Luthers disputation med Eck, 12



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 359-372.

Tilbage til oversigten!
 
1 Duodecima Iulii Argumentatus est Eccius Respondente Martino.

De Penitentia.

Eccius.

In nomine tua, dulcis Ihesu.

Den tolvte juli.

Eck argumenterer, Martin svarer.
 

Om boden.

Eck.

I dit navn, søde Jesus.

2 Contra conclusionem reverendi patris (t-ecklut#18) et partem sermonis sui de penitentia (WA I, 319ff) pro defensione optimorum patrum predicantium intendo probare, penitentiam veram incipere a timore etiam pene, et quod bene quis se preparet discutiendo, recogitando &c.  (E) Imod den ærværdige faders konklusion og en del af hans prædiken om bod og til forsvar for de bedste fædres prædikener, har jeg til hensigt at bevise, at sand bod begynder med frygt for straf, og at den forbereder sig bedst, som tilintetgør og genovervejer osv.
3 Primo quia talem modum predicanti observavit dominus Ihesus et eius precursor sanctus Iohannes. Luce enim 15. filius prodigus gerit typum penitentis secundum Augustinum de questionibus Euangelicis, Ambrosium lib: 2. de penit: c. 3., Chrysostomum, Hieronymum et alios. sed eum ita proponit nobis Christus, quod in se conversus dixit: quanti mercenarii in domo patris abundant panibus, ego autem hic fame pereo: surgam et ibo ad patrem meum et dicam illi 'Pater, peccavi in celum et coram te' &c. (E) For det første er det sådan, fordi den måde at prædike på iagttog Herren Jesus og hans forløber den hellige Johannes. Lukas gør nemlig i kap 15,11ff den fortabte søn til typen på boden, ifølge Augustin 'om de evangeliske spørgsmål', Ambrosius i den anden bog om boden, kap 3, Chrysostomus, Hieronymus og andre. Men Kristus fremlægger ham også således for os, fordi han sagde, at han gik i sig selv: 'Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: 'Fader, jeg har syndet imod himlen og overfor dig' osv. 
4 Hic dominus Christus modum penitentis describens exponit primo, motum penitentem premiorum magnitude (#28), scilicet 'abundant panibus', et timore pene, scilicet 'hic fame pereo'. quibus gradibus evectus penitentiam veram cepit meditari, scilicet 'et dicam: pater peccavi'. et hoc Basilius explanat: Tres sunt ibi penitentie gradus: mercedis spes, suppliciorum timor et bonitatis paterne syncera dilectio, et sic antequam fiat amicus dei qui extitit inimicus, efficitur prius servus. Sic Iohannes incepit a timore: progenies vel genimina viperarum, quis monstravit vobis fugere &c.? (Matt 3,7). (E) Her beskriver Herren Kristus bodens måde, og viser for det første, at den bodgørende bevæges af lønnens størrelse, nemlig 'overflod af brød', og af frygt for straf, nemlig 'her er jeg ved at dø af sult'. Opvakt af disse grader begynder han at overveje den sande bod, nemlig 'og jeg vill sige: Fader, jeg har syndet'. Og dette forklarer Basilius: Her er bodens grader tre: håb om belønning, frygt for straf og kærlighed til den faderlige godhed, og således må den, der fremtrådte som Guds fjende, før han kan blive Guds ven, først gøres til slave. Således begynder Johannes ved frygten: I øgleyngel eller øgleafkom, hvem har lært jer at flygte osv.
5 Sic etiam in toto actum est veteri instrumento, ut timore penarum ad mandatorum obedientiam homines traherentur, ut in legalibus, historiis, prophetis hoc ubique reperitur. Sufficiat adducere unum locum Psal: 88. Si autem dereliquerint filii eius legem meam et in iudiciis meis non ambulaverint, si iusticias meas prophanaverint et mandata mea non custodierint, visitabo in virga iniquitates eorum et in verberibus peccata eorum, cum concordantibus. (E) Således bliver der også helt igennem handlet i det gamle testamente, at frygten for straf skal drage mennesker frem til overholdelse af budene, som det kan findes overalt i lovbøgerne og i de historiske og profetiske skrifter. Det er nok at fremføre ét sted, Sl 89,31ff: 'Men hvis hans sønner svigter min lov og ikke vandrer i mine lovbud, hvis de profanerer mine bestemmelser og ikke overholder mine bud, så vil jeg hjemsøge deres overtrædelser med stok, og deres synder med slag'. Mange andre steder siger det samme. 
6 Quare predicatores sacram imitati scripturam hactenus bonum habuerunt modum de penitentia paranda recogitando gravitatem peccatorum, eterni supplici &c. (E) Derfor har prædikanterne hidtil efterlignet den hellige skrift og regnet det for en god måde at forberede til bod på, at man overvejer syndernes alvor, de evige straffe, osv.
7 Accedit ratio Dionysiaca, quia sic deus res administrat, ut ima ad superia per media ducat. (12#36). Quare cum peccator sit in imo, quia non est dignus pane quo vescitur, volens ascendere ad superiora gratie, hoc faciat per medium timoris.  (E) Dertil kommer begrundelsen fra Dionysius, at Gud administrerer tingene således, at han fører fra de nederste ting til de øverste gennem de mellemste. Når derfor synderen er i helvede, fordi han ikke er værdig til at spise noget brød, og vil stige til den højere nåde, så sker det igennem den midterste frygt.
8 Bene esset perfectionis, quod aliquis immersus luto (W360) peccati posset se mero obtutu dilectionis dei et amore iusticie erigere ad gratiam capessendam: sed quis est hic, et laudabimus eum. (12#37) Imo beatus Augustinus approbat modum predicandi nostre tempestatis, docens expresse nullum pervenire ad charitatem et ad veram gratiam nisi precedente timore non filiali sed etiam servili. (E) Det ville være godt og fuldkomment, om nogen, der var neddykket i syndens dynd, kunne oprejses til at gribe nåden blot ved at se hen til kærligheden til Gud og kærligheden til retfærdigheden. Men vis os ham, så vil vi rose ham. Nej, den salige Augustin anbefalede den måde at prædike på for vor tid, idet han udtrykkeligt lærer, at ingen når frem til kærligheden og den sande nåde, uden at der forud går en ikke blot sønlig, men også slaveagtig frygt. 
9 August: tract: 9.: Ergo incipiat timor, quia inicium sapientie timor domini. Cum autem ceperit charitas habitare, pellitur timor, qui ei locum preparavit. quantum enim illa crescit, ille decrescit, et quantum illa fit interior, timor pellitur foras: maior charitas minor timor, minor charitas maior timor. Si autem nullus timor, non et qua intret charitas. (12#38). (12#57).  (E) Augustin siger i tract: 9.: Altså begynder frygten, fordi begyndelsen til visdom er Herrens frygt. Men når kærligheden begynder at tage bolig, fordrives frygten, som havde holdt pladsen for den. Ligeså meget nemlig som den ene vokser, ligeså meget aftager den anden, og ligeså meget som kærligheden bliver inderliggjort, bliver frygten i det ydre fordrevet. Jo større kærlighed, des mindre frygt, jo mindre kærlighed, des større frygt. Men hvis der ikke er nogen frygt, er der heller ikke noget, kærligheden kan træde ind ad.
10 (Dat comparationem:) Sicut videmus per setam introduci linum quo suitur: seta prius intrat, sed nisi exeat, non succedit linum: sic timor prius occupat mentem, quia ideo intravit, ut introduceret charitatem. (12#39). (n10 (E) (Han gav en sammenligning): Ligesom vi ser det med tråden, der indføres i tøjet, når ser sys:  først må tråden trænge ind, men hvis den ikke går ud igen, lykkes tøjet ikke, således må frygten optage sindet, fordi derfor trænger den ind, at den kan indføre kærligheden.
11 Et infra: Sententia dicta est de scripturis: nam qui sine timor est, non poterit iustificari: opus ergo est, ut intret primo timor, per quem veniat charitas; timor medicamentum, charitas sanitas. Ex istis apertissime liquet, quia penitentia est medicinalis, et timor est medicamentum secundum Augustinum et charitas non intrat nisi per timorem. (E) Og senere: Den nævnte mening stammer fra skriften: For den, der er uden frygt, kan ikke blive retfærdiggjort. Det er altså brug for, at der først indtræder frygt, og igennem den kommer kærligheden; Frygten er lægemidlet, kærligheden sundheden. Af dette er det soleklart, at boden er det medicinmæssige, frygten lægemidlet ifølge Augustin og at kærligheden ikke indtræffer, undtagen gennem frygten.
12 Ideo bene predicatur, penitantiam a timore incipere, et non accipio, quod reverendus pater ab initio resolutorii refert reverendi patris Staupitii vocem quasi celitus demissam, penitentiam incipere ab amore et dilectione. nam huic expresse reluctatur beatus Ambrosius, bonus animarum medicus, in epistola ad Studium: ubi pena prescribitur, debet esse penitentia peccatorum: ubi remissio donatur, gratia est: precedit penitentia, sequitur gratia.  (E) Derfor er der rigtigt at prædike, at boden begynder med frygt, og jeg forstår ikke, at den ærværdige fader i begyndelsen af sin Resolution henviser til den ærværdige fader Staupitz' mening, som om han havde givet afkald på den himmelske mening, at begynde boden med kærlighed. For den opfattelse bestrider den salige Ambrosius udtrykkelig, i sit brev til Studius: Hvor der foreskrives straf, bør der være bod for synder; hvor der gives tilgivelse, er der nåde. Boden kommer først, så følger nåden.
13 neque ergo penitentia sine gratia, neque gratia sine penitentia; debet enim penitentia prius damnare peccatum, ut gratia possit illud abolere. Illud idem testatur Chrysostomus toto libro de cordis compunctione et Homilia 80. de penitentia et sermone 29. Addo etiam Isidorum lib. 2. de summo bono Capi: 12. Compunctio cordis est humilitas mentis cum lachrymis exoriens de recordatione peccati et timore iudicii, et toto libro de contritione cordis. (E) Altså er hverken boden uden nåden eller nåden uden boden. Boden bør nemlig først fordømme synden, så at nåden kan tilintetgøre den. Det samme bevidne Chrysostomus i hele sin bog om stikket i hjertet og i den 80. prædiken om boden og i prædiken 29. Jeg tilføjer også Isidor i den anden bog om det højeste gode, kap 12. Stikket i hjertet er sindets ydmyghed, der begynder med tårer, når det tænker på synden, og med frygt for dommen, og hele bogen igennem om hjertets anger.
14 Et speculo peccatorum Augustinus nihil aliud agit, immo hortatur peccatorem volentem penitere, ut recogitet tres abyssos, (12#40) scilicet peccatorum suorum, penarum et iudiciorum dei. Sic beatus Bernhardus super Canticis ser: 16. et aliis pluribus locis, Gregorius in moralibus lib: 2. et 5. et item super cap: 29. Iob, Lib: quoque 2. super Ezechiele, ubi Homilia 19. inquit: Scriptum est 'Initium sapientie timor domini', (Sl 111,10), constat, procul dubio, quia a timore ad dominum ascenditur, non autem a sapientia ad timorem reditur. (E) Og som et spejl for synderne gør Augustin ikke andet, ja, han opfordrer synderne til at gøre frivillig bod, så man overvejer de tre afgrunde, nemlig sine egne synder, straffen og Guds dom. Således siger Bernhard i den 16. prædiken over Højsangen og mange andre steder, Gregor i Moralerne den anden og femte bog, og ligeledes i bogen om Job, kap 29, også bog 2 om Ezekiel, hvor han i den 19. prædiken siger: Der står skrevet: 'Visdommens begyndelse er Herrens frygt', og derfra kan man uden tvivl slå fast, at man stiger op fra frygten til Herren, men ikke går tilbage fra visdommen til frygten.
15 Propheta ergo de celestibus ad imo loquitur, cepit magis a sapientia et descendit ad timorem. Sed nos, qui a terrenis ad celestia tendimus, eosdem (W361) gradus ascendendo numeramus, ut a timore ad sapientiam pervenire valeamus. Idem lib: 1. super Ezechiele dixit, duas esse pennas, scilicet timorem et penitentiam, que tegere corpora dicuntur, id est peccata. (E) Profeten taler altså fra de himmelske ting og nedefter, han begynder mere med visdommen og stiger ned til frygten. Men vi, som stræber fra det jordiske til det himmelske, opregner de samme trin i opstigningen, så at vi kan få kræfter til at trænge igennem fra frygten til visdommen. Ligeledes siger han i bog 1 over Ezekiel, at der er to vinger, nemlig frygten og boden, som kan siges at dække kroppen, det vil sige: synden. 
16 Ex quibus omnibus quo ad unam particulam de timore volo habere conclusum, bene predicasse nostre tempestatis et superioris predicatores, quod penitentia a timore incipiat, et quod nituntur sermonibus suis in populo timorem dei seminare, ut sic semen diaboli extirpetur, iuxta illud Origenis lib: 3. super Iob: bonus est timor pene et iudiciorum: quem nisi demon expulerit, non poterit seminare semen peccatorum.  (E) Ud af alt dette, som ud af ét eneste stykke om frygten, vil jeg drage den konklusion, at det er godt for vor tid og de forudgående tider at prædikanterne har prædiket, at boden begynder med frygten, og at de i deres prædikener søger at udså frygt for Gud, at således djævelens sæd kan rykkes op med rode, ifølge dette fra Origenes bog 3 om Job: frygten for straf og for dom er god; den kan kun dæmonen fordrive, den kan ikke så syndens sæd (?). 
17 Ex quo deinde consectarium est, penitentiam non incipere ab amore et dilectione iusticie. Quamvis si sic inciperet, fateor, eam esse laudabiliorem et perfectiorem quam quod a timore pene inciperet: at fragilitas nostra id non patitur, cui dominus Ihesus et predicatores condescendentes timorem predicant tanquam gradum, quo verum iusticie amorem consequamur.  (E) Heraf er det en følgeslutning, at boden ikke kan begynde fra kærlighed til retfærdighed. Skønt, hvis den begyndte sådan, så tilstår jeg, at den ville være mere rosværdig og fuldkommen, end når den begynder med frygt for straf. Men vor skrøbelighed tillader det ikke, og derfor sammendrager vor Herre Jesus og vore prædikanter det og prædiker frygten som et trin, hvorved vi kan nå frem til den sande kærlighed til retfærdigheden.
18 Martinus.

Non est iste modus scripturas divinas feliciter intelligendi vel interpretandi, si ex diversis locis diversa decerpantur dicta nulla habita ratione vel consequentie vel collationis: immo iste est canon errandi vulgatissimus in sacris literis.

Martin.

Dette er ikke måden at forstå eller fortolke de guddommelige skrifter godt på, at man fra forskellige steder afriver forskellige udsagn uden at der er nogen mening med rækkefølgen eller sammenstillingen: ja, det er en opskrift på at fejle på den mest almindelige måde i de hellige skrifter.

19 Oportet ergo theologum, si nolit errare, universam scripturam ob oculos ponere et contraria contrariis conferre et sicut duo Cherubin adversis vultibus utriusque diversitatis consensum in medio propiciatorii invenire: alioquin cuiuslibet Cherubin vultus longe divertet sequacem oculum a propiciatorio, id est vera Christi intelligentia. (12#44).  (L) Derfor bør en teolog, hvis han ikke vil fejle, stille sig hele skriften for øje og sammenligne modsætninger med modsætninger og som midt mellem to modstillede kerubimers ansigter finde den Gud, der er nådig stemt. Ellers kan et hvilketsomhelst kerubimansigt bortlede hans opmærksomme(?) øje fra den nådig stemte Gud, dvs fra den sande forståelse af Kristus. 
20 Proinde nunquam mihi egregius d. d. remotior visus est a sacris literis quam hodie (12#57), atque eo magis quod concludendo fatetur laudabiliorem et perfectiorem esse penitentiam, si ab amore iusticie inciperet, sicut ego sapio, quam si a timore pene inciperet, quasi non conandum sit, ut laudabiliter et, ut Iohannes ait, dignos fructus penitentie agamus. (Matt 3,8).  (L) Derfor har den udmærkede hr doktor aldrig forekommet mig længere borte fra den hellige skrift end i dag, og det så meget mere som han tilstår at måtte konkludere, at boden ville være mere rosværdig og fuldkommen, hvis den begyndte med kærlighed til retfærdigheden, sådan som jeg mener, end hvis den begynder med frygt for straffen, som om man slet ikke bør stræbe efter, at det kan være rosværdigt, eller, som Johannes Døber siger, at vi kan bære værdige frugter af boden. 
21 Nam hoc prorsus non accipio, quod dicit fragilitatem nostram obstare, quo minus ab amore iusticie penitentiam incipiamus: si secundum fragilitatem nostram agendum est et scriptura exponenda, nunquam penitebimus, sed de die in diem peiores fiemus (12#47). Quare antequam respondeam suis obiectis. (L) For det forstår jeg slet ikke, at han kan sige, at vores skrøbelighed er en hindring, så at vi så meget mindre kan begynde boden med kærlighed til retfærdigheden. Hvis vi skulle handle efter vor skrøbelighed, når vi tager efter skriftens udsagn, så kom vi aldrig i gang med at gøre bod, men blev dag for dag mere onde. Derfor må jeg først svare på hans indvendinger.
22 Primo declaro meipsum. Omnis bona vita necesse est, ut instituatur per aliquam legem: ideo lex principium est penitentie cuiuslibet boni operis. quare et in penitente ante omnia oportet vel revelari vel suggeri legem, contra quam fecerit et secundum quam facere debet. lege autem manifestata aut in memoriam revocata mox sequitur augmentum peccati, si desit gratia.  (L) Først vil jeg forklare mig. Ethvert godt liv må nødvendigvis fastsættes ved en eller anden lov. Derfor er loven begyndelsen til boden for en hvilkensomhelst god gerning. Derfor bør også i den bodgørende fremfor alt loven enten åbenbares eller forestilles, den lov, som man har handlet imod, og som man bør handle efter. Men ikke så snart er loven forelagt eller genkaldt i hukommelsen, førend synden øges, hvis nåden mangler.
23 Quia naturaliter odit voluntas legem, ut sunt expressa testimonia Pauli ad Romanos et ad Galatos. Ro: 5. Lex intravit, ut abundaret delictum. Gala: 3. Lex (W362) propter transgressiones posita est. (12#48) Ideo beatus Augustinus de spiritu et litera ca. 8. Neque enim liberum arbitrium ante gratiam quidquam valet nisi ad peccandum: non autem ad penitendum, ut d. d. dicit, hoc enim Pelagianum est.  (L) For ud fra sin natur hader viljen loven, sådan som det klart er bevidnet af Paulus i romer- og galaterbrevet. Rom 5,20: Loven kom til, for at overtrædelsen kunne blive større. Gal 3,19: Loven blev givet for overtrædelsernes skyld. Derfor siger den salige Augustin i 'Om ånden og bogstaven' kap 3: For den frie vilje duer ikke til andet end til at synde: Altså ikke til at gøre bod, som hr doktoren siger, dette er nemlig pelagiansk.
24 Sequitur Augustinus: Et cum ceperit cognosci, se non latere quod faciendum est, nisi spiritus sanctus diffuderit charitatem in cordibus nostris, non diligitur, non suscipitur, non bene vivitur. (12#72) Ibi clarissime dicit Augustinus, quod lex dei non potest diligi nisi accepta gratia spiritus sancti. si autem non diligitur lex, contrarium eius, peccatum, non odittur: ergo impossibile est penitere ante dilectionem legis. (L) Så følger hos Augustin: 'Og skønt han begynder at erkende, og det ikke er skjult for ham, hvad der skal gøres, så kan han ikke elske, ikke tage fat på noget, ikke leve rigtigt, hvis ikke Helligånden udgydes i vore hjerter'. Her siger Augustin soleklart, at Guds lov ikke kan elskes, hvis ikke man har modtaget Helligåndens nåde. Men hvis man ikke elsker loven, hader man heller ikke dens modsætning, synden. Altså er det umuligt at gøre bod, før man kommer til at elske loven.
25 Hoc est quod Ro: 4. apostolus vult: Lex iram operatur, hoc est, monstrat peccatum, sed non dat gratiam ut odiatur peccatum. ideo manet odium legis et dilectio peccati, quantumlibet per increpationes forinsecas aut intrinsecas homo concutiatur timore servili. nam etsi abstinet ab opere peccati, non tamen abstinere potest ab amore peccati.  (L) Det er, hvad apostelen vil i Rom 4,15: Loven virker vrede, det vil sige, den påviser synden, men den giver ikke nåden, så at mennesket kunne komme til at hade synden. Derfor er der stadig had til loven og kærlighed til synden, hvor meget end mennesket ryster i slaveagtig frygt gennem ydre og indre råben op. For skønt mennesket kan afholde sig fra syndens gerning, kan han ikke afholde sig fra kærlighed til synden.
26 Hoc et Christus Iohannis 6. docet, ubi dicit: Nemo venit ad me, nisi pater meus traxerit eum. Concedo ergo, quod lex, recordatio peccatorum, intuitus penarum possunt terrere peccatorem, sed nunquam faciunt penitentem. (L) Det lærer også Kristus Joh 6,44, hvor han siger: Ingen kan komme til mig, uden min fader drager ham. Jeg indrømmer altså, at loven, overvejelse over synderne, betragtelsen af straffen kan forskrække synderen, men det kan aldrig gøre ham til én, der gør bod.
27 Respondeo ergo ad obiectionem primam de filio prodigo Luce 15. ubi incepit penitentiam a recordatione magnitudinis premii, dicens 'abundant panibus mercenarii &c.': Dico, quod hic filius prodigus incepit vere ab amore iusticie, quia conversus in se cognovit primo bonum et ex cognito bono intellexit suum malum. (12#50).  (L) Jeg svarer altså til den første indvending om den fortabte søn, Luk 15,11ff, hvor han begynder boden med at overveje belønningens størrelse, idet han siger 'daglejerne har fuldt op af brød, osv', jeg siger dertil, at her begynder den fortabte søn da virkelig med kærlighed til retfærdighed, fordi han, efter at være gået i sig selv, erkender først det gode og ud fra erkendelsen af det gode forstår han sit onde.
28 hanc autem conversionem sui in seipsum non habuit ex fragilitate sua aut ex timore pene, sicut ipsemet d. d. dicit (12#4), quod timor pene post premiorum magnitudinem moverit, ergo non incepit a pena et timore, habuit autem eam ex trahente intus patre et dilectionem inspirante paterne domus, dum dixit 'quanti mercennarii in domo patris mei!' nam cum prius vixisset in peccatis, bonum nec cognovit nec dilexit, nec peccatum odivit, cum tamen non posset ignorare peccatum: ergo necessaria fuit alia affectio, id est amor boni. (L) Men dette, at han går i sig selv, har han ikke fra sin skrøbelighed eller fra frygten for straf, sådan som hr doktoren selv siger, at frygten for straf vil bevæge ham efter belønningens størrelse, altså begynder det ikke med straf og frygt, men han fik sin omvendelse på grund af, at faderen drog ham indvendig og han fik kærligheden ved at tænke på sin fars hus, da han sagde 'hvor meget har ikke daglejerne i min fars hus!', for da han tidligere levede i synden, hverken kendte eller elskede han det gode, ejheller hadede han synden, skønt han dog ikke kunne være uvidende om sin synd. Altså må der med nødvendighed være en anden følelse i ham, nemlig kærligheden til det gode. 
29 Secundo induxit Iohannem baptistam Lu: 3. quod inceperit a timore dicens: quis monstravit vobis fugere &c.? Respondeo: aliud est predicare penitentiam, aliud incipere penitentiam, aliud est predicare bonum opus, aliud incipere bonum opus. Predicator monet, terret, allicit &c. sed nihil sequitur nisi gratia moverit voluntatem. (12#53).  (L) For det andet fremfører han Johannes Døberen, Luk 3,7, fordi han begynder med frygten, idet han siger: Hvem har lært jer at fly, osv? Jeg svarer, én ting er at prædike bod, noget andet at begynde at gøre bod, én ting er at prædike en god gerning, noget andet at tage fat på en god gerning. Prædikanten formaner, gør bange, lokker, osv, men der kommer intet ud af det, hvis ikke nåden bevæger viljen. 
30 Idem dico ad Psal: 88. Visitabo in virga iniquitates eorum &c. percuti potest peccator, sed nisi gratia cooperetur, nihil proficitur, ut Iheremie 5. (W363) percussisti eos, et non doluerunt, et Isaie primo: a planta pedis usque ad verticem non est in eo sanitas, super quo percutiam vos ultra? quia nihil profecit percutiendo.  (L) Det samme siger jeg til Sl 89,33: 'Jeg vil hjemsøge deres uretfærdigheder med stok' osv, dette kan ramme en synder, men hvis ikke nåden arbejder med, nytter det ikke noget, som Jer 5,3 siger: 'Du slog dem og de skælvede ikke', og Es 1,6: 'Fra fod og til isse er der ikke sundhed på ham, hvorfor skal jeg slå jer yderligere?' For det nytter ikke at slå.
31 Et satis admiror egregium d. d. quod oblitus luminis nature Aristotelis audeat statuere alicuius virtutis initium in timore urgente (os#t3), cum ille tot verbis iam receptissimis 3. Ethicorum persuadere conetur, oportere esse voluntarium opus bonum et libera voluntate fieri (12#55). At voluntas certa aut amor est aut soror amoris. Inde etiam dicitur, oportere opus bonum fieri per liberum arbitrium. (L) Og jeg beundrer den udmærkede hr doktor, at han tør glemme Aristoteles' naturens lys og påstå, at der ligger en eller anden begyndelseskraft i frygten, eftersom han med så mange ord forsøger at overtale os til at antage den tredie bog i etikken, at en god gerning bør være frivillig og ske ud fra viljens frie afgørelse. Men viljen er med sikkerhed enten kærlighed eller søster til kærligheden. Derfor kan man også sige, at en god gerning bør ske ved den frie vilje.
32 Addo et illud, quod Christus nunquam peccatores coegit timore ad penitentiam, sed suaviter allexit quoscumque vocavit, ut Zacheum, Magdalenam, apostolos et omnis, sicut et apud Hieremiam ca: 31. dicit: perpetua charitate dilexi te: ideo attraxi te miserans tui. (Jer 31,3). (12#56).  (L) Jeg tilføjer, at Kristus aldrig tvang syndere med frygt til bod, men sødt lokker for dem, han kalder, fx Zakæus, Magdalene, apostlene og alle, sådan som han også i Jer 31,3 siger: Med en evig kærlighed elskede jeg dig, derfor drager jeg dig ynkværdige til mig.
33 Dico ergo, quod timor domini quidem necessarius est, sed filialis, quia sine amore impossibile est ferre conversionem sui, in qua terretur, conteritur et humiliatur peccator, iuxta illud primo regum 2. Dominus deducit ad inferos et reducit. (1 Sam 2,6).  (L) Jeg siger altså, at Herrens frygt ganske vist er nødvendig, men det er en sønlig frygt, der er tale om, for uden kærlighed er det umuligt at gå i sig selv, så at synderen ængstes, angrer og ydmyger sig, ifølge det, der står 1 Sam 2,6: Herren fører ned i helvede og fører op igen.
34 Credo autem etiam ipsius egregii d. doctoris sententiam et omnium scholasticorum doctorum mecum esse et contra obiecta eius pugnare, cum omnes consentiant, contritionem oportere fieri in charitate, si debet esse bona et meritoria penitentia (12#63): quod ego sane intelligo contritionem fieri movente et imperante charitate, ut sic sit voluntaria, hilaris, amorosa penitentia. (L) Men jeg tror, at det også er den udmærkede hr doktors mening og alle de skolastiske doktorers mening, som det er min mening, men som det er modsat det fremlagte, eftersom alle er enige om, at angeren bør ske i kærlighed, hvis boden skal være god og fortjenstfuld. Derfor opfatter i hvert fald jeg det sådan, at angeren bevæges og beherskes af kærlighed, så boden på den måde bliver frivillig, munter og kærlig.
35 Ideo licet Iohannes increpaverit Iudeos et terruerit, non ideo sequitur penitentes incipere etiam a terrore, aut si incipiunt a terrore, nisi accesserit gratia, hypocrite sunt verius quam penitentes. (L) Selv om derfor Johannes skælder ud på jøderne og skrækker dem, følger det ikke af det, at de begynder at gøre bod på grund af frygt, eller hvis de begynder på grund af frygt, er de snarere hyklere end bodgørende.
36 Adiecit dominus d. rationem, quod deus res sic administrat, ut ima per media ducat ad superiora (12#7): quod aptavit ad timorem, volens, peccatum esse imum, timorem medium, amorem superius. quod ego transeo et non accipio. (12#64).  (L) Hr doktoren tilføjer også den begrundelse, at Gud administrerer tingene således, at han fører nedefra gennem det midterste og op til de øverste ting. Det har han vist tilpasset frygten til, så han mener, at synden er det nederste, frygten det midterste og kærligheden det øverste. Det springer jeg over, for det går jeg ikke med til.
37 Dicit etiam, esse perfectionis, si homo posset se mere dei obtutu et amore iusticie erigere ad gratiam capessendam, 'sed quis est hic, et laudabimus eum' (12#8). Respondeo: nec timore nec amore potest se homo erigere ad gratiam capessendam. sed gratia prevenit et movet ad merum dei obtutum et amorem iusticie. (12#65).  (L) Han siger også, at det ville være fuldkomment, hvis mennesket kunne oprejses til at gribe nåden blot ved at se hen til Gud og ved kærlighed til retfærdigheden, 'men vis os ham, så skal vi rose ham'. Jeg svarer: Hverken ved frygt eller ved kærlighed kan mennesket oprejses til at gribe nåden. Men nåden kommer i forkøbet og bevæger til, at man ser hen til Gud og får kærlighed til retfærdigheden. 
38 Ad Augustinum, qui doceat, precedere timorem ante gratiam et intrante charitate pelli timorem, dico: Si recte intelligatur, admitto, hoc est, quod penitentia nondum est incepta, quando timor precedit charitatem, sed intrante charitate incipitur penitentia, id est amor iusticie et odium peccati: si autem charitas non intraret, timor non operaretur nisi maiora peccata. (12#9).  (L) Til Augustin, som lærer, at frygten går forud for nåden og at den kærlighed, der træder til, udrydder frygten, vil jeg sige: Hvis det forstås ret, indrømmer jeg det, dvs, at boden endnu ikke er begyndt, når frygten går forud for kærligheden, men når kærligheden træder til, begynder boden, det vil sige, kærlighed til retfærdigheden og had til synden. Men hvis kærligheden ikke træder til, kan frygten ikke udvirke andet end en større synd. 
39 quare ista similitudo sete et lini probatur mihi, modo non intelligatur, quod timor inducat charitatem, quod ex ipsius d. d. verbis capio, quod nisi exeat seta (W364) non succedit linum, hoc est, nisi timor, qui impedit penitentiam veram, pellatur per intrantem charitatem, nunquam vere penitetur, ut sic dixerim. (12#10).  (L) Derfor beviser denne sammenligning med håret og tråden for mig, forsåvidt jeg forstår den, at frygten indfører kærligheden, hvilket jeg tager fra hr doktorens egne ord, at hvis ikke håret føres ud igen, lykkes tråden ikke, det vil sige, medmindre frygten, som forhindrer den sande bod, ødelægges af kærligheden, der træder til, kommer det aldrig til nogen sand bod, om jeg må sige det sådan.
40 Ambrosium inductum in epistola ad Studium, quod precedit penitentia et sequitur gratia et alia, item Isidorum de summo bono, item tres abyssos recogitandas peccatorum (12#14), Bernhardum super canticis, Gregorium in moralibus et alios patres, qui docent, a timore ascendendum ad sapientiam et penitentiam a timore incipiunt, sed non contra apostolum Paulum de lege et timore legis docentem intelligo. (12#66).  (L) Han indfører Ambrosius i hans brev til Studius, at boden kommer først og nåden følger efter, og andre, også Isidor om det største gode, også de tre syndernes afgrunde, der skal overvejes, Bernhard om Højsangen, Gregor i moralerne, og andre fædre, som lærer, at når man stiger op fra frygten til visdommen og boden, så begynder man med frygten, men det forstår jeg ikke imod apostelen Paulus, der lærer om loven og frygten for loven.
41 Dico et ego, habita charitate simul moveri hominem ad timorem dei et sic incipi penitentiam a timore in charitate: alioquin stat firma sententia, quod timor penam habet (1 Joh 4,18), bonum non operatur, sed odit legem. (L) Også jeg siger, at når én gang kærligheden er kommet til, bevæges mennesket til gudsfrygt, og således begynder boden fra frygt i kærlighed. Bortset fra det står den sætning fast, at frygt har med straf at gøre og ikke udvirker noget godt, men hader loven.
42 Non ergo egregius d. d. concludit, penitentiam non incipere ab amore iusticie, quantumlibet bonis sit timor pene ex origine: non enim timore pene sed timore dei penitendum est, quod ille sit servus non mansurus in domo, hic autem filius et heres. (L) Altså må den udmærkede hr doktor ikke konkludere, at boden ikke begynder med kærlighed til retfærdigheden, hvor god end frygten for straf kan være fra begyndelsen. For man bør gøre bod ikke ved hjælp af frygt for straf, men ved hjæp af gudsfrygt, fordi denne ene er slave og ikke forbliver i huset, men den anden e søn og arving.
43 Ideo et illud proverbium 1. 'Principium sapientie timor domini' non admitto intellectum de timore pene, qui ante gratiam torquet hominem infructuose, cum expresse dicat 'timor domini', non 'timor pene'. (12#62) Timor pene potius est principium insipientie. Videat ergo egregius d. d. ut non in unum chaos confundat timorem servilem et timorem filialem, ne sibi ipse scripture et patrum intelligentiam precludat.  (L) Derfor vil jeg heller ikke gå med til at dette fra Ordsprogenes bog: 'Begyndelsen til visdom er frygt for Herren' skal forstås om frygten for straf, som, før nåden kommer til, piner mennesket uden frugt, eftersom han udtrykkelig siger 'frygt for Herren', ikke 'frygt for straf'. Frygten for straf er snarere begyndelsen til dumhed. Derfor skal den udmærkede hr doktor passe på, at han ikke blander den slaveagtigt og den sønlige frygt sammen i én pærevælling, at han ikke skal udelukke sig fra at forstå skriften og fædrene.
44 Eccius.

Reverendus pater fuco verborum conatur se evolvere ex tam expressis scripture et sanctorum patrum auctoritatibus, et ut hoc vobis persuaderet, ausus dicere, me longe fuisse alienum a sacre scripture intelligentia, hoc loco diverticulum querens de Cherubin se respicientibus. (12#19).

Eck.

Den ærværdige fader søger med en række falske ord at vride sig fri af alle de udtrykkelige skriftsteder og steder fra de hellige fædre, som jeg fremførte, og for at overbevise jer, vover han at sige, at jeg er langt borte fra at forstå den hellige skrift, idet han på dette sted søger en bortledning fra de Kerubimer, han ser hen til. (?).

45 Sed iudicent quorum interest, uter rectius sentiat de sacra scriptura: tamen, ut suas solutiones impertinentissimas excludam, duo frequenter adducit, quorum in sermone recitando secundum viam communem non memini, nec ullus predicatorum, quod memimerim, negavit, et hunc quoque timorem, inquantum disponit ad veram penitentiam, preveniri inspiratione divina: nam indubitatum est apud Christianum contra Pelagii perfidiam, quod salutis nostre initium deo inspirante habemus. quare non fuit necessarium hoc afferre vel ob hoc modum predicandi reprehendere. (12#71).  (E) Men de, hvis opgave det er, må bedømme, hvem af os der tænker rigtigst om den hellige skrift. Dog, at jeg skal udelukke hans frække løsninger, fremfører han to ting hele tiden, om han har gengivet dem i sine prædikener for folket (?) husker jeg ikke, heller ikke nægter han det, så vidt jeg husker i nogen af sine prædikener, og det er, at også frygten, forsåvidt den fører til sand bod, må have den guddommelige inspiration til at komme foran. For der er hos kristne ingen tvivl om, imod Pelagius' bespottelse, at vores frelses begyndelse har vi med Gud som ophavsmand. Derfor er det ikke nødvendigt at ophæve dette eller bebrejde nogen, at han prædiker på den måde. 
46 In uno tamen videtur michi equivocatione falli, quod hanc gratiam, qua deus prevenit corda hominum movendo, credit esse charitatem, cum sit aliud gratuitum dei munus (12#73), et per hoc resoluta est beati Augustini de spiritu et litera sententia contra improbos Pelagianos. Alterum, quod dicit, timorem esse infructuosum nisi accendente charitate, quis hoc unquam vel Scholasticorum vel predicatorum negavit, qui omnes apostoli Pauli ad Corinthios de charitate sequuntur sententiam? (W365). (12#74).  (E) Men i det ene synes der mig at mangle ligevægt, at han tror, at den nåde, hvormed Gud på forhånd bevæger det menneskelige hjerte, er kærlighed, skønt det er en anden nådefuld gunstbevisning fra Guds side, og at han til den ende fremdrager den salige Augustins sætning fra 'de spiritu et litera' imod de frække pelagianere. Den anden ting er, at han siger, at frygten er uden frugt, medmindre kærligheden kommer til. Hvem af skolastikerne eller prædikanterne vil nogensinde nægte det, de følger jo alle apostelen Paulus' mening i 1 Kor om kærligheden?
47 Porro quod laudabiliorem dixi penitentiam, que ab amore incipiat, assumpsit, nos debere illam facere iuxta illud Iohannis: facite dignos fructus penitentie, nam 'si secundum fragilitatem nostram esse agendum, nunquam penitebimus' (12#21). Dico, nos quoque posse facere dignos fructus penitentie, etiam si a timore inceperimus et ad charitatem perveniamus. (12#76).  (E) Videre: Da jeg sagde, at den bod var mere rosværdig, som begyndte fra kærligheden, drog han den slutning, at vi bør gøre bod ifølge ordet af Johannes: bær frugt, som er boden værdig, for: 'hvis vi skulle gøre bod efter vor skrøbelighed, kom vi aldrig til at gøre bod'. Jeg svarer, at vi også kan bære frugter, der er boden værdige, også selv om vi begynder fra boden og når frem til kærligheden.
48 Et miror, quod d. pater vult nos facere angelos, et fragilitatis nostre oblitus (12#79), cum beatus Gregorius lib: 2. super Ezechiele expresse declaravit prophetam descendisse de sapientia ad timorem, 'sed nos eosdem gradus ascendendo a timore ad charitatem pervenimus' (12#77), sicut multa alia fragilitati nostre condonantur, mentem suam declaraturus ostendit, quomodo dilectio legis precedere debeat penitentiam, quia per legem abundavit delictum, (Rom 5,20) et ad Gala: 3. &c. (12#23).  (E) Og jeg undrer mig over, at hr faderen vil gøre os til engle og glemme vor skrøbelighed, eftersom den salige Gregor i bog 2 over Ezekiel udtrykkeligt erklærer, at profeten var steget ned fra visdommen til frygten, 'men vi kan gennemføre det samme trin ved at stige op fra frygten til kærligheden', ligesom meget andet overgives til vor skrøbelighed, og idet han vil forklare sig, påviser han, hvordan kærlighed til loven må gå forud for boden, fordi gennem loven bliver overtrædelsen overstrømmende, og han henviser til Gal 3,19, osv.
49 Dico: verum est, ut s. Augustinus contra Faustum lib: 22. testatur, Peccatum factum vel dictum contra legem, ideo non esse peccatum, si non esset lex prohibens. sed sicut legis transgressione abundat delictum, ita legis observantia augetur meritum. quare omnino ista deverticula ad propositum non conferunt (12#78), et solutiones datas esse contra sacre scripture intelligentiam post prandium manifestabimus. (E) Jeg svarer: Det er sandt, at den hellige Augustin imod Faustus, bog 22, bevidner, at synd, der er gjort eller sagt imod loven, derfor ikke ville være synd, hvis ikke loven forhindrede den. Men ligesom forbrydelsen øges ved overtrædelse af loven, således øges også fortjenesten ved at overholde loven. Derfor fører denne bortledning i det hele taget ikke frem til det, det drejer sig om, og vi vil efter frokost slå fast, at de løsninger, der gives, er imod forståelsen af hellige skrift.
50 Hora secunda

Continuavit Eccius semiplenam orationem. 

Prosequamur hodie incepta.

Reverendus pater ad illud de filio prodigo respondit, precessisse amorem iusticie iuxta illud 'et conversus in se', quia memoriam paterne domus habuerit. (12#27). 

Klokken to.

Eck fortsætter med anden halvdel af sit indlæg.

Lad os fortsætte det, vi begyndte på i dag.

Den ærværdige fader svarer til dette med den fortabte søn, at kærligheden til retfærdigheden gik forud, ifølge dette 'han gik i sig selv', fordi han huskede på sin fars hus.

51 Sed hoc non diluit obiectum, quia conversio illa fuit facta contemplatione pene, dum neminem haberet, qui eum siliquis satiaret: durante enim pecunia non convertebatur in se, sed famelicus est conversus in se. (12#80).  (E) Men dette løser ikke det fremlagte problem, fordi denne omvendelse skete ud fra overvejelser over straffen, idet han huskede på, hvordan han spiste sig mæt i bønnere. Han gik nemlig ikke i sig selv, mens han endnu havde penge, han gik i sig selv, da han var ved at dø af sult.
52 Accedit, quod beatus Augustinus ait, verba eius fuisse verba penitentiam meditantis, nondum agentis. quod si conversus in se fuisset amore iusticie, iam penitentiam incepisset, contra Augustinum. Quare solutio sua propositum non infringit et Basilio manifeste reluctatur. (E) Dertil kommer, hvad den salige Augustin siger, at hans ord var den overvejende bodgørers ord, ikke den handlende bodgørers ord. Men hvis han var gået i sig selv af kærlighed til retfærdigheden, ville han straks have påbegyndt sin bod, imod hvad Augustin her siger. Derfor svækker hans løsning ikke det fremlagte, og det strider åbenlyst imod Basilius.
53 Ad Iohannem respondit, aliud esse incipere, aliud predicare, et alias dixit, predicatores terrere sed non facere penitentem per penarum cruciatum (12#29). Iterum evanida est solutio, quia, si Iohannes predicavit, certe intendebat fructum sue predicationis, et quia insinuavit eis timorem, signum est, hoc pacto penitentiam auspicari (12#82). et nostri predicatores predicant: quomodo incipiant, scit deus. (E) Til det med Johannes svarede han, at ét er at begynde, noget andet at prædike, og han sagde også, at prædikanter kan skrække, men ikke skabe bodgørende ved straffens pinsler. Igen viger hans løsning udenom, fordi, da Johannes prædikede, havde han da givetvis den hensigt med sin prædiken, at den skulle bære frugt, og fordi han fyldte dem med frygt, er det et tegn på, at boden kan begyndes på den måde. Og vore prædikanter prædiker. Hvordan de får begyndt, må Gud vide.
54 Porro quod penitentie initium gratie tribuit, et nostri predicatores et doctores nunquam negaverunt, quia deus aspirando prevenit. (E) Videre tilskriver nåden han begyndelsen af boden, men det har vore prædikanter og doktorer aldrig nægtet, fordi Gud kommer i forkøbet med sin inspiration.
55 Preterea Aristotelem non vult acceptare in scholis theologicis, et tamen audet eum mihi opponere (12#31): sed dico constantem esse ethnicorum sententiam, (W366) sistendo in timore pene non esse perfectam virtutem (12#83), iuxta illud: Oderunt peccare mali formidine pene, Oderunt peccare boni virtutis amore &c. (note55). (E) Forøvrigt vil han ikke godkende Aristoteles i de teologiske skoler, men vover alligevel at sætte ham op imod mig. Men jeg siger, at den hedenske sætning er god nok, at dette at blive stående ved frygten for straffen ikke er den fuldkomne dyd, ifølge Horats' sætning: De onde hader at synde af angst for straffen, de gode af kærlighed til dyden, osv.
56 nec opus virtutis debet esse coactum sed liberum: aliud tamen est liberum arbitrium induci, aliud est liberum arbitrium cogi (12#84). Fateor, Christus benevolis verbis vocavit apostolos, Zacheum, Magdalenam (12#32): sed ipsum aliquando durius vocare, factum Pauli nobis innuit, de quo Augustinus ait 23. quest: 4. can: quis, cui Christus vim intulit, quem coegit, (Note56) et in Euangelio de vocatione ad cenam dicit 'Compelle intrare'. (Luk 14,23) (12#85) Sicut pluribus verbis beatus Gregorius in Homilia prosequitur. Taceat ergo, queso, reverendus pater solum benevolentem asserens vocationem. (E) Dydens gerning bør heller ikke være tvungen, men fri. Men én ting er at indføre den frie vilje, noget andet at tvinge den frie vilje. Jeg indrømmer, at det var med mange velvillige ord, at Kristus kaldte sine apostle, og Zakæus og Magdalene. Men at han selv af og til kaldte noget hårdere, gør tilfældet Paulus os opmærksom på. Herom siger Augustin 23. spørgsmål, 4. kanon: Hvem har sagt, at den, Kristus giver kraft, ham tvinger han, og i evangeliet siger han om indbydelsen til nadveren: 'Nød dem til at gå ind'. Det samme gentager den salige Gregor med mange ord i sin Homilie. Så jeg må bede den ærværdige fader holde op med at forsikre, at han kun kaldte med velvillige ord.
57 Preterea solum timorem filialem necessarium arbitratur penitenti, de quo plurimum miror, cum hodie me ad veram scripturarum intelligentiam monuerit (12#20), quod seipsum primo non emendavit. nam et beatus Augustinus in loco hodie allegato super Iohanne loquitur de timore servilii, quem foras mittit charitas (1 Joh 4,18) (12#9), et de illo dicit loqui sapientem 'Initium sapientie timor domini' (Ordspr 1,7), et ita de timore servili intellexit glossa super Psal: 'Inicium sapientie &c.'. (Sl 111,10). (12#87).  (E) Forøvrigt mener han, at kun den sønlige frygt er nødvendig for den bodgørende, og det undrer jeg mig meget mere over, eftersom han i dag formanede mig til den sande forståelse af skrifterne, men han har dog ikke først befriet sig selv for fejl. For også den salige Augustin taler i det sted, der i dag blev henvist til over Johannes om den slaveagtige frygt, som kærligheden driver ud, og om den siger han, at vismanden siger: 'Begyndelsen til visdom er Herrens frygt'. Og således er det om den slaveagtige frygt at han forstår sine udlægninger over salmerne: 'Begyndelsen på visdom, osv.' 
58 Metus iudicii ianua est conversionis ad deum, et est glossa Cassiodori. Sic glossa super illud apostoli ad Ro: 8. 'Non enim accepistis spiritum servitutis in timore' dicit, timorem servilem esse bonum et a deo. Sic Paulus testatur illum bonum 1. ad Timotheum 5. peccantem coram omnibus argue, ut et ceteri timorem habeant. (12#89).  (E) Ængstelse for dommen er en dør til omvendelse til Gud; det er Cassiodors fortolkning. Således siger han også i fortolkningen over apostelens ord til romerne, Rom 8,15: 'Vi har nemlig ikke modtaget en slaveånd til frygt', at den slaveagtige frygt er god og fra Gud. Således bevidner Paulus også, at den er god 1 Tim 5,20: 'Den, der forsynder sig, skal du irettesætte i alles påhør, så også de andre kan få nogen frygt'. 
59 Ita Augustinus super Psalmis ait et Longobardus eum renarret in 3.: Timor servilis est, cum per timorem gehenne continet se homo a peccato, quo presentiam iudicis et penas metuit, et infra: bonus est iste timor et utilis, licet insufficiens, per quem paulatim fit consuetudo iusticie (12#89). Beda quoque exponit: Inicium sapientie timor domini, scilicet servilis. (E) Således siger også Augustin i sin salmefortolkning, og Petrus Lombarderen gentager det i kap 3: Frygten er slaveagtig, eftersom synderen af frygt for helvede afholder sig fra synd, hvorved han er bange for dommens nærvær og straffene. Og senere: God er denne frygt og gavnlig, selvom den er utilstrækkelig, for gennem den bliver det lidt efter lidt en vane med retfærdigheden. Og Beda forklarer: Begyndelsen til visdom er Herrens frygt, det vil sige den slaveagtige frygt.
60 Quare aliud querat sibi patrocinium et aliam det solutionem, quoniam ista sanctis patribus non concordat. Quod si nolit dictis sanctorum stare, habebit adversum se sacre scripture locos. nam dum timor domini est initium sapientie, adhuc charitas foras pellit timorem: sed timor filialis iuxta David in eternum permanet et in seculum seculi. (Sl 19,10).  (E) Derfor søger han én ting ved sit forsvar og giver noget andet ved sin løsning, når han ikke stemmer overens med disse hellige fædre. For hvis han ikke vil opretholde de helliges ord, vil han få imod sig mange skriftsteder. For når Herrens frygt er begyndelsen til visdom, så uddriver dog kærligheden frygten: Men den sønlige frygt skal ifølge David forblive i evighed og i evighedernes evighed.
61 Quare alius est timor quo sapientia iniciatur, alius est qui cum aucta permanet. Unde cum reverendus pater negat timorem inducere charitatem, expresse sancto Augustino contradicit, qui in loco allegato hoc totum ait, timorem scilicet servilem esse initium sapientie et per charitatem iterum expelli (12#9). Subscribit sententie Augustiane mellifluus Bernhardus ser: 52. super Canticis, quem brevitatis gratia non adduco. Sed etiam plus dico, charitatem non sic expellere timorem sicut (W367) unum incompatibile aliud, sed successu ad augmentationem gratie minui timorem servilem et aucta gratia timorem omnino auferri. (12#90).  (E) Derfor er der én slags frygt, der er visdommens begyndelse, en anden slags, der, skønt den øges, forbliver. Derfor, når den ærværdige fader nægter, at frygten fører frem til kærligheden, så modsiger han udtrykkeligt Augustin, som i det anførte sted ligeud siger, at frygten, nemlig den slaveagtige, er begyndelsen til visdommen og atter uddrives af kærligheden. Og den honningflydende Bernhard underskriver den augustinske sætning i sermon 52 over Højsangen, som jeg for kortheds skyld ikke skal anføre. Men så meget skal jeg dog sige, at kærligheden ikke uddriver frygten således som når én usammenlignelig ting uddriver en anden, men efterhånden henimod forøgelsen af nåden vil den slaveagtige frygt formindskes, så når nåden er vokset, er frygten helt borte. 
62 Nec refert, quod ponderabat hodie dominus pater 'Timor domini, non timor pene, est initium sapientie', quoniam et timor pene et timor reverentie uterque est domini et uterque est a domino (12#43): sola media timendi sunt diversa, ut Beda et alii per Longobardum inducti testantur preter Augustinum prius citatum, et satis liquet ex verbis Christi, si nihil aliud haberemus, Matth: 10. nolite timere eos, qui occidunt corpus, animam autem non possunt occidere, sed potius timete eum, qui potest animam et corpus perdere in gehennam. si enim timor servilis esset damnabilis, sicut dicit reverendus pater, cur Christus nos ad eum invitaret? et Augustinum et alios ita intellexisse, confero in iudicium eorum, quorum intererit. (12#91).  (E) Det her heller intet med sagen at gøre, hvad hr faderen lægger så megen vægt på, at 'Herrens frygt, ikke frygt for straffen, er visdommens begyndelse', eftersom både frygten for straffen og den ærværdige frygt begge deler er Herrens frygt, og begge dele er fra Herren. Alene måden at frygte på er forskellig, som Beda og andre, de er indført af Petrus Lombarderen bevidner, foruden Augustin i det citat, jeg før bragte, og det fremgår jo også tilstrækkelig tydeligt af Kristi ord Matt 10,28, hvis vi ikke havde andet: 'Frygt ikke for dem, som kan dræbe legemet, men ikke kan dræbe sjælen, frygt snarere for ham, der kan lade både sjæl og legeme forgå i helvede'. Hvis nemlig den slaveagtige frygt var fordømmelig, som den ærværdige fader siger, hvorfor opfordrer Kristus os så til det? At også Augustin og andre forstod det således, bemærker jeg til deres bedømmelse, hvem det vil vedkomme.
63 Insuper dicit, scholasticos omnes concordare, quod contritio nullius sit utilitatis, nisi fiat in charitate (12#34). Hoc quidem verum, sed secundum Augustinum ad charitatem non pervenitur nisi per timorem: timor medicamentum est, charitas sanitas (12#93). Unde non accedente charitate omnes bene noverunt timorem illum insufficientem: propterea in via illum constituunt, non in termino. (E) Han sagde tidligere, at skolastikerne alle var enige om, at angeren ikke var til nogen nytte, hvis den ikke skete i kærlighed. Dette er ganske vist sandt, men ifølge Augustin når man kun frem til kærlighed gennem frygten: Frygten er medikamentet, kærligheden sundheden. Derfor er det da noget, alle véd, at hvis ikke kærligheden kommer til, er denne frygt utilstrækkelig. Derfor er det vejen, de fastlægger, ikke endemålet. 
64 Ad rationem ex beato Dionysio sumptam transivit: sed non aperuit d. pater, cum peccatum sit imum et charitas superius, quod sit medium perveniendi a peccato in charitatem (12#94) et profecto aliud dare nequit, quam Basilius, Beda, Augustinus, Bernhardus, timorem. (12#36).  (E) Den begrundelse, som jeg har taget fra den salige Dionysius, forbigår han. Men hr faderen opdagede ikke, at når synden er forneden og kærligheden foroven, så må man fra midten nå frem fra synden til kærligheden, og han kan minsandten ikke fremføre nogen anden frygt, end Basilius, Beda, Augustin og Bernhard.
65 Deinde assumit gratiam prevenire timorem et amorem. (12#37). quod si loquitur de gratia motionis divine, qua deus nos aspirando prevenit, fateor quidem, tunc: si autem loquitur de gratia charitatis, illud non accepto, quia illius que recte sapientia in scripturis appellatur initium est timor domini, quamvis timor iste absque charitate sit infructuosus. (12#96).  (E) Dernæst antager han, at nåden går forud for frygten og kærligheden. Og hvis han taler om den guddommelige bevægelses nåde, hvorved Gud kommer os i forkøbet ved at inspirere os, så indrømmer jeg det, så er det sådan. Men hvis han taler om kærlighedens nåde, så accepterer jeg det ikke, for det, som skriften siger er begyndelsen til den rette visdom, det er frygten for Herren, skønt denne frygt uden kærlighed er uden frugter. 
66 Porro quod Ambrosium, Gregorium et alios doctores admittit, sed non contra apostolum de timore legis (12#40), nescio quas offundit nebulas. dicat clare, aut isti sancti patres per me allegati repugnent dictis apostoli vel minus: si repugnant dicto apostoli, hoc ostendat, quod nunquam fieri posse arbitror, cum in sacris scripturis fuerint exercitatissimi et spiritu sancto repleti, apostolum Paulum eque bene intelligentes sicut nos: si non repugnant dictis Pauli, stet eorum sententie et predicatores modum contritionis et penitentie prefatum docentes non improbet, nec ab hominibus peccatoribus huiusmodi timorem servilem utilem et quasi necessarium medium excludat. (12#97).  (E) Videre: Når han går med til det fra Ambrosius, Gregor og andre lærde mænd, og hævder, at det ikke er imod apostelen om frygt for loven, så véd jeg ikke, hvad det er for tågebanker, han udbreder. Han må sige ligeud, om disse hellige fædre, som jeg har fremdraget, er i modsætning til apostelen eller ej: Hvis de er imod apostelens ord, må han påvise det, hvad jeg ikke tror, han nogensinde vil kunne, eftersom disse mænd var meget inde i den hellige skrift og fulde af helligånd, og har forstået apostelen Paulus ligeså godt som vi. Og hvis de ikke er i modsætning til Paulus' ord, så står deres mening fast, og han kan ikke misbillige prædikanterne, når de lærer den føromtalte anger og bod, eller udelukke fra de syndige mennesker den slaveagtige frygts nytte; den er der som et nødvendigt middel.
67 Non relevat eum, quod existimat habita charitate moveri mentem ad timorem, quoniam hoc esset cancrino more retrogradi, contra beati Gregorii sententiam lib: 2. Homilia 19. super Ezechiele (12#98). Constat procul dubio, quia a timore ad sapientiam ascenditur, non autem a sapientia ad timorem reditur, habet ergo timor penam, que charitate aucta minuitur et totaliter absorbetur. (W368).  (E) Det er ikke let for ham, når han skal forklare, hvordan, når kærligheden er til stede, sindet kan bevæges til frygt, eftersom dette ville være en krebsagtig tilbagegang, imod den salige Gregors mening i den 19. homilie over Ezekiel, bog 2. Det står fast udenfor al tvivl, at man stiger fra frygt til visdom, men ikke går tilbage fra visdom til frygt, altså har frygten en straf, som, når kærligheden øges, formindskes og helt opsluges.
68 Pretereo ob temporis angustiam alia in eodem sermone contenta, que tamen omnino venirent discutienda, nisi hodiernus dies prefixus esset ad hanc materiam terminandam, sicut est punctus de sigillata peccatorum confessione in spem, uti meminit Chrysostomus super cap. 12. Matth. de puncto, quod scholastici ponant tres partes penitentie, scilicet contricionem, confessionem et satisfactionem, quas prius posuit Chrystostomus sermone 29. de penitentia, de duplici modo confitendi, sacerdoti magna et alia deo, cum aliis punctis, que omnia prolixe possent tractari et excuti, sed iacto iam fundamento totum simul sermonem et ea que adduxi pro parte mea confero in iudicium iudicum eligendorum. (E) Forøvrigt er der nogle andre ting i denne prædiken, som jeg må forbigå på grund af tidnød, men som dog nok ville være blevet diskuteret, hvis ikke dagen i dag var bestemt til at afslutte disse ting; således det punkt om syndernes forseglede bekendelse i håbet, som Chrysostomus nævner i en prædiken over Matt 12. Det punkt, at skolastikerne mener, boden har tre dele, nemlig angeren, bekendelsen og satisfaktionen, som Chrysostomus først skrev om i den 29. prædiken om boden: Dette om de to måder at bekende på, de store synder overfor præsten og de andre overfor Gud, sammen med andre punkter, som jeg alle gerne ville behandle og udføre, men da jeg nu allerede har fremlagt det grundlæggende, så vil jeg sammen med hele prædikenen fremføre det, som jeg vil tilføje til bedømmelse af de udvalgte dommere.
69 Martinus.

Sperabam, Egregium d. doctorem confutaturum meas solutiones, presertim ea que pro fundamentis ex Paulo induxeram de lege, que ante charitatem non operatur nisi iram et auget peccatum. 

Martin.

Jeg håbede, at den udmærkede hr doktor ville gendrive mine løsninger, især den, som jeg fremførte som noget grundlæggende ud fra Paulus om loven, som før kærligheden kommer til kun udvirker vrede og øger synden.

70 Taceo, quod disponat ad gratiam, quemadmodum timor servilis fructus legis iram operatur et auget peccatum. At ipse hec fortiter transiliens eandem cantilenam recantavit ac nobis hec non succum sed medullam scripture contendit persuadere. Discurram per singula. (L) Så skal jeg ikke sige noget om, at han lægger det hen til nåden, hvordan den slaveagtige frygt udvirker som sin frugt lovens vrede og øger synden. Men han springer det selv hurtigt over og gentager den samme sang og søger at overbevise os ikke med skriftens saft, men med dens marv. Jeg tager hver ting for sig.
71 Primo dicit, non fuisse necessarium afferre, quod initium salutis nostre sit ex deo inspirante. (12#45) Ubi et timorem disponentem dari intelligit. Respondeo: hec plane omnia sunt erronea propter verbum Pauli, qui dicit, impossibile esse legem impleri, immo peccata non augeri, nisi spiritus sanctus diffundat charitatem in cordibus nostris. (Rom 8,3f). (L) For det første siger han, at det ikke er nødvendigt at ophæve dette, at vores frelses begyndelse har vi med Gud som ophavsmand. Og her forstår han, at frygten også gives til at handle efter. Jeg svarer: Dette er altsammen helt og holdent fejlagtigt, på grund af Paulus' ord, hvor han siger, at det er umuligt at opfylde loven, ja, at det er umuligt, at synden ikke skulle øges, medmindre Helligånden udgyder kærligheden i vore hjerter. 
72 Has auctoritates tam expressas oportuit confutatas et illam beati Augustini c. 3. de spiritu et litere: Cum ceperit non latere, quomodo vivendum est, nisi gratia donetur, non suscipitur, non bene vivitur. (12#24) vadat ergo cum suo servili timore, qui non operatur nisi odium legis et dei, et cum iniuria vocatur disponens ad gratiam. (L) Disse klare skriftsteder burde han have gendrevet. Det samme skulle han have gjort med Augustin-citatet fra de spiritu et litera, kap 3: 'Og skønt det ikke er skjult for ham, hvad der skal gøres, så kan han ikke tage fat på noget, ikke leve rigtigt, hvis ikke ånden gives i vore hjerter'. Lad ham da fare med al denne slaveagtige frygt, som ikke udvirker andet end had til loven og til Gud og med urette kaldes en forløber for nåden.
73 Invenit etiam equivocationem gratie, aliam esse charitatem, aliam donum quo primum movemur (12#46). Transeat: hec distinctio, nihil ad propositum, est elusio verborum Pauli. Clarissimus est textus Pauli, nisi gratia et charitas faciat nos diligere legem, lex semper iram operatur: hoc donum autem, quo primum movemur, non diliget legem, sed charitas spiritus.  (L) Han finder også, at der mangler ligevægt i nåden, én ting er kærligheden, noget andet den gave, hvormed vi i første omgang bevæges. Lad ham bare springe det over: Denne opdeling, som ikke har noget med sagen at gøre, er en undvigelse af Paulus' ord. Paulus' tekst er soleklar: Kun nåden og kærligheden får os til at elske loven, loven virker altid vrede. Men den gave, hvorved vi i første omgang bevæges, elsker ikke loven, det gør åndens kærlighed. 
74 Tercio concessit timorem esse infructuosum sine charitate et hoc nullum negasse (12#46). Respondeo: cur ergo docent infructuosas penitentias et resistunt mihi fructuosam docenti? Relinquo hanc esse omnino subversam cum tot opusculis Augustini, et si Augustinus non faceret tot fulminibus, tamen unus Paulus concludit, opera quecunque ante charitatem esse peccata et damnabilia (W369) et indisponentia ad gratiam. (L) For det tredie indrømmer han, at frygten er uden frugt uden kærlighed og at ingen nægter det. Jeg svarer: Hvorfor lærer de så disse ufrugtbare bodsgerninger og vender sig imod mig, når jeg lærer den frugtbringende bod? Lad være, at dette i det hele taget er forkert i forhold til utrolig mange værker af Augustin, men hvis Augustin ikke ligefrem har frembragt nogen tordenskrald, så kan dog Paulus alene konkludere, at hvilkesomhelst gerninger, før kærligheden kommer til, er syndige og fordømmelige og på ingen måde fører frem mod nåden.
75 Et per hoc dicta ferme ad omnia sua replicata responderi potest. Ipse quidem pro more suo dicta scripture divine temperat ad dicta patrum, immo trahit ad intelligentiam suam, quam habet in patribus, cum potius contra scripta patrum debeant conferri et iudicari ad dicta scripture.  (L) Og med den slags udsagn kan der næsten svares på alle hans indvendinger. Selv synes han, som han plejer, at moderere skriftens udsagn efter fædrenes udsagn, ja, at trække dem hen imod sin egen forståelse, som han finder hos fædrene, hvor man snarere burde sammenligne og bedømme skriftens udsagn imod fædrenes skrifter. 
76 Quarto non accipit, quod assumpsi, nos debere facere laudabiliorem illam penitentiam, sed dicit nos posse etiam dignos fructus penitentie facere, si a timore inceperimus (12#47). Hoc secundum beatum Augustinum sic expono: Si peccata peccatis addiderimus, cum, ut sepius iam dictum est, quidquid ante sanatam per gratiam voluntatem fit, fructus male arboris sit, que non potest bonos fructus facere: ergo per timorem servilem nunquam pervenitur ad charitatem. (L) For det fjerde går han ikke med til, at jeg har draget den slutning, at vi bør gøre bod på denne mere rosværdige måde, men han siger, at vi også kan bære værdige bodsfrugter, hvis vi begynder med frygten. Dette vil jeg forklare ud fra den salige Augustin således: Hvis vi lægger synd til synd, når, som det ofte er sagt, viljen gør noget, før den er helbredt ved nåden, så er det det dårlige træs frugt, som ikke kan bære god frugt: altså gennem den slaveagtige frygt kommer vi aldrig frem til kærligheden.
77 Quinto innixus Gregorio super Ezechielem, qui descendat de sapientia ad timorem, sed nos contra ascendere a timore ad charitatem docenti (12#48): sic respondeo, quod divus Gregorius non debet excludere charitatem nec exclusit a timore incipiente penitentiam, sicut d. d. intelligit, sicut nec a charitate excluditur omnis timor servilis, presertim in hac vita, cum charitatis officium sit expellere timorem servilem, atque id tota vita, et inducere timorem filialem. (L) For det femte støtter han sig til Gregor over Ezekiel, som lærer, at man går ned, når man går fra visdom til frygt, men vi skal modsat stige op fra frygt til kærlighed. Her vil jeg svare, at den guddommelige Gregor ikke bør udelukke kærligheden, ejheller udelukker han boden fra den begyndende frygt, sådan som hr doktoren forstår det, så ikke al slavefrygt bliver udelukket af kærligheden, især i dette liv, hvor kærlighedens opgave er at uddrive slavefrygten, og det livet igennem, og indføre den sønlige frygt. 
78 Sexto ad auctoritates Pauli, quod lex propter transgressiones posita est et auget delictum, dicit, nihil esse ad propositum et me diverticula quesivisse, adducens Augustinum contra Faustum lib: 22. peccatum esse dictum vel factum contra legem dei (12#49), nescio quid velit d. d.: non est hic disputatio, quid sit peccatum, ideo superfluis verbis hoc tempus perditum est.  (L) For det sjette siger han om Paulusstederne, at loven blev indført på grund af overtrædelserne og øger forbrydelsen, at det ikke har med sagen at gøre og han beskyldte mig for afledningsmanøvrer, førte i stedet i marken Augustin imod Faustum, den 22. bog, at synd er, hvad der siges eller gøres imod Guds lov: Jeg véd ikke, hvad hr doktoren vil. Dette er jo ikke en disputation om, hvad synd er, derfor spilder han tiden med overflødige ord.
79 Scopus ist versatur, quod auctoritate Pauli timor servilis non possit esse nisi peccatum et augere peccatum per virtutem legis, si desit gratia. Et sic auctoritates Pauli non sunt diverticula, sed fulmina conterentia sententiam d. d. usque ad pulverem, non ergo ego ex hominibus angelos facio, oblitus fragilitatis (12#48), sed doceo, ne deos faciamus ex peccatoribus, dum obliviscuntur fragilitatis sue, qua non possunt nisi malum facere ante gratiam. (L) Den sag, det her drejer sig om, er, at ifølge Paulus' autoritet kan den slaveagtige frygt ikke gøre andet end synde og forøge synden ved lovens kraft, hvis nåden mangler. Og således er Paulus-stederne ikke afledningsmanøvrer, men tordenskrald, der maler hr doktorens mening til støv. Derfor gør jeg ikke mennesker til engle, idet jeg glemmer vor skrøbelighed, men jeg lærer, at vi ikke må gøre guder af syndere, idet vi glemmer deres skrøbelighed, at de ikke kan gøre andet end ondt før nåden.
80 Quod conversionem filii prodigi factam dicit contemplatione pene, nego. Ad probationem, quod neminem haberet, qui eum siliquis satiaret, dico: nisi intus fuisset tractus et in se conversus, potius fame mortuus esset quam rediisset, ut stet sententia: Nemo venit ad me, nisi pater meus traxerit eum. (Joh 

6,44). (12#51). 

(L) Han siger, at den fortabte søns omvendelse skete gennem overvejelse af straffen. Det nægter jeg. Til det bevis, at han ikke har nogen, som kan mætte ham med bønner, siger jeg: Hvis ikke han indvendig var draget og gik i sig selv, ville han hellere være død af sult end være vendt tilbage, for den sætning står fast: Ingen kommer til mig, hvis ikke min fader drager ham.
81 Quod Augustinus dicit, verba eius fuisse verba penitentiam meditantis, nondum agentis, spero, quod pro me faciat, quando meditari penitentiam, presertim medullitus in corde, sit certe incipere penitentiam, ergo illud 'nondum agentis' oportet de perfectione ad extra intelligi. (L) Hvad Augustin siger, at hans ord var den overvejende bodgørers ord, ikke den handlende bodgørers ord, håber, taler til fordel for mig, når det at overveje at gøre bod, især i sit inderste hjerte, er at begynde boden ret, altså bør dette 'men endnu ikke handlende' forstås om den ydre fuldkommengørelse.
82 Idem ad Basileum dicetur.

De verbo Iohannis baptiste dicit, evanidam esse solutionem, quod dixerim, aliud esse penitentiam docere, aliud incipere (12#53). Respondeo, salva (W370) reverentia: Egregius d. doctor non videtur Paulum intelligere nec virtutem legis cognovisse. Lex enim docet quidem sancta, iusta et bona, sed sola gratia incipit, facit et perficit ea. Ergo etiam si Iohannes timorem docuisset esse initium penitentie, non ideo sequitur, penitentiam incipere a timore, sicut si insinuem quodlibet bonum opus per terrores et minas, non ideo incipit opus bonum a terrorre et minis, sed a charitate.

(L) Det samme kan siges til det fra Basileus.

Om Johannes Døberens ord siger han, at min løsning er undvigende, fordi jeg har sagt, at én ting er at lære bod, noget andet at begynde at gøre bod. Jeg svarer: Godmorgen! Den udmærkede hr doktor synes ikke at have forstået Paulus eller at have erkendt lovens kraft. Loven lærer nemlig ganske vist hellige, retfærdige og gode ting, men alene nåden påbegynder dem, udfører dem og fuldender dem. Altså, også selv om Johannes havde lært, at frygt er bodens begyndelse, følger ikke deraf, at boden begynder fra frygten, ligesom hvis jeg ville gennemføre en eller anden god gerning gennem terror og trusler, så begynder jeg ikke af den grund den gode gerning med terror og trusler, men med kærlighed. 

83 Indignatur, quod Aristotelem ei obiecerim in scholis theologicis, quem tamen non acceptarim (12#55). Fateor, minor est quam ut valeat in theologica schola, cum seductor fuerit scholasticorum doctorum: sed satisfacere volui conclusioni mee (os#u3), quod contra sacrum suum Aristotelem desipiunt, qui penitentiam a timore et non libera voluntate incipiunt.  (L) Han blev forarget, fordi jeg foreholdt ham Aristoteles i de teologiske skoler, han, som jeg dog ikke godtager. Jeg tilstår, det betyder ikke så meget, hvad der gælder i den teologiske skole, eftersom Aristoteles har forført de skolastiske doktorer. Men jeg ville underbygge min konklusion, at de er uforstandige imod deres hellige Aristoteles, når de vil begynde boden med frygten og ikke med den frie vilje.
84 Nam distinctionem de libero arbitrio coacto et inducto transeo (12#56). non enim verum est, quod liberum arbitrium unquam cogatur ad bonum aut cogi etiam possit: si autem cogitur, in diversa rapitur et coactionem sui odit: sola autem gratia trahitur, hoc est, vere liberum efficitur, ut Augustinus contra Iulianum lib: 2. et in multis locis.  (L) For distinktionen mellem den frie vilje, der bliver tvunget, og den, der bliver indført, springer jeg over. Det er nemlig ikke sandt, at den frie vilje nogensinde tvinges til det gode eller i det hele taget kan tvinges. For hvis den tvinges, vil den rives til forskellige sider og hade den, der tvinger den. For den drages alene ved nåden, det vil sige, den virkeer i sandhed frit, som Augustin siger det imod Julian, bog 2 og mange andre steder.
85 Ubi Christum dixi vocasse apostolos et Magdalenam blando tractu, contra opponit, Paulum vocatum esse durius et in Euangelio iussum esse servum, ut compelleret intrare (12#56). Primum satis admiror, quod, cum nos exemplum Pauli soleamus adducere pro defendenda gratia, ipsi nobis elabuntur dicentes, hoc esse miraculosum factum et non facere regulam, hic tamen egregius d. d. quasi non pro miraculo habens pro regula inducit. sed hoc dimitto. (L) Hvor jeg sagde, at Kristus kaldte apostlene og Magdalene med blid dragelse, siger han modsat, at han kaldte Paulus noget hårdere, og at han i evangeliet befaler tjeneren, at han skal nøde dem til at gå ind. Først er jeg da ganske forundret over, at hvor vi plejer at fremdrage Paulus' eksempel for at forsvare nåden, og hvor de glider udenom os ved at sige, at dette er en mirakuløs begivenhed som man ikke kan gøre en regel ud af, dèr regner den udmærkede hr doktor det her ikke for et mirakel, men indfører det som en regel. Men lad det være!
86 Dico, non potuisse Paulum intus ex corde converti nisi trahente gratia, ut beatus Augustinus contra epistolas Pelagiorum docet, gratiam dei facere ex nolentibus ac resistentibus volentes et sequaces (Note86a). Ita et illud in euangelio solvitur, quod servus potest compellere verbo, sed nisi dominus sibilet nihil sequitur. (Es 7,18) (Note86) (L) Jeg vil sige, at Paulus ikke kunne omvendes indvendig i hjertet, hvis ikke nåden drog ham, ligesom den salige Augustin i brevene mod pelagianerne lærer, at Guds nåde af ikke-villende og modstræbende mennesker kan gøre villende og efterfølgende mennesker. Således løses også dette fra evangeliet, at tjeneren kan nøde med ordet, men hvis ikke Herren fløjter, sker der ingenting. 
87 Ad illud Augustini intelligentis servilem timorem in verbo Salomonis 'Inicium sapientie timor domini' (Ordspr 1,7) et illud glosse Psal: 110. 'Metus iudicii ianua est conversionis ad deum' (Sl 111,10) (12#57) respondeo: si adsit gratia, alioquin servilis timor sine gratia (neque enim Augustinus excludit) non operatur nisi iram. oportet enim, quod Augustinus non pugnet, sicut vere non pugnat, cum Paulo damnante omnia que sunt extra gratiam. (L) Til dette, at Augustin forstår det som en slaveagtig frygt i Salomons ord 'Begyndelsen til visdom er frygt for Herren', og i sin forklaring til Sl 111,10 siger: Frygten for dommen er en dør til omvendelse til Gud, vil jeg svare: Hvis nåden er tilstede, er det rigtig nok, ellers udvirker den slaveagtige frygt kun vrede (hvilket Augustin heller ikke udelukker). Det bør nemlig være sådan, at Augustin ikke er imod dette, hvad han da i sandhed heller ikke er, eftersom Paulus fordømmer alt, hvad der er udenfor nåden.
88 Glossam super illud Ro: 8. 'non accepistis spiritum servitutis in timore' dicentem, esse servilem timorem bonum, potius reiicerem tanquam expresse contra textum loquentem (apostolus enim dicit: Non accepistis spiritum servitutis in timore, damnans eum), aut dico, quod glossa textum non exponit. (L) Augustins fortolkning til Rom 8,15 'I har ikke modtaget en slavefrygts ånd', hvor han siger, at den slaveagtige frygt er god, vil jeg snarere forkaste som noget, der taler udtrykkeligt imod teksten (apostelen siger nemlig: I har ikke modtaget en slavefrygts ånd, og fordømmer ham), eller jeg vil sige, at denne fortolkning ikke forklarer teksten.
89 Illud apostoli ad Timotheum 'argue coram omnibus, ut et ceteri timorem habeant, d. d. ad servilem timorem adaptavit. quod relinquo: ego de filiali timore accipio, donec aliter probet (12#58). Quod autem Augustinus, magistro recitante (W371) lib: 3. dicit 'timor servilis est, cum per timorem gehenne continet se a peccato, quo presentiam iudicis, quo penas metuit &c.' (12#59): continet, inquam, se a peccato externo tantum, intus tamen auget odium iusticie gehennam comminantis. Et infra 'bonus est timor et utilis, licet insufficiens, per quem paulatim fit consuetudo iusticie', hoc est, meo iuditio, consuetudo desperandi et odiendi deum, si excludatur gratia: verum autem est, si includatur gratia.  (L) Dette fra 1 Tim 5,20: 'Irettesæt dem i alles påhør, så at også de øvrige kan føle frygt', tilpasser hr doktoren til den slaveagtige frygt. Hvilket jeg lader stå. Men jeg for mit vedkommende forstår det om den sønlige frygt, indtil noget andet er bevist. Men til det, som Augustin siger og som Lombarderen citerer i bog 3, at 'frygten er slaveagtig, når man af frygt for helvede afholder sig fra synd, når man frygter for dommernes nærvær og for straffen, osv', siger jeg: Man afholder sig kun fra den ydre synd, men indvendig øges hadet til retfærdigheden, når man truer med helvede. Senere siger Augustin: 'God er frygten og nyttig, skønt utilstrækkelig, for derigennem dannes lidt efter lidt retfærdighedens vane', det vil sige, efter min bedømmelse, fortvivlelsens og gudshadets vane, hvis nåden udelukkes. Men det er sandt, hvis nåden er tænkt med.
90 Non est ergo necesse, ut dem aliam solutionem, nisi d. d. egregius primum probaverit, sanctos patres loqui de servili timore exclusa gratia aut charitatem non habere negotium in expellendo timore servili. Quare que consequenter induxit de expulsione timoris, de initio sapientie, et quomodo expellat charitas timorem successu per augmentationem gratie, ex precedentibus satis intelliguntur. (12#61).  (L) Det er derfor ikke nødvendigt, at jeg giver en anden løsning, medmindre den udmærkede hr doktor først bevise, at de hellige fædre talte om den slaveagtige frygt uden nåden, eller mente, at kærligheden ikke havde nogen bemyndigelse til at uddrive den slaveagtige frygt. Derfor, hvad han derefter indfører om frygtens uddrivelse, om begyndelsen til visdommen og om, hvordan kærligheden driver frygten ud efterhånden, derved at nåden forøges, det forstås tilstrækkeligt ud fra det foregående.
91 Superest robustissima auctoritas Matth: 10. quam unam sufficere putat: Nolite timere eos &c. sed timete eum &c. ideo non esse servilem timorem damnabilem, ad quem Christus non invitat (12#62). Respondeo primum: si hoc vult d. d., contradicetur precedentibus, ubi timor servilis insufficiens dicitur. ideo eque absurdum est dicere, Christum nos docuisse insufficientiam. (L) Så er tilbage denne vældige autoritet fra Matt 10,28, som han mener alene er nok: Frygt ikke for dem, osv, men frygt for ham, osv. Af den grund skulle den slaveagtige frygt ikke være fordømmelig, for ellers ville Kristus ikke opfordre til den. Jeg svarer for det første: Mon den udmærkede hr doktor her vil modsige det foregående, hvor den slaveagtige frygt blev kaldt utilstrækkelig? Hvis han vil, ville det være temmelig absurd at sige, at Kristus opfordrer os til at lære noget, der er utilstrækkeligt.
92 Dico tamen ego, non esse ibi servilem timorem domini, quia et filialis timor timet offendere deum et separari ab eo. Atque etiam si de mero servili timore loqueretur, nundum intelligitur exclusa gratia, immo inclusa, cum teste apostolo et Augustino omnis lex et doctrina sit litera requirens spiritum. (L) Men jeg for mit vedkommende vil sige, at der her ikke er tale om en slaveagtig frygt for Herren, fordi også den sønlige frygt for én til at frygte for at støde Gud og adskilles fra ham. Men selv om der også var tale om en ren og skær slaveagtig frygt, så kan den aldrig forstås uden nåden, nåden må inkluderes, eftersom ifølge apostelen og Augustin enhver lov og læresætning er et bogstav, der kræver åndens hjælp.
93 Consensit etiam, scholasticos vere dicere contritionem non valere extra charitatem (12#63): sed non confutavit, stat ergo eorum ipsorum auctoritas contra eos, nisi confutet contritionem in charitate esse id quod a charitate incipit fieri. 

Illud Augustini bene placet, quod timor est medicamentum, charitas est sanitas, timor scilicet in charitate imperfecta et charitas perfecta. 

(L) Han mener som jeg, at skolastikerne med rette siger, at angeren ikke er noget værd uden kærlighed. Men han gendriver mig ikke, og det står derfor fast ud fra deres egen autoritet imod dem selv, medmindre han gendriver det, at angeren i kærlighed er det, som begynder at ske ved kærligheden.

Dette Augustin-ord kan jeg godt lide, at frygten er medikamentet, kærligheden sundheden, men frygten i kærligheden er ufuldkommen, kærligheden fuldkommen.

94 Rationem illam ex Dionysio sumptam de imo, medio et summo dicit me transiisse et non aperuisse, quod sit medium inter peccatum imum et charitatem superiorem (12#64). Fateor, me libenter transiisse, ut qui crederem, ipsi domino doctori satis esse perspectam hanc rationem nihil esse ad propositum.  (L) Den begrundelse, han tog fra Dionysius om det nederste, det midterste og det øverste, sagde han, at jeg sprang over, så jeg ikke opdagede, at der er en midte mellem synden forneden og kærligheden foroven. Jeg tilstår, at jeg sprang den over med glæde, for jeg tror, at selv for hr doktoren er det blevet klart, at den begrundelse ikke har noget med sagen at gøre.
95 Dionysius enim loquitur de ordinibus infimis, mediis et summis: at ego prorsus nullum habeo medium inter peccatum et gratiam, sicut nec Christus, quando dicit: Qui non est mecum, contra me est (Matt 12,30), et iterum: aut facite arborem bonam aut facite arborem malam (Matt 12,33). sed et ipsum d. d. credo idipsum asserere, quod gratia et peccatum apud Scholasticos immediate opponuntur. (L) Dionysius taler nemlig om de nederste, midterste og øverste ordener. Men jeg kan overhovedet ikke have nogen midte mellem synden og nåden, sådan som heller ikke Kristus kan, når han siger: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og senere: Enten bærer et træ gode frugter eller også bærer et træ dårlige frugter. Men jeg tror, at også hr doktoren selv vil forsikre hr doktoren om, at nåden og synden hos skolastikerne umiddelbart står hinanden imod.
96 Non accipit d. d. quod gratiam dixi prevenire amorem et timorem, nisi loquar de gratia prime motionis (12#65). Respondeo: ego cum apostolo et Augustino sentio, quod, nisi lex diligatur (quod est charitatis et non prime motionis), non bene vivitur, ergo nec deus timetur nec colitur. (W372). (L) Hr doktoren går ikke med til, at jeg sagde, at nåden går forud for kærligheden og frygten, medmindre jeg taler om den første bevægelses nåde. Jeg svarer: Jeg mener som apostelen og Augustin, at hvis ikke loven elskes (og det hører kærligheden og ikke den første bevægelse til), kan man ikke leve rigtigt, altså heller ikke frygte eller dyrke Gud ret.
97 In fine instruit adversus me cornutum syllogismum 'aut Ambrosius, Gregorius aliique repugnant dictis apostoli vel non': si sic, quod ostendam: si non, ut stem eorum sententie (12#66). Respondeo et per medium transeo: non repugnant dictis apostoli et sto eorum sententie, non autem Ecciane intelligentie, imo errori: non enim excludunt charitatem a timore sive servili sive filiali. (L) Til slut indretter han en hornet syllogisme til mig: 'Enten kæmper Ambrosius, Gregor og andre imod apostelens ord eller også gør de ikke'. Hvis ja, skal jeg påvise det. Hvis nej, skal jeg antage deres mening. Jeg svarer og springer over gennem det midterste: De modsiger ikke apostelens ord, og deres mening kan stå fast, men ikke efter Ecks forståelse af det, den er tværtimod fejlagtig. For de udelukker ikke kærligheden fra frygten, hverken den slaveagtige eller den sønlige.
98 Dicit d. d. esse cancrino more retrogradi, quod dixi habita charitate moveri mentem ad timorem (12#67). Satis miror sive scorpionem sive cancrum istum, cum et gentilis illa poeta dixerit: Res est soliciti plena timoris amor, quasi ignoremus, quod amor fons et caput est omnium affectuum. Ideo enim timetur pena et infernus serviliter, quia diligitur vita et voluptas pueriliter et serviliter. Ad hunc timorem et amorem extirpandum diffunditur charitas dei, qua amemus aliam vitam et timeamus aliam mortem, id est separationem a deo. (L) Hr doktoren sagde, at det var en krebsagtig tilbagegang, da jeg sagde, at når kærligheden er til stede, kan sindet bevæges til frygt. Jeg er lige forundret, hvad enten det er en skorpion eller en krebs, men også hedningernes poet har sagt: I virkeligheden er kærlighed fuld af bekymret frygt, fordi kærlighed er kilden til og hovedet for alle følelser. Når straffen og helvede frygtes med en slaveagtig frygt, skyldes det, at livet og lysten elskes på en barnlig måde. Med det formål at udrydde denne frygt og denne kærlighed udgydes en kærlighed til Gud, hvormed vi elsker et andet liv og frygter en anden død, som er adskillelsen fra Gud.
99 Transiit d. d. de punctis in sermone meo signatis et de toto sermone confutando. Dico breviter: habet calamum et papyrum, aggrediatur eum cum fidutia: videbitur, an sermonem confutaverit vel se ipsum irriserit. hoc relinquo iudicio ordinandorum. (L) Han springer over nogle bestemte punkter i min prædiken og afviser i det hele taget at gendrive den. Lad mig kort sige: Han har pen og papir, han kan trøstigt gå i gang. Så vil man få at se, om han kan gendrive prædikenen eller driver spot med sig selv. Dette overlader jeg til den forordnede dom.
100 Eccius.

Quia ob temporis augustiam respondere non possum iis, que reverendus pater adduxit, refero tamen me ad iudices, me nihil transiliisse neque fuisse de mente predicatorum aut doctorum, legem adimpleri sine charitate, neque aliquos docuisse infructuosam penitentiam, sed quomodo per timorem servilem ad fructuosam perveniatur, et quod magnifico verborum apparatu recessit ab hodierna solutione, quia dixerat sapientem loqui de timore filiali, iam vero admittit loquentem de timore servili, non tamen excludendo gratiam, quod nec textus nec sancti doctores patiuntur.

Eck. 

Skønt jeg ikke på grund af tidnød kan svare på det, som den ærværdige fader førte frem, vil jeg dog have sagt til dommerne, at jeg har sprunget det over, og at det ikke har været i nogen prædikants eller doktors sind, at loven kan opfyldes uden kærlighed, og at ingen har lært en ufrugtbar bod, derimod har de lært, hvordan man gennem en slaveagtig frygt når frem til en frugtbærende bod, og jeg vil også have det sagt, hvordan han med en vældig udrustning af ord viger tilbage fra dagens løsning, fordi han havde sagt, at ordet om visdommen taler om den sønlige frygt, men nu indrømmer han, at det taler om den slaveagtige frygt, dog uden at kærligheden er udelukket, hvilket hverken teksten eller de hellige doktorer kan tillade.

101 Nam per sapientiam intelligit charitatem, et ita initium esset ante initium. totus quoque Augustinus non laborat, quomodo timor servilis cum charitate sit initium charitatis, sed quomodo timor servilis primo occupet mentem et primo ingrediatur et sic inducat charitatem, quod etiam est de mente Gregorii improbantis reditum cancrinum, ubi reverendus pater pro Gregorio scorpionem mihi adducit: Res est solliciti &c. Omnes ergo sancti doctores hodie citati volunt, timorem servilem esse initium charitatis ad intelligentiam sepe datam, et quam predicatores solent dare: de quo refero me ad iudices. (E) For ved visdom forstår han kærlighed, og sådan får han en begyndelse før begyndelsen. Det er heller ikke sådan, at hele Augustin prøver at udarbejde, hvordan den slaveagtige frygt sammen med kærligheden kan være begyndelsen til kærlighed, nej han udarbejder, hvordan den slaveagtige frygt først optager sindet og først begynder og således indfører kærligheden, hvilket også er Gregors mening, når han bebrejder nogen krebsgangen, hvor den ærværdige fader giver mig og ikke Gregor en skorpion. I virkeligheden plejer osv. Altså vil alle hellige doktorer idag citeres for at mene, at den slaveagtige frygt er begyndelsen til kærligheden efter den forståelse, der ofte er givet, og som prædikanterne plejer at give. Hermed anbefaler jeg mig til dommerne.

 
 

Noter: 

Note 10: Latomus forklarer denne sammenligning nøjere (latlu08#18) og påviser, at den stammer fra Augustins kommentarer over johannesbrevet, kap 9.

Note 55: Horats, Epp. I, 16,52f, noget afvigende.

Note 56: Det anførte sted lyder: Ubi est, quod isti clamare consueverunt 'liberum est credere vel non credere: cui vim Christus intulit? quem coegit? Ecce habent Paulum Apostolum. Eck hat de Fragen als Relativsätze genommen und auf Paulus bezogen.

Note 86a: Det omtalte Augustin-citat findes ikke ordret, som Luther anfører det, men man må vist sige, at Luther har fanget meningen utrolig fint, se eck-os#ep3.

Note 86: I randen: Ut Esaias loquitur, 'som Esajas siger'.