Luthers disputation med Eck, 1

 
 



Disputatio I Eccii et M. Lutherii Lipsiae habita 1519.

WA Bind II, side 254-263.
1 Incipit disputatio Excellentium theologirum Iohannis Eckii et Martini Luttheri Augustianiani, que cepta fuit Quarta die Iulii M. D. xix. hora septima. Disputationen mellem de højtberømte teologer Johannes Eck og Martin Luther, augustinermunk, som fandt sted den 4. juli 1519, begyndte klokken syv.
2 Protestatio patris M. Lutheri. 

In nomine domini amen. 

Protestationem utriusque egregii domini et Andree Carolostadii et Iohannis Ecckii amplector et sequor. hoc unum addo, quod pro reverentia summi Pontificis et Romanae Ecclesie libens hanc materiam non necessariam et mire invidiosam pretermisissem, nisi per propositionem egregii d. d. Ioannis Ecckii in eam pertractus fuissem. (01#12)

(L) Fader M. Luthers erklæring. 

I Herrens navn. Amen. 

De to udmærkede herrers erklæring, både Andreas Karlstadts og Johannes Ecks, tilslutter jeg mig og følger jeg. Det ene tilføjer jeg, at jeg af ærbødighed for den høje pave og den romerske kirke gerne på forhånd ville have forbigået dette materiale som ikke nødvendigt og besynderlig misundeligt, hvis ikke jeg var blevet påvirket af den udmærkede doktor Johannes Ecks indledning.

3 Doleo etiam, eos non adesse quos maxime oportuit, qui, cum et privatim et publice toties me crimine hereseos profanarunt, nunc, cum instet cognitio cause, se subtraxerunt: heretice pravitatis inquisitores dico, qui fraternam monitionem et doctrinam postposuerunt criminationibus suis. (W255). (L) Jeg er også ked af, at de mennesker ikke er tilstede, som i højeste grad burde være her, nemlig de, som, eftersom de både privat og offentligt mange gange har beskyldt mig for kætteriets forbrydelse, nu, da lejlighed byder sig til at erkende årsagen, har trukket sig tilbage: Jeg kalder dem anklagere i kætteriets forkerthed, som har tilsidesat den broderlige og lærdomsmæssige formaning til fordel for deres beskyldninger.
4 WA's bemærkning: Wir lassen hier Carlstadts und Ecks Erklärung beim Beginn der Disputation am 27. Juni um zwei Uhr nach dem Urdruck Bl. Aij folgen: (WA) Vi lader herefter følge Karlstadts og Ecks erklæring ved begyndelsen af disputationen den 27. juni klokken to efter det oprindelige tryk Blad Aii.
5 Protestatio Carolstadii per respondentem sibi a latere. Karlstadts udførlige erklæring til svar for sig selv.
6 Primo illud testatur et ubique testatum esse volumus, nusquam ab ecclesia Catholica ad latum digitum nos velle discedere: quod si eiusmodi quid deprehendatur non dedita opera sed humana inscicia elapsum, iam nunc pro recantato habere volumus. Først skal det bevidnes, og vi vil overalt have det bevidnet, at vi aldrig har villet fjerne os fra den katolske kirke med en fingerbred: og hvis noget af den slags kan opdages, og vi har fejlet ikke i en bevidst arbejden, men ved menneskelig uvidenhed, så vil vi allerede nu have det regnet for tilbagekaldt.
7 Nec eruditorum iuditio preimus nec publicarum scholarum auctoritati preiudicamus. Maneat incolume suum cuique iudicium, dummodo scripturas non per nebolam sed ex integro tractat. Sacris autem scripturis hunc honorem impendimus, quod nihil sine iis aut asserere aut recipere volumus: in ceteris autem, que non liquide hinc doceri possunt, solis ecclesiasticis primas damus, Nec ab iis discedimus, que in epistola ad D. Eckium que est 'Nisi sanctissimum in Christo patrem' [= Conclusiones Carolstadii contra D. Ioannem Eccum Lipsiae xxvii. Iunii tuendae] testati sumus, sed ea nunc quoque perinde ut antea testamur. Ejheller vil vi forudgribe de lærdes bedømmelse og heller ikke vil vi på forhånd anfægte de offentlige skolers autoritet. Lad enhver beholde sin egen bedømmelse uskadt, blot han ikke behandler skriften ved hjælp af tågetale, men ud fra dens egen mening. De hellige skrifter tillægger vi den ære, at vi ikke vil fastslå eller optage noget imod dem: men blandt de øvrige, som ikke kan anses for klare i denne henseende, vil vi alene regne kirkefædrene for førende, og vi vil heller ikke vige bort fra dem, som vi i brevet til Dr. Eck har bevidnet ikke er andet end 'de højhellige fædre i Kristus'. Men med det har det sig nu, ligesom vi tidligere har bevidnet det.
8 Protestatio Eckii. (Invocavit auxilium). (E) Ecks erklæring. Han påkalder hjælp. 
9 Protestor pro simplicitate theologica: Sicut hoc onus ad laudem dei, ecclesie honorem, animarum salutem et veritatis dilucidationen suscepi, Ita non est animus mihi quidnam dicere vel asserere, quod vel sacre scripture vel sancte matri ecclesie esset adversum, paratus corrigi et emendari a sede apostolica et ab iis, quorum iudicio hanc nostram disceptationem iuxta conventionem heri factam sumus subiecturi, de quo protestor ut supra. Jeg erklærer mig som tilhænger af teologiens enkelhed. Ligesom jeg påtager mig denne byrde til Guds pris, til kirkens ære, til sjælenes frelse og til sandhedens opklaring, således er jeg ikke sindet at sige eller fastslå noget, som er imod den hellige skrift eller den hellige moder kirken, og jeg er parat til at lade mig korrigere og befri for fejl af det apostoliske sæde og af dem, hvis bedømmelse vores debat er underlagt ifølge den overenskomst, vi har gjort idag, om hvilken jeg erklærer som ovenfor.
10 Scopus.

De potestate, immo de primatu Romani ponficitis.

Ecckii protestatio. 

In nomine tuo, dulcis Ihesu.

Emne: 

Om pavens magt eller snarere førstestilling. 

Ecks erklæring. 

I dit navn, søde Jesus.

11 Antequam in arenam descendam, protestor coram vobis illustrissimis, nobilibus, magnificis et excellentissimis dominis, omnia per me dicenda et dicta inprimis esse subiecta iudicio prime sedis et domini in ea sedentis, deinde quorumlibet aliorum, quorum est errantes corrigere et ad veritatis cognitionem reducere. (E) Førend jeg træder frem på arenaen, erklærer jeg overfor jer højtoplyste, højædle, storsindede og udmærkede herrer, at alt, hvad jeg vil sige og har sagt, først og fremmest underkastes bedømmelsen fra det første sæde og den person, der sidder derpå, dernæst bedømmelsen fra enhver anden, hvis opgave det er at korrigere de fejlende, og bringe dem tilbage til sandhedens erkendelse.
12 Et quia reverendus pater in prefatione sua quasi se excusando testatur, se libenter hanc omisse materiam pro summi pontificis reverentia, nisi per meam pertractus fuissem propositionem (01#2) at meminerit reverendus pater, nisi prius ipse in resolutorio (WA I,571) ante tempora Sylvestri negasset Romanum pontificem aliis superiorem (t-ecklut#28), non fuisset necessarium me tredecimam illam posuisse propositionem, et quod in actis coram legato sedis apostolice (WA II,19) beatum Pelagium pontificem Euangelica scripta torsisse causatur, qui tamen maxime omnium ad sanctorum patrum intentionem verba Christi accepit. frustra ergo Reverendus pater in me causam torquere nititur, cui ipse non semel occasionem prestitit. Sed iam ambagibus resectis principale institutum deo duce aggrediamur. (E) Og fordi den ærværdige fader i sin indledning ligesom bevidner sig undskyldt, så han gerne ville have udeladt dette materiale for den høje pavelige ærværdighed, hvis han ikke var blevet påvirket af min indledning; derfor skal den ærværdige fader mindes om, at hvis ikke han selv i resolutionerne før Sylvesters tid (?) havde nægtet, at den romerske pave stod over de andre, havde det ikke været nødvendigt for mig at opponere mod den trettende sætning, og han skal mindes om, at det i akterne overfor det apostoske sædes legat forårsagedes, at den salige pave Pelagius fordrejede de evangeliske skrifter, han, som dog fremfor alle forstod Kristi ord efter de hellige fædres hensigt. Forgæves er det altså, at den ærværdige fader søger at fordreje sagen hen mod mig, som han selv flere gange har givet mig lejlighed til (?). Men lad os nu lægge omvejene fra os og med Guds hjælp angribe hovedsagen.
13 Reverende pater, vestra conclusio tredecima mee contradicens fatetur, Romanam ecclesiam esse aliis superiorem iuxta frigidissima Romanorum pontificum decreta intra quadringentos annos nata, quibus obstare dicitis textum sacre scripture et historias approbatas mille et centum annorum (t-ecklut#28). Contra quam sic oppono: (E) Ærværdige fader, De indrømmer i Deres trettende konklusion, der retter sig imod mig, at den romerske kirke står over andre ifølge de romerske pavers mest uduelige dekreter, der er blevet til indenfor de sidste firehundrede år, og De siger, at disse er imod teksten i de hellige skrifter og de historier, der er godkendt gennem elleve hundrede år. Imod dette opponerer jeg på følgende måde: 
14 Monarchia et unus principatus in ecclesia dei est de iure divino et a Christo institutus. quare textus sacre scripture vel historie approbate ei non adversantur. (01#30).  (E) I Guds kirke er der efter guddommelige ret og indstiftet af Kristus et eneherredømme og én leder. Derfor er den hellige skrifts tekst og den godkendte historie ikke imod denne leder. 
15 Quoniam ecclesia illa militans, que est velut unum corpus iuxta divi Pauli sententiam, (Ef 4,16; 5,23ff) est instituta et facta ad imaginem ecclesie triumphantis, in qua est una monarchia omnibus per ordinem dispositis usque ad unum caput, scilicet deum. (01#30).  (E) Når den kæmpende kirke, som er som ét legeme ifølge den guddommelige Paulus' mening, er indstiftet og skabt i den triumferende kirkes billede, i hvilken der er ét herredømme for alle gennem den orden, den har fået, lige op til de ene overhoved, nemlig Gud --
16 quare et talis ordo a Christo in terris est constitutus, cum fateatur Iohannis quinto, filium non facere quidquam nisi quod viderit patrem facientem. (Joh 5,19) (01#32). Quare non de celo est qui capiti subesse recusat, sicut non de celo sed de Lucifero est qui deo non vult subiici. (E) så er der også indstiftet en sådan orden af Kristus på jorden, hvilket indrømmes i Joh 5,19, hvor der står, at sønnen ikke gør andet end hvad han ser faderen gøre. Derfor, den, der nægter at være underlagt hovedet, er ikke fra himlen, ligesom den ikke er fra himlen, men fra Lucifer, der ikke vil underkaste sig.
17 Que omnia latissime confirmari possunt, maxime per sacram illam animam beatum Dionysium Aeropagitam lib. de ecclesiastica hierarchia, ubi ait: Nostra enim hierarchia a deo traditis ordinibus sancte disposita sanctis (W256) et celestibus hierarchiis conformis est. (01#34).  (E) Og alle disse ting kan meget udførligt blive bekræftet, især ved hjælp af den hellige sjæl, den salige Dionysios Areopagiten, i bogen om det kirkelige hierarki, hvor han siger: For vort hierarki er af Gud gennem de overleverede ordninger ved en hellig bestemmelse gjort ensformet med de hellige og himmelske hierarkier.
18 Ita Gregorius Nazanzenus in Apologetico sacrosancta mysteria ait ad instar celestis imaginis celebrari, per que utique in terris celestibus ordinibus associamur. (01#35) Nam quod monstrum esset ecclesiam esse acephalam! (Id est, sine capite) quod omnes ferme heretici moliti sunt, ut sanctus Cyprianus ad Rogatianum et Puppianum innuit, ut sic debilitato capite errores suos et virus impune possent mentibus hominum inculcare. (E) Ligeledes siger Gregor af Nazianz i Forsvar for det ukrænkelige mysterium, at den betydning, vi fejrer de himmelske billeder med, den skal vi også overalt bruge overfor de himmelske ordener på jorden. For hvilket uhyre ville ikke en kirke uden hoved være! Derfor bruger næsten også alle kættere, som den hellige Cyprian antyder i brevet til Rogatianus og Puppianus, det trick, at de, når hovedet således er ødelagt, ustraffet kan blande deres menneskelige løgne sammen med deres fejltagelser og gift.
19 Et hec fuit ratio principalis cum aliis annexis, propter quam Parisiense felix studium Iohannem Tornacensem damnavit negantem primatum Ecclesie Romane. Sic et error fuit Wikleffiticus, Romanam ecclesiam aliis non esse superiorem de lege Euangelii. (E) Og dette var hovedårsagen, sammen med flere andre, til, at det lykkelige parisiske universitet fordømte Johannes Tornacensis, fordi han nægtede den romerske kirkes primat. Sådan var også Viklef forkert på den, da han mente, at den romerske kirke ikke stod over andre efter evangeliets lov.
20 Martinus Lutherus.

Quando d. d. arguit, omnino esse caput ecclesie universale, optime facit. Et si est aliquis qui privato pacto convenerit eum dominatione sua ad defendendum contrarium, surgat in medium: ad me nihil pertinet.

Martin Luther: 

Når hr doktoren påstår, at der overhovedet er et overhoved for den universelle kirke, gør han det udmærket. Og hvis der er nogen, der ved en privat overenskomst er enig med ham om under hans herredømme at forsvare det modsatte, så lad ham træde frem: Det har ikke noget med mig at gøre.

21 Eckius.

Quia reverendus pater dicit, nihil ad se pertinere de contrario illius quod intendebam probare, de iure divino esse Monarchiam in ecclesia militante sicut et triumphante: in quo eum collaudo, quod et in hoc divo Iohanni in Apocalypsi consentit: Vidi civitatem sanctam novam descendentem &c. (Ap 21,2) at propius ad rem accendentes, si ecclesia militans non fuit sine monarcha, vellem audire, quis esset iste monarcha alius aut unquam fuisset nisi Romanus ponfitex, aut que alia prima sedes nisi sedes Petri et eius successorum, iuxta illud beati Cypriani, qui in epistola 3. ad Cornelium Romanum pontificem scribens contra Novatianos subdole Romam accendentes inquit: 

Eck: 

Dette siger den ærværdige fader, at det ikke kommer ham ved, det om det modsatte af det, jeg havde til hensigt at bevise, nemlig at der efter guddommelig ret er et herredømme i den kæmpende såvelsom den triumferende kirke: det vil jeg rose ham meget for, fordi det er også den guddommelige Johannes enig i i apokalypsen 21,2: Jeg så den nye hellige stad stige ned osv. Men det har mere med sagen at gøre. Hvis den kæmpende kirke ikke er uden overhoved, så vil jeg gerne vide, hvem dette overhoved er andet end den romerske pave, eller hvilket andet første sæde andet end Peters og hans efterfølgeres sæde, ifølge dette stykke fra den salige Cyprian, som i sit tredie brev til den romerske pave Cornelius skriver imod de Novatianere, der under falske forudsætninger var kommet til Rom, og siger:

22 Post ista adhuc insuper pseudoepiscopo sibi ab hereticis constituto Romam navigare audent et ad Petri cathedram (n22) atque ecclesiam principalem, unde sacerdotalis unitas exorta est, a schismaticis et profanis literas ferre nec cogitare, eos esse Romanos, quorum fides ab Apostolo laudata est, ad quos perfidia habere non possit accessum. (os#12a) (01#37) (E) 'Efter dette indsætter de oven i købet falske biskopper for sig og de vover at sejle til Rom og til Peters stol og føre brev med til hovedkirken, hvorfra den præstelige énhed har sin oprindelse, fra skismatikere og ukirkelige mennesker, uden at tænke på, at disse er romere, hvis tro blev rost af apostelen, romere, hos hvem uredelighed ikke har nogen adgang'. 
23 Et Hieronymus idem testatur contra Luciferianos: ecclesie salus, ait, in summi sacerdotis dignitate pendet, cui si non exors quedam et ab omnibus eminens detur potestas, tot in ecclesiis efficientur schismata quot sacerdotes. (01#41) (E) Og Hieronymus bevidner det samme imod luciferianerne: Kirkens frelse, siger han, afhænger af den højeste præsts værdighed, fordi hvis der ikke er en vis oprindelse og gives en fremragende magt fremfor alle, så ville der fremstå ligeså mange uenigheder i kirken som der var præster.
24 Et quod ille summus sacerdos sit Romanus, liquet apud eundem beatum Hieronymum in duabus epistolis ad Damasum papam, cuius ferme singula verba ad institutum faciunt, verum brevitatis studio illa signemus: Cam successore piscatoris et discipuli Christi loquor: ego nullum premium sequens nisi Christum beatitudini tue, id est cathedre (W 257) Petri, consotior. Super illam petram fundatam ecclesiam scio. Et infra: Quicunque tecum non colligit, ille dispergit. (01#46) (E) Og at denne højeste præst er den romerske, kan man se hos den samme salige Hieronymus i det andet brev til pave Damasus, hvis næsten enestående ord frister til at tage det hele med (?), men som vi for kortheds skyld skal antyde på følgende måde: Jeg taler om fiskeren og Kristi discipels efterfølger: Jeg forfølger ingen løn, undtagen din skønheds Kristus, det vil sige, at jeg kan være enig med Peters stol. Jeg ved, at kirken er funderet på denne klippe. Og nedenfor: Hver den, der ikke samler med dig, spreder. 
25 Ex quibus quisque bonus Christianus facile coniicit unitatem sacerdotalem a Romano fluere pontifice et illam fuisse semper cathedram principalem et omnibus aliis prelatam, et quod illa sit petra, sicut Hieronymus dicit se scire, super quam fundata sit ecclesia, vel reverendus pater assignet alium monarcham ecclesie priscis temporibus. (E) Af dette vil enhver god kristen let kunne forstå, at præstedømmets énhed udspringer af det romerske pavedømme og at dette altid har været den vigtigste stol og været forud for alle andre, og hvad det er for en klippe, sådan som Hieronymus siger, at han véd, at kirken er funderet på den, lad den ærværdige fader udpege et andet overhoved for kirken i de forgangne tider. 
26 Martinus Lutther.

Monarchiam ecclesie militantis prorsus confiteor eiusque caput non hominem sed Christum ipsum idque auctoritate divina. Prima ad Corin: 15. oportet illum regnare, donec ponat omnes inimicos sub pedibus eius, et paulo ante: Deinde finis, cum tradiderit regnum deo et patri et evacuaverit omnem principatum. 

Martin Luther: 

Den kæmpende kirkes overhoved, det bekender jeg ligeud, er ikke et menneske, men Kristus selv, og det ud fra guddommelig autoritet. Først henviser jeg til 1 kor 15,25: 'Han skal herske, indtil han har lagt alle sine fjender under sine fødder', og lidt tidligere: 'Derefter kommer enden, når han overgiver riget til Gud og Faderen og har tilintetgjort al magt'. (1 Kor 15,24).

27 quod Augustinus lib. 1. de trini: ult. cap. exponit de regno Christi presentis temporis, ita videlicet, quod Christus caput ecclesie per fidem transferet nos, qui regnum eius sumus per speciem.  (L) Hvilket Augustin i den første bog om treenigheden det sidste kapitel udlægger om Kristi rige i den nærværende tid, således nemlig, at Kristus, kirkens hoved, gennem troen overfører det til os, som i særlig grad udgør hans rige.
28 Sic Matthei ultimo: Ecce ego vobiscum sum usque ad consummationem seculi. Item actuum 9. audivit Paulus de celo: Saule, Saule, quid me persequeris? Ubi iterum Augustinus dicit, caput loqui pro membris suis.  (L) Således siger han i Matt 28,20: 'Se, jeg er med jer indtil verdens ende'. Ligeledes hører Paulus i Acta 9,4 fra himlen: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?' Her siger igen Augustin, at hovedet taler på sine lemmers vegne. 
29 Quare prorsus audiendi non sunt, qui Christum extra ecclesiam militantem trudunt in triumphantem, cum sit regnum fidei, hoc est, quod caput nostrum non videmus et tamen habemus, iuxta illud psal. 121. illic sederunt sedes in iudicio super domum David. Multe scilicet sedes, in quibus unus sedet Christus: sedes videmus, non sessorem vel regem. (L) Derfor skal man simpelthen ikke lytte til dem, som driver Kristus ud af den kæmpende kirke over i den triumferende, eftersom der er tale om et troens herredømme, det vil sige, at vi ikke ser vort overhoved og dog har det, ifølge Sl 122,5: 'Her sætter de sig på sæder til doms over Davids hus'. Der er nemlig mange sæder, men der er én Kristus, der sidder på dem: Sæderne ser vi, men ham, der sidder på dem, eller kongen, ser vi ikke. 
30 Proinde ad auctoritates Egregii d. d. veniendo, quando asserit in ecclesia militante esse unum principatum divino iure et a Christo institutum, sua dicit sed nihil probat (01#14). Nam prima eius auctoritas, Pauli nimirum ad Ephesios 4. que Christum caput ecclesie dicit, pro me contra eum valet, cum certissime loquatur ibi de ecclesia militante et Christum appellet eius caput. (01#15).  (L) For derefter at komme til den udmærkede hr. doktors autoriteter: når han påstår, at der i den kæmpende kirke er én leder efter guddommelig ret og det én, der er indstiftet af Kristus, så siger han det vel, men han beviser det ikke. For den første af hans autoriteter, naturligvis Paulus' brev til Efeserne 4,15, hvor han kalder Kristus for kirkens hoved, taler for mig imod ham, eftersom Paulus helt sikkert her taler om den kæmpende kirke og kalder Kristus dens hoved. 
31 est etiam eadem sententiam contraria huic 1. Corin. 3. Quid est Apollo? quid Cephe? quid Paulus? divisus est Christus? &c. ubi manifeste prohibet aliud caput quam Christum. (L) Og på lignende måde imod er også sætningen fra 1 Kor 3,5: 'Hvad er Apollos? hvad er Kefas? Hvad er Paulus? er Kristus da delt? osv' hvor han udtrykkeligt forhindrer, at det kan være noget andet overhoved end Kristus.
32 Secunda eius auctoritas Iohan: 5. non potest filius facere quidquam nisi quod viderit patrem facientem, neque de ecclesia militante neque triumphante loquitur, (01#16) (01#52) sed omnium doctorum sententia de equalitate sua cum patre, scilicet quod nihil facit aut possit facere pater, quin idem posset et filius.  (L) Den anden af hans autoriteter, Joh 5,19, at Sønnen kun kan gøre det, han ser Faderen gøre, taler hverken om den kæmpende eller den triumferende kirke, men ifølge opfattelsen hos alle doktorer om hans ligestilling med Faderen, nemlig at Faderen intet gør eller kan gøre, uden Sønnen kan gøre det samme.
33 Omitto quod dixit, non esse de celo qui capiti subesse recusat, et esse de Lucifero qui deo non vult subiici. Quia sicut precedentia male sunt assumpta, ita et hec male illata.  (L) Jeg udelader det, han sagde om, at den, der nægter at være under overhovedet, ikke er fra himlen, og at den er af Lucifer, som ikke vil underkaste sig Gud. Fordi ligesom det forudgående er dårligt tænkt, sådan er dette dårligt fremlagt. (?)
34 Tertia, que est Dionysii, nihil contra nos, non enim negamus Hierarchiam ecclesiasticam, sed de capite disputamus Monarchie, non Hierarchie. (01#17) (W258). (L) Det tredie, det om Dionysius, taler ikke imod os, vi nægter nemlig ikke det kirkelige hierarki, men vi diskuterer om overhovedet, ikke om hierarkiet.
35 Quarta, que Gregorii Nazianzeni adducitur, quod per sacrosancta mysteria sociamur sanctis ordinibus celestibus, a quovis grammatico intelligitur nihil sonare neque de Monarchia neque de capite. (01#18) (L) Den fjerde autoritet, som tages fra Gregor af Nazianz, at vi gennem de ukrænkelige mysterier skal forbinde de hellige himmelske ordninger, kan af en hvilkensomhelst grammatisk kyndig forstås ikke at have noget med hverken overherredømme eller overhoved at gøre.
36 Iam quod addidit, esse monstrum, si ecclesia acephala esset, fateor: sed hoc caput neque ipse dominus doctor aliud dare possit quam Christum, quod probo evidenter. Quia si suum caput, quod Romanum pontificem appellat, moritur, ut est homo, iam ecclesia est acephala: si autem Christus interim caput est ecclesie, donec alius eligatur, non minus monstrum est, Christum cedere vivo pontifici et succedere mortuo. (01#56) (L) Og det, han tilføjer, at det ville være en uhyrlig ting, hvis kirken var uden hoved, det indrømmer jeg. Men som et sådant hoved eller som en herskende læremester kan der ikke gives andre end Kristus, som jeg klart har bevist. Derfor, hvis det hoved, som de kalder den romerske pave, dør, eftersom han jo er et menneske, så er kirken hovedløs; men hvis Kristus er kirkens hoved, mens der vælges en anden, så er det ikke mindre uhyrligt, at Kristus skal vige for den levende pave og efterfølge den døde.
37 Quinta beati Cypriani, qui hereticos insectatus, quod debilitato capite moliti sunt errores suos impune hominibus inculcare, (01#22) prorsus nihil facit ad propositum. loquitur enim non de Romano capite, sed de quolibet capite cuiusque episcopatus. Et si egregius d. d. voluerit stare auctoritati Cypriani, hac hora finiemus disputationem. (n37) (01#61) (L) Den femte autoritet, den salige Cyprian, som bebrejder kætterne, at de, efter at hovedet var ødelagt, ustraffet bestræbte sig på at pånøde mennesker deres fejl, har overhovedet intet med det fremstillede at gøre. Han taler nemlig ikke om det romerske overhoved, men om et hvilketsomhelst overhoved hos en hvilkensomhelst biskop. Og hvis den udmærkede doktor vil fastholde Cyprians autoritet, så kunne vi afslutte disputationen lige på minuttet. 
38 ipse enim Cornelium pontificem nunquam aliter salutat nisi charissimum fratrem. Deinde describens episcoporum electiones et confirmationes per multas epistolas, ex divinis literis efficacissime probat ad plebem pertinere et vicinos duos episcopos vel tres, quemadmodum et sancitum est in sacratissimo Niceno concilio. 02#16 (L) Selv hilste han nemlig aldrig pave Cornelius med andre ord end 'kæreste broder'. Dernæst beskriver han biskoppernes valg og bekræftelse gennem mange breve og beviser ud fra de guddommelige breve meget grundigt, at det er lægfolkets opgave, og at valget skal bekræftes af to eller tre nabobiskopper, sådan som det også er blevet bekræftet på det højhellige Nikæa koncil. 
39 Quin idem beatus martyr, ut beatus Augustinus allegat lib: 2. ca: 2 de baptismo, sic dicit: Neque enim quisquam nostrum episcopum se esse episcoporum constituit aut tyrannico terrore ad obsequendi necessitatem collegas suos adigit, quando habet omnis Episcopus pro licentia libertatis et potestatis sue arbitrium proprium, tanquam ab alio iudicari non possit, quo modo nec ipse potest alterum iudicare, sed expectemus universi iudicium domini nostri Ihesu Christi. (L) Ja, det samme siger den hellige martyr således -- det er det, Augustin henviser til i bog 2, kap 2 om dåben: Hverken har nemlig nogen af vore biskopper selv besluttet, at de ville være biskopper, ejheller har de opfordret deres kolleger til med tyrannisk frygt at følge nødvendigheden, eftersom enhver biskop har frihed og magt til at følge sin egen vilje, som om han ikke kunne dømmes af en anden dom, ligesom han selv ikke kan dømme nogen anden, men vi venter vor Herres Jesu Kristi universelle dom. 
40 Quod autem dicit, e Romana et Petri cathedra ortam esse sacerdotalem unitatem, libentissime admitto, quantum pertinet ad ecclesiam occidentalem. (01#61) Nam revera etiam Romana ecclesia orta est ex Hierosolymitana: hec est matrix proprie omnium ecclesiarum. Sed nec valet consequentia 'ex Romana ecclesia orta est sacerdotalis unitas, ergo ipse est caput et domina omnium prima': alioquin insuperabiliter concluderet, Hierosolymitanam esse caput et dominam omnium. (L) Men hvad han siger, at det almindelige præstedømme er opstået af den romerske og Peters stol, det vil jeg meget gerne gå med til, for så vidt det har med den vestlige kirke at gøre. Men i virkeligheden er også den romerske kirke opstået fra den jerusalemitiske kirke. Denne er moderstammen for praktisk taget alle kirker. Men den konsekvens duer ikke, at af den romerske kirke er præstedømmets énhed opstået, altså er den det første overhoved og herre over dem alle. For gjaldt den, måtte man uovervindeligt konkludere, at den jerusalemittiske kirke var overhoved og herre over alle. 
41 Ultima auctoritas divi Hieronymi non recte inducitur ab egregio d. d., etiam si per omnia esset vera auctoritas Hieronymi, quia d. d. intendit probare ecclesie Romane potestatem Monarchicam iure divino a Christo institutam. hoc verba Hieronymi non habent, quia dicit: cui si non exors quedam ab omnibus eminens detur potestas, tot in ecclesiis efficientur schismata quot sacerdotes. (01#23). (L) Til sidst fremføres den guddommelig Hieronymus' autoritet ikke på rette måde af den udmærkede hr doktor, også om så Hieronymus' autoritet var sand i alle ting, for hr doktoren har sat sig for at bevise, at den romerske kirkes magt er en eneherredømmemagt, indstiftet med guddommelig ret af Kristus. Det siger Hieronymus' ord ikke, men: 'fordi hvis der ikke er en vis oprindelse og gives en fremragende magt fremfor alle, så ville der fremstå ligeså mange uenigheder i kirken som de var præster'.
42 'Detur', inquit, hoc est, iure humano posset fieri consentientibus ceteris omnibus fidelibus. nam nec ego hoc nego, si consenserint totius orbis fideles in Romanum vel Parisiensem vel Magdeburgensem vel quemcunque, (W259) ut esset primus pontifex et summus, hunc propter reverentiam totius ecclesie fidelium sic consentientis habendum esse summum monarcham. (01#65).  (L) 'Gives', siger han, det vil sige, efter menneskelig ret kan det ske ved samtykke fra alle de øvrige troende. Men det vil da heller ikke jeg nægte, at hvis hele verdens troende blev enige om den romerske eller parisiske eler magdeburgske eller hvilkensomhelst biskop, at han skulle være den første og højeste præst, så skulle han på grund af hele den troende kirkes ærefrygt, når den således var blevet enig, have det fulde eneherredømme. 
43 hoc autem neque factum est unquam neque fit neque fiet, cum usque ad nostra tempora greca ecclesia non consenserit neque tamen sit habita heretica. (01#64) Et hanc esse sententiam divi Hieronymi probo ex epistola ad Euagrium, ubi dicit: Ubicunque episcopus fuerit, sive Rome sive Eugubii sive Constantinopoli sive Regii sive Alexandrie sive Thanis, eiusdem meriti et eiusdem sacerdotii est. (01#67) Potentia divitiarum et humilitas paupertatis vel sublimiorem vel inferiorem facit. Ceterum omnes Apostolorum successores sunt. (n43). (L) Men dette er ikke sket, det sker ikke og det vil ikke komme til at ske, eftersom indtil vore dage den græske kirke ikke har været enig og dog heller ikke regnes for kættere. Og at dette er den guddommelige Hieronymus' mening beviser jeg af brevet til Evagrius, hvor han siger: Overalt hvor der er en biskop, hvad enten det er i Rom, i Eugubius, i Konstantinopel, i Regius, i Alexandria eller i Thanis, er det der ved den samme fortjeneste og det samme præstedømme. Rigdommens magt og fattigdommens ydmyghed skaber den mere ophøjede eller den mere underlegne biskop. Alle er de andre apostles efterfølgere. 
44 Recitatur hec epistola in decretis non frigidis dis 93. ca: legimus. Idem super epistolam ad Titum: Idem est ergo presbyter qui episcopus, et antequam diaboli instinctu studia in religione fierent et diceretur in populis 'ego sum Pauli, ego sun Cephe', (1 Kor 1,12), communi presbyterorum consilio ecclesie gubernabantur. (Se evt R13-05#18).  (L) Dette brev citeres i de ikke uduelige dekreter, distinktion 93, kapitlet legimus. Det samme siger Hieronymus i sin kommentar til Titus: Ergo er en præst og en biskop det samme, og førend der ved djævelens tilskyndelse fremstod religiøse forivrelser, så man sagde blandt lægfolket: 'Jeg er på Paulus' parti, jeg på Kefas', styredes kirkerne af præsternes fælles råd.
45 postquam vero unusquisque eos quos baptizarat suos esse putabat, in toto orbe decretum est, ut unus de presbyteris electus superponeretur, et inductis auctoritatibus scripture dicit in fine: Sicut ergo presbyteri sciunt, se ex ecclesie consuetudine ei qui sibi prepositus fuerit esse subiectos, ita episcopi noverint se magis consuetudine quam dispositionis (WA: dispensatione) dominice veritate presbyteris esse maiores. (L) Men efter at enhver mente, at dem, de havde døbt, hørte til deres parti, blev det i hele verden bestemt, at én af præsterne skulle vælges til at være overordnet, og idet man indførte autoriteter fra skriften, sagde man til sidst: Ligesom derfor præsterne skal vide, at de ud af kirkens sædvane skal være underkastet ham, som er dem foresat, således skal biskopperne vide, at de mere efter sædvane end efter en sand Herrens befaling er overordnet præsterne.
46 Ideo quod d. d. addidit, a Iheronymo intellectum esse summum pontificem Romanum, dum dicit 'cum successore piscatoris et discipuli Christi loquor, et beatitudine tue, id est cathedre Petri, consotior, super illam Petram fundatam ecclesiam scio', (01#24) nihil facit: non sequitur 'consotior huic ecclesie, ergo hec est sola prima', nec sequitur 'est fundata supra Petram, ergo sola est fundata'. (L) Derfor, det, som hr doktoren tilføjer, at det må forstås om den højeste præst i Rom, når Hieronymus siger: 'Jeg taler med fiskerens og Kristi discipels efterfølger, og jeg er enig med din skønhed, det vil sige, med Peters stol. Jeg ved, at kirken er funderet på denne klippe', gør intet til sagen. Deraf følger ikke: 'Jeg er enig med denne kirke, ergo er den alene den førende', ejheller: 'den er funderet på klippen, ergo er den alene funderet på klippen'.
47 Accedit ad hoc decretum concilii Affricani dist: 99. cap: prime. Prime, inquit, sedis episcopus non appelletur princeps sacerdotum aut summus sacerdos aut aliquid huiusmodi, sed tantum prime sedis episcopus: universalis autem pontifex nec Romanus appelletur. Quare si divino iure staret monarchia Romani pontificis, hec omnia essent heretica, quod est temerarium assere. (L) Dertil kommer dekretet fra det afrikanske koncil, distinktion 99, kapitlet prime. 'Det første sædes biskop, siges der, skal ikke kaldes det første blandt præster eller den højeste præst, eller noget af den slags, men blot det første sædes biskop. Men den romerske biskop skal ikke kaldes universel'. Derfor hvis det var med guddommelig ret, at den romerske paves herredømme stod fast, ville alt dette være kættersk, hvilket det er ubesindigt at hævde. 
48 Et in fine audiamus ipsum dominum, qui Luce 22. dicit: Facta est autem contentio discipulorum, quis eorum videretur esse maior. Dixit autem eis: Reges gentium dominantur earum, et qui potestatem habent super eos, benefici vocantur: vos autem non sic, sed qui maior est vestrum, fiat sicut minor. (Luk 22,24f). (L) Og lad os til sidst høre Herren selv, som i Lukas 22,24f siger: 'Der opstod en ordstrid blandt disciplene om, hvem iblandt dem der skulle regnes for den største. Men han sagde til dem: Folkenes konger hersker over dem, og de, der har magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal det ikke være blandt jer, men den største blandt jer skal være som den mindste'.
49 Eckius.

Reverendus d. pater satis instructus descendit in arenam, materiam suam habens bono ordine contextam in libello impresso et per eum composito. (n49) (W260) quare illustrissime dominationes vestre, magnificentie et dominationes veniam dabunt Eckio multo iam tempore aliis negotiis occupato, si non tam rotunde et accurate evestigio tanta cumulare poterit, quantum Reverendus pater iam congessit: venit enim disputaturus, non librum editurus, verum quid reverendus pater dixerit, per ordinem dispiciamus.

Eck. 

Den ærværdige fader gik ind i arenaen god forberedt, idet han havde sit materiale samlet i god orden i den lille bog, som er trykt og samlet af ham. Derfor gav Deres udmærkede udredninger (?) og de fortrinlige udredninger var heldige for Eck, den Eck, som meget af tiden var optaget af andre ting, om ikke han lige så afrundet og præcist kan opspore og samle lige så meget, som den ærværdige fader har samlet sammen: Nu skal der nemlig disputeres, ikke den bog, der er udgivet, men hvad den ærværdige fader sagde, og vi tager det efter tur.

50 Primo omnium, caput esse ecclesie Christum probare intendit, quod tamen fuerat supervacaneum, cum nullus hoc negare presumat nisi qui antichristus sit. miror tamen vehementer, quod hoc non perpendit, sicut pollicetur in actis coram legato sedis Apostolice posse se prestare quendam iuristatheologum, plura esse posse capita subordinata, in quo mystici capitis ratio aut symbolici a ratione capitis naturalis deficit. quare preter caput Christum et aliud oportere queri caput in ecclesia statim probabitur.  (E) Først af alt søger han at bevise, at Kristus er hoved for kirken, hvilket dog var ganske overflødigt, eftersom ingen sætter sig for at nægte det, hvis han da ikke er antikrist. Dog undrer jeg mig stærkt over, at han ikke afvejede det, sådan som han i de akter, han fremlagde for den apostolske stol, lovede, at han kunne fremlægge en slags juridisk-teologisk undersøgelse af, hvordan mange overhoveder kan være underordnede, og der mangler en forklaring på dette mystiske overhoved, eller på det for fornuften symbolske naturlige hoved. For at der udover hovedet, Kristus, også er behov for et andet hoved i kirken, skal straks bevises.
51 Neque ei suffragatur, quod Apostolum iudicit prima ad Corinthios 3. 'divisus est Christus?' Nam etsi Paulus ibi Petri meminerit, non tamen falsum dixit beatus Hieronymus lib. 1. contra Iovinianum, mihi colum. 18. unus eligitur (loquitur de Petro), ut capite constituto schismatis tollatur occasio. (02#2) Clare appellat Petrum caput in ecclesia esse constitutum. Sed hec missa facimus, solutiones ad nostra inducta repulsuri. (02#5). (E) Det begunstiger ham heller ikke, hvad apostelen dømmer i 1 Kor 3,13: 'er Kristus delt?' For skønt Paulus dèr nævner Peter, talte dog den salige Hieronymus ikke usandt i sin 1. bog imod Jovinian, i min udgave spalte 18: Én udvælges (han taler om Peter), for at der, når der er indsat et overhoved kan være mulighed for at ophæve uenigheder. Klart siger han, at Peter er det overhoved, der er indsat i kirken. Men vi vil foretager en udsættelse, så vi tilbageviser løsningerne på vores fremførelser.
52 Primo, cum respondet ad illud Iohannis 5, 'neque enim filius potest facere quidquam nisi que viderit patrem facientem', dixit secundum sanctos patres exprimi hic equalitatem patris et filii. (01#32) verum legat attentius, queso, reverendus pater beatum et inadulabilem patrem Bernhardum lib. 3. de consideratione ad Eugenium. (02#6) (E) Først, når han som svar på dette Joh 5,19, at 'sønnen ikke kan gøre andet end hvad han ser faderen gøre' siger, at der her ifølge de hellige fædre udtrykkes lighed mellem faderen og sønnen, så skulle den ærværdige fader læse noget mere omhyggeligt, vil jeg mene, den salige og ubestikkelige fader Bernhard i bog 3 om overvejelser over Eugenius. 
53 Ubi de forma ecclesie loquens et eam esse de iure divino probans nostram rationem formavit, mihi colum. 7. nec vilem reputes formam hanc quia in terra est, exemplar habet in celo. Neque enim filius potest facere quidquam nisi que viderit patrem facientem, presertim cum ei sub Mosi nomine dictum sit: Vide, omnia facias secundum exemplar, quod tibi in monte monstratum est. (2 Mos 25,40) viderat hoc qui dicebat: vidi civitatem sanctam &c. (Apo 21,2). (E) Hvor han, idet han taler om kirkens form og beviser, at den er efter guddommelig ret, har givet baggrund for vores begrundelse, i min udgave spalte 7, da kan man ikke mene, at denne form er billig, fordi den er på jorden, den har et forbillede i himlen. For sønnen kan nemlig ikke gøre andet end hvad han ser faderen gøre, især eftersom det under Moses' navn er sagt: 'Se, du skal gøre alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget'. Den så også den, som sagde: Jeg så en hellig by osv
54 Ego enim propter similitudinem dictum reor, quod, sicut illic Seraphin et Cherubin et ceteri quique usque ad angelos et archangelos ordinantur sub uno capite deo, ita hic quoque sub uno summo Pontifice primates vel patriarche, Archepiscopi, episcopi, presbyteri vel abbates et reliqui in hunc modum.  (E) Jeg mener nemlig det siges på grund af ligheden, så at, ligesom der dèr er serafimer og kerubimer og alle de andre væsener lige til engle og ærkeengle, som er indordnet undet ét hoved, Gud, således er der her også under én højeste pave, primater eller patriarker, ærkebiskopper, biskopper, præster og abbeder og de øvrige på den måde. 
55 Tunc subdit Bernhardus: Non est parvipendendum, quod et deum habet auctorem et de celo ducit originem. Quis iam non intelligat hanc ecclestiasticam hierarchiam secundum Bernhardum a Christo institutam, et velut deus caput est in celo, ita summus pontifex caput sit in militante ecclesia? neutiquam Christum excludendo, cuius se fatetur vicarium. (E) Og dèr tilføjer Bernhard: Og det er ikke en ringe ting, der har Gud som ophavsmand og fører sin oprindelse tilbage til himlen. Hvem forstår nu ikke, at dette kirkelige hierarki ifølge Bernhard er indstiftet af Kristus, og at ligesom Gud er hoved i himlen, således skal paven være hoved for den kæmpende kirke? uden på nogen måde at udelukke Kristus, hvis vikar han tilstår at være.
56 Sed ad ratiunculam plebeiam quam induxit, ecclesiam manere acephalam (W261) papa mortuo, nisi ridicule diceremus, Christum cedere pape vivo e succedere pape mortuo: (01#36) (02#9) ridicula prorsus ratiuncula, que in re tam seria inter tot prestantes viros vix est digna enarrari, cum ab initio dixerim caput illud symbolicum a veri capitis naturalis ratione in aliquibus convenientiis deficere. (01#18). (E) Men til den plebejiske lille snusfornuftsgrund, som han indfører, at kirken er uden hoved, når paven dør, kan vi ikke sige andet, end at det er latterligt, at Kristus skal vige for den levende pave og efterfølge den døde: det er en helt igennem latterlig snusfornuftsgrund, som i en så alvorlig sag overfor så mange kundskabsrige mænd hævder noget, der næppe er værd at fortælle, eftersom jeg i begyndelsen sagde, at dette symbolske hoved adskiller sig fra den sande begrundelse for det naturlige hoved i nogle sammenhænge. 
57 neque Christus, cuius regnum manet ineternum et cuius sempiternum est sacerdotium, cedit pape vel succedit, cum ei sit data omnis potestas in celo et in terra, Matthei ultimo, et defuncto papa modo cetus Cardinalium, sicut defuncto episcopo capitulum, iura illa teneat, usque quo novus pontifex deligatur. (E) Ejheller er det sådan, at Kristus, hvis rige forbliver i evighed og hvis præstedømme er evigt, viger for paven eller efterfølger ham, eftersom 'ham er givet al magt i himlen og på jorden' (Matt 28,18), og når en pave er død opretholdes pavedømmet af kardinalrådet, ligesom bispedømmet af kapitlet, når en biskop er død, indtil en ny pave kan vælges. 
58 Quod vero secundo loco reverendus pater dicit, Cyprianum loqui de quolibet episcopo, non de Romano Pontifice, plurimum miror, cum intelligentia dictorum ex causis dicendi sit accipienda et Cyprianus in locis per me adductis eos increpet, qui a Cornelio defecerunt, qui certe Romanus fuit pontifex. (02#10).  (E) Men hvad den ærværdige fader siger det andet sted, at Cyprian taler om en hvilkensomhelst biskop, ikke om den romerske pave, undrer mig meget, eftersom ordenes forståelse skal hentes fra årsagen til det, der siges, og Cyprian på de steder, der blev anført af mig, skælder dem ud, som har nægtet, at Cornelius var den rette romerske pave. 
59 Ob id sciat Reverendus pater, me non nudis verbis satiari, ut sophistas pascere solemus. Que ex Cyprianus pro se affert, opponendo, arbitror, cumulatius efficiet. Nam quod Cyprianus Cornelium fratrem appellat, et apostolos fratres fuisse nemo nescit: attamen Petrus sicut et eius successor Cornelius caput fuit apostolorum, apex et vertex, iuxta beati Dionysii ca: 3. vel 7. de divinis nominibus sententiam. (02#12).  (E) Derfor burde den ærværdige fader vide, at jeg ikke er tilfreds med blot og bare ord, som vi plejer at lade sofisterne nøjes med. Hvad der fra Cyprian taler for ham, tror jeg, han lægger for megen vægt på, fordi han skal være imod. For at Cyprian kalder Cornelius broder, og at apostlene var brødre, er det ingen, der er uvidende om. Dog var Peter og ligeledes hans efterfølger Cornelius hoved for apostlene, med tiara på hovedet, ifølge den salige Dionysius, bogen om de guddommelige navne, kap 3 og 7. 
60 De electione et concilio Niceno et a Cypriano conscripta nec promovent nec impediunt negotium, (01#38) (02#16) et multo minus Augustinus lib: 2. ca. 2. de baptismo parvulorum debebat adduci post Cyprianum. Nam Augustinus arrogantiam et temeritatem eorum, qui per ambitionem et superbiam ad ecclestiasticas prelaturas se ingerunt, reprehendit, quod non debeant se constituere nec alios cogere ad se constituendum, cum quisque prelatus exspectare debeat, ut vocetur, sicut Aaron. (2 Mos 28,1) (02#17). (E) Det, der er skrevet om valget fra Cyprian og Nikæa koncilet hverken fremmer eller forhindrer vores sag, og meget mindre bør Augustin (i bog 2 kap 2 om spædbørnsdåben) fremføres efter Cyprian. For Augustin vender sig imod deres arrogance og ubesindighed, som ved ambition og overmod trænger sig frem mod de kirkelige embeder, fordi det ikke er rigtigt at indsætte sig selv eller tvinge nogen til at indsætte sig, eftersom enhver bør forvente at få sit embede på den måde, at han kaldes, ligesom Aron. 
61 Tertio, aliam Cypriani sententiam ex 3. Epistola ad Cornelium diluturus respondit, unitatem quidem sacerdotalem in occidentali ecclesia a Romana exortam, non in orientali: (01#40) obticuit hic Reverendus pater, quod Cyprianus precedenter Romanam ecclesiam appellavit Petri cathedram atque ecclesiam principalem. Sed quid sua solutio possit, medullam verborum inspicienti est manifestarium.  (E) For det tredie uddrager han en anden mening af Cyprians 3 brev til Cornelius og svarer, at ganske vist er oprindelsen til den vestlige kirke at finde i Rom, men ikke til den østlige. Men den ærværdige fader fortier, at Cyprian tidligere har kaldt den romerske kirke for Peters stol og kirkens leder. Men det er klart for den, der agter på ordenes indre betydning, hvad hans løsning kan afstedkomme.
62 Nam Reverendus pater more grammatico ortum unitatis sacerdotalis intelligit quo ad auspicium et initium, cum profecto Cyprianus voluerit explicare ortum commissionis, subordinationis seu influxus, ut ab uno Petro velut a capite in ceteros omnes iurisdictio sit derivata: alioquin non dabit unum sacerdotem, nec Hierosolymis. (02#18).  (E) For den ærværdige fader forstår efter grammatikernes skik opkomsten af den præstelige énhed i retning af den øverste ledelse og begyndelsen, skønt dog Cyprian ville forklare, at det var opkomsten af videreførelsen, underordnelsen eller indflydelsen, så at fra den ene Peter som fra et hoved al jurisdiktion er afledet til de øvrige; ellers kunne der ikke gives ét præsteherredømme, heller ikke i Jerusalem.
63 Taceo, quod eum non relevat glossula adiecta de occidentale ecclesia, cum beatus Hieronymus ab initio sue epistole ob id orientalem ecclesiam ex oriente scribens schismaticam dicat, que indiscissam domini tunicam et desuper contextam minutiam per frustra discerpit. Christi vineam, inquit, vulpes exterminant, denotans scilicet Hieronymus, quod sponsa in canticis conquerebatur: (W262) capite nobis vulpeculas, que demoliuntur vineam. (Højs 2,15) (E) Så siger jeg ikke noget om, at han ikke fortæller os noget om de ord, der er tilføjet om den vestlige kirke, skønt den salige Hieronymus i begyndelsen af sit brev siger, at han af den grund skrev til den orientalske skismatiske kirke fra orienten, at den ødelagde den udelelige Herrens tunika og ovenfra conteksten i små dele. (?) Kristi vingård, sagde han, har ræve ødelagt, og Hieronymus gjorde opmærksom på, at den elskede i højsangen klagede: fang os rævene, som ødelægger vingården.
64 Taceat ergo, queso, Reverendus pater, et nobis non insultet cum Grecis et orientalibus, qui a Romana deficientes ecclesia a fide quoque Christiana facti sunt exules. (01#43). (02#21) Consectarium est, quo pacto accipienda sit illatio. Est radix, ergo domina. Non enim de radice loquimur initii vel temporis, sed de radice influxus et principalitatis. (E) Lad derfor den ærværdige fader tie, beder jeg, og ikke fornærme os med grækerne og orientalerne, som har skilt sig ud fra den romerske kirke og er blevet gjort landflygtige fra den kristne tro. Han er en medløber, og derfor er det ikke tilladt at tage imod ham. Det er roden, altså hersker den. Vi tale nemlig ikke om roden i begyndelsen eller i tiden, men om indflydelsens og lederskabets rod. 
65 Quarto loco nititur reverendus pater se evolvere ex verbis Hieronymi et illa vitare. (02#22) Nam summo sacerdoti tribuit quidem et dari summan dignitatem, sed hoc fiat iure humano (01#42). Sed cur tunc beatus Hieronymus Damasum piscatoris appellat successorem et cathedre Petri vult associari? illud divinum citans Matthei 16. 'super illam petram fundatam ecclesiam scio'. Quod ita reliquis ecclesiis appropriari non potest, ut Bernhardus ratiocinatur et proch dolor cum summa Christianorum iniuria sumus experti portas inferorum prevaluisse ecclesie Hierosolymitane, Antiochene, Alexandrine, addo quoque Boemice, quod tamen de ecclesia que fundata est supra petram veritas incorrupta Christi non patitur. (02#22).  (E) På det fjerde sted søger den ærværdige fader at komme bort fra Hieronymus' ord og undgå dem. For han tillægger og giver ganske vist det højeste præstedømme den største værdighed, men det sker efter menneskelig ret. Men hvorfor kalder den salige Hieronymus Damasus fiskerens efterfølger og vil tilslutte sig Peters stol? så han endda citerer det guddommelige Matt 16,18: 'på den klippe véd jeg, at kirken er funderet'. Fordi det kendetegn kan man ikke sige, de andre kirker har, som Bernhard slutter, og det skulle så minsandten være til uret for hele kristenheden, at vi er undtaget fra helvedes porte og har fortrin fremfor den jerusalemitiske, den antiokenske, den alexandrinske, ja jeg kunne tilføje, den bøhmiske kirke, hvilket dog ikke går an at sige om den kirke, som er funderet på Kristi sandheds ufordærvede klippe.
66 Sed verissimum est in iis que sunt fidei, quod Hieronymus in eadem epistola affirmat: Unicumque fuerit corpus, ibi congregabuntur et aquile: (Matt 24,28) profligato a mala sobole patrimonio apud vos solos incorrupta patrum omnino servatur auctoritas. At hoc in principali adhuc evidenter probabimus, non iure humano primatum obtinere ecclesiam Romanam, sed divino.  (E) Men det er så sandt som det er sagt om dem, som har troen, hvad Hieronymus bekræfter i det samme brev: Hvor ådslet er, der vil gribbene samles: når fædrenearven er forødet til den onde ??, så er det hos jer alene, at den ufordærvede fædrene autoritet overhovedet bevares. Men det mener vi at have bevist tilstrækkelig tydeligt i begyndelsen, at den romerske kirke ikke har sit primat efter menneskelig, men efter guddommelig ret. 
67 Prestat tamen diluere, que venerandus pater pro se ex Hieronymo addixit. Primo ad Euagrium, ubi episcopum Rome et Eugubii, Constantinopoli et Regii eiusdem meriti dicit et sacerdotii: (01#43) hoc scivimus, antequam Theognis nasceretur. Neque papatus est ordo ultra Episcopatum. Nam sic et alio loco equales dicit fuisse apostolos, ubi tamen primatum sancto Petro non abstulit. (02#26) (E) Men den ærværdige fader formår dog at opløse, hvad han har tilføjet til fordel for sin sag fra Hieronymus. For det første brevet til Euagrius, hvor han siger, at Roms bispedømme har samme fortjeneste og præstedømme som Eugubius', Konstantinopels og Regius': Det har vi da godt vidst, fra Arilds tid. Og pavedømmet er heller ikke en ordning udover bispedømmet. For her og andre steder siger han, at apostlene stod lige, hvorved han dog ikke fratager den hellige Peter primatet. 
68 Sed quod reverendus pater tantopere a me efflagitabat, ne diverticula quererem, quod nunquam facere sum solitus, ipsum canonem 'legimus' adducens 93. dist: (01#44) me ad hoc ducit procardum (n68), quod domini Canoniste et Theologi commentantur, an Episcopatus ordo sit proprio charactere insignis sacerdotio additus: de quo in presentia velut impertinente nihil decerno. (E) Men hvad den ærværdige fader så eftertrykkeligt kræver af mig, at jeg ikke skal søge efter brud, hvad jeg nu aldrig har været vant til, ved at fremdrage kanonen 'legimus' fra distinktion 93, og føre mig hen til dette 'brocard', fordi de herrer kanonister og teologer behandler et spørgsmål, om bispedømmets ordning efter sin egen særlige karakter er et udvidet præstedømme: om det vil jeg intet afgøre for nærværende eller uden videre.
69 Hoc tamen dico apparere mihi salvo semper meliori iudicio, non talem fuisse in primitiva ecclesia confusionem, ut Episcopus a sacerdote non separaretur, cum duodecim Apostoli septuaginta duos excedant discipulos. (02#27) In cuius rei testimonium beatum affero Dionysium Hieronymo antiquiorem et primitive ecclesie hierarcham, qui lib: de ecclesie hierarchia inter sacros ordines episcopatum ponit et supremum hierarcham, et quo pacto is debeat consecrari, cui assentiens episcopos ab ipso ecclesie initio commune sacerdotium excelluisse opinor. (W263). (E) Dog dette siger jeg, at det forekommer mig altid at være en sikker og bedre dom, at der ikke i den første kirke var en sådan sammenblanding, at de ikke gjorde forskel på biskop og præst, eftersom de tolv apostle står over de to og halvfjerds disciple. I den sag fremfører jeg den salige Dionysius' vidnesbyrd, som ligger forud for Hieronymus og den første kirkes hierarki, han, som i bogen om det kirkelige hierarki anbringer bispedømmet og det højeste hierarki blandt de hellige ordener, og på den måde bør han indvies, hvem jeg tror, at biskopperne fra den første kirkes begyndelse har udmærket fremfor det almindelige præstedømme.
70 Quinto adduxit canonem concilii Affricani 99. dist: can: prime, ubi concilium prohibet nec Romanum pontificem debere dici universalem, et quod Christus hoc prohibuerit Luce 22. Reges gentium &c. (02#29) Respondeo, verum esse fastuosum universalis episcopi nomen fuisse prohibitum, non quod Romanus pontifex unquam a vero Christiano habitus sit non primus et summus pontifex, sed quod episcopus peculiariter Romane ecclesie non sit proprius cuiusque ecclesie episcopus, sed primus, quod alioquin debitus honor Episcopis inferioribus non tribueretur.  (E) For det femte fremfører han kanonen fra det afrikanske koncil den 99. distinktion, canon: prime, hvor koncilet vender sig imod, at den romerske pave skal siges at være universel, og han fremfører, at Kristus vender sig imod det i Luk 22,25: Folkenes konger, osv. Jeg svarer, at det er sandt, at koncilet vender sig imod den universelle kirkes rette navn, ikke fordi den romerske pave nogetsteds af den sande kristne ikke regnes for den første og den største pave, men fordi i særlig grad den romerske kirkes biskop ikke var en særlig biskop for en hvilkensomhelst kirke, men den første, fordi der ellers ikke blev tillagt den tilbørlige ære til de laverestående biskopper.
71 Verum nihil criminis inest, si quispiam Romanum pontificem universalem dixerit pro primo: rectius vero dicetur non episcopus universalis, sed universalis ecclesie episcopus, veluti est Christi vicarius.  (E) Men der er intet forkert i det, hvis nogen kaldte den romerske pave universel i stedet for den første: men man ville dog tale rettere, hvis man sagde, at han ikke var en universel biskop, men var biskop for den universelle kirke, ligesom han er Kristi vikar.
72 Quod dominus ambitiosam redarguit apostolorum contentionem, qualis inter seculares queritur, hoc primatum ecclesie Romane non aufert, sed quod beatus Gregorius primus fecit et agnovit, se ideo Ecclesie catholice prelatum, ut servum servorum se esse agnosceret, in qua re sequentes Pontifices non convitiis lacessere, sed orationibus, ut tales fiant, a deo impetrare studeamus. (02#31) (E) At Herren vender sig imod apostlenes ambiøse konkurrence, som man søger den blandt de ikke-fromme, dette ophæver ikke den romerske kirkes primat, men at den salige Gregor handlede som den første og erkendte, at han af den grund var kirkens prælat, at han skulle erkende sig som tjenernes tjener, i hvilken sag de følgende paver lokkede ikke med råb, men med bønner, så at de netop blev sådanne tjenere, det vil vi være ivrige for at opnå af Gud.
Videre til Eck-02!

 
 
 

Noter: 
 

Note 22: I randen er der tilføjet: 'Non ad Petri scabellum', ikke til Peters skammel.
 

Note 37: I randen er der tilføjet: Ecckius dixit 'non fiet'. (Eck sagde, Lad det ikke ske).
 

Note 43: I randen: Martinus: Das sie den Hieronymus nicht lang verbrant haben. (At de dog ikke forlængst har fået Hieronymus brændt). 
 

Note 49: WA's note: Eck meint die Resolutio Lutheriana super propositione sua tertiadecima de potestate Papae, WA II, side 183ff. Se her r13-os). 
 

Note 68: WA's note: = franz. brocard.