Luthers disputation med Eck, 13



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 373-383.
 
1 Tertiadecima Iulii .M.cccc.ixi. hora secunda. Circa materiam conclusionum quarte et quinte.(os#t4). Den trettende juli 1519, klokken to. Om den fjerde og femte konklusions materiale.
2 Eccius.

Reverende pater, quia tempus nobis prefixum est nimis arctum, tamen tangendo fundum negotii aliqua attingemus, illud scilicet quod quilibet sacerdos absolvat a pene et culpa contra communem usum totius ecclesie, et quod in sermone vulgari (n2) et conclusione dicitis, ex nulla scriptura probari divinam iusticiam aliquam penam vel satisfactionem expostulare a peccatore. 

Eck.

Kære ærværdige fader, skønt vor tid er fastsat altfor snævert, må vi dog i nogen grad berøre og tage fat på det, der er grundlaget for vort arbejde, nemlig dette, at en hvilkensomhelst præst løser fra straffen og skylden imod hele kirkens almindelige brug, og det, at I i en folkelig prædiken og konklusion har sagt, at det ikke kan bevises ud fra noget skriftsted, at den guddommelige retfærdighed forlanger nogen straf eller satisfaktion af synderen.

3 Et illis innitor, quia in absolutione sacramentali culpa remittitur simultanee, sed pena peccato debita eterna commutatur in temporalem. hoc liquet ex sacre scripture traditione et sanctorum patrum usu, et ut brevior sim, expresse hoc voluit Ambrosius super Lucam, Hieronymus lib: 1. contra Iovinianum, Augustinus q. 1. de octo Dulcicii questionibus, et pertinenter Ambrosius Lu: 5. testatur, satisfactione penam peccati dissolvi. (E) Jeg støtter mig til det, at i den sakramentale absolution bliver skylden øjeblikkelig forladt, men den evige straf, som forskyldes på grund af synden bliver forandret til en timelig straf. Dette fremgår af den hellige skrifts tradition og de hellige fædres brug af skriften, og, at jeg skal fatte mig i korthed, Ambrosius siger det udtrykkeligt i 'Om Lukas', Hieronymus i bog 1 imod Jovinian, Augustin i spørgsmål 1 om de otte spørgsmål fra Dulcicius, og vedholdende bevidner Ambrosius om Lukas 5, at satisfaktionens straf ophæver synden.
4 Scriptura est in promptu, quoniam peccatum Ade culpa etiam remissa punitur in tota posteritate. quare transeunte culpa remanet pena. (13#22). Quam rationem tangit Augustinus tract. 124. super Matth: et glossa 2. Regum 12. (2 Sam 12,1ff) similiter de David 2. Re: 24. ubi David penituerat et percusserat cor eius: peccavi, dixit, valde in hoc facto, sed peto, ut transferas iniquitatem servi tui. (2 Sam 24,10).  (E) Det er åbenbart i skriften, at Adams synd får tilgivet skylden, men straffes på hele efterslægten. Derfor: skylden tilgives, men straffen forbliver. Den betydning berører Augustin i tract 124 over Matthæus, og i fortolkningen til 2 Sam 12,1ff, ligeledes om David i 2 Sam 24,10, hvor David angrede og slog sig for sit bryst: Jeg har syndet meget, sagde han, i det, jeg har gjort, men jeg beder, at du vil tilgive din tjeners overtrædelse.
5 Modo peccatum non transfertur quo ad culpam, quia, ut propheta ait, Anima ipse que peccaverit morte morietur (Ez 18,20): restat ergo, ut peccatum quo ad penam transferatur. Sic per prophetam Natan dicitur David: transtulit deus peccatum tuum, ubi glossa: Deus delictum delet, sed inultum non deserit. (13#25) aut enim homo in se penitens punit aut deus cum homine vindicans percutit. (13#24).  (E) Blot er det sådan, at synden kun tilgives, hvad skylden angår, fordi, som profeten siger: Selve den sjæl, som har syndet, skal dø. Der mangler altså det, at synden, hvad straffen angår, tilgives. Således siges der gennem profeten Natan til David: Gud har tilgivet din synd, hvor fortolkningen må være: Gud udrydder overtrædelsen, men han bliver ikke ladt uden straf. For enten straffer menneske sig selv ved at gøre bod, eller også slår Gud det, når han gør op med mennesket.
6 Et ut ad sanctos patres veniamus, a quibus usus et praxis ecclesie principaliter ab apostolis derivatus est. Nam primo nullum peccatum manet impunitum, et pena est ordinativa culpa, quas rationes tangit Augustinus et refert Gratianus (sicut primi, de penitentia dist: 1.).  (E) Og for at komme til de hellige fædre, fra hvilke fortrinsvis kirkens brug og praksis er taget. For for det første forbliver ingen synd ustraffet, og straffen er en ordineret skyld; disse ting berører Augustin og Gratian refererer dem (fx først i 'Om boden', distinktion 1).
7 Nam deus malum fieri non pateretur, nisi illud per iusticiam ordinando melius stare in mundo faceret. inquit ergo Augustinus lib: de penitentie medicina: Non sufficit mores in melius commutare et a factis malis recedere, nisi etiam de iis que facta sunt satis fiat deo per penitentie dolorem, per humilitatis gemitum, per contritii cordis sacrificium, eleemosynis cooperantibus &c. (13#52) Non enim dictum est, ut tantum abstineatis a peccatis, sed et de preteritis, inquit, deprecare dominum, ut tibi dimittantur &c. (W374). (13#27).  (E) For Gud tåler ikke, at der sker noget ondt, medmindre han i kraft af sin retfærdighed ved at lade det ske forbedrer verdens tilstand. Derfor siger Augustin i bogen om bodens medicin: Det er ikke nok at ændre skikkene til det bedre og at afstå fra at gøre ondt, hvis ikke også Gud tilfredsstilles med hensyn til det, der er øvet, gennem smerten ved boden, gennem ydmyghedens suk, gennem at ofre et angrende hjerte, ved at give almisse, osv. Det er nemlig ikke sagt, at du blot skal afstå fra synd, men også om de foregående, siger han, må du bede Gud om tilgivelse, så han tilgiver dig dem, osv. 
8 Sed si reverendus pater, sicut in Resolutorio et alias, meo quidem sensu, facere nititur, satisfactionem illam fieri ecclesie, sed deum talem penam non requirere, et quam deus requirat, homo non auferat, contra ego oppono: Primo, quod Augustinus in Enchiridio inquit c. 71 (loquitur de oratione dominica): Delet omnino hec oratio minima et quottidiana peccata: delet et illa, a quibus vita fidelium scelerate gesta sed penitendo in melius mutata discedit (13#29). Ubi constat, orationem dominicam delere venialia et etiam mortalia non quo ad culpam sed quo ad penam, quia penitendo mutata, que mutatio Augustini intelligi nequit nisi de mutatione pene eterne in temporalem. (E) Men hvis den ærværdige fader, som i Resolutorio og andre steder, i hvert fald efter min mening, søger at bevirke, at satisfaktionen kun er kirkens krav, men at Gud ikke vil kræve en sådan straf, og at den straf, som Gud kræver, kan et menneske ikke ophæve, så vil jeg hæve min røst imod det: For det første, fordi Augustin i Enchiridion kap 71 siger (han taler om Fadervor): I det hele taget udsletter denne tale de mindste og dagligdags synder. Den udsletter også de overtrædelser, som sker i de troendes liv, men som man lader bag sig ved at gøre bod, så de kan forandres til det bedre. Derfra står det fast, at Fadervor udsletter de tilgivelige og også de dødelige synder, ikke hvad skylden angår, men hvad straffen angår, fordi de forandres ved at man gør bod, og denne forandring hos Augustin kan ikke forstås som andet end en forandring fra den evige straf til den timelige. 
9 Eos, qui fuerunt a quadringentis annis, non adduco: huc Wilhelmus Parisiensis, Wilhelmus Altisiodirensis, qui id pleno ore affirmant. Accedat Cyprianus in epistola ad Fidum, ubi sic ait: Legimus literas tuas, charissime frater, quibus significasti de quodam presbytero Victore, quod ei, antequam plenam penitentiam egisset et domino deo, in quem deliquerat, satisfecisset, temere Therapius collega prepropere pacem dederat. Hic s. Cyprianus non dicit, Victorem ecclesie non satisfecisse, sed domino deo. (13#30).  (E) Så fremfører jeg ikke dem, der har levet i de sidste fire hundrede år: Herunder Vilhelm Pariseren, Vilhelm Altisiodirenseren, som af fuldt hjerte bekræfter dette. Men hertil kommer Cyprian i brevet til Fidus, hvor han siger: 'Vi har læst dit brev, kære broder, hvori du skriver om en vis broder, Viktor, at Therapius gav ham fred altfor hurtigt af frygt for sin kollega, førend han havde gjort fuld bod og tilfredsstillet Herren, mod hvem han havde forbrudt sig. Her siger sankt Cyprian ikke, at Viktor ikke havde tilfredsstillet kirken, men Gud Herren.
10 Idem Cyprianus ad Cornelium papam de hereticis ait: Elaborant, ut opus suum diaboli malicia consumment, ne vulneratos divina clementia in ecclesia sua curet: miserorum penitentiam mendaciorum fraude corrumpunt, ne deo indignanti satisfiat. Apertissime sacer martyr hereticos increpat, qui penitentiam ab ecclesia iniunctam existimabant non esse satisfactionem dei. (13#32).  (E) Det samme siger Cyprian til pave Cornelius om kætterne: Lad dem bestræbe sig for, at djævlene opæder deres arbejde med underfundighed, at ikke den guddommelige klogskab skal helbrede deres sår i kirken: de arme løgneres bod ødelægger de med svig, at ikke de oprørte skal tilfredsstille Gud. Åbenlyst bebrejder den hellige martyr kætterne, at de mener, at den bod, der er pålagt af kirken, ikke er en satisfaktion af Gud.
11 Quamvis reverendus pater citra modestiam sepius mihi improperet, quasi scripturarum sanctarum intelligentiam non idonee tractem (de quo iudicent hodie designati iudices, uter rectius de fide et sacrarum scripturarum sensu sentiat), attamen quantum ego video universi sacrarum scripturarum tractatores in hanc sententiam descendunt. (E) Skønt den ærværdige fader uden mådehold ofte har bebrejdet mig, at jeg ikke behandler forståelsen af den hellige skrift ret (om hvilket de udpegede dommere idag skal dømme, hvem der har den rette mening om troen og om de hellige skrifter), så har dog så vidt jeg kan se alverdens skriftfortolkere lagt sig fast på denne mening. 
12 Ad quid enim ecclesia vellet imponere tale onus grave penitentibus, cum dominus et caput ecclesie illud non exigeret? (13#33) quam rationem in annotationibus tetigi, non tamen fuit mea sed Chrysostomi, sicut refert Gracianus 26. quest: 7. can: alligant: Homo, cui grave pondus penitentie imponis, aut penitentiam reiiciet aut, dum suffere nequit, scandalisatus amplius peccat. Deinde etsi erramus penitentiam modicam imponentes, nonne melius est propter misericordiam rationem reddere quam propter crudelitatem? Ubi enim paterfamilias largus est, dispensator non debet esse tenax. Si deus benignus, ut quid sacerdos vult esse austerus? Hoc pro confessoribus. (E) Hvorfor vil nemlig kirken pålægge en sådan tung byrde på de bodgørende, når kirkens herre og hoved ikke gør det? Den begrundelse, jeg skyder mig ind under i annotationerne, er ikke min, men Chrysostomus', sådan som Gratian refererer den i det 26. spørgsmål 7. kanon, og de binder 'det menneske, som du lægger en tung bodsbyrde på eller som forkaster boden eller, fordi han ikke kan udholde boden, forarges og synder yderligere'. Dernæst, selv om vi fejler ved at pålægge en mådeholden bod, mon ikke det er bedre at give gengæld på grund af barmhjertigheden end på grund af brutaliteten? Hvor nemlig familiefaderen er rundhåndet, bør den, der handler på hans vegne, ikke være påholdende. Hvis Gud er velvillig, hvorfor vil da præsten være hård? Dette for bekenderne.
13 Idem Homilia 31. ait super epistola Hebreos: peccatum confessione minuitur. sed non minuitur quo ad culpam, quia impium est, ut Hieronymus ait, a deo dimidiam sperare veniam: ergo minuitur quo ad penam. (13#34) (W375).  (E) Ligeledes siger han i den 31. homili over hebræerbrevet: Synden formindskes ved bekendelsen. Men den formindskes ikke, hvad angår skylden, fordi det er ufromt, som Hieronymus siger, af Gud at håbe på halv gunst fra Gud. Altså formindskes den hvad straffen angår. 
14 Addo Gregorium, 4. moralium cap. 49. Post multa ita dicit: Sed quia nullum peccatum deus inultum relaxat (aut enim nos hoc flendo insequimur, aut ipse iudicando), restat, ut ad emendationem suam semper mens solerter invigilet. (13#35).  (E) Jeg tilføjer Gregor, det fjerde moralium, kap 49. Efter meget andet siger han: Men fordi Gud ikke lader nogen synd ustraffet (enten følger vi nemlig selv med vores fortrydelse, eller også er det ham, der dømmer), står tilbage, at sindet altid skal våge dygtigt til sin forbedring. 
15 Hoc sensit et beatus Hieronymus. verba sua transscripta sunt can: mensuram, de penitentia dist: 1. Mensuram temporis in agenda penitentia idcirco non satis prefigunt canones pro unoquoque crimine, ut de singulis dicant, qualiter unumquodque emendandum sit, sed magis in arbitrio sacerdotis intelligentis relinquendum statuunt, quia apud deum non tam valet mensura temporis quam doloris. (13#35).  (E) Dette mener også den salige Hieronymus. Hans ord gengives i kanon: mensuram, om boden, distinktion 1. Opmåling af tiden i udøvelsen af boden fæster kanonerne af den grund ikke tilstrækkeligt til hver enkelt overtrædelse, at de om de enkelte siger, hvordan den enkelte kan forbedres, men de skulle hellere bestemme, at det overlodes til præstens skøn, fordi hos Gud betyder udmålingen af tiden ikke så meget som udmålingen af smerten.
16 Augustinus quoque refert in can: Nullus: Nullus debite gravioris pene accipit veniam nisi qualemcunque, et si longe minorem quam debeat, penam solverit: ita enim impertitur a deo largitas misericordie, ut non relinquatur iusticie disciplina. Hic habet egregius d. d. Carolostadius Augustinum in defensione mea adductum, cuius sententiam prosequi non est instituti nostri in presentia. (13#36).  (E) Augustin siger også i kanon Nullus: Ingen, der er skyld i en alvorligere synd kan modtage andet end en sådan tilgivelse, og hvis den længe har været mindre end den bør være, bør straffen ophæves: Således meddeles nemlig barmhjertighedens overbærenhed fra Gud, så at der ikke efterlades nogen retfærdighedens disciplin. Her har den udmærkede hr doktor Karlstadt fremført Augustin til mit forsvar, men det er dog ikke vor hensigt at følge hans mening for nærværende.
17 Accedat postremo Isidorus lib: 2. de summo bono cap: 13. quamvis per penitentiam propiciatio peccatorum sit, tamen sine metu hoc esse non debet, quia penitentis satisfactio divino tantum pensatur iudicio, non humano. Quare penitentia iniuncta non est, quia satisfacit tantum ecclesie, sed etiam quia satisfit deo (13#37). Nam et apud deum productior est pena quam culpa, ut Augustinus testatur tract: 124. super Iohannem. (E) Hertil kommer til sidst Isidors anden bog, om det højeste gode, kap. 13. Skønt der gennem boden findes tilgivelse for synderne, bør det dog ikke ske uden frygt, fordi den bodgørendes satisfaktion skal overvejes i forhold til den guddommelige, ikke den menneskelige dom. Derfor gives der en pålagt bod, ikke blot fordi kirken skal tilfredsstilles, men også fordi Gud skal tilfredsstilles. For også overfor Gud er straffen bedre end skylden, som Augustin bevidner i sin 124. traktat over Johannes. 
18 Quibus omnibus pro indubitata veritate habitis faciliter patet improbatio conclusionis quinta (se os#t5), ubi dicit reverendus pater, quemlibet sacerdotem debere absolvere penitentem a pena et a culpa, et ita quilibet sacerdos villanus esset in sua parrochia Episcopus, Archiepiscopus et papa, quod esse manifestissime falsum preter usum toties ecclesie, non solum adulatorum, probatur primo ex iis que dicta sunt, quia per absolutionem sacerdotalem culpa deletur, pena manet, licet commutata, deinde quia sacramentum penitentie est iudiciale, ut formam huius iudicii describit beatus Augustinus c. 2. de penitentie medicina, et ad iudicium ferendum pertinet iurisdictio, nisi velit Anaxagoreum chaos et confusionem maximam facere in ecclesia dei. (13#39).  (E) Når man regner alt dette for utvivlsom sandt, så ses det let, at hans femte konklusion ikke gælder, hvor den ærværdige fader siger, at en hvilkensomhelst præst bør løse den bodgørende fra straffen og fra skylden, og således lader en hvilkensomhelst landsbypræst i sit sogn være biskop, ærkebiskop og pave, og at det er håndgribeligt falsk og udenfor hele kirkens brug, ikke blot smigrernes brug, det bevises for det første af det, der er sagt, for gennem den præstelige absolution udslettes skylden, men straffen forbliver, selv om den kan overføres, dernæst bevises det deraf, at bodssakramentet er retsmæssigt, sådan som den salige Augustin beskriver dets retsmæssige form i kap 2 i 'Bodens medicin', og til at være bærer af det retsmæssige hører en jurisdiktion, hvis han da ikke vil skabe et anaxagorisk kaos og den størst mulige forvirring i kirken.
19 Et cum iurisdictio se ad duo extendat materialia in hoc sacramento habita (nam et peccator penitens et peccata ipsa sunt de materia penitentie, et nemo negat, iurisdictionem in inferioribus prelatis ad confusionem tollendam esse coartatam quo ad materiam peccantium: nam hinc proprii sacerdotis habetur determinatio) et quia sententia non lata a suo iudice est nulla, ideo absolvens non subditum nihil facit. (E) Og eftersom jurisdiktionen udstrækker sig til de to materier, der indeholdes i dette sakramente, og fordi en mening, der fremsættes uden at bunde i dens ret ikke betyder noget, derfor bevirker en absolution, der ikke er underlagt disse regler, intet. For synderen, der gør bod, og synden selv er bodens to materier, og ingen nægter, at jurisdiktionen over de lavere prælater, der forvirrer noget, bør ophæves, fordi den er begrænset til, hvad der har med syndens materie at gøre. For her har alene præsten bestemmelsen.
20 Sic a simili in materia peccatorum potest (W376) coartari iurisdictio eadem ratione et in criminum detestatione. Quod autem etiam a sibi commissis non possit plenarie absolvere, ex eo patet, quia tanta potestas, nisi auctoritate fundetur, contra totius ecclesie consensum, cuius praxis debet homini Christiano esse pro regula, non debet tribui. (E) Således kan på lignende måde jurisdiktionen i syndernes materie sammenpresses med den samme begrundelse til en afsky for forbrydelsen. Men fordi det, der er begået af synderen, ikke i fuldt omfang kan eftergives, så følger deraf, at en så stor magt ikke bør tillægges præsten, hvis den ikke er begrundet i en autoritet. Det ville være imod hele kirkens konsensus, og kirkens praksis bør for et kristent menneske være en regel, han retter sig efter.
21 Sed in superioribus ostensum fuit per maiores clericos Cyprianum, Chrysostomum et Augustinum, pene debitum remanere post culpam. Ideo reverendus pater cedat sanctorum patrum auctoritati et consuetudini totius ecclesie obtemperet, aut cur id fieri non debeat, auctoritate sacre scripture, conciliorum vel sanctorum patrum exponat. (E) Men i det foregående blev det påvist ud fra de store kirkefædre, Cyprian, Chrysostomus og Augustin, at overtrædelsens straf forbliver efter skylden. Derfor må den ærværdige fader ophøre med at sætte sig imod de hellige fædres autoritet og kirkens sædvane, eller også bør han vise, hvorfor det ikke bør ske, ud fra skriftens eller koncilernes eller de hellige fædres autoritet. 
22 Martinus.

Admitto domino d. quod habeat ultimum verbum, quia sic vult. (N22). Arguit autem d. d. contra conclusionem meam volens probare, penam requiri a deo, et pro primo inducit scripturam Gen: 3. ubi peccatum Ade etiam remissa culpa punitur in posteritate, ergo 'pena remanet transeunte culpa'. (12#4). 

Martin.

Jeg tilstår hr doktoren, at han kan få det sidste ord, fordi han vil det. Men hr doktoren argumenterede imod min konklusion, idet han ville bevise, at Gud kræver straf. Og for det første fremfører han skriftstedet 1 Mos 3, hvor Adams synd, skønt skylden bliver tilgivet, dog straffes på efterslægten, ergo: 'Straffen forbliver, selv om skylden tilintetgøres'. 

23 Volo dominum doctorem obstrictum hoc exemplo, et non replicet, nisi confirmet aut sententia cedat. Si ista pena requiritur pro peccato et similiter sentiendum est de qualibet pena, ut infert, habeo propositum, quod pena non possit remitti per papam aut ullum sacerdotem, quia nullus adhuc remisit mortem, infinita genera penarum, morborum et similium miseriarum, que omnes pro peccato primo sunt illate, et sic probatio d. d. probavit conclusionem meam contra seipsam. (L) Jeg vil holde hr doktoren fast på dette eksempel, og han skal ikke kunne svare, medmindre han bekræfter det eller viger fra sin mening. Hvis den straf kræves for synden, og man kan mene det samme om en hvilkensomhelst straf, som han slutter, så vil jeg fremsætte den teori, at straffen ikke kan eftergives af paven eller nogen præst, for ingen har hidtil kunne eftergive døden, de utallige slags straffe, sygdomme og lignende elendigheder, som alle er blevet pålagt på grund af den første synd, og således beviser hr doktorens bevis min konklusion, imod hvad han selv siger. 
24 Secundo quod a David translato peccato non est translata tamen pena (13#5), etiam pro me facit, sicut et in sermone eodem vulgari sequenter dixi: Quia erat pena, quam deus requisivit, ideo nemo auferre potuit (Afl#9). Si d. d. non intellexit me, legat diligentius: ego enim dixi et dico, quod hanc penam deus non requirat, quam papa vel homo possit solvere, quam autem ipse requirit (scilicet immediate loquitur), non possit homo solvere. (L) For det andet fremfører han dette, at Davids synder blev forladte, men straffen ikke forladt, hvilket også taler til fordel for mig, sådan som jeg nemlig i den samme folkelige prædiken gentagne gange siger: Fordi det var en straf, som Gud havde krævet, kan ingen ophæve den. Hvis hr doktoren ikke forstod mig, kunne han have læst lidt mere omhyggeligt. Jeg sagde nemlig, som jeg også stadig siger, at Gud ikke kræver den straf, som paven eller noget menneske kan løse, men den, han kræver (nemlig, den her omtalte) kan intet menneske løse.
25 Tertio induxit glossam 'deus delictum delet, sed inultum non dimittit'. (13#5) Nihil pugnat contra me: ulciscitur enim sive per ipsummet hominem conterendo sive per ecclesiam emandando sive per se ipsum iudicando. Et hoc ultimum et primum genus pene in nullius hominis arbitrio est, sicut apostolus 1. Co: 11. dicit: si nosipsos iudicaremus, non utique iudicaremur a domino. cum autem iudicamur, a domino corripimur, ut non cum hoc mundo damnemur. ibi clarum est, quomodo deus penam requirat et non requirat. (L) For det tredie indfører han den fortolkning 'Gud udsletter overtrædelsen, men efterlader ikke nogen ustraffet'. Intet kæmper imod mig. Der gives nemlig hævn, enten gennem mennesket selv, når det sønderbrydes, eller gennem kirken, når den søger forbedring, eller gennem den pågældende selv, når han dømmer sig selv. Og den sidste og den første slags straf ligger ikke i noget menneskes magt, sådan som apostelen siger 1 Kor 11,31f: selv om vi dømmer os selv, dømmes vi ikke af Herren. Men når vi bliver dømt, overvældes vi af Herren, så at vi ikke skal dømmes sammen med denne verden. Her er det klart, hvordan Gud kræver straf, og hvordan han ikke kræver det.
26 Quarto Augustinum per Gratianum relatum, quod deus non permitteret malum fieri, nisi per iusticiam illud ordinando melius stare faceret, miror d. d. quod has et similes auctoritates ita consarcinat, cum nemo eas neget aut contrarium sapiat: ego enim hoc solum impugnavi semper, quod virtute (W377) clavium iactant solvi penas per iusticiam divam requisitas. hoc enim non credo esse verum, nec probabitur: non enim dixit ad Petrum 'quod ego ligo, tu solves', sed quodcumque to solveris, solutum erit'.  (L) For det fjerde tager han Augustin frem i Gratians referat, at Gud ikke tillader, at der sker noget ondt, medmindre han gennem sin retfærdighed bevirker, at tilstanden bliver bedre. Her undrer jeg mig over hr doktoren, at han forbedrer disse og lignende autoriteter, således at ingen kan benægte dem, eller således at ingen tænker det modsatte. For jeg har altid kun bekæmpet dette, at de praler af, at man ved nøglemagten kan løse straffe, som er fastsat ved den guddommelige retfærdighed. Det tror jeg nemlig ikke er sandt eller kan bevises. For Kristus siger ikke til Peter: 'Hvad jeg binder, skal du løse', men 'Hvad du løser, skal være løst'. 
27 Quinto illud de penitentie medicina 'non sufficit mores in melius commutari, nisi etiam satisfiat deo de iis, que facta sunt, per penitentie dolorem, per humilitatis gemitum, per contriti cordis sacrificium' (13#7) (13#52), hec omnia ego quam maxime volui semper: ut quid ergo per indulgentias ista iactantur remitti? (L) For det femte fremfører han det om bodens medicin: 'Det er ikke nok at ændre skikkene til det bedre, hvis ikke man tilfredsstiller Gud med hensyn til det, der er sket, gennem bodens smerte, gennem ydmyghedens suk, gennem at ofre et angrende hjerte', alt dette har jeg altid villet mest muligt: Men hvorfor praler de af, at dette kan tilgives gennem afladen?
28 Si non sufficit mores in melius commutare et divina iusticia has requirat satisfactiones, frustra ergo gloriatur d. d. quod non dictum sit, 'quod tantum abstineatis a peccatis, sed de preteritis deprecare dominum', et sic patet, quod adhuc nulla scriptura contra me adducta est, quanquam ego possem multo fortiores inducere pro me.  (L) Hvis det ikke er nok at ændre skikkene til det bedre og den guddommelige retfærdighed kræver sådanne satisfaktioner, så praler hr doktoren altså forgæves af, at det ikke er sagt, 'at du blot skal afholde dig fra synd, nej, du skal også bede Gud om tilgivelse for de foregående', og heraf kommer det, at der endnu ikke er fremført noget skriftsted mod mig, skønt jeg kunne fremføre mange meget kraftigere til fordel for mig. 
29 Post hec adducit Augustinum in enchiridio 'delet omnino hec oratio minima et quotitiana peccata: delet et illa, a quibus vita fidelium scelerate gesta sed penitendo in melius mutata &c.' (13#8) Hoc est quod dixi, peccatorem post conversionem teneri ad crucem et passiones vite, secundum quod deus intulerit, quas non possit homo solvere, et iterum hec auctoritas pro me facit. (L) Herefter fremfører han Augustin i Enchiridion: 'I det hele taget udsletter denne bøn de mindste og de dagligdags synder. Den udsletter også de overtrædelser, som sker i de troendes liv, men for hvilke man gør bod til det bedre osv'. Det er, hvad jeg har sagt, at synderen efter sin omvendelse skal holdes til livets kors og lidelser, alt eftersom hvad Gud pålægger ham, men disse ting kan intet menneske løse, så igen fremfører han her en autoritet til min fordel. 
30 Eos, qui a cccc annis fuerunt, non adducit et placet. 

Ad Cyprianum epistola ad Fidum, ubi damnat Therapium, quod prepropere pacem dederat Victori, antequam plenam egisset penitentiam et domino satisfecisset: Ecce, inquit, non ecclesie, sed domino non satisfecisse dicit Victorem. (13#9). 

(L) De, der er fra de sidste fire hundrede år, fremfører han ikke, og det er godt nok.

Så til Cyprians brev til Fidus, hvor han fordømmer Therapius, fordi han for tidligt har givet fred til Viktor, førend han havde gjort fuld bod og tilfredsstillet Herren! Se, siger han, det er ikke kirken, men Herren, han siger, at Viktor ikke har tilfredsstillet.

31 Respondeo: legat et conferat Cyprianum bene d. d. et inveniet eos etiam, quos paci dederant, ideo datos esse paci, etiam prepropere, ut cruces et martyria expeditius sustinerent, que ipse per multas epistolas exponit esse penas et flagella pro peccatis a deo inflicta. quare Victor hoc modo nondum satisfecit deo, et tamen satisfecit, quia ecclesie, quam nos vult audire deus, satisfecit (Matt 18,17). hoc enim habent verba Christi, quod ecclesia debet imponere penas, quando dicit 'quodcunque ligaveris' (Matt 16,19). Et hoc modo possem admittere, deum requirere penas, quas ecclesia possit solvere, quia pactum fecit cum illa. (13#61).  (L) Jeg svarer: Hr doktoren skulle læse og sammenligne Cyprian noget bedre, så vil han også finde den slags mennesker, som der gives fred til, men som får fred, også fred for tidligt, af den grund, at de bedre skal kunne udholde kors og martyrium, hvilket han selv igennem mange breve viser er de straffe og lidelser, der er påført på grund af synden af Gud. Derfor har Viktor på den måde endnu ikke tilfredsstillet Gud, og dog har han tilfredsstillet ham, fordi han har tilfredsstillet kirken, som Gud vil, at vi skal adlyde. Det er nemlig, hvad Kristi ord betyder, at kirken kan pålægge straffe, når han siger: 'Hvadsomhelst du binder'. Og på den måde kan jeg gå med til, at Gud kan kræve straffe, som kirken kan løse, fordi han har sluttet en pagt med kirken.
32 Altera auctoritas Cypriani ad Cornelium, qua iterum scribit, hereticos impedire peccantes, ne indignati deo satisfaciant, (13#10) quanquam Cyprianus ibi de penitentibus non loquitur sed de hereticis, qui tanquam iusti et quasi bene fecissent excusaverunt et defenderunt se in peccatis suis: tamen respondeo sicut ad priorem. (L) En anden autoritet fremfører han, Cyprians brev til Cornelius, hvori han atter skriver, at kætterne forhindrer synderne, så de bliver forargede og ikke tilfredsstiller Gud. Skønt Cyprian her ikke taler om bodgørende, men om kættere, som undskylder og forsvarer sig i deres synder, som var de retfærdige og gode, så vil jeg dog svare dertil som til det foregående.
33 Post hec addidit rationem 'ad quid ecclesia vellet onus imponere penitentibus, si illud dominus non exigit?' et longam auctoritatem ca: alligant (13#12). (Note33) Que inducit, omnia transeo et dico, quod ecclesie mandatum est, ut castiget et iudicet peccatores: quod si non fecerit, deus irremissibiliter faciet iuxta sententiam Pauli superius adductam prima Corin: 11. et sic non potest solvi. (1 Kor 11,31f) (W378). (L) Herefter tilføjer han den begrundelse: 'Hvorfor skulle kirken ville pålægge de bodgørende en byrde, hvis Herren ikke kræver det?' Og han tilføjer også den lange autoritet kapitlet 'Alligant'. Det indfører han, men jeg springer det altsammen over og siger, at kirken er bemyndiget til at irettesætte og dømme syndere. Og hvis den ikke gør det, vil Gud ufejlbarligt gøre det, ifølge Paulus' mening i det ovenfor anførte 1 Kor 11,31f, og derfor kan det ikke løses.
34 Item idem Homilia 31. super Hebreos: peccatum confessione minuitur. Ex quo verbo colligit d. d. in hunc modum 'non minuitur quo ad culpam, quod impium sit a deo sperare dimidiam veniam, ergo quo ad penam' (13#13). Admitto totum secundum predicta.  (L) Fremdeles det samme fra Homilia 31 over hebræerbrevet: Synden mindskes ved bekendelse. Fra det ord slutter hr doktoren på denne måde: 'Den mindskes hvad angår skylden, fordi det vil være ufromt, hvis man af Gud håbede på en halv gunst, men af den grund ikke, hvad angår straffen'. Det er jeg helt enig i ifølge det foregående.
35 Iam illa auctoritas Gregorii 4. moral: aut enim nos hoc flendo insequimur aut ipse iudicando (13#14), vix aliud aptius pro me adduci potuit. Similiter et illud Hieronymi c. mensuram, quod tamen Hieronymi esse dubito, admitto totum, quod 'canones non satis prefigunt': ideo relinquo 'arbitrio sacerdotis', addo et ego 'multo magis arbitrio dei, qui solus est ponderator spirituum et non ignarus neque iniquus iudicat'. (13#15).  (L) Og så denne autoritet: Gregors 4. moral: for enten følger vi selv med vores fortrydelse, eller også er det ham, der dømmer, han kunne næppe have fremført noget, der mere er til fordel for mig. Ligeledes også dette fra Hieronymus, kapitlet: mensuram, som man dog ikke er sikker på er af Hieronymus, at 'kanonerne ikke godtgør det tilstrækkeligt' og at det derfor bør overlades til præstens skøn, her tilføjer også jeg: 'Meget bedre til Guds skøn, som alene er den, der kan vægte ånderne, og hverken dømmer uvidende eller urimeligt'. 
36 Placet et illa auctoritas Augustini c. nullus: 'Ita impartitur a deo largitas misericordie, ut non relinquatur iusticie disciplina'. potest pro me et pro domino d. valere. Transeo. (13#16).  (L) Han kan også godt lide denne augustinske autoritet, kap; nullus: 'Derfor pålægges af Gud barmhjertighedens rundhåndethed, at han ikke skal overlades til retfærdighedens disciplin'. Det kan gælde for mig og for hr doktoren. Jeg springer det over. 
37 Et Isidorus, quamvis non satis gravis autor in his rebus, placet tamen, quod penitentis satisfactionem tantum divino pensari iudicio dictat, non humano (13#17). ergo multo minus remitti potest humano iudicio, cum clavis potestatis non debeat operari, nisi prior sit clavis scientie, que sciat, quid et quantum solvat. (13#63).  (L) Og skønt Isidor ikke er nogen særlig vægtig forfatter i disse sager, kan jeg dog godtage ham, fordi han siger, at den bodgørendes satisfaktion skal overvejes i forhold til den guddommelige, ikke af den menneskelige dom. Altså kan den så meget mindre ophæves ved en menneskelig dom, eftersom man ikke bør bruge nøglemagten, hvis man ikke først har nøglekundskab, så man véd, hvad og hvor meget de kan.
38 Apud deum productiorem esse penam quam culpam, ex Augustino, concedo, salva tamen auctoritate Pauli Ro: 7. dicentis: Non invenio in me, hoc est in carne mea, bonum, cuius sententia est, penam et peccatum simul finiri.

Hec de prima conclusione. (os#t4). 

(L) At hos Gud straffen er mere virksom end skylden, ud fra Augustin, medgiver jeg, dog skal man fastholde autoriteten fra Paulus Rom 7,18: Jeg finder ikke i mig, det vil sige, i mit kød, noget godt, hvis mening er, at straffen og synden ophører på samme tid.

Så vidt den første konklusion.

39 Sed contra aliam dicit, (os#t5) esse manifestissimum falsum et preter usum totius ecclesie, quod quilibet sacerdos debet absolvere a pena et culpa penitentem. Et hoc probat primo ex dictis, id est ex nihilo: secundo per rationem, quia sacramentum penitentie sit quoddam iudiciale, 'et ad iudicium ferendum pertinet iurisdictio', iurisdictionem autem esse coartatam in inferioribus prelatis ad tollandam confusionem tam in peccantibus quam in peccatis, secundo in detestationem criminum, alioquin 'quilibet villanus sacerdos esset episcopus, archiepiscopus et papa'. (13#18) (L) Men imod en anden siger han, at den bevislig er falsk, og at det ikke er skik i nogen del af hele kirken, at en hvilkensomhelst præst kan afløse den bodgørende fra straffen og skylden. Og dette beviser han for det første ud fra det sagte, dvs ud fra ingenting. Dernæst med den begrundelse, at bodssakramentet er retmæssigt, 'og til at være bærer af noget retmæssigt hører en jurisdiktion', men at jurisdiktionen er begrænset til de lavere prælater, så forvirringen ophæves såvel i dem, der synder, som i de synder, der begås, og så der skabes skræk for forbrydelsen, ellers ville enhver landsbypræst være biskop, ærkebiskop og pave.
40 Respondeo et dico duo: Primum, me nescire usque in hodiernum diem, an coartatio istius iurisdictionis fecerit hoc, quod pretenditur, scilicet criminum detestationem et confusionis ablationem.  (L) Jeg svarer og siger to ting: For det første, at jeg indtil den dag i dag slet ikke er klar over, om sammentrængningen af denne jurisdiktion bevirker det, som han giver udtryk for, nemlig skræk for forbrydelsen og fjernelse af forvirringen.
41 Hoc certum est, longe secius evenisse. Nam peccata crassissima etiam ridentur in maioribus curiis, que in propriis parrochiis possent pulcherrime puniri, si servatus esset modus, quem instituerunt apostoli et servaverunt sancti patres usque post Nicenum concilium.  (L) Dette er sikkert og vist: Det er kommet til at ske helt anderledes. For de groveste synder les der af i de højeste kurier, som i deres egne sogne smukt ville kunne straffe, hvis man fulgte den måde, som apostlene indførte og som de hellige fædre aflød indtil efter Nikæa-koncilet. 
42 Ubi definitum est et longe post servatum, ut Dioceses non permisceretur et unusquisque peniteret in sua diocesi. De (W379) quo extat cum aliis preclarissima epistola Cypriani ad Cornelium, Romanum pontificem, 3.  (L) Dèr blev det bestemt og man rettede sig efter det lang tid efter, at stifterne ikke skulle sammenblandes, og enhver skulle straffe i sit stift. Hvilket sammen med andre ting fremgår særdeles tydeligt af Cyprians 3. brev til Cornelius, den romerske pave. 
43 Nam ut statutum sit ab omnibus nobis et equum sit pariter et iustum, ut uniuscuiusque causa illic audiatur, ubi est crimen admissum, et singulis pastoribus portio gregis sit adscripta, quam regat unusquisque et gubernet, rationem sui actus domino redditurus, oportet utique eos, quibus presumus, non circumcursare nec episcoporum concordiam coherentem sua subdola et fallaci temeritate collidere, sed agere illic causam suam, ubi et accusatores habere et testes sui criminis possint &c. (os#13). Loquitur enim de iis, qui in Africa peccaverunt et ad Romanum pontificem Cornelium cucurrerant. Et sic patet usus primitive ecclesie de ligandis et solvendis peccatoribus. (L) 'For som det er blevet bestemt af os alle og som det også er både rimeligt og retfærdigt, at enhvers sag skal høres dèr, hvor overtrædelsen har fundet sted; og som en del af hjorden er blevet henvist til sin egen hyrde, og enhver styrer og leder den, og aflægger regnskab for sine handlinger overfor Herren; sådan er det sandelig nødvendigt, at de, som vi er hyrder for, ikke løber omkring eller med svig eller dristig frækhed ødelægger biskoppernes enighed, men fører deres sag dèr, hvor de både kan have anklagere og vidner til deres overtrædelse; osv. Han taler nemlig om dem, som havde syndet i Afrika, og nu løb hen til den romerske pave. Og sådan havde det sig med den første kirkes skik med at binde og løse synderne.
44 Cum autem, ut apostolus actuum 20. ostendit (Apg 20,17. 28), idem sit episcopus et presbyter et ad Titum 1. (Tit 1,5) quelibet civitas suum episcopum habere debeat iure divino, longe utilior esset ad corripienda peccata modus, si quilibet sacerdos in sua parrochia ligaret et solveret penitentem, quod exemplum monstravit apostolus 1. Corint. 5. ubi cum Corinthiis presens spiritu tradidit fornicarium sathane obiurgans, quod ipsi non fecissent. (1 Kor 5,3ff). (L) Men eftersom det er sådan, som apostelen påviser i Apg 20,17 og 28, at biskop og præst er det samme, og eftersom han skriver i Tit 1,5, at enhver by bør have sin biskop ifølge guddommelig ret, så ville det være en langt gavnligere måde at bekæmpe synden på, hvis enhver præst i sit sogn bandt og løste den bodgørende. Og dette viser apostelen os et eksempel på i 1 Kor 5,3ff, hvor han sammen med korintherne i ånden overgiver den utugtige til Satan, idet han bebrejder dem, at de ikke selv havde gjort det. 
45 Quo vero iure aut qua ecclesie felicitate hic modus divino iure prescriptus et in tantum tempus roboratus sit sublatus, viderint alii: ego quidem negare non possum, quia ad oculum videmus ita fieri, ita statui, quod tam peccantes quam peccata reserventur et uni anime sex vel septem pastores secundum, sub et supra imponantur. Sed an ita debeat fieri aut expediat, non diffinio. (L) Ved hvilken ret eller ved hvilket kirkeligt lykketræf denne måde, som er foreskrevet i den guddommelige ret og styrke igennem så lang tid, er blevet ophævet, lad andre se på det: Jeg kan i hvert fald ikke nægte, fordi vi kan se, at det sker for vore øjne, at det er blevet således indrettet, at såvel de, der begår synderne, som de synder, der begås, kan reserveres, og seks eller syv præster påføres et enkelt menneske efter hinanden, under eller over. Men om det bør ske således eller det bør ændres, det tager jeg ikke stilling til. 
46 Scio, quod inferior tenetur obedire restringenti et vexanti, quamquam nullo iure divino: superior tamen, ut dicit conclusio mea (os#t5), gravissime peccat, si reservet occulta peccata sine rationabilissima causa: immo adhuc dubito et quantum capio credo, sine temeritate nullum occultum peccatum debere reservari aut posse, optans audire probationem contrariam. (13#59).  (L) Jeg véd, at den underordnede holdes til at adlyde den, der indskrænker og udnytter ham, skønt ikke ifølge guddommelig ret. Dog synder den overordnede, som min konklusion siger, alvorligt, hvis han reserverer nogle skjulte synder uden højst forståelig grund, ja, hidtil har jeg tvivlet på det og jeg tror så meget jeg kan, at uden dristighed bør eller kan ingen skjulte synder reserveres, men jeg vil godt høre modstanderens bevisførelse.
47 Secundo dico: ecclesia non esset ruitura, si idem plebanus episcopus, Archiepiscopus et papa esset, ac sola concordia coherente, ut Cyprianus ait et sicut usus prioris ecclesie fuit, iungerentur. (13#60).  (L) For det andet siger jeg: Kirken vil ikke blive ødelagt, selv om en landsby-biskop, en ærkebiskop og en pave er det samme, de holdes sammen ved indbyrdes enighed, sådan som Cyprian siger, og sådan som det var skik i den første kirke.
48 Proinde quod et damnatus fertur articulus in Constantiensi concilio de istis reservationibus, non satis curo: hoc scio, quod probatus fuit et reprobata ista reservatio in primitiva ecclesia et institutione apostolorum, et nunc quoque, ut miserrima ecclesie experientia docet, esset utilissimus et saluberrimus ad cohercenda peccata et tollendam detestabilem confusionem omnium episcopatuum, quam hodie videmus. qua causa autem sit suo tempore mutatus, transeo: mutabilem invenio. Relinquo hec in arbitrium iudicum: hora transiit. (L) Derfor bekymrer det mig ikke, at også denne artikel om disse reservationer blev fordømt på Konstanz-koncilet. Det véd jeg, at den skik, som jeg har omtalt, er bevist, og reservationen blev dadlet i den ældste kirke og apostlenes institutioner, og også nu, som erfaring lærer den arme kirke, ville det være højst nyttigt og frelsebringende, når man vil betvinge synden og ophæve den utålelige forvirring i alle episkopater, som vi ser i dag. Men da denne sag skal ændres til sin tid, forbigår jeg den her. Jeg finder den foranderlig. Men dette overlader jeg til dommernes bedømmelse. Tiden er gået. 
49 Quartadecima die Iulii mane hora septima continuavit Eccius preter pactum.

Eccius.

Den fjordende juli om morgenen klokken syv fortsatte Eck efter aftalen.

Eck.

50 Reverendus pater ab initio satis glorianter parvipendit per me adductam, quasi sibi minime obstent que maxime adversantur. nam ipse voluit in sermone vulgari non fieri commutationem pene eterne in penam temporalem, et opinioni communi contradicit, quasi non possit probari, deum exigere aliquam satisfactionem preter portationem crucis, et in sermone latino collaudat dictum vulgarium ultra omnem doctrinam doctorum scholasticorum de penitentia datam: Nymmer thuen die hochste puess, Optima penitentia nova vita, secundum glossam eius. (E) Den ærværdige fader nedgjorde i begyndelsen lidt pralende det, der var fremført af mig, som om det stod mindst i vejen for ham, som var ham mest imod. For selv ville han i en folkeprædiken holde på, at der ikke skete nogen forandring af den evige straf til en timelig straf, og derved modsagde han den almindelige opfattelse, som om det ikke kunne bevises, at Gud kræver nogen satisfaktion udover dette, at bære sit kors; og i en latinsk prædiken skamroser han det folkelige ordsprog, der gives og som går ud over enhver lære, som de skolastiske lærde har om boden: Aldrig gør de højeste bod. Den bedste bod er et nyt liv, ifølge hans fortolkning. 
51 Addiderunt talem persuasionem ipse et propugnator: quia si averterit se impius ab iniusticia sua &c. (Ez 18,24) Si ad novam penam imputat, quomodo dicitur non recordari, et patet conclusio sua manifeste dicens, peccare sacerdotem, qui non absolvat a culpa et pena. Huic errori ego contradixi sanctorum patrum auctoritatibus, quibus ipse voluit illudere et auditores fascinare, quasi apud eum solum esset potestas interpretandi sacram scripturam. (E) Han selv og hans medkæmper (Karlstadt) tilføjer følgende argument: Fordi hvis den ugudelige vender sig bort fra sin uretfærdighed, osv. Hvis dette drejer sig om en ny bod, hvordan kan han da siges ikke at lægge sig på hjerte, og så står hans konklusion helt fast, hvor han siger, at den præst synder, som ikke løser fra skylden og straffen (os#t5). Denne vildfarelse har jeg vendt mig imod med de hellige fædres autoritet, som han ellers selv ville brillere med og fascinere tilhørerne med, som om det var hos ham alene, at myndigheden til at fortolke de hellige skrifter lå. 
52 Unde bene adduxi contra eum Augustinum: Non sufficit mores in melius commutare et a malis recedere &c. (13#7) Ubi est liquidissimum, doctrinam ex sermone allegatam esse falsam, quia nova vita non est optima penitentia, cum non sufficiat secundum Augustinum, et bene etiam doctrina illa improbatur per beatum Ambrosium lib: 2. de penitentia c. 5. Apostoli secundum Christi magisterium docuerunt penitentiam, et infra: qui enim agit penitentiam, non solum diluere debet lachrymis peccatum suum sed etiam emendatioribus factis operire et tegere peccata sua. Clarissima sancti patris verba, quod emendatoribus factis agendo penitentiam tegere debemus peccata. (E) Derfor har jeg på god vis fremdraget Augustin imod ham: Det er ikke nok at forbedre skikkene til det bedre, og afstå fra synd, osv. Hvoraf det er soleklart, at læren fra den prædiken, jeg henviste til, er falsk, fordi et nyt liv ikke er den bedste bod, eftersom det ifølge Augustin ikke er nok, og denne lære bliver også smukt modbevist af den salige Ambrosius i bog 2, kap 5. Apostlene lærte boden ifølge Kristi embede, og senere: den, nemlig, der gør bod, bør ikke blot opløses i tårer over sin synd, men også bestræbe sig for rette sine fejl så han kan dække sin synd. Den hellige faders ord er soleklare, at vi bør gøre bod ved at rette vore fejl og dække vor synd. 
53 At cum auctoritates forent expressisime, deum non remittere peccatum impunitum, confugit ad mirabilem penarum distinctionem, qui tamen solitus est scholasticos ob distinctionum usum improbare, et dixit, penam, qua deus vult peccatum punire, non posse auferri per hominem vel per papam.  (E) Men skønt autoriteterne var højst tydelige, at Gud ikke tilgiver synden uden at straffe, tager han, sin tilflugt til en forunderlig skelnen mellem straffene, skønt han plejer at bebrejde skolastikerne, når de bruger at skelne, og siger, at den straf, som Gud vil straffe synden med, ikke kan ophæves af et menneske, heller ikke at paven.
54 quod est omnium falsissimum et potestatis clavium annullativum: nam in penitentia facta commutatione pene certe homo potest solvere illam penam per ipsum apostolum per reverendum patrem inductum 1. Corin: 11. Si nos ipsos iudicaremus, non utique iudicaremur a domino. quare si nos pro hac pena satisfacimus, deus pro peccato a nobis aliam non exigit: alioquin contra prophetam, illud, quod nos puniremus, si deus vellet punire, iam bis puniret idipsum. (Ez 18,20). (W381).  (E) Hvilket altsammen er falsk og ophæver nøglemagten. For når der i boden sker en forvandling af straffen, kan mennesket givetvis ophæve denne straf, hvilket kan bevises gennem selve det skriftsted, den ærværdige fader selv fremlagde, 1 Kor 11,31: Hvis vi også dømmer os selv, bliver vi ikke af den grund dømt af Herren. For hvis vi kan give satisfaktion for denne straf, kan Gud ikke fordre andet af os for synden. Ellers ville det være imod profeten, der siger, at fordi vi straffer os selv, hvis så Gud ville straffe, ville der blive straffet to gange for det samme. 
55 Preterea clara fuerunt Cypriani verba, Chrysostomi, Gregorii et Hieronymi, quod pena iniuncta a sacerdote in satisfactionem est pena deo debita, et ita Victor, quia non impleverat penitentiam iniunctam, a Cypriano dicitur nondum satisfecisse deo.  (E) Desforuden var Cyprians, Chrysostomus', Gregors og Hieeronymus' ord klare, at den straf, der pålægges af præsten til satisfaktion er en straf, man skylder Gud, og således siges Viktor, som ikke havde opfyldte den ham pålagte satisfaktion, af Cyprian endnu ikke at have tilfredsstillet Gud.
56 quod et Theodorus in suo penitentiali, quem sequitur quasi ad verbum Beda, idipsum testatur, quamvis forte nec ii auctores, sicut nec Isidorus ei satisfacit. Hvilket selvsamme også Theodor bevidner i sin bodsbog, som Beda følger næsten ordret, men det ser ud til at ikke engang to forfattere tilfredsstiller ham, således heller ikke Isidor. 
57 Unde quidquid dicat ore, auctoritate omne facere pro se, tamen necessarium est, quod corde dissentiat, cum he auctoritates doctrinam eius et conclusionem subvertant: si enim sacerdos peccat non absolvendo a pena et culpa, tunc Episcopi peccassent non absolventes Victorem a pena et culpa, et omnes sacerdotes peccarent per orbem Christianum non absolventes extra indulgentias. (E) Derefter siger han med munden, at alle autoriteterne støtter ham, men han må dog nødvendigvis i sit hjerte være uenig med dem, eftersom disse autoriteter vender sig imod hans lære og konklusion. Hvis nemlig præsten synder ved ikke at løse fra straffen og skylden, så syndede biskopperne også ved ikke at løse Viktor fra straffen og skylden, og enhver præst ud over den kristne verden synder, når de ikke afløser ud over, hvad afladen giver mulighed for.
58 Neque revelatur in eo, quod debeat crucem portere et hanc penam exigat deus. Quia ista crucis portatio non est aliud quam vita Christiana, sicut ipse reverendus pater docte hoc exposuit, sed cum hoc oportet de preteritis satisfacere et dominum deprecari de preteritis. (E) Det er heller ikke åbenbaret her, at man bør bære sit kors, og at Gud kræver denne straf. Derfor dette at bære korset er ikke andet end at leve det kristne liv, sådan som den ærværdige fader selv i sin belæring har forklaret, men sammen med dette bør man gøre fyldest for de begåede synder og bede Herren om tilgivelse for dem.
59 De Reservatione casuum conclusio mea nihil habet, tamen reservationes moderatas credo esse utiles, quod etiam prelati in monasteriis experiuntur. fateor ingenue, me esse in voto Gersonis in concilio Constanciensi interpellantis pro delenda immodica reservatione casuum, et potissimum displicet mihi illa reservatio, sicut et domino patri, quando habet avaritiam comitem, id est pecuniarum penam annexam. (13#46).  (E) Min konklusion indeholder ikke noget om sagernes reservation, dog tror jeg, at moderate reservationer er nyttige, hvilket også prælaterne i klostrene erfarer. Men jeg tilstår åbent, at jeg, da Gerson kom med indvendinger på Konstanz-koncilet, var for at ophæve den umådeholdne reservation af tilfælde, og reservation mishager mig kraftigt, sådan som det også mishager hr faderen, når den har gerrigheden som følgesvend, det vil sige, når der knyttet en pengestraf dertil. 
60 Ecclesiam non dicit ruituram, si sacerdos in sua parrochia esset episcopus et papa (13#47). Certe apparet mihi, si esset illius pulcherrimi ordinis Hierarchici corruptio, quod etiam ecclesie subversio. (E) Han siger, at kirken ikke bliver ødelagt, hvis præsten i sit sogn var biskop og pave. Det forekommer mig sikkert, at hvis det kom til en sådan omvæltning af den hierarkiske orden, så ville det medføre en omvæltning af kirken.
61 Sed maneam in principali, quia peccatum non manet impunitum secundum Augustinum, Gregorium, quare satisfactio merito tertia pars penitentie asseritur, et plene probavit Augustinus in Enchiridio, per orationem dominicam nos satisfacere pro scelerate gestis. Et, ut vere dixit heri reverendus pater, Deus fecit pactum cum ecclesia (13#31): si ecclesia non facit, deus facit.  (E) Men jeg holder mig til hovedsagen, at synden ikke forbliver ustraffet ifølge Augusin og Gregor, eftersom satisfaktionen med rette hævdes at være den tredie del af boden, og Augustin i sin Enchiridion fuldt ud beviser, at ved at bede Fadervor gør vi satisfaktion for de onde gerninger, vi har begået. Og, som den ærværdige fader så sandt sagde i dag, Gud gjorde en pagt med kirken: Hvis kirken ikke gør det, gør Gud det. 
62 Ergo habeo propositum Scholasticorum et predicantium, quod oportet vel nos satisfacere aut deus exiget. quod si per orationes nostras vel bona opera satisfacimus, cur illud non posset fieri accendente virtute clavium, quas deus non frustra sue sponse ecclesie contulit? Et cum iuxta Gregorii sententiam can: decreto, 2. q. 6. alii episcopi sunt vocati in partem solicitudinis, papa habet plenitudinem potestatis, per indulgentias ab eo datas satis fit poene pro peccatis debite solutione ex thesauro ecclesie facta, ut post Sixtum declaravit papa modernus precipiendo sub pene excommunicationis ita doceri, (W382) teneri et predicari, quare si reverendus pater contra doceat, predicet vel disputet, iam est anathemate percussus.  (E) Derfor fremsætter jeg den præmis fra skolastikerne og prædikanterne, at enten bør vi give satisfaktion, eller Gud må kræve det. For hvis vi kan gøre satisfaktion gennem vore bønner eller gode gerninger, hvorfor kan dette da ikke ske, når nøglemagten kommer til, den, som Gud vel ikke kun for sjov har givet til sin brud, kirken? Og eftersom de andre biskopper ifølge Gregors mening i kanonen 'decreto' 2. spørgsmål 6 er kaldet til delvis at bekymre sig om det, og paven har den fulde magt til, gennem den aflad, han giver, at give satisfaktion for straffen for synderne, ved en afløsning, der sker retmæssigt ud fra kirkens skat, som den sidste pave erklærede efter Sixtus, idet han befalede under straf af ekskommunikation at lære, overholde og prædike således, og hvis derfor den ærværdige fader lærer, prædiker eller disputerer imod dette, så er han allerede ramt af kætterdom. 
63 Placet tamen mihi, quod ultra clavem potestatis heri posuit clavem discretionis (13#37), cum tamen plures claves contra scholasticos doctores neget Conclu: 7. resolutorii. (E) Men det tiltaler mig, at han udover nøglemagten også i dag anbragte nøglekundskab, skønt han dog imod de skolastiske doktorer nægtede at der var flere nøgler i konklusion 7 i Resolutorierne.
64 Hec volui omnino adiicere, ut futuri iudices apertius intelligerent, que nostra esset controversia in hoc puncto, quoniam, si reverendus pater stat sententie doctorum per me allegatorum, non adversabitur nec Scholasticis nec predicatoribus nec mihi. quare si voluerit, etiam sententiam suam pro informatione dominorum iudicum poterit clarius exprimere. (E) Men dette ville jeg kun tilføje, for at dommerne, når de skal dømme, bedre kan forstå, hvad der er vores uoverensstemmelse på dette punkt, når, hvis den ærværdige fader står fast på sine opfattelser af de lærde, der er fremført af mig, han da ikke modsiger hverken skolastikerne eller prædikanterne eller mig. For hvis han ville, kunne også han udtrykke sin mening klarere til oplysning for de herrer dommere.
65 Martinus.

Ad istas nenias et ineptias d. d. heri satis respondi: repetit enim eadem et velut ridiculus citharedus chorda semper oberrat eadem.

Martin.

På hr doktorens afsluttende sørgesange og forkertheder har jeg idag svaret tilstrækkeligt: han gentog det samme, og slog som en latterlig citharspiller hele tiden på den samme streng.

66 Secundo scopum controversie non attigit. non enim questio est, an deus peccatum inultum dimittat, quod satis copiose probavi, sed an papa vel ecclesia remittat quas penas deus exigat: de hoc nihil probavit. quod relinquo iudicio iudicium et omnium auditorium. (L) For det andet har det intet med uoverensstemmelsens emne at gøre. Spørgsmålet var nemlig ikke, om Gud tilgiver den ustraffede synd, hvilket jeg har bevist tilstrækkelig omhyggeligt, men om paven eller kirken kunne eftergive de straffe, som Gud har krævet. Herom har han intet bevist. Hvilket jeg overlader til dommernes og hele auditoriets bedømmelse.
67 Tertio obticuit hodie scripturas sanctas. ideo sto in eius probatione hesterna prima ex Genesi 3. ca: ubi probavit penas requiri a deo, quas ibi scriptura ostendit irremissibiles. Doleo, quod d. d. ita profunde penetrat scripturas sicut tippula aquas: immo videtur fugere a facie earum sicut diabolus crucem. quare salvis reverentiis patrum prefero ego auctoritatem scripture, quod commendo iudicibus futuris. (L) For det tredie tav han i dag om de hellige skrifter. Derfor holder jeg fast ved hans første bevis fra i går ud fra Gen 3, hvor han beviste, at straffene kræves af Gud, de straffe, som skriften dèr påviser er ueftergivelige. Det smerter mig, at hr doktoren gennemtrænger de hellige skrifter ligeså grundigt som korkproppen (?) vandet: ja han synes at flygte fra deres åsyn som djævelen for korset. Derfor foretrækker jeg for min del skriftens autoritet fremfor en frelst ærefrygt for fædrene. Hvilket jeg anbefaler til dommerne.
68 Eccius.

Quia impaciens monachus scurrilia quedam addidit preter gravitatem theologicam, de quo integri viri iudicent, an recte induxerim contra eum, iudices iudicabunt. sed hanc fuisse materiam nostram, patet ex Conclusione 4. 'dicere deum remittendo culpam remittere penam &c.' 

Eck.

At den utålmodige munk tilføjer nogle naragtigheder uden teologisk tyngde, derom må forstandige mænd dømme, og om jeg gjorde ret i at indføre dem imod ham, lad dommerne dømme derom. Men dette var vort emne, det blev taget fra den fjerde konklusion, 'at sige, at Gud, når han tilgiver skylden, tilgiver straffen osv'.

69 hoc erat saxum per nos volvendum, et quia prefert auctoritatem sacre scripture patribus, quasi ipse velut alterum oraculum Apollinis solus habeat scripturarum intelligentiam ultra sanctos patres et apparenter inducit auctoritatem heri per me citatam, dico duo:  (E) Dette var stenen, der skulle rulles af os, og til dette, at han foretrækker den hellige skrifts autoritet fremfor fædrene, som om han selv som et andet apollonisk orakel alene havde forståelsen af skrifterne udover de hellige fædre, og at han indfører den autoritet, som jeg idag citerede, vil jeg sige to ting: 
70 Primo, me adduxisse in eum finem, ut ostenderetur, cum impius avertisset se ab iniusticia sua, deum adhuc recordari non quo ad culpam sed quo ad penam. quod facit pro Scholasticis et predicantibus.  (E) For det første: Jeg drog det frem til den ende, at det skulle vise, at skønt den ufromme har vendt sig bort fra sin uretfærdighed, så husker Gud stadig på ham, ikke hvad skylden angår, men hvad straffen angår. Dette gjorde jeg til fordel for skolastikerne og prædikanterne.
71 Secundo cum reverendus pater reflectit auctoritatem illam contra me, quia pene iste a deo peccato Ade imposite sint irremissibiles a papa et homine, verum est et fateor, quia iste sunt pene, que non solum consequuntur personam, (W383) sed etiam consequuntur naturam, et ergo non est mirum, quod iste pene sunt irremissibiles ab homins, sed per hoc non probatur, penas personales pro peccato debitas non esse a papa vel sacerdote remissibiles. At in his remitto me ad iudices, paratus mutare sententiam, si me aliter ad melius docuerint. (E) For det andet: Når den ærværdige fader vendte denne autoritet imod mig, fordi de straffe, der var pålagt af Gud på grund af Adams synd, var utilgivelige af paven og af et menneske, så er det sandt nok, og jeg indrømmer, at disse straffe næsten er, hvad der følger ikke blot af personen, men også af naturen, og derfor er det ikke underligt, at disse næsten er utilgivelige af mennesker, men herigennem bevises ikke, at de personlige straffe, der pålægges på grund af synden, ikke kan tilgives af paven eller af præsten. Men med dette overgiver jeg mig til dommerne, rede til at forandre min mening, hvis de lærer mig noget andet til det bedre.
72 Finita sunt hec 14. die Iulii hora octava presente frequenti concione auditorum.

Soli Deo honor et gloria. Anno M.D.xix.

Afsluttet en 14. juli klokken otte i nærværelse af de sædvanlige prædikentilhørere. 

Alene Gud berømmelsen og æren. År 1519.


 
 

Noter:

Note 2: I 'Ein Sermon von Ablass und Gnade', WA I 244, Erl. Bd 27, side 4-8. (afl-#7).

Note 22: I randen: Adiunxit tamen, se velle replicare, si dominus d. Eccius plus iusto responderet. (Han tilføjede dog, at han ville svare, hvis hr doktor Eck svarede mere retfærdigt.

Note 33: WA gør i en note opmærksom på, at det ikke er en fejl at 'alligant' er flertal. Der menes et kapitel i Gratian, c. Alligant, 26. q. 7.