heller ikke mere end at forbedres med åndelige goder. Dermed befaler jeg mig til din hellighed, hvilken Jesus Kristus opholde til evig tid. Amen.
Wittenberg 6. September 1520.

⁵⁷ (E27,175; WA 7,20).
Dem fursichtigen un weysen hern Hieronymo Mulphordt Staduogt zu Zwyckaw meynem besondern günstigen freund und Patron Empiete ich genannt D. Martinus Luther August. meyne willige dienst unnd allis guttis.
Den betænksomme og vise herre Hieronymus Mülpfordt, byfoged i Zwickau, min særdeles velvillige ven og beskytter tilbyder jeg, augustinermunk Martin Luther, min villige tjeneste og alt godt.

⁵⁸ Fursichtiger weyser Hern/ und Günstiger freund/ der wirdig Magister Johan Egran/ ewr löblichen stat Prediger/ hat mir hoch gepreysset ewr lieb und lust/ szo yhr zu der heyligen schrifft traget/ wilch yhr auch emsslich bekennen und fur den menschen zu preyssen nit nachlasset. Betænksomme, vise herre og velvillige ven! Den værdige magister Johann Egran, prædikant i jeres gode by, har for mig højt prist den kærlighed og lyst, I har til den hellige skrift, som I også flittigt bekender og ikke ophører med at prise for mennesker.

⁵⁹ Derhalben er begeret/ mich mit euch bekennt zu machen/ byn ich gar leychtlich willig und frölich des beredt/ denn es mir eyn sondere freudt ist/ zu hören/ wo die gottlich warheyt geliebt wirt/ der leyder szo vill/ und die am meysten/ die sich yhres titels auffwerffen/ mit aller gewalt und list widderstreben/ wie wol es alszo seyn muss/ das an Christum/ zu eynem ergernis und zeychen gesetzt/ dem widdersprochen werden muss/ vill sich stossen/ fallen/ und auff erstahen mussen. (E176) Fordi han ønsker at gøre mig bekendt med jer, har jeg med den største lethed, villig og glad ladet mig overtale til det, thi det er en særlig glæde for mig at høre om steder, hvor man elsker den guddommelige sandhed, som desværre så mange (og mest de, som gør sig til af deres ret til den), står imod med alskens magt og list; dog må det være sådan, at på Kristus, som er sat til forargelse og til et tegn, som skal modsiges, må mange støde an, falde og rejses op.

⁶⁰ Darub hab ich an zu heben unser kundschafft und freuntschafft/ diss tractatell unnd Sermon euch wollen zuschreyben/ ym deutscht/ wilchs ich latinisch dem Bapst hab zu geschrieben/ damit fur yderman meyner lere und schreyben/ von dem Bapstum/ nit eyn vorweysslich/ als ich hoff/ ursach angezeygt. Befill mich hie mit/ euch/ und allsampt/ gottlichen gnaden. Amen. Zu Wittembergk. 1520. Derfor har jeg, for at indlede vort bekendtskab og venskab, villet tilegne jer denne lille traktat og sermon på tysk, som jeg på latin har tilegnet paven, for at der for alle og enhver kan foreligge en, som jeg håber, uafviselig begrundelse for, hvad jeg har skrevet og lært om pavedømmet. Hermed befaler jeg mig til jer og os alle til den guddommelige nåde. Amen.
Wittenberg, 1520.

⁶¹ Jhesus Jesus

⁶² Zum ersten. Das wir grundlich mügen erkennen/ was eyn Christen mensch sey/ und wie es gethâ sey/ umb die freyheyt/ die yhm Christus erworben un geben hatt/ dauon S. Paulus viel schreybt/ will ich setzen/ dysse zween beschluss. (W21) For det første. For at vi grundigt kan erkende, hvad et kristenmenneske er, og hvordan det er fat med den frihed, som Kristus har erhvervet for ham og givet ham, hvorom Paulus skriver meget, vil jeg fremsætte disse to sætninger.

⁶³ Eyn Christen mensch ist eyn freyer herr/ über alle ding/ und niemandt unterthan.
Eyn Christen mensch ist eyn dienstpar knecht aller ding und ydermann unterthan.
Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen underlagt.
Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle underlagt.

⁶⁴ Disse zween beschlüss seynd klerlich sanct Paulus i. Cor, 12: Ich byn frey yn allen dingen/ un hab mich eyns ydermâ knecht gemacht. Itê Ro. 13. Ihr solt niemand ettwz vorpflichtet seyn/ den dz yr euch unternâder liebet. Lieb aber/ die ist / dienstpar/ un unterthan dem das sie lieb hatt. Also auch von Christo Gal 4: Gott hatt seynen szon auffgesandt/ von eynem weyb geporen und dem gesetz unterthan gemacht. Disse to sætninger findes klart hos Paulus 1 Kor 12: 'Jeg er fri i alle ting og har gjort mig til enhvers træl'. (1 Kor 9,19). Ligeledes Rom 13,8: 'Vær ingen noget skyldig undtagen at I elsker hinanden'. Men kærlighed, det er at være træl og undergivet den, som man har kær. Sådan også om Kristus Gal 4,4: 'Gud sendte sin søn, født af en kvinde og underlagt loven'.

⁶⁵ Zum andern/ Disse zwo widderstendige rede/ der freyheyt und dienstparkeyt zuuornehmen/ sollen wir gedencken/ das eyn Christen mensch ist zweyerley natur/ geystlicher un leyplicher. Nach der seelen wirt er eyn geystlich/ new ynnerlich mensch gennenet/ nach dem fleysch und blut wirt er eyn leyplich allt und eusserlich mensch genennet. For det andet. For at forstå disse to modstridende udtryk om friheden og tjenstvilligheden, skal vi betænke, at et kristenmenneske er at to naturer, en åndelig og en legemlig. Efter sjælen kaldes det et åndeligt nyt indre menneske, efter kødet og blodet kaldes det et legemligt, gammelt og ydre menneske.

⁶⁶ Und umb disses unterschiediss willen/ werden von yhm gesagt yn der schrifft/ die do stracks widdernander seyn/ wie ich itzt gesagt/ von der freyheyt und dienstparkeit. Og på grund af denne forskel bliver der om mennesket i skriften sagt noget, der står hårdt op imod hinanden, som jeg lige har sagt, om friheden og tjenstvilligheden.

⁶⁷ Zum dritten/ So nhemen wir fur uns den ynwendigen (E177) geystlichen menschen/ zusehen was datzu gehöre/ dz er eyn frum frey/ Christen mensch sey und heysse. So ists offenbar/ das keyn eusserlich ding mag yhn frey/ noch frum machen/ wie es mag ymmer gennenet werden/ denn seyn frumkeyt un freyheyt/ widerumb seyn bössheyt und gefenckniss/ seyn nit leyplich noch eusserlich. For det tredie. Så tager vi for os det indre åndelige menneske for at se, hvad der hører til, at det kan være og kaldes et fromt, frit kristenmenneske. Her er det åbenbart, at ingen ydre ting gør det frit eller fromt, hvad det end må kaldes, for dets fromhed og frihed og omvendt dets ondskab og fangenskab er ikke legemlige eller ydre.

⁶⁸ Was hilffts die seelen/ das der leyp/ ungefangen/ frisch und gesund ist/ ysszet/ trinckt/ lebt/ wie er will? Widderûb was schadet das der seelen/ das der leyp/ gefangen krang und matt ist/ hungert/ dürstet und leydet/ wie er nit gerne wolt? Disser ding reychet keyniss/ biss an die seelen/ sie zu befreyen oder fahen/ frum oder böse zu machen. Hvad hjælper det sjælen, at legemet er uden for fængsel, rask og sundt, spiser, drikker, lever, som det vil? Omvendt, hvad skader det sjælen, at legemet er i fangenskab, syg og mat, er sulten og tørstig og lider det, som det ikke gerne vil? Disse ting når ikke ind til sjælen hos nogen mennesker, så de kan befri den eller tage den tilfange, gøre den from eller ond.

⁶⁹ Zum vierden/ Alszo hilffet es die seele nichts/ ob der leyp heylige kleyder anlegt/ wie die priester un geystlichen thun/ auch nit ob er ynn den kirchen und heyligen stetten sey. Auch nit ob er mit heyligê dingê umbgah. Auch nit ob er leyplich bette/ faste/ walle/ und alle gute werck thue/ die durch und ynn dem leybe geschehen mochten ewiglich. For det fjerde. Således hjælper det heller ikke sjælen, om legemet bærer hellige klæder, som præsterne og de gejstlige gør, heller ikke hjælper det, om det står i kirkerne og på hellige steder. Heller ikke hjælper det, om det omgås hellige ting. Heller ikke,om det legemligt beder, faster, valfarter og gør alle gode gerninger, som til evig tid må ske gennem og i legemet.

⁷⁰ Es muss noch allis etwas anders seyn/ das der seelen bringe und gebe frumkeyt und freyheyt. Denn alle disse obgenanten stuck/ werck und weyssen/ mag auch an sich haben und üben/ eyn böszer mensch/ eyn gleyssner und heuchler. Auch durch solch weszen keyn ander volck/ denn eyttell gleyssner werden. Widderumb/ schadet es der seelen nichts/ ob d' leyp unheylige kleyder tregt/ an unheyligen örten ist/ (W22) yszt/ trinckt/ wallet/ bettet nit/ und lesst alle die werck onstehen/ die die öbgenanten gleyssner thun. Det må stadigvæk være noget andet, som bringer og giver sjælen fromhed og frihed. For alle de ovennævnte ting, gerninger og måder kan et ondt menneske også have hos sig og udøve, en uægte person og en hykler. Heller ikke bliver der igennem den slags væsen andre folk til end idel hyklere. Omvendt skader det ikke sjælen, om legemet bærer uhellige klæder, er på uhellige steder, ikke spiser, drikker, valfarter og beder, og lader alle de gerninger være ugjorte, som de ovenfor nævnte hyklere gør.

⁷¹ Zum funfften/ Hatt die seele keyn ander dinck/ widder yn hymel noch auff erden/ darynnen sie lebe/ frum/ frey/ und Christen sey/ den das heylig Euâgelij/ das wort gottis von Christo geprediget. Wie er selb sagt. Joh. 11. Ich byn dz leben un aufferstehung/ wer do glaubt yn mich/ der lebet ewiglich. For det femte. Sjælen har intet andet, hverken i himlen eller på jorden, hvorved den kan leve fromt og frit og være kristen, end det hellige evangelium, Guds ord prædiket af Kristus. Som han selv siger Joh 11,25: 'Jeg er livet og opstandelsen, den, der tror på mig, han lever evigt'.

⁷² Item 17. Ich byn der weg/ die warheyt/ und das leben. Item Matt. 4. Der mensch lebt nit alleyn von dem brot/ sondern von allen worten die do gehen von dem mund gottis. So mussen (E178) wir nu gewiss seyn/ das die seele kan allis dings emperen on des worts gottis/ und on das worts gottis/ ist yhr mit keynemm ding beholfen. Wo sie aber das wort hatt/ szo darff sie auch keynes andern dings mehr/ sondern/ sie hat in dem wort/ gnugde/ speiss/ freud/ frid/ licht/ kunst/ gerechtickeyt/ warheyt/ weyssheit/ freyheit und allis gutt überschwenglich. Ligeledes Joh 17: 'Jeg er vejen, sandheden og livet' (Joh 14,6). Ligeledes Matt 4,4: 'Mennesker lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund'. Sådan kan vi nu være vis på, at sjælen kan undvære alle ting, undtagen Guds ord, og at den uden Guds ord ikke kan hjælpes med nogen ting. Men når den har ordet, så behøver den ingen anden ting, men den har i ordet alt, hvad den behøver: mad, glæde, fred, lys, kundskab, retfærdighed, sandhed, visdom, frihed og alt godt til overflod.

⁷³ Also lesen wir ym Psalter sonderlich ym 118. psalm/ das der prophet nit mehr schreyet den nach dem gottis wort. Und yn d' schrifft die aller hochste plag und gottis zorn gehalten wirt/ szo er seyn wort von den menschen nympt/ Widderumb keyn grösser gnade/ wo er seyn wort hyn sendet/ wie psalmus 104. stet. Er hat seyn wort auss gesandt/ damit er yhn hatt geholffen. Und Christ' umb keyns andern ampts willen/ den zu predigen das wort gottis kummen ist. Auch alle Apostell/ Bischoff/ priester un gantzer geystlicher stand/ alleyn umb des worts willen ist beruffen und eyngesetzt/ wie woll es nu leyder anders' gaht. Sådan læser vi i salmernes bog, især i Sl 118, at der ikke er noget, profeten skriger mere efter end Guds ord. Og at det i skriften er den allerstørste plage og regnes for udtryk for Guds vrede, når han tager sit ord fra menneskene. Omvendt er der ingen større nåde, end når han sender sig ord, som der står i Sl 104: 'Han udsendte sit ord, dermed har han hjulpet dem' (Sl 107,20). Og Kristus er ikke kommet med anden opgave end at prædike Guds ord. Også alle apostle, biskopper, præster og hele den gejstlige stand, de er alene kaldet og indsat for ordets skyld, selv om det nu desværre går anderledes for sig.

⁷⁴ Zum sechsten/ Fragistu aber/ wilchs ist denn das wort das solch grosse gnad gibt. Und wie sol ichs gebrauchen? Antwort. Es ist nit anders/ den die predigt von Christo geschehen wie das Euangelii ynnehelt. Wilche soll seyn/ und ist also gethan/ das du hörist deynen gott zu dir reden/ wie alle deyn leben und werck/ nichts seyn fur gott/ sondern müssist/ mit allen dem das ynn dir ist ewiglich vorterben. Wilchs szo du recht glaubst/ wie du schuldig bist/ so mustu an dir selber vorzweyffelnn/ und bekennen/ das war sey der spruch Osee. O Israel yn dir ist nichts/ denn deyn vorterben/ alleyn aber yn mir steht deyn hulff. (Hos 13,9). For det sjette: Men spørger du: hvilket er da det ord, som giver så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge det? Så svarer jeg: Det er ikke andet end den prædiken, der har fundet sted af og om Kristus, som evangeliet indeholder. Den skal være gjort og er også gjort på en sådan måde, at du hører din Gud sige til dig, at hele dit liv og alle dine gerninger intet er overfor Gud, men evigt må forgå med alt, hvad der er i dig. Og når du ret tror, hvordan du er skyldig, så må du fortvivle over dig selv og bekende, at Hoseas ord er sandt: 'O Israel, i dig er der intet andet end fordærv, din hjælp består alene i mig'.

⁷⁵ Das du aber auss dir und von dir/ das ist auss deynem vorterben kômen mügist/ szo setzt er dir fur/ seynen lieben szon Jhesum Christû/ und lessit dir durch seyn lebendigs trostlichs wort sagen. Du solt ynn den selben mit festem glauben dich ergeben/ und (E179) frisch ynn yhn (W23) vortrawen. So sollen dir umb desselben glaubens willen/ alle deyne sund vorgeben/ alle deyn vorterben uberwunden seyn/ und du gerecht/ warhaftig/ befridet/ frum/ un alle gebott erfullet seyn/ vô allen dingen frey sein. Wie S. Paulus sagt. Ro. 1. Ein rechtfertiger Christen/ lebt nur von seynem glauben. Und Ro. x. Christus ist das ende und fülle aller gebot/ denen/ die ynn yhn glauben. Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige, ud af din fordærvelse, sætter han foran dig sin kære søn, Jesus Kristus, og lader sige til dig gennem hans levende trøsterige ord: Du skal hengive dig med en fast tro til ham, og frimodigt stole på ham. Så skal for denne tros skyld alle dine synder forlades dig, alt dit fordærv være overvundet, og du være retfærdig, sanddru, fuld af fred og from, alle bud være opfyldt, og du stå frit overfor alle ting. Som Paulus siger Rom 1,17: 'En retfærdig kristen lever kun af sin tro'. Og Rom 10,4: 'Kristus er enden på og opfyldelsen af alle bud, for dem, der tror på ham'.

⁷⁶ Zû siebenden. Drumb soll das billich aller Christen eynigs werck und übung seyn/ das sie das wort un Christû wol ynn sich bildeten/ solchen glauben stetig ubeten un stercktê. Den keyn ander werck/ mag eynen Christen machen. Wie Christus Joh. 6. zu den Juden sagt/ da sie yhn fragten/ was sie fur werck thun solten/ dz sie gottlich un Christlich werck thetten. Sprach er. Das ist das eynige gottis werck/ das yhr glaubt yn denen/ den gott gesandt hatt. Wilchen gott der vatter allein auch darzu vorordnet hatt. Darûb ists gar ein uberschwencklich reychtumb/ ein rechter glaub yn Christo/ denn er mit sich bringt alle seligkeit/ und abnympt alle unseligkeyt. For det syvende. Derfor skal også det rettelig være alle kristnes eneste gerning og øvelse, at de opbyggede ordet og Kristus smukt i sig for til stadighed at opøve og styrke en sådan tro. For ingen anden gerninger frembringer en kristen. Som Kristus i Joh 6,28f siger til jøderne, da de spurgte ham, hvilken gerning de skulle gøre for at de kunne gøre guddommelige og kristne gerninger, da sagde han: 'Dette er Guds eneste gerning, at I tror på ham, som Gud har sendt'. Ham har Gud fader alene forordnet dertil. Derfor er en ret tro på Kristus en overvældende rigdom, for den medfører al salighed og fjerner al usalighed.

⁷⁷ Wie Mar. ult. Wer do da glaubt und taufft ist/ der wirt selig. Wer nit glaubt/ der wirt vordampt. Darumb der prophet Isa x. Den reychtumb des selben glaubens ansach und sprach. Gott wirt eyn kurtz summa machen auff erden/ und die kurtz summa wirt/ wie ein syndflut eynfliessen die gerechtickeit/ das ist/ der glaub/ darynn kurtzlich aller gebot erfullung steht/ wirt uberflussig rechfertigê alle die yhn haben/ das sie nichts mehr bedurffen/ das sie gerecht und frum seyn. Also sagt S. Pauel. Ro. x. Das man von hertzen glaubt/ das macht eynen gerecht und frum. Som der står Mark 16,16: 'Den, der tror og bliver døbt, bliver salig. Den, der ikke tror, bliver fordømt'. Derfor siger profeten Es 10,22: 'Gud vil gøre kort proces på jorden, og den korte proces vil som en syndflod indgyde retfærdigheden, det vil sige troen, hvori i korthed alle buds opfyldelse består, den vil til overflod retfærdiggøre alle dem, der har den, så de intet mere behøver for at være retfærdige og fromme. Sådan siger Paulus i Rom 10,10: 'At man tror af hjertet, det gør én retfærdig og from'.

⁷⁸ Zû achten/ Wie gaht es aber zu/ das der glaub allein mag frum machen/ und on alle werck szo überschwencklich reychtumb geben/ szo doch souill gesetz/ gebot/ werck/ stend und weysse uns furgeschrieben seyn/ ynn der schrifft. Hie ist fleyssig zu mercken/ und yhe mit ernst zubehalten/ dz allein der glaub on alle (E180) werck frum/ frey/ un selig machet/ wie wir hernach mehr hören werden. Und ist zu wissen/ das die gantze heylige schrifft/ wirt yn zweyerley wort geteyllet/ wilche seyn: Gebot oder gesetz gottis/ und vorheyschen oder zusagunge. Die gebott/ leren und schreyben uns fur/ mancherley gutte werck aber damit seyn sie noch nit geschehen. Sie weyssen wol/ sie helffen aber nit/ leren was man thun soll/ gehen aber keyn sterck darzu. For det ottende. Men hvordan går det til, at troen alene kan gøre from og uden nogen gerning kan give en så overordentlig stor rigdom, eftersom der dog er foreskrevet os så mange love, bud, gerninger, stænder og måder i skriften? Her må man omhyggeligt være opmærksom på og alvorligt holde fast ved, at alene troen uden nogen gerninger gør from, fri og salig, som vi herefter vil få at høre. Og man må vide, at hele den hellige skrift bliver delt i to slags ord, nemlig, Guds bud eller loven og forjættelser eller tilsagn. Budene lærer og foreskriver os mange slags gode gerninger. Men dermed har de ikke fundet sted. De viser vel hen til, men de hjælper ikke, de lærer vel, hvad man skal gøre, men de giver ingen styrke dertil.

⁷⁹ Darûb seyn sie nur datzu geordnet/ das der mensch drynnen sehe sein unvormügen zu dem gutten/ und lerne an yhm selbs vorzweyffeln. Und darumb heyssen sie auch das alte testament/ und gehören alle yns alte testament. Als/ das gebott/ Du solt nit böss begird haben/ beweysset das wir allesampt sunder seyn/ und keyn mensch (W24) vormag/ zu sein on böse begirde/ er thue was er will/ Darauss er lernen an yhm selbs vorzagen und anderswo zu suchen hulff/ das er on böse begird sey/ unnd also das gebott erfulle/ durch eynen andern/ das er auss yhm selb nit vormag/ also sein auch alle andere gebott/ uns unmuglich. Derfor er de kun indsat af den grund, at mennesket derved skal indse sin manglende evne til det gode og lære at fortvivle ved sig selv. Og derfor kaldes de også det gamle testamente og hører alle hjemme i det gamle testamente. Således beviser budet: 'Du må ikke have ondt begær', at vi alle er syndere, og intet menneske formår at være uden ondt begær, han kan gøre, hvad han vil. Deraf lærer han at forsage sig selv og søge hjælp andetsteds, og således opfylde budet igennem en anden, det bud, som han ikke af sig selv formår at opfylde. På samme måde er også alle de andre bud umulige for os at opfylde.

⁸⁰ Zû neunden/ Wen nu der mensch auss den gebotten sein unvormügen gelernet un empfunden hatt/ das yhm nu angst wirt/ wie er dem gebott gnug thue. Seyntemal das gebot muss erfullet seyn/ oder er muss vordampt seyn. So ist er recht gedemütigt und zu nicht worden/ ynn seynen augen/ findet nichts yn yhm damit er müg frum werden. For det niende. Når nu mennesket af budene har lært og følt sin manglende evne, så han nu bliver bange for, hvordan han skal opfylde budet, eftersom budet må opfyldes eller han må være fordømt, så er han ret ydmyget og tilintetgjort i sine egne øjne, finder intet i sig selv, hvorved han kan blive from.

⁸¹ Dan szo kûpt das ander wort. Die gottlich vorheyschung und zusagung/ und spricht/ wiltu alle gepott erfullen/ deyner bössen begirde und sund loss werden/ wie die gebott zwyngen und foddern. Sihe da/ glaub in Christû/ yn wilchem ich dir zusag/ alle gnad/ gerechtickeyt/ frid un freyheyt/ glaubstu so hastu/ glaubsti nit/ so hastu nit. Og så kommer det andet ord, den guddommelige forjættelse og det guddommelige tilsagn og siger: Vil du opfylde alle bud, blive fri for dit onde begær og blive løsgjort fra synden, som budene tvinger til det og forlanger det, se så her, tro på Kristus, i hvilken jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke.

⁸² Den das dir unmuglich ist/ mit allen wercken d' gebott/ der vill und doch keyn nutz seyn mussen/ das wirt dir leycht und kurtz/ durch den glauben. Den ich hab kurtzlich/ yn den glayben gestellet alle ding/ das/ (E181) wer yhn hat/ sol alle ding haben und selig seyn/ wer yhn nit hatt/ soll nichts haben. Alszo geben die zusagung gottis/ was die gepott erfoddern/ und volnbringen/ was die gepott heyssen/ auff das es allis gottis eygen sey. Gepot un erfullung/ er heysset allein/ er erfullet auch alleyn. Darumb seyn die zusagung gottis/ wort des newen testaments und gehoren auch yns newe testament. For det, der er umuligt for dig med alle budenes gerninger -- af hvilke der må være mange, men som dog ikke er nogen nytte til -- det bliver let og kort for dig ved troen. For jeg har kort og godt stillet alle ting ind under troen, så at den, der har den, skal have alle ting og være salig, den, der ikke har den, skal intet have. På den måde giver Guds tilsagn, hvad budene fordrer, og opfylder, hvad budene kræver, fordi det altsammen er Guds eget, bud og opfyldelse. Han alene byder, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn det ny testamentes ord og hører hjemme i det ny testamente.

⁸³ Zum zehenden/ Nu seyn disse und alle gottis wort/ heylig/ warhaftig/ gerecht/ fridsam/ frey und aller gütte voll/ darumb wer yhn mit eynem rechten glauben anhangt/ des seele wirt mit yhm voreynigt/ szo gantz und gar/ das alle tugent des worts/ auch eygen werden der seelen/ Und alszo durch den glauben/ die seele von dem gottis wort/ heylig/ gerecht/ warhafftig/ fridsam/ frey/ und aller gütte voll/ eyn warhafftig kind gottis wirt/ wie Johan 1. sagt: Er hatt yhn geben/ das sie mugen kynder gottis werden alle die ynn seynem namen glauben. For det tiende. Nu er disse ord og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredfyldte, frie og fulde af alt godt. Derfor, den, der hænger fast ved dem med en ret tro, hans sjæl bliver forenet med ordet så fuldt og helt, at alle ordets dyder også bliver sjælens dyder. Og således bliver gennem troen sjælen af Guds ord hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alle goder, et sandt Guds barn, som Joh 1,12 siger: 'Han har givet dem magt til at blive Guds børn, alle dem, som tror på hans navn'.

⁸⁴ Hierauss leychtlich zu mercken ist/ warumb der glaub szo vill vormag/ und das keyne gutte werck yhm gleich seyn mugen/ Den keyn gut werck/ hanget an dem gottlichen wort/ wie der glaub/ kan auch nit yn der seelen seyn/ sondern alleyn das wort und glaube regiren/ yn der seelen/ Wie dz wort ist/ szo wirt auch die seele vô yhm/ gleych/ als das eyssen wirt gluttrodt wie das fewr auss der voreynigung mit dem fewr. Heraf er det let at mærke, hvorfor troen formår så meget, og hvorfor ingen god gerning kan være dens lige. For ingen god gerning hænger ved det guddommelige ord, som troen, den kan heller ikke være i sjælen, men i sjælen regerer alene ordet og troen. Ligesom ordet er, sådan bliver også sjælen ved det, ligesom jernet bliver gloende rødt som ild ved foreningen med ilden.

⁸⁵ Alszo sehen wir/ das an dem glaubenn eyn Christen mensch gnug hatt/ darff keynis wercks/ das er frum sey/ darff er den keynis wercks mehr/ szo ist er gewisslich empunden von allen (W25) gepotten und gesetzen/ ist er empûden/ so ist er gewisslich frey/ Das ist die Christlich freiheit/ der eynige glaub/ der do macht/ nit das wir müssig gahn oder übell thun mugen/ sondern das wir keynis wercks bedurffen zur frumkeyt und seligkeyt zu erlangen/ dauon wir mehr hernach sagen wollen. På den måde ser vi, at et kristenmenneske har nok i troen, ikke behøver nogen gerning for at være from. Og behøver han ingen gerning mere, er det ganske sikkert, at han er løst fra alle bud og love; er han løst, så er det ganske sikkert, at han er fri. Det er den kristne frihed, troen alene, der på den måde bevirker, ikke at vi går omkring uden at gøre noget eller at vi gør noget ondt, men at vi ikke behøver nogen gerning for at opnå fromhed og salighed. Herom vil vi fremover sige noget mere.

⁸⁶ Zû eylfften/ Weytter ists mit dem glauben alszo gethan/ das/ wilcher dem andern glaubt/ der glaubt/ yhm (E182) darumb. das er yhn fur eynen frumen warhafftigen man achtet/ wilchs die gröste ehre ist/ die ein mensch dem andern thun kan/ als widderumb die gröste schmach ist/ szo er yhn fur eynen lossen lugenhafftigen leychfertigen man achtet. For det elvte. Videre forholder det sig med troen sådan, at den, som tror på en anden, han tror på ham, fordi han regner ham for en from sanddru mand, hvilket er den største ære det ene menneske kan vise det andet; ligesom det omvendt er den største forsmædelse, hvis han regner ham for en upålidelig, løgnagtig, letfærdig mand.

⁸⁷ Alszo auch wenn die seele gottis wort festiglich glaubt/ szo helt sie yhn fur warhafftig/ frum un gerecht/ da mit sie yhm thut die aller grösiste ehre/ die sie yhm thun kann/ denn da gibt sie yhm recht/ da lessit sie yhm recht/ da ehret sie seynen namen/ und lessit mit yhr handeln wie er will/ denn sie zweyffelt nit er sey frum/ warhafftig ynn allen seynen worten. Sådan er det også, når sjælen fast tror Guds ord, så regner den ham for sanddru, from og retfærdig, hvorigennem den viser ham den allerstørste ære, den kan vise ham, for da giver den ham ret, da lader den ham have ret, da ærer den hans navn og lader ham handle med sig som han vil, for den tvivler ikke på, at han er from og sanddru i alle hans ord.

⁸⁸ Widderumb kan man gott keyn grössere unehre auffthun/ den yhm nit glauben/ damit die seel yhn fur eynen untuchtigen lugenhafftigen leychtfertigen helt/ un souil an yhr ist/ yhn vorleugnet mit solchem unglauben/ und ein abgott yhres eygens synn/ ym herzen widder gott auffricht/ alsz wolt sie es besser wissenn den er. Omvendt kan man ikke gøre Gud nogen større vanære end den ikke at tro på ham, hvorved sjælen regner ham for en uduelig, løgnagtig, letfærdig person, og såvidt det står til sjælen fornægter den ham med en sådan vantro og opstiller en afgud af sit eget sind i hjertet imod Gud, som vidste den bedre besked end han.

⁸⁹ Wenn denn gott sihet/ das yhm die seel/ warheit gibt und alszo ehret durch yhren glauben/ szo ehret er sie widderumb/ und helt sie auch fur frum und warhafftig/ und sie ist auch frum und warhafftig durch solchen glauben/ denn das man gott die warheyt un frumkeit gebe/ das ist recht und warheit/ unnd macht recht und warhafftig. Die weyll es war ist und recht/ das gotte die warheit geben werd. Wilchs die nit thun/ die nit glauben/ und doch sich mit vielen gutten wercken/ treyben und mühen. Når da Gud ser, at sjælen giver ham sandhed og således ærer ham igennem dens tro, så ærer han omvendt også sjælen og regner også den for from og sanddru, og den er også from og sanddru gennem en sådan tro, for at man giver Gud sandhed og fromhed, det er ret og sandhed, og gør én ret og sanddru, eftersom det er sandt og ret at give Gud sandhed. Men det gør de mennesker ikke, som ikke tror, og dog driver og besværer sig med mange gode gerninger.

⁹⁰ Zum Zwölfften/ Nit allein gibt der glaub souil/ das die seel/ dem gottlichen wort gleych wirt aller gnaden voll/ frey/ un selig/ sondern voreynigt auch die seele mit Christo/ als eyne brawt mit yhrem breudgam. Auff wilcher ehe folget/ wie S. Paulus sagt/ das Christus un die seel/ eyn leyb werden/ szo werden auch beyder gutter/ fall/ unfall und alle ding gemeyn/ das was Christus hatt/ das ist eygen/ der glaubigen seele/ was die seele hatt/ wirt eygen Christi. For det tolvte. Ikke alene giver troen så meget, at sjælen bliver det guddommelige ord lig, fuld at al nåde, fri og salig, men den forener også sjælen med Kristus, som en brud med sin brudgom. Af dette ægteskab følger, som Paulus siger, at Kristus og sjælen bliver et kød, (Ef 5,30), således bliver også begges goder, skæbne, vanskæbne og alle ting fælles, så at hvad Kristus har, det kommer til at tilhøre sjælen, og hvad sjælen har, det kommer til at tilhøre Kristus.

-->

-->-->-->

⁹¹ So hatt Christus alle gütter und seligkeit/ die (E183) seyn der seelen eygen. So hatt die seel alle untugent und sund auff yhr/ die werden Christi eygen. Hie hebt sich nu der frölich wechsel und streytt/ Die weyl Christus ist gott und mensch/ wilcher noch nie/ gesundigt hatt/ und seyne frumheyt unubirwindlich/ ewig/ und almechtig ist/ szo er denn der glaubigen seelen sund/ durch yhren braudtring/ das ist/ d' glaub/ ym selbs eygen macht und nit anders thut/ den als hett er sie gethâ/ szo mussen die sund ynn yhm (W26) vorschlunden un erseufft werden/ Således har Kristus alle goder og salighed, de tilhører sjælen. Således har sjælen al udyd og synd på sig, det kommer til at tilhøre Kristus. Her opstår nu den glædelige udveksling og strid: Fordi Kristus er Gud og menneske, og aldrig har syndet og hans fromhed er uovervindelig evig og almægtig, derfor tager han da den troende sjæls synd i kraft af deres brudering, det vil sige: troen, og gør den til sin, og derved gør han ikke andet end som havde han selv gjort den, og så må synderne opsluges og drukne i ham.

⁹²Denn sein unüberwindlich gerechtigkeyt/ ist allenn sunden zustarck/ also wirt die seele vô allen yhren sunden/ lauterlich durch yhrê malschazts/ das ist des glaubens halben/ ledig und frey/ und begabt/ mit der ewigen gerechtickeit yhrs breudgams Christi. Ist nu das nit ein fröliche wirtschafft/ da der reyche/ edle/ frummer breüdgam Christus/ das arm vorachte böses hürlein zur ehe nympt/ und sie entledigt von allem übell/ zieret mit allen gütern. For hans uovervindelige retfærdighed er alle synder for stærk, derfor bliver sjælen løsrevet og fri fra alle dens synder, ene og alene ved sin fæstensring, det vil sige for troens skyld, og får givet sin brudgoms, Kristi, evige retfærdighed. Er det nu ikke en glædelig bryllupsfest, når den rige, ædle, fromme brudgom, Kristus, tager den stakkels, foragtede, onde horkvinde til ægte, og befrier hende fra alt ondt, smykker hende med alt godt.

⁹³ So ists nit muglich/ das die sund sie vordampne/ den sie ligen nu auff Christo/ un sein ynn yhm vorschlunden/ so hat sie szo ein reyche gerechtickeyt ynn yhrem breüdgam/ das sie abermals/ wider alle sund bestahn mag/ ob sie schon auff yhr legê. Dauon sagt Paulus .1. Cor. 15. Gott sey lob und danck der uns hatt gegeben ein solch überwindung ynn Christo Jhesu/ ynn wilcher vorschlunden ist/ der todt mit der sund. Derfor er det ikke muligt, at synden fordømmer hende, for den ligger nu på Kristus, og er opslugt i ham, derfor har sjælen en så rig retfærdighed i sin brudgom, at den fremover kan bestå mod al synd, lå den end allerede på den. Derom siger Paulus 1 Kor 15,57: 'Gud ske tak, der har givet os en sådan overvindelse i Kristus Jesus, i hvem døden er opslugt sammen med synden'.

⁹⁴ Zû dreyzehenden. Hie sichstu aber/ auss wilchem grund dem glauben souill billich zugeschrieben wirt/ das er alle gepott erfullet/ und on alle andere werck frum macht. Denn du sihest hie/ das er das erste gepott erfullet alleine da gepotten wirt/ Du solt eynen gott ehren. Wenn du nu eytell gutt werck werist/ biss auff die versenn/ szo weristu dennoch nit frum und gebist gott noch keyn ehre/ und alszo erfullistu das aller erst gepott nicht. Denn gott mag nicht geehret werden/ yhm werd dan/ warheyt und allis gut zu geschrieben/ wie er denn warlich ist/ Das thun aber keyn gutte Werck/ sondern allein der glaube des hertzen. (E184) For det trettende. Men her ser du, af hvilken grund der med rette tilskrives troen så meget, da den opfylder alle bud og gør from uden alle andre gerninger. For du ser her, at den alene opfylder det første bud, hvori der bliver påbudt: Du skal ære én Gud. Selv om du nu var idel gode gerninger helt op til issen, så ville du alligevel ikke være from og ikke give Gud ære, og derfor opfyldte du ikke det allerførste bud. For Gud kan kun æres, når man tilskriver ham sandhed og alt godt, sådan som han i sandhed er sand og god. Men det gør ingen gerninger, men alene hjertets tro.

⁹⁵ Darumb ist er allein/ die gerechtickeit des menschen und aller gepott erfullung. Den wer das erste haubt gepott erfullet/ der erfullet gewisslich und leychtlich auch alle ander gepott. Die werck aber seyn todte ding/ kunden nit ehren noch loben gott/ wie wol sie mugen geschehen/ und lassen sich thun gott zu ehren un lob/ aber wir suchê hie den/ d' nit gethan wirt/ als die werck/ sondern den selbthetter und werckmeyster/ der gott ehret/ und die werck thut. Derfor er den alene menneskets retfærdighed og opfyldelsen af alle bud. For den, der opfylder det første bud, han opfylder med sikkerhed let alle de andre bud. Men gerningerne er døde ting, de kan ikke ære eller love Gud, selv om de sker og lader sig udføre Gud til ære og lov. Men her søger vi den, der ikke som gerningerne bliver gjort, men selv er gøreren og udretteren, som ærer Gud og udfører gerningerne.

⁹⁶ Das ist niemât dan der glaub des herzen/ der ist das haubt und gantzis wesens der frumkeyt/ darumb es eyn ferlich finster rede ist/ Wenn man leret/ die gottis gepott mit wercken zu erfullen/ szo die erfullung fur allen wercken/ durch den glauben muss geschehen seyn/ und die werck folgen nach der erfullung/ wie wir hörenn werdenn. Det er ingen anden end hjertets tro, der er fromhedens hoved og hele væsen. Derfor er det en farlig, mørk tale, når man lærer at opfylde Guds bud med gerninger, eftersom opfyldelsen af alle gerninger må ske gennem troen, og gerningerne følge efter opfyldelsen, som vi skal høre.

⁹⁷ Zum vierzehenden/ Weytter zu sehen/ was wir yn Christo haben/ und wie gross gutt sey/ ein rechter glaube. Ist zu wissen/ das fur und ynn dem altenn testament/ gott yhm ausszog und furbehilt alle erste menliche gepurt/ von menschen un von thierren/ Und die erste gepurt war köstlich und hatt zwey grosse forteyll fur allen andern kindernn/ nemlich die hirschafft und (W27) priesterschafft odder künigreych und priesterthum/ alszo das auff erden/ das erste geporn kneblin/ was eyn herr uber alle seyne brüder und en pfaff odder Babst fur gott. For det fjortende. For videre at se, hvad vi har i Kristus og hvor stort et gode en ret tro er, må man vide, at Gud før og i det gamle testamente udtog og forbeholdt sig alle førstefødte af hankøn, både af mennesker og dyr. Og den førstefødte var dyrebar og havde to store fordele fremfor alle andre børn, nemlig herredømmet og præsteskabet, eller kongeriget og præstedømmet, så at på jorden var den førstefødste dreng herre over alle sine brødre og en præst eller pave for Gud.

⁹⁸ Durch wilche figur bedeutt ist Jhesus Christus/ der eygentlich/ die selb erste menlich gepurt ist gottis vatters/ von der Jungfrawen Marie. Darumb ist er ein künig un priester/ doch geystlich. denn seyn reych ist nit yrdlich noch zu yrdenischen/ sondern yn geystlichen guttern/ als da seyn/ warheyt/ weyssheyt/ frid/ freud/ seligkeyt etc. Damit aber nit aussgezogen ist zeytlich gutt/ denn es ist yhm alle ding unterworffen/ ynn hymell/ erdenn und helle/ wie wol man yhn nit sicht/ das macht/ das er geystlich/ unsichtlich regirt. Gennem den figur betegnes Jesus Christus, der egentlig er det første menneskelige afkom af Gud Fader ved jomfru Marie. Derfor er han konge og præst, dog åndeligt, for han rige er ikke jordisk og består ikke i jordiske, men i åndelige goder, som fx sandhed, visdom, fred, glæde, salighed osv. Men dermed er de timelige goder ikke undtaget, for ham er alle ting underkastet, i himlen, på jorden og i helvede, selv om man ikke ser ham, hvilket kommer af, at han regerer åndeligt og usynligt.

⁹⁹ Alszo auch seyn priesterthum steht nit ynn den eusserlichenn geperdenn/ und kleydern/ wie wir bey den menschen sehen/ sondern es steht ym geyst unsichtlich/ alszo/ (E185) das er fur gottis augen on unterlass/ fur die seynen steht und sich selb opffert und allis thus/ was eyn frum priester thun soll. Er bittet fur uns/ Wie S. Paul. Ro. 8. sagt. So leret er uns ynnwendig ym herzen/ wilchs sein zwey eygentliche recht ampt eynis priesters Denn alszo bitten und leren auch eusserlich menschlich zeytlich priester. Derfor består heller ikke hans præstedømme i de ydre gebærder og klæder, som vi ser hos mennesker, men usynligt i ånden, sådan, at han uafladeligt står for Guds øjne, træder frem for sine og ofrer sig selv og gør alt, hvad en from præst skal gøre. Han beder for os, som Paulus siger Rom 8,34. Så belærer han og indvendigt i hjertet, hvilket er en præsts to egentlig rette embeder. For også ydre menneskelige timelige præster beder og belærer.

¹⁰⁰ Zum funffzehenden/ Wie nu Christus die erste gepurtt hatt/ mit yhrer ehre und wirdickeit/ alszo/ teyllet er sie mit allenn seynen Christen/ das sie durch den glauben/ mussen auch alle künige und priester seyn/ mit Christo/ Wie S. Petrus sagt 1. Pet. 2. Ihr seyt ein priesterlich künigreych/ un ein küniglich priesterthû. Und das geht also zu/ das ein Christen mensch durch den glauben szo hoch erhaben wirt ubir alle ding/ das er aller eyn herr wirt geystlich/ denn es kan yhm kein ding nit schaden zur seligkeit. For det femtende. Som nu Kristus har førstefødselsretten med dens ære og værdighed, sådan deler han den med alle sine kristne, så at også de gennem troen alle må være konger og præster sammen med Kristus. Som Peter siger 1 Pet 2,9: 'I er et præsteligt kongedømme og et kongeligt præstedømme'. Og det går således til, at et kristenmenneske gennem troen er så højt hæver over alle ting, at han bliver herre over det altsammen åndeligt, for intet kan skade ham til salighed.

¹⁰¹ Ja es muss yhm alles unterthan seyn und helffen zur seligkeit/ Wie S. Paulus leret Ro. 8. Alle ding müssen helffen den ausserwelten/ zu yhrem besten/ es sey leben/ sterben/ sund/ fromkeit gut un böses/ wie man es nennen kan. Item 1. Cor. 3. Alle ding seynd ewr/ es sey das leben oder d' todt/ kegenwertig oder zukünfftig, etc. Ja, det må altsammen være han underlagt og hjælpe ham til salighed, som Paulus lærer Rom 8,28: 'Alle ting må hjælpe de udvalgte til deres bedste, det være sig liv, død, synd, fromhed, godt og ondt, hvad man kan nævne'. Ligeledes 1 Kor 3,21f: 'Alle ting er jeres, hvad enten det er liv eller død, det nuværende eller det tilkommende osv'.

¹⁰² Nit das wir aller ding leyplich mechtig seyn/ sie zu besitzen oder zu brauchen/ wie die menschen auff erden/ denn wir müssen sterben leyplich und mag niemant dem todt entfliehen/ szo müssen wir auch viel andern dingen unterligen/ wie wir yn Christo un seynen heyligen sehen/ Denn diss ist ein geystliche hirschafft/ die do regiert/ yn der leyplichen unterdruckung/ das ist/ ich kann mich on allen dingen bessern nach der seelen/ das auch der todt (W28) und leyden/ müssen mir dienen und nützlich seyn zur seligkeyt/ das ist gar eine hohe ehrliche wirdickeit und eyn recht almechtige hirschafft/ eyn geystliche künigreych/ da keyn ding ist szo gut/ szo böse/ es muss mir dienen zu gut/ szo ich glaube/ un darff seyn doch nit/ sondern meyn glaub ist mir gnugsam. Sihe (E186) wie ist das ein köstlich freyheyt und gewalt der Christen. Ikke sådan, at vi er mægtige at besidde eller bruge alle ting legemligt, som menneskene på jorden, for vi må legemligt dø og ingen kan undfly døden, sådan ligger vi også under for mange andre ting, ligesom vi ser det på Kristus og hans hellige. For dette er et åndeligt herredømme, som regerer dèr i den legemlige undertrykkelse, det vil sige, jeg kan, hvad sjælen angår, forbedre mig om jeg også mangler alt, så at også død og lidelse må tjene mig og være nyttige til salighed, det er virkelig en høj ærefuld værdighed og et ret almægtigt herredømme, et åndeligt kongerige, hvor ingen ting er så godt, så ondt, at det må tjene mig til gode, når jeg tror, og dog behøver jeg det ikke, for min tro er nok for mig. Se, hvor er det en kostelig frihed og magt, de kristne har.

¹⁰³ Zum sechzehenden/ Ubir das seyn wir priester/ das ist noch vil mehr/ denn künig sein/ darumb/ das das pristerthum uns wirdig macht fur gott zu tretten und fur andere zu bitten/ Denn fur gottis augen zu stehn und bitten/ gepürt niemât denn den priestern. Alszo hatt uns Christ' erworben/ das wir mügen geystlich/ fur ein ander tretten un bitten/ wie ein priester fur das volck leyplich tritt und bittet. Wer aber nit glaubt yn Christû dem dienet keyn ding zu gut/ ist ein knecht aller ding/ muss sich aller ding ergern. For det sekstende. Udover det er vi præster. Det er endnu meget mere end at vær konger, eftersom præstedømmet gør os værdige til at træde frem for Gud og til at bede for andre. For at stå og bede for Guds øjne bør kun præster gøre. Derfor har Kristus erhvervet sig os, at vi åndeligt må træde frem og bede for hinanden, som en præst for folket træder legemligt frem og beder. Men den, der ikke tror på Kristus, ham tjener ingen ting til gode, han er en slave i alle ting, han må forarge sig over alle ting.

¹⁰⁴ Dazu ist sein gepett nit angenehm/ kumpt auch nit for gottis augen/ Wer mag nu aussdencken/ die ehre und höhe eyniss Christen menschen? durch seyn künigreych ist er aller ding mechtig/ durch seyn priesterthû ist er gottis mechtig/ denn gott thut was er bittet und wil/ wie do stet geschrieben im Psalter. Gott thut den willen der/ die yhn furchten/ und erhöret/ yhr gepett/ (Sl 145,19) zu wilchen ehren er nur allein durch den glauben und durch keyn werck kumpt. Daruss mâ clar sihet/ wie eyn Christen mensch frey ist von allen dingen und ubir alle ding/ alszo das er keyner gutter werck/ dazu bedarff/ das er frum und seligk sey/ sondern der glaub bringts ym alles uber flussig. Und wo er szo töricht were und meynet/ durch ein gutt werck/ frum/ frey/ selig odder Christen werden/ szo vorlür er den glauben mit allen dingen/ Gleych als/ d' hund/ der ein stuck fleysch ym mund trug und nach dem schemen ym wasser schnapt/ damit/ fleysch und schem vorlös. Desuden er hans bøn ikke velbehagelig, kommer heller ikke ind for Guds øjne. Hvem kan nu forestille sig et kristenmenneskes ære og højhed? I kraft af sit kongedømme er han alle ting mægtig, i kraft af sit præstedømme er han Gud mægtig, for Gud gør, hvad han beder om og vil, som der står skrevet i Salmernes bog: 'Gud gør deres vilje, som frygter ham, og han hører deres bøn'. Og til den ære kommer han alene gennem troen og ikke gennem nogen gerning. Deraf ser man klart, hvordan et kristenmenneske er fri fra alle ting og over alle ting, altså at han ikke behøver nogen gode gerninger til at blive from og salig, men troen bringer ham alt til overflod. Og hvis han skulle være så tåbelig at mene, at han bliver from, fri, salig eller kristen gennem en god gerning, så mister han troen og alle ting, ligesom hunden, der har et stykke kød i munden og snapper efter spejlbilledet i vandet, hvorved den mister både kød og spejlbillede.

¹⁰⁵ Zum sibenzenden fragistu/ Was ist den fur ein unterscheydt/ zwischen den priestern und leyen ynn der Christenheyt/ szo sie alle priester seyn? Antwort/ Es ist dem wortlin priester/ pfaff/ geystlich und des gleychen unrecht geschehen/ das sie von dem gemeynen hauffen seyn gezogen/ auff den kleynen hauffen den man itzt nennet geystlichen stand. For det syttende. Spørger du nu: Hvilken forskel er der da mellem præster og lægfolk i kristenheden, eftersom de alle er præster? så er svaret: Det er gået galt til med ordet 'præst', 'klerk', 'gejstlig' og den slags, de er blevet trukket bort fra den almindelige hob over på den lille hob, den, som man nu kalder den gejstlige stand.

¹⁰⁶ Die heylige schrift/ gibt keynen andern unterscheyd/ denn das sie/ die gelereten (E187) odder geweyhetê/ nenet ministros/ seruos/ oeconomos/ das ist/ diener/ knecht/ schaffner/ die do sollen/ den andern/ Christû/ glauben/ und Christliche freyheyt predigen/ Denn ob wir wol alle gleych priester seyn/ szo kunden wir doch nit alle dienen odder schaffen und predigen. Alszo sagt S. Paulus 1. Cor. 4: Wir wollen nichts mehr von den leuthen gehalten seyn/ denn Christ' diener/ und schaffner des Euangelij. Den hellige skrift angiver ingen anden forskel end at den kalder de lærde eller indviede 'ministros', 'servos', 'oeconomos', det vil sige: tjener, træl, forvaltere, fordi de skal prædike Kristus, troen og den kristelige frihed for de andre. For selv om vi alle er præster, så kunne vi dog ikke alle tjene eller forvalte og prædike. Derfor siger Paulus 1 Kor 4,1: 'Vi vil af folket ikke regnes for mere end Kristi tjenere og forvaltere af evangeliet'.

¹⁰⁷ Aber nu ist auss der scheffnerey worden eyn solch weltlich/ (W29) eusserliche/ prechtige/ forchtsam hirschafft und gewalt/ das yhr die recht weltlich macht/ ynn keynen weg mag gleychen/ gerad als weren die leyen etwas anders denn Christenleuth/ damit hyngenummen ist der ganz vorstand Christlicher gnad/ freyheyt/ glaubens/ und allis was wir von Christo haben/ und Christ' selbs/ haben dafur ubirkûmen/ viel menschen gesetz und werck/ seyn ganz knecht worden/ der aller untüchtigen leuth auff erden. Men nu er der af forvaltergerningen blevet et sådant verdsligt, ydre, prægtigt, frygteligt herredømme og magt, at den verdslige magt på ingen måde kan lignes ved den, netop som om lægfolket var noget andet end kristenmennesker, og på den måde har man borttaget al forståelse af kristelig nåde, frihed, tro og alt, hvad vi har fra Kristus, ja Kristus selv har man borttaget, og vi har i stedet fået mange menneskelige love og gerninger, vi er ganske blevet slaver for de allermest uduelige folk på jorden.

¹⁰⁸ Zum achtzehenden/ Auss dem allen lernen wir/ das es nit gnug sey gepredigt/ Wen man Christus leben und werck oben hynn und nur als ein histori und Cronicken geschicht predigt/ schweyg denn/ szo man seyn gar schweygt/ und das geystlich recht oder ander menschen gesetz un lere predigt. Er ist auch vill/ die Christû alzo predigen/ und lessen/ das sie ein mit leyden ubir yhn habenn/ mit den Juden zurnn odder sonst mehr kyndisch weyss/ drynnen uben. For det attende. Af alt dette lærer vi, at der ikke er prædiket godt nok, når man prædiker henover Kristi liv og gerning og kun tager det som en historie eller en historisk krønike, for slet ikke at tale om, når man ganske tier derom og prædiker den gejstlige ret eller andre menneskelige love. Der er også mange, der prædiker og læser om Kristus på den måde, at de har medlidenhed med ham og bliver vrede på jøderne, eller udøver andre barnagtigheder deri.

¹⁰⁹ Aber er soll und muss alszo predigt sein/ dz mir un dir/ der glaub drauss erwachs un erhalten werd. Wilcher glaub da durch erwechst und erhalten wirt. Wen mir gesagt wirt. Warumb Christus kûmen sey/ wie man sein brauchen und niessen soll-->-->/ was er mir bracht und geben hat/ das geschicht/ wo man recht auslegt/ die Christlich freyheit/ die wir von yhm haben/ und wie wir künig und priester seyn/ aller ding mechtig. Und allis was wir thun/ das fur gottis augen angenehm/ und erhöret sey/ wie ich biss her gesagt hab. Dan wo ein herz alszo Christû höret/ das muss frölich werden von gantzem grund/ trost empfahen/ un (E188) süss werden gegen Christo/ yhn widderumb lieb zuhaben. Men han skal og må prædikes sådan, at hos mig og dig troen vokser og opholdes. Og denne tro vokser og opholdes derved, at det siges mig, hvorfor Kristus er kommet, hvordan man skal bruge ham og nyde ham, hvad han har bragt og givet mig. Og dette sker, når man udlægger den kristne frihed rigtigt, den frihed, vi har fra ham, fortæller, hvordan vi er konger og præster og er alle ting mægtige. Og alt, hvad vi gør, er i Guds øjne velbehageligt og bliver hørt, som jeg før har sagt. For hvor et hjerte hører Kristus sådan, dèr må det blive glad helt ned i grunden, få trøst og blive sødt imod Kristus og omvendt også have ham kær.

¹¹⁰ Dahyn es nymmer mehr mit gesetzê odder werck kummen mag/ Denn wer wil eynem solchen hertzen schaden thun/ oder erschrecken? felt die sund und der todt daher/ szo glaubt es Christ' frumkeit seyn sey/ und sein sund sein nymmer sein/ sondern Christi/ szo muss die sund vorschwinden/ fur Christus frumkeit/ ynn dem glauben./ wie droben gesagt ist/ und lernet/ mit dem Apostel dem todt und sund trotz bieten/ un sagen: Wo ist nu du todt deyn sig? Wo ist nu todt deyn spiess? deyn spiess/ ist die sund. Aber gott sey lob und danck/ der uns hatt geben den sieg/ durch Jhesum Christû unsern herrn. Und der todt ist erseufft ynn seynem sieg, etc. (1 Kor 15,55) Det vil det aldrig mere nå frem til ved love eller gerninger. For hvem vil gøre et sådant hjerte skade eller skræmme det? Kommer synden eller døden over det, så tror det, at Kristi fromhed tilhører det og at dets synd aldrig er dets egen, men Kristi, derfor må synden forsvinde for Kristi fromhed i troen, som det ovenfor er sagt, og det lærer med apostelen at byde døden og synden trods og sige: Hvor er nu, død, din sejr? Hvor er nu, død, sin brod? 'Din brod', det er synden. Men Gud ske tak og lov, der har givet os sejren ved Jesus Kristus vor herre. Og døden er opslugt i hans sejr, osv.

¹¹¹ Zum neunzehenden./ Das sey nu gnug gesagt/ von dem ynnerlichen menschen/ von seyner freyheit/ und der heubt gerechtickeit/ wilchs keynis gesetz noch gutten wercks bedarff/ ya yhr schedlich ist/ so yemant da durch wolt rechfertig zu werdê sich vormessenn. Lad nu dette være nok sagt om det indre menneske, om dets frihed, om dets hovedretfærdighed, som ikke behøver nogen lov eller gode gerninger, ja, som tager skade af dem, hvis nogen formaster sig til at ville være retfærdig derigennem.

¹¹² Nu kummen wir auffs ander teyll/ auff dn eusserlichen menschen Hie wollen wor antworten allen denen/ die sich ergern auss den vorigen reden un pflegen zusprechen Ey so denn der glaub (W30) alle ding ist und gilt allein gnugsam frum zumachen. Warûb sein denn die gutten werck gepotten? so wollen wir gutter ding sein/ und nichts thun. Neyn lieber mensch nicht also. Es wer wol/ also/ wen du allein ein ynnerlich mensch werist/ und ganz geystlich und ynnerlich worden/ wilchs nicht geschicht biss am Jüngsten tag. Nu kommer vi til den anden del, til det ydre menneske. Her vil vi svare alle dem, der forarges på den foregående tale og plejer at sige: 'Ej, når troen er alting og alene gælder tilstrækkeligt til at gøre et menneske fromt, hvorfor er da de gode gerninger påbudt? Så vil vi lade stå til og intet gøre'. Nej, kære menneske, ikke på den måde. Sådan kunne du gøre, hvis du alene var et indre menneske og var blevet helt åndelig og inderlig. Men det sker ikke før dommedag.

¹¹³ Es ist un bleybt auff erdê nur ein anheben un zunehmen/ wilchs wirt in yhener welt volnbracht. Daher heyssets der Apostel primitias spirit'/ das sein die ersten frücht des geysts/ drumb gehört hie her/ das droben gesagt ist. Ein Christê mensch/ ist ein dienstpar knecht/ un ydermâ unterthan/ gleych/ wo er frey ist/ darff er nichts thun/ wo er knecht ist/ muss er allerley thun. Wie dz zugahe wollen wir sehê. Det er og bliver på jorden kun en begyndelse og vækst, som fuldendes i den anden verden. Derfor kalder apostelen det 'primitias spiritus', det vil sige: åndens førstegrøde. Derfor hører det, der er sagt ovenfor: 'Et kristenmenneske er en træl og alle underlagt' hjemme her. Sådan at, hvor han er fri, behøver han intet gøre, hvor han er træl, må han gøre alt. Hvordan det går til, skal vi få at se.

¹¹⁴ Zum zwenzigsten/ Ob wol der mensch ynwendig (E189) nach der seelen durch den glauben gnugsam rechtfertig ist/ und alles hatt was er haben soll/ on das der selb glaub un gnugde/ muss ymer zunehmen/ biss ynn yhenes leben. So bleybt er doch noch ynn dissem leyplichen lebenn auff erden/ und muss seynen eygen leyp regiern und mit leuthen umdgahen. Da heben sich nu die werck an/ hie muss er nit müssig gehn/ da muss furwar der leyb mit fasten/ wachen/ erbeytten und mit aller messiger zucht getrieben/ un geübt sein/ das er dem ynnerlichen menschen un dem glauben gehorsam und gleychformig werde/ nit hyndere noch widderstreb/ wie sein art ist/ wo er nit gezwungen wirt/ For det tyvende. Selv om menneske indvendigt efter sjælen gennem troen er tilstrækkelig retfærdig og har alt, hvad han skal have, bortset fra, at troen og fyldestgørelsen til stadighed skal vokse indtil ind i det næste liv, så forbliver han dog stadig i dette legemlige liv her på jorden og må styre sin egen krop og omgås mennesker. Her begynder nu gerningerne, her må han ikke gå ledig, her må i sandhed kroppen tvinges og øves med faste, vågen, arbejde og med alle slags passende tugt, så at den bliver lydig overfor og ligedannet med og ikke hindrer eller modarbejder det indre menneske og troen, som det ellers er dens natur, hvor den ikke bliver tvunget.

¹¹⁵ den der ynnerliche mensch ist mit gott eyniss/ frölich und lustig/ umb Christus willen/ der yhm souil than hat/ un stett alle seyn lust darynn/ das er widderumb mocht gott auch umbsonst dienen ynn freyer lieb/ szo findt er ynn seynem fleysch eynen widerspenstigen willen/ der wil der welt dienen un suchen was yhn lustet Das mag der glaub nit leyden/ und legt sich mit lusst/ an seynen halss yhn zu dempfen un weren. Wie S. Pauel sagt Ro. 7. Ich hab ein lust/ yn gottis willen nach meynem ynnern menschen/ szo find ich eynen andernn willen ynn meynem fleysch/ der wil mich mit sunden gefangê nehmen. Item ich zuchtige meynen leyp un treib yhn zu gehorsam/ auff das ich nit selbs vorwerfflich werde/ der die andern leren soll. (1 Kor 9,27) Item Gal. 5. Alle die Christû angehören/ creuzigen yhr fleysch mit seynen bösen lüsten. For det indre menneske er lige med Gud, glad og ved godt mod for Kristi skyld, der har gjort så meget imod ham, og han sætter al sin lyst til, at han omvendt også kan tjene Gud for intet i fri kærlighed. Men så finder han i sit kød en vilje, der arbejder imod; den vil tjene verden og søge, hvad der lyster den. Det kan troen ikke tåle og den lægger sig med lyst i selen for at dæmpe den og værge sig imod den. Som Paulus siger Rom 7,22f: 'Jeg har lyst til Guds vilje efter mit indre menneske, men finder en anden vilje i mit kød, der vil tage mig tilfange med synder'. Ligeledes: 'Jeg tugter min krop og driver den til lydighed, for at ikke jeg, der skal lære andre, selv skal gå fortabt'. Ligeledes Gal 5,24: 'Alle, der hører Kristus til, har korsfæstet deres kød med dets onde lyster'.

¹¹⁶ Zû eyn und zwenzigsten/ Aber die selben werck/ müssen nit geschehn ynn der meynung/ das da durch der mensch frum werd fur gott/ denn die falsch meynung kan der glaub nit leydê/ der alleyn ist un sein muss die frumkeyt fur gott/ sondern nur yn der meynung/ das der leyp gehorsam werde/ und gereynigt von seynen bosen lüsten/ un dz aug nur sehe/ auff die bosen lüsten/ sie auss zu treyben/ Den die weyl die seel durch den glauben reyn ist/ un gott liebet/ wolt sie gern das auch also alle ding (W31) reyn weren zuuor yhr eygen leyp/ und yderman gott/ mit yhr liebt und lobt. For det én og tyvende. Men disse gerninger må ikke ske i den formening, at mennesket derved bliver fromt overfor Gud, for den falske opfattelse kan troen ikke tåle, for den alene er og må være fromhed overfor Gud, men kun i den mening, at kroppen bliver lydig og renset fra sine syndige, onde lyster, og at øjet kun ser på de onde lyster for at drive dem ud. Eftersom sjælen er ren gennem troen og elsker Gud, vil den gerne, at alle ting også skal være rene, først og fremmest dens egen krop, og den vil gerne, at enhver sammen med den elsker og priser Gud.

¹¹⁷ So (E190) geschichts/ das d' mensch seyns eygen leybs halben nit kan müssig gehen/ un muss vil gutter werck drober uben/ das er yhn zwinge/ und doch die werck nit das rechte gutt seyn/ dauon er frum und gerecht sey fur gott/ sondern thue sie auss fryer lieb umbsonst/ got zu gefallen/ nichts darynn anders gesucht noch angesehen/ denn das es gott also gefellet/ wilchs willen er gerne thet auffs allerbeste. Darauss denn ein yglicher kan selbs nehmen die mass und bescheydenheit den leyp zu Casteyen/ Denn/ er fastet/ wachet/ erbeyt/ souiell er sicht dem leyp nott seyn/ seynen muttwillen zu dempffen. Sådan går det til, at mennesket for sin egen krops skyld ikke kan gå ledig og må gøre mange gode gerninger for at han kan tvinge den, og dog er disse gerninger ikke det rette gode, hvorved han er from og retfærdig overfor Gud, men han gør det for intet af fri kærlighed, for at behage Gud; og han søger ikke andet deri og regner det ikke for andet, end at således behager det Gud, hvis vilje han gerne gør på det allerbedste. For derigennem kan enhver selv udregne måde og mål for at spæge kroppen, for han faster, våger, arbejder så meget som han ser, at kroppen har brug for det, for at nedbryde dens modstand.

¹¹⁸ De andern aber/ die do meynen mit wercken frum zu werden/ haben keyn acht auff die casteyung/ sondern sehen nur auff die werck/ und meynen/ wen sie der selben nur viel und gross thun/ szo sey es wol than und sie frum würden/ zu weyllen zu brechen die köpff und vorterben yhr leben drüber/ das ist ein grosse torheyt/ un unuorstand Christlichs lebens und glaubens/ das sie on glauben/ durch werck frum und selig werden wollen. Men de andre, der mener, man kan blive from gennem gerninger, har ikke blik for spægelsen, men ser kun på gerningerne og mener, at når bare de gør rigtig mange og store gerninger, så er det vel gjort og de bliver fromme. Til tider brækker de halsen på det og fordærver deres liv dermed; det er en stor dumhed og manglende forstand på det kristelige liv og tro, at de vil blive fromme og salige uden tro igennem gerninger.

¹¹⁹ Zum zwey und zwenzigsten. Das wir des etlich gleychniss geben. Soll man die werck eynis Christen menschen der durch seynen glaubê/ un auss lautern gnaden gottis/ umbsonst ist rechtfertig und selig worden/ nit anders achten/ den wie die werck Adam und Eue ym paradis gewesen weren/ Dauon Gen. 2. stett geschrieben. Das gott den gschaffenen menschen/ setzt yns paradiss/ das er dasselb erbeyten und hutten soll. For det to og tyvende. Det vil vi vise gennem nogle sammenligninger. Man skal ikke regne med, at et kristenmenneskes gerninger, som gennem sin tro og af lutter nåde fra Gud er blevet retfærdig og salig for intet, var anderledes end Adams og Evas gerninger var i paradiset, hvorom der 1 Mos 2,15 står skrevet: At Gud satte det skabte menneske i paradisets have for at han skulle dyrke og vogte den.

¹²⁰ Nu war Adam von got frum und wol geschaffen/ on sund/ das er durch seyn erbeytten und hutten nit durfft frum un rechtfertig werden/ doch das er nit müssig gieng/ gab yhm gott zu schaffen/ das paradeys zu pflanzen/ bawen und bewaren. Wilchs weren eytell frey werck gewesen/ umb keyns dings willen gethan/ denn allein got zu gefallen/ und nit umb frumkeyt zu erlangen/ die er zuuor hett/ wilch uns auch allen naturlich were angeborn gewesenn. Nu var Adam af Gud skabt from og vel, uden synd, så at han ikke gennem sin dyrken og vogten behøvede at blive from og retfærdig, men for at han ikke skulle gå uvirksom, gav Gud ham noget at lave, at tilplante paradiset, at bygge og bevare. Og det var idel frie gerninger, gjort ikke for nogen tings skyld, andet end for at behage Gud, og ikke for at opnå fromhed, som han jo havde i forvejen, og den ville også have været os alle på naturlig måde medfødt.

¹²¹ Alszo auch eynis glaubigen menschen werck/ wilcher durch seynen glauben ist widderumb inss paradiss gesetzt/ (E191) und von newen geschaffen/ darff keyner werck frum zu werden/ sondern das er nit müssug gahe seynen leyb erbeytt und beware/ seyn yhm solche freye werck zu thun gott zu gefallenn befohlen. På samme måde er også et troende menneskes gerninger, som gennem sin tro nu igen er indsat i paradis og skabt påny, han behøver ingen gerninger for at blive from, men for at han ikke skal gå uvirksom, men bearbejde og bevare sin krop, er det befalet ham at gøre sådanne frie gerninger for at behage Gud.

¹²² Item gleych wie eyn geweyheter Bischoff/ wen der kirchen weyhet/ fermelt od' sonst seynis ampts werck ubet/ szo machen yhn die selben werck nit zu eynem bischoff/ Ja wenn er nit zuuor ein Bischoff geweyhet were/ szo tüchte der selben werck keyniss und were eytell narrn werck. Alszo eyn Christen/ der durch den glauben geweyhet/ gutte werck thut/ wirt durch die selben nit (W32) besser oder mehr geweyhet (wilch nit denn des glauben mehrung thut) zu eynem Christen/ Ja wenn er nit zuuor glaubet un Christen were/ szo gülten alle seyne werck nichts/ sondern weren/ eytell nerrisch/ strefflich vordamplich sund. Ligeledes: som det er med en indviet biskop, når han indvier kirker, konfirmerer eller udfører andre af sit embedes gerninger, at det ikke er disse gerninger, der gør ham til biskop, ja, hvis ikke kan i forvejen var indviet til biskop, så udvirkede disse gerninger ingenting, men var idel narreværk, sådan er det med en kristen, som gennem troens indvielse gør gode gerninger, han bliver ikke derigennem bedre eller mere indviet (hvilket intet andet end troens vækst bevirker) til en kristen, ja, hvis han ikke i forvejen troede at være en kristen, så gjaldt alle hans gerninger ingenting, men var idel naragtig, strafværdig, fordømt synd.

¹²³ Zû drey und zwenzigsten/ Drumb seyn die zween sprüch war. Gutte frum werck machen nymmer mehr ein guten frumen man/ sondern eyn gutt frum man/ macht gutte frum werck. Böse werck machen nymmer mehr eynen bösen man/ sondern eyn böser man macht böse werck/ alszo/ das allweg/ die person zuuor muss gut un frum sein vor allen gutten wercken/ un gutte werck folgen und ausgahn/ von der frumen gutten person. For det tre og tyvende. Derfor er de to følgende udsagn sande: Gode fromme gerninger skaber aldrig nogensinde en god og from mand, men en god og from mand gør gode fromme gerninger. Onde gerninger skaber aldrig nogensinde en ond mand, men en ond mand gør onde gerninger. Altså må hele tiden personen i forvejen være god og from før alle gode gerninger, og de gode gerninger følger og udgår fra den fromme, gode person.

¹²⁴ Gleych wie Christus sagt. Ein böser bawm tregt keyn gutte frucht. Ein gutter bawm tregt keyne bose frucht. (Matt 7,18) Nu ists offenbar/ das die frucht tragen nit den bawm/ szo wachsen auch die bawm nit auff den fruchten/ sondern widderumb/ die bawm tragen die frucht/ und die frucht wachsen auff den bawmen. Wie nu die bawm mussen ehe seyn/ den die frucht/ un die frucht machen nit die bawm wid' gutte noch böse/ sondern die bawm machen die früchte. Nøjagtig som Kristus siger: Et dårligt træ bærer ingen gode frugter. Et godt træ bærer ingen dårlige frugter. Nu er det klart, at det ikke er frugterne, der bærer træet, og det er ikke træet, der vokser på frugterne, men lige omvendt: træerne bærer frugterne, og frugterne vokser på træerne. Ligesom nu træerne må være der før frugterne, og det ikke er frugterne, der gør træerne hverken gode eller dårlige, men det er træerne, der danner frugterne,

¹²⁵ Alszo muss der mensch ynn der person zuuor frum oder böse seyn/ ehe er gotte oder böse werck thut/ Und seyne werck machen yhn nit gutt oder böse/ sondern er macht gutt odder böse werck. Sådan må mennesket i personen i forvejen være from eller ond, førend han gør gode eller onde gerninger, og det er ikke hans gerninger, der gør ham god eller ond, men ham, der gør gode eller onde gerninger.

¹²⁶ Des gleychen sehen wir ynn allen hand wercken. Ein (E192) gutt oder böse haus macht keynen gutten oder bösen zymmerman/ sondern ein gutter oder bosser zymmerman/ macht ein bös oder gutt haus/ keyn werck macht eynenn meyster/ darnach das werck ist/ sondern wie d' meyster ist/ darnach ist sein werck auch. Det samme ser vi i alle håndværk. Det er ikke et godt eller dårligt hus, der skaber en god eller dårlig tømrer, men det er en god eller dårlig tømrer, der laver et godt eller dårligt hus. Det er ikke sådan, at et værk fremkalder en mester, så han er, som værket er, nej, som mesteren er, sådan er også hans værk.

¹²⁷ Alszo seyn die werck des menschen auch/ wie es mit yhm stett ym glauben od' unglauben/ darnach seind seyne werck gutt oder böse. Und nit widerûb/ wie seyne werck stehn darnach sey er frum odder glaubig/ die werck/ gleych wie sie nit glaubig machen/ szo machen sie auch nit frum. Sådan også med menneskets gerninger: som det står til med ham i tro eller vantro, efter det er hans gerninger gode eller onde. Og ikke omvendt: at som det står til med hans gerninger, efter det er han from eller troende. Ligeså lidt som gerningerne gør troende, sådan gør de heller ikke from.

¹²⁸ Aber der glaub gleych wie er frum macht/ szo macht er auch gutte werck, So dann die werck niemant frum machen/ und der mensch zuuor muss frum sein/ ehe er wirckt/ so ists offenbar/ das allein der glaub auss lauttern gnaden/ durch Christû und seyn wort/ die person gnugsam frum und selig machet. Men ligesom troen gør from, sådan gør den også gode gerninger. Ligesom gerningerne ikke gør nogen from og mennesket i forvejen må være from, før han gør gerninger, sådan er det klart, at kun troen, at lutter nåde ved Kristus og hans ord, gør personen tilstrækkelig from og salig,

¹²⁹ Und das keyn werck/ keyn gepott/ eynem Christen nott sey zur seligkeit/ sondern er frey ist von allen gepotten/ un auss lautterer freyheit/ ombsonst thut/ alls was er thut/ nichts damit gesucht seyness nutzs oder selickeit/ Denn er schon satt und selig ist/ durch seynenn glaubenn/ und gottis gnaden/ sondern nur gott darynnen gefallen. og at ingen gerning, intet bud er nødvendig for en kristen til salighed, men han er fri for alle bud, og af lutter frihed, for intet, gør han alt, hvad han gør, og søger på ingen måde derved sin nytte eller salighed -- for han er allerede tilfreds og salig igennem sin tro og Guds nåde -- men han søger kun at behage Gud derved.

¹³⁰ Zum xxiiii. Widderumb dem/ der on glauben ist/ ist kein gutt werck furderlich zur frumkeyt und seligkeyt/ Widderumb keyn bose werck yhn bose (W33) und vordampt machen/ sondern der unglaub/ der die person und den bawm böss macht der thutt böse und vordampte werck. Darumb wen man frum odder böse wirt/ hebet sichs nit an den wercken an/ sondern an dem glauben/ Wie der Weyse man sagt. Anfang aller sund/ ist von gotte weychen und yhm nit trawen. (Sir 10,14f). For det fire og tyvende. Omvendt med den, der er uden tro. For ham fordres ingen god gerning til fromhed og salighed. Og på den anden side er der ingen ond gerning, der gør ham ond og fordømt, nej, det er vantroen, den, der gør personen og træet ondt, der gør onde og fordømmelige gerninger. Derfor, når man bliver from eller ond, afhænger det ikke af gerningerne, men af troen. Som vismanden siger: 'Begyndelsen på al synd er, at man afviger fra Gud og ikke stoler på ham'.

¹³¹ Alszo leret auch Christ' wie man nit an den wercken muss anheben un sagt. Entweder macht den bawm gutt und seyne fruchte gutt/ oder macht den bawm bose/ und seyne früchte böse/ (Matt 12,33) als solt er sagen/ wer gutte frücht (E193) haben wil/ muss zuuor an dem bawm anheben/ und den selben gutt setzen. Alszo wer do wil gutte werck thun/ muss nit an den wercken anheben/ sondern an der person/ die die werck thun soll. Die person aber macht niemant gut/ denn allein der glaub/ und niemant macht sie böse denn allein der unglaub. Sådan lærer også Kristus, hvordan man ikke må klynge sig til gerningerne, idet han siger: Enten er træet godt, og så er også dets frugt god, eller også er træet ondt, og dets frugt ond. Som ville han sige: Den, der vil have gode frugter, må i forvejen begynde med træet og sørge for, at det er godt. Ligesådan må den, der vil gøre gode gerninger, ikke begynde med gerningerne, men med personen, som skal gøre gerningerne. Men der er ingen, der gør personen god, undtagen troen alene, og der er ingen, der gør den ond, undtagen alene vantroen.

¹³² Das ist wol war/ die werck machen eynen frum odder bose fur den menschen/ das ist/ sie zeygen eusserlich an/ wer frum od' bose sey. Wie Christus sagt. Matt. 7. Auss yhren früchten sollet yhr sie erkennen. Aber das ist alles/ ym scheyn und eusserlich. Wilchs ansehenn yrre macht viel leuth/ die do schreyben und leren/ wie man gutte werck thun soll und frum werdenn. szo sie doch des glaubens nymmer gedenckenn/ gahn dahynn/ und furet ymmer ein blind den andern/ martern sich mit vielen wercken und kûmen doch nymmer zu der rechten frumkeit/ von wilchen Sanct Pauel sagt 2. Tim. 3. Sie haben eynen scheyn der frumkeyt/ aber der grund ist nit da/ gehn hynn und lernen ymmer un ymmer und kummen doch nymmer zur erkentniss der waren frumkeit. Det er vel sandt, at overfor mennesker er det gerningerne, der gør én from eller ond, det vil sige, de viser i det ydre, hvem der er from eller ond. Som Kristus siger, Matt 7,20: 'Af deres frugter skal I kende dem'. Men det er altsammen tilsyneladende og i det ydre. Og dette skin får mange mennesker til at tage fejl, når de skriver og lærer, hvordan man skal gøre gode gerninger og blive from, men dog overhovedet ikke tænker på troen, går omkring og lader en blind lede en blind, martrer sig med mange gerninger, og når dog aldrig frem til den rette fromhed. Om den siger Paulus 2 tim 3,5ff: 'De har skin af fromhed, men grundvolden mangler, de går omkring og lærer og lærer og kommer dog aldrig til erkendelse af den sande fromhed.

¹³³Wer nu mit den selben blinden nit wil yrren/ muss weytter sehen/ den ynn die werck/ gepott/ odder lere der werck. Er muss ynn die person sehen fur allen dingen/ wie die frum werd. Die wirt aber nit durch gepott und werck/ sondernn durch gottis wort (das ist/ durch seyne vorheyschung der gnadenn) und den glauben/ frum und selig/ auff das bestehe seyn gottliche ehre/ das er uns nit durch unser werck/ sondern durch seyn gnedigs wort umbsonst und lauter barmherzickeit selig mache. Den, der nu ikke vil tage fejl sammen med disse blinde, han må se længere ind end til gerningerne, til budene eller til læren om gerningerne. Han må fremfor alt se ind til personen, hvordan personen bliver from. Men den bliver ikke from og salig gennem bud og gerninger, men gennem Guds ord (det vil sige, gennem hans nådesforjættelse) og troen. På det består hans guddommelige ære, at han ikke gør os salige gennem vore gerninger, men gennem sit nådige ord, for intet og af lutter barmhjertighed.

¹³⁴ Zû xxv. Auss dissem allen ist leuchtlich zuuorstehen/ wie gutte werck zu vorwerffen un nit zuuorwerffen seyn. Und wie man alle lere vorstahn soll/ die do gutte werck leren/ dann wo der falsch anhang/ un die vorkerete meynûg dryn ist/ das durch die werck/ wir frum und selig werden (E194) wollen/ seyn sie schon nit gutt/ und ganz vordamlich/ den sie seyn nit frey/ und schmehen die gnad gottis/ die allein durch den glauben frum und seligk macht/ wilchs die werck nit vormügen/ un nehmê es yhn doch fur zu thun/ und damit der gnaden/ ynn yhr werck und ehre greyffenn. For det fem og tyvende. Af alt dette er det let at forstå, hvordan gode gerninger skal forkastes og hvordan de ikke skal forkastes, og hvordan enhver lære om gode gerninger skal forstås. For hvor der gøres den forkerte tilføjelse og hvor den forkerte mening hænger fast derved, at vi bliver fromme og salige gennem gerningerne, dèr er de overhovedet ikke gode og helt fordømmelige, for de er ikke frie og forsmår Guds nåde, som alene gennem troen gør from og salig, hvilket gerningerne ikke formår, selv om de tager sig for at gøre det og dermed griber ind i nådens værk og ære.

¹³⁵ Drumb vorwerffen wir die gutte (W34) werck/ nit umb yhren willen/ sondernn/ umb des selben bossen zusatz und falscher vorkerter meyning willen. Wilche macht/ das sie nur gutt scheynen/ und seyn doch nit gutt/ betriegen sich und yderman damit/ gleych wie die reyssend wolff/ ynn schaffs kleydernn. Aber der selb bose zusatz und forkehrete meynung/ ynn den werckenn/ ist unübirwindlich/ wo der glaub nit ist. Er muss sein/ ynn dem selben werckheyligenn/ biss der glaub kum und vorstöre yhn/ die natur vormag yhn/ von yhr selb nit auss treybenn. Ja auch nit erkennen/ sondernn sie helt yhn fur eyn köstlich/ selig dingk/ drumb werden yhr auch szo viel da durch vorfuret. Derfor forkaster vi de gode gerninger, ikke for deres egen skyld, men på grund af den onde tilføjelse og falske, forkerte mening. Den gør, at de kun ser gode ud uden dog at være gode, at de bedrager sig selv og enhver med det, ligesom de glubende ulve i fåreklæder. Men denne onde tilføjelse og forkerte mening i gerningerne er uundgåelig, hvor troen ikke er. Den må være i denne gerningshellige, indtil troen kommer og ødelægger den; naturen formår af sig selv ikke at drive den ud, ja, heller ikke at erkende den, men den regner den for en kostelig, salig ting; derfor er der også så mange af dem, der bliver forført.

¹³⁶ Derhalben/ obs woll gutt ist/ von rewen/ beychten/ gnugthun/ schreyben und predigen/ szo man aber nit weytter feret bis zum glauben/ sein es gewisslich/ eitel teufflische/ vorfurische lere. Mâ muss nit eynerlei allein predigen/ sondern alle beyde wort gottis/ Die gepot/ sol mâ predigen/ die sunder zurschrecken un yhr sund zu offenbarnn/ das sie rewe haben und sich bekeren. Aber da soll es nit bleyben/ mâ muss/ das ander wort/ Die zusagûg der gnaden auch predigen/ den glauben zu leren/ on wilchenn die gepott rew und allis ander vorgebens geschicht. Derfor, selv om det vel kan være godt at skrive og prædike om anger, bod, fyldestgørelse, dersom man ikke går videre til troen, er det i sandhed idel djævelsk, forførerisk lære. Man må ikke kun prædike den ene slags Guds ord, men begge slags. Budene skal man prædike, for at forskrække synderne og åbenbare deres synd, så de angrer og omvender sig. Men derved skal det ikke blive, man må også prædike den anden slags ord: forjættelsen af nåden, for at lære troen, uden hvilken budene, angeren og alt andet sker forgæves.

¹³⁷ Es sein wol noch blieben prediger/ die rew der sund un gnad predigen/ aber sie streychen die gepott und zusagung gottis nit auss/ das mâ lere/ wo her und wie die rew/ und gnag kumme. Denn die rew/ fleust auss den gepotten/ der glaub/ auss den zusagung gottis/ und alszo wirt d' mensch durch den glauben gotlicher wort gerechtfertiget und erhaben/ der durch die furcht gottis gepottis gedemütiget/ und ynn seyn erkentniss kummen ist. (E195) Der er vel endnu nogle prædikanter tilbage, der prædiker anger over synden og nåde, men de understreger ikke budene og Guds tilsagn, så man lærer, hvorfra og hvordan angeren og nåden kommer. For angeren kommer af budene, troen af Guds tilsagn, og således bliver mennesket gennem troen på det guddommelige ord retfærdiggjort og ophøjet, det menneske, der gennem frygten for Guds bud var blevet ydmyget og var kommet til erkendelse af sig selv.

¹³⁸ Zum xxvi. Das sey von den wercken gesagt ynn gemeyn und die ein Christen mensch gegen seynem eygen leybe üben soll. Nu wollen wir von mehr wercken sagen/ die er gegen andere menschen thut. Denn der mensch lebt nit allein/ ynn seynem leybe/ sondern auch unter andernn menschen auff erdenn. Darumb kan er nit on werck sein gegen die selbenn/ er muss yhe mit yhn zu reden und zu schaffen habenn/ wie wol yhm der selben werck keyns nodt ist zur frumkeit und seligkeyt. Drumb soll seyne meynung ynn allen werckenn frey und nur dahynn gericht seyn/ das er andern leutten damit diene und nütz sey: Nichts anders yhm furbilde/ denn was den andern nott ist/ das heyssit denn ein warhafftig Christen leben/ und da geht der glaub mit lust und lieb ynss werck/ als S. Paulus leret die Galatas. (Gal 5,6) For det seks og tyvende. Lad det være nok om gerningerne i almindelighed og om de gerninger, som et kristenmenneske skal gøre mod sin egen krop. Vi skal nu tale om andre gerninger, dem, han skal gøre mod andre mennesker. For mennesket lever ikke blot i sin krop, men også mellem andre mennesker på jorden. Derfor kan han ikke være uden gerninger imod disse mennesker, han må jo tale med dem og have med dem at gøre, selv om disse gerninger ikke er nødvendige for ham til fromhed og salighed. Derfor skal hans mening i alle gerninger være fri og kun rettet mod det, at han kan tjene andre folk og være dem til nytte. Ikke at have andet for øje end hvad de andre har brug for, det kaldes da et sandt kristenliv, og det går troen i gang med med lyst og liv, som Paulus lærer galaterne.

¹³⁹ Denn zu den (W35) Philippen/ do er sie geleret hatte/ wie sie alle gnad und gnugde hettenn durch yhren glauben yn Christo/ leret er sie weytter und sagt. Ich vorman euch allis trosts/ den yhr ynn Christo habt/ und allis trosts/ den yhr habt von unser liebe zu euch/ un aller gemeinschafft/ die yhr habt mit allen geystlichen frumen Christen/ yhr wolt meyn hertz erfrewen volkömlich/ un das damit/ das yhr hynfurt/ wollet eyniss synnes seyn/ eyner gegen dem andernn lieb erzeygen/ eyner dem andernn dienen/ und ein yglicher acht haben/ nit auff sich noch auff das seyne/ sondernn auff den andernn/ und was dem selben nott sey. (Fil 2,1ff) For i filipperbrevet, da han havde lært dem, hvordan de alle havde nåde og fyldestgørelse gennem deres tro på Kristus, lærer han dem videre og siger: 'Jeg formaner jer ved al den trøst, I har i Kristus og ved al den trøst, I har ved vores kærlighed til jer, og ved alt fællesskab, som I har med alle åndelige fromme kristne, at I vil glæde mit hjerte fuldkomment, og det derved, at I vil være ét sind, at den ene vil vise kærlighed mod den anden, at den ene vil tjene den anden, og enhver være opmærksom, ikke på sig selv eller på sit eget, men på den anden og hvad han har behov'.

¹⁴⁰ Sihe da hat Paul' klerlich/ ein Christenlich leben dahynn gestellet/ das alle werck sollen gericht seyn/ dem nehsten zu gutt/ Die weyl ein yglicher fur sich selb gnug hatt an seynen glauben/ un alle andere werck un leben yhm ubrig seyn/ seynem nehstê damit auss freyer lieb zu dienen/ Dartzu furet er ein/ Christû zu eynem exempel und sagt. Seyt also gesynnet/ wie yrs seht yn Christo. Wilcher ob er wol voll gottlicher form ware und fur sich selb gnug hatte/ und yhm sein leben/ wircken und leydenn nicht nott ware/ das er da mit frum odder seligk wurd. Dennoch hatt er sich des alles geeussert/ und geperdet wie ein knecht/ allerley gethan und gelidenn/ nichts angesehen/ denn unser (E196) bestis/ un alszo ob er wol frey ware/ doch umbs unser willenn ein knecht wordenn. (Fil 2,5ff). Se, der har Paulus klart fremstillet et kristeligt liv, hvor hen imod alle gerninger skal være rettet, til gode for næsten, eftersom enhver har nok i sin tro for sit vedkommende og al andet gerning og liv er ham tilovers, til at tjene sin næste dermed ud af fri kærlighed. Derefter indfører han Kristus som et forbillede og siger: 'Hav det samme sindelag, som I ser i Kristus, han, som selv om han var fuld af guddommelig form og havde nok for sig selv og ikke havde behov for at leve, virke og lide, så han derigennem kunne blive from og salig, alligevel tømte sig for alt dette og gebærdede sig som en slags, gjorde og led alt, uden at se på andet end vort bedste, og således, selv om han var fri, alligevel for vores skyld blev slave.

¹⁴¹ Zum xxvii. Alszo soll ein Christen mensch/ wie Christus seyn heubt/ voll und satt/ yhm auch benugen lassen an seynem glaubenn/ den selben ymer mehrenn/ wilcher seyn leben/ frumkeit und seligkeyt ist/ der yhm gibt allis was Christ' und gott hat/ wie droben gesagt ist. Und S. Paul Gal. 1. spricht/ Was ich noch ynn dem corper lebe/ das lebe ich ynn dem glauben Christi gottis sohn. (Gal 2,20). For det syv og tyvende. Derfor skal et kristenmenneske, ligesom Kristus, hans hoved, helt og holdent også lade sig nøje med sin tro og stadig øge den. Den er hans liv, fromhed og salighed. Den giver ham alt, hvad Kristus og Gud har, som ovenfor sagt; og som Paulus siger til galaterne: 'Hvad jeg endnu lever i legemet, det lever jeg i troen på Kristus, Guds søn'.

¹⁴² Und ob er nu ganz frey ist/ sich widderûb williglich eynê diener machen seynem nehsten zu helfenn/ mit yhm faren/ und handeln/ wie gott mit yhm durch Christû handlet hatt/ und das allis umbsonst/ nichts darynnen suchenn denn gottliches wolgefallenn/ und alszo denckenn. Wolan meyn gott hatt mir unwirdigen vordampten menschen/ on alle vordienst/ lauterlich umbsonst un auss eytel barmherzickeit geben/ durch und ynn Christo/ vollen reychtumb aller frumkeit und selickeit/ das ich hynfurt/ nichts mehr bedarff/ denn glauben es sey also. Ey so will ich solchem vatter der mich mit seynen uberschwenglichen guttern alszo ubirschuttet hatt/ widerumb/ frey/ frölich und umbsonst thun was yhm wolgefellet/ Unnd gegen meynem nehsten auch werden ein Christen/ wie Christus mir worden ist/ und nichts (W36) mehr thun/ denn was ich nur sehe/ yhm nott/ nützlich und seliglich sey/ die weyl ich doch/ durch meynenn glauben/ allis dings yn Christo gnug habe. Og selv om han nu er ganske fri, skal han omvendt villigt gøre sig til en tjener for sin næste, for at hjælpe ham, omgås ham og have med ham at gøre, sådan som Gud har handlet med ham gennem Kristus, og det altsammen for intet, uden at søge andet derigennem end det guddommelige velbehag, og tænke således: 'Velan, min Gud har gennem og i Kristus uden nogen fortjeneste, fuldstændig gratis og af idel barmhjertighed givet mig uværdige, fordømte menneske, al fromheds og saligheds hele rigdom, så jeg fremover intet mere behøver, end at tro, at det forholder sig sådan. Ej, så vil jeg omvendt overfor en sådan fader, der sådan har overvældet mig med sine overmåde store gaver, for intet fri og glad gøre hvad der behager ham, og overfor min næste være en kristen, som Kristus er blevet for mig, og ikke gøre andet, end hvad jeg ser, er ham nødvendigt, nyttigt og saligt, eftersom jeg dog i min tro har nok af alle ting i Kristus'.

¹⁴³ Sih also fleusset auss dem glauben die lieb un lust zu gott/ und auss der lieb/ ein frey/ willig/ frolich leben dem nehsten zu dienê umbsonst. Denn zu gleych wie unser nehst nott leydet/ und unsers ubrigenn bedarff/ alszo haben wir fur gott nott geliden und seyner gnaden bedurfft. Darumb wie uns gott hatt durch Christum umbsonst geholffen/ alszo sollen wir/ durch den leyp/ und seyne werck/ nit anders den dem nehsten helffen. Also sehen wir wie eyn hoch edliss leben sey umb ein Christlich leben/ das leyder nu ynn aller welt/ nit allein nyderligt/ sondernn auch nit mehr bekandt ist noch gepredigt wirt. Se, sådan flyder af troen kærligheden og lysten til Gud, og af kærligheden et frit, villigt og glad liv, som vil tjene næsten for intet. For ligesom vor næste lider nød og har brug for vores overflod, sådan har vi overfor Gud lidt nød og haft brug for hans nåde. Derfor, ligesom Gud gennem Kristus har hjulpet os for intet, sådan skal vi gennem legemet og dets gerninger ikke gøre andet end hjælpe næsten. På den måde ser vi, hvor højt og ædelt et liv et kristeligt liv er. Det er nu desværre ud over hele verden ikke blot i forfald, men man kender det ikke og prædiker det ikke.

¹⁴⁴ Zum xxviij. Alszo lessen wir Luce. 2. (E197) Das die Junqfraw Maria zur kirchen gieng nach den sechs wochen und liess sich reynigen nach dem gesetz/ wie alle andre weyber/ szo sie doch nit gleych mit yhn unreyn war/ noch schuldig d' selben reynigung/ bedurfft yhr auch nit. Aber sie thetts aufss freyer lieb/ das sie die andere weyber nit vorachtet/ sondernn mit dem hauffen bliebe. Alszo liess S. Pauel/ S. Timotheû beschneytten/ nit das es nott were/ sondern das er den schwachglaubigen Juden nit ursach gebe/ zu bosen gedancken/ der doch widderumb Titû nit wollt lassen beschneyttê/ da mâ drauff dringen wolt/ er must beschnit seyn/ und were nott zur seligkeit. For det otte og tyvende. Således læser vi i Luk 2,22ff, at jomfru Maria gik i kirke efter de seks uger og lod sig rense efter loven som alle andre kvinder, selv om hun dog ikke ligesom de var uren og ikke havde pligt til at lade sig rense eller havde nogen renselse behov. Men hun gjorde det af fri kærlighed, for ikke at foragte de andre kvinde og skille sig ud fra mængden. Derfor lod Paulus Timotheus omskære, ikke fordi det var nødvendigt, men for at han ikke skulle give de lidettroende jøder anledning til onde tanker, men ville dog omvendt ikke lade Titus omskære, da man ville gennemtvinge, at han skulle omskæres, og at det var nødvendigt til salighed.

¹⁴⁵ Und Christus Matt. 17. Da vô seynen Jüngern ward die zinz pfennig gefoddert/ disputiert er mit S. Peter/ ob nit künigs kynder frey weren zynz zu geben. Und sanct Peter/ ia sagt. Hiess er yhn doch hynn gehen an dz mehr und sprach/ Auff das wir sie nit ergernn/ szo gang hyn/ den ersten fisch du sehist/ den nym und yn seynem maull wirstu finden eynen pfennig/ den gib fur mich und dich. Das ist ein feyn exempel/ zu disser lere/ da Christus/ sich und die seynen freye künigs kinder nennett/ die keynis dings bedurffen/ und doch sich unterlessit williglich/ dienet und gibt den zynz. Og Kristus i Matt 17,24ff, da man af hans disciple forlangte skattens mønt, da diskuterede han med Peter, om ikke kongernes børn var fri for at betale skat. Og Peter sagde ja. Alligevel befalede han ham at gå hen til havet og sagde: 'For at vi ikke skal forarge, så gå hen og tag den første fisk, du ser, tag den, og i dens mund vil du finde en mønt; giv den for mig og dig'. Dette er et fint eksempel på denne lære, da Kristus kalder sig og sine disciple frie kongebørn, der intet behøver at betale og dog frivilligt underkaster sig, tjener og betaler skatten.

¹⁴⁶ Wie vill nu das werck/ Christo nott war und dienet hatt/ zu seyner frumkeit oder seligkeit/ so vil sein alle ander sein und seyner Christen werck yhn not zur seligkeit/ sondern sein allis frey dienste/ zu willen un besserung der andern. Also solten auch aller priester/ klöster und stifft werck gethâ sein/ das ein yglicher seynis stands un ordens werck allein darûb thet/ den andern zu wilfaren un seynen leib zu regieren/ den andern exempell zu geben auch also zu thun/ die auch bedurffenn yhre leyb zu zwingenn/ doch alzeit fursehen/ das nit da durch frumm und selig werden/ furgenommen werd. Wilchs allein des (W37) glaubens vormügen ist. Lige så lidt som nu denne gerning var nødvendig for Kristus og har tjent ham til fromhed eller salighed, lige så lidt er alle andre gerninger hos ham og hos hans kristne nødvendigt til salighed for dem, men det er altsammen fri tjenester, de andre til vilje og forbedring. Sådan skulle også alle præsters, klostres og stiftelsers gerninger gøres, at enhver gjorde sin stands og ordens gerninger alene af den grund, at han kunne føje de andre og styre sin krop, og give de andre, der også har behov for at styre deres krop, et eksempel til at handle ligeså. Dog skal man altid passe på, at intet foretages for derigennem at blive from og salig. Det er alene troen, der formår det.

¹⁴⁷ Auff die weyse gepeut auch S. Paul Ro. 13. un Tit. 3. Das sie sollen weltlicher gewalt (E198) unterthâ un bereyt sein/ nit das sie da durch frum werdê sollen/ sondern das sie den andern und der ubirkeit da mit frey dieneten/ und yhren willen thetten auss lieb un freyheit. Wer nu dissen vorstand hette/ der kund leychtlich sich richtenn/ ynn die unzellichen gepotten und gesetzen des Babst/ der Bischoff/ der klöster/ der stifft/ der fursten un herrn/ die etlich tolle prelaten alszo treyben/ als weren sie nott zur seligkeit/ und heyssen es/ gepott der kirchen/ wie wol unrecht. På den måde befaler også Paulus i Rom 13,1ff og Titus 3,1, at de skal være den verdslige øvrighed underdanig og lydige, ikke fordi de derigennem skal blive fromme, men fordi de dermed frit tjener den anden og øvrigheden og handler dem til vilje af kærlighed og i frihed. Den, der nu havde denne forståelse, han kunne med lethed rette sig ind efter de utallige bud og love fra paven, biskopperne, klostrene og stiftelserne, fyrsterne og herrerne, som nogle tåbelige prælater driver på en måde, som var de nødvendige til salighed, og kalder det: kirkens bud, omend med urette.

¹⁴⁸ Den ein freyer Christen spricht alszo. Ich wil fasten/ betten/ ditz und das thun/ was gepotten ist/ nit dz ichs bedarff od' da durch wolt frum oder selig werden/ sondern ich wils dem Babst/ Bischoff/ der gemeyn/ od' meynem mit bruder/ herrn zu willen/ exempel und dienst thun un leyden/ gleych wie mir Christus viel grösser ding zu willen thâ und geliden hatt/ des yhm vill weniger nott ware. Und ob schon die tyrannê unrecht thun solchs zu foddern/ szo schadets mir doch nit/ die weyl es nit widder gott ist. For en fri kristen siger som så: Jeg vil faste, bede, gør dit og dat af, hvad der er påbudt, ikke fordi jeg behøver det eller vil blive from eller salig derigennem, men jeg vil gøre det og finde mig i det, paven, biskoppen, menigheden eller min medbroder eller min herre til vilje, eksempel og tjeneste, ligesom Kristus mig til vilje har gjort og fundet sig i meget større ting, som for ham var endnu mindre nødvendige. Og selv om tyrannerne gør uret ved at fordre noget sådant, så skader det mig dog ikke, eftersom det ikke er imod Gud.

¹⁴⁹ Zum xxix. Hierauss mag ein yglicher ein gewiss urteyl un unterscheydt nehmen/ unter alle wercken und gepotten/ auch wilchs blind tolle od' recht synnige prelaten sein. Den wilchs werck nit dahynauss gericht ist/ dem andern zu dienen/ oder seynen willen zu leydenn/ szo fern er nit zwing/ wider gott zu thun/ szo ists nit ein gut Christlich werck. Daher kumpts/ das ich sorg/ wenig stifft kirchen/ klöster/ altar/ mess/ testamêt/ Christlich seinn/ Datzu auch/ die fasten und gepett etlichen heyligen/ sonderlich gethan. For det ni og tyvende. Heraf kan enhver fælde en sikker dom og skelne mellem alle gerninger og bud, og også skønne, hvem der er blinde og tåbelige og hvem der er retsindige prælater. For den gerning, der ikke er rettet imod at tjene den anden eller finde sig i hans vilje, for så vidt han ikke tvinger til at handle imod Gud, er ikke en god kristelig gerning. Deraf kommer det, at jeg er bekymret over, hvor få stiftelser, kirker, klostre, altre, messer, testamenter der er kristelige. Dette gælder også de faster og bønner, som særligt afholdes for visse helgener.

¹⁵⁰ Denn ich furcht/ das ynn den allen sampt ein yglicher nur das seyne sucht/ vormeynend damit sein sund zu büssen und seligk werden. Wilchs allis kûpt auss unwissenheit des glaubens un Christlicher freyheit/ Und etlich blind prælaten/ die leuth da hynn treyben und solch wesen preyssen/ mit ablas schmucken un den glauben nymer mehr leren. Ich rate dir aber wiltu etwas stifften/ betten/ fasten/ so thu es nit er meynûg/ dz du wollist dir etwas guts thû/ sondern gibs dahin frey/ dz and'e (E199) leuth desselben genissen mugen un thu es yhn zu gut/ so bistu ein rechter Christê/ wz sollê dir dein gütter un gute werck die dir übrig sein/ dein leyb zu regieren un vorsorgen/ so du gnug hast am glauben/ daryn dir gott alle ding geben hat. For jeg frygter, at i alt det søger enhver kun sit eget, i den formening, at han dermed bøder for sin synd og bliver salig. Hvilket altsammen kommer af uvidenhed om troen og om den kristne frihed. Og der er nogle blinde prælater, der driver folk derhen imod og priser et sådant væsen, smykker det med aflad og intet som helst lærer om troen. Men jeg råder dig til, at hvis du vil indstifte et eller andet, hvis du vil bede eller faste, så gør det ikke i den mening, at du vil gøre dig selv noget godt, men giv det frit ud, så at andre mennesker kan nyde godt af det og gør det til gode for dem, så er du en ret kristen. Hvad skal du med dine goder og gode gerninger, som du har i overskud, til at styre og sørge for din krop, eftersom du har nok i troen, hvori Gud har givet dig alle ting.

¹⁵¹ Sihe also mussen gottis gutter fliessen auss eynê/ yn den andern un gemeyn werdê. dz ein yglicher sich seynis nehstê also annehm/ als were ers selb Auss Chrô fliessen sie yn uns/ d' sich unser hatt angenômen ynn seynê leben/ als were er dz gewesen/ dz wir seyn. Auss uns sollen sie fliessen/ yn die/ so yr bedurffen. Auch so gar/ dz ich muss auch meynenn glaubenn und gerechtickeyt/ fur meynenn nehsten setzen fur gott/ seyne sund zu decken/ auff mich nehmen und (W38) nit anders thun/ denn als weren sie meyn eygen/ eben wie Christ' uns allen than hat. Sich das ist die natur der libe/ wo sie warhafftig ist/ Da ist sie aber warhafftig/ wo der glaub warhafftig ist. Darumb gibt der heylig Apostell/ der lieb zu eygen 1. Cor. 13 Das sie nit sucht das yhre/ sondern/ was des nehsten ist. Se, sådan må Guds goder flyde fra den ene til den anden og blive almen eje, så at enhver kan tages sig sådan af sin næste, som var det ham selv. Fra Kristus flyder de ind i os; han har antaget sig os i hans liv, som om han var, hvad vi er. Fra os skal de flyde ind i dem, der behøver dem. Og det i så høj grad, at jeg endog må sætte min tro og retfærdighed ind for min næste overfor Gud, for at dække over hans synd, tage den på mig og ikke gøre andet, end som var de mine egne, ligesom Kristus har gjort overfor os alle. Se, det er kærlighedens natur, hvor den er sand. Men dèr er den sand, hvor troen er sand. Derfor tillægger den hellige apostel kærligheden, (i 1 Kor 13,5) at den ikke søger sit eget, men hvad næstens er.

¹⁵² Zum xxx. Auss dem allenn folget der beschluss/ das eyn Christen mensch lebt nit ynn yhm selb/ sondern ynn Christo un seynem nehstenn/ ynn Christo durch den glauben/ ym nehsten/ durch die liebe/ durch den glauben feret er uber sich yn gott/ auss gott feret er widder unter sich durch die liebe/ und bleybt doch ymmer yn gott un gottlicher liebe/ Gleych wie Christus sagt Johan. 1. Ihr werdet noch sehen den hymell offen stehn/ un die Engell auff und absteygen ubir den Sun des menschen. Sihe das ist/ die rechte/ geystliche/ Christliche freyheyt/ die das herz frey macht/ von allen sundenn/ gesetzen/ und gepotten/ wilch alle andere freyheyt ubirtrifft/ wie der hymell die erdenn. Wilch geb uns gott recht zuuorstehen und behaltenn.
Amen.
For det tredivte. Af alt dette følger den konklusion, at et kristenmenneske ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste, i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærlighed. Gennem troen føres han op over sig selv til Gud, fra Gud føres han igen ned under sig selv gennem kærligheden og bliver dog stadig i Gud i guddommelig kærlighed, som Kristus siger Joh 1,51: 'I skal se himlen åben og englene stige op og stige ned over menneskesønnen'. Se, det er den rette, åndelige, kristelige frihed, som gør hjertet fri for alle synder, love og bud, som overgår al anden frihed, som himlen overgår jorden. Gud give os ret at forstå og beholde dem.
Amen.

Om fremkomsten af skriftet

Brevet til paven er dateret den 6. September 1520. Dette er dog formentlig en tilbagedatering. Det skulle se ud, som om Luther havde skrevet brevet, før pavens trusselsbulle blev offentliggjort i Tyskland, hvilket skete i den sidste trediedel af September 1520. Men afhandlingen og brevet til paven er blevet til i forlængelse af en slags "sammensværgelse" mellem Luther, Melanchthon og kardinal Karl von Miltitz. Sidstnævnte havde tidligere fået Luther til at skrive sin lære i kort form, nemlig i form af "Unterricht" fra 1519. Meningen var den gang, at begge parter skulle afholde sig fra debat. Men ifølge Luthers brev blev denne aftale brudt af Eck, som her gøres til skurken, vist efter tilskyndelse fra Miltitz. Det samme var hensigten i 1520. Sagen skulle ties ihjel. Hvad den naturligvis ikke blev og ikke kunne blive.

Noter:

Note 1: Dette forord til paven er afskrevet fra Erlangerudgavens tyske del, bind 53, side 41-52. Den øvrige del fra Clemens udgaven med dens gammeltyske bogstavering.

Note 2: