Confutatio, artikel 26

Biskoppernes gensvar, artikel 26. Tilbage til Riis' hjemmeside.
Tilbage til Confutatio, indgangsside.

¹Articulus vigesimus sextus		Den seks og tyvende artikel.	Then xxvi. Artichell.
²Non contenti etiam huius regni concionatores, verbo populum docuisse praedictos et errores et haereses, facto quoque nonnulla (241) horum dogmatum executi sunt.	Eftersom de ikke er tilfredse med dette regimes prædikanter, har de ud fra nogle af deres dogmer taget sig nogle vildfarende og kætterske prædikanter til at undervise folket i ordet.
³Nam magister Ioannes Taussen Episcopalem sibi auctoritatem usurpans, aperta Episcoporum huius regni praelatorum irrisione, contemptu et iniuria, sacerdotes ordinare praesumpsit et concionatores instituere, qui et pro veris apud eos habentur sacerdotibus cum manifesta populi idololatria.	For magister Hans Tausen har tiltaget sig biskoppelig magt, og åbent forhånet dette biskoppelige regimes prælater, med foragt og uret, og påtaget sig at ordinere præster og indsætte prædikanter, som også hos dem regnes for præster i stedet for de sande med en åbenlys afgudsdyrkelse fra folkets side.	Magister Hans Tausen har også tiltaget sig biskoppelig magt ved at indvi præster og beskikke prædikanter, som nu iblandt dem bruges som kristelige præster.	Haffwer oc mester Hans Tawsøn tiltaget sig biscops magt, att wyæ prester oc schicke predicanter, ther nw i blant them brwgis for christelige prester.
⁴Responsio.	Svar.	Prædikanternes svar.	Predicanternis Swar.
⁵Negat magister Ioannes Taussen, se unquam sacerdotes consecrasse, cum id solius Dei est, sed viros aliquot doctrina et vitae sanctimonia spectatos suis suffragiis populo et Ecclesiae Vibergensi commendasse fatetur, quibus ex Christianae multitudinis consensu et ardenti voto munus praedicandi Christi Evangelium credidit cum manuum impositione et oratione Ecclesiae ad Deum facta, atque ut in sacramentorum administratione aliisque officiis Ecclesiastici populo Christiano sedulo inservirent;	Magister Hans Tausen nægter, at han nogensinde har konsekreret præster, eftersom det alene er Guds opgave, men han indrømmer, at han har fremstillet nogle lærde, helligtlevende og udmærkede mænd efter folkets vilje for den viborgensiske menighed og kirke, som efter den kristne menigheds samtykke og brændende løfte fik betroet embedet med at prædike Kristi evangelium under håndspålæggelse og en bøn rettet fra kirken til Gud, for at de med flid kunne tjene det kristne folk med sakramenternes forvaltning og andre kirkelige opgaver;	På det klagemål svarer han således: at han ikke har indviet præster, for det tilkommer alene Gud. Men han har nok fremstillet for almuen duelige, lærde og velegnede personer, og efter det menige kristne folks vilje og begæring har han og andre kristne mænd under fælles bøn til Gud og ved håndspålæggelse tilladt dem at prædike evangeliet og at betjene den hellige kristne kirke med sakramenter og anden passende tjeneste.	Thet klagemol swarer han swo till, at han icke haffwer wigdt prester, thi thett hører Gwd till allenistæ. Men dwelige lerde oc schickelige personer, haffwer han well forclarit almwgen, oc aff menige christen folckis williæ oc begering haffwer han oc andre christne mend, mett een almennelig bøn till Gwd oc henders paaleggilsæ, samtøcht them at predicke euangelium, oc tienæ then hellige christnæ kirckæ, met sacramenter oc anden tilbørlig tienistæ.
⁶et in hoc Apostolorum secutus est doctrinam et exemplum.	og i dette har han fulgt apostlenes lære og eksempel.	Og det vedkender han sig at have gjort med kristelig begrundelse efter apostlenes lære og eksempel og med så meget større grund, som at de, der skulle gøre det, er forsømmelige herudi.	Oc thet kender han sig at haffwe giordt met christeligt sckiell, effter Apostelers lerdom oc exempill, oc met swo møget dess støre sckiell, at the som thet scwlde gøræ, eræ forsømelige hær wdi.
⁷Ceterum non satis intelligimus, quid sibi vult illa particula ad calcem [214] articuli adiecta (cum manifesta populi idololatria), nisi forte persuadetis nobis, illos non habere auctoritatem coenae dominicae mysterium peragendi, quod non sunt a vobis vestrique similibus uncti et rasi, atque ideo populum fieri idololatram, qui Christi corpus et sanguinem cum digna sacramenti reverentia ab eorum sumunt manibus.	Forøvrigt forstår vi ikke helt, hvad den lille sætning, som er tilføjet i slutningen af artiklen, skal til for ('med en åbenlys afgudsdyrkelse fra folkets side'), medmindre I kraftigt vil overbevise os om, at disse præster ikke har autoritet til at forrette Herrens mystiske nadver, fordi de ikke er salvede og ragede af jer og jeres lige, og at derfor folket begår afgudsdyrkelse, når de spiser Kristi legeme og blod med en værdig dyrkelse af sakramentet af deres hænder.
⁸Eadem opera probetis Apostolos eorumque discipulos populum ad manifestam indololatriam induxisse, quod non uncti et rasi neque ab hominibus consecrati fuere.	Med samme argumentation kunne I bevise, at apostlene og deres disciple har forført folket til åbenlys afgudsdyrkelse, fordi de ikke var salvede og ragede eller indviede af mennesker.
⁹Verum vestram rasuram et oleum aliquid facere ad Ecclesiae ministros instituendos, aut ad veri sacramenti mysterium peragendum solida scriptura nunquam evincetis. Hanc itaque vestram haeresin digno volumine olim sentietis refellendam.	Men I vil aldrig kunne overbevise os om med ordentlige skriftbeviser, at jeres ragning og salvning betyder noget, når der skal indsættes præster for kirken, eller når det sande sakramentes mysterium skal fejres. Derfor skal I engang få at mærke, at dette jeres kætteri skal gendrives i et værdigt værk.
¹⁰Confutatio.	Gendrivelse.	Prælaternes gensvar.	Prelaternis Geenswar.
¹¹Discussis hucusque falsorum dogmatum articulis, restant nunc demum articuli duo factorum inde consequentium vobis obiecti, paucis itidem excutiendi, in quibus etsi pleraque negatis, more scilicet vestro, aliud inter vestros agentes, aliud respondentes apud iudices accusati, tamen posteaquam ea tum docuistis, tum confessi estis, unde haec, quae vobis obiecimus facta, ultro consequuntur, non (242) magnopere laborandum aut immorandum est.	Vi har hidtil diskuteret artikler om falske læresætninger, nu mangler vi kun at tage lidt frem om to artikler om handlinger, hvis konsekvenser bebrejdes jer; skønt I nægter meget i disse artikler, som det er jeres skik, når I siger ét overfor ligesindede og svarer noget andet, når I beskyldes overfor dommere, så har I dog bagefter både lært det og bekendt det, og derfor er det, som vi bebrejder jer, kun en konsekvens af jeres lære, og vi skal ikke udarbejde det meget eller opholde os længe ved det.	Indtil nu har vi behandlet nogle lærestykker, som I har lært ukristeligt, men nu giver I os lejlighed til at tale om jeres fremgangsmåde og gerning, og selv om I nægter meget og ikke indrømmer det, sådan som det er jeres skik, at I siger ét sammen med ligesindede og noget andet overfor dem, der er mere vise og forstandige, så vil vi ikke bekymre os meget derom, eftersom de dog følger af jeres lære, når de ret overvejes og ransages.	Her till haffwe wij trachteritt nogre stycke lerdomme, som i haffwe wchristelige lærdt, men nw giffwe i oss orsage till att talæ om eder handell och gerning, wdhi hwilcke endog i møghet negthæ oc icke bekende som eder seed er, nar i talæ eet hoss edert selscaff, oc eet andett forklare hoss the ther wiiseræ och meer forstandige eræ. Men (305) effter thi at the følghe dog aff eder lerdom nar the rettelighe besindis oc randsagis, tha welæ wij hær wdi icke saare bekwmræ oss.
¹²Nam articulus hic XXVI. ex haeresi vestra de sacerdotio sequitur, de quo articulo XII. usque XVI., proximus vero XXVII. ex haeresi de Ecclesia, de qua sub articulo primo huius tertii congressus.	For denne artikel 26 følger af jeres kætteri om præsteembedet, om hvilket vi har artiklerne 12-16, og den følgende artikel 27 følger af jeres kætteri om kirken, om hvilket vi har artikel 1 i denne tredie afdeling.	Og skønt dette emne er behandlet udførligt nok i vore svar til de forrige artikler, nemlig fra artikel 12 til artikel 16, så vil vi dog her kort gennemgå det.	Oc dog att thette geenswar er wiidelighe nog trachteret emod allæ the forsckreffne articlæ som eræ fra then twolfftæ oc till then sextende, wij welæ hannum dog nw kortelige beløbæ.
¹³Principio igitur (ut ad singula quam brevissime respondeamus), quod magister Ioannes Taussen captiose negat se unquam sacerdotes consecrasse, cum id solius Dei sit, quo captionem captione retundamus (malo enim nodo iuxta proverbium malus quaerendus est cuneus), non habet articulus consecrandi aut ordinandi verbum. -	Først derfor (at vi i det enkelte skal svare så kort som muligt), når magister Hans Tausen bedragerisk nægter, at han nogensinde har indviet præster, eftersom det alene tilkommer Gud, så lad os afvæbne dette bedrageri med et andet bedrageri (med en ond knude skal nemlig ifølge ordsproget en ond pløk fordrives), med det bedrag nemlig, at artiklen ikke handler om at indvi eller ordinere. -	Først siger mester Hans, at han ikke har indviet præster, og når han lader, som om han ikke forstår vores mening, så vil vi betale ham igen med samme mønt.	Først sgier mester Hans at han haffwer icke wiigdt prester, oc nar han lader sig at ickæ forstaa wor mening, tha wele wij oc swo betalæ hannwm met syt eghet.
¹⁴Deinde non obiecimus ei, quod sacerdotes ordinarit sive constituerit; scimus enim tum Evangelicis tum Apostolicis edocti literis, uti liquet ex his quae sub articulo XIII. disseruimus, [215] penes solos Episcopos, tanquam Apostolorum successores, huiusmodi potestatem esse. At praesumptionis seu temeritatis eum accusavimus, qua temere id tentavit atque conatus est, cum nihil minus posset. -	Dernæst har vi ikke bebrejdet ham, at han ordinerede eller indsatte præster, vi véd nemlig godt fra både de evangeliske og apostoliske skrifter, sådan som det fremgår af det, vi har behandlet under artikel 13 (celle 29), at den myndighed alene ligger hos biskopperne, som apostlenes efterfølgere. Men vi har anklaget ham for at have foregivet det eller for at have vovet det, for forvovent at have stræbt efter det eller prøvet på det, skønt han ikke desto mindre ikke kunne gøre det. -	Vi har ikke klaget over, at han indviede præster, eftersom vi godt véd, at det kan han ikke gøre, selv om han gerne ville, fordi han ikke er bisp, han er heller ikke af den hellige kirkes samfund, men et afskåret og dødt lem fra Jesu Kristi åndelige legeme, derfor kan han bedrage folk med det, men nogen præst kommer der ikke ud af det. Men det har vi klaget over, at han frækt og uredeligt tiltog sig den magt, han ikke havde, og ville gøre det, han ikke måtte og heller ikke burde.	Uij haffwe thett icke klaget at han wiigde prester, nar wij wel widhæ at han thet icke kan gøre om han end gerne wilde, forti han er icke bisp, han er icke helder aff then hellige kirckis samffwnd, men een affsckaaren oc død leem fra Jesu Christi aandelighe krop, thi kan han bedraghe folck ther met, men prest worder ther icke aff. Thet haffwe wij forti klaget, at han dierffwelige oc wrædelige tog sig till then magtt han icke haffde, och wilde gøre thett han ickæ motthæ oc ey helder bwrde.
¹⁵		Og derfor er det, han har gjort, sin skaber ligt. Den ene kætter skaber den anden, og det ene skabede øg smitter det andet.	Oc thet han haffwer forti giordt, er syn sckaberæ liigtt. Een kettheræ gør en anden, och ett sckabitt øg klaaer eet andet.
¹⁶Postremo quid tandem erroris foret admissum, si dixissemus, eum praesumpsisse sacerdotes consecrare, aut Episcopum revera consecrare sacerdotes?	Og endelig, hvad i alverden skulle han indrømme for en fejl, hvis vi havde sagt, at han havde foregivet at indvi præster, eller som biskop virkelig havde indviet præster? (?)
¹⁷At Deus, inquitis, est, qui hominem consecrat sive sanctificat. O Theologos scilicet eximios! quasi vero idem effectus a pluribus causis ordine se consequentibus dispari ratione progredi non possit.	Men, siger I, det er Gud, der indvier eller helliggør. O hvor fortrinlige teologer! som om den samme virkning ikke kan fremgå af flere årsager eller med god mening fordeles på forskellige konsekvenser.	Men når I siger, at Gud alene indvier præster, da lader I som om I er meget skriftkloge og taler om alting med dybe tanker, som om en ting ikke kan bevirkes af flere skabere med forskellige skel og vilkår.	Men nar i sige at Gwd wyer allene prester, tha giffwe i till kende att i eræ saare sckrifftkloge, oc alting tale aff stoer diwbhet, ligerwiis som en ting kwnne icke werckis aff flere sckabere mett atsckillighe sckiell och wilkaar.
¹⁸Deus enim ut auctor consecrat, Episcopus ut minister, sacramentum ordinis ut instrumentum, gratia denique ut forma, tametsi ad scripturae phrasin consecrare non sit aliud, quam sacro et divino usui quicquam dedicare, id quod passim in veteris instrumenti libris non Deus modo, sed etiam homines facere dicuntur. Neque de hominibus modo, sed etiam de rebus inanimis dictum subinde legitur.	Det er nemlig Gud, der indvier som ophavsmand, biskoppen som medhjælper, ordenen i sakramentet som redskab, og nåden som formen, skønt i skriftens betydning er det at indvi ikke andet, end at overgive noget til helligt og guddommeligt brug, hvilket vidt og bredt i det gamle testamentes bøger ikke blot Gud, men også mennesker siges at gøre. Vi læser også, at det ikke blot siges om mennesker, men også om ubesjælede ting.	Gud er den ypperste ophavsmand, som en herre, mester og skaber af alting, og ikke alene af sine sakramenter. Men bispen er dog en særlig tjener til dette sakramente som kaldes præstevielse, og hellige bønner og ønsker med Guds navns påkaldelse og håndspålæggelse er i denne præstevielse et redskab, dernæst er Guds nåde, som giver ved præstevielsen, sakramentets rette væsen.	Gwd er then ypperste werckere, ligherwiis som en herre, mestere och sckabere till alting, oc icke allene till syne sacrament. Men bispen er dog en besynderlig tieneræ till thette sacramentt som kaldis wielse, oc hellighe bøner oc ønscher met Gwdz (307) naffns paakald, oc henders paalegge, eræ till same wielse ett redsckaff, ther nest er Gwdz naade som giffuis met wielsen same sacramentis retthe fandtzwn.
¹⁹"Quod porro viros aliquot doctrina et vitae sanctimonia spectatos suis suffragiis populo et Ecclesiae Vibergensi commendasse fatetur, quibus ex Christianae multitudinis consensu et ardenti voto munus praedicandi Christi Evangelium credidit cum manuum impositione et oratione Ecclesiae ad Deum facta, atque ut in sacramentorum administratione aliisque officiis Ecclesiastici populo Christiano sedulo inservirent;" (243)	Hvad det angår, at I skriver om Tausen, at "han indrømmer, at han har fremstillet nogle lærde, helligtlevende og udmærkede mænd efter folkets vilje for den viborgensiske menighed og kirke, som efter den kristne menigheds samtykke og brændende løfte fik betroet embedet med at prædike Kristi evangelium under håndspålæggelse og en bøn rettet fra kirke til Gud, for at de med flid kunne tjene det kristne folk med sakramenternes forvaltning og andre kirkelige opgaver";
²⁰Principio quanquam nescio, quod viri, quos hic narratis, mihi quidem cogniti non sunt, qua tamen vitae sanctimonia et eruditione praediti esse possint, tum ex commendante haereticorum regni Danici antesignano,tum ex Vibergensi Satanae synagoga, cui commendati sunt, facile licet intelligere, nimirum similes (ut aiunt) habere labra lacturas, id est undique haereticos omnes et ab una Dei viventis Ecclesia ceu putrida membra praecisos, extra quam neque vera sanctimonia nec salutaris eruditio esse potest, quemadmodum [216] et in utroque congressu priore et sub primo huius tertii congressus articulo (ni fallor) copiose satis edoctum est.	så må jeg sige, at skønt jeg for det første ikke véd, hvordan de mænd, som I her fortæller om, og som jeg ganske vist ikke kender, dog kan være af en sådan hellighed og uddannelse, som I påstår, når de dels er anbefalet af den danske konges kætteres bannerfører, dels stammer fra Viborg, Satans synagoge, anbefalet af den, så kan det let forstås, at, som man siger, i det mindste det lige elsker det lige, det vil sige, kættere elsker overalt alle kættere og dem, der er faldet fra den ene den levende Guds kirke som rådne lemmer, den kirke, udenfor hvilken der hverken kan være hellighed eller frelsebringende uddannelse, sådan som vi med flid i begge de første afdelinger og i første artikel i denne tredie afdeling, om jeg husker ret, tilstrækkeligt har gjort rede for det. (celle 21).	Således er præster blevet indviet og konsekreret i den hellige kirke siden de hellige apostle er døde, som det tidligere er bevist. At svare særligt på den ros og pris, som I giver hinanden, er der ikke nu brug for på denne tid. At kættere priser kættere, agter og roser dem, er ikke noget nyt, men noget gammelt, og derfor må den gryde og dens låg sammenlignes og holdes sammen. Fordi lige læber begærer lige føde. Vi mener og tror det fuldt og fast, at hvis man ikke er i den hellige kirkes samfund som medlem, finder man hverken hellighed eller duelighed, ejheller ret saligheds lærdom, som det yderligere er bevist i vores gensvar til den første artikel.	Swo ere prester wiigde oc consecrerede i then hellige kircke siden the hellige apostele ere affgangne, som till fornett bewist er. Att sware besynderlige till thet loff oc priiss som i giffwe hwer andre, gøris icke nw behoff paa thenne tiid. At kettere priisæ ketteræ, agte oc loffwe, er icke nytt men gammelt, och forthi maa then grydhe och hennes laag well lignis oc ware tilhobe. Quia similes habent labra lacturas. Uij thet fwldkommelige meene och tro, att wden then hellige kirckis selschaff oc samfwnd, findis hwercken hellighet eller duelighet, ey heller rætt salighetz lerdom, som ydermere bewiist er wdi wortt geenswar till then første artichell.
²¹Audivi tamen bellam hercle istius praeclarae commendationis causam. Relatum est namque mihi a viris fide dignis, magistrum Ioannem uxoris loco sororem nescio cuius in scortum habere, atque in gratiam eius conatum, commendatione sua fratrem laicum ad sacerdotii honorem promovere. Dignam scilicet Evangelici sacerdotii rationem? An non pudet vos (deploratissimi mortalium) Dei sacramentis adeo scurriliter illudere?	Dog har jeg minsandten hørt om uenighed på grund af denne klare anbefaling. Det er nemlig blevet mig fortalt af et troværdigt menneske, at magister Hans i stedet for en hustru lever i hor med jeg véd ikke hvis søster, og at det er på grund af hende, at han har forsøgt med anbefaling at promovere hendes læge bror til præsteæren. (Note 1). Det er vel en begrundelse, der er de evangeliske præster værdig? At I ikke skammer jer, I højst begrædelige dødelige, at drive sådan spas med Guds sakramenter!
²²Deinde ut sint et doctissimi et sanctissimi, tamen ad Evangelici sacertodii functionem exercendam solius multitudinis consensum et votum cum impositione manuum et oratione ad Deum facta haudquaquam sufficere, lectoris integri iudicio ex Evangelicis Apostolicisque literis non minus efficaciter, opinor, quam dilucide sub articulo XIII. demonstravimus.	Dernæst, vil, tror jeg, den forstandige læser bedømme det sådan, at havde de end været de lærdeste og helligste, det havde dog ikke været nok til at udøve det evangeliske præstedømmes funktion, at de alene havde mængdens samtykke og stemme, og at der blev bedt til Gud under håndspålæggelse, det vil han bedømme ud fra de evangeliske og apostolske skrifter, ikke mindre afgjort end det, vi klart har påvist under artikel 13. (Celle 4)	Og om de end havde været både hellige og lærde, så måtte de endda ikke gøres til præster ved den menige mands vilje og samtykke, uden offentlig indvielse af en biskop, som det tidligere er bevist i vort gensvar mod den 13. artikel.	Oc hwar the haffde end warit baade hellighe oc lerde, the motte icke tha gøri till presther aff then meenighe mandz willie oc samtøcke, wden obenbare biscops wielse som tilfornet bewiist er i wort geenswar mod then trettende artickel.
²³Christus enim Apostolos primum in sacerdotes Episcoposque ordinavit atque consecravit.	Kristus ordinerede og konsekrerede nemlig først apostlene til præster og biskopper.

²⁴Deinde Apostoli consituerunt alios tum Episcopos tum presbyteros, quemadmodum Paulus et Barnabas per singulas civitates fecisse leguntur, inter quos fuere Timotheus Ephesiorum et Titus Cretensium Episcopi a Paulo consecrati, quibus iubet ut alios consequenter Episcopos et presbyteros oppidatim instituant.	Dernæst indsatte apostlene andre dels til biskopper dels til præster, sådan som vi læser, at Paulus og Barnabas gjorde i enkelte byer, blandt hvilke Timotheus af Paulus blev konsekreret til biskop i Efesus, Titus på Kreta, og dem befalede han, at de skulle fortsætte og indsætte biskopper og præster i byerne rundt omkring.	Dèr er det også bevist, at I hverken har lærdom eller eksempel med jer, hverken fra apostlene eller fra apostolske mænd, som var apostlenes første disciple.	Huar oc er bewiist at i haffwe met eder hwercken lerdom eller exempil enchten aff apostell eller nogre apostelighe mend som ware apostolorum førsthe discipele.
²⁵Quapropter ubique legimus in sacris novi testamenti libris, a solis Episcopis ordinatos esse alios Episcopos ac presbyteros, atque ex temporibus Apostolorum in hanc (244) usque aetatem in Ecclesia catholica sic observatum esse, omnes historiae contestantur.	Derfor læser vi overalt i det ny testamentes hellige bøger, at alene de, der var ordineret til biskopper, ordinerede andre biskopper og præster, og at det er blevet overholdet sådan fra apostlenes tid indtil denne tid i den katolske kirke, bevidner alle historier.
²⁶At solo multitudinis consensu vel Episcopum vel alium quemvis sacerdotem tempore huius novae legis in Ecclesia catholica constitutum esse, nec sacris literis nec aliis historiis vere probabitis unquam.	Men at nogen biskop eller præst i den nye lovs tid i den katolske kirke er blevet indsat alene i kraft af mængdens samtykke, det kan I ikke påvise noget sted hverken i bibelen eller i andre historiske skrifter.
²⁷Nam quod in magistrum istum Ioannem dicitis Apostolorum secutum esse doctrinam et exemplum, cur non profertis doctrinam? cur exemplum non recitatis? Nos enim ex utroque diversum et ante ostendimus [217] et modo repetivimus.	For hvad I siger om denne mester Hans, at han har fulgt apostlenes lære og eksempel, hvorfor fremdrager I ikke denne lære? hvorfor gengiver I ikke dette eksempel? Vi har nemlig tidligere påvist det modsatte i begge tilfælde og kan nøjes med at gentage det.
²⁸At istiusmodi mendaciis vestra scatent omnia.Mathias quidem non solius plebis assensu, verum auctoritate Concilii, et totam Ecclesiam referentis, et cui summus Pontifex Petrus praeerat, et reliqui omnes Apostoli iam Episcopi intererant, electus, accitus et ordinatus est in Apostolorum.	Men alle jeres skrifter flyder over med den slags løgne. Mathias blev da ikke apostel alene ved mængdens samtykke, men ved rådets autoritet, og det blev forelagt hele kirken, og den højeste forstander for den var Peter, og alle de øvrige apostle, der nu var biskopper, deltog, sådan blev han valgt, kaldet og ordineret ind i apostelrækken.	For hverken Mathias, Paulus, eller Barnabas, Timotheus eller Titus var nogensinde kaldede eller stadfæstede af nogen menighed. Ejheller blev nogen det sidenhen, uden det var billiget og stadfæstet af kristenhedens bisper og forstandere på de vilkår, som før er omtalt.	Hwercken war Mathias Paulus eller Barnabas, Timotheus eller Titus, nogen tiid kallede eller samtøchte aff noger menighet. Ey helder nogen tiid siden, wden thett haffwer waridt siden samburdt oc stadfest aff christendoms bisper oc forstanderæ met the wilkaar som tilfornet eræ fortalde.
²⁹At non fit hic mentio vel impositionis manuum vel aliarum quarumlibet ceremoniarum, quod (ut articulo XIII. diximus) nondum missus fuerat spiritus sanctus, qui postea sacramentorum omnium ceremonias Apostolos docuit. -	Men her nævnes ikke hverken håndspålæggelse eller andre ceremonier, fordi (som vi har sagt det i artikel 13) (artikel 14, celle 21) helligånden endnu ikke var sendt, han, som bagefter skulle lære apostlene alle sakramenternes ceremonier.	Og aldrig skal det findes hverken i eksempler eller i kristelige historier, at fra begyndelsen nogen var agtet eller regner for præst, medmindre han var indviet dertil af en indviet og konsekreret bisp, undtagen når kættere dristede sig til af hovmod og trods at gøre som de nu også i vor tid har gjort.	Oc aldrig (308) scall thet findis enchten i exempill eller christelig historier, at fra begyndelsen nogen war agthet oc holden for prest, wden han war wiigdt ther till aff en wiigdt oc consecrerit bisp, wden hwess ketteræ haffwe sig fordristet aff hoffmod oc tratz till at gøre som the oc nw i wor tiid haffwe giordt.
³⁰Proinde, quoniam hic et impositionis manuum et orationis ad Deum factae meministis, exemplum ordinationis Pauli et Barnabae pro vobis facere, ni fallor, arbitramini.	Dernæst, når I her nævner både håndspålæggelse og bønner til Gud, så mener I vist, tror jeg, at følge eksemplet fra Paulus' og Barnabas' ordination. (Apg 13,2-3).
³¹At nihil minus facere, breviter vos docebo. Nam etsi non satis hic inter sacros divinae scripturae interpretes convenit, quo tempore, quo loco et quibus primum hominibus in Apostolos ordinati sint, alioqui iam prius ad munus Apostolicum electi et assumpti a spiritu sancto, qui singulari privilegio in omni re secundae causae vicem supplere potest; - at paucorum privilegia non faciunt legem communem - : nihil tamen hic locus errori vestro patrocinatur.	Men at I gør noget helt andet, skal jeg kort belære jer om. For skønt de hellige fortolkere af den guddommelige skrift her ikke er tilstrækkelig enige om, på hvilken tid, på hvilket sted og først og fremmest ved hvilke mennesker de blev ordineret til apostle, eller om de allerede tidligere var blevet udvalgt og antaget til apostelembedet af helligånden, han, som med et enkelt privilegium i alle sager kan udfylde gensidigt med den anden årsag; (?) - men de fås privilegium gør ikke loven almindelig - : Der er dog intet på dette sted, der hjælper jeres vildfarelse.
³²Nulla enim hic mentio fit de consensu plebis vel requisito vel exspectato, at solummodo prophetarum et doctorum, quos sacerdotes fuisse illud clare ostendit, quod Lucas eosdem inibi sacrificantes, Erasmo interprete, describit.	Her nævnes nemlig ikke noget om, at menighedens samtykke er hverken krævet eller ventet, der nævnes kun profeter og lærde, og at de var præster, vises klart af det forhold, at Lukas her beskriver dem som helliggørende, ifølge Erasmus' oversættelse.
³³Porro omnes certe hos simplices fuisse sacerdotes, nec ex hoc nec ex alio scripturae textu vere docebitis unquam. At ob alia scripturae loca, quibus a solis Episcopis legitur ordinatos esse presbyteros, mihi quidem fit verisimilius, in qua sententia et Lyranus est, inter hos quoque aliquot Episcopos fuisse.	Videre, at alle disse sikkert simpelthen var præster, kan I ikke belære os om, hverken af dette skriftsted eller af noget andet. Men på grund af et andet skriftsted, af hvilket man ser, at det kun er biskopper, der ordinerer præster, bliver det i hvert fald for mig sandsynligt, og af den mening er Lyra også, at der mellem den har været nogle biskopper.
³⁴Nam etsi quidem in una civitate unus tantum erat Episcopus ab Hierosolymis, tamen vel aliunde illuc venisse potuerant, quemadmodum Barnabas et Paulus, qui inter eos [218] commemorantur.	For skønt der ganske vist i denne ene by kun var én biskop fra Jerusalem, så kan der dog godt være kommet andre andetsteds fra, sådan som Barnabas og Paulus, som nævnes blandt dem.
³⁵Verum, quando tam anxie videri cupitis (245) Apostolorum vestigiis per omnia insistentes, demiror nullam fieri hoc loco ieiunii mentionem, cum prophetae et doctores illi in Paulo et Barnaba ordinandis ieiunasse describantur.	Men når I så ængsteligt synes at stræbe efter at holde jer i apostlenes spor i alle ting, så undrer det mig, at I ikke her nævner noget om faste, for profeterne og de lærde, skriver jo Lukas, fastede, da de ordinerede Paulus og Barnabas.
³⁶Sed adeo scilicet tota spiritualis est iam pridem Ecclesia vestra, ut per vestram libertatem istam nullo posthac egeat ieiunio, quo carnis rebellio edometur.	Men på den måde er vel hele jeres kirke ganske åndelig, at der i kraft af jeres frihed ikke foregår nogen faste bagefter, hvorved kødets oprør kan tæmmes.
³⁷Ceterum, quod in calce huius articuli manifetam populi idololatriam ista ordinatione vestra committi vobis obiectum est, hoc ita esse nobis omnino persuasum habemus.	Forøvrigt, hvad der i slutningen af denne artikel bliver bebrejdet jer: at folket har begået åbenlys afgudsdyrkelse gennem en sådan ordination fra jeres side, det er vi helt overbevist om forholder sig således.	Om det afguderi, som I skriver, at sådanne indviede præster bedrager folket ind i, efter vor mening, skal I en gang få et tilbørligt svar og menigheden en kristelig undervisning, fordi den har de hårdt brug for.	Om thet affgwdij som i sckriffwe, at swodane wiigde presther aff eder bedrage folckett wdi effter wor meening, scwlle i met tiden faa eet børligt swar, oc simpell folck een christelig wnderwiissning, forti the haffue henne saaræ behoff.
³⁸Nam iuxta clarissimam Evangelii historiam (uti sub articulo XIII. dictum est) auctoritas sive potestas agendi coenae dominicae mysterium (in quo Christus tria fecit, nempe panis ac vini in corporis et sanguinis sui consecrationem, oblationem et distributionem, et eadem suis agenda praecepit) solis Apostolis discipulisque tum praesentibus et eorum successoribus tradita est.	For ifølge den klareste evangeliske historie (som det er sagt ovenfor under artikel 13, celle 49)), er autoriteten eller myndigheden til at forrette Herrens måltids mysterium (i hvilket Kristus gør tre ting, konsekrerer brød og vin til sit legeme og blod, fremlægger og uddeler det, og befaler sine disciple at gøre det samme) denne autoritet er alene overleveret apostlene og disciplene og deres efterfølgere.
³⁹Successores autem eorum sunt in sacerdotalis ordinis potestate, quam inibi geminam esse diximus, nempe consecrandi verum corpus Christi et absolvendi corpus mysticum eiusdem, omnes et soli sacerdotes Ecclesiastico ritu hactenus observato per Episcopos ordinati, quemadmodum ab initio hactenus Ecclesia Dei observavit et orthodoxi patres ad unum nobis ita tradiderunt, apud quos germanum verumque Evangelii sensum fuisse in primo congressu docuimus.	Men deres efterfølgere er i den præstelige ordens myndighed, som vi sammesteds har sagt er en dobbelt, nemlig at konsekrere det sande Kristi legeme og afløse Kristi mystiske legeme, ene og alene præster, der er blevet ordineret ved en kirkelig rite, som hidtil er blevet overholdt af biskopperne, således som Guds kirke fra begyndelsen og indtil nu har overholdet det og de ortodokse fædre enslydende har overleveret os det, og hos dem har det ægte og sande evangeliums mening været, som vi har lært i første afdeling. (Con4754, celle 20).
⁴⁰Quo fit, ut nullus praeterea non hominum modo, sed etiam angelorum, imo ne diva quidem virgo Maria, Dei mater, hanc potestatem habeat.	Derved sker det, at ikke blot intet menneske, men heller ikke nogen engel, ja ikke engang den guddommelige jomfru selv, Maria, Guds moder, har denne myndighed.
⁴¹Hanc autem potestatem homines a Deo accipiunt non unctione ac rasura, quorum contemptim hic meministis, at ipso ordinis sacramento, uti sub articulo XIIII. dicebatur; cuius minister idoneus iuxta traditionem novi testamenti et Ecclesiae catholicae observertionem est solus Episcopus, quemadmodum iam semel atque iterum a nobis ostensum est.	Men denne myndighed har mennesker fået fra Gud ikke ved salvelse og ragning, som I foragteligt nævner, men ved selve ordinationens sakramente, sådan som det er sagt under artikel 14 (celle 13); og den minister, der ifølge traditionen fra det ny testamente og den, der er overholdt af den katolske kirke er duelig dertil, er alene biskoppen, sådan som det nu igen og mange gange før er påvist af os.
⁴²[219] Idololatria vero populi commititur, non in ipsa corporis et sanguinis dominici sumptione de manibus eorum, qui in sacerdotes Ecclesiastico more non sunt ordinati (modo consisteret ipsa consecratio), tametsi neque tradentes neque sumentes culpa vacarent;	Men folk begår afgudsdyrkelse, ikke ved at spise selve Herrens legeme og blod fra deres hænder, som ikke er ordineret til præster efter kirkens skik (deri består blot selve konsekrationen), skønt hverken de, der giver, eller de, der modtager, er uden skyld;
⁴³sed in ipsa adoratione, qua populus panem et vinum pro Christi adorat (quis enim recta fide praeditus sumit Eucharistiae sacramentum, qui Christus in ea non adorat?), quoniam potestatem consecrandi (246) corpus et sanguinem dominicum non habent, quemadmodum et prius ostensum est et modo repetitum. -	nej, den består i selve den tilbedelse, hvormed folket tilbeder brødet og vinen, som om det er Kristi (hvem spiser nemlig med en ret tro nadverens sakramente, uden at tilbede Kristus i den?), når de ikke har myndigheden til at konsekrere Herrens legeme og blod, sådan som det før er påvist og nu gentaget. -
⁴⁴Porro non est par ratio de Apostolis discipulisque Christi. Hi enim potestatem ordinis sacerdotalis a Christo proxime sumentes et ab ipso sacerdotes consecrati vere corpus et sanguinem dominicum conficere potuerunt; idcirco hi populum ad idololatriam minime induxerunt.	Videre: deres kategori står ikke lige med Kristi apostle og disciple. Disse fik nemlig først myndigheden til at ordinere præster af Kristus og efter ham kunne indviede præster tilvejebringe Herrens sande legeme og blod; derfor indførte disse på ingen måde folket til afgudsdyrkelse.
⁴⁵Sed posteaquam Christus iuxta hominem a mundo rediit ad patrem, hanc consecrandi sacerdotes potestatem Apostolis eorumque succesoribus Episcopis ceu vicariis reliquit, nimirum quando dixit: Hoc facite in mei commemorationem.	Men efter at Kristus som menneske gik fra verden til faderen, overlod han denne myndighed til at indvi præster til apostlene og deres efterfølgere, biskopperne som deres stedfortrædere, nemlig dèr, hvor han sagde: 'Gør dette til min ihukommelse!' (Luk 22,19).
⁴⁶Ut autem nos ex Evangelio scripto probare nequimus, Apostolos fuisse rasos et unctos, interea vero nos Ecclesiae catholicae auctoritatem et consuetudinem cum verbo Dei non pugnantem pro nobis habemus.	Men selv om vi af det skrevne evangelium ikke kan bevise, at apostlene var ragede og salvede, så har vi den katolske kirkes autoritet og sædvane, som ikke er imod Guds ord, for os.

⁴⁷Sed ut ut sit, ad rem non magnopere pertinet, si quidem, ut sub articulo XIV. dictum est, rasura et unctio non ad ipsam sacramenti ordinis substantiam pertinent, at solum ad decorem et ornatum.	Men hvordan det end forholder sig, har ikke så meget med sagen at gøre, hvis blot, som det er sagt under artikel 14 (celle 13), ragningen og salvelsen ikke har noget med selve ordinationssakra-mentets substans at gøre, men blot tjener til pynt og pryd.
⁴⁸Proinde ultro concedimus, rasuram et oleum nihil omnino facere ad instituendos Ecclesiae ministros, aut ad mysterium sacramenti Eucharistiae vere peragendum; attamen mysticas quasdam et rationales esse ceremonias et sacramentum ordinis cohonestantes, et spiritualem ipsius effectum designantes.	Ja, vi vil yderligere indrømme, at ragning og salvelse ikke gør noget overhovedet til at indsætte kirkens tjenere, eller gennemfører noget ved nadversakramentets mysterium; men at de blot er nogle mystiske og meningsfyldte ceremonier og forherligelser ved ordinationssakramentet, der peger hen på dets åndelige virkning.
⁴⁹Quas etsi quidem ex solida scriptura demonstrare nequimus, tamen ex traditione Apostolorum manasse, [220] sub eodem articulo XIV. docuimus. Christus enim ipse sacramenta instituit, sacramentalia vero spiritus sancti magisterio reliquit.	Og skønt vi ikke kan vise, at de kommer fra skriften selv, så har vi dog under artikel 14 lært, at de hidrører fra apostlenes tradition. Kristus har nemlig selv indstiftet sakramenterne, men de sakramentale ting har han overladt til helligånden at tage sig af.
⁵⁰Ceterum, quam sit imbecillis vetus ista haereticorum argumentatio, qua colligunt, non esse, quicquid expresse scriptum non fuerit, et in primo congressu copiose deductum est et interim aliquoties repetitum.	Forøvrigt, hvor er det dog en dum gammel kætterargumentation, den, hvorved de hævder, at det, der ikke står udtrykkeligt i skriften, ikke betyder noget, og i den første afdeling er det omhyggeligt afvist og gentaget lidt senere. (Co4754, celle 33, Co6977, celle 18).
⁵¹Quod denique adversus hanc nostram non haeresin, uti vos mentimini, sed Ecclesiae catholicae veritatem nobis minamini olim dignum, de re scilicet indigmissima, volumen: parturiunt montes, (247) nascetur ridiculus mus.	Og endelig til det, at I truer os med imod vores, ikke kætteri, som I løgnagtigt siger, men imod vores katolske kirkes sandhed, engang at komme med et værdigt værk, nemlig om en uværdig sag, vil vi kun sige: bjerget lavede til barsel og fødte en latterlig mus.
⁵²Profecto, si modo absque pusillorum offendiculo fieri liceret, nihil omnium mihi accidere posset optatius. Sed ne quis forte vestras istas laicorum ordinationes temerarias tanquam novi quippiam admiretur, is Tertullianum, Apostolicis temporibus vicinum, in libro de praescriptionibus haereticorum audiat in haec verba scribentem:	Ja, sandelig, hvis blot det kunne ske uden disse minimale småforargelser, så ville intet mere ønskværdigt kunne ske mig. Men for at ikke nogen straks skal beundre jeres skrækkelige lægmandsordination som noget nyt, så skal han høre Tertulliam, fra lige efter apostlenes tid, i bogen om kætternes påskud, hvordan han skriver følgende:	Men den, der gerne vil have at vide, hvad det vil sige at bruge lægmænd som præster, sådan som I gør, han vil finde, at det ikke er nogen ny fremgangsmåde hos kættere, hvilket vi kan erfare hos Tertullian, en gammel lærefader, kort tid efter de hellige apostle, som herom skriver følgende: (liber de praescriptionibus haereticorum)	Men hwo som løsther at widhæ hwad handell thet er at brwge legmend for prester som i gøre, tha sckall han findhæ at thett er ingen ny handell hoss kettheræ, ther wij kwnne formercke hoss Tertullianum en gammel lærefadher strax effter the hellige Apostelæ, nar han sckriffwer hær om i swodan mening.
⁵³"Ordinationes", inquit, "eorum temerariae, leves, inconstantes: nunc neophytos collocant, nunc seculo obstrictum, nunc apostatas nostros, ut gloria eos obligent, quod veritate non possunt.	"Deres ordinationer er skrækkelige, løsagtige og ubestandige: så beskikker de en nyomvendt, så én, der er forpligtet timeligt, så en af vore frafaldne, for at de kan forpligte ham ved ære, eftersom de ikke kan gøre det ved sandhed.	'Deres præstevielser' (siger han om kætterne) 'er uredelige, løsagtige og ubestandige: nu beskikker de nyomvendte kristne dertil, nu dem, som er bundet ved verdslige forpligtelser, nu dem, som er gået over til dem fra os, for at binde dem til sig ved den ære, der ydes dem, siden de ikke kan gøre det ved sandheden.	Theris preste wiigilsæ (siger han om kettheræ) eræ wrædeligæ, løssachtige, oc wbestandigæ, nw sckicke the ther till wngæ christen, nw them som henge wti werdzlig forplichtilse, nw them som eræ rømbe fran oss, at the scwlle waræ them forbwnden for then æræ them gøris, forti the kwnne icke bekommet met sandhet.
⁵⁴Nusquam facilius proficitur, quam in castris rebellium, ubi ipsum esse illic promereri est. Itaque alius hodie Episcopus, cras alius, hodie diaconus, qui cras lector, hodie laicus, qui cras presbyter. Nam et apud eos laicis sacerdotalia munera iniunguntur".	Intetsteds kan man lettere gøre fremskridt end i oprørernes lejr, hvor selve det at være der regnes for en fortjeneste. Og derfor har de én biskop den ene dag, en anden den næste, den, der i dag er diakon, han er i morgen lektor, den, der i dag er lægmand, han er i morgen præst. For også hos dem pålægger de lægfolk de præstelige byrder".	Intetsteds kan nogen forbedre sig så hurtigt som hos forrædere, da det at være iblandt dem regnes for en stor fortjeneste. Og derfor har de i dag én biskop, i morgen en anden. Den, som i dag er tjener, han er i morgen lektor. Den, som i dag er lægmand, han er i morgen præst. For hos dem overgives præsteembedet til lægfolk'.	Paa ingen stæd kan nogher sig swo snart forbeddræ som hoss forræderæ, nar thet er en stoer forsckylding at ware i blandt them. Oc forti haffwe the i dag een bisp, oc i morgen en anden. Then som i dag er tieneræ, han er i morgen leseræ. Then som i dag er leegmand, han er i morgen prest, Forti hoss them befalis legmend preste embede.
⁵⁵An non hic a Tertulliano, doctore tam vetusto, vestrae ordinationes istae ceu penicillo depinguntur?	Mon ikke her jeres ordinationer af Tertullian, en ærværdig lærd mand, er afmalet med den rette pensel?	Mon ikke jeres præstebeskikkelse i disse ord af en så gammel og vis mand afmales i sin rette farve?	Mwne icke edre preste schick oc tilsæt, af swogammel en mand wiiss oc lerdt i thesse ord formalis met syn retthe farffwe.

Noter.

Note 1: Poul Helgesen siger i sin "Skibbykrønike", at mester Hans Tausen har ægtet en søster til Jørgen Jensen Sadolin, og derved blev den første gejstlige mand her i Danmark, som af kødelig lyst gik hen og giftede sig. (Heises oversættelse, København 1890, side 112).